Artikler
December 28, 2015
Sønderjyske Årbøger 2015 – forsøg på anmeldelse
Vi kigger på nyeste udgave af Sønderjyske Årbøger, og forsøger at anmelde den. Hvert år får vi masser af gode informationer i en flot årbog. Ind imellem får vi også 5 flotte hefter, og har muligheder for at købe historiske bøger, og de gamle af disse til en uhørt lavpris. I årbogen skal vi heller ikke glemme alle anmeldelser af de bøger, der er udkommet i årets løb med relevans for Sønderjylland. Ja selv 15 lokalhistoriske årbøger gennemgås. Kan man ønske sig mere. Men se lige her, hvad den ”Gamle Redaktør” mener om den nyeste årbog (2015)
Det er billigt
Hvert år til jul glæder vi os. Da kommer Sønderjyske Årbøger. I forvejen vi 5 hefter i løbet af året. Og det får vi for et meget billigt kontingent. Udgiver er Historisk Samfund for Sønderjylland.
Det koster at lave dette store arbejde. Og det skal et hvis antal medlem for at det kan løbe rundt.
334 sider med masser af historier
Den store flotte årbog indeholder foruden nogle flotte artikler også en anmeldelse af 4 stk. 1864 – bøger og yderligere 21 sønderjyske bøger. Ja sågar en film bliver anmeldt.
Her er også kig på arkiver, museer og forskningsinstitutter. Og så bliver 15 lokalhistoriske hefter/bøger omtalt. Hele 334 sider er Årbogen på.
Også en sten til ære for den danske indsats
På forsiden finder vi et foto af Folke Bernadotte. Det er fra Mindeparken i Kruså. Dette billede er bragt i forbindelse med hovedartiklen i årsskriftet. På ti – årsdagen for Danmarks Befrielse afslørede den norske udenrigsminister en norsk mindesten sat til ære for den danske hjælp til norske KZ – fanger. Denne sten blev flyttet over til østsiden på grund af vejregulering.
De hvide busser i et sønderjysk perspektiv af Henrik Skov Kristensen:
Vi kommer i artiklen hovedsagelig ind i krigens sidste måneder. På Brundlund Slot mødes Folke Bernadotte, Walther Schellenberg og amtmand Refslund Paulsen.
Hverken Schellenberg eller Bernadotte fortæller så meget om dette ophold i deres erindringer. Men det gør Refslund Thomsens kone, Ingeborg. Ifølge hende rejste Schellenberg og Bernadotte til Lübeck for at drøfte kapitulationen med Himmler.
Himmler håbede på nåde fra vesten. Derfor forhandlede han med Bernadotte. Til gengæld hadede Kaltenbrünner, chef for det tyske sikkerhedspoliti greven fra Sverige.
Amtmanden var vært
Egentlig ved vi ikke så meget om disse forhandlinger. Det lå uden for amtmandens område. Lokale journalister var underlagt censur, men de vidste godt, at der foregik noget på Brundlund Slot, men ikke rigtig hvad der blev forhandlet om.
De danske og norske myndigheders rolle spillede i slutningen af krigen en langt vigtigere rolle, end det, der fremgår af Folke Bernadottes erindringer.
6.100 danskere blev deporteret syd på
I artiklen gør Henrik Skov Kristensen opmærksom på, at 6.100 danskere blev depoteret syd på til KZ – lejre eller tugthuse. Vi hører også om de første deportationer fra Frøslevlejren. Det startede den 15. september 1944. Og den velkendte start på De hvide busser på dansk og norsk initiativ berettes der også om.
Kruså – Padborg var knudepunkt
Kruså – Padborg området var et knudepunkt i hele evakueringen. I artiklen har forfatteren gengivet flere beretninger af Merete Granzow. Disse beretninger efterlader et stærkt indtryk og en god forståelse for indsatsen dengang. Den frivillige indsats var imponerende dengang. Også diverse institutioners indsats må ikke glemmes.
Henrik Skov Kristensen har fornuftigt taget disse beretninger med, og de efterlader et meget stærkere indtryk end de gensidige høfligheds – breve mellem amtmanden og Folke Bernadotte.
Også den hidtil udkommende litteratur om De Hvide Busser gennemgås.
Spøgelsestog
Da de Hvide Bussers eventyr var over, var det ikke slut med den sønderjyske hjælpeindsats. De Hvide Busser måtte indstille deres arbejde grundet de allieredes stigende beskydning.
Det sidste spøgelsestog ankom til Padborg den 2. maj 1945. Det medførte 2.800 kvinder – halvnøgne og hylende af sult. Da dørene blev åbnet, kastede de sig over, alt hvad der kunne minde om mad.
De lokale mødte op og kastede brød og andet spiseligt til dem. De sloges som vilde dyr over dette mad.
Toget kom ganske uanmeldt, men lynhurtigt blev der etableret hjælp. Da kvinderne havde fået mad og var faldet til ro, gik turen videre den 3. maj om aftenen til Sverige i andre togvogne.
Henrik Skov Kristensens artikel er også en hyldest til karantænestationerne i Kruså og Padborg og til den kæmpemæssige sønderjyske indsats dengang.
En øredøvende Fuckfinger til de politiske opgavestillere – Nogle (efter)tanker om TV – serien 1864 af Jens Ole Christensen
Årbogen indledes med denne spøjse overskrift. Forfatteren siger fra starten, at han følger sig dybt provokeret af produktet. Jens Ole Christensen havde troet, at serien skulle gøre os klogere på historien, og at vi fik den bearbejdet.
Drama eller kommedie
Forventningerne var tårnhøje i betragtning af, at prisen var oppe på 173 millioner kroner. PR – arbejdet før det første afsnit blev sendt var noget tvetydigt. Forfatteren til artiklen kalder sproget for cirkus – Jysk. D.G. Monrad fremstilles som en lallende nar. Han dæmoniseres og latterliggøres.
Jens Ole Christensen ved ikke om det er et drama eller en komedie. Resultat er ufrivillig komisk. Det hele drukner i klicheer. Det bliver aldrig det drama, som man havde glædet sig til.
”Jeg er kunstner, jeg skal ikke stå skoleret for nogen”
Man må give forfatteren ret i, at DR havde påpeget at projektet var historisk korrekt, men det var det langt fra. Jens Ole Christensen mener, at det er en helgardering, når instruktøren Ole Bornedal udtrykker følgende:
Man kan vel også påpege, at anmeldelserne var forudsigelige. Politiken var begejstret. Berlingske Tidende og Jyllands Posten anmeldelser var mere lunkne. Lars Olsen rammer måske plet, når han siger:
Blev vi ikke klogere?
Jens Ole Christensen konkluderer, at vi ikke blev klogere på hverken krigen 1864 eller krig som fænomen.
Det som forfatteren til artiklen så glemmer, det er den voldsomme diskussion, der blev sat i værk. Vi fik netop fokus på krigen fra alle vinkler. Alle skulle pludselig ytre sig. Og Danmark fandt pludselig ud af alle de meningsløse dødsfald i en krig, der var tabt på forhånd. Over skærmen på DR – K og DR 2 kommer der ret så mange dokumentarfilm om 1864. Men det fremgik hvis ikke så tydelig, at Sønderjylland var under prøjsisk/tysk styre fra 1864 til 1920.
Som drama var det netop en fantastisk film. Men som historiefortælling?
Krigen 1864 i dansk og tysk billedkunst af Inge Adriansen
Inge Adriansen præsenterer en række danske og tyske historiemalerier fra 1864 – krigen. På forunderlig vis gennemgås en række malerier med tydelig historisk viden og forklaring.
Historiemaleriet
Vi ser hovedpersonerne og bestemte begivenheder i forbindelse med krigen. En af de mest kendte malerier er nok Niels Simonsen: Danske infanterister trækker en kanonlavet ved tilbagetoget fra Dannevirkestillingen 1864. Dette motiv er gengivet i talløse reproduktioner.
I historiemaleriet ser vi kun sjældent civile i flugt fra krigens gru. Nogle historiemalere gengiver udelukkende danske soldaters mod og udholdenhed.
Slaget ved Helgoland, der med rimlighed kan tolkes som en dansk sejr blev skildret af mange malere.
Mange glorificerer historien
Andre malerier fra 1864 var rene bestillingsarbejder. Og mange malerier glorificerer triumfen. Og måske var ikke alle lige gode til at skildre krigens barske realiteter.
Erik Henningsen beskriver menige soldater som anonyme helte i hans skildring af et tilbagetog i isnende kulde. I siderne ligger der masse lig, frosset ihjel. Også satiriske malerier og tegninger er gengivet, hvor motiverne er hentet fra 1864.
De viste billedeksempler er præget af heroiske anstrøg. Vi ser masser af eksempler på mandsmod, udholdenhed og dødsforagt. Fælles for alle de viste eksempler er de rummer et fængslende og holdningsskabende fortællerunivers.
En underholdende og troværdig artikel af Inge Adriansen.
Jens Munkgaard – Strandtidslen er min blomst af Mogens Rostgaard Nielsen
Den frisiske sprogforsker, Jens Munkgaard fra Keitum på Sild kom på kant med regimet. Derfor måtte han i KZ – lejr. Han døde den 13. februar 1940 efter en sværd lungebetændelse. Han udåndede på en stråsæk i Barak 27 i KZ – lejren Sachsenhausen. Lejrchefen nægtede ham lægehjælp.
Han blev beskrevet som den største af de frisiske digtere. Han døde ulykkeligt, familiemæssigt, socialt og politisk.
Familien kom fra Sønderjylland
Familien kom egentlig fra Rejsby i Sønderjylland. Navnet kommer fra gården med det selvsamme navn. Men oldefaderen flyttede dog til Sild. Her ernærede han sig som landand og fisker. Bedstefaderen giftede sig med en pige fra Gallehus.
Jens ville gerne til søs, men det nægtede forældrene. I stedet kom han på landbrugsskole.
Og nu nærmer vi os et drama, der næsten er en film værdig. Jens, der var en driftig og dygtig landmand, blev nærmest tvunget til at gifte sig med Anne Marie. Hun føder i 1910 et dødfødt søn, som Jens ikke er far til. Det var ikke et lykkeligt ægteskab og 1934 bliver de skilt.
Regimets Fjende
Efter nazisternes overtagelse bliver han erklæret som regimets fjende. Og det hele startede med, at han overførte nogle penge til Tønder Landmandsbank. Efterhånden blev han anset for at udgøre en fare for Det Tredje Rige. Hans forhold til sin far var yderst anstrengt. Han boede sammen med ham og Anne Marie på gården. Flere antydede, at han var faderen til flere af Anne Maries børn. Det var en offentlig hemmelighed i byen og efterhånden blev Jens skubbes ud af fællesskabet.
Nazisterne anholdte ham flere gange, og nu begyndte han at skrive ironiske digte om nazismen, og efterhånden blev det til kritiske digte. Han skrev dem på frisisk.
Strandtidslen
Den 23. december blev han hentet af Gestapo og ikke siden løsladt. Han havde en nær forbindelse til flere institutioner i Danmark. De havde fået alt, hvad han havde produceret.
Hans datter Elisabeth var den eneste, han bibeholdt kontakten med. Hun blev også gjort til enearving. Hun søgte i 1956 erstatning for hans anholdelse. Men dette blev afslået. Hun har forsøgt at rejse sin fars eftermæle
Denne gengivelse er meget kortfattet. Den rigtige skal læses i årbogen. Vi kan passende afslutte med Jens Munkgaards egen digt:
Strandtidsel kaldes også jeg
Den gror i klitsand
Som jeg på livets strand
Og tårne har vi begge to
Dramaet kunne filmatiseres
Det var en aldeles fremragende artikel. Den Gamle Redaktør kom til at tænke på, at de kunne blive en dramatisk film. Tænk bare på filmatiseringen af Deutschstunde (Tysktime) af Siegfried Lenz.
Løjtnant – oprøret i Tønder 1926: Drama, tragedie eller farce af Nikolaj Petersen
Måske er det ikke så mange, der kender denne historie? I 1926 blev tre yngre officerer tiltalt for forbrydelser mod statsforvaltningen.
De blev pure frifundet
De konkrete anklager gik ud på, at de tre officerer havde henholdsvis medvirket til oprør ved at have udsendt en skrivelse til et antal officerer med opfordring til at deltage i en ikke nærmere defineret aktion mod det parlamentariske system.
Løjtnanterne blev pure frifundet ved et nævningeting i Søndre Landsret i Sønderborg den 17. januar 1927.
Rebellen, Cornelius Petersen var indblandet
De tiltalte havde handlet på opfordring af den karismatiske bondefører Cornelius Petersen. Han stod i spidsen for en såkaldt selvstyrerbevægelse i Nordslesvig. Bevægelsens mål var at komme det betrængte landbrug til livs.
”Et stor stykke Fantast”
Den ene af de sigtede, Højmark Jensen havde glimrende soldaterpapirer. En forholdsattest fra 1925 karakteserede ham som en myndig og alvorlig personlighed med en naturlig autoritet. Kommandanten i Tønder oberst Obel betegnede ham som begavet nok men også som et stort stykke af en Fantast.
Tre andre anholdte havde ikke direkte forbindelse til selvstyrerbevægelsen. Den ene af disse blev dog ikke tiltalt.
Sønderjyske medier: Barnlige planer
Cornelius Petersen og hans gruppe havde planer om at overtage hele administrationen i Sønderjylland for så at diktere Fredsbestemmelserne. Kupmagerne havde kun et at frygte, nemlig det sønderjyske militær.
Berlingske Tidende antydede, at der blev kæmpet på liv og død i Sønderjylland. Den sønderjyske presse var mere nøgtern og kaldte planerne for barnlige.
Den 18. januar 1927 bragte Flensborg Avis en helsides artikel:
Alle tre hovedpersoner havde været suspenderet fra tjenesten. Men nu kunne de genoptage deres karriere.
Det danske mindretals engagement i mindretalssamarbejdet i Weimarrepublikken af Jana Prose
I 1924 sluttede de forskellige mindretal sig sammen i Weimarrepublikken i Forbundet af Nationale Mindretal. Året efter begyndte man at udgive bladet Kulturwille. Året efter blev bladet omdøbt og fik navnet Kulturwehr.
Den prøjsiske regering forsøgte hele tiden at fortyske mindretallene. Og det var da heller ikke kun positive ting, der kom ud af samarbejdet. Mindretalsforbundet blev ikke opløst ved den nazistiske magtovertagelse. Men kontakten blev dog svundet ind. Og tidsskriftet var det eneste synlige produkt af samarbejdet. Men man holdt ved til et godt stykke tid ind i Det Tredje Rige.
Stolligaffæren 1936 – 1940 af Hans Schultz Hansen
I 1937 udtalt de fremtrædende nazist, Chr. Paysen:
Også udenlandsk presse interesserede sig efterhånden for begivenhederne på Løjt. Mindst 10 retssager fulgte. En enkelt tvangsaktion fremkaldte alle disse voldsomme reaktioner.
Skuepladsen er nord for Aabenraa
Igen i år har Hans Schultz Hansen berørt et emne omkring besættelsestiden. Sidste år var det mordet på Asmus Jensen i Padborg/ mordet på fru Sasse i Løgumkloster/ det såkaldte varulveangreb mod sheriffen fra Tinglev, der var på dagsorden. Om det skyldes denne sides afsløringer og efterfølgende presseomtale, skal være usagt.
Men i år er det så en absurd affære nord for Aabenraa. Her refererer vi kun til sagen i kort form. For at få det fulde udbytte skal artiklen læses i årsskriftet. Det er en interessant og veldokumenteret artikel af Hans Schultz Hansen.
Konkurs 17. april 1936
Baggrunden for dette års historie er at det var ilde set, at en dansk landmand solgte til en tysksindet eller omvendt. Vi har tidligere berettet om den omfattende jordkamp, som fandt sted i Sønderjylland.
I 1824 erhvervede Jes Jørgensen Moos en gård i Stollig. Vi følger ejendommens historie, indtil den unge Pørksen pludselig kommer til at sidde økonomisk meget hårdt i det. Som tysksindet havde han mindst tre gange søgt Vogelgesang om hjælp. Sønderjyllands Kreditforening begærede ham konkurs den 17. april 1936.
Afskyelig klapjagt
Mads Warming havde givet et købstilbud. Han boede over ved vestkysten, men gården ville være et fint sted for hans søn. Fra tysk side blev alle kræfter nu sat ind for at bevare gården på tyske hænder. Og det lykkedes første gang at udsætte tvangsaktionen.
Den 10. oktober 1936 fandt anden tvangsaktion så sted. Gården tilfaldt familien Warming. De tilhørte et udpræget dansk hjem. Jep Schmidt skrev et hamdirrende brev i Nordschlewigsche Zeitung:
Man holdt sig ikke helt til de historiske fakta. I diverse andre tyske skrifter fulgte også hamdirrende beretninger og trusler mod den nye ejer.
Højesteret – første gang
Ved en slags happening mødte den tidligere ejer nu op medbringe seng og sengetøj i og indtog gårdens forstue. Han nægtede at forlade ejendommen. Politiet bad Pørksen om at forlade gården øjeblikkelig. Det gjorde han modstræbende efter en times tid. Men møblementet blev ikke afhentet. Det afleverede Warming på hittegodskontoret i Aabenraa.
I den tyske avis blev episoden overdrevet. Den nye ejer fandt ud af, at der var uberettiget solgt korn fra ejendommen mellem første og anden. Der fulgte nu flere og gentagende hærværk mod ejendommen i Stollig.
Overfaldet
Politiets efterforskning førte til anholdelse af Jep Schmidt og Thomas Pørksen. Men chikanerne fortsatte. Flere retssager fulgte Sagen gik helt til Højesteret. Og her blev de involveret højest overraskende frikendt.
Højesteret – anden gang
Flere gange blev den nye ejer overfaldet. Og han blev udelukket fra Stollig Andelsmejeri. Sagen spredte sig ud til hele Landsdelen. Atter engang endte sagen i Højesteret. Nu blandede det tyske udenrigsministerium sig også.
Og pjecer mod ejeren fra Stollig blev også spredt:
Historisk Samfund udgiver også bøger
Fin artikel, og så kommer Den Gamle Redaktør også til at tænke på sagen fra Aabenraa Statsskole, med den kan I få en anden gang.
Vi fik hvis ikke fortalt, at Historisk Samfund for Sønderjylland udgiver flotte bøger. Og de ældre bøger kan købes til udsalgspris.
Dette års artikler var interessant læsning og indeholdt også en masse nyt for Den Gamle Redaktør. Der er kun et at gøre for dig, kære læser. Meld dig ind, hvis du ikke allerede er medlem.
Hvis du vil vide mere: Se her – artikler med relevans for overstående artikel:
December 26, 2015
Sandheden om Besættelsestiden
Men er det egentlig sandheden, som vi fortæller? Arkiverne er stadig lukket. Var sammenholdet så godt, som historiebøgerne fortæller? Besættelsestiden har endnu mange dunkle sider. Der fandt skæv våbenfordeling sted. Statsradiofonien bragte mindeudsendelse om Schalburg, men glemte Stauning og de 15 dræbte den 9. april. Her var det lukket for kommunister og jøder. Regeringen gav mere eller mindre tilsagn til Frikorps Danmark. Der blev dannet kommissioner. De arbejdede i ni år og frikendte sig selv. De små fisk fik den hårdeste straf. Arbejderklassen led, borgerskabet skummede fløden. Dansk Industri stod i kø. De Røde Enker fik ingen hjælp. Kommunisterne blev man af med, troede man Dansk Politi leverede mere end de skulle. Datidens medier var lige glade med at Grundloven på tre punkter, blev overtrådt.
Var sammenholdet så stort?
Vi har fået at vide i diverse bøger, at sammenholdet var så stor under Besættelsestiden. Men var den nu også det? Diverse organisationsfolk og politikkere opfordrede til, at man skulle anmelde sabotører, ja selv statsminister Buhl gjorde det. Og mindst 11 modstandsmænd fra Bopa blev henrettet eller døde i KZ – lejre som følge af dette.
Man vidste, at tyskerne var på vej
Man vidste, at tyskerne var på vej. Men inden da vidste man ikke, hvad man skulle gøre. Først på selve dagen aflyste man kampen, men åbenbart kneb det med kommunikationen. Resultatet var at 15 unge mennesker faldt i kamp allerede de første timer.
Tænk, ham valgte de som statsminister
Buhl holdt som bekendt den berømte Stikker – tale i 1942, men de fleste har glemt, at han i 1944 forsøgte at standse Folkestrejken. Tænk engang, dette var glemt efter befrielsen. Frihedsrådet og Kommunisterne gik ind for ham som statsminister
Danske fabrikanter stod i kø
Danske fabrikanter stod i kø for at udføre tysk arbejde. Og tyskerne var ikke smålige. Seddelpressen i Nationalbanken kørte og kørte. Arbejderen, der skulle udføre det, skulle ikke brokke sig. Strejkeretten var forsvundet, og man kunne ende med at komme et ubehageligt sted syd på.
De havde ikke lært om dansk politi
I begyndelsen forsøgte englænderne at mobilisere modstandsbevægelsen. De var gået på skole, men de havde ikke lært noget om det danske politi. Kun få hundrede meter herfra, hvor Den Gamle Redaktør nedfælder dette, blev Rottbøl, dansk SOE – agent dræbt af dansk politi med 12 nakkeskud i 1942.
Hæren var imod sabotagen og forbød deres officerer at deltage.
Arkivet er en lukket verden
Efter besættelsestiden blev der nedsat diverse kommissioner, hvor politikkerne skulle dømme sig selv. Dokumenter, der kunne belaste politikkere om myndigheder blev gemt væk.
Siden 1945 har historieforskere været optaget af at studere besættelsestiden. I Rigsarkivet lå dynger af aktstykker. De lå engang hulter til bulter. Det er en lækkerbisken for en forsker eller en amatørhistoriker. Men arkivet er en lukket verden. Det styres af en ældgammel arkivlov og diverse cirkulære.
Udgivelsesselskabet for Danmarks Historie
Man opfandt Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie. Kun medlemmer af dette selskab fik adgang til en masse af statens fortrolige dokumenter og mødereferater fra 1940 – 1945. Men man havde underskrevet en tavshedspligt. Selskabet er selvsupplerende. Og dem som ikke har de rigtige intentioner kan ikke blive optaget. Således blev den legendariske Carl Madsen nægtet optagelse.
Politiet brugte deres liste
I dag er vi meget optaget af, at regeringen udleverede kommunisterne. Men hvad med befolkningen dengang? Ja egentlig var der store ligegyldighed, der prægede befolkningen. Det var jo bare kommunister.
Egentlig forsynede tyskerne kun det danske politi med en beskeden liste over hvilke kommunister, man ønskede anholdt. Men det danske politi gjorde brug af deres hemmelige kartotek, og fik en del flere anholdt.
Overtrådte tre bestemmelser i Grundloven
At man så lod hånt om tre bestemmelser i grundloven, ja man henviste så i stedet til en nødretslov. At der så i grundloven også står, at den der bryder de tre bestemmelser i grundloven kan anses for at antaste Rigsdagens sikkerhed og dermed anklages for højforræderi, ja det er en af besættelsestidens paradokser.
Medierne syntes, at det var i orden
Medierne reagerede ikke så meget på dette. De syntes åbenbart, at det var helt OK, at komme af med disse forfærdelige kommunister uanset om man overtrådte grundloven. Med dette i baghovedet er det sjovt i dag, hvordan de reagerer på diverse historiske udgivelser.
I Politikken stod følgende at læse:
Berlingske Tidende mente, at det var helt naturligt at se det danske samfund værge sig mod kommunismen, og:
Kommunisme er en forbrydelse
Jyllands Posten holdt sig heller ikke tilbage. Lederens overskrift var:
Bladet fastslog med tilfredshed:
Kommunismens nedbrydende virksomhed
Indtil lukningen i 1961 blev Nationaltidende ejet af Dansk Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet:
Det var ikke nazisterne, der var Socialdemokraternes fjende nr. 1
Socialdemokratiet betragtede kommunisterne som fjende nr. 1. Det var ikke nazisterne. Partiet opfordrede samtidig De samvirkende Fagforbund til at lade kommunister fratræde alle deres tillidshverv. Kommunisterne skulle ud, helt ud, af både det politiske og det faglige arbejde.
En fascistisk front mod kommunismen
Men ikke nok med det. Vedtagelsen af kommunistloven blev senere fulgt op af Danmarks tilslutning til Anti – kominternpagten, som var en aftale, som Tyskland og Japan indgik i 1936 med henblik på etableringen af en international fascistisk front mod kommunisternes 3. Internationale. I årene efter 1936 tilsluttede bl.a. Italien og Spanien sig aftalen og så i 1941 Danmark.
Politiet gik meget videre
Måske forklarer dette, hvorfor Dansk Politi var så ivrige for at få alle kommunister bag lås og slå. Interessant er det også, at læse socialdemokraten Hartvig Frisch’ bemærkning i Danmark Besat og Befriet i 1941:
Men gik danske politikere og dansk politi ikke meget videre, end hvad tyskerne forlangte?
De troede til det sidste
Den 29. august 1943 overtog tyske politisoldater bevogtningen af Horserødlejren, hvor foruden kommunisterne nu også Spaniensfrivillige var blevet interneret. Til det sidste troede fangerne på regeringens forsikrer om, at portene ville blive åbnet.
Den 2. oktober blev de internerede anbragt på et skib, som også førte de deponerede jøder til Tyskland. Jøderne kom til Theresienstadt mens kommunisterne blev ført til Stutthof.
Røde Kors afviste ”De Røde Enker”
Enkerne gik til Røde Kors for at få hjælp til deres mænd. Men her måtte direktør Helmer Rosting beklage, da han hørte, at det drejede sig om fangerne fra Horserød. Røde Kors – hjælpen strakte ikke til kommunister. Også i udenrigsministeriet blev man afvist.
Først hos departementschef Koch fra socialministeriet mødte de venlighed og forståelse. Herfra pålagde man Røde Kors til at sende en månedlig forplejningspakke. Men nu var ledelsen i Røde Kors ikke så nøjeregnende. Det gik flere måneder inden første pakker ankom. Og da var de første allerede døde af afkræftelse.
Det var disse pakker, der var forskel på liv og død. Dødeligheden hos danskerne var på cirka 10 pct. Fra andre lande, hvor der ikke var mulighed for at sende disse pakker var dødeligheden på 90 pct. Uhyggeligt er det også at vide, at den gennemsnitlige levetid i Stutthof var 90 pct.
De Samvirkende Fagforbund afviste at hjælpe
Men De Røde Enker måtte kæmpe bravt. De måtte hele tiden presse socialministeriet. På trods af, at mange af de deporterede var fagorganiserede arbejdere vente De Samvirkende Fagforbund det døve øre til. Datidens LO sendte endda en skrivelse rundt til diverse fagforbund og beklagede De Røde Enkers henvendelse. De argumenterede for, at de havde gjort, hvad de kunne. Men sandheden er, at de absolut intet havde gjort.
Da den røde hær nærmede sig, blev de alle tvunget på en dødsmarch. Dem, der ikke kunne følge med fik et nakkeskud. Først en uge efter befrielsen dukkede de første Stutthof – fangere til Danmark.
Kommunisterne fik en kompensation
DKP var ikke en ubetydelig del af modstandsbevægelsen, ja var det ikke dem der startede? Det er også meget barokt, at som en slags kompensation for interneringen og for beslaglæggelse af Arbejderbladet fik DKP tildelt en erstatning af befrielsesregeringen i form af et lavt forrentet statslån på 750.000 kroner, for hvilket beløb DKP’s nye dagblad Land og Folk blev etableret
”Det var ikke de bedste, der tog afsted”
Mange danskere rejste til Tyskland og hjalp i rustningsindustrien. Tog man ikke afsted inddrog man understøttelsen. Og på socialkontorerne sagde man, at sådan en rask ung mand skulle ikke snylte på samfundet, når der var ærligt arbejde at få i Tyskland. Tyskerne truede med at holde igen med brændsel, såfremt der ikke blev sendt nok arbejdskraft sydpå.
Og det var vel ret så ydmygende for dem, der var tvunget til at tage af sted, når Jens Otto Krag engang sagde:
Man kunne ikke flygte for derhjemme, stod det danske politi parat som Gestapos lange arm og anholdte dem, der forsøgte. For at købe en togbillet skulle man også kunne forevise arbejdsgiverens underskrift.
Regeringen hjalp den tyske rustningsindustri
Vel vidende at 100.000 danske arbejdere var tvunget til at arbejde i Tyskland i rustningsindustrien, udtalte Ministeren for offentlige Arbejder, Gunnar Larsen den 20. november 1942:
Arbejdsminister Kjærbøl holdt det hemmeligt, at danske tysklandsarbejdere var omkommet under tortur i tyske genopdragelseslejre.
Danske entreprenører tjente på tyskerne
Den 5. maj havde alle og enhver en frihedskæmper i nærmeste familie. Men i de første år så de til, at regering og organisationer faldt over hinanden for at komme til at samarbejde med tyskerne og tjene penge på dem.
Danske entreprenører byggede flyvepladser og befæstninger på rekordtid. Industrien leverede våbendele og andre militære nødvendigheder. Landbruget producerede mad til den tyske krigsmaskine. Regering og organisationer sørgede for ro på arbejdsmarkedet. Politi og domstole slog hårdt ned på enhver tilløb til modstand.
Den tyske besættelsesmagt havde til fulde fået opfyldt sine ønsker. En besættelse med mindst mulig forbrug af tropper, og en stabil leverance af krigsfornødenheder.
Underklassen og arbejderklassen led
Arbejdsløsheden faldt grundet den store efterspørgsel og eksport af tysklandsarbejdere. Jo overklassen havde det fint under besættelsen. Det var underklassen og arbejderklassen, der led. Men var det ikke også arbejderklassens børn, der var de mest aktive og dristige i modstandsbevægelsen. Det var dem, der redede Danmark for at blive betragtet som Tysklands passive allierede.
13.251 personer blev idømt i alt 34.500 års fængsel. Men ingen samarbejdspolitikkere blev dømt.
Politikere og værnemagere fik renset sig selv
Samarbejdspolitikerne og de store værnemagere fik renset sig selv. De fastslog at de da i hvert fald ikke var landsforræder. Men Lille Maren nede ved Flensborg Fjord blev chikaneret, fordi hun havde solgt mad til tyskerne, da de gik patrulje.
Det tavse flertal fik hele tiden serveret nye syndebukke i samme kategori som Lille Maren. Jo retsopgøret handlede også om profitmagere, socialnød, lønpresseri, umyndiggørelse og undertrykkelse i al almindelighed. Eller gjorde det?
Mange var skuffede. De havde håbet at retfærdigheden sejrede.
De små fisk fik den hårdeste straf
Frihedsrådet havde oprettet et register på 40.000 mand, der om nødvendig skulle arresteres. 21.800 blev interneret af modstandsbevægelsen straks efter befrielsen. Da politiet igen fungerede blev yderligere 12.800 arresteres. Over halvdelen blev løsladt, men først efter at gemytterne var faldet til ro.
14.400 blev tilbageholdt indtil der var fundet nok beviser. Men man overholdt hvis ikke helt grundloven på dette punkt. Mange havde været udsat for falsk anmeldelse. Og det hele førte til at de små fisk fik den hårdeste behandling. Der blev da hvis bagt mange rævekager dengang.
8 måneder for at være reservebrandmand ved Luftwaffe
De store og komplicerede værnemagtssager trak ud i det uendelige og endte med mindre domme, frifindelse eller tiltalefrafald.
26 pct. af de mandelige hjemmetyskere blev dømt. En person fra Tønder blev dømt 8 måneders fængsel. Hans forbrydelse var, at han havde været reservebrandmand ved Luftwaffe fra 1941 – 1945.
Firmaet Wright, Thomsen og Kier havde udført arbejde for mindst 150 millioner kroner for besættelsesmagten blev frikendt.
Efter Oktobervalget var alt ved det gamle
Modstandsbevægelsen fik halvdelen af ministerposterne, men egentlig fik de ganske lidt indflydelse. Ved oktobervalget 1945 var alt ved det gamle. Politikerne genvandt det hele. Den traditionelle sociale orden kunne videreføres. Politikerne og topembedsmændene havde deres ryg fri, og slap for enhver tiltale. Selvfølgelig var man enige om, hvem der skulle gøres til Prügelknabe.
De gamle tog endda en stor del af æren for modstandsbevægelsens indsats. En indsats de faktisk foragtede nogle år tidligere. Egentlig havde modstandsbevægelsen allerede i 1943 talt om en udrensning, som skulle ske efter et valg efter befrielsen. Men denne udeblev. Det var ikke kun politikkere, men også fagbevægelsen, der tog meget af æren.
Fagbevægelsen advarede mod sabotage
Men se engang her, hvad formanden for De Samvirkende Fagforbund, Lauritz Hansen blev citeret for den 13. september 1942 i Berlingske Tidende:
Ja dette blev sagt af en organisation, som truede arbejdere til at tage til Tyskland, som løj over for De Røde Enker, og som opfordrede til at fyre kommunistiske tillidsfolk.
Kommissioner i ni år
Jo, der blev nedsat kommissioner. Men de bestod, af politikkere, der selv havde siddet i Folketinget under besættelsen. Det var også dem, der selv skulle fastlægge kriterierne for undersøgelserne. Så egentlig var resultatet givet på forhånd.
Efter 8 år mundede undersøgelserne ud i et folketingsudvalg, der skulle afgive indstilling om tiltalerejsning ved rigsretten på grundlag af kommissionens beretninger. Efter yderligere et åre udvalgsarbejde indstillede udvalget:
Der blev ikke kommenteret noget om retsforholdene under besættelsen, det politimæssige samarbejde, den økonomiske kollaboration m.m.
Verdenskrigen set gennem en Hipo – mands øjne
I mange år fik danskerne fortalt historien om anden verdenskrig gennem Hipo – manden, Sven Hazel. Hans bøger gik som varm brød hos boghandlerne.
Hvordan var det lige med Frikorps Danmark?
Alle der meldte sig i Frikorps Danmark er blevet fordømt. Glemt er, at de fleste danske medier omtalte dette korps meget positivt. Således skrev Berlingske Tidende i en leder:
Det var lige efter Finlands – krigen, hvor det lille land var blevet angrebet af den store russiske bjørn.
I dag er historikkere uenige om, hvor meget tilladelse regeringen egentlig gav til dette korps. Glemt er, at politikere gik i radioen og anbefalede korpset. Glemt er, at officerer og værnepligtige måtte træde ud af forsvaret og indtræde lige så snart, de kom hjem. Denne tilladelse blev gentaget så sent som i 1943. Glemt er også, at den kommanderende general for de danske styrker, general Gørtz skridtede korpset af.
Som bekendt blev Frikorps Danmark opløst i 1943. Og de cirka 2.000 soldater blev fordelt i andre enheder.
Da de kom hjem lød de første domme på fire år. Det blev så nedsat til to år. At de påberåbte sig, at de havde tilladelse til at deltage, ja den var afskrevet med tilbagevirkende kraft. Den officielle holdning var, at de burde havde indset, at regeringen havde talt mod bedre vidende.
Vidste Regeringen noget om krigsforbrydelserne?
Det er også rigtigt, at i Nürnberg blev Waffen SS dømt til at være en forbryderisk organisation. Men dengang da mange danskere meldte sig, havde de første krigsforbrydelser fundet sted. Svenske forretningsfolk havde meldt dette videre. Men det officielle Sverige ville ikke viderebringe dette. Men meldingerne blev offentliggjort i Sverige og USA. Dette måtte den danske regering også have haft kendskab til. De burde jo så have advaret mod Frikorps Danmark i stedet for mere eller mindre at have bakket korpset op.
Uden for nummer
Krigsministeriets Cirkulæreskrivelse om indtræden i Frikorps Danmark 8. juli 1941: (uddrag)
Kommunister og jøder ingen adgang til Danmarks Radio
Danmarks Radio fungerede under hele besættelsen. Man var underlagt censur. Men man tog også imod invitationer fra nazisterne. Således var radiodirektør F.E. Jensen på en foredragsturne i det tyske. Foredragene blev udførlig omtalt i både danske og tyske aviser.
Kommunister og jøder måtte ikke have adgang til mikrofonerne. Det kunne jo være vanskelig for radioen at have styr på hvem af skuespillere, kunstnere m.m., der var kommunister. Men her fik man hjælp fra en uventet side. Afd. D på Politigården meddelte på eget initiativ, at de altid var hjælpsom med oplysninger. Og straks kunne Politigården komme med en liste over personer, som man i hvert fald ikke skulle bruge. Således meddelte man, at Paul Henningsen, Harald Herdal, Pit Hein og mange flere ikke kunne bruges.
DNSAP fik også lov til at komme med en opfordring til, at man skulle tilmelde sig Nordland. Senere var det lovprisning af Frikorps Danmark. C.F. von Schalburg var også ved mikrofonen. Og hans begravelse blev transmitteret. Ved den lejlighed var regeringen så rigelig repræsenteret.
Mindeudsendelse for Schalburg
I anledningen af årsdagen for Schalburgs død blev der i maj 1943 arrangeret en stor mindeudsendelse. Der var sange af Schalburg – koret, og en tale af SS – manden Søren Kam. Kongelig skuespillerinde Elna Ørnberg sang: I Danmark er jeg født.
Dette vakte en del røre, for man havde ikke mindet de faldne den 9. april eller årsdagen for Staunings død.
En skæv våbenfordeling
Spændende og rystende er afsløringerne i Jørgen Hæstrups: Hemmelig Alliance 1 – 2. Han fandt ud af, at der havde været en skæv våbenfordeling under besættelsen. De kæmpende modstandsgrupper var blevet underforsynet med svenske våben i forhold til de militære O – grupper, der ikke deltog direkte i kampen, men først skulle sættes ind ved krigsafslutningen.
Disse ting er endnu uafklarede. Spørgsmålet er, om man var bange for de kommunistiske modstandsgrupper, som i lang tid førte an i kampen.
Besættelsestiden har masser af dunkle punkter
I 1960 – 1961 foregik der en livlig diskussion om at få tavlen vasket ren. Man ville have de dunkle punkter i besættelsestidens historie frem. Og en af de ting var militærets rolle til modstandsbevægelsen. Man talte om, at nu skulle arkiverne åbnes for historikkerne. Men den dag i dag er reglerne for adgang til arkiverne svært gennemskuelige. Nogen ved dog noget, som andre ikke skal have at vide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 24, 2015
Da kroen ”Altona” ved Tønder brændte
I forbindelse med, at den legendariske Altona Kro brændte i 1947 blev der skrevet et digt, som vi her bringer. Men hvad skete der på Altona Kro, dengang. Vi giver et lille tilbageblik. Vi fra Tønder ved jo selvfølgelig at Altona ligger her i nærheden. Jo, og så havde kroen jo sin egen kegleklub. Og keglesporten blev senere igen meget populært i Tønder.
Altona ligger ved Tønder
De fleste forbinder nok Altona med en forstad til Hamborg. Men det gør tøndringer ikke. De ved godt, at Altona ligger lidt vest for Tønder, men længe før Møgeltønder. Her lå en velbesøgt kro, der desværre gik op i lys lue.
Nedbrændte den 14. maj 1947
Altona Kro var for længst nedlagt. Men Altona nedbrændte den 14. maj 1947.
Og grunden til, at vi nævner dette er, at Gerd Uwe Christiansen fra Tønder har sendt os en lille sang om dette drama.
Gerd Uwe’s forældre havde købt Altona året før. Det var et stort tab for familien dengang.
Populært udsigtsmål
Altona Kro var et populært udsigtsmål for mange tøndringer. Særlig om søndagen. Og det var sikkert også keglebanen, der trak.
Mens mændene fordrev tiden med keglespil og et krus øl, indtog kvinderne kaffen og kroens hjemmebag i den tilstødende krostue eller, når vejret tillod det i den tilstødende krohave. Denne krohave var smuk og tætbevokset. Om sommeren blev der her serveret ved små haveborde.
Altona Kro havde egen kegleklub
Altona Kro havde også sin egen kegleklub, som spillede hver torsdag aften, og klokken blev da tit både 2 og 3 om natten inden spillet blev indstillet.
Interessen for keglespillet holdt sig dog ikke Første Verdenskrig over. Og i 1920 var keglebanen på Altona Kro for længst nedlagt. Dertil skal lige tilføjes, at keglespillet i Tønder senere er blomstret op igen.
God markedsføring
Man forstod sig også på markedsføring dengang. I 1919 hed værten, Niels K. Krestesen. Og da brugte man følgende slogan:
En prisliste fra 1921
Det var dengang i 1921, at man havde følgende priser på de flydende varer. Ja her er kun et lille uddrag:
Det var fra den tid, hvor værten hed Laust Lorenzen. Og denne vært annoncerede med gemytlige sammenkomster, præmieskydninger og pølsegilder.
Nye bygninger på stedet
Efter branden blev der opført nye bygninger på grunden. Men de mindede slet ikke om det gamle krosted. På vejens sydside står endnu en række træer tilbage som vidner om den gamle krohave.
Forfatteren har igen i dette indlæg underskrevet sig med Stuckert.
Der Brand des Kruges ”Altona”
Altona! Du bist verschwunden
von den Flammen aufgezehrt
du hast einen Tod gefunden
der uns Schmertz doch verklärt
Dich, Ort der Erinnerungen
aus der schönen deutschen Zeit
wo den Becher wir geschwungen
und das Leben uns gefreut
Wo so oft Lied gestiegen
das die Heimat nie vergisst
und uns allem von den Wiegen
bis zum Grabe heilig ist
Schleswig Holstein Meerumschlungen
deutscher Sitte hohe Wacht!
himmelblau! ist es gedrungen
in manch’ heller Sommernacht
Nicht nur hoch auch in die Weite
drang sein feierlicher Klang
über Feld und Wald und Heide,
tönte es wie Hochgesang.
Stürztest du auch ganz zusammen
vor uns in der Feuersglut
so verzehrten nicht die Flammen
in uns dies Erinnerungsgut.
Wenn sie dich auch wieder bauen
wie ein Schloss so hoch und her,
so ist das was wir dann schauen
unser “Altona” nicht mehr.
Doch dein Bild wird in uns Stehen,
Wie es war in alter Zeit
Bis wie selbst von dannen gehen
In die grosse Ewigkeit.
Tak til Gerd Uwe Christiansen
Kilde: Se
December 22, 2015
Det lille byråd i Tønder
Vi har fået et spøjst digt tilsendt. Og det handler om ”Det Lille Byråd” eller på tysk ”Die Morgenmänner”, der hver dag mødtes inden arbejde og løste verdens situationen. Det var Borgmester Paulsen, boghandler Jefsen og Johannes ”Tobak”, der altid måtte gå i rendestenen. Men hvem var den sidste? Digtet er på tysk, men det skulle nok ikke volde os sønderjyder problemer.
Verdenssituationen blev løst
Vi har fået et digt af Gerd Uwe fra Tønder. Det handler om Det lille Byråd. (Der kleine Rath) Det var fire mennesker, der hver morgen mødtes og løste verdenssituationen.
Men hvem var de fire? Gerd Uwe har spurgt på Lokalhistorisk Arkiv i Tønder. Han har spurt sine to ældre søstre, Asta Haagensen på 86 år og en anden søster Käthe Lorenzen på 82 år.
Hvem var den sidste?
Ja han har sågar talt med barnebarnet til forfatteren af digtet, Georg Stuckert. De tre kan vi nok alle hurtig blive enige om, hvem det var, men hvem var den sidste?
De tre som vi er enige om:
Men hvem var den sidste, der bliver omtalt som kontormanden? Det kunne jo ikke være Tandlæge Hansen. Kære læsere, I må gerne komme med et bud.
Johannes ”Tobak” gik i rendestenen
Käthe husker, at Johannes ”Tobak” altid gik i rendestenen, for der var ikke plads på fortovet.
De mødtes alle tidligt om morgenen, inden arbejde. Og som regel gik den ned i Anlægget langs Vidåen.
Digtet er på tysk
Og egentlig har Den Gamle Redaktør her mere om sagen i arkivet, også navnet på den fjerde person. Men spørgsmålet er bar hvor?
Ja digtet er på tysk, men det skulle være til at overkomme i hvert fald for sønderjyder.
Die Morgenmänner von Tondern
Vier Bürger unserer Stadt
die gleiche Lust verbunden hat
zum frühen promenieren,
sieht morgens man an jedem Tag
zu dem bestimmten Glockenschlag
rings um die Stadt marschieren
Der eine Bürgemeister ist
zwei im Handelsstand Grossist
kontormann ist der vierte
drei sind im Corpus wohlbeleibt
und nur zurück der vierts bleibt
mit seines Bäuchleins Bürde
Nur Blitz und Donner brint sie ab
von dem beliebten Morgentrab
auf der gewohnten Fährte
die feststeht wie die Sonnenbahn
und an der auch nichts ändern kann
die stärkste Macht der Erde
Wenn dann vollendet ist der Weg
und abgeschlossen das Gespräch
geht jeder zu dem Seinen
wie neugeboren greift er dann
mit voller Kraft sin Tagwerk an
bis alles im Reinen
Ein Glück für eine Stadt
die solche Morgenmänner hat
und ihrer Bürgerrunde,
ein altes Sprichwort tut ja kund,
dass von der Zeit die Morgenstund’
hat Gold in ihrem Munde.
Besonders, wenn mit festem Schritt
der Bürgermeister selbst ist mit
und zwar mit Lust und Liebe,
dann wreht des Tags ein frischer Wind
das Werk geht von der Hand geswind,
im ganzen Stadtbetriebe.
Drum geht ihr, Vier’ nur jeden Tag
wie auch der Zeitlauf werden mag,
im March, um unser Stadtschen,
da seht ihr, wie so schön, die Welt
und ausserdem, was auch gefällt,
manch’ hübsches kleines Mädchen
Bewundrung ist gestellt dan frei,
weil die Gemahlin nicht dabei,
was praktisch ohne Frage,
und Morgenmänner halten dicht
um das, was unterwegs man spricht,
bis zu dem jüngsten Tage
Tondern, 20. Okt. 1944 G.W. ST.
Vi takker Gerd Uwe Christiansen for indlægget og tak til Georg Stuckert’s bedstefar, som var forfatteren.
December 20, 2015
Waffen SS – engang en elitehær
Anmeldelse af Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff Smith: Waffen SS – Europas nazistiske soldater (Gyldendal). Bogen er fascinerende og brutal. Man sidder tilbage med tanken – Hvad kan man dog få folk til? Forfatterne er overbeviste om, at flere danskere har begået krigsforbrydelser. Således kan det dokumenteres at divisionerne ved fronterne lånte ved hinanden. Det startede med en elitehær med en benhård ideologisk indlæring. Det endte med skræmte og pjaltede 16 – 17 årige, der måtte tvinges i krig. De nåede at få en 12 dages uddannelse. Inden da havde Himmler den totale magt over Waffen SS. Han var som en konge i sit eget rige, og brugte sine egne metoder for at holde dette ved lige.
Materiale fra 16 lande
Det er et sandt mammutværk på 783 sider, men du keder dig ikke en eneste gang. Alene kilde – og litteraturhenvisning fylder mere end 100 sider. En fantastisk bedrift. Det kræver en god organisation at bestyrer alle disse kilder.
Man kan godt forstå, at udarbejdelsen af dette værk har taget flere år. Men det hele synes at gå op i en højere enhed.
De tre forfattere har gennempløjet diverse dagbøger. De har samlet materiale fra 16 lande. Stort set er det ikke ofrene, der udtaler sig i bogen, men soldaterne selv. Men det virker stærkt, for de er nødt til at indrømme, at de har foretaget sig umenneskelige handlinger.
Vi husker ”Under Hagekors og Dannebrog”
Oprindelig arbejdede alle tre forfattere sammen på RUC under deres første projekt i 1995, så de har været vant til samarbejde. Nu har de to af dem fået arbejde andetsteds. Det var under projektet Under Hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS, der udkom i 1998.
11 års historie
Egentlig dækker historien om SS kun 11 år, efter udskillelsen af SA i 1934 til Tysklands nederlag i 1945. I dette korte tidsrum skete der hele tiden en knopskydning med stadig nye embeder og nye arbejdsområder. Og det hele var styret af en enerådig monark ved navn Heinrich Himmler. Ganske tidligt var han Det Tredje riges næst – mægtigste mand.
Man havde egen rangorden
Langt fra alle SS’ er var ordensbrødre. Der skabtes i løbet af krigen fire cirkler i Waffen SS. Det var kun de tre inderste cirkler, der kunne blive fuldgyldige medlemmer af Waffen SS. Inderkredsen bestod af tyske statsborgere, de såkaldte rigstyskere.
Rigstyskerne bemandede hovedparten af de højt motiverende SS – divisioner. Dertil kom to andre grupper, Folketyske SS – mænd, Germanske SS – mænd.
Officererne så ned på de Germanske frivillige
De såkaldte Germanske frivillige kom fra Danmark, Flandern, Nederlandene og Norge. De var hyppigere ideologisk motiverende nazister og havde derfor en højere stjerne hos Himmler. Men de blev ofte chikaneret af tyske officerer på grund af deres dårlige sprogkundskaber, anderledes sæder og skikke. Eller fordi de som borgere fra liberale demokratier, som ikke havde gennemført en nazistisk revolution, blev anset som blødagtige og skabsdemokrater.
Adgang til privilegier og velstand
Hvorfor havde den nazistiske ideologi så stor gennemslagskraft særlig i begyndelsen? Egentlig var Waffen SS kun en elitehær i begyndelsen. Fra organisationens start var det en livgarde for Hitler. Og det sluttede med en multinational og transkulturel hær.
I Himmlers øjne var SS racemæssigt og åndeligt defineret broderskab, som forsvarede Adolf Hitler og den nazistiske stat mod ydre og indre fjender. De udgjorde avantgarden i den fysiske og åndelige rekonstruktion af de tyskdominerende dele af Europa, herunder gennemførelse af folkedrab og forflytninger i stor stil.
Man havde adgang til privilegier og velstand, som fulgte efterhånden som man steg i graderne. Selv om krigslykken vendte ved Stalingrad i vinteren 1942 – 43, vedblev SS’ indflydelse og magt.
Efterhånden overtog medlemmer af dette korps poster og kompetence – områder som før havde tilhørt andre institutioner.
Frygtløse og brutale
Fra krigens begyndelse deltog Waffen SS i lige fod med den tyske værnemagt i krigshandlinger. De fik hurtig ry for at være meget mere frygtløse i kamp og brutale mod deres fjender.
I 1939 blev kristne polakker og polske jøder massakreret.
I kølvandet på Polenfelttoget i efteråret 1939 lykkede det Himmler at fjerne SS fra værnemagtens jurisdiktion og skabe en særlig SS – und Polizeigerichtsbarkeit. Med skabelsen af en særlig SS – retsorden kunne man fra SS – toppens sidebakke ideologien op med retslige undersøgelser og straf til dem, som ikke opførte sig i overensstemmelse med SS’ normer.
Afhængighedsforhold til Waffen SS
Man skabte også egne normer, som kunne give dødsstraf for homoseksualitet og kriminaliserende omgang med jøder og andre racefremmede elementer.
Også valg af ægtefælle blev en sag for SS. Det krævede ikke blot en arierattest. Himmler lagde også vægt på personlig at kunne tage stilling i sager, som involverede SS – officerers giftemål. Ikke blot familielivet, men hele SS – officerernes gøren og laden blev gjort til et ordensanliggende. Dette tvang den enkelte til en slags afhængighedsforhold
En del af SS – topledelsen var mislykkede mænd, som i deres civile liv havde oplevet fiaskoer. Himmler gav dem ikke blot høje poster. Men han belærte og styrede dem i alt fra valg af ægtefælle til pengeanlæggende.
Han kombinerede også det med uddeling af generøse lån og privilegier med formaninger og disciplinere straffe. På denne måde kunne han hele tiden også styre ledelsen.
Himmler holdt øje
Tidligt i krigen indførte man også brevcensur. Men i modsætning til traditionel militærpostcensur brugte SS dette til at lodde stemningen blandt soldaterne. Himmler modtog hver måned lange uddrag af de censurerende breve. Han læste disse med stor iver, for at se, hvad der skete længere nede i korpset.
Dette gav også anledning til, at Himmler indførte nye disciplinere straffe. I sommeren 1942 var der mange klager på for dårlig kost på en SS – kasserne i Graz. Dette fik Himmler til at foranledige oprettelsen af en særlig barak i tilslutning til KZ – lejren Dachau. Her skulle troppeførere, som ikke selv kunne sørge for deres mænds forplejning indsættes et antal uger med forplejning svarende til den forplejning, som de havde givet deres mænd.
Tilsvarende tumlede han i august 1944 med at oprette en særlig utøjsbefængt barak, hvor de førere, som havde misligholdt skadedyrsbekæmpelsen skulle indsættes.
Brutalisering og fanatisme
Det fascinerende og uhyggelige er brutaliseringen og fanatismen. De kæmpede med ryggen mod muren og havde overhovedet ingen respekt for deres modstandere.
Bogen fortællerom de talrige forbrydelser som fandt sted over for krigsfangere, civile og ikke mindst jøder. Opsporede SS – mændene jøderne, blev disse enten skudt med det samme eller indsat som tvangsarbejdere ofte med døden til følge.
Under felttoget mod Frankrig dræbte de rask væk britiske krigsfangere. Denne praksis fortsatte stort set til krigens slutning.
Spørgsmålstegn ved Waffen SS’ taktiske forståelse
Fra starten blev de fra værnemagtens side stillet spørgsmålstegn ved Waffen SS taktiske forståelse. Man mente, at det hele foregik uden planlægning og omtanke. Værnemagten mente, at de manglede militære ledere.
Forbløffende paradokser
I begyndelsen var Waffen SS indrettet efter strenge racemæssige krav. Man fik en benhård ideologisk skoling. Den ideologiske uddannelse var benhård i begyndelsen. Det handlede om racisme, antsemitisme, troskab, hårdhed, lydighed og anstændighed.
Men det endte med forbløffende paradokser, som de tre forfattere afslører. Ja til sidst bestod Waffen SS af 30 forskellige etniske og religiøse grupper, hvor mange efterhånden var blevet tvangsudskrevet.
Disse soldater var organiseret i særlige enheder. Og ofte er disse et eksempel på at Waffen SS i løbet af krigen blev udvandet både militært og ideologisk. Deres militære værdi var ofte meget ringe. Og ofte var soldaterne plaget af druk, lydighedsnægtelse og landsknægtmanér.
Efterhånden opstod Waffen SS af en hær på 38 divisioner, som var en broget multikulturel armé med bosnisk – kroatiske muslimer med fez og feltimamer, baltiske frivillige, tvangsindlagte mindretalstyskere eller i SS – terminologien ”Undermennesker” som ukrainere.
Pjaltehære af skræmte drenge
SS – geledderne var fra1944 fyldt op med tvangshvervede 16 – 17 årige, der uden videre blev overført til Waffen SS. Det var slet ikke udrustning til alle. Nogle modtog loppebefængte uniformer. Og nogle purunge rekrutter modtog blot 12 dages uddannelse. Ja de måtte tvinges til at blive kanonføde. Formationer af Waffen SS var i 1945 reduceret til pjaltehære af skræmte drenge.
Den ikke ideologiske drejning
Den store hvervning af tyskere og ikke – tyskere bragte flere ikke – ideologiske personer ind i rækkerne. Den ideologiske skoling tabte efterhånden terræn både på officersskolerne og i kasernegården på grund af behovet for øget vægtning af rene militære fag i undervisningen.
Internt i Waffen SS opstod der spændinger mellem de nationale grupper
Klare ideologiske rammer
Soldaterne i Waffen SS kom i begyndelsen til at virke inden for klare ideologiske rammer, hvor man svor blind tillid til Der Führer. Man accepterede alle en hensynsløs voldsanvendelse til gennemførelse af de nazistiske planer for et nyordnet Europa efter racemæssige kriterier.
Elitetroppen havde udviklet sig til en massehær
Det var altid Waffen SS, der fik de nyeste våben og det var dem, der kom forrest i den tyske propaganda. Panserdivisionerne kom til at høre blandt favoritterne. Dette har også ført til misundelse fra den ordinære værnemagts side.
Eliten blev efterhånden til en massehær. Hæren bestod efterhånden af frivillige og tvangsudskrevne samt krigsfangere, der får bedre mad og betaling havde meldt sig.
I 1944 havde SS udviklet sig til et vidtforgrenet imperium og 600.000 var under våben i Waffen SS.
En særlig voldskultur
Om nødvendigt udlånte frontenhederne mandskab til Einsatzgrupperne og en række Waffen – SS – enheder fungerede selv som regulære dødspatruljer.
Blandt almindelige feltenheder opstod en særlig voldskultur, hvor krigsforbrydelser florede på gulvniveau og uden sanktion eller ordre oppefra.
Mange massemordere gik fri
I bogen gennemgås også alle de frygtelige forbrydelser, som Waffen SS deltog i. Og man ser også eksempler på, hvordan veteraner forsøger at tegne et billede af sig selv som ganske almindelige soldater. På den måde ville de slippe for straf.
Og mange massemordere undgik da også strafved at samarbejde med de allierede. Ja selv de værste forbrydere blandt Waffen SS’ ledende officerer slap med milde domme eller gik helt fri.
Den moralske supermagt, Sverige blev efter krigen et fristed for SS – frivillige.
Barbariske handlinger ikke udpenslet
De barbariske handlinger er ikke udpenslet, men der er korte referater fra soldater, der ikke efterlader læserne i tvivl om, hvad der foregik. Efter forfatternes udsagn var både danske, norske og andre nationers frivillige med til at begå ugerninger, både ved fronterne og senere i KZ – lejrene.
Tyske embedsmænd, som var udstationeret som landbrugsforvaltere i det besatte Ukraine, klagede over tyske soldaters overgreb på lokalbefolkningen. Klagerne omfattede især plyndringer, vold og voldtægter.
Feltgendarmeriets undersøgelser viste, at SS var stærkt overrepræsenteret i de begåede tilfælde.
Efterfølgende blev SS – formationer fra Rusland sendt til Italien for at stive den vaklende italienske kampånd af. Her fandt lignende forbrydelser sted. 10.000 italienske civile blev ofre for partisanbekæmpelse og repressalier.
25.000 hollændere meldte sig
Der spores et stort antal selvmord blandt SS – soldaterne. De var meget længere med at komme af med deres nazistiske sindelag end deres kollegaer i værnemagten.
Nogle tal i bogen virker overraskende, således har 25.000 hollændere meldt sig. Også et betydeligt antal kvinder var knyttet til Waffen SS. Godt 8.000 var civilansatte og 4.000 udførte bevogtningsopgaver i KZ – lejre.
Danskere kæmpede for en forbryderisk organisation
Danskere, der meldte sig til tysk tjeneste, var en del af en overordentlig forbryderisk organisation, der blev dømt ved Nürnberg. Det kan godt være at motivationen var at gå i krig mod Sovjet, men det ændrer ikke på det faktum, at man kæmpede for Nazityskland.
En fængslende og velskrevet bog
Bogen er fængslende og velskrevet. Lad dig ikke afskrække af omfanget. Læs hver side. Mon ikke bogen bliver en international bestseller. Den er i hvert fald på et meget højt internationalt nivue.
Bogen er også et rystende eksempel på, hvad man egentlig kan få folk til. Tanken er også nærliggende om Himmler egentlig var ude om den totale magt, ikke blot i Tyskland, men i hele Europa. Han fik jo egentlig mere og mere magt.
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk har vi 154 artikler om Tiden før, under og efter Besættelsestiden, herunder anmeldelser af andre gode bøger fra den tid: Læs
December 19, 2015
Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
Anmeldelse af Viggo Møballes bog af samme navn. Det er dejlige afdæmpende erindringer uden politiserende kommentarer. Mange dejlige fotos pryder den lille bog. Når sirenen lød tog man det alvorlig i begyndelsen. Men mindst to gange gik det galt. Tønderhus blev brugt som lazaret, kort tid efter, at det var indviet. Og hvor lå Adolf Hitler Strasse? Tænk, dengang var der fem aviser i byen og et rigt udvalg af butikker.
Dejlige afdæmpende erindringer
Enhver der beskæftiger sig med lokalhistorie fra Tønder kender Viggo Møballe. Han har udgivet et hav af bøger om Tønder. Og nu foreligger hans nyeste, Krigsårene i Tønder 1940 – 1945. Det er forfatterens erindringer i dette tidsrum, som er udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune.
Bogen udkom allerede i april måned. Bogen er rigt illustreret, og det er altid morsom for en Tynne – knajt at se gamle fotos fra sin fødeby.
Det er dejlige afdæmpede erindringer vi får, og Møballe er god til at skildre dagligdagen, som den var. En af bogens positive sider er, at forfatteren begynder at politisere om det dansk/tyske forhold dengang. Det har han ellers haft rig mulighed for.
På loftværelset
Viggo var kun 11 år, da tyskerne besatte vores land. Det var den sidste nat op til den 9. april, at Viggo og hans bror sov oppe på loftværelset. Forældrene mente nok, at det var lidt usikkert at overnatte heroppe. De var usikker over, hvad der ville ske i fremtiden.
Wir fahren nach Engeland
Et af de første påbud var at det blev indført total mørklækning. Kulsort papir blev hurtig udsolgt i Tønder. Derfor blev man nødt til at bruge tæpper og lignende. Snart blev der hængt skilte op i butikkerne Til det danske folk. Her stod, hvordan man skulle forholde sig til besættelsesmagten.
Tønder – borgerne kunne ofte høre tyskerne når de kom marcherende, syngende Wir fahren nach Engeland. Og på byens værtshuse gik det ikke stille af, når de tyske soldater havde fået en for meget.
Hos Riis kunne man få Kornkaffe”
Der blev varemangel, og det kunne også mærkes i Tønder. P.J. Riis, der havde kaffehandel i Vestergade var begyndt at fremstille kornkaffe, da kaffebønner var blevet en mangelvare. Og her blev Viggo Møballe så bud til 2,50 kr. om ugen. Men det var en bedre løn hos en grønthandler i byen, så det arbejde tog han selvfølgelig.
Det udenlandske brændsel som koks og kul slap hurtigt op. Så måtte man bruge træ og tørv, men brændeværdien var betydelig mindre. Tørv blev fremstillet ude i Sølsted Mose. Herfra kom der dagligt flere hestevognlæs ind til Tønder.
Også benzinmanglen kunne mærkes. Rutebiler, lastvogne og andre biler fik en såkaldt gasgenerator påmonteret bagerst på bilerne.
Opfindsomheden var stor
I den indre by var der mangel på udlejningsejendomme. Mange ejendomme var i en sørgelig forfatning. Og ude i den gamle militærlejr, hvor Svinget nu ligger, blev barakker indrettet som nødboliger, for familier, der var sat ud af deres lejligheder.
Opfindsomheden og kreativiteten var stor. Man fandt en erstatning for mange af de varer, man ikke mere kunne få.
Kolonihaver var efterspurgte
Kolonihaverne var meget efterspurgte. For en mindre årlig leje var der flere steder, hvor man kunne erhverve sig en have. Kartofler blev avlet i stor stil. Henkogning af grøntsager blev også flittig benyttet. Man dyrkede sandelig også tobak. Dette slap hurtigt op i butikkerne.
Når sirenen lød
Rundt om i byen var der beskyttelsesrum. Viggo Møballe fortæller, at i begyndelsen tog man det meget alvorligt, når sirenen lød, at komme ned i disse rum. Men efterhånden tog man dog lidt lettere på tingene og blev under dynen.
I byen blev der bygget ca. 15 bunkers med plads til 50 til 100 personer. En mand fra det nærmeste nabolag blev af kommunen pålagt at sørge for åbning og låsning før og efter hver alarm.
I det nu fjernede tårn fra posthuset blev der indrettet et lukket rum med vinduer i alle retninger. Herfra blev der observeret flyvemaskiner på vej i retning mod byen. Herfra blev oplysninger givet videre.
Bomberne faldt over Tønder
Vi hører selvfølgelig også om de bomber, der faldt over Tønder. Det samme hus blev ramt to gange under besættelsen med mange døde og kvæstede til følge. Et hus i Rørkær blev også ramt og to døde.
Hårde skæbner
Møballe fortæller, at mange uskyldige borgere blev interneret af tyskerne, Nogle kom i Fårhuslejren, skriver han. Det må være Frøslevlejren. Først senere fik den navnet Fårhuslejren.
En tøndring havde malet hammer og sejl på en godsvogn. En hjemmetysker havde set det, og anmeldt det. Han blev sendt et år i tyske koncentrationslejr. Da han kom hjem var han helt tynd og afmagret. Han kunne ikke gå selv på gaden. Hans kone måtte støtte ham.
Vi hører om skolegangen i Tønder dengang, om skoleudflugter og badeanstalten ved Provst Petersensvej.
Seminarieelever med madspande
Seminarieeleverne prægede også byen dengang. Ofte kom de gående med deres specielle madspande fra pensionaterne og hjem på værelserne, hvor maden blev spist. På seminariet gik der cirka 100 elever, nogle i fire år andre i fem år. Og på seminariets øvelsesskole fik disse elever mulighed for at undervise.
Hele fem aviser i Tønder
Under krigen var der nogle hårde isvintre, og Vidåen var bundfrossen. I vinterhalvåret var Blegen fyldt op med vand og var nærmest en sø. Den var tørlagt om sommeren, hvor den blev brugt som tørreplads. Her på Blegen var det gode muligheder for at løbe på skøjter. Tønder Aktie Bryggeri hentede is her i blokke.
Og så var det også Julens Glæde, som var en spareforening, hvor man skulle mærker og sætte dem ind i et hefte. Det opsparede beløb blev så udbetalt nogle få uger før jul.
Jo dengang havde Tønder hele fem aviser.
Masser af aktiviteter
Der var masser af ungdomsorganisationer i Tønder. Et par af dem var også nazistiske. I sommermånederne var det sportsforeningerne. Og man tog ud til de nærmeste landsbyer på cykel.
På Skibbroen i det nu nedrevne Tønderhus – anneks lå Tønder Vandrehjem. I vinterhalvåret var der her samlingssted for byens ungdom. Her kunne man spille bordtennis, læse aviser, spille kort m.m. Byens kino kunne man også besøge, hvis ellers en budplads eller lærlingeløn var til det.
Biografen spillede to forestillinger hver aften. Og søndag eftermiddag var der en speciel børneforestilling.
En travl hverdag
Møballe kom i koloniallære. En af opgaverne var at fjerne hestepære, som yngste lærlinge så måtte køre ud i chefens kolonihave. Med til arbejdet var også at hjælpe fruen, når der var store vaskedag.
Efter lukketid klokken 17.30, skulle man skynde sig, for fra klokken 18.20 til 20.00 var der undervisning på handelsskolen. Den gamle klasselærer skulle nu pludselig sige De til sin gamle 14 – årige elev. Ja bagefter skulle man så lave lektie, inden man kunne gå i seng.
Rigt udvalg af butikker
Tønder var dengang velassorteret med butikker. I byen var der ca. 20 købmænd, en halv snes slagtere, 13 – 14 bagere, tre grønthandlere og et par fiskeforretninger. Jo og så var der fire isenkræmmere, manufakturhandlere, herre – og dametøjs – specialforretninger, to bladkiosker, tre boghandlere, to farvehandlere, to radioforretninger, et par damehatteforretninger, tre urmagere, mælke – slagteri – og bageriudsalg, kaffeforretninger, guldsmede, vinhandel m.m.
Selv om byen kun havde ca. 5.500 indbyggere, så var udvalget af butikker stort, og der var en del personale ansat i flere af dem.
Ingen større arbejdspladser bortset fra DSB
Der var ingen større industri eller større arbejdspladser i byen, undtaget var DSB, der på et tidspunkt havde 200 ansatte. Tønder Aktie Bryggeri og Margarinefabrik havde 10 – 12 ansatte, men måtte indstille produktionen på grund af råstofmangel.
Mange personer var ansat ved stat og kommune. Der var dengang en del offentlige arbejdspladser i byen.
Tønderhus som lazaret
I bogen får vi også eksempler på problemer med rationeringsmærker og maksimalpriser. Og så får vi historien om det nye Tønderhus, der blev indviet i anledning af Tønders 700 års jubilæum i 1943.
Kort før kapitulationen nåede tyskerne at beslaglægge stedet og indrette stedet som lazaret. Men inden de sårede soldater kunne komme ind i lazarettet skulle de afluses. Det skete i en bil uden for bygningen. Men det var nu ikke alle sårede soldater, der havde det lige godt. Således kunne man høre mange af dem skrige af smerter.
Adolf Hitler Strasse
Kort før besættelsen påbegyndte man arbejdet med at anlægge Kongevejen. En del arbejdsløse blev brugt til dette. Ugelønnen var 36 kr. for 48 timers arbejde. I dagbladet Vestkysten udskrev man en konkurrence om navnet til den nye vej. Der indkom over 200 forslag. Den heldige vinder fik kun 5 kroner. Egentlig var der lovet 10 kr., men bladet begrundede det med, at kun halvdelen af gaden var færdig.
Nogle hjemmetyskere har nok følt sig stødt over navnet, for kort tid efter kunne man se, at nogen havde skrevet Adolf Hitler Strasse med store bogstaver hen over vejen.
Vidåen – brugt af mange
Vidåen blev ikke kun brugt af badeanstaltens gæster. Syd for Bachmanns Vandmølle kunne man også tage sig en svømmetur. Roklubbens medlemmer brugte også åen flittig. Der var både den danske og den tyske roklub. Der var også masser af motorbåde, de lå ankret op ved Lægan.
Siegfred Larsen fra Smedgade arrangerede sejltur til Rudbøl i sommertiden. Han lagde til ikke langt fra Rudbøl Kro. Man kunne også nøjes med at tage til Lægan og så tage diget på gåben tilbage til Tønder.
I vintertiden tog Siegfred Larsen ud i Lister Dyb og fiskede.
Som Møballe husker os på, så druknede også mange i Vidåen både børn og voksne.
Når man ikke kan få nok
Bogen kan anbefales til alle dem, som inklusive Den Gamle Redaktør her ikke kan få nok af Tønders fortid. I bogen kan der også opleves flotte fotos fra dengang.
Viggo Møballe: Krigsårene i Tønder 1940 – 1945 (Forlaget Neffen) (55 sider)
Hvis du vil vide mere: På vores side er der 195 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder
Se anmeldelsen af Lokalhistorisk Forenings: Tønder – erindringer:
December 14, 2015
Sandheden under sandet
Lad det være sagt med det samme. ”Under Sandet” er blandt de allerbedste af de 28 spillefilm, der er lavet om og efter besættelsestiden. I denne er modstandsfolk ikke helte og tyskerpiger ikke naive. Det er en aldeles medrivende film. Den bygger på en meget kritisabel bog fra 1998. Men hvorfor har man ikke i de 17 år spurgt de direkte berørte? Briterne havde bebudet, at de ikke ville overholde Genevekonventionen, såfremt tyskerne overgav sig betingelsesløst. Datidens medier satte ikke spørgsmålstegn ved, om Folkeretten var overtrådt. Historikere er også uenige om Danmarks medansvar. Historien tolkes forskellig. Havde general Lindemann egentlig noget valg? Et er sikkert – krig er grusom og hævn er modbydelig.
Medierne går amok
Hver gang, der her hjemme vises en krigsfilm omhandlende danske forhold så går medierne amok. Det gode ved disse film er, at man så for en tid får oprullet måske glemte passager i Danmarkshistorien. For hver gang er det historikere, der nok skal fortælle sandheden. Det sidste eksempel på dette, er den fremragende film Under sandet. Endnu engang glemmer man, at det at lave spillefilm er fiktion modsat dokumentarfilm. Og endnu glemmer man, at en filmskaber selvfølgelig bruger redskaber for at dramatisere sin film.
Vi skal have hele sandheden
Men hvordan skal man så forholde sig til følgende tekster på filmplakaterne:
Ved disse lejligheder er det så skønt, at dem der har kendskab til vores historie så fortæller sandheden, så vores børn får den rigtige historie. Men egentlig ville det være befriende at vi fik hele sandheden, og at arkiverne blev åbnet. Mange lever stadig med en uvished om et familiemedlems skæbne. De er blevet holdt hen med usandheder fra myndighedernes side.
Hold lige tungen lige
Det er heller ikke så langt mellem konspiration, sandhed og fiktion. Man skal lige holde tungen lige i munden for at skille tingene af.
27 film om og efter besættelsen
Diverse andre film har også fået os op af stolen. Hele 27 film er der blevet til om livet under og lige efter besættelsen. Nogle er bedre end andre. De fleste historiske film herhjemme er glorificerende. Det er faktisk mange få film, der kigger på de sorte kapitler i danmarkshistorien. Men egentlig er det film om besættelsestiden, der gang på gang vækker debat og så lige Ole Bornedals 1864.
1864 – filmen der delte landet i 2
Denne film delte landet i to. Den ene halvdel kaldte serien/filmen for makværk, andre syntes at det var en fantastisk kærlighedshistorie. Undertegnede hører til den sidste gruppe. Det er klart, at rent handlingsmæssigt, så giver den danskerne et forkert billede af, hvad der hændte. Men nu havde danskerne jo mulighed for at følge med i de fantastiske dokumentarfilm, der lige inden premieren blev sendt på DR – K og DR 2.
Men man kan selvfølgelig bebrejde DR, når de har lanceret serien/filmen som historisk korrekt. Slesvig gøres til tysk, og Holsten nævnes ikke, trods det, at det var Holstens medlemskab af Det Tyske Forbund, som muliggjorde krigen.
Filmen ville nok have blevet noget kedeligere, hvis man skulle have taget udviklingen i Sønderjylland og Slesvig Holsten med fra begyndelsen af 1800 – tallet, og de begivenheder, der førte til krigen. Den historiske akkuratesse står i vejen for en god spillefilm.
Folk ville kede sig ihjel
Hvis hele historien skal med, ja så vil folk jo kede sig ihjel, siger filminstruktørerne. Og når man rører ved den nationale selvfølelse, ja så kommer protesterne. Det kan Den Gamle Redaktør her på siden også mærke med nogle af artiklerne her på siden.
Frihedskæmper var helte, Tyskertøser var naive
Modstandsbevægelsen er de sande helte i de fleste film. Jo tyskertøser er der faktisk også lavet en film om. Og her beskrives de som naive, dumme og enfoldig. De var selv skyld i deres problemer. Se bare filmen Den korte sommer med Ghita Nørby i hovedrollen.
Filmen, 9. april
Filmen 9. april er jo faktisk også god. Her på siden blev vi kontaktet af en tysksproget avis, der gerne ville have navnet på den mælkedreng, der blev skudt ved Aabenraa den 9. april. Det kunne vi så ikke lige svare på. Vi havde ikke før ofret tid på at undersøge det. Og det var lige før, at avisen kaldte episoden for fiktion eller sågar P.R. fra dansk side.
Ret hurtig fandt vi frem til navnet på knægten, der slet ikke var mælkedreng, som vi også havde skrevet, men elev på Aabenraa Statsskole. Og det sjove var, at avisen bu også fandt nogle ret interessante detaljer om denne kedelige historie. I kan læse de to artikler her på siden.
Saxo blev betalt
Men allerede Saxo fortalte om danernes drabelige dåd. Og her var det biskop Absalon, der var den store helt. Og det har vi så slugt råt siden dengang. Nu var det også ham, der betalte Saxo for Danmarks – krøniken.
Spark i nationalfølelsen
Under Sandet har givet et spark i nationalfølelsen. Hvordan kunne vi sætte tyske teenager til at rydde miner på den danske vestkyst? Var det en fej dansk hævn? Danmark var vel ikke så uskyldsrene ofre under 2. verdenskrig.
Der er virkelig gode skuespillerpræstationer i filmen, der varmt kan anbefales som fiktion. Filmen er grusom og bevægende. Og det er jo nærmest børn, der står for det farlige arbejde.
Krig er grusom, hævn er modbydelig
Man ser dem med dirrende fingre og angsten i øjnene. Man venter ligefrem på eksplosionen. Det er en dansk officer, der giver ordrerne. Ja, filmagere har mange friheder. Filmen viser, at krig er grusom. Men den viser også, at hævn er modbydelig.
Var det en skamplet på dansk historie?
Filmen har taget udgangspunkt i historiske begivenheder. Og som sådan lægger den op til diskussion, selv om den på væsentlige punkter er fordrejet. Til Information kommer instruktøren Martin Zandvliet med denne barske kommentar:
Man må jo også sige at medierne i den grad går i selvsving. Således lyder overskriften i Søndagsavisen:
Under et foto fra filmen står følgende bemærkning:
Bogen: Under tvang
For udgangspunktet er en historisk bog som udkom i 1998, som nok heller ikke er helt så sandfærdig. Det er Helge Hagemann: Under Tvang. Men ikke desto mindre figurer konklusionerne i denne bog som sandhed i flere tyske medier og bøger.
94 – årige stilles til ansvar
Straks er der nogen, der her og nu skal stilles til ansvar. Vi ser det også med, at tidligere SS’ er skal som 94 – årig stilles til ansvar for deres handlinger, selv om den danske regering i 70 år ikke har gjort meget for at få danske krigsforbrydere stillet til ansvar for deres handlinger. Og de uniformerede tyske forbrydere blev senest i 1953 skyndsomst sendt ud af landet efter korte fængselsdomme.
En anklage mod Danmark
Den omtalte bog er en anklage mod Danmark. Nationen havde angiveligt begået krigsforbrydelser ved at lade tyske krigsfanger påtage sig det farefulde arbejde ved at fjerne miner med anseelige tab til følge. Man kan godt forstå, at sådan nogle fakta, kan danne baggrund for et spændende filmmanuskript.
Sagen nåede til Østrig, et land der nok ikke har haft særlig travl med at bearbejde sin nazistiske fortid. Men nu øjnede man muligheden for at østrigske medlemmer af den tyske værnemagt kunne få en klækkelig erstatning. Men sagen strandede dog.
Den omtalte bog er på lidt over 100 sider og er hurtig læst. Den slår fast, at Danmark har overtrådt Genevekonventionerne og begået krigsforbrydelser ved den farlige minerydning. Den første del handler om opgavens tilblivelse og arbejdets udførelse.
Ifølge Hagemann beordrede man tyske enheder til at blive tilbage i Danmark for at iværksætte minerydningen. Den Danske Brigade skulle så fungere som observatorer og sikre sig at arbejdet blev udført ordentligt. På foranledning af engelske direktiver skulle det ske ved at tyskerne efter rydningen skulle marchere gennem minefelterne.
Hagemann beskriver at arbejdet skete under tidspres og at tyskerne ikke var ordentligt uddannet til opgaven. På det tidspunkt modtog de åbenbart heller ikke nok forplejning.
Tavshed om aktionen
Ifølge officielle danske tal var der 149 dræbte og endnu flere sårede. Men det tal tror Hagemann dog ikke på, og oplyser, at der på baggrund af tyske kilder var 250 dræbte og masser af kvæstede.
I anden halvdel af bogen forsøger forfatteren at bevise, hvorfor der var tale om en dansk krigsforbrydelse.
I den tredje og sidste del af bogen berøres aspekter af efterspillet. Vi er i tiden efter 1945. Og så berøres også det faktum, at der har været tavshed omkring minerydningshistorien.
Masser af kritik
Da bogen blev udgivet, offentliggjorde Hagemann en kronik. Og der rejstes en del kritik også i forhold til titlen på bogen. Men dette forhold mener forfatteren at havde tilbagevist. Han henviser til en tysk officer, der meldte sig til minerydningen, fordi han havde familie i Danmark.
Blev Lindemann tvunget?
Den 9. maj 1945 blev der afholdt et møde mellem engelske og danske repræsentanter samt Lindemann, den øverstbefalende for de den tyske værnemagt i Danmark. Hvad der egentlig skete på det møde, bliver man ikke klogere af, efter at have læst bogen. Og herfra har vi forsøgt at finde referater fra mødet, men forgæves.
Vi får dog at vide, at Lindemann efterfølgende påtager sig minerydningen og beordrer pionergrupper til at blive i landet. Vi får aldrig den tyske holdning til dette. Man kan undre sig, at Lindemann selv i taberens rolle ikke sætter sig i modværge. Han kunne have kommenteret de engelske ordrer eller påberåbt sig Genevekonventionerne. Dem havde tyskerne også underskrevet.
Men havde Lindemann egentlig noget valg? Han var i taberens rolle og briterne var ligeglade med konventioner, som vi her senere skal komme ind på.
Ringe forplejning og dårlig disciplin
I bogen gengives dog en interessant kilde. Hauptmann Geuer skriver den 28. juli om dårlig forplejning og ringe disciplin blandt tyskerne.
Men hvad skete der i de andre lande? Hvad med minerydningen i Holland og Frankrig? Det får vi ikke noget at vide om.
På den anden side kan man så undre sig over, at ingen har valgt at undersøge de løse spørgsmål i bogen.
Det var mord på stranden
Søndagsavisen citerer jurist og historiker Helge Hagemann:
En dansk vejledning
I september 1945 udarbejdede kaptajn D.A. Wieth – Knudsen en rapport omkring rydningen af minerne. Han var chef Pionerkommandoet. I denne finder vi en orientering fra den 18. juni 1845. Vi bringer her nogle uddrag:
Atlantvold
De mange miner var en del af den 5.000 kilometer lange atlantvold, som den tyske besættelsesmagt satte i værk i 1942 fra Spanien i syd og Norge i nord. Atlantvolden skulle med millioner af miner og befæstningsanlæg hindre en allieret invasion fra kysten. Volden skulle fungere som et værn med brug af færrest mulige soldater. For soldaterne skulle tyskerne bruge mod øst.
Men nu blev denne vold kun punktvis anlagt. Men minerne i Danmark lå tættere end noget andet sted i Europa og endda i flere lag.
Danskerne tjente gode penge
Der har ikke været meget opmærksomhed om dette kapitel i vores historie. Og det har heller ikke meget omtalt, at danskerne selv tjente mange gode penge på at bygge bunkers og brødføde de tyske soldater. Ja danskerne var selv med til at bygge Atlantvolden. Og den dag i dag retfærdiggøres den måde, vi behandlede tyskerne på.
Soldater fra Tyskland
Sandheden er, at Den Danske Brigade ikke måtte blande sig i tyskernes arbejde. Den tyske enhed bestod i begyndelsen af 1.000 mand og blev suppleret af mindst lige så mange frivillige fra britiske lejre i Nordtyskland. De fik ryddet 1,4 millioner miner.
De frivillige har sikkert fået lovning på hurtigere hjemsendelse. Og det samme gælder sikkert for soldaterne fra Nordtyskland. De har sikkert fået lovet frihed efter et vist forløb. Kan dette kaldes for en form for tvang?
Nu ved vi jo også, at det ikke kun var unge drenge. Et flertal af minerydderne var ældre erfarende ingeniørsoldater
Historien tolkes forskellig
Omstændighederne omkring rydningen tolkes forskellig. Nogle mener, som skrevet, at det er danmarkshistoriens største krigsforbrydelse, fordi behandlingen af tyskerne bryder med Geneve – konventionen, der forbyder krigsfangere at udføre farligt arbejde, herunder minerydning, lyder argumentet.
Men andre mener, at de tyske soldater dengang ikke længere havde status af krigsfanger, da rydningen startede, derfor var de ikke beskyttet af konventionerne.
Havde Danmark et medansvar?
Og her fastholder Helge Hagemann i Jyllands Posten, briterne med danskernes accept begik krigsforbrydelser mod de tyske krigsfanger. Historikeren Palle Roslung – Jensen er ikke i tvivl. Danmark havde et medansvar.
Palle Roslung – Jensen mener i øvrigt ifølge Politiken, at filmen nogenlunde holde sig til historien trods nogle friheder. Han var positiv overrasket af filmen. Andre historikere kalder filmen for historieforfalskning.
Datidens medier stillede ikke spørgsmål
Ikke en eneste avis dengang stillede spørgsmålstegn ved at folkeretten måske her var overtrådt. Det var jo trods alt kun tysker, det gik ud over. Det var dem, der havde lagt minerne, så måtte de også selv rydde op.
Den kollektive danske samvittighed
Spørgsmålet er om, det er den kollektive danske samvittighed, der er sat på prøve, eller om det er smarte juridiske greb, som fritager os for nogen som helst ansvar.
Det sidste minefelt på Skallingen
Landet sidste minefelt lå på den vestjyske halvø, Skallingen. Efter syv års intens rydning bortsprængte transportminister Henrik Dam Kristensen den sidste mine. Her på Skallingen blev der udlagt ikke mindre end 72.000 miner.
På Skallingen indstillede man i 1947 første del af rydningen. 11.000 af de oprindelige miner blev først fjernet meget sent. I stedet for blev hele området indhegnet.
Der lød et dramaskrig, da der i 2005 blev beordret, at nu skulle resten af minerne fjernes. I 1999 havde Danmark sammen med 39 andre FN – lande underskrevet den såkaldte Ottawa – traktat, der ikke blot forbyder brug, oplagring og produktion af miner, men også forpligter lande til at rydde egne minefelter.
Mange diskussioner fulgte. Hvem skulle påtage sig opgaven? Og hvad med den skrøbelige natur? Turister var begyndt, at bevæge sig ud i de afspærrede områder, så noget måtte der gøres og det ret så akut. Der var sikkert også mange der åndende lettet op, da det hele var overstået.
På Skallingen var minerne lagt tilfældigt, og naturen bevirkede, at de lå i to meters dybde, andre lå i ti meters dybde. Andre igen var kommet til syne. Men fælles for dem alle, så udgjorde de en stor fare for alle dyr som mennesker, der passerede i området.
Den såkaldte dødsmarch
Når de tyske soldater havde ryddet et minefelt i overensstemmelse med minekortet og fundet det antal miner, som ifølge oplysningerne skulle have været begravet der, så skulle de gå arm i arm henover feltet. Den såkaldte Dødsmarch skulle sikre, at ingen miner er blevet overset. Men det var nu langt fra altid, at denne dødsmarch gik godt.
Danskerne ville fremstå som en god allieret
Det var briterne, der mente, at tyskerne skulle fjerne minerne, men danskerne sagde ikke briterne imod. Man skulle fremstå som allieret, og det var svært at gøre andet end at adlyde.
Briterne ville anerkende Genevekonventionen ved fuldstændig kapitulation
Nu skal vi også lige huske, at briterne ikke ville anerkende Genevekonventionen i tilfælde af betingelsesløs kapitulation. Winston Churchill udtalte i den forbindelse i en tale i Underhuset i 1944:
Fik minerydderne en moralsk og menneskelig behandling?
Men hvis vi nu ser bort fra diverse konventioner og ansvar, fik de tyske mineryddere så en retfærdig behandling, moralsk og menneskelig ved vestkysten indtil oktober 1945?
Og hvem var de minerydderne, ja de var næppe så unge som filmen skildrer. Det må være en af filmmagernes virkemidler. For mange af soldaterne havde allerede været indsat ved østfronten. Og hvor meget frivillighed var det i grunden i den rydning? Hver dag satte man sit liv på spil. Ville man gøre det for hurtigere hjemsendelse?
Hvorfor har man ikke spurgte de direkte berørte?
Det må da have været muligt at få svaret fra nærmeste hånd. Nu er det måske for sent. I 1998 kom Hagemann med sin dengang meget omtalte og kritiserede bog. Det er 17 år siden. Hvorfor har man ikke spurgt nogle af de direkte berørte? Nu er det måske for sent.
Spørgsmålet er:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 2, 2015
Nye erindringer fra Det Gamle Tønder
For 16. gang har Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune udsendt et erindringshefte. Det er jo som en julegave, der kommer ind ad døren. Dejlige afvekslende artikler fra dengang. Ja, denne gang er det Børnenes Paradis, Claus Eskildsens deltagelse i 1. verdenskrig. Vi skal høre om Grænsegendarmer og Th. Lauridsens Bogtrykkeri. Og så boede Tønders ”rødder” på Svinget. Et andet stort firma i Tønder var Selmers Tømmerhandel og den mest berømte var Thomas Selmer, der sejlede Bismark gennem Vidåen ind til Skibbroen.
Nærmest en juletradition
Ja det hører nærmest med til julen, at få heftet fra Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune ind af brevsprækken. Det er 16. gang Tønder – erindringer udkommer. Og hvor er det skønt, når man dukker ned i erindringerne og får genopfrisket steder og personer. Man bliver næsten helt rørt meget langt fra Tønder. Igen i år er der ingen undtagelse. Seks meget forskellige artikler om virksomheder, gendarmer, erindringer fra barndommen og Første Verdenskrig.
Vi dukker ned i herlighederne
Man dukker ned i herlighederne og finder ud af, at i år er der følgende bidrag:
Masser af Legetøj
Hvor har man ofte været inde i den butik, Børnenes Paradis. Lige oven over lå øre – næse, halse – lægen. Men inde i legetøjsbutikken var det jo et eldorado for os børn. Og i heftet er det Eddie Carstensen, som vi alle sammen kender som musikker, der fortæller om butikken. Det var hans forældre, der havde den.
En gang i december blev den private stue også taget i brug som lager for legetøjet. Og et værelse i naboejendommen var lejet. Og oppe fra andel sal måtte legetøjet bæres ned i forretningen. Og bag ved forretningen lå en lille bygning, der husede et dueslag. Her blev der også stablet kasser op.
Fra 1970 blev der produceret et væld af festsange i lokalerne. Og det udviklede sig til fremstilling af foreningsblade, plakater og lignende. Børnenes Paradis lukkede i 1980, hvorefter Eddies Pladeshop rykkede ind. Men trykkeriet fortsatte dog nogle år endnu.
Claus Eskildsens deltagelse i Første verdenskrig
Den 11. oktober 1947 vandrede nok det største følge, som man har set ved en begravelse på Tønder Kirkegård. Cirka 1.000 mand fulgte Claus Eskildsen det sidste stykke. Han var fire dage forinden død på storbæltsfærgen Nyborg.
Holstenere gik til banegården i Kellinghusen.
Han følte tidligt, at han måtte vælge mellem at være dansk eller tysksindet borger. Han valgte at bekende sig som tysker eller i hvert fald at forsøge at blive tysk.
Vi kender også Claus Eskildsen fra utallige bogudgivelser. En af dem var Østfront Vestfront som udkom i 1929.
Den 7. august stillede Eskildsen på kasernen i Flensborg, hvor han som vizefeldwebel uddannede rekrutter. Natten til den 1. februar marcherede regimentet. 3.000 slesvigere og
Piger, svir og fest
Fra februar 1915 til julen 1916 lå regimentet på østfronten. Vi kan læse en masse om Eskildsens oplevelser. Mange af soldaterne havde det særdeles ubehageligt. Men andre havde et behageligt liv. Da man lå ved Vilnius var der vilde rygter om testuer, piger, svir, fest og gadetøser ud til skyttegravene.
Senere ved vestfronten, fortæller Claus Eskildsen om Lille i Frankrig. Det var en by præget af etapelivets smuds og synd. I Sedan vrimlede det af selskabelige etapeofficerer, hjælpetjenestelige tyske damer og franske damer af endnu værre kvalitet. De var etapens pestdyr, som rotterne var frontens.
Fra 1. januar 1917 til krigens slutning lå Eskildsens regiment ved vestfronten i Frankrig. Det kunne gå uger, hvor soldaterne hverken fik bad eller skiftet undertøj, og lusen blev snart en plage. I fredelige stunder søgte man aflysningsanstalten.
Fem gange var Eskildsen på orlov. I sommeren 1918 tilbragte han efter en langvarig betændelsestilstand tre uger som rekonvalescent på seminariet i Tønder, som dengang var indrettet som lazaret. Den 14. november begyndte tilbagetoget.
Efter hjemkomsten genoptog Eskildsen sin lærergerning. I 1919 bekendte han sig på et byrådsmøde som dansksindet. I 1946 tog Eskildsen sin afsked fra Seminariet.
Hvad pokaler kan fortælle
Holger Rasmussens far var grænsegendarm. Han døde 31 år gammel i Neuengamme. På et chatol i hans mors stue stod ind til hendes død i 2008 et stort billede af faderen i gendarmuniform omgivet af 2 små pokaler. Den ene af disse bar Tønder Sportsforenings emblem og var fra 1941. Det andet var indgraveret med bogstaverne GGIF – For fri idræt, og dateret Padborg 13 – 9 – 42.
Grænsegendarmeriets opgave var at bevogte grænsen samt kysten fra Mommark på Als til bunden af Flensborg Fjord.
En ny chef
I 1934 fik man en ny chef, nemlig oberst Paludan – Müller. Han var interesseret i, at Grænsegendarmerne holdt sig i god fysisk form. Men det var nu ikke alle gendarmer, der var interesseret i.
Det lykkes, for Holger Rasmussen, at finde frem til, hvilket stævne det var, at hans far havde fået en pokal fra. Ja stævnet blev omtalt over tre sider i Grænseværnet.
Den 19. – 20. september 1944 gik tyskerne i gang med at anholde grænsegendarmerne. Det lykkedes for nogle få at undslippe, men 291 blev indsat i Frøslevlejren.
Den 5. oktober 1944 blev halvdelen af gendarmerne (141) sendt til KZ – lejren Neuengamme, deriblandt Holger Rasmussens far. 42 gendarmer døde af de umenneskelige forhold.
Min tid blandt sortekunstens svende
Det var hårdt for Jørn Vestergaard at komme til Tønder i 1961. Han havde startet sin lærertid i Skagen året i forvejen. Men hos Lauersens Bogtrykkeri var der to års ventetid, og bogtrykker Rothe tog ingen lærlinge. Men det gjorde Peter Andresen, der havde Reklametrykkeriet i Skibbrogade.
En herlig beskrivelse følger af Jørn Vestergaard. Men herlighedsværdien bliver nok stærkere, fordi man kender og kan huske flere af de involverede personer.
Tønder – dengang
Ret hurtig fik Jørn kendskab til Tynnetysk. Det skete, når hans chef talte med Hattesen fra Æ Bank eller med Fanny Hecht fra Æ Svinemærken.
Det var dengang, Tønder havde Stadt Kopenhagen, Zur Traube, Marie og Williams Pølsevogn, Drallefabrikken, Werner Petersens Kolonialhandel og Møballes Snedkeri. Ja man husker det tydelig, når man nu bliver mindet om det. Her var også S.C. Lorenzen, møbelpolstrer Odefey, Blenners Damvaskeri og købmand Heine Christiansen, hvor min far engang havde byplads.
Klokken 10 om formiddagen var der kaffetid. Hele verdenssituationen blev så ordnet af direktør Lauersen, vaskeriejer Blenner og papirgrosserer Bossen. Endnu kan undertegnede huske disse personer.
Hos Th. Lauersens Bogtrykkeri
Den 2. september 1966 startede Jørn Vestergaard så hos Th. Lauersens Bogtrykkeri. I sætteriet i Jernbanegade var der 10 svende og 2 lærlinge. I trykkeriet var det cirka samme antal. Overskrifter til Den Lille Avis blev sat i hånden. Alle annoncerne blev først lavet enkeltvis, for derefter at blive samlet til en hel side sammen med redaktionelt stof. Hver uge blev der produceret 16 – 24 sider. De store tunge sider blev derefter transporteret til rotationstrykkeriet Heimdal i Haderslev og trykt.
Jeg kan godt huske, at jeg blev vist rundt på trykkeriet i Jernbanegade dengang. Det var en fascinerende oplevelse.
De Gamle forlader firmaet
Også en masse bøger blev lavet hos Lauersen på Jernbanegade. Det var en møjsommelig affære at trykke dengang. Men i 1970erne kom der nye tider og Lauersens Bogtrykkeri flyttede ud på Nørremarksvej.
Desværre døde Børge og Svend Aage Lauersen meget tidlig. Og Friedrich Chrestesen vælger at stoppe i 1984. Det var ham, der var ansvarlig for firmaets økonomi. Jo, ham kendte undertegnede særdeles godt. En stor del af min ungdom tilbragte jeg faktisk sammen med min gode ven Ingolf hos Cathrine og Friedrich, som var hans forældre på Nørrevænget, Vi kaldte ham altid for Frederik.
Store investeringer
Børge Lauersens ældste søn, Jørgen som jeg gik i klasse med på Tønder Kommuneskole indtrådte nu i direktionen.
I 2002 må produktionen lukke hos Lauersen Grafisk. Men det ny Lauersen Grafisk startede op på ruinerne af det gamle. Niels Lauersen gik foran alle andre. Reparerede og satte lokalerne i stand og meget mere i ferierne.
I dag beskæftiger firmaet 35 mand, og 4. generation, Niels søn, Steffen er indtrådt i firmaet.
En spændende historie fortalt af Jørn Vestergård.
Svinget – røddernes barndom u´i æ Lejr – mit kig tilbage i 50’erne
Denne historie havde jeg glædet mig til. For egentlig har jeg aldrig fået fat i Poul Raaby Pedersens bog om sin barndoms gade. Og undertegnede tilbragte barndommen fra ca. 1957 – 58 på Lærkevej lige i nærheden.
Ja her ude havde tyskerne radiostation for Zeppelinstation. Da vi byggede huler på hjørnet af Lærkevej og Nordre Landevej fandt vi bestik med nazi – symbol.
Lejr – bygninger blev brugt til beboelse
Senere blev der indrettet en kaserne for dragonerne efter 1920 i området Ryttervej og Svinget. Ryttergårdens hestestalde er i dag beboelsesejendomme. Og de gamle barakker fra lejrens tid, blev også brugt til beboelse.
Den gamle portnerbarak ned krudthus, Svinget 1 på hjørnet af Ryttervej, blev også hjem for en række børnefamilier til den blev revet ned engang i 1960erne. Mødrene var hjemmegående. Men da børnene kom i børnehave og skole lokkede arbejdsmarkedet. Der var altid deltidsarbejde for en ringe betaling.
Dem, de andre ikke måtte lege med
Børnene fra Svinget var dem, de andre ikke måtte lege med. De fine fra Dragonvej, Ryttervej og Leonhardtsvej måtte ikke så gerne tage rødderne med ind at lege i stuen eller på værelset. Omkring bunkeren, tørrepladserne, markerne bag brakkerne, på sportspladsen og ved kanalen nord for Nordre Landevej fandt rødderne deres bedste legepladser. Ja og for de sidste to steders vedkommende kom vi også fra Lærkevej.
Paul Raaby Pedersen nævner også gadeslagsmål. Jo, det kan vi godt huske. For i hvert fald to gange havde rødderne allieret sig med Ryttervej for at erobre Lærkevej. Herligt, at købmand Manø og Nomannis brødbil nævnes, ja det kan undertegnede også huske.
Vi husker de gamle originaler
Og man kan jo altid huske originalerne. Hermann Hieromos vandring med svingende stok, Theodor Fidus, Bubbi, den døvstumme cykelsmed. Og så var det Sort Lene, skidn´Jes, Lillebror, Abbedikke, Jørn Drys, Julius Kommunist, Dres Snit og mange andre.
Da 22 ”rødder” satte hinanden stævne
Ryttergården blev revet ned i 2001, og genopført i samme stil. I Svinget opførte boligforeningen 8 rækkehuse og et fælleshus på det areal, hvor p – pladsen lå.
Herlig fortælling, og Poul fik da også udgivet et hefte på 50 sider om rødderne fra Svinget. Og det må da have været gensynets glæde, da 22 rødder satte hinanden stævne i Svinget mange år efter, at de havde forladt den.
Tre generationer i træets verden
Den mest kendte person i Selmer – familien bliver født i året 1837 på Nordstrand. Han får navnet Thomas Selmer. Han og hans kone, Friederike får 8 børn. Den yngste af børneflokken, Berthold Peter Jacob Selmer er den person, der i 1897 grundlægger familiens trælasthandel i Tønder.
Da Bismark sejlede til Tønder
Thomas Selmer tager til søs, bliver skipper/kaptajn og senere hotelejer. I1866 overtager han post – og passagertransporten mellem Højer og Munkmarch på Sild.
Han var en festlig fyr, denne Thomas Selmer. I Tønder blev han nok mest kendt for at sejle Bismark ind til Skibbroen. I Tønder kan han dog ikke vende skibet og sejle retur til Sild. Dermed taber han væddemålet til sin besætning på 200 mark.
Nogle semirister skrev dengang sangen:
Det beskrives i sangen, at han måtte sejle Bismark baglæns ud af Skibbroen.
I 1883 blev Thomas Selmer aktionær og bestyrelsesmedlem i Sylter Dampschifffahrtsgesellschaft. Desuden var han også digefoged.
En restaurant opkaldt efter Thomas Selmer
I 1920 døde han. Men i dag består Fährhaus Munkmarsch af et luksushotel og tre restauranter med en gastronomi af højeste klasse. En af restauranter er opnævnt efter grundlæggeren og hedder Käpt’n Selmers Stube.
Virksomheden i Vidågade
Den 1. oktober 1897 købte Bertold Selmer en lille kulhandel og et savværk i Vidågade. Ejendommen bestod desuden af Østergade 11, som var en kontorbygning og et træskur. Det gik godt for virksomheden, der i flere omgang udvidede.
Den 24. april 1934 var det halve af Tønder på benene. Tømmerhandler Selmers lager af tømmer, brændsel og tjære som brændte. Forretningen blev dog hurtigt opbygget igen. Efter 40 år som trælasthandler i Vidågade besluttede Thomas M. Selmer at stoppe aktiviteterne i Vidågade. Forretningen lå efterhånden godt indeklemt, og det var svært for de store lastbiler at komme ind og ud af gaden. I 1982 blev der lavet en aftale med Tønder Kommune om køb af det store 2.500 m2 store areal. Men Selmer kan dog fortsætte virksomheden indtil kommunen går i gang. En masse af firmaets aktiviteter er dog flyttet ud til sønnen Thomas Selmer i Markgade.
I 2005 blev også denne virksomhed efterhånden indeklemt. Her ligger 14 private andelsboliger i dag.
Herlig læsning fra det gamle Tønder
Hermed slutter gennemgangen af det 16. erindringshefte fra Lokalhistorisk Forening. Og det var i den grad afvekslende med både krigserindringer, virksomheds – erindringer og erindringer fra barndommen. Herlig læsning fra Tønder, hvorfra den gamle redaktør flyttede for 46 år siden.
Du kan købe ældre udgaver af Tønder – erindringer hos Lokalhistorisk Forening.
Tønder – Erindringer 16 udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
Første Verdenskrig:
Ryttervej/Svinget/Lærkevej /Lejren
Gendarmer:
Sidste års anmeldelse: (Tønder – erindringer 15)
November 29, 2015
Rejsen til Amerika – nok engang
Anmeldelse af bogen Rejsen til Amerika – Jagten på lykken – fortællinger om de danske udvandrere af Ole Sønnichsen (Gyldendal) Vi møder en masse skæbner. Og snart er vi midt i en cowboyfilm. Tænk engang 300.000 danskere udvandrede mere eller mindre frivilligt. Det var en tiendedel af befolkningen.
300.000 udvandrede
Ja dette er faktisk andel del af indvandrernes historie. I hvert fald for dem, der søgte lykken i Amerika. Spændende var det så, om den kunne holde samme standard som bind 1. Men lad det være sagt med det samme, at det kan den. Ole Sønnichsen har fundet frem til et væld af historier, og de fleste har aldrig været fortalt før. Her fortælles om mange skæbner.
Dengang rejste 300.000 danskere over til Lykken. Det vil sige, at nogle blev ekspederet derover. Det var billigere for Fattigvæsnet og lettere for politiet. Vi er i perioden 1850 – 1920.
En slags underordnet væsen jagtet som kreaturer
Det var nu ikke det bedste indtryk, at man fik af det nye hjemland. Mange følte sig jagtet lige som en flok kreaturer, efter at være taget den lange vej som tredjeklasses passager. Og kunne man ikke sproget, blev man behandlet som et slags underordnet væsen.
Tænk engang, at det var 10 procent af landets befolkning, der udvandrede. To tredjedel var mænd og 17.000 var mormoner. Disse mormoner blev truet og hånet i Danmark.
Vi følger også nogle af de personer, som vi fulgte i bind 1. Den videre skæbne oplyses så her i det andet bind.
I Det Vilde Vesten
Og vi er så sandelig kommet ud i Det Vilde Vesten i nogle af historierne. Vi befinder os næsten i en cowboy – film. Således deltog Chris Madsen, der i Danmark var skråkriminel og blev udvist eller nærmere ekspederet til Amerika i jagten efter Buffalo Bill og Dalton – brødrene. Jo, der er flere af disse eventyr – beskrivelser i bogen.
Ikke alle klarede mosten
Vi følger også de danske mormoner, der tager til Utah og Salt Lake City. Vi er helt ude på prærien og følger danskerne i deres opdyrkning af jorden. Først efter mange års slid giver dette overskud. Og naturkatastrofer som præriebrand eller sværme af græshopper kan pludselig ødelægge flere års arbejde. Ja, tornadoer var også hyppige.
Det er da bestemt heller ikke alle, der klarer mosten. De giver op, og tager hjem til Danmark igen. Andre hjælper hinanden. Fascinerende læsning om danskere, der møder en ny kultur og nye skikke.
Nogle havde også succes
Bogen eller bøgerne giver dog også eksempler på succesrige danskere, der ender med at blive førende landskabsarkitekt og guvernør. Og en dansker var med til at grundlægge seks nye byer. En af disse hed Dania i Florida.
Jeg er syg, landsforvist, ulykkelig gift og fattig
Ofte er det breve, der gengives i bogen. Nogle af disse er længselsfulde og uden håb, mens andre er mere optimistiske:
Fik du ikke læst bind 1, kan du sagtens stige på her i bind 2. De kan læses som selvstændige bøger.
Måske skulle forfatteren have gjort sine personskildringer til ende i et kapitel. I bøgerne kan vi risikere, at følge de samme personerne 4 – 5 gange. Måske giver den måde, som forfatteren har valgt, mere action.
Den dansk – amerikanske avis skrev
I den dansk – amerikanske avis Den Danske Pioner kunne man i 1886 læse:
En god gaveide
En bog med fascinerende, frygtelige og ulykkelige skæbner. Men også en bog om dem, der fandt lykken. Bogen kan anbefales som en god julegave, og det vil jeg gøre oppe i butikken.
Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika. Jagten på lykken. Fortællingen om de danske udvandrere (Gyldendal).
Hvis du vil vide mere: Læs
November 28, 2015
Nordstrand – syd for Grænsen
Rungholt var længe en legende, indtil man fandt rester på de forskellige halliger. Det var dengang, der druknede 6. 400 mennesker og 50.000 stykker kvæg. Vi skal også kigge på en af de talrige sagn, der er opstået om dette sted ”Vi trodser dig, Blanke Hans”. Og dette var ikke den eneste stormflod, der ramte øen. Ja man kan faktisk tale om århundreders lidelseshistorie, når man taler om øen. Her ligger også Verdens mindste Domkirke. Ja, tænk engang i en afstand af 3 – 400 meter ligger to katolske kirker. Og her gjaldt Spaderetten: ”Hvem der ikke vil dige, må vige”. Artiklen er også et skønt minde om en skøn tur med en skøn pige for 35 – 40 år siden.
En tur for 35 – 40 år siden
Indrømmet, at det må være 35 – 40 år siden, at Den Gamle Redaktør sidst har været på Nordstrand. Vi startede fra min daværende adresse i Aabenraa. Så gik turen til Tønder, og en rundvisning i den flotte by. Så var det ellers en flot frokost hos minde forældre på Lærkevej i Tønder. Så gik turen ellers syd på langs kysten og den endte såmænd på Nordstrand, inden vi til aftentide igen vendte snuden tilbage til Aabenraa.
Og vi, ja det var foruden undertegnede en særdeles nydelig norsk jente, Vi standsede undervejs og jeg fortalte om historien bag de forskellige steder. Men mest imponeret var Lisbeth over at høre om Nordstrands historie.
Nordfrislands højeste punkt
Ud for Slesvigs vestkyst ligger der et større antal større og mindre øer. De kan alle ses i klart vejr fra Stolberg, Nordfrislands højeste punkt.
En del af disse øer er til dels beskyttet mod højvandet af diger. De mindre af disse, de såkaldte halliger med deres græsgrønne flader og værfter (opkastede høje) ser ud som de svømmede på vandet. Ved ebbetid rager de højt op i det solglimtede vadehav.
Blanke Hans
Igennem århundreder har stormfloder præget livet for befolkningen mellem havene. Nordsøbefolkningen karakteriseres som kølige, tilbageholdene og lunefulde, ganske som Blanke Hans, som de kalder det barske hav. Uanset de mest moderne former for kystsikring forbliver havet uberegneligt og påvirker befolkningen. Ja man kan sige, at Blanke Hans symboliserer Nordsøens urkræfter. Den er en evig trussel, men indeholder dog så mange rigdomme.
Der var 59 kirker
Det er noget helt specielt herude i den frugtbare marsk. Her ved Nordstrand er det skabt så meget forland ved hjælp af tidevand, at det går helt ud til den såkaldte Hamburger Hallig. Ja den hørte også en gang til Nordstrand.
Hele området, den mærkelige grønne flade var for 1.000, ja endnu for 400 år siden halvt land og halvt vand. Den var gennemskåret af brede vadehavsstrømme, de såkaldte priler.
Ifølge Valdemar den Andens jordebog var der 59 kirker og kapeller i den fem herreder på Nordstrand.
På den anden side af dette sund eller bælt lå en stor halvø kaldet Strand, senere Nordstrand.
Øen var delt op i fem herreder
Ja, hvad ved vi egentlig om Strand? Vi ved, at området var delt op i fem herreder. Her var indbringende kornavl, stort kvæghold og tæt befolket.
Sandsynligvis har ødelæggelserne af den nordlige del af Strand allerede været i gang, da landet blev inddelt i herreder. Fra det tidligere Viriksherred kendes kun halligerne Langenæs – Nordmark og Øland.
Mod sydøst lå Lundebergherred. Dette dannede forbindelse til det egentlige fastland. Hvornår dette herreds brud med fastlandet fandt sted, ved vi ikke.
Blanke Hans var skyld i, at Nordstrand blev til en ø.
Beltringherred er sikkert opkaldt efter det store bælt. Til dette hørte de nuværende halliger Habel, Grøde med Appelland, Hamburger Hallig og den tidligere hallig, Okholm.
Det fjerde herred var Pelvormherred, som med sin beliggenhed mod sydvest nok var mest udsat for bølgeslaget. Digerne omkring år 1600 bestod endnu af tørv og mosegræstørv, som kunne holdes sammen med høje pælevægge af lange egeplanker. Måske har navnet på herredet noget med dette at gøre. Engang hørte halligen Hoge samt Norder – og Süderog med til det.
Det sidste af de fem herreder hed Edams Herred (1352: Edamsharde).
Rungholt
Vi ved, at en stor del af Edams Herred med den temmelig store havn Rungholt under Marcellus – stormfloden mellem den 15. og 17. januar 1362 blev opslugt af bølgerne. Masser af sagn og historie er knyttet til denne hændelse. Stormfloden blev også benævnt som Grote Mandränke
Byen var en stor frisisk handelsby. Men byen sank i løbet af blot en nat. Nogle forskere mener, at beboerne selv var skyld i at katastrofen lige ramte Nordstrand så hårdt. Og dette skyldes saltudvinding. Man havde blandt andet ødelagt digerne ved dette.
Vi trodser dig, Blanke Hans
Nu var Rungholt geologisk set også særlig udsat. I slutningen af 1800 – tallet blev sagnene om stedet kendt gennem Detlev von Loliencron og hans digt, Trutz, Blanke Hans.
Jo det var Guds straf for de rige indbyggers overmod. De havde bygget et dige omkring deres land og dette var højere end alle de andre. Udfordrende løb de op på dette og truede ad havet idet de råbte:
Ikke nok med det. Indbyggerne førte et ugudeligt liv og vovede end dog at trodse Vor Herre selv.
Juleaften havde nogle af indbyggerne drukket en so fuld på et værtshus og lagt den i seng med nathue på. Så lod de præsten hente som til en meget syg og ville true ham til at give soen den hellige nadver. Men det lykkedes for præsten at slippe væk fra dem. Meb da han på hjemvejen kom forbi et andet værtshus, blev han med vold trukket derind af to karle, som brugte hans alterkalk til at drikke øl af. De sagde, at de ville drikke med Vorherre selv.
Da gik præsten op i kirken og bad Gud straffe dette gudeløse folk. Den følgende nat blev det varslet ham, at han skulle drage bort. Han fulgte varslet, og straks efter rejste stormfloden sig og oversvømmede Rungholt og syv andre sogne. Alle indbyggere omkom i bølgerne undtagen to jomfruer, som aftenen før var gået til messe. Således blev Rungholterne straffet for deres overmod.
Man kan høre klokkerne ringe
Men sagnet fortæller også, at byen stadig ligger under vandet og vil rejse sig på den yderste dag. I stille aftener skal man kunne høre klokkerne ringe fra den sunkne by.
Nu var det ikke kun i syv herreder eller sogne katastrofen indtraf. Det gjorde den i 30 sogne og herreder, også nord for den nuværende grænse.
Man har gennem tiden set sporene af gammelt kulturlandskab dukke op, gamle værfter med kirker, diger med sluseanlæg og meget mere. På halligen Sydfall dukkede der også pludselig noget op.
Efter den altødelæggende stormflod Manddrukningen fik øen et hesteskoformet udseende. De ældste nordfrisiske krønikeskrivere oplyser kun lidt fra stormflodende. De ting, der kendes og er skrevet op er meget upræcist.
Krønikeskrivere
Den første virkelig gode krønikeskriver er pastor Johannes Petersen, der stammer fra Angel. Han antog navnet Petrejus. Den anden krønikeskriver er fra selve Nordstrand. Han hedder Mads Boysen og kaldte sig Matthias Boetius. Den første havde siden 1565 og udgav omkring 1600 en krønike, som han kaldte:
Den sidstnævnte skrev et arbejde på latin. Og det kan vel oversættes noget i retning af:
Det udkom på tryk i året 1623. Men det blev først oversat i sin helhed omkring 1930 af Jürgen Schmidt – Petersen.
Beboerne havde dejlige huse
Petrejus beskriver indgående om forholdene på øen i det 16. århundrede. Han begynder med de daværende digeforhold og formen på digebygningen. Digets fod nærmest vandet bliver føjet tæt sammen med træ og kraftige pæle, tættet indvendig med brædder og græstørv for at den jord, der kastes op, ikke skal blive skyllet bort ved havets angreb.
Af sådan en slags diger havde Nordstrand cirka 120 kilometer.
Beboerne havde dejlige huse. Bygningstræet blev indført fra Norge. Man brugte teglsten og muslingekalk. Og alle huse står på høje værfter. De fattige bygger deres hytter på de diger, som ligger ud til havet og ind over øen.
Hvem der ikke vil dige må vige
Nordstrands landret er også lidt specielt. De frisiske udlande havde deres egen jurisdiktion og egne retsbøger. Kun for de tre hærreder på gesten gjaldt Jysk Lov. Nordstrands Landret er først trykt i 1670. I 4. del er Spaderetten som i første omgang beskæftiger sig med digeretten:
Man tog det faktisk ret alvorlig, at digerne ikke måtte have fejl og mangler. Digegrevens arbejde bestod i, at observere skader på digerne og sørge for, at disse blev udbedret. I den forbindelse kommer man uvilkårlig til at tænke på den fantastiske novelle af Theodor Storm: Der Schimmelreiter. Her var Hauke Hein digegreve.
En hård lovgivning
I Strafferetten § 33 stod for eksempel:
Straffene var hårde dengang. I artikel 49 hedder det således:
6.400 mennesker og 50.000 stykker kvæg druknede
Det var den frygtelige stormflod den 11. og 12. oktober 1634, hvor Nordstrand blev revet i flere stykker og størstedelen ødelagt. Digerne brød sammen på mange steder, uhyre vandmasser styrtede ind og rev alt sammen med sig og rev alt med sig – mennesker, kvæg og bosteder.
Ja selve øen blev sønderdelt i småøerne Pelvorm, Nordstrand og Nordstrand Mor.
Allerede i 1655 kom der igen en kraftig storm, som ødelagde de diger, som man netop havde opført.
Husenes mure styrtede sammen og beboerne søgte at redde sig op på lofterne, der hvilede på pæle. Men kun få stolper modstod bølgernes anslag ret længe. Der var opstået 44 nye søer. På lange strækninger var digerne helt forsvundet.
Af 9.041 indbyggere var de 6.408 druknet lige som 50.000 stykker kvæg. Kun en ottende del af jorden kunne inden århundredets udegang genindvindes ved inddigning. Resten var blevet Blanke Hans bytte.
30 vindmøller blev også havets bytte. Og kun 2.633 mennesker overlevede den frygtelige hændelse.
Søgte tilflugt på Wüste Mor
Kun den højtliggende Vildmose (Wüste Moor) blev skånet et stykke tid endnu. Her bosatte en del beboere sig i det ufrugtbare mose – og hedeland. Flodvandet har dog i tidens løb afsat mere og mere slik om mosen. Så denne Wüste Moor er genopstået som halligen Lüttmoor eller Nordstrand Moor. På et tidspunkt var her fire beboede værfter. Der var forbindelse til fastlandet med en dæmning.
En anden rest af det gamle Nordstrand er Hamburger Hallig. Har havde hamburger – købmændene, Rudolf og Arnold Amsinck bygget et særligt høj værft. Til at begynde med kunne diverse stormfloder ikke få bugt med dette værft.
Sikring for 300.000 dalere var ikke nok
Købmændene forsøgte med anvendelse af 300.000 dalere at redde dette område fra undergang. Men alle forsøg slog fejl.
Tilbage efter denne store stormflod blev de to nuværende marskøer, Nordstrand og Pelvorm. Ved indvinding af nye koge er den førstnævnte vokset med det dobbelte. En kørerdæmning over flodhøjde forbinder den nu med fastlandet så Nordstrand ikke længere er en ø men en halvø.
Også Pelvorm, der ligger langt ude i havet, har kunnet gøres større, nemlig med inddigning særlig mod nordøst.
Beboerne holdt med Christian den Fjerde
Efter den store stormflod kom mange fremmede til området, bl.a. hollænderne. Sproget blev udpræget plattysk. Fire hollandske bygmestre blev sat til at inddige Nordstrand.
Hertugen behandlede den oprindelige befolkning ret hårdt. Det skyldtes, at Nordstrand under krigen 1625 – 29 holdt med Christian den Fjerde og ikke med hertugen.
I 1652 underskrev hertug Frederik den Tredje et fribrev, så Nordstrand igen kunne kunne blev beboet. Her måtte man frit dyrke sin religion. De tidligere fastboende var søgt ind til fastlandet.
Verdens mindste domkirke
På Nordstrand står stadig den gammel – katolske Theresienkirche, der blev opført af de hollandske digebyggere i 1652. Her blev der prædiket på hollandsk ligesom i Store Magleby på Amager. På øen findes også en katolsk kirke til, rejst af franske tilflyttere.
Den ene af disse kirker er faktisk en domkirke, ja de må være Verdens mindste Domkirke. Kun 2 – 300 meter fra denne ligger den anden katolske kirke.
Som eneste kirke på Nordstrand bygget af beboerne selv, står den evangeliske kirke i Oldenbøl. På Pelvorm blev længst ude mod vest, blev Salvatorkirken stående. Tårnet styrtede sammen i 1611 og ødelagde en del af kirken. Kun vestmuren blev stående.
Man sagde, at dengang var der hele 21 kirker på øen, og de 18 forsvandt i vandmasserne.
Århundredes lidelseshistorie
Det fascinerende ved Nordstrands historie er en årtusindgammel lidelseshistorie og en vig kamp mod Blanke Hans. Krønikeskriverne, der alle er gejstlige mænd, forklarede naturkatastroferne som Guds straf for beboernes tøjleløshed og gudløsehed.
Guds straf over det syndefulde sted betød at pesten i 1350 betød, at der manglede folk til at vedligeholde digerne.
De kunne ikke vide, at landet her i løbet af århundreder langsomt med sikkert sænker sig. En stor del af øen har allerede længe ligget under den normale vandstand. Ved digebrud blev landet derfor hurtigt oversvømmet.
Blanke Hans tager og giver
Digerne var dengang ikke høje nok og svarede vel ikke til de krav, der burde stilles. Men Blanke Hans tager og giver. En stor del af den ødelagte ø har aflejret sig som bundfald inde ved fastlandskysten. På den måde har man kunnet inddige talrige nye koge. Ved systematiske landindvindingsarbejder vil fastlandet forskyde sig længere og længere mod vest. En dag vil det også nå ud til de områder, som friserne mistede ved de skæbnesvangre naturkatastrofer. Og dog, for det afhænger af strømforholdene som hele tiden ændrer sig.
I lang tid var Rungholt kun en legende
I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen beviser fra tiden inden 1362. Men mellem 1921 og 1928 dukkede der pludselig rester af volde, bygninger og brønde frem. Fundene blev systematisk registreret. Og de blev bekræftet ved hjælp af gamle kort. Særlig Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en stor rolle.
I et testamente fra 1345 fik man oplysninger om Rungholt. En handelsaftale med købmænd fra Hamborg dateret 1. maj 1361 dukkede op, og kunne bekræfte, at legenden var sand.
I 1906/1907 var Nordstrand ikke mere en ø
På Nordstrand har man stadig en digevagt, der kigger efter skader.
I 1906/1907 blev Nordstrand første gang med en 2,6 kilometer lang dæmning gjort landfast med fastlandet.
Farisær kommer fra Nordstrand
Den berømte drik, Farisær er opstået på Nordstrand. Hos friserne var var det tradition for at man i selskab med pastor Georg Bleyer. Da bonden Peter Johannsen skulle have døbt det sjette eller syvende barn opstod den drik. Flødeskummen forhindrede at rommen i kaffen lugtede af alkohol. Og pastoren regnede med, at det var almindelig kaffe med fløde.
Om pastoren fattede mistanke, da selskabet grundet kaffe med fløde pludselig blev opløftet, melder historien ikke noget om. Jo en Farisær er i dag frisernes nationaldrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet, Digebyggeri, og Marsken: Se her:
www.dengang.dk indeholder 119 artikler fra det gamle Sønderjylland herunder: