En ny vandretur i det gamle Højer

Vi tager en nostalgisk vandretur gennem Nørrevej, Nygade, Toldgade, Ballumvej og Tøndervej. Vi besøger på turen nogle spændende mennesker. Andreas Jensen kunne have blevet meget rig, hvis ikke man lige havde bygget Hindenburg – dæmningen. Og hvor lå nu Højers ældste mølle? Dannebrog vajede fra Rosenhytten den 5. maj 1945. Og så var det en afholdsforening, der hed ”Rettungsbot nr. 62”. I kælderen hos Gamle Meyer blev der opbevaret is. De to Magrether fik opkaldt en vej efter sig. Gamle Jes havde så meget metal i stuen, at de måtte spise i køkkenet hele tiden. Tømrer Ochsendorf hævnede sig over for kommunen. Og så forlød det, at man spiste masser af kartoffelsuppe i Burkal. Fået blev slagtet i nattens mulm og mørke. Krigsmateriel blev læsset på jernbanevogne ved Højer Sluse. I 1947 var der et åleeventyr. I Højer havde man kasseapparat med lokumsspand. Men man havde også snedkeri med dampkraft. Hos Damberg kunne man købe middel mod vorter osv.

 

Endnu en vandretur

Vi går atter engang gennem den gamle by, Højer. Men ”Den Gamle Redaktør” ved faktisk hvad der er revet ned og bygget nyt op og så videre.  For som vi tidligere her på siden har nævnt så er det mange år siden, at vi har gået gennem byen.

Når vi nu nævner nogle bygninger, som ikke mere findes i Højer, så ved du i hvert fald nu efter, at have læst denne artikel, hvad der har ligget der. I øjeblikket bliver der hvis revet ret mange huse ned i Højer. Når vi nu på vores vej springer nogle bygninger over, så er det fordi, at vi har nævnt disse i tidligere artikler fra Højer.

Nu kan det godt være at vi dvæler lidt ved nogle ejendomme, for lige at beskrive det liv, der engang har været i Højer. For det har været en ret så driftig by.

Hvis du føler, at vi nævner noget, som du har hørt før, så er det nok fra en artikel, hvor grafikken ikke er så god. Derfor tager vi det så med her.

 

Nørrevej

Vi begynder denne gang ud for Nørrevej 100. Her var der en lavning uden for diget. Her stod der som regel vand, når vinteren begyndte. Når der var tilfrosset, var det en udmærket skøjtebane. Og manglede den vand, ja så kunne man godt overtale Æ Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse herude.

 

Diplomatboligen

Der hvor 1861 – diget til Siltoft mødte 1927 – diget til Emmerlev byggede en tysk diplomat, Martin Brauer i 1938 sin villa i vestslesvigsk stil med stråtag. Fra Brauer var fra Højer, så mon ikke, det var hende, der ønskede at bo her. I 1945 konfiskerede staten ejendommen.

Grænsegendarmeriet overtog ejendommen, der blev indrettet til to boliger for gendarmfamilier. I 1988 gik huset igen over til privat eje.

 

Han kunne have blevet meget rig

Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til Slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget ned til damperen.

Der skulle et spand gode heste til at trække de tunge læs over diget, men det gav en god indtægt. Den mistede han, da Hindenburg – dæmningen blev taget i brug i 1927. Turisttrafikken over Højer Sluse opførte dermed. Og Andreas sukkede:

• Ja var den pakkekørsel blevet ved, så var jeg blevet en rig mand

De færgesejladsen holdt op, eksisterede af gården kun stuehuset på Nørrevej. Efterhånden købte han så nogen jord og lejede nogle arealer. Hans landbrugsbygninger blev opført i flere etaper.

 

Chr. Bundes vognmandsforretning

Da hans søn, Alfred i 1946 overtog gården, byggede han et aftægtshus ved Emmerlevdiget, Nørrevej 100. Efter faderens død flyttede Alfred Jensen landbruget ud i nr. 100 og solgte nr. 75 til Chr. Bundes, som der havde din vognmandsforretning med busser og lillebiler. Det blev efter hans død videreført af hans søn.

 

Højers ældste mølle

Går vi østpå ad Nørrevej, har vi Digeskolen på venstre hånd: En lille forhøjning vest for skolen, og som man kalder Møllepold, vidner om, at her formentlig har stået den ældste mølle i Højer. Det var en stubmølle, der har eksisteret så langt tilbage som i 1500 – tallet.

Måske skal vi lige have med, at Digeskolen er opført i 1964. Og det var foranlediget af det skoleforbund, der i 1959 blev dannet af de fem små vesteregnskommuner, som fra 1970 udgjorde Højer Kommune. Men se det er jo også nu i dag historie.

På den modsatte side Nørrevej ligger plejehjemmet Digegården, bygget i 1957.

Og så er det længere mod øst, Nørrevej 39, som er opført 1939. Her var et børnehjem, Højer Søskendehjem og en dansk børnehave. Denne blev flyttet til Nørrevej 28. Børnehjemmet blev nedlagt i 1973.

 

Rosenhytten

På nordsiden af Nørrevej, hvor nu Halvej udmunder, har det ligget en uanselig træhytte, som har sin helt egen historie. Snedkermester Wolf Lützen byggede den for sin bror, Asmus, der var gartner og havde lejet jord ved Nørrevej.

I 1943 meldte Asmus sig til den tyske værnemagt, og efterfølgende var han i Fårhuslejren. Han spurgte sin gode ven, Viggo Jørgensen, om han kunne passegartneriet indtil han kom hjem, ellers måtte det nedlægges. Men Viggo ville godt prøve, og så flyttede han ind i Rosenhytten, som træskuret blev kaldt. Og det lykkedes for ham at drive det, indtil Viggo vendte hjem.

Ja Viggo blev boede indtil han i 1952 købte ejendommen Østermarkvej 1. Og træhytten blev flyttet ned syd for A.R. Kjærbysvej, hvor det endte sine dage.

 

Her vajede Dannebrog den 5. maj 1945

Rosenhytten var omgivet af rosenbuske, så den levede op til sit navn. Ved Danmarks befrielse vajede Dannebrog på hytten. Viggo var i modsætning til Asmus, dansk. Og flagningen i fuld forståelse med Asmus` tyske søskende.

 

Rettungsboot nr. 62

Nu har vi tidligere omtalt Ungdomsskolen, den tyske privatskole og Æ armhus så vi springer ned til Nørrevej 62. Engang kunne man her på bygningen skimte bogstaverne IOGT. Og se det står for International Order of Good Templar. I 1896 blev der i Højer oprettet en afdeling af denne afholdsorganisation Rettungsboot Nr. 62.

Den omfattede også Daler, Hjerpsted og Ballum sogne samt Rodenæs. Her holdt man sine møder. Sine fester holdt man i Lauritz Petersens afholdsbeværtning Toldgade 3.

 

Is i kælderen hos ”Gamle Meyer”

På hjørnet af Nygade i Nørregade 58, boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864. Og han blev 99 år gammel. Husets kælder havde meget tykke mure og har fungeret som ishus. Her opbevaredes den is, som man i vintertiden hentede på en eller andet ”pøt”. Engang imellem hentede man også i Vidåen. Så kunne slagtere og ølmænd hente is her om sommeren.

Der var flere sådanne ishuse i byen. De fleste slagtere havde deres egne. Når isen var tilstrækkelig tyk, kunne der være mange i gang med at ise. Dertil brugte man specialværktøj, issave og isøkser. Isen blev transporteret på hestevogne til ishusene. Børnene var dog meget utilfredse, når man fjernede isen fra deres ”pøt” hvor de løb på skøjter.

 

De to ”Margrether”

Overfor Nygade udmunder Margrethevej. Nej, her er det dog ikke tænkt på vores dronning. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9, Margrethe Sønnichsen. Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev flittigt benyttet af de to koner, som næsten daglig besøgte hinanden. Da vejen blev gjort i stand og asfalteret, fik den navn efter de to Margrether.

 

Maler Jensen

I Nørregade 54 havde vi den meget farverige barber Jacobs, der også trak tænder ud.

Ved siden af i nummer 56, var det maler Jensen. Han kom nordfra. Måske var det, fordi hjuler – Jensen havde brug for ham, som vognmaler. Han malede Trøjborg på det fortæppe, der i mange år hang for scenen i Emmerlev sogns forsamlingshus. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen. Forretningen blev nedlagt i 1988.

 

En meget velbesøgt kro

Vi går overgaden og hen til hjørnehuset Skolegade 17. Her havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørerstald mod syd. Langs kroen var der på Skolegade granitpæle, forbundet med jernstænger. Her kunne man binde sin hest.

Det var en meget velbesøgt kro. På markedsdage holdt der vogne langt ud ad Ballumvej. Gottfridsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste.

Om søndagen blev kroen besøgt af skatspillere. Bordene var tætbesatte og det var så tæt af tobaksrøg herinde, at man næsten kunne skære i den. I husets nordøstlige hjørne var der samtidig med kroen en lille købmandsbutik.

Efter Niels Gottfriedsen skiftede kromanden nogle gange, indtil Lauritz Andersen kom til i 1924. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20. Nu blev han den sidste kromand på stedet. Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Når kørende folk nordfra havde ærinde i Højer spændte de af ”hos Marius”. Inden de så kørte hjem skulle de så lige ind og have ”en lille jen” i kroen.

 

Kusk på Højers ligvogn

Da Lauritz Andersen i 1934 flyttede hen i Nygade 2, fulgte Marius med. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt, der overlod den til sin søn Friedrich ”Fidde”. Kro blev det dog ikke mere. Fidde drev den som landbrugsejendom, og havde desuden en del vognmandskørsel.

I næsten et halvt århundrede var han kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Han havde altid et par smukke heste. Han elskede heste og ville gerne handle med dem. Cirka hver anden måned gik der bud hen til Jeppe Smed, at nu havde Fidde fået nye heste. Så måtte smeden hen og mønstre dem.

 

”Det brænne sæ te ret”

Under krigen kørte han en stor del tøv hjem, som lærere og andet godtfolk i byen gravede i Kogsbøl mose. Det var svært at få en fast aftale med ham. Men når han kom af sted, var der ingen, der kørte to så svingende høje tøvelæs hjem som Fidde. Var man bange for at tørvene ikke var tørre nok. Fiddes stående bemærkning var altid:

• Det brænne sæ te ret.

 

Kun i Højer

Han var i mange år medlem af menighedsrådet, repræsenterende det tyske mindretal. Det var han også efter, at de fleste tyske familier havde meldt sig ud af folkekirken og gået ind i den tyske frimenighed. Suppleant for ham var altid hans søn, byrådsmedlem valgt på den socialdemokratiske, danske liste. Det var hvis kun i Højer sådan noget kunne lade sig gøre.

I 1958 solgte Fidde ejendommen til Maria og Walther Damm, der indrettede Trikotagehuset på hjørnet. Det endte hvis med en kiosk på stedet.

 

Onkel Kedde og Tante Annelise

På den modsatte hjørne af Skolegade, Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Men ham og sin datter, Bobbe Kårmache har vi tidligere berettet om. Her har hvis været mange butikker i tidens løb.

I det lille hus i nr. 11 blev kurvemageren og datteren nabo til smedjen, hvor undertegnede faktisk er kommet en hel del. For her boede Tante Annelise, Onkel Kedde og mine to skønne kusiner, Christel og Elke. Vi har tidligere fortalt om stedet.

Det var her Onkel Keddes far Jeppe i mange år også havde smedjen.

 

Der var ikke plads i stuen

I Nørrevej 7 boede Marie og Jes Jensen. Gamle Jes var fra Frifelt og bestyrer af lossepladsen ”Om ve æ hav”. – uden for diget ud for Nørrevej.

Her havde han et læskur, som var resterne af den gamle postvogn til Ballum. Han var også strandfoged. Det meste af dagen opholdt han sig dog på lossepladsen. Han samlede effekter, som han mente havde en værdi. Efterhånden var det et ret stor lager, han kunne tilbyde. Han afhændede det til private og til produkthandlere.

Ægteparret sad altid i køkkenet. For i stuen opbevarede han sine metalprodukter. Manglede nogle en ukurant reservedel til et komfur, en kakkelovn eller andet, ja så var Gamle Jes leveringsdygtig. Undertiden røg han uklar med en anden samler, Friedrich Møller i Østergade.

 

Tømrer Ochsendorf hævnede sig

På den grund, der sender blev ejet af Brugsen, Nørrevej 52, lå Bernhard Nielsens snedkeri. Den nu for længst nedrevne beboelseshus blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen var ikke interesseret.

Han blev så fornærmet, at han fik nogle sigøjnere til kommunen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt leben. Hvem der først blev træt af dette, melder historien ikke noget om.

 

Masser af kartoffelsuppe i Burkal

Over for Brudsen ligger Nørrevej 3, et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står 1724, og bogstaverne H.J.A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen Ballumvej 38. Det at eje et hus, blev der lagt meget vægt på, for så var det ikke sandsynligt, at man skulle tilbringe sin alderdom i Fattighuset. Det var en skræk for datidens mennesker, og ikke uden grund.

Om det i Burkal, sagde man, at der fik man kartoffelsuppe så tit, at urene gik i stå. De tre næste generationer var også rebslagere. Men Hans F. Andersens bedstefar Hans Jensen Andersen solgte til sidst arealet ved Ballumvej til hjuler Jensen.

 

Masser af husdyr

Selv om rebslageriet var det egentlige erhverv, måtte der mere til for at skaffe føde til familien. Skønt pladsen i huset var begrænset, præsterede Hans J Andersen at holde 4 malkekøer, 4 ungkreaturer, 4 kalve, 2 svin samt 10 – 12 får i en kogfenne syd for byen.

 

Fåret blev slagtet i nattens mulm og mørke

Da det under første verdenskrig var svært at skaffe kød og hjemmeslagtning var ulovlig, slagtede han ved nattetid et får i kogsfennen og bar det hjem på ryggen. Gendarmen måtte ikke vide det.

Da han solgte reberbanen, måtte hans søn, Anders lære et andet håndværk. Han blev snedker men beholdt rebslagertitlen. Hans søn igen Hans F. Andersen, der var maskinarbejder, blev kendt som ”Hajse Refslæ”.

 

Fælles løbetur fra Tønder til Højer

Andreas Andersen kom i lære hos snedker Brodersen i Højer. Men:

• Æ kun it mæ det styk karl, æ ståk a

Så gjorde han din uddannelse færdig hos en lærermester i Tønder. Der var også andre unge høvringer i lære i Tønder. Lørdag aften var der en hel flok, der sammen løb hjem til Højer og søndag aften tilbage igen. Det har været omkring 1890, få år før jernbanen Tønder – Højer blev anlagt.

Før Første verdenskrig var han ansat hos Meinert Lützen, men da han kom hjem i 1919 var det ikke mere brug for ham der. De boede i huset Nørrevej 3 sammen med den gamle bedstefar, som havde sin alkove i et lille rum ved køkkenet.

 

Krigsmateriel blev læsset på jernbanevogne

Anders Andersen blev først beskæftiget på havnepladsen ved slusen i en Schiffahrtgruppe, som lossede alt krigsmateriel, der blev sejlet over fra Sild. Det blev læsset på jernbanevogne.

 

Hø på øverste etage

Derefter lykkedes det for ham at få en fiskepant ved slusen. Han byggede et skur bag huset. Det brugte han til sit snedkerværksted. For dette hverv fortsatte han også med. Familien fortsatte med at holde husdyr i det omfang, som forældrene havde gjort. Hø havde de op på loftet. Det blev forket ind ad lugen over døren. Men det har egentlig været meget brandfarligt.

 

Smør, mælk og ost fra stalddøren

Men det var ikke nok til vinterens forbrug. Så de opbevarede også hø i Andreas Matthiesens lade, Møllegade 9. Det hentede de af, når loftet var tomt. Fra forår til vinter var køerne i deres kofenne syd for Slusevej 23. tre gange om dagen måtte hans kone gå derud for at malke dem. På de tider af dagen kunne man alle vegne se konerne komme trillende med deres tohjulede malkevogne med mælkespand på. Der var køer i næsten hvert hus i Højer dengang.

De fleste koholdere leverede mælk til mejeriet. Det gjorde Andreas Andersen ikke. Hans kone solgte mælk ved stalddøren. Hun lavede selv smør. Så hælde hun mælken op i et stort fad og skummede fløden af med en skummeske. Senere fik hun anskaffet en centrifuge, købt hos Ludolf Wismar. Smørret blev kærnet i en høj, næsten cylindrisk træbeholder. Den var lidt smallere op ad. Ved hjælp af en cirkelrund plade med huller i, der sad for enden af en stang, kunne man bevæge pladen op og ned i fløden, indtil denne blev til smør.

Smørret, der også blev solgt ved bagdøren blev indpakket i pergamentpapir. Ja hun lavede også ost, både fåreost og den specielle, stærke såkaldte Backenwost. Ostemassen blev indpakket i en klud og sat under pres i et rundt kar. Den blev helt mørk til sidst og skulle efterbehandles ved at stå og ”bræmme” i høet. Man sagde ganske vist, at Backenwost skulle bræmme i møddingen for at få den helt rigtige aroma. Men det er næppe praktiseret. Fru Andersen havde helt bestemte kunder til Backenwoost.

Da mejeriet begyndte at sende mælkevogne rundt i byen, hvorfra man solgte mælkeprodukter, holdt salget ved døren op. Nu begyndte Andreas Andersen også med at levere til mejeriet, først til Møgeltønder senere til Højer.

 

1947 var et åleeventyr

I mange år var dog hans vigtigste indtægtskilde ålefiskeriet ved slusen. Ålene blev opbevaret i hyttefade i åen, indtil de blev afhentet af en eksportør fra Kolding eller Esbjerg. Så blev de pakket i kasser med is.

Det var altid en stor dag, når en lastbil fyldt med ålekasser kørte af sted fra slusen.

Den varme sommer i 1947 gav noget af et åleeventyr ved Højer. Andreas Andersen sagde selv, at han fangede 4.000 pund. De store fangster kom nu aldrig officielt til ligningskommissionens kendskab! Da Rømødæmningen blev færdig i 1948 tog ålefiskeriet af. Året efter solgte Andreas Andersen sin fiskepart ved slusen, men da var han også 75 år.

Nu var det sådan, at når ”Den Gamle Redaktør” her var på ferie ude ved Oma og Opa u i æ Kow, så var der næsten ål morgen, middag og aften. Og selv om jeg var med til ”Sat ål og snaps å æ Højkro”, så blev jeg pludselig træt af ål og anden fisk, og spiser det i dag yderst sjældent.

 

”Kasseapparat” med lokumsspand

Toiletforholdene var i Nørregade 3 som i de fleste tilsvarende huse. I et halvtag bag ved huset var der et ”kasseapparat” med lokumsspand. Når de om aftenen skulle ”på huset” havde de gerne lygte med. Spandens indhold blev tømt af i ”æ mogkåe”. Det var den trillebør, man brugte, når man mugede ved dyrene, og hældt af på møddingen foran huset sammen med det øvrige møg.

Man havde natrenovation i byen. Det var en stor lukket kassevogn, som blev tømt ude på Vestermarken. Det skete ved at forenden blev hejst op, så indholdet gled ud af bagenden.

Det var dog mange, der ikke ville betale for natrenovationen, men klarede sig som på Nørregade 3 Helt op til 1950 var der til lærerlejlighederne på kommuneskolen lokummer med spande, som lærerne selv tømte. Som en af dem sagde:

• Men det kunne ses å æ rabarbe

Ved siden af Brugsens grund står vandtårnet, som bærer årstallet 1934 og øst for denne har det været et bryggeri.

 

Fidde Træ og Fidde Buhn

Den mest imponerende bygning på Nørregade er dog Hindrichsens købmandsgård fra 1760, Nørregade 1. I 1843 blev den ejet af Fedder Hindrichsen. Han var træhandler, kornhandler, urtekræmmer, brygger, krovært og landmand.

Oprindelig boede familien i stueetagen på ”Haubargen”, men senere byggede familien også det store hus på Nørregade 38 til familien. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig. Den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.

Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå lige øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. I 1930erne hed de begge Fedder. Og for at skille dem fra hinanden kom de i folkemunde til at hedde Fedder Træ og Fedder ”Buhn”

 

Et blandet kommandosprog

Og så var det den gamle brandstation. Før 1945 var kommandosproget en blanding af synnejysk og tysk:

• Rechts um – å ind af æ lejgaf

 

Masser af industri i Højer

I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrik, der tilhørte købmand Knudsen. I løbet af 1800 – tallet blev der faktisk oprettet en del industriforetagender i Højer. Der har været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådvævsfabrik og kalkbrænderi.

Det sidste brændte ”Skællekalk” af hjertemuslinger. Denne kalk gav en hvid og meget stærk mørtel eller ”smadder” som murerne siger. Mange huse vidner endnu med deres hvide fuger om brugen af skællekalk. Nummer 32 var i øvrigt et smukt og absolut bevaringsværdigt hus, indtil det fik ny gavl og moderne vinduer. Ja vi har i en tidligere artikel gået gennem byen og tilladt os, at kritisere nogle af de ældre huses tilstand.

 

Af sundhedsmæssige grunde

Ved siden af går vejen ned til den ”ny” kirkegård. Den blev oprettet i 1862 dels fordi der var for lidt plads på den gamle ved kirken, dels af sundhedsmæssige grunde, idet der var en brønd med pumpe ved næsten hvert anden hus. Ja der var også en tæt ved kirkegården. Men en tyfusepidemi i 1860 – 1861 var nok den direkte årsag.

Resten af Nørrevej følger bagsiden af husene i Nørregade. Og ved den østlige ende danner de to gader en spids vinkel med hinanden. På den trekant, som derved fremkommer, blev der i 1950 rejst en Genforeningssten.

Den østligste bygning på Nørrevej er nummer 2. Den blev opført af Chr. Ohlsen, Østerende 3, da han i 1931 flyttede sin jernhandel hertil. Firmaet blev ført videre af hanjs søn Waldemar.

 

Nygade – Toldgade

Nygade 2 er opført af Lauritz Andersen. Det var den sidste kromand, der havde Gottfriedsens kro, Skolegade 17. Da han nedlagde kroen, byggede han huset i Nygade og ernærede sig som kolportør.

Han købte hver uge et antal eksemplarer af de gængse ugeblade, lagde omslag om dem og udlejede disse mapper til kunder fra nær og fjern. Så gik de på omgang efter et bestemt rutesystem. Distributionen sørgede han selv for. Han blev almindeligvis kaldt for Æ mapmand.

 

Fra Ridende Gendarm ved den gamle grænse

Nord for huset har man gennem haverne udsigt over Ballumvej 3. Her boede rebslager Andersen. Hans reberbane gik netop her fra Nygade og helt over til hans hus på Ballumvej.

Nygade 1 er bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Her havde de kontor for det vestlige grænseafsnit, der omfattede Højer og Rudbøl. Den vagtmester, der var afsnitsleder boede i huset. Den sidste var overvagtmester Albert Solager, som her afsluttede sin karriere. Han begyndte som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920. I 1973 afhændende gendarmeriet huset til private.

På det næste hjørne til venstre lå den tidligere toldbygning fra 1910.

 

Murermestrene Schmidt

Toldgade 8 er opført af brødrene Schmidt. De var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj, som var kvarteret omkring Nygade – Toldgade.

Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon, som endnu kan ses på det smalle hus på nordsiden af Søndergade mellem Skolegade og ”Bohsti”. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget. Senere flyttede Schmidt til Norge, hvor han fortsatte produktionen.

 

Et moderne snedkeri

Toldgade 6 er bygningerne lige nord for hørte til Meinert Lützen møbelfabrik, som han havde udviklet der fra 1896. Han var den første snedker i Nordslesvig, der anvendte maskiner i sit værksted. Allerede i begyndelsen af 1900 – tallet havde han dampmaskiner til at drive disse maskiner. Han lavede allerede selv elektrisk lys, før der blev oprettet elværk i byen.

Kedelhuset, der har haft en høj skorsten lå øst for nummer seks. Der var mange beskæftigede i hans virksomhed, og det var kvalitetsarbejde, der udgik fra den. De fleste snedkerværksteder i byen havde ikke maskiner. De fik deres værkstedsarbejde udført hos Meinert Lútzen.

Her blev høvlet træ til ligkister og her fik tømmerhandleren høvlet gulvbrædder. Det sidste krævede megen dampkraft.

 

Polstrede møbler

Meinert Lützen drev både bygnings – og møbelsnedkeri. Før første verdenskrig havde han ti snedkere og en polstrer ansat. Under krigen omstillede sønnen, Peter Lützen fremstillingen til næsten udelukkende polstrede møbler. Så nu beskæftigede han ti polstrere og en snedker. En del af dem blev derefter arbejdsløse. De begyndte så selv med større og mindre held at drive værksted.

Da den anden søn, Peter Lützen senere overtog virksomheden, nedlagde han efterhånden det meste af produktionen og satsede på driften af en meget velassorteret møbelforretning i Toldgade 6. Efter hans død blev virksomheden i 1986 helt nedlagt.

 

Den ridende gendarm

I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i tysk tid. Hestestalden stod bag huset. Han fungerede som politibetjent i området. Og i nummer tre havde Lauritz Petersen sit alkoholfri værtshus.

 

Ballumvej

Vi har tidligere i vores artikler besøgt Dambergs købmandsforretning på Ballumvej 7. Der har så mangen et barn sikkert fået ”en tut bom”. Dengang bestod butikken af en masse ting, der hang ned fra loftet. Blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande. Ved døren stod en åben sæk korn. Ved siden af stod de store trekantede klipfisk med halerne i vejret.

 

Middel mod vorter

I bagbutikken sad petroleumspumpen på væggen og i vinduet ud mod gaden stod kaffemøllen med de festlige store blanke svinghjul. Det ufarvede smør stod i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir.  Og med i pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte smørret i husholdningen, æltede husmoderen det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarvet i. Margarinen stod i en træbøtte. Den blev indpakket ligeledes i fedttæt papir.

Her kunne man også få midler mod vorter. Og ude ved Slusen havde Damberg en tank stående, hvor han leverede brændstof til fiskernes bådmotorer.

 

Bestyrer af Emmerlev Klev

Og så er det urmager og guldsmedeforretningen, Ballumvej 9. Den første Hyldtoft kom fra Ravsted og begyndte sin virksomhed i nummer 29. Hans søn Jacob begyndte i nummer ni.

I nummer 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognmandsforretning med to heste. Hans søn, Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom tilbage overtog han strandhotellet ved Emmerlev Klev. Åh ja, sikke mange minder, man har derfra.

Og nu blev nummer 11 så solgt til Peter Jensen, som etablerede mekanikerværksted og lillebilforretning. Han fremstillede en del metalbeslag, som hjuler Jensen eller Europa – Jensen, som han også blev kaldt, brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz vaskeri her. Og broderiforretning var her også.

 

Mad ud af huset – med bestik

I nummer 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en meget dygtig smed. Størstedelen af hans jerngitterværk kan ses overalt i byen. Han havde udstillingsvindue ud til gaden, ja han solgte også landbrugsmaskiner.

Efter hans død oprettede hans enke og to døtre et pensionat på stedet. De leverede også mad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunderne kunne også som Dr. Kühl få et komplet service med.

 

Før Ballumvej med muddergrøfter

Nord for nummer 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962. Her havde hjuler – Jensen en filial af sin virksomhed, som han kaldte det træskur der stod her.

Det var også her, at grænsekommandoen blev indkvarteret.

Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 sit gartneri med drivhus. Når det havde regnet en forårsdag, var her masser af trafik for folk, der ville hente kål – og andre planter.

Endnu i begyndelsen af 1920erne var vejen, der dengang hed Grønnevej ikke brolagt med dybe grøfter, ja til tider muddergrøfter. Og i disse havnede en gang imellem en uøvet cyklist.

Og det er også her på Ballumvej, vi har forsamlingshuset, bageriet og en gammel hatteforretning. Ja her etablerede Europa Jensen også sit store firma, som vi har skildret i tre – fire artikler.

Dr, Kühl og rebslager Hans Peter Andersen kan du også læse om andre stede her på siden.

 

Tøndervej

Der ligger en gård på venstrehånd, Tøndervej 1. denne har vi fokuseret på tidligere. Syd for Tøndervej rejste der sig en ny bydel af parcelhuse. I folkemunde blev denne bydel kaldt for ”Snobberup”.

 

Jammerbugten og Guldkysten

Ja de huse, der lå direkte ved Tøndervejs sydside fik navnet ”Guldkysten” Gårdejer Hans Hindrichsen fik på baggrund af dette til at kalde bebyggelsen på Tøndervejens nordside til at kalde denne del for ”Jammerbugten”. Bønder klager sig jo altid.

Fortsætter man nu østpå ad Tøndervej finder man på højre side, lige før den hvide bro over Sejersbækken – Oldemandsfennen. Denne blev altid tillagt Bønderkommunens oldermand.

Længere ude på nordsiden af vejen ”Snur – om”, der tidligere var kro for blandt andet fragtkuske og jævne høvringer. På et tidspunkt var her blomsterhandel.

Nu holder vi så en lille pause i vores nye vandring, men vender frygtelig tilbage.

 

Kilde:

• Se Litteratur – Højer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 57 artikler om Det Gamle Højer og Omegn

 

 

 

 

9. april – aldrig mere

Hvad er ”den rigtige” og hvad er den ”forkerte” historie? ”I amatørfuskere I er kun ude efter konspirationsteorier”, ja det er noget, man har været ude for, når man har beskæftiget med besættelseshistorien. Eller, at man beskyldes for løgn, når man holder foredrag om dette emne. Der har altid været mange meninger, og der er et hav af litteratur om emnet. Men nu er fortolkning mange ting. Samarbejdspolitikken er det moralske dilemma. Og den 9. april forbliver et skår i den danske selvopfattelse. Historien om Besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Men vi lærer ikke noget af myter, vi skal have sandheden frem. Litteraturen ville have, at de skyldige skulle stilles til ansvar. Men hvem var egentlig forræderne?

                                              

 

Et tema, der vækker debat

Der findes nok ikke et tema, der er blevet beskrevet så meget i danmarkshistorien som besættelsestiden. Og det fylder også på ”Den Gamle Redaktørs” bogreol. Men der er nok heller ikke et tema, der kan vække så meget debat som netop dette. Og finder du en sag fra dengang, du gerne vil bore dybere i og ikke lige er historiker, ja så er arkiverne lukket.

 

Fortolkning er mange ting

Men det er ikke kun de fem år, der er spændende. Det er også tiden før og tiden efter. Vigtigt er det vel også, at have de kritiske briller på, når du ser tiden beskrevet i litteraturen. Fortolkning er nemlig mange ting. Denne fortolkning bliver hele tiden ødelagt af, hvem vi skal give skylden. Hvem var det lige, der var kujonerne?

Det handler også om skyld, ansvar, prestige og magt. Dette er ikke befordrende for at fremme realisme og sandhed.

 

Det eneste land i verden

Den 1. januar 1940 sagde statsminister Th. Stauning blandt andet følgende i sin nytårstale:

• Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede og disse forhold i forening med den uvilje til krig som efterhånden er udviklet i befolkningen har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab.

Tænk, at Danmark var det eneste land i Verden, der ikke ville forsvare. Nu skal dette dog ikke ligges Stauning for last. Han ville gerne opruste, men det ville den radikale regeringspartner ikke. Men Stauning tog her et hovedspring ud i de tabuer han det sidste årti omhyggelig havde undgået.

 

Pres fra De Konservative

Efter pres af blandt andet De Konservatives John Christmas Møller måtte Stauning acceptere en folketingsbeslutning den 19. januar:

• Folketinget beslutter at udtale, at man fra alle sider i det danske folk er enig om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed.

Regeringen var enige om, at se tiden an. Kun Hartvig Frisch stillede spørgsmålet om, hvordan omverdenen ville betragte det, hvis vi ikke foretog en mobilisering.

 

Ikke en samlet beredskabsplan

Enhederne i Sønderjylland havde fået udleveret skarp ammunition og var i alarmberedskab. Ja egentlig var det begrænset, hvad hver enkelt soldat fik i ammunition.  Men det var ikke en samlet beredskabsplan. Det var det heller ikke med henblik på at stoppe den tyske fremmarch. Søværnet og kystbatterierne var i samme sørgelige forfatning.

Vores forsvar var sparet ned til et minimum.

 

Udfaldet havde været det samme

Trods advarsler og tegn på at noget var i gære, sagde regeringen nej til Generalkommandoens ønske, om at samle styrkerne i Sønderjylland og rykke dem frem til grænsen.

Med en enkelt bataljon blev København bekæmpet.

Meget hurtig var man enige om, at indstille kampene. Men det budskab kom ikke frem til Sønderjylland grundet elendige kommunikationsforbindelser. Her og ved Amalienborg faldt der i alt 16 mand og 23 blev såret.

Havde general Prior fået sin vilje, havde det nok været 160 eller 1.600 faldne. Om den danske selvrespekt så havde været større, det afhænger af med hvilke øjne, man ser på det. Udfaldet havde dog været det samme.

 

De skal have æren

I Sønderjylland blev der trods alt kæmpet 13 steder. Angiveligt skulle der være faldet 200 tyske soldater. Men dette antal bliver også afvist. Men arkiverne er væk, så det kan ikke kontrolleres.

Kaptajn Bahnsen, hvis mandskab blev involveret i kampene ved Bjergskov og Bredevad i Sønderjylland skrev kort om begivenheden:

• Denne Kamp var ikke Chefernes Kamp, hvor der var Lejlighed til Føring. Det var vore fremragende Underførers Aand, Moral og Dygtighed, der her stod sin Prøve. Det var Mandskabets, Korporalernes, Sergenternes og Løjtnanternes Kamp, og de skal have Æren.

 

Hvorfor reagerede englænderne ikke?

Angrebet kom som en overraskelse. Man havde ignoreret advarslerne. Men det havde englænderne nu også. For ellers kunne de have sat et kæp i hjulet med deres overmagt til søs. Egentlig kunne englænderne måske have udvirket en masse.

Det var jo sådan, at den enorme operation Weserübung forudsatte samtidige angreb over en 1.600 km lang front og brug af 1.000 fly, 125.000 soldater og næsten den hele tyske flåde på en gang. Den tålte ingen forsinkelse og skulle gennemføres på en dag. Den blev af tyskerne kun iværksat under store betænkeligheder.

Den overmægtige britiske atlanterhavsflåde, der lå ved Pentland Firth, kunne med kort varsel have tilintetgjort den tyske krigsmarine. Længere før vidste man i hvert fald fra dansk side, at der foregik en oprustning i de nordtyske havne ud til Østersøen.

 

Man ventede på et ultimatum

Normalt starter en krig med at det ene land stiller forskellige krav, som regel af territoriel karakter. Derefter følger diplomatiske spilfægterier, forhandlinger, som så måske fører til sammenbrud. Derefter udsender den angrebslystne part en krigserklæring, hvorpå myrderierne kan starte. Også andre regler skulle overholdes, eftersom de er nedfældet i internationale krigslove, som parterne tidligere havde underskrevet.

Men hverken Tyskland eller Sovjet overholdte disse regler. Og når det drejer sig om Danmark, var det set med tyske øjne ”en fredelig besættelse”. Forklaringen var, at Danmark og Norge skulle sikres mod en nært forestående britisk invasion.

 

Svenskerne var med på ideen

At briterne havde overvejet det, ja det kom ført frem efter krigen. Men nu var den særdeles vigtige tyske import af jernmalm fra Kiruna muligt. Og svenskerne var med på ideen.

Tyskerne havde brug for støttepunkter til deres flåde i Norge, for at sikre jernmalmen. Danmark var blot en trædesten på vejen. Men snart fandt de ud af, at de kunne bruge vores landbrugsvarer. I stor stil blev disse eksporteret syd på også efter 29. august 1943.

 

Landmænd og fiskere tjente godt

Landmænd og fiskere tjente godt. En måneds forbrug hvert år af flæsk, smør, æg, fisk osv. stammede fra dansk landbrug og fiskeri.

Diskussionerne er gået siden. Var det noget, som vi kunne have gjort anderledes? Uenigheden om, hvad der skulle have været gjort er der endnu. Men et er sikkert. Ydmygelsen var sket.

 

Hvad mon naboen tænker?

Mange tog det i småborgerlig stil ”Hvad mon naboen tænker” Man var flov, særlig efter, at man hørte, at nordmændene havde kæmpet.

Det var kun meget få danskere, der havde troet, at deres land var så svagt. At man nu fuldstændig skulle tages på sengen havde man dog ikke regnet med. At man kunne acceptere det, var nok det værste. Det syntes at afsløre en afgrundsdyb slaphed og manglende vilje til at forsvare de værdier, man ellers aldrig blev træt af at rose sig selv af. Alle de positive ting, man kunne opsummere som det at være dansk.

Havde man ikke taget en beslutning den 19. januar? Kapitulationen i 1940 slog store skår i den nationale selvrespekt, som tilbagetoget fra Danevirke gjorde det i årene efter 1864. Ja og før da var det tabet af flådet i 1807.

 

Hollænderne kæmpede bravt

Hollænderne kæmpede en desperat kamp. De havde 350.000 mand med luftstøtte og alt muligt. Men det var ”Luftwaffe`s Ausradierung” af Rotterdam, der knækkede hollænderne. Men bombaderingen var unødvendig for hollænderne var på daværende tidpunkt nedkæmpet.

 

De norske forhold

Kan vi sammenligne os med Norge, med deres bjerglandskab og englændernes hjælp?

I Norge måtte tyskerne kæmpe i to måneder, før regeringen flygtede til England og den norske hær kapitulerede. Svenskerne accepterede, at der blev ført tyske tropper gennem Sverige. Det glemmer nordmændene aldrig. Den norske regering betragtede under hele krigen at være i krig med tyskerne.

Men vi skal jo ikke glemme, at medlemmer af det norske storting forhandlede med tyskerne om dannelse af en norsk samarbejdsregering. Man var endda indstillet på at svigte den flygtende regering og suspendere kongen. Forhandlingerne kuldsejlede, fordi tyskerne ville have nazistisk dominans (NS) i regeringen.

 

Den danske modstandskamp var ”vildere”

Den danske modstandskamp var langt ”vildere” i Danmark end i Norge. Det var kun de sidste 10 måneder, at modstandsfolkene i Norge kæmpede på samme måde som i Danmark. Antallet af likvideringer i Norge ligger på 82, mens det herhjemme er over 400, hvoraf mange slet ikke var stikkere.

I Danmark sad våbnene mere løst, og her var ikke samme sikre styring af kampen gennem Frihedsrådet som det var i Norge. Der blev holdt et fast tag, men de kunne ikke styre kommunisterne.

I Norge blev de politiske partier forbudt og erhvervsorganisationerne blev sat under tysk administration

 

Hvad var det lige Scavenius fik sagt?

Danmark kom aldrig i krig med tyskerne, heller ikke efter 29. august 1943. Hvad var det nu Erik Scavenius sagde efter krigen:

• Hvis vi var i krig med Tyskland, var det godt, at tyskerne ikke opdagede det!

 

Skår i den danske selvopfattelse

Manden på gulvet havde aldrig opgivet. Vi har lært i historiebøgerne, at der altid kom en dansk general eller konge og vandt det hele.

Kapitulationen trak dybe spor i den danske selvopfattelse. Det vakte stærke følelser og gør det stadig. Nogle trak i tysk uniform, andre gik ind i modstandskampen.

 

Samarbejdspolikkens moralske dilemma

Stauning udtrykte det senere sådan her:

• Danmark kunne vinde tid og undgå den store katestrofe

Men hvad nu, hvis andre havde set det på samme måde som Danmark? Det er samarbejdspolitikkens moralske dilemma.

 

Pest over Europa

Vi havde vores gode gamle folkestyre. Og så var det alle de nye ideer, der tordnede frem. Nazismen, kommunismen og fascismen. Det var lige som ”Pest over Europa” og Danmark skulle ikke blive smittet.

 

Selvmorderisk galmandsværk

Men det var jo ikke meget nogle få hundrede mænd på cykler og motorcykler kunne stille op mod en pansret tysk krigsmaskine på tusinder af veltrænede og veludrustede soldater. Fra ethvert praktisk, nøgternt og for den sags skyld militært strategisk synspunkt ville et egentligt militært forsvar af Danmark have været et selvmorderisk galmandsværk.

 

Vi måtte klare os selv

Vi måtte klare os selv. Der var ikke udsigt til nogen som helst hjælp. Efter krigen mente et flertal af danskere, at vi nok hellere måtte knytte nærmere samarbejde med krigens sejrherre USA. Men kunne de nu have sejret uden russerne? De havde trods alt ydet de største ofre.

Vi vidste det jo godt. Churchill havde på forhånd sagt, at Danmark ikke kunne forvente britisk støtte i forbindelse med en tysk invasion. Men det vidste Stauning allerede i 1938, da han kom tilbage med meldingen om, at englænderne hverken ville eller kunne forsvare Danmark. Englænderne betragtede Danmark som værende under tysk interessesfære.

 

Tyskerne ville respektere grænsen eller?

Tyskerne lovede, at de ville respektere de danske grænser fra 1920. Det havde de så ikke lige fortalt Det Tyske Mindretal, der så deres smit til at komme ”Heim ins Reich” med den gamle Kongeå – grænse. Men hvad nu hvis tyskerne havde vundet Anden verdenskrig?

Samarbejdspolitikken skånede Danmark, men den var også til gavn for den nazistiske krigsøkonomi lige til krigens sidste uge.

 

Danmark – det lille latterlige land

Werner Best kunne konstatere, at Danmark kunne ”køres” med blot 89 embedsmænd, svarende til én for hver 43.000 indbyggere. I Norge var tallet en for hver 3.700 indbyggere. Var det ikke også Hitler, der udtalte: ”Dänemark, das kleine lächerliche Land!

Russerne overtog Bornholm. De var på vej til Danmark. Og de forlod først øen igen i marts 1946. Vi kunne ikke have gjort noget som helst, hvis de var vendt tilbage.

 

Ikke noget nordisk samarbejde

Det blev aldrig til noget med et nordisk samarbejde. Sverige ville bevare sin neutralitet, selv om de nok havde bidraget en del til den tyske krigsindustri. Og Norge ville ikke give slip på USA og Storbritannien. Siden første verdenskrig var det sådan, at Danmark altid skulle holde sig gode venner med tyskerne. Vi skulle i hvert fald ikke stille os på deres fjenders side.

Fra dansk side havde man aldrig forestillet sig, at skulle stoppe en tysk hær. Man havde selvfølgelig ideen om, at stoppe Slesvig – Holstenske nazister, der ville over grænsen.

 

Hvordan så de på os?

Selv om det varede længe, så kom Montgomery før russerne. Hvad ville der ikke være sket, hvis det var russerne, der kom først?

Hvordan så russerne, briterne og amerikanerne på os, trods modstandsbevægelsen? Var det et politisk svigt af dimensioner, der nærmerede sig forræderi?

Og modstandsbevægelsen, sabotører og SOE – agenter brugte regeringen og politiet mange kræfter på at bekæmpe.

 

Vi lærer ikke noget af myter

Den nye fortælling om 9. april har ofte lang afstand til de reelle begivenheder. Er det ikke vigtigt at kende historien fra dengang, at kende den rigtige historie? Hvis vi ikke kender den, kan vi ikke sige:

• Aldrig mere 9. april

Vi lærer ikke noget af myter. De bekræfter kun vores egne fordomme. Men ”Den Gamle Redaktør” er bange for, at mange af de bøger inde på reolen er fulde af myter. 9. april er blevet en slags selvpinerisk myte om det danske vankelmod og manglende vilje til at bringe ofre, når det er brug for det, fortjent eller ej.

Man kunne knap nok forstå, at krigen kom til Danmark den 9. april 1940. Dertil var de krigeriske begivenheder for få og for små. Men en alvorlig angst brød ind i landet med de tyske tropper, og den fortsatte med at ruge over nationen i de følgende fem år, mens den gradvist voksede sig stærkere.

 

Kan bruges til aktivistisk udenrigspolitik

Anders Fogh Rasmussen tog for nogle år siden problematikken op med manglende modstand og samarbejdspolitikken. Det faldt sammen med hans egen aktivistiske udenrigspolitik med deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan.

 

Historien ændrer sig hele tiden

Vi fik trods alt ved hjælp af modstandsbevægelsen plads hos sejrherrerne.

Historien om besættelsestiden ændrer sig hele tiden. I mange år ville man helst kun tale om den heroiske indsats, som modstandsbevægelsen var involveret i. Senere fik vi historien om landbrugs og fiskerieksporten. Det varede længe inden vi historierne om tyskerpigerne, de østfrontfrivillige, Frikorps Danmark og de andre ikke særlig behagelige fænomener.

 

Du lyver

Undertegnede har et par gange holdt foredrag om besættelsestiden. Det har faktisk flere gange betydet, at folk er gået i protest mod det, jeg har sagt. I pausen er der unge mennesker, der er kommet op og beskyldt undertegnede for at lyve. Det jeg sagde var ikke det, de havde lært på deres studie eller i skolen. Nu er det jo ikke fordi man lige just spreder løgne.

Så vidt vides er undervisning om besættelsestiden ikke obligatorisk i gymnasiet. Det kan jo undre.

 

Omfattende litteratur

Litteraturen om besættelsestiden er i den grad omfattende. Vi har forsøgt at lave en litteraturfortegnelse med foreløbig har vi her på siden opgivet. Dertil kommer diverse debatindlæg, artikler i diverse tidsskrifter m.m.

Først var det modstandsbevægelsens højre fløj, der kom til orde. Lige efter 1945 vrimlede det med erindringer, fremstillinger og rapporter. Hvis man har tid og koncentration til det, så var det jo også Den Parlamentariske Kommissions mange bind.

 

De skyldige skulle findes

Igen engang var der så spørgsmålet, hvorfor man ikke reagerede på de mange advarsler, og hvorfor duede kanonen ikke på Middelgrundsfortet. Og de skyldige skulle nu pludselig findes. Der var anklage om embedsmisbrug, embedsforsømmelse, kollaboration og forræderi. Og så dukkede anklagerne om Rostock – mødet op gang på gang.

Historikerne tager efterhånden over efter politikere, jurister og professionelle debattører. Og nu kunne man så begynde at kigge i de tyske marinearkiver vedrørende Weserübung. Og i 1980erne gjorde mange folk sig kloge på den danske sikkerhedspolitik. De fleste historikere var enige om, at Danmark blev nødt til at indrette sig efter tyskerne i slutningen af 1930`erne.

 

Det harmonerede ikke sammen

Der ligger sikkert en masse spændende i Rigsarkivets samlinger. Det kan undertegnede konstatere efter at vi er dukket ned i enkeltsager omkring grænsen. Her er det tydeligt, at man har forsøgt at viske tavlen ren og forsøgt at fjerne bevismaterialer. Man kunne måske også lytte noget mere til, hvad ens far fortalte. Det harmonerede ikke altid med det, der stod på skrift.

 

Hærledelsens opfattelse stik mod regeringens

Hærchefen Erik With havde bestemt ikke samme holdning som udenrigsminister P. Munch. Og Prior foreslog at regeringen og kongen skulle begive sig til en af de nordsjællandske kaserner. Hærledelsens planlægning var stik mod regeringens holdning på mange punkter.

Hvorfor skulle Himmler røbe planer?

Og atter engang dukker myterne om Rostock – mødet op i 1990`erne. Var det en aftale mellem den danske og tyske regering? Næppe, og hovedvidnet, Jes Schmidt fra Det Tyske Mindretal var vel næppe det mest neutrale vidne. Det viste sig også, at hans udsagn ikke kunne holde.

Men hvorfor skulle Himmler røbe tyskernes planer over for Munch? Ikke engang Renthe – Fink vidste noget før den 8. april.

 

Hvad skulle vi selv have gjort?

Modstandsbevægelsens hovedargument er, at hvis der ikke var blevet gjort modstand under besættelsen, så ville Danmarks status have været anderledes i forhold til de allierede. I modstandsbevægelsens egen selvforståelse er dens indsats en kompensation for den manglende danske modstand den 9. april og at der derved sikres Danmark en plads i det gode selskab.

Selv om man havde taget de advarsler alvorlig, der kom fra Berlin, havde det nok ikke gjort nogen forskel. Noget andet er, at havde englænderne taget dem alvorlig, havde det måske set helt anderledes ud.

 

Var interesseret i Aalborg Lufthavn

Egentlig var tyskerne mest interesseret I Aalborg Lufthavn på vejen til Norge. Men den danske hær havde ikke engang en garnison i Aalborg i 1940.

 

Mere brug for hø end benzin

En anden ting er, at vi hører, at de tyske tropper kom med det mest moderne udstyr dengang. Nu har de tyske militærfotografer vel kun fotograferet den tyske spydspids med motoriserede enheder. For i realiteten var der tale om en talstærk gammeldags hær med et lille relativ dårligt udrustet panservåben.

En tysk standarddivision havde i 1940:

• 940 motorkøretøjer og 5.400 heste

Man kan sige, at den tyske krigsmaskine havde mere brug for hø end benzin. Og de fotos, der viste alle hestene er tydeligvis gemt væk.

 

Hvad var det lige med tysklandsarbejderne?

Det var også sent, at man tog emnet op omkring Tysklands – arbejdere. Det var social og økonomisk pres på danske arbejdere både fra fagbevægelsen, Socialdemokraterne og især pertiet Venstre. Måske hænger dette sammen med, at under besættelsen blev landbefolkningen på grund af den store eksport lige så attraktiv som byerhvervene.

Den 9. april er blevet brugt af mange interessegrupper til at markere sig.

 

Den ”rigtige” og den ”forkerte” historie

Og gentlig er det vel stadig i dag, at man ikke må fortælle ”den forkerte historie” om besættelsestiden. Spørgsmålet er så også, om min far dengang fortalte ”den rigtige” historie. Det samme gælder for alle dem fra Det Tyske Mindretal, som jeg har talt med, om besættelsestiden.

I de specifikke enkeltsager, som vi beskæftiger os med, har vi lige hørt fra Rigsarkivet, at der findes nogle notater i et par arkivkasser. Så er det spændende om vi så kan få indblik i disse kasser. Så kan vi måske fortælle den ”rigtige” historie.

 

Dygtige historikere og konspirationsteorier

Egentlig er vi herhjemme privilegeret med gode historikere. Og man opbygger efterhånden et ”favoritfelt”. Men mange hader sikkert os ”amatørfuskere” og andet som, man efterhånden er blevet kaldt. Og hvad var det lige, at sagde engang:

• I er kun ude efter konspirationsteorier

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 186 artikler fra Besættelsestiden herunder:

 

• Optakten til den 9. april 1940
• Alarm i Sønderjylland den 8. april 1940
• Rostock – mødet, Myte eller virkelighed
• Danmark var advaret 9. april
• Da Hagekorset blev hejst i Tønder
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Dramaet ved Viadukten
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby og meget mere

 

 

Da Frits Clausen kom til middag

Frits Clausen var næppe så uduelig som så mange andre danske politikere. Han blev hånet i de illegale blade, men hædret i de nazistiske blade. Magtovertagelsen som han drømte om, var måske inden for rækkevidde i 1940. Ingen samarbejde med åndsfæller syd fra. Man ville prøve at danne sig et indtryk af Frits Clausen, derfor inviterede man til middag. Den første middag var en katastrofe, derfor foranledigede Kanstein endnu en middag. Men der er dybt uenighed om, hvad der blev sagt. Der er to danske og to tyske versioner. Og man er dybt uenig. Minister Gunnar Larsen havde fremsat sine ideer tidligere, dem som er gengivet i den tyske version. Den nazistiske magtovertagelse i Danmark blev dog afblæst. I 1943 måtte Frits Clausen afgive magten. Han nåede 43.000 stemmer. Og han passer fint ind i rollen som syndebuk.

 

Ikke så uduelig som så mange andre

Frits Clausen var måske ikke mere uduelig end så mange andre danske politikere. Men prøv at læse, hvad Information skrev den 5. – 8. maj 1944:

 

”Mindeord” fra Information

• Fritz(s) Clausen bør have smukke Mindeord med paa Vejen. Han har gjort Danmark større Tjenester, end nogen af os i Dag er i Stand til at gøre op. Man tør ikke tænke den Tanke til Ende, at Nazisterne i Danmark i Sejrens og Medløbets Aar 1940 – 1941 skulde have haft en Politiker som Fører – ja om Fritz(s) Clausen blot havde været et Mandfolk, jævnt intelligent, sober og renvasket, vilde det have været en Katastrofe

 

• Vi kan ikke være taknemmelig nok for, at han var et Subjekt, der ikke turde omgive sig med ustraffede Personer over Intelligensminimum. Alene dette, at han har sørget for, at der ikke i Partiet eksisterer nogen Efterfølger, er en Gerning, han’ s Fædreland, bør være taknemlig for. Fred være med Fritz(s) i det Drankerhjem, hvor han hører hjemme.

Konsekvent skrev Information hans navn med Z.

 

Hædret af sine egne

Han blev hele tiden beskrevet som en sørgelig person, som en slags antihelt. Men da det kom til retsopgøret forlangte man alligevel dødsdom over ham. Blandt sine egne, blev han betragtet som en helt se bare her fra en artikel i National – Socialisten den 6. november 1937:

• Det var Frits Clausen, der stred Sønderjydernes Sag, medens de sad i det russiske Fangenskab. Det var ham, der sørgede for, at Fangelejrene fik organiseret en Lægetjeneste til Hjælp for syge og saarede, og det var ham, der midt i de Land, der kogte i Marxistrevolutionens Blodrus fik sine sønderjyske Kammerater ført hjem til deres kære, der i Længsel og Angst ventede paa dem.

Endelig i 1939 kom han og to partikammerater ind i Folketinget.

 

Magtovertagelse inden for rækkevidde

I sommeren og efteråret 1940, da tyskernes sejr var inden for rækkevidde, var chancen for DNSAP’ s magtovertagelse inden for rækkevidde. Og det hjalp også med en solid tysk økonomisk håndsrækning.

DNSAP forsøgte med en massiv propaganda at styrte Stauning. Men gentlig var det med begrænset tysk støtte. Egentlig var det kun Martin Luther, som var det tyske udenrigsministeriums forbindelse til de danske nazister, der ønskede en magtovertagelse.

 

Ingen samarbejde med åndsfæller sydfra

Han nægtede at samarbejde med åndsfællerne sydpå. Han var indstillet på at få regeringsledelsen på mindre ideelle vilkår. Han mente, at nazismen var bedst for Danmark også selv om det skulle ske ved hjælp af tyske bajonetter.

Tilgangen til DNSAP steg da også. Blandt andet kom der tilgang fra en hoben danske officerer.

Den 22. oktober havde gesandt Renthe – Fink sendt en rapport om at Frits Clausen om muligt kunne overtage regeringen i Danmark. I første omgang kunne det gøres uden tysk indblanding. Det skulle være en overgangsregering med prins Axel som leder af regeringen. Desuden skulle der være to repræsentanter fra DNSAP. Forslaget skulle være fremsat af minister Gunnar Larsen og direktør Sthyr.

Dette er så senere blevet benægtet af de to herrer samt Scavenius.

 

To middagsselskaber

Den 17. oktober havde legationssekretær Schwarzmann drøftet tanken om Scavenius kunne indtræde i et ministerium med Frits Clausen. Igen den 4 november, hvor Scavenius var til stede, blev der i gesandtskabet drøftet ”samarbejde”. Ved begge lejligheder nægtede Scavenius at drøfte dette.

Det var to middagsselskaber, den første i direktør Knud Styhr’ s hjem den 17. oktober og den næste var på restaurant Ny Rosenborg den 25. oktober afstedkom særlige undersøgelser efter besættelsestiden i Den parlamentariske Kommission. Man forsøgte at finde ud af, hvad der egentlig blev sagt ved disse middagsselskaber.

 

To forskellige ”slags” referater

Ja der foreligger godt nok forskellige referater, men historikere er dybt uenige om, hvilke referater, der skal tages mest alvorlig. Og det samme problem, syntes Den parlamentariske Kommission at have.

Man ville finde ud af, om Frits Clausen skulle til magten, som tyskerne havde truet med. På den ene side havde vi minister Gunnar Larsen og direktør Knud Sthyr. Og på den anden side var det overnævnte hr, Schwarzmann, presseattaché Meissner og obergruppenführer Kanstein. Desuden medvirkede grosserer Bojsen – Møller.

 

Man skulle danne sig et indtryk af Frits Clausen

Var var nu baggrund for dette? Ja, Sthyr havde under samtaler med Renthe – Fink advaret ham mod de danske nazister og Frits Clausen. Og så var det, at Renthe – Fink skulle have foreslået, at man dannede sig et indtryk af denne Frits Clausen.

Scavenius var enig i denne fremgangsmåde.

 

Frits Clausen kunne ikke gå lige

Man kan dog sige, at den første middag/møde var total mislykket. Under påvirkning af alkohol var Frits Clausen ikke i stand til at føre en normal samtale. Han kunne ikke engang gå lige. Under sådanne forhold kunne man diskutere noget som helst med ham. Derfor blev der arrangeret et nyt møde den 25. oktober på opfordring af Kanstein.

Den tyske referent, Meissner skulle også have været meget beruset. Måske er det derfor, at hans referat ikke er blevet taget alvorlig. Frits Clausen erkendte også senere, at sammenkomsten endte som et drikkegilde.

 

Middagsmad nummer to

Den 25. oktober var planen så blevet taget op igen. Her skulle Styhr og Gunnar Larsen har været optimistiske med hensyn til planens gennemførelse. Senere har de to forklaret det hele var bare et projekt for, at få lokket Frits Clausen frem for at føle hans planer. Clausen selv havde følt det som om, at han skulle lokkes. Han mente heller ikke, at der var fremsat deciderede planer.

Ifølge Schwartzmann så var motivet at hindre en ren nationalsocialistisk regering eller en Quisling – løsning for Danmark. Man ville bestemt ikke fremme det for de danske nationalsocialister.

 

Gunnar Larsen fremsat tankerne før

Under undersøgelser efter krigen har Justitsminister (1940 – 1941) Harald Petersen forklaret, at Gunnar Larsen i efteråret 1940 over for ham, havde nævnt ”en regering Prins Axel som alternativ til en nazistisk regering”.

Det var den såkaldte Højgaard – kreds, der havde planer om et regeringskup med Prins Axel som hovedfigur.

 

Tyskerne brugte ham som trussel

Frits Clausen førte sig frem blandt andet med det såkaldte spadeslag i Haderslev. Den danske regering var nok ikke uden grund bange for ham i 1940. Og tyskerne bruge ham som trussel, hvis de ville have den danske regering derhen, hvor de kunne den.

Men fra politisk side brugte man store bestræbelser på at overbevise Renthe Fink om Clausen og de danske nazisters ringe standard.

 

Kongen skulle være indforstået

Den anden tyske referent Schwartzmann havde samme holdning som Meissner med at kongen var indforstået med de nye planer. Nu kunne de to middagsselskaber have ført til en katastrofe, hvis der var kommet denne regering.

Man kan selvfølgelig nedgøre de to tyske referenter og påstå at de var karriere – nazister, men hvorfor skulle de manipulere et referat. Vi må jo huske på, at Kanstein var til stede.

 

Den nazistiske magtovertagelse var afblæst

Den 18. december 1940 bestemte den tyske rigsudenrigsminister Ribbentrop, at

• Afblæse den nazistiske magtovertagelse i Danmark

Ved den lejlighed lagde Ribbentrop også vægt på, at der ikke opstod nogen kongekrise. Besættelsestropperne skulle sikres ved hjælp af ro og orden. Det var kun et absolut minimum, der var sendt til Danmark.

 

Var det Renthe – Fink’ s personlige ambition?

Spørgsmålet er om, det ikke var Renthe – Fink selv, der tog beslutningen, da han egentlig ikke fik nogen respons fra Ribbentrop.

Måske har det aldrig været hensigten med en nazistisk magtovertagelse i Danmark? Renthe fik ville måske bare have et mere villigt redskab for hans personlige ambition.

 

Regeringen kunne tilbyde mere

Frits måtte afbryde sin regeringsstorm og sine kuptrusler. Han kunne ikke tilbyde besættelsesmagten nok. Den siddende regering kunne åbenbart tilbyde mere.  Frits gav dog ikke op og udnyttede modsætningerne i de forskellige tyske magtgrupper. Han sendte Himmler fire bronzelurer som gave i december 1940. Og et par måneder efter fik han fem minutter med SS – rigsføreren i Kastrup Lufthavn.

 

Schalburgkorpset var en reducering af DNSAP’ s indflydelse

Schalburgkorpset betød en yderligere reducering af DNSAP’ s indflydelse. Der var interne stridigheder mellem SS og udenrigsministeriet. Så var det tyske militær også irriteret over den uro som DNSAP spredte. Det blev opfattet som en trussel mod den militære sikkerhed.

 

DNSAP var kastebold

Men egentlig var DNSAP hele tiden kastebold mellem forskellige tyske interesser. Men egentlig fik de danske nazister ikke nogen fordel af dette. Partiet blev opfattet som en dårlig kopi af NSDAP også af tyskerne selv.

Hverken Görring eller Hans Frank ville hilse på ham. Hitler ville slet ikke kendes ved ham. Han hilste trods alt på Scavenius.

 

Måske ikke de helt rigtige meninger

Frits Clausen kunne som dansksindet sønderjyde ikke give afkald på grænsespørgsmålet. Han var også lidt ulden over for den storgermanske tankegang.

 

Fra DNSAP’ s lommebog

I 1942 kunne man læse en interessant information i DNSAP’ s lommekalender:

• Hagekorset er et gammelt nordisk Symbol, der findes i flere af vore ældste Runestene, tillige i gamle Vaaben og Smykker.

Frits Clausen og DNSAP omgav sig med vikingeskibe, runestene og bronzelurer. I 1943 fik Frits og hans parti 40 pct. flere stemmer, nemlig 43.309 men det rakte stadig kun til tre mandater.

 

Yderligere ydmygelser

Tyskerne brugte ham kun som trussel. Allerede i efteråret 1942, da rigsbefuldmægtigede SS – officer Werner Best kom til landet havde det været slut. I sommeren 1943 blev han reelt fritaget for rollen som fører for DNSAP. Information fortsatte med at foragte ham. Den 24. juli 1944 skrev de:

• Fritz(s) Clausen, som nu hverken Danskere eller Tyskere vil kendes ved, bor atter i sit Hus i Bovrup og kan hver Dag beses uden Entré, bl.a. paa Lugearbejde i sin Have. Der skal være Planer om at tilbyde ham Kontrakt paa Forevisning paa Dyrehavsbakken og paa Markeder.

 

Passede i rollen som syndebuk

Frits passede i rollen som den syndebuk, samarbejdspolitikkerne havde brug for. Landsforræderen Frits var ikke ene om at være en trussel mod dansk folkestyre i 1940. Han alene er dog blevet gjort ansvarlig. Udhængningen af Frits dækker over andre motiver.

 

Kilde:

• John T. Lauridsen: De danske nazister 1930 – 45
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Børge Outze: DNSAP’ s historie fra 1940`erne til 1960`erne
• Den parlamentarisk Kommission (diverse bind)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 185 artikler om Besættelsestiden før, nu og efter – herunder

 

• De danske nazister
• Kunne man stole på Centralkartoteket
• Bovrup – kartoteket
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Frits, nazister og et kartotek
• Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa
• Frits Clausen – den tredje historie
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder og mange flere

 

 

Da Aabenraa fik danske gadenavne

 

Til Byggeudvalget

Det var i 1920 i Genforeningens – året. Første gang, at befolkningen hørte om ændring af gadenavnene var på forsiden af Hejmdal den 27. juli.

Dette var i forbindelse med et referat fra et byrådsmøde:

• Danske Gadeskilte. Den danske Fraktion foreslog straks at lade opsætte danske Gadenavne. Da Sagen ikke er så lige til, gik den først til Byggeudvalget.

 

En livlig drøftelse

De danske gadenavne blev så vedtaget på et byrådsmøde den 13. august. Og dagen efter refererede Hejmdal drøftelsen af navnene.

Samtidig blev de danske navne offentliggjort:

• Omdøbningen fandt Sted under en til Tider livlig Drøftelse med paafølgende Afstemning.

 

Haderslevvej og Flensborgvej først efter krigen

I de fleste tilfælde var det de danske versioner af gadenavnene, der blev vedtaget som officielle. Også med hensyn til navnene med ”Chaussee nøjedes man med de danske versioner, Nørrechaussee og Sønderchaussee. Først efter Anden Verdenskrig blev de udskiftet med Haderslevvej og Flensborgvej.

Kun i nogle få tilfælde skete der en egentlig udskiftning af gadenavne og her kom de nationale modsætninger klart frem.

 

Michael Jebsen – en fremtrædende mand

Michael Jebsen Strasse fik sit gamle navn Skibbroen igen. Avisen skriver følgende:

• Der førtes herom en lang Debat. Tyskerne holdt paa, at man skulle beholde det tyske Navn, der var givet for 20 Aar siden, men Danskerne hævdede, at det aldrig var trængt igennem. Endnu bruger Befolkningen Navnet ”æ Bro” eller ”Skibbro”. Borgmesteren fandt det rimeligt, at en af de nye Gader f.eks. til Lensnakke fik Jebsen – Navnet.

Nu var Michael Jebsen ikke hvem som helst. Han var en byens fremtrædende borgere, skibsredder og medlem af den tyske rigsdag. Det gamle rederi har i dag adresse her. Og så vidt ”Den Gamle Redaktør” ved, så ejer familien Jebsen stadig flere huse i området.

Nye og gamle navne

Også Arnsbjerg, som i tysk tid havde heddet ”Fernsicht” fik sit gamle navn fra før 1864 tilbage.

”Haderslebener Landstrasse” fik navnet Gl. Kongevej. Her stemte tyskerne for Gl. Landevej. ”Mädchen – Mittelschulegang” fik navnet Raadhusgang.

Til den var der dog også forslag om Tingvej og Kanalen. Men de fik kun henholdsvis tre og fem stemmer.

 

Ikke ”Polske tilstande” i aabenraa

Til Møllegade (i tysk tid officielt: ”Mühlenfurt”) var også foreslået Mølleforte. Men dette forslag fik kun syv stemmer mod Møllegades fjorten stemmer. ”Forte” ville også have været lidt udsædvanligt i et dansk gadenavn.

Forstalle havde det også heddet i tysk tid. Der blev foreslået Kirkegaardsvej. Hejmdal oplyser ikke om stemmetal, men har den kommentar til Kirkegaardvej, at det

• Jo ogsaa er meget kønnere

Hejmdal slutter sit referat:

• Om Feldstrasse kunde man ikke enes. Man vedtog at udsætte Daaben for dens Vedkommende. Raadmand Nagott forslog for Originalitetens Skyld foreløbig at beholde de tyske Skilte ved siden af de danske, f.eks i nogle Aar, men det forkastedes.
• Voetmann oplyste, at det gjorde man i Polen (og i Tønder red.). Men der var ingen Tilbøjelighed til at indføre ”polske Forhold”, her

 

Lavgade og Callesensgade

I 1921 fik man så løst problemet med Feldstrasse. Den fik navnet Lavgade. Det var nok fordi, at man ønskede et navn med en lang tradition.

Navnet har ikke før været brugt i Aabenraa. Men i Haderslev er det kendt fra 1564.

Elisabethsmindevej fik i 1921 navnet Callesensvej efter bygherren til husene i gaden. Eggersgang, der fik navnene Tværgade og Højgade er ikke nævnt i Hejmdal. Og det er Madevej heller ikke.

 

Madevej og Wollesgyde

I tysk tid var sidstnævnte kun en sti, der på dansk blev kaldt Madesti og på tysk Mayfort. Fra 1921 indgik en del af den i den nyanlagte Havnegade. Dette navn blev senere udskiftet til H.P. Hanssens Gade. Madesti fik så navnet Madevej.

I 1928 genoptog man navnet Wollesgyde, som var blevet afskaffet i 1903.

 

Den idylliske Vægterplads

Og når vi nu er ved de gamle gader, så er det altid noget, der fascineret ”Den Gamle Redaktør” Og det er Vægterpladsen. Jeg kunne godt finde på flere gange om ugen at gå herhen i min frokostpause fra Bo Bojesens Boghandel.

Det er noget fascinerende ved stedet. Og egentlig har vi allerede beskrevet stedet i andre artikler. Det er en af de mest særprægede pladser i Sønderjylland. Det skyldes nok forskellig byggestil med knæk og skæve vinkler. Her ægte idyl.

 

Tanker til de oprindelige boder

Her har vi bydannelse fra ældste tid. Det ligner de oprindelige boderækker, små lave lejehuse, store gavl – og længehuse. De ældste er de tre tidligere vægterboliger. Oprindelig var det små trefags bindingsværksboder fra 1600 – tallene. Og det er vel kun det ene, der er bevaret i den egentlige grundform.

Fra gammel tid har de haft egne navne. ”Tresuren” er fra 1803 og ”Det blinde æsel” er fra 1750.

Her finder vi indskrifter som:

• Soli Deo Gloria, Hilfft Gott, das Ich Meinen Feind Mit Sandfft Muht Überwinde.

 

Borgmesteren fik en god ide

Vægterpladsens maleriske udseende er et fund for turister. Det er nok det mest yndede Aabenraa – motiv.

Det var borgmester Buchreitz, der fik ideen til at genanvende en gammel granittromle. Han bad bysbarnet I:P. Junggreen Have om at udføre skulpturen 1948 – 1949. Og man må jo sige, at denne vægter passer godt til stedet.

 

Kilde:

• Se litteratur Aabenraa
• Sønderjyske Månedsblade
• Heimdal (diverse udgaver)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 120 artikler om det gamle Aabenraa og omegn herunder:

• Da Gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Da Aabenraa fik sin hovevej
• Gamle huse i Aabenraa (1)
• Flere Gamle Huse i Aabenraa (2)
• Gader og veje i Aabenraa og mange flere

 

Alarm i Sønderjylland den 8. april

Divisionerne i Sønderjylland var i alarmberedskab. Diplomater havde indberettet Danmark om faren. Man kunne høre det i Højer, at man på Sild varmede flyene op. Hver dag den sidste uge fløj der danske observationsfly langs grænsen. Min far havde vidst det i en uge, bare ikke hvornår. Men det kom alligevel som et chok. Generalkommandoen i København havde fået indberetninger om stigende aktivitet syd for grænsen og om krigsskibe i Storebælt. Men man mente, at der først skulle komme et ultimatum. Der skulle hverken indkaldes sikringsstyrker, foretages forskydninger eller sammendrag af tropper. Der skulle bare foretages flere flyobservationer ved daggry. Men klokken 3 indløb der pr. fjernskriver en meddelelse til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa.

 

Man vidste, at de ville komme

Man vidste det jo godt, at tyskerne ville komme. Diplomater havde meddelt det fra Berlin. De talte om store troppeforskydninger mod det nordlige Tyskland samt aktiviteter i de nordtyske havne.

Som vi også havde meddelt det i tidligere artikler, så vidste min kære far i Tønder det en uge før. En tysk fiskechauffør havde fortalt ham, at der var masser af tyske tropper lige syd for grænsen.

 

Det kunne høres i Højer

En person fra Højer talte også om, at der i en uges tid før den 8. april havde fløjet et dansk observationsfly langs grænsen. Fra Sild kunne man i en uges tid i Højer høre jagerfly varme op.

 

Også tydeligt at høre ved Sæd Grænse

Noget var i gærde ved Sæd Grænse, dette kunne tydelig høres.

 

Det kom alligevel som et chok

Alligevel kom der et chok for danskerne, at tyskerne kom. Tre gendarmer måtte lige inden besættelsen lade livet i Padborg. Og 16 soldater måtte lade livet i Sønderjylland i kamp mod tyskerne. Og mange kæmpede længe efter, at man havde kapituleret. Men grundet kommunikationsproblemer nåede budskabet ikke til Sønderjylland.

Den 8. april var man enige om i Sønderjylland, at divisionerne skulle holdes i ”alarmberedskab”.

 

Generalkommandoen fik følgende melding:

Om aftenen den 8. april indløb der meldinger om følgende:

• At Motorkolonnen var ”echelonneret” langs Vejen Flensborg – Slesvig – Rensborg med Tyngden ved Inningstedt (Sydvest for Slesvig)

 

• At der ridende syd ud af Flensborg var set ca. 100 Ryttere

 

 

• At der ventedes 28 Troppetog til Flensborg (formentlig marcherende Dele af 1 Division)

 

• Desuden, at 3 store Krigsskibe (de tidligere gennem Store Bælt og Kattegat for nordgaaende meldte) kl. 19.00 – 19.30 stod Skagen ud.

 

En afgørelse fra Generalkommandoen

Først klokken 22.30 den 8. april forelå regeringens afgørelse efter et ministermøde klokken 21.30. Chefen for Generalkommandoen blev kaldt til ministeren, og der blev her meddelt:

 

• Der skal hverken indkaldes Sikringsstyrker eller foretages Forskydninger eller Sammendragning af Tropper

Endvidere blev der konstateret, at:

• Henvendelser af ultimativ Karakter forelaa stadig ikke.

Åbenbart regnede man ikke faren for ultimativ. Alt tyder på, at alle bagefter gik rolig i seng.

 

Flyovervågning ved daggry

Inden man skiltes foreslog chefen for Generalkommandoen Søværnskommandoen at lade opklare med flyvere fra daggry syd om Sjælland og Lolland. Dette blev lovet af viceadmiralen.

Hærens flyvertropper var klokken 20.15 blevet beordret til at have tre maskiner klar til start med en halv times varsel. Klokken 23.25 fik Flyvertropperne ordre til at gentage luftobservationerne ved grænsen så tidligt, som dagslyset gjorde observation muligt, idet grænsen ikke måtte overflyves.

 

Man ville først få et ultimatum!

Generalkommandoen var af den opfattelse, at det drejede sig om en aktion mod Danmark, specielt Jylland. Hvad der kunne udløse denne aktion stod ikke helt klart. Måske var det først, når der kom et eller andet skridt fra Vestmagternes side.

Man anså det for mest sandsynligt, at der inden Tyskland skred til en aktion, ville der blive tilstillet Danmark et – om end – kun kortfristet – ultimatum.

 

Et telegram til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa

Tirsdag morgen klokken tre kunne kriminalassistent Mønnicke – Petersen fra Sikkerhedspolitiet rapportere, at han pr. fjernskriver fra Aabenraa havde modtaget følgende:

 

• Divisionen mellem Rendsburg og Grænsen synes for Størstedelen at være gaaet i Kvarter for Natten i Hovedsagen langs Marchvejen. Tyngden ligger sydvest for Slesvig.

 

• Tèten af Hovedstyrken tæt syd for Flensborg, et mindre sikringsled synes at ligge Nord for Flensborg, en postering nogle Hundrede Meter syd for Grænsen

 

 

• Ved Havnen i Flensborg stod kl. 21 ca. 90 Lastvogne med Tropper. Der ses stadig en ikke ringe Trafik fra Hamborg mod Nord

 

• Divisionen gør Indtryk af, at være Liniedivision, ca. 70 pct. af Mandskabet er helt unge, det er vistnok kun et Artilleriregiment, let.

 

 

• Divisionen er en typisk J.D. (Infanteri – Division) paa Motorvogne, idet Vognmateriellet er uensartet og for en stor Del udskrevet

 

• Deutsche Reichpost – Omnibusser i Flensborg ligger i Aften med Ordre til at holde sig klar til Kørsel med Tropper fra Banegaarden.

 

 

• Der ventes 22 eller 18 Transporttog i Nat

 

• De vestlige Veje synes fri for Tropper. Grænsen fra Pebersmark er blevet forstærket med Mandskab fra Danzig i Eftermiddag.

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 184 artikler om Besættelsestiden før, nu og efter herunder:
• Optakten til den 9. april 1940
• Rostock – mødet, Myte eller virkelighed
• Danmark var advaret 9. april
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Dramaet ved Viadukten
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

 

Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder

Det var en travl dag for politimesteren. Der var indbrud i retsbygningen. Tre betjente blev udsat for vold. Ja det gjorde politimesteren også. Der var Hagekorsflag mange steder også i kirketårnet. Kirkebetjenten ville ikke hjælpe. Han havde selv låst døren op for folk fra DNSAP og Det Tyske Mindretal. Politimesteren gik sammen med Pastor Magle op og fjernede Hagekorsflaget. Men en rasende skare på kirkepladsen forlangte at flaget blev hængt op igen. Enighed i Magistrat – udvalget selv med to tysksindede medlemmer at flagningen var uhørt. På Seminariet var der almindelig undervisning. De tyske institutioner havde lukket med besked om, at de børnene skulle hylde de tyske soldater.

 

En travl dag for politimesteren

Det var en travl morgen for politimester Martensen – Larsen i Tønder den 9. april 1940. Da har ankom til Retsbygningen, så han, at der var ophængt et Hagekorsflag. Flagstangen stod på fortovet. Og konstruktion efterlod indtrykket af, at det ikke var noget officielt foretagende.

 

Indbrud i retsbygningen

I retsbygningen var flere døre brudt op. Klokken 4.30 var cyklende tyske soldater ankommet. De havde blandt andet slået en rude ind til vagtlokalet.

Det skete efter, at den vagthavende betjent, der var alene i bygningen, nægtede at åbne. Tyskerne troede ikke på, at han var alene i bygningen, derfor bemægtigede de sig adgang.

 

Betjent udsat for vold

Han blev derefter med opstrakte arme beordret til Torvet. Her blev han udsat for en hård behandling. Han fik også adskillige skub og slag fra de tilstedeværende repræsentanter fra Det Tyske Mindretal.

Politimesteren havde afgivet en rapport om dette tilfælde til Stadsadvokaten for om mulig at rejse en tiltale. Men så vidt vides blev der aldrig rejst en sådan tiltale mod navngivne personer fra Mindretallet.

 

Kirkebetjenten nægtede at hjælpe

Politimesteren havde allerede fra sit hjem observeret et mægtigt Hagekorsflag udhængt fra spiret på Tønder Kirke.

Kort efter ankomst til kontoret indfandt pastor Magle sig. Han beklagede sig over, at flaget hang der. Han oplyste, at kirketjeneren, der hørte til de mest yderliggående i Det Tyske Mindretal, havde erkendt, at han havde lukket nogle personer ind i kirkerummet.

Han ville ikke oplyse navnene på disse. Han havde også nægtet at gå op i tårnet for at fjerne flaget.

Politimesteren gik nu selv hen til kirketjenere og bad ham fjerne flaget. Dette nægtede han. Politimesteren bad ham derefter, at vise ham vejen op i kirketårnet. Også dette nægtede han.

Nu bad han så kirketjeneren om at udlevere nøglen. Denne ordre blev nu fulgt. Sammen med Pastor Magle gik politimesteren nu op i tårnet og nedtog flaget. Ved tårnets fod var placeret to betjente.

 

Voldelig angreb i kirketårnet

Under arbejdet med dette ankom den lokale ”Ortsgruppenführer” inden for DNSAP, Christian Jensen op i tårnet. Han havde den i Tønder fødte danske teologiske kandidat, men nu sognepræst syd for grænsen, Schau med sig.

De forbød politimesteren at fjerne flaget. Det skal lige bemærkes, at de to med magt havde tiltvunget sig adgang til tårnet. De havde medbragt adskillige partimedlemmer. De to betjente havde fået adskillige knubs.

De to påberåbte sig, at Hagekorsflaget hang på deres plads efter ordre fra den lokale tyske kommandant.

 

Politimesteren ville have skriftlig ordre

Politimesteren mente dog, at det måtte bero på en misforståelse. Denne ordre harmonerede ikke med den proklamation, som stod på de flyveblade som General Kaupisch havde ladet nedkaste fra fly.

Her stod at man skulle agte den danske frihed og sikre landets fremtidige uafhængighed. Politimesteren lod også forstå, at han forlangte kommandantens skriftlige ordre for at undlade forsøg på at forhindre flagningen.

De to herrer udøvede nu magtanvendelse over for politimesteren. De proklamerede også, at flaget snart ville komme op igen. Politimestren forklarede, at det ham der havde myndigheden.

Politimesteren forklarede også, at han viste ærbødighed for flaget som det tyske højhedstegn, der blot ikke havde sin plads her i tårnet.

 

En ophidset skare

Politimesteren tog nu flaget med ned til tårnets bund. Her oplevede politimestren dog en ret så ophidset skare bestående af medlemmer af DNSAP samt Det Tyske Mindretal. Politimesteren så hurtig, at han sammen med sine to betjente var i mindretal.

For at undgå yderligere voldsanvendelse afleverede han flaget med en advarsel om, at flaget ikke måtte hænge i tårnet. Og ret hurtigt kom det dog også op at hænge igen. Et kontingent af partimedlemmer holdt derefter vagt ved at besætte kirketårnet.

 

Politimesteren skar snoren over

Borgmesteren havde indkaldt til et møde straks efter indmarchen. Har var amtmanden og politimesteren også indkaldt. På rådhuset havde man nemlig også anbragt to Hagekorsflag.

Da Politimesteren kom forbi Retsbygningen var Hecht, et aktivt medlem af Det Tyske Mindretal og nogle andre medhjælpere i gang med at hejse et nyt Hagekorsflag. Da Hecht efter ordre ikke ville fjerne det, skar politimestren flagsnoren over.

 

Enighed om, at flagning var uhørt

Også stationsforstanden, postmesteren, rektoren ved statsskolen, overlægen ved Amtssygehuset og seminarieforstanderen henvendte sig, hvordan de skulle forholde sig. De ville heller ikke have Hagekorsflag hængende.

I Magistrat – udvalget, hvor der var to tyske medlemmer var der enighed om, at det var forkert. Ved hjælp af de tyske myndigheder blev de fleste flag dog også pillet ned.

 

Almindelig undervisning på Seminariet

På Seminariet blev flaget også pillet ned, men så stationerede partiet nogle vagter og truede med alskens ulykker med, hvad der ville ske, hvis man igen tog det ned.

Her var man blevet kimet ned, om der var undervisning. Og det blev sagt ja. De tyske institutioner i Tønder havde fået fri. Børnene var kommanderet op til Torvet for at hylde de tyske soldater.

Men på Seminariet var der kun 30 af 314 elever, der var fraværende. Selv Gendarm – børnene fra Sæd var dukket op, selv om deres fædre var taget af tyskerne få timer i forvejen.

 

Man sluttede med en nationalsang

Klokken 8 var lærerne og lærerfruerne blevet samlet på lærerværelset, hvor der blev meddelt, at undervisningen ville foregå helt normalt. Man var dog knuget. Rektor mente, at man efter morgensangen skulle synge en fædrelandssang. Og det blev ”Danmark i tusind år”. Men da man kiggede ud på flagstangen var Hagekorsflaget igen blevet hejst.

• Pastor Schou blev senere tysk præst i Højer
• Hecht blev en meget populær antikvitetshandler i Nørregade i Tønder

 

Kilde:

Se – Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 182 artikler fra Besættelsestiden før, nu og efter og 216 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:

 

• Krigsårene 1940 – 1945 i Tønder
• En frihedskæmper i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder – maj 1945
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sabotage i Tønder
• Nazister i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder – efter krigen
• Bombeangreb mod Tønder
• Obersten fra Tønder
• Tønder – under besættelsen

 

 

Skovene omkring Aabenraa

Vi besøger de smukke skove i og omkring Aabenraa. Disse skove rummer en masse historier. Der er begrænsninger m.h.t. udvidelsesmuligheder. Og i fordomstider har det været svært at komme til byen grundet bakkerne. Men i denne beretning skal vi kigge på en masse møller, to mord og en masse dyr i skovene. Nogle steder er der nærmest urskov. Men i Hjelm Skov spøger det også, hvis du går her ved midnatstid. Og så var man ikke særlig gode til at vedligeholde galgen lige uden for Nørreskoven ved Galgebakken. Det var uærligt arbejde og sådan noget påtog håndværkerne sig ikke. Der har sandelig også været hekse, der dansede på Galgebakken. Og i Hjelm skov har der været sangerkrig. Her opstod Danmarks første kolonihaver. Ja man kaldte dem dengang for fattighaver.

 

Det skønne Aabenraa

En rejsende fra Tyskland var så begejstret for Aabenraas skønhed, at han skrev følgende i sin rejsedagbog:

• Byen med dens huse og røde tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver på bakkerne og dens enge omkring dem, lå foran mig
• En krans af bjerge, løvklædte med ege – og bøgetræer omgiver det hele, og i midten ligger denne søstad på bakker som en rubin på en grøn krone.

Vi skal besøge skovene omkring Aabenraa. Hvor har man tit gået der, da man boede i byen. Og i disse skove er der også gravet efter guld og sølv. Ja der var nogen, der troede på det. Historier melder også om spøgelser i skoven. Vi skal faktisk besøge hele 8 skove rundt omkring Aabenraa. God tur.

 

Begrænsninger på udvidelsesmuligheder

Skovene og fjorden giver Aabenraa by sin skønhed, men begrænser også byens udvidelsesmuligheder. I mange år var byen isoleret. Den var vanskelig at komme til. Næsten eneste mulighed var søvejen.

De stejle skrænter var uegnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Skovens nuværende udstrækning er således næsten den samme som vist på Johannes Meiers(Meyers) kort fra 1641 over Aabenraa. Den har gennem tiderne været ejet af kirken, af de sønderjyske hertuger og den danske krone. Dette har betydet en hvis beskyttelse af skoven. Hertugen og kongen bevarede især skovene af jagtlige hensyn.

Skovene havde dengang et helt andet udseende end det, vi møder i dag. De blev drevet af den såkaldte plukhugstdrift, hvor man har fældet enkelttræer efter behov. Især egetræet har været dyrket til den skibsværftsindustri, der flere hundrede år har haft hjemme i Aabenraa.

 

Gran har vanskelige vilkår

Skovene blev indtil omkring 1800 – tallet afgrænset af kreaturer og svin. Det gav en åben skov, som begunstigede egen. Brundlund Slot drev et stort landbrug basseret netop på skovgræsningen. Gamle navne som Vestermark, Kogang og Nr. Hesselmark tyder herpå.

Skovene har de sidste 200 år været drevet i ensartede flader. De naturlige bøge – og askeskov forynger sig ved selvsåning. Eg skal derimod plantes. På grund af de mange rådyr er det nødvendigt at indhegne store arealer.

Mens løvtræerne trives godt i området gælder det samme ikke for gran. De har vanskelige vilkår på den svære lerjord. Granskovarealet vil derfor med tiden blive reduceret. Granen vil dog blive bevaret i mindre omfang. Det er ønskeligt af hensyn til skovens variation samt fugle – og dyrelivet.

 

Jørgensgård Skov

 

På sydsiden af Jørgengård Skov går det stejle skrænter helt ned til Aabenraa Fjord. Pas på, når du cykler her. Min kammerat Ingolf hang engang pludselig her i en gren med cyklen neden under sig. Vi havde cyklet fra Tønder.

 

Klart vand i Åbæk Bugt

Ved Åbæk i skovens sydøstligste hjørne er det en fin badestrand med flot udsigt tværs over fjorden mod Enstedværket. Og her ved Åbæk Bugt har jeg en gang dykket efter øl. Vi havde sænket en kasse, som vi så dukkede ned efter. Her i Åbæk Bugt var vandet helt klart dengang.

Totensprung er den eng, hvor der i gamle dage var festplads. Her sejlede byens borgere ud og mødtes i det grønne. Et andet populært mødested var lidt længere henne ad kysten var Kaptajn Bruhns Bøg. Kaptajn Hans Bruhn var ud fra en velhavende skibsrederslægt. Vi har i flere artikler skrevet om ham.

 

Aabenraa – Nordens Athen

Ved Laimun lå engang et badesanatorium. Navnet stammer fra en havbugt ved Hong Kong og er bragt hertil i begyndelsen af 1800 – tallet. Det minder om en epoke, da skibene fra Aabenraa sejlede over hele kloden.

Fra Laimun førte et stisytem videre ind i skoven. Oldemors Trappe var en del af stisystemet. Nær trappen ligger skovfogedhuset Jørgensgård, bygget i tysk stil.

Noget af stisystemet stammer tilbage fra dengang Fysikus Neuber stablerede Frederikslyst på det nuværende Lindsnakkevej. Nogle af rigets mest fremhævende personer herunder kongen havde tegnet aktier i foretagenet. Men ak og ve. Selskabet blev opløst i 1826. Og det næsten helt nye to – etagers hus blev brudt ned. Materialerne blev brugt til et nyt rådhus.

Det blev aldrig til ”Nordens Athen”, som Neuber havde lovet. Han havde dog selv sørget for ture til det skønne Løjt og sejlture over til Laksemøllen. Der var hjorteskydning og bålfester. Der var arrangeret middage hos Hartmeyer, byens fornemste restaurant. Ja også hos Madamme Rudbeck.

Og ak, så lod Neuber sig bestikke, når der var session. Og det blev opdaget. Så blev han fyret og søgte trøst i den Slesvig – Holstenske bevægelse.

 

Æ Kleinbahn

Nord for skoven kan du følge Knapstien til landsbyen Stollig og restauranten Æ Knap. Den kombinerede cykel – og gangsti følger sporet fra den gamle Kleinbahn. Den har vi indgående beskrevet i en artikel.

Kredsbanen eller Æ Kleinbahn lavede så mange buer og man skulle gennem så mange omveje på Løjt land, inden man kom til Løgumkloster. Man sagde dengang, at det tog lige så lang tid at komme fra Aabenraa til Løgumkloster, som det gjorde fra Aabenraa til Hamborg.

Billetpriserne blev på et tidspunkt nedsat, og der blev sat ekstra vogne på. Problemet var at de små lokomotiver havde vanskeligheder ved at trække vognene. Toget der afgik fra Løgumkloster klokken 5.20 om morgenen først var i Aabenraa klokken 10.50.

 

Æ Knap(p)

Der er så delt meninger om, hvor navnet Æ Knap stammer fra. Nogle mener, at det stammer fra det norske og betyder det kullede – men nu det bevoksede – bjerg ved Stenbjerg Mølle, hvor Æ Knap ligger.

Og så er det dem, der mener at Æ Knap stammer fra det plattyske. Ja her skulle det så betyde bjergtop. Og det hele begyndte med en slibemølle i 1732. I 1836 blev Stenbjerg Mølleå opdæmmet. Der blev formalet korn og valket klæde. Her af kommer betegnelsen stampemølle.

Samtidig med møllebygningen opførtes et traktørsted og en lille stald. Begge ting primært for møllens gæster, så man kunne få formidlet nyheder over punchen.

I 1892 kom der en møllefamilie til stedet, der kom til at præge det i de følgende 77 år. Det var familien Kunkel. Stedets gode ry blev ført videre af Kaino og Peter Jacobsen. I 1987 blev Æ Knapp solgt til skibsredder Hans Michael Jebsen.

 

Sankt Jørgen

Den eneste synlige spor tilbage fra Jørgengård – tiden er adskillige render i skoven. Her tog munkene ler til teglbrænding. Helt oppe til vores tid har der ligger masser af teglværker i området. I 1853 meldes der om, at der i hele tolddistriktet var hele 22 teglværker, som beskæftigede 177 arbejdere.

Senest i 1270`erne fandtes et Sankt Jørgens Hospital ved hovedvejen mod nord. Det er sikkert kirken, der har bygget og drevet hospitalet. Har var også et kapel og en kirkegård.

Måske er det resterne af Jørgensgård man fandt i 1929 på Karpedam. Man fandt et stengulv af munkesten.

Her lå også engang Sankt Jørgens Kirke. Det var i 1592 gået i len til Claus Høyer. Men efter fire år flyttede han fra byen. Det blev tillagt Brundlund Slot.

 

Fægang

Openraa`s borgere havde fægang i Østerskov (Jørgensgård Skov). Kong Valdemar købte nogle jorde på Gl. Opnør og Kolstrup Marker. Dem gav kongen tilbage til de oprindelige ejere. Det var for at sikre, at borgerne til evig tid havde fri fægang i Østerskov. Og fægang kan oversættes med græsning, som også omfattede småkvæg og grise.

 

Nørreskov

Nørreskov er udlagt som hundeskov og meget populær blandt både to – og firbenede. Her er stejle bakker, hvor træerne må kæmpe for at stå fast. I området som omkranses af Skydebanevej, kan du se resterne af en militær skydebane anlagt i slutningen af 1800 – tallet.

 

Skydebanen

Skydebanen er anlagt i 1870`erne eller 1880`erne. På det tidspunkt blev der oprettet en militærgarnison i Aabenraa. Denne var ikke indkvarteret på en kaserne, men soldaterne boede i lejede huse rundt om i byen.

De havde eksercerplads foran Amtshuset på H.P. Hanssensgade. I 1888 blev garnisonen flyttet til Haderslev. Herefter var byen uden fast militærbelægning indtil 1914, hvor der kom de såkaldte Landsturmsoldater.

I 1915 blev Aabenraa så igen Garnisonsby. Denne gang for 2. Ersatzbataljon nr. 86 (regiment). Man måtte marchere helt til Haderslev for at skyde. Egentlig kunne man have brugt banen i Nørreskoven.

 

Tyskerne spurgte ikke om lov

I 1940 måtte den daværende skovridder nødtvunget give tyskerne lov til at bruge anlægget. Da han så, havde ryddet skov for at kunne benytte anlægget, forlangte han erstatning af den tyske værnemagt. Striden mellem skovrideren og besættelsesmagten fortsatte de følgende år.

Tyskerne gjorde, hvad det passede dem. De ryddede skoven for en masse træer uden at få lov. Og de byggede også et par skure til redskaber.

Skydebanen kan måske anes i dag. Den er godt tilvokset. Den er godt 600 meter lang og 15 meter bred.

I skoven kan du endnu se to gamle skovfyr. De er de sidste rester af de blandede beplantninger af bøg, eg, ask, fyr og rødgran, som det tyske forstvæsen plantede i sidste halvdel af 1800 – tallet.

 

Her hang galgen

Nørreskovhus i den sydlige ende af skoven er et gammelt traktørsted. I dag fungerer området ved Nørreskovhus som en tumleplads for børnene fra den lokale børnehave. Lige syd for skoven ligger byens gamle galgebakke. Den sidste hængning fandt sted i slutningen af 1700 – tallet. I dag er bakken et udsigtspunkt, hvorfra du kan se ud over byen og fjorden.

Man var ikke særlig gode til at vedligeholde retterstedet i Aabenraa. I 1728 faldt det helt sammen. Man kunne ikke lige finde håndværkere, der ville reparere det. I 1796 var den gal igen. Ingen håndværkere ville risikere deres gode navn og rygte på at lave ”uærligt” arbejde. Hjulet og stagen blev således leveret af en håndværker fra Felsted.

Heroppe prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle. Der var også et hjul, fastgjort øverst oppe på lange stokke. Her skulle henrettedes parterede legeme hænge. Det blev så føde for sultne ravne.

 

Hekse, der dansede på Galgebakken

Ak ja. I 1617 måtte bødelen Mads Diederik tilkaldes, da Anna Jørgensdatter skulle brændes på ”heksebålet”. Under tortur indrømmede hun, at have været i hekselære i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. Ja så havde hun også haft omgang med djævlen.

Og Magrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks. For at finde ud af det, skulle hun gennemgå hekseprøven. Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig.

I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man fandt frem til hekse. Her kunne man også læse, at det var kvindernes umættelige kødlige lyst, er var skyld i hekseri. Og her stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.

Hvis en kvinde tørrede sig om munden efter altergang skulle man være på vagt.

 

Bødelen boede i Nygade

Ja dem, der ofte havde sin gang på Galgebakken og skulle udføre disse henrettelser var rakkeren eller bødlen. Til den sidste blev der endda bygget en bolig. Og det var i Nygade 42. Her boede bødelen Hinrich Christoffer Rössler. Han var skarpretter – søn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder. Han gav sig også af med at være sårlæge.

Men her greb han ind i de ærlige barskæreres lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Rössler. Han blev fulgt af en række meget vrede barberer.

 

Bødelens regning

Så sent som i 1864 skrev man kontrakt med Haderslev – bødelen, Julius Beseler. Han fik tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark:

• Et pinligt forhør med brug af torturinstrumenter – 5 mark
• En person, der skulle jages ud af byen – 3 mark
• Hvis en selvdød hest, okse, ko eller andet skulle skaffes af vejen – 24 skilling
• Rengøring af fængslet, hvilket ikke skete så tit – 8 skilling osv.

Det hedder sig også, at en meget fornem dame i Aabenraa i 1601 betalte 100 Rdl. for at hendes mand blev halshugget frem for at blive hængt.

 

En bæk, der hedder Svejts

Nørreskoven gennemskæres i dag af Nørreskovvej, som blev anlagt først i 1970erne for at forbinde de nye boligområder i Høje Kolstrup. Vejen ligger oven på bækken Svejts. Det er et navn, der siger noget om landskabets dramatiske form. Måske har bækken fået sit navn efter Folkehjems fortid, hvor det hed Svejtserhaller eller på tysk Schweitzerhalle.

 

Rise Skov

 

Rise Skov ligger i et meget bakket terræn med afvekslende natur – sø, ådal, enge og områder, hvor skoven får lov til at passe sig selv. Her kan du få følelsen at have naturen for dig selv.

 

Rise Enge

Rise Enge i den sydlige del af skoven var før i tiden delt op i små lodder, som tilhørte bønderne i Rise. De brugte engene til høslæt og som græsning for deres køer. I dag har staten overtaget det meste af jorden. Engene græsses fortsat af køer, som på den måde forhindrer arealerne i at gro til.

 

Vestersø

Vestersø i skovens sydvestligste hjørne er anlagt ved hjælp af opstemning. Søen er rig på fisk som karper og karudser – og muligvis også ål. Vandet kommer fra kildevæld i skrænterne. Det indeholder jern, og derfor har jorden omkring udspringet en orange farve. Skoven på bredderne er urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende i skovbunden. Det døde ved tiltrækker masser af insekter og fugle og svampe og andre planter stortrives her.

 

Ulvekule

Mellem søen og engene ligger Ulvekule. Navnet stammer fra 1700 – tallet, da man drev jagt på ulve ved at fange dem i dybe faldgrave. Skoven ved Ulvekule er udlagt som urørt skov.

Staten overtog Rise og Søst Skove sidt i 1700 – tallet fra frigården Risegård på grund af skatterestancer.

 

Pølsekilden

I bunden af ådalen tværs gennem skoven løber Mølleåen på sin vej fra Pølsekilden til Aabenraa Fjord. Ved Sortebro er dalen så smal, at den nærmest fornemmes som et bjerglandskab, hvor åen skærer sig dybt ind i terrænet.

Pølsekilden ligger ved Humlebjerg i Rise Menighedsråds Skov.

 

Søst Skov

 

I Søst Skov støder fortid sammen med nutid. Inden for skovdiget er det gamle landskab bevaret. Men udenfor er byen vokset helt op mod skoven på øst – og vestsiden. Træerne i Søst Skov er overvejende løvtræer, især eg, bøg og ask. Ved skovens grænse mod vest ligger ”Rikkes Kalgård”, et mindre areal afgrænset af diger.

 

Et flystyrt

Det har muligvis været brugt som planteskole, have eller dyrefold. Navnet Kohave optræder på ældre kort for området. Tæt ved Jørgensbjergvej kan du se en fin samling af græsklædte høje med bøgetræer på toppen. Højene er gravhøje fra bronzealderen.

Mindestenen på Jørgensbjerg er rejst til minde om et flystyrt, som fandt sted her under 1. verdenskrig. Den 3. januar 1943 var en allieret Lancester – maskine på vej til at udlægge miner i Øresund syd for Amager, da den blev skudt ned af en tysk natjager.

Alle syv ombordværende – seks briter og en canadier – omkom. En ung mand fra Rise markerede nedstyrtningsstedet med et hjemmelavet trækors. Han blev straffet med 10 dages hæfte for sin handling. Den nuværende mindesten er rejst af Naturstyrelsen i 1983. Men inskriptionen er den samme som på trækorset. Det dybe krater i skovbunden stammer fra det nedstyrtede fly.

Fem besætningsmedlemmer blev fundet på nedstyrtningsstedet og 2 andre blev senere fundet i Lillebælt. Alle 7 ligger begravet på kirkegården i Aabenraa.

 

Langebjerg Skov

 

Langebjerg Skov mellem Kolstrup og Nymølle står på en bakke mellem to tunneldale. En dyb slugt mellem Øen og Nymølle forbinder de to dale. I bunden af slugten løber Slotsmølleåen. I gamle dage var det så meget kraft på vandet i Mølleåen, at den kunne drive to vandhjul på Nymølle.

 

Ni gravhøje

Skoven er overvejende løvskov med eg, bøg og ask – og masser af rådyr og fugle. Her kan du være heldig at møde sortspætte og Ravn. I Øen finder du urørt skov, hvor de gamle træer får lov til at blive liggende, når de falder.

Langebjerg Skov rummer også mange fortidsminder. Hele ni små stenaldergravhøje ligger samlet i en gruppe nær p – pladsen ved Nymøllevej. Men du skal se godt efter for at finde dem. Højene er med tiden dækket af skoven.

Den vestlige del af skoven hørte tidligere under Brundlund Slot, mens det østlige del indtil 1965 tilhørte Kolstrup gård.

 

Guld – og Sølv feber

På et tidspunkt opstod ideen om at udvinde ædle metaller fra højdedragene. Men ak dette gav kun skuffelser. Der blev hverken fundet guld eller sølv. Hertug Adolf af Gottorp satte dette i værk omkring 1581. Han lod bjergmestre grave efter de ædle metaller i blandt andet ”Colstrup Höltzung”.

 

Hjelm Skov

 

Hjelm Skov har altid været byens lystskov. Her lå festpladsen, som du stadig kan se i skovens østligste udkant ud mod stadion. Skoven er fortsat meget populær i Aabenraa.

Skoven tilhørte tidligere Brundlund Slots ladegård.

 

Masser af gravhøje

Navnet Hjelm, som også betyder hat, fortæller om skovens landskabelige placering og alder. Dog har der ikke altid været skov, idet man finder masser af gravhøje. Disse er formodentlig blevet anlagt på opdyrket jord.

Tæt ved skovvejen findes flere gravhøje fra stenalderen. I nærheden af Bodenhoff`s kilde ligger en langdysse. Bodenhoff var en tidligere skovridder. Også Kongens Forhøjning er oprindelig en gravhøj fra stenalderen.

 

Dannebrog gik i land

Her gik Valdemar Sejr ifølge sagnet i land med Danneborg, efter at flaget var ”faldet ned fra himlen” under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219.

Kongen var på vej til Urnehoved Tingsted ved Hærvejen. Han kan godt være kommet sejlende hertil selv om det er umuligt i dag. Formentlig har engene dengang været store vådområder, som var adskilt fra fjorden af strandvolde. På højen findes en mindesten rejst i 1969 og en grillplads, hvorfra de har en fin udsigt over engene mod byen.

 

Sangerkrig

Her i Hjelm Skov har der også udspillet sig en anden krig i 1845, nemlig en sangerkrig. Det var en aktion mod det tysksindede Liedertaffel. En gruppe skibstømrer og unge svende fra værksteder i byen havde samlet sig ved havnen.

Med Dannebrog i spidsen båret af den kun 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det så mod skoven. Her var de opsat diverse telte. De unge mennesker sang ”Kong Christian” hver gang Slesvig – Holstenerne og Liedertafel sang ”Schleswig – Holstein meerumschlungen”

Mange af de unge mennesker blev fyret dagen efter fra deres arbejdsplads, fordi de havde deltaget i denne ”provokation”.

 

Et rituelt forhold til Saltbjerg

Hesselbækken snor sig gennem skoven og passerer på sin vej højen Saltbjerg. Her har man fundet urnegrave fra jernalderen. I dag leverer bevoksningen af Normannsgran frø til juletræer og pyntegrønt.

Navnet Saltbjerg kommer af Solbjerg. Man kan forestille sig, at folk i den forsvundne landsby, Hessel har haft et rituelt forhold til bjerget. Urner fra jernalderen er fundet her.

Syd for Saltbjerg lå engang en mark, der hed Biskoppens Enemark. Det er sikkert til minde om Bispegården i Hessel.

 

Amtmanden er på jagt

Når du går gennem Hjelm Skov ved midnatstid, så kan du måske høre hundeglam og jægerhorn. Hvis du lytter ordentlig efter, kan du måske høre råb:

• Jag man to, Bruder Andreas
• Jag man to

Se det er plattysk, og det er tegn på, at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov, hvor der dengang var meget vildt.

Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger.

Hans broder, Andreas var uden kone. Dette skyldtes ulykkelig kærlighed i ungdommen. Sagnet fortæller at amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade. Slægtningene følte sig bedraget for en arv.

Under en jagt i Hjelm Skov blev amtmanden opsøgt af slægtninge, der bebrejdede ham, at han ikke tænkte på dem.

I det samme kom en ung pige i bondedragt. Amtmanden spurgte:

• Hvad vil du mit barn?

Pigen viste sig nu, at være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster, der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig om mod sine slægtninge:

• Der ser I. Dette barn vil jeg tage mig af.

Drengen takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at give Amtmanden, hvad han helst ville have.

Amtmanden svarede, at han ville jage i skoven til evig tid. Så næste gang, du går i Hjelm skov ved midnatstid, så lyt:

• Jag man to, Bruder Andreas
• Jag man to

Nu skal man aldrig efterprøve sådanne sagn. For historien er jo svov. Men det var desværre en anden Günderoth, der forærede pengene til Stiftelsen i Nygade.

 

Danmarks ældste kolonihaver

Nær indgangen ved Skyttegården ligger Danmarks ældste kolonihaver, Hjelmhaverne. Haverne er anlagt fra 1831 som ”fattighaver” på initiativ af statholderen i Slesvig – Holsten, landgreve Carl af Hessen. Carl var en meget fremsynet mand, og tanken var, at de fattige skulle have mulighed for at brødføde sig selv med høsten fra haverne. Haverne blev anlagt på Skyttelaugets gamle skydebane. Det var tilpas langt væk fra byen til, at Aabenraas borgere ikke behøvede at føle sig generet af synet af de fattige. Hjelmhaverne blev fredet i 1979.

Det var heldigt at haverne blev lagt så langt ude, at grundene ikke er blevet brugt til boligbyggeri.

 

Masser af fattigdom

Tiden omkring 1800 var præget af krise og fattigdom Der var ekstremt høje kornpriser. Og det var også disse priser samt kornmangel der i 1790 førte til uroligheder i Aabenraa. Skibstømrere og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge dem smør, der ellers skulle være gået til Vestindien. Fem år senere forlangte man brød i stedet for penge i byen.

I 1790erne lå antallet af fattige i Aabenraa med mellemrum over 200. Og antallet af tiggere var stigende. Ved højttiderne kunne man opleve 300 – 400 tiggere fra byen og omegnen vandre gennem byens gader.

Allerede i 1819 opfordrede Carl af Hessen, at nu skulle der indrettes fattighaver. I Aabenraa så man med skepsis på tanken. Der skulle tre rykkere til, inden der kom skred i planerne.

 

Et stort udbytte i haverne

I 1833, der hvor Skyttelauget siden 1734 havde sin skydebane gik 37 fattige i gang med at dyrke haverne. Allerede samme år fik endnu 40 lov til at få deres fattighaver.

Og man gik sandelig til den fra starten. I december 1833 var udbyttet fra 39 havelodder:

• 395 tdr. kartofler
• 11 tdr. kålrabi
• 7 gulerødder
• 336 stk. hvidkål
• 880 stk. grønkål
• Dertil kom for 890 mark rødbeder, løg og persille.

 

De skulle have ligget i Nørreskoven

Egentlig skulle kolonihaverne eller fattighaverne have ligget i udkanten af Nørreskoven oppe på Galgebakken. Her havde man fået tre tønder land af Kronen, som erstatning for græsningsret, som man tidligere havde i Nørre – og Sønderskoven.

 

 

Sønderskov

 

I Sønderskov er terrænet så stejlt og fyldt med kløfter og vandløb, at jorden aldrig har været under plov. Tidligere gav skovens Hjortekilde og Helligkilde vand nok til at drive vandmøllen Farversmølle.

Møllen har fået navn efter farver Martin Bahnsen, som i 1767 indrettede en såkaldt stampemølle på stedet. Med tiden voksede virksomheden til en regulær uldtøjsfabrik. Her blev uldent klæde valket, bleget og farvet med forskellige plantefarver.

 

Mange møller i Aabenraa

I 1761 meldes om en grynmølle på Arnsbjerg. I 1767 blev den flyttet til Sønderskov. Det er så den, der blev kaldt Farversmølle. Her havde man fundet en kraftig kilde, Hjortkilde. I den har man fundet spor af en ældre dæmning. I 1797 meldes om en ny stampemølle.

På et tidspunkt var der masser af møller i Aabenraa og omegn:

 

• Farversmølle, Barkmølle, Slotsmøllen ved Brundlund Slot, Jørgensgård – møllen, Nymølle, Store – og Lille Rundemølle, Dalholt, Stenbjerg og Knappen Mølle, Laksemølle, Krusmølle og Felsbækmølle.

 

Velbesøgt udflugtsmål

Alle processerne krævede store mængder vand. Farversmølle var i drift indtil slutningen af 1800 – tallet. Da var stedet og møllens beværtning for længst blevet et velbesøgt udflugtsmål. Mindre popukært var det, når medlemmer af Frits Clausens danske naziparti i 1930erne øvede sig i at marchere på pladsen.

Den 28. juli 1869 fejrede Frederiksklubben her Frederik den Ottendes bryllup med svenske Louise. Og det var i møllens beværtning.

 

To mord

Sønderskov har også været scene for et brutalt mord. I februar 1795 red skovridder Anders von Bergen efter lyden af et rådyrs klagen, da han pludselig stod over for tre mænd.

Den ene genkendte han som krybskytten Røde Anders, der straks greb et gevær og skød skovrideren ned bagfra. Hårdt såret lykkedes det von Bergen at ride til Farversmølle. Han døde dagen efter.

Røde Anders blev i 1796 dømt til døden og halshugget. Hans krop blev lagt på hjul og stejle. En mindeplade “Von Bergens eg” markerer mordstedet. Egen har stået der i 400 år og er dermed dobbelt så gammel som træerne omkring den.

Langt senere slog en beruset person en ung skovfogedassistent ihjel lige i nærheden. Dette blev takseret til kun 18 måneders fængsel.

Sønderskov byder på mange fine kig ud over byen og fjorden. Selv husker jeg en morgen, da jeg kom løbende her, vores flotte kongeskib ude i fjorden. Det var et flot syn.

 

Årup Skov

Årup Skov har en anden historie end de øvrige Aabenraaskove. Skoven er etableret som jagtterræn for adelsfamilien Ahlefeldt. Den hørte oprindelig under Søgård Gods ved Kliplev. Jagten gjaldt især rådyr og ræv. Senere købte hertugen af Augustenborg skoven. Det var i 1725. Han var meget interesseret i fiskeopdræt og havde fiskerettigheder i søerne og vandløbene langs sydsiden af Aabenraa Fjord. Karpedammen og Laksemøllen stammer også fra den tid.

 

En halv ton fisk i dammen

Da hertugdømmet blev nedlagt i 1850, overgik den til staten. Karpedammen og Laksmøllen stammer fra hertugens tid. Da man tømte dammen sidst i 90`erne, viste den sig at rumme en halv ton fisk.

 

En stemning af urskov

I den vestlige, flade del af Årup Skov er der store åbne områder med et rigt liv af både planter og dyr. Før 1999 voksede der også skov her. Da mange af træerne faldt i december – orkanen det år, fik lysningerne lov til at forblive åbne. I dag finder rådyr, ræve og rovfugle masser af føde her. Flere store grævlingegrave findes i denne del af skoven. Og den sjældne sortspætte har her et af sine få ynglesteder.

Skovens østlige del byder på stejle skrænter og dybe slugter. Fra udsigtspunktet Dragebænken har du en fin udsigt over Aabenraa, fjorden og Løjt Land nord for byen. Gennem denne del af skoven løber en dyb kløft med en bæk i bunden. Kløften er i virkeligheden en lille selvstændig ”arm” på den store tunneldal med fjorden. Her lå træerne tæt. Du kan opleve en stemning af urskov under taget af grene.

 

Vandet løb ud til Vidåen

Midt i skoven ligger Skovlyst Naturskole, som arrangerer oplevelsesture for skovgæster i alle aldre.

Selv om Årup Skov ligger ned til Aabenraa Fjord, løber det meste af vandet fra skovens vandløb og kilder ud i Vidåen og videre mod vest til Vadehavet. De dybe grøfter i skoven er gravet for at afvande de lavere liggende arealer.

Skovene vest for Røllum Skovvej er private og delvis fredet for at beskytte sjældne orkidéer og dyr.

Langs Årupgade kan du se en typisk udstykning til husmandsbrug fra tiden efter 1920. En del af Årupgårds jord blev udstykket i husmandssteder på den tid.

 

Sct. Annas Kapel

Nær T – krydset Årupgade – Årup Skovvej ligger resterne af Sct. Annas Kapel. Det var i middelalderen et såkaldt valfartskapel. Møntfund fra stedet viser, at der trak mange pilgrimme til. Sct. Anna var søfolkenes helgen, og de bragte hende gaver som tak for en vellykket rejse. Aabenraa var på den tid en rigtig havneby.

Måske har kapellet på et tidspunkt været viet til Sankt Andreas – fiskernes skytsengel. Bakken er også blevet kaldet for Kappelbjerget.

Det oprindelige kapel var en simpel bindingsværksbygning. Men i begyndelsen af 1500 – tallet gik man i gang med at opføre en større murstenskirke på stedet. Kun koret nåede dog at stå færdigt, før reformationen kom i vejen.

Samtlige kilder fortæller, at den ufærdige kirkebygning blev revet ned af ”en rasende folkemængde” i 1528. Kapellet blev glemt, men siden genfundet på et kort fra 1641. Ruinerne blev udgravet sidst i 1950erne.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa
• Seværdigheder i Aabenraaskovene/Naturstyrelsen
• Skovene omkring Aabenraa/ Miljøministeriet
• Diverse artikler fra dengang.dk
• museum-sonderjylland.dk
• avlg.dk/AabenraaSkydebane.htm

 

Hvis du vil vide mere:

• Dengang i Aabenraa
• Aabenraa 1764
• Mere om Urnehoved
• Farversmølle ved Aabenraa
• Aabenraa` s oprindelse
• En fysikus fra Aabenraa
• Aabenraa – en by hedder Opnør
• Barkmøllegade i Aabenraa
• Aabenraa i gamle dage
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• Skyttelauget i Aabenraa og mange flere

 

Da gadenavnene blev ændret i Tønder

Det har været en heftig debat om tysk by og vejskilte i Sønderjylland. Det har været følelsesladet og ikke altid lige smart. Men hvordan var det med gadeskilte i Tønder. Jo her var tosprogede gadeskilte fra 1920 – 1945. Tønder Amts Avis opfordrede folk til at komme med forslag. Hvad var det med Struck, Popsen og Richsen? Man mente, her skulle ny til, indtil man fandt ud af, at forslaget til disse navne kom fra en dansksindet. Og så var det lige problemet med Uldgade og pebergade. Ja, så fandt ud af, at ”Spiker” måske ikke kun var tysk. Og hvorfor skulle du kun hedde Abild – landevejen. Den gik jo helt til Ribe. Der var nærmest ingen udskiftning i Tønder. Men skulle dansk eller tysk hænge øverst? Det var tre postbude, der smed de tyske skilte væk tre dage efter besættelsen i 1945.

 

En heftig debat

I flere omgange har der været en debat i gang, om der skulle indføres gadenavne og byskilte på tysk i Sønderjylland. Til tider har denne debat nået astronomiske højder, der har fået følelser frem. Måske har debatten måske ikke altid været lige smart.

 

Man ændrede bare det mest nødvendige

Ved Genforeningen i 1920 skulle der ske en overgang fra tysk til dansk styre. Der skulle ordnes mange ting. Og der skulle også sættes nye gadeskilte op på dansk. Nogle gange ændrede man bare gade til strasse og vej til weg, dengang, der gik den anden vej.

 

Avisen opfordrede til forslag

I Tønder opfordrede Tønder Amts Avis læserne til at komme med forslag til gadenavne. Der var i mellemtiden kommet navne på gaderne, som man ikke bare kunne oversætte til dansk.

 

Fra Abild til Ribe

Det kunne vel ikke blive ved med at hedde Abeler Chaussee. Man vidst jo udmærket at vejen førte til Abild, men den vejen gik endnu længere, så derfor blev det til Ribe Landevej.

 

Forslaget kom fra en dansker

I tysk tid var der kommet vejnavne til ære for legatstifterne Struck, Popsen og Richsen. Jo provst Carsten, som var forfatter til bogen ”Die Stadt Tondern” havde også fået gade opkaldt efter sig.

Det blev nu foreslået at få udskiftet disse navne til for eksempel Løgumklostervej, Kongensgade og Møgeltøndervej.

Men se legatstifternavnene var i sin tid blevet forstået af det danske byrådsmedlem, bagermester Thorvald Petersen.

 

Hvad med Petersen og Brorson?

Forfatteren til et anonymt indlæg i Tønder Avis, formentlig seminarielærer Claus Eskildsen gik varmt ind for dem. Han foreslog også, at man gav et par gader navn efter Balthasar Petersen, som stiftede seminariet og efter Brorson.

Han mente også, at Markgade og Vidågade bedst kunne afgive deres navne. De to navne havde endnu ikke kunnet fortrænge det gamle Bag Staldene. De to navneforslag blev imidlertid først brugt senere. Gaden efter Balthasar Petersen kaldte man Provst Petersensvej.

 

Så var det lige Pebergade

Redaktør P. Skovrøy mente, at navnet på den ikke længere eksisterende Pebergade, Pfefferstrasse, var en tysk misforståelse af et oprindeligt Peblingegade.

Han giv i øvrigt ind for at gaden skulle have dette navn. Men den beholdt navnet Pebergade. Dette var sandsynligvis også det oprindelige navn.

 

Problemet med Uldgade

Uldgades navn blev også drøftet. Gaden blev på tysk kaldet Wolfstrasse. Den tyske historiker Ludwig Andresen argumenterede i Neue Tondernsche Zeitung for, at det var det oprindelige navn, og at gaden derfor nu burde hedde Ulvegade.

Redaktør Skovrøy tog til genmæle i Flensborg Avis. Hans opfattelse var, at Uldgade var det oprindelige navn. Uld og Ulv udtales ens i Tønderdialekten. Det tyske navn må have været en misforståelse.

Mange år senere – i 1943 – nævnte Claus Eskildsen i sin bog, at hverken Ulvegade eller Uldgade var oprindelig. I 1603 kaldtes gaden Wulfs Gade efter Wulf Hans’ s som ejede et hus til hjørnet af Søndergade.

 

Tønder fik også en Kongegade

Ja i øvrigt blev der så også senere opkaldt gader efter både P. Skovrøy og Ludwig Andresen.

I modsætning til Haderslev og Sønderborg havde Tønder en Papegøjevej. Men den blev slet ikke nævnt i aviserne. Ønsket om en Kongevej blev opfyldt både i Tønder, Aabenraa og Sønderborg.

 

”Spiker” var måske dansk

Spikergade beholdt også sit navn. Flensborg Avis og Vestslesvigsk Tidende skrev, at det ”maaske alligevel ikke er tysk, naar Oprindelsen granskes ret”. Det, der ligger bag denne bemærkning er, at navnets forled egentlig kommer af middelalderlatin Spicarium ”kornhus”.

Dette ord blev lånt i både dansk og nedertysk i formen ”spiker”. Det er uvist om navnet er kommet sydfra eller nordfra. I højtysk fik det formen Speicher ligesom ”Speicherstrasse i Haderslev.

 

Nærmest ingen udskiftning i Tønder

I Tønder skete der nærmest ingen udskiftning af gadenavnene. I Aabenraa skete det kun i mindre omfang, men i Haderslev i større omfang. I Sønderborg blev cirka en tredjedel af alle navne udskiftet.

Ved nu at give gaderne navne efter danske personer, ved at søge tilbage til gamle navne og ved ellers at vælge typisk og traditionelt danske navne viste man sin glæde over at vende hjem.

 

Tosprogede skilte indtil 1945

Men gadeskiltene i Tønder har deres egen historie. Den 8. oktober blev det på et møde i byrådet, hvor der jo dengang var tysk flertal, vedtaget at have gadeskilte på begge sprog. Den 20. februar 1921 var man færdig med at sætte de nye danske skilte op.

I mellemtiden var der blevet diskuteret, om de skulle hænge øverst eller nederst. Og det så en tid ud til, at de ville komme til hænge nederst. Men det endte nu med, at de kom til at hænge øverst.

De tyske skilte blev hængende, også efter at man fik dansk borgmester i 1937. Det var byens postbude, der nogle dage efter Befrielsen i maj 1945 med sang og musik gik rundt og tog dem ned.

 

Det var tre postbude, der startede

Postbud Fr. Lund altid kaldet Fidde, har på spørgsmålet om, hvem der startede det, fortalt:

• Det var vi tre om, men vi var hurtig enig`om det, no sku’ de væk. Vi startet godt midda, å dem dæ vill´friville mæ, gek mæ. Dæ ble´et´naue post bracht u´den ettermidda. Helt fra tyve å te femåfyrre var de bleven hængend´hær, så var det ikk´for tidle, de kom væk igen.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Sønderjysk Månedsskrift
• Birgit Christensen: Gadeskilte og gadenavne i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

• Ture i Tønder 1 – 4
• Gamle gader, veje og stier i Tønder 1970 – 2006
• Gader og veje i Tønder

 

 

Solvig – en herregård i Slogs Herred

Gården kan man sikkerhed føres tilbage til 1390. Men måske eksisterede gården allerede i 1364. Det har været en af de største godser i Sønderjylland. Diverse adelsslægter, som Sappi, Rantzau, Gjordsen og Ahlefeldt har ejet stedet. Ja kongen ejet det i en måned og hertugen af Gottorp har ejet stedet to gange. Også områdets bønder har været ret aktive for at undgå at blive udnyttet. Og en stærk kvinde, der blev trolovet allerede son syv årige ville ikke have sønnen på Trøjborg som ægtemand, da hun blev voksen. Det kostede faderen en bøde på 3.000 mark og en undskyldning til herren på Trøjborg. Jo, det var sandelig en skandale, hvor både kongen og hertugen var involveret.

 

 

Nævnes første gang i 1390

Måske syner Solvig ikke af så meget i dag, men det har faktisk engang været en af de største godser i Sønderjylland

Ja denne gård ligger ved Arnåen. Og det bærer navnet også præg af. Således betyder Sol – sump. Solvig nævnes første gang i 1390, da Marine af Løgimose til Peder Eriksen afstod sit gods i Hostrup Sogn.

 

Adelsslægten Sappi

Peder Eriksen tilhørte den sønderjyske adelsslægt Sappi. Han var af ”kongelig byrd”, idet hans bedstefar Abel Valdemarsen var en ”naturlig søn” af hertug Valdemar af Sønderjylland.

Hans far, Erik Abelsen (Rynd) skødede i 1364 til sin bror Valdemar Sappi en del gods i Hostrup sogn, som tilhørte hans stedsøstre Gunner og Elsiif. Han var gift med Cathrine Eriksdatter Urne. Det må have været tale om et gods, der har tilhørt hendes første mand.

 

Har gården eksisteret i 1362?

Solvig omtales ikke i brevet, så måske er det tvivlsomt, om det har eksisteret på daværende tidspunkt. Men i ældre litteratur omtales to mænd, Hartvig og Wulf, som skulle have haft gården i 1362.

Peter Sappi har sandsynligvis arvet sin farbror. Måske var det erhvervelsen af godset i Hostrup Sogn som blev forudsætningen for, at der netop på denne egn blev bygget en herregård.

 

Gjordsen stammer fra en tysk adelsslægt

Peter Eriksen Sappi`s datter Anna blev gift med Mads Gjordsen, som tilhørte en tysk adelsslægt, som var indvandret til Sverige og Danmark. Slægten hed oprindelig Goritz eller Gortz, hvilket blev fordansket til Gjordsen.

Mads Gjordsens søn fik i 1443 en vigtig indrømmelse af hertug Adolf, idet han fik overdraget alle 40 marks bøder af sine bønder. Han døde omkring 1460. I 1469 nævnes en Erik Sture til Solvig, som vel har været gift med en datter af Claus Gjordsen. Eneejer har han næppe været.

 

Godset voksede

Fra 1481 nævnes Claus Gjordsens søn, Eggert Gjordsen til Solvig. Han var ivrig i at forøge godset. Han var også meget energisk i sine bestræbelser for at sikre sine rettighede. Ofte mødte han på tinge, således i 1496, da han fik lavhævd på alt sit gods i Slogs herred. Det var foruden Solvig, den dertil hørende mølle og i alt 44 ejendomme og nogle tofter m.m.

Det var dengang et gods af imponerende omfang. De fleste af fæstergårdene lå i Solvigs umiddelbare nærhed.

 

Eggert Gjordsen kom ikke hjem fra Ditmarsken

Eggert Gjordsen var med på det store togt mod ditmarskerne i 1500, hvor så mange holstenske og sønderjyske mænd faldt. Heller ikke herren til Solvig vendte hjem igen. Med stor kraft tog hans enke Anna Eriksdatter Fasti opgaven op for at sikre godset for sine 4 sønner og 6 døtre.

En del ejendomme som hendes ægtefælle havde erhvervet i Kær herred afstod hun dog til Hertug Frederik i 1502. Men ellers fortsatte hun med at arbejde for den retslige sikring af sine besiddelser. Ofte gav hendes folk møde på egnens herredsting. Hun døde i 1516.

 

Ældste søn endte som kansler

Den ældste søn Claus Gjordsen studerede ved universitetet i Köln og blev magister. Efter at være hjemkommet til Danmark gik han i kirkens tjeneste. Her gjorde han hurtigt karriere. Efter først at være kannik i Ribe, provst i Jellingsyssel og i Hardsyssel, blev han i 1514 domprovst i Ribe. I 1523 rejste hertug Frederik sammen med de jyske rigsråder oprørets fane mod Christian den Anden.

Da Hertugen gik over Kolding Å, var Claus Gjordsen med ham som kansler. Han reorganiserede Det danske Kancelli, som han ledede med dygtighed indtil sin død i 1532. Kanslerens færd i kirkens tjeneste og som leder af rigets administration er et bevis på, at han var en god dansk mand, der mestrede det danske sprog til fuldkommenhed. Slægtens nære tilknytning til Danmark viser sig også deri, at dens medlemmer altid hentede deres ægtefæller blandt den danske adel.

 

Den ene datter boede i Jejsing

Eggert Gjordsens børn synes oprindelig at have haft Solvig i fællesskab. Sønnen Erik, der døde i 1519, nævnes til gården i 1507 og 1509. De to yngste brødre døde imidlertid som ganske unge uden at efterlade sig arvinger. Da mester Claus, som den kirkens mand han var, døde barnløs, blev Mads eller Mathias formodentlig eneherre på gården.

De to søstre fik hver udelagt 19 bøndergårde. Den ene af dem, Anna synes at have boet i Jejsing. Hun var gift med Otto Brockenhuus, der døde før 1529. Den anden, Bege, var gift med Jesper Holck. Ved selve hovedgården forblev der 25 fæstegårde.

 

Trolovet som 7 – årig

Mads Gjordsen levede endnu 1561, men efter hans død gik gården over til hans datter Anne, der var født i 1529. Hun blev allerede i en alder af 7 år trolovet med Hans Pogwisch søn af Wulff Pogwisch på Trøjborg. Da hun blev voksen, nægtede hun at ægte sin fæstemand. Det var jo ikke godt for slægten. Ja det var en skandale.

 

En bøde på 3.000 mark og en undskyldning!

Pogowisch`erne ville ikke gå med til at hæve trolovelsen. Ja og sagen blev sandelig indbragt for kongen. Mads Gjordsen måtte betale 3.000 mark til Wulff Pogowisch. Samtidig måtte han bede om tilgivelse på et møde den 3. april 1547 i Kolding, hvor kongen, dronningen, prins Frederik og hertugerne Hans og Frederik samt talrige rigsrødder var tilstede.

 

Tredje gang lykkedes det

I stedet trolovede den halsstarrige jomfru sig med Axel Banner, der dog døde før brylluppet.

Hun tabte dog ikke modet af den grund. Tredje gang lykkedes det for hende at finde en mand, der virkelig kunne føre hende til brudeskamlen. Den udkårende var Erik Lange til Engelsholm ved Vejle. Han døde allerede i 1572. Enken ægtede senere Albert Galskyt. Hun beholdt Solvig, indtil den omkring 1579 gik over til sønnen Erik Lange. Jo, det var den kendte guldmager.

 

Solgt til Frederik den Anden

I 1583 solgte han Solvig med alt bøndergods til Kong Frederik den Anden for 58.000 daler. Skødet optegner alle de gårde som dengang lå til Solvig. En sammenligning med de middelagtige forhold viser en stærk forøgelse af godsområdet.

De gårde, som Anna og Bege Gjordsen havde haft, var nu blevet genforenet med de andre besiddelser. Samtidig var antallet af gårde forøget til 75, hvortil kommer 12 bol og 30 huse. Antallet af gårde og gårdparter i Slogs herred var steget fra 44 i 1494 til 66, hvoraf alene 56 i Hostrup og Højst sogne.

 

Godset voksede

Det var virkelig et storgods, der var blevet skabt. Gennem hoveriet blev undersåtternes arbejdskraft udnyttet. I forbindelse hermed så fandt der også en udvidelse af hovedgårdsmarken sted i det 16. århundrede. I 1583 nævnes 8 byggesteder (og bol) på Solvig mark.

En indberetning fra en senere tid oplyser, at hovedgårdsmarken var blevet udvidet med to gårde, kaldet Adelvad, som var blevet lagt øde.

 

Kun en måned under kongen

Kongen havde kun erhvervet Solvig for at bruge den ved sine byttehandler. Kun godt en måned var bønderne kongens fæstere, så blev de afhændet til Melchior Rantzau, der til gengæld afstod gården Tovskov til kongen.

 

Melchior og Henrik Rantzau

Og hvem var denne Melchior Rantzau? Ja, han var søn af Henrik Rantzau til Bülk und Borghorst. Han havde været amtmand i Haderslev et par år. I sine unge år havde han studeret i Strassbourg og Siena. I 1588 var han blevet dansk hofjunker.

På den bekendte Rantzau’ske tavle findes en gengivelse af Solvig på Melchior Rantzaus tid. Den viser et hvidkalket enkelthus, der er bygget af grundmur i to stokværk og omgivet af grave. Åbenbart har Melchior Rantzau ombygget den gamle herregård. Ombygningen har åbenbart fundet sted i 1585. Dette årstal var at finde på den anseelige staldbygning.

 

Det ældste Solvig

Det Solvig, der er afbildet på tavlen er ikke det ældste Solvig. Dette lå i engen vest for den nuværende avlsgård. Her har der været fire kunstig opførte holme. Der er her konstateret rester af træbygninger, hvoraf de ældste går tilbage til 1300 – tallet.

På den sydøstre holm har der oprindelig stået et tårn med en grundflade på 5 gange 5 meter. Den var bygget af tømmer og med lerklinede tavl. Det stod oven på et græstørvehus, der synes at være ødelagt ved en brand. Denne skæbne ramte også tårnet. Det ser ud til at dette er blevet afløst af flere større bygninger. Den yngste var også af bindingsværk og syns at være fra omkring 1500.

Melchior Rantzau døde allerede 1589. Hans enke Dorothea, datter af Christopher Rantzau i Quarnbeck blev boende på Solvig.

 

Amtmand Blome overtalte hertugen

Også den gottorpske hertug drev godspolitik i stor stil. Og købte en del nordslesvigske herregårde. I 1597 rådede amtmanden i Tønder, Dietrich Blome ham til at købe Solvig, der havde en overmåde gunstig beliggenhed.

I de følgende år er det antageligt blevet forhandlet om afståelsen. Men først i 1601 nåede man til en overenskomst med Benedict og Jørgen Rantzau, enkens brødre.

Solvig blev nu overtaget af hertug Johan Adolf af Gottorp. Det var nu blevet et domæne, der foreløbig blev drevet af hertugens egen regning. Den gav et betydeligt overskud, som regel mellem 800 og 1.300 daler om året.

 

Bønderne klagede

Nogle af indtægterne stammede fra, at der på gården blev staldet en del okser. I den første tid efter at hertugen havde overtaget stedet, blev bønderne meget plaget af hoveri. De bad derfor, om at få lettelser eller at blive helt frie, ligesom der var sket på Grøngaard.

Spørgsmålet blev løst ved, at hovedgårdsmarken blev lejet ud til amtmanden i Tønder for 742 rdl. Undersåtterne fik hoveriet afløst med en pengeydelse, i 1624: 639 daler.

Da trediveårskrigens ulykker væltede ind over Danmark gik det hårdt ud over Solvigs bønder.

 

Solvig blev bortforpagtet

Efterhånden gik man over til at bortforpagte Solvig ligesom tilfældet var med de andre kongelige og hertugelige domæner. Allerede 1620 var den hertuglige staldmester Wilken Manteuffel blevet pensionær på gården.

Først i 1650erne var kaptajnløjtnant Johan Clausen forpagter. Senere overtog dennes enke Anna gården. Fra 1677 var den forpagtet af løjtnant Chr. Dormeyer, som blev gift med Clausens datter. I forpagtningskontrakten var det bl.a. fastslået, at undersåtter ikke skulle præstere hoveri.

 

”Guds vejr” ødelagde Solvig

Det Solvig, som muligvis blev bygget omkring 1585, blev ikke gammelt. Allerede 1622 blev noget af gården ødelagt af ”Guds vejr” og 1638 brændte hele gården efter at være antændt af lynet. Også hovedbygningen blev ødelagt, men trods store udgifter lykkedes det dog hertugen at få gården bygget op igen.

 

Frederik Ahlefeldt overtager

Ved salgsbrev af 4. april 1681 blev Solvig overdraget Frederik Ahlefeldt til Oppendorf og hans brødre. Hele det Solvig`ske godsområde var spredt over ti sogne.

 

”En kommune” med særlige rettigheder

Området kom til at udgøre et særligt jurisdiktionsområde, et birk. Selv om bønderne, i hvert fald fra 1724 var tingpligtige i de herreder, hvori de boede, vedblev de dog at udgøre en kommune for sig med en del særlige rettigheder. Det var først efter indførelsen af prøjsisk administration, at der skete en afgørende ændring i dette forhold.

Frederik Ahlefeldt boede ikke på gården. Ligesom så mange andre Ahlefeldt` ske besiddelser blev bortforpagtet.

 

Bønderne bliver ”herremænd”

Tolv år senere skilte Ahlefeldt sig atter af med Solvig. Ved et salgsbrev af 7. januar 1693 blev gården og godset til ”samtlige frie undersåtter under godset Solvig”. Salgsprisen var 44.000 rdl. Species. En sådan overdragelse var på dette tidspunkt enestående.

I virkeligheden var bønderne ved denne dristige transaktion blevet herremænd. De ville dog ikke drive selve hovedgården, som af kommunens fuldmægtig blev bortforpagtet til Johan Jensen for 800 rdl. i afgift.

 

Hertugen tilbagekøber gården

Bøndernes herremandsværdighed blev dog ikke af lang varighed. Allerede 1706 tilbagekøbte hertug Carl Frederik af Gottorp, gården. Bøndergodset blev lagt under amtet, selvom det som nævnt i flere henseende beholdt sin særstilling, havde det herefter igen særlig tilknytning til hovedgården.

 

Stormandens fald

Også i den følgende tid var Solvig bortforpagtet. Fra 1. maj 1706 til Baltzer Bentzen, der i en længere årrække havde været inspektør hos Ahlefeldt, sidst på Gråsten. Senere blev han amtsforvalter og amtsinspektør i Haderslev amt. Fra 1715 var han desuden borgmester i Haderslev by. Han var i mange år en stormægtig mand, idet han ret egenmægtigt styrede hele Haderslev amt. Men selv den største mand kan fældes. Og i 1727 mødte Baltzer Bentzen sin skæbne. Han faldt på en toldsvigsag og dømtes fra embedet. Selv om han senere blev rehabiliteret, var hans embedsbane dog brudt. Han døde på Havervadgård den 3. juli 1739.

 

Lignede ikke en herregård

Fra hans tiltrædelsestid er der bevaret et meget udførligt inventarliste over Solvig, som giver et levende indtryk af de mange bygninger, der hørte til gården. Selve hovedbygningen var ikke imponerende, kun 14 fag lang, hvert fag ansat til seks fod. Bredden var 36 fod. Dielen var belagt med klinker. Den var 4 alen lang og 3 alen bred.

Af udbygninger var der en hestestald, kostalde, lade, tørvelade, baghus m.m. Man kan ikke sige, at bygninger bar præg af, at man var på en herregård.

 

Halslænke og jernkæde

Men alligevel. På pladsen findes en pæl af egetræ, hvorved en halslænke og en jernkæde med 11 led og en krampe, hvori lænken hænger.

 

Man skulle betale brotold

Den slags havde man dog ikke på almindelige bøndergårde. Omgivelserne viser også tydeligt, at det var en gammel herregård, der var tale om. Gården var dels omgivet af en vold, dels af en ret tilvokset grav. Foran gården gik der en bro over til porten. Den var 11 alen lang og 5 ½ alen bred, mens broen over åen var ikke mindre end 23 alen lang og 6 alen bred.

Omegnens folk, der passerede over den, skulle betale brotold. Til gården hørte en have på 216 x 144 alen og med 5 – 6 kirsebærtræer, ribs, nødder, vilde blommetræer, lindetræer og el. Tidligere havde der også været en fiskedam ved gården, men den var nu øde og forladt.

 

Kohold blev en fiasko

Gårdens jorder bestod, som det fremgår af et kort fra en noget senere tid, af agerjord, engjord og jord, der kun var beregnet til kvægdrift.

Agerjorden, der lå mellem engjorden og græsningsområderne, var i 1764 delt i 6 indtægter, hver med en usæd på mellem 32 og 40 tdr. I 1716 blev den samlede usæd til 80 tdr. rug, 25 tdr. boghvede eller byg. På hedejorden kunne der avles lidt havre.

De langstrakte, men smalle engstrækninger var magre og græsningen egnede sig ikke til hollænderi. To gange havde man forsøgt sig med kohold i større stil. Men det var begge gange blevet en fiasko.

På Baltzer Bentzens tid holdtes kun 12 – 14 køer, idet køerne gav for ringe mælk. Man fortsatte derfor med den gamle driftsform, hvor hovedvægten var lagt på staldning og fedning af okser.

 

Opstaldning gav bedre

I 1751 fedede man således 150 okser med en fortjeneste på 6 rdl. pr. stk. I øvrigt var en del af jorden ligesom i tidligere tid lejet ud. Det hang sammen med, at man havde for lidt ladeplads. Den store lade, som var blevet ødelagt ved branden i 1638, var ikke blevet genopbygget.

 

Den første Outzen

Baltzer Bentzen var endnu forpagter i 1723, da bønderne bad om at måtte overtage forpagtningen. I 1736 var Peter Thomsen pensionær. Han døde 1737 og efterfulgtes af sin broder, Johan Thomsen, der gav 1.310 rdl. i årlig afgift. Han døde 1759 og fra 1. maj dette år overtog Georg Outzen forpagtningen. Fra 1. maj 1768 fik han gården i arvefæste mod at betale 2.398 rdl. for bygningerne. Det var den sum, hvortil de var vurderet i brandkatasteret. Desuden skulle der betales en årlig afgift på 500 rdl.

 

Afgiften havde de sidste 30 år gennemsnitlig været på 1.258 rdl. Og grunden til den ringe afgift var, at en del af engjorden var blevet udelagt til de fra Tyskland indkaldte kolonister.

Georg Outzen var født 1730 som søn af Ludolph Outzen i Aventoft. Han tilhørte nogle af de kendteste og mest udbredte sønderjyske slægter, idet hans moder Anna Sophie Bahnsen var datter af farver Johan Bahnsen og Anna Sophie Klinge.

 

En ny hovedbygning opføres

I 1777 fik han tilladelse til at bortsælge noget af jorden. I 1789 overlod han gården til sin ældste søn, Johan Ludolf Outzen. Faderen blev dog boende på Solvig, hvor han døde i 1808.

Den nye arvefester var født i Ubjerg i 1758 og var gift med en farverdatter Agathe Nyland fra Horsens. Også han blev en gammel mand, idet han først døde i 1841. Hans efterfølger blev sønnesønnen Johan Ludolph Outzen, der var født i Ballum sogn 1818 som søn ag Georg Outzen.

Han opførte den nye hovedbygning i 1851. Det er en hvidkalket enlænget bygning med halvt afvalmet stråtag.

 

Rester af en gammel vindeltrappe

I 1942 blev der herunder fundet rester af en vindeltrappe fra renæssancetidens Solvig. J.L. Outzen blev den sidste af slægten på Solvig. I 1884, et år før sin død solgte han gården til lensgreve Hans Schack. Han havde fået en del frikapital ved afhændelse af fæstegods, kirketiende m.m. fra Schackenborg.

Den nye ejer gennemførte ret store forbedringer på bygningerne, ligesom han kultiverede det store engareal. Den følgende ejer var hans søn, amtmand over Tønder Amt, lensgreve Otto Didrik Schack. Han døde 1949 og blev efterfulgt af sin søn, lensgreve Hans Schack.

I 2011 blev gården overtaget af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Hvordan ejerforholdet er i dag, hvor prinsen har forladt Schackenborg vides ikke.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• Danske Slotte og Herregårde (1967)

 

Hvis du vil vide mere: Om Slotte, Adel og Herregårde i Sønderjylland: Læs her på www.dengang.dk :

• En adelsslægt fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Historien om adelsslægten Akeleye 1 – 9
• De sidste hertuger i Augustenborg
• Brundlund Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Ahlefeldt – fra Søgård til fald
• Ahlefeldt og Søgård
• Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
• Hertugen af Tønder
• En adelsborg ved Tørring
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Haderslev – Historier (3)
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev – handel og søfart (2)
• Sønderborg i begyndelsen (1)
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Øst for Tønder
• Tønderhus, slot Borg og Fæstning
• En amtsmandsbolig i Tønder
• Det Gamle Tønder
• Trøjborg Slot, nord for Tønder
• Trøjborg, den fjerde historie
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Slottet Duborg i Flensborg
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Caspar von Saldern – hvem var han?
• Kogsbøl – ved Emmerlev
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
• Gråsten – en flig af historien
• Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)

 

Hvis du vil vide mere: Om området i nærheden, Læs her på www.dengang.dk:

• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Grøngård – et forvundet jagtslot
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Emmerske ved Tønder
• Hestholm – syd for Tønder
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og omegn – dengang
• Modstand i Tinglev
• Langs grænsen
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Tønder – Erindringer 17 – en anmeldelse

Så foreligger 2016 udgaven af Tønder – erindringer. Denne gang er det arbejdspladser, der bliver præsenteret. Og det får da i den grad nye minder frem. Mange af dem, der bliver nævnt kender man mere eller mindre. Pludselig går det op for en at man har været bud syv forskellige steder i byen. Ja man kommer også i tanker om sin soldatertid for ens gamle kompagni flytter til Tønder. Ja og så bliver Æ Klev også nævnt med de orkestre fra dengang. Og hvor ofte har man ikke siddet i Tønder Kino. Det gode ved disse erindringer er, at vi alle har vores forskellige måde at skrive på. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune udnytte sin lokalhistoriske ekspertise og bruge de sociale medier. Opret en FB – gruppe. Lav en mere aktiv hjemmeside. Interessen for lokalhistorie er enorm. Det kan vi se på vores hjemmeside besøgstal. Og vi er en masse, der hjælpe Birgitte og Ingolf med dette.

 

Vi venter længselsfuldt

Vi venter alle længselsfuldt efter årbogen fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune. Men nu foreligger 2016 – udgaven. Seks spændende beretninger om virksomheder og arbejdspladser i byen.

 

Før i tiden var det pensionister, der fortalte, om deres oplevelser i det famle Tønder. De sidste par år har man til dels fokuseret på virksomheder. Dette er også spændende for vi har hver især haft et forhold til disse virksomheder.

Det gode er også, at selv om man ikke er medlem af foreningen, så kan man købe heftet for 60,- kr. i Tønders eneste tilbageblivende boghandel.

 

S.C. Lorenzen, Tønder Kolonivarer fra 1880 til 1992 af Siegfried Carsten Lorenzen

Man husker udmærket dette firma, der lå inde i en meget smuk gård. Her kom undertegnende ofte, når man som bud, skulle hente varer for købmand Kaiser i Østergade, købmand Petersen på Dragonvej og fra en anden købmand på Østergade, som jeg ikke mere husker navnet på.

 

Det var også her min storebror, stod i lære. Så undertegnede kender udmærket forholdene her. På en eller anden måde var man tilbage i tiden, når man var her. Mener også at gården har været brugt til teaterforestilling.

Forfatteren til artiklen er jo selv meget interesseret i Tønders historie.

De største grundejere i Ubjerg Sogn sluttede sig til den Slesvig – Holstenske bevægelse, men det gjorde gårdejer og sognefoged Carsten Carstensen Lorenzen i Sæd ikke. Han skildres som en med stejl karakter og et heftigt sind. Det skyldtes nok hans fortjeneste og indflydelse, at Sæd ved krigens udbrud 1864 var sognets mest danske by i modsætning til Ubjerg og Bremsbøl.

Ved begravelsen mødte pastor Göttges og Slesvig – Holstenernes store forfærdelse og forargelse herredsfoged C.A. Kier med en krans smykket med rød – hvide bånd. I pastor Jessens tyske sognekrønike stod der ”geschmückt mit dem Dannebrog”.

 

Siegfried Carsten Lorenzen var barnebarn af nævnte Carsten Carstensen Lorenzen, af hvis otte sønner alle på nær en opterede for Danmark. Han kom i købmandslære hos købmand Olufsen på Torvet i Tønder i årene 1867 – 1871.

I 1880 giftede han sig og lejede H.P. Angels købmandsforretning i Vestergade 12. Lagerbygningerne strakte sig til parallelgaden mod syd, Skibbrogade. Her lå i sin tid en stor tobaksfabrik. Undertegnede husker tydelig ”Tobaksmanden” på muren.

 

Handlen med tobak og cigarer var fortsat vigtig. En speciel tørrestue blev indrettet til disse.  Et stort loftsrum på 2. sal blev indrettet til krydderiloft.

Butikshandelen foregik fra forretningen mod hovedgaden. Omkring 1900 var S.C. Lorenzen medstifter af ”Tønder Kafferisteri”. Sivsko og sivmåtter blev leveret fra bønderne i Rudbøl. Vi har tidligere i en artikel beskrevet dette.

 

I artiklen får vi meget malende beskrevet de forskellige arbejdsgange i virksomheden dengang. Handelen med stensalt var også stor. Det blev solgt til bønderne ude på landet. De spredte det over høet, så forhindrede de selvantændelse.

Strand – og muslingskaller blev også leveret i store kvanti. Det var beregnet til landkøbmændene til supplement til hønsefoderet. En masse nye varer kom efterhånden til.

 

Kort efter Genforeningen søgte virksomhederne at markere sig. Det gjorde man ved den såkaldte Tønder Amtsudstilling og her deltog S.C. Lorenzen selvfølgelig også.

En årlig tilbagevendende begivenhed var søndagsrengøring af butik og kontor. Hele personalet mødte op en forårsmorgen kl. 7.

 

Med tiden blev forretningen udvidet med en engroshandel. I 1919 blev forretningen overdraget til sønnen, Carsten, som er forfatterens far. I en virksomhed i Heide lærte de engroshandlen at kende. Svogeren Peter Sørensen fik også del i virksomheden. Han tog ud og besøgte kunderne.

Faderen blev dømt halvanden års internering i Fårhuslejren grundet deltagelse i Zeitfreiwilligendienst. Det var svært at komme i gang efter krigen.

I 1952 efter en omfattende uddannelse tiltrådte forfatteren i virksomheden. Han overtog selv virksomheden i 1969. I 1950 – 1960 opstod der en meget livlig grænsehandel. Det var danske levnedsmidler, der var meget attraktive for de tyske forbrugere.

 

Efterhånden som købmændene faldt fra leverede firmaet til storkøkkener i Sønderjylland – en såkaldt cateringhandel med levering af storpakker. Man brugte navnet S.C. til Sønderjysk Catering.

Man overtog i 1982 –  800 m2 på Nordre Landevej. Nu kunne det hele fungere mere effektivt.

Ejendommen Vestergade 12 blev i 1986 solgt til en gardinforretning. Bygningerne Skibbrogade 6 blev solgt til et investeringsfirma, der indrettede fem lejligheder i to etager.

Efter en brand i 1987 i nabovirksomheden kasserede sundhedsmyndighederne alle papiremballerede varer.

 

Da forfatteren til artiklen blev 65 år blev virksomheden afhændet til en kollega fra Århus.

En meget spændende historie. Undertegnede kendte ikke de sidste mange år af S.C. Lorenzens historie. Fortidens historie kendte jeg en lille smule til.

 

 

Tre generationer i Kino Tønder af Niels, Lars og Jens Ellekjær

Hvor har man tit siddet her i Kino, og set alverdens film. Og hvor har man været ofte inde i Kino – baren.

Historien startede omkring 1904 og sluttede i 1985. Oprindelig var Vestergade 19 en to – etagers bygning. I 1899 brændte ejendommen. Driftige mennesker bl.a. fotograf Timm genopførte bygningen. Det blev en tre – etagers ejendom. I bunden blev indrettet et lokale, hvor der kunne vises film.

 

I perioden frem til 1920 har der været vist film med manuelt betjent fremvisningsapparat. Underlægningsmusikken blev leveret af en klaverbokser.

I 1920 hed ejeren kinografdirektør Petersen, og drev stedet som ”Kinografteatret” På 2. sal havde Timm indrettet et lokale til portrætfotograferinger.

De tre brødre som skriver denne artikel, havde en morfar Ingelev Christensen, der ejede Bramming elektricitetsværk. Han blev nødt til at sælge foretagenet og blev handelsmand med bl.a. studehandel.

 

I 1921 satte han sig i direktørstolen for Kinograftetret. Han ansætter i løbet af dette år en klaverbokser. Dengang kunne der kun være 80 personer i biografen.

I 1924 skete der en udvidelse. Nu var der plads til 200 personer. Indtil 1930 blev der investeret i datidens teknologi. Også en lille kiosk blev det til. I 1932 kom talefilmen. To nye fremvisningsapparater blev der investeret i. De holdt til 1957.

 

Der blev lavet ugentlige oplysningsfilm, ugerevyer og reklamefilm. Man fik også at vide, hvad der skete i udlandet, når man gik i biografen.

Under besættelsestiden henvendte tyskerne sig til indehaveren for at få udvidet antallet af siddepladser. Fra tysk side, ville man have, at soldaterne skulle muntre sig. Tyskerne ville også vise Wochenschau hver aften.

 

I 1942 blev antallet af sidepladser udvidet til 378. Men det var nu meget trangt. Og sådan var det indtil 1967. Der var forevisning af film 2 – 3 gange om dagen alle ugens 7 dage under besættelsen. Det var der dog ikke meget økonomi i dette.

I perioden 1950 – 1955 viste et andet fænomen sig, nemlig fjernsynet.

I disse år var der et stærkt ønske fra det tyske mindretal om en tysk biograf. Man ville herfra se klassiske Hollywood – film og flere tyske film. De personer, der stod bag dette, var vinhandler Nissen og malermester Sehestedt. De havde udset sig Schweizerhalle som stedet, hvor dette skulle etableres.

 

Tønder Kommune mente dog ikke, at der var behov for en ekstra biograf. Sagen blev afsluttet i 1955 efter at være kørt i 5 år.

I 1955 døde Ingelev. Forfatternes mormor Clara Marie kørte bevillingen videre. Den 1. oktober 1955 overtog forfatternes forældre driften. Det var dog konsekvenser forbundet med dette. De boede i Assens på daværende tidspunkt.

 

Faderen, Jørgen uddannede sig til operatør. Søndag eftermiddag var der altid gang ideen, når børnene mødte op. Politimesteren havde påpeget, at det var Kino’ s ansvar at der var orden i rækkerne og at fortovet var passerbar. Det var Tarzan, Zorro, far til fire og cowboy – film.

De store amerikanske film kom ikke til Danmark. Det var for dyrt. Det var for dyrt at lave kopier til sådan et lille land. Det havde den logiske konsekvens, at tøndringerne tog til Nibøl eller Flensborg for at se de store film.

 

Fra 1960 begyndte billetsalget at stagnere. De to knægte Jens og Lars blev nu inddraget i driften. Faderen, Jørgen havde fået job på Tønder Handelsskole som faglærer. Det hjalp på økonomien.

En arvesag efter Clara Marie’ s død blev langvarig og førte til meget anstrengt økonomi. På trods af den verserende arvesag og stagnerende besøgstal blev de 378 gamle stole skiftet ud til 325 nye stole i 1967.

 

Bladcentralen blev købt efter at Jørgen stoppede på Tønder Handelsskole i 1973.

I årene 1975 til 1980 stagnerede billetsalget atter engang. Tønder Kino var ikke en særlig god forretning. Lars gik ind og overtog hele driften af kino og købte Bladcentralen i 1980. Denne blev lavet om til spillehal og fik navnet Las Vegas.

I slutningen af 1984 og starten af 1985 kom der en henvendelse fra en ung mand ved navn Preben Christensen. Han ville købe Tønder Kino. Han havde i forvejen Biografen i Toftlund og Rødding. Men han kunne ikke rejse pengene.

 

Man havde forgæves flere gange henvendt sig til Tønder kommune. Men den 26. juni 1985 var det sidste forestilling.

Det kom i den grad bag på politikerne i Tønder, at kino lukkede. Lars havde fået den ide om at ombygge Kino til en arkade med små butikker og en burgerbar. Projektet blev gennemført, men det viste sig ikke, at kunne holde.

 

I 1989 døde Jørgen kun 73 år, og i 1997 døde mor Ella Grethe 79 år.

Man må jo sige, at det var en trist afslutning på et stykke kulturhistorie, der har præget ens ungdom. Her så vi alle Elvis film. Min ven, Ingolf var helt vild fan med ham. Her så vi Paw – fil og Far til Fire.

Og her holdt købmændene i byen engang en banko – eftermiddag. Og efter, at have set en film om nogle forbyttede babyer skulle vi knægte fare rundt med præmierne i salen. Og nogle snød jo. Så var det så andre, der ikke fik deres præmier. Det blev vi knægte så gjort ansvarlig for.

 

Kvickly – glimt fra årene på Plantagevej! – af tidligere leder af Brugsen/Kvickly Tønder, Verner Madsen.

Artiklen er en opfølgning på ”Brugsen i Tønder” fra 2012 og ”Fra Brugs i Vestergade til Kvickly på Plantagevej” 2014

Indrømmet, så kan undertegnede bedre huske den gamle Brugsen i Vestergade. Det var så hyggeligt dengang. Men i 1968 flyttede man ud til de nybyggede lokaler ude på Plantagevej. Og Rita flyttede ind i de gamle lokaler i Vestergade.

 

Dengang man flyttede ind på Plantagevej blev der høstet på marken bag ved. Og på marken nord på gik der kreaturer.

Fordelene var parkeringspladserne. Men man havde ikke mere den naturlige kundestrøm fra hovedstrøget. Nu skulle der findes på sjove ting. Og så var der ellers ponyridning, slå katten af tønden og udstoppede dyr fra Låsby – Svendsen.

 

De forskellige gange fik vejnavne, og talrige aftener blev brugt til kundearrangementer. I 1975 udbyggede man butikken til det dobbelte. Og supermarkedet var blandt de første i Danmark, der fik en delikatesseafdeling. Atter engang i 1979 fordoblede man arealet. Nu fik man bageri og cafeteria.

Men dette byggeri blev nok lidt af et maleri. Der løb vand ned i to store eltavler i maskinrummet. De brændte begge total sammen. Dette udviklede PVC – røg, og i alt 28 måtte til observation, heraf var der 23 af butikkens egne folk.

 

Man måtte have hjælp af butikker udefra. En masse varer måtte destrueres. Der skulle foretages lagertælling, oprydning m.m. Butikken måtte lukke mandag, tirsadag, onsdag. Torsdag kunne der så holdes brandudsalg. Det blev så den største omsætning i Brugsens historie.

Fjorten dage senere kom endnu et chok. En nabo ringede og sagde, at der stod meterhøje flammer op over butikkens tag. Brandvæsnet var dog hurtig til stede, og kunne begrænse skaderne.

 

I 1983 fik man påskrevet, at nu blev man nødt til at kalde sig Kvickly. Atter engang indførte man noget nyt, nemlig Kvickly Food. Grænsehandlen med billig benzin syd på ødelagde en masse. Så fik man pølsemageri med egen røgeovn.

Haveartikler blev solgt fra en boplehal, der blev for lille. Den blev foræret til Tønder Festivallen. En ny træbygning kunne rumme noget mere.

 

Sammen med Kurt Gabs tog Verner Madsen til Bornholm efter friske sild. Man kunne godt have 6.000 – 7.000 sild med i flyveren. Man bagefter måtte de to hvis i bad.

Når der var stævner i Tønderhallerne var det Kvickly Bageriet, der stod for bagningen af rundstykker og tilberedning af smørrebrød.

 

I 1994 var der igen tid at udvide. Men der skulle lige flyttes en afvandingskanal. Og så skulle man lige spørge naboerne. Formanden for Teknisk Udvalg i Tønder forsøgte, at tale Kvickly fra ideen. Men man var godt forberedt.

I 1995 var der 75 års jubilæum. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som undertegnede også har stående på hylden. Året efter syntes Werner Madsen, at det var tid til at holde op efter 30 år i Tønder og Omegns Brugsforening. Da han startede i 1966 var der seks medarbejdere og nu var man oppe på 110 ansatte.

 

En forrygende artikel om en butik i fremgang. Men egentlig savner man lige et par ord om, hvordan Kvickly i Tønder har det i dag. For man hører herover fra København, at et stigende antal folk inklusive min egen familie ofte kører over grænsen efter fødevarer.

 

Livet på Tønder Kaserne ved 2. Telegrafbataljon (2.TGBTN) – fra 8. august 1978 til kasernens lukning ultimo 2002 v. pensioneret major Søren P. Sørensen, Tønder.

Se den ”Gamle redaktør” her på siden har jo netop været hos telegraftropperne på Langelandsgades kasserne i Århus. Men nu kan jeg ikke huske, om det var 2. eller 3. telegrafbataljon. Og på toiletdøren stod der malet med stor blødrød skrift:

 

• Er dette livet så frygt ej døden

 

Vi afsluttede altid med løb i de smukke skove uden for Århus. De 18 første kom altid med den første bil hjem. Så kunne vi lige nå at klæde om, og så tage et tidligere tog hjem. Men så var det næstkommanderende, der fandt ud af, at vi skulle have en aftrædelses – parade. Ham fik vi indberettet for ”fuldskab”. Og han blev hvis nok forflyttet. Men se her drejer sig om Tønder.

 

Cirka 7 – 8 år efter rykkede 2.TGBN ind på Tønder kaserne, nøjagtig den 8. august 1978. Og det gjorde også Fodfolkspionererne, 9. Regiment og Luftværnsartilleriet. Og man kan sige, at det nok er lokalpolitikernes fortjeneste, at dette skete.

Det et chok for personalet at få at vide, at de skulle til Tønder. Og det blev ikke bedre, da de hørte, om den voldsomme stormflod i efteråret 1976, da Tønder By blev evakueret. Men Tønder By nedsatte forskellige udvalg, der skulle hjælpe personalet til rette.

 

Således udstykkede man et nyt boligområde i Ulriksalle, hvor man anviste værelser til unge konstabler. Og to gange inviterede Tønder Kommune til en udflugt til byen.

Mandskabsstuer på kasernen blev omdannet til 80 enkelt – og dobbeltværelser. Der var dengang 29 lejligheder på Eksercergården, lejeboliger ved kasernen og 4 huse i Tønder By.

 

Garager og undervisningslokaler skulle ændres. Desuden var det nødvendig med en kraftigere elforsyning.

Om morgenen den 8. august kørte ca. 140 køretøjer og 240 mand mod Tønder. Man blev modtaget med flag ved indfaldsvejene. Og et fly var i luften med et banner, hvorpå der stod ”Velkommen til Tønder 2. Telegrafbataljon”.

 

Der var musikkorps gennem Tønder og parade foran Kristkirken. Her talte borgmester Børsting Andersen og bataljonens chef, oberstløjtnant B.E. Löwenstein. Jo denne kan undertegnende godt huske. Dengang var han kun major. Han havde sin onde og sin bløde side. Og var han til den bløde side, så var han ret hyggelig at tale med.

Der var tappenstreg og fest i Tønder om aftenen.

 

Rigtig meget af personalet blev efterfølgende i byen. Ved stormflodsberedskabet i 1999 var bataljonen indsat over flere dage. Man forstod at engagere sig i byens forskellige aktiviteter.

Den 8. august 2001 blev 2. TGBTN nedlagt efter den sidste march og parade på Tønder Torv.

 

Min tid som bydreng hos Tønder Kafferisteri af Peter Marcussen, Tønder.

Peter skulle have fire måneder til at gå. Han skulle efterfølgende på Ungdomsskole i Vojens. Stedfar som var købmand i Østerby skaffede ham et job hos Tønder Kafferisteri. Lønnen var 150,- kr. om ugen. Det må jo siges, at være et god løn.

Hver dag gik turen fra Vidågade til Østerby. Og det værste sted var Strucksallé, der endnu var brobelagt. Her sprang kæden ofte af.

 

Det var dengang, der var en købmand Brodersen på Strucksalle og købmand Filskov i Popsensgade. Peter cyklede rundt på Long John med kaffeposer på 2,5 kg. De skulle passe til en kaffemølle. Filskov var den første selvbetjeningsbutik i Tønder.

Det kunne ske det, at brændemesteren havde fået ”en over tørsten”. Så skete det, som ikke måtte ske. Hele kaffen blev brændt. Med andre ord. Det lignede mere kul end kaffe. Så skulle der ellers ryddes op. Og alle måtte i sving.

 

Når Henning var sur, skulle alle vinduer pudses, selv i solskin. Og som regel skulle det laves om dagen efter.

Onsdag var den dag, hvor Kaj Odefey skulle på langtur. Det vidste man, for så kom Kurt Bödefur slingrende hed ad Vidågade med sin plasticpose i hånden. Han skulle med Kaj til Rømø. Turen tog normalt fem øls tid. Kaj drak aldrig, når han skulle køre bil.

Åh ja, man husker udmærket de to personligheder.

 

Hver lørdag fik man et kilo kaffe gratis med hjem. Kaffen solgte Peter til sin bedstemor. Så var det penge til bal på ”Æ Klev”.

Ja så husker vi jo også de grupper som Peter nævner. The Luckies fra Tinglev, The Arrows og The Tommyguns fra Højer. Og Silverboys fra Visby.

 

Hos købmand Klüver på Torvet var der altid drikkepenge. ”Den lille Købmand” på Strucksalle lå sidst på turen. Når der blev leveret varer til Jørgen Colding, så var der altid chokolade, lakridskonfekt eller andet slik med hjem. Men på Tønder Kafferisteri var man nu heller ikke smålig med vægten, når det drejede sig om denne kunde.

Afløseren var Store Bernhard. Han første tur var en katastrofe. Det regnede, og Hans Erik havde pillet lidt ved tre af poserne. Og så ud ad Strucksalle. Han havde ikke en chance.

 

Der var 500,- kr. i afsked. Og det var mange penge dengang i 1965. Senere flyttede Peter til Lendemark, hvor han kom i lære som murer.

Igen en sjov historie, der får minderne frem om alle de bypladser, man efterhånden har haft i Tønder. Men også de skønne minder man har fra ”Æ Klev”

 

 

Folkevogn i Tønder gennem knap 70 år af Bent Hansen, indehaver af Volkswagen Bruhn og Knudsen, Tønder

Omme på Ribe Landevej løb vi altid ind til Bruhn og Knudsen, fordi vi skulle have klistremærker til vores sæbekassebiler på Lærkevej. Og disse sæbekassebiler var der mange af dengang på Lærkevej. Det var en ”Legegade” og vi unger mente, at det betød, at der slet ikke måtte køre biler der, så vi flyttede os slet ikke.

Og så gjorde jeg haven i stand som knægt for en ældre dame i Nygade, som hvis nok var mor til en af indehaverne dengang. Min kammerat Ingolf kaldte hende for Fru Jaskeberg. Der var en kæmpe græsplæne bag til og en mindre, der foran altid skulle klippes. Og der kom altid tillægsopgaver til. Og egentlig fik man ikke ret meget for det. I forvejen havde man også ”bydreng”.

 

Henne på hjørnet af Nordre Landevej og Ribe Landevej 59 startede firmaet. Man fik lov til at forhandle VW. I forvejen blev der forhandlet Opel og Ford i byen. Man kunne måske også have fået forhandlingen af Citroen.

På Ribe Landevej oprettede man et værksted og i Østergade blev der senere oprettet udstillingslokaler. Her skulle salget foregå. Det første år blev der solgt omkring 27 personbiler.

 

I værkstedet reparerede man også andre bilmærker samt en del af byens og omegnens lastbiler. Den gang var det ikke så kompliceret som i dag. Ja dengang var en svensknøgle og en skruetrækker næsten nok. I dag skal man mindst to gange om året på kursus for at lære de nye programmer til computeren at kende.

I 1952 rykkede firmaet hen i nummer 55. Her byggede man nyt værksted, lager, kontor og udstillingshal. Her holder man stadig til. Varevogne kommer også til. Firmaet Kirchheiner blev den helt store kunde. Det var ikke så mange andre, der kunne levere ”Rugbrød”.

 

Man sagde altid De og Hr. Knudsen. Benzintanken blev lukket i 1973. Hans Peter Bruhn havde tjek på reservedelslageret.

I 1976 overtog forfatteren til denne artikel salget af biler. Men allerede i 1972 blev han medindehaver af firmaet. Og det skete efter Hr. Knudsens søns pludselig dødsfald. De to døtre solgte aktieposten til Bent Hansen.

Firmaet har medarbejdere, der har været der i 30 år.

 

I 1970erne fik man også forhandlingen af Audi. Og så kom Passat og Golf – modellerne også. Oliekrisen var hård ved bilbranchen. Gennem et halvt år i 1974 blev der ikke solgt en eneste ny bil. I dag er der 52 forhandlere rundt om i landet.

Sønnerne Brian og Henrik kom med i firmaet. Og da de begyndte var der 11 mand ansat i firmaet, Nu er man oppe på 25. I 2004 opkøbte man Volkswagen i Haderslev. I Tønder har man nyrenoveret virksomheden helt efter Volkswagens principper. Det skete i 2012.

 

Man bruger også Nettet. Som Bent Hansen siger så gik der måske 10 henvendelser til før en bil var solgt dengang. I dag klares det ved 2 – 3 henvendelser. Køberne er godt orienteret via nettet.

I 2005 blev virksomheden udnævnt som ”Årets Forhandler”.

 

På reservedelslageret har man i dag 2.500 reservedele. For få år siden havde man 7.500 numre på lager. Nu har man et fjernlager og et meget hurtigt distributionssystem.

Fremtiden er førerløse biler med GPS – systemer. Der satses mere og mere på miljøvenlig energi og hybridbiler. Og en nyere måde at finansiere bilkøbet har også sat sit præg.

En ganske informativ artikel som undertegnede har passeret utallige gange, dengang da familien boede på Lærkevej.

 

Brug de sociale medier

Igen engang har vi fået nogle gode artikler. Og snart vil vi igen møde et kvartalshefte. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune bruge de sociale medier og oprette en Facebook – gruppe og måske en aktiv hjemmeside.

Der er masser af lokalhistoriske Facebook – grupper. Men de spreder mest fotos, og måske ikke så meget information. Vi er en masse amatør – historikere, der gerne vil bakke op. Vi kan da se også for Tønders område, at interessen for at læse om de gode gamle dage er enorm. Og lige i dette øjeblik har vi 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.

 

Ja og så ligger der også en del invitationer til foredrag i området. Og ”Den Gamle Redaktør” glemmer aldrig den store skare tøndringer, der kom for at høre undertegnede holde foredrag på en ganske almindelig torsdag aften u å æ Schweiz.

Interessen er der. Tak for et godt hefte. Det er godt gået.

 

Hvis du vil vide mere:

• Erindringer fra Tønder (bl.a. gennemgang af Tønder erindringer 1 – 12)
• Nye erindringer fra Det Gamle Tønder (anmeldelse af 16. årgang)
• Der er 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn på dengang.dk