Adel- og Storgårde i Tønder Amt (b)

Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Voldsteder var der masser af langs åerne. I Tønder gik undertrykkelsen for vidt. Og fire tårne på Trøjborg var alligevel for maget for majestæten. Guldmageri førte til konkurs hos de adelige. Christoffer Rosenkrantz blev dømt til døden. For bedrageri. Jomfru Anna af Solvig blev dømt for aftalebrud. Adelen blev udkonkurreret af på Gottorp af ”Doktorer”. Og så tillægger man måske Ribe-brevet for meget betydning. Masser af adelige blev udnævnt som amtmænd. Mange blev dræbt i Ditmarsken. Hans den Ældre gemte sine penge på Tønderhus. Adelen førte et eksklusivt liv. På et tidspunkt var der 50 adelsslægter i Slesvig – Holsten. Ahlefeldt og Rantzau dominerede. Der var store krav til undersåtterne.

 

Kongens mænd

Egnen har været befolket med mange stormænd. De har blandt andet været med til at anlægge landsbyer. De havde stor anseelse i lokalbefolkningen. De blev ofte udpeget som ledere. Men de var ikke altid lige populære. De fik også altid tilkæmpet sig særlige rettigheder. Deres ord havde stor vægt.

Storbonden, der deltog i kongens krig, blev ”Herrens Mand”. Med andre ord, han blev Kongens Mand. Som sådan kom han til at høre til ”Herremands-klassen”.

 

200 af egnens bedste mænd i Store Jyndevad

I 1238 opstod der en strid mellem Løgum Kloster og en af egnens stormænd. 200 af egnens bedste folk stillede op. De har nok tilhørt lavadelen eller været større gårdmænd.

I gamle retsdokumenter og skøder møder vi også navne på væbnere og riddere. Ved den årlige mønstring, eller hvis landet var i krig, mødte de op i brynje med skjold, sværd og lanse.

 

Voldsteder langs åerne

Langs åerne findes rester af gamle voldsteder. Her har stormændene engang haft sæde. Ved Brede Å lå Kummerlev, Trælborg, Svanstrup, Ålbjerg og Trandbjerg. Ved Sejrsbækken lå Trøjborg, Kogsbøl, Gribsgård, Kærgård, Kobbervold og Trælbanke. Ved Vidåen og dens mange bi-åer lå Solvig, Tønderhus, Nolde, Karlsvrå, Vrågård og flere andre storgårde og borge. Og den nordlige del lå Fiskebæk, Nørrevold og Søndervold.

De fleste borge er for længst forsvundet I tidlig tid var det ofte langs åerne at sørøverne også kom. Derfor byggede stormændene deres forsvarsværker her.

 

Masser af adel

I Vor Frue Kirke i Haderslev findes en frise med våbenskjold fra midten af 1400-året. Her er 12 af egnens adelige slægter repræsenteret:

 

• Von der Wisch, Skram, Drage, Lindenov, Tinhus (Tedinghusen), von Qualen, Snalsted, Ahlefeldt, Buchwald, Emmiksen, Stake og Limbek.

 

Af betydningsfulde slægter mangler:

 

• Breide, Split, Pogowisch, Schinkel, Wahlstorp og Rewentlow.

 

Ja endnu flere dukker op.

Omkring Læk ejede slægten von der Wisch store godser. Men det gik ikke altid slægten lige godt. Omkring Rudbøl måtte et medlem af slægten melde konkurs.

 

Mange dræbt i Ditmarsken

I 1500 – tallet var adelens storhedstid. Men det begyndte meget skidt. Kong Hans havde besluttet at gå i krig med Ditmarsken. Adelsmændene besluttede at møde op i samlet trop. Desværre gik det ikke så godt.

Sikkert ikke en eneste adelsslægt herhjemme slap med store tab. En stor del af de adelige ryttere omkom i marskens mudder og vandfyldte grøfter. Mange blev dræbt af de frisiske bønder, blandt andet ejeren af Solvig, Eggert Gjerdsen. Også Ahlefeldt – slægten blev hårdt ramt.

Krigsførelsen ændrede karakter. Krudt og kanoner blev taget i brug. Det var mere effektivt end bue, pil, lanser og kastemaskine. Hæren kom til at bestå af lejetropper.

Adelen kastede sig over dyrkning af jorden. Efterspørgslen efter korn og kvøg steg. Og det gjorde priserne også. Adelen blev store jordbesidder. Og den holstenske adel havde fået indpas på egnen.

 

Rantzau

Rantzauerne blev store jordbesiddere. Både på Møgeltønderhus, Trøjborg, Solvig og Lindeved sad der i en årrække mænd af denne slægt. De sad der som små konger med fæstebønder som undersåtter.

Det gjaldt om at få så meget jord som muligt. Det skete så på bekostning af bøndernes ret til dyrkning af fællesarealerne.

Bendix Rantzau på Møgeltønderhus gjorde talrige forsøg på at inddrage fæstegods. Det samme var tilfældet på Trøjborg.

Her sad i slutningen af 1500-tallet den mægtige Peter Rantzau. Hans bror, Daniel havde nærmest været en helt under ”Den Nordiske Syvårskrig”. Han fik af kongen overladt Trøjborg.

Den fik han nu ikke så meget glæde af. Han faldt under belejringen af Varberg. Hans bror blev den kongelige lensmand på Trøjborg. Både han og brodersønnen Godske Rantzau blev forhadte af bønderne. De forhøjede landgilden og pålagde endnu mere hoveriarbejde.

Ifølge sagnet har Peter Rantzau aldrig fået fred i sin grav. Ved nattetide går han hvileløs rundt på Trøjborgs marker med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord. Det er den jord, han er kommet uretmæssig til, da han var i live.

 

Pogwisch gik for vidt

I Tønder sad Henning Pogwisch. Han havde af Christian den Første fået overladt Tønder Amt. Han var heller ikke bedre over for bønderne. Han pålagde dem store skattebyrder. Når de så var genstridige, lod han dem skamfere eller henrette.

Men under en rettergang i Tønder og senere i Kiel blev den stolte adelsmand landsforvist. Familien blev arresteret og alle deres ejendele blev beslaglagt.

 

Til ære for majestæten

I Møgeltønder Sogn inddrog herremanden bøndernes jord. De fik pålagt større arbejdsbyrder og fik færre rettigheder. Peter Rantzau lod opføre et slot på det sted, hvor det gamle Trøjborg havde ligget. Normalt var det kun kongen, der måtte have fire tårne på sine bygninger. Derfor blev han bebrejdet af kongen, at Trøjborg havde disse tårne:

 

• Jamen, det fjerde tårn er til ære for Dem, Deres Majestæt

 

Sådan lød svaret

Detlef Ahlefeldt, der sad på Møgeltønderhus fik kongens tilladelse til at udføre stude toldfrit, så han fik råd til at udvide.

Også Solvig blev fornyet. Den gamle ladebygning, der bærer årstallet 1585 og som er en af landets ældste avlsbygninger, er et minde om et storbyggeri. I nærheden af Lydersholm lod hertugen opføre Grøngård, hvor han havde plads til 200 kreaturer. Her kunne desuden ligge 2.000 læs hø. Byggematerialet lod hertugen hente i Holland. Han byttede det til dels med byg. Indboet var efter datidens forhold meget eksklusivt.

 

Eksklusivt liv hos adelen

Adelen forlystede sig blandt andet med jagt. Ved Draved, Hjerpsted og andre steder blev falke afrettet. Og i nærheden af sin avlsgård lod Hertug Hans opføre et jagtslot. Efter veloverstået jagt lod han hente rhinskvin, Hamborg – øl, bagværk og frugter fra Tønderhus.

Man satte også pris på østers. Disse østers blev skrabet ude i Vadehavet. Men jagtslottet stod kun i 70 år. Den senere amtstue i Tønder er blevet bygget af rester af dette jagtslot.

Mange adelsmænd kastede sig over guldmageriet. Det gjaldt også for Erik Lange, der i 1579 arvede Solvig. Allerede fire år efter måtte han afstå gården. Han endte i dyb fattigdom.

 

Dødsdømt

En endnu mere sørgelig skæbne oplevede Christoffer Rosenkrantz. Han var født på Kogsbøl. Senere blev han ejer af Høgsbrogård. Han havde lånt sin ven, Christen Juel til Donslund 1.000 rigsdaler.

Da denne døde forfalskede han gældsbeviset og stillede enken over for et krav på 5.000 rigsdaler. Men falskneriet blev opdaget. Og ved en undersøgelse kom det frem, at han havde bedraget en række mennesker. Og det var en skærpende omstændighed, at han havde forsynet breve med kongens navn og segl. Derfor blev han dømt til døden.

Henrettelsen fandt sted i 1610. Hans umyndige børn kunne ikke beholde Kogsbøl og Høgsbrogård. Begge gårde blev solgt.

En slægtning til Christoffer Rosenkrantz høstede dog mere anerkendelse. Det var mester Gotskalk Erichsen. Han blev kansler for Christian den Anden og fulgte denne i landflygtighed.

Claus Gjordsen fra Solvig blev domprovst i Ribe og kansler hos Frederik den Første.

Herremændene søgte deres omgangsfæller blandt ligesindede. Der blev knyttet både venskabs – og slægtsbånd mellem de herresæder der lå på egnen. Men der kom sandelig også til stridigheder.

 

Dømt for løftebrud

Datteren Anna på Solvig havde siden sit syvende år været trolovet med den unge søn på Trøjborg. Da hun blev myndig nægtede hun dog at indgå ægteskab med ham. Hun havde fattet kærlighed til en anden ung adelsmand.

Familien på Trøjborg blev meget fortørnet over Annas egenrådighed. De ønskede hende dømt for løftebrud. Og det lykkedes også. Men skæbnen var ude efter hende. Den unge adelsmand døde, inden de blev gift. Da hun var enearving til Solvig, var der ikke mangel på bejlere.

To gange blev hun da også gift, og blev også mor til den før omtalte Erik Lange.

De mange krige i 1600 – tallet gjorde stærkt indhug på adelens magt og rigdom. Det var særlig tilfældet på Trøjborg. Her blev Rantzauerne afløst af den hollandske adelsslægt Buchwald.

De afstod senere stedet til en slægt af borgerlig stand. Dermed gik det før så stolte slot i forfald. Den kendte storbonde, Knud Lausten Knudsen købte Trøjborg i 1851.

På Møgeltønderhus ødelagde den voldsomme storm i 1634 store dele af borgen. Et halv snes år senere gjorde svenskerne det også af med en stor del.

For påskønnelse for tro og tapper tjeneste, overlod kongen i 1661 godset til Hans Schack. På ruinerne af Møgeltønderhus lod han Schackenborg opføre. Samtidig blev han ophøjet i grevestanden.

Solvig nedbrændte i 1638, men blev senere genopført.

 

50 adelsslægter i Slesvig Holsten

I 1597 opregnede den kongelige statholder Henrik Rantzau at i alt 50 slægter, som hørte til Slesvig Holstens adel, var berettiget i dets styre. Godt halvdelen havde deres rod i Holsten eller Sydslesvig og regnedes til det holstenske ridderskab.

Knap 20 slægter var fra Slesvig. Og 3 – 5 slægter var enten indvandret eller gift i en af de bestående slægter.

I optegnelsen finder vi bl.a. slægter som Rosenkrantz, Holck, Magnussen og Sture. HH

 

Ahlefeldt og Rantzau dominerede

Slægterne Ahlefeldt og Rantzau har hele tiden været de dominerende. Sidst i 1500’tallet opgjorde man antallet af adelsmænd til 200 i begge hertugdømme. Halvdelen ejede godser.

De havde masser af magt, blandt andet gennem Hertugdømmernes Råd, som talte 15 – 20 adelsmænd. I stænderne som var en slags landdag havde adelen også flertal.

Adelen følte at deres privilegier og magt var knyttet til Slesvig-Holsten som et samlet område.

 

Et kæmpe hof

I 1500tallet var man bogstavelig talt i fyrstens brød, når man tjente ved hoffet. Hans den Ældre udstedte i 1556 en forordning som ikke mindst handlede om, hvem der skulle have hvad at spise og hvornår. Mellem 1620 og 1660 fik typisk mellem 200 og 300 personer kost eller kostpenge på Gottorp.

I 1683 blev der ud over hertugfamilien dagligt bespist 80 personer ved det lille hof på Glücksborg. En masse mennesker var ansat Det gjaldt i første omgang at kaste glans over hoffet og selv få noget ud over denne glans. Men det var også for at få et bånd mellem fyrste og adel.

 

Våbenskjold gav status

Adelens våbenskjold og navn gav status. Man delte glæden og evnen til at ride, fægte, danse, spille og drikke med fyrsterne. De adelige jomfruers rolle var tilsvarende at være hertugens selskab og følge. Men de lærte passende opførsel. De ventede bare på at blive passende gift.

I 1500tallet tiltrak hoffet på Gottorp mange adelige fra Hertugdømmerne. Men omkring 1630’erne svækkedes båndet mellem fyrsterne og ridderskabet.

 

Konkurrence fra Doktorerne

Adelen fik konkurrence fra de såkaldte ”Doktorer”. De var en slags sekretærer med hver deres speciale. Mange af disse blev også udnævnt til amtmænd rundt omkring. Dette havde været adelens privilegium. Amtmanden på Gottorp sagde således i 1624:

 

• I dag skal en adelsmand være godt udstyret, hvis han vi tjene sit brød ved hoffet. I gamle dage, hvis en kunne kaste et enkelt ord på latin ind i samtalen, så var man en stor mand. Nu er det børneleg. Nu skal man kunne næsten som doktorerne.

 

Mange slotte

Der var fyrsteslotte i de fleste nordslesvigske byer. Chancen for at se en hertug og hans følge ride forbi i pragtfulde klæder, var stor. Det var et gammelt virkemiddel, at fyrstens gård skulle være større og prægtigere end andres.

Ledende adelsmænd som Johan og Henrik Rantzau satte også en slags standard, som man helst skulle leve op til.

Et helt byggeboom i op – og ombygning opstod i Slesvig-Holsten. Christian den Tredje lod Sønderborg Slot ombygge. Hans den Ældre ombyggede slottet i Haderslev. Og Hertug Adolf af Gottorp byggede en hel række mindre slotte. Og Hans den Yngre lod en række ældre slotte ombygge, inklusive Tønderhus. Ja selv Brundlund Slot i Aabenraa blev ombygget.

Hans den Ældre lod blandt andet befæstningen omkring Tønderhus forstærke. Det var også ham, der lod portnerhuset bygge. Det rummer i dag en del af Tønder Museum. I øvrigt mener man, at Hertug Hans den Ældre bevarede alle sine kister med rede penge og klenodier i Tønderhus hvælvinger.

 

Store krav til undersåtterne

I 1547 skrev Hertug Hans den Ældre til indbyggerne i Tønder Amt, at han havde hørt, at man kun i ringe grad adlød digefogeder og andre, når de befalede folk at arbejde på det nye dige. Hertugen påbød nu med strenghed alle at efterkomme ordrerne og truede med straf.

Det skete også at hertugmagten måtte bøje sig. I år 1600 besluttede hertugen af Gottorp at bortforpagte hovedgården., Foggebüll syd for Tønder.

Hertugen krævede desuden hoveriafløsning af bønderne i marskherrederne. Bønderne bad sig fritaget, fordi de havde udgifter til digerne. Hertugen fastholdt i første omgang sine krav.

Da bønderne fortsat nægtede, truede han med straf. Trods dette var sagen mange år efter endnu ikke faldet på plads. Men til sidst gav hertugen op, og lod amtmanden forhandle et kompromis hjem.

 

Adelen leverede dygtige amtmænd

Fra 1624 til 1664 havde Tønder Amt en markant amtmand i Wulf Blome. Han var søn af den fremtrædende adelsmand, Hans Blome. Han ejede selv det holstenske gods Seedorf. Det var en ret givtig beskæftigelse. Amtmanden kunne selv stikke en del af indtægterne i egen lomme. I mange år var disse poster forbeholdt det slesvig-holstenske riddervæsen.

Men adelen repræsenterede også andre dygtige amtmænd som bl.a. Claus Ahlefeldt i Gelting, Jørgen Ahlefeldt i Haderslev og Cai Ahlefeldt i Flensborg.

Når hertugen skulle bruge diplomater til overbringelse af vigtige beskeder, ja så foretrak han folk fra slægten Rantzau og Buchwald.

 

En bondeslægt med indflydelse

Næppe nogen bondeslægt har drevet det så vidt som slægten fra Hajstrupgård i Bylderup Sogn. Nis Hansen fik 12 børn og overtog de store gårde Hajstrupgård og Vrågård, Han blev lige som sin far og farfar herredsfoged over Slogs Herred.

Hans kone Anna var datter af herredsfogeden i Strukstrup Herred i Angel. Begge ægtefællers mødre var rådmandsdøtre fra henholdsvis Flensborg og Tønder. Formelt var Nis Hansen endnu kun bonde. Men han fungerede som et mellemled mellem bondesamfundet på den ene side og hertugmagten på den anden side.

 

En kompliceret historie

Vi har før været inde på det, Sønderjyllands historie er yderst kompliceret. Vi skal her i kort form beskrive udviklingen omkring Tønder Amt.

Ribe Bispestol havde allerede i 1240 besiddelser i Møgeltønder, Daler og Ballum Sogne. Fra 1361 var de i bispens besiddelser. I Møgeltønder og Daler administrativt skilt ud af omegnen som Møgeltønder Birk og inden 1468 var det samme sket for godset i Ballum og på Rømø.

I 1407 erhvervede Dronning Margrethe Trøjborg med Lø Herred som ellers havde været et gammelt hertugeligt len som Tørning eller Tønder. Straks derefter pantsatte hun lenet til biskoppen i Ribe.

Oven i dette henlagde dronningen Trøjborg med det tillæggende Lø Herred under kongeriget. Dette klagede de slesvig-holstenske grever over i 1424.

I 1579 afhændede kongen Trøjborg til Peter Rantzau, men stedet vedblev med at være en del af de kongerigske enklaver. Det samme skete, da hans Schack i 1661 overtog Møgeltønder len, Ballum Len og det meste af det tidligere bispegods syd for Ribe.

Efter 1700 kom de Kongerigske enklaver til at bestå af fire dele:

 

• Trøjborg Gods
• Schackenborg Gods
• Selve Ribe by, nogle ejendomme omkring Ribe og den kongelige del af Rømø
• De kongerigske dele af Sild, Før og Amrum

 

Ribe – brevet

Når man taler om adelen i Slesvig-Holsten, kommer man ikke uden om det såkaldte Ribe-brev. Adelen var ikke interesseret i, at Slesvig-Holsten blev delt, så man blev hinandens fjender.

Stormændene tilbød derfor kong Christian den Første at blive herre i både Slesvig og Holsten men på visse betingelser. I marts 1460 mødtes man så i Ribe til forhandlinger. Allerede den 2. marts hyldede de slesvigske og holstenske repræsentanter kongen.

Dokumentet blev først i 1800tallet af politikere døbt Ribe-privilegiet. De så det som et frihedsbrev, der skulle sikre Hertugdømmernes evige frihedsrettigheder. Det er dog en højst tvivlsom fortolkning.

Christian den Første lovede ikke de slesvig-holstenske stormænd mere end han lovede stormændene i Danmark, Sverige og Norge. Ribe-brevet er kun en håndfæstning og skulle vel fornys, når kongen døde.

Når kongen døde, skulle alle adel og gejstlighed kunne vælge en af hans sønner som herre. Hvis han ingen sønner havde, så kunne man vælge en af hans arvinger.

Ribe-brevet sikrede på den ene side Slesvig-Holstens særstatus i forhold til Danmark. På den anden side fastslog brevet de to fyrstedømmers nære sammenhørighed. De to landes stormænd blev betragtet som en enhed, men lovgivning var forskellig.

Christian den første var nu ikke meget i Slesvig-Holsten. Og det vat adelen sikkert glad for. Han lovede også ikke at gå i krig uden at blive spurgt først. Almindelige adelsforsamlinger lovede kongen at afholde i Bornhoved i Slesvig og Urnehoved en gang om året.

 

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• dengang.dk – div. Artikler

 

Hvis du vil vide mere: Om Adel – og Storgårde (Brug Søgefunktionen)

• dengang.dk indeholder 1.698 artikler.
• Under Tønder (271 artikler):
• Under Højer (77 artikler):
• Under Aabenraa (164 artikler)
• Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)
• Under Sønderjylland (198 artikler)
• Under Akeleye-slægten (9 artikler)

 

• Da Augustenborgerne fejrede 100 år
• Royale med brune ideer
• Ribe-brevet
• Grøngård 1-4
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• En tolderfamilie fra Hærvejen
• Den onde amtmand fra Aabenraa
• Det spøger på gram Slot 1-2
• En adelslægt fra Aabenraa
• Historien om adelsslægten Akeleye 1-9
• De sidste hertuger i Augustenborg
• Brundlund Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Ahlefeldt fra Søgård til fald
• Ahlefeldt og Søgård
• Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
• Hertugen af Tønder
• En adelsbolig i Tørring
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Haderslevs Historie 3
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev: Handel og søfart
• Sønderborg – i begyndelsen (1)
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Øst for Tønder
• Tønderhus, slot, borg og fæstning
• En amtmandsbolig i Tønder
• Det gamle Tønder
• Trøjborg Slot – nord for Tønder
• Slotte Duborg i Flensborg
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Amalienborg
• Oprør i Møgeltønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Caspar von Saldern – hvem var han?
• Kogsbøl ved Emmerlev
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
• Bondeslægten fra Trøjborg 1-2
• Møgeltønder – dengang
• Solvig – en herredsgård i Slogs herred
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Margrethe den første og Sønderjylland
• De kongerigske enklaver 1-2
• Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)
• Grøngård – det forsvundne jagtslot
• Hvor ligger Tumbøl?
• Bønder – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Et slot i Løgumkloster
• Mysteriet i Ensted