Da gadenavnene blev ændret i Tønder

Det har været en heftig debat om tysk by og vejskilte i Sønderjylland. Det har været følelsesladet og ikke altid lige smart. Men hvordan var det med gadeskilte i Tønder. Jo her var tosprogede gadeskilte fra 1920 – 1945. Tønder Amts Avis opfordrede folk til at komme med forslag. Hvad var det med Struck, Popsen og Richsen? Man mente, her skulle ny til, indtil man fandt ud af, at forslaget til disse navne kom fra en dansksindet. Og så var det lige problemet med Uldgade og pebergade. Ja, så fandt ud af, at ”Spiker” måske ikke kun var tysk. Og hvorfor skulle du kun hedde Abild – landevejen. Den gik jo helt til Ribe. Der var nærmest ingen udskiftning i Tønder. Men skulle dansk eller tysk hænge øverst? Det var tre postbude, der smed de tyske skilte væk tre dage efter besættelsen i 1945.

 

En heftig debat

I flere omgange har der været en debat i gang, om der skulle indføres gadenavne og byskilte på tysk i Sønderjylland. Til tider har denne debat nået astronomiske højder, der har fået følelser frem. Måske har debatten måske ikke altid været lige smart.

 

Man ændrede bare det mest nødvendige

Ved Genforeningen i 1920 skulle der ske en overgang fra tysk til dansk styre. Der skulle ordnes mange ting. Og der skulle også sættes nye gadeskilte op på dansk. Nogle gange ændrede man bare gade til strasse og vej til weg, dengang, der gik den anden vej.

 

Avisen opfordrede til forslag

I Tønder opfordrede Tønder Amts Avis læserne til at komme med forslag til gadenavne. Der var i mellemtiden kommet navne på gaderne, som man ikke bare kunne oversætte til dansk.

 

Fra Abild til Ribe

Det kunne vel ikke blive ved med at hedde Abeler Chaussee. Man vidst jo udmærket at vejen førte til Abild, men den vejen gik endnu længere, så derfor blev det til Ribe Landevej.

 

Forslaget kom fra en dansker

I tysk tid var der kommet vejnavne til ære for legatstifterne Struck, Popsen og Richsen. Jo provst Carsten, som var forfatter til bogen ”Die Stadt Tondern” havde også fået gade opkaldt efter sig.

Det blev nu foreslået at få udskiftet disse navne til for eksempel Løgumklostervej, Kongensgade og Møgeltøndervej.

Men se legatstifternavnene var i sin tid blevet forstået af det danske byrådsmedlem, bagermester Thorvald Petersen.

 

Hvad med Petersen og Brorson?

Forfatteren til et anonymt indlæg i Tønder Avis, formentlig seminarielærer Claus Eskildsen gik varmt ind for dem. Han foreslog også, at man gav et par gader navn efter Balthasar Petersen, som stiftede seminariet og efter Brorson.

Han mente også, at Markgade og Vidågade bedst kunne afgive deres navne. De to navne havde endnu ikke kunnet fortrænge det gamle Bag Staldene. De to navneforslag blev imidlertid først brugt senere. Gaden efter Balthasar Petersen kaldte man Provst Petersensvej.

 

Så var det lige Pebergade

Redaktør P. Skovrøy mente, at navnet på den ikke længere eksisterende Pebergade, Pfefferstrasse, var en tysk misforståelse af et oprindeligt Peblingegade.

Han giv i øvrigt ind for at gaden skulle have dette navn. Men den beholdt navnet Pebergade. Dette var sandsynligvis også det oprindelige navn.

 

Problemet med Uldgade

Uldgades navn blev også drøftet. Gaden blev på tysk kaldet Wolfstrasse. Den tyske historiker Ludwig Andresen argumenterede i Neue Tondernsche Zeitung for, at det var det oprindelige navn, og at gaden derfor nu burde hedde Ulvegade.

Redaktør Skovrøy tog til genmæle i Flensborg Avis. Hans opfattelse var, at Uldgade var det oprindelige navn. Uld og Ulv udtales ens i Tønderdialekten. Det tyske navn må have været en misforståelse.

Mange år senere – i 1943 – nævnte Claus Eskildsen i sin bog, at hverken Ulvegade eller Uldgade var oprindelig. I 1603 kaldtes gaden Wulfs Gade efter Wulf Hans’ s som ejede et hus til hjørnet af Søndergade.

 

Tønder fik også en Kongegade

Ja i øvrigt blev der så også senere opkaldt gader efter både P. Skovrøy og Ludwig Andresen.

I modsætning til Haderslev og Sønderborg havde Tønder en Papegøjevej. Men den blev slet ikke nævnt i aviserne. Ønsket om en Kongevej blev opfyldt både i Tønder, Aabenraa og Sønderborg.

 

”Spiker” var måske dansk

Spikergade beholdt også sit navn. Flensborg Avis og Vestslesvigsk Tidende skrev, at det ”maaske alligevel ikke er tysk, naar Oprindelsen granskes ret”. Det, der ligger bag denne bemærkning er, at navnets forled egentlig kommer af middelalderlatin Spicarium ”kornhus”.

Dette ord blev lånt i både dansk og nedertysk i formen ”spiker”. Det er uvist om navnet er kommet sydfra eller nordfra. I højtysk fik det formen Speicher ligesom ”Speicherstrasse i Haderslev.

 

Nærmest ingen udskiftning i Tønder

I Tønder skete der nærmest ingen udskiftning af gadenavnene. I Aabenraa skete det kun i mindre omfang, men i Haderslev i større omfang. I Sønderborg blev cirka en tredjedel af alle navne udskiftet.

Ved nu at give gaderne navne efter danske personer, ved at søge tilbage til gamle navne og ved ellers at vælge typisk og traditionelt danske navne viste man sin glæde over at vende hjem.

 

Tosprogede skilte indtil 1945

Men gadeskiltene i Tønder har deres egen historie. Den 8. oktober blev det på et møde i byrådet, hvor der jo dengang var tysk flertal, vedtaget at have gadeskilte på begge sprog. Den 20. februar 1921 var man færdig med at sætte de nye danske skilte op.

I mellemtiden var der blevet diskuteret, om de skulle hænge øverst eller nederst. Og det så en tid ud til, at de ville komme til hænge nederst. Men det endte nu med, at de kom til at hænge øverst.

De tyske skilte blev hængende, også efter at man fik dansk borgmester i 1937. Det var byens postbude, der nogle dage efter Befrielsen i maj 1945 med sang og musik gik rundt og tog dem ned.

 

Det var tre postbude, der startede

Postbud Fr. Lund altid kaldet Fidde, har på spørgsmålet om, hvem der startede det, fortalt:

• Det var vi tre om, men vi var hurtig enig`om det, no sku’ de væk. Vi startet godt midda, å dem dæ vill´friville mæ, gek mæ. Dæ ble´et´naue post bracht u´den ettermidda. Helt fra tyve å te femåfyrre var de bleven hængend´hær, så var det ikk´for tidle, de kom væk igen.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjysk Månedsskrift
• Birgit Christensen: Gadeskilte og gadenavne i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

• Ture i Tønder 1 – 4
• Gamle gader, veje og stier i Tønder 1970 – 2006
• Gader og veje i Tønder

 

 

Solvig – en herregård i Slogs Herred

Gården kan man sikkerhed føres tilbage til 1390. Men måske eksisterede gården allerede i 1364. Det har været en af de største godser i Sønderjylland. Diverse adelsslægter, som Sappi, Rantzau, Gjordsen og Ahlefeldt har ejet stedet. Ja kongen ejet det i en måned og hertugen af Gottorp har ejet stedet to gange. Også områdets bønder har været ret aktive for at undgå at blive udnyttet. Og en stærk kvinde, der blev trolovet allerede son syv årige ville ikke have sønnen på Trøjborg som ægtemand, da hun blev voksen. Det kostede faderen en bøde på 3.000 mark og en undskyldning til herren på Trøjborg. Jo, det var sandelig en skandale, hvor både kongen og hertugen var involveret.

 

 

Nævnes første gang i 1390

Måske syner Solvig ikke af så meget i dag, men det har faktisk engang været en af de største godser i Sønderjylland

Ja denne gård ligger ved Arnåen. Og det bærer navnet også præg af. Således betyder Sol – sump. Solvig nævnes første gang i 1390, da Marine af Løgimose til Peder Eriksen afstod sit gods i Hostrup Sogn.

 

Adelsslægten Sappi

Peder Eriksen tilhørte den sønderjyske adelsslægt Sappi. Han var af ”kongelig byrd”, idet hans bedstefar Abel Valdemarsen var en ”naturlig søn” af hertug Valdemar af Sønderjylland.

Hans far, Erik Abelsen (Rynd) skødede i 1364 til sin bror Valdemar Sappi en del gods i Hostrup sogn, som tilhørte hans stedsøstre Gunner og Elsiif. Han var gift med Cathrine Eriksdatter Urne. Det må have været tale om et gods, der har tilhørt hendes første mand.

 

Har gården eksisteret i 1362?

Solvig omtales ikke i brevet, så måske er det tvivlsomt, om det har eksisteret på daværende tidspunkt. Men i ældre litteratur omtales to mænd, Hartvig og Wulf, som skulle have haft gården i 1362.

Peter Sappi har sandsynligvis arvet sin farbror. Måske var det erhvervelsen af godset i Hostrup Sogn som blev forudsætningen for, at der netop på denne egn blev bygget en herregård.

 

Gjordsen stammer fra en tysk adelsslægt

Peter Eriksen Sappi`s datter Anna blev gift med Mads Gjordsen, som tilhørte en tysk adelsslægt, som var indvandret til Sverige og Danmark. Slægten hed oprindelig Goritz eller Gortz, hvilket blev fordansket til Gjordsen.

Mads Gjordsens søn fik i 1443 en vigtig indrømmelse af hertug Adolf, idet han fik overdraget alle 40 marks bøder af sine bønder. Han døde omkring 1460. I 1469 nævnes en Erik Sture til Solvig, som vel har været gift med en datter af Claus Gjordsen. Eneejer har han næppe været.

 

Godset voksede

Fra 1481 nævnes Claus Gjordsens søn, Eggert Gjordsen til Solvig. Han var ivrig i at forøge godset. Han var også meget energisk i sine bestræbelser for at sikre sine rettighede. Ofte mødte han på tinge, således i 1496, da han fik lavhævd på alt sit gods i Slogs herred. Det var foruden Solvig, den dertil hørende mølle og i alt 44 ejendomme og nogle tofter m.m.

Det var dengang et gods af imponerende omfang. De fleste af fæstergårdene lå i Solvigs umiddelbare nærhed.

 

Eggert Gjordsen kom ikke hjem fra Ditmarsken

Eggert Gjordsen var med på det store togt mod ditmarskerne i 1500, hvor så mange holstenske og sønderjyske mænd faldt. Heller ikke herren til Solvig vendte hjem igen. Med stor kraft tog hans enke Anna Eriksdatter Fasti opgaven op for at sikre godset for sine 4 sønner og 6 døtre.

En del ejendomme som hendes ægtefælle havde erhvervet i Kær herred afstod hun dog til Hertug Frederik i 1502. Men ellers fortsatte hun med at arbejde for den retslige sikring af sine besiddelser. Ofte gav hendes folk møde på egnens herredsting. Hun døde i 1516.

 

Ældste søn endte som kansler

Den ældste søn Claus Gjordsen studerede ved universitetet i Köln og blev magister. Efter at være hjemkommet til Danmark gik han i kirkens tjeneste. Her gjorde han hurtigt karriere. Efter først at være kannik i Ribe, provst i Jellingsyssel og i Hardsyssel, blev han i 1514 domprovst i Ribe. I 1523 rejste hertug Frederik sammen med de jyske rigsråder oprørets fane mod Christian den Anden.

Da Hertugen gik over Kolding Å, var Claus Gjordsen med ham som kansler. Han reorganiserede Det danske Kancelli, som han ledede med dygtighed indtil sin død i 1532. Kanslerens færd i kirkens tjeneste og som leder af rigets administration er et bevis på, at han var en god dansk mand, der mestrede det danske sprog til fuldkommenhed. Slægtens nære tilknytning til Danmark viser sig også deri, at dens medlemmer altid hentede deres ægtefæller blandt den danske adel.

 

Den ene datter boede i Jejsing

Eggert Gjordsens børn synes oprindelig at have haft Solvig i fællesskab. Sønnen Erik, der døde i 1519, nævnes til gården i 1507 og 1509. De to yngste brødre døde imidlertid som ganske unge uden at efterlade sig arvinger. Da mester Claus, som den kirkens mand han var, døde barnløs, blev Mads eller Mathias formodentlig eneherre på gården.

De to søstre fik hver udelagt 19 bøndergårde. Den ene af dem, Anna synes at have boet i Jejsing. Hun var gift med Otto Brockenhuus, der døde før 1529. Den anden, Bege, var gift med Jesper Holck. Ved selve hovedgården forblev der 25 fæstegårde.

 

Trolovet som 7 – årig

Mads Gjordsen levede endnu 1561, men efter hans død gik gården over til hans datter Anne, der var født i 1529. Hun blev allerede i en alder af 7 år trolovet med Hans Pogwisch søn af Wulff Pogwisch på Trøjborg. Da hun blev voksen, nægtede hun at ægte sin fæstemand. Det var jo ikke godt for slægten. Ja det var en skandale.

 

En bøde på 3.000 mark og en undskyldning!

Pogowisch`erne ville ikke gå med til at hæve trolovelsen. Ja og sagen blev sandelig indbragt for kongen. Mads Gjordsen måtte betale 3.000 mark til Wulff Pogowisch. Samtidig måtte han bede om tilgivelse på et møde den 3. april 1547 i Kolding, hvor kongen, dronningen, prins Frederik og hertugerne Hans og Frederik samt talrige rigsrødder var tilstede.

 

Tredje gang lykkedes det

I stedet trolovede den halsstarrige jomfru sig med Axel Banner, der dog døde før brylluppet.

Hun tabte dog ikke modet af den grund. Tredje gang lykkedes det for hende at finde en mand, der virkelig kunne føre hende til brudeskamlen. Den udkårende var Erik Lange til Engelsholm ved Vejle. Han døde allerede i 1572. Enken ægtede senere Albert Galskyt. Hun beholdt Solvig, indtil den omkring 1579 gik over til sønnen Erik Lange. Jo, det var den kendte guldmager.

 

Solgt til Frederik den Anden

I 1583 solgte han Solvig med alt bøndergods til Kong Frederik den Anden for 58.000 daler. Skødet optegner alle de gårde som dengang lå til Solvig. En sammenligning med de middelagtige forhold viser en stærk forøgelse af godsområdet.

De gårde, som Anna og Bege Gjordsen havde haft, var nu blevet genforenet med de andre besiddelser. Samtidig var antallet af gårde forøget til 75, hvortil kommer 12 bol og 30 huse. Antallet af gårde og gårdparter i Slogs herred var steget fra 44 i 1494 til 66, hvoraf alene 56 i Hostrup og Højst sogne.

 

Godset voksede

Det var virkelig et storgods, der var blevet skabt. Gennem hoveriet blev undersåtternes arbejdskraft udnyttet. I forbindelse hermed så fandt der også en udvidelse af hovedgårdsmarken sted i det 16. århundrede. I 1583 nævnes 8 byggesteder (og bol) på Solvig mark.

En indberetning fra en senere tid oplyser, at hovedgårdsmarken var blevet udvidet med to gårde, kaldet Adelvad, som var blevet lagt øde.

 

Kun en måned under kongen

Kongen havde kun erhvervet Solvig for at bruge den ved sine byttehandler. Kun godt en måned var bønderne kongens fæstere, så blev de afhændet til Melchior Rantzau, der til gengæld afstod gården Tovskov til kongen.

 

Melchior og Henrik Rantzau

Og hvem var denne Melchior Rantzau? Ja, han var søn af Henrik Rantzau til Bülk und Borghorst. Han havde været amtmand i Haderslev et par år. I sine unge år havde han studeret i Strassbourg og Siena. I 1588 var han blevet dansk hofjunker.

På den bekendte Rantzau’ske tavle findes en gengivelse af Solvig på Melchior Rantzaus tid. Den viser et hvidkalket enkelthus, der er bygget af grundmur i to stokværk og omgivet af grave. Åbenbart har Melchior Rantzau ombygget den gamle herregård. Ombygningen har åbenbart fundet sted i 1585. Dette årstal var at finde på den anseelige staldbygning.

 

Det ældste Solvig

Det Solvig, der er afbildet på tavlen er ikke det ældste Solvig. Dette lå i engen vest for den nuværende avlsgård. Her har der været fire kunstig opførte holme. Der er her konstateret rester af træbygninger, hvoraf de ældste går tilbage til 1300 – tallet.

På den sydøstre holm har der oprindelig stået et tårn med en grundflade på 5 gange 5 meter. Den var bygget af tømmer og med lerklinede tavl. Det stod oven på et græstørvehus, der synes at være ødelagt ved en brand. Denne skæbne ramte også tårnet. Det ser ud til at dette er blevet afløst af flere større bygninger. Den yngste var også af bindingsværk og syns at være fra omkring 1500.

Melchior Rantzau døde allerede 1589. Hans enke Dorothea, datter af Christopher Rantzau i Quarnbeck blev boende på Solvig.

 

Amtmand Blome overtalte hertugen

Også den gottorpske hertug drev godspolitik i stor stil. Og købte en del nordslesvigske herregårde. I 1597 rådede amtmanden i Tønder, Dietrich Blome ham til at købe Solvig, der havde en overmåde gunstig beliggenhed.

I de følgende år er det antageligt blevet forhandlet om afståelsen. Men først i 1601 nåede man til en overenskomst med Benedict og Jørgen Rantzau, enkens brødre.

Solvig blev nu overtaget af hertug Johan Adolf af Gottorp. Det var nu blevet et domæne, der foreløbig blev drevet af hertugens egen regning. Den gav et betydeligt overskud, som regel mellem 800 og 1.300 daler om året.

 

Bønderne klagede

Nogle af indtægterne stammede fra, at der på gården blev staldet en del okser. I den første tid efter at hertugen havde overtaget stedet, blev bønderne meget plaget af hoveri. De bad derfor, om at få lettelser eller at blive helt frie, ligesom der var sket på Grøngaard.

Spørgsmålet blev løst ved, at hovedgårdsmarken blev lejet ud til amtmanden i Tønder for 742 rdl. Undersåtterne fik hoveriet afløst med en pengeydelse, i 1624: 639 daler.

Da trediveårskrigens ulykker væltede ind over Danmark gik det hårdt ud over Solvigs bønder.

 

Solvig blev bortforpagtet

Efterhånden gik man over til at bortforpagte Solvig ligesom tilfældet var med de andre kongelige og hertugelige domæner. Allerede 1620 var den hertuglige staldmester Wilken Manteuffel blevet pensionær på gården.

Først i 1650erne var kaptajnløjtnant Johan Clausen forpagter. Senere overtog dennes enke Anna gården. Fra 1677 var den forpagtet af løjtnant Chr. Dormeyer, som blev gift med Clausens datter. I forpagtningskontrakten var det bl.a. fastslået, at undersåtter ikke skulle præstere hoveri.

 

”Guds vejr” ødelagde Solvig

Det Solvig, som muligvis blev bygget omkring 1585, blev ikke gammelt. Allerede 1622 blev noget af gården ødelagt af ”Guds vejr” og 1638 brændte hele gården efter at være antændt af lynet. Også hovedbygningen blev ødelagt, men trods store udgifter lykkedes det dog hertugen at få gården bygget op igen.

 

Frederik Ahlefeldt overtager

Ved salgsbrev af 4. april 1681 blev Solvig overdraget Frederik Ahlefeldt til Oppendorf og hans brødre. Hele det Solvig`ske godsområde var spredt over ti sogne.

 

”En kommune” med særlige rettigheder

Området kom til at udgøre et særligt jurisdiktionsområde, et birk. Selv om bønderne, i hvert fald fra 1724 var tingpligtige i de herreder, hvori de boede, vedblev de dog at udgøre en kommune for sig med en del særlige rettigheder. Det var først efter indførelsen af prøjsisk administration, at der skete en afgørende ændring i dette forhold.

Frederik Ahlefeldt boede ikke på gården. Ligesom så mange andre Ahlefeldt` ske besiddelser blev bortforpagtet.

 

Bønderne bliver ”herremænd”

Tolv år senere skilte Ahlefeldt sig atter af med Solvig. Ved et salgsbrev af 7. januar 1693 blev gården og godset til ”samtlige frie undersåtter under godset Solvig”. Salgsprisen var 44.000 rdl. Species. En sådan overdragelse var på dette tidspunkt enestående.

I virkeligheden var bønderne ved denne dristige transaktion blevet herremænd. De ville dog ikke drive selve hovedgården, som af kommunens fuldmægtig blev bortforpagtet til Johan Jensen for 800 rdl. i afgift.

 

Hertugen tilbagekøber gården

Bøndernes herremandsværdighed blev dog ikke af lang varighed. Allerede 1706 tilbagekøbte hertug Carl Frederik af Gottorp, gården. Bøndergodset blev lagt under amtet, selvom det som nævnt i flere henseende beholdt sin særstilling, havde det herefter igen særlig tilknytning til hovedgården.

 

Stormandens fald

Også i den følgende tid var Solvig bortforpagtet. Fra 1. maj 1706 til Baltzer Bentzen, der i en længere årrække havde været inspektør hos Ahlefeldt, sidst på Gråsten. Senere blev han amtsforvalter og amtsinspektør i Haderslev amt. Fra 1715 var han desuden borgmester i Haderslev by. Han var i mange år en stormægtig mand, idet han ret egenmægtigt styrede hele Haderslev amt. Men selv den største mand kan fældes. Og i 1727 mødte Baltzer Bentzen sin skæbne. Han faldt på en toldsvigsag og dømtes fra embedet. Selv om han senere blev rehabiliteret, var hans embedsbane dog brudt. Han døde på Havervadgård den 3. juli 1739.

 

Lignede ikke en herregård

Fra hans tiltrædelsestid er der bevaret et meget udførligt inventarliste over Solvig, som giver et levende indtryk af de mange bygninger, der hørte til gården. Selve hovedbygningen var ikke imponerende, kun 14 fag lang, hvert fag ansat til seks fod. Bredden var 36 fod. Dielen var belagt med klinker. Den var 4 alen lang og 3 alen bred.

Af udbygninger var der en hestestald, kostalde, lade, tørvelade, baghus m.m. Man kan ikke sige, at bygninger bar præg af, at man var på en herregård.

 

Halslænke og jernkæde

Men alligevel. På pladsen findes en pæl af egetræ, hvorved en halslænke og en jernkæde med 11 led og en krampe, hvori lænken hænger.

 

Man skulle betale brotold

Den slags havde man dog ikke på almindelige bøndergårde. Omgivelserne viser også tydeligt, at det var en gammel herregård, der var tale om. Gården var dels omgivet af en vold, dels af en ret tilvokset grav. Foran gården gik der en bro over til porten. Den var 11 alen lang og 5 ½ alen bred, mens broen over åen var ikke mindre end 23 alen lang og 6 alen bred.

Omegnens folk, der passerede over den, skulle betale brotold. Til gården hørte en have på 216 x 144 alen og med 5 – 6 kirsebærtræer, ribs, nødder, vilde blommetræer, lindetræer og el. Tidligere havde der også været en fiskedam ved gården, men den var nu øde og forladt.

 

Kohold blev en fiasko

Gårdens jorder bestod, som det fremgår af et kort fra en noget senere tid, af agerjord, engjord og jord, der kun var beregnet til kvægdrift.

Agerjorden, der lå mellem engjorden og græsningsområderne, var i 1764 delt i 6 indtægter, hver med en usæd på mellem 32 og 40 tdr. I 1716 blev den samlede usæd til 80 tdr. rug, 25 tdr. boghvede eller byg. På hedejorden kunne der avles lidt havre.

De langstrakte, men smalle engstrækninger var magre og græsningen egnede sig ikke til hollænderi. To gange havde man forsøgt sig med kohold i større stil. Men det var begge gange blevet en fiasko.

På Baltzer Bentzens tid holdtes kun 12 – 14 køer, idet køerne gav for ringe mælk. Man fortsatte derfor med den gamle driftsform, hvor hovedvægten var lagt på staldning og fedning af okser.

 

Opstaldning gav bedre

I 1751 fedede man således 150 okser med en fortjeneste på 6 rdl. pr. stk. I øvrigt var en del af jorden ligesom i tidligere tid lejet ud. Det hang sammen med, at man havde for lidt ladeplads. Den store lade, som var blevet ødelagt ved branden i 1638, var ikke blevet genopbygget.

 

Den første Outzen

Baltzer Bentzen var endnu forpagter i 1723, da bønderne bad om at måtte overtage forpagtningen. I 1736 var Peter Thomsen pensionær. Han døde 1737 og efterfulgtes af sin broder, Johan Thomsen, der gav 1.310 rdl. i årlig afgift. Han døde 1759 og fra 1. maj dette år overtog Georg Outzen forpagtningen. Fra 1. maj 1768 fik han gården i arvefæste mod at betale 2.398 rdl. for bygningerne. Det var den sum, hvortil de var vurderet i brandkatasteret. Desuden skulle der betales en årlig afgift på 500 rdl.

 

Afgiften havde de sidste 30 år gennemsnitlig været på 1.258 rdl. Og grunden til den ringe afgift var, at en del af engjorden var blevet udelagt til de fra Tyskland indkaldte kolonister.

Georg Outzen var født 1730 som søn af Ludolph Outzen i Aventoft. Han tilhørte nogle af de kendteste og mest udbredte sønderjyske slægter, idet hans moder Anna Sophie Bahnsen var datter af farver Johan Bahnsen og Anna Sophie Klinge.

 

En ny hovedbygning opføres

I 1777 fik han tilladelse til at bortsælge noget af jorden. I 1789 overlod han gården til sin ældste søn, Johan Ludolf Outzen. Faderen blev dog boende på Solvig, hvor han døde i 1808.

Den nye arvefester var født i Ubjerg i 1758 og var gift med en farverdatter Agathe Nyland fra Horsens. Også han blev en gammel mand, idet han først døde i 1841. Hans efterfølger blev sønnesønnen Johan Ludolph Outzen, der var født i Ballum sogn 1818 som søn ag Georg Outzen.

Han opførte den nye hovedbygning i 1851. Det er en hvidkalket enlænget bygning med halvt afvalmet stråtag.

 

Rester af en gammel vindeltrappe

I 1942 blev der herunder fundet rester af en vindeltrappe fra renæssancetidens Solvig. J.L. Outzen blev den sidste af slægten på Solvig. I 1884, et år før sin død solgte han gården til lensgreve Hans Schack. Han havde fået en del frikapital ved afhændelse af fæstegods, kirketiende m.m. fra Schackenborg.

Den nye ejer gennemførte ret store forbedringer på bygningerne, ligesom han kultiverede det store engareal. Den følgende ejer var hans søn, amtmand over Tønder Amt, lensgreve Otto Didrik Schack. Han døde 1949 og blev efterfulgt af sin søn, lensgreve Hans Schack.

I 2011 blev gården overtaget af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Hvordan ejerforholdet er i dag, hvor prinsen har forladt Schackenborg vides ikke.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Danske Slotte og Herregårde (1967)

 

Hvis du vil vide mere: Om Slotte, Adel og Herregårde i Sønderjylland: Læs her på www.dengang.dk :

• En adelsslægt fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Historien om adelsslægten Akeleye 1 – 9
• De sidste hertuger i Augustenborg
• Brundlund Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Ahlefeldt – fra Søgård til fald
• Ahlefeldt og Søgård
• Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
• Hertugen af Tønder
• En adelsborg ved Tørring
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Haderslev – Historier (3)
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev – handel og søfart (2)
• Sønderborg i begyndelsen (1)
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Øst for Tønder
• Tønderhus, slot Borg og Fæstning
• En amtsmandsbolig i Tønder
• Det Gamle Tønder
• Trøjborg Slot, nord for Tønder
• Trøjborg, den fjerde historie
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Slottet Duborg i Flensborg
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Caspar von Saldern – hvem var han?
• Kogsbøl – ved Emmerlev
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
• Gråsten – en flig af historien
• Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)

 

Hvis du vil vide mere: Om området i nærheden, Læs her på www.dengang.dk:

• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Grøngård – et forvundet jagtslot
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm – syd for Tønder
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og omegn – dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs grænsen
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Tønder – Erindringer 17 – en anmeldelse

Så foreligger 2016 udgaven af Tønder – erindringer. Denne gang er det arbejdspladser, der bliver præsenteret. Og det får da i den grad nye minder frem. Mange af dem, der bliver nævnt kender man mere eller mindre. Pludselig går det op for en at man har været bud syv forskellige steder i byen. Ja man kommer også i tanker om sin soldatertid for ens gamle kompagni flytter til Tønder. Ja og så bliver Æ Klev også nævnt med de orkestre fra dengang. Og hvor ofte har man ikke siddet i Tønder Kino. Det gode ved disse erindringer er, at vi alle har vores forskellige måde at skrive på. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune udnytte sin lokalhistoriske ekspertise og bruge de sociale medier. Opret en FB – gruppe. Lav en mere aktiv hjemmeside. Interessen for lokalhistorie er enorm. Det kan vi se på vores hjemmeside besøgstal. Og vi er en masse, der hjælpe Birgitte og Ingolf med dette.

 

Vi venter længselsfuldt

Vi venter alle længselsfuldt efter årbogen fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune. Men nu foreligger 2016 – udgaven. Seks spændende beretninger om virksomheder og arbejdspladser i byen.

 

Før i tiden var det pensionister, der fortalte, om deres oplevelser i det famle Tønder. De sidste par år har man til dels fokuseret på virksomheder. Dette er også spændende for vi har hver især haft et forhold til disse virksomheder.

Det gode er også, at selv om man ikke er medlem af foreningen, så kan man købe heftet for 60,- kr. i Tønders eneste tilbageblivende boghandel.

 

S.C. Lorenzen, Tønder Kolonivarer fra 1880 til 1992 af Siegfried Carsten Lorenzen

Man husker udmærket dette firma, der lå inde i en meget smuk gård. Her kom undertegnende ofte, når man som bud, skulle hente varer for købmand Kaiser i Østergade, købmand Petersen på Dragonvej og fra en anden købmand på Østergade, som jeg ikke mere husker navnet på.

 

Det var også her min storebror, stod i lære. Så undertegnede kender udmærket forholdene her. På en eller anden måde var man tilbage i tiden, når man var her. Mener også at gården har været brugt til teaterforestilling.

Forfatteren til artiklen er jo selv meget interesseret i Tønders historie.

De største grundejere i Ubjerg Sogn sluttede sig til den Slesvig – Holstenske bevægelse, men det gjorde gårdejer og sognefoged Carsten Carstensen Lorenzen i Sæd ikke. Han skildres som en med stejl karakter og et heftigt sind. Det skyldtes nok hans fortjeneste og indflydelse, at Sæd ved krigens udbrud 1864 var sognets mest danske by i modsætning til Ubjerg og Bremsbøl.

Ved begravelsen mødte pastor Göttges og Slesvig – Holstenernes store forfærdelse og forargelse herredsfoged C.A. Kier med en krans smykket med rød – hvide bånd. I pastor Jessens tyske sognekrønike stod der ”geschmückt mit dem Dannebrog”.

 

Siegfried Carsten Lorenzen var barnebarn af nævnte Carsten Carstensen Lorenzen, af hvis otte sønner alle på nær en opterede for Danmark. Han kom i købmandslære hos købmand Olufsen på Torvet i Tønder i årene 1867 – 1871.

I 1880 giftede han sig og lejede H.P. Angels købmandsforretning i Vestergade 12. Lagerbygningerne strakte sig til parallelgaden mod syd, Skibbrogade. Her lå i sin tid en stor tobaksfabrik. Undertegnede husker tydelig ”Tobaksmanden” på muren.

 

Handlen med tobak og cigarer var fortsat vigtig. En speciel tørrestue blev indrettet til disse.  Et stort loftsrum på 2. sal blev indrettet til krydderiloft.

Butikshandelen foregik fra forretningen mod hovedgaden. Omkring 1900 var S.C. Lorenzen medstifter af ”Tønder Kafferisteri”. Sivsko og sivmåtter blev leveret fra bønderne i Rudbøl. Vi har tidligere i en artikel beskrevet dette.

 

I artiklen får vi meget malende beskrevet de forskellige arbejdsgange i virksomheden dengang. Handelen med stensalt var også stor. Det blev solgt til bønderne ude på landet. De spredte det over høet, så forhindrede de selvantændelse.

Strand – og muslingskaller blev også leveret i store kvanti. Det var beregnet til landkøbmændene til supplement til hønsefoderet. En masse nye varer kom efterhånden til.

 

Kort efter Genforeningen søgte virksomhederne at markere sig. Det gjorde man ved den såkaldte Tønder Amtsudstilling og her deltog S.C. Lorenzen selvfølgelig også.

En årlig tilbagevendende begivenhed var søndagsrengøring af butik og kontor. Hele personalet mødte op en forårsmorgen kl. 7.

 

Med tiden blev forretningen udvidet med en engroshandel. I 1919 blev forretningen overdraget til sønnen, Carsten, som er forfatterens far. I en virksomhed i Heide lærte de engroshandlen at kende. Svogeren Peter Sørensen fik også del i virksomheden. Han tog ud og besøgte kunderne.

Faderen blev dømt halvanden års internering i Fårhuslejren grundet deltagelse i Zeitfreiwilligendienst. Det var svært at komme i gang efter krigen.

I 1952 efter en omfattende uddannelse tiltrådte forfatteren i virksomheden. Han overtog selv virksomheden i 1969. I 1950 – 1960 opstod der en meget livlig grænsehandel. Det var danske levnedsmidler, der var meget attraktive for de tyske forbrugere.

 

Efterhånden som købmændene faldt fra leverede firmaet til storkøkkener i Sønderjylland – en såkaldt cateringhandel med levering af storpakker. Man brugte navnet S.C. til Sønderjysk Catering.

Man overtog i 1982 –  800 m2 på Nordre Landevej. Nu kunne det hele fungere mere effektivt.

Ejendommen Vestergade 12 blev i 1986 solgt til en gardinforretning. Bygningerne Skibbrogade 6 blev solgt til et investeringsfirma, der indrettede fem lejligheder i to etager.

Efter en brand i 1987 i nabovirksomheden kasserede sundhedsmyndighederne alle papiremballerede varer.

 

Da forfatteren til artiklen blev 65 år blev virksomheden afhændet til en kollega fra Århus.

En meget spændende historie. Undertegnede kendte ikke de sidste mange år af S.C. Lorenzens historie. Fortidens historie kendte jeg en lille smule til.

 

 

Tre generationer i Kino Tønder af Niels, Lars og Jens Ellekjær

Hvor har man tit siddet her i Kino, og set alverdens film. Og hvor har man været ofte inde i Kino – baren.

Historien startede omkring 1904 og sluttede i 1985. Oprindelig var Vestergade 19 en to – etagers bygning. I 1899 brændte ejendommen. Driftige mennesker bl.a. fotograf Timm genopførte bygningen. Det blev en tre – etagers ejendom. I bunden blev indrettet et lokale, hvor der kunne vises film.

 

I perioden frem til 1920 har der været vist film med manuelt betjent fremvisningsapparat. Underlægningsmusikken blev leveret af en klaverbokser.

I 1920 hed ejeren kinografdirektør Petersen, og drev stedet som ”Kinografteatret” På 2. sal havde Timm indrettet et lokale til portrætfotograferinger.

De tre brødre som skriver denne artikel, havde en morfar Ingelev Christensen, der ejede Bramming elektricitetsværk. Han blev nødt til at sælge foretagenet og blev handelsmand med bl.a. studehandel.

 

I 1921 satte han sig i direktørstolen for Kinograftetret. Han ansætter i løbet af dette år en klaverbokser. Dengang kunne der kun være 80 personer i biografen.

I 1924 skete der en udvidelse. Nu var der plads til 200 personer. Indtil 1930 blev der investeret i datidens teknologi. Også en lille kiosk blev det til. I 1932 kom talefilmen. To nye fremvisningsapparater blev der investeret i. De holdt til 1957.

 

Der blev lavet ugentlige oplysningsfilm, ugerevyer og reklamefilm. Man fik også at vide, hvad der skete i udlandet, når man gik i biografen.

Under besættelsestiden henvendte tyskerne sig til indehaveren for at få udvidet antallet af siddepladser. Fra tysk side, ville man have, at soldaterne skulle muntre sig. Tyskerne ville også vise Wochenschau hver aften.

 

I 1942 blev antallet af sidepladser udvidet til 378. Men det var nu meget trangt. Og sådan var det indtil 1967. Der var forevisning af film 2 – 3 gange om dagen alle ugens 7 dage under besættelsen. Det var der dog ikke meget økonomi i dette.

I perioden 1950 – 1955 viste et andet fænomen sig, nemlig fjernsynet.

I disse år var der et stærkt ønske fra det tyske mindretal om en tysk biograf. Man ville herfra se klassiske Hollywood – film og flere tyske film. De personer, der stod bag dette, var vinhandler Nissen og malermester Sehestedt. De havde udset sig Schweizerhalle som stedet, hvor dette skulle etableres.

 

Tønder Kommune mente dog ikke, at der var behov for en ekstra biograf. Sagen blev afsluttet i 1955 efter at være kørt i 5 år.

I 1955 døde Ingelev. Forfatternes mormor Clara Marie kørte bevillingen videre. Den 1. oktober 1955 overtog forfatternes forældre driften. Det var dog konsekvenser forbundet med dette. De boede i Assens på daværende tidspunkt.

 

Faderen, Jørgen uddannede sig til operatør. Søndag eftermiddag var der altid gang ideen, når børnene mødte op. Politimesteren havde påpeget, at det var Kino’ s ansvar at der var orden i rækkerne og at fortovet var passerbar. Det var Tarzan, Zorro, far til fire og cowboy – film.

De store amerikanske film kom ikke til Danmark. Det var for dyrt. Det var for dyrt at lave kopier til sådan et lille land. Det havde den logiske konsekvens, at tøndringerne tog til Nibøl eller Flensborg for at se de store film.

 

Fra 1960 begyndte billetsalget at stagnere. De to knægte Jens og Lars blev nu inddraget i driften. Faderen, Jørgen havde fået job på Tønder Handelsskole som faglærer. Det hjalp på økonomien.

En arvesag efter Clara Marie’ s død blev langvarig og førte til meget anstrengt økonomi. På trods af den verserende arvesag og stagnerende besøgstal blev de 378 gamle stole skiftet ud til 325 nye stole i 1967.

 

Bladcentralen blev købt efter at Jørgen stoppede på Tønder Handelsskole i 1973.

I årene 1975 til 1980 stagnerede billetsalget atter engang. Tønder Kino var ikke en særlig god forretning. Lars gik ind og overtog hele driften af kino og købte Bladcentralen i 1980. Denne blev lavet om til spillehal og fik navnet Las Vegas.

I slutningen af 1984 og starten af 1985 kom der en henvendelse fra en ung mand ved navn Preben Christensen. Han ville købe Tønder Kino. Han havde i forvejen Biografen i Toftlund og Rødding. Men han kunne ikke rejse pengene.

 

Man havde forgæves flere gange henvendt sig til Tønder kommune. Men den 26. juni 1985 var det sidste forestilling.

Det kom i den grad bag på politikerne i Tønder, at kino lukkede. Lars havde fået den ide om at ombygge Kino til en arkade med små butikker og en burgerbar. Projektet blev gennemført, men det viste sig ikke, at kunne holde.

 

I 1989 døde Jørgen kun 73 år, og i 1997 døde mor Ella Grethe 79 år.

Man må jo sige, at det var en trist afslutning på et stykke kulturhistorie, der har præget ens ungdom. Her så vi alle Elvis film. Min ven, Ingolf var helt vild fan med ham. Her så vi Paw – fil og Far til Fire.

Og her holdt købmændene i byen engang en banko – eftermiddag. Og efter, at have set en film om nogle forbyttede babyer skulle vi knægte fare rundt med præmierne i salen. Og nogle snød jo. Så var det så andre, der ikke fik deres præmier. Det blev vi knægte så gjort ansvarlig for.

 

Kvickly – glimt fra årene på Plantagevej! – af tidligere leder af Brugsen/Kvickly Tønder, Verner Madsen.

Artiklen er en opfølgning på ”Brugsen i Tønder” fra 2012 og ”Fra Brugs i Vestergade til Kvickly på Plantagevej” 2014

Indrømmet, så kan undertegnede bedre huske den gamle Brugsen i Vestergade. Det var så hyggeligt dengang. Men i 1968 flyttede man ud til de nybyggede lokaler ude på Plantagevej. Og Rita flyttede ind i de gamle lokaler i Vestergade.

 

Dengang man flyttede ind på Plantagevej blev der høstet på marken bag ved. Og på marken nord på gik der kreaturer.

Fordelene var parkeringspladserne. Men man havde ikke mere den naturlige kundestrøm fra hovedstrøget. Nu skulle der findes på sjove ting. Og så var der ellers ponyridning, slå katten af tønden og udstoppede dyr fra Låsby – Svendsen.

 

De forskellige gange fik vejnavne, og talrige aftener blev brugt til kundearrangementer. I 1975 udbyggede man butikken til det dobbelte. Og supermarkedet var blandt de første i Danmark, der fik en delikatesseafdeling. Atter engang i 1979 fordoblede man arealet. Nu fik man bageri og cafeteria.

Men dette byggeri blev nok lidt af et maleri. Der løb vand ned i to store eltavler i maskinrummet. De brændte begge total sammen. Dette udviklede PVC – røg, og i alt 28 måtte til observation, heraf var der 23 af butikkens egne folk.

 

Man måtte have hjælp af butikker udefra. En masse varer måtte destrueres. Der skulle foretages lagertælling, oprydning m.m. Butikken måtte lukke mandag, tirsadag, onsdag. Torsdag kunne der så holdes brandudsalg. Det blev så den største omsætning i Brugsens historie.

Fjorten dage senere kom endnu et chok. En nabo ringede og sagde, at der stod meterhøje flammer op over butikkens tag. Brandvæsnet var dog hurtig til stede, og kunne begrænse skaderne.

 

I 1983 fik man påskrevet, at nu blev man nødt til at kalde sig Kvickly. Atter engang indførte man noget nyt, nemlig Kvickly Food. Grænsehandlen med billig benzin syd på ødelagde en masse. Så fik man pølsemageri med egen røgeovn.

Haveartikler blev solgt fra en boplehal, der blev for lille. Den blev foræret til Tønder Festivallen. En ny træbygning kunne rumme noget mere.

 

Sammen med Kurt Gabs tog Verner Madsen til Bornholm efter friske sild. Man kunne godt have 6.000 – 7.000 sild med i flyveren. Man bagefter måtte de to hvis i bad.

Når der var stævner i Tønderhallerne var det Kvickly Bageriet, der stod for bagningen af rundstykker og tilberedning af smørrebrød.

 

I 1994 var der igen tid at udvide. Men der skulle lige flyttes en afvandingskanal. Og så skulle man lige spørge naboerne. Formanden for Teknisk Udvalg i Tønder forsøgte, at tale Kvickly fra ideen. Men man var godt forberedt.

I 1995 var der 75 års jubilæum. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som undertegnede også har stående på hylden. Året efter syntes Werner Madsen, at det var tid til at holde op efter 30 år i Tønder og Omegns Brugsforening. Da han startede i 1966 var der seks medarbejdere og nu var man oppe på 110 ansatte.

 

En forrygende artikel om en butik i fremgang. Men egentlig savner man lige et par ord om, hvordan Kvickly i Tønder har det i dag. For man hører herover fra København, at et stigende antal folk inklusive min egen familie ofte kører over grænsen efter fødevarer.

 

Livet på Tønder Kaserne ved 2. Telegrafbataljon (2.TGBTN) – fra 8. august 1978 til kasernens lukning ultimo 2002 v. pensioneret major Søren P. Sørensen, Tønder.

Se den ”Gamle redaktør” her på siden har jo netop været hos telegraftropperne på Langelandsgades kasserne i Århus. Men nu kan jeg ikke huske, om det var 2. eller 3. telegrafbataljon. Og på toiletdøren stod der malet med stor blødrød skrift:

 

• Er dette livet så frygt ej døden

 

Vi afsluttede altid med løb i de smukke skove uden for Århus. De 18 første kom altid med den første bil hjem. Så kunne vi lige nå at klæde om, og så tage et tidligere tog hjem. Men så var det næstkommanderende, der fandt ud af, at vi skulle have en aftrædelses – parade. Ham fik vi indberettet for ”fuldskab”. Og han blev hvis nok forflyttet. Men se her drejer sig om Tønder.

 

Cirka 7 – 8 år efter rykkede 2.TGBN ind på Tønder kaserne, nøjagtig den 8. august 1978. Og det gjorde også Fodfolkspionererne, 9. Regiment og Luftværnsartilleriet. Og man kan sige, at det nok er lokalpolitikernes fortjeneste, at dette skete.

Det et chok for personalet at få at vide, at de skulle til Tønder. Og det blev ikke bedre, da de hørte, om den voldsomme stormflod i efteråret 1976, da Tønder By blev evakueret. Men Tønder By nedsatte forskellige udvalg, der skulle hjælpe personalet til rette.

 

Således udstykkede man et nyt boligområde i Ulriksalle, hvor man anviste værelser til unge konstabler. Og to gange inviterede Tønder Kommune til en udflugt til byen.

Mandskabsstuer på kasernen blev omdannet til 80 enkelt – og dobbeltværelser. Der var dengang 29 lejligheder på Eksercergården, lejeboliger ved kasernen og 4 huse i Tønder By.

 

Garager og undervisningslokaler skulle ændres. Desuden var det nødvendig med en kraftigere elforsyning.

Om morgenen den 8. august kørte ca. 140 køretøjer og 240 mand mod Tønder. Man blev modtaget med flag ved indfaldsvejene. Og et fly var i luften med et banner, hvorpå der stod ”Velkommen til Tønder 2. Telegrafbataljon”.

 

Der var musikkorps gennem Tønder og parade foran Kristkirken. Her talte borgmester Børsting Andersen og bataljonens chef, oberstløjtnant B.E. Löwenstein. Jo denne kan undertegnende godt huske. Dengang var han kun major. Han havde sin onde og sin bløde side. Og var han til den bløde side, så var han ret hyggelig at tale med.

Der var tappenstreg og fest i Tønder om aftenen.

 

Rigtig meget af personalet blev efterfølgende i byen. Ved stormflodsberedskabet i 1999 var bataljonen indsat over flere dage. Man forstod at engagere sig i byens forskellige aktiviteter.

Den 8. august 2001 blev 2. TGBTN nedlagt efter den sidste march og parade på Tønder Torv.

 

Min tid som bydreng hos Tønder Kafferisteri af Peter Marcussen, Tønder.

Peter skulle have fire måneder til at gå. Han skulle efterfølgende på Ungdomsskole i Vojens. Stedfar som var købmand i Østerby skaffede ham et job hos Tønder Kafferisteri. Lønnen var 150,- kr. om ugen. Det må jo siges, at være et god løn.

Hver dag gik turen fra Vidågade til Østerby. Og det værste sted var Strucksallé, der endnu var brobelagt. Her sprang kæden ofte af.

 

Det var dengang, der var en købmand Brodersen på Strucksalle og købmand Filskov i Popsensgade. Peter cyklede rundt på Long John med kaffeposer på 2,5 kg. De skulle passe til en kaffemølle. Filskov var den første selvbetjeningsbutik i Tønder.

Det kunne ske det, at brændemesteren havde fået ”en over tørsten”. Så skete det, som ikke måtte ske. Hele kaffen blev brændt. Med andre ord. Det lignede mere kul end kaffe. Så skulle der ellers ryddes op. Og alle måtte i sving.

 

Når Henning var sur, skulle alle vinduer pudses, selv i solskin. Og som regel skulle det laves om dagen efter.

Onsdag var den dag, hvor Kaj Odefey skulle på langtur. Det vidste man, for så kom Kurt Bödefur slingrende hed ad Vidågade med sin plasticpose i hånden. Han skulle med Kaj til Rømø. Turen tog normalt fem øls tid. Kaj drak aldrig, når han skulle køre bil.

Åh ja, man husker udmærket de to personligheder.

 

Hver lørdag fik man et kilo kaffe gratis med hjem. Kaffen solgte Peter til sin bedstemor. Så var det penge til bal på ”Æ Klev”.

Ja så husker vi jo også de grupper som Peter nævner. The Luckies fra Tinglev, The Arrows og The Tommyguns fra Højer. Og Silverboys fra Visby.

 

Hos købmand Klüver på Torvet var der altid drikkepenge. ”Den lille Købmand” på Strucksalle lå sidst på turen. Når der blev leveret varer til Jørgen Colding, så var der altid chokolade, lakridskonfekt eller andet slik med hjem. Men på Tønder Kafferisteri var man nu heller ikke smålig med vægten, når det drejede sig om denne kunde.

Afløseren var Store Bernhard. Han første tur var en katastrofe. Det regnede, og Hans Erik havde pillet lidt ved tre af poserne. Og så ud ad Strucksalle. Han havde ikke en chance.

 

Der var 500,- kr. i afsked. Og det var mange penge dengang i 1965. Senere flyttede Peter til Lendemark, hvor han kom i lære som murer.

Igen en sjov historie, der får minderne frem om alle de bypladser, man efterhånden har haft i Tønder. Men også de skønne minder man har fra ”Æ Klev”

 

 

Folkevogn i Tønder gennem knap 70 år af Bent Hansen, indehaver af Volkswagen Bruhn og Knudsen, Tønder

Omme på Ribe Landevej løb vi altid ind til Bruhn og Knudsen, fordi vi skulle have klistremærker til vores sæbekassebiler på Lærkevej. Og disse sæbekassebiler var der mange af dengang på Lærkevej. Det var en ”Legegade” og vi unger mente, at det betød, at der slet ikke måtte køre biler der, så vi flyttede os slet ikke.

Og så gjorde jeg haven i stand som knægt for en ældre dame i Nygade, som hvis nok var mor til en af indehaverne dengang. Min kammerat Ingolf kaldte hende for Fru Jaskeberg. Der var en kæmpe græsplæne bag til og en mindre, der foran altid skulle klippes. Og der kom altid tillægsopgaver til. Og egentlig fik man ikke ret meget for det. I forvejen havde man også ”bydreng”.

 

Henne på hjørnet af Nordre Landevej og Ribe Landevej 59 startede firmaet. Man fik lov til at forhandle VW. I forvejen blev der forhandlet Opel og Ford i byen. Man kunne måske også have fået forhandlingen af Citroen.

På Ribe Landevej oprettede man et værksted og i Østergade blev der senere oprettet udstillingslokaler. Her skulle salget foregå. Det første år blev der solgt omkring 27 personbiler.

 

I værkstedet reparerede man også andre bilmærker samt en del af byens og omegnens lastbiler. Den gang var det ikke så kompliceret som i dag. Ja dengang var en svensknøgle og en skruetrækker næsten nok. I dag skal man mindst to gange om året på kursus for at lære de nye programmer til computeren at kende.

I 1952 rykkede firmaet hen i nummer 55. Her byggede man nyt værksted, lager, kontor og udstillingshal. Her holder man stadig til. Varevogne kommer også til. Firmaet Kirchheiner blev den helt store kunde. Det var ikke så mange andre, der kunne levere ”Rugbrød”.

 

Man sagde altid De og Hr. Knudsen. Benzintanken blev lukket i 1973. Hans Peter Bruhn havde tjek på reservedelslageret.

I 1976 overtog forfatteren til denne artikel salget af biler. Men allerede i 1972 blev han medindehaver af firmaet. Og det skete efter Hr. Knudsens søns pludselig dødsfald. De to døtre solgte aktieposten til Bent Hansen.

Firmaet har medarbejdere, der har været der i 30 år.

 

I 1970erne fik man også forhandlingen af Audi. Og så kom Passat og Golf – modellerne også. Oliekrisen var hård ved bilbranchen. Gennem et halvt år i 1974 blev der ikke solgt en eneste ny bil. I dag er der 52 forhandlere rundt om i landet.

Sønnerne Brian og Henrik kom med i firmaet. Og da de begyndte var der 11 mand ansat i firmaet, Nu er man oppe på 25. I 2004 opkøbte man Volkswagen i Haderslev. I Tønder har man nyrenoveret virksomheden helt efter Volkswagens principper. Det skete i 2012.

 

Man bruger også Nettet. Som Bent Hansen siger så gik der måske 10 henvendelser til før en bil var solgt dengang. I dag klares det ved 2 – 3 henvendelser. Køberne er godt orienteret via nettet.

I 2005 blev virksomheden udnævnt som ”Årets Forhandler”.

 

På reservedelslageret har man i dag 2.500 reservedele. For få år siden havde man 7.500 numre på lager. Nu har man et fjernlager og et meget hurtigt distributionssystem.

Fremtiden er førerløse biler med GPS – systemer. Der satses mere og mere på miljøvenlig energi og hybridbiler. Og en nyere måde at finansiere bilkøbet har også sat sit præg.

En ganske informativ artikel som undertegnede har passeret utallige gange, dengang da familien boede på Lærkevej.

 

Brug de sociale medier

Igen engang har vi fået nogle gode artikler. Og snart vil vi igen møde et kvartalshefte. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune bruge de sociale medier og oprette en Facebook – gruppe og måske en aktiv hjemmeside.

Der er masser af lokalhistoriske Facebook – grupper. Men de spreder mest fotos, og måske ikke så meget information. Vi er en masse amatør – historikere, der gerne vil bakke op. Vi kan da se også for Tønders område, at interessen for at læse om de gode gamle dage er enorm. Og lige i dette øjeblik har vi 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.

 

Ja og så ligger der også en del invitationer til foredrag i området. Og ”Den Gamle Redaktør” glemmer aldrig den store skare tøndringer, der kom for at høre undertegnede holde foredrag på en ganske almindelig torsdag aften u å æ Schweiz.

Interessen er der. Tak for et godt hefte. Det er godt gået.

 

Hvis du vil vide mere:

• Erindringer fra Tønder (bl.a. gennemgang af Tønder erindringer 1 – 12)
• Nye erindringer fra Det Gamle Tønder (anmeldelse af 16. årgang)
• Der er 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn på dengang.dk

 

 

 

 

 

 

Da Als var Republik – endnu mere (2)

En nekrolog i Dybbøl – Posten. Hændelsen er både opfattet som myte og begivenhed. Hvem var Gustav Noske. Han har i sine erindringer nævn revolutionen i Sønderborg. Men hvem var præsident Topff. Sønderborgs arbejdere var ikke med. Topff forsvarede sin handling. Men der var bestemt ikke alle der var enig med ham. Og Topff var bestemt ikke sagesløs, men han blev betegnet som utilregnelig. Sonderburger Zeitung kunne berette om revolutionen. Avisen blev også udsat for censur. Topff udsendte flyverblade og beordrede marinen til at sejle med rødt flag. Efter at Topff var gået af, blev Soldaterrådet udvidet med 5 og nu skulle der to underskrifter under anordninger. Den 9. november 1920 døde Topff og begravet i Berlin.

 

Nekrolog i Dybbøl – Posten

Det er efterhånden gået nogen år, siden vi skrev den første historie om Als som republik. Men efterhånden har man så fået samlet en hel del nyt kildemateriale.

Den 12. november 1920 indeholdt avisen Dybbøl – Posten følgende nekrolog over én af Sønderborgs borgere:

 

• En ret bevæget skæbne er i tirsdags afsluttet på det herværende indvalidehospital, idet den tidligere skræddersvend Bruno Topff er afgået ved døden. Den afdøde, som i den sidste tid har været svagelig, idet han led af tuberkulose, stammende fra Berlin og kom hertil under krigen. Han opnåede, hvad ingen anden kan rose sig af at have været, nemlig at blive ”præsident for republikken Als”, om end kun for en dag eller to.

 

• Da revolutionen brød ud i november dagene for to år siden, var Topff marinesoldat. Hvordan det er gået til, ved vi ikke, men den 6. november 1918 proklameredes Als som republik med Bruno Topff som præsident. Det første, den nye præsident anskaffede sig, var et automobil, og med en rød vimpel foran fór han frem og tilbage i gaderne i Sønderborg for at inspicere og styre sit riges hovedstad. I næsten halvanden døgn var han højstkommanderende over alle de militære styrker til lands og til vands, som lå i Sønderborg.

 

• Han begyndte straks at regere, og hans form for regeringshandlinger nåede ikke ud over proklamationernes stadium. Han fik dog lejlighed til at udsende flere. Han stævnede blandt andre daveærende landråd Schönberg, som førtes ind under militær bevogtning. Op det nye ”regeringskontor” fik han at vide, at han kunne fortsætte sin embedsvirksomhed foreløbig, men at alle hans proklamationer også måtte underskrives af præsidenten, for at de kunne være gyldige. Audiensen skal være forløbet tilfredsstillende og, når man ser bort fra et enkelt dramatisk optrin, også ret rolig.

 

• Dagen efter ophørte Als med at være republik, og ekspræsidenten gled foreløbig ud af den politiske saga. Hans vigtigste regeringshandling bestod i, at han straks lod al udførsel fra øen standse og uddele et halv pund smør pr. hoved, noget på det tidspunkt aldeles uhørt, som nok ville have været i stand til at fæstne en mands politiske stilling.

 

Danebod Højskoles Årsskrift 1928

Ja her har vi det på skrift, at han var præsident. De fleste vil sikkert kalde for en myte. Fra selve revolutionsdagene findes der ikke noget skriftligt vidnesbyrd. Det vil dog sige at i gårdejer Ernst Christensens artikel i Danebod Højskoles årsskrift 1928 finder vi også beviser på det. Således skildrer Ernst Christensen, da han var i audiens hos den nye præsident for Als.

 

Både myte og begivenhed

I Sønderjyske Årbøger beskrives hændelsen både som en myte og som en begivenhed, der har fundet sted. Dorrit Andersen kunne i artiklen ”Rådsbevægelsen i Nordslesvig” fremlægge nyt kildemateriale.

 

Erindringer af Gustav Noske

Således udkom der i 1920 er erindringsbog af Gustav Noske med titlen ”Von Kiel bis Kapp. Zur Geschichte der deutschen Revolution. Om begivenhederne på Als, står følgende:

 

• En mand, der drev sit uvæsen på Als, lod jeg to gange bringe på lazarettet, da han som følge af mangel på søvn var blevet helt utilregnelig. Han stak hver gang af igen. Tredje gang lod jeg ham føre frem for mig af bevæbnede og så spærre inde i arrest.

 

• Undersøgelser bragte ikke for dagen, at han havde forøvet alvorlige strafbare handlinger. At han skulle regere øen Als alene var kun et udslag af forbigående forrykthed.

 

 

• Krigsretsråden forslog mig at frigive ham. Hans kone var kommet for at tage ham med hjem. Den følgende dag mødte han i skinnende ren uniform hos mig og erklærede: ”Hr. guvernøren har spærret mig inde. Det betakker jeg mig for. Nu er jeg fuldstændig fornuftig”

 

• Et år senere har jeg fået et nydeligt brev fra ham. ” Ved andre vilde mænd var det tilstrækkeligt, at jeg lod dem føre for mig og truede dem med indespærring for at få dem til at blive manerlig”

 

 

Hvem var Gustav Noske?

Denne Gustav Noske var ikke en hvem som helst. Han var med til forhandlinger i Kiel, hvor revolutionen var gået helt galt med ni dræbte og mange sårede.

Han modsatte sig, at provinsen Slesvig – Holsten blev udråbt til republik. Og han fulgte meget nøje udviklingen rundt omkring i Slesvig – Holsten. Til Soldaterrådet i Flensborg sagde han følgende:

 

• Nu er I vel klar over, at I alle sammen er mytterister og burde være skudt, om loven var sket fyldest. Det siger jeg jer, aflønning og forplejning fortsætter, så længe I ikke laver nogle svinerier. Forekommer sådan noget, vil jeg hensynsløst afskære jer fre enhver tilførsel.

Her på siden, har vi skrevet lidt om revolutionen i Højer og Tønder.

 

Hvem var præsident Topff?

Men hvem var han enlig denne præsident fra Als?

Han hed Bruno Gustav Eugen Topff. Han var skrædder og født i Potsdamm den 2. november 1886. Under krigen var han overskræddergast i marinen. Du budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå Bruno på marinelazarettet. Han led af tuberkulose. Trods dette lykkedes det ham at sætte sig i spidsen for soldaterråddet.

 

Byens arbejdere var ikke med

Byens arbejdere kom ikke med i bevægelsen med dannelse af et arbejderråd, før Topff om formiddagen den 9. november på et nyt møde, havde forkyndt, at han trak sig tilbage af helbredsmæssige grunde.

 

Topff forsvarede sin handling

I et læserbrev til Sonderburger Zeitung den 20. marts 1919 forsvarer Topff sin beslutning. Han skriver blandt andet i et meget langt læserbrev:

 

• Jeg erkendte dengang straks tingenes tilstand og min bestræbelse var blot at forhindre blodsudgydelse, røveri og plyndring

 

• Hvem ved da, hvor meget jeg har forhindret i al stilhed?

 

 

• Døde ville der have været og ifølge hermed plyndring.

 

• For alt det jeg gjorde, har jeg ikke fået nogen tak.

 

• Jeg har på karakterløse slynglers tilskyndelse måttet lade mig prøve på hjerte og nyrer i tre uger i varetægtsarrest. Og havde man blot fundet en døjt, der talte imod mig, så havde man drejet halsen om på mig. Men jeg er kommet ud af denne affære som hædersmand. Resultatet af revolutionen er for mig blot, at jeg fuldstændig har undergravet mit i sig selv svage helbred, har sat omkring 2.000 mark til og må beklage tabet af mine ting til en værdi af 600 mark.

 

En brevskriver var bestemt ikke enig

Den 3. april 1919 svarede Philipp Weiglein. Han var bestemt ikke enig med Topff’ s beskrivelse af hændelsesforløbet. Han mente, at andre også havde taget en del af slæbet. Han fortæller at Topff skulle have sagt:

 

• Så kammerater, nu tager jeg andet kluns på og kører med en bil over den danske grænse for at forhandle med regeringen dér – så Als bliver dansk.

 

Brevskriveren slutter:

• Og så fordrister De Dem alligevel til at lade sådanne tirader løbe at stabelen i en god tysk avis og smide lort på anstændige folk!

 

Topff var ikke sagesløs

Selv om Topff blev frikendt, så var det ikke i erkendelse af, at han var helt sagesløs. Men det var snarere, at man ikke fandt, at han var hel tilregnelig i revolutionsdagene.

Topff havde angiveligt holdt en tordentale med angreb på officererne. Disse måtte lægge deres sabler for fødderne af Topff. Man skulle have rødt mærke på uniformen uden militære værdighedstegn.

 

Sonderburger Zeitung kunne berette

Sonderburger Zeitung kunne bringe en kort meddelelse om revolutionen i spalten med lokalnyheder. Efter at have nævnt soldaterrådets dannelse den 6. november hedder det:

 

• Som borgmester Dr. Petersen meddelte i et i går aftens afholdt hastemøde for bykollegierne, har soldaterrådet overtaget den offentlige myndighed i byen og garanteret ordenens overholdelse. Roen er ikke på nogen måde blevet forstyrret. Marinevagtposter med hvide armbind har bl.a. besat banegården, brovagten og posthuset. Der patruljeres i gaderne. Man så også nogle automobiler med rødt flag og med marinemandskab i køre af sted.

 

• De civile myndigheder hindres ikke i deres virksomhed. I indforståelse med soldaterrådet vil de sørge for forplejningsanliggender. Der er også udsendt forbud mod udskænkning af spiritus og afholdelse af danseforlystelser og koncerter.

 

Sonderburger Zeitung udsat for censur

Efter Topff’ s afgang fortælles noget mere om begivenhederne under revolutionen:

 

• Først blev det af soldaterrådets lede, Topff torsdag aften (det vil sige den 7.) udstedt forbud mod at udkomme igen, fordi fyrst Bülows artikel om kejserspørgsmålet var blevet aftrykt efter Norddeutsche Allgemeine Zeitung

 

• Dette blev, da vor redaktion klagede derover, fredag formiddag indskrænket til dekretering af forcensur.

 

 

• Fredag aften blev det derpå af soldaterrådets leder under trussel af magtanvendelse (lukning af avisen og beslaglæggelse af trykkeriet til soldaterrådets formål) forlangt af ledelsen, at avisen betingelsesløst skulle udleveres til ham, eller redaktionen skulle fuldstændig stille sig i den nyeste bevægelses tjeneste.

 

• Ved hr. landråd Schönbergs venlige bistand blev der sluttelig set bort fra den hermed påtænkte samvittighedstvang, som redaktionen naturligvis ikke kunne underkaste sig, og det blev ved udøvelse af forcensur.

 

 

• Denne er nu også ophævet, som det blev meddelt i dag til middag.

 

Flyveblade

Topff havde ellers henvendt sig til befolkningen med proklamationer i flyvebladsform. Tre flyveblade kendes i dag, hvoraf de to også er trykt som bekendtgørelser i Sonderburger Zeitung den 8. november. Ingen af flyvebladene nævner dog Republikken Als.

Topff opfattede sig selv som den øverste civile myndighed. Han var hele tiden i aktion. Således afviste han at dispensere fra udførsel af levnedsmidler fra Als.

 

Marinen skulle sejle under rødt flag

En kaptajn ville vide under hvilket flag han skulle sejle under til Kiels, svarede Topff resolut, under det røde flag, naturligvis.

 

Soldaterrådet udvidet og nu to underskrifter

Ved Topff´s afgang blev Soldaterrådet udvidet med 5 medlemmer. I fremtiden skulle der nu være to underskrifter under anordningerne. Og hvordan arbejderbevægelsen så på Topff vides ikke. Forhandlingsprotokollen for det sønderborgske socialdemokrati må anses for at være gået tabt.

 

Den 9. november 1920 døde Topff

Den 5. november 1920 blev Topff indlagt på hospitalsafdelingen på Krigsinvalideskolen yderst medtaget af bughinde – tuberkulose. Han døde fire dage senere.

Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag.

 

Kilde:

• Sønderjyske Månedsskrift (div. Udgaver)
• Sønderjysk Årbog (div. Udgaver)
• Robert Huhle: Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg
• Ernst Christensen: Hvad sker der for ti aar siden. Danebod Højskole
• Anker Kirkeby, Schack: Sønderjylland, som det er nu (1920)
• Kai Edvard Larsen: Et halvt århundrede i grænselandet (1969)
• Frede Nielsen: fra Udmark til Forpost
• Fra Als og Sundevej (1969)
• Dybbøl – Posten (div. Udgaver)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Da Als var republik(1)
• Sagn og Historier fra Als
• Slaget om Als
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Dengang på Sønderborg Slot
• Sønderborg i begyndelsen
• Sønderborg 1864

Sønderjyske Årbøger 2016 – en anmeldelse

7 hovedartikler, 18 boganmeldelser, oversigt over lokalhistoriske hefter, årsrapporter m.m. På hjemmesiden er der gode bogtilbud og mange gange i løbet af året kommer der nyt fra Sønderjylland ind ad døren. Og dem, der bor i lokalområdet kan benytte sig af gode foredrag, konferencer og historiske udflugter. Man får en masse for 325,- kr. Artiklerne denne gang handler om Skibskaptajner, Spadeslaget i Haderslev, Simmersted – ulykken, København – Bonn erklæringen, Skolestrejke i Terkelsbøl, Slesvigland i Sydslesvig, Samarbejde med tyskerne. Nogle artikler er mere spændende end andre. Men generelt kan årbogen varmt anbefales.

 

Man venter med længsel

Ja man længes faktisk efter årbogen med længsel. Denne gang beklager man, at kontingentet er steget med 10 pct. Vi er nu oppe på 325,- kr. Man får dog en masse for de penge. Og når man tænker på de stigende portoudgifter, er det ikke dyrt.

Tænk, hvor meget lokalhistorie, vi får. Og kig en gang på foreningens bogliste. Der er altid tilbud. De lokale nede i Sønderjylland, har også mulighed for foredrag og historiske ture.

Men her er det selve Årbogen 2016, vi skal anmelde. Her får vi så:

• 7 hovedartikler
• 18 boganmeldelser
• Oversigt over lokalhistoriske hefter
• Årsrapport fra foreningen
• Årsrapport fra museerne og arkiverne

Var det nu nogle af de 7 artikler, der ikke var så relevante? Ja det er vel op til den enkelte at vurdere. Hvad er det lige, som interessere en mest? Det er jo tydeligvis fagfolk, der kan deres kram, som man har fået til at skrive de forskellige indlæg.

 

 

Mikkel Leth Jespersen: Skibsredder Jacob Bendixen fra Stolliggård – En Aabenraa – matadors storhed og fald

 

Jacob Bendixen var blandt de første, der rejste mod Sydamerika. Og redderiet blev en af de største i Aabenraa. Han havde mange af sine forretninger kørende sammen med sin svoger Jørgen Bruhn. Der findes i den grad også masser af kildematerialer at tage af. Familierne Bendixen og Bruhn havde andele i hinandens skibe.

 

Fra Aabenraa – avisen Freja vides, at allerede som ung rejste Jakob Bendixen til søs. Besætningen følte sig forpligtet over for hinanden. De fleste regnede med en dag at vende hjem og bosætte sig på Løjt.

Jacob Bendixen tog som så mange andre løjtninger sin navigationseksamen i Tønning, men blev undervist i navigationsskolen på Løjt. Ifølge nevøen, Hans Bruhn blev han ”en meget duelig skibsfører”.

 

Ved krigsudbruddet mod England i 1807 blev der taget ni store skibe fra Aabenraa. Det samlede tab under krigen med England var nærmest en katastrofe for skibsfarten i Aabenraa. 46 af byens 66 store fragtskibe blev taget af englænderne.

I 1811 var Bendixen bosat i Nyhavn og sejlede som styrmand fra Norge. To år efter blev han gift med en søster til vennen Jørgen Bruhn. Han overtog en mindre landejendom i Stollig. Men det varede dog noget, inden han for alvor kom hjem. Først i 1820 opsagde han sit københavnske borgerskab.

 

Sammen med Jørgen Bruhn købte han Bolette og Marie. Han sejlede dernæst i pendulfart mellem Nord – og Sydamerika. Derefter gik turen til Rio de Janeiro.

Bendixen var også med i det stort anlagte projekt med Creole, der skulle sejle med klonister og soldater over Atlanten for den brasilianske regering.

 

På returrejsen medbragte skibet kaffe og sukker. Jacob Bendixen blev gode venner med den brasilianske kejser, Pedro den Første. Bendixen købte en slave, der boede hos Jørgen Bruhn på Løjt. Denne druknede dog, da han skulle bade heste i Aabenraa Fjord.

 

Stoliggaard blev et samlingspunkt for Bruhn – Bendixen familien.

Jacob Bendixen var tyskorienteret. Han var en af dem, der ønskede skibsmærket ”Dansk Ejendom” fjernet fra byens skibe. Dannebrog skulle erstattes af det Slesvig – Holstenske flag.

 

Den eneste i kredsen, der fastholdt det danske, var den kongetro Jørgen Bruhn.

Det var i Sydamerika – fartens gode år, at Jacob Bendixen for alvor etablerede sig som skibsredder. Hans store skib, Napoleon, var det første Aabenraa – skib, der besejlede Hongkong. Det er også Napoleon, der er kirkeskib i Løjt Kirke.

I 1849 blev fregatten Hindoo bygget på Paulsens Værft. Det var det sidste skib, der blev en forretningsmæssig succes. Byggeriet af skibet Himalaya havde været en uheldig timing. Det begyndte at gå ned ad bakke. Stolliggård måtte nu belånes for at betale restgælden.

 

Til sidst måtte huset sælges og familien måtte flytte til Aabenraa. Jacob Bendixen døde i 1866, 78 år gammel. Han blev begravet på Løjt Kirkegård. Magrethe Marie, hans kone døde i 1881.

Men konsekvenserne blev mere smertelige for sønnen Bendix Georg og hans familie. Udover at gå i land, måtte han sælge sit hus. Der opstod store problemer på hjemmefronten, og han begyndte at drikke. I 1887 døde han. I kirkebogen står, at han var ”forhenværende kaptajn” og at han boede på ”arbejderhuset”, hvor han var fattiglem.

 

Hans kone havde solgt alle værdigenstande fra de gode tider på havet. Hun fik understøttelse fra Aabenraa Sømandskasse. Hun sikrede børnene en tryg opvækst. I 1894 flyttede hun ind hos datteren, som var blevet søster i Brødremenigheden i Christiansfeld.

En spændende beretning fra en person, der kan sin skibshistorie. Det, der så undrer ”Den Gamle Redaktør” er, hvorfor de andre i kredsen ikke kunne hjælpe noget mere økonomisk, da det gik galt.

 

 

Sidsel Maria von Qaulen: ”Die Nationale Pflicht für das Mutterland” – Det Tyske mindretals økonomiske kollaboration under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 45

 

Mindretallets almindelige samarbejde er så rigelig belyst i diverse kilder. Men det er det økonomiske samarbejde dog ikke. For at begrænse omfanget har forskeren begrænset undersøgelsen til Haderslev – området. Og det er i grunden en skam.

En endegyldig nazistisk ensretning efter tysk forbillede fandt sted i 1938. Senere blev Zeitfreiwilligendienst sidestillet med aktiv krigstjeneste. Den blev så bare aftjent i hjemstavnen. 1.700 tysksindede i Nordslesvig gjorde tjeneste i korpset. Selbstschutz – korpset blev ikke nær så stort. Disse to grupper er indgående blevet beskrevet andet sted.

 

DBN – Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig havde to hovedopgaver:

• At dygtiggøre medlemmer som håndværkere
• At varetage deres erhvervsmæssige interesser

 

I 1940 blev organisationen omstruktureret i tre undergrupper. Dette blev så yderligere omstruktureret i 1941.

 

• Alle forretningsdrivende blev samlet i handelsgrupper. I februar havde man 1.019 medlemmer.
• Håndværkergruppen havde på samme tidspunkt 1.834 medlemmer.
• Arbejdergruppen havde 1.150 medlemmer.

 

En yderligere underorganisation blev oprettet. Den kaldte man for LG – Liefergemeninschaft

 

Omkring 1942 havde man månedlige leverancer gennem LG på 1,2 millioner kroner.

 

Stauning skulle over for Jens Møller have givet udtryk for, at dette var helt i orden. Men statsmagten havde nu flere indvendinger mod dette system. Og det var, fordi de tysksindede virksomheder blev favoriseret. Og så påtog de tysksindede virksomheder fra Sønderjylland efterhånden arbejde i hele landet.

Man fik også afvist en kontrol, da priskontrolrådet i 1942 ville lave et tjek på de arbejder, der blev lavet for værnemagten. Gennem de tyske myndigheder fik man afvist kontrollen og kunne fortsætte, som de var vant til.

 

3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev under retsopgøret dømt for samarbejde (kollaboration) med den tyske besættelsesmagt. 700 af de dømte fra mindretallet blev enten dømt for værnemageri eller for at have udført vagttjeneste.

Den største sag om økonomisk kollaboration fra Haderslev omhandler et lokalt bryggeri, der under hele besættelsestiden leverede øl, vand og kaffeerstatning til besættelsesmagten.

 

21 personer fra Haderslev blev dømt for at have været Zeitfreiwillige.

Men også dansksindede blev dømt, og her var der mest tale om vognmænd.

En klædefabrik havde haft en omsætning på 6,5 – 7 millioner kroner på arbejdet for tyskerne. Man havde hovedsagelig syet uniformer og leveret tøj til Frøslevlejren. Man havde i perioden udvidet personalet fra 120 til 230 ansatte.

 

Man var blevet opfordret til arbejdet af Industrirådet. Og man mente også at have regeringens tilladelse. Anklagen mod klædefabrikken blev frafaldet i 1948.

 

Omfanget af kollaborationen var temmelig stor, konkluderer forfatteren. Og det skyldes blandt andet den gode organisation.

Mindretallet var fanget som en lus mellem to negle. Man ydede en indsats for krigen som en del af det tredje rige. Men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”.

 

 

Hans Schultz Hansen: Spadeslaget i Haderslev den 8. december 1940.

 

Her er et af de bedre indslag i Årbogen. Og hvorfor nu det? Jo den bringer en masse nyt til en emne, man troede, man vidste alt om. Forfatteren er her tydelig inde i sit område, og ved, hvor han skal finde kilderne.

Fra august 1940 finansierede tyskerne DNSAP’ s aktiviteter. Den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink foretrak at arbejde med den siddende regering frem for en nazistisk regering med Frits Clausen.

 

I anden halvår 1940 foranstaltede DNSAP en række demonstrationer. De trodsede også uniformsforbuddet.

I Roskilde måtte det danske politi finde sig i at tyske soldater deltog i en march arrangeret af DNSAP. Man ville forhindre, at noget lignende fandt sted i Haderslev. Derfor havde man kontaktet de tyske myndigheder.

 

Forud for demonstrationsmarchen den 8. december 1940 marcherede SA – tropper med spader. Det var sikkert nazistledernes sidste forsøg på at fremprovokere en krise. Mødet var anmeldt, men politiet var ikke rigtig klar over marchens omfang.

Dansk politi blev stærk udvidet under besættelsen. 1. juli 1940 fik rigspolitiet bemyndigelse til at ansætte 1.100 betjente på honorar – basis. Det betød blandt andet, at to udrykningsdelinger blev placeret i Sønderjylland. Disse blev der brug for den dag i Haderslev.

 

SA’ erne var bevæbnet med spader af en længde fra 47 cm til 113 cm. Efter slaget blev der beslaglagt 106 lange og 20 korte spader. Endvidere fandt man et par pistoler og dolke.

I programmet stod der, at der på højskolehjemmet afholdtes offentlig møde med kaptajn Lærum som taler. Bovrup S.A. orkester musicerede. Endvidere stod der en talkode, som politiet efterfølgende afkodede. Der stod, at klokken 14.30 skulle alle stille to kilometer syd for Haderslev. Spader og tornystre skulle medbringes.

 

Tilsammen var der 275 mand i optoget, alle uniformerede. Flere gange forsøgte politiet at stoppe marchen, men de var endnu for få.

Haderslevs politimester Hartmann måtte have hjælp flere steder fra. Der kom betjente fra Aabenraa, Tønder, Kolding og Odense. På sit højeste nåede man op på 130 mand.

På et tidspunkt beordre overbetjent Jacobsen fra Aabenraa, at man trak pistolerne. Politiet fik nu anholdt et par stykker. Det lykkedes dog for disse at flygte. Nu blev der også sendt bud efter tåregas.

 

Det offentlige møde inde i salen blev indledt med kaptajn Lærum´s tale. Men det bevarede manuskript og overbetjent Riis’ s referat stemmer ikke overens med, hvad han virkelig sagde.

Det offentlige møde var forbi lidt efter 18. De ikke uniformerede forlod derefter mødet. Her blev ingen arresteret. Politimesteren afbrød telefonforbindelsen til Højskolehjemmet, da der pludselig gik rygter om et kup.

Kaptajn Lærum præsenterede sig som ”Rigsungdomsfører”. Han anmodede om frit lejde for NSU’ erne. Han anmodede om, at de måtte forlade mødet. Alle under 16 år fik derefter lov til at gå.

 

Men klokken 20.30 var aktionen endnu ikke afsluttet. Nazisterne ville ikke gå ind på politiets krav. Nu fik de 10 minutter, men de viste sig stadig ikke.

Et par vinduer blev nu slået ind, og tåregas blev smidt ind i lokalerne. Nu styrtede SA`erne ud med hævede spader. Politiet svarede igen med tre brandslanger og knippelsuppe.

I alt blev 239 nazister anholdt. Kvinder, civile og unge under 16 år blev sat på fri fod. I alt 23 betjente måtte under behandling.

 

Fædrelandet kunne berette om ”Polititerror i Haderslev” og ”Politiets Torturmanerer”

Nordschleswigsche Zeitung kunne berette om, at de løsladte nazister var forulempet af menneskemængden. En håndfuld SA’ er fik vitterlig bank.

Meningen var, en del af disse løsladte skulle senere ind og afsone deres straf, men så vidt kom det aldrig.

 

Frits Clausen skrev til understatssekretær Luther i det tyske udenrigsministerium. Ribbentrop gav Renthe Fink ordre til, at den påståede hetz mod de danske nazister skulle ophøre.

Det hele endte med, at der blev givet amnesti til alle. Men efter krigen blev tre af sagerne taget op igen.

 

Og mange år efter fik det også følger for Jes Friis, da han stillede op for Fremskridtspartiet til Amtsrådsvalget. Det var i 1978, og han måtte trække sit kandidatur, da det kom frem, at han havde været en af de ledende i Spadeslaget i Haderslev.

Som allerede skrevet. En yderst velskrevet beretning.

 

Jesper Thestrup Hansen: Side om side i det kommende Europa. Købehavn – Bonn erklæringerne og Vesttysklands optagelse i Nato 1948 – 1955

 

Emnet eller dele af emnet har flere gange været op at vende i De Sønderjyske Årbøger. København – Bonn erklæringerne skulle for fremtiden sikre henholdsvis det tyske og det danske mindretals rettigheder.

Den danske brigade eller Tysklandsbrigaden bestod i starten af 5.000 soldater. I 1947 blev de sendt til Tyskland som besættelsesstyrke.

Problemet var, at Tyskland var et sikkerhedsproblem for Danmark. Men den største fare var dog Sovjetunionen.

 

Danmark var stiftende medlem af Atlantpagten i 1949. Men det bar slet ikke en sikkerhedsgaranti. Samme år blev Forbundsrepublikken Tyskland oprettet. Franskmændene så med skepsis på Tysklands genoprustning. Og langt fra alle ville have tyskerne med i Nato. Danskerne måtte gå med listesko.

Danmark var tydelig bange for russerne. Da tyskerne så endelig blev optaget i Nato, så var det straks bedre. Det danske efterretningstjeneste søgte råd hos tyskerne med hensyn til russerne.

 

Adolf Heusinger med en fortid som officer under det nazistiske regime fik stor betydning i forbindelse med opbygningen af de dansk – tyske forsvarsarbejde.

For Danmark var det vigtigt at få løst problemerne for det danske mindretal syd for grænsen.

 

Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringerne underskrevet. H.C. Hansen lovede til sidst at tale tyskernes sag vedr. Nato.

 

 

Erik Nørr: En sønderjysk skolestrejke 1951 – Da forældre og skolenævn i Terkelsbøl ville beholde lærerinde med nazistisk fortid.

 

Denne fortælling er et rystende eksempel på, hvor svært det er at glemme fortiden. Man kan sikkert finde masser af lignende eksempler i Sønderjylland. Der er eksempler på, at folk, der har siddet i Fårhuslejren er nægtet en offentlig stilling op til 20 år efter.

Nu er lige denne sag særdeles godt dokumenteret. Den viser også en lokalbefolkning, der kæmper mod systemet.

 

I dagene den 15. – 19. september 1951 holdt forældre næsten samtlige skolebørn hjemme fra undervisningen i Terkelsbøl Skole. De ville beholde en lærerinde, der havde været vikar på skolen i halvanden år.

Undervisningsministeriet ville dog ikke ansætte hende grundet hendes forhold under krigen.

De tyske skoler blev som bekendt lukket efter befrielsen. De fleste tysksindede børn i Terkelsbøl fik ikke undervisning i et halvt år.

 

I februar 1946 blev der oprettet særklasser for tyske elever ved den danske skole i Terkelsbøl. Dette skete under protest fra lærerne. Særklassen havde 21 elever, og undervisningen blev varetaget af to lærere fra den danske skole. Denne ordning vakte stor offentlig modstand ikke mindst fra modstandsbevægelsen.

Særklasserne blev igen lukket ved udgangen af marts 1946 efter krav fra skolekommissionen.

 

I Tinglev blev der afholdt et protestmøde som politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) tog initiativ til.

Omtrent 100 tyske børn i kommunen sad nu atter uden undervisning. De fleste af disse blev i stedet af kort tid indmeldt i danske skoler. De havde ingen anden udvej.

 

Tysksindede forældre forsøgte forgæves at oprette en tysk privatskole. Nogle af eleverne fik dog undervisning af en tyske vandrelærerinde.

I 1949 og 1950 blev der oprettet tyske privatskoler i Bylderup og Tinglev. Og herfra blev der optaget ikke så få børn fra Terkelsbøl.

 

Enkelte af børnene gik til konfirmationsforberedelse hos den tyske præst i Tønder. Dette første til klager og protester. Og det førte så til, at de tysksindede forældre holdt deres børn hjemme fra skole i 21 dage.

Skolen i Terkelsbøl havde gode bygningsforhold. Problemet var, at der fra 1945 og langt op i 1960erne var lærermangel. Det var særlig slemt i Tønder Amt. Undervisningsministeriet tillod, at lærerstuderende og seminarieelever blev udsendt som vikarer.

 

Den 1. september 1949 blev lærerstuderende Hilda G. ansat som vikar. Fem gange i perioden 1949 – 51 søgte man om besættelse af lærerindeembedet. Hver gang søgte Hilda G. og fik embedet. Ansættelsen blev støttet af flertallet i Terkelsbøl Skolenævn. Men Tønder Amts skoledirektion nægtede hver gang at indstille hende.

I foråret 1951 lykkedes det at få Ingrid Schmidt Danielsen ansat. Hun havde lærereksamen fra Tønder Statsseminarium. Det var amtsskoleinspektør Brejl, der havde sørget for, at hun ansøgte om dette embede. Derfor måtte Hilda G. fratræde i september 1951.

 

Hilda G. Havde arbejdet i Aalborg. Men ansættelsesopholdet ophørte, da det kom frem, at hun ventede barn med en tysk soldat. Hun nægtede over for skolevæsnet at vise attest. Faderen til det kommende barn, den tyske soldat mødte frem og truede med de tyske myndigheder, hvis hun blev fyret.

Hilda G. havde ingen anden mulighed end at arbejde for de tyske myndigheder. Ingen dansk virksomhed ville ansætte hende. Hun meldte sig ind i DNSAP og arbejdede for den tyske værnemagt i diverse kontorstillinger. Hun fik yderligere et barn med den tyske soldat.

 

Fra 1. august 1948 til udgangen af august 1949 blev hun ansat ved Broager Private Realskole med fuldt timeantal. Hun fik et flot vidnesbyrd.

Men i Terkelsbøl gik det rygter om hendes ”skumle” fortid. Trods dette fik hun støtte hos forældre og skolenævn. Man ønskede hende fastansat. I skolenævnet var det dog et enkelt medlem, der ikke gik ind for Hilda G. Det var førstelærerens kone.

 

Hilda G. var ikke anklaget i retsopgøret og heller ikke senere for nogle kriminelle forhold. Trods dette blev hun afhørt af politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) om hendes fortid. Referatet af denne afhøring blev sendt til Tønders politimester og amtsskoleinspektør Brejl.

Sagen med lærerinden vakte efterhånden stor opmærksomhed i landets aviser. Der var vidt forskellige holdninger til lærerinden. Hilda G. synes dog at Jydske Tidende var gået for vidt. Hun forlangte 2.000 kr. i erstatning. Det kvitterede avisen så med denne overskrift den 6. september 1951:

 

• Nazi – lærerinde anlægger sag mod Jydske Tidende

 

Sagen endte dog med et forlig. Hver af parterne betalte halvdelen af sagsomkostningerne, og avisen bragte et dementi, hvor de var gået for vidt.

 

Efterhånden ændrede fokus sig i sagen. Nu gik beskyldningerne mod førstelæreren. Han skulle således i en religionstime have anklaget Hilda G i elevernes påhør.

Arbejds – og socialminister Poul Sørensen blev indblandet i sagen. Han lovede at hjælpe. Men embedsmændene i ministeriet var ikke særlig vilde med at får Hilda G. ansat et andet sted.

Forældrene lovede igen, at deres børn kom tilbage på skolen. Men problemerne i Terkelsbøl var langtfra afsluttet.

 

Hilda G. endte med at få ansættelse i Middelfart Kommunale skolevæsen. Hun var ansat som lærerinde ved Vestre Skole i Middelfart indtil hun døde i 1966, 52 år gammel. Man var her bekendt med hendes ”skumle” fortid. Men her var det ikke samme problem som i Sønderjylland.

Den 30. oktober 1951 var der afskedsfest på Terkelsbøl Kro. Hverken førstelæreren eller den lærerinde var til stede. Beboerne havde samlet en gave sammen til hende og hendes to børn på 500 kroner. Dette beløb voksede i løbet af aftenen.

 

Forældrene boykottede også et par af de traditionelle fester på skolen. Og fire ud af fem skolenævnsmedlemmer nedlagde i protest deres hverv. Kun førstelærerens kone blev i nævnet.

 

Leif Hansen Nielsen: Giftulykken i Simmersted

 

Endnu en spændende beretning følger. Ulykken her i Simmersted fik alvorlige konsekvenser for beredskabet og for en ny miljølovgivning. Episoden er spændende fortalt.

Det var natten mellem den 20. og 21. januar 1972. Tidspunktet var omkring kl. 23.30. En tankvogn forulykkede i den lille by Simmersted 10 kilometer nordvest for Haderslev.

 

Egentlig var det en banal ulykke, men den udviklede sig til en kæmpe forureningskatastrofe, for man anede ikke, hvordan man skulle håndtere den.

En Mercedes Benz sættevogn nærmede sig nordfra ad Ørskovsvej. Lasten var 23 tons flydende 80 grader varmt Fenol.

 

Det var et stof, der ved almindelig stuetemperatur er i fast form og nærmest harmløst. I flydende form afgiver det giftige dampe og er stærkt ætsende. Opløst i vand er det i selv små mængder uhyre giftig.

Pludselig skred motorvognen ud i det glatteføre og vogntoget rullede rundt. Fortumlet kravlede chaufføren ud af førerhuset. Han benægter straks den kraftige lugt af Fenol. Han løber op til det nærmeste hus efter hjælp.

Inden han mistede bevidstheden, nåede han at fortælle, at det var gift i tankene.

Chaufføren var ikke bekendt med, at han ikke måtte køre på de små veje. Han skulle holde sig til den såkaldte ”blå rute” Det kan jo undre, at han ikke vidste dette. Men han var jo også kørt forkert. Seks af sættevognens otte hjul var også meget nedslidte.

Det var formentlig bevægelser i tanken, der fik chaufføren til intuitivt at trykke på bremsen i krydset i Simmersted.

 

De første på stedet var to betjente og Sommersted Frivillige Brandværn. Vojens Kommunale Brandvæsen kom med røgdykkerudstyr. Men der var brug for ekspertbistand. Falck – Zonen og CF – kolonnerne fra Haderslev og Middelfart blev også tilkaldt.

Befolkningen i den nærmeste omkreds måtte evakueres. Fenol løb ned i kloakken og ind i vandværket. Strøm og vandforsyning blev afbrudt. Cirka 20 mand blev indlagt til observation.

 

48 husstande i Simmersted var nu pludselig uden vand. Der blev tilkaldt specialister fra nær og fjern. Men man stod næsten alle falmende over for situationen.

Om lørdagen konstaterede man døde fisk i det nærliggende å – system. Dambruget i Fole, mere end 20 kilometer borte konstaterede døde fisk. Spangså, Nørreå og Ribe Å helt ude ved vadehavet var også angrebet.

 

Direktøren for Nyborg Kommunekemi, Peter Stausholm gned salt i det lokale sår med en udtalelse om Fenol – ulykkens omfang i Simmersted kunne være undgået såfremt redningsarbejdet var blevet af en kemiker i stedet for en jurist.

Egentlig fik chauføreren og hans vognmand små bøder. Men erstatningskravet var enorm. Den lovpligtige forsikring kunne slet ikke dække for skaderne. Alene kravet fra Fole Dambrug var på 550.000 kr.

Langvarige forhandlinger fulgte. Og for vandværksbrugerne fulgte også en svær tid.

 

 

Mogens Rostgaard Nissen: Slesvigland – en knast i forholdet mellem flertal og mindretal i Sydslesvig omkring 1980.

 

Egentlig blev undertegnede glad, da han så, at det var noget omkring dette flotte tidsskrift, som enhver, der beskæftiger sig med Nord og Sydslesvigs historie kender. Pludselig kunne man ikke finde det på nettet mere. Det var så let før, man bare lige kunne printe ud. Artiklen nævner ikke noget om dette. Men det er åbenbart noget man kan få adgang til via Dansk Central Bibliotek.

Denne historie beskæftiger sig kun med starten på projektet. Og det var i den grad en vanskelig start.

I perioden 1980 – 2010 blev tidsskriftet Slesvigland sendt ud til alle husstande i Sydslesvig. Det var rigmanden Traugott Møller, der stod bag projektet.

 

Hans langsigtede mål var en adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Fra tysk side blev Slesvigland mødt med kraftig kritik. Det udkom hver gang i 200.000 eksemplarer. Men til sidst var bunden nået i Traugott Møllers pengekasse. Jo, det var manden bag tekstilfabrikken Møller & Co i Sønderborg.

Mange sydslesvigske personligheder, som undertegnede kendte fra tiden i Padborg Boghandel var involveret i dette tidsskrift.

 

Der var mange og gevaldige sværdslag inden projektet kom i gang.

Hver gang, der kom et nyt nummer af Slesvigland, kom der kritik. Først i 1990erne forstummede kritikken. Slesvigland blev aldrig det propagandatidsskrift, som man fra tysk side advarede imod.

Formålet fra dansk side var at fremme dansk identitet. Traugott Møllers ambitioner var nok for skarp. Han var meget svær at arbejde sammen med. Først trak SSF sig. Siden SSW og Flensborg Avis. Troels Fink og H.P. Clausen forsvandt også.

 

Siegfried Matlok og Der Nordschleswiger advarede mod rigsdansk kulturoffensiv i Sydslesvig.

Men selve tidsskriftet Slesvigland indeholdt en hav af fantastiske gode artikler både fra Nord og Sydslesvig.

 

Nu skal der bestilles bogtilbud

Sønderjysk Årbøger 2016 levede atter engang op til forventningerne. Nu overvejer ”Den gamle Redaktør” her, at skal benytte sig af tilbuddet af ældre årbøger og månedsskrifter til en slik. Men mange har man jo i tidens løb modtaget, så måske kan det lade sig gøre at bestille en masse minus på det man har?

Igen engang vil jeg da opfordre folk til at melde sig ind i Historisk Samfund For Sønderjylland. Man får sandelig noget for pengene.

Lygtekroen i Bov Sogn

Nej det er ikke den berømte Lygtekro på Nørrebro/Nordvest. Det er den på Hærvejen. Her gik postvæsnets rute forbi fra Hamborg til København siden 1624. Men det var meget mørkt på hedestrækningen. Der skulle derfor sættes tre lys op. To mænd blev ansat til at tænde og slukke. Man ak, det gik slet ikke i frostvejr. En ny blev sat til. Men han krævede kro – tilladelse. Efter tre år var han ved at gå konkurs. En ny aftale blev aftalt. Kroen blev dog aldrig en guldgrube. Konkurrencen fra Bommerlund Kro og Bov Kro var for stor. Postruten blev nedlagt. En ny hovedvej blev etableret fra Flensborg til Aabenraa. Og det kunne Lygtekroen selvsagt ikke klare. Den bestod fra 1799 – 1850.

 

En anden Lygte – kro

Når vi nu bruger denne overskrift, skyldes det, at på Nørrebro eller nærmere i Nordvest også findes en kro, der næsten hedder det samme. Og den findes endnu. Men ikke så langt fra lå den oprindelige Lygtekro. Men se her har ordet Lygte ikke boget at gøre med lys, men er en omskrivelse af en gammelt dansk ord for sump.

 

I Bommerlund Plantage

Den kro vi her skal beskæftige os med lå vest for Hærvejen i den nuværende Bommerlund plantage. Ja den lå ikke langt fra den nok mere berømte Bommerlund Kro med den meget velkendte snaps.

På et stykke jord i Bommerlund Plantage blev der oprettet kvart bol. Det skete efter at landmåler Christian Hansen fra Tarp i 1798 havde afsluttet opmålingen og boniteringen af jorderne i Vejbæk ejerlav.

Ejeren var Peter Thomsen Petersen. I 1799 var huset færdigbygget og samme år blev han gift med Anna Petersen – en datter af hans farbror. Det var den nære Hærvej, der kom til at præge livet her på adressen.

 

Postvæsnets rute fra 1624

Det danske postvæsen havde siden oprettelsen i 1624 haft en fast postrute fra København til Hamborg. En del af denne rute på Hærvejen førte over den øde hede mellem Bommerlund og Bov.

Dette stykke gav ofte anledning til forsinkelser for posten. Det var når posten i dårlig vejr passerede dette stykke i vinterhalvåret.

 

Tre lygter skulle opsættes

For at afhjælpe dette problem foreslog Generalpostamtet i København, at der blev opsat nogle lygter på strækningen. Amtmand von Ployart og husfoged Lüders i Flensborg gav derefter i 1798 ordre til, at der skulle opsættes tre lygter.

En lygte skulle opsættes syd for Bommerlund, en lygte skulle opsættes midt på heden og en lygte skulle opsættes nord for Bov. Disse tre lygter skulle så virke som ledefyr over heden.

 

Arbejdet skulle udliciteres

Arbejdet med rejsningen af lygtepælene skulle udliciteres. Licitationen blev foretaget af Husfogderiet i Flensborg. Den 5. november 1798. Bekendtgørelsen om licitationens afholdelse var bl.a. blevet bekendtgjort i områdets otte kirker.

I betingelserne for licitationen hedder det blandt andet, at de tre pæle skal være af sundt vinterfældet egetræ. Det skulle være fri for splint, skævkant, isrevner, knaster og hvad der ellers måtte være.

De skulle være ni alen, det vil sige cirka fem meter, hvoraf de seks ville komme til at stå over jorden. Desuden skulle de være 12 tommer (cirka 35 cm) i kvadrat. Seks alen skulle være skarpkantet. Pælene skulle være leveret på stedet otte dage efter licitationen.

 

Kun en var interesseret

Ved licitationen mødte der ikke andre interesserede end Hans Christian Schmidt fra ”Thorschele”. Han forlangte 36 rigsdaler inklusive transport for de tre pæle. Han lod forstå, at han ikke ville sælge pælene billigere. Og da pælene sikkert ville blive dyrere tog man hans tilbud ril efterretning.

 

Han tog fejl af datoen

Den følgende dag kom imidlertid Hans Jürgensen fra Klus og undskyldte sig med, at han havde taget fejl af datoen for licitationen. Han tilbød dog at sælge de tre pæle for 24 rigsdaler. Dette tilbud blev – efter – Generalpostamtets godkendelse – accepteret.

Men nu var det jo ikke kun pælene. Der skulle jo også lygter på dem. Og der skulle være nogen til at tænde og slukke dem.

 

Alle aftaler på plads

Allerede den 8. november havde husfoged Lüders i Flensborg alle aftaler på plads. Han kunne nu sende en fortegnelse herover samt over de beløb, som der var truffet aftale om. Ud over de 24 rigsdaler for levering af tre store lygter af engelsk blik med de nødvendige reflektionsplader af messing.

Lygterne skulle leveres af en lokal blikkenslager, Christian Traut, mens glarmester Münchhausen skulle levere dobbelte ruder af stærkt bøhmisk glas til de tre lygter for en pris af i alt syv rigsdaler. Desuden skulle mester Døssing udføre malerarbejdet.

 

Der skulle tændes og slukkes

Udflytteren Hans Nielsen fra Østerbæk havde påtaget sig frem til marts 1799 at tænde de to lygter syd for Bommerlund og i Bommerlund for 12 rigsdaler. Peter Hansen skulle udføre det samme arbejde ved lygten i Bov for lidt mindre. De to mænd fik endvidere 32 skilling for tjæring og nedgravning af hver pæl.

I alt beløb de samlede etableringsudgifter sig til 78 rigsdaler.

 

Lygterne gik ud i frost

Det første år gik imidlertid ikke så godt. Lygterne blev ikke færdige til tiden. De gik ud, når det blev rigtig koldt. Det skyldtes, at der skulle bruges tran til lamperne, og tranen størknede, når det begyndte at fryse.

 

De to lygtetændere havde fået nok

Der blev så forsøgt med linolie og senere med rigtig lampeolie. Dette var dog flere gange dyrere end tran. Desuden var prisen på de dele steget i de forløbne år. Efter det første års besværligheder, havde Hans Nielsen og Peter Hansen fået nok. De ønskede derfor heller ikke at fortsætte.

 

Ville have kro – tilladelse

Man henvendte sig nu til den nyetablerede kvartbolsmand Peter Thomsen Petersen for at få lov til at anbringe den ene lygte på gavle af hans hus. Samtidig bad man ham om at varetage tilsynet med den ene lygte.

Petersen indvilligede gerne heri mod at han foruden betalingen for vedligeholdelsen og tænding af lygten også fik ret til at holde kro. En kontrakt herom blev oprettet og underskrevet den 13. oktober 1799.

 

Var ved at gå konkurs

Det gik dog kun tre år, så måtte han meddele husfoged Lüders, at han havde haft så stort et underskud ved den trufne akkord, at det truede med at ruinere ham. Der var brugt meget mere olie og tran end beregnet. Priserne på olie og tran var også blevet større.

Han bad derfor om at få kontrakten ophævet, hvis ikke han fik en godtgørelse for sit tab og en bedre betaling i fremtiden. Ellers ville han ernære sig ved kroen alene. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi retten til at holde kro var en følg af, at han skulle tænde og vedligeholde lygten. Disse to forhold kunne ikke adskilles, og derfor ville han også gå til grunde.

 

En ny og forbedret kontrakt

Husfoged Lüders kunne godt se fornuften heri. Han indså også at postvæsnet ville lide et tab, hvis kontrakten blev ophævet. Der var ikke andre huse i nærheden, hvor lygten kunne anbringes.

Man gik derfor fra postvæsnets side med til at yde Petersen den forøgede godtgørelse, som han krævede. En ny forbedret kontrakt blev derfor oprettet og underskrevet den 1. juni 1800.

 

Kroen var ingen guldgrube

Kroen blev dog ingen guldgrube, fordi Petersen skulle konkurrere med de to nærliggende kroer i Bommerlund og Bov, som kunne yde de rejsende en meget bedre betjening. Og den lette jord gav heller ikke noget stort udbytte.

I 1814 døde Peter Thomsen Petersen, 43 år gammel. Enken Anna Petersen giftede sig igen i 1818 med Mads Christensen Baagø fra Hammerlev, der førte kroen videre.

 

Postruten blev nedlagt

Omkring 1842 blev postruten mellem Hamborg og København indstillet. Nogle år senere blev der anlagt en chausse mellem Flensborg og Aabenraa. Hermed var Hærvejens funktion som alfavej slut og hermed også Lygtekroens eksistensmuligheder. Omkring 1850 blev den nedbrudt.

 

En del af Bommerlund Plantage

Jorden, hvor kroen havde ligget, blev senere købt af Peter Hansen, der indtil 1860 var præst i Bov.

Marken, der nu blev kaldt ”Lygtekromark” blev senere solgt til statsskovvæsnet i Flensborg. I dag er det en del af Bommerlund plantage. En del af den strækker sig ind under den nuværende landevej.

Af kroen er der intet at se.

 

Kilde:

• Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov
• Stenz, R.P. Sørensen: Bov Sogn
• P. Johnsen: Den gamle Lygtekro i Hist. Foren. For Visherred (1991)
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Bommerlund – Hærvejens snaps
• Bommerlund – Snaps, kro og skov
• Gejlå – broen
• Povls Bro på Hærvejen
• Hærvejen til grænsen
• En tolder – familie fra Hærvejen
• Toldsted – på Hærvejen
• Hærvejen i Sønderjylland
• Da Aabenraa fik sin Hovedvej

 

Tønder’ s Zeppelinere(4)

Tøndringerne fulgte med. Tre haller blev bygget. Den ene blev Nordens største bygning. Barakker blev genanvendt. Eget gasværk blev etableret. Og bestyreren blev tøndring. De blå marinere skabte liv i byen. Mange blev gift og blev efter krigen. De første zeppelinere kom til byen i 1915. Det var et farligt job ombord. L 19 havde kun været to dage i Tønder, da det fik motorproblemer. Redning var i sigte, men englænderne nægtede at hjælpe. Udkigsposten i Tønder var bl.a. i vandtårnet. Efter to fiasko – angreb lykkedes det for englænderne. Man havde bygget et hangarskib. Syv fly angreb. Tre måtte nødlande. Tosca blev et kæmpe turistmål. Graf Zeppelin fløj over Tønder i 1928. De første zeppeliner fløj over Bodensøen i 1928. Hansa fløj over Nordslesvig og tiltrak kæmpe opmærksomhed. Hindenburgs forlis betød stop for passagerer. Den militære udvikling fortsatte til 1960.

 

Nordens største bygning

Vi har allerede i to artikler beskrevet zeppelinbasen. I en artikel har vi indgåede beskrevet bombningen af basen. Egentlig har vi gjort det i to artikler. Her vil vi så forsøge, at beskrive, hvordan basen fungerede sammen med byen.

Det er stadig mange, der er forundret over at høre, at der har ligget en luftskibsbase i Tønder. Tænk engang Tosca var 242 meter lang, 73 meter bred og 42 meter høj. Ja så var det også de to lidt mindre haller, Tobias og Toni.

Tosca var Nordens største bygning.

 

Gasværk

Ja så var der også flyhangaren. Her blev der i juli 1920 fejret Genforeningsfest. Hallen var 80 meter lang og 24 meter bred.

Sydøst for selve Luftskibshallerne lå gasværket. Det hele hed faktisk noget så fornemt som ”Kaiserliche Marinengasanstalt”

Selve luftskibsbasen var forbundet med banelinjen Tønder – Ribe.

 

Barakker genanvendt

Syd for luftskibshallerne lå lejren med bl.a. landstormsbataljonen, der holdt vagt om basen. Barakkerne herfra blev i 1920 demonteret og genopsat ved den kaserne, som opførtes ved Ryttervej til de danske dragoner, som i 1920 kom til Tønder. Dette har vi beskrevet i andre artikler her på siden.

Efter opførelsen af Tønder Kaserne i 1939 blev barakkerne indrettet til husvilde – boliger. Disse blev nedrevet i 1950´erne.

 

Tøndringerne kunne følge udviklingen

Tøndringerne kunne godt se, at der her i 1915 skete noget, når de gik deres søndagstur langs med kirkegården. Nordpå med Gallehus – skoven som baggrund, blev der rejst mægtige stilladser. Langs jernbanesporene blev der bygget barakker.

Betænkninger, planer og befalinger var gået forud. Den lille by ude i marsken kunne nu opleve en hel masse.

 

Fire Luftskibsbaser

Den Kejserlige Marine havde allerede før begyndelsen af krigen erkendt, at de luftskibe, som Grev Zeppelin lod bygge i Friedrichshafen ved Bodensøen ville egne sig til rekognoscering over havet.

Da krigen brød ud, havde marinerne tre zeppelinere, og man oprettede hurtigt en afdeling af zeppelin – rekognoscering under ledelse af Peter Strasser. Der blev foreløbig oprettet to baser, i Fuhlsbüttel og i Nordholz ved Cuxhaven.

Senere fandt man så ud af, at en base lige ud for Sild ville være hensigtsmæssig for rekognosceringen på Nordsøen. Nu blev Tønder på et af rigsmarinens kort forsynet med en rød cirkel.

 

De blå marinere skabte liv i Tønder

Efterhånden kom de blå mariner til Tønder – officerer og mandskaber fra alle mulige steder af det tyske rige. Dette bragte liv til byen, hvor det ellers kunne gå temmelig roligt til, hvis det ikke lige var marked i byen.

Som det plejer at gå, når der kommer soldater til byen, blev der stiftet bekendtskaber med den kvindelige ungdom i byen. Og der opstod kærlighed. Ja nogle fandt deres tilkommende i byen. Nogle blev her også efter krigen. Ak, hvis Fritz blev forflyttet, så opstod der også hjertesorg.

 

Pige fra Tønder til alters

De unge mennesker kom på alle kroer i byen. Snart fik beboerne det ene og det andet at vide. Kommandanternes navne lærte man også at kende. En af de kendteste var Buttlar – Brandenfels.

Hans folk var ret stolte og glade for sig selv. Således stod de spalier foran kirkeporten, da en af deres kammerater førte en pige fra Tønder til alteret.

 

I fængsel i Porthuset

I porthuset, som dengang var byens fængsel, sad der af og til en luftmariner og skulle afsone en eller anden straf. Men de blev nu behandlet meget humant. En bestemt tid på dagen måtte de bevæge sig frit i gården.

På den anden side, på Christian Petersens mark, stod ofte deres piger. De kom så tæt på som mulig, så de kunne aflevere det, som de havde medbragt. De fik også en lille intim samtale.

 

En mariner blev i Tønder

Blandt de marinere, der dengang kom til Tønder, var også Adam Hehr. I mange år boede han sammen med sin kone ved vejen til Vennemose. Han kunne kigge over til gården Rosinfelt. Foran denne havde de store haller stået.

Hehr havde først været marineartillerist i Egernförde. Han blev så afkommanderet med ukendt mål. Først i retning mod Husum, og så mod nord. Det endte med Tønder, og han tænkte, at ”Det var jo verdens ende”.

Han tilhørte nu ”Bodenkommando” (Jordpersonel). Dengang var der allerede bygget en hangar, Tony, som i marts 1915 havde optaget det første luftskib, en ”Parseval”, som ikke var stiv og ikke havde nogen ”spanter”.

 

Den første zeppeliner i 1915

Den 25. april 1915 kom den første zeppeliner fra Friedrichshafen med den daværende premiereløjtnant Petterson. Han var en af de dygtigste kommandører, som omkom den 24. september 1916 med L 74.

De haller, der blev bygget senere, Tobias og Tosca fik også deres navnes begyndelsesbogstaver efter navnet Tønder. Tosca var den enorme dobbelthal. Den kunne optage de ca. 190 meter lange superzeppeliner, der kom til Tønder efter 1915. Disse havde en besætning på 15 – 17 mand. Jordpersonalets antal har varieret fra 307 til 505 mand.

 

Landingen var ikke let

Det var ikke altid lige let at lande med de fremherskende vestenvinde ved Tønder. Nogle gange var det hele 400 matrosser, der hev i tovene. Ved kraftig sidevind var det umuligt at manøvrere skibet.

Når luftskibene kom glidende efter en indsats, gik de ca. 20 meter ned. Forfra og bagfra blev der kastet tove ned, som så blev grebet af mandskabet. Det kom nu an på, at trække skibet nedad. Men man skulle også forhindre, at gondollen hang ud af skroget.

Kommandøren ledede landingen gennem et talerør. For ham, var det en af de vanskeligste manøvrer.

Når vinden var før stærk, søgte man hen til en anden landingsplads. De såkaldte løbekatte med hjul blev fastgjort ved landingstovene, og disse blev sat på en skinne, der førte ind i hallen. Således kunne man trække zeppelinen i den beskyttende havn.

 

Den store hal havde et dårligt ry

Den store hal, Tosca fik et dårligt ry. Flere luftskibe blev beskadiget eller ødelagt ved landingen. Sådan skete det i 1916 kort efter jul, at L 24 ramte en elektrisk pære i hallen ved en landing. Resultatet var, at der skete en eksplosion. Det betød at både L 24 og L 17 udbrændte efter en kort og intensiv ildebrand.

Det var netop det farlige ved denne arbejdsplads – den brændbare gas og den eksplosive brint. Egentlig underligt, at der ikke skete flere uheld.

 

Gasværks – bestyreren blev her også

Fra Berlin kom Fr. Röder i 1916 til Tønder. Han blev her også efter krigen, giftede sig her og fik en familie.

Man havde besluttet sig at oprette eget gasværk, og Röder blev udnævnt til gasmester. I begyndelsen var gassen blevet transporteret frem på jernbanevogne på et særligt spor. Der var brug for enorme mængder af gas. Röder havde været ansat ved et gasværk i Berlin, hvor man fremstillede brugsgas.

Før krigen havde han deltaget i mange forsøg på gennem en forholdsvis enkel fremgangsmåde at producere brint. Man fandt til sidt ud af under højtryk at føre ophedet damp henover glødende myremalmsplader. Disse plader optog hele ilten og tilbage blev det rene brint.

Gasproduktionen gik næsten uafbrudt. I løbet af et døgn kunne der produceres 24.000 m3. Gennem et omfattende ledningsnet blev gassen ledet til hallerne. Zeppelinerne blev optanket ved en særlig forsyningsfløj. Det overskydende gas blev opmagasineret i en stor og to mindre beholdere. De blev så fyldt op i gasflasker, der blev transporteret til de andre baser på jernbanens specialvogne.

 

Et farefuldt job

En zeppeliner havde 10 – 12 gasceller i sit indre. Ethvert indskud behøvede derfor ikke uden videre at føre til en eksplosion. Trods alt var flyvninger ingen søndagstur. Afslutningen var også altid fuldkommen uvis. Man kan vel kun have respekt for, hvad disse mænd kunne præstere under disse ofte ekstreme forhold.

Det var besætningsmedlemmer, der skulle være parat i særlig tilfælde at udbalancere skibet på en særlig gangbro, der lå i det næsten mørke indre. Om bord var der også sejlmager, der skulle klatre rundt mellem brintbeholderne for at være parat til at tætne lækager.

Næsten uden at lægge mærke til det, kunne han blive bevidstløs gennem gas, der sivede ud. Derfor blev han altid ledsaget af en assistent. I motorgondolerne, der hang under luftskibet som små planeter, arbejdede altid to mekanikere i benzinos og ved motordrøn. Og det var ved glødende hede og bidende kulde.

Under særlige omstændigheder f. eks. Ved angreb skulle der udføres reparationer, hvoraf besætningens liv kunne afhænge.

Maskingeværskytten skulle have en jernkondition og gode nerver. Han gjorde tjeneste på en platform oven på zeppelinerens skrog, hvor han var udsat for fartvinden og vejrets barskhed. Her skulle han holde udkig efter angribende jagerflyvere.

 

Man kunne ikke altid slippe væk

For det meste kunne zeppelinerne afværge et angreb, idet de hurtigt lod ballast falde. Så kunne de stige hurtigere opad end jagerne. Men i længden blev flyvemaskinerne mere og mere farligere for zeppelinerne gennem deres stigende manøvredygtighed.

 

Syv zeppeliner gik tabt

I august 1917 blev Tønder – skibet L 23 skudt ned ved Lyngvig ved Holmlands Klit af den engelske løjtnant Smart, som var startet fra et krigsskib. Denne løjtnant skulle også senere deltage ved det heldige angreb mod stationen i Tønder, den 19. juli 1918.

Af de 14 zeppelinere, som havde deres base i Tønder, gik syv tabt. Tre blev ødelagt på selve stationen. Det var i det hele taget mange. 45 mand kom aldrig tilbage.

 

L 19’ s triste skæbne

En særlig stor deltagelse i Tyskland vakte L 19´s undergang. Skibet blev ført af kaptajnløjtnant Loewe, som den 29. januar 1916 var kommet til Tønder fra Friederichshafen med sit nye skib, der var forsynet med nye motorer, der endnu ikke havde bestået deres endelige prøve.

Undervejs havde Loewe ikke helt efter reglementet afveget fra den fastlagte kurs og havde foretaget en lille afstikker til Lübeck, hvor hans familie boede. Over sit hus havde han fløjet en sløjfe for at vise sit nye skib. Han havde også kastet en hilsen ned til sin kone og to børn.

To dage senere deltog han allerede i et større angreb sammen med flere zeppelinere på et engelsk industriområde. L 19 angreb industrianlæg ved Sheffield.

Ved tilbageflyvningen indtrådte der motorstop og skibet begyndte at drive i retning mod den hollandske kyst. Over Ameland blev det beskudt og var nødt til at gå ned på havet. I timevis drev mandskabet omkring på en del af skroget, der endnu ragede op af vandet.

 

Redning i sigte

Redningen syntes i sigte. De fik øje på en damper, der tog kurs mod dem. Det var den engelske fiskerdamper ”King Stephen”. Det kom til et ordskifte mellem Loewe og den engelske kaptajn. Men englænderen kunne ikke overvinde sig til at tage de skibbrudne ombord. Han frygtede, at tyskerne som var i overtal ville overtage kommandoen. Loewe havde givet sit æresord på, at dette ikke ville ske. Han mænd var allerede da meget medtaget af kulden.

 

En flaskepost i Skagerak

Englænderne nægtede deres hjælp. Det var en beslutning, der senere blev meget omstridt. Nogle måneder senere fandt svenske fiskere en flaskepost i Skagerak med kommandantens sidste beretning til sine foresatte:

• Vores sidste time er begyndt

Desuden var der en afskedshilsen til hans hustru, samt postkort med de sidste hilsner fra otte mandskabsmedlemmer.

 

Udkigspost

Mens zeppelinerne var på indsats, ventede mandskabet hjemme på, at luftskibene igen dukkede op over horisonten. Der blev holdt intensiv vagt. Man spejdede også efter engelske flyvemaskiner. Dette skete også fra en udkigspost på byens vandtårn og fra løbegangen oppe på hallen Tosca. Der blev også dagligt sendt en standballon op.

 

Flyene forsvandt igen

For at forsvare basen blev der senere bygget en hangar for flyvemaskiner. Der kom Albatros dobbeltdækkere til Tønder, men de blev efterhånden taget bort igen. Der var ingen piloter i Tønder, da det engelske angreb indtraf i 1918.

 

Observationsgondol

Nordsøen blev skarpt overvåget af zeppelinerne. Hovedformålet med deres aktivitet var frem for alt rekognoscering. I perioden 1915 – 18 blev der gennemført 1.191 rekognoscering.er og kun 352 angrebsflyvninger.

Ved disse rekognosceringer blev der somme tider benyttet en observationsgondol, hvor der sad en mand, som blev hejst ned fra luftskibet. Mens zeppelineren var indhyllet i skyernes tåge, kunne observatøren, der modigt svævede i rummet, iagttage, holde udkig og dirigere luftskibet.

Man frygtede og ventede altid et angreb fra den overlegne engelske flåde. Luftskibene fra Tønder patruljerede frem for alt mellem fyrskibene Doggerbanke og Lyngvig mod nord, men fløj sommetider, da den uindskrænkede u – bådskrig satte ind, op mod Norge.

 

De to første angreb var fiaskoer

For englænderne var det vigtigt at få ram på basen i Tønder. De første to angreb var fiaskoer. Første gang forvekslede de tilsyneladende Højer med Tønder. I mellemtiden skaffede de sig mere nøjagtige informationer. Efterhånden fik de sig et nøje kendskab til basen i Tønder.

Herom kunne kaptajnløjtnant Køll, L 45`s chef, der var blevet taget til fange, overbevise sig ved et forhør. Det lykkedes ham, at smugle en besked om dette hjem gennem en såret fange, der blev udvekslet. Han gemte sedlen i sin sko. Man kan så undre sig over, at tyskerne så havde trykket flyvemaskinerne ved basen!

 

Man havde bygget et hangarskib

Vi har tidligere i to artikler berettet om det afgørende angreb mod Tønder – basen. Englænderne forberedte sig her tredje gang på en helt anden måde. Man havde bygget krydseren ”Furious” om til et hangarskib.

Selve angrebet på Tønderbassen foregik den 19. juli 1918 tidligt om morgen. Det var det første angreb i krigshistorien, der gik ud fra en svømmende base.

 

Syv fly i angreb

Syv ensædede jagere af typen, Sopwith Camel, som var den mest kendte engelske flytype i første verdenskrig startede ved morgengry fra moderskibets forreste dæk. I Tønder kom angrebet som et lyn fra den skyfri himmel. En vagtpost fra Skærbæk havde klokken halv fem om morgenen meddelt telefonisk, at han havde fået tre flyvemaskiner i sigte som var ved at tage kurs mod Tønder.

Cirka tre minutter senere fik man på pladsen øje på flyvemaskinerne. De dykkede ned i ca. 30 meters højde og kastede deres bomber. Hallerne Tosca og Tobias var ramt.

Efter det første angreb kom der godt en time senere en anden gruppe engelske maskiner anført af løjtnant Smart. Man antog til at begynde med, at de tre første flyvemaskiner var kommet igen. Hallerne blev atter ramt.

Heldigvis blev der ikke kastet bomber på de tre gasbeholdere. Muligvis var det, fordi flyverne ikke skulle bringe sig selv i fare ved den lave indflyvning.

 

Tre piloter nødlandede

Af flyverne, som alle trods den stærkeste afværgeild undslap basen i lav højde, fløj tre igen ud mod havet. En styrtede ned, mens de to andre blev samlet op af deres egne skibe. Det var kaptajn Dickson, som blev luftmarskal under den anden verdenskrig, samt den nævnte løjtnant Smart. Tre piloter nødlandede i Danmark, en i Tyskland.

Hallen Tosca blev ramt af bomber. De eksploderede lige under taget. Her udbrændte luftskibene L 54 og L 60.

Ude i Aventoft kunne Niels Bøgh Andersen se røgsøjlerne. Det skrev han om i bogen ”Fiskersøn fra Aventoft”.

 

Angrebet stoppede operationer fra Tønder

Tyskerne prøvede på at melde ud, at skaderne var begrænset. Men siden dette angreb blev Tønder ikke mere brugt til luftskibsoperationer. Basen rangerede kun i kort tid som nødhavn. Tosca blev ellers meldt klar efter kort tid. Men så sluttede krigen.

 

Tosca blev et turistmål

Den sidste hal, der stod tilbage, var den gigantiske Tosca. Inden den blev revet ned, var den i nogle år en stor turistattraktion. Turister og skolebørn myldrede til, for at bese ”Nordens største bygning”.

Hvem der havde gode nerver, steg de 305 trappetrin op på taget, hvorfra man havde udsigt over næsten hele Nordslesvig.

 

Graf Zeppelin over Tønder

Da den kendte LZ 127 ”Graf Zeppelin” i 1928 foretog en verdensrejse med Dr. Eckener, der stammede fra Flensborg, som kaptajn, havde den også tidligere matroser fra Tønder ombord. Da de fløj over Tønder, foretog de en rundflyvning over byen og den gamle bases områder.

Det var den tyske grev Ferdinand Adolf Heinrich von Zeppelin (1838 – 1917), der konstruerede det såkaldte stive luftskib. Modsat de ustive og halvstive typer, som man hidtil havde eksperimenteret med indeholdt en solid gitterkonstruktion. Navnet Zeppeliner blev efterhånden den populære fællesbetegnelse for disse luftens giganter, der havde deres storhedstid fra begyndelsen af forrige århundrede og frem til 1930`erne.

 

Den første tur i 1900

Den første prøvetur med en zeppeliner foregik den 2. juli 1900 over Bodensøen. I de følgende år blev luftskibets konstruktion videreudviklet.

Nogle af luftskibene forulykkede eller brændte op. Andre fik en længere levetid og udførte mange ture. Det gjaldt bland andet LZ 11 ”Victoria Louise” og LZ 13 ”Hansa”, der foretog den første tur den 30. juli 1912.  På det tidspunkt havde ”Victoria Louise” allerede været at se over Nordslesvig. Den 5. juli passerede den blandt andet over Aabenraa.

 

Hansa i Nordslesvig

Hansas tur over Nordslesvig den 3. oktober 1912 blev den store publikumssucces. Turen var annonceret i forvejen. Med på turen fra Hamborg over Haderslev til Tinglev var flere nordslesvigere, blandt andet landråd Rogge fra Tønder. Turen kostede 250 mark.

Allerede fra morgenstunden den 3. oktober samlede der sig 3 – 4.000 mennesker på en mark ved Tinglev, hvor luftskibet skulle lande. Man oplevede at se det passere hen over byen og egnen i retning af Haderslev. Her var også en tusindtallig menneskeskare, der fyldte gaderne. De var kravlet til vejrs på tagene.

Et par timer senere vendte Hansa tilbage til Tinglev, hvor det mellemlandede, før turen fortsatte tilbage til Hamborg.

 

140 meter lang

I en af vore artikler fortæller vi også om, at byrådet i Højer skulle tage stilling til, om man ville betale et større beløb for at et luftskib skulle flyve over byen.

Efter 1920 blev luftskibene yderligere udviklet og indsat i passagertransport. I 1928 blev der bygget en tysk zeppeliner LZ 127, der var cirka 140 meter lang og 30 meter i diameter. Den fik navnet ”Graf Zeppelin”. Den var i de følgende år på adskillige langture blandt andet over Atlanten. Man foretog også en jordomflyvning. Over Nordslesvig kunne den ses den 14. maj 1931.

 

”Hindenburg”’ s uheld stoppede passagertrafikken

Den 6. maj 1937 brændte LZ 129 ”Hindenburg” op under landing i Amerika. 35 mennesker omkom. Det betød afslutningen på brugen af luftskibe til passagertrafik. Også Graf Zeppelin blev straks taget ud af brug.

Det var nok det mest succesrige af alle store luftskibe. Det havde gennemført 590 farter og tilbagelagt 1,7 millioner kilometer. Det var i alt 17.178 timer i luften med i alt 16.000 passagerer. Det blev ophugget i maj 1940.

 

Militær udvikling helt frem til 1960

Luftskibenes æra i den civile flyvnings historie var dermed slut. Den militære brug og tekniske videreudvikling af luftskibene fortsatte derimod helt frem til omkring 1960.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjysk Månedsskrift
• Deutsche Volkskalender für Nordschleswig (1976)
• Ege: Balloner og luftskibe, Politiken (1973)

Hvis du vil vide mere: Læs

• Angrebet mod Tønder 1918
• En luftskibsbase i Tønder
• Zeppeliner i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Bataljonen fra Tønder

 

Landmåleren fra Løjt

En landmand kunne kræve en general opmåling. Landsbyen skulle selv aflønne landmåleren. Hans Mikkelsen var ikke en helt almindelig degn. Han kunne så meget andet, bl.a. fungerede han som landmåler. På Felsted kro mødte han Niels Jepsen, skoleholder i Tumbøl. Der var meget at lave for landmålere dengang. Der var masser af konflikter involveret. Bønderne i Genner fik foretaget målinger. Man klagede over hans Mikkelsens langsommelighed. Til sidst mødtes de høje herrer. Men det skulle gå yderligere 9 måneder, inden Hans Mikkelsen var færdig. Bønderne i Genner var i oprørsstemning. Åbenbart blev Hans Mikkelsens målinger forkastet. Begik han dokumentfalsk for at redde ansigt? En ny måling blev foretaget af en anden landmåler i 1785.

 

Kunne kræve en general opmåling

I 1766 udstedtes en forordning til fremme af udskiftning af jorder og ophævelse af landsbyfællesskabet i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

I 1768 blev den Slesvig Holstenske Landkommission nedsat bl.a. for at fremme det store arbejde med udskiftningen og ophævelsen af fællesskabet. Ved en ny forordning af 1770 præciseredes bestemmelserne omkring udskiftning.

Enhver lodsejer kunne nu kræve en generel opmåling og bonitering af al landbyens jord og derved få sin jordandel udlagt, så vidt muligt på et samlet sted. Dette satte skub i udskiftningerne.

 

Landsbyen skulle selv aflønne landmåleren

Det påhvilede amtmændene at føre forordningerne ud i livet, og i praksis blev hvervet overgivet til husfogederne, der i forvejen havde tilsyn med veje og skove m.v. Husfogeden var altså den embedsmand, som bønderne i en landsby havde kontakt til, når det gjaldt problemer omkring udskiftningen. Derimod var det op til landsbyen selv at ansætte og aflønne en landmåler til at forestå de nødvendige opmålinger.

Fra omkring 1770 foregik dette store opmålingsarbejde overalt i hertugdømmet. De fleste af de kort, som blev udarbejdet i forbindelse hermed, er endnu bevaret.

 

Landmålerens instrumenter

Dengang brugte landmåleren en vinkelmåler og et sigteapparat bygget ud i et. Og vinkelspejlet var nok en af landmålernes mest benyttede apparater.

Målebordet, som landmålerne brugte var udviklet allerede omkring 1590 og forbedret mange gange siden. Det var i de første udgaver forsynet med en såkaldt ”diopterlineal”

 

En ikke helt almindelig degn

Hans Mikkelsen levede fra 1720 – 1796. Han var degn i Løjt, nordøst for Aabenraa. Men han var nu ikke en helt almindelig degn. Han skrev både digte og salmer.

Det viste sig, at han også havde evner inden for landmålingens svære kunst. Han var således med til arbejdet med udskiftning og opmåling af Genner By’ s marker. Og for dem, der ikke ved det, så ligger Genner ikke så langt fra Løjt.

Redaktør Fr. Fischer skriver, at han i en årrække var en af de mest velansete landmålere i Mellemslesvig.

 

Et møde på Felsted Kro

Skoleholderen i Tumbøl, Niels Jepsen gav sig også af med landmåling. Ja i modsætning til Hans Mikkelsen var han eksamineret i faget.

En dag mødtes de to på Felsted kro. Og Niels gav udtryk for, at han var glad for at møde Hans. For det kunne da godt være, at han skulle skrive hans gravskrift. ”Jamen den kan du da få med det samme”, svarede Hans. Nu skal du bare høre:

 

• Herunder hviler i den Grav

Nis Jepsen, Landemaaler

som igensinde sveg et Lav

hvor der blev drukket Skaaler.

Hans Tørst blev slukt

hans øje lukt,

til ingen mer han trænger

Den grumme Død

Ham det forbød

Godtaar at sige længer

 

En masse at lave for landmåleren

Der var masser at lave for disse landmålere fra 1760 og frem. Det var på det tidspunkt, at landsbyerne udskiftede og hvor omfordelingen fandt sted.

Det var dog mangel på kvalificerede landmålere. Enhver med blot få matematiske egenskaber tilbød sig. Det betød, at mange opmålinger var fyldt med fejl. Så måtte arbejdet gøres om, og det betød nye udgifter for lodsejeren.

 

Masser af konfliktmuligheder

Og det med udskiftning var virkelig noget, der optog sindene. Det var bondens livsgrundlag, og her lå mange konfliktmuligheder.

Det var også i 1770`erne, at bønderne i Genner henvendte sig til Hans Mikkelsen angående landmålingen. Snart fandt han ud af, at han havde stukket hånden i et hvepsebo.

 

Klager over Hans Mikkelsens langsommelighed

Således dukker Hans Mikkelsens navn op i 1773. Her klager byens haderslevske bønder, det vil sige de nordligste bønder over ham til husfoged Lassen i Haderslev.

De første klager gik på, at han i november 1773 efter tre års arbejde endnu ikke var færdig. Han havde åbenbart påtaget sig landmålerarbejder mange andre steder. Da han jo også skulle passe sin skole og sit degneembede, var det så som så med at nå det hele.

I januar 1774 fremgår det, at Hans Mikkelsen håbede at kunne blive færdig med opmålingen af Genners marker i løbet af tre til fire uger. Men både sommer og høst gik.

 

Nye klager i 1775

Den 12. februar 1775 klagede gårdejer Jep Dienesen over, at Hans Mikkelsen blev væk på de aftalte dage.

Jep Dienesen flyttede sin gård ud allerede i 1769 i tillid til, at han snart kunne få sin jord samlet. Men nu lå hans marker så vidt spredt, at han ikke rigtig kunne dyrke dem. Han mente, at det med tiden ville føre ham til ”hans fuldstændige ruin”.

Han beder derfor om, at der bliver taget retslige tvangsmidler i anvendelse for at få udskiftningen på plads.

Allerede den 2. marts sendes klagen til udtalelse hos de øvrige gårdejere. Der skulle gives svar inden otte dage.

 

De høje herrer vedtager et forlig

Den 30. maj 1775 er sagen så vidt, at der kan sluttes et forlig. Da er også alle de høje herrer blevet inddraget:

 

• Amtsforvalter (og borgmester i Aabenraa) Burchard Christian Kamphövener, herredsfoged Johann Stephan Schwabe, foruden husfoged Em. Lassen.

 

Forliget går ud på, at Hans Mikkelsen forsikrer, at hele opmålingen vil være afsluttet i løbet af 14 dage. Dog vil det gå indtil fem uger, før det ”skriftlige Instrument” kan foreligge.

 

Bønderne skulle stille 6 mand til rådighed

Til gengæld pålægges Genner – bønderne dagligt at stille seks mand til hjælp for Mikkelsen, dog således at Mikkelsen skal give mindst to dages varsel. Og endelig pålægges det ”boniterings – mændene” Hans Moos og Andr. Lorentzen Schmidt at vise større flid med deres opgave, at ansætte de enkelte jordlodders ydeevne. Ved høstens begyndelse skal de indberette, hvor vidt de er nået.

 

Hans Mikkelsen beklager

I et brev dateret den 6. september 1775 beklager Hans Mikkelsen, at han ikke kan efterkomme den ”højstgunstigste befaling”, han for et par dage siden havde modtaget. I de sidste tre – fire uger havde først høhøsten, så kornhøsten og endelig det skrækkelige vejr umuliggjort hans arbejde. Dog havde opmålingen for længst været tilendebragt, havde det ikke været for en særlig ”vidtløftig” mark, hvor endnu meget mangler at bringes i orden, før udregningerne kan afsluttes.

Og et værk på 70 – 80 blade, hvor alt skal være ”accurat” og hvori skal indføres omkring 100 rapporter med tilhørende udregninger, fordrer en ikke ringe tid.

Arbejdets afslutning ligger ham endnu mere på sinde end de ”ufornuftige klagere”.

 

Endelig færdig i 1776

Det blev ”en svær og langvarig fødsel”. Endelig efter ni måneders forløb kunne han i et brev af 26. juni 1776 meddele ”herr justitsråden” og ”herr herredsfogeden”, at ”vedlagt følger Instrumentet med vedføjede kort og figurer”.

Indtil tre gange har han måttet regne om. En enkelt mark var så fuld af bakker og småskove og ”besvær”, med 100 uregelmæssige indhegninger, at den har fordret ikke ringe tid og i Instrumentet fylder 15 sider.

 

Han kunne ikke nære sig

Så kunne hans arbejde være afsluttet, men han kan åbenbart ikke nære sig for at gå ind i den praktiske anvendelse af opmålingen. Han gør i hvert fald opmærksom på, at mange af jorderne ligger næsten en halv mil fra landsbyen. De er delt i så mange spredte småstykker, at de umuligt lader sig fordele på enkelte lodder.

De kan ikke hegnes forsvarligt til kreaturer og kan kun med største besvær dyrkes. En udflytning ville derfor være det bedste og mest fordelagtigste. Hans Mikkelsen anbefalede sig underdanigst.

 

Der var nærmest oprør

Tre måneder efter var det nærmest oprør. Hans Mikkelsen måtte sande, at en ting er at forberede udflytning med opmålinger og beregninger. Noget helt andet, er at få konservative bønder til at gøre planerne til virkelighed, skønt endog sandmændene, som var de kongeligt udnævnte voldgiftsmænd, var indkaldt.

Hans Mikkelsen var rystet over bøndernes ageren. Han skriver blandt andet til myndighederne:

 

 

• I går aftes var de til grande (landsbystævne), og der blev der (så videt jeg har hørt) besluttet med al magt at sætte sig imod videre udflytning, forlange andre sandemænd, koste hvad det vil.

 

Hans Mikkelsen gør også opmærksom på, at det ikke er hans anliggende og at han har arbejde andet steds. Derfor overlader han befalingerne til de høje myndigheder.

 

Et tillæg i 1777

Han vil ikke medvirke til at føre udstykningen af Genners jorde til ende. Han skal ikke have fingrene i klemme. Det ser dog ud til, at han alligevel har måttet lave det om. For i et dokument af 4. december 1777, hvor en enkelt ejendoms areal er opført, står følgende:

 

• For foranstaaendes Rigtighed er jeg ansvarlig, H. Michelsen.

 

Herredsfogeden ville ikke tage ansvar

Hvad der er sket med det oprindelige ”Instrument” vides ikke. Men den 29. august 1784 kom der en tilføjelse fra herredsfoged Schwabe:

 

• Dette er mod min viden og vilje at foged Jens Bundesen udlånt til landmåler Michelsen, der har tilføjet forskelligt deri.

 

Skulle Hans Mikkelsen redde ansigt

Spørgsmålet er, om Hans Mikkelsen har begået dokumentfalsk for at redde sit arbejde og ansigt? Men antagelig er sagen endt med, at Hans Mikkelsens ”Instrument” er blevet kasseret.

 

En helt ny opmåling

I hvert fald blev Genner på ny opmålt af den erfarne landmåler Rudolph Greve i 1785. I begyndelsen af 1820`erne kunne pastor Kier, Øster Løgum notere i sin beskrivelse af Genner, at:

 

• I anden Halvdel af det forrige Aarhundrede…. Er Marken bleven opmaalt og deelt og dette flere Gange, saasom derved har været mangen Strid, Hovedmaalingen blev imidlertid endet 1796.

En af stridens hovedofre var øjensynlig Løjt – degnen, Hans Mikkelsen. Var det selvforskyldt?

 

Kilde:

• Se Litteratur Løjt
• Se Litteratur Aabenraa
• Sønderjysk Månedsskrift
• Det Gamle Løjt 23
• Sprogforeningens Almanak 1895
• Peter Kier: Atlas over Øster Løgum Sogn (1987)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa (1)
• Løjt Land – i begyndelsen (2)
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt Land – den femte tur (5)
• Løjt – mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historie og kultur (7)
• Løjt Land – det 8. besøg (8)

 

Fysikus Ulrik fra Tønder – endnu mere (2)

Tønder var en afsides Tornerose – by med dårlige tilkørselsveje. I begyndelsen var alle kongetro. Men borgerskabet blev mere og mere tyske. Todsen måtte aflægge regnskab for borgmesteren. Ulrik blev stenet ud af byen. Men inden forsøgte han at vinde befolkningen for danskhedens sag. Han sendte breve til sin ven, Krieger og fortalte om manglende dansk forvaltning i Tønder. Det var galt med skolesystemet og præsterne. De tyske lærer havde dobbelt job. Men den største ulykke for danskheden var amtmanden. Ulrik ønskede ikke en dansk advokat med en dansk kugle i ryggen. Han oprettede en dansk avis ”vestslesvigsk Tidende”, et sygehus og en realskole. I 1865 blev han læge i København. Krieger blev nærmest skyld i, at Sønderjylland blev fjernet fra Danmark. Han var ufleksibel m.h.t. Slaget på Fælleden.

 

En afsides by – kaldet Tønder

Mellem de slesvigske krige boede der i Tønder cirka 3.000 mennesker. Byen lå ret afsides, Dengang var der ingen jernbane og tilkørselsvejene til byen var dårlig. Med sine alleer og Vidåen lå den der nærmest som et toneroseagtig idyl.

 

I begyndelsen var de kongetro

Byens borgere og embedsmænd var kongetro. Først et godt stykke op i 1800 – tallet skete der ændringer. En opgørelse fra 1851 fortæller, at Tønder havde 670 familier. Heraf var 569 dansktalende, 94 tysktalende. Syv familier talte et blandet sprog.

Det var ingen tvivl om tøndringernes nationale indstilling. Byens bedre borgerskab var Slesvig – Holstensk. Dette skyldes nok de økonomiske forbindelser syd på.

 

Man interesserede sig ikke for småkårs – borgere

Hvordan holdningen var hos arbejderne og småkårs – borgerne, var det ingen der interesserede sig for. Men begivenhederne 1848 – 1850 og i 1864 viste sig at Slesvig – Holstenerne her havde deres tilhængere.

 

En lukket kreds

Man sagde, at tyskerne i Tønder ikke mødte modstand. De nye embedsmænd, der kom til byen udgjorde en lukket kreds. Det kan man også sige om de nye embedsmænd, der kom til byen.

 

Rygter om Todsen

I en indberetning fra 1864 skriver Tønders danske borgmester Johannes H. Holm om den slesvigske fører J.C. Todsen:

 

• Den hærværende købmand Todsen nylig var vendt tilbage fra en rejse til Kiel og Hamborg, og det rygte opstod, at han skulle have overbragt prætendenten (herunder Friedrich der Achte) en adresse eller afleveret penge til ham, lod jeg ham kalde for protokollen, men han forsikrede som en mand af ære og under eds tilbud, at han ikke havde set prinsen og ikke haft det mindste samkvem med ham og efter mit kendskab til Todsens personlighed tvivler jeg ikke om, at han talte sandhed

 

Da krigen truede blot en måned senere var forholdene totalt ændrede. De fleste danske embedsmænd var afsat, og andre var rejst frivilligt i kølvandet på de sidste danske tropper.

 

Ulrik blev stenet ud af byen

Og fysikus Ulrik blev stenet ud af Tønder. Og det blev han af mange af sine tysksindede patienter. Disse turde ikke gå ud af hoveddøren, når de besøgte ham dengang.

 

Befolkningen skulle vindes for den danske sag

Men efter afslutningen af den første slesvigske krig rejste mange præster, lærere og andre embedsmænd til Sønderjylland. Nok havde man sejret på slagmarken. Men nu skulle sejren fastholdes. Den tysksindede del af befolkningen skulle ”vindes for den danske sag”.

 

Fysikus Ulrik

En af dem, der glødende forsøgte at fremme danskheden var fysikus F.F. Ulrik.

Ferdinand Frederik Ulrik var født i København i 1818. Han blev student i 1835 og lægeeksamen i 1840. Han blev kandidat på Almindeligt Hospital i København. Men han fik tuberkulose og blev også smittet med tyfus. For et genvinde sit helbred søgte han bort fra hovedstaden og nedsatte sig i 1842 som praktiserende læge i Hobro.

Han beskæftigede sig også med forslag til reformer af det danske sundhedsvæsen. Han lærte den nationalliberale politiker A.F. Krieger at kende. Han har måske kendt ham fra studenterårene.

 

Til Tønder i 1854

I 1854 søgte Ulrik stillingen som embedslæge (fysikus) i Tønder og fik den. Krieger havde fået en stilling som departementschef i det slesvigske ministerium. Ulrik sendte mange breve til Kriger om forholdene i Sønderjylland set fra Tønder.

 

De dannede talte tysk

Knap var Ulrik blevet ansat i Tønder, før han sender det første brev. Og her fortæller, at det kun er såkaldte ”gebildede Leute” der til stads taler tysk. Og så er det dem, der er indvandret syd fra. Men de tyskere, der er indvandret for år tilbage, taler dansk.

 

For lidt dansk gudstjeneste

Ulrik er sur over, at amtmand Reventlow for tre år siden, havde beordret alle gadeskilte ned med undtagelse af tre, der havde påmalet tyske navne. Skoleundervisningen havde været helt tysk, og endnu var den det i de ældste klasser.

Ved kirken havde der altid været en dansk præst og to tyske. Og så er det kun dansk gudstjeneste hver anden søndag. Kun en enkelt dansk embedsmand er der. Det er til stor skade for den danske sag, at der er ansat en del tysktalende fra Holsten og det sydlige Slesvig, mener Ulrik.

 

Den danske befolkning blev demoraliseret og desorienteret

Tysktalende advokater kunne let for bestalling, men det kneb for dansktalende. Og på Seminariet var den tyske forstander og hans elever til stor skade for danskheden. Eleverne bor til leje hos byens småfolk eller er huslærere i de tysksindedes familier. Ifølge Ulrik så bidrog de til at demoralisere og desorientere befolkningen.

Han slog til lyd for, at man straks to fat i at oprette en dansk seminarium i byen. Han var desuden skuffet, at departementschef A. Regensburg ikke allerede var gået i gang med planerne om et danske seminarium.

 

De talte dansk langt ned i Sydslesvig

Ulrik fortalte endvidere, at en del fra Nørre Jylland (nord for Kongeåen) var indvandret ved vestkysten helt ned til Husum. Sproget i Kær herred var blandet. I Viding og Bøking herred er sproget i de nordlige egne udelukkende dansk. I de sydlige egne blandet. Men kirke – og retssproget var endnu tysk.

 

Ulrik’ s tjenestepige

Ulrik s tjenestepige kom fra Brarup i Kær Herred. Hun havde gået i tysk skole, og havde tjent hos pastor Ahlmann, hvor hun ikke talte dansk. Men hun talte et meget let forståeligt dansk, der dog var iblandet tyske ord som Putzmacherin, Bäcker, Geschäft og lignende. Men Ulrik fandt også gamle jyske ord hos hende som for eksempel ble for lagen, lime for kost, jernkræmer for isenkræmmer, fækød for oksekød.

 

Falsk forfængelighed

Ulrik havde også observeret, at når han passerede folk, så slog de over i det tyske efter, at de havde talt dansk. Det var som de skammede sig over det danske sprog. Det kunne også være det som han kaldte ”falsk forfængelighed”.

 

Danskhedens største ulykke var amtmanden

Men danskhedens største ulykke var amtmand Reventlow, mente Ulrik. Hans uheldige indflydelse kunne spores i alle vigtige spørgsmål. Ulrik kunne ikke forstå, at danske præster endnu ikke havde fået kongelig bestalling i rent danske sogne.

Ulrik er bekymret for hans børns undervisning. Han er ikke tilfreds med, hvad et reorganiseret skolevæsen kan tilbyde, og han har ikke råd til privat huslærer.

Krieger svarer, at han er meget interesseret i at høre nyt fra Tønder, og råder Ulrik til at aflægge ham et besøg, når han kommer til København.

 

Problemer med præsterne

Allerede den 5. juni 1854 sender Ulrik det næste brev. Her beklager han sig, at han ikke har ret meget at bestille. Ifølge medicinalinspektør P.S. Schleisner, Flensborg skulle der være rigeligt at se til.

I Tønder Provsti var det af de 44 præster kun 17, ”hvis bestalling havde kongelig konfirmation”. Og heriblandt var der et par stykker, man ikke kunne have tillid til, mente Ulrik.

 

Tyske lærere havde dobbelt job

Igen en gang kommer Ulrik ind på seminariet, og gør opmærksom på, at et par af seminariets lærere også underviser på byens almindelige skoler. De er tyske, siger han og derfor bliver det endnu mere vanskelig at gennemføre det danske. I øvrigt mente Ulrik at skoleforholdene i tønder var meget kritisable.

 

En skole på fattiggården ønskes

Ulrik mente, at der skulle indrettes skolelokaler ude på tønder fattig – og arbejderanstalt på Gørrismark. Stedet blev brugt som fattiggård indtil 1937. Pengene til indretningen kunne skaffes ved ar sælge nogle af de gamle skolelokaler eller et par lærerboliger.

Der skulle også findes en initiativrig mand, der kunne klare dette. Ulrik mente ikke, at skoleinspektør og andenpræsten Johs. M. Dahl var egnet til dette for:

 

• Dels besidder han måske ikke den fornødne sagkundskab, dels tør han vist næppe ifølge sin hele stilling her vente sig tilstrækkelig assistance fra oven

 

Ulrik mente, at opgaven skulle løses af den kommende danske leder af seminariet. Han anmoder ligefrem Krieger om at henvende sig til Regensburg om dette.

 

Ønsker ikke en advokat med dansk kugle i ryggen

Og så var det igen spørgsmålet om en dansk advokat. Ulrik havde hørt, at Amtshusets førstesekretær, Chr. Alexander Nissen var ivrig efter at søge stillingen. Men som Ulrik nævner, så kom han til Tønder efter det Slesvig – Holstenske nederlag med en dansk kugle i ryggen. Han kunne ikke forstille sig, at en forhenværende Slesvig – Holstensk frivillig skulle blive ansat af Carl Moltke, der var minister for Slesvig.

Ulrik spørger Krieger direkte, om han ikke kender en, der ville være egnet. Jobbet kunne blive ”et meget indbringende brød”.

 

Et sygehus og en realskole

Ulrik var medvirkende til oprettelse af et lille sygehus ved Østerport og ved oprettelse af en privat realskole. Ja og så stod han jo også for initiativtager til oprettelsen af den danske avis Vestslesvigs Tidende, der begyndte at udkomme i 1856.

 

Læge i København

Ulrik og Krieger fortsatte deres brevskriveri, men disse breve findes åbenbart ikke mere. Ulrik flygtede som sagt fra Tønder til Møgeltønder. I 1865 blev han læge i København, hvor han blev medstifter af Lægeforeningens Boliger.

 

Stædig, ufleksibel og et fejlskøn

A.F. Krieger var medlem af Landstinget fra 1863 – 1890. Han har været både indenrigsminister, finansminister og justitsminister.

Han boede på Rosenvænget på Østerbro, hvor han blev særdeles gode venner med Johanne Louise Heiberg.

Og vi kan måske takke hans stædighed og fejlskøn ved konferencen i London, at vi mistede Sønderjylland. Senere var han meget ufleksibel i forbindelse med ”Slaget på Fælleden”. Og det gik i den grad ud over arbejderne.

 

Belønnet med en gade

For denne indsats blev der opkaldt en gade efter ham på Østerbro – A.F. Kriegersvej.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjyske Månedsskrifter
• Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder på sprogreskipternes tid

 

Hvis du vil vide mere:

• Bagerst i artiklen ”Slaget i Brøns – set med tyske øjne” kan du se en artikeloversigt over artikler omkring ”De Slesvigske Krige”

 

• Ulrik – en fysikus fra Tønder (1)
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Tønder Seminarium – en del af historien
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Vajsenhuset i Tønder
• Handel i Tønder indtil 1864
• Soldat i Tønder 1851
• Rosenvænget på Østerbro
• Brumleby på Østerbro
• Slaget på Fælleden

 

 

 

Slaget ved Brøns – set med tyske øjne (2)

Sønderjyllands historie er ikke let. Og det er det heller ikke, når man skal beskrive de slesvigske krige. Den danske regering var ikke tilfreds med den såkaldte Fællesregering. Man førte bare den ”provisoriske” regerings love videre. Den danske regering kaldte dem for oprørske.  Sønderjyderne ville heller ikke betale skat til dem. Men så blev der bare sendt soldater til at få sønderjyderne til at indordne sig. Derved kom det til det blodige slag ved Brøns i Nordvest Sønderjylland i 1849.  Her skal vi så høres slaget fra tysk side. Man påstod, at det var danskerne, der skød først. Fangerne blev ført til Haderslev, senere til Slesvig og endnu senere til Rensborg. Flere bønder døde. Men tyskerne mente, at slagets udfald havde fået ”en meget ønskelig indflydelse.

 

Sønderjyllands historie er ikke let

Vi så den fantastiske serie om 1864 i TV. Som drama var det en fantastisk historie. Men ikke som Sønderjyllands historie. Men da var der faktisk en del dokumentarudsendelser, der fortalte den rigtige historie. Og bagerst i denne artikel er en artikeloversigt i forbindelse med de slesvigske krige.

 

Den såkaldte Fællesregering

Egentlig har vi jo allerede skrevet en artikel om denne begivenhed. Men hvordan så denne historie ud se fra tyskernes øjne? Som det vil ses i denne artikel, var det ikke speciel let, at leve i Sønderjylland dengang, når man følte sig dansksindet.

Den 24. marts 1848 tog den provisoriske regering magten i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den 22. oktober samme år afløstes denne af en fem – mands regering med grev Reventlow – Jersbeck som præsident. Denne regering blev kaldt den såkaldte fællesregering. Den bestod til den 26. marts 1849.

 

Man følte den provisoriske regering

Fællesregeringen fik en helt anden karakter, end man fra dansk side havde tilsigtet og mente sig berettiget til at vente. Fællesregeringen trådt helt i den forrige regerings spor. Den opretholdt alle dens love. Og ikke en eneste af de fordrevne og afsatte danske embedsmænd opnåede at komme i embede i Sønderjylland.

 

En ”oprørsk” regering

Derfor måtte den danske regering tage afstand fra Fællesregeringen skønt dens egen forhandler Holger Reedtz havde været med til dens indsættelse på Gottorp Slot den 22. oktober.

Et Kancellicirkulære af 15. november blev udbredt i Nordslesvig med meddelelse om, at hvis Fællesregeringen ikke rettede sig efter våbenstilstanden af 26. august 1848, ville Danmark erklære den for oprørsk.

Indbyggerne kunne heller ikke være pligtige til at betale krigskatter eller lyde fællesregeringen, så længe den ikke havde opfyldt de danske krav til den. Men Fællesregeringen havde ikke i sinde at opfylde de danske ønsker.

 

Holdt tilbage med skatter

Den 15. december erklærede en kongelig resolution, at der ikke i hertugdømmerne fandtes nogen lovlig regering som undersåtterne var pligtige til at lyde. Samtidig udtaltes der dog i resolutionen, at kongen ikke ville anse et frafald fra ”undersätlig pligt og ed”, hvis en ”tvingende nødvendighed” bevirkede, an man gav efter for den ulovlige magts krav.

Dette er baggrunden for, at de dansksindede nordslesvigere ”holdt tilbage” med skatterne så længe som muligt. Nogen større lyst til at betale skatter, har de måske aldrig haft. Og nu skulle de så betale til en regering, der var så tydelig fjendtlig indstillet mod Danmark.

Nu kan ingen regering bestå uden skatter, sagde den provisoriske amtmand Chr. Bruhn i Haderslev amt.

 

Det blodige slag 1849

De Slesvig – Holstenske embedsmænd måtte skride til udpantninger, og da det ikke battede noget, tog man de fremmede tyske tropper til hjælp som eksekutionskommandoer. Følgen var en række sammenstød mellem disse og den indfødte befolkning.

Nogle af disse gik af uden blodsudgydelser, idet soldaterne drog væk, når befolkningen stimlede sammen og stormklokken lød. Men et enkelt sammenstød ved Brøns ude ved vestkysten den 22. januar 1849 fik en alvorligere blodig karakter.

Kampen ved Brøns fik allerede i 1859 sin mindesten.

 

En tysk beretning

En tysk førstehåndsskildring er en beretning som kommandanten for eksekutionsafdelingen i Hviding herred, ritmester Rumohr afgav til kavalleridivisionen i Haderslev. Den er skrevet samme dag, som sammenstødet fandt sted. Den er dateret den 22. januar 1849 klokken 5 ¾ om aftenen. Den lyder oversat til dansk:

 

• Da alle betalinger fra Skærbæk sogn er ydet i går og denne nat til sognefoged Timmermann, og denne har forpligtet sig til i morgen at levere mig amtshusets kvitteringer, brød jeg i dag op fra Østergasse med hele kommandoet og drog mod Brøns.

 

• I og foran Brøns havde der samlet sig mange folk. Sognefogeden kom os i møde og bad os ikke at rykke ind. Der ville opstå megen uro.
• Jeg sendte ham tilbage med den besked, at der jo her ville komme yderligere et stærkt jægerkommando. Jeg tilrådede enhver at gå hjem og forholde sig rolig.

 

• Jægerne var marcheret over Skærbæk, og vi over Brøns Mølle.
• Da Jægerne kom, rykkede disse ind fra syd, vi fra den østlige side og besatte alle udgange. Det var temmelig roligt i landsbyen.

 

• Mens jeg var beskæftiget med indkvarteringen, blev det meddelt mig, at der fra Rejsby rykkede en bevæbnet skare på 5 til 600 mand frem. Jeg lod dragonerne rykke frem og jægerne besætte landsbyens nordside.
• Meldingen havde været overdreven, skaren var kun på 200 med spyd og flintebøsser. Disse rykkede frem mod os med høje råb og svingede huerne.

 

• Dragonkommandoet var delt i to afdelinger, hver havde besat en side af vejen. Da Landstormen var kommet i en afstand af et par hundrede skridt, lod jeg begge afdelinger kavaleri rykke frem og opfordre hoben til at kaste våbnene.
• Landstormen satte sig i modværge, et skud faldt. Det dræbte dragon Jensen fra 3. eskadron, hvorpå der udspandt sig en kort fægtning, i hvilken også de fremrykkende jægere deltog. En jæger blev skudt formentlig fra et hus i landsbyen.

 

• Af Landstormen er 3 dræbt, 4 meget hårdt sårede, 22 let sårede eller taget til fange. I morgen tidlig sender jeg fangerne og protokollen til Haderslev, samt våbnene og fra en af Landstormen fratagen hest
• En såret hest fra 3. eskadron følger ligeledes. I denne affære er 4 sabelklinger fra 1. eskadron og 3 fra den 3. slået af. Jeg beder om, at disse erstattes.

 

• Fra Haderslev er der endnu ikke kommet nogen ordonnans til mig. I dette øjeblik taler jeg med jægernes læge. Jeg er blevet enig med ham om endnu i aften at sende de meget hårdt sårede til hospitalet i Tønder.

 

 

• Pligtskyldigst

Deres Rumohr,

Ritmester

 

Bønderne skød først

Som det ville kunne ses, er ritmesteren i sin beretning meget summarisk med hensyn til spørgsmålet om, hvordan forhandlingerne med bønderne foregik, og hvordan fjendtlighederne begyndte. Men han fastslår, at første skud kom fra bønderne.

Danske beretninger modsiger dette, og måske er det umuligt at få klarhed på dette punkt. Englands gesandt i Danmark, der omtaler kampen i en depeche af 29. januar udtaler de vise ord:

 

• Som det er sædvanlig i sådanne tilfælde, er det uenighed om, fra hvilken side det første angreb skete.

 

Fangerne ført til Haderslev

Da Fællesregeringen dagen efter sammenstødet skyndte sig at meddele det til den tyske rigskommissær Stedmann betoner den selvsagt, det 1. skud faldt fra ”de oprørske”. Den føjer til, at man nu kan vente, at en sådan opstand ikke vil gentage sig og i modsat fald straks blive undertrykt.

 

Fanger ført til Slesvig

De tilfangetagende bønder blev den 26. januar tidlig om morgenen ført fra Haderslev til Slesvig. Her blev de forhørt af en militærkommission. De blev ikke stillet for en krigsret. De førtes senere igen tilbage til Haderslev, hvor amtet skulle foretage videre undersøgelser.

Da amtsportneren var dansksindet er de nok her blevet tåleligt behandlet. Sidst i marts ved våbenstilstandens ophør, måtte de igen syd på – denne gang til Rendsborg.

Den danske regering søgte straks efter begivenhederne ad diplomatisk vej ved henvendelser både til Tyskland og de fremmede magter, at mildne den behandling, som fangerne kunne vente.

 

Meget ”ønskelig” indflydelse

Både fra Berlin og Frankfurt modtog Fællesregeringen også i begyndelsen af februar alvorlige henstillinger om at vise mildhed og skånsomhed. Således betonede Bülow, hvor nødvendigt det var at undgå alt, ”som kunne påtrykke tilstanden i hertugdømmerne den triste og forhadte borgerkrig”.

Fællesregeringen lovede for så vidt at tage hensyn til disse henvendelser, men udtalte samtidig, at konflikten ved Brøns havde udøvet en ”meget ønskelig” indflydelse på stemningen i Nordslesvig.

 

Ikke flere sammenstød

Det kom dog heller ikke i de to måneder Fællesregeringen endnu sad til flere sammenstød i Nordslesvig. Bønderne betalte de afkrævede skatter. Fra Nordslesvig gik den ene pengeforsendelse efter den anden syd på – til Slesvig – Holstenernes kasse.

Det skal dog også nævnes, at den danske regering i en proklamation til slesvigerne fra omkring 1. februar bestemt opfordrede dem til ”i sin modstand mod uretmæssige fordringer ikke at møde magt med magt”

Til gengæld forsikrede proklamationen, at kongen ikke udover det for våbenstilstanden fastsatte tidspunkt ville gå med til at forlænge:

 

• Den utålelige tilstand, som er en følge af hin overenskomsts mangelfulde udførelse.

 

Kilde:

• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

• Slaget ved Brøns
• G. Monrad – Hvordan var han?
• G. Monrad – nok engang (2)
• Sandheden om Herman Bang’ s Tine
• Sønderborg 1864

 

• Under København:
• Istedløven brøler stadig
• Begik Kongen Højforræderi?
• Rendsborg 1848 – 1851

 

• Under Sønderjylland:
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Rendsborg 1848
• Ned med de dansksindede

 

• Under Aabenraa:
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før Prøjserne
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864
• En fysiskus fra Aabenraa
• Aabenraa 1800 – 1850

 

• Under Padborg/Kruså/Bov:
• Sejren ved Bov
• Kampene ved Bov – og de Slesvigske krige

 

• Under Tønder:
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrich – en fysikus fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Minder fra Aabenraa 1864 – 1920
• Handel i Tønder indtil 1864

 

• Under Højer
• Apotekeren fra Højer
• Heltene fra Vadehavet