Underfundige folk i Sundeved

Vi er på Sundeved og skal møde nogle underfundige folk. Ja nogle vil sikkert kalde dem originaler. Så nu kan du møde Sort Søren – Snøvl Jørgen – Jørgen Skrep – Nusselsmeden – Peter Sille – Hans Løgner – Pæ Harre. Du er også inviteret til bryllup på møllen. Vi skal til eksercits og møde en flot ridehest. Og så var der en person som man blev rigtig træt af i Avnbøl.

 

Nej de kan vel ikke betegnes som originaler. Jo, der var mange ”mærkelige” mennesker i Avnbøl. Jo de fik da øgenavne. Vi kan nævne Sort Søren, Snøvl Jørgen, Glat Katrin, Skel Hans Lavsen, Gret Marenstærk, Jørgen Skrep, Nusselsmed, Karensmed, Peter Sille, Sille Pat, Hans Løgner, Tombe Frederik, Nikkedreng

De boede for det meste i meget små taghuse, hvoraf flere havde navn for eksempel e Skarhus, Stadt Hamborg. Æ Klitgaf.

Vi har her på siden skrevet om originaler i København, Aabenraa og Tønder. Her er vi så på Sundeved med udgangspunkt i Avnbøl. Og det er mange år siden.

 

Sort Søren

Han var byens skolelærer. Han var en samvittighedsfuld og god lærer. Men han kunne ikke styre de store drenge. De klæbede papir på ryggen af ham, hvorpå de skrev ”Sort Søren” osv.

 

Snøvl Jørgen

Han var byens stodderkonge. Han skulle holde udenbys tiggere ude for byen. For at sætte sig i respekt gik han med en meget lang stok på hvis ene ende han havde en morgenstjerne. Tiggere som han traf på, transporterede han udenfor byens grænser. Han snøvlede, derfor fik han øgenavnet.

Hans hustru Glat Katrin var noget fin af sig. Hun følte sig som en rigtig embedsmandskone. Hendes hoveddug havde hun bundet under hagen i en sirlig sløjfe med brede silkebånd. Deraf ordet glat (fin).

 

Jørgen Skrep

Han boede i et lille hus i Klingaden kaldet ”æ Klingaf”.  Som ung havde han været skytte hos hertugen på Augustenborg. Han drev som ældre krybskytteriet i Hertugens skove og nedlagde jævnligt rådyr og andet vildt. Engang Hertugen gennemsøgte sine skove, fandt han en lap papir, der havde været brugt til for-ladning.

Papiret var ikke blevet svedent, end at skriften var læselig. Hertugen kendte skriften og udbrød da han havde læst det:

• Store bogstaver og vidt mellem raderne, det har ”Skreppen” skrevet.

Hermed var Jørgen Skrep leveret, og han måtte bøde for det.

 

Nusselsmeden

Han boede i et lille hus på Avnbølmark. Som ung havde han lært smedehåndværket og stod og nuslede i en smedje, han havde opført ved siden af huset, hvor han lavede tælleknive og andre småting.

Disse ting gik han rundt og solgte. Karensmedjen havde en lignende forretning. Men hvorfor hed han så sådan? Jo hans mor hed Karen.

 

Peter Sille

Han havde i sine unge år slidt meget på teglværkerne. Derved havde han tjent mange penge. Han havde på sine gamle dage kunne hjælpe sig selv.

I krigstiden kom han sine sølvpenge i en jydepotte og gravede den ned i haven. Han viste godt nok mange, hvor han gravede pengene ned. Da krigen var forbi, kunne han tømme potten, hvor pengene var i god behold.

Peter Sille var en lille noget godtroende mand. Han løb sædvanlig i hundetrav hen ad vejen. Han var altid iført lange blankpudsede støvler. De nåede helt op til knæene. På hovedet havde han en kasket med en meget bred puld. Den var forsynet med en vældig stor læderskygge, der rakte langt frem. Når Peter havde dette antræk på, talte han ”store ord”.

Man fik ham til at gå rundt til alle beboere i byen for at fortælle at de på en bestemt dato skulle møde på kroen. De skulle stemme for om de ville til Danmark eller ikke. Stemte de ja så fik de en liter brændevin. Og Peter havde fået sin brændevin.

Man forsøgte altid at gøre nar af ham. Og for en flaske brændevin kunne man få ham til alt. Hans rigtige navn var Volf Petersen Schmidt. Han øgenavn ”Sille” stammede fra, at hans kone blev kaldt ”Sille Pat”.

Også hun var meget troskyldig. Men hun levede en stille tilværelse derhjemme mens Peter hele tiden farede rundt.

 

Hans Løgner

Han var tynd og spinkel og havde en ualmindelig lang hals. Hans havde var meget smalt og han havde nærmest en ørnenæse. Han var en specialist i at lyve. Det er ingen, der kan huske hans rette navn.

Han var en skidt karl. Han var ilde set over det hele. Børnene var bange for ham. Han skældte hele tiden ud og løb efter børnene. Han boede hos en skrædder lige ved skolen. Og skoledrengene drillede ham ofte.

Han var tilbøjelig til at løbe bort. Ofte var han forsvundet i flere dage. Engang tog han til Haderslev Amt. På Avnbølmark var der en ældre mand, der havde slægtninge i Haderslev Amt. Det havde Hans Løgner fået opsnuset.

Og Hans opsøgte dem og fortalte, at de på en bestemt dato skulle komme til Avnbøl for at deltage i deres slægtnings begravelse, da han var død for nogle dage siden. Hans Løgner blev godt opvartet. De tog hans indbydelse for gode varer. På den nævnte dato tog de pr. vogn afsted til Avnbøl.

Da de holdt foran døren, kom den ”døde” ud i døren og bød sine slægtningen velkommen.

Dette blev dog byens vise fædre for groft og Hans Løgner blev ”klampet”, idet han fik en jernkæde om foden og i enden af den – en træklods som han i nogen tid slæbte rundt med.

Omsider blev det forbudt og Hans Løgner kom i fattighuset. Også herfra løb han jævnlig bort. Man kunne nu godt fortælle noget om ham men så bliver det nok for grovkornet.

 

Pæ Harre

Hvad han egentlig hed, ja det kan folk ikke huske mere.  Som unge var han blevet ved militæret. Efter at have aftjent sin værnepligt. Han var blevet forfremmet til underofficer. Han var tilflytter og hvorfra han kom ved man ikke.

Om søndagen og efter skoletid samlede han de større skoledrenge for at lære dem fægtning og eksercits. Drengene mødte i hvide bukser og med træsabel. Alt foregik meget militærmæssigt. Mange yngre skolebørn ville gerne have været med.

Da Pæ Harre mente at have tropperne tilstrækkelig indøvet, skulle der afholdes en festlighed med manøvre på smedepladsen tæt ved skolen.

For at optræde standsmæssigt havde Pæ Harre lånt en flot ridehest af Jacob Duus. Den hed for øvrigt ”Kursmed”.

Da tiden var inde og folk fra byen var samlet, steg Pæ Harre i fuld udrustning til hest. Han var iført uniform. På hovedet havde han en Chako og en lang kavaleri-sabel ved siden. For at gøre det mere effektfuld så manglede karabinen heller ikke.

Efter at have udført en del øvelser skulle der foretages parademarch. Togtet satte sig under ”Generalens” kommando mod Hennekes Fort. Under marchen skød Pæ Harre karabinieren af i luften. Uheldigvis var ”Kursmed” ikke skudsikker. Den foretog nogle vældige bukkespring, hvorved Chakoen skred ned til den ene side og Pæ Harre til den anden, hvis han ikke havde grebet i sadlen, var han havnet på jorden.

Først da blev der rigtig jubel. Tilskuerne klappede og råbte hurra i det uendelige. Og dermed endte den sjældne forestilling.

 

Pæ Harre gifter sig

Nede ved skolen boede en gammel skrædder ved navn Laus Christian. Han havde en datter som Pæ Harre forelskede sig i. Nu var Pæ Harre en stovt skikkelse med et stort rødt fuldskæg.

Laus Christian havde en ualmindelig bred mund. Han havde for vane altid før han sagde noget at suge luften ind mellem læberne.

Endelig hade man så fået aftalt, hvornår brylluppet skulle finde sted. Det var hos en gammel mand midt i byen, der hed Ivar. Han havde til daglig en gryne-mølle. Han gjorde plads i Møllehuset, hvor gulvet var af stampet ler.

Ivar og hans hustru An havde en mærkelig skik, at der skulle være lys hele natten.  Ivar gik tidlig i seng, mens An blev siddende op til midnat. På det tidspunkt stod Ivar op og tog morgenmad.

Bryllupsdagen oprandt og gæsterne sad bænket i Møllehuset. Ivar var blevet om at være skaffer. Det var han dog nok lidt for gammel til. Han havde da også et lille uheld. Da han kom med den første steg, der skulle sættes foran brudeparret, skred den af fadet og faldt ned på ler-gulvet.

Han fiskede den da også hurtigt op og forsvandt med den en kort tid. Så kom han med den igen. Og da lykkedes det. Dette vakte jubel hos gæsterne. Dengang var folk ikke så patentlige.

Det blev et muntert bryllup og det blev drukket tæt. Ud på aftenen blev Pæ Harre fuld og svigerfar sagde om svigersønnen:

• Æ troe, då æ en stoe Vindtøjte

Dengang hjalp man hinanden i Avnbøl. Havde nogen et overskud delte de med hinanden. Alle frygtede Fattighuset, hvor man skulle arbejde under opsyn. Det brød man sig ikke om.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland – (under udarbejdelse)
• Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1,877 artikler
• Under Aabenraa finder du 188 artikler herunder
• En salmebog fra Varnæs
• Historier fra Rise og Lundtoft Herred med Sundeved
• En degn fra Varnæs
• Bryllup i Varnæs
• Bønder – syd for Aabenraa
• Hvor ligger Tumbøl
• Fra Varnæs til Felsted
• Folk syd for Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgård
• Syd for Aabenraa
• Sundeveds fortid
• Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård og mange flere