Slottet med det blå tag (NørLIV 26)

Dette er vores bidrag nr. 26 til Nørrebro LIV – ugeavisen på Nørrebro. Hvis man havde haft et Billed Blad eller et Se og Hør dengang, så havde de sandelig meget at skrive om med alt det, der skete på Blågården dengang. Jo, der var også kongelige og adelige skandaler. Det er slottet, der blev opkaldt efter dets tag. Ja og her måtte zaren ikke overnatte. Men det måtte Støvlet-Cathrine godt. Og tænk engang, at Prins Carl havde 47 personer til sin rådighed. Han søster havde dog kun 23 personer til rådighed.

Omslagsforvalter, rentemester og statholder Christopher Gabel byggede et lystslot med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå, kaldte københavnerne stedet for Blågård, og siden beholdt stedet sit navn.

Men hvor fik Gabel alle sine penge fra? Man mente, at det var hans indflydelse hos kongen, der gav ham alle de penge. Men man beskyldte ham også for bestikkelse. Han fik da også nogle mægtige fjender. Blandt disse var kronprisen, den senere Christian den femte. Jo og selveste dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.

Da han døde fik han nu heller ikke det bedste eftermæle.

I 1688 solgte Gabels ”ganske ubetydelige” søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var Frederik den tredjes uægte søn med Marethe Pape. Han beholdt kun ejendommen i kort tid. Derefter var den i forskellige officerers hænder.

Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl købte ejendommen i 1706. Han udvidede ejendommen betydelig. Han tilbragte sin tid med at jage og ride og læse i pietistiske bøger. Han syslede med ”Guldmageriet” og havekunsten.

Kongen regnede ham for en stor ubetydelighed, der var fuldstændig i lommen på sin hofmester, den senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde altid i spøg:

• Der kommer Prins Pless med min broder Carl

Officielt hed stedet nu ”Prins Carls Hauge”. Prinsens søster Sophie Hedewig sluttede sig til sin broder. Hun var en meget streng og pietistisk dame. Hun var også yderst fornem. Til at opvarte sig havde hun 23 personer, men Prins Carl havde hele 47 personer til sin rådighed.

Haveanlægget var indrammet af to prægtige lindealléer, hvoraf den ene lå inden for plankeværket langs Nørrebrogade. Lodret på disse alléer flere andre og større. Et par af disse nærmest hovedbygningen blev senere til Blågårdsgade og Wesselsgade. Langs den sidstnævnte var et smalt vandløb over hvilken en bro førte til Dosseringen som på hele strækningen var beplantet med piletræer.

Fra hovedbygningen og helt ned til søen førte en buegang tækket med kobber og indvendigt udsmykket med malerier. Bag selve lysthaven med dens tilklippede træer var der sfinkser, pyramider og andre mærkelige figurer. Der var lysthuse, stive snørklede blomsterparterrer og skulpturer.

Bygningerne lå samlet på arealets nordligste hjørne. Slotsgade var den gamle indkørsel til slottet. Til venstre for gårdspladsen mellem Nørrebrogade og Baggesensgade lå selve hovedbygningen, der havde facade mod Peblingesøen.

Slottet var meget kostbart udstyret med silketapeter, malerier og kunstgenstande. Uden for var der masser af springvand og fiskedamme. Gabels lille sommerbygning var for lille for Prins Carl. Han havde ladet en ny hovedbygning opbygge. En del pavilloner og lysthuse var kommet til.

Mens dette slot endnu var i kongens søskendes eje indtraf der i 1716 en begivenhed, der vakte røre i København. Zar Peter den Store havde lovet Danmark hjælp mod Karl den Tolvte, 24.000 soldater havde han taget med. Glæden over denne hjælp var dog lidt blandet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede kongen ikke over en dørtærskel. Med blot en smule medvind kunne svenskerne vende zarens sind mod danskerne.

Kongen bad prins Carl og prinsesse Sophie Hedewig om, de ikke nok ville huse zaren på Blågården. Skønt prins Carl dog var lidt betænkelig for sit pæne sølvtøj var han tilbøjelig for at bøje sig for sin brors ønsker. Men det hele strandede på prinsessen af religiøse grunde.  Hun så i Peter den Store kun ”Barbaren” og en hedning. Således kom zaren ikke til at bo på Blågården.

Men en konflikt med kongen fik de to til at forlade Blågården. Og ved prins Carls død, blev Sophie Hedewig ejer af Blågården. Hun var som unge blevet tvunget til at gifte sig med arveprins Georg af Kur-Sachsen. Og det var en katostrofe. Siden sagde hun absolut nej til arrangeret fyrste-ægteskab. Men helt uimodtagelig for blidere følelser var hun dog ikke. Gud og hvermand i Danmark vidste, at hun stod endog meget intimt forhold til overkammerherre Carl Adolph von Plessen. Ja rygtet sagde, at de var hemmelig gift. Men det var de dog ikke.

De varme følelser over for von Plessen blev dokumenteret ved, at hun ved et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede ham Blågården. Plessen ville af hensyn til rygterne ikke tage imod, mens hun levede. Men Christian den Sjette befalede, at han skulle overtage slottet.

Til at begynde med var forholdet mellem Plessen og kongen næsten venskabelig, men Plessen var en type, der tillod sig, at sige alt, hvad der faldt ham ind. Og det var kongen ikke vant til fra sine adelsmænd. Det endte med at Plessen tog sin afsked og forlod Blågården. Efter mange omveje endte ejerskabet hos Louise von Plessen. Hun blev senere overhofmester hos dronning Caroline Mathilde, hvem hun på en meget uheldig måde søgte at holde ude for det slette selskab som omgav Christian den Syvende.

Hun pådrog sig kongens vrede og blev landsforvist. I april 1765 måtte hun ved auktion sælge slottet. Den højest bydende var Knud Jacobsen Lyne. Men så fik han et godt tilbud af Grev Holck. Denne var Christian den Syvendes yndling. Han havde fået de højeste titler og ordener. To ægteskaber havde han bag sig. Den sidste var med et ”barn” på 15 år, datter af Grev Danneskjold – Laurvigen.

Han udnyttede også kongen for penge, og deltog i kongens vilde orgier. Støvlet – Kathrine var en af dem, som kongen var fuldstændig betaget af. Hun var uægte datter af en prins. Men Holck indså, at det ikke var klogt at dyrke disse orgier inde i København. Det var bedre at flytte skuepladsen lidt uden for byen. Og den gamle prinsegård ved Peblingesøen var ideelle sted.

Det var næppe tvivl om at købet af Blågård var et maskespil. Kongen var den virkelige køber. Men det lød mærkelig at betalingen skulle ske i rater. Måske fik Holck også penge ud af dette. Salget af Blågård må have været i begyndelsen af 1767. Støvlet – Kathrine blev eksporteret til Hamborg i januar 1768. Og Knud Lyhnes genovertagelse af den mishandlede gård/slot må være sket i eftersommeren 1770. Det var nemlig i dette år, at kongen rejste til Holsten. Holck havde arrangeret turen. Men det var hvis ikke planlagt at kongen skulle møde Struensee, som blev kongens livlæge og meget mere. Denne fyrede Holck på gråt papir.

Den korte tid havde været nok til at ødelægge Blågården. Støvlet-Kathrine og hendes vilde horde havde ramponeret alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole og de lystrede kun alt for villigt.

Og den officielle ejer så kun smilende til. Det var jo ikke hans ejendele, det gik ud over. Bare kongen betalte, og morede sig.

Blågårdens storhedstid var hermed afsluttet, men det var dens historie nu ikke. Men den historie får I så en anden gang.

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 261 artikler fra det gamle Nørrebro, herunder:

• Anker Heegaard og hans Jernstøberi
• På værtshus på Nørrebro
• Omkring Blågårdsgade
• Et par gamle gade på Nørrebro
• Blågården – på en anden måde
• Blågårdsgade – dengang
• Blaagaard Seminarium
• Blågårds plads på Nørrebro
• Blaagaards Kvarteret – gennem næsten 400 år og mange flere