Artikler
November 29, 2016
Livet i København – dengang
Foredrag den 29. november på Solgavehjemmet, Vigerslev Allé. Hvordan var livet dengang? Hvordan tilbragte man fritiden? Hvordan boede man? Hvordan blev man transporteret? Værtshuse, fuldskab, forskel på rig og fattig. De latrinære forhold, Den store badedag, Når borgerskabet havde komsammen? Hvordan så vi på dem, der var anderledes? I døden var man ikke ens. Hvordan var begravelserne dengang? Stavefejl og druk på kirkegården. Og måske når vi at få et spøgelse med på kirkegården.
Værtshuse
Fra år 1200 til 1600 drak danskerne store mængder af øl. Grunden var sikkert, at man kun levede af kød og fisk. Ja så var det også sundere end at drikke vand.
Ja selv kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter øl om dagen.
Fuldskab var ingen skam
Selv nonnerne drak øl
Fuldskab var ingen skam. Man skulle bare lige huske, at være ædru, når man mødte op i kirken. Ellers var det at drikke sig fuld, tegn på at man var brav, flink, hæderlig og en mand af den rette støbning.
De første værtshuse var ølboder, hvor ølkoner købte øl og solgte det. Det kunne også være, at de selv bryggede det. Senere var det mest gamle soldater, der selv bryggede. Nu var kvaliteten på dansk øl ikke særlig godt. De fleste fortrak tysk øl.
Gennem historien var det også tradition for fulde konger.
I byen var det oceaner af værtshuse af forskellig kvalitet. I 1687 var der 140 bryggerier med gårde til.
Men efterhånden drak københavnerne mere og mere brændevin. Men det bekymrede nu ikke så meget magistraten. Tænk engang, i 1698 var der i hovedstaden 245 brændevinsbrændere.
Vinkælder
Under Rådhuset var der en vinkælder, som tilhørte Magistraten. Jo, det var lidt finer at komme i en vinkælder. Dem var der også mange af efterhånden.
På vinstuerne drak man foruden vin enten rom eller Arrakpunch. Og denne kunne enten nydes kold eller varm.
Gæstehuse
Det var steder, der var list finer på det. Her kunne man også få noget at spise. Og her blev i den grad drukket. Således fik de danske myndigheder på et tidspunkt besøg af en russisk gesandt, der havde 10 gæster med. De nøde livet på Gæste Huset Store Lækkerbisken. De blev i 1 ½ måned. I den tid havde russerne drukket:
Dertil kom oceaner af sukkerkandis, puddersukker, muskat og citron.
Drikkevaner
Rompunchen blev afløst af cognac – toddyen. Denne blev afløst af den fra Sverige stammende cognac og sodavand.
I midten af 1880erne blev det whisky med soda, der blev det store hit. Det første sted man nød denne drik var i Wiener – Cafeen i Hotel Kongen af Danmark.
Badestuer
De mere velhavende besøgte badestuer. Det var nu ikke så eget for hygiejnens skyld. Men her kunne man få en passiar med ligesindede og få god tysk øl. Efterhånden kunne man også på nogle af disse badestuer nyde selskab af smukke piger.
Traktørsteder
Såkaldte traktørsteder dukkede op. De havde navne som Vodrufgård, Ladegården, Ravnsborg m.m. Ude i Classens Have var det Kongens Fiskehus. Ja det var Østerbros første gourmet – restaurant.
Dansehaller
Særlig på Vesterbro opstød en masse dansehaller. Belysningen var ikke særlig god. Og musikken bestod for det meste kun af en violin og en klarinet. Der var ingen ventilation og duft af madrester og brændevin.
Andre forlystelsessteder
De rige tog på Bakken, og de fattige tog til Østerbro i De Fattiges Dyrhave. Ude på Frederiksberg kom der mange lystigheder. Men hvis disse skulle oprettes på en kongevej skulle de godkendes af hoffet.
På Frederiksberg kom også forlystelsesstedet Alhambra, efter at Tivoli var åbnet.
Et anden uvæsen dukkede op, sangerindeknejper.
Udflugtssteder
Da Frederiksberg Have blev åbnet var det et tilløbsstykke. Tænk man kunne møde kongen ro i kanalerne. Men det var nu ikke alle, der måtte komme ind. Mange blev afvist af vagterne. Og dem fra Nyboder måtte slet ikke vise sig her.
Og tænk, engang måtte man ikke køre med barnevogne på fortovet på kongevejen på Frederiksberg. Der måtte jo være grænser.
Hvem gik på værtshus?
Stort set alle gik på værtshus. Mange arbejdere drak hele deres løn op her. På et tidspunkt indrettede fabrikker selv værtshuse, og udbetalte lønnen her. Det var en god forretning for fabriksejerne, men ikke for arbejderfamilierne.
Militære personer måtte ikke sidde på værtshus efter tappenstreg, men det gjorde de nu alligevel.
Det hed sig også, at tjenere og tjenestepiger efter at de havde pakket herskabet i seng, også gik i byen.
Sporten breder sig
Der var kommet gang i svømningen ved kysterne. Her kom sandelig også badeanstalter. Og her var forskellige regler, hvordan man skulle opføre sig og man skulle være tækkelig klædt på.
Ja der kom også forskellige sportsarter. Nogle var mere ansete end andre. Sejl – og rosport ved Langelinje var nok det mest ypperlige. Ja også ridesport og vædeløb ude på Fælleden kunne gå an. Og tænk, det overværede de kongelige også en gang imellem.
Skydning havde længe været populær, og det var altid en ære, at blive optaget i en skyde klub. Og for længe siden, ja da skød man efter papegøjen.
Cykelsporten
Men uha, så bredte cykelsporten sig. Og det var en skændsel, at se kvinder på sådan et kørertøj. Det kunne man bare ikke. Cykelsporten startede omkring 1870. Det startede med en model, man kaldte Velocipide. Den næste model kom omkring 1880. Det var den model med kolossal forhjul og lille baghjul.
En tysk håndbog angav 24 måder, at stige op på den. I et cykelblad var det gode råd til, hvad man skulle gøre, hvis man fik for meget fart på den. Ja så skulle man køre ind i en hæk.
Så kom Safety – modellen med kædetræk. En sommerdag i 1891 talte man i bomhuset ved Hellerup om 885 cyklister.
I bladene kunne man læse at den kvindelige bicyklist var en parodi på ryttersken. Jo ridning blev betragtet som nobel og ædel.
Fodbold var for halvgamle individer
Fodbold var heller ikke noget for de borgerlige. De foretrak fjerbold. Fodbold var for halvgamle individer. De rendte rundt på fællederne. En af de første store helte dengang, var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 skød 10 af Danmarks i alt 17 mål.
De fleste sportsudøvere blev nærmest betragtet som gøglere.
Gymnastik var ikke særlig populær i skolen. Og det vakte i den grad anstød, at kvinderne begyndte at dyrke motion.
Mænd og kvinder hver for sig
Der var jo også alle søbade anstalterne. Her kunne man også få svømmeundervisning. Men som regel foregik badningen særskilt, Mænd for sig og kvinder for sig.
Om vinteren havde vi så skøjteløb. De fine inklusive kongefamilien løb i Kastelgraven. Men ungdommen foretrak nu alligevel søerne.
For meget ødselhed
Man skulle passe på for meget ødselhed. Gennem historien er der kommet mange forordninger omkring dette. Man skulle ikke offentlig vise for meget flothed, at man så alligevel gjorde det, ja det var noget andet.
På et tidspunkt måtte man kun invitere 30 gæster og servere 5 retter.
Omkring år 1800 kunne de rige få sig endnu en ridehest. Regeringen forsøgte sig med endnu en forordning mod ødselheden:
Mode
Omkring 1800 gik borgerskabet også meget op i mode. Den berømte digter, filosof og læge, Tode sagde:
Ja han sagde følgende om damemoden:
Muffen skulle være samme farve som kåben. Og så var det den berømte amazondragt. Man skulle også have en fjerbusk samt en tynd spadserestok.
Jakker i alle mulige farver
Frakkerne var ikke nødvendigvis sorte. Nej, de var sandelig også blå, kaffebrune og røde. Brandgule og lysegrønne kunne ses om sommeren. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Og så gjaldt om at vise sig så meget på Strøget som muligt – bare for at man kunne blive set.
Moden havde taget overhånd
Ja så blev der dannet Ny Dansk Fruentimmerselskab. Her blev der besluttet, at moden havde taget overhånd. Nu skulle man gå i hjemgjort tøj. Men åh skræk, det kom til at betyde, at nu kom man til at ligne tjenestepigerne.
Så blev det besluttet, at tjenestepigerne ikke måtte gå i bestemte klædningsstykker.
Man banede vej til privilegier
Titler og adel banede sig vej til privilegier som almindelige borger ikke kunne få. Kundskab og dygtighed var ikke altid nødvendig.
Parykkerne forsvandt
Efterhånden forsvandt parykkerne. Frisørerne oplevede en storhedstid. Høje toupeer og kunstige nakker erstattede så mane mangler. Og så brugte mænd også bunkevis af puder ligesom kvinderne. Også dette vidundermiddel kunne dække så mange en mangel.
Under en retssag, når man så en mand med sit eget hår, vidste man, at han var fra den laveste arbejderklasse. Der var parykker til alle formål. Man bar kort paryk til daglig og bølgende Algoneparyk til galla.
Prestige betød meget
Det var prestige at eje kinesisk porcelæn. Jo, de rigeste bestilte det endda med københavner – motiver.
Det var prestige, at have egen vogn med fire heste foran, og have så mange tjenestefolk som muligt.
Hos Baron Rodsten, der døde i 1714 havde kammertjeneren ikke fået løn i 15 år. En af de 8 lakajer havde ikke fået løn i 8 år. Det hjalp så, når gæsterne gav drikkepenge.
Når Borgerskabet holdt selskab
Når borgerskabet skulle holde selskab, startede man klokken 18. Først skulle forskellige klædningsstykker aflægges. Kvinderne og mændene blev nu adskilt.
Damerne havde deres arbejdsposer med. Og så gik passionen ellers med opskrifter, sladder, rygter. Der blev serveret the og kammerjunker. Man skulle da også smage på, hvad huset havde frembragt af diverse marmelader.
Til herrerne var der opstillet diverse spillebord. Så gik der ellers gang i L’hombre og Boston. Whist kom først meget senere.
Mændene blev trakteret med snaps cognac eller rom.
Klokken 21 var der serveret
Præcis klokken 21 gjorde husmoderen tegn til, at man skulle afbryde, for nu var der serveret i spisestuen. Masser af lys blev båret ind. Blomster hørte ikke med til bordpyntningen før meget senere. Der var kun en blomsterhandler i hele København. Den lå i det skæve hjørne ved Nyhavn og Store Strandstræde.
Hovedretten var forloren skildpadde, skinke eller oksesteg. Efter den varme ret blev der serveret afskårne kager og til sidst æblekage.
Til kagerne drak man rompunch.
Normal sang man ved bordet dengang. Enten af en sangbog eller små visehefter. Og fædrelandssangen var obligatorisk.
Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget med øre og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i 1808. Skulle en af deltagerne have fået for meget, var det ikke særlig velset i disse kredse.
Drosker
Når man så skulle hjem havde man bestilt drosker. De københavnske droskekuske var opvokset på stenbroen. Det var absolut forbudt at ryge på bukken. Og at efterlade Lotte eller Lise foran et værtshus uden opsyn, ja det gjorde man bare ikke.
Betalingsspørgsmålet var dog det, der kunne bringe kusken ud af fatning. Kusken kunne godt finde på, at lægge meget på, når det var sent. Fælles takster kom først senere.
480 drosker
Hele 480 drosker kørte rundt i København. Dem med hvide numre havde fast holdeplads. Det havde dem med gule numre ikke. Der var mange regler. Og den årlige politiinspektion kunne give problemer for kusken. Ja politiinspektøren kunne fratage ham sit levebrød.
Efterhånden overtog droske – automobilerne trafikken. I begyndelsen var kunderne dog lidt bekymret for farten.
Automobilerne bredte sig. Og en ny automobillov forbød, at man kørte på Strandvejen.
Motorbåde
I havnen afløste motorfærger de gemytlige gamle færgemænd og de læderbetrukne robåde.
Og når Amerika – færgerne dampede af, var der altid begravelsesstemning.
Sporvognene
Før der blev oprettet egentlige sporvogne, var der fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder i oplandet. Men det var dog kun de bedre stillede, der havde råd til denne transportform.
Hestesporvognene blev afløst af de berygtede syrevogne. Disse opgav man efter utallige klager.
De elektriske sporvogne åbenbarede en helt ny verden. Store ruder og elektrisk lys var det nu i sporvognene. Men disse vogne måtte også kæmpe for at blive accepteret. De mange luftledninger vansirrede Københavns gader, mente man.
En stor succes
Man jamrede over den larm, de lavede. Og så klagede man over, at man ikke som i gamle dage kunne få sporvognene til at stoppe, hvor man ville. Nu var det faste stoppesteder. Også her var man bange for den store hastighed, som disse uhyrer kunne frembringe.
Sporvognene blev en kæmpe succes. Vognstyrerne måtte have gode nerver. Folk klagede konstant over overfyldte vogne. Åh skræk i 1907 var der sporvognsstrejke i fire dage. Det faste personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer. Vognstyreren måtte arbejde i 55 timer.
Jernbanen
To af de største problemer med at anlægge jernbanen, var kapital og arbejdskraft. Der blev kun solgt for 250.000 kr. aktier. De danske arbejdere sivede væk, da høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik en eller anden opfattelse af, at den danske vinter var hård, og tog allerede hjem i juli. Og svenskerne blev syge af den danske mad.
De håndværkere man skulle bruge var underlagt af en række bestemmelser. Disse bestemmelser måtte regeringen sætte ud af kraft, for ellers kunne man slet ikke bygge jernbanen.
Banegården en stor succes
Banen blev færdig til det rigtige tidspunkt. Og Christian den Niende fik den også indviet. Men selve banegården var nærmest et stort træskur. Og det var vanskeligt at få billetter. Men vognene blev dog overfyldte og det kom ofte til skærmydsler.
I 1852 besluttede man at føre jernbanen videre fra Roskilde til Korsør.
Hvordan boede man?
Boligspekulanter havde fri tøjler. Udnyttelsesgraden var ekstrem højt. Der opstod et system af side – mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden. Gårdspladsen var minimal.
Nogle steder var lufthøjden ikke mere end 1,80 – 2 meter. Der var vel kun 3 kvadratmeter til hver. Følgen var sygdom både hos børn og voksne. Børnedødeligheden var enorm. Lysforholdene var dårlige. Husene var fugtige og mange af lejlighederne blev betragtet som direkte usunde.
Overholdt ikke sundhedsvedtægt
Selv om man fik en sundhedsvedtægt i 1886, så fortsatte boligspekulanterne uanfægtet. De fleste lejligheder bestod af to rum uden køkken. Der var kakkelovn eller petroleumsovn, hvor maden blev lavet.
Der var ikke meget privatliv gennem de tynde vægge. Skænderi, barnegråd, drukkenbolte m.m. gjorde livet lidt surt.
Vægge og tage skvattede sammen under stormvejr. Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Man kunne knap nok åbne vinduerne. Plankeværket mellem de snævre gåde og lokummer var faldefærdige.
Spisekammeret var tomt
Spisekammeret var som regel tom. Det eneste man kunne få, var en sukkermad. I stuen kunne man kun se baggårdens lugter, hvis baggården da havde sådan nogle. Ved mørkets frembrud var det lygtemanden, der tændte disse med sine lange stang.
De fattige boede til højre med udsigt til gården. De fattige havde udsigt til gaden.
Når det var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Eller når købmanden ville give kredit, ja så anvendte man sammenpressede avisbriketter.
Den store badedag
Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt over en gryde på gassen. Men det var kun koldt skyldevand.
Hver lørdag eller hver anden lørdag gik hele familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen, hvis det var vinter. Ellers foregik det i køkkenet. Vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev dog kun fyldt en gang, så måtte alle bruge det samme vand. De små måtte vente til sidst, da de risikerede at tisse i det.
Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjet, ellers gik det galt.
At have lus og andet
Så blev det ellers kæmmet med den store tættekam.
At have lus, var ikke godt. Det var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Det var et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
Mere uheldigt var det, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var godt irriterende. Så måtte alle børn i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde et stykke tid. Efter endt opblødning, blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig.
Lejlighederne kunne være en lopperedde. Pludselig følte man det krible og kravle over det hele. Gulve og paneller blev smurt ind i salmiakspiritus. Dette kunne holde utøjet i skak et stykke tid, inden de igen begyndte at kravle gennem gulve, vægge og loft.
Havde far ingen penge måtte han aflevere sit pæne tøj hos lånekontoret. Om fredagen, når han igen fik løn kunne han så indløse gælden med renter og få sit tøj igen.
Konkurrence om at rapse
I baggården opstod der konkurrence i at rapse. Ja det skulle man for at blive anerkendt.
Dullen fra Kommunen kunne risikere at komme på besøg. Ofte havde hun spisebilletter med til Folkekøknet. Men det var ikke lige altid godt for børn, der ikke var vant til at spise særlig meget, at få Brunkål med Flæsk eller gule ærter. Det kunne være en barsk omgang for de unge.
Men så kunne far jo bytte disse spisebilletter til flere bajere og cigaretter. Så kunne børnene bare få et par sukkermadder ekstra.
Drikkevand
Mange brønde blev ikke gravet dyb nok. Store dele af København er opbygget på affald. Afløb fra gårde og kloaker sivede ned i utætte brønde. Vandet var ildelugtende og smagte ikke godt. Det var også usundt.
Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men det navn kunne man jo ikke have. Så den fik lige den modsatte betegnelse, nemlig Krystalgade.
Politimesteren klagede
I 1702 klagede politimester Claus Rask over at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde en mudret og rådden smag.
Nu er det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet end vand.
Meget svingende kvalitet
Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Der flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker. Vandløb i hovedstaden var meget ulækre.
Vandledninger gik uhyggelig tæt på diverse latringruber og mange steder var disse vandledninger utætte.
Spildevand fra garverier, farverier, kreaturvanding, lokumsaffald, døde hunde og andre ådsler udgjorde en stor fare for sundheden.
De latrinære forhold
I slutningen af 1800 – tallet udviklede Smith og Mygind på Nørrebro den såkaldte Mavebælte – pissoirer. Som navnet anfører så dækkede pissoireret kun mandens torso. De stod i hvert sit rum adskilt af en skillevæg.
Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det der var nødvendigt.
En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring blev også fremstillet på fabrikken. Jo denne fabrik blev også kaldt De Myginske ekvipager.
Kvindernes Fremtidsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentationen, at kvinderne også havde behov for et offentligt nødtørftsanstalt.
Der kom da også til at ligge et sådant et på Grøntorvet. Men den lignede nærmest en bondegård.
Latriner overlevet i næsten 300 år
Latriner med afføring har overlevet i næsten 300 år. Det kan man se og lugte, nu hvor Metroen bliver anlagt. Men også sådan noget studerer forskerne. For her kan man jo se, hvad man har levet af.
Tænk engang i Middelalderen gik det kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man så var trængende kaldte man på ham. Denne mand indhyllede så både mand og spand i sin frakke, indtil nødtørften så var forrettet.
Inden toiletpapiret
Toiletpapir blev fremstillet til den kinesiske kejser. Men det blev først massefremstillet i USA fra 1857. Inden da havde man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med.
Inden de såkaldte retirader kom i København var toiletterne anbragt i små skure i gården over en grubbe, som kun blev tømt et par gange om året.
Hygiejne – Kommissionen havde fundet ud af, at i Ryesgade 156A og Ryesgade 156 B var der 72 mennesker, der havde brugt det samme toiletsæde.
Ikke høj status at være pølsedreng
Hvem ville gå ned med natpotten fra fjerdesal til de mørke retirader eller med toiletspanden. Som regel var det den ældste søn, der havde den ære. Men man havde ikke særlig høj status nede i gården, hvis man var lokumstømmer. Pølsedrenge blev de også kaldt, når de skulle bære den skvulpende masse.
En ”dejlig” duft
Ofte blev indholdet også tømt i vasken, så det kunne risikere at dukke op hos naboen. Det var bestemt ikke rart en varm sommerdag.
Retirader, pissoirer og skarnbøtteopsamlinger lå direkte op til vinduerne. Særlig en sommerdag var stanken ulidelig. I 1900 havde Københavns 150.000 lejligheder kun 2.000 wc’ er.
Mange steder var der åbne latriner. Et sådant depot lå ved Nørrebros Runddel. Når politiet skulle gå vagt og vinden var i en bestemt retning foregik det i løb til Lyngbyvejen, ellers var det ikke til at holde ud.
Latrin – depot
DSB havde fået en god indtægt ved at transportere latrin. En række nordsjællandske stationer havde fået den tvivlsomme ære, at opbevare et latrindepot.
Station Lersøen havde fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til latrinstation. Til stationen hørte også en lille have på 365 kvadratalen. Her havde bestyreren så gødning lige ved hånden. Denne station åbnede i 1891.
Seks gange i pinsen i en varm sommer eksploderede der chokoladevogne på Hovedbanegården, ja også på Nørrebro Station.
Disse Latrin – eller chokoladevogne var nu ikke lige tætte. De efterlod en lille brun stribe, som Nørrebros hunde havde glæde af.
En speciel holdning til åndsvage
Samfundet havde dengang en speciel holdning til åndsvage eller idioter som de hed dengang. Og løsagtige piger blev sendt til Sprogø. Der kunne de risikere, at blive i op til syv år.
Johan Keller og hans filosofi
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civile samfund.
Johan Keller blev betragtet som en slags ekspert på området. Hans far var fængselsinspektør på Christianshavns Straffeanstalt. Han var vant til at se lidt af hvert. Han skelnede mellem to hovedgrupper:
Det var ikke tilladt, men heller ikke forbudt
På et tidspunkt indførte man kastration og sterilisation på forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og mennesker med maniodepressive psykoser.
Det var egentlig ikke forbudt, men det var heller ikke blevet tilladt.
Først i 1950erne begyndte man at tvivle på denne Keller – filosofi.
Men man fortsatte så i anden boldgade, nemlig med Det hvide snit. I perioden 1939 til 1983 fik 4.500 foretaget dette indgreb. Og det var verdensrekord. Medierne bakkede op om dette. Ingen kunne jo tvivle på folk i en hvid kittel.
Først i 1982 begyndte man at tvivle på denne metode.
I døden var ikke alle lige
Den kendte gejstlige C. Bastholm mente, at man skulle opbygge en mere betryggende kontrol ved ligsyn. Og så fandt man ud af, at der skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte finde sted.
Endnu en resolution blev udsendt. Nu måtte der ikke jordes nogen før tydelige tegn som forrådnelsespletter havde vist sig. Først da måtte kistelågen hamres på.
Begravelsesanstalter
Der kom forskellige forslag til, hvordan man skulle indrette begravelsesanstalter, hvor lig kunne ligge til observation. Og de skulle indlægges i to kategorier. En til rige og en til fattige. De rige skulle betale 10 Rdl. Men så var det også med klokkesystem og spejl. Det sidste var for at tjekke om vedkommende trak vejret.
Dr. Bastholm havde et meget praktisk forslag. Man skulle da bare spille trompet foran de døde. Så kunne man så se, om de skar ansigt.
Jeg er kun skindød
Også på Assistens Kirkegården havde man i graverhuset et system med snor til et klokkesystem. Vi skal også huske på, at H.C. Andersen altid havde et skilt med, hvor der stod:
I en resolution så sent som i 1898 vedr. Graverboligen på Assistens Kirkegården stod følgende:
Ligene hældt på gaden
I 1711 – 12 rasede pesten. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere. De afdødes pårørende smed ligene ud på gaden. Ligbærerne blev væk.
Frederik den Fjerde bad studerende fra Regensen om at melde sig. Gennem tiden sikrede de studerende sig en massiv indtægt.
Bedemanden var ilde set
Bedemanden var ilde set, for en forordning fra 26. juni 1818 påbød, at enhver, der brugte en ligvogn til en takst over 1 Rdl. skulle bruge en bedemand. En sådan en kunne godt koste 50 Rdl. Han kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Alene dette kostede 9 Rdl.
Ja en almindelig begravelse kunne sagtens løbe op i 300 Rdl. Efterhånden opstod der lig selskaber, som kunne gøre det væsentlig billigere.
Losseplads på kirkegården
I indre by, blev der oprettet 5 assistens – kirkegårde. Disse blev indrettet mellem husene. Og hvis der var huse med vinduer ud til kirkegårdene, blev affaldet fra husene bare smidt ud af disse vinduer. Efterhånden lignede disse kirkegårde lossepladser.
Havde konen mistet hendes mænd var det sædvane i de finere kredse, at hun skulle lægge sig i en sort paradeseng i paradesorg for at tage imod.
Den første adelsmand på kirkegården
Egentlig udviklede kirkegården ude på Nørrebro sig som fattigkirkegård, men så var det jo lige, at Johan Samuel Augustin fra Slottet i Augustenborg lod sig begrave derude på Assistens Kirkegård ude på Nørrebro. Og så var der pludselig mange flere af de rige, der lod sig begrave herude. Augustin skrev for øvrigt i sit testamente:
Inddelt efter rang
Men det med tildækningen tog man nu ikke så tungt. Og det havde områdets hunde så gavn af.
Nu var det jo sådan, at man også havde indrettet begravelserne efter, hvem man var. Som bekendt er man ikke ens i døden. Rangfølgen var således:
Grever kunne opsætte monumenter over de afdøde – efter deres egen Lyst.
Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække kisterne med fløjl. Man måtte bruge seks heste foran, og så måtte man bruge tre stuer til sorgstuer, og det vil sige klæde dem i sort.
De andre af rangen til Landsdommere måtte kun bruge 4 heste, og kun to stuer til sorgstuer.
De øvrige måtte kun bruge to heste og kun overtrække en stue som sorgstue. Og således skulle man rette sig efter, at det blev mere og mere simpelt jo lavere stand man havde.
I meget fine kredse malede man panelerne sorte og også vindueskarmene.
Sørgearrangementet gik lystigt for sig
Når en velstående borger døde, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være i egetræ. Ved denne ceremoni var der et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt. Og der manglede sandelig ikke noget.
Alle var klædt i sørgeklædder også tyendet.
Ofte var der våben og skjolde, som vedkommende i levende live ikke måtte bære lagt på kisten. Og dette accepterede kirken. Men de accepterede ikke arbejdernes røde faner.
Ofte gik sådan et sørgearrangement lystigt for sig. Man spillede og blev som allerede skrevet trakteret efter alle kunstens regler.
Det var ikke usædvanligt, at liget stod 10 uger over jorden. Ligkisten havde ofte en indskrift. Når begravelsen fandt sted om aftenen var der masser af lys. Også kirken var fuld af vokslys.
De uærlige ville ingen begrave
Men for nogen kneb det med at blive begravet. Det kneb med at finde ligbærere til de såkaldte uærlige. Og disse var Skarprettere, natmanden, hestegnidere, svinegnidere, skorstensfejere, renovationsmedarbejdere og til tider også jordemødre.
110 kareter med til begravelse
I 1805 var det slut for de fine, at blive begravet i kirken.
Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste, med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og to politibetjente. Efter signende skulle der have været 110 kareter med i ligtoget.
De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Ville man begraves tæt på muren på Assistens Kirkegården måtte man betale væsentlig mere.
Man forsøgte i en sørgeforordning af 1724 at begrænse sorgen for de rige, så de ikke overdrev. Men det blev slet ikke overholdt. De rige ville behandles anderledes. Der var og blev forskel på de rige og fattige i døden.
Usømmelig adfærd
Den store socialdemokrat, smed Adam Petersen havde ellers frabedt sig en præstelig begravelse. Pastoren havde ment, at det var usømmelig adfærd at nogle af smedens kammerater ville sige nogle bevingede ord ved begravelsen.
Og politiassistent Rantzau og nogle af hans lidelsesfælder var med for at forsvare Pastor Steen’ s filosofi. Men om de egentlig havde kunnet stille noget op imod de 10.000 arbejdere, der var med, ja det er godt spørgsmål.
Stavefejl og druk
Men ak og ved. På kirkegården opdagede man stavefejl på stenene. Og der var druk og fest. De hjemløse holdt hver aften og nat sammenskudsgilde her. Opsynsmændene solgte de dødes tøj og sprit.
Man mente, at der var offentlig værtshus i Benhuset.
Man udsendte godt nok en resolution, men lige meget hjalp det:
På et tidspunkt var der nogle, der mente, at der skulle opbygges tribuner på Assistens Kirkegård, så alle kunne følge med. Men det kunne også blive for festlig, derfor skulle rødhårede ikke have adgang. Så overvejede man også at forlange entre.
Spøgelset på kirkegården
Ved midten af forrige århundrede boede der over for Assistens Kirkegård på Nørrebro en norsk student. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at få røgen til at trække ud.
Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:
I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afklædte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen.
Danskeren sagde med munter latter:
Da nordmanden ikke rigtig brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til graven, hvor han tog et klædningsstykke – en silkestrømpe.
Han tog den med op i værelset og lagde den på bordet. De to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede. Den bøjede sig sagte, som om den fulgte et spor imod huset, og gik ind ad porten.
Døren blev åbnet, og den hvidklædte trådte ind. Den kåde student var ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet. Den vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd mod højre side. Han var blevet lam i højre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen i den historie er:
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
November 21, 2016
Flugt gennem Danmark
Tusinder af nazister tog flugten gennem Danmark. Dette var organiseret af diverse flugtorganisationer. Den belgiske quisling var en af dem. Danske officerer havde kendskab til at Toepke, leder af Deutsche Dienststelle i stor grad deltog i dette. De danske myndigheder forsøgte at lægge låg på. Han var en stor stjerne set med danske øjne. Måske var derfor han også blev ansat som dansk spion i Tyskland. Tyske videnskabsfolk blev sendt direkte fra Kastrup til Argentina. Krigsforbrydere blev sendt via både til Sverige. Fiskerbåde gik fra Esbjerg til Uruguay. Fanger blev købt fri. Penge kom fra Vatikanet. En nazistisk gruppe i Irland fik penge fra mystisk dansk fond. ”Malle” Petersen, en stor flugtorganisator slap fri. Troels Hoff, leder af det danske efterretningsvæsen var forbavsende passiv. Han havde forbindelse til edderkop – sagen lige som mange politifolk. Vi kigger også på nazisternes kassemester i Argentina.
Han var ikke argentiner
Argentineren, Ernesto Fourcad var i Kastrup på vej ud til et fly, der skulle bringe ham til Geneve og videre til Buenos Aires.
Han var nået gennem paskontrollen. Men en dansk politimand greb hans arm og på tysk bad politimanden ham om at følge med. Argentineren protesterede højlydt og fremviste sin billet til 3.790 kr.
Han bad om et ringe til det argentinske konsulat. Og en repræsentant mødte op og protesterede lige sådan. Men det hjalp ikke. Politimanden, hvis navn var Vagn Lauritsen, havde fået et tip om, at denne ”argentiner” havde et falsk pas. Og manden hed slet ikke Fourcard.
Da ”argentineren” først kom til forhør på Politigården, indrømmede han da også, at han var professor Karl Gustav Friedrich Thalau fra Tysklands Aerotekniske Institut. Han var kampfly – konstruktør ved Focke Wulff – fabrikkerne og højt skattet medlem af NSDAP.
Amerikanerne deltog også selv
Der skete mange ting dengang i krigens sidste år og i tiden lige efter besættelsen. En del ting er rygter, andre ting er rigtig. Problemet er arkivadgang.
Tusinder fulgte nazisternes Flugtrute Nord gennem Danmark fra 1945 og til og med 1948.
Vatikanet har spillet en rolle og det har amerikanerne også selv. Hundredvis af egentlige krigsforbrydere og tusindvis af erklærede nazister er hjulpet på flugt af amerikanerne.
Videnskabsfolk blev kapret
Vestmagterne gik langt videre end at kapre videnskabsfolk, så de ikke skulle falde i russernes hånd. De hjalp krigsforbrydere, SS – folk og top – nazister som kunne blive nyttige til enten at hjælpe med flugt eller en ny identitet i Vesttyskland.
Komplottet mod Hitler fik Reichsleiter Martin Bormann til at indse, at det var på høje tid at etablere en storstilet flugtplan. To mænd blev udpeget til at lede dette arbejde, general Reinhard Gehlen og oberst Otto Skorzeny.
Danmark var porten til det officielt neutrale med i realiteten tyskvenlige Sverige. Allerede i november 1944 var en stor del af flugtplanerne klar.
Varulve deltog i flugtplanerne
I november 1944 fik Bormann den ide at oprette et særlig korps bag fjendes linjer. Medlemmerne skulle med sabotage og terror forsinke fjendens fremrykning. Efter en eventuel kapitulation skulle de fungere i flugtnettet. ”Varulve” kaldte Bormann dette korps.
Den berygtede Peter – gruppe
For Skorzeny var det forholdsvis let at etablere dette korps i Danmark. 11 måneder tidligere havde hans højre hånd, Otto Schwerdt gået i gang med dette. Vi kender alle den berygtede Peter – gruppe, der bestod af en række tyske eksperter samt medlemmer af den danske Brøndum – bande ledet af SS – manden Henning Brøndum.
Da Peter – bandens regnskab blev gjort op var det blevet til 162 mord og sabotage for 200 millioner af datidens kroner. Blandt mordofrene var den danske digterpræst Kai Munk.
Henning Brøndum kastede sig med ildhu og rekrutterede særlig varulve i Sønderjylland. Man har aldrig fundet ud af, hvor mange bander der blev til herhjemme. Men man regner med, at det blev til 50 – 70 ”Varulve”.
Våbendepoter
Rundt omkring i landet blev der gravet våbendepoter ned. Disse våben skulle bruges i forbindelse med russisk invasion. Disse varulve var også aktive i forbindelse med at organisere flugtruten gennem Danmark.
Men kun 400 mand fra 7 lande fik den rigtige træning af Skorzeny på kommandoskolen i Friedenthal ved Neustrelitz.
Schellenberg besøgte sin ven
SS – general Walther Schellenberg gjorde stop i København, når han skulle besøge sin ven i Sverige, Folke Bernadotte. Schellenberg, der selv var krigsforbryder havde sammen med massøren Felix Kerstens været SS – rigsfører Heinrich Himmlers forhandler i et forsøg på at opnå hemmelige aftaler:
Himmler og Schellenburg var raget uklar med Bormann, Gehlen og Skorzeny og var udelukket af deres flugtplaner. Himmler ønskede asyl i Sverige.
Den belgiske quisling
Belgiens quisling SS – general Leon Degrelle flygtede op gennem Danmark den 4. maj 1945. I København gik han om bord i en tysk minestryger, der sejlede til Oslo. Sent om aftenen den 7. maj fløj han sammen med fem kampfæller fra Fornebu Lufthavn til San Sebastian i Spanien i rustningsminister Albert Speers private fly.
Den berygtede Erich Koch i Flensborg
Den berygtede Erich Koch, Gauleiter i Ukraine og ansvarlig for masseudryddelser, flygtede med en isbryder over Østersøen til Danmark, hvor han holdt sig skjul i krigens sidste dage. Han hørte til de få udvalgte, der ifølge flugtplanen skulle af sted sammen med Martin Bormann og andre topfolk på ”1. klasse”. De skulle mødes i Flensborg.
Planen var, at de skulle stikke af i en eller flere af de tre nybyggede Walther – ubåde. Denne plan blev døbt Operation Regnbue.
Alternativet til ubådene var at stikke over ”den grønne grænse” til Danmark og enten gemme sig der og søge videre til Sverige. Åbenbart skulle Himmler og hans stab også have opholdt sig her.
Strandet på Læsø
Men i Flensborg under Döntz beskyttelse var også Ausshwitz – kommandanten Rudolf Höss, inspektøren for KZ – lejrene Richard Glücks og Himmlers livlæge, Karl Gebhardt.
Men noget gik galt for disse topfolk. For ingen af ubådene nåede frem. Men en af dem U 2538 forsøgte efter kapitulationen, at sejle gennem Øresund. Den blev beskudt og beskadiget og måtte sejle til Ærø, hvor alle blev sat i land. Derpå blev ubåden sænket.
Kaptajnen afviser, at der var krigsforbrydere og naziledere om bord. De ombordværende blandede sig med den almindelige strøm af sydgående tyske soldater.
Til Argentina med ubåd
Det lykkedes to mindre ubåde at slippe bort. Det var U 977 og U 530, som begge nåede Argentina. U 977 stoppede undervejs i Norge og tog folk om bord. Den var dog beskadiget og kunne kun sejle på overfladen. Derfor dykkede man og lå stille om dagen og sejlede om natten. Det tog 90 døgn at nå Argentina.
Rudolf Höss har selv beskrevet sit møde med Himmler i Flensborg. Han var glad om munter, og havde beordret, at Glücks og Höss skulle forklæde sig som underofficerer i Værnemagten og under falske navne stikke over den grønne grænse til Danmark og skjule sig der.
SS – Lazarettet i Gråsten
Meget tyder på, at de gjorde dette. Glücks var syg. Det hævdes, at han blev bragt til SS – lazarettet i Gråsten af Höss og SS – lægen Dr. Gebhardt. Her har de åbenbart opholdt sig til udgangen af juni 1945. Höss kom senere til Sild og derfra videre til fastlandet, hvor han blev arresteret den 11. marts 1946.
Krigsforbryderen Dr. Gebhardt blev også senere arresteret og dødsdømt. Glücks fandt man dog ikke. Det hævdes, at han døde i en interneringslejr. Men det har Simon Wiesenthal dog senere betvivlet.
Skorzeny kunne bruges af den amerikanske efterretningstjeneste
Otto Skorzeny som stod bag Peter – gruppen krævede de danske myndigheder udleveret. Men det fik de danske myndigheder ikke meget ud af, for han kunne være nyttig de den amerikanske efterretningstjeneste.
Man kunne sagtens nævne flere eksempler. Gestapo – chef Hermannsen fra København blev brugt af englænderne til at jagte kommunister i stedet for at sidde i fængsel i Danmark.
Underverdenen tjente masser af penge
Hvordan kunne ledende SS – folk og krigsforbrydere skjule sig i Danmark efter at være kommet over ”Den Grønne Grænse”. Situationen lige efter kapitulationen var kaotisk og kontrollen var minimal. Men man kunne hurtigt gemme sig i en flygtningelejr.
Underverdenen, der tjente på sortbørshandel under krigen, tog nu også smugling af nazister på pogrammet. I de første måneder var det lidt svært at komme videre til Sverige. Myndighederne derover var pludselig på vagt.
Der var også eksempler fra Gråsten Slot, hvor SS – officerer, våben og andet illegalt var transporteret i Røde Kors ambulancer.
Fanger blev købt fri
I forbindelse med Edderkop – sagen, der løb fra udgangen af 1948 til midten af 1953 kom det frem, at adskillige såkaldte ”allierede krigsfanger” på Alsgade Skole blev købt fri ved at bestikke danske politifolk og endog den britiske leder af fængslet.
I samme sag blev betjente fra Fremmedpolitiet dømt for at have ladet eftersøgte personer slippe til Sverige med Malmø – båden.
Troels Hoff’ s tvivlsomme affærer
Chefen for politiets efterretningstjeneste Troels Hoff blev dømt for at have skaffet indrejsetilladelser på illegal vis. Han deltog også i muntert lag med de anklagede i Edderkop – sagen.
Mange af de dømte politifolk i denne sag havde også hjulpet med i nazi – flugtruterne. Hoff var både leder af interneringerne på Alsgades Skole og han havde ansvaret for bekæmpelsen af nazi – smuglerierne.
Det fuldt udbyggede flugtnet varede uantastet i godt to år til det hele ramlede sammen i 1947.
Tyske videnskabsfolk direkte fra Kastrup til Argentina
Tyske videnskabsfolk blev via den argentinske ambassade sendt direkte fra Kastrup til Buenos Aires. De fleste militærfolk blev sendt videre med både til Sverige, hvor de blev modtaget af kontaktpersoner i Malmø og Helsingborg.
Men også fra Esbjerg kunne nazi – flygtninge komme direkte med båd til San Sebastian eller Irland.
Fra Esbjerg til Uruguay
I sensommeren 1946 så man annoncer i danske aviser om køb af fiskerbåde til Uruguay. Flere både blev købt og afgik med kurs mod Montevideo. De blev betalt med 240.000 kr. pr. stk. Og det var langt mere, end de var værd. Besætningen fik 40.000 kr. for at sejle dem til Uruguay. De britiske militærmyndigheder fik et tip om, at fiskerbådene var fyldt med flygtende nazister.
Man slog alarm for at få dem standset. Men da var det alt for sent. Bådene var allerede midt ude på Atlanterhavet.
Pengehjælp fra Vatikanet
I Pravda den 20. juni 1947 kunne man læse følgende:
Og disse komiteer hjalp med at fremstille falske identitetspapirer til krigsforbrydere, der opholdt sig i flygtningelejre.
Pengehjælpen fra Vatikanet blev udbetalt gennem den katolske biskop i Danmark, Theodor Suhr. Anden hjælp blev ydet af den hviderussiske grev Potocki og tidligere storfyrstinde Olga bistået af Dansk Røde Kors. Ja dette hævdede det russiske avis.
Dansk Røde Kors afviste beskyldninger og rettede henvendelse til politiet, om at undersøge, om der skulle befinde sig tidligere SS – folk eller krigsforbrydere i lejrene.
14 dage senere kunne Røde Kors meddele, at 37 baltere i den sidste tid var flygtet fra lejrene og kommet illegalt over Øresund.
Anholdt i Sletten Havn
Men det var åbenbart en trafik man ikke ville eller kunne stoppe. Den fortsatte uanfægtet.
En landbetjent stoppede en såkaldt ”balter – transport” fra Sletten Havn. Seks ”baltere” blev sendt tilbage til deres flygtningelejr. De havde masser af penge på sig, både amerikanske dollars og russiske rubler.
Skipperen måtte indrømme, at han havde fragtet ”baltere” over sundet tre gange. Hans medhjælper ved smuglingerne var svømmestjernen Jenny Kammersgaard. Hun blev også arresteret.
Mystiske lyssignaler
En uge efter dette, standsede den svenske kystbevogtning en dansk motorbåd ved kysten mellem Landskrona og Helsingborg med 11 estlændere om bord. De havde lejet båden med besætning for 600 kroner.
Information kunne berette om, at der var forekommet mystiske lyssignaler. Åbenbart foregik der en ret livlig illegal trafik over Øresund. Og meget af denne trafik var ret godt organiseret.
Varulve – gruppe arresteret
I juni 1947 blev medlemmer af en af de vareulve – grupper i det danske flugtnet arresteret. Men sagen blev behandlet for lukkede døre.
Information kunne berette følgende:
Gruppe 43 i Irland fik danske penge
Fra Irland havde man fået at vide, at der derover var en nazistisk organisation, Gruppe 43, som især tog sig af nazister, der kom fra de skandinaviske lande. Ifølge oplysninger havde organisationen særlig gode forbindelser til Danmark, hvorfra den fra en hemmelig fond havde fået 40.000 Pund.
Menneskesmugling fortsatte i 1948
Menneskesmugleriet fortsatte gennem det meste af 1948. Så sent som i slutningen af december 1948 var situationen ifølge Kristelig Dagblad følgende:
Men se denne energiske chef var Troels Hoff. Han var særdeles gode venner med tidligere Gestapo – chef, Hoffmann.
”Malle” Petersen på Østerbro
En af flugtorganisationerne hold til på Østerbro på adressen J.E. Ohlsensgade 17 st. tv. Her boede Emmanuel ”Malle” Petersen, som tilsyneladende var leder af en flugt organisation. Selv om politiet åbenbart kendte til Malles aktiviteter, så skete, der ikke noget.
Han og hans folk havde gode forbindelse og fik stort set lov til at arbejde videre. Man arbejde i grupper, og havde stor opbakning fra både adelige og kendte mennesker. Der var aldrig problemer med at skaffe ind – og udrejsestempler i falske pas. Det klarede organisationens folk i fremmedpolitiet.
På vej til Sydamerika
I sensommeren 1947 havde det norske sikkerhedspoliti opdaget, at et nazistisk konsortium havde købt en af flådens øvelsesbåde ”Falken”.
Den blev udrustet til en tur til Sydamerika. Båden blev indrettet med 24 kahytter, og antallet af rejsende var fuldttegnet. En række nazister, krigsforbrydere og organisatorer af de illegale rejser var parat til at sejle i frihed. Men det norske politi slog til.
Troels Hoff foretog sig ikke noget
Fra svensk side blev der sendt masser af rapporter til Troels Hoff i København, uden at der skete noget. Man ville gerne have, at den store organisator, Malle Petersen blev anholdt.
Nazistisk hofjægermester skriver bog
Malle Petersen havde kontakt med Nysvanska Rörelsen, som havde et stort flugtnet. Man havde en masse gårde, hvor man kunne gemme flygtningene. Man havde også forbindelser til den nazistiske hofjægermester Jørgen Sehestedt fra Brohom på Fyn. I sin celle i Vestre Fængsel sad han og skrev en bog om okkupationen og dens forhistorie.
Papirlapper blev udsmuglet. I Sverige sad Per Engdahl i Malmø og redigerede. Han oversatte til svensk, og her udkom bogen også.
92.000 norske værnemagere
I Norge havde Sikringstjenesten en liste med over 92.000 nordmænd, som var mistænkt for landsforræderi En stor del af det norske politi var nazistisk. Som vi allerede har beskrevet afgik der mange flugtskibe fra Norge. Det sidste kendte flugtskib hed Ida2. Det forsvandt så sent som i foråret 1949 og ankom til Buenos Aires den 29. januar 1950.
Vagn Lauritsens tvivlsomme motiver
I begyndelsen af artiklen nævner vi en politimand ved navn, Vagn Lauritsen. Han havde nære forbindelser til ”Malle” Petersen. Han kendte udmærket til flugtvejene gennem Danmark. Også højtstående danske officerer kendte til smuglingen af nazi – videnskabsmænd gennem Danmark. I begyndelsen var de ikke direkte involveret. Det kom først senere.
Hvad denne Vagn Lauritzens motiver var, vides ikke. Om det var penge eller idealisme vides heller ikke.
Toepke bag omfattende smuglerier
Den 24. november 1947 blev chefen for Dienstgruppe Dänemark, oberlojtnant Günther Toepke arresteret ved grænseovergangen i Kruså. Han var taget på fersk gerning i færd med at smugle en Luftwaffe – videnskabsmand, Paul Friedrich Klages over grænsen til Danmark.
Toepke måtte overnatte i fængslet i Aabenraa. Næeste dag blev han overført til Vestre Fængsel. I løbet af de næste dage blev fire af Toepke’ s nære medarbejdere ligeledes fængslet. Han indrømmede, at han havde smuglet adskillige tyske nazi – videnskabsmænd gennem Danmark.
Hurtigt gik det nu op for myndigheder, at argentinske embedsmænd også var involveret. Og åbenbart havde Toepke også i stor stil været med til at smugle tyske flygtninge ud af lejre herhjemme.
Myndigheder lagde låg på
Men man forsøgte fra myndighedernes side at ligge låg på. Toepke var en stor stjerne hos de danske myndigheder. Men åbenbart havde den danske generalstab også noget at skjule i denne sag. For et syns skyld blev Toepke idømt fire måneders fængsel
Det var faktisk Toepke, der forhindrede, at Lillebæltsbroen ikke blev sprunget i luften i dagene efter besættelsen. Og det var ham, der sørgede for, at de 285.000 tyske soldater stille og rolig gik mod grænsen.
En hemmelig antikommunistisk hær?
Den sovjetiske udenrigsminister Molotov hævdede, at Dienstgruppe faktisk var en en hemmelig antikommunistisk hær i Danmark og Slesvig – Holsten bestående af 81.358 soldater. Briterne måtte indrømme, at Dienstgrupperne var en paramilitær styrke med poltimæssige beføjelser. Historikere i Tyskland er tilbøjelig til at give den sovjetiske udenrigsminister ret.
Toepke arbejde for dansk spionage
Toepke indtrådte i Bundeswehr som oberst og blev pensioneret i 1972 med generalpension. Men forinden var han blevet gode venner med Hans Lunding, som blev chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Ja denne Toepke spionerede endda for Danmark. Også oberstløjtnant J.H. Skjoldager var dybt involveret i Toepkes menneskesmuglerier.
Nazisternes kassemester
Det var Rudolf Eugen Ludwig Freude også kaldet Ludovico, tyskfødt bankmand og industrifyrste, der sad på nazisternes pengekasse og dermed flugt – organisationernes pengekasse. Han opnåede en enorm magtposition blandt andet gennem venskab med Eva Peròn. Reichsleiter Martin Bormann begyndte halvanden år inden krigens afslutning at transportere penge, juveler og guld til Argentina. Det var Freudes opgave at anbringe denne naziformue rigtig.
Pengene blev investeret i 175 industri – og handelsselskaber, 149 andre foretagender og 17 kæmpe jordopkøb.
Efter at Eva Perón var død, var det tid til at gøre op med Freude. Han blev i 1953 myrdet med forgiftet kaffe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 20, 2016
Liv og Handel på Nørrebro
Foredrag den 20. november 2016 i Stefanskirken. Dengang skulle alt aftappes. Fattigdommen var udpræget, børn blev holdt hjemme fra skole. Det var vigtigere at tjene til familien. Man fik klø både derhjemme og i skolen. Revselsesretten blev først opløst i 1986. Det var urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Tilgangen til detailhandlen dengang var enorm, men mange knækkede nakken. Foreningen tjekkede kvalitet og illoyal konkurrence. Masser af industri og fabrikker kom til bydelen. Trafikken steg og steg. De stakkels mælkedrenge skulle også i skole. Og så var det protest mod brændevinsafgiften. Den kom både fra brugere og leverandører. Men ak i løbet af kort tid forsvandt 1.300 butikker. Der var ros fra statsministeren, samtidig med at lokale embedsmænd så rødt, hver gang de så noget fra Nørrebro Handelsforening. Hør også om alle de trusler og angreb, der kom mod bestyrelsesmedlemmerne. Det og meget mere i denne lange artikel.
Unikke butikker i sidegaderne
Dengang var der små og mindre virksomheder i baggårdene. Disse forsvandt med saneringen. I tiden før 1900 flyttede en række industrivirksomheder til Nørrebro. Rammerne blev for snævre, og de flyttede ud i omegnens industrivirksomheder. En stor del af grundende blev brugt til boligbyggeri.
Nørrebrogade blev hovedstrøget. Her kunne mangfoldigheden indtil for et par år siden beskues. Men det er som om at det centrale handelsstrøg har mistet noget. Til gengæld er der dukket unikke butikker og restauranter frem i sidegaderne. I øjeblikket er det restauranter, der har fremgang. Og det kan i den grad mærkes på Nørrebro.
De kooperative virksomheder
Det var på Nørrebro at arbejderne organiserede sig. De oprettede kooperative virksomheder. På den måde forsøgte man at skaffe bedre arbejdsforhold og fornuftige priser. Vi kan nævne Arbejdernes Fællesbageri og Arbejdernes Kødforsyning. Formålet med sidstnævnte var ”1. klasses varer til almindelige dagspriser”
Alt skulle aftappes
Efterhånden skød der butikker op overalt, først i ynkelige kælderrum. Senere erobrede de stueetagen. Der var uhyggelige lange arbejdsdage for de butiksansatte. Men det var utænkelig at holde åbent i kirketiden.
Alt skulle aftappes, lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes.
Kun på Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker. Her var de store manufakturhandlende. Der var ikke mange butiksvinduer i begyndelse. Men så kunne man jo gå efter de flotte skilte foran butiksindgangene.
På Nørrebrogade lå også hørkræmmere, spækhøkere og tobakshandlere. Her var en duft af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe.
Fattigdommen var udpræget
På Nørrebro var fattigdommen udpræget og pengene små. Mange ville gerne have varerne på kredit. Det gjaldt om at få en indtægt. Understøttelse kendte man ikke til. Fattigloven sagde, at såfremt man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra.
Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i sporvognsremissen. I skolen var der vinterbespisning for de mest blege.
Holdt hjemme fra skole – skulle ud at tjene
Ofte blev børnene holdt hjemme fra skole, fordi de skulle ud og tjene til føden. Børn under 10 år måtte efter reguleringer i 1873 ikke arbejde på fabrik, men det var så mange andre måder at udnytte dem på.
De 10 – 14 årige havde lov til at arbejde i op til 6 ½ time. De måtte dog ikke lave aftenarbejde. De voksne have en arbejdsdag på 12 timer.
For enden af Korsgade lå en politivagt, der var særdeles berygtet. Beboerne i Rabarberkvarteret betragtede politiet som uniformerede voldsmænd.
For 25 øre kunne man få et ¼ rugbrød og en halvfjerding madfedt. En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation kostede 5 kr.
De meste af Nørrebros huse bestod dengang af baghuse, sidehuse og korridorlejligheder. Husene var ofte 5 – etagers huse med kvist. Gårdene var derfor lange og smalle skakter. I bunden skulle der foruden legende børn være plads til skure og lokummer.
Mange kvinder var enlige forsørgere
Mange af kvinderne var enlige forsørgere. De boede i bag – og sidehusene på de øverste etager. Kvindelønningerne dengang var små. Økonomisk overlevede kvinderne og deres børn ved hjælp af børnenes erhvervsarbejde.
Revselsesretten først ophævet i 1986
Om vinteren dampede hestepærerne på de brostensbelagte gader. Natmændene larmede lidt rigeligt om natten. De små piger stod tidlig op om morgenen, når de skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Drengene blev sendt i byen for at finde brænde.
Rabarberdrengen blev sparket af sin fulde far. I skolen fortsatte han med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Ja, skolen var næsten som en kronisk krigstilstand. Sådan udtrykte forfatteren Martin A Hansen det.
Revselsesretten blev indført i 1685. Den sagde:
Og ej med Vaaben
Tænk engang denne ret blev først ophævet i 1986.
Stakkels Marie
Borgerskabet elskede Magasin du Nord – katalogerne. Og det gjorde barne – og stuepigerne i herskabslejlighederne også på Nørrebrogade. Men de havde næppe råd til at købe de flotte hatte og kjoler.
Man kunne måske købe stof til en sommerkjole for 70 – 85 øre pr. alen.
Lønnen var 12 – 14 kr. i måneden. Måske var der råd til en månedlig teatertur. Den billigste plads kostede et par kroner. Hvis det ikke var råd, kunne man for 60 øre købe et lille hefte med teksten til de mest hotte sange og melodier dengang.
Havde Marie i stedet arbejdet i en af de mange rebslagerier på Nørrebro, kunne hun have haft en ugeløn på ca. 6,75kr.
Så kom stationen endelig
Nørrebro var stedet for mange kooperative virksomheder. Således blev Arbejdernes Fællesbageri stiftet i 1886 og flyttede ind i lejede lokaler på Lyngbyvej 6. Året efter byggede man en fabrik i Nannasgade.
Året efter blev Dronning Louises Bro indviet. Den gamle Peblingebro var alt for smal til Nørrebros eksplosive udvikling.
Man havde ret tidlig en jernbane på Nørrebro. Ja allerede i 1863. Men dengang var nu ikke behov for, at den standsede her. Men man spejdede længe efter den, for behovet voksede. Men første efter 23 år blev der etableret en station. Det vil sige, man oprettede en station A og en station B. Og det var i det nuværende Nørrebroparken.
Der var et meget livligt gadeliv dengang. Her var gadehandlere, skærslibere, lygtetændere og fede gadebetjente.
Den mest fede var Rantzau. Han var også leder af gadebetjentene. Og så fik han sit eget lokum på Fælledvej. De andre betjente måtte stille sig i kø, når de skulle lave noget i gården.
Socialisternes arbejde var ikke glemt
50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte de følgende år adskillige lockouter og arbejderkampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet havde endnu ikke accepteret socialister.
Her er i bydelen havde der været alvorlige konfrontationer. Socialisternes arbejde på Nørrebro var ikke glemt.
På Nørrebro blev der foranstaltet Bespisnings – forening for Arbejdsløses Børn og Hustruer.
Stakkels mælkedrenge
Mælkeforsyningerne forsøgte at drage nytte af de store tekniske fremskridt inden for mejeribruget. Desuden udnyttede man stordriftsfordele. Flere selskaber konkurrerede på livet løs.
Mælkeriet Enigheden på lygten blev stiftet i 1896 som et kooperativt foretagende. Men man havde dog problemer med at holde sig uafhængig. For at overleve indgik man aftale med A/S Det Danske Mælkekompagni. Ikke alle ville handle med socialister. Det var den senere endnu mere berømt Lyngsie, der blev formand.
Efter at mælkedrengene havde været på arbejde skulle de i skole. Ja de arbejdede som mælkedreng fra klokken 4 til 12 og fra klokken 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de fleste faldt i søvn i skolen. Enigheden gav dem senere korte arbejdstid og en højere løn.
Her startede Irma
I Ravnsborggade 13 startede Carl Schepler et ismejeri i 1895. Dette udviklede sig efterhånden til Irma. Allerede ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker. Kigger vi på hans personalepolitik i dag, må man erkende, at den var benhård. Ingen af de kvindelige ansatte måtte være gift. Giftemål var fyrringsgrund.
Kunne det nu mon smitte?
I slutningen af 1880erne var Blegdamshospitalet blevet fuldt udbygget. Den 30. juli 1891 skrev Aftenbladet, om en sygeplejerske, der slog en seksårig, der var indlagt. Det endte med at bladet fik en bøde på 200 kr. Sådan noget måtte man ikke skrive om.
Det var ellers ballade, inden hospitalet blev bygget. Pastor Frimodt fra Skt. Johannes Kirke ville have lægens ord for at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning, hans menighed og eleverne på de tre nærliggende skoler.
Fem afholdsforeninger
Alle rigtige mand drak brændevin, mente man i kvarteret. Gik det galt endte man på Ladegården. På Nørrebro var der fem afholdsforeninger.
Urtekræmmere dannede handelsforening
For de handlende var fortjenesten ringe. Der var grænser for, hvad man kunne give i tilgift. For at komme dette uvæsen til livs, dannede nogle urtekræmmere Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille Ravnsborg på hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade. Det var her Johanne Louise Pätges blev født. Hun var datter af traktørparret. Men hvem var hun. Jo, det var den berømte skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.
Her var keglebane og billard. Det var den laveste del af befolkningen, der besøgte stedet. Her drak man gravøl. Det var jo lige over for Assistens Kirkegård. Og Johanne startede sin karriere med at danse på billardbordet.
Tilgangen var enorm
Folkets Hus, det senere Ungdomshus blev her rammerne om de første års aktiviteter i handelsforeningen. Allerede efter få år blev der vedtaget en kraftig kontingensstigning fra 15 øre til 25 øre.
Tilgangen til at etablere sig var allerede i slutningen af 1880erne enorm. Det var intet, der kunne forhindre en person i at etablere sig – fagkundskab var ikke nødvendig. Detailhandel blev let et nøderhverv. Den gårdmand, der havde måttet gå fragården kunne let etablere sig som cigarhandler. Den arbejdsløse eller lavtlønnede blev fristet til at starte en butik ved hjælp af kone og børn.
For husejere betød indretning af en butik i stueetagen en højere værdiansættelse. Og det betød ikke så meget ejeren om butiksindehaveren gik konkurs, som det overgik mange på Nørrebro.
Slaget i Lersø – området
Der var skovtur i juli, og senere på året var der pølsegilde. Se dengang forstod handelsforeningen at feste.
En ting rystede borgerne på Nørrebro i 1895. Det var det berømte eller berygtede Lersø – slag. Banditterne drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en mark ved Ægirsfade og tævede en betjent til døde i Lersø – området. De fortsætte deres hærgen i Søborg og Dyrhaven. Men hvem var disse Lersø – bøller?
Ja de fandt deres paradis herude i sivene. Da byen senere komme for tæt på, søgte de mod Nørre Fælled. Og Prinserne på Blågårds Plads og ude i Nordvest er efterkommere af dem. Disse prinser var meget afholdte som babysittere.
Skovtur
Dette år var der igen skovtur i handelsforeningen, uden damer. En heftig møde aktivitet fandt sted. Problemet var at grossister selv førte detailhandel. Det betragtede handelsforeningen som illoyal konkurrence.
I 1891 blev M.C. Lyngsie formand for det lille københavnske arbejdsmandsforbund på 350 mand. Seks år senere blev Dansk Arbejdsmarkeds Forbund med netop denne som formand.
Cyklen som transportredskab
Det var også på dette tidspunkt, hvor der var stor udvikling i trafikken. Cyklen var blevet betragtet som et sportsredskab. Fra 1890erne begyndte man at bruge oppumpede gummiringe, således at det nu ikke mere krævedes en så hårdfør bag.
Fem øre for en ståplads
Sporvognene var stadig hestetrukne. I 1897 gik sporvognslinjen Kongens Nytorv – Nørrebro over til elektrisk drift. Men inden da havde man forsøgt sig med akkumulatorer. Det var en fiasko, og så lugtede de. Syrevogne blev de kaldt. De fik senere deres modsvar på søerne, hvor der sejlede syrebåde. Det gik heller ikke så godt.
5 øres skulle man betale for at sidde på for og bagperron, og 10 øre for at sidde inde i sporvognen fra Kongens Nytorv af Gothersgade til Kappelvej. Og så skulle man senere til at vende sig til faste stoppesteder. Nu var det slut med næsten at blive kørt til døren.
Stadig skovtur uden damer
I 1897 foretog handelsforeningen en vigtig afstemning. Med fem stemmer mod tur, blev det besluttet at skovturen for tredje år i træk skulle være uden damer. Den anden tirsdag i september var der gevinstkeglespil. Et gals punch kunne ikke bevilliges af foreningen.
Der blev forhandlet med leverandører for at sikre medlemmerne billige indkøbspriser. Et bidrag på 50 kr. blev bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Medlemstallet var oppe på 88. Til generalforsamlingerne mødte 70 – 80 medlemmer op.
Afhængighedsforhold til mester
For en lærling var udsigterne for at overtage mesters butik ikke gode. Med en svendeløn var det ikke muligt at brødføde en familie.
Dengang var man i et afhængighedsforhold til mester. Langt de fleste boede hos mester. Ofte var de henvist til usle kamre uden varme. Ja mange sov endda under disken. Et kost – og logisystem var lige nok til at holde lærlingen over sultegrænsen. Det var arbejdsgivers trang til søvn og frihed, der bestemte lærlingens arbejdstid.
Medarbejderne stillede krav
I slutningen af 1890erne rejste de butiksansatte nogle forsigtige krav:
Man ventede længselsfuld på lønnen
Dengang var det lønningsdag om lørdagen. Der fandtes ingen mad i huset. Man ventede længselsfuld på, at far skulle komme hjem med lønnen. Butikkerne havde åben lige så længe der var kunder.
Så blev børnene sendt i byen. Kristian hentede et ottepunds rugbrød og et pund fedt. Rosa gik ned til Niels Møller nede på Nørrebrogade efter leverpostej og ned hos brændevinsbrænderen efter snaps. Det var gerne en liter. Den manglede ikke i nogen hjem. Men den kostede nu heller ikke mange ører.
Valborg blev sendt hen til urtekræmmeren efter et kræmmerhus med bolsjer.
Faderen døde tidligt
Men ak, faderen døde tidligt. Familien kom under fattigvæsnet. Heldigvis landede de ikke på Ladegården.
Der var ingen penge til petroleum til lampen. Og om vinteren gik man meget tidligt i seng for at holde varmen. Der var ikke råd til at købe kul. Om vinteren fik Kristian, Valborg og Rosa 3 – 4 gange om ugen spisebilletter.
En frækhed at sælge til private
Nørrebro Handelsforening var sure på bryggerierne og spritfabrikkerne. De tillod sig den frækhed at levere direkte til private.
Bestyrelsen i handelsforeningen vedtog, at skifte fra Lille Ravnsborg til Hotel Blaagaarden, når man afholdt bestyrelsesmøde. Men ventilationen var alt for dårlig. Man kunne ryge cigarerne. Man gik tilbage til Lille Ravnsborg. Nu kunne man så også få sig et spil kegler. Men i 1897 valgte man Aahuset i nærheden af Jagtvejen.
Telefon ikke for forretningsfolk
Foreningen blev bedt om, at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kroner, og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:
Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner
I foreningen udpegede man diverse kredsformænd, som skulle få flere til at melde sig ind i foreningen. Rygterne gik på, at Magasin du Nord var på vej til Nørrebro. Det skulle forhindres. Hurtig fik man nedsat et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.
Magasin du Nord stammer helt tilbage fra 1876 og et andet stormagasin Illum var fra 1891. De havde deres egne fabrikker og styresystemer. De importerede både færdigvarer og råstoffer. De var en trussel for den lille butik.
Foreningen skulle opløses
På et bestyrelsesmøde fandt man ud af, at der var uorden i regnskabet. Formanden truede med at politianmelde kasseren, indtil denne tilbød at afvikle gælden med en veksel på 125 kr. og månedlige afdrag på 120 kr. Episoden udløste en alvorlig krise for foreningen.
I oktober 1898 besluttede man på en ekstraordinær generalforsamling at opløse foreningen. Men der var sket en procedurefejl, og en ny formand annullerede beslutningen.
Faste priser på akvavit og brændevin
Den 27. juni 1900 afholdt Nørrebro Handelsforening et stormøde med tre punkter:
Efterfølgende skrev 500 detailhandlere under på, at man ikke ville give tilgift og anmodede om, at det blev gjort ulovligt.
Man vedtog også, at arbejde for faste priser på akvavit og brændevin.
I 1901 vedtog man at holde søndagslukket
I 1901 vedtog man at holde søndagslukket på Nørrebro. Medlemstallet i foreningen steg og steg. Efterhånden var man kommet op på 452. Kassebeholdningen havde nået det astronomiske beløb på 453,77kr. Kasseren og sekretæren fik bevilliget honorar. Men ak for anden gang i foreningens historie viste det sig at kasseren havde taget af kassen.
Lockout og brugsforeninger
En omfattende lockout lammede omsætningen på Nørrebro i 115 dage. Foreningen udsendte en presseinformation indeholdende en beklagelse, at der var oprettet Forbrugsforeninger. Man mente, at disse foreninger havde fordel af myndighederne.
Fejlbehandlinger i det psykiatriske system
På Baldersgade havde de Keltiske Anstalter til huse
Her indrettedes i 1903 Balders Hospital med 76 sengepladser. Der på de kellerske anstalter skelnede Johan Keller mellem forskellige grupper:
Han mente, at farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide, maniodepressive skulle kastreres eller steriliseres.
På Livø og Sprogø blev der oprettet anstalter for kvinder, der var letfærdige og løsagtige. Det var helt i den kellerske ånd, at de her var indespærret i gennemsnitlig syv år.
Ja senere fra 1939 til 1983 var 4.500 danskere, hvilket er verdensrekord udsat for 2Det Hvide Snit”. Igen en fejlbehandling inden for det psykiatriske system
Ingen køleskab eller dybfryser
Samme år i 1903 gik man i gang med Nordvestvejens forlængelse til Brønshøj. Man forlængede også Tagensvej.
Man havde hverken køleskab eller fryser. Bakterierne florede i uforarbejdet kød og den halvlunkne mælk. Tænk i perioden fra 1900 til 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning.
Gode tips til forældre
I 1909 kom en fagbog, der hed Barnet. Men den blev næppe en bestseller på Nørrebro. I den kun man blandt andet læse:
Skattebogen – var en bestseller
Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Her kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb, var man mindrebemidlet. Var man over, var man velstillet.
Og på grænsen fandt man detailhandlere med mindre men gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.
Den største del måtte klare sig for langt mindre, ja man fristes til at sige meget mindre.
En ufaglært arbejder eller håndværkersvende med arbejdsløshedsperioder kunne godt komme ned under 800 kroners grænsen. Den lille hjemmesyrerske tjente mellem 18 og 23 øre i timen. For en faglært arbejder var årslønnen 1.200 kr.
Kigger vi i skatteborgen, ser vi i Ahornsgade 66 en hvis cigarsorterer T.A.M. Stauning, som havde tjent 1.400 kr.
Kolonihaverne vandt frem
I 1904 brød kolonihavebevægelsen rigtig frem. Endelig kunne man få lidt luft og lys. På Nørrebro var der kolonihaver ved Hillerødgade, Guldbergsgade, Sjællandsgade og Lersø Parkalle.
Man mente, at såfremt far fik en have, som han skulle passe, så glemte han at drikke øl.
Det indre Nørrebro, Blågårdskvarteret og Blegdamskvarteret var efterhånden udbygget. Men man havde dog hele tiden knebet ekstra lejligheder ind.
Kun slagteren og bageren tjente masser af penge
Urtekræmmeren og ismejeriet tog i begyndelsen til takke med ydmyge placeringer. Fortjenesten var der dog stadigvæk ikke noget at råbe hurra for.
Anderledes var det med slagteren eller spækhøkeren. Han kunne tjene store penge, men han skulle nu også være kapitalstærk. I lidt mindre grad gjorde det sig også gældende for bageren.
Grønthandleren havde også en mindre fortjeneste. Han skulle lige nå Grønttorvet tidlig om morgenen. Og allerede dengang havde man det som man i dag kalder brancheglidning. Man kunne købe de samme varer mange steder.
Prinsesse Marie – cigaretter, de mest populære
Man kunne købe cigaretter i tre prisklasser. De mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja her var et stort billede af den populære prinsesse.
En uartig avis
Aviserne kunne man købe for 2 øre. Det var Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det lige de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig. Ja så var det den med det eksotiske navn Luis de Moulin Revue, hvor man var garanteret mindst et mord.
Masser af fabrikker og industri
Jo dengang var det bestemt også finere at hedde fru købmand Jensen end fabriksarbejder Petersens kone.
Egentlig har der været ret mange arbejdspladser på Nørrebro. Fabrikker og industri kom ret tidlig til bydelen. Og inde i baggårdene opstod der mange små virksomheder.
Det gik galt for mange
I disse år var tilgangen til detailhandlen vældig stor, især på Nørrebro. Forretningerne lå for tæt, indehaverne havde for lidt egenkapital. Man havde for lidt varekendskab og den store konkurrence medførte ofte, at man skulle yde alt for stor kredit til kunderne. Det gik galt i mange tilfælde. Et forbløffende antal butikker nåede her omkring 1907 ikke engang at blive et år gammel.
En mælketoddy
Omkring århundredeskiftet opstod der mange små kroer på Nørrebro. Her serverede man en specialitet som mælketoddy, der bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte dagens arbejde på dette.
Natmænd og sporvogne strejker
I dagene 26. – 30. august 1906 standsede næsten al udkørsel af natrenovation. Størstedelen af Københavns og Nørrebros befolkning var afhængig af regelmæssig tømning af latrintønderne. Og i denne sensommer var det bestemt ikke behagelig. Der spredte sig hurtig en duft af ikke særlig behagelige dimensioner.
Og tænk, at 1907 startede med en uges sporvognsstrejke. Det var også dette år, at De københavnske kvinders kaffevogne dukkede op på Nørrebro. Så kunne det måske være, at arbejderen glemte sin øl, når han fik sig en kop kaffe.
2.000 bøger til rådighed
Og sandelig så fik Nørrebro – borgerne i 1909 mulighed for at læse ikke færre end 2.000 bøger. Det var på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, hvor der blev oprettet et nyt bibliotek og læsesal,
En turistattraktion fra Nørrebro
I 1911 blev der produceret noget på Nørrebro, som i den grad tiltrak turister fra hele Verden. Det var brygger Jacobsen, der fik kunstneren Erik Eriksen til at lave Den lille Havfrue. I mange år troede man at modellen var balletdanser Ellen Price. Men hun udtalte:
Den Lille Havfrue blev støbt i bronze hos hof – bronzestøber Carl N.G. Rasmussen. Da den var færdig skulle man så finde en plads til den. Brygger Jacobsen og Erik Eriksen var bestemt ikke enige. Men kunstneren fik sin vilje. Og den 24. august 1913 fandt statuen sin plads og Politiken skrev:
Og modellen, ja det var Erik Eriksens smukke kone, Eline.
Store vaskedag
I 1911 havde kun 5,2 pct. af Københavns lejligheder eget særskilt badeværelse. Vask foregik som regel ved køkkenvasken. Hele familien brugte samme vaskeklud. Det kunne være, at man om lørdag gjorde mere ud af det. Vandet blev varmet over kakkelovnen i stuen og hældt i en balje. Alle brugte det samme vand. Lille Gustav måtte vente til sidst. Det kunne være, at han tissede i vandet.
Tjenestepigerne måtte bruge ”dasserne”
Det bedre borgerskab havde lokum i lejligheden. Tjenestepigen blev sat til at fjerne de ulækre spande. Hun skulle benytte ”dasserne” nede i gården.
Præservativerne var under ”Gummivarer og Cykelslanger”
Præservativerne var efterhånden vundet indpas. Men de var lidt svære at finde. Og kirken misbilligede at man brugte det. Det gjorde borgerskabet også, men de brugte dem. Man kunne nu finde forhandlere i Kraks Vejviser under ”Gummivarer og Cykelslanger”. Måske stod der med meget lille skrift ”hygiejniske gummivarer”
Men barberer og cigarhandlere havde nu også gemt disse varer meget diskret i den nederste skuffe.
Gik det nu galt og man fik en kønssygdom, ja så blev det stadig behandlet med en kviksølvskur. Og i den forbindelse kan nævnes, at fnat blev behandlet med svovlsalve.
Uha, Nørrebro station skulle nedlægges
Pludselig erfarede man, at Nørrebro station skulle nedlægges. Man planlagde i Handelsforeningen protestmøder. Medlemsskabet havde været oppe på 550, men var nu nede på 260.
Understøttelsesfonden
Den 27. februar 1912 stiftede man Understøttelsesfonden. Det skete med det imponerende beløb af 50 kr. skænket af De Danske Spritfabrikker. Det var en bøde for at have solgt akvavit til underpris. Spritfabrikkerne returnerede beløbet. Det blev starten til en fond og til køb af en ejendom i Prinsesse Charlottesgade. Og både fonden og ejendommen har Handelsforeningen endnu. Her bor en masse unge mennesker til en billig husleje.
Gennem denne fond lykkedes det at oprette otte friboliger i foreningens ejendom dengang. Og kunne man bare ophæve den fond, så havde vi også haft julebelysning i år.
Protest mod nedlæggelse af Nørrebro station
På et bestyrelsesmøde frydede man sig over, at Brugsen i Lygten det første år havde haft et underskud på 3.000 kr.
Et stort møde blev afholdt på Nørre Central med følgende emner:
Nu blev stationen ikke nedlagt før højbanen kom. Allerede i 1904 havde man truet med at nedlægge Nørrebro Station.
Mange udvalg og foreninger
I løbet af et år havde handelsforeningen behandlet 268 sager. Det var lige fra urigtig varebetegnelse, dårlig whisky, ulovlig brændevinshandel og meget mere. Jo man havde skam et whisky – udvalg. Det har man desværre ikke mere. En masse interesseforeninger var efterhånden etableret:
Politiet modarbejdede foreningen
Der blev solgt en masse varer med tilgift. Dette var ikke mere tilladt. Og der faldt en masse bøder. Foreningen påpegede manglende hygiejne hos spækhøkerne. Man anmelde ismejerier, der solgte varer, som de ikke måtte. Politibetjente optog ikke bøder, tværtimod advarede de ismejerierne, at Nørrebro handelsforening foretog anmeldelser på stribe.
Mere og mere trafik
Der blev mere og mere trafik i hovedstaden. Ved krigsudbruddet havde man i hovedstaden 950 personbiler, 250 lastbiler og 1.000 motorcykler registreret.
I 1914 var der allerede 379 motoriserede drosker i hovedstaden, men de var bestemt ikke billige. Fra et tag på Nørrebro fortog Ellehammer flyveforsøg.
Folkekøkken
Krigen kunne efterhånden mærkes. Ikke alle havde råd til mad. Magistraten fik kontakt til en tidligere gullaschfabrik, der havde til huse i Heimdalsgade. Her forefandtes gryder og lokalerne var særdeles velegnet til Folkekøkken.
Her blev der produceret 5.000 portioner middagsmad bestående af to retter hver dag. Disse portioner blev så bragt ud til 7 udleveringssteder på skoler rundt i byen.
Allerede efter få måneder gik man i gang med at bygge et permanent køkken i Møllegade for at supplere køkkenet i Heimdalsgade. Inden der var gået et år måtte begge køkkener udvides. I Møllegade blev der også indrettet en spisesal. Her kunne man sidde i varme. Prisen for to retter afhentet var 35 øre. Ville man sidde i spisesalen måtte man af med 5 øre ekstra.
Nogle folk tjente på krigen. Og gullaschen man kunne købe i dåser blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf får vi bergebet Gullach – baron.
Protest mod brændevinsafgiften
I 1917 var der stor utilfredshed med at fattigmandssnaps blev beskattet. Det gik ud over talrige forhandlere og brugere på Nørrebro. Forhandlerne var belemret med maksimumpriser. Fra foreningens side blev der fordret at fortjenesten udgjorde mindst 20 pct. Flere foreninger fordrede rabatter. Men kom det frem, at man gjorde det, blev man prompte ekskluderet.
Børsen blev stormet
Gennem tiderne har der været usædvanlig mange kampe og konflikter på Nørrebro. Vi kan ikke tilnærmelsesvis berøre dem alle sammen. Men vi kan fokusere på konflikten den 11. februar 1918. Her startede det med et par taler. Men aktionen havde et bestemt formål, men det var ikke mange, der vidste, hvad det skulle ende med. Man havde fået at vide, at man bare skulle følge de tre røde faner. Ja aktionen sluttede med, at man stormede Børsen. Det gjorde teatergruppen Solvognen mange år efter.
Under Første Verdenskrig var varelagrene efterhånden sluppet op. Umiddelbart efter krigen var der stadig mangel på varer. Samtidig var reallønnen faldet. Der opstod en stor omsætning i salget af brugt fodtøj og almindelig tøj.
Verdens første spiritusprøve
Der kom flere og flere biler. Der skete også flere og flere uheld, hvor spiritussen havde en indflydelse. Vidste I, at Verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation den 15. maj 1922.
Man forsøgte, at ensarte disse prøver og lavede en standardtest:
Og så kom man med den vejledning, at man jo kunne få den undersøgte til at tælle baglands fra 80.
Men det gik ikke godt med den første dom. Den gik på at vedkommende var stærkt beruset. Men den dømte kærede til Østre Landsret. Her mente man ikke, at det var tilstrækkelig påvist om den undersøgte var stærk beruset eller bare påvirket.
Masser af kultur fra Nørrebro
Gennem tiden er der også kommet meget kultur fra Nørrebro, men det er noget, som medierne sjældent beskæftiger sig med.
I 1923 spillede man på Nørrebro teater, Ebberød Bank. Det var en folkekomedie om en lappeskrædder, der oprettede sin egen bank, 8 pct. for indlån og 4 pct. for udlån.
Danmarks største handelscentrum
Det var et væld af butikker på Nørrebro i 1920erne. Det var efterhånden Danmarks største handelscentrum og Nørrebro Handelsforening var Danmarks største handelsforening.
Den første pølsevogn
Det var også omkring den tid de første pølsevogne kom til bydelen. Formanden udtrykte det på denne måde:
Den stakkels graver
Den 6. november 1933 blev der observeret brand i spiret på St. Johannes Kirke. Og straks blev graveren beskyldt for ved tobaksrygning i tårnet, at have været årsag til branden. Det viste sig dog, at være en blikkenslager, der havde foretaget en mindre reparation, der var årsag til branden. Men inden da havde graveren været i retten, og blevet idømt en bøde for tobaksrygning i tårnet. Menighedsrådet synes dog, at det var synd for ham. Så de samlede ind til ham.
Da De Konservative besøgte Nørrebro
Arbejderne havde efterhånden indtaget Blågårds Plads. Den var blevet dekoreret med Kaj Nielsens omdiskuterede granitskulpturer. Mandag den 29. september 1935 havde De Konservative besluttet at indtage pladsen. Det yderliggørende folketingsmedlem V. Pürschel og hans mere moderate kollega Christmas Møller holdt taler.
En større menneskemængde havde samlet sig. Den reagerede med protestråb og skældsord. Møtrikker og andet kasteskyts blev anvendt mod KU’ s højttaler. Det hele endte i kaos. Ku’ erne måtte flygte og folketingsmedlem Pürchel blev såret. Der blev uddelt adskillige blodtude, og det var kommunisterne, der førte an. De Konservative kom ikke foreløbig til Nørrebro.
I 1937 observerede man samtidig 14 – 15 gadehandlere i Baggesensgade samtidig. Dette kunne foreningen ikke acceptere.
Mange butikker blev brændt ned
Hvad der skete under Besættelsestiden har vi allerede været inde på her i kirken med en temaaften om denne tid. De danske butikker kunne ikke nægte at sælge til tyskerne. Men borgerne på Nørrebro synes nu alligevel, at de overdrev. Så da varehuset Buldog gik op i røg, så røg der adskillige andre butikker med.
Folkestrejken havde kostet over hundrede livet, 600 var blevet såret.
Man kunne da ikke have en kommunist som formand
De herrer, Skotte, Bülow og apoteker Clausen havde indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget at formanden, Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Og det kunne man sandelig ikke have.
Uha, letlevende damer i Blågårdsgade
I 1948 havde man indkaldt handelsminister Jens Otto Krag. Han kom nærmest i krydsforhør. Og ifølge referaterne kunne han ikke svare på alle spørgsmål.
Og læge Grethe Hartman kunne i 1949 konstatere, at der i 1949 var mange prostituerede i Blågårds – kvarteret.
Selvbetjeningsbutikker lukkede de små butikker
Den første selvbetjeningsbutik i København var Hovedstadens Brugsforening, Vigerslevvej 220 i Valby. En journalist fortalte, at der kun var stillet ti indkøbsvogne, men masser af kurve frem. Erfaringerne fra udlandet viste, at folk generede sig for at køre rundt med sådan en vogn.
Selvbetjeningsbutikker vokser
Gennem 1950erne voksede antallet af selvbetjeningsbutikker. I 1959 fandtes der 220 i hovedstadsområdet. Det var især Irma, der tog den nye butiksform i brug. Det var personalebesparende. Og det kostede butikker. I 1935 eksisterede der 21.000 detailhandlere i København. I 1959 var der 15.000 tilbage.
Juleanden hentede man i søen
Nogle var så fattige, at de hentede juleanden ude i søerne. Den smagte ikke godt, nærmest af mudder. Om vinteren blev man nødt at have et stearinlys tændt ude på toilettet på gangen, eller ville den fryse til. Ja hvis man var så heldig at have toilet her.
Når der kommer en båd med bananer
I 1945 sang Holger Fællessanger ”Når der kommer en båd med bananer”. Men se den båd kom først i 1952. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygninger. Så det kneb med at få vinduet helt op.
Klunser var gode babysitter
Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der var stor status hjemme i gården, hvis man turde dette.
Mange klunsere gik rundt i bydelen. De penge, som de tjente, blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og dette smagte bedre, hvis det blev tilsat lidt kirsebærvin. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig gerne sammen med ”prinserne” på Blågårds Plads. Og hvis disse var nogenlunde ædruelige, var de gode som børnepassere.
Et kys af heltinden
I 1956 sang Preben Uglebjerg Davy Crocket. Han var en helt på Nørrebro. Men det var Hopalong Cassedy sandelig også. Han havde en seksløber med 100 skud. Og alle disse helte kunne man se i Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade eller Regina på H.C. Ørstedsvej. Ja selv om brandstationen lå lige over for så brændte Odeon.
Ja både Coloseum på Jagtvejen og Nora Bio ved Højbanen blev forvandlet til supermarkeder. Men ellers var der søndag mellem 14 og 16 dømt cowboyfilm og sørøverfilm på Nørrebro. Kyssede ens helt en yndig dame, ja så skulle man råbe buuuuuh. Og når så det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget i sidste øjeblik for at hjælpe de hvide, så kan det godt være, at der var jubel.
Ikke flere tørresnore
På Blågårds Plads håbede alle unge knægte så, at de også kunne få et kys af deres udkårne. Her blev filmene også gennemspillet. Og når Zorro så var i biografen, så manglede der mange tørresnore på Nørrebro. For alle disse blev forvandlet til farlige piske. Og i legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade var det udsolgt af halvmasker.
Der var jo også Prins Valiant med karse – klippede Robert Wagner. Den havde præmie i 1955 i det gamle kinopalæ på Gl. Kongevej.
Store vaskedage
Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad godt nok vide, om de også lavede den hos Atlas på Nørrebro. Inden da måtte mor op af køkkentrappen til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller den dyre Persil Vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.
Privatbilismen skulle forbydes i 1955
Generalplanskitsen fra 1954 forudsatte, at både Nørrebro og Vesterbro skulle blive ved med at være boligområder, der kunne huse en væsentlig del af de ansatte i city. Men der måtte fornys.
I 1950erne opstod der alvorlige trafikproblemer på Nørrebrogade. Når man først var kommet bag en sporvogn kunne man ikke komme forbi. Begrebet ”drillecyklister” opstod. De lagde sig ved siden af hinanden, ofte op til seks stykker ved siden af hinanden. Dermed hindrede de absolut bilisterne i at komme forbi.
Sporvognsdirektøren i 1955 anbefalede, at privatbilismen helt skulle forbydes, der hvor den hæmmede den kollektive trafik.
Prøvesaneringer
En række tåbelige trafikløsninger blev besluttede. Allerede dengang protesterede man fra foreningens side lige som nu mod løsninger, der hæmmede butikkernes salg
I Murergade og Baggesensgade foretog man såkaldte man såkaldte prøve – saneringer. De første slumstormere kom til området. Der blev oprettet kollektiver i Jægergården og Murergården.
10 år med overfald og røverier
Fra midten af 1960erne kom der masser af udenlandsk arbejdskraft til Nørrebro. Vi fik efterhånden nye former for butikker i bydelen. Udenlandske specialvarebutikker opstod Senere fulgte nye former for fastfood – butikker
Et narko afvænningssted på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade tiltrak mange lyssky elementer. Dagligt blev centret opsøgt af 3 – 400 brugere. Stofmisbrugere fra hele byen søgte mod Nørrebro. Der var åbenlys handel med narkotika.
I ti år måtte de handlende på Indre Nørrebro finde sig i overfald, tyveri og røveri. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og lavprisvarehuse trængte for alvor frem i 60erne. Kapitalkæder fortrængte de gamle familieforetagender.
I 1967 viste en opgørelse, at de laveste indtægter var at finde på Nørrebro.
Knud Schou inviterede overborgmesteren
I 1972 fik Nørrebro Handelsforening en ny formand. Det var slagtermester Knud Schou fra Nørrebros Runddel. Han havde en hel handlingsplan klar med nye tiltag og udvalg. En af de første opgaver var at skrive til kommunen. Her advarede man mod planerne for saneringen. Foreningen mente, at man skulle gå etapevis til værks.
Det var også i 1972, at den sidste sporvogn kørte på Nørrebro. Og nu kom borgmester Alfred Wassard med den vanvittige plan, at gøre en del af Nørrebrogade til gågade. I 1974 fik man en invitation fra Røde Rose grupperne. Der skulle være en kæmpe fest i Nørrebrohallen. Den 25. september 1979 havde foreningen besøg af borgmester Egon Weidekamp. Og det store spørgsmål var saneringen.
Bispeengbuen blev anlagt
Glemt har vi også, at det var den 31. august 1972, at Bispeengbuen blev indviet under skarpe protester fra lokalbefolkningen. Tænk, hvis man allerede fra starten havde lagt trafikken under jorden?
Nørrebro blev affolket
I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Nørrebro Handelsforening gik sammen med Nørrebro beboeraktion.
Det var absolut et chok for de lokale, at man i 1979 lukkede Skt. Joseph Hospital.
Nørrebro endte i undtagelsestilstand
Efterhånden blev de saneringsmodne lejligheder i Den Sorte Firkant ikke mere repareret. Hist og her faldt et loft ned i hovedet på beboerne. Man havde hist og her placeret baljer og spande placeret for at tage vandet fra utætte tage. Trappevask og gårdrengøring blev efterhånden forsømt. Snavs, papir og affald hobede sig op. Rotterne havde fantastiske vilkår.
Slumstormere, narkomaner slog sig ned. Pyromaner forsøgte sig. Indbyggertallet i selve det område, der blev kaldt Den Sorte Firkant blev halveret.
Og så var det selve kampen om Byggeren, som vi for et par måneder siden holdt foredrag om. Det endte med, at Nørrebro blev erklæret i undtagelsestilstand. Der var yderst delte meninger om, hvordan politiet havde løst opgaven. Oppe i Borgerrepræsentationen var de yderst tilfreds.
Nørrebro mistede 1300 butikker
I 1981 omsatte 2/3 af butikkerne på Nørrebro under tre millioner kroner. Men værre var næsten at antallet af butikker faldt fra 2.326 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. Hele 120 tomme butikslokaler kunne fremvises. I Blågårdsgade var 44 pct. af alle butikker tomme.
Mange aktiviteter
Nørrebro Handelsforening forsøgte at skabe opmærksomhed ved at indbyde politikere til at dyste i forskellige sportsarrangementer på søerne. Men butikkerne kunne slet ikke blive enige. På et tidspunkt var det hele tre forskellige handelsforeninger på Nørrebrogade.
Fra maj til oktober, kan Danmarks længste og smalleste loppemarked opleves langs Assistens Kirkegård. Dette loppemarked har eksisteret i 30 år. Overskuddet er tidens løb gået til mange velgørende formål på Nørrebro.
Et godt tilbud til kommunen
I slutningen af 1992 modtog oveborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et usædvanligt tilbud. I brevet foreslog Alex Brask Thomsen at hans barndomsgade, Nørrebrogade blev omdøbt til Alex Brask Thomsens Gade.
Til gengæld ville han da godt bidrage med 250 millioner kroner til Københavns Kommunes betrængte økonomi.
Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:
BT foretog en undersøgelse:
Et par dage efter foreslog overborgmesteren, at Brask Thomsen kunne donere en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, så skulle det bok få hans navn. Men Brask var dybt skuffet.
Brask fortalte senere, at han ikke ville begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Han blev sat i jorden på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen fandt sted fra denne kirke.
Nørrebro i verdenspressen
I 1993 fik hele Verden kendskab til Nørrebro gennem CNN. Bydelen eksploderede i gadekampe. Politiet affyrede 113 skud og demonstranter kastede brosten. En del af disse røg gennem butiksvinduer.
Tænk i 1996 fik Nørrebro Handelsforening to fuldtidsansatte i sekretariatet gennem jobbørsen. I talrige år har en enkelt person alene klaret dette arbejde!
Det var måske også nødvendig for i løbet af en ti – årig periode røg medlemstallet ned fra 500 til 100.
En brosten gennem vinduet
En episode vakte forargelse i foreningen. To brosten blev en eftermiddag i åbningstiden smidt ind i McDonalds ruder på Runddelen. Personalet fulgte rudeknuseren, der forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet kom få minutter efter. De blev gjort opmærksom på observationen, noterede det ned på en blok og forsvandt. Og så skete der mere i den sag.
Forkerte oplysninger
Politikerne havde fortalt, at der var kommet flere biler på Nørrebrogade. Men Nørrebro Handelsforening kunne fortælle, at der i perioden fra 1970 til 1996 var kommet
Et dyrt samarbejde med kommunen
Selv om det langt fra var alt, man var enig med Bydelsforsøget om, så var det et godt samarbejde. Et hav af projekter deltog Handelsforeningen i. Det største var nok, Handelsstandens Indkøbsordning, som startede med navnet NH Distribution. Det gik ud på, at man købte ind for de personer, der var visiteret af kommunen.
Man fik så penge pr. ekspedition fra kommunen. Det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt var det 55 fuldtidsansatte og Nørrebro Handelsforening fik overrakt en erhvervspris af Københavns Kommune. Det gik fint i en del år. Og det bredte sig efterhånden til mange bydele. Ministre og borgmestre fra mange byer strømmede til.
Men så mente, kommunen, at der skulle spares. Uden varsel sænkede de prisen. Det kunne systemet ikke bære. Handelstandens Indkøbsordning anlagde sag, men vi tabte, selv om dommeren erkendte, at embedsmænd havde begået fald. I en fart måtte det hele sælges for at undgå større tab, samtidig skulle vi passe på, at de ældre stadig fik hjælp.
Alvorlige angreb fra Jyllands Posten
Samtidig mente Jyllands Posten, at der var nogle bestyrelsesmedlemmer, der havde begået underslæb, så en ny sag måtte føres. Kommunens advokater mente at bestyrelsesmedlemmerne skulle stilles for bestyrelsesansvar.
Det var bestemt ikke en sjov tid for nogen af os. Vi besluttede aldrig mere at indlede samarbejde med Københavns Kommune.
Ikke let at være Fætter Modsat
Nej, det var bestemt ikke let at være Fætter Modsat. Kommunen ofrede store beløb på undersøgelser af tvivlsom karakter, der skulle godtgøre, at de aktiviteter, som de satte i gang, var positiv for alt muligt. Da vi så kunne fremvise vores egne undersøgelser, der viste det stik modsatte, fik vi at vide, at vi var manipulerende. Men vi havde ikke de 250.000 kr. som kommunen ofrede bare på en undersøgelse. Og medierne var på kommunens side.
Et hav af beskyldning og trusler
Vi fik hademails fra politibetjente, og opløftende mails fra en politisk side, som vi ikke havde forventet. Personlig blev jeg truet med presseetisk nævn, som det hvis nok hedder af en oveborgmester. Der kom beskyldninger fra embedsmænd, som var helt uhørte. Nej. Det har bestemt aldrig været kedelig at sidde i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Ja nogle af os fik ligefrem trusselsbreve. Vi har da også været involveret i ulovlig khat – handel. Man mente, at vi som handelsforening kunne løse den store ulovlige handel, der foregik på Nørrebro.
Ros fra statsministeren og EU
Selv statsministeren roste os og i EU roste man vores mange initiativer, mens lokale embedsmænd så rødt, når de hørte om os. Politikkere i Borgerrepræsentationen frabad, at få nyhedsbreve tilsendt.
En dyr nat i 1999
Natten mellem den 8. og 9. november 1999 var nok en af de sorteste dage i historien for de handlende på Nørrebro. Det var ikke blot omfanget af hærværket. Men det var også de voldsomme plyndringer men også myndighedernes afmagt.
Status for natten:
Der blev stjålet:
I en parfumebutik havde et ægtepar bestemt sig for at rydde op. De følte sig direkte i livsfare. Men de ringede forgæves til politiet.
Ingen klassekamp – uden gadekamp
En enkelt ekspedient var blevet overfaldet. Vi udsendte et hav af presseinfos og deltog i diverse medier. Detailhandlere fik problemer med forsikringsselskaber. På muren på Assistens Kirkegård stod der dagen efter:
Formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer fik sin malerbutik smadret. Han måtte beskyttes af en livvagt til et offentligt møde på Blågårds Plads.
Sympatien for de handlende vil ingen ende tage, men det resulterede ikke i penge. Mange mistede store beløb. En undskyldning fra justitsminister Frank Jensen hjalp egentlig heller ikke økonomisk.
Var det falske løbesedler?
Den 22. oktober 2001 blev der uddelt løbesedler på Nørrebro, der kunne fortælle, at
Diverse imamer mente, at det var et falsum. Moses Hansen og Faderhuset betvivlede ikke sedlens ægthed. Siden er Hizb ut Tahrir jævnligt marcheret op og ned ad Nørrebrogade. Religiøse grupper m.m. har også brugt gaden for at fortælle diverse budskaber.
Reclaim the Street har ved diverse lejligheder også efterladt ødelæggende spor hos kapitalistiske forretninger.
Østerbro Avis: Nørrebro – en bydel i undtagelsestilstand
Østerbro Avis havde foretaget en undersøgelse:
Nørrebro – borgere havde sympati for ulovligheder
I 2006 opdagede Handelsforeningen, at der blev solgt ulovlige varer fra kassevogne. Og man havde stadig ikke fået styr på at butikker og kiosker solgte varer uden afgifter. Vi oprettede en speciel hjemmeside, hvor man kunne anmelde butikker. Det vakte nu ikke begejstring hos Nørrebro – borgerne. De mente, at butikkerne skulle være i fred.
Politikernes ansvar
Meningen var at Ungdomshuset skulle ryddes den 14. december. Vi bad politikerne om at udskyde dette. Julehandlen skulle ikke ødelægges. Men der var ikke meget sympati fra politikerne.
Det vakte vild forargelse, da Formanden for Nørrebro Handelsforening udtalte:
Den sidste weekend endte med at 20 butikker blev smadret.
Nørrebro i brand
Den 1. marts 2007 blev Ungdomshuset så revet ned. Butikkerne lukkede en efter en den dag. Om aftenen var der Breaking News hele aftenen. Man så på Live TV, at Irma og Kvickly blev røvet. Varer og inventar blev brugt til bål.
Den 2. september 2007 var Nørrebro atter i brand. Mange butikker blev igen smadret. Butikkernes inventar og borgernes cykler, skraldespande m.m. blev brugt til bål i gaden. Selv en dyrehandel blev udnævnt som kapitalist – forretning.
Københavns Kommune henviste praktikanter til butikker og kiosker, der bevidst snød. Efter en fest ved Ungdomshuset hos en nærliggende bilhandler ødelagt.
Nørrebro Handelsforening deltog i mandags – møder
Pludselig interesserede medierne sig for, at Nørrebro Handelsforening havde fået tilbudt Ungdomshuset for en krone. Og de tidligere brugere af Ungdomshuset var forarget. Men de havde nu fået en forespørgsel dengang, om de ville lade sig underkaste sig Handelsforeningens ledelse. Men det var der nu ikke den store begejstring for.
Glemt er det også, at Nørrebro Handelsforening deltog på nogle mandagsmøder i Ungdomshuset både på Jagtvej og den midlertidige på Rådhuset. Vi hjalp dem med en indsamling, som skulle betale for de ødelæggelser, som Nørrebro – borgerne blev udsat for.
Gidsler i en håbløs kamp
Tænk en gang, at det har kostet samfundet et trecifret millionbeløb, kampene mod Ungdomshuset. Og som så ofte før var den enkelte politibetjent og den enkelte detailhandler gidsler i den kamp. De fleste politikere var egentlig lige glade med det.
Ny butikssammensætning
I dag er antallet af cykelbutikker, slikbutikker, frisører og shawarmasteder vokset. I sidegaderne er det gourmetkokke, kaffekendere, ølkendere og naturvinsprofeter, der breder sig.
Det er ikke så meget arbejderkvarter tilbage. Derfor forsvinder de brune værtshuse. Højtlønnede blander sig nu ind i befolkningen. Nu ser man også BMW og Audi i gaderne.
Nørrebro – mesterskab i shawarma
Med de nye beboere i bydelen fik vi også en ny madkultur. Egentlig stammer Döner Kebab tilbage fra Tyrkiet fra 1853. I 1980 blev den første shawarma – bar indrettet herhjemme på Strøget. Men allerede i 1973 kunne man læse om den i Mad og Gæster. Og nu har vi vel cirka 25 shawarmabarer på Nørrebro. Og Nørrebro Lokaludvalg har investeret 40.000 kr. til, at vi kan afholde Nørrebro – mesterskabet i Shawarma.
Udenlandske magasiner skamroser Nørrebro
I gamle dage valfartede jyske handelsfolk til Nørrebro for at se, hvad man gjorde. Jo foreningen havde 800 medlemmer. Men den storhedstid er for længst forbi.
Udenlandske tidsskrifter har kaldt Nørrebro for mangfoldige, hyggelig, åben, farverig, vild, blød, spraglede og levende. Her er masser af fester og festivaler. Halvdelen af ejerlejlighederne er forældre – købte.
Nørrebro stadig ”Danmarks fattigste kommune”
Kig engang i Nørrebros butikker. De udfylder til fulde deres sociale ansvar. Men det synes medierne er for kedeligt at beskæftige sig med.
Mange eksperter undrer sig over butikssammensætningen. For mange steder er både fagbutik og restaurant i den dyre prisklasse. Og Nørrebro er stadig, hvis det var en kommune, Danmarks fattigste.
Kædebutikker siger nej
Nørrebrogade har fra gammel tid været forsyningsgaden og en pendlergade. Det er det ikke mere. Kædebutikkerne har sagt nej grundet fremkommeligheden.
De mange oaser på Nørrebro
Skt. Hans Plads er omdannet til Thomas Helmig Plads. Her hænger jyderne ud, siger man. Og kirkeuret på Skt. Johannes kirke er indstillet til Aarhus – tid.
Elmegade, Blågårdsgade, Jægersborggade, Stefansgade og området ved Søerne er efterhånden blevet oaser.
Moderne koncepter som Raw Food opstår. I Lille Mogadischo kan du foruden Khat få afrikanske specialvarer. Efterhånden byder Ravnsborggade også på en masse overraskelser.
Vi skal have små markedsføringsforeninger
Jægersborggade er efterhånden oppe på 40 specialbutikker. Her hersker endnu en speciel iværksætterånd. Ordet mainstream er ikke populært hos ungdommen. De skal have noget specielt.
Og CNN var de første til at berette om bål og brand på Nørrebro, men de var også de første til at rose bydelens specialitet. Nye virksomheder med eksotiske navne opstår hele tiden. Måske er det slet ikke en handelsforening, de skal have, men små markedsføringsforeninger.
Tillykke med de 125 år
Tak for jeres interesse. Og tillykke Nørrebro Handelsforening med de 125 år. Jeg er sikker på, at den ikke består de næste 125 år.
Kilde:
November 15, 2016
Dansk vaccine i Buchenwald
Der har åbenbart været et tæt samarbejde med tyske læger og forskere. Der var vild forargelse, da Henrik Tjørnehøjs bog udkom. Rigsarkivet undersøgte tingene, men fandt intet. De belastende papirer var forsvundet. Der var ellers møder hver uge. Og tilsynsførende ved Serum Instituttet var Statsminister Buhl. Tjørnehøj kaldte det for ”Omfangsrigt, aktivt og belastende”. Faktum er, at det var dansk fremstillet vaccine, der blev brugt til menneskeforsøg. Seks døde i de forsøg. Men dem, der ikke kunne bruges og de overlevende fik også ”Fenol – sprøjten” Der blev stillet tre spørgsmål fra Nürnberg. Kritikkere mener, at det var Røde Kors, der leverede vaccinen. Men vi ved, at der var ivrig korrespondance mellem Berlin og København. Og professor Rose, der var den ledende forsker i Tyskland var flere gange på besøg i København.
Tæt samarbejde med tyske læger?
Vi vidste godt, at der foregik dansk våbeneksport til Nazityskland, entreprenørvirksomheders brug af tvangsarbejdere og eksport fra landbrug og fiskeri. Men vidste vi også at vi eksporterede medicin til tyskerne, og noget af denne blev brugt til menneskeforsøg?
Vi vidste også godt, at den danske samarbejdspolitik under besættelsen både politisk og erhvervsmæssigt var mere aktiv, end det tidligere har været kendt. Det nye er, at en statslig organisation med tråde til det øverste politiske lag i Danmark, har arbejdet tæt sammen med tyske læger og forskere.
Vild forargelse, da bog udkom
Det vakte vild politisk forargelse, da Henning Tjørnelund i sin bog ”Medicin uden grænser afslørede, at der var dansk virus med i de talrige medicinske forsøg, som foregik i Buchenwald. Det var også her den danske læge, Værnet huserede.
En tilbundsgående undersøgelse mangler
Men egentlig burde det ikke have vakt den forargelse. Man burde allerede dengang, da man fra Nürnberg – processen henvendte sig, have foretaget en tilbundsgående undersøgelse. Men det gjorde man åbenbart ikke.
Spørgsmål til ministeren
Men politikerne fik da også en undersøgelse i 2007. Men hvor meget den var værd kan diskuteres, for de papirer, der skulle ligge i arkivet var der ikke. Spørgsmålet til ministeren i 2007 lød således:
Der er før forsvundet dokumenter
Så blev rigsarkivaren ellers sat på en opgave. Og som det nok er i sådanne tilfælde, så sætter man spørgsmålstegn ved forfatterens dokumentation. Problemet er, at vigtige dokumenter er forsvundet. Det har vi også set i Central – arkivet og Bovrup – kartoteket.
Brev fra Rigsarkivet
Men inden undertegnede igen skal beskyldes for konspirationsteorier m.m. så lad os kigge på Rigsarkivarens svar til ministeriet for Sundhed og Forebyggelse dateret den 21. december 2007:
Brevet er underskrevet af Poul Erik Olsen, chefkonsulent.
Dokumenter fjernet
Da Henrik Tjørnehøj skulle kigge i den kasse, hvor de ugentlige mødereferater skulle befinde sig, var kassen næsten tom. Nogen har fjernet dokumenterne. Og mødereferater og breve skulle være fjernet i arkiv 1277 (SSI) og arkiv 2205 (Tilsynet for SSI). Arkiverne fra før og efter besættelsen er bevaret.
Dokumenter fra Nürnberg – processen
Ja skal man tage brevet for pålydende, så har Frank Bøgh og Povl Rasmussen heller ikke deres dokumentation i orden. Men det har de nu. De tager blandt andet udgangspunkt i domsudskrifter fra Nürnberg – processen.
”Kopenhagen – vaccinen” var udforsket i samarbejde med overlæge i Luftwaffe Gerhard Rose. Og forsøgene i Buchenwald blev udført af læge Erwin Ding – Schuler.
Møder hver uge
Det må ikke komme frem, at vaccinen blev eksporteret til Tyskland. Statens Serum Institut var internationalt anerkendt. Eksporten standsede brat den 9. april. Åbenbart skulle instituttets direktør, Jeppe Ørskov have haft mange møde med tilsynsførende i Finansministeriet, Kristian Hansen Koefod og senere den tidligere statsminister Vilhelm Buhl. Og disse møder drejede sig netop om denne eksport.
Efter sigende holdt man møder hver uge. Og som man ville kunne se, så var regeringen velorienteret med de personer, som de sendte til disse møder.
Jeppe Ørskov og den lovende forsker, Johannes Ipsen havde i 1942 på Seruminstituttet besøg af ledende nazister, bl.a. Gerhard Rose. Johannes Ipsen blev sendt på besøg i tyske laboratorier i en længere periode i 1943. Derefter udviklede han efter flere forsøg ”Kopenhagen” Det var en videreudvikling af en vaccine fra 1942.
Intens korrespondance med Robert Koch Instituttet
På det danske laboratorium havde man udviklet en ny vaccine fremstillet på muselever. Med denne vaccine havde man særdels gode resultater med dyreforsøg, og doktor Ipsen havde sendt en rapport om vaccinen til Robert Koch Instituttet, hvor man havde været begejstret.
Også i 1941 – 42 var Ipsen flere gange til konferencer i Frankfurt, hvor temaet var tyfus.
Professoren besøgte Serum Instituttet
Ifølge Frank Bøgh og Povl Rasmussen var Gerhard Rose så begejstret for doktor Ipsens resultater, som han havde fået tilsendt, at han den 23. september 1943 besøgte Statens Serum Institut. Her talte han med instituttets leder, Ørskov. Rose foreslog at det danske institut påbegyndte en produktion af tyfusvaccine fra Rickettia Prowazeki – bakterien. Dette ville være et rigtigt bidrag til en afhjælpning af tyskernes alvorlige mangel på vaccine.
Direktør Ørskov måtte høfligt afslå anmodningen under henvisning til en manglende produktionskapacitet på instituttet. Dette afslag accepterede professor Rose uden videre.
På Besøg hos Johannes Ipsen
Dagen efter den 24. september var Rose på besøg hos Ipsen i hans laboratorium. Her diskuterede de to forskere tyfusvaccine. Var det videre skete vides ikke. Men efter årsskiftet 1944 sendte Robert Koch Instituttet i Berlin en del dansk fremstillet vaccine med angivelse af navnet Ipsen – Mauriner vaccine aus Kopenhagen.
De officielle arkiver om disse herrer plus læge Johannes Ipsen eksisterer ikke længere. De er formentlig blevet fjernet på grund af deres belastende indhold, mener Henrik Tjørnelund.
Omfangsrigt, aktivt og belastende
Det kan så undre, at Statens Serums Instituts og de danske medicinproducenters rolle under den tyske besættelse ikke tidligere har været genstand for historisk forskning. Statsminister Buhl var tilsynsførende på Instituttet i 1943 – 1945, da hændelserne foregik. Måske var han særdeles velorienteret? Man kan vel ikke hævde at det som den danske stat her var med til, var moralsk forsvarligt?
Tjørnelund kalder det selv:
Afhængig af tyskerne
Nu var det sådan, at det det international anerkendte Institut gennem 1930`erne var dybt afhængige af udenlandske samarbejdspartnere. Og efter besættelsen var det kun tyskerne, man kunne eksportere til. Ledelsen og den danske stat har forsøgt at skjule dette samarbejde med tyskerne.
Samarbejdet med tyskerne startede allerede 9. april 1940 og varede hele krigen igennem. Ja det fortsatte også efter sammenbruddet i 1943.
Hvad er Plettyfus?
Plettyfus var ikke et problem i Danmark. Men det bar et stort problem i Tyskland. Det var de primitive forhold ved fronten, der gjorde plettyfus til et alvorligt problem for den tyske værnemagt. Kulden afholdt soldaterne fra at vaske sig og skifte tøj. Plettyfus hærgede også i krigsfangelejre, jødeghettoer og KZ – lejre, fordi nazisterne ikke gav de indespærrede mulighed for at holde sig rene.
Plettyfus forårsager høj feber, udslæt og eventuel død. Bakterien overføres af lus.
Forsøgene indledes
Da dr. Ding – Schuler i Buchenwald fik den danske vaccine fra Berlin iværksatte han forsøg nr. 8 i Barak 46. Indledningsvis havde han anmodet Buchenwalds politiske afdeling, om at tildele sig 40 fanger til forsøgsrækken samt et par stykker i reserve.
Kriminalrat Otto tildelte Ding – Schuler 43 raske hovedsageligt tyske kriminelle fanger, og en liste blev fremsendt. Men senere bliver der talt om russiske fangere?
De første fire elimineres
Forsøget påbegyndtes den 8. marts 1944. De 30 sunde kriminelle fanger blev indlagt i Barak 46, hvor de skulle vaccineres med den dansk fremstillede vaccine.
Dr. Ding – Schuler skrev i sin rapport, at fire af fangerne måtte elimineres før forsøget, idet de ikke fandtes fysisk helt velegnet. De fire mand blev dræbt med en fenolinjektion i hjertet. De 26 fangere fik tilført vaccinen med en injektion i sædemuskulaturen.
10 mænd blev også indlagt, men dog uden at få vaccinen.
Forsøget blev afsluttet
En lille måned senere blev en russisk fange, der var kunstigt tilført tyfus – sygdommen og nu var alvorlig syg, beordret til at få aftappet to liter blod. Dette blod var man sikker på, var stærkt injiceret med tyfusbakterier.
Efter få dage konstaterede dr. Ding – Schuler, at der blandt de 26 russere, der havde modtaget Ipsen – vaccinen var 17 personer syge af tyfus. Ni af fangerne havde sygdommen i medium grad, medens otte var alvorlig syge.
Der var konstateret 6 dødsfald
Tirsdag den 6. juni erklærede Dr. Ding – Schuler forsøget for afsluttet. Der havde indtil da været 6 dødsfald, tre af de vaccinerede og tre fra kontrolgruppen, som ikke var vaccineret. Lægen anså forsøget for at være en succes.
Rapport sendes til Berlin og København
Den 13. juni sendte han journaler på de enkelte forsøgspersoner og selve forsøgsrapporten til professor Rose på Robert Koch Instituttet i Berlin. Herfra sendte man en kopi til Instituttet i København.
De overlevende elimineres også
Samtlige overlevende fra forsøget blev nu erklæret for uegnede til yderligere forsøg, hvorfor de blev elimineret med fenolinjektioner og kørt direkte til krematoriet.
Som det her er dokumenteret var dødfaldende i forbindelse med forsøget støre end hidtil antaget, hvis man medregner de perdoner, der blev elimineret.
Spørgsmål fra Krigsforbryderdomstolen
Den 4. marts 1947 modtog Statens Serum Institut en brev fra Krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. De stillede tre spørgsmål.
Ikke yderligere henvendelser fra Nürnberg
Siden hørte Instituttet ikke mere fra Krigsforbryderdomstolen om sagen. Og som det vil fremgå, så startede Instituttet ikke en egentlig produktion. Men de nægter også, at have set den rapport som Robert Kock Instituttet har sendt til dem.
Der henvises til rapporter, og det er antagelig disse, der er forsvundet.
Dr. Ipsen blev i 1948 lektor i biologisk standardisering ved Yale Universitet i USA.
”Herrefolket” ville have en virksom vaccine
Den symbolske kobling mellem sygdommens bærer, lusen og de ”undermennesker”, som nazistisk propaganda fremstillede som skadedyr og lus gav kampen mod sygdommen høj prioritet. Man havde brug for en virksom vaccine, som kunne immunisere ”herrefolket” imod de ”racemæssigt mindreværdiges sygdom”.
Kritikkere tvivler
Nu er det så ikke alle der tror på, at danskerne har samarbejdet med nazi – læger. Således siges der på Dagens Medicin, at der blevet sendt vaccine til Tyskland. Man påstår, at vaccinen er kommet til Tyskland via Dansk Røde Kors, hvis ledelse var ret nazificeret.
Et andet argument går ud på, at det ikke har været grund til at afprøve vaccinen yderligere, da den allerede i 1942 havde vist sig at være både sikker og effektiv.
Måske blev vi ikke så meget klogere. Men fakta er nu engang, at dansk tyfus – vaccine blev anvendt i Buchenwald, og at dødsfaldende i forbindelse med forsøgene var større end hidtil antaget.
Havde de dokumenter nu været i kasserne, som de jo egentlig burde have været kunne man have fået afkræftet, at det slet ikke er en historie.
Dr. Gerhard Rose blev dømt til livsvarig fængsel ved domstolen i Nürnberg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 181 artikler om Besættelsestiden, før, efter og under – med bl.a. disse artikler:
November 14, 2016
Værnet – Lægen man lod flygte
Han var omtalt i Ugeskrift for Læger den 22. august 1947. Men en dansk betjent havde genkendt ham i sort uniform i Buchenwald. Men allerede i 1945 stod han og hans forsøg omtalt i en tysk bog. Og i et læserbrev i Berlingske undrede en dansker sig, hvad han lavede i Argentina som læge. Værnet var ikke den største krigsforbryder. Fire døde under hans forsøg i Buchenwald. Og det var forsøg med homoseksuelle. Himmler var straks med på ideen. For i Nazi – regimet kunne man ikke bruge homoseksuelle. Lesbiske kunne nazisterne bruge som rugemødre. Værnet afleverede en 93 siders rapport til Himmler. Han blev anholdt af briterne, og interenet i Alsgades Skole. Men han fik lov tage til Sverige, hvor han brugte det nazistiske flugt – netværk. Han var gift tre gange. De danske myndigheder gjorde ingenting for at få fat i ham. Han døde i 1965.
Ugeskrift 22. august 1947
I Nürnberg interesserede man sig for ham. Men herhjemme gav man ham lov til at rejse til Sverige. Og så så man ham ellers aldrig igen.
Dette er historien om Carl P. Værnet. I Ugeskrift for Læger den 22. august 1947 kunne man læse om denne danske læge, der blev anklaget for at have udført hormonforsøg på fanger i koncentrationslejren i Buchenwald.
Onde tunger kaldte ham senere for ”Den danske Mengele”
Tiet ihjel
Det var ikke meget offentligheden fik at vide dengang. Det var nærmest som om, at sagen om den eksperimenterende danske læge skulle ties ihjel.
Ikke den største krigsforbryder
Dr. Værnet var ikke en af verdens største krigsforbrydere, hvis man skal måle hans forbrydelser i kvantitet. Men hans eksperimenter er da af en ret så grotesk karakter. Værnet eksperimenterede i at gøre homoseksuelle fanger til heteroseksuelle ved at kastrere dem og indoperere ”Kunstige kirtler”.
Uddannelse i udlandet
Carl Peter Værnet blev født den 28. april 1903 i Astrup. I 1921 byttede han efternavnet Jensen ud med Værnet. Hans lægestudier endte med praktik på Kommunehospitalet og Øresundshospitalet i København.
I årene 1932 – 34 studerede han videre i Tyskland og Paris, hvor han specialiserede sig i ultralyd – behandlinger.
I årene før krigen nåede han at etablere sig som en af Københavns kendteste modelæger. Men han mistede dog n del kunder, da der gik rygter om, at han plejede omgang med en kollega, lederen af DNSAP, Frits Clausen.
Også her eksperimenterede med homoseksuel forskning.
Stillede sig til rådighed for Det Tredje Rige
Han blev nødt til at sælge sin klinik på Platanvej i København. Den blev solgt til den tyske besættelsesmagt, men snart blev den sprunget i luften af sabotører.
Værnet selv tog sammen med sin hustru og fire børn til Tyskland. Snart stillede han sig til rådighed for Det Tredje Rige.
Himmeler bakkede ham op
Selveste Heinrich Himmler hoppede på Værnets fantasier. Den danske læge lod forstå, at han var i stand til at gøre homoseksuelle til heteroseksuelle ved operative indgreb og hormonbehandling.
Himmler så en mulighed for en ”Entlösung” på problemet med de homoseksuelle. Hvis den danske læge havde ret, kunne man tvangsoperere alle homoseksuelle.
I 1937 udtalte Himmler faktisk:
Homoseksualitet i Nazismen
I den nazistiske filosofi var homoseksualitet dybt sygelig og samfundsskadelig. Nazisterne så den som en trussel mod nationens fællesskab.
Himler var også leder af ”Rigscentralen til bekæmpelse af homoseksualitet og abort”. Så Himmler stillede gerne penge til rådighed til Værnets forskning.
I Det Tredje Rige blev homoseksuelle mænd arresteret og sendt i koncentrationslejre i lighed med jøder og sigøjnere. Hvor jøderne skulle bære Davisstjerne, ja så skulle de homoseksuelle bære en rosa trekant.
Lesbiske blev udsat for ”legal” voldtægt. De fik valget mellem at blive brugt som fødemaskiner eller at blive sendt i KZ – lejr. Mange valgte at blive brugt som ”rugemor” for en ny nazist.
Ansættelse efter Rigsførerens ordre
Himmler var begejstret for Værnet’ s ideer. Den danske læges ansættelse skete direkte efter SS – rigsførerens ordre. Kontrakten blev underskrevet af Gestapo – chefen, Ernst Kaltenbrunner og SS – rigslæge Grawitz.
Deutsche Heilmittel Gmbh
I ansættelseskontrakten stod det bl.a.:
Dette selskab hørte direkte under SS. Han fik rang af SS – Sturmbannführer og fik laboratorier stillet til rådighed i Prag. Efter SS – rigsførerens ordre skulle han have al mulig støtte.
Lønnen blev fastsat til 1.500 Reichsmark om måneden. De 500 Reichsmark skulle udbetales på tjenestestedet. Resten skulle betales via SS i København.
Alle patienter i forbindelse med dr. Værnet’ s opfindelser skulle indregistreres i hans navn. Men licenser til patienterne skulle stilles til rådighed for Deutsche Heilmittel i en periode på 15 år.
Han blev behandlet som en meget prominent person
Værnet blev behandlet som en meget prominent person. Da han rejste til Prag med sin familie den 26. februar 1944 var byens Gestapo – chef, Obersturmbannführer Gerke allerede varskoet med et brev fra rigsførerens kontor. I brevet blev Gerke bedt om, at skaffe Værnet:
Videre hedder det:
Klar til forsøgene
I starten gik det trægt med Værnets arbejde i Prag. Han havde svært ved at få de rigtige remedier. Han ønskede det meste af sit laboratorium i København bragt til Prag, men det tog lang tid at overføre penge fra Deutsche Heilmittel til Danmark.
Til sidst fik han dog fremstillet nogle af sine ”kunstige seksuel – kirtler” og erklærede sig klar til at prøve dem i praksis.
Buchenwald var klar
Den 20. juli 1944 beordrede SS – rigsførerens kontor KZ – lejren i Weimar – Buchenwald til at stille homoseksuelle fanger til rådighed for dr. Værnets eksperimenter. Det var en forholdsvis let sag, for der var mange homoseksuelle netop i denne lejr.
Hvad er den kunstige ”kirtel”
Denne kunstige ”kirtel” som Værnet havde udviklet bestod af en stav med et depot af hårdt sammenpressede lægemidler indpakket i guldfolie. Denne blev indopereret i kroppen og derefter i en lind strøm frigjort. Men det skete over en forholdsvis lang periode. Værnet anmeldte patentet i Danmark 1943 og USA 1946.
De første ”Resultater”
Den 28. juli var Værnet klar med at eksperimentere. Men et forventet flyangreb satte en stopper for det. Så først den 30. oktober 1944 meddelte han følgende til SS – rigslægen, Obergruppenführer Dr. Grawitz:
Eksperimentet er endnu ikke nær afsluttet, men foreløbige resultater viser, at den beregnende dosis 3a ændrer den homoseksuelle kønsdrift i normal retning hos alle.
Dosis 2a vækker seksualdriften hos en kastret person. Den nyvakte seksualdrift er uden homoseksuelle indslag.
Dosis 1a giver kastrater erektion på ny, men ingen seksualdrift
Værnet smurte godt på i sin rapport til rigslægen. Han sluttede med at skrive, at depressionerne hos forsøgspersonerne er afløst af ”optimisme, ro og tillid”.
Værnet fulgte sine forsøgspersoner hver dag i halvanden måned og skrev begejstrede rapporter til sine overordnede om sin ”succes”.
Om forsøgsperson nr. 1, fange nr. 21.686, Bernhard Steinhoff, en 55 – årig teolog, skrev han en måned og ti dage efter kastration og kirtel – implantation:
Værnet opholdt sig i fire perioder i Buchenwald
Noget var gået galt?
Noget gik tilsyneladende galt med Hr. Værnets eksperimenter, for der kom ikke flere rapporter til hans overordnede i Deutsche Heilmittel. I en periode var Værnet svær at træffe. Han kom ikke mere på sit kontor, men henlagde sit arbejde til universitets – biblioteket i Prag.
Fire døde under eksperimenterne
Vi ved, at forsøgene blev lavet på 17 personer. Af disse 17 mener man, at de fire er døde af efterfølgende betændelse opstået i forbindelse med operationen.
Til Kvindekoncentrationslejren
Det blev efterfølgende testet ved at flytte dem til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück. Her blev de kvindelige fanger til at forsøge dem til seksuel kontakt. Hvis det lykkedes, kunne de betragtes som ”helbredt”.
Et tyndt grundlag
Videnskabeligt var Værnets forsøg baseret på et meget tyndt grundlag. Blandt danske læger var han anset for lidt af en charlatan. Det lægefaglige miljø havde ikke større respekt for ham. Måske fyldte han sig udenfor, og det var en af årsagerne til, at han søgte over i det nazistiske miljø.
En anden læge betegnede under Nürnberg – processen Værnet som ”den klodsede danske Sturmbannführer”
Overholdt ikke sin pligt
I et brev til SS – Obergruppenführer Baier dateret den 28. februar 1945 skriver Værnets nærmeste overordnede i Deutsche Heilmittel, at Værnet ikke har overholdt sin pligt til at sende regelmæssige rapporter om sit arbejde.
En 93 siders rapport til Himmler
Nu kunne det vare, at Værnet reagerede på denne måde, fordi enden var nær for Det Tredje Rige. Ved kapitulationen i maj var det slut med hans absurde sex – forskning.
Men den 10. februar 1945 afleverede han personlig en 93 siders rapport i Himmlers hovedkvarter. Den var tilegnet til Himmler personlig. I nogle tilfælde har han plagieret en amerikansk førkrigs – undersøgelse. Forsøgene i Buchenwald er kun omtalt ganske overfladisk.
En dansk betjent havde genkendt ham
Han blev britisk krigsfange og interneret på Alsgade Skole i København sammen med en lang række andre landsforrædere.
Her skete grovsorteringen af krigsforbryderne. Det var ikke rigtig nogen, der vidste, hvad Værnet havde lavet, bortset fra, at han havde været ansat i Deutsche Heilmittel. Men denne ubemærkethed varede nu ganske kort.
Den 29. maj 1945 sendte Den Danske Lægeforenings hovedbestyrelse en erklæring fra en dansk politibetjent videre til Justitsministeriet.
Betjenten, der sammen med omkring 2.000 andre danske politifolk, havde været fange i KZ – lejren Buchenwald, havde genkendt læge Værnet, da denne optrådte i lejren i sort SS – uniform.
Lægerne fik aldrig svar fra Justitsministeriet
Men lægerne fik aldrig svar fra Justitsministeriet. I efteråret 1945 var Værnet blevet overgivet til de danske myndigheder, og hvad de foretog sig, har det ikke været muligt at efterforske.
Den 2. januar 1946 modtog Lægeforeningen et brev fra Værnets advokat, der meldte sin klient ud af Lægeforeningen. Her troede man stadig, at han sad fængslet, men han var blevet overflyttet til Kommunehospitalet med en ”hjertelidelse”.
Forsvandt via ”Det nazistiske flugtnet”
Kort efter forsvandt han i al hemmelighed. Lægekollegaer erklærede, at han kun kunne blive behandlet for lidelsen i Sverige. På en eller anden måde lykkedes det at skaffe en officiel tilladelse til at han kunne rejse til Sverige.
Og så var han borte for altid. I Sverige kontaktede han det nazistiske flugtnet. Han blev hjulpet til Argentina. Kort tid efter fulgte det meste af hans familie med. Det skete med et såkaldt ”Royal Mail” skib. Kun den ældste søn blev tilbage i Danmark.
De danske myndigheder havde kendskab til denne nazistiske flugtrute, men de gjorde ikke særlig meget for at lukke den.
Henvendelse fra Nürnberg
Først et år senere fik man vished for, hvad han egentlig havde lavet. I april 1947 modtog Lægeforeningen en meddelelse fra den amerikanske chef for ”Allied War Crime Commission” i Nürnberg, brigadegeneral Telford Taylor, at denne var vidende om, at den danske SS – Sturmbannführer Carl Værnet havde foretaget hormoneksperimenter på fanger i Buchenwald.
Danske myndigheder viste ikke stor interesse
Gennem Sundhedsstyrelsen lod Lægeforeningen denne meddelelse gå videre til Rigsadvokaten. Herfra blev der lakonisk svaret, at dr. Værnet efter de sidst modtagende oplysninger opholdt sig i Brasilien, men at man ikke havde hans nærmere adresse.
Men se det passer slet ikke, for han opholdt sig i Argentina.
De danske myndigheder fandt dengang ikke anledning til at spørge kommissionen i Nürnberg, hvad det egentlig var, det havde på Carl Værnet. De danske myndigheder viste ingen overdrevet interesse i sagen.
Værnet’ s forsøg allerede omtalt i 1945
Ifølge den danske kontraspionage så var han ”agent for Abwehr” og ”agent i det nazistiske efterkrigsnet”. Men alligevel lod man ham smutte til Sverige dengang.
Men allerede i 1945 blev Værnets forsøg omtalt i bogen ”Der SS – Staat. Her blev forsøgene omtalt af vidnet Eugen Kogon.
Ingen anmodning om udlevering
Det sidste man hørte om Værnet var gennem et læserbrev til Berlingske Tidende. Her undrede en dansker i Argentina sig over, at læge Carl Værnet på trods af de påståede krigsforbrydelser nu beklædte en stilling inden for Buenos Aires sundhedsstyrelse.
De danske myndigheder rejste aldrig en anmodning om udlevering. Men det havde de vel heller ikke haft større held med. Det var under Peron – regimet, hvor virkelig mange tyske krigsforbrydere fik deres nye hjem.
Måtte ikke komme til Danmark
Værnet fik dog også et nogenlunde succesrigt liv som læge i Argentina. Men to ulykker ramte ham, dels gennem en alvorlig trafikulykke, dels gennem hustruens formodede selvmord.
Kort før sin død forsøgte Værnet at komme tilbage til Danmark i 1959, men ansøgningen blev afslået. I 1965 døde han.
Han nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn.
Forsøg allerede i 1920 på Rigshospitalet
Hvordan kunne han gøre det? Værnet var fast overbevist om, at homoseksualitet skyldtes en ubalance i hormonerne. Ved at tilføre mandelige homoseksuelle mere af det mandelige kønshormon testosteron kunne balancen genoprettes, og mændene kunne blive ”kureret” Nu var det ikke kun Værnet, der mente dette.
Hvad ikke så mange tror, så lavede man på Rigshospitalet forøg med testikel – transplantationer på homoseksuelle i 1920`erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn.
Men nu interesserede Nürnberg sig faktisk også for Seruminstituttet og deres aktiviteter i Buchenwald, men se det er en historie, som vi vender tilbage til
Kilde:
Hvis du vil vide mere, så indeholder www.dengang.dk 180 artikler om Besættelsestiden før, efter og under blandt andet:
November 12, 2016
Ribe – Brevet
Man havde ellers glemt dette brev fra 1460. Men så fandt Ridderskabet det frem. Og det gjorde den tysk orienterede Slesvig – Holsten bevægelse også. Ja Tyske Mindretal vel også. I brevet står nemlig, at Slesvig Holsten skal være udelt til evig tid. Måske var det meget smart af Ridderskabet at udnævne Christian den Første som hertug. De tjente en masse penge ved det. Egentlig hedder det i en lov fra 1326, at der ikke må være samme hersker, nord og syd for Kongeåen. Man diskutere stadig den sætning. For egentlig godkendte Danmark en realunion, og to lande, der ikke måtte deles. Christian den Fjerde benyttede sig af den særlige status. Og imod Rigsrådet drog han i krig. Kongen kom med i ”Det Tyske Forbund”. Måske er brevet indirekte skyld i den sønderjyske skæbne. Er der nogen, der har sagt, at Sønderjyllands Historie er let at forstå?
Har du aldrig hørt om Ribe – brevet?
Måske har du aldrig hørt om Ribe Brevet. De i er en vigtig del af Sønderjyllands historie. I mange år brugte Det Tyske Mindretal disse breve som argument for, at grænsen skulle gå ved Kongeåen. For netop ud fra disse breve fremgik det, at Slesvig og Holsten skulle være udelt.
Den Slesvig – Holstenske bevægelse blev også ved med at henvise til dette brev.
Et møde i Rendsburg
Vi skal tilbage til Adolf den Ottendes uventede død den 4. december 1459. Der var ingen aftager. En række fremtrædende medlemmer af det Slesvig – Holstenske ridderskab mødtes sammen med biskoppen af Slesvig, Claus Wulf. De skulle finde en ny leder.
De forsamlede Slesvig – Holstenske stormænd tiltog sig på et møde i Rendsburg den 11. februar 1460 sig retten til at træffe den afgørende beslutning om, at landene kun skulle have en fyrste. Dermed rykkede Christian den Førstes kandidatur frem i allerførste række.
Ribe, marts 1460
Derfor var det en logisk følge af denne beslutning, at Ridderskabet tog imod hans indbydelse til at mødes med repræsentanter for Danmarks Rigsråd i Ribe i begyndelsen af marts 1460.
Ingen by i Kongeriget Danmark kunne være mere velegnet end Ribe. Det var dengang en af de mest fremtrædende danske købstæder og lå lige syd for Kongeåen som en kongerigsk enklave på sønderjysk grund.
Hvem havde ”bedste ret”?
Skal man tro den Lybske Rådskrønike, havde det været tanken, at Christian den Første sammen med sine to brødre, Gerhard og Moritz senere skulle mødes i Lübeck med grev Otto Pinneberg for sammen med det Holstenske Råd for at finde frem til, hvem der havde ”bedste ret” til at blive Adolf den Ottendes efterfølger.
Men dette møde blev overflødigt, for allerede på første møde dag i Ribe den 2. marts 1460 blev man enige om at vælge Christian den Første til ”Hertug af Slesvig og Greve af Holsten. Dette kundgjorde den Slesvigske biskop med høj røst for folket fra Ribe Rådhus.
Dette skyldtes i høj grad også biskoppens fortjeneste. Og allerede onsdag den 5. marts 1460 have man lovgivningen på plads.
Meget smart af Ridderskabet
Det er vigtigt lige at konstatere, at det Slesvig – Holstenske Ridderkorps havde valgt Christian den Første til deres herre ikke som en konge af Danmark, men som deres herre over disse forannævnte lande.
Man fremhævede med andre ord ikke Christian den Førstes arverettigheder, men Ridderskabet havde i overensstemmelse med nordisk skik og brug tittaget sig retten til at vælge ham som deres egen fyrste. En indlemmelse i Danmark var der ikke tale om.
Der blev nævnt, at den frie ret til at vælge også skulle gælde efter hans død. Med andre ord hans sønner og hvis han ingen havde, de rette arvinger – og vel at mærke kun en.
Man fik dermed løst en masse problemer. Danmarks konge var den ældste af oldenborgerne. I sin geneskab af lensherre var har berettiget til at rejse nogle krav. Og dette kunne have ført til en årelang krig.
Var det tilfældigt?
Ribe – brevet indeholdt også en del bestemmelser om indre forhold. ”Landets fælles råder” skulle tages med på råd i tilfælde, at der blev indledt krig. De var ikke forpligtet til at yde hjælp uden for ”disse lande”.
Kun indfødte mænd kunne bruges i landets administration. I Slesvig skulle der være en drost. I Holsten skulle der være en marsk. De skulle holde Ting og skifte Ret. Hvis de lod sig forlede til at bøje retten, skulle det straffes strengt.
Midt i denne fremstilling giver Christian den Første løfte om at ville ”holde begge lande ved god fred”. Derefter følger den berømte sætning og at de skal forblive evigt udelt sammen (unde dat se bliven ewich tosamende ungedelt).
Kigger vi efter, så kommer denne sætning ret sent i privilegiebrevet. Og det er på et ret tilfældigt sted. Ja, det er denne sætning, der har skabt så meget politisk røre.
Sætningens placering tyder på, at den er kommet ind, efter at det første udkast har foreligget. Og den skal derfor bedømmes som et udtryk for, hvor meget det har ligget de Slesvig – Holstenske forhandlere på sinde, at få fastslået de to landes udelelighed og uadskillelighed.
Erstatning for lovgivning af 1326?
Det har ikke alene været noget meget væsentlig for hele deres økonomiske magtstilling. Men indføjelsen er også blevet opfattet som en rimelig modydelse for opgivelsen af Constitutio Valdemariana fra 1326. Denne bestemmelse om, at ingen enkelt mand samtidig måtte herske i Danmark og i landet ”sønden å, havde man med Ribe – brevet én gang for alle slået en streg over.
Forskellig lovgivning
Det var en statsret, der blev fastlagt med Ribe – brevet. Ganske vist skete der intet, som kunne antaste hertugdømmet Slesvigs og grevskabet Holstens vidt forskellige fortidsarv.
I Slesvig (Sønderjylland) skulle Jyske Lov fremdeles være gældende i hele området fra Kongeåen til Ejderen. – dat lowbok, som loven kaldtes i brevets formulering – og i Holsten (med Stormarn) gjaldt nedertysk retspraksis. Men det kom nu ikke til at passe i hvert fald for Tønders vedkommende. Her gjaldt ”Den Lybske Lov”.
Dansk godkendelse af realunion
Men nu var det sådan dengang, at det der betød noget, det var hvad overklassen, de gejstlige og de verdslige stormænd kunne få ud af det. Christian den Første forpligtede sig kun til at give landets højeste embeder til disse mænd. Det var også kun dem, der kunne få tildelt et len.
Brevet er udformet på plattysk, muligvis med ærkedegn Cord Cordes som pennefører.
Resultatet blev en formel dansk godkendelse af en realunion mellem to lande på hver sin side af Ejderen og Levensau, og en nordlig grænse ved Kongeåen/Kolding Å.
Holsten delte skæbne med det nordiske folk
Det var en ordning, der kom til at bestå i cirka 400 år. Det skabte forudsætningen for, at det danske monarki også kom til at omfatte det tyske land Holsten.
For Holsten kom det til at betyde, at dette lands indbyggere kom til at dele skæbne med de nordiske folk.
Kongen havde ikke magt
I Lübeck var man hurtig klar over hvilke følger det fik for hansestadens fremtidige magtstilling. Under Erik af Pommerns årelange kampe mod Holstenerne var Lübeck sprunget til med mandskab og penge.
Situationen betød, at Grev Otto af Pinneberg og hans gren af det Schauenburgske Hus måtte vinke farvel til arvegods. Det samme gjaldt kongens yngre brødre.
Nu var det nemlig sådan, at Christian den Første i sin egenskab af Danmarks konge uden videre havde haft ret til at overtage hele området mellem Kongeåen og Ejderen som hjemfalden len.
Spørgsmålet er så bare, om han havde haft magt til dette. Men med det danske rigsråds medvirken til Ribe – mødet tyder det ikke på dette. Man måtte nu finde frem til en ordning med medarvingerne. Man udformede et såkaldt kautionsbrev.
Adelen rigt repræsenteret
Hele fire af de adelsfolk, som var med, tilhørte slægten Ahlfeldt, men ellers var der repræsentanter for slægterne Breide, Buchwald, Pogwisch, Qualen, Reventlow, Schinkel, Split og von der Wisch. Den sidste var biskop Claus Wulf.
Der var et lige antal forhandlere både syd og nord for Kongeåen. Efter datidens forhold var det ret store pengebeløb, som Christian den Første forpligtede sig til.
Et ekstra møde
De to gange sytten rådsherrer havde haft meget travlt med at få udfærdiget Ribe – brevet af 5. marts 1460. For nogle var det måske lidt for overrumplende. Hurtigt gik det op for parterne, at der skulle flere indrømmelser til.
Dette resulterede i et møde i Kiel den 4. april 1460. Man kalder dette møde Tapre Forbedring. Ordet Tapper betyder i denne forbindelse, at indholdet er vigtigt.
Man besluttede, at under kongens fraværd skulle et råd på 12 mand, bestående af bisperne af Slesvig og Lübeck, samt fem ”gode mænd” fra hvert af de to lande, have den udøvende magt.
Kun landets egne børn måtte modtage len, derimod ingen fremmede. Dette betød først og fremmest, ingen stormænd fra Kongeriget Danmark. Undtaget var kongens kansler og skriver. Slutteligt blev Ridderskabets valgret godkendt for al fremtid.
Med disse tilføjelser var alle betænkeligheder udryddet. Den samtidige holstenske krønikeskriver kunne derfor i sin omtale af valget i 1460 med god ret fremhæve, at det var tyske ”Holstenkinder”, der skulle forestå embeder i de to lande.
Brevet blev glemt
Egentlig var brevet blevet glemt. Men i 1815 fandt Friedrich Christoph Dahlmann, sekretær for Det Slesvig – Holstenske Ridderskab brevet frem igen. Man krævede med brevet i hånden, uafhængighed af Danmark.
Neuber forfattede antidansk digt
I 1841 var det så fysikus i Aabenraa, August Wilhelm Neuber, der forfattede et antidansk digt:
Kongen modsatte sig Rigsrådet
Nogle historikere mener, at sætningen blot var et ønske om indre fred.
Modsat de andre hertuger boede kongen selvsagt ikke i hertugdømmerne. Han kom her dog jævnligt og opholdt sig så på områdets slotte. Til at varetage den daglige administration havde kongen en stedfortræder. Og det var den såkaldte statholder. Han repræsenterede kongen, når denne ikke var til stede.
Kongen kunne også udnytte, at han som hertug ikke var underlagt det danske rigsråd, der havde myndighed i selve kongeriget. Det udnyttede eksempelvis Christian den Fjerde, da han som holstensk hertug (greve) i 1625 drog Danmark ind i trediveårskrigen mod den danske rigsråds ønske.
Hertugdømmer med særstatus
I 1779 blev den sidste del af Slesvig underlagt den danske konge. Selv om den danske konge efter 1779 sad som enehersker i både Slesvig – Holsten og Danmark, så forblev Slesvig og Holsten hertugdømmer med særstatus. Slesvig havde fortsat den danske konge som lensmand og hertug. Men da Slesvig var et dansk len, var den danske konge stadig lensherre og dermed overhoved.
Kongen var med i ”Det Tyske Forbund”
Men den tyske kejser var hans lensherre frem til begyndelsen af 1800 – tallet. Da Holsten blev optaget i Det Tyske Forbund i 1815, blev kongen medlem af forbundet. Hertugen i Slesvig, hertugen i Holsten og kongen i Danmark var altså, efter 1779 og frem til 1864, én og samme person men med forskellige roller i forskellige områder.
Brevet indirekte skyld i ”Den sønderjyske skæbne”
I begyndelsen af 1800 – tallet blev der fabrikeret sange mod den enevældige konge i Danmark. Og noget senere, den berømte ”Schleswig – Holstein Meerumschlungen.
Ja indirekte var brevet skyld i den sønderjyske skæbne, de slesvigske krige og det tyske herredømme. Det startede med oprøret i 1848, hvor de tysk orienterede Slesvig – Holstenere fordrede deres eget land fra Kolding til Hamborg. Igen med henvisning til Ribe – brevet.
Var det nogen der sagde, at Sønderjyllands historie er let at forstå?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Så læs her på www.dengang.dk
November 11, 2016
Nørrebro – Historier fra dengang
Vi er på Nørrebro i slutningen af 1890`erne og begyndelsen af 1900´erne. Arbejderne var ikke glade for Fattigvæsnet. Så ville de hellere leve af øllebrød og spegesild. De var velsignet med mange børn. Og arbejderkvinderne var velsignet med mange børn. Lersøen og Ladegårdsåen var spændende legepladser. Der var masser af tykke betjente, bl.a. Kejser Wilhelm og Sorte – Jensen. Her var Rabarbermarker og de ulækre lokummer i gården. Skraldemanden ønskede Godt Nytår. Vi skal høre om Friskoler og Betalingsskoler. Der var særdeles hår disciplin med spanskrør. På Bekkers Mark var der blodige slag. Og så stod der en prædikant ved Nørrebro teater og advarede om, at man ikke skulle gå ind i Syndens Hule. Hvilke butikker havde vi dengang? Og så var det æbleskivebutikken, der ikke kunne løbe rundt.
Ikke glade for fattigvæsnet
Vi befinder os på Nørrebro i slutningen af 1890`erne og begyndelsen af 1900 – tallet
Arbejderne søgte ikke uden videre hjælp hos Fattigvæsnet. Det blev betragtet som skam at søge hjælp her. Så var det bedre at spænde livremmen ind en ekstra gang. Man kunne også få hjælp i et af de talrige lånekontorer. Så mange et konfirmationsur er havnet her. Og det er sikkert aldrig blevet afhentet. Det samme gælder en vest til en habit, som måske godt kunne undværes.
Men så fik familien dog et pund madfedt og et kvart rugbrød. Som regel var der salt derhjemme i saltkarret.
Øllebrød og spegesild
Det skete da også, at man blev nødt til at spænde livremmen ekstra ind. Og så fik man i lange tider ”øllebrød med klumper i” og spegesild hver lørdag.
Drikfældigheden var stor. Værtshuse og kælderbeværtninger fandtes i stort tal. Slagsmål og skænderier hørte til dagens uorden.
På lune sommeraftener, når vinduerne stod åbne, blev man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen kom fuld hjem. Han havde allerede drukket det meste af lønnen op.
Den billige brændevin førte til meget ondt.
Velsignet med en stor børneflok
Mange fattige familier på Nørrebro var velsignet med en større børneflok. Det var ikke ualmindeligt at et forældrepar havde samlet sig op til en halv snes børn i alle aldre. De måtte klumpe sig sammen i en lille lejlighed, hvor det var umuligt at holde orden i noget som helst.
Hverdagens heltinder
Mange arbejderkvinder kunne kalde sig ”Hverdagens heltinder”. Døgnet rundt sled de for at holde den værste nød fra døren. I de tidlige morgentimer stod de med deres spånkurve foran bagerbutikkerne i håb, om at kunne købe gammelt brød. Der var masser af sultne munde, der skulle mættes.
De stod i dybe, mørke kældre, hvor de ved skæret af en søvnig petroleumslampe, sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørste og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedres stillede medsøstre. En sådan vaskedag kunne normalt vare 10 – 12 timer. Udbyttet var sølle 2 kroner.
De mange børnefødsler og sliddet, der fulgte, ældede hurtigt Nørrebro – kvinderne
Lersøen – en spændende legeplads
Derude ved Lersøen, ja det var en dejlig legeplads. Rørene stod tæt som lianer ved en tropeflod. Legene i den tætte bevoksning, hvor stierne snoede sig ind og ud gennem rørene var et eldorado. Men ofte mødte man Lersø – bøllerne, der betragtede stedet som deres domæne. Men knægtene var som regel hurtigere til bens. Og som regel havde bøllerne også fået en over tørsten.
De tykke politibetjente
Det var dengang, at store tykke politibetjente patruljerede gaderne. De var frygtindgydende med deres blanke hjelm og 3 alen brede lakbælte som skulle til for at nå om den svære korpus. Der bankede sikkert et varmt hjerte under deres lange kapper. Men ve den slubbert der blev taget i noget ulovligt. Han fik en ordentlig øretæve af lovens håndhæver. Den har han sikkert kunne mærke i lang tid bagefter.
Den tykke betjent i langskødet uniformjakke kom ofte trækkende med en sølle beruset. Og bagefter kom en skare nusgerrige unger.
Kejser Vilhelm
Næsten alle steder måtte værten i mange beværtninger smide besværlige gæster ud. En nat var det Kejser Vilhelms tur til at gøre det. Ja sådan kaldet de ham på Nørrebro. Han havde fat i kraven på den fulde mand, der skulle en tur på stationen. Denne slog hjelmen af betjenten, der så kvitterede med et hug fra staven. Men da Sorte – Jensen fra Korsvejens politivagt kom til stede, blev der ro i gaden. Han var berygtet på hele Nørrebro, og skulle blot vise sig. Så var der ro.
Station i Farumgade
På et tidspunkt var der også politistation i Farumgade. Det var altid spændende når betjentene sidst på ugen kom trækkende med alle de berusede fra kolonihaverne i Hillerødgade. Jo havefesterne satte sine spor.
Gadebelysningen
I mange år bestod gadebelysningen i kvarteret af gaslygter. Lygtetænderen havde som regel et job ved siden af. Han kom gående med sin lange stok, hvor der i enden var en krog. Med denne kunne han aktivere gassen. Så blev vågeblusset til rigtig lys.
Rabarbermarker og Ladegårdsåen
Før alt det grimme byggeri, der dukkede op, lå der udstrakte rabarbermarker for enden af den gamle Nordvestvej. Her var også en herlig tumleplads for kvarterets ungdom. Ja her var også Ladegårdsåen med dens sivklædte bredder. Her badede ungerne, vel og mærke, når der ikke var en betjent i nærheden.
Jo her både badede og fiskede man, når det var mulighed for det. Det startede ved ”Revolveren”, som var en slags mergelgrav. Her lå senere snedkermestrenes træ – og finérskæreri. Den må have været ganske imponerende i det sidste stykke inden søen.
Dengang var åen en langsom glidende vandstrøm. Her kunne man se gedderne stå mellem vandplanterne, der voksede på åens sandbund. Og nu er den helt væk.
De stakkels mælkedrenge
I 1907 flyttede mælkeriet Enigheden til Lygten på Nørrebro. Jo disse mælkedrenge var afholdte på grund af deres friske humør. Men mange havde også ondt af dem. De skulle meget tideligt op og på arbejde. Lønnen var kun 50 øre om dagen for halvsagsdrenge og 1 krone for heldagsdrenge.
Mange kuske holdt dem så længe, lige til de skulle i skole. De havde ellers fået besked på, at drengene skulle have mulighed for at komme hjem og spise, inden de skulle i skole.
Betjentene jagtede dem om søndagen
Og knægtene måtte ikke arbejde om søndagen, men gjorde det nu alligevel. Sådan fungerede systemet helt op til Første Verdenskrig.
Nu var det også noget betjentene gik op i, at jagte disse knægte. Jo disse lovovertræder skulle straffes. Men knægtene gemte sig i gårde og på trapper, ja somme tider gemte de sig inde i vognene.
Lirekassemænd
De var populære lirekassemændene. Når de kom blev der smidt penge ud ad vinduerne. Og der blev danset i gårdene. Ofte var det krigsveteraner fra 1864, der kom.
Men i gårdene kom også skærslipperen, der med sin hæse røst, afleverede en lang remse, der altid endte med ”Her er skærslipperen”.
De ulækre lokummer
Ofte bestod en ejendom på Nørrebro af et forhus og en eller to baghuse. Mellem disse var en lille gårdsplads. Her var anbragt skarnskasser og lokummer. Der skete, at man skal stå i kø for at komme til på disse ulækre lokummer, der som regel var overfyldte.
Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl kunne finde på, at lægge et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget forfærdeligt svineri.
På toilettet – når det var mørkt
Trappebelysningen bestod af et åbent glasblus på hver etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur om aftenen og natten, når man på naturens vegne skulle ned på lokummet. Problemet kunne løses med en eller flere natpotter. Men så var det jo lige dem, der skulle tømme disse. Men man kunne også tænde lys i en lille firkantet lygte, hvis man skulle ned ad trapperne. Og så mødte man ofte adskillige rotter. Det var nu ikke videre hyggeligt.
Det påhvilede alle beboere at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs frisk sand. Hver anden uge kom en sandhandler i gaden.
Store vaskedag
Skulle man vaskes dengang, ja så foregik det ved køkkenvasken. Men mange steder havde man indført store vaskedag lørdag aften. Og så foregik det fra baljen, med den mindste til sidst. Han/hun kunne jo finde på at gøre noget baljen. Der blev kun hældt vand i baljen en gang.
Der fandtes også lejligheder, hvor der hverken var indlagt gas eller vand.
Lusemor
Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var befængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. Og det var ikke sjovt når ”Lusemor” i skolen opdagede dette utøj.
Dødeligheden var stor. Særlig tuberkulosen krævede mange ofre i de år.
Skraldemanden sagde ”Godt Nytår”
Nytårs – morgen blev der som regel ringet eller banket på døren. Der stod en herre i sit stiveste puds. Måske lidt for stort i engelsk stil. Herren var nyvasket og nybarberet. Men skægget strittede nu i alle retninger. Han stod der med hatten i hånden.
Han præstenterede sig som skraldemanden, og ønskede alle et godt nytår. Det resulterede så i en fem øre både fra far og mor.
En vinteraften, derhjemme
De lange vinteraftner blev tilbragt på forskellig måde. Man sad og læst, skrev, tegnede og klippede billeder. Belysningen kom fra en stor hængelampe, hvis væge stadig skulle pudses.
Legetøj var dyr, men det kunne jo godt være, at man havde haft råd til en fæstning med tinsoldater. Og så var der kortspil og andre spil, man kunne hygge sig med. Mange, der ikke havde råd til kul eller briketter gik tidligt i seng om vinteren.
Hos bageren
Hos bageren kunne man i en lille spand hente for 5 eller 10 øre fløde. Man kunne også få for 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene. Og så var det 5 øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager).
Købmand Christensen
På hjørnet ved Stefansgade boede købmand Christensen. Her blev børnene i nabolaget ofte sendt han. Man kunne tjene 2 øre i ”slæbepenge”. Her boede også spækhøker Jakobsen. Han var en velvoksen mand med et flot kridhvidt ”Cykelstyrsoverskæg” Han havde nogle godmodige øjne i det rødmosede ansigt.
De unge mennesker læssede ofte hele deres formue på diske og forlangte fedtegraver for hele formuen.
Gratis i Jægersborggade
Det var også dengang, man tilbød beboerne, at man kunne bo de første 2 – 3 måneder gratis i Jægersborggade, bare man flyttede ind.
Varm mælk i potte
Det var også dengang efter lockouten i 1899, at Mælkeriet Enigheden i enkelte vintermåneder sendte en enspændervogn gennem gaden mellem klokken 5 og 6 om eftermiddagen og solgte varm mælk – 5 øre pr. potte. To drenge løb foran med en stor klokke i hånden og råbte. Kusken gik automatisk ved siden af og tappede mælk af.
Hesten var lidt af et unikum. Hver tredje eller fjerde minut gik den en halv snes skridt frem og så stod den stille. Den kiggede sig lidt om. Var alle blevet ekspederet, ja så gik den bare videre.
Nordbanen
Nordbanen havde sit udgangspunkt i Gyldenløvsgade. Derfra gik et spor langs Skt. Jørgens Sø bag om Ladegården og skråt ud til Ågade. Videre gik det frem til, hvor den gamle bazarbygninger lå i Laurids Schousgade , over Jagtvejen og langs Hørsholmsgade til Nordbanens ”Klampenborg – Station”. Den lå ved en åben plads i Stefansgade, for enden af Jægersborggade og Bjelkes Allé.
Videre gik det over Nørrebrogade, omtrent hver den gamle sporvognsremisse (Nørrebrohallen) lå. Videre gik det så langs Lersøen ud til Klampenborg.
Forvandlet til Nørrebroparken
Langt senere anlagde man på banens terræn, Nørrebroparken. Og det blev meget populært. Her blev en del af parkanlægget overrislet om vinteren, så man fik en skøjtebane. I et hjørne af parken blev der holdt politiske møder. Og ofte endte disse møder med slagsmål.
Det gjorde det også, da Konservativ Ungdom indledte et møde her. Men det tillod Socialdemokratisk Ungdom ikke. De mente, at området tilhørte dem.
De mange lege – dengang
Nede i den smalle gårdsplads eller på gaden legede børnene ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm den gamles kæmper” eller ”Hest og Vogn”.
Ja man legede også ”Betjent og fuld støjer”. Dette var inspireret af dagligdagen på Nørrebro, særlig fredag og lørdag.
Hans Tausensgade
Efterhånden var der udviklet et helt anlæg i Hans Tausensgade. Her var en vagtmand i et lille hus ved lågen. Foruden stier, var der en indhegnet boldplads med grus, hvor bl.a. Jagtvejens Skoles elever spillede rundbold og langbold om sommeren. Om vinteren var der lavet skøjtebane på pladsen.
Og så var der en stor legeplads med gynger, vipper, koldbøttestativer, ”slagterbrætter” og en stor sandkasse foran et stort halvtag, hvor mødrene kunne sidde og passe på deres børn
Friskole og Betalingsskole
Jagtvejens Skole blev kaldt friskole, for her skulle man ikke betale noget. Det var i modsætning til en betalingsskole, hvor man skulle betale en krone om måneden. En sådan betalingsskole var Husumgade senere Havremarkens Skole.
Et buk for autoriteten
Der blev håndhævet en benhård disciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede skulle man to og to stille op i skolegården. Ved siden af hinanden. Man skulle lydløs bevæge sig op af trapperne hen til sit klasseværelse.
Ved udgangen havde klasselæreren placeret sig. Inden man blev lukket helt ud i friheden, skulle man stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten.
Fedt bævreflæsk
Der var indført skolebespisning. Maden bestod af varm mad. Ofte var det blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk. Bespisningen foregik i timerne. Og maden skulle sluges i en fart. Man blev truet med inddragelse af spisebilletten, hvis man ikke var hurtig nok.
Gymnastik med Hr. Rasmussen
Jagtvejens Skole kunne byde på en gymnastiklærer, som havde været oversergent i Næstved. Han var ualmindelig hjulbenet denne Hr. Rasmussen. Han var grov nærmest en børste. Hele timen gik han rundt med et spanskrør i håneden og svippede til de ender, han kunne nå.
Dem, der ellers skulle afstraffes på skolen blev også overladt til ham. Afstraffelsen foregik gerne i gymnastiksalen i enerum. Og de stakkels syndere kunne se mærkerne af afstraffelserne flere dage efter.
Det skete, at han mødte op uden madpakke. Så udpegede han elever, der kunne hjem efter madpakken. Han boede Jagtvej 4 i stuen. Og her myldrede det med børn af forskellige aldre og typer, halvvoksne og børn med ble.
En nød af Viceinspektør Hansen
Viseinspektøren hed Hansen. Han havde været snedker, og boede på hjørnet af Kapelvejen og Nørrebrogade. Det skete, at han kom for sent. Og det var fordi, at Han skulle gennem kirkegården. Og de åbnedes først visse tiden af året klokken 8.
Engang skulle klassen have fristil. Hansen spurgte om emner. Der blev foreslået ”Udsigt fra Frederiksberg”. Eleverne havde fået en halv time. Da en af eleverne afleverede sin stil og Hansen kiggede på den, blev han godt nok vred og knotten. Hansen spurgte, om han virkelig havde brugt en halv time på dette. For det eneste der stod var ”Ingen udsigt på grund af tåge”.
Han fik et knald oven i hovedet af Hansens sammenknyttede knoer. Den blev kaldt for en nød. Og sporet var en bule på størrelse med en hasselnød.
Det gik ikke med æbleskiveforretningen
I klassen gik en knægt med efternavnet Overgaard. Moderen havde drevet en æbleskive – butik. Hvorfor lukkede I den? spurgte Hansen.
Og knægten svarede lige ud af posen:
Hansens ansigt var først som en tordensky, men så grinede han, så det kunne høres over hele skolen. Sådan var Hansen.
Men det var en trist skæbne med denne Overgaard. Hans far var tømrer. Hans far arbejde på Københavns Rådhus, da spiret skulle rejses. Faderen meldte sig frivillig til at gå ud med tårnspidsen. Men ak, det gik ikke så godt. Både Overgaard og spiret røg ned.
Københavns Kommune hjalp så enken til et levebrød til sig og børnene i form af en æbleskivebutik i Ordrupgade, men det gik bare ikke.
Skoleinspektør Bohn
På Hillerødgadens Skole stod den strenge skoleinspektør og så til, at eleverne gik 2 og 2 og ned af trappen. Han havde vendt sin stok op, så han hurtig kunne gribe fat i de elever, der ikke fulgte anvisningerne.
Såfremt man gik på de pæne trapper i træsko og ikke havde fået gummi under sålerne, blev man skældt ud.
Pigerne gik i den ene halvdel af skolen med tilhørende skolegård. Jo og hvis drengene så ville hilse på den, han bedst syntes om, ja så valfartede man hen til lågerne.
Man skulle neje for et ligtog
I bibelhistorie lærte pigerne af Fru Schlichter, at hvis man så et ligtog på gaden, så skulle man stå stille og neje.
De støjende hestesporvogne
Når hestesporvognene kom, var det ret støjende. Nørrebrogade var belagt med brosten. Nogle af hestesporvognene var i to etager. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. ”De Grønne Omnibusser” kørte fra Kapelvej.
De mindre transporter dengang foregik med 2 – og 4 – hjulede trækvogne. Men der var hele tiden støj. Gadesælgere faldbød deres varer, der fortrinsvis omfattede frugt, blomster og grøntsager. Men det skete da også at fiskemanden råbte ”Sild er godt!
Når kommunen skulle feje gade eller vande brostenene i sommervarmen var det en sport for ungerne at gå bag vandvognens vandstråle eller ligefrem at hænge sig fast bag i vognen.
Kolonihaverne
Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå de store fælleder. Her var der om sommeren meget kvæg på græs. Børnene gik ofte derover med deres trækvogne og fyldte dem med kokager. Det var god gødning til kolonihaven.
Morsomt liv på Fælleden
På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning holdt øvelser her. I pauserne havde familien madkurve med. Og måske skal det nævnes, at ikke alle gik lige ædru derfra. Det var også underholdning af Borgervæbningens Musikkorps.
Sporvogn på Tagensvej
På Tagensvej kørte en hestevogn. Dens rute var fra Heimdalsgade ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det et strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for strengt var der spændt to heste for vognen. Stoppesteder var ukendt dengang, så der var mange stop, og der skulle sættes mange kræfter i at komme i gang. Vognene var indvendig belyst med en petroleumslampe i hvert hjørne. Det var en stor dag, da sporvognen blev elektrisk som linje 10.
Hønen – den første sporvogn
Den allerførste sporvogn blev kaldt ”Hønen”. Den var hestetrukket af en stor fed krikke, der altid hed Lotte, selv om der også af og til, var en vallak. Dens rute var ad Nørrebrogade, Nørregade til Gammel Torv, hvor der var endestation.
Lotte dampede af sved, fuldstændig som en stor varmebeholder. Ved bryggeriet Hafnia på Bekkers mark stod den og dampede dagen lang.
Bekkers Mark
Bekkers Mark var et større græsareal som var begrænset af Ladegårdsåen fra Jagtvejen til Nordre Fasanvej. Og til Bispeengen og videre til baneterrænet ved Hillerødgade. Derefter fulgte det banen forbi stationen og hen til Jagtvejen.
Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene for toget. Men hvorfor hed det Bekkers Mark?
Jo slagtermester Bekker havde i perioder køer eller heste gående her til græsning. Slagternester Bekker havde forretning på hjørnet af Nørrebrogade og Stefansgade.
De rige skulle betale
Han var en menneskekender. Og de fattige fik kødet til lavest mulige pris. Ja dem, der uforskyldt var blevet fattige fik det gratis. Men kom der en kunder, der var lidt bedre klædt og måske også lidt kritisk, ja så fik hun lov til at betale den pris, der kostede hos slagteren på den anden side.
De store slag
Bekkers Mark blev også brugt til andre ting. Her udkæmpede der sig mange store slag blandt skoledrenge. Vi har dog ikke hørt om døde.
Det var Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen. Det vil sige det stykke af Rantzausgade, som gik fra Gartnergade til jernbanebommen ved Brorsonskirken. Det var egentlig de knægte, der hørte til Jagtvejens Skole.
Og så var det ”Rakkerne”. De hørte til i Baldersgade kvarteret. Og den tredje gruppe hed ”Krügerne”. De kom fra Nordre Fasanvej, hvor de havde deres beskæftigelse på Krügers Tobaksfabrik. De sad der og rullede spunden skrå.
Når sådanne hold tørnede sammen, skulle der ske noget. Og det endte ofte med brodne pander. Der var knipler og køller og slagsange. Ja ”Krügerne” havde også 4 meter staver med.
Det var jo også her, at vi havde bryggeriet Hafnia. Men nu var det kun hvidtøl, som de producerede.
Masser af bommænd
Man kunne ikke komme af Borups Alle, for den var der ikke, Det var marker. Ågade gik fra jernbanelinjen til Falkonér Alle. Det var spadseresti fra Åboulevard til Ågade afbrudt af to små bomme til skinnerne til Klampenborglinjen, Holtebanen og Nordbanen.
Der lå en jordvold ved den sidste bom. Der var såkaldte bommænd ved Nørrefælled og Lyngbyvej og også på Strandvejen.
Dengang der kørte godstog fra Frederiksberg Station til Nørrebro Station, gik der også bomme over Rantzausgade. På hjørnet lå også her et ledvogterhus.
Liv på søerne
De hvide motorbåde sørgede for passagertrafikken på søerne mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Men da sporvejsdriften efterhånden blev elektrisk kunne det ikke mere betale sig. Mange grundejere havde robåde liggende på søerne.
Ved vintertid var der skøjteløb oppe i nærheden Gyldenløvsgade. Her spillede et hornorkester og forlystede ungdommen. Og Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvor man kunne købe en pakke sild til 5 øre til de sultne måger.
Der var også masser af musik i café La Rheine og i Søpavillonen. I Ravnsborggade lå det berømte Nørrebro teater, hvor Frederik Jensen var datidens store stjerne.
På hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade kunne man gå i biografen for 5 øre.
En prædikant ved Nørrebro Teater
En af højdepunkterne var at gå i Nørrebro Teater. Og her var ofte kø, for mange ville ind og se god underholdning. Men man kunne risikere, at møde en meget lang og ranglet person stå og gestikulere vildt og råbe højt. Og det personen råbte om, var det var den største synd, forældre kunne gøre, at tage deres uskyldige rene børn med i denne utugtshule og lade fordærvelsen tage overhånd.
Det var normalt, at konfirmander søgte herhen. Og det vidste personen. Han fortsatte nemlig, at de unge mennesker ikke skulle ledes i udføre, inden det var for sent. Og personen var præsten fra Skt. Johannes Kirken.
Det skete dog også, at konfirmanderne forsvandt, men nogle af dem tog så ind i Scala, hvor de i stedet kunne se nøgne piger.
På Ydre Nørrebro
På Ydre Nørrebro lå den store Titan – fabrik. I en gammel bygning på Tagensvej 22 – 24 lå en gammel bygning, der i koleraåret blev indrettet som lazaret. Senere kom her en cikoriefabrik. Og da dette var slut, blev lokalerne udlejet til mindre virksomheder.
På hjørnet af Jagtvej lå Jagtvejens Mølle og lige over for lå nogle flade bygninger. De bestod af små lave etages huse. De kaldtes Arbejderboliger. De var usle og uhygiejniske. Men huslejen var også billig.
Butikkerne – dengang
De største forretninger dengang var Magasin du Nord’ s filial på hjørnet af Nørrebrogade og Stengade. Den havde Nørrebro Handelsforening forsøgt at hindre at den kom til bydelen. Der var også den store isenkram L.W. Erichsens Isenkram på hjørnet af Griffenfeldtsgade.
I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøker, hørkram og produkthandlere eller som de blev kaldt, kludekræmmere.
Lørdag aften var der fuldt hus hos urtekræmmeren. Kaffekværnen, som blev drejet med håndsving fik dog senere elektrisk motor. Den store kaffemølletragt og den store dikvægt var af messing og altid skindende blanke. Det samme var messinglodderne.
Et andet vægtsystem
Dengang havde man ikke metersystemet. Man købte i pundevis og kvartpund eller fjerdingspund. Ja der var også en vægtenhed, der hed ”Lod”. Man købte alenvis eller kvarter osv.
Når man afsluttede et indkøb, var der altid tilgift, som regel et stk. sæbe og et kræmmerhus bolcher til børnene. Denne tilgift tog dog overhånd. Derfor startede en gruppe urtekræmmere Nørrebro Handelsforening.
Hos tobakshandlerne købte man 3 cigarer til 17 eller 21 øre, og skråtobak i enkelte stænger og snus i et kræmmerhus.
Udrykning
Det var et flot syn at de en brandudrykning, med galopperende heste og under vedvarende klokkeklemten af en af brandmændene. Særlig beundring vakte den skindende flotte dampsprøjte, med den rygende skorsten og gnister. Og ofte var det hele fire heste foran.
Ambulanceudrykning foregik pr. enspænder og på vognens bagerste trinbræt, stod der en politibetjent.
En mælketoddy for meget
Om torsdagen var de glade på Ladegården. Så mødtes Jomfru Tidsfordriv, Frederik 7 – tal, Laurids 9 – finger, Frederik og Karoline i Bratolinsgade i en kælder. Her fik de mælke toddy for 4 øre. Og så lagde de sig nede ved Sortedams Dosseringen og sov deres rus ud.
Jo, der var liv og glade dage dengang.
En lille rund
En lille rund kostede 4 øre, og en stor rund kostede otte øre. En lille rund var en snaps og et glas mælk. En stor rund var bare dobbelt så meget. Og det var særlig værtshuset under Folkets Hus, der kunne tilbyde denne specialitet.
En bajer kostede 9 øre. Ikke hos urtekræmmeren, nej i dette værtshus.
Tosse – Frederik
Ja, originaler kunne Nørrebro også byde på den gang. Vi havde for eksempel Tosse – Frederik. Hans arbejdsdistrikt var Wesselsgade, Evaldsgade, Baggesensgade, Blågårdsgade og området deromkring.
Han løb altid på kørerbanen. Opdagede han en hestepære, fik han fart på, indtil han nåede den. Så dansede han på den med sine gamle morgensko, indtil han mente, at det var nok. Så gik det ellers atter på jagt efter den næste.
Rygterne gik på, at han på sin bryllupsdag, efter at han på sin bryllupsdag havde ført bruden hjem senere på dagen havde gledet i en hestepære. Han havde slået nakken så meget, at han nær var død.
Krølle – Charles
Så var det Krølle – Charles. Han færdes meget omkring Kultorvet. Han mente, at sin vigtigste opgave var at forkynde at kvindens ældste erhverv var blevet så dyrt, at det nærmede sig åger. Han fortalte, at de gamle ægyptere kunne købe sig en kone gratis. Han mente absolut, at staten måtte gribe ind.
Jomfru Tidsfordriv
Jomfru Tidsfordriv brugte det meste af tiden på Købmagergade til sin mission. Hun havde altid et bundt gamle aviser under armen og en fodlang kjole på, som var fuldstændig slidt forneden. Ja hun havde flere lag på i mange farver.
På hovedet havde hun en stråhat med flere slags blomster. Hun var et meget mildt mennesker. Når nogen drillede hende, ja så græd hun.
Hun var af god familie. Men ak en kæreste havde svigtet hende. Derfor var hun blevet sådan.
På Nørre Fælled prækede hun noget forfærdelig vås for dem, der gad at høre på hende.
Frederik den Syvendes Søn
Det var jo også Frederik den Syvendes Søn. Han blev altid glad, når man tilbød ham cigarer.
Maja
De mødtes alle på Nørre Fælled, og der havde de en i deres midte som var i stand til at skaffe midler, hvis det kneb med kogespritten. Jo hun var Fælledens Dronning og delte gerne ud af de midler, hun kunne skaffe.
Ved Holger Danskes Briller, som var to vandhuller, kunne hun en varm sommerdag tage solbad uden en trevl på.
Lersø – bøllerne
Ferdinand og Karen Spidsmus var kendt blandt Lersø – bøllerne. Dem har vi tidligere berettet om. På vores side kan du læse en masse mere om disse Lersø – bøller, originalerne, klunserne og meget mere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 242 artikler om Det Gamle Nørrebro.
November 8, 2016
Kvinderne i Peder Madsens Gang
Københavns historie handler også om de mindrebemidlede, og ikke kun om konger, adel, borgerskab og skønne bygninger. Gaden var 180 meter lang og bestod af 17 bygninger. Uden for porten til Apoteket bredte det luksus prægede København sig. Men lige så snart man bevægede sig ind i den kun tre meter brede gade, så åbenbarede der sig her en ny verden. Men det var en verden af dyb fattigdom. Og egentlig var det ikke noget politikerne var stolte af. Her opstod mange sygdomme og epidemier. Masser af lovløshed var her også, men det var ofte præget af fattigdom. Gaden var bygget omkring 1630. Men i 1871 besluttede man, at nu kunne det være nok. Man byggede nu en 12 meter bred gade som fik navnet Ny Østergade. Her var også gaden med de næst fleste offentlige fruentimmere. Men en hændelse fik Justitsministeriet til at forbyde bordeller i Peder Madsens Gang og fraflytning i april 1869.
Historie – handler også om mindrebemidlede
Københavns historie er spændende. Men den er domineret af fortællinger om konge, adel og middelstand. Den er også domineret af alle de skønne bygninger, vi har. Her på siden har vi også bestræbt os på, at fortælle om livet hos de mindrebemidlede. Og det handler denne historie om. Og den handler måske også meget om kvindernes levevilkår.
Så mange som mulig
Peder Madsens Gang blev opført omkring 1630 i Christian den Fjerde regeringstid. Også andre lignende gader blev dengang opført. Det var Nissegangen, Didrik Badskærs Gang, Prammandsgang, Trompertergangen, Peder Rohdes Gang, Malerens Gang, Smedens Gang med flere.
De var alle opført med det samme mønster og med mange lejemål presset sammen på lidt plads og ofte med ulovlige udvækster på bagbygningerne. Det var den næsten det samme, som man så på Nørrebro, da spekulationsbyggeriet gik i gang.
Aldrig ramt af brand
I 1600 – tallet var det almindelig at bygge små etværelses lejligheder, sjældent mere end 20m2 til de jævne familier. Flere lejligheder delte køkkenfaciliteter.
Peder Madsens Gang blev aldrig berørt af de omfattende brande og bombardementer, som udslettede store dele af den ældre boligmasse i kvarterne i den indre by.
Fokus på sygdom og andre ting
Her var stort fokus på sygdomme og mange andre ting. Derfor nedsatte Borgerrepræsentationen den 4. september 1871 et udvalg, som skulle overveje, hvad man kunne gøre ved de sanitære forhold i Peder Madsens Gang. Den 8. november kom en betænkning på baggrund af flertallets ønsker om at udvide Peder Madsens Gang til 12 meter.
En forvandling til Ny – Østergade
To håndværksmestre nåede at byde på ombygningen af gaden. Men det endte med, at det til lejligheden stiftede ”Det Kjøbenhavnske Byggeselskab” endte med at overtage ombygningen. Det vedrørte ikke blot Peder Madsens Gang, men også det gamle Hotel d’ Angleterre og nedrivningen af Hovedvagten.
Ombygningen fandt sted i 1873 – 1876 og omfattede en ombygning af den gamle hotelbygning samt opførelsen af to nye gader, Ny Østergade og Hovedvagtsgade. Slummen flyttede ud på den anden side af voldene
Byen kunne ikke rumme Peder Madsens Gang
Byen kunne ikke rumme en gade som Peder Madsens Gang. Den passede slet ikke ind i en velordnet by. Det kaotiske slumkvarter var vidne om en formørket fortid, hvorimod prestigebyggeri i Ny Østergade symbolsk pegede mod fremtiden.
Der boede mange kvinder i Peder Madsens Gang. Flere af dem boede alene med børn eller sammen med andre kvinder. Kvinder der ernærede sig helt eller delvis ved prostitution boede her også.
Ind ad porten
Som vi har nævnt i andre artikler skulle man gennem Svane Apotekets Port for at komme ned til Peder Madsens Gang. Dengang i 1870 boede der 750 mennesker i gadens 17 ejendomme.
På de første 30 meter var apotekets sidehus. I baghuset til nummer 7 lå et brændevinsbrænderi. Disse lå spredt over hele byen. Til disse hørte ofte et kohold, da køerne blev fodret med bærmene – et affaldsprodukt fra fremstillingen af brændevin.
Efter brænderiets nedlæggelse bibeholdt ejeren af de tre ejendomme sit kohold. Derfor var stuen i baghuset til nummer 7 hjemsted for ca. 26 køer.
Lejlighed i meget dårlig stand
Der var stor udflytning i gaden. Mange kvinder levede en stor del af deres liv som eneforsørgere.
Uden for lejlighederne i opgangene, i baggårdene og på svalegangene var der ofte problemer. Vandposten var i uorden, trappetrinene var i stykke. Trappeopgangene til kvistetagen havde ikke rækværk.
Soden fra ovnene sværtede lejlighedernes vægge til, fordi der manglede skorstene og ordentlige udluftningsmuligheder. Lejlighederne var general i meget dårlig stand.
Tyfus og kolera
Det var her i de tætpakkede fattigkvarterer, at diverse epidemier kostede flest menneskeliv. Således som tilfældet også var med koleraepidemien i 1853. Kolera og tyfus mente man kom gennem indånding af forurenet luft.
En ulækker kolera
Ekskrementerne fra de københavnske latriner endte i latringrunden. Et dertil indrettet hul under retiraderne, hvor ekskrementerne lå i flere måneder og rådnede. Indholdet fra de ofte overfyldte latringruber sivede ned i jorden on inficerede kældre og brønde, men slugten steg til vejrs og stank i de lukkede gårdrum.
Baggårdene var som en latrin
Omgivet af de 3 – 4 etagers høje huse i Peder Madsens Gang har baggårdene været som en skorsten, hvor luften stod stille. Mange lejligheder havde vinduer ud til disse baggårde, hvor der ikke var cirkulation i luften. Stanken har, ikke mindst om sommeren, været meget slem.
Nu var det sådan, at det ikke kun var Peder Madsens Gang, der havde problemer med stank. Hele København døjede med mangelfuld renovationssystem. Latringruberne stod og dunstede i månedsvis, og kloaksystemet stod ikke mål med udledningen af spildevand fra de mange husholdninger og industrivirksomheder, som lå midt inde i byen.
Det stank
Selv om københavnerne i 1870 var vant til at byen stank, har spildevandet fra koholdet, husaffaldet, de mange mennesker samt den tætte bebyggelse alt sammen været elementer, der har bidraget til, at stanken i Peder Madsens Gang sikkert har været ud over det sædvanlige.
Em værtshuse i gaden
Der var fem værtshuse i gaden. Og logihuse var her også. Et natlig logi kostede 8 skilling. Og dem, der benyttede sig af dette var arbejdsmænd, tørvesjovere, hjælpere fir fiskekoner ved stranden og lignende. Man må gå ud fra, at disse mennesker også var gode kunder i gadens beværtninger.
Man sov i gift
I nummer 11 boede pantelåneren. Den slags butikker var vigtige dengang i København. Og den gang var det også almindelig at en lejlighed i periodevis fungerede som værksted. Således også i nummer 22 oppe på fjerde sal. Her var et forgylderværksted. Trods de mange giftstoffer man brugte, ja så fungerede værelset også som soveværelse.
Og ellers var her i gaden, skomagerværksted, skræddermester og en saddelmester. De mest almindelig håndværk var skomagerfaget, smede, snedkere, tømrere og murere. Arbejdsforholdene var usikre og ansættelserne ofte præget af ustabilitet, ikke mindst fordi mange af dem var sæsonbetonede.
Fattigvæsnet umyndiggjorde folk
Mange af beboerne havde stiftet bekendtskab med Fattigvæsnet. Hele byen var inddelt i 12 hoveddistrikter, der samtidig udgjorde sygedistrikter med egen distriktslæge. Hvert af disse hoveddistrikter var igen opdelt i forstanderdistrikter, hver med en ulønnet fattigforstander.
Dennes opgave var at opsøge de trængende, undersøge deres situation og indberette dette til Fattigvæsnet. I 1871 var der 81 fattigforstandere i København, og de syntes at gøre et kæmpe arbejde, når man betænker, at det var borgerligt ombud.
Værdigt og Uværdigt fattige
Men nu var det lige sin sag, at komme under Fattigvæsnet. Man havde ingen stemmeret, ingen ret til ægteskab uden fattigforstanderens samtykker og heller ingen ejendomsret.
Ja så var man igen opdelt efter, om man var værdigt trængende eller rette almisselemmer, som ikke selv har været skyld i situationen og derfor egentlig ikke burde straffes med umyndiggørelse. Så var det de uværdigt trængende eller urette almisselemmer, der selv var skyld i fattigdommen.
Altid mange logerende
Selv om en stor familie havde meget lidt plads her i gaden, så udgjorde det man kunne tjene ved at have logerende et uundværligt tilskud til en trængt økonomi. Og antallet af logerende var meget større, end hvad tællingerne viste. Distriktslæge Ulrik sagde om forholdene i Peder Madsens Gang:
Tilholdssted for straffede
I kvistlejligheden i nummer 7 hos arbejdsmanden Volkmann og hustruen Caroline Beck fandt to betjente den 26. maj 1869 klokken 5 om morgenen, at
Videre blev det noteret:
Betjentene tog fem af de ni logerende med på stationen. Sagen blev fulgt op af endnu et besøg hos Volkmann. Den 14. juni klokken fem om morgenen fandt to betjente denne gang fem mænd og en kvinde på gulvet, hvoraf de fire ikke var meldt som logerende hos politiet.
66 offentlige fruentimmere
I 1850 var der indskrevet ikke mindre end 66 offentlige fruentimmer i Peder Madsens Gang. Der har sikkert været mange flere ikke indskrevne. Kun Holmensgade kunne tilbyde flere.
I Peder Madsens Gang var de offentlige fruentimmer registreret på seks adresser. Men de huserede også på andre adresser. Der blev drevet bordel i stuen og/ eller på førstesalen i nummer 6, 8, 10, 11, 12, 16 og 18.
Under samfundets kontrol
Fra tjenestepigeerhvervet blev de fleste prostituerede rekrutteret. Disse arbejde ofte 16 timer i døgnet for middelklassekvinder, der ofte kunne være lunefulde. Lønnen var også meget lav.
Erhvervet var lovligt mellem 1874 og 1906. Men allerede fra begyndelsen af 1800`tallet indførtes et reguleringssystem, hvor prostitution blev tolereret, hvis de prostituerede lod sig indskrive. Med indskrivningen fulgte også, at kvinderne underlagde sig samfundets kontrol i form af protokollering og ugentlige lægevisitationer.
Det var kvinderne, der skulle kontrolleres. Myndighedernes eneste bekymring i forhold til kunderne var, hvordan man kunne sikre, at de ikke blev smittet med kønssygdomme.
Men det med de mange bordeller i Peder Madsens Gang fik en brat ende efter en speciel hændelse i 1869. Dette vender vi tilbage til.
160 pantelåner i København
Der er fra den tid flere eksempler på kvinder, der måtte pantsætte sengetøj og egne klæder for at klare sig i en periode. Der fandtes flere eksempler på, at der var pantsat klæder, der var stjålet fra logiværter eller bordelbestyrer.
Dengang i 1869 var der hele 160 pantelånere i København.
Brændevin var hverdagskost
Brændevin var hverdagskost for størsteparten af de københavnske arbejdere. Den blev solgt på beværtninger og udsalgssteder med eller uden ret til udskænkning. Dengang i 1870 var der 69 officielle brænderier. Dertil kom alle sorte brænderier. Dengang havde København en beværtning for hver 174 indbyggere, hvoraf de fem lå i Peder Madsens Gang.
I 1880 blev der anslået, at hver mand over 20 år indtog 67 liter brændevin om året. Dertil kom 400 liter øl, eller 3 ”halve bajere” om dagen.
Kvinderne umyndiggjort
En interessant detalje, som mange har glemt. Og det var, hvis kvinderne i Peder Madsens Gang og andre steder blev gift, så ændrede deres samfundsmæssige status sig. Når en kvinde var gift, var hendes beskæftigelse ikke længere interessant. Hendes indtjening kunne højst være et supplement til mandens indtægt. Og juridisk skete der en forandring. Kvinden mistede egen myndighed og retten til egen formue. Juridisk var hun mandens ejendom.
15 pct. rente – tak
Gaden strakte sig 180 meter ned til Grønnegade. Ifølge folketællingen boede der her 768 personer i 1870.
I en artikel i Illustreret Tidende fra 30. marts 1873 om det København, der forsvinder, kunne følgende læses:
Nu var det nok lidt ironisk at kalde udlåneren for menneskekærlig. Pengene skulle betales tilbage om aftenen med 15 pct. renter oveni.
Sundhedsvedtægter gav beføjelser
I 1858 blev loven om sundhedsvedtægter vedtaget. Loven gav beføjelser til lokalt at udfærdige sundhedsvedtægter og nedsætte permanente sundhedskommissioner. Det overordnede formål var at forbedre byens hygiejne.
De bestod af en række udførligt beskrevne anvisninger for forbedringer af forholdene omkring vandforsyning, afløb, latrinvæsen, offentlig renlighed, skadelige næringsveje, skadelige næringsmidler, logihuse og fattigvæsnets boliger, begravelsesvæsen, byens udvidelse, fabrikker, skoler, plejebørns anbringelse og straffeparagraffer.
Til denne store opgave ansatte Sundhedskommissionen nogle betjente, hvis daglige aktiviteter hovedsageligt drejede sig om overbefolkning, prostitution og sygdom.
På udkig efter ”lette damer”
Kigger man i alle de rapporter, der blev udfærdiget får man et ganske godt indblik i livet i Peder Madsens Gang. Og det er lige fra lejlighederne, luftmængde, ovntype, sygdomme, ægteskabelig status, antal beboere, barnefødsler, daglig alkoholindtag i hjemmet og på arbejdspladsen.
Man registrerede også man kvinder, der var mistænkt for at leve af utugt. Disse blev kaldt på stationen og udspurgt om levevis, hvilket vil sige, hvordan de ernærede sig. Herefter blev de lægevisiteret. Hvis det viste sig, at de havde en ”venerisk” sygdom, blev de indskrevet i protokollen og videre udspurgt om, hvordan de havde pådraget sig sygdommen.
Sult i Peder Madsens Gang
Fra 1840 var Danmark et land i vækst. Flere historikere pointerer, at i Danmark opstod der ikke noget ”pjalte – proletariat” i byerne, er det ikke ensbetydende med, at der ikke var sociale problemer. En stor befolkningsgruppe levede nær og under fattigdomsgrænsen.
Men selv om både mand og kvinde gjorde ”deres pligt” uden sygdomme eller for mange børn var indtægten for en arbejderfamilie ikke tilstrækkelig i 1872.
Sådan var det også i Peder Madsens Gang. Ofte kunne der kun skæres ned på maden, en sparemetode der førte til sult. Når sulten blev en del af hverdagen kom fattighjælpen på tale. Og det gjorde den for mange i Peder Madsens Gang.
Nedslidte og underernærede kroppe, hyppige sygdomstilfælde og større dødelighed hos børn og voksne var nogle af de konsekvenser af et liv i fattigdom.
Mangel på sans for renlighed og orden
Embedslæge F.F. Ulrik angiver, at der i 1870 blev givet fast almisse til 58 voksne og 81 børn, mens 25 voksne og 28 børn fik midlertidig hjælp. Men Helliggeist Sogns Understøttelsesforening gav hjælp til yderligere 107 personer.
Dengang gik diskussionen meget om værdigt og uværdigt trængende. For Præsten, Johan Holck, der deltog i samfundsdebatten var dem, der førte en stinkende og ”smudsig” lejlighed ikke værdige til at få hjælp. Det skulle bergrundes i husmoderens ”Mangel paa Sans for Renlighed og Orden”.
Bedrageri med lejede klædningsstykker
Og dette tema gik igen i en artikel den 11. december 1870 i Dagens Nyheder under titlen ”Dyb Armod”. Det handlede om en opdagelsesbetjents ”jagt” på et fruentimmer mistænkt for ”Bedrageri med leiede Klædningsstykker”
Artikel i Dagens Nyheder
Betjenten havde ved hjælp fra stikkere fået oplysninger om kvindens tilholdssted:
Betjenten allierede sig med en kollega, og sammen begav de sig ind i ejendommen:
”Pæne Mennesker” gøs
Beretningen har sikkert fået ”pæne mennesker” til at gyse, hvilket angiveligt også var hensigten. Også sundhedspolitiet undersøgte forholdene nærmere. Det viste sig, at det lille værelse blev beboet af de to ugifte tvillingssøstre Emilie og Ida Krøiter på 37 år og Idas barn på 1 år. Betjentene fandt, at værelset havde ”tilstrækkelig Lys og Luft gjennem et Vindue med 4 Ruder til at aabne” og det ”fandtes i det Hele i god og reenlig Stand”.
Men der var ikke nogen kakkelovn, hvorfor der må have været isnende koldt taget i betragtning, at der var midt i december måned.
Sendt på Fattiggården
Betjenten sluttede sin rapport om besøget med at skrive:
Sandt var, at den omtalte kvinde, der blev anholdt hed Dorthea Bergstrøm.
Otte måneder senere blev Ida Krøiter og hendes barn indlagt på Kommunehospitalet med tyfus. På grund af smittefaren kom distriktslægen F.F. Ulrik og inspicerede lejligheden. Han skrev:
Uværdigt trængende
Denne samme dag blev lejligheden visiteret af betjent J. Christensen fra Sundhedspolitiet, der langt fra fandt forholdene så kritiske som Ulrik. Af Christensens rapport fremgår det, at han havde talt med husværten Sandgaard, der var vidende om, at begge søstre boede på værelset, selv om det egentlig var for småt hertil. Sandgaard fortalte til betjenten, at han havde tilladt det:
Den omtalte artikel i Dagens Nyheder efterlod det indtryk, at der i Peder Madsens Gang boede uværdige fattige. Den efterlod også det indtryk, at den private velgørenhed ikke hjalp spor.
Men sådanne artikler legitimerede også Sundhedspolitiet, Distriktslægerne og Fattigforstandernes gentagende besøg i de private hjem i en helt uhørt grad.
Brændpunkt for fysisk og sædelig Smitstof
Den 14. juli 1871 skrev Fædrelandet:
Fattigdommen for beboerne var en ramme i sig selv. De levede et liv, hvor der krævede dagligt slid, opfindsomhed og overvejelser for at få mad på bordet.
Børnedødeligheden var stor
Distriktslæge Ulrik skrev generelt om befolkningen i Peder Madsens Gang:
Ulrik understregede dermed, at folk der boede under sådanne forhold, var mere modtagelige for sygdomme. Børnedødeligheden var også markant højere her end andre steder.
Kolera og Tyfus
Når man konstaterede smitsomme sygdomme som kolera eller tyfus, så blev lejligheder på samme sal rømmet. Det medførte, at både beboere og deres ejendele midlertidig blev sendt til anbringelse på Ladegården.
Herefter blev lejlighederne desinficeret med ”Chlorrygning”. Sengeklæderne blev sendt til dampdesinficering på Almindelig Hospital, hvor man havde en dampinfikationsanstalt.
Hvis ikke der fandtes noget sengetøj, blev halmen og kludene, hvori folk havde deres leje , smidt væk. Herefter skulle lejligheden typisk stå tom 14 dage til udluftning. Ejeren skulle hvidte murværket. Og lade træværket rense og oliere. Så kunne beboerne atter vende tilbage om end ofte i reduceret antal. Sygdommen krævede sine ofre.
Ikke alle gik frivillig med
Nu var det ikke altid at ofrene fulgte frivillig med:
Sygehus – forbundet med angst
At komme på sygehus var generelt forbundet med angst. Både for det fremmede og for, hvad der ville ske med resten af familien, hvis man havde en.
Omkring 1870 var der ikke nogen medicinske grunde til at behandle folk på hospitalet. Hospitalsvæsenet var endnu ikke så udbygget, at det kunne en behandling alternativ til den, læger kunne tilbyde i private hjem.
Derfor var sygehusene indtil 1880 en del af samfundets løsning på et stigende antal fattige. Indlæggelse var den billigste måde at hjælpe ”proletarerne” på. Privat lægehjælp var forbeholdt de velhavende.
Det lykkedes at slette de fleste spor
Hvis man i dag går på Strøget, kan man slet ikke forestille sig 1800 – tallets slum og forarmede beboere. Nedrivningen af Peder Madsens Gang var kun begyndelsen på en lang række saneringer i det indre København.
Det lykkedes dermed at slette de fleste spor efter den fattigdom som igennem det meste af århundredet prægede bybilledet stærkt. Der blev nok ikke fældet mange tårer over beslutningen om at fjerne Peder Madsens Gang. De som havde en offentlig stemme udtrykte stor glæde og lettelse over fjernelsen af denne og andre skampletter.
En farlig leg – ”Jødepeter”
Og hvorfor blev bordellerne pludselig lukket i Peder Madsens Gang?
Den 10 – årige Viggo Hilarius var den 24. november 1868 til afhøring hos politiet. Det havde han været før. Men denne gang var det langt mere alvorligt. Han forklarede:
Alle piger blev tvangsfjernet fra hjemmet
Sagen kom frem, da den 11 årige Peter Jensen blev indlagt på Kommunehospitalet med gonorré. Han fortalte, at have haft samleje med den 13 – årige Mathilde. I løbet af de næste uger blev også to piger indlagt.
Det kom frem, at mindst ti børn mellem 8 og 15 år havde deltaget i ”Legen”. Det var en ren skandale og nåede helt op til Justitsministeriets bord.
De prostitueredes tilstedeværelse havde ført til det
Trods protesterne fra husejerne i Peder Madsens Gang blev det således besluttet at forbyde bordelvirksomhed i gaden fra ”april flyttedag 1869”.
Hovedargumentet herfor var, at sagen tydelig viste, at de prostitueredes tilstedeværelse havde ført til dette. De implicerede piger blev fjernet fra hjemmet. Dette skete kun for en af drengene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
November 6, 2016
Barn under Besættelsen
Tiden krævede fantasi og sparsommelighed. Man kendte 1930´ernes knaphed. Højtider og mærkedage blev fejret. Hjemmetyskere i dilemma. Børn måtte ikke blive bekymrede. Tænk, tyskerne tog vores skole. Undervisningen blev nationaliseret, alsang drillede tyskerne. Man forsøgte at leve så normalt som muligt. Større børn uddelte illegale blade. Stort indtryk på børn, da tyskerpiger og stikkere blev afhentet. Det samme gjaldt den 29. august 1943 for børn i byen. Man havde lært hjemmefra at hade tyskerne og flygtningene var også tyskere? At skelne kunne være svært. De større børn blev påvirket. Og for mange opstod der en loyalitetskonflikt.
Fantasi og sparsommelighed
Vareknaphed og rationalisering prægede dagligdagen. Der blev mangel på selv de mest elementære varer. Landbobørnene savnede dog ikke madvarer i lige så stor grad som børn i byerne. Men også disse mærkede mangel på tøj. Familierne i byen blev ofte hjulpet af familiemedlemmer på landet.
Moderen måtte bruge fantasi og sparsommelighed for at lave god og nærende kost. I byer var der en god hjælp når der var skolehaver. Der var dømt grøddage og kødløse måltider. Heldigvis var der også dem, der havde kolonihaver.
Griseben hos slagteren
Man kunne være så heldig at købe nogle billige griseben hos slagteren. Kødet kunne bruges til sammenkogte retter, frikadeller og til sidste suppe, hvor der gerne også røg nogle grisetæer i.
Ja det skete da også, at man fik stegte grisetæer. Det ville man nok ikke spise i dag. Importerede frugter og chokolade var sjældent. Bananer og appelsiner var sjældne.
Kaffedugen blev til en sommerkjole
Børnetøjet blev arvet, omsyet og byttet, indtil det var helt opslidt. Mange steder havde man en byttecentral, som for eksempel på Nørrebrogade.
En broderet kaffedug kunne sagtens laves om til en sommerkjole. Pigernes almindelige skoletøj var kjole eller nederdel, mens bukser kun var til fritidsbrug. De strenge isvintre og den mangelfulde opvarmning af undervisningslokaler gjorde det nødvendigt at slække på kravene og tillade, at man gik med lange bukser i skolen.
Men en del piger kom dog til at fryse, fordi deres mødre dog stadig syntes, at det var upassende.
Man kendte 1930´ernes knaphed
Men nu var denne sparsommelighed og knaphed ikke ukendt og kun et symptom i besættelsestiden. Man kendte det i 1930´ernes knaphed.
Kigger man i gamle erindringer og familieanekdoter er det sjove eksempler på, hvordan man fik fat i diverse ting og sager. Men det var nu ikke altid lige morsomt, at skulle undvære og prøve, at få enderne til at nå sammen. Det krævede opfindsomhed og pionerånd.
Mange mødre fandt det ydmygende at skulle gå fra butik til butik for at tigge om for eksempel om bleer til den mindste.
Under bordet
En cykel var ofte en meget urealistisk drøm. Det gjaldt om at have forbindelser dengang. Stof til en kjole skulle man have ”under bordet”. Var man noget i byen, oplevede man ikke så mange mangler. Så havde man også rigtig kaffe hver dag.
Højtider og mærkedage blev fejret
Højtider og mærkedage forsøgte man at fejre som sædvanlig uanset krig eller ej. Julehøjtiden blev fejret sammen med familie og slægtninge. Der var grantræ, mad og gaver. Måske var kvaliteten hist og her ikke så god.
Påsken var dog trist med klokkeringning og alvorlig musik i radioen. Der var ingen forlystelser i helligdagene. Men i Sønderjylland gik man stadig på jagt i haven efter skjulte æg.
Ekstra penge ved trappevask
Måske var faderen mere arbejdsløs end sædvanlig, så måtte moderen tjene ekstra penge ved trappevask. Og måske var man så heldig, at man to – tre gange om året fik mad og tøj fra Børnenes Kontor.
Til børnefødselsdagene var der stadig kakao, wienerbrød og boller. Og en is blev det også til.
Konfirmation var en vigtig fest for børnene, men det blev noget kompliceret med udgangsforbud en gang imellem. Man kunne søge den tyske kommandant om dispensation.
Man lærte at hade tyskerne
Ikke alle børn var blevet inddraget i de voksnes bekymringer i besættelsestiden. Og det er meget forskellig, hvordan børnene oplevede den. Hvis de voksne var bekymrede og banke, ja så kunne det ikke undgås at ramme børnene.
Mange forældre flyttede sig i en kø, når der stod en tysk soldat. Og hjemmefra havde børnene fået at vide, at de ikke skulle modtage noget fra en tysk soldat. Og hjemmefra lærte børnene, at de skulle hade de tyske soldater.
Forskellige oplevelser
Angsten kunne selvfølgelig blive større, når man opholdt sig i et beskyttelsesrum under luftbombardement og skyderier. Det var selvfølgelig også de børn, der syntes at krigen var spændende og ikke ønskede, at den skulle holde op.
Men andre børn igen oplevede tiden som kaotiske. I Sønderjylland måtte de pludselig ikke mere lege med naboens børn, for de tilhørte Mindretallet.
Hjemmetysker i et dilemma
Mange hjemmetyske børn gik i dansk skole. Polariseringen under besættelsen medførte at mange af disse blev indmeldt i tyske skoler. Dette betød tab af kammerater og at naboer ikke mere omgikkes hinanden. Jo, der kom skarpe skel mellem tyske og danske børn i Sønderjylland.
Ja det gjorde det sandelig også med deres forældre. Der blev aldrig mere et normaliseret forhold mellem dem, der før besættelsen var gode venner og naboer. Krigen satte varige men og skel.
Børnene udkæmpede de voksnes krig ved at gruppere sig efter nationalt sindelag og genere og moppe hinanden og det, der var værre.
Da de tyske skoler var lukkede efter besættelsen vendte nogle af de tyske børn tilbage til de danske skoler. Og det forløb bestemt ikke gnidningsløst alle steder. Lærerne forsøgte, men ikke altid med held.
Børnene måtte ikke blive bekymrede
Ikke alle forældre involverede deres børn i, hvad der skete. Børnene blev ikke så meget inddraget i samfundsforhold som nu til dags. Mange valgte også den løsning, for at børnene ikke skulle blive mere bekymrede.
Mange børn lyttede med på BBC eller svensk radio. De så også de illegale blade.
Tyske soldater blev pirrelige
I begyndelsen af krigen var det unge, velopdragende tyske soldater. I slutningen af krigen var der flere og langt ældre tyske soldater, der dukkede op. Men helt i slutningen var der ganske unge tyske soldater, der ofte var pirrelige indtil det aggressive.
Og så kom flygtningene. Det gjorde et stort indtryk på børnene.
”Tyskerne tog vores skole”
Skolerne nævnes ofte i forbindelsen med beslaglæggelserne. Den 9. april 1940 fik de fleste elever fri. Det føltes også som noget mærkeligt. Skolegangen blev ændret som følge af beslaglæggelserne. Undervisningen blev flyttet.
Alle aktiviteter i forsamlingshusene i det lille samfund ophørte. Folk samledes i større grad i hjemmene. Og pladsmanglen førte til, at eleverne ofte blev undervist på skift.
På Stormgades skole blev gymnastiksalen beslaglagt til ”aflusningsanstalt” for tyske soldater med det kedelige resultat, at skolebørnene ofte kom hjem med utøj.
Børnene var vrede over at ”tyskerne tog deres skole”. Efter at flygtningene var væk skulle skolerne gøres rene. Og folk her var også bange for at få masser af utøj efter flygtningene.
Undervisningen blev nationaliseret
Nogle lærere benyttede lejligheden til at nationalisere undervisningen. Man fik danskheden helt ind under huden.
I Tønder blev alle vinduer beordret åbne og så stod den ellers på danske national – og fædrelandssange. Og det skete, når de tyske soldater gik til og fra kasernen i Tønder. Lærerne opfordrede eleverne til at deltage i alsangsstævner som foregik i parkanlægget.
Nogle gange var de tyske soldater ligeglade og andre gange afbrød de stævnet.
At leve livet så normalt som muligt
De fleste forsøgte at leve så normalt som muligt. Krigen var dog blevet en del af hverdagen. De tyske soldater sang deres sange, når de kom marcherende. Men som sædvanlig spillede børnene rundbold, sjippede, hinkede og gik på æbleskud i øde villahaver.
Der var de traditionelle børnebøger, Flemming – bøgerne af Gunnar Jørgensen og Bøger af Torry Gredsted samt OTA – bøgerne. Og så kom Skipper Skræk bladet om tirsdagen.
Drengenes lege var præget af ”krigslege”. Heltene var de allierede soldater og modstandsmænd, der skulle nedkæmpe ”nazisterne”. Det var ikke populært at få tildelt de tyske roller.
Primitive stenslynger blev fremstillet så man også var bevæbnet. Drengene følte sig som frihedskæmpere når de kunne chikanere flygtningebørnene.
Men børn spillede stadig bold, legede med dukker, tegnede, svømmede, gik til gymnastik, lavede sang – og gemmelege, stod på skøjter og kælkede om vinteren.
Distribution af illegale blade
Børnene vidste ikke, at deres familiemedlemmer deltog i modstandsarbejde. Den mest almindelige form for illegalt arbejde var uddeling af blade og aviser som Frit Danmark m.m. En håndfuld af de lidt større børn hjalp af og til med distributionen. Disse blade blev afleveret på forskellige adresser rundt omkring.
Negativ oplevelse
Enkelte steder oplevede børnene det negativt, hvis deres far var i modstandsbevægelsen og havde fået det at vide. Moderen græd og sagde, at far havde forpligtelser over for hende og deres fire børn. Ja sådan noget kunne godt påvirke børnene.
Nogle forældre var involveret i sort arbejde. Andre arbejde for tyskerne ved befæstningsarbejder ved vestkysten.
Afhentning af tyskerpiger, kollaboratører og stikkere
Afhentningen af tyskerpiger, kollaboratører og stikkere i befrielsesdagene gjorde dybt indtryk på børnene. Yngre børn forstod ikke rigtig, hvad der foregik.
Under feriebesøg oplevede en pige, der var på feriebesøg hos bedstemor, at nogle mænd og helt kortklippede piger blev skubbet voldsomt op på en lastbil med åbent lad. Imens råbte folk tyskertøs, stikker og spyttede efter dem.
Pigen fik at vide af bedstefar, at det var fortjent. De havde været sammen med tyskere og skulle straffes. Men hvad de havde lavet, fik hun ikke at vide.
Flere følte stærk ubehag ved at se de hårdhændede behandling og den måde, de voksne gik amok på. En skolekammerats mor blev afhentet og kaldt ”Feltmadras”. Hun blev mishandlet, overspyttet og slæbt væk. Hendes søn stod ved vinduet og så den forfærdelige behandling, som hendes mor fik.
Ved Stormgades Skole i Esbjerg stod folk og jublede, da frihedskæmperne kom slæbende med tyskerpigerne, som var afklædte og klippede skaldede. Børnene følte det ekstra pinligt, hvis man kendte en af ”Tyskerpigerne”.
”Spændende” 9. april
Den 9. april 1940 var et stort øjeblik for mange børn. For pludselig var der masser af fly og spændende biler med soldater ”Tyskerne kommer” Tyskerne Kommer”, blev det råbt. Men dette førte til en lussing. For det skulle man bestemt ikke glæde sig over. For en knægt i Aabenraa og sin kammerat var det bestemt en forfærdelig oplevelse.
Den 29. august 1943
Særlig den 29. august 1943 kan huskes af bysbørnene. Der var store menneskemængder. Og nogle af børnene i København kan sikkert også huske Hipo – patruljerne, eller da tyskerne ved lejlighed skød kanoner af i gaderne.
Da den franske skole blev ramt
Og så var det den 21. marts 1945, hvor den franske skole blev ramt. Her kunne man ikke lade være med at identificere sig med de døde jævnaldrende børn. Og børn i nærområdet kunne ikke undgå at se, at noget var ravruskende galt.
Jubel og Chok
For mange børn var det at opleve den 4. maj 1945 en lettelse. Men for mange var det dog en kortvarig lettelse for flere steder blev det afløst af skyderier. Inden da havde børnene oplevet en stor glæde med jubel, råb og hurra – råd.
I en frisørsalon på Østerbro var det en håndfuld modstandsfolk ankommet i bil og affyrede flere skudsalver. En del børn oplevede konens skrig af rædsel inden hun døde.
At skelne kunne være svært
Mange børn blev præget af deres forældres foragt for alt, hvad der var tysk. De føler stadig at det tyske samfund er kæft, trit og retning. Måske havde man lidt svært ved dengang at skelne mellem tyskere og mennesker i nød (flygtningene). For børnene gjorde dette et forvirrende indtryk.
De lidt større børn blev påvirket
Forældrene forsøgte generelt at beskytte børnene mod de negative påvirkninger ved at undlade at inddrage dem i problemerne og holde dem hen i uvidenhed. Denne strategi fungerede af indlysende grunde ikke overfor større børn. De alleryngste kunne skånes og husker vel ikke tiden som utryg.
Det virker om pigerne regerede med mere frygt end drengene. Men måske er det også et udtryk for, at de var mere villige til at erkende deres angst.
Krigen påvirkede de større børns normer og holdninger til etiske spørgsmål i resten af livet.
Loyalitetskonflikt
Og hvordan mon børn af hjemmetyskere, værnemagere, tysklandsarbejdere, stikkere, danske nazister og sabotører har det? Ja de har nok en helt anden opfattelse.
Børn kunne let komme i loyalitetskonflikt splittet mellem deres følelser for familien og omgivelsernes forsømmelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 179 artikler om tiden før, under og efter besættelsen herunder:
November 5, 2016
En tur langs Ladegårdsvejen
Nu hedder vejen Åboulevard, efter at åen blev overdækket. Men dengang havde åen stor betydning for drikkevandet. Vi kigger på de mange broer over åen. Og så er det lige Svanemosegård, Mosendal og Strygejernet. En vandmåler gav anledning til mange myter. Var det et brudepar, der druknede? Nej det var to damer fra det bedre borgerskab. Derefter plantede man piletræer. Tænk på Ladegårdsvejen kørte der en sporvogn. Og glemt er, at Sankt Hans Hospitalet på Ladegården også hed Claudi Rossets Stiftelse. Hele hans formue på 32.000 rigsdaler blev testamenteret hertil. Den 14. august 1839 var der brand på ladegården. Og Brandmandskabet var plørefuld. Så var det godt at kongen beordrede både husarer, infanteri og artilleri. Trods dette nedbrændte hele den nordlige fløj.
Nu hedder det Åboulevard
Ja det hedder den jo ikke mere. Nu er de Åboulevard. Det er jo faktisk også et meget pænt navn. Men den gang var der gamle knudrede piletræer, der ludede ud over Ladegårdsåen.
Åen, som nu for længst er overdækket løb forbi Ladegården, som vi har beskrevet ret så hyppigt på vores hjemmeside. Åen var opstået af sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen.
Stor betydning for drikkevandet
Jo, Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning engang. Ja faktisk havde åen også betydning for Københavns fæstningsgrave.
I lang tid dannede åen grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen ved Falkonérgården og ved Grøndal.
De mange broer
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852 fik rådmand Bülow tilladelse for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø, Bülows Bro, der lå tæt ved åens udløb.
Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med anliggende jorder på Nørrebro ligeledes tilladelse til at anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej.
For enden af Parcelvejen (Griffenfeldtsgade) blev Parcelbroen anlagt.
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver, men alle disse herligheder er for længst forsvundet.
Mosendal
I ældre tider lå således tæt på Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede var her I.F. Foltmars Kattunfabrik. Hovedbygningen, der lå ud til vejen, bestod af et enetages hus på 7 fag med ”gebrokkent” tag og en ”Fronton” over kvisten.
I fortiden blev ”Mosendal” regnet for at ligge langt borte fra hovedstaden. I maj måned 1813 blev der annonceret i ”Adresseavisen”, at der var Sommerværelser til leje på ”Mosendal”. Dette sted kom senere i rådmand F.C. Bülow’ s besiddelse.
Strygejernet
Men så skulle jernbanelinjen til Klampenborg anlægges og så blev Mosendals jordareal skåret igennem. På den grund der blev til overs mellem banelinjen og Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, der på grund af sin sjove facon blev kaldt for ”Strygejernet”.
Svanemosegård
Et stykke forbi Ladegården lå ejendommen Svanemosegård efter hvilken an af Frederiksbergs veje, har fået navn. Hele kvarteret her er opstået af den tidligere Ladegårdsmark.
En del af den store grund blev i oktober 1831 fraskilt under navnet ”Lille Svanemosegård” og solgt til vatdirektør Anders Lauritzen.
”En muret hvælving”
Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men efterhånden tog trafikken til, og der måtte skaffes plads til dette. Åen blev overdækket med ”en muret hvælving” som går fra Peblingesøen til Han Egedes Gade. Samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet – Åboulevard.
Var det et brudepar, der druknede?
Ud for Åboulevard 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den har tidligere været anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.
Der var ingen inskription på stenen, og vi har skrevet om den ved flere lejligheder. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet.
Men denne historie er en såkaldt vandrehistorie som dog ikke har noget med virkeligheden at gøre. Stenen er en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni måned 1827 var kommet til syne efter at den i mange år havde ligget skjult i mudderet på åens bund.
To damer druknede
Fundet omtales i ”Nyeste Skilderie af København” for den 30. juni. Og bladet var fuldstændig klar over, hvorfor stenen i sin tid var opsat.
Men se det samme blad havde den 1. december 1812 bragt den sørgelige meddelelse, at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt. Hans Hospital (Ladegården)med de der i værende 5 damer og en halvvoksen dreng.
Denne samt tre af damerne blev reddet, mens to druknede. Og disse var ”Fru Marie Henriques født Beck” (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og ”Fru Lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikør Moses Magnus).
Derefter kom der piletræer
At denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.
Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen optaget og bagefter anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26. – 27. Novbr. 1812 indhugget i stenen.
Ved reguleringen af Åboulevard blev stenen midlertidig bortfjernet, og efter at indskriften var blevet slebet ud, blev den gamle vandmåler opstillet på den nuværende plads.
Mange ulykkelige hændelser
Åh ja, opmærksomme læsere vil også huske andre dramaer i åen, som vi har beskrevet. Således begik en bankrøver selvmord i åen. Og en ulykkelig kvinde druknede hendes spædbarn i åen.
En sporvogn langs Ladegårdsvejen
Det var også her en lille sporvogn blev trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op af Büllowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkonéralléen. Sporvognen hørte til Falkonéralléens Sporvejsselskab, som i oktober 1883 havde fået koncession på anlæg og drift af to sporvejslinjer.
Den ene gik fra Frederiksberg Runddel via Allegade, Falkonéralléen og Jagtvejen til Nørrebros Runddel. Ja og den anden har vi været ud at køre på. Den fortsatte til Halmtorvet (Rådhuspladsen).
Claudi Rosset og hans formue
Og selve Ladegården har vi jo også beskæftiget os med mange gange. Men vi har måske ikke fokuseret på en person, der hed Claudi Rosset, han var købmand fra København og fransk katolik.
Han så, hvordan de fattiglemmer, der også kom på Ladegården havde det, så han donnerede hvert år 1.000 rigsdaler og senere hele sin efterladte formue på 31.396 Rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766. Og det som mange sikkert glemmer det er, at Sankt Hans Hospital som i en årrække befandt sig på Ladegården også bærer navnet Claudi Rossets Stiftelse.
Det fulde brandværn
Det er heller ikke mange, der ved, at Ladegården havde sit eget brandværn, men ofte var de lemmer, der skulle passe dette brandværn beruset. Og det da den 14. august 1839 udbrød brand på Ladegården var det hvis godt, at der mødte en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri op.
Men trods det store udbud af mandskab så nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Ladegården, se her på www.dengang.dk :