Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Da grænsegendarmerne blev taget

Oktober 17, 2024

 

Da Grænsegendarmerne blev taget

Var de en militær trussel? Præventiv trussel. To forseglede breve. Dansk kaptajn hjalp tyskerne. Også kaptajn Madsen beroligede sine kollegaer. De lokale gendarmer sendt ud efter deres kollegaer. 292 gendarmer interneret i Frøslevlejren. Tyskerne brød deres aftaler. Det forekom himmelråbende naivt. En masse betjente sendt syd på. Ikke konsekvent at alle over 55 år blev løsladt. Rødt eller blåt mærke – efter forhør. Fårene skilt fra bukkende. Halvdelen af grænsegendarmerne sendt syd på.  Fra Frøslevlejren til tankgrave. 37 gendarmer løsladt. 141 gendarmer sendt sydpå til usikker fremtid. De uarbejdsdygtige skulle hurtigt ryddes af vejen. En tredobling af fangere i Neuengamme. De måtte gerne lade håret stå. Maden var en grønlig substans. Uhumsk halmsæk som madras. Når arbejdskolonnerne kom hjem. Der var stor forskel på Frøslevlejren og Neuengamme. To – tre mand i hver køje. Block 15 stank af usund afføring. Tankgrav skulle graves ved Elben. Ned ad bakke med gendarmers helbred. Alvorlige sygdomme støder til. Forbudt at prygle gendarmer. 46 gendarmer måtte ikke komme i ny lejr. 4 gendarmer til Bergen – Beltzen – man så dem aldrig mere. Den 27. december 1944 var 21 gendarmer døde. Jens Møller til Berlin for at tale gendarmernes sag. Socialministeriet sender kolonne ned efter gendarmer. Stor velkomst i Kruså. Stor tab af politibetjente og grænsegendarmer.

 

Var de en militær trussel?

Interneringen af Grænsegendarmeriet var en udløber af aktionen mod politiet. Men hvorfor skulle Grænsegendarmeriet også tages? De står ikke nævnt i de officielle tyske dokumenter fra 19. september.

Men der kom dog udtalelser fra tyskerne om at de udgav en militær trussel mod de tyske tropper i tilfælde af en engelsk invasion. Man henviste til Paludan Müller og Malling Jacobsens deltagelse i det illegale arbejde.

 

Præventiv forholdsregel

Antagelig har det også været en præventiv forholdsregel fremkaldt af den mistænksomhed over for korpset som Paludan – Müllers virksomhed havde foranlediget hos det tyske politi.

I foråret 1944 havde tyskerne fået kendskab til samarbejdet mellem politiet, Grænsegendarmeriet og de illegale militærgrupper. Det var den 26. maj hvor Paludan – Müller var blevet dræbt. I eftersommeren begyndte tyskerne igen at tro på invasionen.

 

To forseglede breve

Den 17. september modtog Kriminalrat Burfeind to forseglede breve fra København. De måtte først åbnes ved modtagelse af kodeordet ”Möwe”.

Ved åbningen viste de at indeholde to ordrer. Forst engang at afvæbne politiet i Kolding og syd for. Og ordre nummer to var at afvæbne og internere Græsegendarmerne. Personlig skulle Kriminalrat tage sig af Grænsegendarmerne. Den tyske kommandant på Søgård kasserne ville stille mandskab til rådighed.

 

Dansk kaptajn hjalp tyskerne

Ved ankomst til Søgård viste det sig, at den tyske kommandant allerede var blevet orienteret. Han havde sendt nogle af sine folk til Gråsten for sammen med Gestapo Aabenraa at afvæbne politiet der.

En del af tyskerne fra Kolding kørte nu til Sønderborg for ved hjælp af det lokale Gestapo at anholde gendarmerne øst for Gråsten. Burfeind begav sig selv med ledsager til korpskontoret.

Afvæbningen og anholdelserne af gendarmerne kom til at strække sig over to dage. Fra Kollund ringede kaptajn Ørsted Petersen til Kruså og beordrede personalet op i vognene sammen med deres våben og ammunition. Det lykkedes dog enkelte at forsvinde.

 

Også kaptajn Madsen beroligede sine kollegaer

Gendarmerne blev kørt til Frøslevlejren, mens Burfeind, Ørsted Petersen og deres ledsagere fortsatte til Tønder og distriktskontoret der. På tilbagevejen anholdtes gendarmerne i Højer og Siltoft. Kaptajn Madsen fra Sønderborg beroligede dem, der ringede fortalte, at korpset var ved at blive afvæbnet men ingen var endnu blevet anholdt. Dette var så ikke korrekt, fordi nogle gendarmer allerede befandt sig i Frøslevlejren.

På vej mod Frøslevlejren faldt den tyske chauffør i søvn og bilen bragede mod en ko. Tyskerne måtte have hjælp fra Falck i Tønder og nåede først Frøslevlejren kl. 3 om morgenen.

 

De lokale gendarmer blev sendt ud efter deres kollegaer

For gendarmerne kom det ikke som et chok at de skulle afvæbnes, men det gjorde det, da de efterhånden opdagede at de nu var blevet interneret. Og det var ikke kun for en kortere tid. Både tyskerne og deres danske foresatte havde godt nok fortalt, at det var kun i en kortere periode, at de var tilbageholdt. Denne opfattelse lå også til grund for at Ørsted Petersen deltog i Burfeinds afdeling.

Den 20. september tog tyskerne tilbage til Tønder. De lokale gendarmer blev sendt ud i omegnen for at hente deres kollegaer. På denne måde sparede tyskerne selv mandskab. Tyskerne truede med at straffe familie til de gendarmer, der stak af. De ville hente kone og børn, blev der sagt. Dette fik gendarmer til at melde sig til tysk politi.

 

291 gendarmer interneret i Frøslevlejren

Den 20. september 1944 var 291 af korpsets 337 medlemmer interneret i Frøslev. Inventar og biler tog tyskerne sig også af. Det var en relativ lille gruppe af tyske politifolk og soldater, der var blevet indsat.

I Frøslevlejren blev alt, hvad de havde i lommerne taget fra dem bortset fra pibe, tobak og tændstikker. Halvdelen måtte aflevere deres uniformer og fik i stedet udleveret sorte frakker og benklæder. Efterhånden slap tyskernes beholdning af gammelt tøj op.

 

Tyskerne brød deres aftaler

Få dage før gendarmerne var kommet til lejren havde tyskerne brudt alle aftaler og ladet 200 fanger deportere sydpå over grænsen til koncentrationslejre i Tyskland. Ingen kunne nu vide, hvornår det blev ens tur til en tur syd på.

Barak 10 og 11 måtte nu inddrages til nyankomne. Også brak 16 kvindebarakken måtte ryddes – de kvindelige fanger blev nu anbragt i barak 17. I brak 16 var der ingen senge. Her måtte man nøjes med en kippe halm.

 

For tæt på hegnet

I den første tid var gendarmerne overladt til sig selv i lejren. Dagen gik med at spille kort og strejfe rundt i lejren. Nogle af gendarmerne var kommet lidt for tæt til hegnet. Pludselig havde de fået øje på nogle pårørende, der havde vovet sig lidt for langt til hegnet. Dette blev for meget for de vagthavende tyskere. Maskingeværet skrattede – en vagtpost havde sendt nogle varselsskud hen imod skoven. Gendarmfamilierne forsvandt skyndsomst.

 

Det forekom himmelråbende naivt

En del havde stillet sig uforstående over for gendarmernes arrestation. At gendarmerne havde ladet sig anholde uden videre og kaptajn Ørsted Petersen ligefrem var kørt rundt med tyskerne, forekom himmelråbende naivt. Hertil bidrog utvivlsomt også rygterne om, at flere gendarmer havde meldt sig frivilligt ved lejrens port.

 

En masse betjente sendt syd på

Tidligt om morgenen den 25. september blev alle vækket af høje kommandoråb uden for barakkerne. I barak 16 vovede nogle gendarmer sig ud på gangen, hvorfra de hørte viskende stemmer. I det svage lys så de mænd i bare skjorter ved dørene til de andre stuer. En af dem mente at vide at nu sendte de politiet syd på.

Senere på dagen kom bekræftelsen. Af de internerede politifolk, der hovedsagelig stammede fra Odense, Århus og Aalborg blev 288 deporteret den morgen. Det gjorde dybt indtryk på gendarmerne. I dagene omkring den 25. september var der ellers blevet løsladt 9 medlemmer af korpset.

 

Ikke konsekvent at alle over 55 år blev løsladt

Den 22. september havde lejrledelsen meddelt at alle gendarmer over 55 år ville blive løsladt. Men beslutningen blev nu aldrig gennemført konsekvent. Fra den danske lejrledelse under kaptajn Digmann forlød det nu at gendarmerne skulle i arbejde.

 

Rødt eller blåt mærke – efter forhør

Søndag den 1. oktober kaldtes gendarmerne over til en SS- barak, hvor det forlød at man skulle til forhør. I barakken blev de stillet op i en række og derefter lukket ind en for en. Forhørslederen viste sig at være Burfeind. Danskeren Birkedal – Hansen optrådte som tolk.

Forhøret varede næppe mere end nogle minutter for hver enkelt. I de fleste drejede samtalen sig om hvorvidt de havde tysk familie, hvor gamle de var, soldatertjeneste og helbred. Til sidst blev der spurgt om de var medlem af Dansk Samfund eller andre foreninger af politisk art. Til sidst bemærkede flere, at der blev sat et rødt eller blåt mærke ved deres navn på en liste foran sig.

Efter afhøringerne var de blevet genet tilbage til barak 16. Her indfandt Burfeind sig senere sammen med en række SS – officerer. Gendarmerne blev stillet op i et geled og tyskerne skridtede fronten af.  Nogle navne blev råbt op og indehaverne kaldt ind til Burfeind, der stillede dem forskellige spørgsmål.

 

Fårene skilt fra bukkene

Blandt gendarmerne var de fleste af den mening, at forhøret var ensbetydende med snarlig hjemsendelse og stemningen var god. Men ak afklaringen kom på sorteste vis om morgenen den 5. oktober.

Ved 4-tiden om morgenen blev gendarmerne vækket på en brutal måde med høje kommandoråb og larm. Søvndrukken gik de ud på gangen iført nattøj. Men med det samme fik de besked på at gå ind og tage ordentligt tøj på.

Da de lidt efter stod opstillet i geled kom en SS – mand over og råbte navne op. Efterhånden som dette skete skulle de pågældende træde frem og stille sig ved siden af geleddet. Måske var det den måde, at fårene skulle skilles fra bukkene?

Til sidst holdt tyskeren inde. Nu stod man over for hinanden. To lige store grupper med 140 mand i hver. Kaptajn Madsen fra Sønderborg var også en af dem, der var skilt fra. Det var nu klart, hvad de tyske overvejelser var resulteret i: Tysklandstransport for halvdelen af de internerede gendarmer.

Det tyske vagtpersonale optrådte med en usædvanlig voldsomhed og brutalitet. Den 19. og 25. september var der allerede blevet deporteret ca. 2.000 betjente.

 

Halvdelen af grænsegendarmerne sendt syd på

Det var nøjagtig halvdelen af grænsegendarmerne, der kom syd på. Hvorfor? Var det meningen, de slet ikke skulle afsted? Det var for det meste de ældre, der blev tilbage i Frøslev. Det kan man ikke rigtig sige. Nogen klar linje var det ikke tale om. Begge grupper indeholdt både ældre og yngre gendarmer.

Burfeind har sikkert fået ordre om at sortere halvdelen fra. Samme dag blev 9 gendarmer løsladt. Nu var der heller ikke mere tale om særbehandling af de gendarmer, der var tilbage i Frøslevlejren.

 

Fra Frøslevlejren til tankgrave

Efter at gendarmerne måtte af med uniformen frøs de alle og stærkt forkølede. Der var endnu ikke installeret kakkelovne i barakkerne. Ved toldforvalter Bahnsens hjælp opnåede gendarmerne at få uniformen tilbage hvis de blev farvet sorte.

I november måned sendtes et større hold fanger syd på for at grave tankgrave, deriblandt et stort antal gendarmer. Den 20. november blev Frøslevlejren angrebet et anfald af diarré. En overgang troede man at det var et tyfus-angreb. Men en undersøgelse viste dog at det var dårligt oksekød.

 

47 gendarmer løsladt

Gendarmerne håbede på løsladelse. Men ugerne gik. Og så pludselig mellem den 17. og 25. november blev 47 gendarmer løsladt.

Men der var dog ingen grund til optimisme. Den 21. december blev fangerne vækket i de tidlige morgentimer. Klokken 8 om morgenen afgik en ny transport med over 100 mand til Tyskland.

Men så den 23. december blev et halvt hundrede betjente løsladt og en enkelt gendarm.

 

141 gendarmer syd på til en usikker fremtid

Vi skal tilbage til den 5. oktober på vej syd på. I Harrislee måtte man vente et stykke tid på et lokomotiv. Hele transporten nåede op på 200, deriblandt 141 grænsegendarmer på vej til en usikker fremtid. De blev alle placeret i kreaturvogne. Kun en tredjedel kunne sidde ned. For dyre penge kunne man købe nogle knipper halm. Lokale bønder gjorde en god handel.

Nødtørften måtte forrettes i en blikdåse og pirkes ud gennem en lille sprække mellem vognen og døren. Sulten havde trods en madpakke indfundet sig. Nu gjorde toget endelig holdt. De vidste at det var i nærheden af Hamborg.

 

De uarbejdsdygtige skulle skaffes af vejen

De så nu barakker på barakker omgivet af en bred kanal og et flere meter højt pigtrådshegn. Skilte på de store cementpæle forkyndte at det var ladet med stærkstrøm. Udenfor færdedes SS-soldater med hunde.

Fangerne blev hensynsløst udnyttet. Arbejdstiden blev sat i vejret. Der blev pålagt at skaffe de uarbejdsdygtige af vejen. Tilstanden i lejrene blev alvorlig forværret. Det skyldtes bl.a. den dårlige mad, den dårlige hygiejne grunden den dårlige plads samt arbejdsforholdene. Dødeligheden steg. Og det kom grænsegendarmerne også til at mærke.

Gendarmerne fik også masser af historier fra de andre fanger, da de ankom. Det var om lus og tyfusepidemier, sygetransporter til andre lejre og likvideringer af uarbejdsdygtige.

 

En tredobling af fanger i Neuengamme

Nye fabrikker for rustningsindustrien etableredes omkring lejren. En række hårde udkommandoer og oprydningskommandoer i de bomberamte, hidrører fra den tid. Fangeantallet i Neuengamme steg fra 23.000 til 69.000. Med væksten steg de kendte følgevirkninger – overfyldning, sygdom og død.

Gendarmerne kom en af de første dage forbi en række godsvogne med lukkede døre og tilgitrede glugger i siderne. Bag gluggerne øjnede de nogle udtærede, snavsede kvindeansigter. Fra vognene strømmede en forfærdelig stank. De erfarede senere at det var en transport af franske eller polske kvinder.

 

De måtte lade håret stå

Men gendarmer startede med at blive afluset og i bad. Det føltes rart. Ur, penge og andre værdigenstande lige til vielsesringen skulle afleveres. Efter badet skulle man trække i noget ubeskriveligt kluns – for det meste var det alt for tyndt og småt. Man kom også til at kigge på medfangerne. Det var ikke videre opløftende. De var radmagre elendigt udseende skabninger. De var næsten alle pilskaldede.

Ved kaptajn Madsens formidling opnåedes, at gendarmerne som ”dänische Polizei ikke at få håret skrabet af. I begyndelsen blev gendarmerne anbragt i Block 11. Inden for blev de modtaget af en høj, mager mand, lyshåret med briller. Han præsenterede som barakformand ”Blockälteste”. Han havde anssvar for ro og orden i barakken.

 

Maden var en grønlig substans

Gendarmerne var sultne ved ankomsten. De var spændt på at se menuen. Udenfor stod 5 smudsigt udseende russiske fanger med en lav firhjulet vogn belæsset med kar og baljer indeholdende en grønlig substans. Lugten fra beholderne fik det til at vende i dem. Barakkens beboere blev stillet op i en række og skulle så passere forbi.

Efterhånden som de kom derhen fik de udleveret en rusten uappetitlig udseende blikskål. Skeer fik de ikke i denne omgang. Omkring en liter af det grønne blev hældt i skålen, men kun få magtede at få det ned. Hovedbestanddelene syntes at være vand og træede kålrabistrimler samt lidt hvidløg.

 

Uhumsk halmsæk som madras

Sengetøjet bestod af to tøjlaser. Som madras tjente en uhumsk halmsæk. Længere nede var et vaskerum. Antallet af haner var forbløffende lille. Længst nede var toiletterne. Her kulminerede svineriet. Hele rummet var bygget op over en grube i jorden, hvor latrinen ophobedes. WC’erne bestod af en stor træplade med hul i jorden. Langs væggene gjorde en rende det ud for et pissoir. Gulvet flød med ekskrementer og gamle forbindinger med blod og materie.

 

Når arbejdskolonnerne vendte hjem

Et hornorkester satte gang i melodien ”Alte Kammeraden”. Gennem vinduet kunne gendarmerne se kolonne efter kolonne af fanger marchere ind på den store plads og spredes til de øvrige barakker. Det var arbejdsholdene, der vendte hjem. Deres tøj var i pjalter, bare ben havde de fleste. De blåfrosne fødder var stukket i et par trætøfler. Enkelte havde bundet klude om benene. På ryggen og hver side bar de store påmalede kryds.

I Block 11 blev der serveret aftensmad: en brødhumpel på størrelse med tre almindelige skiver og et lille stykke syntetisk margarine.

 

Der var stor forskel på Neuengamme og Frøslevlejren

En gang imellem var det luftalarm – også midt om natten. Så gjaldt det om at komme i beskyttelsesrummet, som lå i kælderen i to stenbygninger. SS-soldater løb rundt og søgte at sætte farten op med spark og slag.

Gendarmerne troede stadig, at de kun skulle være her i få dage indtil de en dag, blev ført over til tøjdepotet og skrædderiet, hvor der blev syet numre på deres tøj. De fik udleveret noget overtøj og en hue.

Hurtigt gik det op for gendarmerne, at der var stor forskel på Neuengamme og Frøslevlejren.

 

To – tre mand i hver køje

Hver dag var det op og arbejde selv om søndagen. Man blev inddelt i arbejdshold. Det var virkelig slid – flytning af tipvognsspor, læsning af briketter, stenslagning og planeringsarbejde ude ved ”Klinkewerke” – det gamle teglværk, omkring lejren blev oprettet i 1938.

Til sidst måtte man af pladshensyn være to – tre mand i hver køje. Og så skulle man også vænne sig til krematoriet’ s røg og lugt.

 

Block 15 stank af usund afføring

En aften omkring den 20. oktober blev gendarmerne jaget ud af Block 11. Nu skulle man pludselig over i Block 15. Denne barak var i forvejen overfuld af russere, polakker, italienere, grækere og mange andre nationaliteter. Barakformanden var en rovmorder.

Her lå gendarmerne blandt udhungrede mennesker klumpet sammen som ål i gele. Dårlig mave havde de fleste, da Dysenterien var en meget udbredt sygdom her. Stanken af urin og usund afføring var uudholdelig. Fra de øverste køjer dryppede det ned. Staklerne kunne ikke holde på deres afføring. Nogle brugte en tom marmeladespand.

 

Tankgrav skulle graves ved Elben

Allerede klokken halvfire blev lyset tændt og fangerne purret ud. Morgenmaden, et lille stykke tørt brød og en skål suppe, måtte indtages udenfor i mørke og silende regn. Opdelingen i arbejdshold varede uendelig længe. Først ved sekstiden dukkede kapoen op.

Der blev udtaget en arbejdskommando på 1.000 mand, der skulle arbejde et par timers kørsel fra lejren ved en lille station Ortkarten i nærheden af Elben. Det drejede sig om en tankspærring, der skulle graves langs en vej. 2 meter lodret ned og 5 meter skråt ud til siden i en længde af nogle kilometer. Den opgravede jord skulle stables op, så det blev endnu højere.

Det var ret hurtigt klar for alle, at dette job var værre end noget, de hidtil havde været udsat for. Grundvandet stod højt og den fede marskjord skred ustandselig ud. Hele dagen måtte de vade rundt i æltet. Dette kunne gå så længe vejret fortsatte med at værre nogenlunde. Men at arbejde i vedvarende regn, kolde snebyger og til sidst frost var bestemt ikke rart.

Den eneste kompensation som de fik var bedre suppe fra et folkekøkken i Hamborg, dertil et tillæg i form af to stykker brød med lidt margarine eller leverpostej.

 

Ned ad bakke for gendarmers helbred

Arbejdet i Ortskanten varede en måned. Det kan ikke undre nogen at det gik hastigt ned ad bakke med gendarmernes helbred. Til de øvrige plager føjede sig nu konstant våde klæder.

Men om aftenen, år man kom hjem, skulle man træde an til aftenappellen, der kunne tage nogle timer, dertil kom de ulidelige luftalarmer og ophold i kælderen. Som en ekstra finesse så var aftensmaden som regel lige før luftalarmen, så den var væk, når man kom tilbage.

Det hårde arbejde sled fodtøjet i stykker. Til erstatning fik man udleveret trætøfler, Strømper eksisterede ikke. Man måtte finde sig et par klude at vikle om benene. Enkelte stjal tæpper fra køjerne og bar dem under tøjet som værn mod kulden.

 

Alvorlige sygdomme stødte til

Under arbejdet havde det været ganske almindeligt, at en fange sank sammen med stærke mavesmerter og blodopkastning. Nogle kolleger bar ham hen på grøftekanten, hvor han måtte ligge til fyraften.

Et par dag efter var det galt igen. Denne gang drejede det sig om en ældre og en yngre gendarm, der begge have høj feber. Kapoen lod dem søge skjul i en høstak, men SS-vagten jog dem ud. I løbet af kort tid lå henved en halv snes gendarmer på reviret, 2 -3 af dem var dødssyge.

Dysenteri, rosen, lungebetændelse og forrådnelse i lemmerne var de almindeligste sygdomme. Svineriet her var ubeskriveligt. Også her lå 2-3 i køjen. Var man syg, da man kom ind, var man næsten sikker at få det værre efter indlæggelsen.

 

Forbudt at prygle gendarmerne

En aften kom så kaptajn Madsen med budskabet om, at den første gendarm var død. Man b lev så senere klar over, at det ikke var den første. Allerede den 1. november var den første død. Såvel i Ortkanten som i barakken blev gendarmerne trakteret med slag og spark fra vagtmandskabets side.

Kaptajn Madsen fik udvirket et forbud mod at prygle gendarmerne, der som ”dänische Polizei gik for at være ”anständige Leute”. I den forbindelse har det fritvoksende hår været til uvurderlig gavn. Det gjorde dem let kendelige og muliggjorde derved en opretholdelse af forbuddet i det daglige. Andre henvendelser om blandt andet mere tøj, forblev resultatløse.

Røde Kors pakkerne betød et hårdt tiltrængt tilskud til den magre kost. Det gav fornyet livsmod og modstandsevne Disse forsendelser reddede livet for mange, der ellers var gået til grunde.

Men det hårde arbejde i Ortskarten var en hård belastning og slog benene væk under mange og de formåede ikke at rejse igen.

 

46 gendarmer måtte ikke komme i ny lejr

Den 18. november blev masser af gendarmer stoppet. De skulle til en ny lejr. Men 46 blev tilbage i Neuengamme. Det var hovedsagelig de svageste. Nu havde de pludselig fået status som krigsfanger. I december kom en Røde Kors transport og ville afhente dem. Men lejrledelsen afviste dem med den begrundelse at de var for svage til en transport.

 

4 gendarmer til Bergen-Beltzen – man så dem aldrig igen

Fire af gendarmerne kom dog med en anden transport. Fra tysk side sagde man, at de blev overført til en Erholungslager. Men det viste sig at de blev sendt til dødslejren Bergen Beltzen. Man har ikke set dem siden. Lejrledelsen fyldte de danske myndigheder med løgn.

 

Den 27. december var 21 gendarmer døde

Den 27. december 1945 havde efterhånden 21 gendarmer fundet vej til hovelejrens krematorium.

 

Jens Møller til Berlin for at tale gendarmers sag

En aften blev en masse gendarmer kaldt op, klippet og barberet. De fik besked på at stille den følgende dag ved skrivestuen kl. 6 for at blive hjemsendt. Begejstringen var enorm. Hvad de havde af mad og godt tøj blev generøst skænket til Blockens øvrige beboere. Men de skulle vente til langt op af formiddagen, indtil de blev sendt over til reviret. Her blev de så bare spurgt om de var raske.

Efter transporten den 2. februar indtrådte en vis afdæmpning. Dyrlæge Jens Møller fortalte at han af Werner Best fik at vide, at han skulle tage til Berlin og tale gendarmernes sag. Inden afrejsen fik han en oversigt af Toldforvalter Bahnsen, om hvilke, der var døde og hvem der var syge. I Berlin fik han talt med Kaltenbrunner i Auswärtiges Amt. Her havde Kaltenbrünner beklaget grænsegendarmernes skæbne.

 

Socialministeriet sender kolonne ned efter gendarmer

Den 10. marts kunne Hvass efter aftale med Kaltenbrünner love at de så godt som sidste 77 gendarmer, der var tilbage i Tyskland kunne afhentes af en dansk transportkolonne den 14. marts.  I Frøslev ville dem, der ikke havde noget på samvittigheden blive løsladt.

På Socialministeriets foranstaltning udrustedes en motorkonvoj fra København den 13. marts. Blandt deltagerne var Dr. Lorenzen fra Bov, Dr. Skadhauge fra Seruminstituttet og to sygeplejerske samt den meget aktive Hvass fra Udenrigsministeriet.

Torsdag den 15. marts blev gendarmerne kaldt sammen i blokken. Med mange omsvøb erklærede barakformanden, at de skulle hjem. Hele dagen måtte de vente i Block 11. Næste dag blev de kaldt over til tøjdepotet for at iklæde deres uniformer. De hang nu lidt slatne om dem nu. Også deres værdigenstande fik de igen.

Konvojen medbragte 70 gendarmer, deraf 3 i ambulance og 31 andre danskere, deraf 5 i ambulance.

 

Stor velkomst i Kruså

Folk var stimlet sammen i Kruså for at modtage konvojen. Det var sort af mennesker. Men den tyske grænsevagt var blevet rasende og havde jaget dem væk. Da busserne var kommet forbi toldstedet, gjorde de holdt flere gange for at hilse på pårørende.

Ved ankomsten til Frøslevlejren løslodes alle på nær 17. I Tyskland var der nu kun tre af korpsets folk tilbage.

 

Stort tab af politibetjente og grænsegendarmer

  • 39 gendarmer var døde – flere døde efterhånden af følgerne – mange var resten af livet præget af opholdet sys på
  • I nogle kilder står der anført, at 78 politifolk var døde, andre steder, er tallet opgivet til mellem 81 og 90. En opgørelse fra 1968 viser at 131 politibetjente var døde af følgerne efter 5. maj 1945.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Jensen: Det danske Gendarmerikorps
  • Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen
  • Besættelsestidens Fakta
  • V.T. Madsen: Grænsevagt
  • Hæstrup: Til Landets bedste
  • Mågård: Frøslev – Tysk Fangelejr i Danmark
  • Pigtråd (Tidsskrift)
  • Lars Bjørnboe: Ingen kender dagen

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.182 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 421 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 269 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 62 artikler

 

  • Aktion Möwe (Boganmeldelse)
  • Operation Möwe – den 19. september 1944
  • Dansk Politi – under pres
  • Politiet – under besættelsen
  • I en lovløs tid
  • Pas på grænsen 1-2
  • Grænsen og dens bevogtere
  • Myten om de hvide busser
  • De hvide busser nok engang
  • Sandheden om de hvide busser
  • Hipo – og Schalburg korpset
  • Sommer- korpset
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Dramaet ved Viadukten 1-2
  • Frøslevlejren
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Myter omkring Fårhuslejren og Frøslevlejren
  • Frøslevlejrens fremtid
  • Harreslev – dengang
  • Flensborg – 20 dage som regeringsby
  • Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den 1-3
  • Hvordan var det at bo i Frøslevlejren
  • Hvordan var det at bo i Fårhuslejren
  • Obersten fra Tønder
  • Var Paludan-Müller en folkehelt?

 

 

  • Ladelund og beskyttelse af forbrydere
  • KZ – lejr Ladelund
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • KZ – lejr Husum Schwesing (Svesing)

 

  • Sydslesvig 9. – 10. november 1938
  • Da Flensborgs overborgmester blev afsat i 1936
  • Likvideret på Alssund – 5. maj 1945
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Nazisternes sidste tilflugt
  • Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen
  • Sydslesvig før og efter Anden Verdenskrig
  • Efterretningsvæsnet – efter nazismen
  • Flensborg – efter 1945

 

  • Dødsmarch
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Den polske historiefortolkning
  • De asociale skulle i KZ – lejre
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Værnet – lægen man lod flygte
  • Holocaust – fornægteren fra Kollund
  • Sort Jord – Holocaust
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • Holocaust – aldrig igen
  • Auschwitz -en udryddelseslejr
  • Auschwitz og Thalidomid-skandalen
  • Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Josef Mengele – dødens engel
  • Hvad skete der i Borbruisk?
  • Auschwitz -en udryddelseslejr
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • Christian den Grusomme
  • Da Royal Air Force sænkede 7.000 KZ – fangere
  • Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangenskab
  • De danske hjælpepakker til KZ – fangerne
  • En oktober-nat 1943
  • De danske jøder i Theresienstadt
  • De glemte KZ -lejre på Kanaløerne
  • Nazi-jægerne
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Skal ældre krigsforbrydere ikke straffes? og mange flere

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden