Løjt Land – for 170 år siden

Vi er nord for Aabenraa. Vi kigger på patroens indberetning fra omkring 1837. På Løjt praktiserede man ”Ydre Tugt og Ærbarhed”. Man var enige om, at der kun var ”Kun eet Løjt i Verden” Når man skulle vælge en pige skete det ud for følgende prioritering – slægt, sogn og penge. Barsmark, Skovby og Stollig var de fedeste byer. Har var masser af hovmod. Man skulle i hvert fald ikke blande sig med dem sydfra. Man skulle ikke glemme, at man var bønderbørn. Kådnere og håndværkere var mellemstanden. Fattigdom sås hos småfolk. De rige bønder blev drillet med at de kom fra et ”Bejkunsogn”. Her var masser af tiggere. 80 pct. af en konfirmations-årgang tog på havet. I 1880 kunne pastoren stadig mærke selvfølelse og indbildskhed.

 

Vi er nord for Aabenraa

Er det ikke længe siden vi har været på Løjt? Forleden fik jeg en invitation fra to gamle venner i Løjt. Og så kom jeg til at tænke på alle de ulykker, vi lavede sammen dengang. Men jeg kom også til at tænke på Løjts natur. Og egentlig er det jo også en masse historier knyttet til denne natur. Man har været god til at passe på kultur og historier på løjt Land.

Der er sikkert et par stykker, der endnu ikke er klar over, hvor vi befinder os. Vi er nord for Aabenraa.

 

Pastorens indberetning fra 1837

Det var Løjts daværende hovedpræst, pastor Matthiesen, der i en indberetning fra 1837 skriver om forholdene i sit sogn. Om Løjt sogns befolkning skriver han bl.a.:

• Den mandelige ungdom farer til sø, nu især fra Aabenraa og Hamborg, tidligere mest fra Holland og København. Den kvindelige ungdom er mest sysselsat hjemme. Da markarbejdet og det grovere arbejde stadig kræver fremmed tyende, tilflytter hvert år mange tjenestefolk fra Haderslev amt og hele Jylland. Påfaldende mange bliver bosatte her. Sognet får således mere og mere præg af købstad, til dels et industri-sogn, især med hensyn til lærredstilvirkningen, hvis betydning kan sammenlignes med kniple-industrien i de vestlige sogne.

 

Ydre tugt og ærbarhed

Pastoren gjorde opmærksom på, at fattige folk havde stor risiko for at blive endnu fattigere, såfremt der ikke var afsætning af varer. Risikoen var større på Løjt Land end andre steder.

I sognet havde man udmærkede man sig ved hollandsk skik:

• Ydre tugt og ærbarhed, stor renlighed og enkelthed i klædedragt

Men nu var det som om, at sognet var blevet mere ”engelskpræget”. Men pastoren hæftede sig ved, at borgerne måske ikke skiltede så meget med deres velstand som andre steder. Overdreven ødselhed ved gilder og højtider tiltog meget før den sidste krig. Men under den trykkende krig og tiden derefter aftog dette.

 

”Kun eet Løjt i Verden”

Men nu var alt ikke lige rosende ifølge pastoren. Vrangsiden fulgte følgende indskrift:

• Af vejen, her kommer en løjting!
• Der findes kun eet Løjt i verden!

Præsten havde været i sognet i mange år og kendte sin menighed. Løjtingernes selvfølelse var en kendsgerning, der imellem kunne give sjove udslag. Det var som om, at Løjt var et land for sig selv.

 

Slægt, sogn eller penge?

Selv om løjtingerne færdedes næsten hjemmevant ved Kap som ved Kinas kyster så hang de dog med dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod.

Løjts bondeslægter var indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne, at havde en bondesøn fundet sig en brud, spurgte man først:

• Æ hun a æ slægt?

Og hvis ikke:

• Æ hun a æ sogn?

Hvis det nu heller ikke slår til, sagde man:

• Ja, så må hun da ha en grov del pæeng!

 

Barsmark, Skovby og Stollig – de fedeste byer

Man havde en utiltalende ringeagt over for udensogns folk. Særlig dem helt syd for Aabenraa Fjord havde man ikke noget til overs for. Egnene nord for Genner bugt regnede løjtingerne mere for deres ligesindede.

Stoltheden tiltog jo længere øst på, man kom. I Løjt havde man tidligere end i nogen anden egn oplevet det gamle landsbyfællesskab. Enhver bonde kunne frit dyrke sin egen jord. Herremandsvælde som syd for Aabenraa Fjord, ja det kendte man ikke på Løjt.

Søfarten i 18. og 19. århundrede bragte ydermere velstand. Sognets fedeste byer var Barsmark, Skovby og Stollig samt den østligste del af Kirkeby.

 

Masser af hovmod

Haderslev Næs og Løjt Land rummer mange ligheder både geografisk og historisk. Nordenfjords møder man da også bondeslægter med lige så stor selvfølelse som på Løjt.

Foruden stoltheden over at være løjting rådede der blandt sognets bønder et stærkt standshovmod. Bønderne var sognets aristokrati. Gårdmændene var den økonomisk bedre stillede del af sognets folk. De havde de fleste rettigheder og de følte sig som den bedste stand især overfor den store Kirkebys talrige befolkning af ”småfolk”. Det var denne rodløse og traditionsløse masse, der tilmed ofte lod hånt om de moralske grundsætninger, der for bondeslægterne stod urokkelige.

Det var dengang, da gårdmændenes navne endnu stod på de bedste pladser i Løjt kirke som et minde om fortidens standsforskel. Kådnere og småfolk måtte finde sig til rette i kirkens afkroge.

Men der fandtes også mange gårdmandshjem, hvor det var et smukt forhold mellem husbond og tyende og et smukt nabovenskab, selv om den nabo var ringere end den anden både på jord og penge. Men de mest latterlige var jo de mest i øjefaldene og derfor er der bevaret flest historier om dem.

 

Husk på, at I er bønderbørn!

Gamle Kathrine i Nørregaden gav sine børn følgende råd:

• Møder I nogle tjenestefolk, da sig dem goddag og et kønt ord, men ikke mere. Husk på at I er bønderbørn!

Også gammel Eskel på Møllergård vidste nok sin plads på rangstien. En fattig dreng fra Kirkeby fik engang tjeneste hos ham. Men inden han tiltrådte pladsen, gav en gammel daglejer, der nok kendte manden på Møllergård, ham følgende råd:

• Vil du stå dig godt med manden, så husk hver morgen, når han kommer ud, at tage hatten dybt af for ham og sige ”God morgen, Far! Og når I går til marks sammen, da gå altid tre skridt bag ham!

Drengen fulgte rådet, og Eskel på Møllergård var særdeles tilfreds med den høflige dreng.

 

Kådnere og håndværkere var mellemstanden

Som forståeligt er, var standshovmodet størst i sognets østlige byer, mindst i sognets magre vestlige del. I Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med.

Ved siden af denne velstillede og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i sognet en talrig underklasse af fattige ”småfolk” som det hed dengang.

En mellemstand mellem bønderne og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt jord på Kirkebys magre Vestermark. Mange kådnere for til søs, mens konerne passede stedet. En hel del husmænd sad i ret gode kår. Det samme gjaldt mange håndværkere.

 

Fattigdom stor hos småfolk

Men flertallet af Kirkebys befolkning var jordløse arbejdere, og de måtte tjene føden ved daglejerarbejde på gårdene, ved tørvegravning eller tilfældigt arbejde.

• Moserne i sognets vestre del giver godt udbytte, og arbejdsfolkene, såvel gamle som unge har i sommertiden en god fortjeneste her. Ofte kommer det dem dog ikke ret til nytte, da de ikke viser sparsommelighed i den tid, da de tjener rigeligt, og ikke sørger for vinteren. Dette har til følge, at mange familier, der har haft gode indtægter om sommeren, må gribe til tiggerstaven om vinteren (Visitations-indberetning omkr. 1870)

Hos mange af disse ”småfolk” var fattigdommen stor. Hos mange familier gjorde brændevinen ondt værre. Som oftest havde arbejderfamilierne mange børn, og børnene måtte tidligt hjælpe til at hjælpe med at tjene til føden.

 

”Bejkunsogn”

Fra maj til mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise sogne. Pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene. Og dette gik i høj grad ud over skolegangen. I 1835 blev det meddelt, at det om sommeren hører til sjældenhederne, at der blot var en tredjedel til stede af de børn, der skulle være i Kirkebys ældste klasse.

I nabosognene var Løjt kendt for sine mange tiggersker ”bejkunner”. Med en hvis skadefryd lod man ofte de stolte løjtinger bønder høre, at de var fra ”æ bejkunsogn”.

Selv om mulighederne for, at fattigfolks børn kunne arbejde sig frem til gode kår, dengang kunne synes ringe, har vi dog også fra Løjt sogn eksempler på, at flid og sparsommelighed kunne bringe en mand fra småfolkenes lag til anseelse og velstand.

Chresten Hansen Timand var i napoleonstiden kommet til sognet som en fattig tjenestedreng. I 1832 havde han lagt så mange penge op, at han kunne købe sig en gård i Nørby. Han er farfader til den kendte grosserer Cornelius Hansen i Flensborg.

 

80 pct. af en årgang tog på havet

Men for småfolks sønner som for bøndernes lå ellers chancerne på havet dengang. Pastor Mumsen, sognets første præst efter 1864, skriver, at det var hændt, at over 80 pct. af drengene på et års konfirmandhold siden drog til søs. Og på havet tjente mange løjtinger sig frem til velstand, men mange fandt deres grav i bølgerne. Mange slog sig ned på fremmede strande og blev der. Mange hørte slægten slet ikke fra mere.

Da guldfundene i Californien rygtedes i 1848 lod også flere løjtinger sig lokke til at prøve lykken. Men udvandringen fra sognet tog først ordentlig fat efter 1864. Og de løjtinger der skabte sig et nyt hjem hinsides Atlanten, kan tælles i hundreder.

 

I 1880 stadig selvfølelse og indbildskhed

Endnu i 1880 kunne Løjt – præsten skrive:

• Som det er almindelig kendt, præges mange af de indbyggere, som er født og opvokset her i sognet, af et partikularistisk sindelag, hvilket ofte er forbundet med en hvis selvfølelse og indbildskhed.
• Ganske vist er denne partikularistiske ånd i aftagende, og det kan ikke siges at være almindeligt gældende mere, at en løjting kun tager sig en hustru fra sit fødesogn. Nu kan dog nævnes flere tilfælde, hvor man har brudt med denne sædvane.

 

Den skønne fødestavn

Og siden er udviklingen gået videre i retning af at udjævne forskelle og særegenheder, såvel egnsforskelle som standsforskelle.

Findes der endnu en lille rest af fortidens standshovmod i sognet, da vil de fleste løjtinger møde det med et overbærende smil.

Løtingernes kærlighed til deres skønne fødestavn er vel ikke mindre and før, dog er det aldeles uden gran af ringeagt for andre egne, når vi giver vore oldeforældre ret i, at:

• Der findes kun eet Løjt i verden

 

Kilde:

• Se litteratur Løjt
• Se litteratur Aabenraa
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 136 artikler fra Aabenraa og Omegn herunder 11 artikler fra Løjt Land:

 

• Landmåleren fra Løjt (10)
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa (9)
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa(1)
• Løjt Land – i begyndelsen (2)
• Løjt, Løjtinger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt Land – den femte tur (5)
• Løjt – mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historier og kultur (7)
• Løjt Land – det 8. besøg (8)

Da Løjt i den grad er med i Søfartens historie i Aabenraa er det også relevant at kigge på disse artikler:

• Søens folk fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Søfartshistorie fra Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, Skibe og Søfart
• En Skibskaptajn fra Aabenraa
• Briggen Chico fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby