De Forsvundne Nazidokumenter

En fremragende men også rystende bog er udkommet. Den viser, hvor ligegyldig vi er med vores kulturarv. De forsvundne dokumenter vil ramme forskere i flere generationer. Og tro endelig ikke, at alle rets-dokumenter bliver tilgængelige. Vi har selv gjort vores erfaringer. Selv med fuldmagt fik vi ikke indsigt. Men det var der andre, der fik. Heldigvis fik forfatteren til denne bog stoppet tyverierne. Men en underlig retssag og et Rigsarkiv, der kunne finde ud af det fik forfatteren til at foretage sine egne undersøgelser. Der er mangler på 30 pct. i sager om de danske øst-frivillige. En topnazist og en succesrig sønderjysk forretningsmand blev ikke engang afhørt af politiet, selv om han bestilte tyveri. Flere tusinder af dokumenter er aldrig kommet tilbage. De befinder sig derude og er sikkert steget i værdi. Bogen dokumenterer mulige krigsforbrydelser af danskere. Bogen har vakt berettiget opsigt, og tro nu ikke, det er så let at få arkivadgang.

 

Vi har kigget efter

Det er blevet meget besværligt på arkiverne. Mange sikkerhedsforanstaltninger skal man efterhånden igennem. Og så er det lige sin sag at komme ind og se i arkiverne. Da vi skrev vores bog, og skulle ind i arkiverne sagde man efterhånden.

 

• Vi har kigget efter, der er ikke noget at komme efter

 

Det var arkiver, som vi via familien havde ret til at få indsigt i, men så alligevel ikke.

 

Man ville ikke have, at vi fik indsigt

PET og Politiforeningen ville ikke have, at vi fik indsigt i en likvidering, der skete efter besættelsestiden. I historiebøgerne stod der, at det var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen på flugt. Vi fandt så ud af, at han var blevet likvideret på kort afstand af fem medlemmer af den lokale modstandsbevægelse. Vi fik ligsynsrapporten, og det var klar tale.

Politiet fortsatte deres undersøgelser, som om, at der var tale om en flugt. De var selv indblandet i historien. Og den blev simpelthen lukket.

 

Politiet ville ikke modtage anmeldelse om mord

Aabenraa Politi ville da heller ikke modtage anmeldelse om mord. Sagen er nemlig for længst ”henlagt”, sagde de. Og det vidste vi jo godt. På arkiverne sagde de, at det var af hensyn til gerningsmændene. Men hvad med ofrene? Hvad med den efterladte familie, der gennem hele livet er blevet fyldt med løgn?

De to, der stod som gerningsmænd og var med i Den Danske Brigade fik efterfølgende militære topposter. Eksemplet er nævnt, fordi der er nogen, der forhindrer os i at få sandheden frem. Og det er ikke altid selve gerningsmændene. Og dog. Hvis det inderst inde er myndighederne!

 

Hvor mange dokumenter er efterhånden forsvundet?

Gad vide hvor mange dokumenter, der efterhånden ikke mere er tilgængelig på Rigsarkivet. Den tidligere topnazist, Ejnar Vaaben var ansat i Rigsarkivet til 1972. Her har han haft rig mulighed for at fjerne dokumenter.

Erik Høgh – Sørensen skrev i 2004:

 

 

• Arkivernes papirer om de mere tabuagtige episoder er muligvis væk, stjålet, bortkommet, saneret eller destrueret på foranledning af nogen, der har været i klemme – det kan være sig samarbejdspolitikere, nazister, modstandsfolk eller bare fanatiske samlere.

 

Hvorfor lyver politiet?

1.062 dokumenter er stjålet. Værdien er vel på 3 mio. kr. De fleste af dokumenterne handler om dem, der kæmpede for tyskerne. Dokumenterne er stjålet over tre år. Det er den halvofficielle forklaring. Men kan vi stole på det?

Berlingske Tidende havde i 2016 spurgt efter den person, der havde bestilt en masse dokumenter. Og her sagde politiet, at det kun var forbogstaver på personen. Men det viste sig, at det var hans fulde navn.

 

En opmærksom politibetjent

Dette fremgår af den nye bog ”De forsvundne Nazidokumenter – Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. Den er skrevet af den historieinteresserede politibetjent Martin Q Magnussen.

Under et besøg på arkivet lagde han mærke til to usædvanlige gæster, der havde tatoveringer og ikke fordybede sig som andre besøgende. I stedet stjal de dokumenterne ved at gemme dem i udhulede notesblokke.

Rigsarkivets medarbejdere havde godt nok bemærket de to muskuløse, kronragede mænd med tatoveringer, som havde søgt og fået adgang til Kaj Burchards arkiver. De havde fået hans fuldmagt og bildte personalet ind, at de var i gang med en bog med titlen ”Mit liv på Østfronten”.

Men måske var medarbejderne glade for mangfoldigheden af gæster som Rigsarkivet kan byde på. De undrede sig ikke over, at de to kun var der få timer ad gangen. Forskere bruger meget mere tid.

 

Så let er det ikke at få arkivadgang

Deres adgang til alle dokumenter fik de ved at fortælle, at de var ved at skrive en bog om Kaj Buchardt, der kæmpede for nazisterne under Anden Verdenskrig. Så let er det normalt ikke at få arkivadgang, skal vi hilse at sige.

På udspekuleret vis stod de to arkivtyve bag et af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende tyverier. Til operationen brugte de en skalpel, en udhulet notesblok, et arkivskab, et par søforklaringer. For øjnene af arkivrotter og personale stjal de masser af dokumenter. Med skalpellen skar de dokumenterne fri. Og i de udhulede notesblokke skar de dyrbare dokumenter fri.

I perioden 2009 og 2012 var mere end tusinde dokumenter fra tiden under og efter Den Anden verdenskrig forsvundet, herunder især fra retsopgøret med de danskere, der trådte i nazisternes tjeneste.

Og tyveriet blev opdaget af den opmærksomme betjent, der nu har skrevet bogen. Mange af dokumenterne blev fundet i en lejlighed i Esromgade på Nørrebro. Ja dengang blev der foretaget ransagninger på fire lejligheder i København.

Efter en måneds efterforskning blev de to varetægtsfængslet. Det viste sig at de havde relationer til både Hells Angels og nazi – veteranmiljøet i Danmark.

 

En meget mild dom

De to har været på besøg over 200 gange på arkivet på at stjæle stakkevis af dokumenter. Ja de to gerningsmænd slap med forholdsvis milde domme, og er i dag atter på fri fod. De to mænd blev ellers sigtet for en tyveriparagraf med en strafferamme på seks år og i yderste tilfælde otte år.

Derudover blev de sigtet efter straffelovens § 194 for at have fjernet ting af offentlig interesse. Her er strafferammen tre år.

Men åbenbart regner myndighederne det ikke for uerstattelige og et umistelig kulturarv for Danmark. Ja anklageren havde sammenlignet det med tyveriet af Guldhornene

Måske havde forsvareren sagt til de to, at det var en stor fordel for dem, hvis de tilstod. Og det gjorde de. Sagen berammet til fem dag, hvor forskellige vidner skulle indkaldes. Nu blev hele domsagen afsluttet efter bare en dag.

 

Samlermiljøet i Danmark

Så behøvede man jo ikke at dykke ned i samlermiljøet i Danmark. Det er svært at kortlægge. Men ifølge forfatteren er der en stærk tavshedskodeks i dette miljø. Og der er også 10 danske storsamlere, som både har viljen og midlerne til at købe store samlinger for flere hundrede tusinde kroner.

Ud over disse findes der et hav af småsamlere, der på militaria – messer, loppemarkeder og internettet handler med effekter fra Anden Verdenskrig. Blandt de stjålne dokumenter, var papirer fra Kaj Munks drabssag, herunder den seddel, der lå oven på præsten og dramatikerens døde krop, da man fandt ham i en vejside i 1944.

Det underlige var, at både forsvareren, anklagemyndigheden og Rigsarkivet var tilfredse med sagens udfald og dommen.

 

En underlig fornemmelse

Forfatteren, Martin Q Magnussen havde en underlig uforløst fornemmelse. Han havde været indkaldt som vidne, em havde ikke fået chancen for at fortælle, hvad han vidste om tyvriet. Han troede overhovedet ikke på, hvad de to tyve fortalte i deres vidneudsagn.

Magnussen troede hverken på, hvor lidt de hævdede at have stjålet eller formålet med tyveriet. Han fortalte, at han ikke var klar over, hvor de evt. noter til bogen var, da den USB – nøgle, hvor de lå gemt, var blevet væk hos politiet. Der har nok aldrig eksisteret en.

Allerede dagen efter dommen, beskrev en samler på et internetforum, hvordan han år forinden var blevet tilbudt nogle af dokumenterne. Men han havde dog ikke råd til at købe dem.

Samleren var aldrig blevet afhørt af politiet. Politiet havde kun fundet frem til fem købere, der havde købt for 37.650 kr. Det var meget belejligt, for det passede stort set med, hvad en af tyvene sagde i retten.

Ingen af storsamlerne var blevet afhørt. Dette forekom Magnussen lidt mærkelig med det kendskab han havde til samlermiljøet.

Magnussen kontaktede nogle af køberne, der vidnede i retten. Her fortalte de, at de havde købte dokumenter fra før 2009. Det var modsat det, som de havde fortalt i retten.

 

Rigsarkivet siger, at de har styr på det

I 2014 måtte Rigsarkivet genanmelde tyveriet, fordi de pludselig fandt ud af, at der manglede en masse dokumenter. Men Rigsarkivet har dog nægtet, at der mangler så mange dokumenter, som Martin Q Magnussen hævder.

Forfatteren mener dog, at der hos en af gerningsmændene stadig befinder sig dokumenter om Kaj Burchard.

For et par år siden afleverede Weekendavisen en del dokumenter fra Bovrup – kartoteket. Avisen havde fået dokumenterne via en mellemmand i Jylland. Disse var heller ikke meld savnet.

 

Hvem var E.H. Rasmussen?

Han var en stor succesfuld forretningsmand i Sønderborg. Han havde haft et rejseskab med 40 busser, et rederi med syv – otte skibe og et ejendomsselskab. På et tidspunkt havde han 500 mand ansat.

Ja vi er sikkert mange, der har sejlet med hans spritbåde, ind til EF forbød dem i 1999.

 

Nazi – mand aldrig afhørt

Han var en højt respekteret forretningsmand i det sønderjyske. Men Københavns Politi har aldrig afhørt ham, efter at han havde bestilt en masse dokumenter af to personer. I første omgang bildte Københavns Politi os ind, at det kun var forbogstaverne. Men man har måske ikke haft ressourcerne til at tage til Sønderborg for at afhøre ham?

 

Troskab

E.H. Rasmussen har skam sammen med historikeren Peter Møller Hansen skrevet en bog, der hedder Troskab. Men som så mange andre SS – bøger med danskere, der tjente tyskerne så var de bare brave soldater, der kæmpede for Hitler.

Han tog til Slagelse, hvor han deltog i NSU’ s kurser. Her mødte han Schalburg og blev meget betaget af ham.

 

Forholdet til de civile var godt?

Den 26. juni 1940 lader han sig hverve på Wandalls Hotel i Svenborg. Han regnede med, at han skulle på et kursus i Klagenfurt i Østrig. Men straks ved ankomsten får de at vide, at nu tilhører de Regiment Nordland og er underlagt de tyske krigslove.

Forholdet til de civile var gode. De behandlede russiske krigsfangere glimrende. De havde aldrig hørt om udryddelser af jøder. Og de kan heller ikke forstå, at de skal kaldes for landsforrædere, for de havde jo udelukkende kæmpet for at udrydde Bolsjevismen.

 

En frontkæmper, der kom til tops

1. H. Rasmussen var en af de danske frontkæmpere, der kom helt til tops. Hans familie var fra Sønderjylland. Han blev involveret i nazistisk ungdomsarbejde. Og så var med i Nordland og Wiking. Han og hans kammerater beskrives som modige soldater. Det var ukrainske soldater, der skød jøderne på gaden, lyder fremstillingen.

Russerne voldtog civile kvinder. Ellef H. Rasmussen og hans SS- kammerater forsøgte at beskytte dem. Det er vel en forventet fremstilling.

 

Rasmussen var helt uskyldig, hævder han

Jøderne skulle fjernes. De var undermennesker. Fra faghistoriske bøger fremgår det at Waffen SS og Diwision Wiking deltog i en masse ugerninger.

I Zbov blev byens jøder myrdet da Rasmussens deling var i byen. Det fremgår så ikke, om det er en bestemt deling, der har stået for nedskydningen. Og det er vel ingen hemmeligheder, at der gik masser af rygter i soldaterkredse om jødeudryddelser.

 

I direkte kontakt med Felix Steiner

I krigens sidste tid blev han chef for 2. bataljon i SS – Regimentet ”Danmark”. Han stod i direkte kontakt med en af Adolf Hitlers højest rangerende generaler, Felix Steiner.

Da han kommer hjem, bliver han mentalt undersøgt og sat i Fårhuslejren.

Både han, hans far og mor samt hans bror blev dømt for landsforræderi under retsopgøret.

Hans bror holdt vagt i Frøslevlejren og var med til at arrestere Hvidstensgruppen.

 

Aldrig undersøgt om E. H. Rasmussen begik krigsforbrydelser

E.H. Rasmussen får en dom på to år og fem års fratagelse af de borgerlige rettigheder. Den dom anker han, fordi han kun var 17 år, da han søger i tysk tjeneste. Og han får domsnedsættelse.

Han mener ikke, at have begået krigsforbrydelser. Det er dog heller aldrig blevet undersøgt

I Sønderjylland føler han sig mere velkommen trods sin fortid. Han opretter et firma, der sælger krydderier og maskiner til sønderjyske slagterforretninger. I 1960erne kommer supermarkederne og overtager.

Men så hører han om flydende supermarkeder og køber et skib. Og så er hans lykke gjort.

 

Deltog i kammeratskabsmøder

E.H. Rasmussen har altid ment at tyskerne kæmpede en legitim kamp. Han fortrød aldrig det som han gjorde. Han var stadig nazist i en sen alder og deltog i kammeratskabsmøder i Waffen SS.

Det bemærkelsesværdige i bogen Troskab er, at der under flere fotos henvises til E.H. Rasmussens private arkiv. De burde ligge i Rigsarkivets kasser. Men der har de måske engang ligget?

 

Begik Kaj Burchardt faneflugt?

Der var gået rygter om, at den kendte danske SS – soldat ikke havde været med i Berlin i krigens sidste dage, men at han var deserteret forinden. Men den ene af de dømte for nazi-tyveriet kunne pludselig fremligge billeder og afhøringsrapporter efter krigen med egne udstregninger, som skulle dokumentere, at den danske SS – soldat havde været i Berlin.

Forfatteren undrer sig også over, at Kaj Burchards straffesag er væk – på nær tre stykker gennemslagspapir uden betydning for sagen.

 

Har historikere ikke en moralsk forpligtelse?

Man skulle tro, at historikere på en eller anden måde har en moralsk forpligtelse til at se kritisk på de påstande danske SS – Soldater kommer med. Og læserne skal nok kigge på historierne med en kritisk distance.

Måske har historikere og forlag været for naive. Der har ikke været den fornødne selvransagelse. Og nu mangler det måske en masse dokumenter, der kunne have fortalt sandheden.

 

Mange dokumenter er aldrig kommet tilbage

Martin Q Magnussen viser, at massevis af dokumenter aldrig er kommet tilbage til arkivet, som det ellers er påstået. Og Rigsarkivet kan ikke dokumentere tyverier fra før 2009, hvor man gik over til et digitalt søgesystem. Man destruerede gamle lånesedler. Sandsynligt har der allerede været tyverier i gang før 2009.

Det var i dette år, at Rigsarkivet var gået over til det elektronise bestillingssystem Daisy. Før havde Rigsarkivet brugt fysiske bestillingssedler. Men de sedler var blevet destrueret. Derfor har det ikke været muligt, at genskabe rigsarkiv – tyvenes eventuelt tidligere besøg.

 

Buchards erindringer fulde af løgn

Kaj Burchardt er blevet brugt i mange standardværker. Men i bogen er det beviser på, at han har løjet om sin krigsdeltagelse. Hans erindringer er fulde af løgn. Han var ikke i Berlin i krigens sidste tid. Men de afgørende dokumenter mangler i sagsmappen.

Således er det også påvist, at mange danske nazisters dokumenter mangler.

Dengang påstod den ene af tyvene, at han havde reddet dokumenterne fra forbrændingen i København, da han arbejdede som revisionsarbejder, fordi arkivet var i gang med at slette alle spor fra retsopgøret før den såkaldte 75 års – klausul blev ophævet, og alle kunne få adgang til sagerne.

 

Magnussen undersøgte selv sagen

Martin Q. Magnussen følte en forpligtelse til at undersøge sagen nærmere. Rigsarkivet og Politiet havde efter retssagen afsluttet deres undersøgelser.

Forfatteren gik i tyvenes fodspor. At sagen kaldes Rigsarkiv – sagen er faktisk misvisende. Tyveriet begyndte dengang, da Landsarkivet for Sjælland lå på Nuuks Plads på Nørrebro, hvor alle sagerne fra Københavns Byret befandt sig frem til 2012. Herefter blev Landsarkivet lagt sammen med Rigsarkivet.

Forfatteren har fundet ud af, at de to tyve har haft adgang til 1.500 arkivkasser med materialer. Af praktiske årsager koncentrerede Magnussen sig kun for de sager med dømte, som havde deltaget i tysk krigstjeneste – og kunne konstatere, at der ud fra bilagslisterne manglede dokumenter i en række af arkivkasserne.

I de 600 sager, som han gennemgik, havde tyvene brugt følgende fremgangsmåde. Først havde de gennemgået hver eneste mappe og dokument i sagerne og vurderet, hvad der havde særlig høj værdi og derefter enten revet eller skåret de eftertragtede bilag ud. Det var tydeligt, at afhøringsrapporter, dokumenter fra fangelejre og personlige dokumenter var i høj kurs.

 

Bogen dokumenterer sandsynlige krigsforbrydelser af danskere

Bogen dokumenterer også, at en række af danske nazister var i berygtede KZ – lejre. Magnussen kan også berette om danske nazisters andel i en massakre i den østrigske by, Graz. I lejren blev amerikanske soldater, jødiske fanger og kommunister brutalt skudt ned.

Men danske SS – soldater har haft let spil i Danmark.

 

Kulturministeren vil have klar besked

Kulturministeren mener ikke, at de skiftende forklaringer fra Rigsarkivet har været tilstrækkelige. Hun forlanger nu en redegørelse for, hvorfor man har sagt og gjort, som man har og hvordan Rigsarkivet vurdere sikkerheden på arkivet.

Rigsarkivet har tidligere sagt, at alt var i skønneste orden. I bogen dokumenteres det, at tyverierne er langt mere omfattende end tidligere hævdet. Og forfatteren, Magnus Q Magnussen er bestemt ikke imponeret over Rigsarkivets håndtering af sagen.

I 2014, et år efter dommen vedkendte Rigsarkivet, at der ikke manglede noget. Weekendavisen havde af omveje kommet i besiddelse af dokumenter, som måske stammede fra tyveriet.

Nu erkendte Rigsarkivet, at der næsten ikke manglede noget:

 

• Vi kan ikke afvise, at der er stjålet mere, men det ville være et voldsomt stort arbejde at skulle gå det hele igennem. Vi har lavet nogle stikprøvekontroller, og fra de sager var der ikke stjålet noget, som måtte stamme fra tyveriet, og derfor er vi rimlige beroligede.

 

Rigsarkivet holder ikke selv øje med QXL

Utroligt at Martin Q. Magnussen selv måtte anmelde til politiet i 2016, at der blev solgt dokumenter fra auktionssiden QXL. Utroligt at Rigsarkivet ikke selv holdt øje med dette.

Og det var først, da Magnussen på en lukket Facebook – gruppe opdagede, at også her blev der solgt hemmelige dokumenter, at Rigsarkivet igen anmeldte det til politiet. Til Berlingske sagde man nu:

 

• At man ”var vidende om, at der stadigvæk er stjålne arkivalier i omløb, og kan bekræfte, at de omtalte arkivalier mangler i vores samling

 

Da politiet så efterfølgende tog kontakt til Rigsarkivet, kneb det med hjælpen. I 2018 besluttede politiet derfor at henlægge sagen på grund af manglende beviser. I mellemtiden var den ene af tyvene død.

Først efter en ekstrabevilling til Rigsarkivet på fem millioner kroner, erkendte Rigsarkivet, at det syntes tydeligt, at

 

• Der fortsat var mangler, og at der følgelig måtte være tyvekoster i omløb.

 

En mangel på 4,6 pct.!!!!!

Konklusionen på gennemgangen i 2018, at der i retsopgør – sagerne fra Københavns Byret var mangler som følge af tyveri med 4,6 pct. af sagerne. Gennemgangen havde ganske vist afsløret mangler i 30,9 pct. af sagerne, men Rigsarkivet mente ikke, at dette kunne tilskrives tyveri. Derfor må det korrekte tal skulle findes mellem 30,9 pct. og 4,6 pct.

Konklusionen var, at det er tusindvis af stjålne dokumenter, der fortsat befinder sig på det sorte marked eller allerværst destrueret/bortkommet.

 

Omfanget af tyveriet langt højere

Martin Q. Magnussen er til freds med, at Rigsarkivet endelig har erkendt, at de ikke har fået alle dokumenter tilbage. Men han mener stadig, at de har undervurderet omfanget af tyveriet.

De to er gået primært efter dokumenter om danske østfront – frivillige. Magnussens egne undersøgelser viser også, at inden for denne kategori mangler der over 30 pct. Rigsarkivet har formået at få manglerne nedskrevet til et cifret tal. De har medtaget alt inden for cykeltyveri, spirituskørsel og andet medtaget i optællingen af sagerne fra Københavns Byret i perioden.

Forfatteren siger bl.a.:

 

• Meget tyder på, at der er lavet et uopretteligt hul i danmarkshistorien. Et hul som får mærkbar indflydelse for forskningen i de næste mange genrationer.

 

Han anslår, at tyvene kan have solgt for millioner af kroner, eller at den ene af tyvene fortsat ligger inde med dokumenter for ”flere millioner kroner”.

Forfatteren mener samtidig, at man ikke skal bebrejde politiet for det hele. Det hjælper ikke på det, når den forurettede ikke vil hjælpe til med at få opklaret sagen.

Til november kommer der en dokumentarfilm på TV2, der de seneste to år har fulgt forfatterens forsøg på at forklare historien.

 

Tidligere nazi-vagt slap, dokumenterne var forsvundet

To tidligere medlemmer af Frikorps Danmark slap for anklager om krigsforbrydelser begået i Hviderusland under Anden verdenskrig. En dengang 91 – årig dansk mand var i 1943 vagt i den tyske militær n- og uddannelseslejr Waldlager i Bobruisk i Hviderusland. Men man opgav at rejse bevisbyrden mod ham og en nu svensk statsborger.

De havde under afhøringer fortalt om, hvordan jødiske fanger i flere tilfælde blev henrettet med nakkeskud. De to mænd var angiveligt de eneste overlevende som gjorde tjeneste i Waldlager. De har nægtet at have haft noget med disse henrettelser at gøre.

Oplysningerne var kommet frem i bogen ”En skole i volde”.

Det fik Simon Wiesenthal Centeret – en organisation som jagter tidligere nazifoirbrydere til at opfordre justitsministeren til at indlede en sag mod de to tidligere Frikorps Danmark mænd.

Men da man skulle have fat i de to mænds dokumenter, var de forsvundet.

 

Vi får ikke alt at se

Fra 2020 ligger Rigsarkivet de forske dokumenter ud digitalt om retsopgøret. Men det er langt fra alle, som vi får lov at se. Hele 2 millioner dokumentsider fra retsopgøret er blevet scannet og arkiveret. Herefter vil de blive vist i Rigsarkivets kildeportal ”Arkivalier Online”

De fleste af arkivalierne fra retsopgøret 1945 – 50 er omfattet af Arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år. De vil være tilgængelig i årene 2020 – 2025.

Men som det kunne ses i begyndelsen af denne artikel, skal du ikke være sikker på, at selv med familiens bemyndigelse, at du har adgang. For hvis du har til hensigt at offentliggøre visse dokumenter, så får piben en anden lyd.

På TV ser det lovlig let ud, at få adgang til diverse dokumenter om besættelsestiden. Men sådan er det ikke i virkeligheden. Du får ikke bare sådan adgang til arkiverne.

 

Bogen har vakt berettiget opsigt

Ja vi kom hvis vidt omkring i vores anbefaling af bogen ”De hemmelige Nazi – dokumenter” Men ”Den Gamle Redaktør” er sikker på, at vi vender tilbage til den. Det er en vigtig og foruroligende bog om vores historie og vores kulturarv. Vi må nok erkende, at danskerne hverken var bedre eller dårlige end andre nationer under krigen.

Bogen har vakt berettiget opsigt i mange kredse. Det er en vigtig bog. Og det er godt gået af Magnussen. Vi har tidligere omtalt bøger, hvor forfattere ikke kan finde dokumenter, som burde være der. Dokumenter har man sikkert også ”ladet bortkomme”. Indirekte har Magnussen vel vist, at der stadig er masser af røgslør over besættelsestidens historie.

 

Kilde:

• Martin Q Magnussen: De hemmelige Nazi-dokumenter. Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet.
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Artikler fra www.dengang.dk
• solidaritet.dk
• Peter Møller Hansen: Troskab – Dansk SS – Frivillig E.H. Rasmussens erindringer
• Erik Høgh – Sørensen: Forbrydere uden straf
• Dennis Larsen, Therkel Stræde: En skole i vold
• Berlingske Tidende
• tv2lorry.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.447 artikler, og deraf 285 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) inklusive disse:

 

• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Overnatning i Sønderjylland
• Historien om Overvågning 1-2
• Militære efterretninger i Sønderjylland
• Den sønderjydske politiadjudant
• Anklaget for højforræderi
• Ønskede og uønskede under besættelsen
• For tysk krigsret
• Retssikkerheden før og under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Kunne man stole på Centralkartoteket?
• Bovrup – kartotek
• Søren kam og hans erindringer
• Tilfældet, Søren kam
• Odessa og de andre flugthjælpere
• Nazi-jægerne
• Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Forord til ”Grænsen er overskredet”
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Og mange andre