Artikler
Juli 22, 2017
København 850 år-den holder ikke!
Golden Days fejrer Københavns 850 år. Men bør man ikke fortælle københavnerne sandheden? Og er det nu Absalons borg, man finder under Christiansborg? Man har brugt Saxo som sandhedsvidne, og det er problematisk. Historieskrivningen er præget af nationalromantik. De forskere, der har påpeget fejl, er blevet latterliggjort. Jo Havn blev nævnt i De Islandske Sagaer. Arkæologiske fund i forbindelse med Metro-byggeriet bekræfter, at der allerede i år 1000 lå en aktiv by på stedet. Der lå også en kirke i byen på det tidspunkt. Det som man betegner som forsvarsværk var bare en beskyttelse af markedsplads.
Da ”Den Gamle Redaktør” blev snydt
Så har vi igen engang Golden Days Festival. En herlig ting. Det er altid en god ting at fokusere på historien. Og på omtalte festival har ”Den Gamle Redaktør” også optrådt. Den sidste gang blev man i den grad snydt for honorar. Og grundet dårlig planlægning fra arrangørernes side blev det til et dobbelt-foredrag. Der stod undertegnede faktisk i tre timer og holdt foredrag.
Bør man ikke fortælle københavnerne sandheden?
Det er altid et tema. Og i år er det København-850 år. Man skulle så tro, at dette så var grundig undersøgt, og at man så har haft såkaldte eksperter med, for at kunne konstatere dette. Men den ekspert man har haft til rådighed, hedder Saxo.
Saxo var som bekendt historieskriver. Han blev betalt af biskop Absalon, og ville sikkert have den til at fremstå bedst muligt. Måske havde han fået dette påskrevet.
Bør man ikke fortælle københavnerne sandheden? Det er ikke Absalon, der er byens grundlægger, og byen er betydelig ældre end 850 år. Men det er som om, at man bare er ligeglade med de nye arkæologiske fund, der hele tiden dukker op. Disse fund bekræfter, at byen er langt ældre.
Er det nu Absalons borg?
Året 1167 tages som baggrund for fejringen. Det var det år, hvor Absalon påbegyndte bygningen af en borg ud for byens kyst. Ruinerne kan stadig ses under Christiansborg Slot. Ja man tager som givet at Absalon var Københavns grundlægger. Men se den holder ikke.
Og hvem siger, at ruinerne tilhører Absalons Borg? Absalon var en verdensmand. Han havde studeret i Paris og havde mange internationale kontakter. Når han nu skulle i gang med et prestigebyggeri, hvorfor havde han så valgt at bygge en rundborg i kridtsten. På det tidspunkt var dette allerede gammeldags. Teglsten var kommet til Norden. Det var det nye attraktive byggemateriale.
Udbyggede han ikke bare eksisterende anlæg?
Kunne det tænkes, at Absalon blot udbyggede det eksisterende forsvarsanlæg? Til det tidligere anlæg føjede Absalon de svære tårne af tegl. Nej. Absalon stod ikke bag de ældre forsvarsanlæg.
De kridtsten, som borgen er bygget af, var hentet ved Stevns Klint. Det skrev Saxo også. Det var også her, at Absalon hentede sten til sin kastemaskine, skrev. Borgens oprindelse er dateret ud fra den antagelse, at det jo måtte være Absalons, som Saxo skrev.
Stor aktivitet langs kysten
Som det er bekendt, er der blevet gravet ud til Metro. Og her er der gjort en del fund, som viser, at byen er ældre. Ja de senere års arkæologiske undersøgelser har rykket væsentlig ved, at Havn blot var et ubetydeligt fiskeleje. Og ville en magtfuld mand som Absalon nøjes med en samling fiskerhytter?
Arkæologiske kilder viser nemlig, at der allerede fra midten af 1000-tallet har været omfattende aktiviteter ved kysten, hvor senere København voksede sig stor. Særlig området omkring det nuværende Københavns Rådhus har de arkæologiske resultater bragt banebrydende nyt.
Saxo som sandhedsvidende er problematisk
Området omkring Rådhuspladsen har allerede fra midten af 1000-tallet og op omkring 1100 dannet rammerne om bebyggelse af noget, der ligner bymæssigt karakter med bl.a. udbredt håndværksaktivitet-ikke mindst i form af jernforarbejdning. Her har været stolper efter huse og begyndende fastplanlægning af gadeforløb. De tidsligste aktiviteter i byen har været produktion og handel.
Den tidlige håndværker-bebyggelse på Rådhuspladsen synes i 1300-tallet at være afløst af voldbefæstning.
En anden ting er, at det hav af bøger, der er skrevet om Københavns historie måske tolker Saxos fremstilling af for stor sandhedsværdi. Dette burde arrangørerne også vide.
Man skal huske de arkæologiske fund
Problemstillingen minder om forholdet Tønder-Ribe, hvor Tønder påberåber sig at være landets ældste købstad. Byen har ikke uret, når man påberåber sig de skriftlige kilder. Men arkæologiske fund i og omkring Ribe viser ganske tydeligt, at her har vi den ældste by og på et tidspunkt før Tønder har man fået købstadsrettighederne.
Med andre ord, man skal i den grad involvere de arkæologiske fund.
Blodgildet i Roskilde
Der var i mange år strid om rettighederne til kronen. Det hele kulminerede i 1157 med ”Blodgildet i Roskilde”. Konflikterne endte til Valdemars fordel. Hans tro væbner, Absalon skulle selvfølgelig belønnes. Og det blev, således blev han kort tid efter biskop af Roskilde og fik en del landområder og byer foræret, deriblandt København.
Var det reelt et gavebrev?
Valdemars gavebrev til Absalon er ikke bevaret. Hvad kongen gav bispen helt præcis vides ikke. Hvornår det skete, vides heller ikke. Alt dette ved vi først 20 år senere i Pave Urban den Andens stadfæstelsesbrev fra 1186.
Se denne kilde har måske forkludret det hele. Det nævnes, at Valdemar ”som værn” har skænket Absalon borgen i ”Hafn” med alle dens tilliggender, nemlig selve (lands)byen Hafn. Hvordan den by så ud, som Absalon modtog, fremgår ikke.
Havn nævnt i ”De Islandske Sagaer”
En sjov historie fra ”Knytlingsagaen” nævner, at allerede Magnus den Gode (1024-47) under en flugt gik i land ved Havn på Sjælland. Den islandske saga er først skrevet i 1300-tallet, og den indeholder en masse fejlagtige oplysninger. Dens angivelser skal nok tages med grand salt.
At sagaen nævner det gamle navn for København kan dog antyde en hvis grad af troværdighed på dette punkt. Måske eksisterede kystbeskyttelsen, der senere skulle blive til København allerede i begyndelsen af 1000-tallet.
Ude i Serridslev nævnes også Havn
I pave Urbans stadfæstelsesbrev bliver byen omtalt som Hafn, og det gør den med forskellige stavemåder indtil 1221, hvor den første gang omtales Copendehaafn igen med forskellige stavemåder. Det sjove i den forbindelse er, at kongegården eller hovedgården ude i Serridslev også omtales som Castrum de Hafn.
Forsker, forsøgt latterliggjort
Sct. Clemens Kirke, der blev revet ned i 1500-tallet lå omtrent i det område, hvor Strøget møder Rådhuspladsen. Her kan i dag dokumenteres begravelser helt tilbage til 1000-tallet.
Allerede meget tidligt omtalte Ramsing, at byen stammede fra år 950. Det konkluderede han på baggrund af muldet og de teglfri lag. Det fik Københavns Bymuseums senere leder, Chr, Axel Jensen til i 1942 at konkludere, at Ramsing havde en livlig og videnskabelig fantasi.
Men i den udmærkede ”København fra boplads til storby giver universitetshistorikeren Axel E Christensen, Ramsing ret. Og her er vi tilbage i 1948. Men ak igen i 1980 skriver Erik Kjersgaard, at Ramsings ”fantasi ind imellem kan løbe af med ham”. Men arkæologien giver jo nærmest Ramsing ret.
Der lå allerede en kirke i år 1000
Man havde hidtil regnet med, at Sct. Clemens Kirke for at være Københavns ældste kirke. Men Københavns Bymuseum blev hidkaldt til adressen, Frederiksberggade 38. Her fandt arkæologer beviser for, at der allerede i 1000-tallet lå en kirke i området, der dog havde en lidt anden placering end Sankt Clemens Kirke. I en af de ældste grave fandt arkæologerne skelettet af et barn, der var begravet med et kobbersmykke, der er dateret til 1000-tallet.
Kirken har været i funktion i 1000-tallet. Dette var kort tid efter, at Danmark var blevet kristent. Dengang var der kun byer med indflydelse, der havde kirker.
Udgravningerne ved Skt. Clemens har også givet en masse flint fra stenalderen. Ja cirka 12 kg har man fundet. Her har været relativ gode havneforhold.
På Rådhuspladsens nordvestlige del fandt man for et par år siden en helt ukendt kirkegård. Selve kirken elle kapellet til denne har man endnu ikke lokaliseret. Det kan også have været tale om en mindre trækirke, der mistede sin betydning, inden der blev etableret en stenkirke.
Spredte fund
Spredte fund fra enkelte undersøgelser i den tæt bebyggede Indre By, tyder på, at den tidlige bebyggelse i området ved Rådhuspladsen spredte sig i et bredt bælte langs kysten til det nuværende Kongens Nytorv. Det var her Østerport lå i middelalderen.
I forbindelse med en udgravning i Pilestræde i forbindelsen med nedlæggelsen af Citiarkaden fandt man en velbevaret brønd bestående af to tønder træ, der var stablet oven på hinanden. Kulstof-14-dateringen af brønden viste, at brønden senest havde været i brug i slutningen af 1100-tallet.
Et ødelagt fundament skulle erstattes på adressen, Gammeltorv 18. Ved at studere farveforskellene i jordlagene under gulvet, fandt arkæologerne sporene efter en brønd eller grøft, der er dateret til at være mellem 1027 til 1213.
Under Vingårdsstræde 6 (Magasin) er der fundet rester af en storgård.
I området ved Kongens Nytorv og Lille Kongensgade er der fundet grøfteskel fra omkring 1100. Grøfterne viser, at der har været en solid bebyggelse her omkring allerede på dette tidspunkt.
En af de større udgravninger i forbindelse med Metro-byggeriet på Kongens Nytorv afslørede allerede i 190erne et grøfteskel, der kan have tilhørt en prægtig stormandsgård fra omkring 1020.
På Kongens Nytorv blev der endvidere fundet et fornemt udsmykket håndtag af hjortetak fra 1000-tallet.
Nye voldanlæg
Interessant er, at der er fundet rester volde her i form af en række kraftige stolper, der ved hjælp af årringsdateringer kan fastslås opført lige efter 1200, dvs. ca. 100 år tidligere end fæstningsgraven ved Rådhuspladsen. Det viser, at befæstningen har strakt sig gennem næsten 100 år, og først efter, at Absalon blev lagt i graven i 1201.
Beskyttelse af markedsplads
Gådefuld er den hesteskoformede halvkredsvold fra omkring 1100. Volden indrammes af et ca. 2,5 ha stort areal afgrænset af de nuværende gader Mikkel bryggersgade, Vestergade, Gammeltorv/Nytorv og den gamle kystlinje. Dimensionerne virker ikke overvældende. Volden har ikke været mere end 1,5-2 meter høj og ca. 6-8 meter bred med en tilsvarende dimensioneret grav omkring.
Det har ikke været et forsvarsværk, men måske en markering af et marked? Det kunne også have været en afgrænsning af en stormandsgård eller en kongsgård. Men stedet markerer at et rigtigt bysamfund allerede var i gang i stedet for et ubetydelig fiskeleje.
Havn grundlagt længe før
I 1167 var Havn allerede en by grundlagt lang tid før. Mange af de fund man har gjort er ude for det, som man i mange år troede var en befæstning, og som man hidtil troede omsluttede byen.
Meget omfattende fiskehandel
I 1000-tallet var der befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I Havn (København) lå handelspladsen ned til vandet. De tilhørende bebyggelser er skudt op bagved. Denne teori bliver understøttet af de store mængder fiskeben og keramikskår, der er fundet.
Det er nærliggende at forestille sig at handelen har været meget sæsonbetonet. Pladsens størrelse tyder på at handelen har været meget omfattende måske af international karakter.
Mange byer i Øresundsregionen er opstået på grund af sildefiskeriet. Der var masser af fede sild. Fiskene var meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man godt spise fisk. Og fisk er blevet eksporteret langt ned i Tyskland.
Det ældste København
Dateringerne viste, at Mikkel Bryggers Gade er det første sted, hvor man kunne finde forskellig bebyggelse fra 1000-tallet og helt frem til 1400. De mange jordlag kunne stadfæstes på, at være det ældste København, men det kan også tyde på, at her har været en livlig handelsplads.
Nu kunne beboerne ikke leve af fisk alene. De har også haft et husdyrhold. Og dette har krævet en masse plads.
Den centrale placering tiltrak naturligvis handel og trafik. Det fik byen hurtig til at vokse både i areal og indbyggertal. Der kom nye voldanlæg og kirker.
Historieskrivningen præget af nationalromantik
Men historieskrivningen har været præget af mere nationalromantik end fakta. I mange år har ukritiske historikere været modtagelig for det som man mente var ”historiske sandheder”. Københavns tidlige historie sal omskrives takket være de arkæologiske fund. Måske burde historikerne også lige kigge på de gængse fortolkninger.
Undersøgelser viser, at Absalon ikke fik, men forlenede borgen i Havn, samt landsbyen Havn og de øvrige tilliggender. Absalon gav sit bispetiende til opførelsen af Vor Frue Kirke. Men det kan ikke afgøres om byggeriet begyndte, mens han levede eller først under hans efterfølger Peder Sunesøn. Det vil kun fremtidige analyser af kirkens bygningsrester afgøre.
Man har glemt, at der i datidens byer kun levede 1-4 pct. af den samlede befolkning. Måske burde forskere med forskellige specialer arbejde bedre sammen. Historikere tager udgangspunkt i andre ting som arkæologer.
Hvad med indbyggertallet?
Men hvad nu med indbyggertallet dengang? Ja man har fundet en affaldsmængde stammende fra en gård ved Kongens Nytorv. Den afslører en relativ stor husholdning. Og antallet af begravelser på Skt. Clemens kirkegård har givet vidnesbyrd om stor aktivitet. Og når man laver en halvkreds om en markedsplads, og der allerede eksisterer et forsvarsanlæg. Ja alt dette tyder på en relativ stor befolkning omkring år 1000.
Vi skal have gjort op med den århundrede gamle tradition, som giver Absalon æren for byen samt dens første borg. Nej han er ikke byens og borgens grundlægger. Han er en af de talrige personligheder, der har krydret byens historie. Men han er dog heller ikke ophavsmand til byens storhed.
Kilder:
Hvid du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om Københavns historie herunder:
Juli 21, 2017
Frihedsrådet-det kneb med opbakningen
Det kneb med opbakningen fra andre illegale blade, store dele af modstandsbevægelsen og de allerfleste partier. Tiden efter 29. august 1943 tilbragte politikerne stadig sammen, dog ikke officielt. Tyskerne var ikke interesseret i at lukke helt ned. De bevarede også det kommunale selvstyre. Det var ved, at udvikle sig til uoverskuelig konflikt efter Folkestrejken i 1944. Frihedsrådet sagde ”Kæmp videre” Politikerne sagde stop. De allierede undrede sig. Frihedsrådet fik kolossal magt også politisk. De fik næsten alt gennemført, dog ikke udrensningen af politikerne. En fejloversættelse og videregivelse i BBC kom som et chok for mange danskere. Der var nu heller ikke enighed internt i Frihedsrådet ”Tøjteløse Revanceryttere, ja sådan beskrev Mogens Fog forholdet.
Det står ikke meget om uenighed i historiebøgerne
Vi har før været inde på det, at ikke alle modstandsgrupper bakkede op om Frihedsrådet. Og det gjorde heller ikke alle de politiske partier og alle illegale blade.
Fra modstandsbevægelsen anfægtede man, at rådet ikke kunne udtale sig på baggrund af hele modstandsbevægelsen. Og partier og blade anfægtede Rådets ret til at etablere sig som en art illegal regering.
Det er ikke meget vi finder i historiebøgerne om denne uenighed. Vi skal her forsøge at samle trådene.
Repræsenterer ”de danske Bevægelser”
I september 1943 trådte Danmarks Frihedsråd første gang frem for offentligheden som ”den nationale folkefront mod nazismen”. Rådet meddelte at det var dannet af:
En dårlig oversættelse
Rådets proklamation blev bragt i Daily Telegraph den 12. oktober.
Men så var det bare lige det, at bladets Stockholms- korrespondent havde oversat det som om, at det var repræsenteret af alle politiske partier. Og da Christmas Møller skulle give beskeden på BBC’ s danske udsendelse, havde han endnu ikke modtaget den oprindelige tekst, så han var henvist til den fejlagtige oversættelse. Beskeden fra BBC kom som et chok for mange.
Hvem sad i Rådet?
Men dengang havde Rådet repræsentanter fra de to ”tværpolitiske” modstandsorganisationer Ringen og Frit Danmark samt de to politiske partier, Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling. Ja det var kun det sidste parti, der var legalt. Der var så to enkeltpersoner Erling Foss, industrimand med forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Kort efter Rådets dannelse blev han tilknyttet det illegale blad ”De Frie Danske” som politisk rådgiver, hvorefter han så kunne repræsentere dette i Rådet.
Så var det Aage Schoch, der i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af Nationaltidende på tysk forlangende. Han havde en lang række ”illegale” forbindelse, bl.a. til SOE, men også til konservativt prægede blade som ”Hjemmefronten” og ”Studenternes Efterretningstjeneste” uden dog at repræsentere dem i Rådet.
På et senere tidspunkt, antageligt i sidste halvdel af september, knyttedes endvidere lederen af SOE’ s arbejde i Danmark, Flemming Muus til Rådet.
Man forsøgte at få andre partier i Rådet
Man forsøgte fra Rådets side, at få en Socialdemokrat tilknyttet. Man startede i toppen og gik så ned efter i hierarkiet. Og egentlig var det også sådan med Det konservative Folkeparti.
Afslaget fra politikerne har noget gøre med den 29. august 1943. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand på grund af den omfattende strejkeaktivitet. General von Hanneken overtog den udøvende magt. En tysk aktion lammede hær og flåde. En række kendte personer blev internerede. Og tyske politistyrker blev trukket til landet.
Mødeforbud grundet undtagelsestilstand
Det er blevet hævdet, at Danmark fra denne dato rent faktisk befandt sig i en krig mod Tyskland. Men da Rigsdagen var forhindret i at samles grundet mødeforbud, da regeringen var trådt tilbage. Kongen var afskåret fra at udøve sine forfatningsmæssige funktioner, så lod denne krigstilstand sig blot ikke formelt erklære.
Tyskland havde interesse i ”Spisekammeret”
Af hensyn til Danmarks optagelse blandt de allierede nationer, har det været en klar interesse i at fokusere på bruddet, men forskning peger på, at datoen ikke markere det klare skel som det traditionelt hævdes, men at der på vitale områder skete en videreførelse af den forudgående periodes kollaborationslinje.
Således havde den tyske stat en væsentlig interesse i at bevare Danmark som ”spisekammer”. Leverancerne af industri- og landbrugsvarer blev ikke blot opretholdt i samme omfang som før, men blev endda kraftig forøget efter den 29. august 1943.
Politisk frihed
Her må vi vel også fastslå, at Danmark også efter denne dato blev indrømmet en høj grad af politisk frihed og at dets stilling fortsat afveg grundlæggende fra andre besatte landes.
Der blev ikke dannet nogen ny regering, men departementscheferne fik lejlighed til at viderefører den statslige administration på danske hænder. Det var den tyske rigsbefuldmægtigede der efter undtagelsestilstandens ophævelse styrede landet gennem forordninger, så vidt angik tyske interesser.
Rådgivende skyggeregering
I sager af mere principiel rækkevidde handlede departementscheferne i nøje samråd med politikerne hvis samarbejdsudvalg fungerede som en slags rådgivende ”skyggeregeringsdag”. Også det kommunale selvstyre fortsatte uden tysk indblanding.
Blandt de arresterede den 29. august befandt der sig størstedelen af den konservative rigsdagsgruppe. Men de blev kun anholdt som enkeltpersoner. Partiorganisationerne forblev intakte. Det samme gjaldt fagbevægelsen og de øvrige interesseorganisationer.
Hvis Rigsdagen var mødt
Hvis nu Rigsdagen var mødt, havde de ikke kunnet undgå at vedtage en protest mod det tyske overgreb. Det ville så have skadet departementschefordningen og den kommunale forvaltning.
Men politikerne mødtes nu stadig i rigsdagsbygningen og de fik løn i hele besættelsestiden. Gennem partiernes repræsentanter i Samarbejdsudvalget blev de holdt orienteret om udviklingen. De lod informationerne gå videre til partiernes tillidsfolk gennem ”lukkede” dagligstuemøder.
Mulighed for kommunikation
Herigennem var der mulighed fortsat at opretholde en kommunikation mellem partierne og vælgerne.
Selvfølgelig havde de danske myndigheder gennem opløsningen af de militære værn mistet en del af de magtmuligheder, der normalt står til regeringens rådighed. Men man havde dog et politikorps frem til 19. september 1944.
Militærets illegale værn stod til rådighed, når tyskerne rømmede landet. Departementschefordningen betød, at officererne fortsat kunne få udbetalt deres løn gennem Krigsministeriet. Men de måtte holde lav profil i forhold til besættelsesmagten.
”Tøjteløse Revancenytter”
Socialdemokratiet afviste stadigvæk at indtræde i Frihedsrådet. De mente, at Kommunisterne havde en alt for domminerende rolle. Men internt i Frihedsrådet måtte der også skabes justits inden for egne rækker. Det gjaldt, om at skabe tillid hos politikkere og hos befolkningen. Men hvad var det lige Mogens Fog udtrykte:
Når Danmark atter er frit
I Rådet fik man færdiggjort pjecen ”Når Danmark atter er frit”. Her gjorde man rede for demokratiets genindførelse og et opgør med de egentlige landsforræderiske elementer. Rådet tog klar afstand til den samarbejdspolitik ind til den 29. august. Man mente, at den var til stor skade for vores land:
Rådet mente ikke at Rigsdagsvalget var demokratisk
Om den Rigsdag, der var blevet valgt den 23. marts 1943 hævdede Rådet, at den ikke opfyldte fordringerne om demokratisk folkerepræsentation. Den var ikke valgt ved et frit valg, idet alle, hvis anskuelser om landets kurs afveg væsentligt fra regeringen, var afskåret fra eller i høj grad hæmmet i at give dette udtryk. Hertil kom at et af partierne, nemlig DKP, direkte var forbudt. Frihedsrådet ønskede derfor nyvalg udskrevet snarest muligt efter besættelsens ophør.
Talte man på befolkningens vegne?
Rådet mente, at de repræsenterede den store del af befolkningen. Men man havde ikke fået noget mandat fra befolkningen til at tale på deres vegne.
Nordisk Nyhedstjeneste
En kreds af blade omkring det illegale nyhedsbureau ”Nordisk Nyhedstjeneste” havde ikke deltaget i de drøftelser der gik forud for Rådets dannelse. Man arbejdede selv med planer, der tog sigte på en koordinering af den illegale indsats. Der var kontakt til Arne Sejr fra Studenternes Efterretningstjeneste, Sonny Nielsen fra De Frie Danske og overbetjent Weiss fra Politiets politiske afdeling.
Tanken var, at alle blade kunne få del i den samlede stofmængde. Frihedsrådet kom dog disse planer i forkøbet. Bladkredsen hilste initiativet velkommen. Men foreløbig forholdt man sig afventende. Man var enige om, at optræde samlet over for Frihedsrådet, for at henvendelsen kunne få større vægt. Man havde også opbakning fra ”Hjemmefronten”, ”Nordisk Front” og ”Nordens Frihed”.
”Hjemmefronten” tog mest afstand fra Frihedsrådet
Frihedsrådets forskellige udsendelser blev drøftet. Men en fælles holdning til det, kunne man ikke blive enige om. Man tog også afstand fra Niels Jørgensens skrappe kommentarer i ”Hjemmefronten”.
Dette blad blev startet i en kritisk fase i Frit Danmark. Og det var egentlig i forbindelse med dannelse af en konservativ modstandsorganisation som modvægt til kommunisternes. Efter den 29. august 1943 havde Niels Jørgensen overtaget redaktionen.
Man opstillede også militære grupper som ”Nationalt Værn”. Man havde kontakt til foreningen af løjtnanter og kornetter, samt Akademisk Skytteforening. Meningen var, at dette korps skulle beskytte mod kommunister. På et tidspunkt fik gruppen økonomisk støtte af folketingsmedlem Hasle og mottoet var, at kommunisterne ikke fik hånd i hanke med modstandsbevægelsen.
Studenternes Efterretningstjeneste
Studenternes Efterretningstjeneste føres tilbage til Slagelse Gymnasium anført af Arne Sejr lige efter 9. april 1940. Fra august 1942 begyndte man at udsende et illegalt blad. Man fik efterhånden meddelere på alle de større københavnske blade, bl.a. Børge Outze på Nationaltidende.
I efteråret 1943 dannedes en militær efterretningsgruppe under ledelse af den sønderjyske officer Chr. Friis med en central i Øresundsgade.
Anklaget for kontraspionage
Så var det lige Danske Tidende. Her var Nicolai Blædel tilknyttet. Han havde fået skriveforbud fra Det Berlingske Hus. Men også Haerman Dedichen og Erik Seidenfeden fra Politiken var tilknyttet. Fra starten blev Danske Tidende finansieret af restauratør Niels Mikkelsen og lensgreve Siegfried Raben-Levetzau.
”Kirkens Front” var inspireret af Dansk Samling. De leverede også artikler til bladet.
Niels Jørgensen fortsatte sine barske angreb mod Frihedsrådet. Ja det endte med at Frihedsrådet anklagede ham for kontraspionage. Man blev dog efterhånden gode venner.
De Allierede havde anerkendt Frihedsrådet
Alt imens kæmpede Frihedsrådet videre for at blive anerkendt. Hærens og flådens illegale stabe indgik et samarbejde med Rådet. Efterhånden gik det op for grupperne, at forbindelserne til England udelukkende gik gennem Frihedsrådet. Og åbenbart havde allierede anerkendt Frihedsrådet. Men de havde vel ikke godkendt Rådet som illegal regering velvidende, at en masse partier manglede?
Skarp modsætningsforhold
Det er heller ikke videre kendt, at under Folkestrejken i juni/juli 1944 kom rådet og politikerne i et skarpt modsætningsforhold. Det kulminerede den 2. juli, da politikerne opfordrede til at afblæse strejkerne. Frihedsrådet havde den modsatte opfattelse og mente, at strejkerne skulle fortsætte.
Strejkerne fortsatte om mandagen. Måske vidnede dette om Frihedsrådets stigende popularitet og politikernes faldende popularitet. Men vi skal da lige huske, at det dog stort set var de samme som danskerne stemte på, efter besættelsestiden.
I Rådets skildring af strejken skrev Frode Jacobsen, at det var et kedeligt budskab at sende fra politikerne til de allierede. Det officielle Danmark havde åbenbart ikke forstået kampens krav.
Kontaktudvalg
Efter Folkestrejken oprettede man et kontaktudvalg mellem Rådet og politikerne. En sådan episode som opstod under Folkestrejken kunne blive farligt for Folkestyret. Det var også dette kontaktudvalg, der fra november 1944 forhandlede om overgangsregeringens sammensætning.
Man havde svært ved at indordne sig
I Frihedsrådet måtte man indordne sig under en fælles strategi. Men gang på gang tørnede Dansk Samling og Kommunisterne sammen. Frode Jacobsen lavede en samling under Ringen. Det havde til formål at ”skabe enhed og dermed styrke den upolitiske del af den danske modstandsbevægelse.
Repræsentant for ”Det Kæmpende Danmark”
Russerne mente ikke, at Danmark var værdig til at blive optaget hos de allierede. Måske var Rådet klar over dette, derfor udsende s Th. Døssing til Moskva i september 1944. Han var diplomatisk repræsentant for ”Det Kæmpede Danmark”. Dette blev kommenteret i ”Nordens Frihed”, som mindede om, at
Regeringen skal dannes af Kongen og Rigsdagen
I ”Hjemmefronten” hed det at:
Man anerkendte dog, at modstandsbevægelsen burde være repræsenteret i regeringen.
Det, at partierne ikke ville lade sig repræsentere i Rådet på grund af deres holdninger til dansk Samling og Kommunisterne betød, at Frihedsrådet var uden berøring med væsentlige sociale grupper som fagbevægelsen og landboerne.
En ikke uvæsentlig kritik mod Rådet
Trods fejlslagne forsøg på at udvide Rådets politiske og sociale grundlag, søgte Rådet at spille en politisk rolle ved at etablere sig som en illegal regering, idet Rådet gjorde krav på en moralsk ret i kraft af, at det repræsenterede den aktive modstand.
I den første del af Rådets levetid stod en række blade uden for Rådet. De rettede en ikke uvæsentlig kritik i deres ret til at være en illegal regering over for befolkningen. Disse repræsenterede den borgerlige og nationale del af modstandsbevægelsen.
Var modstandsbevægelsen en samlet enhed?
Efter at bladudvalget var etableret i 1944 fremstod denne kreds dog ikke som opposition. Men der var fortsat en stærk modstand i modstandsbevægelsen mod at Rådet optrådte som en politisk gruppe.
Frihedsrådet har haft interesse i at fremstille modstandsbevægelsen som samlet under dets ledelse i kampen mod besættelsesmagten.
Programmet holdt sig til det nationale
At Frihedsrådet og politikerne, der var meget uenige om væsentlige ting kunne gå sammen i overgangsregeringen blev det ydre udtryk for den nationale enighed. Programmet holdt sig også til det rent nationale.
Den danske modstandsbevægelse var, ligesom i andre tyskbesatte lande, både en national bevægelse rettet mod den fremme besættelsesmagt, og en oprørsbevægelse. Men se dette sidste punkt har historieskrivningen heller ikke beskæftiget sig så meget med.
Frihedsrådet fik utrolig magt
Frihedsrådet fik utrolig meget magt efter besættelsen. De fik stort set gennemført det de ville. De fik måske ikke så mange mandater i regeringen og de fik heller ikke udrenset dem de ville, men alligevel.
Man kan nok ikke gøre Frihedsrådet skyldig i det til tider skæve retsopgør. Dommerne lyttede til gadens parlament. Det samme kan man vel sige om politikerne, da de var sluppet gennem nåleøjet.
Det var nu ikke lige demokratisk alt sammen. Og jeg må igen engang citere Bjørn Svensson:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 197 artikler om besættelsestiden herunder:
Juli 19, 2017
Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?
Frihedskæmperen er ikke entydig. Frihedskæmperen satte sit liv på spil og sikrede Danmarks ære. Men han deltog også i en moralsk hær efter besættelsen, hvor selvtægt og ydmygelse var dagens orden. Langt fra alt er historisk korrekt. Man kan også undres over nogle af de udstillinger og samlinger, der forefindes. Noget af kampen kom aldrig i massemedierne. Det er også offentligheden, der har tegnet det flotte billede af frihedskæmperen. De krævede at den var glansfuld. Men vær nu kritisk. Ofte er både tekst og billede tekst konstrueret og manipuleret. Men man må ikke kalde det historieforfalskning. På især de små arkiver nyder frihedskæmperen beskyttelse. Det er svært at finde sandheden. Inden august 1943 var Frihedskæmperen også regeringens fjende. Der blev udlovet dusør på ham. Og næsten alle aviser bragte fotos af ham.
Vær kritisk over for tekst og billeder
Vi har før været inde på det. Besættelsestiden er nok den periode, hvor der kommet flest udgivelser og tidsskriftsartikler. Der er kommet et væld af værker og enkelt publikationer. Kravet om at fremvise heltene var stor i befolkningen. Der blev produceret frihedskæmpere på gruppebilleder i massevis.
Tænk engang nu så man dem på en lastbil med et maskingevær.
Nok var den antinazistiske modstandskamp et ubetinget gode, men det hindrer os jo ikke i, at være kritisk over for den tekst og de billeder, vi bliver præsenteret for. Vi har heldigvis i dag mange fantastisk gode historikere. Men læser du noget af besættelseslitteraturen lige efter besættelsen, ja så undres man.
Hemmelig og anonymitet
Modstandskampen krævede fra den spæde start diskretion, hemmeligholdelse og frem for alt anonymitet. De danske myndigheder og offentligheden måtte ikke kende de involveredes identitet. Det var også en fordel, at de enkelte ikke kendte hinanden indbyrdes.
Alvorlig forbrydelse at sætte sig op mod regeringen
Myndighederne søgte til 29. august 1943, at få anonymiteten brudt. Befolkningen blev opfordret til at melde personer, der brød samarbejdspolitikken. At sætte sig mod landets regering og dets politik var en alvorlig forbrydelse.
Hans politik blev forbudt
Ja det var for eksempel Aksel Larsen. Han udfordrede autoriteterne. Han udgav de ulovlige publikationer ”Danske Toner”. Den lovgivende magt havde forbudt hans politiske virksomhed på et tvivlsomt retligt grundlag.
Han blev eftersøgt. Det lykkedes ikke i første omgang at arrestere ham. Men adskillige hundrede af hans partikammerater og dem, som man troede var kommunister, fik man dog fat i.
5.000 kr. i dusør for disse pæne mennesker
Pæne mennesker som professor Mogens Fogh og redaktør Ole Kiilerich blev det også ledt efter. De var gået under jorden for at bekæmpe samarbejdspolitikken. Prisen på deres hoveder blev af politiet sat til 5.000 kr. for hver. Det var mange penge dengang. Ja det var mere, end hvad en ufaglært arbejder kunne tjene.
Aviserne bragte med en enkelt undtagelse en efterlysning af dem med udførligt signalement og portræt den 2. februar 1943.
Hvem fik de 25.000 kr.
Fra Faxe Kalkbrud blev der stjålet sprængstof. Den 20. februar 1943 offentliggjorde aviserne en efterlysning med billeder af de formodede hovedmænd, fem i alt. Den samlede dusør for oplysninger, der kunne føre til deres pågribelse var 25.000 kr.
Efterlysningerne førte ikke alene til et par anholdelser, men også til den første dødsdom, som dog ikke blev eksekveret. Hvem der fik de 25.000 kr. er uvist.
Eigild Larsen-en eftersøgt storforbryder
Blandt de efterlyste i denne periode var også en af grundlæggerne af sabotageorganisationen, BOPA, kommunisten og skibsværftsarbejder Eigil Larsen. Han levede i tiden før august 1943 op til befolkningsflertallets forestillinger om en kommunist og eftersøgt terrorist, der deltog i kriminel undergrundsaktivitet.
Politiet havde et forvrænget billede af ham. Det havde de fra dengang han sad indespærret i Horserød som kommunist. Men han havde haft den frækhed at undvige gennem en tunnel, han selv havde gravet.
Og langt de fleste aviser bragte igen efterlysningen. Her stod fremhævet med sort ”skal anholdes”. Eigil Larsen var farlig for samarbejdspolitikken, lige så farlig som sprængstoftyvene.
Opfordring til stikkeri
Det er noget ubehageligt ved alle disse fotos. De udlovede dusører understreger tilmed opfordringen til stikkeri over for medborgerne. Stikker var noget af det værste, man kunne blive udsat for. Og her var det de danske myndigheder, der opfordrede til det. Men det var nok den gruppe, som Modstandsbevægelsen slog hårdest ned på.
Adskillige hundrede stikkere blev aflivet i de sidste krigsår, ja mange også efter besættelsen. Mange blev aflivet uden at det var ordentlig tjekket.
Fra den 29. august 1943 blev det lettere med holdningerne i stedet for billederne. Tyskerne overtog sabotagebekæmpelsen. Det ulovlige arbejde blev illegalt. Pludselig blev de såkaldte terrorister nu frihedskæmpere.
Gestapo og dets danske håndlangere var en endnu større trussel end de danske myndigheder havde været.
Identitet og eftermæle
De illegale blade kunne gå lidt længere end de legale blade. I en del tilfælde gav de identitet og eftermæle til nogle af de mennesker, som var blevet henrettet af tyskerne. Stærkest var det, hvis de gengav afskedsbreve fra de henrettede danskere.
Det sidste krigsår bragte mange ind i illegale ”ventegrupper”. Det var militært organiserede grupper der, som navnet giver, skulle vente på opgørets time. De skulle først træde til allersidst ikke ville overgive sig. Deres opgaver lå efter befrielsen.
Ventegrupperne udgjorde to tredjedel
Det var en voldsom tilgang til disse ventegrupper i besættelsens sidste måneder. I maj 1945 udgjorde de mindst to tredjedel af modstandsbevægelsen. De mange i ventegrupperne og de færre aktive, heraf relativ få før august 1943, gik ind til den samme befrielse. De fik det samme armbind.
Befolkningen kunne ikke se forskel, da det glade budskab lød, men der var måske alligevel en forskel.
Arrestationsgrupper gjorde sig klar til at internere et stort antal danskere i løbet af de følgende dage. Ventegrupperne kom i aktion. Arrestationslisterne lå klar ud over landet. At så de allerfleste blev løsladt igen, ja det har vi været inde på i andre artikler.
Nu kunne forlæggere og redaktører skride til færdiggørelsen af de bogværker, som havde været forberedt i det skjulte i krigens sidste år. Man afventede blot det endelige tyske nederlag.
En kamp for gode historier og billeder
Endelig var der avis- og ugepressen som fik travlt med både at opfange befrielsen og prøve at indhente noget af det forsømte de seneste år. Det var en kamp om de gode historier og de bedste billeder.
Stor oplag ventede. Det var et folkekrav at få navne og ansigter på skurkene. Nu skulle alt for en dag i den fri presses og meningsdannelsens navn. Nogle af heltene ville gerne træde frem, mens andre foretrak anonymiteten. Men også skurkene ville offentligheden se.
Hvor var menneskerne?
Man havde masser af fotos af ruiner og ødelagte skinner. Men hvor var menneskerne? Konkurrencen var hård. Lettest var det m.h.t. Frihedsrådet. De blev straks kendte. De blev fotograferet ved talrige lejligheder. Men der var ikke fotos fra illegale møder og mødesteder.
Så blev fotograferne sendt på gaden for at fotografere modstandsfolk i aktion under arrestationerne og på samlings- og interneringsstederne. Der var meget velvilje i at stille op i frihedskæmpermundering og rette maskinpistoler mod de ”udskud”, der var anholdt og interneret i majdagene.
Udskuddet skulle ydmyges
Udskuddene blev vist med hænderne på eller højt over hovedet for at understrege rollefordelingen. Fotoerne skulle vise, hvem der nu havde magten, og hvem der skulle ydmyges. Turen til lastvognen gennem den ophidsede menneskemængde og siden bortkørslen på åben lastvogn var yndede motiver.
I særlig grelle tilfælde blev de anholdte forsynet med skiltning og påskrift eller hagekors, der fortalte hvilke typer, det drejede sig om. Det fortæller også noget om, hvilke mennesker, der var med til at foretage anholdelserne.
Demokratisk adfærd?
Unge mænd, der næppe helt havde forstået, at frihedskampen bl.a. rettede sig mod den slags adfærd og metoder over for andre mennesker. Det var nazister og fascister, som hængte deres ofre ud med skilte og jødestjerner. Det var demokratiets forkæmpere, der blot havde erstattet ordet ”jøde” med ”stikker” eller ”nazist”
Måske var overgreb og magtmisbrug vundet indpas hos ventegrupperne? De var godt nok blevet skolet i våbenbrug, men ikke helt i demokratisk adfærd.
Selvtægt og flere ydmygelser
Disse ydmygelsesbilleder fra arrestationerne gik ufrivilligt hen og blev alt andet end positive udtryk for frihedskampen. Disse frihedskæmperbilleder kom til at signalisere hævnfølelse med ydmygelse sat i system. Krav om brud på almindelige retsprincipper for at få ordnet sikkert skyldige, men endnu ikke dømte. Der var alvorlige tilfælde af selvtægt.
Frihedskæmperdemonstrationerne var en del af befrielsessommeren. De fandt sted adskillige gange, når man fandt domme for milde eller udrensningen for lemfældig. Men se dette bliver sjældent omtalt hos historikerne.
Uniformering
Modstandsfolk og modstandsledere paraderede i rigtige militæruniformer. Og man så også nogle med påsyet BOPA. Man så også uniformerede politifolk. BOPA viste, at de var rigtig partisaner. Politiets uniformering viste, at de havde valgt den rigtige side.
Uniformeret undergrundsarbejde hørte til undtagelsen, men når det mere gjaldt om at signalisere bypartisan eller politimand end modstandsmand måtte uniformen på. Det giver en bestemt type frihedskæmperbilleder og måske lidt uorden i billeddannelsen.
Betjente i uniform var indtil den 29. august 1943 en fare for terroristerne, og det var først rigtigt efter 19. september 1944, da politiet blev taget af besættelsesmagten, at mange betjente kom ind i det illegale arbejde. Dette arbejde gjorde de uden uniform. Tilsvarende optrådte BOPA’s ”partisaner” ikke uniformerede under besættelsen.
Efter befrielsen var der en hvis trang til at militarisere modstandskampen, selv om den ikke havde været rettet direkte mod den tyske værnemagt.
Over det ganske land skulle der tages gruppebilleder. De glade stunder skulle foreviges.
Civilisternes oprør
Men egentlig var frihedskampen civilisternes oprør. Men alligevel skulle majdagene 1945 absolut militariseres. Armbindet var tilsyneladende ikke nok for offentligheden. Der skulle nogle brugbare billeder ud af det. Der skulle mere til for at signalisere modstand, kamp og magt end et armbind.
Fra den store verden kunne man i aviserne se de allieredes soldater i uniform og svært bevæbnede. Måske havde nogle af de unge mænd tillige gerne villet klæde sig ud og spille de skrappe drenge?
Det krævede en særlig mundring
Et var dog, at det kunne være farlige modstandere at gøre op med i maj 1945. Dette krævede en særlig mundering og udrustning af modstandsgrupperne. Men denne ”udklædning” af frihedskæmpere blev almindeligt.
På møder og ved arrangementer optrådte de i cottoncoats, nogle med langskaftede støvler og den uundværlige stålhjelm, maskinpistol, et kraftigt bælte, måske tilmed skrårem. Og så var det armbindet, men det kom ikke til at fylde af så meget med alle de andre ting.
Pludselig var der masser af maskinpistoler. Det havde modstandsbevægelsen ellers efterlyst under besættelsen.
Manipulation
Mange af de publikationer, der fremkom dengang havde uniformerede og bevæbnede frihedskæmpere på omslaget. Nogle havde også ødelagte ejendomme eller nærmest ruiner, som var ødelagt ved en sabotageaktion.
Offentligheden blev præsenteret for talrige konstruerede fotos. I Billed- Bladet kunne man den 15. maj se en hel serie af fotos fra et illegalt trykkeri. Fotoerne var taget den 4. maj. Og så var det masser af rekonstruktioner. I Danmarks Frihedskamp er der et stort helsides foto af ”Modstandsbevægelsens Radiosender paa Nyker Præstegaards Loft”. Man ser en mand på loftet i gang med senderen. Han bærer frihedsarmbind!
Tilsvarende er der fingerede optagelser fra bl.a. illegal bladfremstilling, våbenmodtagelser, hold-ups og jernbanesabotager. Ja endda hårdtslående konstruerede fotos af torturscener. Piskede mænd, hvor blodet flyder, nøgne mænd med en jernkugle på vej mod skridtet.
Disse frihedskæmperbilleder med den mest dramatiske effekt henvendte sig til dem med færrest forudsætninger. Jo større forudsætninger des mere autentisk.
En ”uheldig” heltedåd
En helt gennemskuelig form for rekonstruktion var brugen af tegninger. Et forfærdeligt tilfælde findes i ”Sven Hauerbachs 5. kolonne. Århussabotørernes modige indsats. 1945”
Her gengives i tegninger en mindre modig aktion, hvor tysklandsarbejdere blev stoppet, fik bukserne trukket af, hvorpå bukserne med indhold af tegnebøger og penge blev brændt.
Kan man kalde det historieforfalskning
Man kan sige, at mange steder er billeddækningen i bedste fald stærkt misvisende, i værste fald direkte historieforfalskning i overspilning af officerernes rolle på bekostning af civilisternes.
Ikke i masemedierne
Frihedskæmpere kom hjem syge og nedbrudte på sjæl og legeme fra ophold i tyske fængsler og koncentrationslejre. Det er dem, der kom med ”De Hvide Busser”. Dem ser vi sjældent tæt på. De forbliver anonyme med deres lidelser. Fra busserne og sygesengene kom disse frihedskæmpere hjem til anonymiteten for i mange tilfælde at slås med sygdom og sjælelige forstyrrelser resten af livet.
Nogle kom hjem i kister. De optrådte en kort overgang i medierne, men så gled dette også ud i glemsomheden. Heller ikke de stive, navnløse og jordede kroppe, der måske var forsynet med en flaske med en seddel i, kom ikke i massemedierne.
Det kæmpende Danmark
Frihedsbevægelsen satte sig selv i scene første gang i sommeren 1945, da der blev lavet en stor udstilling i Frimurerlogen ”Det kæmpende Danmark”. Udstillingen var også et udtryk for, at modstandskampen og frihedskæmperne skulle til at være historie.
De organiserede sig i klubber og foreninger, udgav tidsskrifter og brochurer og fandt sammen om dyrkelsen af den fælles fortid. De ville have indsatsen husket til gavn for ungdommen og eftertiden.
Den heroisering, der var begyndt bl.a. i den illegale presse, mens kampen endnu stod på blev videreført i massemedierne, ikke mindst på film og i skønlitteraturen.
Mindeplader, mindesten, buster og frihedskampsmonumenter er nu spredt ud over det gamle land. Formerne spænder fra det primitive og helt enkle til det svulstige og fortænkte.
Frihedskæmper på museum
Men nu skulle frihedskæmpere også på museum. Først i lokaler på Nationalmuseet. Og fra 1957 fik man så sit eget museum, kendt som Frihedsmuseet-Museet for Danmarks Frihedskamp. Men rundt omkring i landet opstod en række specialmuseer og samlinger. Her kan forskellige Frihedskæmperbilleder og –opfattelser følges. Men de er nu ikke alle lige gode i forhold til den virkelighed, de forholder sig til.
Foran Frihedsmuseet stod før den brændte ned er frihedskæmpervogn ”Panserbil v 3”. Selvfølgelig var det et stort trækplaster for en rask knægt. Der fandtes kun den ene slags i hele landet. Den blev først taget i anvendelse efter 4. maj 1945, da Lorentzen-banden skulle arresteres i Asserbo. Alligevel stod den her som et symbol på selve modstandskampen. Egentlig havde den meget lidt med modstandsbevægelsen at gøre. Om den skal opstilles i det kommende museum vides ikke.
Andel i ære og status
Nogle af frihedskæmperne ville have andel i den ære og status, der lå i at være en del af dem, som havde været aktivt med. Medlemslister og tilgangsfortegnelser blev en bestanddel af det trykte stof i veteranbladene.
De trådte mere og mere offentligt frem som veteraner gennem deres foreninger og blade. Man begyndte at optræde som pressionsgruppe og opinionsdannere. I den forbindelse skal da lige nævnes, at der var mange andre med, som aldrig lod høre fra sig.
Overhøring og skæld ud
Før som efter befrielsen var frihedskæmperen ikke en entydig størrelse lige så lidt som modstandsbevægelsen i øvrigt.
De aldrende modstandsfolk, som træder fra og siger til og fra, når der bliver publiceret historiske undersøgelser om en tid og forhold, som de selv har levet med eller været en del af.
Nu er det ikke mere så mange tilbage. Så problematikken er vel ikke mere aktuelt.
Historiseringen af Frihedskæmperen er en del af eftertiden. Hvordan var det egentlig? Ja Aage Trommer kom til at mærke en masse indsigelser, da han i 1971 pillede ved betydningen af jernbanesabotagen.
Men andre doktoraner og historikere har også måttet stille op til overhøring eller skæld ud, når tidligere frihedskæmpere mente, at det ikke var den sande og rigtige historie, der blev skrevet.
Ingen krav på særlig hensyntagen
Frihedskæmperen som historieforvalter og som kilde er vigtig. Men aktiv medvirken i modstandskampen giver ikke automatisk sandhedsmonopol, ensidige krav på særlig hensyntagen, hverken når det gælder tiden 1940-1945 eller i spørgsmål om dagens samfund.
Men ude på lokalarkiverne bliver der endnu taget særlig hensyntagen til frihedskæmpere. Også de begik fejl. Men hvorfor skal de beskyttes så mange år efter? Der er også ofre og deres familie. Mange af disse vil gerne have retfærdighed eller i det mindste sandheden.
Myterne og det særlige forhold omkring frihedskæmperne er ikke noget de selv har skabt. Det har offentligheden været med til at skabe i tidens løb. Og dette holder stadig ved.
Frihedskæmperen var ikke entydig
Vi har skrevet at Frihedskæmperen ikke var entydig. Nogle steder kan det være svært at finde sandheden. Lokalbefolkningen står sammen for at beskytte dem, der tog fejl, så mange år efter.
Risikerede sit liv og Danmarks ære
Det var Frihedskæmperen, der risikerede sit liv og reddede Danmarks ære i udlandet. Frihedskæmperen og hans familie levede i frygt gennem hele besættelsestiden. Men var det ikke også nogle, der kørte på frihjul?
Kig jer om hjørnerne
”Den Gamle redaktør” har hvis nok skrevet dette her et par gange. Min far fortalte, at da de skulle til Tønder fra Oksbøl var de blevet advaret af modstandsbevægelsen:
Næste dag mødte min far op på torvet i Tønder og blev tilbudt et armbind:
Historisk ukorrekt
Tidligere har jeg også fortalt om en episode på det nedbrændte Frihedsmuseum, hvor min kone og jeg overhørte følgende bemærkning fra en ung mand, der viste engelske turister rundt:
Moralsk hævntogt
Dengang spredte nogle Frihedskæmpere så meget rædsel efter besættelsestiden, fordi nogle eksempelvis havde solgt mad til tyske soldater. Man havde åbenbart selv etableret et moralsk hævntogt.
Eller er det en form for troskabsed, der betyder, at vi ikke kan få hele sandheden. Men kære læser, alt dette kan du læse om i den kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Den er i gang med at blive korrigeret for tredje gang.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Juli 18, 2017
Christianshavn fra A til Å
Vi fortsætter vores byvandringer rundt om i København i artikelform. Chr. Den fjerde opkøbte jord også på Amager. På første udkast var der plads til 934 hussteder. Men meget var fyldt med morads. Gader som på et skakbræt. Kun ganske kort tid status som købstad. Vi kigger på de første grundejere og de første to skøder. Man fik egne havnepladser. Vi har også en jydes beskrivelse fra 1849. Vi besøger rådmand Hans Knip. Masser af ulykker på broen. Folk rystede også af skræk, når de kørte over stålbroen i en el-sporvogn. Den tredje bro holdt kun i 29 år. Jo her boede Johanne Louise Heiberg, Tordenskjold, P.S. Krøyer, søhelten Adeler og mange flere. Vi besøger Stanleys Gård, Straffeanstalten for Kvinder, Christianshavns Døtreskole, Christianskirken, Asiatisk Compagni. Ja og så var det også de to driftige skibsværftsbesidder. Så besøger vi også Andreas Bjørns Gård, Niels Brocks Gård og det såkaldte rådhus, der aldrig har været det og meget mere.
I stedet for en byvandring
Igen engang en artikel i stedet for en byvandring. Som vi tidligere været inde på, får vi mange forespørgsler på byvandringer. Vi siger nej med den begrundelse, at der er nogle, der er meget bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” her på siden. Men derfor kan vi da godt sammenfatte en artikel, hvor vi så meget med som mulig.
Christian den Fjerde opkøbte jord
Christian den Fjerde havde allerede i 1606 begyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor Rosenborg kom til at ligge. Da han fortsat ønskede at udvide byen fattede han interesse for Amager.
I en instruktion til den københavnske storkøbmand Johan de Willem, som var indvandret fra Nederlandene skulle denne skaffe velstående nederlandske købmænd og håndværkere til Danmark. Til gengæld lovede kongen dem 8 års skattefrihed.
Først var der plads til 934 hussteder
Og det var Johan Semp, der tegnede Christianshavn. Han havde tidligere arbejdet som landmåler i Friesland. Og i den by var der plads til 934 hussteder.
Parcellerne blev dog kraftig beskåret. Grundene blev gjort væsentlig større. En plan fra 1630 viser kun 67 matrikler. Og mange af byggegrundene var af dårlig beskaffenhed. Store arealer bestod af strand, eng og holme.
En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt var 1,26 meter over havet. Det blev det senere Christianshavns Torv.
Fyldt med morads
I 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye boligområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.
Christianshavn er anlagt til dels som beskyttelse for slottet og den gamle by, dels for at skaffe hovedstaden en påkrævet havneudvidelse. Indtil 1682 da de store udvidelser af volden til dens nuværende forløb påbegyndtes strakte bydelen mod øst til Bådmandsstræde.
Gader som skakbræt
Mod vest strakte bydelen sig til Store Søndervoldstræde, der er den eneste skrå gade på Christianshavn. Voldens udstrækning til Torvegade har ikke ændret sig. Samtidig med voldens anlæg opførtes 1618-1620 Knippelsbro, mens Langebro først er anlagt1686.
I modsætning til gamle Københavns snævre, krogede gader er Christianhavns gadesystem anlagt efter skakbrætprincippet, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler. Efter nederlandsk forbillede deles bydelen af en kanal i en overby og en nederby.
De første grundejere
Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvilket kan opdeles i to hovedgrupper. De første omfattede kongelige embedsmænd, administrative topfolk, renteskrivere (og møntmestre), ansatte ved flåden samt højere og lavere embedsmænd.
Den anden hovedgruppe blev udgjort af københavnske borgere, magistrat-personer, storkøbmænd og håndværkere.
De første to skøder
De første to skøder blev 1622 givet til Københavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af dette var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni.
Hvad bebyggelserne angik, rejstes der små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse.
En selvstændig købstad
Fra 1639-1674 var den en selvstændig købstad med egen øvrighed og våben. Da den aldrig har været udsat for store ildebrande, stammer talrige huse fra den tid. Således også i Strandgade, hvor der findes grundmurede renæssancehuse fra Christian den Fjerdes tid.
Egne havnepladser
Oprindelig hørte til hvert hus en lille privat havn. Husene i Overgaderne fik kajplads langs kanalerne. Først i det 18. århundrede kom de store handelspladser.
De enkelte grunde var lange og dybe og gik igennem til baggaderne, Wildersgade og Dronningensgade, hvor pakhusene skulle opføres.
Christianhavns status som købstad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian den Femte administrativt lod fæstningsbyen inkorporere i København.
En jydes beskrivelse
En jyde giver i 1849 følgende beskrivelse af bydelen:
Bemærkningerne må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, der dengang blev kaldt Burmester & Baumgarten.
Skal forbinde de to byer ”over isen”
I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse også sikres mellem Slotsholmen og den ny by. Ole Worm noterede i januar 1618, at man anlagde begyndelsen som ”skal forbinde de to Byer”-over Isen”.
Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i retning mod ”Refshaleholm”. Det var en halvø som havde en form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nord på. Mellem dæmning og halvø blev der derefter konstrueret en træbro, der blev forsynet med to klapper på midten.
Rådmand Hans Knip
Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand, Hans Knap, som den 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til et erhverve et hus med grund nær broen. Her havde i 1620erne været told, men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere.
Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus. Det blev i hvert fald bekræftet af Christian den Femte i 1695 vedrørende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippensbro. Dette gled senere over i den nuværende betegnelse.
Masser af ulykker
I en tidligere beskrivelse af broen, som skyldes Hans Poulsen Resen (ca. 1670) fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen.
Interessant er det, at man 1671 forbød natmanden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vinde.
Vagt og tilsyn på broen
Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid.
Ja sådan fortalte Pontoppidan. Priser for at passere med skib af 20 læsters drægtighed skal til broens forpagter betales en halv rigsdaler ”af hver Skiberum”
Folk rystede af skræk
Christian den Fjerde’ s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig blev fornyet. I 1868-1869 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O.C. Nielsen beretter:
Den tredje bro holdt kun i 26 år
Da man i 1909 indviede den tredje Knippelsbro var linjeføringen ændret. Nu blev Torvegade forbundet med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablerede man en interimistisk bro, indtil den nuværende tegnet af arkitekt Kaj Gottlob kunne afsluttes. Det skete i 1937
Den skønneste svalegang
Efter at være kommet velbeholden over broen fortsætter vores vandring inden for volden på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade. Indtil 1935 lå på ejendommen ”Ved Voldens” nuværende plads den ejendom, som kaldtes ”Skibet”, hvis åbne maleriske svalegange var en stor attraktion. Nu er det nok Amagergade 11, der har den bedste svalegang, som det lønner sig at se. Den stammer fra 1700-tallet.
Købstadsidyl
Vi fortsætter gennem Sofiegade og Dronningensgade, som foruden Amagergade er de gader på Christianshavn, hvor trods nedrivninger, den gamle købstadsidyl er mest levende.
Her boede Johanne Louise Heiberg
Store Søndervoldstræde er den eneste gade, der minder om, at her lå Christianshavns ældste vold, hvis forløb den har fulgt som Voldgade. Gennem den når vi til Overgaden oven Vandet. Det to nederste etager i nummer to på hjørnet af Christianshavns Voldgade 1-3 er en del af det nyklassiske hus, der 1779 blev bygget her af den kendte rebslager og skibsbygger, Peter Applebye. Han havde i 1745 opfyldt Engelskmandens Plads langs Langebrogade.
Fra huset i dets ældre skikkelse stammer altanen med det smukke smedejernsrækværk over porten. I 1809 kom ejendommen i besiddelse af Andreas Buntzen. Her boede også senere den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges fra 1830-31 umiddelbart før sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg.
Stanleys Gård
Den smukke engelskpåvirkede ejendom nr. 6 er bygget af billedhuggeren Simon Carl Stanley. Ja den bliver ikke uden grund kaldt Stanleys Gård. Og den blev opført i 1755-1756. Stanley var også professor ved Kunstakademiet. Som ung kom han i lære hos hofbilledhugger Sturmberg.
Senere opholdt Stanley sig 20 år i England. Fra 1746 var han dog tilbage i Danmark. Han var tilknyttet Holmen og til at levere statuer til Frederik den Femtes haver samt epitafier og sarkofager til private.
Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755 nær færdiggørelsen forsikres for 4.600 rigsdaler i Brandkassen.
Fra 1847-56 beboedes førstesalen af maleren Constantin Hansen og 1851-54 havde desuden maleren P.C. Skovgaard sit hjem i huset. Maleren Julius Exner boede fra 1861-72 i ”Jernstøber Thomas Potters Gård” i nummer 10.
Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård
Endnu en ejendom i Overgaden over Vandet fortjener at blive set. Og det er ”Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård” i nummer 32. Den har en meget fornem nyklassisk facade, dels en smuk om end meget forfalden bagside af bindingsværk, der gør den meget seværdig. Maleren P.C. Skovgaard boede her i 1842-43 som ung mand.
Christianshavns Torv helt forandret
Det gamle Christianshavns Torv er nu helt forandret. De ældre huse er alle væk. I 1928 blev det gamle fængsel revet ned. På grunden opførte Edvard Thomsen det såkaldte ”Lagkagehus”. Vi skrår over torvet til Dronningensgade og befinder os midt i det moderne Christianshavn.
Til gengæld frembryder St. Annæ Gade et broget billede. For enden af gaden ligger højt oppe på volden i Løvens Bastion de sidste levn af den gamle voldmølle ”Lille Mølle”. Det smukke møllerhus ligger ved siden af.
Straffeanstalt for kvinder
Over for ligger Frelsers Kirke, på en grund, hvor bydelens midlertidige kirke lå, blev der i 1773 bygget den første danske veterinærskole. Stadsfysikus P.C. Abildgård flyttede den ud på Landbohøjskolen i 1858.
På stedet opførte N.S. Nebelong i 1864-1865 en straffeanstalt for kvinder. I 1921 indrettedes bygningen under navnet St. Annæ Gård til beboelse.
Christianshavns Døtreskole
I Dronningensgade lægger vi dernæst mærke til Christianshavns Døtreskoles smukke facade nr. 67 fra 1769 med dens indskriftstavle.
Det var de såkaldte Borgerdydsskoler for børn af velstillede københavnske borgere. Man havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige. Døtreskolens første adresse var Strandgade 29. Man benyttede nogle værelser hos Madam Schottmann. Derefter flyttede man til brygger Lyngbye på Børnehustorvet (Nu Christianshavns Torv).
Fra 1811 flyttede man ind hos brygger L.C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden. Men fra 1840 fik skolen mere permanent ophold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.
Skolens første leder (guvernante) Var Madame Dupis. Hun opsagde allerede 6. februar sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid har været ”Hofmesterinde” hos generalmajor Baron F.S. Rantzaus døtre på Friederichslund.
Hr. Hoff var blevet antaget til lærer i Religion, Skrivning, Regning og Ortographie, 12 timer om ugen og 1 Mark for timen.
Hr. Floor var lærer i Historie, Geografi og Naturhistorie. Hr. Biering underviste i Historie og Geografi.
Egentlig er vi nu på Christiania
Over for Frelsers Kirke i Prinsessegade 54 ligger bag Christianshavns Skole den tidligere inspektionsbolig opført ca. 1760 af Philip de Lange. På vores videre vej ser vi Bådsmandsstræde ”Søetatens Enkebolig”. Vi skimter også i det fjerne Bådsmandsstrædes Kaserne fra 1836 og 1863. Ja og egentlig burde også nævne Christiania, men denne historie får I i nogle selvstændige artikler.
Vi er nu nået til Søkvæsthuset i nummer 58 – 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde. Hovedbygningen ud til kanalen er ældst fra 1754-55. Den er opført af I.C. Conradi til opfostringshus. Men den blev i 1775 flyttet til Store Kongensgade 108, og senere brugt til politistation. I 1777 blev det hele indrettet til Søkvæsthus. I 1816 blev det flyttet til Søetaternes Hospital i Nyboder. Bygningen anvendtes derefter dels til straffeanstalt, dels til fattighus og en tid til kaserne.
I havehuset som er bygget i 1779 og genopført efter en brand i 1838 i samme skikkelse. Her havde den Heibergske deres hjem fra 1844-1963. Fløjen mod Bådmandsstræde benyttedes i adskillige år til fattighus for husvilde. En lille del af fru Heibergs have, er endnu bevaret.
Bombebøssen
Vi kaster derefter et lille blik ind i gården til ”Bombebøssen”. Ja det er ejendommen med adressen Overgaden over Vandet 48C. Indtil 1956 var det en stiftelse for gamle trængende søfolk og deres hustruer.
Den er opført i tre etager over en høj kælder.
Den er stiftet i 1819 af kommandør Peter Norden Sølling. Først havde man til huse på et loft på Wilders Plads. Derefter købtes i 1824 en ejendom på hjørnet af Dybensgade og Nikolajgade. I 1844 flyttede man til Brogade 8. Og i 1891 flyttede man til den nuværende adresse. Den er opført af Thorvald Bindesbøll.
Dens navn skyldes, at Sølling, hvis relief ses på facaden, på sit kontor havde opstillet en bombe, der var indrettet som en samlebøsse. Ja det var en ”200-pundig bombeskal”. En efterligning af denne er ligeledes anbragt på facaden.
Fra gården er der udsigt til nabohuset nr. 50 (B), der er bygget 1769. Senere tilhørte dette ankersmed Hans Caspersen. Hans bomærke, et anker er indhugget på portens slutsten. Foruden denne ejendom ejede han også nr. 33 og 39 i Overgaden mellem Vandet.
Heerings Gård
Vi går nu over Børnehusbroen opkaldt efter det tidligere Børnehus-Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus på torvet. Vi kigger ind i Heerings Gård, der har adressen Overgaden neden Vandet 11. Den blev bygget i 1785 af søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Hans bomærke kom på slutstenen over porten.
I 1838 var det urtekræmmer Peter F. Suhm Heering, der erhvervede gården. Slægten har siden ejet gården.
Den smukke stilfulde gård og pakhusene ud til Wildersgade ligger på en del af den tidligere haves grund, som hørte med til ejendommen.
I Torvegade kommer vi forbi en række ældre ejendomme på venstre hånd, deriblandt det smukke rokadehus i nummer 30, tobaksspinder ”Engelbrecht Larsens Gård”. Her kan man også se bygherrens navnetræk.
De to driftige skibsværftsarbejdere
Wildersgade er opkaldt efter skibsværftsejerne Carl Wilder og hans søn, Lars Wilder. Wildersgade 60-62, der går igennem til Overgaden neden Vandet er den gamle Wildersgade Kaserne opført 1862 af stadsbygmester Rawert. Den er nu ligesom Strandgades Kasserne indrettet til beboelse. På grunden lå tidligere den første lærredsfabrik i Danmark oprettet efter 1674.
Ja selv en bro og en plads er opkaldt efter de to driftige skibsværftsejere. Den ældre Wilder (Carl) var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade. Og det er her vi har Wilders Bro.
På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2 Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kongelig bevilling en nagelsmedje.
Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænkte han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og blev udstyret med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift:
Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tidspunkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.
Hjem for Sømænd og Sømænds Enker
Skt. Annæ Gade 14 er sandsynligvis en rest af en ældre rækkehusbebyggelse af bindingsværk i lighed med Adel-Borgergadekvarterets ældste bebyggelse. Broen over kanalen, der forbinder gadens to dele med hinanden, kaldes Snorrebroen.
Vi fortsætter ad Bådsmandsstræde, hvor ”Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker” er beliggende.
Andreas Bjørns Gård
På hjørnet af Bådsmandsstræde ligger storkøbmanden ”Andreas Bjørns Gård”, Strandgade 46. Den er bygget 1733-34. Den er ombygget og udvidet omkring 1760. Wilders-, Krøyers-, og Grønlandske Handels Plads er opfyldt af Andreas Bjørn.
Nummer 44 på det modsatte hjørne af Bådmandsstræde og Strandgade samt Wildersgade 59 er den gamle Strandgades Kasserne. Selve hjørnehuset er bygget 1664 af Joachim Irgens, tidligere kammertjener hos Christian den Fjerde, senere forpagter af kronens kobberværker i Nordsjælland og storgodsejer.
I 1775 udvidede tobaksfabrikant og grosserer Peter Borre den med fløjen langs Bådmandsstræde og Wildersgade, en sidebygning i gården og en længere ud til Strandgade. I 1790 blev det hele så ombygget til kasserne og portmuren blev opført.
Niels Brocks Gård
I nummer 36 kigger vi på Niels Brocks Gård. Den blev moderniseret i 1780. I 1916 blev gården restaureret. Besøg denne gård med pakhus. Fra 1775 til 1802 tilhørte den storkøbmanden Niels Brock. Jo det var ham bag ”De Brock’ ske Handelsskoler”.
På hjørnet af St. Annæ Gade ligger der det store pakhus i nummer 34. Dette lod etatsrådinde Topp bygge i 1777-78 ved siden af sin gård, der stammer fra 1773. Denne tilhørte på et tidspunkt op til vores dage firmaet Moses G. Melchior.
Skråt overfor dette på nr. 27’s grund lå indtil 1917 ”Gammel Dok” hvis imponerende konstruktion fra 1734-39 med rette vakte samtidens beundring.
Asiatisk Kompagni
Lige i nærheden ud for St. Annæ Gade ses Asiatisk Kompagnis tidligere bygninger i nr. 25. Kontorbygningen eller forsamlingshuset til venstre er bygget 1738 af Philip de Lange.
Kompagniets skytspatroner var Neptun og Hermes. Disse kan du også se på hovedfacaden. Muligvis er de fremstillet af billedhuggeren J.C. Petzold. Stuklofter fra den første tid er endnu bevaret. I dag er bygningen fredet. I slutningen af artiklen vender vi lige tilbage til Asiatisk Plads.
Pakhuset til højre har samme udseende ud til gaden, men til gården er der pakhusluger og hejseværk. Bagved og vinkelret med havnen ligger det berømte pakhus, Eigtved byggede 1748-1750.
Mikael Vibe
Grunden på hjørnet af St. Annæ Gade havde oprindelig tilhørt den københavnske borgmester Mikkel Vibe, som ejendom nummer 32 er opkaldt efter. Mikkel Vibe døde i 1624 så han kan ikke være bygherre til den ændring/nybygning, der skete i 1630.
Nu er det lidt svært for ”Den Gamle Redaktør” for det er godt nok et stykke tid siden, jeg har gået turen. Men dengang var de bedst bevarede huse nummer 28-30. Nr. 28 er bygget omkring 1630 af lensmanden Sivert Grubbe. Under restaureringen i 1943 kom de oprindelige sandstensdekorationer frem. Bag forhuset, hvor der i gården var indrettet en lille renæssancehave, ligger hvis nok endnu mellem- og bagbygning ud til Wildersgade, som er bygget af bindingsværk.
P.S. Krøyer
Lige som dette hus er også nr. 30 smukt istandsat. Det er opført omkring 1636. Lige som nabobygningen har den sin oprindelige udstrækning, idet baghuset har facade ud til Wildersgade.
I forhuset har maleren P.S. Krøyer tilbragt en del af sin barndom hos sin onkel, zoologen H.N. Krøyer. Vilhelm Høyer har boet her fra 1899 til 1909, da han malte nogle af sine mest berømte billeder af ”de stille stuer”
Nabohuset består egentlig af to ejendomme opført i 1626. En tavle indvendig meddeler dog, at i 1769 blev de to ejendomme forenet og blev forhøjet af direktør i Asiatisk Kompagni, Gysbert Behagen, hvis monogram er anbragt i fronten. Fra hans tid stammer den prægtige rokokotrappe. I gården er anlagt en hyggelig have.
Den ukendte dansk-norske søhelt Cort Adeler
Nr. 22-24 med den fornemme renæssanceportal er opført som en ejendom omkring 1630 af Jens Sparre til Sparresholm. I 1663 blev ejendommen overtaget af søhelten Cort Adeler. Kender du ham ikke? Han var en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet.
Cort Sivertsen (Adeler er først tilføjet i 1662). Han blev født og opdraget i den norske havnestad, Brevik. Han fik sin militære uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig.
Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse i 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloni-ø, Kreta. Allerede i 1648 deltog Cort Adeler på skibet Croote St. Joris i venetianernes sømilitære operationer. I 1654 var han med i et søslag ved Dardanellerne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet.
Rygterne ville vide, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim Pascha. Men det har historiske undersøgelser ikke kunne bekræfte. I 1659 blev Adeler slået til ridder af Markusordnen. I 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til <kreta, hvorefter han afsluttede sin karriere i Middelhavet.
Der findes en ret stor samling af krigsbytte erobret af Adeler i Kunstkammerets samlinger. Da søhelten døde 1675 blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet i 1807 blev hans grav ødelagt. Derefter blev hans aske bevaret bag en mindeplade.
Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne kom urnen atter for dagen. Den blev herefter restaureret og indsat i væggen på ny.
Efter 1726 deltes ejendommen i to ejendomme. Nr. 22 blev i 1769 forhøjet med et ”stokværk” Et side- og et baghus blev opført. Allerede i 1748 var nr. 24 blevet ombygget.
Nr. 22 tilhørte senere chefen for et af Københavns største handelshuse, Charles August Selby, der i 1795 erhvervede herregården Bækkeskov ved Præstø.
Christianshavns såkaldte rådhus
I nr. 14 på hjørnet af Torvegade 20 er Christianshavns såkaldte rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to ”Stokværk”. Rådhus har bygningen nu aldrig været. Dens ejere kendes tilbage til 1650. Men to gange har den været ejet af borgmestre. I 1798 fødtes forfatteren Carl Bernhard i ejendommen.
Her boede Tordenskjold
I Lehns Gård nr. 6, der oprindelig var et prægtigt renæssancehus boede Tordenskjold, som facadens indskriftstavle oplyser os om, til sin sidste rejse i 1720. Ejer var da den yngste Abraham Lehn, hvis far i 1703 havde moderniseret huset.
Midt i det 18. århundrede må sidehuset i bindingsværk og pavillonen i gården være bygget. Senere tilhørte ejendommen Chr. Ditlev Reventlow. Men i 1762 blev ejendommen erhvervet af stifteren af den Fengerske slægt, sæbesyder Peter Fenger. Senere overtog fabrikant Peter Heering ejendommen.
Burmeister & Wain
Blandt Strandgades andre mere kendte ejendomme er det store pakhus i nr. 4, som tilhørte Burmeister & Wain. Her samlede Grundtvig sin menighed efter at han i 1826 havde taget sin afsked som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Huset rummer nu Burmeister & Wains museum.
Burmeister & Wains historie begynder i 1843. Det var dengang, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed til nuværende Købmagergade 46. Han havde også gang i noget på Nørrebrogade. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte ”Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet.
Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.
Det oprindelige maskinværksted blev i 1847 forøget med et jernstøberi. I 1860 blev hele 450 beskæftiget under seks værkførere. I 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, men den engelsk fødte William Wain blev i 1865 optaget som ny partner.
Foruden produktion af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betysning. I 1872 anlagde man et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktion af Knippelsbro.
I 1912 løb verdens første dieselmotorskib-Selandia-af stablen hos Burmeister og Wain.
Christianskirken
For enden af Strandgade ligger Christianskirken opført af Eigtved i 1754 til Christianshavns tyske menighed. Dengang var det under navnet ”Tydske Friederichs Kirke.
Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 havde deres egen kirke, Skt. Petri, stod tyskerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens danske menighed. Den tyske forsamling følte sig ”lille og foragtet”, eftersom dens gudstjenester blev henlagt til selve middagstiden.
I 1749 havde 41 fremtrædende medlemmer henvendt sig til Frederik den Femte om tilladelse til at bygge deres egen kirke. Kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdelse af lotteri.
Lotterikirken
Efter dette kaldtes kirken i folkemunde for ”Lotterikirken”. Dengang lå byggegrunden omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffinaderier, skibsbyggerier og oversøiske kompagnier. Og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion. Dette måtte dog opgives grundet svigtende afsætning.
Eigtved nåede ikke at se det færdige resultat. Tegningerne blev afleveret et år, før sin død i 1754. En træmodel blev også fremstillet. Den er faktisk bevaret den dag i dag, og den kan beskues på Københavns Bymuseum.
Udgifterne bekymrede Byggekommissionen
Ifølge det første budget ville bygningens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler. Inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig dekoration beløb sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer-, og stenhuggerarbejde m.m. blev fastsat til 6.700 rigsdaler. Udgifterne bekymrede byggekommissionen. Men statsrådet godkendte det.
Men man undlod dog at opføre spiret i første omgang. Dengang var det normalt med gravlæggelser under kirkegulvet. Eigtved var praktisk og samlede alle gravnedlæggelser i en stor kælder med adgang udefra.
Det er en rokokobygning med spiret er nyklassisk. Spiret blev opsat af Eigtveds svigersøn, G.D. Anthon i 1769.
Allerede i slutningen af 1700-tallet blev den tyske menighed mindre. Men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tysktalende del af Københavns garnison i 1819 blev flyttet hertil. Det skete fra Garnisons Kirke.
En meget dårlig økonomi
I 1831 var økonomien særdeles dårlig, så kongen tillod, at der blev foretaget en indsamling i København såvel som i Hertugdømmerne. Trods dette måtte menigheden afhænde præsteboligen i Wildersgade.
I 1901 som dansk sognekirke med det nuværende navn
I 1899 blev kirken en dansk sognekirke. Efter en restaurering blev den i 1901 åbnet under sit nuværende navn.
Kirkegården nu er udlagt som park. Fra 1832-39 brugte Grundtvig kirken til aftengudstjenester.
Dengang Asiatisk Compagni var en blomstrende forretning
Vi burde nok lige have dvælet lidt længere på Asiatisk Plads, der som bekendt ligger mellem Strandgade og havnen. Og det er efter Asiatisk Compagni som lå samme sted fra 1732-1843. Det blev stiftet den 12. april 1732.
Modsat så mange andre handelskompagnier i 1700-tallet, blev dette en blomstrende forretning. Man havde ansvar for driften af de danske kolonier i Indien. Historikeren Hans Gram skriver således den 5. september 1744 til gehejmeråd C.A. Plessen, at der ikke var tilrådeligt at sælge aktier i kompagniet før end skibet fra Trankebar var kommet hjem. Jo man holdte skam også nøje øje med de andre kolonimagter.
Der var masser af økonomisk formået, således kunne kompagniet betale alle udgifter til Salys rytterstatue af Frederik den Femte.
Nyt Asiatisk Compagni
I 1772 blev Asiatisk Compagni omdannet til Nyt Asiatisk Compagni. Samtidig blev den ostindiske handel frigivet. Selskabet bevarede retten til al handel på Kina. I 1777 overtog staten Nyt Asiatisk Compagnis ejendomme i Indien. Blandt de varer som kompagniet hjemførte var fra Kina:
Fra Indien var det:
På grund af den stigende konkurrence fra englænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke i 1843.
I Lille Strandstræde
Og når vi nu hører om Asiatisk Compagni, så skal vi da lige forbi Lille Strandstræde 14. I forhuset er der rester af en bygning fra 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773 – 76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Og det er netop denne mand, der er skyld i vores besøg.
Han var en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sin tid på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C.H.G. Moltke ved byttehandel.
Her i den vendsysselske var han en ren plage for bønderne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Amager- Læs her på www.dengang.dk
Juli 15, 2017
Ballade i Aabenraa i 1790
Efter revolutionen opstod der social og polisk uro i Sønderjylland og også i Aabenraa. Prisen for rug var steget, trods en god høst. Garnisonen skulle have 3.000 tdr. Købmand Kopperholdt havde lovet at levere 600 tdr. I begyndelsen var der ingen problemer, men så forhindrede demonstrationer afsejling. Amtmand von Schmettau var forstående. Men hans handlemåde blev stærkt kritiseret af regeringen. Han fik en skarp irettesættelse. Og revolutionen i Aabenraa sluttede med at 108 borgere i Aabenraa alle fik en bøde på 3 rigsdaler.
Social og politisk uro
Måske var det begivenhederne i Frankrig i 1789, der havde sat gang i social og politisk uro i hele Sønderjylland. Vi har tidligere på siden beskrevet uro på Tønder-egnen.
Trods en god høst, herskede det dyrtid. Især var priserne på brødkornet særdeles høje. Allerede i februar 1790 var der forekommet uroligheder ved Tønder.
Garnisonen havde bestilt 3.000 tdr. rug
Den jævne borger kunne se, at der blev udskibet korn fra Aabenraa Havn. Men man vidste åbenbart ikke, at kornet gik til garnisonen i Glückstadt, som skulle bruge 3.000 tdr. rug. Dette kvantum havde købmand Christian Möller i Wilster påtaget sig at skaffe. Dernede dyrkede man hovedsagelig raps og hvede. Så rugen måtte skaffes andre steder fra.
Købmanden havde en aftale med Hans Kopperholt fra Slotsgade i Aabenraa om en levering af 600 tdr. rug. Det meste af dette var på lager. Men han behøvede noget mere for at være fuldstændig leveringsdygtig.
Det manglende rug blev skaffet
Kopperholt fik 30 tdr. møller Nis Nissen i Felsbæk, 30 tdr. hos forpagter Petersen, Vojensgård, 50 tdr. hos gårdmand Peter Simonsen, Vejbølgård, 40 tdr. hos præsten i Skrydstrup.
Bitterheden blev øget
De stadige leverancer af korn under dyrtiden i de første måneder af 1790 øgede bitterheden hos småkårsfolk i Aabenraa. Lidt efter lidt forlød det, at opkøbene sikkert var ulovlige og dermed faldt det ind under det man i daglig tale kalder forprang.
Var der en forbindelse?
Tilmed foretog en vis Johan Christian Grage fra Eckernförde en række opkøb af korn. De utilfredse i Aabenraa har antaget, at der var en forbindelse mellem denne og det korn som Kopperholt skulle levere.
Ingen problemer i begyndelsen
Til at begynde med mødte afskibningen af rug fra skibbroen i Aabenraa dog ikke vanskeligheder. Skipper Martin Petersen var således afgået med en ladning til Holtenau ved kanalmundingen, hvor der skete en omladning ril småbåde. Kielerkanalens forløber havde kun et smalt sejlløb af ringe dybde.
Afsejlingen blev forhindret
Flensborg-skipperen Martin Paulsen skulle sejle med resten, men forinden tog spektaklerne fart.
Det var meget betegnende ikke byens øvrighed, købmænd, skippere eller andre af de velstillede borgere, men derimod håndværkerlavets medlemmer, der satte sig imod en afskibning af rugen af rugen.
Det var dengang ti håndværkerlav i Aabenraa (skræddere, smede, skomagere, snedkere, glarmestre, skindere, bødkere, kobbersmede og sadelmagere). De var alle enige om, at hindre afsejlingen af det dyrebare brødkorn.
Hans Kobberholdt mente, at de enten endnu måtte have hovederne fulde af stærke drikke fra den foregående tids fastelavnsfornøjelser eller også af efterretningerne fra optøjerne i Paris og Liège.
Den 10. marts drog man om formiddagen gennem Aabenraas gader ned til Skibbroen, hvor de besatte det befragtede skib, hvor indladningen var i fuld gang. De truede med at rugen ville blive kastet i vanden, hvis man ikke øjeblikkelig bragte arbejdet til ophør.
En forstående amtmand
Derefter vandrede demonstrationstoget ud til amtmand von Schmettau på Brundlund hvor otte mand på de utilfredses vegne satte amtmanden ind i situationen. De forklarede, at dyrtiden fortsatte, og at manglen på brødkorn blev stadig mere følelig. Man havde netop fået en ny pengereform, men det gjorde det nu ikke bedre. Håbet om lavere kornpriser blev ikke indfriet. Demonstranterne mente, at hvis nu kornskibet fik lov til at sejle, ville nøden blot blive endnu større.
Amtmanden bad talsmændene komme igen om eftermiddagen og lod tillige Kopperholdt stævne. Efter Kopperholdts mening optrådte demonstranterne tumultagtige.
Kopperholdts tilbud blev afvist
Den næste dag mødtes parterne igen. Kopperholdt gentog sit tilbud fra dagen i forvejen om indtil Mikkelsdag at opbevare lige så meget korn, som enhver borger skulle bruge og så sælge kornet i små portioner. Han ville sælge det til en rimmelig pris. Den omstridte skibsladning ville han sælge til samme pris som han fik hos den tyske aftager.
Men disse forslag tog demonstranterne ikke imod. Koppeholdt mente, at nogle af demonstranternes ledere var ”inficeret af Pariser-luften”. De krævede edsaflæggelse på, at der ikke var tale om forprang. Det gik Kopperholdt med til. Men nu krævede demonstranterne også beviser.
Amtmanden ønskede ikke en militærkommando
Schmettau erklærede i sin beretning til regeringen på Gottorp, at demonstranterne næsten udelukkende bestod af håndværkere og den mindrebemidlede, men størstedelen af borgerskabet.
Amtmanden gik med til at holde skibet tilbage indtil der forelå flere beviser. Han ønskede dog ikke en militærkommando til Aabenraa. Han var overbevist om, at dette ville føre til at bringe byens borgere i endnu større affekt. Og dette ville sikkert få ubehagelige følger.
En skarp irettesættelse fra regeringen
Regeringen svar på von Schmettaus redegørelse blev en ret skarp irettesættelse på grund af hans ukloge optræden i sagen. Det var med forbavselse, at man hørte om klager over dyrtid og mangel på brødkorn, da kornpriserne i de sidste 8-14 dage var faldet kendeligt på de udenlandske handelspladser, hvilket vel også snart kunne trykke priserne på det indenlandske marked.
Det havde været rigtigt, at holde skibet i ”arrest”, så længe undersøgelsen om forprang stod på. Men amtmanden havde ikke gjort ret i at lade de klagende borgere få foretræde hos sig hele to gange. Han skulle have ladet dem indgive en skriftlig klage, og så kunne den gå rettens vej.
Angsten havde siddet i embedsmændene
Regeringen mente, at amtmanden med sin handlemåde havde været med til at skabe mistillid (Übelstand):
Angsten for, at de franske revolutionæres eksempel skulle smitte her i landet, har ganske givet siddet myndighederne i Slesvig i blodet.
Denne frygt viste sig nu at være ganske ubegrundet. Sagen kom herefter til at gå rettens vej. Det lykkedes ikke for klagerne, der nu havde organiseret sig med hattemager Rasmus Møller og skrædder Hans Christian Hansen at føre bevis for, at kornet var tilvejebragt ved ulovlig forprang.
108 borgere fik en bøde på 3 rigsdaler
Efter en halv snes dages forløb fik skibet lov til at sejle bort med den omstridte ladning. Kopperholdt kaldte klagernes optræden for børnestreger.
Regeringen krævede udtrykkeligt, at demonstranterne skulle bøde for:
Det blev for de 108 borgere som skriftligt havde støttet demonstrationen samt for alle håndværkerlavenes medlemmer til en bøde på 3 rigsdaler til hver.
Ja se sådan forløb revolutionen dengang i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Juli 14, 2017
Klosterbrødrene i Tønder
Frihedstanker havde det ikke let i Tønder, inden preusserne kom. Herredsfoged Kiær mente, at Appel skulle fyres, fordi han videregav Klosterbrødrenes tanker. Han blev udsat for langvarig forhør. Og vinhandleren kaldte politibetjente for ”Sådan nogle drenge af øvrighed”. Amtmand gav Appel en tilrettevisning. Det ville denne ikke finde sig i. Og så blev gæstegiver Hage på Humlekærren gjort ansvarlig for møde. Klosterbrødrene mente at skolefrihed også skulle gælde for de tysksprogede. Men den danske sprog skulle tvinges igennem. Men i Mellem-Slesvig forstod man ikke dansk.
Frihedstanker havde det ikke let i Tønder
Det var ikke let at arbejde med politiske frihedstanker dengang i Tønder. I den artikel kan man også fornemme, hvilke metoder nationalliberalistiske embedsmænd anvendte for at bekæmpe politiske modstandere.
Herredsfoged Kiær opfordrede til Appels fyring
Herredsfoged C.A. Kiær sender den 18. juni 1861 et brev til departementschef i det slesvigske ministerium Th. A. Regensburg. Her beretter han om Klosterbrødrenes virksomhed fra april til juni 1861.
Denne Kiær var Ridder af Dannebrog. Han var blevet afskediget som borgmester i Tønder i 1853 på grund af sin pågåenhed over for tyskerne. Han var blevet afløst af den mere moderate Joh. Henrik Holm.
Kier var på det tidspunkt konstitueret politimester i Tønder under borgmester Holms rejse til Jylland. Han udtrykte sin harme mod Cornelius Appel, den senere forstander og frimenighedspræst i Rødding.
Kier var af den overbevisning at denne måtte afskediges fra sin stilling som lærer, i hvert fald burde han fratages sit job på seminariet. Han havde efter Kiers opfattelse en skadelig virkning på de unge seminaristers politiske meningsdannelse.
Trykkefrihed i Møgeltønder
Klosterbrødrenes aktiviteter startede den 25. april 1861 i Løgumkloster. Der var afholdt møder den 27. maj, samt den 6. og 8. juni.
Kier havde også medsendt nogle uddrag af en artikel i Vestslesvigsk Tidende, der udkom i Møgeltønder. Dette var kongerigsk område og her herskede trykkefrihed. Her uddybede Appel sit syn på sprogsagen og den slesvigske politik i øvrigt.
Artiklen i Vestslesvigsk Tidende indeholdt bland andet følgende:
Appel udsat for langvarig forhør
Den konstituerede politimester havde forhørt Appel om, hvem der havde fået indbydelser, og om det var tale om politiske møder. Endvidere mente Appel ikke, at der skulle polititilladelse til afholdelse af disse møder, da de var af en privat art.
Kier ville også have at vide, hvem der var ophavsmand til møderne.
Der var på ”Gendarmeristationen” i Tønder udfærdiget en rapport om mødet den 8. juni på Humlekærren. Og her var det vigtigt at gengive skolelærerne Appel og Rosendahls ytringer. Således skulle Appel have udtalt, at det var bedst, at mødet blev udskudt indtil den ”ordentlige” politimester vendte tilbage. Rosendahl mente endda, at den bortrejste politimester kunne kaldes den ”overordentlige” politimester.
”Sådan nogle drenge af øvrighed”
Den 17. juni måtte vinhandler Jensen møde i retten. Han skulle angiveligt på mødet på Humlekærren have sagt til politibetjent Bek fra København:
Vinhandleren benægtede, at skulle have sagt sådan noget. Det kunne aldrig falde ham ind, sagde han.
Kier sender brev til Kirkevisitatorium
Politimester Kier syntes i høj grad, at der skulle indhentes tilladelse til afholdelse af møder. Således skriver Kier til det kongelige kirkevisitatorium for Tønder provsti, der bl.a. bestod af provsten og amtmand Grev Ludv. Brockenhuus-Schack. Det var dem, der skulle behandle skolesager. Kier mente, at der var forkert, at Appel gik rundt og opfordrede Tønders borgere til at møde op på Humlekærren.
Kier mente helt bestemt, at Appel havde gjort sig skyldig i utilbørlig opførsel. Ja og Appel havde tidligere forlangt en afskrift af det forhør, som han havde været igennem. Desuden havde Appel spurgt, om han havde pligt til at besvare alt, hvad politimesteren spurgte om.
Kier kunne oplyse, at der var mellem 10 og 20 deltagere til mødet, og nogle af mødedeltagerne blev navngivet.
Amtmanden havde sendt en passende tilrettevisning
Politimesteren mente, at Appel enten skulle fyres eller have en alvorlig irettesættelse. Og politimesteren fik dog også et svar fra amtmanden. Han kunne meddele at ”skolelærer Appel havde fået en passende tilrettevisning”.
Appel protesterede mod tilrettevisning
Det ville Appel ikke finde sig i. Han skrev derfor et længere brev til ”Kongelige Visitatorium”. Appel havde foreslået fuld offentlighed ved Stændervalget. Og det satte Kier sig imod. Han gjorde også opmærksom på, at lige så snart man anfægtede noget inden for sprogsagen, så blev man mistænkeliggjort.
Man måtte overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved det slesvigske spørgsmål. Appel gjorde opmærksom på, at man fra Klosterbrødrenes side ville have en folkelig debat. Og at man skulle have politimesterens tilladelse, ja det havde den ordinære politimester afvist.
Gæstgiver gjort ansvarlig for møde
Appel fortalte også i brevet, at gæstgiveren på Humlekærren, Hans Hansen Hage var blevet indkaldt til en reprimande hos den stedfortrædende politimester. Har var han blevet gjort ansvarlig for mødet.
Endvidere fortalte Appel, at politimesteren havde ladet ham stå op under hele det forhør, som han blev udsat for. På et tidspunkt havde han spurgt om, hvor lang tid forhøret skulle stå på, da han havde en syg kone derhjemme.
Skolefrihed skulle gælde for alle
Men hvad havde de egentlig gjort disse Klosterbrødre. De havde såmænd bare stillet krav om, at skolefriheden i Danmark også skulle gælde for den tysktalende befolkning i Sønderjylland.
Man kunne ikke forstå dansk
Og det var såmænd folk med en grundtvigsk tilgang, der havde denne opfattelse. Det var folk som Knud Lausten Knudsen, Johannes Mathias Dahl (præst i Tønder) og Christian Siegfried Ley, der havde efterfulgt Christian Kold som huslærer hos Knud L. Knudsen.
Bevægelsen mente også, at der skulle gøres op med konfirmationsundervisningen. Diskussion var knyttet til Sprogreskripternes krav. Dette skulle også indføres i Mellemslesvig og foregå på dansk, selv om man nødvendigvis ikke forstod dansk. Klosterbrødrene mente, at menneskerettighederne skulle overholdes. Og så ville man også have indført personlige frihedsrettigheder, som Danmark havde fået med Grundloven.
Klosterbrødrene krævede udstrakt frihed i kirke- og skoleforhold for Slesvig i håb om derved at forsone tyskerne med det danske herredømme.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs følgende på www.dengang.dk, der indeholder 221 artikler fra Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
Juli 12, 2017
Barnemorderen fra Jægersborggade-den tredje historie
Hun blev dømt for 8 mord. Men det var sikkert mange flere. På Nørrebro myrdede hun 3-4 stykker. Vi kigger på de tre. Dagmar flyttede ind hos kæresten, først i Dagmarsgade siden i Jægersborggade. Dengang var der flere klasser af trængende børn. Rasmine blev erklæret uværdig trængende. På Assistens Kirkegård blev et lig smidt i retiraderne. Et par år efter fandt man et lig på en af gravene. Og så var det Marens uheld. Hun gemte sig og hendes omstændighed. Men Dagmar ville adoptere barnet for 400 kr. Hun dumpede liget i en vandgrav på Amager. Pludselig havde Svendsen og Dagmar mange penge. De begyndte at stille spørgsmål i Jægersborggade. Måske var det derfor, at de flyttede
Dømt for 8 mord
Sagen var svær for kriminalpolitiet. Flere gange ændrede Dagmar Overby forklaring. Og ikke alle myrdede var meldt savnet. Hun blev dømt for at have myrdet 8 børn. Men hun har sikkert mange flere på samvittigheden.
Jo det var en mor, der havde fortrudt, at hun havde bortadopteret hendes datter. Men nu var hendes datter væk.
Hun tjente penge på de små børn
Hun var mor til fire, men tjente penge på de små børn. Jo det er en grufuld beretning fra København i årene fra 1916-1920.
Så længe man ikke havde fundet ligrester eller anmeldelser om savnede, kunne man ikke rejse tiltale.
Mindst 3 barnemord på Nørrebro
Flyttede ind hos kæresten
Egentlig boede Dagmar ikke kun i Jægersborggade på Nørrebro. Den 1. november 1915 flyttede hun ind hos kærresten Svendsen i Dagmarsgade 16 på 2. sal. Men det var en katastrofe, da Svendsen blev fyret af dropsfabrikanten. Han var for længe om at bringe varer ud. Det var en økonomisk katastrofe for dem begge to.
Og slikbutikken i Holmbladsgade gik heller ikke for godt. Dagmar mente også, at Svendsen spiste det meste af slikket selv.
Svendsen blev hele tiden fyret
Huslejen var for høj. Og Dagmar blev indlagt på Kommunehospitalet. Da hun den 5. marts 1916 blev udskrevet flyttede hun ind hos Svendsen, der i mellemtiden var flyttet i et værelse på Jægersborggade.
Den 28. marts fik Svendsen endelig jobs hos virksomheden Nielsen og Winther på Blegdamsvej 60. Men en uges tid efter var han igen uden arbejde. Den 6. april fik han dog arbejde hos Schmidt, Mügind og Hüttenmeier.
Dagmar havde i nogen tid tumlet med at få et barn til, men dette ville Svendsen dog ikke høre tale om. I stedet valgte Dagmar så at tage et barn i pleje.
Rasmine Jensens dreng
Den 23, marts 1916 fødte en ung frasepareret kvinde ved navn Rasmine Kristine Jensen en lille dreng i sin mors lejlighed i Ryesgade 92. Egentlig boede Rasmine i Grenå sammen med hendes mand. Men skammen ved at være både separeret og gravid fik hende til at flytte fra Grenå. Derfor flyttede hos ind hos hendes mor, fru Block, der havde en lille stuelejlighed i Ryesgade.
Rasmine havde en hård tid. Hun måtte næsten arbejde i døgndrift for at få det hele til at hænge sammen. Den højgravide Rasmine skulle skaffe penge til at opretholde livet både for sig selv, sin datter og sin mor.
Over for hendes mand havde Rasmine givet udtryk for, at hun ville bortadoptere barnet lige efter fødslen. Derfor skrev hun til barnets far, men han svarede aldrig.
Flere klasser af trængende børn
Dengang skelnede man mellem tre klasser af ”trængende” fattige, der kunne komme i betragtning til understøttelse:
Rasmine blev erklæret uværdigt trængende
Fattigvæsnet skulle i nogle tilfælde sørge for børns opfostring og opdragelse ”i et eller andet Huus”. Det kunne være på et børnehjem, men også hos plejeforældre, som Fattigvæsenet ifølge reglementet skulle påtage sig at føre tilsyn med.
Formålet med det hele var, at man ville sikre, at de fattige børn fik en god opdragelse, at de gik i skole og frem for alt blev vænnet til at arbejde, så de kunne klare sig selv.
Rasmine Jensen var ude af stand til at forsørge sin nyfødte søn. Så hun måtte have hjælp. Men nu var det sådan, at sociallovgivningen også skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende. Som frasepareret mor passede man ikke ind i systemet. Hun var simpelt hen uværdig.
12 kroner i månedlig plejeløn
Rasmines tilværelse var ved at bryde sammen. En dag i april så hun en annonce i Aftenposten. Et ægtepar ønskede at adoptere et udøbt drengebarn mod en engangsbetaling eller eventuelt faderens bidrag.
Rasmine svarede på annoncen. Nogle dage efter, blev hun opsøgt i Ryesgade, af en dame, der præsenterede sig som ”fru Svendsen”. Det endte med, at Rasmine skulle betale 12 kroner i plejeløn hver måned.
Hvad skulle hun stille op?
Et par dage senere den 15. april 1916 kom ”fru Svendsen” igen og hentede den nu tre uger gamle dreng. Rasmine sørgede for, at ”fru Svendsen” også fik en barnevogn og en del børnetøj med. Og så fik hun også 12 kroner, plejelønnen for den første måned.
Dagmar Overby forlod lejligheden i Ryesgade og trillede rundt i gaderne med barnevognen. På et tidspunkt nåede hun Nørrebros Runddel. Hun kørte gennem porten til Assistens Kirkegård og satte sig på en bænk lige inden for op ad den gule mur.
Det var ved at gå op for Dagmar, at det hun lige havde gjort ikke var gennemtænkt. Hvad skulle hun stille op med barnet? Og hvad ville Svendsen sige til, at der kom et nyt barn i husholdingen?
Mordet på Assistens Kirkegård
Løsningen var, at hun måtte tage livet af barnet. Dagmar fandt et navlebind i barnevognen. Dette viklede hun stramt rundt om barnets hals. Derefter lagde hun et stof over barnet. Hun ønskede ikke at se det dø.
Da hun lidt senere kiggede under stoffet, var hun sikker på, at barnet var dødt. Hun rullede den lille krop ind i stoffet, som havde dækket vognen. Så gik hun over bag kirkegårdspersonalets hus, hvor retiraderne-den tids offentlige toiletter-lå.
Her smed hun det lille lig i tønden i en retirade, der ikke var låst. Turen gik nu til lejligheden i Jægersborggade. Her parkerede hun barnevognen op foran opgangen. Hun gik op på værelset, hvor Svendsen sad og læste.
20 kr. for barnevognen
Dagmar forklarede, at hun havde en barnevogn stående nede på gaden. Det var en, som hun havde haft lånt ud til en veninde, og nu var den kommet tilbage. Hun foreslog Svendsen, at han skulle pantsætte vognen hos en marskandiser.
Svendsen gik hen til pantelåner Paul Gaardsøe over i Bjelkes Alle og pantsatte vognen for 20 kr.
Et barnelig fundet på Kløvermarken
Tre dage senere, den 18. april blev der meddelt politiet på Christianshavn, at man havde fundet liget af en nyfødt dreng i det latrinaffald, som var skyllet ud af de spande, natrenovationen havde kørt ind den forgangne nat på Kløvermarken.
Marens uheld
Næsten med det samme rykkede Dagmar Overby en ny annonce ind i Aftenposten. Denne gang under billetmærke. Denne annonce læste den 19-årige Maren Pauline Hansen. Hun havde den 21. marts 1916 født en pige på Fødselsstiftelsen på Rigshospitalet.
Egentlig var Maren fra Vordingborg. Her havde hun tjent i et hus. Men i byen havde hun i byen truffet en korporal fra det nærliggende Masnedø Fort. Ved et uheld var hun blevet gravid-hvilket satte hende i en meget svær situation. Dels måtte Marens forældre ikke få kendskab til hendes graviditet, dels-og endnu værre- var det, at hun ikke længere havde forbindelse til barnets far, der i mellemtiden var blevet sergent på Kastrup-fortet i København og gift med en anden kvinde.
Hun gemte sig selv og omstændighederne
Maren havde besluttet sig for at rejse til København for at slippe ud af kattepinen, under dække af at hun havde fået nyt arbejde i hovedstaden. Her var hun flyttet ind i et logi hos havnearbejder Kierrulf i Peder Skrams Gade 16 F i baghuset. Her havde hun gemt sig selv og sine omstændigheder af vejen indtil fødslen.
Hun kontaktede sergenten med et brev. De blev enige om, at faderen skulle skaffe pengene til bortadoption. En dag midt i april blev Maren opsøgt af en dame, der præsenterede sig som Dagmar Svendsen. Hun forlangte 400 kr. som et engangsbeløb.
Dagmar accepterede 300 kr.
Den 18. april 1916 var Dagmar for sidste gang på besøg hos Maren. Hun fortalte, at faderen kun havde været i stand til at skaffe 300 kr. Men dette beløb accepterede Dagmar på stedet. Maren var sikker på, at hendes datter ville få et godt liv. Beløbet skulle forfalde næste gang Dagmar kom på besøg.
Liget anbragt under sengen
Dagmar kørte direkte hjem til Jægersborggade. På vejen hjem fra Kongens Nytorv besluttede hun at tage barnets liv. Hun kom hjem til et tom lejlighed. Hun lagde barnet på sengen og klædte det af. Så gjorde hun lige som sidste gang-kvalte barnet med et navlebind. Liget pakkede hun ind i nogle gamle klude, som hun igen svøbte i avispapir. Det lille bylt gemte hun så under sengen.
Nu tabte mor pakken ned i vandet
I en sporvogn på vej til Amager sammen med Erena, hendes datter havde Dagmar taget bylten med liget med. De havde stået af ved Øresundsvej. Sammen gik mor og datter ud mod stranden. Langt ude på Øresundsvej gik de ind ad en lille markvej. Langs den gik en våd og mudret grøft. På et tidspunkt lod Dagmar avispakken med barneliget falde derned.
Ja sådan sagde Erena. Dagmar svarede hendes datter, at pakken nu var snavset, så derfor skulle de bare lade den ligge. Så trådte hun ned og stoppede den halvvejs ind i et kloakrør.
Nåede ikke kusine Gerdas fødselsdag
Dagmar havde forklaret, at de skulle til kusine Gerdas fødselsdag. Om lidt skulle de til selskab hos moster Emilie og onkel Peder i Drogdensgade.
Men til datterens store fortrydelse havde Dagmar pludselig mistet lysten til dette. De gik tilbage til Amagerbrogade og tog turen hjem til Jægersborggade.
Ville nu have 400 kr.
Maren Hansen havde fået arbejde hos bagermester Dahlstrøm. Dagmar havde opsøgt hende og nu forlangt det fulde beløb, 400 kr. Præcis 17 dage efter det sidste drab fik Dagmar ubetalt beløbet.
Parret havde store penge
Hjemme i Jægersborggade var det tydeligt, at der var kommet flere penge på kontoen. De havde alle sammen fået nyt tøj. Flere personer havde set parret med store penge. Og sådan noget er altid mistænkeligt i et fattigkvarter.
Men Dagmar sagde til Fru Nielsen, at hun havde fået penge af en greve i Jylland, der var far til hendes lille datter.
Katastrofe for Ester
I efteråret 1915 arbejdede den 19-årige Ester Mathilde Larsen på et bogbinderværksted i København. Her lærte hun den 33-årige bogbindersvend Mathias Jensen at kende. De indledte hurtigt et forhold. Dette resulterede i, at Ester blev gravid.
Dette var en katastrofe for den unge pige. Hun var ikke engang forlovet med den kommende far, og havde heller ikke planer om det. Parret blev enige om, at det kommende barn skulle bortadopteres.
En dame med mange navne
I begyndelsen af marts 1916, læste den nu højgravide Ester en annonce i Aftenposten, hvor en kvinde skrev, at hun ønskede at adoptere nyfødte børn. Men Ester undrede sig for damen kaldte sig forskellige navne. Men egentlig var Ester ligeglad, hvad hun hed. Hun ville bare af med barnet hurtigst muligt.
I slutningen af sin graviditet flytter Ester hjem til hendes forældre på Amager. I lejligheden på Ungarnsvej 16, 3. fødte hun den 25. april 1916 en lille dreng, der blev navngivet Poul Larsen hos kordegnen i Nathanaels Kirke i Holmbladsgade.
Liget blev gemt i et skab
Den 22. maj indfandt damen med de mange navne sig efter aftale på adressen i Ungarnsgade. Kvinden fik 200 kr. for at tage barnet med sig. Derefter skulle hun have 30 kr. hver måned de næste ti måneder.
En kontrakt blev underskrevet og Dagmar underskrev sig med Erena Rosenkrants. Barnet blev svøbt i nogle tæpper. Moderen kiggede ud af vinduet og kunne se, at hun tog i retning mod Lergravsvej.
Men Dagmar Overby tog hjem til Jægersborggade. Her husker hun det sådan, at hun hvis nok havde kvalt den lille dreng og gemt liget i et skab. Hun kunne ikke huske, hvordan hun fik skabt liget af vejen.
Lillebror har fået to tænder og trives godt
Hun sendte urtekræmmerens søn til Ester Larsens adresse i Ungarnsgade efter de 30 kroner. Samtidig skrev hun, at ”Lille broder har det godt og trives ualmindelig godt”.
Et halvt år efter, den 25. november 1916 skrev Dagmar, at hun var flyttet på landet. Nu skriver at hun bor i Svendsens hus og at posten nok ikke kender Rosenkrants. Endvidere skriver hun også ”at lille broder har fået to tænder og trives godt”.
Der blev stillet for mange spørgsmål i Jægersborggade
Måske skyldtes fraflytningen fra Jægersborggade til Landemærket, at spørgsmålene efterhånden blev for mange. Det var i begyndelsen af maj måned 1916.
Der kunne sagtens være foregået flere barnemord på Nørrebro dengang. Således viser gamle protokoller, at der på Fælledvejens Politistation den 25. maj 1918 blev indbragt et barnelig, der var fundet på en grav på Assistens Kirkgård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Juli 10, 2017
Aabenraas storhedstid med Søfart
Da Troels Kløvedal var på besøg. Der var allerede gang i den i 1770’erne. Et stigende antal Aabenraa-skibe til Latinamerika. Der efter gik det til Sydamerika, hvor skibene fik rosende omtale. Det blev et fantastisk erhvervseventyr. Tænk engang, 114 skibe blev bygget i Aabenraa. Værfterne havde stor betydning for byens velfærd. Ikke risikofri at besejle Sydamerika. Fra Aabenraa forsøgte man at påvirke regeringen til aftaler med Kina og Japan. Preussen havde allerede aftale med Kina. Aabenraa vendte efterhånden blikket mod Hamborg. I 1863 kom de første dampskibe. Aabenraa-skonnerter fandt nye markeder i Sydafrika. Og der var pludselig masser af Aabenraa-skibe i Kapstaden. Der blev bygget kaptajnsgårde i Løjt. Men Aabenraa blev globaliseringens tabere. Kun Michael Jebsen holdt dampen oppe.
Da Troels Kløvedal var på besøg
Ja det er efterhånden mange år siden, at jeg var med til at arrangere et lysbilledforedrag med Troels Kløvedal på Folkehjem i Aabenraa. Det var mere end stuvende fuld. Han kom præcis klokken 20 med en lille maskine med sine billeder. I dag foregår sådan noget helt anderledes.
Efter forestillingen sad vi og fik en bajer eller to sammen. Her kunne jeg fortælle ham, at min kone havde boet i kollektiv med ham i Maos Lyst. Og Troels Kløvedal fortalte selvfølgelig også om Aabenraas storhedstid med søfart. Og det er i den grad stor grund til, at byen er stolt af den tid.
Allerede gang i den fra 1700’tallet
Allerede i 1700’ tallet udviklede byen sig ril en udpræget søfartsby. Det begyndte med rejser i Østersøen, og med tiden blev det til europæisk langfart mellem Østersøen og Middelhavet.
I Venedig, Ancona og Neapel så man mange Aabenraa-skibe. Også til barbarstaterne i Nordafrika sejlede skibe fra Aabenraa. Det gik fint indtil krigen mod englænderne. I 1814 blev taget gjort op. Aabenraa havde mistet halvdelen af sine skibe.
I 1820’erne sejlede flere af byens skibe til Sydamerika og i 1860’erne overhalede Aabenraa den store nabo mod syd, Flensborg.
Omgivet af bakker og skov
Vi har tidligere her på siden beskrevet Aabenraa som et vaskeligt sted at komme til. Derfor kom mange af vandvejen. Aabenraa var omgivet af høje bakker og store skove. Her kunne man hente tømmer til træskibsbyggeri, som i løbet af 1800’tallet blev blandt de allerbedste.
Man bakkede op på Løjt
Byens borgere kunne investere i skibene. Det gjorde man også fra Aabenraas norsøstlige opland Løjt. Og her fungerede bønderne også som skibsbesætning. Ja det endte med, at Aabenraa i 1820 havde transatlantisk langfart med lokalt mandskab på skibe, der for en stor dels vedkommende var bygget i Aabenraa.
I 1845 fremgår det af en liste, at der var 206 søfolk. Heraf var 34 skibsfører og 52 styrmænd. På et tidspunkt sagde en af halvøens præster, at fire femtedele af konfirmanderne stak til søs.
Briterne havde brug for råstoffer
Aabenraa-skibene havde kun ganske få rejser til Dansk Vestindien og er derfor ikke nævnt i dansk kolonihistorie. Da Sydamerika slap løs fra Spanien og Portugal og da briterne ”åbnede” Kina, kom der gang i Aabenraa-skibenes anløb til disse destinationer.
Især den britiske industri i 1800-tallet havde stigende brug for råstoffer og markeder til afsætning af deres produkter. Og den europæiske befolkning voksede. Dette bevirkede efterspørgsel på kolonialvarer fra fjerne egne.
Et stigende antal Aabenraa-skibe til Latinamerika
Skibene fra Aabenraa var i forreste linje. I tiden efter 1864 sejlede Aabenraa-skibene ikke længere under dansk flag, men under preussisk flag.
Efterhånden sejlede et hastigt voksende antal skibe på Latinamerika. Det var her, at skibene fra Aabenraa kom ind i billedet. Søfartsmiljøet i Aabenraa var normalt rettet mod København. Men efter Napoleonskrigene lykkedes det ikke for København at genvinde sin tidligere position. Flere af byens store handelshuse gik bankrot.
Nu vendte rederne fra Aabenraa sig mod Hamborg, hvor handel og søfart blomstrede, mens byens oversøiske engagement steg.
Masser af Aabenraa-skibe til Sydamerika
Fra 1820’erne voksede antallet af Aabenraa-skibe, der sejlede på Sydamerika støt. Snart kom byens skibe til at dominere den danske sejlads på Rio de Janeiro. Det var kontinentets vigtigste havneby. Men efterhånden som gamle traktater udløb gennem 1830’erne og 1840’erne blev de ikke fornyet.
I anden halvdel af 1830’erne anløb omkring 20 Aabenraa-skibe Rio de Janeiro om året. Man hentede først og fremmest kaffe, huder og sukker. Med sig bragte man hovedsagelig salt og stykgods. I anden halvdel af 1820’erne sejlede flere Aabenraa-skibe også tyske kolonister og lejesoldater.
Rosende omtale
Som regel fik skibene rosende omtale. Det gjaldt især skibene tilhørende Jørgen Bruhn. Han stod selv for bygningen af sine stærke og hurtige skibe og sørgede for gode skibsfører. Lasten kom hurtigere frem og var i god stand ved ankomsten. Jo man sagde, at købmændene lod deres varer liggende, indtil der kom et Aabenraa-skib. I 1840 og 1841 anløb der i hvert af disse år 34 Aabenraa-skibe.
Dette gav kaptajnerne fra Aabenraa stor selvtillid. I 1839 skulle en af disse have sagt, at første gang han kom til Rio de Janeiro, var han blevet spurgt på havnekajen:
I løbet af 1840’erne begyndte antallet af Aabenraa-skibe, der anløb Rio de Janeiro at falde. Efterhånden mødte man flere og flere skibe fra danske provinsbyer på den sydamerikanske østkyst.
Et fantastisk erhvervseventyr
Sejladsen var et fantastisk erhvervseventyr for Aabenraa. Byen havde fået tilført betydelige ressourcer fra søfarten på Sydamerika. Skibsredderne fik udbytte af deres investeringer i skibene. En del af de penge som mandskabet tjente blev sendt hjem til familien. En del blev sparet op til alderdommen. Kaptajnsgårdene på Løjt er et godt eksempel på, hvorledes pengene blev investeret på Aabenraaegnen.
114 skibe blev bygget i Aabenraa
I perioden fra 1830-1850 steg antallet af skibsværfter i byen til fire. I den periode blev der bygget ikke mindre end 114 skibe. De 80 af disse havde en størrelse, så de kunne bruges til langfart. En del blev købt af lokale reddere, en del af udenbys folk fra bl.a. Hamborg.
Skibsværfterne tjente mange penge. Og der var masser af arbejde til håndværkere og arbejdsmænd.
Da kongen var på besøg
Skibsbygmestrene var lokale helte. Da byen i 1854 fik kongelig besøg stod de i forreste række flankeret af deres hær af skibstømrere. Ved Andersens Værft berettes der:
På et skib der lå ved værftet, kunne kongen ud over en velkomst læse teksten:
Om et andet værft, kunne man i Freja læse følgende:
Værfterne havde betydning for byens velstand
Man var sig fuldt bevidst om værfternes betydning for Aabenraas velstand. En betydelig del var tjent på fragterne til Sydamerika, hvor også Aabenraas egne skibe gjorde god reklame for byens værfter.
Perlen fra Aabenraa var det første danske handelsskib, der rundede Kap Horn i 1824. Det sejlede op langs den amerikanske vestkyst.
Ikke risikofrit at besejle Sydamerika
Nu var det ikke helt risikofrit at besejle Sydamerika. Således havde den brasilianske flåde uretmæssigt opbragt Fortuna i 1826. Da skibet efter et par år i brasiliansk varetægt blev udleveret til rederen, var den i så elendig forfatning, at den måtte kondemneres. Først i 1833 lykkedes det den danske gesandt at få udløst en erstatning til rederen i Aabenraa fra den brasilianske regering.
Langt vanskeligere var det at få erstatning de steder, hvor der ikke var en dansk gesandt.
Situationen i Kina
I løbet af 1830’erne var de britiske købmænd i Kanton kommet i stadig større modsætningsforhold til de lokale kinesiske myndigheder på grund af deres engagement i ulovlig indførelse af store mængder opium.
Det euforiserende stof blev misbrugt af en voksende andel af den kinesiske befolkning og var derfor et alvorligt problem for folkesundheden. Modsætningsforholdet resulterede i Den Første Opiumskrig, der strakte sig fra 1839 til 1842. Storbritannien løb af med sejren og fik gennemført åbningen af Kanton og fire andre engelske havne-Amoy, Foochow, Ningpo og Shanghai.
Danmark havde før krigen haft en repræsentation i Kanton i form af en engelsk købmand. Britiske handelsskibe sejlede under danske flag for at omgå den kinesiske blokade vendt mod britiske skibe. Efter krigen var britiske skibe under dansk flag fortsat engageret i ulovlig handel. Det var primært omgåelse af toldbestemmelser og handel med ulovlige varer.
Men efterhånden ønskede briterne ordnede forhold mellem Danmark og Kina. Det danske flag blev efterhånden ikke mere misbrugt.
Aabenraa-skibene bredte sig ud i Verden
I mellemtiden trak Aabenraa-skibe fra Sydamerika omkring 1848/1849 helt op til San Fransisco. Men i løbet af 1840’erne lagde flere Aabenraa-skibe også til i Calcutta. En anden vigtig destination for Aabenraa-skibene blev de britiske kolonier i Australien, hvor guldfund i 1851 satte gang i en betydelig indvandring og deraf følgende økonomisk aktivitet.
Fra midten af 1840’erne ankom et enkelt eller to Aabenraa-skibe om året til Hongkong. Her voksede antallet af Aabenraa-skibe. Men manglende skibslaster gjorde det særdeles vanskeligt i 1858-1862.
Man forsøgte at påvirke den danske regering
I samme periode forsøgte redere og kaptajner fra Aabenraa med skiftende held at påvirke den danske regering til at indgå handelsaftaler med de fjernøstlige stater. Det gjaldt i første omgang Japan. Den 23. december 1858 bragte Aabenraa-avisen Freia(Freja) følgende artikel:
Regeringen reagerede dog også på henvendelsen fra Aabenraa. Men en dansk-japansk handelsaftale blev først indgået i 1867, men da sejlede Aabenraa-skibene ikke længere under dansk flag-men under preussisk.
Aabenraa ville have en Kina-aftale
I tiden omkring 1860 var redderne i Aabenraa begyndt at presse på for en aftale med Kina. Søfarten på Yangtzefloden var åbnet for europæiske skibe i foråret 1861. Men dette blev lukket igen den 9. november samme år. Og det var for nationer som Danmark, der ikke havde handelstraktat med Kina.
Men i Aabenraa pressede man på. Den 6, februar 1862 henvendte man sig til kammerherre Heltzen. Det var Aabenraas amtmand, og han sad også i det danske rigsråd.
Man gjorde amtmanden opmærksom på, at danske skibe var ringere stillet end andre nationers skibe. Ulempen var særlig alvorlig for de mange sønderjyder som var direkte eller indirekte beskæftiget med søfarten til Kina og Japan.
Preussen havde en aftale med Kina
Fraværet af en handelsaftale skulle ligefrem have ført til, at enkelte danske skibe havde indladt sig på forhandlinger om at komme under preussisk flag, da Preussen netop havde afsluttet en handelstraktat med Kina i 1861.
Stigende trafik til Hongkong
Endelig blev der afsluttet en traktat i juli 1863. Man kan sige, at denne aftale blev afsluttet efter pres fra søfartsmiljøet i Aabenraa.
I 1863-1864 var antallet af Aabenraa-skibe, der anløb Hongkong nået op på over 30 i løbet af et år. Anløbet af danske fragtskibe toppede i 1864. Året efter var Aabenraa og andre slesvig-holstenske søfartsbyer, først og fremmest Altona, Flensborg og Sønderborg tabt for Danmark.
Aabenraa vendte blikket mod Hamborg
Nu var tilknytningen til Tyskland ikke negativ for Aabenraas søfart snarere tværtimod. Hamborg havde ikke blot en blomstrende handelsflåde. Byen havde også penge i skibene fra Aabenraa. Mange søfolk fra Aabenraa og Løjt tog også hyre på skibe fra Hamborg. Aabenraas skibe var forsikret og ofte befragtet af handelshuse i Hamborg.
Med hensyn til søfarten til Hongkong så læs vores artikel om briggen Chico fra Aabenraa. Vi har fået historien fra familiemedlemmer til en tidligere kaptajn på denne brig. Og historien vidner i den grad om, at der også her var mange sørøvere.
Aabenraas skibe var ikke understøttet militært af hjemstaten derude i det fjerne østen. Men da Aabenraa-skibene kom under prøjsisk flag lå den prøjsiske orlogskorvet Gazelle og spredte skræk og advarsel blandt de danske skibe.
I 1863 kom de første dampskibe
Allerede i 1863 havde dampskibe overtaget fragtruter, hvor sejlskibe tidligere havde taget turen. Et dampskib kunne sejle ruten to til tre gange hurtigere end et sejlskib. Samtidig skete der en øget tilførelse af kul fra Australien og Europa. Dette pressede også priserne.
I 1880’erne faldt antallet af Aabenraa-skibe
Men antallet af Aabenraa-skibe på Kina-kysten forblev stabilt op gennem 1870’erne. Først i 1880’erne begyndte det at falde. Et af de sidste forsøg på at fastholde sejlskibenes indflydelse var at spare på mandskabets lønninger.
I 1881 skrev kaptajnen på sejlskibet Margrethe, Jes Jessen således hjem til en af skibets reddere, at han havde hyret malaysisk mandskab.
Nye muligheder i de britiske kolonier
Mens dampskibene vandt frem på Kinakysten opstod der nye muligheder for de mindre Aabenraa-skibe i de britiske kolonier på sydspidsen af det afrikanske kontinent omkring Kapstaden og Port Natal.
Med fundet af diamanter i slutningen af 1860erne indledtes en ny fase i den sydafrikanske historie, da rigdommene ikke blot øgede den britiske interesse for kolonier men også tiltrak horder af lykkejægere fra hele verden til Kimberley, som diamanternes by kom til at hedde i 1873.
Fire-fem Aabenraa-skonnerter i Sydafrika
I slutningen af 1860’erne befandt der sig fire-fem skonnerter fra Aabenraa i området. Det var mindre og mere manøvredygtige skibe, der kunne gå over baren ud for de små sydafrikanske havne. Skonnerterne sejlede op langs kysten og ud til øerne Madagaskar og Mauritius i Det Indiske Ocean. På Mauritius hentede de sukker til fastlandet, mens enkelte ture gik helt til Australien efter korn.
Aabenraa-skibe i Kapstaden
Højdepunktet var slutningen af 1870’erne, hvorfra der findes et gruppefotografi af otte dansk/tyske kaptajner i Kapstaden. De syv af kaptajnerne kan forbindes til Aabenraa søfarten.
I de første år af 1880’erne ophørte denne sejlads, da dampskibene efterhånden også blev flere på den sydafrikanske kyst samtidig med at antallet af skibe indregistreret i den britiske Kapkoloni voksede og overtog markedet.
Kaptajnsgårde på Løjt
I 1880’erne kunne Hans Markussen Krag gå i land. Han købte sig en gård på Løjt, samtidig med at han fortsatte som korresponderende reder for to til tre skibe frem til anden halvdel af 1880’erne. Deltagelsen i den britiske kolonialisme i Sydafrika havde gjort ham meget velhavende. I sine erindringer fortæller han om tidens velstand:
Michael Jebsen holdt dampen oppe
I 1890’erne var Aabenraa som søfartsby en sagablot. Men en mand forsøgte at holde liv i den gamle søfartstradition, og det var Michael Jebsen. Hans dampere udkonkurrerede sejlskibene på Kinakysten.
Globaliseringens tabere
Selvom hans skibe formelt var hjemmehørende i Aabenraa og hovedparten af kaptajnerne og styremændene var hyret på Aabenraa-egnen, kom hans rederi aldrig til at præge området, som sejlskibene havde gjort det.
Dampskibene blev ikke bygget i byen. Der var ikke et stålskibsværft i byen i 1800-tallet. Med andre ord, Aabenraa var for sent ude med at erkende, at sejlskibstiden var forbi. Ja byen oplevede faktisk en økonomisk krise og indbyggertallet faldt.
I 1870’erne og i 1880’erne formåede byens redere og kaptajner ikke at omstille sig. De blev i stedet globaliseringens tabere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Juni 28, 2017
Frederiksberg/Valby-Fra A til Å
Kan man godt lave en kort byvandring? Det kan man nok ikke for dette område. Men vi har forsøgt. Bagerst i artiklen kan du finde artikler, hvor vi går lidt dybere ned i de ting, som vi kigger på. Og vi skal selvfølgelig kigge på Bakkehuset, Storm P-museet, Frederiksberg Slot, Frederiksberg Have, Carlsberg Bryggerierne, Alhambra og meget mere. Vi går på jagt efter den forsvundne landsby Solbjerg og Ny Hollænder Byen. Ja så er det også lige Ladegården, som lige så godt kunne høre med til Nørrebro. Og man må sige, at de kongelige havde stor indflydelse på Frederiksberg dengang. Her blev opført først Prinsessernes Gård, der blev til Prinsernes Gård. Og Frederiksberg Slot kunne ikke blive flot nok. Frederik den Fjerde lavede hele tiden om på den. Egentlig skulle det have været et beskedent slot. Men det var ikke godt nok. Og vejen til slottet blev lukket af for offentligheden.
Nej tak til byvandringer
Vi får mange henvendelser her om byandringer og filmoptagelser o.s.v. Vi vil gerne holde foredrag, men det andet tager for lang tid i forberedelser osv. Som regel siger vi nej dette, også fordi, der findes mange kreative og dygtige folk, der bare kan det der.
Ladegården igen og igen
Vi har tidligere på vores hjemmeside skrevet en del om Frederiksberg. Det er nok mere begrænset, hvad vi har sagt om Valby. Og så jo lige det, der ligger på grænsen til Frederiksberg. Ja vi har jo skrevet en del om Ladegården. Det har vi været så fræk at placere under Nørrebro. Men det er jo nok ikke historisk helt korrekt. Så her må vi nok lige starte med lidt om Ladegårdens historie og så i slutningen af artiklen henvise til at det, som vi allerede har skrevet om stedet. Men hvis vi nu skulle lave en byvandring, hvad skulle vi så se?
Bopladser i oldtiden
Allerede i oldtiden har det været bopladser i Frederiksberg. Den ældste landsby, Solbjerg antager man lå ved Andebakkestien eller nord for søen ved Schweitzerhuset i Frederiksberg Have, Men egentlig vides dette ikke med sikkerhed.
Nyby udskiltes i slutningen af 1300-tallet som en del af bymarken mellem den nuværende Falkoner Alle og Sankt Jørgens Sø. Efter at både Solbjerg og Nyby ved reformationen var kommet i Christian den Tredjes besiddelse opførtes på Nybys jorde en ladegård til Københavns Slot.
Under Christian den Fjerde blev den erstattet med en større, der indgik som led i Københavns ydre forsvarsværker.
Da hollænderne kom
I 1651 indkaldte Frederik den Tredje 20 hollandske bønder. De bosatte sig langs den senere Allegade. I Ny Amager eller Ny Hollænderby erhvervede kongen 1662 en halvgård til sine døtre. I 1680 kom ”Prinsessernes Gård”. Den lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have på Runddelen i kronprins Frederik (den Fjerdes) besiddelse. En snes år efter påbegyndtes opførelsen af Frederiksberg Slot.
Frederiksberg-den tredjestørste købstad
Fra da blev den lille by et yndet sommeropholdssted for hoffet og Københavns velhavende borgere. Endnu omkring midten af 1800-tallet lå man på landet på Frederiksberg. Trods sine 3.000 indbyggere havde byen en landelig karakter.
Først efter demarkationslinjens ophævelse i 1852, da de det blev tilladt at bygge mellem Falkoner Alle-Jagtvejen og søernes indre grænse, ændredes byens udseende. Men her var stadig idylliske villaveje. Der var også mange forlystelsessteder, og byen bevarede sin tiltrækning selv om landliggerne søgte længere bort. Snart blev byen landets tredjestørste købstad.
Mens Frederiksbergs selvstændighed ikke gik tabt, så blev Valby i 1901 indlemmet i København. Se dengang havde byen slet ikke mistet sin landelige idyl. Der var 35 huse og fire gårde. Kroen var desværre brændt.
Valby nævnt i 1186
Valby nævnes først i 1186 som Walbu. Befolkningen levede af at sælge deres produkter til københavnerne. Christian den Fjerde gav dem plads på Amagertov. I byen var man bange for konkurrencen fra de hollændere fra Amager, som Christian den tredje lod hente. Men så galt gik det dog ikke.
Under svenskernes belejring i 1658 blev landsbyen fuldstændig ødelagt. Den bestod dengang af 13 gårde og 26 huse. Tingstedet, der endnu er bevaret og som ligger ud til Valby Langgade var det naturlige samlingssted.
Roskildevejens forløb blev ændret
I 1600-tallet blev Roskildevejen ført igennem Valby. En kro blev opført på stedet og bevillingen blev givet i 1660. Den første bevillingshaver var Hans Pedersen Bladt. Han havde nu ikke noget med krofaget at gøre. Han var kendt som en af Københavns store handels- og finansmænd. I 1676 blev han endda udnævnt som Københavns borgmester.
En ny ændring af Valbys forhold fandt sted, da man 1776 førte Roskildevejen op til Valby Bakke og dermed forbi Valby. Til gengæld førte hoffets tilknytning til Frederiksberg mere liv i byen.
Dronningen delte lækkerier ud til børn
Det fortælles, at Frederik den Sjettes dronning ofte red gennem Valbys gader og delte lækkerier ud til børnene. Den engelske skuespiller James Price, som døde 1805 var en af de første der flyttede på landet til Valby. Dette blev senere meget populært hos københavnerne. I 1847 blev Valby stationsby, da man anlagde den første jernbane til Roskilde.
Rahbek og Bakkegården
Vi begynder vores vandring på hjørnet af Roskildevej, Vesterbrogade og Pile Alle. Vi lægger mærke til porten ind til Søndermarken. Vi går op ad Bakkegårds Alle som er opkaldt efter Ny Bakkegård-villaen, der ligger tilbagetrukket i sin have ved siden af nr. 18, men har indgang fra Rahbeks Alle nr. 34. Den fine empirebygning hvis mest kendte ejer var den nationalliberale politiker C.C. Hall. Han ejede ejedommen fra 1840 til sin døde i 1888.
Bakkegårds Alle ender ved Rahbeks Alle. Af de gamle villaer er det på højre hånd Rahbeksminde nr. 15 med sine nygotiske trappegavle. I nummer 17 var der børnehjem. I nummer 19 var forstanderboligen til åndssvageanstalten på Gammel Bakkehus nr. 19. Åndssvageanstaltens hovedbygning i nummer 21 er påvirket af italiensk renæssancearkitektur. Og det var den kendte arkitekt F. Meldahl, der i 1859-60 ledede dens opførelse.
Rahbeks Alle 23b var oprindelig en gæstgivergård, som statsminister Johan Ludvig Holstein 1756 erhvervede. Antagelig havde han planer om at omdanne den til et landsted, men han døde i 1763.
Herefter overtog bygmester J.C. Conradi ejendommen. Omkring 1764 stod gården færdigbygget med fire fløje. Den fungerede stadig som gæstgivergård. I 1777 gik Conradi fallit. Jo det er den mest berømte bebyggelse i alleen Gamle Bakkehus vi her taler om.
Dårlige vejforhold
Men kun syd- og østfløjen står tilbage. I de lavloftede værelser i stueetagen havde Kamma og Knud Lyhne Rahbek deres hjem fra 1798 til 1830.
Her kom guldalderens ledende forfattere, digtere og kunstnere. Og et mindesmærke er opstillet. Bakkehuset er i dag museum. Jo, det var Københavns åndsliv, der her samlede sig.
Vejen fra København derud var meget dårlig, således skrev Kamma Rahbek engang til et par damer, der var inviteret:
Frisindede tanker blev dyrket
Knud Lyne Rahbek var en typisk repræsentant for den tidlige guldalder i dansk litteratur. Han påbegyndte tragedien Axel og Valborg (1778), men arbejdet blev mislykket og blev gemt af vejen. Senere blev han optaget i Dreiers Klub, hvor frisindede tanker dyrkedes. I 1785 grundlagde han sammen med digteren Pram månedsskriftet Minerva. Senere fulgte tidsskriftet ”Den Danske Tilskuer”.
Fra Kammasvej, der er en rest af den oprindelige landevej til Roskilde gennem Valby var der endnu i 1850erne en storartet udsigt ind af København og ud til Kalvebod Strand til Amager.
Carlsberg Bryggerierne
Den gode udsigt er blevet spærret af Carlsberg Bryggeriernes bygninger. Gamle Carlsberg, som I.C. Jacobsen grundlagde 1847 og Ny Carlsberg der er oprettet af hans søn Carl Jacobsen.
Kaptajn i Borgervæbningen dr. Phil. J.C. Jacobsen opkaldte sin virksomhed efter den 5-årige søn Carl. Til formålet købte han en del af Bjerregårdens jorder. Året tidligere havde han arvet 11.000 rigsdaler efter sin moder, hvilket muliggjorde etableringen af et nyt og større byggeri i forhold til det gamle i Brolæggerstræde, som han havde arvet efter sin fader. Han havde set at en udbygning var nødvendig. Han blev en af foregangsmændene i datidens erhvervsliv.
I det første år producerede Carlsberg 3.500 hektoliter. Stigningen i de følgende år gjorde udvidelser nødvendig. Han tegnede selv flere af sine fabriksbygninger.
Et brev til sønnen
Mens byggerierne fortsatte rejste han ud i Europa for at få ny viden. I et brev til sønnen Carl, skrev han blandt andet:
I fortsættelse af denne målsætning oprettede J.C. Jacobsen i 1875 Carlsberg Laboratorium, hvortil fremragende forskere blev tilknyttet.
Sønnen Carl Jacobsen byggede sit eget bryggeri Ny Carlsberg ved siden af.
Carlsberg Museum
Og så er det Carlsberg Museum, hvor samlingerne er grundlagt 1882 og fortæller om bryggeriets udvikling og slægten Jacobsen. Blandt de smukkeste rum er Kejserindesalen, hvorfra en trappe fører ned til den såkaldte Rotonda. Brygger Carl Jacobsens arbejdsværelse er også blevet rekonstrueret.
Den store røde villa på hjørnet af Pile Alle og Valby Langgade nr. 1 er Carl Jacobsens bolig. Den blev opført 1892-93. Og det var faktisk på Gamle Bakkegårds tidligere plads.
Et par skulpturer
Vi krydser Pille Alle og går ind i Søndermarken, der ligesom Frederiksberg Have er anlagt i forbindelse med slottets opførelse 1699-1703. I 1785-1790 blev haven omlagt i engelsk stil. Statuen lige inden for porten forestiller Ny Bakkegårds ejer, C.C. Hall. Den er fremstillet af den berømte Vilhelm Bissen. Den blev afsløret i 1890.
Vi fortsætter ad stien til venstre, der løber parallelt med Valby Langgade. Der passerer vi Bjælkehuset, tidligere sommerrestaurant. Skråt over for lågen på hjørnet af Skovgårds Alle står Bundgårds skulptur ”Og dagen rinder med sine tusinde krav”. Den blev opstillet i 1938.
Til minde om faldne i Tre-års-krigen
Den næste vej er Kirkevænget. Her ligger Jesus Kirken. Det er brygger Jacobsen, der har bekostet opførelsen. Den er opført af arkitekten Vilhelm Dahlerup i 1884 – 1891. Klokketårnet er dog først opført 1894-1895.
Under koret er der en krypt med den Jacobsen’ ske familiebegravelse. Bag koret er anbragt en mindetavle over faldne soldater fra Valby i Treårskrigen 1848-1850. Den var oprindelig anbragt ved Valby Tingsted.
Blandet bebyggelse
Bebyggelsen i denne del af Valby Langgade er en mærkelig blanding af gammelt og nyt. Bag nummer 10 ligger således et par ældre hyggelige huse, og drejer vi ned af Kirstinedalsvej kan vi i nummer 2 c ane en afstøbning af Thorvaldsens relief ”Dagen”. Den smykker facaden.
Toftegårds Alle er opkaldt efter Toftegården, som indtil begyndelsen af 1890erne lå på hjørnet af Rughavevej.
Gennem Mølle Alle, hvis høje enetageshuse ikke udmærker sig på nogen påfaldende måde kommer vi ind i Lillegade. Denne er nok en af de mest interessante smågader i Valby. Småhusene er præget af den samme bygmester, der ved hjælp af spinkle stukdekorationer og smukke dørindfatninger som på nummer 7 og 8 har søgt at individualisere den ensartede bebyggelse.
Ingen bindingsværk
Valbys gamle smedje lå tidligere i et lavtliggende nu nedrevet hus i nummer 54 på hjørnet af Smedestræde, der var opført efter byens brand i 1865 af en smedemester Thostrup.
Villaen i nummer 2 ser ud til at være bygget af den samme murermester, som har opført Valby Tingsted nr. 1. Størstedelen af de gamle huse fra landsbytiden er grundmurede og ikke bygget af bindingsværk. Sandsynligvis er det, fordi de ikke er ældre end byens brand. Måske var det også, fordi Valby allerede dengang var ved at antage en købstadsagtig præg.
De store haver, dom man kan se på Frederiksberg, så man kun undtagelsesvis i Valby. Måske var dette, fordi her var det ikke tale om en villaforstad, hvor man har søgt at bevare haverne, når villaerne blev nedrevet og erstattet af etageejendomme.
Også på Mosedalsvej, dom vi drejer ned ad, er de fleste ældre ejendomme meget velbevarede. Her ligger også Nordisk Film.
Valby Børneasyl
Valby Tingsted er landsbyens og det moderne Valbys centrum. Det blev betydelig udvidet i 1929, da en række ældre ejendomme blev nedrevet. Det var her tvistigheder mellem bønderne blev afgjort.
Der er sket store forandringer. Eneste bygning, som nogenlunde har bevaret sin oprindelige skikkelse er Valby Børneasyl i nummer 3, oprettet allerede i 1842, men først i 1874 fik det sit eget hus i nummer 3. Det var gehejmeetatsrådinde Marie Hall på Ny Bakkegård, der havde en stor andel i dette. Hun var kendt for sit store velgørenhedsarbejde for Valbys fattige.
En rytterskole
Den tidligere rytterskole, Skolegade 2c er opført 1722-25 og moderniseret i 1842 med nygotiske trappetavle. Den blev skånet ved branden i 1865, og blev benyttet som skole indtil 1904. I de følgende 25 år tilhørte stedet, brandvæsnet. Fra 1929 blev bygningen anvendt som bibliotek. På indskriftstavlen på facaden står anført:
Egentlig er teksten også forfattet på latin, men på dansk står der også:
Mindeplade for dem, der udvandrede
Vi kigger lidt på et morsomt bondehus på Valby Langgade nr. 85. Mange af de ældre huse, som vi har passeret har fået indsat større butiksruder. Det er ikke så charmerende. Men på Gadekærsvej er nummer 2 og nummer 4 ikke berørt af dette. I nummer 8 lå Dansk Chromlæderfabrik.
Under plænen med springvandet uden for Frederiksberg Slots portbygning ligger et stort vandreservoir, der blev indrettet i 1858-1859 og oversækket i 1890-1891. Vi fortsætter gennem parken til Halls statue. Her går vi tilbage af Norske Alle, der er en ret af parkens oprindelige anlæg. Et skilt på højre hånd viser af til mindehøjen for dem, der udvandrede og aldrig vendte tilbage. Skulpturen i højen afsløredes i 1925 af Anders Bundgaard.
Midt i det kuppelformede rum er på en femtakket stjerne i gulvet, der symboliserer de fem verdensdele, opstillet en statue af en moder, der favner sine børn. Reliefferne på væggen fremstiller afskeden med hjemmet og kampen for tilstedeværelsen i det fremmede.
Slottet skulle egentlig have været beskeden
Bjælkehuset, det såkaldte Norske Hus lidt længere fremme er det eneste bevarede af de lysthuse, der opførtes i parken i Allegade foran det lille anlæg, der lå, hvor den ny Rådhusplads er anlagt.
Tilbage på Roskildevej, har vi Zoologisk have, som er anlagt i 1859. Og den er jo udvidet adskillige gange. Frederiksberg Slot har vi i en artikel beskrevet. Det er opført af Frederik den Fjerde. Han var træt af de indskrænkede forhold i sin gård ved Runddelen.
Slottet huser i dag hærens officersskole. Frederik den Fjerde elskede stedet. Og en af københavnernes største fornøjelse dengang var at vrimle til, for tænk engang, hvis man kunne opnå at se de kongelige sejle rundt i kanalerne. Ja måske kunne de også finde på at drikke te i det kinesiske lysthus på øen.
I marts 1699 begyndte man opførelsen af det ellers beskedne slot. Bygmesteren var Ernst Brandenburg, der afsluttede byggeriet i 1703. Men i mellemtiden havde kronprinsen fået kongekronen. Og nu ønskede han et mere præsentabelt slot. Så sent som i 1733-1738 blev der ændret ved slottets udseende.
Dengang var der fra den østlige terrasse stadig udsigt til Staldgården eller Lakajgården ved Roskildevej og tennisbanerne ved Pile Alle. Ja dengang kunne man også fra slottet se skovene nord for København og ind over Øresund.
Først fransk dernæst engelsk have
Frederiksbergs Haves arealer udgjorde en del af de jorder, Christian den Fjerde samlede i 1620 under ladegården. I 1651 bortforpagtede hans søn dem til Amagerbønder, der rejste deres huse langs Allegade og Smallegade.
Dronning Sophie Amalie overtog 1662 en halvgård. Denne lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have.
Frederiksberg Have stammer i sin nuværende skikkelse fra 1794 -1801. Det stilfulde franske blev udskiftet med det landskabelige engelske. Der blev udgravet kanaler, bygget kinesisk lysthus og idyllisk schweitzerhus.
Fasangården
Fasangården, der ligesom schweizerhuset ligger ved indgangen fra Søndre Fasanvej er opført 1723-1724. Dette blev nedlagt i 1785. I 1827 blev det ombygget og fra 1842 til sin død i 1850 brugte Oehlenschläger det som sin sommerbolig.
Slotsgården i parkens modsatte ende var egentlig et schweitzerkonditori. Det var grundlagt i 1813. Fra 1925 til 1937 var det i slægten Jostys eje. Den oprindelige pavillon fra 1813 blev ombygget i 1834. i 1900 blev denne erstattet af en ny. Statuen af Frederik den Sjette er udført 1858 af H.W. Bissen.
Prinsen/Prinsessernes Gård
Ved Runddelen lå oprindelig hovedbygningen til Prinsens Gård. Men den brændte i 1753. Men i stedet byggede Thura Frederiksberg Haves indgangsparti med to pavilloner på hver side. Samtidig blev den nordlige sidefløj af Prinsens Gård fornyet.
Orangeribygningen blev i 1744 ombygget af hofbygmesteren Niels Eigtved. Denne tilhører nu Det Kongelige Danske Haveselskab.
Ja egentlig blev det opført som Prinsessernes Gaard, en lystgård for de fire prinsesser, Anna Sophie, Frederikke Amalie, Vilhelmine Ernestine og Ulrikke Eleonora. Bygningen var et trefløjet anlæg i en etage og rejst i bindingsværk. Her kunne de kongelige børn nyde naturen og lære lidt om landbrugets mysterier. Gårdens ridebane strakte sig over nuværende Frederiksberg Runddel.
Efter prinsessernes giftemål overgik ejendommen 1680 til deres tiårige nevø, kronprins Frederik (kommende Frederik den Fjerde). Nu blev den så kaldt Prinsens Gaard. Som voksen fik han ofte besøg af sine forældre Christian den Femte og Charlotte Amalie, der iførte sig Amagerdragter for at deltage i hoffets fastelavnsløjer.
Inspiration fra udlandet
Kronprins Frederik ønskede i slutningen af 1690erne at omskabe den gamle lystgård med haver til et nyt og mere prestigeagtigt anlæg dog under hensyn til de lokale topografiske forhold. Således blev det nye anlægs udstrækning og østvest akse bestemt af den gamle lystgård, mens grænsen mod nord blev sat af den krumme Bredegade. (Solbjergs gamle landsbygade?)
Ja og egentlig var Valby Bjerg (nuværende Frederiksberg Bakke) ideel til at bygge et fritliggende lystslot. Kronprinsen har næppe manglet ideer. Hans store udenlandsrejse i 1692-1693 til Italien og Frankrig har sikkert givet ham et glimrende indblik i disse landes lystslotte og haver.
Storm P Museet
Den gulkalkede bygning på hjørnet af Runddelen, Pile Alle 2 er bygget 1886 til politistation.
Ved Frederiksberg Runddel ligger Storm P-Museet. Det blev oprettet i 1977 og fik til huse i hjørnebygningen med de karakteristiske rundbuede vinduespartier. Bygningen opførtes i 1884 af murermester J.C. Sørensen.
Oprindelig fungerede museumsbygningen som brandstation, senere tjente den som politistation og frem til 1977 var der her begravelsesvæsen. Murermesteren skal i øvrigt mindes for Frederiksberg Kommunes første rådhus, som han tegnede i 1885.
Rum for rum mindes vi Storm P’ s kunstneriske udvikling og tillige spændvidden i hans kunst fra bidende samfundskritik til varm humor.
Egentlig hed han Robert Storm Petersen og var født i et borgerligt hjem i Valby. Faderen var slagtemester og Storm P nåede også at prøve dette.
Kongehusets private vej
På Runddelen udmunder Frederiksberg Alle, der er anlagt i 1701. Efter at al færdsel med vogne og heste i 1781 var blevet forbudt for andre end den kongelige blev den ældre træport ved Værnedamsvejen fire år efter erstattet af en jernport. I 1862 blev den nedbrudt. Den blev senere opført ved indgangen til Søndermarken.
Den lange alle med huse og etageejendomme fra klunke- og jugendtid er knyttet til Frederiksberg Slot. Ja den blev jo anlagt som kongevej. Det var kongehusets private vej til slottet. På en plan over vejene ved Prinsens Gård, som er dateret 1697, står der om den kommende alle:
I 1704 var arbejdet afsluttet, men alleen bøjede oprindelig skarpt af til Vesterbrogade ved nuværende Sankt Thomas Alle. Først i 1736 blev den forlænget til Værnedamsvej.
Før bebyggelsen indledtes ved midten af 1800-årene, lå der mest gartnerhaver ud til alleen. Gartnerne havde småboder ved vejkanten, hvorfra der solgtes blomster.
Lille Rosenborg
Frederiksberg Alle 32 er byens tidligste eksempel på historisk boligbyggeri. Det er opført 1857. Bygningen bærer navnet ”Lille Rosenborg”. I flere detaljer er der lighed med Rosenborg Slot, som Christian den Fjerde byggede i nederlandsk renæssance. I 1982 har man søgt at frede den historiske bygning. Samme år gennemgik bygningen en temmelig hårdhændet restaurering
Langs Frederiksbergs Alle lå en række store villaer og de kendte forlystelsessteder.
Alhambra
Alhambra blev anlagt 1857 på et areal mellem Gl. Kongevej og Frederiksberg Alle. Det er nærmest på østsiden af nuværende Alhambravej. Grunden hørte til landstedet Aleenlyst. Den sidste ejer var for øvrigt ”Landsoldatens” komponist, musikhandler Emil Hornemann.
Initiativtager var Georg Carstensen, som var røget uklar med Tivoli-direktøren og ønskede at skabe en konkurrent til den have han skabte i 1843. Georg Carstensen op levede aldrig indvielsen. Han døde et halvt år før indvielsen. Men han nåede dog at give Alhambra et eksotisk præg.
Hovedattraktionen var en teaterbygning i maurisk stil, der rummede landets største antal tilskuerpladser. Den mauriske stil lå ikke Carstensen fjernt. Han var nemlig født i Algeriet og havde 1835-1836 rejst i Marokko og Spanien. Men Carstensen voksede op i Sønderjylland.
Manglende opvarmning af teaterbygningen gjorde, at publikum frøs om vinteren. De omkringliggende gader manglede desuden belysning. På grund af de dybe grøfter var det farligt at besøge stedet efter mørkets frembrud.
Haven blev derfor en økonomisk fiasko. Emil Hornemann trådte ganske vist til for at redde den, men stedet måtte lukke efter 13 års forløb.
Aleenberg og Sommerlyst lå her også.
Ansvaret for fyrværkeri
Måske skal vi lige på dette vej nævne det mærkelige navn-Amcisvej, som ligger mellem Frederiksbergs Alle og Gammel Kongevej. Ja gaden er opkaldt efter den italienske Gaetano Amici. Georg Carstensen hentede ham først til Tivoli, hvor han havde kontrakt til 1852. Senere fik han ansvaret for fyrværkeriet i forlystelsesetablissementet Alhambra. Han byggede en villa i nærheden, nemlig på Amicisvej 8.
Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester
Vi har godt nok lavet et par artikler om de forskellige gader på Frederiksberg, men vi går lige lidt nærmere ind på et par stykker, således Carit Etlars Vej. Ja denne er opkaldt efter digteren Johan Carl Chr. Brorsbøll. Det var ham, der skrev under pseudonymet Carit Etlar. Han lod vejens første villa opføre og det var i nummer 4. Her ligger i dag en etageejendom.
Mange af hans fængslende ungdomsromaner, som ”Gøngehøvdingen”(1853) og dens fortsættelse, ”Dronningens Vagtmester” blev skrevet i et lysthus ude i haven.
Ligesom Carit Etlar bosatte andre københavnske kunstnere sig ved midten af 1800-årene på Frederiksberg, hvor den første villa Tårnborg blev opført i 1847. Således flyttede maleren Christen Dalsgaard 1857 ind i xylograf Axel Kittendorfs villa på Bianco Lunos Sidealle (nuværende. Grundtvigsvej). Maleren Constantin Hansen boede i en villa på den nærliggende Amalievej.
Ved hjørnet af Frederiksberg Alle ligger en stor murstensvilla med adressen Carit Etlars vej 3. Den er udformet i gotisk stil af arkitekt J.D. Herholdt. Stilen med trappegavle og rødt murværk delt med vandrette lyse bånd kendes bl.a. fra badstuen ved Frederiksberg Slot.
Villaen opførtes i 1851 for dr. Jur. Andreas Lorentz Casse. Han gik ind i det politiske liv og var med i ministeriet Monrad, som gik af i juni 1864.
Begyndte som frisør, endte som justitsråd
Så er det lige Carl Bernhards Vej. Den er opkaldt efter forfatteren Andreas Nicolai de Daint-Aubain. Han skrev i årene 1828-1865 en række noveller og romaner under pseudonymet Carl Bernhard. Hans bedstefar var ved midten af 1700-årene indvandret fra Frankrig. Han havde først tjent som frisør for Frederik den Femte og sluttede sin karriere som justitsråd!
Andreas Nicolai var gennem sin mor fætter til digteren J.L. Heiberg.
Falkonergården
Og en vej eller nærmere en alle, vi absolut skal nævne er Falkoner Alle. Nær nuværende Falkoner Alle 118 opførtes i 1664 en gård, hvor en falkonermester kunne afrette falke til brug ved de kongelige jagter. Holger Jacobæus omtaler i sin rejsebog fra 1670erne, at gården lå ”extra portam septentrionalem-uden for Nørreport.
I 1700- tallet kaldes gården ofte ”Jægerhuset”. Da Frederiksberg Slot påbegyndtes i slutningen af 1690erne, blev alléen omlagt som forbindelsesvej til slottet. I 1883 gav alléen navnet til Falkoneraléens Sporvejsselskab.
Frederiksberg Kirke
Frederiksberg Kirke er bygget 1732-1734. Det var i stedet for en ældre kirke. Allerede i 1651 havde beboerne i Ny Hollænderby fået Frederik den Tredje’ s tilladelse til at opføre et Guds hus. Det blev færdigt i 1653. Under svenskerkrigen blev denne og hollænderbyen ødelagt. En ny kirke rejstes 1662 med kongelig tilladelse. Det var tæt ved Pile Alle, hvor Haveselskabets have udstrækker sig. En udgravning fra 1943 blotlagde fundamenterne til en aflang kirkebygning i bindingsværk.
Vi gør en afstikker gennem Pile Alle. Ved siden af præstegården nr. 1 er Frederiksberg sogns menighedshus nr. 3 opført på den grund, hvor den gamle landsbyskole, Oehlenschläger omtaler i sine erindringer, lå til 1911.
Kaffe til medbragt mad
De hyggelige traktørsteder eller familiehaver, som de også kaldes, var tidligere lakajhuse til slottet. Dengang kunne man til medbragt mad få kaffe på skinnende blanke messing- eller kobbermaskiner. Jo her endnu M.G. Hansens familiehave.
Vi forstsætter nu gennem Allegade. Det mest berømte traktørsted var Lorry, som ejede villaerne på den venstre side af gaden. Egentlig har det ikke ændret sig meget, siden Lars Mathiesen havde det fra 1804 til sin død i 1852.
Den smukkeste af Lorrys villaer er malermester J.C. Rieses gulkalkede landsted i nummer 5, som er opført kort efter 1860. Mellem Lorry og Bredgade er der opstillet en række statuer af kendte digtere, der har haft tilknytning til Frederiksberg.
Opdragelses-og Undervisningsinstitut
Vi skal kigge på klædekræmmer Magnus Møllemanns landsted. Det er i gården bag nr. 6. Forhuset stammer fra 1794. Det blev senere ombygget. Ud til gaden kom der en ekstra etage på. I 1812 blev ejendommen købt af ”Det Wærneske Opdragelses- og Undervisnings- Institut for fattige Pigebørn af Borgerstanden. I 1888 blev det overtaget af skomager H.C. Heegaard.
Vi kunne jo nævne en del ejendomme mere. Men det som giver Allegade sit særpræg er de frodige forhaver, som stammer fra gårdene i Ny Hollænderby. I flere af dem er det nu servering.
Ludvigsminde
Allegade 22 (B) rummer Ludvigsminde. Siden 1836 har den været i slægten Reebergs eje. Slægten oprettede et legat til en stiftelse til fordel for ”ældre trængende landmænd”. Den smukke gulkalkede hovedbygning var beregnet til at skulle udlejes til sommerbolig for flere familier.
Frederiksberg Rådhus blev påbegyndt 1942. Men på grund af den tyske besættelse blev byggeriet først fuldendt i 1953. På dens plads lå tidligere en anseelig beboelsesejendom opført i 1895. Og før den tid lå her en række småhuse ikke langt fra gadekæret, som befandt sig på den nuværende rådhusplads.
Sognepræsten nåede det ikke
Ud for Rådhuspladsen i Frederiksberg Bredegade, der måske er Frederiksbergs ældste gade ser vi på venstre side i nummer 11 en ejendom, der blev opført 1852-1856. Den blev ejet af den kendte jurist og politiker P.G. Bang. Han ejede omkring den nuværende Peter Bangsvej er række grunde.
I nummer 13 ser vi dog en mere interessant ejendom nemlig det nyklassiske landsted, Hassagers Collegium. Det er bygget af hoftømrermester, brandmajor Peter Boye Junge. Han var en af hovedstadens driftige bygmestre.
I 1875 blev der erhvervet af den 77 årige sognepræst Carl Hassager. Han ønskede at tilbringe sit otium på Frederiksberg. Men han døde dog inden flytningen. Hans enke, Dorothea Hørning kom alene til at bebo den store villa. Efter hendes død overtog Universitetet det. Enken havde testamenteret det hertil. De lod i haven bygge et kollegium til 10 studenter. Kollegiet er senere blevet nedrevet.
En yndig stor have
Smallegade blev anlagt efter den store brand i 1697, der ødelagde de fleste gårde i Ny Hollænderby. Her i nummer 2 lå den nyklassiske gård, som tilhørte statsminister Møsting. Den er bygget i 1801 til sommerbolig for assessor i Hof- og Stadsretten, Ditlev Frederik Feddersen. I 1809 blev gården overtaget af den senere finansminister, Johan Sigismund Møsting. Ja og så endte det med statsminister – posten. Gården lå i en årrække ”nedpakket” og ventede på, at blive renoveret. I den tidligere have blev Rialtoteatret opført.
Gamle villaer er ofte gemt bag nyere forhuse på Frederiksberg. Således også bag Smallegade 12. Man kan endnu opleve de gårde og villaer, der i sin tid gjorde Frederiksberg til ”en yndig stor have”.
Er det Solbjergs gamle gadekær?
Dammen ved Andebakkestien er muligvis en rest af den gamle landsby Solbjergs gadekær. Der, hvor Frederiksberg Slot nu ligger hed egentlig Solbjerg, senere Valby Bjerg og nu Frederiksberg Bakke.
Ja man antager at landbyen egentlig lå ved den nordlige side af Frederiksberg Have. I 1186 nævnes den som Solbiergh, 1193 Solbiarga og 1377 Solbyerghe.
Valdemar den Store havde ejendomme i denne lige som i andre landsbyer, der lå rundt om fiskelejet Havn. Da han skænkede Havn til Absalon fulgte en del af de kongelige besiddelser med, således gods i Solbjerg. .
I sit testamente videregav Absalon senere sin andel i Solbjerg sammen med andet landsbygods uden for Havn til Roskilde bispestol.
Hvornår landsbyen forsvandt, vides ikke med sikkerhed. I et dokument fra 1562 hedder det, at bønderne i seks herreder skal køre brosten og sten til ”vejen ved Solbjerg uden for København”. Og endnu 1580 pålægges det bønderne at bringe materialer til vejstrækningen mellem Solbjerg og Langevadsdam (nuværende Damhussøen).
Ladegården-foredrag
Det blev en lang artikel, kære læsere. Men I kan jo få uddybet det vigtigste i disse artikler som vi har samlet her forneden. Brug søgefunktion på hjemmesiden, så kommer du direkte til artiklerne.
Og hold lige øje med medier/hjemmesider. Vi planlægger til januar 2018 i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Stefans Kirken, at lave et to timers foredrag om Ladegården og den tilhørende å.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Frederiksberg, se her på www.dengang.dk
Juni 25, 2017
Betjent på Nørrebro
Han skulle afværge socialisternes revolution. Det var billigere for den enkelte betjent selv at betale for den øl, som gæsten ikke ville betale. Så skulle han i en fart stille med en hest og en ambulancevogn ved Nordbane-stationen. Vi skal høre om hunden, Max. En betjent blev rig på at drive ølhandel på sin nattevagt. Og tænk engang, betjenten blev mødt med klapsalver på Ydre Nørrebro. Gendarmerne fandt husly hos en bager og fik morgenkaffe hos skrædderen. Så fik man nummer med aftryk. Vi skal høre om Hans Husar og hans kogesprit. ”Nørrebros Skræk” gav et vidne en skalle. Og finnen stak sig selv i halsen. Betjenten kom tilbage til Fælledvej kun iført bukser og uldtrøje. ”Røde Sven” blev slæbt med enden. Der er uddelt mange ”kærlige slag” på Nørrebro. Og så ville en bølle i Rantzausgade lige afprøve den nye betjent. De værste holdt til i Fredensgade og Ryesgade.
Kig bagerst i artiklen
Man kan hvis rolig sige, at betjenten har været til stede på Nørrebro. Bagerst i artiklen har vi henvisninger til mindst 30 artikler, hvor har været til stede på Nørrebro i tidens løb.
De værste holdt til I Fredensgade og Ryesgade
Det var I Fredensgade og Ryesgade, at de værste holdt til. Det var meget slagsmål, værtshusuorden, husspektakler og lignende. Og det var hårdt for en betjent, der skulle gå patrulje her fra klokken 6 ril 18.
Som ny betjent fik man altid at vide, at man skulle skrive sin rapport om. Men et godt trick var bare at beholde dem gamle, og så bare at aflevere denne et par dage efter. Så blev man rost for at have skrevet en meget bedre rapport.
Han skulle prøve den nye betjent
Rantzausgade hørte også til en at de værste gade på Nørrebro. Der var oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så havde man ikke så lang at gå med en anholdt. Herfra kunne man så også hurtigere få hjælp.
En aften blev det meddelt, at der i nummer 37 oppe på tredjesal var husspektakler. Betjenten var nået op på anden sal, da trappelyset blev slukket. I det samme blev betjenten angrebet. Og her var det en fordel, at betjenten var en gammel bryder. Det lykkedes, at få overfaldsmanden i håndjern.
Han blev bragt til detentionslokalet og løsladt uden rapport næste dag. Overfaldsmanden takkede for, at det kunne ordnes på denne måde. Det skulle aldrig ske igen. Han ville bare lige ”prøve” den nye betjent.
Et par kærlige slag med staven
En nat stod en butiksdør på hjørnet af Slotsgade og Korsgade på klem. Der var ikke nogen at se. Men betjenten kiggede lige efter bag disken. Der lå en mandsperson og lod som om han sov. Men pludselig var det håndgemæng. Mandspersonen fik et par kærlige slag af betjentens stav. Og så blev mandspersonens egen revolver rettet mod ham.
Da ”Røde Sven” blev slæbt med enden
En dag mødte to betjente ”Røde Svend” i lidt bedugget tilstand på Rantzausgade. De to betjente fik fat i hver sin arm. Men ”Røde Svend” smed sig bare ned på gaden. Han ville køres til Korsgade-vagten.
Og så tog de to betjente ham i hver sit ben og trak af med ham med hovedet bagud. Han råbte flere gange, at han gerne ville gå, men han blev på denne måde ”kørt” hele vejen til politivagten. Og han bad aldrig senere om at måtte blive kørt en eneste af de mange gange, han blev anholdt for beruselse, vold eller tiggeri.
Hvis du kommer op, bliver du slagtet
I Sortedams Dosseringen havde en slagtersvend skåret pulsåren over på venstre hånd, fordi hans elskede, en husassistent havde svigtet ham.
Da betjenten var på vej op af trappen, stod han og svingede med kniven og råbte:
Med sin stav fik betjenten slået slagtersvenden et hul i hovedet. Så blev våbnet taget fra ham, og han blev slæbt ned af trappen. Ingen af de to så særlig godt ud. Slagtersvenden blødte både fra hullet i hovedet og fra pulsåren.
Det lykkedes dog betjenten, at få bundet noget om pulsåren på vej til hospitalet. Lægen spurgte betjenten, om det var nødvendigt at slå et hul i hovedet på slagtersvenden. Men lige i det samme for slagtersvenden løs på lægen.
Truet med Ekstrabladet
En nat klokken to blev en betjent tilkaldt til danserestauranten Prater i Stengade. Det var efter lukketid. En slagtermester fra Vesterbro havde gjort sig ud til bens og ville ikke betale sin regning. I stedet havde han slået værten i gulvet. Da betjenten kom, sad han på en stol med et rundt bord foran sig. Alle restaurantens stole og borde var stillet sammen af hensyn til rengøringen.
Betjenten bad ham høfligt om at betale regningen, men fik blot det svar:
Betjenten flyttede nu bordet og kastede ham hen ad det tomme dansegulv. Han endte i stor stabel stole, som væltede ned over ham. Han rejste sig lidt fortumlet og råbte:
Men betjenten gav ham nu den modsatte tur hen ad dansegulvet. Manden kom i detentionslokalet, betalte sin regning, og der nævntes ikke mere noget om voldssag fra nogen af siderne.
Kun iført bukser og uldtrøje
En nat, da to betjente patruljerede i Blågårdsgade hørte de fra Baggesensgade råbet:
I det samme kom en mand styrtende for fuld fart hen imod betjentene. Han flygtede ind i en port og betjentene løb bagefter. De to betjente rullede snart rundt i kampen mod manden. Endelig lykkedes det at få bugt med manden, der blev smidt ind i en tilkaldt droske. Der begyndte slagsmålet igen, men her fik den ene betjent fat i sin stav. Manden fik et par kraftige slag over armen.
Under tumulten var vogndøren gået op. Da man endelig nåede stationen var den ene betjent kun iført bukser og uldtrøje. Resten af uniformen var revet i stykker. Men det var nu en god fangst. Manden var efterlyst for røveri, tyveri, vold og legemsbeskadigelse. Han var straffet 16 gange for vold mod politiet.
Da finnen stak sig selv i halsen
Inde i station blev betjentene overfaldet af en beruset finne med hævet dolk. Den ene betjent kastede sig ned på gulvet greb ham i benene og slyngede ham hen over sig med det resultat at han kom til at stikke sig selv i halsen med sin egen dolk. Nu forsvandt enhver kamplyst fra finnen.
Nørrebros skræk
En dag var en af Nørrebros kendte bisser med tilnavnet ”Nørrebros Skræk” blevet anholdt af en bomstærk betjent. Og det gik ikke helt stilfærdigt af fra nogen af siderne. Det var i de dage, da bladene var fyldt med artikler om politiets brutalitet.
En lille spinkel herre i nærheden, der sikkert ikke elskede politiet, råbte til den anholdte:
Bissen plantede imidlertid en knytnæve eftertrykkeligt lige i ansigtet på den velmenende mand med disse ord:
Så forsvandt det hjælpsomme vidne skyndsomst.
”Hans Husar” og hans kogesprit
En anden stamgæst havde øgenavnet ”Hans Husar”. Når han havde fået kogesprit, var der ingen ende på, hvor stærk og kry han var, men når kogespritten efter nogle timers ophold i detentionen var fordampet, var han yderst medgørlig og havde glemt alle sine trusler.
Dette var måske grunden til, at hans kone vedblev med at holde fast ved ham. For han var altid pæn og ren i tøjet, og det var så sandelig ikke hans skyld. Hun fik ham på drankerhjem. Han blev en af de få, der blev helbredt for sin hang til spiritus.
Nummer med aftryk
Som bekendt har politiet i gamle dage deres tjenestenummer på kraven og på hjelmen. Det var meget yndet dengang at irritere betjentene ved at bede om deres nummer. Der var også engang ude på Nørrebro en betjent, der fik følgende henvendelse: ”Må jeg få Deres nummer? Det blev besvaret med følgende:
Og i det samme nikkede han hjelmen ned i ansigtet på spørgeren. Det var nok ikke en helt korrekt handling. Men det var også i meget gamle dage. Man sagde dengang, at på Nørrebro på nogle af stationerne, at man inde i detentionslokalet brugte staven så længe, indtil vedkommende kunne bede Fadervor.
Gendarmerne på Ydre Nørrebro
I 1885 skød en fanatiker, typograf Julius Rasmussen på konseilspræsident Estrup. Dette gav anledning til oprettelsen af et gendarmerikorps, Dette var en torn i øjet på befolkningen. De var nemlig bevilliget uden rigsdagens samtykke. I København gjorde gendarmerne tjeneste i den del, der lå uden for Jagtvejen.
Københavns betjente var bestemt ikke engle dengang, men gendarmerne var dog værre. I en kælder på Jagtvejen nær Odinsgade havde de deres samlingssted, og her boede sergenten.
Han inspicerede som regel en gang hver nat. Men når lampen i hans kontor var slukket vidste de, at han var gået til ro. Så gik de også til ro-hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum, til de klokken 5 skulle vække en skrædder i samme gade. For den venlighed gav han dem morgenkaffe.
Betjente mødt med klapsalver
Da Gendarmeriet ved et politisk forlig i 1894 blev ophævet blev de provisorisk ansatte 100 politibetjente også opsagt, men politidirektør Eugen Petersen holdt på, at disse ikke kunne undværes. Han undlod derfor at lade yderkvartererne tilse af politi, hvilket selvfølgelig medførte uholdbare forhold.
Borgerrepræsentationen vedtog skyndsomst at ansætte de 100 mand igen. Der foretoges så en omordning af styrken, således at også yderdistrikterne blev afpatruljeret.
De betjente, der fik tjansen på Jagtvej blev mødt med klapsalver. Folk lå i vinduerne og viftede med alt muligt. Disse forhold har hvis ikke eksisteret siden. Men det var sådan, at disse betjente, var de første som beboerne havde set i mange måneder.
Betjent bedrev ølhandel
På Indre Nørrebro var der betjente, der var blevet ret så velbeslåede. Således kunne en af betjentene tiltuske sig en del brød, når han havde nattjeneste hos områdets bagere. Men den samme betjent drev også en ret stor ølhandel. I Korsgade boede en ølhandler, der hver nat satte en eller to kasser øl ud i et rum, som betjenten havde nøgle til.
Når traktørstedet Vodrofflund lukkede om morgenen vidste de, at de i Korsgade kunne få den sidste bajer. Og så er det lige meget hvad en bajer koster. Så den omtalte betjent solgte øllet til overpris. Når han så skulle skåle med, blev de nødt til også at købe en øl til ham.
Det forlød, at han om sommeren kunne sælge 800 bajere på en måned. Og når han kunne få helt op til 1 kr. stykket, så var det bestemt ikke en dårlig forretning.
Hunden Max
Dengang havde man ikke politihund, men en af inspektionsbetjentene havde sin hund med på arbejde. Det var en bastard, der mest mindede om en tysk bokser. Og betjenten blev kaldt det som hunden hed, nemlig Max.
Klokken 8 om morgenen blev hunden sendt hen i Blågårdsgade 31 for at vække konen. Hunden Max kunne man ikke komme i nærheden af. Den lod sig ikke klappe af andre. Og den døde af alderdom. Inspektionsbetjenten fik en ny hund af samme race. Den fik samme navn men nåede slet ikke den første Max’ s bedrifter.
I en fart til Nordbane-stationen i Gyldenløvsgade
Det var i juni måned i 1897 at stationsbetjenten på station 6 på Fælledvej pludselig blev opsøgt af overbetjenten. Klokken var 2 om natten:
Så gik det i løb ned i Ravnsborggade for at få vækket en af kuskene hos en vognmand kaldet ”Vejmanden”. Kuskene sov på et loft over stalden. Det varede noget, inden det lykkedes at få fat i en hest og noget seletøj. Så var det tilbage til stationen, hvor ambulancevognen stod. Ved Nordbane Station var nu samtlige politistationer repræsenteret med en ambulancevogn.
Og Gentofte-ulykken kan du også læse om her på siden.
Billigere for betjenten selv at betale øllen
I Smedegade boede en værtshusholder, der samtidig var vognmand. Ofte blev politiet hentet, fordi en gæst ikke kunne eller ville betale. Så gik turen til politivagten i Korsgade. Nogle dage senere kom så en tilsigelse til at møde i retten. Hvis han ikke var beruset, slap han med at betale, hvad han skyldte.
Men dem, der faktisk gik mest ud over var den enkelte betjent. Han måtte af egen lomme betale 2 gange 10 øre. Og havde han haft nattevagt, var det lige sin sag, at skulle møde i retten. Ofte betalte betjenten de 14 øre, der kostede for en øl til værten. Det var trods alt billigere, og så skulle man ikke bruge tid til at møde i retten.
De skulle afværge socialisternes revolution
Det unge socialdemokrati samledes på Nørrevold under de forskellige fagforeningsfaner og marcherede med deres ledere i spidsen på Nørrefælled. Den konservative regering så på dette med den største mistillid.
På Fælledvejens politistation samledes så store styrker, at der ikke var plads til betjentene inde i lokalerne, en del blev anbragt i gården eller på gaden. De skulle være parat til at afværge socialisternes påtænkte revolution.
Mange år efter, da det var syndikalisterne eller kommunisterne, der dukkede op og også ønskede at demonstrere på Nørrefælled, fik politiet nok at gøre med at planlægge en rute, der umuliggjorde et sammenstød mellem to forskellige politiske trosbekendelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om: Politi på Nørrebro: Læs her på www.dengang.dk: