De tyske flygtninge på Nørrebro

De tyske flygtninge måtte ikke kontakte lokalbefolkningen. Frit Danmark kaldte dem for ”Parasitter”, og mente, at ingen hjælp skulle ydes hverken flygtninge eller sårede tyske soldater. Handelsministeriet indførte også et forbud mod salg af mad til flygtningene. Forholdene var kaotiske. Lig blev ikke fjernet. Der var ingen lægemidler, og der diskuteres endnu, om der blev givet nok lægehjælp. Vi kigger på forholdene i Folkets Hus, Jagtvejens Skole, Sjællandsgades Skole, Stevnsgades Skole og andre steder. Nørrebro – borgerne hånede i læserbreve, de tyske flygtninge. Da 60 præster forsøgte at forsvare de tyske flygtninge blev de mødt af det modsvar, at der er forskel på Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed.

 

Forbud mod at kontakte lokalbefolkningen

Vi har her på siden beskæftiget os en del med tyske flygtninge. Vi har kigget på, hvordan de blev behandlet af os. Og her er det jo vidt forskellige opfattelser. Lægerne ønskede garanti for, at danskere slap ud af KZ – lejrene, inden de tyske flygtninge fik lægehjælp.

Temmelig mange tyske flygtninge døde under dansk internering. Men det skyldes deres dårlige forfatning, lyder det fra dansk side.

Medierne var i høj grad med til at sprede den dårlige stemning om de tyske flygtninge. Og disse havde forbud mod at kontakte lokalbefolkningen.

 

Aldrig frivillig hjælp til tyske flygtninge

Indtrykket er, at de tyske flygtninge fik en bedre behandling i Sønderjylland. Her gjorde Det Tyske Mindretal et stort arbejde for at pleje flygtningene. Og hos mange fra Det Tyske Mindretal var flygtningene privat indkvarteret.

I april 1945 kunne man i Frit Danmark under overskriften Parasitterne læse at enhver hjælp til tyske flygtninge og sårede tyske soldater kun skal ydes under direkte tvang og aldrig med frivillig medvirken.

 

Møder mange tyske efterladte

Vi møder stadig en masse tyskere rundt på arkiverne, der sørger efter deres efterladte. Og det er ikke altid lige let at finde frem til de rette. Og så har de efterladte fortalt ret så dramatiske historier. Det er selvfølgelig historier, som vi forfølger. Men selvfølgelige skal vi have noget konkret at gå ud fra.

 

En ny bog giver os endnu mere

I en forholdsvis ny og pragtfuld bog af Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 fokuserer en af kapitlerne netop på de tyske flygtninge. Nu var Nørrebro slet ikke ukendt med indvandrere. Man skulle så tro, at befolkningen var mere tolerant. Men det var nu langt fra tilfældet.

Vi har i denne artikel kigget på dele af afsnittet Undtagelsestilstand: Indvandrere på Nørrebro 1935 – 1947.

Garbi Schmidt har kigget på masser af erindringer, ugeblade, lokale aviser, almindelige dagblade og meget mere. De lokale brød sig ikke meget om de tyske flygtninge.

 

Forbundet med nazisme

Besættelsestiden, særlig de sidste to år havde gjort stort indtryk på Nørrebro – borgerne. Og det skulle de tyske flygtninge undgælde for.

Vi har tidligere anmeldt Nørrebros Indvandringshistorie og i slutningen af artiklen henviser vi til relevante artikler på vores hjemmeside.

Flygtningene blev af danskerne forbundet med nazisme, krig og besættelse. Og de kom mange på en gang. Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 ankom ca. 250.000 flygtninge til Danmark. Men også et stort antal sårede tyske soldater kom hertil. Ja man mente, at der kom cirka 50.000 sårede soldater hertil.

 

59 skoler beslaglagt

Flygtningene startede med at blive indkvarteret på kaserner, som tyskerne havde overtaget, men snart måtte der skaffes flere indkvarteringsmuligheder. Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt.

Det var nu ikke alle skoler, der blev brugt til tyske flygtninge. Nogle af skolerne blev brugt til lazaretter. Og efter besættelsen blev nogle også brugt til frihedskæmpere, politi og soldater fra Den Danske Brigade. En enkelt skole blev brugt som interneringslejr for allierede soldater.

 

Forholdene var kaotiske

Forholdene var kaotiske. De danske myndigheder afslog før befrielsen at tage sig af flygtningene. Særlig på det sanitære område var det frygtelig.

Fra de allieredes side havde man heller ikke begreb om størrelsens omfang. Således mente den engelske general Dewing, at alle de tyske flygtninge bare kunne indkvarteres i Oksbøl – lejren.

Borttransport af lig standsede i dagene efter kapitulationen. Og snart var der mangel på allernødvendigste hjælpemidler og forbindingsstoffer.

 

Det kneb med undervisningslokaler på Nørrebro

Det kneb med at få undervisningslokaler nok til børnene. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, NORA Bio, KFUM og frokoststuen på en lokal hesteskosfabrik for at få lokaler nok.

En tidligere medarbejder fra Jagtvejens Skole har i en beretning fortalt om, hvordan de fordelte børnene til 4 – 5 forskellige institutioner, Anna – Kirken, Havremarkens Skole, et asyl, et privathjem og Frelsens Hærs lokaler i Gartnergade.

Under disse forhold tog skulkerierne og forsømmelserne til. Gang på gang måtte man sende børnene hjem, fordi de lokaler, som man havde fundet, skulle bruges til andre formål.

 

Flygtningene skulle ikke have noget

Der er eksempler på Nørrebro, hvor skolen efter at den blev forladt af elever, blev tømt for alt nagelfast. Alle gardiner blev simpelthen skrællet. Man havde hørt, at der kom nogle fra Østpreussen. Og de tyskere skulle sandelig ikke have noget. Men de lignede nu ikke et herrefolk, da de ankom. De unge mennesker på Nørrebro lokkede pengesedler ud af de tyske flygtninge mod lovning mod, at de ville hente Wienerbrot til dem. Men det fik flygtningene aldrig. De unge mennesker følte, at de nu havde gjort deres bidrag til Frihedskampen. Men det var bare ærgerligt, at tyskernes pengesedler var komplet værdiløse.

 

Vil De modtage min private kapitulation

På Hillerødgades Skole var 1.000 kvinder med småbørn installeret. Nogle var ganske spæde. Maden fik de fra Folkekøkkenet. Senere blev der sat en stor kedel i gården. Og det var altid sammenkogte retter.

Da flygtningene skulle flyttes ud på Kløvermarken, blev der banket på hos skolebetjenten. En af de mandelige flygtninge kom med tårerne trillede ned af kinderne og bankede på døren:

• Hitler er jo død, vil De Hr. Gustavsen, modtage min private kapitulation

Dermed lagde han sin hemmeligholdte revolver på bordet.

 

Børnene fik at vide, at tyskerne var grimme

Børnene havde af deres forældre fået at vide, at tyskere var slemme og grimme folk. Men de var nysgerrige, og gloede tit på de mange børn og kvinder i skolegården på Sjællandsgades Skole. Og det var langt fra alle tyske piger, der var grimme. Mange var mørkhårede og lidt eksotisk af udseende.

Men børnene havde også fået at vide, at de havde lus. Så var det dem i den danske befolkning, som mente, at de tyske flygtninge ledte i bar overflod. Men de fleste var dog af den overbevisning, at de tyske flygtninge levede i skidt og møg og det i sig selv var en sundhedsfare.

 

519 stuvet sammen i Folkets Hus

I 1945 skrev Politiken om forholdene i lejren i Folkets Hus på Jagtvejen:

• De store sale er mørke og triste og her sover et par hundrede mennesker. Kun en lille gang er fri mellem halm – sovepladserne. Luften er tyk, og hygiejnen må under de forhold være under det forsvarlige

I maj 1945 var der i Folkets Hus stuvet 519 flygtninge sammen.

 

Vi vil ikke rage i Nazi – lort

I foråret 1946 indsamlede daværende gymnastiklærer H.P. Langkilde en del beretninger om tyskerne på Nørrebro. En af disse var om forholdene på Stevnsgades Skole.

Her var til at begynde med 400, mest kvinder og børn og ganske få ældre mænd. Adskillige småbørn blev født her. Mødrene måtte tørre de små numser med halm. Potterne blev hældt ud i WC’ erne i gården. Disse blev snart tilstoppet, og det flød med uhumskheder. Og de danske håndværkere ville ikke reparere det:

• Vi vil fandeme ikke rage i det nazilort.

 

”Das wissen wir Hrr. Director”

På Stevnsgades Skole fik de dog et nogenlunde tåleligt forhold til de tyske flygtninge og hjalp dem med at få oplysninger over deres poder som lå på lazarettet. I slutningen af august 1945 forlod flygtningene, skolen og inspektør Boolsen gav en afskedssalut:

• Nu hvor De skal væk herfra, vil jeg ønske for Dem, at De snart må komme hjem, og så kan De jo lære deres sønner, at af krig kommer der intet godt

De græd og sagde:

• Dass wissen wir doch schon Hrr. Director

 

Forfærdelige forhold på Jagtvejens Skole

Men det var langt fra alle steder, der var så godt et forhold. På Jagtvejens Skole var cirka 500 tyske flygtninge forsamlede. Her var de fra april 1945 til april 1946. Lærere fortæller med foragt i stemmen om forholdene.

Her var en hær af lasede, pjaltede og snavsede mennesker. Lugten af den væske, der blev brugt til aflusning, gennemtrængte bygningen. Kloarkerne blev tilstoppet gang på gang. Ofte var det uudholdeligt for skolens danske beboere.

Larm var det hele tiden, støj, barneskrig, børneskrål, skænderier.

 

Flygtningene skal ikke bruge vore kirker

I læserbreve i det lokale Nørrebro Folkeblad får de lokale beboere i den grad udbredt deres utilfredshed. Således mener man ikke, at de lusebefængte tyskere skal bruge vores kirker. Præsterne skal heller ikke fraternisere med tyske flygtninge.

Præsten fra Simeons Kirke, Henry Rasmussen svarede igen, og fortalte, at det drejede sig om en konfirmation, og at der var en tysk præst til stede.

 

Handelsministeriet forbød salg af madvare

Andre mente igen, at de fik en al for god forplejning, og ar vi var alt for blødsødne over for det tyske herrefolk. Men Handelsministeriet havde den 7. maj 1945 udsendt et dekret om, at ingen måtte sælge varer (herunder mad) til tyske civile flygtninge.

 

Man diskuterer endnu om der blev givet nok lægehjælp

Og endnu diskutere historikerne, om der blev tilbudt nok lægehjælp til flygtningene. Man er endnu ikke enige i, hvor mange flygtninge, der døde af underernæring. Mellem den 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt.

 

Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed

Den 24. juni 1945 opfordrede 60 præster i folkekirken i en opfordring i Berlingske og Politiken, at man undlod at tale om karaktermæssigt laverestående mennesker. Tyskerne levede hverken uhumsk eller overdådigt hed det i opfordringen.

Et svar forekom dagen efter i Information. Her hed det sig, at

• Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed ikke er det samme

 

Kilde:

• Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010
• Pensionisterindringer (div.)
• Nørrebro Folkeblad (div.)

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 235 artikler fra Det Gamle Nørrebro

• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Tyske Flygtninge
• Flygtninge i Tønder

 

• Læs også anmeldelsen af Garbi Schmidt: Nørrebros Invandringshistorie 1885 – 2010: Indvandring på Nørrebro

 

www.dengang.dk indeholder 163 artikler fra Besættelsestiden og 2. verdenskrig

Søfartshistorier fra Aabenraa

Der var mange store kaptajner i Aabenraa. For mange var det et risikofyldt job. De var ude i al slags vejr. Mange led skibbrud. Og mange steder var der også pirater og røvere. Men i næsten alle havne mødte man bekendte. Heldigvis er det også lykkedes at skrive en masse erindringer ned. Særlig i 1920erne gjorde man meget for at få fastholdt Aabenraa’ s storhedstid. I byen var der et væld af skibsværfter.

 

Købmanden mistede alle sine skibe

Christoffer Conrad Fischer (1736 – 1810) sejlede hos en af de store købmænd i Aabenraa, Cornelius Cornelsen. Men ak, efter englandskrigen var det mange der led i Aabenraa.

Sådan gik det også for Cornelsen. Han mistede alle sine skibe. Og kaldte alle sine kreditorer til. Han fremviste sit guldur og spurgte om det kunne række. Også fra sin bolig i Storegade måtte han flytte. Når han fremover gik ture på gaden, gik han aldrig forbi sit tidligere hus.

 

Slået ned på prøvetur

Men denne Christoffer var et hidsigt gemyt. Således melder historien, at han slog sine medredere ned på en prøvetur.

Christoffer fik seks børn med den første kone og tre med den anden kone. Men også han oplevede skibrud. I ni dage lå de på en øde ø, og det var faktisk Elba.

 

Hele 70 – 80 skibe på redning

De kaptajner, der boede i Slotsgade førte skibsmateriel op af åen. Hele 70 – 80 skibe lå på reden dengang.

Vi har efterhånden gengivet en del søfartshistorier fra Aabenraa. Og vi har da også før kigget på den berømte Fischer – familie.

 

Erindringer blev nedskrevet

I 1920erne blev Aabenraa – borgere opfordret til at skrive deres erindringer ned. Man ville godt bevare erindringerne af Aabenraa’ s storhedstid. Det var netop Kaptajn Fischer, der slog til lyd for, at de folk, der havde oplevet søfarten skulle skrive det ned.

Dette resulterede også i, at Kaptajn Hans Schlaikier og amtslæge Mads Michelsen fik udgivet Aabenraa Søfarts Historie (1929). C.C. Fischer bakkede alle de historiske ting op til sin død i 1933.

 

Spændende beretninger

Ligesom Hans Bruhns erindringer indeholder også Fischers erindringer:

• Slægten
• Slægtens skibe
• Dramatiske situationer

 

Familien Bruhn’ s erindringer

Hans Bruhn skriver om 1860erne og beskæftiger sig primært med sejladsen på Sydamerika. Vi kigger tilbage på Jørgen Bruhn’ s tid efter Englandskrigen i 1820erne. I 1840erne sejlede de første Aabenraa – skibe til Østen. Flere skibe sejlede til østen uden at vende hjem igen.

 

Den mest dansksindede

Den mest dansksindede var vel nok Frederik Fischer. Denne har vi også beskrevet på vores side. Da han blot var ni måneder gammel, blev han ramt af børnelammelse. Han kunne derfor ikke følge familietraditionen og gå til søs. I stedet kom han i urmagerlære.

I 1830 kunne han nedsætte sig som mester. Men lige så meget interesserede naturvidenskab og samfundsforhold sig ham.

 

Freja

Den 20. august 1839 fik Frederik Fischer privilegium at han måtte påbegynde udgivelsen af ugebladet Apenrader Wochenblatt. Oprindeligt var det hans plan, at det skulle være tosproget, men snart skiftede han opfattelse, at bladet udelukkende skulle være på dansk.

Fra 1849 hed bladet Freja. Og det blev fjenderne ikke mindre af. Jo det var danskernes vigtigste talerør i Nordslesvig. Den 4. juni 1871 døde Frederik Fischer.

Men inden da, var onkel Frederik blevet udvist under treårskrigen til Barsø.

 

Frederiksklubben

Christoffer Conrad Fischer var den 11. december 1848 sammen med Frederik Fischer blandt stifterne af Frederiksklubben. Som havnefoged tog Christoffer Conrad Fischer haveflaget ned, inden prøjserne kom. Dette flag befinder sig nu i museet.

Omkring 1856 blev Nyvej anlagt. Indtil da, havde det kun været Skibbrogade, der gik ned til havnen. Midt i 1850erne var den første dæmning også lagt over til Lindnakke

 

Masser af skibsværfter

Der var masser af skibsværfter dengang i Aabenraa:

• Michelsens, der blev overtaget af Jacobsen
• Så var det Thorkild Andersen, Rabens, Reimars og Paulsens
• Foruden dem var det endvidere Lunds og Holms værft, sidstnævnte blev senere stor i Hovedstaden.

 

Det største værft lå ude på Kalø

Men byens største reder og bygmester var dog stadig Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede her i 50’erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, men den forliste ved Læsø. Master m.m. blev brugt til Cimber.

Jørgen Bruhn ejede også Nymølle, Knappen, Teglgården på Lindsnakke, Vejrmøllen og flere huse i byen.

Hele byen var efterhånden afhængige af skibsfarten.

 

Man bevægede sig ud i verden

Først rejste de kun til Middelhavet, senere gik turen videre ud til Brasilien, Østasien, Kina og Japan. I begyndelsen var der ikke ret mange havne, der var åbne i Japan. Når man læser de oplevelser, som søfolkene har oplevet i det fjerne, ja så er det mere spændende end en kriminalroman.

 

Man så kendte Aabenraa – kaptajner i fremmede havne

Og overalt i de fremmede havne optrådte danske skippere ofte fra Aabenraa. Det var også i 1860, hvor Suez – kanalen åbnede. Da C.C. Fischer endelig kom hjem fra det fremmede, fik han det sidste skib, som skibsbygger Skifter Andersen byggede. Det hed Charlotte Christine.

 

Sendte konen hjem med tre børn

Også en tredje gang sejlede Fischer i 1870 ud mod øst. Han blev derude en del år, og blev også gift derude. Det var farligt om natten, for kineserne dengang stjal som ravne. Ja de kunne også finde på at stjæle hele skibet for så at brænde det af.

I 1877 sejlede konen hjem nu med tre småpiger. Atter engang havnede Fischer i skibrud. Halvdelen af mandskabet gik ned med forskibet. Men vores hovedperson klarede også lige en japansk kaptajnseksamen.

 

Badeanstalt og så ikke til søs igen

Jo, Fischer var meget imponeret af japanerne. Han fortalte også, at de selv førte deres skibe til Europa. Selv om de var krigere, var de også dygtige fiskere og bådfolk. Efter fem år ville Fischer vende vejen hjemad. Og hans kone mente så, at han skulle føre dampvaskeri og en badeanstalt og ikke tage til søs igen.

 

Danskerne stemte på ham

I 1882 var der borgmestervalg. Der var opstillet tre kandidater. Men tyskerne regnede slet ikke med Vreden. Men nu så det ud som om, at alle danskere havde stemt på ham. Så måtte man gå ud fra, at han betalte tilbage.

12 år efter skulle Vreden igen vælges, og igen stemte danskerne på ham, og han blev valgt.

 

Folkehjem blev købt

Køllerpolitikken forbød værter at leje lokaler ud til dansksindede. Og dette gav også værten på Schweitzerhalle i Aabenraa problemer. De dansksindede tilbød så 30.000 mark for herlighederne, men det skulle holdes hemmeligt. Betingelsen var at værten med det samme skulle gå hen til sin advokat og få aftalen underskrevet. Det var ikke noget gå hjem og rådføre sig med konen. Og så blev Folkehjem til de dansksindede.

Men borgmesteren ville ikke tillade servering af spiritus. Men man var nu ikke tabt helt bag vognen så fandt man bare på andre kreative ideer.

Da man skulle have tilladelse til at afholde bal i Frederiksklubben inviterede man selvfølgelig borgmesteren, og så fik man tilladelsen. Kort tid efter oprettede man også Selskabelig Forening.

Frimenighedskirken var Fischer også med til at bygge. Under byggeprocessen forsøgte myndighederne hele tiden at spænde ben.

 

Udvisningen blev ophævet

I 1902 skulle C.C. Fischer også udvises. Men udvisningen blev der ophævet af overlandretten.

 

Ridderkorset

I 1929 fyldte C.C. Fischer 85 år. Han var efterhånden blevet et nationalt ikon og man kunne købe postkort af hans hus. Nordschlewigsche Zeitung syntes, at det var en skam, at man mindedes de lokale tyske myndigheders behandling af ham.

Da Sønderjylland vendte tilbage fik Fischer overrakt det danske ridderkors. Den 29. oktober 1933 døde han, 89 år gammel.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere om Aabenraa og Søfart: Se

• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Briggen Chico af Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa

 

Da Rømø fik et Nordseebad

Pastor Jacobsen fra Skærbæk var meget initiativrig. Og ikke alle af de blokhuse, som han havde fået hjem var lige pæne. Tænk, der var direkte vogn fra Berlin til Skærbæk. Jo man fik sandelig en bane på Rømø. Og den holdt helt til 1940. Så opfandt man lige et par ruiner for at imponere turisterne. Hvert år fik børnene gratis gaver ved sejrs – festen. Men så holdt dette op. Pastor Jacobsen havde et underskud på 2 millioner kroner. Storhedstiden var over. Rørdam og Clausen anbefalede nu Havneby. Her var det bedre at spise men også godt at bade. Under Første Verdenskrig forfaldt det hele. 

 

Den danske konge på Föhr

Ny fleste Nordsøøer havde oprettet badesteder. Føhr var den første, der oprettet badested. Ja de gjorde det allerede i 1840. Og her holdt den danske konge Christian den ottende flere gange ferie. Senere fulgte Amrum, Sild og Westerland. Ja her kunne man endda møde den tyske kejserfamilie.

 

En meget initiativrig herre

Den 15. juli 1898 startede det nyets skud på sammen Nordsø – badet på Rømø. Det var præsten i Skærbæk. Johannes Christian Jacobsen, der stod bag foretagenet. Han var kommet til sognet i 1884, og det skulle snart vise sig, at man var en meget aktiv herre. I løbet af 1890erne oprettede han adskille foretagender i byen og omegnen.

 

Kreative navne til blokhusene

Nu mente har også, at der skulle være et badested på Rømø. Læser vi i programmerne for årene fra 1899 – 1902 får man indtryk af, at det var et særdeles stort foretagene.

Et stort klitareal var blevet købt. En række norske bjælkehytte var blevet importeret men også et pat stykker fra Harzen. Hytterne fik nogle prangende navne. Således blev et kaldt for Mäuseturm. Det skyldes, at nogle af de første beboere kaldte hinanden for Mäuschen.

En anden hytte blev kaldt for Eulenburg, fordi der havde siddet en slørugle på taget om aftenen. Ja og så ville pastoren have at man huske den germanske fortid på Rømø! Hytterne fik navne som Niffelheim, Walhall, Gudruns – ruh eller Mimiershöhle.

Andre af hytterne var opkaldt efter tyske kolonier. Det var ingen tvivl op, at de ægte germanere skulle føle sig hjemme.

 

Ikke alle hytter var lige pæne

I programmet blev man opfordret til at bestille blokhus i ordentlig tid, da efterspørgslen kan forventes at blive stor således, at der trods en fordobling i antallet af blokhuse siden sidste sommer mådeses en mangel på boliger i højsæsonen, som det står i programmet for 1900.

Selvfølgelig skulle restauranten hedde Kaiserhalle. Og det blev faktisk stående i lang tid, selv om den mistede noget af det germanske pynt efterhånden.

Inden for klitrækken i brakvandssøen var der udlejning af kanoer. Og her blev nok den mest rædselsfulde hytte opsat. Den fik det romantiske navn Swanhilds – Ruh.

Fra blokhusbroen blev der opført en gangbro over hele den breve forstrand til strandkanten. Her lå Strandhalle, hvor man kunne få en forfriskning. Herrebadet var til højre og damebadet til venstre. Og moralen var det også sørget for.

 

Direkte vogn fra Berlin til Skærbæk

Nu var det lidt besværligt at komme her over til Rømø. I programmet er der også trykt togplan fra Hamborg til Skærbæk. Derfra kørte man med hestevogn til brohovedet. Herfra sejlede dampskibet til Kongsmark.

I sommeren 1902 var der indsat direkte vogne i toget fra Berlin ril Skærbæk. Ja man kunne rejse fra Berlin klokken 9 om formiddagen og være på Lakolk klokken 8 om aftenen. Det var efter datidens forhold en meget hurtig forbindelse.

Onde tunger fortæller, at da pastor Jacobsen fuld af forventning indfandt sig på Skærbæk Station den dag, da den første vogn fra Berlin ankom, blev han skuffet, idet der kun var en enkelt familie med, som ønskede at besøge Nordseebad Lakolk.

 

En ”Spuhrbahn” på Rømø

Når skibet kom fra Kongnsmark efter cirka 50 minutters sejlads, hvis der ikke var forsinkelser på grund af maskinskade, eller fordi det strandede på vaderne.

Det skam af skinner til Lakolk. I de første år blev banen betegnet som Dampf – Spurbahn. I 1900 blev det betegnet som Spuhrbanhn. Damphesten kom aldrig.

Troljebanen ved Lakolk blev trukket af to heste. Nu havde de også kun en vogn og trække med. Man havde planer om noget langt større. Men banen holdt alligevel til 1940.

 

Lidt klodset måde at sætte tekst op på

Jo pastoren gjorde sandelig meget for at lokke turister til. Men teksten op brochurerne var klodset og rodet. Naturen blev prist i høje skyer. Der blev brugt meget plads på at fortælle, hvordan en ørn fanger en hare.

 

Ruiner findes frem

Endvidere bliver der brugt masser af tid til at forklare kvindedragten. Ja og meget overraskende får vi at vide, at Lakolk var navnet på en gammel forsvunden frisisk landsby:

• Ved usædvanlig lav ebbe, bliver ruinerne (ordet fremhævet i teksten) af denne landsby, som opslugtes for århundrede siden, synlig på den oplukkede sandbakke ca. en halv mil fra klitterne.

 

I den tyske ånd

Lakolk skulle have været et ægte tysk foretagende. Det skulle have været et kulturcentrum, hvorfra den tyske ånd, skulle brede sig.

• Under pastor Jacobsens anførsel drag krigsforeningen ned til stranden, hvor der brændte et mægtigt bål, hvis gnister knitrende steg til vejrs fra tjæretønderne.

 

• Et ejendommeligt trylleri grab sjælen, havns brusen, midsommerbålets blusende luer, som højtflammende slog op imod den mørke skydækkede himmel, og i bålets skær pastor Jacobsen, om holdt eb pragtfuld, af oprindelig edda – kraft og stolt germanisme fyldt prædiken til havet. Dertil tonerne af patriotiske melodier. Sandelig, der var en smuk og stemningsfuld fest, fuld af dybtgribende virkning!

 

• Senere holdtes der kraftige taler i Kaiserhalle. Pastor Jacobsen oratoriske mesterskab var af tændende virkning. Bankdirektør Lassen talte i tændende ord målbevidst og energisk om situationen og tyskhedens kulturopgaver i Nordslesvig. Og i glassene klang.

 

 

 

Sejren blev fejret hvert år

Den 2. september blev det fejret lige som en helligdag. Da vandt tyskerne over franskmændene i 1870. Som led i fortyskningsprocessen, blev børnene fra øens tre skoler inviteret til sejrsfest på Hotel Römerhof (Hotel Rømø i Kongsmark). Dette hotel lå ved anløbsbroen og var en del af Lakolk – etablissementet.

Lærer Dahl fra Sønderby Skole kan huske, hvordan festen var i 1903:

• Som i de tre foregående år, blev dette år Sedan – festen t for alle øens skolebørn på hotellet ”Römerhof” i Kongsmark. Festen indledtes med en tale af lærer (I år var det undertegnede). Talen sluttede med at leve for kejseren og derpå sang nationalsangen. Så legede børnene under lærerens tilsyn og ledelse og senere blev de beværtet med chokolade og kager, og hvert barn fik overrakt en lille nyttig gave. Til slut holdt Hr. pastor Paulsen en tale, hvor han på børnenes vegne takkede festens givere, badeselskabet ”Lakolk” og Kurgæsterne.

 

Storhedstiden var over

Også de følgende tre år omtales Sedan – festen på Römerhof, men i 1907 skriver lærer Dahl:

• Sedan – dagen blev i år mindet i skolen, da der ikke afholdtes nogen børnefest på Römerhof i Kongsmark. Badedirektionen fra Lakolk havde ikke inviteret.

Storhedstiden på Lakolk var ovre. I de følgende år opretholdt man traditionen ved Sønderby Skole, idet lærerne og nogle forældre betalte, så der kunne holdes en fest for børnene. Da lærer Dahl gik af i foråret 1913, ophørte man at fejre Sedan – dagen på Rømø.

 

Underskud på to millioner kroner

Den første sæson kom 300 badegæster, og næste år var der 2.200, så man var optimistiske, men det gik hurtigt ned ad bakke. Pastor Jacobsen var ganske vist en højt anset mand i tyske kredse, og i 1902 var han opstillet til rigsdagsvalget, men fik under en tredjedel af stemmerne og blev således ikke valgt. I 1903 ramlede hans foretagender sammen som et korthus, og præsten gik fallit med et underskud på to millioner mark, hvilken var efter datidens forhold en formidabel sum.

 

Rejsebeskrivelser fra Valdemar Rørdam

Lakolk var igen blevet normal igen. I 1905 havde Valdemar Rørdam besøgt stedet:

• Lakolks villarækker lå i klitterne med knuste ruder og revnede døre. Træbroerne fra hus til hus var livsfarlige at færdes på for en ikke – flyver. På trappen op til badehotellet styrtede syv sultne tjenere sig over mig for en kop kaffe med 10 penning drikkepenge.

I 1912 skriver han videre, var det blevet gjort lidt i stand derude, fordi et nyt konsortium havde overtaget badestedet, men helt godt var det nu ikke.

Swanhilds – Ruh blev skildret således:

• Frygtindgydende var heller ikke den mugne musikpavillon, som på et brækket og tre halvrådne træben stod tungsindigt ludende i sumpen i øst for havklitterne, men en del af blokhusene var gjort i stand, og der var bygget to nye træhoteller. Der var dog småt med gæster.

Han spiste frokost på Strandhalle:

• Højt over sandrevlen med det grænseløse gråt og sølvgråt gyngende hav foran sig. Der kom flere gæster ud. Alle hilste de. Alle kendte hinanden. Da en dame forlangte ikke en kop, men en kande kaffe, kom jomfruen hen og bad om lov at tage min kande. Det var den eneste, hun havde.

Selv om den demonstrativt danske Rørdam finder stedet gemütligt med tysk ü, er det, skriver han:

• For tyskere af det borgerlige selskab, som der står i programmet afgjort ikke for os.

 

Rørdam og Clausen anbefaler Havneby

Samme mening har H.V. Clausen, der i sin rejsehåndbog Sønderjylland (1913) skriver:

• Badestedet Lakolk, et af Pastor Jacobsens foretagender, fører en syngende tilværelse, der bør absolut skys af danske.

Både Rørdam og Clausen anbefalede man hellere til Havneby Kro. Hos gæstgiver Laust Schmidt i Havneby var der fuld pension for 4 Mk. Det var udmærket og rigelig kost. Beliggenheden var fortrinlig, beliggenheden var lige ved sydøstkysten med sandskrænter til fri badestrand, fast bund og ved flodtid et par alen saltvand frisk ind fra Vesterhavet, skriver Rørdam. Han mente selv, at den ved Lakolk er dårlig.

 

Lakolk forfaldt under Første Verdenskrig

Under Første Verdenskrig forfaldt Lakolk fuldstændig. Efter Genforeningen blev det hele overtaget af en gæstgiver ved navn Rasmussen. Men badestedet fik ingen virkelig betydning før dæmningen blev åbnet i 1948.

I 1958 overtog søstrene Maren og Kirsten Høyer hotellet og restauranten (Kaiserhalle). Da hotellet brændte i 1965, byggede de et nyt Hotel Lakolk, en lav grå betonklods i klitternes lyse landskab. Efter Maren Høyers død i 1973 blev hotellet drevet videre af Kirsten Høyer.

 

Kilde:

• E. Sørensen: Rømø’ s Historie
• Christiansen: Vesterhavsbadet
• Packerang: Pastor Jacobsen i Skærbæk og de kirkelige myndigheder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø – endnu engang
• Rømø – den tredje tur
• Føhr en ø i Vadehavet

 

Udleveret til Tyskerne

Det var den 22. juni 1941, at Dansk Politi viste en stor iver og anholdte fem gange så mange kommunister, som tyskerne egentlig forlangte. Noget tyder på, at denne aktion havde været planlagt i længere tid. Et kartotek med over 60.000 navne var allerede udviklet. I 1930erne havde Københavns Politi et tæt samarbejde med Gestapo. Man brugte ulovlig overvågning uden dommertilladelse. Så allerede dengang overtrådte man Grundloven. Og kommunister blev betragtet som dybt kriminelle. Uden at nogen politikere eller medier stillede spørgsmål indførte man en såkaldt nødret, som skulle berettige grundlovsbrud. At 95 kommunister alligevel flygtede fra Horserød kan vi takke det danske vagtmandskab for. Men 21 døde i KZ – lejr Stutthof. En ”skændig” lov skal man aldrig bruge som forbillede.

 

En grundlovstale

Havde Den Gamle Redaktør her, hørt forkert, da han i en Grundlovstale hørte vores nuværende justitsminister bruge den såkaldte Kommunistlov af 1941 som forbillede? Anledningen var omtale af et lovforslag, der skal kriminalisere holdninger og ytringer, ikke kun handlinger. Det er vel også lige på kanten af Grundloven.

Det er problematisk at legitimisterne en omstridt lov fra 2016 med henvisning til loven fra 1941.

 

Offensiv mod Sovjet

Søndag den 22. juni 1941 brød Hitler uden varsel sin besynderlige Ikke – Angrebspagt mod Stalin. Han startede sin offensiv mod Rusland med 5 millioner mand. Det var den offensiv som sluttede ved Stalingrad.

 

66 ledende kommunister, tak

Samme morgen startede dansk politi, efter en natlig godkendelse fra den stærkt svækkede Stauning, en brutal razzia mod de danske kommunister.

Tyskerne havde forlangt 66 fremtrædende medlemmer af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) arresteret. Disse blev trukket fra det danske politis store kartotek. Landets 71 politikredse blev alarmeret via telefon og fjernskrivere.

 

En kæmpe iver

Rundt omkring udfoldede der sig en kæmpe iver for at få fat i kommunistiske landsmænd. Så godt som ingen landsmænd rørte en finger for, at dette ikke skulle ske. Kommunisterne var hadet af langt de fleste i det danske samfund.

Og politimestrene gik til sagen. Alle ledige politifolk var sat ind. I løbet af få døgn kunne landets 71 arresthuse og Vestre Fængsel melde om 327 anholdte, eller cirka fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt.

 

Griffenfeldsgade 50

En særlig aktion gik i gang mod DKP’ s kontorer i Griffenfeldsgade 50 på Nørrebro. Klokken seks om morgenen havde kriminalassistent Lars Jensen Hansen fra Station 7 fået at vide, at han skulle stille i Parolesalen på Politigården.

Han var fremme kvarter i syv. Efter at have ventet en times tid får han ordre af sin overordnede politikommissær J. Odmar at tage ud til Arbejderbladet, DKP’ s dagblad som har redaktionslokaler i partihovedkvarteret i Griffenfeldsgade. Hans opgave er at anholde de partimedlemmer, der dukker op.

Aktionen startede lidt over 10 med 20 danske betjente. Nogle var i civil, andre var i uniform. To SS – officerer deltager i aktionen. Op ad formiddagen dukker de første partimedlemmer op. De anholdes med det samme.

Efter aktionen lukker politiet partilokalerne og Arbejderbladets redaktion. Ved nytårstid 1942 bliver Lars Jensen Hansen forfremmet til souschef for afdeling D, efterretningstjenesten hos Københavns Opdagelsespoliti.

 

Omstyrtning af det kapitalistiske samfund

Partiet opstod i kølvandet på den russiske revolution på linje med andre partier i hele Europa. Det var et revolutionært parti i modsætning til Socialdemokratiet. De ville omstyrte det kapitalistiske samfund og skabe en ægte socialistisk stat af ligestillede borgere.  Ledet af arbejderklassen.

 

Socialdemokraternes største fjende

Hovedfjenden for det store Socialdemokrati var ikke nazisterne, men kommunisterne. Nazisterne bestod af en række galninge, mente socialdemokraterne, mens kommunisterne var ret så velorganiserede. De havde også rod i arbejderbevægelsens forskellige led. Socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen havde længe krævet kommunistiske ledere interneret.

 

Største fare for samarbejdspolitikken

Man skal også huske på, at den største fare for at samarbejdspolitikken ville bryde sammen, var kommunisterne. De var i stand til at danne en direkte modstand mod tyskerne, og det viste sig jo også senere.

 

Kommunisterne skabte frygt

1930erne var karakteriseret af store sociale spændinger og økonomiske kriser. Det afspejlede sig også i det politiske liv. En ung socialdemokrat mistede sit liv efter et sammenstød med en flok plakat – opklæbende ungkommunister. Denne episode forstærkede spændingerne.

Da kommunisterne med nød og næppe kom ind i Folketinget i 1932 skabte det stor frygt hos alle partier især Socialdemokratiet.

 

Rivalisering i politiet

Indbyrdes i politiet var der rivalisering mellem forskellige grene af etaten, særlig mellem Københavns Politi og Rigspolitiembedet. I 1939 blev Rigspolitiets efterretningsvæsen, Sikkerhedspolitiet oprettet. Den daværende chef, Strøbech ønskede en studierejse til England for at studere Scotland Yard. Men det ønskede Thune Jacobsen ikke. Han skulle i stedet sendes til Berlin. Her blev Strøbech så modtaget af personalechefen i Gestapo – amt, Dr. Werner Best.

Det virker lidt absurd, at man af SS skulle kunne lære, at bekæmpe danske nazister.

 

Det Politiske Politi

Det Politiske Politi fungerede allerede i 1800 – tallet i København. Men først i 1927 blev det mere formelt, da afdeling D blev en realitet, da Eigil Thune Jacobsen blev chef for Ordenspolitiet. I 1931 udsendte justitsminister Zahle et cirkulære, der pålagde alle landets politimestre, at supplere afdeling D’ s kartotek. I 1940 – 41 havde dette kartotek omkring 60. – 70.000 navne.

Jo, kartoteket fungerede som en informationscentral for det politiske system. I løbet af en times tid kunne man besvare ethvert opkald om en given person.

 

Offer for samarbejdet

Andreas Hansen fra afdeling D udtalte i 1936 til finsk politi, at der foregår en livlig kommunistisk propaganda.

Denne Andreas Hansen fik en tjenestemands – sag på halsen, tiltalt for utilbørlig samarbejde med Gestapo. Men det var som om, at der skulle statueres et eksempel for både ledelsen og Justitsministeriet var klar over det tætte samarbejde med tyskerne.

 

Kommunistisk protest afvist

I 1933 henvendte det tyske gesandtskab sig ved en direkte henvendelse uden om de diplomatiske kanaler, at Københavns Politi henstillede til trykkeren, at det tysksprogede blad Antifascistische Front, at han ikke længere skulle trykke bladet, som naturligvis var en torn i øjet på den nazistiske regering.

Axel Larsen, der var redaktør på bladet, klagede med henvisning på trykkefriheden. Justitsministeren afviste dog denne anmodning.

 

Ransagninger uden dommerkendelse

I 1930erne foretog politiet mange ransagninger hos DKP. Man stjal også medlemskartoteket. Og ingen af gangene havde man nogen dommerkendelse.

Politiet var virkelig efter kommunisterne. Alle møder blev overvåget. Plakater blev konfiskeret ligesom diverse propaganda – foldere. Man betalte stikkere for oplysninger og havde ligefrem ansat freelance – stikkere. Men nu var alle de oplysninger man fik af disse ikke lige troværdige.

 

Overskridelser af grundloven – allerede dengang

Politiet og Justitsministeriet argumenterede for, at de vil aflytte kommunister uden dommerkendelse. Det skulle bare være den øverste politichef, der skulle anmode om det. Og i 1935 beklagede chefen for opdagelsespolitiet, politiinspektør Stamm, at overgangen til de ny halvautomatiske telefoner vanskeliggjorde sporingen af samtaler.

Alle telegrammer til og fra DKP blev ligeledes kontrolleret. Og når disse blev afsendt i koder, så klarede man også det problem. Man havde købt koden hos en jernbanekontrollør.

Justitsminister Zahle havde selv godkendt kontrol og afskrift af telegrammer til og fra DKP. Det må da hvis igen være en overskridelse af Grundloven.

 

Skruet ned for revolutionen

Ved valget i 1939 opnåede kommunisterne tre pladser i Folketinget. Og det var partilederen Axel Larsen, arbejdsmanden Alfred Jensen og Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen.

Man havde skruet lidt ned for revolutionen og siden besættelsen holdt lavt profil for modsat de fleste danskere, troede de ikke på Hitler’ s Ikke – angrebspagt mod Danmark.

De vidste, at kommunister var blevet udryddet siden Hitler’ s magtovertagelse i Tyskland.

 

Kommunisterne – en usympatisk byrde

Men russernes angreb på Finland skabte især i borgerlige kredse herhjemme en foragt over for kommunisterne. Og så var det jo også lige det, at hvis de kom til magten, ja så måtte den besiddende klasse af med ejendom. Og så var det jo også lige det, at kommunisterne konkurrerede sammen med socialdemokraterne om de samme vælgere.

Partiet havde i 1938 kun 8.000 medlemmer, men de samlede dog 40.000 stemmer for at få de nævnte tre pladser i Folketinget.

Partiet var dog for de allerfleste en usympatisk byrde som et ægte demokrati måtte trækkes med. Pludselig måtte partiet kriminaliseres med tilbagevirkende kraft. Ikke mange satte spørgsmålstegn ved dette heller ikke datidens medier.

 

Justitsministeren ville have flere til at tage ansvar

Men arrestationen af partiets folketingsmedlemmer var desuden grundlovsstridig i anden potens. Rigsdagens medlemmer var nemlig urørlige uden en rigsdagsbeslutning.

Men mens arrestationerne foregik uden grundlovsforhør, dommerkendelser og overvejelser om passende internering var det der optog samfundet at finde en legalisering af grundlovsbruddet.

Her fandt højesteretspræsident Troels G. Jørgensen de vise sten. Han opstillede teorien om nødret til stor lettelse for de resterende politikere.

Justitsminister Thune Jacobsen turde ikke selv tage ansvaret. Han ville både have det parlamentariske demokrati og højesteret gjort medansvarlig, og det lykkedes. Det hele var godkendt på forhånd i et responsum på Højesterets brevpapir.

 

En meget nedværdigende behandling

Også efter arrestationerne fik kommunisterne en meget nedværdigende behandling ikke kun i Horserød men også andre steder.

Selv om det vanvittige antal arrestationer i første omgang blev reduceret uden undskyldning sad der endnu i begyndelsen af august 100 kommunister indespærret i landets arrester og Vestre Fængsel.

I Vestre sad de tre og tre i eneværelser. Og kommunisterne blev dårligere behandlet end andre arrestanter.

 

Stakkels Martin Andersen Nexø

Den kendte 72 årige kommunist og forfatter Martin Andersen Nexø hensad i ugevis under de mest usle forhold i Frederikssund Arrest. Da alle ikke – løsladte i løbet af august blev samlet i Vestre Fængsel, blev vores kendte forfatter indlagt på fængselshospitalet. Det var kun takket være Thune Jacobsens indgriben, at han ikke kom til Horserød. Men det var ikke specielt af medmenneskelige grunde.

• Interneringen af Nexø ville skade opfattelsen af aktionen i udlandet.

 

Langt fra alle var ”ledende”

Nu var det langt fra alle internerede, der havde en ledende funktion i partiet. Ja nogle havde endda meldt sig ud igen. Og blandt de senere internerede Spaniens – frivillige havde langt fra alle været i kamp. Ja nogle havde været sygehjælpere.

 

Enstemmig vedtagelse af grundlovsbrud

Mellem den 22 juni og 22. august fik den danske regering så endelig vedtaget Kommunistloven, der legaliserede forbuddet mod partiet og interneringen.

Det lykkedes at få loven enstemmigt igennem begge ting. Ja Ole Bjørn Kraft mente, at loven var en beskyttelse for kommunisterne.

Det groteske er den dag i dag at læse, hvad nutidens medier mener, set i lyset af, hvad de mente dengang. Razziaen var totalt undertrykt. Men folketingsdebatten blev refereret og der var ingen, der forsvarede partiet, der tog imod ordre fra udlandet.

Det var som om, at aktionen mod kommunisterne var planlagt i mindste detalje. Mon ikke også, at man langt tidligere har kigget på retsgrundlaget og hvordan man kunne redde sig ud af denne? Det så ud til, at man i flere år havde en aktion parat mod kommunisterne. Forholdene blev også undersøgt efter besættelsen. Måske har det været mulighed at bortskaffe ubekvemme papirer.

Man havde et enestående register, som dog led af den mangel, at det ikke var blevet ajourført. Men omkring 1. juli 1940 havde man etableret et meget mere brugbart register.

 

Den illegale pjece ”Danske Toner”

Kommunisterne kunne ikke selv deltage i diskussionen. Men det gjorde de nu alligevel på en meget kreativ måde. I september 1941 udsendte de en illegal pjece Danske Toner formet som et sanghefte. Men pjecen er den tale, som Aksel Larsen ville have holdt, hvis han havde haft muligheden for det.

Problemet var også, at under diskussionen var Rigsdagsbygningen besat med et par hundrede civilklædte politifolk, så hver eneste korridor, værelse og trappe var under opsyn. Rigsdagens opsynsmænd havde fået strenge ordre på at være behjælpelig med at anholde de to kommunister, som dansk politi endnu ikke havde fået fat i.

 

Aksel Larsen tog til genmæle

Aksel Larsen ramte måske plat da han i heftet Danske Toner skrev:

• Sandheden er, at ved denne politik og dette forbud stiller regeringen og rigsdagen sig selv i fremmed magts tjeneste.
• Den farlige vej er nået ved at tilpasse såvel udenrigspolitik som indenrigspolitik til de fremmede undertrykkers interesse.

Og så henviste Axel Larsen også til Scavenius tale i juli 1940:

• Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprunden i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseender under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.

Aksel Larsen havde ikke det store til overs for Stauning:

• Gennem den berygtede Studenterforeningstale i vinter og gennem hans sidste udtalelser til det svenske Goebbels – organ ”Aftonbladet”, hvori han i stort som småt erklærer sig beredt til at indordne Danmark under den nazistiske ”Nyordning” i Europa. Man forstår efter dette til fulde den varme anerkendelse, der fra tysk – nazistisk hold strømmer hr. Stauning i møde.

 

Socialdemokraterne ville af med kommunisterne

På et lukket møde den 4. september 1941 skulle nyudnævnte justitsminister Eigil Thune Jacobsen orientere amtmændene om den nyligt vedtagende kommunistlov. Her sagde han blandt andet:

• Netop ved at gøre front mod kommunismen kunne man sikre Socialdemokratiets fortsatte beståen.

Denne bemærkning illustrere vel meget godt, at Socialdemokraterne ville af med kommunisterne og til det brugte man statsmagten. Den massive overvågning og interneringen var to af midlerne.

 

Grundlovsforhør med tilbagevirkende kraft

I Horserød blev et 2,5 meter hegn med pigtråd blev i hast opsat af den effektive fængselsinspektør A.K. Bentzen. Egentlig var det plads nok til, at de internerede kunne få tålelige forhold, men fængselsinspektøren mente, at man godt kunne stuve kommunister ind sammen fire og fire i dobbelte køjer. Så behøvede man heller ikke at klargøre så mange barakker.

Hurtigt fik man så gennemført grundlovsforhør med tilbagevirkende kraft. Man behøvede jo ikke at krænke grundloven mere end nødvendigt.

 

Man manglede to af de vigtigste

Det var lykkedes for Martin Jensen at flygte på turen fra Vestre Fængsel til Horserød. Og Aksel Larsen havde man endnu ikke indfanget.

Han var på cykeltur med sin kone i Jylland. Men i november 1942 overraskede tyskerne ham efter en hidsig jagt. Men han kom dog ikke til Horserød. Han sendtes til Sachsenhausen og videre til Neuengamme. Her blev han hentet af De Hvide Busser i april 1945. Men han nåede dog at blive Minister uden portefølje i Buhl’ s Befrielsesregering.

 

De blev betragtet som dybt kriminelle

Fængselsinspektøren betragtede kommunisterne som dybt kriminelle og behandlede dem også derefter. Bevæbnede vagtposter patruljerede. Breve og pakker blev kontrolleret og fangerne havde næsten ingen mulighed for at få kontakt med omverdenen.

Madrasserne var af hø og ikke fornyet siden første verdenskrig. Der var lige så mange fængselsfunktionærer som fanger (107) og de gik alle med pistoler. To blodhunde blev sluppet løs uden for hegenet og inden for hegnet ved mørkets frembrud.

Barakkerne var 30 år gamle og kun nødtørftigt renoveret. Det var utroligt ensformigt. Og inspektør Bentsen fandt hele tiden på nye kreative måder at ydmyge de indsatte på.

Thune Jacobsen kom en gang imellem på besøg. Men det var meget tydeligt, at han havde den dybeste foragt for kommunisterne.

Det var også begrænset, hvad de indsatte måtte læse. Russisk litteratur var udelukket, ja det var al skønlitteratur, så var man på den sikre side.

 

50.000 kr. for Eigil Jensen

Efter ¾ år opstod de første flugtplaner. Det var vel kun en 10 stykker, der var involveret i dette. Man ville sørge for partiets fortsatte bevarelse. I begyndelse af maj 1942 begyndte skibsbygger Eigil Larsen at grave den tunnel, der skulle føre dem ud,

Men ak, flugtforsøget blev en fiasko grundet et stort regnvejr. En håndboldkamp, som skulle have hidkaldt vagtmandskabets opmærksomhed blev aflyst. Den eneste, der nåede ud, var Eigil Larsen. Og den danske stat udlovede en stor sum på 50.000 kr. til pågribelse af denne.

 

Endelig – en ny fængselsinspektør

Efter Telegramkrisen mente tyskerne nu også, at Spaniensfrivillige var at betragte som kommunister. Så disse blev også anbragt i Horserødlejren. Det var i begyndelsen af november 1942, hvor Dansk Politi igen udførte en stor razzia.

Egentlig var det justitsminister Eigil Thune Jacobsen der havde indstillet alle disse 330 borgere til forvaring.

Endelig fik man en ny fængselsinspektør efter at man havde sendt masser af klager over den gamle.

 

95 indsatte flygtede

Den 29. august 1943 lykkedes det næsten for alle fangere i den gamle lejr ved en masseflugt over hegnet. De tyske specialtropper havde åbenbart misforstået deres opgave ved magtovertagelsen. Den nye tyske kommandør havde ikke kendskab til den gamle lejr, hvor de rigtige kommunister befandt sig.

95 beboere fik et par timers forspring. Heriblandt var sagfører Carl Madsen, forfatter Hans Kirk m.m. De fængselsbetjente, der kunne have alarmeret tyskerne forholdt sig passive.

 

Det danske vagtmandskab blev sendt hjem

Da det blev lyst kom en rasende general van Hanneken og bad betjentene om at tage deres habengut og gå.

Det var ikke sjovt at skulle indoperere dette til Berlin. I den nye lejr var der 145 tilbage, og de fik surheden at føle. De fik maskinpistolerne rettet mod sig og troede, at de skulle majes ned.

 

Nu må De gå

Man hører aldrig om kommunisternes koner, De Røde Enker. De sociale myndigheder var ret smålige over for dem. Pludselig havde de mistet en forsøger, som var sendt videre i KZ – lejr. Og mange af dem led ligefrem nød. Agnes Nielsen som var gift med folketingsmedlem Martin Nielsen, som var en af dem, der blev sendt til Stutthof, søgte retfærdighed og hjælp. Hun var til audiens hos Th. Stauning og blev pure afvist. Han afsluttede med ordene:

• Nu må De gå.

Senere forsøgte De Røde Enker at få hjælp gennem Røde Kors. Også her blev de afvist.

 

21 mistede livet

Kommunisterne var af den mening, at Kommunistloven og den ydmyge behandling i Horserød skyldtes Ole Bjørn Kraft, Thune Jacobsen og Stauning.

143 mænd og syv kvinder blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof. Det var alle sammen personer, som Dansk Politi havde arresteret. 21 af disse mistede livet.

 

Overvågningen fortsatte

Aksel Larsen kom i regeringen vel sagtens for det som den kommunistiske modstandsbevægelse havde udrettet. Lige efter besættelsestiden var det modstandsbevægelsen man lyttede på. Socialdemokraterne kunne godt se, hvilken vej det vendte og de indledte samarbejdssamtaler med kommunisterne. Men disse forhandlinger var resultatløse. DKP fik dog en flot valgsejr. De gik til hele 18 mandater. Og de holdt en moderat linje indtil 1947 – 1948, hvor Den Kolde Krig brød ud. Overvågningen af kommunisterne fortsatte.

 

Hvilke planer havde man egentlig?

Overbetjent Madsen forklarede til Den Parlamentariske Kommission at han og overbetjent Dinesen, ved deres ansættelse i afdeling D den 1. april 1940 fik ordre om, at være klar til en aktion mod DKP – ”den dag, da der skulle ske noget med russerne”.

Andre oplysninger tydede på, at Justitsministeriet allerede overvejede en aktion i foråret 1940. Men historien viste at man 16 måneder kunne dække sig ind under, at tyskerne forlangte en anholdelse af kommunisterne.

Han forventede at den allerede ville komme i januar 1941. Hans makker, Dinesen bekræftede, at de skulle have materialet klar.

Åbenbart ønskede justitsministeren også, at militæret skulle være forberedt på at hjælpe politiet ved at nedkæmpe mulige kommunistiske optøjer under mørklægningen. Men egentlig er det aldrig kommet frem, hvad man egentlig havde af planer med kommunisterne, hvis ikke tyskerne var kommet.

 

Ikke længere interesse for forhandlingspolitikken

Da Folketinget i 1955 behandlede materialet, var der ikke længere interesse for et opgør med forhandlingspolitikken. Konklusionen blev derfor, at der ikke 10 år efter krigsafslutningen var anledning til at gøre ansvar gældende over for nogen. Det samme er åbenbart tilfældet for den overvågning, der fortsatte af kommunisterne.

 

Hemmelige aftaler

I 1946 indgik de danske militære efterretningstjenester, Generalstabens Efterretningstjenester og Marinestabens Efterretningssektion en hemmelig aftale med deres amerikanske kollegaer om et udvidet samarbejde mod den nye fjende, Sovjetunionen.

Udover et vigtigt aflytningsarbejde blev det aftalt at etablere en hemmelig organisation som fik til opgave at arbejde med psykologisk krigsførelse, antikommunistiske aktiviteter og meget mere.

 

Usandheder fra en justitsminister

Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med Firmaet som gik i gang med deres hemmelige arbejde i 1948. I de efterfølgende år var Firmaet drivkraften i aflytningen af de danske kommunister. Og denne aktivitet er langt fra blevet afdækket.

At justitsminister Orla Møller så over for offentligheden forklarede, at de aktiviteter som Firmaet stod for, blev udført af udenlandske statsborgere og de for længst var blevet smidt ud af landet, må betragtes som løgn.

Det var som bekendt Arne Sejr, en person fra det yderste højre, der ledede en gruppe danske statsborgere, hvoraf de fleste havde en fortid i den danske modstandsbevægelse.

 

Grundloven krænket flere gange

Det er ingen tvivl om, at grundloven blev krænket på paragrafferne om foreningsfrihed og rigsdagsmedlemmernes parlamentariske immunitet.

Man ofrede kommunisternes retssikkerhed for et angiveligt højere retsgode, nemlig selve forfatningen. Men nødretten kan imidlertid ikke skjule, at kommunistloven var en skamplet.

På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et enigt Folketing/Landsting den 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet Kommunistloven til underskrift hos Kongen. Det skete den 22. august 1941.

Men loven havde gennem flere måneder givet Dansk Politi mulighed for at arrestere 639 mænd og kvinder. Og alle de ulovlige overvågninger har historiebøgerne også glemt. Højesteretspræsidenten blandede sig direkte i den danske lovgivning.

 

Politikerne har hvis glemt noget

Og tænk engang til et af møderne m.h.t. bruddet på grundloven den 12. august spurgte Venstre – manden, Elgaard:

• Har kommunisterne underskrevet en erklæring om Overholdelsen af Grundloven, som os andre?
• Det kender A ikke noget til, ja sådan svarede indenrigsminister Knud Kristensen.

Man var overhovedet ikke klar over, at også de tre kommunistiske folketingsmedlemmer ifølge Grundlovens § 48 havde afgivet en

• Højtidelig forsikring om at overholde Grundloven

Rigsdagen er ukrænkelig

Den 19. august 1941 holdt ni – mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven, inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og tre i Landstinget.

Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage mellem første og anden behandling, og mindst to dage yderligere før tredjebehandlingen af lovforslaget kunne foregå. På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag. Der var også enighed om at slippe ud før Justitsministeren har holdt sin tale om forelæggelse af Kommunistloven, og efter de mange ordrige referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundloven § 38 (i dag § 34), der dengang lød:

• Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster dens Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.

 

Der blev begået højforræderi

Det var ingen tvivl. Her var klart tale om højforræderi, når tre folketingsmedlemmer ikke havde begået noget ulovligt. De havde kun en anden opfattelse af samfundssystemet. De havde lovet at overholde Grundloven, men var nu jagtet vildt over hele landet.

 

En ”skændig” lov

Få dage efter besættelsens ophør den 5. maj 1945 blev loven i Ugeskrift for Retsvæsen betegnet som skændig.

Denne betegnelse tog Thune Jacobsen til sig i sin bog På en Uriaspost, der udkom i 1946. Her skriver han:

• Man maa for min Skyld gerne betegne den som ”skændig”, naar det underforstaas, at Skændigheden er på tysk Side.

 

Var danskerne for hurtig

Besættelsesmagten havde nu engang ikke stillet krav om så mange anholdelser, og de havde heller ikke forbudt kommunisterne ved lov. Tyske ønsker blev opfyldt før de var fremsat. Det gjaldt også planerne om Møntunionen, eller hovedparten af de 127.000 danske arbejdere, som den danske regering tvang til at rejse til krigshærgede Tyskland som tvangsarbejdere ved at nægte arbejdsløse understøttelse.

 

 

Kilde:

• Bo Bramsen: Blandt 100 gidsler i Horserød (Aschehoug 1996)
• Leif Larsen, Thomas Clausen: De Forvarede, politiske fanger 1941 – 45 (1994)
• Carl Madsen: Vi skrev loven, Erindringer i 34 fortællinger (1968)
• Kai Moltke: Fire år i fangendragt. Af en socialistisk folketingsmands erindringer (1973)
• Martin Nielsen: Fængselsdage og fangenætter (1975)
• Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof (1949)
• Kurt Jacobsen: Aksel Larsen (1993)
• Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 1947 – Bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Gad 1992)
• Henrik Koch: Demokrati slå til! Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932 – 1945 (Gyldendal 1994)
• Arbejderhistorier: Per Henrik Hansen: USA, Firmaet og Kommunisterne (2012)
• Arbejderhistorier: Torben Jano: På sporet af kommunisterne (1996)
• Arbejderhistorier: Ib Martin Jarvad: Besættelsestiden og kommunistinterneringen (1995)
• Hans Scherfig: Frydenholm
• Thune Jacobsen: På en Uriaspost

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 163 artikler om Anden Verdenskrig og besættelsestiden herunder:
• Historien om Overvågning 1 – 2
• En justitsminister i unåde
• Overvåget – dengang
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• At handle med ondskaben
• Politik under Besættelsen
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
• Besættelsestidens fortrængninger
• Sandheden om Besættelsestiden og mange flere

Turen går til Tønder 1862

Velkommen til Turen går til Tønder 1862. Dengang boede der lidt over 3.000 indbyggere i byen. Rådhuset var ved at falde sammen. Der var ikke rigtig sket nogen udvikling i byen. Byen var opdelt i fire kvarterer. Mod syd havde vi friserne. De havde fået deres egne rettigheder, og det kunne tydelig ses i nogle af sognene i Tønder Amt. Vi kigger også på Vajsenhuset og de andre skoler.

 

Tønder Amt i anden udgave

Vi går cirka 150 år tilbage i tiden, nogle gange endnu mere. Det er Tønder Amt, som vi skal besøge. Og vi holder beskrivelsen i nutid, som om det er nu for ca. 150 år siden, vi besøger stedet.

Vi beskriver kun den vestlige del af amtet. Dengang havde Tønder Amt en helt anden udstrækning. Vi forsøger, at bruge den gamle beskrivelse, men vi opdaterer teksten og redigerer selvfølgelig denne.

Mod nord bliver amtet begrænset af de kongerigske enklaver, der danner Lø Herred med Møgeltønder og Ballum Birker og af Løgumkloster og Aabenraa Amter.

Mod øst var det Aabenraa og Flensborg Amter. Mod syd var det Flensborg og Bredsted Amter. Mod vest var det Vesterhavet. Til Tønder Amt hører størstedelen af øen Sild og omtrent halvdelen af øen Før til Tønder Amt.

 

Tønder med 3.000 indbyggere

Efter sidste folketælling i 1860 havde amtet med tilliggende ca. 43.500 indbyggere, herunder:

• Købstaden Tønder 3.216
• Flækken Højer 1.041
• Flækken Vyk /Før) 1.006

Tønder Amt indeholder herrederne:

– Tønder og Højer, Slog og Kær. De kaldes Gest – herreder

– Viding og Bøking kaldes marskherreder

– Endvidere landskaberne Sild og Østerland – Før

– Under amtmanden sorterer købstaden Tønder, samtidig adelige godser og såkaldte ”octroierede Koge”.

 

Nordfrisland

Den sydvestlige del af hertugdømmet Slesvig mellem Vidå og Ejderen med hosliggende øer udgør landet Nordfrisland. Fra gammel tid bebos dette område af friserne – et kraftigt frit elskende folk. De har bevaret gamle rettigheder, sæder, sprog og ejendommeligheder. De er beslægtet med Sydfriserne i det nordvestlige Tyskland og Nederlandene.

Østfrisland kaldes endnu den vestligste del af kongeriget Hannover. Vestfrisland er den nordvestligste provins i kongeriget Nederlandene.

Friserne deltog sammen med anglere, saxer og jyder i togter under Hengist og Horsa til Britannien og i dette lands erobring fra midten af det 5. århundrede.

I Hedenskabets tid nævnes Radbod som en mægtig konge, der havde sit sæde på klippeøen Helgoland (Fosetes Land). Den gamle frisiske ø hørte lige 1800året til Slesvig. I 1807 blev den besat af englænderne som beholdt den ind til freden i Kiel 1814.

 

Mange slag med den danske konge

Antagelig er frisernes forening blevet sprængt. Gentagende gange blev de overvundet af den jyske konge Godfred, og måtte i 811 underkaste sig denne.

Ifølge Adam af Bremen gav Harald Blåvand friserne love som længe stod ved magt.

I det 12. århundrede foregik mange kampe mod de danske konger. Men i 1251 vandt friserne en stor sejr over den danske konge. Men under et forlig i 1313 måtte Hertug Erik som friserne nu havde tilsluttet sig afstå alle frisiske fordringer til den danske konge. Men det var overhovedet ikke ro. Stridighederne mellem den danske konge og Friserne fortsatte (se Friserne, syd for Tønder)

 

Tønder opdelt i fire kvarterer

Ved vintertide er engene omkring byen oversvømmet. Byen synes som om, at ligge ligesom i en indsø.

Tønder er inddelt i 4 kvarterer, har to torve (Store – og Lille Torv), der dog er i forbindelse med hinanden. Der er 13 gader og 4 stræder. I de senere år er ingen nye gader anlagt. Byen er kun udvidet lidt mod vest.

 

451 ejendomme i Tønder

Byen har 451 brandforsikrede ejendomme. På Tønder Slots – og Frigrund ligger der 22 ejendomme. De fleste bygninger, navnlig i hovedgaderne er opført med gavlen ud mod gaden.

Byens jorder består af den egentlige bymark.

I gejstlig henseende danner byen Tønder med Slots – og Frigrunden et købstadssogn. Til Tønder Sogn hører også Kancelli – godserne, Hestholm og Meierholm samt gårdene Dyrehus og Gørrismark. Med købstadssognet er forlenet et Landssogn (Tønder og Højer Herreder).

 

Kirkespiret på 83 alen

Kristkirken er en smuk bygning af røde mursten opført 1591 – 92 i spidsbuestil i stedet for den ældre St. Nikolai Kirke eller Kapel, hvis tårn bibeholdes. Tårnet eller dele der af blæste ned i 1615. Det samme skete atter i 1686. I 1716 blev det ramt af lynet. Og lynet ramte igen den 25. marts 1827. Spiret er 83 alen høj og kan ses på Sild, ved Bov, og ved Bredsted.

Kirkegården omkring kirken er for længst planeret. Over jorden ses intet spor af grave. Ved kirken findes tre boliger for præsterne og en bolig for degnen. En ny kirkegård er 1814 anlagt uden for byen.

 

Det gamle hospital

Hospitalet er stiftet 1523 eller 1527 af Kong Frederik den Første, der skænkede det afbrændte Dominicanerklosters grund og ejendomme til oprettelse af et hospital til ære for Helligånden.

Hospitalets bygninger nedbrændte flere gange, senest i 1725. I 1731 blev det igen genopbygget med et lille tårn, som man stadig kan se. I Hospitalet findes en bedesal, hvor byens præster afvekslende holder gudstjenester.

Hospitalet er bestemt til værdigt trængende af begge køn, navnlig ældre beboere. For tiden er her 36 personer. Foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel samt fuld kost, får de 26 skilling i lommepenge.

Ved udgangen af 1861 ejede hospitalet en del jord, fem småhuse og en kapital på 23.000 Rdl. Desuden får hospitalet hvert år 200 Rdl fra Popsens Legat. Hospitalet har en gæld på 83.000 Rdl. Hospitalet bestyres af Magistraten under hvem en hospitalsforstander er ansat.

 

Skolelæreseminariet

Skolelærerseminariet er oprindelig stiftet af B. Petersen i året 1786. Gården Gørrismark og nogle jorder til en værdi af 12.800 Rdl blev foræret til seminariet. 18 unge mennesker, formentlig skolelærersønner kunne underholdes af de årlige indtægter og renter for så at blive uddannet til skolelærere. I begyndelsen foregik undervisningen på byens skoler. I 1829 blev et fra Byskolen særskilt seminarium indrettet.

Da det imidlertid blev uddannet tyske lærere, blev efterspørgslen efter et dansk seminarium stadig større. Og sådan et blev oprettet i Vonsbæk i nærheden af Haderslev.

Den 24. november 1847 overtog regeringen seminariebygningerne, og 27.000 Rdl. blev budgetteret til nybygninger. Men desværre ødelagde krigen disse planer. Søgningen til seminariet var blevet mindre. Ved en kongelig resolution af 26. juli 1853 blev det besluttet, at den tyske afdeling skulle forlægges til den sydligste del af Hertugdømmet. Men et dansk seminarium skulle stadig bygges.

Ældre lokaler blev moderniseret og indrettet med tre undervisningslokaler og et bibliotekslokale. Dette blev indviet den 7. januar 1858. En bolig til forstanderen blev opført i 1860. Seminariet er underlagt det slesvigske ministerium. Her er ansat en forstander, en førstelærer, der foruden fri bolig har 1.800 Rdl. i gage. En andenlærer får 1.400 Rdl. En tredjelærer får 920 Rdl. En musiklærer får 600 Rdl. Og så var der en lærer i Havekultur, denne fik 160 Rdl. Endvidere var der timelærere i Skrivning, Regning, Tegning og Gymnastik.

Elevantallet er for tiden på 76. Midlerne blev delt mellem den danske del i Tønder og den tyske del i Ekernförde. I årene 1859 – 60 har seminariets indtægter været på 2.747 Rdl. og dets udgifter på 1.793 Rdl.

 

Vajsenhuset

Vajsenhuset har 12 forældreløse børn boende. Disse tages først fra Tønder By. Hvis der ikke er så mange her, tages de fra Aabenraa By eller i fem andre sogne i Tønder Amt.

Huset er stiftet af Raadmand Peter Struck og Hustru. Stiftelsen bliver bestyret af Magistraten og Hovedpræsten i forening. (Der var hvis nogen, der tilegnede sig en indtægt, der var uvedkommende). Ved daværende Provst Schrader’ s fortjeneste blev testamentet endelig bragt til veje. Endelig blev 19.000 Rdl. tilbagebetalt.

Den første januar 1862 havde stiftelsen diverse besiddelser i kogene, to småhuse og en kapital på 35.466 Rdl. I året 1861 er af denne stiftelse betalt for 43 fattige børn, 64 sk. hver ugentlig.

 

Det faldefærdige rådhus

Rådhuset er en gammel brøstfældig og uhensigtsmæssig indrettet bygning med takkede gavle beliggende på det store torv. På grund af arrestlokalernes mangelfulde indretning, benytter byen amtets arresthus, det såkaldte Porthus på Slotsgrunden.

 

Skolevæsnet i Tønder

Byen har to Elementarskoler for drenge og piger og 2 drenge og 1 pigeskole for ældre børn. Ved hver skole er ansat en lærer. En såkaldt Rektorklasse, en slags højere borgerskole har i de sidste år ikke været i virksomhed. En hel nyordning af skolevæsnet er nært forestående. Skolekassen har en kapital på 12.400 Rdl. som i sin tid er tillagt samme af den Carstensenske Stiftelse.

 

Andre institutioner

Af institutioner mangler vi at nævne Toldboden og Telegrafstationen. De ligger begge i private bygninger. Og så er der også embedsboliger for Hovedpræsten og de to Diakoner. På Slotsgrunden ligger Amtsforvalterens smukke embedsbolig og Amtets arresthus, hvortil som nævnt det nedrevne slots Porthus benyttes.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 208 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:

• Tønder Seminarium – en del af historien
• En amtmandsbolig i Tønder
• I skole i Tønder
• Tønder Kristkirke
• Friserne – syd for Tønder
• Vajsenhuset i Tønder
• Handel i Tønder – indtil 1864
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder Statsseminariums historie
• Tønderhus – Slot borg og Fæstning Og mange flere

 

 

 

 

 

 

Historien om Overvågning (2)

Man har ikke kun overvåget, man provokerede sandelig også under faglige konflikter. En skabelon blev brugt, når det gik galt for efterretningsvæsnet. Jens Otto Krag lovede sin kollega, at stoppe et møde. Ytringsfriheden blev knækket, Kajsergade – sagen, Diplomatisk krise med Polen. Blekingegade – banden, Embedsmanden fra Gladsakse, Bomben fra Søllerødgade, Anders Nørgaard – sagen, De tre ægyptere, Frede Farmand. Der var et tæt samarbejde med Mosad. Og så var det Hans Hetler, Morten Storm og Grevil sagen. Dan Lynge følte at politiet svigtede ham. Og så skulle den venstreorienterede forsvarsminister også tjekkes. Flere var hurtig ude at fortælle, at man ikke kender Echelon i Danmark. Og i begyndelsen kendte man ikke til et hemmeligt fly.

 

Man har ikke kun overvåget

Overvågning er nødvendig for sikre vores velfærdsstat siges det. Men efterretningstjenesterne har ikke nøjes med at overvåge. De har infiltreret, bestjålet og registreret aktivister, når disse har udført lovligt og politisk arbejde.

De har deltaget aktivt i demonstrationer og blokader med det formål at lave tumult og ballade. Ofte har den ballade så haft lejlighed eller mulighed for, at politiet kunne gribe ind med magtanvendelse.

Således havde de stikkere til stede, dengang Ungdomshuset eksisterede. De havde infiltreret miljøet. Da huset blev revet ned, var der masser af civilt politi til stede. Om det var agenter, kan vi ikke udtale os om. Men på et spisested på Nørrebrogade blev en restauratør truet med, at man ville sætte hans virksomheder i brand, såfremt ”strømerne” fortsat spiste hos ham.

 

Man kan jo ikke vide, hvad de ude på

Måske er det venstreorienterede miljø ikke efterretningsvæsnernes største fokusområde mere. Men magteliten har ved flere lejligheder tilkendegivet, at her havde samfundet sine største fjender. Men som Uffe Ellermann – Jensen engang sagde:

• Hvis man ikke holder øje med dem, kan man jo ikke vide, hvad de er ude på. Så jeg er slet ikke forarget over, at vi infiltrerer de venstreorienterede miljøer.

Man kan måske nok have haft sin mistanke om, at det hele er gået så demokratisk til værks som politikerne har overbevist os om.

Man kan jo så undre sig, hvorfor efterretningsvæsnet ikke gik ind, dengang en bombe i Søllerødgade dræbte en ung familiefar. Her havde PET angiveligt fået et tip at højreekstremister var i gang.

 

De er skyldige, indtil det modsatte er bevist

Nogle gange har man indtrykket, at efterretningsvæsnet kører efter Hans Hækkerups filosofi fra 1947:

• Fra politiets side må der holdes øje med folk, om hvilke man efter deres fortid kan befrygte, at de vil begå eller påtænker at begå politiske forbrydelser.

Med andre ord:

• Visse politiske bevægelser er af sådan en karakter, at de er skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Kære læsere vi er i gang med anden del af vores gennemgang af overvågningen i Danmark.

 

Man har altid en skabelon parat

Hver gang, der sker noget med efterretningsvæsnet, som for eksempel at de bliver afsløret, så er det faktisk det samme mønster, der dukker op igen og igen. Det er nærmest som en skabelon. Vi har fundet denne i Preben Wilhjelm’ s bog: Demokratiets vogtere.

 

1. Det afsløres, at en efterretningstjeneste har foretaget sig noget, der forekommer at være i modstrid med såvel almindelige retsprincipper som regeringens erklærede politik på området.

 

2. Alle – inklusive regeringen med den ansvarlige minister i spidsen – er enige om, at ”hvis dette er rigtigt”, har efterretningstjenesten overskredet sine beføjelser, og der må skrides ind.

 

3. Ministeren kan dog eventuelt tilføje, at det jo ikke er dokumenteret, og at det hele kan være et ondsindet rygte med det formål, at miskreditere landets efterretningstjenester.

 

 

4. Efterhånden som dokumentationen bliver mere og mere overvældende presses ministeren til at forlange en fuldstændig undersøgelse af, hvad der er sket. Ministeren beder derfor den pågældende tjeneste om at undersøge sig selv.

 

5. Den færdige undersøgelse er langt fra fuldstændig, men bekræfter pressens oplysninger.

 

 

6. Ministeren minder om, at dette var andre tider, og at det handlede om at forhindre farlige forbrydelser. Det er derfor intet grundlag for at kritisere efterretningstjenesten for noget.

 

7. Yderligere pres fra oppositionen eller presse kan eventuelt føre til krav om en uvildig undersøgelse eller større kontrol med efterretningstjenesten.

 

 

8. Undersøgelsen gennemføres eventuelt, men med et kommissorium, der tager så store hensyn til ”rigets sikkerhed” og de involverede embedsmænd og politikere, at de reelt ikke har mulighed for at komme til bunds i sagen.

 

9. Når undersøgelsen nu langt om længe er færdig, finder den måske anledning til påtale af enkelte detaljer, men finder ikke noget grundlang for alvorlig kritik af hverken politikere eller embedsmænd. Til gengæld bliver den så nødt til at fortolke reglerne så bredt, at den praksis som alle før havde anset som ulovlig og i strid med retssikkerheden, nu er fuldt accepteret.

 

10. Under hele debatten fortsætter efterretningstjenesten med at foretage ting, som ville have vækket et ramaskrig, hvis de var kommet frem – hvilket de dog næsten altid først gør mange år senere.

 

 

Der er ingen ender på krumspring

I 1998 var blandt andet Bjørn Elmquist medlem af PET – Komiteen. Han udtalte:

• Det er næsten ingen ende på de krumspring, man har gjort for at komme væk fra de almindelige principper i retsplejeloven om åbenhed, hvornår man kan begære vidnefritagelse, hvilke papirer, der skal afleveres og så videre.

 

Jens Otto Krag lovede at stoppe møde

I 1967 skulle Russel – tribunallet afholdes i København. Ideen var at de amerikanske krigsforbrydelser under Vietnam – krigen skulle offentliggøres. Den danske statsminister Jens Otto Kragh havde lovet sin amerikanske kollega i at forhindre, at mødet fandt sted. PET blev inddraget. I den forbindelse blev Gyldendal – direktørerne, Ole Wivel og Erik Vagn Jensen aflyttet på deres telefonlinjer.

Desuden blev udlejeren af lokalerne, hvor tribunalet skulle finde sted, blev truet. Men det lykkedes ikke at stoppe mødet.

 

Kajsergade – sagen

Kajsergadesagen startede den 21. oktober 1969 i offentligheden, da en gruppe studerende delte løbesedler ud omhandlende, at FE arbejdede på universitetet. Næste dag var sagen omtalt i Information med den traditionelle afvisning fra rektor. Det var FE – chef, der måtte tage skraldet. Sagen gik helt tilbage til Hans Hedtoft.

Det var simpelthen en telexcentral i kælderen under universitetet. Her opsnappede efterretningstjenesterne meddelelser til de udenlandske ambassader i hovedstaden. Centralen lå så tæt på Hovedpostkontoret, at det rent teknisk kunne lade sig gøre.

Nu er lignende ting sket i andre byer. Men efterretningsvæsnet fandt det mærkeligt, at det var kommet frem i medierne. Man anholdt dog også en person, der blev gjort ansvarlig.

 

Aktioner mod flere blade

De to venstreorienterede tidsskrifter Politisk Revy og Vietnam – Solidaritet planlagde en artikel om Kajsergade – sagen. Artiklen kunne have været ret så belastende for efterretningstjenesterne. Det var sikkert derfor, at politiet beslaglagde begge tidsskrifters oplag. Samtidig gennemførte politiet en ransagning i Politisk Revys redaktionslokaler for at finde frem til artiklen.

Dagbladet Information opfattede disse aktioner som et angreb mod ytringsfriheden, derfor bragte de i artiklen. Chefredaktør Børge Outze og to journalister blev dømt efter den milde spionparagraf, og fik særdeles milde straffe. De to redaktører fra de venstreorienterede blade fik hver en bøde.

 

278.000 kartotekskort

I 1972 havde FE ikke mindre end 278.000 kort i deres kartotek. Man påstod, at det var over ansatte i staten. Mange af disse var sikkerhedsgodkendt, derfor var de i registret, sagde man. Men de 50.000 registreringer havde man dog fået fra PET.

 

Diplomatisk krise

I 1987 blev to danskere anholdt i Polen. De blev idømt henholdsvis syv og ny års fængsel for spionage for den danske efterretningstjeneste FE for at tage fotos af militære installationer og lufthavne. FE og den danske regering fastholdt, at det var tale om to uheldige turister.

Sagen udløste en diplomatisk krise mellem Danmark og Polen. Herhjemme gik bølgerne højt i Folketinget. Det lykkedes dog, at få de to danskere løsladt efter en kaution på 3,5 millioner kroner. Seks måneder havde de siddet i varetægtsfængsel i Polen. De to rejste ikke tilbage for at afsone deres straffe, og i stedet beholdt Polen pengene.

 

Blekingegade – sagen

I juni 1990 blev syv mand fra Blekingegadebanden dømt for væbnede røverier, planlægning og kidnapning, våbentyveri, spionage mod jødiske personer, dokumentfalsk, hæleri og overtrædelse af våbenloven. De seks af de syv blev også tiltalt for drabet på en politimand i forbindelse med posthusrøveri.

Pengene fra røveriet blev sendt til Folkefronten til Palæstinas Befrielse.

 

Bomben i Søllerødgade

Den 16. marts 1992 sprang en brevbombe i Internationale Socialisters Kontor i Søllerødgade på Nørrebro. En ung familiefar blev dræbt. Vi har skrevet et par artikler om episoden. En agent fra PET, Frede Farmand har efterfølgende påstået, at han på forhånd havde advaret PET, at der var risiko for sådan et attentat. Således havde Frede Farmand sendt et bånd med Albert Larsens trusler. Men dette fik dog ikke PET til at reagere eller sende advarsler til Internationale Socialister.

Ja, PET har endda nægtet, at de nogensinde har fået et sådant bånd.

 

Embedsmanden fra Gladsakse

I 1992 blev en embedsmand fra Gladsaxe Kommune idømt otte måneders fængsel, fordi han havde givet danske navne og adresser til en diplomat fra den russiske ambassade. Embedsmanden blev dømt for at have udleveret oplysninger til KGB – Sovjetunionens hemmelige politi. I samme forbindelse blev den russiske embedsmand udvist.

 

De tre ægyptere

I 1993 overvågede PET tre ægyptiske flygtninge. Man mistænkte dem for at have forbindelse til bagmændene til terrorangrebet mod World Trade Centret i New York. PET beskyldte dem for at have planer om, at springe Nørreport og Valby Stationer og den israelske ambassade i luften.

Sagen smuldrede på grund af mangel på beviser. Men de tre mænds forsvarer mente, at PET trak sagen i langdrag for at kortlægge det muslimske miljø i Danmark. Mange hundrede danske muslimer blev afhørt i sagen.

 

Anders Nørgaard – sagen

Den 1. 03. 1998 stod PET – agent, Anders Nørgaard frem i et TV2 – program og fortalte om, hvordan han i begyndelsen af 1980erne var med til at infiltrere den såkaldte Regnbuebevægelse i Aarhus. Baggrunden var en række påsatte brande i Århus, som en mystisk bevægelse DSB tog ansvaret for.

De venstreorienterede kredse i Århus mente at disse brande var aktioner iværksat af fascistiske kredse. Nørgaards aktion førte dog ikke til nogen anholdelse. De politiske aktiviteter fra de venstreorienterede var dog heller ikke ulovlige, truende eller voldelige.

Efter denne opgave fik Anders Nørgaard til opgave at infiltrere SAP (Socialistisk Arbejder Parti). Opgaven bestod i, at dektage i møder, kopiering af nøgler samt tyveri i lister af partiets medlemmer, folketingskandidater og stillere. Nørgaard deltog senere i blandt andet HT – konflikten, som han observerede med skjult mikrofon. Nørgård gik under navnet Zeus.

Efter sin optræden og tilståelse i TV2 fortrød Anders Nørgaard sine forbrydelser for PET og begik selvmord.

 

Frede Farmand

I samme program indrømmede Frede Farmand at han for PET havde overvåget et offentligt møde afholdt af Dansk – Kurdisk Forening den 25.11. 1996.

Denne Frede Farmand støder vi på i mange forbindelser. Også i forbindelse med Tvind – undersøgelser. Han begyndte sit samarbejde med PET i 1985 under kodenavnet Big One. Han infiltrerede højreekstremistiske kredse i Danmark og videregav oplysningerne til PET.

 

Tæt samarbejde med Mosad

PET har også aflyttet forskellige møder i Sydafrika – komiteen. De har sikkert udvekslet vigtige informationer med kollegaer i udlandet, således kom der i 1990 frem, at man havde et meget tæt samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mosad.

Informationer om venstreorienterede danskere er videregivet til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Blandt andet hjalp PET med informationer om danskere, der ønskede visum til USA. Amerikanerne vil sikkert gerne have informationer om disse havde forbindelse til kommunisme.

Selvfølgelig overvåger PET også højreekstremistiske grupper med forbindelser til terrororganisationer

Senere kom det frem, at justitsminister Ole Espersen havde givet tilladelse til overvågning af Regnbuen. Men han nægtede, at have givet tilladelse til overvågning af SAP.

 

Provokatører

Nu nøjedes PET ikke med at aflytte venstrefløjen. De har flere gange deltaget som aktive provokatører. TV2 påviste, at de var med under HT – strejken i 1984 og under Påskestrejken i 1983.

Og det slutter lang fra med dette. De var med i Ribus – konflikten i 1995. Her lod Esbjerg Politi en stikker deltage i ulovlige aktioner. Under den århusianske skraldemandsstrejke i 1996 mødte der ofte civilklædt politi op foran Århus Renholdningsselskab. Ved en arbejdsløshedsmarch i 1979 forsøgte politiagenter at fremprovokere ballade. Men de blev afsløret og fremstillet i dagspressen.

I marts 1998 kom det frem, at PET forsøgte at infiltrere Solidaritetshuset på Nørrebro. Huset er hjemsted for en lang række lovlige organisationer på Nørrebro.

 

Ikke sergent – du er medlem af Rebel

Folk har ret til at organisere sig som de vil, bare de holder sig inden for lovgivningen. I 1996 fik Peter Stræde afslag på at søge ind på Sergent – skolen. I forbindelse med afslaget havde hans overordnede henvist til hans medlemskab af Rebel. Denne oplysning har Forsvaret kun kunne få fra PET.

 

Beskyldes for at være spion

Vi kender jo alle historieprofessor Bent Jensens anklager mod journalisten Jørgen Dragsdahl fra DR, der bliver beskyldt for at være at være spion for det tidligere Sovjetunion.

 

Rekruttering i det yderste Højre

Man kan undre sig, at rekruttering som agenter i efterretningsvæsnerne ofte foregår i de yderste Højre – kredse. Vi så det i Anders Nørgaards, Arne Sejr og ikke mindst Hans Hetlers tilfælde.

I 1970erne talte Erhard Jacobsen om De Røde Lejesvende. Ja og så havde vi Hans Hetler som i den grad beundrede denne Erhard Jacobsen. Han foragtede i den grad socialismen i alle dens afskygninger. Dertil kom alle fredsbevægelser, miljøaktivister, studenteroprører, kvindebevægelser, pædagoger og offentlige myndigheder.

Alt fra Radikale over Socialdemokrater til Kommunister var Hetler’ s fjender. Medierne var gennemsyret af maxisme og kvindelige præster var et uvæsen.

 

FE så et stort potentiale i Hetler

Sidst i 1960erne så FE et stort potentiale i denne person. Han sagde da også ærbødigt ja til at udspionere de røde. Hans Hetler var charmerende, selskabelig, livsnyder, kolerisk med en meget firkantet holdning til samfundet.

På det tidspunkt var det igen en debat i gang med register. Mistanken gik på at den daværende chef Arne Nielsen tog mikrofilm af hele registret og gemte dette.

De to fra FE der havde kontakt med Hetler var udmærket klar over hans firkantede holdning til samfundet, men det passede udmærket i deres kram. De lod ham lede en illegal spionring i form af en netværksorganisation, hvor han selv var hovedpersonen. Men de andre skulle holdes uvidende om arbejdsgiveren.

 

Aktiviteter i venstrefløjen

Man skulle infiltrere, rapportere og registrere aktiviteter i venstrefløjen. Nu havde Hetler absolut ingen betænkeligheder, når det gjaldt action. Nu var det dog ikke de store summer, som han tjente. Han måtte have et arbejde ved siden af.

Militærnægter – foreningen skulle også infiltreres. Det lykkedes for Hetler at få en mand valgt ind i bestyrelsen.

Hetler kunne også rapportere fra studentermiljøet i Århus, hvor Rudi Dutsche skulle undervise. Men også fra Københavns Universitet blev der rapporteret. Her kunne Hetler fortælle, at borgerlige studenter følte sig diskrimineret af rektoren, den kommunistiske Mogens Fog.

 

Forsvarsministeren skulle lige tjekkes

En ny forsvarsminister, Kjeld Olesen var kommet på posten. Og her kunne Hetler så informere om, at han var:

• En politisk karrieremager
• En opportunist
• Der var fare på færde

 

DKP topstyret fra Moskva?

FE bildte Hetler ind, at DKP var topstyret fra Moskva op til EU – valget. Grønnegade 37 var en guldgrube, når det gjaldt informationer. Det var også her, at kamporganisationerne mødtes omkring Verdensbanken. Men selv var Hetler bortrejst omkring det tidspunkt. Han kunne ikke selv bidrage med informationer omkring det tidspunkt.

Og begivenhederne dengang kostede PET – chefen Arne Nielsen de sidste kræfter. Man fandt ham på et hotel – værelse i Bruxelles under et Nato – møde.

Hetler havde nok forventet, at blive rost for sin indsats. Men efterhånden løb samarbejdet ud i sandet.

 

Hetler afslører spionsagen

En gang imellem kom han forbi sine venner på Ekstra Bladet og så gik det ellers Guldbajer i den. Og ved en af disse møder røbede Hetler, hvad han havde været med til. I begyndelsen var de dog skeptiske hos Ekstra Bladet.

Fra FE har de sikkert truet med, at Hetler skulle fortælle, at Jacob Andersen fra Ekstra Bladet var en af agenterne. Det virker i hvert fald så godt, at Aktuelt kunne fortælle at

• Spionsagen afsløret som fup og svindel

Men man kom dog på andre tanker, og justitsminister Orla Møller måtte gå. Og hvad værre er, så fik den ene af FE’ s føringsofficerer arbejde hos Mærsk. Da det så her skulle ansættes folk, brugte man Hetler til at undersøge ansøgernes personlige forhold.

 

Modstræbende, kunne jeg godt lide ham!

Og Hetler selv døde nedbrudt og alkoholiseret som 58 årige, forinden havde hans kone begået selvmord.

Journalisten Jacob Andersen fra Ekstra Bladet skrev i sin nekrolog:

• Han var et dumt svin. Alligevel kunne jeg modstribende godt lide ham. Han var også en festlig fyr, der ikke var bange for at gøre en vennetjeneste. Hav det godt dernede Hetler.

 

Morten Storm – sagen

Omkring 2013 hørte vi om den tidligere PET – agent Morten Storm. Den danske regering og efterretningstjenesten er blevet sat under international pres for at fortælle sandheden om Danmarks deltagelse i jagten og drabet på al – Qaeda – lederen, Anwar al – Awiaki.

 

Man tog ikke altid lovgivningen så nøjagtig

PET har – som politiet i øvrigt – adgang til at aflytte telefoner og anden telekommunikation med dommerkendelser. At man så altid gør dette, ja det er en anden sag.

Den 1.11.1998 kunne Frede Farmand således afspille en båndoptagelse, hvor han og en kriminalassistent skulle aflytte Rigspolitiets Rejsehold. Man skulle finde ud af om der var en læk til Den Danske Forening.

 

Dan Lynge – sagen

I 2002 gik Dan Lynge i medierne og fortalte om sin agentvirksomhed. Gennem 1990erne blev han brugt af både PET og politiet til at infiltrere rockergruppen Hells Angels. Han afslørede, at han havde:

• Videregivet politiet oplysninger om planlagte rockerangreb på andre rockere, som politiet ikke havde fulgt op på, og dermed ladet det ske.
• At han havde modtaget en dusør for sin agentvirksomhed. Lynge påstod at, at politiet havde pålagt ham at bruge pengene til narkotiske stoffer og våben
• At han havde fortalt om sin egen kriminelle fortid uden at politiet havde reageret korrekt ved at anklage ham for sin kriminalitet
• At han havde fortalt om rockernes attentatplaner på højtstående personer inden for justitsvæsnet
• At han havde deponeret våben hos sin fætter med politiets blåstempling, som PET efterfølgende beslaglagde.

Sagen medførte en undersøgelse. Der blev fastslået:

• At der var kritisable punkter ved samarbejdet med eksrockeren.
• At politiet ikke i tilstrækkelig grad sagde fra over for Dan Lynges initiativer, som bragte politiet i uacceptable situationer, hvor politiet var afskåret fra at gribe ind over for kriminelle handlinger.

 

Den 11. september 2001

Det er ingen tvivl om, at terrorangrebet den 11. september 2001 har ændret efterretningsvæsnets arbejde. Dengang sagde PET – chef, Lars Findsen:

• Terrorhandlingerne i USA 11. september 2001 indvarslede som bekendt en helt ny sikkerhedspolitisk æra, og indsatsen mod den internationale terrorisme har siden været det helt centrale fokuspunkt for de vestlige sikkerheds – og efterretningstjenester.

Også herhjemme har vi mærket terrorangreb, som har bevirket stigende overvågning og midler til efterretningsvæsnet.

 

Grevil – sagen

Grevil – sagen udsprang af debatten om Danmarks engagement og grundlaget for Irak – krigen. Frank Grevil var ansat ved FE og en såkaldt whistle – blower. Han argumenterede for, at der manglede et masseødelæggelsesvåben, som Irak påstod. Grevil mente, at de regeringen misbrugte FE politisk. Af nogle blev han kaldt en nationalhelt af andre en forræder.

 

Klimatopmødet

Og til det store klimatopmøde i København var diverse agenter også travlt beskæftiget.

 

Et hemmeligt fly

Den 25. juni 2013 returnerede et meget hemmeligt fly fra Kastrup Lufthavn. Det fløj i en højde af 14 kilometer tilbage mod USA. Planen var, at det skulle have medført den i amerikanernes øjne store forræder, Snowden.

Denne whistle – blower har brugt talrige eksempler på, hvordan privatlivets fred bliver brudt.

Til sidst måtte Justitsministeren erkende, at dette fly havde været i lufthavnen.

 

En kontrolgruppe uden magt

Vi kunne have nævnt andre og mange flere eksempler, men så ville artiklen blive alt for lang. Det nyeste er, at PET efter gentagende opfordringer ikke vil slette gamle personoplysninger. Kontrolgruppen har ingen sanktionsmuligheder, så mon ikke de gamle personoplysninger bliver liggende på en eller anden måde?

 

Echelon – det kender vi ikke noget til

I meget lang tid var både politikere og FE og PET komplet lukket alt omkring begrebet Echelon. Projektet er basseret på overvågning af en stor del af den samlede telekommunikation i hele Verden. I 1995 fik de amerikanske teleselskaber således at vide, at de selv skulle være i stand til at aflytte 1 pct. af den samlede trafik.

På et tidspunkt var projektet bundet sammen af lytterstationer over hele Verden forbundet med 120 satellitter. Et kolossalt stort antal computere blev sat til at lede efter bestemte interessante ord.

Teknikken bliver hele tiden udviklet blandt andet med automatisk stemmegenkendelse. Men nu er det ikke kun traditionel overvågning og terrorbekæmpelse, som det drejer sig om. Systemet bliver i den grad brugt til industrispionage til fordel for amerikanske virksomheder. Dette blev bl.a. brugt af NSA i 1995, da franske Airbus forhandlede med den saudiarabiske regering. Takket være bl.a. overvågning gik ordren til amerikanske McDonnell.

Efter NSA’ s ordre er krypteringen blevet svækket fra en række selskaber. NSA har også nøgler til dekryptering.

I 1999 udtalte daværende justitsminister Frank Jensen:

• Danske efterretnings og politimyndigheder har intet kendskab til et amerikansk aflytningssystem ved navn Echelon

 

1.000 ansatte på Afladshage

Siden har diverse ministre udtalt, at de sandelig ikke har kendskab til sådan et system. Vi kan da så her oplyse, at FE har en lyttepost på Afladshage på Amager med 1.000 ansatte. Det er en såkaldt Echelon – station.

Villaen blev oprettet i en villa nord for København i 1948. Jo det var tysk radiomateriel, der dannede grundlaget for Søværnets Radiotjeneste. Denne villa blev dog for lille. Og i 1957 flyttede ud på Amager og fik navnet FCR. Som vi tidligere har skrevet fik man efterhånden amerikansk materiel og samarbejde med amerikanerne.

I dag opsnapper man her sms, e – mails og telefonopkald verden over.

Men det har vi aldrig skrevet, for man har ikke kendskab til sådan et system.

 

Mange kreative ideer til overvågning

Allerede i 1999 var der ønsker fremme fra politiet, at alle hindringer i, at politiet kan telefonaflytte og opsnappe mails, skulle afskaffes.

Samme år var det Thorkild Simonsen, der mente at naboer til nogle, der begik Socialt bedrageri skulle kunne straffes, hvis de ikke anmeldte det. Jo den øgede overvågning kommer snigende. Og du skal ikke være sikker på, at du bliver orienteret om alt hvad der sker.

 

11.000 tilladelser fra Datatilsynet

Således mente Brøndby’ s borgmester for efterhånden en del år siden, at et boligkvarter skulle indhegnes, og så skulle en portner tjekke alle, der gik ud og ind.

Et flertal af danskere vil give afkald på privatlivets fred, når det gælder at forhindre terrorisme. Og tænk engang inden for de sidste ti år har Datatilsynet givet mindst 11.000 tilladelser til at danskernes personlige oplysninger må indsamles og bruges.

Og når det gælder alle mulige forhold for overvågning, så bliver retsplejeloven i den grad gradbøjet hele tiden.

 

Din identitet til salg for 98,- kr.

Hackere rundt omkring i verden er blevet endnu mere kreativ til at stjæle vores data. Mange danskers identitet kan købes på Det Sorte Net for kun 98,- kr.

Efter et hackerangreb i USA lå der pludselig 191 millioner amerikaners data frit tilgængelig på nettet, navn, adresse, fødselsdatoer, telefonnumre, e – mail og parttilhørsforhold

 

70 millioner for en undersøgelse

På baggrund af diverse kritik af vores efterretningsvæsen blev der udarbejdet et mammutværk om tjenestens arbejde. PET – kommissionen brugte over 70 millioner kroner på undersøgelsen.

Med det store beløb kunne man forvente kvalitet af arbejdet. Indrømmet, mange steder er det da også interessant læsning. Således er vores agent Hetler omtalt i syv af de 16 bind.

Men man har ofte indtrykket af, at kilderne er tvivlsomme og andenhåndsberetningerne er tilsat en masse ideologisk fantasi. Til gengæld skal PET – kommissionen have ros for tilgængeligheden. Enhver kan gå ind på nettet og downloade værket.

 

Hvis man ikke lover noget ulovligt!

 

 

Mange danskere tror stadig på den floskel med at Hvis man ikke laver noget ulovligt, har man jo ikke noget at skjule, og hvorfor skulle man så have noget imod at lade sig registrere?

 

Kilde: (1 – 2)

• Herbert Pundik: Det er ikke nok at overleve (Gyldendal 2005)
• Overvågning, Aflytning, Hacking 1 – 38 (norrebro.dk)
• PET – Kommissionen 1 – 16
• Erik Haarest: Agent – affæren (1978)
• Jacob Andersen, Søren Jacobsen: Spionen, der sladrede (1977)
• Jacob Andersen, Søren Jacobsen: Operation Kastanje (1977)
• Jacob Andersen: Undergravende virksomhed (Peter La Cour 1999)
• Preben Wilhelm. Fra min tid (2005)
• Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere (Centrum 1999)
• Charlotte Aaagaard: I nationens tjeneste, Frank Grevil – majoren, der fik nok (Information 2005)
• Rie Holdum: Hver en sten, der vil blive vendt (Tiderne Skifter 1999)
• Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati: Den Hemmelige Tjeneste, da PET blev afsløret (Aschehoug 1999)
• Hans Jørgen Bonnichsen: Hånden (2006)
• Hans Davidsen Nielsen: I en højere sags tjeneste
• Wilhelm Christmas Møller: Obersten og Kammertjeneren (Gyldendal 1995)
• Kjeld Hillingsø: Trusselsbilledet, en koldkriger taler ud
• Per Henrik Hansen: Firmaets største bedrift, den hemmelige krig mod kommunister
• Arendse Lund, Jan Jørgensen: Spion for Danmark (Tiderne Skifter)
• Håndbog om PET (Demos)
• Erik Jensen: De hemmelige tjenester, PET og FET gennem 40 år (Demos 1998)
• Flemming Sørensen: Demokratiets Grænseland (SP Forlag 1987)
• Martin Kryhl Jensen: Hetler – spionen fra højre (Peoples Press 2013)

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

• Historien om Overvågning 1
• En justitsminister i unåde
• Overvåget – dengang
• Den sønderjyske Efterretningstjeneste
• Skyd efter benene
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – nok engang
• Terrornatten på Nørrebro

 

Historien om Overvågning (1)

Her er masser af blå briller og spioner. Det er altid fare for konspiration, når man fortæller om egne oplevelser, Der var et godt samarbejde med tysk politi i 1930erne. Efter krigen ansatte man tidligere Gestapo – folk i jagten efter kommunister. I 1948 var man bange for russisk invasion. Var PET i lommen på CIA? Der eksisterede et hemmeligt notat hos efterretningstjenesten og politikerne. Var det virkelig 400.000 registreret i 1960erne? Venstrefløjen skulle i den grad overvåges. Aksel Larsen samarbejdede med CIA. Arbejderbevægelsen havde deres eget register.

 

Fare for konspiration

Problemet med at skrive om dette emne, er, at man nærmer sig ofte konspiration. I et andet medie har vi efterhånden skrevet 38 artikler om emnet – men mere emnet, som det udvikler sig i dag. I denne artikel vil vi gå historisk til værks.

 

Stå ret for majoren 

Inde hos Telegraftropperne i Århus fik et år til at gå. Som en herlig afveksling havde vi civilundervisning. Jeg meldte mig til at undervise i et tema Radiobølger. Jeg vidste en del om det, og havde stillet nogle betingelser til kompagniet. Dem var man gået med til.

Jeg havde fået omadresseret min post fra Tønder til Langlandsgades Kaserne. Og jeg havde ikke tænkt på, at der kunne være noget kontroversielt imellem. Men det var det åbenbart. Jeg havde en hobby med at aflytte både radioamatør og radiofonistationer. Og særlig de sidstnævnte kvitterede ofte med farvestråelende bøger og brochurer.

En dag blev jeg så kaldt over til Major Løwenstein. Jeg skulle give en forklaring på alt det, der var blevet sendt fra Radio Moskva. Majoren havde selv pakket min pakke op. Jeg fik en advarsel om, at jeg ikke skulle lade mig påvirke af kommunistisk propaganda.

Et par dage efter, da jeg gik rundt med en flok interesserede i et par soldaterbiler for at teste hærens nyeste radiomodtagere, blev jeg nærmest arresteret og ført hen til en sur løjtnant, der betragtede det, som jeg gjorde, som spionage. Vi var i 1971 og koldkrigen rasede.

 

Filmstar på Den Amerikanske Ambassade

Mindst hver anden uge er jo på Garnisonskirkegården og besøge min afdøde kone. For cirka fem stod der pludselig et par uniformerede vagter, går jeg ud fra, oppe på øverste etage på Den Amerikanske Ambassade med et kamera i hånden og filmede mig på kirkegården.

Hold da op med det pjat, råbte jeg, hvorefter to granvoksne vagter nærmede sig. Jeg skyndte mig væk, godt sur i skralden, men tænkte ellers ikke over, før jeg 14 dage oplevede det samme.

Om mandagen ringede jeg til Kirkegårdskontoret. Her kunne de godt forstå min vrede. Men de kunne ikke gøre noget, og det kunne ikke betale sig at klage til politiet eller ambassaden. Det ville jeg ikke få noget ud af. De har deres helt egen rettigheder, blev det sagt.

Siden har der ikke været ballade fra ambassaden. Jeg spekulerede faktisk på, om jeg har foretaget mig noget antiamerikansk. Og ja, det var dengang for nu cirka 20 år siden, hvor jeg skrev en del artikler i Dagbladet Arbejderen. Og her skrev jeg en overgang en del antiamerikanske artikler. Jeg var blevet lidt sur over amerikanernes dobbeltmoral. Men egentlig burde det jo ikke være de artikler. Vi har ytringsfrihed

 

PET på arkivet

Inden vi her går i gang med vores egentlige artikel, så har mange af de artikler, der ligger her på siden ført til arkivindgang – eller snarere omvendt. Her har min makker og mig oplevet direkte interesse fra bl.a. PET og efterfølgende en mærkelig opførsel fra arkiverne. Og netop i disse dage er der så trådt en lovgivning i kraft. Vi skal til at starte forfra med at indhente tilladelser til diverse arkiver. Dem havde vi så haft i forvejen, men nej.

Men frygt ikke kære læsere. I Danmark har man ikke ret til at registrere dig, hvis du tilhører en lovlig organisation og bruger din ytringsfrihed og ellers opfører dig ordentlig.

 

Efterretningsvæsen siden 1920erne

Siden slutningen af 1920erne havde politiet en efterretningsafdeling. Den var dog ikke landsdækkende og hørte under Københavns Politi.

 

Godt og tæt samarbejde med tyskerne

Den 25. marts 1933 skrev Københavns Politidirektør til Politipræsidenten i Berlin med henblik på et samarbejde om bekæmpelse af Kommunisme.

Fra dansk side ville man gerne vide, om der opholdt sig tyske kommunistiske anstiftere. Fra dansk side var man mere interesseret i at få fat i kommunister frem for nazister. Men gennem 1930erne knyttede der sig et godt og tæt samarbejde mellem det danske efterretningsvæsen (Københavns Politi Afd. D) og tysk politi.

 

Russer – Hansen

Chefen for Afd. D hed Andreas Hansen. Han gik under navnet Russer – Hansen på grund af sin legendariske kommunistforskrækkelse. Han blev senere tvunget til at forlade sin post, da det kom frem, at afdelingen i 1934 havde bortført den tyske immigrant Franz Vogel og sendt ham til Tyskland efter de tyske myndigheders ønske.

Andreas Hansen formulerede selv grundlaget for Afd. D’ s arbejde. I en beretning, der i 1936 blev sendt ud til alle landets politimestre hed det blandt andet:

• Enhver Kommunist tilhører et Verdensparti, hvorved der systematisk udøves Lands – og Højforræderi mod det enkelte Land.
• De Kommunistiske Partiers saakaldte Arbejde er intet andet en latent Borgerkrig, ført ved hjælp af Opløsning.

 

Et landsdækkende sikkerhedspoliti

I november 1938 talte folketingsmedlemmer om at oprette et landsdækkende sikkerhedspoliti under Rigspolitiet. Det skulle ifølge justitsminister K.K. Steincke:

• Skabe værn mod handlinger, der er rettet mod rigets selvstændighed og lovlige samfundsorden, samt naturligvis i stigende grad gennemførelsen af effektiv tilsyn med fremmede og rejsende.

Ideen blev realiseret i 1939, da den nationale sikkerhedstjeneste SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet.

Organisatorisk lå SIPO under Rigspolitichef Thune Jacobsen. SIPO’s første chef blev politiinspektør Poul Strøbech.

 

Et register blev udleveret til tyskerne

Afdeling D samarbejdede med den tyske besættelsesmagt og Gestapo. Det skete formelt i forbindelse med regeringens samarbejdspolitik. Men ofte gik SIPO og afdeling D langt videre.

Nazisterne krævede i forbindelse med tyskernes angreb mod Sovjet i 1941, at det danske politi skulle internere 60 danske kommunister. Men SIPO havde langt flere kommunister registreret. Så de valgte at arrestere ca. 300 flere. Gennem flere år var kommunister blevet registreret. Dette register blev senere udleveret til tyskerne. Flere af de internerede døde senere i tyske KZ – lejre.

Ifølge nogle af de kilder vi har anvendt til denne artikel, så hævdes det, at grunden til det danske politis beredvillighed var, at der blandt efterretningsafdelingens ledelse var flere overbeviste nazister.

 

Forløberen til Forsvarets Efterretningstjeneste

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) blev dannet i 1967 som selvstændig myndighed. Men da Anden Verdenskrig brød ud var efterretningsvæsnet opdelt i to:

• Generalstabens Efterretningssektion
• Marinestabens Efterretningssektion

Til forskel fra politiets efterretningssektion var militærets sektion nationalt indstillede og samarbejdede ikke med tyskerne eller Gestapo. De gik tidligt i gang med at modarbejde tyskerne. De opbyggede den militære tjeneste og samarbejde med udenlandske tjenester.

I 1943 da samarbejdspolitikken brød sammen, blev der på Den Danske Ambassade i Stockholm oprettet en dansk efterretningsafdeling.

Mange flygtede til Sverige. De kom hjem efter krigen og havde foretaget sig handlinger mod regeringen, fordi de fra starten modarbejde den danske regering. Under normale omstændigheder ville det blive betragtet som forræderi.

 

Man ansatte Gestapo – folk

Ved krigens afslutning var kommunisterne trods deres store indsats i modstandsarbejdet stadig nationens hovedfjende nummer et. Snart gik danske og engelske efterretningsfolk i gang med at afhøre befolkningen om, hvad de vidste om navngivne kommunister.

Ja man ansatte ligefrem gamle Gestapo – folk til dette arbejde. Og i den store og meget dyre kommisionsrapport om PET’ s arbejde (70 millioner kroner) i seks bind står følgende at læse:

• Der er ikke fundet noget spor i materialet af, at ledelsen eller medarbejderne på noget tidspunkt overvejede kildemæssige eller andre problemer ved at købe oplysninger om kommunister af tidligere Gestapo – folk.

 

Top – Nazist var Efterretningschef

Nu var det ikke kun det danske efterretningsvæsen, der brugte topnazister efter krigen. Det gjorde amerikanerne også i høj grad. Men også hos tyskerne fandt man dem.

I 1956 hed spionchefen i Tyskland, Dr. Schneider. Men under dette navn gemmer det sig Reinhard Gehlen, Hitler’s efterretningschef på østfronten. CIA, som ikke var meget bedre selv sagde:

• Man brugte Hitler’ s efterretningstjeneste som førerhund. Det eneste er bare, at den snor, som den er i, er for lang.

 

Vil ikke føre kartotek over ustraffede dansker

Den 5. marts 1947 garanterede den daværende justitsminister at

• Politiet ikke førte kartotek over ustraffede danske borgers lovlige politiske virksomhed

Det var Land og Folk, der mente at politiet stadig var i besiddelse af registret med alle kommunister. Trods dette er jagten på bevæbnede kommunister aldrig holdt op.

 

Aftale med amerikanerne

Efter krigen fandt kommandør P.A. Mørch ud af, at den reelle trussel kom fra russerne. På egen hånd uden om regeringen kontaktede han amerikanske OSS, det senere CIA, og indgik en aftale, der indebar at amerikanerne skulle levere en masse radioudstyr. Det var med henblik på, at der skulle oprettes et moderne aflytningscenter. Til gengæld skulle man hjælpe amerikanerne, der skulle tjene USA’ s formål. Herunder var det vigtigt for amerikanerne at få alt om kommunisme at vide.

Også tyskerne efterlod en del radioudstyr. Og det tog man også med tak imod.

 

Fra Den Danske Modstandsbevægelsen til israliterne

En væsentlig del af de våbner som modstandsbevægelsen havde til overs, særlig de kommunistiske blev samlet sammen i 1948 af Herbert Pundik og David Israel. De blev derefter smuglet til væbnede jødiske grupper i forbindelse med Israels dannelse. Disse oplysninger er dog ikke medtaget i den kommissionsrapport, vi referer til. Efterretningsvæsnet var fuld klar over dette smugleri.

 

1948: Russisk invasion truer

I påsken 1948 opstod der vedholdende rygter om, at Danmark ville blive offer for en russisk invasion. Statsminister Hans Hedtoft havde allerede givet spionchef (FE) H.M. Lunding lov til at købe 200.000 geværer.

Amerikanerne havde gjort opmærksom på, at de ville være en fordel at forsvare Læsø, Anholdt og eventuelt Samsø. Politimester Brix havde fået at vide, at han skulle bistå militæret.

 

To sønderjyder

Lunding ville helst forblive i det sønderjyske. Der skulle bare en gang imellem sendes lækkerier ned til ham bestående af specielle cigarer, whisky, kaffebønner, friske frotte – håndklæder, annanas og abrikos. m.m. Denne sønderjyde var udpeget til den militære efterretningsleder.

Hans bekendt, politimester Brix var udpeget til den første leder af PET. Politimesteren havde opbygget et meget omfattende register over folk fra Det Tyske Mindretal, Folk, der havde været frivillige ved fronten, dømte og ikke dømte efter besættelsestiden.

 

Klippe og klistre

Som en tommelfingerregel skulle PET jagte fremmede spioner inden for landets grænser, mens det militære efterretningsvæsen skulle jagte spioner uden for landets grænser.

Men først måtte 42 officerer gennempløje 44 internationale tidsskrifter og dagblade. Og så blev der ellers klippet og sat artikler i system på kartotekskort.

Nogle officerer blev sendt til uddannelse hos MI 15 og MI 16 i England. Andre måtte i gang med undervisning i det russiske samfund, østeuropæiske uniformer og gradstegn.

Under den kolde krig koncentrerede man sig om at aflytte skibe, hærstyrker og fly. Man fik specielle pejlestationer i Hjørring, Løgumkloster, Gedser og Bornholm.

 

Den Femte Kolonne

Myndighederne betragtede udmeldinger fra DKP som en begyndelse til en slags Femtekolonne. Derfor fik man fra CIA i 1948 kopi af et kartotek. Dette indeholdt oplysninger om danske statsborgere. Det var rart at have i tilfælde af en russisk invasion.

I 1950 blev der igen ændringer omkring registrering. Nu sagde man:

• Stive Regler har været hæmmende for et effektivt Efterforskningsarbejde, derfor er Registrering af lovlig politisk Virksomhed absolut nødvendig til bekæmpelse af 5. Kolonnevirksomhed og yderliggående politisk Infiltration i officielle Institutioner m.v.

 

Kommunist – aktionen bliver rost

I dette år havde man stadig ikke indset at aktionen mod kommunisterne var grundlovsstridigt. Ja det er der jo nogen, der den dag i dag heller ikke kan se. Men i 1950 blev der udsendt et notat, hvor der blandt andet stod anført:

• Politiets aktion den 22. juli 1942 mod DKP/ Danmarks Kommunistiske Parti og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt, og der slås til samtidig i hele landet.

Først i 1951 blev Sikkerhedspolitiet, i forbindelse med politiets hemmelige tjenester, omdøbt, og fik sit nuværende navn PET

 

Utroværdige oplysninger

Ifølge efterretningsvæsnet skulle DKP i 1947 have foretaget en registrering af hele den danske befolkning. Tusindvis af grupper på fem personer skulle have registreret den danske befolkning. Men hvordan skulle det være foregået uden at vække opmærksomhed. I 1950erne og 1960erne så det også ud, som om, at alle militære oplysninger omkring Danmark kom via Vesttyskland.

Blandt PET var opfattelsen, at østeuropæiske efterretningstjenester fik deres spioner fra DKP’ s medlemsliste.

 

Er han kommunist?

I 1952 blev en kandidat fra Retsforbundet ganske chokeret, da politiet rettede henvendelse til hans arbejdsgiver for at få at vide, om han var kommunist. Årsagen var, at han havde skrevet under på en protest mod regeringens politik.

Dette afstedkom selvfølgelig en diskussion i Folketinget. Justitsminister Helga Petersen udtalte:

• Hvad angår spørgsmålet om kartotekerne, kan jeg henvise til, hvad der tidligere er oplyst for Tinget, at der her i landet ikke foretages registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning.

 

Har man ikke lært af Tyskland og Rusland?  

Men Justitsministeren måtte dog trække denne udtalelse til bage, da der kunne fremdrages masser af eksempler på, at politisk registrering fandt sted. Dette fik folketingsmedlem Kjelgaard Iversen til at udtrykke dette:

• Det må herved ansås for fastslået, at danske myndigheder desværre fører sådanne (politiske) kartoteker. Jeg troede i øvrigt, at man havde lært tilstrækkeligt af Tyskland og Rusland, hvad diktaturets hemmelige politi og spionage over for befolkningen betyder.

 

I tilfælde af krig

I slutningen af 1950erne fandtes der detaljerede planer for interneringen af omkring 1.000 ledende kommunister i det storkøbenhavnske område i tilfælde af krigs – og krisesituationer. Enkelte hjemmeværnsafdelinger havde endda i de tidligere halvtredser gået endnu videre og udarbejdet likvidationslister.

 

PET i lommen på CIA?

I 1956 var kritikken over Brix arbejde hobet sig så meget op, at han måtte gå. Vi har tidligere beskæftiget os med denne her på siden. Han nåede dog at føre en bred side af, inden han gik. Og det handlede om, at han mente, at PET var fuldstændig i lommen på CIA.

 

Ulovlig registrering

Men trods dette, så fortsatte regeringen den ulovlige registrering. Det afslørede justitsminister Hans Hækkerup i 1963. Han sagde rent ud:

• Registrering omfatter personer, der har manifisteret et tilhørsforhold til ideologier, der er vor samfundsopfattelse fremmed, ja måske fjendtligt indstillet over for den, og som fremtræder med en sådan styrke, at det bringer sine tilhængeres loyalitet over for den danske stat i fare.

 

Et hemmeligt notat

For i virkeligheden opererede PET og sikkert også FE i mange år med et hemmeligt notat, som blev vedtaget af skiftende regeringer. Notatet tillod at man registrerede meget bredere end oplyst. Således ville man til stadighed have at vide, hvad der foregik hos kommunisterne og i de venstreorienterede miljøer.

 

Warmberg – udvalget

Ikke engang det nedsatte Warmberg – udvalg, der skulle føre tilsyn med PET var klar over dette notat.

Dette udvalg blev nedsat i 1964. Det blev nedsat som følge af masser af kritik over PET. Nu troede borgerne, at der var kommet en vagthund, som kunne kontrollere tjenestens registreringer og organisationer.

 

Var 400.000 borgere registreret?

Også midt i 1960erne kom det frem, at PET i mange havde gemt en masse oplysninger om et stort antal borgere. Ja man regnede med, at der lå et kartotek med omkring 400.000 borgere. Når danskere søgte om visum til andre lande kunne PET levere oplysninger om de pågældende borgere. Men atter engang, den 30. september 1968 udsendte regeringen er erklæring:

• Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

 

PET bliver landsdækkende

Men i 1968 erklærede fik vi så justitsminister Knud Thestrup at registrering af danske statsborgere var nødvendig og skulle fortsætte. Det vakte vild forargelse og Venstresocialisterne forsøgte at rejse en rigsretssag.

Københavns Politis Efterretningsafdeling D blev i 1960erne til Københavns Sikkerhedspoliti og skulle efterforske politisk betonede attentater, hærværk og brandstiftelser.

I 1966 blev de to lagt sammen til en enkelt efterretningstjeneste ind i PET, der samtidig blev landsdækkende. I 1970 havde PET syv lokalkontorer fordelt over hele landet.

 

Venstrefløjen skal overvåges

Den 31. december 1968 udsendte PET – chefen, Arne Nielsen en instruks, hvor det bl.a. hedder:

• Følgende personer skal registreres, også hvis de alene er kendt som medlemmer af:

DKP’ s centralkomité

DKP´s Københavnerledelse

DKU’ s Hovedbestyrelse

DKU’ s Københavnerledelse

VS’ s Hovedbestyrelse

VS’ s Københavnerledelse

Overvågningen omfattede dog også abonnenter på kommunistiske blade, borgere, der skrev under som stillere for kommunisterne i tilfælde af valg, medlemmer af foreninger som af efterretningstjenesten blev betragtet som kommunistiske fronttjenester, møder arrangeret af kommunister, børn af kommunister der blev indkaldt til militæret, fredsaktivister m.m.

 

Til opgaven – med fuld energi

I koldkrigsperioden mellem 1945 og 1991 var Danmark allieret med resten af Vesteuropa og USA imod Sovjetunionen. Mange danskere frygtede længe en invasion fra øst. Det var en kamp mellem de kommunistiske og de kapitalistiske ideologier. Og dette satte i høj grad sit præg på PET og FE.

Danmarks tilhørsforhold til Vesten herunder NATO og USA, betød desuden, at mange danske politikere anså de dele af den danske venstrefløj, der havde forbindelser til Sovjet, som en potentiel trussel mod Danmark’ s sikkerhed og selvstændighed. Derfor fik PET til opgave at overvåge venstreorienterede. Og de gik til opgaven med masser af energi.

 

Firmaet

Nu var alt, hvad man foretog af overvågning måske ikke lige smart, men for det meste bevarede de implicerede deres job, og der blev aldrig rejst rigsretssag mod nogen politikere.

Firmaet var en dansk, halvprivat efterretningsorganisation, der fungerede fra 1948 – 1963. Stifteren af Firmaet hed Arne Sejr. Han havde været modstandsmand under besættelsen. Der havde han grundlagt Studenternes Efterretningstjeneste. Og denne bestod af tre dele:

• En ”hvilende” organisation, som skulle aktiveres, hvis eller når russerne invaderede
• En tilsyneladende officiel organisation, foreningen Frihed og Folkestyre
• En hemmelig organisation, der skulle varetage såkaldte ”sorte operationer”

Et af Firmaets ”sorte” aktioner var aflytningen af ægteparret Alfred Jensen og Ragnhild Jensen. Førstnævnte var også formand for DKP.  Man havde simpelthen lånt lejligheden nedenunder.

På baggrund af aflytningerne sendte man såkaldte sorte breve. Formålet var at splitte kommunisterne. Man udøvede psykologisk krigsførelse, og det så ud som om, at det lykkedes.

Og spionchef Lunding var slet ikke klar over dette. Han fik chokket en dag i 1963. Kontraefterretningschefen, Niels Bjarne Schou havde kørt parløb med amerikanerne

 

Axel Larsen samarbejdede med CIA

Axel Larsen havde forsøgt at føre en mere midtsøgende politik, men det lykkedes ikke at holde sammen på partiet. I november 1958 blev han kylet ud af DKP.

Han tabte magtkampen og dannede SF. Og hvad ikke engang det danske efterretningsvæsen vidste, var, at han arbejdede sammen med CIA.

 

Amerikanerne kvitterede med 2,6 millioner

 Både FE og CIA var aftagere af informationerne fra Firmaet. Og som tak for anstrengelserne kvitterede amerikanerne med 2,6 millioner kroner.

Men også andre støttede Firmaets aktiviteter. Herunder mange af dansk industris kæmper, Danfoss, F.L. Smidth, Carlsberg, Sukkerfabrikkerne og endda Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet.

 

Jens Otto Kragh: Gør det så meget

Mange år senere kom det frem, at forsvarsminister Kjeld Olesen havde givet tilladelse til denne aflytning. Måske vidste Jens Otto Kragh dette for han spurgte:

• Gør det så meget

Og Rigsadvokaten mente, at sagen var forældet. Ja man kan undre sig over, at det heller ikke i dette tilfælde skete noget med de ansvarlige.

CIA var fuld af lovord over for Arne Sejr. Og Politikens chefredaktør, Herbert Pundik købte de seks røde ringbind med aflytningsmaterialet hos Niels Frommelt for 6.000 kr.

 

Arbejderbevægelsens Informations Central

Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) var fagbevægelsens og Socialdemokratiets efterretningstjeneste. AIC blev oprettet i 1944 for at overvåge kommunisterne. Denne overvågning fortsatte helt frem til 1973. Det var en stærk konkurrence om vælgerne mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne. Og arbejderklassen skulle jo helst vælge det rigtige parti. AIC arbejdede både sammen med den militære efterretningstjeneste og den Amerikanske Ambassade i København.

Samarbejdet med PET blev formaliseret, da Brix blev chef.

 

Glæd jer til Del 2

Ude på Sandagergård på Aflandshage blev anlægget efterhånden udbygget til endnu mere aflytning.

Vi skal i næste del høre om mere avancerede aflytningsformer. Ja det startede med en computer med hele 16 kiloram hukommelse. Og så har efterretningsvæsnet i den grad været indblandet i en del episoder. Vi skal høre om Frede Farmand og Echelon og meget mere – men alt dette kan du læse i del 2.

 

Kilde: (1 – 2):

• Herbert Pundik: Det er ikke nok til at overleve (Gyldendal 2005)
• PET – Kommissionen 1 – 16
• Overvågning, Aflytning og Hacking 1 – 38 (norrebro.dk)
• Erik Haarest: Agent – affæren (1978)
• Jacob Andersen, Søren Jacobsen: Spionen, der sladrede (1977)
• –                             –            : Operation Kastanje
• Jacob Andersen: Undergravende virksomhed (Peter La Cour 1999)
• Preben Wilhjelm: Fra min Tid (2005)
• Preben Wilhjelm: Demokratiets vogtere (Centrum 1999)
• Charlotte Aagaard. I nationens tjeneste Frank Grevil – majoren, der fik nok (Information 2005)
• Rie Holdum: Hver en sten, der vil blive vendt (Tiderne Skifter 1999)
• Søren Steen Jespersen, Miki Mistrati: Den hemmelige tjeneste, da PET blev afsløret (Aschehoug 1999)
• Hans Jørgen Bonnichsen: Hånden (2006)
• Hans Davidsen Nielsen: I en højere sags tjeneste
• Wilhelm Christmas Møller: Obersten og Kammertjeneren (Gyldendal 1995)
• Kjeld Hillingsø: Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud (2004)
• Per Henrik Hansen: Firmaets største bedrift – den hemmelige krig mod danske kommunister
• Hvidbog om PET (Demos)
• Erik Jensen: De hemmelige tjenester PET og FET gennem 40 år (Demos 1998)
• Arendse Lund, Jan Jørgensen: Spion for Danmark (Tiderne Skifter 1989)
• Flemming Sørensen: Demokratiets Grænseland (SP Forlag 1987)
• Martin Kryhl Jensen. Hetler – spionen fra højre (Peoples Press 2013)

 

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk

• En justitsminister i unode
• Overvåget – dengang
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Historien om Overvågning 2
• Skyd efter benene
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – nok engang
• Terrornatten på Nørrebro

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tønder – da Liebestempel blev bygget

Dette er Tønder’s historie fra ca. 1790 – 1820. Borgmesteren anlægger ”Kærlighedens Lysthus. ”Lyse vinduer og et venligt udseende”, ja sådan beskriver en gæst byen. Politimesteren forlangte lys, men det fik han ikke. Det var stadig farligt, at få hjem fra værtshus i mørke. Man kunne havne i en mødding, kælderhals eller vandpumpe. Der var hårde afstraffelse. På et tidspunkt var der 80 bryggerier og brændevinsfremstillere. Seminarister var ikke ”Guds bedste børn”. Vild oprør, da lokale ikke kunne få brødkorn. Smuglergods blev fragtet op ad Vidåen. Franske, spanske, polske tropper besøgte Tønder, ja selv kosakker. I Tønder lavede man nødpengesedler. Og så blev amtmanden begravet i Højer.

 

Tønder fra ca. 1790 – 1820

Vi har flere gange beskrevet dette Liebestempel eller snarere begge pavilloner, som Carsten Richtsen lod anlægge. Hvordan så Tønder ud dengang – i tiden fra 1790 til ca. 1820.

Kærlighedens Lysthus, ja sådan bekriver Michael Falch vores Liebestempel. Og vi har alle vores egne oplevelser fra denne pavillon. Og Falck’ s oplevelser, ja det kan I også læse her på vores side.

 

De fleste huse var små

Egentlig var byen ikke ret stor. Også dengang kunne man også se kirketårnet lagvejs fra. Nej vandtårnet var endnu ikke bygget.

Syd fra eller nærmere øst fra var det vanskelig at komme ind i byen. Det var næsten hele tiden oversvømmet. Man passerede to stråtække toldhuse på markedet, og gennem Søndergade passerede man mange små håndværkere.

 

Carsten Richtsens hus

De fleste huse i byen var små, og så var der også nogle langhuse og de prægtige huse oppe i hovedgaden. Og disse huse var Dröhses Hus, Apoteket og Carsten Richtsens Hus.

Carsten Richtsens hus var byens stolthed. Også hans far var blevet rig på kniplingskunst. I 1795 fik han tilbygget et nabohus, hvor undertegnede i tidens løb er kommet meget. Bygningen indeholder nemlig endnu en af byens mest kendte beværtninger Centralhalle.

Jo denne borgmester har vi allerede skrevet om. Men her skal kort nævnes, at han samlede 200 kobberstik, 60 malerier og en kæmpe bogsamling. Og vi skal da heller ikke glemme, at det var ham, der anlagde Nørre Allé og Liebestempel.

I 1812 var justitsråd og borgmester gået af som borgmester. Han var nedtrykt over, at hans kone ikke kunne blive rask. Parret havde mistet deres eneste søn som lille.

 

En ny borgmester

Der var efterhånden sket en masse ændringer i Tønder Kommune. Og det måtte yngre kræfter til at ordne dette. Det blev så den yngre Horup, der måtte klare dette.

 

Gulsmedens søn

I Vestergade boede guldsmedjen Nicolay Hansen og hans fem år ældre kone, Anna Henriette født Köhn. I 1803 boede her også den 83 – årige bedstemor Köhn. Til husholdingen hørte også en 14 – årige tjenestepige og to karle på cirka 20 år. Jo guldsmeden var en nogenlunde velhavende mand. Han havde tjent penge på sin faglige dygtighed. Meningen var at sønnen skulle føre det hele videre, men ak, det var en helt anden skæbne, der overgik P.A. Hansen.

 

Lyse vinduer og et venligt udseende

Huset, de boede i, var et meget pænt hus inspireret af hollænderne fra 1600 – tallet. I øvrigt var der mange pæne huse i Tønder allerede dengang. Se bare her, hvad der blev nedfældet hos en rejsende fra år 1800:

• Tønder var en lille hyggelig by med 500 huse og 3.000 mennesker. Gaderne er rene med en god brolægning. Husene havde lyse vinduer og et venligt udseende.

 

Fysikus hjælper ”Byens stolte søn”

Den unge Hansen fortsatte sin lærertid i Flensborg. I Tønder havde han lært grundprincipperne i latin og fransk. Han havde allerede i fødebyen vist sine talenter inden for fysik og matematik. Den gode lærer Hansen havde hjulpet den unge mand med at udvikle sine talenter og stillet sit bibliotek til rådighed. Nogle af nætterne fik P.A. Hansen til at gå med og læse.

I guldsmedjefamilien var datteren i huset, Jette blevet syg. Og fysikus Dirk kom på besøg. Og det udviklede sig til en lang diskussion med den unge P.A. Fysikus var i den grad blevet imponeret af den unge guldsmedjesøn. Han ansporede ham til at videreuddanne sig og brugte sin forbindelser for at få guldsmedesønnen videre. Og det udviklede sig til en af Tønders stolte sønner, astronom Hansen. Ja en gade fik han opkaldt efter ham. Men læse lige mere i vores artikel om Byens stolte søn.

 

Politimesteren forlangte lys

Nu var ikke alt lige praktisk dengang. Nogle steder mindende byen om en middelagtig by. Vandpumperne stod ofte i vejen for almindelig færdsel. Kendte man ikke stederne, skulle man passe på, når det var mørkt. I 1832 mente politimesteren, at disse pumper skulle være belyst for at undgå ulykker. Men både Raad og Borgmester afviste.

Kun der hvor Østergade gik ud i markedet var der oplyst med en lanterne.

 

Når det var mørkt i Tønder

Den berømte Uwe Jens Lornsen skrev hjem til sine forældre, mens han gik på Seminariet:

• Hvorfor skal de egentlig have belysning? Om vinteren sover her i Tønder folk i 11 timer.

De gamle borgerpligter beskrev, hvordan man skulle reagere i mørke. Lige så snart, at man hørte Mordskrig eller Brandlarm skulle man enten tænde et lys i vinduet eller hænge en lanterne ud på huset.

 

Helt så dødt, var det nu ikke

Men helt så dødt var det nu ikke i Tønder. Der var gang på byens beværtninger, Rådhuskælderen, Humlekærren, Den Nordiske Løve, De Hvide Svane eller en af alle de andre.

Og her rådede man til, at såfremt man havde en tjenestepige eller en tjenestekarl, så skulle denne komme med en lanterne og følge en hjem, så undgik man de værste forhindringer. Det kunne jo være at bragede ind i en vandpumpe, faldt ned i en kælderskakt eller faldt om i en mødding i en af sidegaderne. Nu kunne det jo også være at man ikke var hel appelsinfri. Der befandt sig i byen omkring 500 stk. mælkekvæg.

 

Fysikus forsøgte at skabe sundhed

Fysikus Dirck havde forsøgt at skabe lidt mere sundhed i byen, ved at minimere alle disse møddinger. Men åbenbart gik tøndringerne mere op i deres gamle rettigheder end at forandre ting. Først i 1842 skete der en forandring i den henseende.

 

Man tog sig af syge og fattige

I Tønder var man bedre til at tage sig af de fattige og syge end mange andre steder. I 1862 blev de alle samlet i Fattighuset.

Men også Richtsen, Popsen, Leo, Horup og mange andre stiftede omkring år 1800 legater, der skulle komme de mindre bemidlede og syge til gode. Allerede i 1783 havde man indrettet en arbejderanstalt. Året efter fik byen et privilegium af kongen til at oprette en Hatte – og Strømpefabrik.

Her arbejdede 10 fattige mænd og 34 kvinder med børn. På et år frembragte de 9.600 hatte og 252 par strømper.

I 1784 havde fysikus Dr. Krichauff oprettet Anstalt til Helbredelse af Syge og Fattige i Østergade 15. Oprettelsen skete ved hjælp af frivillige midler. Det var i 1826 blevet forbudt at tigge. Blev man snuppet, blev man snuppet og anbragt i arbejderanstalt.

 

Hårde afstraffelser

En skomagerlærling havde i 1813 stjålet et æble. For denne forbrydelse blev han to gange pisket på markedspladsen. I en time skulle han desuden sidde med halsjern og modtage folkets harme. Desuden modtog han en straf på tre dage på vand og brød.

En karl havde i Brensbüll myrdet en bondedatter og efterfølgende havde han begået selvmord. Hans lig blev hentet af skarpretterens søn. Skarpretteren måtte ikke selv hente liget. Han blev ført til Tønder Herreds henrettelsesplads. Men herfra blev liget så kørt til Løgumkloster. Her blev liget så hængt tre gange op på galgen, inden det blev smidt i et hul i jorden.

 

Skolesystemet blev lavet om

I Tønder var næsten alle, der skulle have noget at skulle have sagt blevet pietister. Og deres retning var ikke lige i den retning som Adler, den nye kirkelige chef ønskede at gå. Dette afstedkom også mange problemer inden for skolevæsnet.

Denne Adler var også forfatter til en ny skolereform, som trådte i kraft i Slesvig – Holsten, som trådte i kraft i 1814. Fire latinskoler blev tilbage i Slesvig – Holsten. Alle andre blev nedlagt. Også den i Tønder, men det skete dog ikke før, at den gamle lektor Carstensen ophørte. Men så skete der også store forandringer i Tønder’ s skolevæsen.

Også i kirkelivet skete der ændringer. Således dukkede Provst Prahl op, og han nærede ingen tilknytning til pietisterne.

 

Brændemærket

I 1830 havde skarpretter Stöckler pisket en tyv ved navn Pfeisser. Det skete midt på markedspladsen. Samtidig blev han brændemærket mellem skulderblade. Han blev fulgt til sognegrænsen og udvist.

 

Tro mod gamle regler og forordninger

Vi har tidligere refereret til en norsk besøgenes dagbog, hør blot her var vedkommende også lagde mærke til:

• I den lidt afsondrede by er det meget landsbyagtigt. Her havde man også en bedre opførsel end andre steder. Her er flere afklarede mænd, og ind til nu har jeg ikke mødt en eneste ubehøvlet person. Her var man tro mod de gamle regler og forordninger og herkomst

 

Seminarister – ikke Guds bedste børn  

Efterhånden var der en stor søgning til Seminariet i Tønder. Besøgte unge rige bondesønner dette seminarium, ja så slap de for militærtjeneste.

Det var ved dette seminarium, at Uwe Jens Lornsen i 1811 startede som 18 – årige. Han skrev jævnlig hjem til sine forældre. Nogle af hans med – elever blev beskrevet som vilde folk. De kunne finde på hvad som helst og var bestemt ikke Guds bedste børn.

 

Kniplingsindustrien gik tilbage

Tønders handelsliv var domineret af kniplingsindustrien. Omkring år 1800 var i alt 12.000 piger beskæftiget med at kniple. Højdepunktet var i 1805, da der blev eksporteret for 261.869 rigsdaler. Omkring år 1800 var der 13 store kniplings – købmænd i byen.

Men kniplingsindustrien gik tilbage. Moden havde ændret sig, og mange steder kunne man producere billigere. Og så var der steder, hvor man ikke gik så meget op i kvaliteten. I selve byen havde der været 900 piger beskæftiget, men nu var man helt nede på 300. Kun en kniplingshandler var tilbage i 1828

 

80 bryggerier – og brændevinsfremstillere

Omkring 1780 var der hele 80 bryggerier og brændevinsfremstillere i Byen. Men allerede dengang klagede de over manglende afsætning og for dyrt korn.

 

Ikke brødkort til de lokale

Nord for linjen Højer – Ballum kunne man slet ikke mere få brødkorn. Allerede i 1789/90 havde en rig kniplings – købmand købt alle brødkorn omkring Trøjborg. Men også nogle andre borgere fra Ballum og Tønder havde været i gang med at eksportere en masse brødkorn.

Der opstod efterhånden nød i befolkningen. Flere og flere protesterede mod, at de ikke kunne få brødkorn. I februar 1790 blev der foranstaltet protestmøder i Stokkebro, Sejerslev, Ballum, Emmerlev Klev, Møgeltønder, Gallehus m.m.

 

Grev Schack forlange militær indgriben

Store mængder gik mod Tønder. Militærstyrker blev hentet ind til Tønder. Amtmand von Bertouch havde sendt forespørgsel til København m.h.t. hvad der skulle foretages.

Grev Schack havde forlang at militæret skulle sættes ind og hans arbejdere skulle tvinges i gang. Stadsholderen i Hertugdømmerne, Prins Friedrich Carl von Hessen var sendt til Tønder for at underholde forholdene. Og endnu et kompagni soldater blev sendt til Tønder.

 

Amtmanden forhindrede værre

Nu kom der også frem, at bryggerier i Flensborg og Bremen havde købt masser af brødkort i Tønder – området.

Amtmanden undlod at sætte militæret ind. I stedet gav amtmanden sig til personlig at tale med de involverede. Han begav sig også til at snakke med kornhandleren. Det har sikkert været amtmanden, der forhindrede at der ikke skete det, der var værre.

 

Indsamling, til dem, der mistede hjemmet

Men i 1807 var det galt igen. Årsagen var englændernes brutale nedskydning af København. I Tønder var man med til at samle penge ind til alle de københavnere, der havde mistet et hjem.

Ved kysterne fik man organiseret vagtmandskab.

 

Borgervæbning i Tønder

Og i selve Tønder indgik både Skyttekorpset og Ringriderforeningen i en Borgervæbning. De holdt vagt foran byporten.

Skyttekorpset havde gule bukser og blå jakker med røde kraver. Ringridderne, der fra 1805 måtte kalde sig Frederiksgarden var i lysegrønne jakker med gule knapper, hvide veste og gule benklæder. Amtmand von Betouch var ringridernes chef.

Fra 1803 til 1813 var Landstormen mobiliseret.

 

Smuglergods til Tønder

Nu var det slut at handle med englænderne. Kysten blev spærret for indførelse af alle mulige engelske varer.

Men snart kunne man via Tönning og Sild købe engelske smuglervarer. Ved List på Sild ankrede flere og flere skibe under amerikansk flag med engelske varer som te, kaffe, tobak, sukker og kolonialvarer. Disse varer blev omladet og sendt op ad Vidåen ind til Tønder. Der var også mange tøndringer, der led af en dårlig moral.

 

Spanske tropper til Tønder

I marts 1808 begyndte spanske og franske tropper at gå op gennem Slesvig – Holsten mod Danmark.

Den 22. marts var hele Tønder oppe på mærkerne. Spanske tropper skulle indkvarteres. Først kom kavaleri regimentet El Infante. De kom med 618 mand og 599 heste. Og så kom en uendelig strøm af vogne med bagage for hele divisionen. Så kom en afdeling med mulddyr, marketendervogne og artillerikommandoen.

De gamle toldbygninger på markedspladsen fungerede nu som hovedbygninger. Ja senere kom der også franske soldater i flere omgange.

 

Eksotisk indtryk på tøndringerne

På et slag var Tønder forandret i lange uger. Men spaniolerne havde medbragt deres koner og børn. På tøndringerne virkede det hele meget eksotisk. De var vant til dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk. Nu skulle de også til at vænne sig til spansk og fransk.

Også spanske danse, viser og musik stiftede tøndringerne kendskab til. Hver aften blev der på markedspladsen afholdt messe. Skolebørnene fik også besøg af de festlige soldater. Men de forsvandt i løbet af sommeren 1808.

I en periode kom der så franske ryttere ind i byen. Og det skete også i oktober 1807, hvor de var iført grønne jakker og bjørnehuer.

 

Nødpenge i Tønder

Efterhånden kneb det med pengenes værdi. Efter krigen mod England var det i den grad gået tilbage med Danmarks økonomi. Først forsvandt sølvmønterne, men efterhånden kneb det også med kobbermønterne.

Den 1. december 1812 fik Tønder lov til at fremstille nødpenge. Det var 4 og 12 skillinger.

 

Kosakker og polakker

I Holsten rykkede nu russiske, svenske og tyske tropper ind. Til Tønder rykkede nu kosakker ind. I en fart måtte der skaffes, hø, halm og strå til disse kosakker.

Det var den 8. januar 1814, da Tønder lå begravet under et tykt lag sne, da kosakkerne kom. De forlangte kaffe, the, rum og Brændevin. Men de kom til at elske Tønder – udgaven af Te – punch.

Allerede 10 dage efter kom tøndringerne til at sige farvel til dem. Men det var slet ikke slut med fremmede tropper endnu. For i februar 1814 fik byen besøg af polske styrker med lanser. De blev i 2 – 3 uger.

 

Amtmanden blev begravet i Højer

Amtmand von Bertouch døde i 1815. Men han blev ikke begravet på Tønder Kirkegård. Han havde selv i live fortalt, at fra gammel tid, skulle beboere på Slotsgrunden begraves på Udbjerg Kirkegård. Men amtmanden blev begravet på Højer Kirkegård.

I 1821 døde den meget afholdte tidligere borgmester Carsten Richtsen. Hermed havde pietisterne også mistet en af de sidste støtter i Tønder.

 

Masser af underholdning i byen

Mange skuespiltrupper og artister besøgte Tønder. En gang imellem var der også her livlig fyrværkeri. Og den 5. juli 1825 besøgte Frederik den Sjette byen.

Og se kære læsere, det var hvad der skete omkring den tid, hvor Liebestempel kom op.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere; Se

• dengang.dk indeholder 207 artikler fra Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
• Guld – og Sølvsmede i Tønder
• Tønder Seminarium – en del af historien
• De sidste gadepumper i Tønder
• Carsten Richtsen og Digegrevens hus
• Tønderkniplinger – fra husflid til industri
• Tønderkniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger
• Humlekærren i Tønder
• En astronom fra Tønder
• Michael Falch i Tønder
• Tønderkniplinger
• Peter Dircks – den glemte fysikus
• Åndens folk i Tønder
• Brorson – en præst fra Tønder
• En af Tønders patrioter
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder Statsseminariums historie
• I skole i Tønder
• Henrettet i Tønder
• Fattige i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Lov og ret i Tønder og mange flere

 

 

Tønder som Garnisons by 1740

De havde røde jakke og gul krave. Ja det var bare en af de regimenter, der huserede i Tønder fra 1713 til 1770. To soldater dræbte i 1740 en tøndring. De brugte ret barske hvervnings – forsøg. En bytjener lovede i fuldskab at gå ind i hæren. Han fortrød dagen efter med tømmermænd. Borgmesteren måtte gå ind i sagen. Soldaterne skabte meget uro i Tønder. Der var masser af slagsmål og tyveri. Og så gjorde de unge Tønder – piger gravide. Husværter blev også straffet, når soldater deserterede. Indkvarteringen var en byrde, især for de fattigste. Og soldaterne tog deres familie med. Det var kummerlige forhold der blev budt og stakkels soldaterbørn. Snart opstod der bolignød i byen. Og officererne, ja de kom sammen med spidserne og snappede flere gange en datter af en rig kniplingskøbmand.

 

Rød jakke med gul krave

Fra 1736 – 1742 lå der i Tønder et kyrassier – regiment. Dette regiment havde en rød jakke med gul krave. Og så havde de en sort kappe.

Regimentet var kommet tilbage fra Rhinen, hvor de var led i et dansk hjælpekorps til den tyske kejser. Nu var de så kommet tilbage til Holsten.

Leibkompagnie var ledet af en ritmester Knutzen og bestod af to officerer, en vagtmester, tre koporaler, en trompeter og 56 menige.

Dette kompagni plus et andet havde fået Tønder tildelt som garnison. Det anden kompagni blev ledet af ritmester, Baron Wedel.

Regimentes leder grev Holstein havde i første omgang indtaget Møgeltønder som kvarter, senere blev det så Flensborg. Regimentet blev også kaldt Regiment Holstein.

 

Tønder kendte til indkvartering

For Tønder var det ikke nyt med militær. Gennem de sidste hundrede år var der næsten konstant indkvarteret tropper. Ofte var det kun af kortere varighed. Men fra 1713 var Tønder konstant garnison for dansk militær. Denne tilstand varede til 1770.

 

Masser af militær, dengang

I det 18. århundrede havde de europæiske magthavere et forholdsvis stort militærbudget. Og det gjaldt også for den danske konge. I fredstid var der cirka 10.000. Mange gange var man dog over 25.000. Med Landmilitsen var man oppe på 70.000 mand.

Ofte var enkelte enheder udstationeret i udlandet. Kommandosproget var tysk. Målet var at ligne de preussiske regimenter, men opnåede man dog sjældent. Fra 1773 blev der indført noget der nærmest ligner et hjemmeværn.

Forskellige rytterregimenter bestod kun af professionelle. Før i tiden forsøgte man at lokke nye rekrutter til med trompeter og trommer. Men nu var man blevet lidt mere smarte. Rundt omkring også nede i Tyskland sad en slags hverveofficerer. Og især fra Altona, som dengang tilhørte Danmark kom der en masse rekrutter.

 

To soldater dræbte Tønder – borger (tøndring)

I Tønder blev det hvert år afholdt en slags session eller hvervning. De foregik på Hamburger Herberge, Østergade 58, Holsteinischen Nesselblatt, Weissen Schwan, Nordischen Löwen og i Trekroner, Nørregade 75.

Men i 1740, da man afholdt et stort arrangement i nærheden af byen endte det hele med et slagsmål, hvor to kyrasserer endte med at dræbe Tønder – borgeren, Jens Christensen. Der var mistanke om, at militæret forsøgte at drikke unge knægte fulde for så at få dem ind i folden.

 

Drastiske midler

En anden af byens borger, Niels Nielsen vågnede således i 1739 en morgen med svære tømmermænd og gennemtæsket. Angiveligt skulle han være blevet hyret til militæret.

Tre dragoner under ledelse af overløjtnant von Ahlefeldt skulle have overfaldet den rødhårede knægt, Johann Petersen. Denne kendte ikke noget til, at han skulle have sagt ja til militærtjeneste. Han kunne dog ikke komme ud af klemmen. Men Tønders – borgmester gik ind og forsvarede ham. Men ikke engang det hjalp ham.

 

Borgmester gik ind i sagen

Bytjener Jürgen Petersen lod sig lokke ind i en vagtstue, hvor han yderligere lod sig traktere med salte fisk og brændevin. Da man så tog kongens skål, så Jürgen Petersen sit snit til at tage en anden end sin egen uniform på. I fuldskab lovede han at tjene regimentet.

Næste morgen, da han vågnede af sin rus, stod han til ti piskeslag. Han fandt også 10 daler i sin egen uniform, fordi han nu allerede havde fået sin første løn. Igen kæmpede borgmesteren fro sin ansatte.

Han henviste til en kongelig forordning fra 4. marts 1737 om et forbud, om at hverve de borgere, som endnu ikke havde givet afkald på deres borgerskab. Borgmesteren henviste også til, at soldaterne havde slæbt bytjeneren hen i vagtlokalet, drukket ham fuld og trakteret ham.

 

Soldater skabte megen uro

Der var ofte klager over militæret. Slåskampe med borgere men også indbyrdes forekom ofte. Men soldaterne holdt sig heller ikke tilbage med at stjæle klædestykker fra Blegen. Ofte var soldaterne skyldige i hæleri. Selv æggene ud i staldene var ikke i sikkerhed for soldaterne,

Og ja, soldaterne løb også fra deres faderskab, når unge Tønder – piger blev gravide og senere fødte børn.

Men det var til stor morskab for byens borgere, når alle disse soldater blev straffet ved Æ Kachmand (kagmanden). Ryttere og dragoner blev forholdsvis straffet hårdere.

 

156 soldater stak af

Nu var der ikke så underligt, at ret så mange deserterede fra Kyrassierne. De udgjorde i alt 500 mand og i en periode på 7 år stak 156 af, som ikke siden blev pågrebet. Der findes ikke et tal, hvor de pågrebne også er med.

Hver gang en soldat var deserteret blev kanonen fra slotsmuren affyret. Og så var der alarm. På alle veje og gader i Tønder og omegn blev der sendt patruljer. Også nabobyerne blev alarmeret.

 

Husværter blev også straffet

Enhver husvært havde pligt til at låse sin dør en halv time efter solnedgang og klokken 20 om vinteren. Uagtsomhed blev straffet.

Da en dragon fra Tønder i 1724 deserterede måtte kvarter – værten kautionere 40 daler. Det forlangte ritmesteren. Fra 1713 måtte ingen soldater gik på landevejen uden pas.

 

Navnet blev slået op på galgen

Hvis en desertør ikke blev pågrebet, blev hans navn slået op på galgen.

En ung kobbersmed, Ingwer Conrad Hinz søn af meget agtede forældre i Tønder havde gjort tjeneste i byen fra 1730 – 1734. I 1734 begik han i Elmshorn dumheder. Dommeren befalede, at hans navn skulle på galgen i hjembyen.

Magistraten i Tønder nægtede at deltage i dette.

Familien Hinz skrev til kongen og bad ham forhindre dette. Men de kunne dog ikke overtale kongen. Men ingen kobbersmed i Tønder ville påtage sig opgaven og lave skiltet. Man måtte have hjælp udefra. I 1734 kom blikskiltet endelig til byen og under stor militær opmærksomhed blev skiltet hamret op på galgen ude på Østmarken.

For vedkommende og hans familie betød sådan et skilt en skam for livet. Man kunne ikke søge et offentligt job, så længe den dømte var i live.

 

Indkvartering var en stor byrde

Indkvarteringen i Tønder vakte i mange år mishag og misundelse, fordi nogle var fritaget for denne byrde. Og blandt disse var:

• Præsterne, lærerne, Amts – embedsmænd, advokater, læger, apotekere, postmesteren, Rådsmændene og for det meste også skyttekongen. Også den borger, der sørgede for at markedspladsen blev gjort ren, slap for bøvl med indkvartering.

Når byen så for en gangs skyld fra fri for indkvartering, ja så slap man heller ikke. Så måtte man betale indkvarteringsgæld.

 

Det var de fattigste, der måtte hænge på dem

For det meste var det de fattigste i Tønder, der måtte hænge på soldaterne. Og det var en værre gang logi, de fik tilbudt. Elendige huller, kammer, tagværelser og tilbygninger med mangelfuld sengetøj og husholdningsapparater.

 

Det gik ud over kniplingsindustrien

Minsandten klagede byen i 1742 over, at militæret forhindrede kniplingsindustriens udbredelse. For i de rum, som soldaterne optog kunne der indrettes kniplings – arbejdspladser, fortalte Magistraten.

I 1761 lå her først fire siden seks kompagnier af Oldenborgske soldater. Der opstod pludselig stor bolignød.

 

Kaptajnen fandt sin kniplingspige

Et stort problem var, at en hvis kaptajn Staffeldt ville lade sin dygtige kniplepige bortføre til Rügen. Magistarten klagede til København. Men det tog meget lang tid for at få svar. Og fra hovedstaden kom meldingen, at hun ikke måtte gifte sig. Men da havde brylluppet allerede fundet sted.

Dengang havde staten hånds – og halsret over kniplepigerne. De skulle nødig rejse andre steder hen med deres hemmeligheder.

 

Kone og børn med hjemmefra

Men egentlig kunne man jo ikke forhindre, at soldater blev forelsket. I 1718 blev det dog befalet, at i et Rytterkompagni måtte kun 25 (efter 1733 kun 20) mand have en kone og 13 senge. Nu gjaldt nok kun for gifte!

Det kunne jo også være at de havde taget familien med hjemmefra. Det var normalt dengang, at kone og børn tog med ud til kamppladsen.

 

50 kvinder og 86 børn fulgte med

Da der i 1759 blev proklameret nye indkvarteringer i Tønder, var der også 50 kvinder og 86 børn blandt de kongelige dragoner.

Kvinderne overtog jobs som syning og vask. Nogle overtog sygeplejen og andre igen tog arbejde i lazarettet. Og så var det dem, der forsøgte at holde husholdningen i gang med fiskeri og frugter eller de østers, som de havde smuglet fra Højer.

Ja en del af kvinderne var også tvungne til at tigge.

 

Soldaterbørn

Trist var det også at se soldaterbørnene. Selv om de havde fri skole, så var det ikke mange af dem, der gjorde brug af dette.

Gifte underofficerer og mandskab fik hvert år en rigsdaler for hver knægt. Men så skulle denne også være til rådighed for kongen. Fra det 6. år skulle disse børn bære et rødt bånd om halsen som bevis for, at barnet ikke var fritstillet. Soldater, der ikke ville indgå denne ordning, kunne ikke opnå et fri indkvartering for kone og børn.

Ofte besluttede Magistraten i Tønder at sende disse børn i et militært plejehus i København.

 

En meget beskeden løn

Lønnen dengang var ikke noget at prale af:

• 4 ¾ skilling og 1 ½ pund brød pr. dag.

Det dækkede ikke engang det mest nødvendige. Nu var det dog efter ansøgning muligt at dage et job ved siden af som daglejer.

 

Direkte til Fattigvæsnet

Var man blevet ældre og ikke mere tjenestedygtig, ja så faldt man ofte Fattigvæsnet til last. Men mange fandt sig en almindelig stilling, ofte var dette som medhjælp på et gods.

I 1734 blev det lovligt for soldater at udøve deres egentlig erhverv. Man skal huske på, at dengang var lovgivningen præget af diverse privilegier og forordninger. Det var blandt andet for at sikre, at der var arbejde nok til alle håndværk.

 

Officererne kom sammen med spidserne

Officerer kom sammen med byens spidser. Og enkelte af disse blev gift med døtre af rige kniplingshandlere.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

• På dengang.dk kan du finde 206 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
• Angrebet mod Tønder 1918
• En luftskibsbase i Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Zeppeliner i Tønder
• Soldat i Tønder 1851
• Soldater i Løgumkloster
• Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder)

Amalienborg

Det er Eigtved vi kan takke for de fire flotte palæer. Og det er ham, vi kan takke for Frederiksstaden. Han satte nogle helt specifikke mål for standarden. Og mange af bygningerne kom fra hans hånd. Han var utrolig flittig og konstruktiv. Men det hele startede med en lysthave ved Vesterport, som blev ødelagt af svenskerne. Så blev den flyttet ud til Ny – København. Og her blev anlagt det første Amalienborg. En fødselsdagsfest ødelagde det hele. 200 mennesker indebrændte. I seks år lå det hele bare glemt og gemt. Christian den Sjette brugte 75 pct. af nationens budget til et kæmpe nyt slot. Og endelig kom Eigtveds fire flotte palæer op. Men den ene adelsmand havde ikke formue til at kunne fortsætte. Christiansborg brændte og kongefamilien blev hjemløs. Her er historien om en kongefamilie, hvor der både var børn født uden for ægteskab, elskerinder, sindssyge og meget andet.

 

Man føler sig kongelig

Man føler sig i den grad kongelig, når man befinder sig på slotspladsen. Og motivet gengives igen og igen på fil, postkort og turistbøger. De fire palæer er i sig selv også ganske imponerende.

 

Eigtved og Frederiksstaden

Og egentlig er stedet samt hele området, Frederiksstaden en mands værk. Og denne mand er Nicolai Eigtved. Ja egentlig blev han døbt Niels Madsen i 1701. Hans far var en fattig fæstebonde på gården Eigtved under Skjoldenæsholm Gods.

Som færdiguddannet fik han arbejde i Frederiksberg Have. Ja den 22 årige gartnersvend var så heldig at få et rejsepas underskrevet af Frederik den Fjerde.

I Polen arbejde han i det saksisk – polske bygningsvæsen. Her udmærkede han sig med en meget dygtig konduktør ved opførelse af militære voldanlæg. Han sugede til sig af viden og fortsatte med at imponere.

Han fik de nødvendige midler til en videreuddannelse i Italien, Østrig og Bayern. I 1735 vendte han tilbage efter 12 år i udlandet. Nu var han blevet en feteret hofbyggemester og kaptajn i ingeniørkorpset.

 

Eigtved havde travlt

Snart blev han involveret i færdiggørelsen af Christiansborg Slot. Han lavede det kongelige beboelsesrum samt tegningerne til Marmorbroen og to markante pavilloner.

Eigtved leverede tillige tegningerne til Prinsens Palæ på den anden side af kanalen. Bygningen blev i 1743 – 44 som bolig for landets kronprins, den senere Frederik den Femte.

Han havde travlt denne Eigtved. Ret hurtigt leverede han tegninger til en række rigmandspalæer og lysthuse i Nord – og Sydsjælland.

Han fik også overdraget opgaven til at opføre det første kongelige teater, Komediehuset på Kongens Nytorv. Og derefter fulgte Det Kongelige Frederiks Hospital (Kunstindustrimuseet), Det asiatiske Kompagnis Pakhus på Christianshavn og Christianskirken.

 

Alt skulle godkendes af ham

Og så var det at kongen engagerede Eigtved til at føre ideen om Frederiksstaden og Amalienborg ud i livet. Han kom i den grad til at sætte sit fingeraftryk. For alle tegninger skulle godkendes af ham. Han ville have ufravigelige retningslinjer opfyldt. Husene skulle være lige høje og både gesimser og vinduer skulle flugte.

Ved hans død i 1754 havde han kun set begyndelsen af det som skulle blive hans hovedværk. Moltkes og Levetzaus palæer var opført. Men der manglede endnu to.

 

Jubelåret med et års forsinkelse

I 1749 fejrede man jubelåret for Oldenborgernes overtagelse af kongehvervet. Men man tog det ikke så nøje dengang, for det var i 1448, at grev Diderik af Oldenborg blev indsat som dansk kunder under navnet Christian den Første.

På tredjedagen af disse festligheder lagde kongen grundstenen til et andet af Eigtveds produkter, Frederikskirken. 145 år gik det fra første spadestik til indvielsen af Marmorkirken i 1894.

Jo Frederiksstaden udviklede sig til noget af det fornemste i København.

 

Brandfare

På kysten holdt flåden til, og langs Toldbogade var der mange tømmerhandlere, De havde store mængder af brandfarlig træ liggende. Man skulle sikre sig en byggetilladelse fra Holmens chef, admiral Suhm. Og tilladelsen blev givet under forudsætning for, at de nye huse blev grundmuret og ikke det traditionelle bindingsværk.

De brandfarlige erhverv måtte placeres andre steder i byen. Fremstilling af øl, brød og brændevin måtte forgå andre steder.

I rasende fart havde Eigtved udarbejdet en plan for hele området af Amaliegade og Frederiksgade. Og den centrale plads, hvor de skærer hinanden.

 

Fire ens palæer

Han lavede facadeudkast til borgerhuse og tillige udkast til fire ens palæer på pladsen.

Overhofmarskal Adam Gottlob Moltke engagerede sig i projektet. Formelt var han uden politisk indflydelse, men han var kongens nærmeste rådgiver. Og egentlig var han rigets mægtigste mand.

Den tysksprogede Moltke havde i 1743 også ansvar for Kronprins Frederiks moralske vandel. På grund af Frederik den Femte’ s udsvævende livsførelse var det ofte Moltke, der skulle påtage sig de opgaver, kongen egentlig skulle have påtaget sig.

De fire palæer blev opført efter en samlet plan i 1750 erne. Men egentlig skal langt længere tid tilbage for at få starten af historien.

 

En lysthave, der blev ødelagt

Et lille stykke vej uden for Vesterport omtrent der, hvor Hovedbanegården ligger i dag, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave. Den var blevet ødelagt af svenskerne i årene 1658 – 1659. Da freden igen havde sunket sig, måtte der findes en erstatning.

Hendes svigerfar Christian den Fjerde havde taget initiativ til at fordoble Københavns areal ved at flytte byporten og hovedstadens voldanlæg.

 

Sophie Amalie anlagde en lysthave

I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne vidder. Derfor var det naturligt, at det var her i det landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade, og som strakte sig fra kysten og ind til Bredgade.

Det var ganske vist meget sumpet og et værre morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelige mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.

 

Sophie Amalienborg – et lystslot

Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Den fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.

Det var herude at kongen valgte at holde sin 44 – års fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.

 

En dramatisk brand

Også byens lavere rangklasse fik lov til at se forestillingen i en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere overværet opera med sang og musik, mængder af levende lys og fyrværkeri. 200 mennesker var de plads til i den propfyldte teatersal.

Men ak en af de 1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig, og alle trængte mod salens eneste udgangsdør.

Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet til en glødende askehob. Og det frygtelige er, at næsten samtlige 200 gæster omkom.

Ilden fik også godt fat i slottet som ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.

 

Et slot, der aldrig blev bygget

Allerede i 1670 havde Christian den Femte planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men de planer blev aldrig ført ud i livet.

 

Brandtomten lå der i seks år

I mere end seks år lå brandtomten hen. Men da de sidste rester at lystslottet var ryddet af vejen, blev den del, der lå nærmest Sank Annæ Plads udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns garnison.

I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opføre sig, når han inspicerede sine tropper.

På det tidspunkt var hele området med haven og mønstringspladsen omgivet af kanaler på alle fire sider. Og langs Sankt Annæ Plads og Bredgade blev der plantet alleer af lindetræer.

 

Slottet slugte trefjerdedel af Nationens budget

I 1728 oplevede vi den store bybrand og i 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Og dette slot kom til at sluge mere end trefjerdedel af nationens budget. Men i pragt og udstyr var den ikke til at sammenligne med noget som helst i Europa.

Og derefter var der ingen, der interesserede sig for området omkring Amalienborg indtil Kongen i 1743 bad Eigtved om at lave tegninger til et nyt palæ til kronprinsen. I dag rummer bygningerne Nationalmuseet.

Eigtved havde allerede dengang henvist Christian den Sjette til den glemte plads, Amalienborg – pladsen. Men det syntes denne dog ikke om.

 

Hvem skulle bygge de fire palæer

Men det stod klart, at der skulle bygges fire ens palæer. Moltke var udsæt til at være førstevælger. I begyndelsen af maj 1750 fik den unge generalløjtnant C.F. Raben Levetzau overdragt skødet til nabogrunden. På østsiden var det gehejmråd, baron Joachim Brockdorf, der var udset til at opføre et palæ. Og endelig var det konferensråd baron Severin Løvenskiold, der var fundet værdig til formålet.

 

Det kneb for unge Løvenskiold

Det gik da også fint med de første tre, som med det samme kastede sig over opgaven. Men det kneb for unge Løvenskiold. Det gik et helt år, inden han kom i gang. Problemerne voksede da også efterhånden som huset fik form. Økonomien kunne ikke holde til det.

 

Lensgreve Schack i økonomiske problemer

I 1754 afhændede han det hele til den hovedrige grevinde Anna Sophie Schack. Hun ville ikke selv bo der. Hun havde netop købt admiral Niels Juels store palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade.

Men nu var det sådan, at hendes barnebarn, lensgreve Hans Shack stod netop og skulle giftes. Og det var med naboen A.G. Moltkes datter. Et palæ på Amalienborg Plads var vel en passende begyndelse.

Men nu boede parret ikke ret længe her. Lensgreven havde jo også Schackenborg Slot i Møgeltønder. Og her bliv han udnævnt som stiftsamtmand. Økonomiske problemer opstod, ja faktisk blev han sat under administration af Rentekammeret. Løsningen blev, at Schacks Palæ blev udlejet til folk, der gerne vil betale en tårnhøj leje på byens dyreste adresse.

 

Moltke købte Brockdorffs palæ

Næsten det samme skete for baron Brockdorff. Han ejede flere godser i Sydslesvig og foretrak at opholde sig der. Inden hans død i 1763 havde han fundet passende lejere. Det var tre unge prinser fra Hessen – Kassel.

Da Moltke købte Brockdorff’ s sønderjyske besiddelser fulgte Amalienborg med i handelen. Dette solgte han så videre til Frederik den Femte. Således blev kongen kort før hans død i 1766 ejer af en af de palæer, som han 15 år tidligere havde befalet opført.

 

Akademi for militæret

Palæet blev i kongehusets navn omdannet til akademi for henholdsvis hære og flåden. Frem til 1827 blev der her uddannet officerer til rytteriet, infanteriet og flåden i Brockdorf’ s fornemme bygning.

 

En national katastrofe

Sidst på eftermiddagen den 26. februar 1794 kunne der iagttages et rødt skær ind over København. Nogle timer tidligere havde tjenestegørende ved hoffet opdaget, at der var udbrudt brand på Christiansborg. Men desværre, da var det alt for sent.

Dagen efter ragede de sodsværtede rester af murværket op gennem askedyngerne. Det første Christiansborg havde et pragtfuldt indbo og et væld af kostbare kunstværker. Slottet nåede kun at blive cirka et halv hunderede år gammel. Det var en national katastrofe.

 

Kongefamilien skulle genhuses

Kongefamilien, der altid om vinteren befandt sig på slottet, var blevet evakueret. Nu var kong Christian den Syvende og den i praksis regerende kronprins Frederik blevet hjemløse.

Den første nat tilbragte far og søn hos general von Huth i Gjethuset på Kongens Nytorv. Derefter blev kronprinsen indkvarteret hos udenrigsminister Bernstorff, mens den øvrige kongefamilie blev indkvarteret på Rosenborg, Sorgenfri og Fredensborg.

 

Moltkes palæ blev købt

Allerede tre dage efter begyndte man, at kigge på Moltke’s palæ, der havde stået tomt i halvanden år efter dennes død. Bygningen var ubeboet og stadig møbleret. Prisen var overkommelig kun 45.000 rigsdaler.

 

Også Schack’ s palæ blev købt

For at skaffe plads til Kronprinsen blev Schack’ s palæ på den anden side købte to dage efter. Denne skulle dog igennem en omfattende restaurering. De mange forskellige lejere havde ikke været skånsom over for bygningen.

Ja og så købte Arveprinsen, Kongens halvbror, Levetzaus palæ. Nu var kongefamilien sandelig flyttet ind.

 

En tronstol til kongen

En tronstol med himmel blev skaffet fra Frederiksberg Slot. Også et nyt billard bord blev stillet til rådighed. Og de ting, der blev reddet fra Christiansborg blev stillet til rådighed for de kongelige.

 

Håndværkerne strejkede

Det var professor i arkitektur ved Kunstakademiet, hofbygmester Harsdorff, der skulle stå for ombygningen. Herskabet lå på landet, men da arbejdet skulle gå i gang, strejkede halvdelen af de københavnske håndværkere. Man måtte kalde assistance fra Holmens skibstømrer. Og de 200 strejkende tømrersvende fik valget mellem strafarbejde i lænker eller fast lønarbejde.

 

Et slot uden udgang

Frem til 1808 spillede det tidligere Moltke’ s palæ en central rolle i statsstyrelsen. Den sindssyge Christian den Syvende blev installeret her, og siden har dette palæ båret hans navn. Han blev indlogeret i et mindre gemak ud mod haven i stueetagen. Det havde dog ikke udgang til det fri.

På hver side fik to kammerherrer deres logi, som en slags skildvagter, der kunne passe på den utilregnelige monark. Resten af det prægtige palæ tjente andre formål.

 

Let adgang til kongen

Når det nu var så vigtig at have denne monark i nærheden, var det fordi, at kronprinsen (Frederik den Sjette) efter at have overtaget magten i 1784 altid skulle have sin fars signatur på alle kongelige reskripter og ordrer.

Derfor havde arkitekten, Harsdorff i 1794 opført Kolonnaden, der forbandt Kronprinsens (i dag Dronningens residenspalæ) og kongens palæer. På den måde gav det en bekvem adgang for sønnen, når han skulle hente fars underskrift.

Da Kolonnaden blev opført regnede man med, at det kunne ville gå kort tid før kongefamilien atter kunne vende tilbage til Christiansborg. Derfor blev den kun bygget i træ og blev malet i sandstenskulør. Men det blev aldrig noget med at flytte.

 

Kæmpe kunstsamling

Levetzau’ s palæ blev bolig for arveprins Frederik og prinsesse Sophie Frederikke, hvis søn, prins Christian Frederik (senere Christian den Ottende) boede her under hele guldalderperioden. Her samlede kongen store samlinger af kunst.

Enkedronning Caroline Amalie kom efter kongens død til at sidde i udskiftet bo. Og først efter hendes død i 1881 solgtes samlingen.

 

H.C. Andersens jul i Brockdorff’ s palæ

Sandelig om ikke H.C. Andersen kom i Brockdorff’ s palæ. Kommandør Wulff og frue havde inviteret. Den var den 19. december 1825. Lillejuleaften var der bal i riddersalen for de unge kadetter. Selve kongen, Frederik den Sjette kom forbi og så på sine kadetter.

 

Kongen sendte svigersønnen i eksil

I 1828 blev palæet indrettet til bolig for prins Frederik Carl Christian den senere Frederik den Syvende og kongens datter, Vilhelmine. De blev formælet med et kæmpebryllup med 700 gæster.

Men ak, ægteskabet var elendigt. Prinsen holdt højrøstede fester nede i stueetagen. Og selv om det blev forsøgt at ligge låg på, så var det kendt at ikke alle sømmelighedens grænser blev overholdt.

Til sidst mistede den kongelige svigerfar (Frederik den Sjette) tålmodigheden med sin svigersøn og sendte ham i 1834 i eksil, først på Jægerspris Slot og så på Island. Han talte ikke senere et eneste ord med ham.

Vilhelmine blev hurtig lykkelig igen. Kort tid efter blev hun forlovet med hertug Carl af Slesvig – Holsten.

 

Frederik den Niende flytter ind

I 1869 flyttede kronprins Frederik (den senere Frederik den Ottende) og prinsesse Louise ind. Her boede de i mange år, indtil han i 1906 efterfulgte sin far på tronen.

I 1935 blev det indrettet til kronprins Frederik (den senere Frederik den Niende) og dronning Ingrid.

 

En lejlighed til Louise Rasmussen

Frederik den Syvende tog for resten aldrig ophold på Amalienborg. Han boede enten på Christiansborg, Frederiksborg eller på Jægerspris Slot(te).

Han lod indrette en bolig til sin hustru til venstre hånd Louise Rasmussen, som efter vielsen i 1850 blev ophøjet til lensgrevinde af Danner.

Palæet stod ikke tomt så længe. Det blev overdraget til Landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel. Langt senere blev stedet, der blev kaldt Frederik den Ottendes palæ beboet af Dronning Ingrid.

 

God nat Ole – sluk lyset

Schacks Palæ kom til at hedde Christian den Niendes Palæ.

Her boede Frederik den Sjette. Hver aften sagde han God nat Ole, sluk lyset. Det var henvendt til kongens gamle kammertjener. Dengang havde kongen kun en meget spartansk seng uden himmel eller gardiner. Dette blev også bemærket af biskop Martensen, da denne kom for at se til kongen under hans sidste sygdom i 1839.

 

Kun 10 pct. til kongen

Privat levede han ganske spartansk. Det chokerede befolkningen, at 38 pct. af nationens udgifter gik til soldatervæsnet men kun 10 pct. til kongen.

 

Elskerinde og flere børn

Han holdt til i stuen, mens dronningen boede oven på. I hele 40 år holdt kongen til her i palæet. Man sagde at ægteskabet var lykkelig, selv om Frederik den Sjette havde sin elskerinde, oberstinde Dannemand med hvem han havde flere børn.

 

Han glemte ikke, at han var enevældig

Han var meget afholdt, men han glemte dog aldrig, at han var enevældig. Således sørgede kongen personlig for, at dr. Dampe måtte sidde i et kummerligt fængsel, blot fordi han havde givet udtryk for, at han ville diskutere en demokratisk styreform.

Efter kongens død blev dronning Marie boende i palæet til hendes død i 1852. Her blev også en kort årrække sæde for Højesteret. Ja i stueetagen holdt Udenrigsministeriet også til en overgang.

 

Dronning Margrethes residens

Efter en renovering i 1865 blev det bolig for Christian den Niende og hans dronning. Han døde i 1906

Siden 1972 har det været Dronning Margrethe residens i vintermånederne.

 

 

Kilde:

• Claus M. Smidt, Mette Winge: Hen over Torv og Gade
• C. Nielsen. København
• Jørgen Larsen, Thomas Larsen, Bjarke Ørsted: Amalienborg
• Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om adel og kongehus – Læs:

• Frederiksberg Slot
• Ahlefeldt – fra storhed til fald
• Da Augustenborgerne fyldte 100 åt
• De sidste hertuger i Augustenborg
• En adelsborg ved Tørning
• Slottet Duborg i Flensborg
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Mere om Kongens Hvide Hest
• Kongens hvide hest
• Pigen fra Højer
• Begik kongen højforræderi?
• Margrethe den Første og Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Enklaverne i Sønderjylland
• Ahlefeldt og Søgård
• Caspar von Saldern – hvem var han?
• Adelslægten fra Aabenraa
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Grøngård – et forsvunden Jagtslot
• En amtmandsbolig i Tønder
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Møgeltønder – dengang
• Trøjborg slot 1 – 4
• Schackenborg i Møgeltønder
• Tønderhus – slot borg og fæstning
• Hertugen af Tønder
• Tønderhus, slot, borg og fæstning
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie
• Kongeligt besøg i Tønder
• Akeleye – slægten 1 – 9
• Bjolderup, Bolderslev, Snuppe og Urne
• Brundlund Slot og mange flere