Artikler
August 19, 2017
Amager fra A til Å
Hvad betyder Amager, Amagerbøndernes torvehandel. Hollænderne på rim. Et meget enkelt vejnet dengang. Vejbredden blev indskrænket det sidste stykke. Sogneforstanderskabet ønskede beskyttelse. Et springvand er sat op til minde om hollænderne. Englandsvej-den vigtigste vej i Sundbyøster. Hoffet skulle have en gård til at hvile ud efter svanejagt. Kirken på Amager, sådan blev Tårnby Kirke kaldt. Her kom den svenske konge pludselig på besøg. Og så besøger vi et kolerahus i Dragør. I Store Magleby kom hoffet til tøndeslagning. Der var forskellige storhedstider i Dragør. Og så skal vi med fly fra Kløvermarken. I Kongelunden skulle brylluppet stå.
Den anden vandring
Vi fortsætter vores byvandringer i Københavnsområdet. Her har vi så den anden vandring på Amager. Ja det er jo nogle, der ikke mener, at Christianshavn hører med til Amager.
Ja vi har jo været her før, og vi bringer lige en artikelhenvisning til tidligere artikler, som vi har skrevet om Amager i slutningen af denne artikel.
Hvad betyder Amager?
Amager nævnes i 1085, dengang blev den kaldt Amacum. I 1100-tallet omtales den som Amaca. Am- kan muligvis forklares som et gammelt navn på sundet mellem Sjælland og Amager. Parallelt hermed kendes Ammen eller Ammerännen, et tidligere sund på Falsterbo-halvøen.
Forleddet kan være beslægtet med det ”ame” som indgår i det gamle hollandske stednavn Amstel, der betyder vandløb. Efterleddet i Amager kan føres tilbage til ”haki”, den olddanske betegnelse for ”hage”.
Da Absalon fik Havn, fulgte Amager med og kom under Roskilde Bispestol. Tilknytningen hertil varede til 1416, da Amager ligesom København overgik til kronen
Hollændernes velmagtsdage
Kastrups berømmelse skyldes de virksomheder den kongelige bygmester Jacob Fortling anlagde herude i det 18. århundrede. Tårnby og Store Magleby er gamle landsbyer. Dragør er hansestædernes tidligere handelsplads på Amager.
Det var i Tårnby, at øens hovedgård, Ladegården var beliggende. Det var til Store Magleby, at Christian den Anden i 1520 indkaldte 184 hollandske bønder. Ja Dragørs oprindelse skyldes dens fantastiske beliggenhed.
Hollændernes velmagtstid på Amager falder fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet. Efterhånden trængte de frem i de andre byer og bredte sig til sidst ud over hele øen. Men de bevarede deres skikke, sæder, dragter og delvis deres sprog.
De første kolonister fik til opgave at opdyrke jorden og specielt at skaffe grøntsager og andre haveprodukter til hovedstaden.
Torvehandlen
Den 28. juli 1684 blev der indført en ny ordning for Københavns torvehandel. Alle slags frugter og havevækster som indførtes af gartnere og amagerbønder, skulle herefter forhandles på Amagertorv. Sammesteds blev det også tilladt at sælge smør, flæsk, ost, gryn og fjerkræ. I de fleste af de omkringliggende huse var der købmandsboder.
I 1700-årene red amagerbønderne mælk og fløde til København. De blev folkemunde kaldt ”Flødehusarer”. Mælkeprodukterne blev opbevaret i træbimpler(dunke)fastgjort til hesten.
Amagerbøndernes særstilling af mælkeprodukter blev fortrængt af de øvrige københavner-bønder. Samtidig blev amagerbønderne beskyldt for at blande vand i mælken. Herom skrev P.A. Heiberg i ”Rigsdaler-Sedlens Hændelser:
Uden gener var handelen nu ikke. I et klageskrift fra 1718 erklærede byens renovationsinspektør, assessor Svend Krag, at
Hollænderne på rim
Da Mikkel Jernskæg i 1693 udkom med sin rimede ”Amagers Beskrivelse” havde han kun godt at sige om de flittige bønder. Om deres ædruelighed og klædedragt skrev han:
Han drikker sig ej fuld til han ej mere sanser
Han gør sin Trøje ej paa den fransøske Node
Nej, han gaar siirlig nok med sin Amager-Mode
Han bær og ej Paryk med lange krused Lokker
Slig opfunden Skik han viser hen til Pokker
Blandt de senere beskrivelse af Amager skal nævnes denne beskrivelse fra 1758:
Et meget enkelt vejnet
Endnu i 1700-tallet var Amagers vejnet meget enkelt. Når den rejsende forlod hovedstaden gennem Amagerport, skulle en vindebro fra Ravelinen til selve Amager passeres, før det flade Amagerland lå åbent.
Det første stykke derefter var ældgammel vej og kaldtes Broen eller Amagervej. Omtrent ud for nuværende Markmandsgade delte vejen sig i to grene. På Jens Sørensens kort over Københavns omegn tegnet 1720 ses denne deling tydeligt.
Den ene gren fulgte nogenlunde Amagerfælledvej til Sundbyvester, hvorimod den anden kort efter delte sig i to nye grene, nogenlunde ud for nuværende Holmbladsgade. Den vigtigste vej i den sidste forgrening fulgte nu omtrentlig vore dages Amagerbrogade med fortsættelse i Amager Landevej ud til Dragør.
Vejbredden blev indskrænket
Op gennem 1700-årene var Sundby-vejen til Dragør i en dårlig stand, hvorfor Generalvejkommissionen april 1780 foreslog at et nyt anlæg skulle etableres. Kongen approberede dette 8. maj samme år.
Mens stykket frem til Sundbyerne skulle være 20 alen bredt, indskrænkedes vejbredden herfra til Dragør, dog kun 14 alen. Bygningen af vejen fandt sted 1780-1790. Man brolagde de første 111 favne, det vil sige stykket fra voldgraven til Acciseboden på Amagerbro.
Til de følgende 144 favne måtte man nøjes med en chaussé. Det var en stenvej med harpet grus. Den sidste ”distance” ud til Dragør blev almindelig gruset.
Den fremtidige vedligeholdelse af vejanlægget blev klaret ved indførelse af en bomafgift, som trådte i kraft fra nytår 1790.
Sogneforstanderskabet vil have beskyttelse
De vejfarende stod under lidt beskyttelse til den yderste barriereport før Amagerport, hvor militæret havde en skildvagt. Da denne blev inddraget 1842, måtte sogneforstanderskabet i Tårnby klage til Københavns politi for at sikre de rejsendes sikkerhed.
Men politidirektør Chr. Jacob Cosmus Brædstrup afviste dette med begrundelsen:
Sogneforstanderskabet i Tårnby fik alligevel ret og i 1845 blev det ved kgl. Resolution befalet, at man ansatte to vægtere og opsatte 12 nye lygter på Amagerbro.
Amagerbrogade
Med indlemmelsen af Sundbyerne i København 1. januar 1902 ændredes Amager Landevej til Amagerbrogade. Men endnu frem til 1915 måtte vejafgift erlægges ved Bomhuset, som lå ved Prags Boulevard.
På Amagerbrogade 5 boede agent Jacob Holmblad. Han havde i begyndelsen af 1800-tallet grundlagt en limfabrik på Amagerbro, hvortil sønnen Lauritz Peter Holmblad føjede en række tilgrænsende jordstykker af hvilke han skabte en storartet have.
Et springvand
De to gamle landsbyer Sundbyvester og Sundbyøster er nu opslugt af storbyen. Hist og her gemmer der sig nogle store boligkarreer og et enkelt bondehus. De fleste af de ældre bygninger er hvid- eller gulkalkede. Sundbyerne blev beboet af mange håndværkere.
På Christian den Andens Plads finder vi et springvand udført i 1896 af malet cement. Stukkatøren hedder Adam Hansen. Springvandets rejsning skyldes den kendte bygherre, grosserer Hermann Ebert. Det er en række figurer og relieffer, der skildrer amagerbøndernes liv.
Englandsvej-den vigtigste i Sundbyvester
Englandsvej var en af de vigtigste veje i Sundbyvester i ældre tid. På Peder Lykkes Vej, som engang var en meget idyllisk landevej finder vi tre ældre småhuse. Her er også nogle gårde, hvoraf Almhuset i nummer 109 er det smukkeste. Det er opført i 1772.
Midt i det hele på Tingvej finder vi tre små landsbyhuse. Hvor Hørhusvej og Tingvej skærer hinanden ligger Tinggården fra tiden omkring 1850. I Liflandsgade finder vi et malerisk pakhus med en tårnagtig tilbygning. Her er bindingsværksgavl, hejseværk, grønmalede luger og vinduesrammer. Dette hører med til en metalvarefabrik.
Jo det er malerisk her på Dagøgade, hvor vi lægger mærke til nummer tre, et toetagers gulkalket hus. Her i nærheden finder vi også Sundby Kirke fra 1869-70.
Øresundsvej-hovedvejen i Sundbyøster
Øresundsvej var hovedvejen i det gamle Sundbyøster. Og her minder bebyggelsen om Tingvej med nyere et etagehuse og lave bygninger fra 1850-60. Vi lægger mærke til Sundbyøsters tidligere skolebygning, som en overgang blev brugt som husvildebygning.
Desværre kan man ikke længere nyde Røde Kro teaters flotte indgangsparti. Det er lidt svært at finde ud af, hvordan småkårsfolk i første halvdel af 1800-tallet boede i Sundbyøster.
Hoffet hvilede ud efter svanejagt
I Rødegård Parken lå indtil 1942 Dyvekes Gård, Svanelejegård eller også Rødegård, som nok var det mest almindelige navn. Det var en høj toetagers bindingsværksbygning fra omkring 1670.
Hoffet har benyttet denne på Christian den Femtes tid som hvilested under de anstrengende svanejagter, der afholdtes på Amager. Vi har i en tidligere artikel på vores side beskrevet en sådan svanejagt.
Der er sket mange nedrivninger i kvarteret og der sker sikkert flere. I Spaniensgade kan vi lige nå at se nogle af de ældste huse inden de falder for øksens hug. I Portugalsgade ligger endnu et par gamle bondehuse
Stenhugger og kongelig bygmester
Men øens popularitet skyldes sikkert også, at danske kunstnere som Exner, Th. Philipsen, Viggo Johansen, Albert Gottschalk og Johan Rohde. Fra midten af 1800-tallet søgte de herud.
Fra Sundbyvester Plads går vi ud ad Amagerbrogade. Her lægger vi mærke til den gamle gård, Sophiehøj i nummer 242. Den er bygget i 1910. Ude ved Kastrupvej ligger Katrupgård. Det er vel det nærmeste vi kommer en herregårdslignende bygning på Amager! Det er en meget statelig gård. Den er opført 1749-54 af stenhugger og kongelig bygmester Jacob Fortling.
Han havde fået kongelig privilegium på at bryde kalksten på Saltholm. Og så drev han et kalkbrænderi i Kastrup. Han anlagde en havn og det var han anlagde sit kalkbrænderi, der bestod af en hovedbygning og flere mindre fabriksbygninger, som bl.a. rummede et mur- og teglstensbrænderi, en stentøjs- og sukkerformfabrik samt et okkerværk.
Endelig flyttede han i 1760 porcelænsværket fra Blåtårn ved Langebro herud. Men alle disse virksomheder bestod ikke så længe. I 1848 blev der her indrettet en filial af Holmegårds Glasværk.
Mindesmærke for ”Grundlovens giver”
Kastrupvej krydser Lufthavnsvej, hvor der er et vidt udsyn over flyvepladsen. Men vi drejer af inden, nemlig ned ad Gammel Kirkevej. Her lægger vi mærke til to gårde i henholdsvis nummer 78 og 77. Det er Ny Kastrupgård og Lille Kastrupgård.
På Amager Landevej passerer vi et mindesmærke for Frederik den Syvende, som Amagers befolkning rejste i 1885 til minde om grundlovens giver. Og så er det også lige Nykro i nummer 89.
De største gårde lå langs Englandsvej
Vi kommer nu til Listedvej som vi drejer til højre ad og følger til Tårnbyvej. Her lå der i sin tid store gartnerier. Den største og smukkeste gård er Allegården på venstre side, hvor også Rågårdsdal er beliggende. Betydelig yngre er Enigheden på den modsatte side.
Ved Vantårnet nærmer vi os det egentlige Tårnby. De gamle huse og gårde omkring kirken er landsbyens kerne. De største gårde lå langs Englandsvej, mens de mindre gårde fortrinsvis havde søgt ly langs kirkens skærmende mure på Sivkærvej, Vestre Bygade, Ved Lergravene, Smedekærvej og Tårnbystræde.
Kirken på Amager
I 1193 blev Tårnby Kirke kaldet ”Kirken på Amager” Det er sandsynligvis den ældste kirke på øen. Den er opført omkring år 1100, da byen endnu blev kaldt Borgby. Det er et navn som tyder på, at byen har været knyttet til en stormand. Fra første færd var den meget mere anseelig end nu.
Den var bygget af kampsten med enkeltheder af kridt og var som Fjenneslev Kirke forsynet med tvillingetårne og et vestgalleri. Tvillingetårnene forsvandt dog hurtigt igen. I 1200-tallet er det sikkert sket en ombygning af tårnrummet. Våbenhuset på nordsiden stammer fra 1300-tallet. Jo, der er i tidens løb sket mange til- og ombygninger af kirken.
Den svenske konge kom på besøg
Ifølge et sagn blev kirken skånet af svenskerne under Københavns belejring som belønning for den koldblodighed præsten viste ved at blive stående på prædikestolen, da Carl den Tiende Gustav uventet trådte ind i kirken. I hast flygtede menigheden bort.
I 1904-1905 blev kirken restaureret og langhuset som i 1844 var blevet pudset med cement blev renset.
Den gulkalkede præstegård på Englandsvej 330 er med sin meget brede kvist ud til haven en meget malerisk bygning. Det er også indgangen til kirkegården. Efter hvad vi kan se på en plade ved indgangsdøren så er den opført i 1791 af sognepræst Lambert D. Bruun.
Man påstår at den skulle være blevet bygget af materialer fra det bedrevne Hørsholm Slot. Præstegårdshaven er en af de smukkeste haver i Tårnby.
Hollænderbyen
Efter at have passeret det idylliske Tømmerup når vi endelig Store Magleby, som er den egentlige Hollænderby. Fra Skolegade drejer vi til venstre ad Magleby Hovedgade. Her lægger vi mærke til den idylliske rødkalkede krobygning og Amagermuseets maleriske bygninger.
Den gamle stråtækte bindingsværksgård er opført i 1782. Amager Museumsforening erhvervede i 1920 bygning, hvor der er genskabt en række kulturhistoriske interiører fra Dragør, Store Magleby og Tømmerup. Endvidere er der en samling af amagerdragter, syninger, malerier og møbler.
Tænk her er bindingsværk på det træfattige Amager. Her er masser af velholdte huse og gårde. Men den smukkeste gård er nok Marienlyst.
Store Magleby var i middelalderen underlagt ærkebispesædet i Lund. I 1521 anvistes landsbyen til de hollandske familier, som Christian den Anden havde indkaldt til Danmark. Gennem Sigbrit Willoms fra Amsterdam, moder til hans frille Dyveke, havde han fået grundigt kendskab til hollandske forhold.
Allerede 1515 søgte Christian den Anden bønder fra Waterland, men forgæves. De første ankom 1518 og anvistes gårde på Helsingøregnen. I 1521 fik 184 hollandske bønder privilegier på Amager dog undtaget fiskelejet Dragør.
Hoffet kom til tøndeslagning
Allerede fra 1540 fik de fast stadeplads på Amagertorv. Deres pyntelige dragter vakte opsigt, ligeså den festlige tøndeslagning til fastelavn. Det fortælles at hoffet på Christian den Femtes tid kørte ud til Ny Amager for at overvære løjerne fastelavns mandag.
Hoffet yndede også at udklæde sig som amagerbønder. Skikken med tøndeslagningen er bevaret den dag i dag.
På hjørnet af Kirkevej ligger Store Magleby Kirke. Sandsynligvis har den nuværende bygning haft en romansk forgænger. Den blev i både 1611 og 1731 ombygget fuldstændig.
Syd for kirken på kirkegården står et monument i form af en brudt søjle med en marmortavle, hvorpå man kan læse:
Ved siden af kirkegården ligger den gamle præstegård, hvis ældste dele stammer fra Frederik den Tredjes tid.
Et kolerahus i Dragør
Kirkevejen følger vi nu til Dragør. Det er i særdeles en hyggelig og mindst berørte byer i Københavns nærhed. Sin berømmelse skylder den de store sildemarkeder, der afholdtes her i middelalderen, da byen var en vigtig hansestad. Selv om der ingen bygning fra den tid er bevaret, så er en spadseretur i de snævre gader og stræder med de gulkalkede huse, deres røde tegltag eller stråtag som at vandre et århundrede tilbage i tiden.
Gå en tur ned gennem Kongevejen til den maleriske havn, Strandlinien nr. 4, der rummer museet i et lavt bindingsværks-pakhus. Den ældste del er fra 1682.
I dette hus har byforstanderskabet også haft til huse. I hotellets strandhave lægger vi dernæst mærke til den lille hvidkalkede kampstensbygning med de grønne skodder, Strandlinien 5. Det er det tidligere kolerahus.
Fra havnepladsen drejer vi nu til højre ad Strandgade, hvor vi på hjørnet af Magstræde ser kroens maleriske bygning. Den er bygget 1800-1806 af en af Dragørs store bygmestre, J.H. Blichmann. Det er et typisk skipperhus, opført som vinkelbygning med en fløj i to etager.
Fra Strandgade fortsætter vi nu gennem Trejn Jylmannsgang til von Ostensgade. Vi gør lige en afstikker til et andet typisk skipperhus, Strandstræde 8. Den bliver kaldt for Trappen og er bygget i 1784.
I von Ostensgade kigger vi på Jens Eyberts Hus. På hjørnet af Christian Mølstedsgade og Blegerstræde finder vi maleren Christian Mølsteds fødehjem.
Ad Sønderstræde kommer vi ud på Bymandsgade og gør herfra en lille omvej for at se Fogedens Plads 2, der er bygget omkring 1780. Til sidst ser vi i Vestgrønningen de tidligere skipperhuse i nummer 3 og 18-20. Men ak, der er meget mere at se på i Dragør.
Sildefiskeriet
Byen spillede en betydelig rolle i middelalderen så længe det var betydelig sildefiskeri i Øresund. Hansebyerne viste stor interesse for fiskelejet. I 1370 fik byen handelsprivilegier og ret til saltning af sild.
De hanseatiske boder antages at have ligget nord for byen. I 1973-74, da Nationalmuseet gravede i Dragør fandt man klædeplomber, der kunne føres tilbage til Limburg. Ud fra møntfund i samme udgravningslag blev plomberne dateret til 1350-1400. Dermed kunne man dokumentere, at Danmark i denne periode havde importeret klæde fra byer i Maas-området.
Med sildefiskeriets ophør mistede Dragør sin betydning i en længere periode. Sundet blev dog atter en indtægtskilde, da Dragørfiskerne begyndte at lodse skibe igennem det.
Lodsernes storhedstid
Omkring 1560 gik omtrent 2.000 skibe årligt gennem Øresund og søtønder blev udlagt flere steder således to ved Dragør i 1557. Dragørlodsernes betydning understreges at, at de i 1684, som de første i Danmark fik kongelig autorisation.
Den 8. marts 1684 tilskrev Christian den Femte sin overrentemester, at ”sex Mænd paa Dragøe” altid var til disposition, når hans orlogsfartøjer skulle op eller ned gennem Drodgen.
Da et Drogden Fyrskib første gang 1837 blev lagt for anker på grunden, en position som fyrskibet holdt de næste 100 år, bestemtes det, at Dragør-lodserne på skift skulle overnatte der ude på fyrskibet.
Skibsfartens storhedstid
Skibsfarten på fremmede havne fik også betydning for Dragør både før og efter krigen mod England. I 1830erne berettes det, at byen ejede 39 fartøjer på 1.882 læster
Den anden blomstringsperiode for skibsfarten begyndte i 1850ene, hvor flåden hjemmehørende i fiskerbyen voksede betragteligt. Omkring 1870 var her 70 skibe. I 1878 blev Dragør Danmarks tredjestørste søfartsby. Flåden talte da 78 skibe på i alt 12.422 brt.
Om vinteren, når Østersøens havne var lukket af is, satte nogle af skibene kursen mod Middelhavet eller fjernere himmelstrøg. Der blev fragtet gods fra Middelhavet til New York, sukker blev bragt fra De vestindiske Øer til Danmark. Kryolit blev sejlet fra Ivigtut til Philadelphia og laster med petroleum i fade førtes fra New York til Tyskland.
Enkelte skibe gik endog i fart på Sydafrika og Sydamerika eller endnu længere borte. Foråret med isens opbrud var en fest. Der kom løv og frugter i masteskoven i Dragør. Nu kunne Østersø-havnene igen besejles.
Skipperne bestilte frisk rugbrød til tre-fire ugers sejlads og man købte ”Canrøfler fra Pitter Jans”.
I 1880erne begyndte skibsfarten atter at gå tilbage. Skibsredder C.C. Jans kunne allerede 1877 notere sig ni forlis eller havarier på 2 ½ år. I 1890 var kun 56 Dragør-skibe med i alt 4.230 tons på fart.
Ved århundredskiftet var dampskibene for alvor blevet dominerende. Hvor efter den resterende flåde blev hyret til hjemlig fart.
Med fly fra Kløvermarken
Men udsigt over Christianshavn skal vi da også kigge på Kløvermarken. Her blev der skrevet historie, da Politiken-journalisten Alfred Nervø den 3. juni 1910 dristede sig til en flyvning over København. Med et Voisin-biplan passerede han hen over Københavns Havn, Kastellet, Søerne og tog en tur rundt om Rådhustårnet, før han atter landede på Kløvermarken.
Herefter var den grønne plet på Amager en fast base for flyvninger. Allerede samme år fløj mekanikeren Robert Svendsen over Øresund. Endnu større opsigt vakte det, da grev Zeppelin 18. september 1912 landede med sit luftskib ”Hansa” på Kløvermarken.
Verdens ældste flyselskab
Så kom 1. verdenskrig, hvor man ude på Kløvermarken skabte et dansk luftvåben. Den 29. oktober 1918 blev Det Danske Luftfartsselskab skabt på initiativ af billedhuggeren Willie Wulff. Det er verdens ældste. Det stiftende møde blev afholdt i ØK, hvor etatsråd H.N. Andersen opfattede det som en national opgave og foreslog den imponerende sum af tre millioner kroner som startkapital. Man nøjedes dog med 900.000 kr.
DDL’ s første postflyvning fandt sted fra København 15. september 1920 med Hamborg som mål. Starten på denne særlige trafik blev en succes. Men økonomien haltede og i årene 1921 og 1922 var postflyvningerne endnu uregelmæssige.
I 1925 blev den civile flyvning flyttet til den ny lufthavn i Kastrup. Hertil henlagde man også den militære flyvning i slutningen af 1920erne.
I slutningen af 2. verdenskrig oprettede myndighederne en baraklejr på Kløvermarken, først for tyske flygtninge, senere generelt for mennesker, som krigen havde drevet til Danmark.
På Kongelunden skal brylluppet stå
Når vi nu er på Amager skal vi da heller ikke glemme Kongelunden, som er Amagers eneste skov. Egentlig er den anlagt som fasaneri i 1850erne, men overgik senere til kongeskov og statsskov. Jo, der er den der er kendt fra Johanne Louise Heibergs vaudeville ”En søndag på Amager”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
August 14, 2017
Kolera på Nørrebro 1853
Ja vi kigger på sygdommen og de sanitære forhold. I alt døde 5.000 i København. Dengang boede der ikke så mange på Nørrebro. Der flød med ekskrementer og affald i Københavns rendestene. Ikke mange byggeregler i begyndelsen. Man diskuterede om kolera smittede, ja egentlig var man ikke enige om meget. Man snakkede om hyppig udluftning, rensning og hvidtning. Var sygdommen brudt ud, skulle man spise havresuppe og –grød. Og tænk, så fik man lov til at bygge træbarakker på militært område. Ny byggelov hjalp ikke på forholdene. De liberale politikere mente ikke, at det var offentligheden, der skulle bygge fattighuse. Så var der debat om natterenovation ved Nørre Alle, og Blegdamsgrøften indløb der mange klager over. I 30 år diskuterede Frederiksberg og København, hvem der skulle betale en hovedkloakledning.
Sygdom og sanitære forhold
Denne artikel handler om den frygtelige epidemi, der ramte København og Nørrebro i 1853, og hvad man gjorde for at hindre, at det skulle ske igen. Det handler også i høj grad om de sanitære forhold, der herskede i København og Nørrebro dengang. Ja og hvad skete der efterfølgende.
Godt 5.000 døde
Koleraen brød ud den 11. juni 1853 og varede indtil oktober samme år. Hen ved 4.800 døde af sygdommen under epidemien.
Endnu boede der ikke så mange på Nørrebro
Cirka 4 pct. af befolkningen døde på Nørrebro. Man ved godt helt nøjagtig, hvor stort et antal, der døde, men det kniber mere med at beregne, hvor mange der boede i bydelen dengang
Vi ved, at 48 døde på Blegdamsvejen og 220 i resten af Nørrebro.
Der var travlhed især på Assistens Kirkegård.
Der flød med affald og ekskrementer
Tænk engang i 1853, da boede der 220.000 mennesker i Indre By. I gaderne flød der med affald og ekskrementer. Byen savnede egentlige kloaker. Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev drikkevandet ført til byen i udhulede træstammer fra de omkringliggende søer. Og dette drikkevand var urent overfladevand.
Sanitære tiltag
Man havde tidligere iværksat karantæner og isolering af befængte huse. Men det afskaffede man et år før dette angreb brød ud. Det var det selvfølgelig besparelser i, men man fosøgte så, at bruge disse besparelser til hygiejniske tiltag, eller sanitære tiltag, som det hed dengang.
Men man kunne egentlig ikke finde fælles fodslag. Således nåede man først i 1892 til enighed om, at kolerabefængte skibe skulle i karantæne.
Sundhedskollegiet udsende ved epidemiens udbrud en bekendtgørelse, hvori det hed sig, at sygdommen ikke kunne eftervises at komme udefra. Koleraen skyldtes:
Men senere var man ikke så sikker, da syntes man nærmest at udtalelsen var en smule dristig. Man måtte prøve sig frem.
Ikke mange byggeregler
I 1850erne var der ikke mange byggeregler. Det militære terræn på den anden side af volden måtte der ikke bygges på. Så pladsen i byen måtte bruges maksimalt. Sådan var mottoet også, da man endelig fik lov til at bygge på Nørrebro.
De få regler, der var kunne der dispenseres fra. Og det gjaldt bygningens højde, de tilhørende gårde, adgang til luft og lys, lejlighedens højde m.m.
De åbne rendestene var altid fyldt med ”stinkende vand og mudder”. Ofte havde det ikke noget fald, og så blev det til slam. Grundvandet stod højt under København.
Hygiejne, vand og sanitet
Nogle hældte latrinen ud i rendestenen, da det var for dyrt at få tømt latringruben. Boede man i nærheden af en kanal eller vandgrav ja så hældte man også latrinen ud i dette. Som vi tidligere har beskrevet var vandrørene ikke altid i lige god stand. De lå tæt op af latringrubberne og så kom der synlige urenheder i drikkevandet.
Under hele koleraepidemien indberettede stadsfysikus Hoppe, hvad man havde gjort. Han skulle også i samarbejde med stadens politimester
Hoppe fokuserede på hygiejne, vand, sanitet og bedre beboelse for de fattige.
Smittede kolera?
Koleraen opstod i Nyhavn den 12. juni. Ved månedsskiftet var 9 patienter fra Nyboder døde. På Nørrebro var dødligheden stor, men på Vesterbro var der kun ganske få tilfælde. Hoppe skrev i medicinalindberetningen fra 1854:
Hoppe satte kolera i samme bås som tyfus og blodgang (dysenteri) og til dels pest. Distriktslæge Seidelin mente at koleraen smittede. Alle hans patienter havde fået smitten fra andre.
Forklaring måtte findes i jordbunden
Ingeniør Colding og kemiker Thomsen skrev i deres værk fra 1853, at det var usandsynligt, at smitten skulle komme fra luften. De mente derfor, at der skulle findes en forklaring i jordbunden. Befolkningstætheden var en yderligere faktor, men kunne ikke alene forklare koleraens forløb, da ”luftige” gader også blev ramt.
500 senge til rådighed
Man besluttede at oprette kolera-afdelinger i Frelsers og Fruers Arbejdshuse. Nyboder hospital blev åbnet for civile kolerapatienter. Men der var nødvendig at åbne endnu flere hospitaler. I slutningen af juli havde man 8 hospitaler rundt om i byen.
Men man havde kun i alt 500 senge til rådighed, men med 3.500 nye tilfælde i løbet af juli var det småt med plads. Halvdelen døde dog også hjemme.
Hyppig udluftning, rensning og hvidtning
Den 29. juni anmodede Landphysicus Guldberg Sundhedskollegiet om:
Folk blev påbudt at rense deres gårdsrum, straks fjerne det opfejede snavs, samt udskylle rendestenene i gården og på gaden. Latrin skulle jævnlig køres væk. Grubberne skulle helst tømmes hver gang.
I et cirkulære blev familierne anmodet om at sørge for hyppig udluftning, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig luftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm, samt at sørge for kun at bruge rent vand til drikkelse og madlavning.
Husk opiumsdråber, kamferdråber, Kamille- og Hyldeblomster
Man rømmede de huse, som skønnedes at være ubeboelige. De udflyttede beboere boede i mellemtiden på Fogedgårdens Kaserne og i telte og træbarakker lidt uden for byen.
Sundhedskollegiet bad apotekerne om at købe rigeligt med medikamenter såsom opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster samt sennepspulver.
Dr. Hoegh-Guldberg opfordrede i en bekendtgørelse befolkningen til at behandle mild diarre, som kunne føre til kolera med korrekt diæt, amerikansk olie, rabarber-, Hoffmanns-, kamfer og opiumsdråber, samt varm beklædning af underlivet.
Havresuppe og –grød
Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte de sædvanlige udtømmende midler som åreladning, lavement og opkastning. Dette var ofte med til at forværre situationen.
Var man først blevet syg anbefaledes det bl.a. at spise havresuppe og grød, drikke hed kamillete med kamfer- og opiumsdråber, evt. vin eller cognac, samt tage amerikansk olie mod diarre og mavekrampe.
Ved sværere anfald måtte man gnide huden med børster eller uldne klude dyppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud måtte man lægge poser med varmt vand, sand eller aske. Sennepskager skulle lægges på arme, ben og i hjertekulen.
Træbarakker på militært område
På de militære Glacier ved søerne blev der opført en del træbarakker, der indeholdt 180 lejligheder. Militæret havde beordret dem revet ned igen senest 1. november 1853. Men de fik dog lov til at blive der til 1.november 1857.
Lægeforeningens boliger på Øster Fælled kunne rumme cirka 250 familier. Men ifølge dr. Hornemann manglede man endnu boliger til 800 familier.
Ny byggelov hjalp ikke på forholdene
I 1857 kom der en ny byggelov, men det var kun med meget få justeringer. Det var stadig meget lidt plads mellem husene, hvilket bevirkede manglende lys og luft.
I midten af 1800-tallet var det store problemer med at få løst problemet med et velfungerende kloaksystem. Lægerne hævdede på den ene side, at latrin var sundhedsfarligt og skulle afskaffes for omverdenen-gennem kloakken, mens jordejerne så latrinen som en god gødning.
De første kloaker så først dagens lys i København i 1860. Man måtte stadig ikke installere vandklosetter, da kloakkerne mundede ud i havnen og kanalerne.
Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i 1898. Kloakindholdet ledtes ud i Øresund med den stærke strøm. De københavnske læger havde talt for dette i 50 år.
De liberale: Ikke vores opgave
Der var bestemt ikke enighed hos lægerne mht. opståen, udbredelse og behandling. Ofte slog politikerne lægernes opfattelse hen som usikre teorier.
De liberale politikere mente heller ikke, at det kunne være en offentlig opgave at bygge boliger til de fattige.
I kærrer til Tårbæk og Jægersborg Dyrhave
At koleraen hovedsagelig smittede gennem drikkevandet blev først anerkendt langt senere. Man havde også fra lægerne i lang tid advaret mod drikkevand og kloakforholdene. Men på grund af politiske stridigheder trak dette ud.
Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde af kolera, hvoraf 4.737 døde. Fra København spredte smitten sig til provinsen, hvor 24 byer blev ramt og 1.951 døde.
Mange af de døde blev kørt i kærrer fra København op til Tårbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene, plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.
Moralske og hygiejniske hensyn havde man ikke tid til
Menneskemasserne inde bag portene pressede på. Og byggespekulanterne tjente masser af penge. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid til. Resultatet blev også derefter. Jo senere en lejekasserne stod parat og jo mindre tjente mand. Og jo mere man kunne presse ned på grundet, jo større var fortjenesten.
Nørrebro en mishandlet bydel
Nørrebro var først og den bydel, der blev mishandlet mest. Der blev bygget aldeles planløst. Tømrermester Bergmann byggede sit første hus i 153 i en afstand af 12 alen fra Dosseringen, ja så indrettede nabobygningerne sig bare derefter.
Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Bülow og Bangert blev ved med at få særtilladelser, så de kunne fortsætte deres byggetilladelser.
”Dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende”
I 1854 udgav P. Knudsen et skrift med titlen ”Nørrebro og dens Omgivelser i Sanitær Henseende. I forordet skriver P. Knudsen:
Og lægen gik i den grad systematisk til værks. Han undersøgte, om der i nogle huse havde været speciel mange dødsfald, eller om der på forskellige gader havde været mange dødsfald.
”Høj grad af Usselhed og meget slet Drikkevand”
Ja og lægen konstaterede, at dødsfaldende ganske givet var forstærket af ”høj grad af Usselhed”, overbefolkning og ”meget slet Drikkevand”. Han kunne også se, at de steder, hvor der var det største antal dødsfald var, hvor der var ”hygiejniske mangler”.
Grundvandet på kirkegårdene havde gjort vandet mere kultbrinteholdigt. Men der blev fundet brøndvand, der var ”særdeles sletsmagende” og ildelugtende. Politiet lukkede også tre brønde. Men måske burde man have lukket endnu flere.
Blågårdsvejens drikkevand burde have været meget bedre, men diverse projekter var blevet forsinket.
Slet ingen afløb
Læge P. Knudsen kunne konstatere fugt i jorden. Og det skyldtes ikke kun regnvand. Det skyldtes mangelfuld afløb af spildevand fra husene. Mange steder var der slet ikke et afløb. Man lod vandet samle i gruber i umiddelbar nærhed.
Og der hvor afløbet var reguleret hen til en grøft, var situationen stort set ikke bedre, da disse grøfter kun undtagelsesvis var brolagte. Jordbunden blev konstant gennemsivet af urent, stinkende vand.
Natrenovationsoplægget ved Nørre Alle
Jorden optog en masse flydende renovation ikke mindst fra oplagsstedet ved Nørre Alle. Fra kirkegårdene kom en masse gærende stoffer. Luften blev også forpestet ved de giftige uddunstninger fra overnævnte renovationskule.
Knudsen advarede mod den manglende afledning af skadeligt vand, og henkastning af natrenovation på åben mark i nærheden af beboelse.
Natterenovationsoplægget ved Nørre Alle var oprettet i 1850. Det var en stor renovationskule omgivet af et plankeværk. Men det var beliggende under åben himmel og udsat for regn, sol og blæst. Og næsten alle beboere på Nørrebro var plaget af kulens ”ildelugtende dunster”.
Spørgsmålet havde været diskuteret mange gange
Det var umuligt at åbne et vindue, hvis vinden var i den forkerte retning. Spørgsmålet om natrenovation havde været oppe at vende flere gange. Allerede i 1841 lev der nedsat en kommission af nogle af Magistratens og Borgerrepræsentationens medlemmer. De kom med følgende forslag:
Dette forslag blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen, Politidirektøren, Magistraten, Stadsfysikus og Sundhedskollegiet
Dette forslag tiltrådte et flertal i Borgerrepræsentationen. Med det tillæg, at kuler for ublandet natrenovation aldeles ikke må findes på stadens grund.
Det flød over med urenheder
Men ak det gik kludder i beslutninger for pludselig mente man, at hvis forslagene trådte i kraft, ville det forværre situationen både i Indre By og i brokvartererne.
For bygninger, der lå lige op til Blegdamsvejen, ja så var det afløb til den store grøft langs vejen. Men for eksempel de bygninger der lå ved Første Blegdam ved den såkaldte Sant Hans Gade, ja de havde overhovedet ikke nogen afløb. Gaden havde et naturlig fald til Sortesøen (Sortedamssøen).
Det overfaldevand der ikke endte i søen ledtes hen i gruber, hvorfra det enten sivede i jorden eller fordampede. Ja man så også at vandet flød over med diverse urenheder. Allerede inden bebyggelsen var jorden her meget usundt. Med den tiltagende bebyggelse blev det hvert år mere usundt.
Denne fugtighed i nærheden af Sortesø blev endnu tydeligere ved de andre blegdamme. Og det var særlig galt ved den syvende blegdam, der ofte stod under vand.
Blegdamsgrøften gav anledning til klager
Blegdamsgrøften havde ofte givet anledning til klager. Det var de overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand. Det blev kun i ringe grad afhjulpet af de jævnlige gennemskylninger af rent vand.
Oprensningerne hjalp heller ikke. Grøften blev bare dybere hver gang, således at stenkisterne hver gang kom til at ligge højere og højere. Derved blev afløbet mere og mere forhindret.
Et par bassiner i Ventegodts Have
Blågårdvejens grøft var ikke dårlig, den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene. Og disse lå meget tæt på brøndene. Hist og her var jorden mættet. Lugten advarede om, hvad der var i vente, når spildevandet fra Jagtvejen blev ført videre af en grøft langs Jagtvejens nordvestlige sidefor at ledes langs Lygtevejens nordøstlige side bag Lygten og under Lersøens afløbsrende.
I Ventegodts Have havde afløbet udviklet sig til at par små bassiner. Her fortsatte det af snørklede veje til Ladegårdsåen. Koleraen var særlig slem på det nærliggende Pedersdal.
Vores læge anbefalede, at man skulle kigge på gravernes fald og så skulle de alle sammen brolægges. Spildevandet som til dels løb under Ladegårdsåen skulle have et lettere afløb.
Også vandinspektør Colding var rundt på Nørrebro var rundt og tjekke forholdene på Nørrebro.
Kunne man bygge en skole så tæt på en Kolerakirkegård?
Da Kapelvejens Skole i 1879 blev opført i Kappelvej 42, skete det også først efter en meget ophedet debat, for mange mente, at man da ikke kunne bygge så tæt på ”Kolerakirkegården”.
Colding og Thomsens rapport
Ludvig August Colding var i 1845 udnævnt til vandinspektør og i 1850 til stadsingeniør. Fra 1849 havde han arbejdet med at udrulle vandledninger og et separat kloaksystem i København. Efter koleraudbruddet lavede han sammen med den berømte kemiker Julius Thomsen en undersøgelse af sygdomsforløbet, der afkræftede lægernes hidtidigt herskende miasme-teori. Byen havde brug for rent vand og gode kloakker, fastslog makkerparret.
Hjælp fra England
Men at skylle spildevand i havnen var et utilladeligt spild, mente overpræsident Lange og flere andre. Latrinen var mange penge værd for bønderne. Der er mange beskæftiget med at køre den væk. Borgerrepræsentationen bad derefter Colding, om at hente ekspertise i udlandet.
Den britiske ingeniør James Simpson undersøgte derefter Københavns planer. Han understregede vigtigheden af, at vandledninger og kloaker blev installeret samtidig:
Rådet blev ignoreret
Rådet blev dog ignoreret i København, hvor Indenrigsministeriet på grund af uenigheden mellem Borgerrepræsentationen og Magistraten besluttede at afvise kloaksystemet og kun godkende installationen af vand- og gasledninger. Trods afslaget arbejdede Borgerrepræsentationen videre med planerne. Det blev op til ingeniørerne at finde en løsning.
Toiletter måtte ikke tilsluttes
I brokvarterne skulle der nedlægges kloaker, der kan rumme både gråt spildevand og sort spildevand. Samme system men i dybdeliggende hovedledninger skulle der installeres i den gamle del af byen. Men i første omgang måtte der ikke tilsluttes toiletter, så latrinerne og hele industrien omkring dem bevares foreløbig. Spildevandet ledes til havn eller nærmeste vandløb.
Byggespekulanter var lige glade med byggeplaner og regler
En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857 samtidig med en udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne var ligeglade med byggeplaner og regler. Det skulle bare gå hurtigt.
Murstenskloaker anvendes i dag
I 1859 blev den første kloak lagt ned på Nørrebro, og i de følgende år blev stadig større dele af byen kloakeret. Mange af murstenskloakkerne fra den tid har i øvrigt vist meget god holdbarhed og er stadig en del af systemet i dag.
Indholdet blev tømt i rendestenen
Det første toilet var allerede blevet installeret i 1846. Men ak, det blev så bare tømt i rendestenen i nattens mulm og mørke. I 1857 anslog læge Hornemann, at der var omkring 300 toiletter i byen. Mange af dem, der havde toiletter, brugte de nyinstallerede vaskes afløb i sådan en grad, at bystyret i 1871 krævede, at nu skulle der monteres vandlåse på vaske.
Tømt i havnen
I 1880erne kunne man især om sommeren se en brun farve i hele vejen ned til Køge Bugt. I 1886 var det Charles Ambt, der var blevet stadsingeniør. Han måtte kæmpe med problemet, at der var direkte udledning i havnen og Svanemølle-bugten. Og så var det lige lugten.
Efterhånden steg forbruget af kunstgødning i landbruget. Efterspørgslen af de københavnske fækalier faldt stødt.
I 30 år var Frederiksberg og København uenige
Colding så aldrig sin plan blive helt gennemført. Det gik over 30 år inden København og Frederiksberg blev enige om den helt store kloakplan. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak.
Ja det hele gik godt nok langsomt. Man skulle tro, at sporene efter Kolera-udbruddet ville få politikkerne til at tage hurtige beslutninger, man ak nej
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
August 5, 2017
Bredebro – dengang
Vi er i Bredebro, et par mil nord for Tønder i 1880erne. Vi besøger skolen og hilser på pastor Thiesen og kollegaen fra nabosognet. Og så valgte man en tysk præst, pastor Schmidt. Og så var det lige førstelærer Thomsen. Han havde en lidt speciel måde, at undervise på. Her i sognet var man udpræget dansksindet. Man skulle passe på ikke at blive udvist. Den nationale kamp kunne man ikke mærke i Bredebro. Det var kun når det var valg oppe på kroen. Der var ikke videre religiøs interesse i sognet. Men der var store standsforskelle. Mosearbejdere boede sammen med familien i træbarakker. Og de gik hårdt til sprutten. De preussiske embedsmænd var medgørlige i begyndelsen. En dansksindet lærer skulle forklare, hvad han lavede i København i ferien. Og så skulle lærerne passe ikke at få ”Der Blaue Brief”. En lærer blev forflyttet, fordi han ikke var til stede da indenrigsministeren var i byen.
Landsbylærer-løn: 1.000 kr.
Vi befinder os i Bredebro i tiden 1884-1887. Og for dem, der nu ikke ved, hvor Bredebro ligger, ja så er det et par mil nord for Tønder.
Så længde, det var nødvendigt for en landsbylærer i Nordslesvig at kunne dansk var der lærermangel i landsdelen. Egentlig var det kun landets egne børn, der kunne søge embede der. I byerne, hvor der siden 1864 undervistes udelukkende på tysk kunne sydslesvigerne og holstenerne komme til.
Lønnen dengang i 1884 var 1.000 mark, fri bolig med de allernødvendigste møbler og fri brændsel. Det var bestemt ikke dårligt efter datidens forhold.
Man skulle indføres i embedet af lokalskoleinspektøren. Og dette embede blev varetaget af præsten. Så fik det hele et svagt gejstligt præg.
Pastor Thiesen
Og det var Pastor Thiesen. Han var af den type, der bar sin præstelige velværdighed til skue. Han var en meget jævn og ligefrem mand. Og dette skyldtes sikkert, at han i sin ungdom havde siddet som bonde på en lille mager gård inde på højderyggen.
Først i en sen alder og som gift mand havde han begyndt sin uddannelse dom teolog. Han havde altid beholdt bondens jævnhed i sin optræden. Han var gift anden gang med en ung kvinde af en familie ”uden for bondestanden”. Ja sådan hed det dengang.
Måske var dette årsag til, at han ikke søgte nogen omgang med bønderne. Han omgikkes kun konens familie. Hun var datter af en ”rentier” Wulf i Brede. Han var en af sognets mest udprægede danskere. Mon ikke den rentier er den tidligere kniplingskræmmer Wulf?
Sine børn fra første ægteskab tog han sig ikke meget af. Han var af dansk slægt og vistnok også selv dansksindet. I familien taltes kun dansk, og det gjorde han også med sognets lærere selv i tjenestesager. Hans jævne væsen skaffede ham mange venner i sognet.
Men det skadede hans anseelse, at han knap nok kunne klare sig selv økonomisk. For skolen havde nu ikke så meget interesse. Og snart flyttede han også til østkysten, hvor der ventede ham et større kald.
Nabopræsten
Derfor var det nu en præst fra nabosognet, der virkede som vikar som lokalskoleinspektør. Han indfandt sig en eftermiddag, da børnene havde fået fri på grund af varme. Det tog han sig nu ikke af. Men han anmærkede i protokollen, at han havde besøgt skolen. Denne inspektion indbragte 100 mark.
Den nye lærer blev skyndsomst taget i ed som preussisk embedsmand. Det var det nu ikke meget højtidelighed over.
Man valgte en tysk præst
Tre ansøgere var gået gennem nøgleøjet. Det var Konsistoriet i Kiel, der havde udpeget disse. Og nu havde sognet så mulighed for at udpege den bedste. De tre skulle holde hver deres prædiken over samme tekst.
Det var Pastor J.A. Schmidt, der blev valgt, selv om han var tysksindet. En af hans medbejlere, der var kendt som dansksindet blev vraget. En lærer fra nabosognet og en gammel lærer var så forarget over valget, at de uden for kirkedøren højlydt bebrejdede menigheden, at de havde valgt en tysksindet præst.
Dette fik kredsskoleinspektøren nys om. Så de fik en alvorlig ”næse”. Og de var ikke sluppet af med denne efter ti år.
Pastor Schmidt var i de fleste henseender en fuldstændig modsætning til pastor Thiesen. Han besad den præstelige værdighed i fremtrædende grad. Han glemte ikke et øjeblik, at han var præsten. Men han var såmænd et meget skikkeligt menneske.
Han var som sagt tysksindet. Og hussproget i præstegården var tysk, undtagen når han havde besøg af sognets folk.
I skolen kom han sjældent nærmest kun til eksamen. Efter denne samledes præsten, alle sognets lærere og distriktets skoleforstandere hos den lærer, der havde haft eksamen for at spise til aften. Bagefter tilbragtes et par timer med kortspil, samtaler, sang og så videre. Derefter serveredes der toddy.
Første gang pastor Schmidt var med til dette, fulgte han gammel skik og brug. Men i fremtiden afslog han toddy. Præstefamilien holdt sig for sig selv. Måske var det fordi at udarbejdelsen af prædikerne gav ham så meget at bestille. Men selv om han havde været præst i mange år, kunne han ikke holde en lille spontant tale.
Førstelærer Thomsen
Vi skal nok lige omtale førstelærer Thomsen. Han blev udnævnt som degn og førstelærer i Bredebro i 1892. Thomsen tilbragte efter endt skoletid en time eller to hver eftermiddag til med sin sirlige håndskrift at skrive sine klassetavler tæt fulde med det pensum som børnene den næste dag med skønskrift måtte indskrive i deres hefter. De skulle så lære det udenad til næste dag.
Denne undervisningsmetode praktiserede han indtil han i 1910 tog sin afsked. For denne bedrift blev han dekoreret med den preussiske orden.
Han ønskede at blive kaldt degn. Det var en talrig børneflok, som han havde. Hans kundskabsforråd var nu lille. Jo han var uddannet i Tønder. Han stammede fra Haderslev, hvor hans far havde været vært i et mindre anset hus. Denne skavank var kendt af en del af sognets beboere. Og dette fremmede ikke just hans anseelse.
Han var meget tysksindet og besad vissemindre tiltalende karaktertræk. Hans tyske sindelag havde skaffet ham det gode embede, og han forstod at snobbe for myndighederne.
Han forsøgte at smugle mere tysk ind i skolen, end det var egentlig påbudt. Det mislykkedes dog. Sognefolkene var på vagt. Han havde skrevet ned i et hefte, hvad børnene skulle lære. Og når de havde lært det, var deres kundskaber fuld på højde med degnens. Han startede altid forfra, når eksamen var overstået.
Blandt hans femtrædende egenskaber var kortspil. Efter sigende havde han gennem kortspil forøget sine indtægter, da han sad i mindre embeder.
To enelærere
I sognets største by sad en yngre mand som enelærer med en aldeles overfyldt klasse. Byen var den fattigste i sognet. Det var bestemt ingen nem stilling at være lærer der. Han var en ordknap mand, der tænkte godt med langsomt. Han forsøgte at undgå degnen.
I en anden af sognets byer sad en anden færdig seminarist fra Tønder som enelærer. Han var tvunget i den danske afdeling i Tønder selv om han havde meldt sig til den tyske. Han var fra selve Tønder og opvokset med det tyske. Og ellers kunne han sønderjysk. Men det kneb med det danske skriftsprog. Menne denne unge mand blev senere degn ude ved vestkysten.
I sognets mindste by var der en gammel lærer. I sine yngre år havde han siddet i den største by med en overfyldt klasse. Men nu arbejde han med en klasse på 20. Skønt han ikke var mere end 50 år virkede han både i udseende og sind meget ældre.
Skolehuset lå på en opkastet forhøjning, kaldet værft. Det var i tilfælde af stormflod.
En over tørsten
Læreren havde en svaghed for spiritus. Han kunne dårlig komme til kirkebyen uden at få en over tørsten. Han var dansksindet og lagde ikke skjul på det. Den ene gang efter den anden blev han sendt til Tønder for at gennemgå tysk kursus. Resultatet var langt fra opmuntrende og endelig lod man ham i fred.
Overvejende dansksindede
I Bredebro var man overvejende dansksindede, men der var dog også en del dansksindede. Enkelte var indvandrende tyskere. Men det var et godt forhold mellem nationaliteterne og sådan var det bestemt ikke i alle sogne, hvor man bedømte en mand efter hans nationale indstilling frem for hans moralske egenskaber.
Man skulle passe på udvisning
I Bredebro mærkede man i det daglige meget lidt til nationalkampen. Den eneste, der i Bredebro vakte ballade, var en indvandret østpreusser. Han var hvis ikke helt rigtig i hovedet. Hjemmetyskerne tog også efterhånden afstand fra ham. Og til sidst drog han bort.
Mange skulle dog passe på ikke at få en udvisningsordre allerede dengang. Senere blev det meget værre. En yngre gårdmand blev for eksempel udvist, fordi hans voksne datter havde deltaget i en fællesrejse, nogle unge piger foretog til Kongeriget.
Hjemmetyskerne satte sig dog i bevægelse og samlede underskrifter på en ansøgning til Landråden om ophævelse af udvisningsordren. Så fik bonden lov til at blive i sit hjem.
En anden udvist mand, der engang imellem inkognito besøgte sit hjem, blev under sådant et besøg anmeldt til gendarmen af den før omtalte østpreusser. Det vakte i den grad harme hos hjemmetyskerne.
Lidenskaber i bevægelse på kroen
Kun når et politisk valg stod for døren, kunne man spore uro. Så kom lidenskaberne i bevægelse. Det hændte dog også, at der ved selve valget kom til håndgribeligheder mellem ældre og ellers besindige mænd. Dette fandt vel nok i sammenhæng med at valget foregik på kroen.
Ingen religiøs interesse
Nogen politisk fører fandtes ikke i sognet. Befolkningen var som på vestkysten i almindelighed ikke åndeligt vakt. Kun ganske få havde i deres unge år været på højskole. Der lå en i sin tid i Brøns. Nogen videre udbytte af højskoleopholdet kunne man dog ikke mærke.
Nogen særlig religiøs interesse fandtes heller ikke skønt Provst Carstens fra Tønder ved en lejlighed lovpriste sognets ”kirkelighed”. Ifølge gammel skik gik man regelmæssig til alters.
Men i nabosognene fandtes både Baptister og ”Bornholmere”. Dette har vi beskrevet her på siden i en tidligere artikel. Men sådanne bevægelser var endnu ikke kommet til Bredebro.
Gårdmændenes interesse samlede sig hovedsagelig om kreaturhandelen. Gårdene var nemme at drive, takket være de store enge, der gav græs og hø i overflod. Korn dyrkedes kun til husbehov.
a
Store standsforskelle
Sognet havde engang haft en ret udbredt kniplingsindustri, idet en af fortidens betydelige kniplingskræmmere havde boet her. Ham har vi også her på siden beskrevet i en tidligere artikel. Senere forsøgte man også at starte et større væveri, men det gik i stykker. Også en lille industri med fremstilling af seler var gået til bunds.
Standsforskellen var ret fremtrædende til trods for, at både rige og fattige sendte deres børn i samme skole. På legepladsen trådte standsforskellen tydelig frem. Men endnu mere fremtrædende blev den naturligvis senere i livet.
Mosearbejdere og spritten
For arbejderne var kårene strenge. Arbejdet med at slå græs i de store enge blev for en stor del gjort af en maskine. Så søgte man erstatning for dette arbejde ved at stryge tørv i moserne i nabosognet mod syd. Her opstod i et par sommermåneder hele små arbejderkolonier. Mosearbejderne flyttede derud med hele familien og boede i træskure.
Arbejdet var strengt, men ret godt betalt. Folk havde endnu dengang i almindelighed den mening, at strengt arbejde hørte nødvendigvis nydelse af brændevin. Det gav kræfter, mente man. Denne tro delte også mosearbejderne der var blandt de mænd, der til dagligt drak en liter brændevin. De blev hurtig til vrag.
De preussiske embedsmænd
Embedsmænd havde sognet kun få af. På den tid var det kun sønderjyder. Det blev anderledes senere. De talte landsdelens sprog. Selve gendarmen, der var preusservældens særlige repræsentant talte sønderjysk.
I badesæsonen blev gendarmen sendt til Sild for at gøre tjeneste der. Imens blev distriktet passet af gendarmen fra Løgumkloster. Han kom en gang imellem for at ”revidere”. Jo engang imellem var det en ældre pensioneret lærer, der havde begivet sig ned til åen for at fiske og læse en bog. Men så kom gendarmen. Så vankede der en bøde, fordi den gamle havde glemt at løse fiskekort. Det kostede et par mark i bøde.
Den egentlig inspektion af skolen blev foretaget af kredsskoleinspektøren. Og det var dengang skoleråd Burgdorf. Han var en gammel Slesvigholstener.
Sønderjyderne fastholdt deres sprog sæder og skikke. De preussiske embedsmænd, der efterhånden kom til, kunne ikke forstå at man tog den overlegne tyske kultur til sig.
Ung lærer anklaget
En ny kredsskoleinspektør var blevet udnævnt. Han havde fået at vide, at en ung dansksindet lærer var taget til København i sin sommerferie. Han blev indkaldt til et skrap forhør. Han var mistænkt for at være taget til danske hovedstad for at hente dansk agitationsmateriale. Man forlangte, at han fortalte, hvilke agitatorer, som han havde besøgt.
”Der Blaue Brief”
Lige så frygtet blev Regerings- og Skoleråd Sass fra Slesvig. Han gik især efter de ældre lærer, som han tvang til at søge deres afsked. Det var fordi, at han mistænkte dem, for at være dansksindede. Og søgte man ikke selv sin afsked, kunne man være sikker på at modtage ”Der Blaue Brief”.
En del lærere blev kommanderet til et kursus på seminariet i tysk ”Bühnenaussprache”. Jo han blev efterhånden godt forhadt af de nordslesvigske lærere.
Fyret-var ikke til stede
I skolen skulle man arbejde med et sprog, der var helt fremmede for børnene, og så et sprog, der var delvis fremmed. Der er trods alt en stor forskel på rigsdansk og sønderjysk. De store lærte tysk efter Schneiders Fibel og Kinderfreund af samme forfatter.
Men ak en lærer blev forflyttet fra Bredebro, da han ikke var til stede, da en indenrigsminister kørte gennem byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang indeholder bl.a. disse artikler, hvis indhold foregår lige i nærheden:
August 4, 2017
Besættelsestiden og Det Tyske Mindretal
Denne artikel handler om alle de misforståelser, der opstod hos de danske forsvarsstyrker den 9. april. Og det handler også om de barokke afgørelser i retsopgøret. Det tyske mindretal følte sig dømt på grund af deres politiske overbevisning. Men egentlig blev de dømt på grund af deres illoyale indstilling til det land, hvor de var statsborgere. Vi kigger også problematikken m.h.t. Frøslevlejrens Museum. Divisionschefer var ikke informeret. Man glemte at alarmere Kastellet. Kommunikationen til det kæmpende Sønderjylland svigtede. Hele Norden skulle have været germansk. Mindretallet frygtede for fremtiden. Lovgivning og administration svigtede. Var det kun for at forhindre selvtægt, at nazisterne blev interneret? Statsadvokat Kirk fra Sønderborg misforstod signalerne. Men var det bevidst? Dengang var det ikke forbudt at lade sig hverve som frontsoldat.
Kun 15,9 pct. af stemmerne
Det var rekordstor valgdeltagelse den 3. april 1939. Hele 92,4 pct. stemte. Det var mere end afstemningsdagen den 10. februar 1920. Tyskerne fik 15.016 stemmer eller 15,9 pct. De havde ellers proklameret at de ville ”Heim ins Reich” Tyskerne fik heller ikke deres anden mandat. De danske stemmer i Sønderjylland udgjorde 79.422.
Alarmberedskab blev annulleret
Efter den 8. april blev der meldt om tysk opmarch ved grænsen. Undertegnede har tidligere berettet om, at min kære far i Tønder vidste, at tyskerne ville komme halvanden uge før. Han havde talt med en tysk lastbilchauffør. Men hæren blev i hvert fald sat i alarmberedskab. Flåden gjorde ikke. Man brugte betegnelsen ”sikringstjeneste 3”. Viceadmiral Rechnitzer fandt, at flådens beredskab var tilstrækkeligt. Da glemte han, at Københavns Kystområde også dorterede under ham. Derfor blev disse ikke alarmeret.
Inden admiralen næste morgen kl. 5.10 tog til rådslagning på Amalienborg, beordrede han ”sikringstjeneste 3” men med den tilføjelse, at der ikke måtte skydes før efter nærmere ordre. Tilføjelsen var katastrofal for den annullerede jo betydningen af såvel alarmberedskab som den stående forholdsordre.
Konsekvensen var bl.a. at ”Niels Juel” og ”Islands Falk”, der lå i den københavnske kasernehavn, begge uden modstand blev taget i besiddelse af en tysk officer med fem-seks mand i en robåd.
Divisionscheferne blev ikke informeret
Da det den 8. april viste sig, at motorkolonnen syd for grænsen traf foranstaltninger til at overnatte, nedsatte hæren bortset fra Sønderjylland alarmberedskabet til næsthøjeste trin, idet generalkommandoen af hensyn til soldaternes middag tilføjede, at der ikke skulle samles i større kvarterer.
Desuden blev der på Sjælland forbudt divisionscheferne at orientere de lokale chefer om årsagen til alarmberedskabet, idet øen ”ikke var direkte truet”. Det virker lidt besynderligt eftersom kommanderende general W.W. Prior på mødet klokken 10.30, hvor han fremførte ønsket om at måtte beordre højeste alarmberedskab, samtidig havde advaret om tyske indskibninger i Østersøhavnene kunne have Sjælland som mål.
Kastellet blev ikke alarmeret
Mens forsvarsministeren og marineledelsen overnattede i ministeriet, tog de to generaler hjem for at sove. Kl. 3.30 kom der melding om motorlarm og kommandoråb fra oprangering af tropper syd for de vestlige grænseovergange. I en telefonsamtale blev de to generaler enige om, at dette ikke gav anledning for foranstaltninger.
General Prior forlod først sin bolig i Kastellet kl. 4.47, da han blev alarmeret om landsætninger ved Nyborg. Desværre glemte han at alarmere Kastellet. Her blev man overrumplet af tyske styrker otte minutter efter.
Der var ingen til stede i generalkommandoen, da garnisonerne rundt om skulle alarmeres. Det måtte ministeriets direktør tage sig af. Det var ellers ikke noget han havde med at gøre.
Ingen forholdsordre
Bortset fra København havde tyskerne kun regnet med større modforanstaltninger ved Vordingborg. Her sad oberst Harrel, der ledede hovedstyrken på Sjælland. To gange havde han telefonisk forespurgt om årsagen til alarmen. Men begge gange havde han fået at vide, at dette ikke måtte meddeles ham. Nu blev han forvirret, da der dukkede en tysk parlamentær op og fortalte ham om de dansk-tyske forhandlinger. Var det så tale om tvivlsom fjendtlig hensigt? Harrel vidste ikke bedre end at ringe til København efter forholdsordre.
Kommunikationen fejlede
I Sønderjylland viste soldaterne, at de var rede til at sætte livet ind. Og de fik ikke, at vide at alle kamphandlinger blevet indstillet. Kommunikationen virkede ikke. En del soldater, tre gendarmer og en ung civilist i Aabenraa havde da allerede sat livet på spil.
16.000 i hæren, 4.300 i søværnet mod det dobbelte antal tyskere kunne have givet en markant modstand. Men det er urealistisk at tro, at en dansk modstand kunne have ændret på noget som helst.
Mytedannelserne tog fat
Mytedannelserne tog fat. Først gik rygterne om, at regeringen havde negligeret alle advarsler. Senere blev det endnu værre. Det måtte have været aftalt spil konkretiseret til Rostock-myten.
Men alle de misforståelser og forglemmelser som vi her har omtalt kunne jo godt føre til mytedannelser. Og så var det, at tyskerne under forhandlingerne truede med at bombe København.
En hjemmetysker lukkede for ytringsfriheden
Den 9. april 1940 lukkede også for ytringsfriheden. En af de hjemmetyske fører, advokat Dr. Clausen troppede op hos politimester Hartmann i Haderslev og meddelte, at nu havde politimesteren ikke mere at skulle have sagt, og at Clausens folk optrådte som hjælpere for de tyske tropper.
Dernæst dukkede Clausen op på avisen Dannevirke og erklærede, at dette blad var sat under censur. Derfor måtte det ikke udkomme mere. Men så galt gik det dog ikke.
Kun angreb fra den ene side
Men så begyndte Nordschleswigsche Zeitung med særdeles provokerende artikler. Men Jydske Tidende svarede igen med skarpe svar. Nu tog det tyske gesandtskab affære. Avisens ejer, Berlingske Tidende måtte bøje sig. Gesandtskabet lovede, at stoppe den tyske avis for flere provokerende artikler, men de fortsatte i forstærket grad.
Landets politiske uafhængighed på spil
Tyskerne havde lovet den 9. april at respektere Danmarks politiske uafhængighed og territoriale integritet. Men man kunne ikke føle sig sikker. Det varede ikke længe før vi var tvunget ind i Antikominternpagten. Og dyrlæge Møller lovede alle hjemmetyskere, at det nordslesvigske spørgsmål ville blive løst. Og den ny grænse ville blive Kongeåen. Man kunne godt allerede nu købe flag og flagstang, sagde han.
Hele Norden skulle være Germansk
Da von Hanneken i efteråret 1942 blev udnævnt til øverstbefalende i Danmark, sagde Hitler til ham, at Danmark burde have tilbudt ham det tyske område, der blev røvet efter første verdenskrig. Han ville dog vogte sig ved at flytte grænsen,
Tilsyneladende lagde han også mere vægt på at få hele Norden under tysk dominans med stor flådehavn i Trondhjem. Ja der var da for resten også gamle planer.
Så tidligt som i 1937 betroede Hitler, Albert Speer:
Ja dette kom frem ved flere lejligheder også efter 9. april 1940.
Mindretallet frygtede for fremtiden
Det tyske mindretal frygtede i den grad for deres fremtid. De vidste udmærket, at de havde optrådt illoyalt. Og da krigslykken nu var ved at vende, frygtede de at drømmen ”Heim ins Reich” skulle blive realiseret på en uønsket måde. I Sønderjylland var modstandsbevægelsen klar til at masseudvise alle de illoyale.
Den tyske militærcensur havde afsløret den nedtrykte stemning i det tyske mindretal. I en indberetning til den tyske kommando den 7. februar 1944 havde den tyske censur registreret den med uddrag af 33 breve fra hjemmetyskere:
Bonn-København erklæringen
To nationale problemer skulle løses efter besættelsen og det var bl.a. det sydslesvigske og det nordslesvigske spørgsmål.
Det første var det enkleste. Det tyske rige eksisterede ikke længere. Meget var lagt i ruiner. Og riget var opdelt i besatte zoner. Sydslesvig blev regeret af en britisk militærregering i Kiel. Sydslesvigerne ønskede i stort tal at komme til Danmark.
Den 26. september 1949 sikrede man det danske mindretal med en understregning af, at
Men ak chikanerierne fortsatte. Og i forbindelse med Tysklands optagelse i Nato i 1954 blev spørgsmålet taget op igen. Det endte med, at Bonn-København erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955.
Lovgivning og administration var overbelastet
Nu var det lidt mere kompliceret med det tyske mindretal. Hjemmetyskeren Paul Koopmann udtrykte det således:
Der er delte meninger om, hvordan Danmark slap gennem retsopgøret. Den officielle holdning er, at vi klaret os godt og langt bedre end andre lande.
Men sandheden er, at det varede lang tid, inden Danmark kom ind i normale forhold. Både lovgivning og administration var overbelastet. Tyskland havde efterladt sig en gæld uden større udsigt til, at den kunne betales. I tilgift var vi blevet belastet med en kvart million tyske flygtninge.
Vi skulle tage os af hjemvendte Kz-fanger, tilbagevendte jøder og modstandsfolk. Politiet skulle reorganiseres og retssystemet var overbelastet. Og så var det lige modstandsbevægelsen.
Forstå og forsone
Nogle mente, at nationale mindretal er skabt af den historiske udvikling og at hjemmetyskerne havde hjemstavnsret i landsdelen. Den havde modstandsbevægelsen svært ved at sluge. Vi var således henvist til sameksistens. Nu måtte det være slut med at hade og hævne. Begge parter måtte indstille sig på at forstå og forsone. Men det var svært. Det skulle gå adskillige år, inden man kunne det.
Var det kun for at forhindre selvtægt?
Det hed sig, at man internerede størstedelen af mindretallets våbenføre mænd, for at gardere dem mod selvtægtsoverfald. Er det den hele sandhed?
Dengang man havde lavet anholdelseslisterne, vidste man ikke under hvilke former befrielsen ville ske. De allierede havde ønsket sig sikret imod at befrielsesstyrkerne blev faldet i ryggen af en 5. kolonne. Derfor hentede man også medlemmer af de nazistiske organisationer. Det stod ellers klart, at disse ikke skulle straffes.
Var Rusland forbundsfælde?
Der blev som bekendt vedtaget en straffelov med tilbagevirkende kraft. Den gamle straffelov fra 1930 rummede visse afgrænsningsproblemer i § 101, hvor der i stk. 2 fastsættes en straf på 2-12 år for danske statsborgere
Det var krig den 9. april 1940 og igen den 29. august 1943. Men hvornår var det truende udsigt dertil? Og var Rusland vor forbundsfælde, før det blev overfaldet af Tyskland? Og efter at vi havde tiltrådt antikomiternpagten?
Tog man hensyn til hjemmetyskerne?
Det var blandt andet derfor, at man vedtog loven med tilbagevirkende kraft. Men man tog ikke nok hensyn til hjemmetyskernes naturlige tilknytning til Tyskland.
Ikke forbudt at lade sig hverve
Og hvad med de danskere og tyskere, der havde meldt sig ved østfronten? Det var ikke forbudt at lade sig hverve. Selv dengang, at det var internationalt forbudt at deltage i den spanske borgerkrig, frafaldt Danmark straf til de spaniensfrivillige. Det burde man også have gjort i forhold et til de frivillige i kampen mod Sovjet.
Men Danmark havde bundne hænder. De politiske partier var ikke frit stillet efter besættelsen. Den militante modstandsbevægelse var ikke til at komme uden om.
Retsopgøret blev forplumret
Retsopgøret blev forplumret af flere grunde.
Under Rigsdagens forhandlinger havde justitsministeren lovet, at der kun ville blive rejst tiltale i de groveste tilfælde. Men uvist af hvilken grund orienterede han ikke rigsadvokaten. I Rigsadvokaturen havde man ikke fulgt rigsdagsforhandlingerne. Så her tilrettelagde man din egen strenge kurs.
Statsadvokat Kirk misforstod signalerne
Statsadvokat Kirk i Sønderborg havde ikke meget til overs for mindretallet. I marts 1946 fik han besked på, at fremme sagerne mod medlemmerne af de hjemmetyske korps. Ved en misforståelse fik han den opfattelse at et pålæg i anklagen om at gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelsesmuligheder for hjemmetyskere kun skulle omfatte Zeitfreiwillige og ikke frontkæmpere.
Resultatet blev at frontkæmpere fik den strengeste straf, hvor hensigten havde været modsat. Det første år var gået med en forkludring af retsopgøret i Sønderjylland. Spørgsmålet er nu, om han misforstod det, for han har senere givet udtryk for, at det tyske mindretal fik alt for milde straffe.
Det tyske mindretals ledelse havde ikke gjort opklaringen lettere ved at brænde kompromitterende materiale.
Stor forskel i straffeudmålingen
Omsider kom der dog en lovrevision. Samtidig mildnede højesteretsdommerne afgørelserne. En frontkæmper, der ved Byretten havde fået fire års fængsel og ved Landsretten havde fået to år, fik nu i Højesteret et års fængsel.
Debat om Frøslevlejrens Museum
Ja i det sønderjyske blev det også til en debat om Fårhuslejren. For i første omgang, ville man ikke have dette stykke danmarkshistorie med i Frøslevlejrens Museum. Det var en meget følelsesladet debat.
Og der stod undertegnede for mange år siden med familien og skulle hente et juletræ ude i skoven ved Frøslev-/Fårhuslejren og mødte den daværende leder. Jeg var så frimodig og spørge, om hvornår vi fik et Fårhus-Museum. Han og nogle andre tilstedeværende sendte mig dræberblik.
Spørgsmålet gik på dengang, hvem der skulle skrive historien:
Illoyal i det land, hvor de var statsborgere
Problemet var, at tyskerne mente, at de blev straffet for deres politiske indstilling. Men var det ikke for illoyaliteten i det land, hvor de var statsborgere?
Masser af information om emnet
Kære læsere, mere om denne problematik i min kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Jeg håber snart at korrekturen er tilendebragt. Men gentlig kan du kaste dig over en masse artikler, der berører emnet på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 199 artikler omkring Besættelsestiden herunder:
August 1, 2017
Flere anekdoter fra Rømø (2)
Vi sjal berette om 4 historier. ”Spøgelset ved Kirkebjergene”, ”Han tog sygdommen med i graven”, ”Da Caline fejrede sin egen begravelsesfest” og endelig ”Flugt i masten” Ja vi skal se et spøgelse, der gik med sit hoved under armen. Og så var det Caline, der mente, at det var blevet for kedelig på Rømø. Så da hun var et godt stykke oppe i firserne kunne hun lige så godt holde begravelsesfest. Hun fik en kiste lavet. Den stod i storstuen. Og så var det lægen, der havde sin helt egen kur. Og siden han blev begravet vendte sygdommen aldrig tilbage. Og så er det beretningen om en dramatisk redningsaktion ved Juvre Dyb. I første omgang ville kaptajnen og tre af mandskabet ikke reddes. Men de kom senere på andre tanker. Og vejret var så frygtelig, at alle inde på stranden troede at havet havde slugt dem alle. Men jammer blev vendt til glæde.
Spøgelset ved Kirkebjergene
Tidligere ansås det for eksempel for et sikkert tegn på, at et familiemedlem var død på havet, hvis der om morgenen var en vandpyt foran døren, eller hvis man om natten havde hørt uglerne tude i kirketårnet.
Nord for kirken ligger de såkaldte Kirkebjerge. Når rømeserne i de lange kolde vinteraftener sad sammen og fortalte historier, faldt talen ofte på disse klithøje. Mange kunne fortælle et eller andet grufuldt om dem. Ingen var særlig glade, når de efter sammenkomsten skulle gå hjem gennem Kirkebjergene. Deres skridt blev hurtigere og hurtigere. De var glade, når de havde ladt dette klitparti bag sig.
Mange af disse spøgelseshistorier er sikkert fri fantasi. Men nogle af beretningerne hører snarere til i det område ”mellem himmel og jord” som vi mennesker ikke-eller i hvert fald endnu ikke-kan give nogen forklaring på.
Kaptajnens grufulde beretning
Til denne kategori af historier må vi nok henregne følgende beretning, som en gammel kaptajn fortalte præsten på sit dødsleje
Folk med særlige evner
Af den slags historier fortælles der mange på øen.
Desuden fandtes der folk, som var begravet med en særlig evne til at se ud i fremtiden. På de nordfrisiske øer kalder man sådanne mennesker for ”spøkenkikkere”. Det er mennesker, som med nogen sikkerhed kunne forudsige visse ting. For eksempel er det hændt, at en pige på øen kunne forudsige, at et bestemt hus ville brænde. Dette skete virkelig nogen tid efter ved et lynnedslag.
Hvor meget af det, der er sandhed, og hvor meget det er overtro, er svært at afgøre. Men det er en kendsgerning, at evner i den retning har været almindelige på øerne.
De kunne forudse stormflod
Lige syd for grænsen i Nordfrisland skrev Theodor Storm en berømt roman ”Der Schimmelreiter”. Og det var noget med, at man på himlen eller nærmere skyerne kunne se, hvornår der kom stormflod. Men se den evne havde min bedstefar også. Han fungerede i mange år som slusemester ved Højer Sluse.
Han tog sygdommen med i graven
Nordvest for kirken står et gravmonument, der skiller sig ud fra de andre. Det er en sort obeliskagtig sten med følgende indskrift:
Dr. Halter stammed fra Tyskland og kom i slutningen af forrige århundrede til øen. Da han ikke mægtede det danske sprog, købte han sig en dansk og en tysk bibel og skaffede sig således de nødvendige sprogkundskaber.
Når han skulle besøge patienter gik han til fods over hele øen. På den tid var halssygen (difteritis) en af de værste plager på øen. Den lagde ikke så få indbyggere i graven.
Epidemier hver 30. år
På grund af øens afsondrethed optrådte epidemier ca. hvert 30. år. Derfor blev voksne også smittet. For dem var børnesygdomme livsfarlige. Noget lignende kender man fra eskimoer, der blev smittet med europæernes sygdomme, da de kom i forbindelse med missionærerne.
Dr. Halter udviklede sin egen metode i kampen mod halssygen. Han skrabede slim ud af halsen på de syge og kogte og filtrerede det. Han gav det så til de raske for at gøre dem immune.
Øboerne var neget taknemlige for hans uselviske arbejde, der på grund af øens fattigdom ikke indbragte ham nogen rigdom. Derfor rejste de efter hans død den sorte gravsten og plejede graven.
Man sagde sidenhen, at halssygen aldrig mere kan vise sig på Rømø, fordi Dr. Halter tog den med sig i graven
Da Caline fejrede sin egen begravelsesfest
Ja sådan jamrede den gamle Caline med brudt stemme til sine datter Dine
Hun lå tilbagelænet i alkoven i det inderste hjørne af ”æ dårns” (stuen) for gigten havde i årenes løb gnavet på hendes sundhed, og det faldt hende svært at bevæge sig.
Dine gjorde, som hun havde fået besked om, og kom nogen tid tilbage med snedkeren, der tog de ønskede mål. Han lovede desuden straks at gå i gang med at lave kisten og levere den så hurtigt som muligt.
Da han var gået, bad Caline datteren gå til alle deres bekendte på øen for at indbyde dem til søndag otte dage. Den fastsatte dag oprandt. Kisten var i god tid leveret og stod nu i ”æ pissel (storstuen).
De indbudte havde undret sig ikke så lidt over den mærkelige besked, men de kom dog alle:
En munter fest
Det blev en munter fest, fordi Caline ønskede, at der blev danset. Der herskede en løsluppen stemning ved hendes begravelsesfest. Det var jo heller ingen grund til at sørge. For festens hovedperson var jo-om end sengeliggende-dog lyslevende blandt dem.
Da festen nu var på sit højeste stod Caline ud sf din alkove. Hun ville også danse. En tid gik det godt. Men pludselig væltede hun omkuld. Hun faldt og brækkede det venstre ben. Gæsterne hentede i fart lægen som boede lige i nærheden. Han tilså det brækkede ben.
Derefter ville de gå hjem, men her gjorde de regning uden vært. Caline forlangt, at festen fortsatte. Og således blev der danset og spøgt til langt over midnat, hvor alle gæsterne endelig forlod begravelsesfesten.
Caline kom sig ikke efter benbruddet. Otte dage senere døde hun. Men hun havde dog oplevet sin egen begravelsesfest. Hvor mange kan prale af det?
Tilflugt i masten
Det var den 30. august 1908. Der kom besked om, at et skib var strandet på den yderste sandbanke. Ved redningshuset i Juvre skyndte kuskene med deres otte heste at trække redningsbåden ud.
Det tog en time at trække vognen ud på Bollert Strand nordvest for Juvre. Ved halvtre tiden var båden i vandet. Det blæste temmelig hårdt fra vestsydvest. Det var ude ved en sandbanke ved Juvre Dyb, at skibet var strandet.
Her blev sejlene strøget, og redningsmandskabet forsøgte at ro frem til havaristen. Det var dog umuligt. Det ene øjeblik dansede båden som en æggeskal på bølgetoppene. Og pludselig styrtede den ned i bølgedalen og ramte bunden.
Det var ikke andet at gøre end lade båden drive en smule tilbage og så sejle gennem gabet, hvor Juvre Dyb løber ud i det åbne hav, flankeret af de to sandbanke. Resten af vejen måtte man så igen ro. Først hen under aften nåede man strandingsstedet. Omtrent samtidig nåede redningsbåden fra Sønderho frem.
Mandskabet kunne nu se, at det drejede sig om den 300 tons store damper Schlei af Hamborg. Den var på vej fra Århus til Esbjerg med en ladning cement. Ved Norns Rev havde skibet mistet sit ror og to ankre. Lige nu var det uden læk og lå højt over vandet.
Kaptajnen ville ikke forlade sit skib
Kaptajnen, der hed Harder, ventede på redningsdamperen fra Esbjerg og ville ikke forlade sit skib. Fem besætningsmedlemmer blev dog sendt i land med redningsbåden fra Fanø. Redningsmandskabet forsøgte at forklare, at damperen lå et udsat sted, og at de ikke skulle regne med, at det kunne bjerges.
Det hjalp ikke. Kaptajnen, styrmanden og de to maskinmestre blev om bord. Inden redningsmandskabet tog tilbage, blev man enige om, at besætningen om bord skulle give signal, hvis situationen ændrede sig. Så ville man komme tilbage.
Redningsmandskabet lagde fra og nåede efter noget tid igen Bollert Strand. Ved midnatstid var man tilbage ved redningsstationen.
De havde hejst nødsignal
Mørke skyer trak sammen på himlen. Vinden blev stærkere, og det regnede. Man kunne knap se en hånd for sig. Stormen udviklede sig til orkan. Ved to-tiden om natten var bølgerne så høje, at de fire mand om bord på det strandede skib måtte forlade dækket. Svære dønninger slog ind over skibet, rev lugerne bort. Skibet blev fyldt med vand.
Først søgte mandskabet tilflugt i stormasten. Men da de vældige bølger hen på morgenstunden havde revet kommandobroen løs og kastet den mod masten klatrede de fire mænd ned for at komme over til formasten. Stormasten havde nemlig løsnet sig og truede med at vælte.
På dækket blev 2. maskinmester ramt af et løsrevet vant (et af de tove, som holder masten til fast til siderne). Han blev så hårdt kvæstet, at han ikke mere kunne bevæge sig. Under opbydelsen af alle kræfter lykkedes det de andre mænd at få den kvæstede mand anbragt på en lastebom. Her bandt de ham fast til masten med noget tovværk.
På landjorden havde redningsmandskabet på skift holdt vagt i redningsstationens udkigspost. Regnen var dog så tæt, at det først var et stykke hen af følgende formiddag, at man kunne se noget. Til redningsmandskabets skræk kunne man nu se, at kun masterne af Schlei ragede op over vandet. De fire mand stod i formasten og havde hejst nødsignal.
Nu fik man travlt. Redningsmandskabet ilede til stationen. Kort tid efter rullede man af sted ad vejen til stranden. Den dag var transporten lang sværere end dagen før, fordi højvandet om natten havde oversvømmet hele forstranden.
Ved middagstid kunne man endelig sætte i søen. Ved hjælp af årene og et kæmpe sejl kæmpede redningsmandskabet sig frem mod den hylende storm, de høje bølger og den stærke strøm. Alligevel blev det hen sidst på eftermiddagen, inden man nåede strandingsstedet.
Damperen var slået til vrag
Her ventede det redningsmandskabet et syn, de nok aldrig glemmer. Schlei var i løbet af natten blevet slået fuldstændig til vrag. Kommandobroen lå sammenkrøllet som en papkasse og ragede sammen med skorstenen ud over kanten på skibet.
Under store anstrengelser roede man så tæt på, som man kunne indtil man kun var få meter fra vraget. I mellemtiden kom styrmanden ned fra masten. Der blev kastet en line over til ham. Han fik fat i den og bandt den fast i vanter og gelænder Nu var redningsbådet og vraget forbundet med hinanden.
Dernæst blev der kastet en redningsline. Han bandt den om livet på den kvæstede maskinmester. Han stod endnu på lastebommen og var fastbundet til masten. I mange timer var den ene dønning efter den anden slået hen over ham og havde revet tøjet af ham. Han stod nu næsten nøgen. Fuldstændig afkræftet faldt han sammen, da styrmanden løsnede ham fra masten for at kaste ham i den næste bølge, så redningsmandskabet kunne hive ham om bord i redningsbåden.
Søstøvlerne blev reddet
Den næste var 1. maskinmester. Han klatrede ned fra masten. Men i samme øjeblik, han nåede dækket, blev han overrasket af en bølge, som kastede ham omkuld. Man troede, at han var blevet kastet overbord. Men da vandet var væk, skyndte han sig at gribe fanglinen. Han viklede enden af redningslinen om begge hænder og kastede sig i søen. Et øjeblik senere nåede han velbeholden over i redningsbåden.
Styrmanden var en erfaren mand. Da han sprang i søen, holdt han sine søstøvler i munden. Dem ville han ikke give afkald på. Ved redningsbåden stak han hovedet over vande og gav tegn på, at hans støvler skulle reddes først. Hans ønske blev opfyldt og bagefter kom manden selv.
Som den sidste kom kaptajnen. Han klatrede ned fra masten, blev et øjeblik stående, til bølgerne var løbet af, og greb efter fanglinen. Så sprang han over bord og sad få minutter senere i redningsbåden.
Redningsaktionen havde taget cirka en times tid. Linerne blev kappet og man lagde fra.
Et endnu være uvejr brød løs
Næppe var der blevet sat sejl og var nået til indløbet til Juvre Dyb, før et endnu værre uvejr brød løs. Himmel og jord stod i et, stormen hylede, regnen styrtede ned i spande, lynene trak deres spøgelsesagtige zig-zag-striber over den begsorte himmel. Tordenen rullede så det føltes som om båden sitrede, mens den som en pil skød gennem de hushøje bølger ind i dybet.
Lanternen gik ud. Det var umuligt at tænde den igen. Man var forberedt på det værste, og tankerne gik på dem derhjemme. De ventede på stranden.
Som om det ikke var nok. Nu sprang vinden uden varsel pludselig i sydøst. Den kom nu direkte imod dem. Man begyndte nu at krydse og at ro med alle kræfter. Håbet om at undslippe havet begyndte at svinde.
En af dem om bord opdagede pludselig lys i det fjerne. Det var kuskene, der havde opgivet håbet, om at folkene skulle komme velbeholden i land. De havde nu begivet sig på hjemvejen.
Jammer blev afløst af glæde
Da de nåede hjem, blev der sorg og jammer i mange huse. Det var, som om det sidste håb nu var forsvundet. Man havde fra land set, at båden var roet væk fra vraget. Men så var uvejret brudt løs, og så kunne man ikke mere se dem fra land.
Da mandskabet langt om længe var kommet vel ind på stranden foldede de alle deres hænder og sendte en bøn til ham, der havde reddet dem ud af den yderste fare.
To mænd ilede hjem for at fortælle, at alle var landet velbeholdne på Bollert Strand. Den glæde, der nu afløste jammeren kunne næppe beskrives. Det var næppe gået en halv time, siden kuskene var vendt tilbage. De spændte straks for igen, og der blev i hast lavet kaffe, som blev sendt ud med en ekstravogn.
Efter i tolv timer at have kæmpet mod elementerne uden at få så meget som en slurk vand, var det utroligt velgørende at få noget varmt i maven.
Styrmanden sagde tak
Da de efter den lykkelige landing stod på stranden kom styrmanden hen til redningsmandskabet og gav hver af redningsmandskabet hånden og sagde tak for alt, hvad de havde gjort for ham og hans kammerater.
Han fortalte også, at der ikke engang var gået to timer, efter at redningsbåden for første gang havde forladt strandingsstedet, før svære bølger var styrtet ind over damperen og havde revet lugerne bort. Dermed forsvandt ethvert håb om at redde skibet, og det var langsomt fyldt med vand, men brændingen uden ophold vaskede ind over dækket. Styrmanden forklarede endvidere:
Klokken var seks om morgenen, da redningsfolkene nåede redningsstationen. Hele aktionen havde varet atten timer. Den syge blev lagt på ekstravognen og kørt ned til strandfoged Knudsen i Toftum, hvor der ventede ham en varm seng. De øvrige blev indkvarteret i Juvre.
Talrige søfolk reddet i tidens løb
Kaptajnen, styrmanden og 1. maskinmester rejste nogle dage senere til Tønder, hvor der blev afholdt søforhør. Den syge blev på Rømø til han igen var rask, hvorefter han rejste tilbage til Hamborg.
Det var en skik på Rømø, at alle brudepar fik et ur med udskåren redningskrans og en bibel foræret, hvis både brudens og brudgommens fædre var medlemmer af redningsbådens mandskab.
Talrige søfolk er i historiens løb blevet reddet i land på Rømø. I hvert fald eksisterer den ene redningsstation endnu på Rømø. Den blev sidste gang jeg var på øen for utallige år siden, anvendt af øens brandvæsen. Den anden som er omtalt i artiklen blev sidste gang, undertegnede var på Rømø anvendt af militæret som garage.
Den nuværende redningsbåd har hjemme i Havneby Havn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet og øerne i Vadehavet-Læs her på www.dengang.dk:
Juli 30, 2017
Da vi fik hjælp fra England
Det var ikke alt, hvad SOE foretog sig i Danmark, der var en succes. Dansk Politi og Gestapo jagtede faldskærmssoldaterne. Og indbyrdes hos agenter var man ikke altid lige enige. Således var der mange af dem, der ikke ville arbejde sammen med Kommunister. Man må også sige i London blev der udvist en del arrogance over for danskerne. Således var det kun Mogens Fog fra Frihedsrådet, man rigtig respekterede. Og man mente, at hvis det ikke havde været for SOE, havde der ikke været noget modstandsbevægelse i Danmark. Kommunister var længe i gang, før den første SOE-agent viste sig. Vi skal kigge på en række personligheder som Flemming Muus, Poul Hansen, Ole Lippmann m.m. Poul Hansen måtte sig fyret ved en politikers indblanding. Vi skal kigge på tre markante danske politikere, der var agenter for amerikanerne. Og så var det lige en efterladt pistol på Østerport Station, Hvidsten Kro, endnu et mystisk mord og Fleming Muus’ umoralske liv.
”At sætte Europa i brand”
Allerede i begyndelsen af Anden Verdenskrig vedtog den britiske regering under Winston Churchill at oprette den helt særlige militærstyrke Speciel Operations Executive (SOE). Denne skulle hjælpe de europæiske modstandsbevægelser med ”at sætte Europa i brand”.
SOE fik en separat dansk sektion. 2.000 danskere havde meldt sig til britisk militærtjeneste. De fik en særdeles krævende og intens uddannelse. 53 af dem blev senere fløjet til Danmark, hvor de sprang ud i faldskærm. Derefter virkede de som instruktører og telegrafister.
Ikke alle var tilhængere af SOE
Dansk Politi, der samarbejdede med Gestapo blev direkte eller indirekte skyld i flere danske SOE-agenters død. Andre agenter blev fanget og gav fjenden oplysninger, som førte til bølger af arrestationer, der i en længere periode lammede modstandsbevægelsen.
SOE-organisationen blev oprettet den 19. juli 1940 og underlagt Ministry of Economic. Det var nu ikke alle der var lige begejstrede. Særlig de konservative politikere og professionelle diplomater var modstandere.
Omfattende uddannelse
I Ringway blev man uddannet i faldskærmsudspring og ellers foregik der kurser på Speciel Training Schools på diverse herregårde. Den egentlige uddannelse i sabotageteknik foregik på Hatfield i Hertfordshire. Her lærte eleverne at fremstille bomber af britiske sprængstoffer. De lærte også, at fremstille hjemmelavede bomber. Og så lærte de at sprænge fabriksanlæg, motorer og transportsystemer.
I Thame Park i Oxfordshire blev de folk, som skulle fungere som telegrafister i Danmark undervist. På Beaulieu ved Kanalkysten blev de frivillige uddannet som egentlige spioner. De blev undervist i at leve, arbejde og bevæge sig som illegal og at oparbejde rutiner i sikkerhed.
De blev oplært i anvendelsen af ”døde brevkasser”, koder, åbning af kuverter, forfalskning, indbrud, opdirkning af døre, lydløst drab, psykologisk krigsførelse, dækhistorier og meget andet.
Han udnævnte sig selv som major
Den danske SOE-sektion blev i lang tid ledet af Flemming Muus. Han havde en fortid som ansat i et britisk rederis afdeling i Liberia. Han fik kodenavnene ”Table Gossip”, Jam, Mint og Jørgen Møller. Sammen med flere andre faldskærmsfolk sprang han ud over Trinderup Hede den 11. marts 1943.
Fra marts til december 1944 var han chef for de danske SOE folk. Ved oprettelsen af Danmarks Frihedsråd i september 1943 indtrådte han i dette som repræsentant for De Frie Danske.
Han udnævnte sig selv som major. I London pralede han med, at det var ham, der stod i spidsen for den stadig voksende sabotage i Danmark, som førte til det folkelige oprør i august 1943.
En nødlanding på Midtsjælland
Men det var nu de illegale kommunister, der legalt importerede sprængstof fra Tyskland. De havde lovligt oprettet et firma, der foretog sprængninger. De lavede også hjemmelavet sprængstof. Men rigtigt er det, at sabotagens effektivitet tiltog, da SOE fik gang i de luftbårne leverancer af sprængstof. Men Flemming B. Muus havde dog ikke en personlig andel i deres anvendelse.
Da Flemming Muus i december 1943 vendte tilbage til Danmark efter afrapportering om begivenhederne i Danmark omkring oprøret i august, ja så foregik det ret så dramatisk. Han skulle være landsat med faldskærm. Men maskinen måtte mavelande på Midtsjælland. Såvel Muus som besætningen slap uskadte og uden tysk indblanding fra episoden.
Det var nok at tage fat på for den hjemvendte faldskærmschef. Den militære efterretningstjeneste lå i ruiner efter at cheferne var flygtet til Sverige. Ritmester Lunding var blevet arresteret af tyskerne. Først efter udnævnelsen af Svend Truelsen som ny leder kom der efterhånden igen styr på denne del af modstandsarbejdet.
Idømt to års fængsel
Da Muus i slutningen af 1944 blev kaldt tilbage til London, skyldtes det at ”overkommandoen” dik at vide, at han havde tillagt sig en ganske kostbar livsførelse og sløsede med betroede midler. Efter krigen blev han genstand for en britisk auditørundersøgelse suppleret med en dansk.
Den førte til afsløringen, at han umiddelbart efter befrielsen, da han var tilbage i Danmark havde tilegnet sig ca. 550.000 kr., som var gemt af vejen i en hemmeligholdt bankboks i Handelsbankens daværende afdeling på Bernstorffsvej.
Flemming B. Muus blev idømt to års fængsel. Man vurderede, at han havde gjort et stort stykke arbejde for Danmark. Dette blev betragtet som stærkt formidlende. Juleaften 1946 blev han dog benådet på den betingelse, at han i en længere periode ikke viste sig i Danmark.
Det var en højest pinlig skandalesag nok uden lige i dansk retshistorie. Han blev regulær landsforvist.
Deporteret til Liberia
Muus var født i velhaverhjem. Der manglede ikke noget. Denne livsstil kom til at præge ham gennem hele hans liv. Han forlod skolen uden at tage studentereksamen. Han kom i faderens handelsfirma. Her begik han underslæb ved at forfalske checks i familiens navn. Det var et karaktertræk, der viste sig ved flere lejligheder.
Sagen blev dysset ned og er vel også gået i glemmebogen. Han var nu en ung mand på 25 år og blev deporteret til det vestafrikanske land Liberia. Her befandt Muus sig i 1940, da han hørte om tyskernes besættelse af Danmark.
Delte meninger om Muus moral
Det blev starten til den stjernestund i Muus liv, der varede indtil 1944. Han hastede til London og meldte sig til tjeneste i det britiske udenrigsministerium. Det kunne kun gå for langsomt.
Allerede i rekruttiden var der delte meninger om den unge mands moral. På trods af intern modstand og dårligt syn lykkedes det Muus gennem stædighed og ubøjelig vilje at stige i graderne. Han blev endda plastikopereret, så han ikke kunne genkendes i Danmark.
I sit arbejde var han dristig og snu. Han fik efterhånden etableret et ualmindeligt stort netværk af forbindelser, bekendtskaber og dækadresser. På den måde undgik han gang på gang at komme i dansk politis eller Gestapos klør.
Champagne og kaviar
Han førte sig frem som en flottenheimer, der rådede over mange penge. Champagne og kaviar flød i stride strømme i hans kølvand. Som følge af sine endog meget stærke briller og hele sin skikkelse var han ikke den fødte kvindebedårer. Men de rigelige pengemidler kunne også føre vidt. Måske blev det for vidt og især i hans branche. Men også til fordærv.
Bindeled mellem Soe og modstandsbevægelsen
Længe var Flemming Muus det helt afgørende bindeled mellem SOE i London og den danske modstandsbevægelse. Men efterhånden dukkede der stærke lederskikkelser op i Danmark som for eksempel de jyske nedkastningschefer Jens Toldstrup og Flemming Juncker.
Efterhånden blev Muus rolle udvandet. Der var også tale om rivaliseringer mellem de stærke lederskikkelser.
Efter et halv års afsoning af sin straf, blev Muus landsforvist. Sammen med sin kone, Varinka Wichfeld Muus, der havde fulgt ham hele vejen forlod Muus sit fædreland, han havde ydet så mange tjenester. Nu blev han i stedet forfatter. Frem til sin død i 1982 skrev han en række erindringsbøger, romaner og drengebøger.
Poul Hansen – en omstridt person
En af SOE-agenterne var Poul Hansen. Han var organisationens sabotagechef i København. I kredsen var der en stærk diskussion om kommunisterne og modstandsarbejdet. Der var også diskussion om de Finlands-frivillige. En af disse var Christian Michael Rottbøll, der blev SOE-chef i Danmark i 1942. Han blev dræbt af dansk politi. Vi har her på siden to artikler om denne hændelse.
Paul Hansen havde ikke den reservation over for kommunister, som mange af hans kollegaer havde. Han var dygtig og stridbar. Og han var bestemt ikke enig med Rottbøll, som havde sympati for at Finland havde allieret sig med Tyskland i en ny finsk-russisk krig. Paul Hansen havde en kontroversiel holdning i et militært miljø, nemlig at SOE folk i Danmark skulle kunne arbejde lige godt med kommunister som ikke kommunister.
Der var forskel på folk i SOE
Der var i den grad forskel på folk i SOE. Der var sympati og antisympatier. Poul Hansen blev afhentet af folk fra SIS (Secret Intelligence Service) og bragt til London. Her blev han underkastet forhør af sådan karakter, at han følte sig angivet som potentiel dobbeltagent.
Efter en diskussion med en anden Finlandsfrivillig, hvor Poul Hansen simpelt hen blev lovet ”røvfuld” blev han idømt husarrest. Det samme skete i et andet tilfælde. Major Taylor, der var en af de britiske officerer, som stod for uddannelsen, var dybt bekymret over de skarpe diskussioner, klikkedannelser og de tydelige sociale og politiske skel.
Hvidsten Kro
I maj 1943 blev Peter Carlsen alias Lard født i Canada og agenternes alderspræsident sammen med Poul Hansen i fly bragt til Danmark. I faldskærm blev de landsat på modtagepladsen Mustard Point ved Allestrup gård i nærheden af Hvidsten ved Randers.
I en periode var Hvidsten Kro med ejeren Marius Fiil og en gruppe på 14 personer hovedcentral for modtagelsen af våben m.v. fra luften. Gruppen blev revet op den 11. marts 1944 efter at to tilfangetagne faldskærmsfolk, Jacob Jensen(Pudding) og Kaj Lund (Table Lamp) havde røbet gruppen og dens virke.
Agenterne Jacob Jensen, Kaj Lund og Boisen Juncker blev den 13. december 1943 uden modstand arresteret af Gestapo i Århus. Det skete efter at en stikker var kommet på sporet af de tre søstre Ulrich, som i deres lejlighed i Bruunsgade bl.a. husede nyankommende agenter, der skulle videre.
200 modstandsfolk blev angivet
Tyskerne overraskede de tre agenter, da de holdt møde i lejligheden. Hvor der var mange våben. Boisen Juncker var netop ankommet og var derfor ikke særlig nyttig for tyskerne. Men de to andre var virkelig lækkerbiskner for tyskerne.
I strid med de ellers strikse sikkerhedsregler havde Flemming B. Muus anvendt Jacob Jensen som omrejsende kurer. Denne havde derved et indgående kendskab til store dele af agentnettet. Han besad en stor viden om modstandsbevægelsen.
Som de øvrige agenter havde han lovet at sluge en medbragt giftpille. Dette var langt bedre end at falde i Gestapo’ s klør. Men han svigtede løftet. Nu var det vel heller ikke så lige til at tage sit eget liv.
Udsat for Gestapos brutale forhørsmetoder og ved udsigten til at blive henrettet valgte han at give los for sin viden i håb om at redde sit eget liv. Det lykkedes men på bekostning af mange andres liv. Da valget først var taget, udleverede han et væld af kontaktadresser, navne m.m.
Herefter kunne Gestapo rette et lammende slag imod modstandsbevægelsen. En bølge af arrestationer over hele landet bragte hen imod 200 modstandsfolk i Gestapos net. Nogle af disse røbede andre modstandsfolk og således rullede bolden videre med det resultat at al modstandsarbejde i Danmark blev lammet for en længere periode og led ubodelig skade.
Tilfreds med Paul Hansen (Jelly)
Tyskernes blodige hævn lod ikke vente på sig. Mange modstandsfolk, deriblandt halvdelen af Hvidstensgruppen blev henrettet, mens de andre endte i tyske tugthuse eller Kz-lejre.
Paul Hansen blev af Flemming B. Muus indsat som sabotagechef i København. Han fik tildelt kodenavnet Jelly og fik til opgave at forsyne sabotørerne med sprængstof og virke som sprængningsinstruktør.
Han blev kastet ned ved Hvidsten Kro den 10. maj 1943.
I løbet af sommeren leverede han sprængstof m.v. til sabotørgrupperne. Blandt disse var der en, der blev kaldt Morten. Gruppen var tilsluttet Bopa. Grupperne havde faktisk ikke noget navn. Man havde ikke medlemskort. Man skulle helst vide så lidt som muligt.
Under besættelsen blev politiske stridigheder begravet. De politiske skærmydsler eksisterede længere oppe i systemet. Enkelte politikere havde de hede ønske, om at ”komme med på vognen”.
Flemming B. Muus var overordentlig tilfreds med Jellys indsats. Ligesom flere andre instruktører havde Poul Hansen det dog af og til lidt svært ved ikke selv at deltage i sabotagearbejdet. Sikkerhedsreglerne forbød dem direkte at deltage i sabotageaktioner. Men det skete at Jelly på afstand overværede aktioner og iagttog virkningerne.
Du skal flygte til Sverige
Den 7. oktober 1943 fik Poul Hansen ordre til at møde hos Preben Lok-Lindblad, som var Flemming B. Muus’ ”personlige assistent”. Mødet fandt sted i opgangen til Bredgade 47. Her fik Poul Hansen overrakt en skriftelig ordre, at da han var stærkt eftersøgt, skulle han under navnet Georg Georgsen øjeblikkelig flygte til Sverige. Her skulle han ikke foretage sig noget som helst blot afvente ordre.
Poul Hansen adlød. Han og de øvrige SOE folk havde skrevet under på, at de uden spørgsmål ville efterkomme enhver ordre fra en overordnet.
I et garderobeskab på Østerport Station
En anden agent, Frantz Lassen (Fritz) havde været så uforsigtig at opbevare en pistol i et garderobeskab på Østerport Station, hvor tyskerne ofte fortog razziaer. Pistolen var pakket ind i et stykke papir, hvor der blev fundet et kontonummer til Magasin du Nord. Via kundekartoteket fandt Gestapo frem til en villa i Hellerup, hvor der blev arresteret to SOE-agenter, Knud Herschend og Frantz Lassen.
Efter ”voldsom forhør” fik de munden på gled og straks efter blev en hel række modstandsfolk og også Lok-Lindblad arresteret. Lok-Lindblad og mange andre blev deponeret til tysk koncentrationslejr. I Århus blev to SOE-agenter, Finn Ibsen og Chr. Altenborg Hansen arresteret.
Endnu flere blev røbet
Dengang var Finn Ibsen noget af en legende og virkelig helt. Efter et stikkeri imod en modstandsmand i gaden Åbenrå i København blev han i december 1943 arresteret af Gestapo. Men han slog Gestapo manden i jorden og flygtede i løb. Han kom senere til Sverige og tilbage til Storbritannien. Her bliver han uddannet som telegrafisk.
Han blev den 4. august 1944 kastet ned over Feldborg Plantage ved Holstebro. I Århus laver han et fremragende stykke arbejde. Men umiddelbar efter Frantz Lassens uforsigtighed i København bliver han anholdt. Frantz Lassen røbede Finn Ibsens som flere andre SOE-faldskærmsfolks navne og adresser til Gestapo.
Han blev deponeret til det store tugthus Dreibergen ca. 40 km sydvest for Rostock. Her blev fanger på løbende bånd henrettet ved halshugning. Man kunne aldrig vide, hvornår det var ens tur. Ved den såkaldte Bernadotte-aktion blev han sammen med 198 andre danskere og 198 andre danskere afhentet af Røde Kors den 14. april 1945 og i bus transporteret til KZ-Neuengamme. Stadig som Gestapos fange fortsatte turen den 28. april videre mod Danmark
Poul Hansen mødt med mistro
Da Poul Hansen den 7. oktober 1943 ankom til Malmø blev han mødt med mistro. Han blev arresteret af svensk politi og indsat i arresthuset i Malmø. Efter forhør blev han transporteret til opsamlingslejren for danske flygtninge i Snogelholm.
Han fik efter meget besvær kontakt til den danske efterretningsofficer P. Winge. Denne lovede at sende et budskab videre til Ronald Turnbull, der repræsenterede SOE ved den britiske ambassade i Stockholm.
Han fik aldrig noget svar, men blev i stedet sendt på skovarbejde i en af de endeløse svenske skove langt fra civilisationen. Hvis en flygtning ikke var særlig privilegeret og ikke havde de rette forbindelser, blev vedkommende sendt på en slags tvangsarbejde hos for eksempel restauratører, skovejere eller bønder. Disse gned sig til gengæld i hænderne over at have fået stillet billig udenlandsk arbejdskraft til rådighed.
Betragtede sig som fyret
I sommeren 1944 lykkedes det Jelly at få personlig kontakt til John Ray i Stockholm. Denne var tidligere officer i efterretningstjenesten MI 5 og var medlem af den danske SOE-sektions stab.
Poul Hansen blev modtaget meget hjertelig. Men dagen efter mødte han en isnende skulder. Det var ikke muligt for Poul Hansen, at få nogen forklaring på dette. Han havde på fornemmelsen, at SOE måtte være i besiddelse af informationer, der belastede ham i alvorlig grad.
Det er aldrig heller ikke efter krigen lykkedes konkret at opklare, hvilke informationer, der kunne være tale om, og hvor de stammede fra. Efter denne oplevelse, som Poul Hansen betragtede som en fyring fra SOE søgte Poul Hansen optagelse i Den Danske Brigade. Han kom ved befrielsen med til Danmark. Han sluttede krigen som medlem af Grænsekommandoen ved den dansk-tyske grænse.
Falske dokumenter og politikere
Poul Hansen var godt nok en irriterende type, men hvordan kan det gå så galt? Muus havde mange år senere fortalt, at hans ordre til Poul Hansen om at føje sig fra Danmark byggede på oplysninger fra den ledende socialdemokratiske politiker H.C. Hansen alias den senere amerikanske agent Big Horn.
Muus har aldrig fortalt om oplysningens karakter, men de må jo have været ganske alvorlige ellers fyrede man ikke sin velanskrevne ”sabotagechef”.
Blandt de tidligere faldskærmsagenter cirkulerede et rygte om at Poul Hansen var desertør. Åbenbart skulle han have annulleret sin troskabsed til den britiske hær den 7. oktober.
Begæringen var dog falsk. Nogen eller nogle søgte at kompromittere Jelly at få ham ekskluderet og måske få udstedt en ordre til at likvidere ham. Alene det, at Hansen er underskrevet med to s’er viser at det er tale om et falskneri. Det viser de grove metoder, der blev brugt mod uønskede.
Hvem gav ordren?
Jo der skete ting sager. Således blev faldskærmsmanden Hans Henrik Larsen (Table Trick) skudt og liget kastet i Sjælsø i maj 1943. Ordren til at likvidere ham var medbragt fra London af Preben Lok-Lindblad. Den blev så videregivet til Flemming B. Muus, der så gav skydeordren.
Sammen med tre fæller var han landsat ved Furresøen den 26.-27. februar 1943. Hans indsats blev meget kortvarig.
Sagen blev aldrig opklaret. De implicerede oplyste kun, at Table Trick havde været ”letsindig” og ”upålidelig”. Nogle kilder mente, at hans brøde bestod i, at han havde rettet bebrejdelser imod Flemming B. Muus for dennes luksuriøse tilværelse og letfærdige omgang med betroede midler.
Men se dette mysterium får vi nok aldrig opklaret. Det bliver nok arkiveret under hylden ”konspiration”.
En uskyldig dræbt
I Frederikshavn optrådte Adolf Larsen (Table Tennis) vitterlig uforsigtig med værtshusbesøg. En Grethe Jensen havde fået færten af, at han var modstandsmand. Hun angav ham til politiet. Han blev arresteret og udleveret til Gestapo.
En anden SOE-agent, Poul Jensen, alias Marokko-Jensen konstruerede en helvedesmaskine og sendte den til hende. Det var en cigarkasse med sprængstof og forsynet med en aflastningstænder, der udløste en eksplosion, når den blev åbnet. Men desværre var det en mandelig bekendt, der åbnede og blev dræbt. Så den metode var ikke smart.
En skæv våbenfordeling
Det er ikke en hemmelighed, at der var en skæv våbenfordeling dengang. Kaptajnerne Viggo Hjalt og Svend Shjødt-Eriksen søgte i alliance med samarbejdspolitikkerne at tilegne sig broderparten af de våben, der blev leveret af SOE. Sabotørerne efterlyste våben og sprængstof.
Man favoriserede hærens officersgrupper i København. De var 100 procent forsynet. Men 300 mand i Korsør, som skulle beskytte havneanlægget havde tilsammen kun to maskinpistoler.
Stjal våben til kommunisterne
Flere rygter blev udbredt, at modstandsfolkene Knud Skov og Erik Crone stjal våben til ”Kommunisterne”. Ligeledes skulle Skov have været på førerkursus i Tyskland.
Svend Schjødt-Eriksen gav en gruppe fra Holger Danske ordre til at likvidere dem. Den 23. november 1944 blev Knud Skov myrdet ved Skovridderkroen i Charlottenlund. Erik Crone undslap mirakuløst. Men han blev angivet og henrettet i Ryvangen den 27. februar 1945.
Prominente agenter for amerikanerne
Og her kommer så den senere udenrigsminister og i årene 1955-1960 statsminister H.C. Hansen for alvor ind i billedet. Sammen med den konservative Aksel Møller blev han redaktør af det illegale blad Den Danske Parole, som forsvarede samarbejdspolitikken.
H.C. Hansen blev en central figur, han forsøgte at få politikere placeret sådan, at man kunne få kontrol over modstandsbevægelsen. Ifølge Knud J.V. Jespersen, forfatteren af den fremragende bogværk ”Med hjælp fra England 1-2” så var det H.C. Hansen, der fodrede Muus med de fatale og falske oplysninger, der førte til Poul Hansens afsættelse som sabotagechef.
I nogle år efter Anden Verdenskrig var H.C. Hansen efterretningsagent med navnet Big Horn hos den amerikanske spionorganisation OSS, som var forløber for CIA. Men også Hans Hedtoft og Jens Otto Krag var impliceret i efterretningsvirksomhed for USA.
Flemming Muus hadede kommunisterne
Og det kan have noget at gøre med kommunisthadet, der var meget udpræget hos socialdemokraterne. Også dette had var Flemming B. Muus grebet af. I et brev af 2. november 1954 til den navnkundige historieker skriver han således:
Måske i Fleming Muus’ ånd?
Måske var det helt i Muus ånd ”at dolke” Poul Hansen. Men Muus glemte nu aldrig at fremhæve sig selv, når kommunisterne havde foretaget heldige sabotager. Det var tydeligt at se i hans rapporter til London.
Flemming B. Muus pralede også med, at han efter tyskernes nederlag ved Stalingrad hver onsdag deltog i frokoster med politikere som Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen, Alsing-Andersen, Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller.
Buhls sabotagetale
Det var jo også den 2. september 1942, at Buhl holdt sin ”store” tale:
Bemærk lige datoen
Der foregik i den grad grumsede ting dengang. Glemt er i den forbindelse også det cirkulære, der blev udsendt af De Samvirkende Fagforbund (datidens LO) Sekretær Alsing Andersen udsendte følgende den 2. september 1943:
Bemærk lige datoen. Ja i det lys opererede SOE-agenter i Danmark. Og de blev i den grad jagtet af Dansk Politi og Gestapo i fællesskab.
Ufine metoder til miskreditere modstandsbevægelsen
”Den lille Generalstab” havde forsøgt at tage patent på modstandsbevægelsen. Men det gik ikke så godt. Kaptajn Gyth var på foranledning af Ebbe Gørtz blevet sendt til London for at forhandle med SOE.
Fra dansk side var der i den grad blevet indberettet en masse oplysninger til SOE om tyskerne.
Fra dansk side forsøgte man, at overbevise SOE om, at kommunisterne udgjorde en kæmpe fare. De ville overtage magten i Danmark efter krigen. Men dette ville englænderne overhovedet ikke høre tale om.
Kaptajn S. Schjødt-Eriksen og Herman Dedichsen bruger ufine midler for at miskreditere den civile modstandsbevægelse over for SOE. Man optrådte som en slags handlekraftige manipulatorer. Man påstod at modstandsbevægelsen ikke kunne klare sig uden militæret. Og bag denne manipulation lå igen det faktum, at ”Den Lille Generalstab” ønskede at styre modstandsbevægelsen.
SOE havde mistet tilliden til dansk militær
Begge de to herrer havde tilknytning til socialdemokratiet. Schjødt-Eriksen måtte også erkende, at han havde en hvis tilknytning til det danske nazistparti.
Men SOE havde mistet tilliden til forhandlerne fra det danske militær.
Officererne skulle have meldt sig i London
Og Gyth fik endda at vide, at det danske officershierarki i Sverige var ”defaitistisk” Commander Ralph C. Hollingworth, lederen af SOE’ s danske afdeling i London klandrede de flygtede officerer til Sverige, at de ikke straks efter den 29. august havde forsøgt at komme til England til den direkte kamp mod tyskerne.
Han havde stor sympati for de officerer, som gik ind i det praktiske modstandsarbejde, men nærmest hånede de øvrige retrætesoldater.
Sendebuddet blev ofret
Gyth fik at vide, at dansk efterkrigspolitik ikke interesserede SOE. Hollingworth afviste, at det var en realistisk fare for at kommunisterne skulle overtage magten ved et politisk kup i Danmark. Senere forskning har også afvist alle påstande om, at kommunisterne havde planer om at tilrive sig den reelle magt herhjemme.
Volmer Gyths helhjertede forsøg på at få sin chef, general Gørtz’ synspunkter frem i Baker Street hos SOE, er historien om sendebuddet, der blev ofret. SOE opererede ikke med nationale modstandskampe. Man søgte at gøre modstandsbevægelsen til fleksible størrelser, som kunne indgå i en overordnet strategi med henblik på det store opgør med tyskerne.
To, der blev afvist af SOE
Volmer Gyth delte skæbne med Christmas Møller, som var kommet til London som erstatning for Hans Hedtoft (Stauning ville ikke af med ham). Begge troede, at de var udset til en afgørende rolle i SOE’ s arbejde, men begge blev afvist.
SOE havde gennemskuet, hvad der foregik i Danmark. De var udmærket klar over, at der var rivalisering mellem hærens politiserende officerer og modstandsfolkene. Alle søgte at positionere sig i forhold til situationen efter krigen.
Men SOE havde dog brug for de militære ventegrupper i Danmark. Lige til det sidste vidste man ikke, om general Lindemann ville kapitulere uden kamp.
Christmas Møller udgjorde en sikkerhedsrisiko, han var for åbenmundet. Volmer Gyth repræsenterede det danske militærs synspunkter, som SOE ikke kunne stå inde for. For dem begge var Englands-opholdet en personlig tragedie.
Englænderne ”sad” på den danske modstandsbevægelse
Det var absolut ikke idyl mellem de forskellige tjenester i London. Der var masser af kompetencestridigheder vedr. blandt andet kommandoforhold.
Englænderne ”sad” på den danske modstandsbevægelse. Ikke blot var det englænderne, som sørgede for våben og udrustning til grupperne suppleret med yderst beskedne tilførsler fra Sverige. Men de lagde også linjen for, hvordan udviklingen skulle forme sig efter krigen.
Englænderne ville genskabe ”normale” forhold
Holligworth havde ganske vist sagt til Volmer Gyth, at englænderne ikke havde interesse i udviklingen i Danmark efter befrielsen. Men på det tidspunkt holdt SOE lederen det for sig selv.
Englænderne havde absolut en interesse i at få genskabt ”normale” forhold hurtigst muligt. Om det var den normale engelske kræmmermentalitet med Danmark som et godt forsyningsområde, lader sig ikke besvare. Men Danmark var at betragte som ”interesseområde” med masser af landbrugsvarer.
Engelsk arrogance
Der var bestemt ikke begejstring for Vilhelm Buhl. Man havde ikke glemt hans sabotage-tale. Og dansk politi havde mange SOE-agenter på samvittigheden. Og man havde også meget lidt til overs for Christmas Møller. Man havde hellere set Henrik Kaufmann, gesandt i Washington.
Åbenbart havde englænderne heller ikke så meget respekt for de personer, der sad i Frihedsrådet. Man kaldte dem for ”rather small men”-ubetydeligheder. Den eneste, som man havde respekt for, var Mogens Fog. Både Frode Jacobsen og Børge Houmann blev betegnet som politiske letvægtere. Man fornemmer er god portion britisk arrogance.
En unuanceret rapport
Og det var der vel også, da det hele var forbi. Så sendte SOE en afsluttende evalueringsrapport opad i systemet. Og heri hedder det sig, at havde det ikke været for SOE havde det ikke været nogen modstand i Danmark.
Men den forklaring er nok lige lidt for unuanceret. Som vi har beskrevet, var kommunisterne i fuld sving, længe før den første SOE-agent ankom. Men man kan sige at SOE satte gang i folk fra Dansk Samling og KU.
Ole Lippmann i modsætningsforhold til Generalstaben
Flemming B Muus måtte slippe tøjlerne. Det var den unge Ole Lippmann, der måtte lukke og slukke for SOE’ s engement i Danmark. Men inden da skiftede SOE’ s virksomhed karakter. En af de store opgaver var at sikre enighed og kontrol mellem og med modstandsgrupperne.
Modstandsbevægelsen forskellige grupperinger skulle under militær og politisk kontrol. Og mon ikke det danske hjemmeværn egentlig kan takke SOE for oprettelse.
I en alder af 23 år blev Ole Lippmann direktør i Simonsen & Weels Handelsafdeling. På det tidspunkt havde han allerede rejst i en del af verden. Han afskyede af et godt hjerte de totalitære regimer i både Japan, Tyskland og Sovjetunionen. Han var desuden udpræget handlingens mand. Således var han lige ved at komme med en dansk ambulance til Finland i januar 1940.
Via en god bekendt, boghandler Mogens Staffelt, kom han efterhånden ind i det illegale arbejde. Nordisk Boghandel blev en slags illegal kommandocentral. Her blev Truelsen Lippmanns nærmeste samarbejdspartner og ven. Lippmann bidrog med efterretninger fra sin forretningsrejser i Tyskland i efteråret 1943.
De to kom i et modsætningsforhold til ”Den lille Generalstab”. Truelsen måtte i maj 1944 flygte til Sverige, hvorfra han senere kom til London. I juli 44 måtte Lippmann samme vej. Han frygtede ikke en kommunistisk magtovertagelse, og han mente at alle kunne bidrage til modstanden.
Lippmann havde stor foragt over Christmas Møllers åbenmundethed. Den 5. maj havde Lippmann den store ære at modtage chefen for SHAEF’ s mission i Danmark, generalmajor Richard H. Dewing.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 198 artikler om besættelsestiden herunder:
Juli 22, 2017
København 850 år-den holder ikke!
Golden Days fejrer Københavns 850 år. Men bør man ikke fortælle københavnerne sandheden? Og er det nu Absalons borg, man finder under Christiansborg? Man har brugt Saxo som sandhedsvidne, og det er problematisk. Historieskrivningen er præget af nationalromantik. De forskere, der har påpeget fejl, er blevet latterliggjort. Jo Havn blev nævnt i De Islandske Sagaer. Arkæologiske fund i forbindelse med Metro-byggeriet bekræfter, at der allerede i år 1000 lå en aktiv by på stedet. Der lå også en kirke i byen på det tidspunkt. Det som man betegner som forsvarsværk var bare en beskyttelse af markedsplads.
Da ”Den Gamle Redaktør” blev snydt
Så har vi igen engang Golden Days Festival. En herlig ting. Det er altid en god ting at fokusere på historien. Og på omtalte festival har ”Den Gamle Redaktør” også optrådt. Den sidste gang blev man i den grad snydt for honorar. Og grundet dårlig planlægning fra arrangørernes side blev det til et dobbelt-foredrag. Der stod undertegnede faktisk i tre timer og holdt foredrag.
Bør man ikke fortælle københavnerne sandheden?
Det er altid et tema. Og i år er det København-850 år. Man skulle så tro, at dette så var grundig undersøgt, og at man så har haft såkaldte eksperter med, for at kunne konstatere dette. Men den ekspert man har haft til rådighed, hedder Saxo.
Saxo var som bekendt historieskriver. Han blev betalt af biskop Absalon, og ville sikkert have den til at fremstå bedst muligt. Måske havde han fået dette påskrevet.
Bør man ikke fortælle københavnerne sandheden? Det er ikke Absalon, der er byens grundlægger, og byen er betydelig ældre end 850 år. Men det er som om, at man bare er ligeglade med de nye arkæologiske fund, der hele tiden dukker op. Disse fund bekræfter, at byen er langt ældre.
Er det nu Absalons borg?
Året 1167 tages som baggrund for fejringen. Det var det år, hvor Absalon påbegyndte bygningen af en borg ud for byens kyst. Ruinerne kan stadig ses under Christiansborg Slot. Ja man tager som givet at Absalon var Københavns grundlægger. Men se den holder ikke.
Og hvem siger, at ruinerne tilhører Absalons Borg? Absalon var en verdensmand. Han havde studeret i Paris og havde mange internationale kontakter. Når han nu skulle i gang med et prestigebyggeri, hvorfor havde han så valgt at bygge en rundborg i kridtsten. På det tidspunkt var dette allerede gammeldags. Teglsten var kommet til Norden. Det var det nye attraktive byggemateriale.
Udbyggede han ikke bare eksisterende anlæg?
Kunne det tænkes, at Absalon blot udbyggede det eksisterende forsvarsanlæg? Til det tidligere anlæg føjede Absalon de svære tårne af tegl. Nej. Absalon stod ikke bag de ældre forsvarsanlæg.
De kridtsten, som borgen er bygget af, var hentet ved Stevns Klint. Det skrev Saxo også. Det var også her, at Absalon hentede sten til sin kastemaskine, skrev. Borgens oprindelse er dateret ud fra den antagelse, at det jo måtte være Absalons, som Saxo skrev.
Stor aktivitet langs kysten
Som det er bekendt, er der blevet gravet ud til Metro. Og her er der gjort en del fund, som viser, at byen er ældre. Ja de senere års arkæologiske undersøgelser har rykket væsentlig ved, at Havn blot var et ubetydeligt fiskeleje. Og ville en magtfuld mand som Absalon nøjes med en samling fiskerhytter?
Arkæologiske kilder viser nemlig, at der allerede fra midten af 1000-tallet har været omfattende aktiviteter ved kysten, hvor senere København voksede sig stor. Særlig området omkring det nuværende Københavns Rådhus har de arkæologiske resultater bragt banebrydende nyt.
Saxo som sandhedsvidende er problematisk
Området omkring Rådhuspladsen har allerede fra midten af 1000-tallet og op omkring 1100 dannet rammerne om bebyggelse af noget, der ligner bymæssigt karakter med bl.a. udbredt håndværksaktivitet-ikke mindst i form af jernforarbejdning. Her har været stolper efter huse og begyndende fastplanlægning af gadeforløb. De tidsligste aktiviteter i byen har været produktion og handel.
Den tidlige håndværker-bebyggelse på Rådhuspladsen synes i 1300-tallet at være afløst af voldbefæstning.
En anden ting er, at det hav af bøger, der er skrevet om Københavns historie måske tolker Saxos fremstilling af for stor sandhedsværdi. Dette burde arrangørerne også vide.
Man skal huske de arkæologiske fund
Problemstillingen minder om forholdet Tønder-Ribe, hvor Tønder påberåber sig at være landets ældste købstad. Byen har ikke uret, når man påberåber sig de skriftlige kilder. Men arkæologiske fund i og omkring Ribe viser ganske tydeligt, at her har vi den ældste by og på et tidspunkt før Tønder har man fået købstadsrettighederne.
Med andre ord, man skal i den grad involvere de arkæologiske fund.
Blodgildet i Roskilde
Der var i mange år strid om rettighederne til kronen. Det hele kulminerede i 1157 med ”Blodgildet i Roskilde”. Konflikterne endte til Valdemars fordel. Hans tro væbner, Absalon skulle selvfølgelig belønnes. Og det blev, således blev han kort tid efter biskop af Roskilde og fik en del landområder og byer foræret, deriblandt København.
Var det reelt et gavebrev?
Valdemars gavebrev til Absalon er ikke bevaret. Hvad kongen gav bispen helt præcis vides ikke. Hvornår det skete, vides heller ikke. Alt dette ved vi først 20 år senere i Pave Urban den Andens stadfæstelsesbrev fra 1186.
Se denne kilde har måske forkludret det hele. Det nævnes, at Valdemar ”som værn” har skænket Absalon borgen i ”Hafn” med alle dens tilliggender, nemlig selve (lands)byen Hafn. Hvordan den by så ud, som Absalon modtog, fremgår ikke.
Havn nævnt i ”De Islandske Sagaer”
En sjov historie fra ”Knytlingsagaen” nævner, at allerede Magnus den Gode (1024-47) under en flugt gik i land ved Havn på Sjælland. Den islandske saga er først skrevet i 1300-tallet, og den indeholder en masse fejlagtige oplysninger. Dens angivelser skal nok tages med grand salt.
At sagaen nævner det gamle navn for København kan dog antyde en hvis grad af troværdighed på dette punkt. Måske eksisterede kystbeskyttelsen, der senere skulle blive til København allerede i begyndelsen af 1000-tallet.
Ude i Serridslev nævnes også Havn
I pave Urbans stadfæstelsesbrev bliver byen omtalt som Hafn, og det gør den med forskellige stavemåder indtil 1221, hvor den første gang omtales Copendehaafn igen med forskellige stavemåder. Det sjove i den forbindelse er, at kongegården eller hovedgården ude i Serridslev også omtales som Castrum de Hafn.
Forsker, forsøgt latterliggjort
Sct. Clemens Kirke, der blev revet ned i 1500-tallet lå omtrent i det område, hvor Strøget møder Rådhuspladsen. Her kan i dag dokumenteres begravelser helt tilbage til 1000-tallet.
Allerede meget tidligt omtalte Ramsing, at byen stammede fra år 950. Det konkluderede han på baggrund af muldet og de teglfri lag. Det fik Københavns Bymuseums senere leder, Chr, Axel Jensen til i 1942 at konkludere, at Ramsing havde en livlig og videnskabelig fantasi.
Men i den udmærkede ”København fra boplads til storby giver universitetshistorikeren Axel E Christensen, Ramsing ret. Og her er vi tilbage i 1948. Men ak igen i 1980 skriver Erik Kjersgaard, at Ramsings ”fantasi ind imellem kan løbe af med ham”. Men arkæologien giver jo nærmest Ramsing ret.
Der lå allerede en kirke i år 1000
Man havde hidtil regnet med, at Sct. Clemens Kirke for at være Københavns ældste kirke. Men Københavns Bymuseum blev hidkaldt til adressen, Frederiksberggade 38. Her fandt arkæologer beviser for, at der allerede i 1000-tallet lå en kirke i området, der dog havde en lidt anden placering end Sankt Clemens Kirke. I en af de ældste grave fandt arkæologerne skelettet af et barn, der var begravet med et kobbersmykke, der er dateret til 1000-tallet.
Kirken har været i funktion i 1000-tallet. Dette var kort tid efter, at Danmark var blevet kristent. Dengang var der kun byer med indflydelse, der havde kirker.
Udgravningerne ved Skt. Clemens har også givet en masse flint fra stenalderen. Ja cirka 12 kg har man fundet. Her har været relativ gode havneforhold.
På Rådhuspladsens nordvestlige del fandt man for et par år siden en helt ukendt kirkegård. Selve kirken elle kapellet til denne har man endnu ikke lokaliseret. Det kan også have været tale om en mindre trækirke, der mistede sin betydning, inden der blev etableret en stenkirke.
Spredte fund
Spredte fund fra enkelte undersøgelser i den tæt bebyggede Indre By, tyder på, at den tidlige bebyggelse i området ved Rådhuspladsen spredte sig i et bredt bælte langs kysten til det nuværende Kongens Nytorv. Det var her Østerport lå i middelalderen.
I forbindelse med en udgravning i Pilestræde i forbindelsen med nedlæggelsen af Citiarkaden fandt man en velbevaret brønd bestående af to tønder træ, der var stablet oven på hinanden. Kulstof-14-dateringen af brønden viste, at brønden senest havde været i brug i slutningen af 1100-tallet.
Et ødelagt fundament skulle erstattes på adressen, Gammeltorv 18. Ved at studere farveforskellene i jordlagene under gulvet, fandt arkæologerne sporene efter en brønd eller grøft, der er dateret til at være mellem 1027 til 1213.
Under Vingårdsstræde 6 (Magasin) er der fundet rester af en storgård.
I området ved Kongens Nytorv og Lille Kongensgade er der fundet grøfteskel fra omkring 1100. Grøfterne viser, at der har været en solid bebyggelse her omkring allerede på dette tidspunkt.
En af de større udgravninger i forbindelse med Metro-byggeriet på Kongens Nytorv afslørede allerede i 190erne et grøfteskel, der kan have tilhørt en prægtig stormandsgård fra omkring 1020.
På Kongens Nytorv blev der endvidere fundet et fornemt udsmykket håndtag af hjortetak fra 1000-tallet.
Nye voldanlæg
Interessant er, at der er fundet rester volde her i form af en række kraftige stolper, der ved hjælp af årringsdateringer kan fastslås opført lige efter 1200, dvs. ca. 100 år tidligere end fæstningsgraven ved Rådhuspladsen. Det viser, at befæstningen har strakt sig gennem næsten 100 år, og først efter, at Absalon blev lagt i graven i 1201.
Beskyttelse af markedsplads
Gådefuld er den hesteskoformede halvkredsvold fra omkring 1100. Volden indrammes af et ca. 2,5 ha stort areal afgrænset af de nuværende gader Mikkel bryggersgade, Vestergade, Gammeltorv/Nytorv og den gamle kystlinje. Dimensionerne virker ikke overvældende. Volden har ikke været mere end 1,5-2 meter høj og ca. 6-8 meter bred med en tilsvarende dimensioneret grav omkring.
Det har ikke været et forsvarsværk, men måske en markering af et marked? Det kunne også have været en afgrænsning af en stormandsgård eller en kongsgård. Men stedet markerer at et rigtigt bysamfund allerede var i gang i stedet for et ubetydelig fiskeleje.
Havn grundlagt længe før
I 1167 var Havn allerede en by grundlagt lang tid før. Mange af de fund man har gjort er ude for det, som man i mange år troede var en befæstning, og som man hidtil troede omsluttede byen.
Meget omfattende fiskehandel
I 1000-tallet var der befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I Havn (København) lå handelspladsen ned til vandet. De tilhørende bebyggelser er skudt op bagved. Denne teori bliver understøttet af de store mængder fiskeben og keramikskår, der er fundet.
Det er nærliggende at forestille sig at handelen har været meget sæsonbetonet. Pladsens størrelse tyder på at handelen har været meget omfattende måske af international karakter.
Mange byer i Øresundsregionen er opstået på grund af sildefiskeriet. Der var masser af fede sild. Fiskene var meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man godt spise fisk. Og fisk er blevet eksporteret langt ned i Tyskland.
Det ældste København
Dateringerne viste, at Mikkel Bryggers Gade er det første sted, hvor man kunne finde forskellig bebyggelse fra 1000-tallet og helt frem til 1400. De mange jordlag kunne stadfæstes på, at være det ældste København, men det kan også tyde på, at her har været en livlig handelsplads.
Nu kunne beboerne ikke leve af fisk alene. De har også haft et husdyrhold. Og dette har krævet en masse plads.
Den centrale placering tiltrak naturligvis handel og trafik. Det fik byen hurtig til at vokse både i areal og indbyggertal. Der kom nye voldanlæg og kirker.
Historieskrivningen præget af nationalromantik
Men historieskrivningen har været præget af mere nationalromantik end fakta. I mange år har ukritiske historikere været modtagelig for det som man mente var ”historiske sandheder”. Københavns tidlige historie sal omskrives takket være de arkæologiske fund. Måske burde historikerne også lige kigge på de gængse fortolkninger.
Undersøgelser viser, at Absalon ikke fik, men forlenede borgen i Havn, samt landsbyen Havn og de øvrige tilliggender. Absalon gav sit bispetiende til opførelsen af Vor Frue Kirke. Men det kan ikke afgøres om byggeriet begyndte, mens han levede eller først under hans efterfølger Peder Sunesøn. Det vil kun fremtidige analyser af kirkens bygningsrester afgøre.
Man har glemt, at der i datidens byer kun levede 1-4 pct. af den samlede befolkning. Måske burde forskere med forskellige specialer arbejde bedre sammen. Historikere tager udgangspunkt i andre ting som arkæologer.
Hvad med indbyggertallet?
Men hvad nu med indbyggertallet dengang? Ja man har fundet en affaldsmængde stammende fra en gård ved Kongens Nytorv. Den afslører en relativ stor husholdning. Og antallet af begravelser på Skt. Clemens kirkegård har givet vidnesbyrd om stor aktivitet. Og når man laver en halvkreds om en markedsplads, og der allerede eksisterer et forsvarsanlæg. Ja alt dette tyder på en relativ stor befolkning omkring år 1000.
Vi skal have gjort op med den århundrede gamle tradition, som giver Absalon æren for byen samt dens første borg. Nej han er ikke byens og borgens grundlægger. Han er en af de talrige personligheder, der har krydret byens historie. Men han er dog heller ikke ophavsmand til byens storhed.
Kilder:
Hvid du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om Københavns historie herunder:
Juli 21, 2017
Frihedsrådet-det kneb med opbakningen
Det kneb med opbakningen fra andre illegale blade, store dele af modstandsbevægelsen og de allerfleste partier. Tiden efter 29. august 1943 tilbragte politikerne stadig sammen, dog ikke officielt. Tyskerne var ikke interesseret i at lukke helt ned. De bevarede også det kommunale selvstyre. Det var ved, at udvikle sig til uoverskuelig konflikt efter Folkestrejken i 1944. Frihedsrådet sagde ”Kæmp videre” Politikerne sagde stop. De allierede undrede sig. Frihedsrådet fik kolossal magt også politisk. De fik næsten alt gennemført, dog ikke udrensningen af politikerne. En fejloversættelse og videregivelse i BBC kom som et chok for mange danskere. Der var nu heller ikke enighed internt i Frihedsrådet ”Tøjteløse Revanceryttere, ja sådan beskrev Mogens Fog forholdet.
Det står ikke meget om uenighed i historiebøgerne
Vi har før været inde på det, at ikke alle modstandsgrupper bakkede op om Frihedsrådet. Og det gjorde heller ikke alle de politiske partier og alle illegale blade.
Fra modstandsbevægelsen anfægtede man, at rådet ikke kunne udtale sig på baggrund af hele modstandsbevægelsen. Og partier og blade anfægtede Rådets ret til at etablere sig som en art illegal regering.
Det er ikke meget vi finder i historiebøgerne om denne uenighed. Vi skal her forsøge at samle trådene.
Repræsenterer ”de danske Bevægelser”
I september 1943 trådte Danmarks Frihedsråd første gang frem for offentligheden som ”den nationale folkefront mod nazismen”. Rådet meddelte at det var dannet af:
En dårlig oversættelse
Rådets proklamation blev bragt i Daily Telegraph den 12. oktober.
Men så var det bare lige det, at bladets Stockholms- korrespondent havde oversat det som om, at det var repræsenteret af alle politiske partier. Og da Christmas Møller skulle give beskeden på BBC’ s danske udsendelse, havde han endnu ikke modtaget den oprindelige tekst, så han var henvist til den fejlagtige oversættelse. Beskeden fra BBC kom som et chok for mange.
Hvem sad i Rådet?
Men dengang havde Rådet repræsentanter fra de to ”tværpolitiske” modstandsorganisationer Ringen og Frit Danmark samt de to politiske partier, Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling. Ja det var kun det sidste parti, der var legalt. Der var så to enkeltpersoner Erling Foss, industrimand med forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Kort efter Rådets dannelse blev han tilknyttet det illegale blad ”De Frie Danske” som politisk rådgiver, hvorefter han så kunne repræsentere dette i Rådet.
Så var det Aage Schoch, der i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af Nationaltidende på tysk forlangende. Han havde en lang række ”illegale” forbindelse, bl.a. til SOE, men også til konservativt prægede blade som ”Hjemmefronten” og ”Studenternes Efterretningstjeneste” uden dog at repræsentere dem i Rådet.
På et senere tidspunkt, antageligt i sidste halvdel af september, knyttedes endvidere lederen af SOE’ s arbejde i Danmark, Flemming Muus til Rådet.
Man forsøgte at få andre partier i Rådet
Man forsøgte fra Rådets side, at få en Socialdemokrat tilknyttet. Man startede i toppen og gik så ned efter i hierarkiet. Og egentlig var det også sådan med Det konservative Folkeparti.
Afslaget fra politikerne har noget gøre med den 29. august 1943. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand på grund af den omfattende strejkeaktivitet. General von Hanneken overtog den udøvende magt. En tysk aktion lammede hær og flåde. En række kendte personer blev internerede. Og tyske politistyrker blev trukket til landet.
Mødeforbud grundet undtagelsestilstand
Det er blevet hævdet, at Danmark fra denne dato rent faktisk befandt sig i en krig mod Tyskland. Men da Rigsdagen var forhindret i at samles grundet mødeforbud, da regeringen var trådt tilbage. Kongen var afskåret fra at udøve sine forfatningsmæssige funktioner, så lod denne krigstilstand sig blot ikke formelt erklære.
Tyskland havde interesse i ”Spisekammeret”
Af hensyn til Danmarks optagelse blandt de allierede nationer, har det været en klar interesse i at fokusere på bruddet, men forskning peger på, at datoen ikke markere det klare skel som det traditionelt hævdes, men at der på vitale områder skete en videreførelse af den forudgående periodes kollaborationslinje.
Således havde den tyske stat en væsentlig interesse i at bevare Danmark som ”spisekammer”. Leverancerne af industri- og landbrugsvarer blev ikke blot opretholdt i samme omfang som før, men blev endda kraftig forøget efter den 29. august 1943.
Politisk frihed
Her må vi vel også fastslå, at Danmark også efter denne dato blev indrømmet en høj grad af politisk frihed og at dets stilling fortsat afveg grundlæggende fra andre besatte landes.
Der blev ikke dannet nogen ny regering, men departementscheferne fik lejlighed til at viderefører den statslige administration på danske hænder. Det var den tyske rigsbefuldmægtigede der efter undtagelsestilstandens ophævelse styrede landet gennem forordninger, så vidt angik tyske interesser.
Rådgivende skyggeregering
I sager af mere principiel rækkevidde handlede departementscheferne i nøje samråd med politikerne hvis samarbejdsudvalg fungerede som en slags rådgivende ”skyggeregeringsdag”. Også det kommunale selvstyre fortsatte uden tysk indblanding.
Blandt de arresterede den 29. august befandt der sig størstedelen af den konservative rigsdagsgruppe. Men de blev kun anholdt som enkeltpersoner. Partiorganisationerne forblev intakte. Det samme gjaldt fagbevægelsen og de øvrige interesseorganisationer.
Hvis Rigsdagen var mødt
Hvis nu Rigsdagen var mødt, havde de ikke kunnet undgå at vedtage en protest mod det tyske overgreb. Det ville så have skadet departementschefordningen og den kommunale forvaltning.
Men politikerne mødtes nu stadig i rigsdagsbygningen og de fik løn i hele besættelsestiden. Gennem partiernes repræsentanter i Samarbejdsudvalget blev de holdt orienteret om udviklingen. De lod informationerne gå videre til partiernes tillidsfolk gennem ”lukkede” dagligstuemøder.
Mulighed for kommunikation
Herigennem var der mulighed fortsat at opretholde en kommunikation mellem partierne og vælgerne.
Selvfølgelig havde de danske myndigheder gennem opløsningen af de militære værn mistet en del af de magtmuligheder, der normalt står til regeringens rådighed. Men man havde dog et politikorps frem til 19. september 1944.
Militærets illegale værn stod til rådighed, når tyskerne rømmede landet. Departementschefordningen betød, at officererne fortsat kunne få udbetalt deres løn gennem Krigsministeriet. Men de måtte holde lav profil i forhold til besættelsesmagten.
”Tøjteløse Revancenytter”
Socialdemokratiet afviste stadigvæk at indtræde i Frihedsrådet. De mente, at Kommunisterne havde en alt for domminerende rolle. Men internt i Frihedsrådet måtte der også skabes justits inden for egne rækker. Det gjaldt, om at skabe tillid hos politikkere og hos befolkningen. Men hvad var det lige Mogens Fog udtrykte:
Når Danmark atter er frit
I Rådet fik man færdiggjort pjecen ”Når Danmark atter er frit”. Her gjorde man rede for demokratiets genindførelse og et opgør med de egentlige landsforræderiske elementer. Rådet tog klar afstand til den samarbejdspolitik ind til den 29. august. Man mente, at den var til stor skade for vores land:
Rådet mente ikke at Rigsdagsvalget var demokratisk
Om den Rigsdag, der var blevet valgt den 23. marts 1943 hævdede Rådet, at den ikke opfyldte fordringerne om demokratisk folkerepræsentation. Den var ikke valgt ved et frit valg, idet alle, hvis anskuelser om landets kurs afveg væsentligt fra regeringen, var afskåret fra eller i høj grad hæmmet i at give dette udtryk. Hertil kom at et af partierne, nemlig DKP, direkte var forbudt. Frihedsrådet ønskede derfor nyvalg udskrevet snarest muligt efter besættelsens ophør.
Talte man på befolkningens vegne?
Rådet mente, at de repræsenterede den store del af befolkningen. Men man havde ikke fået noget mandat fra befolkningen til at tale på deres vegne.
Nordisk Nyhedstjeneste
En kreds af blade omkring det illegale nyhedsbureau ”Nordisk Nyhedstjeneste” havde ikke deltaget i de drøftelser der gik forud for Rådets dannelse. Man arbejdede selv med planer, der tog sigte på en koordinering af den illegale indsats. Der var kontakt til Arne Sejr fra Studenternes Efterretningstjeneste, Sonny Nielsen fra De Frie Danske og overbetjent Weiss fra Politiets politiske afdeling.
Tanken var, at alle blade kunne få del i den samlede stofmængde. Frihedsrådet kom dog disse planer i forkøbet. Bladkredsen hilste initiativet velkommen. Men foreløbig forholdt man sig afventende. Man var enige om, at optræde samlet over for Frihedsrådet, for at henvendelsen kunne få større vægt. Man havde også opbakning fra ”Hjemmefronten”, ”Nordisk Front” og ”Nordens Frihed”.
”Hjemmefronten” tog mest afstand fra Frihedsrådet
Frihedsrådets forskellige udsendelser blev drøftet. Men en fælles holdning til det, kunne man ikke blive enige om. Man tog også afstand fra Niels Jørgensens skrappe kommentarer i ”Hjemmefronten”.
Dette blad blev startet i en kritisk fase i Frit Danmark. Og det var egentlig i forbindelse med dannelse af en konservativ modstandsorganisation som modvægt til kommunisternes. Efter den 29. august 1943 havde Niels Jørgensen overtaget redaktionen.
Man opstillede også militære grupper som ”Nationalt Værn”. Man havde kontakt til foreningen af løjtnanter og kornetter, samt Akademisk Skytteforening. Meningen var, at dette korps skulle beskytte mod kommunister. På et tidspunkt fik gruppen økonomisk støtte af folketingsmedlem Hasle og mottoet var, at kommunisterne ikke fik hånd i hanke med modstandsbevægelsen.
Studenternes Efterretningstjeneste
Studenternes Efterretningstjeneste føres tilbage til Slagelse Gymnasium anført af Arne Sejr lige efter 9. april 1940. Fra august 1942 begyndte man at udsende et illegalt blad. Man fik efterhånden meddelere på alle de større københavnske blade, bl.a. Børge Outze på Nationaltidende.
I efteråret 1943 dannedes en militær efterretningsgruppe under ledelse af den sønderjyske officer Chr. Friis med en central i Øresundsgade.
Anklaget for kontraspionage
Så var det lige Danske Tidende. Her var Nicolai Blædel tilknyttet. Han havde fået skriveforbud fra Det Berlingske Hus. Men også Haerman Dedichen og Erik Seidenfeden fra Politiken var tilknyttet. Fra starten blev Danske Tidende finansieret af restauratør Niels Mikkelsen og lensgreve Siegfried Raben-Levetzau.
”Kirkens Front” var inspireret af Dansk Samling. De leverede også artikler til bladet.
Niels Jørgensen fortsatte sine barske angreb mod Frihedsrådet. Ja det endte med at Frihedsrådet anklagede ham for kontraspionage. Man blev dog efterhånden gode venner.
De Allierede havde anerkendt Frihedsrådet
Alt imens kæmpede Frihedsrådet videre for at blive anerkendt. Hærens og flådens illegale stabe indgik et samarbejde med Rådet. Efterhånden gik det op for grupperne, at forbindelserne til England udelukkende gik gennem Frihedsrådet. Og åbenbart havde allierede anerkendt Frihedsrådet. Men de havde vel ikke godkendt Rådet som illegal regering velvidende, at en masse partier manglede?
Skarp modsætningsforhold
Det er heller ikke videre kendt, at under Folkestrejken i juni/juli 1944 kom rådet og politikerne i et skarpt modsætningsforhold. Det kulminerede den 2. juli, da politikerne opfordrede til at afblæse strejkerne. Frihedsrådet havde den modsatte opfattelse og mente, at strejkerne skulle fortsætte.
Strejkerne fortsatte om mandagen. Måske vidnede dette om Frihedsrådets stigende popularitet og politikernes faldende popularitet. Men vi skal da lige huske, at det dog stort set var de samme som danskerne stemte på, efter besættelsestiden.
I Rådets skildring af strejken skrev Frode Jacobsen, at det var et kedeligt budskab at sende fra politikerne til de allierede. Det officielle Danmark havde åbenbart ikke forstået kampens krav.
Kontaktudvalg
Efter Folkestrejken oprettede man et kontaktudvalg mellem Rådet og politikerne. En sådan episode som opstod under Folkestrejken kunne blive farligt for Folkestyret. Det var også dette kontaktudvalg, der fra november 1944 forhandlede om overgangsregeringens sammensætning.
Man havde svært ved at indordne sig
I Frihedsrådet måtte man indordne sig under en fælles strategi. Men gang på gang tørnede Dansk Samling og Kommunisterne sammen. Frode Jacobsen lavede en samling under Ringen. Det havde til formål at ”skabe enhed og dermed styrke den upolitiske del af den danske modstandsbevægelse.
Repræsentant for ”Det Kæmpende Danmark”
Russerne mente ikke, at Danmark var værdig til at blive optaget hos de allierede. Måske var Rådet klar over dette, derfor udsende s Th. Døssing til Moskva i september 1944. Han var diplomatisk repræsentant for ”Det Kæmpede Danmark”. Dette blev kommenteret i ”Nordens Frihed”, som mindede om, at
Regeringen skal dannes af Kongen og Rigsdagen
I ”Hjemmefronten” hed det at:
Man anerkendte dog, at modstandsbevægelsen burde være repræsenteret i regeringen.
Det, at partierne ikke ville lade sig repræsentere i Rådet på grund af deres holdninger til dansk Samling og Kommunisterne betød, at Frihedsrådet var uden berøring med væsentlige sociale grupper som fagbevægelsen og landboerne.
En ikke uvæsentlig kritik mod Rådet
Trods fejlslagne forsøg på at udvide Rådets politiske og sociale grundlag, søgte Rådet at spille en politisk rolle ved at etablere sig som en illegal regering, idet Rådet gjorde krav på en moralsk ret i kraft af, at det repræsenterede den aktive modstand.
I den første del af Rådets levetid stod en række blade uden for Rådet. De rettede en ikke uvæsentlig kritik i deres ret til at være en illegal regering over for befolkningen. Disse repræsenterede den borgerlige og nationale del af modstandsbevægelsen.
Var modstandsbevægelsen en samlet enhed?
Efter at bladudvalget var etableret i 1944 fremstod denne kreds dog ikke som opposition. Men der var fortsat en stærk modstand i modstandsbevægelsen mod at Rådet optrådte som en politisk gruppe.
Frihedsrådet har haft interesse i at fremstille modstandsbevægelsen som samlet under dets ledelse i kampen mod besættelsesmagten.
Programmet holdt sig til det nationale
At Frihedsrådet og politikerne, der var meget uenige om væsentlige ting kunne gå sammen i overgangsregeringen blev det ydre udtryk for den nationale enighed. Programmet holdt sig også til det rent nationale.
Den danske modstandsbevægelse var, ligesom i andre tyskbesatte lande, både en national bevægelse rettet mod den fremme besættelsesmagt, og en oprørsbevægelse. Men se dette sidste punkt har historieskrivningen heller ikke beskæftiget sig så meget med.
Frihedsrådet fik utrolig magt
Frihedsrådet fik utrolig meget magt efter besættelsen. De fik stort set gennemført det de ville. De fik måske ikke så mange mandater i regeringen og de fik heller ikke udrenset dem de ville, men alligevel.
Man kan nok ikke gøre Frihedsrådet skyldig i det til tider skæve retsopgør. Dommerne lyttede til gadens parlament. Det samme kan man vel sige om politikerne, da de var sluppet gennem nåleøjet.
Det var nu ikke lige demokratisk alt sammen. Og jeg må igen engang citere Bjørn Svensson:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 197 artikler om besættelsestiden herunder:
Juli 19, 2017
Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?
Frihedskæmperen er ikke entydig. Frihedskæmperen satte sit liv på spil og sikrede Danmarks ære. Men han deltog også i en moralsk hær efter besættelsen, hvor selvtægt og ydmygelse var dagens orden. Langt fra alt er historisk korrekt. Man kan også undres over nogle af de udstillinger og samlinger, der forefindes. Noget af kampen kom aldrig i massemedierne. Det er også offentligheden, der har tegnet det flotte billede af frihedskæmperen. De krævede at den var glansfuld. Men vær nu kritisk. Ofte er både tekst og billede tekst konstrueret og manipuleret. Men man må ikke kalde det historieforfalskning. På især de små arkiver nyder frihedskæmperen beskyttelse. Det er svært at finde sandheden. Inden august 1943 var Frihedskæmperen også regeringens fjende. Der blev udlovet dusør på ham. Og næsten alle aviser bragte fotos af ham.
Vær kritisk over for tekst og billeder
Vi har før været inde på det. Besættelsestiden er nok den periode, hvor der kommet flest udgivelser og tidsskriftsartikler. Der er kommet et væld af værker og enkelt publikationer. Kravet om at fremvise heltene var stor i befolkningen. Der blev produceret frihedskæmpere på gruppebilleder i massevis.
Tænk engang nu så man dem på en lastbil med et maskingevær.
Nok var den antinazistiske modstandskamp et ubetinget gode, men det hindrer os jo ikke i, at være kritisk over for den tekst og de billeder, vi bliver præsenteret for. Vi har heldigvis i dag mange fantastisk gode historikere. Men læser du noget af besættelseslitteraturen lige efter besættelsen, ja så undres man.
Hemmelig og anonymitet
Modstandskampen krævede fra den spæde start diskretion, hemmeligholdelse og frem for alt anonymitet. De danske myndigheder og offentligheden måtte ikke kende de involveredes identitet. Det var også en fordel, at de enkelte ikke kendte hinanden indbyrdes.
Alvorlig forbrydelse at sætte sig op mod regeringen
Myndighederne søgte til 29. august 1943, at få anonymiteten brudt. Befolkningen blev opfordret til at melde personer, der brød samarbejdspolitikken. At sætte sig mod landets regering og dets politik var en alvorlig forbrydelse.
Hans politik blev forbudt
Ja det var for eksempel Aksel Larsen. Han udfordrede autoriteterne. Han udgav de ulovlige publikationer ”Danske Toner”. Den lovgivende magt havde forbudt hans politiske virksomhed på et tvivlsomt retligt grundlag.
Han blev eftersøgt. Det lykkedes ikke i første omgang at arrestere ham. Men adskillige hundrede af hans partikammerater og dem, som man troede var kommunister, fik man dog fat i.
5.000 kr. i dusør for disse pæne mennesker
Pæne mennesker som professor Mogens Fogh og redaktør Ole Kiilerich blev det også ledt efter. De var gået under jorden for at bekæmpe samarbejdspolitikken. Prisen på deres hoveder blev af politiet sat til 5.000 kr. for hver. Det var mange penge dengang. Ja det var mere, end hvad en ufaglært arbejder kunne tjene.
Aviserne bragte med en enkelt undtagelse en efterlysning af dem med udførligt signalement og portræt den 2. februar 1943.
Hvem fik de 25.000 kr.
Fra Faxe Kalkbrud blev der stjålet sprængstof. Den 20. februar 1943 offentliggjorde aviserne en efterlysning med billeder af de formodede hovedmænd, fem i alt. Den samlede dusør for oplysninger, der kunne føre til deres pågribelse var 25.000 kr.
Efterlysningerne førte ikke alene til et par anholdelser, men også til den første dødsdom, som dog ikke blev eksekveret. Hvem der fik de 25.000 kr. er uvist.
Eigild Larsen-en eftersøgt storforbryder
Blandt de efterlyste i denne periode var også en af grundlæggerne af sabotageorganisationen, BOPA, kommunisten og skibsværftsarbejder Eigil Larsen. Han levede i tiden før august 1943 op til befolkningsflertallets forestillinger om en kommunist og eftersøgt terrorist, der deltog i kriminel undergrundsaktivitet.
Politiet havde et forvrænget billede af ham. Det havde de fra dengang han sad indespærret i Horserød som kommunist. Men han havde haft den frækhed at undvige gennem en tunnel, han selv havde gravet.
Og langt de fleste aviser bragte igen efterlysningen. Her stod fremhævet med sort ”skal anholdes”. Eigil Larsen var farlig for samarbejdspolitikken, lige så farlig som sprængstoftyvene.
Opfordring til stikkeri
Det er noget ubehageligt ved alle disse fotos. De udlovede dusører understreger tilmed opfordringen til stikkeri over for medborgerne. Stikker var noget af det værste, man kunne blive udsat for. Og her var det de danske myndigheder, der opfordrede til det. Men det var nok den gruppe, som Modstandsbevægelsen slog hårdest ned på.
Adskillige hundrede stikkere blev aflivet i de sidste krigsår, ja mange også efter besættelsen. Mange blev aflivet uden at det var ordentlig tjekket.
Fra den 29. august 1943 blev det lettere med holdningerne i stedet for billederne. Tyskerne overtog sabotagebekæmpelsen. Det ulovlige arbejde blev illegalt. Pludselig blev de såkaldte terrorister nu frihedskæmpere.
Gestapo og dets danske håndlangere var en endnu større trussel end de danske myndigheder havde været.
Identitet og eftermæle
De illegale blade kunne gå lidt længere end de legale blade. I en del tilfælde gav de identitet og eftermæle til nogle af de mennesker, som var blevet henrettet af tyskerne. Stærkest var det, hvis de gengav afskedsbreve fra de henrettede danskere.
Det sidste krigsår bragte mange ind i illegale ”ventegrupper”. Det var militært organiserede grupper der, som navnet giver, skulle vente på opgørets time. De skulle først træde til allersidst ikke ville overgive sig. Deres opgaver lå efter befrielsen.
Ventegrupperne udgjorde to tredjedel
Det var en voldsom tilgang til disse ventegrupper i besættelsens sidste måneder. I maj 1945 udgjorde de mindst to tredjedel af modstandsbevægelsen. De mange i ventegrupperne og de færre aktive, heraf relativ få før august 1943, gik ind til den samme befrielse. De fik det samme armbind.
Befolkningen kunne ikke se forskel, da det glade budskab lød, men der var måske alligevel en forskel.
Arrestationsgrupper gjorde sig klar til at internere et stort antal danskere i løbet af de følgende dage. Ventegrupperne kom i aktion. Arrestationslisterne lå klar ud over landet. At så de allerfleste blev løsladt igen, ja det har vi været inde på i andre artikler.
Nu kunne forlæggere og redaktører skride til færdiggørelsen af de bogværker, som havde været forberedt i det skjulte i krigens sidste år. Man afventede blot det endelige tyske nederlag.
En kamp for gode historier og billeder
Endelig var der avis- og ugepressen som fik travlt med både at opfange befrielsen og prøve at indhente noget af det forsømte de seneste år. Det var en kamp om de gode historier og de bedste billeder.
Stor oplag ventede. Det var et folkekrav at få navne og ansigter på skurkene. Nu skulle alt for en dag i den fri presses og meningsdannelsens navn. Nogle af heltene ville gerne træde frem, mens andre foretrak anonymiteten. Men også skurkene ville offentligheden se.
Hvor var menneskerne?
Man havde masser af fotos af ruiner og ødelagte skinner. Men hvor var menneskerne? Konkurrencen var hård. Lettest var det m.h.t. Frihedsrådet. De blev straks kendte. De blev fotograferet ved talrige lejligheder. Men der var ikke fotos fra illegale møder og mødesteder.
Så blev fotograferne sendt på gaden for at fotografere modstandsfolk i aktion under arrestationerne og på samlings- og interneringsstederne. Der var meget velvilje i at stille op i frihedskæmpermundering og rette maskinpistoler mod de ”udskud”, der var anholdt og interneret i majdagene.
Udskuddet skulle ydmyges
Udskuddene blev vist med hænderne på eller højt over hovedet for at understrege rollefordelingen. Fotoerne skulle vise, hvem der nu havde magten, og hvem der skulle ydmyges. Turen til lastvognen gennem den ophidsede menneskemængde og siden bortkørslen på åben lastvogn var yndede motiver.
I særlig grelle tilfælde blev de anholdte forsynet med skiltning og påskrift eller hagekors, der fortalte hvilke typer, det drejede sig om. Det fortæller også noget om, hvilke mennesker, der var med til at foretage anholdelserne.
Demokratisk adfærd?
Unge mænd, der næppe helt havde forstået, at frihedskampen bl.a. rettede sig mod den slags adfærd og metoder over for andre mennesker. Det var nazister og fascister, som hængte deres ofre ud med skilte og jødestjerner. Det var demokratiets forkæmpere, der blot havde erstattet ordet ”jøde” med ”stikker” eller ”nazist”
Måske var overgreb og magtmisbrug vundet indpas hos ventegrupperne? De var godt nok blevet skolet i våbenbrug, men ikke helt i demokratisk adfærd.
Selvtægt og flere ydmygelser
Disse ydmygelsesbilleder fra arrestationerne gik ufrivilligt hen og blev alt andet end positive udtryk for frihedskampen. Disse frihedskæmperbilleder kom til at signalisere hævnfølelse med ydmygelse sat i system. Krav om brud på almindelige retsprincipper for at få ordnet sikkert skyldige, men endnu ikke dømte. Der var alvorlige tilfælde af selvtægt.
Frihedskæmperdemonstrationerne var en del af befrielsessommeren. De fandt sted adskillige gange, når man fandt domme for milde eller udrensningen for lemfældig. Men se dette bliver sjældent omtalt hos historikerne.
Uniformering
Modstandsfolk og modstandsledere paraderede i rigtige militæruniformer. Og man så også nogle med påsyet BOPA. Man så også uniformerede politifolk. BOPA viste, at de var rigtig partisaner. Politiets uniformering viste, at de havde valgt den rigtige side.
Uniformeret undergrundsarbejde hørte til undtagelsen, men når det mere gjaldt om at signalisere bypartisan eller politimand end modstandsmand måtte uniformen på. Det giver en bestemt type frihedskæmperbilleder og måske lidt uorden i billeddannelsen.
Betjente i uniform var indtil den 29. august 1943 en fare for terroristerne, og det var først rigtigt efter 19. september 1944, da politiet blev taget af besættelsesmagten, at mange betjente kom ind i det illegale arbejde. Dette arbejde gjorde de uden uniform. Tilsvarende optrådte BOPA’s ”partisaner” ikke uniformerede under besættelsen.
Efter befrielsen var der en hvis trang til at militarisere modstandskampen, selv om den ikke havde været rettet direkte mod den tyske værnemagt.
Over det ganske land skulle der tages gruppebilleder. De glade stunder skulle foreviges.
Civilisternes oprør
Men egentlig var frihedskampen civilisternes oprør. Men alligevel skulle majdagene 1945 absolut militariseres. Armbindet var tilsyneladende ikke nok for offentligheden. Der skulle nogle brugbare billeder ud af det. Der skulle mere til for at signalisere modstand, kamp og magt end et armbind.
Fra den store verden kunne man i aviserne se de allieredes soldater i uniform og svært bevæbnede. Måske havde nogle af de unge mænd tillige gerne villet klæde sig ud og spille de skrappe drenge?
Det krævede en særlig mundring
Et var dog, at det kunne være farlige modstandere at gøre op med i maj 1945. Dette krævede en særlig mundering og udrustning af modstandsgrupperne. Men denne ”udklædning” af frihedskæmpere blev almindeligt.
På møder og ved arrangementer optrådte de i cottoncoats, nogle med langskaftede støvler og den uundværlige stålhjelm, maskinpistol, et kraftigt bælte, måske tilmed skrårem. Og så var det armbindet, men det kom ikke til at fylde af så meget med alle de andre ting.
Pludselig var der masser af maskinpistoler. Det havde modstandsbevægelsen ellers efterlyst under besættelsen.
Manipulation
Mange af de publikationer, der fremkom dengang havde uniformerede og bevæbnede frihedskæmpere på omslaget. Nogle havde også ødelagte ejendomme eller nærmest ruiner, som var ødelagt ved en sabotageaktion.
Offentligheden blev præsenteret for talrige konstruerede fotos. I Billed- Bladet kunne man den 15. maj se en hel serie af fotos fra et illegalt trykkeri. Fotoerne var taget den 4. maj. Og så var det masser af rekonstruktioner. I Danmarks Frihedskamp er der et stort helsides foto af ”Modstandsbevægelsens Radiosender paa Nyker Præstegaards Loft”. Man ser en mand på loftet i gang med senderen. Han bærer frihedsarmbind!
Tilsvarende er der fingerede optagelser fra bl.a. illegal bladfremstilling, våbenmodtagelser, hold-ups og jernbanesabotager. Ja endda hårdtslående konstruerede fotos af torturscener. Piskede mænd, hvor blodet flyder, nøgne mænd med en jernkugle på vej mod skridtet.
Disse frihedskæmperbilleder med den mest dramatiske effekt henvendte sig til dem med færrest forudsætninger. Jo større forudsætninger des mere autentisk.
En ”uheldig” heltedåd
En helt gennemskuelig form for rekonstruktion var brugen af tegninger. Et forfærdeligt tilfælde findes i ”Sven Hauerbachs 5. kolonne. Århussabotørernes modige indsats. 1945”
Her gengives i tegninger en mindre modig aktion, hvor tysklandsarbejdere blev stoppet, fik bukserne trukket af, hvorpå bukserne med indhold af tegnebøger og penge blev brændt.
Kan man kalde det historieforfalskning
Man kan sige, at mange steder er billeddækningen i bedste fald stærkt misvisende, i værste fald direkte historieforfalskning i overspilning af officerernes rolle på bekostning af civilisternes.
Ikke i masemedierne
Frihedskæmpere kom hjem syge og nedbrudte på sjæl og legeme fra ophold i tyske fængsler og koncentrationslejre. Det er dem, der kom med ”De Hvide Busser”. Dem ser vi sjældent tæt på. De forbliver anonyme med deres lidelser. Fra busserne og sygesengene kom disse frihedskæmpere hjem til anonymiteten for i mange tilfælde at slås med sygdom og sjælelige forstyrrelser resten af livet.
Nogle kom hjem i kister. De optrådte en kort overgang i medierne, men så gled dette også ud i glemsomheden. Heller ikke de stive, navnløse og jordede kroppe, der måske var forsynet med en flaske med en seddel i, kom ikke i massemedierne.
Det kæmpende Danmark
Frihedsbevægelsen satte sig selv i scene første gang i sommeren 1945, da der blev lavet en stor udstilling i Frimurerlogen ”Det kæmpende Danmark”. Udstillingen var også et udtryk for, at modstandskampen og frihedskæmperne skulle til at være historie.
De organiserede sig i klubber og foreninger, udgav tidsskrifter og brochurer og fandt sammen om dyrkelsen af den fælles fortid. De ville have indsatsen husket til gavn for ungdommen og eftertiden.
Den heroisering, der var begyndt bl.a. i den illegale presse, mens kampen endnu stod på blev videreført i massemedierne, ikke mindst på film og i skønlitteraturen.
Mindeplader, mindesten, buster og frihedskampsmonumenter er nu spredt ud over det gamle land. Formerne spænder fra det primitive og helt enkle til det svulstige og fortænkte.
Frihedskæmper på museum
Men nu skulle frihedskæmpere også på museum. Først i lokaler på Nationalmuseet. Og fra 1957 fik man så sit eget museum, kendt som Frihedsmuseet-Museet for Danmarks Frihedskamp. Men rundt omkring i landet opstod en række specialmuseer og samlinger. Her kan forskellige Frihedskæmperbilleder og –opfattelser følges. Men de er nu ikke alle lige gode i forhold til den virkelighed, de forholder sig til.
Foran Frihedsmuseet stod før den brændte ned er frihedskæmpervogn ”Panserbil v 3”. Selvfølgelig var det et stort trækplaster for en rask knægt. Der fandtes kun den ene slags i hele landet. Den blev først taget i anvendelse efter 4. maj 1945, da Lorentzen-banden skulle arresteres i Asserbo. Alligevel stod den her som et symbol på selve modstandskampen. Egentlig havde den meget lidt med modstandsbevægelsen at gøre. Om den skal opstilles i det kommende museum vides ikke.
Andel i ære og status
Nogle af frihedskæmperne ville have andel i den ære og status, der lå i at være en del af dem, som havde været aktivt med. Medlemslister og tilgangsfortegnelser blev en bestanddel af det trykte stof i veteranbladene.
De trådte mere og mere offentligt frem som veteraner gennem deres foreninger og blade. Man begyndte at optræde som pressionsgruppe og opinionsdannere. I den forbindelse skal da lige nævnes, at der var mange andre med, som aldrig lod høre fra sig.
Overhøring og skæld ud
Før som efter befrielsen var frihedskæmperen ikke en entydig størrelse lige så lidt som modstandsbevægelsen i øvrigt.
De aldrende modstandsfolk, som træder fra og siger til og fra, når der bliver publiceret historiske undersøgelser om en tid og forhold, som de selv har levet med eller været en del af.
Nu er det ikke mere så mange tilbage. Så problematikken er vel ikke mere aktuelt.
Historiseringen af Frihedskæmperen er en del af eftertiden. Hvordan var det egentlig? Ja Aage Trommer kom til at mærke en masse indsigelser, da han i 1971 pillede ved betydningen af jernbanesabotagen.
Men andre doktoraner og historikere har også måttet stille op til overhøring eller skæld ud, når tidligere frihedskæmpere mente, at det ikke var den sande og rigtige historie, der blev skrevet.
Ingen krav på særlig hensyntagen
Frihedskæmperen som historieforvalter og som kilde er vigtig. Men aktiv medvirken i modstandskampen giver ikke automatisk sandhedsmonopol, ensidige krav på særlig hensyntagen, hverken når det gælder tiden 1940-1945 eller i spørgsmål om dagens samfund.
Men ude på lokalarkiverne bliver der endnu taget særlig hensyntagen til frihedskæmpere. Også de begik fejl. Men hvorfor skal de beskyttes så mange år efter? Der er også ofre og deres familie. Mange af disse vil gerne have retfærdighed eller i det mindste sandheden.
Myterne og det særlige forhold omkring frihedskæmperne er ikke noget de selv har skabt. Det har offentligheden været med til at skabe i tidens løb. Og dette holder stadig ved.
Frihedskæmperen var ikke entydig
Vi har skrevet at Frihedskæmperen ikke var entydig. Nogle steder kan det være svært at finde sandheden. Lokalbefolkningen står sammen for at beskytte dem, der tog fejl, så mange år efter.
Risikerede sit liv og Danmarks ære
Det var Frihedskæmperen, der risikerede sit liv og reddede Danmarks ære i udlandet. Frihedskæmperen og hans familie levede i frygt gennem hele besættelsestiden. Men var det ikke også nogle, der kørte på frihjul?
Kig jer om hjørnerne
”Den Gamle redaktør” har hvis nok skrevet dette her et par gange. Min far fortalte, at da de skulle til Tønder fra Oksbøl var de blevet advaret af modstandsbevægelsen:
Næste dag mødte min far op på torvet i Tønder og blev tilbudt et armbind:
Historisk ukorrekt
Tidligere har jeg også fortalt om en episode på det nedbrændte Frihedsmuseum, hvor min kone og jeg overhørte følgende bemærkning fra en ung mand, der viste engelske turister rundt:
Moralsk hævntogt
Dengang spredte nogle Frihedskæmpere så meget rædsel efter besættelsestiden, fordi nogle eksempelvis havde solgt mad til tyske soldater. Man havde åbenbart selv etableret et moralsk hævntogt.
Eller er det en form for troskabsed, der betyder, at vi ikke kan få hele sandheden. Men kære læser, alt dette kan du læse om i den kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Den er i gang med at blive korrigeret for tredje gang.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Juli 18, 2017
Christianshavn fra A til Å
Vi fortsætter vores byvandringer rundt om i København i artikelform. Chr. Den fjerde opkøbte jord også på Amager. På første udkast var der plads til 934 hussteder. Men meget var fyldt med morads. Gader som på et skakbræt. Kun ganske kort tid status som købstad. Vi kigger på de første grundejere og de første to skøder. Man fik egne havnepladser. Vi har også en jydes beskrivelse fra 1849. Vi besøger rådmand Hans Knip. Masser af ulykker på broen. Folk rystede også af skræk, når de kørte over stålbroen i en el-sporvogn. Den tredje bro holdt kun i 29 år. Jo her boede Johanne Louise Heiberg, Tordenskjold, P.S. Krøyer, søhelten Adeler og mange flere. Vi besøger Stanleys Gård, Straffeanstalten for Kvinder, Christianshavns Døtreskole, Christianskirken, Asiatisk Compagni. Ja og så var det også de to driftige skibsværftsbesidder. Så besøger vi også Andreas Bjørns Gård, Niels Brocks Gård og det såkaldte rådhus, der aldrig har været det og meget mere.
I stedet for en byvandring
Igen engang en artikel i stedet for en byvandring. Som vi tidligere været inde på, får vi mange forespørgsler på byvandringer. Vi siger nej med den begrundelse, at der er nogle, der er meget bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” her på siden. Men derfor kan vi da godt sammenfatte en artikel, hvor vi så meget med som mulig.
Christian den Fjerde opkøbte jord
Christian den Fjerde havde allerede i 1606 begyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor Rosenborg kom til at ligge. Da han fortsat ønskede at udvide byen fattede han interesse for Amager.
I en instruktion til den københavnske storkøbmand Johan de Willem, som var indvandret fra Nederlandene skulle denne skaffe velstående nederlandske købmænd og håndværkere til Danmark. Til gengæld lovede kongen dem 8 års skattefrihed.
Først var der plads til 934 hussteder
Og det var Johan Semp, der tegnede Christianshavn. Han havde tidligere arbejdet som landmåler i Friesland. Og i den by var der plads til 934 hussteder.
Parcellerne blev dog kraftig beskåret. Grundene blev gjort væsentlig større. En plan fra 1630 viser kun 67 matrikler. Og mange af byggegrundene var af dårlig beskaffenhed. Store arealer bestod af strand, eng og holme.
En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt var 1,26 meter over havet. Det blev det senere Christianshavns Torv.
Fyldt med morads
I 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye boligområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.
Christianshavn er anlagt til dels som beskyttelse for slottet og den gamle by, dels for at skaffe hovedstaden en påkrævet havneudvidelse. Indtil 1682 da de store udvidelser af volden til dens nuværende forløb påbegyndtes strakte bydelen mod øst til Bådmandsstræde.
Gader som skakbræt
Mod vest strakte bydelen sig til Store Søndervoldstræde, der er den eneste skrå gade på Christianshavn. Voldens udstrækning til Torvegade har ikke ændret sig. Samtidig med voldens anlæg opførtes 1618-1620 Knippelsbro, mens Langebro først er anlagt1686.
I modsætning til gamle Københavns snævre, krogede gader er Christianhavns gadesystem anlagt efter skakbrætprincippet, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler. Efter nederlandsk forbillede deles bydelen af en kanal i en overby og en nederby.
De første grundejere
Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvilket kan opdeles i to hovedgrupper. De første omfattede kongelige embedsmænd, administrative topfolk, renteskrivere (og møntmestre), ansatte ved flåden samt højere og lavere embedsmænd.
Den anden hovedgruppe blev udgjort af københavnske borgere, magistrat-personer, storkøbmænd og håndværkere.
De første to skøder
De første to skøder blev 1622 givet til Københavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af dette var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni.
Hvad bebyggelserne angik, rejstes der små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse.
En selvstændig købstad
Fra 1639-1674 var den en selvstændig købstad med egen øvrighed og våben. Da den aldrig har været udsat for store ildebrande, stammer talrige huse fra den tid. Således også i Strandgade, hvor der findes grundmurede renæssancehuse fra Christian den Fjerdes tid.
Egne havnepladser
Oprindelig hørte til hvert hus en lille privat havn. Husene i Overgaderne fik kajplads langs kanalerne. Først i det 18. århundrede kom de store handelspladser.
De enkelte grunde var lange og dybe og gik igennem til baggaderne, Wildersgade og Dronningensgade, hvor pakhusene skulle opføres.
Christianhavns status som købstad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian den Femte administrativt lod fæstningsbyen inkorporere i København.
En jydes beskrivelse
En jyde giver i 1849 følgende beskrivelse af bydelen:
Bemærkningerne må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, der dengang blev kaldt Burmester & Baumgarten.
Skal forbinde de to byer ”over isen”
I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse også sikres mellem Slotsholmen og den ny by. Ole Worm noterede i januar 1618, at man anlagde begyndelsen som ”skal forbinde de to Byer”-over Isen”.
Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i retning mod ”Refshaleholm”. Det var en halvø som havde en form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nord på. Mellem dæmning og halvø blev der derefter konstrueret en træbro, der blev forsynet med to klapper på midten.
Rådmand Hans Knip
Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand, Hans Knap, som den 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til et erhverve et hus med grund nær broen. Her havde i 1620erne været told, men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere.
Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus. Det blev i hvert fald bekræftet af Christian den Femte i 1695 vedrørende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippensbro. Dette gled senere over i den nuværende betegnelse.
Masser af ulykker
I en tidligere beskrivelse af broen, som skyldes Hans Poulsen Resen (ca. 1670) fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen.
Interessant er det, at man 1671 forbød natmanden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vinde.
Vagt og tilsyn på broen
Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid.
Ja sådan fortalte Pontoppidan. Priser for at passere med skib af 20 læsters drægtighed skal til broens forpagter betales en halv rigsdaler ”af hver Skiberum”
Folk rystede af skræk
Christian den Fjerde’ s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig blev fornyet. I 1868-1869 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O.C. Nielsen beretter:
Den tredje bro holdt kun i 26 år
Da man i 1909 indviede den tredje Knippelsbro var linjeføringen ændret. Nu blev Torvegade forbundet med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablerede man en interimistisk bro, indtil den nuværende tegnet af arkitekt Kaj Gottlob kunne afsluttes. Det skete i 1937
Den skønneste svalegang
Efter at være kommet velbeholden over broen fortsætter vores vandring inden for volden på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade. Indtil 1935 lå på ejendommen ”Ved Voldens” nuværende plads den ejendom, som kaldtes ”Skibet”, hvis åbne maleriske svalegange var en stor attraktion. Nu er det nok Amagergade 11, der har den bedste svalegang, som det lønner sig at se. Den stammer fra 1700-tallet.
Købstadsidyl
Vi fortsætter gennem Sofiegade og Dronningensgade, som foruden Amagergade er de gader på Christianshavn, hvor trods nedrivninger, den gamle købstadsidyl er mest levende.
Her boede Johanne Louise Heiberg
Store Søndervoldstræde er den eneste gade, der minder om, at her lå Christianshavns ældste vold, hvis forløb den har fulgt som Voldgade. Gennem den når vi til Overgaden oven Vandet. Det to nederste etager i nummer to på hjørnet af Christianshavns Voldgade 1-3 er en del af det nyklassiske hus, der 1779 blev bygget her af den kendte rebslager og skibsbygger, Peter Applebye. Han havde i 1745 opfyldt Engelskmandens Plads langs Langebrogade.
Fra huset i dets ældre skikkelse stammer altanen med det smukke smedejernsrækværk over porten. I 1809 kom ejendommen i besiddelse af Andreas Buntzen. Her boede også senere den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges fra 1830-31 umiddelbart før sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg.
Stanleys Gård
Den smukke engelskpåvirkede ejendom nr. 6 er bygget af billedhuggeren Simon Carl Stanley. Ja den bliver ikke uden grund kaldt Stanleys Gård. Og den blev opført i 1755-1756. Stanley var også professor ved Kunstakademiet. Som ung kom han i lære hos hofbilledhugger Sturmberg.
Senere opholdt Stanley sig 20 år i England. Fra 1746 var han dog tilbage i Danmark. Han var tilknyttet Holmen og til at levere statuer til Frederik den Femtes haver samt epitafier og sarkofager til private.
Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755 nær færdiggørelsen forsikres for 4.600 rigsdaler i Brandkassen.
Fra 1847-56 beboedes førstesalen af maleren Constantin Hansen og 1851-54 havde desuden maleren P.C. Skovgaard sit hjem i huset. Maleren Julius Exner boede fra 1861-72 i ”Jernstøber Thomas Potters Gård” i nummer 10.
Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård
Endnu en ejendom i Overgaden over Vandet fortjener at blive set. Og det er ”Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård” i nummer 32. Den har en meget fornem nyklassisk facade, dels en smuk om end meget forfalden bagside af bindingsværk, der gør den meget seværdig. Maleren P.C. Skovgaard boede her i 1842-43 som ung mand.
Christianshavns Torv helt forandret
Det gamle Christianshavns Torv er nu helt forandret. De ældre huse er alle væk. I 1928 blev det gamle fængsel revet ned. På grunden opførte Edvard Thomsen det såkaldte ”Lagkagehus”. Vi skrår over torvet til Dronningensgade og befinder os midt i det moderne Christianshavn.
Til gengæld frembryder St. Annæ Gade et broget billede. For enden af gaden ligger højt oppe på volden i Løvens Bastion de sidste levn af den gamle voldmølle ”Lille Mølle”. Det smukke møllerhus ligger ved siden af.
Straffeanstalt for kvinder
Over for ligger Frelsers Kirke, på en grund, hvor bydelens midlertidige kirke lå, blev der i 1773 bygget den første danske veterinærskole. Stadsfysikus P.C. Abildgård flyttede den ud på Landbohøjskolen i 1858.
På stedet opførte N.S. Nebelong i 1864-1865 en straffeanstalt for kvinder. I 1921 indrettedes bygningen under navnet St. Annæ Gård til beboelse.
Christianshavns Døtreskole
I Dronningensgade lægger vi dernæst mærke til Christianshavns Døtreskoles smukke facade nr. 67 fra 1769 med dens indskriftstavle.
Det var de såkaldte Borgerdydsskoler for børn af velstillede københavnske borgere. Man havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige. Døtreskolens første adresse var Strandgade 29. Man benyttede nogle værelser hos Madam Schottmann. Derefter flyttede man til brygger Lyngbye på Børnehustorvet (Nu Christianshavns Torv).
Fra 1811 flyttede man ind hos brygger L.C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden. Men fra 1840 fik skolen mere permanent ophold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.
Skolens første leder (guvernante) Var Madame Dupis. Hun opsagde allerede 6. februar sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid har været ”Hofmesterinde” hos generalmajor Baron F.S. Rantzaus døtre på Friederichslund.
Hr. Hoff var blevet antaget til lærer i Religion, Skrivning, Regning og Ortographie, 12 timer om ugen og 1 Mark for timen.
Hr. Floor var lærer i Historie, Geografi og Naturhistorie. Hr. Biering underviste i Historie og Geografi.
Egentlig er vi nu på Christiania
Over for Frelsers Kirke i Prinsessegade 54 ligger bag Christianshavns Skole den tidligere inspektionsbolig opført ca. 1760 af Philip de Lange. På vores videre vej ser vi Bådsmandsstræde ”Søetatens Enkebolig”. Vi skimter også i det fjerne Bådsmandsstrædes Kaserne fra 1836 og 1863. Ja og egentlig burde også nævne Christiania, men denne historie får I i nogle selvstændige artikler.
Vi er nu nået til Søkvæsthuset i nummer 58 – 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde. Hovedbygningen ud til kanalen er ældst fra 1754-55. Den er opført af I.C. Conradi til opfostringshus. Men den blev i 1775 flyttet til Store Kongensgade 108, og senere brugt til politistation. I 1777 blev det hele indrettet til Søkvæsthus. I 1816 blev det flyttet til Søetaternes Hospital i Nyboder. Bygningen anvendtes derefter dels til straffeanstalt, dels til fattighus og en tid til kaserne.
I havehuset som er bygget i 1779 og genopført efter en brand i 1838 i samme skikkelse. Her havde den Heibergske deres hjem fra 1844-1963. Fløjen mod Bådmandsstræde benyttedes i adskillige år til fattighus for husvilde. En lille del af fru Heibergs have, er endnu bevaret.
Bombebøssen
Vi kaster derefter et lille blik ind i gården til ”Bombebøssen”. Ja det er ejendommen med adressen Overgaden over Vandet 48C. Indtil 1956 var det en stiftelse for gamle trængende søfolk og deres hustruer.
Den er opført i tre etager over en høj kælder.
Den er stiftet i 1819 af kommandør Peter Norden Sølling. Først havde man til huse på et loft på Wilders Plads. Derefter købtes i 1824 en ejendom på hjørnet af Dybensgade og Nikolajgade. I 1844 flyttede man til Brogade 8. Og i 1891 flyttede man til den nuværende adresse. Den er opført af Thorvald Bindesbøll.
Dens navn skyldes, at Sølling, hvis relief ses på facaden, på sit kontor havde opstillet en bombe, der var indrettet som en samlebøsse. Ja det var en ”200-pundig bombeskal”. En efterligning af denne er ligeledes anbragt på facaden.
Fra gården er der udsigt til nabohuset nr. 50 (B), der er bygget 1769. Senere tilhørte dette ankersmed Hans Caspersen. Hans bomærke, et anker er indhugget på portens slutsten. Foruden denne ejendom ejede han også nr. 33 og 39 i Overgaden mellem Vandet.
Heerings Gård
Vi går nu over Børnehusbroen opkaldt efter det tidligere Børnehus-Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus på torvet. Vi kigger ind i Heerings Gård, der har adressen Overgaden neden Vandet 11. Den blev bygget i 1785 af søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Hans bomærke kom på slutstenen over porten.
I 1838 var det urtekræmmer Peter F. Suhm Heering, der erhvervede gården. Slægten har siden ejet gården.
Den smukke stilfulde gård og pakhusene ud til Wildersgade ligger på en del af den tidligere haves grund, som hørte med til ejendommen.
I Torvegade kommer vi forbi en række ældre ejendomme på venstre hånd, deriblandt det smukke rokadehus i nummer 30, tobaksspinder ”Engelbrecht Larsens Gård”. Her kan man også se bygherrens navnetræk.
De to driftige skibsværftsarbejdere
Wildersgade er opkaldt efter skibsværftsejerne Carl Wilder og hans søn, Lars Wilder. Wildersgade 60-62, der går igennem til Overgaden neden Vandet er den gamle Wildersgade Kaserne opført 1862 af stadsbygmester Rawert. Den er nu ligesom Strandgades Kasserne indrettet til beboelse. På grunden lå tidligere den første lærredsfabrik i Danmark oprettet efter 1674.
Ja selv en bro og en plads er opkaldt efter de to driftige skibsværftsejere. Den ældre Wilder (Carl) var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade. Og det er her vi har Wilders Bro.
På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2 Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kongelig bevilling en nagelsmedje.
Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænkte han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og blev udstyret med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift:
Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tidspunkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.
Hjem for Sømænd og Sømænds Enker
Skt. Annæ Gade 14 er sandsynligvis en rest af en ældre rækkehusbebyggelse af bindingsværk i lighed med Adel-Borgergadekvarterets ældste bebyggelse. Broen over kanalen, der forbinder gadens to dele med hinanden, kaldes Snorrebroen.
Vi fortsætter ad Bådsmandsstræde, hvor ”Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker” er beliggende.
Andreas Bjørns Gård
På hjørnet af Bådsmandsstræde ligger storkøbmanden ”Andreas Bjørns Gård”, Strandgade 46. Den er bygget 1733-34. Den er ombygget og udvidet omkring 1760. Wilders-, Krøyers-, og Grønlandske Handels Plads er opfyldt af Andreas Bjørn.
Nummer 44 på det modsatte hjørne af Bådmandsstræde og Strandgade samt Wildersgade 59 er den gamle Strandgades Kasserne. Selve hjørnehuset er bygget 1664 af Joachim Irgens, tidligere kammertjener hos Christian den Fjerde, senere forpagter af kronens kobberværker i Nordsjælland og storgodsejer.
I 1775 udvidede tobaksfabrikant og grosserer Peter Borre den med fløjen langs Bådmandsstræde og Wildersgade, en sidebygning i gården og en længere ud til Strandgade. I 1790 blev det hele så ombygget til kasserne og portmuren blev opført.
Niels Brocks Gård
I nummer 36 kigger vi på Niels Brocks Gård. Den blev moderniseret i 1780. I 1916 blev gården restaureret. Besøg denne gård med pakhus. Fra 1775 til 1802 tilhørte den storkøbmanden Niels Brock. Jo det var ham bag ”De Brock’ ske Handelsskoler”.
På hjørnet af St. Annæ Gade ligger der det store pakhus i nummer 34. Dette lod etatsrådinde Topp bygge i 1777-78 ved siden af sin gård, der stammer fra 1773. Denne tilhørte på et tidspunkt op til vores dage firmaet Moses G. Melchior.
Skråt overfor dette på nr. 27’s grund lå indtil 1917 ”Gammel Dok” hvis imponerende konstruktion fra 1734-39 med rette vakte samtidens beundring.
Asiatisk Kompagni
Lige i nærheden ud for St. Annæ Gade ses Asiatisk Kompagnis tidligere bygninger i nr. 25. Kontorbygningen eller forsamlingshuset til venstre er bygget 1738 af Philip de Lange.
Kompagniets skytspatroner var Neptun og Hermes. Disse kan du også se på hovedfacaden. Muligvis er de fremstillet af billedhuggeren J.C. Petzold. Stuklofter fra den første tid er endnu bevaret. I dag er bygningen fredet. I slutningen af artiklen vender vi lige tilbage til Asiatisk Plads.
Pakhuset til højre har samme udseende ud til gaden, men til gården er der pakhusluger og hejseværk. Bagved og vinkelret med havnen ligger det berømte pakhus, Eigtved byggede 1748-1750.
Mikael Vibe
Grunden på hjørnet af St. Annæ Gade havde oprindelig tilhørt den københavnske borgmester Mikkel Vibe, som ejendom nummer 32 er opkaldt efter. Mikkel Vibe døde i 1624 så han kan ikke være bygherre til den ændring/nybygning, der skete i 1630.
Nu er det lidt svært for ”Den Gamle Redaktør” for det er godt nok et stykke tid siden, jeg har gået turen. Men dengang var de bedst bevarede huse nummer 28-30. Nr. 28 er bygget omkring 1630 af lensmanden Sivert Grubbe. Under restaureringen i 1943 kom de oprindelige sandstensdekorationer frem. Bag forhuset, hvor der i gården var indrettet en lille renæssancehave, ligger hvis nok endnu mellem- og bagbygning ud til Wildersgade, som er bygget af bindingsværk.
P.S. Krøyer
Lige som dette hus er også nr. 30 smukt istandsat. Det er opført omkring 1636. Lige som nabobygningen har den sin oprindelige udstrækning, idet baghuset har facade ud til Wildersgade.
I forhuset har maleren P.S. Krøyer tilbragt en del af sin barndom hos sin onkel, zoologen H.N. Krøyer. Vilhelm Høyer har boet her fra 1899 til 1909, da han malte nogle af sine mest berømte billeder af ”de stille stuer”
Nabohuset består egentlig af to ejendomme opført i 1626. En tavle indvendig meddeler dog, at i 1769 blev de to ejendomme forenet og blev forhøjet af direktør i Asiatisk Kompagni, Gysbert Behagen, hvis monogram er anbragt i fronten. Fra hans tid stammer den prægtige rokokotrappe. I gården er anlagt en hyggelig have.
Den ukendte dansk-norske søhelt Cort Adeler
Nr. 22-24 med den fornemme renæssanceportal er opført som en ejendom omkring 1630 af Jens Sparre til Sparresholm. I 1663 blev ejendommen overtaget af søhelten Cort Adeler. Kender du ham ikke? Han var en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet.
Cort Sivertsen (Adeler er først tilføjet i 1662). Han blev født og opdraget i den norske havnestad, Brevik. Han fik sin militære uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig.
Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse i 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloni-ø, Kreta. Allerede i 1648 deltog Cort Adeler på skibet Croote St. Joris i venetianernes sømilitære operationer. I 1654 var han med i et søslag ved Dardanellerne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet.
Rygterne ville vide, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim Pascha. Men det har historiske undersøgelser ikke kunne bekræfte. I 1659 blev Adeler slået til ridder af Markusordnen. I 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til <kreta, hvorefter han afsluttede sin karriere i Middelhavet.
Der findes en ret stor samling af krigsbytte erobret af Adeler i Kunstkammerets samlinger. Da søhelten døde 1675 blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet i 1807 blev hans grav ødelagt. Derefter blev hans aske bevaret bag en mindeplade.
Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne kom urnen atter for dagen. Den blev herefter restaureret og indsat i væggen på ny.
Efter 1726 deltes ejendommen i to ejendomme. Nr. 22 blev i 1769 forhøjet med et ”stokværk” Et side- og et baghus blev opført. Allerede i 1748 var nr. 24 blevet ombygget.
Nr. 22 tilhørte senere chefen for et af Københavns største handelshuse, Charles August Selby, der i 1795 erhvervede herregården Bækkeskov ved Præstø.
Christianshavns såkaldte rådhus
I nr. 14 på hjørnet af Torvegade 20 er Christianshavns såkaldte rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to ”Stokværk”. Rådhus har bygningen nu aldrig været. Dens ejere kendes tilbage til 1650. Men to gange har den været ejet af borgmestre. I 1798 fødtes forfatteren Carl Bernhard i ejendommen.
Her boede Tordenskjold
I Lehns Gård nr. 6, der oprindelig var et prægtigt renæssancehus boede Tordenskjold, som facadens indskriftstavle oplyser os om, til sin sidste rejse i 1720. Ejer var da den yngste Abraham Lehn, hvis far i 1703 havde moderniseret huset.
Midt i det 18. århundrede må sidehuset i bindingsværk og pavillonen i gården være bygget. Senere tilhørte ejendommen Chr. Ditlev Reventlow. Men i 1762 blev ejendommen erhvervet af stifteren af den Fengerske slægt, sæbesyder Peter Fenger. Senere overtog fabrikant Peter Heering ejendommen.
Burmeister & Wain
Blandt Strandgades andre mere kendte ejendomme er det store pakhus i nr. 4, som tilhørte Burmeister & Wain. Her samlede Grundtvig sin menighed efter at han i 1826 havde taget sin afsked som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Huset rummer nu Burmeister & Wains museum.
Burmeister & Wains historie begynder i 1843. Det var dengang, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed til nuværende Købmagergade 46. Han havde også gang i noget på Nørrebrogade. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte ”Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet.
Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.
Det oprindelige maskinværksted blev i 1847 forøget med et jernstøberi. I 1860 blev hele 450 beskæftiget under seks værkførere. I 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, men den engelsk fødte William Wain blev i 1865 optaget som ny partner.
Foruden produktion af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betysning. I 1872 anlagde man et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktion af Knippelsbro.
I 1912 løb verdens første dieselmotorskib-Selandia-af stablen hos Burmeister og Wain.
Christianskirken
For enden af Strandgade ligger Christianskirken opført af Eigtved i 1754 til Christianshavns tyske menighed. Dengang var det under navnet ”Tydske Friederichs Kirke.
Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 havde deres egen kirke, Skt. Petri, stod tyskerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens danske menighed. Den tyske forsamling følte sig ”lille og foragtet”, eftersom dens gudstjenester blev henlagt til selve middagstiden.
I 1749 havde 41 fremtrædende medlemmer henvendt sig til Frederik den Femte om tilladelse til at bygge deres egen kirke. Kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdelse af lotteri.
Lotterikirken
Efter dette kaldtes kirken i folkemunde for ”Lotterikirken”. Dengang lå byggegrunden omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffinaderier, skibsbyggerier og oversøiske kompagnier. Og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion. Dette måtte dog opgives grundet svigtende afsætning.
Eigtved nåede ikke at se det færdige resultat. Tegningerne blev afleveret et år, før sin død i 1754. En træmodel blev også fremstillet. Den er faktisk bevaret den dag i dag, og den kan beskues på Københavns Bymuseum.
Udgifterne bekymrede Byggekommissionen
Ifølge det første budget ville bygningens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler. Inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig dekoration beløb sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer-, og stenhuggerarbejde m.m. blev fastsat til 6.700 rigsdaler. Udgifterne bekymrede byggekommissionen. Men statsrådet godkendte det.
Men man undlod dog at opføre spiret i første omgang. Dengang var det normalt med gravlæggelser under kirkegulvet. Eigtved var praktisk og samlede alle gravnedlæggelser i en stor kælder med adgang udefra.
Det er en rokokobygning med spiret er nyklassisk. Spiret blev opsat af Eigtveds svigersøn, G.D. Anthon i 1769.
Allerede i slutningen af 1700-tallet blev den tyske menighed mindre. Men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tysktalende del af Københavns garnison i 1819 blev flyttet hertil. Det skete fra Garnisons Kirke.
En meget dårlig økonomi
I 1831 var økonomien særdeles dårlig, så kongen tillod, at der blev foretaget en indsamling i København såvel som i Hertugdømmerne. Trods dette måtte menigheden afhænde præsteboligen i Wildersgade.
I 1901 som dansk sognekirke med det nuværende navn
I 1899 blev kirken en dansk sognekirke. Efter en restaurering blev den i 1901 åbnet under sit nuværende navn.
Kirkegården nu er udlagt som park. Fra 1832-39 brugte Grundtvig kirken til aftengudstjenester.
Dengang Asiatisk Compagni var en blomstrende forretning
Vi burde nok lige have dvælet lidt længere på Asiatisk Plads, der som bekendt ligger mellem Strandgade og havnen. Og det er efter Asiatisk Compagni som lå samme sted fra 1732-1843. Det blev stiftet den 12. april 1732.
Modsat så mange andre handelskompagnier i 1700-tallet, blev dette en blomstrende forretning. Man havde ansvar for driften af de danske kolonier i Indien. Historikeren Hans Gram skriver således den 5. september 1744 til gehejmeråd C.A. Plessen, at der ikke var tilrådeligt at sælge aktier i kompagniet før end skibet fra Trankebar var kommet hjem. Jo man holdte skam også nøje øje med de andre kolonimagter.
Der var masser af økonomisk formået, således kunne kompagniet betale alle udgifter til Salys rytterstatue af Frederik den Femte.
Nyt Asiatisk Compagni
I 1772 blev Asiatisk Compagni omdannet til Nyt Asiatisk Compagni. Samtidig blev den ostindiske handel frigivet. Selskabet bevarede retten til al handel på Kina. I 1777 overtog staten Nyt Asiatisk Compagnis ejendomme i Indien. Blandt de varer som kompagniet hjemførte var fra Kina:
Fra Indien var det:
På grund af den stigende konkurrence fra englænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke i 1843.
I Lille Strandstræde
Og når vi nu hører om Asiatisk Compagni, så skal vi da lige forbi Lille Strandstræde 14. I forhuset er der rester af en bygning fra 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773 – 76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Og det er netop denne mand, der er skyld i vores besøg.
Han var en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sin tid på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C.H.G. Moltke ved byttehandel.
Her i den vendsysselske var han en ren plage for bønderne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Amager- Læs her på www.dengang.dk