Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Historisk vandretur fra Torvet i Højer

Februar 10, 2017

Historisk vandretur fra Torvet i Højer

Denne gang går vi en tur på Torvet og i Søndergade. Advarsel, der vil flere gange forekomme sønderjyske sætninger. Revolutionen foregik på Centralhotellet. Der var et lokale på Torvet, hvor Sprøjten holdt i den ene side og ligvognen i den anden ende. Vi skal besøge Æ stormklok. Og hos Falle fik du en røget ål, når du købte en cykel. Og så var det Ohlsens hotel, hvor Æ Feuerwehr holdt efterslukning. Carl Hoegh var en rigtig spøgefugl. Højer Kino blev etableret allerede i 1921 med en pianist. Så var det Fiddes Sporvogn. Soldaterne fra Tønder kunne købe cigaretter og slik, inden de skulle på skydeøvelse. Vi besøger Fleischbeshauer Jensen og gadefejer Johan Wilhelmsen. Man sendte bud efter Eckholdt i stedet for dyrlægen. Og så var det den lokale fostermor og opråber Karl Færch.

 

Vi starter å æ Mærkensplads

Vi fortsætter vores historiske gåtur i Højer. Vi skal lige huske, at vi måske nævner bygninger, der for længst er revet ned. I øjeblikket sker dette hvis ret hurtigt i byen. Og måske dvæler vi lige lidt længe i enkelte ejendomme. Men det er for at for at få livet frem i det gamle Højer.

Og vi starter fra ”Æ Mærkensplads”. Men egentlig har vi allerede i vores artikler skrevet en del om Torvet, som også uvist af hvilken grund blev kaldt for ”Æ bjerg”. Det er jo ikke særlig højt her.

På et tidspunkt var torvet fuldt af runde huller, som børnene have lavet til brug for deres spil med ”nøbbelser”. Ja nogle kaldte det også for ”løbbelser”.

 

Revolutionen foregik på Centralhotellet

Her var samlingspunktet for omegnens folk, landmænd, håndværkere, tjenestefolk og arbejdere. Det var især efterårsmarkedet den 3. torsdag i oktober, der var et tilløbsstykke. Dyrene var i den nordlige ende af Torvet, og der var trængsel på disse markeder. Disse markeder fortsatte op i 1940erne.

Og det var også her på Centralhotellet, at revolutionen i Højer fandt sted. Det var også her ved kirkegårdsmuren en mørk september aften, der holdt en lastbil med danske gendarmer over ved kirkegårdsmuren. De var blevet hentet af tysk militær. De havde nok ikke forestillet sig at ende i en tysk KZ – lejr.

Egentlig burde vi skrive om kirken, men det har vi skrevet om i andre artikler. Husker min Opa’ s begravelse. Der var blomster hele vejen ude fra Ny Frederikskog her til kirken.

 

Hotel Sylt

Og det har vi også om Hotel Sylt. Og her havde det tidligere ligget et gæstgiveri ”Fährhaus”. Dengang Anders Nissen ejede Hotel Sylt var der liv og glade dage her på hotellet. Her var også billard og dilletant – optræden.

I 1915 overtog Ebbehark Jordt stedet. Der blev udvidet og Jordt blev også udnævnt til kongelig vejer. Her var både en kreatur og en vognvægt.

I 1948 blev ”Sylt” overtaget af Tom Juhl, der gjorde et stort stykke arbejde med at trække turister til Højer. I 1966 solgte han hotellet. Og den hæderkronede kro forfaldt i folks anseelse. Ja man talte om, at det var en ”bule”. Mange protesterede over dens tilstedeværelse. I 1978 blev den nedrevet.

 

Sprøjte i den ene side – ligvogn i den anden side

Man kan undre sig i dag over, at der var plads til et så omfattende sted. Men så vidt jeg husker gik det langt ud på den nuværende Banegårdsgade.

I torvets nordøstligste hjørne var der et sprøjtehus, hvor ”Feuerwehr” havde sprøjte og andet materiel. I den anden ende var der plads til ligvognen. Og begge ting har vi også tidligere beskæftiget os med.

 

Æ Stormklok

Ved torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved den nordlige ende af torvet. Der byggede han et bageri. Det kaldtes ”Æ Stormklok”. Måske var det, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Dette hus blev revet ned omkring år 1900.

 

En cykel og en røget ål

Torvet 9 tilhørte Falle Simonsen, som vi tidligere har omtalt i mange artikler. Han kom til Tønder som 19 – årig. Han startede som staldkarl på Hotel Sylt. Jo Falle var en festlig fyr. Han kom også ude hos min Opa ”u i æ Kog”.

Hvis du købte en cykel hos ham fik du en røget ål med i købet. Hvis du skulle besøge Falle og Magda inde i privaten, skulle du passe på ikke at falde over cyklerne.

 

Ohlsens Hotel

På det sted, hvor Torvet 7 ligger i dag, lå Tinghuset. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer herred. Jeg ved ikke, om man stadig kan se skampælen ved kirkegårdsmuren. Højer beholdt sin birkeret indtil 1864.

Ja åbenbart har birkeretten haft lokaler i en stråtækt kro, der holdt til her. Men det gamle hus måtte vige pladsen grundet brandmyndighederne.

Her var også i mange år Banhofshotel. Det blev senere til ”Ohlsens Hotel”. Det blev på et tidspunkt ejet af tre søstre. Når Feuerwehr havde brandøvelse, så sluttede de i en periode altid her. Og så sang de en sang ”Immer an der Wand entlang”. Men børnene hos den ene af søstrene måtte ikke synge sangen på grund af teksten.

 

Peters Kro

På et tidspunkt blev kroen ejet af Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte stedet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens passede hans kone kroen. Hun blev kaldt for Mutti.

I 1969 blev Jens Lyhne Kristensen ejer af kroen. Den fik en tiltrængt og gennemgribende restaurering og blev omdøbt til Hotel Højer. Men kroen blev solgt til en andelsboligforening.

 

Højer Pølse

Torvet 6A – D er bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I nummer 6A har slagter Müller haft sin butik. Den flyttede til Søndergade. Her har maler Sørensen haft forretning, og den er også blevet ejet af Falle Simonsen.

Midde Boysens gamle gård kræver en nærmere omtale. Ved siden af slagterens butik lå det sidste ishus. Og Müller er jo kendt for de berømte Højer Pølser.

 

Søndergade

Vest for Søndergade 1 har der ligget enlænget, stråtækt gård som har tilhørt Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand, der tillige var farver. Farveriet har været i eller i forbindelse med slagter Müllers stuehus. Her farvedes det garn, som blev spundet at især fåreavlernes koner. Det meste af garnet blev derpå vævet af ni professionelle vævere, der dengang var i Højer.

 

Carl Hoeg – en spøgefugl

Carl Hoeg var en stor spøgefugl, der drillede folk, når han kunne komme af sted med det. En dag, da der var det fineste høstvejr, havde han lejet alle de arbejdsfolk, som de andre bønder brugte i høsten. De skulle sidde hele dagen på en stol på torvet og intet foretage sig. Hoeg betalte deres løn. Mad og drikke lod han bringe til dem fra et hotel.

En dag, da den stærkt dansksindede apoteker Nagel havde fødselsdag, betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham.

Men Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag, stillede en flok drenge ved hans hus og sang en dansk sang for ham.

 

Højer Kino

Hotelejer Jordt købte i 1921 Carl Hoegs gård. Han byggede et to etagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Her havde det til huse indtil 1957. Han havde tidligere vist film på Hotel Sylt. Nu havde byen fået en fast biograf. I begyndelsen drejede operatøren filmen med håndkraft. Disse filmaftner var ikke så regelmæssige. Derfor blev de bekendtgjort af ”Æ Klokmand”. Ja sådan hed byens offentlige udråber.

I stumfilmens dage sad en pianist bag ved en sort skærm og spillede klaver. Der var plads til cirka 125 personer. I den bagerste ende af salen var der et ophøjet logeparti.

Jordt drev selv biografen, så længe der var publikum til stumfilm. Fra begyndelsen af 1930erne lejede han den ud til en rejsekino, der til hver forestilling medbragte tonefilmsmaskiner.

Fra 1946 drev Nicolaus Jensen ”Højer Kino” der som skrevet blev nedlagt i 1957, da han startede Højer Bio i Østerende 2.

Men høvringerne var flittige gæster i Kino i Søndergade, ikke mindst under krigen, da der ikke var så mange adspredelser. Enkelte overværede faktisk hver forestilling.

 

Tysk skomagerværksted

I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. I 1987 solgte hans enke det til slagter Andreas Müller. Han rev det ned og opførte garager og lagerbygninger på stedet.

Søndergade 7 var oprindeligt bygget som landbrugsejendom, men omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig der som snedker. Under Første Verdenskrig var han soldat i Rusland, og da havde tysk militær skomagerværksted i huset.

 

Tre søskende i rad og række

Endnu i 1918, da sønnen Wolf kom i lære hos sin far, havde de ingen maskiner. I 1920 fik de en båndsav og en maskinhøvl. Men først i 1934 blev det store værksted bygget. Lützens var tyske. Men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds.

I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Han første det videre i den Lützenske ånd. Der blev også lavet ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år, bedemand.

I Søndergade 7,9 og 11 boede i 1920erne tre søskende Lützen. I nummer 7 var det Søren, i nummer 9, hvorfra familien stammede, hans søster Marie, gift Frandsen. I nummer 11 var det deres søster Cathrine Erichsen, hvis mand havde været rebslager. Hans reberbane gik fra nummer 7 mod sydvest ned til hjørnet af Kogsgade og Ved gamle Dige.

 

Fiddes Sporvogn

Da Fidde Eckholdt havde solgt Skolegade 17, flyttede han og hans kone Nelly ind i Søndergade 9, der var hendes hjem. Helt op i sin høje alderdom havde han stadig et par heste. I nogle år, kørte han ved fåremarkeder byen rundt med ”Fiddes Sporvogn”, hestetrukket naturligvis.

 

Æ Burg

Over for Søndergade 9, i haven til Skippergade 2, lå engang et stråtækt hus med storkerede på østgavlen. Det lå ret højt. Der var trappe op til det med jerngelænder. Ud mod gaden var der en kampstensmur. Det var muligvis derfor at huset blev kaldt ”Æ Burg”. Det var efterhånden blevet en del forfalden. I 1925 blev det revet ned. Der var to lejligheder i huset. Den tre meter dybe vindebrønd, der stod ved østgavlen, var beboerne fælles om.

På hjørnet af Kogsgade, Søndergade 13, senere Kastanjehuset har det været gartnerforretning med indgang under kastanjetræet.

 

Stormflodsudstilling i tidligere cafeteria

På det modsatte hjørne af Kogsgade i Søndergade 15 har der oprindelig været landbrug i den østre ende med ajlekule ud til Korsgade. Her har Hans Bossen haft cykelværksted og derpå isenkramforretning. Han kørte også lejebil.

Da der i 1950 for anden gang blev oprettet en brugsforening i Højer, lejede den sig ind hos Bossen. Efter at den i 1962 var flyttet op i Skolegade 8, var der i nogle år cafeteria på hjørnet.

I 1976 lejede sparekassen lokalerne og startede en stormflodsudstilling. Den fik senere plads på Højer Mølle. Der har hvis nok også været kunstgalleri på stedet.

 

Byens største kolonialhandel

I Søndergade 4A, huset lige over for Kogsgade, har der været en købmandsbutik. Den første indehaver var Asmus Petersen, som byggede huset. Med sine fem døtre var han en værdig svigerfar i byen. Efter ham havde Hans Pørksen i mange år forretningen.

Det var byens største kolonialvareforretning. Pørksen handlede også med gødningsstoffer og uld. Og så bestyrede han en filial af handelsbanken. Han var en dygtig købmand, førte gode varer og holdt lave priser. Hans kunder på landet betalte nogle gange deres regninger med uld og gæs ved juletid.

 

Gæs og bøndersmør

Hvis gæssene ikke blev afsat måtte familie Pørksen spise gåsesteg lang ind i det nye år. Tidde ude fra æ kog kærnede selv smør, dom hun leverede til hans Pørksen. Det blev solgt som ”bøndersmør”.

Jo han beherskede dialekten til fulde. Han kunne finde på og sige til lærlingen:

  • Do Fidde, tæi æ jughl å træk hen te Falla å la ham læp æ baggecykel (Tag cyklen, træk den hen til Falle og lad ham lappe baghjulet).

Efter Hans Pørksen førte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk i nogle år forretningen videre. Siden har butikken været brugt til forskellige formål.

 

Soldaterne kunne købe cigaretter og slik

I Søndergade 4B, det smalle hus, der ligger helt ud til fortovet, havde Hanne Brodersen sin butik med tobaksvarer og slik. Hun var enke efter den snedker, der havde boet i Postgade 10. Hun havde sammen med sin mand bestyret sygehuset, Søndergade 33.

Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer for derpå ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn og trillede ned til stationen, hvor hun slog sit bord op. Så solgte hun slik og cigaretter til soldaterne.

Thomas Jensen havde tobaks – og radioforretning i huset. Han havde arbejdet med radio fra hans spæde barndom. Uden at have lært faget fulgte han med i det, så han til enhver tid var meget kyndig på området.

 

Fleischbeschauer Jensen

Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han sad for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet både i slagterhusene og ved hjemmeslagtning. Huset kaldtes af gamle høvringe for ” æ Fleischbeschauers Haus”. Det blev senere overtaget af Tæppefabrikken.

 

Gadefejer Johannes Wilhelmsen

I det lille, hvide hus i haven bagved boede Johannes Wilhelmsen, der var gadefejer. Han drog byen rundt med kost og skovl. Så havde han også et lille hvid tohjulet vogn. Han sagde altid:

  • Vrådt i de her skjirn gaæ

Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede. Han kunne blive helt balstyrig, hvis drengene lagde grene og snavs på risten ved sydenden af Skolegade. Så løb regnvand m.v. over og ned i hans have. Og dette vidste knægtene jo udmærket.

Vest for nummer 17 går vejen ned til Kommuneskolen (1906 – 1964) forbi Tæppefabrikken. Og Tæppefabrikken har vi tidligere skrevet om.

 

Det tidligere sygehus

Sydøst for skolepladsen ligger det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkerlavet en opfordring til flækkebestyrelsen, om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejdede i Højer, fordi disse i sygdomstilfælde ikke kunne blive indlagt på sygehuset i Tønder.

I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varmstue i fattighuset, men at der snart ville blive bygget et sygehus i byen.

Det var dog først den truede koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træbarak i fenne nummer to ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset.

Den havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger. Bestyreren var samtidig ligkistesnedker. Det må have været beroligende at vide for patienterne. Sygehuset blev mærkeligt nok nedlagt under Første Verdenskrig og solgt til andet formål. I 1923 købte fabrikant A.R. Kjærby, Højer Tæppefabrik, ejendommen, som derefter i hovedsagen blev brugt til beboelse.

Men i mange år kunne man lejlighedsvis skimte orden ”Krankenhaus” over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev at kalde bygningen ”sygehuset”.

 

Hellere Eckholdt end dyrlægen

Fra seminariet går vi igen op til Søndergade og drejer ned til venstre. Huset på hjørnet, nummer 23, hørte også til Tæppefabrikken.

I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding, og hvad der ellers hører med. Han var desuden glaser (glarmester). Han desinficerede værelser efter smitsomme sygdomme. Hvis husdyr blev syge, sende man ofte hellere bud efter Eckholdt end efter dyrlægen. I begyndelsen af 1930erne solgte han huset til Kjærby. Her indrettede Tæppefabrikken kontor.

 

Den lokale fostermor

Søndergade 27 tilhørte Jens Hansen også kaldet Jens Amerika. Han fortalte gerne om den tid, han havde været derover, og det var måske lige lidt overdrevet, derfor fik han tilnavnet. I huset var der et øldepot, som han drev sammen med Johannes Brodersen. De bragte øl ud på landet i et enspænderkøretøj. Men man kunne også selv hente øl derinde.

Indtil efter Anden Verdenskrig foregik praktisk talt alle fødsler i hjemmet med bistand af den lokale fostermor (jordemoder). I en årrække var det fru M. Nielsen, der boede Søndergade 29. I 1925 byggede hun og hendes mand, Ballumvej 12 og flyttede derop.

Kommunen købte huset i Søndergade, hvor der blev lærerbolig, beboet af Hans Brockmann, indtil han i 1934 blev leder af den tyske skoleafdeling og flyttede ned på skolen. Jordemoderens datter undgik naturligvis ikke at blive kaldt Anna Fostermor.

 

Offentlig toilet og fællesvaskeri

På hjørnet af Søndergade og Møllegade nummer 31, boede der før Første Verdenskrig Fedder Nielsen. Han havde landbrug og havde sine køer fående i en toft syd og sydvest for huset, hvor den nyeste del af Tæppefabrikken kom til at ligge.

På markedsdage var der kro i huset, måske også uden for disse dage, men det var bestemt et af de ydmyge steder. Den næste ejer var Hans Carstensen, men han solgte til tæppefabrikken og byggede i stedet ejendommen Slusevej 1.

Der, hvor der senere var parkeringsplads mellem Søndergade og Storegade, har der ligget to stråtækte huse med deres haver. De brændte sammen med flere huse i 1949. Her var også et offentligt toilet og et fællesvaskeri.

I Søndergade 6 har farver Christensen boet. Han drev farveriet i Søndergade 1, som Carl Hoeg havde grundlagt.

 

Opråber Karl Færch

Søndergade 10 var to sammenbyggede huse. I den østlige del boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene.

Han gik sin udråberrute efter behov. Han stod stille bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:

  • I Jawten æ det kino o klo tot
  • O morn æ et skattebetalen
  • Dæ æ røspætte o æ mærjkemsplads i jettemer
  • Dæ æ låt få æ vand o Kovej fra klok ti te æ klok fire

Når sangforeningen havde dans på Hotel Sylt, var Karl Hansen balinspektør med hvide glacèhandsker. Han sørgede for, at der kun kom et bestemt antal par på gulvet. Når Heinz Asmus og Siegismund m.fl. svang deres damer i fejende vals, så skulle der plads til.

 

Børster og Antikvitetshandler

I den vestlige ende af nummer 10 boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet, og ”butikken” var på loftet inden for det lille kvistvindue.

De har også bundet børster til bonevoksfabrikken.

Når Peter Knudsen kørte rundt og solgte sine varer, støvede han samtidig antikviteter op, og han havde øjnene godt med sig. Hos en ældre kone i Skast fik han øje på en gammel lampe:

  • Hvis jeg nu kommer med en ny lampe til dig, må jeg så få den gamle?

Og så byttede de. Det var ingen tvivl om, at Peter gjorde en god handel.

 

En lærlinge – spøg

I Søndergade 12 havde vi Kiers Gård, som vi har omtalt i en artikel for sig selv. Da noget af taget på Kiers gård ved en tidligere lejlighed skulle tækkes, sagde tækkermanden til en drenge, der hjalp ham:

  • Æ æ bång for, æ tag slæ it te. Ka då løf hen te Peter Beier å lån hans tagrækker.

Drengen løb hen til Peter Beier, der uden tøven svarede:

  • Ja det måst han da gjern. Men lig å æ Stæj har Hans Pørksen lån èn. Do ka løf hen å spøe, om han æ færre mæ én.

Så måtte drengen videre på farten.

Fra Hans Pørksen hen til Ohlsen & Co, hvor bogholderen ved at slå op i hovedbogen konstaterede, at apparatet befandt sig hos maskinhandler Lützen i Daler. Så måtte drengen hjem efter sin cykel. Men her fik hans mor sat en stopper for det videre forløb. Dette var en almindelig spøg at sende smedelærlingen i byen efter kørnerprikker.

I Andersen & Nissens Boghandel i Tønder sendte vi den nye lærling hen til Jefsen for at købe en papirstrækker.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 60 artikler om det gamle Højer og omegn herunder:
  • Fra Kovej og andre steder i Højer
  • En historisk vandretur i det gamle Højer
  • En gåtur i Højer
  • Højers gamle huse
  • Dengang i Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • Anekdoter fra Højer
  • Højer – før i tiden
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Det gamle Højer
  • Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
  • Højer Tæppefabrik
  • Hvem boede på Kiers Gård
  • Højer Kirke
  • Brand i Højer og mange flere

 

 

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer