Var Afstemningen i 1920 retfærdig?

Hertugdømmerne var delt på kryds og tværs. De Tyske og Danske Nationalister. En anden bevægelse i Tyskland. ”Det skal ej ske. Danmark holdt fast i Ejder – grænsen. 30.000 sønderjyder i kamp for kejseren. Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse. Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse. Historiebøgerne omtaler det som en retfærdig proces. Påskekrisen. Tysk hjemmeside tager også fejl. Scavenius var meget forsigtig. Tysk ambassadør havde en snu plan. Tyskerne opfattede det som en lusket plan. Danskerne ville have Flensborg. Niebüll blev ny forvaltningsby. Tysk flertal i og omkring Tønder. Var H.V. Clausens antagelser rigtige? Den naturlige grænse. Hvad med afvandingen? Tønder var en tysk by og Rigsdagen i Berlin ville beholde den. Havde Nordslesvig nu så meget til fælles med ”Det Gamle Land? Kongen red på den ”hvide” hest. Salget af De Vestindiske Øer kunne betale noget af udgifterne. Tilgangen til Sønderjyllands historie var meget forskellig. Ofte er der fortalt noget sludder.

 

Hertugdømmerne delt på kryds og tværs

Hertugdømmerne var blevet delt på kryds og tværs i forbindelse med arvedelinger. Men det var her tale om opdelinger af økonomisk, dynastisk og juridisk art. Det var ikke en opdeling på sproglig eller national art. Sidstnævnte kom først på banen efter nationalismens fremkomst efter Napoleons – krigene og for hertugdømmernes vedkommende først i løbet af 1830’erne.

De første to nationalt inspirerede delingslinjer som blev aktuelle var Ejderen og Kongeåen. Der var nationalistiske strømninger fra de to nabolande Danmark og Det Tyske Forbund.

 

En bevægelse i Tyskland

Således opstod der i Tyskland en bevægelse, der ville samle lande med tysk sprog og kultur i et land. Bevægelsen blev anset for at være samfundsomstyrtende og revolutionær da den satte en national enhed højere end de daværende enheder, der typisk var dynamisk betinget. Bevægelsen blev da også søgt imødegået fra magthaverne i de enkelte tyske delstater.

 

De tyske nationalister

For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag.

På grund af det tætte bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten om med henvisning til formuleringerne i Ribeforliget af 1460 anså man også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette blev bestyrket i af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.

 

De danske nationalister

Tilsvarende havde man fra dansk – national side et ønske om en dansk nation, der bortset fra de fjerntliggende atlantiske besiddelser kun rummede befolkningen i dansktalende dele. Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor, det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.

Et kompromis synes ikke muligt. Det var en del af baggrunden for det oprør, der brød ud i hertugdømmerne i 1848. Dette videreførtes i den første slesvigske krig, treårskrigen fra 1848 til 1850.

 

Det skal ej ske

I forbindelse med denne krig opstod der tanker om en grænselinje, der ikke var defineret ud fra fortid, men som tog hensyn til de nuværende sproglige forhold og som derfor indebar en grænse mellem to yderligheder.

Denne tanke fandt dog ingen genklang i Danmark. Frederik den Syvende affærdigede dem med ordene:

• Det skal ej ske.

Holdningen dengang var, at Danmarks grænse lå ved Ejderen.

 

Danmark holdt fast i Ejder – grænsen

Tanken om delingen af befolkningen opstod også i 1863. Men som følge af november – forfatningen i 1863, der søgte at knytte Slesvig til kongeriget i strid med internationale aftaler brød Anden Slesvigske krig ud.

Selv under fredsforhandlingerne i Wien holdt Danmark fast i Ejder – grænsen. Resultatet var, at grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Og paragraf fem blev afskaffet i 1878. Så var det slut med at stemme sig til Danmark.

Efter nederlaget i 1864 satsede man fra rigsdansk og sønderjysk side målbevidst med at bevare det sønderjyske sprog.

 

30.000 sønderjyder i krig for kejseren

Tusinder og atter tusinder af dansksindede sønderjyder aftjente deres værnepligt for kejseren under Første Verdenskrig og faldt for ham. Omkring 30.000 mænd fra landsdelen kæmpede som soldater under tysk flag. Af disse mistede ikke færre end 5.270 livet i kampene på krigens forskellige fronter, flest i skyttegravskrigene ved vestfronten. De efterlod 1.500 unge enker og 5.000 faderløse børn. Omkring 7.000 vendte hjem som krigsinvalider, mens ca. 4.000 måtte tilbringe kortere eller længere tid i krigsfangelejre i Rusland, Frankrig og England.

 

Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse

 Der brød revolution ud i et krigstræt Tyskland i begyndelsen af november 1918. Kejseren blev afsat og flygtede til Holland.

Pludselig talte den amerikanske præsident Wilson om selvbestemmelsesret. Dette indvarslede afstemninger om grænsedragninger i Europa. Pludselig lykkedes det at få spørgsmålet med på fredskonferencen i Paris i 1919. For de sejrende magter havde spørgsmålet dog ringe betydning.

 

Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse

Det blev foreslået så tidligt, at vælgerforeninger i Nordslesvig kunne nå at lægge en plan. Og det var vigtigt i den plan, at bevare Tønder på danske hænder.

Magister H.V. Clausen havde allerede i 1901 lagt en grænselinje. Den var kendt som Clausen-Linjen.  Ved Tønder gik Clausen – linjen fem kilometer syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen. Dermed kom en række klart tyske områder med i afstemningszonen. Det var den, der senere kom til hedde afstemningszone 1.

Vælgerforeningens holdning fandt støtte i den danske regering. Siden godkendte den internationale kommission også denne linje. Den streg blev egentlig ikke slået ved fredstraktaten. Den var slået længe før.

 

Historiebøgerne omtalte det som en retfærdig proces

Hele processen blev senere i historiebøger omtalt som en retfærdig proces. Det nævnes som et forbillede for fornuftig løsning af territoriale spørgsmål andre steder. Kigger man på tyske fremstillinger, ja så synes de ikke, at det var helt retfærdigt.

Som modtræk foreslog tyskerne, at man lavede en –  en bloc afstemning for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Men det blev dog afvist.

 

Påskekrisen

Men regeringen var ikke meget for det. De ønskede ikke at reagere over for et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade Danmarks sikkerhed.

Christian den Tiende var glad for Flensborg, men ikke for Zahle, når denne ikke engang ville kæmpe for denne by. Op under påske fyrede kongen så Zahle. Socialdemokratiet med Stauning varslede generalstrejke. Der blev råbt ”Statskup” og ”Republik” rundt om i Københavns gader.

Kongen blev hjulpet ud af krisen af bl.a. Stauning. Han foreslog en upolitisk regering ledet af en jurist, ligesom der straks skulle udskrives valg.

 

Tysk hjemmeside tager også fejl

Stærke danske kræfter havde presset på, at hertugdømmet Slesvig, der førte Preussen op til Kongeåen blev ”genforenet med Danmark. Der blev afholdt to folkeafstemninger i grænselandet i 1920 for at få dette afklaret. Ja sådan står det på en tysk hjemmeside. Men det er nu ikke helt korrekt, som så meget andet, når vi taler om 1920. Det var faktisk tyskerne, der henvendte sig først. Den danske regering var bange for at presse på. De ønskede gode forhold til den mægtige nabo i syd.

 

Scavenius var meget forsigtig

Scavenius især var ikke meget for, at skulle slås med et tysk mindretal. Der var forlydender fremme, at de allierede ville skade tyskerne mest muligt ved at give Danmark hele Slesvig. Disse kræfter kunne let få støtte af ”Dannevirke – folk”.

Scavenius udtrykte det klart på et møde den 11. februar 1919:

 

• En anerkendelse (af Selvbestemmelsesretten) ville indebære en forpligtelse til ikke at modtage nogen del af Slesvig, der ikke havde stemt sig vej til Danmark.

 

Tysk ambassadør med snu plan  

Det skortede ikke med advarsler mod Danmark, der forsøgte at få så stort et område som muligt. Klarest udtrykt af den tyske ambassadør Rantzau, der så en fordel i et stort tysk mindretal i Danmark da det:

 

• Ville have givet Tyskland mulighed for en fremtidig revision og i mellemtiden ville have styrket det tyske element i Danmark.

 

Tyskerne opfattede det som lusket fremgangsmåde

Som bekendt blev afstemningen delt i to, og der blev stemt en bloc. I zone 1 var der et klart flertal for Danmark. Der blev ikke taget hensyn til, at der i byer som Aabenraa, Sønderborg og Tønder var et klart flertal for tyskerne. For sidst deltes vedkommende kommer vi tilbage.

Tyskerne opfattede dette som en lusket fremgangsmåde. Her havde man i forvejen affundet sig med krigsnederlaget. Man havde nok ikke lige regnet med, at dette spørgsmål også kom op.

 

Danskerne ville have Flensborg

Efter Påskekrisen stod det klart, at grænsen mellem 1. og 2. zone skulle være den nye nationalgrænse.

Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark. Byen havde kun haft tysk flertal ved folkeafstemningen, fordi der siden 1864 havde været bevidst tysk politik at fortyske byen med tilflyttere.

 

Niebüll – ny forvaltningsby

I anden zone opstod der nu en meget heftig propagandakamp.  Bortset fra to landsbyer på den vestlige del af øen Föhr, var der tysk flertal i alle kommuner i zone 2.

I den østlige halvdel forløb grænsen mellem de gamle preussiske amtsgrænser. I den vestlige del skete der ting og sager. Kreis Südtondern blev dannet med det resterende område mod syd med øerne Amrum, Sild og Föhr. Forvaltningsbyen blev landsbyen Niebüll.

 

Friserne valgte tyskerne

Det står heller ikke i historiebøgerne, at friserne valgte side. De valgte tyskerne. Det vil sige, at i 1923 dannede man den Dansk – Frisiske Forening. De har sikkert valgt dansk.

Der var stadigvæk optimistiske danskere, der ville have grænsen ned til Ejderen. Men det var den danske regering egentlig imod.

 

Tysk flertal i og omkring Tønder

I den vestlige del blev det store Tønder Amt gennemskåret og amtsbyen Tønder kom til Danmark.

Det var ikke blot Tønder, Ubjerg og Højer, der havde tysk flertal. Men der var også tysk flertal i hele 10 kommuner øst herfor.

 

Var H.V. Clausens antagelser rigtige?  

H.V. Clausen havde ikke dokumenteret de sproglige beviser andet end, at det havde været fremlagt i Illustreret Tidende og i Danmarks Kultur. Sprogstatistikken på landet viste næsten 100 pct. dansk på landet i Nordslesvig. Det overvældende andel af tysktalende i byerne blev affærdiget med at de på grund af deres ringe størrelse ikke betød så meget.

Og så brugte Clausen også argumentet med, at sproggrænsen:

 

• Falder sammen med den, der er sat af naturen

 

Clausen antager, at de dansktalende i Nordslesvig ønskede en afståelse til Danmark. Men der er nu nogle problemer i denne antagelse.

For det første er det ikke veldefineret, hvad det menes med dansktalende. For sønderjysk blev også brugt af det tyske mindretal. Og hvordan blev friserne behandlet i statistikken. Det er muligt, at friserne som ikke tysk – talende blev behandlet som dansk talende.

For det andet er sproglig tilknytning ikke nødvendigvis det samme som politisk eller national tilknytning. Dansksindede kunne på grund af familiemæssige eller erhvervsmæssige forhold også have ønsket om en forbliven i Tyskland.

 

Den naturlige grænse

Clausen undgår bevidst, at tage stilling til sproggrænsen ved Flensborg. Man kunne have forventet, at han gjorde det samme ved Tønder, hvor hans dokumentation er tvivlsom, og hvor der er anført at:

 

• Sognene mod sydvest for Højer, Ubjerg og Tønder havde H.V. Clausen kun ringe kendskab til.

 

Clausen nævner også, at Møgeltønder havde været et gammel dansk enklaveområde og at Rørkær lige øst for Tønder var at betragte som en kendt dansk kommune, som opvejede tyskheden i Tønder by og Ubjerg Sogn.

Sandsynligt er det at Clausen har tillagt marsken en stor vægt som en naturlig grænse. Men der blev taget en ordentlig bid af Tønders handelsmæssige opland.

 

Hvad nu med afvandingen?

Efter afstemningen blev problemet omkring afvanding af Tøndermarsken forelagt den internationale kommission. Fra dansk side ønskede man at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt dansk område. Det britiske formandskab afslog dog dette forslag.

Der var jo også lige delingslinjen som tyskerne foreslog. Den gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer, men syd om Møgeltønder. Han nævner muligheden for at få tysksindede til at stemme dansk

 

”Tønder var en tysk by”

Særlig i Tønder kom det til protester, da det i februar 1919 blev kendt hvordan folkeafstemningen skulle afvikles. Byrådet vedtog med alle stemmer undtagen den senere som dansk kendte Claus Eskildsen at:

 

• Tønder var en tysk by

 

Rigsdagen i Berlin ville beholde Tønder

Man fandt støtte i en erklæring fra udenrigsministeriet i Berlin om at:

 

• Det er Rigsdagens ønske at beholde byen Tønder i riget gennem retfærdig anvendelse af selvbestemmelsesretten

 

For det tyske mindretal i Tønder og resten af Nordslesvig betød afstemningens tilrettelæggelse et konkret angrebspunkt. Tyskerne havde underskrevet fredstraktaten under protest. Grænsen mod Danmark var således heller ikke aftalt direkte med Danmark, men med sejrsmagterne. Dette passede sikkert Scavenius meget godt.

Og historien om gadeskiltene i Tønder og om de tyske borgmestre helt frem til 1937 kan I læse her på hjemmesiden

 

Den 10. februar er en festdag

Den 10. februar 1920 var en stor dag. Ja det bliver nu til dags betragtet som en festdag. Der var afstemning i Zone 1. Og egentlig var svaret givet på forhånd. Det er da også fin nok, at man vil fejre sammensmeltningen med Danmark som en Genforening. Men som vi tidligere har anført så kniber dette ordbrug, hvis vi skal se rent historisk på det.

Kigger vi også i historiebøgerne, så må man sandelig heller ikke anfægte valget dengang. Alt gik helt rigtigt til, og det var jo en international komité til at kigge på det hele.

Tyskland havde tabt krigen og var blevet tvunget til en ydmygende og kostbar fred. Kejseren var selv landflygtig.

 

Havde de så meget til fælles?

Men det gamle land og den sønderjyske landsdel har ret beset aldrig haft så meget til fælles. Hverken politisk, retligt eller administrativt havde Kongeriget og Slesvig tidligere været ensartede, ej heller før adskillelsen i 1864.

Og økonomisk jævnbyrdige har de nu heller ikke været. Det skulle senere vise sig.

 

Infrastruktur nedslidt og forældet

Vejforbindelser og jernbanenet var nedslidt og forældet. Der var såvel sproglige og kulturelle forskelligheder, der skulle overvindes. Det tog tid, inden de normale danske livsformer og vilkår blev naturlige for sønderjyderne.

 

Militær og pas

Den 5. maj 1920 rykkede der danske tropper ind i Sønderjylland. Efter at der var etableret en effektiv spærring af grænsen mellem 1. og 2. zone skulle, blev den danske kronemønt indført som betalingsmiddel.

Natten mellem den 26. og 27. maj blev der indført pastvang med tilhørende paskontrol ved den ny grænse, hvilket var et helt konkret udtryk for, at det gamle hertugdømme Slesvig nu endelig var delt op i et dansk Sønderjylland og et tysk Mellem – og Sydslesvig.

 

Den 10. juni endnu en festdag

Mens kongen havde handlet klodset i påsken, havde han en heldig hånd den 10. juni 1920. Det var dagen efter, at Rigsdagen havde vedtaget loven om indlemmelse af Sønderjylland.

 

Kongen på den ”hvide” hest

På den ”hvide” hest red han over grænsen, og i en genial ”improvisation” løftede han den lille pige, der rakte ham blomster op på hesten og omfavnede hende – ”den røvede datter” og red nogle hundrede meter med hende. Ikke et øje var tørt, heller ikke hos pastor Brarens plejedatter.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Kongen blev modtaget med storm. Mon ikke sønderjyderne havde glemt hans klodsede optræden blot få måneder forinden. Han var sikkert glad for sin krone. Nu kunne han starte på en frisk i sin kongerolle.

Hele ceremonien var koreograferet i overensstemmelse med Jomfru Fannys spådom. Kort før hendes død forudså hun i et syn ”Genforeningen”

 

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer hertil, er en mand i den bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser

 

Begivenhederne blev derfor nøje iscenesat, så de kunne leve op på drømmene og forventningerne.

 

Det var dyrt

Helt konkret kostede genopretningen af Sønderjyllands nedslidte infrastruktur og opbygningen af den danske forvaltning den danske stat i omegnen af 300 mio. kr. regnet i 1920 – priser. Det var et meget betydeligt beløb.

En medvirkende årsag til beløbets størrelse var, at den nye grænsedragning skar en region, der hidtil havde fungeret som administrativt helhed, midt over, hvilket i forvandlingsmæssig henseende efterlod landsdelen nærmest på bar bund.

 

Salget af De Vestindiske Øer betalte en del

Og samtidig lå regionens største by, Flensborg nu syd for grænsen. Mange institutioner og forvaltningsstrukturer skulle derfor nærmest opbygges fra grunden.

Den danske stat fremskaffede det store beløb ved at optage et såkaldt ”genforeningslån” på 145 millioner kroner. Så besluttede man samtidig at anvende overskuddet fra salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 til genforeningsformål. Dette udgjorde i tidens priser omkring 153 mio. kr.

Uanset disse kunstgreb repræsenterede sammensmeltningen med Sønderjylland en meget betydelig belastning af de danske statsfinanser gennem de første år, hvilket dog på ingen måde dæmpede glæden over begivenheden, der først og fremmest opfattedes som en retfærdighedshandling over for landsdelens danske indbyggere og en delvis oprejsning efter ydmygelsen i 1864.

 

Manipulation i oversættelse

I 1840 udkom C.F. Allens ”Haandbog i Fædrelandets historie”. Her blev det betonet, at Sønderjylland var en del af Danmark, som kun tidernes ugunst var kommet til at stå i et løsøre forhold til kongeriget.

Da professor Niels Nicolai Falck fra Kiels Universitet selv kom til at spille en aktiv rolle i det nationale opgør og oversatte bogen, strøg han nogle væsentlige passager uden forfatterens viden.

Allen var bl.a. utilfreds med, at Falck ved omtalen af Slesvigs inkorporation i 1721 havde strøget ordene om:

 

• At enhver i hyldningen lovede for sig og sine efterkommere at være kongen tro og huld som eneste suveræn landsherre, ligesom også hans kongelige arvefterfølgere efter kongelovens lydende.

 

Tilsvarende var omtalen af, at det slesvigske våben havde fået en mere fremtrædende placering i det danske rigsvåben

 

• På grund af Slesvigs forandrede forhold til riget

 

Forsvundet i den tyske udgave. Det samme gjaldt et afsnit om det danske sprogs skæbne i Slesvig.

 

Tilgangen til Sønderjyllands historie meget forskellig

Tilgangen til Sønderjyllands historie har været meget forskellig. I det meste af det 19. århundrede følte danske historikere sig kaldet til at påvise Danmarks statsretslige ankomst til hele Sønderjylland – og dermed at Danmark til Ejderen. Der blev her lagt væk på betydningen af inkorporation af den hertugelige del af Slesvig i 1721, og den dermed forbundne arvehyldning. Tilsvarende bestred man de tyske påstande om, at Slesvig og Holsten var ”up ewig ungedelt”. Man diskuterede augustenborgernes arveret og betonede landsdelens danske rod og særpræg. Samtidig blev al tysk i reglen fremstillet i de mørkeste farver.

 

Kursskifte med A.D. Jørgensen

Nederlaget i 1864 betød ikke nogen ændring – i første omgang. Det blev imidlertid en sønderjyde, historikeren A.D. Jørgensen – der senere også blev Danmarks første rigsarkivar, der i 1880’erne lagde grunden til kursskifte. I sine Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, der udkom i 1882, udtrykte A.D. Jørgensen håbet om, at man i Sønderjylland engang kunne nå frem til en ”national” grænsedragning.

Det var et grundlæggende brud med de hidtidige fortalere for den ”historiske ret”.

 

Skellet opretholdt i historiske værker

En anden ting er omtalen af Sønderjylland i det store Danmarkshistorie værker. Her er skellet ved Kongeåen opretholdt næsten helt op til vores tid. Det efterlader det mere principielle spørgsmål, hvem historikerne skriver Danmarkshistorien for og hvordan man i geografisk henseende skal afgrænse sin fremstilling.

Ingen vil vel anfægte at Sønderjylland i vikingetid og middelalder spiller en stor rolle for forståelsen af den politiske udvikling i det øvrige Danmark og dermed indtager en tilsvarende placering i fremstillingerne.

 

Der er sandelig også sagt sludder

I en af disse værker bd. 7 af Danmarks Historien for tiden 1914 – 1945, hævdes det at det danske og det tyske mindretal omtrent var lige store ca. 10.000 på hver side er noget rent sludder. Det tyske mindretal i Nordslesvig bestod af 30 – 35.000 personer og var dermed langt større end det danske mindretal i Sydslesvig.

Der står også følgende:

 

• Forsøget fra dansk side at få en dansk – tysk mindretalstraktat strandede dog.

 

Dette er også noget sludder. Det forholdt sig jo lige modsat.

Hvis det havde været formålet med denne artikel, kunne vi ganske givet have fundet mange flere fejl i den historiske gengivelse af tiden omkring ”Genforeningen”

 

Sen tysk godkendelse af grænsedragningen

Den tysksindede befolkning i Nordslesvig havde allerede under Genforeningsfesten gjort det klart, at de ikke godvilligt ville affinde sig med den nye grænse. Først efter 1945 skete dette.

 

Må vi stadig sige Sønderjylland

Det er naturligvis ikke noget forkert i at fejre selve Genforeningen og de spektakulære begivenheder, det førte med sig. Men det største er egentlig ikke disse officielle mindedage.

Det største skete ikke på en bestemt dag eller i et bestemt år. Det var noget, der kom lidt efter lidt i en langstrakt kæde af hverdagsagtige enkeltheder, som blev levet og oplevet af ”almindelige mennesker”.

Land og folk i fællesskab magtede sammensmeltningen i en sådan grad, at den gamle grænse ved Kongeåen helt og aldeles blev udvisket. Man kan sige, at i dag er Sønderjylland vokset sammen med det øvrige Danmark. Og dog, dengang måtte man kun sige ”de sønderjyske landsdele” og i dag må man rent administrativt kun sige Sydjylland. Man må ikke sige Sønderjylland.

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk
• Jerns Rasmussen: Grænsedragning ved Tønder 1920 – baggrund og konsekvenser (artikel)
• Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands Historie
• Svensson: Tyskerkursen
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Viggo Sjøquist: Erik Scavenius
• Henrik Becker-Christensen: Byen ved grænsen
• Salmonsens Konversations Leksikon
• Dansk Biografisk Leksikon
• Danmarks Historie bd. 7 (Gyldendal)
• D. Jørgensen: Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie
• Sønderjysk Årsskrift
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• region.dk

 

Det lykkedes os ikke at få fat i følgende (til dig der vil studere dette nærmere):

• Hans Dietrich Lehmann: Der Deutsche Ausschuss
• Karl Alnor: Die geschichtliche und nationale Recht in Nordschleswig
• Franz von Jessen: Haandbog I det nordslesvigske spørgsmåls historie
• Harboe Kardel: Die Stadt Tondern am Ausgang der Deutschen Zeit 1900 – 1919 (Schriften der Heimatkundlichen Arbejdergemeinschaft für Nordschleswig)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.417 artikler, herunder

 

Under København 159 artikler:

• Sønderjyder i København
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi?

 

Under Sønderjylland 173 artikler:

• Dansk – Tyske brydninger i et grænseland
• Sønderjylland under pres – syd fra
• Rendsborg 1848 – 1851
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Den Sønderjyske Politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Mindretal i brændpunkt
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Den tyske mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Sønderjylland – maj 1945
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Kan man egentlig tale om en Genforening?
• Er Genforening, det rette år?
• Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen
• Da Sønderjylland blev dansk
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Sønderjylland i knibe
• Kongens Hvide Hest 1-2
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• De Sønderjyske Piger

 

Under Tønder 245 artikler:

• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Slogs Herred – mellem dansk og tysk
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder – efter krigen
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønders tyske sportsforeninger
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder før og efter Genforeningen
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
• Lærer fra Burkal
• Tondern stadion
• Tønder Bibliotek – i begyndelsen
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
• Soldater i Tønder 1851

 

Under Aabenraa 145 artikler:

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Aabenraa – mellem de to krige
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før prøjserne
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Højer 70 artikler:

• Den sure præst fra Højer
• Pigen fra Højer
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i vadehavet

 

Under Padborg/Kruså/Bov 57 artikler:

• Straffelejren
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• En sønderjyde krydser sine spor
• Genforeningen i Bov Sogn
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og De Slesvigske Krige

 

Under 1864 og De Slesvigske Krige 31 artikler:

• Statskup og enevælde
• Unødvendige krige?
• Lundtoft herred 1848
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Slaget ved Brøns
• G. Monrad 1-2
• Sønderborg 1864
• Sandheden om Herman Bang’ s Tine

 

Under Besættelsestiden (Før/Nu/efter) 280 artikler:

• Gerningsmænd eller ofre
• Et mindretal under besættelsen
• Dibbernhaus
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Danskerpak og Tyskerpak og mange flere artikler