Artikler
Februar 7, 2016
Angrebet mod Tønder 1918
Endelig den 19. juli 1918 lykkedes det at få ramt på luftskibsbasen i Tønder. I alt blev der kastet 11 bomber. To haller blev beskadiget, en spærreballon og to luftskibe blev ødelagt. Tønders storhedstid som luftskibsbase var dermed forbi. Læs også her, hvor meget ”krudt” tyskerne brugte mod de britiske fly. Måske var det en dårlig ide, at de havde afskaffet luftskibsbasens jagerfly. Dette var historiens første angreb fra et hangarskib. Læs også her om alle mislykkede forsøg og det hemmelige ”Gefechts – Bericht”.
Gefechts – Bericht
Det er altid dejligt, at blive inspireret af vores læsere. Og det har Gerd Uwe fra Tønder gjort flere gange. Denne gang har han siddet med lup og to computere for at tyde et såkaldt Gefechts – Bericht. Han har så forsøgt at gengive denne rapport. Og her på redaktionen har vi så tænkt på, at lave en artikel, som både inkluderer angrebet set fra engelsk og tysk side.
Og de indviede ved sikkert allerede nu, hvad det drejer sig om, nemlig det britiske angreb mod luftskibsbasen lidt nord for Tønder. Vi har tidligere beskæftiget os med denne base, og vi giver selvfølgelig en artikeloversigt bagerst i denne artikel. Vi skal beklage, hvis nogle af navnene er gengivet forkert. Det skyldes som nævnt at Gefechts – Bericht har været svært at tyde.
Ja det er faktisk tale om tre forskellige rapporter. De to af dem er underskrevet af henholdsvis Gez. Hirsch, Kriminalschutzmann og Tönnis, Kommandant des Luftschiff – Trupp Tondern.
Beretning fra den dansk/tyske grænse ved Hvidding
Menig Müller fra 4.Komp.Landst.Ers.Ratl. 9/32 har efterfølgende berettet følgende til Kriminalschutzmann Hirch, der allerede om eftermiddagen den eftermiddagen den 19. juli 1918 foretog afhøringer ved grænsen til Danmark:
Melding fra Skærbæk
Klokken 5.23 meddeles der fra Skærbæk:
På luftskibsbasen bliver farsvarsbatterierne allarmeret. Men der bliver ikke startet nogen fly fra Tønder, da dette flyforsvar siden marts 1918 var nedlagt. De fem fly, der normalt var tilknyttet basen var trukket tilbage til andre opgaver.
Tre fjendtlige fly
Klokken 5.35 meldes om tre fjendtlige fly som angriber hallerne fra sydøst. Maskinerne kom fra 2.000 – 3.000 meter, hvorefter de styrtdykkede til 30 meter. På Toska blev der smidt tre bomber. Mod Tobias blev der smidt en bombe.
Luftskibe brændt
Alle 4 bomber gik ned gennem taget. I Tobias blev en spærreballon optrevlet. Toska blev fyldt med røg og ifølge Gefechts – Bericht kan den ikke benyttes. De to luftskibe i hallerne brændte
To bomber fejlplaceret
Inden angrebet blev der mod byen Tønder smidt to bomber. En af disse blev kastet mod det sted, hvor kvægmarkedet normalt blev afholdt. Og den anden blev smidt på en mark langt ude for byen. Ingen personer kom til skade, og der var heller ikke sket andre skader.
I lav højde over Gallehus
Batterierne blev affyret mod sydøst. Maskingevær og infanteriild blev iværksat fra luftskibsbasen.
Efter angrebet fløj flyene lavt (ca. 20 meter) over Gallehus Skov mod vest. Grunden til, at de fløj så lavt var for at undgå beskydningen.
Flyene drejede mod højre og fløj nu mod nord.
Nyt angreb
Klokken 5.50 observeres fly gennem skyerne i 2.000 meters højde. De nærmer sig fra øst. Nu gentager det samme forløb sig.
Toska var på daværende tidspunkt fyldt med tyk sort røg. Tobias blev angrebet af to fly. Det tredje fly fløj cirka 2 – 300 meter mellem Toska og Tobias. Det blev antaget, at dette fly lavede lysbillede – optagelser.
Gasbeholderen eksploderede ikke
To bomber ramte Tobias og gik gennem taget. En bombe faldt cirka 30 meter nordøstlig fra hallen. En fjerde bombe ramte en gaskeddelvogn. Gasbeholderen blev ikke bragt til sprængning. En femte bombe ramte vest for Tobias. Den bevirkede, at jernbaneskinner blev revet op.
Under hele aktionen blev der affyret med maskingevær og infanteriild. Under denne aktion faldt der et hjul fra en af flyene.
Fly blev igen observeret ved den dansk/tyske grænse
Oppe ved den daværende dansk/tyske grænse kunne menig Müller videre berette:
Smedemester Andreas Peter Hansen, der bor i Råhede fortæller, at han omkring klokken 6.10 også så to fly fra sydøstlig retning over Roager, der fløj mod Ribe. Flyene var meget højt oppe. Hansen mente desuden, at han nogle minutter senere har hørt en prpel – lyd over Rejsby.
Engelske piloter interneret
Hirch gør opmærksom på, at det danske Statspoliti fra Esbjerg har meddelt, at der i nærheden af Esbjerg er landet tre engelske fly. Endvidere meddeles det, at besætningen er blevet interneret. Den ene pilot havde brændt sin maskine, fordi han troede, at han stadig befandt sig på tysk jord. Et andet fly var stærkt beskadiget af geværskud.
Det lykkedes for de tre engelske piloter senere at undslippe deres danske fangenskab. De nåede til England, og blev atter sendt i krig.
Der blev smidt 11 bomber
Kommandant Tönnis kan i sin beretning fortælle, at det var tale om dobbeltdækkere, der kun var beregnet til en mand. De bomber, som de havde smidt måtte være af svær kaliber. Der var smidt i alt 11 bomber, de to omkring Tønder.
Han kunne meddele, at Toska kun havde fået ringe skade. Om cirka tre uger ville den atter være i brugbar stand. Værre så det ud med Tobias. Kommandanten mente, at den skulle nedrives.
Der blev brugt mange patroner
Vi får faktisk også at vide, hvor meget der er blevet affyret, fra Flyvemaskine – hallen var der fra 4 maskingeværer affyret 1.670 patroner og fra 220 russiske geværer var der affyret 2.450 patroner.
Fra den såkaldte sikkerhedsstation ved hallerne har et maskingevær affyret 475 patroner, og 20 karabiner 280 patroner.
Grundet skyer havde man svært ved at observere målet beretter kommandanten. Ved dykket mod målet havde flyene opnået ret stor hastighed konstaterer kommandanten.
Hirsch mente, at skud havde ramt flyene
Kriminalschutzmann Hirsch konstaterer, at flyene grundet beskadigelser fra forsvaret var nødsaget til at lande. Men det var nok snarere brændstofmangel, der var årsag til dette.
Kommandanten slutter sin beretning med angivelse af temperatur (15 grader) barometer (761) og en luftfugtighed på 85 pct. Vinden kom fra vest – sydvest.
Flere var såret
På luftskibsstationen blev flere såret. Matros Schmidt blev lettere såret, han fik beskadiget sit håndled. Overmatros Heinemann fik splinter i ryggen. Overmatros Westphal blev forbrændt af første grad på hovedet. Overmatros Vogel blev alvorlig kvæstet. Han fik splinter i ryggen, nogle er antagelig gået ind i bughulen. Han blev overført til lazarettet i Mürwik. De andre kvæstede blev behandlet på stedet.
Kammandant Tönnis roser hele sit mandskab, både officerer og menige.
Flere forsøg
Allerede i 1916 havde englænderne forsøgt at bombe luftskibsbasen. Men de måtte vende om. Afstanden var simpelt hen for stor. Ja man havde forsøgt både den 25. marts og 4. maj 1916. Men i juli 1918 traf den militære ledelse den beslutning, at Marine – Luftskibsstationen Tønder skulle udslettes.
Angreb mod Højer
Den 25. marts 1916 havde den tidligere passagerfærge Isle of Man HMS Vindex, som man havde ombygget til flytransport medbragt 5 fly som om morgenen blev sat i land ud for Slesvig Holstens kyst. Målet var at opspore og bombardere en hangar som lå ved Højer. Først på hjemturen opdagede en af piloterne en stor stald, som han troede var en hangar. Men bomben virkede ikke. Og det tyske luftforsvar havde opdaget de britiske fly. Kun 2 to af de fem vandfly nåede tilbage. Kunne det være, at der lå en befæstning ved Højer?
Angreb med 11 vandfly
Den 4. maj startede man et nyt angreb mod Tønder med 11 vandfly. Kun et fly nåede Tønder og smed to bomber a 29,5 kg, som ikke ramte. 8 af vandflyene kunne ikke lette, en ramte masten på en eskorterende krydser og en vendte tilbage med motorproblemer.
Angrebet blev forstyrret af luftskib L7, som i 1.200 meters højde opdagede skibene. Det blev ramt af antiluftskyts af de medfølgende krydsere. Det nødlandede på Horns Rev og brød i brand. Syv besætningsmedlemmer overlevede og blev taget med de engelske skibe. Her blev de interneret som krigsfangere
8 piloter forberedte sig
På flyvepladsen i Turnhouse en forstad til Edinburgh startede træningen af 8 piloter med det ene formål, at bombe luftskibshallerne i Tønder. Konturerne af Tønders 3 luftskibshaller var markeret op.
Igen blev aktionen aflyst
Et angreb med kodenavn Operation F5 var planlagt sidst i maj 1918, men blev efter, at Furious havde forladt havnen opgivet på grund af muligheden for at være blevet opdaget af ubåde.
Et angreb var planlagt den 29. juni måtte opgives, da den ene af piloterne pludselig sendtes væk.
Tordenvejr satte stop
Den 17 juli var man klar til et nyt forsøg, men et tordenvejr satte en stopper for dette. Men endelig to døgn senere var man klar. Og i tidsregningen er der en times forskel mellem de engelske og de tyske indberetninger.
150 km fra Tønder
Den 19. juli 1918 startede i alt syv fly fra hangarskibet HMS Furious i to grupper. Skibet lå 150 km nord – nordvest for Tønder. Det ene fly måtte dog returnere efter motorproblemer. Skibet blev fulgt af 25 større eller mindre flådefartøjer.
Gad godt nok at vise, om dette var det første angreb med fly fra et hangarskib. Og for flykendere kan vi oplyse at flyene var af typen Sopwith Camel. De medbragte 50 – punds bomber.
Ingen kunne returnere til skibet
Piloterne vidste godt, at ikke kunne returnere til hangarskibet. Dette havde man absolut dårlige erfaringer med. De var instrueret om at lande på vandet og undgå at krænke det neutrale Danmark.
Man valgte at ofre flyene, fordi det var ekstremt farligt at lande på dækket. De tidligere forsøg at lande et fly på et skib i bevægelse var kun sjældent endt godt. Året før havde testpiloten Edward Dunning således mistet livet under landing på Furious.
Dickson tilbage
Åbenbart er det ikke helt klarhed over de engelske flys skæbne. Således meldes det om at kun Kaptajn Dickson fra første angrebsgruppe nåede tilbage. Det var dog ikke til hangarskibet, men til en mindre destroyerflåde, der lå 40 sømil vest for Blåvandshuk.
Efter de engelske meldinger landede kaptajn Jackson vest for Guldager. Løjtnant Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.
Smidt nåede det også
Heller ikke piloterne fra anden angreb nåede tilbage. Efter en dramatisk tur landede kaptajn Smidt midt ude i et minefuldt farvand, men så tæt på destroyerflåden, at han kunne samles op.
Løjtnant Yelett forsvandt sporløst i Vesterhavet. Løjtnant Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr. På Holmsland Klit.
Angrebet kunne ses fra Aventoft
Fra luftskibsbasen forsøgte man gennem datidens medier at nedgøre skaderne. Men for tøndringerne var det en stor begivenhed. De strømmede til ulykkesstedet. Niels Bøgh Andersen fortæller i en af hans bøger, at man kunne se angrebet helt fra Aventoft.
De engelske piloter flygtede
Som skrevet så flygtede de tre internerede piloter. Jackson flygtede fra internering i Århus sammen med Williams gennem Norge og Sverige.
Newzealænderen Dawsen blev iklædt civilt tøj og flygtede fra Palads Hotel i Esbjerg på cykel gennem Danmark, Sverige og Norge.
Slut med Luftskibsbasen
Efter angrebet konstaterede tyskerne, at basen ved Tønder lå lidt udsat. Derfor blev den derefter kun brugt i forbindelse med nødlandinger. Og dette var et problem for tyskerne. Ved lukningen af basen kom man til at mangle vigtige informationer om den britiske flådetrafik i Nordsøen. Det var et stort problem, fordi den tyske flådestyrke i forvejen var den britiske underlegen.
Tak til Gerd Uwe Christiansen, Tønder
Hvis du vil vide mere: Læs
Januar 25, 2016
Avlsgården – Grøngård – endnu mere (2)
Godset blev oprettet i 1567. Her var masser af krat og vildt. Det var lige noget for Hertug hans den Ældre, der byggede et jagtslot på grunden. Der var et stor kreaturbesætning. Alene brugte hofkøkkenet 120 okser hvert år. Og Der var masser af hø. Det var et lille tjenestehold, men masser af hovbønder fra et stort område. De var tidligere tilknyttet Tønderhus. Avlsgården havde ret til en kvinde – og en mandsstol i Burkal Kirke. Hovbønderne købte sig fri. Der var udstykninger i 1775 og 1793. På nogle af parcellerne var der byggepligt. Man fremstillede farvelagte kort og flotte tryksager. I 1931 blev der udstykket seks husmandssteder.
Oprettet i 1567
Det nuværende domæne Grøngård er kun en lille rest af det oprindelige hertugelige gods af samme navn. I første del af vores artikel skrev vi, at godset blev oprettet af Hertug Hans den Ældre i året 1567.
Indtil året 1562 var hele denne egn bevokset med store egeskove. Man lod blandt andet svine fra Vestergård i Burkal gå her.
Vild krat og rigt med vildt
De lavtliggende områder bestod af et uigennemsigtigt krat af nødde – eller birketræer. Her fandtes en rig bestand af vildt. Men for de omkringboende mennesker var de tætte skove også et yndet tilflugtssted, når krigen hærgede området.
I sagnet om herredsfogeden fra Hajstrupgård fortælles bl.a også, at han søgte skjul i skovene omkring Lydersholm. For ikke stedkendte kan vi oplyse om, at det ligger lige om af Grøngård.
Kun to smågårde lå inde i skoven. Den ene hed Halekamp og lå på en lille høj en kilometer øst for det nuværende Grøngård. Den anden hed Tuetmose og lå cirka en kilometer vest for gården Holmgård.
Hertugen kom her ofte
Disse to småbrug havde hertug Frederik tilknyttet sig fra klosteret i Løgum i året 1503. Frederik’ s efterfølger, hertug Hans den Ældre kom ofte her på egnen. Han var en ivrig jæger, og for ham var disse vildrige egne et yndet opholdssted. Sagnet fortæller, at han engang skød en mægtig hjort i denne skov. Og så besluttede han sig for at bygge en gård.
Masser af træ til digebyggeri
Da han netop på den tid var ved at inddige Gudskogen, gav hertugen tilladelse til, at man hentede det til digebygningen nødvendige ris i skovene nord for Lydersholm.
Masser af hø
I alt bortkørtes 18.000 læs. Tuetmose og Halekamp blev nedlagt. Midt i det ryddede område byggedes avlsgården Grøngård. Godsets jorder strakte sig fra Gammelå i syd til Lillestrøm i nord og fra Udbjerg sognegrænse i vest til småbruget Skovhus’ areal mod øst.
Hele godsets jordareal var på 999 tdr. land. Heraf var 256 tdr. agerland og 743 tdr. engareal.
I de første åringer blev godset drevet af den hertugelige forvaltning selv. Men da Hertug Hans den Ældre døde i 1581 og Grøngård blev overtaget af hertug Frederik, blev den til et domæne og bortforpagtet.
Til at begynde med, blev der avlet rug og hø, senere kom også byg og havre. Kornudbyttet var dog ikke særlig stort. Men høhøsten var til gengæld kæmpe stor. I året 1580 blev der således avlet hele 2.000 læs hø.
Store kreaturbesætninger
Godsets kreaturbesætning var også ret stor. I vinteren 1580 – 81 fandtes der således på ejendommen:
Og 17 år senere, så det sådan ud:
De opdrættede dyr blev for en stor del aftaget af det hertugelige hus i Gottorp – resten blev solgt.
Hofkøkkenet brugte årlig 120 okser
Hofkøkkenet brugte årlig ca. 120 okser (1650). Ved indkøb kostede magerkvæget dengang ca. 13 rigsdaler, og når de i løbet af sommeren var blevet opfedet stod de i ca. 26 rigsdaler. Slagtet vejede de ca. 400 pund stykket, undertiden lidt mere.
I år 1570 købte amtmanden okser til hertugen til hertugen for cirka 766 mark og solgte dem opfedede for 1.782 mark.
Øg og føl solgtes på markedet i Itzehoe. Kreaturerne solgtes til købmænd i Tønder og Flensborg eller til Holland.
Et lille tjenestehold
I forhold til sin størrelse havde Grøngård kun et lille tjenestehold. Foruden husfogeden (bestyreren) var der en gartner, en dreng, som passede hestene, flere fodermestre, en hyrde, to tærskere, en mejerske og tre piger.
Det var sikkert sådan, at det lille tjenesteskab ikke nødvendigvis kunne klare alt arbejde om foråret og i høsttiden. Men mange boelsmænd og kådnere, som før havde pligt til at udføre arbejde for Tønderhus, nu var blevet overvist til Grøngård.
Og disse kom fra Burkal, Hostrup, Bylderup, Ravsted, Højst, Bjolderup, Ladelund, Medelby, Læk, Karlum, Braderup, Klixbøl m.m.
Avlsgården lå nordligere
Avlsgårdens bygninger lå dengang noget nordligere end nu. Over indhusets dør var der anbragt to hjertetakker. Foruden værelser til gårdens folk, var der også et stort værelse til hertugen, hvor han boede i jagttiden.
Nord for gården fik han sit Jagtslot, som vi har berettet om i første del.
Sådan så det ud i 1764
Kigger vi på en skrivelse fra 1.12.1764 har vi oplysninger om, hvad der var af bygninger:
Ret til mands – og kvindestol i Burkal Kirke
Gårdens jordtillingende bestod dengang af:
Mange enge knyttet til gården
Af enge fandtes der følgende:
Hovbønderne skal vedligeholde vej og stier på hovmarkerne samt grøfterne omkring hovengene
Der var fiskeret i åerne
Dette var uddrag af en skrivelse på baggrund af, at Grøngård muligvis skulle sælges. Og papiret var underskrevet af F.W. Holstein – Pauli – Scheel.
Hovbønderne købte sig fri
Forpagterne havde i tidens løb problemer med græsnings -, vand- og vejrettigheder.
I 1606 blev gården overtaget i forpagtning af amtmand Dietrich Blomes svigersøn, kornhandler Reinke. De længere bortliggende enge blev bortforpagtet til de hidtil hovpligtige bønder i Slogs – og Kær herreder. Hovarbejdet bortfaldt ved, at hver hovbonde årligt betalte 3 rigsdaler i hovpenge og 2 rigsdaler i forpagtning.
Af andre forpagtere kan nævnes:
Grøngård blev udstykket i 1775
I 1695 blev godset købt af provst Troggilus Arnkiel i Aabenraa, men 5 år efter måtte han afstå den. I 1723 blev forpagtningen overtaget af Johann Thomsen fra Nolde. Derefter gik det videre med arveforpagtning til hans pårørende indtil 1775. Og så skete der noget helt nyt. Grøngård blev udstykket i 1775.
Disse planer havde man allerede i 1764, og det var derfor vi kunne præsentere dele af dette udstykningsbrev.
Fire parceller have byggepligt
Men se her i 1775 lod man lave et nøjagtigt farvelagt stort kort over hele det areal, som hørte til Grøngård. Der blev ligeledes udsendt en flersidet tryksag med de nøjagtige salgsbetingelser – samtidig nævnes hver parcel for sig, og det gøres rede for beliggenhed, grænser og størrelser. Tryksagerne udgjorde det samtidig som købekontrakter. På bagsiden blev købet bekræftet med Kong Christian den Syvendes segl og dermed gjort retsgyldig.
På parcellerne 70, 93, 117, 137 og 138 blev der pålagt byggepligt inden for fire år. De øvrige parceller blev fritaget for byggepligt.
Derved opstod gårdene, Petersgård, Holmgård og Petersgård. De to andre gårde kendes ikke.
Ny udstykning i 1793
I 1793 udsendtes der atter en tryksag angående den anden udstykning. Auktionen foregik den 8. april 1793. Ved den lejlighed bestemtes det, at der yderligere skulle bygges fire nye gårde.
Selve hovedgården gik senere over i privateje. Og det var den til 1924, da gårdejer Eduard Nissen, som havde ejet den i nogle år, tilbyttede sig Augustenborg Hovedgård. Derved gik Grøngård atter over i statens eje.
Seks husmandsbrug i 1931
Staten har så udstykket gården og oprettet seks husmandsbrug med hver cirka 30 – 35 tdr. land. Det skete i året 1931.
Læs mere i Første del: Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om slotte, adel og Herregårde i Sønderjylland samt Hertug Hans den Ældre: Læs:
Hvis du vil vide mere: Om egnen omkring Grøngård: Læs
Januar 24, 2016
Dansk – Tyske tildragelser i Rørkær
I nærheden af Tønder
Nu ved vi jo, at også københavnere læser disse meget lokalhistoriske beretninger, så skal vi ikke lige placere Rørkær på verdenskortet. Sidst jeg var i Rørkær, lå den cirka 4 – 5 kilometer øst for Tønder, lige inden Jejsing. Byen har hvis ikke flyttet sig siden.
Ja selv herude sker der spændende ting. Vi har efterhånden samlet et par artikler fra området. Se lige bagerst i denne artikel. Og Den Gamle Redaktør er da også inviteret til Jejsing for at fortælle om området.
Andreas Petersen var et lyst hoved
I 1797 blev Andreas Peter født i området. Han blev senere meget kendt som skræddermester Andreas Peter Petersen. Allerede som ung blev befolkningen opmærksom på den unge mand. Han havde et lyst hoved og mange gode egenskaber. Han var intelligent, karakterfast. Men som os derover fra sydvest var han også stejl og egensindig.
Han blev også tidlig kaldt Befolkningens Tillidsmand i mangt og meget i sognet. Ja man kaldte ham også for Sognets Advokat.
Altid travlhede i skrædderstuen
Den store Pissel i hjemmet var skrædderstuen. Her sad som oftest 2 – 3 svende og en lærerdreng ved eller oven på det store skrædderbord. Forretningen var meget omfattende. Andreas Peter var jo også den eneste skrædder i sognet.
Dengang kendtes ikke symaskiner, så det tog lang tid, særlig når han syede for de store bøndergårde. Ofte tog et arbejde for en gård 2 – 3 uger.
Skrædderen ytrede ofte, at han kunne gøre sine kunder glade to gange, nemlig når de kom og når de gik igen.
En dansk patriot
Han havde et utroligt temperament, og rejste meget. Som dansk patriot havde han sat sig to mål. Han ville vække befolkningen nationalt, og så ville han oprette et dansk bibliotek. Det lykkedes nu ganske godt. Men han måtte lige have skolemester Kloster’ s hjælp til bogsamlingen. Han havde de nødvendige forbindelser.
Men selv opkøbte skræddermesteren danske bøger på diverse markeder.
En ”vidunder – lampe”
Andreas Petersen interesserede sig ofte for alt, hvad der var nyt. Ofte kom han hjem med meget mærkelige ting. Han eksperimenterede også med en slags symaskine. Engang kom han hjem fra Hamborg med en vidunder – lampe. Den vakte meget opsigt i sognet. Alle skulle hen at se dette storartede belysningsmiddel.
Det var en af de første hængelamper, hvor glasbeholderen var fyldt med sort væske. Det var endnu urenset petroleum også kaldet stenolie. Denne første vidunder – lampe hang endnu i 1880erne i det gamle hjem.
Slesvigs første fotograf
En anden gang kom skrædderen ligeledes fra Hamborg hjem med et andet vidunder – apparat. Det var et Daguerreotypi – Apparat. Med dette apparat kunne man først i 1840erne blive aftegnet.
Apparatet var lidt af en sensation. Og den havde Andreas Petersen købt til sin søn. Og tænk engang, at Rørkær dermed kunne præsentere Slesvig’ s første fotograf. Hvert billede kostede 3 Mark.
Og det gamle apparat blev da også udstillet som Danmarks ældste Fotografi – Apparat ved Fotografiets 100 års Jubilæum i København i 1939.
Andreas fik mange venner – også hos tyskerne
Man skulle tro, at skrædderen med sin patriotisme havde mange fjender hos sine modstandere, de tysksindede. Men det havde han ikke, tværtimod. Han havde mange gode venner blandt de anderledes – tænkende.
Det vakte dog en del forundring, da han ikke i 1850 blev arresteret af Slesvig – Holstenerne sammen med sin gode ven, skolemester Kloster.
Den dansk – fjendtlige pastor Høck
Præsten, Pastor Høck var meget danskfjendtlig og havde temmelig stor indflydelse på sine tyske venner. Præsten fandt det passende også at bede for det preussiske kongehus på prædikestolen. Mange i lokalbefolkningen havde dog også det ønske, at præsten måtte forlade sognet snarest.
Til et bryllup i Rørkær, hvor skrædderen var Skaffer, spurgte han præsten, om han skulle hjælpe ham præstekjolen af. Præsten opfattede dette, som om skrædderen mente, at få ham afsat. Han svarede:
Præsten blev dog i sit embede indtil sygdom i 1856. Da var han 77 ½ år gammel. Det sidste år måtte han dog køres i kirken. Sønnen Balzer støttede ham til og fra prædikestolen. Han var præst i Hostrup Sogn i 28 år.
Vores skrædder døde i 1865. Jo det var en god dansk mand, der her var gået bort. Regeringen gav da også enken en pengesum som tak for den danske sag.
De danske lærere i Rørkær
Det var nu ikke let dengang, at være dansk lærer under det preussiske styre. Man måtte finde sig i at blive holdt i et jerngreb. Men det kunne dog ikke siges om den danske lærer i Rørkær Skole indtil 1920. Skoleinspektør Burgdorf var en forstandig mand. Lidt ringere var den unge Schöppner. Alle skolemestre fra Klosters dage, var næsten alle dansk indstillet.
De danske lærere hed Gregersen, Todsen, Wind, Christensen. Så fulgte et halvt år med vikar, degn og lærer Maasbøl fra Hostrup og lærer Jens Jensen fra Jejsing med hver en dags undervisning om ugen. Derefter fulgte Jensen fra Barsø, Jensen fra Braderup. Indtil 1920 var det Johan Meyer, som kom fra St. Jyndevad.
Da skoleinspektøren blev sur og gal
Maasbøl var en dygtig regnelærer. Han underviste med træpinde. Men skoleinspektøren Schöpper anerkendte ikke den metode. Men Maasbøl kunne hale et brev op fra kulturministeren, der anerkendte systemet. I galskab tog skoleinspektøren nu hatten og stokken og forlod i hastig tempo skolen.
Danske sange blev indøvet hjemme i privaten
I Rørkær havde man i 1880erne en sangbog udgivet af seminarielærer Johansen i Tønder. Den rummede både danske og tyske sange. Danske sange som ikke fandtes i bogen lærte eleverne hjemme i det private hos lærer Christensen, som sad bag pianoet. Jo denne afholdte lærer underviste også i gymnastik og fysik.
Rørkær Skole havde dengang et skab fyldt med fysikalske apparater. Og på skolepladsen var flere gymnastiske redskaber.
Lærer Jensen ville ikke på tysk kursus
Den følgende lærer Jensen fra Barsø ejede ikke dette talent for sange. Så fra skoleskemaet blev sangundervisningen strøget. Han mente:
Han kunne ikke tysk, og ville heller ikke på et tysk kursus i Kiel. Den gamle skoleinspektør Burgdorf udtrykte det således:
Den næstsidste lærer var Jensen fra Braderup. Han var en dygtig lærer, som også var danskinteresseret.
Læreren, der måtte undertrykke sin danskhed
Den sidste lærer på Rørkær Skole var Johann Meyer. Og han kom i en tid, hvor tøjlerne blev strammet mere og mere. Det var tiden fra 1890erne til 1920. Man mente, at man nu havde fået en noget mere tysk indstillet lærer.
Ja denne Meyer stammede fra en dansk hjem i Simondys ved Frøslev. Han var af samme slægt som sognefoged Johann Meyer i Frøslev. Han måtte mod sin vilje vise at han var tysksindet for at bevare sit job. Hjemmetyskerne var i den grad begyndt at vise sig i området.
Formand for den tyske forening – mod sin vilje
En tysk forening blev dannet i lokalområdet, og Johann Meyer var blevet bedt om, at blive foreningens formand. Og mod sin vilje, blev han så det.
Da en dansk sangforening blev oprettet og øvede på Stationskroen i Jejsing, kom der et tysk forbud mod at synge på kroen. Resultatet af det preussiske sangforbud blev som bekendt et dansk forsamlingshus i nærheden af kroen.
Formanden i modvind
En aften var der et tysk møde i kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men denne aften udtalte formanden for den tyske forening, Johann Meyer, at man kunne lære af den danske forening:
Johann Meyer faldt i unode hos tyskerne i sognet. Ja denne Meyer lærte Rørkær – børnene mere om Tysklands herligheder end han egentlig ville.
Kilde:
Hvis du vil mere: Læs
Januar 23, 2016
På flugt fra Wallenstein
Christian den Fjerde troede, at han kunne få oprejsning syd på. Men han havde ikke penge til at føre krig. Han soldater fik ingen løn. Og de tabte slaget ved ”Luther am Barenberge”. Derefter flygtede de Kongelige ryttere. På deres vej op gennem Sønderjylland spredte de død, plyndringer og nedbrændte landsbyer. I Aabenraa slap man for nedbrænding, men kunne ikke undgå plyndringer. Aabenraas borgere blev brandbeskattet. Halvdelen af Haderslev nedbrændte. Selv kongelig gods blev stjålet, og kongen selv flygtede til Fyn. Og nu startede det hele forfra – Wallenstein og Tully førte fjenden ind i Sønderjylland.
Kongen troede, at han kunne få oprejsning sydpå
I 1625 havde Christian den Fjerde kastet sig ind i Den Tyske Krig. Det var nu ikke med Rigsrådets gode vilje. Han havde måttet opgive herredømmet mod nord mod Sverige efter Kalmarkrigen. Nu håbede han så på succes syd på.
Men det gik nu heller ikke så godt. I august 1626 led kongen det store nederlag ved Luther am Barenberge. Fjenden nærmede sig nu landets grænse
Soldater havde ikke fået deres sold.
Stemningen i kongens hær var ikke særlig god. Hæren bestod af hvervede tropper, og de havde grundet kongens manglende penge, ikke fået deres sold i lange tider.
I 1627 opholdt Tage Thott sig i lejren i Tyskland. I hans indberetning til kansleren, var det det samme, der hele tiden gik igen:
Og sådan blev indberetninger ved.
Dårlige forhold i Haderslev Len
Forholdene i Haderslev Len var heller ikke gode. Her lå calenbergske ryttere, og de nærmest jagtede bønderne. Jo, der var kamp mellem Kongens Ryttere og Kronens Bønder.
Det kneb med moral og disciplin
Det kneb gevaldig med orden og disciplin blandt kongens ryttere. De ubetalte ryttere ville sandsynlig ikke mere lystre den øverste krigsherre. Et mytteri var lige på trapperne.
Men det som var endnu værre, ja det var at fjenden gik over Elben lidt syd for Lauenburg. Grænsen var truet. Tilly og Wallenstein nærmede sig fra sydøst.
I omtrent 60 år havde der ikke været krig. Der herskede en sorgløs stemning i befolkningen trods de alvorlige begivenheder i Tyskland. Men nu tilspidsede situationen sig.
Kongen var rodløs
Kongen havde i den senere tid opholdt sig i Glückstadt. Men den 13. september sejlede han derfra, og den 14. kom han i land i Ditmarsken. Derfra red han mod Husum. Kongen var rodløs og det var tydeligt, at Danmark ikke havde et stabilt forsvar. Han forsøgte at samle jyske og slesvigske styrker.
Men han så katastrofen i Flensborg. I byen var det kaos. Man kunne ikke se, hvem der var fjende og hvem der var venner. Soldater var på vej nordpå. Kongen havde helt mistet herredømmet over sine tropper.
Kongens ryttere plyndrede i Aabenraa
En del ryttere havde slået kvarter i Aabenraa. En del borgere var på det tidspunkt allerede flygtet. Og kongens ryttere begyndte nu at plyndre købmandshuse.
Andre borgere drog til Borgmesterens Hus. Døre og vinduer slog de ind. Skabe og kister brød de op med økser og tog hvad de kunne bruge. De gennemsøgte hele huset fra kælder til loft. De stjal penge og sølv. Derefter gik det ud over de andre borgerhuse i byen.
Bring dit gods i sikkerhed
Hertugen havde givet befaling om, at man skulle bringe sit gods i sikkerhed. Men borgerne havde ikke nået det. Man havde gemt noget på skibe og inden i skovene. Men det havde kongens ryttere fået kendskab til.
En nat kom en løjtnant med en trop ryttere og forlangte kvarter. Borgmesteren turde ikke andet end at føje dem. En nye skare ryttere kom gennem byen. De red straks hen til Amtsskriverens Hus, og slog vinduerne ind. Men udbyttet var ringe. Amtsskriveren havde bragt sit gods i sikkerhed på et skib.
Og atter engang gik det ud over Borgmesterens Hus. Men han nåede at få ringet med stormklokkerne. Nu mødte Aabenraa’s borgere op, og forsvarede borgmesteren og byen. Rytterne måtte stikke af, ja en af dem blev endda skudt.
Borgerne betalte brandskat
Den næste dag, den 16. september kom en ritmester sammen med 150 ryttere til byen. De havde afbrændt de omliggende landbyer ved Hærvejen og to kirker. Ritmesteren beordrede, slagbommene åbnet, så de kunne ride gennem byen. Men borgerne troede ikke på dem. De var bange for, at de ville sætte byen i brand.
Aabenraa’s borgere samlede sig med våben og sagde nej til at åbne. Ritmesteren forlangte da, at de viste ham en anden vej uden om byen. Det skete også, og borgerne sendte også to tønder øl og nogle skinker ud til nærmeste landsby. Men Ritmesteren truede nu borgerne med, at han næste morgen ville komme tilbage og brænde byen af.
Borgerne følte sig i den grad truet, så de betalte en kæmpe brandskat. Hestene som rytterne dagen før måtte løbe fra, måtte borgene sende til Ritmesteren. Rytterne stjal i mellemtiden borgernes heste, der græssede uden for byen.
En fortegnelse, der kort efter blev sendt til hertugen angiver, at der i Aabenraa Amt blev brændt 45 gårde, tre præstegårde og to kirker.
Halvdelen af Haderslev nedbrændt
Da rytterne kom til Haderslev plyndrede de byen. Dagen efter stak de byen i brand. Halvdelen af Haderslev nedbrændte.
Kongen havde bestemt, at grænsen til kongeriget skulle forsvares. Med Koldinghus i øst og Riberhus i vest. Men der var ingen, der kunne forsvare kongeriget.
Fra Limfjorden var Jylland åben for fjenden
Han tog så den beslutning, at lade hele Jylland syd for Limfjorden var åben for fjenden. Befolkningen skulle nu advares, men det var så lige sin sag. Lensmanden på Koldinghus, Gunder Lange blev sendt afsted, for at advare befolkningen. Rådet var, at befolkningen skulle flytte. Men hvor skulle de flygte hen? Det var kun adelen og de rige bønder, der kunne flygte.
Den 18. september tog kongen med Kirstine Munk og de bedst disciplinerede ryttere over til Fyn.
Plyndrings – og ødelæggelsestrang fra de Kongelige ryttere
Det var i første omgang sønderjyderne, der gik ud over. Men grunden til den dårlige moral hos kongens ryttere var jo, at de ikke fik deres hyre. De klæder og våben som de havde blev slidt. Og de skulle jo også have mad. De tog alt, hvad de kunne få, og huggede dem ned, der gjorde modstand.
Rytterne røvede også under kongens tilstedeværelse i Kolding. Intet var dem helligt. Ja selv kongens gods røvede de. Alle hæmninger var borte. En sand plyndrings – og ødelæggelseslyst overgik dem.
De Kongelige Ryttere gjorde mytteri
Og da den genetlige fjende, Wallenstein endelig kom, gjorde kongens ryttere mytteri. De ville overhovedet ikke forsvare kongeriget. Den 8. oktober kapitulere rytterne officielt ved Aalborg.
Bønderne, der havde samlet sig og kæmpet mod kongens tropper, foretog sig intet mod kejserens tropper. I halvanden år var Jylland herefter besat af kejserens tropper. De led under besættelsesmagtens tryk.
Det hele startede forfra
Og da kongens ryttere var flygtet ud af Jylland kom Wallenstein og Tilly med svenske og andre landets styrker, og så kunne nedbrændinger og plyndringer starte forfra.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om svenskernes hærgen:
Januar 21, 2016
Sven Hazel – genial eller fupmager?
Sven Hazel er og så blevet kaldt ”Forfatternes Grimme ælling. 12 forlag afviste hans første bog. Men så skrev en konsulent hos Grafisk Forlag manuskriptet om. Udgivelsen blev en bragende succes, og vejen var nu banet til mere succes. I alt 53 millioner eksemplarer er der solgt. Men ak i dag, er der mange, der ikke vil vedkende sig at have læst Sven Hazel. Hans bøger er fjernet fra hylderne i stuen. En DR – journalist afslørede hans dunkle fortid i HIPO. Journalisten blev fyret og Sven Hazel rejste til Spanien og fortsatte med at skrive dramatiske bøger fra sine oplevelser i straffebataljonen. Men det er nu de færreste, der mener, at Sven Hazel her været her. På hans engelske hjemmeside er der da også i den grad trukket i land m.h.t. begrebet Selvbiografi.
Et oplag på 53 millioner
I mere end 50 lande har man læst Sven Hazel’s såkaldte selvbiografiske bøger. Ja de 14 bøger, han nåede at skrive udkom i et oplag på 53 millioner eksemplarer.
Alene i England er bøgerne solgt i oplag på 15 millioner. I Danmark er De fordømtes Legion solgt uafbrudt i 60 år. Hans bøger er oversat til 52 sprog.
De Fordømtes Legion blev endda filmatiseret. Og i 1984 udkom den sidste bog, Kommisæren.
Større end H.C. Andersen?
I 1972 sagde Sven Hazel i Se og Hør, at han målt i oplag var større end H.C. Andersen. Ja, Sven Hazel blev lanceret som Danmarks svar på Hemmingway.
Bøgerne er blevet betegnet som et monument mod diktatur og krig, samt de bedste beskrivelser af den menige soldats barske humor.
For kulørt til bibliotekerne
På landets biblioteker kan man dog ikke mere finde Sven Hazel’s bøger. Her bliver de betegnet som lidt for kulørte.
Historikere tvivler på hans fortid
Men i virkeligheden hed manden bag den bragende succes slet ikke Sven Hazel eller Sven Hassel, som han også har kaldt sig. Nej han hed Børge Villy Rasted Pedersen. Det blev så senere udskiftet til Arbing.
Han gjorde ikke ufrivillig tjeneste som tysk værnemagtssoldat i 27. strafbataljon Og som sådan skulle han være en af de få, der mirakuløst havde overlevet. Han har heller ikke modtaget alle de ordner, som han har påstået.
Og så har han heller ikke siddet i russisk, fransk, amerikansk og dansk krigsfangelejr mellem 1945 og 1949. Ja sådan stod det engang at læse i hans bibliografi i Dansk Forfatterforening.
Men i Berlingske Tidende kunne man i 2011 læse følgende (Krigens litterære fupnummer) af historikeren, Claus Bundgård Christensen, en af forfatterne bag Under Hagekors og Dannebrog:
Dømt til døden
I den tid, som han sad i fængsel i Danmark, var det fordi han var blevet dømt for at være angiver for HIPO. Han afsonede fire af 10 år. Egentlig blev han dømt til døden, men det blev så lavet om til fængsel. Jo det var et svindelnummer i verdensklasse, som han havde præsteret.
Kæmpe skandale i DR
Ja, den lige så legendariske Erik Haaest skrev en bog om skandalen. Men allerede i 1963 fortalte radiojournalisten Georg Kringelbach om skandalen i P3.
Det blev en kæmpe skandale. Og datidens medier gik ikke i gang med at undersøge sagen, nej de forsøgte at finde frem til den person, der havde lækket oplysningerne til radiojournalisten.
Og det mærkelig er, at DR blev nødt til at indgå et forlig med Hazel – familien. DR anerkendte, at Sven Hazel havde været ansat i Hipos efterretningstjeneste ET.
Det hele blev udlagt som et dementi fra DR’s side, og Kringelbach måtte forlade sit job. Kringelbach hævdede, at Sven Hazel i virkeligheden var den dømte landssviger Børge Willy Redsted Pedersen. Han hævdede endvidere, at Hassel/Pedersen muligvis havde været i Tyskland under krigen, men så havde det ikke været i en straffebataljon.
Grafisk Forlag tilbød fri returret
Grafisk Forlag tilbød alle landets boghandlere fri returret på Sven Hazzel’ s seneste bog, Gestapo. Man stoppede nu et hvert samarbejde med fremtidige bøger.
Oprindelig indeholdt anklageskriftet ikke noget om, at Sven Hazel skulle have deltaget i tysk krigstjeneste. Men tidligere borgmester i København, Edel Saunte husker, at Sven Hazel hele tiden påpegede, at han havde været i tysk krigstjeneste. Efter mange håbløse retsmøder, skar dommeren igennem og dømte ham for at have været i tysk krigstjeneste.
Han modtog Jernkorset
Ifølge Hazel selv så gik han ind i den tyske værnemagt, og fik tysk statsborgerskab. Han var med til invasionen af Polen og udeblev efter en orlov. Han blev indsat i KZ – lejren Lengries, og kom derefter i en straffebataljon.
Han modtog jernkorset af første og anden grad. I Berlin overgav han sig til russerne og tilbragte år i forskellige krigsfangelejre. Alt dette påstod han selv. Men det passer ikke sammen med den danske dom, som ham fik.
Hjemmelavet officersuniform
Det som vi ved om Børge Villy Redsted Pedersen Arbing var, at han blev indkaldt til hæren den 11. maj 1936 og gjorde tjeneste i Næstved i Gardehusarregimentets cykelkorps. Den 6. oktober 1939 blev han hjemsendt med betegnelsen uegnet til officersskolen. Han ville ikke indrømme det og flyttede til et værelse i København, hvor han levede som cykelbud. Ham gik rundt med en hjemmelavet dansk officersuniform under de civile klæder. Uniformen havde han fra en kostumeforretning.
Indtil sin værnepligt i 1936 havde Hazel ifølge ham selv været i handelsflåden, siden han var 14 år. I 1937 skulle han i Tyskland have meldt sig ind i hæren.
Dømt for bedrageri og tyveri
I løbet af 1939 meldte han sig ind i DNSAP som løjtnant Redsted. Overfor partikammeraterne for at være løjtnant fra garnisonen på Kastellet. På et tidspunkt lovede han ledelsen i partiet, at han kunne skaffe seks cykler malet i partiets brune farve. Han holdt, hvad han lovede. De seks cykler var stjålet fra hærens cykellager.
Men Børge Villy Rasted Pedersen blev dømt for tyveri og bedrageri på grund af den falske uniform. I 1941 forsøgte han optagelse i Waffen SS, men blev afvist.
Han var ikke Heinrich Himmler
I 1942 dukker vores hovedperson atter op i politiets arkiver idet han i en hjemmelavet SS – uniform dukker op i en bar i København og udgiver sig for at være Heinrich Himmler. Han bliver anholdt af dansk politi og idømmes seks måneders fængsel.
Erik Haaest – en omdiskuteret karakter
Heller ikke Erik Haaest kan dokumentere, at Hazel ikke har været i tysk krigstjeneste. Men som Haaest sagde, at hvis alle hans bøger skulle tale sandt, så skulle han have været ved mange fronter og steder samtidig.
I 1976 skrev Erik Haaest bogen: Hassel – en Hitlerkrigers fantastiske historie. Denne bog kom i 2009 i en revideret udgave. Og som Haaest dengang sagde, at hvis bare han havde kaldt sine bøger for almindelige romaner, så var det jo ikke noget at komme efter. Nu var Haaest selv en omdiskuteret personlighed.
Dengang sagde Haaest også, at først angav han modstandsfolk siden så angav han sine HIPO – kammerater. Ja Erik Haaest gik så vidt, og påstod at Sven Hazels kone havde optrådt i Weekendsex, og nogle af billederne blev da også vist. Det var i bogen, Sven Hazel – Guldfugl på Larvefødder.
Erik Haaest har påstået, at Sven Hazels senere kone, Laura D. Guldbæk Jensen var medlem af Schalburgkorpset. Men i Haeest bøger foreligger nu ikke så meget dokumentation.
Manuskriptet blev skrevet om
Ifølge Hazel selv, så ovevejede han i 1949 at gå ind i Fremmedlegionen. Men i stedet mødte han Dorthe Jensen, som han giftede sig med. Han tog arbejde på en bilfabrik, og skrev samtidig bogen De fordømtes legion, som udkom i 1953.
Det vil sige, at manuskriptet blev afleveret til forlaget Grafisk. Her skrev en konsulent hele manuskriptet om, og afkortede historien. Ja egentlig var han jo forfatter, Georgjedde. Bogen blev udgivet under navnet Hassel. Men familien Hassel i Danmark protesterede. Efterfølgende blev bøgerne udgivet under navnet Hazel.
Konen skrev bøgerne
Erik Haaest hævdede, at det var hans kone, Dorthe Hazel Arbing der skrev bøgerne:
Men egentlig er det ikke så opsigtsvækkende, for går man ind på Sven Hazels engelske hjemmeside, så står det faktisk, at forfatterskabet var et teamwork. Sven Hazel skrev stikordene om aftenen. Og den næste dag dikterede han så for sin kone, der nedskrev det hele.
Finnerne kunne ikke finde ham
Ifølge ham selv havde han kæmpet på finnernes og tyskernes side i den finske fortsættelseskrig. Der skulle han havde modtaget Mannerheimer – korset. Men der foreligger ikke noget bevis for denne påståand. Heller ikke det finske militær har kunne finde noget i deres arkiver.
Det danske samfund vendte ham ryggen
Hazel påstår, at alle hans 14 bøger er basseret på virkeligheden og at i hvert fald mindst tre af bøgerne er selvbiografier, bl.a. den første De Fordømtes legion. Og denne bog har opnået 29 oplag på dansk.
I 1957 blev han ramt af lammelser, som følge af sygdomme han havde pådraget sig under krigen. Efter to år var han igen nogenlunde rask og fortsatte med at skrive.
Det danske samfund vendte nu ryggen til Sven Hazel. Han måtte gå i eksil, for at udgive flere bøger. Han blev aldrig senere anerkendt eller tilgivet. I 1964 bosatte han sig i Barcelona i Spanien. Han oprettede sit eget forlag, Bellum, der udgav hans efterfølgende bøger.
Han døde som 95 – årig i 2012. Han havde dog også en bolig i Greve.
Bogen blev filmatiseret
Men inden da bliver hans bog Døden på larvefødder filmatiseret under titlen Wheels og Terror. Men man brugte også en anden titel The Misfit Brigade. Det var danskeren, Just Betzer, der producerede filmen. Oliver Reed og David Carradine havde hovedrollerne og som tysk officer så man Klaus Pagh. Men økonomisk blev filmen, der blev optaget i Jugoslavien, en fiasko.
De tyske tropper er på tilbagetog fra nederlaget ved Stalingrad. Egentlig er det tale om kriminelle og uønskede elementer. Måske minder det lidt om Det beskidte dusin – filmene. Delingen har efterhånden mere til overs for de russiske styrker end deres egne. Her er det bestemt ikke en film, der vil gå over i filmhistorien som en storfilm. Man havde et stærk begrænset budget.
Blandede beskrivelser
De fleste vil nok ikke være ved, at de har læst Sven Hazel. Uha nej, en bog af en nazist? Eller ”Sådan noget krigsforherligelse, læser jeg ikke”. De fleste har vel fået fordomme, efter at have hørt hans historie.
Mange er af den mening at bøgerne indeholder masser af litterære kvaliteter og gode personbeskrivelser.
Vi skal dog ikke glemme begejstringen i Chicago Sunday Tribune i 1953, da de kaldte De Fordømtes Legion for et mesterværk.
Forfatterens ret til ar bruge fri fantasi
Senere har Sven Hazel brugt udtrykket forfatterens ret til at bruge fri fantasi. Og det er dette forhold mellem fantasi og virkelighed, der har været genstand for meget kontrovers. Og interessant er det faktisk også at se, at der på Sven Hazels hjemmeside står, at fortællingerne hverken skal opfattes som hverken selvbiografi eller historieskrivning.
Man brugte Hazel som historisk ekspertise
Men faktisk er der historikere, der har brugt Sven Hazel som historisk kilde. Det er sket i bl.a. bogen Europa i krig. Vi hører nu ikke meget om overgreb mod civile og drab på jøder i Sven Hazels bøger. Det er bravt kæmpende frontsoldater, der forenes i kammeratskab og fightervilje, vi hører om.
Hazels syn på krig er brutal
Hazel’s syn på krig er brutal. Soldaterne kæmper kun for at overleve. Preussiske officerer er generel usympatiske og truer konstant deres mænd. Utilfredse soldater dræber lejlighedsvis deres egne. Han bliver beskyldt for, at bruge andre Waffen SS – soldaters historier.
Tænkte ikke så meget på politik og ideologi
To år før sin død havde den norske forlægger, Jan S. Hervig en samtale med Sven Hazel. Samtalen blev efter Sven Hazel’s ønske oversat til flere sprog. Forlæggeren driver forlaget Nova Forlag, der udgiver Sven Hazel’s bøger på norsk.
I samtalen siger Sven Hazel bl.a., at han ikke tænkte så meget på politik og ideologi, da han rejste til Tyskland og efter et halv år blev optaget i Waffen SS.
Havde kvinder forledt ham
Efter at han var deserteret, skulle han straffes. Hvis han havde været tysker, ville hav være blevet henrettet. Anklageren lagde vægt på, at kvinder havde forledt mig, siger forfatteren videre. Han blev dømt 15 års tugthus. De skulle tilbringes i KZ –lejren Lenggries. Her var der masser af grusomheder og brutalitet. En dag blev han pludselig overført til en straffebataljon. Her opførte underofficererne sig som hylende djævle.
Han fortæller, at han blev sat i dansk fængsel, fordi han havde gjort tjeneste i Wehrmacht. Det bliver ikke nævnt et ord om Hipo. Men han fortæller til sine norske forlægger, at han skrev bøgerne som skræk og advarsel mod krig.
Hans første bog blev afvist af hele 12 forlag
Hans første bog, var blevet afvist af hele 12 forlag. Og m.h.t. hans sygdom, så fortæller han, at han blev helbredt i Hamborg. Ingen danske læger kunne hjælpe ham.
Han var i gang med den 15. bog, som ikke nåede at udkomme.
Her på redaktionen har vi ikke haft mulighed for at efterprøve Sven Hazel’s kommentarer til hans norske læsere.
Halve sandheder
I starten af 1960erne kastede ”de fem mørke år” endnu en lang skygge. Hazel havde sin egen hang til skrøner, overdrivelser, halve sandheder og formodede løgne (de to jernkorset og andre fine tyske ordener, han skulle have modtaget som tak for sin heltemodige krigsindsats).
Hvorfor lagde han ikke kortene på bordet fra starten? Han flygtede i kulturel langflygtighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 17, 2016
Sandheden om Herman Bang’s Tine
Vi går på jagt efter virkelighedens Tine. Er hun ren fiktion eller var hun virkelighed i Herman Bang’s univers. Vi kigger på scenen, hvor bogens handling fandt sted. Og så anmelder vi noget forsinket bogen ”Tine”. Dengang da bogen udkom, fik den yderst blandede anmeldelser. Men det skyldtes nok, at dengang havde Danmark endnu brug for Dybbøl – soldaterne som rene helte. I Dag regnes Tine for Herman Bang’s højdepunkt. Og virkelighedens Tine fandt vi. Hun døde i 1921, efter at have været delvis lam i adskillige år.
Pligtlæsning på Boghandlerfagskolen
Herman Bang var pligtlæsning på boghandlerfagskolen. Men egentlig gjorde det ikke noget. For det virkede meget sandfærdigt. Og det var historien om Tine næsten også. Desværre var det ikke denne titel, som Den Gamle Redaktør kom op i til boghandler – eksamen.
Født i ”Det Hvide Hus”
Forfatteren, Herman Bang er født i Det Hvide Hus. Ja sådan blev Asserballe Præstegård kaldt. Det var den 20. april 1857. Allerede, da han var seks år gammel flyttede han med sine forældre til Horsens. Men barndomsminderne fra Als må have sat sine kraftige spor.
Erindringerne er ”i en forbavsende Grad korrekte”
To af hans kendte bøger, Det hvide hus (1898) og Tine (1889) er ikke blot inspireret af minderne fra det skønne barndomshjem men er i mange enkeltheder nøjagtige erindringsbilleder. Forfatterens ældste søster erklærede engang, at broderens skildringer af barndomstiden på Als var i en forbavsende Grad korrekte.
Sted og personnavne korrekte
I Tine som foregår på Als, navnlig i Skovriddergården (Asserballe Præstegård) i krigsåret 1864 bruger Herman Bang med forbløffende sikkerhed, både sted – og personnavne fra Als.
Ikke blot de historiske kendte stednavne som Sønderborg, Augustenborg og Dybbøl er rigtige, men også mindre kendte navne som Notmark, Vollerup, Gammelgård og Rønhave er placeret rigtig. Nørreskoven på Als kalder han Storeskoven og alle småskovene på østkysten kalder han under et Lilleskoven.
Landskabets karakter, med dets op og ned og med alle de levende hegn og marker samt veje er også rigtig ramt. Han husker de søde alsiske Nationalbær, Brombærrene. Man ser den lille fyr lyslevende for sig, da han på en udflugt bliver hængende i en brombærranke.
Også peronnavnene på Als har Herman Bang sikkert husket med stor nøjagtighed. Men han har kun i få tilfælde villet bruge dem rigtigt. Enten har han ændret dem lidt eller anvendt dem om andre personer end de virkelige.
Den gamle Dr. Fangel er opkaldt efter præsten i Notmark, faderens kollega og ven, der hed Fangel.
Degnen
Navnet på degnen i Asserballe, Tine’s far, Gamle Bølling er meget nær ved at være rigtigt. Han hed nemlig Lauritz Georg Kjærbølling og var ganske rigtig degn i Asserballe. Han var Pastor Bangs ven og selskabsbroder. Han var lærersøn fra Dyndeved på Als og født i 1810. Den kendte ornitolog, Niels Kjærbølling, der oprettede Zoologisk Have i København, var hans bror.
Degn, Kjærbølling blev i 1863 angrebet af en ondartet tyfus og kom sig aldrig helt. Allerede i 1865 måtte han tage sin afsked. Men han levede endnu i 23 år som en stakkels hjælpeløs svækling. Dette må Herman Bang have vidst, for omtrent sådan skildrer han Gamle Bølling i Tine, der udkom året efter degnens død.
Den virkelige Tine
Degnens datter, der virkelig blev kaldt Tine, var kun 16 år gammel, da pastor Bangs flyttede til Horsens. Alligevel synes Herman Bangs skildring af hendes karakter i alt væsentligt at stemme med virkeligheden.
En frivillig barnepige
Hun var Potte og Pande i Præstegården hedder det i Det Hvide Hus. Hun var ikke just tjenestepige men snarere en slags frivillig barnepige. Det er ikke fem minutters gang mellem degnegården og præstegården. Det ser ud til, at hun næsten hver dag er smuttet ned til præstegården for at passe børnene og i det hele taget at have hjulpet præstefruen. Og denne var ikke særlig praktisk anlagt, men det var Tine. Hun var forfærdelig dygtig, sagde en søsterdatter senere.
I bogen får Tine en sørgelig skæbne. Efter at have stået i kærlighedsforhold til skovridderen, der er gift og indkaldt som soldat, drukner hun sig i dammen neden for Skovriddergården.
Et symbol på Danmarks nederlag
For Herman Bang er Tine nemlig et billede på Danmarks nederlag i 1864. Derfor må hun gå til grunde. Han har aldrig drømt om at fornærme den virkelige Tine, skønt han tillod sig at benytte hendes navn.
Bogens handling er i de store træk fri digtning og i høj grad præget af at beskrive tilværelsens mørke side.
Den virkelige ”Tine” blev sur
Ikke desto mindre er det forståelig, at den virkelige Tine, da hun havde læst bogen rejste til København for at skælde ham ud. Hun var dengang godsejerfrue og følte, at der blev sat en plet på hendes gode navn og rygte.
Tine var trofast mod sin fødeø. Hvert år tog hun og hendes mand, der også var alsing, en tur til Als med deres børn.
Efter hendes død i 1921 kom en af hendes døtre, Thyra Hagnell engang til Asserballe for at se sine bedsteforældres grave. Det viste sig da, at Gamle Bøllings gravsted var blevet sløjfet.
Man fandt dem dog på kirkens loft. Da Kjærbøllings datterdatter lovede at vedligeholde familiegravstedet, blev de to hvide marmortavler med navnene på Tines forældre:
atter anbragt på deres plads vest for kirken. Da Tines datter efter hendes mands død ikke længere var i stand til at bekoste vedligeholdelsen vedtog Menighedsrådet i Asserballe foreløbig at vedligeholde gravstedet.
Den rigtige ”Tine” blev gift
I 1870 blev den rigtige Tine gift med Christian Petersen i Ketting Kirke. De udvandrede som tidligere nævnt til Sverige. Ægteparret fik seks børn. I 1899 blev Tine ramt af et slagtilfælde, der gjorde hende delvis lam i venstre side. I mere end 22 år kunne hun kun gå indendørs med en stok. Når hun skulle udendørs måtte hun have hjælp af en rullestol.
Da Herman Bang skrev bogen sad han ved sin mors dødsleje. Og forordet er da også henvendt til hende. For forfatteren har det at skrive bogen været terapi for minderne væltede frem.
Tine i bogen
Som alle ved, så arbejder Tine i bogen som hushjælp hos skovridder Berg. Familien havde et nært venskabeligt forhold. Fru Berg opfordrer Tine til at læse mandens kærlighedsbreve. Det forlyder, at krigen bryder, og fru Berg rejser derfor i sikkerhed. Tine bliver i byen sammen med skovridderen.
I de følgende uger forvandles skovriddergården til indkvartering for opstemte og krigslystne soldater, der afventer, at blive sendt mod fronten. Disse soldater vender sønderskudte tilbage. Krigens grusomhed får skovridderen til at længes efter trøst og kærlighed. I de næste dage forenes skovridderen og Tine i en blanding af trøst, lidenskab og samvittighedskvaler. Tine vælger den mest forfærdelige udgang på sin ulykkelige kærlighed.
Hun finder ud af, at hans forstyrrende lidenskab slet ikke gjaldt hende, men hans hustru.
Ikke kun ulykkelig kærlighed
Men egentlig handler bogen ikke kun om ulykkelig kærlighed, men også den daværende presses hang til at være krigsliderlig. Den er regeringsvenlig og giver moralsk støtte til krigshandling. Det er som om Herman Bang i den grad bebrejder politikerne med deres forfejlede krigspolitik. Ja han kommer endda med satiriske udfald med de urealistiske og selvovervurderede politiske holdninger. Forfatteren mener, at det var dette, der var årsag til katastrofen. Vi får en enestående blanding af fiktion og fakta.
Masser af realisme
Bogens handling foregår fra begyndelsen af februar til Dybbøl – belejringen den 18. april 1864. Det er en realisme i både personerne og beskrivelse af krigen. Den ulykke, der rammer Tine er symbolet på Danmarks ulykke. Stemningsbillederne er meget autentiske. Ja den krigsskueplads, der er beskrevet i bogen, kunne lige så godt været skrevet af en krigsreporter.
En blandet modtagelse
Da bogen udkom med en blandet modtagelse. Det var lige fra den ene til den anden skuffe. I mange år efter klyngede Danmark sig til en dyrkelse af Dybbøl – soldaternes heltemod. Dette fik Bangs fortolkning af krigen til at være alt for negativ.
I dag betragtes Tine som højdepunktet i Herman Bangs forfatterskab.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om 1864 og De Slesvigske Krige, så indeholder www.dengang.dk mindst 25 artikler om dette emne.
Januar 17, 2016
En pastor i Rise
Det kan være svært at blive ny præst. Lokalbefolkningen stiller store krav til en. Men hvis man nu slet ikke har begreb om landbrug og håndværk? Pastor Johannes A. Wulff var god til at forkynde biblen. Han holdt nogle gode prædikener. Men han var måske ikke så udadvendt som sin forgænger. Og så havde han ikke et alt for godt forhold til sin bror, den berømte kniplingshandler Wulff fra Brede. Men kan det være rigtigt, at han var gerrig og han har var ”forfalden til drik”? Ja sådan fortalte præstedatteren fra Hjordkær. Han var den sidste dansksindede præst i Rise inden Genforeningen. Han talte dansk derhjemme i præstegården men tysk til pastoren i Hjordkær.
Grauer efterlod enke og 10 uforsørgede børn
Vi er denne historie lidt vest for Aabenraa. Og vi er i tidsrummet 1821 – 56.
Hieronimus Grauer, der var født i Hjordkær Præstegård efterlod sig ved sin død enke med 10 uforsørgede børn. Ved enkens død i 1855 var der dog kun 7 af dem i live. Af de fire sønner, var de tre blevet præster. Og kun en af sønnerne var forblevet dansk, ja det var så ham, der ikke blev præst med læge. Og det var Jacob Jürgen Grauer i Aabenraa.
Embedseksamen på Gottorp
Grauer’s efterfølger blev i 1821 pastor J.A. Wulff, den første og den sidste dansksindede præst i Rise inden Genforeningen.
Johannes Andreas Wulff var fra Brede. Navnet Wulff havde præstens oldefar, Hans Thygesen eller Tychsen, murer i Tønder, antaget.
J.A. Wulff blev forberedt til latinskolen af pastor Lauterup i Brede. Han var derefter fem år på skole i Husum og studerede fra 1802 – 07 teologi i København. I 1807 var han efter et besøg derhjemme blevet hindret i at vende tilbage ved englændernes blokade af Sjælland. Han fik lov til at aflægge embedseksamen på Gottorp.
I 1856 døde han efter at have været i embedet i Rise i 35 år. I 1815 var han blevet gift med Joachimine Frederikke Strodtmann, hvis far var provst i Haderslev.
God til at prædike
Denne pastor Wulff blev rost for sin måde at prædike på og måden at formidle bibelen. Hans problem var, at han ikke havde Erfaring i det borgerlige livs Forretninger. Det havde præsten i Hjordkær, Jep Hansen. Han var foregangsmænd som landburger. Og pastor Kier i Øster Løgum var sit sogns foregangsmand som landbrugskyndig.
Lokalbefolkningen mente at han var list ”stjampet”
Den lokale befolkning synes godt nok, at Wulff var blevet stjampet. I finere sprog hedder det hypokondri.
Det fortælles, at han midt under en prædiken om søndagen, pludselig havde råbt:
Efter en pause, hvor ingen var trådt frem:
Forholdet til broderen ikke for godt
Forholdet mellem præsten i Rise og hans broder, den berømte kniplingshandler Jens Wulff i Bredebro, som vi tidligere har berettet om, ikke havde været særlig hjerteligt. I sine dagbøger omtaler Jens Wulff et besøg af Broder Præst i 1848. Han blev her betegnet som mere sær og Tvær som før.
Hvorfor spurgte han ikke til apotekeren?
Jens Wulff mener, at broderens familie vil have det suurt med ham og at Dagens Begivenheder saa meget indvirker paa hans vanskelige Humeur. Men det undrede Jens Wulff, at der ikke blev spurgt til apoteker Nagel fra Højer, der var blevet arresteret af Slesvig – Holstenerne. Apotekeren var Jens Wulff’s svigersøn.
Præstedatteren fra Hjordkær brød sig ikke om ham
Skal man beskrive præsten fra Rise, kan man også dukke ned i Amalie Nielsen’s erindringer. Hun var datter af Jep Hansen, præsten fra Hjordkær:
Et andet sted, skrev præstedatteren, at Paulsen, Wulff og andre:
Om præstefolkene i Rise siger hun, at de var meget rige og meget gerrige.
Dansk i hjemmet, tysk til pastoren i Hjordkær
De lokale var ikke klar over, at Wulff malede og digtede og heller ikke, at han var forfalden til drik.
Ifølge Amalie Nielsen har Wulff talt dansk i hjemmet, men tysk med præsten i Hjordkær. Fra og med 1851 er kirkebogen her ført på dansk.
I nøden kender man sine venner
Ifølge et rygte, blev præsten fra Hjordkær advaret af en Slesvig – Holstensk officer og begav sig på flugt nordpå. Ved denne lejlighed ville han låne penge i Præstegården i Rise. Men her fik han et dundrende nej. I stedet henvendte han sig til Slesvig – Holsteneren, Wohlenberg i Rødekro, der gerne ville låne ham penge.
Ja sådan skulle Jep Hansen, præsten fra Hjordkær have udtalt.
Pastoren var utilfreds med ny fattiglov
I 1841 var der kommet en ny fattiglov. Wulff skriver, at det kun er til skade for sognet. Siden 1838 var udgifterne til fattigvæsenet steget stærkt år for år. Det skyldtes blandt andet en tyfus – epidemi. Wulff formulerede det som Pflanzschule der Armuth.
Når fremmede småfolk flyttede til sognet, hvad ingen kunne hindre dem i, sender de efter kort tid deres børn ud at tigge i stedet for at sende dem i kirke. Børnene skulle, mente præsten, tages fra dem og sendes i pleje hos gode kristelige mennesker.
Præsten havde selv dårlige erfaringer. Han havde foræret en af sine klæder til en drukkenbolt under løfte om, at vedkommende skulle gå i kirke. Men han var aldrig dukket op. Og som præsten så kan fortælle:
Pastoren var ikke nærig
At pastor Wulff skulle være plaget af gerrighed, er nok ikke helt rigtig. Således forærede han og hans kone et orgel til kirken. Ligeledes har de foræret et alterklæde, samt et klæde til prædikestolen.
I 1840 var kirken blevet sat i stand. Det havde kostet 1.200 rd. Dette beløb blev hovedsagelig betalt ved salg af præstegårdsskoven.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker og Åndsliv:
Tønder:
Højer:
Padborg/Kruså/Bov:
Aabenraa:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro:
Hvis du vil vide mere: Om ting relateret til artiklen:
Hvis du vil vide mere: Om det omtalte lokalområde:
Januar 16, 2016
D.G. Monrad – nok engang (2)
Vi forsøger at anmelde Henrik Gade Jensen: Monrad, Vilje, tidsånd og tro. Måske ender vores anmeldelse i lidt for meget friløb af egne konklusioner. Ifølge forfatteren som lemlæstede DR vores hovedperson. Men nu har Denne Sides Gamle Redaktør dukket ned i litteraturen og må konstatere, at det er uhyggeligt svær, at finde en ens holdning til Monrads sindstilstand og væremåde. Det er jo vigtigt, at beskæftige sig med. For i de seks måneder, Monrad var ved magten skete der mange beslutninger, som blev skæbnesvanger for Danmark.
En af Danmarkshistoriens mærkeligste personligheder
Monrad stod i spidsen, da Danmark drog i krig mod den mægtige fjende syd på. Vi kender ham fra TV – serien om 1864. Men gør vi nu også det? For efterfølgende var der stærk kritik af den måde, han blev skildret på. Men hvad er sandheden?
Det kan en ny bog om vores hovedperson måske give svar på. Henrik Gade Jensen har skrevet bogen Monrad, Vilje, tidsånd og tro udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.
Han var en af Damarkshistoriens mærkeligste personligheder. Teorien med, at han var maniodepressiv er blevet fremsat flere gange, men det protestere denne bogs forfatter imod. Godt nok begik Monrad mange fejltagelser i 1864, men de var politiske. Og godt nok var han stresset og uligevægtig.
Beskrivelserne af ham er vidt forskellige
I den ellers udmærkede bog af Tom Buk – Swienty, Slagtebænk Dybbøl bliver Monrad beskrevet som stærkt maniodepressiv
Kigger man på den litteratur, der udgivet om denne personlighed, så kan det være svært at beskrive dette sammensatte menneske. For beskrivelsen af ham er vidt forskellige. Men en ting er sikkert. Han var et helstatsmenneske, ejderdansk og samtidig tilhænger af Slesvigs deling. Men hvordan hænger dette sammen? Han lod sig i den grad påvirke af omgivelserne. Måske forstår man så bedre beskrivelsen af Monrad i TV – serien. Mange også forfatteren, Henrik Gade Jensen synes dog, at Monrad blev lemlæstet af Danmarks Radio. Han blev nærmest fremstillet som en karikatur.
Hvordan kunne omgivelserne tolerere sådan en person, der bliver gengivet i TV – serien som landets mægtigste herre?
Det er så mange ting, der ikke er med i TV – serien, som egentlig burde være med. Man har således forbigået det faktum, at den svenske konge blev tilbudt magten i 1863.
De Nationalliberale var den herskende klasse
Sprogforholdene i Slesvig blev betragtet som en trussel mod dansk kultur. Monrad mente, at demokratiet ikke kunne fungere, hvis man ikke kunne tale sammen.
Det var de nationalliberale, som Monrad repræsenterede. Det var den herskende klasse. De beherskede i den grad den offentlige mening. Man gik ind for liberale mærkesager som ytrings – og forsamlingsfrihed, ejendomsret og fri næring.
Monrad udsat for censur
Selv kom Monrad i censurens søgelys i 1840. Det var nemlig strafbart dengang at skumle med Bitterhed mod regeringen. Ja anklageren krævede dødsstraf. Men han frygtede nu aldrig for sit liv. Han blev dog idømt en bøde på 200 rigsdaler og et års censur.
1800 – tallet var præget af omformeringer mod demokrati med parlamenter, valgret, trykkefrihed og en offentlig opinion. I Frankrig foregik denne omvæltning særdeles blodig med Den Franske Revolution i 1789.
Krigen i 1864 var den direkte omkostning for Danmark med flere tusinde tabte liv.
Vi kunne have fået den nuværende grænse
Var det Monrads analytiske evner, der spændte ben for ham selv under forhandlingerne i London? Her havde Danmark stadig muligheder. Men Monrad formåede ikke at sætte sig igennem. Men havde Christian den Niende ikke også noget af skylden? Han håbede til det sidste, at et engelsk regeringsskifte helt kunne redde Danmark.
Som vi tidligere har været inde på, kunne man med eftertidens bagklogskab jo næsten have fået den grænse, som vi har i dag. Men Monrad og andre politikere ville for alt i verden ikke dele Slesvig. Også Christian den Niende fastholdt at Slesvig – Holsten skulle være udelt.
Monrads udkast blev vores Grundlov
Nu var det sådan dengang, at ingen turde tage et politisk ansvar. Det gjorde Monrad trods alt, og det fik han så på puklen for. Andre politikere dengang blokerede for en fornuftig løsning. Slutresultatet var, at Monrad blev efterladt som en tragisk skikkelse.
Glemt er jo næsten, at vi kan takke Monrad for enevældens fald. Det var ham, der var foregangsmand til vores grundlov. Ja, store dele af denne lov bygger på Monrads udkast. Monrad var da også minister i den første regering efter enevældens afskaffelse.
Han havde mange politiske visioner. Men det var åbenbart ikke dem, der var brug for i 1864. Af mystiske årsager var han handlingslammet, da det gjaldt.
Arrogant og bedrevidende
Han besad et usædvanligt intellekt og var ekstrem godt begavet. Efter sin nybyggetilværelse i New Zealand udarbejde han murstenstygge teologiske afhandlinger. Han havde en utrolig energi, og fik udført en masse ting. Han besad stor selvtillid, bare ikke i 1864. Han har sikkert været arrogant og bedrevidende.
Hans politiske modstandere vidste aldrig, hvor de havde ham. Monrad var aldrig forudsigelig.
Velskrevet og god beskrivelse af samtiden
Den omtalte bog er velskrevet, ingen tvivl om det. Men kommer vi i grunden tættere på, hvorfor Monrad tog de beslutninger, som han gjorde? Vi kunne godt have gået lidt tættere på begivenhederne i 1863 og 1864.
De seks måneder, hvor Monrad var ved magten, kunne vi godt have fokuseret noget mere på. Sammenligningerne med nutiden virker lidt søgt. Bogen er præget af forfatterens kristne og nationale livssyn. Og måske er de filosofiske og de ideologiske markeringer nok lidt bastante.
Men portrættet er absolut velskrevet. Det er en god beskrivelse af samtiden. Bogen er også et forsvar for nationalstaten.
Henrik Gade Jensen: Monrad. Vilje, tidsånd og tro, Kristeligt Dagblads Forlag.
Hvis du vil vide mere om 1864 og tiden op til:
I artiklen ”Velkommen til 1864 og De Slesvigske krige” har vi et artikeloversigt på 19 artikler. Men på vores side kan du læse mindst 24 artikler, der kan komme ind under denne kategori på www.dengang.dk bl.a.:
Andre kilder:
Januar 10, 2016
Mein Kampf – Er genoptryk nødvendig?
Hitler var ydmyg og spartansk. Han var glad for børn og dyr, og så delte han sin madpakke med andre tyskere. Jo det var nødvendig at udgive en fotobog med titlen Den Hitler, som ingen kender. Hitler var atter engang blevet involveret i en sexaffære. Han boede sammen med sin noget yngre halvniece. Ja det var nærmest tale om en indespærring. En dag fandt man hende død, skudt af Hitlers pistol. Det var selvmord, konstaterede politiet. Men diverse aviser satte spørgsmålstegn ved dette. For hun havde også mange andre kvæstelser. Den nye Hitler – bog er lidt af en moppedreng. Denne gang med kommentarer. Og så har selveste George Orwell også anmeldt den egentlige udgave. Denne kom i et oplag på 12 millioner eksemplarer. Men hvad, Anne Franks Dagbog er kommet i 30 millioner eksemplarer.
Knausgård i modvind i Tyskland
For første gang i 70 år, genoptrykkes Mein Kampf nu i Tyskland. Og nu går den vilde debat. Det vil sige, at den tyvstartede med den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Han bliver i Tyskland beskyldt for forsimple Hitlers jødehad. Den norske forfatter er også kommet i tysk modvind ved at sammenligne sig selv med Hitler. Ja han skjuler ikke, at han var fascineret af Hitler. Han forsøger så at skrive sig ud af denne fascination.
Er ist wieder da
I Tyskland er der også kommet en filmatisering af Timur Vernes roman Er ist wieder da. Her bruges Hitler til at se på nutiden. Men det bliver accepteret, for her er det tale om satire.
Man fastholdt rettighederne
Bayerns finansministerium har brugt sine rettigheder til at holde bogen tilbage i 70 år. Og de har sikkert tjent en masse penge på det. Egentlig har bogen aldrig været forbudt i Tyskland. I Bayern har man i den grad værnet om bogen. Senest i 2012 forhindrede en domstil i Bayern historikeren Peter McGee i at trykke et længere uddrag af bogen i tidsskriftet Zeitungszeugen.
En selvransagelsesproces
Bare at genoptrykke bogen uden noget so helst ville nok have været uansvarlig. For Hitler var det et forsøg på at skrive sig ud af en personlig og politisk krise. I dag vil man nok kalde en selvransagelsesproces.
Hitler greb til gammelkendte myter, sammensværgelsesteorier og racistiske fordomme. Han var besat af tanken om Lebensraum i Østeuropa.
Ikke det store sus
Rent litterært er Mein Kampf ikke det store sus. Det er en stor propagandabog. Nazisterne brugte den til at sætte brand i hele verden.
Hitlers racisme i relief
Nu har et forskningscenter udsendt den i en kommenteret udgave. Og den sætter i den grad Hitlers racisme i relief. Måske ser vi i nærmeste fremtid andre udgaver af hadeskriftet.
Man greb ikke ind i tide
Nu burde en bog jo ikke kunne skabe vold og had. Men tyskerne brugte bogen som alibi for undertrykkelse og folkemord. Men når bogen kunne komme i et oplag på 13 millioner, så må den jo have haft et publikum.
De fleste har sikkert glemt, at den er fra 1925 – 26.
Og ude i verden trak man bare på skulderen uden i tide at gribe ind. Og det blev man i den grad straffet for.
Hvad gik det galt?
På det fri marked sælges bogen allerede i alverdens sprog. Og vi skal huske på, at antisemitismen langt fra er død. De seneste års terror mod jøder kan bekræfte dette. Antisemitisme er en fornærmelse mod demokratiet og det åbne samfund.
Hitlers bog kan bruges til at stille spørgsmålet: Hvad gik der galt? Dengang gav en europæisk kulturnation efter for racisme. Antisemitisme har brug for et modspil.
Måske er læren også, at man skal tage det alvorlig, det som folk skriver og tænker. Det gælder også de grupper, der er imod vores demokrati.
Anmeldt i Politiken i 1930
Bogen blev anmeldt i 1930 i Politiken:
Politikens anmelder, Georg Gretor forudså et blodbad uden lige. Som det står i Mein Kampf:
Selveste Orwell har anmeldt den
Ja det er nogle uhyggelige profetier. Ti år senere i 1940 anmelder selveste George Orwell bogen. Han var heller ikke i tvivl om, at Hitler ville angribe Rusland. Ifølge Orwell havde Hitler overhovedet ikke ændret indstilling siden han skrev bogen. Orwell lagde mærke til Hitlers stivsindethed. Han havde en plan og den fulgte han til punkt og prikke:
Orwell bemærker også, at i forordet til den engelske udgave, bestræber man sig til
En drejebog til et grusomt regime
Ude i Verden udkom bogen i 1930erne. I Danmark var det i 1933. Bogen er oversat på 18 sprog.
Bogen er filosofisk ikke meget at råbe hurra for. Helt dårlig er den måske ikke, men det er langt fra spændende læsning. Og man skal kun læse den i små bider. I dag er det kvalmende at forestille sig bogen som drejebog og guide til oprettelse af en af verdens mest grusomme regimer.
Bogen består af to dele
Bogen består af to dele, en biografi og et politisk program. Den blev givet gratis til soldater og nygifte. I 1945 havde Hitler tjent 6,7 mio. Reichsmark på bøgerne uden at skulle betale skat. Disse penge blev brugt på det fede liv. Han spenderede uhyre summer på dyrt skræddersyet tøj, luksuriøse middage og hotelophold til uhyrlige summer.
Ikke bogen alene skabte fremgangen
Nu var det ikke bogen selv, der skabte nazisterne. Det var Hitlers svulstige taler for fyldte stadionerne og i radioen. Også den danske Statsradiofoni transmitterede talerne. Og så var det også nazisternes imponerende selviscenesættelse, der var drivkraften bag magtovertagelsen. Og så var nazisterne god til at udnytte den usikkerhed, der opstod under den økonomiske og politiske krise i Tyskland.
Hitler var en klassisk demagog og folkeforfører, der opererede med løgne og halvløgne. Bogen blev pligtlæsning for partmedlemmer og alle, der ville stå sig godt med partiet.
Tre års arbejde
I den nye udgave er bogen vokset fra 800 til 2.000 sider. I tre år har seks historikere og 60 assistenter ved Institut für Zeitgeschichte arbejdet med en kritisk udgave.
Men det er nu ikke alle tyske politikere, der er lige begejstret. Det er de tyske skatteydere, der skal medfinansiere udbredelsen af Hitlers tankegods.
Ikke alle boghandlere er lige begejstrede
Den tyske Thalia – kæde har bebudet, at de ikke vil have den på hylderne. Amazon vil sponsere overskuddet af salg af bogen til velgørende formål.
I Frankrig er man også skeptisk
I Frankrig vil man også genudgive Mein Kampf med forklarende tekster. Dette har vakt vild forargelse. Mange franske historikere mener ikke, at Mein Kampf fortjener en hædersplads blandt bøgerne om Anden Verdenskrig.
Men bogen har siden den udkom i 1934 ikke været forbudt. Appelretten i Paris slig dog i 1979 fast, at det ikke var forbudt at trykke bogen, hvis der blev indsat et forord på otte sider, der advarede læseren om indholdet.
Ja, du kan også dovnloade bogen fra nettet.
En sex – skandale var ved at fælde Hitler
Måske kunne Hitler være stoppet lang tid før. Geli Raubals selvmord i 1931 var en sex – skandale som truede med at fælde Hitler. Hvis man ikke kunne betro ham en ung kvinde, hvordan skulle man så kunne betro ham en nation?
I en ny bog af Desphina Stratigakos, Hitler at Home fortælles hvordan nazisterne søsatte en storstilet kampagne som forvandlede Adolf Hitler fra en rablende radikal retoriker til en hyggeonkel. Han var nu pludselig god ved børn og dyr. Alle 6.000 bøger i sit bibliotek havde han selv læst.
Så effektiv var kampagnen, at ikke blot tyskerne troede på den. Store amerikanske og engelske medier beskrev ham som en virkelig god mand med gode hensigter.
Han blev kasseret på kunstskolen
Ja tænk engang, han blev kasseret på kunstskolen og boede på et mandeherberg. Han kæmpede sig gennem Første verdenskrig for kun at ende som koporal. Han forsøgte et statskup og endte i fængsel og skrev en ulæselig bog. Han havde en mærkelig fremtoning og hans privatliv var bizart. Han var ungkarl og sås ofte sammen med andre unge mænd.
I 1930 var Nazipartiet blevet det næststørste i Rigsdagen.
Var det nu virkelig selvmord?
Men hvem var denne Geli Raubal? Ja, det var Hitlers halvniece. I hemmelighed boede hun med ham i hans herskabslejlighed i München. Det var i sig selv slemt nok, at Hitler boede sammen med sin halvsøsters datter, som var 19 år yngre end ham. Den 18. september 1931 blev hun fundet i lejligheden.
Hurtigt erklærede politiet dødsfaldet for selvmord. Hun havde skudt sig med Hitlers pistol. Münschener Post tvivlede dog på denne erklæring. Selvmordet var en mystisk affære. De havde haft en stormfuld forhold. De havde haft et kæmpe skænderi den 18. september. Hun ville flytte, men det sagde Hitler nej til. Avisen påpegede, at Geli var blevet fundet med brækket næse og andre kvæstelser. Snart fulgte andre aviser efter.
Hun var nærmest en fange
Geli havde længe været Hitlers elskerinde, men hun kunne ikke mere klare hans perversiteter. Hun kunne heller ikke have den måde Hitler isolerede hende på. Hun var nærmest hans fange.
Det var ikke første gang
Det var ikke første gang Hitler var involveret i en affære. I 1920erne havde en 16 – årig elskerinde forsøgt at hænge sig. Hun blev reddet i allersidste øjeblik.
Partiet var nærmest ved vejs ende
Afsløringerne gik som en steppebrand over hele Tyskland. I bogen Explaining Hitler siger forfatteren, Ron Rosenbaum, at Hitler til sidst fremstod som en perverteret leder af en depraveret sammensværgelse. Det er slut, erkendte Hitler over for sin adjudant. Han og hans nazistparti var ved vejs ende.
Ja så tæt var det på. Man kan ikke lade være med at tænke på, om politiet løste deres arbejde på den rigtige måde. Tænk engang, hvad vi kunne have sluppet for.
Den Hitler, som ingen kender
Men åbenbart var nazistpartiet ikke bare tabt bag en vogn. De vidste, at der skulle gøres noget ved Hitlers image. Få måneder efter Geli Raubals død udsendte Hitlers hoffotograf en billedbog med den rammende titel: Den Hitler som ingen kender. Her så man bedårende fotos af Hitler sammen med børn, og hvor han fodrer dådyr. Man ser ham også dele sin madpakke sammen med andre tyskere.
Hitler, det ydmyge væsen, der var glad for dyr og børn
Særlig et billede og en tekst ramte de fleste. For at slå det hele fast stod der:
Jo, og Hitlers styrke og Godhed, hans spartanske levevis og det ydmyge væsen, som han var, ja det troede de pludselig alle på. Også i udlandet. Glemt var det mystiske selvmord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 9, 2016
En skarpretter fra Haderslev
Den første skarpretter, som vi kender til blev myrdet. Den næste blev fyret. Det gik bedre, da familien Beseler kom til. Og hvad kostede det dengang, for at blive henrettet? Og hvad kostede det for at få udført rakkerarbejde? En skarpretter havde sin egen stol i kirken og til offentlige fester. Værre var det med bødelen. Han var ”uærlig” fordi han rørte ved de døde. Han var udstødt af samfundet.
En af købstædernes embedsmænd
Skarpretteren var en af købstædernes embedsmænd. Ja det var han helt op til det nittende århundrede. Navnet fører os helt tilbage til middelalderen. Dengang skulle skarpretteren kun udføre halshugning. Andre dødsdomme som hængning (for uærlige) eller partering og stejling (for kvalificerede) blev fuldbyrdet af bødelen, som var skarpretterens medhjælper.
Udstødt og foragtet
Bødelen hørte til samfundets udstødte og foragtede personer. Vanæren hvilede ikke på skarpretteren, der ikke kom i umiddelbar berøring med den domfældtes legeme, hverken før eller efter dommens fuldbyrdelse, men kun skulle udføre selve dommen, hvorefter det videre fornødne blev foretaget af hans medhjælpere.
Måtte finde sig i ydmygelser
Skarpretteren måtte dog også finde sig i mange ydmygelser, men nægtede ham således borgerret. Han skulle bære en særlig dragt og indtage en bestemt plads i kirken, kroen og ved offentlige fester.
Efterhånden fik skarpretter og bøddel dog samme betydning. Den samme person, måtte ene påtage sig de forskellige hverv. Dette gjaldt også for de kendte skarprettere fra Haderslev.
Den første skarpretter blev myrdet
Den første skarpretter i Haderslev, som kendes fra skriftlige kilder. Han hed Georgius, som blev myrdet i 1609.
Det næste navn, man støder på i kilderne er en Martin Hintze. Han kom på kant med bystyret. Han havde åbenbart ødelagt vinduerne hos en rækker borgere og presset dem til at få udfører rakkerarbejde. Han var blevet mistænkt for mord, og fængslet. Han mente, at fængslingen havde været dyrt for ham, så han måtte hurtig have fat i penge.
Men nu blev han smidt ud at byen og amtet og måtte aldrig vise sig igen. Han skulle skrive under på, at han ikke ville hævne sig mod byens øvrighed.
Beseler – en kendt skarpretterfamilie
Hans efterfølger var Hans Beseler. Dette navn er kendt i skarpretternes historie. Den årlige løn blev fastsat til 40 mark. Heri var indberegnet 6 marks fængselspenge (Stockergeld) samt en fribolig og en syd for byen beliggende kålgård. Denne blev anlagt og vedligeholdt af byen.
Han kunne desuden hvert halve år til påske og michaelis af hvert hus kræve pligtpenge med 1 Skilling af hver bod og kælder, samt 1 seksling af hvert læs kål ( Foeder Kohlen), som blev købt af indbyggerne.
Regning for henrettelse
For det egentlige bøddelarbejde skal der betales for hver fuldbyrdet dom, nemlig for en henrettelse:
Dertil kom en kande vin, desuden:
Regning for rakkerarbejde
Regning for Rakkerarbejde:
For rensning af nødtørftshuse (die heimliche gemächern) og bortskaffelse af det urensede, skal han have en passende godtgørelse.
Jobbet gik i familiearv
Til gengæld for disse ydelser lover Hans Beseler, at han tilbørligt vil efterkomme sin embeds pligter og forholde sig sådan, at der ikke skal holdes klager over ham.
Hans Beseler får i august 1641 kongelig koncession på, at hans hustru og børn så længe der blandt dem findes en dygtig person skal beholde ansættelse ved retsvæsnet. Efter hans død blev hans søn Julius Beseler virkelig ansat som skarpretter ved kaldsbrev af 29. september 1664.
I Tønder blev der den 20. februar 1630 ansat en skarpretter Joachim Beseler fra Aalborg. I 1632 omtales der en Mester Julius, som også var en Beseler
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Haderslev:
Hvis du vil vide mere: Om henrettelser og skarprettere: