Søgeresultater på "Kanal gennem Tønder"
Dato: september 24, 2007
Er det ikke en fejl i overskriften, vil mange mene. Nej, det er ikke en fejl, og det er ikke Vidåen, der tænkes på. Nej, det er rigtig kanal, ligesom Suez – kanalen.
De første tanker
Ude på lageret i Andersen og Nissens Boghandel i Storegade, stod jeg og beundrede et flot fotografi af den store bro over” Nordostsee – kanalen” ved Rendsborg. Pludselig kom gamle boghandler Nissen og fortalte, at sådan en kanal havde man tænkt sig, at føre gennem Tønder.
Mange år senere cirka 700 meter syd for Nørregade i Padborg på Gendarmstien, hører jeg samme historie. Her i det lille stykke vilde natur, kaldet Padborg Skov skulle kanalen gå.
Ja tænk bare en kanal tværs gennem Sønderjylland.
Første plan i 1629
Idéen opstod allerede i 1629. Det var den Gottorpske hertug, Frederik den Tredje, der ville opbygge Rudbøl som et fristed. Her skulle der være plads til alle, uanset religionsforhold.
I forbindelse hermed skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles fortrinsvis af fladbundede fartøjer, der kunne laste op til 40 tons.
Men planen kom aldrig videre end til papiret. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.
Christian den fjerdes plan
Christian den Fjerde havde planer om, at der skulle anlægges en stor havn ved Ballum. Der skulle så graves en kanal, som skulle kunne besejles af skibe med en dybde på 11 fod. Fra Ballum til Aabenraa.
Kanal skulle afhjælpe stormflod
I 1764 var idéen en kanal gennem Tønder igen på tale. Den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi hævdede, at de bedste steder for en kanal var
Efter forfatterens opfattelse, ville sådan en kanal, foruden den handelsmæssige værdi, også sikre vestkysten mod de skader, som de store stormfloder har forvoldt her.
Hvis en kanal var dyb nok, ville en stormflod finde en gennemgang til Østersøen. Tankerne, som forfatteren var ene om, blev dog hurtig glemt.
Havnemesterens plan
Men 100 år efter opstod tanken igen. Det var havnemesteren i Flensborg, der fremkom med dem. I 1868 udkom der et anonymt skrift. Heri blev der påpeget, at kanalen skulle være på 50 kilometer. En stor del af kanalen kunne anlægges som en ret linje. Den ville også spare tid og penge.
Kanalen skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså til Vejbæk og direkte mod vest. Mærkeligt nok anså man det ikke for påkrævet med sluser. Kun ved endepunkterne var det nødvendigt med beskyttelsessluser.
Kanalens opgaver ville ikke alene være, at forkorte vejen mellem Nordsøen og Østersøen. Den ville også have stor militær betydning. Tanken var også at etablere en storhavn på Sild.
Skepsis og bekymring
De danske slesvigere modtog planen med skepsis. Tyskerne havde en hvis bekymring for projektet. Måske fordi, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 vedtog, at anlægge en havn ved Esbjerg. Handelen og samfærdslen måtte finde nye veje efter 1864, og det gik især ud over Flensborg, derfor pressede de på, for at få kanalen igennem.
En negativ Rigsdag
I Rigsdagen behandlede man emnet den 10. juni 1868. Her påviste Grev Moltke, at en sådan kanal ville blive dyrere end en kanal fra Elbens munding til Kieler fjorden. Og i Flensborg fik man at vide, at en sådan kanal, hverken tilfredsstillede krigsmarinen eller handelsflåden.
Den 2. juni 1869 kom det endelig svar fra Rigsdagen. Man mente, at projektet var for uigennemførlig. I mange år levede man dog i håbet, men i 1886 vedtog Den Tyske Regering og Den Preussiske Landdag, at bygge en kanal fra Brünsbuttel til Holtenau ved Kieler Fjord.
Civilingeniør: Økonomisk ikke muligt
Atter engang opstod tanken. Det var i 1918, da Prof. Dr. Phil H.P. Steensby skrev en artikel om en kanal til Flensborg eller endnu bedre til Aabenraa Fjord. Det ville være naturligt, at dette blev et nordisk projekt.
Det ville frigøre Danmark fra Tyskland mente professoren. Men forudsætningen var, at Sild så skulle blive dansk efter 1920. Alle kanaltanker gik gennem Lister Dyb ude i Vadehavet.
Civilingeniør Marstrand kom så med det endelig dødsstød. Det ville være så godt som umulig at lave en kanal, hvor niveauforskellen var på 20 – 30 meter. Økonomisk ville det ikke kunne gennemføres, påstod civilingeniøren.
Vi kan nok undvære en kanal
Dermed fik Tønder ikke sin kanal. Vi må nøjes med små både på Vidåen. Men det har jo også sin charme. Og i tunneldalen ved Kruså, kan man vel stadig hugge æbler over på den tyske side. Det kunne vi DENGANG for 14 år siden. I Padborg Skov kan man vel stadig, når det er vinter, få en slædetur ned af
bakken ind i Tyskland. (Denne artikel er skrevet i 2007 – længe før man genfandt Tønder Havn)
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 04. – 2022
Dato: november 27, 2023
Nyholm og Slotsholmen i Tønder
Erman i Tønder reelt interesseret i byens fortid? Området omkring Slotsholmen opbygget som køkkenhaver. Nyholm placeret ved slottets ringmur. Ribe Landevej bygget op på rester af Tønderhus. Kommunale bygninger bygget oven over slottets rester. Mere end 100-års idyl blev brudt. Sidste tilvækst af bygninger. Et nyt museum. Et tilfælde at port-huset blev bevaret. Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb. Det hele blev betragtet som ”jordfast mindesmærke, men blev ikke behandlet som sådan. Der blev givet masser af dispensationer. Stor folkelig modstand mod rådhuset placering. Man kan da ikke være historieløse i Tønder. Og egentlig skulle arkæologer have gravet i jorden. Men det ville kommunen ikke betale for. Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot. Nogle amtmænd i Tønder havde aldrig sat deres fod på Tønderhus. En amtmand forlangte at det flotte amtmandspalæ blev renoveret, ellers var den også blevet revet ned. Nydam er en flot landlig ejendom. Fundamenter fra slottet dukkede frem. Slotsbanken lå foran Tønders sø-handelsplads. Her var også st moderne militært støttepunkt. Et smukt renæssance slot, blev revet ned. Advokat byggede Nyholm. En ønskebolig og aftægtssted for ældre formuende. Den første Bachmann på Nyholm. Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet. Bayrischer Bier Keller. Tønder Kommune købte også Jomfrustien. Slotsbanken blev igen en holm. En tilflytter og ejer af Nyholm blev udvist af prøjserne. Nyholm blev drevet som landbrug en kort overgang. Men snart igen et alderssæde. Carl Tiedemann køber stedet. Og i Jydske kunne man i 2016 læse ”212 års historie solgt på 90 dage”. En tør fredningstekst omkring Slotsbanken. En fredning som ikke alle har respekteret.
Er man i Tønder egentlig interesseret i byens fortid?
Spørgsmålet er om man i Tønder gør nok for at bevare byens fortid. Læs denne historie om Slotsholmen. Engang havde man et stolt slot. Det fik lov til at forfalde og blev nedrevet. Og også området omkring dette slot ønskede man heller ikke rigtig at bevare. Nu handler dette ikke så meget om selve slottet. Det laver vi en ny artikel om lidt senere.
Området bygget som køkkenhave
De amtskommunale tjenestemænd fik før 1800 privilegium på anvendelse af området til køkkenhaver. Så sent som 1900 havde landråden – som amtmanden hed – køkkenhave, der hvor Hotel Tønderhus i dag ligger.
Nyholm placeret ved Ringmuren
I 1792 anlagdes en dæmning som førte til det tidligere jægerhus. Allerede i 1736 var der lagt en dæmning. Et område blev solgt til en lokal embedsmand. Denne lod i tiden 1800-1803 opføre den smukke lystgård Nyholm, delvis på den ydre ringmurs sydside, en efter et moderne fredningssynspunkt meget uheldigt placering. Vi taler om resterne af Tønderhus. Og Nyholm har vi mere om senere i artiklen.
Ribe Landevej bygget oven på rester af Tønderhus
Med en lov af 30. dec. 1858 bestemtes det at der til vejanlægget af en hovedvej fra Tønder til Ribe m.m. skulle foretages ekspropriationer af bl.a. jordfyldsgrave. I tiden mellem 1860 og 1862 blev der hentet enorme stenmængder til dette formål på slotsbanken, hvor man helt til 1865 havde lagerplads for vejvæsnet.
Kommunale bygninger oven på Slottets rester
I 1864 før Dybbøl overtog Tønder Kommune området. Et ubrudt hærværk tog sin begyndelse med amtet som modvægt siden 1920. Gasværksbygningerne blev placeret 1864/1865 uden for slottets oprindelige kostald i det sydsvestligste hjørne ca. 20 meter nord for den gamle anløbsbro med den tidsligste gasbeholder helt ude i vest volden. Siden blev der placeret en gasbeholder mere øst for dette sted midt i slottets sydfløj. Og i 1946 blev der placeret endnu en stor beholder midt i slotsgården.
Mere end 100-års idyl brudt
1901/02 byggede man lige inden for øst-volden i linje med Nyholm en vandværksbygning og et bastant vandtårn. I 1910 fulgte endelig elektricitetsværksbygningen ud for slottets nordfacade. En mere end 100-årig idyl var ødelagt. Selv om der har fundet en nyvurdering af industribygningens arkitektoniske kvalitet sted i nyeste tid, blev området et ubehageligt Klondyke som den tekniske udvikling overflødiggjorde på forbavsende kort tid.
Sidste tilvækst af bygninger
En administrationsbygning vest for vandværket fører en lignende spøgelsesagtig tilværelse som slottet 1706. Opad den placeredes 1947 et filtreranlæg som ramte fundamenterne til det store sydøsttårn og som de sidste tilvækst til disse bygninger kom to arbejderboliger i nordvolden vest for elværket. En ny bestyrerbolig i voldgraven øst for vandværket i 1920erne. Det sidste vel nok det mest absurde og derfor netop det sted der siden blev forslået som plads for et nyt rådhus.
Et nyt museum
Men den del at slotsbanken som blev taget, i brug for de kommunale værker var afgivet til byen allerede 1864, var porthuset indtil den nye retsbygning i Nørregade 1916 forblevet i amtets eje. Allerede 1911 opstod der planer om indretning af amtshuset i porthuset, men byen som øjensynlig allerede på det tidspunkt har været formel ejer, stillede så skrappe betingelser at tanken blev opgivet. Først 1922/23 overtog et nyindrettet museum med endeligt skøde 1924. Og hvad skrev Vilhelm Lorenzen så smukt:
Et tilfælde at porthuset blev bevaret
Nogen fredning af et historisk mindesmærke i moderne forstand var dette ikke. Det må betragtes som et rent tilfælde at porthuset overhovedet er bevaret. Det blev fredet i klasse B i henhold til fredningslovene af 1918 og 1966, men det giver som udviklingen siden viser ingen sikkerhed
Alligevel fik man de dengang ”husvilde” betegnede familier ud og foretaget en såre nødtørftig restaurering, ligesom grundarealet foran bygningen saneredes, så en fornemmelse af det oprindelige broparti bibeholdes.
Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb
Ved anlæggelsen af Kongevejen i 1943 skete der et alvorligt indgreb. Det intakte broforløb blev ødelagt. I Tønder ændrede holdningen sad til fortiden i 1960erne idet man fik oprettet ”Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder” En betragtelig udvidelse af museets bygningskapacitet kunne efter 30 års planlægning realiseres, En dygtig udført kunstmuseumsfløj blev anbragt i 1972.
Betragtet som ”jordfast mindesmærke”
Året efter overtog amtet igen størstedelen af Slotsbanken efter kommunens godt 100-årige ”rædselsherredømme”, fordi gas- og elværk blev nedlagt og forvaltningen af de kommunale værker flyttet uden for bykernen. Samtidig afgaves til kommunen arealet foran museet under forudsætning at den indrettede en parkeringsplads på arealet!
På grundlag af en ny lov om naturfredning (1972) lod fortidsmindeforvaltningen et nyt organ under det nye miljøministerium som havde overtaget nationalmuseets funktioner. Nu kunne man så endelig erklære Tønder slotsbanke for et såkaldt ”jordfast fortidsminde”. Man planlagde en markering af slottets grundrids på den efterhånden frilagte grund. Forinden foretog museet en endelig restaurering af porthuset som førstes tilbage til skikkelse det havde fået ved ombygningen 1741. Samme år indrettedes elværket som anneks for museet.
Det var tilsyneladende skabt forudsætning for at området igen kunne blive:
Stor folkelig modstand mod Rådhusets placering
Men ak det skulle komme til at gå ganske anderledes i Tønder. Allerede i 1968 dukkede der planer om i forbindelse med et såkaldt byplansudvalg i kommunen ville placere et nyt rådhus for Tønder Kommune i slotsgraven øst for porthuset og henimod Vidåen. En ide som ikke var direkte ulovlig da den er fra før fredningsloven af 1972.
Selvfølgelig, da man allerede dengang kunne forudse at arealet ikke kunne slå til, om ikke andet belært af de erfaringer der kunne hentes ved at se på ruinerne på slotsbanken. At byens profil ville blive ødelagt, tænkte nok de færreste på dengang, men de senere bestemmelser i bekendtgørelsen af Lov om naturfredning § 47a, 48 og 53 skulle være garanti nok.
Imidlertid manøvreredes efter skifte i byens styrelse trods loven et forslag om placering af rådhuset ved Slotsbanken igennem i et fuldstændigt uforberedt byråd 1976. Det blev en politisk skandale, som man skal 300 år tilbage i tid for at finde sidestykke til i Tønder.
I 1670erne var forholdene i Tønder præget af borgeruroligheder med voksende mistillid til magistraten. Byens økonomi var anspændt til det yderste. Der blev styret over hovedet på folk. Den egenmægtige borgmester Heinrich von Hatten indførte bøder på 100 rigsdaler til dem, der sagde ham imod.
I 1976 blev en borgekomite oprettet som hos borgerne fik stor opbakning i sin protest mod placering af et rådhus ved slotsbanken. Men efter et valg i 1978 var klart flertal mod bystyrets rådhusplaner. Særlig oprørende virkede det på den enkelte Tønder-borger at bystyret på grund af fortidsmindeforvaltningens holdningsløshed nu som i 1670erne opnåede dispensationer, der aldrig ville være givet menigmand. Motiverne var godt nok forskellige.
Man kan da ikke være historieløs i Tønder
Man kan da ikke være historieløs i Tønder. Og dog – politisk prestigebyggeri er åbenbart at foretrække selv om et flertal i Tønder var imod. Nu finder man aldrig ud af, hvor middelalderborgen befandt sig – den der lå der før Tønderhus. Og man fik heller ikke mere oplysninger om Tønders tidlige havn. Jo man fandt rester af bolværk og en pram. Men mange år senere var det også pludselig slut med et underjordisk museum om Tønders senere havn fra 1700-tallet.
Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot
Det var godt at man fik reddet Brundlund og Sønderborg Slot. For Brundlund og Tønder var der renoveringsplaner i 1730erne. Men ingen af stederne blev der foretaget noget afgørende. I Aabenraa blev Brundlund reddet i 1805-1807 for et enormt beløb – renoveret af C.F. Hansen.
Amtmænd, der aldrig satte deres fod på Tønderhus
Måske er det den lokale amtmand, der kan gøres ansvarlig. I tiden mellem 1730 og 1768 valgte amtmændene von Massow og von Behr i Aabenraa at bo på slottet. Men i Tønder har Johann Georg og sønnen Fr. Wilhelm von Holstein næppe nogensinde sat deres ben på Tønderhus.
En amtmand forlangte amtmandsbygningen restaureret
Da den stærkt engagerede Ulrik Adolph von Holstein 17 år efter nedbrydningen kom til byen byggede han for egen regning sit eget palæ. Skæbnens ironi var ved at gentage sig efter 200 år, da Holsteins palæ som følge af at amtmanden mellem 1920 og 1949, Otto Didrich Schack ej heller havde anvendt bygningen var ved at blive revet ned. Men efterfølgeren forlangte at palæet i stedet blev restaureret.
Nyholm – en smuk og landlig bygning
Gemt inde bag høje træer ligger en absolut perle nemlig gården Nyholm. Den nærmest klæber sig til bankens sydskrænt, der sænker sig ned til den tidligere, brede borggrav. Det er en smuk og rummelig mørk rødstensbygning af landlig idyl. Den minder meget om Møgeltønder-husene men meget større end disse. Huset er temmelig langstrakt, symmetrisk med fire store vinduer på hver side af den portallignende indgangsdør med fritrappe.
Taget er forholdsvis højt og spidst. Gennem indgangsportalen kommer man ind i et rummeligt forrum med en smuk trappeopgang i baggrunden. Til begge sider deraf ses store værelser, på højre side nærmest fremtrædende mindre sal.
Dengang var der foran indgangstrappen en gammeldags brolægning med blomsterbed i midten, flankeret af krogede gamle træer, der mod øst mundede ud i en alle. Denne fortsatte over en 70 – 80 meter lang dæmning, der endte på pladsen foran den gamle badeanstalt på Jomfrustien.
Også med stald
Ud på gårdspladsen fandtes fra gammel tid et bryggers, der for længst med en mur lukker pladsen mod syd. Mod vest ligger/lå der parallelt med hovedbygningen, men noget forskudt, en stald. I adskillige år var den endnu en stråtækt stald og lade-bygning af bindingsværk og engang med storkerede. Det er længe siden undertegnede har været på stedet, derfor er jeg lidt i tvivl, hvordan det ser ud nu.
Fundamenter af slottets ringmur dukkede frem
Sydvest for staldbygningen lige uden for haven var der en delvis græsbevokset temmelig stor udgravning med masser af gammelt murværk i bunden og i de sammen-skredne sidevægge. Det var slottets ydre ringmur, hvis fundamenter her kom frem.
Ganske interessant var en stor granitblok med plan overflade, der står på østsiden af fritrappen. Den er sikkert fundet i jorden, da Nyholm blev bygget, idet voldens sydøst-bastion lige netop har ligget på dette sted, og den har sikkert gennem tiderne været en god hjælp for beredne gæster, der havde svært ved at komme op i sadlen.
Slotsbanken lå lige foran Tønders sø-handelsplads
Slotsbanken eller ”Slotsbjerget” som man tidligere sagde i Tønder, var i ældre tider en lille holm i Vidåens daværende udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandels-pladsen Tønder red, og tidligst befæstet som den antagelig har været. Den har givet god dækning både mod havets brænding og mod mulige fjenders angreb.
Et moderne militært støttepunkt
Og vi skal da lige atter engang læse, hvad geografen Idrisi s medarbejder skrev, da han var i Tønder i 1130:
Holmen med sin forsvarsmæssigt gunstige beliggenhed altid haft de skiftende højfyrstelige og kongelige potentaters interesse. Befæstningen, oprindelig sikkert en primitiv ”borg” ses stadigt at være genopbygget og udbygget, så den, da den henimod år 1600 nåede sin sidste skikkelse, var et forholdsvis lille, men stærkt og moderne militært støttepunkt, indtil man i 1676 af politiske grunde nedlagde de egentlige forsvarsværker.
Et smukt renæssanceslot blev revet ned
Selve slottet, som tidligere i perioder havde været kongelig eller hertugelig residens, blev nu amtmandsbolig. Amtmanden havde tidligere været slottets befalingsmand – og blev anvendt til dette formål indtil 1750 – 51, da det blev nedrevet. Desværre for nutidens Tønder. Det var faktisk et smukt renæssanceslot.
Der kom bedre vejforbindelser og en regulering af Tønders skibskanal blev også gennemført. Som allerede nævnt blev der etableret en dæmning fra den tidligere badeanstalt til det sydvestligste hjørne af slotsbanken.
Advokat byggede Nyholm
Den 11.11.1798 blev en af grundene af von Bertouch solgt til underretsadvokat, amtssekretær og bankdirektør Erich Wilhelm Millet, der boede i Bachmann’ ske familiehus ved Møllebroen. Køberen havde allerede på dette tidspunkt sørget for en vej til den af ham udvalgte byggeplads.
I 1804 blev den færdige ejendom indregistreret i Overrettens skyld – og panteprotokol under navnet ”Nieholm”. Da hovedbygningen, men ikke stalden er angivet på ”Statfeldplan” af 1911, må den sidste være udført noget senere. Bygningerne lå på sydbatteriets gamle voldfundamenter og var mod vest og syd omgivet af et større haveanlæg, i his sydvesthjørne der endnu findes en lille skovlignende beplantning, som tidligere kaldtes ”Lunden”.
Advokat Millet slog sig ned på Nyholm, hans alderssæde og boede der til sin død i 1823. Han syntes til sidst at have økonomiske vanskeligheder.
En ønskebolig og aftægtssæde for ældre formuende
I 1824 overtog Paul Momsen, tidligere på Grøngård, Nyholm med bygninger, toft og fenne Han benyttede det som aftægtssæde og blev boende der til sin død i 1847.
Nyholm har sikkert været en ønskebolig for ældre formuende folk især landmænd, der foretrak deres sidste år på aftægt i købstaden i et smukt, stort anlagt beboelseshus med et tilhørende beskedent landbrug. Men det har dog vist sig, at der under tidens skiftende forhold for flere af ejerne har kunnet blive lidt af en økonomisk fælde.
Beliggenheden må oprindelig have været fri og smuk, med udsigt mod nord over slotsbanken til Skibbroen og den gamle by. Mod syd var der udsigt over marskens store vidder. Om sommeren grønne enge. Om vinteren en havlignende vandflade, hvis bølger v ed storm kunne skumme mod slotsbankens skråning.
Den første Bachmann på Nyholm
I 1848 året efter Momsens død, solgte enken en datter af kniplingshandler Boy Boysen, Nyholm til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann, fik 1859 som nygift Nyholm til bolig, mens faderen residerede i det hus ved møllen, hvor advokat Miller havde boet, og hvor direktør Hans Bachmann senere boede.
I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død, men ejendommen skulle sælges ved skiftet. Grunden til denne bestemmelse skal ikke være oplyst, men man må vel formode at være af økonomisk art. Han byttede samtidig bolig med sønnen, der nu overtog møllen og flyttede selv til Nyholm. Her døde han i 1884 – 82 år gammel, mens enken, der var et par år yngre, blev boende på Nyholm, hvor hun døde 1886.
Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet
Rimeligvis for at give Nyholms landbrug et noget større omfang havde Jürgen Bachmann forpagtet den tilstødende rest af slotsbanken som endnu var i Kronens eje. Forpagtningen må have været temmelig permanent, idet han på pladsen havde rejst en ”8 Fach” – staldbygning, der også dækkede over en gammel kælderhvælving, der oprindelig havde været en del af slottets nordøst-hjørne.
I 1872 blev slotsbanken af fiskus solgt til Tønder kommune, som krævede Bachmanns stald omgående fjernet.
Bayrischer Bier Keller
Sagen gav anledning til et lille intermezzo: Gæstgiver og brygger C. Claussen på Skibbroen, der havde benyttet stedet som ”Bayerischer Bier Keller, hvilket lyder hyggeligt, men i virkeligheden vel ikke betød meget andet end staldens anvendelse som is-kælder og oplagringsplads for øl, søgte at sabotere ordren ved at købe bygningen af Bachmann. Han mente vel nok som Tønder-borger og skatteyder at kunne vente større eftergivenhed fra magistratens side end mølleren på den anden side af kommunegrænsen.
Magistraten lod sig dog ikke gå på. Efter et halvt års tovtrækning måtte Claussen, nu Claussen junior, bekvemme sig til at nedrive stalden. Han fik tilmed besked om, at han måtte gøre det ned til ”Erdscheide” og at han ikke måtte fjerne den del af kælderen, der ikke var bygget af Bachmann, men havde tilhørt slottet. Denne del blev nemlig ejet af byen.
Man kan således formentlig takke Bachmanns staldbygning for, at den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder formodentlig stadig findes på slotsbanken den dag i dag.
Tønder Kommune købte også Jomfrustien
I 1875, kort efter, skete der et andet jordsalg, der på en måde også berørte Nyholm. Tønder Kommune købte yderligere den ligeledes af fiskus ejede ”Jomfrusti”, der mod syd var beghrænset af Nyholms ”Scheiderinne” (skide-rende) og mod nord af stakittet ved kammerassessor og toldkontrollør Høxbroes have.
Man sagde om Jomfrustien, at det var der, hvor mindre dydsirede piger i gammel tid holdt til nær ved fæstning og havn, men lige uden for magistratens jurisdiktion.
Slotsbanken blev igen en holm
I 1878 kom så udgravning af en kanal, der forbandt Møllekulen med Skibbroen og gjorde Slotsbanken til en holm igen. Meningen med dette var at øge vandmængde og gennemskylning af havnebassinet. Drømmen var at etablere en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen, der passerede Nyholm – og Porthus-dæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granit-sten, der sikkert stammede fra slottet, mundede til sidst ud i havnebassinet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen endda så betydelig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthus-broen.
En tilflytter blev udvist
Efter Nyholms Bachmann – æra, der havde strakt sig over 40 år, blev den næste ejer arbejder Martin Ganzel fra København. Han holdt ikke ret længe, idet han, som et af daværende politiks ofre blev udvist af det prøjsiske statsområde.
Nyholm drevet som landbrug
Ganzels efterfølger blev kådner Hans Nicolai Eskildsen, som den 26.7.1891 overtog stedet som ejer.
Han var en flittig og sparsommelig mand og havde en dygtig kone samt efterhånden også mange børn, der også efterhånden deltog i bedriften. Forholdene var imidlertid små. Det kunne ikke undgås at det tidligere ret velstandsprægede Nyholm efterhånden virkede lidt forfaldent.
Besætningen bestod af 3-4 malkekøer, nogle grise og undertiden også får samt en del høns. Det store have-areal blev dyrket så godt og så meget, der kunne overkommes. Foder blev overvejende skaffet fra lejet. Mælken og andre produkter blev solgt til beboerne på Slotsgrunden.
Den alt for store hovedbygning blev udnyttet til udlejning til tyske jernbanefolk. Dette ophørte dog, da banens store bygning ”Sperlingslust” i Viddingherredsgade blev taget i brug.
Da den såkaldte ”Höhere Töchterschule” i 1904 blev oprettet blev den installeret på Nyholm, hvor den holdt til, indtil den fik eget hus på Bockensåvej (nu Popsensgade 8).
Den 30.3.1906 solgte Hans Eskildsen Nyholm og bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Igen et alderssæde
Nyholm, der gennem en længere årrække havde været et selvstændigt landbrug, blev derfor atter det, som det for over 100 år var blevet bygget til, en slags alderssæde.
Det blev overtaget af Anton William Thaysen, tidligere Mettenwarf. Han havde tilknytning til Bachmann-familien. Han istandsatte ejendommen og boede der indtil 1916, altså midt under Første Verdenskrig.
Den 30.3.1917 købte Hans Michael Winther, tidligere forpagter på ”Store Tønde Nyholm og boede der til 1925.
Carl Tiedemann køber stedet
Ved skøde af 20.08.1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann en ”bebygget gårdsplads med have og græsgang, Nyholm. Efter hans død i 1945 beholdt enken, som senere blev gift med overdyrlæge Emil Sønnichsen, ejendommen.
212 års historie solgt på 90 dage
I 1981-1982 gennemgik Nyholm en omfattende restaurering.
Derefter fulgte en lang række forskellige ejere. I 2016 kunne Jydske Tidende i en overskrift fortælle:
En tør fredningstekst omkring Slotsbanken
Og selvfølgelig er den flotte ejendom fredet. Kigger vi på fredningsteksten står der bl.a. følgende:
Tænk engang at en så spændene historie kan serveres så tørt i denne ”fredningstekst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 17, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke så meget (2)
Dokumenter er gået tabt. Overraskelser ved det game rådhus. Har Tønder haft et andet tov? Middelalderen ligger dybt begravet. Vidågade ligger oven på den gamle mølledam. Laurentius-strømmen er måske ikke et naturligt vandløb. Tønder har måske set helt anderledes ud, end vi har forstillet os. Tønder har ligget på flere holme. En masse spørgsmål forbliver ubesvaret. Vi kigger på Tønders historiske litteratur. Ikke alle har samme opfattelse som historikeren Ludwig Andresen. Tønder er ikke urtysk
Dokumenter er gået tabt
Velkommen til andel del af vores artikel, hvor vi går under jorden. Der er egentlig ikke gravet så meget i jorden i Tønder. Og masser af dokumenter er gået tabt i de mange brande som Tønder har været udsat for.
Det er aldrig blevet bevist
Torvet i Tønder er sandsynligvis etableret i slutningen af 1200-tallet. Det er i denne periode Tønder har fået sin stadsret. Man regner med at byen her fik sit nuværende udseende i hvert fald i den indre by.
En lang hovedgade der strakte sig fra den gamle bydel omkring Laurentius-kirken og østpå. I den anden ende af hovedgaden (nuværende Vestergade og Storegade) anlagde man et stort firkantet torv og den nye kirke Nicolaikirken. Man har ikke helt fået dette bevist.
Overraskelse ved rådhuset
Men i 1985 fik Haderslev Museum lejlighed til at foretage arkæologisk undersøgelse på selve Torvet. Det gamle rådhus skulle renoveres. Fundamenterne under bygningen skulle bl.a. understøbes. Her var lejlighed til at gøre iagttagelser. Og det var med et noget overraskende resultat.
Det viste sig at rådhuset var bygget oven på en lavning. Lavningen skrånede nedad fra øst mod vest. Det var en forskel på en meter mellem rådhusets øst – og vest-gavl på undergrunden.
Skråningen har været fugtig, men er blevet fyldt op af et næsten 1,5 meter lag af ren gødning. Denne opfyldning er sket omkring år 1500. Med andre ord, der har ikke kunnet have stået bygninger på dette sted før i 1500-tallet. Selve lavningens eksistens i middelalderen rokker unægtelig noget om teorien med det firkantede torv mellem hovedgade og kirke.
Har Tønder haft et andet torv?
Lavningen synes at strække sig mod syd, altså ind mod den nuværende tove-plads. Spørgsmålet er om byens torv har ligget et andet sted, eller var det blot betydelig mindre end det nuværende? Og hvor lå så middelalderens rådhus.
Middelalderen ligger dybt begravet
I forbindelse med renoveringen af Vestergade og Storegade, der er gennemført, har Haderslev Museum flere gange forsøgt at finde dokumentation for hovedgadens alder. Man har betragtet profiler og opgravet jord i de mange kloakgrøfter m.m., der er lavet i gaden.
På intet tidspunkt lykkedes det at findelag eller blot genstande, der var ældre end 1500-tallet- Men den oprindelige undergrund dukkede aldrig op i grøfterne. Middelalderen ligger måske dybt begravet under store opfyldningslag.
Vidågade ligger oven over den gamle Mølledam
Tønder var helt op i nyere tid omgivet af vand på alle sider. Mod syd lå Vidåen og nord for byen forløb Laurentius – strømmen, opkaldt efter Tønders første kirke.
Vidåen har stadig sit løb syd om byen men det vides med sikkerhed, at den blev flyttet i 1590’erne, så dens nøjagtige forløb i middelalderen ikke kendes. Dette indebærer, at placeringen af mølledammen heller ikke kan fastlægges præcist.
I 1493 stredes borgerne i Tønder med bønderne i Tønder herred om, hvem der skulle vedligeholde den store bro og dæmningen til Kær herred. Broen og dæmningen må have ligget for enden af Søndergade. Dette indebærer, at også møllen må have ligget her. Mølledammen har i så fald oprindelig bredt sig øst for Søndergade.
Ved flere lejligheder har det været muligt at konstatere dette ved undersøgelser af grundene syd for Vidågade (Vidågade 9 og 99). Her består kulturjorden af rent opfyld, liggende ovenpå et metertykt lang af dynd og gytje. Vidågade må altså være anlagt på den gamle mølledam. I 1921 fandtes der bolværker på grunden i Vidågade 48.
Laurentius -strømmen er måske ikke et naturligt vandløb
Skt. Laurentius-strømmen er aldrig konstateret arkæologisk, men dens nuværende forløb gennem anlægget ved Nørre Alle kan muligvis være nogenlunde identisk med den oprindelige placering. Via boreprøver har det været muligt at konstatere, at der på grunden Allegade 2 findes et meget tykt vandaflejret gytjelag, der kan stamme fra denne grav.
I litteraturen om Tønder antages det som givet at Laurentius-strømmen i realiteten er et naturligt vandløb – en nordlig gren af Vidåen. At det nødvendigvis ikke hænger sådan sammen, dokumenteres af de mange kunstigt gravede kanaler, der i de senere år er konstateret i snart sagt hver middelalderlig by i Danmark.
Næsten alle er de gravet for at skaffe en såkaldt omløbskanal til en vandmølle, der kunne føre vandet uden om selve møllen, når presset blev for stort. Alderen på graven afhænger derfor af en datering af den første vandmølle i byen. I Tønder nævnes den første gang 1436, hvor borgernes pligt til bl.a. at vedligeholde både ”den øverste borgergrav” og ”mølledammen” indskærpes. Men møllen kan dog være langt ældre.
Tønder har måske set anderledes ud i middelalderen
Der findes stort set ingen skriftlige kilder. De få arkæologiske fund er stort set den samlede viden om Tønders middelalder. De synes at kunne ændre på den traditionelle opfattelse af byens middelalderlige udseende.
De mange iagttagelser af kulturlagenes tykkelse, der er fremkommet både gennem boreprøver og udgravninger giver et helt andet og noget mere kompliceret billede af byens placering i landskabet end oprindelig antaget.
Tønder har ligget på flere holme
De mange flere meter tykke opfyldninger oven på dynd og gytjelag forskellige steder i byen synes at antyde, at Tønder måske ikke bare blev lagt på en men på flere lave holme ved Vidåen.
Lavningerne imellem disse holme er så i tidens løb blevet fyldt op, indtil man, sandsynligvis i løbet af 1500-tallet, havde skabt den sammenhængende flade, som man i dag oplever, når man går omkring i Tønder. Da byen fik sin stadsret i 1243, har borgerne måske boet på flere små holme omgivet af lavtliggende, fugtige og til tider oversvømmede lavninger.
En hel tilsvarende udvikling ses i Ribe, hvor middelalderbyen også oprindelig bestod af flere mindre øer og efterhånden blev sammenhængende.
En masse spørgsmål er fortsat ubesvaret
En masse spørgsmål er ikke besvaret. Hvordan var det med byens flytning fra Laurentius-kirken til området omkring Torvet? I hvilken periode af middelalderen magtede man det i Tønder Og hvornår begyndte man at inddele byen i stavne?
Man skulle tro, at en hver ny arkæologisk undersøgelse i byen vil give ny viden. Sammenligner man med de få skriftlige kilder vil man få en helt ny forståelse i Tønders lange historie. Og så er det vel også på tide at udgive et nyt værk om byen, Jamen er den litteratur, som vi har ikke god nok?
Tønders historiske litteratur
Vi har Carstens: Die Stadt Tondern. Det er en historisk statistisk monografi, der dog nu for længst er forældet.
Og så er det Ludwig Andresen der med stor flid har studeret sin fødebys historie. Han har skrevet en lang række afhandlinger, der må betragtes som forstudier til hans hovedværk ”Die Geschichte der Stadt Tondern. Men desværre døde han tidligt i 1940. Han nåede kun det første bind til trediveårskrigen. En del af hanstidligere offentliggjorte afhandlinger blev udgivet i anledning af Tønders byjubilæum udgivet under titlen ”Beitrag zur neueren Geschichte der Stadt Tondern” og sammen med hans ”Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern som han udgav i 1937, har han leveret værdifulde bidrag til byens dengang nyere historie.
En anden opfattelse end Andresen
Men i 1943 i forbindelse med Tønders 700-års fødselsdag blev der udgivet to halvbind af Historisk Samfund for Sønderjylland. Her udgav man en historiebog set ud fra en dansk synsvinkel.
Det var den meget anerkendte historiker M. Mackeprang man valgte som redaktør. Og han har i den grad haft en heldig hånd i udvælgelsen af hans medarbejdere. Her har vi også en artikel om geologiske forhold. Men der er ikke nogen redegørelse for egnens oldtidsfund. I omegnen er det da gjort interessante fund.
Og det paradoksale er at bogen korrigerer Andresens opfattelse på en række områder. Ludwig Andresen har kun i ringe grad sammenlignet og draget paralleller med forhold i andre købstæder. Han var tilbøjelig til at fremhæve Tønder til at være noget enestående.
Dette kan man ikke sige om ”Tønder gennem Tiderne”. Her får vi sandelig også ny viden særlig om perioden 1713 – 1864.
Tønder er ikke urtysk
Fra tysk side har man hele tiden forsøgt at skildre Tønder som urtysk. Men det er nu ikke tilfældet. Omgangssproget i Tønder har altid været dansk. Tænk hvis vi engang fik et værk i et samlet dansk/tysk samarbejde med den nyeste viden. Men endnu har arkæologerne et stort arbejde foran sig i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 1, 2023
Et Orgelbyggeri gennem 219 år
Se bare Storegade 24. Længe inden var der kirkemusik. Havde ingen plads i kirkemusikken. Et primitivt orgel i år 700- Jürgen Marcussen uddannet hos onkel. I 1806 byggede Marcussen sit første eget orgel. Men det allerførste orgel blev bygget i år 700. Han fik ret til at restaurere orgler i Slesvig – Holsten. Da Reuter kom ind i billedet. I 1830 flyttede firmaet til Aabenraa. Sønnen oparbejdede et godt navn. Fornemme folk har boet her på Storegade. Et orgel til Christiansborgs Slot. Orgel til Lund på 60 stemmer. Sønnesøn af datter overtog firmaet. Syvende generation sidder i dag i ledelsen. I dag nyder ”Marcussen og Søn” international anerkendelse. Ny byggehal blev etableret. Nu er det tid til restaurering af forhuset. Ejerkredsen er blevet udvidet. Kun 70 – 80 tilbage i orgel-virksomhederne. Der skal arbejdes længe for at få en ordre. En enkelt stemme koster alt efter størrelse ca. 200.000 kr.
Se bare Storegade 24
Jeg husker godt, at jeg stod i denne gård for efterhånden mange år siden. Det var mens, at jeg arbejdede i Aabenraa. Det ligner en stor købmandsgård. Imponerende at her arbejder i dag syvende generation af stifteren dengang i 1807. Og nu har Real Dania meddelt, at de skal i gang med at renovere forhuset. Det bliver stort.
Se bare på Storegade 24 med forside, sidebygninger og baghus. Her ligger Danmarks ældste orgelbyggeri. Her flyttede de ind i 1830.
Længe inden var der kirkemusik
Men længe inden havde et været kirkemusik orgelbyggeri i Danmark. Udviklingen i europæiske kirkemusik stammede tilbage fra slutningen af Middelalderen. Oprindelig var kirkemusik en – og siden flerstemmig korsang. Efter reformationen udvikledes salmen i den lutherske del af Europa. Luther skrev selv sine salmer og allerede i 1528 udkom den første salmebog.
I 1570 havde Hermann Raphael bygget et orgel i Dronning Dorotheas kapel på Sønderborg Slot. Matthias Mahbn byggede i 1590erne instrumenter til Sct. Nikolaj Kirke, Aabenraa og Kristkirken i Tønder. Nicolaus Maas afleverede i 1609 et stort orgel til St. Nikolai, Flensborg.
Havde ingen plads i gudstjenesten
De tidligste orgler akkompagnerede slet ikke salmesangen. De havde egentlig ikke nogen plads i gudstjenesten. Det var først i slutningen af 1600 – tallet at orglet fik til opgave at ledsage menighedens sang. Op gennem 1600-tallet fik orglet til opgave at ledsagede menighedens sang.
Et primitivt orgel allerede i år 700
Pibeorgelet har eksisteret i sin nuværende form siden det 14. århundrede, mens en mere primitiv udgave har spillet i kirken siden omkring år 700.Pibeorgler kan bygges i varierede størrelser med forskellige antal manualer, registre, stemmer og piber. Der findes mange retninger og stilarter inden for orglernes klangverden – lige fra det barokke over i det romantiske.
I baroktiden komponerede Johan Sebastian Bach orgelværker. De tyske orgelbyggere havde stor succes. De nordtyske byer og hansestæderne fik flotte orgler.
Jürgen Marcussen uddannet hos onklen
Jürgen Marcussen er født i Snogbæk. Han grundlagde firmaet. Faren Jürgen Marcussen Reventlov var tømrer på Sundeved. På grund af den store børneflok blev sønnen, Jürgen Marcussen sat i pleje os en slægtning, nemlig snedker Alexander Andersen i Sottrup. Her fik han meget naturligt en uddannelse som snedker.
Og det som sådan kom han i orgelbyggerlære hos Hans Fr. Oppenhagen I Rudkøbing, som mest kendt blev for at levere et næsten ubrugeligt orgel til Vor Frue Kirke i København.
Det første orgel blev bygget i 1806
Men i 1806 kom han tilbage til Sønderjylland, hvor han byggede sir første orgel. Det blev leveret til Tønder Seminarium. Året 1806 opfattes derfor som firmaets grundlæggelse. Han blev gift med Anna Marie Andersen. Sit første værksted havde han hos sigerfaderen. Denne var snedker i Lundsgårdmark vest for Vester Sottrup. Senere flyttede han sit orgelværksted til ”Lindely” i Vester Sottrup.
Restaurationsarbejde i Hertugdømmerne
Marcussen slægtede ikke sin læremester på. I løbet af kort tid fik han en position gennem komponisten C.E.F. Weise, at få opgaven at restaurere det gamle orgel i Sct. Maries Kirke i Haderslev. I 1811 fik Marcussen koncession til at udøve orgelbyggerhåndværket i Slesvig Holsten af Frederik den Sjette. Dette første til en række restaurationsarbejder i hertugdømmerne.
Da Reuter kom ind i billedet
Marcussen havde snart flere mænd i sine tjenester. En af disse var Andreas P.W. Reuter, som Marcussen snart knyttede sig tættere til. I 1825 gjorde han sin han ham til kompagnon. Nu skiftede navnet til Marcussen & Reuter.
Endnu holdt firmaet til under beskedne forhold i Sottrup og på Skovbølgård i Felsted Sogn, hvor Marcussen havde lejet en del af hovedbygningen.
I 1830 flytter firmaet til Aabenraa
Men i 1830 flyttede firmaet til større forhold i Aabenraa.
En masse restaureringsarbejde fulgte bl.a. af orglet i Møgeltønder. Dette var Danmarks ældste kirkeorgel. Også orglet i Roskilde Domkirke fik i begyndelsen af 1930erne en hovedreparation af Reuter. Derfor var det alvorligt for firmaet, da Reuter døde i 1847 af kort tids sygdom kun 49 år gammel.
Jürgen Marcussen var på dette tidspunkt selv op i tresserne. Men en række ordre i ordrebogen blev sønnen Jürgen Andreas Marcussen kaldt hjem for at overtage Reuters plads. Firmaet skiftede nu navn for anden gang navn.
Sønnen oparbejdede et godt navn
Sønnen oparbejdede meget hurtigt et godt ry. I begyndelsen af 1850erne var firmaet præget af leverancer til mindre- og mellemstore by – og landsbykirker. Det var i disse år, der var over 20 beskæftiget. Og det var på Storegade firmaet i 1856 overtog bygningerne.
Marcussen opfandt den såkaldte ”kassebælgen” inspireret af ideer, der opstod mens han var i færd med at reparere sin hustrus sybord. I kassebælgen dannes lufttrykket bed, at et indvendigt stempel sænkes ned i den ydre kasse. Således presser luften ud i orglets kanalsystem – det svarer omtrent til et sybord, hvor en løs kasse til småting er anbragt i en tætsluttende sort kasse. Kassebælge blev anvendt i ca. 100 år, indtil elektriske blæsemotorer vandt indpas i begyndelsen af det 20. århundrede.
Fornemme folk boede her på Storegade
I indskriften på forsiden af huset står der 1723. Forhuset er opført dette år. Den fem fags vinkelfløj i gule normalsten er opført mellem 1723 og 1744. Vinkelfløjen er antagelig opført af justitsråd Christopher Trogelius Koch, der fra 1730 til sin død i 1775 drev Jørgensgård Teglværk. Det er måske derfor, der er skiftet i teglstenene.
I starten af 1700 – tallet boede den daværende borgmester Hans Peter Thaysen på stedet. I 1802 stod kancelliråd Kantüs som ejer, og i 1815 blev gården overtaget af herredsfoged Sivers.
I 1830 overtog Marcussen og Kornmann gården, som allerede nævnt, men allerede i 1859 var Jørgen Andreas Marcussen blevet eneejer.
Et orgel til Christiansborg Slotskirke
Chr. Koch overtog i 1735 Skovbølgård, hvor Marcussen havde værksted inden han tog til Aabenraa. Det var her på Skovbølgård at Marcussen og Reuter forarbejdede store dele af orglet til Christiansborg Slotskirke. I perioden 1826 – 1829. I forlængelse af vinkelhuset følger et seksfaget sidehus med stor tagudhængning som Marcussen enten overtog som nybygning eller lod opføre umiddelbart efter overtagelsen af ejendommen.
Foran huset står ”Soli Deo Gloria /Iam. Det er fra 1859. Dermed hyldede man en tradition i Aabenraa, hvor man hylder Gud på hus-tavlen.
Orgel til Lund Domkirke med 60 stemmer
Firmaet leverede i disse år hovedsagelig orgler til kunder i kongeriget og Sverige, Det sidste orgel i lang tid blev leveret til Kastels kirke på Kastellet i København. Med nederlaget i Dybbøl i 1864 fik hele firmaet hele Tyskland som hjemmemarked. Marcussen leverede nu kun til det tyske marked.
I 1867 – 1868 stod firmaet dog for ombygningen og restaureringen af Lund Domkirkes orgel med 60 stemmer. Efter 1920 begyndte firmaet igen at levere orgler til Danmark.
Sønnesøn af datter overtog
. Marcussen & Søn blev overtaget af Andreas Marcussens søn, Hartvig, men skæbnen ville, at han døde i 1897 kun 38 år gammel. I stedet overtog Johannes Lassen Zachariasen, en sønnesøn af datteren af stifteren Jørgen Marcussen firmaet fra arvingerne i 1902 efter Jürgen Andreas Marcussens død i 1900.
Romantikken gav udtryk for udtryksfulde, intensive grundtonerprægede orgler, men det blev det ændret på efter 1902.
Syvende generation på toppen
Inden da havde han siden 1897 deltaget i ledelsen af firmaet. Med Johannes Zachariassen gik firmaet over til den del af Jürgen Marcussens efterslægt, som endnu sidder i ledelsen. Således sidder Claudia Zachariassen stadig ledelsen og det har hun gjort siden 1995.
Hun er i dag 7. generation af familien Marcussen – Zachariassen. Orglerne fremstilles stadig med respekt til håndværket og i tråd med tidens smag.
En sand ”bevægelse” for nutidens pibeorgel
I 1922 0vertog den 21 – årige søn Sybrand Zachariassen ledelsen. Han foretrak en et mere driftssikkert orgel med sløjfevindlader, en enkelt og præcis spillemekanik og et bredt tonespektrum. Der blev dagligefrem lavet en bevægelse for nutidens ”pibeorgel”.
I dag nyder Marcussen international anerkendelse
Marcussen og Søn er i dag Danmarks ældste og største orgelbyggeri, der nyder international anerkendelse for sine instrumenter. De er i dag at finde i både Europa, USA og Sydafrika. Firmaet har således rundet 1.100 orgler siden deres grundlæggelse. Således er orgelet at finde i Grundtvigs Kirke og Københavns Domkirke. Men også i mindre kirker som Ulkebøl, Østby og Æresborg Kirke.
I dag er vel ansat ca. 30 medarbejdere hos Marcussen. Det er også mange håndværksfag, der spiller sammen. En pibemager omformer til orgelpiber. En intonatør giver piberne deres klang. Og til sidst sker der en finpudsning i kirkerummet eller kirkesalen.
Og der leveres også orgler til Japan, Israel og Filippinerne.
Firmaet har flere gange udsendt festskrifter i anledning af jubilæer, Den flotte Orgelgård blev fredet i 1977. Den skal vi lige høre lidt mere om.
Ny byggehal
I 1980erne blev der opført en ny stor orgelbyggehal i en treetagers grundmuret bygning blev sammenbygget med tværhuset langs nordsiden, ligesom de ældre sidehuse ligger med denne orientering.
I 1997 blev gaden Skt. Nicolaigade, umiddelbart vest for grunden anlagt og herefter havde portåbningen mod Storegade ikke samme funktion oprindelig. Dermed fik orgelbyggeriet andre adgangsforhold
Tid til restaurering
Nu skal forhuset i gang med at blive restaureret. Uanset om det ikke umiddelbart er sket nogen forandring, er det dog sket store forandringer gennem de 300 år bygningen har eksisteret. Uoriginale vægge, lofter, lamper og kabler og ledninger er blevet fjernet. I alle rum er der sat arbejdslamper. Den velbevarede bygning kan fortælle historie om Aabenraa købstads historie.
Hidtil har for bygningen været anvendt til kontorer, arkiv og kantine. Den ene etage har været udlejet. Men orgelbyggeriet vender tilbage, når restaureringen er gennemført.
Ejerkredsen udvidet
I 2019 udvidede Marcussen & Søn med ejerkredsen, idet Daniel Schmidt Christensen blev medejer af virksomheden. Samtidig tiltrådte han som en ny stilling som salgsdirektør. Han varetager og så den overordnede projektledelse. Han er selv uddannet som orgelbygger.
Det er noget af en udfordring for Marcussen at skulle ”intonere” Aahus Domkirkes orgel. Her er 96 registre og mere end 6.000 piber. Menighedsrådet ønskede at tilbageføre hovedorgelets lys til 1928.
I den 11 meter høje sal bliver orglerne samlet for igen at blive adskilt og fragtet ud til kirkerne.
Kun 70 – 80 tilbage
Men efterhånden er det også en kamp om ordre. De største to er Frobenius i Birkerød og Marcussen og Søn i Aabenraa. Konkurrencen fra udlandet er hård. Men han svært at konkurrere med prisen, når det hele er håndlavet i Danmark.
I dag er det vel kun 70 – 80 tilbage i Danmark, der er beskæftiget med at lave orgler. De 30 er fra Marcussen & Søn.
Der skal arbejdes længe for at få en ordre
Der skal arbejdes længe for at få en ordre. Bestilleren skal først igennem grundige økonomiske overvejelser og mange forhandlinger med diverse myndigheder skal drøftes. Det er jo tale om en millionudgift. Der er også mange ting, der skal falde på plads, inden orgelbyggeren går i gang. Når det så endelig sker, strækker leveringstiden sig over flere år, når det drejer sig om store orgler. For et mindre orgel er det leveringstiden cirka et år.
200.000 kr. pr. stemme
Under fremstillingen skal det udskæres, formes og samles. Forinden skal orgelbyggeren have aflagt kirken et besøg. Der skal mange streger på papiret inden det hele er klar.
Skal man ”bare” have stemt sit orgel afhænger prisen selvfølgelig af størrelsen. En tommelfingerregel siger at et orgel groft sagt koster ca. 200.000 kr. pr. stemme. Et orgel i en landsbykirke har næppe under ti stemmer mens de store orgler ofte har et halvt hundrede stemmer eller flere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 10, 2022
Luftskibe i Tønder – den 8. historie
Tønders mange historiske højdepunkter. På vores side har vi fastholdt lokalhistorien. Husk at takke pionererne. Da der kom soldater til Tønder. Ny indkvartering i Østergade 47. De skulle bo ovenpå. Der blev bygget – 3 km nordpå. Da to malere faldt 35 meter ned. Skriftlig tilladelse til at komme ind. Marineofficeren viste rundt på stationen. Han var kommandant på L 7. Da L 7 havde været på tur. Det store skrog. L 19 havde et kort liv. Da l 18 brændte. En rystende oplevelse. En flyvehangar blev opført. Luftkampe over Vestergade. Vi skal med. Tæt på L 7. Vi kunne have fortsat historien.
Tønder har mange historiske højdepunkter
Tønder har efterhånden mange historiske højdepunkter at kunne fremvise og flere er på vej. Jo de lokale ved godt, hvad det drejer sig om. Men nu har vores side læsere fra hele Danmark, så vi gentager lige os selv. Disse højdepunkter har vi her på siden mange historier om. Jamen, hvad er det lige Tønder kan tilbyde:
Man har lige fået et flot springvand dernede og pladsen er blevet flot renoveret. Der skal placeres noget under jorden med rester fra havnen. Så må vi håbe, at der ikke kun bliver fortalt om den sidste havn, som Tønder havde. Det var jo dengang for utallige år siden, da Tønder kom på verdenskortet for den unikke havn. Fortæl om de planer, man havde for at lave en kanal gennem Sønderjylland. Fortæl også om den store forandring kystlinjen gennemgik
Museum Sønderjylland har netop modtaget kopier af disse. Fortæl nu alle historier også myter og vandrehistorier om dem.
Museum Sønderjylland har ændret strategi. Og det er for at spare. Åbenbart har de sønderjyske borgmestre godkendt dette. Men det er bestemt ikke noget for lokalbefolkningen. Man vil have et selvstændigt Wegner – Museum. Og selvfølgelig skal det ligge i Tønder. Spændende bliver det om man kan rejse alle de penge, der skal til
Man vil skabe et oplevelses – og formidlingscenter i international format. Desuden skal det indeholde formidling af Første verdenskrig, zeppeliner og krigens luftfart. Man må så bare håbe på, at ambitionerne er så store, at man helt glemmer det lokale – stationens betydning for Tønder og revolutionen i Tønder, som tog udgangspunkt ude fra stationen
På vores side har vi fastholdt lokalhistorien
Vi har her på siden forsøgt at fastholde historien. Du kan her på siden læse en masse om disse fire fyrtårne, hvor vi også har gjort os tanker om de ting, man let kan komme til at glemme.
Husk at takke pionererne
Dette er så vores 8. strejftog om luftskibene i Tønder. Denne gang har vi knyttet byen til stationen ude i Soldaterskoven.
Man bør takke de aktive personer i Tønder, der startede museet nord for Tønder. Det store millionprojekt var slet ikke blevet til noget, hvis ikke disse kreative personer var startet. I 1998 startede de museet. Jo, jeg kender faktisk et par stykker af dem. Det var bl.a. min chauffør fra de glade tider hos bagermester Arnold Petersen – Manfred Petersen, der dengang var dekoratør hos isenkræmmer Nic. Andresen. Han var en af foregangsmændene.
Man fandt en masse ting derude. Og så har folkene bl.a. brugt deres kontakter til at finde ting og sager til museet. Manfred har foretaget mange rundvisninger herude. Om han gør det endnu vides ikke. Sådan en rundvisning, der varer to timer, skal bestilles tre uger i forvejen.
Der kom soldater til Tønder
Ja med den lange indledning, som var nødvendig starter den 8. fortælling om luftskibene i Tønder.
Kort efter den Første Verdenskrigs begyndelse kom der soldater til Tønder. Det var solide infanterister. Hvorfor de absolut skulle til Tønder, der ikke just befandt sig i krigens centrum, ja det vides ikke.
Ny indkvartering i Østergade 47
En skønne dag var der igen fyldt på Torvet igen. Denne gang var der grå soldater med fuld oppakning. De skulle indkvarteres hos byens borgere.
Byens knægte var der igen. Og de befandt sig nær opråberen som muligt. Og så blev der råbt – Østergade 47. Der blev råbt ”Her” fra en af knægtene. Lidt efter kom der to kraftige, godmodigt udseende soldater og spurgte knægten, om de skulle følge med.
Det bekræftede knægten en smule slukøret. Hvad ville far og mor sige til dette. De havde ingen anelse om at de skulle have soldater i huset. Men en ordre skulle efterkommes. Fordøren ringede altid, når den blev åbnet. Mor kom frem og så lidt forundret på de to fremmede mænd og på sin søn. Deres uniform lod hende ane, hvad der forestod. Hun spurgte soldaterne, om de skulle indkvarteres, hvortil svaret var ja.
De skulle bo ovenpå
De var meget høflige, nærmest generte. De var jo godt klar over, at det måtte give forstyrrelser i et privat hjem med en indkvartering. De undskyldte sig, selv om det i og for sig var overflødigt. Moderen kunne ikke nægte dem plads. Hun viste dem et værelse oven på, som de kunne bo i.
Tønder havde ingen kaserne til militære formål. I forvejen var der i dette hjem i Østergade kommet en marineofficer, der boede til venstre for hovedindgangen.
Der blev bygget – 3 km nordpå
Gennem længere tid havde der været et større arbejde i gang ca. 3 kilometer nord for Tønder. Der skulle anlægges en luftskibshavn af større dimensioner. Dette øgede spændingen blandt byens knægte.
Nicos far skulle levere drikkevand
Da man havde påbegyndt den første hal, viste det sig at man ikke havde noget så nødvendigt som drikkevand. Der var bygget mandskabsbarakker til de første afdelinger marinesoldater, der skulle betjene de senere der stationerede luftskibe. Men man havde intet drikkeligt vand kunnet finde noget sted derude.
Nicos far havde et gæstgiveri, lidt landbrug og et par køer. Og så havde han en dejlig lille brun hest, der blev kaldt ”Kosakken”. Nu var det sådan at Nicos far skulle levere drikkevand ud på stationen.
Det foregik på en arbejdsvogn, hvorpå en aflang trætønde, fyldt med drikkevand var anbragt. Og så fik Nico den opgave at køre derud med vand. Og en medhjælper havde meldt sig frivilligt.
Da to malere faldt 35 meter ned
Dengang var taget på det højeste sted i den ene af hallerne 35 meter over jorden. Tagene var runde, det vil sige at hallerne dannede halvcirkler. Det skete også under arbejdet, at to malere faldt ned helt oppe fra og blev dræbt, den ene på stedet og den anden efter ankomst til hospitalet.
Dette gjorde stort indtryk på knægtene. Og det var nogle mægtige porte, der fandtes i begge ender af hallerne.
Skriftlig tilladelse til at komme ind
Rundt om hele den store flyveplads var der pigtrådsindhegninger, som ikke var lette at komme over. Ude mod vejen nord på var der en bred indkørsel. Inden for den stod der en skildvagt dag og nat. Og der gik patruljer rundt langs indhegningen hver nat.
De to knægte var udstyret med en skriftlig tilladelse med navn på Nicos far til at passere med vandtønden. Og det varede ikke længe før de var kendt af de forskellige vagtposter.
Første gang, de skulle igennem måtte de gøre holdt, så vagten kunne se deres tilladelse til at komme ind på pladsen. Efterhånden som alting i lyntempo blev færdiggjort derude, oplevede knægtene mange spændende ting.
Marineofficeren viste knægtene stationen
Det var også en fordel at den indkvarterede marineofficer fra Østergade kendte de to. Han tog dem med på en ”sight – seeing” en gang imellem. At det var tyskere i krig med andre europæiske stater, tænkte de to knægte ikke så meget på. På den tid læste enhver dreng krigsbøger med interesse.
Alt, hvad der har med spændende oplevelser at gøre, gør indtryk på drenge, også den dag i dag. Bare de ikke selv er i farezonen.
Han var kommandant på L 7
Den omtalte marineofficer fik kommandoen over en zeppeliner, der hed L 7. Han var hvis nok kaptajn og en særdeles flink og elskværdig mand. Engang spurgte han på sit logi i Østergade, om han måtte få sin kone og to små drenge herop. De boede i Hamborg, hvor han før sin indkaldelse var politikommissær. Han kunne så sørge for, at familien blev fri for anden indkvartering.
Det blev så sådan at de to soldater som boede der i forvejen, blev flyttet. Nu var det så blevet plads til fruen og de to små drenge på to og tre år. Fruen var en absolut flink og meget omgængelig dame. I Østergade havde de overhovedet ingen kvaler med familien. De holdt sig fuldstændig for sig selv, udover at børnene i huset leget med de to små drenge.
Da L 7 havde været på tur
En dag da knægtene var på pladsen med vand, så de at L 7 øjensynlig kom fra en tur og nu skulle til at lande. De skyndte hen for at se nærmere på det spændende øjeblik. Kosakken var efterhånden blevet vant til turen ud på pladsen, så den nærmest selv bestemte farten.
Uden for hallerne var der anlagt et skinnesystem som et jernbanespor. Knægtene blev klar over, at luftskibet skulle ned sådan, at de hjul, der var anbragt under det, skulle løbe ad disse skinner ind i hallen.
Langs med skinnerne stod der opstillet en afdeling marinesoldater. Hvad de skulle vidste knægtene ikke. Men det gik hurtigt op for dem, da skibet nærmede sig jorden. Fra skibet kom der langsom en hel masse tykke tove ned. Da disse var så langt nede, at man kunne nå dem, lød der en hurtig kommando, afdelingen spredtes hurtigt, og hver soldat greb fat i et af tovene.
Knægtene holdt stille i behørig afstand på vejen og så på, hvordan marinesoldaterne i hurtigt trav bevægede sig mod hallen og altså slæbte skibet, hvis motorer stadig gik, hen mod hallen og ind i denne.
Det som de inde fra byen havde set som en meget langsom bevægelse, viste sig på nært hold at gå meget hurtigt. Og det gik stadig hurtigt. For nu havde en anden afdeling sandsække, som blev bundet til hvert tov. Det var for at holde skibet, flydende eller hængende inde i hallen.
Det store skrog
Knægtene kunne se at det store skrog bestod af et ret detaljeret skelet, som bestod af meget små rum, små luftenheder, som inden for hele den ydre beklædning indeholdt en luftart, der kunne holde skibet oppe. Det gjorde ikke noget, fordi det blev huller enkelte steder.
Drengene var uden at tænke over det kommet ind i hallen. Pludselig hørte de en stemme, der råbte:
Det kom helt overrumplende for de to knægte. De skyndte sig over til køkkenet, hvor de plejede at få noget ”soldatermad” og afleverede tønden med vand.
L 19 havde et kort liv
I det følgende kom der flere luftskibe. Der var bygget en hal mere. En tredje og endnu større var under opførsel. Først kom L 19 og siden L 18. Den sidste var mægtig og smart. Den var også mere moderne i formen. L 7 så meget slidt ud ved siden af. Men det var nu engang knægtenes yndling. Den havde klaret mange ture.
L 19 var snart færdig. Den gik ned på Vesterhavet efter en engelsk beskydning. Mandskabet blev taget op af et engelsk vagtskib, efter hvad der blev fortalt.
Da L 18 brændte
Med L 18 gik det helt anderledes sørgeligt. Den brændte hjemme i hallen. Det gik efter sigende sådan til:
En rystende oplevelse
Knægtene var rendt op på en ejendom, der havde fladt tag inde i Tønder. Heroppe kunne de rigtig se, hvordan det røg derude. Det ”kvolmede” som de sagde. Aldrig havde de set så mægtige røgmasser.
Og så tog de raske knægte ellers ud til luftskibene. De nåede slet ikke at få vand i tønden. De nærmede sig indkørslen. Vagten måtte ikke opdage at de ikke havde vand med. Ingen tog sig af knægtene. Alle havde travlt med slukningsarbejdet. De fik en masse røg at se.
L 18 havde kun en gang været på langtur. Nu lå kun ruindynger tilbage derinde i den store hal. Det var et billede på krigens grusomheder. Knægtene vendte hjem i tavshed. Det hele var sket meget hurtigt. Det var nemmere at ødelægge noget end at bygge det op.
En flyvemaskinehangar
Der var efterhånden også bygget en flyvemaskinehangar. Knægtene så ofte flyvere holde luftøvelser ude over det store terræn omkring hallerne. Flot så det ud, når maskinerne udførte de mange forskellige halsbrækkende øvelser.
Knægtene mente, at piloterne måtte være sande luftakrobater. I fantasien fløj knægtene med nogle gange.
Luftkamp over Vestergade
Der kom flyvere fra England. Vest for byen blev de mødt af tyske jagere. Knægtene kunne høre maskingeværer knitre. Folk myldrede ud på Vestergade for at se nærmere på skuespillet. Op og ned og under hinanden. Nu vidste knægtene godt, at det gjaldt om at ligge oven over fjenden. De kredsede rundt i store buer, alt mens det knitrede og bragede i luften.
Drengene lå i en grøft lige vest for skinnerne, der fra hovedbanegården til Tønder Nord. Og så skete det. En af maskinerne bevægede sig nedefter, åbenbart ramt. Ja den ramte jorden, slog en kolbøtte og så gik der ild i den.
Vi skal med
De gik gennem Vestergade, da de pludselig hørte de kendte toner fra en tysk marinebil – da-di-da-dom. Knægtene så, at det var resterne af den nedstyrtede maskine, der var læsset på vognen.
Ja sådan råbte Nico. I en fart var de tre kammerater sprunget på og sad på resterne af jernskelettet. De kørte op gennem byen over torvet og ned ad Østergade.
Ja hvad ville han, den kære gamle betjent. Knægtende hilste pænt på ham og kørte bare videre. Betjenten kunne alligevel ikke få fat i dem. De sprang af et i et sving, hvor farten sagtnedes.
Tæt på L 7
En anden dag er de igen ude ved stationen med vand. De bestemmer sig til at foretage en udflugt på egen hånd. Det kan nok ikke blive værre end at de bliver jaget væk. Nico skulle dog lige først sørge for vandtømningen ved køkkenet.
Det lykkedes for de to at komme ind i hallen og se L 7. De fik endda lov til at kigge ind i den. Der var masser af plads med hele værelser, køkken og WC. De sagde tak for rundvisningen af en marinesoldat.
Vi kunne have fortsat historien
Skulle vi nu have fortsat historien, ja så ville have nået frem til, at det lykkedes for de engelske fly at beskadige stationen så meget, at man umiddelbar derefter lukkede stationen.
Og så blev det hele ellers revet ned efterhånden. Man brugte dog den store hal til ridestævner en kort overgang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 22, 2022
Tønder Havn – vækket til live
Tønder har fået et nyt turistplaster. En gang havde byen en storhavn og kom på Verdenskortet. Og så fandt man pludselig rester af en havn – dog ikke storhavnen. Men man kunne ikke både beskytte området og bevare Storhavnen. Det blev til en mindre havn. Efterhånden måtte ydre-havnene også flyttes. En tunnel-løsning skal fortælle historien – Vi fortæller den her.
Havnefronten så dagens lys
For mange var det en overraskelse, da den gamle havneplads pludselig dukkede frem på Skibbroen i Tønder. Det vakte stor begejstring. For første gang i 87 år så havnefronten dagens lys. Det blev slukket for 87 år siden – i 1934.
Men for Tønder Lokalhistoriske Forening var det ikke så stor en overraskelse. De kunne have udpeget den østlige havnefront med en halv meters nøjagtighed. De skulle bare have ringet. Men hvorfor henvendte de sig ikke selv?
Arbejdsmand i 2005: Der er ikke mere at komme efter
Man foretog nogle prøvegravninger i 2005. Men ifølge en arbejdsmand var det ikke noget tilbage. Men denne gang fik man professionel hjælp fra arkæologer fra Haderslev. Og det er heldigvis besluttet, at den genfundne havn ikke skal tildækkes, men bevares for eftertiden.
En tunnelløsning
En enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der nu skal indrettes et underjordisk museumsrum, hvor de genfundne rester skal vises frem. Man er blevet enige om en tunnelløsning. Og sådan en løsning koster 8 – 9 mio. kr.
Man havde også talt om en glasoverdækning. Her kunne man præsentere det hele. Det kan man så ikke med en tunnelløsning.
Af de fund som man har fundet i forbindelse med udgravningerne, er to sted med årstallene 1761 og 1878. De to tal markerer årstallene for havnens ombygning og udvidelse. Nu kan der fortælles en helt ny version af Tønders spændende historie.
En ny ”Fiskebæk – sag?”
Under nedlægning af vandrør kom Tønder forsyning til at ødelægge en østlig tunnel fra dengang. Og åbenbart var denne ødelæggelse i strid med, hvad Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Man sammenlignede dette med Fiskebæk – sagen, hvor Tønder Kommune nedbrød en historisk bro. Man havde dog fået lov til at gennembryde et enkelt sted. Sammenligningen med broen holder nok ikke.
I 1878 havde Tyskland fået en krigsskade-erstatning fra Frankrig, der havde tabt krigen om Alsace – Lorraine. Nogle af disse penge blev brugt til at grave en kanal og fuldmure en rørledning, der skulle bringe frisk vand fra Vidå til den tilsandede havn.
Denne rørledning er 40 meter lang.
Da Tønder kom på Verdenskortet
Nej det var ikke denne havn, der fik Tønder på verdenskortet. Nogle mener stadig at det er Møgeltønder. Men det var den arabiske geograf Idrissi (1099-1164) der besøgte Tønder/Møgeltønder omkring 1130. Han udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev følgende om Tønder/Møgeltønder:
Kan det være Tønderhus eller forgængeren for denne han har set?
I danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Som sagt mente mange, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men den havde ikke en havn af nævneværdig størrelse.
Dengang: Besejlingsforhold helt anderledes
Den gang var besejlingsforholdene helt anderledes. Man taler om en fjord, der gik ind til Tønder. Skibene lå på Slotsbanken. Når der var ebbe, var det ikke mulighed for at sejle.
Marskområderne vest og syd for byen var havbund. Tønder lå ved en bugt. Der var mange øer og holme. Vi kender dem endnu i dag – Tønder, Ubjerg, Aventoft, Rosenkrans, Rudbøl og Møgeltønder.
Sejladsen i bugten havde et ganske betydeligt omfang. De lavt-bundede både kunne gå ind på den lave strand ved Møgeltønder.
Fra Lille Tønder til Tønder
Efterhånden som handelsskibene blev større og tungere søgte skipperne bedre egnede ankerpladser. De valgte at gå længere ind i deltaet og fandt den ideelle landingsplads – en naturhavn – mellem to øer, hvoraf den ene havde en boplads.
Klyngen af hytter kaldtes Lilletønder. Den vandrige Vidå holdt sejlrenden farbare. Sådan gik det i små to hundrede år. Bopladsen voksede. Man kaldte sig Tønder – Danmarks første købstad.
Endnu i Middelalderen var sejldybden sådan at store skibe kunne anløbe havnebyen Tønder. Men allerede før 1500 kneb det for de store skibe at anløbe Tønder. Skibe på 30 – 60 tin fik indsnævret mulighederne.
Sluserne ødelagde det efterhånden for havnen i Tønder. Den driftige handels – søfartsby Tønders skæbne var nu for alvor besejlet. Lægan – slusen betød det endelige punktum
Asgersodde – den første yderhavn
Fra 1611 til 1617 blev der gravet en kanal til Asgersodde – senere losseplads. Ad denne kanal blev Tønder besejlet frem til 1934. Om man brugte også en penge på at forbedre kajanlæg i den lange periode hertil, vides ikke.
Den omtalte kanal var på 2,4 kilometer.
Alle større skibe lagde nu an ved Lægan. Kun ganske få både kunne nu gå ind til Tønder såfremt de kunne lægge deres master ned.
Tønder fik dog i 1600-tallet en aftale omkring fri ind- og udskibningsaftale med Aabenraa Havn, så der også var mulighed for handel østpå.
Mange kanal – planer
Den Gottorpske hertug Frederik den tredje ville opbygge Rudbøl til et fristed. Her skulle der være plads til alle uanset religionsforhold. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles af fortrinsvis fladbundede både, der kunne laste op til 40 tons. Men planen blev aldrig gennemført. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.
Endnu i 1634 var der 14 skibe hjemmehørende i Tønder. 30 år senere var der ingen. Men fra Rømøs historie ved vi at Tønder – købmænd havde andele i Rømø – skibe.
Christian den fjerde havde en ide om, at Ballum skulle gøres til havneby. Der skulle så graves en kanal til Aabenraa til skibe med en dybde på 11 fod.
Yderhavn flyttes fra Rudbøl til Højer
I 1706 gjorde man noget alvorligt ved kajanlægget i Tønder, men da var det for sent. Optimismen fejlede ikke noget.
I løbet af 1700 – tallet var det kun lokale pramme og småbåde, der anløb Tønder havn. I 1715 blev Rudbøl inddiget. Havneaktiviteterne blev flyttet til Højer, men selv i Højer mærkede man problemerne. Nu måtte Emmerlev bruges som nødhavn.
Vi kan finde ud af, hvilke skibe der anløb Tønder Havn i 1760 ved at kigge på Statholderens reskript af 5. april 1760, som skulle godkende Tønder Magistrats foreslåede regulativ vedrørende opkrævning af havne – og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte arter af skibe, der ikke var fladbundede kun under særlig omstændigheder kunne anløbe Tønder havn.
1790: Asgersodde: ”Zugeschlammt”
Cirka 30 år senere foreligger der en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790, kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder til Asgerodde virker temmelig forsømt (zugeschlammt) Den nordfra kommende kanal går i reliteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor lidende Vidå, som dog på dette tidspunkt mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden a,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte Asgersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40 – 50 meter. Ja så staves det både sådan Askersodde og Asgersodde!
Bådfolket i Rudbøl udnyttede situationen
Tværs over den gamle Tønderbugt blev der nu etableret et dige fra Gl. Frederiks Kog i syd til Højer Kog i nord. Det var i 1715. De store skibe lagde nu til i Rudbøl. Men så blev der anlagt en sluse i Nørremølle.
Tønder – købmændene pressede på for at få forbedret kanal – systemet. De ville ikke være afhængige af fragtmændene og bådfolket fra Højer og Rudbøl, der tog sig særdeles godt betalt.
Omkring 1830 var der hele 30 bådsmænd tilbage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Jo, der var mange skippere, der var utilfredse med den betaling, som de forlangte.
1764: Nye kanalplaner
I 1764 var de igen planer om at føre en kanal gennem Tønder. Det var den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi der hævede at de bedste steder var enten Slesvig – Husum eller Flensborg – Tønder – Højer. Hvis kanalen var dyb nok. ville det også mindske skaderne ved en stormflod mente han
Lokal – trafik i Vidå
I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå købmand Tygesens butik lige ved kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.
Når Søren Jensen anløb Skibbroen besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.
Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker var dette samlet i sække som rummede store mængder. Søren Jensen tog sin sidste tur i 1913.
Lige som i Aventoft var der også en bager i Rudbøl, der solgte produkter fra sin båd. Det var Max Pørksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indkaldt til krigstjeneste.
Hver torsdag fik han lastet sin båd med firepundsrugbrød (50 pfenning), sigtebrød, franskbrød, Kavinge (tvebakker), wienerbrød og kager.
Problemet var at man ikke måtte tage vandtrykket fra møllen. Og denne mølle var ejet af hertugen. Så der var ingen hjælp at hente herfra.
1857: Planer om en skibskanal til Højer
Vesterhavet for længst hindret i at nå ind i den inderste del af Tønderbugten. Opstemningen af å-vandet fra Vidå spredte sig dog ud over landskabet.
I 1857 tog diskussionen om udførselshavn igen til. Vandbygningsdirektør E.R. greve udarbejdede et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt til 1864. I 1850 var der startet kreatur-transport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man også fra Højer, men dette måtte opgives året efter. Ved Ballum var det meget besværligt, fordi damperne måtte ligge 2- 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.
1865: Nye planer om kanal gennem Tønder
I 1865 skrev Grev Baudissin en længere artikelserie i Flensburger Norddeutsche Zeitung. Heri gjorde han rede for en storslået inddæmningsplan:
Snakken dengang gik meget på inddæmning af hele Sild, en stor havn på Rømø og en kanal tværs gennem Slesvig.
Den omtalte greve gik ind for en linje Flensborg – Højer – Rømø. Men den preussiske generalstabschef von Moltke var imod denne forbindelse.
Havnemesteren har en plan
Havnemesteren i Flensborg fremkom i 1868 med et anonymt skrift. Heri påpager han, at der skulle anlægges en kanal på 50 kilometer. Den skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså og direkte mod vest. Mærkelig nok anså man det ikke nødvendigt med sluser. Kun ved endepunkterne var der behov for sluser. De dansksindede slesviger modtog planen med skepsis. Også tyskerne var bekymrede. Måske skyldtes det, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 havde vedtaget at anlægge en havn ved Esbjerg.
Men det endte som bekendt med Kaiser – Wilhelm – Kanalen, der blev påbegyndt i 1887 og indviet i 1895.
Da Bismarck anløb Tønder – eller gjorde den?
Det sidste store skib, der sejlede til Tønder var Bismarck, som var en hjuldamper.
Egentlig starter den historie i 1871 på Hotel Munkmarch på Sild. Thomas Selmer Var hotelejer, kaptajn og postskipper. Han driver en færgerute med damperen Bismarck – og en lystsejlads med sin sejlbåd ”Seemöwe. Han elskede at fortælle skrøner og ofte handlede disse om Vadehavet. En af gæsterne foreslog, at han skulle sejle ad Vidåen til Skibbroen i Tønder. Jamen det gør dig da, svarede han.
Gæsten tvivlede dog på, at han kunne passere Vidåens broer. Han nævnte også åens lave vand. Med udstrakt hånd tilbød Selmer et væddemål på 200 Mark.
Søndag den 22. oktober 1871 ilede Tønders befolkning til havnen. Og sikke et syn, der mødte dem. Skibets skorsten var kappet og masterne lagt ned.
Men der var bare det problem. Skuden kunne ikke vende i havnen. Men det problem fik han løst. Han lod velvillige børn og voksne trække båden baglæns med lange tove ad skibsfartskanalen til et sted, hvor han kunne vende. Og så gik det ellers hjemad igen. Væddemålet var vundet.
I den store søfartsby – Tønder
Det var jo en sand bedrift. Nogle seminarielærer forfattede en morsom vise:
Den blev fordansket af Svend Møballe
Ilede mod Skibbroens rand.
Hvad de så, var uden lige
mon dette kunne gå an?
Og på ”Bismarck” gloede mange,
Tem’lig smudsig lå den der.
Kilet fast i forhold trange
Byens vise fædre flokkes
Her må virk’lig gøres no’ed
”Bismarcks – klumpen” kan ej rokkes
hvem kan komme med et råd?
Hæng den! Sagde en i koret
Hæng den højt i kranens top!”
”Det bli’r ikke brig for roet,
Før I graver Skibbroen op!”
Se dem skubbe – se dem hale,
Stævnen skal den anden vej!
Alle slider de som gale
Men det hele nytter ej
Endelig råber en fortørnet:
”Når den ej kan komme frem.
Skal den ikke om hjørnet
Træk den hel’re baglæns hjem!”
Evigt jeg moralen mindes,
Som blev talt af vise mænd:
”Hvor der ingen udgang findes,
Skal man aldrig søge hen!”
Men kom Selmer nu helt ind til havnen? Tondernsche Zeitung skrev den 23. oktober:
Artiklen mener, at Tønder har en ny fremtid som søfartsby.
Den 29. oktober kom anden del af artiklen. Heri beskrives de mange genvordigheder ved turen og at
Var lykkedes at komme ”helt æt på Tønder” – men ikke hele vejen ind til Skibbroen.
1878 Kanal til Møllekulen
I 1878 blev der gravet en kanal fra havnen til Møllekulen. Det var et noget tvivlsomt forsøg på at skabe en form for gennemstrømning, så vandet ikke var så stillestående. Det fortsatte det med at være. Kanalen virkede ikke efter hensigten.
I 1882 forsøgte Byrådet med et sidste desperate forsøg. Kajanlægget blev fornyet på slidte steder. Kranen blev moderniseret. Men trafikken i havnen blev ikke større af den grund.
Det var ellers langs Jomfrustien at der gravedes en kanal. Da vandstanden i Kulen var højere end i havnen blev der bygget en sluse ved Porthus – broen.
Ildelugtende mudderpøl
Det stille vand – den dybe grund. Den stolte havn var til sidst et ildelugtende mudderhul. Efterhånden var den godt tilgroet. Det var søfartsbyens endeligt. Byrødderne interesserede sig ikke for havnen. De ville hellere bruge pengene andre steder. Nogle af virksomhederne brugte havnen som losseplads. Til tider havde vandet en mærkelig farve. Og alskens ting og sager flød i vandet.
Opfyldningen af havnen var efterhånden en barmhjertighedsgerning. Jorden til opfyldningen hentede man på Slotsbanken. Ved hjælp af tipvogne blev jorden transporteret til Skibbroen. Den endelige udjævning foregik ved hjælp af sand fra kulerne i Møgeltønder.
Nye kanal – planer
I 1887 blev Tønder forbundet via jernbane til havnebyerne Husum og Esbjerg. En jernbaneforbindelse blev i 1892 etableret til Højer.
Med jævne mellemrum dukkede der dog stadig planer om en kanal mellem Flensborg og Tønder således både i 1891 og så sent som i 1930’erne under den store arbejdsløshed.
En sejltur omkring år 1900
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”Gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart i de sivbevoksede bredder uden at man lade mærke til det, at der havde været ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm af sivene. Det var rester af 1795 – strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Mærkelig nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb. Nabostrømmen til venstre var klar med gennemsigtig sandbund, hvor der gik en mængde fisk.
Den oprindelige skibskanal samt Askersodde – kulen og den tilsluttede Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
En udflugtsbåd til Rudbøl
Sigfred Larsen formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, som jeg kan huske fra Lærkevej købte i 1932 en fiskerbåd i Højer, Den byggede han om til passagerbåd. Så kunne tøndringerne tage på sejltur ad Vidåen hver søndag i sommerperioden.
Båden, der var døbt ”Lægan” var så smart indrettet at når sommerperiodens fornøjelige ture var overstået kunne Sigfred Larsen montere kahyt og fiskegrej og bruge den til fiskeri.
Plakat, afgang og ankomst: Møllekulen. Målet var Rudbøl, hvor man drak kaffe i Grænsekroen. Man kunne også nøjes med en kortere tur til Lægan og drikke kaffe der.
Benzinmangel under besættelsen gjorde ende på dette initiativ. Båden blev solgt, men generhvervet efter besættelsen efter krigens ophør. Da var den dog så misligholdt at genoptagelse af 1930’ernes succes ikke lod sig gøre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 15, 2021
Masser af fisk i Tøndermarsken
En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.
En stormfuld nat i Ny Frederikskog
Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.
Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.
Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.
Masser af fugleliv
Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.
Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.
50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.
Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.
En mindestue for E.H. Jensen
Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).
Tangmelsfabrik
Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.
Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.
Mere held med sømos
Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.
Fiskerettigheder
En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.
Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.
I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.
Vidåen er meget speciel
Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.
Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.
I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.
Nu trækker man hvis lod om fiskepladser
Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.
Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.
Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.
I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.
En saltvands-forening
I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.
Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.
Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.
Glasål bliver båret over vejen
På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.
Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.
Op til 30 meter bred
Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.
Det begyndte at sande til
I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.
Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.
Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.
Skibene sejlede på grund
Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.
I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.
Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen. Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.
Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.
Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.
I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.
Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.
Det var friserne, der startede marsk – kulturen
Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.
Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.
På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.
Opa fangede mange ål
Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.
Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:
Masser af ruser
Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.
I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.
Tyskerne købte masser af fisk
Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.
Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.
Mange små og store eventyr
Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.
Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.
Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.
Fiskene forsvandt
Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.
Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde. Dertil kom endnu flere restriktioner.
Ikke alle var tilfredse med afvandingen
Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.
Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.
Læs alle vore artikler
Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 9, 2020
Tønder 1932-1933
I forbindelse med sin bog ”De Jyders Land 1-2” besøgte Achton Friis Tønder i 1932 – 1933. Vi har redigeret lidt i teksten. Det blev nu ikke særlig meget om selve Tønder. Men det blev en del om kniplinger og lidt om Tøndermarsken, Møgeltønder og Guldhornene. Og så besøger vi tre frisergårde, Vester Anflod, Kjærgård og Nørre Sødam. Vi har samlet en oversigt over artikler om disse fire emner i slutningen af artiklen, så du kan fordybe dig endnu mere.
Et besøg i Tønder
Johannes Achton Friis er uddannet på Kunstakademiet. Han har lavet keramik, porcelæn og portrættegninger. Han deltog i 1906 – 1908 i Grønlands – ekspeditionen 1906 – 1908 og skrev en bog om dette.
Fra 1906 – 1908 udgav han trebindsværket De Danskes Øer, hvor han besøgte 132 øer. Fra 1936 – 1937 udgav han Danmarks Store Øer. I 1932 – 1933 besøgte han Tøndermarsken i forbindelse med bogudgivelsen De Jyders Land 1-2. Vi har kigget i bøgerne og redigeret i teksten og rækkefølgen.
Jejsing Bjerg
Fra mange sider havde jeg hørt om skønheden i Tøndermarsken. Det første indtryk af Jejsing Bjerg øst for Tønder gjorde ikke er større indtryk på mig. Men da jeg nåede helt ud i den, skuffede den mig ikke, Indtrykket blev helt anderledes, end jeg havde ventet, mere fremadrettet – og langt voldsommere.
Vester Anflod
Vi når Vester Anflod, Cornelius Petersens Gård, som er opført for 15 år siden. Det er et pragtstykke af en bygning, holdt fuldstændig i stilen som de gamle frisergårde. For at give et lille begreb om denne en etagers bygnings dimensioner behøver jeg blot at nævne, at der er 17 meter til tagrygningen. Alt andet står i forhold dertil. Hver ting ude og inde tyder på storslåethed og velstand. Det er en bolig for en bondehøvding (Læs artiklen. En rebel og hans gård) (Gården brændte i 1950’erne)
To ægte frisergårde
Jeg kommer forbi to ægte frisergårde, de ældste i hele marsken, Kjærgård og Nørre Sødam. (Ved åen)( Her skal du nok lige huske, at dette er skrevet i 1938 – 1939). Den første ejer er tysk, den anden ejer er dansk. Gårdene ligger kun 100 meter fra hinanden. Det må velsagtens være vanskeligt at være ”gode venner og trofaste naboer” her på grænsen, hvor spørgsmålet tysk eller dansk endnu bestandig er så brændende og striden ikke er ebbet ud.
De tysksindedes intolerance
Det siges hernede i marskegnene i Tønder Amt, at denne bestandige friktion for en stor del skyldes de tysksindedes intolerance og stridbarhed, der blandt andet af og til kan give sig udslag i unødvendige og irriterende demonstrationer. Ved de møder, som foranstaltes af danske, kommer ofte tyskere tilstede. Og det hænder at danskerne for eksempel synger ”Der er et yndigt land”, så rejser tyskerne sig demonstrativt og afsynger Deutschland, Deutschland. Modsætningsvis deltager danskerne ikke i de tyske møder og er overhovedet tilbageholdende og uhyre tolerante.
Det indre af Noahs ark
Kjærgård ligger lige som nabogården på et værft, den kunstige forhøjning som var gårdenes eneste værn, før digerne fik deres nuværende højde – to småbitte øer i det umådelige jævne græshav. Gården er opført 1736. Den står næsten endnu udvendig som dengang. Den er kun blevet forsynet med nye vinduer til beboelsesrummene og er fortrinlig bevaret.
Det er en typisk frisergård med de brede længer og høje tage, sammenbygget om den lille gårdsplads. Også staldenes og ladernes indre er bevaret, mens stuehuset indvendigt er stærkt moderniseret. Hvilke tagkonstruktioner af svære bjælker inde i disse udhuse – det er som det indre af Noahs Ark, beregnet på at trodse alle elementers angreb. I længerne velbevarede ydre, selv inde på den lille gårdsplads, rummer ikke alene helheden, men selv hver lille detalje, stor skønhed. Bemærk blot buernes form over åbningen i kvisten og over dørene. Hvilken hygge på denne gårdsplads, hvilket læ der må være for alle storme her bag de vældige tage!
I stuehuset, hvis gavl mod haven har tre kviste, findes kostald i den østre ende, der lige som i yderlængerne er forsynet med ganske små vinduesåbninger af en overordentlig smuk, oval form med en fremspringende ring af profilerede mursten.
Alt omkring denne gård synes røgtet med stor omhu. Beundringsværdig er haven med dens kastanjetræer og røn, en mægtig bøg, en mængde frugttræer, bag hvis læ alle mulige blomster vælter op af bedene. Kun på vestsiden er de store træer krøgede af vinden. Det virker forbavsende at finde en sådan oase midt på den åbne slette så nær den barske vestkyst.
Gulhvide fåremælksoste
Gårdens ejer er en mand midt i trediverne. Både han og hans hustru tilhører den tyske del af befolkningen, men de modtager mig med gæstfrihed og hjertelighed, som virker ægte jysk. Den unge frue er en nordisk type af reneste art. Men det er ikke nogen jyskpræget bondekone, man her har for sig. Hendes øjne spiller af liv ved hvert spørgsmål, der rettes til hende. Og hun svarer med en livfuldhed og en gestus, som er ganske fremmedartet. Samtalen drejer for en stor del om de dårlige tider, som også i høj grad rammer bønderne i marsken.
Inde på gårdspladsen finder jeg en mængde gulhvide skinnende fåremælksoste af form og størrelse som munkesten liggende til soltørring på trinene af en trappestige. Ejeren fortæller, at gårdens hovedsagelige indtægt for tiden er tilvirkning af sådanne oste. På grund af de lave kød – og flæskepriser betaler det sig bedre med ko- og grisehold. Han har næsten ingen køer mere, men derimod 120 får. Dem, der giver mælk kan gennemsnitlig indbringe ca. 30 kr. om året. Hertil kommer yderligere indtægten af salg af lam og fårenes uld.
Han har tidligere tjent store penge ved opfedning af kvæg. Dette var næsten alle marskbønders store indtægt en gang. Men det er slut.
Far og mor på besøg
Mens jeg taler med de to unge folk, kommer gårdejerens gamle fader sammen med sin kone på besøg fra Møgeltønder, hvor de har boet, efter at sønnen for et par år siden overtog gården. Næsten dagligt kommer de to gamle agende den halve mils vej herud i deres lille hestekøretøj. De kan ikke undvære stedet og må hele tiden spørge til gårdens drift.
Her ligesom på Kjærgård inviteres jeg naturligvis på kaffegilde som noget helt naturligt. De unge slider i marken, men de gamle overtager ledelsen indendørs, som om de endnu var de retsmæssige værtsfolk. Imens taler vi om, hvordan livet forhen har formet sig for dem hernede i marsken, hvor de har levet hele deres liv.
Den gamle mand fortæller, at oversvømmelser af selve havet aldrig har fundet sted i hans levetid, dertil er digerne alt for sikre værn. Men lige til det nye afvandingssystem for 5-6 år siden blev indført, stod marsken heromkring hver eneste vinter under vand fra regnen, så man kun kunne gå og køre ad digerne. Fra gården havde man langt til den nærmeste digevej, som går østen om to gårde til Møgeltønder. Børnene, som skulle i skole herfra, måtte hver morgen roes hen til denne. Færdslen fra gård til gård foregik vinteren igennem ligeledes i både, end dog også herfra hen til 100 meter fjerne Kjærgård.
Masser af vand
Men ensomheden har mennesker aldrig været trykket af hernede. Den var man vant til. Og om vejret var nok så skrapt, havde gårdens beboere deres ugentlige sammenkomster med kortspil og andet hele vinteren igennem, hvor de trodsede elementerne og mødtes på omgang. Konen og han sad ligefrem og gassede sig ved tanken om, hvor gemytlig livet havde formet sig. Men ofte var det slemt med høsten, når vandet allerede om efteråret steg op over de lave marker. Efteråret 1903 glemmes sent, da ødelagde vandet det allermeste – det sidste hø, man redede, kom først i hus juleaftensdag.
Beskrivelsen af Kjærgaards bygninger passer omtrent med Nørre Sødam, blot at den sidste er endnu ældre, hvad den også før indtryk af, blandt andet ved yderlængernes mure, der er opført af svære munkesten, er noget mere forvitrede af vejr og vind. Gårdens østside med gavlens døråbning er af fremragende skønhed, som kun brydes af de nye vinduer og en lem nær døren. Stuehusets uregelmæssige plan især facaden mod haven, viser dog at dette som modsætning til Kjærgård hyppigt har været underkastet forandringer.
Nørre Sødam 2020
Det vil nok være på sin plads at fortælle, at den mere end 250 år gamle gård Nørre Sødam er blevet solgt til Realdania By & Byg. De vil bevare denne unikke gårdtype, som kun findes i Vadehavsområdet. Forude venter en nænsom restaurering, der skal bevare og sikre den historiske værdifulde gård.
Der er kun få af disse tilbageværende værftsgårde tilbage. De har stor betydning for den samlede miljømæssige værdi i Tøndermarsken. Dette indgår i det igangværende Tøndermarsk Initiativ. Ejendommens værdi var sat til 3,3 millioner kroner.
Disse værftsgårde er opført med en helt speciel selvbærende tømmerkonstruktion. Den sikrede, at det ikke var murene, men derimod solide stolper og bjælker, der bar stråtag og lofterne. Det betød, at selv om murværket blev skyllet ud af vandmasserne ved stormflod, ville huset og taget ikke styrte sammen.
Når det stormede herude i Tøndermarsken og det gjorde det ofte, så åbnede far altid lågen op til loftet, så man kunne kravle derop, hvis vandet skulle komme. Sådan var det også med Nørre Sødam.
Den forrige ejer af gården, Peter Linnet inviterede ofte lejrskoler og andre på besøg som interesserede for den unikke bygningskonstruktion. Efter at have stået til salg i flere år er gården begyndt at se lidt forsømt ud. Der er også foretaget nogle ændringer, der ikke helt passer ind i den oprindelige byggestil. Det bliver det sikkert rettet op på nu.
Måske skal vi også lige nævne, at Kjærgård var under samme slægt helt fra starten til 1924.
Besøg af en ravn
Da jeg kørte herfra, kom en ravn til syne forude, siddende på en ledstolpe lige ved vejen. Da vi holdt og jeg stod ud af vognen lettede den og fløj 15 meter ind over marken, hvor den satte sig på en anden pæl og stirrede på mig mens dens fjer skinnede dybblå og violette i solen som anløbet stål. Det siges hernede, at denne pragtfulde fugl her på egnen bl.a. skal ruge i skovene nord for Gallehus.
Møgeltønder ligner en Tornerose by
Man har en særegen oplevelse ved synet af det smukke slot, Schackenborg med dets pragtfulde inspektørbolig og strålende park – et minde om østens frodighed og blidhed her i de barske vesteregn, men her virker det mangedobbelt i modsætning til midtlandets heder, hvor jeg kommer fra.
Det lille Møgeltønder ligner en Tornerose by, der synes at have ligget i dvale i to – tre hundrede år, men hvis beboere er vågnet hver lørdag for at skure deres huse udvendig. To gange om året maler de dem.
Alle disse små ensartede huse i den lange Slotsgade har deres egen helt særegen stil. Hver for sig er de en skønhedsåbenbaring med deres røde eller hvidkalkede murstensfacader, de mægtige kviste, stråtagene og de små karnapper. Som de ligger der i udbrudte rækker bag toppede brosten, vidner de hver eneste et om en hel bybefolknings dybe respekt for de gamle, som har skabt dem.
Denne gade er noget enestående i vores land. I Tyskland har man jo ældgamle byer, som er verdensberømte for deres skønhed. Her har vi kun denne ene, som tilnærmelsesvis når dem. Er det tilfældigt, at vi skal helt ned til den tyske grænse for at finde noget lignende?
Et par hundrede meter nordvest for Møgeltønder findes en bakke på 14 m’s højde, egnens højeste punkt. Den er forsynet med et udkigstårn, hvorfra man har et instruktivt overblik over egnen. Hele den vide banke er som en mærkelig isoleret oase, domineret af Schackenborg Slotspark. Uden for dette ligger kun den vide flade som en uendelig steppe, marskens umådelige græsflade med de snorlige kanaler og de fjerne diger.
Guldhornene i Gallehus
Da det første af vores to berømte guldhorn fandtes i 1639 ved Gallehus, blev det efter den flensborgske rådmand von Liitkens beretning afleveret til hans familie af finderen. Det var en lille pige fra Møgeltønder, som ernærede sig ved at kniple. En dag bragte hun hornet til von Liitkens moster, Marina Thomsen i Tønder. Guldhornenes historie er velkendt og det samme er kniplingsindustriens. Men det er den tilværelse som kniplepigerne sandsynligvis ikke.
20.000 arbejdede med kniplinger
Kniplingsindustrien, som fra sin hjemstavn i Mellemeuropa kom hertil i begyndelsen af det 17. århundrede, tog i det 18. århundrede et sådant opsving, at den i tiden fra 1744 til 1784 fra at beskæftige 12.000 voksede til at beskæftige ca. 20.000 personer. Den havde til sæde i Løgumkloster Amt, på Trøjborg Gods, i Grevskabet Schackenborg, på Rømø samt i de vestlige dele af Tønder, Aabenraa og Haderslev Amter. Stærkest var den på Tønder – egnen og Tønder var hovedbyen., hvorfra varen blev forhandlet.
Her fandtes allerede i midten af det 18. århundrede 25 kniplingshandlere. Endnu i begyndelse af det 19. århundrede kunne enkelte beskæftige 1.500 kniplepiger. Foruden de fastboende grosserere og købmænd førte en sværm af kræmmere varerne rundt både i ind- og udland.
Det blev formuende folk
En mængde kniplinger gik til Tyskland, Norge, Rusland og andre lande, ja helt til Østlandene nåede de. Det var store pengesummer, som i denne industriens blomstringsperiode nåede til landet. Alene for året 1805 andrager udførslen en sum af 262.000 Rigsdaler.
Kræmmerne, men især de store opkøbere i byerne blev formuende folk. Dette havde en af sine årsager i den elendige løn, som kniplerskerne fik for deres arbejde. De spandt ikke guld ved deres virksomhed. Det eneste eksempel, man har på, at der har været berøring med ædle metaller, er da pigen snublede over Guldhornet ved Gallehus.
Fængselsagtig tilværelse
Disse stakkels menneskers tilværelse formede sig overhovedet på den mest triste måde. De bandtes som regel til det næsten fængselsagtige arbejde allerede fra den tidlige barnealder. Og deres sundhed led allerede, da de var i opvækst, overordentligt under det bestandig stillesiddende liv og den sammenbøjede stilling, hvori arbejdet udførtes.
Sammen med den indelukkede luft udsatte dem i stærk grad af brystsyge og andre sygdomme. Adskillige imellem dem blev ligefrem forvoksede. At kalde deres liv fængselsagtigt er altså et mildt udtryk.
Et skarpt tilsyn
Regeringen vågede stærkt over, at de ikke udvandrede, for at kunsten ikke skulle læres i andre lande. Skete det at en ung pige blev grebet i at undvige, lokket af løfter om bedre fortjeneste, blev hun behandlet som en desertør. En pige fra Gram Herred blev lokket til Sverige af en jøde, som bragte hende til Kalmar. Kancelliet satte sig straks i bevægelse for at få pigen udleveret og jøden straffet.
Et skarpt tilsyn med alle bortrejsende blev indført i Hertugdømmerne. Kvartalslister affattedes over pigerne i de forskellige distrikter og tilstilledes amtmændene. Øvrigheden bemyndigedes ved Kgl. Reskript af 1740 til i nødsfald at arrestere de kniplepiger, som agtede at begive sig ud af landet. Også pigernes mødre løb en risiko ved at ville rejse. Stor ståhej vakte det, da det kom for dagen, at nogle kniplepiger i Tønder havde giftet sig med underofficerer af et der indkvarteret Oldenburgsk Musikregiment. De undgik dog arrestation, da de fulgte mændene til deres hjemstavn.
Ensformig tilværelse
Også arbejdets ensformighed må have været frygtelig. Mønstrene til kniplingerne leveredes enten af fabrikanterne i byerne eller opstod hos kniplerskerne efterhånden. Pigerne arbejde i årevis med et par enkelte mønstre. Derved kunne man så nå størst færdighed. En gammel kone havde i 40 år arbejdet med det samme mønster. Og lønnen var fuldstændig afhængig af forhandlernes forgodtbefindende. Særlig i nedgangsperioder, hvor store partier var opdynget hos grossisterne, tjente pigerne næppe til det tørre brød.
Et lille lyspunkt i ensformigheden var det, når pigerne om vinteren gik sammen for at spare lys og brændsel. Maskinerne kom efterhånden til og overtog. Men endnu i 1840’erne sad dog en mængde piger hjemme om vinteren og arbejdede ved tællelyset under Skomagerkuglen, som lyste over Knipleskrinet og Kniplestokkene. Kræmmerne vandrede endnu engang rundt og opkøbte varen.
Os, der er født og opvokset i Tønder ved, at det er en smuk by. Men det er rart hvis vores gæster også synes dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.486 artikler, herunder 249 artikler fra Tønder, herunder:
Dato: februar 5, 2019
Emil Nolde og Tøndermarsken
Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.
Emil Nolde var blandt kritikkerne
Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.
Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.
Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.
Dengang var området 17 meter højere
Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.
Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.
Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.
Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.
Tidevandet
Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.
Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.
Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.
Verdens ende
Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:
Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.
Udviklingen set gennem kort
De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.
Store stormfloder
Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.
I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.
Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.
Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.
Et stort held, at det ikke gik galt
Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.
Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.
Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.
Digebyggeri gennem tiden
Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.
I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.
Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.
Masser af oversvømmelse ved Tønder
Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.
Markerne stod under vand
Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.
Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.
Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.
Teknologien var først parat – langt senere
Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.
I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.
Mange fantasifulde planer
Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.
I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.
Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.
Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.
Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”
Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.
Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:
Vi kan i dag ikke ændre historiens gang
Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.
Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.
Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne
Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”
Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.
Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.
Fantasifuld projekt for Fyn
Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.
Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.
Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.
Hele fem forslag
Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.
Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift.
Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder
I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.
På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.
Emil Nolde fremkom med sit forslag
Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.
I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.
Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening
Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.
Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.
Henvendelse til H.P. Hanssen
Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.
Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:
Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.
Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet
H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.
H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.
Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!
Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.
Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.
Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.
Forslaget blev skudt ned
Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.
Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.
Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.
Nolde forlod Danmark
I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”
Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.
Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark
Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!
Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.
Man mindes ikke Emil Nolde
Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.
Dige – bestyrelser var utilfredse
I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.
I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.
Ingen gode tider for landbruget
I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.
I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.
Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.
Hensynet til landbruget havde vejet tungere
Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.
Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.
Nationalpark Vadehavet
Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.
Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.
Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.
Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.
Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?
Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.
Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.
Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.
Slut med at lege på forlandet
Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.
Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:
Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:
Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:
Dato: december 12, 2016
Tønder – Erindringer 17 – en anmeldelse
Så foreligger 2016 udgaven af Tønder – erindringer. Denne gang er det arbejdspladser, der bliver præsenteret. Og det får da i den grad nye minder frem. Mange af dem, der bliver nævnt kender man mere eller mindre. Pludselig går det op for en at man har været bud syv forskellige steder i byen. Ja man kommer også i tanker om sin soldatertid for ens gamle kompagni flytter til Tønder. Ja og så bliver Æ Klev også nævnt med de orkestre fra dengang. Og hvor ofte har man ikke siddet i Tønder Kino. Det gode ved disse erindringer er, at vi alle har vores forskellige måde at skrive på. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune udnytte sin lokalhistoriske ekspertise og bruge de sociale medier. Opret en FB – gruppe. Lav en mere aktiv hjemmeside. Interessen for lokalhistorie er enorm. Det kan vi se på vores hjemmeside besøgstal. Og vi er en masse, der hjælpe Birgitte og Ingolf med dette.
Vi venter længselsfuldt
Vi venter alle længselsfuldt efter årbogen fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune. Men nu foreligger 2016 – udgaven. Seks spændende beretninger om virksomheder og arbejdspladser i byen.
Før i tiden var det pensionister, der fortalte, om deres oplevelser i det famle Tønder. De sidste par år har man til dels fokuseret på virksomheder. Dette er også spændende for vi har hver især haft et forhold til disse virksomheder.
Det gode er også, at selv om man ikke er medlem af foreningen, så kan man købe heftet for 60,- kr. i Tønders eneste tilbageblivende boghandel.
S.C. Lorenzen, Tønder Kolonivarer fra 1880 til 1992 af Siegfried Carsten Lorenzen
Man husker udmærket dette firma, der lå inde i en meget smuk gård. Her kom undertegnende ofte, når man som bud, skulle hente varer for købmand Kaiser i Østergade, købmand Petersen på Dragonvej og fra en anden købmand på Østergade, som jeg ikke mere husker navnet på.
Det var også her min storebror, stod i lære. Så undertegnede kender udmærket forholdene her. På en eller anden måde var man tilbage i tiden, når man var her. Mener også at gården har været brugt til teaterforestilling.
Forfatteren til artiklen er jo selv meget interesseret i Tønders historie.
De største grundejere i Ubjerg Sogn sluttede sig til den Slesvig – Holstenske bevægelse, men det gjorde gårdejer og sognefoged Carsten Carstensen Lorenzen i Sæd ikke. Han skildres som en med stejl karakter og et heftigt sind. Det skyldtes nok hans fortjeneste og indflydelse, at Sæd ved krigens udbrud 1864 var sognets mest danske by i modsætning til Ubjerg og Bremsbøl.
Ved begravelsen mødte pastor Göttges og Slesvig – Holstenernes store forfærdelse og forargelse herredsfoged C.A. Kier med en krans smykket med rød – hvide bånd. I pastor Jessens tyske sognekrønike stod der ”geschmückt mit dem Dannebrog”.
Siegfried Carsten Lorenzen var barnebarn af nævnte Carsten Carstensen Lorenzen, af hvis otte sønner alle på nær en opterede for Danmark. Han kom i købmandslære hos købmand Olufsen på Torvet i Tønder i årene 1867 – 1871.
I 1880 giftede han sig og lejede H.P. Angels købmandsforretning i Vestergade 12. Lagerbygningerne strakte sig til parallelgaden mod syd, Skibbrogade. Her lå i sin tid en stor tobaksfabrik. Undertegnede husker tydelig ”Tobaksmanden” på muren.
Handlen med tobak og cigarer var fortsat vigtig. En speciel tørrestue blev indrettet til disse. Et stort loftsrum på 2. sal blev indrettet til krydderiloft.
Butikshandelen foregik fra forretningen mod hovedgaden. Omkring 1900 var S.C. Lorenzen medstifter af ”Tønder Kafferisteri”. Sivsko og sivmåtter blev leveret fra bønderne i Rudbøl. Vi har tidligere i en artikel beskrevet dette.
I artiklen får vi meget malende beskrevet de forskellige arbejdsgange i virksomheden dengang. Handelen med stensalt var også stor. Det blev solgt til bønderne ude på landet. De spredte det over høet, så forhindrede de selvantændelse.
Strand – og muslingskaller blev også leveret i store kvanti. Det var beregnet til landkøbmændene til supplement til hønsefoderet. En masse nye varer kom efterhånden til.
Kort efter Genforeningen søgte virksomhederne at markere sig. Det gjorde man ved den såkaldte Tønder Amtsudstilling og her deltog S.C. Lorenzen selvfølgelig også.
En årlig tilbagevendende begivenhed var søndagsrengøring af butik og kontor. Hele personalet mødte op en forårsmorgen kl. 7.
Med tiden blev forretningen udvidet med en engroshandel. I 1919 blev forretningen overdraget til sønnen, Carsten, som er forfatterens far. I en virksomhed i Heide lærte de engroshandlen at kende. Svogeren Peter Sørensen fik også del i virksomheden. Han tog ud og besøgte kunderne.
Faderen blev dømt halvanden års internering i Fårhuslejren grundet deltagelse i Zeitfreiwilligendienst. Det var svært at komme i gang efter krigen.
I 1952 efter en omfattende uddannelse tiltrådte forfatteren i virksomheden. Han overtog selv virksomheden i 1969. I 1950 – 1960 opstod der en meget livlig grænsehandel. Det var danske levnedsmidler, der var meget attraktive for de tyske forbrugere.
Efterhånden som købmændene faldt fra leverede firmaet til storkøkkener i Sønderjylland – en såkaldt cateringhandel med levering af storpakker. Man brugte navnet S.C. til Sønderjysk Catering.
Man overtog i 1982 – 800 m2 på Nordre Landevej. Nu kunne det hele fungere mere effektivt.
Ejendommen Vestergade 12 blev i 1986 solgt til en gardinforretning. Bygningerne Skibbrogade 6 blev solgt til et investeringsfirma, der indrettede fem lejligheder i to etager.
Efter en brand i 1987 i nabovirksomheden kasserede sundhedsmyndighederne alle papiremballerede varer.
Da forfatteren til artiklen blev 65 år blev virksomheden afhændet til en kollega fra Århus.
En meget spændende historie. Undertegnede kendte ikke de sidste mange år af S.C. Lorenzens historie. Fortidens historie kendte jeg en lille smule til.
Tre generationer i Kino Tønder af Niels, Lars og Jens Ellekjær
Hvor har man tit siddet her i Kino, og set alverdens film. Og hvor har man været ofte inde i Kino – baren.
Historien startede omkring 1904 og sluttede i 1985. Oprindelig var Vestergade 19 en to – etagers bygning. I 1899 brændte ejendommen. Driftige mennesker bl.a. fotograf Timm genopførte bygningen. Det blev en tre – etagers ejendom. I bunden blev indrettet et lokale, hvor der kunne vises film.
I perioden frem til 1920 har der været vist film med manuelt betjent fremvisningsapparat. Underlægningsmusikken blev leveret af en klaverbokser.
I 1920 hed ejeren kinografdirektør Petersen, og drev stedet som ”Kinografteatret” På 2. sal havde Timm indrettet et lokale til portrætfotograferinger.
De tre brødre som skriver denne artikel, havde en morfar Ingelev Christensen, der ejede Bramming elektricitetsværk. Han blev nødt til at sælge foretagenet og blev handelsmand med bl.a. studehandel.
I 1921 satte han sig i direktørstolen for Kinograftetret. Han ansætter i løbet af dette år en klaverbokser. Dengang kunne der kun være 80 personer i biografen.
I 1924 skete der en udvidelse. Nu var der plads til 200 personer. Indtil 1930 blev der investeret i datidens teknologi. Også en lille kiosk blev det til. I 1932 kom talefilmen. To nye fremvisningsapparater blev der investeret i. De holdt til 1957.
Der blev lavet ugentlige oplysningsfilm, ugerevyer og reklamefilm. Man fik også at vide, hvad der skete i udlandet, når man gik i biografen.
Under besættelsestiden henvendte tyskerne sig til indehaveren for at få udvidet antallet af siddepladser. Fra tysk side, ville man have, at soldaterne skulle muntre sig. Tyskerne ville også vise Wochenschau hver aften.
I 1942 blev antallet af sidepladser udvidet til 378. Men det var nu meget trangt. Og sådan var det indtil 1967. Der var forevisning af film 2 – 3 gange om dagen alle ugens 7 dage under besættelsen. Det var der dog ikke meget økonomi i dette.
I perioden 1950 – 1955 viste et andet fænomen sig, nemlig fjernsynet.
I disse år var der et stærkt ønske fra det tyske mindretal om en tysk biograf. Man ville herfra se klassiske Hollywood – film og flere tyske film. De personer, der stod bag dette, var vinhandler Nissen og malermester Sehestedt. De havde udset sig Schweizerhalle som stedet, hvor dette skulle etableres.
Tønder Kommune mente dog ikke, at der var behov for en ekstra biograf. Sagen blev afsluttet i 1955 efter at være kørt i 5 år.
I 1955 døde Ingelev. Forfatternes mormor Clara Marie kørte bevillingen videre. Den 1. oktober 1955 overtog forfatternes forældre driften. Det var dog konsekvenser forbundet med dette. De boede i Assens på daværende tidspunkt.
Faderen, Jørgen uddannede sig til operatør. Søndag eftermiddag var der altid gang ideen, når børnene mødte op. Politimesteren havde påpeget, at det var Kino’ s ansvar at der var orden i rækkerne og at fortovet var passerbar. Det var Tarzan, Zorro, far til fire og cowboy – film.
De store amerikanske film kom ikke til Danmark. Det var for dyrt. Det var for dyrt at lave kopier til sådan et lille land. Det havde den logiske konsekvens, at tøndringerne tog til Nibøl eller Flensborg for at se de store film.
Fra 1960 begyndte billetsalget at stagnere. De to knægte Jens og Lars blev nu inddraget i driften. Faderen, Jørgen havde fået job på Tønder Handelsskole som faglærer. Det hjalp på økonomien.
En arvesag efter Clara Marie’ s død blev langvarig og førte til meget anstrengt økonomi. På trods af den verserende arvesag og stagnerende besøgstal blev de 378 gamle stole skiftet ud til 325 nye stole i 1967.
Bladcentralen blev købt efter at Jørgen stoppede på Tønder Handelsskole i 1973.
I årene 1975 til 1980 stagnerede billetsalget atter engang. Tønder Kino var ikke en særlig god forretning. Lars gik ind og overtog hele driften af kino og købte Bladcentralen i 1980. Denne blev lavet om til spillehal og fik navnet Las Vegas.
I slutningen af 1984 og starten af 1985 kom der en henvendelse fra en ung mand ved navn Preben Christensen. Han ville købe Tønder Kino. Han havde i forvejen Biografen i Toftlund og Rødding. Men han kunne ikke rejse pengene.
Man havde forgæves flere gange henvendt sig til Tønder kommune. Men den 26. juni 1985 var det sidste forestilling.
Det kom i den grad bag på politikerne i Tønder, at kino lukkede. Lars havde fået den ide om at ombygge Kino til en arkade med små butikker og en burgerbar. Projektet blev gennemført, men det viste sig ikke, at kunne holde.
I 1989 døde Jørgen kun 73 år, og i 1997 døde mor Ella Grethe 79 år.
Man må jo sige, at det var en trist afslutning på et stykke kulturhistorie, der har præget ens ungdom. Her så vi alle Elvis film. Min ven, Ingolf var helt vild fan med ham. Her så vi Paw – fil og Far til Fire.
Og her holdt købmændene i byen engang en banko – eftermiddag. Og efter, at have set en film om nogle forbyttede babyer skulle vi knægte fare rundt med præmierne i salen. Og nogle snød jo. Så var det så andre, der ikke fik deres præmier. Det blev vi knægte så gjort ansvarlig for.
Kvickly – glimt fra årene på Plantagevej! – af tidligere leder af Brugsen/Kvickly Tønder, Verner Madsen.
Artiklen er en opfølgning på ”Brugsen i Tønder” fra 2012 og ”Fra Brugs i Vestergade til Kvickly på Plantagevej” 2014
Indrømmet, så kan undertegnede bedre huske den gamle Brugsen i Vestergade. Det var så hyggeligt dengang. Men i 1968 flyttede man ud til de nybyggede lokaler ude på Plantagevej. Og Rita flyttede ind i de gamle lokaler i Vestergade.
Dengang man flyttede ind på Plantagevej blev der høstet på marken bag ved. Og på marken nord på gik der kreaturer.
Fordelene var parkeringspladserne. Men man havde ikke mere den naturlige kundestrøm fra hovedstrøget. Nu skulle der findes på sjove ting. Og så var der ellers ponyridning, slå katten af tønden og udstoppede dyr fra Låsby – Svendsen.
De forskellige gange fik vejnavne, og talrige aftener blev brugt til kundearrangementer. I 1975 udbyggede man butikken til det dobbelte. Og supermarkedet var blandt de første i Danmark, der fik en delikatesseafdeling. Atter engang i 1979 fordoblede man arealet. Nu fik man bageri og cafeteria.
Men dette byggeri blev nok lidt af et maleri. Der løb vand ned i to store eltavler i maskinrummet. De brændte begge total sammen. Dette udviklede PVC – røg, og i alt 28 måtte til observation, heraf var der 23 af butikkens egne folk.
Man måtte have hjælp af butikker udefra. En masse varer måtte destrueres. Der skulle foretages lagertælling, oprydning m.m. Butikken måtte lukke mandag, tirsadag, onsdag. Torsdag kunne der så holdes brandudsalg. Det blev så den største omsætning i Brugsens historie.
Fjorten dage senere kom endnu et chok. En nabo ringede og sagde, at der stod meterhøje flammer op over butikkens tag. Brandvæsnet var dog hurtig til stede, og kunne begrænse skaderne.
I 1983 fik man påskrevet, at nu blev man nødt til at kalde sig Kvickly. Atter engang indførte man noget nyt, nemlig Kvickly Food. Grænsehandlen med billig benzin syd på ødelagde en masse. Så fik man pølsemageri med egen røgeovn.
Haveartikler blev solgt fra en boplehal, der blev for lille. Den blev foræret til Tønder Festivallen. En ny træbygning kunne rumme noget mere.
Sammen med Kurt Gabs tog Verner Madsen til Bornholm efter friske sild. Man kunne godt have 6.000 – 7.000 sild med i flyveren. Man bagefter måtte de to hvis i bad.
Når der var stævner i Tønderhallerne var det Kvickly Bageriet, der stod for bagningen af rundstykker og tilberedning af smørrebrød.
I 1994 var der igen tid at udvide. Men der skulle lige flyttes en afvandingskanal. Og så skulle man lige spørge naboerne. Formanden for Teknisk Udvalg i Tønder forsøgte, at tale Kvickly fra ideen. Men man var godt forberedt.
I 1995 var der 75 års jubilæum. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som undertegnede også har stående på hylden. Året efter syntes Werner Madsen, at det var tid til at holde op efter 30 år i Tønder og Omegns Brugsforening. Da han startede i 1966 var der seks medarbejdere og nu var man oppe på 110 ansatte.
En forrygende artikel om en butik i fremgang. Men egentlig savner man lige et par ord om, hvordan Kvickly i Tønder har det i dag. For man hører herover fra København, at et stigende antal folk inklusive min egen familie ofte kører over grænsen efter fødevarer.
Livet på Tønder Kaserne ved 2. Telegrafbataljon (2.TGBTN) – fra 8. august 1978 til kasernens lukning ultimo 2002 v. pensioneret major Søren P. Sørensen, Tønder.
Se den ”Gamle redaktør” her på siden har jo netop været hos telegraftropperne på Langelandsgades kasserne i Århus. Men nu kan jeg ikke huske, om det var 2. eller 3. telegrafbataljon. Og på toiletdøren stod der malet med stor blødrød skrift:
Vi afsluttede altid med løb i de smukke skove uden for Århus. De 18 første kom altid med den første bil hjem. Så kunne vi lige nå at klæde om, og så tage et tidligere tog hjem. Men så var det næstkommanderende, der fandt ud af, at vi skulle have en aftrædelses – parade. Ham fik vi indberettet for ”fuldskab”. Og han blev hvis nok forflyttet. Men se her drejer sig om Tønder.
Cirka 7 – 8 år efter rykkede 2.TGBN ind på Tønder kaserne, nøjagtig den 8. august 1978. Og det gjorde også Fodfolkspionererne, 9. Regiment og Luftværnsartilleriet. Og man kan sige, at det nok er lokalpolitikernes fortjeneste, at dette skete.
Det et chok for personalet at få at vide, at de skulle til Tønder. Og det blev ikke bedre, da de hørte, om den voldsomme stormflod i efteråret 1976, da Tønder By blev evakueret. Men Tønder By nedsatte forskellige udvalg, der skulle hjælpe personalet til rette.
Således udstykkede man et nyt boligområde i Ulriksalle, hvor man anviste værelser til unge konstabler. Og to gange inviterede Tønder Kommune til en udflugt til byen.
Mandskabsstuer på kasernen blev omdannet til 80 enkelt – og dobbeltværelser. Der var dengang 29 lejligheder på Eksercergården, lejeboliger ved kasernen og 4 huse i Tønder By.
Garager og undervisningslokaler skulle ændres. Desuden var det nødvendig med en kraftigere elforsyning.
Om morgenen den 8. august kørte ca. 140 køretøjer og 240 mand mod Tønder. Man blev modtaget med flag ved indfaldsvejene. Og et fly var i luften med et banner, hvorpå der stod ”Velkommen til Tønder 2. Telegrafbataljon”.
Der var musikkorps gennem Tønder og parade foran Kristkirken. Her talte borgmester Børsting Andersen og bataljonens chef, oberstløjtnant B.E. Löwenstein. Jo denne kan undertegnende godt huske. Dengang var han kun major. Han havde sin onde og sin bløde side. Og var han til den bløde side, så var han ret hyggelig at tale med.
Der var tappenstreg og fest i Tønder om aftenen.
Rigtig meget af personalet blev efterfølgende i byen. Ved stormflodsberedskabet i 1999 var bataljonen indsat over flere dage. Man forstod at engagere sig i byens forskellige aktiviteter.
Den 8. august 2001 blev 2. TGBTN nedlagt efter den sidste march og parade på Tønder Torv.
Min tid som bydreng hos Tønder Kafferisteri af Peter Marcussen, Tønder.
Peter skulle have fire måneder til at gå. Han skulle efterfølgende på Ungdomsskole i Vojens. Stedfar som var købmand i Østerby skaffede ham et job hos Tønder Kafferisteri. Lønnen var 150,- kr. om ugen. Det må jo siges, at være et god løn.
Hver dag gik turen fra Vidågade til Østerby. Og det værste sted var Strucksallé, der endnu var brobelagt. Her sprang kæden ofte af.
Det var dengang, der var en købmand Brodersen på Strucksalle og købmand Filskov i Popsensgade. Peter cyklede rundt på Long John med kaffeposer på 2,5 kg. De skulle passe til en kaffemølle. Filskov var den første selvbetjeningsbutik i Tønder.
Det kunne ske det, at brændemesteren havde fået ”en over tørsten”. Så skete det, som ikke måtte ske. Hele kaffen blev brændt. Med andre ord. Det lignede mere kul end kaffe. Så skulle der ellers ryddes op. Og alle måtte i sving.
Når Henning var sur, skulle alle vinduer pudses, selv i solskin. Og som regel skulle det laves om dagen efter.
Onsdag var den dag, hvor Kaj Odefey skulle på langtur. Det vidste man, for så kom Kurt Bödefur slingrende hed ad Vidågade med sin plasticpose i hånden. Han skulle med Kaj til Rømø. Turen tog normalt fem øls tid. Kaj drak aldrig, når han skulle køre bil.
Åh ja, man husker udmærket de to personligheder.
Hver lørdag fik man et kilo kaffe gratis med hjem. Kaffen solgte Peter til sin bedstemor. Så var det penge til bal på ”Æ Klev”.
Ja så husker vi jo også de grupper som Peter nævner. The Luckies fra Tinglev, The Arrows og The Tommyguns fra Højer. Og Silverboys fra Visby.
Hos købmand Klüver på Torvet var der altid drikkepenge. ”Den lille Købmand” på Strucksalle lå sidst på turen. Når der blev leveret varer til Jørgen Colding, så var der altid chokolade, lakridskonfekt eller andet slik med hjem. Men på Tønder Kafferisteri var man nu heller ikke smålig med vægten, når det drejede sig om denne kunde.
Afløseren var Store Bernhard. Han første tur var en katastrofe. Det regnede, og Hans Erik havde pillet lidt ved tre af poserne. Og så ud ad Strucksalle. Han havde ikke en chance.
Der var 500,- kr. i afsked. Og det var mange penge dengang i 1965. Senere flyttede Peter til Lendemark, hvor han kom i lære som murer.
Igen en sjov historie, der får minderne frem om alle de bypladser, man efterhånden har haft i Tønder. Men også de skønne minder man har fra ”Æ Klev”
Folkevogn i Tønder gennem knap 70 år af Bent Hansen, indehaver af Volkswagen Bruhn og Knudsen, Tønder
Omme på Ribe Landevej løb vi altid ind til Bruhn og Knudsen, fordi vi skulle have klistremærker til vores sæbekassebiler på Lærkevej. Og disse sæbekassebiler var der mange af dengang på Lærkevej. Det var en ”Legegade” og vi unger mente, at det betød, at der slet ikke måtte køre biler der, så vi flyttede os slet ikke.
Og så gjorde jeg haven i stand som knægt for en ældre dame i Nygade, som hvis nok var mor til en af indehaverne dengang. Min kammerat Ingolf kaldte hende for Fru Jaskeberg. Der var en kæmpe græsplæne bag til og en mindre, der foran altid skulle klippes. Og der kom altid tillægsopgaver til. Og egentlig fik man ikke ret meget for det. I forvejen havde man også ”bydreng”.
Henne på hjørnet af Nordre Landevej og Ribe Landevej 59 startede firmaet. Man fik lov til at forhandle VW. I forvejen blev der forhandlet Opel og Ford i byen. Man kunne måske også have fået forhandlingen af Citroen.
På Ribe Landevej oprettede man et værksted og i Østergade blev der senere oprettet udstillingslokaler. Her skulle salget foregå. Det første år blev der solgt omkring 27 personbiler.
I værkstedet reparerede man også andre bilmærker samt en del af byens og omegnens lastbiler. Den gang var det ikke så kompliceret som i dag. Ja dengang var en svensknøgle og en skruetrækker næsten nok. I dag skal man mindst to gange om året på kursus for at lære de nye programmer til computeren at kende.
I 1952 rykkede firmaet hen i nummer 55. Her byggede man nyt værksted, lager, kontor og udstillingshal. Her holder man stadig til. Varevogne kommer også til. Firmaet Kirchheiner blev den helt store kunde. Det var ikke så mange andre, der kunne levere ”Rugbrød”.
Man sagde altid De og Hr. Knudsen. Benzintanken blev lukket i 1973. Hans Peter Bruhn havde tjek på reservedelslageret.
I 1976 overtog forfatteren til denne artikel salget af biler. Men allerede i 1972 blev han medindehaver af firmaet. Og det skete efter Hr. Knudsens søns pludselig dødsfald. De to døtre solgte aktieposten til Bent Hansen.
Firmaet har medarbejdere, der har været der i 30 år.
I 1970erne fik man også forhandlingen af Audi. Og så kom Passat og Golf – modellerne også. Oliekrisen var hård ved bilbranchen. Gennem et halvt år i 1974 blev der ikke solgt en eneste ny bil. I dag er der 52 forhandlere rundt om i landet.
Sønnerne Brian og Henrik kom med i firmaet. Og da de begyndte var der 11 mand ansat i firmaet, Nu er man oppe på 25. I 2004 opkøbte man Volkswagen i Haderslev. I Tønder har man nyrenoveret virksomheden helt efter Volkswagens principper. Det skete i 2012.
Man bruger også Nettet. Som Bent Hansen siger så gik der måske 10 henvendelser til før en bil var solgt dengang. I dag klares det ved 2 – 3 henvendelser. Køberne er godt orienteret via nettet.
I 2005 blev virksomheden udnævnt som ”Årets Forhandler”.
På reservedelslageret har man i dag 2.500 reservedele. For få år siden havde man 7.500 numre på lager. Nu har man et fjernlager og et meget hurtigt distributionssystem.
Fremtiden er førerløse biler med GPS – systemer. Der satses mere og mere på miljøvenlig energi og hybridbiler. Og en nyere måde at finansiere bilkøbet har også sat sit præg.
En ganske informativ artikel som undertegnede har passeret utallige gange, dengang da familien boede på Lærkevej.
Brug de sociale medier
Igen engang har vi fået nogle gode artikler. Og snart vil vi igen møde et kvartalshefte. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune bruge de sociale medier og oprette en Facebook – gruppe og måske en aktiv hjemmeside.
Der er masser af lokalhistoriske Facebook – grupper. Men de spreder mest fotos, og måske ikke så meget information. Vi er en masse amatør – historikere, der gerne vil bakke op. Vi kan da se også for Tønders område, at interessen for at læse om de gode gamle dage er enorm. Og lige i dette øjeblik har vi 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.
Ja og så ligger der også en del invitationer til foredrag i området. Og ”Den Gamle Redaktør” glemmer aldrig den store skare tøndringer, der kom for at høre undertegnede holde foredrag på en ganske almindelig torsdag aften u å æ Schweiz.
Interessen er der. Tak for et godt hefte. Det er godt gået.
Hvis du vil vide mere: