Skovene omkring Aabenraa

Vi besøger de smukke skove i og omkring Aabenraa. Disse skove rummer en masse historier. Der er begrænsninger m.h.t. udvidelsesmuligheder. Og i fordomstider har det været svært at komme til byen grundet bakkerne. Men i denne beretning skal vi kigge på en masse møller, to mord og en masse dyr i skovene. Nogle steder er der nærmest urskov. Men i Hjelm Skov spøger det også, hvis du går her ved midnatstid. Og så var man ikke særlig gode til at vedligeholde galgen lige uden for Nørreskoven ved Galgebakken. Det var uærligt arbejde og sådan noget påtog håndværkerne sig ikke. Der har sandelig også været hekse, der dansede på Galgebakken. Og i Hjelm skov har der været sangerkrig. Her opstod Danmarks første kolonihaver. Ja man kaldte dem dengang for fattighaver.

 

Det skønne Aabenraa

En rejsende fra Tyskland var så begejstret for Aabenraas skønhed, at han skrev følgende i sin rejsedagbog:

• Byen med dens huse og røde tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver på bakkerne og dens enge omkring dem, lå foran mig
• En krans af bjerge, løvklædte med ege – og bøgetræer omgiver det hele, og i midten ligger denne søstad på bakker som en rubin på en grøn krone.

Vi skal besøge skovene omkring Aabenraa. Hvor har man tit gået der, da man boede i byen. Og i disse skove er der også gravet efter guld og sølv. Ja der var nogen, der troede på det. Historier melder også om spøgelser i skoven. Vi skal faktisk besøge hele 8 skove rundt omkring Aabenraa. God tur.

 

Begrænsninger på udvidelsesmuligheder

Skovene og fjorden giver Aabenraa by sin skønhed, men begrænser også byens udvidelsesmuligheder. I mange år var byen isoleret. Den var vanskelig at komme til. Næsten eneste mulighed var søvejen.

De stejle skrænter var uegnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Skovens nuværende udstrækning er således næsten den samme som vist på Johannes Meiers(Meyers) kort fra 1641 over Aabenraa. Den har gennem tiderne været ejet af kirken, af de sønderjyske hertuger og den danske krone. Dette har betydet en hvis beskyttelse af skoven. Hertugen og kongen bevarede især skovene af jagtlige hensyn.

Skovene havde dengang et helt andet udseende end det, vi møder i dag. De blev drevet af den såkaldte plukhugstdrift, hvor man har fældet enkelttræer efter behov. Især egetræet har været dyrket til den skibsværftsindustri, der flere hundrede år har haft hjemme i Aabenraa.

 

Gran har vanskelige vilkår

Skovene blev indtil omkring 1800 – tallet afgrænset af kreaturer og svin. Det gav en åben skov, som begunstigede egen. Brundlund Slot drev et stort landbrug basseret netop på skovgræsningen. Gamle navne som Vestermark, Kogang og Nr. Hesselmark tyder herpå.

Skovene har de sidste 200 år været drevet i ensartede flader. De naturlige bøge – og askeskov forynger sig ved selvsåning. Eg skal derimod plantes. På grund af de mange rådyr er det nødvendigt at indhegne store arealer.

Mens løvtræerne trives godt i området gælder det samme ikke for gran. De har vanskelige vilkår på den svære lerjord. Granskovarealet vil derfor med tiden blive reduceret. Granen vil dog blive bevaret i mindre omfang. Det er ønskeligt af hensyn til skovens variation samt fugle – og dyrelivet.

 

Jørgensgård Skov

 

På sydsiden af Jørgengård Skov går det stejle skrænter helt ned til Aabenraa Fjord. Pas på, når du cykler her. Min kammerat Ingolf hang engang pludselig her i en gren med cyklen neden under sig. Vi havde cyklet fra Tønder.

 

Klart vand i Åbæk Bugt

Ved Åbæk i skovens sydøstligste hjørne er det en fin badestrand med flot udsigt tværs over fjorden mod Enstedværket. Og her ved Åbæk Bugt har jeg en gang dykket efter øl. Vi havde sænket en kasse, som vi så dukkede ned efter. Her i Åbæk Bugt var vandet helt klart dengang.

Totensprung er den eng, hvor der i gamle dage var festplads. Her sejlede byens borgere ud og mødtes i det grønne. Et andet populært mødested var lidt længere henne ad kysten var Kaptajn Bruhns Bøg. Kaptajn Hans Bruhn var ud fra en velhavende skibsrederslægt. Vi har i flere artikler skrevet om ham.

 

Aabenraa – Nordens Athen

Ved Laimun lå engang et badesanatorium. Navnet stammer fra en havbugt ved Hong Kong og er bragt hertil i begyndelsen af 1800 – tallet. Det minder om en epoke, da skibene fra Aabenraa sejlede over hele kloden.

Fra Laimun førte et stisytem videre ind i skoven. Oldemors Trappe var en del af stisystemet. Nær trappen ligger skovfogedhuset Jørgensgård, bygget i tysk stil.

Noget af stisystemet stammer tilbage fra dengang Fysikus Neuber stablerede Frederikslyst på det nuværende Lindsnakkevej. Nogle af rigets mest fremhævende personer herunder kongen havde tegnet aktier i foretagenet. Men ak og ve. Selskabet blev opløst i 1826. Og det næsten helt nye to – etagers hus blev brudt ned. Materialerne blev brugt til et nyt rådhus.

Det blev aldrig til ”Nordens Athen”, som Neuber havde lovet. Han havde dog selv sørget for ture til det skønne Løjt og sejlture over til Laksemøllen. Der var hjorteskydning og bålfester. Der var arrangeret middage hos Hartmeyer, byens fornemste restaurant. Ja også hos Madamme Rudbeck.

Og ak, så lod Neuber sig bestikke, når der var session. Og det blev opdaget. Så blev han fyret og søgte trøst i den Slesvig – Holstenske bevægelse.

 

Æ Kleinbahn

Nord for skoven kan du følge Knapstien til landsbyen Stollig og restauranten Æ Knap. Den kombinerede cykel – og gangsti følger sporet fra den gamle Kleinbahn. Den har vi indgående beskrevet i en artikel.

Kredsbanen eller Æ Kleinbahn lavede så mange buer og man skulle gennem så mange omveje på Løjt land, inden man kom til Løgumkloster. Man sagde dengang, at det tog lige så lang tid at komme fra Aabenraa til Løgumkloster, som det gjorde fra Aabenraa til Hamborg.

Billetpriserne blev på et tidspunkt nedsat, og der blev sat ekstra vogne på. Problemet var at de små lokomotiver havde vanskeligheder ved at trække vognene. Toget der afgik fra Løgumkloster klokken 5.20 om morgenen først var i Aabenraa klokken 10.50.

 

Æ Knap(p)

Der er så delt meninger om, hvor navnet Æ Knap stammer fra. Nogle mener, at det stammer fra det norske og betyder det kullede – men nu det bevoksede – bjerg ved Stenbjerg Mølle, hvor Æ Knap ligger.

Og så er det dem, der mener at Æ Knap stammer fra det plattyske. Ja her skulle det så betyde bjergtop. Og det hele begyndte med en slibemølle i 1732. I 1836 blev Stenbjerg Mølleå opdæmmet. Der blev formalet korn og valket klæde. Her af kommer betegnelsen stampemølle.

Samtidig med møllebygningen opførtes et traktørsted og en lille stald. Begge ting primært for møllens gæster, så man kunne få formidlet nyheder over punchen.

I 1892 kom der en møllefamilie til stedet, der kom til at præge det i de følgende 77 år. Det var familien Kunkel. Stedets gode ry blev ført videre af Kaino og Peter Jacobsen. I 1987 blev Æ Knapp solgt til skibsredder Hans Michael Jebsen.

 

Sankt Jørgen

Den eneste synlige spor tilbage fra Jørgengård – tiden er adskillige render i skoven. Her tog munkene ler til teglbrænding. Helt oppe til vores tid har der ligger masser af teglværker i området. I 1853 meldes der om, at der i hele tolddistriktet var hele 22 teglværker, som beskæftigede 177 arbejdere.

Senest i 1270`erne fandtes et Sankt Jørgens Hospital ved hovedvejen mod nord. Det er sikkert kirken, der har bygget og drevet hospitalet. Har var også et kapel og en kirkegård.

Måske er det resterne af Jørgensgård man fandt i 1929 på Karpedam. Man fandt et stengulv af munkesten.

Her lå også engang Sankt Jørgens Kirke. Det var i 1592 gået i len til Claus Høyer. Men efter fire år flyttede han fra byen. Det blev tillagt Brundlund Slot.

 

Fægang

Openraa`s borgere havde fægang i Østerskov (Jørgensgård Skov). Kong Valdemar købte nogle jorde på Gl. Opnør og Kolstrup Marker. Dem gav kongen tilbage til de oprindelige ejere. Det var for at sikre, at borgerne til evig tid havde fri fægang i Østerskov. Og fægang kan oversættes med græsning, som også omfattede småkvæg og grise.

 

Nørreskov

Nørreskov er udlagt som hundeskov og meget populær blandt både to – og firbenede. Her er stejle bakker, hvor træerne må kæmpe for at stå fast. I området som omkranses af Skydebanevej, kan du se resterne af en militær skydebane anlagt i slutningen af 1800 – tallet.

 

Skydebanen

Skydebanen er anlagt i 1870`erne eller 1880`erne. På det tidspunkt blev der oprettet en militærgarnison i Aabenraa. Denne var ikke indkvarteret på en kaserne, men soldaterne boede i lejede huse rundt om i byen.

De havde eksercerplads foran Amtshuset på H.P. Hanssensgade. I 1888 blev garnisonen flyttet til Haderslev. Herefter var byen uden fast militærbelægning indtil 1914, hvor der kom de såkaldte Landsturmsoldater.

I 1915 blev Aabenraa så igen Garnisonsby. Denne gang for 2. Ersatzbataljon nr. 86 (regiment). Man måtte marchere helt til Haderslev for at skyde. Egentlig kunne man have brugt banen i Nørreskoven.

 

Tyskerne spurgte ikke om lov

I 1940 måtte den daværende skovridder nødtvunget give tyskerne lov til at bruge anlægget. Da han så, havde ryddet skov for at kunne benytte anlægget, forlangte han erstatning af den tyske værnemagt. Striden mellem skovrideren og besættelsesmagten fortsatte de følgende år.

Tyskerne gjorde, hvad det passede dem. De ryddede skoven for en masse træer uden at få lov. Og de byggede også et par skure til redskaber.

Skydebanen kan måske anes i dag. Den er godt tilvokset. Den er godt 600 meter lang og 15 meter bred.

I skoven kan du endnu se to gamle skovfyr. De er de sidste rester af de blandede beplantninger af bøg, eg, ask, fyr og rødgran, som det tyske forstvæsen plantede i sidste halvdel af 1800 – tallet.

 

Her hang galgen

Nørreskovhus i den sydlige ende af skoven er et gammelt traktørsted. I dag fungerer området ved Nørreskovhus som en tumleplads for børnene fra den lokale børnehave. Lige syd for skoven ligger byens gamle galgebakke. Den sidste hængning fandt sted i slutningen af 1700 – tallet. I dag er bakken et udsigtspunkt, hvorfra du kan se ud over byen og fjorden.

Man var ikke særlig gode til at vedligeholde retterstedet i Aabenraa. I 1728 faldt det helt sammen. Man kunne ikke lige finde håndværkere, der ville reparere det. I 1796 var den gal igen. Ingen håndværkere ville risikere deres gode navn og rygte på at lave ”uærligt” arbejde. Hjulet og stagen blev således leveret af en håndværker fra Felsted.

Heroppe prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle. Der var også et hjul, fastgjort øverst oppe på lange stokke. Her skulle henrettedes parterede legeme hænge. Det blev så føde for sultne ravne.

 

Hekse, der dansede på Galgebakken

Ak ja. I 1617 måtte bødelen Mads Diederik tilkaldes, da Anna Jørgensdatter skulle brændes på ”heksebålet”. Under tortur indrømmede hun, at have været i hekselære i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. Ja så havde hun også haft omgang med djævlen.

Og Magrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks. For at finde ud af det, skulle hun gennemgå hekseprøven. Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig.

I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man fandt frem til hekse. Her kunne man også læse, at det var kvindernes umættelige kødlige lyst, er var skyld i hekseri. Og her stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.

Hvis en kvinde tørrede sig om munden efter altergang skulle man være på vagt.

 

Bødelen boede i Nygade

Ja dem, der ofte havde sin gang på Galgebakken og skulle udføre disse henrettelser var rakkeren eller bødlen. Til den sidste blev der endda bygget en bolig. Og det var i Nygade 42. Her boede bødelen Hinrich Christoffer Rössler. Han var skarpretter – søn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder. Han gav sig også af med at være sårlæge.

Men her greb han ind i de ærlige barskæreres lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Rössler. Han blev fulgt af en række meget vrede barberer.

 

Bødelens regning

Så sent som i 1864 skrev man kontrakt med Haderslev – bødelen, Julius Beseler. Han fik tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark:

• Et pinligt forhør med brug af torturinstrumenter – 5 mark
• En person, der skulle jages ud af byen – 3 mark
• Hvis en selvdød hest, okse, ko eller andet skulle skaffes af vejen – 24 skilling
• Rengøring af fængslet, hvilket ikke skete så tit – 8 skilling osv.

Det hedder sig også, at en meget fornem dame i Aabenraa i 1601 betalte 100 Rdl. for at hendes mand blev halshugget frem for at blive hængt.

 

En bæk, der hedder Svejts

Nørreskoven gennemskæres i dag af Nørreskovvej, som blev anlagt først i 1970erne for at forbinde de nye boligområder i Høje Kolstrup. Vejen ligger oven på bækken Svejts. Det er et navn, der siger noget om landskabets dramatiske form. Måske har bækken fået sit navn efter Folkehjems fortid, hvor det hed Svejtserhaller eller på tysk Schweitzerhalle.

 

Rise Skov

 

Rise Skov ligger i et meget bakket terræn med afvekslende natur – sø, ådal, enge og områder, hvor skoven får lov til at passe sig selv. Her kan du få følelsen at have naturen for dig selv.

 

Rise Enge

Rise Enge i den sydlige del af skoven var før i tiden delt op i små lodder, som tilhørte bønderne i Rise. De brugte engene til høslæt og som græsning for deres køer. I dag har staten overtaget det meste af jorden. Engene græsses fortsat af køer, som på den måde forhindrer arealerne i at gro til.

 

Vestersø

Vestersø i skovens sydvestligste hjørne er anlagt ved hjælp af opstemning. Søen er rig på fisk som karper og karudser – og muligvis også ål. Vandet kommer fra kildevæld i skrænterne. Det indeholder jern, og derfor har jorden omkring udspringet en orange farve. Skoven på bredderne er urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende i skovbunden. Det døde ved tiltrækker masser af insekter og fugle og svampe og andre planter stortrives her.

 

Ulvekule

Mellem søen og engene ligger Ulvekule. Navnet stammer fra 1700 – tallet, da man drev jagt på ulve ved at fange dem i dybe faldgrave. Skoven ved Ulvekule er udlagt som urørt skov.

Staten overtog Rise og Søst Skove sidt i 1700 – tallet fra frigården Risegård på grund af skatterestancer.

 

Pølsekilden

I bunden af ådalen tværs gennem skoven løber Mølleåen på sin vej fra Pølsekilden til Aabenraa Fjord. Ved Sortebro er dalen så smal, at den nærmest fornemmes som et bjerglandskab, hvor åen skærer sig dybt ind i terrænet.

Pølsekilden ligger ved Humlebjerg i Rise Menighedsråds Skov.

 

Søst Skov

 

I Søst Skov støder fortid sammen med nutid. Inden for skovdiget er det gamle landskab bevaret. Men udenfor er byen vokset helt op mod skoven på øst – og vestsiden. Træerne i Søst Skov er overvejende løvtræer, især eg, bøg og ask. Ved skovens grænse mod vest ligger ”Rikkes Kalgård”, et mindre areal afgrænset af diger.

 

Et flystyrt

Det har muligvis været brugt som planteskole, have eller dyrefold. Navnet Kohave optræder på ældre kort for området. Tæt ved Jørgensbjergvej kan du se en fin samling af græsklædte høje med bøgetræer på toppen. Højene er gravhøje fra bronzealderen.

Mindestenen på Jørgensbjerg er rejst til minde om et flystyrt, som fandt sted her under 1. verdenskrig. Den 3. januar 1943 var en allieret Lancester – maskine på vej til at udlægge miner i Øresund syd for Amager, da den blev skudt ned af en tysk natjager.

Alle syv ombordværende – seks briter og en canadier – omkom. En ung mand fra Rise markerede nedstyrtningsstedet med et hjemmelavet trækors. Han blev straffet med 10 dages hæfte for sin handling. Den nuværende mindesten er rejst af Naturstyrelsen i 1983. Men inskriptionen er den samme som på trækorset. Det dybe krater i skovbunden stammer fra det nedstyrtede fly.

Fem besætningsmedlemmer blev fundet på nedstyrtningsstedet og 2 andre blev senere fundet i Lillebælt. Alle 7 ligger begravet på kirkegården i Aabenraa.

 

Langebjerg Skov

 

Langebjerg Skov mellem Kolstrup og Nymølle står på en bakke mellem to tunneldale. En dyb slugt mellem Øen og Nymølle forbinder de to dale. I bunden af slugten løber Slotsmølleåen. I gamle dage var det så meget kraft på vandet i Mølleåen, at den kunne drive to vandhjul på Nymølle.

 

Ni gravhøje

Skoven er overvejende løvskov med eg, bøg og ask – og masser af rådyr og fugle. Her kan du være heldig at møde sortspætte og Ravn. I Øen finder du urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende, når de falder.

Langebjerg Skov rummer også mange fortidsminder. Hele ni små stenaldergravhøje ligger samlet i en gruppe nær p – pladsen ved Nymøllevej. Men du skal se godt efter for at finde dem. Højene er med tiden dækket af skoven.

Den vestlige del af skoven hørte tidligere under Brundlund Slot, mens det østlige del indtil 1965 tilhørte Kolstrup gård.

 

Guld – og Sølv feber

På et tidspunkt opstod ideen om at udvinde ædle metaller fra højdedragene. Men ak dette gav kun skuffelser. Der blev hverken fundet guld eller sølv. Hertug Adolf af Gottorp satte dette i værk omkring 1581. Han lod bjergmestre grave efter de ædle metaller i blandt andet ”Colstrup Höltzung”.

 

Hjelm Skov

 

Hjelm Skov har altid været byens lystskov. Her lå festpladsen, som du stadig kan se i skovens østligste udkant ud mod stadion. Skoven er fortsat meget populær i Aabenraa.

Skoven tilhørte tidligere Brundlund Slots ladegård.

 

Masser af gravhøje

Navnet Hjelm, som også betyder hat, fortæller om skovens landskabelige placering og alder. Dog har der ikke altid været skov, idet man finder masser af gravhøje. Disse er formodentlig blevet anlagt på opdyrket jord.

Tæt ved skovvejen findes flere gravhøje fra stenalderen. I nærheden af Bodenhoff`s kilde ligger en langdysse. Bodenhoff var en tidligere skovridder. Også Kongens Forhøjning er oprindelig en gravhøj fra stenalderen.

 

Dannebrog gik i land

Her gik Valdemar Sejr ifølge sagnet i land med Danneborg, efter at flaget var ”faldet ned fra himlen” under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219.

Kongen var på vej til Urnehoved Tingsted ved Hærvejen. Han kan godt være kommet sejlende hertil selv om det er umuligt i dag. Formentlig har engene dengang været store vådområder, som var adskilt fra fjorden af strandvolde. På højen findes en mindesten rejst i 1969 og en grillplads, hvorfra de har en fin udsigt over engene mod byen.

 

Sangerkrig

Her i Hjelm Skov har der også udspillet sig en anden krig i 1845, nemlig en sangerkrig. Det var en aktion mod det tysksindede Liedertaffel. En gruppe skibstømrer og unge svende fra værksteder i byen havde samlet sig ved havnen.

Med Dannebrog i spidsen båret af den kun 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det så mod skoven. Her var de opsat diverse telte. De unge mennesker sang ”Kong Christian” hver gang Slesvig – Holstenerne og Liedertafel sang ”Schleswig – Holstein meerumschlungen”

Mange af de unge mennesker blev fyret dagen efter fra deres arbejdsplads, fordi de havde deltaget i denne ”provokation”.

 

Et rituelt forhold til Saltbjerg

Hesselbækken snor sig gennem skoven og passerer på sin vej højen Saltbjerg. Her har man fundet urnegrave fra jernalderen. I dag leverer bevoksningen af Normannsgran frø til juletræer og pyntegrønt.

Navnet Saltbjerg kommer af Solbjerg. Man kan forestille sig, at folk i den forsvundne landsby, Hessel har haft et rituelt forhold til bjerget. Urner fra jernalderen er fundet her.

Syd for Saltbjerg lå engang en mark, der hed Biskoppens Enemark. Det er sikkert til minde om Bispegården i Hessel.

 

Amtmanden er på jagt

Når du går gennem Hjelm Skov ved midnatstid, så kan du måske høre hundeglam og jægerhorn. Hvis du lytter ordentlig efter, kan du måske høre råb:

• Jag man to, Bruder Andreas
• Jag man to

Se det er plattysk, og det er tegn på, at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov, hvor der dengang var meget vildt.

Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger.

Hans broder, Andreas var uden kone. Dette skyldtes ulykkelig kærlighed i ungdommen. Sagnet fortæller at amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade. Slægtningene følte sig bedraget for en arv.

Under en jagt i Hjelm Skov blev amtmanden opsøgt af slægtninge, der bebrejdede ham, at han ikke tænkte på dem.

I det samme kom en ung pige i bondedragt. Amtmanden spurgte:

• Hvad vil du mit barn?

Pigen viste sig nu, at være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster, der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig om mod sine slægtninge:

• Der ser I. Dette barn vil jeg tage mig af.

Drengen takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at give Amtmanden, hvad han helst ville have.

Amtmanden svarede, at han ville jage i skoven til evig tid. Så næste gang, du går i Hjelm skov ved midnatstid, så lyt:

• Jag man to, Bruder Andreas
• Jag man to

Nu skal man aldrig efterprøve sådanne sagn. For historien er jo svov. Men det var desværre en anden Günderoth, der forærede pengene til Stiftelsen i Nygade.

 

Danmarks ældste kolonihaver

Nær indgangen ved Skyttegården ligger Danmarks ældste kolonihaver, Hjelmhaverne. Haverne er anlagt fra 1831 som ”fattighaver” på initiativ af statholderen i Slesvig – Holsten, landgreve Carl af Hessen. Carl var en meget fremsynet mand, og tanken var, at de fattige skulle have mulighed for at brødføde sig selv med høsten fra haverne. Haverne blev anlagt på Skyttelaugets gamle skydebane. Det var tilpas langt væk fra byen til, at Aabenraas borgere ikke behøvede at føle sig generet af synet af de fattige. Hjelmhaverne blev fredet i 1979.

Det var heldigt at haverne blev lagt så langt ude, at grundene ikke er blevet brugt til boligbyggeri.

 

Masser af fattigdom

Tiden omkring 1800 var præget af krise og fattigdom Der var ekstremt høje kornpriser. Og det var også disse priser samt kornmangel der i 1790 førte til uroligheder i Aabenraa. Skibstømrere og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge dem smør, der ellers skulle være gået til Vestindien. Fem år senere forlangte man brød i stedet for penge i byen.

I 1790erne lå antallet af fattige i Aabenraa med mellemrum over 200. Og antallet af tiggere var stigende. Ved højttiderne kunne man opleve 300 – 400 tiggere fra byen og omegnen vandre gennem byens gader.

Allerede i 1819 opfordrede Carl af Hessen, at nu skulle der indrettes fattighaver. I Aabenraa så man med skepsis på tanken. Der skulle tre rykkere til, inden der kom skred i planerne.

 

Et stort udbytte i haverne

I 1833, der hvor Skyttelauget siden 1734 havde sin skydebane gik 37 fattige i gang med at dyrke haverne. Allerede samme år fik endnu 40 lov til at få deres fattighaver.

Og man gik sandelig til den fra starten. I december 1833 var udbyttet fra 39 havelodder:

• 395 tdr. kartofler
• 11 tdr. kålrabi
• 7 gulerødder
• 336 stk. hvidkål
• 880 stk. grønkål
• Dertil kom for 890 mark rødbeder, løg og persille.

 

De skulle have ligget i Nørreskoven

Egentlig skulle kolonihaverne eller fattighaverne have ligget i udkanten af Nørreskoven oppe på Galgebakken. Her havde man fået tre tønder land af Kronen, som erstatning for græsningsret, som man tidligere havde i Nørre – og Sønderskoven.

 

 

Sønderskov

 

I Sønderskov er terrænet så stejlt og fyldt med kløfter og vandløb, at jorden aldrig har været under plov. Tidligere gav skovens Hjortekilde og Helligkilde vand nok til at drive vandmøllen Farversmølle.

Møllen har fået navn efter farver Martin Bahnsen, som i 1767 indrettede en såkaldt stampemølle på stedet. Med tiden voksede virksomheden til en regulær uldtøjsfabrik. Her blev uldent klæde valket, bleget og farvet med forskellige plantefarver.

 

Mange møller i Aabenraa

I 1761 meldes om en grynmølle på Arnsbjerg. I 1767 blev den flyttet til Sønderskov. Det er så den, der blev kaldt Farversmølle. Her havde man fundet en kraftig kilde, Hjortkilde. I den har man fundet spor af en ældre dæmning. I 1797 meldes om en ny stampemølle.

På et tidspunkt var der masser af møller i Aabenraa og omegn:

 

• Farversmølle, Barkmølle, Slotsmøllen ved Brundlund Slot, Jørgensgård – møllen, Nymølle, Store – og Lille Rundemølle, Dalholt, Stenbjerg og Knappen Mølle, Laksemølle, Krusmølle og Felsbækmølle.

 

Velbesøgt udflugtsmål

Alle processerne krævede store mængder vand. Farversmølle var i drift indtil slutningen af 1800 – tallet. Da var stedet og møllens beværtning for længst blevet et velbesøgt udflugtsmål. Mindre popukært var det, når medlemmer af Frits Clausens danske naziparti i 1930erne øvede sig i at marchere på pladsen.

Den 28. juli 1869 fejrede Frederiksklubben her Frederik den Ottendes bryllup med svenske Louise. Og det var i møllens beværtning.

 

To mord

Sønderskov har også været scene for et brutalt mord. I februar 1795 red skovridder Anders von Bergen efter lyden af et rådyrs klagen, da han pludselig stod over for tre mænd.

Den ene genkendte han som krybskytten Røde Anders, der straks greb et gevær og skød skovrideren ned bagfra. Hårdt såret lykkedes det von Bergen at ride til Farversmølle. Han døde dagen efter.

Røde Anders blev i 1796 dømt til døden og halshugget. Hans krop blev lagt på hjul og stejle. En mindeplade “Von Bergens eg” markerer mordstedet. Egen har stået der i 400 år og er dermed dobbelt så gammel som træerne omkring den.

Langt senere slog en beruset person en ung skovfogedassistent ihjel lige i nærheden. Dette blev takseret til kun 18 måneders fængsel.

Sønderskov byder på mange fine kig ud over byen og fjorden. Selv husker jeg en morgen, da jeg kom løbende her, vores flotte kongeskib ude i fjorden. Det var et flot syn.

 

Årup Skov

Årup Skov har en anden historie end de øvrige Aabenraaskove. Skoven er etableret som jagtterræn for adelsfamilien Ahlefeldt. Den hørte oprindelig under Søgård Gods ved Kliplev. Jagten gjaldt især rådyr og ræv. Senere købte hertugen af Augustenborg skoven. Det var i 1725. Han var meget interesseret i fiskeopdræt og havde fiskerettigheder i søerne og vandløbene langs sydsiden af Aabenraa Fjord. Karpedammen og Laksemøllen stammer også fra den tid.

 

En halv ton fisk i dammen

Da hertugdømmet blev nedlagt i 1850, overgik den til staten. Karpedammen og Laksmøllen stammer fra hertugens tid. Da man tømte dammen sidst i 90`erne, viste den sig at rumme en halv ton fisk.

 

En stemning af urskov

I den vestlige, flade del af Årup Skov er der store åbne områder med et rigt liv af både planter og dyr. Før 1999 voksede der også skov her. Da mange af træerne faldt i december – orkanen det år, fik lysningerne lov til at forblive åbne. I dag finder rådyr, ræve og rovfugle masser af føde her. Flere store grævlingegrave findes i denne del af skoven. Og den sjældne sortspætte har her et af sine få ynglesteder.

Skovens østlige del byder på stejle skrænter og dybe slugter. Fra udsigtspunktet Dragebænken har du en fin udsigt over Aabenraa, fjorden og Løjt Land nord for byen. Gennem denne del af skoven løber en dyb kløft med en bæk i bunden. Kløften er i virkeligheden en lille selvstændig ”arm” på den store tunneldal med fjorden. Her lå træerne tæt. Du kan opleve en stemning af urskov under taget af grene.

 

Vandet løb ud til Vidåen

Midt i skoven ligger Skovlyst Naturskole, som arrangerer oplevelsesture for skovgæster i alle aldre.

Selv om Årup Skov ligger ned til Aabenraa Fjord, løber det meste af vandet fra skovens vandløb og kilder ud i Vidåen og videre mod vest til Vadehavet. De dybe grøfter i skoven er gravet for at afvande de lavere liggende arealer.

Skovene vest for Røllum Skovvej er private og delvis fredet for at beskytte sjældne orkidéer og dyr.

Langs Årupgade kan du se en typisk udstykning til husmandsbrug fra tiden efter 1920. En del af Årupgårds jord blev udstykket i husmandssteder på den tid.

 

Sct. Annas Kapel

Nær T – krydset Årupgade – Årup Skovvej ligger resterne af Sct. Annas Kapel. Det var i middelalderen et såkaldt valfartskapel. Møntfund fra stedet viser, at der trak mange pilgrimme til. Sct. Anna var søfolkenes helgen, og de bragte hende gaver som tak for en vellykket rejse. Aabenraa var på den tid en rigtig havneby.

Måske har kapellet på et tidspunkt været viet til Sankt Andreas – fiskernes skytsengel. Bakken er også blevet kaldet for Kappelbjerget.

Det oprindelige kapel var en simpel bindingsværksbygning. Men i begyndelsen af 1500 – tallet gik man i gang med at opføre en større murstenskirke på stedet. Kun koret nåede dog at stå færdigt, før reformationen kom i vejen.

Samtlige kilder fortæller, at den ufærdige kirkebygning blev revet ned af ”en rasende folkemængde” i 1528. Kapellet blev glemt, men siden genfundet på et kort fra 1641. Ruinerne blev udgravet sidst i 1950erne.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa
• Seværdigheder i Aabenraaskovene/Naturstyrelsen
• Skovene omkring Aabenraa/ Miljøministeriet
• Diverse artikler fra dengang.dk
• museum-sonderjylland.dk
• avlg.dk/AabenraaSkydebane.htm

 

Hvis du vil vide mere:

• Dengang i Aabenraa
• Aabenraa 1764
• Mere om Urnehoved
• Farversmølle ved Aabenraa
• Aabenraa` s oprindelse
• En fysikus fra Aabenraa
• Aabenraa – en by hedder Opnør
• Barkmøllegade i Aabenraa
• Aabenraa i gamle dage
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• Skyttelauget i Aabenraa og mange flere