Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

September 14, 2008

Den sønderjyske historie er ret kompliceret.
I forbindelse med de slesvigske krige forsøger vi hermed at løfte
lidt af sløret. Med udgangspunkt i slaget ved Bov forsøger vi at forklare
sammenhængen.
 

Den 31. marts 1848 rykkede den slesvig
– holstenske hær på 6.000 mand under kommando af general Krohn mod
nord, hvor de indtog en stilling ved Bov.  

Danernes land

Sønderjyllands historie er kompliceret.
Det kan være svært at forstå. Vi vil med udgangspunkt i slaget ved
Bov forsøge at løfte en flig af historien.

Vi skal tilbage til år 811, hvor Karl
den Store og Hemming aftalte grænsen ved Ejderen. Danevirkes volde
stammer fra 650. Danerne og deres mark optrådte første gang i skriftlige
kilder omkring år 500.  

Ribe – brevet

Ribe – Brevet spiller også en rolle.
Her lovede kongen i slutningen af 1400 – tallet, at Slesvig – Holsten
skulle være uddelt. Og det internationale samfund har ofte henvist
til dette ”brev”.  

Helstaten

Statsdannelsen i sidste halvdel af 1700
– tallet med den enevældige danske konge i spidsen omfattede Grønland,
Island, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt de oversøiske
besiddelser (De Vestindiske øer, Trankebar i Indien og Guineakysten
i Afrika). Helstaten blev i høj grad båret af en balance mellem den
norske, danske og holstenske del af riget.

En række aftaler med den russiske zar
i 1773 sikrede den enevældige danske konges suverænitet i alle overnævnte
områder, samtidig med, at der ikke var nævneværdige trusler fra naborigerne
Sverige, Hamborg, Mecklenburg og Hannover. Helstaten gik fra Nordkap
til Hamborg.

Men ikke alt var fryd og gammen. Det
viste bl.a. Tyskerfejden i 1789 – 90 klart. Spændingen mellem dansk
kulturelle og tysk – kulturelle kræfter havde hersket i området
gennem længere tid.  

Helstaten blev forandret efter Napoleonskrigenes
afslutning. Danmark havde til sidst holdt med Frankrig, og betalt temmelig
dyrt for dette. Norge blev i 1814 afstået til Sverige. Danmark fik
en symbolsk erstatning i Lauenburg 

Sejr i Bov den 9. april 1848

Den danske hær var i slutningen af marts
blevet formeret i to afdelinger, Det Nørrejyske Armékorps ved Kolding
med 7.200 mand og Flankekorpset på Als med 3.800 mand. Planen var at
de to hære skulle forenes og rykke mod syd og slå oprørerne, inden
de tyske forbundstropper nåede frem.

Hovedstyrken skulle angribe og fastholde
oprørerne i deres stillinger ved Bov og Kruså. Kavaleribrigaden og
1. Infanteribrigade skulle gå vest om Bov og afskære fjendens tilbagetog.  

Som afledningsmanøvre blev en mindre
dansk styrke sat i land ved Holnæs. Den 6. april sendte Krohn derfor
en tredjedel af styrken til Glücksborg, for at standse et angreb derfra.

Efter en hård kamp erobrede danskerne
Bov den 9. april 1848, og slesvig – holstenerne trak sig tilbage,
først til Nyhus og derefter til Harrislev, hvor de havde barrikaderet
indgangen til byen.

Efter en heftig kamp blev fjenden tvunget
tilbage til Flensborgs udkant, hvor de indtog en ny stilling i skovene
nord for byen. Og i et teglværk og nogle huse i den nordlige del af
byen. Efter gentagende Angreb blev slesvig – holstenerne omsider tvunget
til overgivelse eller flugt længere syd på.  

En slesvig – holstensk styrke ved Købbermøllen
vidste ikke, at hovedstyrken var tvunget tilbage fra Bov. Da det endelig
gik op for styrken, at slaget var tabt, blev de beskudt af danske krigsskibe
fra Flensborg Fjord.

I Rendsborg stod en styrke 22,000 mand
parat til at komme til undsætning. Men de kom for sent. 

En spændt situation

Det var den spændte situation i den
danske helstat, der var årsag til de slesvigske krige. Egentlig var
de slesvigske krige en slags borgerkrig. Slesvig var et dansk len, hvorimod
Holsten og Lauenburg var medlemmer af det tyske forbund. Den danske
konge repræsenterede dermed to hertugdømmer i det tyske forbund, selv
om Slesvig og Danmark ikke var medlemmer.  

Den rådgivende stænderforsamling for
Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og det kom stigende krav
om en selvstændig slesvig – holstensk stat.  Først krævede
man et land i en personalunion med Danmark – med en fælles konge.
Senere krævede man Slesvig – Holstens optagelse i det tyske forbund
og dermed total løsrivelse fra Danmark.  

Danmark til Ejderen

I Danmark var der to politiske lejre
– den konservative ”helstatspolitik” og den nationalliberale ”Ejderpolitik”.

”Helstatsfolkene” ville bevare den
tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten.
Deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der var
opstået.

”Ejderfolkene” ville have adskilt
hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt, og også fremover
kunne være en del af det tyske forbund, mens Slesvig skulle være en
del af Danmark. Derved skulle grænsen gå til Ejderen.  

Slesvig og Holsten var bedre udviklet
end resten af kongeriget. De udgjorde 2/5 af rigets befolkning, men
betalte 3/5 af statsudgifterne. Danmark var endnu præget af statsbankrotten
i 1814.  

Situationen i København den 22.
marts

I København betød det, at de nationalliberale
Ejderfolk kunne presse en del af kongens helstatsfolk ud fra deres ministerposter
og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Borgerne i Slesvig
og Holsten fik den besked, at man ville tillade en holstensk løsrivelse
fra riget, men Slesvig skulle stadig tilhøre Danmark.  

Ved Christian den Syvendes død den 20.
januar 1848 overtog Frederik den Syvende tronen. Den nye konge var ikke
indstillet på at videreføre sin faders hårde linie over for Slesvig
– Holsten, men han afviste ønsket om løsrivelse af området fra
Kongeåen til Ejderen. I stedet håbede han på, at der ved forhandling
kunne opnås et resultat, der var acceptabel for alle parter.  

Regering i Kiel den 23. marts

I Kiel gik rygterne, at kongen var taget
til fange af pøbelen. Centrale personer i den slesvig – holstenske
bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af
de to hertugdømmer. Den 23. marts 1848 blev en provisorisk regering
dannet i Kiel. Man udsendte en proklamation, der krævede at Slesvig
og Holsten blev sluttet sammen i én stat.  

Erobringen af Rendsborg den 24. marts

Den 24. marts kørte et ekstratog fra
Kiel til Rendsborg med soldater og 50 frivillige under ledelse af den
ny regerings krigsminister, Frederik af Nør. Han var bror til hertugen
af Augustenborg, som havde håbet på, at blive regent i den nye stat.

Erobringen af Rendsborg var meget let.
Der var ingen vagter. Ved hjælp af brandklokken lokkede man soldaterne
ud af fæstningen ubevæbnet.

Officerer og soldater med tilknytning
til Danmark fik lov til at marchere nordpå. Resten tilsluttede den
slesvig – holstenske oprørshær.  

Slaget ved Slesvig 23. april

Efter sejren ved Bov fik den danske hær
kontrol over Slesvig ned til Ejderen.

Men Preusen og det tyske forbund besluttede
at komme oprørerne til hjælp. Den preussiske general Wrangel angreb
med 32.000 mand og 74 kanoner i slaget ved Slesvig den 23. april 1848.
Det lykkedes ikke for de 10.000 danskere at holde stand, og de trak
sig tilbage til Als.  

Sejr i Nybøl og Dybbøl

Den danske hær vandt et slag ved Nybøl
den 28. maj samt ved Dybbøl den 5. juni. Kampene ebbede ud og den 26.
august sluttedes der våbenhvile i Malmø.  

Nederlag og sejr

Det følgende år blev våbenstilstanden
opsagt fra dansk side, og krigen genoptaget. Den danske hær var oppe
på 41.000 mand, mens slesvig – holstenerne og tyskerne kunne mønstre
65.000. Derfor trak danskerne nord på. Den 23. april 1849 led den danske
hær nederlag i slaget ved Kolding.  Derefter besatte fjenderne
området til Århus. General Rye trak sin brigade ud på Mols, og forskansede
sig her. Brigaden under de Meza forblev på Als.

I Fredericia var en styrke på 7.000
mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 tyske
slesvig – holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow
til at foretage et udfald fra Fredericia.

Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs
til Fyn og videre til Fredericia. De Mezas styrker blev i stilhed trukket
fra Als til Fyn.

Slaget ved Fredericia fandt sted den
6. juli 1849 og resulterede i en stor dansk sejr. Nu blandede russerne
sig, og truede med at bryde forbindelserne til Preusen., hvorefter Wrangel
fik ordre til at rømme Jylland.  

Slaget ved Isted 25. juli 1850

De slevig – holstenske oprørere fortsatte
krigen på egen hånd, indtil de led et afgørende nederlag i det største
slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmpede 40.000
danske soldater mod 34.000 tyske slesvig – holsteinere, og da slaget
sluttede 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede. 

Slaget ved Frederiksstad oktober 1850

I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger,
da de slesvig – holstenske tropper angreb Frederiksstad. Byen blev
svært ødelagt, men angrebet var en fiasko.  

Krigens afslutning

Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne
England, Rusland, Østrig og Preussen den såkaldte London – protokol,
der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og
Holsten var fortsat garanteret. Men det blev fastslået, at hertugdømmerne
ikke måtte sluttes sammen med Danmark eller hinanden. 

Slesvig indlemmet i forfatningen

I 1863 havde Danmark uretsmæssig indlemmet
Slesvig i forfatningen. Det afstedkom konfrontationer med Holsten og
det tyske forbund. Danmark var helt uforberedt, og hjælpen fra udefra
kom der ikke noget af.

Udrustningen i den danske hær var ikke
blevet forbedret, og forsvarsværkerne var ikke blevet forstærket.
Og reaktionen sydfra kom åbenbart også som en overraskelse.  

I strid med de internationale regler

I 1863 havde de nationalliberale fået
genoplivet Ejder – politikken. Man forsøgte at få indlemmet hele
Slesvig i kongeriget, hvilket var i strid med fredsaftalerne i 1851
– 52.

Måske havde danskerne håbet på en
skandinavisk alliance.  

Den 23. december 1863 havde hannoveranske
og saksistiske tropper besat Holsten og Lauenburg. Preussen og Østrig
stillede Danmark et ultimatum. Inden for 48 timer skulle man ophæve
forfatningen.  

Danevirke stormes 2. februar

Den 31. januar 1864 stod 57.000 preussiske
og østrigske soldater klar til at overskride Ejderen. Dagen efter gik
man over floden.

Den 2. februar blev Danevirke angrebet
Både med hensyn til udrustning, antal og uddannelse var den Preussisk/østrigske
hær den danske overlegen. Danskerne var udstyret med forladegeværer,
hvorimod preusserne havde nykonstruerede bagladegeværer, som kunne
afskyde 4 skud, hver gang danskerne affyrede 1.  

Da de danske styrker ankom til Danevirke
var indkvarteringsforholdene elendige, og der var ikke bygget forbindelsesveje
til stedet. Kulden gjorde også sit til, at besværliggøre forsvaret.  

Preusserne var udstyret med moderne bagladegeværer,
der kunne skyde med 7 – 8 skud i minuttet. De kunne lade i liggende
stilling. Deres geværer var 4 – 5 gange hurtigere end danskernes.
Her skulle man rejse sig op, når der skulle lades og bruge ladestokken.

Disse forhold var den menige soldat og
den danske befolkning ikke klar over.   

Den danske hærledelse under den øverst
befalende de Meza indså hurtigt, at overmagten var for stor. Man besluttede
at trække sig tilbage mod nord.  
 

Tilbagetrækningen

Under ekstreme forhold med snestorm og
kulde trak den danske hær sig tilbage mod Flensborg. 10 soldater fryser
ihjel, 120 bliver taget til fange og 173 deserterer undervejs.  

Kort før grænsen ved Sankelmark indhentede
østrigske tropper den danske hær. Det kom til en voldsom kamp. Danskernes
seje kamp og de relative store østrigske tab, for østrigerne til at
opgive videre forfølgelse.  

Den danske hær delte sig

Den danske hær ændrede strategi. Hovedparten
ca. 26.000 går mod Dybbøl. Resten gik nordpå i Jylland. En afdeling
forblev i Fredericia for at forsvare skansen. 

Angreb mod Dybbøl

Den 18. april foretog de preussiske styrker
flere mindre angreb mod stillingen i forbindelse med anlæggelsen af
en pontonbro over Egernsund, som skulle sætte preusserne i stand til
at besætte Broagerland. Det danske panserskib Rolf Krake sejlede ind
i Flensborg Fjord, og forsøgte at ødelægge broen uden held.  

De preussiske styrker tog en del danske
fanger. Den 22. februar foretages et større angreb. Den 17. marts trænges
danskerne helt tilbage til skansen. Ved de to angreb mistede danskerne
cirka 900 mand.  

Fra den 10. marts anlægges kanonstillinger
på Broagerland. Moderne belejringsskyts transporteredes fra Berlin
til Dybbøl. Den 15. marts sættes der store angreb ind, men preusserne
måtte indse, at kanonbeskydning ikke alene kunne fordrive danskerne
fra skansen.  

Den 28. marts blev skansens sydside angrebet
Men panserskibet Rolf Krakes indsats forhindrer et større angreb.

Preusserne havde anlagt nogle kæmpe
kanonstillinger foran de danske. 126 preussiske kanoner og morterer
fordelt på 30 batterier deltog i ødelæggelsen af de danske skanser. 

Den 18. april kl. 4 om morgenen begyndte
det mest alvorlige angreb af Dybbølstillingen med 8.000 granater på
kun seks timer. Kl. 10 stoppede kanonerne og 10.000 veltrænede preussiske
stormtropper angreb. Herefter fulgte yderligere 10.000 mand, og bagved
lå yderligere 20.000 parat til angreb.  

Cirka 5.000 danske soldater lå i forreste
række og modtog preusserne med geværild. I løbet af en halv time
var alle syv skanser erobret. De preussiske styrker var beruset af sejren
og officererne var ved at miste kontrollen. Det var lige før, det var
lykkedes de danske styrker at vinde modangrebet, men i sidste øjeblik
fik de preussiske officerer styr på deres soldater.

De danske tropper trak sig tilbage til
brohovedet ved Alssund. Den sidste danske soldat forlod Skansen kl.
14.  

Næste dag forhandlede man sig til en
våbenhvile fra klokken 12 til 19. De sårede blev samlet op, og de
døde blev begravet i store massegrave omkring Dybbøl Kirke. Tabene
den 18. april var  

  • 1.201 preussiske døde og
    sårede
  • 1.669 danske døde og sårede,
    samt 3.131 usårede fanger og desertører Mange af de sidstnævnte kunne
    også være døde.

 

Efter den glædelige meddelelse rejste
kejser Wilhelm af Preussen til slesvig, hvor han ankom 21. april. På
markerne ved Adsbæl og gråsten blev der gennemført en kæmpe sejrsmarch
med 20.000 mand.  

Efter nederlaget ved Dybbøl beordrede
den danske krigsminister Lundby til alles forundring en tilbagetrækning
fra den langt stærkere Fredericia – fæstning. Alle kræfter blev
nu sat til at forsvare Fyn, Als og Nørrejylland.  

Flåden vandt i Nordsøen

Den østrigske flåde, der havde base
i Adriaterhavet var nu på vej til Danmark. I antal var den, den danske
flåde overlegen. Den danske eskrade i Nordsøen blev forstærket, og
bestod af to fregatter og en korvet. Opgaven var et møde den østrigske
fortrop.

Den 9. maj kl. 13.45 åbner østrigerne
ild på 4 km´s afstand. Den danske flåde trækker sig dog sejrrigt
ud af kampen.  

Danmark forlod fredskonferencen

En konference i London indledes den 25.
april. Men forhandlingerne bryder sammen den 25. juni. Danmark accepterer
kun en grænse ved Danevirke. 

Angreb mod Als

Den 29. juni kl. 2 om morgenen sætter
2.500 preussiske soldater med 600 både den første angrebsbølge mod
Alssund ved Sottrupskov.

Den danske hær forsøger på at forsvare,
men man er meget dårlig organiseret. De danske styrker er hurtigt trængt
tilbage. Det danske panserskib Rolf Krake deltog i evakueringen af de
danske tropper. Tropperne trækker sig tilbage til Kegnæd, hvor de
udskibes. Den danske hærs tab i forbindelse med kampene på Als var
på i alt 3.148 mand (døde, sårede og tilfangetagende). De tilsvarende
preussiske tal var 372.  

Modløsheden bredte sig

Efter tabet af Als bredte modløsheden
sig i Danmark. Hele Jylland var besat Man var bange for at Fyn nu også
skulle blive angrebet. Den danske regering gik af. Man anmodede om våbenhvile
og fredsforhandlinger blev indledt i Wien, som blev underskrevet den
30. oktober 1864.

Sejrherrerne var nådesløse ved fredsforhandlingerne.
Danmark måtte afstå hertugdømmerne. Nederlaget var total. Det var
ingen garantier for de dansksindede. Danmark mistede Slesvig, Holsten
og Lauenburg og dermed to femtedel af landets samlede størrelse. Indbyggertallet
blev reduceret fra 2,6 millioner til 1,6 millioner. 

Vi vender senere tilbage til dette
emne


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov