En tur på Frihedsmuseet
En rundviser på det gamle Frihedsmuseum. Sandhederne er ikke altid lige populære. Arkiverne er ikke åbne for alle. Vi fandt flere mord. Måske var vi alt for forudindtaget inden vores besøg. Frihedsmuseet er ”gået under jorden”. Man bliver fulgt kronologisk gennem de fem år. Måske kunne man være startet før. Vi følger fem personer og bliver mødt med en overflod af teknologi. Det henvender sig især til den yngre generation. Vi vendte jo ikke helhjertet tyskerne ryggen. Tekster og information er skåret ned til et minimum. Måske giver det beslag, når du har sat dig ind i historien? Det var yderfløjene, der startede modstanden. Og havde SOE og Moskva egentlig den store indflydelse? De fysiske genstande gør mest indtryk. Udstillingen burde berige – måske provokere? Man satser på de sikre spor. Det er et tålmodigt personale.
En rundviser på Frihedsmuseet
Det er hvis 20 år siden min afdøde kone og jeg skulle høre en rundviser på Frihedsmuseet forklare, at i Sønderjylland var der ingen modstandskæmpere på grund af Det Tyske Mindretal. Vi havde godt nok fat i kravetøjet på den unge mand bagefter. Det viste sig, at han var historiestuderende. Måske er det på tide at revidere historieopfattelsen.
Sandheden er ikke altid populær
Der er sket meget i de 20 år. Der har været en brand, og der er kommet et nyt Frihedsmuseum. Af de tre bøger, jeg i mellemtiden har fået udgivet, har også været en om et mord, begået efter ”befrielsen” i nærheden af Padborg. Den blev udmærket modtaget i den begrænsede del af medierne, der gad at anmelde den. Men det gjorde den ikke i lokalmiljøet. Måske var det fordi vi fandt nogle sandheder, som ikke var så populære.
Man kom til at beskrive nogle kendte familier, som folk stadig ser op til på egnen. Og man tror stadig på de usandheder, der bliver sagt i diverse historiebøger dikteret af myndighederne. Jo vi er part i sagen. Vi forsvarer den myrdedes familie og det, de har været igennem. Vi ser også historien gennem deres billeder.
Arkiverne er ikke åbne for alle
Vi har ikke så meget til overs for gerningsmændene, der tydeligt forsøger at skjule ting og sager. De bruger deres magt til at manipulere med en historie, der ikke har fundet sted. Og det er ikke kun for at forsvare gerningsmændenes familier. Når man så mange år efter forsøger at finde frem til sandheden, ja så stiller man sig også i vejen på arkiverne.
Det var nu ikke alle arkiver, der var lige afvisende. Meget overraskende for os, var det overraskende at se hvor mange dansksindede virksomheder, der gerne ville arbejde for tyskerne, herunder det store antal sønderjyske vognmænd. Også de mange dansksindede ansøgere til de tyske tropper overraskede os.
Vi fandt flere mord
Det var tydeligt, at nogle havde forsøgt at skjule de forbrydelser, som de havde begået. Selvfølgelig har vi givet myndighederne besked om de spor, som vi fandt. Men de var ikke interesseret. De er sikkert udmærket klar over, hvad der er foregået. Det skal vi da bare hurtigst muligt glemme.
Måske var vi forudindtaget?
Er det også sådan med Frihedsmuseet? Det er meget lettere for samfundet at sige, at man er en konspirator, der bevidst forsøger at manipulere med historien.
Som det nok kan læses mellem linjerne, så var vi meget forudindtaget, da vi aflagde Frihedsmuseet et besøg.
Frihedsmuseet ”er gået under jorden”
Hele syv år gik det efter at ukendte gerningsmænd satte ild til museet. Bygningerne ligner ude fra en bunker og ligger ikke langt fra Kastellet. Måske er det noget symbolsk i, at Danmark har fået et underjordisk frihedsmuseum. Men rammerne er nu truffet for at tage hensyn til den fredede nabo, Kastellet.
Det ”at gå under jorden” er en del af frihedskampen. Og forskellen fra det sidste museum til nu, er at antallet af genstande er stærkt reduceret. De digitale virkemidler har overtaget. Man vil have de nye generationer med. For en 9. klasse vil det helt sikkert være en kæmpe oplevelse at besøge Frihedsmuseet. Besættelsestidshistorien er en del pensum i folkeskolen.
Man bliver fulgt kronologisk gennem de fem år
Nu kan det jo også være svært at formidle et budskab i valget om at gå i modstand selv om konge og regering siger nej. Hvordan skildrer man en så vigtig og symbolladet periode i Danmarks nationalhistorie?
Der har været mange delte meninger om, hvad det ny museum skulle indeholde.
Nu har Corona m.m. forsinket indvielsen. Men gæsterne bliver fulgt kronologisk gennem de fem år. Det starter allerede den 8. april 1940 om aftenen.
Man kunne være startet før
Men egentlig kunne man have startet før. Samme år som nazisterne greb magten blev kommunister og flygtende jøder afvist ved grænsen. I 1938 blev af 1.000 jødiske børn kun tilladt 25 at indvandre til Danmark.
Måske kunne man også have fortalt, at i 1935 startede HIPA (Hovedorganisationens Informations og Propaganda Afdeling). Det var en efterretningstjeneste primært rettet mod kommunister. I 1945 skiftede man navn til AIC (Arbejdernes Informations Central).
Man får ikke rigtig at vide, at 127.000 tysklandsarbejdere nærmest blev tvunget til Tyskland. Hvis de ikke gjorde det, blev de sortlistet eller deres understøttelse blev fjernet.
Lidt absurd er omtalen af valget i marts 1943, hvor 93,4 pct. af stemmerne gik til samarbejdspartierne. Ifølge museets katalog blev det ”en slags folkeafstemning for regeringen og mod oppositionen, hvad enten den kom fra nazisterne eller den spirende modstand”
Og så er det jo også den velkendte historie med de 56 kommunister, som tyskerne forlangte. De fik fem gange så mange. Og så glemte man alt om aftalen oppe i Horserød. 150 kommunister blev sendt til Stutthof. Men til Frihedsmuseets forsvar skal det siges at man primært satser på frihedskæmperne.
Derfor er det mærkeligt, at Frihedsrådets eksistens er næsten, ikke er omtalt.
Vi følger fem personer
Og jeg skal da love for at vi får brugt de tekniske hjælpemidler. Det er et meget anderledes og interaktivt museum, som vi har fået. Gæsterne kan følge fire modstandsfolk og en nazist. Det er autentiske personer, der har skrevet ting ned. Hvad får folk til at blive modstandsmænd og hvad får folk til at blive nazist?
Kristeligt Dagblad mener, at museet er blevet en mellemting mellem en lydbog og dokumentarfilm på DR 2. Det kan nok ikke undgås at blive en form for tivolisering nogle gange. Andre gange kan man ikke løsrive sig fra skærmene.
Overflod af teknologi
Her et stemningsfuldt mørke kun oplyst af montre. Her en flot scenografi med gademiljøer. Det er en arkitektonisk og elektronisk oplevelse at komme her. Da vi nærmer os 1945 bliver det straks lysere i lokalerne.
Man kan interaktivt knække koder, fremstille illegale blade, aflytte telefonsamtaler og sende lyssignaler til britiske fly.
Der er et Danmarkskort med filmklip og Oprop flyver ned fra loftet. Jo der er en overflod af teknologi. Historikerne blev sat i skammekrogen. Historien er i den grad blevet redigeret.
Man kunne jo godt have gengivet BOPA’ s værksted med stengun-produktion og det illegale trykkeri. Og det er vel nærmest en hån, at en gammel selvbygget panservogn er blevet erstattet af en salgsvogn for Hansen Is.
Vi vender ikke tyskerne helhjertet ryggen
De minimale tekster gør det heller ikke bedre. Det siges godt nok, at de fleste danskere tror at tyskerne vil vinde krigen. Men vi får ikke en forklaring på, hvad det betyder. Tyskerne får godt nok en kold skulder, men først da de er ved at tabe krigen. Men det økonomiske samarbejde og landbrugseksporten fortsætter.
Mønt – og toldunionen samt det gode idrætssamarbejde nævnes. Et demokratisk – patriotisk dansk ”vi” vendt mod tyskerne holder ikke.
Tekster og information skåret ned til et minimum
Egentlig var der mange flere ting udstillet på det gamle museum dengang. Billeder og lydcollager har erstattet disse ting. Brugen af de nye medier udgør den røde tråd. Man fortæller ikke mere historien ud fra den enkelte genstand. Selvfølgelig skal der anvendes nye og moderne virkemidler, men det skal ikke stå alene.
Tekster og forklaringer er skåret ned til et minimum. Man kan ikke kalde det overfladisk. Museer er sat i verden for at tiltrække publikum og tjene penge. Med den nye teknik har man også fået fat i en ny ”kundegruppe”.
Måske mener man, at gæsterne ikke gider at læse lange tekster. I det dunkle går det også lidt ud over læsbarheden af teksterne.
Det kræver forklaring for den yngre generation
Der kommer nye generationer med. Besættelsens historie får en anden karakter. Og det sker i kraft af at der bliver færre og færre øjenvidner. Børge Outze sagde det i 1957 nok så rammende:
- Det der nu kommer på museum, var så indlysende for hans generation, mens det kræver forklaring for de yngre generationer.
Giver det bagslag, fordi man har sat sig ind i historien?
Måske er undertegnede allerede blevet for gammeldags. Men besættelsestidens historie rummer også andet end iPad, skærm og lydeffekter. Nej det skal ikke være et sted, hvor historikere udveksler forskningsresultater.
Måske giver det lidt bagslag, at man har sat sig meget ind i besættelsestidens historie selv om mange sikkert vil kritisere os for vores artikler på siden. Således virker gennemgangen af jernbanesabotagen på Frihedsmuseet meget overfladisk.
Her var det især de sønderjyske modstandsfolk, der udøvede dette. Og det fik store konsekvenser for dem. For især i Sønderjylland var Gestapo effektive. Bagefter skulle gamle modstandsfolk så læse, at jernbanesabotage i det store og hele ikke havde stor effekt på den samlede krigsførelse.
Det var fra yderfløjene, modstandsbevægelsen startede
Der var ikke meget at se på de politiske yderfløje. Det ville også være indlysende at beskæftige sig med samarbejdspolitikken og de østfrontfrivillige.
Det var jo netop fra yderfløjene modstandsbevægelsen startede, inkarneret i kommunister tilhørende partiet DKP og demokrati-skeptiske Dansk Samling. Det forklares ikke rigtig hvad kommunisterne stod for og hvorfor befolkningen i sidste ende frygtede dem snarere mere end nazisterne.
Kommunisterne ønskede en ny verdensorden. Men det var dog ikke sådan at det var Moskva der bestemte, hvilket sabotagemål, der skulle blive det næste.
Kommunisterne kæmpede for Sovjetunionens og kommunisternes egen sag. Men glemt er også at Stauning dengang mente, at Danmark blev en ”blivende europæisk nyordning”.
Havde Moskva og SOE den store indflydelse?
Kommunisterne fik ikke meldinger fra Moskva om, hvad der skulle stå i de illegale blade. Der var meget lidt forbindelse mellem DKP og Kom-intern, der i øvrigt blev opløst i 1943. På en information står der skrevet at de borgerlige fulgte retningslinjer fra SOE og kommunisterne retningslinjer fra Moskva.
Nu havde SOE nok ikke den største indflydelse herhjemme. Der står heller ikke nævnt noget om, at dansk politi jagtede agenter fra SOE. Det endte som bekendt med den store nedskydning i Øresundsgade/Vordingborggade.
Man kan selvfølgelig ikke gå ind i alle mystiske hændelser på udstillingen, således nævne München-aftalen, hvor briterne og franskmændene fik solgt Tjekkoslovakiet til nazi – Tyskland.
De fysiske genstande gør mest indtryk
Vi ser da også noget der gøre mere indtryk end andre ting på udstillingen. Vi ser den oprindelige flugtbåd ternen, som den jødiske familie Steinbock flygtede med i oktober 1943. Man viser også tre henrettelsespæle som stod i Ryvangen, hvor frihedskæmpere blev henrettet. Man ser en frihedskæmpers bluse gennemhullet af skudhuller.
Den 2. september 1942 udtalte Wilhelm Buhl at man skulle angive sabotører. Et år efter blev dødsstraffen indført af nazisterne. Siden blev 102 modstandsfolk henrettet. Yderligere 260 døde i KZ – lejre.
Men igen, der er hvor der er placeret genstande, at historien bliver bedst formidlet.
Eller hvad med befrielsen og de ting, der skete lige efter. Vi følger fire modstandsmænd og en enkelt nazist, Henning Brøndum.
Udstillingen burde berige – måske provokere?
Hvorfor må man ikke udfordre historien? Stille spørgsmålstegn? Udstillingen burde berige os noget mere – måske provokere!
De bøger, der kom lige efter besættelsen, var meget ”farvet”. Og det har en del udgivelser da også været hen ad vejen. Men vi har sandelig også historikere, der kan levere kvalitet. Så vi kan sagtens give en fyldig og rigtig information om besættelsestiden videre. Museer bør være museer.
Vi skal nok passe på for meget ”Feel-good stemning”. Man bør vise de uløselige dilemmaer. Besættelsestiden er stadig et minefelt, der er genstand for moralske debatter og opgør. Det handler også meget om etik og problematisering.
Måske er museet ikke sluppet igennem de moralske gråzoner. Den bør være mere end en interaktiv turistattraktion. Det er helt klart genstandene, der har gjort størst indtryk.
Man satser på det rigtige spor
Teksterne undlader at uddybe f.eks. problematikken om samarbejde og landbrugseksporten. Dette forstærkede jo også den tyske moral. Eksporten forlængede krigen og antallet af døde i KZ – lejrene.
Man bevæger sig ikke ud på kontroversielle emner. Man holder formidlingen på de sikre spor.
Vi har på vores hjemmeside forsøgt også at bore i det kontroversielle uden at ville spille ”Fætter Modsat”. Det har gennem tiden ført til kritik. Og det er sikkert mange, der vil kalde dette berettiget kritik.
Informationsniveauet er ikke stort
Informationsniveauet er ikke stort på det lille museum, som er underlagt Nationalmuseet. Det er private fondspenge, der har muliggjort det nye museum. Når man besøger museet, får man en grundplan uden forklaringer.
To etager nede er der en smal indgang til udstillingen. Her får man udleveret en gumpetung minihøjtaler. Hensigten er at man skal scanne et højtalersymbol rundt i udstillingen. Så vil man høre en langsom stemme læse op. Nogle gange er det spillescener i monologform.
Egentlig er udstillingen meget smuk. Der er masser af plakater og filmindslag. Der er kun en vej. Ingen smutveje. Kronologien skal følges. Har man hang til klaustrofobi, så skal man nok ikke komme her.
Et tålmodigt personale
Personalet er tålmodigt. Der var denne mandag formiddag en del højtalere, der skulle skiftes. Man bruger lige så lang tid på højtalerne som på at aflæse montrerne.
Et flot katalog kan købes. Men det kan du rigtig læse dernede på grund af den mørke baggrund. Og så mangler der en direkte relation til udstillingen.
Her vil undertegnede henvise til alle de pragtfulde bøger som Frihedsmuseets venner har udgivet.
Kilde:
- dengang.dk – div. Artikler
- ekstrabladet.dk
- berlingske.dk
- jyllands-posten.dk
- arbejderen.dk
- nyheder.tv2.dk
- kulturkupeen.dk
- Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
- Kristeligt Dagblad
- Weekendavisen
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.660 artikler herunder 331 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
- I denne kategori behandler vi mange af de emner, der er nævnt i artiklen.
Under Kategorien ”Grænsen er overskredet” kan du læse mere om den bog, som vi har udgivet.