Artikler
Marts 24, 2018
Alderstrøst og Håndværkerforeningen
Vi har tidligere været på besøg. Det var dengang, at Nørrebro havde masser af stiftelsesejendomme. At blive gammel dengang, betød at man blev fattig. Byggespekulation havde frie tøjler. Men dengang havde foreninger og organisationer respekt for alderdommen. Haandværkerforeningens motto var ”At virke for Tarv og Bedste”. Vi kigger på flagalleer og jubilæer. Der var fri lægehjælp og medicin. Men man krævede nyordning af ”Næringsvæsnet”. Den 20. november 1840 blev Haandværkerforeningen dannet. Og initiativtager Kramp var en energisk person. I 1915 var man vokset ”Stor og Stærk” Og det var urmager Øberg, der fandt på det med lotteriet. Og hovedsædet er i dag på Moltkes Palæ. Men hvordan ser det ud på Nørrebro i dag for Alderstrøst?
Vi har været her før
Vi har allerede været forbi Alderstrøst, da stiftelsen blev indviet, men nu besøger vi igen stiftelsen 25 år efter. Vi skal også besøge dem, der står bag ved, Håndværkerforeningen.
Masser af stiftelsesejendomme
Men hvordan var det med disse stiftelsesejendomme? Der var et hav af dem på et tidspunkt især på Nørrebro. De fleste er blevet solgt til andelsboliger eller ejeboliger. Nørrebro Handelsforening har endnu deres egen i Prinsesse Charlottesgade.
I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet var der mange af disse velgørende stiftelser for gamle erhvervsvirksomheder og erhvervsforeninger.
Gammel betød fattig dengang
Boligerne var friboliger eller meget billige boliger for tidligere medlemmer. Ofte var der også økonomisk støtte til de ældre. Det drejede sig om at skaffe selvstændige boliger. At være gammel dengang, betød ofte, at man også var fattig. Det offentlige havde ikke selvstændige boliger specielt til de ældre.
Nogle gamle måtte bo på fattiggårdene sammen med andre fattige. Det medførte tab af stemmeret. Almindeligt Hospital i København var et stort fattighus. Først i 1891 blev de fattige gamle skilt ud som en særlig slags fattige.
Byggespekulanter havde frie tøjler
Byggespekulanter på Nørrebro havde næsten haft fri tøjler. Der var ingen byggevedtægter, da man startede spekulationsbyggeriet. Det var fugtige og mørke slumejendomme med forhus, mellemhus og indtil flere baghuse og et minimum af faciliteter skød op på ingen steder. Næsten alt blev bygget efter samme skabelon med korridorlejligheder på et og to små værelser og med direkte adgang til stuen. Det startede i Tømrergade, Smedegade og Murergade. Få år senere var det alle gader i det egentlige Blågårds – kvarter.
Alderstrøst var af en helt anden kvalitet, og så var der ”lokummer for alle”.
Respekt for alderdommen
Da Alderstrøst blev stiftet i 1862 rummede stedet 195 lejligheder. Men efterhånden blev stedet for lille til at rumme alle de gamle. Den 16. juni 1893 blev et kompleks, der bestod af 270 lejligheder indviet.
Stiftelsen var sikret af legater, værdipapirer og kontanter. Ja og så fik man tilsagn om betydelige donationer. Jo dengang kunne man læse disse flotte ord:
At virke for Tarv og Bedste
Kjøbenhavns Haandværkerforening har til formål at virke til Håndværkerstandens Tarv og Bedste. Den blev stiftet i 1840 i en bevæget tid, da frihedsbølgen brød ind over landet og sporedes i alle forhold. Kampen om næringsfriheden satte sindene i bevægelse. Foreningen satsede også uddannelse af de unge. Og omsorgen for de gamle. Særlig på dette punkt ofrede man et energisk stykke arbejde.
Resultatet blev den store stiftelse, der strækker sig mellem Nørrebrogade, Baggesensgade og Blågårdsgade. I starten var det som skrevet 195 lejligheder, der betød friboliger for 240 gamle håndværksmestre, deres enker eller ugifte døtre. Således fik stiftelsen navnet Alderstrøst.
Der blev udvidet
Trangen til friboliger var dog langt større, end stiftelsen kunne hjælpe med. Hvert halve år lå der flere hundrede ansøgninger til de 5 – 10 boliger, som var ledige.
Man købte derfor en grund på 15.000 alen med 1,34 facade mod Møllegade. Den strakte sig herfra på begge sider over til Nørre Alle til den der beliggende Bræstrups Stiftelse.
Jubilæer og flagalleer
Jo i tidens løb har man forstået at markere udvidelser og jubilæer med store flagalleer og festklædte dammer og herrer. Der var skam særlige indbudte, og man var dog ikke blege for at vise, at man var stolte af projektet. Sangforeningen Odeon underholdte, da den næste udvidelse fandt sted. Sølvplade, grundsten og gangbare mønter blev lagt ned.
Lavsbannere var med til at markere den store begivenhed. Festudvalget var blevet hjulpet af bygningens arkitekt, hr. bygningsinspektør Thorvald Sørensen og hr. tømmermester Oscar Kohler. Selve grundstenen blev nedlagt af Stadens overpræsident hr. Kammerherre Klein.
Talrige indbudte herunder den samlende kommunalbestyrelse og forskellige andre autoriteter overværede det højtidelige øjeblik. Hr. Charles Ganderup havde skrevet en kantate, der blev sunget af Odeon under ledelse af Hr. kgl. Kapelmusikus Guldbrandsen.
Haandværkerforeningens formand, Hr. bagermester Lichtenberg, holdt festtalen og bragte de tilstedeværende foreningers tak, samt udbragte et leve for konge og fædreland. Overpræsidenten betonede i sin tale sammenholdet og ”broderlighedens ånd” som man havde givet i omsorg for de gamle og tidligere kollegaer. Alderstrøst var blevet foreningens ”kæreste barn”:
Bygningerne fik store åbne beplantede mellemrum. I dag vil man kalde det for grønne områder. På daværende tidspunkt blev det nævnt at stiftelsen rådede over 1.500.000 kr.
Fri lægehjælp og medicin
Man kunne også i den nye Alderstrøst yde fri lægehjælp og medicin. Man regnede med, at man yderligere skulle indsamle et beløb af 1 ½ million kroner. Idet hver bolig, der blev givet fri repræsenterede en værdi af 6.000 kr.
Her var forsamlingssal, bibliotek, læseværelse og 20 værksteder til beboernes benyttelse. En ringe del kunne bortgives. Resten måtte lejes ud. Men man begyndte også kun med 15 friboliger og efterhånden fik man flere og flere.
Indtægterne kom til dels ved overskud af varelotteri, dels ved bortleje af boliger, dels ved bidrag fra Haandværkerforeningen og legater.
De gamle udtrykte tilfredshed og glæde ved at have fået et godt og hyggeligt hjem.
Man krævede nyordning af ”Næringsvæsnet”
Men hvordan var det med Haandværkerforeningen dengang? Fra Europa kom nye ideer frem. På kaffebarer og i klubberne diskuterede man de store omvæltninger. Man var dog skuffet, da kongen meddelte, at tiden ikke var inde til de store regeringsreformer.
Men erhvervslivet krævede i hvert fald en nyordning af ”Næringsvæsnet” De frisindede så laugs-væsnet (lavsvæsnet) som en del af enevælden. I 1839 blev der nedsat en komite, der skulle kigge på dette. Et par enkelte håndværkere havde også taget til genmæle.
På allerhøjeste sted tog man ikke hensyn til håndværkerstandens egne ønsker. Man erkendte ikke situationens alvor.
På initiativ af den unge snedkermester Lasenius Kramp kom der nogle møder i stand mellem laugenes oldermænd og enkelte ledende mænd i de københavnske håndværkerkredse. Disse møder blev afholdt i Bangs Vinstue på hjørnet af Boldhusgade og Admiralgade (hvor den tidligere Studenterforening) havde til huse.
Diskussionerne førte til, at man hen på sommeren 1840 udsendte en indbydelse til dannelse af en håndværkerforening.
Den 20. november samme år kunne man afholde sit konstituerende møde. Frygten for indgreb i det nedarvede rettigheder havde virkelig formået at samle standen af byens 43 lav
Kramp – en energisk person
Men den første stykke tid må nok betragtes som et nederlag. Måske manglede der en stærk leder eller manglende opbakning fra medlemmerne.
Stifteren, Kramp var en udpræget genial natur, men han var ikke den fødte leder, dertil var hans interesser for vidtgrenet.
Allerede i 1830 havde han begyndt en slags højskoleundervisning af unge snedkere. Hertil kom i 1843 det af ham stiftede Teknisk Selskab, hvis store skoler måske store som de mest stolte monumenter over hans fremsyn.
Han varetog sekretærstillingen i Haandværkerforeningen, redigerede deres beretninger, skrev viser til dens fester, og var i det hele taget sjælen i den. Det skyldtes sikkert, at han overlevede nederlaget og blomstrede op til det store virke for håndværkerstanden.
I Bagernes Lavsbygninger
De første trange år boede foreningen billigt til leje i Bagernes Lavsbygning i Læderstræde. 1850 flyttede man til Skræddermestrenes Lavsbygning i Gammelmønt. Man begyndte forsøgsvis at holde sommer-sammenkomster på Den Kongelige Skydebane.
Man vendte dog tilbage til Læderstræde og lejede forholdsvis store og gode lokaler hos Bagerhusets nye ejer. Og det var såmænd Kramps Tekniske Selskab.
I 1915 var man ”Stor og Stærk”
Først femten år senere flyttede man atter. Man boede to år i leje på førstesal i Vimmelskaftet. Omsider kunne man i 1869 sætte foden på eget hus i den tidligere Frimureloge i Kronprinsessegade. Da foreningen fulgte 75 år rejste man en ”Håndværkerborg” i byens hjerte.
Haandværkerforeningen havde her i 1915 vokset sig stor og stærk. Grunden til dette var at man ikke alene havde ført en dygtig politik, man havde også gjort sin indflydelse gældende.
Urmager Øberg fandt på Lotteriet
Man havde draget omsorg for standens ikke-formuende medlemmer. Allerede dengang havde man rejst alderdomshjem. De store formuer til dette blev blandt andet fremskaffet ved hjælp af Varelotteriet. Det var urmager Øberg, der var kommet med denne tanke i 1852. Og i 1862 kunne man så erhverve sig den store grund mellem Nørrebrogade og Baggesensgade.
I 1887 gik håndværkerlotteriet op i en højere enhed med syv – otte andre lotterier.
Hovedsæde i Moltkes Palæ
I dag har foreningen hovedsæde i Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade. Foreningen har over 2.000 medlemmer som er ejere og ledere af små og mellemstore virksomheder inden for en bred vifte af erhverv. Herudover er der tilsluttet 35 københavnske lav og foreninger.
Den årlige medaljefest afholdes på Københavns Rådhus. Her uddeles sølv – og bronzemedaljer til de dygtigste af hovedstadens ny udlærte håndværkere.
Haandværkerforeningen og den tilknyttede fond, Alderstrøst ejer og administrerer omkring 700 lejemål, der fortrinsvis er til medlemmerne og deres pårørende.
I dag på Nørrebro
Kigger vi så i dag på Alderstrøst på Nørrebro. Der er facader mod Nørrebrogade 17, (1863) Mellembygning (1870) Baggesensgade 10 (1871) og Blågårdsgade 9. (1879). De blev opført af arkitekt Theodor Sørensen. Alle fløje er med kælder. De er på 4 eller 5 etager.
Anden etape blev opført 1892 med facader mod Møllegade 28 og 30, Nørre Alle 15 og 19, Alderstrøst Passage 2, 4 og 6. De blev fuldent i 1895 af den forrige arkitekts søn, Thorvald Sørensen.
I 1937 – 38 blev Bræstrups Stiftelse i Nørre Alle 17 nedrevet og erstattet af en udvidelse af Alderstrøst. Bygningen er på 6 etager.
De ældste bygninger på Nørrebrogade ejes ikke længere af Haandværkerforeningen, men er nu en afdeling under fsb.
Fra 2003 til 2008 blev Alderstrøst – bygningerne i Møllegade byfornyet for 220 mio. kr. I dag er der også afdelinger i andre bydele, og i nogle afdelinger er ventetiden 4 – 5 år.
Kilde:
(Det er ikke lykkedes for os, at fremskaffe alle disse titler!)
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Marts 21, 2018
Politiassistent Rantzau
Vi har fundet dette pudsige udklip og beskrivelse af politiassistent Rantzau. Fra 1863 til 1891 fungerede han som chef for politiet på Nørrebro. Vi har forsøgt at bibeholde vendingerne fra dengang. Men der, hvor det har været nødvendig har vi redigeret i sproget. Og for at gøre det mere læsevenlig har vi selv sat overskrifterne. Det er en sand lovprisning af Rantzau, og for den sags skyld også af politiet dengang. Men sådan var det jo ikke. Hvornår artiklen er fra, har vi ikke kunnet stadfæste, men den er før 1895, hvor Rantzau døde. Bagerst i artiklen har vi lavet en liste, hvor Rantzau også optræder, eller hvor politiet omkring dette tidspunkt også optræder. Vi har også lavet en liste over artikler, hvor politiet har optrådt med et større mandskab.
Loven blev ændret
Den tid ligger endnu ikke langt tilbage, da hovedstadens befolkning og dens politi stod over for hinanden som to krigsførende magter. Længe efter at Stokkemændene med deres røde livkjoler og trekantede hatte var blevet afløst af de i ydre henseende mindre skrækindjagende korps kunne der på forskellige måder mærkes udslag af de forskellige traditioner for Justitsen.
Heller ikke loven af 11. februar 1863, der grundlagde den nu for Københavns Politis gældende ordning, var nok til at bryde det nedarvede. Der måtte en hel række instrukser, vedtæger og forandringer til for at bidrage til en ny tingenes tilstand.
Men det må indrømmes, at man i årenes løb har arbejdet sig godt frem. Man er nu ikke langt fra det standpunkt, der betegnes som det naturlige at byens borgere ser politivæsnet med samme øjne som på skolevæsnet, brandvæsnet og de forskellige andre væsner med hvilke politiet i flere henseender er jævnstillet.
Staten kunne godt betale noget mere
Ganske vist kan der endnu i Borgerrepræsentationen, når der er tale om ekstraordinære bevillinger til politiets budget fremkomme kritiske indvendinger. Man mener at staten mere end hidtil burde yde støtte til dette. Men man klager næsten ikke mere over politiet og dets optræden. Tværtimod har denne flere gange været genstand for anerkendende omtale og lejlighedsvis kan man høre udtalelser i samme retning fra befolkningen, hvor man navnlig glæder sig over den i politiet stedfindende udvikling fra det militaristiske til det borgerlige.
Rantzau regerede på et større område
Blandt de politifunktionere, der har båret denne udvikling frem har ”Rantzau fra Nørrebro” i mange år været den populæreste. Hans høje, statelige og bredskuldrede skikkelse, der både ved opløb, møder og festligheder, hvor politiet var med, ragede op over al folket, er kendt af enhver københavner, og hans lige så humane som virkningsfulde embedsoptræden var anerkendt i alle i det ham underlagte store politidistrikt.
Indtil for nogle år siden omfattede det både Nørrebro og Østerbro. Med en befolkning på imod 100.000 sjæle. Både den stil færdige del af befolkningen, der lever af at komme i nogen direkte berøring med politiet og den mindre stilfærdige del, der ikke altid ganske er i samme heldige tilfælde har i stedse stigende grad erkendt, at politiassistent Rantzau er en mand på sin rette plads.
Rantzau kom til Nørrebro i 1863
Heri ligger der et vidnesbyrd om, at Rantzau sad inde med betydelige evner, der kunne vokse og udvikles efter tidens forandrede krav. Efter at have været militær under Frederik den Sjette, trådte han i 1845 ind i gamle ”Bræstrups Korps”. Han fik sin uddannelse som politimand, først et par år på Politikamret og senere på Vesterbro, hvor han gjorde tjeneste i 16 år, indtil han i 1863 ved politiets omformning og Crones tiltrædelse blev assistent på Nørrebro.
I de 28 år i hvilke Rantzau har beklædt denne stilling, er der foregået en rivende udvikling på Nørrebro og en ikke mindre rivende udvikling i politiet med forandring både af dets indre organisation og dets ydre optræden. Men det har været almindelig erkendt, at Rantzau stedse forstod at holde skridt med udviklingen.
Han havde lidt friere tøjler
Den anseelse, som han har mødte med fra sin betjentvirksomhed og med hensyn til hvilket man særlig har fremhævet hans samarbejde med Martin Hertz, bl.a. ved pågribelse af den svenske falskmønter – bande i 1860, forstod han stedse at bevare og øge, således at han fik autoritet både hos over- og underordnede.
Skønt han loyalt om end af og til med åbne og frejdige indsigelser, bøjede sig for sin chef, har det dog været almindelig bekendt, at Rantzau ved flere lejligheder har stået friere og kunnet handle med større selvstændighed end hans kollegaer i al almindelighed.
Han fik Ridderkorset
Men der har ingen skade været klaget over, at han har benyttet sin selvstændighed på urette vis, tværtimod har man ved flere lejligheder påskønnet hans konduite, der netop i kritiske tilfælde har røbet både diplomatisk og praktisk sans.
Fra officiel side er hans tjeneste blevet belønnet med Ridderkorset – det eneste mellem politiassistenterne. Og fra befolkningens side er der ved flere lejligheder bl.a. ved hans 25 års jubilæum som politiassistent i kredsen vist ham opmærksomhed på mange måder.
Han klarede også ”Socialistmøder”
Det har i Rantzaus tjenestetid på Nørrebro været mange vanskelige opgaver som politiet netop under hans jurisdiktion. I denne holdtes socialistmøder i begyndelsen af halvfjerdserne og de næsten lige så navnkundige vælgermøder i begyndelsen af firserne. Ved de første mente man ikke, at Rantzau kunne klare sig alene med den ham undergivne styrke, og så gik det som bekendt mindre godt.
Ved de sidste lod man Rantzau træffe sine dispositioner på egen hånd og så blev der ikke noget væsentlig at klage over. Ved det møde, hvor der så værst ud, idet en folketingskandidat – den nuværende kulturminister – klemtes inde på en uhyggelig måde, klarede Rantzau personlig alle vanskeligheder, idet han med sin brede skikkelse banede vej gennem mængden, som blot, idet den dannede passage, sagde nogle vittigheder, på hvilke han svarede med den ham egne Bonbomie.
Han viste sin magt over mængderne
Det var ved sådanne lejligheder, at Rantzau kunne vise sin magt over mængden, som hverken turde eller ville gøre den kraftige og almindelige afholdte mand fortræd, ved de mange festtog, der i årenes løb er gående gennem byen, er man kommet bedst gennem trængslen, når han var i spidsen.
Hvor han gik foran blev der let plads for geledderne, der fulgte efter, og det skete på en lempeligere måde end ved senere lejligheder, hvor flere af hans kollegaer til hest har overtaget denne del af hans opgave. Den sikkerhed, besindighed og autoritet, hvormed han bevægede sig, opvejede fuldt et helt geled af hans yngre kollegaers ride – færdighed.
Han var medgørlig
Men også ved den mere stilfærdige, daglige gerning har Rantzau som politimand vundet anerkendelse. Han var medgørlig, når det kun drejede sig om mindre forseelser, men han kunne også være streng, når det behøvedes. Hans retfærdighedsfølelse var stærkt udviklet, men han fulgte gerne sit gode hjerte, hvor det kunne ske uden skade.
Mange af Nørrebros store befolkning har i stilhed hentet råd og bistand hos ham i vanskelige tilfælde, og han var altid rede til at bøde på ulykke, hvis det var ham muligt. Han var en af de virksomste til at organisere det velgørenhedsværk, der i en årrække er båret frem af stadens politiassistenter, særlig ved jule- og vintertid. Det felt han havde at arbejde med, var særdeles stort, man han lod sig ingensinde skræmme af arbejdet. Han var måske den, der kendte Nørrebros fattige mest, og han har givet mange værdifulde vink på bedt mulige vis at lindre nøden iblandt dem.
46 år i politiets tjeneste
Allerede ved flere tidligere lejligheder, for eksempel ved den nuværende politidirektørs tiltræden har der gået rygter om, at Rantzau ville træde tilbage fra sin anstrengende stilling. Når han har gjort alvor deraf, ligger det ene deri, at hans kræfter og helbred ikke længere slår til.
Efter at have nået en alder af 72 år, hvoraf 46 er tilbragt i politiets tjeneste har han ment, at han med god samvittighed kunne trække sig tilbage til privatlivet. Mange vil beklage, at han har måttet gøre det, men alle vil udtale de bedste ønsker for hans alderdom og det er givet ham forskellige vidnesbyrd om, at disse ønsker er alvorlig mente.
Det er næsten for meget af det gode, den ros som Rantzau får og for den sags skyld også politiet. Men sådan var det langt fra. Skal man basere lokalhistorien ud fra sådan en artikel så er den jo ikke meget værd. Og vi ville jo heller ikke have bragt denne, hvis ikke vi allerede havde bragt andre artikler om politiets arbejde på Nørrebro. Det er ingen tvivl om, at Rantzau var populær og flere borgere dengang mente helt bestemt at Rantzausgade var opkaldt efter denne stolte politibetjent.
Men nu har vi som nævnt også andre historie om politiet og om Rantzau. Han skulle således have en stol at sidde på, mens han dirigerede sine tropper, da fagbevægelsen indfandt sig på Assistens Kirkegård. Og da Station 6 blev bygget fik Rantzau sin egen lejlighed og lejlighed. De andre betjente måtte stadig stå i kø, når de skulle! Og det var ved retiraderne i gården.
Det sjove er også at bemærke, at befolkningen var glade for, at politiet blev afmilitariseret. I dag går man den modsatte vej. Man vil give det militær, der hjælper politiet større beføjelser.
I artiklen hævdes der også, at befolkningen viste mere respekt over for politiet. Det kan man just ikke sige, når man læser andre artikler om politiet omkring den tid. De viste nu heller ikke alle respekt over for deres arbejde.
Rantzau fungerede som chef for Station 6 i perioden 1863 til 1891. Han døde i 1895.
Nu er det også pudsige ting, der kan foregå. Således tilgik der et brev til Rantzau:
Hr. Politiassistent Rantzau!
Brevet er fra Østerbro, og var sagerne endte med, vides ikke.
Hvis du vil vide mere: Om Politiet på Nørrebro så se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Banditter (Banditter er et begreb, vi har samlet artikler, hvor politiet har været til stede i større omgang) se her på www.dengang.dk
Marts 19, 2018
Rungholt og manddrukning et og to
Se overdriver, sagde min mor, da Tønder skulle evakueres. Ikke mange danskere kender Rungholt. Vi kender Strands historie fra 1198. Der er lavet film, digte, noveller, kriminalroman m.m. om Rungholt. I tre dage rassede stormen i 1362. Man troede ikke på begivenheden. Men pludselig dukkede gamle ting frem fra vadehavet. Man fandt også et testamente og en handelsaftale. Der er mange fund fra forskellige perioder. Rungholt var en stor handelsplads. Men eksisterede den for 3.000 år før dens undergang. Der er et sagn i forskellige versioner. Efter 1362 fik Husum skibsadgang. Man støttede Chr. Den Fjerde. En heks fra Rømø blev anklaget for at have sat gang i en stormflod. Ved manddrukning nummer to omkom to tredjedel af Nordstrands befolkning. Kan en dansk by blive det nye Rungholt?
De overdriver, sagde min mor
Jeg glemmer aldrig dengang, da jeg ringede fra Aabenraa til min mor i Tønder, som skulle evakueres på grund af fare for stormflod. Radio Syd sendte direkte hele dagen. Jeg skulle høre, hvordan det gik. ”Åh”, sagde min mor. De overdriver, for jeg kan se, at vinden er drejet. Hun havde i samtalens løb kigget over på overboens vejrhane.
Der var ofte fare på færde dengang, inden vi fik det fremskudte sige. De fleste sønderjyder vil sikkert mene, at det tog alt for lang tid.
Ikke mange danskere kender Rungholt
Mon ikke de fleste sønderjyder kender Rungholt, men det er nok ikke så mange dansker i det hele taget, der kender det sagnombruste sted. Men Rungholt lå omtrent 40 km syd-sydvest for den dansk-tyske grænse, 20 km ude for Husum.
Vi taler med jævne mellemrum om oversvømmelser i Danmark, men det er slet ikke noget i forhold til Rungholt. Det var den 16. januar 1362, hvor 44 sogne blev ødelagt. Man skønner, at omkring 10.000 mennesker omkom. Ja diverse myter fortæller om 200.000 omkomne.
Vi kender Strands historie fra 1198
Vi kender Strands historie fra 1198. Det var betegnelsen for landet ved stranden. Dette kystområde var i højmiddelalderen endnu forbundet med fastlandet og lignede et amfibielandskab med mange priler og floder.
Området blev permanent befolket omkring 1100, da sydfra komne frisere slog sig ned ved kysten (strandfriserne). Største by i området var Rungholt. Strands daværende fem herreder var Edoms Herred i landskabets centrum. Viriks og Beltring Herred lå i nord, Lundebjerg Herred i syd. Pelworm Herred lå mod syd. Det var især de sydlige dele af Strand, der forsvandt i bølgerne.
Et digt og en novelle af Theodor Storm
Men ofte er dette glemt, og historien koncentrerer sig om Rungholt. Det er fordi sagnet om Rungholt blev nedskrevet i slutningen af 1500-tallet og Ditlef von Liliencrons digt ”Trutz Blanke Hans fra 1882.
Her blev befolkningen beskrevet som larmende og fulde mennesker. Men allerede et par år før dette digt havde den berømte forfatter Theodor Storm nedskrevet sagnet om Rungholdt. Ja det indgår faktisk i en af hans ukendte noveller ”Eine Halligfahrt”.
Film og kriminalroman
Og det var egentlig Karl Müllendorf, der i 1845 først fremkom med sagnet i værket ”Sagn, eventyr og viser”. Så sent som i 2001 fremkom en film, der indeholdt alt om rigdom, synd og naturens kræfter. Filmen hed ”Rungholts undergang”.
Ja i 2005 udkom der endda en kriminalroman af Derek Meister, der hed ”Rungholts ære” Det handler om en købmand med samme navn. Han overlever i sidste øjeblik, og siden har han en panisk angst for vand.
I tre dage rasede stormen i 1362
Isen sprak og forvandlede sig til ødelæggende klumper, som med stor kraft slog ind mod de skrøbelige diger, der dermed brast. Store mængder vand fossede ind. Kirker, gårde og staldbygninger blev forvandlet til murbrokker og pindebrænde. I tre dage rasede stormen. Ja på tyske kalder man stormfloden for ”Blanke Hans”.
Stormfloden var 2,40 meter over digerne. Selv de bedste diger dengang har kunnet holde til denne stormflod. Stærke lavtryk og stærke nordvest-storme havde trykket vandet ind i Tyske Bugt.
Tilsvarende katastrofer indtraf fra Rømø i nord og Elben i syd.
En fornyet interesse for Rungholt
Men 100 år senere skete der også noget. Et stykke af randen af halligen Südfall brækkede af, og en efterfølgende erosion frilagde de omliggende vader. Nu åbenbarede der sig pludselig velbevarede bebyggelsesspor.
Fundene var massive rundt om Südfall. Dette retfærdiggøre måske den store interesse for Rungholt. Især takket være hjemstavnsforskeren Andreas Busch fra halvøen Nordstrand kan man få indtryk af katastrofens omfang dengang. Fra 1921 til 1943 kortlagde, beskrev og fotograferede han værfter, grøfter, diger og dige – sluser, der fremkom i vaden. Ja han fortsatte endda helt til sin død i 1972 og lede efter efterladenskaber fra Rungholt.
Testamente og handelsaftale
Ud fra fordelingen og antallet af brønde har han skønnet Rungholts indbyggerantal til mellem 1.500 og 2.000 indbyggere. Det kan sammenlignes med Kiels befolkning i 1300 – tallet. Hamborg havde på samme tidspunkt 5.000 indbyggere.
I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen faste beviser. Især Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en rolle. Man har også fundet et testamente fra 1345 med oplysning om Rungholt og tillige en handelsaftale med Hamborgs købmænd dateret 1. maj 1361, blot otte måneder inden at stormfloden ødelagde byen.
Mange fund fra forskellige perioder
Spor af bebyggelser begyndte først at komme til syne i løbet af 1800 – tallet. De fleste af de bebyggelsesspor, der blev registreret i vaden omkring Hallig Südfall efter 1921 er ikke synlige i dag. De er er enten eroderet væk, er ødelagt af nydannede pril – grøfter eller de ligger begravet i vaden. Flere af værfterne er blevet ødelagt.
Forskellige ø- og halligboere har gjort mange fund. Der er økse og dolke, krus og meget mere. Man kan udlede, at den sydlige del af det nordfrisiske Vadehavsområde har været besøgt i tiden fra 2500 til 1500 f.Kr. Man har endnu ikke fundet fund fra yngre bronzealder eller før – romersk jernalder. Men mellem Pellworm og Südfall er der dukket flere del af lerkar op fra romersk jernalder. Men også romerske mønter fra 2. århundrede e.Kr.
Men man har fundet mange tusinde genstande fra den sene del af 1100- tallet og fra første halvdel af 1300 – tallet. Dette taler for, at Rungholt – området blev slået fuldstændig i stykker.
Kun nord for Südfall er der fremkommet fund fra 15 – og 1600 – tallet, der tyder på en midlertidig beboelse i et mindre område af det middelalderlige kulturlandskab eller på et nyopvokset halligland.
Byen Slesvigs indflydelse blev forringet
I begyndelsen af 1200 – tallet havde Slesvig ikke længere så stor betydning som østvendt havneby og centrum mellem Vest – og Østeuropa. Blandt flere årsager er det også havets tiltagende betydning for den nordfrisiske kyst, som fik konsekvenser for Slesvig by.
Allerede i løbet af 1100 – tallet blev kystboerne på vestkysten fordrevet fra deres hidtidige bebyggelser på den flade marsk og tvunget til at bygge værfter og diger. Forholdene i Ejderen og Treene havde også ændret sig. De store handelsskibe kunne ikke mere sejle her.
Den nordfrisiske kyst var attraktiv
For de handlende fra Hamborg til Flandern var den nordfrisiske kyst stadig attraktiv. Det vidner de mange importfund fra 12 – og 1300 – tallet fra vaderne omkring Südfall om. Udover forskellige landbrugsvarer var det salt, udvundet af det saltmættende tørv, som lokkede de handlende til fra fjerntliggende egne.
Ved halligerne Hooge, Nordmarch – Langenæs og Habel samt i den tilgrænsende fastlandsmarsk er det stadig muligt at finde arkæologisk spor fra gravning efter salttørv.
Man har fundet malmgryder, sværd og dragtdele, som har tilhørt folk af en vis social klasse. Et særligt fund er en pilgrimsbjælde, som viser, at det ikke kun var handlen, der fik folk til at tage rejsen hen over havet.
En stor handelsplads
Indtil videre er der hverken lokaliseret havne – eller en anløbsplads i Vadehavet ved Südfall, der kan have været brugt til handel. Der er hverken fundet spor i landskabet eller arkæologiske genstande, der kan knyttes sammen med en havn eller søfart som sådan.
Men et er i hvert fald sikkert. Rungholt var den største handelsby i området. Der blev fragtet salt, rav, kvæg og afgrøder mellem Rhein – Main – området, England, Norden og Benelux. Det er endda gjort fund som spansk – maurisk keramik med muslimske indskrifter, der tyder på handel med arabiske kulturkredse.
Har Rungholt eksisteret for 3.000 år siden?
Og dette har fået en af Rungholt – forskerne til at komme med nogle opsigtsvækkende påstande. Etnologen Hans-Peter Duerr tog i 1994 sammen med sine studenter en tur ud i Vadehavet. De gjorde særdeles mange fund.
Etnologen mener, at Rungholt allerede 3.000 år før sin undergang har haft forbindelser med minoiske skibsfarer. Man byttede forskellige olier med rav. Duerr påstår, at han har fundet vraget af et skib fra Kreta i Vadehavet. Men det endelig bevis mangler åbenbart. Og åbenbart er Duerr kommet på kant med myndighederne.
Etnologen blev senere professor i Bremen. Og professoren vil ikke overlade sine fund til myndighederne. Han påstår, at have gengivet på et kort, hvor han har fundet skibsvraget.
Og det var hovedbyen i Edoms Herred på Strand. Ved stormfloden mistede Strand forbindelsen til fastlandet.
Byen er nævnt i et dokument fra 1345. Efter datidens forhold var byen velhavende. Den var ikke kun kendt for sine fine salt. Men også for hvalfangst.
Diget har været tæt bebygget og nærmest gennemhullet af talrige brønde. Derfor har det ikke kunnet bruges som havdige.
Sagnet i forskellige versioner
Undergangen blev betragtet som Guds straf over et syndigt land.
Ifølge sagnet ville to svirebrødre lave sjov med den lokal præst. De kaldte ham ud til en døende, som viste sig at være et svin, de havde klædt ud og lagt i seng. De spottede præsten og hældte øl i hans kasse med sakramenterne.
Præsten fik samme nat et varsel og flygtede med sit hushold til en højt beliggende kirke på Ejderstedt. I løbet af natten brød vandet igennem digerne og skyllede Rungholt i havet. Ifølge sagnet kan man på vindstille dage stadig høre Rungholts kirkeklokke ringe under bølgerne.
Og som altid er der forskellige versioner, af dette sagn. Nogle steder, står der, at det kun er søndagsbørn, der kan høre klokkerne. Et andet sted står det anført, at da præsten flygtede havde han været i kirken. Han havde taget sin pige med og to jomfruer kom efter dem, efter at han havde bedt til Gud.
Den danske konge var på besøg
Befolkningen greb ind i naturen ved at forbedre marskens jord, derved blev marsken lavere. Og så er det også lige det at i 1350 hærgede pesten, så måske havde man ikke kræfterne til at vedligeholde digerne.
Måske har man også været en smule hovmodig. For når stormfloder inden den, der her ramte Rungholt gang på gang druknede andre øer og småbyer i det nordfrisiske marskland, så slap Rungholt altid med skrækken.
Det lykkedes heller ikke at genetablere digerne emellem de nutidige øer Pellworm og Nordstrand i tiden efter Den Store Manddrukning. Det ubeskyttede område er i dag blevet til vade.
I 1354 tog den danske konge Valdemar Atterdag på tur i området, og det var særlig omkring Pellworm han tog til. Det var for at skaffe flere afgifter.
Pludselig fik Husum adgang til Skibssejlads
Den Store Manddrukning i 1362 var ikke blot skyld i store tab af menneskeliv og af indvundet land. Den førte også til forandringer i landskabet, som kystbefolkningen profiterede af. For eksempel gennembrød den såkaldte Heverstrøm (kompliceret system af tidevands – render) den strandvold, der på det tidspunkt lå mellem Lundenberg herred og øen Gammel – Nordstrand, så der blev adgang for skibssejlads ind til Husum.
Som efterfølger for Rungholt udviklede denne hidtil ret ubetydelige bebyggelse sig til en rigtig havneby.
Specielle overlevelsesstrategier
Desuden voksede der efter stormfloden halligland op på den del af det ødelagte middelalderlige kulturlandskab, der lå på stabil undergrund. Dette landskab blev beboet af mennesker, og på denne måde opstod de på verdensplan enestående halliger, hvor mennesker indtil i dag takket være specielle overlevelsesstrategier har været i stand til at leve og ernære sig.
I 1426 vedtog repræsentanter fra tre af de i alt fem strandske herreder sammen med repræsentanter fra bl.a. Amrum, Før og Sild den såkaldte ”Syvherreds-Vedtægt”, som stadfæstede det hidtil mundtlige overleverede nordfrisiske retstradition. I 1528 blev den lutherske reformation indført på øen.
Blodhævnen blev afskaffet
Ved den 1544 stedfundne landsdeling mellem kong Christian den Tredje og hans to brødre i hertugdømmerne, tilfaldt øen den haderslevske del af Sønderjylland. Hertug Hans den Ældre opholdt sig flere gange på øen og hjalp med at forbedre kystbeskyttelsen. Ja og sjov nok gik han også meget op i at beskytte Tønder – marsken.
I 1555 udsendte regenten en selvstændig kirkeordning for øen og hjalp med at kodificere den såkaldte spadelandsret. Denne ret kan kort forklares ved, at bor man i marsken fik man ret til jord mod til gengæld at vedligeholde diger og koge.
Med den nordstrandske landsret (strandretten) fra 1572 blev forpligtelsen til at øve blodhævn afskaffet. Efter Hans den Ældres død i 1580 tilfaldt øen gottorperne. I 1593 blev der gennemført en ny herredsinddeling, idet resterne af Lundsbjerg – og Viriks Herreder kom til de øvrige tre herreder.
En stor gren af selvstyre
Omkring 1600 var øen sikret med en gennemgående sø – dige. Størstedelen af landet bag dige – linjen lå under havniveauet, og var derfor i fare for at blive oversvømmet. Men jorden var frugtbar. Derfor blev Strandboerne anset for at være velhavende. Størstedelen af de godt 8.600 indbyggere arbejdede i landbruget. De største erhvervsgrene var mælkeproduktion, korn- og kvægavl, men også udvinding af salttørv. I landsbyerne fandtes der også håndværkere. Godsejere og feudalistiske strukturer fandtes overhovedet ikke. Øen var en af de sønderjyske landskaber med en større grad af selvstyre.
De støttede Christian den Fjerde
Under trediveårskrigen protesterede øens befolkning mod den af Gottorp-hertugen forordnede indkvartering af tysk/kejserlige tropper. De hyldede i 1629 ved Gaikebøl i stedet den danske konge Christian den Fjerde som lensherre over hertugen.
Strandboerne slog derefter først en kejserlig og så en gottorpsk hær tilbage, men blev til sidst nedkæmpet af gottorperne. Vedligeholdelse af digerne led under kampene.
Den store skat er endnu ikke fundet
I Vadehavet finder man hele tiden ting og sager. Det bliver fotograferet, taget op og renset. Og så bliver findestedet kodet ind på et kort. Det er absolut forbudt, at tage tingene med hjem. Vadehavet er nationalpark og er Unesco Verdens kulturarv.
To gange i døgnet bliver området oversvømmet. Vadehavet forandrer sig hele tiden. Materialer bliver hele tiden spulet væk og nye materialer kommer til.
Mange har været på jagt i Vadehavet efter en skat. Myterne omkring Rungholts rigdom har nok været overdrevet. Der er ingen, der har fundet den helt store skat endnu. Meget af det, der findes er også forurening, som har bredt sig til Vadehavet. Det meste af det som findes har ikke relationer til Rungholt.
Rungholt-dage på Nordstarnd
Men en masse ting er dog trods alt blevet fundet, og det er opbevaret tre forskellige steder i Slesvig-Holstens Landsmuseum, i Nissen-Huset i Husum og i Rungholt-museet i Pellworm.
Der er opstået en slags kult omkring den forsvundne by. Ja det er næsten som Nordens Atlantis. Hvert år samles man til Rungholt – dage på Nordstrand.
Der fanges fisk i klostret
I 1532 ramte også en kæmpe stormflod. Alene ved den sydslesvigske halvø Ejderstedt druknede 100 mennesker. På øen Strand omkom 1.500 mennesker. I Tønder stod vandet 3 alen (1,8 meter) højt i Sct. Laurentii Kirke, som ellers var bygget 3,5 meter over havets overflade.
Fra Ribe forlød, at vandet stod så højt, at ”der kunne fanges levende fisk i klosteromgangen” Alle Mandøs beboere omkom under oversvømmelserne, bortset fra 8 mand som tilfældigvis befandt sig på fastlandet. Ifølge legenden rejste de efter stormfloden til Sønderho på Fanø og fandt sig koner, som de bragte med til Mandø, hvor de byggede øsamfundet op igen.
En heks bliver beskyldt for at have igangsat en stormflod
Stormfloden i december 1615 krævede også menneskeliv. Det var den begivenhed, der medførte, at Karen Roed fra Rømø i 1620 kom for Riber Ret. Hun blev dømt og brændt for hekseri, fordi hun ifølge anklagen:
Vandet stod op til Tønder Slots vinduer
Om den samme storm noterer P. Rhode i Haderslev Amts Beskrivelse:
1,6 meter over kirkegulvet i Ribe
Den 11. oktober 1634 oplevede vi Den Anden Manddrukning. Da sagde man, at det var den værste stormflod nogensinde. Her stod vandet højt op af gulvet i Ribe Domkirke. Inde i kirken blev vandstanden næsten mandshøj, 1,6 meter over kirkegulvet.
I Nr. Farup druknede 295 mennesker. Det var halvdelen af sognet. Så langt væk som Seem sogn, der ligger 14 km fra havet omkom 10 mennesker.
Luften var fuld af ild
To tredjedel af Nordstrands beboere omkom
Stormfloden gik især ud over øen Strand, som blev delt i to, hvorved øerne Pellworm og Nordstrand opstod. Af Strands ca. 9.000 indbyggere omkom 6.000. På øen Pellworm kom man forholdsvis hurtigt i gang igen, men på Nordstrand skete det først, da kapitalstærke hollændere indvandrede i 1652.
Også Nordstrand Moor og Hamburger Hallig er en hallig, der opstod dengang. En sandbanke, som måske har rummet en lille skov ved Rungholt ved navn Rungholtsand er bevaret.
Cirka 50.000 køer og heste døde alene på Nordstrand. 19 af øens 22 kirker gik tabt.
I alt regner man med at mellem 8.000 og 15.000 mennesker druknede under denne stormflod. To tredjedele af befolkningen omkom. De fleste landsbyer forsvandt i havet.
Digerne havde ikke samme kvalitet
Digerne havde længe ikke samme kvalitet som i dag, og de havde ikke samme varslingssystem.
Den 220 km2 store ø blev i løbet af kun få timer næsten fuldstændig oversvømmet
Hollænderne genopbyggede Nordstrand
I dagene og ugerne efter stormfloden viste det sig, at store dele af de oversvømmede områder ikke kunne genvindes. Det skyldtes især øens dybe beliggenhed. Det indtrængende vand kunne på grund af landet s dybde ikke løbe ud med det resultat at det hidtidige kulturlandskab i kort tid var forvandlet til vadområde.
Dertil kom, at hertugen ikke var rede til at støtte en eventuel genopbygning. Kun på Pelworm lykkedes det indbyggerne at genopbygge digerne ved hjælp af nederlandske dige – byggere. En del af de overlevende slog sig på halligerne Mor, Grøde, Hoge og Langenæs. Mange forlod og landet. Den nuværende halvø, Nordstrand blev senere befolket og gen inddiget af nederlænderne, som fik ”oktroj” for at genopbygge kogene.
Stormflod 1825
Også natten mellem den 3. og 4. februar 1825 ramte en storm stormflod halligerne. Det var især halligerne, den ramte. 74 mennesker druknede, næsten alle dyr druknede. De fleste huse blev ødelagt og forsvandt helt.
Stormflod 1976
Også mellem den 3. og 4. januar 1976 indtraf en slem stormflod. Målingerne var rekordhøje. Og vi vil nok i fremtiden opleve flere af disse stormfloder. Man har set dem op til 7 meter. Det fremskudte dige ved Højer er hvis nok på 8 meter.
Sommerdigerne kunne ikke modstå stormfloden
Langs den sønderjyske vestkyst havde man sommerdiger. Men de kunne ikke modstå de store efterårs- og vinterstorme. Noget tyder også på, at disse diger var dårlig vedligeholdte. Måske var det på grund af økonomiske problemer.
En af konsekvenserne var også, at kystlinjen blev forandret til nogenlunde den, som vi kender i dag.
Ikke bare skabte stormen og den medfølgende stormflod øen Langli, der indtil den nat var en odde. Stormen satte gang i en proces, der over få årtier flyttede enorme mængder sedimenter og skabte halvøen Skallingen.
Stormen 1634 ramte under højvande
At stormen blev så kraftig skyldtes flere sammenfald. Ingen ved, hvor meget vind der var dengang, men der skal naturligvis meget vind til at presse store mængder havvind ind mod kysten.
Nu ramte stormen også under højvande. Denne storm er nok den, der har haft de største konsekvenser for Danmark.
Kan en dansk by bliver den næste Rungholt?
Vi kan ved hjælp af gamle kort og geologiske undersøgelser fastslå, at datidens kystlinje(1361) lå helt op til 40 km længere mod vest, end den gør i dag. Hundreder af kvadratkilometer land i det gamle Sønderjylland er forsvundet i havet, ædt af voldsomme og dræbende stormfloder især i 1400-, 1500- og 1600-tallet.
Kigger vi på vores nation, så befinder halvdelen af den sig mindre end 20 meter over havets overflade. Store og i mange tilfælde befolkningstætte områder ligger i mindre end fem-seks meters højde, herunder Køge Bugt – området, Amager, det østlige Himmerland og store arealer langs Limfjorden og på Vestsjælland.
Spørgsmålet er bare hvilken dansk by, der bliver det næste Rungholt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Øer i Vadehavet: Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Stormflod og diger Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet. Læs mere på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: I forbindelse med overnævnte artikel. Læs mere på www.dengang.dk:
Marts 17, 2018
Klus – et valfartssted lige syd fra grænsen
I dag valfarter en masse danskere over grænsen til grænsebutikkerne, men dengang valfartede man til et sted i nærheden af disse grænsebutikker af en helt anden grund. Var ”Den Krumme Vej” en del af Hærvejen? Det er der uenighed om. Men her bosatte to erimitter sig. Paven havde ellers ment, at det skulle være et utilgængeligt område. De byggede et kapel. Og det blev lidt af et tilløbsstykke. Man siger, at der fundet krykker og bidsler på stedet. Et sagn er tilknyttet valfartsstedet. Vi møder den første protestantiske præst i Hanved sogn. Byggeri af kloster blev godkendt flere gange ved valfartsstedet i Klus. Men det har sikkert skadet hertugelige interesser. Her blev Klusgård bygget og man fandt rester af kapellet. Da man skulle bygge en kartoffelkælder fandt man også et skelet.
Når man fylder sin bil ved grænsebutikkerne
Det er sikkert ikke mange, der ved, at der få kilometer syd for grænsen en gang lå en meget besøgt valfartssted. Det har sikkert været lige så meget besøgt som Kliplev Kirke eller som kapellet ved Ensted. Ja de to sidste steder var noget som familien Ahlefeldt sikkert har tjent mange penge på. Men stederne lå på eller tæt ved Hærvejen, hvor der dengang var masser af mennesker.
Ja selv ned i Padborg Skov lå en helligkilde. Jeg det er Haraldskilde. Og herfra er der også et sagn.
Man havde måske det sidste håb, man var handicappet og ved disse valfartssteder var der måske en chance, hvis man ofrede det sidste, man havde.
Ja man tænker ikke over det eller man ved det nok ikke, når man kører over til grænsebutikkerne og fylder bilen.
Hærvejens forløb diskuteres atter
Nok engang diskuteres Hærvejens forløb. Vi har tidligere artikler påpeget at vejen havde forskellige forløb, afhængig af årstiden m.m. Omkring Bov er diskussionen og Den Krumme Vej eller Krummevejen hørte med til Hærvejen. Det er undertegnede nu helt overbevist om, at den har været.
Flensborgs Nordstad
På dansk hedder det Klus – på tysk Klues. Det ligger lige syd for grænsen i bydelen Nordstaden i det nordvestlige Flensborg.
Den lille forstad blev i slutningen af det 19. århundrede bygget til skibsværtsarbejdere. Men Klus var egentlig en forsvundet landsby, der før i tiden lå længere mod vest ved den del af Hærvejen, der hed Krummevejen.
En erimithytte
Bydelens navn relaterer sig til den eremithytte, der var var opført heri 1300-tallet. Denne hytte lå på vejen mellem Flensborg til Bov. Stedet med eremit – kapellet blev også omtalt som det klus. Stedet hed før Krogris. Kapellet blev opført i 1399 med pave Bonifatius den 19’ s velsignelse.
Men nu var det måske ikke så afsides, som paven mente. For vejen var nærmest en trafikåre. Og de to erimitter havde sat for at hjælpe de vejfarende. I pavens fortolkning skulle de to erimitter bosætte sig på et utilgængeligt sted. Men det var det bestemt ikke. Måske var det også derfor, at kapellet blev en stor succes.
Paven udsendte en hel skrivelse
Det var en hel skrivelse som paven udsendte. Der tales om, at nogle ville være et sted fjernt fra alverdens fristelser, for at hjertet ganske kan hengive sig til det guddommelige. Skove og huler må overlades dem, for at ikke verdens fortrængelighed skal lede dem på afveje. Så vil de stråle ved hellige gerninger sådan, at Kristi troende alle sammen tilskyndes til at give almisser og hjælpe til med at bygge kirker, og aflad vil komme rigeligt fra det apostolske sæde.
Så har nu har Ludolf Swerk, en præst fra Lybæk stift og en lægmand Wilhelm Uterlyre i den hensigt at føre et eneboerliv taget sig for at opføre et kapel til ære for den hellige Jomfru Maria og Augustin og Brigitte i en skov, som kaldes Chroxis-Krogsris i Slesvig stift.
Der loves aflad til alle dem, som give af deres midler dertil. Skænke bøger eller kalke etc. Og derefter andægtigt besøge dette kapel, når det er bygget, på Marias eller Agustinus eller Birgittes højtider i sand bod og bekendelse.
Hvem er kapellet egentlig bygget for?
Man kan således fastslå at kirkebygningen kan dateres til ca. år 1400.
Efterhånden kapellet sig til et valfartssted for pilgrimme, som stod i forbindelse med Ryd Kloster. Det var i det 15. århundrede mest populært.
Der er forskellig opfattelse til hvem kapellet oprindelig er bygget. Men måske er dette ændret i tidens løb. Men det var to tyske eneboere, såkaldte ”klausere” der søgte mod nord. De byggede en hytte, en såkaldt ”Klause”. Disse udtryk blev hængende. Senere er disse blevet afløst af en mere eller mindre officiel kirkelig instans.
Senere tales der kun om kapellet og hertil føjes så et eller flere navne på hellige mænd og kvinder. Ja man kalde den for ”Klausen” eller i datidens skrivemåde ”Klusz”.
Man ville bygge et kloster på stedet
I løbet af kort tid vakte kapellet temmelig stor opmærksomhed. Allerede i 1427 får minoriteter – klostret i Flensborg af pave Martin den Femte tilladelse til at opføre et kloster ved kapellet. Da denne dør kort tid efter, bliver det ikke til noget. Det sker først i 1431, da hans efterfølger Eugenius den Fjerde bekræfter forgængerens tilladelse.
I et brev til biskoppen i Viborg overdrager han denne meddelelse. Denne er givet, efter at kongen, Henrik, som han kaldes i dokumentet har givet sin samtykke til planen. Men det må nu bero på en fejl. For det kan kun dreje sig om Erik af Pommern. Klostret ved Klus skulle bebos af minoriter, og disse skulle have de til et kloster hørende rettigheder.
Byggeriet godkendt flere gange
Klosteropførelsen var godkendt af kongen, men alligevel er sagen yderst uklar. Var den danske krone ejer af jorden omkring Klus, så havde den også ret til at bestemme de kirkelige forhold. Første gang en kongelig godkendelse foreligger er 1427. Samme år dør den holstenske hertug, Henrik. Han skænkede ved sin død kapellet til Ryd kloster ved det nuværende Lyksborg.
Denne donation bekræftes af hans brødre i 1433. Samme år bevidnes overdragelsen af denne og flere ejendomme af klostrets abbed. Er det tale om en fejl fra pavens side, eller har hertugen ved en af deres togter mod Flensborg erobret området?
Der er navn på en af præsterne
Ifølge en gammel flensborgsk krønikeskriver Jonas Hoyer er kapellet opkaldt efter Sct Anna, jomfru Marias moder. Er dette tilfældet, så hed en af præsterne i Klus i 1480, Jens Jaspersen. Han var medlem af Hellig Legemsgilde i Flensborg.
Efter reformationen blev kapellet sløjfet og Klus udviklede sig til et lille sønderjysk kådnersted. Kapellets sten blev brugt til at restaurere Hanved kirke.
Et sagn knyttet til valfartsstedet
Der findes et sagn omkring valfartsstedet.
Man siger, at munke fra Ryd Kloster lod et kapel bygge ved Hærvejen som var tilegnet St. Annen. Syge, lamme, bragte offergaver til Moder Marie og St. Annen og blev sunde. Og hvis ens kvæg eller heste var syge, så var der nok at de bragte ting fra de syge dyr.
Man har således fundet krykker, der beviser, at lamme kunne gå derfra. Man har også fundet rester af bidsler. De helbredtes ting skulle efterlades. Efter at genstanden var lagt ned foran helgenbilledet kunne den syge blive rask igen.
Første protestantiske præst i Hanved sogn
Selv om det blev noget kloster i Klus, har der dog været flere præster. De har beboet et hus, som i 1539 blev taget i brug af den første protestantiske præst i Hanved sogn, Hartvig Davidsen også kaldet Bidsen. Om denne præst fortælles, at han først ikke ville antage Luthers lære. Men han drog til Hamborg og kom på ”bedre tanker” og vente tilbage til menigheden.
Kloster og land skænket til hertugen
Da kapellet fra 1433 tilhørte Ryd kloster i Lyksborg, tilfaldt det ligesom den øvrige del af dette klosters gods kongen i 1544. Ryd kloster og det omliggende land blev skænket Hertug Johan den Yngre i 1582, hvorefter slottet blev opført. Men ejendommeligt nok beholdt kongen meget længe de tidligere klosterbesiddelser omkring Klus som ejendom.
Lå der en gammel borg på området?
Til kapellet hørte sandsynligvis af kapellets beboere anlagte fiskedamme Musbæk – og Moorbæk – dam. Af disse damme findes stadigvæk lave jordvolde i terrænet. Hvorvidt navnene til disse to fiskedamme er opstået, efter at dammene var anlagt eller er overtaget fra folkemunde, er usikkert.
Det er dog påfaldende, at navnet Moorbæk – dam med stavelsen Moor synes at være af tysk oprindelse ligesom navnet Klus. Om vi i betegnelsen Moorbæk har det navn, som man i gamle beretninger finder som stedangivelse for en gammel borg ved Flensborg. Dette kan ikke afgøres med sikkerhed.
I tidligere artikler om Flensborg har vi beskæftiget os meden borg ved ”Flensbeck ved Mordbeck i Ramsherred mark. Ramsherred var den nordlige del af byen. Der findes ikke nord for byen andre bække end det i dag som Laksebæk betegnede vandløb, som i ældre tid kaldtes Moorbæk. Herved ligger de to fiskedamme.
Kongen beholdt stedet i lang tid
Et kongeligt dokument fra 1777 med kongelig underskrift bekræfter en aftale mellem kongen og en købmand fra Flensborg, Jacob Kahl om salget af fiskedamme. Disse blev så senere solgt videre til Familien Rønnekamp, Klusgård. Så længe blev noget af det tidligere klostergods på kronens hænder.
Klusgård
Efter at kapellet var nedbrudt blev der på jordet bygget fire husmandssteder. De blev ifølge dokumenter fra 1614 tildelt forskellige rettigheder. Disse brug blev sammen med den tilhørende jord solgt til familien Rosenkamp. I 1784 byggede Rönnenkamp Klusgård.
Ved opførelsen af den store gård fandt man rester af kapellet. I året 1805 har man ved bygningen af de store lader fundet en del bygningsgrus. Ved udgravningen af kartoffelkælderen i 1833 fandt man et skelet.
Familien Rönnenkamp ejede gården indtil 1984.
Koloni på stedet
Her udviklede der sig også efterhånden et værtshus, det kendes fra 1726 under navnet Slukefter.
Administrativt hørte bebyggelsen til Vis Herred i Flensborg amt. I kirkelig henseende hørte Klus til Bov Sogn. Efter 1864 kom Klus under Nyhus kommune.
I 1900 etableredes ved bygrænsen til Flensborg et nyt kvarter, som blev betegnet som Koloni Klues. Kolonien fik i 1904 en skole. I april 1909 blev den indlemmet i Flensborg kommune.
Det gamle Klus forblev ved Nyhus, indtil Nyhus og Klus i 1938 blev sammenlagt med Harreslev til den nuværende Harreslev kommune.
Klus Skov på et kæmpe areal
Klusris (Klus Skov) ved siden af Klus er opkaldt efter bydelen. Her lå der en nu nedrevet søbadeanstalt. Denne skov var i gammel tid en stor sammenhængende skov, der strakte sig fra Bramstedlund i Ladelund sogn til Jaruplund i Valsbøl sogn. En del af skoven i Bov sogn blev kaldt Krakholdt. Den yderste ende af skoven omkring Oldemorstoft blev betegnet som Krokris (1627)
I løbet af årene blev Krokis dog opkaldt efter landsbyen Klus, hvorimod åen, der snoede sig igennem skoven Krogå, efterhånden fik navnet Kruxå. Og i dag hedder den Kruså, og det hedder byen nord for grænsen også i dag.
Klus og Klusz kendt i lang tid
Navnet Krokris nævnes første gang i slutningen af det 14. århundrede. I 1473 benævnes stedet som Klusz. Her sidestilles Adelby Kirke som stedbetegnelse med kapellet i Klus. Men det hedder endnu ”de Klusz”
I et uddrag fra Gotschlak von Ahlefelds regnskab over indtægter og udgifter for årene 1502 – 05 hedder det Klus.
I Dankwerths kort over Flensborg, der stammer fra 1648 findes Klus brugt som navnet på en landsby.
I Harreslev (Harrislee) finder vi i dag ved siden af den ny anlagte markedsplads den romersk – katolske kirke St. Anna. (1951) Dets navn kan åbenbart henledes til forgængeren ved Klus.
Var ”Den Krumme vej” en del af Hærvejen?
Spørgsmålet er så om kapellet lå på selve Hærvejen. Hugo Matthiessen, der har skrevet mange fantastiske bøger om Hærvejen går kraftig imod at Krumvejen skulle være den direkte Hærvej.
På strækningen mellem Bov og Flensborg ligger ved Nyhus en hellig kilde. Det første de vejfarende mødte i Flensborg, var Skt. Gertruds Kapel lige inden for den nordlige byport. Og Skt. Gertruds Gilde skulle stå fattige pilgrimme bi på deres rejse. Dette nævner Hugo Mathiesen også.
På vejen uden om Flensborg ligger der ingen hellig kilde, intet kapel eller kirke. Det næste sted er Oversø Kirke.
Ville man ikke have kvæget ind i Flensborg?
De ting som Hugo Matthiesen anfører som beviser for, at vejen gik uden om Flensborg er dokumenter, der alle er senmiddelalderlige. På det tidspunkt kan det meget vel være muligt, at man fra Flensborgs side har ønsket at få kvæget uden om byen.
Nyhus placering
Ved at lægge borgen Nyhus ved Krumvejen og ikke ved den anden, spærrede man ikke alene tilgangen til Flensborg, men tillige hele trafikforbindelsen til lands mellem nord og syd. Helt nye opdagelser inden for Flensborgs bymure, synes at pege i samme retning.
Det er lykkedes for den kendte hjemstavnsforsker J. Røschmann, at fastslå et borganlæg ved den nuværende Fruekirke, et anlæg, der måske kan føres tilbage til år 1200. Andre endnu ikke fremdragne borganlæg ved Flensborg, ikke ved Hugo Matthiesens Hærvej synes at tale for, at man i det mindste indtil 1500 har brugt vejen over Flensborg.
En passende afsked
At den verdslige magt i tidlig middelalder har erkendt vejstykkets betydning, før Hærvejen fra Flensborgs beskyttende mure fører syd på i et åbent usikkert land, ses deraf, at der fra Flensborg til Bov findes rester af flere borganlæg enten i terrænet eller i historiske kilder.
Fra kirkelig side har man villet give datidens pilgrim en passende afsked, før han vandrede videre sydover, hvor han skulle gå længe, inden han fandt en kirke eller et kapel.
Et kloster kunne skade hertugelige interesser
Herved kunne Klus opnå en sådan betydning, at endog flere paver har givet tilladelse til klosteropførelse. Antagelig skulle Ryd Kloster ikke svækkes med et stærkt kloster ved Klus.
Den danske konge skulle ikke have et støttepunkt i gejstlig og verdslig henseende, hvad der kunne skade hertuglige interesser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Flensborg: Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen m.m. Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om klostre. Se her på www.dengang.dk
Marts 16, 2018
Brede – under besættelsen
Vi er i Brede sogn nord for Tønder. Der faldt mange skud i Bredebro den 9. april 1940. Ja selv kirketårnet blev der skudt efter. Danske styrker kæmpede mod tyskerne, men blev afvæbnet. Præsten ville ikke hilse på tyskerne. Og ingen kom til tysk marchmusik. De lokale saboterede indvielse af tysk skole, stod der i den tyske avis. Og så ville pastoren i Løgumkloster ikke mindes en frikorps-mand. Den tyske skole brændte ned. Hjemmetyskerne mente, at det var sabotage. Sabotørerne blev tortureret i krone. Gestapo-aktion ved Stjernen ledet af en dansker. Hjemmetyskerne ville ikke i Hipo. Der var placeret sprængstof og landminer ved broen. Den tyske kommandant fik dette fjernet. Man havde 70 på en liste, der skulle anholdes efter besættelsen, men efter overtalelse nøjedes man med 22. Endelig langt og længe kom 30 engelske soldater. Og flygtningene forlod Bredebro. Præsten skrev et brev til dommeren. Han mente, der var på tide med forsoning. Men 5 stykker fra sognet skulle ikke løslades, mente præsten.
Danske styrker afvæbnet
Det er sikkert ikke alle der endnu ved, at vi er nord for Tønder på vej mod Skærbæk. Beboerne blev vækket tidlig om morgenen. Der var fly i luften. Tyskerne var undervejs. Snart kunne beboerne samle ”Oprop” op. Her fortalte tyskerne, at Danmark var under deres beskyttelse.
En maskingeværskole fra Tønder på ca. 25 mand havde taget kampen op mod tyskerne i Sølsted syd for Brede. Nu var de posteret syd for Bredebro bag en barikeret hovedvej. Hovedstyrken var dog i Svanstrup Skov lige nord for broen. Her var hovedvejen nødtørftig spæret af nogle arbejdsvogne.
Ved 7 – tiden var der et kvarters skyderi i gaderne. Jo 9. april 1940 var ikke helt så fredelig i Bredebro. Snart var de danske styrker blevet afvæbnet og var nu under bevogtning i Svanstrup Skov.
En granat mod kirketårnet
Kirken var brudt op. Og kirkedøren stod åben, da pastoren ankom. Inde i kirken så det ikke ud til, at der var beskadiget noget. En tysk underofficer kom meget ophidset imod pastoren da han kom ud af kirken.
Han forklarede, at de tyske styrker var blevet beskudt fra kirketårnet. Og to mænd med blå kasketter var gået ind i kirken lige før pastoren. Den tyske officer ville gerne vide, om denne havde observeret noget derinde. Det kunne pastoren benægte, men den tyske officer troede ham nu ikke.
Der gik mange rygter i byen, hvem der kunne have skudt mod tyskerne oppe fra kirketårnet. Og den dag i dag kan man se skudhuller fra tyskernes kugler. En granat blev også affyret, men ramte dog ikke. Den ramte dog kirkeskibets mur under vindueshøjde.
Fra hjemmetysk side blev der påstået, at præsten havde udleveret kirkenøglen til de danske soldater. Og at det skulle være dem, der havde skudt fra kirketårnet.
En salve mod skrædder-lærlingens vindue
En bonde fra Svanstrup blev antastet af de tyske soldater, der påstod, at der var blevet skudt fra hans gård. Det afviste han og sagde, at man ikke havde sendt bud efter dem. Man ville have arresteret ham, men undlod.
En salve fra en flyvemaskine gennemhullede tagvinduet i skrædder Winds to – etagers hus. Lærlingen der havde værelse lige der, blev heldigvis ikke ramt. Selv om der blev skudt en del, var der ingen sårede i civilbefolkningen eller militæret.
I Sølsted blev fru Hjort, der boede over for kroen og det nye forsamlingshus såret af en granatsplint eller skud. Der blev sagt, at der var to sårede tyske soldater.
Præsten ville ikke hilse på tyskerne
Den tyske kolonne fortsatte nu nord på mod Ribe og Esbjerg. Rygter i byen sagde, at hjemmetyskere på motorcykel viste vejen. Ved middagstid var byen fri for tyske tropper. Både danskere og hjemmetyskere kunne nu tænke over, hvilke forholdsregler de skulle tage.
Den 19. maj kom der tyske tropper fra Nordjylland på vej til den franske front. Bataljonsstaben kom til præstegården. Tyskerne skulle indkvarteres i sognet. De tyske officerer lå i gæsteværelset. Præsten ville nødig hilse på dem.
Senere måtte præsten mens han var til sengs lade sig afhøre om hans rolle den 9. april af to tyske jurister.
”Wo ist die Zivilbevölkerung”
På Versailles – dagen den 28. juni ville hjemmetyskerne flage. Hagekorsflagene var indkøbt. De troede, at det var den dag, at Sønderjylland ville indgå i Das Dritte Reich. Vi har tidligere i artikler berettet om dette.
Fredag den 13.spetember blev der i ”den gamle” nu ”tyske kro” dannet en tysk ”Frauenverien”. Her blev ”unser Führer” hyldet og købmand Brodersen udbragte et ”Sieg-Heil”. Forskellige andre grupper blev dannet men åbenbart var det ikke den store tilslutning. Da et tysk militærorkester gav koncert på ”Stjernen” i Bredebro mødte der kun meget få tilhører. Det fik dirigenten til at udbryde:
Den 16. september blev ”Dansk Samfund” for Brede sogn stiftet i forsamlingshuset. Ca. 500 var til stede. 800 havde allerede tilmeldt sig. Der var masser af møder i sognet både blandt de almindelige borgere og blandt de tysksindede.
De lokale saboterede indvielsen af tysk skole!
To borgere fra sognet var med i det berømte ”Spadeslaget” i Haderslev. Der blev oprettet en ny tysk privatskole. Man havde valgt en Vogelgesang – ejendom. Den lokale dyrlæge var foregangsmanden. Hans forretning var i den grad skrumpet ind, idet de danske bønderne valgte udenbys dyrlæger.
Fra Sudeterlandet var der kommet en sending kul. Det blev brugt som en slags ”Liebesgaben” til de hjem, som lod sig købe til at sende deres børn i tysk skole. Og i Nordschleswigsche Zeitung kunne man læse, at befolkningen i Bredebro saboterede indvielsen af skolen.
En flok mindre Bredebro – drenge gik syngende gennem byens gader med Dannebrog mens gæsterne indfandt sig, og deriblandt var alle spidser fra det tyske mindretal.
Tre omkomne flyvere begravet i Tønder
I pinsen i 1941 blev der afholdt ”Pimpfen – Lager – West. Cirka 150 drenge fra Deutsche Jugend Nordschleswig deltog, vist hovedsagelig fra Tønder. Også her kunne man i den tyske avis at den danske befolkning generede deltagerne ved at flage med Dannebrog.
Der indløb en klage fra den tyske værnemagt over at præstens børn skulle have fornærmet officerer fra den tyske værnemagt. Ja det endte hos politimesteren i Tønder, Martensen-Larsen, der personlig mødte op hos pastoren for at få børnenes underskrift på en undskyldning. Havde de ikke skrevet under, havde det været en sag for Gestapo.
Lyttertårne og flyvarsling
Der blev bygget lyttertårne for flyvarsling på Vognshøj og ved Sølsted. Ved Højer faldt der natten til den 20. august en engelsk flyvemaskine ned. De tre omkomne flyvere blev begravet i Tønder.
Søndag den 3. oktober var der tysk sportsfest i Bredebro. For første gang vajede Hagekorsflaget på stadion. Efterfølgende var der tysk gudstjeneste med 30 deltagere.
1942 startede med, at man fra hjemmetysk side efterlyste frivillige til fronten. Der var hvis kun en, der meldte sig. Men den 25. marts var der session. Og her viste det sig, at en tidligere underskrift bandt adskillige til tysk militærtjeneste.
Den 1. maj kom en nedskudt flyver ind hos en bonde i Harres. Men han kunne ikke skjules og måtte i fangenskab.
Pastor ville ikke mindes frikorpsmand
I 1943 nægtede Pastor Schülein fra Løgumkloster at medvirke ved mindehøjtidelighed i kirken for en falden frikorpsmand fra Ellum. Det var ellers en af hans tidligere konfirmander. Det blev så den tyske præst fra Bredebro, der skulle lede mindehøjtideligheden. Jens Møller fra Det tyske mindretal fordrede at han sammen med en anden præst samt at lektor Rosent, Aabenraa blev fjernet fra landsdelen.
Den 26. marts meldes om et bundt brandbomber på Harres mark, der brændte ud. Ved Lovtrup faldt også et bundt, som ikke kom i brand. Maskinen gik ned ved Obbekær.
Den 19 maj var der dagangreb på Kiel og Flensborg. En dansk børnehave i Nystaden rammes. 15 børn og to lærerinder omkommer.
Den 1. juni er der sabotage mod 6 lokomotiver i Tønder. På broerne i Brede sogn var der nu tysk sabotagevagt.
Tysk skole brænder helt ned
Torsdag den 17 juni lidt før klokken seks er der ild i den tyske privatskole i Bredebro. Den nedbrænder total. Årsagen er antagelig utæthed i skorstenen. Der havde været fest til ud om natten. Man fyrede med aviser. Men tyskerne mente, at det var tale om sabotage. Skolen blev nu indrettet i den tyske kros pakhus.
Den 29. august blev en række kendte mennesker anholdt. Pastor Schülein var en af dem, der blev arresteret.
Den 26. september var der sabotage på jernbanen ved Døstrup og Visby.
I 1944 averterer J. Brodersen i aviserne om lastbiler til tyskerne. Han arbejdede for Organisation Todt.
Den 17. april starter den tyske skole igen i en nybygget ejendom. Dagen efter blev forsamlingshuset igen frigivet.
Den 28. august ankom 12 store antiluftskytskanoner og 3 haubitser til stationen. D blev i første omgang slæbt til Svanstrup Skov. Flere gange holdt Zeitfreiwillige øvelser i Løgumkloster plantage.
Sabotører tortureret på kro
Mandag den 9. oktober blev en sabotørgruppe i Bredebro revet op. Ved midnat blev postbud Jørgensen afhentet og mishandlet på kroen. Han blev ført til videre forhør i Kolding. Fem andre blev ligeledes arresteret. Man havde gemt våben og sprængstoffer i Svanstrup Skov og i Jepsens tømmerlager. Lærer Jessen var så ”venlig” og hjælpe Gestapo med det praktiske.
Den unge frue på kroen kunne ikke holde ud at bo der mere på grund af skrigene fra de torturerede.
Gestapo – aktion ved Stjernen
Den 11. oktober kom Gestapo fra morgenstunden. Tre mand slap væk i sidste øjeblik. Man truede med at springe bilmekaniker Delas hus i luften, hvis han ikke viste sig inden middag. Fru Dela fik ”nervechok” og måtte med ambulance på sygehus.
Pastoren måtte i hemmelighed vie et par. Brudgommen var en politibetjent fra Grenå, som også var sabotør i Horsens.
Den 12. januar 1945 blev 300 mand sendt fra Frøslevlejren syd på. Der var en del fra Brede sogn. Fra 1. februar blev alle søndags – tog aflyst.
Den 3. februar var der Gestapo – kontrol på ”Stjernen”. Lederen var i Sommer-uniform og dansktalende. Bilerne blev standset og undersøgt. Den 17. februar blev de første tyske flygtninge anbragt i private tyske hjem.
Den 18. marts var de ”Zeitfreiwillige” på gaderne i Bredebro efter en øvelse. Den 11. april kom en hel masse rekrutter til byen. Byen skulle nu være garnison med uddannelse.
Vagtmandskabet sov på stationen
Den 15. april var der luftangreb mod stationen. Et sporskifte syd for stationen blev ødelagt. Dagen efter blev der foretaget en sprængning på jernbanestrækningen mellem Bredebro og Døstrup. Dette betød en forstærkning af banevagterne.
Slusen ved Ballum var blevet lukket af militæret. Vandet i åen stiger. Fra 29. april blev al regelmæssig jernbanetrafik indstillet. Vagtmandskabet var igen blevet udskiftet. 100 mand lå i ventesalen på stationen.
Den 20. april var det Hitlers fødselsdag. Hagekors-flaget var hejst på Kommuneskolen ganske vist med hovedet nedad. Efter sognefogedens henstilling blev flaget over til den tyske skole.
Tyskerne ville ikke i Hipo
Rekrutterne skulle aflægge faneed på skolens legeplads, hvor også en hagekorsdekoration var sat op. En del ”tysk – arbejdere” gik ledige på gaden. De turde ikke meretage til Skrydstrup flyveplads på arbejde. General Lindemann kom gennem byen. Han har vel været ved slusen for at se på oversvømmelses – foranstaltningerne.
Den 23. april ved 19 – tiden kom ca. 15 allierede flyvemaskineri forholdsvis lav højde. De fulgte hovedvejen nordpå og beskød alle lastbiler.
De tyske hjemmeværnsfolk havde valget at gå ind i Hipo eller hjemsendes. De valgte det sidste.
Den tyske dyrlæge chikaneret
På Gasse – højene blev der nu anlagt befæstninger. Den 2. maj blev vinduerne slået ind hos den tyske dyrlæge. Under en tur i hestevogn blev han presset ned i en vejgrøft.
Den 3. maj blev 4 mand banket op og taget med af det tyske feltpoliti til Aabenraa. Garnisonen blev alarmeret og marcherede ud til Gasse – stillingen.
Den 4. maj kl. 20.45 kom meldingen om den tyske kapitulation. Flagene gik til tops. Gaderne blev fyldt med glade mennesker.
Kommandanten valgte det fornuftige
Den 5. maj kl. 8 rejstes en flagalle med guirlander ved hovedgaden syd på med transparent ”Wellcome to Denmark”. Der gik rygter om, at en ung SS- løjtnant var ankommet med en sprængningstrop. De skulle have lagt sprængladninger under broen og landminer langs åen. En række personer fra Bredebro gik til den tiltalende kommandant. Han tilkaldte løjtnanten og bad ham fjerne sprængladningerne og uskadeliggøre landminerne.
To Hipo – folk fra Tønder var løbet tør for benzin ved Vollum og bad om benzin i Bredebro. Men de fik ikke noget. De gik så til fods til Ribe. Og her blev de arresteret.
Man havde 70 på en liste
Søndag den 6 maj blev der afholdt befrielsesgudstjeneste med en stopfuld kirke med 500 deltagere. Hjemmetyskerne var nedslåede og afventende. Den 10. maj var en stor menneskemængde forsamlet for at tage imod englænderne. Men der kom kun en enkelt soldat i en bil. Men han modtog til gengæld en kæmpe hyldest.
Frihedskæmpere blev hyldet. 22 hjemmetyskere blev afhentet under folks mishagsytringer og kørt til Tønder i rutebil. Derfra blev de kørt til Fårhuslejren.
Man havde ellers 70 navne på listen. Det var bl.a. to politibetjente ”under jorden”, der havde lavet listen. Men ledende folk i byen mente, at nu kunne der være nok med disse arrestationer.
Endelig kom 30 engelske soldater
I den tyske kro var der indrettet en lejr for 85 russere. De var blevet anvendt til arbejdstjeneste. Der var også en afdeling ungarer i byen. De vendte på hjemsendelse. Natten til den 12. maj lå et regiment i bivuak her i sognet på march syd på.
Den 16. maj kom tyske tropper på gennemmarch syd på i bivuak natten over. Kaptajnen havde kvarter i præstegården. Men præsten viste ham ud næste morgen. Han ”havde krænket gæsteretten”.
Dagen efter kom en engelsk afdeling på ca. 30 mand i 5 vogne fra Skærbæk. Der blev et optog gennem byen med afsluttende bespisning på hotellet. Allerede klokken 16 kørte englænderne videre mod Ballum.
Flygtningene forlod Bredebro
Den 5. juni rejste alle de indkvarterede tyske flygtninge hos hjemmetyskerne til Oksbøllejren. Endnu var der lejre i Bredebro, i forsamlingshuset, i gymnastiksalen og to klasseværelser. I kroen var der stadig tyske drenge og 80 russere og polakker.
Den 5. juli blev flygtningene fra skolen flyttet til baraklejren nord for Tønder. Russerne i kroen var rejst. Og drengene skulle til Hohenwarte ved Højer.
Præstens brev – om forsoning
Præsten Jens Holdt lagde ikke fingrene imellem, hvad han mente om hjemmetyskerne. Men han var dog også forsonende, da besættelsen var over. Måske er der nogen, der kan lære af ham. Han beskrev i enkeltheder borgerne, som var anholdt i Brede Sogn, som var i blevet indsat i Fårhuslejren. Det var dog især 5 personer, som han mente ikke skulle hjemsendes:
På en cykeltur i den forløbne uge har jeg haft lejlighed til at drøfte interneringsspørgsmålet med en del ledende mænd i grænselandet, præster, politikere, forhenværende (danske) internerede (civile og militære), alle med tilknytning til modstandsbevægelsen.
Under indtryk af disse samtaler tør jeg vist fremsætte følgende som det almindelige syn på spørgsmålet. Som udeforstående kan og skal jeg naturligvis ikke blande mig i den kriminelle side af sagen, men denne har også en politisk side, som jeg gerne vil sige lidt om.
Det synes så, som om det psykologiske øjeblik for hjemsendelse af de menige internerede nu er inde. Sindene er kommet noget til ro og begynder at kunne se sagen også fra modpartens side. Vi kan ikke være tjent med at få disse vore hjemmetyske landsmænd gjort til politiske martyrer og forbitrede modstandere, når vi dog siden skal leve sammen med dem og eventuelt håbe at vinde dem med tiden.
Når endvidere enkelte af deres fæller allerede er blevet hjemsendte, må det virke som dansk vilkårlighed, at de selv stadig sidder og måske slet ikke er kommet i forhør. Dertil kommer at høsten er begyndt, og de fraværende landmænd savnes stærkt på deres ejendom. Man behøver vist ikke at frygte for, at den løsladte forsvinder, hvis hans sag på nærværende tidspunkt ikke kan færdigbehandles.
Med hensyn til Heimwehr-folkene som i og for sig vel må bedømmes hårdere end de frivillige ved fronterne tør det vist hævdes, at disse aldrig ville være trådt i aktion på det sene tispunkt af krigen.
En enkelt skulle før sin internering have udtalt, at man i april 45 alle nægtede at lade sig sende til fronten, hvorefter den militære ledelse dekreterede deres hjemsendelse.
Der må i spørgsmålet muligvis tages hensyn til hjemsognenes stilling i national henseende. En mere rent dansk sogn absorberer lettere de hjemsendtes ressentiment end et mere blandet, og han derfor også bedre magte opgaven straks og på en gang. Tiden synes i hvert fald at være inde til, at de menige blandt de internerede hjemsendes nu – for så vidt på samme tidspunkt som modstandsbevægelsens folk
Det var hvis nok kun et rygte
At der skulle have kørt motorcykler foran med hjemmetysker som guider er nok mere et rygte end sandhed. Ved Aabenraa stod der godt nok nogle hjemmetyskere og dirigerede færdslen dengang den 9. april.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 222 artikler om Besættelsestiden Før/under/ efter herunder:
Marts 14, 2018
Endnu flere anekdoter fra Rømø (3)
Den første historie er såmænd sandt nok. Det gav en god akkord at bjerge et skib. Og så skulle kirken flyttes, og skurken fra Sild, der gerne ville have en rød jakke, havde en god ide. Det som strandfogeden foretog sig, var ikke noget borgerne kunne acceptere. En sømand havde svært ved at vælge, hvilken pige, som han ville have. Pludselig var han omgivet af mus. Men det var der også en forklaring på. Æ Piggemand var en person, der ikke kunne tale. Han boede i en hytte, og blev også begravet ved siden af. Den hylende brud kan man endnu høre på Rømø i stormvejr.
En god akkord
De fleste redningsaktioner fra øen fandt i reglen sted under særdeles dramatiske omstændigheder, men det kunne også gå mere roligt for sig.
Den 24. februar 1894 løb den 30 tons store fiskerkutter ”Providentia” af Finkenwerder på grund ved 3-tiden om morgenen lidt syd for den såkaldte Havsandspril. Denne pril skærer sig ind i stranden vest for Kirkeby.
Providentia havde været på fangst i Vesterhavet og befandt på hjemrejsen med en ladning rødspætter. Der blæste vindstyrke seks af vestsydvest og sigtbarheden var enddog overordentlig ringe. Desuden havde højvandet oversvømmet øens vestligste strandbred, hvilket sker en gang imellem, især om foråret og om efteråret.
De fire besætningsmedlemmer kunne selv redde sig i land. De gik nu til strandfoged Peter Petersen Holm i Kirkeby. Det var cirka fem kilometer fra strandingsstedet, for at melde det passerede.
Næste dag var vejret så godt, at strandfogeden kunne begive sig ud til skibet med noget mandskab. Det var dog muligt med hestevogn at køre helt frem til kutteren. Fisken blev losset og senere solgt rundt om på øen. Besætningsmedlemmernes ejendele blev bjerget. Derefter tog de hjem.
Nogle dage senere kom der en forsikringsagent til Rømø. Han skulle vurdere, om der fandtes nogen mulighed for at bjerge kutteren. Under gunstige vejrforhold skulle noget sådant synes muligt. Han lavede derfor en kontrakt med ni af øens indbyggere.
De forpligtede sig til at bjerge skibet og sejle det til Føhr. Når kutteren var afleveret der, skulle de tilsammen have 2.000 mark, hvilket dengang var en meget stor sum penge.
I maj begyndte de ni mænd, da det blev østenvind og godt vejr, at grave en kanal fra skibet ud til Havsandsprilen. I løbet af ti dage var den ret dybe rende klar. Alt var nu klar til ved næste springflod at bjerge kutteren.
Endelig kom den dag, hvor det skulle forsøges. Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var udsigt til en høj vandstand. Derfor blev den sidste barriere mellem kanalen og prilen gravet væk ved ebbe, således at vandet ved den kommende flodtid kunne strømme ind i renden.
Det lykkedes. Skibet kom flot af grunden, og ved hjælp af tove blev den bugseret fra den gravede rende ud i prilen. Herfra bugserede man den over sandbankerne uden for kysten, hvor der den dag kun var en ganske svag brænding. Da skibet var kommet ud i åbent vand, satte man sejl og styrede det igennem Listerdyb.
Trods en ganske anselig læk nåede kutteren endnu samme dag frem til Havneby, hvor nogle mindre reparationer blev udført. Derefter kunne man sejle skibet til Føhr og hæve bjergelønnen.
Det havde været en overordentlig god akkord, når man betænker, at hver mand fik 210 mark for sit arbejde.
Ved søforhøret i Tønder den 11. maj 1894 blev det fastslået, at forliset var sket på grund af letmatrosens uagtsomhed.
Da kirken skulle flyttes på Rømø
Kirken på Røm’ er som så mange andre sømandskirker indviet til Sankt Clemens. Det var en biskop i Rom, som led martyrdøden under kejser Trajan, og som senere fik ry som søfolkenes særlige beskytter.
Om Rømø Kirke fortælles dette sagn:
I begyndelsen af det 17. århundrede levede der på naboøen Sild en skælm ved navn Pua (Povl) Modders. På den tid var det moderne, at mændene på vadehavsøerne skulle have rød jakke på om søndagen og ved andrehøjtider.
Pua kunne imidlertid ikke købe sig en sådan jakke, for skønt han var en dreven tyveknægt havde han aldrig penge, og forblev i øvrigt hele sit liv en fattig stakkel. På grund af sin manglende søndagsjakke måtte ha finde sig i mange drillerier fra Sild-boernes side. De fandt nu lejlighed til at sige tak for sidst for alle de gange, han havde holdt dem for nar.
Til sidst blev deres spot ham for meget, og han vendte sin hjem ø ryggen. I sin søgen efter et nyt sted kom han også til Rømø, hvor beboerne netop på dette tidspunkt havde et stort problem at løse. De ville nemlig flytte deres kirke nogle få alen mod syd, men de vidste ikke ri9gtig, hvorledes de skulle gribe sagen an.
Da de nu ikke kunne blive enige om fremgangsmåden, hørte de gerne den fremmedes råd. Han rådede dem til alle sammen at stille sig på nordsiden af kirken for at skubbe. Den vældige styrke i deres fælles kraft ville uden tvivl få kirken til at flytte sig.
For nu at kunne vide, hvornår kirken var kommet på den rette plads, skulle en af dem lægge sin røde jakke på det sted, hvor de skulle have kirken til at ligge. Når man så ikke længere kunne se den, måtte kirken være rigtig anbragt.
Rømø-borgerne syntes, at det var et godt råd. Og straks begyndte de at skubbe og presse af alle livsens kræfter på kirkemuren, mens Pua Modders en gang imellem løb om på sydsiden for at se, hvor langt de var kommet.
Efter at folkene havde slidt i deres ansigts sved i flere timer og havde trykket deres arme til blods på den ru kirkemur, vendte Pua endelig tilbage fra en inspektion til sydsiden og fortalte, at nu var den røde jakke væk. Kirken stod altså, hvor de ønskede, at den skulle stå.
De var meget stolte af det værk, de havde udført, indtil Pua den følgende søndag havde den frækhed at vise sig i kirken iført den røde jakke.
Nu var borgerne klar over, at de var blevet bedraget. Og Pua fik snart at mærke, at han havde overvurderet deres godmodighed og humoristiske sans. Han undgik dog deres raseri ved hurtigst muligt at flygte tilbage til Sild.
Strandfogeden på Rømø
Rømø led i gamle samme kranke skæbne som Føhr. Mens der strandede talrige skibe på kysten af Amrum og Sild var det kun sjældent, at et løb på grund ved Føhr eller Rømø. Og derfor var der heller ikke meget strandingsgods at bjerge.
Nu er det jo sådan, at ikke enhver kan hente strandingsgods hjem, som man ønsker. Det har man strandfogeder til. De har hver ansvaret for et afsnit af kysten, hvor de har ret til at indsamle, hvad der driver i land. Værdien heraf er deres løn for det udførte arbejde.
For mange år siden fandtes der på Rømø en strandfoged, der kiggede fuld af misundelse over på Silds kyst, hver gang et skib strandede der, uden at så meget som en enkelt pind, drev ind på hans strand. Derfor klagede han sin nød til præsten, som rådede ham til tålmodighed og bøn.
Men da fogeden ikke kunne bede fik han præsten til at bede følgende bøn for sig:
Men det var ikke nok for strandfogeden. I stormfulde nætter bandt han en lygte til halsen på sin hest, og således red han gennem klitterne ved vestkysten. Han håbede på denne måde at lede skibene vild.
De skulle antage den svingende lygte for at være lanternen på et andet skib og således tro at være ud for en sejlbar rende. Om han havde heldet med sig i dette, er ikke kendt.
Men det er en kendsgerning, at han mistede dit embede dom strandfoged på grund af denne ugerning.
Mange indbyggere på øen var jo selv søfolk og de havde absolut ingen sympati for, at man forsætligt lokkede skibe i fordærv. Det kunne jo også være mænd fra øen blandt besætningerne om bord.
Borgen
Nordøst for Kommandørgårdens campingplads ved Mølby ligger en høj, der af de indfødte kaldes Borrebjerg. Det betyder ”Borghøj”. Vi har i en tidligere artikel besøgt stedet. Hvilken slags borg, der har ligget her, og hvem der har boet her, ja det diskuterer man stadig.
Man ved, at grundplanen er firkantet. Bortset fra søsiden har den været omgivet af tre parallelt løbende grave og volde. Mod syd førte en bro over til fæstningen og dannede på denne måde forbindelse til resten af øen.
Historikerne strides om, hvem der har bygget borgen. Nogle tilskriver den ridderen Claus Lembeck, der levede omkring 1370. Under navnet Poul Flemming fra Rømø gjorde han som sørøver skibsfarten til Ribe og Tønder usikker.
Andre mener, at borgen blev opført allerede i det 11. århundrede af vikinger, fordi grundplanen minder meget om andre kendte borganlæg fra vikingetiden. De fund, der indtil i dag er blevet gjort ved udgravninger på stedet, er alle meget svage og tillader ingen sikker datering.
Mange sagn er tilknyttet denne borg. Her er en af dem:
Der levede engang på Rømø en sømand, der ikke kunne beslutte sig til, hvem han skulle gifte sig med. Der var to kvinder, som havde hans interesse. Den ene levede på Sønderland, den anden på Nørreland, og der gik lang tid, uden at han kunne beslutte sig.
Endelig valgte han pigen på Sønderland, og en aften tog han af sted for at fortælle hende om sin beslutning. Da han nu kom forbi borgen, så han sig pludselig omringet af mus, der i store mængder stod på bagbenene omkring ham. De dansede og peb på det skrækkeligste.
Skønt hårene rejste sig på hovedet af ham, fattede han mod og smed grus efter sine uønskede ledsagere. De forsvandt dog ikke af den grund. Først da han badet i sved nåede frem til din udkårnes hus, synes de som sunket i jorden.
Senere fik han at vide af en mand, der havde forstand på slige ting, at pigen fra Nørreland havde været en heks, og at hun havde hævnet sig på den måde, fordi han havde hævnet sig på den måde, fordi han havde forsmået hende.
Æ Piggemand
For en del år siden stod der en lille splitternøgen mand i stalden til en gård i Vråby. Da bonden fandt ham, var han netop i færd med at lange ned i tønden med svinefoder for at spise af det.
Da folkene talte til ham, flygtede han, men vendte dog straks efter tilbage og modtog taknemligt de klædningsstykker, som man gav ham.
Hvor han kom fra, kunne øboerne ikke finde ud af, for enten kunne manden ikke tale, eller også kunne han ikke gøre sig forståelig for folk. I klitterne øst for Vråby byggede han en hytte i de såkaldte Lejrbjerge, hvor svenskerne havde deres lejr i 1644.
Æ Piggemand (pigge betegner i øens dialekt noget småt) tjente til livets ophold ved at gøre rent i staldene på gårdene rundt omkring, og nu og da tiggede han sig også en smule mælk.
Efter sin død skal han være blevet begravet ved siden af sin hytte. I 1901 blev der i Lejrbjergene fundet et skelet, som formodentlig var resterne af den lille ubekendte mand.
Øboerne kunne ikke forklare, hvor han kom fra, men de gættede på, at han var faldet over bord fra et skib og skyllet ind på stranden. Måske har han derved pådraget sig et chock, at han blev stum.
Den hylende brud
En gang levede en rig bonde og en fattig fisker ved siden af hinanden på Rømø. Bonden havde en datter og fiskeren to sønner. De voksede op sammen. Da de havde nået den giftefærdige alder, kunne pigen ikke beslutte sig til, hvem af de to unge mænd hun ville have til mand, for hun syntes, at hun holdt lige meget af dem begge.
Da de var tvillinger, lignede de hinanden som to dråber vand og ingen af dem ville tvinge en afgørelse igennem for ikke at gøre den anden ondt.
Således gik nogle år. Fiskersønnerne var med deres far på havet, og pigen tjente hjemme på gården.
Så en dag blev valget afgjort af sig selv på den sørgelige måde. En af de unge mænd blev på havet. Og efter den sædvanlige sørgetid fejrede pigen og broderen forlovelse. Bryllupsdagen blev fastsat.
Mens bryllupsforberedelserne fandt sted på gården, passede den unge fisker sit arbejde. Men en aften hvor båden endnu ikke var vendt hjem, blev det et frygteligt uvejr. Det stormede og hvinede. Den unge pige løb fuld af angst ned til stranden for at se efter sin elskede.
Mens hun løb langs klitterne, stødte hun pludselig på et lig, som havet havde skyllet op på stranden. Hun genkendte sin forlovede.
Nu var begge hendes friere blevet taget af havet. Det var så hårdt et slag for hende, at hun mistede sin forstand. Hylende løb hun langs stranden, og intet kunne bringe hende til fornuft.
Nogen tid senere vendte brudgommen tilbage. Hans skib var ganske vist gået ned i stormnatten, men han havde reddet livet. Og da han nu atter kom til sit hjem, fandt han kun en vanvittig pige, som ikke ville kendes ved ham.
Det lig, som hun havde fundet, må have været den første broder, der tidligere var blevet skyllet over bord, og hvis døde krop nu var drevet i land.
Men hver gang, det blev stormvejr, løb den ulykkelige pige, hylende langs stranden. Og endnu i dag siger de lokale, at når stormen pisker over hede og klit:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Rømø, her på www.dengang.dk kan du finde:
Marts 12, 2018
Besættelsen og Befrielsen ved Grænsen
Frits Clausen truede med klø. Claus Eskildsen påstod, at tyskerne ikke kom. Jyllands – danskerne skulle sendes hjem. Hitlers fødselsdag blev fejret i forsamlingshuset i Lydersholm. Masser af bomber over området. Borgerne var forarget over Hjemmetyskernes Heimwehr. Tønders betjente var advaret. Hvorfor gik gendarmerne ikke under jorden? Masser af stikkere. Maskinpistoler blev fundet på seminariet Tre tøndringer blev brugt som gidsler. Lektor Aage Rosenkjærs død i Husum. Bagerkonen overfusede den tyske officer. 1.500 flygtninge til Tønder. Folk valfartede for at se 6 døde engelske flyvere. Engelske fly skyder den 4. maj. Frihedskæmpere kom i kamp. Først kom frihedskæmperne, derefter Den Danske Brigade og til sidst Livgarden. Den Danske Brigade var ved at antænde Grøngårds lade.
Frits Clausen truede med klø
I 1938 blev man enige om, at man ville invitere en af fra hvert parti til at holde foredrag i forsamlingshuset i Lydersholm. Da Frits Clausen kom havde han 25 – 30 meningsfæller med sig.
I området havde bageren fra Bylderup Bov nu i lang tid præket om den danske nationalsocialisme. Nu kom giraffen selv. Frits Clausen fortalte, at i ethvert dansk hjem hænger Kong Christian. Og netop her var der en lokal, der afbrød ham. ”Ja og i et tysk hænger Hitler”.
Clausen blev gal og følte sig truffet:
Forsamlingshuset var ikke ret stort. Men mange var blevet berørt over Clausens vredesudbrud. Og formanden mente, at Frits Clausen havde misbrugt forsamlingshusets gæstfrihed. Man havde lagt op til, at det skulle være et almindeligt oplysningsmøde om DNSAP. Og Frits Clausen skulle vide, at dette ikke var et politisk rabaldermøde på en kro.
Den omtalte bager som skulle lede mødet blev bebrejdet, at han ikke havde forsøgt at glatte ud.
Når man kigger på hvilke gæster, der har besøgt det lille forsamlingshus, ja så må man i den grad forbavses.
Claus Eskildsen: Tyskerne kommer ikke
Den 8. april 1940 var der også møde i Lydersholm forsamlingshus. Det var seminarielærer Claus Eskildsen, Tønder, der var på besøg. Inden mødet var der gået rygter om, at alle bilejere skulle havde deres biler parate, men til hvad.
Eskildsen begyndte:
Han fortalte om ”Lebensraum”, viste lysbilleder om beliggenheden af danske stednavnetyper i Sydslesvig.
Det blev uro i salen. Det blev meddelt, at der forelå bud om, at alle gendarmer skulle nordpå kl. 12. Alle pårørende tog straks hjem.
Claus Eskildsen viste på kortet, at Danmark faktisk ligger som en pikkelhue over Tyskland:
Og han gentog, at de ikke kom.
Gendarmerne skulle blive hjemme
Formanden for foredragsforeningen, gårdejer Mathias Christiansen udtalte meget begavet:
Alle var dybt bevægede og sang:
Og det var med tårer i øjnene med ængstelige tanker for hvad der nu ville ske.
Da man kom uden for fløj en flyvemaskine lige over hovedet på dem. Man var spændt på, hvad natten ville bringe. Gendarmerne gik hele natten med deres familier frem og tilbage på vejen i Lydersholm. Til sidst gik de hjem, ventende i spænding. Klokken 3 næste morgen kom der en kontraordre:
De mørke flyvemaskiner
Mellem 4.30 og 5.00 drønede de første store tunge mørke flyvemaskiner over den dansk – tyske grænse. De formørkede næsten himlen. Så lavt fløj de, at de store træer nærmest svajede af lufttrykket.
Og så kom de næsten endeløse kolonner af fremmede soldater af landevejen. Det var ikke alle, der havde trang til at vise interesse for de ubudne gæster, der så fuldstændig brød ikke – angrebspagten.
Taleøvelser i radioen
Mange lyttede til radioen. Der måtte dog være noget vigtigt nyt. Der var morgengymnastik som sædvanlig. Folk lyttede stadig. Ved 8.30 – 9.00 tiden lød en fremmed stemme:
Dette blev gentaget flere gange. Udtrykket ”gør” er tydelig nok, hvor det kommer fra.
Hjemmetyskernes holdning var ikke til at tage fejl af.
Ja sådan råbte en gårdmandskone i Lydersholm højt til hendes tysksindede nabokone.
Jyllands-danskerne skal ud
I Tønder delte hjemmetyskerne chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater, mens de gik gennem byen. Ja de mødte med flere spande vand og kopper til at drikke af. En købmand delte ud af sine varer i lange baner.
Hecht, som alle i Tønder kendte, havde hejst hagekorsflaget på Statsskolens flagstang, mens der blev sunget morgensang. Hagekorsflaget blev hejst på Seminariet og på Tønder Rådhus. Og dramaet omkring Hagekorsflaget på kirketårnet har vi tidligere berettet om.
Om eftermiddagen den 9. april var sognerådsformanden i Udbjerg og en gårdejer i Tønder sammen med et par andre hjemmetyskere på turne på byens restauranter. Hen under aften gik de stærkt beduggede op gennem Tønders hovedgade.
Gårdejeren var så vidt, at han ikke kunne se men nok høre. Gårdejer Mathias Jepsen, Rørkær passerede parret og sagde ”Go Avten”.
Gårdejeren spurgte: ”Hvem er det”, hvortil sognerådsformanden svarede: ”Det er da Mathias fra Rørkær” Den anden slog fast: ”Ja han er god nok. Han kan få lov at bli` her, men alle de andre Jyllands-danskere, de skal Fanden gale mig herut!
Hitlers fødselsdag blev fejret i forsamlingshuset
Livet måtte gå videre. I København fortsatte kongen sine rideture, og det gjorde han også den 11. april. I det lille forsamlingshus i Lydersholm overnattede nu 14 tyske soldater i godt tre uger. De sov i halm.
De gik nu i vagt ved grænsen sammen med de danske gendarmer. – en tysk soldat og en gendarm. Hjemmetyskerne sørgede godt for soldaterne.
Men det vakte dog i den grad harme i den lille by, Lydersholm, at man fejrede Hitlers fødselsdag – i et dansk forsamlingshus. Ganske rigtigt. De tysksindede koner kom gående gennem byen med den ene lagkage efter den anden hen til forsamlingshuset.
De fleste beboere mente nu nok, at det var mere passende, at holde Hitlers fødselsdag i Den Tyske Privatskole. Soldaterne var ellers blevet inviteret hjem privat, men de havde valgt at sige nej tak.
I Lydersholm blev der flaget med Hagekorsflaget, da Paris blev taget. De tænkte vel ligesom som en gårdejer i Jejsing:
Vigtige Datoer fra Besættelsestiden:
Maj 1940
Redaktør Viggo Lausten, Vestslesvigsk Tidende, Tønder, arresteres af Gestapo midt om natten. En måned efter lyder budskabet: Redaktøren har begået selvmord i Vestre Fængsel på grund af de overvældende mange indicier mod ham.
Anklagen lød på spionage (Man mener: næppe helt ubegrundet). Pastor Magle i Tønder holdt en personligt præget og stærk tale.
Dr. Ejnar Dahl, Tønder arresteres. Han blev frigivet en måned efter.
Der kom nye flagstænger ved hver tysk ejendom. Hidtil kunne man altid med sikkerhed hævde, at hvor der var flagstang, bor der en dansker.
Juni 1940
I midten af juni 1940 lød rygter:
Det skulle ske den 28. juni, dagen for undertegnelsen af Versaillestraktaten i 1919. Om formiddagen skulle kong Christian tale i radioen og tage afsked med Sønderjylland. Om eftermiddagen skulle Hitler byde velkommen fra Versailles.
Men dagen før bekendtgjordes i Nordschleswigsche Zeitung, at al demonstration aflystes. Det var en stor skuffelse for hjemmetyskerne. En vagtmester i Udbjerg stod i en have og hørte en samtale mellem sognerådsformanden og en gårdejer:
Købmand Axel Michelsen og politimester Brix arresteres
Legitimationskort indføres og kræves
Der faldt engelske bomber i Tønder. En engelsk flyvemaskine ville ramme tog med soldater ved banegården. I stedet rammes et stort hus, herved dræbes dyrlæge Jensen, datteren Inge, samt fru lærer Larsen og hendes datter Birte (se artiklen Bomber over Tønder). Og senere ville skæbnen, at bomber ramte det samme hus med flere døde.
400 brandbomber faldt natten over Rørkær. 2 huse blev fuldstændig knust. Vognmand Höeg, hans datter Mathilde og fru Höegs gamle far blev dræbt.
Otto og Kirsten Frederiksens gård brændte. I skæret fra den brændende gård forsøgte alle Rørkærs beboere at redde dem i det sammenstyrtede hus. Alle hjalp hvad de kunne. Der blev så oprettet nattevægterkorps, der trådte i funktion under luftalarm
Bagermester Svend Petersen, redaktør Berntsen, fotograf Buchard og kaptajn Dichmann, alle fra Tønder var blevet arresteret
December 1942
Lektor Aage Rosenkjær (en meget afholdt lærer) er blevet anholdt. (Var med til at starte modstandsbevægelsen i Tinglev) (se artiklen: Modstand i Tinglev)
Den 29. august 1943
Det var en dag, man ikke sådan lige glemmer. Læge Dahl og Claus Eskildsen blev igen arresteret. Også pastor Schülein fra Løgumkloster blev arresteret. Uniformer og våben blev taget fra det danske militær. Mandskabet blev interneret.
Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af vore hjemmetyskere i uniform og med gule armbind. I alt var der vel 150, der var flest fra Tønder, men også mange fra Rørkær og Jejsing. De stod vagt ved broer og veje. De forlangte at se legimitationskort også fra gamle naboer, som de udmærket kendte.
Dette betød et skærpende forhold til hjemmetyskerne. Man kunne ikke forstå, at de nu skulle bære våben mod naboerne.
December 1943
Forpagter Mathiesen Hansen, Hestholm blev arresteret og ført til Koldinghus (Staldgården). Han frigives 1 ½ måned efter. Han arresteres dog atter og igen er han væk i 1 ½ måned inden han igen frigives.
Lektor Rosenkjær var blevet ført til Vestre Fængsel og derfra til Frøslev, derfra blev han sendt i KZ – lejr.
Redaktør H.H. Bernsen, købmand Aksel Michelsen, politimester Brix og politimester Martensen-Larsen arresteres.
Godsinspektør Gjerlev arresteres (Vi har mere om familien Gjerlevs lidelser under besættelsen Se artiklen: En frihedskæmper fra Tønder) Efter et halvt år løslades Gjerlev.
Kaptajn Bartholdy og lærer Marcussen arresteres
Sommeren 1944
Lærer Leick, Lydersholm modtog trusselsbreve. Det medførte ”nervechok”. Han må på et halvt års rekreation. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden breder sig også. Det føles som, at der er stikkere rundt omkring, alle vegne.
Grænsegendarmeriets chef, oberst Paludan Müller dør i sit hjem i Gråsten i kamp mod Gestapo (Se artiklen: Var Paludan – Müller en folkehelt?)
Tyskerne arresterede det danske politi. I Tønder blev ingen anholdt, men mange forsvandt. Politimester Brix havde indkaldt til et hemmeligt møde på Tønderhus.
Samme dag havde Grænsegendarmeriets fungerende chef, kaptajn A.S. Ørsted Petersen rundt til vagtmestrene og sagde:
Næste dag ved middagstid kom en tysk lastbil efter gendarmerne. De blev bevogtet af soldater med håndgranater, maskinpistoler og revolver.
Hvorfor gik gendarmerne ikke under jorden?
Måske kan det undre, at ikke flere gik under jorden. Men nu blev de i stedet kørt til internering i Frøslevlejren. Senere blev de sendt syd på. Men til kaptajn Ørsted Petersen havde tyskerne sagt, at såfremt denne ville være behjælpelig med at finde frem til hver enkelt gendarm, så ville de blive løsladt inden for 8 dage.
De enkelte gendarmer stolede på deres kaptajns garanti for løsladelse, måske var det derfor de ikke forsøgte at unddrage at gå under jorden.
De internerede officerer i Frøslevlejren viste dog Ørsted Petersen den kolde skulder på grund af hans holdning.
I Jyndevad var en tysk soldat kommet efter en gendarm. Men soldaten puffede til ham og sagde, at han skulle se, at komme væk.
141 gendarmer føres den 5. oktober til koncentrationslejren Neuengamme og til andre lejre.
Gårdejer Gotthardsen, Lund og vognmand Hans Therkelsen, Bylderup Bov blev arresteret. Man berettede om, at en yngre mand, antagelig stikker, nogle dage forud havde været rundt bl.a. hos Gotthardsen, for at sælge Kaj Munks erindringer. Manden havde rigtig forstået at tale med folk og havde fået Gotthardsen til at fortælle alt for meget.
Masser af stikkere
I hvert fald forsvandt gårdejer Svend Hansen ud af bagdøren, mens et par tyske herrer stod og talte med fru Mette ”om de ikke havde noget halm at sælge”. Sognefoged Mathias Johannsen, Kværnholt og skomagermester Bøgen forsvandt ”under jorden”. Bøgen spadserede en tur hen ad gaden i Bylderup Bov, da han blev advaret.
Efter dette arbejdede stikkerne igen med at sælge ”erindringer”. De var bl.a. hos landmand Aksel Mathiesen, Nolde, snakkede og snakkede.
Bankassistent Erik Svendsen, isenkræmmer Holger Petersen og trafikkontrollør Alfred Nielsen blev arresteret. Sidstnævnte blev dog kort tid efter løsladt. De holdtes en kort tid holdt som fanger i Alexandrineskolens kælder. De blev faktisk brugt som gidsler ved at køre med i de forreste vogne i de tyske troppetog.
En flok fanger gik gennem Tønders gader under skarp bevogtning, deriblandt Holger Petersen, Erik Svendsen, overlægen på Grindsted Sygehus, pastor Riis Højgaard fra Rise og mange flere.
Pludselig dukkede Gestapo op på Seminariet. På loftet fandt de to maskinpistoler. Og yderligere tre fandt de på området. To seminarister blev anholdt.
Da Seminariet gentog arbejdet efter sommerferien, udtalte forstander Morten Bredsdorff over for eleverne, at enhver form for illegalt arbejde ikke ville blive tålt og medføre øjeblikkelig bortvisning.
Da Ortskommandanten i Tønder tryglede den danske politimester om at fortsætte i hvert fald som luftværnschef, fik han som svar de allerede klassiske ord:
I Tønder trængte to berusede tyske underofficerer ind på sygehuset, hvor de i en sygestue generede sengeliggende patienter.
Rygterne svirrede. Nu havde gendarmerne i Neuengamme plettyfus. Tre var døde. I alt var 61 gendarmer sendt hjem.
November 1944
Overbetjent A.H. Sørensen, Tønder blev arresteret, og det gjorde kontorist Kaj Petersen på Burkal kommunekontor også.
Gendarmkonerne led meget. De kunne ikke få noget at vide om deres mænds tilstand. Måske blev de pint eller sultet? Måske er de uden lægehjælp eller pleje?
Brødrene Tygesens forretning i Tønder blev ødelagt ved en påsat brand, antagelig en sabotageaktion.
For tredje gang lykkedes det at redde Tønderhus fra at komme i tyskernes hænder.
Første december 1944
Det var sorgens dag i Tønder. Man havde fået at vide, at lektor Aage Rosenkjær var død den 18. november i Husum. Han var begravet der sammen med 8 andre. Harmen greb også mange Tønder – borgere
Pastor Magle var blevet arresteret.
Overgendarm Jens Petersen fra Lydersholm var død i Neuengamme. Det var den første gendarm fra Lydersholm, der var bukket under. Det greb borgerne i byen om hjertet. Man frygtede det værste. Man vidste, at gendarmerne var syge.
Der var mindegudstjeneste for lektor Rosenkjær i Tønder kirke. Kirken var stuvende fuld. Danske fra Tønder og omegnen deltog.
En enkelt gendarm var kommet hjem. Det forlød, at de var blev flyttet fra Neuengamme til lejre ved Dresden.
Der var mindegudstjeneste i Burkal præstegård for overgendarm Jens Petersen. Pastor Ejnar Høgel sagde nogle gribende ord. En del af familien var tyske, og hjemmetyskere var dog også mødt op.
Toldforvalter Harald Bahnsen Tønder talte på etatens vegne og overgendarm Schultz talte på gendarmernes vegne:
Senere på dagen meldtes om tre gendarmers død syd fra. En personbil var blevet beskudt af allieret flyver ved Stemmild,
Tre gendarmer var blevet løsladt fra Frøslev, heriblandt var kaptajn Ørsted Petersen
Der blev meldt om 6 gendarmdødsfald og ligeledes var politimester Agersted, Aabenraa død. Rygterne svirrede. Man fortalte nu fra Tyskland, at gendarmerne blev brugt som bloddonorer. Et stort antal fangere var ført fra Frøslev til Tyskland som gidsler, deriblandt Erik Svendsen, Holger Petersen og lærer Marcussen.
Februar 1945
En bagermesterfrue fra Tønder er blevet arresteret. Hun sad først i den tyske skoles kælder. Derefter var det så Koldinghus. Man beretter om, at hun ved en fest på Tønderhus havde fået rigeligt. Hun rakte tunge ad en tysk officer, der boede på Tønderhus, da han samlede hendes handske op.
Officeren tilbød at lade det skete være glemt, hvis hun ville give en undskyldning, men hun blev ved med at skælde ud. Ja hun ringede endda officeren op på hans værelse og fortsatte. En sådan opførsel måtte hævne sig.
Masser af arbejdere
350 tyske arbejdere var ankommet til Jejsing – Rørkær for at grave tankgrave, skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder.
På Krusågård var over 200 arbejdere i gang med gravning, gennem køkkenhaver ud på marken. De sov i halm, i forsamlingshuse og skolen. Der er 650 overalt i sognet. De fem af dem var over 70 år.
Marts 1945
Flygtninge fra Østprøjsen strømmede i massvis til egnen. Til Tønder kom der 1.500. De blev indkvarteret hos hjemmetyskere i by og på land. De boede også i lejre, hvorfra de blev sendt ud at arbejde på gårde.
Folk valfartede til døde engelske flyvere
En vinteraften blev en engelsk flyvemaskine skudt ned på en mark ved Jejsing. 6 flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende i to døgn. Folk valfartede for at se det. Den tyske skole i Bylderup kom med læreren i spidsen for at beundre tyskernes værk.
Hvor utiltalende at lade de døde ligge så længe. Det viser ringe respekt og pietet over for døden. En flyver sad fast i en tjørnehæk. Skoledrenge gik og samlede flødekarameller ud af flyvernes lommer.
Fire gendarmer kom hjem
En bombe havde ramt et hus i Rens. En bombe faldt i Nolde, en ved Vindtved, en syd for Jejsing, en i Solderup og nogle syd for grænsen. Alle steder kunne man mærke rystelserne og der var masser af drøn.
På hele strækningen til Tønder blev der gravet firkantede maskingeværstillinger et par meter fra landevejen og med 50 meters afstand.
Fire gendarmer kom hjem fra Neuengamme. Der var i den grad glæde. Og fra alle danske hjem på strækningen fra Jejsing kom folk ud og vinkede.
Hjemmetyskere på arbejde
To hjemmetyskere fra Jejsing og en gårdmand fra Rørkær kørte mod nord med hver deres arbejdsvogn og spand heste. Det forlød, at de skulle til Esbjerg og være med blandt de 8.000 mand, der skulle lave fæstning. De skulle også lave dige ved Rejsby. Det forlød nemlig, at englænderne skulle gå i land i næste uge.
Fra Tønder var der allerede afrejst en masse hjemmetyskere, også kvinder. En hjemmetysk kone fortalte, at de kvinder, der kunne holde ud at grave, også skulle grave. De andre skulle lave mad.
Et hemmeligt sted til Tønders betjente
Betjentene i Tønder havde forskellige steder i området, hvor de overnattede. Og dog! De havde et hemmeligt samlingssted på Margretegård.
Ingen vidste, at de var betjente. Gestapo havde flere gange søgt dem i deres hjem. Aften efter aften. Nat efter nat. Det var først bagefter det gik op for folk, at det var betjente.
Skolebørnene havde fået fri. Man forventede at englænderne hvert øjeblik kunne forventes ved grænsen. Så ville ludtalarmen lyde i byen. En stor flok engelske flyvemaskiner kom syd fra. Nogle fløj meget lavt. Nogle dukkede ned over Sæd. Maskinpistoler knaldede pludselig.
Børn og voksne på cykler smed sig ned i vejgrøfterne.
Frihedskæmpere på vej
Et par hundrede frihedskæmpere var på vej nord fra til grænsen. Lige så snart englænderne havde passeret grænsen skulle de overtage bevogtningen. 60 af dem skulle bo på Grøngård.
Igen var der en masse rygter. Russerne var på Fyn. Amerikanerne var kommet til Aabenraa. Hvad var sandt. Der var uro og spænding.
Den 4. maj 20.30 lød frihedsbudskabet fra London. Dannebrog blev hejst overalt.
Klokken 8 lød kirkeklokkerne fra alle landets kirker. Lige uden for Tønder var der landet et engelsk fly. Her var masser af folk.
Frihedskæmpere i kamp
De frihedskæmpere, der kom nordfra kom i kamp med tyskerne ved Skærbæk. To blev dræbt og flere blev såret. Ved grænsen ved Bremsbøl blev tre frihedskæmpere alvorlig såret. Tyske pansernæver blev kastet mod dem. Blandt disse var to ingeniører fra Statens Jordlovsudvalg. Heron Nielsen fik et maveskud og Christensen fik højre arm ødelagt.
Allerede flere dage før kapitulationen begyndte tyskerne at gå over grænsen. Og mange benyttede de mindre grænseovergange bl.a. ved Bejers Kro.
Ordren lød, at der kun var overgang ved Rens og Sæd. Hver tysker måtte medtage et håndvåben alt andet skulle afleveres. Til transport af levnedsmidler, så måtte der kun medtages en vogn pr. bataljon.
Efterhånden lå der ammunition overalt i grøfter og ved veje. Maskinpistoler, geværer og meget andet våben fyldte også.
Mange af frihedskæmperne kom direkte fra Frøslevlejren. Andre havde også siden lang tid i Vestre Fængsel. Og premierløjtnant Lind var blevet mishandlet på den mest grusomme måde i universitetets kælder i Århus, da han opholdt sig der i tre måneder.
I det lille forsamlingshus var der en sammenkomst for beboere og frihedskæmpere. Seminarielærer Claus Eskildsen holdt tale om Sønderjylland og Sydslesvig.
Den danske brigade ankommer
Den 14. maj 1945 ankom 45 mand fra den danske brigade. De overtog grænsebevogtningen fra Flyvsholm i øst til grænsesten nr. 195 i vest. Denne deling var på Grøngård indtil 17. maj.
Nye soldater kom og overtog bevogtningen. De kedede sig og skød med både det ene og det andet. Pludselig gik der ild i halmen og Grøngårds lade var i stor fare for at brænde ned. Civilforsvarets udrykningstjeneste blev kaldt til assistance og branden blev slukket.
En anden gang legede to kopraler med tåregasbomber. Det blev for meget for husbonden på Grøngård.
Livgarden ankommer
Den 8. juli 1945 kom livgarden og overtog grænsebevogtningen. Den første nat boede de på gården. Men næste dag blev de tre barakker fra gårdspladsen flyttet ned på den tyske skole. Garderne begyndte straks at bygge en rigtig lejr. Garderne blev indkvarteret i private hjem og hjalp med høstarbejdet. De hjalp også, da der brændte en gård i Lydersholm.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden i Tønder, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
På vores hjemmeside har vi i alt 220 artikler fra Besættelsestiden
Hvis du vil vide mere: Om Gendarmerne og deres leder, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
Hvis du vil vide mere: Om Frits Clausen og Nazisterne, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
Marts 11, 2018
Kongens Klub i Østergade
Her var udskejelser og orgier sagde aviserne. Her var også en læseklub uden bøger. Ja og så var der spiritistiske beskeder til kunderne. Vi kigger også på ejerne i Østergade 15. Og her har der været liv siden 1500 – tallet. Vi kigger på de første ejere. Her kom maleren Karel von Mander, der blev Chr. Den Fjerdes hofmaler. Måske oprettede han Danmarks første antikvariat. Her boede Ahlefeldt, og Schreck fik igen gang i ejendommen. Og i Kongens Klub måtte man tage to damer med pr. billet. Det var årene efter Struensee, hvor der kom gang i borgerklubberne. Heiberg skrev sange til dem. Men han blev senere udvist grundet majestætsfornærmelse. Kongens Klub fik navneforandring. Drejers klub tilsluttede sig, men hvornår? Her startede Odd-Fellow logen også. Ejendommen blev udvidet med en etage i 1918.
En nænsom restaurering
Ja egentlig var de lige så støjende, som den langhårede ungdom omkring Storkespringvandet. Måske er det kun årene og farverne, der gør en forskel.
Vi skal kigge lidt på Karel von Manders fornemme gård, Østergade 15. I sin tid var den bedre kendt under navnet ”Kongens Klub”. Ja det var der hvor Jørgen Hovmands antikvitetshandel lå. Omkring første verdenskrig lå her en forretning ejet af Ole Haslund og Svend Heymann. Disse to kunsthandlere restaurerede nænsomt den gamle Østergade – gård.
Den gamle ordenshistorigraf dr. phil Louis Bobè har skrevet om huset og dets ejere gennem tiden.
Udskejelser og orgier
Her oppe på førstesalen havde ”Kongens Klub” holdt til. Man sagde, at der her ved nattetide havde fundet ”udskejelser og orgier sted”. I en af de små middagsblade fra dengang var dette omtalt. Og dette resulterede i en politiundersøgelse.
I bladet blev der rettet en række voldsomme angreb mod værten. Og stakkels Frk. Feyerschou ejede senere huset. Hun havde i hendes barndom oplevet klubben. Hun var stolt af den flotte gård. Men hun så ikke gerne, at en sådan klub igen opstod i de gamle lokaler.
Frk. Feyerschou havde arvet ejendommen efter hendes far.
Inde i ejendommens gård var der i 1860erne, Feyerschous Vinstue. Blandt stamgæsterne var digteren Christian Winther. Denne gik også på værtshus på Nørrebro. Og i denne bydel var pigerne vilde med ham.
Brahiminer- klub
I kælderbeværtningen under ”Kongens Klub” holdt den såkaldte ”Brahiminer-Klub” til. Jo klubben skaffede værten fulde huse i en årrække. Selve navnet var hentet fra Jules Verne, hvis ”Jorden rundt i 80 dage”, hvor der en natlig ”Brahama-fest” med en overdådighed af knæfald, hvilket inspirerede nogle unge københavnere til lignende øvelser på deres stamcafè.
Over – brahimin og skarpretter
Højdepunktet var, at man slukkede gadebelysningen, hvorpå alle deltagere sneg sig ned på gulvet under høje hyl. Efterhånden oprettedes en Brahiminer – klub med både over-brahimin og skarpretter.
Journalister fik fat i sagen og fortalte malende om de forfærdelige orgier, hvor der ofredes og afholdtes blodgilder på de henrettede. Kampagnen endte med, at politiet satte en stopper for det støjende natteliv. Usædeligt var det vist ikke. Det hørte til under ”glædesnymferne”, der holdt til på Amagertov.
Jo man arrangerede da ofringer og andre ”Glædelige begivenheder”.
En læseklub uden bøger
Politiet ville ikke give bevilling til nattesold. Så fik værten den ide til at etablere læseklub efter midnat. Det kunne myndighederne ikke sætte sig imod. For et ubetydeligt beløb kunne man blive livslang medlem af klubben. Men der har hvis aldrig været en eneste bog i klubben.
Politiet kunne ikke blande sig i foreningsretten, og det gjaldt jo om at bruge alle krumspring for at holde åben til efter kl. 24.
Spiritistiske beskeder til gæsterne
Den sidste vært hed Niedermann. Han skaffede kælderen et nyt opsving. Han var blevet spiritist og lod gennem ”ånderne” forskellige meddelelser tilflyde sine gæster. Men også hans popularitet visnede. Og værtshuset måtte til sidst lukke.
Og liv kom der først i huset, efter at Ole Haslund og Svend Heymann havde lejet sig ind med senere overtagelse for øje.
Tilbage til 1500-tallet
Men måske skal vi lige kigge på, hvorfor Karel von Manders navn er blevet knyttet til den gamle gård. Det skete ved den internationale berømte flamske malers overtagelse i 1652. Men allerede i 1500-tallet var der gang i stedet. Da var det nærmest som en landsbygade, hvor svinene gik og rodede i andres efterladenskaber. Og disse blev kun fjernes ved meget festlige anliggender. Østergade blev først brolagt i 1681 og fik endda borgmesteren midt i gaden.
De første ejere
Frue Kirkes Højalter og Helligåndshuset var faktisk de første ejere, som 1514 udlejede gården til rådmand Arild Hacke mod en årlig afgift. Denne betaltes også efter reformationen, da kirkernes altergods ellers tilfaldt Universitetet.
I 1543 lejede Jakob Perlestikker gården, som cirka 20 år efter blev købt af Hans Sukkerbager. Om de følgende ejerskifter er det lidt tvivl, indtil den hollandske urtekræmmerske Cornelia van Rooswijck gennem danske slægtninge kommer ind i billedet.
Da maleren kommer til København
Hun var enke efter Karel van Mander nr. 2 og mor til nr. 3 af samme navn.
Cornelias mand havde en fabrik i Holland for vævede tapeter, hvoraf han leverede nogen til Christian den Fjerde til Frederiksborg Slot. Væveren døde i 1623, og enken drog så til København for blandt andet at få sin mands tilgodehavender udbetalt.
Hun havde sine tre små sønner med, deriblandt Karel, der var født omkring 1610. 10 år senere vendte drengen tilbage til Holland, hvor han blev uddannet på Rembrandts atelier. 1634 opholder han sig på ny en overgang i København for at levere tegninger af dragter og dekorationer til prins Christians bryllup.
Kongens hofmaler
Derefter tog han til udlandet for at fuldende sine studier. Han var bl.a. i Italien. Nu var han rustet til sin senere gerning som hofmaler hos Christian den Fjerde. Dermed blev han også tidens modemaler.
Han indledte karrieren med at blive tegnelærer (1641-44) hos Leonore Christine. Og så kom udnævnelsen til kongelig konterfejer, som det så flot hed.
Karel von Mander var en dygtig og intelligent portrættør, ikke mindst af sin kongelige velynder Christian den Fjerde.
Karel oprettede et fornemt pensionat
Han blev en af Københavns rigeste borgere. Samtiden sagde om ham, at han var:
Han havde også andre talenter end de nævnte. Han skrev således adskillige digte. Han skrev også et digt til snustobakkens pris. Det sidste har næppe behaget kongen, som ikke var tilhænger af netop denne last, men så han så mange andre.
Karel von Mander giftede sig i 1640 med Maria Fern, som sammen med ham indrettede og senere administrerede et herberg. Ja det vil vi nok kalde hotel – pension i dag. Det var for fornemme personer i den store gård, der lå nær ved slottet.
Fyrster, adelsmænd, udenlandske diplomater og anden forvænt godtfolk boltrede sig her.
Danmarks første antikvitetshandler?
Men det forhindrede dog ikke vores hovedperson i at dyrke andre interesser. Således havde han 350 sjældne bøger, sejrværker (ure), matematiske instrumenter, udstoppede dyr, en kajak og ”etnografica” af alle mulige slags.
Han solgte også ud af sine kuriositeter. Ja måske var han Danmarks første antikvitetshandler.
Moderen døde 1650, Karel van Mander 1670 og hans kone 10 år senere.
Ahlefeldts gård
Gårdens næste ejer blev sekretæren i det tyske kancelli, Conrad Biermann, senere adlet von Ehrenschildt. Ved arv tilfaldt den hans svigersøn Balthasar von Jessen, der endte som gesandt i Wien.
Derefter blev stedet overtaget af højesteretsassessor Lorentz Kreyer og gik i arv til hans børnebørn frøknerne Sara og Charlotte Elisabeth Boefke. En kort tid var en Johan Simon Nagant ejer, indtil Københavns guvernør, generalmajor Conrad Wilhelm Ahlefeldt overtog den i 1757 og forbedrede interiørerne på mange måder.
Schrecks Gård
I 1775 indledtes den epoke, som bærer overskriften ”Kongens Klub”. Da købte traktør Gottlieb Schreck gården og gjorde den atter til en fornem pension samt indrettede stærkt benyttede klub – og koncertlokaler.
Kongens Klub
Det var udvandrede medlemmer af den navnkundige litterære klub ”Drejers Klub” der i 1782 stiftede ”Kongens Klub”. Man må så sige, at denne klub bragte ejendommen i vanry under forskellige værter.
Ja egentlig starter klubben tilbage fra 1776, da den hed Fichs Klub eller Selskabet i Mad. I 1778 blev lovene nedskrevet, og de var underskrevet af 80 ansete borgere.
Man måtte tage to damer med
I ”Kongens Klub” kunne man også deltage i koncerter. Og medlemmerne, der kun var mænd, havde ret til pr. billet at medbringe to damer. Også ”De Forenede Venneselskab”, hvis lokaler var blevet ødelagt af den store brand tilsluttede sig ”Kongens Klub”.
Årene efter Struensee
Det var i årene efter Struensee, at det var blevet moderne at være medlem af en borgerklub. Den mest prominente var Drejers Klub, der blev stiftet af det danske litteraturselskab som ”læseinstitut og bogsamling”. Formålet var at ”skaffe bekendtskab med den nyeste litteratur” I klubben kunne belæste mænd i fortrolighed udveksle synspunkter helt fri for kvinder og verdens larm.
Hvornår tilsluttede Drejers Klub sig?
Men allerede efter et års tid opstod der splid om den rette tone i debatten, om antallet af spilleborde og anretningernes kvalitet. Resultatet blev at en gruppe af ansete borgere og embedsmænd udvandrede og fandt husly hos Schreck her i Østergade 15. Ja sådan står det anført i flere artikler og bøger. Men Drejers Klub havde nu eksisteret i længere tid.
Således har vi mødt optegnelser, der påstår, at Drejers Klub først tilsluttede sig Kongens Klub i 1842. Det var bl.a. her at Knud Lyne Rahbek havde sin gang. Han var udgiver af diverse liberale skrifter. Ja i klubberne dyrkede man også drikkeviserne. Og det bedste var jo, hvis medlemmerne selv kunne fabrikere drikkeviser.
Egentlig var dette med klubber opstået i England i slutningen af 1600-tallet. Foruden de nævnte klubber var det også Kronprinsens Klub og Det Norske Selskab.
Heiberg skrev sange til klubberne
En af dem, der var populær i de borgerlige klubber var Peter Andreas Heiberg. Men han var ikke populær hos myndighederne. Han startede i 1787 med at udgive den satiriske roman ”Rigsdaler-Sedlens Hændelser i små hefter. Han gav læserne indblik i samfundets sociale lag Heiberg kritiserede tallotteriet, toldspionage, købmændene og adelen. Desuden kunne han heller ikke lide de tyske embedsmænd i den danske statsforvaltning.
Sin første dom modtog han, da han rettede beskyldninger mod krigsflådens militære administration. Heiberg skrev også sangen ”Almindelig Folkesang for hele København” til ”Kongens Klub” den blev så populær, at den blev udgivet i 14,000 eksemplarer. Dengang var der ikke tegn på majestætsfornærmelser, men det kom der sandelig senere.
Udvist for bestandigt af Danmark
Heiberg skrev masser af sange til de borgerlige klubber. Efterhånden havde myndighederne fået nok af Heibergs ironiske skrifter. Men han fortsætte ufortrødent endda de forhør han blev udsat for, blev udgivet. Dette tirrede myndighederne yderligere. Efterhånden udgav han skrifter, hvor myndighederne mente, at han havde begået majestætsfornærmelse. Dette var en alvorlig forbrydelse.
Dertil kom også, at den ny trykkefrihedsordning blev vedtaget den 27. september 1799. Nu var der store begrænsninger i trykke- og ytringsfriheden. Den 24. december 1799 faldt dommen over Heiberg. Han blev landsforvist og forlod under lettere dramatiske omstændigheder København den 7. februar 1800. I rejsevognen fulgtes han af ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbæk indtil Frederiksberg Bakke.
Knud Lyne Rahbæk var også en ivrig deltager i klublivet i København.
Heiberg rejste først til Sverige og derfra videre til Paris. Trods flere forsøg blev han aldrig benådet. Et par af hans politiske skrifter udkom i Norge, der var censuren ikke så hård som i Danmark.
Aktieselskabet ”Østergade 15”
I 1784 købte Schrecks svigersøn, kollektør i Tallotteriet, A. Friisenberg gården. Men han sælger den 10 år efter til isenkræmmer Peter Chr. Klein, som i 1811 afhænder den til strømpehandler Peter Hansen Feyerschou, hvis efterkommere 1906 sælger den fordoms så fornemme gård til Aktieselskabet Østergade 15, hvor så endelig Ole Haslund og Svend Heymann overtager aktiemajoriteten.
Blandt de mange lejere gennem tiderne er der måske særlig grund til at fæstne sig ved fotograf O.C.R. Schou, en af hovedstadens første og mest berømte fotografer, som etablerede sig her i 1868. I 1886 rykkede Gieses kunsthandel ind.
Kongens Klub får navneforandring
I 1877 tilsluttede ”Det forenede borgerlige selskab” sig også til Kongens Klub, der så blev omdannet til Kjøbenhavns Klub. Omkring 1850 var klubben flyttet fra Østergade. I 1846 havde klubben fået lov til at opføre sommerlokaler på Vesterbrogade 2. Man flyttede til vinterlokalerne på Kongens Nytorv 13.
I Østergade 15 forsynede man nu facaden med FH foran Kongens Klub. Og disse to bogstaver stod for forhenværende.
Klubben havde også bibliotek
I 1867 havde klubben bortaktioneret godt 5.000 ”gode og velconditionerede Bøger”. Man kunne låne to bøger af gangen af klubbens bibliotek, men kun i 14 dage. Og der var adgang til klubbens bibliotek mandag og torsdag fra 13 til 14.
Kongens Klub var blevet lidt slidt
Interiøret i Kongens Klub blev med tiden lidt lurvet, hvilket fremgår af en københavners erindringer fra anden halvdel af 1800-tallet:
Odd-Fellow Ordenen flytter ind
Den 29. og 30. juni 1878 foretoges den højtidelige installation af ”Loge nr. 1, Danmark”, herunder også indvielse af 30 kandidater samt af de nye loges lokaler i ”Kongens Klub”. Den 30. juni 1878 regnes som indstiftelsesdagen for ”Loge nr. 1 Danmark, der samtidig blev institueringsdag for Odd-Fellow Ordenen i Kongeriget Danmark. Desuden var logen den første i Skandinavien.
Udvidet med en etage i 1918
Kigger vi på et foto fra 1914 ser vi, at Ole Haslunds Hus er flyttet ind i den forhenværende ”Kongens Klub”. Den Nederlandske Tobaksfilial er veget for Harald Jacobsens udvidelser. Gieses bog – og kunsthandel og Alfred Hinrichsens sportsmagasin er forsvundet. I stedet er det blevet udstillingsvindue for A.C. Illum.
Jo ejendommen var ret imponeret, men det fik antikvitetshandler Ole Haslund styr på, da han i 1918 udvidede med en ekstra etage.
Selv om der ikke er meget tilbage af den oprindelige Karel van Manders gård, kan man dog endnu i kældrene finde fundamenter og levninger fra 1500-tallet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om: Strøget – Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere om: Ahlefeldt – Se her på www.dengang.dk
Marts 8, 2018
Frihedsstøtten – et folkeligt monument
Det har hårdt at være bonde. Stavnsbåndet blev indført i 1733. Der kom lyse tider for danserne takket være Struensee. Denne blev væltet og henrettet i 1772. Bernstorff og Reventlow gik i gang De allierede sig med kronprins Frederik. Denne tog magten. Stavnsbåndet blev ophævet 1788. Masser at tilskud til monumentet, der kostede 13.000 rigsdaler Kronprinsen lagde grundstenen 31. juli 1792. 15 meter obelisk med fire figurer. 1872 måtte figurerne genskabes i norsk marmor. Monumentet måtte flyttes 5 meter. Frihedsstøtten blev stående på alfavej. I 1984 var monumentet ødelagt af vand Kronprinsen genindviede Frihedsstøtten.
Hårdt at være bonde
Dengang var det betydeligt hårdere at være bonde. Man var stavnsbundet fra sit 14. til det 36. år på det godsområde, hvor man var født. Bevægelsesfriheden var begrænset. Efterhånden var man tvangsbundet fra det 4. år til 40. år. Man kunne godt købe fripas, hvis man ellers kunne blive enig om prisen.
Det var omkring året 1700, at godsejerne beklagede sig over, at de ikke havde hold på deres bønderkarle, idet der skulle stilles et vist antal soldater fra hvert gods til landmilitsen. Det viste sig også ofte, at de unge karle rømte.
Stavnsbåndet blev indført
Den enevældige regering under den pietistiske konge, Christian den Sjette greb til den drastiske udvej at indføre Stavnsbåndet i 1733 for at sikre godsejerne arbejdskraft og dermed nye rekrutter til hæren.
Nu var godsejerne sikret billig arbejdskraft med hoveri. Bondestandens mangel på frihed betød lavere placering i forhold til andre i landet. Denne ulighed stred mod de fremherskende ideer overalt i Europa.
Lysere tider for befolkningen
Men Frederik den Femtes tronbestigelse i 1746 begyndte en lysere tid for fædrelandet. Folk åndede lettet op, fordi onde år med kvægpest og trykkede priser afløstes af fremgang på mange områder.
Dette gjaldt også den folkelige oplysning, hvis fornemste repræsentant var Ludvig Holberg, der selvbevidst slog på, at der var lige så nyttigt at læse komedier som at læse bønnebøger og huspostiller. Skuespillere, operatrupper og andre farende folk fik atter indrejsetilladelse i Danmark og Norge. Mange af disse ting kunne man takke Struensee for. Han var en torn i øjet for borgerskabet og adelen.
Struensee var blevet væltet og henrettet i 1772. Så var de reelle magthavere enkedronning Juliane Marie og professor Ove Guldberg, der på vegne af arveprins Frederik regerede landet i den sindssyge Christian den Syvendes navn.
Bernstorff og Reventlow gik i gang
Det var godsejerne A.P. Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow, der tog initiativet til bondens frigørelse. Kronprinsen støttede dem, idet han selv var meget ivrig for reformerne, som han udtrykte sig:
Reventlow var personligt overbevist om, at det var til samfundets bedste at frigøre bønderne. Han begyndte med gode resultater på sine egne godser. Han arbejdede utrætteligt på, at kongen skulle gennemføre en lignende frigørelse over hele landet. Den norske jurist, Colbjørnsen var optændt af oplysningstidens humane ideer om alle menneskers ret ril frihed og lykke. Han nærede et grundfæstet had til den privilegerede adelstand og stavnsbåndet.
Utrygge ved deres forhold til kronprins Frederik
Både Reventlow og Bernstorff var medlemmer af den adlede Høegh-Guldbergs administration, men kom hurtig i modsætning til den nationale og konservative regeringsleder, blandt andet i spørgsmålet om ophævelse af stavnsbåndet. Kredsen omkring Høegh-Guldberg og enkedronning Juliane Marie var også utrygge ved deres forhold til den unge kronprins Frederik.
I 1780 indgik udenrigsminister Bernstorff en såkaldt kontrabandeaftale med England, som udløste Ruslands vrede. Det benyttede Høegh – Guldberg til at afsætte Bernstorff. Også Reventlow kom i konflikt med denne.
Kronprinsen tog magten
Den 14. april 1784 indtog den 16 – årige kronprins sit sæde i Rigsrådet. Høeg – Guldberg og kredsen om enkedronningen havde hindret ham deri så længe som mulig, og med god grund.
Midt under mødet rejste den unge kronprins sig og oplæste et forslag om, at bl.a. A.P. Bernstorff og juristen Henrik Stampe skulle udnævnes som ministre. Guldberg – ministeriet fik tørt besked på, at søge deres afsked.
Stavnsbåndet blev ophævet i 1788
Den 20. juni 1788 kom Stavnsbåndets løsning efter at det i 55 år havde hindret unge danske bønderkarle i at nedsætte sig og søge næring hvor i riget, de måtte ønske det.
Fire år senere forbød vi handel med negerslaver. Først året efter, at vi havde haft den franske revolution vidste Europa, hvad menneskerettigheder var. Nu anerkendte den danske enevælde, at personlig frihed lige så fuldt tilkom bondestanden som andre steder.
Frihedsstøtten blev rejst i 1797
Frihedsstøtten, som i 1797 rejstes uden for Vesterport på grænsen mellem by og land blev et monument over enevældens største bedrift, som digteren Thomas Thaarup udtrykte i de stolte ord, der ses på obeliskens side mod vest:
Masser af støtte
En komité på seks mand, hvoriblandt der burde have været en bonde, bestod bl.a. af historikeren P.F. Suhm, juristen Christian Colbjørnsen, forfatterne Ove Malling og N. Tønder Lund, præsident for Landhusholdingsselskabet Chr. Fabricius blev enige om at udsende en indbydelse til at tegne bidrag til dette monument i Danmark.
De fik så stor tilslutning, at over halvdelen af overslagssummen var tegnet, inden indsamlingen startede. Der fremkom en række forslag om, hvor monumentet skulle stå. Nytorv, Kultorvet eller Halmtorvet. Kronprinsen skar igennem. Monumentet skulle stå i den trækransede runddel uden for Vesterport. Ja dengang var det ret så landeligt.
Kronprinsen lagde grundstenen
Grundstenen blev nedlagt på kronprinsens bryllupsdag den 31. juli 1792. Den 6. november 1797 kunne komiteen tilmelde kancelliet at Frihedsstøtten, der havde kostet 13.000 rigsdaler, stod færdig, omgivet af et jerngelænder med to lygter.
Det var kronprinsen selv, der lagde grundstenen under kanonsalutter fra Vester Vold. Christian Colbjørnsen gav kronprinsen æren for stavnsbåndets ophævelse. Han sagde:
Da kronprinsen forlod stedet, var hele vejen ind til Vesterport og videre ind gennem byen til slottet bestrøet med blomster.
15 meter obelisk
Der fandt ingen afsløringshøjtidelighed sted. Men generalitetet besluttede, at der skulle være en militær vagtpost om dagen. Om natten blev bevogtningen overladt til vægterne. Magistraten vedtog, at staden skulle vedligeholde den 15 m høje obelisk, der består af 30 bornholmske sandsten på et fodstykke af norsk marmor.
Da den dan danske malerkunsts førstemand C.W. Eckersberg skulle male billeder af Danmarks historie til det genopbyggede Christiansborg, valgte han som den betydeligste begivenhed i Christian den Syvendes regeringstid, Stavnsbåndets løsning, fremstillet gennem bøndernes hyldest til kongen og kronprins Frederik.
Billedet som blev malet 1837-39 hænger på Christiansborg og i en af Christian den ottendes bestilt formindsket gentagelse fra 1844 på Frederiksborg slot.
Fire figurer
Fire over to meter høje figurer omgiver Frihedsstøtten. Billedhuggeren Johannes Wiedewelts kvindefigur symboliserer ”Troskaben”. Andreas Weidenhaupts ”Bondefliden” og Nicolaj Dajons ”Fædrelandskærligheden” og ”Tapperheden”.
1872 måtte figurerne genskabes i norsk marmor
Obelisken og figurerne var i sandsten. Det forvitrede dog hurtigt, og figurerne måtte allerede i 1872 genskabes i norsk marmor. Da voldene faldt i 1858, var byen begyndt brede sig ud over Vesterbro og omkranse Frihedsstøtten. Dr omliggende gader fik efterhånden navn efter de store mænd i bondereformen som
Monumentet måtte flytte 5 meter
I 1909 måtte man af hensyn til Boulevardbanen midlertidig nedtage Frihedsstøtten, men to år senere blev den genrejst dog lidt over 5 meter nærmere Rådhuspladsen. En projektørbelysning om aftenen er atter opgivet, idet det skarpe løs for ubarmhjertigt afslørede revner, som togenes underjordiske passage afstedkom.
Kvindefigurerne var temmelig forvitrede og måtte genskabes af Jens Lund. Der opstod en heftig debat allerede dengang, om Frihedsstøtten ikke skulle flyttes til Fælledparken, Frederiksberg Runddel, St. Thomas Plads eller Søndermarken.
Man har ofte talt om at flytte Frihedsstøtten, fordi de moderne forretningsbygninger, der omgiver den, synes at være en uheldig baggrund for den smukke mindestøtte, som, da den blev rejst, stod i en af stadens grønne områder.
Den store græsplæne i Søndermarken over for Frederiksberg slot har været udset til at være det rette sted, men også ”Det Kongelige Veterinær- og Landbohøjskolens have har været på tale.
Frihedsstøtten blev stående på alfavej
Men Frihedsstøtten bliver stående på alfavej dom Nikolaj Abildgaard ønskede det – midt i mylderet på det travle Vesterbro, så alle der haster fra og til kan få øje på de smukke ord på støttens østlige side:
Og siderne inskriptioner:
I 1984 var monumentet ved at blive ødelagt af vand
I 1984 fandt man ud af, at hele monumentet var fyldt med vand og var ved at forgå. Hvis Frihedsstøtten skulle bevares, måtte alt skiftes ud. I 1994 blev Selskabet til restaurering af Frihedsstøtten stiftet.
Kronprinsen genindviede Frihedsstøtten
Man gik i gang med at indsamle midler til renoveringen. Det blev en stor og dyr opgave til 18,5 millioner kroner. Selv med vore dags teknologi har det svært at rejse et monument med samme præcision som kunstnere og stenhuggere beherskede for 207 år siden.
Og det var kronprins Frederik, der på 150 års dagen for Grundlovens vedtagelse, genindviede den ny renoverede Frihedsstøtte.
Nu var det bare ikke alle bønder der fik deres frihed dengang. Det kan du læse i nogle af artiklerne på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Om bøndernes vilkår)
Februar 27, 2018
Dibbernhaus i Aabenraa
Stedet spillede en vigtig rolle for Det Tyske Mindretal under krigen. Vi kigger lige på de vigtigste personer, der var tilknyttet stedet. De brune bastioner vil overstrømme landsdelen, sagde man fra mindretallet. Der var utrolig mange danskere uden tilknytning, der meldte sig til Waffen SS eller Wermacht. Det var også mange leverandører og vognmænd, der søgte tilladelser. Mange forældre fik at vide, at deres søn var eftersøgt for Fahnenflucht. Og det betød dødsdom. Man skulle som regel være aktiv i mindretallet for at få tilladelse. Men en skibsredder fik dommen ”Kein Freund von Deutschland” Og en dame klagede over, at en læger, der havde set et billede af Hitler i hendes stue havde sagt ”Den Jødekarl er snart færdig” En person fra Tønder, der havde begået bedrageri på en flyveplads fik som straf en afgang til fronten. Og så skulle forældre sende et billede af deres søn ”Er fand den Heltentodt”.
Mange skæbner
Vi har skrevet en del om det tyske mindretal også om deres gøren og laden under Anden Verdenskrig og besættelsen. Men inden vi dukker ned i de mange skæbner, kigger vi lige på det tyske mindretal dengang og den sønderjyske befolkning. Dibbernhaus i Aabenraa var stedet, hvor man samlede trådene.
Det var murermester Hans Ohlsen, der i 1898 – 1899 byggede huset for Sanitätsrat Dr. Med. Johannes Dibbern Men efter byggeriet gik murermesteren fallit. Dernæst rejste han med familien til Kiel.
I 2001 var det fare for at huset i Skibbrogade 7, Aabenraa skulle rives ned. Men så købte Rederi Jebsen ejendommen plus de to naboejendomme, 5 og 9 for at renovere dem.
De brune bastioner ville oversvømme landsdelen
Mange følte sig ligefrem krænket af de tysksindede. Deres handling vakte harme i den danske befolkning. Da nazisterne fik magten holdt loyaliteten med Danmark op, var meldingen
Og de skønne ord dukkede op, at der skulle ske en straf efter loven, men der skulle ikke være tale om hævn. Ingen sønderjyder kunne finde på, at tage loven i egen hånd. Men det kom efter besættelsen til at se lidt anderledes ud end disse velmente ord.
Pastor Peperkorn sagde allerede tidligt, at:
Snart overtog nazismen magten inden for mindretallet. Og pastor Schmidt havde bragt de nazistiske ideer til landsdelen, men han ville ikke overtage magten. I mange år kæmpede mange personager om magten og egentlig var det først fjerde valget, Jens Møller, der blev Landesführer.
Han overtog også et folketingsmandat, som valgloven ved en særbestemmelse havde skænket mindretallet.
Ingen ”Machtergreiffung”
Tidlig var der mistanke om spionagetjeneste i mindretallet. Blandt de mistænkte var bankfuldmægtig P. Petersen og Dr. Max Rasch. Da de blev løsladt efter krigen, fik de straks igen ledende poster i mindretallet. Det gjaldt i øvrigt også for mange andre dømte medlemmer af mindretallet.
På et tidspunkt var en af lederne i organisationen i Aabenraa en tysk marineofficer ved navn Pflug Hartung, der havde fået opholdstilladelse som politisk flygtning. Hans datter blev gift med en hvis dansk garderofficer ved navn, von Schalburg.
Efter den 9. april 1940 blev der en del steder ret hurtig nedlagt hverv som sognerådsformænd og sognefogeder. I Aabenraa ville den nazistiske Kreisleiter Schmidt fra Løjt Kloster beslaglægge Frimurerlogen. Både på Dibbernhaus og på Rådhuset blev Hagekors-flaget rejst.
I Haderslev og syd for Aabenraa viste stedlige uniformerede nazister vejen for tyskerne. Og snart viste selvbestaltede nazistiske censorer sig på de danske dagblade. Men det tyske militær tog afstand fra denne ”Machtergreifung”.
Overløjtnant Larsen
Rektor Elholm mente, at det tyske mindretal lige frem vendte Danmark ryggen, og ikke mere kunne regnes for et mindretal. Jens Møller afgav da også flere troskabsløfter til ”Das Dritte Reich”.
Overløjtnant Larsen fra Løjt Skovby kom hjem fra krigen med kun en arm. Han havde udviklet et rent hadforhold til fjenden og Danmark. Det var nok ham, der i en periode førte de barske ord fra det tyske mindretal.
Han havde dog også fået ledende poster i
Man var ligeglade med uniformstilbuddet, og snart vandrede man rundt i alle større byer i Sønderjylland iført uniform.
Asmus von der Heide
En indvandret privatskolelærer fra Angel, Wilhelm Jürgensen og egentlig tysk statsborger vakte vild forargelse blandt sønderjyderne. Han var dominerende i den tyske presse. Under to pseudonymer Asmus von der Heide og Unsere Stimme fik han skrevet en masse artikler, som sønderjyderne sent vil glemme. Efter 1943 fik han hvervet som propagandaleder efter Rudolf Stehr.
Rudolf Stehr – leder af Dibbernhaus
Og denne Stehr var propagandaleder inden Jürgensen og overtog hvervet som leder af det tyske kontor på Dibbernhaus.
Med selvtilfredshed og overlegenhed fik det tyske mindretal fortalt sønderjyderne mange ting, og den løftede formanende pegefinger mange gange.
De fortalte, at mindretallets rolle var bestemt af det tyske udenrigsministerium. Rudolf Stehr beskrev det således:
Mange af de udtalelser der her fremkom var i sig selv landsforræderiske
Også mange danskere meldte sig
Mange fra det tyske mindretal meldte sig ikke kun ved fronten men også rundt omkring i Danmark for at hjælpe den tyske besættelsesmagt.
Mange meldte sig til SS. De fik automatisk tysk statsborgerskab den dag de aflagde ed til Hitler. Man glemmer dog lige at nævne i historiebøgerne, at mange danskere, der ikke havde den ringeste kontakt til mindretallet også meldte sig.
Man var udsat for et stort tryk
Her i huset løb mange tråde sammen. Og her blev der skabt så mange en kugle. Her har Gestapo fundet mange oplysninger. Her blev udarbejdet mange lister på kriminelle.
Nu var det langt fra alle i mindretallet, der ville være med til at vende det danske samfund ryggen og melde sig ind hos nazisterne. Men dem, der forsøgte, at holde sig udenfor, blev udsat for et voldsomt tryk. Fulgte man ikke med, var der mange repressalier som mindretallet brugte. Man kunne risikere, at blive fyret hos sin tysksindede arbejdsgiver.
Under tvang blev mange børn taget ud af de danske skoler og sat ind i de tyske skoler. Børn måtte sige nej til det danske spejderkorps og ja til Hitler Jugend.
Jef Bertelsen Blume
Deutsche Jugendschaft Nordschleswig DJN blev også underlagt partiet. Og leder af denne afdeling var Bertelsen Blume. Han fik titel af Landesführer. På Dibbernhaus fik han lønnet job som partsekretær ved siden af sit job som ungdomsfører. I efteråret 1940 blev han ligeledes medlem af mindretallets ”Det lille politiske råd”.
Fra 1939 var han med til at udpege unge til krigstjeneste. Han lod sig selv hverve, og i to omgange var han ved Waffen SS ved både vest – og østfronten.
I marts 1943 førte han sammen med lederen af organisationen Peter Larsen forhandlinger med SS-Einsatskommando i København om fremtidig hvervning i det tyske mindretal. Fra april 1944 gjorde han igen fronttjeneste, men han nåede lige at være med til at oprette Zeitfreiwillig-korpset og Selbstschutz.
Han blev i maj 1945 taget til fange af amerikanerne og udleveret til dansk politi i 1946. Han blev dømt fem års fængsel i efteråret 1948, men allerede benådet året efter. Fra 1962 til 1966 var Bluhme næstformand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Bitterhed til begge sider
Bitterheden i det sønderjyske over for det tyske mindretal har været til at føle på. Hjemmetyskerne måtte også tage skylden for Gestapos brutalitet. Al denne vrede kom til udtryk den 5. maj1945.
Efter befrielsen var det ikke alt, der gik efter reglerne. Vi har afdækket nogle af forholdende. Men det er ikke særlig populært at afdække disse ting. Og det bliver i den grad sat forhindringer i værk, for at tingene ikke må komme frem.
Ikke alle var tilfreds med Jens Møller
Og det gør diskussionen også om det tyske mindretals leder, Jens Møller. Han havde stor indflydelse gennem sine forbindelser og forhold til Werner Best. Men ekstremister i det tyske mindretal var ikke tilfredse med Jens Møller’ s indsats, især ikke i de to sidste år. Ja som nogle sagde, så genkendte de ham ikke mere.
Så sent som i april 1945 forsøgte Jens Møller at stoppe for ungdomsfører Johan Thorvies forsøg på at kapre flere unge til fronten.
Mange familier i det tyske mindretal var uden forsørger lige efter besættelsen. Forsørgeren sad interneret i Fårhuslejren eller var faldet i krigen. Formuen blev taget fra disse familier. Den danske stat overtog den.
Jens Møller bebrejdede det tyske mindretal, at de ikke havde gjort mere for at hjælpe disse familier, da han efter sin dom, blev aktiv i Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Fahnenflucht
Men hvad skete der egentlig her i Dibbernhaus på det tyske kontor? Ja som vi tidligere har gjort opmærksom på, så afslører de dokumenter, som vi har fundet frem til, at her har man fået kendskab til utrolige skæbner. Af hensyn til familier og efterladte, omtaler vi efter gængse regler ikke navne m.m. Det kan så igen efterlade konspirationsteorier, men det tager vi så på vores kappe.
V.J. fra Ribelandevej i Tønder fik at vide, at hans søn, der boede i Strucksalle var deserteret fra SS og derfor dømt til døden. Der er en livlig brevudveksling, hvor faderen bad om, at man ville skåne hans søn. Forældrene havde den 5. februar fået at vide, at deres søn var dømt til døden på grund af ”Fahnenflucht”. Og den 15. april fik de den sørgelige besked, at sønnen var henrettet i Østrig.
Også en barber fra Kruså var deserteret. Familien havde fået at vide, at hvis han viste sig skulle han med det samme melde sig til de tyske myndigheder.
Fra Tønder stammede der også en Sturnbandführer fra ”Stampersonal-kompagni Buchenwald”.
Forældre skrev til kontoret. De havde ikke hørt fra deres søn i månedsvis, og ville have Dibbernhaus til at hjælpe dem. Men herfra gjorde de opmærksom på, at han havde meldt sig ”bis Kriegsende”.
Forsøgte at få sønner fritaget
Mange forsøgte at få deres sønner frigivet fra tjeneste og brugte mange argumenter. Man kunne ikke alene klare det på gården mere uden sønnens hjælp og meget mere. Men det hjalp ikke, for det stod med småt på de kontrakter, som man underskrev, at man havde tilmeldt sig til krigen var over.
Ja selv via Dibbernhaus skrev man til SS – Artillerikasernen og ville have sønnen hjem. Men den gik bare ikke.
Mindretallet og de tyske myndigheder støvsugede områder efter folk. Man udsatte folk for en kæmpe pression med, at de skulle melde sig. De fik at vide, at ved fronten kæmpede man, og her i ”Guderup” gik Klaus bare, som om intet er hændt og ville ikke kæmpe for ”Der Führer”.
Mange meldte sig
En masse var stadig stærk i troen og håbede på tysk sejr. Således ankom der helt frem til marts/april 1945 ansøgninger til SS. En ansøger fra Løjt ville absolut melde sig til elitehæren Hitler’ s Lebenstandarte.
En person ansøgte om, at blive chauffør for de øverste officerer. Og en var skuffet over, at han blev vraget til SS. Det viste sig, at han ikke var høj nok (1,68) så derfor anbefalede Dibbernhaus, at han i stedet valgte Wehrmacht.
Men ikke alle var lige begejstret for at indtræde i den tyske hær. Således blev en af Aabenraa’ s mest kendte skibsreddere den 6 februar 1945 anmodet om, at indmelde sig. Han svarede dog, at han aldrig havde meldt sig frivillig. Men hvis man var medlem af mindretallet, så fangede bordet. Sådan var svaret. Man havde flere gange forsøgt at få fat i ham.
I oktober 1944 blev der afsendt et brev fra Kz-lejren Auschwitz til en person i Nygade i Aabenraa, at han straks skulle melde sig hos vagtmandskabet, ellers ville han blive anholdt. Antagelig var han ikke kommet tilbage efter endt orlov. Og efter krigen ville Krigsforbryder-jægere sikker gerne have fat i ham.
Den 5. februar 1945 kom der også via Dibbernhaus et brev til L.C. fra Ravsted, at han skulle melde sig i Auschwitz.
Mindretallet sørgede for folk til Ladelund
Det kan også ses ud fra dokumenterne, at Jens Møller sørgede for, at det var folk fra mindretallet som meldte sig som vagter i udelejren i Ladelund. Denne lejr eksisterede kun ganske kort tid. Den fortæller vi også mere om.
En marineofficer fra Kriegsmarine havde været hjemme på orlov i Broager. Men hans kone lå i med en sømand fra Sønderborg. Han ville gerne have at kontoret greb ind over for denne sømand. Det endte dog også med en retssag, hvor der blev fremlagt kærrestebreve. Hvordan denne retssag endte, vides ikke.
Vognmænd stod i kø
En vognmand fra Aabenraa, H.L. skrev til Dibbernhaus om hjælp. Han havde solgt dæk, men det havde åbenbart været ulovligt, for han var blevet idømt 60 dages fængsel. Og nu bedte han det tyske kontor om hjælp, fordi
Masser af firmaer tilbød sig. Der var ingen grænser for firmaernes kreativitet, når man skulle fortælle om deres formåen. Mange tilbød at blive leverandører til tyskerne. Og det var ikke kun firmaer med rødder i det tyske mindretal.
En masse af de sønderjyske vognmænd havde også tilbudt sig. Åbenbart var N.C. Kloster tyskernes foretrukne speditør. Han havde hele 11 tilladelser. Men ellers var det også
I 1938/1939 betagnede man fra tysk side Sønderjylland, som ”Das abgetrente Teil”. Og allerede dengang var eksporten godt organiseret. Åbenbart fandt der møder sted på Dibbernhaus og i Flensborg omkring eksport/import. Det hele skulle ske gennem en koordinator Hans Hermann Christensen, Flensborg.
En masse slagtervare blev leveret af et firma, der hed Köppmann med filialer mange steder.
Det var et stort projekt, man havde sat i gang. ”Lebensmitteln für das Reich”.
Mindretallet fik ikke altid hjælp fra Berlin
Og en interessant detalje, fandt vi ud af. For man gjorde opmærksom på, at overkørslen kun måtte ske ved Kobbermøllen/Kruså. Og dette skulle man fortsætte med:
Dette er en interessant oplysning. For på dansk side, var man først færdig med en motorvej 40 år senere. Og hvorfor taler man om Reichsautobahn?
I det tyske mindretal og syd for grænsen især blandt transportfirmaer i Flensborg var man utilfredse med, at det var danske vognmænd med danske chauffører, der skulle løbe med det hele. De var blevet alt for dominerende.
I Flensborg talte man om, at frostvarer skulle pakkes om, og så køre videre syd på med danske vognmænd. Men de danske vognmænd fik kølelastbiler.
Det blev ikke bedre
De tyske vognmænd og det tyske mindretal mente bestemt, at alt ville blive bedre, efter at vi i 1940 var blevet besat. Men i Berlin gad man ikke høre om lokalpolitik. Wehrmacht forlangte, at hvis eksporten med de vognmænd, man brugte nu, fungerede, ja så skulle man fortsætte med disse. Og som Jens Møller, sagde efter et af møderne:
Der var en ret livlig korrespondance om dette. Og igen engang er det en interessant note, hvor der står anført at alle udgifter skal sendes til den danske nationalbank
Ja den 20. november 1940 aftalte de danske og tyske myndigheder, at afregningen for Tysklandsarbejdere skulle ordnes gennem den danske nationalbank.
Ja allerede den 24. november 1938 blev der aftalt med tyskerne, at ”Volksdeutscher” der tog arbejde i Tyskland, skulle have ekstra tillæg, hvis de havde familier.
Mindretallet mente at det skulle være ”Volksdeutscher”
Det var vigtigt for tyskerne, at al eksport/import skete gennem ”Volksdeutscher” eksportører/importører og vognmænd. Også alle leverandører skulle gerne være fra mindretallet.
På et tidspunkt opstod der så et problem, for mange af chaufførerne var danskere og det var bilerne også. Fra tysk side forsøgte man med tyske chauffører og biler, men her blev udgifterne alt for store.
På kontoret var der sager om en del danske vognmænd, der var udstationeret i Königsberg. Der var vel 20 – 25 forskellige vognmænd.
Mange vognmænd søgte hele tiden om tilladelser. Således søgte en stor vognmand fra Tønder om tilladelse. Men også fra Esbjerg blev der søgt om tilladelser. Og fra Kolding lød budskabet, at man havde svært ved at tiltrække tysksindede chauffører. Men svaret fra Dibbernhaus var, at der i ”Das Dritte Reich” var masser af chauffører.
Man skulle være aktiv i det tyske mindretal
Man søgte også om tilladelser til rejsetransporter fra grænsen til Hamborg og så videre til Berlin. Og så søgte man om returgods.
Et autotransportfirma i Kruså var gået sammen med to andre vognmænd. Under besættelsen udbyggede firmaet sin formue. Og efter besættelsestiden købte man de tro andre firmaer ud.
Man så helst fra Dibbernhaus, at selskabet, der søgte var aktiv i det tyske mindretal og at chaufførerne var Volksdeutscher. Og det allerbedste var om børnene også gik i tysk skole.
Når en vognmand klagede over, at det var svært at holde alle biler i gang, ja så anbefalede man Vogelgesang, kreditforeningsselskabet.
Vognmændene var meget aktive. De sendte billeder ind af deres biler. De roste sig selv i høje toner. Men i Dibbernhaus havde man helt klart deres egne favoritter, som de holdt sig til.
”Kein Freund von Deutschland”
Og så var der adskillige breve til en Dr. Flitz med adressen Hotel Kosmopolit i København. Og de drejede sig alle sammen om ydelser, som firmaer kunne tilbyde. Der var tilbud om dæk og om kolonialvarer som man gerne ville levere til den tyske Wehrmacht. Således tilbød S.C. Lorenzen fra Tønder allerede i 1939, at de kunne levere kolonialvarer til Wehrmacht.
Der var mange danske firmaer, der gerne ville levere varer. Men det kan undre, at man allerede startede på dette i 1939.
Den 21. maj indsendte et stort trælastfirma i Aabenraa’ s nordlige bydel et tilbud om levering 1.000 m3 træplanker til bygning af fly. Åbenbart havde man et samarbejde med en fabrik i Möln.
En motorfabrik i byen leverede en del motorer til Tyskland. Men det kneb med at få tilladelse til at få sendt ingeniører og montører med ned for at montere disse motorer. Også her anbefalede Dibbernhaus folk, der havde børn i tysk skole, og var aktive i det tyske mindretal.
Det havde en skibsredder fra Haderslev ikke. Og Dibbernhaus kunne derfor ikke anbefale, at han fik tilladelse til at anløbe de nordtyske havne. Endvidere skrev man, at skibsredderen var meget danskorienteret:
Æ Skærvefabrik i Smedeby som senere blev flyttet til Vilsbæk forsøgte at sælge skærver til Deutsche Reichsbahn. Og det var åbenbart ikke nok, at formanden var aktiv i det tyske mindretal. For selve foretagenet var en dansk statsinstitution.
”Den jødekarl er snart færdig”
Dr. Lorenzen fra Aabenraa havde skrevet til lederen af det tyske mindretal, om han ikke kunne hjælpe med, at få politimester Andersen fra Tønder løsladt. Han befandt sig i en Kz-lejr. Dr. Lorenzen gjorde opmærksom på, at politimesteren var syg og blandt andet havde astma. Hvad der kom ud af sagen vides ikke.
En læge havde været på besøg hos en dame fra mindretallet. Hendes mand lå ved fronten. På et tidspunkt spurgte fruen, om doktoren ikke lige ville med ind i stuen og se, hvad hun havde fået i gave af hendes mand. Jo, det ville doktoren da godt. Og her hang et stort billede af ”Der Führer”
Det var nu ikke noget som lægen brød sig om. Så han svarede ”at den jødekarl er da snart færdig”. Damen var meget fortørnet over denne bemærkning, og sendte nu en klage via Dibernhaus. Hvad der kom ud af dette, vides ikke.
En protokol på kontoret blev brugt til afregninger og normalt stod der datoer ud foran. Men fra april 1945 blev datoerne skiftet ud med sagsnumre.
Åbenbart har Dibbernhaus også erhvervet en villa i Havneby. Den blev brugt til at efterkomme et ønske fra nazisterne om ”Lebensborn”.
Russere lige i hælene
Der var modtaget en masse forespørgsler fra flygtninge fortrinsvis fra årsskiftet 1945 på familiemedlemmer. Man søgte kone, mand og børn. Der var medsendt svar – frimærker og nogle gange en 5 Reichsmark – seddel. Om man havde svaret på de mange henvendelser, kan vi ikke se. Mange af henvendelserne var henvendt til Volfahrtdienst, Flensburg, men var så åbenbart havnet her.
Disse breve omfattede mange skæbner. Børn blev væk på banegårde, skibet var for fuld, moderen kom ikke med. Og nogle børn eller forældre var indlagt på et lazaret, som så pludselig blev flyttet midt under krigen.
Atter andre var flygtet over isen med russerne i hælene. Således var en mor flygtet med hendes tre børn, da russerne var lige i nærheden. Der er historier om flygtninge, der vandrede rundt i sumpen. Men de blev pludselig væk. Disse russere blev beskrevet som vildmænd af nazisterne. Og det var de måske også. De ville i den grad hævne sig med masser af voldtægter m.m. begået af nazisterne.
Et tilbud til ”Norddeutsche Volksgruppe”
Disse henvendelser fortsatte efter 5. maj 1945. Danskerne ville absolut ikke hjælpe. Det fortsatte også med flygtninge, således ankom der tog til Padborg den 7. maj med flygtninge.
Mange af brevkortene var påtrykt ”Heil Hitler”. Andre var påtrykt en tekst på russisk/ukrainsk/ tysk: ”Følg de stiplede linjer”
Et tilbud til Norddeutsche Volksgruppe kom fra Sudentenland i det nuværende Polen. Det var på brunkuld. Men først skulle man have tilladelse til at importere det. De danske myndigheder forlangte en prøve. Og åbenbart er der blevet leveret en cigarkasse med en prøve. Her har myndighederne så kunne afprøve kullet. Af dokumenter kan vi se, at der i hvert fald er kommet 4.000 tons via Harislee (Harrislev) og Padborg. Og her er det så blevet vejet og fortoldet.
Der var også en opfordring fra Deutsche Reichsbahn, der også opfordrede kvinder fra det tyske mindretal at søge et job som lokomotivfører og andre jobs. Man ville så garantere, at kvinderne kunne få op til 18 dages ferie, når manden vente hjem fra fronten.
Der er en del korrespondance til ”Ortsgruppenführer” Jens Petersen i Bovrup.
”Er fand den Heltentodt”
Dengang udkom et hefte ved navn ”Junge Willen”. Det var udgivet i Flensborg. Her blev alle omtalt som havde begået ”Heltentat für den Führer”. Og her kunne man læse om alle dem, der havde erhvervet tapperhedsmedaljer. Og man kunne læse om dem, der var faldet ved fronten og begravet der.
Således blev Clausen i Strucksalle i Tønder efter at han havde fået vide, at hans søn havde fundet ”den Heltentodt in Stallinggrad” bedt at sende et foto af sin søn – helst i uniform, så ville fotoet blive offentliggjort i bladet.
Men her var også alle dem nævnt med navn og adresse, som trods opfordringer ikke havde meldt sig under de tyske faner ”Für das Vaterland”. På den måde forsøgte man, at presse folk til at melde sig helt op til 1945. Og man lod vide, at dem der ikke meldte sig havde svigtet de andre.
Bladet fortsatte efter 5. maj 1945. Men nu var det ikke beskrivelser at ”Heltentat” m.m. Heftet fortsatte med at hjælpe flygtninge så de fandt frem til deres pårørende.
Vi fandt også i arkivet meddelelser om at Landesjugendverband DJR i Tønder var brændt. Her skulle også være et lager, der opbevarede militærtøj m.m.
Mange fortsatte i Fremmedlegionen
Mange af de tyske soldater fra fronterne fortsatte i Fremmedlegionen. Der blev ikke spurgt om så meget her. Og de tyske soldater var meget velkommen her. De blev ofte indsat de mest farlige steder. Og deres kultur fulgte med. Således var en af de kendteste sange ved østfronten ”Mein lieber kleine Erika” en meget kendt sang i Fremmedlegionen
En dame fra Kiskelund spurgte, hvor faren til hendes barn var. Åbenbart havde hun haft et forhold til en tysk soldat, som nu var forsvundet.
Mange danskere, der havde arbejdet i Tyskland havde fået et stort problem, for både den tyske og den danske stat forlangte skat.
Og så var det åbenbart galt med lønningerne i Tyskland, således klagede flere til Dibbernhaus om manglende løn.
Mange hjemmetyskere studerede i Tyskland under krigen. Her hjalp Dibbernhaus også med at få tilladelser til de forskellige studier. Igen var det en stor fordel ved at være aktiv i det tyske mindretal.
Så sent som den 4. maj 1945 klagede en beboer fra Ballum over, at han ikke kunne afdrage sit lån til Vogelgesang.
Dømt for bedrageri – straf: Sendt til fronten
N.C.P. fra Tønder havde begået underslæb på Fliegerhorst Grove (Karup). Han blev dømt 3 års fængsel og 2 år ved fronten. Dette blev så omgjort til 5 år ved fronten. Ja og så kunne han, hvis han slap levende fra dette også blive dømt efter krigen for dette.
Allerede i 1939 blev Sønderjylland omtalt som ”Gaubund Sleswig – Holstein”. Gau er vel nærmest at sammenligne som landområde. Og egentlig hed det ”Volksdeutscher Gau Bund”
Der var også klager fra Volksdeutscher (hjemmetyskere), at de ikke kunne få arbejde hos danske arbejdsgivere, fordi de havde børn i tyske skoler eller børnehaver.
Ja sådan kunne vi blive ved.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler fra Besættelsestiden Før/under/efter, herunder: