Artikler
November 14, 2015
Der dukkede pludselig et fly op
Da den sønderjyske motorvej skulle anlægges, dukkede der pludselig resterne af et fly og et hovedløst lig op. Det stammer fra den 12. marts dukkede 1.000 fly op over Sønderjylland. 4 amerikanske fly dukkede ud af formationen, angiveligt fordi det ene fly havde iltproblemer. Tyske fly ville angribe de fire Mustang – fly, men de tre tyske fly blev hurtig skudt ned. Piloten i mergelgraven var en pilot med jernkors og 72 nedskydninger. Kroppen blev begravet på Haderslev Kirkegård. Og hovedet blev antagelig begravet med militær anerkendelse på en kirkegård i Flensborg.
Et fly dukkede pludselig op
Det gik fint med at udvide motorvejsnettet i Sønderjylland. Arbejdet begyndte fra Christiansfeld nord for Haderslev. Efterhånden nåede man i 1982 også syd på. Omkring Hammerlev lå en mergelgrav. Her var jorden for blød til, at man bare kunne bygge en motorvej. Mergelgraven skulle graves ud og fyldes op med mere stabilt materiale.
Nu havde beboere godt nok advaret entreprenøren om, at man godt kunne støde på et fly. Men alligevel blev vejarbejderne dog noget overrasket over, at de i seks til otte meters dybde støtte mod et fly med et lig af en tysk jagerpilot.
Hvor var hovedet
En betjent får den ubehagelige opgave at bjerge resterne af liget fra cockpittet og lægge dem i en plasticpose. Men hovedet kunne han ikke finde.
Militærfolk henter liget. De ved ikke rigtig, hvad de skal gøre med det. Og da det begynder at lugte ganske forfærdeligt ligger de posen uden for infirmeriet. Det besluttes at ligsyn skal foretages på Haderslev Sygehus.
Da man havde med et hovedløst lig at gøre, har man valgt at placere liget blandt de anonyme på kirkegården.
1.000 fly over Sønderjylland
Den 12. marts 1945 skinnede solen fra en nærmest skyfri himmel. Det havde ellers været en våd måned. Over det sønderjyske luftrum fløj 677 bombefly af typen B – 17 og B – 24. De var på vej til Swinwmünde ved Østersøen. Resterne af tyskernes infrastruktur skulle bombes sønder og sammen.
For at beskytte disse bombefly fløj der også 452 jagere af typerne P – 51 Mustang og Thunderbolt med.
Flyveplads
De fløj direkte over Haderslev. Og lige her i nærheden havde tyskerne etableret Fliegerhorst Hadersleben. Det var tyskernes træningsbase. Ja den fungerede nærmest som flyskole. Hvis en tysk pilot trængte til hvil, blev han sendt herhen for at oplære nye unge piloter. (Se vores artikel: Da Skrydstrup fik sin flyveplads) Ja det er den nuværende Flyvestation Skydstrup.
Man havde haft langt højere tanker med denne planer med denne Fliegerhorst. Men her i marts 1945 var den ikke længere en del af det tyske luftforsvar. Og normalt sendte man ikke jagerfly op, når amerikanske og engelske bombetogter fløj over.
Luftwaffe manglede Benzin og piloter
Man havde da stadig masser af fly, men Luftwaffe manglede erfarende piloter. Desuden manglede man tydeligvis brændstof. Den tyske kommandant holdt normalt sine fly på jorden. For de allierede betød Fliegerhorst Hadersleben normalt ingen fare.
Den rene selvmordsaktion
Bombeflyene fløj i en højde på seks til syv kilometer. Eskortjagerflyene omgav dem som en sværm. Men netop den dag blev en gruppe på fire P – 51 Mustang – jagere nødt til at forlade formationen for at søge nedad. Den ene pilot havde problemer med ilttilførslen.
Fra Fliegerhorst Hadersleben blev der nu sendt Messerschmitt i luften. Hvorfor, ja det fortaber sig i tågerne. For det må da have været den rene selvmordsaktion – mod 1.000 fly.
Man lokkede tyske fly til sig
De fire Messerschmitt, der blev sendt op fra Skydstrup var af typen BF – 109 G – 14. Ja egentlig kan man ikke forstå at de amerikanske jagerfly ikke var fløjet tilbage til England. Men måske ville de nye amerikanske piloter sikre sig nedskydning af et fjendtligt fly, så de havde noget at fortælle, når de vendte hjem til USA.
De amerikanske piloter havde evnen til at lokke fjendtlige fly til sig. For på det tidspunkt var der ikke mange tyske fly i luften. Så man ville hellere spilde kugler på rigtige fly end attrapfly på jorden.
Måske var den defekte ilttilførsel blot en undskyldning for at bryde formationen.
Mustang – fly var de tyske fly overlegen
Kun tre af de tyske fly nåede rigtig i luften. Den fjerde måtte vende om med en defekt. De amerikanske P – 51 Mustang var på alle måder den tyske BF – 109 G 14 overlegen her i foråret 1945. De tyske piloter må have vidst, at de var overmatchede. De må have vidst at amerikanerne benyttede sig af tricket med manglende flyvefærdighed for at tiltrække dem.
Rygterne gik på egnen
Rygterne gik på egnen. Nogle ville vide, at de tyske piloter havde fejret. Andre piloter afviste disse rygter. Men faktum er, at den pilot, der blev fundet i mergelgraven kun var iført pilotjakke og ganske almindelige sko. Han havde ikke sin flyverdragt på. Han var gået i luften uden forberedelse. Desuden havde han heller ikke nået at få sin faldskærm på. Hans jager blev skudt i brand, og han valgte at springe fra 250 meters højde. Men mon det nu også er helt rigtig, for hans lig blev fundet i cockpittet?
Var det alkohol med i spillet?
Det var på hans 24 års fødselsdag, at han gik i luften. Skulle han vise sine kammerater, hvad han duede til og måske endda ansporet af alkohol.
72 bekræftede nedskydninger og jernkors
Men faktum er, at den person, der dukkede op af mergelgraven ikke var en kåd ung mand. Det var den 33 – årige Wilhelm Mink. Han var veteran med jernkors og 72 bekræftede nedskydninger bag sig. Troede han efter alle de nedskydninger, at han var uovervindelig?
Han var på basen for at optræne de unge. Og alligevel valgte han, at gå i luften med unge Hans Adam og Adolf Hoppe.
Wilhelm Mink gik i luften for sidste gang. Den formiddag borede hans BF – 109 G – 14 sig seks til otte meter ned i mergelgraven ved Hammerlev.
Slaget over Haderslev
Vidner fra dengang forklarer, at de tyske fly kommer strygende mod øst ind over Dammen. Pludselig falder fra himlen med rasende fart tre sølvglinsende fly. Det er tydeligt, at de hver især har udset sig deres offer. Projektilerne rammer ned i haverne. Et tysk fly er øjeblikkelig ramt. Det forsvinder ned i området bag Bøgehoved Skov.
De to andre tyske fly klarede første angreb. Men det bliver en stakket frist. Kort efter bliver fly nummer to ramt. Det går ned i Hammerlev. Og det tredje fly hår ned i Styding ikke langt fra flybasen.
På jagt efter hovedet
Ja egentlig kunne historien slutte. Men journalister fra Berlingske Tidende gik på jagt efter hovedet. To kirkegårde i Flensborg var blevet gennemsøgt uden resultat. Friedhugel gav gevinst. Mink ligger begravet under det traditionelle stenkors ved siden af de to andre piloter, der blev skudt ned over Haderslev.
Havde tyskerne skåret hovedet af Mink, fordi han var for besværlig at bjærge hele kroppen op gennem cockpittet, der har været fyldt med vand og mudder. Men han blev dog begravet med militær honnør på kirkegården. Ved Hammerlev fandt man heller ikke Minks identifikationsplade. Ligger denne i kisten sammen med Minks hoved?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 14, 2015
Tyven – der stjal guldhornene
Dette er anmeldelse af en prægtig, dramatisk og underholdende bog om Niels Heidenrich, der stjal et klenodie og omsmeltede dem. Forfatteren Ulrik Langern har en næse for at fokusere på specielle mennesker og samtidig er han eminent til at beskrive datidens miljø. Samfundet passede ikke ordentlig på landets klenodie. Vores hovedperson fik næsten ubegrænset adgang til Det Kongelige Kunstkammer, hvor guldhornene befandt sig. Han var lidt af en ener, og kunne hurtigt tilegne sig viden om specielle ting. Og han var også god til at vinde tillid hos sine medmennesker.
En pragtfuld bog
Vi kender alle historien om fundet af gulhornene i Gallehus. Vi har skrevet artikler om dette fund.
Og disse guldhorn er blev omsmeltet. Dette er der blevet en pragtfuld bog ud af. Ulrik Langern har en speciel god måde at beskrive samtiden på. Og vi skal tilbage til 1802, hvor Niels Heidenrich omsmeltede de berømte oldtidsfund.
Disse guldhorn blev fundet i 1639 og i 1734. I to omgange blev de genskabt efter gamle tegninger. Guldhornene menes, at være fremstillet 400 efter Kristi.
Specielle mennesker
Og nu har Ulrik Langern så beskæftiget sig med tyven af disse guldhorn. Det har ingen anden før brugt tid på. Og som sædvanlig er denne forfatters beskrivelse i den grad indlevende. Det er en fantastisk historie. Dramatisk historie fuld af overraskelser. Ethvert dokument er blevet vendt og drejet, ellers har forfatteret ikke kunnet få sådan en historie ud af det.
Det er faktisk sjovt, at det hver gang lykkes for Ulrik Langern at finde frem til disse specielle mennesker. Vi kan endnu huske hans fremragende Hundemordet i Vimmelskaftet.
Niels Heidenrich tænkte kreativt
Igen engang er det kriminalhistorier der bruges til at fokusere på miljøer og personer. Det gør Ulrik Langern med stor dygtighed. Han har et indgående kendskab til denne tid. Og det giver en hel speciel tilgang til miljøet dengang. Ja man tror en gang imellem, at det er en roman, man er i gang med.
Jo, det er den fordrukne degns søn, der efter forældrenes skilsmisse forsøger at komme gennem tilværelsen. Vores hovedperson nået dog til latinskolen i Horsens, man måtte forlade den kort før eksamen. Og det var nok moderens skyld. Hun havde et specielt forhold til penge. Det betød, at de flygtede til København.
Det er en historie om druk, utroskab og elendighed. Moderen var det, man dengang kaldte Omvandrende mor. De levede af almisser og forefaldende arbejde.
Problemerne voksede, og Niels Heidenrich måtte tænke kreativt. Så han fremstillede falske lånebeviser og det, som var endnu værre, falske pengesedler. Han var højt begavet og havde en enestående evne til at tilegne sig ting. Han havde også evner til at skabe tillid hos folk.
Han bønfaldt kongen
Det sidste var der dødsstraf for, men det fik Niels Heidenrich ændret til livsvarig fængsel, efter at have bønfaldt kongen.
Sjovt var det bestemt ikke, at være indsat i tugthuset på Christianshavn. Men Heiderich overlevede ved at være en slags privilegeret fange, som hjalp fængselspræsten. Denne lærte ham så til gengæld urmagerkunsten.
Benådet – efter 8 år
Det rygtes også rundt om i byen, at inde i tugthuset sad der en dygtig fange. Kunstkammeret begyndte at bruge ham til småreparationer. Og han får flere og flere kontakter uden for Tygthuset.
Han sendte talrige benådningsansøgninger til kongen. Det samme gjorde hans familie. Og man kredsede om hans barske, hårde og fattige opvækst
Efter 8 år blev han benådet. Åbenbart havde han evnerne til at knytte kontakter, for han fik et såkaldt frimesterskab som urmager og guldsmed. Men hver gang det gik godt for ham, ja så gik det galt. Han fik en masse gæld, som han ikke kunne betale.
Næsten ubegrænset adgang
En tilfældighed satte ham i forbindelse med en ansat på Det Kongelige Kunstkammer. Her så han guldhornene. Han lærte også forholdene og sandelig om det ikke lykkedes for ham at stjæle guldhornene.
Han havde knyttet venskab til ansatte på Kunstkammeret, og havde næsten ubegrænset adgang. Det lykkedes ham at lave kopier af nøglerne.
Dumhed afslører Heidenrich
Guldhornene blev omsmeltet til eksotiske guldsmykker. Desuden solgte han en del af guldet. Og dette skete i en førstesals hjørnelejlighed i Larsbjørnsstræde nummer 18 en majnat i 1902.
Niels Heidenrich var meget kreativ og dygtig til sine falsknerier, men hver gang blev han fældet af dumme fejl. Således var der stavefejl i underskriften på de forfalskede pengesedler.
Han sælger sin produktion til guldsmede rundt om i byen. Da de ser, at han har mesterbrev, har de overhovet ingen betænkeligheder, og ingen fatter mistanke.
Og det var også uforsigtighed og blanding af tilfældighed, der afslørede ham i forbindelse med guldhornene. Det var så først et halv år efter tyveriet.
Oldermanden afslører ham
Han hentes til afhøring, og efter diverse søforklaringer løslades han igen. Han skynder sig hjem og smider de remedier, som han har brugt i Stadsgraven. Men han bliver forfulgt. Tre dage senere tilstår han tyveriet.
Det var faktisk guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm, der afslørede Heidenrich. Han havde under falsk navn solgt nogle guldsmykker til Holm. Men guldsmykkerne var blandet op med messing. Og dette opdagede oldermanden og anmeldte det til politiet. Sammen med kollegaer begyndte de at overvåge Heidenrich.
Hjernen undersøges
I fængslet får Heidenrich besøg af en mand, der har revolutionære opfattelser af, hvorfor mennesket bliver forbryder. Manden hed Franz Joseph Gall. Han havde opfundet en metode, hvormed han mente, at kunne afgøre et menneskets personlighedstræk ved at undersøge kraniets form. Ifølge ham består hjernen af forskellige organer, der hver repræsenterer en egenskab, som for eksempel evnen for sprog, tal, kreativitet men også tyveri og mord. Ved at mærke på kraniets form kan man afgøre, hvilken egenskab, der dominere eller har domineret.
Et tidsskrift berettede om Galls besøg hos Heidenrich. Om denne sagde han, at han besat kunstorganet i høj grad, og han også er almindelig bekendt som et mekanisk geni. Galls tanker kaldes Frenologi, som dengang blev taget dybt seriøst.
Først som 79 – årig blev han løsladt. Han lever endnu fire år på fri fod.
Lærer sin kone at kende i fængslet
I fængslet lærer han sin kommende hustru, Johanne at kende. Hun sad inde for tyveri. Parret får tre børn, som alle dør tidligt.
Da Niels så igen skulle ind at sidde, beslutter hun sig for at lade sig skille. En enlig gift kvinde med en mand i fængsel var socialt død. Sådan var det dengang. Hun regnede med at finde sig en ny mand, for igen at komme på den sociale rangstie. Men det lykkedes ikke. Efter 20 år blev hun så igen arresteret. Det var tredje gang, og det betød derfor livstidsstraf.
Gad godt nok vide, om de igen fandt hinanden i tugthuset på Christianshavn. Efter nogle år dør hun dog af brystsvaghed.
Samfundet passede for dårligt på Rigets guldskat
Tyveriet vakte i den grad opsigt. Rigets guldskat var røvet. Guldhornene var en enestående kulturskat. En skribent fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn kritiserede hele samfundet for at have passet dårligt på guldhornene, som i tidligere tider var skattet som en helligdom. Og så var der kritik af, at samfundet havde frembragt et menneske, der uden egentlig trang, kunne berøve en nation den største sjældenhed, som den ejede.
Anonymt ædelmetal
Det lykkedes at indsamle en stor del af de smykker, som Heidenrich havde fremstillet. I en kort periode blev de udstillet i Kunstkammeret. Men i 1812 kom den danske stat i alvorlige økonomiske problemer. Så nu lagde staten selv hænderne på de sørgelige rester af vores store skat. De omsmeltes og indgår i beholdningen af anonymt ædelmetal. Det var jo trods alt guld.
Kan varmt anbefales
Bogen kan varmt anbefales. Man føler hele tiden, at man befinder sig i miljøet. Det er en historiebog ud over det sædvanlige.
Ulrik Langern: Tyven – den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene (Politiken)
Hvis du vil vide mere: Se
November 11, 2015
Uro og Korruption i Tønder 1680
Dette er den triste historie om bysekretær Georg Boysen, som blev beskyldt for en masse ting af Tønders borgere. Hans forhold blev da også undersøgt, og det endte med, at han blev afskediget. Derefter gik det ned af bakke for Georg Boysen. Han havde en agtværdig familie og fået en kristen opdragelse. Og så blev han gift med Jomfru Anne og fik 10 børn, de tre døde dog.
Der var noget galt i Tønder
En stor kreds af borgere var kommet i modsætning til byens råd og de deputerede. Det lykkedes for dem, at få etableret en undersøgelseskommission for at kigge på forholdene i byen. Det bestod af så fornemme herre som amtmand Hans von Thienen, Frederik von Güntheroth, H. Schmieden, J. Holmer og krigskommissær Arnold Mecklenburg.
Det var ikke uden grund, at der her omkring 1680 blev foretaget denne undersøgelse af forholdene i Tønder. Resultatet af undersøgelsen viste, at der var stor uorden i byens regnskabsvæsen.
Han følte jorden brænde under sig
Bysekretæren Georg Boysen, der havde været i embedet siden 1659 følte jorden brænde under sine fødder og forlod for en tid byen. Der blev rejst en del alvorlige anklager mod ham. En del af byregnskaberne manglede. Andre var ufuldstændige. Han havde også gjort sig skyldig i forbrug af betroede midler.
Hvor var de 141 rd.?
Hans Rasmus klagede således over, at hans bror var død i Baand og Lænker, fordi han ikke kunne få 141 rd. Udbetalt, som han havde tigget sammen for at få befriet sin bror, der var i tyrkisk fangenskab. Dette beløb var blevet deponeret hos bysekretæren.
En kirkebog afslører skæbnen
Georg Boysen blev selvfølgelig afskediget og hans bo blev beslaglagt. Om hans senere skæbne, har man hidtil ikke kunnet finde noget. Men der findes noget i Vonsild Kirkebog 1685 – 1695. Her har sognepræsten Johannes Ryde kastet lys både over hans ungdom og hans triste år efter afskedigelsen.
Hans egne ord afviger fra sandheden
Disse oplysninger er bygget på hans egne oplysninger og afviger fra dem, der findes i det officielle kildemateriale. Hans bortrejse netop i det øjeblik, da undersøgelsen startede, taler dog ikke til gunst for hans egen forklaring. Ja, hvem var han egentlig denne Georg Boysen?
Ærbare forældre
Han er født i Tønningen (Tønning) i Ejderstedt i 1627 af ærlige forældre. De var fornemme og kristelige. Peter Boiens var købmand og kramhandler i silkevarer, borger og indvaaner i Tønningen. Hans moder var den meget ærbaarne, dydefulde og gudfrygtige matrone Elisabetha Gerrets.
Hans farfar var den agtbare og højfornemme rådmand Boje Petersen. Hans farmor var den ærlige, dydefulde og gud elskelige matrone Anne Bogens. Hans morfar var den ædle, vise og højfornemme Hr. Gerret Diricks. Hans mormor var den ædle, højdydefulde og gud elskelige Anne Gerrit Diricks.
En god uddannelse
Til forældrenes store fornøjelse klarede Georg Boysen sig i skolen. Han var god til tysk og latin.
Han fortsatte i Hamborg. Her blev han sat i lære hos Dr. Lævius, der var doktor i retssager. Her var han i 6 år og ærte at skrive rigtig. Desuden lærte han at begå sig igtig i retten.
Kom i tjeneste i Tønder
I 1647 og 20 år gammel ville han prøve noget andet. Han kom i tjeneste hos den højfornemme hr. Georg Eckleff i Tønder. Da denne døde, fortsatte han i tjeneste hos enken. Denne giftede sig med den velvise borgmester Hr. Henrich von Hatten.
Omkring på samme tid døde byskriveren i Tønder, Signor Jürgen Thimsen den Yngre. Og så skete det at vores hovedperson blev forfremmet til byens sekretariat.
Men inden han kunne bestride denne ansvarsfulde stilling skulle han rejse til Vedel ved Elben, hvor Johann Rist, Kejserlig kronede poet og palzgreve skulle udfærdige en attest. For nu havde Georg Boysen magt og myndighed.
Gift med Jomfru Anne
I 1660 viede han den ærbare og gud elskelige Jomfru Anne, datter af de salig agtbare og højfornemme Johan og Margarette Finken.
Johan Finken kaldes omkring 1630 – 40 Fornem borger – og handelsmand i Tønder I Holsten. Han stammede fra Minden.
De fik i alt 10 børn, hvoraf de 3 døde. Man sagde om Georg Boysen, at han var en fin, kristen og omgængelig mand. Han var flittig i sin bestilling.
Rejste rundt
Men i 1682 forlangte var det så, at undersøgelseskommissionen så at se alle hans regnskaber. Selv var han bortrejst til Lübeck og Hamborg i hans egen fornødne hverv. Da han kom hjem, blev han afskediget.
Der fulgte en hård tid. Han følte svaghed og havde smerter i foden. Hans svaghed blev forøget. Men der var ingen hjælp at hente. Først gik turen fra Tønder til Rensborg. Han fik arbejde hos Hr. krigsrath Meier i Generalitetet. Men da Hr. Meier døde, blev Generalitetet lukket.
Svækkelsen tiltog
Derefter gik turen til Schlesvig og siden til Aabenraa hos hans svoger Hr. Peter Raut. Derefter gik turen til sin svoger Johan Finck. Men sygdom og svækkelse tiltog.
Hans sidste rejse gik til Kolding, hvor kongen var på besøg. Han havde håbet at have truffet hr. baron Kielmann som var kongelig landråd. Men det var forgæves. I tre uger lå han syg i Kolding.
Han blev 58 år og 4 måneder.
Kilde:
November 10, 2015
Himmler og hans datter
Himmler fortrød aldrig det som han gjorde. Han prøvede at redde sit eget skind før krigsophør. Hitler blev rasende, fordi han forhandlede med vesten. Dönitz fik magten, og denne ville ikke vide af Himmler. Og Gertrud, datteren som i den grad blev forkælet, beundrer sin far og mener at verden har taget fejl af ham. Hun leder organisationen Stille Hilfe. Og den har Søren Kam og andre danskere haft stor glæde af. Ved grænsen hjalp Vagner Kristensen og andre danske nazister tyske kammerater til at flygte i frihed. Også kirken, Vatikanet og det amerikanske efterretningsvæsen hjalp tyske top – nazister.
Total germanisering
Heinrich Himmler var efter Hitler, den mest mægtige mand i Det Tredje Rige. Han var den drivende kraft i udryddelsen af millioner af jøder. Han udførte hæmningsløs alle Hitlers planer. Det drejede sig både om opbygningen af KZ – lejrene og gasningen af de indsatte.
Heinrich Himmlers plan gik ud på en total germanisering af de besatte områder. Hans grusomhed var frygtet i hele riget.
Russiske kilder
Der hersker usikkerhed om den nazistiske SS – chef Heinrich Himmlers sidste dage og død. Problemet er, at historikere har henholdt sig til vestlige kilder. Vi ved så meget, at han flygtede til Nordtyskland. Men russiske kilder har en anden fortolkning af hans sidste dage og død.
Himmler forsøgte vestlig kontakt
Det er almindelig kendt, at Himmler i foråret 1945 forsøgte at få kontakt med de vestlige allierede for at sikre sin politiske situation. Blandt andet havde han søgt kontakt med Folke Bernadotte, der havde erklæret sig beredt til at forsøge sig som formidler i forhandlingerne mellem Tyskland og de vestlige allierede om separatfred.
Nyhedsbureauet Reuters kunne den 28. april berette om Himmlers forhandlinger med de vestallierede. Denne nyhed gjorde Hitler aldeles rasende. Forræderen fik frataget samtlige sine poster.
Forladt føreren den 19. april
Himmler havde allerede om aftenen den 19. april forladt Berlin og efterladt Føreren i bunkeren. Sammen med Nordgruppe – Ohlendorf satte han kurs mod Flensborg. Det var det nordligste tilflugtssted for en masse ledende nationalsocialister – fem dage før den røde hær sluttede ringen om Berlin i et jerngreb.
Den 17. april havde han kontakt med svenskerne
Men allerede den 17. april skulle Himmler have opholdt sig på SS Sanatoriet Hohenlychen i Brandenburg. Det ligger cirka 100 kilometer nord for Berlin. Her stod han i forbindelse med en svensk delegation. Han forhandlede sikkert officielt om frigivelse af skandinaviske KZ – fangere. Men selv ønskede han en hurtig ende på krigen og personlig overlevelse.
Himmler opsøgte blandt andet storadmiral Dönitz i Flensborg, der dog ikke havde brug for ham.
Himmler antog ny identitet
Nu antog han sig en ny identitet, skaffede sig falske papirer lydende på navnet Heinrich Hitzinger, en sergent som Gestapo havde henrettet. Himmler havde tilfældigvis en bemærkelsesværdig lighed med denne. Han ændrede sit ydre ved at skifte sin karakteristiske frygtede sorte uniform ud med et andet antræk og anbragte en sort klap over det ene øje. Sammen med flere af sin stab vandrede han nu rundt i det nordlige Tyskland i et par uger, for så igen at sætte kursen mod syd.
Pågrebet den 21. maj
Den 21. maj blev Himmler, der på det tidspunkt kun var ledsaget af sine to granvoksne adjudanter Macher og Grothmann pågrebet sammen med disse i landsbyen Meinstadt. Arrestationen blev foretaget af to russere i en kombineret russisk – britisk patrulje på i alt fem mand på et tidspunkt, hvor briterne havde trukket sig tilbage for at drikke kaffe.
Omkring klokken 19.30 besluttede Gubarev og Sidorov sig for at køre den sidste runde omkring landsbyen. Fra udkanten af denne fik de øje på skikkelserne af tre personer, der kom ud af en skov for at passere en gade for atter at forsvinde ind i en anden skov.
Patruljen råbte de tre mand an, og Gubarev affyrede et varselsskud med sit gevær for at få dem til at gøre holdt. En af dem blev stående, mens de to andre fortsatte mod skoven.
Den ene af de arresterede viste det sig senere, var Heinrich Himmler. Han var iført en grå officerskappe, soldaterstøvler, men civile benklæder, en sort hue og over venstre øje havde en sort klap. I hænderne holdt han en stok, som han benyttede som krykke. På armen havde han et ur med kompas. Overskæget var barberet væk.
Briterne ville løslade dem
Russerne gjorde det forståeligt, at de ville se deres papirer. Tilsyneladende var de ikke i besiddelse af papirer. De blev nu ført hen til det hus i landsbyen, hvor englænderne opholdt sig. Himmler og den ene adjudant fremviste nu nogle tyske identitetspairer.
De forsøgte med fagter og enkelte brokker at fortælle, at de kom fra et lazaret. Himmler pegede på sit tilbundne øje og venstre ben samt krykken. Han forsøgte at overbevise de forsamlede, at han var syg.
Dette fik også de engelske soldater til at foreslå, at de skulle lade dem gå. Men Gubarev var af en anden opfattelse. Han insisterede på, at de blev bragt til den engelske lejr, hvilket skete.
Der var gjort en god fangst
Først tre dage efter erfarede de to russere, at de havde gjort en virkelig god fangst. Det var selveste Gestapos øverste chef, Himmler. Han var blevet ført til en anden by, hvor det under et forhør havde taget gift og var død.
Da de tre tyske fangere i to dage var blevet tilbageholdt i britisk fangenskab, uden at der var sket noget, erklærede den ene af fangerne 23. maj, at han var Heinrich Himmler. Han forlangte derefter at tale med en officer i den britiske sikkerhedstjeneste.
Himmler tog en giftpille
Den britiske officer kontrollerede rigtigheden af påstanden ud fra biografiske oplysninger. Han fandt identiteten dokumenteret. Derpå blev Himmler transporteret videre til 2. britiske arme i Lüneburg, hvor han under en kropsvisitation bed hovedet af en glasampul med cyanid, som han havde skjult i munden, hvorefter han trods ihærdige redningsforsøg fra briternes side døde i løbet af et kvarters tid.
Himmler blev hurtig begravet
Først næste dag blev liget undersøgt af en retsmediciner, hvorefter det blev brændt og transporteret til et ukendtsted på Lüneburger Heide, hvor det blev begravet.
Det forkortede referat af Himmlers sidste dage på baggrund af dokumenter fra det tidligere sovjetiske arkiv stemmer i hovedtrækkene overnes med oplysninger, som den engelske retsmediciner Hugh Thomas for nogle år siden fremlagde.
Svage argumenter fra en retsmediciner
Men Hugh Thomas sigter i sin bog mod sensationen. Først peger han og ikke uden grund på forskellige uoverensstemmelser i de britiske beretninger og hastværket med at få liget skaffet af vejen. Men så peger han på, at den person, der tog giften, ikke var Heinrich Himmler men Heinrich Hitzinger.
Men selv om Hugh Thomas er retsmediciner, så baserer hans påstande på svage argumenter. Han sammenligner fotos af en yngre levende Himmler med fotos af dennes dødsmaske, som viser ansigtet af en person med et asymetrisk kranium og en hævelse i højre side af ansigtet. Himmler havde på kendte fotos et typisk symmetrisk kranium og nul hævelse.
Liget blev opgravet et halvt år senere
Af større interesse er det imidlertid, at britisk arkivmateriale kunne tyde på, at liget af Himmler et halv års tid efter begravelsen blev opgravet for atter at blive obduceret.
Det endelige svar på det spørgsmål, må vi vente med til år 2045, hvor arkivmaterialet er fuldt tilgængelig. I mellemtiden befinder vi os så på kanten af konspirationsteorier.
Hvorfor skulle en så mægtig mand gemme sig?
Man kan så undre sig over, at en så mægtig mand som Himmler, skal gemme sig i mørke skove. Han må have kendt til Fluchtrute Nord. Gennem denne organisation er mange ledende nazister forsvundet til Sydamerika. Vi ved, at han opsøgte Dönitz i Flensborg. Storadmiralen havde fået magten og ledelsen tildelt af Hitler, men ville som skrevet ikke have noget med Himmler at gøre.
Til Malmø – gennem Danmark
Og det er da heller ikke alle, der tror, at Himmler ligger begravet på Lüneburger Heide. Vi bevæger os på kanten af konspirationsteorier. Således har Erik Søndergård brugte tre år for at finde ud af, at Himmler blev ført til Sverige gennem Danmark. Han kom til Sverige med en af De Hvide Busser den 8. maj. Det vil sige, at et vidne i Harrislee skulle have set ham blive kørt med en personbil mod den danske grænse. Turen gennem Danmark forløb planmæssigt. I Malmø kunne SS – chefen drage lettelsens suk.
Dræbt med et nakkeskud
Han blev senere overført til et militært område i det vestlige Skåne og dræbt med et nakkeskud. Det skete på en mark tilhørende den svenske krone. Her blev han også begravet. I 1968 blev hans lig udvekslet med en svensk spion.
Inden da havde Himmler boet på tre adresser. Men allerede inden 23. maj skulle han være blevet skudt.
Datteren forsvarede ham
Kun Føreren var mægtigere og mere grusom som Himmler. Men trods dette, så forsvarede Himmlers datter, Gudrun Burwitz ham. Og det gør hun stadig. Hun har passeret de 86 år. Hun bor nede syd på i en lille landsby kaldet Fürstenreid. Byen ligger lige ude for München. Hendes mand var i årevis med i ledelsen i NPD. I dag er Wulf – Dieter forfatter. Ægteparret taler sjældent eller slet ikke med journalister.
De mest grusomme bliver tilgivet
Men Gudrun taler mere i hendes organisation Stille Hilfe für Kriegsgefangene und Internierte. Selv de mest grusomme Nazi – bødler bliver tilgivet og hjulpet af denne organisation.
Gudrun blev født den 8. august 1920. Hun betragter sin far som god og værdig.
To børn uden for ægteskab
Himmler fik også en søn, Helge sammen med sin sekretær, Hedwig Potthast. Hans forhold til sin otte år ældre kone, Marga blev mere og mere kølig, da de det viste sig, at hun ikke kunne få flere børn.
Allerede i 1938 havde Himmler sin elskerinde. Med hende fik han foruden Helge også Nanette – Dorothea. Børnene fik han med Hedwig i 1942 og 1944. Der var også en plejesøn, Gerhard von der Ahé.
Gudrun mente som 12 – årig, at det blev en svær kamp
Da tyskerne gik ind i Sovjet skrev den 12 årige Gudrun til hendes far:
150 tulipaner fra Holland
Men forholdet til Gudrun var altid godt. Hun blev altid forkælet og blev endda flere gange fløjet ind fra München til Berlin. I maj 1942 sendte han datteren en masse frugt og grønt samt 150 tulipaner fra Holland.
Gurun mente, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser
Sammen med sin mor sad Gudrun fire år i fængsel i den britiske besættelseszone. Hun påstod senere, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser.
Himmler mente, at han gjorde det rigtige
Den 17. april skrev Himmler det sidste brev til familien. Han beskrev aldrig de forbrydelser, som han gav ordre til. Og han angrede aldrig. Han mente, at han gjorde det rigtige. Hans bror mente, at Himmlers mål var at bevise menneskets negative sider. Det var tydeligt, at Himmler var jødehader. Det blev han allerede i 1920erne.
Dømt til døden i 1948 – Først fængslet i 2000
Et eksempel på en af dem, der blev hjulpet af Stille Hilfe er Anton Malloth. Han var en brutal vagtmand i KZ Theresienstadt. Allerede i 1948 blev han dømt til døden. Indtil 1988 levede han som ganske normalt i Sydtyrol. Selv om der forelå masser af internationale arrestordre på ham og selv om de tyske myndigheder kendte hans opholdssted, kunne han leve et roligt og ubekymret liv. Gudrun sørgede personlig for ham, og han modtog offentlig socialhjælp.
Blandt de utallige som organisationen har hjulpet var også Samuel Kunz. Han havde selv myrdet utallige fanger, men ellers var han medskyldig for 400.000 død i KZ Belzec. Også Karel Faber, som stod for utallige hollænders mord hjalp organisationen med gode advokater.
Stille Hilfe sørgede for gode advokater og for at veteranerne kom på et gode alderdomshjem.
Først i år 2000 blev Malloth arresteret og idømt livsvarig fængsel. Han døde dog allerede efter to år.
Alle får udmærkelser, bare ikke Pappi
Allerede som barn var Gudrun stolt af at have en så berømt far. Hun var dog skuffet og ærgerlig over, at faderen aldrig fik nogle udnævnelser. I sin dagbog skrev hun:
Püppi eller Nazi – Prinsesse
Hendes far kaldte hende Püppi og Nazi – Prinsesse. Hun fulgte ofte hendes far på rejser. Hun var også med under et besøg i KZ Dachau. Hun skrev fuld af beundring i hendes dagbog:
Min livsopgave at stille min far i et andet lys
Da hun hørte om hendes fars selvmord brød hun fuldstændig sammen. I det eneste udførlige interview, som hun har deltaget i, sagde hun:
Endnu har vi dog ikke ses den bebudede bog, som hun gerne ville skrive.
Hun er et ikon
Stille Hilfe er i den grad knyttet til Gudrun Burwitz. Blandt SS – veteraner og heriblandt Søren Kam var og er hun et ikon. Organisationen blev grundlagt i 1951. Og det var simpelthen for at hjælpe veteraner i retssager.
Den første præsident var prinsesse
Den første præsident i organisationen var prinsesse Helene Elisabeth von Isenburg. Hun skulle forinden have udnyttet sin tilknytning til højadelen og Vatikanet til gennem den såkaldte Rattenlinie over Sydtyrol og Rom og så videre til Sydamerika. Prinsessen døde i 1974.
Kirken og Vatikanet hjalp gerne
Men allerede i 1943 blev denne flugtrute organiseret bl.a. ved hjælp af den østrigske biskop Alouis Hudal. Jo, kirken hjalp skam gerne til.
Flere gange har paven forsøgt at hindre at massemordere blev henrettet. Gang på gang har paver søgt om benådning. Det forekommer ret mystisk, men kigger man på organisationen bag Rattenlinie kan man måske bedre forstå det.
Hvad så med amerikanerne?
I 1947 udtalte en amerikansk agent:
Men den amerikanske efterretningstjeneste greb ikke ind. De brugte selv ruten. Og mange top – nazister fik også hjælp af amerikanerne til at skifte identitet. Det var blandt andet denne rute, at Adolf Eichmann og Josef Mengele brugte.
Og bag dette arbejde stod sandsynligvis også den omtalte prinsesse sammen med både den evangeliske og katolske kirke. Prinsessen arbejdede sammen med Hans Ulrich Rudel. Han skulle have skudt 519 russiske Panzer. Han blev blandt nazisterne betragtet som en virkelig helt.
En berømt/berygtet dansk flugthjælper
Over den dansk – tyske grænse kom mange eftersøgte SS’ er. De bankede på døren til det lille gartneri og nævnte så kodeordet Phalaenopsi. Ordet åbnede døren til friheden. Den unge danske flugthjælper Vagner Kristensen åbnede døren. Han havde frivillig meldt sig til SS – Division Wiking. Han hjalp sine tyske venner til næste samlingspunkt.
Vi befandt os på Fluchtrute Nord, som også involverede argentinske embedsmænd i den argentinske ambassade i København.
På denne måde blev også Johann von Leers hjulpet i frihed. I sit hjemland var han eftersøgt for ikke alene at være ansat i propagandaministeriet men også for at have deltaget i henrettelse af tusinder af jøder.
Han kom videre med skib fra Malmø til Ægypten. Der menes at i alt 100 nazister indgik i det ægyptiske sikkerhedstjeneste. Også SS – Hauptsturmführer Alois Brunner fik en ledende funktion hernede. Og senere fulgte også den danske flugthjælper Wagner Kristensen.
En stolt Vagner Kristensen
Det var sådanne historier, der blev fortalt, når de gamle SS – veteraner mødtes, når Stille Hilfe kaldte til SS – Treffen. Og her mødte Vagner Kristensen også frem. Måske mødte han nogle af de mange danskere, der ikke nåede at blive straffet i Danmark og faktisk aldrig blev det.
Slagteren fra Lyon
Erich Priebke og Klaus Barbie fik også hjælp til flugten til Sydamerika.
Denne Klaus Barbie blev kendt som Slagteren fra Lyon. Og han stod også på de amerikanske eftersøgningslister. Men uofficielt fik han løn af den amerikanske efterretningstjeneste. Han skulle blandt andet spionere i Frankrig. Men da franskmændene fandt ud af dette i 1951, opstod der ballade.
Amerikanerne gav ham nu en ny identitet og sørgede for, at han kom til Sydamerika. Men dette er nu ikke et enkelt tilfælde. Sammen med de tyske flugtorganisationer gjorde amerikanerne dette i mange tilfælde.
Amerikanerne brugte ”de store” som spioner
Der er også mange tilfælde, hvor den amerikanske efterretningstjeneste har brugt meget nære medarbejdere af Hitler, hvis det passede ind i deres formål. På den måde reddede amerikanerne dem fra en sikker dødsdom.
Således brugte amerikanerne også Reinhard Gehlen, Han var chef for den østlige afdeling af Hitlers spionagetjeneste. Ham kunne amerikanerne godt bruge i Den Kolde Krig. Så sent som i 1956 var Gehlen også aktiv i den tyske efterretningstjeneste BDN.
Til ære for de danske frontkæmpere
Det var en stolt Vagner Kristensen der i 1990erne kunne holde tale på vegne af de danske frontkæmpere ved et SS – Stævne i Ulrichsberg i Østrig. Stævnet var som sædvanlig arrangeret af Stille Hilfe. Det var også Vagner Kristensen, der i 1985 udtalte:
Dönitz hentede tusinder til Flensborg
Allerede den 1. maj 1945 overtog Dönitz ledelsen af den sidste tyske regering. Hovedkvarteret var området omkring Marineskolen Mörwik. Sportsskolen tjente som regeringsbygning. Dönitz og nogle enkelte ministre bosatte sig på damperen Patria. Albert Speer bosatte sig på Glücksborg Slot.
Men nu var det ikke kun regeringsmagten Dönitz fik tiden til at gå med. I tusindvis af nazister blev hentet til Flensborg og forsynet med falske papirer. Ved Nürnberg – processen blev han idømt 10 års fængsel.
De mest eftersøgte drog videre gennem Danmark og via Sverige til Sydamerika.
Millioner ofre på samvittigheden
I det hele talt så omtales massemordere hos Stille Hilfe som Kriegsverurteilte. Og alle disse har millioner af ofre på samvittigheden.
Stille Hilfe samlede penge ind til de brune venner og sørgede for, at der blev smuglet informationer ind i fængslerne. Organisationen forsøgte at påvirke politikere til at vise mådehold, når de skulle uddele straffe. Blandt de prominente, som støttede organisationen var blandt andet Franz – Josef Strauss. Han var formand for CDU/CSU. Også den katolske kirke, som vi her i artiklen tidligere har berettet om, støttede Stille Hilfe.
Helt i tråd med Stille Hilfe oprettede Konrad Adenauer og den tyske regering i 1950erne en Hjælpecentral, der skulle hjælpe tyske statsborgere, der var anklaget for krigsforbrydelser i andre lande. Det var helt i Stille Hilfe’s ånd. Og centralen arbejde meget tæt sammen med organisationen
En skummel fortid
I bogen Stille Hilfe für braune Kameraden stilles der spørgsmålstegn ved den tyske retssamfund. Mange af dommerne havde en skummel fortid. Og med held fik de gang på gang forhalet en oplagt sag.
Stille Hilfe bliver til HNG
Foreningen eller organisationen tæller i dag 100 medlemmer og de bliver endnu mindre. Men der er allerede sørget for en efterfølger. Den får forkortelsen HNG (Hilforganisation für nationale um inhaftierte Neonazis).
De blev brændt, på grund af smittefare!
I det hemmelige forsøger foreningen også at sprede budskabet om nazismen og man forsøger hele tiden at hverve nye medlemmer. Således har man et meget aktivt medlem, Gertrud Herr. Hun var tidligere funktionær i Bund Deutscher Mädel (BDM). Ved en forsamling i Hetendorf i Lüneburger Heide, havde hun over for sikkert ret ekstrem højre orienterede unge mennesker sagt følgende:
Er det ikke Strafbart?
Egentlig er fortielsen af Holocaust strafbart, også i Tyskland. Men åbenbart gælder dette ikke for Stille Hilfe.
Daily Mail har i en artikel en gang direkte skrevet, at Gudrun Burwitz oplærer unge højreradikale kvinder til nazisme.
Ifølge en artikel i Prawda skulle Gudrun Burwitz nu opholde sig på et alderdomshjem i München.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 149 artikler fra Besættelsestiden herunder:
November 7, 2015
Sikringsstilling Nord
Denne historie er det nok ikke så mane skolebørn, der har hørt om. Tyskerne byggede et kæmpe forsvarsværk tværs over Sønderjylland. Man begyndte i 1916, fordi man var bange for at englænderne ville gå i land. De ville hurtig ned til Kielerkanalen og spærre for de tyske u – både. Tyskerne fik etableret en forsvarslinje på 50 km. Den skulle være i tre rækker. Man brugte 2.000 straffefanger og oprettede 15 baraklejre. På Årø blev der etableret u – båds spærring. Og i Tønder blev der oprettet en luftskibsbase. Efter Genforeningen valgte man at bortsprænge forsvarsværket, men man glemte dog nogle af batterierne m.m. Disse kan i dag beskues. Andre er blevet tildækket og skjult.
De begyndte i september 1916
I september 1916 påbegyndtes sikringsstillingen af pionerer fra 9. armekorps i Altona. Den gik fra Hoptrup i øst til Rømø i vest. Stillingen blev nu aldrig gjort færdig. Men den udgjorde faktisk nok den stærkeste feltfæstning i Europa.
Tyvstart i 1915
Men allerede fra midten af april 1915 og et par uger frem rapporterede den danske generalstabs Efterretningssektion om stor tysk aktivitet på en linje fra Haderslev – Gram – Brøns. Omkring Styding og Jegerup blev der gravet skyttegrave og opsat pigtrådsspærringer. Den store aktivitet skyldtres sikkert rygter om en britisk invasion. I løbet af en månedstid var situationen igen normal.
50 kilometer lang forsvarsværk
Pionerstabens hovedkommando blev placeret i Toftlund. De militære straffefangere blev fordelt på 32 kompagnier af 250 mand.
Linjen var 50 kilometer lang og bestod af 900 bunkers og 40 batterier. Det hele var forbundet med skyttegrave og jernbaner. Her var utallige signalstationer og avancerede oversvømningsanlæg.
De svære batterier blev placeret i blandt andet Lerskov, Andholm, Strandelhjørn, Gammelskov og Drengsted. Skudvidden var på 17 kilometer. Kommunikationen i stillingen foregik med radio, telefon eller lyssignaler afgivet af karbidprojektører i et udbygget fintmasket system af højtbeliggende blinkstationer fra blandt andet Venbjerg, Stenhøj, Toftlund og Gasse Høje.
Planen var tre linjer
Går man i dag på opdagelse i den sønderjyske natur, kan man se rester af dette storslående anlæg.
Stillingen kom til at bestå af to parallelt liggende fodfolkslinjer ca. 100 – 400 meter fra hinanden. Foran stod et system af trådhegn samt lette og mellemsvære kanonbatterier.
En tredje linje var faktisk planlagt længere mod syd. Mellem de to sydligste linjer var der opstillet 8 svære 24 cm kanonbatterier fra udrangerede kystpanserskibe.
Planerne blev hele tiden ændret
I løbet af 1916 – 1918 blev konstruktionerne ændret. Ved krigsafslutningen nærmede man sig den type, der blev udviklet i mellemkrigstiden frem til Anden Verdenskrig og som blev opført langs Vestkysten i forbindelse med Atlantvold – programmet.
Der blev også bygget 50 flankeringsbunkere fordelt over hele stillingen. De var forsynet med skydeskår, og var beregnet til beskydning af fjenden i flanken (siden) med enten maskingeværer eller revolverkanoner (skudvidde ca. 2 – 3 kilometer)
2.000 straffefangere skulle hjælpe
For at bygge dette store forsvarsværk var der udkommanderet en pionerbataljon bestående af 6 kompagnier. De havde rådighed over 2.000 straffefanger. Det var både politiske fanger og egne soldater, som havde forbrudt sig mod militærets regler og boede i forskellige fangelejre.
15 baraklejre
Straffefangerne boede i 15 baraklejre spredt tværs over Sønderjylland. Arbejdet var ofte umenneskeligt hårdt. I Løgumkloster blev der i 1915 oprettet en særlig krigsfangekirkegård til de mange krigsfangere, der omkom under strabadserne. Men dette er nok ikke helt sandt, hvad der står i historiebøgerne. For til selve dette arbejde brugte tyskerne kun straffefangere.
Men disse fangere levede også et usselt og hårdt liv. Mange døde som følge af sygdomme. Ja, der registreret 71 begravelser af straffefangere i stillingsområdet. Man sandsynligvis er det reelle dødstal langt højere
Man blev aldrig helt færdig, men det var i grunden utroligt var man nåede på bare to år.
Store vej – og sporanlæg
Tyskerne anlagde cirka 10 kilometer normalspor i forbindelse med Statsbaner og cirka 40 km meterspor i forbindelse med Amtsbanerne. Desuden anlagde man tipvognsspor. Vejanlæg blev også anlagt i betydelig omfang. Ja i flere tilfælde anlagde man 800 meters tømmerbroer over bløde engstrækninger eller slugter.
Formålet var at etablere et fjernforsvar for flådebasen i Kiel og den vigtige kanal til Nordsøen.
Englænderne havde lovet franskmændene hjælp
I 1905 modtog Frankrig fra engelsk side underhåndstilsagn om assistance i tilfælde af, at skulle der opstå krig mod tyskerne ville en styrke på 100.000 englændere blive landsat i Esbjerg og/eller evt. Ålbæk bugt ved Frederikshavn med det formål at erobre Kielerkanalen ved et hurtigt fremstød, hvorefter det ville være muligt at neutralisere den tyske østersøflåde ved at holde den indespærret i Østersøen.
I perioden 1905 – 1909 var der således adskillige engelske flådebesøg i Esbjerg
Tyskerne var under Første Verdenskrig vel ikke helt ubegrundet bange for en britisk invasion på den jyske vestkyst. Og man kunne vel ikke undvære så meget mandskab til at forsvare sig mod briterne. De tyske soldater var travlt beskæftiget ved begge fronter. Ja selv en krigserklæring fra Holland og Danmark var man bange for.
Uindskrænket u – bådskrig mod alle
Den engelske flådeblokade var blevet en alvorlig belastning for tyskerne.
Allerede i 1916 besluttede den tyske hærledelse at iværksætte uindskrænket ubådskrig mod Storbritannien. Den påbegyndtes i februar 1917 og gik ud på uden varsel at sænke alle skibe uanset om de var allierede eller neutrale i farvandene omkring Storbritannien. Men de nøjedes nu ikke kun med dette farvand.
Andre forsvarsværker
Til kontrol med minefeltet i Lillebælt, blev der på Årø etableret en spærring for ubåde, bevogtet af et 10,5 cm kanonbatteri umiddelbart syd for Årøsund.
Zeppeliner i Tønder
Lige nord for Tønder blev der i løbet af de første krigsår anlagt en base for luftskibe, der efter konstruktøren kaldtes Zeppeliner. I 1916 udvidede man med et brintgasværk og en base for Albatros – maskiner, der skulle tage kampen op mod engelske jagerfly, hvis de vovede sig så langt. Men det gjorde de, den 19.juli 1918, hvor de kastede bomber over basen. To af de tre haller blev ramt, ligesom to luftskibe udbrændte. Du kan læse andet steds her på siden om dette angreb. Efter den tid blev basen kun anvendt som nødhavn for de tyske zeppeliner.
Toska var den største af hallerne, ja det var Nordens største byggeri. Den havde en længde på 242 meter, 73 meter i bredden og 42 meter i højden.
På basen var der normal ca. 500 soldater.
Kun et enkelt regiment tilbage
Bemandingen af Sikringsstilling Nord blev aldrig rigtig iværksat. Særlig på vestfronten var der brug for mandskab.
Ved krigens slutning var der kun en enkelt kavaleriregiment dragoner tilbage. Deres opgave var hovedsagelig at tilse anlæggene. I månederne efter våbenhvilen i november 1918 tog også disse syd på. I 1919 kom der arbejdshold fra Krupp – fabrikkerne og afmonterede de store kanoner og jernbanespor.
Man valgte at sprænge
I løbet af 1923 – 26 valgte man at sprænge så mange anlæg som lodsejerne og omstændighederne tillod. Ved våbenstilstanden at tage deres materiale med eller at destruere det. Også nedbrydningen af luftskibshallerne skete under kontrollerede former. Det var den såkaldte Militære Kommission, der varetog dette. Og det skete under fransk ledelse. Egentlig burde der et eller andet sted ligge en masse materiale om forsvaret, men tyskerne ville ikke rigtig udlevere noget, dengang.
Og der findes ikke ret meget historisk materiale omkring denne Forsvarsvold.
Mellem 1922 og 1925 blev det meste af forsvarslinjen fjernet af danske ingeniørtropper. Men enkelte steder kan forsvarslinjen tydelig ses. De bedst bevarede bunkere ses ved Arnholm syd for Hovslund, Gammelskov sydvest for Bevtoft, ved Rugbjerg og Strandelhjørn.
En bunker midt i Arrild Ferieby
Midt i Arrild Ferieby blev der i vinteren 2010 – 11 udgravet den specielle bunker Elfriede. Over begge indgange er indridset årstallet 1917. Bunkeren måler ca. 5 x 15 meter og er udstyret med kraftige jernhængsler og øskener ved indgangene så de har kunnet låses udefra. Hvad bunkeren var udtænkt som, vides ikke. Måske var den beregnet som depotrum. I krigstid kunne den fungere som en stor mandskabsbunker.
Bunkeren, der lå i 2. skyttegravslinje er forsynet med geværhuller.
Forsvarsværk i glemmebogen
Og egentlig gik dette forsvarsværk så i glemmebogen. Og det er vel ikke ret mange skolebørn, der har fået noget at vide om dens eksistens. Men så tog ingeniør Mogens Scott – Hansen fat. Frem til midten af 1970erne har han fået kortlagt og tegnet resterne af Sikringsstilling Nord. Den fynske ingeniør fra Danfoss havde allerede som 12 – 13 årig været ude for at kigge på anlægget.
Et halv snes år brugte han hele sin fritid på at kortlægge anlægget. Hele 700 sønderjyder med kendskab til anlægget fik besøg af fynboen.
Hvad kan man se i dag?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se
November 7, 2015
Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
Kommer Danmarks ældste adelsslægt fra Bolderslev? Og egentlig ved vi ganske lidt om de første Snubbe og Urne. Men de to familier kendte hinanden. Det viser en episode efter et testamente af Knud Snubbe. Denne ville Jens Urne ikke godkende. Men egentlig gik voldgiften ham imod. Var det fordi han skyldte Knud Snubbe penge? Vi gengiver testamentets ordlyd, og egentlig stiller vi flere spørgsmål end afgiver svar.
Storbønderne Snubbe og Urne
Det var ikke kun familien Ahlefeldt, der var store grundbesiddere i Sønderjylland. Længe før, var det storbønderne Snubbe og Urne.
Urne – slægten fra 1321
Spændende er set om det er den samme slægt, som vi kender fra Sjælland. Her nævnes Urne – slægten fra 1321. Ja faktisk er det Danmarks ældste adelsfamilie. Navnet er også knyttet til Sønderjyllands gamle landsting, Urnetinget. Og her peges der på syv forskellige placeringer.
Et gammelt Testamente
Knud Snubbes navn nævnes i forbindelse med et testamente, der kan dateres til tiden 5.12. 1279 til 11.10.1283. Testamentet opgives til at være beseglet af udstederen, sognepræsterne Hr. Svend i Bulderop og hr. Thyge i Uge.
I dette testamente betænkes en række kirker og kirkelige institutioner og personer med pengegaver. Også klostret i Løgum med jordegods i Bolderslev og Urne fik gaver.
I Dansk Adels Årbog fra 1904 tales om en forsvundet landsby Urne. Indrømmet, dette kender undertegnede ikke noget til.
Bjolderup Stenen
Vi kender Bjolderup – stenen, der fortæller:
Stenen kan dateres til 1200 – tallet.
Knud Snubbe’ s søn
Ifølge testamentet havde Knud Snubbe en søn, ved navn Mathæus (Mads)(Matthias). Han skulle efter sin far arve tre ottinger skov i den vestlige del af bolet Haldensbol på Bolderslev Mark.
Klosteret i Løgum fik tildelt tre ottinger i samme bol mod øst. Tre ottinger i Ættersbøl, som ligger vest for Haldersbøl, samt hele Knuds skov i Urne.
Tre slægter ved navn, Snubbe
Hvem Knud Snubbe var vides ikke. Hvor han har haft sæde vides heller ikke. Adelsårbogen fra 1918 opfører tre slægter af dette navn, to fra Sjælland og som tredje – den sønderjyske, der uddøde først i det 16. århundrede. Slægten synes, at have haft en murtinde som våben.
De bedst kendte slægter af navnet Snubbe var egentlig en slægt, idet de var forbundet på spindesiden. De hørte begge hjemme på Sjælland. De førte i deres våben to vesselhorn og havde for de ældste familiemedlemmers vedkommende forbindelse med Hvide – slægten.
Den sønderjyske Snubbe – familie ikke så kendt
Den sønderjyske Snubbe – familie er mindre kendt. Om det er denne slægt, der senere har boet på Brødsgård i Harte Sogn, Brusk Herred i Vejle Amt, kan ikke bevises men heller ikke afvises.
Knud havde som anført en søn, Mathæus. Hans hustru som overlevede ham, hed Crystina (Kristine). Det er påfaldende, at det ikke er hustruen, men Knuds mor, som ikke nævnes ved navn, der tildeles rådighed over boet.
Jens Urne protesterer mod testamentet
Det synes heller ikke at være et slægtsskab mellem slægterne Snubbe og Urne. Af sidstnævnte kender vi Ketil Urne og Johannes (Jens) Urne, som protesterede mod Knud Snubbes testamente. Til sidst fik han den jord i Bolderslev som Løgum Kloster skulle have haft ifølge testamentet.
Mystik om jordstykket
Det er noget mystik om dette jordstykke. Urne afledes ofte i formerne Ure, Ore og det anvendes om skovstrækninger. Det var derfor Ketil og Jens Urne, som var knyttet til stedet. Så er spørgsmålet, hvorledes det er gået til, at Knud Snubbe har kunnet testamentere Urne – slægtens jord i Bolderslev til klostret i Løgum?
En mærkelig afgørelse
Voldgiftsdommen af 2.6.1290 går ud på, at Jens Urne stilles over for valget, enten at modtage 100 mark af klostret og da afstå fra videre forfølgelse eller at få den omstridte jord og at betale munkene 500 mark.
Denne afgørelse synes mærkelig, og man har med rette ment, at der måtte ligge noget bagved, som ikke fremgår af de bevarede breve. En mulig forklaring er vel denne, at Knud Snubbe har lånt et medlem af Urne – slægten penge og fået jordegodset i pant. Det ville da være de 500 mark, som Jens Urne skulle betale. Jord og skov har rimeligvis været mere værd, og klostret skulle derfor, hvis Jens Urne gav afkald på jordegodset, erlægge 100 mark til udligning.
Hvad er en bol?
Det er ingen tvivl om, at de to bol, som nævnes, Haldensbol og Ættebold, har været agerbol, det ene med skov. Begrebet bol er det ikke fuld enighed om. Men man kan vel slå fast, at bolet er jordenheden, der må regnes med i den ældste landsby.
Forskerne er enige i, at den enhed, som ottingen er en ottende del af, er og kun kan være bolet, og at otting og mark guld er forskellige navne på samme størrelse, idet bolet også bestod af 8 mark guld.
Men bol var sikkert noget andet i Knud Snubbes dage end på udskiftningstiden, for ikke at tale om en endnu senere tid. Bolsmanden er fra at være storbonde, dernæst i den tid, vi har sikre vidnesbyrd fra, at have det samme som bonde i modsætning til kådner.
Hvad stod det egentlig i Testamentet?
Men hvad stod der egentlig i dette testamente. Det er ganske interessant. Her er det så nogenlunde oversat til nydansk:
Ribe, 5. december 1279 – 11. oktober 1283
Et våben eller tegn i Hjordkær Kirkebog
I Bjolderup Sogns Historie er ud fra Urne – slægtens våben og visse tegn i Hjordkær ældste kirkebog draget den slutning, at jorden omkring Toldsted muligvis har tilhørt slægten Urne. Men denne teori skal nok tages med alle mulige forbehold.
I Hjordkær kirkebog er angivet en fugleklo.
I denne kirkebog er også anført andre mærker. Således er der ud for vielser tegnet en blomstervase. Ved et drab findes ude i marginen et sværd.
Der er tegnet fugleklo uden for slægten Arnkiel på Toldsted. Det var sognets prominente slægt. Og på en eller anden måde, har præsten ønsket et særmærke.
Men tolder – familiens våbenmærke lignede i den grad Urne – familiens våben.
Og man kan vel næppe forvente, at præsten har vidst, at det var her at Urne – slægten besad jord flere hundrede år før. Men var tolderfamilien Arnkiel en gren af Urne – slægten?
Urne – slægten repræsenteret i andre adelsslægter
Urne – familien kan først følges med sikkerhed fra Ridder Niels Urne, som levede i 1380. Det spændende er, at adelsfamilierne giftede sig ind i hinanden. Og medlemmer af Urne – familien har giftet sig ind i blandt andet Akeleye – slægten. Åbenbart er de også i familie med Snaff – slægten fra Emmerlev – egnen.
Adelsslægten Ulfeldt’ s våben består af en halv ulv og en halv ørn. Men egentlig var det medlemmer af Urne – familien, der startede denne slægt. Og da vi i en artikel fortalte, at Urne – slægten var uddø i 1903, var der en person af Akeleye – familien, der protesterede. For tag en gang at læse de ni artikler, som vi har om denne adelsslægt, ja så har Urne – familien også blandet sig her.
Og kig en gang hos adelsslægten Strange. Deres våbenskjoldbrugte også i deres våben en ørn, der blev til en ørneklo lige som hos Urne – slægten. Det er ikke en tilfældighed.
Danmarks ældste adelsfamilie?
Nu er Den Gamle Redaktør her ikke slægtsforsker, men det kunne være interessant, at få koblet den sønderjyske del af Urne – slægten til den sjællandske, for så er Bolderslev – slægten, Danmarks ældste adelsfamilie. Ja de nævnes første gang i 1321 på Sjælland.
Urnetinget
Navnet Urne er selvfølgelig knyttet til Sønderjyllands gamle landsting Urnetinget. Men egentlig er vores viden også her, stærkt begrænset. Første gang omtales stedet som efter afholdt ting i forbindelse med Svens Estridsens død i 1074 i Søderup. Og det er i Knytlingasagaen. Ifølge Saxo lod Harald Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer.
Læs ellers vore artikler om Urnehoved, der fungerede som Sønderjyllands landsting indtil 1523.
Hvis du vil vide mere: Læs
November 3, 2015
Tro og Overtro i Rørkær
Troldebogen Cypranos var flittig anvendt, og troen på bogens magt levede i mange år. Helligvandskilden helbredte mange. Og det ganske vidst. Den var et sandt tilløbsstykke. Undersøgelser i 1927 viste, at vandet var meget radiumholdigt Amuletter blev flittig brugt. Ja man kun også gå rundt med en kartoffel eller en knogle. Også Korsvejen ved Rørkær spillede en rolle på Skt. Hans aften. Urter, salver og drikke kunne også have en helbredende virkning. Den 21. februar blev der afbrændt fakler og sat ild i halm på Hybjerg.
Afbrænding af fakler og Halm på Hybjerg
Skoleungdommen afholdt en stor fest, samtidig de afbrændte fakler den 21. februar på Hybjerg. Et helt læs halm blev samlet hos bønderne, og så blev det ellers samlet til et stort bål. Dette blev så antændt om aftenen. Det var et prægtigt syn og kunne ses viden om.
Efter festen drog alle børn i sluttet trop syngende danske sange hjem. Jo det var i 1880erne. Skikken blev kaldt Svi æ vinter a æ by.
Urter, salver, krydderier og drikke
Forskellige urter, som var beskrevet i gamle husråd mod diverse sygdomme blev samlet. Sank Hans nat blev alle urter sat op under bjælken. Det var nemlig en almindelig tankegang, at legemlig skrøbelighed af forskellig slags var påført mennesker eller dyr ved trolddom. Modforholdsregler fungerede bedt Sankt Hans nat.
Der fandtes mange salver, drikke og krydderier, som ved en stærk tro kunne helbrede. Rester af denne overtro findes stadig.
Rester af hedensk tankegang
En mand i Rørkær havde det uheld, at der døde flere dyr. Manden rejste til den kloge mand i Lillehorn (Sydslesvig) for at få besværgelse for den trolddom, en mand fra byen havde indgivet hans dyr.
Manden, som var mistænkt var nu for resten almindelig bekendt for ikke at være af de bedste. Han var faktisk ikke vel set i staldene. Det var rester af gammel hedensk tankegang i en oplyst by.
Ved en korsvej
Når man søgte råd for sygdomme og alt ondt var der visse stunder, hvor midlerne virkede kraftigere. Imellem Rørkær og Jejsing er en korsvej, hvor før i tiden mange søgte hen særlig Sank Hans aften for at søge råd mod sygdom.
Amuletter
Et middel mod sygdom var også amuletter.
Kromanden Rudolf Nissen gik helt ind til sin død med en lille rund knogle i lommen mod gigt, andre med en kartoffel eller et stykke svovl. På et tidspunkt var Voltakorset meget almindeligt.
Mirakler ved Helligvandskilden
Bortset fra alt dette, var det dog mest Helligvandskilden ved vejen på bakken efter Tønder, der blev besøgt.
Her søgte mange tusinde særlig Sankt Hans aften tilflugt for helbredelse. Folk havde den stærkeste tro på, at vandet fra denne kilde havde helbredende kraft. Det er særlig helbredelser for febersyge, der fortælles om.
Men der sandelig også sket mirakler. Således beretter amtmanden i Tønder von Königstein den 15. august 1703 til den Gottorpske regering om et mærkeligt mirakel fra kilden:
Amtmanden fortsætte med, at han har sat en vagt ved kilden, for at få konstateret flere af sådanne tilfælde osv. Som nævnt havde folk en stærk tro til dette vand. Endnu sidst i 1800 – tallet havde folk en stærk tro til dette vand.
Undersøgelser 1927: Det er ganske vist!
I 1927 blev vandet kemisk undersøgt, og det viste sig, at vandet var radiumholdigt. Et sygehus i Schweitz svarede, at vandet var meget virksomt mod feber. Så måske er de gamle fortællinger ikke bare myter.
Hvordan kilden har det nu vides ikke. Det er efterhånden en hel del år siden Den Gamle Redaktør her på siden har været forbi. Men redaktøren er inviteret til at holde foredrag i nærheden, så måske en dag kunne man måske dyppe fødderne eller hænderne i kilden.
Troldebogen: Cyprianus
Dengang havde man også en troldebog, der blev kaldt Cyprianus. Den var skrevet med røde bogstaver. Det stod i den, at
Den rigtige Cyprianus kendes fra det 16. århundrede og indeholder væsentlige anvisninger på at besværge ånder.
Trykte eksemplarer kendes først 100 år senere. Omtrent hver side indeholder farvelagte magiske figurer. Foruden at være håndbog i magi og åndemaning giver bogen anvisning på – med og uden Djævlens Hjælp, at udføre forskellige nyttige kunstner såsom:
Endelig kan man ved hjælp af Cyprianus slukke ild og stille storm.
Troen på bogens magt levede længe
Troen på bogens magt levede længe i Rørkær og andre steder. Man vidste alle sammen dengang, hvem i byen, der havde bogen. Og kigger du godt efter her på vores side, så kan du se, at vi også har nævnt bogen i vores historier om Løjt.
Nu kunne vi selvfølgelig også have fortsat med varsler, som også hørte til dagligdagen dengang, men det venter vi lige med til en anden gang.
Kilde: Se
Hvis du vide mere om: Artikler fra området i nærheden:
Oktober 22, 2015
De Svenske Forbindelser – under 2. verdenskrig
Svenskerne eksporterede jernmalm og kuglelejre til den tyske krigsindustri. I Polen opdagede en svensk ærkebiskop meget tidligt, hvad der skete med polakkerne. Men informationerne blev bremset af den svenske regering. Og i Polen blev syv svenskere anholdt af tyskerne. De havde videresendt fotos m.m. fra KZ – lejre til englænderne og amerikanerne. Og det svenske udenrigsministerium fik tidligt besked om udryddelseslejre. Men man holdt informationerne for sig selv. Fire dødsdømte svenskere blev købt fri for stigende eksport af kuglelejre. Og så planlagde svenskerne en aktion ”Red Danmark”.
Bernadotte tog æren
Var svenskerne virkelig så neutrale under Anden Verdenskrig? De tjente styrtende med penge på eksport til tyskerne. Og Grev Bernadotte forsøgte at tage hele æren med projektet De Hvide Busser.
Smiger og underdanighed
Man må sige, at svenskerne sikkert lige som danskerne var påvirket af krigskonjekturerne. Men svenskerne var trængt af både den norske og den danske besættelse. Men landet var i særdeleshed presset af finnerne mod øst.
Måske kan man ikke bebrejde svenskerne noget, når de var til møde i magtens korridor. De brugte smiger og underdanighed. De var ofte til møde i Rigskancelliet og forsøgte at spille deres kort rigtig.
Kongelige begejstret af nationalismen
Nationalsocialismen greb også de kongelige i Skandinavien. Allerede i 1930erne ved vi, at nogle kongelige var begejstret for denne filosofi.
Kong Gustav den Femte var selv af tysk ophav. Gennem sin tyske svigerdatter, Sibylla af Sachsen – Cotburg – Gotha og dennes nazistiske far, fik kongen også impulser. I et brev fra foråret 1941 stilet til den tyske rigskansler giver kongen udtryk for tyskernes succes i kampen mod bolsjevismen i øst.
Nu blev brevet dog aldrig sendt, statsministeren modsatte sig. Men kongen formidlede sine tanker til den tyske ambassadør sikkert uden statsministerens vidne.
Ærkebiskop informeret om jødeudryddelse
Allerede i 1942 skulle den svenske ærkebiskop Erling Eidem have fået besked om jødeudryddelser i de polske områder. Men han gik dog ikke videre med disse oplysninger.
Nu opfattede Rigskancelliet ikke Sverige som speciel tyskvenlig trods en meget eftergivende politik i krigens første tre år.
Men i Sverige fylder begivenhederne i Norge og Danmark ikke særlig meget. Og heller ikke Sveriges rolle under krigen er der større interesse for.
Svenske industrifolk anholdes
I løbet af juli 1942 arresteres flere svenske forretningsfolk i Warzawa. De føres alle til Gestapos hovedkvarter. Senere føres de til Berlin. En grundig efterforskning iværksættes, og efter et halv år afleveres en rapport til Himmler. Fire af svenskerne bliver dømt til døden for spionage.
Det var ingen tvivl, om at svenskerne hjalp deres jødiske ansatte og skaffede disse fødevarer på det sorte marked.
Polakkere sendes i tvangslejre
En af de dømte svenskere tog allerede i september 1939 fotos af jødiske polakker, som blev tvunget til at gå med mærker på tøjet. De måtte som bekendt heller ikke gå på fortovet, men skulle gå på kørerbanen. Og i maj 1940 skildrede han, hvordan tusindvis af polakker blev sendt til Tyskland som tvangsarbejdere.
Han rapporterede alle sine iagttagelser hjem til Sverige. Og når de var hjemme og skulle tilbage igen til Polen, havde de tøj med til polakkerne og jøderne.
Efterhånden blev et par af svenskerne det vigtigste forbindelsesled mellem den polske modstandsbevægelse og eksilregeringen i London.
En svensker i jødisk ghetto
I maj 1942 havde svenskerne besøg af to repræsentanter fra Warszawas ghetto. De havde simpelthen sneget sig ud. 400.000 mennesker var stuvet sammen på fem kvadratkilometer. Forholdene var helt umenneskelige. En af svenskerne, Sven Normann blev smuglet med ind i ghettoen, hvor han nåede at tage en hel masse fotografier. Men en ghettovagt opdagede ham og smed ham ud.
Kort efter blev hans fotos sendt i britiske ugerevyer og amerikanske biografer. De to jødiske mænd forsynede Sven Norman med 2.000 negativer, dokumenter og fotos fra dødslejrene i Polen. De var her i 1942 begyndt at aflive mennesker i et ubegribeligt omfang. Mindst 700.000 jøder var allerede aflivet på daværende tidspunkt.
Den svenske presse underlagt censur
Sven Normann undgik kontakt med de svenske myndigheder, for hans gøren og laden var direkte i strid med den svenske neutralitetspolitik. Ja den svenske regering udsendte endda et særligt pressedirektiv, med besked om, at undgå detaljerede skildringer af grusomheder i forbindelse med krigen.
Men gennem BBC fik befolkningen detaljerede oplysninger om udryddelser af jøderne. De engelske aviser kastede sig også over de horrible nyheder. Den 2. juni 1942 var man klar over, hvad der skete. Den 9. juli 1942 aflagde den britiske informationsminister et stort anlagt pressemøde om udryddelser af jøderne. Ministeren lovede at stille de skyldige for retten.
Overvåget af sikkerhedstjenesten
I Stockholm var man ikke begejstret for Normanns informationer. Den svenske sikkerhedstjeneste havde overvåget ham. I løbet af 1942 udsendte man i Sverige to publikationer oversat fra engelsk. Men straks blev begge publikationer konfiskeret efter direkte ordre fra den svenske regering.
Himmler var efterhånden blevet meget vred på svenskerne. På et møde i marts 1943 mente SS – generalen Ernst Kaltenbrunner, at de fire anholdte svenskere skulle skydes. Så kunne man jage svenskerne et skræk i livet, efter at de optrådt så uvenligt.
Men Himmler mente, at han kunne udnytte situationen til sin egen fordel.
Det svenske udenrigsministerium underrettes
Samme dag, som Goebbels noterer i sin lommebog, at deportationen fra ghettoen i Warszawa foregår planmæssig, stiger diplomaten, Göran von Otter på nattoget til Berlin efter et hårdt program i Warszawa. Han får ikke nogen soveplads, og må stå i gangen. Her kommer han i snak med en officer ved navn Kurt Gerstein.
Gerstein har været på tjenesterejse og fortæller Otter, at han med egne øjne har set, hvordan jøder dræbes. 15.000 på en dag i Belzec. Og 25.000 på en dag i Treblinka. Gerstein fremviste tegninger af lejrene, og fortalte detaljeret om aflivningen på dødsfabrikkerne. Gerstein mente, at hele Verden burde alarmeres. Og Göran von Otter aflagde da også en mundtlig rapport til det svenske udenrigsministerium. Men nødråbet blev herfra ignoreret.
Mange år senere, er det kommet frem, at den svenske regering bevidst skrinlagde oplysningerne.
Dømt til døden
Den 30. juni var det nu efterhånden syv svenskere, der stod foran den berygtede dommer, Roland Freisler ved Folkedomstolens 1. afdeling. Og det endte med, at fire af svenskerne blev dømt til døden, en enkelt fik livsvarig fængsel og to blev frikendt.
Fangerne er fængslet i Moabit – fængslet i Berlin. Og normalt bliver disse domme udført omgående. Hjemme i Sverige aner folk ikke, hvad der foregår. Pressen har af den svenske regering fået at vide, at de ikke skal omtalte dommene.
Det svenske diplomati arbejder på højtryk
Diplomatiet arbejder intenst. Kong Gustav den Femte skriver et brev til Hitler og trygler om nåde. I den tyske ledelse sker der i løbet af de næste måneder et tovtrækkeri. Man er bestemt ikke enige i, hvad der skal foregår.
Udenrigsminister Joachim von Ribbentrop vil sætte Sverige på plads og give dem en lærerstreg. Men her i 1943 trækker Himmler i en anden retning. Efter flere nederlag på Østfronten er tyskerne under pres. Svenskerne kan derfor blive nyttige forhandlingspartnere.
Himmler lover frigivelse
Adolf Hitler ændrer dommen til tugthus på livstid. De svenske fangere føres til et sikkert sted ca. to timers kørsel fra Berlin. Men hvorfor gjorde Hitler lige det?
Det kneb efterhånden for tyskerne at få kuglelejre. Men det kunne svenskerne da godt klare, såfremt de fængslende blev løsladt. Allerede før jul 1943 rejste Walter Schellenberg til Stockholm for at forhandle med rustningsminister Albert Speer. Det blev meddelt Hitler, at det svenske firma SKF kunne levere en langt større portion, som den svenske regering ellers ville give lov til. Og de svenske kuglelejre var af en langt bedre kvalitet, end hvad en tysk fabrik kunne fremstille.
Himmler håbede på eftergivenhed
Himmler garanterede personligt for frigivelsen. Men de sidste tre blev dog først løsladt tre dage før jul i 1944. Men mon ikke de bare har været gidsler, så tyskerne var sikker på fortsatte leverancer af jernmalm og kuglelejer. Selvfølgelig håbede Himmler på, at svenskerne ville tale deres sag for Vestmagterne.
At Himmler, så som tak for sin indsats også i forbindelse med De Hvide Busser, skulle være kommet til Sverige for der at være blevet skudt med et nakkeskud, ja det er nok det, man kalder konspirationsteori.
Krigsfronten måtte ikke komme til Danmark
Kunne det tænkes, at fronten rykkede til Danmark og Norge? Eller kunne det tænkes at russerne udnyttede situationen og sikrede sig herredømmet over Østersøen? Det var jo lige før, at russerne var kommet først.
Ja dette sad man faktisk og tænkte over i Sverige i 1942. Svenskerne, som ellers havde erklæret sig neutral, ville af taktiske grunde forhindre at krigsfronten kom til Danmark.
Svenskerne tænkte på militær intervention
Vi vidste godt, at svenskerne trænede 12.000 norske polititropper og 3.600 mand fra Den Danske Brigade. Men vi har nok ikke vidst, at svenskerne faktisk planlagde en militær intervention i Danmark. Den svenske forsvarsstab var klar til kamp i samme øjeblik, det var nødvendigt.
Man begyndte at lægge planer, og en af disse var at gå i land på Sjællands kyst. Ja man kan godt være lidt overrasket over, at svenskerne så tidlig kunne forudse tyskernes sammenbrud. Godt nok havde tyskerne lidt nederlag i Nordafrika, men alligevel.
Hvad skulle det svenske militær?
Begivenhederne i Danmark i efteråret 1943 gjorde planerne mere aktuelle. Svenskerne formulerede en indgriben i Danmark på, at de ville genskabe roen og sikre, at en fremmed magt ikke overtog herredømmet såfremt de tyske tropper led sammenbrud. Det svenske militær skulle:
25.000 mand var parat
I 1944 reviderede man atter engang planerne. Planen var, at 3. hærkorps skulle bestå af fire cykelbårne infanteriregimenter, en motoriseret brigade og en panserbrigade. Disse skulle gennemføre en landgangsoperation på Sjælland.
Landgangen skulle ske med små fartøjer og fiskerbåde i ly af mørket. To regimenter på ca. 4.700 mand skulle gå i land på strandene ved Helsingør. Fem bataljoner på i alt 3.900 mand skulle angribe Københavns – området.
Et regiment skulle stige i land i Køge Bugt. Værløse Flyveplads skulle indtages ved landsætning af luftvejen. Efter at havnene var indtaget, skulle de tunge delinger transporteres over. Til sidst skulle en forstærket infanteribataljon besætte Bornholm.
Den totale styrke er ikke opgivet, men mon ikke vi nærmer os et antal på ca. 25.000 mand. I juli 1944 blev der gennemført øvelser. Og det foregik ganske gnidningsfrit. Det tog et kompagni kun et kvarter om at gå i land med hele deres tunge udrustning heriblandt panserværnsraketter.
Den Danske Brigade tiltænkt en vigtig rolle
Senere blev også Den Danske Brigade en del af planen. Det danske efterretningsvæsen Ligaen havde fuld kendskab til planerne. De gik i eksil i Stockholm og formidlede efterretninger videre til svenskerne.
Og svenskerne var ret hurtige til at få rapporterne fra Danmark. De blev hele tiden opdateret om forholdene.
Var planerne realistiske?
Var planerne egentlig realistiske? Ja den svenske udrustning fejlede ikke nogen. Men de svenske soldater manglede kamperfaring. Men nu var de tilbageværende tyske soldater i Danmark nok ikke af højeste klasse, men de havde trods alt, kamperfaring. Men mon ikke kampgejsten hastigt aftagende.
Nu var det ikke alle svenske militærfolk, der var lige begejstret for planerne. Lederen af hele projektet troede heller ikke selv på det.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Oktober 19, 2015
År Nul – En fortælling om 1945
Dette er anmeldelse af en fantastisk læseroplevelse: Ian Buruma: År nul – en fortælling om 1945. Lang tid vil det gå, inden læseoplevelsen er fortrængt. Når man er færdig med bogen, siger man ”Hold da op”. Vi oplever en masse dramatik og bliver ført rundt i verden, dog ikke til Norden. Egentlig var det meningen, at tavlen skulle vaskes ren. Men det blev den aldrig. Læs bogen – det er en ”thriller” uden lige.
Det er en gribende oplevelse
Det er en gribende oplevelse. Verden forsøger igen at blive normal, men det er bestemt ikke let. Vi oplever Nürnberg – processerne. Det skulle være det endelige opgør med nazismen. Men blev det også det?
Hævn
Man ønskede en verden uden frygt, og egentlig måtte man starte helt forfra. Men man havde lige glemt det lille ord, Hævn. Ja denne hævn er endnu ikke slut. Jagten på 92 – årige krigsforbrydere er endnu ikke afsluttet. Og det skat for, at retfærdigheden sker fyldest. Men hvorfor har man så ikke foretaget det store fra dansk side de sidste 70 år?
Dyriske mennesker
Forfatteren, Ian Buruma tager afsæt i hans egen families historie. Hans far blev deporteret til Berlin som tvangsarbejder. Han oplevede rædslerne i arbejdslejrene. Faderen ønskede inderligt at det hele igen blev normalt.
Men hele verden havde oplevet det dyriske menneske. Kulturen var sunket i grus. Og det dyriske kommer hele tiden frem i bogen.
Staten skulle først have afklaret alt med kollaboratøren. Ja egentlig kunne det være svært at få øje på forskellen mellem retssalen og gadens parlament. Regnskaber skulle gøres op.
Fredsaftalerne i Jalta og Postdam gjorde ondt værre. Der kom nye overgreb, flere folkeforflytninger med millioner af fordrevne hjemløse.
Talrige voldsorgier
Japanerne var også mestre i dyriske forbrydelser, men dette hører vi ikke så meget om. Tropperne begik talrige voldsorgier. Kvinder i alle aldre blev voldtaget og myrdet. Spædbørn blev smadret mod vægge. Mænd blev lemlæstede for sjov og derefter massakreret.
I Japan tog man ikke retsopgøret som så mange andre steder. En tidligere KZ – leder blev premierminister. Den krigeriske Japanske kejser blev af strategiske grunde blev helt fritaget for skyld.
Civilisationen skulle genoprettes
Hospitaler blev plyndret. Buruma siger det meget rammende, at det gjaldt ikke kun om at genoprette lov og orden men også civilisationen. Men han påstår også at alene en mistanke kunne betyde en kontant afregning.
Buruma går frisk til den, og kommentere rask væk domsafsigelser. Han er kritisk over for retsopgøret mod nazisterne. Men han udtrykker dog også en hvis retfærdighed.
Blodrus i Frankrig
Ifølge forfatteren så improviserede man sig frem og forsøgte at afnazificere og demokratisere Tyskland.
Særlig i Frankrig opstod en blodrus. Dette resulterede i mord på adskillige kvinder, der havde haft en tysk soldat som kæreste.
Tra gange så mange kønssygdomme i1945
Jo og de allierede soldater oplevede også en masse. De velnærede canadiske og amerikanske soldater blev nærmest betragtet som halvguder. Og så havde de en masse herlige varer med.
Tilbedelsen af disse soldater udviklede sig til en erotisk besættelse.
Således blev der i 1945 i de parisiske hospitaler indlagt fem gange så mange kvinder med kønssygdomme som i 1939.
I Holland blev der født 7.000 uægte børn i 1946. Det var tre gange så mange som i 1939.
Læbestift i Bergen – Belsen
I KZ – lejren Bergen – Belsen husker oberstløjtnant Gonin, at alle kvinder lå med læbestift, afmagrede uden sengetøj eller natkjole. Man så dem gå omkring med et tæppe men med meget røde læber. Men de var nu mere end et nummer. De var ved at komme tilbage til civilisationen.
Uret var gået i stå
Det var dog som om, at Verden ikke kom videre. Uret var sat i stå. Der måtte en udrensning i gang for, at man kunne komme videre. Men den kom aldrig, hævder forfatteren. Sår blev til ar. Traumerne blev siddende.
Bogen er fra første side meget gribende. Den er meget markant, og man glemmer den ikke lige med det samme. Ja man fristes til at sige, at bogen er stærk moralsk.
Vi befinder os i en verden, hvor mange byer ligger i ruiner. De overlevende søgte efter deres slægtninge og håbede til det sidste. Andre havde mistet deres værdighed.
Fantastisk indlevelsesevne
Selv om det er grumme ting, som vi har med at gøre, ja så flyder læsningen i et letflydende sprog. Forfatteren ikke alene skriver godt. Han har også den indlevelsesevne, der skal til for at formidle denne del af historien.
Man ville hurtigst mulig væk fra krigen, derfor lukkede man også øjnene for grusomheder. Det skulle gå hurtigt med at komme tilbage til normaliteten. Men menneskerne var blevet forandret. Det normale liv kunne ikke bare genoptages.
Bombarderet med skæbner
Vi bliver i den grad bombarderet med skæbner. Der er sindsoprivende dramaer, dog uden dansk deltagelse. Til gengæld er vi rundt i hele verden med et særligt blik på Kina og Sydøstasien.
Freden sænkede sig ikke over Verden i 1945 og tavlen blev aldrig helt visket ren. Bogen er fuld af paradokser og moralske gråzoner. Udrensninger fortsætter af tjekkerne. Em sovjetisk dommer, der havde deltaget i Stalins udrensning bliver anklager ved Nürnberg – processerne. Eliten slap for videre tiltale.
Demokratiets nyetablering var enorm besværlig og præget af mange studehandler.
Ian Buruma: År nul – en fortælling om 1945 – Gyldendal (400 sider)
Oktober 18, 2015
Indvandring på Nørrebro
Dette er en større anmeldelse af en væsentlig ny bog om Nørrebro nemlig: Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. Vi går lidt videre, og kigger også på vores egne iagttagelser gennem årene. Selv om bogen er en akademiske afhandling, kan den med få undtagelser godt bruges som en lokalhistorisk bog. Vi får samtidig en konsekvensanalyse om udviklingen af Nørrebro. I slutningen i artiklen har vi en større artikelsamling for dem, der vil vide endnu mere.
Over hver femte har indvandrerbaggrund
Vidste du, at Nørrebro er et af de kvarterer i København med størst andel af personer med indvandrerbaggrund. For at være helt præcis – 28,3 pct.
Her er masser af fremmede butikker
Mange butikker har arabiskklingende navne. Og her er masser af indehavere med udenlandsk baggrund. For besøgende er det overraskende er masser af muslimske institutioner. Ja, her er moskeer. Og helt konfliktfri er det nu heller ikke.
Dette er en væsentlig bog
Dette er en større anmeldelse af bogen Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 af Garbi Schmidt. Vi har selvfølgelig skriftligt henvendt os til forlaget, med en besked om at vi ville lave en anmeldelse på vores side samt på www.norrebro.dk . Men forlaget har ikke engang gidet at svare. Men dette skal selvfølgelig ikke influere i vores anmeldelse.
Vi har selv investeret i bogen, og har forståelse for, at forlaget anvender deres markedsføringskroner et andet sted. Modsat forlaget mener vi dog, at Nørrebro – borgerneskal have kendskab som vi efter gennemlæsningen mener, er en meget væsentlig bog. På en fascinerende måde bliver også samfundsdebatten gennem tiderne rullet op. Forfriskende er det at se en forsker frem for en historiker oprulle problematikken på Nørrebro.
Nørrebro opstået i hast
Nørrebro blev til ved en nødvendighed. København var blevet for lille. Dengang var Nørrebro, Københavns kloak.
Nørrebro blev opbygget i hast og helt uden planlægning. Det gik i den grad ud over sundhedstilstanden. Og kombineret med fattigdom og underernæring betød det en tidlig død samt en stor børnedødelighed.
Et åbent projekt
Forfatteren har været meget åben om hendes projekt. Meget tidligt meldte hun ud omkring formålet med bogen. Og det har været et større efterforskningsarbejde i gang. Man må nok sige, at det har været et imponerede research – arbejde, der er foretaget. Og det er selvfølgelig lagt meget overskueligt frem i bogen.
Jo det har altid været en masse vildskab omkring Nørrebro. Forskning tager ingenting for givet. Jo, det er tydeligt, at det er en forsker og ikke en historikere, der har skrevet bogen. Det er ofte stærke følelser og holdninger, der har været på spil i bydelen.
Syv hovedafsnit
Som forsker kan man let få en over snuden. Og emnet kan jo sagtens give Garbi Schmidt en sådan.
Bogen indeholder syv hovedafsnit. Det første indeholder det teoretiske og metodiske grundlag for afhandlingen. Dette afsnit er måske lidt tungt for ikke akademikere.
Vi gennemgår perioderne:
Det handler om at prioritere
Med et så omfattende materiale, som forfatteren har fundet frem til, ja så handler det også om at prioritere. Og her kan man så være enig eller uenig i, hvad der skal tages med. Forfatteren har gjort brug af den omfattende litteratur om Nørrebro, pensionistberetninger, avisartikler, allerede kendte undersøgelser m.m.
En masse arkivalier, folketællinger, statistik, feltarbejde og samtaler er ført. Og hun graver dybt. Derfor står historien pludselig i et helt andet lys. De citater, der er anvendt giver afhandlingen en slags action.
Et ganske imponerende resultat
Resultatet er også ganske imponerede. Der bliver lagt erindringer frem og diskuteret. I nogle tilfælde betvivler forfatteren også diverse konklusioner i tidligere udgivelser. Og dette er ganske godt argumenteret. Ja det gør faktisk læsningen meget interessant. Der lægges en professionel afstand til stoffet, der gør det særdeles interessant for lokal interesserede at læse. Til yderligere forskning må bogen også være interessant.
Det kan måske være lidt irriterende for noget, at bogen som sådan er en afhandling og at det er en akademisk tilgang til stoffet. Det er trods alt en doktordisputats. Men det vender man sig nu hurtig til. Nu er vel også mest i første afsnit.
Man kan så diskutere denne prioritering. Man kom måske lidt tættere på ved også at bruge lokale digitale medier. Således er 3.600 artikler tilgængelig på www.norrebro.dk. Her kan man finde mange eksempler på lokale integrations – initiativer, problemer og løsninger på indvandrer butikkers situation. Her er også andre historier i forbindelse med diverse kampe på Nørrebro.
Konsekvensanalyse
Bogen er fyldt med grafiske fremstillinger, som nok ikke altid falder så heldige ud. Interessant billedmateriale er brugt, måske ikke i et så rigt et omfang som man forventer, når det er en lokalhistorisk bog. Men det er jo som sådan ikke. Den kan sagtens bruges til dette formål. Den Gamle Redaktør her, som er godt inde i Nørrebros historie har fået masser af ny viden.
Selvfølgelig er meget af det, som bliver fortalt kendt viden.
Vi får beskrevet stedet og de sociale forhold i de perioder, der bliver skildret og hvilke begivenheder, der præger bydelen. Dette giver en hel anden beskrivelse end man er vant til med en slags konsekvensanalyse.
Indvandrerhistorisk lys
Forfatteren sammenligner på en smart måde fortid og nutid med kommentarer til de historiske kilder. På den måde fastholdes læserens interesse hele tiden.
I nogle eksempler kommer vi helt tæt ind på nogle familier, bl.a. den jødiske familie Edelmann fra Baggesensgade. De måtte flygte til Sverige under besættelsen.
For første gang har vi fået samlet Nørrebros historiske set i indvandrerhistorisk lys. Indvandrerne har i høj grad været med til at tegne bydelens historie. Disse indvandrere troede, at de nu kunne komme ud af elendigheden og fattigdommen. Men sådan forholdt det sig ikke altid.
Stand, religion og profession var vigtigst
I 1700 – tallet havde op til en femtedel af befolkningen i København tysk som førstesprog. På det tidspunkt var kun godt en femtedel af dem, der fik borgerskab i København født i byen. Men 20 pct. var født i Jylland.
Man kunne jo frygte dengang, at denne sammensætning havde ført til masser af sammenstød. Men dengang spillede stand, religion og profession en langt større rolle for københavnerne end etniske og kulturelle tilknytninger. Sådan er det dog ikke i dag.
En del forsvandt mere eller mindre frivilligt
Der er vel i perioden 1900 – 2014 kommet 400.000 flygtninge til Danmark. En del af disse landede på Nørrebro. En del er rejst igen, frivilligt såvel som ufrivilligt. Disse blev i visse tilfælde modtaget med blomsterbuketter, andre blev modtaget med masser af vrede.
Indvandringen var også den væsentlige forklaring på befolkningseksplosionen mellem 1850 og 1900, hvor Københavns befolkning voksede fra 120.000 til 370.000.
Der er brugt meget lokalhistorisk litteratur
Vi får en gennemgang af historisk litteratur af Nørrebro. Og en del af denne litteratur bliver flittig brugt på en meget tilgængelig måde af Garbi Schmidt. Således citeres boghandler Wroblevski for at beskrive jøderne som:
Positive og negative indtryk
Allerede dengang fastslog Villads Christensen:
Digteren Johan Jørgensens beskrivelse af Nørrebro i 1893 er også meget negativ:
Andre beskrev Nørrebro som mere positiv. De beskriver arealerne som åbne og landagtige. Det ser vi blandt andet i alle de pensionist – skildringer, der er med i bogen:
Her var også en kammerråd
Det kan gå være, at der var masser af slum og arbejdere på Nørrebro. Garbi Schmidt nævner da også, at her var både kammerråd, professor, akademiker, justitsråd, oberstløjtnant, kaptajn m.m.
Men allerede dengang var bydelen symbolet på den kaotiske og uregerlige by. Og der var virkelig mange fattige mellem 1885 og 1915. At drikke var en del af arbejder og fritidskulturen, dengang.
Pladser og gader brugt til manifestationer
I 1872 strejkede malerne for at få forkortet deres arbejdstid. Og de blev selvfølgelig støttet af Pio i bladet Socialisten. Ja politidirektør Crone havde ikke meget til overs for Socialisterne. I hans breve til justitsministeren overdrev han i den grad om de farer, som Socialisterne udgjorde. Han var i den grad med til at overdrive situationen.
Nørrebros gader og pladser blev i den grad brugt til demonstrationer og optog til at markerer følelser og meninger. Og sådan er det jo den dag i dag. Vi ser stadig masser af demonstrationer for snart den ene sag og snart den anden. Det kan både være folk fra den yderste venstre fløj og religiøse markeringer.
Arbejderne og kirkerne
Ja dengang blev de store begravelsesoptog for Arbejderbevægelsens medlemmer brugt til at markere sig. Politidirektør Crone opfordrede kirkerne til at forbyde arbejderbevægelsens røde faner i kirkerne.
Men kirkerne var dog noget betænkelig, for en del arbejdere havde også været med til at samle ind til disse kirker. Andre arbejdere igen mente nu også at kirkerne og præsterne var kapitalismens forlængede arm, så de skulle i hvert fald ikke samle penge ind til kirken.
Og det var da bestemt heller ikke alle præster på Nørrebro, der var lige populære. Særlig den indremissionske præst, Pastor Steen fra Johanneskirken var upopulær hos arbejderne:
Ja sådan stod det at læse i Socialdemokraten i 1887 efter begravelse af Adam Petersen. 10.000 arbejdere havde samlet sig.
En forsørges død kunne den gang føre til familiens undergang. Mange måtte også gå tidlig i seng under dynen om vinteren. Der var ikke penge til kul.
Politiet var opmærksomme på socialister og anarkister
I 1875 fik Danmark sin første udlændingelov. Det var politiet, der afgjorde om man kunne få opholdstilladelse. Der var nu flere der blev udvist, end folk, der fik indrejsetilladelse. Efter 1891 var offentlig forsørgelse betinget af dansk indfødsret. Lovgivningen blev langsomt strammet fra 1908. Politiet var især opmærksomme på socialister og anarkister.
”Oversvømmes” af jøder
Jøder var underkastet særlige regulativer længe før udlændingeloven fra 1885. Christian den Fjerde havde ellers inviteret de første til Danmark med henblik på at udvikle landet. I 1813 var der 2.400 jøder i København.
I den danske befolkning var der åbenlys skeptisk mod jøderne. Det kom i høj grad frem i en artikel i Politiken den 7. september 1913. Her blev der fortalt, at de (jøderne) var fattige både i åndelig og materiel henseende. Bladet mente, at:
Berlingske holdt sig nu heller ikke tilbage. De beskyldte de russiske og polske jøder for at være kriminelle.
Omkring 1920 – 25 blev den jødiske tilstedeværelse på Ydre Nørrebro mere markant via en del jødiske familiers ejerskab af boliger i haveforeningerne Taga og Liljen. I Taga var der cirka 35 jødiske familier, som havde et haveforeningshus. Og tænk så havde de alle 4 – 5 børn.
Seks gader følges
Vi følger seks forskellige gader på Nørrebro i forskellige tidsperioder. Det er en smart måde at forenkle budskabet på. Og dengang i 1880erne var det endnu ikke normalt, at gifte kvinder havde et arbejde. Ud af 244 kvinder, var de 201 uden for arbejdsmarkedet.
Et dansk studie fra 1887 viser således at 78,2 pct. af de ugifte kvinder i København var selvforsynende. Blandt de gifte kvinder var 6,6 pct. selvforsynende.
Også dengang var der forskelsbehandling af arbejderklassens børn og middelklassens i skolen. Og en masse børn på Nørrebro døde under diverse epidemier.
Der var let at finde bolig på Nørrebro
Byggeriet på Nørrebro tiltrak også udlændinge. Herfra var mange fra Tyskland. Fra 1890 til 1915 blev Københavns befolkning øget med 205.900 indbyggere.
Det var i begyndelsen let at finde bolig på Nørrebro. Og ofte kunne man bo gratis i flere måneder i bydelen. Dette forhold kan tilskrives, at der blev bygget virkelig meget dengang.
Men brokvarterets huse var bedre end i Indre By, konkluderer forfatteren.
På et tidspunkt var det almindeligt, at patienter fra Almindelig Hospital fik udgang om torsdagen, ja vi har nævnt det i tidligere artikler. Så gik ellers den vilde tigger – jagt. Butikker havde samlet to – øre til dem. Men det var nærmest et kapløb, om at komme først. Men politiet stoppede efterhånden Legen.
I begyndelsen af 1900 – tallet boede der blandt andet brasilianer, tyskere, ungarere, italienere, polakkere, svenskere, russere og franskmænd i området nord for Dronning Louises Bro.
Borgerskabet ville af med Socialister
Når man diskuterer indvandrere har man en tilbøjelighed til kun at diskutere religion og kultur. Så stopper diskussionen. Det burde også dreje sig om boligforhold, uddannelse, social marginalisering og psykisk helbred.
Problemet med indvandrere var også, at mange sikkert var socialister. Og de var ikke særlig velset dengang af borgerskabet. Dem ville man gerne hurtig af med igen. Men nu var det ikke kun udlændige, der bosatte sig på Nørrebro. Nej, det var især også jyder. Og ligesom i dag så fandt de forskellige grupper sammen, og det gjorde jyderne selvfølgelig også.
Svenskerne var ”småkriminelle”
Men i begyndelsen var det svenskerne der dominerede. Der var rigtig mange af dem. Og de fleste af dem var meget fattige. I bogen er der også anekdoter, blandt dengang i 1888, da der nærmest opstod diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige, da Danmark udviste to svenskere for en forbrydelse de slet ikke havde begået.
Og når vi nu er ved emnet, så skrev Politiken i 1913 da Kong Gustav besøgte København, at der i Landskrona boede 12.000 svenskere, så boede der i København 18.000 svenskere. Andelen af svenskere i perioden 1880 – 1911 var i København på 4 pct. I 2010 var dette tal faldet til under 1 pct.
I de seks gader, som Garbi Schmidt har udvalgt var der i perioden 1890 – 1911 en stor overvægt af svenskere blandt indvandrere. Det svarede til 54 pct.
Svenske piger, der kom hertil blev opfattet som løsagtige. Jo fordomme var det nok af. De fordomme, når det gælder Nørrebro er endnu ikke forsvundet. De svenske mænd blev opfattet som skruebrækkere. Måske nærmer vi os datidens Social Dumping.
Fagbevægelsen var bange for løntrykkere
Arbejdsmændenes Forbund var dog utilfredse med den svenske arbejdsindvandring. Forbundet opfordrede Rigsdagen til, at der skulle tages hensyn til danske arbejdere, ved udførelse af statens arbejde.
Fagforeningerne dengang, var ikke begejstrede for disse løntrykkere. Og lige som jøderne, der gik mærkelig klædte og talte jiddish, så var det det samme med jyderne. De gik også mærkelig klædte og talte et underligt sprog.
Mellem 1900 og 1920 var der stor bekymring for, om de jødiske indvandrere lige som svenskerne var en mulig byrde for velfærdssamfundet
Efter svenskerne var det jugoslaverne, der dominerede indvandrergrupperne.
Troen spillede også en rolle
Troen udgjorde selvfølgelig også en rolle og ikke mindst katolicismen. Vi får i bogen også historien om de fire katolske Sankt Joseph – søstre, der kom til København med skib fra Frankrig. Men man havde fra kirkens side ikke tænkt sig, at betale for søstrenes ophold. Det var meget surt i starten. Men efterhånden bakkede de tyske præster op om sagen. Og man startede med kirken ved Sankt Joseph Hospitalet.
Grundet pladsmangel erhvervede man en grund på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade. Og i 1912 stod den nye kirke færdig (Læs artiklen: Et hospital på Nørrebro).
Nørrebro var Byens kloak
På Nørrebro kneb det stadig med sundheden efter 1915. Fattigdommen var stadig stor. Bydelen blev ikke mere regnet for Byens Kloak. Men alligevel var det langt fra byens sundeste sted. Det var her, at børnedødeligheden stadig var størst. I 1036 døde 119 småbørn under et år på Indre Nørrebro. Antallet af svenskere faldt efterhånden. Generelt blev der stillet større og større krav til flygtningene.
I de seks udvalgte gader var der nu i 1940 26 forskellige nationale grupper.
Regeringen i 1938: København er ”mættet med” udenlandske jøder
I 1938 udtalte Troels Hoff som repræsentant for regeringen:
Ingen pligt til at tage tyske undersåtter
I Politiken omtaltes Krystalnatten og dens følger. I Jyllands Posten var man nærmest forstående over for følgerne. Men Politiken følger et par dage efter op på historien:
Og avisen slutter:
I Danmark havde man yderligere skærpet reglerne. Man kan undre sig over, at Danmark kun ville modtage et meget begrænset antal tyske jøder.
Det kunne ikke gå hurtig nok med at sende dem ud af landet igen. Allerede i 1938 kunne justitsminister Steincke med stolthed berette om, at der dengang kun var givet opholdstilladelse til 1.300 jødiske flygtninge.
De tyske flygtninge skulle holdes ude
I 1940 var der en jødisk brydeforening på Nørrebro. En del jøder boede på Birkegade. De blev i erindringer kaldt for Østjøder.
Besættelsestiden på Nørrebro var også kaos, uro og frygt (Se artikeloversigten i slutningen af artiklen)
Efter krigen var der nærmest tale om undtagelsestilstand, når det gælder de tyske flygtninge. De blev forbundet med nazisme, krig og besættelse. De blev også de fleste steder behandlet derefter. De skulle absolut holdes ude for det danske samfund.
Cirka 250.000 flygtninge blev sendt til Danmark. Også sårede tyske soldater blev sendt her til.
90.000 flygtninge i København
Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt til at huse flygtninge. Forholdene var både før og efter befrielsen kaotiske. Også de sanitære forhold var en katastrofe.
Hurtigt var der mangel på de allermest nødvendige lægemidler og forbindingsstoffer.
Der måtte findes nye lokaler til undervisningen. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, Nora Bio, KFUM og en lokal Hestskosfabrik.
Jagtvejens Skole’ s elever blev delt ud i Anna Kirke, Havremarkens Skole, et asyl, et privat hjem og Frelsens Hær’ s lokaler i Gormsgade.
Nørrebro – knægte i ”Frihedskampen”
Flygtningene lignede nu ikke herrefolket. Det lykkedes for nogle Nørrebro – knægte at franarre flygtningene grønne 5 mark og røde 10 mark sedler mod lovning af Wienerbroth. Disse flygtninge fik nu aldrig deres Wienerbroth. Nørrebro – knægtene mente, at de havde bidraget til frihedskampen. Og pengene – ja de var nærmest værdiløse.
De ”grimme” flygtninge
Forældrene havde fortalt deres poder, at de tyske flygtninge var grimme og at de opførte sig grimt.
Ved skolens låge i Prinsesse Charlottesgade håbede mange, at få et glimt af disse grimme mennesker. De rigtige modige danske børn rakte tunge af de tyske børn.
Journalister blev iført gasmasker
Den danske befolkning var delt i to. Den ene del mente, at de tyske flygtninge fik i overflod, som danskerne kun kunne drømme om. Den anden halvdel mente, at flygtningene levede i skidt og møg, og at det var direkte sundhedsfare for den øvrige befolkning.
Politikens journalister ville besøge de tyske flygtninge i Folkets Hus på Jagtvej 69. De blev bedt om at tage gasmaske på. Mange steder var det forfærdelig forhold, som vi bød flygtningene. Politiken skrev i øvrigt om forholdene:
Ja tænk engang – 519 flygtninge var stuvet sammen i Folkets Hus i maj 1945.
Lugten var gennemtrængende på Jagtvejens Skole
Jo det var virkelige uhumske forhold, man udsatte de tyske flygtninge for. Beskrivelsen af Jagtvejens Skole får vi her:
Hvordan flygtningene selv oplevede deres situation får vi ikke at vide.
Vi vil fandeme ikke rage i Nazi – lort
I Stevnsgades Skole var der indkvarteret 400 mennesker. Snart var WC´ er forstoppet, og det flød med uhumskheder. Men det kneb gevaldig med at få danske håndværkere til at ordne det. Som en af dem sagde dengang:
Tyskerne blev indkvarteret i baraklejre, skoler og medborgerhuse. De fik forbud mod at kontakte danskere. Vi kunne ikke lide dem og betragtede dem som en del af det nazistiske system.
Vores kirker skal ikke vanhelliges
I bogen får vi også beskrivelser af, hvordan Nørrebro – borgerne betragtede flygtningene. En beboer havde en tirsdag eftermiddag set en procession af tyske flygtninge komme vandrende fra Sjællandsgades Skole til Simeons Kirke. Den 26. juni 1945 skrev han i Nørrebro Folkeblad:
Garbi Schmidt har fundet frem til en del andre erklæringer, der ligner denne.
13.174 tyske flygtninge døde i danske lejre
Arbejdsminister Kjærbøl førte ellers en stram kurs over for de tyske flygtninge. Han påpegede, at de under ingen omstændigheder måtte have kontakt med lokalbefolkningen.
Og langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge ikke skulle have det bedre end de danskere, der var i KZ – lejre.
Tænk engang mellem 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt. Ud af disse var 7.859 børn.
Slum og misligholdte ejendomme
Nørrebro havde i 1960erne et ry som slum med misligholdte ejendomme, skrubbeløse ejere, overset og tilsidesat af et bystyre, som kun langsomt begyndte at interessere sig for sanering. Men det var også et sted med sammenhold og alternative og socialt eksperimenterende bevægelser.
Alene i dette afsnit anvender forfatteren hele 57 artikler fra Lokal Avisen Nørrebro og Nord – vest Avisen.
Vi er på det tidspunkt, hvor industrien manglede arbejdskraft. Fra syd kom de, først jugoslavere og siden andre folkeslag.
Butikkerne forsvandt efterhånden
I 1940 boede der 115.353 mennesker på Nørrebro. I 1960 var tallet 105.305 og i 1970 var der 90.646 på Nørrebro. De lokale arbejdspladser faldt af efterhånden Også antallet af butikker gik kraftig tilbage. I 1954 var der 300 dagligvarebutikker, og i 1970 var dette tal faldet til 150.
Men nu var det sådan, at efter saneringen så forsvandt der endnu flere butikker på Nørrebro. Nu var det endelig slut med, at Nørrebrogade var Danmarks største handelssted
Der var liv i Blågårdsgade
Men i Blågårdsgade var der dengang masser af liv. Her var masser af butikker og værtshuse. Lejlighederne var små, og man kan sige, at værtshusene blev forældrenes dagligstue. Selv i Prins Jørgensgade var der masser af små butikker og værksteder.
Denne gade blev bogstavelig undermineret af rotter. Ja på et tidspunkt opstod der et kæmpe hul i asfalten. Og rotterne kom ind i lejlighederne hos folk, når de ikke var hjemme.
I Møllegade var det også gang i den. Her var både ungdomsklub, slagsmål og kvinder, der blev slået halvt ihjel.
Her på Indre Nørrebro opererede Støvlebanden. Efter sigende overfaldt de ældre og sagesløse. Egentlig var der ikke så mange lokale sammenstød med indvandrere. Men her på Nørrebro var der dog også en afdeling af De Vilde Engle. Og disse kunne ikke lide indvandrere.
I bogen får vi også et nærmere indblik i bulldozersaneringen.
Kinesiske restauranter på Nørrebro
I efteråret 1961 kunne man i flere indlæg i Politikken læse, hvor tilsidesat Nørrebro – borgene følte sig i forhold til Vesterbro. Beskrivelsen af Nørrebro som slum, mørke baggårde og usunde lejligheder var klart i overtallet i avisens spalter.
I 1969 blev Nørrebro mål for grupper af kinesiske flygtninge særligt fra Taiwan. Flygtningene boede ofte i kummerlige lejligheder, ejet af boligspekulanter, hvilket de danske omgivelser var forarget over. De tjente til vejen og dagen ved at etablere de første kinesiske restauranter i Danmark.
Narko, vold og indvandring
Skildringen af indvandrergrupper begynder først i midten af 1970erne. Men i Aktuelt i september 1971 kan man læse følgende:
Fremmedarbejderne flyttede sammen i bestemte ejendomme og efterhånden blev overskrifterne:
Slumstormerne startede på Nørrebro
Jo, Nørrebro har altid været arnested for alternative (socialistiske) ideer. I 1930erne var der kampe mellem KU og DKU i området omkring Blågårds Plads.
Man siger altid, at det folkene omkring Sofiegården, der var de første Slumstormere i 1969. Men allerede i 1966 havde murerlærlingene og deres aktiviteter omkring lærlingekollegiet Murergården kunne sammenlignes som sen slumstorme – aktivitet.
Slumstormerne havde opbakning blandt Nørrebros befolkning. Vi får også i bogen historien om Nørrebro Beboeraktion.
Grobund for kreativitet
Indvandringen var markant ringere. Men den repræsenterede nu langt flere lande. Flere gange fremhæves tilliden, kreativiteten i byrummet. Men Nørrebro havde stadig mange dårlige bygninger, slum og masser af børn. Og de gik for lud og koldt vand, hed det sig. Her var mangel på luft. Men igen en gang, her var grobund for kreativitet.
Der indløb klager over sigøjnerne, der ikke ryddede op efter sig. Og så forsvandt der træ fra en nærliggende byggeplads. Ja og så opstod der pludselig en debat om negre i lokalavisen.
I anden halvdel af 1969 brugte man begrebet gæstearbejder. Men på Nørrebro blev narkotika – problemerne nu mere og mere forsidestof. Forskellige misbrugscentre opstod. Og disse narkomanere og pushere blev aldrig accepteret af Nørrebro – borgerne i samme grad som alkoholikerne.
Pludselig var der modstand mod indvandring
I 1973 blev der indført indvandrerstop. Men i 1980 var der 796 jugoslaviske indvandrere på Indre Nørrebro og 445 på Ydre Nørrebro. Gruppen af pakistanske indvandrere var den næststørste. Derefter fulgte tyrkere og marokkanere. I de seks gader vi følger var der nu repræsenteret 50 lande.
Pludselig opstod der modstand mod indvandrerne på Nørrebro. Det skete i takt med den stigende arbejdsløshed. Medierne og politikerne betragtede dog efterhånden indvandrerne som et blivende fænomen.
14 – 16 timers arbejdsdag
De første indvandrerkiosker opstod. Disse udviklede sig senere til grønthandlere. I dag ser vi jo også en masse fast food butikker, som er ejet af indvandrere. Guldsmede – og cykelbutikker fulgte efter. Indvandrerne overtog de små butikker, som danskerne ikke kunne få til at løbe rundt. Familien levede i baglokalerne og de arbejde 14 – 16 timer i døgnet.
Nørrebro blev venstreorinteret
Kampen på Byggeren følger vi også i bogen. Her var masser af indvandrerbørn. Man oversatte protestbreve på tyrkisk og andre sprog, og fik også disse forældre til at skrive under. Desværre blev konflikten løst med vold.
Nørrebro i perioden 1978 – 1982 var en bydel med en klar venstreorienteret vælgerskare.
BZ’ erne var ret så aktive på Nørrebro. Vi får i bogen alle de kendte aktioner. Måske kunne vi i forbindelse med vore lokalhistoriske aftner lave et tema, der netop hed Slumstormere, BZer og Autonome på Nørrebro.
Kontrasternes bydel
I det sidste afsnit følger vi udviklingen fra 2000 – 2010. Københavns Kommune var i den periode både en aktiv med – og modspiller. Det er også perioden omkring urolighederne omkring Ungdomshuset. Både autonome og indvandrerunger sætter gaderne i brand.
Mellem år 2000 og 2010 var der hundredevis at integrationsprojekter i gang i bydelen.
Nørrebro er mangfoldighedens centrum. Det har forfatteren ganske ret i. Men det er også kontrasternes bydel
Mange uroligheder
De forskellige uroligheder i bydelen beskrives gennem artikler fra de store dagblade. Da bandekonflikten raserede holdt folk sig væk fra disse områder. Rydningen af Ungdomshuset fylder også godt i bogen.
I perioden 2000 – 2010 blev Nørrebro det kvarter i København, hvor andelen af indvandrere og efterkommere af indvandrere var størst, nemlig mellem 24 pct. og 29 pct.
Islam – et besværende element
Islam er i forbindelse med integration et besværende element i Lise Egholms optik. Hun var som bekendt en markant skoleleder på Rådmandsgades Skole. Hendes bøger er bestemt værd at læse. Undertegnede har anmeldt dem på www.norrebro.dk
De mange grupper viser fortsat deres holdninger ved demonstrationer m.m. særlig på Nørrebrogade og Blågårds Plads. Særlig sidstnævnte har en symbolsk betydning. Det er så forskellige grupper som Hizb ut Tahrir, Reclaim the Street, Autonome, Antifacistisk organisation, forskellige religiøse grupper m.m.
Bogen kan varmt anbefales
Bogen er bestemt værd at læse. Men husk lige, at det er en doktorafhandling. I et enkelt afsnit er det lidt meget akademisk tilgang, og du skal heller ikke forvente lokalhistoriske fotos på alle sider. Men den kan sagtens læses af alle med hang til lokalhistorie. Ja den giver faktisk meget mere. Man forstår bedre sammenhængen med forskellige tilgang. Vi havde nogle få kritiske bemærkninger.
Her kan du få endnu mere at vide
Og det var at vi manglede noget i beskrivelsen af indvandrer – butikkerne og de besværligheder, som de har haft, men kære læser, de ting kan du læse på www.norrebro.dk Her har du 3.600 artikler til rådighed. Du kan med fordel bruge søgefunktionen. Her kan du også læse om Ungdomshuset og smadrede butikker m.m.
Og på www.dengang.dk kan du fortsætte med at læse om nogle af emnerne. Vi bringer her neden under en artikelliste.
Vi har i løbet af denne artikel skamrost Garbi Schmidt for sin bedrift. Fantastisk godt gået.
Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. (489 sider)
Hvis du vil vide mere (relevans til denne artikel): Læs
Nørrebros Historie:
Arbejdere:
Tyske Flygtninge:
Besættelsen på Nørrebro:
Autonome, BZ’er og Slumstormere samt sanering:
Afslutning
Egentlig har Nørrebro været god til at forholde sig til forskelligheder. Den viden, kultur og globale netværk som de fremmede kommer med, er med til at berige Nørrebro. I Nørrebro Handelsforening besøgte vi engang Per Pallesen, der dengang var direktør på Nørrebro Teater. Han sagde dengang meget rammende:
Men det er en skam, at politikerne i Københavns Kommune med deres forskellige tiltag er med til at ensrette Nørrebro. På den måde mister bydelen efterhånden sin mangfoldighed.