Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Du skal omgås fortiden med varsomhed

Oktober 30, 2017

Du skal omgås fortiden med varsomhed

Vi har gennem nogle år forsket i en sag i Padborg. Og det har i den grad udstillet myndighederne. Historien om besættelsestiden og tiden derefter er et spændingsfelt mellem løgne og sandheder. Ofte får vi kun den ene side af sandheden. Myndigheder fortier ting. Hændelser er stadig omdiskuteret. Myndigheder har lagt låg over stikkerlikvideringer. Modstandsbevægelsen var ikke en disciplineret hær. Familier fik standardsvar, hvis de overhovedet fik svar. Vi kigger også lige på Frikorps Danmark nok engang. Og vores domstole må have en flov smag i munden. Retsopgøret var til tider en farce. Og partierne var ked af, at regeringen gik af i august 1943. Nej, besættelsestiden var sandelig ikke et glansbillede. Måske skal vi lade det blive ved myterne. Og du skal i den grad omgås fortiden med varsomhed.

 

Spændingsfelt mellem løgne og sandheder

”Du skal omgås fortiden med varsomhed”, ja sådan et indtryk får man, når man borer i fortiden, som ”Den Gamle Redaktør” har gjort i en del tilfælde. Man skal helst ikke rippe op i betændte ting. Det er ikke altid, man bliver lige populær af det. Men vi fortsætter, ikke for at være konspirator, men for at få stillet nysgerrigheden.

Det er et spændingsfelt mellem sandheder og løgne. Det stiller store krav til historikere og journalister. For sensationer er nemme at konstruere. Historien kan bruges og misbruges af alle. Og mange fører den derhen, hvor de vil have den. I medierne ser vi en urimelig brug af historien. Der er stor risiko for misbrug, overdrivelse og løgne. Nogle gange har man indtryk af, at historie er de løgne, som vi er blevet enige om.

 

Du må ikke anfægte helte

Det der skal fortrænges bliver stadig fortrængt. Det mest provokerende drages ofte frem i lyset, og så glemmer man alt andet. Nuancerne kommer ikke med. Vores forestillinger om helte og skurke får en anden dimension. Det er tydligt at i Sønderjylland må man ikke anfægte de allerede udnævnte heltes omdømme.

Det lyder måske lidt negativt, men sådan føles det, når man borer i en hændelse fra historien, der ikke må komme frem. Vi ser, at historikere skriver af efter hinanden. Og så har vi været i arkiver, som de første efter besættelsestiden. Vi har skam også brugt historikers beretninger i mangel af, at vi ikke har fået adgang til diverse arkiver.

 

Ofte får vi kun en side af sagen

Ofte får vi kun en side af sagen, der bliver ikke siksakket. Vi mangler gråzonerne. En skriftlig kilde giver måske kun en side af sagen, de erindringsmæssige udsagn er for tilfældige og glimtvise. Og når folk så ikke vil stå frem, men vil forblive anonyme, ja så er chancen der, for at man bliver kaldt konspirator.

 

Myndighederne fortier også ting

Vi har bl.a. beskæftiget os med en likvidering, der helst skulle forbigås i tavshed. Det spændende var, at vi i den forbindelse havde kontakt med familien. Og inden arkiverne blev lukket for os, kunne vi se, at myndighederne havde behandlet sagen på en meget underlig måde. Ja de fortier ting, der ikke må komme frem. Du kan fordybe dig mere i dette i vores artikeloversigt bagerst i denne artikel.

 

Hændelser er stadig omdiskuteret

Selv om besættelsestiden og tiden lige efter er nok den mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning. Men der er stadig en kæmpe interesse. Og opfattelsen af, hvad der skete er stadig omdiskuteret. Det kan vi se ud af fra den kritik som vi får af vores artikler.

 

Myndighederne lagde låg over stikkerlikvideringer

En direktør skulle likvideres af modstandsbevægelsen. Men det man så ikke lige havde regnet med, det var at en sekretær også var med. Hun går i panik og skriger. Modstandsmanden udbryder ”En eller to, det er jo lige meget”. Så bliver sekretæren også skudt.

Ja eksemplet er ikke noget, som vi har opfundet. Det bliver bragt i Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”

I vores efterforskning af likvideringen af Asmus Jensen mødte vi stor hemmelighedskræmmeri. Og en af modstandsfolkene bag denne likvidering ved også godt, at det ikke var stuerent, det som man foretog sig. Og ifølge en af de kendte modstandsfolk Gunnar Dyrberg, så var der mange der begyndte at drikke for meget. Nogle blev alkoholikere og andre har begået selvmord.

Myndighederne lagde låg på de mange stikkerlikvideringer, der blev udført i besættelsens sidste år. Frode Jacobsen og hans Ministerium for Særlige Anliggender lukkede af for undersøgelser af stikkerlikvideringerne, fordi de ikke tålte dagens lys. Ja det er ikke kun os, der siger dette. Historikeren Ditlev Tamm mener også dette.

 

Spændende at kigge i kirkebøger

Under besættelsen skete der omkring 500 drab i alt. Hidtil har det været antaget, at omkring 350 kunne betegnes som stikkerlikvideringer. Men dette tal er langt større. Mange af disse foregik i løbet af en måned før krigens afslutning.

Selv fandt vi ud af ”mange spændene ting” ved at kigge i kirkebøger. Vi har også set, at ting er forsøgt slettet og andre ting er tilføjet med en anden pen. Men i nogle tilfælde havde den lokale præst tilføjet sin egen mening.

 

Modstandsbevægelsen mente, at der var 9 fejllikvideringer

Både Ditlev Tamm og Peter Øvig Knudsen mener, at det formentlig er en ret stor gruppe af likvideringer, hvor ofrene ikke direkte har været involveret i stikkeri i snæver forstand. Frode Jacobsen fra Frihedsrådet har sammen med Modstandsbevægelsen efter krigen fastholdt, at antallet af fejllikvideringer under besættelsen var 9. Hverken mere eller mindre 9 ud af 400 likvideringer.

 

Flere Desperados kom til

Modstandsmanden Uffe Horwitz siger ligeud, at nogle modstandsfolk udviklede sig til rene revolvermænd, og at der mod krigens slutning kom flere desperados til. De havde ifølge Horwitz ikke andet i hovedet end at ville ud og skyde løs. Den gamle modstandsmand sagde, at mange af de drab, som skete det sidste halve år af krigen, var helt ved siden af. Horwitz erkendte selv, at han har skudt en mand, uden at der forelå bevis for, at han var stikker. Det var bare, som han siger, en mand, der var i tysk tjeneste, og modstandsfolkene havde bemærket, at han var ivrig.

 

Ingen fast procedure ved likvidering

En anden modstandsmand, Jørgen Jespersen lader Øvig forstå, at man ikke behøvede at være rendyrket stikker for at blive likvideret. Visse håndlangere for tyskerne, sabotagevagter og andre i tysk tjeneste kunne ifølge Jørgen Jespersen uden videre likvideres.

Hvor ordrene til de mange stikkerlikvideringer kom fra er stadig uklart. Allerede under krigen opstod der den myte, at alle likvideringer blev besluttet af Frihedsrådet eller af et særligt likvideringsudvalg under Frihedsrådet. Selv sabotørerne troede, at sådan et udvalg eksisterede.

Der var egentlig ikke nogen fast procedure, hvordan en likvidering blev besluttet. Det kunne være en gruppe, ja endda selve drabsmanden, der tog beslutningen. Der kunne gå månedlange undersøgelser før en likvidering. Men det kunne også være en ung kvinde, som under et værtshusbesøg blev udpeget som mistænkelig af en modstandsmand. Samme aften blev hun dræbt.

 

Næsten alle undersøgelser blev stoppet

Martin A. Hansen blev under krigen bedt om af modstandsbevægelsen bedt om, at skrive et forsvar for stikkerlikvideringer til en illegal bog. Han ville kun gøre det, hvis der efterfølgende skete en undersøgelse. Men det skete aldrig.

Stort set alle undersøgelser blev stoppet, da Frode Jacobsen blev minister i Ministeriet for Særlige Anliggender efter krigen, for Frode Jacobsens magt var stor. Hans magt viste sig bl.a., da rigspolitichef Begtrup-Hansen i juli 1945 udsendte et cirkulær, som skulle gøre det muligt at sætte Rigspolitiets Rejsehold til at undersøge alle krigens drab, så man kunne skille stikkerlikvideringer fra kriminelle mord.

Rigspolitichefen turde ikke afvise, at nogle drabsmænd fra især den politiløse periode ville forsøge at lade mord fremstå som stikkerlikvideringer.

 

Gammel aftale, stikkerlikvideringer blev ikke undersøgt

Men efter protester fra Frode Jacobsen blev planen aldrig udført. I et notat skrev hans ministerium, at både politi og offentlighed ville få et fejlagtigt indtryk af, at alle disse uopklarede drab ville blive efterforsket til bunds.

I notatet kunne man læse, at modstandsfolkene-ifølge Frode Jacobsen-allerede under krigen var blevet lovet, at stikkerlikvideringer ikke ville blive nærmere undersøgt. Det løfte lykkedes det tilsyneladende Frode Jacobsen at holde. Dette kommer sikkert bag på mange sikkert også historikere.

 

Familier fik et standardsvar

Det har nok været almindeligt antaget, at der var en viden om likvideringer, som bare ikke kunne offentliggøres. At de var blevet undersøgt. I dag er det umuligt at få undersøgt de mange stikkerlikvideringer til bunds. Også de fem dødsfald som vi fandt i kirkebogen nede i Bov.

Når familier har henvendt sig har de som regel fået et standardsvar, at myndighederne havde lagt låg på sagen.

Frode Jacobsen og Ministeriet for Særlige Anliggender må have været meget hurtigt været blevet klar over, at en del af likvideringerne langtfra er foretaget under knap så velordnede forhold, som han selv og Frihedsrådet i erklæringer både under og efter besættelsen har givet indtryk af.

 

Frode Jacobsen fik udskiftet betjente

Selv om Frode Jacobsens ministerium havde stor magt lige efter krigen, kunne ministeriet dog ikke helt forhindre en undersøgelse af de mest tvivlsomme likvideringssager. Da presset for undersøgelser voksede, sørgede Frode Jacobsen imidlertid for, at få udskiftet de betjente, som Justitsministeriet ellers havde udpeget til at stå for undersøgelserne.

I stedet blev opgaven givet til et hold betjente, som selv havde været med til likvideringer.

 

Det var ofte kaotisk

Der skete en brutalisering i de sidste måneder og lige efter besættelsen. Selv i dag har man svært ved at komme i de rigtige arkiver og familier bliver holdt hen med falske meldinger, som vi i vores forskning har oplevet.

Lis Mellemgaard har også udgivet bøger om besættelsestiden. Hun mener, at frihedskæmpernes omkostninger også bør tages med, når vi taler om fejltagelser. Og hun erkender, at der skete fejltagelser. I krigens sidste lovløse år tiltrak modstandsbevægelsen desperadoer og folk, der var med for spændingens skyld.

Det var ofte kaotisk. Og som, Lis Mellemgaard pointerer, så var der ikke nogen øvrighed. Man kunne ikke holde stærkt mistænkte fast. Man kunne ikke få dem arresteret, og så var det kun en udvej. Der var usle mennesker, der stak andre for 200 kr. De udgjorde en frygtelig risiko, og man fik slet ikke fat i alle. Ofte var det helt tilfældigt, at man fik øje på dem.

Der skete fatale fejl, og dem taler man ikke om.

 

Det var ikke en disciplineret hær

Historikeren Henrik Nissen har udtalt, at modstandsbevægelsen ikke var en disciplineret hær med styr på det. Historikeren har fortalt, at Frode Jacobsen ikke mente, at de modstandsfolk, der var psykisk belastet skulle i retten. Frihedsrådet havde åbenbart garanteret, at dette ikke ville ske.

Opfattelsen var dengang i de glade majdage, at modstandsbevægelsen havde ret hele vejen igennem. Og det var ikke bare at Tyskland var ”Det Onde Rige”, men at 9. april 1940 og forhandlingspolitikken derefter anbragte Danmark på den forkerte side og var egentlig forbryderisk.

Men allerede i 1945 gav den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch udtryk for, at stikkerlikvidering var lig med mord. Men denne beskyldning var nok enkeltstående.

 

Myten om de danske jøder

Hele Verden var imponeret over danskernes vilje til at hjælpe jøderne. Det kostede i gennemsnit 1.000 kr. at komme til Sverige i 1943. Nogle familier måtte betale 50.000 kr. for at undslippe nazismens rædsler. Fiskerne tjente godt på det. Måske burde vi over for omverdenen have fastholdt myten og ikke fortalt sandheden.

Der blev heller ikke fortalt noget til omverdenen, at æren måske også skulle gives til de topnazister, der for at redde deres eget skind ud fra tysk side, gjorde jødeaktionen til en delvis fiasko.

Vi skal da heller ikke have noget frem om alle de jøder og andre politisk forfulgte, der blev afvist nede ved grænsen i Kruså fra 1933.

 

Jyllands Posten og Krystalnatten

Og hvad var det lige, der stod i Jyllands Postens leder efter Krystalnatten i november 1938, hvori bladet bl.a. udtrykker forståelse for nazisternes jødefjendtlighed og i klart antisemitiske vendinger mente, at der blandt danske jøder også var mange anløbne elementer, der stak næsen for langt frem.

 

Den politiske begejstring var til at overse

Den betroede embedsmand på området Troels Hoff nedfældede personligt, råt for usødet, som reststiftende og skæbnesvangre notater i de stakkels flygtninges sagsakter. Hos ham skulle i hvert fald ingen tilflygtet jøde vente forståelse. Selv angivelige trusler om Kz-lejr for flygtningene gjorde ikke indtryk på Hoff og ministeriet.

På den anden side af grænsen ventede Gestapo. Den politiske begejstring for flygtninge fra Tyskland var til at overse.

 

Problemer i Sverige

Men blandt modstandsfolkene eksisterede der også et udbredt negativ syn på jøder, der grænsede til antisemitisme, og som kom til udtryk under deres ophold i flygtningesamfundet i Sverige, hvor de boede sammen med jødiske flygtninge. Dette har historikeren Michael Mogensen påvist. Dette tema må man helst ikke tale om.

 

8.000 deltog i tysk krigstjeneste

Så var det også lige ”Straffelovstillægget”. En del af de handlinger, som nu kunne straffes, var også strafbare tidligere. Drab og tortur for eksempel. Men det nye var, der indførtes dødsstraf i disse tilfælde. Dødsstraf kunne også idømmes i forbindelse med angiveri og forsøg på at omstyrte den danske statsforvaltning.

En bestemmelse i Straffelovstillægget talte om ”tysk krigstjeneste”

Det anslås, at cirka 8.000 danskere deltog i tysk krigstjeneste, stort set udelukkende ved østfronten. Man ved ikke helt nøjagtig, hvor mange, der omkom. Der anslås, at det er omkring 4.200. Nogle valgte at blive i Tyskland.

 

Hvervning foregik fra 1939

Blandt de domfældte ca. 3.300 egentlig frontsoldater fandtes der omkring 600-700 tidligere medlemmer af Frikorps Danmark. Så tidligt som i 1939 havde der først i det skjulte, siden ganske åbenlyst i Danmark fundet hvervning sted til tysk krigstjeneste. Dette havde egentlig været ulovligt. Men fra februar 1941 ophævede regeringen det generelle forbud mod hvervning til udenlandske hære på dansk grund.

 

Regeringen godkendte Frikorps Danmark

Men hvis man havde meldt sig i 1941 til ”Frikorps Danmark” og havde troet på, at den danske regering, som havde tilladt danske officerer at stille sig i spidsen for korpset, nu også havde tilladt selve korpset, burde man så straffes?

Korpsets første chef blev oberstløjtnant C.P. Kryssing, der ikke var medlem af DNSAP. Han gjorde meget ud af at få en officiel anerkendelse. I Krigsministeriet havde han fået at vide, at kongen gav sin fulde billigelse til projektet, og at det i øvrigt var i Danmarks interesse.

Regeringen var godt nok i vildrede over disse frikorps-planer. Men de blev banket på plads af Scavenius, der gav udtryk for at ”hvis det overhovedet kunne tænkes, at der regnedes med forstand, måtte man ønske, at talrige officerer, der ikke var nationalsocialister, meldte sig. De antityske stemninger, er en fare for landet””

Glemt er, at Regeringen kunne derpå den 3. juli 1941 udsende en pressemeddelelse, hvori det hed, at korpsets oprettelse skete med regeringens billigelse, og at alle, der havde aftjent værnepligt efter 1931, kunne melde sig.

 

Man fik stillingen igen

Den 8. juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære rettet til hærens afdelinger. Cirkulæret informerede om, at der fra regeringens side var givet tilladelse til at melde sig til Frikorps Danmark. Når man kom hjem kunne man frit indtræde i den danske hær og bevare sin anciennitet.

Dagen før var Frikorpsets næstkommanderende kaptajn Thor Jørgensen blevet benådet med Danneborgsordenens ridderkors. Dette havde unægtelig også en signalværdi.

 

En flot mindehøjtidelighed

Og vi har hvis været inde på den mindehøjttidlighed, der foregik i Odd Fellow Palæet til ære for korpsets chef den overbeviste nazist C.F. von Schalburg. Til stede var den danske statsminister, udenrigsminister og forsvarsminister, foruden kongens bror, prins Harald samt prinsesse Helena.

 

Hærchefen skridtede af

Da Frikorpset efter fem ugers orlov skridtede den danske hærs øverstkommanderende general Gørtz fronten af sammen med Værnemagtens chef i Danmark. At det var et krav fra tysk side, at det skulle deltage en dansk officer, og at Gørz efter eget udsagn kun gjorde det, fordi han ikke syntes, han kunne være bekendt at bede en anden, kom først frem efter krigen.

 

Man havde fået anvisning

Var det ikke at handle efter en art ”anvisning” fra danske myndigheder, der spurgte dygtige advokater, som førte disse sager og henviste dermed til en bestemmelse i det samme ”Straffelovstillæg”, der gjorde det muligt at frifinde eller nedsætte straffen. Forholdet var jo det, at danske officerer officielt havde fået tilladelse til at indtræde i korpset, og at hærchefen havde været til stede ved deres parader, og hele oprettelsen var omtalt i et ordvalg, der kunne misforstås.

 

Scavenius fastholdt, at det var forhandlingspolitik

Alt hvad vi ved om samarbejdspolitikken i dag, vidste man også dengang. Forskellen var bare, at samarbejdspolitikken, som i dag hyldes af historikerne, dengang var kompromitteret. Den havde medført indrømmelser, som politikerne ikke ville stå ved, når vi lige ser bort fra Erik Scavenius og enkelte andre.

Scavenius fastholdt, at det var tale om forhandlingspolitik. Vi redede stort set vore demokratiske institutioner, vi sparede menneskeliv og vi stod med et næsten ubeskadiget produktionsapparat, da krigen sluttede. Danske jøders skæbne var også mere nådig end andre besatte landes.

Samarbejdspolitikken blev også af andre set som en forhandlingspolitik og en smart måde at snyde tyskerne på. Ja sådan kam man også beskrive det uden at tabe ansigt!

 

Ingen hensyn til det tyske mindretal

Nede i Sønderjylland ville NSPAD-N ikke anbefale deres medlemmer at melde sig ind i Frikorps Danmark. Det skulle ske direkte til Waffen SS. Og mange blev optaget i SS Totenkopf. I retsopgøret var det lagt op til, at man skulle tage speciel hensyn til det tyske mindretals rolle. Men den regel blev ikke taget i anvendelse. Medlemmer af det tyske mindretal blev dømt på lige fod med de danske frivillige.

 

Er det ikke efterrationalisering?

Efterfølgende blev Waffen SS dømt til at være et terrorkorps ved Nürnberg-processen. Men det var først efter at retsopgøret i Danmark var gået i gang. De fleste historikere har gjort gældende, at dem der meldte sig til Frikorps Danmark og Waffen SS vidste, hvad de gik ind til. Men gjorde de nu det? Er dette ikke en form for efterrationalisering?

Der er sikkert mange, de har fortrudt. Men med småt stod der ”Bis Kriegsende”. Og mange Firkorpsfolk ville jo også hjem, da blev klart, at nu var det et rent tysk foretagende. Men bordet fangede. Det lykkedes dog for enkelte at komme hjem.

 

Den danske regering ikke interesseret i efterforskning

Og det er også rigtigt, at vi endnu ikke kender omfanget af Frikorps Danmarks krigsforbrydelser. Men efter besættelsen var skiftende regeringer ikke særlig interesseret i at efterforske dette. Man var i det hele taget ikke meget interesseret i at efterforske danske statsborgers deltagelse i krigsforbrydelser.

Der var ikke nogen, som ville stå ved, at holdningen til Frikorpset havde været tvetydig. Men enkelte dommere gjorde dog et forsøg. Nogle af de frivillige blev frifundet i Byretten, men straks efter dømt af Landsretten og af Højesteret. Det endte med at man satte straffen for aktiv tysk krigstjeneste til 2 års fængsel. Det var faktisk mindre end de fire år som ”Straffelovstillægget” foreskrev.

 

Befalingsmænd og officerer var blevet afskediget

Om deltagelse i tysk krigstjeneste hed det i § 10 stk. 1:

  • Den, der havde hvervet eller ladet sig hverve til tysk krigstjeneste, straffes med fængsel. Hvor særlige hensyn gør sig gældende, kan der finde strafnedsættelse sted, under ganske særlige omstændigheder kan tiltale undlades.

Dette hjalp ikke de danske befalingsmænd og officerer i Frikorps Danmark, fordi Folketinget allerede havde vedtaget at afskedige disse. Dette skete uden hensyntagen til cirkulæret fra juli 1941 og senere cirkulæret af 1943.

 

Retsopgøret var en farce

Domstolene veg tilbage for at frifinde, når det kom til stykket, men de ville heller ikke dømme fire års fængsel, som de skulle efter loven. Kompromiset blev to år. Og så var vejen banet for, at retsopgøret kunne omfatte mange flere, end man havde tænkt. I alt 12.877 mænd og 644 kvinder idømtes en frihedsstraf i de år. Hovedparten blev dømt for en eller anden form for tysk krigstjeneste, mens andre dømtes for polititjeneste, angiveri, drab, tortur eller anden hjælp til besættelsesmagten.

Men retsopgøret blev nærmest en farce. Vi havde flere stikkere end andre lande. Kun med nød og næppe nåede vi at komme på den rette side af kridtstregen. Vi blev en allieret nation. Dermed slap Bornholm også for en længere besættelse.

 

Et moralsk problem

Retsopgørets største moralske problem blev de krigsfrivillige. Her turde domstolene ikke sige fra. De havde jo været med til at dømme modstandsfolk under besættelsen og dermed solidariseret sig med samarbejdspolitikken. Så kunne man ikke sige fra nu, selv om det var pinligt at dømme dem, som havde fulgt Buhls anvisning i den berygtede tale i september 1942.

Buhl opfordrede til angiveri, og de som fulgte hans parole blev efter besættelsen dømt som angivere. En lidet pudsig form for retfærdighed, der krævede mod og mandshjerte til at stå ved det én gang sagte. At han så blev statsminister i befrielsesregeringen-i sandhed hvad der med et udtryk fra vore dages politikske liv må kaldes et nationalt kompromis.

At forsvare samarbejdspolitikken og samtidig kriminalisere dem, der handlede i tillid med samarbejdspolitikken og tilmed derigennem opfyldte politikernes velbegrundede ønske om at undgå tvangsudskrivning var en betænkelig cocktail.

Stod valget mellem tvangsudskrivning eller oprettelse af korps? Hvis ja, så var soldaterne fra Frikorps Danmark gidsler. Men egentlig kan man ikke finde noget bevis for dette endnu. Det kommer måske, når flere arkiver bliver åbnet.

 

Werner Best slap nådigt

Det pudsige var også de tyske krigsforbrydere, som havde begået mange flere forbrydelser, end de danskere, der blev dømt til døden. Og her afhang det i høj grad af tidspunktet om man fik en dødsstraf.

Men kigger vi på Werner Best, ja så ved vi vel mere i dag end dengang. Han var kynisk og intelligent og kunne snøre folk. Det gjorde han i den grad. Han var en ledende kraft i opbygningen af Gestapo. Han opbyggede den nazistiske forbryderorganisation i Danmark. Men den charmerende overnazist og jurist slap med 12 års fængsel.

Han var symbolet på undertrykkelse, clearingsdrab, jødeforfølgelse og drab og tortur af frihedskæmpere. Hvorfor fik han ikke en dødsstraf?

 

Domstolene ville ikke røre politikerne

Politikernes rolle var det ingen domstole, der ville røre ved. Det blev en parlamentarisk kommission, hvor politikerne frifandt deres egne. Enkelte embedsmænd måtte tage skraldet for de andre, deriblandt generaldirektør Peter Knutzen. Ja en af dem, der dømte ham var højesteretsdommer, der havde været med til at stadfæste interneringen af danske kommunister i 1941. Dette blev anset som grundlovsbrud.

Der blev ikke rejst tiltale mod de store entreprenørvirksomheder, som efter regeringens anmodning havde udført arbejde med at bygge lufthavne og befæstningsanlæg.

 

Manglende rygrad

Juristerne delte sig på spørgsmålet om straf til de krigsfrivillige. Man kan undre sig over de ikke reflekterede over deres egne meritter under besættelsen. Retsopgøret havde sandelig også sine problemer, som man i dag forsøger at ignorere.

Også i den sag, som vi har forfulgt nede i det sønderjyske ignorerede juristerne bare henvendelserne fra den familie, som vi havde med at gøre. Og det har åbenbart været efter ordre fra justitsministeriet.

Domstolene svigtede. De dømte uden at overveje den juridiske synsvinkel, de anlagde i 1945 og årene derefter. Mange jurister har siden været lidet stolte af domstolens manglende rygrad.

 

Jurister var betænkelige

Efter de første straffedomme og den efterfølgende debat fremkom der i december 1945 en henvendelse til regering og Folketing fra 101 fremtrædende jurister, heraf seks juridiske professorer, 13 højesteretsdommere og et par forhenværende højesteretsdommere. I henvendelsen anbefaledes det at gøre den blotte tjeneste i Frikorps Danmark før 29. august 1943 straffri, da der selv om indtræden i Frikorpset måtte betragtes som en national forkastelig handling, efter underskriverens opfattelse, manglede det sikre grundlag for en sådan moralsk fordømmelse, som må være forudsætningen for en straffelov med tilbagevirkende kraft.

En anden af retsopgørets kritikkere var den tidligere politiker og præsident for Københavns Byret, Svenning Rytter, betegnede senere i sin bog, Retsopgøret Efter Besættelsen (1953) dommene over frikorpsfolkene som en uretfærdighed så grel og åbenbar, at alle disse domme burde tages op til revision.

 

Arbejderne led nød

Glemt er, at efter 1 ½ måneds besættelse var dyrtidsreguleringen ophævet, lønningerne fastfrosset. Der blev indført tvungen arbejdsfordeling, betalt en generel lønskat. I september 1940 blev der indført strejkeforbud og tvungen voldgift med andre ord et forbud mod almindelige overenskomstforhandlinger. Ligeledes blev de arbejdsløse, der ”uden rimelig grund” nægtede at tage arbejde i Tyskland, frataget understøttelsen.

Arbejdernes realløn faldt med 20 pct. i de først besættelsesår.

 

Regeringen ville fortsatte

Strejkerne i august 1943 og igen i sommeren 1944 viste at arbejderne var utilfredse. Regeringen gik godt nok af i august 1943, mens embedsmændene fortsatte uanfægtet.

Det var heller ikke med de politiske partiers gode vilje, at samarbejdsregeringen skulle træde tilbage. De ønskede at fortsætte samarbejdet hele krige igennem. Det var måske ikke til klokken tolv, men til fem minutter i tolv. Var det ikke historikeren Hans Kirchhoff, der sagde dette?

 

Holdt tyskerne sig tilbage?

Myndighederne, fagbevægelsen og politikerne kunne ikke mere styre begivenhederne. Det er ikke særlig populært at sige det, men tyskerne viste under hele forløbet en imponerende tilbageholdenhed, når man tænker på, hvor hårdt de slog ned i andre lande for eksempel i Holland. Jo vi ved skam godt at der omkom mange herhjemme under disse strejker og kampe. Dette tema har vi behandlet i andre artikler.

 

Var Danmark med til at forlænge krigen?

Danmark eksporterede 10-14 pct. af de landbrugsprodukter, som tyskerne importerede. Indirekte styrkede dette tyskernes moral. På den måde blev krigen forlænget og flere jøder døde i Kz-lejrene.

 

De danske jøder i Theresienstadt havde det godt!

En dansk gesandt i Berlin skrev i marts 1942, at han absolut ikke ville hjælpe nødlidende jøder for ikke at underminere samarbejdspolitikken.

I juni 1944 besøgte en international Røde-Kors delegation med to danske deltagere Kz-lejren Theresienstadt, hvor der var over 480 tilfangetagende danske jøder. Inden besøget havde nazisterne ryddet lejren og sendt en masse jøder til Auschwitz.

Delegationen lod sig overbevise om, at jødernes forhold var i orden-eller rettere sagt, at de danske jøders forhold var i orden. De danske medlemmer var slet ikke interesseret i andre jøders forhold. De rejste hjem og afgav rapporter om, at forholdene for jøderne i Theresienstadt var glimrende.

Dette var en glimrende propagandasejr for Himmler. De internationale organisationer, der ventede på informationerne fra nazisternes rædselslejre fik intet at vide af danskerne

 

Matador har ikke ret

Kigger vi i den ellers fantastiske serie Matador, så giver serien ikke et retvisende billede af forholdene under besættelsen. Det er slet ikke det glansbillede, at alle danskere, bortset lige fra nogle få tusinde danske nazister, stikkere og værnemagere og østfrontvillige tog del i modstandskampen. Og samfundets bærende lag og eliten var de sidste til at gribe til våben, hvis de overhovedet gjorde det.

I virkeligheden var det systemfjenderne, der gik til modstand. Det var rebellerne i samfundet, kommunisterne på den ene fløj og KU’erne på den anden. Dertil kom skytteforeningerne og dem der ikke var dem, der ikke var demokrater af overbevisning, men som gik ind for en stærk statsmagt.

Folk stod ikke skulder ved skulder og bød tyskerne trods, hvor kun en lille marginaliseret gruppe af medløbere endte på den forkerte side. Alle andre var ikke frihedskæmpere eller gode patroter, som hørte BBC, læste illegale blade og knyttede hænderne i lommen.

 

Glansbilledet blev revet i stykker

Heltebilledet er der endnu. Det stod dog uimodsagt i den kollektive erindring helt frem til 1970erne, hvor den første bølge af revisionistiske historikere begyndte at pille ved skønmaleriet.

Først var det Aage Trommers doktordisputats fra 1971, der argumenterede for, at modstandsbevægelsens jernbanesabotager under krigen stort set ingen militær betydning havde haft. Og siden var det Ditlev Tamms afhandling om retsopgøret efter besættelsen (1984) som pillede endnu en glorie af den nationale selvforståelse og viste, hvilke morderiske udskejelser, de glade befrielsesdage også havde budt på.

Ja og pludselig kunne man læse om Tyskerpiger, ja en af disse bøger er netop genudsendt. Nu kom der pludselig bøger om østfrivillige, stikkerlikvideringer, det økonomiske samarbejde med værnemagten, vilkårene for de tyske flygtninge og om den begrænsede deltagelse i den egentlige modstandskamp.

 

Sandheden ligger måske mellem de to myter

Og nu er det så kræfter, der påpeger, at de kritiske sider af besættelseshistorien har taget overhånd. For hvis det kun er de mindre flatterende sider af besættelsestiden, der når ud til medierne er det et forkert og forvrænget billede man giver af besættelsestiden. Måske ligger sandheden mellem de to myter mellem heroisme og landsforræderi.

 

Hvordan ville du selv have handlet?

Mange i dag især politikere taler meget om ”politisk og moralsk svigt”. Men er det ikke for let at dømme i moralismens og bagklogskabens hellige navn. Der var nogle, der vovede deres eget liv under vanskelig vilkår.

Historikeren Claus Bundgård Christensen har sagt det på denne måde:

  • Man tvinges til at spørge, hvordan man selv ville have handlet i samme situation

 

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Peter Øvig Knudsen: Efter drabet
  • Stefan Emkjær: Stikkerdrab
  • Lis Mellemgaard: Pige i modstandskampen
  • Lis Mellemgaard: Fra tavshed til tale-børn af frihedskæmpere fortæller
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsestiden (1-2)
  • Svenning Rytter: Retsopgøret efter Besættelsen (1953)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 205 artikler om besættelsestiden før, under og efter, herunder (med relation til overstående):

 

  • Besættelsestiden-og det tyske mindretal
  • Frihedsrådet-det kneb med opbakningen
  • Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
  • Besættelsestiden-stadig masser af huller
  • Historikernes besættelsestid
  • Besættelsestiden-det vi har glemt
  • Krigens købmænd
  • Politiet-under besættelsestiden
  • Da Anders Fogh-Rasmussen blandede sig
  • Efter Besættelsestiden
  • Kan man stole på Centralkartoteket?
  • Bovrup-kartoteket
  • Befrielsesdage
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Statsminister Buhl og hans stikkertale
  • Udleveret til tyskerne
  • Sandheden under besættelsestiden
  • Waffen SS-engang en elitehær
  • Jagten på krigsforbrydere
  • Værnemagere
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Likvideret på Nørrebro
  • Den sønderjyske politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Politik under besættelsen
  • Faarhuslejren
  • Det Tyske Mindretal
  • Scavenius-samarbejdets kunst eller forræder
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • I tysk krigstjeneste
  • Landsmænd og jødeflugt
  • Werner Best
  • Duckwitz-den gode tysker
  • Besættelsestiden-skønhedsmaleri eller glemsel
  • SS-absolutte Grusomheder
  • Da krigen var forbi
  • Stikkerdrab
  • Landsforrædere og Landssvigere
  • De forfulgte jøder
  • Flugten over Øresund
  • De mystiske mord ved grænsen (Asmus Jensen) og mange flere  

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden