Artikler
Juli 24, 2016
Folkevognens Historie
Hitler mente, at en billig bil til arbejderen hørte med til Nazismens propaganda. Helst ville han have haft Mercedes til at udvikle en billig og god pil. Men det blev Porsche, der vandt konkurrencen. Det kneb med at lave bilen billig nok. Men efter en tur i USA lykkedes det at få den fremstillet meget billigt. Hitler stillede nogle krav til udførslen. Men også dem opfyldte Porsche. En stor fabrik blev bygget i Wolfsburg. Samtidig blev der indført en ordning, så de tyske arbejdere kunne spare 5 mark om ugen og få udleveret Folkevognen, når de var færdig med at spare op. Men ak, Fabrikken blev brugt til at fremstille blandt andet 65.000 militær – biller m.m. Og kun 630 civile Folkevogne blev bygget. Gad vide, hvor mange, der blev snydt af tyskerne med deres opsparing
En uortodoks bil
Der er skrevet et væld af bøger om fænomenet VW. Mange kloge mennesker har forsøgt, at give en forklaring på, hvorfor sådan en uortodoks bil, kan blive verdens mest udbredte. Egentlig havde VW slet ikke forudsætning for at blive verdensmester.
Da Austin dukkede frem
I løbet af 1920erne dukker en slags mellemting mellem motorcykler og biler op. Jo det var den lille Austin Seven, der dukkede op. Konstruktionen blev også solgt til licens – fabrikation i Tyskland. Citroen fabrikerede en lille bil, som Opel kopierede i Tyskland.
Et europæisk motorvejsnet
Hitler drømte allerede i 1933 om et europæisk motorvejsnet. Det hele skulle flettes sammen. Han havde også store tanker om Reichsautobahn. Allerede den 23. september tog han første spadestik til motorvejen Frankfurt – Darmstadt. Nazi – Tyskland nåede trods alt at anlægge 4.000 kilometer landevej.
I 1933 sagde Hitler også:
Motorvejene stod næsten tomme
Nu var problemet bare, at vejstrækningerne stod halvtomme. Hurtig fik Hitler ideen, om at få bygget en bil som alle tyskere havde råd til. De skulle mærke friheden ved at køre på motorvejen mellem de største tyske byer.
Type 1 præsenteret i 1936
Resultat udeblev dog heller ikke. VW Type 1 blev for 80 år siden præsenteret på Berlin Auto Show. Jo det var i 1936.
Men Boplen måtte dog en del igennem, inden det blev Tysklands svar på Lego. Bilen markerer tegn på velfærd og velstand.
Et stort propagandanummer
Vi skal helt tilbage til slutningen af 1920erne, hvor Hitler sad og lavede skitser. Et par af disse ligner nu ganske godt. Det hele blev senere et velarrangeret nationalsocialistisk propagandanummer. Befolkningen skulle vide at Tyskland var et højtudviklet teknologisk samfund.
Den almindelig arbejder skulle have bil
Ja egentlig stillede Hitler en bil i udsigt for den almindelige arbejder. Og det kom skred i sagerne, da han på biludstillingen i 1933 bekendtgjorde, hvad han havde i tankerne. I 1934 inviterede Hitler på en konkurrence, hvor de tyske bilfabrikanter kunne byde ind på opgaven.
Ville have foretrukket Mercedes
Egentlig ville han have fortrukket Mercedes. Men så var det lige Ferdinand Porsches udkast. Egentlig havde han størst erfaring med sportsbiler. Men det andet var meget prestigefuldt.
Yderligere krav til Folkevognen
Hitler havde den gamle Ford T i tankerne, men han mente nu nok at tyskerne kunne score en større sællert her. På Hotel Kaiserhof i Berlin mødtes Porsche og Hitler. Og Der Führer var meget begejstret men stillede yderligere krav:
Nu var det sådan, at Opel’ s lille 1,2 liters bil kostede 1.800 Reichsmark. Og den lille DKW kostede 1.750 Reichsmark.
Porsche blev sur
Det med prisen gav Porsche problemer. De næste år sled han sammen med sine ansatte for at få en prototype sat sammen. Uanset hvad de gjorde så blev prisen 1.500 Rigsmark. Men Hitler var ikke tilfreds.
Hitler tvivlede på de kendte former, og mente at den var for tung
Porsche fortsatte arbejdet godt irriteret. Han skulle have sagt, at han hellere ville udvikle ti sportsvogne end en Folkevogn. Men Hitler pressede hele tiden på.
Studierejse til USA
Og endelig var Hitler tilfreds. Folkevognen Prototypen V1 så dagens lys. På grund af sin form fik den navnet Käfer (bille). Udformningen var næsten et kunstværk i sig selv.
Porsche var taget på studierejse til USA for at se på effektiv bilproduktion. Og det lykkedes at få Volkswagen ned på 995 Reichsmark.
Mange testkørsler
Efter biludstillingen i 1936 blev der foretaget testkørsler med i alt tre biler. To af bilerne fortsatte til Berlin for at blive vist frem for Nazi – toppen. Testkørslerne fortsatte nu rundt i landet i forskellig terræn. Hver bil kørte 50.000 kilometer.
Herefter blev 30 prøvebiler fremstillen og ført af uniformerede SS – tropper. Nu var bilen en realitet. I Leipziger Nachrichten kunne man så læse:
Virksomheden skulle ligge i Wolfsburg
I 1937 besluttede regeringen, at placere virksomheden Volkswagen i Wolfsburg. Porche’ s egen fabrik i Stuttgart kunne ikke klare den forventede produktion. Men Porche havde håbet, at hans fabrik skulle klare produktionen.
Men det var en SS – organisation, der hed DAF, der fik ansvaret. Hitler ville sikre sig, at intet var overladt til tilfældighederne. Fabrikationskvaliteten skulle være blandt verdens nedste.
Kraft gennem glæde
Og sådan voksede verdens største bilfabrik op, udviklet af højtuddannede ingeniører. Den var færdig i 1938. Hitler var selvfølgelig på talerstolen og satte produktionen i gang. Og han gjorde det med det nazistiske slogan:
Daimler – Benz byggede 30 prototyper
Nu var det sådan, at nok en serie prototyper var færdige i 1938. De var byggede af Daimler – Benz. De blev færdige, samtidig med at Hitler lagde grundstenen til den nye fabrik.
I begyndelsen fik bilen navnet KDF – Wagen. En masse arbejderboliger blev bygget omkring fabrikken. Det gik ikke lang tid, før der også kom en togstation.
Tre standard – modeller
Sammen med Porche valgte Hitler tre modeller, der blev sat i produktion:
Planen var, at man skulle op i en million produktion.
Tyskerne fik tilbudt en låneordning
Ved biludstillingen i 1940 blev de tyske familier tilbudt en særlig finansieringsordning, så de i løbet af to år ville få råd til en Folkevogn. Man skulle indbetale mindst 5 mark om ugen. Når den samlede sum var betalt, fik man bilen udleveret.
Men gad vide, om dem, der sparede op nogensinde fik deres bil, for nu skulle man pludselig bruge alle kræfter på krigsmateriel
Kun 630 civile folkevogne
Inden for et par år var man klar til at producere Folkevogn på samlebånd. Men igen var krigen i skyld, at det ikke skete lige med det samme.
Men ak, nederlaget i 1943 forpurrede disse planer. Krigen gjorde det vanskeligt at holde produktionen oppe. I foråret 1945 var der faktisk kun produceret 630 civile folkevogne.
Stor militær produktion
Der blev dog også fremstillet 65.000 andre biler, men det var mere til militært brug.
Man byggede blandt andet 50.000 Kübelwagen. Det var en slags jeep til militære formål. Den brugte Rommel nede i Afrika. Men også i Rusland blev den brugt. Man kan godt udlede, at denne også var en slags Folkevogn.
Dette var Schwimmwagen også. Bunden var bygget som en både, så den kunne flyde.
Man byggede 14.000 af denne model. På Folkevognsfabrikken blev der også produceret flydele, V 1 bomber, flymotorer m.m.
Den 1. april 1943 blev fabrikken bombet første gang.
Englænderne startede produktionen
Efter anden verdenskrig lå store dele af folkevognsfabrikken i ruiner. Men i bestræbelserne i at få Tyskland på fode igen besluttede englænderne at få gang i produktionen. Fabrikken lå i det område, som englænderne havde besat. På et tidspunkt overvejede englænderne at flytte produktionen til England, men ingen troede på bilen.
Henry Ford den Anden udtalte, at bilen ikke var egnet til kommercielt salg.
Alene i 1946 fik man produceret 20.000 af Porche’ s og Hitler’ s Käfer. Bilen blev den mest efterspurgte i Europa.
Kæmpe succes i USA
I slutningen af 1940’ erne blev ledelsesstilen kritiseret hos Volkswagen. Man var ellers oppe at fremstille 515 biler om dagen.
I 1953 fortog man hele 400 ændringer på Folkevognen. I 1962 var tallet oppe på 2.064 ændringer.
I 1955 får man i USA aftale med 15 distributører og 342 forhandlere. Herover blev den meget populær.
I 1960 blev VW omdannet til et aktieselskab. 60 pct. af egenkapitalen blev sat på folkeaktier. De to tidligere eneejere beholdt en femtedel af aktierne. I 2007 fastslog EU at ingen måtte eje mere end 20 pct. af aktierne.
Passat og Golf reddede koncernen
I starten af 1960erne mærkede man en alvorlig konkurrent, nemlig Opel Kadet. Man mærkede også stigende utilfredshed med VW. For at imødegå dette udviklede Folkevogn, VW Type 3. I 1963 havde man efterhånden 750 amerikanske forhandlere, der servicerede de 1,4 millioner Folkevogne på de amerikanske veje.
Vi skal da heller ikke glemme Folkevognsrugbrødet, som blev en kæmpe succes hos især hippierne.
For at komme videre i udviklingen fik koncernen udviklet modellerne Passat og Golf i 1973. Man fik opkøbt adskillige små firmaer. Mas fusionerede med NSU og Audi.
I 1990erne mærkede man et knæk i koncernen. I storhedstiden havde man 70.000 ansatte i Wolfsburg.
Den sidste ”Bopel” ruller af samlebåndet
Da det sidste eksemplar af VW Type 1 rullede ud af fabrikken i 2003 var der solgt 21 millioner folkevogne på verdensplan. Det er den hidtil længst producerede bil på verdensplan. Og de sidste af denne type blev produceret i Mexico.
Startede Porsche før?
Der findes mange myter, om denne historier. En af dem går op, at Porsche allerede i 1931 arbejdede med en Kleinwagen. Han ledte et samarbejde med motorcykelfirmaet Zündapp. Men de sprang fra. Porsche kaldte projektet for projekt 12. Og han indledte dernæst et samarbejde med NSU. Men de bakkede ud af det, fordi de mente, at det var for omfattende.
Den berømte Porsche 911
Den meget berømte Porsche 911 begyndte sin historie ved et motorløb i Det Tredje Rige. Det var den sølvglinsende og nærmest strømlinende Type – 64 sportsvogn, der nærmest lignede en sportsvogn, der så dagens lys.
Han fabrikerede militærmateriel
Den genopstod i 1948 som Porsche 356, som udviklede sig til Porsche 911. Denne Ferdinand Porsche udviklede under krigen også diverse militære maskiner og bomber. Han var med til at udvikle Tigertanks, militærfly og de berygtede V 1 – bomber. Ja også de berømte Panzerjägertanks, som under navnet Ferdinand var berømt for deres lange rækkevidde.
Han blev fængslet af franskmændene for sin krigsindsats, men blev sat fri mod kaution. Som det vil kunne se i vores tidligere artikler var der også andre bilfabrikanter m.m. kun kort tid i fængsel. Mange havde brugt straffefanger, KZ – fanger m.m. i deres produktionen.
Hos Porsche har man de sidste mange år oplevet milliardoverskud på luksusbiler.
Volkswagen i TOP 3
I august 2008 lå Volkswagen i top tre foran Ford over verdens største bilfabrikanter. For syv år siden blev der produceret 3,3 millioner køretøjer. Sidste år var produktionen på flere end 10 millioner.
I januar 2009 bekendtgjorde Porsche, at de rådede over 50 pct. af VW’ s aktier. De oplyser, at de ønsker en fælles bilkoncern. Men de måtte opgive, fordi de ikke kunne fremskaffe de nødvendige midler. I 2012 blev fusionen med Porsche opgivet. I stedet overtog Volkswagen AG Porsche Automobils aktiepost på 4,43 milliarder euro.
Snyd med miljøregler
Hos VW har man de sidste år oplevet mange skuffelser, som følge af snyd med miljøregler. Og det har kostet firmaet dyrt. Inden for et døgn røg aktien ned med 23 pct. Man indrømmede, at man også har snydt i andre lande. Dermed røg aktien ned med yderligere 20 pct. Man risikere en bøde på i alt 18 milliarder kroner.
I staten New York beskyldes den tidligere bestyrelsesformand, Martin Winterkorn og en tidligere direktør at være direkte involveret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 19, 2016
Karantænestation ved Grænsen
Man glemmer, at nævne dem. De kvinder der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne i Padborg og Kruså. I Kruså kan man ellers se et monument af Folke Bernadotte, men ikke nogen af disse kvinder. Læs også beretningen om spøgelsestogene på Padborg Banegård. De kom i 56 kreaturvogne og skreg af sult. De så at de to karantænestationer var bevogtet af tysk militær. Men langsom fik de tiltro, og ville ikke med til Sverige. Ved grænsen så man nogle af de rædsler, som de 500 nazistiske dødslejre havde udsat folk for.
Et monument for Folke Bernadotte
I Kruså står en stort monument for Folke Bernadotte. Manden bag de hvide busser. Men var han nu også det? Ja ifølge hans egen biografi var han. Det kan så undre, at det skulle gå så lang tid, at andre også fik æren. Svenskerne havde behov for at få lidt oprejsning efter krigen. De ville være en del af de allierede. Og nu var det også sådan, at Dronning Ingrid var i familie med Folke Bernadotte. Kongehuset var det sidste, som man ville røre ved dengang.
Kvinderne kun omtalt i bisætninger
Men hvad med alle de dansker og normænd, der startede det hele? Og hvad med alle de kvinder i karantænestationerne i Padborg og Kruså. Dem er der ikke stillet et monument op for. Denne artikel handler om disse.
Historien er helt overskygget af svenskerne. Men er der ikke kommet lidt ridser i lakken? De Hvide Busser handler mest om modige mænd. Kvinderne er kun omtalt i bisætninger.
Det hele var kynisk planlagt
Der var vel alt i alt 500 dødslejre dengang. Det hele var vel kynisk planlagt. Dem, der endnu ikke var aflivet lå i uisolerede barakker. Sengetøj og dyner eksisterede ikke. Hver morgen kunne fangere hive deres døde kammerater ud. De lå 4 – 6 fanger i hver seng.
Heltene – de sked sig ihjel
Nogle var så afkræftede, at de ikke kunne stå på deres egen ben. De nåede heller ikke toilettet. Sengen blev toilet. De tæpper, madrasser og tøj, der forfandtes var stift af aftørret afføring. Disse sovesale var stinkende pesthuller. Risiko for smitte var kolossal. Lus, tyfus og kolera var hyppigt forekommende. Diarre var så hyppigt forekommende, at Mogens Fogh udtalte om modstandskampens helte:
Alle havde dysenteri, altså tynd mave. Afføringen løb ukontrolleret ud af dem. Tøjet stank, og der var ingen mulighed for at vaske det eller sig selv.
Sultedøden var sikker
Fødens kalorieindhold og vitaminindhold var så lavt, at sultedøden var sikker men langsom. Man stjal fra dem, der var så afkræftet, at de ikke mere kunne forvare sig.
Ja hvad fik man egentlig? Suppe kogt på roer eller kartofler og en mere beskeden humpel brød.
Tøj – og levnedsmiddelpakker livsvigtig
Tøj – og levnedsmiddelpakker havde en uvurderlig betydning for de danske fangere. En enkelt standardpakkes indhold havde samme værdi som lejrkosten i en hel måned. Men trods dette meldes der om et hold danske betjente, der ankommer fra KZ – lejren Neuengamme til Frøslevlejren i december 1944.
På ca. 3 ½ måned var disse store stærke, sunde betjente trods en lang række fordele i forhold til andre fanger forvandlet til muselmænd. De var udhungrede i en sådan grad, at knoglerne næsten stak igennem huden, deres liv var i overhængende fare.
Kun halvdelen af pakkerne nåede frem
Nu var det sådan, at kun halvdelen af de danske pakker nåede frem. Og det som nåede frem, blev ofte stjålet fra danskerne af medfangere. I nogle af lejrene lavede de danske talsmænd en aftale med de andre internerede om fordeling af pakken.
Man kunne dø af normal kost
Fangerne var så udmattet af sult og sygdomme. Da de endelig kom ud, var sygehjælpernes største problem at holde dem fra at spise almindelig mad. Trangen var så stor, at de trods advarsler, forsøgte at tilfuske sig eller stjæle mad. De kunne dø af at få normal kost. Derfor måtte de have særkost.
For de fleste tog det måneder og år, før de kom til kræfter. Men en normal tilværelse fik ingen, der havde været i Helvedes Forgård.
En anden gruppe var i tankerne
Ja det var sådanne mennesker, man endte med at tage imod i karantænestationerne i Kruså, Padborg, Tønder og Gedser. Allerede i 1943 havde Sundhedsstyrelsen en plan klar. Men egentlig var det slet ikke disse personer, der var med i den oprindelige plan.
Hver station skulle have en opsamlings, og venteafdeling, en aflusningsanstalt og et afgangslokale. Personer, der havde sorteret grænsen skulle registreres og sorteres efter smitterisiko. De skulle bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Tøjet skulle afluses i mobile aflusningsovne. Personerne skulle i styrtebade m.m. Alt blev organiseret, også hvorfra man skulle skaffe personale.
Dengang havde man nok ingen ide om, hvor stort et antal, de kom i. Man havde heller ingen ide om, hvem der kom. I alt 17.300 hjembragte fanger måtte Kruså og Padborg tage sig af.
Det var Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne
Egentlig var det almindelige Tysklands – arbejdere, man havde i tankerne, og som man skulle tage imod. Man troede, at Tysklandsarbejderne kom tilbage medbringende sygdomme, som man ikke ønskede importeret til landet.
Foruden kønssygdomme, kunne det være smittebærende kropslus og lungetuberkulose. Det var ikke så velset, at være Tysklandsarbejder, så en ydmyg hjemkomst ville ikke skade. Men nu skal vi lige huske, at for mange var det ikke frivilligt. Fagbevægelsen nægtede at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis ikke man tog syd på.
Men disse arbejdere kom enkeltvis og i små grupper.
I busser og tog
Det var i første omgang danskere og nordmænd, der kom hertil. Men senere kom andre nationaliteter.
Mange kvinder arbejdede her i døgndrift ved grænsen.
De kom både med tog og de hvide busser til Padborg og Kruså. Vi har tidligere berettet om dette i et par artikler her på siden.
Mange nationaliteter
Det var ikke kun karantænestationerne i Kruså og Padborg, der bidrog, når De Hvide Busser ankom hertil. Ved jernbanestationen i Padborg blev der i remisen indrettet et aflusnings – og desinfektionsanlæg, der kunne forsynes med varmt vand fra et lokomotiv. I Tønder var der indrettet lazaretter i mange bygninger.
De Hvide Busser stoppede omkring 20 april i første omgang. Derefter sendte tyskerne kvindelige fanger fra andre nationer, der var anbragt i KZ Ravensbrück mod Danmark.
Alle skulle efterses
Nede i Kruså blev der spredt halm i barakkerne. Oven på halmen blev der lagt tæpper. I hver barak kunne der anbringes 200 personer. Mange gange blev laden på Krusågård taget i anvendelse, når tilstrømningen blev for stor.
I køkkenet blev der næsten konstant lavet mad. Der var også barakker til personalet, chaufførerne og selvfølgelig patienterne. En isolationsbarak var der også. Selve karantænestationen var der med registrering, behandling og depot. En særlig bygning var baderum og desinfektion. Alle skulle afluses inden de blev sendt videre til København med Malmøfærgen.
Men senere måtte mange også sendes til Frøslevlejren og til Møgelkær ved Horsens.
Man vadede i afføring
Midt i det hele kom også de danske fangere hjem. Og som beskrevet over for, var deres tilstand i mange tilfælde alvorlig. Men også de psykiske problemer spillede en stor rolle. De blev ved med at tale om deres oplevelser. Sygeplejerskerne og de frivillige måtte ligge øre til mange forfærdelige ting.
Fangerne led voldsomt af diarre og opkastninger, og sygeplejerskerne vadede bogstavligt i afføring. Er middel mod det var at bore huller i trægulvet. Det sparede på gulvklude. Jo det gav arv på sjælen og stå ansigt til den umenneskelige behandling i KZ – lejrene.
Nogle sygeplejerske var her kun i få dage. Andre var her i hele perioden fra 10 april til 3. maj 1945.
Den store bespisning
Bestyreren på Kruså Mejeri stillede hele anlægget til rådighed. Danske Kvinders Beredskab fra Sønderborg og Gråsten mødte op med 50 unge Fruer. Og så blev der ellers smurt mellemmadder. Og landevejen blev spærret for almindelig trafik. Så stillede man ellers bænke op, og var klar med den helt store bespisning.
Sønderborg Hospital leverede i store junger en varm sammenkogt ret af kalvekød, kartofler, grøntsager og sovs. Dette blev serveret på paptallerkner. Og maden var beregnet til sarte maver.
På mejeriet blev der kogt havregrød og herfra blev der leveret mælk.
Karantænestation anbragt bevidst ved jernbanen
Den 8. april startede karantænestationen i Padborg. De første busser med norske og danske kvinder kom i busser. De fik et måltid mad og blev så kørt videre.
Karantænestationen var bevidst lagt op af jernbanen. Det var langt til lokalbefolkningen. Man kunne bruge dampen fra lokomotiverne. Der blev hele tiden bygget nye barakker, og togvogne blev ryddet for at klare den stigende efterspørgsel.
Nogle dage senere kom 100 dødssyge mænd fra Neuengamme. De havde tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de dagen efter sendt videre med et lazarettog.
Evakuering af lejr
Men der kom en uophørlig strøm af udpinte fanger. Mange måtte direkte mades. Natten til den 19. april var karantænestationen i Padborg udsat for luftangreb, hvor flere blev såret.
Kort tid efter, at skyderierne var ophørt blev lejren beordret evakueret, da man havde fundet en forsager. Personale og patienter blev anbragt på godsbanegårdens terræn og dels i busser.
Morgenen efter var der kæmpe oprydningsarbejde. Der var blod mange steder. Karantænestationen var gennemhullet flere steder. Flere måtte en tur på sygehuset med granatsplinter i hovedet.
Den 22. april kom Folke Bernadotte forbi. Han ønskede at trykke alle sygeplejerske og frivillige i hånden og sige tak.
Stor mistro
Det var nu ikke alle, der var lige glade for at komme ud af busserne eller toget. De var bange for, at blive ført over til et gaskammer. De så, at der stadig gik tyske patruljer rundt om lejrene.
Et særligt problem var alle de spædbørn, der fulgte med. Når de skulle undersøges, frygtede kvinderne, at de skulle aflives. Det gik nogen tid, inden der blev opbygget et tillidsforhold. Og det var nu heller ikke altid kvinderne var sammen med deres eget barn. Mange havde overtaget det, efter at deres veninder døde i KZ – lejren.
Disse småbørn var gråblege og helt udtørrede. De led ofte af tarmlidelser. Men efter to døgns ro og varme samt rigeligt drikke af en tynd mælkeblanding kom de sig dog meget hurtig.
Det er ikke mange, der er klar over, at allerede fra december 1944 hentede man knap 600 danske politifolk hjem fra KZ – lejrene.
Man skulle ikke vise følelser over for Gestapo
Dagen efter ankomsten gik der som regel en transport videre mod Sverige. Sammen med busserne måtte der også sendes ambulancer. Gennem næsten hver by, man kørte stod folk parat med mad, tobak og blomster. Specielt tobakken var velkommen. Gestapo var med i vognene. Personalet havde advaret mod, at man ikke skulle vise følelser over for dem.
Men nu var det ikke altid lige let at sende tog af sted på grund af sabotage. Det skulle et stort planlægningsarbejde til hele tiden til at få organiseret alle transporterne.
I København stod svenske sygeplejerske til at tage over. De danske kunne så tage tilbage til grænsen.
Masser af kontraordre
På karantænestationerne var man udsat for mange kontraordre om ophævelse af lejrene. Der var hele tiden luftangreb og skader på materiel. Og også i lejrene oplevede man skader.
De mange spøgelsestog i Padborg
Det var uhyggeligt for personalet at se spøgelsestogene fra Ravensbrück. Men også for de lokale i Padborg var det et chok. I lejren for kvinder og børn blev der også foretaget medicinske forsøg. Tyskerne var ikke interesseret i at russerne, der nærmede sig lejren fik nogen indblik i, hvad der var sket. I alt blev der transporteret 7.000 fangere fra Ravensbrück til Sverige.
Med den første transport kom der 1.000 kvinder med mest unge piger fra Polen, Holland og Belgien, men også fra Frankrig og England. Nogle af de franske studiner blev i Kruså. De havde nemlig lært sig polsk i KZ – lejrene. De fungerede derefter som tolke.
53 kreaturvogne
Den 30. april kom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Man oplevede menneskelig lidelser af næsten uforståelige dimensioner. Og de overbebyrdede sygeplejerskerne var synkefærdig af træthed.
Gang på gang blev der afholdt sørgehøjttidelighed i Bov Kirke, når der var dræbt personale i De Hvide Busser. Gang på gang blev de angrebet af allierede fly. Også mange befriede blev dræbt eller såret under sådanne angreb.
De sloges om skraldespande
I de næste dage kom der flere transporter fra Ravensbrück både med tog og ad landevejen. Mange var meget svage og syge. Der var også mange spædbørn med. Man kunne ikke skaffe ren mælk eller andet babymad. Men øl i uåbnet stand var rent. Så spædbørnene fik en lunken Hof med sut hver sjette time. De blev mætte og meget rolige.
Mange døde dog under transporterne. Den 2. maj kom flere i forfaldne godsvogne. Ud af alle åbninger stak menneskearme. Ud humpede, krøb og løb udhungrede syge kvinder. De havde været undervejs i fire – fem døgn. De invaderede de nærmeste haver og gravede lægkartofler op. De sloges om skraldeposer og vandposter. Og så satte de sig midt på perronen for at forrette deres nødtørft.
Efterhånden havde man lært at lukke kvinderne ud i hold, så der ikke opstod kaotiske situationer som ved de første transporter.
Nogle måtte blive siddende i vognene nogle timer endnu. Man kunne ikke tage sig af alle på en gang. Der blev stillet vand ind og der blev kastet knækbrød ind i hver vogn.
Luftkamp over lejren
Ikke alle var i stand til at røre sig. Og i flere vogne var der døde. Samme aften den 2. maj var der luftalarm i Padborg. Man frygtede at målet var jernbanen. Der var luftkamp lige over lejren i Padborg. Lysnettet blev beskadiget, så alt arbejde måtte foretages i mørke.
De ville ikke til Sverige
Man forsøgte at give dem alle en lægekonsultation. Men egentlig kunne man ikke gøre så meget end at trøste, give dem noget at spise og drikke og få dem i bad. Kvinderne havde mange sygdomme og mange havde voldsomme sår efter hundebid.
Mange ville selvfølgelig blive i Danmark efter den gode behandling. Og før hver transport måtte personalet lede barakkerne igennem for at finde dem, der havde gemt sig.
En hyldest til kvinderne
Den 3. maj 1945 blev lejren i Kruså ophævet. Ja egentlig var meningen at lejrene skulle lukke ned den 2. maj. Men pludselig lød meldingen, at det holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder på Padborg Station.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 166 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder:
Juli 18, 2016
Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
Hver gang en krigsforbryder på 94 år bliver snuppe, bliver det slået stort op i pressen. Men burde man ikke i stedet interessere sig for alle dem, der er gået fri for straf og hvorfor? Det er som om, at man i Tyskland jagter som aldrig før. Er det for at få lettet samvittigheden, fordi man ikke altid har taget denne jagt alvorlig? Og hvad med amerikanerne? Her kunne man bruge topnazister i FBI og CIA. Og man gjorde en masse, for at disse ikke skulle straffes. Selv slagteren fra Lyon kunne man bruge i USA. Når det så kom for tæt på, ja så tilbød amerikanerne støtte, hvis krigsforbryderne ville forlade landet. Og hvordan kunne den frygtelige læge Mengele to gange besøge en flække i Bayern uden at blive pågrebet?
De vente tilbage til Det Tyske Mindretal
Vi så det herhjemme i Det Tyske Mindretal. De sagde, at de startede forfra og blev tvunget til at sige, at de respekterede den danske stat. Men mange af dem, der blev dømt vendte tilbage til det nystartede mindretal. Mange fik topposter. Nu er det selvfølgelig ikke de største krigsforbrydere, vi her taler om.
Belastede embedsmænd
Men sådan gik det også i det tyske embedsværk. Og mon ikke man stadig kan finde en bøddel i en eller anden fjerntliggende tysk landsby på over 90 år.
Historiske kommissioner blotlægger, hvor stor en koncentration af tidligere embedsmænd, der vente tilbage i det tyske embedsmandsværk. I 1950erne og 1960erne forsøgte statsanklageren Fritz Bauer at afdække, hvor stor en rolle nazismen spillede i det tyske styre.
Nu har historikerne taget fløjlshandskerne
Man kan da godt sige, at de tyske historikere har taget fløjlshandskerne af. Opgøret med fortiden er i gang i Tyskland – Vergangenheitsbewältigung. Det er bestemt ikke et glansbillede, der tegner sig, når man skal kigge på resultatet af alle de kommissioner, der er nedsat.
En modig statsanklager
Det handler ikke så meget om personer, nok mere om systemer. Der er lavet et par film om overnævnte statsanklager Fritz Bauer. Selv om han først døde i 1968, er det først nu, at han bliver anerkendt. Man havde ikke så meget til overs for ham, dengang, da han gik i gang.
Også tysk TV har gjort meget for at afdække de kritisable forhold efter krigen.
Lovgivningen bestemte
20 pct. af de gamle embedsmænd fra Det Tredje Rige fik genansættelse i Forbundsrepublikken BRD, lidt lavere andel i DDR.
Overraskende er det nok ikke, for i 1955 indførte BRD en lovgivning, der sagde at mindst 20 pct. skulle have været ansat i Det Tredje Rige.
Paragraf 131
I den nuværende lovgivning, står der i paragraf 131, at staten skal ordne forholdene for alle tjenestefri tjenestemænd fra nazitiden. Det betyder i praksis, at staten BRD skal tilbyde pension eller tilbud om genansættelse til de mange tidligere medarbejdere af naziregimet.
Udover den retslige forpligtelse over for de ansatte, havde BRD behov for erfaren og veluddannet arbejdskraft. Men nu var det sådan rent teoretisk, at blandt de 20 pct. var ikke dem med en svær belastet fortid i den nazistiske tjeneste. Krigsforbrydere og Gestapo – ansatte kunne ikke bare få et arbejde.
Hvilken rolle havde du i Det Tredje Rige?
På amerikansk initiativ gennemførte sejrherrerne et omfattende opgør med nazismen i det vesttyske samfund. Samtlige vesttyskere over 18 år – 30 – 35 millioner, skulle svare på, hvilken rolle de havde i Det Tredje Rige.
Man ville finde ud af, hvem der havde været med i SS elitekorps og dets efterretningstjeneste SD. Spørgsmålet var jo så, om man ville svare ærligt?
Tidligere Hitler – tilhængere
I Østtyskland gennemførte man en lignende undersøgelse. Her var man mere radikal. Officielt blev alle nazister bandlyst fra offentlig tjeneste. Men en nærmere gennemgang af det østtyske politi har vist, at flere højtuddannede funktionærer var tidligere medarbejdere i Hitler’ s Tyskland.
Ikke gavnlig for de nye tyske stater
Projekterne stod på i 1945 – 1949, men efter grundlæggelsen af de to stater, blev projekterne afblæst. Staterne var dog forpligtet til at lede efter krigsforbrydere og straffe dem. Men mistænkeliggørelse og forfølgelse ansås ikke mere at være gavnlig for opbyggelse af de nye samfund.
Mange skeletter i de offentlige arkivskabe
Men den omtalte Fritz Bauer opdagede mange skeletter i de offentlige arkivskabe. Han fandt frem til mange, som ikke skulle have været der. Hans bedrift var at opspore Albert Eichmann i Argentina. Det var ham, der gav den israelske efterretningstjeneste Mosad de fornødne oplysninger. De pågreb ham ved et støvet argentinsk stoppested. Nu kan man så diskutere, hvem der egentlig skal have æren? Var det ikke Simon Wiesenthal, der tog den?
Tyskerne fik besked i 1958
Men denne oplysning med at tyske myndigheder vidste, hvor han befandt sig må vi ikke sige offentlig. En tysk domstol har nemlig bestemt, at oplysninger om den tyske krigsforbryder, Adolf Eichmann må holdes hemmelige.
CIA offentliggjorde i 2006 dokumenter, der viser, at de i 1958 henvendte sig til deres tyske kollegaer med oplysninger om, at Eichmann havde boet i Argentina siden 1952.
Forbrydere meget tæt på toppen
Fritz Bauer afslørede også Konrad Adenauers højre hånd, Hans Globke. Denne var medforfatter til bekendtgørelsen om de nürnbergske racelove af 1935.
Racelovene ophøjede juridisk set den tyske arier og legitimerede diskrimineringen af de tyske jøder som andenrangs borgere. Ja man kan undre sig, at Globke også fungerede som partisekretær.
Arbejdet var absolut ikke velset
Fritz Bauer’ s energiske arbejde var absolut ikke velset i Tyskland. Også staten modarbejdede ham. Bauer havde håbet, at Eichmann – sagen kunne føres i Tyskland, så befolkningen kunne se rædslerne.
Mengele var to gange i Bayern
Fritz Bauer var skuffet over, at myndighederne ikke kunne pågribe den berygtede døslæge fra Auschwitz, Josef Mengele. To gange var han returneret til Vesttyskland efter sin flugt til Sydamerika, en gang for at blive gift, og en anden gang for at forny sit pas. Dette skete i en lille bayersk flække, men myndighederne anholdte ham ikke. Vi har her på siden planlagt en artikel om denne frygtelige læge.
Havde tyske studenter ret?
Det var ikke kun på ministergangene, at tjenestemænd med en mere eller mindre blakket fortid fik lov til at fortsætte. Også dommere og professorer på traditionsrige statslige universiteter stod parat med jobtilbud. Ja nogle steder ændrede professorer knap nok pensum og undervisningsmetoder efter krigen. Måske havde de oprørte studenter alligevel ret, når de kaldte tyske universiteter for fascistiske?
Højesteretsdom: De skal da ikke straffes
Mange af de dommere, der fortsatte havde været med til at dømme 40.000 mennesker til døden ved hjælp af nazistisk lovgivning. De rettede sig efter de føromtalte racelove. Dødsdomme blev givet til personer, der lyttede til udenlandsk radio.
En meget væsentlig højesteretsdom i det nye Vesttyskland fastslog, at disse dommer blot havde handlet efter den daværende lovgivning og dermed gjort deres tjenestelige pligt. De skulle da ikke straffes i det ny Vesttyskland!
De samme dommere blev brugt igen
Og tænk engang nogle af disse dommere blev brugt, når der skulle gøres op med den nazistiske fortid?
Den kommunistiske leder, Ernst Thälmann blev i 1933 fængslet. Under krigen blev han anbragt i KZ – lejr. Her døde han, og hans efterkommere anlagde i 60erne sag mod den tyske stat for overlagt mord. De søgte om økonomisk kompensation. En undersøgelse blev iværksat. Og lederen af denne var den samme, som i sin tid havde dømt ham til fangenskab. Derfor fik de efterladte selvfølgelig ikke ret i deres klage.
Kunne man ikke for længst være gået i gang?
Muligvis har det tyske samfund fået dårlig samvittighed. For nu er man gået i gang med for fuld fart at få fat i 90 – 94 årige, der i hast skal dømmes. Men kunne man ikke for længst have gjort det?
Tilfældet: Jakob Denzinger
Nogle af dem der kritiserede tysker mest, var amerikanerne. Men hvordan var det lige med dem?
Men nu er det også andre mystiske ting, der skete efter krigen. Jakob Denzinger har således fra begyndelsen af 1990erne boet i en stor lejlighed i Osjek i Kroatien betalt af de amerikanske skatteydere. Den 92 – årige får også hjælp til madlavning og rengøring. Den tidligere SS – mand fra Auschwitz og Mühlhausen har nu i 27 år kunnet opretholde en bedre levestand end så mange andre i Kroatien.
Denne Denziger slog sig efter ankomsten i USA ned i Ohio. Her grundlagde han en stor plastikfabrik, Han kom til at tilhøre samfundets øverste lag. Han havde flere biler, stiftede familie og boede i et stort hus. Men i 1989 sporede en nazi – jæger ham. Og hans blakkede fortid kom frem.
Økonomisk hjælp til krigsforbrydere
Ja man påstår, at der endnu bor 4 af disse krigsforbrydere i Europa, som også modtager pæne økonomiske ydelser fra amerikanerne
Det amerikanske justitsministerium forsøgte i flere år at holde en rapport på 600 sider hemmelig. Den handlede om, at eftersøgte nazister havde fundet et sikkert skjulested i USA.
Et eksempel er netop Denzinger. Som SS – vagt tog han del i forbrydelser mod menneskeheden. Han er blevet kastet rundt i det amerikanske retssystem og nu havnet i Kroatien.
Tusindvis fandt sikkerhed i USA
Tusindvis af tyske krigsdeltager fandt sikkerhed i USA. Mange af disse har større forbrydelser på samvittigheden end Denziger. Åbenbart lod de amerikanske myndigheder 66 tyskere mistænkt for krigsforbrydelser forlade USA efter 1979. 34 af disse modtog pæne økonomiske ydelser på grund af et smuthul i loven.
Aftale med krigsforbryder
Åbenbart har de amerikanske myndigheder indgået en aftale med de gamle nazistiske krigsforbrydere, at de kunne rejse ud af USA og stadig få sociale ydelser. Det er da i den grad mærkelig at det internationale samfund belønner disse krigsforbrydere.
FBI og CIA brugte masser af krigsforbrydere
Man taler heller ikke om, at amerikanerne har brugt ca. 1.000 nazister i den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Man så gennem fingrene med, hvad de havde begået af krigsforbrydelser. En af disse var Otto von Bolschwing. Han var mentor for Adolf Eichmann, der som bekendt var en af arkitekterne bag Holocaust.
Slagteren fra Lyon
Men endnu mere kendt er Slagteren Fra Lyon, Klaus Barbie. Han var kendt og frygtet for sin brutalitet. Han torturerede fangere end til de døde. Se han var også blevet ansat af amerikanerne.
Hoover troede ikke rigtig på Holocaust
Således nægtede FBI at fortælle nazi – jægere i 1980erne, hvad de vidste om 16 krigsforbrydere, der på det tidspunkt boede i USA. På det tidspunkt var fem af dem stadig aktive FBI – agenter.
Nu var det også sådan, at den berygtede FBI – chef, J. Edgar Hoover havde den grundlæggende opfattelse, at beretninger om mange af de uhyrligheder, der blev begået af nazisterne under Holocaust var ren Sovjet – propaganda. Han havde ingen problemer med at sende disse krigsforbrydere tilbage til Europa og spionere for USA.
Det var en holdning, som han delte med toneangivende kræfter i det amerikanske efterretningsvæsen CIA.
Et nyhedsbureau afslørede den dybe hemmelighed
Det er nyhedsbureauet Associated Press, der har afsløret dette. Det er også eksempler på, hvordan de amerikanske myndigheder har forhindret andre i at undersøge deres agenter og spioner for krigsforbrydelser.
Wiesenthal var spion for Mosad
Ja så kunne man blive ved. For en ny bog afslører, at den legendariske nazi – jæger, Simon Wiesenthal var på lønningslisten hos den israelske efterretningstjeneste, Mosad. Tidligere skulle han have været ansat ved den politiske afdeling af Israel’ s udenrigsministerium. Hans opgave var at hjælpe den israelske regering med at opspore og fange de hundredevis af naziforbrydere, der gik under jorden i forskellige dele af verden.
Ifølge bogen skulle Mosad også have støtte hans berømte Jødisk – Historisk Dokumentarcenter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 164 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Juli 16, 2016
Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
”Stikkertalen” førte til en usikker glidebane. Tyskerne mente at danskerne skulle få styr på sabotagen. Tyskerne mente ikke, at danske politi var nok effektiv. Buhl’ s tale blev ellers rost af datidens medier, men da de første illegale blade dukkede op, blev den omdøbt til stikkertale. Befolkningen var skeptiske over for datidens medier. Buhl var ikke tyskervenlig. Han var en af dem, der kunne sætte Scavenius på plads. Og tyskerne bedte ham om at gå. Efter august 1943 var han den faktiske regeringsleder. Det var ham, der formulerede nejet til tyskerne. Han var altid skeptisk over for modstandsbevægelsen. De kalde ham landsforræder. Men han var bange for, at de fik for stor magt. Og så var han bange for et kommunistisk kup. Frihedsråddet havde stor betænkeligheder ved at pege på ham. Men han var den bedst egnede. I befrielsesregeringen forsøgte han at berolige sindene og mindske modstandsbevægelsens indflydelse.
En naturlig arvetager
Vilhelm Buhl var finansminister fra 1937 til 1942. Efter Staunings død i maj 1942 var han en naturlig arvetager.
”Stikkertalen” førte til en glidebane
Det var i september 1942, at Vilhelm Buhl afholdt sin berømte stikkertale. Men året efter forlangte partiet Venstre dødsstraf for sabotage. Var det ikke den berømte modstandsmand Jørgen Kieler, der gav udtryk for, at regeringens udlovning af dusør er i sabotagesager, første mange danskere ind på en glidebane, der senere gled over i stikkervirksomhed for Gestapo?
Men mange danskere mente, at det var lovligt at hjælpe dansk politi, nu hvor også politikerne opfordrede til det. Og det var hurtig tjente penge. Dansk politi samarbejdede jo også med Gestapo, så hvorfor ikke gå til det hemmelige tyske politi?
Buhl: ”Vi kan ikke styre udviklingen”
I forsommeren 1942 voksede sabotagerne. Karakteren blev voldsommere, og skaderne større. Tænk engang, to tyske marinefartøjer blev brændt ned.
Buhl mente, at en optrapning af modstandskampen ville betyde, at man ikke mere kunne styre udviklingen. Det ville svække de danske myndighedernes kontrol.
Han var antinazistisk, men efter hans mening så kom kommunisterne ind under samme kategori. Buhl var dybt skeptisk over for kommunisternes rolle i modstandskampen.
Nu måtte danskerne få styr på sabotagen
Nu var det sådan, at den danske regering var ansvarlig for den tyske værnemagts sikkerhed. Rent praktisk var det politiets opgave. Der stod meget på spil. For hvad ville Danmark gøre – uden stat, uden regering, uden politi?
Renthe – Fink’ s melding var klar. Nu måtte Danmark få styr på denne sabotage ellers….
Vilhelm Buhl og hans regering var under hårdt pres. Politiets efterforskning konstaterede, at sabotagerne udsprang for to vidt forskellige miljøer. Det ene miljø var det kommunistiske parti, som ellers var blevet forbudt i 1941. Det andet miljø var ukoordineret og uden ledelse.
Enten eller!
Nu var Tyskland jo heller ikke forpligtet til at lade Danmark bevare sin suverænitet. Tyskerne forlangte da også, at sabotører skulle stilles for en tysk krigsret. Og dem, der var dansk dømt og sad i danske fængsler, forlangte tyskerne udleveret til afsoning i tyske tugthuse. Eller værre endnu, de krævede dem henrettet.
Den danske regering blev dermed underleverandører til diktaturstatens undertrykkelsesapparat. En anden ting var, at sådanne udleveringer ville være et alvorlig anslag mod dansk jurisdiktion og hele besættelsesordningens fundament.
Alt dette lå til baggrund for Buhl’ s antisabotage – tale den 2. september 1942.
Mistede Danmark suveræniteten løb politikerne risikoen for at blive marionetter, uden evne og agt til at beskytte befolkningen. Forsvarede danske politikere suveræniteten og med de midler, som Buhl gjorde her, udsatte de sig for beskyldninger om at gå besættelsesmagtens ærinde.
Dengang blev talen rost
For at bibeholde så meget dansk suverænitet som mulig så Buhl ingen anden udvej, end at intensivere de danske myndigheders sabotagebekæmpelse.
Talen blev rost dagen efter i ledende artikler i stort set samtlige dagblade. Ja også i den brede befolkning blev talen godt modtaget. På dette tidlige tidspunkt var sabotager også generet upopulært i befolkningen. Man var jo trods alt vant til at leve i et fredeligt land.
Tyskerne mente ikke, at dansk politi var effektiv
Senere mente besættelsesmagten, at dansk politi ikke var effektiv nok og det var åbenbart ikke afskrækkende kun at sidde i fængsel. Fra november 1942 begyndte tyske krigsretter at fungere herhjemme. Fra august 1943 blev de hårdest dømte sendt til afsoning i tyske tugthuse. Og den 28. august 1943 eksekverede tyskerne den første dødsdom over en dansk sabotør.
Samtidig med Buhl’ s tale sad Christmas Møller over fra London og opfordrede befolkningen til at støtte sabotagen.
Nu var talen – en stikkertale
Det sjove med Buhl’ s tale var, at den først i 1944 – 1945 blev kaldt Stikkertalen, da de illegale blade dukkede op. I dag er holdningen: Tænk at man kunne opfordre til at angive danske patrioter.
Men efterhånden som tyskernes krigslykke vendte, ja så vendte danskernes syn også. De politiske vinde skiftede. Danske virksomheder arbejdede med den danske krigsindustri, Danske embedsmænd, politi, politikere og idrætsfolk samarbejde med besættelsesmagten. Men det var befolkningen, der gennem strejker og demonstrationer tog afstand fra politikernes samarbejde. De havde fået nok.
Blandede meninger, om de første sabotageaktioner
Den brede befolkning mente ikke, at modstand fra begyndelsen ville have haft nogen effekt. Problemet med besættelseshistorie er, at det er bygget på efterrationalisering.
Da de første sabotageaktioner fandt sted i efteråret 1942, var der blandede meninger om nytten af sabotagen.
Befolkningen var skeptiske over for medierne
Det som historikerne har glemt at tage med i deres forskning, ja det var, at der efterhånden var stor skepsis til datidens medier. Man fik slet ikke noget at vide, om det der skete i Norge. Det blev kun leveret gennem tysk censur. De engelske nyheder var såmænd også fordrejede.
Efter tysk ønske måtte Buhl gå
Buhl var ikke speciel tyskervenlig, selv om modstandsbevægelsen beskyldte ham for det. Han måtte da også forlade statsministerposten efter tysk ønske. Han blev efterfulgt af Scavenius. Og mon ikke, at det var et krav af Werner Best, at den besværlige Buhl skulle gå. Han var mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.
Lod sig ikke kue af Scavenius
Glemt har man også, at Buhl var en af de eneste, der ikke lod sig kue af Scavenius arrogante og nedladende facon. Han lagde ofte en bremse på Scavenius aktivistiske tilpasningspolitik. Det sås blandt andet i forhandlingerne om Mønt – og Toldunionforhandlingerne i 1940, Østrumudvalget og Antikominternpagten i 1941.
Hensynet til Danmarks omdømme i udvalget var ofte vigtig for Buhl.
Den faktiske regeringsleder
Efter den 29. august 1943 var han i den regeringsløse tid den faktiske regeringsleder. Han sad i spidsen i forhandlingerne med Frihedsrådet om de politiske forhold under det forventede tyske nederlag.
I den regeringsløse tid arbejdede Buhl sammen med hærchef Ebbe Gørtz og Frihedsrådet om at få Danmark anerkendt som allieret.
Formulerede et nej til tyskerne
Glemt er også, at det var Buhl, i august 1943 formulerede det afgørende nej til det tyske ultimatum. Det var også ham, der afviste de tyske krav, om at danne en ny regering
Altid skeptisk over for modstandsbevægelsen
Vilhelm Buhl blev statsminister i befrielsesregeringen i 1945 og sad på posten til folketingsvalget i oktober 1945. Her blev han afløst af Venstres Knud Kristensen. I regeringen Hans Hedtoft sad han fra 1947 til 1950 som minister uden portefølje med betydelig indflydelse på dansk økonomi. Ja egentlig var han vores økonomiminister.
Buhl blev selvfølgelig efter besættelsen konfronteret med sin tale. Og her måtte han tydeligvis veje sine ord på en guldvægt. Han svarede, at han var dybt presset af tyskerne, og det er jo ikke usandt.
Men det helt rigtige sandhed er, at han hele tiden bevarede sin skepsis over for modstandsbevægelsen. Han nærede også dyb mistillid til Frihedsrådet. Men han fandt det nødvendig at samarbejde med dem på grund af den store folkelige opbakning.
Frygtede for modstandsbevægelsens indflydelse og kup
Buhl frygtede, at modstandsbevægelsen ville kræve markant politisk indflydelse efter det tyske sammenbrud. Og han frygtede også et decideret kommunistisk kup. Samarbejdet med Frihedsrådet var derfor også en måde at kontrollere modstandsbevægelsen på fra Buhl’ s side.
Modstandsbevægelsen blev vrede på ham
Glemt er at Vilhelm Buhl sammen med ledende politikere fra samarbejdsregeringen, der var gået af 29. august udsendte en erklæring i forbindelse med drabet på Kaj Munk. Her tog man afstand fra selvtægt og fortidens hævnemetoder må bandlyses. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden som Vilhelm Buhl sidestillede modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer med tyske terrorbanders drab på digterpræsten.
En vej opkaldt efter ham
Den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge – Vilhelm Buhls Gade. Der er endnu ikke opkaldt en gade efter Erik Scavenius.
Landsforræder
Mange modstandsfolk betragtede Buhl, som landsforræder. Læs bare bogen fra 2010 af Povl Falk Jensen, Holger Danske – Afdeling ”Eigild”. Her sammenlignes Vilhelm Buhl med 1600 – tallets Corfitz Ulfeldt. Bogen er også omtalt på vores side.
Også veteranen Aage Stafte mener, at Buhl har begået højforræderi.
Store betænkeligheder
Frit Danmark’ s rejsesekretær Elias Bredsdorff loddede stemningen i nogle af de største modstandsgrupper:
Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag Stikkertalen ville få del i regeringsansvaret. Men det også tydeligt, at mange ikke har tilgivet Vilhelm Buhl for denne tale.
Frihedsrådet havde dog også store betænkeligheder ved at anerkende ham som regeringsleder på grund af hans modstand mod modstandsbevægelsen.
Vilhelm Buhl beroligede sindene
I Befrielsesregeringen arbejde han ihærdigt for at dæmpe sindene. Han sagde gang på gang, at grænsen lå fast. Endvidere pointerede han, at retsopgøret skulle foregå ved domstolene. Han forsøgte at tage dele ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels.
Hans synspunkter havde også en stor rolle for Hedtofts beslutning om Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.
Han trak sig ud af aktiv politik forud for valget i 1953.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 14, 2016
De tre makreller fra Aabenraa (2)
Vi har revideret i en ældre artikel. Det handler både om Skipper Thorvald og Aabenraa’ s byvåben. Egentlig skulle jeg have været til Aabenraa og holde foredrag. Men lokale ved sikkert meget mere. Men egentlig er undertegnede stadig forvirret, for de ”kloge” siger, at det ikke har noget på sig, at når den ene makrel svømmer den anden vej, så er det ikke sikkert, at den er tysksindet. De fleste skibe havde den forvirrede makrel på deres flag. Men tænk engang, det har brandværnet også. Men skipper Thorvald glemmer man ikke. Han kunne da også være irriterende.
Skipper Thorvald
Ja egentlig er denne artikel en bearbejdelse af en ældre artikel fra 2009. Og grunden til dette, er en invitation fra Aabenraa om, at komme og holde et foredrag om Skipper Thorvald, De tre Makreller og Havbunden. Gamle Aabenraaer ved godt, hvad det er for noget. Men nu tror jeg nok, at lokale borgere kan fortælle mere om Thorvald.
Nu kunne det ellers have være meget hyggeligt, at komme til Aabenraa igen engang. Og så skulle foredraget oven i købet have været på sønderjysk. Og se det magter undertegnede jo stadigvæk. Men man må jo også som skribent og foredragsholder kende sine begrænsninger.
En gammel facebook fra Aabenraa fortæller ellers, at man ikke er ægte borger, hvis ikke man havde skålet med Skipper Thorvald på De Tre Makreller.
Skipper Thorvald var født i Gildegade 8. Han var udlært frisør, og arbejdede på Flyvestation Skrydstrup, inden han kastede sig over musikken.
Havbunden lå bagerst
Havbunden lå bagerst, og det var der Thorvald optrådte. Foran lå De Tre Makreller. Ja det hedder i dag Fox and Hounds. Og det lå under Grand Hotel. Ja i dag har stedet det fine navn Hotel Europa.
Det kunne også være pinligt og irriterende
Det var jo herligt at komme hos ham og blive i godt humør. Men det kunne også være pinligt og irriterende. Hvis man var i selskab med en sød pige, så brølede Thorvald fra sin keyboard:
Ja han råbte også engang deroppefra:
Min afdøde kone lavede en film med Erik Paaske og var sammen med ham og en anden fra filmholdet nede på De Tre Makreller. Hele aftenen kørte Thorvald på Erik Paaske.
Den berømte sangbog
Sjovest var det faktisk, at kunne være ubemærket og skråle af den berømte sangbog. Den mest populære var selvfølgelig: En kort, en lang, en trekant……. Men det var svært at gemme sig for Thorvald. Som regel var Havbunden som var bygget sammen med De Tre Makreller stoppet med mennesker.
Nu bliver der ballade
Til en byfest, en slags Open Air Fest på Madevej underholdt Skipper Thorvald også. Vi havde i HK været lidt oppe at slås med den lokale Arbejdsgiverforening. Og åbenbart læser Thorvald også aviser.
Jeg så Erik Skifter Andersen sidde ved et bord og gik hen og hilste på ham. Pludselig kunne vi så høre oppe fra Skipper Thorvald:
Det blev nu ikke ballade. Vi fik nogle hyggelige bajere sammen.
Kritiske situationer
Og det var nu ikke lige hyggelig alt sammen. For flere gange blev man også lovet tærsk af de folk, der hadede HK. Pludselig fik fagforeningen skyld for alverdens ulykker. Når Aabenraa – borgerne havde fået en inde for vesten, var de ikke så tolerante og fleksible. Og man kunne selvfølgelig have blevet og forsvaret HK’ s ære. Men så havde det endt med, at man havde fået karantæne på dette hyggelige sted.
Men fagforeningen fik man da forsvaret så rigelig dengang i diverse blade og aviser, samt til møder m.m. Ja selv i radio og tv.
Som mon kære mor sagde dengang:
Herlige tider på De Tre Makreller
Men ellers var det skønt, også lørdag og søndag, at sidde på De Tre Makreller og få en enkelt eller to med solæg til.
Kloakdæksler med makreller
Går man rundt i Aabenraa, ser man kloakdæksler med De Tre Makreller. Man ser dem også fra offentlige bygninger.
Våbnet understreger det vigtigste erhverv
Nu er det jo sådan for jer, der ikke ved det, at De Tre Makreller er Aabenraa’ s byvåben. Man ser tre sølvmakreller i et blåt felt. Derunder er der nogle bølger i sølv. Men i nogle versioner, så fortryder den ene makrel og vil tilbage. Men se den version vender vi tilbage til.
De tre fisk symboliserer byens gamle hovederhverv. Våbenet understreger byens tilknytning til havet. Tønder valgte skibet i deres våben.
Fiskeri blev for Aabenraa på den tid det afgørende erhverv. Handelslivet kunne ikke alene brødføde indbyggerne. Man sagde, at når tjenestefolk kom i tjeneste på en ny gård, fik de indført i aftalen, at de højst måtte få makreller tre gange om ugen.
Hvor blev humlen af?
I de ældste seglaftryk minder bølgelinjerne mere grene end havets bølger. Det ældste segl som vi har et billede af, er fra 1421, men det stammer nok fra 1300 – tallet. Muligvis så makrellerne første gang, dagens lys omkring 1335, hvor Aabenraa’ s Skraa stammer fra. Ja den kan sagtens være ældre.
Måske symboliserer grenene byens omfattende humlearv omkring byen. Grenene er oprindelig humleranker. Men mærkeligvis gled humlen ud af våbnet efter Genforeningen. Det var tegneren Frederik Britze, der i samarbejde med arkivar og heraldiker P.B. Grandjean, sikkert er i skyld i, at humlen forsvandt fra Aabenraa’ s byvåben.
Nødpengesedler med makreller
Selvfølgelig skulle nødpengesedlerne fra Aabenraa også have De Tre Makreller påtrykt. De var på både en 25 – og en 50 penning. Man indhentede forslag fra tre stedlige kunstnere, Franziska Clausen, Nico Wöhlk og Hans de Voss.
Det var sidstnævntes forslag, der blev valgt og sedler blev trykt i Hamborg. Motivet var forudbestemt og viser på dansk side henholdsvis et panorama over byen og et motiv fra Vægterpladsen. På den tyske side vises på begge sedler byens våben med De Tre makreller.
Også på rødvin
Ja selv Ringriderforeningen bruger motivet på deres ringridervin. Det vil sige, at jeg faktisk ikke ved, om de laver sådan noget mere.
Utrolig at makrellerne har overlevet i alle disse år. Jebsen – koncernen bruger makrellerne som symbol på mod og kampgejst.
De kommunale makreller svømmer i en retning.
Avisen fik travlt
Og så var det, at bogen Aabenraa Havn – gennem 700 år dukkede op. På forsiden kunne man svagt se, at den ene makrel vendte forkert. Det var Aabenraa Bogtrykkeri, der for skibsmæglerfirmaet P.F. Cleemann i forbindelse med deres 100 år, havde udgivet bogen. Inde i bogen var det et tydeligere flag, hvor makrellen ville hjem igen.
Men i gammel tid var flagene på de gamle sejlskibe fra Aabenraa røde eller blå. Og her svømmede den midterste makrel den modsatte vej som de andre.
Og det undrede også min gode ven, redaktør Per Borgaard. Han undrede sig sammen med den øvrige redaktion. Og her gik den hårdt arbejdende redaktion i gang. På biblioteket kunne man ikke finde noget, der egnede sig til at sætte i bladet. Så fotografen blev sendt til Aabenraa Museum. Men det foto man skulle bruge af flaget kunne ikke bruges. Flaget var for slidt. Nu måtte fotografen i gang med en pen. Mon ikke det er historieforfalskning?
Var det tysk?
Det var især i landsdelens tyske tid, at man brugte våbnet med makrellen på afveje. Efter Genforeningen betragtede man denne udgave som tysk.
Det fortælles, at Franzisca Clausen i tide og utide flagrede med dette forkerte byvåben. Ingen var i tvivl om hendes sindelag. Ja selv mindes jeg faktisk, at have set den omvendte makrel på en gravsten på Aabenraa Kirkegård.
I havneflaget fra 1864 var der ingen makreller. Her var der et Dannebrog.
Kørelærens flag
Og så kunne historien være slut. Men i butikken på Nørrebro kom en kørelærer, der stammede fra Sønderborg over med sikkert et bordflag i silke. På flaget stod Openraa – nocctum – multnia. Det er sikkert forkert, men det var svært at læse.
Det var selvfølgelig makreller på, alle i forskellig størrelse. Godt nok svømmede de alle samme vej. Jeg sendte flaget til Aabenraa Museum og udbad om en forklaring. Det må være cirka 7 år siden, og jeg venter stadig på svar.
Se det var historien om De Tre Makreller, hvor vi både hørte musik og fik solæg, samt hvor den ene svømmer den anden vej, og endelig hvor de varierede i størrelsen.
Makrellen og undertegnede er stadig forvirret
Men hvad er nu det. Rederierne Jebsen og Ahrenkiel samt den tyske skole bruger også logoet med den forvirrede makrel, der vil hjem.
Og det ikke alle, der er enige i at den omvendte makrel er tegn på tyskhed. For også i Aabenraa Brandvæsnets gamle flag er der en forvirret makrel. Men så kunne man jo lige dukke ned i brandvæsenets historie. Og det med, at makrellerne svømmede i forskellige retninger før 1864 og 1920 holder ikke. På disse tidspunkter havde man også tysksindede ligesom nu.
Men mon ikke historikkerne kan finde midler til at grave i den historie. De kunne jo tage sig noget makrelsalat, når de går i gang.
Her på www.dengang.dk kan du læse 117 artikler om det gamle Aabenraa og Omegn
Juli 12, 2016
Begravelser – dengang
Under den store pestepidemi blev ligbærerne væk. Ligene blev liggende på gaden inden de enten rådnede op, eller hunde eller svin havde fortæret dem op. Ligbærerne holdt sig væk. Men så blev studenterne fra Regensen opfordret til at melde sig. De ville ikke have med de fattige at gøre. Og de tjente styrtene med penge. Dr. Bastholm mente dog, at dette arbejde ikke var noget for åndens arbejdere. Man måtte betale afgift for et sangkor, der ikke var der. Bedemanden forlangte tårnhøj afgift. En almindelig begravelse kostede 300 Rdlr. Der blev bygget fem nye kirkegårde. Folk smed affald ud gennem vinduerne på kirkegården. Og de unge holdt her ømme stævnemøder med forfærdelig lugt. På den ny kirkegård på Nørrebro blev der holdt sammenskudsgilder, og de hjemløse byggede huler.
De blev liggende til de rådnede op
I årene 1711 – 12 rasede pesten i København, som ingen sinde før. Man havde ellers oplevet mange epidemier i årenes løb.
Men aldrig havde det været så galt som nu. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene, og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere, kister og kirkegårde.
En frygtelig stank udbredtes i byen. Det blev da heller ikke bedre, når afdødes pårørende kastede ligene ud på gaden. Her fik de lov til at blive liggende til de rådnede op. De halvvilde hunde eller svinene begyndte også at fortære dem.
Autoriterne vågnede op
Man kan sige, at sygdommen ophævede de mest primitive kendetegn på civilisation. Ja man kunne næsten tro, at man var i en moderne verdenskrigs centrum.
Det gik lang tid på den måde sygdommen raserede i byen. Til sidst var det som om, at den ville slukke alt liv i byen. Så endelig vågnede autoriteterne af deres skræk. Nu skulle der tages fat på alvor.
Ligbærerne blev væk
De hæderværdige og privilegerede ligbærere havde straks ved pestens udbrud stillet deres bærebøre og ligvogne væk. De var splittet over hele byen. Ingen ville overtage deres arbejde. Man lovede ellers Guld og Grønne skove. Men angsten var for stor.
Studenterne fra Regensen meldte sig
Så meldte studenterne fra Regensen sig. Kongen, Frederik den Fjerde sikrede dem og deres efterkommere ret til:
Rettigheden blev senere udvidet til Privilegium for Gejstlighedens og Borgerskabets Vedkommende.
Ville ikke have noget med de fattige at gøre
Regensianerne erklærede, at de intet ville have at gøre med de fattige lig. Disse blev af fanger læsset op på vogne og karrer og kastet ned i store fælleskuler. Disse lå i ugevis udækkede.
Så blev betalingen for de mere velhavende lig hævet til betragtelige højder. Således måtte byens forskellige håndværkerlav betale en årlig afgift på 300 Rdlr. for at få ligene af lavsmedlemmer stedet til jorde.
I den sammenhæng kan nævnes, at der dengang var 50 slagtere og 28 bagere, mens der var hele 406, der beskæftigede sig med fabrikation og udskænkning af øl, brændevin og lignende.
Det var ikke åndens arbejdere værdigt
Nu blev disse studenter dog snart træt at bære lig. De gjorde det jo ”for at mildne det økonomiske tryk, der hvilede på dem”.
Men en af Universitetets lærere, professor Bastholm havde udtalt, at et sådant arbejde ikke var åndens arbejdere værdigt, hvorfor det var blevet indstillet.
Men det var nu ikke morsomt at undvære denne indtægt. Hver Regensianer kunne opretholde en årsløn på 30 Rdlr. hvilket for datiden var et betydeligt beløb. Ja, det var især drikkepengene, der var med til at hæve lønnen. Man var forpligtet, at give ligbærerne 2 Mark, men ofte blev det da til 3 Mark.
En ny ordning for ligbærerne
Efter mange overvejelser fandt man frem til en ordning. Kommunitetet overtog Ligbærervæsenet i entreprise mod en årlig afgift af 20 Rdlr. til hver Regensianer. Det var godt nok en nedgang i lønnen, men det var mere frihed. Og det viste sig også at være en god forretning for Kommunitetet.
Efterhånden fik man et kæmpe overskud. Ligbærerne fik dog også jævnlig lønforhøjelse. Dertil fik de diverse tillæg, som støvlepenge, sygehjælp, dyrtidstillæg m.m.
Fra sidst i trediverne begyndte indtægterne ved begravelser at gå ned. Folk så med uvilje på den store kapitalophobning. Ja man talte om, at folk satte sig i stor gæld ved begravelser.
Måtte betale for sang, som ikke var der
I gamle dage havde Latinskoledrengene, de såkaldte Peblinge besørget sangen ved begravelserne. Skønt dette for længst var ophørt, var man dog stadig forpligtet til at yde skolen en afgift, der varierede fra 4 Mark til 10 ½ Rdlr. Og det skete alt efter finheden af den ligvogn, som man benyttede. Desuden skulle man også betænke skolepedellen, der ophævede afgiften med en lille dusør.
Bedemanden var ildeset
Så var det også bedemanden, der var meget ildeset. Ved en plakat af 26. juni 1818 var det påbudt, at enhver, der benyttede en ligvogn til en takst over 1 Rdlr. skulle gøre brug af bedemandens assistance. I Fædrelandet hed det sig i en artikel:
Salæret til bedemanden alene kunne da ofte for folk med en blot lidet dannet Smag løbe op til et halvt hundrede Rdlr. Det var en aldeles urimelig afgift, da en hver med lethed kunne udføre det arbejde.
Den første gang, vi hører om bedemænd herhjemme var i 1682. Den gang blev der tilladt Magistraten at beskikke et par mænd, hvem folk kunne betjene sig af ved indbydelsen af begravelsesgæster. Den gang var det vel nærmest tjenesteydelser. Men senere udviklede bedemænd til at bestemme hele ceremonien.
Ja han holdt selv tjenere og kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Ja det var en køretur, der blot ved en jævn begravelse kostede 9 Rdlr.
En uskik med handskepenge
Også ligbærerne fik drikkepenge, selv efter at studenterne havde nedlagt hvervet. De var dog ikke frivillige, men obligatoriske under navn af Handskepenge. Men denne uskik blev dog efter en skrivelse til Magistraten afskaffet i 1838.
En almindelig begravelse løb op i 300 Rdlr.
Jo en almindelig borgerlig begravelse kom meget let op på 300 Rdlr. Dertil kom alt gravøllet. For at undgå disse store udgifter, sluttede mange folk sig sammen i begravelsesforsikrings – selskaber. Man kaldte dem også Lig – Societeter. Disse lav og korporationer indgav efterhånden ansøgninger om selv at måtte bære deres døde til graven. Nu så Kommunitetet efterhånden deres privilegier truet. De frygtede, at deres virksomhed efterhånden måtte ende.
Magistraten ophævede privilegiet
I stedet for nu at gå ned i prisen gik de den modsatte vej. I 1840 ansøgte man Magistraten om en forhøjelse af afgifterne. Dette blev dog for meget for de kommunale autoriteter man mente, at renten af den opsamlede kapital på 100.000 Rdlr. alene kunne udrede de fornødne stipendier til Regensianerne.
Man henstillede til Borgerrepræsentationen om nedsættelse af en kommission, der skulle fratage privilegiet. Men det gik hele 11 år inden privilegiet var helt bortskaffet.
Fem nye Assistens – kirkegårde
De gamle kirkegårde, der lå op ad de 6 sognekirker, Vor Frue, Trinitatis, Hellig Geist, (Helligånds – kirken) Holmens, Nicolai og Vor Frue viste sig snart at være for små. Men det var vanskelig inde i byen, at finde plads til nye kirkegårde.
Men folk døde så hurtig, at de kirkegårdene omtrent var halvfyldte, inden man fik dem indhegnet. Det gjaldt ved Almindelig Hospitals nye kirkegård, der lå mellem Store Kongensgade og nuværende Øster Farimagsgade og også de andre nye.
I den indre by kom der fem nye Assitence Kirkegaarde. Herfra fik Nicolai Sogn de to. Den ene lå på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulckegade (Holmensgade) og blev en slags fortsættelse af den gamle Nicolai Kirkegård. Den fik først navnet Den lille Urtegaard men blev kort efter omdøbt til Den gamle Urtehave.
Jødernes kirkegård lagde man uden for byen
Ja således kom der flere kirkegårde, men fælles for dem alle, var deres uheldige beliggenhed. Man lagde dem midt imellem husene Dog ikke jødernes kirkegård. Den lagde man på Nørrebro, hvor der endnu var plads.
Affald ud på kirkegård
Man gavlvinduer og luger vendte ud til kirkegårdene. Og man kastede rask væk al slags affald og urenheder ud gennem disse åbninger. Derved kom disse kirkegårde til at ligne hele renovationslossepladser.
Ømme stævnemøder på kirkegården
Ja de unge mennesker benyttede disse kirkegårde som en slags kærlighedsstier, hvor ømme stævnemøder fandt sted. Det kunne ikke have været særlig romantisk til disse stinkende omgivelser.
Man fik efterhånden en aftale med husejerne om ikke at bruge luger og vinduer til at smide affald ud af luger og vinduer til kirkegårdene.
Drikkegilde på Nørrebros nye kirkegård
I 1760 blev den nye Assistens Kirkgård indviet på nogle grunde, der tilhørte kommunen uden for Nørreport på det såkaldte Lille Ravnsborg. Men her syntes man heller ikke have særlig respekt for de dødes sidste hvilested.
Man gjorde udflugter hertil, som om at det var en skovtur. Man havde medbragt sin brændevin og lavede gravstenene om til improviserede spise – og drikkeborde. Man fuldendte sine måltider i større eller mindre fordragelighed, alt efter mængden af de våde varer.
Kirkegården lignede en krigsskueplads
Men hvis nu mængden af disse slap op, kunne man let råde bod på dette, idet mængder af småhandlende i området solgte øl og brændevin ad libitum. Samtidig fik børnene lov til at lege og tumle mellem gravene.
Det var ikke et under, at Assistens Kirkegård særlig mandag morgen lignede en krigsskueplads.
De subsistensløse holdt sammenskudsgilder
Visse steder af kirkegården, særlig oppe ved Jagtvejen var ren idyl. Her var kun få grave, men høje buskadser. Her kunne man i fred og ro ligge og nyde sommersolen. Men også disse steder blev efterhånden annekteret af subsistensløse eksistenser. Her havde de indrettet varige sommerresidenser. Her hold de alle uvedkommende bort ofte med vold.
Godt nok blev alt dette forbudt omkring 1805. Men endnu 40 – 50 år senere kunne man ganske ofte herude træffe løsgængere, som havde opbygget hele hytter af sammenbundne grene. Ja her holdt de om aftenen sammenskudsgilder med alt, hvad de i løbet af dagen havde skrabet og tigget sammen.
Denne nye kirkegård var nu blevet indviet, derfor begyndte man nu at udleje eller bortsælge de gamle pestkirkegårde.
Snart måtte man udvide
Og snart viste den nye Assistens Kirkegård også at være for lille. Uviljen mod at lade sin afdøde begrave herude forsvandt hurtig. En af byens matadorer, tobaksfabrikant Augustinus havde nemlig valgt at lade sig begrave herude.
Kloge ord af Dr. Jens Bang
Nu blev det ene lig efter det andet begravet herude. Jævnlig måtte kirkegården udvides og omlægges. Allerede i 1803 talte den berømte læge og arkitekt Dr. Jens Bang for en omlægning:
Tankerne vakte genklang
Disse tanker vakte genklang hos den øvrige Magistrat. Men pengevanskeligheder forhindrede dog denne udførsel.
Men ved anlæggelse af Vestre Kirkegård tog man hensyn til disse tanker. Men ak, dengang var de ublu takster stadig ikke udryddet.
Kilde: M. Vogelius: Nye Krøniker fra det gamle København plus en masse andet Københavner – litteratur (Vi arbejder på en oversigt)
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
.
Juli 2, 2016
Færge fra Ballum til Rømø
Matros Gram gjorde en heltegerning om bord på Christian den Fjerdes flagskib. Kongen opfyldte et særpræget ønske. Dette bevirkede jobbet som færgemand til samme familie i 275 år. Befolkningen klagede til kongen over dårlige transportmuligheder. Pastor Jacobsen oprettede alternativ rute. Men det kneb for det lille dampskib. Der blev oprettet en anløbsbro på hele 230 meter. En tur over isen kunne være livsfarlig. Vi kigger også på en skinnevej på Rømø
En heltegerning
En læser spurgte forleden, hvornår færgeforbindelsen fra Ballum til Rømø startede. Det kan nok være lidt svært at finde ud af. Men en gammel anekdote fortæller, at det startede på Christian den Fjerde’ s tid.
Under slaget på Kolberger Heide den 1. juli 1644 deltog en matros fra Ballum. Han hed Gram og var på kongens flagskib Trefoldighed. Som vi alle ved, blev kongen ramt og styrtede om på dækket. Det var ved den lejlighed Christian den Fjerde mistede det ene øje.
Folkene om bord troede at kongen var døde og ville trække sig fra slaget. Matros Gram fik ordre til at stryge flaget. Men han mente ikke, at det var det rigtige at gøre. Så med vilje kludrede han i det. Flaget kom ikke ned. Kampen fortsatte, og danskerne vandt.
Et særpræget ønske
Efter slaget forlangte kongen at tale med den tapre matros. Han spurgte, om han kunne gøre matrosen en tjeneste.
Gram bad kongen, om at han og hans efterkommere til evig tid måtte have eneret på færgefarten fra Ballum til Rømø.
Christian den Fjerde opfyldte de særprægede ønske. Gram vende hjem efter krigen til Vadehavskysten for at drive færgeriet. Det løftebrev som kongen gav eksisterede helt til begyndelsen af det 20. århundrede.
Myte eller fakta
Er dette så en myte eller fakta? Ja man ved, at der i Det Danske Kancelli findes en skrivelse, der henviser til en ansøgning om en kongelig godkendelse af en bestalling, som Grev Schack på Schackenborg den 28. juni 1786 har meddelt Peder Nielsen Gram på at være færgemand mellem Ballum og Rømø.
Schackenborg skulle udskrive næringsbrev
Da Bådsbøl – Ballum, hvorfra færgen udgik i retslig henseende lå under grevskabet Schackenborg, var det greverne Schack, som fornyede de enkelte færgemænds næringsbrev.
Men nu kan færgefarten sikkert føres tilbage til 1640erne. Vi har bare ikke kunnet finde beviser for det. Nu var det dog ikke en særlig hyppig forbindelse.
Befolkningen klagede
Da Frederik den Sjette således i sin rundrejse til Vadehavsøerne i 1832 kom til Rømø klagede de lokale beboere over de dårlige trafikforhold. I 1836 lod kongen regeringen udarbejde regler for hyppigere forbindelser når vejr og vind tillader det.
Meget praktisk blev der udarbejdet en taksttabel, så folk altid vidste, hvad
Taksttabel
Tabellen gør grundig rede for næsten enhver art af last, som overhovedet kunne tænkes at forekomme. Der nævnes dog ikke i færgebevillingen noget om, hvem der drev færgeriet.
I samme familie i 275 år
Den 25. juni 1860 godkender Frederik den Syvende, at der
Senere var det dennes svigersøn, Frederik Lausten, der overtog færgeriet. Herfra gik bevillingen videre til dennes svigersøn Christian Jefsen, der solgte færgeriet i 1909 for 15.000 mark. Da havde Ballum – Rømø – forbindelsen været i samme families eje i 275 år, hvis vi helt kan stole på begyndelsen af historien.
Efter at en konsortium på Rømø i nogle år med stigende tab havde drevet ruten, overgik den i 1919 til H. Clausen og senere igen til Laurits Nielsen, som drev ruten fra 1923 til dæmningen blev åbnet i 1948.
Pastor Jacobsen oprettede ny forbindelse
Grevskabet Schackenborg have bevillingsretten til færgeriet til 1853, da postvæsnet tog ansvaret. I 1865 fornyede det prøjsiske den gældende kontrakt uden ændringer. Efter 1920 var det igen det danske postvæsen, der havde ansvaret.
Men der var nu også andre ruter til Rømø. I 1899 oprettede den kendte pastor Jacobsen, som også stod bag det badested, som vi tidligere har omtalt i en artikel. Denne færgerute gik fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark.
Det kneb for det lille dampskib
Med et lille dampskib, der blev døbt Rømø sejlede man gennem Brede å’ s gamle udløb og over det flade vand til øen. Denne rute overtog i nogle år postbefordringen. Men sejladsen blev besværliggjort ved, at der ofte var for lidt vand, så dampskibet ikke kunne sejle ind til Brohovedet. Derfor måtte passagerer og post af og til dirigeres over den gamle rute fra Ballum.
Ruten fra Skærbæk Brohoved bestod til 1907, da den blev nedlagt. Den gamle færgerute fik postbefordringen tilbage.
En anløbsbro på 230 meter
Nogle år efter Genforeningen blev ruten lagt om. Nu gik den ikke længere fra Bådsbøl Ballum til Havneby, men fra Ballum Sluse til Kongsmark, hvor man benyttede pastor Jacobsens anlægsbro.
Denne anlægsbro var på hele 230 meter.
Men vi skal da også lige huske, at omkring år 1900 drev pastor Jacobsens selskab en sommerrute mellem Havneby og List.
Højer – List – Havneby
I årene 1915 – 1918 var der en dampskibsrute mellem Højer, List og Havneby. Efter at statshavnen blev indviet i Havneby i 1964 kom der igen fast færgeforbindelse mellem Rømø og Sild.
Den eneste forbindelse til øen under krigen var pr. skib fra Højer Sluse
Beskrivelse af en færgetur
Dukker vi ned i Rømø – litteraturen kan vi få en beskrivelse af sådan en færgetur af den gamle postkasserer Hans Carl:
Hestene var vant til turen, så de gik roligt fremad, selv om vandet nåede dem til bugen. Var det blæsevejr, kunne vandet godt sprøjte ind over vognen, og det var derfor langt fra altid, man slap tørskoet fra turen. Når vognen var kommet langt nok ud – som regel ca. 1 km – og var kørt op på siden af den opankrede færgebåd fandt den til tider ret vanskelige omstigning af personer og omladning af gods sted.
Efter at udvekslingen af personer, gods og post var tilendebragt, og havde fået hilst på bekendte, som skulle den modsatte vej, returnerede vognen til Ballum.
Sejlene blev sat, ankeret hevet om bord, og sejladsen til Rømø kunne påbegyndes. Overfartstiden afhang af strøm – og vindforhold. Ankommet til Havneby blev der kastet anker.
Passagererne blev her afhentet med en lignende vogn, som anvendtes ved Ballum, dog af noget mindre format. Og forspændt den gamle ”Lise”, et sindigt og roligt dyr, som havde gjort turen adskillige gange og var kendt med forholdene.
Selv om færgefarten mellem Rømø og fastlandet under nogenlunde gunstige vind og vandforhold mildest talt var uhensigtsmæssig og langtfra tidssvarende, var den dog intet at regne sammenlignet med istransporterne, der ved vintertide opretholdt forbindelsen mellem øen og fastlandet.
Om vinteren, når isen dækkede vandet eller drev frem og tilbage i Vadehavet satte man ind med istransporten. Når der øjnedes en revne i isen, blev isbåden af et par mand skubbet ud over den faste kystis og ankommet til åbent vand roet ud i retning af fastlandet.
Det hændte dog også at isjollen ved hjælp af hager og stager måtte manøvreres frem mellem de drivende isflager, en skrap omgang, der krævede sin mand fuldt ud.
Ankommet til den faste kystis på fastlandssiden blev passagererne overladt til sig selv.
Der måtte de klare den på bedste måde, og selv om de havde været så fornuftige at medbringe lange støvler, kom de alligevel i mangfoldige tilfælde til at stifte bekendtskab med det salte havvand.
Farlige ture
Sådanne vinterture kunne godt være langvarige, kolde og farlige. Strømmen og tidevandet kunne drive båden ud i Listerdyb, hvor man så kunne blive liggende til vandet vendte og båden igen kunne komme ind gennem dybet og nå frem til Havneby.
En tur over isen
I vinteren 1916 ville et pat mænd hjem til Rømø for at fejre jul. Den ordinære rute var aflyst grundet isdannelser i farvandet. Men de vandrede så ud på isen sammen med dem, der havde ansvar for postforsendelsen. De kom velbeholden op i isjollen.
Men nu tog ebbestrømmen fat. Store ismasser pressede nu båden ud i Listerdyb. De blev til sidst presset ind mod Rømø’ s kyst i nærheden af Havneby, hvor de ombordværende gik i land. Turen havde taget ca. et døgn uden varm, uden mad og uden drikke.
I Sprogforeningens Almanak 1970 fortælles om en episode fra 1903, hvor 20 mand samledes en tidlig vintermorgen 1903. Der var sat en del kaffepunche til livs, men pludselig meddelte skipperen, at båden ikke kunne sejle.
Jeg er skide fuld
Man delte sig op i grupper og ville gå over isen. Men det var nu meget risikofuldt. En Dr. Moritz, der har skrevet en bog om Rømø fulgtes med en ung pige. Efter 4 – 5 timer var de nået Bådsbøl men var drattet ned i isen.
Sammensunken på en isblok fandt man en sammensunken dame på en isblok:
Heldigvis havde denne Dr. Moritz taget en flaske cognac med, og det blev deres redning.
En skinnevej
En anden form for kollektiv transport på Rømø har man for længst glemt. Og det er jernbanedriften. Det var Pastor Jacobsens Badekonsortie, der i 1897 – 1898 der anlagde denne skinnevej. Den udgik fra Kongsmark Færgekro. Med denne skulle de rejsende køre det sidste mil til selve badeparadisset. Ja strækningen er ikke mere end 4 kilometer.
Der var store planer med damplokomotiver. Men sandet kunne ikke bære maskinerne. Så man måtte nøjes med en enkelt Lise eller to.
En motoriseret skinnecykel
Men nu var der også en motoriseret maskine på banen, idet en bager bragte morgenbrød til badehotellet, og han brugte en motoriseret skinnecykel.
Transport med vind
Ja uden for badesæsonen blev banen brugt på en anden måde. Man brugte vinden som drivmiddel. Køres med sejl blev legalt. Men man måtte dog stage sig frem den ene vej. Og så var den legale tophastighed sat til 15 kilometer i timen. Men det så man dog lidt stort på.
Banens sidste driftsår var 1940. Sporene blev taget op i 1941 og solgt til brunkålslejrene i Brande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Juni 30, 2016
Død eller Skindød
Vi kunne betale os for at få hæder i døden. Bare vi havde penge nok. Nogle mente, at vi skulle have mere betryggende kontrol lig eftersyn. Det skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte foretages. Der var uenighed blandt de lærde omkring dødens indtræffende. Et institut med ligceller skulle indrettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke? Her kunne fattige betale 2 R.d.l. Mens rige skulle betale 10 R.d.l. Men så fik de også overvågning, ringklokke og et spejl, hvis nu de havde trukket luften.
Vi kunne betale os fra det
Hvis du er en flittig læser af vores artikler, har du læst historier fra Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor blandt andet H.C. Andersen var bange for at dø skinddød. Du vil også i denne artikel lige som i tidligere kunne se, at i døden er vi ikke alle lige. Vi kan betale os fra det.
Man fordybede sig i det okkulte
Gennem tiden fik folk forkærlighed for det mystiske. Man fordybede sig i det okkulte. Og måske var der en rest fra gammel overtro og spøgelsesfrygt. Måske har I læst vores spøgelseshistorier fra Assistens Kirkegård.
De lærde gad ikke at beskæftige sig med disse underlige historier, hed det sig og dog? Det var altid en hvis nysgerrighed.
Fra Oldtiden og Middelalderen kender vi historier om folk, der pludselig vågner under begravelsen og lignende.
Betryggende kontrol ved legale ligsyn
Den danske anatom Jacob Windslev har gjort sig store anstrengelser for at få indført mere betryggende kontrol ved legale ligsyn. Han fortæller i en afhandling, hvorledes han selv to gange har været skindød.
Den kendte gejstlige C. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelsen af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for at blive levende begravet. Og hans ord blev meget aktuelle, da der kort efter opstod rygter efter at en ung frue af den Bodenhoffske slægt blev begravet på Assistens Kirkegården (Læs artiklen: Da Gertrud rejste sig fra kisten).
Der skulle gå mindst tre dage
Nu dukkede pludselig den ene efter den anden historie frem. Nu måtte der gøres noget fra autoriteternes side. En resolution blev udsendt, og den sagde, at der skulle gå mindst tre dage efter døden, før at en begravelse måtte finde sted.
Intet lig måtte ”jordes” før tegn havde vist sig
Men særlig betryggende var denne foranstaltning nu ikke. Det hændte nemlig ofte, at liget samme aften, at døden var indtrådt, blev ført til kapellet. Her var liget lagt i en kiste og låget påskruet.
Endnu en resolution blev udsendt. Denne sagde, at intet lig måtte jordes før der havde vist sig utvivlsomme tegn på døden. Det kunne være forrådnelsesplatter. Først på det tidspunkt måtte låget skrues på.
Det kunne ligne en krampetilstand
Man skulle nu tro, at den hellige grav var vel forvaret. Men angrebene ophørte ikke. De kom nu oven i købet fra de lærdes side.
Den medicinske professor A.G. Sommer udsendte således i slutningen af Frederik den Sjette’ s tid en afhandling, hvori han som det eneste ubedragelige kendetegn ved livets ophør anfører dødsstivheden. Men symptomerne kunne nu også godt ligne en krampetilstand og så var man nærmest lige vidt.
Hovedet blev testamenteret til videnskaben
Stor opsigt vakte det, da professor Sibbern benægtede, at der i virkeligheden var ganske pålidelige tegn på dødens indtrædelse, hvorefter han for at være på den sikre side testamenterede sit hoved til videnskaben.
Institut med ligceller
Så var det godt, at bedemand Schou fremkom med et epokegørende projekt om indrettelse af en stor almindelig Begravelsesanstalt, hvis fornemste opgave var at skulle bevogte de døde, indtil de viste usvigelige tegn på døden.
Denne anstalt skulle ligge i en særlig bygning til hvilken Schou mente, at pladsen foran Holmens Kirke ville være passende. Det var der, hvor Gammelholms Vagthus havde ligget. Den skulle bestå af en del Ligceller, foruden nogle værelser til det vagthavende personale.
For en forholdsvis ringe afgift skulle da enhver familie kunne få sine døde indlagte, og når tiden var omme ville begravelsen foregå direkte derfra.
Pludselig døde bedemanden
Aktieanstalten skulle startes som et aktieforetagende med en kapital på cirka 65.000 Rdlr, fordelt i aktier på 25 Rdlr. Udbyttet skulle være 6 pct. Initiativet mødte på en velvillig indstilling alle steder fra. Og den 9. januar 1843 modtog Schou da en kongelig bevilling på opførelsen af en Begravelsesanstalt.
Da de sidste korrektioner var foretaget i april 1846 døde Schou pludselig og ingen arvetagere meldte sig.
Begravelsesanstalt på kirkens loft
Sagen var nu i bero i cirka 20 år, da kaptajn, graver E. Borgen ved Trinitatis Kirke allerede rejste spørgsmålet i 1867 og foreslog at benytte de ved Universitetsbibliotekets ledigblevne lokaler på kirkens loft til indrettelse af en Begravelsesanstalt i noget lignede samme indretning som Schou’ s ide, dog med en anden begrundelse.
Nu hed det sig i en skrivelse at ofte i mindre bemidlede hjem, forbliver et lig ofte mere end et døgn i samme værelse. Her måtte familiemedlemmer ofte opholde sig, spise, arbejde eller sove. Derpå blev liget bragt til et kapel, og her blev kisten atter åbnet, for at klæde den afdøde med ligtøj, blomster og pynt. Slægtninge kom flere gange daglig for at se til den døde. På selve begravelsesdagen er det svært at lade kisten være tillukket, så forsinkelser opstår.
I et institut kunne lægen i fred og ro komme og udstede dødsattest, og slægtninge skal følge den uskik i at komme flere gange om dagen at komme vandrende ind i kapellet, ja sådan mente kaptajn Schou.
Klasseforskelle – det handler om penge
Disse ligceller skulle deles i to slags. Den første klasse var beregnet for fattige lig, som lægen fordrede øjeblikkelig fjernet fra hjemmet.
Betalingen for opbevaringen var her 2 Rdlr. Dertil kom et lignende beløb for transporten. Dertil kom de sædvanlige dyre begravelsesomkostninger som fattigfolk i forvejen havde ondt ved at klare.
Klokkeapparat og spejl
Den anden klasse af ligceller kostede 10 Rdlr. Men så var ligene også knyttet til sikkerhedsapparater, der kunne lede til opdagelse af skinddød, for eksempel ved montering af et klokkeapparat til den pågældendes finger.
Der skulle anbringes et spejl, så man eventuelt kunne påviseåndedrag hos en eventuel skindød og lignende. Den vagthavende skulle kunne ile til hjælp indtil lægen ankom.
Planen blev dog ikke til virkelighed, da alene tanken om på et kirkeloft at anlægge et ligkapel med ringeapparater til de dødes afbenyttelse måtte forekomme uhyggelig og grotesk.
Man kan jo også sige, at man gav hovedstadens læger et mistillidsvotum.
Nu skulle der skrives en attest
Men sagen vagte opmærksomhed i Kulturministeriet. For nu blev det sådan fremover, at et lig ikke måtte modtages i kapellerne, forinden en autoriseret læge havde udstedt en attest for, at der havde vist sig utvivlsomme tegn på dødens indtrædelse.
Frygten for skinddød har ikke fortabt sig
Frygten for skinddød har dog aldrig tabt sig helt. Således er der mange, der har testamenteret, at deres pulsårer skal skæres over ved dødens indtrædelse. Således har vi også en artikel fra Højer (Se artiklen: Den mærkelige læge fra Højer), hvor en læge ønsker det samme.
Måske er denne overtro eller fordom årsag til, at ligbrænding dengang fik så stor succes.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Juni 29, 2016
De tyske flygtninge på Nørrebro
De tyske flygtninge måtte ikke kontakte lokalbefolkningen. Frit Danmark kaldte dem for ”Parasitter”, og mente, at ingen hjælp skulle ydes hverken flygtninge eller sårede tyske soldater. Handelsministeriet indførte også et forbud mod salg af mad til flygtningene. Forholdene var kaotiske. Lig blev ikke fjernet. Der var ingen lægemidler, og der diskuteres endnu, om der blev givet nok lægehjælp. Vi kigger på forholdene i Folkets Hus, Jagtvejens Skole, Sjællandsgades Skole, Stevnsgades Skole og andre steder. Nørrebro – borgerne hånede i læserbreve, de tyske flygtninge. Da 60 præster forsøgte at forsvare de tyske flygtninge blev de mødt af det modsvar, at der er forskel på Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed.
Forbud mod at kontakte lokalbefolkningen
Vi har her på siden beskæftiget os en del med tyske flygtninge. Vi har kigget på, hvordan de blev behandlet af os. Og her er det jo vidt forskellige opfattelser. Lægerne ønskede garanti for, at danskere slap ud af KZ – lejrene, inden de tyske flygtninge fik lægehjælp.
Temmelig mange tyske flygtninge døde under dansk internering. Men det skyldes deres dårlige forfatning, lyder det fra dansk side.
Medierne var i høj grad med til at sprede den dårlige stemning om de tyske flygtninge. Og disse havde forbud mod at kontakte lokalbefolkningen.
Aldrig frivillig hjælp til tyske flygtninge
Indtrykket er, at de tyske flygtninge fik en bedre behandling i Sønderjylland. Her gjorde Det Tyske Mindretal et stort arbejde for at pleje flygtningene. Og hos mange fra Det Tyske Mindretal var flygtningene privat indkvarteret.
I april 1945 kunne man i Frit Danmark under overskriften Parasitterne læse at enhver hjælp til tyske flygtninge og sårede tyske soldater kun skal ydes under direkte tvang og aldrig med frivillig medvirken.
Møder mange tyske efterladte
Vi møder stadig en masse tyskere rundt på arkiverne, der sørger efter deres efterladte. Og det er ikke altid lige let at finde frem til de rette. Og så har de efterladte fortalt ret så dramatiske historier. Det er selvfølgelig historier, som vi forfølger. Men selvfølgelige skal vi have noget konkret at gå ud fra.
En ny bog giver os endnu mere
I en forholdsvis ny og pragtfuld bog af Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 fokuserer en af kapitlerne netop på de tyske flygtninge. Nu var Nørrebro slet ikke ukendt med indvandrere. Man skulle så tro, at befolkningen var mere tolerant. Men det var nu langt fra tilfældet.
Vi har i denne artikel kigget på dele af afsnittet Undtagelsestilstand: Indvandrere på Nørrebro 1935 – 1947.
Garbi Schmidt har kigget på masser af erindringer, ugeblade, lokale aviser, almindelige dagblade og meget mere. De lokale brød sig ikke meget om de tyske flygtninge.
Forbundet med nazisme
Besættelsestiden, særlig de sidste to år havde gjort stort indtryk på Nørrebro – borgerne. Og det skulle de tyske flygtninge undgælde for.
Vi har tidligere anmeldt Nørrebros Indvandringshistorie og i slutningen af artiklen henviser vi til relevante artikler på vores hjemmeside.
Flygtningene blev af danskerne forbundet med nazisme, krig og besættelse. Og de kom mange på en gang. Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 ankom ca. 250.000 flygtninge til Danmark. Men også et stort antal sårede tyske soldater kom hertil. Ja man mente, at der kom cirka 50.000 sårede soldater hertil.
59 skoler beslaglagt
Flygtningene startede med at blive indkvarteret på kaserner, som tyskerne havde overtaget, men snart måtte der skaffes flere indkvarteringsmuligheder. Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt.
Det var nu ikke alle skoler, der blev brugt til tyske flygtninge. Nogle af skolerne blev brugt til lazaretter. Og efter besættelsen blev nogle også brugt til frihedskæmpere, politi og soldater fra Den Danske Brigade. En enkelt skole blev brugt som interneringslejr for allierede soldater.
Forholdene var kaotiske
Forholdene var kaotiske. De danske myndigheder afslog før befrielsen at tage sig af flygtningene. Særlig på det sanitære område var det frygtelig.
Fra de allieredes side havde man heller ikke begreb om størrelsens omfang. Således mente den engelske general Dewing, at alle de tyske flygtninge bare kunne indkvarteres i Oksbøl – lejren.
Borttransport af lig standsede i dagene efter kapitulationen. Og snart var der mangel på allernødvendigste hjælpemidler og forbindingsstoffer.
Det kneb med undervisningslokaler på Nørrebro
Det kneb med at få undervisningslokaler nok til børnene. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, NORA Bio, KFUM og frokoststuen på en lokal hesteskosfabrik for at få lokaler nok.
En tidligere medarbejder fra Jagtvejens Skole har i en beretning fortalt om, hvordan de fordelte børnene til 4 – 5 forskellige institutioner, Anna – Kirken, Havremarkens Skole, et asyl, et privathjem og Frelsens Hærs lokaler i Gartnergade.
Under disse forhold tog skulkerierne og forsømmelserne til. Gang på gang måtte man sende børnene hjem, fordi de lokaler, som man havde fundet, skulle bruges til andre formål.
Flygtningene skulle ikke have noget
Der er eksempler på Nørrebro, hvor skolen efter at den blev forladt af elever, blev tømt for alt nagelfast. Alle gardiner blev simpelthen skrællet. Man havde hørt, at der kom nogle fra Østpreussen. Og de tyskere skulle sandelig ikke have noget. Men de lignede nu ikke et herrefolk, da de ankom. De unge mennesker på Nørrebro lokkede pengesedler ud af de tyske flygtninge mod lovning mod, at de ville hente Wienerbrot til dem. Men det fik flygtningene aldrig. De unge mennesker følte, at de nu havde gjort deres bidrag til Frihedskampen. Men det var bare ærgerligt, at tyskernes pengesedler var komplet værdiløse.
Vil De modtage min private kapitulation
På Hillerødgades Skole var 1.000 kvinder med småbørn installeret. Nogle var ganske spæde. Maden fik de fra Folkekøkkenet. Senere blev der sat en stor kedel i gården. Og det var altid sammenkogte retter.
Da flygtningene skulle flyttes ud på Kløvermarken, blev der banket på hos skolebetjenten. En af de mandelige flygtninge kom med tårerne trillede ned af kinderne og bankede på døren:
Dermed lagde han sin hemmeligholdte revolver på bordet.
Børnene fik at vide, at tyskerne var grimme
Børnene havde af deres forældre fået at vide, at tyskere var slemme og grimme folk. Men de var nysgerrige, og gloede tit på de mange børn og kvinder i skolegården på Sjællandsgades Skole. Og det var langt fra alle tyske piger, der var grimme. Mange var mørkhårede og lidt eksotisk af udseende.
Men børnene havde også fået at vide, at de havde lus. Så var det dem i den danske befolkning, som mente, at de tyske flygtninge ledte i bar overflod. Men de fleste var dog af den overbevisning, at de tyske flygtninge levede i skidt og møg og det i sig selv var en sundhedsfare.
519 stuvet sammen i Folkets Hus
I 1945 skrev Politiken om forholdene i lejren i Folkets Hus på Jagtvejen:
I maj 1945 var der i Folkets Hus stuvet 519 flygtninge sammen.
Vi vil ikke rage i Nazi – lort
I foråret 1946 indsamlede daværende gymnastiklærer H.P. Langkilde en del beretninger om tyskerne på Nørrebro. En af disse var om forholdene på Stevnsgades Skole.
Her var til at begynde med 400, mest kvinder og børn og ganske få ældre mænd. Adskillige småbørn blev født her. Mødrene måtte tørre de små numser med halm. Potterne blev hældt ud i WC’ erne i gården. Disse blev snart tilstoppet, og det flød med uhumskheder. Og de danske håndværkere ville ikke reparere det:
”Das wissen wir Hrr. Director”
På Stevnsgades Skole fik de dog et nogenlunde tåleligt forhold til de tyske flygtninge og hjalp dem med at få oplysninger over deres poder som lå på lazarettet. I slutningen af august 1945 forlod flygtningene, skolen og inspektør Boolsen gav en afskedssalut:
De græd og sagde:
Forfærdelige forhold på Jagtvejens Skole
Men det var langt fra alle steder, der var så godt et forhold. På Jagtvejens Skole var cirka 500 tyske flygtninge forsamlede. Her var de fra april 1945 til april 1946. Lærere fortæller med foragt i stemmen om forholdene.
Her var en hær af lasede, pjaltede og snavsede mennesker. Lugten af den væske, der blev brugt til aflusning, gennemtrængte bygningen. Kloarkerne blev tilstoppet gang på gang. Ofte var det uudholdeligt for skolens danske beboere.
Larm var det hele tiden, støj, barneskrig, børneskrål, skænderier.
Flygtningene skal ikke bruge vore kirker
I læserbreve i det lokale Nørrebro Folkeblad får de lokale beboere i den grad udbredt deres utilfredshed. Således mener man ikke, at de lusebefængte tyskere skal bruge vores kirker. Præsterne skal heller ikke fraternisere med tyske flygtninge.
Præsten fra Simeons Kirke, Henry Rasmussen svarede igen, og fortalte, at det drejede sig om en konfirmation, og at der var en tysk præst til stede.
Handelsministeriet forbød salg af madvare
Andre mente igen, at de fik en al for god forplejning, og ar vi var alt for blødsødne over for det tyske herrefolk. Men Handelsministeriet havde den 7. maj 1945 udsendt et dekret om, at ingen måtte sælge varer (herunder mad) til tyske civile flygtninge.
Man diskuterer endnu om der blev givet nok lægehjælp
Og endnu diskutere historikerne, om der blev tilbudt nok lægehjælp til flygtningene. Man er endnu ikke enige i, hvor mange flygtninge, der døde af underernæring. Mellem den 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt.
Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed
Den 24. juni 1945 opfordrede 60 præster i folkekirken i en opfordring i Berlingske og Politiken, at man undlod at tale om karaktermæssigt laverestående mennesker. Tyskerne levede hverken uhumsk eller overdådigt hed det i opfordringen.
Et svar forekom dagen efter i Information. Her hed det sig, at
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 235 artikler fra Det Gamle Nørrebro
www.dengang.dk indeholder 163 artikler fra Besættelsestiden og 2. verdenskrig
Juni 27, 2016
Søfartshistorier fra Aabenraa
Der var mange store kaptajner i Aabenraa. For mange var det et risikofyldt job. De var ude i al slags vejr. Mange led skibbrud. Og mange steder var der også pirater og røvere. Men i næsten alle havne mødte man bekendte. Heldigvis er det også lykkedes at skrive en masse erindringer ned. Særlig i 1920erne gjorde man meget for at få fastholdt Aabenraa’ s storhedstid. I byen var der et væld af skibsværfter.
Købmanden mistede alle sine skibe
Christoffer Conrad Fischer (1736 – 1810) sejlede hos en af de store købmænd i Aabenraa, Cornelius Cornelsen. Men ak, efter englandskrigen var det mange der led i Aabenraa.
Sådan gik det også for Cornelsen. Han mistede alle sine skibe. Og kaldte alle sine kreditorer til. Han fremviste sit guldur og spurgte om det kunne række. Også fra sin bolig i Storegade måtte han flytte. Når han fremover gik ture på gaden, gik han aldrig forbi sit tidligere hus.
Slået ned på prøvetur
Men denne Christoffer var et hidsigt gemyt. Således melder historien, at han slog sine medredere ned på en prøvetur.
Christoffer fik seks børn med den første kone og tre med den anden kone. Men også han oplevede skibrud. I ni dage lå de på en øde ø, og det var faktisk Elba.
Hele 70 – 80 skibe på redning
De kaptajner, der boede i Slotsgade førte skibsmateriel op af åen. Hele 70 – 80 skibe lå på reden dengang.
Vi har efterhånden gengivet en del søfartshistorier fra Aabenraa. Og vi har da også før kigget på den berømte Fischer – familie.
Erindringer blev nedskrevet
I 1920erne blev Aabenraa – borgere opfordret til at skrive deres erindringer ned. Man ville godt bevare erindringerne af Aabenraa’ s storhedstid. Det var netop Kaptajn Fischer, der slog til lyd for, at de folk, der havde oplevet søfarten skulle skrive det ned.
Dette resulterede også i, at Kaptajn Hans Schlaikier og amtslæge Mads Michelsen fik udgivet Aabenraa Søfarts Historie (1929). C.C. Fischer bakkede alle de historiske ting op til sin død i 1933.
Spændende beretninger
Ligesom Hans Bruhns erindringer indeholder også Fischers erindringer:
Familien Bruhn’ s erindringer
Hans Bruhn skriver om 1860erne og beskæftiger sig primært med sejladsen på Sydamerika. Vi kigger tilbage på Jørgen Bruhn’ s tid efter Englandskrigen i 1820erne. I 1840erne sejlede de første Aabenraa – skibe til Østen. Flere skibe sejlede til østen uden at vende hjem igen.
Den mest dansksindede
Den mest dansksindede var vel nok Frederik Fischer. Denne har vi også beskrevet på vores side. Da han blot var ni måneder gammel, blev han ramt af børnelammelse. Han kunne derfor ikke følge familietraditionen og gå til søs. I stedet kom han i urmagerlære.
I 1830 kunne han nedsætte sig som mester. Men lige så meget interesserede naturvidenskab og samfundsforhold sig ham.
Freja
Den 20. august 1839 fik Frederik Fischer privilegium at han måtte påbegynde udgivelsen af ugebladet Apenrader Wochenblatt. Oprindeligt var det hans plan, at det skulle være tosproget, men snart skiftede han opfattelse, at bladet udelukkende skulle være på dansk.
Fra 1849 hed bladet Freja. Og det blev fjenderne ikke mindre af. Jo det var danskernes vigtigste talerør i Nordslesvig. Den 4. juni 1871 døde Frederik Fischer.
Men inden da, var onkel Frederik blevet udvist under treårskrigen til Barsø.
Frederiksklubben
Christoffer Conrad Fischer var den 11. december 1848 sammen med Frederik Fischer blandt stifterne af Frederiksklubben. Som havnefoged tog Christoffer Conrad Fischer haveflaget ned, inden prøjserne kom. Dette flag befinder sig nu i museet.
Omkring 1856 blev Nyvej anlagt. Indtil da, havde det kun været Skibbrogade, der gik ned til havnen. Midt i 1850erne var den første dæmning også lagt over til Lindnakke
Masser af skibsværfter
Der var masser af skibsværfter dengang i Aabenraa:
Det største værft lå ude på Kalø
Men byens største reder og bygmester var dog stadig Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede her i 50’erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, men den forliste ved Læsø. Master m.m. blev brugt til Cimber.
Jørgen Bruhn ejede også Nymølle, Knappen, Teglgården på Lindsnakke, Vejrmøllen og flere huse i byen.
Hele byen var efterhånden afhængige af skibsfarten.
Man bevægede sig ud i verden
Først rejste de kun til Middelhavet, senere gik turen videre ud til Brasilien, Østasien, Kina og Japan. I begyndelsen var der ikke ret mange havne, der var åbne i Japan. Når man læser de oplevelser, som søfolkene har oplevet i det fjerne, ja så er det mere spændende end en kriminalroman.
Man så kendte Aabenraa – kaptajner i fremmede havne
Og overalt i de fremmede havne optrådte danske skippere ofte fra Aabenraa. Det var også i 1860, hvor Suez – kanalen åbnede. Da C.C. Fischer endelig kom hjem fra det fremmede, fik han det sidste skib, som skibsbygger Skifter Andersen byggede. Det hed Charlotte Christine.
Sendte konen hjem med tre børn
Også en tredje gang sejlede Fischer i 1870 ud mod øst. Han blev derude en del år, og blev også gift derude. Det var farligt om natten, for kineserne dengang stjal som ravne. Ja de kunne også finde på at stjæle hele skibet for så at brænde det af.
I 1877 sejlede konen hjem nu med tre småpiger. Atter engang havnede Fischer i skibrud. Halvdelen af mandskabet gik ned med forskibet. Men vores hovedperson klarede også lige en japansk kaptajnseksamen.
Badeanstalt og så ikke til søs igen
Jo, Fischer var meget imponeret af japanerne. Han fortalte også, at de selv førte deres skibe til Europa. Selv om de var krigere, var de også dygtige fiskere og bådfolk. Efter fem år ville Fischer vende vejen hjemad. Og hans kone mente så, at han skulle føre dampvaskeri og en badeanstalt og ikke tage til søs igen.
Danskerne stemte på ham
I 1882 var der borgmestervalg. Der var opstillet tre kandidater. Men tyskerne regnede slet ikke med Vreden. Men nu så det ud som om, at alle danskere havde stemt på ham. Så måtte man gå ud fra, at han betalte tilbage.
12 år efter skulle Vreden igen vælges, og igen stemte danskerne på ham, og han blev valgt.
Folkehjem blev købt
Køllerpolitikken forbød værter at leje lokaler ud til dansksindede. Og dette gav også værten på Schweitzerhalle i Aabenraa problemer. De dansksindede tilbød så 30.000 mark for herlighederne, men det skulle holdes hemmeligt. Betingelsen var at værten med det samme skulle gå hen til sin advokat og få aftalen underskrevet. Det var ikke noget gå hjem og rådføre sig med konen. Og så blev Folkehjem til de dansksindede.
Men borgmesteren ville ikke tillade servering af spiritus. Men man var nu ikke tabt helt bag vognen så fandt man bare på andre kreative ideer.
Da man skulle have tilladelse til at afholde bal i Frederiksklubben inviterede man selvfølgelig borgmesteren, og så fik man tilladelsen. Kort tid efter oprettede man også Selskabelig Forening.
Frimenighedskirken var Fischer også med til at bygge. Under byggeprocessen forsøgte myndighederne hele tiden at spænde ben.
Udvisningen blev ophævet
I 1902 skulle C.C. Fischer også udvises. Men udvisningen blev der ophævet af overlandretten.
Ridderkorset
I 1929 fyldte C.C. Fischer 85 år. Han var efterhånden blevet et nationalt ikon og man kunne købe postkort af hans hus. Nordschlewigsche Zeitung syntes, at det var en skam, at man mindedes de lokale tyske myndigheders behandling af ham.
Da Sønderjylland vendte tilbage fik Fischer overrakt det danske ridderkors. Den 29. oktober 1933 døde han, 89 år gammel.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om Aabenraa og Søfart: Se