Artikler
Juni 23, 2017
Tønder i 1880erne
Det var en lille stillestående by. Toget standsede ved hver station, og var uhyggelig langsom. Bønderne kom i stakkevis til kvæg- og hestemarkeder. Det var vanskeligt at bane sig frem. Det vrimlede med beværtninger. Danske skilte var ikke velset. Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne. Så var der vælgermøde på Tonhalle. Vi kigger på Tønders aviser. Det var en talrig stab af embedsmænd, der følte sig meget fornemme. Så var det lige de stakkels tyske skuespillere. Nattevægterne var der også. Krammarkederne varede i tre dage. Så var der toetagers karrusel, salonkeglebane og stegte ål. Flere havde haver ned til Vidåen. Og så talte man sønderjysk, når man mødte hinanden på gaden.
En lille og stillestående by
Tønder var i begyndelsen af 1880erne en lille og stillestående by. Den lå dengang så ensom og afsides derude på vestkysten forbundet med Verden ved den lille jernbane Tønder-Tinglev. Her sneglede sig daglig nogle tog af sted med fænomenal langsommelighed.
Toget standsede ved hver lille station
Hvert øjeblik standsede de ved en lille station, hvis forstander havde beværterbevilling. De mange beværtninger skadede øjensynlig kørselshastigheden på banen. Med toget kom kun få fremmede til Tønder, der dengang mindst af alt drømte om at blive turistby.
Heller ikke banens transport af varer var overvældende. Varetransporten blev besørget for en stor del af fragtvogne. Gennem de stille gader rumlede en sådan gennem de stille veje til og fra Flensborg.
Banens glanstid
Månederne juni, juli og august var banens glanstid. Da kom togene ind med en mængde gadegæster sydfra. De var på vej til Sild. Fra Tønder blev disse fragtet videre til Højer. Og på de store dage blev alt mobiliseret, hvad byen ejede af køretøjer. Mange gange var det de mest mærkelige oldsager af karosser.
Den lille dampe, der førte de rejsende til Sild, kunne kun sejle ved flodtid over Vadehavet. Når toget ankom til Tønder flere timer før flodtid, måtte de rejsende tage ind på byens hoteller. Så kunne man da få en lille fortjeneste. Men som regel tjente byen kun på leje af vogne.
Mod nord, vest og syd besørgedes forbindelsen af dagvogne og postvogne. Dette kunne da også bringe en fremmed til Tønder.
Bønderne kom i stakkevis
Omegnens befolkning kom naturligvis ”te Stajs” for at handle. Men det var sjældent i så store mængder at gadernes stille præg blev ændret.
Kun til fredagsmarkederne i forårs- og efterårstiden kom bønderne i flokkevis. Det var nu ikke fordi at de alle havde noget at sælge. Men det var gammel skik og vane, der krævede at enhver gårdmand skulle til marked for at holde sig a jour med priserne.
Fjedervognene rullede ind i byen fra alle kanter. På forreste stol sad fatter med tømme, pisk og merskumspibe. I den bagerste sad mutter i fuld puds. Det så standsmæssigt og højtideligt ud.
Hver bonde havde sin bestemte gæstgivergård eller købmandsgård, hvor han ”spændte fra”. Den almindelige middagsmad i gæstgivergårde var ”Kødsuppe med boller og kød med peberrodssovs”.
Vanskeligt at bane sig vej frem
På torvet og i de nærmeste gader stod dyr i hundredevis. Om foråret var det magert kvæg, der blev solgt til marsken. Om efteråret var det fedt kvæg, der for en stor dels vedkommende det blev købt af tyske handelsmænd.
Det var vanskeligt at bane sig vej gennem mylderet af dyr, handelsmænd og tilskuere. Gødningen lå højt over brobelægningen. Der var masser af beværtninger, når der var markedsdage. I så godt som hvert hus flød kaffepunchen.
Hen imod aften drog de fleste landboer hjem. Manden var ikke helt upåvirket af spiritus, men mutter havde dog fået ham væk fra byen i ordentlig tid. Var han alene gav han alt for let efter for vestslesvigsk svaghed for højt kortspil. Så blev han i byen ud til aftenen og tog ofte natten med.
Forårsmarked
I en sidegade ned mod skibsbroen, var der en enkelt gang forårsmarked, men det var uden betydning. Her kunne byens småmestre købe et fedt får til vinterslagtning. En mester tog engang sin lærling, der var fra landet med som sagkyndig rådgiver. Drengen undersøgte med omhu de forskellige dyrs ben. Da man spurgte ham, hvorfor, svarede han, at han søgte efter et dyr med noget kød på benene, for det var dem, han fik at gnave.
Det vrimlede med beværtninger
Tønder vrimlede også til hverdag af beværtninger. Der var gader, hvor man fik indtryk af, at næsten hvert andet hus var en kro. Tilsyneladende klarede indehaverne sig nogenlunde. De levede mest af markedsdagenes fortjeneste. Men nu har beboerne i Tønder aldrig haft ry for at være afholdsmænd.
Også indbyrdes undte gæstgiverne hinandens succes. Der findes følgende anekdote fra den tid.
Hver morgen tog værten i gadens vestligste kro 20 Pf. i lommen og gik til nærmeste gæstgiver mod øst for at få en passiar og en kaffepunch. Den betalte han med sine medbragte penge. Når det var overstået gik pengenes nye ejer hen og gjorde ligeså. I dagens løb vandrede de 20 Pf. øst på den ene side af gaden og vest på den anden side af gaden til de endelig om aftenen havnede hos den oprindelige ejer efter at have haft et kortvarigt ophold i hver eneste gæstgivers lomme i gaden. Når de rigtige folk kom til, kunne der skabes stor omsætning med en beskeden kapital.
Mon ikke anekdoten omhandler Vestergade, Storegade og Østergade?
Om aftenen samledes en del af byens borgere sig i krostuerne. Her skulle diskuteres over kaffepunch og øl. Byens anliggender og skandaler skulle diskuteres. Man diskuterede ikke politik. Flertallet var tysksindede. Ved festdage blev det slesvig-holstenske flag hejst. Tyske flag så man sjældent.
Danske skilte var ikke velset
Danske skilte var for tønderanerne, hvad korset er for fanden. Et par handlende som hængte et dansk skilt ud, fik dem tjæret ud ved nattetid. Samme skæbne ramte ”Vestslesvigsk Tidendes” skilt et par gange. De danske seminarister kunne også irritere med deres huer og sange. Men så klagede de tysksindede til direktionen på seminariet og fik deres vilje.
Slesvig-holstenerne kunne ikke lide preusserne
Men de vaskeægte Slesvig-holstenere havde imidlertid heller ikke noget til overs for Preusserne. De syntes, at disse var lidt for stramme. Preussiske flag så man næsten ikke i Tønder. Rigsflaget hejstes for det mest kun på offentlige bygninger.
Rigspolitisk stemte Tønder med de nationalliberale. I mange år var en Hr. Francke, kredsens rigsdagsmand. Men i begyndelsen af 1880erne opstilledes ved et valg Fremskridtspartiet en modkandidat. Man sendte en af de bedste talere, Eugen Richter selv, til Tønder for at agitere.
Vælgermøde på Tonhalle
I Tonhalle holdt man vælgermøde. Dette var en sjældenhed i Tønder. Lokalet var fyldt til sidste plads. Richter holdt en livlig og vittig tale mod regeringen og de nationalliberale. Han sluttede med det for lejligheden tilpassede citat:
Francke blev talt sønder og sammen og Richter hilstes med dundrende bifald. Enhver som ikke kendte forsamlingen måtte tro, at dens flertal var begejstrede frihedsmænd. Naturligvis blev Francke genvalgt på valgdagen.
Tønders aviser
Ellers var det byens to aviser, der varetog politikken. Vestslesvigs Tidende var ny og kæmpede tappert mod Flensborg Avis, der var blevet meget udbredt på vestkysten. Man sagde i Tønder at:
”Tondernsche Zeitung” blev mest redigeret med saksen. Originaler var i dobbelt forstand de korrespondancer, bladet bragte fra omegnen. I den landsby, de stammede fra, har de sikkert været interessante ved at bringe den til offentlig kendskab. Men ufrivillig komisk kunne disse artikler godt blive. Men økonomisk sad bladet hvis godt i det.
Talrig stab af embedsmænd
Tønder havde en talrig stab af embedsmænd, en landråd, to til tre herredsfogeder, Jernbane-, told- og postmænd osv. Men de spillede absolut ikke nogen førende rolle. Landråden var nærmest ildeset på grund af hans fornemhed. Embedsmændene var i forskellige trin af rangstien, så de kunne ikke rigtig omgås hinanden.
Store forretninger var der heller ingen af. De mindre handlende og håndværkerne havde nok at gøre med at skaffe mad på bordet. Politiet bemærkede man ikke rigtig. Der var hvis kun en betjent. Han sås sjældent. De to gendarmer skulle nærmest overvåge landdistrikterne.
Nattevægterne
Natvægterne var jo også kommunale embedsmænd. Polititimen var fastsat til klokken 23. Befandt man sig på en ”Knejpe” ved den tid indfandt der sig altid en vægter og forkyndte ”Feuerabend”. Så havde man fred for ham en times tid, til han igen blev tørstig. Som regel grinede man af dette. Men vægterne kunne føle sig stødt af dette.
Der udviklede sig et anstrengt forhold mellem vægtere og seminarister. Og det resulterede i en demonstration. Men tre af seminaristerne blev anholdt og tilbragte en nat i Kachotten. Næste dag førtes de op på rådhuset for at få tildelt en ”Mulkt”.
Nu herskede der igen et gemytlig forhold mellem vægterne og seminaristerne.
De stakkels tyske skuespillere
Blandt borgerne var foreningslivet ringe. Om vinteren kom først en tysk og dernæst et dansk skuespillerselskab og gav forestillinger på byens eneste lille dårlige teater i Østergade. Den tyske trup kunne godt blive i byen en måneds tid. Det var stakkels mennesker, der led nød. I Tønder var man nu ikke så teaterinteresseret. Kunstinteressen var heller ikke stor.
Nogle aftener spillede man kun for en halv snes eller endnu færre. Blev det for slemt gjorde selskabet udflugter til Højer, Løgumkloster og Nibøl. Skuespillernes fattigdom gav dem ingen anseelse og deres ”kunst” heller ikke.
Det danske selskab klarede sig bedre. Folk strømmede til fra vest, nord og øst. Besøgsantallet var som regel stort. Der blev opført ”Gøngehøvdingen” og ”I Dynekilen” og lignende. De danske skuespillere havde derfor også råd til at bo på hotel eller i pæne gæstgivergårde.
De tyske skuespillere måtte leje sig ind i tarvelige småværelser.
Når frosten indfandt sig var der rig mulighed for at stå på skøjter i engene syd for byen. Man kunne også bruge boghandler Drøhses lejebibliotek.
Krammarkeder
Byens store dage var foruden kvægmarkederne også hestemarkederne også de to årlige krammarkeder: ”Pinsemarkedet” og ”Mikkelsmarkedet”. Nu så byens småhåndværkere og handlende sikkert dette som konkurrenter. Pludselig var der boder og telte i gaderne og på Torvet. Hvert af markederne varede tre fulde dage.
Største delen af bodeholderne var folk, der drev fra marked til marked. For det meste var det også de samme mennesker, der kom år efter år. På Torvet rejstes hvert år det samme skydetelt. Her var også teltet med den forstenede havfrue, verdens største kæmpefrue og dens mindste dværg.
Salonkeglebane og to etagers karrusel
Et smart bysbarn havde en ”Salonkeglebane”, der lå på høje træbukke. Ved siden af havde hans kone friluftsrestaurant med kaffepunch og stegte ål som specialiteter. Her stod ”Jyden” med sit kuglespil. Kuglen, der var ophængt i en snor, skulle ramme en lille kegle i bagslaget. Forunderligt lykkedes det så godt, når man prøvede i spøg. Men det lykkedes aldrig, når det var alvor.
På Lilletorv stod en toetagers karrusel. Den funklede af messingbeslag. Der var perlestiklinger på vejende gardiner. Og så var der de mest mærkelige ridedyr. Denne fordunklede jo helt Tønders egen karrusel, Claus, der hvirvlede rundt i en baggård uden for en dansesal.
På hjørnet ved apoteket stod ”Jacob von Amerika, en jøde i sind og skind, der havde fødselsdag hver eneste dag i året. I den anledning forærede han næsten sine varer bort. Ud for rådhuset fremviste Kasper og Rikke scener af deres familieliv for tilskuerne.
I alle byens danselokaler var der dans hver dag fra middag til langt ud på natten. De større gæstgivergårde bød på tingeltangel. Når de tre dages tummel og støj var til ende, sænkede stilheden sig dobbelt tyngende over den lille by.
Have ned til Vidåen
Mange familier havde større eller mindre haver. Nogle af disse lå ud mod Vidåen. Her tilbragte man mange sommeraftner. En del af haverne lå ved den smukke mølledam, men egentlig var der kun få både. Man kunne også bruge spadserestien langs dammen og åen med udsigt over engene.
Bu var færdslen i alleerne noget livligere. Og familierne kunne om søndagen også vandre ud til Schweitzerhalle og Altona. Her spillede mændene kegler, mens Madammerne nød deres kaffe og kaffesladder. Ungdommen legede imens.
Man talte sønderjysk
Når vejret var ekstra fint, blev turen udvidet til Møgeltønder. Men det måtte ikke blæse. Men denne var en hyppig gæst ved vestkysten.
De fleste ville sikkert indrømme, at de talte tysk derhjemme. Men sådan var virkeligheden ikke. Man talte sønderjysk og tysk derhjemme. Mødte man hinanden på gaden dengang foregik det også hovedsageligt på sønderjysk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler om Det Gamle Tønder og omegn, herunder:
Juni 22, 2017
Livet på Seminariet i Tønder
Der var optagelsesprøver i 1881. Lange undervisningsdage var der. Tønders hjem var lukket for ikke-friere. Vi kigger på ”Foreningen Enigheden”. ”Kaniernes” stuer skulle indvies. Så var der dilletant på ”Stadt Copenhagen”. Foreningen blev forbudt. Og så blev man taget ved næsen på Schweizerhalle. Udflugten til Møgeltønder endte med slåskamp. Og så var det huekampen. Værelserne i byen var bestemt ikke luksus. Det var ikke den allerbedste undervisning, som man fik i Tønder. Direktør Carstens var altid mut og vred. Münther holdt ikke længe. Gamle Rickmar var friser. Tørsten blev slukket i en gymnastiktime. Der var stor forskel på lærerne. Seminariet bevarede tyskheden i Tønder.
Optagelsesprøver i 1881
I april 1881 var der optagelsesprøver. Nu var prøven ikke så svær. Irriterende var det, at man blev sendt fra det ene klasseværelse til det andet for i løbet af en time, at blive prøvet i tre-fire fag. Det hele endte med, at 19 blev optaget i den danske afdeling.
De danske seminarister havde dannet en forening, som de kaldte ”Enigheden”. Man var ikke særlig smarte til at kapre nye medlemmer. Man var nærmest anmassende. Den danske forening forsøgte at ligne den tyske ”Burschenschaft”.
Lange undervisningsdage
I maj begyndte undervisningen. I de to første seminarieår var der temmelig mange timer. Det var fra klokken 7 om morgenen til 6 om aftenen. Om vinteren startede man en time senere. De mange timers ophold i klasserne virkede sløvende. Forberedelserne hjemme virkede overkommelig. I reglen tog hjemmearbejdet et par timer. Nogle af timerne var fælles for begge afdelinger.
Byens hjem var lukket for ikke-friere
Når man havde nogle timer til overs fandt man ud af at adspredelse i Tønder var noget ukendt. Man var henvist til romanlæsning eller besøg hos kollegaer. Byens hjem var lukket for enhver, der ikke lige gik på frierfødder.
I vintertiden var der et par måneder forestillinger på teatret men ud over dette følte seminaristerne ikke, at byen kunne byde på så mange forlystelser. Ofte blev det knejpen, hvor man søgte adspredelse. Dem var der til gengæld mange af i byen.
Danseforlystelser førte til forlovelser
Uden for seminariet gav lærerne sig ikke af med seminaristerne. Måske var nogle af dem for gamle til at huske, hvordan det var at være ung. Andre var måske for fornemme. Gymnastiklæreren havde en vinter arrangeret en ugentlig danseaften i gymnastiksalen. Men det fortsatte kun et halv års tid. Danseforlystelserne førte til et par forlovelser. Måske havde rektor forbudt forlystelserne, fordi han var bange for flere forlovelser.
Foreningen ”Enigheden”
Det var nærmest kun foreningen, der måtte sørge for adspredelsen. Man havde en grøn hue og så et hvidt/grønt bånd med ”Enigheden” broderet med rødt. Egentlig skulle båndet bæres af alle ved møderne, men i reglen var det mest ”novicerne”, der pyntede sig med det.
Men når man skulle have taget et klassebillede hos fotografen havde alle husket båndet.
”Kaninernes” stuer skulle indvies
Foreningen optrådte også når ”kaninernes” stuer skulle indvies. Begivenhederne blev indledt med en meddelelse til ”kaninerne” om, at på en bestemt aften skulle indvielsen foregå.
Traditionen krævede, at hver ”kanin” skaffede en flaske portvin og glas til veje. En 3-4 ældre kollegaer indfandt sig som indvielseskomité. Dennes ordstyrer underkastede ”kaninen” for endnu en eksamination og endte med at døbe stuen, idet han sendte en sjat vin op mod loftet.
Mon ikke man har fundet mange mørke pletter på lofterne, dengang?
Navnet blev taget fra mytologien eller litteraturen. Kaninen fik ordre til at skrive det på et visitkort og fæste det på døren. Så fortsatte komiteen deres tunge vandring, der blev stadig mere besværlig. Dagen efter var der mange tømmermænd. Og da havde Enigheden velkomstmøde.
Der holdtes møde en gang om måneden. Hen imod sommeren blev nye medlemmer optaget. Formanden oplæste lovene og gjorde i en lille tale diskret opmærksom på, at foreningen gerne ville bidrage lidt til at pleje modersmålet. De nye medlemmer fik overrakt huen og båndet, som de selvfølgelig selv måtte tale.
Derefter var der fællesmåltid med efterfølgende ”sold”. Dermed sluttede ”kaningildet”. Fællesspisningen fandt ellers kun sted ved stiftelsesfesten. De sædvanlige møder varede 2-3 timer. Der blev serveret øl fra fad. Af og til blev der holdt et foredrag. Der blev sunget af Sabroes Sangbog, og der holdtes improviserede samtaler. En eller anden oplæste et digt eller en sangforening optrådte.
Dilettantforestilling i ”Stadt Copenhagen”
En sådan aften kunne være ret underholdende. Men det kunne dog også være kedelig. Ikke mange havde overskud til at holde et foredrag. En gang imellem blev der afholdt en dilettantforestilling. Foreningen holdt dengang sine møder i ”Stadt Copenhagen” i hvis store dansesal en lille tribune blev stillet op som scene.
Ved hver side blev der stillet et skærmbræt. Baggrunden var et tæppe. Foran scenen hang et stort rullegardin. Det blev overladt til den enkeltes fantasi, at forestille sig en stue. Der opførtes enaktere med stuedekoration.
Det blev dog også til ”soldaterløjer”, Store Bededagsaften. Der var en del gæster, særlig dem der udlejede garderober.
Abonnement på Flensborg Avis
Blandt foreningens medlemmer var nogle udtalt tysksindede, men i reglen medførte dette ulemper. Normalt omgik man hinanden kollegialt og fredelig. De fleste var vant til at omgås personer af forskellig national sindelag.
Den eneste ”kriminelle” handling som Enigheden påtog sig var at abonnere på Flensborg Avis. Man vovede ikke at tegne abonnement på posthuset. Men man modtog bladet gennem Drøhses Boghandel. Han skaffede også de danske bøger, som foreningen ville have. Boghandleren deltog som regel også til stiftelsesfest.
Man havde også klasseforening
I 1870erne og 1880erne var der mange lærere i Sønderjylland, der havde fået deres uddannelse helt på dansk og ikke kendte til tysk. Alligevel skulle de undervise i tysk. De blev ofte sendt til Slesvig eller Holsten for at deltage i et seks ugers kursus i tysk. Men genetlig var udbyttet ringe. For lysten var slet ikke til stede.
Hver klasse havde desuden deres egen klasseforening. De holdt møder en gang om måneden. Her tog man også imod gæster fra andre klasser, men det var ikke altid med åbne arme.
Foreninger blev ophævet
I 1882 begyndte mørke skyer at danne sig. Direktør Carstens havde fået skrupler med hensyn til Sabroes Sangbog. Den indeholdte ”antityske” sange. Han foreslog at lave en særlig ”Enigheds-sangbog”, som han skulle godkende. Der blev straks gjort forberedelser til dette. Men i maj 1883 ophævede direktør Carstens alle de danske foreninger, fordi:
Hvad skete der i ”Enigheden”?
Hvor kan man egentlig finde oplysninger om Enighedens liv? Ja, der findes ikke meget skriftligt materiale. Man finder noget i et hefte, der hedder ”Allehaande Optegninger af Elevforeningens Medlemmer” Ja det var et hefte som foreningen den 20. august 1868 sendte ud til cirkulation blandt medlemmerne.
Meningen har åbenbart været, at her skulle eleverne meddele deres oplevelser i seminarietiden, før de forlod Tønder. Det første hold betragtede heftet som en slags stilebog og fyldt bladene med aldeles ligegyldige ting. Men tre anonyme forfattere beskylder i en længere artikel foreningen for at fremme drikkeri. Beskyldningerne har formodentlig været falsk. Formanden meddelte senere, at forfatterne var fundet og smidt ud af foreningen.
En række spørgsmål bliver stillet i 1869. Man spørger om, hvorfor de danske seminarister er så tilbageholdene bange, uselvstændige og frygtsomme. Hvorfor var det så lidt fortrolighed mellem dem? Den ene står usikker og ængstelig over for den anden. Åbenbart stod de danske seminarister allerede dengang på usikker grund ved en preussisk læreranstalt.
Taget ved næsen på Schweizerhalle
Seminarist A.D. Jepsen fra Branderup giver i 1870 en morsom lille skildring af optagelsesprøven i 1867. Han kom til Tønder uden mindste anelse om den ”Fuchsning” som venter ham. Med vemod ser han sin broder, der har kørt ham til byen, drage hjem. Nu er han helt ene mellem vildfremmede.
Lidt modvillig tog han med de andre ”Füchse” ud til Schweizerhalle. Her betroede man ham, at Direktøren ville komme derud for at holde en forprøve. Derude foregår så ”Fuchsningen”. De udklædte eksaminatorer og censorer optræder med så stor alvor, det først til allersidst går op for den unge mand, hvad han har været udsat for. Prøven havde indbragt ham en attest, der stemplede ham som en ”umulighed”. Forfatteren overdriver måske lidt i sin naivitet. Fremstillingen viste, at foreningen dengang var en tro kopi af den tyske ”Burschenschaft”.
Før optagelsesprøven i 1876 blev det besluttet, at ordet ”Fuchs” skulle udskiftes med ”Kanin” Men ellers foregik det hele som i 1860erne. Men efterhånden ville aspiranterne ikke finde sig i den behandling som de fik. Der opstod en del bitterhed, som kom til udtryk ved stueindvielsen og kaningildet.
Indtil 1880erne deltog seminarielærerne i festlighederne, men efter at bitterheden var kommet til udtryk udeblev lærerne.
Udflugten endte med slåskamp
I december 1878 var seminariet på en fællesudflugt til Møgeltønder. Lærerne var med og det var nogle teologiske kandidater også.
Lærerne og de tyske seminarister tog ind i Østerkroen, hvor værten var tysk. De danske seminarister gik til den danske Vesterkro. De fik overladt et lokale ved siden af skænkestuen. Men da spritten havde sat sig hen på aftenen mødte nogle tyske seminarister op og ville bryde ind til danskerne.
De blev smidt ud, og så var slagsmålet i gang.
Slagsmålet fik et alvorligt efterspil. Tyskerne mødte på vejen hjem til Tønder den tysksindede degn fra Møgeltønder, som de behandlede alt andet end blidt. Han klagede til direktør Carstens, der efter Richters forflyttelse i efteråret 1878 havde overtaget ledelsen af seminariet.
Sagen sluttede med bortvisning af tre tyske semarister. Der var ingen fra den danske afdeling, der blev smidt hjem.
Huekampen
Huekampen udkæmpedes ligeledes i 1878. Enigheden havde ombyttet den grønne hue med en sort silkehue med sølvtresse og sølvkors foran. Den lignede den danske studenterhue. Den blev båret i nogen tid uden at nogen gjorde indvendinger men byens tysksindede borgere undrede sig.
På det tidspunkt blev seminariet ledet af seminarielærer, pastor Engel. Han blev senere præst i Hjordkær og Havnbjerg.
Den 2. september fejredes Sedandagen i Aulaen. Festtalen vakte forargelse hos tyskerne. De syntes, at det mere var en skildring af dansk historie end den forherligede tyskernes sejr over Frankrig.
Efter talen samledes semaristerne i det største klasseværelse, mens lærerne diskuterede, om der skulle holdes optog gennem gaderne. Rådslagningen trak ud. De tyske semarister, der var irriteret i forvejen blev utålmodige og støjende.
De danske semarister syntes, at dette var usømmeligt og bad om ro. Så kom drillelysten op hos tyskerne. De begyndte at synge ”Die Wacht am Rhein”. Danskerne gik ud og ventede udenfor til lærerne kom.
Lærerne havde besluttet, at det var op til semaristerne selv at afgøre, om de ville gå optog gennem byen. Det ville tyskerne, mens danskerne undlod. Pastor Engel anså dette for en politisk demonstration og foretog en undersøgelse. Da borgerne hørte, at de danske semarister var på kant med Engel, klagede de over de danske semaristers huer.
Engel forbød dem, at bære huerne. Kort efter, da direktør Carstens blev indført i sit embede havde danskerne igen de sorte huer på. Ingen sagde noget til det. Huerne blev båret i et stykke tid, men så indkom der igen klager.
Carstens udstedte så et nyt forbud. Optegnelserne sluttede i 1881. Men i 1883, da foreningen ”Enigheden” blev forbudt, skrev formanden nogle afsluttende ord. I 16 år havde foreningen bestået.
Værelserne var ikke luksus
De værelser, hvor seminarister boede var langt fra luksus. Møblementet var taveligt. Mange steder boede kun en enkelt eller et par elever. Men der var også hele små kaserner.
De fleste spiste hos deres værter. Men der var også en del, der spiste i småpensionater eller i ”Herberge zur Heimat”. Det var oprettet for at tage imod vandrende og tiggende håndværkersvende.
Hos en vært kostede en middag mellem 50 og 70 Pf. Fuld pension kunne fås for cirka 400 mark årligt. Værre var det med det dårlige drikkevand, som man gav skyld for de tyfusepidemier, der af og til hjemsøgte byen.
Seminariets elever havde fri lægehjælp og fri medicin. Hos lægen var der hele tiden rykind af ”patienter”, der uden større formaliteter fik attest og en recept. Den ”syge” fik således et par ekstra fridage. Her kunne så måske gøre et forsømt stykke arbejde færdig.
Ikke den allerbedste undervisning
Tønder Seminarium havde fra gammel tid det ry, at der i den tyske afdeling altid var mange holstenere. Trods ryet var undervisningen i mange henseender ”minderwertig”. Dette skyldtes til dels regeringens regulativer, men også en følge af lærernes ukyndighed og dovenskab.
Det bedste var, at man fik mulighed for at undervise i Øvelsesskolen, der dengang havde seks klasser. Det var så selvstændigt under ansvar. Og man måtte undervise i alle trin.
Forholdet mellem den danske og den tyske afdeling var i 1880erne fredelig men kølig. Et par fællesudflugter forløb uden hændelser.
I april 1884 bestod 17 elever fra den danske afdeling afgangseksamen. Det var det næstsidste hold. Men hvordan var lærerne dengang?
Direktør Carstens
Direktør Carstens var en lille temmelig svær pluskæbet mand med rundt hoved, tykke læber og en pande, der lignede den brede ende af en violin. Ansigtet var gnavent og surt. Det blev oplivet nu og da af en vrantent smil, hyppigst fremkaldt af en af hans egne drastiske bemærkninger.
Han havde været præst og underviste i pædagogik og historie. Pædagogikkens historie og metodikken var lagt godt til rette. Psykologi var mindre god. Hans måde at undervise på var diktat. Han vidste selv, at måden var uheldig. Måske brugte han denne form af magelighed. Mærkeligt var det at høre ham dadle den gamle latinskoles unatur, når den ikke ville lade modersmålet komme til sin ret. Både han og de danske seminarister vidste jo, at den samme unatur ikke blot tåltes men ved tvang blev gennemført i Sønderjyllands skoler.
L.H.A. Carstens havde været præst i Itzehoe og var fra 1878 til 1885 seminariedirektør i Tønder. Han blev overflyttet til det nye seminarium i Haderslev. Han blev pensioneret i 1906 og døde i 1913 i Lybæk.
Det var sjældent at Carstens holdt et frit historisk foredrag. Timerne var derfor kedelige. Enkelte historiske personer havde han et horn i siden på. De fik i tilknytning til lærerbogen en spydig, mere eller mindre dramatisk bemærkning med på vejen.
Skønt manden var holstener gav han aldrig noget af Holstens eller Slesvigs historie. Nej seminaristerne måtte terpe gennem brandenborgske kurfyrster i lange baner.
En eneste gang så seminaristerne ham fra det muntre hjørne. Det var på en udflugt til højderne ved Hütten. En aften sad man alle forsamlet i krohaven i en lille landsby og drak øl. Der opfordrede han de danske seminarister til at synge nordiske sange.
Men på seminariet advarede han de danske seminarister om ikke at give deres sindelag til kende på nogen måde. Han satte handling bag sine ord, således blev en dansk seminarist bortvist bare fordi, han havde spurgt sin tyske kollega:
Gnavheden og trangen til at skælde ud holdt han hele tiden ved lige gennem alle årene.
Munther holdt ikke længe
Carstens afløser var en østpreusser ved navn Munther. Men snart kom der samarbejdsproblemer mellem ham og seminaristerne. Han lå også i avisfejde med Tønders befolkning. I 1886 opløste han også den tyske forening ”Concordia”. Det var ikke videre populært. Og snart måtte han atter tage tilbage til Østpreussen.
Gamle Rickmers var friser
Så var det Gamle Rickmers. Han var den danske afdelings førstelærer. Han var friser og en lille mand med en stærk fremspringende næse. Hans hovedskal havde en ejendommelig form, der endnu mere fremhævedes af det lange nakkehår. Hans hoved var genstand for utallige karikaturtegninger i kladdebøger og på klassetavlen. Men det var nu ikke noget som helst ondt bag disse tegninger. Det var kun venlige følelser til denne friser.
Han underviste i matematik, regning og geografi. Han stak ikke dyb i viden. Men hans undervisning var praktisk og kunne følges af enhver, der ville. Han formåede ikke at vække interesse for fagene. Men de blev nu heller ikke tortur for nogen.
En gang imellem kørte han fast i et geometrisk bevis, så han måtte trippe hen til katederet og lade, som om han noterede en elev for uopmærksomhed. I stedet kiggede han i en af sine lærerbøger for at føre beviset til ende.
Rickmers lod sig ikke overrumple. I geografi gav han kun det, der stod i lærerbogen. Han brugte dog kortet flittigt. Men efterhånden svandt hans hukommelse. Og så glemte han tal og steder. I Slesvigs og Holstens geografi var han godt hjemme. Han havde en speciel interesse for jernbaner.
En fræk seminarist spurgte ham, om han havde aktier i Tønder-Tinglev banen. Han forklarede eleven, at her var det tale om en statsbane.
Rickmers havde sammen med en kollega udgivet en dansk grammatik til brug for de nordslesvigske skoler.
Heinrich Rickmers besøgte seminariet i Tønder 1840-1843. Derefter var han degn i Medelby, vest for Flensborg. I marts 1864 blev han anden lærer ved Tønder Seminarums danske afdeling. 1. marts 1879 blev han førstelærer og tog sin afsked den 1. oktober 1891. Derefter bosatte han sig i Flensborg.
Havde Rickmers store evner som praktisk lærer, var det modsatte tilfældet med hans jævnaldrende kollega Wilms. Denne var lærer i naturhistorie. Han var en ret hidsig natur, men gjorde sig umage for at tøjle den. Han var meget religiøs. Og hans viden var bestemt ikke ringe.
Tørsten blev slukket i gymnastiktimen
Johannsen var gymnastiklærer. Han underviste også i violinspil, sang, harmonilære og tegning. Han var dirigent for seminariets musikkorps. Han var angelbo og seminarist fra Skaarup og talte godt dansk. Gymnastikundervisningen var fælles for begge afdelinger. Med andre ord, så blev der undervist 50 elever samtidig.
Han praktiserede også marchture. Det var bedre end den lumre gymnastiksal. En dag blev der gjort holdt ved en kro for at slukke tørsten. Men det opdagede Carstens, der gik på Borgerdiget. På hjemvejen for Carstens hen mod gruppen, men blev stoppet af en bred vandfyldt grøft. En dag, da var markedsdag havde semaristerne spurgt om de kunne få fri, da der var markedsdag. Men det turde Johannsen ikke.
Men han tilbød at lade seminaristerne at få marchøvelser på Øvelsesskolens legeplads. Den var kun skilt med et lav stakit ud til en baggade. Johannsen ville lukke øjnene for, at seminaristerne efterhånden forsvandt. Han skulle nok tage ansvaret. Forsvindingsnumret blev udført på mindre end fem minutter.
Om sommeren blev der badet i et ”mudderhul” i Vidåen. Johannsen fik øgenavnet ”Harlekin” Og det var ikke respekt han indgød.
Stor forskel på lærerne
Hans kollega i musikfaget, Krause var hans modsætning. Han var gammelpreusser. Og så var det Wendling, der underviste i klaverspil.
Todsen var lærer i dansk. Han var fra Tønder. Vittig og dannet og drillesyg var han. Men det var nu ikke meget, der blev lært. Todsen kom også senere til Haderslev.
Michelsen var tysklærer. Han var kejtet, stiv og undselig Han sagde sjældent noget overflødigt. Han var en tør type. Men uden for seminariet kunne han være både elskværdig, imødekommende og underholdende. Han var også villig til at låne en pengeløs seminarist rejsepenge.
Stoltenberg var en stor og svær holstener med kraftigt fuldskæg. Han underviste i fysik, kemi og havebrug. Derhjemme havde læreren en stor børneflok og økonomisk var han hårdt spændt for. Han forsøgte også en tid lang at eksportere roser til Sild i badetiden. Men det forsøg mislykkedes totalt.
Religionslærer Rathje var en bleg mager og ung mand. Han var stilfærdig, energisk og pligtopfyldende. Han var nok den lærer, der gav den fyldigste og mest udviklende undervisning.
Som rosinen i pølseenden var det Krieger. Han var forstander på Øvelsesskolen. Som hjælpelærer underviste han lidt på seminariet. I hans store hoved rådede kaos.
Seminariet bevarede tyskheden
Dette var så nogle glimt af seminariets historie. Nogle steder står det anført, at Tønder Seminarium også var et sted, der højnede tyskheden. Mon ikke man hellere skal anføre, at det bevarede tyskheden i en by, der var udpræget tysk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Tønder Statsseminarium og skoler i Tønder læs her på www.dengang.dk
Juni 21, 2017
En landsbydreng fra Møgeltønder
Det er Møgeltønder efter 1864. Det var ikke godt når gendarmen kom. Og sognefogeden holdt noget hemmeligt for penge. Siden kom han i kachot, for at have taget af kassen. Men inden nåede han også, at være lærer. Engang imellem fik man besøg fra ”Kongeriget”. Men der kommer også ”fremmede fugle” og ”bosser” syd fra. Mere eller mindre ægte Romaer nesøgte også byen. Det gik godt for gårdejerne, men ikke for arbejderne. Der blev drukket tæt på sognets seks kroer. Det var en sløv prædikant. Mange af de unge havde kæmpet med Kaptajn Hammer ude i Vesterhavet. Så var det lige ”Slaget i Æ Sandkul”. Den tyske godsforvalter kunne ikke lide Dannebrog på legetøjsskibene. Konfirmanderne fik nok at bestille, da den nye præst kom. Og så var indlæringen i skolen speciel. Ringriderne var ved at vælte ned af hestene efter kaffepunch. Man gik i hjemmelavede klæder. Postbudene gik langt.
Gendarm, Gendarm
Pludselig svinger en rytter ind i gården. Det blinker fra hans hoved og bryst med glimt af blankt messing. Vi er i Møgeltønder i slutningen af 1860erne.
Ja sådan lyder advarselsråbet. Naboerne er nu også blevet alarmeret. De unge mænd i husene gemmer sig. Måske er genarmen på jagt efter optanter. Og det der med optanter, er der nogen, der tjener penge på. Under de forholdsvis nye myndigheder er der udnævnt en ny sognefoged i Møgeltønder.
Din søn går jo hjemme
Og befolkningen har ikke rigtig tillid til denne. Og han ved udmærket, hvem der går hjemme og gemmer sig af frygt for udvisning. Sognets beboere, der var udpræget dansksindede var lidt usikker på sognefogedens nationale indstilling. Man mente, at han ville gøre alt for penge.
En gang imellem kom sognefogeden til optantens far:
Så får hædersmanden stukket en preussisk daler i næven. Så var hans mund lukket for en tid. Og denne sognefoged var også lærer og skulle bibringe sognets unge moral og etik.
Den tyske læsebog
Mange af de dansksindede børn blev undervist privat, blandt andet hos gamle Ann. Men endnu var tyskerne ikke kommet helt ind i skolevæsnet endnu. Men en dag kom der alligevel uro i skolen. Degnen havde meddelt eleverne i de ældste klasser, at de skulle lære tysk. Og nu skulle de i gang med:
Indtil nu havde det været frivilligt, om man ville lære tysk, men nu var det tvang. Men det gik nu lidt trægt med at købe lærerbogen. En enkelt far nægtede det simpelthen. Foreløbig var det dog kun få timer om ugen.
Sognefogeden ”lånte” af kassen
De små klasser fik nu sognefogeden som lærer. Nu mistede han sognefoged-jobbet og blev postagent. Men i et par år ”lånte” han af kassen. Så dette endte med en tugthusstraf. I hans sted var det en glarmester, der blev underviser. Men det kneb med kundskaberne hos glarmesteren. Så det endte med at degnen tog de små med ind til de ældre.
Ørnen skulle saluteres
Og de ældste fortalte, hvordan ”ørnen skulle saluteres”. Når man gik forbi den skulle man spytte på den og råbe Kukkuk. Så ville postmestren, der var meget tysk, blive gal. Men det gjorde postmestren nu ikke. Den gamle slesvig-holstener grinte af demonstrationen. Han elskede heller ikke preusserne.
En ”Jyllænder” har to øjne
I Møgeltønder blev der udgivet en dansk avis tre gange om ugen i et meget lille format. Udgiveren var Nørrejyde (nord for Kongeåen). Man kaldte ham for ”Jyllænder” Han var en lidt kraftig herre med kun et øje. Han var bogtrykker og havde også andet at lave.
Ja man kunne faktisk godt lide ham. Naboen var en bonde flyttet til fra Slesvig Holsten. Han havde en lille gris, hvid med sorte pletter. ”Det er en preusser, for den er sort og hvid”, sagde han til bondekonen. Og hun svarede: ”Ja det er i hvert fald ikke en ”Jyllænder”(Jyde), for den har da to øjne”.
Historien løb byen rundt og morede beboerne, selv om der her, var danskeren, der havde lidt nederlag.
Mon vi snart bliver danske igen?
Når provsten prædikede i kirken, blev der altid uro til sidst. Nogle hostede og nøs. Man skrabede med fødderne i gulvet. Og det var særlig galt på mande-siden. Dette skete altid, når provsten bad for kongehuset.
I skolen skulle de små også efterhånden lære tysk. Og når man talte sammen i Møgeltønder, så blev der altid afsluttet med:
For børnene var dette spørgsmål uforståelig, opfattelsen var at langt de fleste i Møgeltønder var danske. Der var kun et par tysker, som ingen regnede med. Det gik lang tid for børn at finde ud af, at det var Genforeningen, som det mentes.
Besøg fra ”Kongeriget”
Nu var det ikke meget forbindelse med folket fra ”Kongeriget”, nord for Kongeåen. En gang imellem kom en uldjyde med bylt på nakken. Ham var der nu ikke så meget morskab med. Mere morsomme var pottemændene fra Varde-egnen, der kom sent om eftermiddagen med sorte jydepotter. De var pakket varsomt ind i lyng. I den var der undertiden kviste med bær, som børnene syntes var en lækkerbisken.
Disse pottemænd gjorde gode forretninger i Nordslesvig. Så var det også fannikerne, der kom med læs af tørrede Hvillinger. De var morsomme i deres særegne dragter. Men alle disse jyske forretningsfolk var kun på gennemrejse. Snart var de væk igen.
Fremmede fugle syd fra
Hyppigere var de ”fremmede fugle”, der kom syd fra. Det var Lirekassemændene. Men de var nu ikke så velkomne. De fleste af dem var stærke arbejdsdygtige unge mænd, der foretrak at fare landet rundt med en spillekasse frem for at arbejde for føden. Den slags folk havde man ikke så stor sympati for i Nordslesvig.
Derimod havde man ikke noget imod at give en skilling til ”Pragerne”.
Det var en fællesbetegnelse for de små omvandrende hornorkestre, som der fandtes mange af. Et sådant orkester bestod af 5-6 blæsere. De havde lov til efter et par numre, at gå ind i husene for at få en skilling for deres umage.
Lirekassemændene måtte pænt blive stående ude for. Men egentlig burde der ikke være så stor forskel på dem.
Navnlig i den tid, badesæsonen på Sild varede kom disse vandrende musikere hyppigt gennem byen på rejse til eller fra Sild. Ja på opfordring kunne de også spille ”Kong Christian stod på højen mast”.
”Bosserne” og de andre
Der kom også bjørnetæmmer med deres dyr. Der kom mænd og drenge fra Bayern med dresserede murmeldyr og marsvin. Fra Riesengebirge og Sudeterne kom mænd med muse- og rottefælder. De var altid ens klædte i tykke nubrede trøjer og med bredskygget blød filthat. Sortsmudskede, som de var, gjorde de et ret skummelt indtryk. Dem var børnene ikke så trygge ved.
Mere tiltalende var de blonde kvinder vistnok fra Harzen, der drog landet rundt med de såkaldte ”svenske” spånkurve. Men flest var det nok af de omflakkende håndværkssvende ”Bosser”, som de blev kaldt. Mange af dem travede år efter år på landevejene og tiggede sig frem. Arbejde søgte de ikke mere. Vandrelivet havde indfanget dem. De foretrak friheden med jævn forsyning af brændevin. Det eneste, der kom på tværs, var gendarmen. Han indfangede dem, og så mistede de for en tid deres gyldne frihed.
I byerne blev de modtaget I ”Herberg zur ”Heimat” og på landet blev de indlogeret i Fattighuset eller i Arresten.
Mindre eller mere ægte Romaer (et andet ord anvendt dengang)
En gang imellem kom en flok mere eller mindre ægte Romaer. Flokkene kunne være ret store og kom med flere vogne. De slog telt op, hvor de mente, der var betingelser for et længere ophold. Mange gange så de dog ikke videre fattige ud. Kvinderne havde smykker af sølv og sølvpenge flettet ind i håret. Mærkeligt var det, at se ældre kvinder ryge tobak.
Romaer tiggede egentlig ikke, men de gav sig af med at reparere kobberkedler. Det var vist heller ingen tvivl om, at de stjal. Og man var ængstelig så længe, der var en lejr her. Mændene drev også fra tid til anden, hestehandel.
Til Møgeltønder kom også andre kunstnere. De kom og gav forestillinger enten i et telt eller i kroens gennemkørsel. Det var små cirkusselskaber, ekvilibrister osv. men engang imellem lod en ”professor” sig se, og gjorde tryllekunstner i kroens dansesal.
Jo, det var nok at se på for sognets børn, dengang.
Det gik gennemgående godt for gårdejerne
Gårdene var gennemgående ikke så store. Der var ikke råd til luksus i Møgeltønder dengang. De fleste gårdmænd sad dog jævnt godt i det. Alt var basseret på kvægopdræt og fedning af kvæg. Heller ikke husmændene med land til et par køer led nogen nød. De fleste af disse drev en smule kreaturhandel ved siden af. Om ikke andet, så handlede de med får.
Og håndværkerne slog sig ret godt igennem.
Arbejderne havde det hårdt
Men arbejderne, daglejerne havde det virkelig dårligt. I sommertiden gik det godt, for her var det arbejde nok at få. Græsset i de udstrakte egne skulle slås. Og græsslåmaskiner kendte man endnu ikke.
Det var dygtige folk imellem. De påtog sig græsslåningen i akkord. I efterårs- og forårsmånederne var det også en del arbejde med at holde grøfterne mellem engene i orden. Men vintertiden var slem. Daglejerne måtte være glad for at få lov til at tærske hos en gårdmand for kosten og 50 Pf. til 1 Mark om dagen.
Det kunne man ikke brødføde en familie for. Derfor var det ikke et under, at Fattiggårdene ved vintertide var overbefolkede. Der var arbejderfamilier med mange børn. Men man ville helst ikke ”paa Sognet”. Derfor blev børnene sendt ud at tigge uden for sognet.
En af de største gårdmænd i sognet gav efter sigende kødet af en ko til fattigfolk. Men dette var også noget enestående. Når foråret kom, så blev fattiggårdene igen affolket.
Der blev drukket tæt
Der blev drukket tæt. Arbejderfamilierne tog det ikke så nøje men drak og skændtes uden at skjule det. Mange af dem blev også hjulpet til Amerika. Men efterhånden blev trangen til spiritus mere behersket.
Sognet havde ikke mindre end 6 kroer dengang. I det mindste så samlede byens mænd sig søndag eftermiddag og om aftenen i kroerne. Som regel gik de berusede derfra. Men der var også en del, der blev hjemme.
Endnu skulle man i skolen ikke afsynge tyske sange. Engang imellem kom regimentsmusikken til Møgeltønder. Og her blev der dog også til et par danske fædrelandssange.
En sløj prædikant
Sognets præst havde været der i 14 år. I sognet mente man, at han var en sløj prædikant. Og folk mente, at han var for tysksindet, selv om han var født på Bornholm. Han var en af de få, der var blevet tilbage efter 1864. Han var vel nok dansksindet, men skulle passe på. Han sad som præst i to sogne.
Kirkebesøget var ikke imponerende. Som regel var der kun 5-6 stykker. Når der kun var en besøgende, så enedes man som regel med at aflyse gudstjenesten. Længere vest på var det mere gang i det religiøse. Her var diverse ”sekter” i gang.
Sammen med kaptajn Hammer i Vesterhavet
En del af de yngre mænd i sognet havde været med kaptajn Hammer ude i kanonbådene i Vesterhavet. Man forventede at franskmændene ville komme og befri Nordslesvig.
Sikkert ikke en eneste borger fra sognet havde været med den tyske hær i Frankrig i 1870. Men ak, nogle af sognets fremtrædende personer blev sendt som fanger syd på. De skulle ikke ophidse befolkningen. Blandt dem, der blev sendt væk var den ny redaktør, C.A. Willemoes af sognets avis. Han led vist ikke nogen nød i fangenskab. Og for hans familie sørgede velstående folk i sognet.
Redaktøren forsøgte at råbe den noget tunge befolkning op. Han holdt foredrag og navnlig fik han sat dilletant-forestillinger i gang. Ak, bladet kunne ikke gå rundt. En aften forsvandt redaktøren og efterlod en stor gæld. I mange år havde vestkysten ikke deres egen avis. Flensborg Avis holdt deres indtog på egnen.
Man havde et stort sognebibliotek. Men det blev brugt alt for lidt. Nu var udvalget vel heller ikke det nyeste. Det var mest børnene, der benyttede sig af biblioteket.
Slaget i ”Æ Sandkul”
Æ Sandkul lige vest for byen var et yndet sted at lege. Endnu i 1870erne plantede man Dannebrog på volden før stormen på ”Dybbøl”. Værst var det få tyskere nok til stormen. Når slaget var færdigt, drog drengeflokken med Dannebrog og den rødhårede trommeslager i spidsen gennem byen.
Om vinteren var der også muligheder. Der var masser af grøfter med vand. Efterår og vinter stod store områder af enge under vand. Når frosten så kom, var her en enestående isbane. Men man skulle være forsigtig. Men blæsten kunne være ubehagelig. Så var det slotsgraven, der lå som en ring om slottet. Her var mere læ.
Den nye godsforvalter
Leg med skibe var særdeles populær, selv om der var en mils vej til havet. De fleste havde aftjent deres værnepligt til søs.
I parken inde ved slottet lå en mægtig dam. Det var lige som et Vesterhav for legetøjsskibe. Og normalt gjorde det ingen skade. Men slottet havde fået en ny godsforvalter. Og han var tysker. Han havde nok heller ikke sagt noget til det hele, hvis ikke, at der på legetøjsskibene var hejst et Dannebrog.
Dette afstedkom et hav af skældsord, der varede ved, indtil skuderne var kommet i land og til børnene havde fjernet sig.
Den specielle indlæring
I skolen blev degnen anset for en god lærer. Balslevs forklaring af Luthers katekismus skulle læres udenad fra ende til anden. Også Balslevs bibelhistorie skulle læres udenad. Dertil kom et hav af salmer.
Undervisningen i læsning foregik på den måde at eleverne var delt i to hold. Ældste hold læste i Juhl og Nojesens læseborg for nordslesvigske skoler under tilsyn af de dygtigste elever, der rettede fejl i læsningen og sagde; ”den næste”, når et barn havde læst en halv snes linjer op.
Man talte aldrig om sætningens opbygning eller andet. Når bogen var gennemlæst, startede man forfra. Historieundervisning var ukendt på skolen.
Konfirmanderne fik nok at bestille
Menigheden havde fået nok af provsten, men han sad stadig i embedet. Men så døde han pludselig under et missionsmøde i Slotsparken. I hans sted kom en ung, dygtig og nidkær præst (H.S. Prahl). Han var tysksindet. Og selv om han var tysksindet, så talte han udmærket dansk.
Konfirmanderne fik noget at bestille. Søndag eftermiddag samlede han konfirmanderne til børnegudstjeneste. Der var indført bibellæsning og sangøvelser i skolen. Han var meget tilknappet og havde et mut væsen. De stakkels konfirmander skulle også tre gange om ugen mødes med ham i præstegården.
På kirkelige festdage kunne han nu fylde kirken. Og han indførte også juleaftens-gudstjeneste.
Masser af kaffepunch
Når der var ringridning holdt rytterne sig varme med masser af kaffepunch. Efterhånden blev de mere og mere usikre i sadlen. Den 8. april blev der tændt bål om aftenen til ære for Christian den Niende. Ellers var det markederne i Tønder, der trak.
Tørv fra Gallehus
Anskaffelsen af den første petroleumslampe var en stor begivenhed. Kul og koks blev ikke brugt ude på landet. Her brugte man bilæggerovne, som man fyrede i ude fra køkkenet. De krævede tørv. Og det fik man blandt andet nord for Tønder i Sølsted. Men også lidt tættere på fra Gallehus eller Toghalle kunne man få tørv.
Hjemmelavede klæder
De fleste bar endnu hjemmelavede klæder. Garnet blev spundet i hjemmet. Men son regel blev vævet ude. Der fandtes flere vævere og væversker i sognet, ja faktisk også en uldkræmmer. Også farvning skete i hjemmene. Mange steder havde man en ”farvepotte”, der ikke var helt appetitlig. Det hjemmelavede tøj blev vist ikke skyllet tilstrækkeligt, for det var slemt til at smitte af i fugtigt vejr.
En gang imellem kom skrædderen fra Stokkebro for at sy klæder til husets mænd og drenge. Han gik det meste af året på omgang fra hus til hus. Fra tidlig morgen til sent om aftenen arbejdede han. Også sypigerne kom i hjemmene for at sy kvindeklæder.
Det var en stor begivenhed, da den første høstmaskine kom til Møgeltønder. Det var en af de få større gårde, der anskaffede den. Det var ikke nogen græsslåmaskine men en mejemaskine, dog ingen selvbinder.
Når badegæsterne kørte igennem
Som regel lå byens gader stille hen. Men i et par sommermåneder var den skueplads for en meget livlig færdsel. Det var badegæsterne fra Sild der pr. vogn førtes fra jernbanestationen i Tønder til slusen ved Højer. Derfra kunne de med en lille damper sejles over til Sild. Jernbanestrækningen Tønder-Højer sluse var endnu ikke anlagt på det tidspunkt.
Det hændte ikke så sjældent, at en vognrække på 20-30 vogne passerede gennem byen. Størstedelen af disse var langt syd fra.
Stakkels postbude
Ellers var det postvognen, der tildrog sig opmærksomhed, når den passerede byen og postillonen blæste sine korte, ejendommelige melodier.
En gang om ugen kom dagvognen fra Højer. Det var meget ringe forbindelse mellem nabobyerne dengang. Tænk dengang om aftenen gik et postbud fra Tønder med breve i sit tornister. Næste morgen gik han så turen tilbage fra Højer.
Hele postombæringen i de tre sogne Møgeltønder, Daler og Visby blev besørget af to postbude, der hver måtte gå 4-5 mil om dagen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Møgeltønder og nærmeste omegn: Se her på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om tiden i Sønderjylland fra 1864-1920: Se her på www.dengang.dk
Juni 16, 2017
Aabenraa havde navneproblemer
Der har været mange navne og stavemåder i tidens løb. Dansksindede brugt navnet i 1840, og borgmester Lunn fik trap til at bruge det. Så opstod der en strid mellem Neuber og Fischer. En skibsredder beklagede sig. Bormesteren argumenterede for sin sag. Men ak, man anbefalede stavemåden Åbenrå. En livlig korrespondance opstod mellem Kulturministeriet og Dansk Sprognævn. Sagen blev taget op i Folketinget. En demonstration med en borgmester, amtsborgmester, fire elefanter og en masse Aabenraa-borgere på Christiansborg resulterede i, at Aabenraa stadig ligger i bunden af alfabetet.
Mange navne i tidens løb
Ja egentlig betyder Aabenraa ”Opnør ved å”. Og den å er Mølleåen. Købstaden er oprettet på jord, som egentlig tilhørte den nærliggende landsby. Det oprindelige Aabenraa lå i kvarteret omkring Skibbrogade.
Den 3. maj 1257 nævnes navnet ”Obenroe. Og i Byens ”Skraa” fra 1. maj 1335 skrives byens navn ”Opneraa” I købet af 1400-1500-tallet begynder stavemåden igen at ændre sig. Det bliver til Apenra og i 1598 hedder det Apenrader Kirchenordnung.
Oppenra, Øpneræ og Øpenra kan også spores tilbage til det 13. århundrede.
Brugt af dansksindede i 1840-1850
Aabenraa er formentlig en fordanskning af det tyske Apenrade. Måske Kan vi takke J.P. Trap for dette. I 1864 udsendte han det topografiske værk ”Hertugdømmet Slesvig”. Men allerede i 1840-1850 blev stavemåde brugt af nationalbevidste danskere. Men som vi senere skal læse, så forsøgte borgmester Lunn også at få Trap til at skrive Aabenraa
Opnør var den oprindelige landsby. Beliggenheden er ukendt, men på vores hjemmeside giver vi nogle bud. Den sandsynlige beliggenhed er, hvor Aabenraa’ s centrale bydel ligger i dag omkring Sct. Nicolai Kirke.
Åben strandbred
Navnet er formentlig en sammenskrivning af gammel dansk ”opæn” som vel kan oversættes til ”åben strandbred” Med andre ord, landsbyen ved den åbne strandbred. Landbyens bønder har sikkert dyrket jorden omkring bybakken, hvor Aabenraa ligger i dag.
I den tidlige middelalder er der opstået en udflytterlandsby, en såkaldt ”torp” fra Opnør til landsbyen Kolstrup. Landsbyens navn nævnes også i Aabenraa Skraa fra 1335.
Dette påstod Marstrand
Wilhelm Marstrands bog vakte meget kritik også fra landsarkivar Gribsvad. I et svar på denne kritik, skrev Marstrand bl.a.:
Strid mellem Neuber og Fischer
I 1840 havde spørgsmålet om byens navn udviklet sig til en pennefejde mellem Frederik Fischer og læge A.W. Neuber. Fischer skrev i sit blad Apenrader Wochenblatt, der fra 1. april 1840 omdøbtes til Ugeblad for Aabenraa. Fra den dato udkom bladet på dansk.
Og Neuber, som vi tidligere har skrevet om her på siden skrev i Haderslev-bladet ”Lyna”. Han lavede også i 1840 en lille pjece med titlen ”Der name Apenrade”. Nu var der ikke kun i Neubers kreds, at der var modstand mod det ”nye”. Fischer blev beskyldt for at være landsforræder alene for navnets skyld. Man ville have Magistraten til at forbyde brugen af navnet ”Aabenraa”.
I denne lille pjeceskriver skriver Neuber, at der findes ”Apenrader Stadtrecht von 1284”. Men byarkivet har ikke noget, der kan bevidne dette. Og det er nok mere end tvivlsomt, om dette overhovedet har eksisteret,
Skrivemåden for første gang
Men hvornår optræder skrivemåden Åbenrå (Aabenraae) for første gang? Ja det var på Videnskabernes Selskabs Kort. Selskabet påbegyndte sine opmålings og kortlægningsarbejder i 1760 og afsluttede dem i 1841. Men nu er det næppe dette selskab, der er ophav til navnet.
De danske generalstabskort har bidraget væsentlig til, at Aabenraa til sidst gik af med sejren.
Problemer i udlandet
Spørgsmålet om Åbenrå-Apenrade kom igen på dagsordenen i 1853 ved at skibsejer og borger Johan Nielsen rettede en forespørgsel til centraladministrationen i København vedrørende byens officielle navn. Ministeriet forespurgte amtmanden, kammerherre Heltzen, om en udtalelse, Denne lod opfordringen gå videre til byens magistrat.
Hr. Nielsen påpegede, at han havde vanskeligheder i udlandet, fordi hans ”Skipper-Certificat” lød på ”Apenrade” mens skibsdokumenterne lød på Aabenraa.
Borgmesteren svarede i et længere brev
Borgmesteren P.J.J. Lunn gav et svar, der til fulde viste, hvorfor man anvendte Aabenraa. En tysk embedsmand angivet med K, har med blyant afgivet sine kommentarer og understregninger. Svaret forefindes stadig i byens arkiv.
Borgmesteren beskyldt for at forandre byens navn
Borgmesteren svarede i et længere brev. Og i dette kan man se, at borgmesteren er blevet beskyldt for at have forandret byens navn og segl. Han har også mødt påstande om, at byen siden 1284 har heddet Apenrade, og at han egenhændigt skulle have ændret byens navn til Aabenraa.
Lunn fortalte også, at når han skulle sende et brev af på tysk, så anvendte han ordet Apenrade. Og så var han jo også bekendt med den sønderjyske dialekt, og vidste udmærket, at byen blev kaldt for Affenraa og Aaffenraa. Det var fordi det bløde b udtales som f ligesom i Safel for sabel eller Biffel for bibel.
Byens privilegier
Borgmesteren gjorde opmærksom på byens privilegier. Her nævnes Openraa tre gange. Nu er det sådan at pergamentet efterhånden er så medtaget, at det kun kan læses en gang. Den ældste nedertyske oversættelse af privilegierne er fra 15. århundrede. Denne antages, at have lagt grund til stadfæstelserne fra 1473 til 1740. I den nedertyske tekst står Apenraa. Det er også den benævnelse som Christian den Første bruger.
Og Frederik den Første bruger også denne benævnelse. Diverse tyske hertuger bruger navnet Apenrade, og første gang vi ser dette er i 1533. I 1740 er skrivemåden Openraa men i den latinske version er det Apenraa.
Katografen, der sjuskede
I Danske Magazin omtales et vers angående et kapel, der indtil 1530 lå syd for byen:
Som er Sancta Anna udi Obenraa
Først på Christian den Tredje’ s tid i tyske dokumenter forekommer Apenrade.
Der findes et skøde fra den 28. februar 1616, hvor Abenraa står anført. Her forekommer landsbyen Kolstrup som Kaalstrup. I 1649 forekommer der et skøde på samme ejendom forfattet på tysk, og her er benævnelsen Apenrade og Kolstorf.
I Claus Møllers beskrivelse af Aabenraa støder vi på følgende betegnelse, Abenrøy. Dette skyldtes sikkert kartografen Johs. Mejer(Meyer). Hans gengivelse af danske navne kan ikke tages som umiddelbar sprogkilde. Men mon ikke katografens vilje har været god nok. Undertegnede mener også, at have set Marstrand gengive denne betegnelse med samme kilde.
I 1730 forkastede Pontoppidan ordet Apenrade, mens han i 1781 sidestiller Aabenraa og Apenrade.
En ironisk tysk embedsmand
Borgmester Lunn var godt inde i historien. Han mente, at Neuber kun var ude på at skade Fischers ugeblad.
Borgmesteren mente, at hjemmetyskerne brugte spørgsmålet, når de ville have en sag frem. Nu var det ikke kun magistraten, der brugte benævnelsen, Aabenraa.
Borgmesteren svarede den 22. oktober 1853. Hans svar blev sendt til amtet, der så befordrede det videre. Den tyske embedsmænds kommentarer virker efter nutidens målestok meget ironisk. Denne mener også, at Openraa er forvansket til Aabenraa.
Aabenraa-en gade i København
I København findes også en gade, der bliver kaldt Aabenraa. Den kendes fra begyndelsen af det 17. århundrede. Den ændrede også navn i takt med den sønderjyske by. Men den kendes nu også under andre betegnelser, ”Roszengade”, Byens Strede”, ”Det Stræde, som løber fra Clare”
Det kan ikke være nogen tvivl, gaden var opkaldt efter den sønderjyske by. I Salomonsens Konversationsleksikon står følgende:
En følgeskrivelse
Efter at borgmesteren havde sendt sit svar til amtet, sendte en af rådmændene D. Damm et ”særvotum” I en følgeskrivelse udtales:
Pryglestraf for oprørsvisen
Amtmand Heltzen konstaterede, at begge navne blev brugt i ”geografien”. Aabenraa blev brugt af Hertugdømmernes øverste domstol. Flere statsautoriteter brugte dette navn. Og begge navne, Apenrade og Aabenraa var blevet brugt i mindst tre år af magistraten.
Amtmanden viste ikke svaghed, når det gjaldt ligegyldighed om spørgsmål af nationalpolitisk betydning. Således beskyldtes han for hårdhed. Således brugte han pryglestraf over for afsyngelsen af oprørsvisen.
Borgmester Lunn har korresponderet med kabinetssekretær Trap i om spørgsmålet.
Man gik over til benævnelsen Åbenrå
Hverken amtet eller ministeriet fulgte borgmester Lunn. De gik efter 1855 over til benævnelsen Åbenrå. Måske havde man glemt at kigge i de danskrevne kirkebøger i området. I Rises ældste kirkebog (fra 1748) har det gennemgående været Aabenraa. I kirkebogen fra Felsted (omkring 1700) var der flere gange brugt Abenraa, et par gange Abenra.
Pastor Carl Viborg fra Bested skriver i en attest fra 10. januar 1715 Aabenraae. Men præsten havde også studeret i København.
Bodil Jensdatter, der var tjenestepige i København skrev den 27. maj 1771:
Man anbefalede stavemåden Åbenrå
Retskrivningsreglerne anbefalede egentlig stavemåde Åbenrå, men sideformen Aabenraa var også tilladt. Ja dette stednavn er jo tidligere blevet anvendt. Men det stod som en note, at ”den lokale kommune ønskede å, Å skrevet som aa, Aa. Kommunen og mange lokale foretrak Aabenraa.
Undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Mimi Jacobsen bestemte i 1984, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde. Dette gik klart imod stednavneudvalgets og Dansk Sprogværns råd.
Byen kæmpede mod bolle-å
Stavemåden med Å blev indført efter retskrivningsreformen i 1948. Aabenraa kæmpede stærkt imod det nye bolle-å. Årsagen til dette var, at byen ville bevare sin plads allerøverst i navnelisterne. Foreningen Dansk Sprogværn udgav i 1950’erne plakater og klistermærker med teksten:
Men vi sønderjyder ved jo godt, at det også hedder ”Affenrå” eller ”Åffenrå”
Tænk engang, at allerede i 1700-tallet var der flere, der talte for, at vi skulle have Å i alfabetet. Men som skrevet var det først i 1948 det blev importeret og endda fra Sverige.
Aktion på Christiansborg Slotsplads
Den 18. september 1997 rejste en gruppe borgere fra Aabenraa til hovedstaden anført af amtsborgmester Kresten Philipsen og borgmester Jørgen Witte. De demonstrerede på Christiansborg Slotsplads. Formålet med demonstrationen var at få ændret de danske alfabetiseringsregler, sådan at det gamle å-tegn Aa/aa (dobbelt-a) som for eksempel i Aabenraa ikke længere skulle stå sidst i alfabetet sammen med det almindelige å-tegn. Borgerne mente, at det skulle placeres foran ved a.
En livlig korrespondance med Dansk Sprognævn of Kulturministeriet
Gennem to år havde der været en korrespondance med Dansk Sprognævn og Kulturministeriet.
I 1995 havde erhvervsdirektør Poul-Chr. Jørgensen spurgt, hvorfor den konsekvente fejl fra officiel side ikke accepteres. Samtidig spurgte han, om hvornår fejlsen blev rettet.
Men ak og ved. Fra officiel side fik man et langt svar. I Aabenraa blev man belært om, at det danske alfabet består af 29 bogstaver. Bogstavforbindelsen aa er ikke regnet for et selvstændigt bogstav i alfabetet.
Det var uklart, hvor det skulle stå
Da å i 1948 skulle erstatte aa i sprogets almindelige ord, blev der ikke samtidig fastlagt, hvor det nye bogstav skulle stå i alfabetet. Man vedgår, at i nogle år var det uklart, om det skulle stå forrest.
Fra officiel side fik man at vide, at man nok fra Aabenraa’ s side burde henvende sig til Kulturministeriet. Men det fik man nu ikke så meget ud af. Herfra fik man at vide, at man havde tiltro til Dansk Sprognævn og deres afgørelser.
Sagen var op at vende i Folketinget
Jan Køpke Christensen fra Fremskridtspartiet tog også sagen op i Folketinget. Men der var ikke så meget at komme efter. I 40 år havde man fulgt den samme praksis, og det ville man fortsætte med.
Fire elefanter kom marcherende
I sommeren 1997 var det så, at man igen tog sagen op i IdèGruppen Aabenraa. Man opfordrede byens borgere, at tage med til demonstrationsudflugt til København. Formålet var at få Kulturministeriet til at ændre Dansk Sprognævns oldgamle alfabetiseringsregler- og dermed få Aabenraa’ s navn på alles læber.
Arrangørerne havde håbet, at kulturminister Ebbe Lundgaard og Dansk Sprognævn ville dukke op til demonstrationen, men de glimrede ved deres fraværd. Til lejligheden var fire elefanter fra Cirkus Benneweis også dukket op.
Elefanterne var forsynet med aktionens logo, navnet Aabenraa skrevet med dobbelt snabel-a*er @@benr@@.
Men desværre skal man stadig helt ned i bunden for at finde bynavnet Aabenraa som stadig er placeret bagerst sammen med å. Indtil nu er det ikke lykkedes for borgerne i Aabenraa, at få placeret bynavnet oppe i toppen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Juni 14, 2017
Besættelsestiden-stadig masser af huller
Der er stadig mange spørgsmålstegn. Men sandheden forældes vel aldrig? Kigger vi i besættelseslitteraturen er der masser af fejlfortolkninger, usandheder eller udeladelser. I Gunnar Larsens Dagbøger har vi masser af kildemateriale. Han var en ivrig fortaler for Tyskland. Tyskerne truede med en nazistisk regering. Var det pga. forhandlingsteknik eller en uduelig Frits Clausen, at dette ikke blev til noget? Modstandsbevægelsen blev sat i centrum i litteraturen. Men vandt vi ikke sejre som følge af samarbejdet? Der er stadig masser af postulater og myter gemt i besættelseslitteraturen. Kan vi få stoppet flere huller?
Stadig masser af spørgsmålstegn
Der findes nok ikke et område, der er mere udforsket i Danmarkshistorien, som besættelseshistorien. Et væld af bøger er gennem tiden udkommet. Men vi sidder stadig tilbage med spørgsmålstegn med hensyn til, hvad der skete både før, under og efter besættelsestiden.
Sandheden forældes vel aldrig?
Nu er historieskrivning en proces, der aldrig afsluttes. Ting ændrer sig, holdninger ændrer sig. Nye ting dukker op. Vi opfatter vel også selv tingene anderledes og ser handlinger ud fra andre perspektiver. Men sandheden forældes vel aldrig?
Historikere finder nyt kildemateriale. Og måske er vi andre engang imellem heldige med at få arkivadgang. Det hænder også, at vi endnu taler med folk, der har oplevet ting og sager, som burde frem i lyset, men som egentlig ikke kan forklares.
Åbenbart er det ikke alle, der tager alt tilgængeligt materiale med. Det er videnskabelig utilfredsstillende. Så er der også nogle steder, hvor der henvises til litteratur, der direkte er misvisende og meningsforstyrrende. Andre mener, at valg er kilde- og litteraturhenvisninger er for ensidig.
Hvad lærer eleverne?
Og så findes der historikere, der mener sig helt forbigået, fordi deres forskning ikke er nævnt.
Nu behøver vi ikke engang at gå helt op i disse højder. Måske burde man også kigge på, hvad eleverne lærer i skolerne. Som Den Gamle Redaktør tidligere har fortalt her, så er man jo også udsat for ting og sager, når man beskæftiger sig med amatør-forskning inden for besættelsestiden.
Det er som om, at nogle historikere helt forbigår fakta, for eksempel når man har talt med vidner. Så kalder de disse vidner for utroværdig, at de har erindringsforskydning eller bevidst skjuler ting og sager. Og så er det jo ikke så langt til, at man bliver kaldt konspirator.
Masser af usandheder
En snak med nogle journalister viser desværre stor ukendskab til historie
Når man fortæller om, hvordan ens familie er blevet behandlet, ja så bliver man beskyldt for at lyve af historiestuderende. Det er måske lidt problematisk, når man forholder sig til sandheden.
Der har da også gentagende gange været kritik af diverse artikler om besættelsestiden her på siden. Og det er om tolkningen af diverse emner. Nu er det jo ikke fordi man bevidst spreder usandheder.
Meget af det litteratur undertegnede har stående på hylderne er også fulde af fejl. Det er måske ikke bevidst. Men forfatteren har måske tolket historien på en forkert måde eller brugt kilder, der heller ikke passer.
Betændte temaer tages op
Og måske bliver man nu udsat for det samme, for undertegnede har begået en bog som hedder ”Grænsen er overskredet”, hvor diverse temaer under og efter besættelsestiden bliver taget op. Og selv om der er brugt over 100 kilder, så skal man nok få på puklen, for det er betændte temaer, der fokuseres på.
Når så en historiker skifter mening eller holdning fordi han/hun har fået en anden indsigt, jamen så får vedkommende en kraftig kritik. Man burde da i stedet rose ham/hende.
En ivrig fortaler for Tyskland
Tag nu for eksempel Gunnar Larsens Dagbøger. Denne person har vi tidligere omtalt på vores side. Han var minister for offentlige arbejder under besættelsen. Han var ikke nazist, men arbejdede gerne sammen med tyskerne. Jo det var ham, der var direktør for F.L. Schmidt.
Jo Gunnar Larsen, som vi allerede har skrevet om, var en ivrig fortaler for Tyskland. Han var en pragmatisk indstillet erhvervsmand. Han fremmede de interesser, som han var ansat for, at skulle varetage. Han mente selv, at varetage Danmarks interesser, hvad enten de tjente nationale eller økonomiske forhold.
Der blev brugt slavearbejdere
Nu var det Berin og Reichsmark i stedet for London og pund sterling. Gunnar Larsen tog initiativ til at løse arbejdsløsheden herhjemme ved at fremme det økonomiske samarbejde med tyskerne.
Han formåede at få tyskerne til at levere den tidligere F.L. Smidth-ejede cementfabrik, Port Kunda, tilbage til F.L. Smidth. Fra 1942 blev fabrikken drevet af den danske koncern. Og det var med en arbejdsstyrke, der efterhånden udviklede sig til at omfatte slavearbejdere og fangere fra tyske Kz-lejre.
Og gennem Gunnar Larsens dagbøger får vi også et godt indblik i nytårskrisen 1940/41. Denne krise er forbigået i utallige bøger fra besættelsestiden.
Masser af kildemateriale
Man har indtryk af, at regeringen kun lige fik refereret det allermest nødvendige, så eftertiden ikke kunne komme og pege med fingre. Men Gunnar Larsen var ret flittig med at referere møder og andre ting. Så her er der masser af facts.
Han dikterede normalt om formiddagen til hans to sekretærer. Efterhånden blev det til 2.500 sider, som giver et detaljeret indblik i de sager, som han påtog sig.
Dagbogen er måske ikke sådan at gå til, men er interessant for her bliver berettet fra interne ministermøder. Og for historikere er det interessant, når man skal beskrive forhandlings- og samarbejdspolitikken. I bogform fylder det hele ca. 1.500 sider.
Socialdemokratisk ideologi
Vi husker det store tre-binds værk ”Danmark besat og befriet. Første bind skulle hurtig gøres færdig inden det første folketingsvalg den 30. oktober 1945. Hartvig Frisch, den socialdemokratiske chefideologi og medlem af Folketinget skulle forklare vælgerne, at forhandlings- og samarbejdspolitikken ikke bundede i en ideologisk støtte til Tyskland.
Hartvig Frisch havde tidligere gjort op med fascismen og nazismen i bogen fra 1933 Pest over Europa. Men trebinds værket er en sober fremstilling selv om mange emner er udeladt. Opfattelsen fra Socialdemokratiets side fra dengang til nu er stort set uændret.
Ingen skulle drages til ansvar
Den Parlamentariske Kommissions Beretning lagde hovedvægten på forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43. Hele 13 beretninger blev det til. Forhandlingerne i Berlin den 2. – 15. februar 1941 er blot taget til efterretning. Som det vil være bekendt, så besluttede politikerne i 1955, at der ikke var grundlag for at drage nogen til ansvar.
I 1961 dannede man ”Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie” (DNH). Formålet var at finansiere grundforskning af tilgængeligt kildemateriale fra besættelsestiden. De første udgivelser fortalte dog, at man ikke havde tilstræbt fuldstændighed i skildringen.
En trussel om nazistisk regering
Det var i efteråret 1940, at tyskerne lagde pres på den danske regering, ja man truede med en nazistisk regering. Og dette var med til at udløse regeringskrisen. Men egentlig er det ikke megen litteratur, der omhandler dette fyldestgørende.
Man glemmer også, at tyskerne efterhånden mistede tiltroen til lederen af DNSAP, Frits Clausen. Hvis der skulle dannes en nazistisk regering i Danmark, måtte der findes nye folk. For tyskerne var det også vigtigt med stabilitet.
Modstandsbevægelsen blev sat i centrum
Jørgen Hæstrup satte modstandsbevægelsen i centrum for historieskrivningen. Han anskuede besættelsestiden som noget, der var præget af enighed i den danske befolkning. Andre historikere har forsøgt at påvise, at Frode Jacobsen og hans linje var den rigtige.
Masser af postulater og myter
Det er svært at skrive besættelseshistorie uden postulater og myter. Ordet kollaboration er meget følelsesladet beskrevet. Ja det er nærmest blevet identisk med forræderi. Ja man tror næsten, at forhandlings- og samarbejdspolitikken 1940-43 var et moralsk svigt, som modstandsbevægelsen fik gjort op med.
Vandt vi sejre som følge af samarbejde?
Det er som om, at DNH lagde hovedvægten på modstandsbevægelsens udvikling. Forhandlingspolitikken havde Den Parlamentariske Kommission jo taget sig af. Måske er det derfor, vi så ikke får noget at vide om, at vi oplevede sejre som følge af forhandlingens vej.
Overlevede Danmark på grund af tilpasningspolitikken eller på trods af den? Var denne nødvendig? Og hvordan kunne vi forsvare denne og så samtidig bevare vores selvrespekt?
Sjovt nok er der også mange opfattelser hos historikkerne om Scavenius. Det går lige fra, at han var genial til at han udelukkende gik tyskernes ærinde.
Kan vi få stoppet nogle flere huller?
Men se nogle af hullerne i historikkernes beskrivelser har vi kunnet fået dækket i disse tre dagbøger fra Gunnar Larsen.
Og mon ikke undertegnede skal komme i gang med endnu en gang korrekturlæsning på den kommende bog, som vil bidrage til at udvide antallet af huller i dansk besættelseshistorie. Men det er nu for så igen at få dem stoppet af andre, der har den nødvendige arkivadgang og viden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Juni 13, 2017
Dengang i Aabenraa Byting
En Gildebroder kunne selv sværge i retten. Men en almindelig borger skulle have 11 vidner med sig. Og selv om reformationen indfandt sig, så fortsatte man med, at afbrænde hekse. Man holdt Tingsmøde på Store Torv. Senere rykkede man hen foran en indhegning foran Rådhuset. Man brugte bl.a. en ”Seerske” Borgmesteren kom først i det 15. århundrede. Indtil da var det rådet og byfogeden, der havde magten. Vi kigger på nogle af sagerne dengang i Aabenraa Byting. Og det var egentlig noget som Valdemar Sejr bragte til byen. Det hørte med til byens privilegium.
Borgmesteren kom først i det 15. århundrede
Blandt de rettigheder eller privilegier som kong Valdemar Sejr gav Aabenraa var, at de fik byret. Og det allervigtigste var Bytinget. Nu kunne de nye borgere søge ret og retfærdighed. Ja de kunne selv være med til at dømme. Og dette alt sammen hjemme i den egne lille by, på eget tingsted med egen Byfoged. Denne var godt nok udvalgt af kongen.
Byfogeden var dengang en langt vigtigere person end senere. En borgmester kendte borgerne endnu ikke. Han kom først i det 15. århundrede. Men af deres egen midte havde de nogle såkaldte Rådmænd. Og allerede dengang var det fire mand fra borgerskabet, der skulle varetage byens sager.
Tinget afholdt hver mandag på Store Torv
Disse blev valgt blandt lavs- eller gildebrødrene. Byen havde to broderskaber, Skt. Knuds og Skt. Nikolais. Senere havde man også Calender-brødrene og deres Calender-gildehus. Dette blev senere byens rådhus. Men det var dog først efter reformationen.
Det nuværende Storetorv var en åben og næppe bebygget plads. Der førte en gade mod vest, en mod øst, en ned til fjorden mens den senere Storegade førte over Bygraven. Her på den åbne plads var byens tingsted under åben himmel mellem de fire tingstokke.
Her holdt Byfogeden sammen med byens råd og de fire mænd af den menige borgerstand ting og tingsret i hele borgerskabets nærværelse. Tinget blev holdt hver mandag lige til den store brand i året 1610.
Byskriveren måtte ikke få eget ”kammer”
Men fra 1610-16 holdtes tinget på en indhegnet plads uden for det nedbrændte rådhus. Og selv om vi kan læse, at vi om mandagen den 15. januar 1616 læser, at man nu i Guds navn igen afholder ting på rådhuset, kan vi dog se ud af tingbøgerne, at den gamle skik og brug er uforandret. Rådhuset står kun til Rådmændenes tjeneste. Men havde en ”brevkiste” af træ, hvori byens privilegier blev opbevaret.
Endvidere kan vi se, at ikke engang Byskriveren måtte få et kammer på rådhuset. Åbenbart troede man stadig på, at hvis man ikke kunne nå til bunds i en sag, så skulle man sætte sit håb og tro til himmelen og vente på ”et tegn fra himmelen”. Derfor skulle de holdes for åben himmel.
Marine ”Seerske” undersøgte sagen
At man troede og håbede på sådan noget, erfarer vi fra Tingbogen den 9. november 1618. Vi får at vide, at Jørgen Vægters barn i Lorents Martensens hus har fået en skade og fandtes død dagen før tinget. For at undersøge sagen, havde byfogeden sendt fire mand til Lorents Martensens hus og endnu samme dag pålagt Marine ”Seerske” til at undersøge sagen.
Med sammenfoldede hænder har hun ved liget bedt til den kære Gud og lagt sine hænder på liget. Det kunne jo være, at det ville give et, der kunne give et praj, hvem den skyldige var.
På en påfølgende tingdag erklærede seks sandemænd at en nedfalden brødtrug var barnets ”Barnemand”.
Døde Klejnsmeden på grund af sin søn?
I året 1640 beretter tingbogen, om en lignende sag, hvor øvrigheden har spillet den samme rolle, og ved hvilken lejlighed byskriveren endda bemærkede:
Angående sagen berettede Provst Hübschmann først i sin kirkebog, at en gammel 85-årig klejnsmed var kommet hjem fra kirke og af sorg over sin uvorne søn, som under gudstjenesten i beruset tilstand havde slået nogle kirkeruder ind, ja endog havde forstyrret provsten i hans andagt og messe, vistnok var faldet i forstuen.
Efter Tingbogen havde den unge Karsten Klejnsmed fejret nytårsaften med ”gøglerne på rådhuset”. De havde sviret og drukket hele natten. Bytjeneren kunne ikke styre dem. Karsten Klejnsmed havde endda tudet i bytjenerens horn.
Nu var Karsten Klejnsmed indsat hos byfogeden, dog ikke i Stokken under Rådhuset. Da han var ”borgersøn” var han fri for Stokken så længe han ikke var dømt. Men nu var han ”i jern”. Her sad han også den dag, da hans gamle fader skulle jordes.
”Med Skolesang og Klokkeklang”, ja sådan gik jordfæstelsen for sig. Diakon Hr. Jørgen gik i spidsen for ligtoget. Der var ingen meldinger om, hvad provsten foretog sig.
Da ligtoget kom uden for Karsten Byfogeds Hus standsede ligtoget. Mens man tog låget af kisten blev Karsten Klejnsmed i jern ført til liget. Men der var intet at se på ham.
Straf og Skik fulgte
Jo, der var sandelig mere mellem himmel og jord. Det kunne ikke engang borgere, Byfogeden, Rådmændene, eller ”seersken” gennemskue. Heller ikke tinget, fyrstelig nåde eller et 12-mandsed fri et menneske for. Det var spørgsmålet om ”Hekseri”. Det var altid fruentimmer, der var de skyldige. I byens gamle ”Skraa” tales det om, at de har en løs mund og fører hæslig tale.
Først var det tale om at de skulle føres til kagen og skampælen og derpå stenes ud af by. 300 år efter blev de stenet til døde eller brændt. Straf og skik fulgte med.
Selv om Lutherdommen omkring 1526 var kommet til byen og lidt senere den såkaldte Byskole blev folkets og borgernes skikke i det store og hele dog de gamle.
Aabenraa’ s befolkning kunne ikke finde sig tilrette med det nye. De var endnu alt for stærkt knyttet til de gamle institutioner, anskuelser, skikke og vaner. Disse vaner og skikke var de gennem deres forældre blevet knyttet til.
Man var vant til Driktinget, det almindelige ting og 12-Mandsed. Man var vant til Kagen og Skampælen med Jernkæde. Skampælen blev til en Gabestok eller Stok. Man var efterhånden også vant til at se kvinder på bålet.
Fra år 1664 afløstes Tingsretten af den nye ret, Rådhusretten med borgmesteren som formand.
Lamme Anna Jørgensdatter blev dømt som heks
Tingbogen berettede, at de 24 mænd sammen med tre medlemmer af rådet dømte den lamme Anna Jørgensdatter og Marine Svennes til bålet. De havde bedrevet hekseri. De havde ønsket ”al Landsens Ulykke”. Dette skete på Aabenraa Ting den 21. juni 1617.
24 år senere i år 1641 drejede det sig om Margrete Kok. Hun var en helt forløjet person, der i ”sin Pine snart havde beskyldt, snart havde friet og ikke var at bygge paa”.
På trolddom og hekseri troede man, som vi skal se, endnu til Provst Arenkiels tid eller 50 år senere. Mads Faumanns kone skulle til tinge.
Forskel på folk
12-mandseden respektive 6-mandseden for Gildebrødrene er en ed som allerede var omtalt i Byens Privilegier, da byen fik sin By- og Tingsret i begyndelsen af det 13. århundrede. Der var forskel mellem Gildebrødre og almindelige borgere. Mens de sidste skulle værge sig for Tinge ved 12-mandsed, det vil sige 11 gode, ældre borgere sammen med den anklagede som den 12. ja så var det nok for en Gildebroder for selv at aflægge ed.
Helt ind til begyndelsen af det 17. århundrede har 12-mandseden været i brug på Tinge. Ja hertugen havde i 1606 ophævet den. Men den forekommer efter den tid mange gange i Aabenraa efter den tid.
Byskriveren blev kendt skyldig
En optegnelse i Tingbogen ser vi den 17. juli 1626. Klaus Struck stod med sine 12 edsfolk for at fri sig for de ord, hvormed Peter Decker havde beskyldt han og hans kone for bagvaskelse. Ja sådan vil vi nok betegne det i dag.
Ved et Ting i året 1605 var Klaus Organist på amtmandens forlangende Tingskriver. Den egentlige Tingskriver, Peter Knudsen var ”I selve Sagen Partisk, d.v.s. han var medanklaget. Den anklagede appellerede sagen.
Anledningen til sagen var, at de to naboer, Kapellan Hr. Jørgen Bentzen og Hans Lorenzen Laygaard skændtes om en ny bageovn, som Kapellanen havde bygget delvis på Hans Laygaards grund. Fra sin fars tid havde denne et skriftlig tingsvidne på grunden, som var udfærdiget af Byskriveren Peter Knudsen.
Efter lange og indviklede forhandlinger så blev Hans Lorenzen Laygaard og Peter Knudsen kendt skyldige.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om lov og Ret og henrettelser – så læs her på www.dengang.dk
Juni 12, 2017
Damgård Mølle ved Rødekro
I 1500-1600’ årene var det næsten kun hertuglige og kongelige møller. Mølletvangen var hadet. Endelig blev mølletvangen ophævet. Baron Holger Stampe ansøgte om møllebygning. Men han ændrede planer flere gange. Og det var en besværlig sag. Baronen skiftede planer flere gange. Og egentlig var hans møllebyggeri ulovlig. Et vingefang på 20 meter havde møllen. Møllen blev solgt til Ivar Jensen. Da han holdt op solgte han til sine to drenge. En aftægtskontrakt blev også udfærdiget. Siden blev møllen solgt til Rødekro Kommune, efter at en læge havde set, hvor forfalden den egentlig var. En mølleforening blev oprettet, og man fik gang i restaureringen. Hovslund Mølle blev foræret til Sprogforeningen. Så kunne man købe Schweizerhalle, der senere blev til Folkehjem. Her er masser af faste arrangementer. Og en bog er også skrevet om møllen, som er Danmarks eneste boghvedemølleri.
Kongelige og hertuglige møller
Vi har på vores hjemmeside en del artikler om møller. I ældre tid var mølledrift et kongeligt privilegium. Ja egentlig var det kongen, der ejede de fleste møller. Og det var også ham og Hertugen, der skulle give lov til, at anlægge en ny mølle.
I 1500 og 1600-årene var der stort set kun kongelige og hertuglige vandmøller. I Aabenraa og i den nærmeste omegn var det Slotsvandmøllen ved Brundlund, Nymølle og Farversmølle ved Aabenraa og Dalholt og Rundemølle på Løjt Land. Ved Aabenraa fjord var det Laksemølle, Flesbæk og Krusmølle. Inde i landet var det vandmøller i Hellevad og i Arndrup i Bedsted sogn.
Mølletvangen var hadet
Mølletvangen faldt ikke altid i god jord hos bønderne. De skulle ofte køre langt med kornet. Mange forsøgte at blive løst af mølletvangen. Først i 1700-årene, da man fik kendskab til de hollandske vindmøller, som blev udbredt i Danmark, kom der konkurrence til vandmøllerne.
Endelig blev mølletvangen ophævet
Den første vindmølle på Aabenraa-egnen var møllen ved Sønderport. Den blev opført i 1736. Først i 1853 blev mølletvangen ophævet i Sønderjylland. Nu blev møllehvervet et frit erhverv. Men man skulle da stadig søge tilladelse til at opføre en vandmølle.
Ophævelsen af mølletvangen betød, at der i løbet af de følgende 20 år opførtes et stort antal vindmøller i Sønderjylland. Det var gode kår for kornproducerende landbrug.
Baron Holger Stampe
Baron Holger Stampe, var født 1822 på baroniet Stampenborg-Nysø ved Præstø. Han købte i 1859 Grønnebækgård ved Hovslund. Den havde tidligere tilhørt Søgård Gods. Baronen var en særdeles driftig herre. Han købte masser af jord og opførte ikke mindre end tre møller på egnen. Og det var Vedsted Mølle i 1866, Damgård Mølle, der dengang blev kaldt Grønnebækgårds Mølle blev opført i 1867, og endelig var det i 1870 møllen i Hovslund By.
På den tid fandtes også Røde Mølle i Rødekro, der var opført i 1868, samt Årslev Mølle, der blev opført i 1870.
En besværlig affære
Nu var det en særdeles besværlig affære, at få en mølle op at stå. Mange instanser skulle udtale sig. Først var det herredsfogeden for Rise og Sønder Rangstrup herreder, dernæst amtmanden i Aabenraa og endelig regeringen i Slesvig.
Den 14. marts 1863 indgav baron Stampe en ansøgning om at opføre en kornvindmølle ved Grønnebækgård. Herrefoged Hans Peter Jensen ekspederede sagen videre til amtmanden på Brundlund Slot i Aabenraa med sine bemærkninger.
Han oplyser, at Stampe for nylig har købt Grønnebækgård ret dyrt, og derfor kan en møllekoncession måske være med til at give ham større sikkerhed på gården. For nabobyerne Hovslund, Nr. Hjarup, Rugbjerg og Øster Løgum vil møllen ikke være til større nytte, fordi Grønnebækgård ligger så afsides.
Reelt er der kun folk i Hovslund, der vil have gavn af møllen. På den anden side vil møllen heller ikke skade de nærliggende møller. Slibemøllen ved Genner og Rundemølle ligger ¾ mil fra Grønnebækgård.
Selvom herredsfogeden stillede sig tvivlende over for møllens rentabilitet, anbefalede han ansøgningen.
En ny ansøgning blev sendt
Allerede den 20. april udstedte det kongelige ministerium for hertugdømmet Slesvig byggetilladelse for møllen. Men den 21. maj samme år indsendte baron Stampe en ny ansøgning med anmodning om ændring af projektet til en vind-, grubbe- og dampmølle. Han var nemlig blevet opmærksom på, at en mølle uden anden kraft end vinden ikke vil være nok. Også denne ansøgning blev anbefalet.
I sommeren 1866 modtager baron Stampe et brev fra regeringen i Slesvig. Man anmoder herfra en redegørelse for møllebyggeriet. Man gjorde opmærksom på, at tilladelsen kun gjaldt til udgangen af 1866.
Baronen havde fået andre planer
Baronen svarede, at byggeriet endnu ikke var gået i gang grundet den usikre verdenssituation og pengenes svingende værdi. Han anmodede gennem sin advokat, advokat Bekker i Aabenraa om en forlængelse af byggetilladelsen med et år.
Herredsfogeden ville ikke anbefale en forlængelse. Baronen havde jo haft tid nok til at gennemføre projektet. Men på amtshuset var man mere forstående. Herfra anbefaler man en forlængelse til 1. september 1867.
Baronen havde nu igen ændret planer. Han havde besluttet at flytte møllen, så den lå mere centralt for de landsbyer, som han havde tænkt at skulle betjene. Han købte 15 tdr. jord af gårdejer C Johansen på Damgård syd for Hovslund for 1.125 preussiske dalere og indgiver ansøgning om oprettelse af et familiebrug sammen med møllen på den erhvervede jord.
Et ulovligt byggeri
Dette syntes herredsfoged Jensen absolut ikke om. Han sendte den 17. april 1867 en skrivelse til amtshuset i Aabenraa. Heri oplyste han, at nu var baronen endelig i gang. Problemet er bare, at møllen ikke opføres på det sted, han havde fået tilladelse til.
Opførelsen af møllen var på dette tidspunkt i fuld gang. Man skulle være færdig inden 1. september. Baronen fortsatte byggeriet uden myndighedernes tilladelse. Jorden han byggede på, var heller ikke lovlig frastykket. Gårdejeren havde fået pengene, men først den 8. august 1868 blev købekontrakten udfærdiget i Aabenraa.
Myndighederne overvejede på forskellig vis at stoppe det ulovlige byggeri bl.a. ved at lade politiet stoppe det. Den 17. april 1868 bad amtshuset i Aabenraa om at fremskaffe en erklæring fra baron Stampe om, at der ansættes em kvalificeret person til at drive møllen. Når dette var sket, ville man se bort fra at byggeriet var ulovligt, da det i sidste ende var gavnligt for borgerne i Øster Løgum Sogn.
Et vingefang på 20 meter
Sagen gik hurtig i orden. Den 4. juli 1868 blev der så endelig udstedt bevilling til baron Stampe på Grønnebækgård til at benytte den af ham byggede mølle ved Damgård. På det tidspunkt havde den stået færdig i næsten et år og var antagelig for længst i drift.
Det var møllebygger Jens Petersen fra Skanderup, der byggede den flotte og elegante mølle, der har et vingefang på 20 meter.
Solgt til møller Ivar Jessen
Møllen blev i de følgende år drevet af forpagtere. I 1870 blev der ansøgt om at anlægge en tørreovn. Den 1. juli 1875 solgte baron Stampe Grønnebækgårdmølle, som den kaldtes til møller Iver Jessen. Han var født i Rugbjerg.
Prisen var 33.750 mark med 11.250 mark i udbetaling. I 1892 blev Iver Jessen gift med Anne Holm fra Strandelhjørn. De fik to sønner og en datter. Begge sønner slap godt gennem krigens rædsler.
På møllen har man sikkert haft russiske krigsfangere til hjælp. I september 1918 lod Iver Jessen møllen med tilhørende bygninger og ca. 25 tdr. land overskrive til sine sønner.
En aftægtskontrakt
I aftægtskontrakten blev der bestemt, hvilke levnedsmidler forældrene skulle have leveret årligt. Desuden skulle aftægtsfolkene, hvis de ønskede det fire gange om året have stillet en velforspændt vogn med en tilforladelig kusk til rådighed.
Sønnerne skulle lade bage og vaske og i sygdomsperioder sørge for god forplejning. Opvartning og fri lægelig hjælp og medicin skulle også stilles til rådighed. Ved deres død skulle de give dem en kristelig begravelse, svarende til egnens skik.
Desuden skulle der kvartårligt betales 100 mark i lommepenge. Overtagelsessummen blev ansat til 40.000 mark, heraf inventar på 10.000 mark.
Nu med dieselmotor
Iver Jensen, den ene af sønnerne blev i 1919 gift med Marie Andersen fra Rugbjerg. De fik deres hjem på møllen, hvoraf fire børn voksede op. Peter Jessen blev i 1924 gift med Frida Work. De bosatte sig på Hovslund Station. I dette ægteskab er det en datter.
Brødrene drev nu møllen og landbruget i fællesskab. I begyndelsen af 1920erne blev der installeret en dieselmotor, så man nu ikke mere var så afhængig af vejret. Sidst i 1920erne kom der 20 tdr. land til.
Den 15 hk dieselmotor fik man fra en tysk biograf, hvor den havde stået og produceret strøm til biografens drift.
Solgt til Rødekro Kommune
I 1950erne fik Damgård Mølle en elektromotor. Man kunne i vindstille dreje en kværn.
I november 1928 døde den gamle møller Iver Jessen, 83 år gammel. Den fælles drift af de to brødre fortsatte til 1963. Da overtog Ivar’ s yngste søn bygningerne og jorden. Selve møllen havde han derimod ikke interesse for. De to møllere fortsatte med at male korn så længe kræfterne slog til.
Søgningen var ikke længere så stor, da landmændene efterhånden havde anskaffet sig kværne efter at elektricitet var blevet en billig drivkraft. Møller Peter Jessen døde i 1969. Den nu snart 80-årige Ivar Jessen betjente de sidste kunder, til han sidst blev syg. I 1975 måtte han på plejehjem.
Den ældste af hans sønner, der var vognmand i Rugbjerg havde da overtaget handelen med korn- og foderstoffer. Møller Iver Jessen døde knap 93 år gammel på Rise Plejehjem i 1986. Hans venlige og afholdte kone døde samme sted i 1979.
Sønnen Peter Jessen solgte i 1980 møllen med alt tilliggende til Rødekro Kommune.
Damgård Mølle ligger ved jernbanen 4-5 kilometer nord for Rødekro tæt ved den gamle Foldingbrovej, der viger af fra Hærvejen sydvest for Øster Løgum.
Baron Stampe forærede mølle til Sprogforening
Baron Holger Stampe skænkede i 1895 Hovslund By’ s mølle til ”Foreningen for det danske sprogs bevarelse i Nordslesvig”(Sprogforeningen). Ved salget af møllen i 1901 fik foreningen tilvejebragt halvdelen af de nødvendige midler til køb af ”Schweizerhalle” i Aabenraa, som herefter blev til ”Folkehjem”.
Denne donation er siden gået i glemmebogen og mon ikke baron Stampe fortjener en plads i Folkehjems billedgalleri. Han var der ikke sidst, at Den Gamle Redaktør her var forbi, men måske hænger han der nu?
Boghvedemølleri
Det mest interessante ved Damgård Mølle er dog dens boghvedemølleri. Det er den bedt bevarede i Danmark. På ”mølledage” kan man følge processen med formaling af boghvede, ligesom man i den gamle ombyggede kostald, der i dag fungerer som spisehus, kan få serveret boghvedepandekager med kaffe og boghvedegrød med sirup eller kanel eller sukker. Hertil drikkes sødt øl.
På møllegrunden er der indrettet en naturlejrplads, hvor man kan overnatte under enkle former.
Han så en forfalden mølle
En aprildag i 1978 var den gamle Rødekrolæge, Gert Jacobsen på sygebesøg på Hovslund-kanten. Han blev opmærksom på en forfalden, men meget smuk hollandsk vindmølle. Dette blev starten til Foreningen til bevarelse af Damgaard Mølle stiftet den 20. november 1980.
Den Gamle Redaktør her kan nikke genkendende til en del af disse medlemmer. Seks dage senere besluttede Rødekro Kommune at købe møllen med tilhørende jordareal på 22 ha. For 400.000 kr.
Damgård Mølles venner
I 1981 godkendtes møllen som et ”jobskabelsesprojekt” og Sønderjyllands Amt bevilligede 150.000 kr. som beskæftigelsesstøtte til seks unge ledige, som blev ledet af tømrer Erik Jørgensen, Hovslund.
Der er tidens løb udfoldet megen fantasi og arbejde i at skaffe penge til renovering af møllen.
En støtteforening ”Damgaard Mølles Venner” blev i 1988 dannet. Her er der et årligt kontingent på 50 kr. Efterhånden er der en del faste arrangementer på møllen. Åbent hus, Boghvededag, Julestue og meget mere.
Faste arrangementer
I dag vedligeholdes bygninger og maskiner af ca. 40 frivillige incl. Bestyrelsen. De frivillige er organiseret i forskellige grupper. De faste arrangementer i møllen:
En bog om møllen
Min gode ven, Per Borgaard har skrevet en bog om Damgård Mølle-En mosaik omkring en sønderjysk boghvedemølle og dens egn. Desværre lykkedes det ikke at fremskaffe den til denne artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Møller, læs på www.dengang.dk:
Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen, læs på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om egnen, læs på www.dengang.dk
Juni 11, 2017
Post til Øster Højst
Postmængden kunne være i en skuldertaske. Det var lange postruter, og landposten gik. Postføreren kom med hestevogn fra Bylderup. Og behovet var 4 punch om dagen. Centralen blev taget i brug i 1898. Forsendelserne voksede. Der kom bedre transportmidler. Og det endte med en Renault 4. Posthuset forsvandt fuldstændig. Vi kigger også på bogen: ”Højst Sogn gennem tiderne”.
Det kunne være i en skuldertaske
Landposten dengang havde ikke en postbil, knallert eller andet. Han gik rundt med sin knortekæp i hånden. Navnlig ved vintertide kunne han være udsat for ufremkommelige veje. Nu var postmængden ikke så stor. Han kunne sagtens have det i sin skuldertaske.
Postsagerne dengang bestod almindeligvis ikke af mere end et par enkelte af datidens små blade og nogle breve. Og bladene, ja de kom månedlig eller ugentlig. Disse blade var ikke nær af samme omfang som vi ser i dag. Men de var ret populære og gik fra nabo til nabo. Og det kunne godt gå lang tid, inden at bladet var nået hele nabolaget rundt.
Lange postruter
Landpostruterne var lange og spændte over et stort område. Når posten startede om morgenen til fods, kunne det til tider blive sent, inden han nåede tilbage. Det skete heller ikke så sjældent, at han under dårligt vejr, søgte hen til skolen, hvor børn fra yderdistrikterne fik post med hjem.
Dette sparede landposten for mange vanskelige strækninger. Men nu skete der mange gange her ude på landet, at naboerne tog posten med hjem til hinanden.
De første to punch
Indtil 1920erne blev postsager transporteret til Øster Højst med hestevogn fra Bylderup Bov station. Dertil kom posten med tog fra enten Tinglev eller Tønder. Postkøreren havde bopæl i Bylderup. Han skulle foruden postkørslen også sørge for omdelingen til fods i Øster Højst.
Når han startede om morgenen fra Bylderup Bov til Højst, holdt han ind til Sottrup Kro for der at få sig en punch. Ved ankomsten til Højst kørte han ind til kroen. Her spændte han hesten fra. Her måtte han atter en gang have sig en punch.
Efter at have udført omdelingen gik turen atter tilbage til Bylderup med returposten fra hans egen og en kollegas rute. Men forinden han atter spændte hesten for, skulle han da lige have sig en punch mere.
De næste to punch
Vejen fra Højst til Sottrup er da også for længst lavet om. Fra Holm fortsatte vejen dengang ikke, som nu direkte syd på til Sottrup men mod øst i retning mod Hyndingholm. Ved Holmevej 25 drejede den gamle vej mod syd til Sottrup, hvor den passerer Hvirvlaa over den gamle bro, der i tidligere tid, blev kaldt for Herredsbro.
Ved ankomsten til Sottrup fandt postkøreren det usømmeligt ikke at holde ind til kroen for at indtage dagens fjerde punch. En punch kostede dengang to groschen (20 Pfenning). Det bliver så til otte groschen (80 Pfenning) om dagen. Tja, daglønnen var på 12 groschen (120 Pfenning) indbefattet eget hold af hesten. Så var det ikke meget tilbage til familiens underhold.
Centralen taget i brug i 1898
Hvornår der blev oprettet et selvstændigt posthus med postudgang i Højst, kan det ikke siges noget om med sikkerhed. Derimod vides med sikkerhed, at den første telefon og manuel central blev taget i brug den 20. april 1898 hos gårdejer Jens Andersen Rhode, nuværende Kløvervej 7 i Højst.
Her var telefoncentral, indtil Jens A. Rhode købte det nu længst nedrevne hus, Plantagevej 10, hvor Jens A. Rhode’ s hustru, Ingeborg og senere datteren, Anna Rhode, bestyrede den manuelle central indtil automatiseringen i 1950erne.
Forsendelserne voksede
I samme tidsrum passede de samme to postekspeditionen med postudgang. Postomdelingen blev foretaget af to landpostbude, der til tider assisteredes af løst antaget medhjælp efter stigning i husstande og befolkningstilvækst.
Som årene gik, øgedes postmængden. Den lille skuldertaske blev for lille. Knortekæppen blev afløst af cyklen. Foran på cykelstyret anbragtes en stor taske til aviser og større forsendelser. Cyklen var som transportmiddel en udvikling til det bedre for landposten.
Men vejforholdene fulgte dog ikke med i den udvikling. Det varede endnu en længere årrække før de større kommuneveje bragtes nogenlunde i stand. De små og mindre biveje forblev endnu i mange år uforbedrede.
Et bedre transportmiddel
Hen imod midten af 1960erne udvikledes et nyt transportmiddel af den lette klasse, nemlig en almindelig cykel med påmonteret hjælpemotor. Dette kørertøj undergik på forholdsvis kort tid en stor udvikling. Det fik straks i starten betegnelsen ”knallert”.
Snart gik alle landpostbude over til at anvende dette nye kørertøj i stedet for cykel. I begyndelsen måtte der forinden indhentes skriftelig tilladelse dertil hos postmesteren. Denne bestemmelse varede dog kun kort tid.
Det endte med Renault 4
Postekspeditionen fortsatte i begyndelsen af 1960erne fra Plantagevej 11. i marts 1981 blev ekspeditionen til Sydbanks tidligere lokaler i Bredgade 17, der blev ejet af bagermester Hans Nielsen. Og det hele endte med at ekspeditionen foregik fra Løgumkloster.
Og landposten havde i mellem tiden fået bil. Og valget faldt på en Renault 4.
Bogen: Højst sogn gennem skiftende tider
Bogen ”Højst sogn gennem skiftende tider” handler om landskabet, oldtidsfund og gamle veje. Den handler om sognets ældste bygninger, bl.a. om kirken. Den handler om arbejdsløshed, skolevæsen og sognets styrelse i stort og småt. Forsamlingshuse, brandværn foreninger m.m. Der bliver kigget på sognets udvikling fra middelalderen, og så er der en vandring i de nuværende gader (1987)
Der findes en udgave (1) fra 1987 på 210 sider og så findes der en udgave redigeret af Helga og Povl Eskildsen (2) på 386 sider fra 2012
Kilde:
Hvis du vil vide mere om området: Så læs flg. På www.dengang.dk:
Juni 10, 2017
De kaldte sig Syndikalister
Hvem var syndikalister. Ja mange endte som kommunister. Man gik fra Grøntorvet til Rigsdagen. Og så var der stormen på Børsen. Og ballade ved Åboulevarden. Man skulle da lige have fastelavnskøller. Der var borgerlig frygt for syndikalisterne. Ja socialdemokraterne frygtede dem også. Man ville ikke have ballade på Frederiksberg. Og så er vi med politiassistent Mellerup på arbejde. Folk klappede af betjentene. Og betjentenes numre blev fjernet. Politiinspektør Steffensen fik ikke ridderkorset. Arbejderne fik først arbejdsløshedskasse i 1921. Mange måder at lave aktioner på. Den faglige organisering voksede. Vi skal også høre om Andreas Fritzner og Christian Christensen. Denne startede som revolutionær marxist.
Ordet syndikalist
Politiinspektør Einer Mellerup har udgivet mange festlige erindringer. Han skriver bl.a.
Ordet ”syndikalist” siger næppe nogen mennesker noget i dag. De blev en gang af mange set som farlige samfundsnedbrydere, der for enhver pris skulle bekæmpes. I modsætning til de mere traditionelle marxister mente syndikalisterne ikke, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Mange endte som kommunister
Derimod skulle arbejderklassen gennemtvinge sine krav over for sine modstandere gennem direkte aktioner såsom strejker og sabotage. En sådan dagsorden måtte naturligvis bringe syndikalisterne på kant med myndighederne og vække bekymring i store dele af det danske samfund.
At nogle af de ledende folk så alligevel endte hos kommunisterne, ja det er en anden historie.
Fra Grøntorvet til Rigsdagen
Den 29. januar 1918 gik man i demonstration fra Grøntorvet til Rigsdagen i Fredericiagade. Ifølge bladet Solidaritet deltog 35.000-40.000 i denne demonstration. Dette tal har nok været overdrevet, men deltagelsen har utvivlsomt været stor.
Den 11. februar 1918
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Den ene var fra Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet møde var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være en demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod godt nok sive ud, at målet var Flæskehallen, som skulle plyndres. Men det var bare for at narre politiet. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere rundt omkring.
I spidsen for demonstrationen stod syndikalisterne Andreas Fritzner, Poul Gissemann og Alfred Mogensen. Men også Christian Christensen var med i ledelsen. Det endte med en storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller og slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.
Fastelavnskøller
Tre mand var gået i forvejen, for at forhindre, at betjentene på Børsen smækkede døren i for demonstranterne. På hjørnet af Landemærket og Købmagergade købte de i Kina- og Japan-huset tre fastelavnskøller. De blev stoppet i inderlommen.
En politikæde forsøgte at standse demonstrationen ved Højbro Plads, men de var alt for få. Inde på Børsen blev der råbt:
Hovedmændene blev straffet med bøder på 500 kroner. Andreas Fritzner kaldte det for ”en latterlig lille straf” Fem andre fik straffe fra 120 dages til fem års fængsel.
Blandt de arresterede var Christian Christensen. Han sad 5 uger i varetægt, skønt han hele dagen havde siddet på bladet ”Solidaritets” redaktion.
Borgerlig frygt
Stormen på Børsen gjorde et stort indtryk i samtiden. Særlig borgerlige politikere og medier tog afstand fra de revolutionære. Illustreret Tidende sammenlignede stormen med den Røde Hærs hærgen og plyndringer i den finske borgerkrig:
Efter stormen på Børsen dannede syndikalisterne De Arbejdsløses organisation (D.A.O), som fik stor tilslutning.
Grunden til at det lige var Børsen var, at her blev tjent enorme summer. Disse penge og den magt overklassen havde ophidsede i den grad de arbejdsløse. Og blandt idemændene bag stormen på Børsen var Christian Christensen.
Børshajer, skibsreddere, aktieindehavere, vekselerere var nogle, som de arbejdsløse hadede.
På Enghavevej var der også blevet stormet nogle levnedsmiddelbutikker.
Åboulevarden 9. august 1918
Vi skal til Åboulevarden om formiddagen den 9. august 1918. En militærnægter var skyld i en større tumult. Han havde hængt sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene og slå løs på forsamlingen.
Jo de mødte op hver formiddag ved den gamle Ladegård. Her skulle de arbejdsløse møde til kontrol hver dag. De fleste dage, var det nu ret roligt her. Men ikke denne dag. De forsamlede dansede omkring den ophængte uniform.
Efterhånden mødte politiet talstærkt frem fra Hovedstationen i København og fra Frederiksberg, Fælledvejens og Nørregades stationer. Det regnede med slag ned over både skyldig og uskyldige. Efter en halv times brug af stavene havde politiet opløst forsamlingen og drevet aktivister og andre væk.
I Socialdemokraten havde man stærkt kritiseret politiets fremfærd. I Berlingske Tidende havde man ikke meget til overs for de arbejdsløse og syndikalister som ”sammen med en Del Bærme fra Nørrebros Sidegader” ifølge avisen stod for balladen.
At tilfældige forbipasserende også fik kærligheden at følge, bekymrede ikke avisen. ”Dette må man tage med, hvis man opholdt sig sammen med Bøller på et Sted, hvor Politiet maa Hugge ind”. Det var de fleste af avisens læsere sikkert enige i.
Mod politiets bølleagtige optræden
Havde såvel det borgerlige Danmark som politiet troet, at syndikalisterne ville holde sig i ro oven på tævene fra Åboulevarden, kunne de godt tro om igen. Om aftenen den 10. august indkaldte syndikalisterne til protestmøde i Fælledparken:
Mødet samlede 7-8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned. Det lykkedes i første omgang, at holde gemytterne i ro. Men efter mødet i Fælledparken kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.
Man ville ikke have ballade på Frederiksberg
Politiet havde efterhånden fået nok. De anholdte tre af de mest prominente syndikalister den 13. august. Anholdelserne førte til nye uroligheder samme aften. Flere protestmøder fulgte de kommende dage.
En gruppe mennesker gik i optog til de i samtiden forhadte direktør Max Ballins hjem på Bülovsvej. Frederiksberg Politi var dog mødt talstærk op. Man skulle i hvert fald ikke have ballade på Frederiksberg. Det kunne man beholde over på Nørrebro.
Den 10. november samlede man 50.000 deltagere til et protestmøde på Grøntorvet.
Mellerup i aktion på Grøntorvet
Den 13. november 1918 var der gang i den på Grøntorvet, Israels Plads. Dengang var Einer Mellerup politiassistent og stationsleder i politikreds 8 (Hillerødgade). Han var med i aktionen. Man havde dengang en fast automobildroske af mærket Hupmobile med chauffør. Den blev dømt ”Syndikalisternes skræk”. Fra årsskiftet 1918/19 fik Københavns Politi dog bevilliget egne udrykningsbiler og chauffører.
Hele dagen skulle der holde en droske ude for hver politistation. Betjentene var ved at tabe næse og mund over denne flothed. Tidligere måtte de betjente, der sad på brandvagt tage en sporvogn, når de skulle ud til ildebrand.
Men glæden varede nu kort. For da chaufførerne opdagede, at der var en personlig risiko forbundet med det, ville de ikke køre.
Klokken 13.30 indløb der melding om, at sporvognene var blevet standset på hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade. Sporvognsførerne deltog ikke i strejken, som syndikalisterne havde opfordret til. Da to sporvogne forsøgte at presse sig gennem menneskemængden på Frederiksborggade, så bragte ophidsede arbejdere dem til standsning.
”I Kongens og Lovens Navn”
Mellerup fik ordre til at tage af sted med 4 drosker. Straks blev han angrebet af en aktivist med en jernstang. Men slaget blev forhindret af en kollega. Manden blev afvæbnet, men der var ikke tid til anholdelse.
Mellerup råbte nu: ”I Kongens og Lovens Navn! Gå hver til sit! Da dette blev gentaget et par gange, blev der fra aktivisternes side råbt ”Slå dem ned”. Dette betragtede betjentene som en opfordring til vold, og så kom der ellers gang i stavene.
I næste sekund var forsamlingen i vild flugt. Mellerup så en mand med en lægte lange ud efter en politimand. Desværre for ham slog Mellerup først, så han lagde sig lige så stille ned.
Selve slaget varede kun et par minutter. Betjentene fik at vide, at de skulle tage tilbage til Domhuset, hvor de dengang residerede.
De klappede af betjentene
Nogle livlige timer fulgte. Det offentlige sørgede for krigsmateriel. Boulevardbanen var under anlæg og vældige skærvebunker var skabt som kasteskyts mod politiet. Navnlig gik det ud over det ridende politi. De var alt for let mål for stenkast. Mange af betjentene blev ret alvorlig sårede. I de mange slag på Grønttorvet var der nok 100 betjente, der blev såret.
Mellerup var ikke længe på Domhuset, inden han igen blev kaldt ud. Hver gang der var opløb til ballade blev stavene trukket. Hvis folk ikke øjeblikkeligt fjernede sig, så var der et rap over nakken.
Men åbenbart vakte dette begejstring blandt befolkningen. De klappede af betjentene.
Syndikalisterne havde indvarslet til Generalstrejke. Første dag blev der ikke foretaget nogen anholdelser. Der var øjeblikkelig og håndfast indgriben fra politiets side.
Politiets numre blev fjernet
Næste dag fortsatte urolighederne. Og nu begyndte politiet at foretage anholdelser. Det blev mange i dagens løb. Og det blev bestemt ikke mindre, da urostifterne tændte et mægtigt bål midt inde på Grøntorvet.
Politiet kunne ikke få brandvæsnet til at rette en afsvalende stråle mod den tætte sværm af urostifter. Og dette forargede polititiet. Men brandværnet var bange for at slangerne blev skåret over. Og tænk, hvis de skulle ud til en rigtig ildebrand.
Arbejderbladet, som senere blev til Land og Folk havde opgivet numrene på de politifolk, der havde været særlig ivrige. Hver politibetjent havde dengang tydelig tjenestenummer på hjelmen. Politiforeningens formand opfordrede betjentene til at fjerne disse. Og det blev gjort-vist nok imod politidirektørens ordre. Numrene blev heller ikke siden påført.
Der blev anholdt 40-50 den dag. På tredje dagen faldt afgørelsen 40 kr. til hver eneste anholdt for deltagelse i opløb. Så var revolutionen forbi for denne gang.
Politiinspektør Steffensen fik ikke Ridderkors
Borgerne åndede lettet op. Og tænk engang, bladene startede en indsamling til politiet som tak for deres indsats. Det ser vi ikke den dag i dag. Men regeringen mente nu, at skulle der være en indsamling skulle det ske officielt.
Justitsministeren fik gennemført en bevilling, hvorefter hver eneste mand i Københavns Politi fik et gratiale på 100 kr. ganske uanset om man havde været i kamp eller ikke.
De eneste, der ikke fik, var politiets embedsmænd. De var formodentlig for ”fine” til at blive honoreret med penge. Men de fik dog et håndtryk af justitsministeren. Jo da, og politiinspektør Steffensen, der havde været leder af det hele, fik ikke det Ridderkors, som han mente at have gjort sig fortjent til.
Først arbejdsløshedskasse i 1921
Baggrunden for de mange uroligheder, som blev forstærket under Første Verdenskrig. Der var høj arbejdsløshed, rationering, bolignød og mangel på brændsel. De arbejdsløse fik ringe understøttelse, hvis de dog overhovedet fik noget. Samtidig kunne spekulanter tjene uhyre summer. Overklassen havde særdeles gode vilkår dengang.
Danmark var neutral under krigen. Man eksporterede i massevis af fødevarer med stor fortjeneste til Tyskland, men det var ikke noget, som arbejderne mærkede.
Danmark tjente penge ved at handle både på den ene og anden side. Smarte forretningsfolk uden blufærdighed benyttede sig af dette. Ofte blev der sendt fødevarer til Tyskland som så blev byttet til kul.
Der var ikke nogen hjælpekasse for de arbejdsløse dengang. Det kom først i 1921 ved en lov derom. Når den kortvarige understøttelse var brugt op, var det kun Københavns Understøttelsesforening. Det var en slags godgørende institution, som man skulle søge om, at få hjælp fra. Det havde mere karakter af velgørenhed end ret til understøttelse.
Mange måder at aktionere på
Den direkte aktionsform var en del af syndikalisternes aktionsform. Man aktionerede med pludselig strejke. Den ramte arbejdsgiverne på et tidspunkt, hvor de var mest sårbare.
Man lavede sabotage ikke sådan at forstå, at man ødelagde maskiner, men man fik sat produktionen i stå og man sløsede med arbejdet, så kvaliteten blev dårlig. Man lavede også boykot, på den måde, at arbejderne ikke skulle købe produkter fra en bestemt udbyder.
Der blev foranstaltet sympatistrejker og mange andre ting.
Syndikalister-en trussel for socialdemokrater
I årene 1917-1918 var de danske syndikalister præget af stor optimisme. En tro på, at den russiske Revolution havde indvarslet verdensrevolutionen. Syndikalisterne havde succes herhjemme. De spillede en ikke uvæsentlig rolle i de mange vilde strejker, som var med til at hæve reallønnen. De havde også en stor del af æren for 8 timers dagen. De var også med til at få gennemført urafstemning i fagbevægelsen.
På et tidspunkt udgjorde syndikalisterne en alvorlig trussel mod den socialdemokratiske dominans blandt arbejderne. I tusindvis vendte arbejderne sig over hele landet mod den moderate reformiske politik
Fagligt organiserede voksede
Utvivlsomt forårsaget af den store indvandring til byerne oplevede den samlede arbejderbevægelse en eksplosiv fremgang. Fra 1914 til 1920-på blot seks år-mere end fordobledes antallet af fagligt organiserede fra ca. 160.000 til mere end 350.000.
Kvindernes antal af de organiserede steg ganske kraftigt fra cirka 12 pct. til 18 pct. Bladet ”Solidaritet” nåede op på et oplag på ca. 17.000. Syndikalisterne var særdeles aktive. De havde en evne til at rive deres mere moderate kammerater med. De etablerede faglige ledere frygtede syndikalisterne. Med forholdsvis få medlemmer dukkede de op på generalforsamlinger og medlemsmøder og overtog ledelsen.
De lavede eksempelvis aktioner for at hjælpe familier, der af kongens foged blev sat på gaden. Så snart fogeden var borte, hjalp syndikalisterne familierne med at genindtage deres lejligheder.
Nedgang i 1921
De fik mere indflydelse end deres medlemsantal berettigede til. Nedgangen begyndte i 1921, hvor de politiske og økonomiske styrkeforhold havde ændret sig. Arbejdsgiverne havde også iværksat en kraftig modoffensiv i løbet af 1920-21. På arbejdsmarkedet påførte det arbejderne nogle store nederlag. Det gik hårdt ud over syndikalisterne.
Andreas Fritzner
En af de ledende syndikalister var Andreas Fritzner. Han er født ind i en fattig familie på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Han troede på fagbevægelsen og direkte aktioner som strejker, opsætsighed og demonstrationer som vejen til forandringer for arbejderklassen. Socialdemokratiets samarbejdende reformiske linje, sagde ham ikke noget.
I 1910 blev han indkaldt til session. Han var modstander af militarisme. Efterhans mening tjente det ikke arbejderklassens sag at være værnepligtig. Han nægtede derfor at møde op. Det gav i første omgang en kort fængselsstraf. Han blev bedt om at møde op ved næste års session. Det blev til et årelangt tovtrækkeri med myndighederne. I 1915 kunne han ikke længere slippe for myndighederne. Han endte i kachotten.
Der var tegn på sindssyge
Her sultestrejkede han. Han bliver tvangsindlagt på garnisonssygehuset. Men lige meget hjælper det. Myndighederne får ham ikke til at optræde som soldat, og i1917 opgiver de.
Forskellen på de rige og fattige vokser. Nogle bliver rige på krigen og spekulerer på Børsen. Det er de såkaldte Gullaschbaroner. Regeringen har fastfrosset arbejdernes lønninger. Det bliver svært at få fat i bare de almindelige fornødenheder.
Andreas Fritzner var skibssmed og meget andet. Han fik hurtig danmarksrekord som den, der oftest har været fængslet af politiske grunde. Engang blev han spurgt, om der havde været tegn på sindssyge i familien, hvortil han svarede:
Fritzner ekskluderet af DKP
Fra 1930 var Fritzner medlem af DKP, men blev ekskluderet i 1939 af Axel Larsen for sin antimilitaristiske holdning. Hans sidste politiske handling før sin død var at protestere mod Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968.
Fritzner var antimilitarist, men han gik ikke af vejen for at bruge vold for at nå sine politiske mål. Det var et udbredt paradoks i de revolutionære dele af arbejderbevægelsen, at man var mod militæret, men for revolutionen.
Christian Christensen-opvokset på Nørrebro
Christian Christensen kender de fleste på Nørrebro som forfatter til to populære erindringsbøger:
Han var født på Lolland, men voksede op omkring det nuværende Rantzausgade på Nørrebro. Faderen var arbejdsmand, drak og familien savnede det nødvendigste. Men i Rabarberlandet var der sammenhold blandt de fattige især under kampene mod politiet.
Startede som revolutionær marxist
I starten af 1900-tallet kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse (SUF). Til at starte med var Christian Christensen revolutionær marxist. Har var en glimrende agitator både mundtligt og skriftligt. I 1906 var han blevet kasserer i Socialdemokratiets afdeling i Glostrup. Samme år spillede han en ledende rolle i oprettelsen af Socialistisk Arbejderforening (SAF).
I slutningen af 1908 dannede han en lille københavnsk diskussionsklub ”Syndikalistisk Forbund”. I 1910 tog han initiativ til dannelse af ”Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Fra 1911 udgav FS en avis ”Solidaritet” med Christensen som redaktør. I 1918 var oplaget allerede nået op på 15.000.
I 1920 besøgte han Sovjetunionen. Sammen med de fleste FS* er gik han i 1921 ind i DKP. Han udtalte senere, at han i 1920-22 bevidst havde ødelagt og ofret den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe det danske kommunistparti over startvanskelighederne.
Personlige og økonomiske problemer
Frem til sammenlægningen af FS og DKP havde han redigeret Solidaritet, der nu blev lagt sammen med DKP* s Arbejdet. Det blev nu til Arbejderbladet. Han blev nu redaktør af dette blad, men det fik dog hurtig en ende. Han kæmpede med personlige og økonomiske problemer.
Han havde store vanskeligheder i at samarbejde med andre. Og så gik 21 måneders fængsel også ud over hans nerver. Den danske stat havde besluttet sig for, at de dygtigste revolutionære ledere skulle uskadeliggøres for en rum tid.
I 1923 gik han i frivillig ”eksil” på Silkeborgegnen, hvor han ernærede sig kummerligt med hønseri, gartneri, fiskeri, arbejdsmandsarbejde m.m. Han forblev dog hele tiden medlem af DKP. Først i 1936 meldte han sig ud. Han blev gode venner med Asger Jorn, som han underviste i marxisme, marxismekritik og organisation.
Han forsøgte at genskabe FS og genskabe bladet ”Arbejderen”. Den overlevede dog kun i to år med støtte fra svenske syndikalister. Han flyttede derefter til Hørsholmegnen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Arbejdere her på www.dengang.dk
Juni 8, 2017
Østerbro-fra A-Å
Kan man fatte sig i korthed, når det gælder Østerbro? Vi laver en kvik byvandring her. Der er masser af fornemt byggeri. Vi besøger Blindeinstituttet og Borgerdydskolen. Her kunst for alle pengene. Vi går frem til de to store kirkegårde, Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. Ja og så er det jo lige Fiskehuset og Classens Have. Alle de fornemme boede i Rosenvænget. Ja og så var det lige Kaperkuskenes Paradis. Det bliver også en tur på Blegdamsvej og et visit hos familien Rorhe og Kirstein. Omkring Idrætsparken er vi også. På Østerbrogade var der tegn på velstand. De kolera-smittede blev sejlet direkte til hospitalet. Vi glemte Lægeforeningens Boliger. Her var en speciel gasbeholder. Jo og så findes kildevæld stadig. Og resterne af Bagerens Mølle var udsat for sabotage.
Kan man fatte sig i korthed?
Hvad er vigtigste ved Østerbro? Ja det kan jo godt være lidt svært at fatte sig i korthed. I øjeblikket har vi på vores hjemmeside 79 artikler om Østerbro, hvor du kan få uddybet mange af de ting, vi her beskæftiger os med. Nej vi foretager os ikke byvandringer på Østerbro. Det er der andre, der er bedre til. Men hvis vi skulle gøre det, så ville det komme til at se nogenlunde sådan ud, som du ser i denne artikel.
Et fornemt byggeri
Fra Østerport Station skrår vi over Østbanegade. Læg lige mærke til hjørnehuset Østerbrogade 2.
Men Østbanegade 1 er bygget 1899-1903 af Andreas Clemmensen. I daglig tale kaldes det for Glacispalæet. Og det er til minde om, at det er beliggende på Østervolds tidligere glacis. Ja sådan benævnes det skrånende terræn uden om et fæstningsanlæg. Samtidig er det interessant at se de andre palælignende beboelsesejendomme i Østbanegade, Bergensgade, Trondhjemsagde og Kristianiasgade. Det var ganske fornemt byggeri dengang.
I sidstnævnte gade er nr. 10 G.A. Hagemanns Kollegium, stiftet 1907 af daværende direktør for Den Polytekniske Læreranstalt, G.A. Hagemann og hans hustru for studerende ved Polyteknisk Læreranstalt, Universitetet, Veterinær- og Landbohøjskolen, Kunstakademiet og Musikkonservatoriet.
Naboejendommen i nummer 12, der også har facade ud til Tronhjems Plads, er opført 1902-1904 af Gotfred Tvede for baron Joseph Plessen (1860-1912). I 1948 blev bygningen overtaget af Den almindelige danske Lægeforening. Foreningens tidligere ejendom var Amaliegade 4, der blev ”schalburgteret” under besættelsen.
Blandt villaerne på den modsatte side af gaden hæfter man sig især ved den af apoteker Otto Benzon ejede villa fra 1897. Den opførte villa ligger på hjørnet af Østerbrogade. I nummer 5 ligger den sovjetrussiske ambassade. Den lod Otto Mønsted opføre i 1908.
Blindeinstitut og Borgerdydsskole
I gadens modsatte ende ligger Blindeinstituttet, Kristianiagade 13, Kastelsvej 60. Det er bygget 1857-58 af F. Meldahl. Inspirationen til dette smukke byggeri er kommet fra den venetianske Venedigs renæssancekirker. Ved instituttets åbning var der 25 elever. Bag dette ligger Statens Kostskole for Døve, Kastelvej 58. Den er opført tilbage i 1838-39. Vi passerer også den britiske ambassade.
Store Lindetræer blev plantet på Østerbrogade i 1780erne. Det fra porten ind til Lille Triangel. På hjørnet af Stockholmsgade lå Øster Borgerdydsskole stiftet i 1787. Allerede to år forinden stiftede lægen og forfatteren Johann Clemens Tode med andre filantropisk interesserede Borgerdydselskabet. Der blev også oprettet en skole i Helgolandsgade.
Blandt selskabets andre medlemmer var historikeren, professor Abraham Kall, som 1776 havde skrevet og udgivet ”Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug”. Den afløste Holbergs ”Historia universalis”. Skolernes adresser blev ændret flere gange.
Kunst for alle penge
Den Hirschsprungske samling, Stockholmsgade 2 blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Pauline, der skænkede den 1902 til den danske stat. Til formålet opførte professor H.B. Storck en bygning i fornem klassisk stil. Hovedfacadens midterparti fremtræder som en slags klassisk tempelgavl.
Trekanternes relief er billedhuggeren Kai Nielsen. Til beklædning af ydermurene er anvendt marmor, mens taget er dækket med kobber.
I samlingen er hovedvægten lagt på C.W. Eckersberg samt hans elever Købke, Bendz, Roed, P.C. Skovgaard og Constantin Hansen. Marstrand er også repræsenteret. Endvidere ejer museet forarbejdninger til udsmykningen af Viborg Domkirke.
Det ”Moderne gennembruds” malerkunst er lige så rigt repræsenteret, således med værker af Skagensmalerne Krøyer, Anna og Michael Ancher. Endvidere er her eksempler på Hammershøj, Ejnar Nielsen og L.A. Ring.
Frem til Holmens Kirkegård
Og Den franske Skt. Joseph Søstrenes Skole lå mellem Skjoldsgade og Lille Trianglen. Ambassadegrunden i nummer 9 er bygget på en grund, hvor komponisten Henrik Rungs smukke senempire-villa lå. Som andre huse efter 1807 var den opført i træ, så den i krigstilfælde kunne brændes af.
Haven bag dette hus grænsede op til Holmens Kirkegård. Her er bl.a. indgang fra Øster Farimagsgade. Det er byens ældste kirkegård anlagt allerede i 1666.
Vi lægger mærke til Lahdes og Wiedewelts berømte mindesmærke, som taknemmelige medborgere lod rejse over heltene, der faldt i Slaget på Reden, Skærtorsdag den 2. april 1801.
Garnisons Kirkegård
Over på den anden side finder vi Garnisons Kirkegård. Der blev oprettet i peståret 1711. Det var det år, hvor en tredjedel af Københavns Indbyggere omkom.
På kirkegården kan man bl.a. se det interessante monument som ”De danske Vaabenbrødre” lod rejse for de faldne i de slesvigske krige. Her blev også oprettet en hundekirkegård. Og vi har lige uden for muren Lille Amalienborg, som Harald Simonsen lod opføre. Ved siden af ligger Unitarernes Hus. Det er opført i 1927. Lidt længere henne har vi så den amerikanske ambassade.
Classens Have
På hjørnet af Classensgade lå i sin tid ”Det hvide Hus” Her boede skuespillerinden Julie Sødring. Til ejendommen hørte en prægtig have, som hun fortæller om i sine erindringer. I 1880erne forsvandt denne idyl. Her byggede apoteker Schiellerup Østerbro Apotek.
I 1754 havde J.F. Classen købt en lystgård med have ved det såkaldte Fiskerhus. Classen anlagde en fajanceovnsfabrik. I 1765 købte han nabogrunden ”Fiskehuset forhen kaldet”. Hermed var grundlaget for Classens Have skabt.
Under englændernes belejring 1807 blev haven først forsvaret af en bataljon danske soldater, men senere opgivet. Derefter gjorde de danske livjægere udfald gennem Citadellet Frederikshavns port for at tilbageerobre haven. Men man måtte trække sig tilbage med tab.
Fiskehuset
Fiskehuset, ja det var to huse, der hed dette. Men det ene var et populært traktørsted som lå her i første halvdel af 1700-tallet. Da traktørstedet i 1722 blev vurderet bestod bygningen af 19 fag i bindingsværk. I husets østside var en stue med anstrøgne brædder på væggene og en vindovn. To andre stuer var betrukket med spånmåtter. Dertil kom to køkkener med murstensgulv, et spisekammer samt et staldrum til 13 heste.
Haven havde ”et Lysthus af savskaarne Stakitter med et nagelfast Bord og tvende Bænke” foruden fem fiskedamme med afløbsrender, et gammelt hyttefad og 218 frugttræer af forskellig slags.
Willemosevej er anlagt 1897.
Rosenvænget – det romantiske kvarter
Og så var det jo lige Rosendal. Under det engelske bombardement i 1807 havde det været det engelske hovedkvarter. I 1855 blev ejendommen overtaget af kaptajn Mozart Waage-Petersen. Til ejendommen hørte 24 tønder land. I de følgende år lod han det udstykke. Det blev til det romantiske villakvarter Rosenvænget.
Ja faktisk skal vi helt tilbage til 1688 hvor amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer blev kort. I 1689 blev han som overkrigskommissær sendt med de tropper, man overlod kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden under felttoget i Irland. Her døde Rosenheim året efter i Dublin.
I sidste halvdel af 1700-tallet havde den driftige forretningsmand etatsråd Reinhard Iselin sin gård Rosenvenge her. Den blev afløst af Rosendal med det tilhørende Rosenengen øst derfor.
Ifølge vedtægterne skulle villavejene være 20 alen brede. Man måtte heller ikke bygge højere end tre etager. Alt dette for at:
I 1872 var 49 grunde solgt. Men noget af kvarterets oprindelige karakter blev også ændret. Kravet om 20 alen brede veje var nedsat for de sidste vejstrækninger. Gadebelysning med gas var påbegyndt.
Husene og miljøet appellerede til borgerskabet. Folk som B&W-Fabrikanten William Wain, højesteretspræsident A.L. Drewsen og vejviser-udgiver T. Krak flyttede herud. Krigsminister, oberst Good og marinens kommandør Christiansen var blandt beboerne. Jo maleren P.C. Skovgaard indtog den smukke Aggersborg Sø som lå i nærheden.
Vi skal vel lige nævne andre beboere, Vilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, hvis atelier stod åben for Holger Drachmann. Johanne Louise Heiberg boede længst nede ved stranden
Som forbindelsesvej til Østerbrogade lod han Rosendalsvej anlægge. Ja det hed den ind til 1866. Så fik den navnet Slagelsesgade. Ja vejen gik lige gennem Rosendals have. I slutningen af 1880erne blev den gamle hovedbygning nedrevet. I stedet blev den nuværende ejendom på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsesgade opført.
Kaperkuskenes Paradis
Skråt over for Rosendal havde gartner Danckert sit gartneri. Hans ejendom blev nedrevet i 1858. På grunden blev opført en smuk senempireejendom. Men denne måtte allerede lade livet i 1937 for det karakteristiske hus på hjørnet af Sortedamsdosseringen og Østerbrogade 19.
Her i nærheden lå Vartov fra 1630 til Svenskekrigene. Trianglen, som vi nu bevæger os hen til blev betragtet som ”Kaperkuskenes Paradis”. Det var skueplads for mange komiske scener. Ja navnet for stedet skyldtes den trekantede facon. Og her var der også kamp for græsningsretten.
Her blev det første et etagehus bygget i 1857. Det var Lørups ejendom. Dengang virkede det helt malplaceret omgivet af en masse småhuse.
På hjørnet af Nordre Frihavnsgade, som indtil 1906 kaldtes for Kalkbrænderivej lå en karakteristisk ejendom, der hed Skt. Petersborg. Den skulle have været Peter den Stores hovedkvarter i 1716, da hans hær lå i lejr på Øster Fælled.
I et lavt hus ved siden af fandtes en kendt beværtning ”Dyrehavskælderen”. Den var meget besøgt af kaperkuskene.
Ja så er det den ovale kiosk på Trianglen. Den kaldes ”Bien”. Og den er bygget i stedet for en ældre pavillon af træ efter en tegning af P.V. Jensen-Klit.
Vi går nu hen til Østerbros tidligere posthus, som nu er museum. Det er en ret flot ejendom. Den er bygget af arkitekt Thorvald Jørgensen. Bygningen over for er Østre Elektricitetsværk, Øster Alle 6 anlagt i 1901-02.
En tur på Blegdamsvej
Vi vender tilbage til Blegdamsvej. Den høje klassisk prægede bygning ned søjlepartiet er Frimurerlogen (nr. 23) er opført 1924-27. Det var som erstatning for den ældre bygning i Klerkegade. I nærheden af denne ligger professor Niels Bohrs Institut for teoretisk fysik. Og så er det jo lige Rigshospitalet, der ikke er til at overse. Den afløste Frederiks Hospital i Bredgade.
Jo Blegdammene blev oprettet her i 1672. Det var her, at der lå blegdamme helt op til Sankt Hans Gade på Nørrebro. Her lå de i ca. 200 år. De optræder også i Holbergs Kilderejsen.
For guldaldertidens kunstnere var blegdammene en inspiration. I 1834 flyttede maleren Christen Købke med sin familie hertil. Han købte et landsted ved blegdammen. Efter sit giftemål i 1837 blev han boende. Da hans far, der havde været bager på Kastellet døde, måtte Købke til sin storesorg sælge ejendommen. Han flyttede derefter til Frederiksborggade.
Rothe og Kirstein Familien
Vi vender nu tilbage til Østerbrogade, der indtil 1858 hed Strandvejen. På venstre hånd i gården bag ved nummer 41 ligger en tidligere skolebygning opført i 1882. Til den ældre bebyggelse hører også de lave ejendomme nr. 43-49 på hjørnet af Olufsvej. Over for Skt. Petersborg lå den store villa Hjørnelund, som for længst er revet ned.
I.E. Ohlsensgade er opkaldt efter et gartneri af samme navn. Det blev nedlagt i 1902. Efter at have passeret Carl Johansgade kommer vi til Gustav Adolfsgade. Mellem denne og Skt. Jakobsgade og Plads lå i sin tid det berømte landsted Nøjsomhed. Dette blev i 1803 erhvervet af legationsråd Ernst Kirstein. Efter hans død 1834 arvede sønnen Carl Ludvig Kirstein ejendommen. Sidstnævntes enke udstykkede 1866-1876 en stor del af landsstedets jorder og ombyggede selve huset til helårsbolig.
I 1882 afgik hun ved døden og datteren, kommandørinde Olivia Rothe fortsatte derefter påbegyndte udstykning. Hendes søn dr. Phil Carl Ludvig Kirstein Rothe var Nøjsomheds sidste ejer.
Selve ejendommen er for længst revet ned men bliver mindet med navnet Nøjsomhedsvej. Men slægten mindes også med navnene Kirsteinsgade og Rothesgade.
Store Jakobsborg, Østerbrogade 110-114 er opført 1901 på hovedparten af Nøjsomheds grund. Det forsvundne traktørsted Rosenlund har givet navn til Østerbrogade 104.
På Østerbrogades modsatte side ligger Skt. Jakobs Kirke bygget 1876-78 af arkitekten Ludvig Fenger i nygotisk stil.
Lægeforeningens Boliger
Som nabo ligger Lægeforeningens Boliger. De blev opført efter den store koleraepidemi 1853. Det var for at afhjælpe de elendige boligforhold, fattigfolk levede under inden for voldene.
De læger, der klarede husbesøgene, løste ikke koleraens gåde, men de erkendte til gengæld hvilken social nød og hvilke elendige boligforhold, københavnerne var udsat for. En af dem, der kæmpede for bedre forhold var lægen Claus Jacob Emil Hornemann. Han havde studeret hygiejne i udlandet. Han udgav et skrift, der hed:
Hornemann tog nu initiativ til den private ”Lægeforening mod Koleraens Udbredelse”.
De første to husrækker, der blev bygget 1854-57 efter tegning af arkitekten M.G.B. Bindesbøll. En halv snes år efter blev husenes antal fordoblet. I 1886 blev Kronprinsesse Louises Asyl i nummer 57 knyttet til.
I det nye projekt hed arkitekten Vilhelm Klein. Og nu fik blokkene fra starten indlagt vand.
Da ”Den Hygiejniske Kongres” blev afholdt i 1858 i København blev der arrangeret udflugt for deltagerne til Lægeforeningens Boliger. I 1869 sendtes beretning og tegninger til en international udstilling i Amsterdam, hvor projektet blev hædret.
Omkring Idrætsparken
Vi besøger Københavns Idrætspark. Ja det hedder i dag Østerbro Stadion. Den er anlagt af Københavns Kommune på en del af Øster Fælled. Begyndelsen til dette anlæg blev gjort, da ”Boldklubben af 1893” lejede seks tønder land til fodboldbane. Randbebyggelsen ud til Østerbrogade bestod af Parkteatret og Parkrestauranten. Hovedindgangsportalen med de to relieffer af Axel Poulsen og svømmehallen har facade ud til det, der engang hed Staunings Plads. Idrætshuset blev indviet af 1914.
Figurerne på svømmehallen, der er bygget 1929-30 skyldes ligeledes Axel Poulsen. Ja så er det Østerbrogades Kaserne. Det er Idrætsparkens genbo. Kasernen er bygget 1896-98 af arkitekt Eugen Jørgensen som erstatning for den gamle kasernebygning, der lå mellem Store Kongensgade og Grønningen.
Kasernebygningerne som i dag er smukt restaureret på Øster Fælled Torv bliver i dag brugt til mange forskellige formål.
Tegn på velstand
Ejendommene på Østerbrogade er ikke blot et udtryk for en solid borgerlig velstand. Men også lejlighederne minder om velstand. En stor villa fra 1855, der lå bag ejendommen på hjørnet Østerbrogade 136 og Koldinggade 4 blev i sin tid brugt af de socialdemokratiske foreninger som forsamlingshus.
Politi og værtshus i samme ejendom
Strækningen fra Jagtvejen til Svanemøllen var var endnu i 1900-tallet præget af større villaer og mindre huse. På hjørnet af Jagtvejen lå det kendte traktørsted ”Lille Vibenhus”. Det var opkaldt efter en for længst afdød værtshusholder Jensen Vibe, som vides at have ejet det i 1708. Det blev revet ned i 1907. Her lå også engang en politistation.
I Lille Vibenhus ”bedede” man på vej til og fra Dyrehaven i kapervognenes tid. Genboejendommen Østerbrogade 156-160, Strandboulevarden 151 og Nyborggade 2 som til daglig hedder Vibensgård er tegnet af arkitekten Anton Rosen.
En speciel gasbeholder
Mellem Hjortøgade og Christiansmindevej lå endnu i 1950erne en lav bazarbebyggelse. Det var resterne af det gamle landsted Christiansminde. Her blev det store kompleks Øbro Centret i stedet etableret. Samtidig faldt her en afdeling af Lægeforeningens Boliger. Dette var bygget til Østre Gasværks arbejdere.
Gasbeholderen på Østerbro er den sidste rest af det gamle Østre Gasværk. Det blev opført 1876. Det var hermed det næstældste af byens gasværker. Da gasforbruget allerede 1880 var steget betragteligt ønskede kommunen at udvide anlægget med en større beholder. Man valgte en såkaldt teleskopbeholder, der bestod af flere cylindere anbragt inden i hinanden.
De kunne hæve og sænke den alt efter gastrykket i beholderen. En sådan konstruktion havde man aldrig før set i Danmark. Mens ingeniører tog sig af det tekniske, blev det arkitektoniske overdraget til arkitekten Martin Nyrop.
I 1935 blev den indre gasbeholder nedrevet, hvorefter bygningen henlå i en periode som tørvemagasin. Men så var det, at Det kgl. Teater til opmagasinering. Og så var det, at man begyndte med ballet- og teaterforestillinger i den særprægede bygning.
Kolera-smittede kunne sejles til hospitalet
På stedet ligger nu Østerbrogade 162-190. Sionskirken er bygget i 1895-96 af Kristoffer Varming. Men tårnet er dog 25 år yngre. Efter Strandvejsgården følger Carl Nielsens Alle ind til porten i Øresundshospitalets administrationsbygning. Mens denne var bygget 1903-04 af stadsarkitekt Ludvig Fenger, stammer flere af kompleksets øvrige bygninger fra 1876-78. Disse er opført som karantænehospital af Blegdamshospitalet af arkitekt H.V. Friederichsen.
Da kystlinjen inden jernbanens anlæggelse lå for enden af hospitalsområdet kunne de, der til søs blev angrebet af kolera indlægges direkte fra skibene på hospitalet uden først at skulle transporteres gennem byen.
Kilevæld findes stadig
På den modsatte side lå I.C. Teilmanns renæssancevilla på hjørnet af Landskronagade 1 og Østerbrogade 145. Ved Arbejdernes Byggeforenings lave huse ved Hornemannsgade og Kildevældsgade, er der rejst et monument til minde om lægen F.F. Ulrik, der i 1865 stiftede Arbejdernes Byggeforening og købmand Moses Melchior, som i 45 år var et meget virksomt medlem af bestyrelsen.
I øvrigt har vi her på siden to artikler om Ulrik, der også var særdeles virksom i Tønder.
Det gamle traktørsted Kildevæld på hjørnet af Borgervænget er for længst revet ned. Dets lille bindingsværkshus var sikkert en af Østerbrogades ældste ejendomme. Det menes at stamme fra det 18. århundrede. Jo, der findes et værtshus i dag, som hedder Kildevæld.
Bagerens Mølle
Nord for Svanemølle Station begynder i vore dage Strandvejen. Og Svanemølle Station er opkaldt efter møllen, der lå på vejens højre side. Den omtales første gang i 1760. Den har eksisteret lige til 1892, hvor den nedbrændte.
Bagerens Mølle blev den også kaldt. Her byggede englænderne et batteri med fire kanoner. Et udfald mod batteriet fra København den 20. august 1807 mislykkedes.
Strandvænget, der nu fører ud til lystbådehavnen er anlagt tværs over grunden. Ejendommen i nummer 6 er netop opført det sted, hvor den næstsidste ejer af møllen, major og mægler Johan Peter Ferdinand Ekman, der erhvervede den i 1856, havde sin meget herskabelige bolig.
I årene inden nedbrydningen var der i denne bygning indrettet en meget populær danserestaurant, som især besøgtes af Ingeniørkasernens menige mandskab. Det var kun overdelen og vingerne, der brændte.
Mange tyskere anvendte også restauranten under besættelsen. Så derfor sprængte sabotører den i luften.
Rigmands-villaer
De store villaer i Ryvangen er typiske rigmandsvillaer fra begyndelsen af 1900-tallet. På den modsatte side af Strandvejen mellem denne og Strandpromenaden derimod består af yngre huse fra 1930erne.
Vangehusvej er opkaldt efter Vangehuset, det gamle traktørsted, der indtil for få år siden lå på hjørnet af Strandvejen 87.
Gaden, blev ikke en Bornholm-gade
Måske skal vi lige nævne, at Annekevej i nærheden af Haraldsgade skulle have heddet Svanekegade. Det skulle passe sammen med de andre Bornholm-gader. Haslegade og Rønnegade blev fastholdt. Måske har det noget at gøre med, at Annekevej blev oprettet kort før 1920. Anneke er et nedertysk pigenavn, som optræder efter midten af 1400-tallet især i Sydslesvig.
Vognmandsmarken
Vognmarksmarken er egentlig navn på et boligkvarter og gade bag Hans Knudsens Plads. Her hold Københavns vognmandslaug efter ca. 1570 deres heste. Området som lauget havde fået overladt var en del af den gamle landsby Serridslevs jorder.
I Tingbogen refereres der et par gange til en hvis Jørgen Brændevin, som boede i ”Vanghuset for Vognmandsvangen sønden ved Gammel Vartou”. Vangehusvej, en vej mellem Ryvangsalle og Strandvejen minder også om Jørgen Brændevins tid.
Da Struensee kom til magten blev arealerne i 1771 sat på aktion. Efter hans fald kom de tilbage til vognmændene. I 1851 ophævedes lauget, hvorefter jorden overgik til magistraten. I 1893 overførtes en stor del til militæret, som i 1897 afsluttede bygningen af Ingeniørkasernen. Resten af jorden blev udstykket.
Ja og den stakkels Struensee fik en brutal dø på Øster Fælled. Det kan du så læse et andet sted.
Det var så vores hurtige gennemgang af Østerbro. Du kan få mere at vide i de 79 andre artikler om Østerbro her på siden.
Kilde: