Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær

I denne artikel kommer vi vidt omkring. Vi befinder os i det fredlige Rørkær. Byen er aldrig fredelig før forårsmarkedet i Tønder. Da fik knægtene fri fra skole. Og Tønder var på den anden ende ved disse markeder. Vi hører om Rørkærs originaler. Og så overtager Stöckler – familien værtsskabet for kroen. Familien havde været kendt for at være skarprettere. Og et sværd som var gået i arv fra bedstefaderen befandt sig dog også på kroen. Dette sværd kan sikkert fortælle om masser af henrettelser. Og en af byens sønner, kroværtens bror, Christian Stöckler er nærmest blevet udnævnt som helt efter hans dagbogsfortegnelser over SMS Dresdens sænkning og efterfølgende fire års internering på en chilensk ø.

Bedstefar var skarpretter

I mange år var der kroer i Rørkær. Det var Peter Boysens Kro og Nissens Kro. Men i 1864 fik Boysens Kro ny ejer. Det var opsynsmanden på Tønder Kirkegård, Christian Støckler overtog beværtningen.

Hans bedstefar var skarpretter, og det uhyggelige værktøj, som han havde brugt til dette, blev længe opbevaret på kroen.

Dagen før forårsmarkedet

Dagen før de store forårsmarkeder i Tønder var der travlhed i den ellers rolige by, Rørkær. Det var den sidste station, inden Tønder, så mange overnattede i byen. Så kunne de tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at kunne få en god plads på markedet. Drengene i byen fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der jo også kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.

Der blev drukket punche

Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker helt oppe fra Jejsing Banke. Når de svingede med kæppen blev det regnet som et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene lidt løsere i lommen og knægtene kunne måske tjene lidt ekstra. Et par mark kunne sagtens tjenes sådan en dag.

Midt imellem kroerne stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden så det hørtes over hele Tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden.

• Hvens er den ko? – Æ den soel – De æ Per Jensens.

Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i begge kostalde var der stuvende fuldt. Folk sad i højrystet samtale. Og der blev i den grad handlet og drukket puncher.

Byens mandfolk samlede sig på byens kroer, og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Handelsmanden gav en omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for god venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang, fordi de igen var blevet gode venner.

Stor handel

På sådan en markedsdag blev det selvfølgelig også tjent mere end sædvanlig hos byens små forretningsfolk. Julle, Ingeborg Friis, æ gammel skomache måtte af sted efter flere kavringe (tvebakker) og kavtibakker hos Ronnimos og æ Bækker å æ Mærkend.

August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.

Disse store drikkelag i kroen er forbi. Og det er også kun godt, hvis vi skal være lidt moralsk. Det førte til mange familiers ulykke. Man sagde dengang, at Klør Knægt var en slem herre. Således spillede Markus Alarm sig fra hus og hjem. Til sidst endte han i en mergelkule.

Masser af originaler i Rørkær

Som alle andre bysamfund var der også særlinge og originaler i Rørkær. De udgjorde en del af det gamle folkeliv. De var ikke ondsindede på nogen måde. Men de var lette at genkende i deres klædedragt, vaner og ejendommeligheder. Mange af dem havde morsomme indfald eller sjove ideer. De er for længst døde og borte. Men egentlig burde deres minde blive bevaret, for de ønskede jo dengang at blive bemærket. Så her følger nogle af Rørkærs originaler.

• Jes Karetmager var en mærkelig handelsmand. Hans kone, Hanne Marie Norske var altid med. Hun bar sit barn på ryggen i en pose. Det var et syn, der var ret sjældent dengang

Rundt med ”Kukkasten”

 

• Kejser boede i Sognehuset, som lå øst for Anton Jepsens Gård. Han gik rundt i byen med en ”Kukkasten” og sang dette ene vers:

 

 

• Mik, Muk ø Zigenbok

Så gik det med vor skrædder

Bok ø bok å bok, mæk ø mæk ø mæk,

Han drak så længe rundten om,

Som han kund´se en Flue,

Da han nich mehr nich trinken kund,

Så faldt han i en grue,

Hej vidi, hej vidi vum bum bum,

Så gik det med vor skrædder

 

• Johan Danser var lammet og gik rundt og tiggede

 

• Christian Dyrhus solgte Limer (koste) og skrubbørster
• Jens Dau Dreng gik med høj hat. Han blev ikke andet end en dreng, skønt han blev en gammel mand. Faderen havde slået ham som barn, så væksten og forstanden stod stille.

 

• Annå Bothillå var en ældre pige med et skævt hoved. Hun klædte sig altid mærkeligt. Af hatte havde hun en hel samling. Nogle af dem var ældre end hende selv. Hver søndag var hun iført en ny hat af sin samling.

 

Man fandt ham i en grøft

• Jørn Kok var en total drukkenbolt. Han havde altid nyt at fortælle. Han var hjemløs, men tiggede ikke. Folk gav ham brændevin, for at slippe af med ham hurtigst muligt, da han var ”uren”. Om vinteren søgte han til ”Armhusene” (Fattighuse). Til sidst fandt man ham liggende død i en grøft.

 

• Anne Vorbasse var ligeledes et forfaldent subjekt. Han tiggede kun efter brændevin.
• Birgittå var en lignende forfalden kvinde, som havde set bedre dage.

De lugtede en fest – på afstand

 

Forskelligt fra disse hjemlige folk var de fremmede bosser, som i disse dage var en ren plage. Var der gilde på en af de store gårde, så indfandt der sig altid så mange, der ikke rigtig var velkommen. De kunne lugte, at der var gilde på lang afstand.

Det var ikke alene gamle og svage, men også unge og arbejdsdygtige mænd. Tiggeri var i gamle dage ligefrem et håndværk, og de fleste stjal som ravne.

Amtsforstanderen i unåde

Året inden forsamlingshuset blev bygget, blev der i sognet etableret et blandet kor, som øvede i både Rørkær og Jejsing. I Jejsing blev der øvet hos den tyske vært i Stationskroen. Men det varede nu ikke så længe. Amtsforstanderen havde forbudt disse sammenkomster i hans lokale.

Der blev holdt et møde på Grøngård. Her blev der besluttet at bygge et forsamlingshis i Jejsing. I løbet af 14 dage havde man tegnet 30.000 mark. Man kan sige, at Amtsforstanderen forbud var startskuddet til forsamlingshuset.

Forbuddet blev fordømt af mange tyskere i området, der i blandt den tyske forenings formand, Lærer M. Denne var i grunden slet ikke tysk, skønt han var formand for den tyske forening.

Holger Danske på Jejsing Bjerg

Han havde evner som visesanger. Og han skrev da også en vise til Sangforeningen. Han skrev en sang, om at Holger Danske sidder i Jejsing Bjerg. De to sidste vers af denne sang lyder således:

• I kender ham, jeg vil ham nævne,

Han Holger Danske kaldes må

Hvad synes I, mon ej vi evne

Med ham en dyst, en kamp at slå?

Velan! Så dybt vi sætter spor

Når vi til Holger Danske går

 

• Ja runge skal vor sang, den kære

Så høres den skal fjern og nær,

Om, hvad vi er, hvad vi vil være,

Og et vi ønsker os især:

Den trænge gennem bjergets top,

Så Holger Danske vågne op!

Kejserens sidste kaperkrydser

Men kære læsere, vi skal tilbage til ejeren af Rørkær Kro, gæstgiver Eberhard Stöckler.

I forbindelse med slægtsforskning blev denne redaktør kontakten af en slægtning til denne familie. Og den er jo ikke kun kendt for at være bødler. Broderen til kroværten, Christian Stöckler var ved Første Verdenskrigs udbrud om bord på krydseren Dresden. Hans dagbogsoptegnelser er kendt af mange. Vi har også på denne sides Facebook gengivet masser af disse optegnelser. For Christian Stöckler skrev bogen Kejserens sidste Kaperkrydser, som også blev oversat til tysk. Ja der blev også skrevet et filmmanuskript ud fra dagbogen.

Til Mexico

Selv om Danmark ikke var direkte involveret i Første Verdenskrig så deltog der alligevel 30.000 danske sønderjyder i krigen. Og 6.000 faldt.

En af dem, der deltog var Christian Stöckler. Han blev indkaldt til den tyske flåde i 1913, som 19 – årig. Dengang åndede alt endnu fred og idyl.

Tyskerne ønskede at spille en rolle i storpolitikken. Og Chr. Stöckler og S.M.S. Dresden blev sendt til Mexico for at redde præsidenten. Missionen lykkedes. Og så troede besætningen, at nu skulle man hjem. Men nej. Englænderne indledte klapjagt på tyskernes kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle. Englænderne havde 70.

På jagt efter SMS Dresden

Ved et slag ved Falklandsøerne i december 1914 blev hele den tyske sydhavsflåde udraderet undtagen SMS Dresden.

Som et forjagtet og udmattet dyr krøb SMS Dresden i ly ved kysten i Chile. Den 14. marts 1915 var det dog slut med skibet. I resten af krigen levede han og de overlevende som internerede på den chilenske ø, Quiriqina .

Svært at være dansker

Først i 1920 lykkedes det ham, at komme hjem. Senere på året oplevede han at skifte nationalitet. Nu skulle han leve som dansker, og det var svært.

Han blev gift med Bertha Laurine Petersen, hvis far var post i Højen ved Gl. Skagen. De fik fire børn, hvoraf den første døde.

Lykkens smedje

Han forsøgte sig som cykelhandler. Men hans tanker dvælede hele tiden ved de mærkelige oplevelser i den tyske marine. Til sidst måtte han opgive sit egentlige arbejde. Han fik lov til at stille en lille kiosk op ude på Grenen

• En morsom, yndefuld, stråtækt hytte, hvori han kunne udføre sit arbejde og sælge sine smukke håndgjorte ting. Han har kaldt den Lykkens Smedje.

Til sidst måtte han dog opgive sit arbejde. I de sidste år levede han som invalidepensionist. Hans oplevelser havde sat sine spor.

Fremragende fortæller

Chr. Stöckler havde en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hefter, der senere i 1933 blev samlet i en bog. Og denne er den dag i dag, fremragende læsning. En overgang var der planer om, at lave en film ud af disse erindringer, men så vidt vides blev det aldrig til virkelighed.

I Skagen Avis kunne man i 1936 læse, at han var inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklandsslaget. Ved den lejlighed blev han også hædret for sine erindringer.

Sværd og hverv gik i arv

Det har sikkert gennem historien været svært for familien at komme ud i samfundet. En bøddel – familie blev betragtet som uærlige. Og når man skulle giftes, ja så blev det ofte med bødler fra andre familier.

Det gamle sværd som gik i arv fra far til søn, skal familien have taget med til Rørkær. Det fortælles, at den kendte gårdmand, Andreas Toft i Rørkær engang fik det med hjem. Men så vidt vides er sværdet, som har været med til adskillige henrettelser i dag forsvundet.

Men skal vi prøve at kigge på denne familie, der endte med at blive berømt. Vi skal lige huske at henvise til nedenstående artikler om henrettelser. Her kan interesserede læse mere om familien.

Skarprettere med mere sving

Ved indførelsen af enevælden i Danmark (1660) forsvandt betegnelsen, Bøddel. Nu blev betegnelsen Skarpretter eller Mester. Nu kom et ny type, som viste mere selvbevidsthed og mere sving over sig. Vi hørte nu om Skarpretter – familier, der hed:

• Asthausen, Lieberknecht, Wagner, Büchmner, Bröckner, Conrad, Hösker, Biberg o.s.v.

Hvervet gik i arv. Og den førstefødte var den retsmæssige arving til faderens sværd og embede.

I 1729 blev som skarpretter i Tønder antaget Johann Christopher Stöckler. Han stammede fra Arnstadt i Schwartzburg. Han var gift med Anna Cathrina Asthausen, en datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.

Sorg over fejlhug førte til død

Om denne fortælles der, at han i 1703 skulle halshugge en morder i Hamborg, da han huggede galt to gange. Dette rystede ham så meget, at han nedbrudt gik hjem og lagde sig i sin seng. Han rejste sig aldrig mere. Tre uger efter var han død.

Sønnen kunne endnu ikke overtage embedet. Men enken Anna Catharina fortsatte forretningen ved hjælp af en svend, der hed H.C. Röseler, som var gift med hendes datter. Denne Röseler passede også skarprettergerningen i Aabenraa efter skarpretter Sollwedel’s død i året 1740, da det ansås for ufornødent at antage en skarpretter,

Tønders sidste skarpretter

Eberhardt Stöckler var vistnok den sidste skarpretter i Tønder. Han døde i 1846. Han var gift 1. med Meta Marie Christensen 2. med Susanna Jeppesdatter. I første ægteskab var der tre børn: Christopher, Joachim og Ligvognsfører Christian Stöckler.

I påsken 1864 fratrådte han efter eget ønske denne stilling. Han var hvis nok også opsynsmand og gift med Johanne Matzen.

Kroejere i Rørkær

Slægten fortsatte nu i Rørkær, hvor gæstgiver Eberhard Stöckler var blevet født i 1837. Den 21. december 1862 bliver han gift med Christine Rix fra Nortorf i Holsten. Det var så i 1862, at han overtog den gamle kro i Rørkær. Den var i mange år ejet af familien Boysen, men den sidste ejer hed Thomas Nissen. Efter Eberhard Stöckler’ s død fortsatte enken i mange år indtil sønnen med samme navn overtog kroen.

Eberhard Stöckler den Yngre var født den 27. januar 1866 og døde den 5. september 1928. Han var gift med Martha Haase fra Tønder.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgivelser)
• denstorekrig1914-1918.dk
• Christen P. Christensen: Kejserens sidste Kaperkrydser (Martins Forlag 1934)
• Christen P. Christensen: Fire Aar paa Quiriquina (Martins Forlag 1935)
• (Letzte Kaperfahrt nach Quiriquina) (Drei Masken Vertlag 1936)

Hvis du vil vide mere: Om egnen:

• Så er der post til Rørkær
• Grøngård – et forsvundet jagtslot
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Øst for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og Omegn
• Langs Grænsen og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om Bødler og henrettelse:

• Henrettelse på Østerbro
• Henrettet i Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Henrettet i Tønder
• Riber Ret (3)
• Ribe – og Hekseafbrænding (2) og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om Kvægmarked i Tønder:

• Studehandel i Tønder og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om originaler på Tønder – egnen

• Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder

 

 

En arbejder fra Rudbøl fortæller

Vi hører om, at bjerge istag i Gudskog og hvert forår var det arbejde ved Højer Sluse. Til arbejdet i Gudskog bestod frokosten af sveden fisk og punch. Ved Højer Sluse blev der bygget 10 hytter med 6 mand i hver. Formænd og rådmand sørgede for at styre gemytterne. Hver onsdag kom børnene med lækkerier. Og så var der forskel på de både man brugte i Rudbøl og i Aventoft.

 

At arbejde i Gudskog

Vi er atter engang kommet vest på. I denne artikel skal vi høre om arbejde i Gudskogen og på havdiget ved Højer.

I gammel tid var der ikke mange kreaturer i Rudbøl eller Rosenkrans. Bådfolket fra Rudbøl levede af at fragte sten fra Nibøl og korn. Og mange fra Rudbøl levede af at sælge istag (rør).

Man lejede et stykke

Man lejede her store stykker af Gudskog af staten, senere af amtet. Man lejede i fællesskab, således at en halv snes mænd havde 100 hektar eller mindre. For at enhver kunne få lige meget ud af det, var det vigtigste, at man skulle dele det store stykke i mindre stykker. Disse blev så atter delt i flænger, en til hver mand. Flængerne mundede gerne ud i en kanal.

Disse stykker blev afmærket med et spadestik (en dovl) for enden af hver af skellene mellem de større stykker og tre for enden af skellene mellem de større stykker. Hvor det stod vildt tag og fjøes kunne det bindes en knude af det.

Forskel på bådtyper

Hver mand havde sin båd, bl.a. til at tage ned til Gudskog i. Bådene her i Rudbøl og Rosenkrans var større end i Aventoft, der jo blev brugt til fiskeri. Det var togangsbåde, mens bådene i Aventoft var engangsbåde. Forskellen var, at bådene fra Rudbøl var dobbelt så høje.

Det tog to timer at fare (stage) fra Gudskog herop til Rudbøl. Til at fare brugte man en kloe (stage). Ved Filood (Verlath) tappede man sig igennem, da vandstanden i de to åer var forskellig. Den var højest i den nordlige.

Da befolkningen her omkring ikke kunne slå med le, kom der hvert år en jyllands – hogster (Jyllands – Mejekarl) her til Rudbøl. Han blev så sejlet ned til Gudskog siddende i en bovstol (lænestol). Der kom også en til Højer.

Når høet var tørt, blev det kørt ned til båden på en lång kårre. Det var en slags lang trillebør, helt af træ. Når æ kårre skulle bruges, blev der sat to ben under foran. Den skulle fylde så lidt som mulig, når man sejlede.

Æ Istag blev bjerget om vinteren

Æ istag blev bjerget om vinteren. Hvis vandet ikke var tillagt med is, skar man æ istag fra båden. Efterhånden blev det afskårne samlet i venstre arm. Hver knippe blev dyppet ned i vandet, så at æ bloes gik af. Når dette senere løb sammen til bunker i vandet, blev det fisket op, og brugt til brændsel.

Når vandet var dækket med is, blev Æ istag skåret af med skovle og kaldtes skarfeltag. Efter, at den var ført hjem, blev den renset ved at der blev taget små bundter op. De blev bearbejdet forneden med en kradser. Det var nærmest en pind med fire store søm i.

Affaldet fra dette, der også blev kaldt blus, blev også brugt til at fyre med. Man blussede når man fyrede med blussede, når man fyrede med blus.

Istag blev bundet sammen med bånd, da det ikke kunne bindes sammen med almindelig snor eller strik. Dette bånd blev lavet af flig (flæg) og jalle (en slags flæg, stærkere en Kalmusflæg), der blev vejret og siden snoet.

Disse bånd blev også brugt oppe i gesten til at binde neg med.

Istag blev solgt i traver. En trave bestod af tyve bundter.

Sveden fisk og punch

Man havde selvfølgelig også en madpakke med til de lange ture. Den bestod af en firkantet æske, som kaldtes æ Klåpask. (ask = æske). Man tog sig en sveden fisk til brødet og en kaffepunch.

En sveden fisk var først blevet saltet og tørret. Så havde man den hængende oppe i skorstenen i større bundter. De blev tilberedt ved at man satte dem i en klemme og holdt dem ind over ilden.

Hvert forår, arbejde ved Slusen

Nu kunne man også hvert forår få en måneds arbejde ved at udbedre digerne. Der skulle bruges ca. 50 mand ved Højer Sluse. Folkene ved Højer havde et par både liggende ved Højer Sluse. De skulle udbedre det halve af det nordlige dige. Folkene fra Fiskerhuse, Rosenkrans og Rudbøl skulle udbedre resten.

10 hytter blev bygget

Ved Højer Sluse blev der først bygget nogle hytter eller huse. Som regel blev der bygget i alt 6 stykker, og der var ca. 10 stykker i hver. Der blev stillet nogle lægter op. Uden på blev der lagt istag. Hver man havde en trave med.

Gratis øl

Inde i hytten til venstre for døren blev der lavet et ildsted ved at grave skråt ned i jorden til et firkantet hul udenfor, som var omkring en alen dybt og halvanden alen på hver led. Der blev rejst nogle lægter, og over dem lagt lægter eller grene.

Ved siderne og ovenpå blev der lagt sadder (græstørv). En skorsten blev lavet ved at fjerne den midderste sadde. Endelig blev kedlen hængt op i lænken. Nu kunne man begynde at koge vand og lignende. Man fik ild ved at brænde blus, som lå i en stak æ bloeskråg til højre for døren.

Over for døren stod der bænke og et bord. Under det havde hver sit skrin, hvor der blev opbevaret proviant. For enden af bordet var der et vindue. Sengene blev tømret op af de rå fjæle under taget. På bunden, der var bare jord, blev der lagt blus og ovenpå halm.

I æ bloeskråg lå der også et anker brændevin og et anker øl. Det sidste stod til fri afbenyttelse, mens man måtte købe brændevinen.

Formand og Rådmand styrede det hele

I spidsen for hver flok stod en annehmer, en slags formand. Desuden var der valgt en raadmand, der holdt justits. Han kunne for eksempel dømme dem, der havde fået for meget at drikke til at ligge i æ bloeskråg.

Arbejdet bestod i, at ridse vaddesadder af med en plov. Dernæst skulle man skrælle dem af med en spadeskovl og køre dem ud til bådene på trillebør.

Et hårdt arbejde

Ploven blev trukket af en mand, mens en anden styrede den. Den bestod af en lang jernstang med et skrapt blad forneden, som kunne skære gennem græslaget. Han trak først lige i en retning, derefter i ret vinkel dertil, så man på denne skar firkantede græstørv ud.

Spadeskovlen blev på samme måde trukket af en mand, mens en anden holdt fast i skaftet og samtidig lagde græstørvene op til siden. Når det så blev ebbe blev de sejlet ud til hovedet (rundingen af diget). Derefter lagde man sadden på det.

Om onsdagen var det en halv højtidelighed, for da kom børnene hjemmesfra derud med sødsuppe og pandekager og ellers lidt fisk. Om lørdagen tog man så hjem, og startede så igen mandag morgen.

Kurgæsterne fik en punch med

Bade og kurgæsterne, der gik og ventede på en båd til Sild kom ofte ind i hytterne og fik en gratis punch. Det blev dog ikke lagt dug på bordet, kun æ Ble fra æ seng.

 

 

Kilde: se

• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder

 

 

Hvis du vil vide mere om: Digebyggeri, Rudbøl, Marsken, Vadehavet og Højer Sluse: Se her:

• Rudbøls Historie
• Bådfolket i Rudbøl
• Syd for Højer
• Gammel Frederikskog – dengang
• At plukke sut ved Højer
• Ladet bag digerne
• Stormflod ved Vestkysten
• Fiskeri ved Højer
• Vadehavet ved Højer
• Højer, stormflod og diger
• Højer – som havneby
• Travlhed ved Højer Sluse
• Det frisiske salt
• Vadehavets Maler – Emil Nolde
• Emil Noldes liv – vest på
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Vikinger i Vadehavet
• Tøndermarsken – under vand
• Aventoft – byen ved grænsen
• Drømmen om en havn i Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken 1
• Tøndermarsken 2 og mange flere

En Ridder fra Gallehus

Sagn, vandrehistorier og myter holder ikke altid sandhedsværdien. Men de er sjove at fortælle. Her beretter vi om Ridder Holt, der havde en stor gård ved den gamle hedevej. Og det skulle være her, hvor Gallehus Skov ligger i dag. En brønd, der i 1880erne kun var tildækket af et par stykker træ skulle have været tilknyttet gården. Ridderen gemte sin skat i Helligdammen, da han skulle i krig. Da han kom hjem kunne han ikke finde den. Måske ligger skatten der stadig? Og så beretter vi også om et lille tinkrus og en mystisk kobberplade. Hvem var afsenderen?

På kanten af sandheden

Da vi nu var i Gallehus for at skrive den tredje historie om guldhornene faldt vi over denne historie, som også indeholder en del mystik. I sådanne historier bevæger vi os altid på kanten af konspiration, myter, sagn og vandrehistorier. Men sådanne historier er også værd at bevare.

Ved en hedevej

For det er ganske vist, at der i gamle dage har været en vej fra Gallehus over heden til det såkaldte bomhus ved Ribelandevej. Denne hedevej skal i sin tid, have været meget benyttet.

En ridder og en brønd

Efter et gammelt sagn skulle der have boet en Ridder Holt ved denne hedevej på det sted, hvor nu Gallehus Skov ligger.

Fra det store dige på nordsiden af den såkaldte gamle skov går der et mindre dige mod syd. I denne vinkel var der før en brønd, som kun var tildækket med nogle stykker træ. Den var næsten usynlig.

Fra Tønder Kommuneskole var vi et par gange på udflugt i skoven. Og jeg kan da også huske, at der var løb i skoven, hvor gamle Arthur og Gerd Larsen deltog. De blev sikkert ikke advaret mod denne brønd, og det gjorde vi heller ikke.

Men i 1880erne, når børnene var på udflugt i skoven skulle børnene passe på denne brønd. De store advarede altid de små, når der skulle leges røvere og soldater mellem træerne.

Denne brønd skulle stamme fra Ridder Holts gård. For det var netop her hans riddergård ifølge sagnet skulle ligge.

Helligdam

Vest for skoven lå galgeagrene og i den sydlige del af disse, var der en mose, der kaldtes Lysmose. Her lå den såkaldte Helligdam. På dette sted skulle man ikke komme, for her var der fuldstændig bundløst.

Her i Helligdammen havde Ridder Holt sænket alle sine skatte ned, da han drog i krig. Da han så kom hjem, og skatten skulle fiskes op, kunne han ikke finde den. Den var antagelig sunket helt ned i det bundløse morads. Og der ligger den måske den dag i dag.

Et tinbæger

I 1897 var J.C. Gregersen fra Møgeltønder ved Helligdammen for at se, om den var bundløs. Og han kunne konstatere, at der var virkelig dynd og mudder nedenunder. I grøftekanten ved den nye vej, fandt J.C. Gregersen et lille tinbæger, der var 3 cm højt og 2 cm i diameter. Måske stammer dette bæger fra Ridder Holts skat. Man kan aldrig vide.

En kobberplade

En arbejder, Peter Christensen fra Abild, der i 1880erne arbejdede i marken tæt ved Rosinfeldt, fandt der, hvor den gamle hedvej havde været, en kobberplade. Den var fint graveret men med en uforståelig skrift.

Han solgte den i 1894. Det viste sig, at indskriften var på dansk og skrevet i spejlskrift. Antagelig stammer pladen fra det 16. århundrede.

Var afsenderen, Schackenborg?

Måske er det gået tabt ved en eller anden hændelse og afsendt fra Schackenborg. Pladen var cirka 9 cm lang og 5 cm bred. Pladen havde følgende indskrift:

• R.

Kronen og disse Nordiske Riger

Angenemen Dyktige Raad

Elskelige Ven Exelense

Nyte Troskabe Ly og

Værdighed.

Len. Zeich.

I kanterne stod der også små sætninger:

• Jordisk Sligt frydre mig
• Hjerteligkjærdt. Højt Grevelige Ære
• Velstand at bære har Gud
• Mig beskjerd Hos Kongen jeg Nyde fra

Måske skal disse sætninger læses i en anden rækkefølge.

Hvor befinder pladen sig?

Hvor pladen nu befinder sig, er ikke godt at vide. Måske befinder den sig på et museum i København eller nede i Tyskland. Og de stakkels museumsfolk aner ikke, hvor pladen er fundet.

Den sidste historie har selvfølgelig ikke noget med Ridder Holt at gøre, men egentlig passede mystikken jo meget godt ind i sagnet.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Gallehus, Møgeltønder og Schackenborg, Se her:

• Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornenes ældste historie
• Møgeltønders historie
• Præsten fra Daler
• Oprør i Møgeltønder
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder

 

 

Bryllup i Varnæs

Et bryllup havde sine helt specielle skikke. Vognene skulle køre i en bestemt rækkefølge. Man måtte ikke gøre stop – det betød ulykke. Festen varede i flere dage, og flere hundrede blev inviteret. Skolebørn i Varnæs skrev invitationerne. Selve bryllupsfesten kunne ikke fejres uden degnen og præsten. Der skulle masser af hjælpere til. Men bryllupsfesten kunne godt blive en god forretning for brudeparret, for gæsterne betalte selv i 1880erne i Varnæs.

Varnæs omkring 1880

Vi har taget til bryllup i Varnæs omkring 1880erne. Det var nærmest en folkefest, som folk glædede sig til i byen. Og festen kunne sagtens strække sig over fire dage og samle flere hundrede mennesker.

Indbydelsen var først sendt ud 8 eller 14 dage i forvejen. Og de var de forlovede, der selv indfandt sig i de hjem, hvis beboere skulle med til festen.

De forlovede inviterede de vigtigste

Det var også særlige Bestillingsfolk, som skulle med til brylluppet. Disse bestod af Brudesmykkersten, Brudgomsføreren, Bydesvenden, Ledesvenden. Så skulle der også en del folk til at hjælpe i køkkenet. Der skulle unge piger til at dække bord, andre til at varte op, unge karle til at skænke vin og drenge til at skænke øl.

Bydesvenden red rundt

Indbydelsen af de øvrige gæster stod Bydesvenden for. Han kom til hest og bragte hilsen fra brudeparret til at tage del i deres bryllup, følge med i kirken og efter vielsen at tage del i fælles glædesmåltid.

Han skulle almindeligvis modtage et skænk hvert sted. Til sidst kunne det være lidt svært at bevare den rigtige holdning på den flotte ganger.

Skafferen, Vintapperen, Kogekonen, Vaskekonen og Musikken blev bestilt af selve brudeparret.

Skolebørn skrev indbydelsen

Til fjerntboende venner sendtes indbydelsen ved et brev, der som regel blev skrevet i skolen. Der var fest i skolen den dag, der skulle skrives Kostbrøv. Læreren mødte med papir og saks og skrev på den store vægtavle:

Varnæs den……

Ærede Hr……..

På næstkommende ….agter vi, om Gud vil, at fejre vor Bryllupsfest, til hvilken Højtidelighed De og Deres Familie hermed venligst indbydes

Med megen Agtelse

……….

Skolebørnene tog nu med iver fat på opgaven. Men det forstår sig vel, at ikke alle breve fik lov til at blive sendt af sted. De dårligst skrevne breve havnede i kakkelovnen.

Skafferen hentede skinken

Så begyndte festen. I forvejen hen imod aften begav unge karle sig til Bryllupshuset, belæssede hver med en skinke som foræring fra de indbudte familier Skafferen modtog skinkerne og afleverede dem til brudeparret.

Æ Flæskegild

De unge mennesker blev beværtet på det bedste med mad og drikke langt ud på aftenen. Det var æ Flæskegild. Bemærkes skal det, at bryllupperne for det meste blev fejret på en bondegård, hvor alle husrum var taget i brug også laderne. Desuden havde man lejet en rummelig ottekantet telt, der var stillet op midt i gårdspladsen, og som havde plads til cirka 200 personer.

Æ Tillavensdav

Var brylluppet bestemt til om torsdagen, så var den forudgående onsdag æ Tillavensdav. Ved middagstid samledes hele køkkenpersonalet, og en 8 – 10 familier fra nabolaget, både mænd og kvinder. Man kunne så i det store telt se flere rækker ivrigt beskæftigende mennesker.

Kvinderne rulle kødboller til suppen, mændene slog sukkertoppene itu og malede kaffe. Ved en pibe tobak og nogle små sorte (kaffepunch) var det ingen fare for, at underholdningen skulle gå i stå.

De unge piger bragte lagener til at beklæde væggene i laderne. Bordduge, tallerkner, skeer, gafler og knive blev placeret. Tvebakkerne, som skulle bruges til maden, fyldte man i en sæk, og denne blev så to raske karle bearbejdet med pleje.

Maden tilberedt under åben himmel

Maden blev kogt uden for, under åben himmel på lange ildsteder, da ingen komfurer kunne rumme de store gryder. I et lille lukaf i laden ordnede vintapperen drikkevarerne: vin, brændevin og øl. Han vågede også over et lager af cigarer. Det var ikke altid lige let at have med alle disse lækre ting at gøre. Jo, det er hændt at vintapperen måtte afløses midt under festen.

Så var der dans

Hen imod aftenen kom tre til fire mand ind i gården med skinnende instrumenter. Det var musikere fra Aabenraa. Imens var unge piger mødt op med Skikkend. Det bestod som regel af 3 pund smør, en snes æg og en flaske fløde.

Dansen begyndte, og det blev sent inden Tillavensdaw var over.

Den store dag

Så fulgte den store dag, selve bryllupsdagen. Det var igen ved middagstid, at gæsterne strømmede til alle vegne fra. De blev modtaget med musik af orkesteret, der nu var forøget med 3 – 4 mand. Vinskænkerne gik gæsterne i møde for at byde dem et glas vin.

Efter at gæsterne også havde fået et kaffe, blev køretøjerne ordnet for at køre i kirke. I flot trav bevægede den lange vognrække sig af de smalle krogede veje til kirken og det i en hel bestemt rækkefølge:

• Som nummer et, vogn med musikken. Vogn 2 var med brudepigerne. Vogn 3 var vogn med brud og brudesmykkersten. Vogn 4 var med brudgommen og brudgomsføreren. Derefter fulgte de nærmeste slægtninge i bestemt orden.

Vogntoget måtte ikke standse undervejs. Det betød ulykke. Et kraftigt regnskyl betød derimod velsignelse. En Mål i æ smyk gir Lyk.

Man skulle vente på degnen og præsten

Musikken ledsagede brudeparret til kirkedøren. Efter fuldbyrdet vielse spillede musikken igen til køretøjerne. Ankommet til bryllupshuset førtes den store festforsamling til bords af skafferen. Denne var fuldstændig orienteret om, i hvilken rækkefølge gæsterne skulle bænkes. Dette kunne dog ikke ske før præsten og degnen var til stede.

Disse to personer kunne ikke undværes til sådan en fest. Efter at præsten havde bedt bordbøn begyndte festmåltidet, der bestod af kødsuppe, med både kød – og melboller og ris, oksekøs med tilbehør samt adskillige glas vin indimellem.

Den første bordtale blev holdt af præsten. Den følgende blev holdt af degnen, og dernæst talte en hver, der havde lyst til at bidrage lidt til underholdingen. Imellem talerne blev der sunget Det er så yndigt at følges ad og mange andre. Også vores nationale sange havde ved den lejlighed en fremtrædende plads.

Skafferen skulle først danse

Efter måltidet, der ofte varede i to til tre timer, trak man, hvis vejret var med ud i det frie. Imens blev der gjort parat til dans i teltet. Den første dans var brudevalsen. Skafferen dansede nogle få takter med bruden, for derefter at føre hende til brudgommen. Først derefter kunne den egentlige brudevals begynde.

De nygifte dansede med hinanden, brudgomsføreren med brudesmykkeren, bydesvenden og ledesvenden hver med en af brudepigerne. Først derefter stod der en hver frit til at danse. Det var mest, de unge der deltog i dansen. De ældre holdt øje med om deres Peter opførte sig ordentlig eller om deres Ellen ikke blev overset.

Man kunne jo også trække sig lidt tilbage i laderne og enten nydekaffe og kager, eller i den anden lade, hvor der blev serveret lidt stærkere drikke.

Brudeparret modtog gaver

Ved 10 – 11 tiden indtraf næste højdepunkt. Det blev markeret fra teltet med et trompetsignal. Brudeparret var nu klar til at modtage gaver. I en lille stue bag et nordstod brudeparret, brudgomsføreren og brudesmykkersken. Midt på bordet stod en terrin. Gæsterne, der i en fart havde forsynet sig med gaverne, begav sig ind i den lille stue og overrakte brudeparret den tiltænkte gave. Som regel var det sølvtøj, der blev givet.

Terrinen var bestemt til at tage imod pengegaver, der var indsvøbt i papir og forsynet med giverens navn. Brudeparret takkede med et håndtryk, og brudgomsføreren skænkede giverne et glas vin. Så snart der ikke var flere givere, anså man denne begivenhed som afsluttet, og dansen kunne fortsætte.

Da nu sulten igen meldte sig, søgte man ind i den ene lade, hvor der var vinsuppe, flæsk og brød at få. Og så kunne man indtage dette under devisen En snaps te æ Brød, det hør´s og det bør´s.

Efter endnu nogle timers fornøjelig samvær begav gæsterne sig enhver til sit, og dermed sluttede den egentlige bryllupsfest.

Æ Knågdav

Men for de allernærmeste slægtninge og køkkenpersonalet fulgte endnu en dag med fest. Man søgte endnu engang hen mod bryllupshuset og blev beværtet med mad og drikke. Man var dog lidt træt. Men på denne Knågdav var der stadig masser af morskab og løjer.

Endelig sluttede festlighederne. I lang tid kunne man så snakke om festen. Og man omtalte den ofte som en fej glant Kåst (et meget fornøjeligt bryllup).

Brylluppet kunne være en god forretning

Da omkostningerne ved et bryllup på den tid blev båret af gæsterne, så var selv det fattigst brudepar i stand til at arrangere en stor fest. Det var på den måde ikke den store forskel på en gårdmands og en daglejers bryllup.

Det hændte end dog, at brudeparret foruden de forærede gaver, havde så mange penge til overs, at de kunne kalde brylluppet for en god fest.

 

Kilde: Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Om Bryllup i gamle dage – se her

• Bryllupsskikke fra Højer
• Frøslev, dengang Sønderjyllands største landsby
• Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om egnen – se her

• Bønder, syd for Aabenraa
• Mere om urnehoved
• Hvor ligger Tumbøl
• Fra Varnæs til Felsted
• Mysteriet i Ensted
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa

 

 

Da Aabenraa fik sin hovedvej

Pludselig i 1950 fik Aabenraa et kedeligt vejnavn, Flensborg Landevej. Allerede i 1835 – 1837 diskuterede man linjeføringen på en forbindelse mellem Altona til Kolding. Men der blev hele tiden lavet om på linjeføringen. Endelig fik man at vide, at ruten også skulle gå gennem Aabenraa. Først i 1843 blev man enige om den endelige linje. Selve vejen blev anlagt i 1846 – 1849. Og ved den lejlighed fjernede man resterne af Søgårdhus. Dengang havde man ikke historisk forståelse. Men for byen var det en bekostelig affære at få forbedret tilkørselsvejene op i bakkedraget.

Man begyndte 1835 – 1837

Allerede i årene 1835 – 1837 arbejde man med planer om en chaussé mellem Kolding og Altona. Det skulle være en erstatning for den gamle hærvej. Denne ældgamle vej tog ikke hensyn til købstæderne. Disse købstæder fik efterhånden mere og mere betydning, så det blev til flere afstikkere. Meget tidligt blev det tilfældet for Haderslev og Flensborg.

I 1765 kom postruten til at gå over Aabenraa. Men de mange afbøjninger øgede afstanden mellem byerne. Man måtte i gang med at udrette vejføringen.

Store udgifter for Aabenraa

For Aabenraa’ s vedkommende betød dette store udgifter. Omegnens bakkedrag gjorde dette arbejde betydelig dyrere. Tre repræsentanter fra borgerskabet i Aabenraa med justitsråd Schow (den yngre) i spidsen deltog derfor i den omtalte chaussées linjeføring.

Fra 1839 havde de dog fået vished for, at denne hovedvej kom til at passere deres by. En linje blev planlagt fra Valdemarstoft, Bov, Gejlå, Årtoft, Røllum, Årup til Aabenraa.

Det var den gamle Hærvejs – rute, der stadig påvirkede beslutningstagerne.

Ændring af planerne

I 1840 tog man dog et skridt til at få ændret dette. Man forslog nu, at ruten skulle ledes forbi Holdbi Kro. Den lå på Sønderborg – Flensborg Landevej. På denne måde kunne man spare det sydlige vejstykke.

Ved nye forhandlinger i 1843 blev ruten derefter, Flensborg, Kruså øst om Øster Gejl, Vilsbæk, Kliplev, Potterhus. Derfra skulle ruten gå over Stubbæk Stenbro til Styrtom og Aabenraa.

Markedsbyen Kliplev som det traditionelle midtpunkt på vejstrækningen mellem Flensborg og Aabenraa blev dermed stadig fastholdt.

Direkte linjeføring – et nyt forslag

Men ved det næste møde i chausseé – kommissionen, der fandt sted en måneds tid senere, i september 1843, vandt major v. Dau tilslutning til sit forslag om en fuldstændig udretning af Aabenraa – Flensborg vejen.

Han foreslog linjen Flensborg, Kruså, Kiskelund, Søgård, Sønder Hostrup, Aabenraa.

Ingen historisk forståelse

Ved Søgård skulle chausseén gå gennem Søgård Sø med en svag bøjning om Søgård Hovedgård, set sydfra in gerader Richtung auf die Rudera der alten Seegarder Burg südlich des Sees.

Ruinerne af det Søgård, der i 1643 blev stormet og nedbrændt, er med andre ord blevet udslettet under chausseébyggeriet i årene 1846 – 49. Ja man havde nok ikke forståelse for historiens værdier dengang.

Et nyt navn til Sønder Chausseé

Det var heller ikke godt, da Aabenraa Kommune omkring 1950 lod det gamle gadenavn Sønder Chaussé erstatte af det afblegede og almindelige Flensborgvej.

Begrebet Æ Skasè levede dog endnu i lang tid i Aabenraa.

Mange år senere kom så motorvejen, der gik uden om Aabenraa. Her skal man så dreje fra ved Rødekro.

Kilde: Se Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere: Se

• Aabenraa før Prøjserne
• Aabenraa 1764
• En tolder – familie fra Hærvejen
• Toldsted på Hærvejen
• Povls Bro på Hærvejen
• Hærvejen i Sønderjylland
• Hærvejen til Grænsen
• Gejlå Broen
• Bommerlund, snaps skov og kro

 

 

Guldhornene fra Gallehus – den tredje historie

I 1734 fandt Erik Larsen det andet Guldhorn. Grev Schack gav ham 200 Rdlr. mod at han afleverede sit fund. Her kan du læse grevens indberetning. Og i tilslutning til fundet er der opstået mange myter og sagn i Gallehus, om fund af diverse ting. En herregård ved navn, Rosengård er dukket op. Men ak, kun et par måneder efter at Erik Larsen fik sin findeløn, døde han. Men det, at han skulle have drukket sin findeløn op, er også en myte.

Så er vi atter i Gallehus med den tredje historie om de berømte guldhorn. Det vil sige denne gang er det faktisk kun fundet fra 1734 vi beskæftiger os med.

Grev Schack har indberettet fundet. Og Peter Kr. Iversen har faktisk fundet en såkaldt kopibog på Gram Godsarkiv, der fortæller om dette fund. Ja det er faktisk en indberetning til hofmarskallatet. Vi vil her forsøge at genskabe indberetningen til nutidig dansk, men vi har dog for historiens skyld bibeholdt nogle af talemåden samt de historiske navne.

Vi skal dog også lige for en god ordens skyld, at der er noget i denne indberetning, der ikke passer. Og det er oplysninger om herregården Rosengård. Men også sidste afsnit må nærmest være et sagn. Måske har det været en vandrehistorie på egnen.

Stedet

• Byen ved hvilket guldhornet er fundet består af tvende helgårde og hele og halve huse, hedder nu Galgehuus eller efter den jyske talemåde Gallehuus, er tilforn kaldet Rosengård af et slot eller en herregård, der har stået for nogle hundrede år siden. Mens årsagen til, hvorfor byen, som i lang tid derefter kaldtes Rosengård, har nu forandret sit navner, at ved samme by stod for 130 år og derover en galge, som blev forfalden, så deraf var kun en stolpe tilbage. Den tog en mand fra samme by ved nattetide til sit eget hus. Derfor blev byen kaldt Og siden har byen heddet dette.

Situationen

• Gallehuus ligger i Møgeltønder Sogn under grevskabet Schackenborg i Sønderjylland, 4 mil sydøst for Ribe, en halv mil nordøst for Tønder, en fjerding vej nord for Møgeltønder og Schackenborg og en mil fra Byen ligner et 2 – tal (indberetningen var ledsaget af en skitse, med angivelse af, hvor guldhornet, blev fundet).
• A er huset, hvor manden bor, som fandt hornet, b er den gamle kule sydøst for, hvor det forrige horn for 95 år siden er fundet, og imellem huset og samme kule er 25 skridt. Samme kule kaldes endnu guldkulen, og er cirka 3 alen i kvadrat og en alen dyb. C er den nye kule sydøst for, hvor dette nye guldhorn er fundet. Imellem den og den gamle kule er der cirka 3 ½ skridt. D er landevejen, som går nord fra til Tønder. Imellem den ny kule og landevejen er der 24 skridt.

Manden

• Manden hedder efter jysk talemåde Jerck Lassen eller Erich Lauritzen født i
• Haderslevhus Amt, Lintrup sogn. Han er 59 år og hans kone hedder Margrete Jepsdatter, født samme sted og er 53 år. De har en søn, Jacob Jercksen, som er 19 år. Han i lære som rebslager i Tønder. Og de har en datter på 13 år. Ellers er de fattige folk og er beboere i et halvt hus i

Anledningen og måden hvorledes guldhornet blev fundet

• Manden Jerck Lassen gik den 21. april 1734 om morgenen ud klokken 8 for at grave noget ler til at flikke sit hus med. Men han havde kun arbejdet et kvarter, da han stødte på hornet med spaden. Da han så noget glimte, gravede han det op. Han fandt hornet liggende på siden.
• Han gik op til sit hus, og lod datteren gøre hornet rent. Han mente selv, at det var kobber. Han gav sin søn et lille stykke af hornet, som han skulle tage med til Tønder for at få vurderet det hos en guldsmed. Og guldsmeden hed Hendrich Koelsted. Han fortalte sønnen, at det var guld, og gav han derfor en sølvknap til hans skjorte.
• Om morgenen, dagen efter kom guldsmeden op til sønnen og spurgte, om der var mere for så ville han købe det. Men da sønnen svarede, at det ikke var til salg, men skulle afleveres på

Sagn (eller usandheder)

• På samme sted, hvor det gamle og nye guldhorn er fundet, fandt en husmand for cirka 60 år siden en guldkæde, som aldrig kom for dagen. Så vidt man kan slutte har begge hornene været lænket sammen. En gammel legende fortæller, at der har været nedgravet en guldtaffel og en stor guldkæde.
• Nogle beboere har set to store karle, hver tre gange så store som almindelige mennesker gå med en 30 alen stor kæde.
• Dette er, hvad jeg kan bevidne
• Schackenborg den 24. juli 1734.

En skrivelse fra Grev Schack

Sammen med indberetningen om guldhornsfundet findes i kopibogen følgende skrivelse fra Grev Schack (som vi også har ændret lidt på af hensyn til sproget):

• Højædle og velbyrdige hr. Justitsråd og kasserer (Jacobi)
• Den forlangte relation om guldhornet er i dag til Hans Exellence Hr. Gehejmråd Vitzleben, som den efter kongelig allernådigste ordre har begæret med posten oversendt, derfra den vel siden til kunstforvalteren vorder overleveret, og for de 200 rdlr., som finderen Erich Lassen allernådigst er skænket følger hermed min kvittering med begæring af samme 200 rdlr. i Zahlkammeret måtte betales og mig af Zahlsseren en kvittering tilskikkes, at af grevskabet Schackenborg for året 1734, 200 rdlr. i Zahlkammeret ere betalt, thi jeg har alt i dag disse 200 rdlr. til finderen Erich Larsen leveret som derfor allerunderdanigste taksigelse til Deris kongelige Majestæt med posten indsender. Jeg er med megen consideration.
• Schackenborg den 24. juli 1734.

Det var mange penge at få dengang. Men det var desværre ikke forundt finderen, at nyde disse penge i ret lang tid, for han døde få måneder efter.

I historiske beretninger fortælles det, at finderen var en ødsel person og drikfældig. Men det er nok ikke sandt. Således har godsinspektør H.C. Davidsen renset hans eftermæle. Dette kan udledes af en artikel i Sønderjysk Månedsskrift fra 1927.

Han skulle på en meget fornuftig måde have udlånt sine penge til gode mænd på egnen. Der findes et digt om Erik Lassen. Det er skrevet af Carsten Petersen, som er født lige i nærheden af findestedet:

• Så gled der stille et hundrede år,

Da kom en skærtorsdagmorgen i vår

En kådner af fæsteklassen

Den fattige mand, Jerk Lassen

 

• Han grov et sped ler til at kline sin væg

Mens hønen kagled om påskæg

Og se, mens han tænkte på laden

Det glimtede sært under spaden

 

• Jerk Lassen, så fattig på kvæg og korn,

Han fandt hin skærtorsdag det andet horn,

Og derfor skal mindet omranke

Hans navn gennem slægternes tanke

Mytedannelser

Det er ikke unaturligt, at der opstår sagn og mytedannelser på egene med to sådanne fund. Der er således også været indberetninger om andre guldfund i nærheden. Men hvad er sandt og hvad er myter?

Tidligere har P. Lauritsen i Sønderjysk Månedsskrift beskæftiget sig med disse sagn. I en resolutionsprotokol fra Gram Godsarkiv findes en ordre til delefoged Jes Nielsen (9. februar 1749):

• Eftersom det spørges, at der udi Spydholm grav (grøft) skal være fundet en kårde af guld eller sølv, så haver delefoged Jes Nielsen straks og ufortøvet at undersøge dessen beskaffenhed og samme skriftlig at indberette, og om kården er funden, samme her til gården at bringe.

Dagen efter møder delefogeden de to findere Carl Christensen og Sonneck Chrestensen, samt den fundne kårde. Ved en undersøgelse så viste det sig, at den fundne kårde var en ringe og uduelig messingkårde, som straks blev tilbageleveret til de to findere.

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Tønder
• Se Litteratur Møgeltønder

Hvis du vil vide mere: Om Guldhornene: Se

• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornenes ældste historie

Hvis du vil vide mere: Om Schackenborg/ Møgeltønder: Se

• Møgeltønders historie
• Præsten fra Daler
• Oprør i Møgeltønder
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder

 

 

 

Danskerpak og Tyskerpak

Forsøg på anmeldelse af Hans Boll – Johansen bog af samme navn. Det er en særdeles værdifuld bog. Den handler om hævn, bitterhed og dømte fædre. Men den viser også at det åndeligt er langt fra Sønderjylland til København. Mange blev indsat uden dom. Modstandsbevægelsen tog magten, Og danskerne opførte sig, som om de havde vundet krigen. Vi hører om Knuds grusomme skæbne, og de to, der ville forandre krigen på hver deres side. Og så havde Willy lige glemt et mord. Hitler blev kaldt gadedreng af en lærer på Statsskolen. Og taler man fra tre til fem sprog i Sønderjylland kan man sagtens begå sig.

 

Studiekammerater mødes igen

• Tyskerpak mæ æ knippel o æ nak – å æ hat i æ hand, hærut a æ land. Ja sådan lød det i efterkrigen i Sønderjylland. Men Det Tyske Mindretal var ikke sen med at komme med deres version:
• Danskerpak – mæ æ schnut i æ nak – mæ æ prop i æ rau – Nej hvor var det sjov.

Bogen blev faktisk præsenteret i Frøslevlejrens Museum. Og bogen blev præsenteret sammen med to studiekammerater som har bidraget til bogen. Ja det interessante er, at Uwe Hänel, den ene af de to studiekammerater, var medlem af Det Tyske Mindretal.

Egentlig er det seks studiekammerater fra Aabenraa Statsskole, der mødes og udveksler erfaringer. Og forfatteren er ikke historiker, men ansat på Københavns Universitet og docent i fransk litteratur. Og som sådan har et længere forfatterskab bag sig, netop i fransk kultur, ja senest har det været en triologi om de fransk – danske relationer. Man må sige, at denne bog handler om de danske – tyske relationer.

Og erindringerne tager udgangspunkt fra det nordlige Aabenraa set med barneøjne. Egentlig kendte Hans og Uwe ikke hinanden under krigen. Det kan godt være, at de har råbt af hinanden.

Man lukker hinandens skoler

Efter 1945 blev de tyske skoler i Sønderjylland lukket, og de tysksindede skolelever blev sendt i danske skoler. Og det med at lukke hinandens skoler i Sønderjylland er ikke ukendt. Men pludselig blev de tyske elever sat til at skrive dansk diktat. Det syntes de danske lærer var helt fair. Men mange af disse lærer havde været i Modstandsbevægelsen. Og resultat var som forventet. Man lod de tyske elever dumpe med udtryk som forfærdende.

Bogen går videre

Forfatteren beskriver ikke kun besættelsestiden men også 1950erne. Ja egentlig går bogen også videre. Den har så ikke fået skilte – debatten med. Men mon ikke denne debat er opstået for fremprovokere modsætninger.

For folk med absolut ingen kendskab til modsætningsforholdene i Sønderjylland vil nok have en helt anden oplevelse end undertegnede, der har mærket modsætningsforholdene. Vi levede midt i den. Men på et tidspunkt tog undertegnedes far afstand fra Det Tyske Mindretal. Vi kom i dansk børnehave og dansk skole. Men det forhold er sådan set allerede rigelig belyst i andre artikler på vores hjemmeside.

Herfra kan vi regne ud at forfatteren til bogen var 9 år i 1945. I udarbejdelsen af bogen er der brugt en masse kendt litteratur for at belyse problematikken. For undertegnede, der sluger alt nyere besættelses – litteratur er det måske lidt underligt, at denne nu bruges til at belyse det dansk – tyske forhold.

Et andet forhold er også, at undertitlen på bogen er:

• De danske og de tyske i Sønderjylland, og hvordan vi hver for sig oplevede krigen.

Egentlig er bogen ikke typisk det som man kan henlede under besættelseslitteratur, for den går lidt videre i emnerne.

Man talte ikke om alt

Hvis man skulle omgås de tysksindede efter krigen var der ting, man ikke skulle tale om. Og man skulle huske på, at hjemmetyskerne havde fået flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Højer.

Dagen før invasionen stod 30.000 soldater og materiel parat til at rykke ind i Danmark lige syd for grænsen. De stod der i kilometervis. Trods dette kom det som en overraskelse. Og besættelsesmagten fik en strålende modtagelse af det tyske mindretal.

På samlingsstedet Deutsches Haus i Aabenraa blev der afholdt Begrüsungsabend. Her blev de tyske soldaters ankomst fejret. Hagekorsflaget var ophængt mange steder i Aabenraa, dog ikke på rådhuset. Det forhindrede borgmesteren.

Tre til fem sprog – så kunne man begå sig

Går vi tilbage i historien, så blev Sønderjylland invaderet både syd – og nordfra. Nogle blev nødt til at lære sig hele fem sprog for at kunne begå sig her. De fleste indbyggere kunne dog nøjes med tre sprog, dansk, tysk og sønderjysk. Sprogligt og religiøst skilte det tyske mindretal sig ikke ud. De fleste i mindretallet beherskede også de tre sprog.

Den nationale ånd prægede fra vugge til grav

I Aabenraa stemte over halvdelen tysk i 1920. Disse hjemmetyskere accepterede egentlig aldrig grænsedragningen. De to nationale folkeslag konkurrerede indbyrdes. De havde hver især deres egne forretninger, foreninger, institutioner og skoler. Den nationale ånd skulle præge en fra vugge til grav.

Foreningstætheden fra 1930 – 1945 findes ikke noget andet sted i landet. Man gjorde efter rigstysk forbillede meget ud af, at få de helt unge med fra starten i fællesskabet. Sangen blev af begge parter også flittig brugt i den nationale kamp.

Under besættelsen havde det tyske mindretals avis tilladelse til at skrive, hvad de ville om danskerne. Men det modsatte var ikke tilfældet. Især vakte Asmus von der Heide’ s skriverier forargelse.

Kun den illegale presse satte sig imod denne skribent. Således opstod det illegale blad Dybbøl fra juni 1943.

Hver folkegruppe havde også sine egne banker. Den tyske Apenrader Bank skiftede i 1945 navn til Aabenraa Kreditbank.

De fleste dansksindede brugte Den Nordslesvigske Folkebank. Denne bank opstod i 1872 efter at de tyske forretningsdrivende i 1866 oprettede Vereinsbank Apenrade. Den danske bank kom senere til at hedde det mere mundrette Sydbank.

Sporten blev også brugt i kulturkampen. Alle sønderjyske byer havde både danske og tyske sportsforeninger. Dette afspejlede sig også i vedtægterne:

• Som medlem kan optages enhver dansk mand eller kvinde.

Dette var så med modsat fortegn i de tyske sportsforeninger. Men disse regler ser man i dag gennem fingrene med.

Når man tilhørte det tyske mindretal kunne man dog ikke melde sig ind i en meget dansk forening som Ulveunge.

Også byggekunsten prægede tilhørsforholdet

Selv i byggekunsten var der forskel. Aabenraa Statsskole var oprindelig bygget som Königliche Realschule. Det kunne tydelig ses på byggestilen.

Lige modsat denne stil var danskernes frimenighedshus på bakken lige over for Folkehjem. Stedet fik senere navnet Skt. Jørgens Hus. Den er bygget med elementer af hvidkalket dansk landsbykirke.

Ja og egentlig er Folkehjemmets stil også dansk. Stedet var oprindelig bygget op omkring en bjælkehytte fra alperne. Æ Svejts kender vi også fra Tønder.

Skikke og traditioner

Skikke og traditioner var forskellige. Tag for eksempel fastelavn. Man tilpassede sig efter forholdene. Således har denne anmelder ofte gået med lanterner, hvor vi sang på tysk, Sonne, Mond und Sterne. Også juletraditionerne var forskellige.

Et nederlag for Det Tyske Mindretal

Under krisen i 1930 købte dansksindede landmænd en gård, der havde tilhørt en tysksindet, der var gået konkurs. Dette blev af det tyske mindretal betragtet som et nederlag for hele mindretallet.

De tysksindede fyldte den danske landmands brønd med ko – og hestemøg. Da det ikke hjalp på deres sag, anbragte de pigtråd i danskerens kornmarker, så det ødelagde hans slåmaskine.

Hærværksmændene blev dømt, men sagen slutter ikke her. Nu udfoldede den tysk sindede presse sig virkelig. I en række artikler svinede Nordschleswigsche Zeitung anklagemyndighederne til.

Kampen om jorden

Kampen om jorden var gået i gang. Allerede i 1896 begyndte den preussiske stat, at opkøbe proprietærgårde, som blev bortforpagtet til tysksindede. Endvidere tilbød den preussiske stat fordelagtige lån til de tysksindede. På den måde blev der fra 1892 til 1914 skabt 357 rentegårde i landsdelen til tysksindede.

Da den danske stat havde konfiskeret disse, startede tyskerne forfra. I 1926 startede man Kreditverien Vogelgesang. Som modsvar oprettedes fra dansk side, Laneværnet. Mens Vogelgesang skaffede 1.907 lån til en værdi af 10,2 million kroner. Fra dansk side blev dette imødegået med 1.328 lån til en værdi af 3,6 millioner kroner.

Mange dansksindede landmænd var emigreret for at undgå tysk militærtjeneste.

Tysk skolevalg blev belønnet

Fra tysk side blev tysk skolevalg ofte belønnet med solidariske goder. Nogle gange også med arbejde. Modsat forlange man, at når tysksindede optog lån, at de sendte deres børn i tysk skole og abonnerede på den tysksprogede avis. Samtidig skulle de dukke op til vælgermøder og sætte deres kryds det rigtige sted.

Ja så var Sønderjylland nok den landsdel der var mest mærket af de allieredes bomber. Og mange engelske piloter er styrtet ned og begravet i Sønderjylland.

Tyskerpiger blev sammenlignet med rotter

I det illegale blad Dybbøl blev tyskerpiger nærmest sammenlignet med rotter. Mandelige modstandsfolk kunne efter befrielsen risikofrit klippe håret af disse feltmadrasser. En af disse modstandsfolk var ingen ringere end den legendariske Carl Scharnberg.

Måske skal denne sides redaktør lige indskyde, at denne Carl Scharnberg var så farlig og venstreorienteret, at HK – Ungdom i Aabenraa blev nægtet at afholde et arrangement med denne.

Men tilbage til feltmadrasserne. Det menes, at 50.000 danske piger havde et forhold til en tysk soldat. Dette kom der cirka 5.500 børn ud af. Børn som havde en tysk far.

Hitler blev kaldt for Gadedreng

Lektor Rosent på Aabenraa Statsskole havde kaldt Hitler for en gadedreng. Det tyske mindretal forsøgte på flere måder, at få Rosent fjernet. Men det hjalp ikke. Så blev det beordret, at han blev overfaldet.

Det chokerede det tyske mindretal, at voldsmændene blev idømt 40 dages hefte af det danske retssystem i 1941. Partleder Jens Møller betragtede dette som et slag i ansigtet. Men både retten og justitsministeriet afslog benådning. Jens Møller tog en dag sagen op med Scavenius den 17. april 1943. Men Rosent blev aldrig landsforvist fra Sønderjylland, selv om han skulle stå skoleret for en af de øverste embedsmænd i undervisningsministeriet. Denne opfordrede Rosent til at søge bort.

Ved et tilfælde fandt elever fra Aabenraa Statsskole Rosents gravsten i en opfyldning ved Kalvebod Strand. Ved egen hjælp fik de flyttet stenen og anbragt på hans gamle arbejdsplads på Aabenraa Statsskole.

Kun 1.500 af 6.000 tilhørte Det Tyske Mindretal

På landsplan forsøgte 12.000 danskere at blive optaget i Waffen SS. Kun halvdelen blev dog antaget. Og af disse 600 var kun de 1.500 fra det tyske mindretal. I diverse historiebøger har undertegnede ofte set, at man har tildelt medlemmer af mindretallet for hovedparten. Der skal lige nævnes at yderligere 600 fra mindretallet havde meldt sig til Wermacht.

Willy glemte lige et mord

En af dem, der meldte sig til Waffen SS var slagtersvend, Willy Kirsten. Men han fortrød det. Og han skrev hjem for at advare sin bror til at melde sig. Men uheldigvis havnede brevet i censuren. Og det betød, at Willy måtte tre uger i fængsel.

Hjemvendt til Aabenraa lod Willy Kirsten sig dog overtale til at melde sig i Gestapos tjeneste. Her var han til stede ved mindst 12 arrestationer. Når han gik rundt i Aabenraa Ribe – egnen

Men i retten efter krigen hævdede han, at han aldrig havde forvoldt andre skader. Han glemte dog lige at fortælle, at han skød en landsmand i Rønshoved. For denne forbrydelse fik han 18 års fængsel.

Skulle stille foran Gestapo på Dagmarhus

I bogen beskriver Hans Boll Johansen også, hvordan hans ven Uwe’ s far som var prokurist i Aabenraa’ s tyske bank lukkede den omkring 1. juli 1944, fordi der ikke var nogen kunder. Det var midt under folkestrejken.

Det fik i høj grad Jens Møller, lederen af det tyske mindretal til at reagere. Det endte med, at Uwe’ s far måtte stille op i Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus i København. Straffen blev, at banken skulle give to ledende medarbejdere orlov til, at de kunne tage til fronten.

Sabotage var bestilt

I bogen får vi også historien om dengang, da Aabenraa Politistation blev sprunget i luften. Sprængningen blev udført af Otto Schwerdt, leder af tyskernes mest berygtede terrorgruppe Peter – Gruppen, som også stod for mordet på Kaj Munk. Schwerdt havde fået ordren direkte fra lederen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto von Bovensiepen. Politiet skulle have en ordentlig lærerstreg. Det var som straf for deres passivitet i forbindelse med sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik.

Store bedrifter fra Aabenraa

Mindst to personer i Aabenraa drømte om at udføre store bedrifter. De ville blandt andet flygte sammen i fly til England og melde sig i allieret krigstjeneste. Men sådan kom det ikke til at gå. Den ene meldte sig i Waffen SS og den anden i Modstandsbevægelsen Bopa. Den første hed Erik Abild. Han var søn af byens praktiserende øre, næse, halsspecialist. Den anden var Jesper Juel Berg, søn af en dansk funktionær i Telegrafvæsnet.

En sabotage mod påhængsvognsfabrikken Dapa mellem jul og nytår blev gennemført af Jesper. Og Erik blev med bød og næppe hentet hjem fra Rusland ved hjælp af sin fars forbindelser.

Fra enden side har denne sides redaktør så erfaret at Erik blev afhentet af hans far, der fløj hele vejen til Rusland for at hente ham. Og at det var Fritz Clausen, der hjalp med at få ham frigivet. Disse oplysninger har dog ikke kunnet blive bekræftet.

Knuds grusomme død

Forfatteren gik i klasse med Birgit, hvis bror Knud led en smertefuld død.

Knuds dramatiske død stadig i dag optager en masse mennesker. Tyskerne var kommet på sporet af et lager af nedkastede våben på Ribe – egnen. Knud var ansvarlig for denne del af modstandsbevægelsens ansvarsområde i Ribe, og han var i skudduel med tyskerne for at forsvare en kammerat den 28. februar 1945.

Men Knud blev desværre selv ramt af hele syv projektiler. Han blev bragt til afhøring i Vojens og senere ført til Frøslevlejren. Under hele forløbet nægtede tyskerne at give tilladelse til at han blev opereret af en dansk specialkirurg. Det ene projektil havde sat sig fast i rygsøjlen og gav ham lammelser og ulidelige smerter. Hans familie måtte heller ikke besøge ham.

Han svævede længe mellem liv og død. Han døde blot 14 dage før befrielsen. Den 10. maj 1945 blev Knuds kiste ført til Ensted Kirke.

Gestapo havde ellers hentet hans lig. Det blev så bare klasket ned i en grav i plantagen uden for Frøslevlejren.

Jens Møller hjalp med frigivelsen

Hans Boll – Johansen nævner også, at lederen af det tyske mindretal, Jens Møller aktivt gik ind i kampen for at få frigivet 12 ledende personligheder i Sønderjylland efter Folkestrejken i august 1943. Tretten dage efter anholdelsen blev de frigiven. Antagelig har Jens Møller brugt sit venskab med Werner Best.

Jernbanearbejdere strejker

Den 15. september 1944 nedlagde sønderjyske jernbanefolk arbejdet, fordi de nægtede at transportere fangere fra Frøslevlejren til Neuengamme. Fire dage efter blev det danske politi opløst af tyskerne og betjentene arresteret.

Sabotagen, man ikke måtte skrive om

Den 7. oktober 1944 blev et tysk militærtog afsporet syd for Rødekro Station. Syv tyske soldater blev dræbt og fyrre såret. Tyskerne nedlagde forbud mod at omtale sagen.

Flygtninge i Aabenraa

De sidste dage i marts 1945 ankom det største skib, der nogensinde havde anløbet Aabenraa Havn. Det var Leipzig. Skibet medførte et stort antal flygtninge. Tyskerne forlangte, at skoler, det tyske gymnasium, sommerrestauranter m.m. skulle ryddes for at gøre plads til flygtningene. Allerede den 12. og 13. februar ankom de første 1.000 flygtninge til Aabenraa.

I midten af maj måned 1945 var der 5.000 tyske flygtninge i Aabenraa Politikreds. 1.725 af disse var indkvarteret privat hos medlemmer af det tyske mindretal. Restaurant Knappen modtog 100 flygtninge og Jebsens store villa på Lindsnakkevej modtog 73 flygtninge i april 1945.

Danskerne opførte sig, som om de havde vundet krigen

Den 5. maj 1945 var glædens dag i Aabenraa. De dansksindede indbyggere opførte sig, som om de havde vundet krigen. Det gode borgerskab i byen var ude på det rabiate overdrev, konstaterer Hans Boll – Johansen.

En del yngre borgere i byen havde fået blå – hvid – røde armbånd og maskinpistoler. De kaldte sig nu frihedskæmpere. Hjemmetyske borgere kunne nu opleve at få presset et skydevåben i ryggen af mennesker, som hidtil havde været deres naboer.

Allerede den 9. maj kunne Hejmdals læsere begynde at studere lange lister over arresterede hjemmetyskere. Ud for hver person stod anført, ”hvilke forbrydelser”, de havde gjort sig skyldige i. Man var lige glade med, at de anholdte endnu ikke var stillet for en dommer.

Lange rækker af tyske soldater kom slæbende med trækvogne eller skubende med barnevogne. De var ikke klar over, at de ca. 25 kilometer sydligere ville blive frataget alt det, som de slæbte på. Ydmygelsen skulle selvfølgelig ramme dem hårdt.

I kølevogne og på åbne lastvogne ankom nu alle arresterede nordslesvigere til Faarhuslejren, der i hast havde taget navneforandring fra Frøslevlejren.

En undersøgelseskommission blev nedsat for at finde ud af, hvordan de tyske lærere havde opført sig. Og de tyske skoler blev som bekendt lukket.

30 pct. af de tyske elever dumpede

Som vi omtalte i indledningen skulle de tyske elever nu eksamineres af danske lærere, som også havde deltaget i modstandskampen. Nu skulle alt hævnes. 30 pct. af de tyske elever dumpede. Personlige hævnmotiver havde frit spil i retsopgøret.

Modstandsbevægelsen havde magten

Man arresterede efter devisen ”sandsynligheden for at medlemmer af en nazistisk organisation som det tyske mindretal havde begået en strafbar handling var overhængende”.

Modstandsbevægelsen havde magten. De satte dagsordenen og her var der mange høvdinger. Den 13. maj overtog politiet igen lov og orden.

Uenige med amtmanden

Men folkemængdens arrestationslyst var betydelig. Amtmanden tilbød at gennemgå de tyske aviser for at finde yderligere syndere, men det brød modstandsbevægelsen sig ikke om. Og amtmanden brød sig ikke om modstandsbevægelsens arrestations – lister. Han mente, at de var useriøse.

Således blev en kvinde fra Aabenraa anholdt for at sælge frugt til de tyske soldater. Forfatteren antyder, at der i Aabenraa var forholdsvis flere anholdte i forhold til de andre købstæder i Sønderjylland. Det var ganske enkelt lynchstemning, der prægede begivenhederne. Det var ganske enkelt tale om selvjustits.

Indsat – uden dom

Alle vidneforklaringer kunne ende med en tur i Faarhuslejren. Og så måtte man ellers vente til en dommer havde tid til at se på sagen. Alle sagførere i Sønderjylland arbejdede i døgndrift.

Tysksindede embedsmænd, der nødvendigvis ikke havde foretaget sig noget ulovligt blev fyret uden pension efter besættelsen. Deres eneste brøde var, at de tilhørte et forkert national sindelag.

Loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom førte mange mennskelig tragedier med sig. Den omfattede nemlig også landmænd, der havde forpagtet en ejendom af den tyske kreditforening, Vogelgesang.

Det var ikke slut, efter at interneringen var afsluttet i Faarhuslejren. Man blev også dømt for tab af tillid. Det betød, at man mistede stemmeret til demokratiske valg, men også begrænsninger i erhvervsudførelsen. Man kunne sagtens blive dømt for tab af tillid i fem år. Men selv om dette så var blevet afviklet, så glemte samfundet ikke, at man havde siddet i Faarhuslejren. Man kunne heller ikke søge offentlige stillinger.

Inden for det tyske mindretal opstod begrebet Faarhusmentaliteten. Man gravede sig ned i at være blevet forurettet og sat bag pigtråd. Man var blevet offer for danskernes hævntørst. De var ikonet på uretfærdighederne i retsopgøret.

Var retsopgøret retfærdigt?

De krigsfrivillige var en del af den pris, der åbenbart måtte betales for at fastholde samarbejdspolitikken. Retsopgøret blev ifølge Ditlev Tamm et hjemmelavet præg som følge af det forhold, som regeringen havde indladt sig på under besættelsen.

Modstandsbevægelsen forlangte, at man retsforfulgte som man nu engang gjorde, selv om det nok ikke var juridisk holdbart.

Åndelige afstand til København er stor

De to folkegrupper lever i dag ikke hver for sig. Man har mange venner i begge lejre. For mange dansksindede i Sønderjylland er den åndelig afstand mellem Sønderjylland og København større end mellem Nord – og Sydslesvig.

Det er desværre mange eksempler på den dag i dag, at mange tyske sportshold er blevet kaldt nazister og meget andet. Der findes nok ikke en større fornærmelse at give en ung tysker prædikatet, nazist.

De unge på det tyske gymnasium i Aabenraa mener, at de gamle konflikter er historie i ordets forstand. Det skal dog ikke glemmes, og man skal arbejde for at noget lignende ikke kan gentages.

En ændring på Knivsbjerg

Knivsbjerg Ehrenheim for de faldne under Anden Verdenskrig blev omdøbt til Gedänkstatte efter at Henrik Skov Kristensen i sin bog Straffelejren havde gjort opmærksom på, at det hvis ikke kunne være meget ære forbundet med at havde tjent et totalitært, antisemitisk regime.

Både fra tysk og dansk side

Forfatteren til bogen, Hans Boll – Johansen siger meget rammende:

• Når nogle ovre i København mener at danskere ikke har haft nogen som helst erfaringer med krig mellem Dybbøl og Irak, dvs. i 139 år, er det fordi, de ser bort fra at Sønderjylland høre med til Danmark.
• I Sønderjylland former krigene og de 6.000 faldne i Første Verdenskrig identiteten mere end nogen andre steder i landet.

Om hævn, bitterhed og dømte fædre

Bogen handler om hævn, bitterhed og dømte fædre. Det er en erindringsbog som belyser tingene både fra dansk og tysk vinkel. Egentlig handler den om meget mere end besættelsestiden. For undertegnede har såmænd haft problematikken helt inde på livet. Det har vi været inde på i tidligere artikler. Og egentlig står denne bog stærkest, når Hans Boll – Johansens egne kommentarer kommer til udfoldelse.

En værdifuld bog

Men for at se situationen i sin helhed er det nødvendigt at se den i sin helhed og tage den øvrige besættelses – litteratur med.

Det er en værdifuld bog som tager os med i et tema, som københavneren nok ikke ofrer meget tid på, men for os sønderjyder er det nok stadig flere åbne spørgsmål, vi gerne vil have besvaret.

Vi kan herfra varmt anbefale bogen, men se den nu ikke som et yderligere bidrag til besættelses – litteraturen, for den indeholder meget mere.

 

Hans Boll – Johansen: Danskerpak og Tyskerpak. De danske og de tyske i Sønderjylland – og hvordan vi hver for sig oplevede krigen / Gyldendal.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder ca. 137 artikler om besættelsestiden. Men hvis det er specielt det dansk/tyske forhold du er interesseret i, så kig her:

Under Sønderjylland:

• Folketingsvalget 1939
• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Den dansk – tyske Sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Det mystiske mord ved Grænsen
• Jens Møller – en folkefører eller folkeforfører i Sønderjylland
• Danskeren, der ville skyde Hitler
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• Flugten over grænsen 1914 – 1918
• Haderslev 1017 – 1918
• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi?
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Langs Grænsen
• Mindre i Brændepunktet
• Ned med de dansksindede
• Opgøret efter 1945
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Rendsborg 1848
• Sheriffen fra Tinglev
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Sønderjyder i København
• Sønderjyder i Knibe
• Sønderjylland til Ejderen
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Sønderjylland – maj 1945
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1845 – 1920

Under Aabenraa:

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Fritz, nazister og et kartotek
• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa 1864
• Aabenraa – under de to krige
• Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Bov Kommune – under besættelsen
• En sønderjyde krydser sit spor
• Fårhuslejren
• Første verdenskrig i Bov
• To skæbner i Kiskelund
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Straffelejren

Under Tønder:

• Heimatfest i Tønder 1921
• Jamen, vi forstår ikke tysk
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)
• Da tyskerne kom til Tønder
• Da Tønder igen blev dansk
• Dagbog fra Møgeltønder
• Flygtninge i Tønder
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Nazister i Tønder
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønder – under Besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – maj 1945
• Tønder – Marskens hovedstad
• Tønders dansksindede
• Tønders tyske sportsforening
• Ulrik – en fysikus fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920

Under Højer:

• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Højer 1935 – 1945
• Højer – minder 1 – 3

Under København:

• Danskere i Hitlers tjeneste
• Landsforrædere og landssvigere
• Overvåget – dengang
• Stikkerdrab
• En justitsminister i unode
• Politik under besættelsen
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder?
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• I tysk krigstjeneste

Under Besættelsestiden:

• Tilfældet: Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Retsopgøret i Sønderjylland og meget mere.

 

 

 

 

Nørrebro – Børn

Foredrag afholdt under 48 – timers Festival, lørdag den 25.04.2015. Dette er historien om børn på Nørrebro i 1950erne. Natpotten var endnu ikke forsvundet. Mange måtte stadig ned i gården for at gå på toilet. Og stadig havde man uønskede husdyr. Læger, tandlæger og skolelærer blev betragtet som fjender. Mange på Nørrebro havde ikke varmt vand. Så måtte man finde på alternative ting. Vi skal kigge på hvilket legetøj, som man havde dengang. Hvilke bøger og seriehefter havde man dengang, og hvordan legede man. Der var stadig store gadekampe med masser af blodtude. Og så gik det hele til sidst i moralsk forfald. Piger med sløjfer i håret begyndte at gå i spidse sko og begyndte at ryge. Og så kom Rock’n Roll.

At bo på Nørrebro

• Tankevækkende er det i grunden, at tænke sig at Skt. Joseph Hospitalet i Griffenfeldtsgade var nomineret til 3.000 fødsler årligt og 5 jordemødre. Velkommen til foredraget ”Nørrebro – Børn”

Ak ja pigerne skulle gå med sløjfe i håret og nederdel. De skulle bevare deres god rygte og opføre sig ærbart, så de kunne blive godt gift.

Men ak, hvert år søgte ca. 9.000 piger om abort. Men det var nu ikke så let. Lægen sagde:

• De skal se, når barnet først er født, Kan De ikke forstå, at de ønsker at komme af med det.

Den velstillede Hellerup – frue og hendes datter kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik på omgang. Faktisk fik kun 40 pct. bevilliget abort.

Dem, der var så heldige med at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt med en ældre sygeplejerske, der sagde disse formanende ord:

• Så betænker De Dem måske, at komme rendende igen om nogle måneder. Efter den søde kløe, kommer den sure svie.

Nu var det sådan, at også arbejderbefolkningen på Nørrebro tilstræbte borgerlige idealer. Ægtemanden var skafferen, der gennem sit arbejde skulle forsørge familien.

Hustruen skulle gå derhjemme, passe og opdrage børn, passe husholdningen, rengøring og vask, og sørge for at hjemmet fremstod som præsentabelt.

Men efterhånden kom kvinderne også ud på arbejdsmarkedet, men trods dette forventede mændene stadig, at maden stod på bordet, når han kom hjem fra arbejde.

De gamle dyder

Jo drenge blev opdraget til stabile forsørgere, mens pigerne skal være propre og hjemmegående husmødre. Det indlæres allerede fra barnsben, hvor det oftest er pigerne, der bliver pålagt de huslige pligter i hjemmet.

De gamle dyder som orden, autoritet og høflighed indskærpes ved enhver lejlighed, og det er stadig pligten frem for lysten, der skal drive værket hos den opvoksende generation.

Piger opdrages til at være søde og drenge til at være raske. Drengene vover og er vilde, mens pigerne sørger for orden og omsorg.

Nogle af knægtene var så vilde, at når de kom på koloni i de jyske, ja så kunne de ikke alle opføre sig lige godt. Man hørte, at de smadrede vinduer på drivhuse. Eller når man var på udflugt i de nordsjællandske, så smed man træer m.m. ned på banen.

Så var det godt nok lidt uheldigt, at man opgav sin adresse som Nørrebrogade 193, som er adressen på Stefanskirken.

Ikke varmt vand

Der var ikke bad og varmt vand ret mange steder på Nørrebro. Der var kun få, som havde toilet oppe i ejendommen. Nogle skulle dele toilet med naboen ude på gangen. Mens andre stadig i 1950erne på Nørrebro måtte ned til retiraderne. Her skulle de så slås med rotterne. Det var en god ide, at larme med træskoene, inden man gik derind.

Jo, dengang i 1950 var kun 48 pct. af lejlighederne forsynet med lys, gas og W.C. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og varmt vand.

Men i de fleste Nørrebro – hjem hang det smukke billede af den brølende hjort ved den hyggelige skovsø.

Pladsmangel

Som regel vaskede man sig i køkkenet. Oven over kakkelovnen stod kedelen og snurrede. Ofte foregik det ugentlige bad i en zinkballe i køkkenet. Man skulle nok ikke være den sidste, for det var det samme vand, der blev brugt til alle børn. Man kunne jo ikke vide, om en af poderne havde tisse i det.

Det var ikke megen plads til far, mor og fem børn i en to – værelses i Humlebækgade og endda med indlagt toilet.

I soveværelset var der en dobbeltseng. Der sov far, mor og to børn. Et barn lå på sofaen i stuen, en på en feltseng i køkkenet. Og så var der en, der var anbragt ude på gangen. Men hver gang et familiemedlem så skulle på toilet om natten, måtte vedkommende flyttes, ellers kunne døren til toilettet ikke lukkes.

Det var ikke unormalt på Nørrebro, at fire børn skulle dele seng på Nørrebro. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje vendte sig. Så kunne det være at den yngste tissede i sengen. Det var ikke så sært, at Nørrebros børn mødte trætte op i skole næste dag.

Gennem de tynde vægge kunne man høre barnegråd og skænderier. Der var ikke meget plads til privatliv. Og masser af drukkenbolte gav deres besyv med.

I 1960 var Blågårds – kvarteret beboet af 18.000 mennesker. Og af den boede 11.000 i usunde boliger. Dette var årsagen til den såkaldte Bulldozer – sanering. Den foregik uden planlægning og penge. Og befolkningen blev nærmest tvangsforflyttet.

En kold vinter

Når vinteren var ekstra kold, var der is i vinduet. Så samledes man om kakkelovnen. Børnenes dyner hang ved kakkelovnen, inden de skulle i seng.

Hygiejne

Børn af lav social status lugtede af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Mange steder på Nørrebro kunne man ikke engang åbne vinduerne, så stødte man allerede på naboejendommen.

Var man nu så uheldig at bo på fjerde sal med retirader nede i gården, ja så kunne man ikke rigtig afskaffe natpotten. Det var jo også lige sin sag, at gå ned af bagtrappen, der var uden lys, og så ned til rotterne og den forfærdelige stank.

Potte – tømmer

Men se disse natpotter skulle jo tømmes engang imellem. Og det var ofte den ældste der blev udnævnt som nattepotte – tømmer, og dette hverv gav ikke høj status i gården.

Se pottens indhold skulle jo tømmes nede i retiraderne. Men nogle sprang over, hvor gærdet var lavest. Og så tømte de indholdet i vaskekummen. Men det var ikke en særlig god ide. Fordi midt om sommeren kunne indholdet finde på, at dukke op hos naboen.

De uønskede husdyr

Mange lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte børnene det krible og krable overalt. Gulve og paneller blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de igen kravlede gennem gulve, vægge og lofter.

I skolerne fik man jævnlig besøg af Lusemor. Det var en sygeplejerske, der tog børnene under kraftig behandling, når det viste sig det mindste tegn på husdyr.

Når man om lørdagen havde været igennem badet i zinkballen, så gik man i gang med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man ellers i gang med olie, der fik en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

Med sæbe og træuld

Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I 1950erne måtte man så en tur på hospitalet. Så blev man smurt i en fed substans, der skulle side i lang tid. Så blev man sunket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.

Efter endt opblødning, blev man skuret med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig, børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

Fra Nørrebro til landet

I Ryesgade lavede man i 1954 gadefester for at skaffe penge til feriekolonier for Ryesgade – børnene. De var dømt til at lege i de skumle gårde eller over i Fælledparken, hvor der i 1950erne huserede sprittere og lokkere.

Mange børn fra Nørrebro blev sendt fra Hovedbanegården med en adresseseddel om halsen på feriekoloni hos en bonde i Jylland i fire uger. Det var en helt anden oplevelse.

Mad

Ofte blev børnene sendt til bageren for at skulle købe for 25 øre gammelt brød.

Se allerede i 1945 sang Holger Fællessanger: Der kommer en båd med bananer. Men den kom egentlig først i 1952.

Menuen i 1950erne var præget af grød, mælk og sulemad. Som mellemmad fik man et stykke franskbrød med sukker.

I biograferne proklamerede Ib Schønberg, at Sunde Børn er nemme børn. Og Helge Kjærulf Schmidt var Vitalus Sørensen i Solgryn – reklamer.

Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.

Frysevarer var endnu ikke så almindelige. Men skulle man lave noget hurtig, kunne man da få noget på konserves. Men i begyndelsen af 1950erne lavede man mad på den gammeldags måde.

I Alt for Damerne i 1953 kunne man se, hvad familiens ældste forventede at spise om søndagen. Men det var nok ikke specielt beregnet for den fattige arbejderfamilie på Nørrebro:

• Oksekødssuppe med urter og hjemmelavede boller og mørbradschnitzel
• Fyldt hvidkål og pandekager, eller vandgrød med æblemos og klipfiskebudding med smeltet smør.

På Nørrebro kunne man strække søndagsmiddagen til:

• Forloren hare med brunede kartofler og rismelsgratin,

Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949. Der var stillet indkøbsvogne frem, men journalisterne dengang mente, at husmødrene var for generte til at køre rundt med dem.

Læge

Egentlig kunne man godt forstå at poderne var bange for lægerne. Når man havde blærebetændelse og blev indlagt, ja så kunne man jo lige så godt tage polypperne med det samme.

Tandlæger var sadister

To gange om året skulle man til skoletandlæge, og poderne frygtede denne forfærdelige oplevelse. Mange havde derfor valgt at tage moder med. Hele klassen mødte op på en gang. Eleverne vidste udmærket, hvilke tandlæger, der var de rene sadister.

Dengang tog man det ikke så højtideligt med bedøvelse og det kneb også gevaldigt med pædagogikken. Plomberinger, rodbehandling eller tandudtrækning foregik uden bedøvelse. Ofte kunne man observere forpinte elever der spyttede blod ved håndvasken.

Skole

I skolerne blev man inddelt efter nummer. Den klogeste og nummer 1 blev placeret lige foran tavlen. Den ordblinde og mælkedrengen blev placeret som henholdsvis nummer 33 og 34 allerbagerst. Ordblindhed blev dengang endnu betragtet som dumhed.

For mælkedrengen kunne det være svært at holde sig vågen en hel skoledag.

Alt skulle læres udenad

Når man mødte op i skolegården og klokken ringede, skulle man stille sig op i to lige rækker. Så måtte man ikke tale til sidemanden. Og man skulle gå rolig op til klaseværelset. Uden ballade skulle tøjet hænges på knagen.

Derefter skulle man stille sig bag pulten indtil læreren kom. Og dengang kom læreren aldrig for sent.

Så skulle man både lære tysk, engelsk og svensk. Kongerækken skulle man lære udenad lige fra Gorm den Gamle.

Jo og så lærte man skam at svømme.

Skoletiden i poesi

Leif fra Lundtoftegade gik i Havremarkens Skole. Han har forfattet nogle digte om hans skoletid:

• Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran

Han har sikkert ikke haft det godt som barn

Han tilløb tog

Når han med spanskrøret slog

Så han troede, at det ville svirpe

Han stoppe op og slog

Men da der var faldet ro

Over den aldrende herre

Om det første slag kunne værke

Men de to andre kunne man ikke mærke

 

• Vores regnelærer, Frk. Jensen var lidt for original

Men hun kunne svinge hendes lineal

Hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme

Så kan det nok være, vi kom i klemme

Frem med fingrene, og af linealen vi fik

Den somme tider i stykker gik

Og så fik hun brug for den næste

Men hun havde et lager af linealer, det er klart

For hun ødelagde dem i en gevaldig fart

 

Lussinger og spanskrør blev flittig brugt

Søren og Mette kom i skole i 1954. Ja, da udkom den første bog i serien. Fysisk straf blev afskaffet i de københavnske skoler i 1951. Men det glemte man lige at fortælle dem. For de fortsatte deres afstraffelser. Lussinger og spanskrør blev fortsat flittigt brugt.

Man gik på kursus for at lære at slå med løse fingre, for med samlede fingre kunne man let smadre trommehinderne.

På Havremarkens Skole have eleverne besluttet sig, at alle vikarer skulle drives til vanvid. Det var en slags hævn over den måde, de almindelige lærer behandlede dem på. Jo man hørte da om at flere vikarer måtte på psykiatrisk afdeling til åndelige genopretning.

Jul

Ugen inden jul blev der pyntet op. Der blev lavet stjerner af lim og pap. Efterfølgende kom der også glimmer op. Guirlander blev fremstillet og med disse hang man kulørte strimler ned.

Det var ikke alle, der havde råd til flæskesteg, så blev det til haresteg eller en and fra søen.

Sparsomt var det med juleudsmykning på Nørrebrogade. Et lillespejl, en pakke vat, en smule englehår og en lille tøjnisse, forvandlede et almindelig købmandsvindue til et juleeventyr. Nogle steder kørte et elektrisk tøj gennem et julelandskab.

Nytår på Blågårds Plads

Børnene så frem til nytårsaften på Blågårds Plads. De brugte juletræer fra området blev smidt ned i den såkaldte grøften. Og så blev det ellers tændt ild på dem. Og lige så snart dette skete, kunne man høre sirenerne fra Fælledvej. Politi og brandvæsen var på vej.

Traditionen tro, blev der også rettet en stråle mod publikum.

Leg i gården

Man havde forskellige bolde, som man lagede med i gårdene. Men hvis den røg over til nabogården var den sikkert fortabt, hvis man ikke stod i fredelig alliance med dem.

I gården blev der også leget smugler, tolder, røver og soldater. Endnu i 1950erne legede man også tysker og sabotør. De fleste ville helst være det sidste.

Et andet populært spil hed Dæk. Det minder nok mest om baseball. Man leget også med nipsenåle, som der blev spillet om. Kugler af både træ og glas var her også. Og så selvfølgelig hønseringe.

Man kunne tegne med kridtstreger, lave hinkepotter, bruge snor, pinde og meget mere. Vandhanen kunne bruges til at stille sin tørst og misbruges ved at fylde sin vandpistol eller balloner og så kaste efter pigerne.

Der var masser af rotter i baggårdene. Særlig når det havde regnet dukkede de op. De mest modige af knægtene fik dem dræbt, og solgte dem for 10 øre stykket på Fælledvejens Brandstation.

En gang imellem kom der en ismand i gården. Men det var sjældent, at der var råd til sådan en – selv om prisen kun var fra 16 øre til en krone.

Husk at sige De til viceværten

Knægtene elskede at planke den. Der var masser af gårde, plankeværk og cykelskure. Her var masser af tørrestativer, skraldespande cykelskure m.m. De var beklædt med tjærepap. Det var nok ikke en god ide at planke den, når det var ny tjæret.

Det gjaldt også om ikke at blive taget af emsige viceværter, som for øvrigt altid skulle tiltales med De. Og så skulle man passe på ikke at havne i fjendeland.

Man kunne også stjæle æbler fra grønthandleren i Stefansgade lige ved Søllerødgade. Eller så var æblerov i villakvarterene. Det var sidevejene til Borups Allé.

Kollektiv børnehave

Man kunne godt kalde baggårdene for en kollektiv børnehaver. Disse børnehave var i den grad en mangelvare på Nørrebro. Men dengang passede man skiftevis på børnene.

På grund af de manglende børnehaver på Nørrebro var det en kvindegruppe, der arrangerede børneparkering i Nørrebroparken. Det var på hverdage mellem 11 og 16 for børn mellem 3 og 7 år. Det kostede 30 øre pr. time pr. barn. I tilfælde af regnvejr havde man anskaffet en udrangeret sporvogn, hvor børnene så blev anbragt.

Men mange steder var det forbudt at lege i gården, og så var poderne henvist til gaderne og den voksende trafik.

Andre lege

På Peblingesøen kunne man løbe på skøjter, men man skulle lige huske på, at skøjteforeningen havde eneret på skøjteløb lige på denne sø, så havde man ikke lige råd til at være medlem, så var det Hans Tavsens Parken. Her blev et markstykke altid overrislet til stor glæde for omegnens ungdom.

Det samme var tilfældet i Nørrebro – Parken.

Teater i Nørrebroparken

Ellers var det også en yndet beskæftigelse allerede dengang, at skrive nummerplader op på biler.

Der var masser af aktiviteter i Nørrebroparken. Her var såkaldte trædebiler og en rigtig bane, hvor man kunne køre. Her var også masser af gøgl, luftgynger og teater. Her spillede Carl Ottesen, Robin Hood. Hvis man ikke kan huske ham mere, så var det ham, der spillede den sure sergent i Soldaterkammeraterne.

Fare i soppebassinet

I Nørrebroparken var der også et soppebassin. Her var det så, at den 8 – årige Conni den 29. juni 1953 var ved at blive kvalt, da soppebassinet skulle tømmes. Hun blev suget fast til afløbsrøret i 20 minutter. Ikke engang tre voksne mænd kunne trække hende fri.

Tribini og den stærke mand

Her i parken optrådte selveste Tribini. Han plejede altid at indlede sin forestilling med:

• Mine herskaber, grevskaber, klædeskaber, rullemænd, nullermænd og tullemænd.

Så var det den stærke mand, Abdullah. Et folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham.

Ja og så var det radiobiler. Så gjaldt det om at køre ind i pigerne. Drengene troede at det var et godt scoretrick.

De upopulære parkbetjente

Parkbetjente var aldeles upopulære i Nørrebroparken. For når man endelig havde fået pigen hen bænken og skulle til at kysse hende, ja så dukkede parkbetjenten frem.

Meget populære var klatrestativerne i parken. Men pædagogerne mente, at de var for farlige, så til podernes store fortrydelse blev de fjernet.

Ved Nørrebro Station, som dengang var linje 7 `s endestation lå en masse cigaretskodder. Det var jo ikke filter på cigaretterne dengang. Så de vakse knægte tog tobakken ud af stumpen. Så blev der ellers rullet cigaretter af lokumspapir. Det var godt nok ulækkert.

Og så blev der ellers røget cigaretter i den store tønde i Nørrebroparken. Dengang i begyndelsen af 1950erne kostede en pakke cigaretter 1,05 kr.

Aktiviteter i søen

I Ladegårdsåen var der endnu åben nogle få steder. Her kunne man soppe og fange salamander.

Ud til Peblingesøen havde kommunen indrettet et indhegnet soppebassin ved kanten af søen ud for Korsgade. Det herligt at plaske i de ferske vand.

Og også ved Søerne lå der et båd – og vandcykeludlejning. Her kunne man engang imellem overtale ens far til en tur på søerne.

Legetøj

Mange af Nørrebro – børnene måtte nøjes med at drømme om det legetøj, som de så i legetøjsbutikkerne. Det var ikke særlig billigt.

Figurer med cowboys, soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede hele 2,25 kr. stykket.

Masser af salmemærker

Man kunne så i stedet lege med klistermærker med soldater som man klistrede på pap. Med Tricolore Sæbe fulgte samlemærker med indianernes mærkelige sprog. I Ota havregryn fulgte klippeark med det vilde vestens helte og skurke.

Richs samlemærker og albums var meget efterspurgte. Hver gang man købte en pakke Richs til at blande i, fulgte samlekort med. Det var billeder af dyr, blomster og andre ting.

Åh jah senere fulgte ugeblade med samlemærker med Knud Lundberg og andre fodboldspillere fra 1. og 2. division.

Lego og farveblyanter

Så var der masser af farveblyanter og malebøger. Knægtene havde borge med soldater og kanoner. Og de sidstnævnte kunne lades med tændstikker, der kunne skyde fjenden ned.

Man kunne købe karton med huse, møller og kirker, og bygge en hel landsby.

Det var de meget populære Mekano – sæt. Byggeklodser af træ, blev hvis nok også fremstillet af Lego, inden plastikklodserne kom. Men dem var der hvis ikke mange på Nørrebro, der havde råd til.

Jo det var da også Teknos Ingeniørsæt og modellervoks fra Filia.

Hulla Hop og sysæt

En speciel dille ramte Nørrebro i 1958. Det var Hulla – Hop ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.

Ja så var det yoyo som man selv kunne fremstille. Og kridtpiber med sæbe og vand kunne frembringe de flotteste sæbebobler.

De traditionelle spil var Skak, Mølle og Dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løbet og Matador.

Særlig populær var Det lille Postkontor.

Pædagoger så deres snit til at fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrække frem for plastik. De samme kun også fortælle, at drenge gerne måtte lege med sysæt og dukker. Men det gav nu ikke ligefrem status i de kredse, hvis det blev opdaget.

Slik

Man kunne købe såkaldt affaldsslik til billige priser. Og så var det de berømte lykkeposer. Kandis var også populært. Det skulle købes på apoteket.

Men mest populær var den kiosk, der lå i forbindelse med Nørrebroparken, men den havde så kun åben om sommeren.

Familiens husalter

Radioen var familiens husalter. Far skulle høre radioavisen, og aftensmaden skulle tilrettelægges efter dette. Børnene blev først lagt i seng, når de havde hørt Inge Aaasted og musen Hanibald. Et andet børnehit var Peters nye Automobil.

Radioen var efterhånden også kommet med grammofon. Børnene blev tvangsindlagt til at høre Bror Kalles Kapel eller Vildandens sang med Lullu Ziegler.

Men så kunne poderne spille med på deres xylofon eller mundharpe.

Helt så opløftende var radioen hverken for poderne eller de voksne. Her er programmet en almindelige søndag morgen:

7.50: Landbrugets Brevkasse

8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder

8.15: Morgengymnastik for kvinder

8.25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen

8.35: Havearkitekt C.Th. Sørensen om vore parker

10.00: Pastor Batholdy prædiker i Haslev Kirke

I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere. Og Gunnar Nu Hansen stod for alt det dramatiske. Og Sven Petersen fik folk til at klistre sig fast til radioen med Kvit eller Dobbelt.

TV

TV blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. De hang så sammen med forældrene foran skærmen hver aften. I 1953 var der 3.000 seere. Og de kiggede på 17 tommer TV.

I 1960 var fjernsynets julegave til seerne, Faranelli med Paul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Men allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i fremtidens tv – by. Gøngemosen så dagens lys.

Tænk engang 15 danske tv – fabrikker arbejdede på højtryk. Men man sendte kun 12 timer om ugen, for som Tv – chefen, Jens Frederik Lawaetz sagde:

• Vi vil hellere forbedre Kvaliteten end Kvantiteten

Cowboy på Nørrebro

I 1956 kunne man høre Preben Uglebjerg synge Davy Crocket. Han var dog allerede kommet til Nørrebro i 1955. Det var stort for poderne at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik, og så hans flintbøsse til knaldhætter, endda med krudthorn.

Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre 100 skud. Man kunne selvfølgelig melde sig i en klub med helten. Alle ens helte kunne man følge i biograferne. De mest populære dengang var Odeon på Fælledvej, Nørrebro Bio på Nørrebrogade samt Regina på H.C. Ørstedsvej.

Revolverbælte i ægte paplæder

Allerede dengang kunne man købe på postordre hos nogle af de såkaldte hemmelige foreninger. Og det var gummistøvler med sherifstjener på siden. Og et revolverbælte i ægte paplæder og med påsatte forniklede nitter.

Det var som regel om søndagen, at ungerne vandrede til biograferne. Den stod selvfølgelig på cowboyfilm. Men også film med sørøvere, soldater og andre helte fandt i de unges smag. Det var mellem klokken 14 og 16. Og prisen for en biografbillet var 45 – 50 øre. Billigst var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på et sæde.

Ismand

Når det rigtigt gik for sig skulle man rejse sig op, klappe og pifte på sine helte. Kyssede ens helt en bedårende kvinde, skulle man rejse sig og sige ”Buuuuuh” Lidt mere avanceret var det at råbe ”Ismand” eller ”Blodsuger”.

Og så var det ellers vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide.

Men ellers ville alle unge være Zoro. Han brugte sjældent skydevåben. Hans våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden hos sin modstander.

Tørresnore forsvandt

Dagen efter sådan en film var alle knægte på Blågårds Plads Zoroer. Det var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var forvandlet til piske. Legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker.

Nu stod alle Zoroer opmarcheret på Blågårds Plads afventende et kys fra heltinden.

Vi skal da også lige have med at Prins Valiant i skikkelse af en pagehåret Robert Vagner dukkede op på Nørrebro i 1955.

Andeledes Biografoplevelse

I påsken og på andre helligdage måtte der ikke spilles musik offentlig, og det måtte heller ikke vises almindelig spillefilm. Så blev der arrangeret foredrag med tilhørende dokumentarfilm. Det var ofte såkaldte kulturfilm med opdagelsesrejsende som Hakon Mielche, Jens Bjerre og Jørgen Bistch.

Far og mor gik skam også i biografen. De så De Røde heste. Ja hele 2,4 millioner så filmen, dengang. Men Mosekongen også af Morten Korch indeholdt det hele – lige fra forbyttede børn til den danske muld.

Nøgne bryster

Og det skete også i Colosseum på Jagtvej. Og så kunne både voksne og børn se film fra sydhavsøerne, endda i farver. Og man så endda noget så avanceret som indfødte piger med nøgne bryster. Der var stammeritualer og farefulde kanotuer gennem brændingen.

Bøger og seriehefter

Efterhånden kom der flere og flere hemmelige klubber som for eksempel

• Politikens Kvik Klub
• Ping Klubben

Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketer. Men også Palle alene i verden var populær på Nørrebro. Dengang var det heller ikke så mange, der lagde mærke til, at man sagde Neger i Lille Sorte Sambo.

Så var det også seriebøgerne, Jan, Sussy og Puk. Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten på de venstreorienterede var gået ind. De mistænkte var altid de grimme, ubegavede og uuddannede.

Pædagoger advarer mod seriehefter

Pædagogerne benyttede lejligheden til advare mod seriehefter som

• Skipper Skræk var Danmarks første serieblad fra 1938
• Kaptajn Mickey
• Illustrerede Klassikkere, der udkom i hele 129 udgaver.
• Kong Kylie startede allerede i 1948

Der var også masser af tegneserier i ugebladene, blandt andet Rasmus Klump og Knold og Tot.

Men også de unge fik deres egne blade som Tempo og Vi Unge. Det var slut med Familiejournalen og Hjemmet. Teenagekulturen fik mange steder kernefamilien til at krakelere.

Gode barnepiger

På Blågårds Plads huserede Prinserne. De havde taget deres kultur med fra Lersøen og Fælleden. De sad på deres plads på bænkene og fik deres kogesprit eller hvad der ellers var råd til.

Børnene var ikke bange for dem, tværtimod. Prinserne blev ofte brugt som barnepiger, når mor skulle en tur i byen. Så vankede der endnu et bidrag så kogespritten kunne krydres med noget ekstra kolorit.

Og i de få børnehaver der fandtes begyndte pædagogerne meget tidligt at undervise de små poder i pottetræning.

Gadekampe

Fra gammel tid har der hersket nogle gevaldige gadekampe på Nørrebro. Værst var kamphandlingerne på Fælleden. Hvis politiet dukkede op, ja så blev fjenderne pludselig venner, og så gik man samlet mod dem.

Blandt de mest blodige var Ryerne, som var knægtene fra Ryesgade. Rakkerne var dem fra arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej/Tagensvej. Og så var det jo også Rabarberne fra Rabarberlandet. Og sidstnævnte tog på krigstogt over og tærskede de blege i det Frederikbergske villakvarter.

Afstraffelsesmetoder

I 1950erne var afstraffelsesmetoderne:

• Buksevand
• Binding til tørrestativ
• En almindelig røvfuld

Man brugte nogle farlige våben som

• Kosteskafter
• Naturgrene
• Læderremme
• Halstørklæder bundet op med store knuder.

Onde tunger påstod, at sidstnævnte var forsynet med søm, så de kunne gøre endnu mere skade.

Blodtud

Efter sådan et slag var der mange, der kom hjem med en blodtud. Gadekampe hørte til dagens orden. Når kampråbet havde lydt, skete der en mærkbar ændring i gadebilledet. Normalt var der faste regler i en kamps begyndelse.

En kurér blev sendt ind i fjendens område med meldingen, Vi erklærer krig. Så gjaldt det ellers for poden at spæne hjem til sine venner så godt han kunne.

Det gjaldt i fredstid at forhandle sig til alliancer med nærliggende gårde og gader.

Rapserier

Forretningerne havde store problemer med børns rapserier. Det gjaldt om, hvem der kunne rapse mest og hurtigst. Det gav høj status hjemme i gården.

Moral og etik

Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være rene dydsmønstre. De skulle for alt i verden undgå at blive gravide. Det vigtigste for en pige var at blive godt gift, og så derefter få børn.

De skulle bevare deres gode rygte og forblive ærbare. De skulle være sober og passe på deres rygte.

De begyndte at ryge

Men ak og ve. De begyndte at ryge og gå i spidse sko.

Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De begyndte at bore og geare dem, så de kunne køre hurtigere.

Og tænk de unge mennesker kunne finde på, at smøre Brülcreme i håret. Fattiglemmerne på Nørrebro brugte margarine.

Man måtte sandelig ikke læne sig op af et tapet, og ens hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan en gang hår.

I den henseende var det en fordel, at den karseklippede look efter de amerikanske soldater efterhånden vandt indpas.

I det hele taget så danskerne op til amerikanerne. Herfra fik vi tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley.

Moralbegreber i opløsning

Men moralbegreberne var i den grad i opløsning. Der var også et stigende antal skilsmisser.

Rock’n Roll skyllede over landet. Med den nye musik fulgte bølleagtige optøjer. Motorcykeloptøjer og politisammenstød – uha – uha.

Allerede i 1956 var der sammenstød efter at Ib Glindemand og Ib ”Rock” Jensen havde givet koncert i KB – Hallen. Og da så Rock arround the Clock – filmen havde præmiere, ja så gav det de obligatoriske sammenstød.

Så var det måske bedre, at lytte til Raquel Rastenni med Her kommer mutter med kost og spand eller Gitte, der som 8 – årig sang Giftes med Farmand. Eller hvad med Katy Bødger med Fiskerpigens Sang.

Hvert årti sin historie

Kære tilhørere, så er vi i 60’erne og sådan kunne vi blive ved. Hvert årti kan fortælles sin historie og det gør den så. Og det kan du blandt andet læse på www.dengang.dk. På Nørrebro har man bestemt aldrig kedet sig. Her er der altid sket ting og sager.

Tak for jeres tålmodighed.

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

          Se Litteratur Nørrebro

Soldater i Løgumkloster

Det var ikke let for den lille by at leve med soldaterne. Der blev begået mange kriminelle handlinger. Ja egentlig er det ikke mange, der ved, at Løgumkloster engang var garnisonsby. Og bønderne måtte efterkomme diverse ordre, om at levere mad til soldaterne. Og så skulle de også indkvarteres. Det vil sige, at efterfølgende blev der bygget en barakby til soldaterne, men denne brændte efter få års forløb. Og soldaterne – ja et par stykker deserterede

 

Fra 1700 til 1725

Det er sikkert ikke mange, der ved det. Men Løgumkloster har engang været garnisonsby. Det er godt nok en del år siden. Men hele området var dengang præget af det militære liv. Ja tænk, at en så afsides og lille by skulle have en militær belægning.

Fra cirka 1700 til 1725 var der indkvarteret lejetropper i byen. Disse var ikke altid let at få styr på, og de var indkvarteret i private hjem. Dette skabte ofte problemer med befolkningen.

 

Skibet var forsinket – uheldigt for desertøren

En musketer i byen ville deserterer, og tog med en kniplingshandler til Hamborg. Denne skulle videre til Holland og lave forretninger. Han tog så soldaten med til havnen i Hamborg, hvor han skulle indskibes.

Men uheldigvis var dette blevet opdaget af kompagniet i Løgumkloster, så en underofficer tog bagefter. Og uheldigvis var det skib, som soldaten skulle med forsinket. Så det lykkedes lige, at få fat i desertøren. Han blev taget med tilbage til Løgumkloster, hvor han kom i krigsforhør. Her blev han dog benådet.

Måske har sagen noget at gøre med nogle tyverier. Klager gik også ud over overfald samt voldtægter. En kone søger om fritagelse for indkvartering, da en kaptajn med hele sin familie har indlogeret sig.

 

Der skulle leveres foder til soldaterne

Fra Landeby og Løjtved klages der over, at indkvarterede heste jages på græs på private marker.

Bønderne i området måtte også lide under indkvarteringen. Således lyder en ordre, at de skal levere 150 pund oksekød, 4 tdr. rug og 4 tdr. havre.

 

Landstormen

Ved siden af selve militæret, havde befolkningen et velorganiseret hjemmeværn. Det blev oprettet i 1813 i samarbejde med militæret. Der var indregistreret 200 værnepligtige i alderen 17 – 70 år. Disse blev delt i fire afdelinger. Man havde pligt til at udføre landstormetjeneste. Våbnene bestod af pigge, som mandskabet selv måtte medbringe.

 

I 1742 kom der nye soldater

Efter at lejetropperne havde forladt Løgumkloster, så det ud til, at der gik nogle år uden militær i byen. I 1742 kom der dog en bataljon af Randers – kyrasserer. Det var hovedsagelig danskere. Officererne boede på slottet. Officerernes heste var i den periode opstaldet i klosterets kapitelsal.

 

Henrettelse og kirkebod

Mandstugten har i den tid været meget streng. En soldat, Christian Martensen blev henrettet på galgebakken syd for byen, fordi han i skinsyge havde dræbt en kammerat. Endog kirkebod er blevet brugt over for en kyrasser og en kvinde for utugt.

I 1762 afløstes kyrassererene af tredje jyske dragonregiment. Der blev bygget militærbarakker, som nedbrændte i 1772. Lederen, løjtnant Gagnel slog sig ned som borger i byen. Han var åbenbart meget velstående. Han har således skænket døbefonten til kirken.

 

Soldater til 1794

I 1774 blev garnisonen ændret til militærtropper. Denne ordning skulle have varet i 20 år, altså hen til 1794, hvorefter den blev ophævet. Militæret flyttede fra byen, og siden har Løgumkloster aldrig haft militær i byen.

 

Deserterede med kone og barn

I den sidste periode var der en dragon Fillipsen, der blev gift med en datter af portner Hans Hansen, Magdalene Hansdatter. Han havde dog ikke ro til at blive i den lille garnisonsby. Udlængsel fik magt over ham. En nat da han stod på vagt, deserterede han bort med kone og barn. Og så forsvandt han ud i den vide verden.

 

Han gjorde Løgumkloster ære

Datteren af dette ægteskab blev senere gift med en bolsmand og glarmester Andreas Riis. Han stammede fra Bornholm og blev senere en af Løgumklosters agtværdige borgere.

En søn af dette ægteskab blev senere missionær på guldkysten i Afrika. Han gjorde sin by og sit land ære. Men se dette er en helt anden historie og kan læses i C.H. Friis: Andreas Riis/ Lohse 1932.

 

Kilde: Se

• Litteratur Løgumkloster (under udarbejdelse)
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift

Hvis du vil læse mere om: Løgumkloster – se her:

• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Et kloster – 15 km fra Tønder

 

 

Så er der post til Rørkær

Den kongelige postvogn holdt skam i Rørkær. Allerede oppe fra kilden kunne man høre den komme. Skulle man med den, måtte man skynde sig hen til kroen. Og så måtte den stakkels brevbærer gå helt til Rørkær, Tidsholm og Sæd. Men nu begyndte man at skrive mere. Så han kunne ikke have det hele med. Så måtte man bruge toget. I Rørkær ville man have postagentur. Men købmanden blev snydt af en hjemmetysker. Pludselig havde man tre ombæringer, tre postkasser og tre tømninger hver dag. Det kunne ingen anden by præstere. Og i Lille Jyndevad var en ko skyld i, at posthistorien på en gang skred 50 år frem. Og så fik Rørkær telefon. Og for første gang i Tønders historie, dansede telefonpigerne til en vals fra Rørkær. Ja og så fik grev Schack også lige en dansk sang fra Rørkær. Men ak og ve. Efter et par år, var det Jejsing, der løb af med postagenturet.

 

En kongelig postvogn

Den kongelige postvogn kørte fra Tønder til Flensborg. Den kørte selvfølgelig også over Rørkær. Og den havde ikke kun breve og pakker med. Den befattede sig sandelig også med persontransport.

Allerede oppe på bakken kunne man høre, at vognen nærmede sig. Det var oppe ved Helligvands – kilden. Så var det om at begive sig hen til P. Boysens Kro, hvis man ville med på turen. Her var første station på strækningen.

På Kravlund Kro blev hestene omskiftet. Nu var det dog ikke så meget at trække med, når det gjaldt post.

 

 

Nyhederne – dengang

Dengang i 1840 – 1850 blev der ikke skrevet så meget. Den eneste avis man kendte var det tysksprogede Tondernsches Intelligenzblatt. Det var et ganske lille blad.

Først i 1856 kom Vestslesvigsk Tidende fra Møgeltønder. Det var som om denne avis blev læst betydelige mere.

I øvrigt så var Kagekonerne gode til at sprede nyhederne i Rørkær og omegn. Den smule Tønderlejlighed til adressaten ved lejlighed.

 

Private vognmænd

Den kongelige postvogn blev senere afløst af private vognmænd, som drev udbredt person – og fragtkørsel. Og de fik selvfølgelig også post med.

Således gik der vogne fra Tønder til Ballum, eller fra Tønder til Nykirke.

Rørkærs posthistorie i rivende udvikling

Først under det preussiske styre begyndte udbringningen af postsager til adressater. Der blev ansat rigtige postbude og opsat postkasser.

Både Post – og Telegrafvæsnet kom hurtigt ind i en rivende udvikling. Og denne udvikling kunne man i høj grad mærke i Rørkær.

 

Den stakkels brevbærer

Lige fra begyndelsen gik der en brevbærer fra Tønder til Rørkær, derfra videre til Tidsholm, og så tilbage til Rørkær. Derefter gik turen til Sæd. Først hen mod aftenen var brevbæreren tilbage i Tønder.

Det kunne godt være en drøj tur både sommer og vinter. Men efterhånden skrev folk mere og mere. Så kunne postbuddet ikke få det hele med samme dag. Derfor blev man nødt til at lave en ændring.

 

Så kom posten med toget

Så blev der oprettet en Posthiilfstelle i Nissens Kro. Kromanden skulle så besørge den indgående post til toget Tønder – Tinglev en gang om dagen. Det var en stor lettelse for brevbæreren og en stor forbedring for befolkningen. Postforsendelserne blev hurtigere besørget. Men byen var nu ikke helt tilfreds endnu.

 

Man forlange postagentur til Rørkær

Det var for eksempel den store hestehandler Hans Markussen, som på den tid var en mand, der modtog mange telegrammer, som selvfølgelig måtte ekspederes helt fra Tønder. Det kostede mange penge i porto.

En anden af postvæsnets gode kunder var kommet til Rørkær, og det var Hostrup Sogns Sparekasse.

Købmanden og de to nævnte storkunder forsøgte nu at få et Postagentur oprettet i byen med telegraf. Men det var først i 1890erne, at Overpostdirektionen i Kiel var interesseret.

Postmesteren i Tønder fik ordre til at anmode købmand Aug. Petersen til at overtage agenturet, fordi han boede midt i byen. Det ville så komme en postassistent fra Tønder til at sætte ham ind i sagerne.

 

Hjemmetysker huggede agenturet

Men ak og ve. En hjemmetysker som havde temmelig stor indflydelse på postmyndighederne, forhindrede købmanden i at få postagenturet. Købmanden var nemlig dansksindet.

Samme hjemmetysker, der endda boede uden for byen fik postagenturet. Mens agenturet var aktiv i Rørkær var der to hjemmetyskere, der bestred hvervet. Men de faldt begge i unåde hos postmesteren. Købmanden blev flere gange spurgt, om han ville overtage. Men han sagde hver gang, Nej tak. Han ville ikke udsættes for flere ubehageligheder fra tysk side.

Købmanden solgte frimærker og postkort. Og der kom da også et stort skilt med forgyldte bogstaver på huset:

• Amtliche Verkaufsstelle für Postfreimarken und Postkarten o.s.v.

Dette embede var det åbenbart ikke noget i vejen fra tysk side.

 

Der var gang i posten

Der var nu gang i postudviklingen i Rørkær. Man havde egen brevbærer, tre postkasser og tre gange daglig postombæring. Ligeledes blev postkasserne tømt tre gange dagligt. Ikke en eneste by kunne måle sig med dette. Ikke engang i Tønder havde de tre daglige ombæringer.

 

Man havde ondt af postbæreren

Men hvordan så det ud i områdets byer?

Lad os tage Lille Jyndevad. Posten blev kørt fra Tinglev til Store Jyndevad hver dag. Brevbæreren skulle besørge ikke alene Store Jyndevad, men selvfølgelig også Lille Jyndevad, men det gjorde han bare ikke.

Posten til Lille Jyndevad blev uden videre indlagt i kroen i Store Jyndevad. Så blev den bragt til købmanden, som så medsendte posten enten med mælkevognen eller også med skolebørnene. På den måde var befolkningen i Lille Jyndevad udmærket tilfreds med postforsendelserne.

Kom posten ikke den ene dag, kom det nok den næste dag. Ja de synes endda, at det var synd for brevbæreren, at han skulle gå den lange vej til deres by. Et brev fra Rørkær til Lille Jyndevad kunne derfor godt være fem dage undervejs.

Men den meget hensyntagen til postbuddet fik en ende med forskrækkelse.

 

En ko var skyld i forandringerne

I Lille Jyndevad boede en familie, som ville rejse til Amerika. De havde i lang tid ventet på fribilletter fra deres familie derover. En dag kom et stort brev fra Amerika til familien i Lille Jyndevad.

Som sædvanlig gav Johan Høker brevet med en skoledreng. Det skulle jo nok være biletterne. Undervejs blev drengen tørstig. Han går over til en vandpost, som man flere steder har til køerne, for at slukke sin tørst. Men nu ser han til sin store skræk, at en ko, der stod i nærheden, havde slugt brevet. En forfærdelig historie.

Drengen var tavs, da han kom hjem. Men denne tavshed var lidt for påfaldende for hans familie. Så drengen måtte nu ud med det, der var sket. Dette rygtedes nu overalt ikke kun i byen, men i hele sognet. Ja til sidst blev sagen omtalt i Flensborg Avis.

Sagen blev nu meldt til postmesteren i Tinglev. Nu måtte Kresten Post i forhør. Da Overpostdirektionen i Kiel nu ville afskedige postbuddet greb selve Lille Jyndevad ind med bøn om at lade Naade gaa for Ret under den betingelse, at Kresten Post i fremtiden egenhændig skulle besørge posten til byen, og der skulle opsættes en postkasse i byen. Og sådan blev det.

Lille Jyndevad var nu rykket 50 år frem i tiden på en gang, takket være en ko.

Slutningen på historien var, at brevet ikke indeholdt billetterne, men en kvittering for, at rejsen var betalt. Biletterne blev så fremskaffet senere.

 

Man ville have telefon i Rørkær

Men tilbage til Rørkær. Her havde man endnu et ønske, og det var Telefonen.

I Tønder kunne man så let komme til læge, når man var syg. På den tid havde hoteller, købmænd og læger telefon. I Tønder var der dengang kun 30 telefonabonnenter. Tønder Posthus var meget interesseret i, at Rørkær fik en telefon. Det skulle så være den første på landet. Der kom sikkert snart flere til.

Snart gik man i gang med de mange telefonpæle den halve mils vej fra Tønder til Rørkær. Da de nærmede sig, valfartede Rørkærs befolkning til bakken for at se det stolte syn med de mange pæle til Tønder. Snart havde telefonmanden lagt ledningen til købmanden.

 

Man spillede for greven

Det var et stort øjeblik, da den første telefon – Nr. 34 – i Rørkær kunne åbne. Det blev fejret med musik og dans. Mange havde aldrig set en telefon. Det var nærmest en sensation. Telefonmanden prøvede først til centralen i Tønder. Så var det købmandens tur.

Nu vidste man, at greven på Shackenborg også havde en telefon, så man ringede til godsforvalteren, der stillede telefonen videre til greven. Nu spillede man så en dansk sang på et piano for greven. Denne takkede og udtalte, at musikken kom godt igennem.

Telefondamerne i Tønder dansede til musik fra Rørkær

Straks derefter ringede telefonen. Det var inde fra centralen i Tønder, hvor en af telefondamerne gerne ville have, at man spillede en vals, så ville alle pigerne danse. Derinde havde de nemlig en forstærker, så alle kunne lytte med. Det var nok første gang i Tønders historie, der blev danset til musik fra Rørkær.

Jo det blev en festlig indvielse for både Rørkær og Tønder.

Men ak og ve. Efter nogle års forløb blev postagenturet desværre for Rørkær forlagt til midten af sognet, nemlig Jejsing By.

Kilde: Se

Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Jejsing, Rørkær, Hostrup, Tinglev, Bylderup m.m.:

• Grøngård – et forsvundet jagtslot
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• st for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og Omegn
• Langs Grænsen Og mange flere