Artikler
December 10, 2016
Da Als var Republik – endnu mere (2)
En nekrolog i Dybbøl – Posten. Hændelsen er både opfattet som myte og begivenhed. Hvem var Gustav Noske. Han har i sine erindringer nævn revolutionen i Sønderborg. Men hvem var præsident Topff. Sønderborgs arbejdere var ikke med. Topff forsvarede sin handling. Men der var bestemt ikke alle der var enig med ham. Og Topff var bestemt ikke sagesløs, men han blev betegnet som utilregnelig. Sonderburger Zeitung kunne berette om revolutionen. Avisen blev også udsat for censur. Topff udsendte flyverblade og beordrede marinen til at sejle med rødt flag. Efter at Topff var gået af, blev Soldaterrådet udvidet med 5 og nu skulle der to underskrifter under anordninger. Den 9. november 1920 døde Topff og begravet i Berlin.
Nekrolog i Dybbøl – Posten
Det er efterhånden gået nogen år, siden vi skrev den første historie om Als som republik. Men efterhånden har man så fået samlet en hel del nyt kildemateriale.
Den 12. november 1920 indeholdt avisen Dybbøl – Posten følgende nekrolog over én af Sønderborgs borgere:
Danebod Højskoles Årsskrift 1928
Ja her har vi det på skrift, at han var præsident. De fleste vil sikkert kalde for en myte. Fra selve revolutionsdagene findes der ikke noget skriftligt vidnesbyrd. Det vil dog sige at i gårdejer Ernst Christensens artikel i Danebod Højskoles årsskrift 1928 finder vi også beviser på det. Således skildrer Ernst Christensen, da han var i audiens hos den nye præsident for Als.
Både myte og begivenhed
I Sønderjyske Årbøger beskrives hændelsen både som en myte og som en begivenhed, der har fundet sted. Dorrit Andersen kunne i artiklen ”Rådsbevægelsen i Nordslesvig” fremlægge nyt kildemateriale.
Erindringer af Gustav Noske
Således udkom der i 1920 er erindringsbog af Gustav Noske med titlen ”Von Kiel bis Kapp. Zur Geschichte der deutschen Revolution. Om begivenhederne på Als, står følgende:
Hvem var Gustav Noske?
Denne Gustav Noske var ikke en hvem som helst. Han var med til forhandlinger i Kiel, hvor revolutionen var gået helt galt med ni dræbte og mange sårede.
Han modsatte sig, at provinsen Slesvig – Holsten blev udråbt til republik. Og han fulgte meget nøje udviklingen rundt omkring i Slesvig – Holsten. Til Soldaterrådet i Flensborg sagde han følgende:
Her på siden, har vi skrevet lidt om revolutionen i Højer og Tønder.
Hvem var præsident Topff?
Men hvem var han enlig denne præsident fra Als?
Han hed Bruno Gustav Eugen Topff. Han var skrædder og født i Potsdamm den 2. november 1886. Under krigen var han overskræddergast i marinen. Du budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå Bruno på marinelazarettet. Han led af tuberkulose. Trods dette lykkedes det ham at sætte sig i spidsen for soldaterråddet.
Byens arbejdere var ikke med
Byens arbejdere kom ikke med i bevægelsen med dannelse af et arbejderråd, før Topff om formiddagen den 9. november på et nyt møde, havde forkyndt, at han trak sig tilbage af helbredsmæssige grunde.
Topff forsvarede sin handling
I et læserbrev til Sonderburger Zeitung den 20. marts 1919 forsvarer Topff sin beslutning. Han skriver blandt andet i et meget langt læserbrev:
En brevskriver var bestemt ikke enig
Den 3. april 1919 svarede Philipp Weiglein. Han var bestemt ikke enig med Topff’ s beskrivelse af hændelsesforløbet. Han mente, at andre også havde taget en del af slæbet. Han fortæller at Topff skulle have sagt:
Brevskriveren slutter:
Topff var ikke sagesløs
Selv om Topff blev frikendt, så var det ikke i erkendelse af, at han var helt sagesløs. Men det var snarere, at man ikke fandt, at han var hel tilregnelig i revolutionsdagene.
Topff havde angiveligt holdt en tordentale med angreb på officererne. Disse måtte lægge deres sabler for fødderne af Topff. Man skulle have rødt mærke på uniformen uden militære værdighedstegn.
Sonderburger Zeitung kunne berette
Sonderburger Zeitung kunne bringe en kort meddelelse om revolutionen i spalten med lokalnyheder. Efter at have nævnt soldaterrådets dannelse den 6. november hedder det:
Sonderburger Zeitung udsat for censur
Efter Topff’ s afgang fortælles noget mere om begivenhederne under revolutionen:
Flyveblade
Topff havde ellers henvendt sig til befolkningen med proklamationer i flyvebladsform. Tre flyveblade kendes i dag, hvoraf de to også er trykt som bekendtgørelser i Sonderburger Zeitung den 8. november. Ingen af flyvebladene nævner dog Republikken Als.
Topff opfattede sig selv som den øverste civile myndighed. Han var hele tiden i aktion. Således afviste han at dispensere fra udførsel af levnedsmidler fra Als.
Marinen skulle sejle under rødt flag
En kaptajn ville vide under hvilket flag han skulle sejle under til Kiels, svarede Topff resolut, under det røde flag, naturligvis.
Soldaterrådet udvidet og nu to underskrifter
Ved Topff´s afgang blev Soldaterrådet udvidet med 5 medlemmer. I fremtiden skulle der nu være to underskrifter under anordningerne. Og hvordan arbejderbevægelsen så på Topff vides ikke. Forhandlingsprotokollen for det sønderborgske socialdemokrati må anses for at være gået tabt.
Den 9. november 1920 døde Topff
Den 5. november 1920 blev Topff indlagt på hospitalsafdelingen på Krigsinvalideskolen yderst medtaget af bughinde – tuberkulose. Han døde fire dage senere.
Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
December 10, 2016
Sønderjyske Årbøger 2016 – en anmeldelse
7 hovedartikler, 18 boganmeldelser, oversigt over lokalhistoriske hefter, årsrapporter m.m. På hjemmesiden er der gode bogtilbud og mange gange i løbet af året kommer der nyt fra Sønderjylland ind ad døren. Og dem, der bor i lokalområdet kan benytte sig af gode foredrag, konferencer og historiske udflugter. Man får en masse for 325,- kr. Artiklerne denne gang handler om Skibskaptajner, Spadeslaget i Haderslev, Simmersted – ulykken, København – Bonn erklæringen, Skolestrejke i Terkelsbøl, Slesvigland i Sydslesvig, Samarbejde med tyskerne. Nogle artikler er mere spændende end andre. Men generelt kan årbogen varmt anbefales.
Man venter med længsel
Ja man længes faktisk efter årbogen med længsel. Denne gang beklager man, at kontingentet er steget med 10 pct. Vi er nu oppe på 325,- kr. Man får dog en masse for de penge. Og når man tænker på de stigende portoudgifter, er det ikke dyrt.
Tænk, hvor meget lokalhistorie, vi får. Og kig en gang på foreningens bogliste. Der er altid tilbud. De lokale nede i Sønderjylland, har også mulighed for foredrag og historiske ture.
Men her er det selve Årbogen 2016, vi skal anmelde. Her får vi så:
Var det nu nogle af de 7 artikler, der ikke var så relevante? Ja det er vel op til den enkelte at vurdere. Hvad er det lige, som interessere en mest? Det er jo tydeligvis fagfolk, der kan deres kram, som man har fået til at skrive de forskellige indlæg.
Mikkel Leth Jespersen: Skibsredder Jacob Bendixen fra Stolliggård – En Aabenraa – matadors storhed og fald
Jacob Bendixen var blandt de første, der rejste mod Sydamerika. Og redderiet blev en af de største i Aabenraa. Han havde mange af sine forretninger kørende sammen med sin svoger Jørgen Bruhn. Der findes i den grad også masser af kildematerialer at tage af. Familierne Bendixen og Bruhn havde andele i hinandens skibe.
Fra Aabenraa – avisen Freja vides, at allerede som ung rejste Jakob Bendixen til søs. Besætningen følte sig forpligtet over for hinanden. De fleste regnede med en dag at vende hjem og bosætte sig på Løjt.
Jacob Bendixen tog som så mange andre løjtninger sin navigationseksamen i Tønning, men blev undervist i navigationsskolen på Løjt. Ifølge nevøen, Hans Bruhn blev han ”en meget duelig skibsfører”.
Ved krigsudbruddet mod England i 1807 blev der taget ni store skibe fra Aabenraa. Det samlede tab under krigen med England var nærmest en katastrofe for skibsfarten i Aabenraa. 46 af byens 66 store fragtskibe blev taget af englænderne.
I 1811 var Bendixen bosat i Nyhavn og sejlede som styrmand fra Norge. To år efter blev han gift med en søster til vennen Jørgen Bruhn. Han overtog en mindre landejendom i Stollig. Men det varede dog noget, inden han for alvor kom hjem. Først i 1820 opsagde han sit københavnske borgerskab.
Sammen med Jørgen Bruhn købte han Bolette og Marie. Han sejlede dernæst i pendulfart mellem Nord – og Sydamerika. Derefter gik turen til Rio de Janeiro.
Bendixen var også med i det stort anlagte projekt med Creole, der skulle sejle med klonister og soldater over Atlanten for den brasilianske regering.
På returrejsen medbragte skibet kaffe og sukker. Jacob Bendixen blev gode venner med den brasilianske kejser, Pedro den Første. Bendixen købte en slave, der boede hos Jørgen Bruhn på Løjt. Denne druknede dog, da han skulle bade heste i Aabenraa Fjord.
Stoliggaard blev et samlingspunkt for Bruhn – Bendixen familien.
Jacob Bendixen var tyskorienteret. Han var en af dem, der ønskede skibsmærket ”Dansk Ejendom” fjernet fra byens skibe. Dannebrog skulle erstattes af det Slesvig – Holstenske flag.
Den eneste i kredsen, der fastholdt det danske, var den kongetro Jørgen Bruhn.
Det var i Sydamerika – fartens gode år, at Jacob Bendixen for alvor etablerede sig som skibsredder. Hans store skib, Napoleon, var det første Aabenraa – skib, der besejlede Hongkong. Det er også Napoleon, der er kirkeskib i Løjt Kirke.
I 1849 blev fregatten Hindoo bygget på Paulsens Værft. Det var det sidste skib, der blev en forretningsmæssig succes. Byggeriet af skibet Himalaya havde været en uheldig timing. Det begyndte at gå ned ad bakke. Stolliggård måtte nu belånes for at betale restgælden.
Til sidst måtte huset sælges og familien måtte flytte til Aabenraa. Jacob Bendixen døde i 1866, 78 år gammel. Han blev begravet på Løjt Kirkegård. Magrethe Marie, hans kone døde i 1881.
Men konsekvenserne blev mere smertelige for sønnen Bendix Georg og hans familie. Udover at gå i land, måtte han sælge sit hus. Der opstod store problemer på hjemmefronten, og han begyndte at drikke. I 1887 døde han. I kirkebogen står, at han var ”forhenværende kaptajn” og at han boede på ”arbejderhuset”, hvor han var fattiglem.
Hans kone havde solgt alle værdigenstande fra de gode tider på havet. Hun fik understøttelse fra Aabenraa Sømandskasse. Hun sikrede børnene en tryg opvækst. I 1894 flyttede hun ind hos datteren, som var blevet søster i Brødremenigheden i Christiansfeld.
En spændende beretning fra en person, der kan sin skibshistorie. Det, der så undrer ”Den Gamle Redaktør” er, hvorfor de andre i kredsen ikke kunne hjælpe noget mere økonomisk, da det gik galt.
Sidsel Maria von Qaulen: ”Die Nationale Pflicht für das Mutterland” – Det Tyske mindretals økonomiske kollaboration under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 45
Mindretallets almindelige samarbejde er så rigelig belyst i diverse kilder. Men det er det økonomiske samarbejde dog ikke. For at begrænse omfanget har forskeren begrænset undersøgelsen til Haderslev – området. Og det er i grunden en skam.
En endegyldig nazistisk ensretning efter tysk forbillede fandt sted i 1938. Senere blev Zeitfreiwilligendienst sidestillet med aktiv krigstjeneste. Den blev så bare aftjent i hjemstavnen. 1.700 tysksindede i Nordslesvig gjorde tjeneste i korpset. Selbstschutz – korpset blev ikke nær så stort. Disse to grupper er indgående blevet beskrevet andet sted.
DBN – Deutsche Berufsgruppen für Nordschleswig havde to hovedopgaver:
I 1940 blev organisationen omstruktureret i tre undergrupper. Dette blev så yderligere omstruktureret i 1941.
En yderligere underorganisation blev oprettet. Den kaldte man for LG – Liefergemeninschaft
Omkring 1942 havde man månedlige leverancer gennem LG på 1,2 millioner kroner.
Stauning skulle over for Jens Møller have givet udtryk for, at dette var helt i orden. Men statsmagten havde nu flere indvendinger mod dette system. Og det var, fordi de tysksindede virksomheder blev favoriseret. Og så påtog de tysksindede virksomheder fra Sønderjylland efterhånden arbejde i hele landet.
Man fik også afvist en kontrol, da priskontrolrådet i 1942 ville lave et tjek på de arbejder, der blev lavet for værnemagten. Gennem de tyske myndigheder fik man afvist kontrollen og kunne fortsætte, som de var vant til.
3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev under retsopgøret dømt for samarbejde (kollaboration) med den tyske besættelsesmagt. 700 af de dømte fra mindretallet blev enten dømt for værnemageri eller for at have udført vagttjeneste.
Den største sag om økonomisk kollaboration fra Haderslev omhandler et lokalt bryggeri, der under hele besættelsestiden leverede øl, vand og kaffeerstatning til besættelsesmagten.
21 personer fra Haderslev blev dømt for at have været Zeitfreiwillige.
Men også dansksindede blev dømt, og her var der mest tale om vognmænd.
En klædefabrik havde haft en omsætning på 6,5 – 7 millioner kroner på arbejdet for tyskerne. Man havde hovedsagelig syet uniformer og leveret tøj til Frøslevlejren. Man havde i perioden udvidet personalet fra 120 til 230 ansatte.
Man var blevet opfordret til arbejdet af Industrirådet. Og man mente også at have regeringens tilladelse. Anklagen mod klædefabrikken blev frafaldet i 1948.
Omfanget af kollaborationen var temmelig stor, konkluderer forfatteren. Og det skyldes blandt andet den gode organisation.
Mindretallet var fanget som en lus mellem to negle. Man ydede en indsats for krigen som en del af det tredje rige. Men man fik ikke opfyldt ønsket i parolen ”Heim ins Reich”.
Hans Schultz Hansen: Spadeslaget i Haderslev den 8. december 1940.
Her er et af de bedre indslag i Årbogen. Og hvorfor nu det? Jo den bringer en masse nyt til en emne, man troede, man vidste alt om. Forfatteren er her tydelig inde i sit område, og ved, hvor han skal finde kilderne.
Fra august 1940 finansierede tyskerne DNSAP’ s aktiviteter. Den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink foretrak at arbejde med den siddende regering frem for en nazistisk regering med Frits Clausen.
I anden halvår 1940 foranstaltede DNSAP en række demonstrationer. De trodsede også uniformsforbuddet.
I Roskilde måtte det danske politi finde sig i at tyske soldater deltog i en march arrangeret af DNSAP. Man ville forhindre, at noget lignende fandt sted i Haderslev. Derfor havde man kontaktet de tyske myndigheder.
Forud for demonstrationsmarchen den 8. december 1940 marcherede SA – tropper med spader. Det var sikkert nazistledernes sidste forsøg på at fremprovokere en krise. Mødet var anmeldt, men politiet var ikke rigtig klar over marchens omfang.
Dansk politi blev stærk udvidet under besættelsen. 1. juli 1940 fik rigspolitiet bemyndigelse til at ansætte 1.100 betjente på honorar – basis. Det betød blandt andet, at to udrykningsdelinger blev placeret i Sønderjylland. Disse blev der brug for den dag i Haderslev.
SA’ erne var bevæbnet med spader af en længde fra 47 cm til 113 cm. Efter slaget blev der beslaglagt 106 lange og 20 korte spader. Endvidere fandt man et par pistoler og dolke.
I programmet stod der, at der på højskolehjemmet afholdtes offentlig møde med kaptajn Lærum som taler. Bovrup S.A. orkester musicerede. Endvidere stod der en talkode, som politiet efterfølgende afkodede. Der stod, at klokken 14.30 skulle alle stille to kilometer syd for Haderslev. Spader og tornystre skulle medbringes.
Tilsammen var der 275 mand i optoget, alle uniformerede. Flere gange forsøgte politiet at stoppe marchen, men de var endnu for få.
Haderslevs politimester Hartmann måtte have hjælp flere steder fra. Der kom betjente fra Aabenraa, Tønder, Kolding og Odense. På sit højeste nåede man op på 130 mand.
På et tidspunkt beordre overbetjent Jacobsen fra Aabenraa, at man trak pistolerne. Politiet fik nu anholdt et par stykker. Det lykkedes dog for disse at flygte. Nu blev der også sendt bud efter tåregas.
Det offentlige møde inde i salen blev indledt med kaptajn Lærum´s tale. Men det bevarede manuskript og overbetjent Riis’ s referat stemmer ikke overens med, hvad han virkelig sagde.
Det offentlige møde var forbi lidt efter 18. De ikke uniformerede forlod derefter mødet. Her blev ingen arresteret. Politimesteren afbrød telefonforbindelsen til Højskolehjemmet, da der pludselig gik rygter om et kup.
Kaptajn Lærum præsenterede sig som ”Rigsungdomsfører”. Han anmodede om frit lejde for NSU’ erne. Han anmodede om, at de måtte forlade mødet. Alle under 16 år fik derefter lov til at gå.
Men klokken 20.30 var aktionen endnu ikke afsluttet. Nazisterne ville ikke gå ind på politiets krav. Nu fik de 10 minutter, men de viste sig stadig ikke.
Et par vinduer blev nu slået ind, og tåregas blev smidt ind i lokalerne. Nu styrtede SA`erne ud med hævede spader. Politiet svarede igen med tre brandslanger og knippelsuppe.
I alt blev 239 nazister anholdt. Kvinder, civile og unge under 16 år blev sat på fri fod. I alt 23 betjente måtte under behandling.
Fædrelandet kunne berette om ”Polititerror i Haderslev” og ”Politiets Torturmanerer”
Nordschleswigsche Zeitung kunne berette om, at de løsladte nazister var forulempet af menneskemængden. En håndfuld SA’ er fik vitterlig bank.
Meningen var, en del af disse løsladte skulle senere ind og afsone deres straf, men så vidt kom det aldrig.
Frits Clausen skrev til understatssekretær Luther i det tyske udenrigsministerium. Ribbentrop gav Renthe Fink ordre til, at den påståede hetz mod de danske nazister skulle ophøre.
Det hele endte med, at der blev givet amnesti til alle. Men efter krigen blev tre af sagerne taget op igen.
Og mange år efter fik det også følger for Jes Friis, da han stillede op for Fremskridtspartiet til Amtsrådsvalget. Det var i 1978, og han måtte trække sit kandidatur, da det kom frem, at han havde været en af de ledende i Spadeslaget i Haderslev.
Som allerede skrevet. En yderst velskrevet beretning.
Jesper Thestrup Hansen: Side om side i det kommende Europa. Købehavn – Bonn erklæringerne og Vesttysklands optagelse i Nato 1948 – 1955
Emnet eller dele af emnet har flere gange været op at vende i De Sønderjyske Årbøger. København – Bonn erklæringerne skulle for fremtiden sikre henholdsvis det tyske og det danske mindretals rettigheder.
Den danske brigade eller Tysklandsbrigaden bestod i starten af 5.000 soldater. I 1947 blev de sendt til Tyskland som besættelsesstyrke.
Problemet var, at Tyskland var et sikkerhedsproblem for Danmark. Men den største fare var dog Sovjetunionen.
Danmark var stiftende medlem af Atlantpagten i 1949. Men det bar slet ikke en sikkerhedsgaranti. Samme år blev Forbundsrepublikken Tyskland oprettet. Franskmændene så med skepsis på Tysklands genoprustning. Og langt fra alle ville have tyskerne med i Nato. Danskerne måtte gå med listesko.
Danmark var tydelig bange for russerne. Da tyskerne så endelig blev optaget i Nato, så var det straks bedre. Det danske efterretningstjeneste søgte råd hos tyskerne med hensyn til russerne.
Adolf Heusinger med en fortid som officer under det nazistiske regime fik stor betydning i forbindelse med opbygningen af de dansk – tyske forsvarsarbejde.
For Danmark var det vigtigt at få løst problemerne for det danske mindretal syd for grænsen.
Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringerne underskrevet. H.C. Hansen lovede til sidst at tale tyskernes sag vedr. Nato.
Erik Nørr: En sønderjysk skolestrejke 1951 – Da forældre og skolenævn i Terkelsbøl ville beholde lærerinde med nazistisk fortid.
Denne fortælling er et rystende eksempel på, hvor svært det er at glemme fortiden. Man kan sikkert finde masser af lignende eksempler i Sønderjylland. Der er eksempler på, at folk, der har siddet i Fårhuslejren er nægtet en offentlig stilling op til 20 år efter.
Nu er lige denne sag særdeles godt dokumenteret. Den viser også en lokalbefolkning, der kæmper mod systemet.
I dagene den 15. – 19. september 1951 holdt forældre næsten samtlige skolebørn hjemme fra undervisningen i Terkelsbøl Skole. De ville beholde en lærerinde, der havde været vikar på skolen i halvanden år.
Undervisningsministeriet ville dog ikke ansætte hende grundet hendes forhold under krigen.
De tyske skoler blev som bekendt lukket efter befrielsen. De fleste tysksindede børn i Terkelsbøl fik ikke undervisning i et halvt år.
I februar 1946 blev der oprettet særklasser for tyske elever ved den danske skole i Terkelsbøl. Dette skete under protest fra lærerne. Særklassen havde 21 elever, og undervisningen blev varetaget af to lærere fra den danske skole. Denne ordning vakte stor offentlig modstand ikke mindst fra modstandsbevægelsen.
Særklasserne blev igen lukket ved udgangen af marts 1946 efter krav fra skolekommissionen.
I Tinglev blev der afholdt et protestmøde som politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) tog initiativ til.
Omtrent 100 tyske børn i kommunen sad nu atter uden undervisning. De fleste af disse blev i stedet af kort tid indmeldt i danske skoler. De havde ingen anden udvej.
Tysksindede forældre forsøgte forgæves at oprette en tysk privatskole. Nogle af eleverne fik dog undervisning af en tyske vandrelærerinde.
I 1949 og 1950 blev der oprettet tyske privatskoler i Bylderup og Tinglev. Og herfra blev der optaget ikke så få børn fra Terkelsbøl.
Enkelte af børnene gik til konfirmationsforberedelse hos den tyske præst i Tønder. Dette første til klager og protester. Og det førte så til, at de tysksindede forældre holdt deres børn hjemme fra skole i 21 dage.
Skolen i Terkelsbøl havde gode bygningsforhold. Problemet var, at der fra 1945 og langt op i 1960erne var lærermangel. Det var særlig slemt i Tønder Amt. Undervisningsministeriet tillod, at lærerstuderende og seminarieelever blev udsendt som vikarer.
Den 1. september 1949 blev lærerstuderende Hilda G. ansat som vikar. Fem gange i perioden 1949 – 51 søgte man om besættelse af lærerindeembedet. Hver gang søgte Hilda G. og fik embedet. Ansættelsen blev støttet af flertallet i Terkelsbøl Skolenævn. Men Tønder Amts skoledirektion nægtede hver gang at indstille hende.
I foråret 1951 lykkedes det at få Ingrid Schmidt Danielsen ansat. Hun havde lærereksamen fra Tønder Statsseminarium. Det var amtsskoleinspektør Brejl, der havde sørget for, at hun ansøgte om dette embede. Derfor måtte Hilda G. fratræde i september 1951.
Hilda G. Havde arbejdet i Aalborg. Men ansættelsesopholdet ophørte, da det kom frem, at hun ventede barn med en tysk soldat. Hun nægtede over for skolevæsnet at vise attest. Faderen til det kommende barn, den tyske soldat mødte frem og truede med de tyske myndigheder, hvis hun blev fyret.
Hilda G. havde ingen anden mulighed end at arbejde for de tyske myndigheder. Ingen dansk virksomhed ville ansætte hende. Hun meldte sig ind i DNSAP og arbejdede for den tyske værnemagt i diverse kontorstillinger. Hun fik yderligere et barn med den tyske soldat.
Fra 1. august 1948 til udgangen af august 1949 blev hun ansat ved Broager Private Realskole med fuldt timeantal. Hun fik et flot vidnesbyrd.
Men i Terkelsbøl gik det rygter om hendes ”skumle” fortid. Trods dette fik hun støtte hos forældre og skolenævn. Man ønskede hende fastansat. I skolenævnet var det dog et enkelt medlem, der ikke gik ind for Hilda G. Det var førstelærerens kone.
Hilda G. var ikke anklaget i retsopgøret og heller ikke senere for nogle kriminelle forhold. Trods dette blev hun afhørt af politibetjent J.P. Egebjerg Andersen (Sheriffen fra Tinglev) om hendes fortid. Referatet af denne afhøring blev sendt til Tønders politimester og amtsskoleinspektør Brejl.
Sagen med lærerinden vakte efterhånden stor opmærksomhed i landets aviser. Der var vidt forskellige holdninger til lærerinden. Hilda G. synes dog at Jydske Tidende var gået for vidt. Hun forlangte 2.000 kr. i erstatning. Det kvitterede avisen så med denne overskrift den 6. september 1951:
Sagen endte dog med et forlig. Hver af parterne betalte halvdelen af sagsomkostningerne, og avisen bragte et dementi, hvor de var gået for vidt.
Efterhånden ændrede fokus sig i sagen. Nu gik beskyldningerne mod førstelæreren. Han skulle således i en religionstime have anklaget Hilda G i elevernes påhør.
Arbejds – og socialminister Poul Sørensen blev indblandet i sagen. Han lovede at hjælpe. Men embedsmændene i ministeriet var ikke særlig vilde med at får Hilda G. ansat et andet sted.
Forældrene lovede igen, at deres børn kom tilbage på skolen. Men problemerne i Terkelsbøl var langtfra afsluttet.
Hilda G. endte med at få ansættelse i Middelfart Kommunale skolevæsen. Hun var ansat som lærerinde ved Vestre Skole i Middelfart indtil hun døde i 1966, 52 år gammel. Man var her bekendt med hendes ”skumle” fortid. Men her var det ikke samme problem som i Sønderjylland.
Den 30. oktober 1951 var der afskedsfest på Terkelsbøl Kro. Hverken førstelæreren eller den lærerinde var til stede. Beboerne havde samlet en gave sammen til hende og hendes to børn på 500 kroner. Dette beløb voksede i løbet af aftenen.
Forældrene boykottede også et par af de traditionelle fester på skolen. Og fire ud af fem skolenævnsmedlemmer nedlagde i protest deres hverv. Kun førstelærerens kone blev i nævnet.
Leif Hansen Nielsen: Giftulykken i Simmersted
Endnu en spændende beretning følger. Ulykken her i Simmersted fik alvorlige konsekvenser for beredskabet og for en ny miljølovgivning. Episoden er spændende fortalt.
Det var natten mellem den 20. og 21. januar 1972. Tidspunktet var omkring kl. 23.30. En tankvogn forulykkede i den lille by Simmersted 10 kilometer nordvest for Haderslev.
Egentlig var det en banal ulykke, men den udviklede sig til en kæmpe forureningskatastrofe, for man anede ikke, hvordan man skulle håndtere den.
En Mercedes Benz sættevogn nærmede sig nordfra ad Ørskovsvej. Lasten var 23 tons flydende 80 grader varmt Fenol.
Det var et stof, der ved almindelig stuetemperatur er i fast form og nærmest harmløst. I flydende form afgiver det giftige dampe og er stærkt ætsende. Opløst i vand er det i selv små mængder uhyre giftig.
Pludselig skred motorvognen ud i det glatteføre og vogntoget rullede rundt. Fortumlet kravlede chaufføren ud af førerhuset. Han benægter straks den kraftige lugt af Fenol. Han løber op til det nærmeste hus efter hjælp.
Inden han mistede bevidstheden, nåede han at fortælle, at det var gift i tankene.
Chaufføren var ikke bekendt med, at han ikke måtte køre på de små veje. Han skulle holde sig til den såkaldte ”blå rute” Det kan jo undre, at han ikke vidste dette. Men han var jo også kørt forkert. Seks af sættevognens otte hjul var også meget nedslidte.
Det var formentlig bevægelser i tanken, der fik chaufføren til intuitivt at trykke på bremsen i krydset i Simmersted.
De første på stedet var to betjente og Sommersted Frivillige Brandværn. Vojens Kommunale Brandvæsen kom med røgdykkerudstyr. Men der var brug for ekspertbistand. Falck – Zonen og CF – kolonnerne fra Haderslev og Middelfart blev også tilkaldt.
Befolkningen i den nærmeste omkreds måtte evakueres. Fenol løb ned i kloakken og ind i vandværket. Strøm og vandforsyning blev afbrudt. Cirka 20 mand blev indlagt til observation.
48 husstande i Simmersted var nu pludselig uden vand. Der blev tilkaldt specialister fra nær og fjern. Men man stod næsten alle falmende over for situationen.
Om lørdagen konstaterede man døde fisk i det nærliggende å – system. Dambruget i Fole, mere end 20 kilometer borte konstaterede døde fisk. Spangså, Nørreå og Ribe Å helt ude ved vadehavet var også angrebet.
Direktøren for Nyborg Kommunekemi, Peter Stausholm gned salt i det lokale sår med en udtalelse om Fenol – ulykkens omfang i Simmersted kunne være undgået såfremt redningsarbejdet var blevet af en kemiker i stedet for en jurist.
Egentlig fik chauføreren og hans vognmand små bøder. Men erstatningskravet var enorm. Den lovpligtige forsikring kunne slet ikke dække for skaderne. Alene kravet fra Fole Dambrug var på 550.000 kr.
Langvarige forhandlinger fulgte. Og for vandværksbrugerne fulgte også en svær tid.
Mogens Rostgaard Nissen: Slesvigland – en knast i forholdet mellem flertal og mindretal i Sydslesvig omkring 1980.
Egentlig blev undertegnede glad, da han så, at det var noget omkring dette flotte tidsskrift, som enhver, der beskæftiger sig med Nord og Sydslesvigs historie kender. Pludselig kunne man ikke finde det på nettet mere. Det var så let før, man bare lige kunne printe ud. Artiklen nævner ikke noget om dette. Men det er åbenbart noget man kan få adgang til via Dansk Central Bibliotek.
Denne historie beskæftiger sig kun med starten på projektet. Og det var i den grad en vanskelig start.
I perioden 1980 – 2010 blev tidsskriftet Slesvigland sendt ud til alle husstande i Sydslesvig. Det var rigmanden Traugott Møller, der stod bag projektet.
Hans langsigtede mål var en adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Fra tysk side blev Slesvigland mødt med kraftig kritik. Det udkom hver gang i 200.000 eksemplarer. Men til sidst var bunden nået i Traugott Møllers pengekasse. Jo, det var manden bag tekstilfabrikken Møller & Co i Sønderborg.
Mange sydslesvigske personligheder, som undertegnede kendte fra tiden i Padborg Boghandel var involveret i dette tidsskrift.
Der var mange og gevaldige sværdslag inden projektet kom i gang.
Hver gang, der kom et nyt nummer af Slesvigland, kom der kritik. Først i 1990erne forstummede kritikken. Slesvigland blev aldrig det propagandatidsskrift, som man fra tysk side advarede imod.
Formålet fra dansk side var at fremme dansk identitet. Traugott Møllers ambitioner var nok for skarp. Han var meget svær at arbejde sammen med. Først trak SSF sig. Siden SSW og Flensborg Avis. Troels Fink og H.P. Clausen forsvandt også.
Siegfried Matlok og Der Nordschleswiger advarede mod rigsdansk kulturoffensiv i Sydslesvig.
Men selve tidsskriftet Slesvigland indeholdt en hav af fantastiske gode artikler både fra Nord og Sydslesvig.
Nu skal der bestilles bogtilbud
Sønderjysk Årbøger 2016 levede atter engang op til forventningerne. Nu overvejer ”Den gamle Redaktør” her, at skal benytte sig af tilbuddet af ældre årbøger og månedsskrifter til en slik. Men mange har man jo i tidens løb modtaget, så måske kan det lade sig gøre at bestille en masse minus på det man har?
Igen engang vil jeg da opfordre folk til at melde sig ind i Historisk Samfund For Sønderjylland. Man får sandelig noget for pengene.
December 8, 2016
Lygtekroen i Bov Sogn
Nej det er ikke den berømte Lygtekro på Nørrebro/Nordvest. Det er den på Hærvejen. Her gik postvæsnets rute forbi fra Hamborg til København siden 1624. Men det var meget mørkt på hedestrækningen. Der skulle derfor sættes tre lys op. To mænd blev ansat til at tænde og slukke. Man ak, det gik slet ikke i frostvejr. En ny blev sat til. Men han krævede kro – tilladelse. Efter tre år var han ved at gå konkurs. En ny aftale blev aftalt. Kroen blev dog aldrig en guldgrube. Konkurrencen fra Bommerlund Kro og Bov Kro var for stor. Postruten blev nedlagt. En ny hovedvej blev etableret fra Flensborg til Aabenraa. Og det kunne Lygtekroen selvsagt ikke klare. Den bestod fra 1799 – 1850.
En anden Lygte – kro
Når vi nu bruger denne overskrift, skyldes det, at på Nørrebro eller nærmere i Nordvest også findes en kro, der næsten hedder det samme. Og den findes endnu. Men ikke så langt fra lå den oprindelige Lygtekro. Men se her har ordet Lygte ikke boget at gøre med lys, men er en omskrivelse af en gammelt dansk ord for sump.
I Bommerlund Plantage
Den kro vi her skal beskæftige os med lå vest for Hærvejen i den nuværende Bommerlund plantage. Ja den lå ikke langt fra den nok mere berømte Bommerlund Kro med den meget velkendte snaps.
På et stykke jord i Bommerlund Plantage blev der oprettet kvart bol. Det skete efter at landmåler Christian Hansen fra Tarp i 1798 havde afsluttet opmålingen og boniteringen af jorderne i Vejbæk ejerlav.
Ejeren var Peter Thomsen Petersen. I 1799 var huset færdigbygget og samme år blev han gift med Anna Petersen – en datter af hans farbror. Det var den nære Hærvej, der kom til at præge livet her på adressen.
Postvæsnets rute fra 1624
Det danske postvæsen havde siden oprettelsen i 1624 haft en fast postrute fra København til Hamborg. En del af denne rute på Hærvejen førte over den øde hede mellem Bommerlund og Bov.
Dette stykke gav ofte anledning til forsinkelser for posten. Det var når posten i dårlig vejr passerede dette stykke i vinterhalvåret.
Tre lygter skulle opsættes
For at afhjælpe dette problem foreslog Generalpostamtet i København, at der blev opsat nogle lygter på strækningen. Amtmand von Ployart og husfoged Lüders i Flensborg gav derefter i 1798 ordre til, at der skulle opsættes tre lygter.
En lygte skulle opsættes syd for Bommerlund, en lygte skulle opsættes midt på heden og en lygte skulle opsættes nord for Bov. Disse tre lygter skulle så virke som ledefyr over heden.
Arbejdet skulle udliciteres
Arbejdet med rejsningen af lygtepælene skulle udliciteres. Licitationen blev foretaget af Husfogderiet i Flensborg. Den 5. november 1798. Bekendtgørelsen om licitationens afholdelse var bl.a. blevet bekendtgjort i områdets otte kirker.
I betingelserne for licitationen hedder det blandt andet, at de tre pæle skal være af sundt vinterfældet egetræ. Det skulle være fri for splint, skævkant, isrevner, knaster og hvad der ellers måtte være.
De skulle være ni alen, det vil sige cirka fem meter, hvoraf de seks ville komme til at stå over jorden. Desuden skulle de være 12 tommer (cirka 35 cm) i kvadrat. Seks alen skulle være skarpkantet. Pælene skulle være leveret på stedet otte dage efter licitationen.
Kun en var interesseret
Ved licitationen mødte der ikke andre interesserede end Hans Christian Schmidt fra ”Thorschele”. Han forlangte 36 rigsdaler inklusive transport for de tre pæle. Han lod forstå, at han ikke ville sælge pælene billigere. Og da pælene sikkert ville blive dyrere tog man hans tilbud ril efterretning.
Han tog fejl af datoen
Den følgende dag kom imidlertid Hans Jürgensen fra Klus og undskyldte sig med, at han havde taget fejl af datoen for licitationen. Han tilbød dog at sælge de tre pæle for 24 rigsdaler. Dette tilbud blev – efter – Generalpostamtets godkendelse – accepteret.
Men nu var det jo ikke kun pælene. Der skulle jo også lygter på dem. Og der skulle være nogen til at tænde og slukke dem.
Alle aftaler på plads
Allerede den 8. november havde husfoged Lüders i Flensborg alle aftaler på plads. Han kunne nu sende en fortegnelse herover samt over de beløb, som der var truffet aftale om. Ud over de 24 rigsdaler for levering af tre store lygter af engelsk blik med de nødvendige reflektionsplader af messing.
Lygterne skulle leveres af en lokal blikkenslager, Christian Traut, mens glarmester Münchhausen skulle levere dobbelte ruder af stærkt bøhmisk glas til de tre lygter for en pris af i alt syv rigsdaler. Desuden skulle mester Døssing udføre malerarbejdet.
Der skulle tændes og slukkes
Udflytteren Hans Nielsen fra Østerbæk havde påtaget sig frem til marts 1799 at tænde de to lygter syd for Bommerlund og i Bommerlund for 12 rigsdaler. Peter Hansen skulle udføre det samme arbejde ved lygten i Bov for lidt mindre. De to mænd fik endvidere 32 skilling for tjæring og nedgravning af hver pæl.
I alt beløb de samlede etableringsudgifter sig til 78 rigsdaler.
Lygterne gik ud i frost
Det første år gik imidlertid ikke så godt. Lygterne blev ikke færdige til tiden. De gik ud, når det blev rigtig koldt. Det skyldtes, at der skulle bruges tran til lamperne, og tranen størknede, når det begyndte at fryse.
De to lygtetændere havde fået nok
Der blev så forsøgt med linolie og senere med rigtig lampeolie. Dette var dog flere gange dyrere end tran. Desuden var prisen på de dele steget i de forløbne år. Efter det første års besværligheder, havde Hans Nielsen og Peter Hansen fået nok. De ønskede derfor heller ikke at fortsætte.
Ville have kro – tilladelse
Man henvendte sig nu til den nyetablerede kvartbolsmand Peter Thomsen Petersen for at få lov til at anbringe den ene lygte på gavle af hans hus. Samtidig bad man ham om at varetage tilsynet med den ene lygte.
Petersen indvilligede gerne heri mod at han foruden betalingen for vedligeholdelsen og tænding af lygten også fik ret til at holde kro. En kontrakt herom blev oprettet og underskrevet den 13. oktober 1799.
Var ved at gå konkurs
Det gik dog kun tre år, så måtte han meddele husfoged Lüders, at han havde haft så stort et underskud ved den trufne akkord, at det truede med at ruinere ham. Der var brugt meget mere olie og tran end beregnet. Priserne på olie og tran var også blevet større.
Han bad derfor om at få kontrakten ophævet, hvis ikke han fik en godtgørelse for sit tab og en bedre betaling i fremtiden. Ellers ville han ernære sig ved kroen alene. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi retten til at holde kro var en følg af, at han skulle tænde og vedligeholde lygten. Disse to forhold kunne ikke adskilles, og derfor ville han også gå til grunde.
En ny og forbedret kontrakt
Husfoged Lüders kunne godt se fornuften heri. Han indså også at postvæsnet ville lide et tab, hvis kontrakten blev ophævet. Der var ikke andre huse i nærheden, hvor lygten kunne anbringes.
Man gik derfor fra postvæsnets side med til at yde Petersen den forøgede godtgørelse, som han krævede. En ny forbedret kontrakt blev derfor oprettet og underskrevet den 1. juni 1800.
Kroen var ingen guldgrube
Kroen blev dog ingen guldgrube, fordi Petersen skulle konkurrere med de to nærliggende kroer i Bommerlund og Bov, som kunne yde de rejsende en meget bedre betjening. Og den lette jord gav heller ikke noget stort udbytte.
I 1814 døde Peter Thomsen Petersen, 43 år gammel. Enken Anna Petersen giftede sig igen i 1818 med Mads Christensen Baagø fra Hammerlev, der førte kroen videre.
Postruten blev nedlagt
Omkring 1842 blev postruten mellem Hamborg og København indstillet. Nogle år senere blev der anlagt en chausse mellem Flensborg og Aabenraa. Hermed var Hærvejens funktion som alfavej slut og hermed også Lygtekroens eksistensmuligheder. Omkring 1850 blev den nedbrudt.
En del af Bommerlund Plantage
Jorden, hvor kroen havde ligget, blev senere købt af Peter Hansen, der indtil 1860 var præst i Bov.
Marken, der nu blev kaldt ”Lygtekromark” blev senere solgt til statsskovvæsnet i Flensborg. I dag er det en del af Bommerlund plantage. En del af den strækker sig ind under den nuværende landevej.
Af kroen er der intet at se.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
December 6, 2016
Tønder’ s Zeppelinere(4)
Tøndringerne fulgte med. Tre haller blev bygget. Den ene blev Nordens største bygning. Barakker blev genanvendt. Eget gasværk blev etableret. Og bestyreren blev tøndring. De blå marinere skabte liv i byen. Mange blev gift og blev efter krigen. De første zeppelinere kom til byen i 1915. Det var et farligt job ombord. L 19 havde kun været to dage i Tønder, da det fik motorproblemer. Redning var i sigte, men englænderne nægtede at hjælpe. Udkigsposten i Tønder var bl.a. i vandtårnet. Efter to fiasko – angreb lykkedes det for englænderne. Man havde bygget et hangarskib. Syv fly angreb. Tre måtte nødlande. Tosca blev et kæmpe turistmål. Graf Zeppelin fløj over Tønder i 1928. De første zeppeliner fløj over Bodensøen i 1928. Hansa fløj over Nordslesvig og tiltrak kæmpe opmærksomhed. Hindenburgs forlis betød stop for passagerer. Den militære udvikling fortsatte til 1960.
Nordens største bygning
Vi har allerede i to artikler beskrevet zeppelinbasen. I en artikel har vi indgåede beskrevet bombningen af basen. Egentlig har vi gjort det i to artikler. Her vil vi så forsøge, at beskrive, hvordan basen fungerede sammen med byen.
Det er stadig mange, der er forundret over at høre, at der har ligget en luftskibsbase i Tønder. Tænk engang Tosca var 242 meter lang, 73 meter bred og 42 meter høj. Ja så var det også de to lidt mindre haller, Tobias og Toni.
Tosca var Nordens største bygning.
Gasværk
Ja så var der også flyhangaren. Her blev der i juli 1920 fejret Genforeningsfest. Hallen var 80 meter lang og 24 meter bred.
Sydøst for selve Luftskibshallerne lå gasværket. Det hele hed faktisk noget så fornemt som ”Kaiserliche Marinengasanstalt”
Selve luftskibsbasen var forbundet med banelinjen Tønder – Ribe.
Barakker genanvendt
Syd for luftskibshallerne lå lejren med bl.a. landstormsbataljonen, der holdt vagt om basen. Barakkerne herfra blev i 1920 demonteret og genopsat ved den kaserne, som opførtes ved Ryttervej til de danske dragoner, som i 1920 kom til Tønder. Dette har vi beskrevet i andre artikler her på siden.
Efter opførelsen af Tønder Kaserne i 1939 blev barakkerne indrettet til husvilde – boliger. Disse blev nedrevet i 1950´erne.
Tøndringerne kunne følge udviklingen
Tøndringerne kunne godt se, at der her i 1915 skete noget, når de gik deres søndagstur langs med kirkegården. Nordpå med Gallehus – skoven som baggrund, blev der rejst mægtige stilladser. Langs jernbanesporene blev der bygget barakker.
Betænkninger, planer og befalinger var gået forud. Den lille by ude i marsken kunne nu opleve en hel masse.
Fire Luftskibsbaser
Den Kejserlige Marine havde allerede før begyndelsen af krigen erkendt, at de luftskibe, som Grev Zeppelin lod bygge i Friedrichshafen ved Bodensøen ville egne sig til rekognoscering over havet.
Da krigen brød ud, havde marinerne tre zeppelinere, og man oprettede hurtigt en afdeling af zeppelin – rekognoscering under ledelse af Peter Strasser. Der blev foreløbig oprettet to baser, i Fuhlsbüttel og i Nordholz ved Cuxhaven.
Senere fandt man så ud af, at en base lige ud for Sild ville være hensigtsmæssig for rekognosceringen på Nordsøen. Nu blev Tønder på et af rigsmarinens kort forsynet med en rød cirkel.
De blå marinere skabte liv i Tønder
Efterhånden kom de blå mariner til Tønder – officerer og mandskaber fra alle mulige steder af det tyske rige. Dette bragte liv til byen, hvor det ellers kunne gå temmelig roligt til, hvis det ikke lige var marked i byen.
Som det plejer at gå, når der kommer soldater til byen, blev der stiftet bekendtskaber med den kvindelige ungdom i byen. Og der opstod kærlighed. Ja nogle fandt deres tilkommende i byen. Nogle blev her også efter krigen. Ak, hvis Fritz blev forflyttet, så opstod der også hjertesorg.
Pige fra Tønder til alters
De unge mennesker kom på alle kroer i byen. Snart fik beboerne det ene og det andet at vide. Kommandanternes navne lærte man også at kende. En af de kendteste var Buttlar – Brandenfels.
Hans folk var ret stolte og glade for sig selv. Således stod de spalier foran kirkeporten, da en af deres kammerater førte en pige fra Tønder til alteret.
I fængsel i Porthuset
I porthuset, som dengang var byens fængsel, sad der af og til en luftmariner og skulle afsone en eller anden straf. Men de blev nu behandlet meget humant. En bestemt tid på dagen måtte de bevæge sig frit i gården.
På den anden side, på Christian Petersens mark, stod ofte deres piger. De kom så tæt på som mulig, så de kunne aflevere det, som de havde medbragt. De fik også en lille intim samtale.
En mariner blev i Tønder
Blandt de marinere, der dengang kom til Tønder, var også Adam Hehr. I mange år boede han sammen med sin kone ved vejen til Vennemose. Han kunne kigge over til gården Rosinfelt. Foran denne havde de store haller stået.
Hehr havde først været marineartillerist i Egernförde. Han blev så afkommanderet med ukendt mål. Først i retning mod Husum, og så mod nord. Det endte med Tønder, og han tænkte, at ”Det var jo verdens ende”.
Han tilhørte nu ”Bodenkommando” (Jordpersonel). Dengang var der allerede bygget en hangar, Tony, som i marts 1915 havde optaget det første luftskib, en ”Parseval”, som ikke var stiv og ikke havde nogen ”spanter”.
Den første zeppeliner i 1915
Den 25. april 1915 kom den første zeppeliner fra Friedrichshafen med den daværende premiereløjtnant Petterson. Han var en af de dygtigste kommandører, som omkom den 24. september 1916 med L 74.
De haller, der blev bygget senere, Tobias og Tosca fik også deres navnes begyndelsesbogstaver efter navnet Tønder. Tosca var den enorme dobbelthal. Den kunne optage de ca. 190 meter lange superzeppeliner, der kom til Tønder efter 1915. Disse havde en besætning på 15 – 17 mand. Jordpersonalets antal har varieret fra 307 til 505 mand.
Landingen var ikke let
Det var ikke altid lige let at lande med de fremherskende vestenvinde ved Tønder. Nogle gange var det hele 400 matrosser, der hev i tovene. Ved kraftig sidevind var det umuligt at manøvrere skibet.
Når luftskibene kom glidende efter en indsats, gik de ca. 20 meter ned. Forfra og bagfra blev der kastet tove ned, som så blev grebet af mandskabet. Det kom nu an på, at trække skibet nedad. Men man skulle også forhindre, at gondollen hang ud af skroget.
Kommandøren ledede landingen gennem et talerør. For ham, var det en af de vanskeligste manøvrer.
Når vinden var før stærk, søgte man hen til en anden landingsplads. De såkaldte løbekatte med hjul blev fastgjort ved landingstovene, og disse blev sat på en skinne, der førte ind i hallen. Således kunne man trække zeppelinen i den beskyttende havn.
Den store hal havde et dårligt ry
Den store hal, Tosca fik et dårligt ry. Flere luftskibe blev beskadiget eller ødelagt ved landingen. Sådan skete det i 1916 kort efter jul, at L 24 ramte en elektrisk pære i hallen ved en landing. Resultatet var, at der skete en eksplosion. Det betød at både L 24 og L 17 udbrændte efter en kort og intensiv ildebrand.
Det var netop det farlige ved denne arbejdsplads – den brændbare gas og den eksplosive brint. Egentlig underligt, at der ikke skete flere uheld.
Gasværks – bestyreren blev her også
Fra Berlin kom Fr. Röder i 1916 til Tønder. Han blev her også efter krigen, giftede sig her og fik en familie.
Man havde besluttet sig at oprette eget gasværk, og Röder blev udnævnt til gasmester. I begyndelsen var gassen blevet transporteret frem på jernbanevogne på et særligt spor. Der var brug for enorme mængder af gas. Röder havde været ansat ved et gasværk i Berlin, hvor man fremstillede brugsgas.
Før krigen havde han deltaget i mange forsøg på gennem en forholdsvis enkel fremgangsmåde at producere brint. Man fandt til sidt ud af under højtryk at føre ophedet damp henover glødende myremalmsplader. Disse plader optog hele ilten og tilbage blev det rene brint.
Gasproduktionen gik næsten uafbrudt. I løbet af et døgn kunne der produceres 24.000 m3. Gennem et omfattende ledningsnet blev gassen ledet til hallerne. Zeppelinerne blev optanket ved en særlig forsyningsfløj. Det overskydende gas blev opmagasineret i en stor og to mindre beholdere. De blev så fyldt op i gasflasker, der blev transporteret til de andre baser på jernbanens specialvogne.
Et farefuldt job
En zeppeliner havde 10 – 12 gasceller i sit indre. Ethvert indskud behøvede derfor ikke uden videre at føre til en eksplosion. Trods alt var flyvninger ingen søndagstur. Afslutningen var også altid fuldkommen uvis. Man kan vel kun have respekt for, hvad disse mænd kunne præstere under disse ofte ekstreme forhold.
Det var besætningsmedlemmer, der skulle være parat i særlig tilfælde at udbalancere skibet på en særlig gangbro, der lå i det næsten mørke indre. Om bord var der også sejlmager, der skulle klatre rundt mellem brintbeholderne for at være parat til at tætne lækager.
Næsten uden at lægge mærke til det, kunne han blive bevidstløs gennem gas, der sivede ud. Derfor blev han altid ledsaget af en assistent. I motorgondolerne, der hang under luftskibet som små planeter, arbejdede altid to mekanikere i benzinos og ved motordrøn. Og det var ved glødende hede og bidende kulde.
Under særlige omstændigheder f. eks. Ved angreb skulle der udføres reparationer, hvoraf besætningens liv kunne afhænge.
Maskingeværskytten skulle have en jernkondition og gode nerver. Han gjorde tjeneste på en platform oven på zeppelinerens skrog, hvor han var udsat for fartvinden og vejrets barskhed. Her skulle han holde udkig efter angribende jagerflyvere.
Man kunne ikke altid slippe væk
For det meste kunne zeppelinerne afværge et angreb, idet de hurtigt lod ballast falde. Så kunne de stige hurtigere opad end jagerne. Men i længden blev flyvemaskinerne mere og mere farligere for zeppelinerne gennem deres stigende manøvredygtighed.
Syv zeppeliner gik tabt
I august 1917 blev Tønder – skibet L 23 skudt ned ved Lyngvig ved Holmlands Klit af den engelske løjtnant Smart, som var startet fra et krigsskib. Denne løjtnant skulle også senere deltage ved det heldige angreb mod stationen i Tønder, den 19. juli 1918.
Af de 14 zeppelinere, som havde deres base i Tønder, gik syv tabt. Tre blev ødelagt på selve stationen. Det var i det hele taget mange. 45 mand kom aldrig tilbage.
L 19’ s triste skæbne
En særlig stor deltagelse i Tyskland vakte L 19´s undergang. Skibet blev ført af kaptajnløjtnant Loewe, som den 29. januar 1916 var kommet til Tønder fra Friederichshafen med sit nye skib, der var forsynet med nye motorer, der endnu ikke havde bestået deres endelige prøve.
Undervejs havde Loewe ikke helt efter reglementet afveget fra den fastlagte kurs og havde foretaget en lille afstikker til Lübeck, hvor hans familie boede. Over sit hus havde han fløjet en sløjfe for at vise sit nye skib. Han havde også kastet en hilsen ned til sin kone og to børn.
To dage senere deltog han allerede i et større angreb sammen med flere zeppelinere på et engelsk industriområde. L 19 angreb industrianlæg ved Sheffield.
Ved tilbageflyvningen indtrådte der motorstop og skibet begyndte at drive i retning mod den hollandske kyst. Over Ameland blev det beskudt og var nødt til at gå ned på havet. I timevis drev mandskabet omkring på en del af skroget, der endnu ragede op af vandet.
Redning i sigte
Redningen syntes i sigte. De fik øje på en damper, der tog kurs mod dem. Det var den engelske fiskerdamper ”King Stephen”. Det kom til et ordskifte mellem Loewe og den engelske kaptajn. Men englænderen kunne ikke overvinde sig til at tage de skibbrudne ombord. Han frygtede, at tyskerne som var i overtal ville overtage kommandoen. Loewe havde givet sit æresord på, at dette ikke ville ske. Han mænd var allerede da meget medtaget af kulden.
En flaskepost i Skagerak
Englænderne nægtede deres hjælp. Det var en beslutning, der senere blev meget omstridt. Nogle måneder senere fandt svenske fiskere en flaskepost i Skagerak med kommandantens sidste beretning til sine foresatte:
Desuden var der en afskedshilsen til hans hustru, samt postkort med de sidste hilsner fra otte mandskabsmedlemmer.
Udkigspost
Mens zeppelinerne var på indsats, ventede mandskabet hjemme på, at luftskibene igen dukkede op over horisonten. Der blev holdt intensiv vagt. Man spejdede også efter engelske flyvemaskiner. Dette skete også fra en udkigspost på byens vandtårn og fra løbegangen oppe på hallen Tosca. Der blev også dagligt sendt en standballon op.
Flyene forsvandt igen
For at forsvare basen blev der senere bygget en hangar for flyvemaskiner. Der kom Albatros dobbeltdækkere til Tønder, men de blev efterhånden taget bort igen. Der var ingen piloter i Tønder, da det engelske angreb indtraf i 1918.
Observationsgondol
Nordsøen blev skarpt overvåget af zeppelinerne. Hovedformålet med deres aktivitet var frem for alt rekognoscering. I perioden 1915 – 18 blev der gennemført 1.191 rekognoscering.er og kun 352 angrebsflyvninger.
Ved disse rekognosceringer blev der somme tider benyttet en observationsgondol, hvor der sad en mand, som blev hejst ned fra luftskibet. Mens zeppelineren var indhyllet i skyernes tåge, kunne observatøren, der modigt svævede i rummet, iagttage, holde udkig og dirigere luftskibet.
Man frygtede og ventede altid et angreb fra den overlegne engelske flåde. Luftskibene fra Tønder patruljerede frem for alt mellem fyrskibene Doggerbanke og Lyngvig mod nord, men fløj sommetider, da den uindskrænkede u – bådskrig satte ind, op mod Norge.
De to første angreb var fiaskoer
For englænderne var det vigtigt at få ram på basen i Tønder. De første to angreb var fiaskoer. Første gang forvekslede de tilsyneladende Højer med Tønder. I mellemtiden skaffede de sig mere nøjagtige informationer. Efterhånden fik de sig et nøje kendskab til basen i Tønder.
Herom kunne kaptajnløjtnant Køll, L 45`s chef, der var blevet taget til fange, overbevise sig ved et forhør. Det lykkedes ham, at smugle en besked om dette hjem gennem en såret fange, der blev udvekslet. Han gemte sedlen i sin sko. Man kan så undre sig over, at tyskerne så havde trykket flyvemaskinerne ved basen!
Man havde bygget et hangarskib
Vi har tidligere i to artikler berettet om det afgørende angreb mod Tønder – basen. Englænderne forberedte sig her tredje gang på en helt anden måde. Man havde bygget krydseren ”Furious” om til et hangarskib.
Selve angrebet på Tønderbassen foregik den 19. juli 1918 tidligt om morgen. Det var det første angreb i krigshistorien, der gik ud fra en svømmende base.
Syv fly i angreb
Syv ensædede jagere af typen, Sopwith Camel, som var den mest kendte engelske flytype i første verdenskrig startede ved morgengry fra moderskibets forreste dæk. I Tønder kom angrebet som et lyn fra den skyfri himmel. En vagtpost fra Skærbæk havde klokken halv fem om morgenen meddelt telefonisk, at han havde fået tre flyvemaskiner i sigte som var ved at tage kurs mod Tønder.
Cirka tre minutter senere fik man på pladsen øje på flyvemaskinerne. De dykkede ned i ca. 30 meters højde og kastede deres bomber. Hallerne Tosca og Tobias var ramt.
Efter det første angreb kom der godt en time senere en anden gruppe engelske maskiner anført af løjtnant Smart. Man antog til at begynde med, at de tre første flyvemaskiner var kommet igen. Hallerne blev atter ramt.
Heldigvis blev der ikke kastet bomber på de tre gasbeholdere. Muligvis var det, fordi flyverne ikke skulle bringe sig selv i fare ved den lave indflyvning.
Tre piloter nødlandede
Af flyverne, som alle trods den stærkeste afværgeild undslap basen i lav højde, fløj tre igen ud mod havet. En styrtede ned, mens de to andre blev samlet op af deres egne skibe. Det var kaptajn Dickson, som blev luftmarskal under den anden verdenskrig, samt den nævnte løjtnant Smart. Tre piloter nødlandede i Danmark, en i Tyskland.
Hallen Tosca blev ramt af bomber. De eksploderede lige under taget. Her udbrændte luftskibene L 54 og L 60.
Ude i Aventoft kunne Niels Bøgh Andersen se røgsøjlerne. Det skrev han om i bogen ”Fiskersøn fra Aventoft”.
Angrebet stoppede operationer fra Tønder
Tyskerne prøvede på at melde ud, at skaderne var begrænset. Men siden dette angreb blev Tønder ikke mere brugt til luftskibsoperationer. Basen rangerede kun i kort tid som nødhavn. Tosca blev ellers meldt klar efter kort tid. Men så sluttede krigen.
Tosca blev et turistmål
Den sidste hal, der stod tilbage, var den gigantiske Tosca. Inden den blev revet ned, var den i nogle år en stor turistattraktion. Turister og skolebørn myldrede til, for at bese ”Nordens største bygning”.
Hvem der havde gode nerver, steg de 305 trappetrin op på taget, hvorfra man havde udsigt over næsten hele Nordslesvig.
Graf Zeppelin over Tønder
Da den kendte LZ 127 ”Graf Zeppelin” i 1928 foretog en verdensrejse med Dr. Eckener, der stammede fra Flensborg, som kaptajn, havde den også tidligere matroser fra Tønder ombord. Da de fløj over Tønder, foretog de en rundflyvning over byen og den gamle bases områder.
Det var den tyske grev Ferdinand Adolf Heinrich von Zeppelin (1838 – 1917), der konstruerede det såkaldte stive luftskib. Modsat de ustive og halvstive typer, som man hidtil havde eksperimenteret med indeholdt en solid gitterkonstruktion. Navnet Zeppeliner blev efterhånden den populære fællesbetegnelse for disse luftens giganter, der havde deres storhedstid fra begyndelsen af forrige århundrede og frem til 1930`erne.
Den første tur i 1900
Den første prøvetur med en zeppeliner foregik den 2. juli 1900 over Bodensøen. I de følgende år blev luftskibets konstruktion videreudviklet.
Nogle af luftskibene forulykkede eller brændte op. Andre fik en længere levetid og udførte mange ture. Det gjaldt bland andet LZ 11 ”Victoria Louise” og LZ 13 ”Hansa”, der foretog den første tur den 30. juli 1912. På det tidspunkt havde ”Victoria Louise” allerede været at se over Nordslesvig. Den 5. juli passerede den blandt andet over Aabenraa.
Hansa i Nordslesvig
Hansas tur over Nordslesvig den 3. oktober 1912 blev den store publikumssucces. Turen var annonceret i forvejen. Med på turen fra Hamborg over Haderslev til Tinglev var flere nordslesvigere, blandt andet landråd Rogge fra Tønder. Turen kostede 250 mark.
Allerede fra morgenstunden den 3. oktober samlede der sig 3 – 4.000 mennesker på en mark ved Tinglev, hvor luftskibet skulle lande. Man oplevede at se det passere hen over byen og egnen i retning af Haderslev. Her var også en tusindtallig menneskeskare, der fyldte gaderne. De var kravlet til vejrs på tagene.
Et par timer senere vendte Hansa tilbage til Tinglev, hvor det mellemlandede, før turen fortsatte tilbage til Hamborg.
140 meter lang
I en af vore artikler fortæller vi også om, at byrådet i Højer skulle tage stilling til, om man ville betale et større beløb for at et luftskib skulle flyve over byen.
Efter 1920 blev luftskibene yderligere udviklet og indsat i passagertransport. I 1928 blev der bygget en tysk zeppeliner LZ 127, der var cirka 140 meter lang og 30 meter i diameter. Den fik navnet ”Graf Zeppelin”. Den var i de følgende år på adskillige langture blandt andet over Atlanten. Man foretog også en jordomflyvning. Over Nordslesvig kunne den ses den 14. maj 1931.
”Hindenburg”’ s uheld stoppede passagertrafikken
Den 6. maj 1937 brændte LZ 129 ”Hindenburg” op under landing i Amerika. 35 mennesker omkom. Det betød afslutningen på brugen af luftskibe til passagertrafik. Også Graf Zeppelin blev straks taget ud af brug.
Det var nok det mest succesrige af alle store luftskibe. Det havde gennemført 590 farter og tilbagelagt 1,7 millioner kilometer. Det var i alt 17.178 timer i luften med i alt 16.000 passagerer. Det blev ophugget i maj 1940.
Militær udvikling helt frem til 1960
Luftskibenes æra i den civile flyvnings historie var dermed slut. Den militære brug og tekniske videreudvikling af luftskibene fortsatte derimod helt frem til omkring 1960.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
December 4, 2016
Landmåleren fra Løjt
En landmand kunne kræve en general opmåling. Landsbyen skulle selv aflønne landmåleren. Hans Mikkelsen var ikke en helt almindelig degn. Han kunne så meget andet, bl.a. fungerede han som landmåler. På Felsted kro mødte han Niels Jepsen, skoleholder i Tumbøl. Der var meget at lave for landmålere dengang. Der var masser af konflikter involveret. Bønderne i Genner fik foretaget målinger. Man klagede over hans Mikkelsens langsommelighed. Til sidst mødtes de høje herrer. Men det skulle gå yderligere 9 måneder, inden Hans Mikkelsen var færdig. Bønderne i Genner var i oprørsstemning. Åbenbart blev Hans Mikkelsens målinger forkastet. Begik han dokumentfalsk for at redde ansigt? En ny måling blev foretaget af en anden landmåler i 1785.
Kunne kræve en general opmåling
I 1766 udstedtes en forordning til fremme af udskiftning af jorder og ophævelse af landsbyfællesskabet i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I 1768 blev den Slesvig Holstenske Landkommission nedsat bl.a. for at fremme det store arbejde med udskiftningen og ophævelsen af fællesskabet. Ved en ny forordning af 1770 præciseredes bestemmelserne omkring udskiftning.
Enhver lodsejer kunne nu kræve en generel opmåling og bonitering af al landbyens jord og derved få sin jordandel udlagt, så vidt muligt på et samlet sted. Dette satte skub i udskiftningerne.
Landsbyen skulle selv aflønne landmåleren
Det påhvilede amtmændene at føre forordningerne ud i livet, og i praksis blev hvervet overgivet til husfogederne, der i forvejen havde tilsyn med veje og skove m.v. Husfogeden var altså den embedsmand, som bønderne i en landsby havde kontakt til, når det gjaldt problemer omkring udskiftningen. Derimod var det op til landsbyen selv at ansætte og aflønne en landmåler til at forestå de nødvendige opmålinger.
Fra omkring 1770 foregik dette store opmålingsarbejde overalt i hertugdømmet. De fleste af de kort, som blev udarbejdet i forbindelse hermed, er endnu bevaret.
Landmålerens instrumenter
Dengang brugte landmåleren en vinkelmåler og et sigteapparat bygget ud i et. Og vinkelspejlet var nok en af landmålernes mest benyttede apparater.
Målebordet, som landmålerne brugte var udviklet allerede omkring 1590 og forbedret mange gange siden. Det var i de første udgaver forsynet med en såkaldt ”diopterlineal”
En ikke helt almindelig degn
Hans Mikkelsen levede fra 1720 – 1796. Han var degn i Løjt, nordøst for Aabenraa. Men han var nu ikke en helt almindelig degn. Han skrev både digte og salmer.
Det viste sig, at han også havde evner inden for landmålingens svære kunst. Han var således med til arbejdet med udskiftning og opmåling af Genner By’ s marker. Og for dem, der ikke ved det, så ligger Genner ikke så langt fra Løjt.
Redaktør Fr. Fischer skriver, at han i en årrække var en af de mest velansete landmålere i Mellemslesvig.
Et møde på Felsted Kro
Skoleholderen i Tumbøl, Niels Jepsen gav sig også af med landmåling. Ja i modsætning til Hans Mikkelsen var han eksamineret i faget.
En dag mødtes de to på Felsted kro. Og Niels gav udtryk for, at han var glad for at møde Hans. For det kunne da godt være, at han skulle skrive hans gravskrift. ”Jamen den kan du da få med det samme”, svarede Hans. Nu skal du bare høre:
Nis Jepsen, Landemaaler
som igensinde sveg et Lav
hvor der blev drukket Skaaler.
Hans Tørst blev slukt
hans øje lukt,
til ingen mer han trænger
Den grumme Død
Ham det forbød
Godtaar at sige længer
En masse at lave for landmåleren
Der var masser at lave for disse landmålere fra 1760 og frem. Det var på det tidspunkt, at landsbyerne udskiftede og hvor omfordelingen fandt sted.
Det var dog mangel på kvalificerede landmålere. Enhver med blot få matematiske egenskaber tilbød sig. Det betød, at mange opmålinger var fyldt med fejl. Så måtte arbejdet gøres om, og det betød nye udgifter for lodsejeren.
Masser af konfliktmuligheder
Og det med udskiftning var virkelig noget, der optog sindene. Det var bondens livsgrundlag, og her lå mange konfliktmuligheder.
Det var også i 1770`erne, at bønderne i Genner henvendte sig til Hans Mikkelsen angående landmålingen. Snart fandt han ud af, at han havde stukket hånden i et hvepsebo.
Klager over Hans Mikkelsens langsommelighed
Således dukker Hans Mikkelsens navn op i 1773. Her klager byens haderslevske bønder, det vil sige de nordligste bønder over ham til husfoged Lassen i Haderslev.
De første klager gik på, at han i november 1773 efter tre års arbejde endnu ikke var færdig. Han havde åbenbart påtaget sig landmålerarbejder mange andre steder. Da han jo også skulle passe sin skole og sit degneembede, var det så som så med at nå det hele.
I januar 1774 fremgår det, at Hans Mikkelsen håbede at kunne blive færdig med opmålingen af Genners marker i løbet af tre til fire uger. Men både sommer og høst gik.
Nye klager i 1775
Den 12. februar 1775 klagede gårdejer Jep Dienesen over, at Hans Mikkelsen blev væk på de aftalte dage.
Jep Dienesen flyttede sin gård ud allerede i 1769 i tillid til, at han snart kunne få sin jord samlet. Men nu lå hans marker så vidt spredt, at han ikke rigtig kunne dyrke dem. Han mente, at det med tiden ville føre ham til ”hans fuldstændige ruin”.
Han beder derfor om, at der bliver taget retslige tvangsmidler i anvendelse for at få udskiftningen på plads.
Allerede den 2. marts sendes klagen til udtalelse hos de øvrige gårdejere. Der skulle gives svar inden otte dage.
De høje herrer vedtager et forlig
Den 30. maj 1775 er sagen så vidt, at der kan sluttes et forlig. Da er også alle de høje herrer blevet inddraget:
Forliget går ud på, at Hans Mikkelsen forsikrer, at hele opmålingen vil være afsluttet i løbet af 14 dage. Dog vil det gå indtil fem uger, før det ”skriftlige Instrument” kan foreligge.
Bønderne skulle stille 6 mand til rådighed
Til gengæld pålægges Genner – bønderne dagligt at stille seks mand til hjælp for Mikkelsen, dog således at Mikkelsen skal give mindst to dages varsel. Og endelig pålægges det ”boniterings – mændene” Hans Moos og Andr. Lorentzen Schmidt at vise større flid med deres opgave, at ansætte de enkelte jordlodders ydeevne. Ved høstens begyndelse skal de indberette, hvor vidt de er nået.
Hans Mikkelsen beklager
I et brev dateret den 6. september 1775 beklager Hans Mikkelsen, at han ikke kan efterkomme den ”højstgunstigste befaling”, han for et par dage siden havde modtaget. I de sidste tre – fire uger havde først høhøsten, så kornhøsten og endelig det skrækkelige vejr umuliggjort hans arbejde. Dog havde opmålingen for længst været tilendebragt, havde det ikke været for en særlig ”vidtløftig” mark, hvor endnu meget mangler at bringes i orden, før udregningerne kan afsluttes.
Og et værk på 70 – 80 blade, hvor alt skal være ”accurat” og hvori skal indføres omkring 100 rapporter med tilhørende udregninger, fordrer en ikke ringe tid.
Arbejdets afslutning ligger ham endnu mere på sinde end de ”ufornuftige klagere”.
Endelig færdig i 1776
Det blev ”en svær og langvarig fødsel”. Endelig efter ni måneders forløb kunne han i et brev af 26. juni 1776 meddele ”herr justitsråden” og ”herr herredsfogeden”, at ”vedlagt følger Instrumentet med vedføjede kort og figurer”.
Indtil tre gange har han måttet regne om. En enkelt mark var så fuld af bakker og småskove og ”besvær”, med 100 uregelmæssige indhegninger, at den har fordret ikke ringe tid og i Instrumentet fylder 15 sider.
Han kunne ikke nære sig
Så kunne hans arbejde være afsluttet, men han kan åbenbart ikke nære sig for at gå ind i den praktiske anvendelse af opmålingen. Han gør i hvert fald opmærksom på, at mange af jorderne ligger næsten en halv mil fra landsbyen. De er delt i så mange spredte småstykker, at de umuligt lader sig fordele på enkelte lodder.
De kan ikke hegnes forsvarligt til kreaturer og kan kun med største besvær dyrkes. En udflytning ville derfor være det bedste og mest fordelagtigste. Hans Mikkelsen anbefalede sig underdanigst.
Der var nærmest oprør
Tre måneder efter var det nærmest oprør. Hans Mikkelsen måtte sande, at en ting er at forberede udflytning med opmålinger og beregninger. Noget helt andet, er at få konservative bønder til at gøre planerne til virkelighed, skønt endog sandmændene, som var de kongeligt udnævnte voldgiftsmænd, var indkaldt.
Hans Mikkelsen var rystet over bøndernes ageren. Han skriver blandt andet til myndighederne:
Hans Mikkelsen gør også opmærksom på, at det ikke er hans anliggende og at han har arbejde andet steds. Derfor overlader han befalingerne til de høje myndigheder.
Et tillæg i 1777
Han vil ikke medvirke til at føre udstykningen af Genners jorde til ende. Han skal ikke have fingrene i klemme. Det ser dog ud til, at han alligevel har måttet lave det om. For i et dokument af 4. december 1777, hvor en enkelt ejendoms areal er opført, står følgende:
Herredsfogeden ville ikke tage ansvar
Hvad der er sket med det oprindelige ”Instrument” vides ikke. Men den 29. august 1784 kom der en tilføjelse fra herredsfoged Schwabe:
Skulle Hans Mikkelsen redde ansigt
Spørgsmålet er, om Hans Mikkelsen har begået dokumentfalsk for at redde sit arbejde og ansigt? Men antagelig er sagen endt med, at Hans Mikkelsens ”Instrument” er blevet kasseret.
En helt ny opmåling
I hvert fald blev Genner på ny opmålt af den erfarne landmåler Rudolph Greve i 1785. I begyndelsen af 1820`erne kunne pastor Kier, Øster Løgum notere i sin beskrivelse af Genner, at:
En af stridens hovedofre var øjensynlig Løjt – degnen, Hans Mikkelsen. Var det selvforskyldt?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
December 3, 2016
Fysikus Ulrik fra Tønder – endnu mere (2)
Tønder var en afsides Tornerose – by med dårlige tilkørselsveje. I begyndelsen var alle kongetro. Men borgerskabet blev mere og mere tyske. Todsen måtte aflægge regnskab for borgmesteren. Ulrik blev stenet ud af byen. Men inden forsøgte han at vinde befolkningen for danskhedens sag. Han sendte breve til sin ven, Krieger og fortalte om manglende dansk forvaltning i Tønder. Det var galt med skolesystemet og præsterne. De tyske lærer havde dobbelt job. Men den største ulykke for danskheden var amtmanden. Ulrik ønskede ikke en dansk advokat med en dansk kugle i ryggen. Han oprettede en dansk avis ”vestslesvigsk Tidende”, et sygehus og en realskole. I 1865 blev han læge i København. Krieger blev nærmest skyld i, at Sønderjylland blev fjernet fra Danmark. Han var ufleksibel m.h.t. Slaget på Fælleden.
En afsides by – kaldet Tønder
Mellem de slesvigske krige boede der i Tønder cirka 3.000 mennesker. Byen lå ret afsides, Dengang var der ingen jernbane og tilkørselsvejene til byen var dårlig. Med sine alleer og Vidåen lå den der nærmest som et toneroseagtig idyl.
I begyndelsen var de kongetro
Byens borgere og embedsmænd var kongetro. Først et godt stykke op i 1800 – tallet skete der ændringer. En opgørelse fra 1851 fortæller, at Tønder havde 670 familier. Heraf var 569 dansktalende, 94 tysktalende. Syv familier talte et blandet sprog.
Det var ingen tvivl om tøndringernes nationale indstilling. Byens bedre borgerskab var Slesvig – Holstensk. Dette skyldes nok de økonomiske forbindelser syd på.
Man interesserede sig ikke for småkårs – borgere
Hvordan holdningen var hos arbejderne og småkårs – borgerne, var det ingen der interesserede sig for. Men begivenhederne 1848 – 1850 og i 1864 viste sig at Slesvig – Holstenerne her havde deres tilhængere.
En lukket kreds
Man sagde, at tyskerne i Tønder ikke mødte modstand. De nye embedsmænd, der kom til byen udgjorde en lukket kreds. Det kan man også sige om de nye embedsmænd, der kom til byen.
Rygter om Todsen
I en indberetning fra 1864 skriver Tønders danske borgmester Johannes H. Holm om den slesvigske fører J.C. Todsen:
Da krigen truede blot en måned senere var forholdene totalt ændrede. De fleste danske embedsmænd var afsat, og andre var rejst frivilligt i kølvandet på de sidste danske tropper.
Ulrik blev stenet ud af byen
Og fysikus Ulrik blev stenet ud af Tønder. Og det blev han af mange af sine tysksindede patienter. Disse turde ikke gå ud af hoveddøren, når de besøgte ham dengang.
Befolkningen skulle vindes for den danske sag
Men efter afslutningen af den første slesvigske krig rejste mange præster, lærere og andre embedsmænd til Sønderjylland. Nok havde man sejret på slagmarken. Men nu skulle sejren fastholdes. Den tysksindede del af befolkningen skulle ”vindes for den danske sag”.
Fysikus Ulrik
En af dem, der glødende forsøgte at fremme danskheden var fysikus F.F. Ulrik.
Ferdinand Frederik Ulrik var født i København i 1818. Han blev student i 1835 og lægeeksamen i 1840. Han blev kandidat på Almindeligt Hospital i København. Men han fik tuberkulose og blev også smittet med tyfus. For et genvinde sit helbred søgte han bort fra hovedstaden og nedsatte sig i 1842 som praktiserende læge i Hobro.
Han beskæftigede sig også med forslag til reformer af det danske sundhedsvæsen. Han lærte den nationalliberale politiker A.F. Krieger at kende. Han har måske kendt ham fra studenterårene.
Til Tønder i 1854
I 1854 søgte Ulrik stillingen som embedslæge (fysikus) i Tønder og fik den. Krieger havde fået en stilling som departementschef i det slesvigske ministerium. Ulrik sendte mange breve til Kriger om forholdene i Sønderjylland set fra Tønder.
De dannede talte tysk
Knap var Ulrik blevet ansat i Tønder, før han sender det første brev. Og her fortæller, at det kun er såkaldte ”gebildede Leute” der til stads taler tysk. Og så er det dem, der er indvandret syd fra. Men de tyskere, der er indvandret for år tilbage, taler dansk.
For lidt dansk gudstjeneste
Ulrik er sur over, at amtmand Reventlow for tre år siden, havde beordret alle gadeskilte ned med undtagelse af tre, der havde påmalet tyske navne. Skoleundervisningen havde været helt tysk, og endnu var den det i de ældste klasser.
Ved kirken havde der altid været en dansk præst og to tyske. Og så er det kun dansk gudstjeneste hver anden søndag. Kun en enkelt dansk embedsmand er der. Det er til stor skade for den danske sag, at der er ansat en del tysktalende fra Holsten og det sydlige Slesvig, mener Ulrik.
Den danske befolkning blev demoraliseret og desorienteret
Tysktalende advokater kunne let for bestalling, men det kneb for dansktalende. Og på Seminariet var den tyske forstander og hans elever til stor skade for danskheden. Eleverne bor til leje hos byens småfolk eller er huslærere i de tysksindedes familier. Ifølge Ulrik så bidrog de til at demoralisere og desorientere befolkningen.
Han slog til lyd for, at man straks to fat i at oprette en dansk seminarium i byen. Han var desuden skuffet, at departementschef A. Regensburg ikke allerede var gået i gang med planerne om et danske seminarium.
De talte dansk langt ned i Sydslesvig
Ulrik fortalte endvidere, at en del fra Nørre Jylland (nord for Kongeåen) var indvandret ved vestkysten helt ned til Husum. Sproget i Kær herred var blandet. I Viding og Bøking herred er sproget i de nordlige egne udelukkende dansk. I de sydlige egne blandet. Men kirke – og retssproget var endnu tysk.
Ulrik’ s tjenestepige
Ulrik s tjenestepige kom fra Brarup i Kær Herred. Hun havde gået i tysk skole, og havde tjent hos pastor Ahlmann, hvor hun ikke talte dansk. Men hun talte et meget let forståeligt dansk, der dog var iblandet tyske ord som Putzmacherin, Bäcker, Geschäft og lignende. Men Ulrik fandt også gamle jyske ord hos hende som for eksempel ble for lagen, lime for kost, jernkræmer for isenkræmmer, fækød for oksekød.
Falsk forfængelighed
Ulrik havde også observeret, at når han passerede folk, så slog de over i det tyske efter, at de havde talt dansk. Det var som de skammede sig over det danske sprog. Det kunne også være det som han kaldte ”falsk forfængelighed”.
Danskhedens største ulykke var amtmanden
Men danskhedens største ulykke var amtmand Reventlow, mente Ulrik. Hans uheldige indflydelse kunne spores i alle vigtige spørgsmål. Ulrik kunne ikke forstå, at danske præster endnu ikke havde fået kongelig bestalling i rent danske sogne.
Ulrik er bekymret for hans børns undervisning. Han er ikke tilfreds med, hvad et reorganiseret skolevæsen kan tilbyde, og han har ikke råd til privat huslærer.
Krieger svarer, at han er meget interesseret i at høre nyt fra Tønder, og råder Ulrik til at aflægge ham et besøg, når han kommer til København.
Problemer med præsterne
Allerede den 5. juni 1854 sender Ulrik det næste brev. Her beklager han sig, at han ikke har ret meget at bestille. Ifølge medicinalinspektør P.S. Schleisner, Flensborg skulle der være rigeligt at se til.
I Tønder Provsti var det af de 44 præster kun 17, ”hvis bestalling havde kongelig konfirmation”. Og heriblandt var der et par stykker, man ikke kunne have tillid til, mente Ulrik.
Tyske lærere havde dobbelt job
Igen en gang kommer Ulrik ind på seminariet, og gør opmærksom på, at et par af seminariets lærere også underviser på byens almindelige skoler. De er tyske, siger han og derfor bliver det endnu mere vanskelig at gennemføre det danske. I øvrigt mente Ulrik at skoleforholdene i tønder var meget kritisable.
En skole på fattiggården ønskes
Ulrik mente, at der skulle indrettes skolelokaler ude på tønder fattig – og arbejderanstalt på Gørrismark. Stedet blev brugt som fattiggård indtil 1937. Pengene til indretningen kunne skaffes ved ar sælge nogle af de gamle skolelokaler eller et par lærerboliger.
Der skulle også findes en initiativrig mand, der kunne klare dette. Ulrik mente ikke, at skoleinspektør og andenpræsten Johs. M. Dahl var egnet til dette for:
Ulrik mente, at opgaven skulle løses af den kommende danske leder af seminariet. Han anmoder ligefrem Krieger om at henvende sig til Regensburg om dette.
Ønsker ikke en advokat med dansk kugle i ryggen
Og så var det igen spørgsmålet om en dansk advokat. Ulrik havde hørt, at Amtshusets førstesekretær, Chr. Alexander Nissen var ivrig efter at søge stillingen. Men som Ulrik nævner, så kom han til Tønder efter det Slesvig – Holstenske nederlag med en dansk kugle i ryggen. Han kunne ikke forstille sig, at en forhenværende Slesvig – Holstensk frivillig skulle blive ansat af Carl Moltke, der var minister for Slesvig.
Ulrik spørger Krieger direkte, om han ikke kender en, der ville være egnet. Jobbet kunne blive ”et meget indbringende brød”.
Et sygehus og en realskole
Ulrik var medvirkende til oprettelse af et lille sygehus ved Østerport og ved oprettelse af en privat realskole. Ja og så stod han jo også for initiativtager til oprettelsen af den danske avis Vestslesvigs Tidende, der begyndte at udkomme i 1856.
Læge i København
Ulrik og Krieger fortsatte deres brevskriveri, men disse breve findes åbenbart ikke mere. Ulrik flygtede som sagt fra Tønder til Møgeltønder. I 1865 blev han læge i København, hvor han blev medstifter af Lægeforeningens Boliger.
Stædig, ufleksibel og et fejlskøn
A.F. Krieger var medlem af Landstinget fra 1863 – 1890. Han har været både indenrigsminister, finansminister og justitsminister.
Han boede på Rosenvænget på Østerbro, hvor han blev særdeles gode venner med Johanne Louise Heiberg.
Og vi kan måske takke hans stædighed og fejlskøn ved konferencen i London, at vi mistede Sønderjylland. Senere var han meget ufleksibel i forbindelse med ”Slaget på Fælleden”. Og det gik i den grad ud over arbejderne.
Belønnet med en gade
For denne indsats blev der opkaldt en gade efter ham på Østerbro – A.F. Kriegersvej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 1, 2016
Slaget ved Brøns – set med tyske øjne (2)
Sønderjyllands historie er ikke let. Og det er det heller ikke, når man skal beskrive de slesvigske krige. Den danske regering var ikke tilfreds med den såkaldte Fællesregering. Man førte bare den ”provisoriske” regerings love videre. Den danske regering kaldte dem for oprørske. Sønderjyderne ville heller ikke betale skat til dem. Men så blev der bare sendt soldater til at få sønderjyderne til at indordne sig. Derved kom det til det blodige slag ved Brøns i Nordvest Sønderjylland i 1849. Her skal vi så høres slaget fra tysk side. Man påstod, at det var danskerne, der skød først. Fangerne blev ført til Haderslev, senere til Slesvig og endnu senere til Rensborg. Flere bønder døde. Men tyskerne mente, at slagets udfald havde fået ”en meget ønskelig indflydelse.
Sønderjyllands historie er ikke let
Vi så den fantastiske serie om 1864 i TV. Som drama var det en fantastisk historie. Men ikke som Sønderjyllands historie. Men da var der faktisk en del dokumentarudsendelser, der fortalte den rigtige historie. Og bagerst i denne artikel er en artikeloversigt i forbindelse med de slesvigske krige.
Den såkaldte Fællesregering
Egentlig har vi jo allerede skrevet en artikel om denne begivenhed. Men hvordan så denne historie ud se fra tyskernes øjne? Som det vil ses i denne artikel, var det ikke speciel let, at leve i Sønderjylland dengang, når man følte sig dansksindet.
Den 24. marts 1848 tog den provisoriske regering magten i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den 22. oktober samme år afløstes denne af en fem – mands regering med grev Reventlow – Jersbeck som præsident. Denne regering blev kaldt den såkaldte fællesregering. Den bestod til den 26. marts 1849.
Man følte den provisoriske regering
Fællesregeringen fik en helt anden karakter, end man fra dansk side havde tilsigtet og mente sig berettiget til at vente. Fællesregeringen trådt helt i den forrige regerings spor. Den opretholdt alle dens love. Og ikke en eneste af de fordrevne og afsatte danske embedsmænd opnåede at komme i embede i Sønderjylland.
En ”oprørsk” regering
Derfor måtte den danske regering tage afstand fra Fællesregeringen skønt dens egen forhandler Holger Reedtz havde været med til dens indsættelse på Gottorp Slot den 22. oktober.
Et Kancellicirkulære af 15. november blev udbredt i Nordslesvig med meddelelse om, at hvis Fællesregeringen ikke rettede sig efter våbenstilstanden af 26. august 1848, ville Danmark erklære den for oprørsk.
Indbyggerne kunne heller ikke være pligtige til at betale krigskatter eller lyde fællesregeringen, så længe den ikke havde opfyldt de danske krav til den. Men Fællesregeringen havde ikke i sinde at opfylde de danske ønsker.
Holdt tilbage med skatter
Den 15. december erklærede en kongelig resolution, at der ikke i hertugdømmerne fandtes nogen lovlig regering som undersåtterne var pligtige til at lyde. Samtidig udtaltes der dog i resolutionen, at kongen ikke ville anse et frafald fra ”undersätlig pligt og ed”, hvis en ”tvingende nødvendighed” bevirkede, an man gav efter for den ulovlige magts krav.
Dette er baggrunden for, at de dansksindede nordslesvigere ”holdt tilbage” med skatterne så længe som muligt. Nogen større lyst til at betale skatter, har de måske aldrig haft. Og nu skulle de så betale til en regering, der var så tydelig fjendtlig indstillet mod Danmark.
Nu kan ingen regering bestå uden skatter, sagde den provisoriske amtmand Chr. Bruhn i Haderslev amt.
Det blodige slag 1849
De Slesvig – Holstenske embedsmænd måtte skride til udpantninger, og da det ikke battede noget, tog man de fremmede tyske tropper til hjælp som eksekutionskommandoer. Følgen var en række sammenstød mellem disse og den indfødte befolkning.
Nogle af disse gik af uden blodsudgydelser, idet soldaterne drog væk, når befolkningen stimlede sammen og stormklokken lød. Men et enkelt sammenstød ved Brøns ude ved vestkysten den 22. januar 1849 fik en alvorligere blodig karakter.
Kampen ved Brøns fik allerede i 1859 sin mindesten.
En tysk beretning
En tysk førstehåndsskildring er en beretning som kommandanten for eksekutionsafdelingen i Hviding herred, ritmester Rumohr afgav til kavalleridivisionen i Haderslev. Den er skrevet samme dag, som sammenstødet fandt sted. Den er dateret den 22. januar 1849 klokken 5 ¾ om aftenen. Den lyder oversat til dansk:
Deres Rumohr,
Ritmester
Bønderne skød først
Som det ville kunne ses, er ritmesteren i sin beretning meget summarisk med hensyn til spørgsmålet om, hvordan forhandlingerne med bønderne foregik, og hvordan fjendtlighederne begyndte. Men han fastslår, at første skud kom fra bønderne.
Danske beretninger modsiger dette, og måske er det umuligt at få klarhed på dette punkt. Englands gesandt i Danmark, der omtaler kampen i en depeche af 29. januar udtaler de vise ord:
Fangerne ført til Haderslev
Da Fællesregeringen dagen efter sammenstødet skyndte sig at meddele det til den tyske rigskommissær Stedmann betoner den selvsagt, det 1. skud faldt fra ”de oprørske”. Den føjer til, at man nu kan vente, at en sådan opstand ikke vil gentage sig og i modsat fald straks blive undertrykt.
Fanger ført til Slesvig
De tilfangetagende bønder blev den 26. januar tidlig om morgenen ført fra Haderslev til Slesvig. Her blev de forhørt af en militærkommission. De blev ikke stillet for en krigsret. De førtes senere igen tilbage til Haderslev, hvor amtet skulle foretage videre undersøgelser.
Da amtsportneren var dansksindet er de nok her blevet tåleligt behandlet. Sidst i marts ved våbenstilstandens ophør, måtte de igen syd på – denne gang til Rendsborg.
Den danske regering søgte straks efter begivenhederne ad diplomatisk vej ved henvendelser både til Tyskland og de fremmede magter, at mildne den behandling, som fangerne kunne vente.
Meget ”ønskelig” indflydelse
Både fra Berlin og Frankfurt modtog Fællesregeringen også i begyndelsen af februar alvorlige henstillinger om at vise mildhed og skånsomhed. Således betonede Bülow, hvor nødvendigt det var at undgå alt, ”som kunne påtrykke tilstanden i hertugdømmerne den triste og forhadte borgerkrig”.
Fællesregeringen lovede for så vidt at tage hensyn til disse henvendelser, men udtalte samtidig, at konflikten ved Brøns havde udøvet en ”meget ønskelig” indflydelse på stemningen i Nordslesvig.
Ikke flere sammenstød
Det kom dog heller ikke i de to måneder Fællesregeringen endnu sad til flere sammenstød i Nordslesvig. Bønderne betalte de afkrævede skatter. Fra Nordslesvig gik den ene pengeforsendelse efter den anden syd på – til Slesvig – Holstenernes kasse.
Det skal dog også nævnes, at den danske regering i en proklamation til slesvigerne fra omkring 1. februar bestemt opfordrede dem til ”i sin modstand mod uretmæssige fordringer ikke at møde magt med magt”
Til gengæld forsikrede proklamationen, at kongen ikke udover det for våbenstilstanden fastsatte tidspunkt ville gå med til at forlænge:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
November 29, 2016
Livet i København – dengang
Foredrag den 29. november på Solgavehjemmet, Vigerslev Allé. Hvordan var livet dengang? Hvordan tilbragte man fritiden? Hvordan boede man? Hvordan blev man transporteret? Værtshuse, fuldskab, forskel på rig og fattig. De latrinære forhold, Den store badedag, Når borgerskabet havde komsammen? Hvordan så vi på dem, der var anderledes? I døden var man ikke ens. Hvordan var begravelserne dengang? Stavefejl og druk på kirkegården. Og måske når vi at få et spøgelse med på kirkegården.
Værtshuse
Fra år 1200 til 1600 drak danskerne store mængder af øl. Grunden var sikkert, at man kun levede af kød og fisk. Ja så var det også sundere end at drikke vand.
Ja selv kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter øl om dagen.
Fuldskab var ingen skam
Selv nonnerne drak øl
Fuldskab var ingen skam. Man skulle bare lige huske, at være ædru, når man mødte op i kirken. Ellers var det at drikke sig fuld, tegn på at man var brav, flink, hæderlig og en mand af den rette støbning.
De første værtshuse var ølboder, hvor ølkoner købte øl og solgte det. Det kunne også være, at de selv bryggede det. Senere var det mest gamle soldater, der selv bryggede. Nu var kvaliteten på dansk øl ikke særlig godt. De fleste fortrak tysk øl.
Gennem historien var det også tradition for fulde konger.
I byen var det oceaner af værtshuse af forskellig kvalitet. I 1687 var der 140 bryggerier med gårde til.
Men efterhånden drak københavnerne mere og mere brændevin. Men det bekymrede nu ikke så meget magistraten. Tænk engang, i 1698 var der i hovedstaden 245 brændevinsbrændere.
Vinkælder
Under Rådhuset var der en vinkælder, som tilhørte Magistraten. Jo, det var lidt finer at komme i en vinkælder. Dem var der også mange af efterhånden.
På vinstuerne drak man foruden vin enten rom eller Arrakpunch. Og denne kunne enten nydes kold eller varm.
Gæstehuse
Det var steder, der var list finer på det. Her kunne man også få noget at spise. Og her blev i den grad drukket. Således fik de danske myndigheder på et tidspunkt besøg af en russisk gesandt, der havde 10 gæster med. De nøde livet på Gæste Huset Store Lækkerbisken. De blev i 1 ½ måned. I den tid havde russerne drukket:
Dertil kom oceaner af sukkerkandis, puddersukker, muskat og citron.
Drikkevaner
Rompunchen blev afløst af cognac – toddyen. Denne blev afløst af den fra Sverige stammende cognac og sodavand.
I midten af 1880erne blev det whisky med soda, der blev det store hit. Det første sted man nød denne drik var i Wiener – Cafeen i Hotel Kongen af Danmark.
Badestuer
De mere velhavende besøgte badestuer. Det var nu ikke så eget for hygiejnens skyld. Men her kunne man få en passiar med ligesindede og få god tysk øl. Efterhånden kunne man også på nogle af disse badestuer nyde selskab af smukke piger.
Traktørsteder
Såkaldte traktørsteder dukkede op. De havde navne som Vodrufgård, Ladegården, Ravnsborg m.m. Ude i Classens Have var det Kongens Fiskehus. Ja det var Østerbros første gourmet – restaurant.
Dansehaller
Særlig på Vesterbro opstød en masse dansehaller. Belysningen var ikke særlig god. Og musikken bestod for det meste kun af en violin og en klarinet. Der var ingen ventilation og duft af madrester og brændevin.
Andre forlystelsessteder
De rige tog på Bakken, og de fattige tog til Østerbro i De Fattiges Dyrhave. Ude på Frederiksberg kom der mange lystigheder. Men hvis disse skulle oprettes på en kongevej skulle de godkendes af hoffet.
På Frederiksberg kom også forlystelsesstedet Alhambra, efter at Tivoli var åbnet.
Et anden uvæsen dukkede op, sangerindeknejper.
Udflugtssteder
Da Frederiksberg Have blev åbnet var det et tilløbsstykke. Tænk man kunne møde kongen ro i kanalerne. Men det var nu ikke alle, der måtte komme ind. Mange blev afvist af vagterne. Og dem fra Nyboder måtte slet ikke vise sig her.
Og tænk, engang måtte man ikke køre med barnevogne på fortovet på kongevejen på Frederiksberg. Der måtte jo være grænser.
Hvem gik på værtshus?
Stort set alle gik på værtshus. Mange arbejdere drak hele deres løn op her. På et tidspunkt indrettede fabrikker selv værtshuse, og udbetalte lønnen her. Det var en god forretning for fabriksejerne, men ikke for arbejderfamilierne.
Militære personer måtte ikke sidde på værtshus efter tappenstreg, men det gjorde de nu alligevel.
Det hed sig også, at tjenere og tjenestepiger efter at de havde pakket herskabet i seng, også gik i byen.
Sporten breder sig
Der var kommet gang i svømningen ved kysterne. Her kom sandelig også badeanstalter. Og her var forskellige regler, hvordan man skulle opføre sig og man skulle være tækkelig klædt på.
Ja der kom også forskellige sportsarter. Nogle var mere ansete end andre. Sejl – og rosport ved Langelinje var nok det mest ypperlige. Ja også ridesport og vædeløb ude på Fælleden kunne gå an. Og tænk, det overværede de kongelige også en gang imellem.
Skydning havde længe været populær, og det var altid en ære, at blive optaget i en skyde klub. Og for længe siden, ja da skød man efter papegøjen.
Cykelsporten
Men uha, så bredte cykelsporten sig. Og det var en skændsel, at se kvinder på sådan et kørertøj. Det kunne man bare ikke. Cykelsporten startede omkring 1870. Det startede med en model, man kaldte Velocipide. Den næste model kom omkring 1880. Det var den model med kolossal forhjul og lille baghjul.
En tysk håndbog angav 24 måder, at stige op på den. I et cykelblad var det gode råd til, hvad man skulle gøre, hvis man fik for meget fart på den. Ja så skulle man køre ind i en hæk.
Så kom Safety – modellen med kædetræk. En sommerdag i 1891 talte man i bomhuset ved Hellerup om 885 cyklister.
I bladene kunne man læse at den kvindelige bicyklist var en parodi på ryttersken. Jo ridning blev betragtet som nobel og ædel.
Fodbold var for halvgamle individer
Fodbold var heller ikke noget for de borgerlige. De foretrak fjerbold. Fodbold var for halvgamle individer. De rendte rundt på fællederne. En af de første store helte dengang, var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 skød 10 af Danmarks i alt 17 mål.
De fleste sportsudøvere blev nærmest betragtet som gøglere.
Gymnastik var ikke særlig populær i skolen. Og det vakte i den grad anstød, at kvinderne begyndte at dyrke motion.
Mænd og kvinder hver for sig
Der var jo også alle søbade anstalterne. Her kunne man også få svømmeundervisning. Men som regel foregik badningen særskilt, Mænd for sig og kvinder for sig.
Om vinteren havde vi så skøjteløb. De fine inklusive kongefamilien løb i Kastelgraven. Men ungdommen foretrak nu alligevel søerne.
For meget ødselhed
Man skulle passe på for meget ødselhed. Gennem historien er der kommet mange forordninger omkring dette. Man skulle ikke offentlig vise for meget flothed, at man så alligevel gjorde det, ja det var noget andet.
På et tidspunkt måtte man kun invitere 30 gæster og servere 5 retter.
Omkring år 1800 kunne de rige få sig endnu en ridehest. Regeringen forsøgte sig med endnu en forordning mod ødselheden:
Mode
Omkring 1800 gik borgerskabet også meget op i mode. Den berømte digter, filosof og læge, Tode sagde:
Ja han sagde følgende om damemoden:
Muffen skulle være samme farve som kåben. Og så var det den berømte amazondragt. Man skulle også have en fjerbusk samt en tynd spadserestok.
Jakker i alle mulige farver
Frakkerne var ikke nødvendigvis sorte. Nej, de var sandelig også blå, kaffebrune og røde. Brandgule og lysegrønne kunne ses om sommeren. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Og så gjaldt om at vise sig så meget på Strøget som muligt – bare for at man kunne blive set.
Moden havde taget overhånd
Ja så blev der dannet Ny Dansk Fruentimmerselskab. Her blev der besluttet, at moden havde taget overhånd. Nu skulle man gå i hjemgjort tøj. Men åh skræk, det kom til at betyde, at nu kom man til at ligne tjenestepigerne.
Så blev det besluttet, at tjenestepigerne ikke måtte gå i bestemte klædningsstykker.
Man banede vej til privilegier
Titler og adel banede sig vej til privilegier som almindelige borger ikke kunne få. Kundskab og dygtighed var ikke altid nødvendig.
Parykkerne forsvandt
Efterhånden forsvandt parykkerne. Frisørerne oplevede en storhedstid. Høje toupeer og kunstige nakker erstattede så mane mangler. Og så brugte mænd også bunkevis af puder ligesom kvinderne. Også dette vidundermiddel kunne dække så mange en mangel.
Under en retssag, når man så en mand med sit eget hår, vidste man, at han var fra den laveste arbejderklasse. Der var parykker til alle formål. Man bar kort paryk til daglig og bølgende Algoneparyk til galla.
Prestige betød meget
Det var prestige at eje kinesisk porcelæn. Jo, de rigeste bestilte det endda med københavner – motiver.
Det var prestige, at have egen vogn med fire heste foran, og have så mange tjenestefolk som muligt.
Hos Baron Rodsten, der døde i 1714 havde kammertjeneren ikke fået løn i 15 år. En af de 8 lakajer havde ikke fået løn i 8 år. Det hjalp så, når gæsterne gav drikkepenge.
Når Borgerskabet holdt selskab
Når borgerskabet skulle holde selskab, startede man klokken 18. Først skulle forskellige klædningsstykker aflægges. Kvinderne og mændene blev nu adskilt.
Damerne havde deres arbejdsposer med. Og så gik passionen ellers med opskrifter, sladder, rygter. Der blev serveret the og kammerjunker. Man skulle da også smage på, hvad huset havde frembragt af diverse marmelader.
Til herrerne var der opstillet diverse spillebord. Så gik der ellers gang i L’hombre og Boston. Whist kom først meget senere.
Mændene blev trakteret med snaps cognac eller rom.
Klokken 21 var der serveret
Præcis klokken 21 gjorde husmoderen tegn til, at man skulle afbryde, for nu var der serveret i spisestuen. Masser af lys blev båret ind. Blomster hørte ikke med til bordpyntningen før meget senere. Der var kun en blomsterhandler i hele København. Den lå i det skæve hjørne ved Nyhavn og Store Strandstræde.
Hovedretten var forloren skildpadde, skinke eller oksesteg. Efter den varme ret blev der serveret afskårne kager og til sidst æblekage.
Til kagerne drak man rompunch.
Normal sang man ved bordet dengang. Enten af en sangbog eller små visehefter. Og fædrelandssangen var obligatorisk.
Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget med øre og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i 1808. Skulle en af deltagerne have fået for meget, var det ikke særlig velset i disse kredse.
Drosker
Når man så skulle hjem havde man bestilt drosker. De københavnske droskekuske var opvokset på stenbroen. Det var absolut forbudt at ryge på bukken. Og at efterlade Lotte eller Lise foran et værtshus uden opsyn, ja det gjorde man bare ikke.
Betalingsspørgsmålet var dog det, der kunne bringe kusken ud af fatning. Kusken kunne godt finde på, at lægge meget på, når det var sent. Fælles takster kom først senere.
480 drosker
Hele 480 drosker kørte rundt i København. Dem med hvide numre havde fast holdeplads. Det havde dem med gule numre ikke. Der var mange regler. Og den årlige politiinspektion kunne give problemer for kusken. Ja politiinspektøren kunne fratage ham sit levebrød.
Efterhånden overtog droske – automobilerne trafikken. I begyndelsen var kunderne dog lidt bekymret for farten.
Automobilerne bredte sig. Og en ny automobillov forbød, at man kørte på Strandvejen.
Motorbåde
I havnen afløste motorfærger de gemytlige gamle færgemænd og de læderbetrukne robåde.
Og når Amerika – færgerne dampede af, var der altid begravelsesstemning.
Sporvognene
Før der blev oprettet egentlige sporvogne, var der fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder i oplandet. Men det var dog kun de bedre stillede, der havde råd til denne transportform.
Hestesporvognene blev afløst af de berygtede syrevogne. Disse opgav man efter utallige klager.
De elektriske sporvogne åbenbarede en helt ny verden. Store ruder og elektrisk lys var det nu i sporvognene. Men disse vogne måtte også kæmpe for at blive accepteret. De mange luftledninger vansirrede Københavns gader, mente man.
En stor succes
Man jamrede over den larm, de lavede. Og så klagede man over, at man ikke som i gamle dage kunne få sporvognene til at stoppe, hvor man ville. Nu var det faste stoppesteder. Også her var man bange for den store hastighed, som disse uhyrer kunne frembringe.
Sporvognene blev en kæmpe succes. Vognstyrerne måtte have gode nerver. Folk klagede konstant over overfyldte vogne. Åh skræk i 1907 var der sporvognsstrejke i fire dage. Det faste personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer. Vognstyreren måtte arbejde i 55 timer.
Jernbanen
To af de største problemer med at anlægge jernbanen, var kapital og arbejdskraft. Der blev kun solgt for 250.000 kr. aktier. De danske arbejdere sivede væk, da høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik en eller anden opfattelse af, at den danske vinter var hård, og tog allerede hjem i juli. Og svenskerne blev syge af den danske mad.
De håndværkere man skulle bruge var underlagt af en række bestemmelser. Disse bestemmelser måtte regeringen sætte ud af kraft, for ellers kunne man slet ikke bygge jernbanen.
Banegården en stor succes
Banen blev færdig til det rigtige tidspunkt. Og Christian den Niende fik den også indviet. Men selve banegården var nærmest et stort træskur. Og det var vanskeligt at få billetter. Men vognene blev dog overfyldte og det kom ofte til skærmydsler.
I 1852 besluttede man at føre jernbanen videre fra Roskilde til Korsør.
Hvordan boede man?
Boligspekulanter havde fri tøjler. Udnyttelsesgraden var ekstrem højt. Der opstod et system af side – mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden. Gårdspladsen var minimal.
Nogle steder var lufthøjden ikke mere end 1,80 – 2 meter. Der var vel kun 3 kvadratmeter til hver. Følgen var sygdom både hos børn og voksne. Børnedødeligheden var enorm. Lysforholdene var dårlige. Husene var fugtige og mange af lejlighederne blev betragtet som direkte usunde.
Overholdt ikke sundhedsvedtægt
Selv om man fik en sundhedsvedtægt i 1886, så fortsatte boligspekulanterne uanfægtet. De fleste lejligheder bestod af to rum uden køkken. Der var kakkelovn eller petroleumsovn, hvor maden blev lavet.
Der var ikke meget privatliv gennem de tynde vægge. Skænderi, barnegråd, drukkenbolte m.m. gjorde livet lidt surt.
Vægge og tage skvattede sammen under stormvejr. Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Man kunne knap nok åbne vinduerne. Plankeværket mellem de snævre gåde og lokummer var faldefærdige.
Spisekammeret var tomt
Spisekammeret var som regel tom. Det eneste man kunne få, var en sukkermad. I stuen kunne man kun se baggårdens lugter, hvis baggården da havde sådan nogle. Ved mørkets frembrud var det lygtemanden, der tændte disse med sine lange stang.
De fattige boede til højre med udsigt til gården. De fattige havde udsigt til gaden.
Når det var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Eller når købmanden ville give kredit, ja så anvendte man sammenpressede avisbriketter.
Den store badedag
Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt over en gryde på gassen. Men det var kun koldt skyldevand.
Hver lørdag eller hver anden lørdag gik hele familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen, hvis det var vinter. Ellers foregik det i køkkenet. Vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev dog kun fyldt en gang, så måtte alle bruge det samme vand. De små måtte vente til sidst, da de risikerede at tisse i det.
Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjet, ellers gik det galt.
At have lus og andet
Så blev det ellers kæmmet med den store tættekam.
At have lus, var ikke godt. Det var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Det var et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
Mere uheldigt var det, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var godt irriterende. Så måtte alle børn i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde et stykke tid. Efter endt opblødning, blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig.
Lejlighederne kunne være en lopperedde. Pludselig følte man det krible og kravle over det hele. Gulve og paneller blev smurt ind i salmiakspiritus. Dette kunne holde utøjet i skak et stykke tid, inden de igen begyndte at kravle gennem gulve, vægge og loft.
Havde far ingen penge måtte han aflevere sit pæne tøj hos lånekontoret. Om fredagen, når han igen fik løn kunne han så indløse gælden med renter og få sit tøj igen.
Konkurrence om at rapse
I baggården opstod der konkurrence i at rapse. Ja det skulle man for at blive anerkendt.
Dullen fra Kommunen kunne risikere at komme på besøg. Ofte havde hun spisebilletter med til Folkekøknet. Men det var ikke lige altid godt for børn, der ikke var vant til at spise særlig meget, at få Brunkål med Flæsk eller gule ærter. Det kunne være en barsk omgang for de unge.
Men så kunne far jo bytte disse spisebilletter til flere bajere og cigaretter. Så kunne børnene bare få et par sukkermadder ekstra.
Drikkevand
Mange brønde blev ikke gravet dyb nok. Store dele af København er opbygget på affald. Afløb fra gårde og kloaker sivede ned i utætte brønde. Vandet var ildelugtende og smagte ikke godt. Det var også usundt.
Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men det navn kunne man jo ikke have. Så den fik lige den modsatte betegnelse, nemlig Krystalgade.
Politimesteren klagede
I 1702 klagede politimester Claus Rask over at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde en mudret og rådden smag.
Nu er det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet end vand.
Meget svingende kvalitet
Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Der flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker. Vandløb i hovedstaden var meget ulækre.
Vandledninger gik uhyggelig tæt på diverse latringruber og mange steder var disse vandledninger utætte.
Spildevand fra garverier, farverier, kreaturvanding, lokumsaffald, døde hunde og andre ådsler udgjorde en stor fare for sundheden.
De latrinære forhold
I slutningen af 1800 – tallet udviklede Smith og Mygind på Nørrebro den såkaldte Mavebælte – pissoirer. Som navnet anfører så dækkede pissoireret kun mandens torso. De stod i hvert sit rum adskilt af en skillevæg.
Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det der var nødvendigt.
En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring blev også fremstillet på fabrikken. Jo denne fabrik blev også kaldt De Myginske ekvipager.
Kvindernes Fremtidsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentationen, at kvinderne også havde behov for et offentligt nødtørftsanstalt.
Der kom da også til at ligge et sådant et på Grøntorvet. Men den lignede nærmest en bondegård.
Latriner overlevet i næsten 300 år
Latriner med afføring har overlevet i næsten 300 år. Det kan man se og lugte, nu hvor Metroen bliver anlagt. Men også sådan noget studerer forskerne. For her kan man jo se, hvad man har levet af.
Tænk engang i Middelalderen gik det kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man så var trængende kaldte man på ham. Denne mand indhyllede så både mand og spand i sin frakke, indtil nødtørften så var forrettet.
Inden toiletpapiret
Toiletpapir blev fremstillet til den kinesiske kejser. Men det blev først massefremstillet i USA fra 1857. Inden da havde man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med.
Inden de såkaldte retirader kom i København var toiletterne anbragt i små skure i gården over en grubbe, som kun blev tømt et par gange om året.
Hygiejne – Kommissionen havde fundet ud af, at i Ryesgade 156A og Ryesgade 156 B var der 72 mennesker, der havde brugt det samme toiletsæde.
Ikke høj status at være pølsedreng
Hvem ville gå ned med natpotten fra fjerdesal til de mørke retirader eller med toiletspanden. Som regel var det den ældste søn, der havde den ære. Men man havde ikke særlig høj status nede i gården, hvis man var lokumstømmer. Pølsedrenge blev de også kaldt, når de skulle bære den skvulpende masse.
En ”dejlig” duft
Ofte blev indholdet også tømt i vasken, så det kunne risikere at dukke op hos naboen. Det var bestemt ikke rart en varm sommerdag.
Retirader, pissoirer og skarnbøtteopsamlinger lå direkte op til vinduerne. Særlig en sommerdag var stanken ulidelig. I 1900 havde Københavns 150.000 lejligheder kun 2.000 wc’ er.
Mange steder var der åbne latriner. Et sådant depot lå ved Nørrebros Runddel. Når politiet skulle gå vagt og vinden var i en bestemt retning foregik det i løb til Lyngbyvejen, ellers var det ikke til at holde ud.
Latrin – depot
DSB havde fået en god indtægt ved at transportere latrin. En række nordsjællandske stationer havde fået den tvivlsomme ære, at opbevare et latrindepot.
Station Lersøen havde fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til latrinstation. Til stationen hørte også en lille have på 365 kvadratalen. Her havde bestyreren så gødning lige ved hånden. Denne station åbnede i 1891.
Seks gange i pinsen i en varm sommer eksploderede der chokoladevogne på Hovedbanegården, ja også på Nørrebro Station.
Disse Latrin – eller chokoladevogne var nu ikke lige tætte. De efterlod en lille brun stribe, som Nørrebros hunde havde glæde af.
En speciel holdning til åndsvage
Samfundet havde dengang en speciel holdning til åndsvage eller idioter som de hed dengang. Og løsagtige piger blev sendt til Sprogø. Der kunne de risikere, at blive i op til syv år.
Johan Keller og hans filosofi
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civile samfund.
Johan Keller blev betragtet som en slags ekspert på området. Hans far var fængselsinspektør på Christianshavns Straffeanstalt. Han var vant til at se lidt af hvert. Han skelnede mellem to hovedgrupper:
Det var ikke tilladt, men heller ikke forbudt
På et tidspunkt indførte man kastration og sterilisation på forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og mennesker med maniodepressive psykoser.
Det var egentlig ikke forbudt, men det var heller ikke blevet tilladt.
Først i 1950erne begyndte man at tvivle på denne Keller – filosofi.
Men man fortsatte så i anden boldgade, nemlig med Det hvide snit. I perioden 1939 til 1983 fik 4.500 foretaget dette indgreb. Og det var verdensrekord. Medierne bakkede op om dette. Ingen kunne jo tvivle på folk i en hvid kittel.
Først i 1982 begyndte man at tvivle på denne metode.
I døden var ikke alle lige
Den kendte gejstlige C. Bastholm mente, at man skulle opbygge en mere betryggende kontrol ved ligsyn. Og så fandt man ud af, at der skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte finde sted.
Endnu en resolution blev udsendt. Nu måtte der ikke jordes nogen før tydelige tegn som forrådnelsespletter havde vist sig. Først da måtte kistelågen hamres på.
Begravelsesanstalter
Der kom forskellige forslag til, hvordan man skulle indrette begravelsesanstalter, hvor lig kunne ligge til observation. Og de skulle indlægges i to kategorier. En til rige og en til fattige. De rige skulle betale 10 Rdl. Men så var det også med klokkesystem og spejl. Det sidste var for at tjekke om vedkommende trak vejret.
Dr. Bastholm havde et meget praktisk forslag. Man skulle da bare spille trompet foran de døde. Så kunne man så se, om de skar ansigt.
Jeg er kun skindød
Også på Assistens Kirkegården havde man i graverhuset et system med snor til et klokkesystem. Vi skal også huske på, at H.C. Andersen altid havde et skilt med, hvor der stod:
I en resolution så sent som i 1898 vedr. Graverboligen på Assistens Kirkegården stod følgende:
Ligene hældt på gaden
I 1711 – 12 rasede pesten. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere. De afdødes pårørende smed ligene ud på gaden. Ligbærerne blev væk.
Frederik den Fjerde bad studerende fra Regensen om at melde sig. Gennem tiden sikrede de studerende sig en massiv indtægt.
Bedemanden var ilde set
Bedemanden var ilde set, for en forordning fra 26. juni 1818 påbød, at enhver, der brugte en ligvogn til en takst over 1 Rdl. skulle bruge en bedemand. En sådan en kunne godt koste 50 Rdl. Han kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Alene dette kostede 9 Rdl.
Ja en almindelig begravelse kunne sagtens løbe op i 300 Rdl. Efterhånden opstod der lig selskaber, som kunne gøre det væsentlig billigere.
Losseplads på kirkegården
I indre by, blev der oprettet 5 assistens – kirkegårde. Disse blev indrettet mellem husene. Og hvis der var huse med vinduer ud til kirkegårdene, blev affaldet fra husene bare smidt ud af disse vinduer. Efterhånden lignede disse kirkegårde lossepladser.
Havde konen mistet hendes mænd var det sædvane i de finere kredse, at hun skulle lægge sig i en sort paradeseng i paradesorg for at tage imod.
Den første adelsmand på kirkegården
Egentlig udviklede kirkegården ude på Nørrebro sig som fattigkirkegård, men så var det jo lige, at Johan Samuel Augustin fra Slottet i Augustenborg lod sig begrave derude på Assistens Kirkegård ude på Nørrebro. Og så var der pludselig mange flere af de rige, der lod sig begrave herude. Augustin skrev for øvrigt i sit testamente:
Inddelt efter rang
Men det med tildækningen tog man nu ikke så tungt. Og det havde områdets hunde så gavn af.
Nu var det jo sådan, at man også havde indrettet begravelserne efter, hvem man var. Som bekendt er man ikke ens i døden. Rangfølgen var således:
Grever kunne opsætte monumenter over de afdøde – efter deres egen Lyst.
Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække kisterne med fløjl. Man måtte bruge seks heste foran, og så måtte man bruge tre stuer til sorgstuer, og det vil sige klæde dem i sort.
De andre af rangen til Landsdommere måtte kun bruge 4 heste, og kun to stuer til sorgstuer.
De øvrige måtte kun bruge to heste og kun overtrække en stue som sorgstue. Og således skulle man rette sig efter, at det blev mere og mere simpelt jo lavere stand man havde.
I meget fine kredse malede man panelerne sorte og også vindueskarmene.
Sørgearrangementet gik lystigt for sig
Når en velstående borger døde, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være i egetræ. Ved denne ceremoni var der et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt. Og der manglede sandelig ikke noget.
Alle var klædt i sørgeklædder også tyendet.
Ofte var der våben og skjolde, som vedkommende i levende live ikke måtte bære lagt på kisten. Og dette accepterede kirken. Men de accepterede ikke arbejdernes røde faner.
Ofte gik sådan et sørgearrangement lystigt for sig. Man spillede og blev som allerede skrevet trakteret efter alle kunstens regler.
Det var ikke usædvanligt, at liget stod 10 uger over jorden. Ligkisten havde ofte en indskrift. Når begravelsen fandt sted om aftenen var der masser af lys. Også kirken var fuld af vokslys.
De uærlige ville ingen begrave
Men for nogen kneb det med at blive begravet. Det kneb med at finde ligbærere til de såkaldte uærlige. Og disse var Skarprettere, natmanden, hestegnidere, svinegnidere, skorstensfejere, renovationsmedarbejdere og til tider også jordemødre.
110 kareter med til begravelse
I 1805 var det slut for de fine, at blive begravet i kirken.
Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste, med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og to politibetjente. Efter signende skulle der have været 110 kareter med i ligtoget.
De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Ville man begraves tæt på muren på Assistens Kirkegården måtte man betale væsentlig mere.
Man forsøgte i en sørgeforordning af 1724 at begrænse sorgen for de rige, så de ikke overdrev. Men det blev slet ikke overholdt. De rige ville behandles anderledes. Der var og blev forskel på de rige og fattige i døden.
Usømmelig adfærd
Den store socialdemokrat, smed Adam Petersen havde ellers frabedt sig en præstelig begravelse. Pastoren havde ment, at det var usømmelig adfærd at nogle af smedens kammerater ville sige nogle bevingede ord ved begravelsen.
Og politiassistent Rantzau og nogle af hans lidelsesfælder var med for at forsvare Pastor Steen’ s filosofi. Men om de egentlig havde kunnet stille noget op imod de 10.000 arbejdere, der var med, ja det er godt spørgsmål.
Stavefejl og druk
Men ak og ved. På kirkegården opdagede man stavefejl på stenene. Og der var druk og fest. De hjemløse holdt hver aften og nat sammenskudsgilde her. Opsynsmændene solgte de dødes tøj og sprit.
Man mente, at der var offentlig værtshus i Benhuset.
Man udsendte godt nok en resolution, men lige meget hjalp det:
På et tidspunkt var der nogle, der mente, at der skulle opbygges tribuner på Assistens Kirkegård, så alle kunne følge med. Men det kunne også blive for festlig, derfor skulle rødhårede ikke have adgang. Så overvejede man også at forlange entre.
Spøgelset på kirkegården
Ved midten af forrige århundrede boede der over for Assistens Kirkegård på Nørrebro en norsk student. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at få røgen til at trække ud.
Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:
I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afklædte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen.
Danskeren sagde med munter latter:
Da nordmanden ikke rigtig brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til graven, hvor han tog et klædningsstykke – en silkestrømpe.
Han tog den med op i værelset og lagde den på bordet. De to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede. Den bøjede sig sagte, som om den fulgte et spor imod huset, og gik ind ad porten.
Døren blev åbnet, og den hvidklædte trådte ind. Den kåde student var ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet. Den vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd mod højre side. Han var blevet lam i højre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen i den historie er:
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
November 21, 2016
Flugt gennem Danmark
Tusinder af nazister tog flugten gennem Danmark. Dette var organiseret af diverse flugtorganisationer. Den belgiske quisling var en af dem. Danske officerer havde kendskab til at Toepke, leder af Deutsche Dienststelle i stor grad deltog i dette. De danske myndigheder forsøgte at lægge låg på. Han var en stor stjerne set med danske øjne. Måske var derfor han også blev ansat som dansk spion i Tyskland. Tyske videnskabsfolk blev sendt direkte fra Kastrup til Argentina. Krigsforbrydere blev sendt via både til Sverige. Fiskerbåde gik fra Esbjerg til Uruguay. Fanger blev købt fri. Penge kom fra Vatikanet. En nazistisk gruppe i Irland fik penge fra mystisk dansk fond. ”Malle” Petersen, en stor flugtorganisator slap fri. Troels Hoff, leder af det danske efterretningsvæsen var forbavsende passiv. Han havde forbindelse til edderkop – sagen lige som mange politifolk. Vi kigger også på nazisternes kassemester i Argentina.
Han var ikke argentiner
Argentineren, Ernesto Fourcad var i Kastrup på vej ud til et fly, der skulle bringe ham til Geneve og videre til Buenos Aires.
Han var nået gennem paskontrollen. Men en dansk politimand greb hans arm og på tysk bad politimanden ham om at følge med. Argentineren protesterede højlydt og fremviste sin billet til 3.790 kr.
Han bad om et ringe til det argentinske konsulat. Og en repræsentant mødte op og protesterede lige sådan. Men det hjalp ikke. Politimanden, hvis navn var Vagn Lauritsen, havde fået et tip om, at denne ”argentiner” havde et falsk pas. Og manden hed slet ikke Fourcard.
Da ”argentineren” først kom til forhør på Politigården, indrømmede han da også, at han var professor Karl Gustav Friedrich Thalau fra Tysklands Aerotekniske Institut. Han var kampfly – konstruktør ved Focke Wulff – fabrikkerne og højt skattet medlem af NSDAP.
Amerikanerne deltog også selv
Der skete mange ting dengang i krigens sidste år og i tiden lige efter besættelsen. En del ting er rygter, andre ting er rigtig. Problemet er arkivadgang.
Tusinder fulgte nazisternes Flugtrute Nord gennem Danmark fra 1945 og til og med 1948.
Vatikanet har spillet en rolle og det har amerikanerne også selv. Hundredvis af egentlige krigsforbrydere og tusindvis af erklærede nazister er hjulpet på flugt af amerikanerne.
Videnskabsfolk blev kapret
Vestmagterne gik langt videre end at kapre videnskabsfolk, så de ikke skulle falde i russernes hånd. De hjalp krigsforbrydere, SS – folk og top – nazister som kunne blive nyttige til enten at hjælpe med flugt eller en ny identitet i Vesttyskland.
Komplottet mod Hitler fik Reichsleiter Martin Bormann til at indse, at det var på høje tid at etablere en storstilet flugtplan. To mænd blev udpeget til at lede dette arbejde, general Reinhard Gehlen og oberst Otto Skorzeny.
Danmark var porten til det officielt neutrale med i realiteten tyskvenlige Sverige. Allerede i november 1944 var en stor del af flugtplanerne klar.
Varulve deltog i flugtplanerne
I november 1944 fik Bormann den ide at oprette et særlig korps bag fjendes linjer. Medlemmerne skulle med sabotage og terror forsinke fjendens fremrykning. Efter en eventuel kapitulation skulle de fungere i flugtnettet. ”Varulve” kaldte Bormann dette korps.
Den berygtede Peter – gruppe
For Skorzeny var det forholdsvis let at etablere dette korps i Danmark. 11 måneder tidligere havde hans højre hånd, Otto Schwerdt gået i gang med dette. Vi kender alle den berygtede Peter – gruppe, der bestod af en række tyske eksperter samt medlemmer af den danske Brøndum – bande ledet af SS – manden Henning Brøndum.
Da Peter – bandens regnskab blev gjort op var det blevet til 162 mord og sabotage for 200 millioner af datidens kroner. Blandt mordofrene var den danske digterpræst Kai Munk.
Henning Brøndum kastede sig med ildhu og rekrutterede særlig varulve i Sønderjylland. Man har aldrig fundet ud af, hvor mange bander der blev til herhjemme. Men man regner med, at det blev til 50 – 70 ”Varulve”.
Våbendepoter
Rundt omkring i landet blev der gravet våbendepoter ned. Disse våben skulle bruges i forbindelse med russisk invasion. Disse varulve var også aktive i forbindelse med at organisere flugtruten gennem Danmark.
Men kun 400 mand fra 7 lande fik den rigtige træning af Skorzeny på kommandoskolen i Friedenthal ved Neustrelitz.
Schellenberg besøgte sin ven
SS – general Walther Schellenberg gjorde stop i København, når han skulle besøge sin ven i Sverige, Folke Bernadotte. Schellenberg, der selv var krigsforbryder havde sammen med massøren Felix Kerstens været SS – rigsfører Heinrich Himmlers forhandler i et forsøg på at opnå hemmelige aftaler:
Himmler og Schellenburg var raget uklar med Bormann, Gehlen og Skorzeny og var udelukket af deres flugtplaner. Himmler ønskede asyl i Sverige.
Den belgiske quisling
Belgiens quisling SS – general Leon Degrelle flygtede op gennem Danmark den 4. maj 1945. I København gik han om bord i en tysk minestryger, der sejlede til Oslo. Sent om aftenen den 7. maj fløj han sammen med fem kampfæller fra Fornebu Lufthavn til San Sebastian i Spanien i rustningsminister Albert Speers private fly.
Den berygtede Erich Koch i Flensborg
Den berygtede Erich Koch, Gauleiter i Ukraine og ansvarlig for masseudryddelser, flygtede med en isbryder over Østersøen til Danmark, hvor han holdt sig skjul i krigens sidste dage. Han hørte til de få udvalgte, der ifølge flugtplanen skulle af sted sammen med Martin Bormann og andre topfolk på ”1. klasse”. De skulle mødes i Flensborg.
Planen var, at de skulle stikke af i en eller flere af de tre nybyggede Walther – ubåde. Denne plan blev døbt Operation Regnbue.
Alternativet til ubådene var at stikke over ”den grønne grænse” til Danmark og enten gemme sig der og søge videre til Sverige. Åbenbart skulle Himmler og hans stab også have opholdt sig her.
Strandet på Læsø
Men i Flensborg under Döntz beskyttelse var også Ausshwitz – kommandanten Rudolf Höss, inspektøren for KZ – lejrene Richard Glücks og Himmlers livlæge, Karl Gebhardt.
Men noget gik galt for disse topfolk. For ingen af ubådene nåede frem. Men en af dem U 2538 forsøgte efter kapitulationen, at sejle gennem Øresund. Den blev beskudt og beskadiget og måtte sejle til Ærø, hvor alle blev sat i land. Derpå blev ubåden sænket.
Kaptajnen afviser, at der var krigsforbrydere og naziledere om bord. De ombordværende blandede sig med den almindelige strøm af sydgående tyske soldater.
Til Argentina med ubåd
Det lykkedes to mindre ubåde at slippe bort. Det var U 977 og U 530, som begge nåede Argentina. U 977 stoppede undervejs i Norge og tog folk om bord. Den var dog beskadiget og kunne kun sejle på overfladen. Derfor dykkede man og lå stille om dagen og sejlede om natten. Det tog 90 døgn at nå Argentina.
Rudolf Höss har selv beskrevet sit møde med Himmler i Flensborg. Han var glad om munter, og havde beordret, at Glücks og Höss skulle forklæde sig som underofficerer i Værnemagten og under falske navne stikke over den grønne grænse til Danmark og skjule sig der.
SS – Lazarettet i Gråsten
Meget tyder på, at de gjorde dette. Glücks var syg. Det hævdes, at han blev bragt til SS – lazarettet i Gråsten af Höss og SS – lægen Dr. Gebhardt. Her har de åbenbart opholdt sig til udgangen af juni 1945. Höss kom senere til Sild og derfra videre til fastlandet, hvor han blev arresteret den 11. marts 1946.
Krigsforbryderen Dr. Gebhardt blev også senere arresteret og dødsdømt. Glücks fandt man dog ikke. Det hævdes, at han døde i en interneringslejr. Men det har Simon Wiesenthal dog senere betvivlet.
Skorzeny kunne bruges af den amerikanske efterretningstjeneste
Otto Skorzeny som stod bag Peter – gruppen krævede de danske myndigheder udleveret. Men det fik de danske myndigheder ikke meget ud af, for han kunne være nyttig de den amerikanske efterretningstjeneste.
Man kunne sagtens nævne flere eksempler. Gestapo – chef Hermannsen fra København blev brugt af englænderne til at jagte kommunister i stedet for at sidde i fængsel i Danmark.
Underverdenen tjente masser af penge
Hvordan kunne ledende SS – folk og krigsforbrydere skjule sig i Danmark efter at være kommet over ”Den Grønne Grænse”. Situationen lige efter kapitulationen var kaotisk og kontrollen var minimal. Men man kunne hurtigt gemme sig i en flygtningelejr.
Underverdenen, der tjente på sortbørshandel under krigen, tog nu også smugling af nazister på pogrammet. I de første måneder var det lidt svært at komme videre til Sverige. Myndighederne derover var pludselig på vagt.
Der var også eksempler fra Gråsten Slot, hvor SS – officerer, våben og andet illegalt var transporteret i Røde Kors ambulancer.
Fanger blev købt fri
I forbindelse med Edderkop – sagen, der løb fra udgangen af 1948 til midten af 1953 kom det frem, at adskillige såkaldte ”allierede krigsfanger” på Alsgade Skole blev købt fri ved at bestikke danske politifolk og endog den britiske leder af fængslet.
I samme sag blev betjente fra Fremmedpolitiet dømt for at have ladet eftersøgte personer slippe til Sverige med Malmø – båden.
Troels Hoff’ s tvivlsomme affærer
Chefen for politiets efterretningstjeneste Troels Hoff blev dømt for at have skaffet indrejsetilladelser på illegal vis. Han deltog også i muntert lag med de anklagede i Edderkop – sagen.
Mange af de dømte politifolk i denne sag havde også hjulpet med i nazi – flugtruterne. Hoff var både leder af interneringerne på Alsgades Skole og han havde ansvaret for bekæmpelsen af nazi – smuglerierne.
Det fuldt udbyggede flugtnet varede uantastet i godt to år til det hele ramlede sammen i 1947.
Tyske videnskabsfolk direkte fra Kastrup til Argentina
Tyske videnskabsfolk blev via den argentinske ambassade sendt direkte fra Kastrup til Buenos Aires. De fleste militærfolk blev sendt videre med både til Sverige, hvor de blev modtaget af kontaktpersoner i Malmø og Helsingborg.
Men også fra Esbjerg kunne nazi – flygtninge komme direkte med båd til San Sebastian eller Irland.
Fra Esbjerg til Uruguay
I sensommeren 1946 så man annoncer i danske aviser om køb af fiskerbåde til Uruguay. Flere både blev købt og afgik med kurs mod Montevideo. De blev betalt med 240.000 kr. pr. stk. Og det var langt mere, end de var værd. Besætningen fik 40.000 kr. for at sejle dem til Uruguay. De britiske militærmyndigheder fik et tip om, at fiskerbådene var fyldt med flygtende nazister.
Man slog alarm for at få dem standset. Men da var det alt for sent. Bådene var allerede midt ude på Atlanterhavet.
Pengehjælp fra Vatikanet
I Pravda den 20. juni 1947 kunne man læse følgende:
Og disse komiteer hjalp med at fremstille falske identitetspapirer til krigsforbrydere, der opholdt sig i flygtningelejre.
Pengehjælpen fra Vatikanet blev udbetalt gennem den katolske biskop i Danmark, Theodor Suhr. Anden hjælp blev ydet af den hviderussiske grev Potocki og tidligere storfyrstinde Olga bistået af Dansk Røde Kors. Ja dette hævdede det russiske avis.
Dansk Røde Kors afviste beskyldninger og rettede henvendelse til politiet, om at undersøge, om der skulle befinde sig tidligere SS – folk eller krigsforbrydere i lejrene.
14 dage senere kunne Røde Kors meddele, at 37 baltere i den sidste tid var flygtet fra lejrene og kommet illegalt over Øresund.
Anholdt i Sletten Havn
Men det var åbenbart en trafik man ikke ville eller kunne stoppe. Den fortsatte uanfægtet.
En landbetjent stoppede en såkaldt ”balter – transport” fra Sletten Havn. Seks ”baltere” blev sendt tilbage til deres flygtningelejr. De havde masser af penge på sig, både amerikanske dollars og russiske rubler.
Skipperen måtte indrømme, at han havde fragtet ”baltere” over sundet tre gange. Hans medhjælper ved smuglingerne var svømmestjernen Jenny Kammersgaard. Hun blev også arresteret.
Mystiske lyssignaler
En uge efter dette, standsede den svenske kystbevogtning en dansk motorbåd ved kysten mellem Landskrona og Helsingborg med 11 estlændere om bord. De havde lejet båden med besætning for 600 kroner.
Information kunne berette om, at der var forekommet mystiske lyssignaler. Åbenbart foregik der en ret livlig illegal trafik over Øresund. Og meget af denne trafik var ret godt organiseret.
Varulve – gruppe arresteret
I juni 1947 blev medlemmer af en af de vareulve – grupper i det danske flugtnet arresteret. Men sagen blev behandlet for lukkede døre.
Information kunne berette følgende:
Gruppe 43 i Irland fik danske penge
Fra Irland havde man fået at vide, at der derover var en nazistisk organisation, Gruppe 43, som især tog sig af nazister, der kom fra de skandinaviske lande. Ifølge oplysninger havde organisationen særlig gode forbindelser til Danmark, hvorfra den fra en hemmelig fond havde fået 40.000 Pund.
Menneskesmugling fortsatte i 1948
Menneskesmugleriet fortsatte gennem det meste af 1948. Så sent som i slutningen af december 1948 var situationen ifølge Kristelig Dagblad følgende:
Men se denne energiske chef var Troels Hoff. Han var særdeles gode venner med tidligere Gestapo – chef, Hoffmann.
”Malle” Petersen på Østerbro
En af flugtorganisationerne hold til på Østerbro på adressen J.E. Ohlsensgade 17 st. tv. Her boede Emmanuel ”Malle” Petersen, som tilsyneladende var leder af en flugt organisation. Selv om politiet åbenbart kendte til Malles aktiviteter, så skete, der ikke noget.
Han og hans folk havde gode forbindelse og fik stort set lov til at arbejde videre. Man arbejde i grupper, og havde stor opbakning fra både adelige og kendte mennesker. Der var aldrig problemer med at skaffe ind – og udrejsestempler i falske pas. Det klarede organisationens folk i fremmedpolitiet.
På vej til Sydamerika
I sensommeren 1947 havde det norske sikkerhedspoliti opdaget, at et nazistisk konsortium havde købt en af flådens øvelsesbåde ”Falken”.
Den blev udrustet til en tur til Sydamerika. Båden blev indrettet med 24 kahytter, og antallet af rejsende var fuldttegnet. En række nazister, krigsforbrydere og organisatorer af de illegale rejser var parat til at sejle i frihed. Men det norske politi slog til.
Troels Hoff foretog sig ikke noget
Fra svensk side blev der sendt masser af rapporter til Troels Hoff i København, uden at der skete noget. Man ville gerne have, at den store organisator, Malle Petersen blev anholdt.
Nazistisk hofjægermester skriver bog
Malle Petersen havde kontakt med Nysvanska Rörelsen, som havde et stort flugtnet. Man havde en masse gårde, hvor man kunne gemme flygtningene. Man havde også forbindelser til den nazistiske hofjægermester Jørgen Sehestedt fra Brohom på Fyn. I sin celle i Vestre Fængsel sad han og skrev en bog om okkupationen og dens forhistorie.
Papirlapper blev udsmuglet. I Sverige sad Per Engdahl i Malmø og redigerede. Han oversatte til svensk, og her udkom bogen også.
92.000 norske værnemagere
I Norge havde Sikringstjenesten en liste med over 92.000 nordmænd, som var mistænkt for landsforræderi En stor del af det norske politi var nazistisk. Som vi allerede har beskrevet afgik der mange flugtskibe fra Norge. Det sidste kendte flugtskib hed Ida2. Det forsvandt så sent som i foråret 1949 og ankom til Buenos Aires den 29. januar 1950.
Vagn Lauritsens tvivlsomme motiver
I begyndelsen af artiklen nævner vi en politimand ved navn, Vagn Lauritsen. Han havde nære forbindelser til ”Malle” Petersen. Han kendte udmærket til flugtvejene gennem Danmark. Også højtstående danske officerer kendte til smuglingen af nazi – videnskabsmænd gennem Danmark. I begyndelsen var de ikke direkte involveret. Det kom først senere.
Hvad denne Vagn Lauritzens motiver var, vides ikke. Om det var penge eller idealisme vides heller ikke.
Toepke bag omfattende smuglerier
Den 24. november 1947 blev chefen for Dienstgruppe Dänemark, oberlojtnant Günther Toepke arresteret ved grænseovergangen i Kruså. Han var taget på fersk gerning i færd med at smugle en Luftwaffe – videnskabsmand, Paul Friedrich Klages over grænsen til Danmark.
Toepke måtte overnatte i fængslet i Aabenraa. Næeste dag blev han overført til Vestre Fængsel. I løbet af de næste dage blev fire af Toepke’ s nære medarbejdere ligeledes fængslet. Han indrømmede, at han havde smuglet adskillige tyske nazi – videnskabsmænd gennem Danmark.
Hurtigt gik det nu op for myndigheder, at argentinske embedsmænd også var involveret. Og åbenbart havde Toepke også i stor stil været med til at smugle tyske flygtninge ud af lejre herhjemme.
Myndigheder lagde låg på
Men man forsøgte fra myndighedernes side at ligge låg på. Toepke var en stor stjerne hos de danske myndigheder. Men åbenbart havde den danske generalstab også noget at skjule i denne sag. For et syns skyld blev Toepke idømt fire måneders fængsel
Det var faktisk Toepke, der forhindrede, at Lillebæltsbroen ikke blev sprunget i luften i dagene efter besættelsen. Og det var ham, der sørgede for, at de 285.000 tyske soldater stille og rolig gik mod grænsen.
En hemmelig antikommunistisk hær?
Den sovjetiske udenrigsminister Molotov hævdede, at Dienstgruppe faktisk var en en hemmelig antikommunistisk hær i Danmark og Slesvig – Holsten bestående af 81.358 soldater. Briterne måtte indrømme, at Dienstgrupperne var en paramilitær styrke med poltimæssige beføjelser. Historikere i Tyskland er tilbøjelig til at give den sovjetiske udenrigsminister ret.
Toepke arbejde for dansk spionage
Toepke indtrådte i Bundeswehr som oberst og blev pensioneret i 1972 med generalpension. Men forinden var han blevet gode venner med Hans Lunding, som blev chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Ja denne Toepke spionerede endda for Danmark. Også oberstløjtnant J.H. Skjoldager var dybt involveret i Toepkes menneskesmuglerier.
Nazisternes kassemester
Det var Rudolf Eugen Ludwig Freude også kaldet Ludovico, tyskfødt bankmand og industrifyrste, der sad på nazisternes pengekasse og dermed flugt – organisationernes pengekasse. Han opnåede en enorm magtposition blandt andet gennem venskab med Eva Peròn. Reichsleiter Martin Bormann begyndte halvanden år inden krigens afslutning at transportere penge, juveler og guld til Argentina. Det var Freudes opgave at anbringe denne naziformue rigtig.
Pengene blev investeret i 175 industri – og handelsselskaber, 149 andre foretagender og 17 kæmpe jordopkøb.
Efter at Eva Perón var død, var det tid til at gøre op med Freude. Han blev i 1953 myrdet med forgiftet kaffe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 20, 2016
Liv og Handel på Nørrebro
Foredrag den 20. november 2016 i Stefanskirken. Dengang skulle alt aftappes. Fattigdommen var udpræget, børn blev holdt hjemme fra skole. Det var vigtigere at tjene til familien. Man fik klø både derhjemme og i skolen. Revselsesretten blev først opløst i 1986. Det var urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Tilgangen til detailhandlen dengang var enorm, men mange knækkede nakken. Foreningen tjekkede kvalitet og illoyal konkurrence. Masser af industri og fabrikker kom til bydelen. Trafikken steg og steg. De stakkels mælkedrenge skulle også i skole. Og så var det protest mod brændevinsafgiften. Den kom både fra brugere og leverandører. Men ak i løbet af kort tid forsvandt 1.300 butikker. Der var ros fra statsministeren, samtidig med at lokale embedsmænd så rødt, hver gang de så noget fra Nørrebro Handelsforening. Hør også om alle de trusler og angreb, der kom mod bestyrelsesmedlemmerne. Det og meget mere i denne lange artikel.
Unikke butikker i sidegaderne
Dengang var der små og mindre virksomheder i baggårdene. Disse forsvandt med saneringen. I tiden før 1900 flyttede en række industrivirksomheder til Nørrebro. Rammerne blev for snævre, og de flyttede ud i omegnens industrivirksomheder. En stor del af grundende blev brugt til boligbyggeri.
Nørrebrogade blev hovedstrøget. Her kunne mangfoldigheden indtil for et par år siden beskues. Men det er som om at det centrale handelsstrøg har mistet noget. Til gengæld er der dukket unikke butikker og restauranter frem i sidegaderne. I øjeblikket er det restauranter, der har fremgang. Og det kan i den grad mærkes på Nørrebro.
De kooperative virksomheder
Det var på Nørrebro at arbejderne organiserede sig. De oprettede kooperative virksomheder. På den måde forsøgte man at skaffe bedre arbejdsforhold og fornuftige priser. Vi kan nævne Arbejdernes Fællesbageri og Arbejdernes Kødforsyning. Formålet med sidstnævnte var ”1. klasses varer til almindelige dagspriser”
Alt skulle aftappes
Efterhånden skød der butikker op overalt, først i ynkelige kælderrum. Senere erobrede de stueetagen. Der var uhyggelige lange arbejdsdage for de butiksansatte. Men det var utænkelig at holde åbent i kirketiden.
Alt skulle aftappes, lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes.
Kun på Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker. Her var de store manufakturhandlende. Der var ikke mange butiksvinduer i begyndelse. Men så kunne man jo gå efter de flotte skilte foran butiksindgangene.
På Nørrebrogade lå også hørkræmmere, spækhøkere og tobakshandlere. Her var en duft af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe.
Fattigdommen var udpræget
På Nørrebro var fattigdommen udpræget og pengene små. Mange ville gerne have varerne på kredit. Det gjaldt om at få en indtægt. Understøttelse kendte man ikke til. Fattigloven sagde, at såfremt man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra.
Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i sporvognsremissen. I skolen var der vinterbespisning for de mest blege.
Holdt hjemme fra skole – skulle ud at tjene
Ofte blev børnene holdt hjemme fra skole, fordi de skulle ud og tjene til føden. Børn under 10 år måtte efter reguleringer i 1873 ikke arbejde på fabrik, men det var så mange andre måder at udnytte dem på.
De 10 – 14 årige havde lov til at arbejde i op til 6 ½ time. De måtte dog ikke lave aftenarbejde. De voksne have en arbejdsdag på 12 timer.
For enden af Korsgade lå en politivagt, der var særdeles berygtet. Beboerne i Rabarberkvarteret betragtede politiet som uniformerede voldsmænd.
For 25 øre kunne man få et ¼ rugbrød og en halvfjerding madfedt. En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation kostede 5 kr.
De meste af Nørrebros huse bestod dengang af baghuse, sidehuse og korridorlejligheder. Husene var ofte 5 – etagers huse med kvist. Gårdene var derfor lange og smalle skakter. I bunden skulle der foruden legende børn være plads til skure og lokummer.
Mange kvinder var enlige forsørgere
Mange af kvinderne var enlige forsørgere. De boede i bag – og sidehusene på de øverste etager. Kvindelønningerne dengang var små. Økonomisk overlevede kvinderne og deres børn ved hjælp af børnenes erhvervsarbejde.
Revselsesretten først ophævet i 1986
Om vinteren dampede hestepærerne på de brostensbelagte gader. Natmændene larmede lidt rigeligt om natten. De små piger stod tidlig op om morgenen, når de skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Drengene blev sendt i byen for at finde brænde.
Rabarberdrengen blev sparket af sin fulde far. I skolen fortsatte han med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Ja, skolen var næsten som en kronisk krigstilstand. Sådan udtrykte forfatteren Martin A Hansen det.
Revselsesretten blev indført i 1685. Den sagde:
Og ej med Vaaben
Tænk engang denne ret blev først ophævet i 1986.
Stakkels Marie
Borgerskabet elskede Magasin du Nord – katalogerne. Og det gjorde barne – og stuepigerne i herskabslejlighederne også på Nørrebrogade. Men de havde næppe råd til at købe de flotte hatte og kjoler.
Man kunne måske købe stof til en sommerkjole for 70 – 85 øre pr. alen.
Lønnen var 12 – 14 kr. i måneden. Måske var der råd til en månedlig teatertur. Den billigste plads kostede et par kroner. Hvis det ikke var råd, kunne man for 60 øre købe et lille hefte med teksten til de mest hotte sange og melodier dengang.
Havde Marie i stedet arbejdet i en af de mange rebslagerier på Nørrebro, kunne hun have haft en ugeløn på ca. 6,75kr.
Så kom stationen endelig
Nørrebro var stedet for mange kooperative virksomheder. Således blev Arbejdernes Fællesbageri stiftet i 1886 og flyttede ind i lejede lokaler på Lyngbyvej 6. Året efter byggede man en fabrik i Nannasgade.
Året efter blev Dronning Louises Bro indviet. Den gamle Peblingebro var alt for smal til Nørrebros eksplosive udvikling.
Man havde ret tidlig en jernbane på Nørrebro. Ja allerede i 1863. Men dengang var nu ikke behov for, at den standsede her. Men man spejdede længe efter den, for behovet voksede. Men første efter 23 år blev der etableret en station. Det vil sige, man oprettede en station A og en station B. Og det var i det nuværende Nørrebroparken.
Der var et meget livligt gadeliv dengang. Her var gadehandlere, skærslibere, lygtetændere og fede gadebetjente.
Den mest fede var Rantzau. Han var også leder af gadebetjentene. Og så fik han sit eget lokum på Fælledvej. De andre betjente måtte stille sig i kø, når de skulle lave noget i gården.
Socialisternes arbejde var ikke glemt
50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte de følgende år adskillige lockouter og arbejderkampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet havde endnu ikke accepteret socialister.
Her er i bydelen havde der været alvorlige konfrontationer. Socialisternes arbejde på Nørrebro var ikke glemt.
På Nørrebro blev der foranstaltet Bespisnings – forening for Arbejdsløses Børn og Hustruer.
Stakkels mælkedrenge
Mælkeforsyningerne forsøgte at drage nytte af de store tekniske fremskridt inden for mejeribruget. Desuden udnyttede man stordriftsfordele. Flere selskaber konkurrerede på livet løs.
Mælkeriet Enigheden på lygten blev stiftet i 1896 som et kooperativt foretagende. Men man havde dog problemer med at holde sig uafhængig. For at overleve indgik man aftale med A/S Det Danske Mælkekompagni. Ikke alle ville handle med socialister. Det var den senere endnu mere berømt Lyngsie, der blev formand.
Efter at mælkedrengene havde været på arbejde skulle de i skole. Ja de arbejdede som mælkedreng fra klokken 4 til 12 og fra klokken 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de fleste faldt i søvn i skolen. Enigheden gav dem senere korte arbejdstid og en højere løn.
Her startede Irma
I Ravnsborggade 13 startede Carl Schepler et ismejeri i 1895. Dette udviklede sig efterhånden til Irma. Allerede ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker. Kigger vi på hans personalepolitik i dag, må man erkende, at den var benhård. Ingen af de kvindelige ansatte måtte være gift. Giftemål var fyrringsgrund.
Kunne det nu mon smitte?
I slutningen af 1880erne var Blegdamshospitalet blevet fuldt udbygget. Den 30. juli 1891 skrev Aftenbladet, om en sygeplejerske, der slog en seksårig, der var indlagt. Det endte med at bladet fik en bøde på 200 kr. Sådan noget måtte man ikke skrive om.
Det var ellers ballade, inden hospitalet blev bygget. Pastor Frimodt fra Skt. Johannes Kirke ville have lægens ord for at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning, hans menighed og eleverne på de tre nærliggende skoler.
Fem afholdsforeninger
Alle rigtige mand drak brændevin, mente man i kvarteret. Gik det galt endte man på Ladegården. På Nørrebro var der fem afholdsforeninger.
Urtekræmmere dannede handelsforening
For de handlende var fortjenesten ringe. Der var grænser for, hvad man kunne give i tilgift. For at komme dette uvæsen til livs, dannede nogle urtekræmmere Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille Ravnsborg på hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade. Det var her Johanne Louise Pätges blev født. Hun var datter af traktørparret. Men hvem var hun. Jo, det var den berømte skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.
Her var keglebane og billard. Det var den laveste del af befolkningen, der besøgte stedet. Her drak man gravøl. Det var jo lige over for Assistens Kirkegård. Og Johanne startede sin karriere med at danse på billardbordet.
Tilgangen var enorm
Folkets Hus, det senere Ungdomshus blev her rammerne om de første års aktiviteter i handelsforeningen. Allerede efter få år blev der vedtaget en kraftig kontingensstigning fra 15 øre til 25 øre.
Tilgangen til at etablere sig var allerede i slutningen af 1880erne enorm. Det var intet, der kunne forhindre en person i at etablere sig – fagkundskab var ikke nødvendig. Detailhandel blev let et nøderhverv. Den gårdmand, der havde måttet gå fragården kunne let etablere sig som cigarhandler. Den arbejdsløse eller lavtlønnede blev fristet til at starte en butik ved hjælp af kone og børn.
For husejere betød indretning af en butik i stueetagen en højere værdiansættelse. Og det betød ikke så meget ejeren om butiksindehaveren gik konkurs, som det overgik mange på Nørrebro.
Slaget i Lersø – området
Der var skovtur i juli, og senere på året var der pølsegilde. Se dengang forstod handelsforeningen at feste.
En ting rystede borgerne på Nørrebro i 1895. Det var det berømte eller berygtede Lersø – slag. Banditterne drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en mark ved Ægirsfade og tævede en betjent til døde i Lersø – området. De fortsætte deres hærgen i Søborg og Dyrhaven. Men hvem var disse Lersø – bøller?
Ja de fandt deres paradis herude i sivene. Da byen senere komme for tæt på, søgte de mod Nørre Fælled. Og Prinserne på Blågårds Plads og ude i Nordvest er efterkommere af dem. Disse prinser var meget afholdte som babysittere.
Skovtur
Dette år var der igen skovtur i handelsforeningen, uden damer. En heftig møde aktivitet fandt sted. Problemet var at grossister selv førte detailhandel. Det betragtede handelsforeningen som illoyal konkurrence.
I 1891 blev M.C. Lyngsie formand for det lille københavnske arbejdsmandsforbund på 350 mand. Seks år senere blev Dansk Arbejdsmarkeds Forbund med netop denne som formand.
Cyklen som transportredskab
Det var også på dette tidspunkt, hvor der var stor udvikling i trafikken. Cyklen var blevet betragtet som et sportsredskab. Fra 1890erne begyndte man at bruge oppumpede gummiringe, således at det nu ikke mere krævedes en så hårdfør bag.
Fem øre for en ståplads
Sporvognene var stadig hestetrukne. I 1897 gik sporvognslinjen Kongens Nytorv – Nørrebro over til elektrisk drift. Men inden da havde man forsøgt sig med akkumulatorer. Det var en fiasko, og så lugtede de. Syrevogne blev de kaldt. De fik senere deres modsvar på søerne, hvor der sejlede syrebåde. Det gik heller ikke så godt.
5 øres skulle man betale for at sidde på for og bagperron, og 10 øre for at sidde inde i sporvognen fra Kongens Nytorv af Gothersgade til Kappelvej. Og så skulle man senere til at vende sig til faste stoppesteder. Nu var det slut med næsten at blive kørt til døren.
Stadig skovtur uden damer
I 1897 foretog handelsforeningen en vigtig afstemning. Med fem stemmer mod tur, blev det besluttet at skovturen for tredje år i træk skulle være uden damer. Den anden tirsdag i september var der gevinstkeglespil. Et gals punch kunne ikke bevilliges af foreningen.
Der blev forhandlet med leverandører for at sikre medlemmerne billige indkøbspriser. Et bidrag på 50 kr. blev bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Medlemstallet var oppe på 88. Til generalforsamlingerne mødte 70 – 80 medlemmer op.
Afhængighedsforhold til mester
For en lærling var udsigterne for at overtage mesters butik ikke gode. Med en svendeløn var det ikke muligt at brødføde en familie.
Dengang var man i et afhængighedsforhold til mester. Langt de fleste boede hos mester. Ofte var de henvist til usle kamre uden varme. Ja mange sov endda under disken. Et kost – og logisystem var lige nok til at holde lærlingen over sultegrænsen. Det var arbejdsgivers trang til søvn og frihed, der bestemte lærlingens arbejdstid.
Medarbejderne stillede krav
I slutningen af 1890erne rejste de butiksansatte nogle forsigtige krav:
Man ventede længselsfuld på lønnen
Dengang var det lønningsdag om lørdagen. Der fandtes ingen mad i huset. Man ventede længselsfuld på, at far skulle komme hjem med lønnen. Butikkerne havde åben lige så længe der var kunder.
Så blev børnene sendt i byen. Kristian hentede et ottepunds rugbrød og et pund fedt. Rosa gik ned til Niels Møller nede på Nørrebrogade efter leverpostej og ned hos brændevinsbrænderen efter snaps. Det var gerne en liter. Den manglede ikke i nogen hjem. Men den kostede nu heller ikke mange ører.
Valborg blev sendt hen til urtekræmmeren efter et kræmmerhus med bolsjer.
Faderen døde tidligt
Men ak, faderen døde tidligt. Familien kom under fattigvæsnet. Heldigvis landede de ikke på Ladegården.
Der var ingen penge til petroleum til lampen. Og om vinteren gik man meget tidligt i seng for at holde varmen. Der var ikke råd til at købe kul. Om vinteren fik Kristian, Valborg og Rosa 3 – 4 gange om ugen spisebilletter.
En frækhed at sælge til private
Nørrebro Handelsforening var sure på bryggerierne og spritfabrikkerne. De tillod sig den frækhed at levere direkte til private.
Bestyrelsen i handelsforeningen vedtog, at skifte fra Lille Ravnsborg til Hotel Blaagaarden, når man afholdt bestyrelsesmøde. Men ventilationen var alt for dårlig. Man kunne ryge cigarerne. Man gik tilbage til Lille Ravnsborg. Nu kunne man så også få sig et spil kegler. Men i 1897 valgte man Aahuset i nærheden af Jagtvejen.
Telefon ikke for forretningsfolk
Foreningen blev bedt om, at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kroner, og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:
Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner
I foreningen udpegede man diverse kredsformænd, som skulle få flere til at melde sig ind i foreningen. Rygterne gik på, at Magasin du Nord var på vej til Nørrebro. Det skulle forhindres. Hurtig fik man nedsat et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.
Magasin du Nord stammer helt tilbage fra 1876 og et andet stormagasin Illum var fra 1891. De havde deres egne fabrikker og styresystemer. De importerede både færdigvarer og råstoffer. De var en trussel for den lille butik.
Foreningen skulle opløses
På et bestyrelsesmøde fandt man ud af, at der var uorden i regnskabet. Formanden truede med at politianmelde kasseren, indtil denne tilbød at afvikle gælden med en veksel på 125 kr. og månedlige afdrag på 120 kr. Episoden udløste en alvorlig krise for foreningen.
I oktober 1898 besluttede man på en ekstraordinær generalforsamling at opløse foreningen. Men der var sket en procedurefejl, og en ny formand annullerede beslutningen.
Faste priser på akvavit og brændevin
Den 27. juni 1900 afholdt Nørrebro Handelsforening et stormøde med tre punkter:
Efterfølgende skrev 500 detailhandlere under på, at man ikke ville give tilgift og anmodede om, at det blev gjort ulovligt.
Man vedtog også, at arbejde for faste priser på akvavit og brændevin.
I 1901 vedtog man at holde søndagslukket
I 1901 vedtog man at holde søndagslukket på Nørrebro. Medlemstallet i foreningen steg og steg. Efterhånden var man kommet op på 452. Kassebeholdningen havde nået det astronomiske beløb på 453,77kr. Kasseren og sekretæren fik bevilliget honorar. Men ak for anden gang i foreningens historie viste det sig at kasseren havde taget af kassen.
Lockout og brugsforeninger
En omfattende lockout lammede omsætningen på Nørrebro i 115 dage. Foreningen udsendte en presseinformation indeholdende en beklagelse, at der var oprettet Forbrugsforeninger. Man mente, at disse foreninger havde fordel af myndighederne.
Fejlbehandlinger i det psykiatriske system
På Baldersgade havde de Keltiske Anstalter til huse
Her indrettedes i 1903 Balders Hospital med 76 sengepladser. Der på de kellerske anstalter skelnede Johan Keller mellem forskellige grupper:
Han mente, at farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide, maniodepressive skulle kastreres eller steriliseres.
På Livø og Sprogø blev der oprettet anstalter for kvinder, der var letfærdige og løsagtige. Det var helt i den kellerske ånd, at de her var indespærret i gennemsnitlig syv år.
Ja senere fra 1939 til 1983 var 4.500 danskere, hvilket er verdensrekord udsat for 2Det Hvide Snit”. Igen en fejlbehandling inden for det psykiatriske system
Ingen køleskab eller dybfryser
Samme år i 1903 gik man i gang med Nordvestvejens forlængelse til Brønshøj. Man forlængede også Tagensvej.
Man havde hverken køleskab eller fryser. Bakterierne florede i uforarbejdet kød og den halvlunkne mælk. Tænk i perioden fra 1900 til 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning.
Gode tips til forældre
I 1909 kom en fagbog, der hed Barnet. Men den blev næppe en bestseller på Nørrebro. I den kun man blandt andet læse:
Skattebogen – var en bestseller
Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Her kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb, var man mindrebemidlet. Var man over, var man velstillet.
Og på grænsen fandt man detailhandlere med mindre men gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.
Den største del måtte klare sig for langt mindre, ja man fristes til at sige meget mindre.
En ufaglært arbejder eller håndværkersvende med arbejdsløshedsperioder kunne godt komme ned under 800 kroners grænsen. Den lille hjemmesyrerske tjente mellem 18 og 23 øre i timen. For en faglært arbejder var årslønnen 1.200 kr.
Kigger vi i skatteborgen, ser vi i Ahornsgade 66 en hvis cigarsorterer T.A.M. Stauning, som havde tjent 1.400 kr.
Kolonihaverne vandt frem
I 1904 brød kolonihavebevægelsen rigtig frem. Endelig kunne man få lidt luft og lys. På Nørrebro var der kolonihaver ved Hillerødgade, Guldbergsgade, Sjællandsgade og Lersø Parkalle.
Man mente, at såfremt far fik en have, som han skulle passe, så glemte han at drikke øl.
Det indre Nørrebro, Blågårdskvarteret og Blegdamskvarteret var efterhånden udbygget. Men man havde dog hele tiden knebet ekstra lejligheder ind.
Kun slagteren og bageren tjente masser af penge
Urtekræmmeren og ismejeriet tog i begyndelsen til takke med ydmyge placeringer. Fortjenesten var der dog stadigvæk ikke noget at råbe hurra for.
Anderledes var det med slagteren eller spækhøkeren. Han kunne tjene store penge, men han skulle nu også være kapitalstærk. I lidt mindre grad gjorde det sig også gældende for bageren.
Grønthandleren havde også en mindre fortjeneste. Han skulle lige nå Grønttorvet tidlig om morgenen. Og allerede dengang havde man det som man i dag kalder brancheglidning. Man kunne købe de samme varer mange steder.
Prinsesse Marie – cigaretter, de mest populære
Man kunne købe cigaretter i tre prisklasser. De mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja her var et stort billede af den populære prinsesse.
En uartig avis
Aviserne kunne man købe for 2 øre. Det var Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det lige de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig. Ja så var det den med det eksotiske navn Luis de Moulin Revue, hvor man var garanteret mindst et mord.
Masser af fabrikker og industri
Jo dengang var det bestemt også finere at hedde fru købmand Jensen end fabriksarbejder Petersens kone.
Egentlig har der været ret mange arbejdspladser på Nørrebro. Fabrikker og industri kom ret tidlig til bydelen. Og inde i baggårdene opstod der mange små virksomheder.
Det gik galt for mange
I disse år var tilgangen til detailhandlen vældig stor, især på Nørrebro. Forretningerne lå for tæt, indehaverne havde for lidt egenkapital. Man havde for lidt varekendskab og den store konkurrence medførte ofte, at man skulle yde alt for stor kredit til kunderne. Det gik galt i mange tilfælde. Et forbløffende antal butikker nåede her omkring 1907 ikke engang at blive et år gammel.
En mælketoddy
Omkring århundredeskiftet opstod der mange små kroer på Nørrebro. Her serverede man en specialitet som mælketoddy, der bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte dagens arbejde på dette.
Natmænd og sporvogne strejker
I dagene 26. – 30. august 1906 standsede næsten al udkørsel af natrenovation. Størstedelen af Københavns og Nørrebros befolkning var afhængig af regelmæssig tømning af latrintønderne. Og i denne sensommer var det bestemt ikke behagelig. Der spredte sig hurtig en duft af ikke særlig behagelige dimensioner.
Og tænk, at 1907 startede med en uges sporvognsstrejke. Det var også dette år, at De københavnske kvinders kaffevogne dukkede op på Nørrebro. Så kunne det måske være, at arbejderen glemte sin øl, når han fik sig en kop kaffe.
2.000 bøger til rådighed
Og sandelig så fik Nørrebro – borgerne i 1909 mulighed for at læse ikke færre end 2.000 bøger. Det var på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, hvor der blev oprettet et nyt bibliotek og læsesal,
En turistattraktion fra Nørrebro
I 1911 blev der produceret noget på Nørrebro, som i den grad tiltrak turister fra hele Verden. Det var brygger Jacobsen, der fik kunstneren Erik Eriksen til at lave Den lille Havfrue. I mange år troede man at modellen var balletdanser Ellen Price. Men hun udtalte:
Den Lille Havfrue blev støbt i bronze hos hof – bronzestøber Carl N.G. Rasmussen. Da den var færdig skulle man så finde en plads til den. Brygger Jacobsen og Erik Eriksen var bestemt ikke enige. Men kunstneren fik sin vilje. Og den 24. august 1913 fandt statuen sin plads og Politiken skrev:
Og modellen, ja det var Erik Eriksens smukke kone, Eline.
Store vaskedag
I 1911 havde kun 5,2 pct. af Københavns lejligheder eget særskilt badeværelse. Vask foregik som regel ved køkkenvasken. Hele familien brugte samme vaskeklud. Det kunne være, at man om lørdag gjorde mere ud af det. Vandet blev varmet over kakkelovnen i stuen og hældt i en balje. Alle brugte det samme vand. Lille Gustav måtte vente til sidst. Det kunne være, at han tissede i vandet.
Tjenestepigerne måtte bruge ”dasserne”
Det bedre borgerskab havde lokum i lejligheden. Tjenestepigen blev sat til at fjerne de ulækre spande. Hun skulle benytte ”dasserne” nede i gården.
Præservativerne var under ”Gummivarer og Cykelslanger”
Præservativerne var efterhånden vundet indpas. Men de var lidt svære at finde. Og kirken misbilligede at man brugte det. Det gjorde borgerskabet også, men de brugte dem. Man kunne nu finde forhandlere i Kraks Vejviser under ”Gummivarer og Cykelslanger”. Måske stod der med meget lille skrift ”hygiejniske gummivarer”
Men barberer og cigarhandlere havde nu også gemt disse varer meget diskret i den nederste skuffe.
Gik det nu galt og man fik en kønssygdom, ja så blev det stadig behandlet med en kviksølvskur. Og i den forbindelse kan nævnes, at fnat blev behandlet med svovlsalve.
Uha, Nørrebro station skulle nedlægges
Pludselig erfarede man, at Nørrebro station skulle nedlægges. Man planlagde i Handelsforeningen protestmøder. Medlemsskabet havde været oppe på 550, men var nu nede på 260.
Understøttelsesfonden
Den 27. februar 1912 stiftede man Understøttelsesfonden. Det skete med det imponerende beløb af 50 kr. skænket af De Danske Spritfabrikker. Det var en bøde for at have solgt akvavit til underpris. Spritfabrikkerne returnerede beløbet. Det blev starten til en fond og til køb af en ejendom i Prinsesse Charlottesgade. Og både fonden og ejendommen har Handelsforeningen endnu. Her bor en masse unge mennesker til en billig husleje.
Gennem denne fond lykkedes det at oprette otte friboliger i foreningens ejendom dengang. Og kunne man bare ophæve den fond, så havde vi også haft julebelysning i år.
Protest mod nedlæggelse af Nørrebro station
På et bestyrelsesmøde frydede man sig over, at Brugsen i Lygten det første år havde haft et underskud på 3.000 kr.
Et stort møde blev afholdt på Nørre Central med følgende emner:
Nu blev stationen ikke nedlagt før højbanen kom. Allerede i 1904 havde man truet med at nedlægge Nørrebro Station.
Mange udvalg og foreninger
I løbet af et år havde handelsforeningen behandlet 268 sager. Det var lige fra urigtig varebetegnelse, dårlig whisky, ulovlig brændevinshandel og meget mere. Jo man havde skam et whisky – udvalg. Det har man desværre ikke mere. En masse interesseforeninger var efterhånden etableret:
Politiet modarbejdede foreningen
Der blev solgt en masse varer med tilgift. Dette var ikke mere tilladt. Og der faldt en masse bøder. Foreningen påpegede manglende hygiejne hos spækhøkerne. Man anmelde ismejerier, der solgte varer, som de ikke måtte. Politibetjente optog ikke bøder, tværtimod advarede de ismejerierne, at Nørrebro handelsforening foretog anmeldelser på stribe.
Mere og mere trafik
Der blev mere og mere trafik i hovedstaden. Ved krigsudbruddet havde man i hovedstaden 950 personbiler, 250 lastbiler og 1.000 motorcykler registreret.
I 1914 var der allerede 379 motoriserede drosker i hovedstaden, men de var bestemt ikke billige. Fra et tag på Nørrebro fortog Ellehammer flyveforsøg.
Folkekøkken
Krigen kunne efterhånden mærkes. Ikke alle havde råd til mad. Magistraten fik kontakt til en tidligere gullaschfabrik, der havde til huse i Heimdalsgade. Her forefandtes gryder og lokalerne var særdeles velegnet til Folkekøkken.
Her blev der produceret 5.000 portioner middagsmad bestående af to retter hver dag. Disse portioner blev så bragt ud til 7 udleveringssteder på skoler rundt i byen.
Allerede efter få måneder gik man i gang med at bygge et permanent køkken i Møllegade for at supplere køkkenet i Heimdalsgade. Inden der var gået et år måtte begge køkkener udvides. I Møllegade blev der også indrettet en spisesal. Her kunne man sidde i varme. Prisen for to retter afhentet var 35 øre. Ville man sidde i spisesalen måtte man af med 5 øre ekstra.
Nogle folk tjente på krigen. Og gullaschen man kunne købe i dåser blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf får vi bergebet Gullach – baron.
Protest mod brændevinsafgiften
I 1917 var der stor utilfredshed med at fattigmandssnaps blev beskattet. Det gik ud over talrige forhandlere og brugere på Nørrebro. Forhandlerne var belemret med maksimumpriser. Fra foreningens side blev der fordret at fortjenesten udgjorde mindst 20 pct. Flere foreninger fordrede rabatter. Men kom det frem, at man gjorde det, blev man prompte ekskluderet.
Børsen blev stormet
Gennem tiderne har der været usædvanlig mange kampe og konflikter på Nørrebro. Vi kan ikke tilnærmelsesvis berøre dem alle sammen. Men vi kan fokusere på konflikten den 11. februar 1918. Her startede det med et par taler. Men aktionen havde et bestemt formål, men det var ikke mange, der vidste, hvad det skulle ende med. Man havde fået at vide, at man bare skulle følge de tre røde faner. Ja aktionen sluttede med, at man stormede Børsen. Det gjorde teatergruppen Solvognen mange år efter.
Under Første Verdenskrig var varelagrene efterhånden sluppet op. Umiddelbart efter krigen var der stadig mangel på varer. Samtidig var reallønnen faldet. Der opstod en stor omsætning i salget af brugt fodtøj og almindelig tøj.
Verdens første spiritusprøve
Der kom flere og flere biler. Der skete også flere og flere uheld, hvor spiritussen havde en indflydelse. Vidste I, at Verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation den 15. maj 1922.
Man forsøgte, at ensarte disse prøver og lavede en standardtest:
Og så kom man med den vejledning, at man jo kunne få den undersøgte til at tælle baglands fra 80.
Men det gik ikke godt med den første dom. Den gik på at vedkommende var stærkt beruset. Men den dømte kærede til Østre Landsret. Her mente man ikke, at det var tilstrækkelig påvist om den undersøgte var stærk beruset eller bare påvirket.
Masser af kultur fra Nørrebro
Gennem tiden er der også kommet meget kultur fra Nørrebro, men det er noget, som medierne sjældent beskæftiger sig med.
I 1923 spillede man på Nørrebro teater, Ebberød Bank. Det var en folkekomedie om en lappeskrædder, der oprettede sin egen bank, 8 pct. for indlån og 4 pct. for udlån.
Danmarks største handelscentrum
Det var et væld af butikker på Nørrebro i 1920erne. Det var efterhånden Danmarks største handelscentrum og Nørrebro Handelsforening var Danmarks største handelsforening.
Den første pølsevogn
Det var også omkring den tid de første pølsevogne kom til bydelen. Formanden udtrykte det på denne måde:
Den stakkels graver
Den 6. november 1933 blev der observeret brand i spiret på St. Johannes Kirke. Og straks blev graveren beskyldt for ved tobaksrygning i tårnet, at have været årsag til branden. Det viste sig dog, at være en blikkenslager, der havde foretaget en mindre reparation, der var årsag til branden. Men inden da havde graveren været i retten, og blevet idømt en bøde for tobaksrygning i tårnet. Menighedsrådet synes dog, at det var synd for ham. Så de samlede ind til ham.
Da De Konservative besøgte Nørrebro
Arbejderne havde efterhånden indtaget Blågårds Plads. Den var blevet dekoreret med Kaj Nielsens omdiskuterede granitskulpturer. Mandag den 29. september 1935 havde De Konservative besluttet at indtage pladsen. Det yderliggørende folketingsmedlem V. Pürschel og hans mere moderate kollega Christmas Møller holdt taler.
En større menneskemængde havde samlet sig. Den reagerede med protestråb og skældsord. Møtrikker og andet kasteskyts blev anvendt mod KU’ s højttaler. Det hele endte i kaos. Ku’ erne måtte flygte og folketingsmedlem Pürchel blev såret. Der blev uddelt adskillige blodtude, og det var kommunisterne, der førte an. De Konservative kom ikke foreløbig til Nørrebro.
I 1937 observerede man samtidig 14 – 15 gadehandlere i Baggesensgade samtidig. Dette kunne foreningen ikke acceptere.
Mange butikker blev brændt ned
Hvad der skete under Besættelsestiden har vi allerede været inde på her i kirken med en temaaften om denne tid. De danske butikker kunne ikke nægte at sælge til tyskerne. Men borgerne på Nørrebro synes nu alligevel, at de overdrev. Så da varehuset Buldog gik op i røg, så røg der adskillige andre butikker med.
Folkestrejken havde kostet over hundrede livet, 600 var blevet såret.
Man kunne da ikke have en kommunist som formand
De herrer, Skotte, Bülow og apoteker Clausen havde indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget at formanden, Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Og det kunne man sandelig ikke have.
Uha, letlevende damer i Blågårdsgade
I 1948 havde man indkaldt handelsminister Jens Otto Krag. Han kom nærmest i krydsforhør. Og ifølge referaterne kunne han ikke svare på alle spørgsmål.
Og læge Grethe Hartman kunne i 1949 konstatere, at der i 1949 var mange prostituerede i Blågårds – kvarteret.
Selvbetjeningsbutikker lukkede de små butikker
Den første selvbetjeningsbutik i København var Hovedstadens Brugsforening, Vigerslevvej 220 i Valby. En journalist fortalte, at der kun var stillet ti indkøbsvogne, men masser af kurve frem. Erfaringerne fra udlandet viste, at folk generede sig for at køre rundt med sådan en vogn.
Selvbetjeningsbutikker vokser
Gennem 1950erne voksede antallet af selvbetjeningsbutikker. I 1959 fandtes der 220 i hovedstadsområdet. Det var især Irma, der tog den nye butiksform i brug. Det var personalebesparende. Og det kostede butikker. I 1935 eksisterede der 21.000 detailhandlere i København. I 1959 var der 15.000 tilbage.
Juleanden hentede man i søen
Nogle var så fattige, at de hentede juleanden ude i søerne. Den smagte ikke godt, nærmest af mudder. Om vinteren blev man nødt at have et stearinlys tændt ude på toilettet på gangen, eller ville den fryse til. Ja hvis man var så heldig at have toilet her.
Når der kommer en båd med bananer
I 1945 sang Holger Fællessanger ”Når der kommer en båd med bananer”. Men se den båd kom først i 1952. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygninger. Så det kneb med at få vinduet helt op.
Klunser var gode babysitter
Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der var stor status hjemme i gården, hvis man turde dette.
Mange klunsere gik rundt i bydelen. De penge, som de tjente, blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og dette smagte bedre, hvis det blev tilsat lidt kirsebærvin. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig gerne sammen med ”prinserne” på Blågårds Plads. Og hvis disse var nogenlunde ædruelige, var de gode som børnepassere.
Et kys af heltinden
I 1956 sang Preben Uglebjerg Davy Crocket. Han var en helt på Nørrebro. Men det var Hopalong Cassedy sandelig også. Han havde en seksløber med 100 skud. Og alle disse helte kunne man se i Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade eller Regina på H.C. Ørstedsvej. Ja selv om brandstationen lå lige over for så brændte Odeon.
Ja både Coloseum på Jagtvejen og Nora Bio ved Højbanen blev forvandlet til supermarkeder. Men ellers var der søndag mellem 14 og 16 dømt cowboyfilm og sørøverfilm på Nørrebro. Kyssede ens helt en yndig dame, ja så skulle man råbe buuuuuh. Og når så det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget i sidste øjeblik for at hjælpe de hvide, så kan det godt være, at der var jubel.
Ikke flere tørresnore
På Blågårds Plads håbede alle unge knægte så, at de også kunne få et kys af deres udkårne. Her blev filmene også gennemspillet. Og når Zorro så var i biografen, så manglede der mange tørresnore på Nørrebro. For alle disse blev forvandlet til farlige piske. Og i legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade var det udsolgt af halvmasker.
Der var jo også Prins Valiant med karse – klippede Robert Wagner. Den havde præmie i 1955 i det gamle kinopalæ på Gl. Kongevej.
Store vaskedage
Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad godt nok vide, om de også lavede den hos Atlas på Nørrebro. Inden da måtte mor op af køkkentrappen til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller den dyre Persil Vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.
Privatbilismen skulle forbydes i 1955
Generalplanskitsen fra 1954 forudsatte, at både Nørrebro og Vesterbro skulle blive ved med at være boligområder, der kunne huse en væsentlig del af de ansatte i city. Men der måtte fornys.
I 1950erne opstod der alvorlige trafikproblemer på Nørrebrogade. Når man først var kommet bag en sporvogn kunne man ikke komme forbi. Begrebet ”drillecyklister” opstod. De lagde sig ved siden af hinanden, ofte op til seks stykker ved siden af hinanden. Dermed hindrede de absolut bilisterne i at komme forbi.
Sporvognsdirektøren i 1955 anbefalede, at privatbilismen helt skulle forbydes, der hvor den hæmmede den kollektive trafik.
Prøvesaneringer
En række tåbelige trafikløsninger blev besluttede. Allerede dengang protesterede man fra foreningens side lige som nu mod løsninger, der hæmmede butikkernes salg
I Murergade og Baggesensgade foretog man såkaldte man såkaldte prøve – saneringer. De første slumstormere kom til området. Der blev oprettet kollektiver i Jægergården og Murergården.
10 år med overfald og røverier
Fra midten af 1960erne kom der masser af udenlandsk arbejdskraft til Nørrebro. Vi fik efterhånden nye former for butikker i bydelen. Udenlandske specialvarebutikker opstod Senere fulgte nye former for fastfood – butikker
Et narko afvænningssted på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade tiltrak mange lyssky elementer. Dagligt blev centret opsøgt af 3 – 400 brugere. Stofmisbrugere fra hele byen søgte mod Nørrebro. Der var åbenlys handel med narkotika.
I ti år måtte de handlende på Indre Nørrebro finde sig i overfald, tyveri og røveri. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og lavprisvarehuse trængte for alvor frem i 60erne. Kapitalkæder fortrængte de gamle familieforetagender.
I 1967 viste en opgørelse, at de laveste indtægter var at finde på Nørrebro.
Knud Schou inviterede overborgmesteren
I 1972 fik Nørrebro Handelsforening en ny formand. Det var slagtermester Knud Schou fra Nørrebros Runddel. Han havde en hel handlingsplan klar med nye tiltag og udvalg. En af de første opgaver var at skrive til kommunen. Her advarede man mod planerne for saneringen. Foreningen mente, at man skulle gå etapevis til værks.
Det var også i 1972, at den sidste sporvogn kørte på Nørrebro. Og nu kom borgmester Alfred Wassard med den vanvittige plan, at gøre en del af Nørrebrogade til gågade. I 1974 fik man en invitation fra Røde Rose grupperne. Der skulle være en kæmpe fest i Nørrebrohallen. Den 25. september 1979 havde foreningen besøg af borgmester Egon Weidekamp. Og det store spørgsmål var saneringen.
Bispeengbuen blev anlagt
Glemt har vi også, at det var den 31. august 1972, at Bispeengbuen blev indviet under skarpe protester fra lokalbefolkningen. Tænk, hvis man allerede fra starten havde lagt trafikken under jorden?
Nørrebro blev affolket
I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Nørrebro Handelsforening gik sammen med Nørrebro beboeraktion.
Det var absolut et chok for de lokale, at man i 1979 lukkede Skt. Joseph Hospital.
Nørrebro endte i undtagelsestilstand
Efterhånden blev de saneringsmodne lejligheder i Den Sorte Firkant ikke mere repareret. Hist og her faldt et loft ned i hovedet på beboerne. Man havde hist og her placeret baljer og spande placeret for at tage vandet fra utætte tage. Trappevask og gårdrengøring blev efterhånden forsømt. Snavs, papir og affald hobede sig op. Rotterne havde fantastiske vilkår.
Slumstormere, narkomaner slog sig ned. Pyromaner forsøgte sig. Indbyggertallet i selve det område, der blev kaldt Den Sorte Firkant blev halveret.
Og så var det selve kampen om Byggeren, som vi for et par måneder siden holdt foredrag om. Det endte med, at Nørrebro blev erklæret i undtagelsestilstand. Der var yderst delte meninger om, hvordan politiet havde løst opgaven. Oppe i Borgerrepræsentationen var de yderst tilfreds.
Nørrebro mistede 1300 butikker
I 1981 omsatte 2/3 af butikkerne på Nørrebro under tre millioner kroner. Men værre var næsten at antallet af butikker faldt fra 2.326 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. Hele 120 tomme butikslokaler kunne fremvises. I Blågårdsgade var 44 pct. af alle butikker tomme.
Mange aktiviteter
Nørrebro Handelsforening forsøgte at skabe opmærksomhed ved at indbyde politikere til at dyste i forskellige sportsarrangementer på søerne. Men butikkerne kunne slet ikke blive enige. På et tidspunkt var det hele tre forskellige handelsforeninger på Nørrebrogade.
Fra maj til oktober, kan Danmarks længste og smalleste loppemarked opleves langs Assistens Kirkegård. Dette loppemarked har eksisteret i 30 år. Overskuddet er tidens løb gået til mange velgørende formål på Nørrebro.
Et godt tilbud til kommunen
I slutningen af 1992 modtog oveborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et usædvanligt tilbud. I brevet foreslog Alex Brask Thomsen at hans barndomsgade, Nørrebrogade blev omdøbt til Alex Brask Thomsens Gade.
Til gengæld ville han da godt bidrage med 250 millioner kroner til Københavns Kommunes betrængte økonomi.
Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:
BT foretog en undersøgelse:
Et par dage efter foreslog overborgmesteren, at Brask Thomsen kunne donere en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, så skulle det bok få hans navn. Men Brask var dybt skuffet.
Brask fortalte senere, at han ikke ville begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Han blev sat i jorden på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen fandt sted fra denne kirke.
Nørrebro i verdenspressen
I 1993 fik hele Verden kendskab til Nørrebro gennem CNN. Bydelen eksploderede i gadekampe. Politiet affyrede 113 skud og demonstranter kastede brosten. En del af disse røg gennem butiksvinduer.
Tænk i 1996 fik Nørrebro Handelsforening to fuldtidsansatte i sekretariatet gennem jobbørsen. I talrige år har en enkelt person alene klaret dette arbejde!
Det var måske også nødvendig for i løbet af en ti – årig periode røg medlemstallet ned fra 500 til 100.
En brosten gennem vinduet
En episode vakte forargelse i foreningen. To brosten blev en eftermiddag i åbningstiden smidt ind i McDonalds ruder på Runddelen. Personalet fulgte rudeknuseren, der forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet kom få minutter efter. De blev gjort opmærksom på observationen, noterede det ned på en blok og forsvandt. Og så skete der mere i den sag.
Forkerte oplysninger
Politikerne havde fortalt, at der var kommet flere biler på Nørrebrogade. Men Nørrebro Handelsforening kunne fortælle, at der i perioden fra 1970 til 1996 var kommet
Et dyrt samarbejde med kommunen
Selv om det langt fra var alt, man var enig med Bydelsforsøget om, så var det et godt samarbejde. Et hav af projekter deltog Handelsforeningen i. Det største var nok, Handelsstandens Indkøbsordning, som startede med navnet NH Distribution. Det gik ud på, at man købte ind for de personer, der var visiteret af kommunen.
Man fik så penge pr. ekspedition fra kommunen. Det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt var det 55 fuldtidsansatte og Nørrebro Handelsforening fik overrakt en erhvervspris af Københavns Kommune. Det gik fint i en del år. Og det bredte sig efterhånden til mange bydele. Ministre og borgmestre fra mange byer strømmede til.
Men så mente, kommunen, at der skulle spares. Uden varsel sænkede de prisen. Det kunne systemet ikke bære. Handelstandens Indkøbsordning anlagde sag, men vi tabte, selv om dommeren erkendte, at embedsmænd havde begået fald. I en fart måtte det hele sælges for at undgå større tab, samtidig skulle vi passe på, at de ældre stadig fik hjælp.
Alvorlige angreb fra Jyllands Posten
Samtidig mente Jyllands Posten, at der var nogle bestyrelsesmedlemmer, der havde begået underslæb, så en ny sag måtte føres. Kommunens advokater mente at bestyrelsesmedlemmerne skulle stilles for bestyrelsesansvar.
Det var bestemt ikke en sjov tid for nogen af os. Vi besluttede aldrig mere at indlede samarbejde med Københavns Kommune.
Ikke let at være Fætter Modsat
Nej, det var bestemt ikke let at være Fætter Modsat. Kommunen ofrede store beløb på undersøgelser af tvivlsom karakter, der skulle godtgøre, at de aktiviteter, som de satte i gang, var positiv for alt muligt. Da vi så kunne fremvise vores egne undersøgelser, der viste det stik modsatte, fik vi at vide, at vi var manipulerende. Men vi havde ikke de 250.000 kr. som kommunen ofrede bare på en undersøgelse. Og medierne var på kommunens side.
Et hav af beskyldning og trusler
Vi fik hademails fra politibetjente, og opløftende mails fra en politisk side, som vi ikke havde forventet. Personlig blev jeg truet med presseetisk nævn, som det hvis nok hedder af en oveborgmester. Der kom beskyldninger fra embedsmænd, som var helt uhørte. Nej. Det har bestemt aldrig været kedelig at sidde i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Ja nogle af os fik ligefrem trusselsbreve. Vi har da også været involveret i ulovlig khat – handel. Man mente, at vi som handelsforening kunne løse den store ulovlige handel, der foregik på Nørrebro.
Ros fra statsministeren og EU
Selv statsministeren roste os og i EU roste man vores mange initiativer, mens lokale embedsmænd så rødt, når de hørte om os. Politikkere i Borgerrepræsentationen frabad, at få nyhedsbreve tilsendt.
En dyr nat i 1999
Natten mellem den 8. og 9. november 1999 var nok en af de sorteste dage i historien for de handlende på Nørrebro. Det var ikke blot omfanget af hærværket. Men det var også de voldsomme plyndringer men også myndighedernes afmagt.
Status for natten:
Der blev stjålet:
I en parfumebutik havde et ægtepar bestemt sig for at rydde op. De følte sig direkte i livsfare. Men de ringede forgæves til politiet.
Ingen klassekamp – uden gadekamp
En enkelt ekspedient var blevet overfaldet. Vi udsendte et hav af presseinfos og deltog i diverse medier. Detailhandlere fik problemer med forsikringsselskaber. På muren på Assistens Kirkegård stod der dagen efter:
Formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer fik sin malerbutik smadret. Han måtte beskyttes af en livvagt til et offentligt møde på Blågårds Plads.
Sympatien for de handlende vil ingen ende tage, men det resulterede ikke i penge. Mange mistede store beløb. En undskyldning fra justitsminister Frank Jensen hjalp egentlig heller ikke økonomisk.
Var det falske løbesedler?
Den 22. oktober 2001 blev der uddelt løbesedler på Nørrebro, der kunne fortælle, at
Diverse imamer mente, at det var et falsum. Moses Hansen og Faderhuset betvivlede ikke sedlens ægthed. Siden er Hizb ut Tahrir jævnligt marcheret op og ned ad Nørrebrogade. Religiøse grupper m.m. har også brugt gaden for at fortælle diverse budskaber.
Reclaim the Street har ved diverse lejligheder også efterladt ødelæggende spor hos kapitalistiske forretninger.
Østerbro Avis: Nørrebro – en bydel i undtagelsestilstand
Østerbro Avis havde foretaget en undersøgelse:
Nørrebro – borgere havde sympati for ulovligheder
I 2006 opdagede Handelsforeningen, at der blev solgt ulovlige varer fra kassevogne. Og man havde stadig ikke fået styr på at butikker og kiosker solgte varer uden afgifter. Vi oprettede en speciel hjemmeside, hvor man kunne anmelde butikker. Det vakte nu ikke begejstring hos Nørrebro – borgerne. De mente, at butikkerne skulle være i fred.
Politikernes ansvar
Meningen var at Ungdomshuset skulle ryddes den 14. december. Vi bad politikerne om at udskyde dette. Julehandlen skulle ikke ødelægges. Men der var ikke meget sympati fra politikerne.
Det vakte vild forargelse, da Formanden for Nørrebro Handelsforening udtalte:
Den sidste weekend endte med at 20 butikker blev smadret.
Nørrebro i brand
Den 1. marts 2007 blev Ungdomshuset så revet ned. Butikkerne lukkede en efter en den dag. Om aftenen var der Breaking News hele aftenen. Man så på Live TV, at Irma og Kvickly blev røvet. Varer og inventar blev brugt til bål.
Den 2. september 2007 var Nørrebro atter i brand. Mange butikker blev igen smadret. Butikkernes inventar og borgernes cykler, skraldespande m.m. blev brugt til bål i gaden. Selv en dyrehandel blev udnævnt som kapitalist – forretning.
Københavns Kommune henviste praktikanter til butikker og kiosker, der bevidst snød. Efter en fest ved Ungdomshuset hos en nærliggende bilhandler ødelagt.
Nørrebro Handelsforening deltog i mandags – møder
Pludselig interesserede medierne sig for, at Nørrebro Handelsforening havde fået tilbudt Ungdomshuset for en krone. Og de tidligere brugere af Ungdomshuset var forarget. Men de havde nu fået en forespørgsel dengang, om de ville lade sig underkaste sig Handelsforeningens ledelse. Men det var der nu ikke den store begejstring for.
Glemt er det også, at Nørrebro Handelsforening deltog på nogle mandagsmøder i Ungdomshuset både på Jagtvej og den midlertidige på Rådhuset. Vi hjalp dem med en indsamling, som skulle betale for de ødelæggelser, som Nørrebro – borgerne blev udsat for.
Gidsler i en håbløs kamp
Tænk en gang, at det har kostet samfundet et trecifret millionbeløb, kampene mod Ungdomshuset. Og som så ofte før var den enkelte politibetjent og den enkelte detailhandler gidsler i den kamp. De fleste politikere var egentlig lige glade med det.
Ny butikssammensætning
I dag er antallet af cykelbutikker, slikbutikker, frisører og shawarmasteder vokset. I sidegaderne er det gourmetkokke, kaffekendere, ølkendere og naturvinsprofeter, der breder sig.
Det er ikke så meget arbejderkvarter tilbage. Derfor forsvinder de brune værtshuse. Højtlønnede blander sig nu ind i befolkningen. Nu ser man også BMW og Audi i gaderne.
Nørrebro – mesterskab i shawarma
Med de nye beboere i bydelen fik vi også en ny madkultur. Egentlig stammer Döner Kebab tilbage fra Tyrkiet fra 1853. I 1980 blev den første shawarma – bar indrettet herhjemme på Strøget. Men allerede i 1973 kunne man læse om den i Mad og Gæster. Og nu har vi vel cirka 25 shawarmabarer på Nørrebro. Og Nørrebro Lokaludvalg har investeret 40.000 kr. til, at vi kan afholde Nørrebro – mesterskabet i Shawarma.
Udenlandske magasiner skamroser Nørrebro
I gamle dage valfartede jyske handelsfolk til Nørrebro for at se, hvad man gjorde. Jo foreningen havde 800 medlemmer. Men den storhedstid er for længst forbi.
Udenlandske tidsskrifter har kaldt Nørrebro for mangfoldige, hyggelig, åben, farverig, vild, blød, spraglede og levende. Her er masser af fester og festivaler. Halvdelen af ejerlejlighederne er forældre – købte.
Nørrebro stadig ”Danmarks fattigste kommune”
Kig engang i Nørrebros butikker. De udfylder til fulde deres sociale ansvar. Men det synes medierne er for kedeligt at beskæftige sig med.
Mange eksperter undrer sig over butikssammensætningen. For mange steder er både fagbutik og restaurant i den dyre prisklasse. Og Nørrebro er stadig, hvis det var en kommune, Danmarks fattigste.
Kædebutikker siger nej
Nørrebrogade har fra gammel tid været forsyningsgaden og en pendlergade. Det er det ikke mere. Kædebutikkerne har sagt nej grundet fremkommeligheden.
De mange oaser på Nørrebro
Skt. Hans Plads er omdannet til Thomas Helmig Plads. Her hænger jyderne ud, siger man. Og kirkeuret på Skt. Johannes kirke er indstillet til Aarhus – tid.
Elmegade, Blågårdsgade, Jægersborggade, Stefansgade og området ved Søerne er efterhånden blevet oaser.
Moderne koncepter som Raw Food opstår. I Lille Mogadischo kan du foruden Khat få afrikanske specialvarer. Efterhånden byder Ravnsborggade også på en masse overraskelser.
Vi skal have små markedsføringsforeninger
Jægersborggade er efterhånden oppe på 40 specialbutikker. Her hersker endnu en speciel iværksætterånd. Ordet mainstream er ikke populært hos ungdommen. De skal have noget specielt.
Og CNN var de første til at berette om bål og brand på Nørrebro, men de var også de første til at rose bydelens specialitet. Nye virksomheder med eksotiske navne opstår hele tiden. Måske er det slet ikke en handelsforening, de skal have, men små markedsføringsforeninger.
Tillykke med de 125 år
Tak for jeres interesse. Og tillykke Nørrebro Handelsforening med de 125 år. Jeg er sikker på, at den ikke består de næste 125 år.
Kilde: