Artikler
Maj 24, 2024
Kurbadet på Rømø
Jacobsen skabte opmærksomhed. Usædelig livsvandel. Den kejserlige regering holdt hånden over ham – i begyndelsen. Tyske forretningsfolk blev bakket op af Kreditbank Skærbæk. Kunstvæveskole, dampteglværk og et dampskibsselskab. Vadehavsbadet ”Lakolk”. 40 blokhuse. Betegnelsen ”Lakolk”. Den store restaurant ”Kaiserhalle”. ”Strandhalle” og badekabiner. En sportsplads. Hotel ”Drachenburg”. En bro med navnet ”Bifrost”. På jagt efter sælhunde. Rekreationssted for den tyske middelstand. Gode råd til gæsterne. Vin og spiritus fra en af øens kautionister. Badet åbnet den 15. juli 1898. Hotel ”Römerhof”. Ekstra tog til Skærbæk Station. Lakolsk dulmende trylleri. Badet skulle føres videre trods konkurs. Jødiske rigmænd blev ejer af stedet. Cigarstump forårsagede lokal brand. Kreditbank Skærbæks omdømme faldt yderligere. Jacobsen skulle have biskop. Et trøstesløs billedeomkring 1920. Med dæmningen i 1948 kom tyskerne for alvor. Et komisk skær. Komedien forvandlede sig til en tragedie. Flygtede over hals og hoved fra Sydtyrol til Tyskland. Penge til germaniseringen karakter af Ebberød Bank. Det måtte ikke se ud som en finansskandale. Et overraskende indlæg i Hejmdal og Pastor Jacobsen blev smidt ud af Den Tyske Forening.
Jacobsen skabte opmærksomhed
Da pastor Jacobsen blev ansat i Skærbæk i 1884, skete der ting og sager. Han formåede i to årtier at skabe opmærksomhed om sin person og sine projekter. I lange tider tog han ikke afstand fra Køller-regimet. Men også på det område skete der noget.
Usædelig livsvandel
I hans studietid i Kiel vaktes hans begejstring for tidens storgermanske lærdomme. Men det vidste man hvis ikke i Skærbæk. Hans lidet præstelige opførsel og vandel bragte ham hurtigt i konflikt med sognebørnene. Man sagde om ham, at han førte en usædelige livsvandel. Således indskrænkede dette til utugtig berøring af to kvinder, at hvilken den ene var en gift kone, hvis påstande Jacobsen afviste, men som retten fæstede lid til . Den anden, en tidligere tjenestepige i præstegården, til hvem Jacobsen skulle have sagt:
Nu var Skærbæk Sogn et overvejende dansksindet sogn.
Han var selvrådig og led af herskersyge. Derfor fik han uundgåeligt skabt sig hadefulde fjender.
Den kejserlige regering holdt hånden over ham
Hvis nu bare et par af hans projekter var blevet til noget, så havde det kunnet mærkes på beskæftigelsen. Men han manglede kendskab og viden til alt det, som han gik i gang med. Og den preussiske regering, der i begyndelsen bakkede ham op, skred fra ham til sidst. Grunden til dette var at preussiske embedsmænd sandelig ikke skulle falde sammen med ham.
Økonomien bag hans projekter var uholdbar, men den kejserlige regering holdt længe hånden over ham.
Tyske forretningsfolk blev bakket af banken
Det hele startede med Skærbæk Kreditbank den 8. maj 1890. Formålet var at bakke tyske forretningsfolk op, som ville bosætte sig som nybyggere i Nordslesvig. Og i Skærbæk blev der bygget boliger til håndværkere og arbejdere.
Det lykkedes for Pastor Jacobsen, der havde talegaverne i orden at rejse 1.045 medlemmer og 1.584 forretningsaftaler til banken.
Kunstvæveskole og dampteglværk
Næste projekt som Jacobsen fik sat i gang, var en Kunstvæveskole, hvor der udførtes vævearbejde efter gamle nordiske mønstre. Der blev anlagt et dampteglværk ”Surtur” ved Frifelt. På den store hede syd for Gånsager købte pastor Jacobsen flere ejendomme og enkelte lodder. Her blev anlagt karpedamme. I nærheden startede han en tøveproduktion.
Et dampskibsselskab
I april 1897 fik han oprettet et dampskibsselskab med en aktiekapital på 30.000 mark. En lille motorbåd og senere en damper ”Röm”, der i folkemunde fik navnet ”Vandloppen” skulle udføre sejladsen mellem Skærbæk Brohoved og Rømø. Fortagenet fik mange vanskeligheder at kæmpe med. Det blev en tvivlsom forretning.
Vesterhavsbadet ”Lakolk”
Den 4. februar 1898 stiftede Jacobsen ”Vesterhavsbadet Lakolk”, et selskab med begrænset hæftelse. Det blev dannet af fem medlemmer. Ifølge vedtægterne var de alle fem forretningsførere. Hver havde indbetalt 6.000 mark. Den bestod dog ikke af rede penge, men i jord, der var købt for 15.000 mark. Selskabets medlemmer vurderede værdien til det dobbelte.
40 blokhuse
Inden udgangen af 1899 havde man erhvervet 525 ha sandjord på Rømø. På det vestlige klitareal blev der placeret omkring 40 blokhuse, som et rhinlandsk firma havde fremstillet. Det var med farveprangende gavle, karnapper og tårne med skinnende glasursten eller skifer som tagbeklædning. Der var fantasifulde udskæringer som pynt omkring vinduer og på taget.
Adskillige huse fik navne, der skulle minde om den germanske fortid:
Nogle var opnævnt efter tyske kolonier:
Pastor Jacobsen tilhørte det altyske forbund, hvis medlemmer tog parti for boerne, da disse i 1899 begyndte en krig mod England. Derfor så man huse der hed:
Desuden så man også navne som:
Betegnelsen ”Lakolk”
Betegnelsen Lakolk tog man efter navnet på en forsvunden bebyggelse, der efter Johannes Meyers kort over det gamle Nordfriesland indtil 1240 skal have ligget ½ mils vej vest for øen. Der findes meddelelser om forskellige fund af murstenene fra den formodede by derude i havet.
Den store restaurant ”Kaiserhalle”
Den store restaurant fik navnet Kaiserhalle. Den dannede midtpunktet for hele badeanlægget. Her var indrettet et billardværelse, en læsestue, hvor er var fremlagt 30 aviser og endelig en spisesal, der kunne rumme 3-400 gæster. I restaurationens nærhed lå en iskælder, en vinstue og et logihus med 12 værelser.
”Strandhalle” og badekabiner
Fra Kaiserhalle førte en 1.000 meter lang bro, der var bygget på pæle, ud over forstranden til en lille restaurant, Strandhalle, der hævede sig to meter over havbunden. Den lå dog på en meget udsat plads. Under en heftig storm den 5. september 1899 førtes den af bøgerne ud i klitterne.
Til højre for Strandhalle fandtes badekabiner for herrer og til venstre for damer. På det sidstnævnte sted kunne drenge under otte år få lov til at opholde sig. En halv snes år senere opførtes som følge af tidens krav tillige et familiebad.
En sportsplads
På den flade strandbred var anlagt en sportsplads med alle moderne gymnastikredskaber. Lærer Otto Wedler fra Hamborg tog sig af undervisningen. Han gav tillige massage og havde fotoatelier.
Hotel Drachenburg
For at tilfredsstille de badegæster, der ikke ønskede at leje et sommerhus opførtes vinteren 1901 et hotel med 70 værelser og med plads til henved 200 personer. Det fik navnet Drachenburg. I den sydlige ende af badestedet indrettes et varmtvandsbadeanlæg. Gæsterne kunne for 1,50 mark foruden et varmt søbad kunne få romersk – irske bade, russiske dampbade, medicinske bade m.m.
En bro med navnet ”Bifrost”
Mellem blokhusene snoede sig en sti, der var belagt med planker. En klitdal mellem Dûnenberg og Gudrunsruh kaldtes Ginungagab. Den hvælvende bro, der førte over denne kløft, bar det nordiske navn Bifrost. Her var bygget en pavillon, Svanhildsruh. Her kunne de trætte gæster på mægtige stole under bølgernes svage skvulpen hengive sig til et driverliv. I søen lå fladbundede både, der stod til rådighed for børn og voksne.
Det gjaldt om at lokke gæsterne op til dette fjerne sted i riget. Der udsendtes da også hvert år småhefter, gennem hvilke man på en rosende måde bl.a. fremhævede de ferienydelser, øen bød.
På jagt efter sælhunde
Der kunne foretages lange fodvandringer, hvor der var rig lejlighed til at soppe i mudderet og kravle over pigtråd (Schlammwaten und Starcelsrathklettern). Man kunne komme på åle – og rejefangst i prilerne. Med skipper C.K. Thygesens lystkutter ”Manne” eller hans sejlbåd ”Nordpol”.
Man kunne gå på jagt efter sælhunde, og var man forsynet med et preussisk jagttegn, bød havfuglejagt på en god adspredelse.
Rekreationssted for den tyske middelstand
Lakolk skulle ikke betragtes som et mondænt kursted, men snarere være et rekreationssted for den tyske middelstand. Der var i sæsonen ansat en særlig badelæge. I de udsendte hæfter blev der givet gode råd og anvisninger.
Gode råd til gæsterne
Der blev tilrådet gæsterne først efter 3-4 dages ophold på øen at begynde med badningen. Solbad burde tages om formiddagen. Var der stærkt solskin, skulle man iføre sig en lang, let natskjorte. Man skulle ikke forsmå alkohol, fordi trangen til stærke drikke var større her end på fastlandet. I de kølige aftener skulle man tage sig en varm grog, selv om man ellers ikke yndede denne drik.
Vin og spiritus fra en af øens kautionister
Åbenbart benyttede man sig af det kendte firma, J.L. Bruhns & Søn fra Lybæk, der var leverandører af vin og spirituosa. Man følte sig øjensynlig forpligtet til at handle med det, da det var et af feriestedets kautionister.
Hvad kostede det?
Men hvad var datidens priser? Et treværelses fuldt møbleret sommerhus med al komfort kunne lejes for 25 mark om ugen. I denne pris var indbefattet pigehjælp til rengøring, vandindbæring og sengeredning. For de større huse lå prisen mellem 50 og 80 mark pr. uge. Et værelse med seng i logihuset eller på hotellet kostede 2 mark, med to senge 3 mark pr. nat.
Forplejningen blev indtaget på Kaiserhalle og kostede pr. dag 3, 80 mark. For en uge var prisen 24 mark. Børn under ti år betalte det halve. Ønskede man serveringen i sommerhuset, kom der en mindre prisforhøjelse. Et bad kostede 60 penning. Leje af strandkurv kostede to mark pr. uge. Inden for selve området, der hørte til Lakolk, måtte der ikke bades fra åben strand.
Kurtakst med to daglige koncerter
I de første år fremhævede man, at der ikke skulle betales kurtakst. Men en sådan indførtes dog fra 1907. Den beløb sig til 4 mark. Men så kunne man også to gange dagligt overvære en koncert med et orkester fra Hamborg.
Badet åbnet den 15. juli 1898
Badet blev åbnet den 15. juli 1898. Den første sommer var der 300 gæster. I 1899 1.106. I 1900 var der 1.853 og i 1901 kom der over 2.000. Derefter sank antallet. Det skyldtes sikkert badets finansielle forhold.
Hotel Römerhof
Lakolk kunne, som det stod i brochurerne nås af søvejen fra Hamborg, over Helgoland og Sild. Man kunne tage med toget til Skærbæk. Her blev gæsterne ført til Skærbæk Brohoved og kunne så med den omtalte damper nå øen i løbet af en time.
Fra anlægsbroen ved Kongsmark, hvor man havde opført hotellet Römerhof førte en skinnevej tværs over øen. I en trolje, der blev trukket af en hest, kom man på tyve minutter til en lille stationsbygning Lakolk, hvor post – og telegrafvæsnet havde til huse. Ja her havde direktionen også sit sæde.
Ekstra tog ankom til Skærbæk Station
I tyverne kaldte man dette anlæg for Danmarks eneste rentable bane. Driftsomkostningerne var jo minimale. I højsæsonen indsattes ekstratog. I en lille notits i Flensborg Avis den 6.7.1901 hed det:
Lakolks dulmende trylleri
Man forsøgte i den grad at fremhæve ”Lakolks dulmende trylleri, sundheden, der kunne hentes i den ozonrige luft” eller gjorde opmærksom på øens mange ejendommeligheder, så fik badet samme skæbne, badegæsterne opførte langs bredden. Den 2. oktober 1903 blev hele herligheden erklæret konkurs.
Badet skulle føres videre trods konkurs
Men der blev besluttet, at stedet under alle omstændigheder skulle føres videre. Om det var hensynet til den germaniserende virkning, man tillagde et blomstrende Lakolk, er uvist. Det kaunne også være hensynet til de indflydelsesrige altyskere ellertil det store lån. Det kunne også være frygten for at Lakolk kom på danske hænder.
Allerede i sommeren 1902 havde pastor Jacobsen nedlagt sit hverv som forretningsfører. De andre fratrådte også. Nye folk blev valgt.
Jødiske rigmænd blev ejer af stedet
Efter at andelskapitalen var gået tabt blev der dannet en ”Værneforening af obligationærerne fra Lakolk”. En nystiftet forening ”Berliner Bädergesellschaft”, et broderselskab til det altyske forbund. Det var lidt af skæbnens ironi, at det var jødiske rigmænd, der blev ejere af badestedet. Dets grundlægger, pastor Jacobsen, var medlem af det jødefjendske altyske forbund. Tanken var dengang at Lakolk skulle være et jøderent badested.
I 1920 var det den svenske ritmester Gottlieb Bruunstrøm af Engelsholm, der så i de følgende år afstod blokhusene til forskellige hjemlige købere.
Cigarstump forårsagede lokal brand
Uvist på hvilken måde, var der i sommeren 1902 kommet en brændende cigarstump ind i et pengeskab, hvor regnskabsbøgerne blev opbevaret, så hele hovedbogen blev forkullet. Det var derfor umuligt at få et overblik over aktiver og passiver.
Statsadvokaten indstillede pastor Jacobsen til en fængselsstraf på tre måneder. Men de sagkyndige havde forskellige opfattelser af forløbet. Så dommen blev på frifindelse. Men alle stiftere led økonomiske tab og vanæren hvilede over dem.
Modsætningen i den tyske lejr var for store til at Jacobsen alene kunne bruges som den eneste syndebuk i Skærbæk Sogn. Embedsmændene og altyskerne havde modsatte interesser.
Kreditbank Skærbæk’ s omdømme faldt yderligere
Bankens omdømme faldt yderligere, da den afskedigede anden direktør, Paak den 12. januar 1905 flygtede fra Skærbæk iført kvindeklæder medtagende 8.500 mark fra bankens kasse og ifølge rygtet, efterladende en skrivelse, i hvilken han truede med afsløringer, hvis man søgte efter ham og fandt ham. Paak blev aldrig fundet.
Jacobsen skulle have været biskop
Pastor Jacobsen som en overgang var på tale til at blive biskop i Slesvig blev suspenderet. Den 18. august 1904 fik han sin afsked uden pension. Han forlod det stormfulde Vestslesvig og bosatte sig i Sydtyrol. Her blev han frimenighedspræst for en tysk-evangelisk menighed.
Et trøstesløs billede omkring 1920
Lakolk blev i 1919 indrettet som rekreationshjem for børn (Kinder-Erhololungsheim). Men ak resterne af det stolte kursted blev overhovedet ikke vedligeholdt. Alt var i forfald. Husene var delvis rådne. Malingen var for længst borte. ”Jernbanestationen”, gasværk, stald samt restauration var i ruiner. Pavilloner og broer var gået al, kødets gang. Det hele var et trøstesløs billede omkring 1920.
Med dæmningen kom tyskerne for alvor
Men der kan bygges på ruiner og det blev der. Det var dog først efter åbningen af Rømødæmningen i 1948, da øen blev draget ud af sin isolation at dette vesterhavsbad er blevet sommerens store mål. Den herlige badestrand, der ikke spørger efter sindelag og race, herkomst og stand drager masser af turister til sig hver sommer. Og hvor tit har vi ikke cyklet fra Tønder hertil.
Et komisk skær
Det var et lidt komisk skær over mange af pastorens projekter. Og følgende er faktisk sagt af ham selv:
Komedien forvandledes til en tragedie
Komedien forvandledes til en tragedie. Den økonomiske kriminalitet bag de mange foretagender blev åbenbar. Korthuset ramlede sammen. Deportation til Sydtyrol. Udstødelse af Den Tyske Forening, tabet af to sønner i Første Verdenskrig og en fysisk lammet hustru.
Flygtede over hals og hoved fra Sydtyrol
I 1915 da Italien kom i krig måtte Pastor Jacobsen flygte over hals og hoved til Tyskland efterladende sine ting. Jacobsen døde ved Bielefeld i 1919. Hans fuldstændig lammede enke overlevede ham i mange år og døde hos en datter, der boede i Marienbad i Tjekkoslovakiet.
Penge til germanisering karakter af Ebberød Bank
Men præsten med de mange jern i ilden bør tages alvorlig. Hans kolonisering med lån, jord (Boden) og rigstyskere (Blut) overgik i visioner, hvad de preussiske myndigheder selv kunne have fundet på.
Pengene til germaniseringen fik i stigende grad karakter af Ebberød Bank.
Det måtte ikke se ud som en finansskandale
I tyske embedsmandskredse viste man at pastor Jacobsen var en lyssky person. Ved en lejlighed blev der kastet kejserlige fondspenge efter præstens dårlige og formøblede penge. Og kejserlige penge måtte ikke bringes til at lugte i forbindelse med en finansskandale.
Biskop Kaftan måtte tage forgæves til Skærbæk for at bede pastor Jacobsen om at gå. Det afslog denne arrogant. Jacobsen var en aggressiv altysker, indtil han efter sammenbruddet delvis fortrød sine handlinger.
Et overraskende indlæg i Hejmdal
Kilder hævder, at Jacobsen hele tiden var tilhænger af Köler – politikken, men de glemmer Hejmdal-interviewet den 11. maj 1903. Om formiddagen var Nicolai Svensen i kirke, hvor han hørte præstens prædike med den veltalenhed, han kendte fra sin barndom. Prædiken var sikker og veldisponeret. Om eftermiddagen havde Nicolai Svendsen en lang samtale med pastor Jacobsen i hans studieværelse. Pludselig sagde pastoren meget overraskende:
Dette kom som en kæmpe overraskelse og var årsagen til at Jacobsen blev smidt ud af Den Tyske Forenings bestyrelse. Og den 14. maj 1903 takkede Jacobsen ligeledes i Hejmdal for den helt korrekte gengivelse.
Jacobsen havde også afsløret at den prøjsiske regering havde planer om at overtage Dannevirke. Alt dette skete midt under en valgkampagne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 20, 2024
Ophavsret
”Muligvis ophavsrettigheder” står der ofte, når du vil dele et billede. Og det kan blive meget dyrt for dig, hvis du ikke respektere disse rettigheder. Og selvfølgelig skal de respekteres. Her troede man, at 50 år var grænsen. Men der findes ophavsrettigheder op til 70 år. Begå ikke de samme fejl som denne sides redaktør. Bwgewbwt ”rimeligt brug” Du tillader selv Facebook en række rettigheder. Bryder Facebook ophavsrettigheder? Hvis et billede er delt, forsvinder det ikke. Ikke alle skal anerkende ytringsfriheden i Danmark. Facebook har deres egne regler. Og Facebooks robotter misforstår ofte budskaberne. Brugsretten er blevet overtaget. Du har selv godkendt Facebooks betingelser. Det er nu engang dit eget ansvar, når du deler ulovlige fotos. Og så henviser Google sandelig først til piratkopierede artikler eks. Fra dengang.dk
Muligvis ophavsrettigheder
Vi har oplevet flere gange, hvor rettighedshavere har krævet penge af os. Vi har ulovligt brugt fotos, som folk har haft rettigheder til. Og det er jo ikke noget vi gør i ond mening. Kigger man efter på Nettet står der jo også anført ”muligvis ophavsrettigheder”
Det er ikke sjovt med trussel om retssag eller betal med det samme.
Her troede vi at 50 år var grænsen
Og her troede man at 50 år var grænsen for dette, nej det er det bare ikke. Det er ærgerlige penge, der er gået tabt til at bringe fotos, hvor man troede at der ikke var nogen som helst ophavsrettigheder.
Begå ikke samme fejl som denne sides redaktør
Selv modelfotos af mad er der ophavsrettigheder på. Og nogle venter på, at du så har brugt det samme fotos tre gang, og så smækker kassen for alvor. Så pas på derude. Begå ikke samme fejl som denne sides redaktør.
Begrebet ”rimeligt brug”.
Og for at gøre tingene værre, så findes der forskellige tolkninger af ophavsrettigheder. I USA og visse andre lande følger man doktrinen ”rimelig brug”, mens andre lande, herunder EU har andre undtagelser eller begrænsninger for ophavsret. Disse undtagelser eller begrænsninger tillader brugerne at anvende ophavsretligt beskyttet materiale, hvis det er relevant. Men her skal du om nødvendig søge juridisk hjælp for at kunne forstå dette.
Og had er ”rimeligt brug”, ja det er lige så kompliceret.
Godt nok står det noget om, at kun originale værker er berettiget til ophavsretsligt beskyttet. Men det behøver nu ikke kun at være skaberen, der har den rettighed. Man har kunnet købe disse rettigheder eller arvet dem.
Ophavsretten er op til 70 år
For almindelige mennesker er der 50 års ophavsret fra datoen på billedet, der er taget. Men for professionelle fotografer og pressefotografer gælder den regel, at der gælder 70 år fra fotografens død og ikke fra billedet er taget
Du skal derfor især være opmærksom på Ophavsretslovens §63:
Du tildeler selv Facebook en række rettigheder
En anden vigtig ting, som du skal være opmærksom på er, at når du opretter en profil på Instagram, Facebook, Twitter og alle de andre, ja så siger du ja til deres betingelser og tildeler dem en række rettigheder.
Du siger blandt andet ja til at Facebook må bruge dine uploadede billeder til egen eller anden brug uden hverken at kreditere eller informere dig om dette. Det betyder dog ikke, at billederne ikke tilhører dig, for det gør de selvfølgelig stadig.
Bryder Facebook selv ophavsrettighederne?
Bryder Facebook ikke ophavsretten, når de videregiver eller bruger billeder, der ligger på folks profiler? Tænker du måske. Svaret er både ja og nej. Ved at opsætte betingelser for brug af tjenesten, som brugerne skal acceptere, sikrer de sig retten til at anvende billederne.
Hvis et billede er delt, forsvinder det ikke
Du har selvfølgelig til en hver tid ret til at slette billeder på din Facebook profil. Dette bestemmer Facebook ikke. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at billederne er forsvundet for evigt. Hvis en person har delt dit billede, figurer det stadig i Facebooks regi, og derfor kan de stadig bruge billedet uden din tilladelse.
Hvis du på et tidspunkt ønsker at slette din profil, skal Facebook slette samtlige oplysninger. Dog, hvis et eller flere billeder er blevet delt, forsvinder der ikke.
Ikke alle skal opfylde ytringsfriheden i Danmark
Mange politikere har i tidens løb forsøgt at gøre op med Facebook. Det har de scoret mange billige point på. Det er endnu ikke lykkedes. Og her troede man at alle skulle opfylde ytringsfriheden i Danmark.
Facebook har mange regler
Hele ideen bag Facebook – netværket er at dele oplevelser, billeder, videoer, artikler og statusopdateringer med venner og bekendte. Det er derfor vigtigt at overveje, hvad du uploader, inklusiv om det du uploader, skal være offentligt eller kun for venner. Det gælder både for tekstindhold og billeder.
Facebooks robotter misforstår budskabet
Facebook har regler for eksempel sprogbrug opførsel og annoncering. Husk, at det er nemt at blive hængt ud for noget, man har skrevet på Facebook. Ofte misforstår Facebooks robotter en overskrift. Den kommer frem til det stikmodsatte af det, du har skrevet. Og det kan sandelig være et problem, når man beskæftiger sig med historie. Ja selv et enkelt ord, som du bruger, kan være skyld i, at du udspreder vold og terrorisme.
Du kan risikere at bruge et ord/betegnelse som i 1920erne og 1930erne var ganske almindelig, men som i dag anses for at være racistisk og på Facebooks ”Forbudt-liste”.
Brugsretten er blevet overtaget
Facebook har ikke overtaget rettighederne til dine billeder, men de har overtaget brugsretten. Så tænkt dig om, når du uploader billeder på Facebook.
Andre medlemmer på de sociale medier må ikke kopiere eller bruge dine billeder eller artikler, men de må gerne dele. Men når de bruger dine artikler uden kildeangivelse som om de selv har skrevet den, er det ulovligt. Dette er sket i mange tilfælde for dengang.dk.
Du har selv godkendt det
Ja selv dit profilbillede kan blive brugt af Facebook. Du har godkendt det under installationen eller i dine privatindstillinger. Facebooks brugere har ikke de samme rettigheder. De må ikke bare bruge dine fotos eller artikler uden at du har sagt ja.
Når du først har godkendt betingelserne, kan du ikke modsætte dig at udbyderen bruger dine billeder til reklame eller sælger billederne til andre i overensstemmelse med vilkårene.
Det er dit eget ansvar at finde ud af, om det du foretager dig på Nettet og Facebook er lovlig. Ligesom man skal angive kilder, når man laver artikler, skal man også angive så meget man kan finde ud af om de fotos man anvender.
Det er dit ansvar, når du deler ulovlige fotos
Det er også dit ansvar, hvis du deler ulovlige fotos fra andre.
Som vi tidligere har nævnt, udgør Facebooks aktiviteter cirka 1/3 af www.dengang.dk ’ s samlede aktiviteter. Vi treo0de at vi blevet mere påpasselige i brugen af fotos – men vi er ”faldet i” for mange gange. Selvfølgelig skal vi respektere rettigheder. Og normalt må man gerne bruge vores mange artikler. Det eneste krav, som vi stiller, er at man husker, hvor man låner det fra.
Vi har heller ikke altid været lige flinke til at henvise til kilder i hvert fald ikke i begyndelsen – men også dette har vi lært. Læs om andre faldgruber på de sociale medier i vores artikeloversigt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 9, 2024
Rens – for mange år siden (1)
Der boede mange i husene i Rens. Tre børn indebrændte. Byen havde også industri. Og så var der 2-3 kroer og et ukendt antal smugkroer. Mange tog fra Rens ud at tigge. At have køer til de fattige. Fattigdom blev fremmet grundet drikkeriet. Skoleforholdene var ikke gode. Alle koner og piger kniplede i byen. Overtro og varsler trivedes. Kirkelivet fungerede. Pastoren drak og spillede kort. Kun fire bønder i byen havde penge. Da kosakkerne hjemsøgte Rens. Det fine jagtselskab hos Mosekonen. De to kolonist-familier på Rens Mark- Lærer Petersen havde en hård skæbne. Koldfeberen rasede. Man ”sad oppe” fra Mikkelsaften. For markarbejderne kunne det være bidende koldt. Markmanden og vægteren i Rens. En pranger var der også. Man troede på de underjordiske. Åreladning, kopsætning og smeden, der trak tænder ud. Sådan kurerede man ”Engelsk syge” i Rens. Da rakkeren blev jaget ud af byen. Hvad fik man at spise på gårdene i Rens. Begravelseshøjtidelighed varede i to dage. En for-brand.
Der boede mange i husene i Rens
Landsbyen Rens har større ”betydning” før end nu til dags. Det var den største by på egnen med 20 større gårde. Der var lige så mange Kådnere og Inderster. Og så forsynede Rens de omliggende byer med tjenestefolk.
Huse og ejendomme i byen var overbefolkede. I Nørregade udlejede ”Henne Smei” en lejlighed ud bestående af et rum med alkove og køkken. Her boede en familie med bestående af seks personer. Manden var dog ”ude at tjene”.
Tre børn indebrændte
Her skete der en morgen et drama. Konen arbejdede på fabrikken. Bedstemoderen gik rundt og tiggede mælk. Et af børnene havde fået fat i tændstikker og satte ild til sengehalmen. I den stærke røg kvaltes alle tre børn, mens huset blev reddet. Man lagde de tre afsjælede legemer på græsset foran bagerens hus.
Byen havde også industri
Byen havde også industri. Den havde et betydeligt brændevinsbrænderi og en klædefabrik med spinderi. Efter 1864 var disse virksomheder dog ikke i stand til at klare sig selv for den tyske konkurrence. På fabrikken arbejdede et stort antal tyske svende delvis med familie, men de blev dog ikke i området med undtagelsen af familien Danke, som blev godt danske. Nu var moderen nu også fra Varde.
Der var 2-3 kroer plus smugkroer
Byen havde 2-3 kroer og lige så mange købmænd (høkere). Så var det dog også lige et par smugkroer. To af de længst eksisterende hed ”æ lille Apotek” og ”Zur schönen Frau”.
Mange tog fra Rens for at tigge
Efter Napoleonskrigene og indtil 1840 var de økonomiske forhold meget dårlige og fattigdommen stor. I 1840erne blev forholdene dog forbedret.
Mange tiggere drog fra Rens til de omliggende landsbyer for at ”fægte”. Rens og Sønder Løgum var berygtede for deres tiggere. En gammel myte sagde om Sønder Løgum, at her fandtes kun et ærligt menneske, og det var en fåretyv.
At holde et par køer for de fattige
I byen gik kvinder og børn om morgenen omkring for at ”hente” mælk hos bønderne. Nogle bønder stod øvrigt klar til at hjælpe de fattige. Gamle Anders Andersen sagde således:
Fattigdommen blev fremmet grundet drikkeriet
Fattigdommen blev også stærkt fremmet af drikkeriet. Der blev drukket meget i kroerne og derhjemme. Også bønderne sad på kroerne og drak. En bondemand havde således en dunk stående i sengehalmen, hvor han så fandt hen med jævne mellemrum. Men han sagde altid:
Der var ikke så meget kulturliv og politik i Rens i slutningen af 1800-tallet. Man havde to tyske aviser ”Altoner Merkur” og ”Itzehoher Wochenblatt”. Bladene kom først hen til læreren, som ude i siderne oversatte fremmedordene.
Skoleforholdene var ikke gode
Skoleforholdene var ikke gode. Den gamle skole var et gammelt hus. Om vinteren gik der omkring 100 børn til skole. Når døren blev åbnet i frikvartererne, stod der en damp og en hørm ud som fra en studestald.
Drengene lærte – læsning, skrivning, regning og en masse religion. Mange kunne ”Biskop Balles Lærebog” udenad fra begyndelsen til enden. Pigerne lærte ikke at regne. Den gamle lærer H.P. Callesen havde om vinteren sin søn som hjælper. Læreren var en god og samvittighedsfuld mand men opgaven var for stor.
Nogle af bøndersønnerne gik i skole hos degnen i Burkal, Andersen, hos hvem de lærte tysk og vel også andre ting, som de ikke lærte i Rens.
Alle koner og piger kniplede i byen
I 1820 – og 30’erne kniplede næsten alle koner og piger i byen. Husarbejdet blev gjort af mændene, for kniplepigerne måtte ikke ødelægge deres bløde hænder. En gang om måneden gik mændene til Tønder med kniplingerne. Med hjem havde de nyt garn og nye mønstre. Men til sidst blev priserne på kniplingerne så dårlige, at arbejdet ikke kunne betale sig.
Kniplerskerne kom sammen om aftenen et sted på skift for at spare på lys og varme på grund af den store fattigdom. Også andre mødtes om aftenen. Det handlede om nyt fra byen, krigserindringer og spøgelseshistorier.
Overtro og varsler trivedes
Overtro og varsler trivedes i Rens. Spøgelser, gengangere og underjordiske var der også. Nede i Belhy på vejen til Pebersmark boede helt sikkert underjordiske. Hekse eksisterede her også.
Sønderåen forlod engene og banede sig vej gennem højt agerland. Er der gravet en kanal? Man ved det ikke. Så meget står fast, den gamle å (Holmstrømmen, var engang den store å. Broen over Gammelå blev kaldt ”Storbro”, selv om åen ikke var bred. Men fra gammel kaldte man broen for dette navn.
Kirkelivet trivedes
I slutningen af det 18, århundrede blomstrede et rigt kirkeligt liv i Rens. Sognet havde nemlig dengang en meget dygtig præst. Det var den kendte Pastor Petersen, en farversøn fra Sønderborg. Han var en stor prædikant.
Folk fra Rens gik flittigt i kirke, ja det blev fortalt, at der om søndagen kun blev en hjemme for at koge og se efter kreaturer. Der blev holdt kirketugt, og det hjalp dengang. Petersen var meget påvirket af Herrnhuterne. Der var mange af dem i sognet og i Rens.
Pastoren drak og spillede kort
Efter Petersen død forfaldt det religiøse liv. Hans søn som blev præst efter ham, kunne nok prædike, men hans liv stod i modsætning til hans forkyndelse. Han drak, spillede kort og kom beruset på ”stolen”. Med ham kom Rationalismen. Der blev åndelig død indtil 1850.
”Du har galet længe nok – sorte Koch”
Da kom den danske præst, sprogmanden, den lærde Pastor Koch. Han fik igen kirken fuld af folk. Han var flink mod folk, når de kom til ham. Men han var det finde bymenneske (Københavner) og forstod ikke at få indgang til den landlige befolkning, og det var kedeligt.
Anderledes med hans efterfølger hjemmetyskeren Pastor Grauer. Han var af sønderjysk bondeslægt og forstod bønderne. Når han gik til eller fra kirken på ”Langstien” havde han altid en skare folk om sig.
Da Pastor Koch måtte rejse i 1864 brølede bondesønnerne fra Burkal:
Byens storhedstid endte, da udstykningen tog fat. Gårdene forsvandt en efter en. Brænderiet blev nedlagt og klædefabrikken nedbrændte og blev ikke genopbygget. Befolkningstallet gik stærkt tilbage.
Kun fire bønder i byen havde egentlig penge
De fattige dage i Rens var mellem 1820 og 1870: ved den østligste gård i byen opstod senere møllen. Det var kun 4 bønder i byen, der egentlig havde penge. Peter Jacobsens gård blev antændt af en sindssyg man og brændte. Hele besætningen brændte. Det var i den fattige tid i 1852. Småfolk bjergede så meget godt kød af de døde kreaturer.
Da kosakkerne hjemsøgte Rens
Kosakker har også hjemsøgt Rens. De plyndrede og lod kun jern og sten ligge tilbage. På Laust Tingleffs gård kom de dog til kort. De havde gemt deres penge og værdisager i eller under den store lænestol og i den sad Laust Tingleffs mor på skatten. Kæltringerne ville nu undersøge stolen og befalede moderen at stå op. Men Hun var bomstærk og de kunne ikke rokke ende. Pengene var reddet.
Stamfaderen til familien Jansen på kroen og Kresten Jensen kom også i klammeri med kosakkerne, men han var en god rytter og havde en god hest på hvilken han red over ”æ Vestre Skytt”. De kunne de ikke og han flygtede over heden.
Det fine jagtselskab hos mosekonen
Engang var der et fint jagtselskab vest for Rens på de store heder og moser. Til sidst kom selskabet også på Hovmosen. Mosekonen holdt smugkro og herrerne tog ind for at spise frokost. Hos mosekonen gav det kaffepunch. Det smagte selskabet udmærket. Efter at selskabet havde sat sig til bords bemærkede Nissen tørt:
Det fandt de herrer nu ikke var så smart. Og værre var det, at Nissen bemærkede, at konen om morgenen havde ”følt” hønsene, og at hun anså det overflødigt at vaske sig. Om punchene derefter blev stående, vides ikke.
De to kolonister på Rens Mark
På Rends Mark var der kun to kolonister (Familier) mens der ved Lille Jyndevad var flere. Det ene kolonisthus brændte ved lynnedslag 1873. Lynet dræbte også gamle Peter Herder. Sønnen Johan Herder ægtede Hans Hjulers søster Stina. Men hun døde barnløs. Enken giftede sig med Johan Meier.
Den gamle Peter Herder var i mange henseende en original. Han var vidt og bredt bekendt for sine kure mod hugormebid. Patienterne måtte drikke en masse te lavet af Peter og så strøg han såret. Og mumlede nogle ord – måske en slags besværgelse. Disse behandlinger kunne ikke udføres på egen grund. Derfor blev patienten ført over på en nabomark, mens de behandlede ham.
I Rens levede man småt. Der blev slagtet en gris og et får hvert efterår. Klæderne vævede moderen selv efter at have spundet garnet.
Lærer Petersen led en hård skæbne
På et tidspunkt var der en lærer i Rens, der hed P.H. Petersen fra Emmerlev. Han var udgået fra det danske seminarium i Tønder før 1864. Han var en tid huslærer hos den danske præst Koch der viede ham til hans kone i skolen under Dannebrog. Denne lærer viste meget tålmodighed over for børnene. Men undertiden blev han ret hidsig og så vankede der klø.
Lærer Petersen led en hård skæbne. Hans kone døde. En datter druknede sig i åen og en den datter døde som ung kone. Dette var selvfølgelig ikke gået sporløst forbi ham. Det var måske årsag til, at det sidst gik ned ad bakke for ham.
Koldfeberen rasede
Om efteråret var en masse daglejere og sommerkarle arbejdsløse. Mange af dem drog til marsken, Nordstrand og Pelworm for at tærske. I marsken herskede dengang koldfeberen (æ Kold). Det var en farlig sygdom. Mange tærskere kom hjem med den og kunne ikke kom af med den.
Man ”sad oppe” om aftenen fra Mikkelsdag
Til Mikkelsdag begyndte man at sidde oppe om aftenen. Bonden havde et tykt talglys for sig på bordet. Det skulle oplyse stuen, som dog henlå i halvmørke. Konen og pigerne kartede, spandt eller strikkede. Karlene snoede tyder (halmreb). Om vinteren hvilede alt markarbejde.
Markarbejdet kunne være bidende koldt
Tidligt i marts begyndte markarbejdet i bedende kulde. Drengene måtte passe fårene og karlene begyndte at rydde grøfterne. På Søndermarken var disse tørre. Så kom ”Flaw” – gravningen og tørvestrygningen. Omkring midsommer begyndte høsten. Længe før var kreaturerne kommet ud.
Når vejret var godt om sommeren, var hyrdelivet dejligt. Man havde godt smørrebrød med. For – og efteråret måtte de døje med meget kulde. De fattige drenge i Rens havde ikke varmt tøj på. Man startede ofte med græsslåning kl. 3 -4 om morgenen. En forsvarlig madkurv havde de med. Hen på formiddagen kom bonden selv med grød.
Rugen var den vigtigste kornsort i Rens. Når denne var høstet, blev der holdt ”Rowhøtte”. Så fik man vinsuppe og kogt skinke, derefter punch. Alle der hjalp i høstarbejdet var inviteret.
Markmanden og vægteren i Rens
Byen havde naturligvis også en markmand, som gik afvekslende i kost hos bønderne. Om aftenen gik han rundt omkring gårdene og noterede det kvæg, som han havde fundet på fremmed område. Det skete med en kridtstreg på en bjælke i stalden.
Om vinteren havde man også en vægter. Vægteren passede også på at fårene ikke gik over den værste rug. Snuppede han nogle får kom de i ”æ hellet”. Dette udløste en bøde på 10 Pf. Men nu gik det ofte for mange punch i den.
Indtil ca. år 1900 var der en nattevægter i Rens. På brystet havde han et skilt, hvor der stod ”Nattevægter”. Som regel havde han en tyk stok i hånden og fulgtes af en hund. Han gik byen rundt og sang hver time f.eks.:
Nattevægteren skulle holde øje med ildløs. Han skulle også høre efter, om der var roligt i staldene.
En pranger var her også
Jo der levede skam også en pranger i Rens, som handlede med får og ”simple” kreaturer. Han var altid kørende i en gammel fjedervogn forspændt en gammel krikke. Han var kvartalsdranker og blev ofte længe borte, så han blev eftersøgt.
I Rens var der også ”æ Armhus”
Man troede på de underjordiske
I Rens troede man i gamle dage fuldt og fast på at der boede underjordiske i ”Belhy”. Manden fra Pebersmark gik en aften hjem fra Rens. Han så en mand kom gående foran ham. Han ville da gerne have et følgeskab med ham og satte farten op. Men han kunne ikke afhente manden. Ankommet til ”Belhy” bøjede manden ned ad marken ved højen- og var borte.
Åreladning, kopsætning og smeden trak tænder ud
Dengang brugte man masser af åreladning og kopsætning. Alt gik godt, og der kom ikke til blodforgiftning og det kan undre. Det ladejern man brugte var rustent og blev aldrig desinficeret. Konen, der udførte ”Operationen” tørrede jernet af i forklædet efter brug. Mange får det foretaget flere gange om året.
I huset foran kommuneforstander Hans Højst, sad smeden flere gange på knæ og trak en eller flere tænder ud med en knibtang fra ”æ smirre”
Sådan kurerede man ”Engelsk Syge”
Så kunne man også kurere ”Engelsk Syge” i Rens:
Da rakkeren blev jaget ud af byen
Øst for byen Jyndevad i Sandpoldene lå for mange år siden byens smedie. I gamle dage var det strengt forbudt at flå selvdøde dyr og navnlig heste. Man skulle give rakkeren i Tønder besked, så kom han og flåede dyret og begravede kroppen. Huden tilhørte rakkeren som vel også fik et lille pengebeløb for det.
Ordentlige folk rørte ikke ved et ådsel. En dag lå en gammel krikke død ikke langt fra smedjen. Rakkeren var nu kommet for at øve den sidste vennetjeneste mod det gamle dyr. Da opdagede han at skoene var taget af. Intet lå ham nærmere end at tro at smeden var gerningsmanden. Rakkeren havde måske heller ikke helt uret. Hestesko dengang havde en vis værdi.
Rakkeren var til hest og red nu hen til ”smirre” og forlangte skoene. Smeden nægtede at kende noget til dette. Der kom til klammeri og skænderi mellem de to. Rakkeren truede med at stikke en kniv i dørkarmen over indgangen, så var huset uærligt.
Rakkeren stod nu truende med kniven og ville stikke til. Men nu tog smeden en glødende jernstang ud af ilden og sprang hen mod rakkeren og jog det glødende jern mellem hestens bagben og lovede også rakkeren en omgang. Denne tog i fuldt firspring ud gennem byen og er ikke set siden.
Hvad fik man at spise på gårdene i Rens?
Hvad fik man at spise ude på gårdene i Rens dengang?
Boghvedegrød var meget yndet. Man sagde at byen Eggebæk blev kaldt for ”Grødbæk”. Her fik man boghvedegrød 21 gange om ugen. Måske var det nok lige lidt overdrevet.
Gildekost til ”Rovhøtte og begravelser var kogt skinke med stuvede kartofler og hvedebrød. Dertil søbede man en rigtig vinsuppe, men af tallerkner.
Begravelseshøjtidelighed varede i to dage
Begravelseshøjtiderne var hos bønderne i Rens meget store og varede i to dage. Om morgenen kom præsten og degnen for at tale og synge liget ud. Hele følget fik så kaffe og kager. Efter hjemkomsten fra kirken gik man til bords. Ved denne lejlighed fungerede en skaffer. Gamle lærer Petersen havde det hædershverv at ”sætte på rette plads”. Det var undertiden lidt svært at finde rangfølgen.
Om eftermiddagen gav det kaffe og kage. Mændene fik en kaffepunch. Til aftensmad gav det te og godt smørrebrød. Og mændene fik igen punch – denne gang en te-punch.
Den anden dag gav det kun middag og kaffe. Selskabet var blevet meget mindre. Og så fik man ”æreøl”. Tallerkner, galer, knive osv. Blev lånt hos gæsterne.
En for-brand
Der skete mystiske ting i Rens. Ja det har vi egentlig allerede hørt om. For en gård I Rens var der set en for-brand. Gården er dog ikke brændt endnu. Alligevel er det noget at fortælle om dette varsel. Gården blev i 1890erne brudt ned og nogle fag bygning blev solgt til tre forskellige ejendomme på Bramsted Mark, Egebæk Mark og Lille Jyndevad Mark. Her blev byggematerialet anvendt til tilbygninger. Under et heftigt tordenvejr omkring 1900 slog lynet ned i disse tre ejendomme og de nedbrændte alle tre på en dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Artikler fra Slogs Herred
Maj 4, 2024
Fattighuset i Hostrup Sogn
Bagerst i artiklen kan du finde en oversigt over 41 artikler fra Slogs Herred. Fattigforsørgelse fra 1738. Afgifterne forhøjet i 1740. En fattigkapital på 960 mark. Kling-pungen indført 1719 i Tønder Amt. Penge testamenteret til de fattige. En gård blev købt på Fattigkassen regning. I 1830 var der 32 personer på Fattiggården. I 1843 blev der sat ild til Fattiggården. Måtte ikke gå på kro men skulle gå i kirke. Straf og forbud. Brændevin og tobak tilladt i begyndelsen. Den uheldige fattigfoged. Ottsen blev ny bestyrer af Fattiggården. ”Tilstrækkelig mættelse” Fattiglemmer mistede deres personlige frihed. Johanne fortalte om oplevelserne til halvbroderen. Børnene skulle tage del i arbejdet. Klæderne blev taget bort om aftenen. Masser af håndarbejde De forskellige beboere. Han kravlede mod Solderup. Maren kendte ikke sin søn. Afføring direkte ned i grøften. Matthias Ottsen mistede kone, svigermor og fem børn i løbet af få år. Stanken bredte sig.
Fattigforsørgelse fra 1738
Længe inden man fik Fattighus i Hostrup Sogn blev det sørget for de fattige. Således blev fattigforsørgelsen i året 1738 indrettet således:
Afgifterne blev forhøjet i 1740
Således var paragrafferne. Hvordan det blev udført i praksis, vides ikke. Men i hvert tænkte man på de fattige.
Den 17. december 1740 besluttede præst og ”Ottemænd”
at der skulle betales 1 Mark lybsk udover det ordinære af hver plov.
En fattigkapital på 960 mark
Den førnævnte fattigkapital på 960 Mark lybsk er opstået ved frivillige gav større gaver. Pastor Eichel, som var præst i Hostrup fra 1722 – 1767, at de 300 Mark blev skænket i hans tid af Lorenz Petersen i Hostrup. Resten stammer vel så fra forrige tider.
Men der kom mere til. Hans Lassæus af Store Tønde stiftede et legat på 100 Mark med den bestemmelse, at fattige børns skolepenge skulle betales af renterne. Summen udbetaltes af Hr. Andreas Nissens enke i året 1734 og blev udsat på rente hos Johan Jensen i Jejsing.
Dengang blev skolepengene for de fattige børn betalt af kling-pung-penge.
Kling-pungen indført i 1719 i Tønder Amt
Kling-pungen var efter en skrivelse fra provst Reimarus i Tønder i 1719 næsten indført i kirker i hele amtet. Når der blev penge til overs, blev der også anskaffet gode og ”opbyggelige” bøger til de fattige børn f.eks. bibler, Ny Testamente, Katekismer eller børnebøger.
Penge blev testamenteret til de fattige
Den omtalte Hans Lassæus Nissen af Store Tønde døde som ungkarl den 12. september 1713, 36 år gammel. Han skænkede ved sin død en alterbeklædning og en lysekrone til Hostrup Kirke. Diverse mennesker testamenterede penge til de fattige.
En gård blev købt på Fattigkassens regning
I året 1819 købte Hostrup Sogn med kirkevisitatorens tilladelse for Fattigkassens regning Andreas Hansens gård i Hostrup. Denne havde før tilhørt slægten Ehnstedt i to slægtsled. Den ældre Ehnsted havde været løjtnant og førte sit navn efter sognet Ensted.
Gården blev købt med det formål at bygge et Fattig – og Arbejdshus på dens jorder. Købesummen var 8.800 mark. Størstedelen af ejendommen blev dog solgt til Johan Chr. Werner i Hostrup.
For at ombygge stedet blev træ, tømmer og sten købt i Aabenraa. Murstenene hentede man hos fire forskellige. Glarmesterarbejdet blev leveret fra Tønder. Istaget kom fra Aventoft, Grippenfeld og Tønder mens en del rugtag købt i Bov.
For at få gælden længere ned solgtes en del jord. Og Fattigkassen måtte optage et lån.
I 1830 var der 32 personer på Fattiggården
Ved nytårstid 1830 var der optaget 32 personer. Deraf var 6 helt gamle eller helt uarbejdsdygtige. 21 var børn mellem 3 og 14 år.
Foruden disse fattiglemmer fik ikke så få ude i sognet understøttelse enten i form af penge eller naturalier (rug, tørv, lærred, uld osv.)
I 1834 var der mellem 32 til 47 fattiglemmer.
I 1843 blev der sat ild til Fattiggården
Den 16. august 1843 nedbrændte Fattighuset. Ilden var påsat ”von verruchter Hand”. Otte dage før var der gjort forsøg i samme retning. Otte dage før var der gjort et forsøg i samme retning, men da mislykkedes det.
Måtte ikke gå på kro men skulle gå i kirke
Fattighusets medlemmer måtte ikke betræde sognets kroer. Dersom nogen blev for længe borte eller kom fordrukken hjem, fik de ikke orlov i de første 3 til 12 uger.
Søndag formiddag skulle alle som kunne besøge kirken, men de skulle vende tilbage til Fattiggården straks efter, at gudstjenesten er til ende.
Straf og forbud
Dovenskab, trods, ulydelighed, uanstændige talemåder og lignende blev straffet med unddragelse af et måltid eller med afsondring fra de øvrige i 2 eller 3 dage. Nyttede disse straffemidler ikke blev øvrigheden tilkaldt.
Brændevin og i almindelighed også kaffe, te og tobak var det aldeles forbudt at nyde i Fattighuset. Undtagelser fandt kun sted under særlige omstændigheder. Forsynede man sig ad omveje og i hemmelighed med disse ting, så blev det frataget vedkommende og han/hun fik en passende straf.
Brændevin og tobak tilladt i begyndelsen
I den første tid så man ikke så streng med hensyn til brugen af brændevin og tobak, i det mindste i de første år. I 1819 og 1820 blev der f.eks. på Fattigkassens regning købt en eller halvanden kande brændevin til fattiglemmers begravelse.
Røgtobak og snustobak blev ikke blot uddelt til jul men indimellem blev der også givet tobak til en af fattiglemmerne.
At man senere forbød brugen af brændevin, er ikke så mærkelig. Der fandtes også drikfældige personer blandt de kvindelige fattiglemmer. En mand og to kvinder, som i 1838 ønskede at komme ud af fattiggården måtte således skriftlig forpligte sig til at lade sig føre tilbage igen, så snart de hengav sig til drik og lavede larm og spektakler.
Den uheldige fattigfoged
Besynderligt nok indsatte man endnu i året 1837 en mand som ”Fattigfoged”, skønt man strengt måtte advare ham,
Den 10. januar 1839 blev han da også afskediget igen, fordi han drev rundt i sognet og ikke brød sig om tiggere. Tværtimod lod han sig bestikke af dem og ”gennemsværmede” en nat med dem henne i Solderup. Det var også sket flere gange, at han var kommet beruset hjem til Fattiggården og havde lavet spektakler.
Ottsen blev ny bestyrer af Fattiggården
For dem, der ikke ved det befinder vi os ca. 8 kilometer øst for Tønder. Det var kromanden i Hostrup, Mathias Ottsen der ryddede brandtomten efter branden i 1848. Der skulle bygges en ny fattiggård. Og man havde bestemt, at den skulle have en indvendig bredde på 16 alen.
Ottsen blev den nye bestyrer af den kommende fattiggård. Han skulle skrive under på en seksårig kontrakt. Han skulle tage imod 16 fattiglemmer ad gangen og give dem kost og pleje for en mark pro person pr. uge. Og så kunne han frit anvende dem som arbejdskraft.
”Tilstrækkelig mættelse”
Fattiglemmerne skulle holde deres stuer rene, rede deres senge, besørge vasken og gensidig hjælpe hinanden. Om kosten hedder det i kontrakten at alt skulle være rent ordentlig tillavet og alt skulle være ”tilstrækkelig til mættelse”.
Middagsmaden skulle være:
Til aftensmad skulle fattiglemmerne hver aften have ny kogt grød og hver morgen grød med øl eller mælk, eller også øl og brød med lidt mælk i, såkaldt ryk ”varm-øl”.
På de tre høje festdage og på nytårsdag blev der opvartet med frisk suppe om middagen.
Fattiglemmer mistede deres personlige frihed
I øvrigt skulle behandlingen af alumnerne rette sig efter et af kongens stadfæstet regulativ af 22. december 1842 for ”Fattig- og Arbejderhuset i Hostrup Sogn”. Ifølge dette overgiver hvert fattiglem ved optagelsen alle sine ejendele til fattighuset og mister tillige sin personlige frihed.
Ingen må således gå i byen eller på besøg uden bestyrerens tilladelse. Også søndag eftermiddag kan kun nogle få ad gangen få lov til at forlade huset. Enhver skal meddele, hvor han/hun går hen og må være hjemme igen til den af bestyreren fastsatte tid.
Johanne fortalte om oplevelserne til halvbroderen
Fire måneder efter at Matthias Ottsen havde underskrevet kontrakten stod fattiggården endelig færdig. Den 25. august 1844 kunne familien, der foruden ham og hustruen bestod af svigermoderen, to drenge og to piger flytte ind.
Johanne Marie Ottsen, den ene af pigerne blev 97 år. Hun fortalte om Fattiggårdens indretning og beboere til sin 22 år yngre halvbroder Matthias Bendix Ottsen. Hendes beretning er inkluderet i denne gengivelse. Broderen nedskrev nemlig oplevelserne.
Børnene skulle tage del i arbejdet
Børnene måtte tage del i arbejdet i hus have og på marken. De blev ikke skånet for noget. ”Far var streng”, sagde søsteren. Om han var det overfor fattiglemmerne har søsteren ikke fortalt noget om, men mon ikke? Børnene hjalp os med at pleje de syge og gamle.
Klæderne blev taget bort om aftenen
Der var kakkelovn i her stue og to dobbeltsenge – i en stue til tre. Folkene sov to og to i hver seng. Børn sov hos voksne. Klæderne blev taget bort om aftenen for at forhindre folk rømmede om natten, hvad nogle havde hang til.
Beboerne gik i deres medbragte tøj. Skulle mændene have nyt fik de klæder af hjemmevævet himmelblåt vadmel. Drengene ligeledes.
Masser af håndarbejde
I arbejdsværelset blev der gjort håndarbejde, vævet, strikket, spundet, kartet – af dem, der kunne. Mændene snoede tækkereb af halmstrå. De arbejdsdygtige var forpligtede til at arbejde med i haven og på marken, overhovedet ved hvert arbejde i køkkenet også. Der blev også knyttet fiskegarn.
De forskellige beboere
Omkring 1850 var der på fattiggården en sypige, der hed Ingeborg. Hun var så fuld af gigt, at hun ikke kunne spise selv. Marie Ottsen måtte made hende.
Gale Karen blev efter at armhuset var brændt, boende i ovnhuset. Mens gården var under genopbygning, fik hun maden bragt fra kroen. De øvrige fattiglemmer kom i pleje rundt om i sognet.
Maren Cornelius var en pæn kone. Det var hendes mand, der havde stukket ild på det forrige Fattiggård. Hun bad hver aften sin aftenbøn ved vinduet.
Regine var en blikkenslagerenke fra Jejsing. Hun lå hele tiden til sengs og strikkede klude, strikkede og trævlede op igen. Hun havde ingen anden dyne end sine mange klude. Hun fik maden bragt ind.
Han kravlede mod Solderup
Kæsten Paulsen en bror til husslagter Peter Paulsen i Hostrup – øste ende var en lille tyk bamse, men vanfør. Hans knæ sad tæt sammen. Han kunne ikke gå, men kravlede hen ad jorden. Han kunne dog vaske sig selv på vandhuset. Sommetider kravlede han ud på marken. Nogle gange lagde han sig ude i agerren. Men nogle gange var han også på vej til Solderup, hvor hans mor boede. Han nåede aldrig så langt. Han blev kørt hjem på en trillebør. Han var ellers flink nok.
Maren kendte ikke sin søn
Maren Høegs boede i stalden eller dog i et lille rum ved loen, der havde et gittervindue ud til stalden. Hun havde en seng og en stol, men der var ingen kakkelovn. Hun var ikke vel forvaret. Hun havde engang haft en kæreste og havde en søn, en pæn ung mand, der besøgte hende. Men hun kendte ham ikke.
Hun kunne ikke være sammen med de andre for hun grisede sig til. Hun spiste om sommeren i køkkenet, om vinteren i arbejdsværelset. Men egentlig spiste hun ikke – hun åd. Hun spiste af svinetønden, hvis hun kunne se sit snit til det. Altid var hun sulten.
Hun løb til Jejsing eller Solderup, hvis der ikke blev passet på hende.
Afføring direkte ned i grøften
”Vandhuset” ved Fattiggården stod øst for huset over den dybe grøft. Afføringen faldt direkte ned i grøften. Hvor tit, der blev renset vides ikke. Om sommeren var der en vældig mødding, og stanken mærkedes i nærmeste omegn.
Matthias Ottsen mistede kone og fem børn
Selv om de første år som fattiggårdsbestyrer må have været svære, forlængede Matthias Ottsen to gange kontrakten med tre år ad gangen til i alt 12 år.
Inden for de første år mistede han foruden hustruen Bertha Maria og svigermoderen og ikke mindre end fem børn. Yderligere var en søn død lige før de flyttede ind på Fattiggården.
Efter hustruens død holdt Matthias Ottsens halvsøster Botilde Mikkelsen hus for ham, indtil han i 1849 giftede sig for anden gang med kniplersken Anna Margrethe Jørgensdatter fra byen.
Stanken bredte sig
Sønnen Matthias Bendix Ottsen, som nedskrev søsterens erindring om fattiggården, var selv født længe efter at familien havde forladt Fattiggården. Selv huskede han kun gården fra besøg hos den efterfølgende bestyrers jævnaldrende søn. Særlig huskede han den:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Artikler fra og om Slogs Herred:
Fattige i Sønderjylland:
Maj 1, 2024
Tønders mange værtshuse
I 1905 – 88 værtshuse. Flest værtshuse i verden pr. indbygger. Byens ældste beværtning. De ældste kronavne. Man brugte farverige navne. Bynavne brugte man også. Schweizerhalle dukkede op. Dannet af navnene på herreder syd for Tønder. Stamkroer. Navn efter ejeren. Kroer dannet af kvindenavne. Omkring jernbanen Navnet levede kun i folkemunde. Politiske kro-navne. Kroens navn og værtens socialpolitiske sindelag stemte ikke overens. Handelen gik på tværs af nationale skæld. I Storegade lå værtshusene meget tæt. Omkring 1900 forsvandt de farverige navne. Nu forfinede man kronavnene. Nogle gamle navne kom til øre og værdighed.
I 1905 – 88 gæstgiverier
Overskriften passer i hvert fald ikke til nutiden. Hvor mange værtshuse der i dag er i Tønder, ved jeg slet ikke. Det er efterhånden mange år siden, at jeg har været på ”turne” i byen.
I 1998 var det hvis nok ni værtshuse tilbage. I dag er der endnu mindre. Og som vi skal læse så var der i 1905 88 gæstgiverier og andre spisesteder. Så tøndringerne siger ganske rammende:
Flest værtshuse pr. indbygger
Men dette skal nu handle mere om kulturhistorien bag ved de mange værtshuse engang. Ja så er det myten om at Tønder havde verdensrekorden i antallet af værtshuse pr. beboer.
Det starter med at man i en lille notits i en tysk avis i 1905 kunne læse, at i en lille købstad i Baden havde rekorden med et værtshus for hver 129 indbyggere. En journalist i Tønder blev på sin bys vegne fortørnet over dette. Han gjorde opmærksom på, at i Tønder var det et værtshus for hver 49 indbyggere.
Det var midt om sommeren og det var ”agurketid”. Få måneder efter var beskeden spredt verden over. En brasiliansk avis havde fået plads til historien i sine spalter. Dengang havde Tønder ca. 4.300 indbyggere betjent af 88 gæstgivere og ”Kleinhandlung mit Spirituosen”.
Byens ældste beværtning
Byens ældst kendte beværtning er Rådhusklæderen – Raths Weinkeller. I 1576 blev det pålagt værten at føre øl af god kvalitet fra Rostock og Eckernförde. I 1600 hedder det, at man hos Hans Kock i Rådhuskælderen kunne få ”aqua vitæ” i glasflasker.
Inspirationen til beværtningens oprettelse og dets navn kommet sydfra. Næsten samtlige nordtyske rådhuse havde en Raths Weinkeller. Det gamle rådhus blev revet ned i 1643 og et nyt blev opført. I 1680 fik man indrettet en beværtning i det. Her bevarede man det oprindelige navn, selv om beværtningen nu befandt sig i stueetagen, fire trin over gadeniveau.
Værten kom sydfra, nemlig Würtzburg. Han hed Johan Schneider og kaldtes også Johan Vinhandler. Han blev byfoged og blev gift med en datter af byens rige købmænd.
De ældste kronavne
Kigger man på de ældste kendte kronavne er de nok så farverige som
Disse navne kan føres tilbage til begyndelsen af 1800 – tallet. Humlekærren fik sit navn, fordi den lå ved den plads, hvor det årlige humlemarked afholdtes. På vores side har vi to artikler om stedet.
Man brugte farverige navne
Soli de gloria må have fået dette navn, fordi der fandtes en indskrift på huset, der lød sådan. Den sidste gang jeg var i Tønder, fandtes huset endnu. De øvrige navne synes grebet ud af nordtysk mode i 1700-tallet, hvor kroerne i kampen om kunderne især i havnebyerne, gjorde brug af mere eller mindre fantasifuldt konstruerede navne for at fæstne deres ry blandt de rejsende og søens folk.
Man kan formode, at mange af disse navne har deres udspring i slægts- rigs- lands- og byvåbenets heraldik. Tilknytningen til en slægt eller en lokalitet er så efterhånden glemt. At blikket også har været vendt mod nord, viser kronavnene ”Nordische Löwe” tidligere ”Norske Løve” og Drei Kronen. Her har kronavnene heraldiske forbillede i henholdsvis det norske og det svenske rigsvåben.
Bynavne brugte man også
Navnet ”Hamburger Herberge” fra begyndelsen af 1700.tallet er Tønders første eksempel på navne, dannet af bynavne. Brugen af sådanne navne blev en mode, der syntes at have kulmineret i midten af 1800-tallet med navne som:
Der savnes en ”Stadt Flensbur”g. Flensborg var Tønders vigtigste samhandelsby og dette navn findes både i Aabenraa og Sønderborg og i de fleste sydslesvigske købstæder. Den skik at give gæstgiverier navne efter byer kendes både i Danmark og Tyskland men syntes i 1800 – tallet være meget udbredt i grænselandet.
Også i København finder vi kronavne dannet af bynavnene i den tyske form, f.eks. ”Stadt Lübeck”. Her er dog en lignende hollandsk type f.eks. ”Wapen van Holland”, ”Wapen von Hamburg” mere almindelig.
Schweizerhalle dukkede op
Fra midten af 1800-tallet er det også – lidt overraskende i det flade marsklandskab – et ”Schweitzerhalle”. Dette sted har vi også et par artikler om på vores side.
Dannet af navne på herreder syd for Tønder
Dannet af navne på herreder syd for Tønder er ”Karlharder Hof” og ”Widdingharder Hof” Nordfriesisches Gasthof har ligeledes relation til byens sydlige opland. Modsat kroerne med navne efter internationalt kendte steder som ”Stadt Hamburg”, der var byens største og Stadt Wien henvendte disse kroer sig til gæster fra det nære opland, som kom til byen på markedsdage – eller for at gøre større indkøb.
Stamkroer
Også folkene fra egnene nord for Tønder havde deres stamkroer, hvor man spændte fra og satte hestene på stald, og hvor man på kreaturmarkedsdage også kunne opstalde sine høveder.
Først efter indlemmelsen i 1920 fik man i Tønder navnene ”Hotel Tønder”, ”Tønderhus” og ”Sønderjylland”. Kronavnene ”Harmonien”, ”Centralhalle”, ”Börsen” kendes i de øvrige købssteder ligesom de også kendes i både danske og tyske byer.
Navn efter ejeren
Flertallet af byens mange kroer i 1800-tallet havde dog navn efter ejeren:
Kroer dannet af kvindenavne
Kronavne dannet af kvindenavne fandtes der også: de romersk klingende navne ”Heleneruhe” og ”Henriettelyst”, begge fra begyndelsen af 1800 – tallet. De to kroer lå i byens udkant i landlige omgivelser. ”Heleneruhe” havde tidligere heddet ”Die Westerbleiche” efter arealet, der havde været byens vestlige blegeplads.
Omkring jernbanen
I 1860erne og igen i 1880erne kom industrialiseringen og den nye tid i kroernes navngivning. I 1866 – 67 blev jernbanen mod øst anlagt og byen fik sit Bahnhofshotel. Den kan du også læse om i en anden artikel. I 1887 blev vestbanen anlagt og fik sin egen banegård. Man fik gæstgiverierne Marchbahnhofshotel og Gasthof am Westbahnn og – derimod ved den anden banegård Gasthof zur Ostbahn.
Navnet levede i folkemunde
Enkelte kroer måtte uanset deres mere officielle navne leve med de navne de fik i folkemunde. I Kogade lå Meyers Gæstgiveri med tilhørende svendehjem. Tonen og omgangstonen blandt svendene var ofte barsk og slagsmål forekom jævnligt. Derfor fik kroen i folkemunde hurtigt det lidet smigrende navn ”Zum blutigen Knochen”.
Et officielt navn på ”Beim Onkel und Tante” på Skibbroen er ikke kendt. Denne kro blev i 1930erne lagt sammen med en kro i naboejendommen og drevet videre under navnet ”Chr. Petersens Hotel”.
Politiske kronavne
I nabokøbstaden Sønderborg fandtes politiske kronavne f.eks.
Sidstnævnte var opkaldt efter en tysk helt fra slaget på Dybbøl i 1864. Af den slags fandtes i Tønder kun ”Holsteinisches Nesselbladt”. Denne kro havde navn efter det holstenske våben med et nældeblad. Det vides ikke, hvor langt tilbage i tiden dette navn har været brugt, og derfor heller ikke, om det er opstået på samme tid som de overnævnte kronavne med baggrund i heraldikken. Imidlertid ligger der en politisk tilkendegivelse i brugen af navnet ”Holsteinisches Nesselbladt i 1800 – tallet, der demonstrerer samhørighed med Holsten.
Kroens navn og værtens nationalpolitiske sindelag stemte ikke overens
I Tønder stemte kroernes navn og værtens nationalpolitiske sindelag ikke altid overens. En overgang fandtes der både et ”Stadt Copenhagen” og et ”Hotel Hafnia”, som havde tysksindede ejere. Efter indlemmelsen i 1920 bibeholdt nogle kromænd de tysksprogede kronavne, andre oversatte dem til dansk, men der lå ikke altid nogen national tilkendegivelse i det.
Kroerne skilte altså ikke med deres nationale tilhørsforhold, men alligevel havde såvel tyskerne som danskerne deres faste tilholdssteder, selv om grænserne ikke var skarpt optrukne. Danskerne kom f.eks. i Humlekærren. Og friserne havde deres foretrukne steder, hvor værten talte sproget. Vigtigere end det nationale ved valget af gæstgiveri var dog blandt handelsfolket det købmandsmæssige tilhør.
Handelen gik på tværs af nationale skæld
Kreaturhandlerne samledes på deres egne foretrukne værtshuse. Heste – og grisehandlerne på deres. Handelen gik på tværs af alle nationale skel.
I Storegade lå værtshusene tæt
Til de ældre af byens kroer hørte også Stadt Theater tidligere Theater – Halle i Østergade. Teaterværdigheden bestod alene i, at kroen kunne byde på byens største sal, der lejlighedsvis blev benyttet til teater og skuespil.
I Storegade lå byens værtshuse tæt. Her lå bl.a.
Og så var det lige Hotel Stadt Copenhagen i Vestergade, der lå mellem to smøger, der førte ned til byens havnekvarter. Det var i slutningen af 1800 – tallet de danske seminaristers foretrukne samlingssted.
I Vestergade lå Café Holtz, der i en periode omkring 1920 bar det flotte navn Café International.
Omkring 1900 forsvandt de farverige navne
I tiden omkring og efter 1900 blev det efterhånden færre af de mange farverige kronavne. Selv om de gamle kroer endnu havde de gamle maleriske skilte hængende over døren, blev det mere og mere almindeligt både i annoncer og daglig tale at bruge kromandens navn.
Nu forfinede man kronavnene
Efterhånden forsvandt også de gamle skilte og nu stod der efterhånden ofte kun Gastwirtschaft und Ausspann på skiltene eller ejerens navn. I samme periode har det også været en tendens til at forfine kronavnene:
Andre fik den finere betegnelse Hotel heftet til ejerens navn, uanset om antallet af senge var nok så beskedent:
Og så fik man sandelig også ”Grand Hotel”, ”Hotel Regina” og ”Landmandshotellet”
Nogle gamle navne kom til ære og værdighed
Efter indlemmelsen i 1920 kom nogle få af de gamle navne fra 1800-tallet for en tid til ære og værdighed. Det var ”Centralhalle”, ”Altona” og ”Zum Wiessen Schwan”. Kroen ”Altona” brændte og ”Zum Weissen Schwan” blev revet ned i 1932. Kroværten flyttede til Richtsensgade. Han tog navnet med, men nu blev der sat skilt op på dansk ”Den hvide Svane”. Siden er denne kro også revet ned. Men vi har da heldigvis stadig Centralhalle, hvor jeg har tilbragt mange timer.
I 1970 fik man et ”Hotel Postgården”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 29, 2024
Fædrene åd sure druer – af Claus Bryld
Hvad vil forfatteren med bogen? Han har nu fået mere arkivadgang. Men hvem er Claus Bryld. Og hvem var hans far. Da Frits Clausen viste sin revolver. Vokset op i et velhaverhjem, hvor far bestemte. Hans far blev dømt for ”forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Efter fire år blev han benådet. Ægteskabet led også et knæk. Ikke alle er lige begejstret for Claus Brylds bøger. Problemer med arkivadgang kender undertegnede også til. Faderen meldte sig ud af DNSAP. Claus Bryld læste i smug ”Den hemmelige bog”. Vi får her en anderledes nuanceret beskrivelse af besættelsestiden og tiden derefter. Faderen og hans brødre kunne ikke være blevet straffet efter den nuværende straffelov, mener forfatteren. Kritik af Socialdemokratiets gøren og laden under besættelsen. Det er igen en spændende, interessant, ærlig og oplysende bog af Claus Bryld.
Hvad vil forfatteren med bogen
Noget af det som jeg har læst i bogen, har jeg læst før. Måske er der to tredje del, der går igen. Men egentlig gør det ikke noget. Det er en hudløs ærlig selvbiografi. Men for at forstå forfatteren er vi gået lidt videre end selve denne udgivelse. Og egentlig udpensler han selv, hvad han vil med bogen eller bøgerne:
Bogens titel er taget fra biblen. Her lyder det:
Undertitlen er:
Forfatteren har fået mere arkivadgang
Vi har tidligere set ”Hvilken Befrielse” i et par udgaver. Disse udkom på forlaget Gyldendal. Den nye udgivelse er udkommet på forlaget Mellemgaard. Claus Bryld har også tidligere beskæftiget sig med arkivadgang eller snarere mangel på samme. Det er så heldigvis lykkedes ham at få adgang til dokumenter af retssagen mod sin far.
Hvem er Claus Bryld?
Skal vi lige præsentere Claus Bryld? Han er født i 1940 og dansk professor. Han er tidligere venstrefløjspolitiker. I dag er han socialdemokrat, men det forhindrer ham ikke i at kritisere partiet op til Første Verdenskrig og under Anden Verdenskrig. I 8 år var han gift med Tine Bryld. Han har beskæftiget sig med 1800 – og 1900-tallets politiske historie, navnlig den nationale og internationale arbejderhistorie. Inspireret af egne oplevelser i forbindelse med befrielsen i 1945 beskæftiger han sig også med dette punkt.
Ja sammen med RUC – kollegaen har han gjort eftertiden og fortolkningen af besættelsestiden til et selvstændigt forskningsfelt.
Han er professor emeritus ved Roskilde Universitet.
Claus Brylds far
Hans far var en ledende nazist under krigen. Han hed Børge Michael Bering Bryld. Og var landsretssagfører. Han hørte lige som sine brødre til Frits Clausens inderkreds. Ja også dennes tre brødre landede på den forkerte side af historien – altså på taberens side. På et tidspunkt spørger Claus Bryld sig selv:
Da Frits Clausen viste sin revolver
Claus Bryld er en af de få nulevende danskere, der personligt har mødt Frits Clausen. Han har siddet på skødet af ham. Og sit fornavn er opkaldt efter Nazi-føreren. Det er særlig en episode han kan huske:
Vokset op i et patriarkalsk velhaverhjem
Det var et velhavende Frederiksberg-hjem Claus Bryld voksede op i. Men det var ingen tvivl om, hvem der bestemte. Ingen tvivl om rollefordelingen. Det var en patriarkalsk familie, hvor man dyrkede spejderidealer om kamp og mandsmod og hvor lydighed var en dyd.
Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed
Idyllen krakelerede den 5. maj 1945. Familien måtte søge beskyttelse hos venner. De meldte sig begge til politiet og blev interneret. Claus og hans søskende kom i familiepleje. Endelig blev de genforenet på en nyindkøbt gård i nærheden af Birkerød.
Faderen afsoner i Vestre Fængsel og Fårhuslejren. Dommen lød på adskillige år. Efter fire år blev han benådet. Hans forbrydelser blev betegnet som
Ægteskabet led et knæk
Familien tager efter faderes løsladelse en tur til Tanger. Her var et sammenrend af tidligere nazister. Efter et års tid vender konen og børnene hjem til Birkerød. De finder husly hos Frits Clausens enke, Ebba.
Nogle år efter vender faderen hjem men ægteskabet havde da allerede lidt et knæk. Men faderen kom dog ofte på besøg. Men ellers var det ofte tidligere medlemmer af DNSAP og folk fra bladet ”Fædrelandet, der dukkede op. Familien var delvis isoleret fra naboerne.
Claus legede dog med de andre børn. Han fandt ud af at i mange familier var de helt anderledes end i hans familie. Når snakken faldt på besættelsen, var Claus` s holdning altid anderledes. Han lærte hurtigt, at her var det tys – tys.
Så sent som i 1999 skriver Bryld om en ”hysterisk” nabokone, der tilbage i 1951 over for forfatterens mor havde bedt om, at lille 11-årige Claus i fremtiden holdt sig fra at tale de dømte nazisters sag over for hendes børn. Men det kunne jo have sine gode grunde til.
Ikke alle er lige begejstret
Claus Brylds bog ”Hvilken Befrielse” blev modtaget med begejstring men ikke alle steder. I visse kredse blev den modtaget med forargelse. Man var vrede over at han kunne tilsmudse vores historie om modstandsbevægelsen.
I denne bog fortsætter forfatteren at finde ud af, hvorfor hans far og hans brødre endte som nazister.
Problemer med arkivadgang
Efter lang kamp med myndighederne lykkedes det endeligt at få arkivadgang, så han kunne få større indsigt i familiens historie. Herfra kender vi udmærket til problemerne med arkiverne, men det har vi hvis rigeligt underholdt sidens læsere om. I Claus Brylds skriverier får vi et opgør med arkivloven med rod i Enevælden. Arkivloven fra 1992 med en revision 10 år senere er ikke altid let at have med at gøre.
Man har en 50 – 80 og 100 års grænse. Historien har også betydning for samfundet. Men vi kommer ikke til at lære af den, fordi vi skal vente så længe. Fra Justitsministeriets side bliver det lagt vægt på, at man skal tage hensyn til ofrene. Men man har ofte indtryk af at det bliver taget hensyn til statens interesser. På dette punkt er undertegnede helt enig med Claus Bryld.
Faderen meldte sig tidligt ud af DNSAP
Vi får mange gange at vide, at hans far og hans brødre ikke var forbrydere i klassisk forstand. Faktisk havde faren meldt sig ud af DNSAP i 1942. Det var det to årsager til. Flere medlemmer gav udtryk for at de ville af med ham. Men også fordi faren efterhånden kunne se, at han i virkeligheden fascistiske tankesæt ikke mere harmonerede med den tyske form for nazisme.
I hævnens dage var man hård over for tidligere og eksisterende medlemmer af det danske nazistparti. Helt i ånden med tidsånden blev der råbt ”Hævn”. Alt imens frikendte den parlamentariske kommission de samarbejdende politikere.
Claus Bryld læste ”den forbudte bog”
Claus Bryld læste tidligt den forbudte bog ”Mein Kampf”. Den indeholdt det hele, også krig og etnisk udrensning. Den befandt sig i hjemmet i dansk oversættelse. Det blev til mange timers lokumslæsning og som Claus Bryld selv siger:
Et anderledes nuanceret billede af retsopgøret
Bogen giver et anderledes nuanceret billede af retsopgøret end det som vi er vant til. Retsopgøret, faderens dom, fængselsdom og eksil tog tidligt livet af den tidligere nazist og på en særdeles effektiv måde gav det sønnen en traumatisk barndom fuld af modrettede holdninger. Skyld og skam på den ene side og på den anden en følelse af på faderens vegne at være udsat for dyb uretfærdighed.
Kunne ikke blive straffet efter den almindelige straffelov
Bryld fandt ud af, at retsopgøret i 1945 havde været kritisabelt og i strid mod modstandsbevægelsens egne idealer. Han skriver endda, at
Som ung vendte han sig modfaderen og alt, hvad hans onkler stod for.
Kritik af Socialdemokratiets rolle under besættelsen
Som tidligere nævnt er forfatteren blevet Socialdemokrat, men dette holder ham ikke tilbage for at kritisere partiets holdning op til både Første og Anden Verdenskrig. Det har han gjort i forskellige skriverier. Under besættelsen mener han at partiet førte en aktiv tilpasningspolitik over for Tyskland blandt andet af sociale og økonomiske grunde.
Den statsregulerede monokapitalisme tiltrak unge økonomer som Arbejderbevægelsens Erhvervsråds første leder og på et tidspunkt også Jens Otto Krag.
Og forfatteren henviser til Thorvald Staunings berømte tale i Studenterforeningen 8. marts 1941. Han gjorde sig til talsmand for et Danmark, der indordnede sig i det tyske ”storrum” som overvejende producent af landbrugsvarer. Tyskland skulle så til gengæld efter krigen respektere dansk suverænitet og den danske, demokratiske forfatning.
I England blev Stauning med sin pro-tyske linje kaldt ”en fjende af de allierede. Nu er det ingen tvivl om at han var antinazist og demokrat.
Stauning gentog sine synspunkter i den svenske avis Aftonbladet i august 1941. Claus Bryld indrømmer at tilpasningen til besættelsesmagten reddede landet fra død og ødelæggelse, men samarbejdet med besættelsesmagten var alt andet end heltemodigt. Socialdemokratiet bekendte sig til en ”europæisk nyordning” under nazistisk ledelse.
Forfatteren nævner, at der kun var enkelte som ”hoppede over” men at der var vel 50 socialdemokrater der viste interesse for den tyske udgave af planøkonomi. De blev dog ikke nazister. Og så undrer det Claus Bryld at Socialdemokraterne fortsatte med at beundre det store land mod syd efter landet annekterede Slesvig i 1864. Man støttede kejserrigets linje. De borgerlige partier herhjemme støttede Ententen, det vil sige Storbritannien, Frankrig og Rusland. Det skyldtes at et tysk nederlag kunne muliggøre Slesvigs eller Nordslesvigs tilbagekomst til Danmark.
Spændende og oplysende bog
Det er tydeligt at forfatteren vil noget med det hans skriver. Og i denne nye udgivelse slutter den selvbiografiske del i 1971. Det er en spændende oplysende bog, som måske giver en lidt anden version af besættelsestiden og dens føler. Bogen kan varmt anbefales.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2024
Chelmno – Nazisternes første udryddelseslejr
170.000 blev dræbt i lejren. Den nye bog af Anders Stensager er interessant og grufuld læsning. Flere års research. Vagtmandskabet fik en god løn. De erkendte ingen skyld. De lokale vidste godt, hvad der foregik. Men hvad skulle de gøre? Arbejdslejre dukkede op allerede i 1933. Ghettoen i Lodz. De brugte gas-biler. Allerede bestående bygninger. De blev lokket og pisket ind i gas-bilerne. Ligene blev anbragt i massegrave. Chelmo. Alle spor skulle slettes Kun få af Chelmo mandskabet blev dømt. Almindelige politibetjente medvirkede til krigsforbrydelser.
170.000 blev dræbt
Vi har netop læst en fantastisk men også gruopvækkende bog med overstående titel af Anders Otte Stensager. Vi har før anmeldt en bog af forfatteren. Den hed ”Christian den Grusomme”.
Så vidt vides er det den første dansksprogede bog om dette emne. Fra december 1941 til juli 1944 blev der her dræbt 170.000 mennesker. Det var primært jøder og overvejende fra Polen. Lejren startede før Wannsee-konferencen i januar 1942.
Interessant og grufuld læsning
Det er gennemgående voldsom læsning. Et stort illustreret dansk værk om en af de mest grufulde KZ – lejre. Det uforståelige er på en eller anden måde gjort forståelig.
Forfatteren har fundet frem til talrige vidneudsagn fra mandskabet og fra indbyggerne i lokalområdet. Det er et meget grundigt stykke arbejde, hvor han går ned i detaljerne. Det er interessant og grufuld læsning. Og det er et imponerende stykke arbejde om en tid, som vi aldrig må glemme
Flere års research
Bogen er baseret på flere års arbejde og research i udenlandske arkiver. I bogen er der også nye fotos. Igen ser vi Holocausts dystre historie. Bogen er meget detaljeret. Nogle steder måske kun for kendere og eksperter.
En femtedel af bogen rummer noter. Litteratur, arkivkilder, register, kort og sproglige oplysninger. Utroligt at så meget alligevel er bevaret.
Vagtmandskabet fik en god løn
På Forlaget Gads hjemmeside fortæller forfatteren, at han mener, at vagtmandskabet ikke gjorde særlig meget for at undsige sig arbejdet. Mange af gerningsmændene fik god løn og bonus, fri kost og logi, adgang til at stjæle jødernes frarøvede værdigenstande og sidst men ikke mindst slippe for aktiv frontindsats.
De lokale vidste, hvad der skete
I bogen fokuseres der også på, hvem disse vagtfolk var. Vi får også at vide, hvad de lokale beboere nær udryddelseslejren var vidne til og hvad der blev fortalt i retssagerne. De vidste meget og mange havde også arbejdsfunktioner i lejren.
Ud fra et omfattende kildemateriale bliver der sat et portrætkatalog op – en slags kollektiv biografi.
Arbejdslejre dukkede op allerede i 1933
Allerede i 1933 kort efter magtovertagelsen i 1933 blev der oprettet forskellige internerings – og tvangsarbejdslejre for politiske modstandere og dernæst for ”særindivider” som romaer, homoseksuelle og sociale afvigere. Men fra 1938 gjaldt det også internerede tyske jøder. Efter krigsudbruddet var både krigsfanger og ghetto – internerede lokale jøder og deporterede fra de erobrede lande.
Chelmo-lejren blev en start og dernæst en form for model for, hvordan nazisterne tømte ghettoer. Sammenstuvning og internering af polske jøder var i fuld gang.
Vagtmandskabet erkendte ingen skyld
Efter krigen veg de ikke tilbage for at fortælle om hvilke grusomheder, de medvirkede til eller selv begik. På intet tidspunkterkendte de deres egen skyld eller angrede hvad de havde gjort. De mente, at det var et arbejde som alt andet. De hævdede, at de var tvunget til det. De betragtede sig slet ikke som kriminelle eller forbrydere.
Desuden mener forfatteren, at danskerne ikke fokusere så meget på, hvad der skete uden for Danmarks grænser
Ghettoen i Lodz
Ofrene blev samlet i ghettoen i Lodz, der i begyndelsen af 1940 husede 163.000 mennesker. De havde ikke nok fødemidler, ingen kloakering og vandforsyning. Det betød hungersnød og udbrud af epidemier. Fra januar 1942 blev folk herfra i overfyldte godsvogne kørt herfra. Det sidste stykke foregik på en smalsporsbane.
Det var egentlig Adolf Eichmann, der egentlig ønskede ”et eller andet hurtigvirkende” som kunne aflive uarbejdsdygtige jøder. Og det var lige noget som Arthur Greiser kunne bruge. Han havde en ide med de såkaldte gasvogne.
Man brugte gasbiler
Det var her man for første gang udførte systematisk massedrab på jøder med udstødningsgas udført i mobile gaskamre monteret på specialkonstruerede lastbiler. Teknikken blev forbedret og blev fra marts 1942 anvendt i de tre udryddelseslejre Belzec, Sobibor og Treblinka. Man havde allerede gjort erfaringer, da man også brugte gasbiler i forbindelse med drab på polske og jødiske anstaltspatienter.
Allerede bestående bygninger
Tysklands første udryddelseslejr kom til at omfatte allerede bestående bygninger. Der var et lille slot, som egentlig kun var en stor villa og så var det en ubenyttet hovedgård med en park. Og så var der rester af et gartneri. Dertil kom en nabolejr i skoven.
Kommandoen havde Herbert Lange. Han og de øvrige officerer boede i hovedgården. Næsten alle officerer havde erfaringer med aflivninger. De havde været knyttet til programmet T 4, der aflivede handicappede og meget syge personer.
I lejren var der også to barakker. Her blev jøder kortvarig anbragt.
Lokket ind i gas-bilen
Man blev budt velkommen og fortalt at man skulle til Tyskland for at arbejde. Det var som regel en SS- mand klædt i hvid kittel, der bød folk velkommen. Han sagde de skulle i bad og desinficeres. Inden skulle de aflægge deres tøj og værdigenstande. Og det skete efter at man havde været i bad. Men først skulle man aflevere alle værdigenstande og afklæde sig. Man blev delt op i grupper af 50 stykker.
Hvor mange der troede på, hvad der blev sagt i velkomsttalen får vi aldrig at vide.
Så gik det ellers gennem en lan kælderkorridor under ”slottet” Man kunne overalt se skilte, hvor der stod bad. Gik det ikke hurtig nok, stod politifolk og SS’ er med pisk – og så op på en rampe og ind i den ventende gas-bil. Når lastrummet var fyldt, blev bagdøren på gasbilen lukket og låst. Motoren blev tændt og udstødningsgassen ledt ind i lastrummet. Først hørtes der skrig, råben og jamren og bankelyde.
Ligene blev anbragt i massegrave
Efter ca. 10 minutter var der stille. Ofrene var blevet dræbt. Gasbilen kørte nu i langsomt tempo til skovlejren, der lå 5 km væk. Et hold jødiske tvangsarbejdere med lænker tømte gasbilen og anbragte ligene i store massegrave. Man havde tre gasvogne til rådighed. Der var 70 jødiske arbejdere og et mindre antal polske. Disse blev selv gasset efter få ugers arbejde.
Fra december 1941 til april 1943 blev der dræbt 165.000 personer. Chelmo blev i første omgang lukket ned i april 1943. Slottet blev sprængt i luften. Man gravede massegravene op og brændte ligene i krematorieovne.
Chelmo blev genåbnet
Himmler beordrede Chelmo-lejren genåbnet, så flere kunne blive myrdet. Så fra 23. juni til 14. juli 1944 blev der i Skovlejren myrdet 7.176 jøder fra Lodz. Igen blev gas-biler anvendt. Da den Røde Hær var på hastig fremmarch, blev lejren endelig rømmet i januar 1945.
Lejren blev drevet af en Sonderkommando bestående af SS- og politifolk, der også stod for at gennemføre drabene. Særkommandoen havde allerede erfaring med at begå mord på psykisk syge og sindslidende i Reichsgau Wartheland og den erfaring tog de med sig til Chelmo.
Lejrens første kommandant var Herbert Lange, som havde dræbt psykiatriske patienter i Poznan. Hans enhed bestod af 15-20 SIPO-mænd og 80 – 100 fra Schutzpolizei.
Alle spor skulle udslettes
I efteråret 1944 blev alle spor fra lejren fuldstændig slettet. Krematoriet blev sprængt i luften. Alle spor efter, hvad der var hændt, blev forsøgt skjult. Men frem til 17. januar 1945 var den tyske Sonderkommando og 47 jødiske arbejdere stadig i færd med at slette alle spor. Natten mellem den 17. og 18. januar skød tyskerne de sidste jøder. Da jøderne forsøgte at forsvare sig og samtidig skød to gendarmer, satte Sonderkommando ild til huset, hvor jøderne havde søgt tilflugt. Kun to jøder overlevede.
Kun få fra Chelmo – mandskabet er blevet dømt
I slottets kælderrum blev jødiske skræddere og skomagere holdt fanget for at sy uniformer og sko. På slottes ejendom er også fundet affaldsgruber, hvor ofrenes personlige ejendele som tøj, sko, fotografier og smykker m.m. er nedgravet.
Man fandt 6.800 par sko, 24.000 skeer, 4.500 sakse, briller, gafler og meget mere. Fundamentet til det såkaldte slot blev stående. Man kunne derfor danne sig et indtryk af jødernes vej til det såkaldte bad.
Umiddelbart efter krigsafslutningen blev der i Polen ført retssager mod lejrledelsen og eksekveret dødsdomme men først i 1960erne kom Vesttysklands egne krigsforbrydelsesprocesser. Ganske få fra Chelmno-mandskabet blev dømt.
Herbert Langes efterfølger Hans Bothmann begik den 4. april 1946 selvmord i byen Heide. Paul Blobel, der var tilknyttet lejren havde også begået andre forbrydelser blev dømt til døden. Arthur Greisner – en af de værste. Han blev dømt til døden. Den 27. juli 1946 blev han hængt.
Almindelige politibetjente var krigsforbrydere
Læs bogen. Den er hård at komme igennem. Dette må aldrig ske igen. Det er hård og grundig læsning. Måske skal man have lidt tålmodighed. Tænk at man i lejren ved hjælp af disse gas-biler i en periode på 16 måneder kunne aflive145.031.
Egentlig har man fra tysk side i mange år påpeget at det kun var SS-soldater, der begik krigsforbrydelser. Hverken Wehrmacht eller andre havde gjort det. Men allerede dengang var 90 almindelige politibetjente med til krigsforbrydelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Holocaust og KZ – lejre
April 24, 2024
Højer har fået en snublesten
Artikel fra Der Nordschleswiger, som vi fik lov til at oversætte. Boede til leje hos grandtanten. Ug far efterlod kone og barn. Hændelsen rystede naboerne. Et navn som ikke blev glemt. En skæbne, der berørte. Et spændende øjeblik. Det var ikke det første besøg i Herbergsgade. Vigtigt at huske de frygtelige konsekvenser. Håber på flere snublesten til Tønder Kommune.
Tak til Der Nordschleswiger
På grund af et privat initiativ befinder der sig nu foran Volker Heeschs hus den første snublesten i Sønderjylland. I højtideligheden ved nedlæggelsen deltog familiemedlemmer til grænsegendarm, der i 1945 døde i en koncentrationslejr i nærheden af Braunschweig.
Vi har af Der Nordschleswiger fået lov til at oversætte en artikel fra deres avis – Vi takker mange gange.
I København, Fredericia, Flensborg og andre byer findes de – snublestenene. Med disse sten bliver der tænkt på ofrene af Nationalsocialismen.
Snublestenen er en sten med en messingplade og den er lagt foran ofrets sidste bopæl.
Takket være et privat initiativ findes der nu også i Sønderjylland – i Højer – en sten med en messingplade foran den sidste bopæl for ofret.
Volker Heesch er pensioneret redaktør af Der Nordschleswiger har foran sit hus i Herbergsgade 9 anbragt en mindetavle. Den er til minde om gendarm Alois Hermann Peter Boye Spetzler Petersen.
Boede til leje ved Grandtanten
Han blev i 1939 ansat i grænsegendarmeriet i marskbyen Han boede til leje hos Heeschs grandtante Marie Matthiesen. Han tilhørte 291 af de 337 grænsegendarmer, der den 19. september 1944 blev anholdt af den tyske besættelsesmagt. Han blev derefter interneret i den kun få måneder gamle Frøslevlejr.
141 af dem blev deporteret til Neuengamme, selv om Danmark egentlig var blevet forsikret, at de kunne blive i Frøslevlejren, beretter Volker Heesch.
Ung far efterlod kone og barn
Alois Spetzler Petersen hørte til en de mænd, der i oktober 1944 kom i en udelejr. Han blev bragt til Schandelah ved Braunsschweig. Heesch fortæller, at 38 af de 141 gendarmer, der kom i en Kz-lejr, døde der. Spetzler Petersen døde af tvangsarbejde.
Manden, der stammede fra Herslev ved Fredericia, døde den 4. marts 1945 i en alder af 31 år. Han efterlod i Højer sin kone og sin toethalvt år gamle datter, Birthe.
Hændelsen rystede naboerne
Sådan beretter Volker Heesch.
En nabo fra den tid kan endnu huske den lille pige.
Et navn, som ikke blev glemt
Den historisk interesserede Heesch har kendt til den triste skæbne for Alois Spetzler gennem 50 år. Jeg har husket navnet, siger Volker Heesch.
Fra lille kom han i grandtantes hjem og han lyttede intens, når hun fortalte historier fra byen.
Sådan fortæller den 68-årige.
En skæbne, der berørte
Da han for flere år siden besøgte Frøslevlejrens Museum, fandt han navnene på en mindetavle over grænsegendarmerne. Flere informationer over de frygtelige skæbner for gendarmerne fik Henrik Skov Kristensen, den tidligere leder af museet.
Sådan beretter den pensionerede redaktør.
Et spændende øjeblik
Da han henvendte sig til Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia for at få flere informationer om grænsegendarmens levnedsløb. Han stammede fra området. En medarbejder gjorde opmærksom på Alois Spetzlers datter.
Volker Heesch var temmelig oprevet da han optog forbindelsen til Birthe Spetzler Simonsen, som var tre år gammel, da faderen blev deporteret.
Til Volker Heesch glæde deltog den aktive dame fra Korsør i fredags ved afsløringen i Højer.
Sagde den taknemlige og meget rørte Birthe Spetzler Simonsen efter at hun havde sat snublestenen foran hendes fars sidste bolig.
Det var ikke det første besøg i Herbergsgade
Birthe Spetzler Simonsen var med hendes dater Marlene Spetzler Larsen og hendes svigersøn Jens Larsen kommet til Højer.
Familien har familie i Sønderjylland og ofte har de taget en omvej over Højer og taget en tur forbi Herbergsgade, når de har besøgt familie i Tønder og Skærbæk eller når de besøgte Rømø.
Vigtigt at huske de frygtelige konsekvenser
Den nuværende borgmester, Jørgen Popp Petersen deltog i højtideligheden. Han nævnte, at en arbejdsgruppe i Tønder Kommune, hvor også Volker Heesch deltog havde beskæftiget sig med snublesten. Da arbejdet i øjeblikket var sat på pause, var han glad for, at Volker Heesch ikke havde opgivet, men i stedet var blevet aktiv.
Sådan sagde borgmesteren, der også rettede en stor tak til initiativtageren.
Håber på flere snublesten
Volker Heesch håber, at det lykkedes ham, at få flere snublesten til Tønder Kommune. Han havde givet opgaven til Gunter Demning i Köln. Han er initiativtageren til Snublestenene.
I mellem tiden findes der 100.000 snublesten i 21 lande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Grænsegendarmer
April 21, 2024
Revolution i Tønder – endnu mere (2)
Revolutionen lykkedes ikke. Tønder var en af de første byer i Nordslesvig under de røde faner. Røde plakater blev omdelt Gennem byen i en fornem forspand. Til møde i Tonhalle. Landråd Böhme ville selv gå. Skærbæk blev ”erobret”. Proklamation i den lokale avis. Wienecke – den fødte leder. ”Hvornår kom danskerne?”. Rådsmedlemmerne skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Hyppige ransagninger hos bønderne. Ingen politi-beføjelser i Tønder. Soldaterrådene gled i baggrunden. Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion. Bortset fra Tønder var rådene i Nordslesvig danskdomineret. Wienecke blev genansat. I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke i spidsen for en generalstrejke. Grev Schack nægtede at lade strejkevagterne anholde. Men det gjorde politimester Stemann. Var dette et lovbrud? Samtidig udviste han Wienecke og tre andre strejkevagter. De borgerlige i Tønder jublede.
Revolutionen lykkedes ikke
Arbejderbevægelsen havde på to kongresser – 1910 i København og 1912 i Basel vedtaget resolutioner om at stemme imod om at stemme mod krigsbevillinger og krigsdeltagelse i de nationale parlamenter. Da det kom til stykket, svigtede nogle i arbejderbevægelsen.
Den tyske Rigsdag stemte den 4. august 1914 om nye krigslån. Efterhånden krakelerede den tyske disciplin. Oprør opstod bl.a. på flådestationerne i Wilhelmshafen og Kiel.
Tønder var en af de første byer under røde faner
Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene den 5. og 6. november 1918 var der på Luftskibsbasen nord for Tønder blevet oprettet et arbejder – og soldaterråd. Uden blodsudgydelser blev officererne afvæbnet og matroserne overtog magten.
Røde plakater blev omdelt
Om morgenen – dagen efter stiftede Tønders befolkning kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (oversat på dansk):
Gennem byen i en fin forspand
Som anden tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der hejst røde faner på Posthuset, Rigsbanken, Jernbanestationen og på Rådhuset. Det vil sige at den på Rådhuset var rester af borgmesterfruens røde underkjole. Der var ingen flag fra Landrådens kontor eller amtshuset.
På møde i Tonhalle
Allerede fra morgenstunden kørte marinesoldaterne fra luftskibshallen gennem byen i den vogn med fint forspand, som officererne ellers brugte.
På mødet i ”Tonhalle” klokken 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Her blev der drøftet, hvad årsagen til revolutionen var. Det hed sig at krigsflåden den 5. november havde fået ordre til at gå i søen mod englænderne. Det ville være den sikre undergang. Det var dette, der var årsagen til revolutionen.
Der blev dog de kommende måneder rokeret meget rundt på medlemmer og poster. Den formelle begivenhed blev markeret med en parade på Torvet.
Landråd Böhme ville gå selv
Landråd Böhme skulle føres til Torvet af marinesoldater men det nægtede han. Han ville hellere selv gå. Også politimesteren og bogtrykker Thamsen fra Tondernsche Zeitung blev hentet. De tre skulle højtidelig foran menneskemængden erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.
Marinesoldaterne havde erstattet den forhadte pikkelhue med en felthue. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.
Skærbæk blev ”erobret”
Fra Luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen, er blev bekendtgjort med den kendsgerning, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkernes magt.
Proklamation i den lokale avis
I Tondernsche Zeitung kunne man den 9. november 1918 læse følgende:
Alexander Lippert, Walter Birker, Franz Blunk, Otto Pastré, Ludwig Göbig, Wilhelm Langschwanger
Wienecke – den fødte leder
Opstanden på Sild blev ledt fra Tønder. Hertil sendte man den ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.
Wienecke, der fra starten var Tønder- revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs. Derfor blev han ikke indkaldt til militæret.
26.000 dansksindede sønderjyder blev indkaldt. 5.500 faldt i krigen.
I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af de første regulære arbejder – og soldaterråd. Måske skyldtes det at han på det tidspunkt var statsløs.
Dette forhindrede ham dog ikke at indtage rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det var også Wienecke som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne. Det var en pendant til arbejder- og soldaterråd. Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han også arbejderrådet udadtil. Ved det sidste af valgene til arbejder- og soldaterrådet overtog Wienecke endeligt formelt posten som rådets formand.
Han ønskede Nordslesvigs forbliven i Tyskland.
Hvornår kommer danskerne?
De dansksindede mærkede ikke den store forskel. Men de tysksindede var mere nervøse for fremtiden. De kunne finde på at stoppe de dansksindede med følgende spørgsmål:
Rådsmedlemmer skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier
Fra december 1918 blev det fastslået, at medlemmerne af arbejderrådene skulle være medlem af et af de socialdemokratiske partier. Rene borgerråd kunne ikke accepteres. Et arbejderråd som den i Løgumkloster må betegnes som helt ureglementeret. Her var kun et af rådets seks medlemmer arbejder. De øvrige medlemmer repræsenterede krigsinvalider, selvstændige håndværkere, landbruget, embedsmændene og flækkeforeningen, der repræsenteredes af borgmesteren selv.
Hyppige ransagninger hos bønderne
Rådene foretog også hyppige ransagninger hos bønderne på landet, der ofte ikke opfyldte deres afleveringsforpligtelser. I Tønder havde arbejder- og soldaterrådet desuden udpeget en levnedsmiddelkommissær, der skulle prøve at skaffe levnedsmidler fra udlandet, men det viste sig at være umuligt på grund af de allieredes blokade mod Tyskland, der først blev ophævet den 12. juli 1919, da Tyskland havde underskrevet og ratificeret Versaillesfreden.
Ingen politi-beføjelser i Tønder
I Tønder havde arbejderrådet haft tre formænd. Den første hed Ludvig Göbig. Han var formand til den 23. december 1918, hvor han efterfulgtes af den tidligere næstformand, Langschwager. Efter 27. marts 1919 var det Heinrich Wienecke.
Forgæves forsøgte arbejderrådet i Tønder at få politibeføjelser.
Soldaterrådene gled i baggrunden
Efterhånden som revolutionen var gennemført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for bevogtning af de vigtige bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed.
Bonderådene havde heller ikke en stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde. Rådenes opgave var først og fremmest at organisere levnedsmiddeludskrivningerne.
Den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion
Officielt fungerede arbejderrådene indtil den internationale kommission alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen. Men også deres betydning skrumpede naturligvis ind. Flere og flere beslutningsprocesser gled ud af centralinstanserne hænder. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder uindskrænket i funktion. Der blev udpeget folk som tilforordnet til landråden, politimester og borgmester.
I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser. Selv om det var begrænset stor indflydelse de tilforordnede kunne udøve denne ret var det til stor irritation for de tyske embedsmænd. I begyndelsen af 1919kom denne irritation til udtryk til en klage til regeringen. Særlig landråden fik også delvis medhold i klagen. I løbet af foråret 1919 mistede arbejderrådets tilforordnede også adgangen til byråds – og kulturudvalgsmøderne.
Bortset fra Tønder så var rådene danskdominerede
Nordslesvigs overvejende dansksindede landbefolkning stod skeptisk over for disse nye tyske påfund nu, hvor man nu allerede følte sig på vej til Danmark. Men indstillingen var den, at rådene var et onde, man nødtvungen måtte affinde sig med i overgangstiden. Bortset fra dele af Tønder-kredsen blev de nordslesvigske arbejder- og bonderåd danskdominerede.
Wienecke blev genindsat
Det var især den drevne og administrative dygtige Wienecke de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også at der blev udstedt en arrestordre for højforræderi mod ham. De beskyldte ham for sammen med nogle soldater fra luftskibsstationen skulle have planlagt et spartakistisk oprør. I Tyskland var man i fuld gang med at nedkæmpe revolutionære arbejdergruppe i hele Tyskland.
Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtigt frikendt og løsladt igen. Han blev genindsat i sine tidligere tillidshverv. Han lå dog væsentlig til venstre for flertalssocialdemokraterne. Men han havde stadig en form for loyalitetsfølelse over for partiet. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle i Tønder, der eksisterede fra januar 1919, vides ikke.
Senere på sommeren forsøgte landråd Böhme igen at slippe af med Wienecke. Arbejdsrådets magt var på dette tidspunkt meget svækket, så i første opgave lykkedes det for ham at få afsat Wienecke fra posten som tilforordnede. Det var dog gjort regning uden vært.
Der kom til store arbejdsnedlæggelser og demonstrationer (den 27. juni). Myndighederne og Böhme blev nødt til at acceptere Wieneckes genindtræden på posten. Som de sidste i Nordslesvig nedlagde arbejderrådet deres poster.
I Sønderjylland måtte man ikke få samme løn som i det øvrige Danmark
Drømmen om en tysk arbejderstat døde i januar 1919. Arbejderklassens revolution blev kvalt. Reaktionære, borgerklassen og militære frikorps bekæmpede arbejder-og soldaterråd, strejker og demonstrationer. Helt så galt gik det ikke i Tønder. Men det, der skete efter indlemmelsen i Danmark, var næsten værre end selv revolutionen i Tønder.
I Tønder gik man også over til kronen. Men sønderjyske arbejdere måtte ikke få samme timeløn som i det øvrige Danmark. I Tønder og det øvrige Sønderjylland forlangte arbejderne timelønnen hævet fra 1,60 kr. til 2,00 kr. Det nægtede man pure.
Wienecke satte sig i spidsen for en generalstrejke
Wienecke satte sig nu i spidsen for et arbejderudvalg. De lavede en generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920. Særlig i Tønder var den meget effektiv. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbane. Et forsøg på fra borgerlig side at indsætte politiet mod strejkevagter mislykkedes. De ville ikke blande sig i en arbejderkonflikt.
Grev Schack nægtede at lade strejkelederne anholde
Militæret brød dog militæret blokaden. De var lige glade at det var en arbejderkonflikt. Nu spærrede militæret store dele af Tønder. Men bystyret forlangte nu at militæret blev fjernet. Det var et dundrende nederlag for både embedsmænd og militæret.
Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd greve O.D. Schack at lade alle strejkeledere arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget.
Begik politimester Stemann lovbrud?
Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra byen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne. Men det var en arbejderkamp?
Som vi skrev i første del, blev Wienecke og tre andre ledere natten mellem den 6. og 7. juni Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med et totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres ejendele ført samme vej på militære lastbiler.
Det danske borgerskab i Tønder jublede. Arbejderne i Tønder kæmpede videre. Efterhånden opnåede de samme løn som i det øvrige Danmark. Wienecke døde i 1957i DDR.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 16, 2024
Slaget på Israels Plads
Dette er en anmeldelse af Søren Kolstrups bog: Slaget på Grønttorvet. Men vi går lidt videre for at finde ud af, hvorfor vi alligevel ikke fik revolutionen. Forfatteren har fået meget med på de 100 sider. Man kan vel ikke bebrejde ham, at han ikke nævner så meget om det, der skete i Nordslesvig. Bogen kan varmt anbefales. Med fastelavnskøller gik det tidligere mod Børsen. ”Spillebulen lukket af arbejdsløse”. Anholdt ude ved Ladegården. ”Spektakel-togter” kaldte politiet det. De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system. Socialistisk revolution var tæt på virkelighed. Arbejderne klagede over arbejdsløshed og fattigdom. De fredelige og de revolutionære. Tre anholdte syndikalistiske ledere blev forlangt løsladt. Opfordring til generalstrejke blev ikke til virkelighed. Nu skulle de røde have tæsk. Socialdemokrater blev beskyldt for at være får. Bladet ”Klassekampen” beskyldte hændelsen på Israels Plads for at være blodbad. De gamle træstave blev taget i brug. Mange sårede under kampene. Politiet var klar. Mange forbedringer for arbejderne de kommende år. De revolutionære var ikke internt enige. Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske organisation. Men protestbevægelsen havde alligevel opbakning 70 fagforeninger. Socialistisk Arbejderparti blev dannet i 1918. Rabarberdrengen Christen Christensen. De arbejdsløses organisation Hver enkelt betjent fik 100 kr. af justitsministeren.
Forfatteren har fået meget med
En ny interessant bog har set dagens lys. Og det er den populære serie fra Århus Universitets Forlag. Nu koster de ikke mere 99, 95 med er steget med 30 kr. Man har herfra succes med at tage interessante emner op og så får de folk, der ved hvad de skriver om – til at skrive. Det er i serien 100 Danmarkshistorier. Vi har tidligere anmeldt bøger i den serie på vores side.
Igen en gang må man beundre forfatteren også til denne bog at kunne få så meget med på 100 sider. Men som vi plejer at gøre, har vi kigget i andre kilder.
Der skete noget i Nordslesvig
Måske kunne man have nævnt begivenhederne i det nordslesvigske, hvor revolutionen i den grad satte sindene i bevægelse – i særdeleshed i Tønder og i Sønderborg. Men du kan i hvert fald læse om det på vores side. Og den ”Gamle Redaktør” her overvejer om han skal lave en vol. 2 til begivenhederne i Tønder.
Bogen kan varmt anbefales
På den anden side har det nok ikke pladsmæssigt kunne lade sig gøre. Det skal nu ikke bebrejdes forfatteren.
Bogen er særdeles velskrevet og kan varmt anbefales.
Med fastelavnskøller på vej mod Børsen
1918 var politisk set meget uroligt. Afslutning af Første Verdenskrig, den russiske revolution. Herhjemme begyndte demonstrationerne Fastelavnsmandag den 11. februar, da gik en lille flok demonstranter bevæbnet med fastelavnskøller ind på Børsen og angreb børsmæglerne. Senere blev politiet angrebet med murbrokker. ”Stormen på Børsen” blev fulgt af flere andre episoder.
Spillebulen er lukket af de arbejdsløse
Magten skulle overtages og porten til Børsen smækkes og låses med et stort skilt:
Aktionen krævede nøje planlægning og snilde, men også vovemod og en tro på den kommende revolution.
Politiet vidste ikke hvor den store forsamling var på vej hen. Derfor greb de ikke ind. Og da det blev klart, var det for sent. Da optoget nærmede sig Børsen, begyndte de mange arbejdsløse pludselig at løbe frem mod Børsrampen. Her stod Fritzner og Gissemann klar. De havde overmandet dørvagten og kunne nu lukke dem ind.
”Stormen på Børsen var en protest mod fødevarepriserne, som børsmæglerne pressede op ved at spekulere, men det var samtidig også en bredere protest mod dem, der havde skabt krisen og dem, der profilerede på krigen.
Anholdt ude for Ladegården
I august 1918 var tre medlemmer af den revolutionære ledelse blevet anholdt efter uroligheder ved en episode foran Ladegården på Åboulevarden, hvor en militæruniform var blevet hængt op i en lygtepæl. Derefter blev den hånet med opløb, dans og tilråb.
Spektakel-togter
Grønttorvet blev samlingsstedet for flere andre episoder. Politi og domstole slog hårdt ned mod ”Spektakel-togter”, som det hed i politirapporterne. Demonstranter, talere og politiske ledere blev mødt med arrestationer, bøder og fængselsdomme.
Marie Nielsen skrev den 10. november 1918 begejstret i ”Klassekampen”
De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system
Selv om mange Syndikalister med tiden tog afstand fra bolsjevikkerne, var revolutionen eksemplet på, at det var muligt at omstyrte et uretfærdigt system. Det gav dem et håb om forandring og en tro på at det faktisk kunne lade sig gøre.
Syndikalisterne og folkene med anarkistisk tankegang mente, at vejen bort fra kapitalismen samtidig måtte indebære et opgør mod statsmagten.
Socialistisk revolution var tæt på
I november 1918 stod politiet og arbejderne over for hinanden i tre dage. En socialistisk revolution var tæt på. Det tænker man nok ikke på i dag, hvor der her er madmarked. Men dengang udspillede der sig på det daværende Grønttorv voldsomme uroligheder. På løbesedler blev der proklameret:
Myndighederne blev dengang vurderet til en af de største revolutionære trusler. Tusindvis af vrede arbejdere var mødt op på Grønttorvet den 13. november for at demonstrere imod politiet og magthaverne.
Arbejdere plaget af arbejdsløshed og fattigdom
Dengang var Danmark plaget af arbejdsløshed og fattigdom. Arbejderne var vrede over deres dårlige forhold og vrede på de personer, der havde profileret sig på krigen.
Det var Gullaschbaronerne, der tjente vildt med penge på at lave dåsemad og sende forsyninger til soldaterne imens husmødrene herhjemme skulle rationere. Der var heller ikke nok mad til børnene.
De fredelige og de revolutionære
Internt i fagforeningerne og Socialdemokratiet var der stor uenighed om metoderne til at nå et mål. Det store arbejderparti var delt i to – de fredelige forhandlere og de revolutionære – syndikalisterne.
Tre anholdte Syndikalister krævedes løsladt
Syndikalisterne troede at revolutionen var nær. Det handlede om at mobilisere masserne. Det ville de gøre gennem demonstrationer og uvarslede strejker.
Slaget på Grønttorvet handlede også om at få løsladt tre anholdte syndikalister, som nogle måneder forinden havde stormet Børsen og jaget folk ud.
Opfordring til Generalstrejke
Fagoppositionernes Sammenslutning og Socialistisk Arbejderparti opfordrede alle arbejdere til en generalstrejke og nedlægge arbejdet. Myndighederne blev meget ængstelige.
Syndikalisterne bakkede også revolutionen op i Rusland. Den blev betragtet som meget demokratisk. Men herhjemme var arbejderbevægelsen mere moderat. Lederne i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen skyndte sig at lægge afstand til demonstrationen på Grønttorvet.
Nu skulle de røde have tæsk
Sporvognene kørte tæt op ad demonstrationen og det var en rød klud for Syndikalisterne. Konduktørerne trodsede generalstrejken. Derfor hoppede syndikalister op på sporvognene og hev køreledningerne ned. Det var den unge 19 – årige syndikalist Johannes Sperling, der sprang op på en linje 15. Politiet overmandede ham hurtigt. Og det var først på dette tidspunkt politiet gik til angreb.
Sperling blev lagt i bunden af en skovvogn med fem tykke betjente over sig.
Socialdemokraterne blev beskyldt for at være får
I Syndikalisternes blad Solidaritet kunne man dagen efter læs at
Denne iltre Johannes Sperling forsonede sig siden med Socialdemokratiet og blev den første direktør for Dansk Folkeferie.
”Klassekampen” kaldte hændelsen for blodbad
Også i brokvarterne rasede kampen i ca. 3 dage. Bladet ”Klassekampen refererede det bl.a. på følgende måde:
Ja det var ret så kraftige udtryk, der blev brugt dengang i ”Klassekampen”.
De gamle træstave blev taget i brug
De angreb politibetjente med byggemateriale som våben. Ved Nørreport var man i gang med at anlægge undergrundsbanen, så her var der masser af byggemateriale. Og politiet begyndte at tæske løs med deres knipler mod hele forsamlingen. Ja vidner berettede om, at de tog deres gamle træstave i brug.
Det var langt fra alle, der bakkede generalstrejken op. Og der var langt op til de 50.000 som man havde regnet med ville dukke op på Israels Plads.
Mange sårede under kampene
Flere hundrede demonstranter og hundreder af betjente måtte under lægebehandling. Kampene bølgede frem og tilbage i tre dage. Omkring 50 personer blev anholdt og blev idømt langvarige fængselsstraffe. Splittelsen i arbejderbevægelsen førte til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti.
Politiet var klar
Desværre for Syndikalisterne fik deres demonstration den modsatte effekt af, hvad de ønskede. Politiet kunne argumentere for, at de behøvede ekstra ressourcer. For første gang fik de nu tildelt automobiler som bedre kunne gennemtrænge en menneskemængde og bryde ”sværmene” som menneskemængden blev kaldt. Her egnede politihestene sig ikke så godt.
Man havde lejet en 6 personers Hupmobile og sat en politichauffør ved rattet, desuden holdt 4 drosker parat. Også en motoriseret styrke på 32 revolverbevæbnede mænd og 16 beredne betjente med sabler var klar til at blive sat ind.
Politibetjentene fik nu lov til at fjerne deres numre på deres uniformer. Og et gjorde de faktisk i 98 år. Fra 2016 skulle de igen bære dem. Dengang var den enkelte betjent en stor ”panserbasse”, der skulle slå folk oven i hovedet.
Mange forbedringer for arbejderne
I perioden 1918 – 1920 skete der en række forbedringer for arbejderne. Sygekasser, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrentelov, boliger, afskaffelse af tyendeloven. Det var meget væsentlige forbedringer trods Venstre – regeringens sociale nedskæringer i 1920erne, blev de stort set bibeholdt.
På selve aktonsdagen præsenterede Stauning sine reformforslag for De Radikale. Og de godkendte de foreslåede reformer.
De revolutionære var ikke internt enige
Begivenhederne i Danmark var et ekko af de samtidige arbejderrevolutioner. Både oprøre, ordensmagt og politikernes handlinger vidner om at man anså en revolution som en reel mulighed. De revolutionære stod dog svagt i Danmark. Den moderate linje stod solidt forankret i arbejderbevægelsen. De revolutionære socialister havde internt svært ved at finde et fælles ideologisk grundlag.
Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske Ophidselse
Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe vedtog et arbejdsprogram, hvor der bl.a. stod:
Socialdemokratiet var tydeligvis bange for, at alt det hårde slid for at blive anerkendt som et serøst politisk parti, der tog del i det parlamentariske arbejde i Folketinget skulle blive kompromitteret af de revolutionære syndikalistiske arbejdere.
Det var kun de faglige organisationer, der kunne vedtage en strejke
Protestbevægelsen havde opbakning fra 70 fagforeninger
Men vi skal da også nævne at protestbevægelsen havde fået tilslutning fra 70 fagforeninger, blandt andet fordi politiets overfald også var gået ud over helt uskyldige på vej hjem fra fagforeningsmøder.
Socialistisk Arbejderparti stiftet i 1918
Socialistisk Arbejderparti var blevet stiftet i februar 1918 af den revolutionære lærer Marie Nielsen. Hun havde siddet i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, indtil hun startede det nye revolutionære parti. I marts var Thøger Thøgersen blevet formand og Marie Nielsen var blevet redaktør på dets avis Klassekampen. Den udkom dagligt.
Ved mødet på Grønttorvet den 10. november talte Marie Nielsen og Thøger Thøgesen, der kort forinden var blevet løsladt. Også de to bagmænd bag ”Stormen på Børsen”, Andreas Fritzner og Poul Gissemann talte.
Rabarberdrengen ”Christen Christensen”
Christen Christensen ildsjælen bag Fagoppositionens Sammenslutning skulle også have holdt tale. Men han sad indespærret. Det var i 1910 han tog initiativ til denne sammenslutning. Han kom bl.a. med forslag om usædvanlige krav om kvinders rettigheder og det indebar ret til seksualundervisning og fri abort. Han var en glimrende taler. Jo, og det var også ham, der skrev bogen ”En rabarberdreng vokser op. Du kan læse flere artikler om ham her på siden.
Jo han mærkede fattigdommen på Nørrebro. For at forsørge Christen og hans 11 søskende måtte hans mor gå rundt på Nørrebro og samle spåner, der kunne bruges til at lave ildtændere. De blev brugt til at tænde op i borgerskabets kakkelovne og kunne sælges for nogle få ører.
De Arbejdsløses Organisation
I Syndikalisternes organisation, Fagoppositionens Sammenslutning begyndte Fritzner og Christensen at undersøge muligheden for at organisere de mange arbejdsløse. Sammen med Socialdemokratiet oprettedes De Arbejdsløses Organisation, til trods for at Socialdemokratiet egentlig havde forbudt dets medlemmer at være tilknyttet Syndikalisterne.
Men efter bruddet med Socialdemokratiet indkaldte de to gennem De Arbejdsløses Organisation til to møder den 11. februar 1918, et i Folkets Hus på Jagtvej 69 og et i Arbejderens Forsamlingsbygning i Rømersgade, hvor Arbejdermuseet ligger i dag. Man skulle vise fagforeningsbog for at komme ind.
Hver enkelt betjent fik 100 kr.
På begge møder opildnede Syndikalister de arbejdsløse gennem kamptaler.
Den 11. november kunne man i Syndikalisternes blad læse at justitsminister Zahle havde beordret forbud mod våbensalg, ammunition og sprængstof. Da det hele var overstået, Statsminister Zahle dukkede op på Nytorvs hovedpolitistation og bragte en gave med til hver mand i styrken på 100 kroner.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: