Artikler
April 30, 2018
Ikke alle krigsforbrydere skulle fanges
Dødsstraf genindført. Vi besøger skydeskuret på Christiania. Hvordan gjorde man i Norge? Da Ib Birkedal Hansen blev henrettet. Ikke et attraktivt turistmål. 90 pct. blev udryddet i Bobruisk. Flere danskere til stede. Danske myndigheder ikke meget interesseret i at forfølge krigsforbrydere. Hvorfor undersøges dokumenter først nu? En soldaterbog kan sælges for 25.000. Nu laver man endelig en systematisk undersøgelse på Arkivet. En masse dokumenter er forsvundet. Skal vi have medlidenhed med Søren Kam? Han medvirkede til meget mere. Vidner til Division Wikings brutalitet. Et overtal af danskere. Fortielseskultur. Danskerne hørte til ”De Gode! Kaj Munks morder var CIA-agent. Hjalp amerikanerne til en lavere straf?
Dødsstraf genindført
Det gik bestemt ikke helt retfærdigt til, da man skulle kigge efter krigsforbryderne efter Anden verdenskrig. Pludselig forsvandt dokumenter, krigsforbrydere kunne bruges som agenter, og amerikanerne hjalp dem til at komme til Sydamerika. Kigger man i historiebøger undres man over kommentarer og meget mere.
Vi begynder vores historie meget upassende på Christiania. Og det er en del år siden, at ”Den Gamle Redaktør” gik på jagt efter dette frygtelige sted. De uniformerede tyske krigsforbrydere blev sendt hjem i begyndelsen af 1950’erne. Mange af disse slap for videre tiltale efter at de var hjemkommet. Men deres danske håndlangere blev henrettet.
I 1945 var dødsstraffen blevet indført for landsforræderi begået under besættelsen. Der hvor juraen ikke mente, at der skulle en henrettelse til, klarede modstandsbevægelsen selv paragrafferne ved at likvidere både skyldige og uskyldige.
Skydeskur på Christiania
I årene frem til 1950 blev der henrettet 46 danske mænd ved skydning i Viborg eller i København. Og i København var det på det nuværende Christiania. Store entreprenørmaskiner på larvefødder har næsten fjernet alle rester af henrettelsespladsen. Hvis man ser godt efter, kunne man endnu se den afløbsrist, der skulle lede blodet væk.
Henrettelserne foregik ved at de dødsdømte blev bundet fast i et skydeskur inden en deling på ti politibetjente affyrede deres geværer på otte meters afstand. Skuret blev revet ned i 1950. Men for et par år siden på Christiania kunne vi ved en af stierne langs Christianias vold se resterne.
Da pladsen blev anlagt i 1945 lå den bag et gammelt krudtmagasin på det militære område, der hed Bådsmandsstrædes Kaserne. Da vi var der var der en del løbere og cyklister her.
Her var for tre år siden nærmest ukrudt, høje græsser og buske. Men vi anede et gammelt betonfundament på cirka fire meters længde og halvanden meter bredt. Dette udgjorde gulvet i skydeskuret. Her blev de dødsdømte bundet med tov. Derefter fik de en hætte over hovedet. En henrettelsespeloton på ti betjente sørgede for resten. En eventuel forbier blev opfanget af skurets brædder eller den bagvedliggende vold.
Hvordan gjorde man i Norge?
Henrettelsespladsen er hvis nok omfattet af museumslovens bestemmelser. Og det er en del af det fredede fortidsminde Christianshavns Vold. Men der er åbenbart ingen interesse for at bevare dette.
Det er modsat henrettelsespladsen Ryvangen nord for København, hvor man har indrettet en national mindepark for faldne frihedskæmpere.
De danske myndigheder havde været i Oslo for at studere den praktiske udførelse af nazilederen Vidkun Quislings henrettelse i efteråret 1945. Med hjem fra Norge havde man tegninger, lige fra skydeskuret og fundamentet til henrettelsespelotonens opstilling og præstens og lægens medvirken.
Da Ib Birkedal Hansen blev henrettet
Den sidste henrettede var Ib Birkedal Hansen. Denne har vi tidligere beskrevet her på siden. Han var chefen for de københavnske stikkere. Under besættelsen var han den højest placerede dansker i Gestapo og tyskernes foretrukne torturbøddel. Han havde en gruppe medarbejdere omkring sig, den såkaldte Birkedal – gruppe.
Efter besættelsen blev han pågrebet og dødsdømt. Den 20. juli 1950 skulle han så henrettes. Da han i vestre Fængsel gjorde klar til henrettelse, kunne han ikke stå på benene og talte usammenhængende. Han fik besøg af sin bror, men kunne tilsyneladende ikke genkende ham. Senere ankom moderen, hustruen og en lillebror. Dem kunne den dødsdømte i første omgang heller ikke huske. Man talte om, at han skulle erklæres for sindssyg og dermed slippe for henrettelse.
Men der var ingen nåde. Inden han blev kørt på henrettelsespladsen fik han serveret nogle rugbrødsmadder, men spiste kun pålægget. Han blev også tilbudt præst men afviste tilbuddet. Klokken 1 om natten blev han så skudt. Efter henrettelsen blev den dødsdømte erklæret død af to læger.
Ikke et attraktivt turistmål
Christianitterne er nok heller ikke begejstret for, at dette bliver et turistmål. Oppe i Viborg har man været i stand til at fjerne alle resterne. Her var man bange for, at stedet ville blive misbrugt af ”tosser”.
Men stedet her på Christiania er omtalt i bogen ”Turen går til besættelsestidens København”. De gamle nazister plejes nu heller ikke at mødes her men på Vestre Kirkegård, hvor en gammel SS – soldat ligger begravet.
90 pct. blev udryddet i Bobruisk
Den verdensberømte Nazi-jæger Efraim Zuroff troppede op i Danmark. Han var sikker på, at danskere arbejdede som SS-vagter i den berygtede koncentrationslejr Borbruisk i Hviderusland. Han havde navnene på fire, hvoraf de to endnu levede, da han var på besøg. Men Nazi-jægeren var sikker, at der var mange flere.
Danskerne var SS-vagter i lejren. De var ansvarlige for disciplinen og fangernes forhold i lejren. I den tid danskerne var i lejren, døde stort set alle jøderne, der var internerede der. Men da Nazi – jægeren var i København i 2015 ville myndighederne ikke rigtig tage affære.
90 pct. af de indsatte i udryddelseslejren blev enten dræbt eller døde af anstrengelser som følge af tvangsarbejde. Men åbenbart skal ikke alle stilles til ansvar. Men der er ellers en del dokumentation i bogen ”En skole i vold” af Therkel Stræde og Dennis Larsen.
To åres fængsel, da de kom hjem
Bogen beskriver Frikorps Danmark og tyskernes rædselsherredømme i Hviderusland under krigen og dokumenterer med baggrund i erindringer, retsdokumenter og andre historiske papirer danskernes rolle i blandt andet Bobruisk – lejren.
Ja den fremviser beviser for, at Helmuth Leth Rasmussen var med i den inderste vagtkreds omkring Bobruisk – lejren, der blandt andet stod for massehenrettelser og andre uhyrlige overgreb.
Størstedelen af dem, der arbejde i tysk tjeneste blev idømt to års fængsel efter besættelsen. Kun i ganske få tilfælde fik frikorpsmedlemmernes konkrete handlinger under krigen et yderligere retslig efterspil.
Man skal ikke skjule krigsforbrydelser
Mange gange har jurister og historikere pointeret, at Danmark har forsømt at tage et endeligt opgør med frikorpsfolkenes rolle i krigsforbrydelser. En stor del af Frikorps Danmark – soldaterne blev efter krigen afhørt af dansk politi. Og det er især politirapporter og afskrifter af afhøringer, som nu kan belaste dem.
En tysk domstol dømte den 94 – årige Oscar Gröning, også kendt som ”Bogholderen fra Auschwitz til fire års fængsel for meddelagtighed i massedrab. Grönings arbejde i Auschwitz var at holde regnskab med værdigenstande konfiskeret fra de internerede jøder.
Wiesenthal – centrets opfattelse er, at den danske anklagemyndighed bør afprøve frikorpssagerne ud fra samme logik. Det nytter ikke noget, at man forsøger at skjule krigsforbrydelser fra Anden Verdenskrig.
Dokumenter er forsvundet
På meget mystisk vis er mere end halvdelen af de dokumenter, der blev oprettet i forbindelse med dansk politis afhøring af Helmuth Leif Rasmussen om hans rolle i den berygtede udryddelseslejr efter krigen, forsvundet. Dokumenterne om den danske SS-vagt er simpelthen revet ud af sagsmapperne.
Ja andre eksperter mener, at ¾ af dokumenter er forsvundet. Helmuth Leif Rasmussen valgte at skifte navn.
En dansker har beskrevet, hvordan jøder blev myrdet med koldt blod, når de ikke længere kunne arbejde.
Forkerte meldinger fra Arkivet
Ja egentlig har vi fået at vide, at stort set alle arkivalier er fundet igen. Men det er åbenbart ikke tilfældet.
Rigsarkivet er i gang med at skabe et komplet overblik over arkivalier fra tiden under den tyske besættelse og fra det efterfølgende retsopgør. Man er gået i gang med en systematisk gennemgang og sikkerhedsscanning af dokumenterne. Egentlig burde dette arbejde være færdig i år.
Tyveri meget mere omfattende
De fleste arkivalier fra retsopgøret er omfattet af Arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år. Disse vil først blive frit tilgængelig i årene 2020 – 2025. Men vi har en meget lukket lov omkring arkivalier.
På baggrund af en stikprøveundersøgelse genanmeldte man sagen til Københavns Politi den 6. februar 2015. Og politiet henlagde sagen igen den 23. april 2015.
Hvorfor undersøges dokumenterne først nu?
Måske er omfanget af tyverier fra arkiverne meget mere omfattende, end de vi tror. Chef – Nazi – jægeren har engageret den danske historikker, Dennis Larsen og den islandske arkæolog Vilhjalmson til systematisk at gennemsøge Statens Arkiver for flere danske Frikorps – soldater, som kan knyttes til krigsforbrydelser i udlandet.
Det kan så undre, at man først nu begynder at undersøge arkiverne med henblik på afstraffelse. Og vi har også før set, at dokumenter er forsvundet. Men får bare den deprimerende besked:
Og det er så uden forklaring. Det fik vi også at vide, da vi var i gang med vores bog, hvor vi undersøgte et mystisk mord efter besættelsen.
En soldaterbog kan sælges for 25.000 kr.
Og de to har fundet rigtig mange mangler. Især soldaterbøger og foto mangler af tidligere SS – frivillige. I disse bøger, kan man se, hvor den enkelte har gjort tjeneste. Alt imens bliver disse SS – folk ældre og flere dør i mellemtiden. Sådan en soldaterbog koster på det sorte marked 25.000 kr.
En systematisk undersøgelse på arkivet
Hvis en nynazist kan gå ud fra arkiverne med dokumenterne under armen, så er det ganske alvorligt, siger nazi-jæger, Efraim Zuroff. Hos SA (Statens Arkiver) har man nu også iværksat ”en systematisk undersøgelse” af omfanget af tyveriet. Denne undersøgelse har nu varet i flere år, og forventes afsluttet dette år.
Tyskerne ville ikke udlevere Søren Kam
Tidligere sager viser, at det er uhyre vanskeligt at få myndighederne eller de ansvarlige politikere at gøre noget ved de krigsforbrydelser, der blev begået under tyskernes blodige overgreb i deres nabolande.
Dette blev illustreret af sagen om Søren Kam, som tyskerne beskyttede mod at blive retsforfulgt. Da der til sidst blev stillet krav om at få ham udleveret i overensstemmelse med den europæiske arrestordre nægtede tyskerne at leve op til forpligtelserne. Men med til historien hører også, at de tyske retsinstanser ikke kunne godkende de danske beviser. Således kunne han ifølge de tyske retsinstanser ikke dømmes for mord, men kun for manddrab.
Skal vi have mellidenhed med Søren Kam?
Søren Kam mistænkes for at have været aktiv i drabet på den nazi-kritiske chefredaktør, Carl Henrik Clemmensen og for at have hjulpet til at røve listen over danske jøder fra Synagogen i København. Det var den, der gjorde det muligt for tyskerne i 1943 at forsøge at få fat i alle danske jøder, så de kunne blive sendt til de tyske dødslejre.
Det findes en bestemt grundfortælling blandt de danske SS-mænd om historiens forløb. Det er en fortælling, der er skabt i et isoleret miljø. Men blev Søren Kam frataget sit fædreland på grund af falske og grundløse Ja det har man nærmest indtryk af, når man ser nogle de udgivelser og film, der er lovet over og om ham.
Historien bliver ikke helt fordrejet
Men nu lykkedes det dog ikke helt for Søren Kam at fordreje historien. Således har han forklaret, at han affyrede sin pistol i retning af Clemmensen, da han allerede lå dø på gaden. Men en obduktionsrapport viser, at alle skud mod ham blev affyret mens han stod op. Dermed slap Kam for at stå til ansvar i Tyskland.
Men var det ikke noget med, at det blev sandsynliggjort, at et projektil fra Kam’s våben efterlod en dræbende læsion.
Frede Klitgård mente helt bestemt, at han skulle udleveres, mens Mogens Fog var af den mening, at retsopgøret var afsluttet og at det i bund og grund var bedst, at han blev i Tyskland.
Dette har Søren Kam også medvirket til
I bogen om Søren Kam bliver det dog underspillet, at Søren Kam var den første leder af Schalburg – terrorkorpset. Kendsgerningerne var, at der blandt Kams første 60 elever og undervisere befandt sig fire af de fem værste danske terrorister målt i antal af drab på danske civile under hele besættelsen. Kendsgerningerne var, at Kam på Schalburg-skolen var chef for bl.a.:
Mindst 14 pct. af Kam’s Schalburg – folk blev også involveret i den tyske terror i Peter – og Schiøler-grupperne.
Søren Kam gav Wener Best gode ideer
Kam havde allerede i forsommeren 1943 foreslået den rigsbefuldmægtigede Werner Best at bruge Schalburg-skolens bedste folk i væbnede ”anti – terrorgrupper mod den danske modstandsbevægelse
Vidner til division Wikings brutalitet
SS-soldaterne inklusive Søren Kam mente, at brutaliteten alene tilkom ”Den Røde Hær”. Således prøver Søren Kam at bilde læseren ind, at division Wikings chef, Felix Steiner modsatte sig ordren om brutalisering.
Søren Kams enhed spillede selv en meget aktiv rolle i udryddelseskrigen. Det dokumenteres af den tyske historiker Hannes Heer. I 2005 publicerede han sin forskning med den sigende titel:
Her dokumenteres at SS-Division Wiking, som i Tarnopol og Zlocow myrdede løs fra 3. juli 1941. Herefter satte massakren ind med økser og spidshakker, håndgranater og maskingeværild. Man så panikslagne jøder, der med stokkeslag og geværkolber som kvæg blev drevet ned ad gaderne af SS – soldater og militsfolk.
Og hvad var det lige Søren Kam forsøgte at bilde os ind?
Ifølge Hannes Heer fastholdt SS Division Wikings deltagelse i 1941 – massakren med en henvisning til et bestemt notat til den tyske generalstab fra chefen for 4. armêkorps.
Et overtal af danskere
SS-tropperne havde ifølge Hannes Heer et overtal af danskere, men at den efterfølgende forvaltning tilmed havde et dansk islæt i form af Dr. Mogens von Harbou, der i Tarnopol ledede civilforvaltningen som Kreishauptmann.
Fortielseskultur
Mogens von Harbou var af dansk uradel, men også tysk statsborger. Han havde det overordnede ansvar for at 25.000 jøder blev deporteret fra Tarnopol til den nærliggende KZ-dødlejr Belsec.
Det mærkelige er, at Harboes søns udgivelse ”Wege und Abwege” fra 2013 om den effektive fortielseskultur, der fulgte i hans fars forbrydelser ikke er blevet nævnt med et eneste ord i de danske medier.
Vi tilhørte de ”Gode”
I vores selvforståelse husker vi Danmarks rolle som de gode. Vi redede 6.000 jøder til Sverige og noget med modstandsbevægelsen. Det passer ind i vores selvforståelse som de gode. Og så snakker vi ikke mere om det.
Dr. Harboe havde held til at tilintetgøre forvaltningens akter før sin evakuering. Han begik selvmord i 1946 inden han skulle retsforfølges. Konen levede med en af hans nærmeste kollegaer, der som en profileret udgiver af Süddeutsche Zeitung havde held til at skjule sine forbrydelser.
Søren Kam blev 93 år. Han blev en af de mest prominente Årets døde i 2015.
Danmarkshistoriens mest afgørende mord
Han førte formentlig pistolen i et af danmarkshistoriens mest afgørende mord. Alligevel kom han først for retten fem år efter mordet. Han blev løsladt efter sølle seks års afsoning. Jo det var Louis Nebel, digterpræstens Kaj Munks morder. Han fik en blid skæbne sammenlignet med andre af Anden Verdenskrigs forbrydere. Spørgsmålet er, om USA – eller vores allierede – kom præstemorderen til undsætning?
Morderen var CIA-agent
Det daværende CIA hyrede i Anden Verdenskrigs sidste år flere hundrede nazister som dobbeltagenter. Det viser frigivne amerikanske krigsdokumenter. Schweiziskfødte Louis Nebel var en af dem.
Det danske politi gjorde et stort arbejde for at opklare mordet på Kaj Munk. Alligevel trak retsopgøret mod Louis Nebel ud i årevis. Han og hans fire medgerningsmænd undgik dødsstraf. Først i 1949 kom Nebel for retten. Han blev idømt 16 års fængsel. Men allerede i 1952 blev han benådet.
Var det pres fra USA?
Spørgsmålet er om, der kom pres fra USA. Det kan være, at det lykkedes for amerikanerne at forhale retssagen, så Munks mordere i sidste ende undgik dødsstraf. Befolkningen i de år var chokeret over, at Nebel slap så billigt. Måske kan man i Rigsarkivet finde sådan en ”henstilling”, hvis det ellers var adgang.
Efter benådning og løsladelse etablerede Louis Nebel sig i Tyskland med job on ny familie. Det sidste livstegn fra ham var et brev dateret 1953. Hvad der siden blev af Kaj Munk – moderen og dobbeltagenten står hen i det uvisse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 226 artikler fra Besættelsestiden, før, under og efter, herunder:
April 28, 2018
C.F. von Schalburg – hvem var han?
Han blev en af de mest forhadte. Han skippede medicinstudiet og blev officer i Livgarden. Han var populær blandt de almindelige soldater. Han blev gift med baronesse. Familien fik nær tilknytning til kongefamilien, og det upåvirket af at han var nazist. Bolsjevikkerne var de store fjender. Chokeret over at være udråbt som landsforræder. Den danske regering var feje bløddyr, sagde han. Militær og fædreland før familie, var hans motto. Han blev kommandant for Frikorps Danmark. Her havde han mange dumdristige aktioner med mange tab. Han døde også under et dårligt planlagt angreb, Han var en ekstrem og voldsom person. Men også et religiøst menneske. Det har hårdt for familien. Hans kone blev idømt et års fængsel for at have stiftet en fond i hans navn. Sønnen flyttede til udlandet træt af forfølgelse. Konen lod sig fotografere i Kärnten med Søren Kam. Søster Vera er blevet hovedperson i en tysk spillefilm. Hun fortsatte som spion og bosatte sig i England.
En af de mest forhadte
Det vakte en del opmærksomhed, at Schalburg havde haft nære forbindelser med kongefamilien. Men sjovt nok vakte det ikke så meget opmærksomhed, da man så, hvem der mødte op til hans mindehøjtidelighed.
Han var nok en af de mest forhadte nazister, som vi har haft. Og en af grundene er sikkert Schalburgkorpset, der blev opkaldt efter ham. Men dette oplevede han ikke selv.
Han er født i Zmeinogorsk i Sibirien i Rusland i 1906. Han var den ældste af tre børn af den danske godsejer og direktør August Theodor Schalburg og hustru Helene Schalburg. Hans mor var af russisk adel.
Han skippede medicinstudiet
I 1907 blev han døbt i den lutherske tro og fik navnet Christian Frederik Schalburg. Familien havde forbindelser til tsarhoffet.
Som ung fik Schalburg en militær uddannelse i zarens kadetkorps i Sankt Petersborg. Oktoberrevolutionen tvang familien på flugt til Danmark i 1918. Det
I 1925 droppede han medicinstudiet.
Populær officer
Åbenbart var det lykkedes ham, at starte en militær karriere i Livgarden. Han ønskede at tage kampen op mod kommunisterne. Men han klarede sig nu kun middelmådig.
Som officer var han uhyre populær blandt de menige for sin alternative ledelsesstil. Han klarede kun med nød og næppe officersuddannelsen. Teoretisk var han ikke skarp. Hans undervisere mente, at han var for impulsiv og kampivrig i forhold til hærens doktriner.
Det blev dog anerkendt, at han havde en udadvendt personlighed. Han havde særlige evner i forhold til træning og føring af soldater i felten. Med sin udadvendte smittende entusiasme vandt han let soldaternes respekt.
Gift med en baronesse
I 1927 blev han viet til den fire år yngre baronesse Helga Frederikke von Bûllow. Og i 1929 blev han sekondløjtnant og premierløjtnant samme år. Han var lærer ved fodfolkets kornetskole 1932 – 34.
På Sankt Lukas Stiftelsen fødte hans hustru den 22. november 1934 deres søn, Alexander. Fadderne var bl.a. Prins Gustav til Danmark og storfyrstinde Olga Alexandrovna af Rusland. Hun var datter af kejserinde Dagmar.
Nær tilknytning til kongefamilien
C.F. Schalburg lærte kongefamilien at kende gennem den russiske zar – familie, som søgte tilflugt hos det danske kongehus, efter den blev kuppet i 1917. Kuppet fik også afgørende betydning for Schalburg – familien, der før kuppet havde levet en privilegeret tilværelse som adelige i Rusland.
Oprørerne voldtog den unge Schalburgs mor og i kampene døde flere familiemedlemmer.
Zarfamilien og familien Schalburg blev tæt knyttet i Danmark og igennem zar – familien blev Schalburg også en nær ven af flere danske kongelige.
Som vagthavende officer spiste Schalburg ofte med den danske konge, og han gik til private fester hos kongens brødre, prins Gustav og prins Harald.
Ja tænk engang i 1936 blev han af kongen udnævnt som kammerjunker. Denne titel beholdt han til sin død.
Schalburg ville have lillesøster hjem
I 1938 var hans lillesøster Vera von Schalburg blevet sovjetisk agent og siden rekrutteret af Abwehr og sendt til England. Schalburg var meget misfornøjet med dette. Det ville skade hans og DNSAP’ s navn, hvis dette blev kendt, at hans søster både havde været i sovjetisk og tysk tjeneste.
Jo hans smukke søster var balletuddannet.
I 1938 – 39 gennemførte Schalburg officersskolens kursus i taktik
I 1939 blev han leder for partiets ungdomsorganisation Nationalistisk Ungdom (NSU). Det var dengang en art spejderbevægelse, men som under Schalburgs ledelse blev mere militaristisk. Han får et tæt forhold til NSU-drengene. Mange fulgte ham senere ind i Waffen SS.
I maj 1939 tog han sagen op omkring sin søster med den tyske gesandt i Danmark, Renthe-Fink, som udvirkede, at Vera blev hjemkaldt fra London.
Venskab – upåvirket af, at han var nazist
Han meldte sig i den finske vinterkrig. Nu kunne han tage kampen op mod kommunisterne. Men han kom dog aldrig i kamp. Dengang bakkede hans familie og venner ham op. Kongefamilien havde stor forståelse for, at han tog afsted. Kongens bror, prins Gustav skrev i et afskedsbrev, at han ville savne ham, og takkede for det ”aldrig svigtende venskab”. Dronning Margrethes bedstemor, dronning Aleksandrine, sendte ham en kærlig afskedshilsen. På det tidspunkt havde han gennem to år været topnazist i Danmark og udtrykt rabiate holdninger offentligt.
Ja kongehusets venskab til Schalburg og den store beundring for ham var upåvirket af, at Schalburg på det tidspunkt var topnazist. Det var i høj grad gennem Helga Schalburg man havde kontakt med den kongelige familie. Familien havde tilknytning til det russiske emigrantmiljø.
I 1930’ernes Danmark var det ikke masserne, der brugte energi på at tage afstand til nationalsocialisterne. For den brede befolkning var ligegyldighed snarere end had en langt mere dækkende beskrivelse af synet på nationalsocialisme. Det var derfor ikke usædvanligt at finde medlemmer af partiet blandt samfundets elite.
Kongen og Schalburg delte nok ikke ideologiske overbevisninger ud over hengivenhed til Gud, konge og fædreland.
Bolsjevikkerne var de store fjender
Da Schalburg tog afsted, overlod han sin lille søn i storfyrstinde Olgas varetægt. De holdt tæt brevkontakt. I et af brevene fra Olga, står der om sønnens tid hos hende:
Egentlig var det hans mening at tage til Rumænien for at kæmpe. Der kunne han kæmpe mod russerne.
Han opfattede bolsjevismen som fremmed, ikke – russisk. Han slog Bolsjevikkerne i hartkorn med den russiske kirke og jødedommen. Det er sikkert oplevelserne under den russiske revolution, som udmøntede sig i, at det var den jødisk styrede kommunisme, der var skyld i familiens ulykke. Og som nu truede hele Europa.
Chokeret over, at blive udnævnt til landsforræder
Efter Tysklands angreb på Danmark den 9. april 1940 betød Schalburgs forhold til DNSAP, at mange af hans venner ligesom store dele af den danske befolkning vendte ham ryggen. Han fik betegnelsen ”Landsforræder”.
I breve til Danamark i dagene efter besættelsen, lagde han heller ikke skjul på sin loyalitet. I et oprørt brev til partifører Frits Clausen bekendtgjorde han, at ingen af medlemmerne i NSU fra nu af måtte synge tyske sange. I et brev til sin kone, der var tyskfødt, understregede han, at hun efter det passerede nu måtte være:
Han opfattede sig selv som dansk nationalist. Han betragtede dansk militærs indsats som en skændsel. Han mente, at det danske militær i den grad burde have gjort modstand. Hans kammerater sagde dengang, at han græd som pisket den 9. april 1940. Han blev chokeret, da han fandt ud af, at han blev betragtet som landsforræder.
Den danske regering var feje bløddyr, sagde han
Indtil den 9. april 1940 havde Schalburg kunne leve et normalt liv i Danmark med sin tilknytning til DNSAP. Kongehuset kunne lide ham. Han havde venner og en omgangskreds, men vandene kiltes den 9. april. Han var lamslået og forstod ikke, hvad der skete. Nu slog folk hånden af ham. Ved hjemkomsten fra Finland røg han ind i en sort periode, hvor han var enormt depressiv.
Han var bragt ud af kurs og afsøgte forskellige muligheder. Han betragtede regeringen som feje ”bløddyr” Han var ked af, at venner ikke mere ville hilse på ham og hans kone.
Himmler kunne lide Schalburg
Schalburg meldte sig i Waffen SS og kom i Division Wiking. Han gjorde i sommeren 1941 tjeneste som ordonnans-officer i felttoget mod russerne. Han talte flydende russisk.
Han følte sig tiltrukket af Waffen SS, hvis nazistiske ideologi i grunden var ateistisk, og som anså russere for at være undermennesker og Rusland som primitivt. Nazisterne var de eneste, der førte den kam, som han ønskede.
Inden for de nazistiske kredse blev den altopfordrende soldat opfattet som forbilledlig. Lederen af Waffen SS Heinrich Himmler fremhævede gang på gang Schalburg, der jo også havde et imponerende arisk slægtsblad. Nedstammende fra aristokratisk russisk familie med forbindelse til zaren og gift med en adelig dansker.
At Himmler efter Schalburgs død overtog fadderskabet for Aleksander Schalburg handlede sikkert om videreførsel af en arisk blodlinje lige så meget som det handlede om hengivenhed.
Militær og Fædreland før familie
Schalburg kom til at betyde mere som symbol end som menneske og soldat. Han var netop den type soldat, som Det Tredje Rige krævede, hvis projektet skulle lykkes. Han var sp dedikeret, at han allerede inden brylluppet gjort sin kone det klart, at militæret og fædrelandet altid kom før alt andet. Kampen først, familien bagefter. Det kan virke paradoksalt, at patrioten endte som landsforræder.
De blodige ugerninger som tyske ”Einsatz-Gruppen” begik bag fronten støttede han ud fra en opfattelse af, at en ”afhøvling” af den jødiske befolkningsgruppe kun ville redde Tyskland.
Schalburg klarede sig bedre i Waffen SS
Han var kommet i den rette hylde mod kommunisterne. Krigen på østfronten radikaliserede ham. Han brændte alle sine broer. Nu var der kun en vej frem.
Fra fronten skrev Schalburg til nazi-avisen Fædrelandet, at han glædede sig over, at den tid var forbi, ”hvor germansk blod gik tabt i jødiske ægteskaber”. Schalburg hævdede stolt, at Tyskland var grund til, at Europa ikke var ”oversvømmet af negre, jøder og underverdensmennesker”.
Han betragtede det at kæmpe mod Sovjetunionen som nødvendig for at beskytte Danmark og Europa mod kommunismen. Schalburg klarede sig bedre i Waffen SS end i den danske hær. Han fik et godt forhold til højtstående nazister. Således inviterede SS – rigsføreren Heinrich Himmler ham i 1942 til et møde med Adolf Hitler. Efter Schalburgs død blev Himmler desuden fadder til hans søn.
Dumdristige operationer
Hurtigt fik Schalburg som den første dansker den tyske hædersmedalje, Jenskorset. Schalburg skrev straks til Kong Christian den Tiende, og bad om lov til at bære korset uden på sin danske uniform. Tilladelsen blev givet.
Til danske aviser talte han varmt for racens renhed og jødernes dårligdomme. I Fædrelandet skrev Schalburg senere, at hans inderste ønsker var opfyldt:
Schalburg fandt endelig mening i sit liv. Han glædede sig over kampene ved fronten, og han førte krig med en hidtil uset voldsomhed og dristige operationer.
I 1942 blev han også SS – Sturmbannführer
Kommandant for Frikorps Danmark
Det var også i 1942 at Schalburg blev udnævnt som kommandant for Frikorps Danmark. Med en særlig dansk enhed kunne den nationalt sindede Schalburg kæmpe for og imod alt, hvad hans verdensbillede indeholdt for Danmark, for Rusland, for nazismen – og mod kommunismen.
Som officer var han en praktisk indstillet taktikker. Han havde næppe større talent som leder af store militære operationer. Men han fik det bedste ud af soldaterne.
Flere af de danske soldater, som han kæmpede med, beskrev ham som frygtløs grænsende til det dumdristige. Har bar ofte kasket i stedet for stålhjelm. Han kunne stå helt uberørt, selvom en granat slog ned kun få meter fra ham.
Han kaldte krigen for skøn. Som kommandør i Frikorps Danmark kastede han sin afdeling ud i store tab.
Døde under katastrofalt dårligt planlagt angreb
Von Schalburg døde den 2. juni 1942, da han under et angreb trådte på en landmine og blev ramt af granatsplinter fra russisk artilleri. Han ligger begravet på Frikorps Danmarks kirkegård i Biakowo.
Angrebet var katastrofalt planlagt og kostede ca. 20 mand livet. I erkendelse af sit ansvar kastede von Schalburg sig ind i kampen for at redde stumperne ved at sætte gang i angrebet, der var gået i stå på grund af et velforberedt forsvars artilleri.
Han fik den død, han altid havde ønsket sig, den heroiske død. At falde i spidsen for sine mænd, ofre sig, at kæmpe for fædrelandet.
Det fejlslagende angreb var angiveligt årsagen til, at ingen implicerede danske SS – officerer opnåede forfremmelser af betydning i resten af krigen på trods af de meget store tab i korpset. Opfattelsen af de danske officerer var tilsyneladende ret entydig. Næstkommanderende K.B. Martinsen skulle have nedlagt protest mod angrebet. En række delingsførere forsøgte at påpege svagheder i planen. Men da K.B. Martinsen ikke standsede dem, kunne von Schalburg fortsætte.
En ”bloddreng” mistede livet, da Schalburg skulle bjerges. Ja i alt 10 – 12 mistede livet under den episode med Schalburgs død.
En ekstrem og voldsom person
Efter sin død blev Schalburg nærmest en legende og en nationalhelt i Waffen SS – veteranmiljøet. Han efterlevede til fulde de nazistiske værdier om kamp og offervilje. Fascinationen af Schalburg er videreført i nynazist -, veteran – og samlermiljøer.
Han var stærkt idealistisk præget. Mange af hans tekster var gengivet i NSU-sangbogen. Han havde et meget uroligt temperament, sikkert mere russisk end dansk. Han førte dagbog. Og så skrev han masser af læserbreve til aviserne og skrev adskillige antikommunistiske og antisemitiske skuespil – opbyggelig underholdning til ungnazisterne.
Schalburg var en ekstrem og ganske voldsom person. Han drev krig med sådan en dødsforagt, som om han havde set i kortene, at det blev hans endeligt at kæmpe den kamp.
Han var også et religiøst menneske
Med til historien om Schalburg hører også, at han var et dybt religiøst menneske. Han konverterede til den ortodokse kirke, og selv ved fronten passede han sin kirkegang. At et sådant religiøst gemyt fandt sig hjemme i en ateistisk organisation som SS, der skændede kirker og væltede kors under deres fremmarch siger nok noget om Schalburgs evne til at konstruere sin egen virkelighed.
Han forvaltede også sin kristne tro på en særlig måde. Jesu død tolkes som et krigsoffer, og han foragtede præster, der gav udtryk for, at man ikke måtte slå ihjel.
Da Schalburg falder, får han ikke som de andre faldne SS’ere, en dødsrune. Hans kammerater rejser et kors og sætte bagved også et ortodoks kors.
En dansk medalje, Schalburgkorset blev opkaldt efter Schalburg. Medaljen blev aldrig tildelt danske soldater i tysk tjeneste. Ja der er tvivl om, den nogensinde blev uddelt.
Det var nærmest som en statsmands begravelse
Den 18. juni 1942 blev der afholdt mindehøjtidelighed i Odd Fellow Palæet i København. Det var med deltagelse af prins Harald, prinsesse Helena, statsminister Buhl, udenrigsminister Scavenius og forsvarsminister Brorson. Kong Christian den 10. deltog klogelig ikke. Officielt var det, fordi han var syg.
Det var nærmest en statsmandsbegravelse. Der deltog 352 personer fra den danske og tyske elite. Også hærens øverstbefalende, generalløjtnant Gørtz deltog. Udenrigsminister Scavenius nedlagde en krans med ordene:
Schalburg – korpset
Ja og så var det lige Schalburgkorpset, der blev opkaldt efter vores hovedperson. Det var et tysk forsøg på at erstatte den danske hær efter dens opløsning den 29. august 1943. Et formål var at bekæmpe sabotagen. De tyske terroraktioner, der i mange tilfælde blev udført af danskere i form af bombeattentater mod civile mål blev kaldt schalburgtage.
Efterkrigsårene var hårde for Schalburgs efterladte.
Fra kongelig bespisning til kludeklip
Rundt om det store spisebord sad familien nu og klippede klude og kludesko. Få år forinden havde de siddet her og spist med prins Gustav og andre kendte mennesker. Schalburg-familien mistede alt. I Information skrev man, om det forkastelige i, at Schalburgs enke modtog enkepension. Så den mistede hun, og fik den aldrig tilbage. Også pensionen fra SS bortfaldt. Læge kunne Helga Schalburg ikke få arbejde. Da hun så endelig fik det, blev hun fyret øjeblikkelig, da arbejdsgiveren fandt ud af, hvem hun var. Længe levede den lille familie af at sælge ud af deres ting. De måtte blandt andet ty til at sy kludesko.
Sønnen, Aleksander mærket af forfølgelse
Sønnen Aleksander Schallburg var mærket af at være vokset op som søn af ham, der for mange danskere personificerede landsforræderi og ondskab. Han levede hele sit liv i udlandet for at undgå offentlighedens fordømmelse. Men alligevel beholdt han sin fars efternavn – af stolthed. Han huskede sin far som netop en far og ikke som et af Waffen SS stærkeste symboler. Han tog skarp afstand fra sin fars antisemitisme.
Aleksander døde i 2006.
Et års fængsel til Helga Schalburg
Helga Schalburg var også medlem af partiet. Hun var et feteret midtpunkt i SS – veteranmiljøet. Og det var hun i kraft af hendes mands status. Hun havde haft mange bevæggrunde til at holde kontakten til SS – miljøet. Det er ikke noget, der tyder på, at hun undsagde den nazistiske ideologi efter krigen. I disse kredse var det sikkert det eneste sted, hvor hun ikke blev udsat for fordømmelse og had.
Helga von Bûlow var egentlig datter af en tysk friherre og kaptajn i Kaiserliche Marine, Friederich August Heinrich von Bülow og Frederikke Hedevig Christiane. Hun var født i Wilhelmshaven. Faderen døde uventet af sygdom i 1916.
Efter mandens død stiftede hun ”C.F. von Schalburgs Mindefond. Efter en række konflikter med DNSAP omkring kontrollen med fonden meldte hun sig ud af DNSAP den 24. april 1943. Hun kaldte sig nu kammerjunkerinde Helle von Schalburg.
I 1948 blev hun idømt et års fængsel ved Københavns Byret, fordi hun havde oprettet fonden. Selv i samtiden blev der mødt med kritik, fordi hun fik så hård en dom for dette, mens større fisk slap. Hun slap med 93 dages internering efter at kongen havde benådet hende.
Lod sig fotografere med Søren Kam
Hun blev gentagende gange udsat for chikane. I august 1949 søgte Helga Schalburg at få sin søn indmeldt på Johannesskolen på Frederiksberg. Men hun fik den tilbagemelding, at det kun kunne ske, hvis hun skiftede efternavn. Det ville hun dog ikke efterkomme.
I 1986 lod hun sig fotografere i den østrigske delstat Kärnten sammen med de tre danske bærere af Jernekorsets Ridderkors, hvoraf den ene var Søren Kam.
Vera blev hovedperson i tysk spillefilm
Hvad blev det så af Vera von Schalburg. Ja hun blev snart lige så berømt/berygtet som sin storebror. I 2012 kom der en film om hendes eventyrlige liv ”Die Spionin”.
Engelsk kontraspion
I 1925 boede hun endnu sammen med sine forældre og yngste bror August i Borups Alle 4. Hendes bor havde sørget for, at hun kom hjem fra England som spion. Men natten til den 30. september 1940 blev hun sendt i vandflyver fra Stavanger og landsat med gummibåd nær Buckie i Skotland.
Hun var sammen med to andre agenter. Meningen var, at Vera skulle tilbage til London som værtinde i en fashionabel teatersalon i Mayfair, hvor centrale politikere færdedes.
De tre agenter blev dog hurtig arresteret. De to andre blev hængt. Men Vera undgik det ved at gå i britisk tjeneste. Hun blev oplært af Peter Ustinovs far, MI15 – manden, Klop Ustinov. Derefter blev hun sendt til Isle of Wight, hvor briternes fanger sad. Her skulle hun udspionere dem ved at lade som om hun selv var fange.
Efter krigen rejste Vera til Tyskland, men vendte tilbage til England, hvor hun boede til hendes død i 1993.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 225 artikler om Besættelsestiden før, under og efter, herunder:
April 26, 2018
Mere Politi og Flere “Banditter” på Nørrebro (2)
Foredrag den 26. april 2018 på Pilegården i Brønshøj. Dette er en del af et længere foredrag i Aktivitetsgruppen. Vi kigger på den rigtige politimand dengang fra 1863. Og så kigger på Fællevejens Politistation. De unge betjente måtte ikke gifte sig uden tilladelse, ja der stod ligefrem, at de ikke kunne brødføde en familie med den løn de fik. Ja vi kigger på politiassistent Rantzau, der var stor på mange områder. Og så var nedhentningen af ”Svenske Stina” en våd fornøjelse. En betjent havde en god sidefortjeneste i salg af øl til overpris ved nattetide. Ja så var det lige Dagmar Overby, barnemoderen fra Jægersborggade. Og nedskydningen af en betjent i Husumgade. Men det kom så nogle hårde ord fra politidirektøren, fordi man glemte at hilde på de kongelige. Ja og så var det syndikalisterne, der voldte politiet besvær. Det var Byggeren, Allotria, 123 skud, Hypnosemordene og dengang Bogudsalget blev ødelagt, fordi man lige skulle rydde et hus.
Hvem er banditter?
Nu er ordet Banditter i dette indlæg brugt lidt ironisk. For egentlig er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke banditter. Og dog, hvis de ikke overholder landets love er de vel banditter?
Der har altid været banditter på Nørrebro. Folk her i bydelen har ikke fundet sig i noget som helst. Og selvfølgelig kan man ikke holde et foredrag om dette emne på 20 minutter.
Så kære lyttere, resten af dette, som jeg vil sige, kan I læse på www.dengang.dk
Den stærke mand forlod skyndsomt landet
Allerede dengang, det første Nørrebro opstod omkring 1635 – 1640, var det ballade herude. Det var nærmest kaotiske tilstande med skøger, røvere og banditter.
I 1722 bosatte Den stærke mand sig på Nørrebro. Men ak, han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.
– Han kunne løfte en Kanon på 2.000 – 2.500 Pd. Vægt med den ene Hånd og drikke et Glas Vin med den anden.
Magistraten lod politiet gribe ind:
– for meddelst det Foragerlige, syndige Levned, derved øverst og for den store Lejlighed, det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkens Tildragelse.
Den Stærke Mand forlod skyndsomt landet i hast, efterladende ubetalte veksler og andet gæld, foruden knuste pigehjerter. Han havde lovet adskillige piger sit hjerte.
Hvad krævede man af en betjent?
Ja man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle ikke lide af nogen legemlig mangel, der gjorde èn ”uskikket” til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Man måtte heller ikke være straffet for noget i den offentlige mening ”Vanærende Handling”.
Og ifølge Regulativ af Københavns Politis indretning af 1863, så skulle ugifte overbetjente og betjente tage bopæl på politiets kaserner, som skulle oprettes ved alle stationer. Men så kom der også et månedlig fradrag for leje, lys og varme. En almindelig betjent blev trukket 6 kr. i løn hver måned. Hvor meget de tjente, vides ikke.
I regulativet blev det også påpeget, at man skulle behandle de udleverede uniformsstykker og øvrige rekvisitter forsvarligt.
Der var penge til svovlstikker
Man skulle altid bære uniform og politiskilt. Hver mand fik udleveret en uniformsfrakke og en ”overkjole” samt et halsbind og et par benklæder. Endvidere en hat, en hue, hætte og en regnkappe. Det påhvilede hver enkelt betjent, at vedligeholde sin uniform.
Hver mand fik udleveret en ”kontrabog”, som skulle indeholde alle oplysninger om hans uniforms – og udrustningsgenstande. Ved forflyttelse til en anden station skulle bogen gennemgås. Uniforms – og udrustningsgenstande efterses af en overordnet.
Den filthat, som man fik udleveret, blev efter få år erstattet af en hjelm. Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, der meget ofte blev misbrugt til at prygle borgerne med. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten også en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olier, væger og svovlstikker kunne det bevilliges 5 Skilling om måneden pr. lygte.
Giftemål krævede tilladelse
Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev de ”dueligste” udtaget til inspektionsbetjente. I dagsbefalingen stod der, at betjente i den anden lønningsklasse næppe ville kunne ernære en familie. Og man ville kunne komme i meget trange kår. Og for at forhindre ”Fordærvelige” kår af sådan et ægteskab og det dermed gik ud over tjenesten, krævede det tilladelse.
De stakkels politibetjente blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse. Man havde fri medicin og frit ophold på et hospital.
Uha, man glemte at hilse på de kongelige
Da opdagelsespolitiet kom som en nyskabelse, måtte den enkelte betjent ikke tilkendegive, at han kendte personen fra Opdagelsespolitiet. Denne skulle forblive hemmelig over for den brede befolkning.
Betjentene måtte ikke røre nogen, og de måtte ikke uden grund indlade sig på en samtale med borgerne, sådan officielt. Man måtte heller ikke have hænderne i baglommen, Så måtte man heller ikke patruljere med en hund. Men så i 1863 kunne politidirektøren så komme med en formaning:
Nu var det dog ikke hver dag kongehusets medlemmer kørte gennem Nørrebro.
Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
Det hører til sjældenhederne, at en gade skifter navn på grund af dårlig rygte. Men det skete for Louisegade, opkaldt efter fabrikant og isenkræmmer Heegaards kone. I stedet blev den til prins Jørgensgade efter Frederik den Tredjes søn.
Vi skal tilbage til den 2. marts 1867. Smedesvend Svend Rathje var kommet hjem fra arbejde hos et jernbaneværksted. Han kunne ikke forstå, at døren var åben. Inde i soveværelset lå hans kone i en kæmpe blodpøl. Hun var blevet slået i hovedet og efterfølgende kvalt.
300 mennesker blev afhørt, og Rathje blev selv mistænkt. Men ret hurtig fandt man frem til vaneforbryder Ole Jensen. Men da denne skulle overføres til København, så gik noget galt.
Fangervogteren var ikke blevet afløst på turen. Han gav Ole Jensen og to andre tugthusfangere penge til en falske brændevin, som de kunne dele. Og efterfølgende stak de selvfølgelig af.
Men han blev dog pågrebet igen og sendt til Amerika. Nu var det ikke altid amerikanerne var tilfredse med at få tilsendt mordere og andre forbrydere, så ofte blev disse returneret igen.
Rantzau var den store chef
Fælledvejens Station eller Station 6 blev placeret på Fælledvej 13 og stationslederen var politiassistent Rantzau. Han boede selv inde i nummer 11. Men lokalerne var meget dårlige, så i 1865 flyttede man stationen hen til Fælledvej 18.
Ja og området dækkede i begyndelsen også hele Østerbro og ud til byens grænse, der gik ved Lygtekroen ved Lygteåen og den senere Harreskov – bane.
Rantzau var stationens første chef. Han var her fra 1863 til 1891. Og man sagde om ham, at han til sidst vejede 300 pund.
Tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere
I 1868 var den gal igen. Da blev betjentene gjort skyldige i, at det ikke anholdte tiggere, der på befærdede veje bad om almisser.
En stor del af tiden skulle betjentene også føre tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere. Og så skulle man også påse, om tyre nu blev ført forsvarlig gennem gaderne. Det var ikke nok med en ring i næseborene.
Slaget på Fælleden
Vi kender nok alle Slaget på Fælleden. Udgangspunktet kom fra Nørrebro. En folkesamling på Nørre Fælled skulle forhindres. Pøbelen skulle bekæmpes.
Det var i 1872, og 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Man har aldrig registeret, hvor mange arbejdere, der kom til skade. Det bekymrede man sig ikke om. Disse arbejdere ville blot bruge grundloven til forsamlingsfrihed. Men det mente politimester Crone og justitsminister Krieger ikke, at de skulle have lov til.
Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet sad militær parat med skarpladte våben. Jo Crone brugte alle midler. Han brugte stikkere, der blev betalt af arbejdsgivere fra store koncerner. Når stikkerne blev opdaget blev nogle af dem sendt i asyl i et eksotisk land igen betalt af store koncerner.
De tre socialistiske ledere oplevede en ikke særlig demokratisk retssag. Og de blev udvist af landet efter et par års fængsel.
Huslejestigning
I 1874 blev politiet sagt op af ejeren af ejendommen, Fælledvej 18. Men de måtte da gerne blive boende såfremt de ville betale 25 pct. mere i husleje. Det gik kommunalbestyrelsen med til, men så forlange man også et opsigelsesvarsel på fem år.
Tegning til ny station færdig
I 1881 kunne man præsentere tegninger til nye station på Fælledvej. Polidirektøren var så stolt. I oktober 1884 var den nye station klar til indflytning.
Det kneb med disciplinen
Det kneb i den grad med disciplinen inden for politiet dengang i 1882, da Crone var politidirektør. Når politiet var på nattjeneste lagde de sig til at sove. En stald i gartnergade var et yndet tilholdssted for natposterne.
En anden ældre kollega bad sin yngre kollega at vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden betjent havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen kl. 6.30.
Man måtte ikke gå på beværtning
Det var strengt forbudt for betjenten at gå på beværtning, men det var dog tilladt, at få bragt forfriskninger, som han selv skulle betale, hvis det ellers var i orden med overbetjenten.
Men det med at gå på værtshus på Nørrebro, blev nu ikke overholdt af betjentene.
Betjentene skubbede forbryderne over til Nordre Birk
Betjentene skulle sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Desuden skulle de sørge for, at lågerne til latrinvognene var lukket. Det havde Nørrebros hunde ellers store glæde af. Ja betjentene skulle også sørge for, at skolebørnene ikke larmede, når skoledagen var ovre.
Men det var nu ikke altid lige let at holde styr på forbryderne. Så ofte havde man en mistanke om, at betjentene forsøgte at genne de urolige elementer over på den anden side af åen til Nordre Birk, hvor der aldrig kom en betjent.
Kvaksalver – lovgivningen
I 1889 forsamlede der sig over 2.000 mennesker på Nørre Fælled. Hr. Huth indledte sit foredrag om håndspålæggelse og varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismens helbredene virkning. Hr. Bruhn afsluttede med, at kvaksalver – lovgivningen skulle ophæves. De læger, der gav forkert medicin er værre end mænd, der helbreder ved håndspålæggelser og strygninger. Alle de forsamlede mente derefter, at kvaksalver – loven skulle ophæves. Ved denne lejlighed fik politiet også anholdt en del mennesker.
Den runde mave havde sin virkning
Dengang vejede en panserbasse alle omkring 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kan lette komme til at puffe til banditten med denne mave.
Når der var lønningsdag på Nørrebro dengang, vrimlede det med fulde folk i bydelen. I slutningen af 1800 – tallet blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Og i stedet for at tage lønnen med hjem til den hårdt trængte familie, blev den investeret i flydende varer. Mange gange var det nok at sige, Se så at komme op. Men andre gange skulle de fulde slæbes med på stationen. Det kunne også hænde, at betjentene skulle leje en trækvogn for at transportere de fulde personer.
Altid mindst to betjente
Skulle der anholdes folk i Den Sorte Firkant var det altid nødvendigt at sende mindst to betjente, selv om der bare skulle udskrives en bøde. Ofte satte de anholdte sig til modværge. Men det kunne også foregå på en fredelig måde. Men det kostede som regel noget brændevin.
Hvis den anholdte havde noget, fik han lov til at drikke det inden afgang. Og var der ingen til at hente brændevinen, ja så måtte en af betjentene hente det.
Jo der skulle sandelig kraftige betjente til at gå her. Der var konstant slagsmål, tyveri, husspektakler m.m.
Betjente måtte også ofte stille op for at stoppe gadekampe. Således udkæmpede Krügersgade og Rabarberne flere store slag. Og Rabarberne tog på plyndringstugt over hos De Fine på Frederiksberg.
Betjent Grøn
Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik ind og hilste på de handlende i Blågårsgade. Som regel fik han en pølse af slagteren eller en cigar af tobakshandleren.
Hos bageren ventede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Ja, han behøvede ikke at tage madpakke med hjemmefra.
Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og han havde fået morgenmad.
Hjelmen blev derude
En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, som var ved at drukne sig. Betjenten vadede ud efterham, og fik ham med stort besvær halet i land og bragt ham tilbage på hospitalet.
Der blev sørget godt for den forsvundne, men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjem i det drivvåde tøj. Undervejs var der dog en underofficer, der fik ham op i sin lejlighed. Med et par snapse blev betjenten kvikket op. Ligeledes fik han lånt et par sivsko og en sort stiv hat som erstatning for hjelmen, der blev derude.
En kollega, som han mødte undervejs var af den mening, at vores betjent havde en ordentlig brandert på. Men den våde betjent nåede dog hjem. Helt glemt blev han dog ikke. Han fik sin belønningsmedalje. Men hjelmen blev derude i søen. Måske ligger den der endnu.
Betjent Rantzau
Betjent Rantzau var så populær, at de Nørrebro – borgere der måske ikke var så historie – kyndige troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Under en aktion på Assistens Kirkegård måtte man finde en stol til Rantzau. Han kunne ikke holde ud, at stå op. Rantzau var stor på mange måder. Han vejede god og vel 300 pund.
Rantzau var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Ja hans optræden blev belønnet med Ridderkorset. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Men han kunne være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro – borgere fik gode råd af den afholdte betjent. Han stod også i spidsen for velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.
Efter at have nået en alder på 72 år, heraf 46 i politiets tjeneste, kunne han med god samvittighed trække sig tilbage til privatlivet.
Hurtigløberen og slagteren
Det var en betjent, som man kaldte for Hurtigløberen. Han skulle engang bringe ”Kæmpen” til stationen. Kæmpen blev kaldt for Slagteren. Han kunne til enhver tid have krøllet betjenten sammen. Men ved hjælp af kløgtighed fik betjenten han dog lokket med på Fælledvejens Station. Betjenten drillede simpelthen slagteren med at sige, at den turde ikke turde følges med ham.
Respekt for Gendarmerne på Ydre Nørrebro
Det var efter, at typograf Julius Rasmussen skød på konseilspræsident Estrup, at Gendarmkorpset blev oprettet. De patruljerede på Ydre Nørrebro i tidsrummet 1891 – 94. Der var to underofficerer og 23 menige gendarmer.
De talrige bøller i Allersgade og Gormsgade var konstant krig med politiet. Men de havde den dybeste respekt for gendarmerne. Deres instruktioner gik på, at når en person var anholdt, måtte man ikke røre den anholdte. Han skulle gå tre skridt foran. Hvis han forsøgte at løbe, måtte gendarmen ikke løbe efter ham. Han skulle råbe ham an. Hvis den anholdte ikke standsede, skulle han skyde på ham med sin karabin. Foruden karabinen var gendarmen bevæbnet med en omdrejningsrevolver med seks skarpe skud.
Når lampen i underofficerens kontor var slukket, vidste gendarmerne, at han var gået til ro. Så gik de til ro hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum. Så gik de klokken 5 hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de så kaffe.
Mødt med klapsalver
Da Gendameriet ved et politisk forlig i 1894 blev ophævet blev de provisorisk ansatte 100 betjente også opsagt, men politidirektør Eugen Petersen holdt på, at disse ikke kunne undværes. Han undlod derfor at lade yderkvarterne tilse af politi, hvilket selvfølgelig medførte uholdbare forhold.
Borgerrepræsentationen vedtog skyndsomst at ansætte de 100 mand igen. Der foretoges så en omformning af styrken, således at yderdistrikterne også blev afpatruljeret.
De betjente, der fik tjansen på Jagtvej blev mødt med klapsalver. Folk lå i vinduerne og viftede med alt muligt. Disse forhold har hvis ikke eksisteret siden. Men det var sådan, at disse betjente, var de første som beboerne havde set i mange måneder.
Eget toilet til Rantzau
Da Fælledvejens Politistation blev bygget, var Rantzau den eneste, der fik sit eget kloset i sin lejlighed på stationen. De andre betjente måtte stå i kø i gården. Her var anbragt to latriner og et pissoir.
I 1884 bestod Københavns Politikorps af en overbetjent og 60 politibetjente.
I 1906 var der blevet indlagt hele fire klosetter i huset. De gamle retirader var omdannet til automobil vagt.
Ja da man så sidenhen forlod Station 6 på Fælledvej, glemte man at låse efter sig.
Et par dage efter gik en beruset mand ind på stationen og iførte sig en uniform. Derefter gik han hen på Sankt Hans Torv, hvorfra han dirigerede trafikken i hans kæmpe brandert.
Pastoren og samvittigheden
I 1903 nægtede Pastor Iversen fra Hellig Kors Kirken at vie murer August Jensen og hans kæreste. Mureren havde nemlig været gift før. Og det stred mod pastorens samvittighed. Men mureren gik til kirkeministeriet, der alarmerede biskoppen. Det endte med at pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Men præsten appellerede til Højesteret, og til alles overraskelse blev han frikendt.
De offentlige fruentimmer på Ladegården
Og så havde vi Ladegården. Det at være fattig blev nærmest også udråbt for at være kriminelt. Her blev også de mindreværdige kvindelige lemmer anbragt. Det var de såkaldte skøger.
Politiet havde allerede i 1874 begyndt at registrere offentlige fruentimmer. Der blev gennemført en Lov om Foranstaltning til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse. Myndighederne forsøgte at dæmme op for de omfattende kønssygdomme. Og disse var det stor mulighed for at få, på Nørrebro.
Horeunger uden rettigheder
Tænk at 10 pct. af alle nyfødte dengang var såkaldte horeunger, uden rettigheder. Loven af 1866 kunne give kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års fængsel.
Fra 1879 risikerede kvinder, der havde født i dølgsmål, livsvarig fængsel. De måtte på Ladegården finde sig i spørgsmål som
– Hvor var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
– Hvordan foregik det?
Også meget tragisk er det at på Fødselsstiftelsen døde på et tidspunkt halvdelen af de fødende kvinder af barselsfeber. Men så begyndte lægerne og jordemødrene at finde ud af, at de skulle vaske hænder.
Her på Ladegården samlede man løsladte fangere, tiggere, elementer, der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede i samfundet.
Når lemmerne endelig havde udgang, skete det ofte at datidens salatfad samlede dem op på bydelens værtshuse
De faldt i Blegdamsgrøften
.
Ofte måtte betjentene hente berusede personer fra de mange samlinger, som Borgervæbningen foretog på Fælleden. Nogle faldt i den store grøft omkring Blegdamsvej og er efter sigende aldrig dukket op igen. Gad vide om, hvis man nu begyndte at grave, aå kunne det måske være, at man fandt nogle af dem, der blev dernede.
Betjentene, der skulle føre de berusede bort greb ofte til det nærmeste en græsende hest eller ko. Så var det lettere at transportere den berusede.
Bøller i Fredensgade og Ryesgade
De allerværste holdt til i Fredensgade og Ryesgade. Der var slagsmål, værtshusorden, husspektakler og lignende. Og det var hårdt for en betjent. Man skulle gå patrulje her fra kl. 6 til 18.
Som ny betjent fik man altid at vide, at man skulle skrive sin rapport om. Med et godt trick, var bare at beholde den gamle rapport, og så bare at aflevere denne et par dage efter. Så blev man rost for at have skrevet en meget bedre rapport.
Patrulje i løb
Det var ikke særlig populært, at skulle gå patrulje fra Runddelen ud til Lyngbyvej i slutningen af 1890’erne. Denne patrulje foregik ofte i løb. Stanken var ubeskrivelig. Det skyldtes det latrindepot, der lå i nærheden. Her læssede de såkaldte chokoladevogne deres indhold af i løbet af natten. På varme sommerdage skete der ofte eksplosioner her. Når dette skete, er patruljen sikkert gået endnu hurtigere.
Ude på Lersøen foregik der ofte razziaer. Her holdt alle byens tvivlsomme eksistenser til. Mange af disse kæmpede om Maja Robinsons gunst. Man forsøgte flere gange fra politiets side at få hende ud af sumpen. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge, og at hun hver måned fik hustrubidrag. Og så var der fest herude.
Nogle af disse ofte alkoholiserede personer opholdt sig også nu og da på Fælleden. Og her organiserede Karen Spidsmus overfald på de godtfolk, der forsøgte at passere Fælleden til fods.
Svært at styre Lersø – bøllerne
Det var svært at holde styr på Lersø – bøllerne. Et stort slag fandt sted mellem politiet og Lersø – bøllerne den 30. september 1901. Egentlig var det ikke et slag, men et brutalt overfald på en betjent, som de næsten slog ihjel.
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade, efter mere sprut. Inden de nåede Dyrehaven havde de begået flere overfald og røverier.
Da de nu var ved at blive ædru gik vejen hjemad til Nørrebro igen. Men her stod politiet parat, og anholdt blev Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøje, Lange – Hermann og andre. Det lykkedes dog ikke ved den lejlighed at anholde den egentlige hovedmand, Ferdinand Eriksen.
Han og Karen Spidsmus var datidens Bonney og Clyde. Ferdinand startede sin kriminelle karriere som 13 – årig. På et tidspunkt flygtede de to til Århus. Her blev de anholdt, men under dramatiske forhold flygtede de.
Ferdinand døde i 1919 på Kommunehospitalet. Karen Spidsmus, som i øvrigt stammede fra Rababerlandet blev 80 år gammel. Mange revytekster er skrevet over de to.
Rabarberland – en udfordring for politiet
Rabarberlandet var dengang også en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig, og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn og fik to brækkede arme ud af det. Oprøret i Rabarberland bredte sig, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.
Da politiet dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var dukket op, og ret hurtig var de tre af dem blevet gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør, og ret hurtig foretrak politiet.
Mærket af politiets behandling
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen meget mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ikke hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte, vides ikke. Men kort tid efter døde Eriksen. Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på Vestre Kirkegård.
Efter episoden mente Rabarberlandet ikke at ord hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. Og så havde man det indtryk at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.
Ingen pardon
En af de værste gader dengang var Rantzausgade. Her var det næsten altid værtshusuorden, overfald og slagsmål. Der var oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så skulle betjentene ikke slæbe den anholdte så langt, og så kunne de få hurtigere hjælp. Når de anholdte nægtede at gå med betjentene, blev de simpelthen slæbt af sted. Det var ingen pardon.
En dag mødte to betjente ”Røde Svend” i bedugget tilstand. De to betjente fik fat i hver sin arm. Men ”Røde Svend” smed sig bare på gaden. Han ville køres til Korsgade – vagten:
Og så tog de to betjente ham i hver sit ben og trak af med ham med hovedet bagud. Han råbte flere gange, at han gerne ville gå, men han blev på denne måde ”kørt” hele vejen til politivagten. Og han bad aldrig senere, om at blive kørt en eneste af de mange gange, han blev anholdt for beruselse, vold eller tiggeri.
Masser af øl til betjentene
En øl-handler i Korsgade var så glade for politiet, at han hver nat stillede en – to kasser øl ud til betjentene, som havde nøgle til rummet. Men ham, der havde nøglen solgte ikke kun til sine egne kollegaer. Han solgte også til tørstige Nørrebro – borgere med fortjeneste. For han købte også øl hos ølhandleren og solgte dem med fed fortjeneste, når værtshusene havde lukket.
Når traktørstedet Vodrofflund lukkede om morgenen vidste de, at de i Korsgade kunne få den sidste bajer. Og så er det lige meget, hvad den koster. Så den omtalte betjent solgte øllet til overpris. Når han så skulle skåle med, så blev de nødt til at købe en til ham også.
Det forlød, at han om sommeren kunne sælge 800 bajere på en måned. Og når han så kunne få helt op til 1 kr. stykket, så var det ikke en dårlig forretning.
Billigere for betjenten selv at betale
I Smedegade boede en værtshusholder, der samtidig var vognmand. Ofte blev politiet hentet, fordi en gæst ikke kunne eller ville betale. Så gik turen til politivagten i Korsgade. Nogle dage kom så en tilsigelse til møde i retten.
Dem der gik mest ud over, var den enkelte betjent. Han skulle selv betale for transporten, og det var ikke helt billig, at køre i sporvogn. Og havde han haft nattevagt, var det lige sin sag, at skulle møde i retten. Det var billigere for betjenten at betale af egen lomme de 14 øre, der kostede for en øl.
De gamle gik på plyndringstogt
Når de gamle fra Almindeligheden havde udgangstilladelse om torsdagen gik de på plyndringstogt til bydelens forskellige større forretninger. Nu var nogle af butikkerne forberedt, så de havde valgt at forære de ældre nogle billige gaver.
Svenske Stina var en våd fornøjelse
En sommeraften omkring år 1900 patruljerede to betjente i Rantzausgade, der dengang hed Nordvestvej. De hørte noget larm fra sidegaderne. Det viste sig, at være en kvinde i et meget let kostume siddende i vindueskarmen med fødderne i tagrenden, der havde påkaldt opmærksomhed.
Hun råbte ned til de mange forsamlede mennesker på svensk. Den ældste af de to betjente sagde beroligende til sin yngre kollega:
Døren til værelset var uaflåst, og ganske stille listede betjentene ind. De fik Stina ind på værelset trods en del protester. Men hvis damen ikke kom med på stationen ville hun sikkert kravle ud på taget igen.
De to betjente blev enige om, at den mest praktiske måde, at få hende ned på ad den smalle trappe, var at lade kvinden ”ride ranke” på skulderen af den ene betjent. Med stort besvær fik de hende losset op på skulderen af ham. Han tog et solidt tag i hvert ben, og så gik det ned ad trappen.
Desværre havde damen været utæt og vendingen ”Det løb ham koldt ned af ryggen” kunne sikkert bruges ved denne anledning. Men man kan måske også bruge denne vending ”At nar man havde fået Fanden på ryggen, må man bære ham”. Betjenten kunne ikke komme af med hende før nede ved døren, og da var han våd helt ned til strømperne.
Dramaet i Husumgade
Sofus Rasmussen havde været redaktør af det socialistiske blad Skorpionen. Han var blevet dømt for bagvaskelse og meget mere, men var flygtet til Sverige. Men det rygtedes hurtig, når han besøgte sine forældre i Husumgade 12. Her var han også blevet set den 13. november 1907.
De to civile betjente Elmer og Gemsøe blev sendt til stedet. Ingen havde taget sig af, at Rasmussen havde truet med at skyde politibetjente, når de ville anholde ham. Man vidste åbenbart ikke, at han altid gik rundt med to skarpladte pistoler.
Meningen var, at de to betjente skulle nærme sig lejligheden ad to forskellige trapper, men Elmer havde fået forkerte anvisninger.
Det endte med, at Gemsøe blev skudt fra nærmeste hold. Han boede i Ægirsgade 36. Fra vinduerne kunne man se over til Balders Hospital. Og det var netop det, hans to døtre gjorde, da far blev kørt på hospitalet. De kaldte endda på deres mor, da ambulancen kom med den syge mand, som derefter blev båret ind på hospitalet. Men den syge mand var død og var deres far.
Barnemorderen i Jægersborggade
En af århundredets største massemordere boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte børn og brændte dem bagefter i kakkelovnen. Hun tjente penge som barnepige. Og jo flere børn hun kunne passe, jo flere penge tjente hun. Når moderen så kom, og mente at Lille Peter så anderledes ud, ja så kunne Dagmar fortælle, at han sandelig også havde spist godt. Sandheden var så bare, at Lille Peter for længst var blevet kvalt og brændt. Tre af mordene menes, at være blevet begået på Assistens Kirkegård.
Det menes, at hun i tidsrummet 1911 – 1920 har myrdet 25 børn. Hun blev dog kun dømt for 8 mord.
Et lig i Ladegården
Den 1. september 1913 fandt en fisker tidlig om morgenen et lig i Ladegårdsåen. En betjent blev tilkaldt og hjalp med at få liget bragt i land. Manden var skudt med en kugle i panden. Det viste sig at være en Lindorf Larsen, der havde begået selvmord. Han havde været involveret i et større bankrøveri på Østerbrogade 14 dage tidligere.
Problemer med Syndikalisterne
I årene fra 1916 til Første Verdenskrigs slutning var det ballade med Syndikalisterne. De mente, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod sive ud, at det var Flæskehallen, der skulle plyndres. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere ude.
Det endte med, at der blev storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller. De slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.
En militærnægter på Aaboulevarden
Den 9. august 1918 var en militærnægter årsag til en større tumult ved Åboulevarden. Han hængte sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene.
Dagen efter samlede man sig til protestmøde i Fælledparken under mottoet:
Mødet samlede 7 – 8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned og efterfølgende kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.
Den 13. november 1918 var 50.000 mennesker forsamlet på Grøntorvet. Det gik nok mest ud over det ridende politi. Men vel omkring 100 betjente blev såret. Næste dag fortsatte urolighederne.
Borgerne åndede efterhånden lettet op. Og bladene begyndte at lave en indsamling til politiet. Justitsministeren uddelte et ekstra gratiale til alle betjente, uanset om de havde været i kamp eller ikke. Men politiinspektør Steffensen fik ikke et Ridderkors, som han havde håbet.
Verdens første spiritusprøve
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendig. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle kunne føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kun stå med samlet ben og lukkede øjne var kørekortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting, man skulle observere:
10.Er det tegn på sygdom?
Knipler i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet. Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mænd. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes løs fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.
Konservative fik en på frakken
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 samlet sig på Blågårds Plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Men disse havde forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.
Hypnose – moderen
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne, Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne med blev skudt. Pistolmanden går til kasseren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok, og et dræbende skud bliver affyret.
Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens aviser. I maj 1974 kunne BT skrive:
– Hypnose – morderen tog gift – kunne ikke stå for presset.
For ikke mange år siden lykkedes det for TV – og Filmmanden, Poul Martinsen at opspore den anden hovedperson i dramaet.
123 værtshuse
Omkring 1965 havde politiet også rigeligt at se til. Der var nemlig registreret ikke mindre end 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Slumstormere
I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det Folkets Hus.
I 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette.
Kampen om Byggeren
I 1980 foregik der adskillige gadekampe på Nørrebro. Det var kampen om Byggeren, en legeplads på Indre Nørrebro. Medierne kaldte aktivisterne for
– Forkælede venstreorienterede
– Venstreorienterede ballademagere
Men sandheden var at mange beboere var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Ja man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro Beboeraktion var blevet dannet. Og de bestod ikke kun af forkælede venstreorienterede. Således var Nørrebro Handelsforening med i denne aktionsgruppe.
Bulldozere kørte hæmningsløst mod træbarakker, hvor der sad forældre på taget. Man var ligeglad. Børn blev slået med knipler, og en pige banket i maven af en betjent. Flere hundrede blev indlagt på Rigshospitalet. Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Et mærkeligt samfund?
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til et stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti.
De unge foragtede verdenssamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje til Rutana i Nansensgade.
BZ ‘erne var for alvorlig trådt i funktion. I oktober 1981 gik det ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummivarefabrik Schønning og Arvé, der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud.
Overborgmester Weidekamp udtalte:
– Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.
De unge får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet. De havde gravet en tunnel under vejen, og kravlede pludselig op hos en meget forbavset håndværker.
I maj 1982 blev Bazoka på hjørnet af Baggesensvej og Stengade besat.
I mellemtiden havde Tinglutti fået økonomiske problemer på Jagtvej 69. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. man overvejede at rive bygningen ned. Men Nørrebro Handelsforening mente, at bygningen var bevaringsværdig. Det mente man sikkert, for at holde Irma væk. De var interesseret i grunden.
De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte:
– De unge får et hus og jeg har fået fred.
Men det fik overborgmesteren langt fra. Han besøgte huset, men det endte med, at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på de unges bekostning.
Manden ville købe Nørrebrogade
Vi skal da heller ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede vel også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Mercur. På Nørrebro Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren.
Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt dog sted fra Stefans – Kirken.
I 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade – byggeriet til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Kollektivet havde bestået i tre år.
Braget i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var springet i luften. En 29 – årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem de skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.
113 skud på Nørrebro
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. Mange fik ar for livet. 92 betjente blev skadet og 11 demonstranter og tilskuer blev ramt af skud.
Gennem 90’erne bryder mange betjente sammen. Politikere fastholder at alle demokratiske spilleregler var overholdt. Politiledelsen frikendte sig selv. I 1999 myrdede en af de ledere, der var med den aften, sin kone. Året efter hængte han sig selv i Ringsted Arrest. Hele seks undersøgelser måtte man igennem. Gennem årene følte alle deltagende betjente sig skyldige.
En af sideeffekterne efter denne episode var at den hendøende BZ – bevægelse genopstod.
Også politiet ændrede strategi efter 18. maj. I flere bøger gives der udtryk for, at folk i efterfølgende kampe på Nørrebro slap billigere. Men det gjorde butikkerne langt fra. Hærværket steg. Grafitti og rudeknusning kom der meget mere af.
19 sårede betjente
I 1995 oprettede McDonald en ny filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.
Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.
En panserværnsraket
Det var den 6. oktober 1996, klokken var 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægirsgade, som undertegnede kendte, mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA´s tilholdssted i Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt.
Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket mod HA’s hovedkontor over hovedet på alle betjente. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.
Gå ind på fortovet
Den 8. – 9. maj 1999 fandt et sandt plyndringstogt sted på Nørrebro. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig direkte i livsfare. Men der var ingen hjælp at hente. De ringede forgæves efter hjælp. Angiveligt var det udvisning af en tyrker, der havde udløst urolighederne.
Politiet rykkede først ind, da alle “banditter” havde forladt stedet.
Formand med livvagt
Nørrebro Handelsforening opgjorde skaderne til millioner af kroner. Justitsminister Frank Jensen lovede økonomisk støtte, men den kom aldrig. De andre handelsforeninger i området lavede en indsamling til deres kollegaer på Nørrebro. Ingen blev nogen sinde gjort ansvarlig for disse uroligheder. Ved en høring på Blågårds Plads måtte formanden for Nørrebro Handelsforening have en livvagt med. Han blev under mødet direkte truet af folkevalgte fra Borgerrepræsentationen.
Masser af rådne æg og tomater
Den 16. november 2000 blev salget af Ungdomshuset vedtaget. Dette resulterede i mange års ballade.
Og så skal vi da også lige have med, at Anders Fogh Rasmussen ikke var velkommen på Nørrebro. Han blev mødt med rådne æg i Stengade.
Det samme gjaldt for Pia Kjærsgaard den 14. februar 1998. Hun måtte søge tilflugt i en bank.
Gyldne tider for glarmestrene
Talrige gange måtte butikkerne i de kommende år skifte vinduer. Det var gyldne tider for glarmester – branchen. Mange butikker var udsat for masser af hærværk og røverier, men opbakningen til forbedringer fra politikernes side kunne ligge på et meget lille sted.
Den 18. november 2002 blev det venstreradikale kollektiv Buntzen i Baldersgade udsat for en razzia. Politiet udtalte, at det var en ren bombefabrik.
Den 16. december 2003 var der igen borgerkrig på Nørrebro. Tv 2 ´s Breaking news – helikopter var igen til stede.
Et bogudsalg med følger
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Boghandelen åbnede kl. 7 om morgenen, og fra køkkenet oplevede vi det som en sand actionfilm. Fra helikoptere blev politiet firet ned på Ungdomshusets tag.
Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev udsat for brandtrusler, hvis de betjente strømere.
I bedste Breaking News fulgte seerne begivenhederne på nærmeste hold.
Dagen efter opløste politiet en demonstration med tåregas på Sankt Hans Torv. I Breaking News kunne man følge med, da unge røvede en Irna – butik. Dette fik de lov til i 45 minutter. 44 butikker gik det ud over. Skaderne beløb sig atter op i nærheden af flere millioner kroner.
Du skal visiteres
Et par dage efter nedrivningen var Heinesgade stadig spæret. Betjente var sikkert trætte efter mange dages vagt og overarbejde. Den ene morgen, hvor undertegnede skulle på arbejde, forlangte en betjent, at jeg skulle bevise, at jeg arbejde ind i butikken. Jeg blev godt nok sur, og spurgte om jeg skulle gå rundt med alle butikkens bøger. Betjenten blev mere sur, og bekendtgjorde derefter, at det var visitations – zone. Han ville nu påbegynde en visitation, men en kollega kom ham i forkøbet.
– Vær så god, at passere.
436 anholdelser
Den 1. september 2007 var det galt igen. Adskillige butikker blev smadret. Dem, der forsøgte, at ringe efter hjælp, fik at vide, at de skulle holde sig inden døre.
Den 6.oktober 2007 havde de unge proklameret besættelse af et hus i Grøndalsvænge. Forinden havde de afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, blokadebygning og meget mere. Det lykkedes for de unge, at holde huset besat i 25 minutter. Og imponerende er det også, at der skete 436 anholdelser.
Ja sådan kunne vi blive ved. Vi har ikke omtalt de mange banderelaterede forbrydelser, der er sket, og meget mere.
Det har kostet samfundet 200 millioner kroner
Men i grunden er det tankevækkende, at vide, at det har kostet samfundet ca. 200 millioner kroner al den ballade med de unge. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man tabt omsætning med, kan man lægge 20 millioner kroner oven i. Og så er det lige det med forsikringen for detailhandlerne. Men den lagde vi lige i denne omgang.
På www. norrebro.dk kan du læse en masse, om de kampe, der er foregået. Her på www.dengang.dk kan vi henvise til:
Bulldozersanering ødelægger detailhandelen
Alberti på Nørrebro
Arbejderkamp på Nørrebro
Barnemoderen fra Jægersborggade
Bomben i Søllerødgade
Bomben i Søllerødgade – endnu mere
Byggeren på Nørrebro – nok engang
BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
De vilde – på Nørrebro
Dramaet i Husumgade
Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade
Fattiglemmer på Ladegården
Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
Hvorfor skulle Janne dø?
Hypnose – mordene – nok engang
Hypnose – mordene på Nørrebro
Kampen på Fælleden
Ladegården – dengang
Lersø – bisser
Lersø – bøller og bisser, nok engang
Moral, etik, horeunger og fattighjælp
Nørrebro Beboeraktion og Kampen om Byggeren
Nørrebro, den 18. maj 1993
Rabarberlandet
Skyd efter benene
Slumstormere, Besættere og Autonome
Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
Fælledvejens Politistation
Ned med arbejderne Og mange flere
Kilde:
April 17, 2018
Erik Scavenius – Hvem var han egentlig?
Dette er en lang artikel. Så er du advaret. Erik Scavenius er en speciel person. De allerfleste foragter ham. Men nogle fastholde, at han var fremragende. Københavns Kommune vil ikke opkalde en vej eller plads efter ham. Er historien præget af politisk holdning? Ny roman om den forhadte person. En statsminister bruger besættelsestiden til at argumentere for krig. Havde politikerne fortsat til den bitre ende? Tyskerne bestemte altid i sidste ende. Scavenius truede hele tiden med at han ville gå. Knud Kristensen gik i protest mod ham. Men som regel fik Scavenius sin vilje. Kongen spurgte om han aldrig kunne sige nej til tyskerne. Og Stauning mente han var utilregnelig og fortrød, at de fik ham. Man var utilfreds med ham allerede i 1920, da han gav afkald på Sydslesvig. Efter besættelsen fandt han sammen med en forfatter med nazistisk fortid. Nogle spændte ben for at han fik en medalje. Se Henrik Stangerups specielle svar, da han blev spurt, hvad han syntes om Scavenius. Jo denne mente, at udenrigspoliti kun var for eksperter.
Er historien præget af politisk holdning?
Det er i den grad mange meninger om ham. Og når man taler om ham, taler man også om samarbejdspolitikken dengang. Men historikerne kan slet ikke blive enige om at give et ensartet billede af denne specielle politikker. Det er som om, at bedømmelsen af ham afhænger af ens politiske ståsted. Måske er det også sådan med besættelseshistorien generelt. Det er præget af ens holdning til samfundet.
Den inderste fare
Vi har tidligere skrevet om denne person, og vi har skrevet meget om samarbejdspolitikken. Erik Scavenius er igen blevet aktuelt efter andet bind af roman – biografien om ham – Den inderste fare af Birgitte Kosovic er udkommet. Men sådan artikel kan jo godt blive lang, når man vil have det hele med.
Ja i det omtalte to – binds – værk kommer vi da virkelig ind på den private Erik Scavenius med saftige sexcenter. Første bind indeholder desværre meget om hans engagement omkring Første Verdenskrig, som måske giver noget af forklaringen om hans opførsel under Anden Verdenskrig. Efter at Scavenius havde været i Berlin og møde Hitler strammede tyskerne skruen.
Måske var de engelske udtryk, der bruges i bogen Ikke på mode endnu, og den møntsort, som forfatteren taler om, blev først indført i 1948. Man kan sige, at det er måske en anden måde, at få lokket folk til historien ved at skrive en saftig beskrivelse af en af hovedpersonerne i den danske besættelseshistorie.
Han brændte alle efterladenskaber
For Erik Scavenius har ikke gjort det helt let. Han destruerede således officielle breve, private notater, udkast til taler m.m. inden han døde i 1962.
Ja han bliver nærmest alle steder gjort til en mand med klart usympatisk træk og dybt belastende forhold til næsten alle. Møderne med Best slår gnister. Han mærker også køligheden fra Christian den Tiende. Det er dog lykkedes for Birgitte Kosovic, at skabe en troværdig person krydret med historiske facts. Det er ret modigt gjort.
Københavns Kommune tør ikke at opkalde gade efter ham
Knap så modigt er det, at i Københavns vil man ikke oprette en Scavenius – gade. Vi skal lige huske, at han trods alt reddede Danmark gennem to frie. Han blev hyret til at gøre det beskidte arbejde. Ingen andre ville. Han påtog sig også skylden med pletter på tøjet. Fra kommunens side mener, man at tiden ikke moden. Men man har dog allerede oprettet strækninger opkaldt efter Aksel Larsen, som var antidemokrat, Knud Højgaard, som var værnemager eller Vilhelm Buhl, der skrev stikkertalen.
Åbenbart er det stadig mange følelser forbundet med samarbejdspolitikken med tyskerne. Men hvorfor skal man fjerne diskussionen på forhånd. Scavenius har da trods alt sit portræt hængende på Christiansborg.
Han vil smøre tyskerne
Historikeren Bo Lidegård mener, at Scavenius indrømmelser over for tyskerne var for at smøre dem. Han påstår, at samarbejdspolitikerne var enige med ham. Men han gik aldrig på kompromis.
Landsforræder som Corfiz Ulfeld
Scavenius blev engang spurgt, hvor vidt han ville gå. Og han svarede, at hvis tyskerne krævede jødelovgivning eller dødsstraf for sabotage ville han træde tilbage.
Nogle mener, at Scavenius var en lige så stor landsforæder som Corfiz Ulfeldt.
Ingen protesterede mod dødsstraf
Trafikminister Niels Elgaard fra Venstre gik ind for dødsstraf i august 1943 til sabotører. Han mente det var helt i tråd med sit parti. Fejlagtig har historikere betegnet det som, at han isoleret gjorde dette.
Elgaard var stærkt irriteret over, at sabotører, forbrydere og voldsmænd regerede Danmark. Han krævede derfor:
Men historien er nu således. Lige indtil bruddet og for mange sikkert også efter, var politikerne fjendtlige over for modstandsbevægelsen. Et eksempel leverer Gunnar Larsens Dagbøger for den 25. marts, to dage efter det rigsdagsvalg, som politikerne betragtede som en tillidserklæring for deres politik. Måske var det delvis også.
På ministermødet den dag forelagde justitsminister Thune Jacobsen det stigende problem med sabotage og sagde bl.a.:
Ingen af ministrene protesterede mod justitsministerens anbefaling af drab på sabotører, og for egen person udtalte Gunnar Larsen sig:
Socialdemokraterne var bange for kommunisterne
På det tidspunkt bestod modstandsbevægelsen mest af kommunister. Det vidste regeringen, og det gjorde naturligvis ikke synet på den mildere. Socialdemokraten og socialminister Laurits Hansen sagde ifølge Gunnar Larsen:
Statsministeren trækker tæppet væk under sit bagland
Sagen kom frem i forbindelse med Anders Fogh Rasmussen lodret i modstrid med sit eget partis historie kritiserer samarbejdspolitikken under besættelsen og i stedet forsøgte at lancere en aktuel tapperheds-dagsorden til et nutids-Danmark i krig uden for landets grænser. Samarbejdspolitikken forsøgte statsministeren at tørre af på de Radikale og Socialdemokraterne.
Er det ikke altid letkøbt at fordømme samarbejdspolitikken over en kam. Statsministeren dengang trækker jo tæppet væk under sit bagland i landbruget. Uden samarbejdspolitikken ville dansk landbrug være blevet udsat for en tysk udplyndringsstrategi i stedet for at sikre landbrugets overlevelse. Og det skete ved salg af varer til tårnhøje priser. Det var mange bønder, der blev rige på de fem år.
Fortiden kan åbenbart stadig bruges som kampplads for nutiden. Men selvfølgelig må den tidligere statsminister kommentere historien. Historikere har ikke eneret på at fortælle den.
I modsætning til hans positivitet over for Frikorps Danmark (”Man må ønske, at alle gode folk melder sig ind i Frikorpset”) tordnede han mod modstandskampen, der ville ”indføre norske tilstande i Danmark”.
Havde politikerne fortsat til den bitre ende?
Disse historikere spørger, hvad der ville være sket, hvis tyskerne havde vundet krigen. De historikere, der forsvarer samarbejdspolitikken fremstiller Erik Scavenius som den store diplomat. Nogle har måske forsøgt at skabe en balance i det unuancerede billede.
Var det opbakning til samarbejdspolitikken?
Hvis nu oprøret ikke var kommet den 29. august 1943, havde politikerne så bare fortsat til den bitre ende? Fem måneder forinden havde 95 pct. af danskerne stemt på disse samarbejdspolitikkere. Men var det tegn på opbakning til samarbejdspolitikken? Var det ikke snarere for at holde DNSAP ude?
Knud Kristensen siger i sin erindringsbog:
I Jørgen Hæstrups bog ”Hemmelig Alliance 1” omtales en opinionsundersøgelse foretaget af statistikeren og modstandsmanden Viggo Villadsen. Den viste, at kun 6-12 pct. mænd og 15-23 pct. kvinder var modstandere af sabotage.
Scavenius skeptisk over for modstandsbevægelsen
Scavenius forsøgte at opretholde vort demokrati. Han forsøgte også at bevare dansk selvbestemmelse og demokrati. Han var i begyndelsen skeptisk over for modstandsbevægelsen, bl.a. fordi de rekrutterede medlemmer i alle samfundsgrupper, der på ingen måde var loyale over for demokratiet. Den første modstand var næsten årsag til at besættelsesmagten overtog retsplejen.
Tyskerne bestemte i sidste ende
Scavenius arbejdede ud fra den forventning, at tyskerne ville vinde krigen. Man ønskede, at normalisere forholdet til Tyskland, så Danmark kunne bevare en hvis form for suverænitet i et fremtidigt tysk domineret Europa. Scavenius forstod aldrig, at Hitler – styret ikke var noget man rationelt kunne forhandle med. En tysk sejr ville ganske givet have nazificeret Danmark, og så ville demokratiet være væk.
Men i første omgang gjaldt det om, at de danske nazister ikke fik magten. Men spørgsmålet er om de udgjorde en reel trussel. Tyskerne havde ikke den store fidus til DNSAP* s leder, Frits Clausen. Måske var det forretningsfolkene med Knud Højgaard i spidsen, der udgjorde en større trussel.
I sidste ende var det tyskerne, der bestemte.
Scavenius blev presset til at overtage udenrigsministerposten af kongen, statsminister Stauning og den afgående udenrigsminister Munch. Ja i november 1942, da han blev udnævnt til statsminister var det under tysk pres. Scavenius var i de tyske øjne den bedte garant for, at der var ro i den danske befolkning og omkring de danske fødevareleverancer.
Han skabte hurtig røre, da han kom i regering
Ja så var det udtalelsen af 8. juli 1940, som nogle historiker godt nok hefter sig ved var godkendt af alle partier. Det var den udtalelse med ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”
Scavenius må have vidst, at tyskerne havde terrorbombet Rotterdam med ca. 1.000 dræbte civile til følge.
Han skabte hurtig røre om sig, da han kom i regeringen. Således skrev han en leder i Politiken, hvor han var bestyrelsesformand, der tillagde vestmagterne ansvaret for den tyske besættelse af Danmark og Norge. Det var en leder, der medførte den største læserprotest i Politikens historie med en nedgang på ca. 49.000 eksemplarer.
Ja den konservative Christmas Møller taler nærmest om bedrageri. Under forhandlingen forud havde Scavenius ikke nævnt erklæringen med et ord. Det var i forbindelse med regeringsdannelsen. Først efter at ministrene havde været hos kongen, hev han den dagen efter frem. Kollegaerne var nærmest bondefanget til at godkende den eller sprænge regeringen. Men det var det nok ikke mange, der ville i en nydannet regering.
Scavenius truede hele tiden med sin afsked
Politikere har fortalt, at han flere gange under forhandlinger truede med sin afskedsbegæring vel vidende, at tyskernes forlangte hans forbliven. Denne taktik er beskrevet i mange dokumenter.
Han var også forhadt af politikerne. Således forlod den senere statsminister Knud Kristensen og medlem af nimands – udvalget sit hverv i protest mod Scavenius. Og andre gjorde det samme. Der kom gang på gang til sammenstød, hvor Scavenius op i sit åbne ansigt fik at vide, at han var gået langt over stregen over for tyskerne.
Stauning: Han var utilregnelig
Mange mener, at han ikke fattede nazismen. Han mindedes hele tiden Bismarck, som var hans forbillede. Landbrugsminister Bording fra Socialdemokraterne kalde ham for ”Romantikeren”.
Erik Scavenius er blevet beskyldt for, at have rettet i Udenrigsministeriets direktørs referat af dennes samtale med tyskerne om en told- og møntunion, så det passede til, hvad Scavenius ville have, at der skulle være sagt i samtalen. Nu kunne han så bruge dette rettede ”referat” mod de øvrige ministre.
Stauning: Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham
Han havde lavet fiflerier med sine ministerkollegaer. Disse ting fremkommer i referaterne fra Den parlamentariske Kommission. Han var en emotiel mand. Og engang påstod Thorvald Stauning endda engang, at Scavenius var utilregnelig. Ja han også engang sagt:
Hans kollegaer var efterhånden trætte af, at han havde bundet Danmark over for tyskerne før han forelagde det i regeringen. Ved en storvask i regeringen 9. juli 1941 rasede samtlige politiske partier mod denne praksis. Scavenius meddelte, at han måtte gå som minister. Både statsminister Stauning og resten af de politiske ministre erklærede sig enige. Men det lykkedes ikke at finde en erstatning. Begge de (formentlig) tysk – acceptable kandidater tidligere udenrigsminister P. Munch og berliner – gesandten O.C. Mohr, sagde af forståelige grunde nej. Således kunne Scavenius fortsætte.
Knud Kristensen gik i protest
Ole Bjørn Kraft fortæller i sine erindringer:
Sandheden er vel, at der i regeringen var to lejre, ”nej – sigerne” (flertallet) og ja – sigerne (anført af Gunnar Larsen og Scavenius).
Knud Kristensen fortæller i sine erindringer:
Ja i Knud Kristensens erindringer finder vi også, at det temperamentsfulde Scavenius kunne finde på at kalde sine ministerkollegaer for ”nathuer”, ”nikkedukker”. Det var stærke ord dengang
Scavenius fik sin vilje
Den 16. maj 1942 diskuterede man om Østrumudvalget skulle gøres til et officielt regeringsudvalg. Dermed ville man forsøge at genetablere danske erhvervsinteresser i det tyskbesatte USSR.
Visse ministre mente, nu gik det for vidt. Ifølge Gunnar Larsen, Scaveniustrofaste støtte, svarede udenrigsministeren, at det var ham, der havde forstand på udenrigspolitikken. Hvis de andre ikke ville forstå dette, ville han ikke være med mere.
Nu ved undertegnede ikke om man kan stole på følgende referat. Det er lavet af handelsminister Halfdan Hendriksen. Han var konservativ og direkte modpart i dette spørgsmål
Mern Scavenius kom tilbage. Han havde i sidste ende regeringens opbakning
Kongen spurgte, om han ikke kunne sige nej til tyskerne
Christian den Tiende spurgte engang Scavenius:
Scavenius mente, at den nazistiske besættelsesmagt kunne gøre, hvad den ville, og at man derfor lige så godt kunne give den, hvad den forlangte forud.
Scavenius forstod ikke nazismens ondskab
Og Antikominternpagten, der reelt betød at vi bakkede op om tyskerne i alt, hvad de foretog sig. Det kunne i den grad få folk op af stolene, men også historikere regerede i den grad. Men reelt var der med så mange danske forbehold, at det reelt gjorde Danmarks tilslutning betydningsløs. Da Scavenius den 25. november 1941 var i Berlin for at underskrive den, mødte han hele den nazistiske ledelse herunder Adolf Hitler. Tre dage efter kunne Gunnar Larsen referer, at Scavenius havde det allerbedste indtryk af Hitler, der var som det står skrevet ”den dynamisk personlighed, der fuldstændig beherskede alt og alle”
Ja, noget tyder på, at han slet ikke forstod nazismens ondskab og dæmoni. Selv efter krigen fortsatte han kontakten med Werner Best.
Scavenius suveræne realpolitiske begavelse kan næppe anfægtes. Men den havde også sine begrænsninger. Han forstod aldrig til fulde realiteten i nazismen og blev ved med at opfatte Det Tredje Rige som en normal stormagt – i stil med det gamle kejserrige.
Gjorde ikke noget for at mindske konflikterne
Han forstod ikke, at det kunne være realpolitiske grunde til at indtænke de allierede i en dansk udenrigspolitik. På det formelle plan havde han sikkert respekt for de parlamentariske spilleregler. Men noget tyder på, at han ikke gjorde meget for at mindske konflikterne mellem hans udenrigspolitik, Rigsdagen og den befolkning, som begge var ansvarlige for.
Han havde agtelse for forfatningen som institution men ikke demokratiet som samfundslivsform. Egentlig interesserede han sig ikke for befolkningens holdninger.
Han var modstander af Danmarks medlemskab af NATO og endte i parodiske forestillinger om en slags alliance med Sverige, for derved at kunne tækkes Sovjet
En moralsk glidebane
Mange historiker hefter sig ved, at Scavenius befandt sig på en moralsk glidebane. Men han holdt fast ved sin politik, og han fortrød den heller ikke efter besættelsen. Og så stod han bag embedsmændene under retsopgøret.
. Ja det var modstandsfolkene, der sprang samarbejdspolitikken i stykker. Og egentlig fortsatte samarbejdet nu bare i form af en departement – chefstyre.
Da Scavenius mødte en modstandsmand
På den første dag i frihed efter krigen stod BOPA – leder Hugo Uffe Howitz sammen med sin gruppe og bevogtede Kongens Nytorv i København. Ved fire – halvfem tiden kom højrehånden, Gert hen til ham og sagde:
Gruppen havde ordre på at stoppe alt og holde Kongens Nytorv fri for trafik. Men Howitz gik der hen, og en mand gav sig til kende.
Jo Howitz kunne godt genkendte ham:
Scavenius virkede meget rolig og slet ikke skræmt:
BOPA – lederen svarede høfligt:
Efter at Scavenius havde sagt, at det var alt for meget, så fulgtes de to mænd mod Amalienborg. Det var en meget behagelig samtale, som de førte. Det gik ned ad Store Strandstræde over Sant Annæ Plads ned mod Amaliegade.
Ja sådan sagde Scavenius og Howitz svarede, at det gjorde han såmænd ikke, for landet skulle jo regeres på den ene eller anden måde.
Det var han glad for at høre. Da de to mænd nåede Amaliegade, standsede Scavenius pludselig op:
Er han under arrest?
De nåede nu en politibetjent. Howitz forklarede, at det var forhenværende statsminister Erik Scavenius. Betjenten smækkede hælene sammen og gjorde honnør. Og svarede:
Det grinede de to mænd af. Scavenius tog sin hat af og gav Howitz hånden og takkede ham. Så skiltes de to mænd. Howitz gik tilbage til sin modstandsgruppe og fortsatte arbejdet. Scavenius gik til Christian den Tiende og indgav sin afskedsbegæring.
Uffe Howitz fordømte ikke Scavenius politik.
Hvad ville fremtiden bringe?
At Scavenius også selv var taberen stod lysende klart. Det fremgik af en radiomontage med hans enke, der i detaljer fortalte, hvorledes de to på befrielsesaftenen sad med dystre tanker om fremtiden. Ikke fremtiden for Danmark, men fremtiden for dem selv.
Han var dømt af danskerne
Som alle andre politikere blev også Scavenius efter krigen afhørt. Men som bekendt blev hverken han eller nogen anden dansk parlamentariker dømt.
Men den danske befolkning dømte ham. Selv om de allerfleste var kommet gennem krigen uden ridser, så blev han i den grad hadet. Nogle mener også, at hadet til ham opstod, da han i 1919 indtog det standpunkt, at Danmark ikke ville søge at opnå en større del af Slesvig end folkenes selvbestemmelsesret kunne give.
Utilfredshed med at han afskrev Sydslesvig
I nationalistiske kredse i Danmark anså man Scavenius som den, der dolkede de danske forhåbninger om at få mere af Slesvig end selvbestemmelsesretten kunne give? Han fik løst de slesvigske problem og Danmarks uholdbare forhold på De Vestindiske Øer. Ja endda også forholdet til Island.
Fandt sammen med forfatter med nazistisk fortid
Efter den 5. maj 1945 fandt han kun sympati hos sine ”lidelsesfælder”. Det var folk, der i dag har et noget tvivlsomt ry. En af dem, han omgik sig med var en forfatter ved navn, Thorvald Knudsen med en klar nazistisk fortid.
Scavenius var forhadt af nogle, foragtet af flere og ugleset af alle høj som lav.
Fru Scavenius havde særdeles tæt forhold til Gestapo-chef
Fru Scavenius forhold til chefen for det hemmelige tyske politi Karl Heinz Hoffmann var særdeles tæt. Hun sad efter krigen varetægtsfængslet i mere end to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg. Det er journalist og forfatter Erik Høgh – Sørensen, der fandt frem til dette. Notatet fra Rigsadvokaten viser, at anklagemyndigheden den 22. december 1945 opgav at sigte Alice Ninon Duvantier, Scavenius ”hjerteveninde” og senere hustru.
Hun fik et job i Udenrigsministeriet i telefonomstillingsbordet. Men kollegaerne mistænkte hende for spionage og moppede hende ud. Hun havde også forbindelse til forfatteren Jens Strøm, der blev aflønnet af tyskerne. Han drev en stor stikkercentral.
Det er uklart, hvorfor historien om Alice Scavenius, der døde i 2001 ikke er kendt.
Et forsvarsskrift fra Scavenius
I 1948 udgav Erik Scavenius bogen ”Forhandlingspolitikken under besættelsen”. Det er et tørt men meget konsekvent forsvarsskrift for sin politik. Som tidligere nævntblev han gjort til samarbejdspolitikkens syndebuk. Ingen af de aktive politikere efter besættelsen ønskede at forsvare ham eller hans politik. Det var vel fordi de ville forsvare deres eget skind. Og Scavenius kunne simpelthen være en belastning for samarbejdspolitikkens partier efter 1945.
Scavenius skulle have haft en medalje
Hans Kirchhof fandt frem til materiale i 1990, som Thorvald Knudsen havde skrevet, og det brugte han i en artikel i 1995 under titlen ”Thorvald Knudsen: Mine samtaler med Erik Scavenius”.
Men Kirchhof fandt ikke frem til det brev, der inviterede Scavenius til USA for at modtage en israelsk pris, som bl.a. Ronald Reagan og Marlene Dietrich også har modtaget. Men det var Niels Barfoed, der fandt frem til invitationen
I 1961 skulle Scavenius have haft en medalje på grund af hans indsats for at redde jøderne i Danmark. Det var Staten Israel, der under en ceremoni i USA, der ville overrække den. I begrundelsen stod der bl.a.:
Scavenius måtte svare, at han af helbredsmæssige grunde ikke kunne tage til USA. Året efter døde han.
Var der nogen, der spændte ben?
Spørgsmålet er om, at Scavenius fortjente denne medalje. Ikke på grund af samarbejdspolitikken, men snarere fordi SS kørte deres eget spil, for måske at opnå fordele hos vestmagterne.
Scavenius modtog aldrig noget svar. Men den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann tog til Israel i januar 1962 og indviede Denmark Square. Han indviede også en skov efter sig.
Ifølge Kampmanns børn, har deres far ikke modtaget nogen medalje.
Er det samarbejdspolitikernes skyld?
Det er svært at gøre regnskabet op. Og det er let med nutidens øjne at fordømme samarbejdspolitikken. Men Danmark kom lettere gennem besættelsestiden end alle de andre lande selv om det også kostede menneskeliv. Det kunne have gået meget værre. Men det mange historikere og politikere hæfter sig meget ved, er tabet af værdighed. Vi kæmpede først, da modstandsbevægelsen gik i gang.
Masser af menneskeliv gik tabt hos andre
Langt den største del af dem, der omkom herhjemme var efter den 29. august 1943, hvor Scavenius ikke havde noget, at skulle have sagt. Krigs – og besættelsestabene var ti gange større i Norge, her var ca. 15.000 døde eller ca. 0,5 pct. af befolkningen.
Belgien, der næst efter Norge slap billigst, mistede en procent af befolkningen. Frankrig 1,5pct. Holland 2,4 pct. Jugoslavien og Polen mistede 10 pct. Sovjet mistede mere end 15 pct.
Danskerne fik Røde Kors pakker
Der kom 6.000 danskere i tyske koncentrationslejre og fængsler. Af dem døde ca. 600. Igen er danskerne dem, der har langt de mindste tab. Grunden er, at fleste først blev deporteret sent i krigsforløbet efter samarbejdspolitikkernes sammenbrud. Det blev tilladt danske fangere at modtage Røde kors – pakker med fødevarer. Det har sikkert gjort forskellen på liv eller død for mange.
På tilsvarende måde med produktionsapparatet. Danmark var det af de besatte eller krigsindblandede lande, der slap igennem med mindste skader. Der skulle stort set blot tilføres råstoffer, så var produktionen igen oppe i omdrejninger, mens der i andre lande skulle milliardinvesteringer til.
Det var også stort set lykkedes at bevare retsvæsnet på danske hænder, så længe samarbejdspolitikken varede.
Jøderne blev ikke udskilt
Jøderne blev ikke udskilt af befolkningen forud for forsøget på deportering. Det var forudsætningen for, at så mange kunne reddes. Det var igen et resultat af samarbejdspolitikken. Man fik også lov til at holde Folketingsvalg i marts 1943.
Henrik Stangerups specielle fortolkning
Henrik Stangerup stiller spørgsmål i forbindelse med modstandsbevægelsen og vurderingen af Erik Scavenius:
Ja se det er jo også en måde at forklare samarbejdspolitikken på.
Udenrigspolitik var for eksperter
Scavenius fastholdt livet igennem, at udenrigspolitikken var regeringens og diplomatiets anliggende. Almindelige mennesker havde ingen forudsætninger for at danne sig nogen kvalificeret mening om den slags sager. De måtte overlades til professionelle.
Udenrigsministeren var naturligvis parlamentarisk ansvarlig. Han kunne ikke fortsætte i sit embede, hvis han fik et flertal af medlemmer i den folkevalgte forsamling imod sig. Men de udenrigske sager egnede sig efter Scavenius mening ikke til drøftelse i Folketinget eller i offentligheden.
Foragt over for uvidenhed
Han lagde ikke skjul på sin foragt for de folkevalgtes uvidenhed. Han tillod sig replikker som:
Dette skabte ham ikke ligefrem venner. Han blev anset for og var vel også ubehagelig og arrogant over for, hvad han mente var indblanding i det område, han professionelt interesserede sig for og beherskede.
Stauning: Scavenius er sgu overhovedet ikke venlig
Da Stauning forud for Scavenius udnævnelse til udenrigsminister 1940 blev spurgt, om Scavenius dog ikke var for tysk – venlig, svarede Stauning med den berømte replik:
Ja dette dækkede meget godt hans professionelle og offentlige fremtræden, men ikke hans opførsel i almindelig omgang med mennesker. Der var han tværtimod høflig og netop venlig. Hans forhold til embedsmænd var godt. Han turde overlade dem ansvar
Han fik ikke den anerkendelse, han ønskede sig.
Den anerkendelse han ønskede sig, fik han aldrig. I de tilfælde, hvor hans indsats blev anerkendt, blev den altid fulgt af angreb. Det tog han meget nært.
Men Erik Eriksen mente dog, at Danmark aldrig har haft en bedre politikker end Erik Scavenius.
Gunnar Larsen fik tæsk af modstandsbevægelsen men frikendt
Vi skal måske lige nævne, at misnister Gunnar Larsen blev interneret af modstandsbevægelsen. Han fik tæsk, som det så tit skete i fængslerne og internaterne i de glade majdage.
Gunnar Larsen havde mange antenner ude. Han drev nærmest sin egen private efterretningstjeneste. Han finansierede den berygtede stikker, Rudolf Christiansen med øgenavnet ”hestetyven”. Han støttede det nazistiske blad Fædrelandet, indtil vinden vendte. Så begyndte han at støtte modstandsbevægelsen med store summer. Ja så var det også hele historien om F.L. Smith.
Byretten tildelte Gunnar Larsen en dom på 10 måneders fængsel. Og han sad fængslet indtil april 1946. Men både Landsret og Højesteret frikendte ham. Han måtte emigrere til Irland.
Ja og politikerne sagde nej til dødsstraf i 1943, men ja i 1945 med tilbagevirkende kraft.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 225 artikler fra Besættelsestiden herunder:
April 15, 2018
Uenigheder omkring den 9. april 1940
Der kom alarmerende rapporter fra Berlin. Men udenrigsministeren modtog dem ikke engang. I Tønder modtog man advarsler allerede 14 dage før besættelsen. I København vidste udenrigsministeren først den 4. april, at Danmark også var mål for tyskerne. Nu diskuterer historikere og andre, hvem der skulle have informeret hvem. Men hvad foretog regeringen sig, da man så forstod, at tyskerne ville komme. Ja man ville ikke foretage mobilisering, da man så troede, at det ville provokere tyskerne. Og soldaterne i Søgård blev hver udstyret med 20 skud, hvormed det skulle forsvare Danmarks ære. Meget forsinket fik man i Sønderjylland at vide, at kamphandlingerne var indstillet. Omkring Amalienborg var det en meget bevæget konge, der bad garderne om, at indstille kamphandlingerne. På garnisonerne var man meget usikker på, hvordan man skulle forholde sig.
Tysk chauffør advarede tøndringerne 14 dage før
Kigger man i dag i diverse Kommissions – rapporter fra dengang, ja så rummer de store uenigheder omkring varslingerne omkring tyskernes hensigter den 9. april. Og disse uenigheder bliver forstærket, når vi kigger i faglitteraturen.
Vi kigger også på kampene på Amalienborg, og hvad der skete tæt på regeringen den 9. april. Vi har i mange artikler skitseret, hvad der skete i Sønderjylland. Se artikelhenvisninger bagerst i artiklen.
Man kan jo undre sig over, at man ikke anså det som en fare, at så store troppekoncentrationer stop lige syd for grænsen. Tidligere har jeg skrevet i flere artikler, at min far i Tønder i slutningen af marts blev advaret af en tysk chauffør, at der var masser af troppebevægelser nord på.
Ved Højer kunne man på digerne i flere dage inden 9. april høre motorlarm fra fly på Sild.
”Wesserübung” blev holdt hemmelig
Hitler lod sig overbevise af Quislings forsikringer om, at Norge var truet af en engelsk besættelse, men han foretrak en fjerde løsning, nemlig en tyske erobring uden brug af norske nazisters hjælp. Fremgangsmåden ville gøre det lettere at sikre hemmeligholdelse af forberedelserne.
Projektet var afhængig af at det blev hemmeligholdt, ellers kunne det koste store tab. Så kunne englænderne måske holde og vente og foretage flyangreb. Tyskerne foretrak vel skandinavisk neutralitet. De var bange for engelsk besættelse af både Norge og Danmark.
Kjølsen havde sendt alvorlige advarsler
Allerede den 8. januar og 13. februar havde admiral Kjølsen sendt nogle foruroligende meldinger til København. Udenrigsminister Munch har over for Kommissionen nævnt, at han ”intet kendskab” havde til disse. Udenrigsministerens daværende direktør, minister O.C. Mohr hævdede, at han ikke mener nogensinde at have set dem. Ja sådan står det i Kjølsens beretninger om advarslerne. Men han har heller ikke kunne se dem, da han opholdte sig i London.
Men heller ikke andre ledende embedsmænd har set disse indberetninger. Noget tyder på, at der er sket en fejlekspedition fra arkivarens side. Men disse indberetninger var alvorlige. Hvorfor blev de så ikke sendt direkte til udenrigsministeren og en kopi til kongen.
Udenrigsminister vidste først at Danmark skulle angribes 4. april
Gesandten i Berlin, kammerherre Zahle havde heller ikke nævnt nogen tysk trussel i det brev som Kjølsen havde med til udenrigsministeren, da han aflagde denne et besøg den 1. april 1940.
Vilhelm La Cour har i en bog, der udkom i 1950 understreget, at udenrigsministerenden 4. april ikke havde kendskab til Kjølsens to indberetninger den 8. januar og 13. februar. Ja vores udenrigsminister påstod, at han ikke havde hørt Danmark nævnt i tyske angrebsplaner før 4. april.
Den 5. april kaldte svensk gesandt det for ”rygter”
Men inden vi bebrejder en masse mennesker forskellige ting, skal vi måske også lige nævne, at den svenske gesandt i Berlin sendte et telegram hjem omkring tyskernes angrebsplaner. Han brugte betegnelsen ”anses for at være meget pålidelig” Dagen efter kaldte han oplysningerne for ”rygter”.
Vi havde vel ikke kunne stille så meget op. Soldaterne fra Søgård fik kun udleveret 20 skud. Ja man kan jo undres.
General Prior ville mobilisere
Den 6. april foretog man på Mobiliseringskontoret forskellige forberedelser til eventuel indkaldelse af en sikringsstyrke.
Kl. 11.30 havde ministeren møde med cheferne for Generalkommandoen, Generalstaben, Søværnskommandoen m.fl. Man havde fået oplysninger om indholdet af vestmagternes note til Sverige. Noten til Norge havde man intet kendskab til. Ministeren refererede fra Berlin fra kammerherre Zahle og kommandørkaptajn Kjølsen. Man påtænkte, at sende forhenværende udenrigsminister Erik Scavenius til Berlin.
Chefen for Generalkommandoen fremsatte forslag om at overveje de krav, der muligvis kunne blive stillet til Danmark, og hvad man eventuelt ville gøre i tilfælde af sådanne kravs rejsning. Ministeren ville dog vente til kravene blev fremsat.
General Prior foreslog en indkaldelse gennem radioen af årgang 1930-1935 i for eksempel 14 dage. Det ville tage et par dage, før de indkaldte styrker ville være formerede. Man kunne derefter enten lade de seks nævnte årgange blive inde, hjemsende dem eller give dem orlov uden løn.
Om eftermiddagen føltes situationen anspændt efter at man havde fået kendskab til vestmagternes noter til Sverige og Norge.
Ministeren måtte selv ringe til Sverige
Den 7. april kl. 23 – 24 oplyser general Gørtz, at der åbenbart sker mobilisering i Sverige. Ministeren ringer selv til Stockholm, hvor dette bliver afvist.
En lang kø ved grænsen
Den 8. april ca. kl. 10.30 er der møde hos ministeren. Der blev forelagt forskellige meddelelser om skibe gennem Storebælt og Øresund. Meddelelser om store krigsskibe gennem Øresund viste sig senere at være forkert.
General Prior gav oplysning om den 50 km lange kolonne mellem Rendsborg og Flensborg. Han gjorde opmærksom på, at de observerede skibe kunne være rettet både mod Danmark og Norge. Kolonnen derimod var nok beregnet mod Danmark.
Der blev foreslået indkaldelse af Sikringsstyrke (10 årgange). Der blev også drøftet indkaldelse af hjemsendte og indkaldelse af 4 årgange af kystforsvaret. Der var alarmberedskab og flyveropklaring.
Grænsegendarmer måtte ikke bruge våben
Direktøren for Krigsministeriet gav forskellige tekniske oplysninger om fremgangsmåden ved Sikringsstyrkens formering. Alarmberedskabet medførte automatisk iværksættelse af en del foranstaltninger, som ikke vil undgå offentlighedens opmærksomhed.
Fra kl. 11.00 – 11.30 var ministeren sammen med statsministeren og udenrigsministeren hos kongen.
Herefter blev det bestemt, at tropperne skulle ligge i alarmberedskab, men at der i øvrigt ikke skulle iværksættes nye foranstaltninger. Niels Juels besætning skulle også indkaldes.
Efter henvendelse fra finansministeren og efter at chefen for Generalstaben havde været kaldt til forsvarsministeren, bestemte denne, at Grænsegendarmeriet først skulle underlægges Jyske Division efter udtrykkelig formering af Sikringsstyrke, bevogtningsstyrke i Sønderjylland efter mobilisering. Så længe sådanne foranstaltninger ikke var truffet, skulle Grænsegendarmeriet ved grænseoverskridelse ikke gøre brug af våben, men underrette de militære chefer.
En udsendt flyver havde ikke set 2.000 vogne
Kl. 17 var der møde hos ministeren, hvor blandt andet deltog chefen for Generalkommandoen. Der forelå oplysninger om troppetransportskibe op gennem Storebælt med mørkklædte folk om bord. Endvidere blev det oplyst, at den tidligere meldte motorkolonne var standset. I Flensborg var der 9.000 mand. Kolonnen var på 2.000 vogne. En udsendt flyver havde intet set!
Regeringen afviste mobilisering. Man ville ikke foretage skridt, der kunne provokere det tyske angreb.
Ministeren foreslog kanoner til Rømø og Ballum
Ministeren oplyste, at den tyske gesandt Renthe-Fink havde advaret udenrigsministeren med:
General Prior foreslog på ny Sikringsstyrkens indkaldelse og gav ministeren en seddel med forskellige forslag, bl.a. om Luftmeldetjenestens etablering og om flytning af forskellige styrker, bl.a. fra Odense og Sønderborg. Generalen og direktøren forklarede, hvorledes de pågældende styrker kunne flyttes.
Ministeren fastholdt et ønske, om at placere noget luftværnsartilleri på Rømø. Man endte med at fastslå:
Dansk hær på 15.000, hvoraf 8.000 var værnepligtige
Kl. 20 gik ministeren til møde med partiformændene, hvori bl.a. deltog cheferne hos Generalkommandoen og Søværnskommandoen. Ministeren meddelte, hvad han havde oplyst for partiformændene.
Hær og Søværn skulle fra daggry foretage flyopklaring, men ellers skulle intet andet foretages.
Natten mellem den 8. – 9. april befandt direktøren for Krigsministeriet sig i ministeriet. Endvidere var her kaptajn H.G. Agger og officer E. Knudsen (Mobiliseringskontoret) samt Krigsministeriets vagthavende officer, kaptajn F.B. Larsen.
Men fakta var, at den danske hær kun bestod af 15.000 mand, hvoraf de 8.000 var værnepligtige.
Motorstøj ved grænsen
Kl. 4.05 modtog man pr. telefon fra Generalstaben følgende melding:
Tyske tropper gik i land ved Nyborg og Middelfart
Kl. ca. 4.25 modtog direktøren fra chefen for Marinestaben meddelelse om torpedobåden Glentens melding vedrørende tyske transportskibe i Storebælt og om 6 tyske skibe, der stod ind mod Korsør Havn.
Direktøren satte sig telefonisk i forbindelse med ministeren, der var i bygningen sammen med chefen for Generalkommandoen og chefen for Generalstaben, der straks blev bedt om at komme til Krigsministeriet.
Under samtalen med general Prior indløb fra Marineministeriet meddelelse om, at tyske tropper var gået i land ved Nyborg og Middelfart, hvilket blev meddelt generalen.
Opringningen til general Gørtz skete nøjagtig samtidig med, at denne ringede til Krigsministeriet for at give meddelelse om grænseoverskridelse ved Kruså.
Krigsministeriets personale arresteret
Direktøren lod derefter Krigsministeriets militære personale alarmere til at møde i ministeriet. Tre af personalet blev dog standset ved Østbanegården efter klokken 5.10 og ført til Kastellet. Afdelingschefen forsøgte at forcere de tyske tropper i en taxa. Han blev beskudt og dokumentmappen blev gennemhullet, hvorefter chaufføren standsede vognen.
Renthe-Fink var tidligt oppe
Allerede kl. 4.20 ankom Renthe-Fink til møde hos den danske udenrigsminister Munch og fortalte, at Tyskland ville beskytte Danmark mod engelsk bombardement. Han meddelte, at tyske tropper allerede havde overskredet grænsen. Man ville bombardere København, hvis man satte sig til modværge.
Gesandten overrakte på vegne af den tyske regering to dokumenter. Et var med 13 overvejende militære krav til den danske regering og forsvaret, som skulle effektuere en snarlig kapitulation og sikre de tyske troppers sikkerhed i landet. Det andet dokument var af mere politisk art.
Udenrigsministeren meddelte, at dette kunne han ikke selv tage stilling til. Det havde Renthe-Fink forståelse for, men han bad Munch om at skynde sig, for ellers ville bomberne falde.
800 tyske soldater gik i land ved Langelinje
Samtidig lagde det tyske skib ”Hansestadt Danzig” til kaj ved Langelinje og landsatte en forstærket bataljon tyske tropper, der satte kurs mod Kastellet. 800 tyske soldater blev landsat.
Åbenbart virkede kanonen på Middelgrundsfortet ikke.
Vagthavende vækket af sprængning
Kl. 4.55 stormede tyske tropper Kastellet gennem Sjællandsporten og Norgesporten, som blev sprængt. Vagthavende officer på Kastellet, kaptajnløjtnant Stenkov blev vækket af sprængningen og alarmerede Generalstaben om, at tyskerne var i gang med at besætte Kastellet. Efter en kort skudveksling var kastellet i tyske hænder.
Kl. 4.48 gik direktøren til ministeren, hvor chefen for Generalkommandoen indfandt sig få minutter før kl. 5. Chefen for Generalstaben nåede aldrig frem. Han blev standset ved Østbanegården af tyske tropper. Samtidig meldte den vagthavende officer, at Kastellet var besat.
Livgarden blev alarmeret
Efter at ministeriet kortfattet havde givet meddelelse om henvendelse fra den tyske gesandt til Dr. Munch, begav ministeren, chefen for Generalkommandoen og chefen for Søværnskommandoen sig til Amalienborg. Forinden bad generalen direktøren om at alarmere de sjællandske garnisonsbyer. Da den vagthavende officer kom til stede kl. 5.08 om, at denne ville telefonere følgende ordre til Livgarden:
Kl. 5.15 havde Livgardens chef modtaget og gentaget ordren.
Næsten samtidig har vagten ved Livgardens Kaserne hørt skydning i retning af Langelinie. Vagten på Amalienborg fik besked på at udlevere skarp ammunition og afspærre slottet. Der ville også blive afsendt forstærkning fra kasernen hurtigst muligt.
Den vagthavende officer på Amalienborg var kaptajn P.A.C. Henningsen. Han lod opstille dobbeltposter ved slottet samt reserver ved geværstøtterne. Garderne fik ordre om at åbne ild på egen hånd mod enhver, der bar våben og var i fremmed uniform.
Flyvemaskiner skulle flyttes
Fra telefonen i Portnerlogen i Slotsholmsgade 10 alarmerede generalløjtnanten Værløselejren og beordrede maskinerne fløjet til mobiliserings – flyvepladserne. Hermed blev man dog først bekendt i Krigsministeriet ved generalløjtnantens tilbagekomst fra Amalienborg.
Generalløjtnanten mente samtidig at have bedt chefen for Hærens Flyvertropper, oberst Førslev, om at beordre de sjællandske afdelinger til at gøre modstand. Men dette er formentlig en fejlfortolkning. Det er i hvert fald ikke sådan, at det er opfattet af oberst Førslev.
Obersten forstod derimod, at generalløjtnanten agtede at søge ud på Sjælland for at søge at få forsvaret organiseret. Obersten fik herved den tanke, at generalløjtnanten nærmest ville tage til Ringsted (Mobiliserings – flyvepladserne lå i Midtsjælland, grupperet om Ringsted inden for en linje, Slagelse – Holbæk – Roskilde – Haslev – Næstved).
Souschef blev alarmeret
Da Sjællands Divisions Kontorer lå i det af tyskerne besatte Kastel, søgtes det at få forbindelse med divisionernes chef og stabschef i deres boliger. Da dette ikke lykkedes, satte direktøren sig derfor – kl. 5.15 – i forbindelse med souschefen ved divisionen, kaptajn Kirstein, og beordre denne at alarmere afdelingerne i København. Den modtagende ordre lød således:
Kl. 5.20 modtog direktøren fra Generalstaben melding om situationen i Jylland, hvor grænsen meldtes overskredet flere steder, på Fyn, hvor der var meldt landgang i Middelfart og Nyborg. På Sjælland var der meldt landgang ved Korsør og København.
Kl. 5.25 hørte man på Amalienborg skydning i retning af Kastellet.
Sandholmlejren misforstod ordre
Kl. 5.25 – 6.10 alarmerede Krigsministeriets officerer de sjællandske garnisoner m.fl. uden for København. Høveltelejren blev alarmeret kl. 5.28. Meddelelsen indeholdt:
Chefen for 21. bataljon, der var indkvarteret i Sandholmlejren ringede noget efter op til kontrol og talte med samme officer. På forespørgsel, om der ikke var nogen særlig ordre til 21. bataljon eller ordre til, at den skulle dirigeres et eller andet sted hen, blev det svaret benægtende. At 21. Bataljon ”skulde holde sig i Ro” beror nok på en misforståelse.
I Vordingborg fik man bekræftet, at man måtte åbne ild.
Kl. 5.36 blev der opnået forbindelse med 5. regiment, Vordingborg. Obersten kunne berette om tyske tropper ved Masnedlund og anmodede om en ordre. Efter direktørens bestemmelse blev der svaret, at der skulle handles efter forholdsordren vedtaget i september. En bemærkning fra obersten om han i så fald måtte åbne ilden, ja så blev dette bekræftet.
En cyklist advarede garderne
Kl. 5.35 meldte en civil cyklist, at tyske soldater rykkede ned ad Bredgade. Omtrent samtidig ankom der forstærkninger fra Garderkasernen. Forstærkningen bestod af en rekylgeværgruppe på ca. 10 mand, som kaptajn Henningsen beordrede til at tage stilling på hjørnet af Frederiksgade og Bredgade.
Værløselejren var blevet bombet
Kl. 5.40 blev der opnået forbindelse med Værløselejren. Oberst Førslev meddelte:
Meldingen herom blev afgivet til direktøren, der videretelefonerede den til ministeren på Amalienborg. Denne var endnu i kongens forværelse.
Tre gardere såret
De første skud lød nu i kampen ved Amalienborg. De fire gardere posteret ved Amaliegade kunne se en kolonne bestående af 10 mand. Men de kunne ikke se, om det var danskere eller tyskere. Garderne blev nu beskudt fra både Amaliegade og Fredericiagade. Da der ikke var ordentlig dækning trak de sig tilbage til en bedre stilling ved slottet. Under dette blev to af garderne såret.
Der ankom nu en lastbil med flere forstærkninger fra Livgardens Kaserne. Da gruppen løb over Slotspladsen blev endnu en garder såret, ramt i brystet. Der kom flere forstærkninger til.
Men på Bredgade var de danske gardere i undertal, men de var i stand til at holde tyskerne tilbage.
Kl. 5.45 udbad garnisonskommandanten i Slagelse sig forholdsordre vedrørende den ved Korsør iland gående fjendtlige styrke. Han blev henvist til forholdsordren.
En meget bevæget konge ønskede skydningen indstillet
Omkring kl. 5.55 fik kaptajn Henningsen ordre fra kongen om at standse skydningen og meddele de tyske tropper, om at kongen ønskede, at skydningen skulle ophøre. Kongen var meget bevæget over situationen. Fra dansk side ville skydningen ophøre med mindre at tyskerne forsøgte at trænge ind på Amalienborg.
Den tyske gruppefører fik indstillet skydningen og gav kaptajn Henningsen en ledsager med til de andre grupper, hvor han pointerede, at kampen var indstillet med mindre man forsøgte at indtage Amalienborg.
Kongens kabinetssekretær oplyste, at man forhandlede
Kl. 6.15 udbad chefen for 5. Regiment, Vordingborg sig forholdsordre, idet der er blevet meddelt ham, at den tyske og danske regering forhandlede, og af politimesteren i Vordingborg, at der efter regeringens bestemmelse ikke måtte ydes modstand mod de tyske tropper.
Fra Amalienborg forelå endnu ingen meddelelse til Krigsministeriet, og da forespørgslen kunne tyde på, at der var truffet en afgørelse, ringede direktøren til Amalienborg.
Kongens kabinetssekretær, der var i kongens forværelse, oplyste, at forsvarsministeren var taget af sted, og at regeringen var gået ind på de tyske krav, hvilket blev meddelt oberst Harrel, der ventede ved telefonen.
Kl. 6.17: Der må ikke gøres modstand mod tyskerne
Kl. 6.17 vendte ministeren og cheferne for Generalkommandoen og Søværnskommandoen tilbage til Amalienborg. Direktøren lod på generalløjtnantens anmodning følgende ordre udgå til samtlige militære myndigheder:
Ordren udgik til sjællandske enheder i tiden 6.25 – 7.15. Med Jyske Division opnåede Ministeren for offentlig Arbejder forbindelse kl. 7.00.
16 blev dræbt og 23 sårede i Sønderjylland
Men historien fortæller, at fordi tyskerne havde klippet telefon- og telegrafforbindelsen over ved Lillebæltsbroen over, så fik de sønderjyske styrker ikke besked før op af formiddagen. Imellem tiden var 13 soldater og tre gendarmer dræbt i Sønderjylland. 23 blev såret.
Åbenbart har man ikke haft nogen form for radioforbindelse.
En skuffet redaktør
Redaktør Vilhelm Bergstrøm fra Politiken skrev i sin dagbog om 9. april:
Dagen efter skrev den samme redaktør i sin dagbog:
Englænderne var også blevet overrasket
Nu var det ikke kun i Skandinavien, at man var overrasket. Havde briterne tydet de tyske hensigter korrekt, ville man have kunnet stikke en alvorlig kæp i hjulet på Operation Weserübung. Og det var fordi briterne var tyskerne overlegne til søs.
Åbenbart har englænderne også ignoreret meldinger om troppetransport fra de tyske havnebyer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 223 artikler om Besættelsestiden herunder:
April 10, 2018
Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejderne
Fagbevægelse nedtoner indflydelse. De opfordrede tidlig til loyalt samarbejde. De bakkede op om hvervning. De havde ingen moralske eller etiske skrupler. De strammede kursen og truede med at tage understøttelsen, når man sagde nej til en tur syd på. Fagbevægelsen var bange for fløjene. Bakkede op om kulturelle aktiviteter syd på. Tysklandsarbejdere skulle betale dobbeltkontingent. Fagbevægelsen inviteret på studietur syd på. DKP truede fagbevægelsen. Så ændrede man strategi men fortsatte samarbejdspolitikken i det skjulte. Arbejdsløsheden faldt. Det gjaldt om at komme ”levende” gennem besættelsestiden. I 1945 kom det der et voldsomt internt opgør i fagbevægelsen. Og i 1946 tog 2.000 arbejdere syd på, for at arbejde for ”de gode”.
Fagbevægelsen nedtoner indflydelse
Det sker heldigvis ofte, at vi får en masse henvendelser omkring det vi skriver. Og de fleste er ganske relevante. Men at påstå, at de fleste Tysklandsarbejdere rejste frivillig, og at fagbevægelsen ingen indflydelse havde er ikke korrekt. Og det er hovedformålet med denne artikel at modbevise disse argumenter.
Jo fagbevægelsen tog aktivt del i hvervingen. Man har i den grad forsøgt at nedtone dette. I 1947 lød det således fra DsF:
Ja og den holdning havde stort set ikke ændret sig. I LO’ s Jubilæumsbog 1998 skrev Henning Tjørnehøj:
Opfordrede til loyalt samarbejde
Allerede en uge efter besættelsen havde den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink rejst spørgsmålet i sin indberetning. Men han havde frarådet ideen, da han mente, at det var bedre, at danskerne arbejdede for tyskerne i Danmark.
Formanden for De samvirkende Fagforbund (DsF), Laurits Hansen talte den 1. maj 1940 i radioen. Han opfordrede til et loyalt samarbejde med samlingsregeringen for at sikre en fornuftig nationaløkonomi. Nogen fandt, at Laurits Hansen var gået for vidt. Således også arbejdsmændenes formand, Axel Olsen. Han var meget kritisk over for talen. Men det var nu ikke så meget over for det omfattende samarbejde, som i sidste ende tjente tyskernes interesser, men nærmest fordi, at talen gav det indtryk, at arbejderne på forhånd skulle give efter for kravet om lønregulering.
I de dansk-tyske handelsforhandlinger i begyndelsen af maj, bl.a. om leverancer af det for dansk industri så vigtige kul. Under disse forhandlinger rejste tyskerne den 11. maj igen spørgsmålet om hvervning. I årene 1938-39 havde det ikke været den store succes.
Tyskerne fastholdt imidlertid hvervningen, og tilsagnet om et års kvantum på 3 mio. tons kul og 1 mio. tons koks blev knyttet sammen med krav om 5.000 mand. På et regeringsmøde den 21. maj redegjorde udenrigsminister P. Munch for den tyske krav.
Bakkede op om hvervning
Sagen blev overdraget til socialministeren, og nu skulle gøres forsøg på at hverve 1.000 bygningshåndværkere. Den 23. maj blev fagbevægelsen præsenteret for de tyske krav og regeringsbeslutninger.
Efter omtale af de tyske krav og nødvendigheden af kultilførsler udtalte, formanden for DsF på generalforsamlingen i slutningen af maj:
Med 21 pct. af a-kassemedlemmerne uden arbejde i maj 1940 sagde Laurits Hansen bl.a.:
En positiv udnyttelse kunne også være Tysklands-arbejde, som man tilsyneladende ikke stillede sig helt afvisende overfor.
Ingen moralske skrupler
Det kan godt være, at man i begyndelsen stillede sig tøvende over for hvervningen. Men man modsatte sig ikke ordningen, da en afvisende holdning ville kunne skade forholdet til besættelsesmagten. På den anden side frygtede man, at arbejderne i Tyskland ville blive nazistisk inficerede og derved gå tabt for fagbevægelsen.
På intet tidspunkt udviklede det sig til moralske skrupler over at arbejde i tysk tjeneste.
De københavnske støberi-, special- og maskinarbejdernes bestyrelsesmedlemmer kunne godt:
Men man mente:
Stille og rolig stegt antallet af Tysklandsarbejdere og efter tysk anmodning blev antallet forøget i juni og august.
Fagbevægelsen strammede kursen
Hvervningen begyndte at forløbe mere trægt. Nogle arbejdere rejste hjem, da de var utilfredse med forholdene. Fra tysk side pressede man den danske regering om at få styr på dette.
Den 16. juli 1940 udsendte Arbejdsdirektoratet et cirkulære til a-kasserne om reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse med hensyn til Tysklandsarbejdere. Arbejdere, der vendte hjem før deres kontrakt udløb og uden gyldig attest fra deres tyske arbejdsgiver fik frataget retten til a-kasseunderstøttelse og henvistes til socialhjælp.
Med god ret mente de danske myndigheder også at kunne nægte arbejderne ret til socialhjælp.
Fagbevægelsen var bange for fløjene
Fagbevægelsen i Holland var blevet nazificeret, og dette ville fagbevægelsen undgå i Danmark. Man skiftede i Danmark til en mere imødekommende holdning over for tyskerne. Man tillod en forøgelse af rejserne i håbet om, at kunne opnå større goodwill hos tyskerne og derved mindske risikoen for opløsning af organisationerne.
Arbejdsløsheden for a – kassemedlemmer lå på 16 pct. i juli 1940. Den steg kraftigt i løbet af efteråret for i december at toppe med 35 pct.
Fagforeningerne frygtede, at deres medlemmer rykkede mod de politiske yderfløje, kommunisme og nazisme. Når nu flere rejste til Tyskland ville arbejdsløsheden falde og arbejdernes kår ville blive væsentligt forbedrede. Samtidig ville risikoen for radikalisering af arbejderne mindskes.
Ingen moralsk – ideologiske overvejelser
Presset på a-kasserne blev lettet. Disse motiver blev vægtet højere end moralsk-ideologiske overvejelser ved at sende arbejdere til et krigsførende land, der tilmed havde besat Danmark.
En del tyske firmaer benyttede sig af danske entreprenører på byggepladserne i Tyskland. Disse entreprenører medbragte fagligt kvalificeret hjælp hjemmefra, hvorved danske arbejdere blev antaget uden om de officielle hvervningskontorer. Men også dette forhold accepterede fagbevægelsen.
Et eksempel er kulkoncernen Hugo Stinnes, hvor DsF forhandlede uden om de danske og tyske myndigheder. Firmaet fik 1.000 arbejdere til gengæld for ekstra leverancer af kul og koks. Denne ordning blev indgået uden tvang og havde fuldstændig opbakning i DsF’ s forretningsudvalg.
Man diskuterede også et storstilet projekt til 300 millioner rigsmark i entreprise med danske arbejdere og danske maskiner. Laurits Hansen og Axel Olsen fra DAF, der organiserede hen ved 40 pct. af DsF’ s medlemmer, var positive over for tanken og ville desuden søge at få indflydelse på arbejds- og lønvilkår.
Bakkede op om kulturelle aktiviteter
I januar 1941 fremgik det af en tysk meddelelse at der nu var 30.000 danskere alene i den tyske rustningsindustri, men at der stadig var 196.638 arbejdsløse danskere.
I foråret 1941 blev den private hvervning uden om de tyske myndigheder standset af det tyske rigsarbejderministerium. Al hvervning skulle foregå gennem tyske kontorer, men DsF havde i realiteten deltaget i den private hvervning.
Udover disse tiltag medvirkede DsF aktivt i det kulturelle arbejde for Tysklandsarbejdere. Man organiserede en bogkommission, der frem til 1944 sendte flere tusinde bøger til de danske arbejdere i Tyskland. Ligeledes arrangerede man turneer med kendte danske kunstnere, indtil den tyske Arbejderfront forbød det, da dets monopol på påvirkning af arbejderne blev omgået.
Skulle betale dobbeltkontingent
Tysklandsarbejderne var tvunget til at betale kontingent både til deres danske a-kasse og til den tyske arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsdirektoratet, flertallet i DsF’ s forretningsudvalg og de fleste fagforbund gik ind for at bevillige frikontingent. Men DAF og Murerforbundet gik imod. Men socialminister Johannes Kjærbøl besluttede i samråd med statsminister Stauning at indføre tvungen frikontingentordning for alle Tysklandarbejdere.
Når Tysklandsarbejderne vendte hjem var de berettiget til fuld understøttelse. De havde bevaret understøttelsen.
Fagbevægelsen inviteret på studieturer
DAF blev opfattet som en af de mest positive fagforbund over for samarbejde med besættelsesmagten og dermed hvervningen. Halvdelen af Tysklandsarbejderne var arbejdsmænd og flertallet var organiseret i DAF. De var da også blandt de fagforbund, der lod sig invitere af tyskerne til studieture syd på.
Også Axel Olsen var en af de mest tilpasningsvillige i DsF’ s top. Han gik stærkt og positivt ind for hvervingen.
Sagde de nej, røg arbejdsløshedsunderstøttelsen
I efteråret 1941 ønskede tyskerne 5.000 danske arbejdere i kulminerne i Tyskland. Argumentet var også denne gang, at Danmark selv måtte stille et antal arbejdere til rådighed, hvis man fortsat ville have kul fra Tyskland.
Det kneb dog med at få nok folk, selv om man nu skulle arbejde udendørs og ikke i minerne. I det tredje cirkulære skruede man bissen på. Nu fortalte man, at tyskerne antagelig ville stoppe for leveringen af kul. Det kunne få ”de alvorligst følger” for brændselssituationen i de kommende vintermåneder. I forlængelsen af truslen appellerede man til arbejdernes nationalfølelse ved at bemærke, at arbejderne jo bidrog til at sikre landet de fornødne brændselsforsyninger. Desuden gjorde man opmærksom på, at hvis man nægtede at tage arbejde som arbejdsløs så ville understøttelsen blive frataget en.
DKP truede fagbevægelsen
Med de danske kommunisters arrestation den 22. juni 1941 skabtes der grobund for en illegal opposition i fagbevægelsen. Selvom DKP kun havde fat i en begrænset del af arbejderklassen, så udgjorde kommunisterne alligevel en potentiel trussel mod det etablerede socialdemokratiske system på grund af deres stærke kritik af Socialdemokratiets og fagbevægelsens svigtende omsorg for arbejderklassen.
Der udkom illegale blade, der for første gang stillede spørgsmål ved hvervningen af danske arbejdere og kritiserede fagbevægelsens ledelse. I Politiske Månedsbreve (det senere Land og Folk) beskrev DKP i november 1941 situationen således:
Fagbevægelsen ændrede overlevelsesstrategi
Men fagbevægelsen gik stadig ind for hvervingen. Men efter kritikken spillede man nu en passiv og tilbagetrukken tilværelse. Der blev ikke sendt nye cirkulærer og nye anvisninger ud.
I perioden 1943-1945 var fagbevægelsen ikke synlig som i de foregående år. Tysklandsarbejdere var slet ikke på dagsorden. Men alligevel rejste der arbejdere afsted helt frem til krigsafslutningen i 1945.
Besættelsesmagten stillede ikke flere krav. Det politiske system blev sat ud af spil efter Augustoprøret i 1943. Derved stod fagbevægelsen i en betænkelig situation som eksponent for samarbejdspolitikken samtidig med at modstandsbevægelsens kritik og sympati i befolkningen tog til.
Derfor ændrede fagbevægelsen overlevelsesstrategi og indtog en mere passiv holdning, om end man stadig gik ind for samarbejdspolitikken.
Fagbevægelsen fortsatte samarbejdspolitikken
Gradvis opnåede kommunister og modstandsbevægelsen større sympati blandt fagbevægelsens medlemmer og i befolkningen generelt. Fagbevægelsen kom gradvis ud af trit med medlemmerne, der mand og mand imellem begyndte at tage afstand fra Tysklandsarbejderne.
Utilfredse Tysklandsarbejdere, modstandsbevægelsens kritik og den øgede beskæftigelse i Danmark hæmmede hvervningen. Men passivt var det stadig muligt for fagbevægelsen at fortsætte den hidtidige strategi og gå ind for samarbejdspolitikken.
Arbejdsløsheden faldt
Arbejdsløsheden faldt markant til under 10 pct. Reallønnen steg, og fagbevægelsens medlemmer oplevede betydelig bedre forhold end i 1941. Allerede i 1941 falder arbejdsløsheden til 11,1 pct. og 1944 var den helt nede på 4,6 pct. Det er i høj grad besættelsesmagtens anvendelse af dansk arbejdskraft til de mange forsvarsanlæg, der bevirker at arbejdsløshedsprocenten falder i den periode.
Tyskerne byggede omfattende bunkere langs den jyske vestkyst. Der blev indført arbejdskort for at forhindre misbrug af arbejdsløshedsunderstøttelse. Der blev indført stavnsbånds lignende forhold for landbrugsarbejderne, så deres arbejdsgivere kunne tjene på eksporten til tyskerne. Men landbrugsarbejderne følte det meget frustrerende og irriterende. Det var som om stavnsbåndet var genindført.
Det gjaldt om at komme levende gennem besættelsestiden
Jo fagbevægelsen spillede en større rolle, end de selv gav udtryk for efter befrielsen. Deres materielle tankegang vajede højere end moralske – ideologiske overvejelser. Det gjaldt for fagbevægelsen og arbejderklassen at komme så helskindet gennem besættelsestiden som muligt. Man ønskede ikke et brud med samarbejdspolitikken, hvad der må anses som en ansvarsetik.
Arbejde for ”De Gode”
I 1946 var der bud efter 2.000 danske arbejdere til Tyskland. Endnu engang var der bud efter danske arbejdere, men denne gang var arbejdsgiveren en af ”de gode”.
Et voldsomt internt opgør
Efter krigens afslutning fandt der et voldsomt internt opgør sted i DsF. Man diskuterede om nogle af lederne var gået for vidt i samarbejdet med tyskerne. Socialdemokratiet nedsætter i 1945 en æresret, der skal undersøge enkelte medlemmers forhold til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.
Laurits Hansen er en af dem, der blev efterforsket og stærkt kritiseret. Han blev afsat, ekskluderet af Socialdemokratiet og endte sine dage som billetkontrollør i Idrætsparken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 223 artikler fra Besættelsestiden før/under/efter herunder:
April 8, 2018
Lygter og Lygtemænd i København
Der har været lys i gaderne i København i over 500 år. Det startede med et enkelt ved Rådhuset På Gammeltorv. Det var fare for helbred, når man vågede sig ud i mørket også for skarnsfolk. Huusmann henvendte sig til kongen for at forhindre røveri. Byens råd var ikke meget for at sprede lys i mørket. I 1681 var 500 lamper sat op. Læs bare et klageskrift fra 1794. I 1771 var 866 lamper opsat. Struensee beordrede flere. Blikkenslager Irgens måtte ikke have gaslamper. Så producerede han i stedet små gasværker til indendørs brug. Nu skulle gaslevering være kommunalt. Brandes have en romantisk oplevelse i gaslampernes skær. Vægterne stjal tranen. Fra 1866 blev lygtemændene populære. Så var der en opfinder ved navn Thomas Edison. Det gik ud over damernes ”Teint”. Københavns politikere troede ikke på elektriciteten. I 1892 kom så ”Gothersgades elektriske Centralstation. Folk begyndte at græde, da det elektriske lys blev tændt. Den sidste lygtetænder gik på Nørrebro i 1959. Så var der også Lygtemanden, der lokkede folk ud i mosen.
Lys gennem 500 år i København
Gennem 500 år har man forsøgt at belyse gaderne i København. Og Lygtemændenes historie hører sammen med belysningens historie. Og her skal vi lige passe på, for lygtemændene optræder også andre steder, men hvor det er, ja det kan du se i afslutningen af vores historie.
Længe før de egentlige gadelygters tid havde man på rådhusmuren på Gammel Torv fået fastgjort en jernstang, der bar en jernkurv med flammende brændeknuder. Det kunne da godt give noget lys på torvet. Dette har nok været byens første ”gadelygte”. Ja det var i 1500 – årene.
I dag forventer vi, at det er ganske naturligt, at byen ved mørkets frembrud er badet i et lyshav. Aften og nattelivet står i festens tegn, mens strålerne fra tusinder af lyskilderkaster deres glans over gader og stræder.
Fare for helbred, når man vågede sig ud
For mange år siden var der fare for sit helbred, når man i nattens muld og mørke skulle bevæge sig rundt i Københavns gader. Gaderne var fulde af skarn. Værst var det for natteravnene, når de forvildede sig ind i de mange kringelkroge, der fandtes overalt på grund af tiden uregelmæssige byggemetode.
Kun få steder fandtes der fortløbende facaderækker. Var et hus bygget frem mod gadens midte langt fremme for de øvrige havde natteravnene al mulig udsigt til at løbe panden imod det, hvis han ikke lige havde en hornlygte. Men med det svage lys var det garanti for, at han drattede ned i en kælderhals eller snublede i en latrin – rende eller måske faldt om i skarndynge.
Skarnsfolk udgjorde også en fare
Som regel sørgede den fremmede for en stedkendt lygtemand, der for en god betaling lodsede ham frem til bestemmelsesstedet. Men det var alligevel en betænkelig sag at vove sig udendørs efter mørkets frembrud. Ingen gjorde det, hvis ikke det var absolut nødvendigt.
Skarnsfolk gjorde, trods vægternes mere eller mindre skarpe årvågenhed, gaderne yderligere farlige. Af bare ”mørkerædsel” kunne selv skikkelige mennesker begynde at slå løs på hinanden, når de mødtes i en mørk gyde.
Når solen var gået ned, og hvis ikke lige var lidt måneskin var der totalt mørkt i København. Enhver velsitueret, der nødvendigvis måtte ud, lod sig ledsage af tjenere forsynede med fakler, eller senere store hornlygter. Fakler blev nemlig forbudt på grund af deres store brandfare.
Huusmann henvendte sig til kongen for at hindre røveri
I 1675 blev der taget et initiativ for at få lidt lys ved nattetide i den mørke hovedstad. Det var den fremskridtsvenlige Johan Huusmann, der udarbejdede et detaljeret forslag, der i hovedsagen gik ud på at lade gadelygter opsætte over hele byen. Man skulle først forsøge på strækningen Fra Højbro plads til Nørreport.
Jo denne Huusmann henvendte sig også til Christian den Femte med forslag, om at der skulle lys på gaderne:
Byens råd var ikke meget for at sprede lys i mørket
Byens råd var nu ikke meget for at sprede lys i mørket og erklærede:
Det var rigtigt, at borgerne og hele landet var fattigt, men tog man de mange overfald og indbrud i betragtning, der forekom i ly af mørket, kunne det nok alligevel betale sig at opsætte lygter.
Det skete dog først i 1681, fro da blev en vis Strange Helmer betroet pasningen af dem. De var lavet af kobber og monteret på malede stolper.
500 lamper opsat 1681
Man havde i oktober 1680 forsøgsvis opsat lygter på Købmagergade, Højbrostræde (Højbro Plads) og ved stranden. Resultatet var så tilfredsstillende, at det ved en forordning af 25. juni 1681 blev bestemt, at der skulle opsættes 500 lygter i hovedstaden. I lygterne brændte de første par år olie, senere tran.
Byens lyssky elementer så ikke med velvilje på denne lygteopsætning på byens hovedstrøg. Lygterne blev derfor gang på gang udsat for overlast, hvis de ikke ligefrem blev stjålet. Ved lov blev der nu fastsat strenge straffe for enhver, der beskadigede eller stjal byens gadelygter. Enhver, der blev pågrebet i et sådant forehavende ville omgående blive sat i jern på Bremerholm. Ja man fik ”3 års arbejde i jern på Bremerholm”.
Vægterne skulle antages af Huusmann
Lygterne krævede tran, og de skulle stadig efterses. Den første lygtetænder Strange Helmer ved vi ikke noget om. Han virkede nok ikke så længe. For snart blev Johan Huusmann inspektør ved lygtevæsenet, og det nye vægterkorps skulle passe på lysene.
Vægterne skulle ligefrem antages af Huusmann, der på den måde fik stor indflydelse. Efterhånden var der opsat 523 lygter i byen.
Et klageskrift fra 1794
Vægterne, der nu var autoriserede lygtetændere, skulle sørge for, at tranlygterne blev tændt til den tid, der var fastsat i de nye vedtægter. Forholdene var dog langtfra gode. I 1794 udkom et anonymt skrift:
Forfatteren klager over, at lygtemændene slavisk fulgte almanakken. For at spare var lygterne slukkede, når almanakken angav måneskin, hvad der ikke var så godt, hvis det blev overskyet, og byen derfor henlå i totalt mørke. Månen synes nu heller ikke altid villig til at indfinde sig efter almanakkens beregninger.
Forfatteren havde været ude for at blive kørt ned en aften, da lygterne var slukkede trods et bulrende mørke. Harmen over dette sad ham i penne, de han skrev:
Skriftet gav endvidere udtryk for, at gadelygterne ofte trods almanakkens anvisninger ikke blev tændte, og at de i øvrigt brændte så svagt, at de ikke var til nogen nytte. Det var ikke blot sjuskethed, det lå til grund for dette, men tillige vægternes hang til at stjæle af den tran, der skulle anvendes til lygterne. Forfatteren advarede endvidere som fodgænger de kørende om at vise hensyn og skrev:
Kommentarer i tidens aviser og skrifter viser, at forfatteren af det harmdirrende skrift utvivlsomt har haft ret i sine påstande. De københavnske gader var ikke morsomme at færdes i ved nattetide, når alt var mørke.
I 1771 var der 866 lygter i hovedstaden
I tiden fra 1. maj til september brændte lygterne slet ikke. Når kirkeklokkerne klemtede til ildløs skulle lygterne dog tændes, hvordan vejret end var.
Godt nok nævnte en tysk rejsefører, at byen i 1767 blev oplyst af mange tusinde lygter. Men det tal var mere end overdrevet.
Lygternes opsætning betaltes af husejerne, mens lejerne måtte betale, hvad det kostede, at holde dem brændende. Der blev pålignet en lygte- og sprøjteskat, som oprindelig var på 5.000 rigsdaler, men det steg efterhånden, som der kom flere lygter. I 1771 var der 866 lygter i København.
Struensee beordrede flere lygter
Struensee omorganiserede det således, at det kom til at høre direkte under Magistraten. I december 1771 blev der udstedt en kabinetsordre, der påbød, at gaderne skulle forøges til 1,175 lygter.
De hidtidige hornlygter blev ombyttet med lygter af engelsk glas. Borgerne fik lov til at bruge såkaldte begfakler. Festligt må det have været, når de kongelige personer om vinteren kørte til komedier i kaner og karosser. Da oplystes gaderne af løbere med blussende fakler.
Blikkenslager Irgens måtte ikke bruge gaslamper
Det var derfor noget ganske epokegørende, da blikkenslager Johannes Irgens i 1813 tændte et par gaslygter uden for sin butik i Nørregade og dermed oplyste en stor del af gaden med en lysstyrke, man ikke tidligere havde kendt.
Johannes Irgens var nordmand og født i Rørøs, hvor faderen var hytteskriver. Han skulle uddanne sig til en fabelagtig dygtig blikkenslager, der i mange år arbejdede i Stockholm, hvor han fik tilbud om at blive hofblikkenslager. I stedet foretrak han at overtage en afdød morbroders glasværk i København. Det skulle dog ikke blive glas, men gas, der skulle blive hans livs store lidenskab.
Irgens skilte sig af med glasværket og slog sig i stedet ned som blikkenslagermester. Hans dygtighed blev hurtig kendt, og han endte som oldermand for lavet. Det var i sine ledige stunder, han eksperimenterede med gas til belysningsbrug. I baglokalet fremstillede han et lille gasværk, der leverede gas til de to gaslygter, han lod opstille uden for butikken.
Aldrig har nogen erhvervsdrivende i København kunnet skabe sig et bedre blikfang, end Irgens gjorde med sine lygter. Når lygterne efter mørkets frembrud lyste, strømmede folk til. Alle skulle se det vidunderlige lys.
Det blev imidlertid for meget for den ikke særlig begavede politimester Hvidbjerg. Han forbød simpelthen Irgens at have lygterne stående. De forårsagede sammenstrimlen og uro.
Efter kun at have lyst nogle få dage, måtte Irgens tage sine lygter ind. Det skulle gå hen ved et halvt hundrede år, før de atter skulle blive tændt gaslygter i København.
Små gasværker til indendørs brug
Irgens opgav dog ikke ævred. Ganske vist ville ingen gå ind for hans ide om at lade alle byens gader oplyse ved gas, men med hensyn til indendørs belysning havde politiet intet at skulle have sagt. Irgens gik derfor i gang med at fabrikere små lette gasværker til privatbrug.
Størst succes fik han på apparatur, der kunne frembringe gas af blanding af tran og olie. Sådanne apparater blev installeret utallige steder i den danske hovedstad. Således fik Polyteknisk Læreranstalt, Den militære højskole og Hippodromen alle gasbelysning til indendørs brug. Sådanne huse kom til at ligne lysende paladser i den så at sige mørklagte by.
Nu skulle gaslevering være kommunalt
Gasbelysningen gik snart i glemmebogen for det blev alligevel for besværligt med de private gasværker. Man diskuterede det dog i slutningen af 1840erne. På mødet den 5. august 1847 besluttede man, at det skulle være en kommunal opgave at opføre et gasværk
Men så endelig i 1853 traf Borgerrepræsentationen beslutning om opførelse af Vestre Gasværk og det først og fremmest med henblik på gadebelysningen. De osende tranlamper trængte i høj grad til afløsere. Om kogegas talte ingen. Det var det engelske firma Cochrane & Co, der både skulle etablere et vandværk og et gasværk.
I 1857 begyndte det nye gasværk at arbejde. Det blev en succes fra starten, og jubelen ville ingen ende tage, da de 2.000 gadelygter lyste med en glans, man ikke havde kendt til.
De sidste tranlygter eksisterede til 1882.
Brandes havde romantisk oplevelse med gasbelysningen
Jo Georg Brandes erindrede godt nok en, der beklagede sig over det tekniske fremskridt:
Han oplevede det nu selv mere romantisk:
Vægterne stjal tranen
Det var vægterne, der til at begynde med passede gaslygterne, men nogen større popularitet havde de ikke. Det var bekendt, at de før havde stjålet af tranen. Gassen kunne ikke så godt stjæles, men det gjorde dem ikke bedre lidt af befolkningen.
Fra 1866 blev lygtetænderne mere populær
Endelig i 1866 kom Københavns Belysningsvæsens egne folk til. Og nu opstod den kendte skikkelse, lygtetænderen, der med sin stang blev en af gadens populære skikkelser. Det var solide folk, der var til at stole på, men deres kår var også meget bedre end vægternes.
En lygtetænder skulle ikke blot tænde lygterne. Han skulle også sørge for, at de blev slukket om morgenen og om dagen skulle der pudses glas. Hver lygtetænder havde godt og vel et halvt hundrede lygter at passe. Selv om tændingen var lidt af en kunst, da de første lygter ikke så gerne skulle tændes alt for tidligt og de sidste ikke for sent. Det kan hvis godt siges, at lygtetænderne havde travlt på ruten, når man mødte dem på deres lange ture for eksempel ud af Frederikssundsvej.
Som de gamle vægter havde haft kvaler med en måne, der ikke kom frem efter almanakkens anvisninger, således havde en nyere tids lygtetændere deres problemer, om vejret var meget overskuet.
For så kan det godt være, at de blev mødt med ordene:
En opfinder ved navn Thomas Edison
Gasforbruget i København var stigende og den 23. oktober 1878 blev gasværket suppleret af Østre Gasværk og opnåede da selv navnet Vestre Gasværk. Siden blev det suppleret af Sundby Gasværk og Valby Gasværk.
I 1881 deltog den driftige amerikanske opfinder, Thomas Edison på verdensudstillingen i Paris. Her præsenterede han sine nyeste opfindelser, Særlig hans glødelampe og ”lysmaskinen” vakte begejstring. Den kunne køre konstant uden store afbrydelser.
Samme år blev der tændt en elektrisk buelampe uden for ”National”. Ja de fik et komplet lysanlæg med bl.a. 200 Maxims glødelamper, adskillige buelamper og en projektør, indkøbt hos The United States Electric Lighting Comapny.
Det gik ud over damernes ”teint”
Det populære danseetablissement Figaro fulgte hurtigt efter, men måtte gå tilbage til gaslys:
I 1882 fik Gamle Carlsberg strømmen leveret af lysmaskiner fra Siemens & Halske i Berlin drevet af dampmaskiner.
Københavns politikere troede ikke på elektricitetens fremtid
På Københavns Rådhus var det nu ikke den store tillid til elektricitetens fremtid. I 1883 satte professor Julius Thomsen ved budgetforhandlingerne spørgsmålstegn ved, om man kunne vente, at:
Professoren hæftede sig bl.a. ved, at:
I 1875 en ny organisation
I 1890 blev gadebelysningen omorganiseret således at byen blev inddelt i 5 kontrollør- distrikter med 75 uniformerede lygtetændere, der hver havde indtil 66 lygter at passe, og efter oprettelsen af den elektriske centralstation indførtes tillige elektrisk gadebelysning (buelamper) på nogle af de større pladser. Forholdene har stadig udviklet sig.
”Gothersgades elektriske Centralstation”
Det endte med, at Københavns Kommune i 1892 fik sit første el – værk, kaldet ”Gothersgade elektriske Centralstation”. Værket var specielt i den forstand, at det blev bygget inde i midt i byen og inde bag de eksisterende husfacader mod Gothersgade.
Men det første el – værk herhjemme blev etableret af en urmager i Køge.
Elværkerne producerede i starten jævnstrøm, hvilket medførte, at der måtte flere elværker til, da jævnstrøm ikke kan sendes over lige så store afstande som vekselstrøm. Det var dengang uvilje mod vekselstrøm, da man mente, at den simpelthen var for farlig. Stød fra vekselstrøm på 2.000 V var dødbringende. Så var man mere tryg ved der 2 gange 110 V, elværkerne producerede de første år.
Folk begyndte at græde, da lyset blev rigtig tændt
De elektriske gadelygter fik deres præmiere, da kongeparret Christian den Niende og dronning Louise holdt guldbryllup i 1892. Københavns Borgerrepræsentation var temmelig modvillig med hensyn til at finansiere elektrisk gadebelysning, selv om den gav et bedre lys end gaslygterne. Formålet med el – værkerne var nemlig ikke at forære el væk. Borgerne skulle skam selv betale.
I avisen kunne man læse følgende:
Elektricitet bliver den dominerende energiform
På trods af det fik Strøget og Købmagergade gadebelysning i løbet af 1899. Kongens Nytorv blev oplyst af 16 lygter, som københavnerne mest af alt syntes lignede galger.
Efter krigen gik det stærkt tilbage med gasbelysningen til fordel for el – belysning på gader og i stræder.
Pr. 1. marts 1919 fandtes der ca. 600 stykker private og ca. 8.200 stykker offentlige lygter med gas. Der var nu 7 kontrollører og 140 lygtetændere samt 11 netopsættere. Kommunen fabrikerede under normale forhold selv de glødenet, der benyttes i lygterne. Tillige fandtes der af offentlige elektriske lamper ca. 200 buelamper og ca. 800 glødelamper, der blev passet af 1 formand, 5 elektromekanikere og 8 lampetændere.
Allerede i 1927 blev Vestre Gasværk nedlagt. Det var blevet forældet. Elektricitet var blevet den helt dominerende energiform.
Den sidste lygtetænder på Nørrebro i 1959
Så sent som i 1957 bliver gasbelysningen officielt afskaffet i København. På den tid eksisterer der endnu 5.500 gaslygter i byen. De erstattes dog snart af de elektriske gadelamper. Men den sidste lygtetænder går sin runde i Frederik den Syvendes Gade på Nørrebro i 1959.
En anden slags lygtemænd, der lokkede folk ud i mosen
En anden slags lygtemænd hører til i den gamle overtro i Skandinavien. Det skulle eftersigende være små væsener, der er udstyret med en lygte. De ses i mørke og sumpede områder, hvor de forsøger at lokke mennesker med sig ud i mosen.
Men man kan beskytte sig mod lygtemænd ved at vende indersiden af sin hue udad. Man skal heller ikke pege på en lygtemand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2018
Den gamle skole i Felsted
Historien om Felsted føres lang tilbage. Skole-kronik fortæller historie. Degne-boligen bygges. Vækst til byen. En ny degn i 1854. Børnetallet vokser i Felsted. Da skoleråd Sass slog sit hoved. Schrøder blev under preussisk styre. Han ansøgte aldrig om tysk flag. De dansksindede samledes i degneboligen. Schrøder lod sig pensionere i 1889. En ny degn kom til i 1890. Han kunne dog ikke bære det tyske nederlag.
Historien føres langt tilbage
Vi er i Felsted, syd for Aabenraa. Ja vi har været her et par gange før. Historien kan føres mindst 1.000 år tilbage. Dengang lå alle gårdene (undtagen Gl. Egegård) tæt op af hinanden på begge sider af byens to eneste gader, Gråstenvej og Kirkevej. Kirken er fra sidste halvdel af 1200-tallet.
Skole-kronik fortæller historie
I 1880 kom der en forordning om, at der ved de slesvigske skoler skulle føres en kronik. Om den forordning blev gennemført alle steder er nok tvivlsomt. Men nogle steder er det gennemført. I disse kronikker kan man pludselige se tidligere lærers navne. Og så kan man se noget skolens kår og virke mange år tilbage.
Degneboligen bygges
For Felsted skole er 1751 et mærkeår. Da bygges den gamle degnebolig omme bag kirken på kirkens grund. Degneembedet var vigtig, men han var også skoleholder. Degneboligen havde derfor et klasseværelse mod nord.
Omkring 1784 blev jorden udskiftet. De fleste gårde flyttede ud til de omkringliggende marker. Med udskiftningen og udflytningen blev byen delvis affolket. Der var vel kun 6-7 gårde af forskellig størrelse, samt et par kådnersteder tilbage.
Dog var der to-tre kroer med høkeri og små håndværkere som snedker, bødker, farver, skomager, skræddere osv.
Vækst til byen
Den gamle kongelige kro i bymidten var mødested for droschevogne og postvogne på deres ture til og fra Gråsten og Sønderborg. Centrum blev flyttet fra kirken til kroerne.
I 1888 blev mejeriet opført, hvilket fik stor betydning for byen. Ja det gjorde det vel også, da ”Æ Kleinbahn” i 1899 kom til byen. Den kom fra Gråsten, og via Aabenraa og Løjt Land kunne man så komme helt til Løgumkloster på et tidspunkt. Men det tog godt nok lang tid.
Dette førte til vækst og nye tiltag til byen. Og så blev Østergade anlagt.
Skolen blev flyttet 1930 – 1931 til byens anden ende, hvor Sønderborg og Gråsten landeveje stødte sammen.
En ny degn i 1854
Den 1. oktober 1854 overtog Mathias Mathiesen Schrøder hvervet som degn og skoleleder i Felsted. Ja man kan vel også tilføje stillingen, enelærer. Og det var ikke kun på grund af hans stovte særprægede personlighed, han blev husket. Men han vil også huskes for hans lange virksomhed helt til 1889. Det var en national og politisk skæbnesvanger tid.
Schrøder var født i Hoptrup Sogn. Hans kone, Cathrine stammede også derfra. I ægteskabet var der fire børn.
Han begyndte som præparand i Sdr. Vilstrup. Han var opdraget af sin morbror, der hjalp ham til hans uddannelse på Jelling Seminarium. Efter eksamen blev han enelærer i Bjergskov Skole i Kliplev sogn.
Børneantallet vokser
Bag skolen/degneboligen lå parallelt dermed et udhus med stald og lade. Til embederne hørte også degne- og skoleland samt et moseskifte på Storemosen ved Ensted sogneskel. Schrøder drev selv sine jordlodder og holdt herpå 3 køer og 1 hest.
Børneantallet i skolen var stort. Derfor blev det nødvendigt i 1871 at tilbygge en klasse i nord. Det var nu ikke de bedste kår, man tilbød en ung andenlærer. Ja det var nødvendig nu med det stigende antal børn.
Denne lærer fik tilbudt en seng, et skab, et bord, to stole samt en kakkelovn.
Da skoleråd Sass slog sit hoved
Skolestuerne var lavtloftede. Højden var den samme som i degneboligen. Da skoleråd Sass i 1875 var på inspektion i skolen, løb han panden mod en af bjælkerne. Han udbrød dog også:
Herefter forordnede han, at skolelokalernes loft skulle løftes. Det skete i sommeren 1875. Og glade var skolebørnene for det gav lige tre måneders ekstra sommerferie. Samtidig blev der bygget en kvist på i vest midt over skoledøren. Her blev andenlærer – bolig indrettet. I 1903 blev skolen ombygget endnu engang.
Schrøder blev under preussisk styre
Delingen af skolen i to klasser i 1871 var en forbedring af arbejdsvilkårene. Men andenlærer – stillingen blev ofte varetaget af præparander. Fortsat var det Schrøder, der måttetrække det store læs. I 1920 blev de to embeder stillet lige rent lønmæssigt.
I 1880 havde skolen 106 elever. I ældste klasse 31 drenge og 31 piger. Og i yngste klasse 17 drenge og 27 piger.
Schrøder virkede i Felsted først 10 år i den danske tid og derefter 23 år under tysk styre. Han valgte 1864 at blive og tjene den befolkning han var blevet sammenvokset med.
Schrøder havde ikke ansøgt om tysk flag
Man kunne have ventet indgribende ændringer efter 1864. Tysk er sikkert indført som fag i 1870erne. Regeringskundgørelsen af 4. september 1871 forordnede tysk indført som obligatorisk undervisningsfag i alle nordslesvigske skoler. Gennemførelsen af dette stødte på mange vanskeligheder, som vi i tidligere artikler har peget på. Mange lærere var ikke i stand til at give tilfredsstillende undervisning i faget.
Schrøder var dansk. Hans elever huskede senere i livet smilet i hans øjne, når han fra skolevinduet så fru Iversen fra Gammel Egegård bredde Dannebrog ud på hegnet ved haven. Som andet tøj skulle flaget også ud i sol og luft.
Schrøders grundfæstede stilling gjorde det vanskeligt for myndighederne og den stedlige tysksindede befolkning. Betegnede er det, at først den 6. maj 1889 har skolen fået skænket sin første tyske fane af ”Kultus-ministeriet”. Schrøder har næppe ansøgt derom.
De dansksindede mødtes i degneboligen
Den hejstes første gang på kronprinsens fødselsdag. Men åbenbart blev det ikke brugt meget. Og det var heller ikke fordi Schrøder ikke kunne tysk, men han brugte det nu ikke meget i sin undervisning, som han egentlig skulle.
Han var en mand, hvis humor og lune var kendt i Felsted på den tid. Hans kone var energisk og dygtig og var en god medhjælp for ham.
Lærerhjemmet i Felsted vedblev at have rod i det danske. De dansksindede samledes i hjemmet. Her var oplæsning af dansk litteratur og danske sange og salmer. Der var kulturelle danske foreninger som Selskabelig Forening og Sangforeningen. Børnene var med.
Han lod sig pensionere i 1889
Den 1. oktober 1889 lod Schrøder sig pensionere. Han flyttede til Posekjær ved Aabenraa. Han døde i 1901 og blev begravet i Sdr. Vilstrup. Han ville hvile der, hvor han begyndte sin gerning. Sønnen Christian var også gårdmand der. Hans enke boede de sidste år i Felsted. Også hun er begravet i Sdr. Vilstrup.
Schrøder stod meget nær pastor Mørk Hansen, der måtte fortrække til Vonsild 1864. Han fik sit minde på Skamling.
En ny degn i 1890
Den 12. februar 1890 var der igen valg af degn og førstelærer. Man fik tre at vælge imellem. Lærer Schmidt, Skovby, Lærer M. Popp, Avnbøl og lærer Lorenzen fra Østerby ved Daler. Hver af de tre havde først prøve i skolen i tysk og regning med ældste klasse. Derpå var det prøve i kirken, i sang og i orgelspil samt samtale med børnene på kirkegulvet om et stykke fra tredje trosartikel.
Lorenzen blev valgt og indsat som degn og førstelærer i Felsted 30. april 1890. Også han stammede fra Hoptrup sogn. Han var dimitteret fra Tønder Seminarium. Hans hustru var fra Uge sogn. Lorentzen var en samvittighedsfuld og dygtig lærer. Men Lorenzen var tysk og skolens mål blev nu at fremme det tyske mest muligt og trænge det danske ud.
Den første rigstyske lærer fik skolen 5. oktober 1891, en seminarist E. Volstedt fra Preetz i Holsten, dimitteret fra Segeberg.
Lorentzen kunne ikke bære et tysk nederlag
I 1913 var man nået til den første tyske konfirmation. 14 af skolens elever blev konfirmeret på dansk og 8 på tysk. 14 havde fået religionsundervisning på tysk, og så kunne man få 2 frivillige dansk timer i religion. Det var det eneste danske, der var tilbage på Felsted Skole.
Krigstiden prægede i høj grad skolens arbejde. 18. april 1914 blev fejret som en optakt til denne periode. Alt muligt blev samlet ind, frugt brændenælder osv.
Men nedlaget lod sig ikke afvende. Og det kunne Lorenzen ikke bære. Det sidste, der forefindes fra degn og førstelærer Lorensen er følgende:
Lorentzen og hans hustru henlevede deres sidste år i Aabenraa. De er begge stedt til hvile på Felsted kirkegård, nær deres gamle hjem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om egnen: Om egnen – www.dengang.dk indeholder 135 artikler om Aabenraa og Omegn herunder følgende artikler:
Hvis du vil vide mere: Om skoler og lærere – Læs her på www.dengang.dk indeholder følgende artikler:
Marts 27, 2018
Sport – dengang i Tønder
Onkel Martin jysk mester i kuglestød. Egen klub på Lærkevej. Så fik vi professionelt besøg. Hvem skød målet på stadion? En advarsel fra dommeren. Publikum blev udvist i Tinglev. Blodige sportskampe på Lærkevej. Tondern Fussballklub fra 1913. Ros til stadion for enden af Lærkevej. Man kunne få varm vand i bruseren. Så kom der en international fodboldklub og derefter Tønder Boldklub. Der kom forslag til nyt idrætsanlæg, og så blev Samvirkende Idrætsforeninger dannet. Det tog lang tid med Tønderhal 1, og langt hurtigere med hal 2 og 3. En ny svømmehal fik Tønder også. Henning Enoksen sørgede lige for en masse oprykninger. Og det er sandelig blevet skrålet i hallerne.
Onkel, jysk mester i kuglestød
Vi havde for enden af Lærkevej et stort stadion. Her kom vi ret tit. Vi snød os ind, for at se fodbold. Vi vidste godt, hvor der var bedst, og hvor vi ikke blev set. Det var på dette stadion, at min onkel Martin blev jysk mester i kuglestød.
Egen klub på Lærkevej
Men det var også her, at vi skulle løbe 10 kilometer. Og det er godt nok kedeligt på en bane, hvor der bare går rundt og rundt. Men det forlangte vores træner, Kjeld Tychsen, at vi skulle. Jo, det var dengang, vi havde en klub på Lærkevej. Vi fik vores egen bane ude ved Tved Plantage, da det gamle stadion blev revet ned.
Ja vi spillede også mod nogle af de andre gader i Tønder og engang mod en pigeklub, der gjorde ophold på vandrehjemmet i Ryttervej.
Det var dengang også med John og Allan, som hvis nok også kom til at spille på Tønders førstehold.
Et professionelt besøg
Engang stoppede to smarte sportsvogne ude på Nordre Landevej. Det var stjerner fra Hamburger SV, der var på vej til Rømø, som lige fik et kvarter sammen med.
Men her nåede man da at se ens far spille fodbold i en firmaturnering. Han stillede op for murerne, men det var hvis ikke en hel kamp. Han lod sig udskifte. Det var også vi fra Lærkevej kunne se de store helikoptere lande på det gamle stadion. Og det var her vi gik til Skoleidrætsstævne.
Hvem skød målet?
Men det var stort, da det nye anlæg var færdig. Her måtte vi som drenge-spillere bruge hovedbanen den ene gang. Vi vandt over Møgeltønder. 1 – 0. Og hvem skød målet? Det var hjørnespark til os, den ramte mig på låret og gik i mål. Det var stort. Og så kunne man følge Per Keller, der ofte rapporterede om kampe til Jyske eller var det Vestkysten. Og her berettede hans om målscorer. Men det kom hvis aldrig i avisen.
En advarsel fra dommeren
Det var dengang, der altid var sat spillelister op i et skab i Storegade. Så hver gang, der skulle spilles, kørte man så op for at se om, man var på holdet. Det var jeg også dengang vi skulle spille udenbys mod Niebüll. Til træning havde jeg sat bolden i mål med et frispark langt ude fra. Og da der så var frispark til os langt ude fra mod Niebüll blev jeg sat til at sparke. Men ak, fodboldstøvlerne var ikke bundet ordentlig. Bolden røg langt ved siden af. Og så indkasserede jeg en advarsel fra dommeren, da den ene fodboldstøvle røg af. Vi tabte kampen 1-0. Men var da alligevel stolte. Tænk, vi havde været i udlandet og tabte kun meget knebent.
Det var ikke stort dengang, da vi tabte 14 – 0 til Daler til drengestævne. Men vi var enige om, at de stillede med et forkert hold, hvor spillerne var alt for gamle. Nu var min sportslige karriere i Tønder nu ikke ret gloværdig. Jeg havde ”byplads”, der skulle passes. Og det harmonerede ikke rigtig med træningstiderne.
Publikum blev udvist
Det var hvis nok på den gamle bane, at vi så Basse score det ene mål efter det andet. Han havde været eller blev professionel i Morton i Skotland. Og så var det Henning Enoksen, der skød det ene frisparksmål efter det andet. Jo vi skreget også hæse til diverse kampe.
Og til en oprykningskamp i Tinglev viste dommeren os helt ud af stadion. Han mente ikke, at vi skulle have lov til at overvære kampen. Vi havde nok ikke opført os eksemplarisk. På vejen hjem punkterede bussen også. Så det var bare optur.
Engang kørte vi helt til Ikast til pokalkamp. Ja i dag hedder det F.C. Midtjylland.
Og stort var det også, at vi til træning engang fik besøg af Ulrik Lefevre.
Blodige sportskampe
Lillebror dyrkede håndbold, og ro af mine andre brødre gik til roning. Men derhjemme på Lærkevej spillede vi også hockey med en eller anden ubeskrivelig stok. Ofte endte med slagsmål, så sådan en ”Sportskamp” kunne godt ende blodigt. Over hos Cadovius ved p – pladsen og cykelskurene spillede vi fodbold. Ved indgangen til fabrikken spillede vi badminton. Og da der var bilfri søndag havde vi lærkevej – mesterskaber i rulleskøjter. Og hvem tror i så, der vandt?
Ja egentlig dyrkede vi meget sport dengang. Ingolf og jeg cyklede både til Rømø og til Aabenraa.
Tondern Fussballklub von 1913
Her på siden har vi tidligere fokuseret på de tyske sportsklubber i Tønder. Der har været spillet fodbold i Tønder siden 1865. Men den første egentlige fodboldklub var Tondern Fussballklub von 1913. Jo, når man nu havde fået et moderne idrætsanlæg med egen sportscafe, så måtte man da også have en fodboldklub.
Det var et ret så moderne anlæg, man fik dengang i 1912 med såvel boldbaner som atletikbaner.
Ros til stadionet for enden af Lærkevej
Formanden for Jydsk Atletik Forbund, redaktør Ritto, Århus besøgte Tønder med et atletikhold kort efter indvielsen. Han skrev således:
Man kunne få varm vand i bruseren
Sports Cafeen gik i starten i forpagtning blandt interesserede i byen. Men senere fik forpagteren også tilsynsførende på hele stadion. I omklædningsrummet var der brusere. Ønskede man varmt vand kunne man putte penge i gasautomaten.
Og Tønders første kamp blev vundet 3-1 mod Bredebro. Kampen blev under meget mystiske forhold stoppet en halv time før ordinær spilletid.
Ugen efter blev det til 4-0 mod Løgumkloster. Og først nu fik man adgang til det flotte stadion. Man fik anskaffet to transportable jernmål. Men uha, det blev til et 9-1 nederlag til Skærbæk. Men 1913 og 1914 oplevede man masser af succes. Men pludselig satte krigen en stopper for aktiviteter og eksistens.
En international fodboldklub
Men i Cafe Skau i Richtsensgade stiftede man den 17. maj 1920 Internationale Fussball-Club 1920 med statsbetjent V. Arndal som formand. Meningen var at både den danske og den tyske ungdom skulle samles i klubben. Men også de engelske soldater, der førte tilsyn med grænseændringerne blev udført i fred og ro.
Den rent tyske ”Kaufmännischer Turnverein havde taget fodbold på programmet. Den første kamp mellem de to hold endte med en sejr på 14 – 1 til IFC.
Tønder Boldklub
Der kom flere og flere danske embedsmænd til byen, og englænderne rejste efterhånden, så i april 1921 tog man navneforandring til Tønder Boldklub. Det første år var der kun få kampe. Men tænk engang i 1922 spillede Tønder Boldklub mod Valby Boldklub.
Bogtrykker Th. Laursen forstod at samle byens efterhånden tre fodboldklubber i ”Forenede Boldklubber”. Det blev i 1939 til Tønder Sportsforening. Senere kom andre foreninger til, så efterhånden blev foreningen en paraplyorganisation for atletik, fodbold, håndbold, gymnastik.
Forslag til nyt idrætsanlæg
I tiden under besættelsen kom der ønsker frem om forbedringer af forskellige idrætsgrene i Tønder. Byrådet bevilligede penge til et skitseprojekt. Der var tre muligheder. Man kunne udvide den eksisterende sportsplads ved Ribe Landevej. Man kunne placere et idrætsanlæg, som blev placeret i den sydvestlige del af byen eller ved den tidligere markedsplads ved Sønderport. Man blev hurtig enige om den sidste mulighed.
Den mulighed mente de sidste forpagtere på Ribe Landevej, Claus og Gine Johansen dog ikke om. De udtalte:
Samvirkende Idrætsforeninger
Ved Sønderport kom man til at råde over 12 ha. Gamle stalde m.m. skulle først rives ned. Skitseplanen omfattede hovedstadion med fodboldbane og atletikbaner, en kastegård og 2 – 3 træningsbaner til fodbold og håndbold. Man tænkte også på at få anlagt 3 stk. tennisbaner samt et cirkelformet areal til diverse idrætsudøvelser, samt folkelige sammenkomster (friluftsforestillinger). Endelig var der planlagt en 200 meter skydebane. På arealet nærmest Sønderport tænkte man på at få opført en idrætshal med tilhørende omklædningsbygning. Hele anlægget var vist udført med nødvendige beplantninger for læ og skabelse af tiltalende omgivelser.
For at få det hele organiseret dannede man SIFT den 7. nov. 1945 på Tønder Statsskole, og det står for Samvirkende idrætsforeninger i Tønder. Formand blev J.P. Knudsen.
Det tog lang tid med Tønderhal 1
Friluftsbadet blev taget i brug den 10. juni 1951. Selve stadionanlægget blev taget i brug i efteråret 1953. Men nu gik man for alvor i gang med at kigge på hallen. Foreningerne kunne ikke rigtige blive enige om, hvilken hal, man ønskede.
Udgifterne blev anslået til 600.000 kr. Man havde indsamlet cirka 25.000 kr. fra foreningernes side. Og det var for lidt. Der opstod en krise i indsamlingen. Formanden J.P. Knudsen følte ikke at opbakningen var tilstrækkelig. Han mente desuden at nogle foreninger modarbejdede ham, derfor gik han.
Den nye formand Georg Füchsel kunne i 1957 fortælle, at nu havde man rundet 75.000 kr. i indsamlingen.
Den selvejende institution Tønderhallen blev stiftet den 3. maj 1961. Men først i december 1963 kom der gang i byggeriet af Tønderhal 1. Den 9. januar 1965 blev hallen indviet, men den var nu taget i brug inden, bl.a. til julemesse 1964.
Det gik hurtigere med Tønderhal 2
I 1966 begyndte man allerede at tale om endnu en hal. Men det gik dog to år inden man mente, at tiden var moden til endnu en hal. Man havde allerede fremskaffet egenkapital på 300.000 kr. Og Tønder Kommune lovede en garanti på 600.000 kr. til lån i byens banker. De sidste 200.000 kr. skulle man selv skaffe.
Mens man diskuterede forskellige halløsninger kom man i forbindelse med firmaet Cadomus. De kom til at levere deres patenterede elementplader. Selve opførelsen og detailprojekteringen blev overladt til lokale kræfter. Hallen påbegyndtes i forsommeren 1970 og var færdig til ibrugtagelse ved årsskiftet.
Hal 1 og 2 ydede i de kommende år en stor idrætslig støtte til idrætsarbejdet i Tønder. Men nye foreninger kom til, og de ville også gerne have haltimer. I slutningen af 70erne besluttede hallernes ledelse af man ville forsøge at opføre en træningshal i samme størrelse som Tønderhal 1.
En ny svømmehal
I årene 1969-70 fremkom de første tanker om en svømmehal. Dengang var vi mange, der havde glæde af Friluftsbadet. Og hvor mange gange, nuppede Fru Snabe os ikke i, at vi havde glemt at tage en bruser, inden vi kom ud fra omklædningsrummet. Sådan var vilkårene. Og hende Fru Snabe glemmer vi ikke bare.
Men Friluftsbadet havde kun åben i få måneder om året. I november 1971 sendte Tønderhallerne en skrivelse til Tønder Kommune, hvori man foreslog at realisere tankerne om en svømmehal i Tønder.
I 1972 blev der dannet et svømmehalsudvalg. Man tog på studieture. Og tanken om et 50 meter bassin opstod. De første overslag løs på 4,1 millioner kroner. Efterhånden kiggede man på 6 forskellige løsninger.
Endelig blev der forelagt en plan for en traditionel svømmehal med 25 meter bassin, et børnebassin og et soppebassin. Det blev så den plan, der nu er udført. Projektet skulle opfattes som totalentreprise med anvendelse af lokale håndværkere i stor udstrækning.
Byggeomkostningerne ville ikke overskride en sum af 3,9 millioner kroner. I begyndelsen af 1977 kom svømmehalsbyggeriet endelig i gang. Den 27. december 1977 var der indvielse af svømmehallen. Ved samme lejlighed afsløredes et vægrelief af maleren Dücke Johansen skænket af Sparekassen Sønderjylland.
Tønderhal 3 stod færdig
Økonomien i Tønderhallerne var nu af sådan en karakter, at man ikke behøvede at søge kommunal bistand til Tønderhal 3. Kommunen har kun støttet på den måde, at de har stillet grundarealet til rådighed. Hallen blev opført i løbet af 1979 og indviet 3. november 1979. I anledning af opførelsen af hal 3 blev den lange sidegang langs hal 2 opført, så adgangen til hal 3 kunne ske uden brug af hal 2 som adgangsvej.
Den 31. august 1979 var der nyindvielse af den gamle kantine, der blev udformet som egentlig cafeteria.
I 1982-83 blev der indrettet administrationskontor i midten af den tidligere omklædningsbygning til friluftsbadet.
I 1987-88 fik T.S.F. overdraget lokaler på 1. sal i hal 2 til klublokaler.
Henning Enoksen klarede lige oprykninger
I 1959 måtte Førsteholdet i fodbold ned i serie 2, og i 1962 var det så ned i serie 3. I 1965 var det så tilbage til serie 2. Og i 1967 kom Henning Enoksen. Dette betød, at holdet i 1969 rykkede op i serie 1. I 1977 nåede Tønder sandelig 3. division.
Der er blevet skrålet mig i Tønderhallerne
I 2003 blev paraplyorganisationen opløst. De fem afdelinger stiftede deres selvstændige foreninger. Og i fodbold gik det ikke ret godt. Bedre gik det, da man sluttede sig sammen med andre klubber i fodbold.
Hvor har vi ofte siddet som tiskuer og råbt og skreget under håndboldkampe. Ja enkelte gange er det også blevet til et par håndboldkampe nede på gulvet. Ja og til afslutningskoncert til Tønderfestivallen har vi skreget os hæse, når der blev sunget:
Det er faktisk godt gået af Tønder med alle disse faciliteter. Vi må så også håbe, at vores håndboldhold bliver i den bedste række.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Marts 26, 2018
De farlige kvinder
De farlige kvinders ø var Sprogø. De blev betragtet som letfærdig og løsagtig. Åndsvages seksualitet blev anset for at være stærkere. Men nu var de ikke åndsvage. De fleste havde gået i almindelig skole. Opfindsomheden var stor hos kvinderne på Sprogø. Samfundet ville vende den ”uheldige” udvikling. Der var fare for udbredelse af kønssygdomme og det var en økonomisk byrde for samfundet. Kvinderne var selv skyld i deres situation, de fik diagnosen ”moralsvag”. Incest blev ikke set som overgreb. Hjemsendelse skete kun mod sterilisering. Der var en nedladende og kynisk tone. Mænd blev tiltrukket til øen. Samfundet var bange for degenererede børn. Mange af kvinderne fik den tvivlsomme diagnose: ”antisocial åndsvag”. Først i slutningen af 1950erne stillede man spørgsmålstegn. ”Det Hvide Snit” var en måde at pacificere kvinderne og nu handlede det om kontrol.
De farlige kvinders ø
Vi suser lige forbi. Men de fire velholdte længer står her endnu ude midt i Storebælt op Sprogø. Ja øen er faktisk kaldt ”De farlige kvinders ø”.
Vidste du, at hertil blev cirka 500 kvinder deporteret. Og det var i tidspunktet fra 1923 til 1961. De skulle isoleres på ubestemt tid. Seksuelt og moralsk fordærvet, ja sådan lød beskrivelsen af de kvinder der boede her.
De havde ikke meget plads at boltre sig på Gamle Sprogø er ca. 1,7 kilometer lang og 400 meter bred med flere stejle bakker.
Flere mindre øer var i tale. Valget faldt på Sprogø på grund af den geografisk placering. Den lå centralt i Storebælt og i så lang en afstand fra fastlandet at flugt var umulig.
Letfærdig og løsagtig
De var i høj grad til fare for samfundet. Den typiske beboer blev anset for ”letfærdig og løsagtig”. Vi har stadig nemt ved at sige, at noget er galt med bestemte grupper. De professionelle var sikker på, at det var den måde, de skulle behandles på.
Anstalten på Sprogø blev oprettet i 1923. Arbejdsløsheden var stigende. Man bekymrede sig om en dalende kønsmoral. Antallet af kønssygdomme var stigende. Dette satte fokus på seksuelt aktive kvinder som smittespredere. Socialhygiejnen var fremherskende både hos læger og politikere.
Åndsvages seksualdrift blev anset for at være stærk
Initiativet blev i samtiden betragtet som progressivt og humanitært, fordi det befriede anstalterne for at anbringe de seksuelt løsslupne kvinder i lukkede anstalter. I stedet kunne de nu leve i det fri, drive have- og landbrug på øen, ganske vist under opsyn, men dog under langt friere forhold end det var muligt på en af de store anstalter på fastlandet.
Åndsvaghed blev betragtet som arveligt dengang. Og åndsvages seksualdrift blev anset for at være stærkere end andre folks.
Opfindsomheden var stor
Opfindsomheden var stor hos kvinderne. Nogle byggede tømmerflåder, andre forsøgte at smadre det hele for at slippe fri. Og så var det dem, der jævnligt holdt stævnemøder med stenfiskere fra Korsør.
Efter en brand i 1927 blev pigehjemmet genopbygget. Den normale turnus var et halvt år i køkkenet, et halvt år i systuen og et halvt ved landbruget. Men så kunne man sagtens risikere, at det hele startede forfra igen og igen.
Man skulle vende den ”uheldige” udvikling
Visse grupper skulle forhindres i at få børn. Man mente, at forskellige racer og klasser havde nedarvet negative ting, som ville forhindre at gøre menneskeheden bedre. Man skulle vende den ”uheldige” udvikling til at forhindre visse grupper i at få børn.
Vi har tidligere beskæftiget os med racehygiejne med et par artikler her på siden. Og det var de Kellerske anstalter, der startede deres virksomhed på Nørrebro, der holdt opsyn med Sprogø – pigerne i 30 år. Overlæge H.O. Wildenskov fra de Kellerske anstalter formulerede opgaven som at forhindre:
Fare for udbredelse af kønssygdomme
Svagt begavede kvinder blev betragtet som en stor samfundsfare. De var potentielle smittespredere af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet kunne føre til uønskede børnefødsler med stor risiko for ”degeneret arv” Værnet mod dette var blandt andet Sprogø-anstalten.
Arkitekten bag ø-anstalten var Christian Keller, overlæge ved Den Kellerske Aandsvageanstalt. Han var også manden bag Livø-anstalten, der blev oprettet i 1911 til utilpassede mænd. Til en embedsmand i Undervisningsministeriet skrev Keller i 1919, at øen skulle være opholdssted for:
En økonomisk byrde
I april 1922 skriver formand for den Antropologiske Komité, Søren Hansen om nødvendigheden af at oprette Sprogø:
Kvinderne var skyldige i deres egen situation
Birgit Kirkebæk har i sin bog kikket på 18 kvinders journaler med blandt andet diagnoser, breve, lægeattester, skolevurderinger, lovgivning med mere. Og det er i den grad rystende læsning. Det minder i den grad om, dengang det borgerlige Danmark ville have de fattige af vejen i Fattiggårde, og hvor de fattige selv blev gjort skyldige for deres situation.
Det var kvinderne, der her blev gjort skyldige i deres egen situation. Det var i hvert fald ikke mandens ansvar.
”Moralsvag”
Sørine havde ”flakket omkring” Selv var hun født uden for ægteskab og havde selv fået et barn. Derfor blev hun indsat på Sprogø. Hun blev beskrevet som ”kønsligt ustyrlig”. Hun blev anset for normal begavet med ”moralsvag”.
De færreste kvinder var udviklingshæmmede, måske snarere sent udviklede. De fleste havde gået i almindelig skole. Men efter at være testet af øens overlæge havde de fleste en forbavsende lav intelligenskvotient.
Incest blev ikke set som overgreb
Ophobninger af tunge sociale problemer i familien blev taget som udtryk for arvelig belastning. Flere af kvinderne havde været udsat for incest, hvilket ikke blev set som et overgreb, men som en legitimering af diagnosen:
Hjemsendelse kun med at man accepterede sterilisering
Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Man var anbragt på ubestemt tid. Det var alene overlægen, der bestemte, hvor længe man skulle blive. Efter at steriliserings-loven var blevet skærpet i 1934 var det nærmest en forudsætning for at forlade øen, at kvinden blev steriliseret.
Næste skridt mod friheden var familiepleje. Her skulle kvinden arbejde uden løn og familien fik penge af forsorgen for at have hende boende.
En nedladende og kynisk tone
Der var 40-50 kvinder af gangen. Der var mange genindlæggelser, mest af disciplinære grunde. De stak af fra deres arbejdspladser.
Overlægens diagnose var ufejlbarlig. Tonen var nedladende og kynisk. Men de to læger Chr. Keller og O.H. Wildenskow nød stor anerkendelse både nationalt og internationalt. Befolkningen opfattede dem som opofrende og humane som kun vilde det bedte for kvinderne.
Mænd blev tiltrukket til øen
Kvinderne blev til tider bæltefikseret og fik indsprøjtninger. De blev opdraget som en slags kønsløse arbejdsbier.
Blandt befolkningen gik der mange fortællinger om kvinderne på Sprogø. Ifølge rygtet var øen befolket af vildfarne unge kvinder, som ikke kunne stå for mandfolk. Det virkede som en magnet, en hel ø fuld af letlevende kvindfolk.
Dette har været fascinerende for mænd udefra. Det skete, at fiskerne samlede kvinderne op eller andre interesserede mandfolk gik i land og havde sex med kvinderne. Jo det var da en fyrbøder der gik på jagt på øen. Også efter kvinder. En af pigerne blev gravid. Manden var gift og havde børn. Han slap med en tjenstlig påtale.
Under krigen var hjemmet lukket. Øen var besat af 100 tyskere, der havde oprettet et antiluftskytsbatteri på øen. I 1947 blev hjemmet åbnet igen.
”Antisocial åndssvag”
Kvinderne var på Sprogø i gennemsnitlig syv år. En enkelt var her i 38 år.
Magda ankom til Sprogø allerede i 1923. Hun flyttede til De Kellerske Anstalter i Brejning i 1929, og her blev hun til 1984, hvor hun så flyttede på plejehjem. I et referat fra et behandlingsmøde på Brejning i 1981 skrives der:
Hun blev på institutionen med det der i dag må kaldes en yderst tvivlsom diagnose som:
Og det i mere end 60 år. Det er frygtelig at tænke på.
Samfundet var bange for degenererede børn
Op gennem 1950’erne var belægningerne dalende. Den kvindelige læge, der fik opsynet med øen i 1959 mente, at klientellet havde ændret sig. Anstalten blev lukket, og den sidste Sprogø-pige forlød øen i 1961.
Allerede inden anstalten var helt lukket ned, blev øen igen overvejet til et socialt formål. Denne gang ville man isolere unge kriminelle.
Samfundet var bange for at få flere degenererede børn. Svaret var, at de sunde skulle opmuntres til at få flere og de usunde skulle tvinges til slet ingen at få eller i hvert fald ganske få. De usunde skulle isoleres. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med tvangssterilisation og Det Hvide Snit. Nazister dengang, takkede Danmark for et banebrydende arbejde m.h.t. racehygiejne.
Først i 1950’erne stille man spørgsmålstegn
Et andet formål med Sprogø dengang, var at det skulle virke afskrækkende for det omgivende samfund.
Øen blev derefter brugt som feriekoloni indtil lukningen i 1976 på grund af brandfare.
Snart vil Sprogøs mørke fortid blive foreviget, når vi ser filmatiseringen af endnu en af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q – bøger.
Allerede i sidste halvdel af 1800-tallet blev såvel åndssvage som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og ”løsagtige personer betragtet som afvigere fra det ”civiliserede” samfund.
Det var ”De Kellerske Institutioner”, der stod for anstalten på Sprogø. Først i slutningen af 1950’erne begyndte man at stille spørgsmålstegn ved filosofien bag ved deres fortolkninger.
En måde at pacificere kvinderne
Af de 4.500 danskere, der i perioden 1939 til 1983 fik Det Hvide Snit udgjorde 70 pct. kvinder. De bandede, var aggressive og frivole. Ind imellem var de også voldelige. Og en sådan ageren kunne i 1940erne og de efterfølgende årtier føre til diagnosen psykopati især, hvis man var kvinde.
Danmark fik den tvivlsomme ære at få verdensrekord sammenholdt med befolkningsstørrelsen i brugen af det omstridte neurokirurgiske indgreb.
På en måde blev det hvide snit en måde at pacificere kvinderne på. Det var som regel unge kvinder, som det gik ud over. Systemet var neget autoritær, og man brugte bestemte trusler, som f.eks. at sende kvinderne på de værste afdelinger eller true dem med elektrochok.
Det kom til at handle om kontrol
Dødeligheden ved indgrebet var 6 pct. Og 30 pct. fik konstateret epilepsi efter indgrebet. Mange fik også forværret deres tilstand. Konstant kvalme, apati, vandladningsproblemer og desorientering var nogle af de symptomer, der overgik de opererede. Der manglede i høj grad kontrol med bivirkningerne.
Efter anden verdenskrig tog operationerne til. Man prøvede ikke andre muligheder. Det kom til at handle om kontrol. Operationen blev efterhånden brugt mod alt.
Psykopater fik tidsubestemte straffe, psykiske syge fik forbud mod at gifte sig og afvigere, som vi har hørt blev sendt ud på øde øer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk