Gestapo i Danmark

Det var først de sidste par år man rigtig kunne mærke Gestapo i Danmark. Nogle af folkene var små tyraner og bødler. De slap fri. Men mange af de danske håndlangere og medlemmer af de danske terrorkorps, der hjalp Gestapo blev henrettet. Men der var dog særlig en Gestapo – mand, som hjalp med at løslade modstandsfolk og gav meldinger til dem. Dansk politi samarbejdede tidligt med Gestapo. Der skulle ringes på i jødejagten. Der blev tilstået meget i Shell – Huset. En dansk tortur – bøddel. Hoffmann var den kultiverede nazist med kynisk. Fru Scavenius mistænkt for spionage og havde forbindelse til stikker – central. Hun ringede efter Gestapo. Vi skal hilse på storstikkeren Grethe Bartram. Og så har vi Staldgården i Kolding. Vi kigger op begrebet ”Skærpet forhør”. De danske terrorkorps stod for det meste modterror. Meget barsk modterror i Norge. Efter besættelsen: 40.000 anholdt kun 13.500 dømt. Befolkningen blev opildnet af modstandsbevægelsen. Likvideringerne tog nu for alvor fat. Mange forblev ustraffet.

 

Artiklen kunne sagtens blive længere

Vi kunne skrive en masse om Gestapo i Danmark. Rundt omkring i landet gik der små bødler, som ville overgå alle de andre. Dem kunne vi selvfølgelig godt skrive om, men så ville artiklen blive alt for lang. Og det er fordi vi allerede har beskæftiget os med en del om modstandsbevægelsen og for enden af denne artikel, vil du kunne se en oversigt over artikler, hvor Gestapo også optræder.

 

Dansk politi samarbejdede tidligt med Gestapo

Allerede i 1930erne kunne tyske flygtninge fortælle rædselshistorier om Gestapo hjemme i Tyskland. Og den illegale presse kunne fastholde disse historier. Men allerede inden besættelsen var dansk politi begyndt at samarbejde med dem. Mange tyske flygtninge blev afleveret i hænderne på Gestapo.

Senere befandt der sig Gestapo – folk på Politigården. Når dansk politi var færdige med afhøringerne tog tyskerne fat og truede med tyske fængsler. Her foretog Gestapo skam flere anholdelser. Det danske politi udleverede også en del af deres kartotek til Gestapo.

 

En forholdsvis lille organisation

Nu var Gestapo ikke tænkt som et hemmeligt politi, som det ofte er udlagt. Det var tænkt som et præventivt, offensivt og indgribende instrument. Det skulle skabe en idealorden på baggrund af den nazistiske racetænkning.

Organisationen blev oprettet den 26. april 1933 i Preussen af Hermann Göring.

Man skulle identificere, overvåge og uskadeliggøre alle de personer, som blev defineret som ”folke- og statsfjender”. Alle selvstændige og politiske politiafdelinger var forenet under Reichsführer Himmler. Gestapo og fra 1936 kriminalpolitiet sorterede under Reinhard Haydrichs ledelse.

Man kunne ikke tale om politiarbejde i traditionel forstand. Der blev foretaget adskillige drab under mottoet ”Skudt under flugtforsøg”.

Egentlig var Gestapo en forholdsvis lille organisation. En væsentlig del af mandskabet var ”tvangsoverført” fra ordenspolitiet eller kriminalpolitiet. Man var meget afhængig af stikkere. Undersøgelser af Gestapo-arkivet fra Wützburg viste, at 57 pct. af de arresterede jøder var angivet af deres tyske medborgere.

I Sydslesvig skulle Gestapo blandt andet overvåge Det danske mindretal.

 

Mere human i Danmark – i begyndelsen

I Danmark var Gestapo alligevel mere human end i andre lande. Måske var det, fordi Danmark var at betragte som ariere. Også omstændighederne omkring Danmarks besættelse forhindrede en mere aktivistisk Gestapo – linje. Det var først efter august 1943 vi så Gestapo i en helt anden funktion.

Gestapos danske hovedkontor var i Shell – Huset i København. Der blev oprettet enheder i de større danske byer, blandt andre Universitetsparken i Århus, Husmandsskolen i Odense og Staldgården i Kolding.

 

Der skulle ringes på

Hovedopgaven var at bekæmpe modstandsbevægelsen. Man var afhængig af samarbejdet med dansk politi. I realiteten var de interesseret i at samarbejdspolitikken fortsatte.

Gestapo i Danmark koncentrerede deres jødeaktion i et meget begrænset tidsrum, og de fulgte ikke op på det med en decideret klapjagt. Da jøderne skulle indfanges i København og omegn med hjælp af danske SS-frivillige, gav han ordre Karl Heinz Hoffmann ordre til, at der skulle ringes på – dørene måtte ikke sparkes ind, hvis der ikke blev åbnet.

Dermed fik jøderne et forspring til at flygte. Da turen gik over Øresund, var kun få SS-folk udkommanderet for at holde vagt.

Det var ikke så svært at få jøderne uset til Sverige. Men det vidste de personer, der stod for overfarten ikke. De følte, at det var forbundet med stor fare.

 

Gestapo led af mandskabsmangel

Günther Pancke, politichefen (Højere SS og politifører) var i lange perioder enig med Werner Best’ s besættelsespolitik.

I efteråret indtrådte en radikalisering af Gestapos virksomhed. Man havde mandskabsmangel og dertil kom flere opgaver. Man havde allerede den 19. september haft Operation Möwe mod de danske politibetjente.

De nye Gestapo-folk var uuddannede og uerfarne. De kompenserede deres mangler med tortur. Modstandsbevægelsen befandt sig i en voldsspiral af aktioner og hævnaktioner. Måske spillede det også ind fra oven, at Hitler og Himmler forlangte modterror.

 

Der blev tilstået meget

Karl Heinz Hoffmann ligefrem roste Børge Outze for at få indført en mere behagelig tone i den illegale presse. Han syntes bedre om Outzes sarkastiske stil end den højstemte tone, der domminerede store dele den illegale presse. Hoffmann lod selvtilfreds skinne igennem, hvor nøje han havde fulgt med i mange illegale publikationer.

Her i Shell-huset, Gestapos hovedkvarter mødte Outze fanger, der efter at være tortureret fortalte alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om – også ting som tyskerne aldrig ville have fundet på at spørge om. Han så lange skriftlige tilståelser, hvoraf det fremgik, at de afhørte ligefrem havde anstrengt sig for at komme på mest muligt at fortælle forhørslederne.

Det var en uhyggelig oplevelse. Der blev tilstået langt mere under forhør i Shell – huset, end selv en velinformeret Børge Outze havde forestillet sig.

 

En dansk tortur – bøddel

For de tyske officerer gjaldt det hele tiden om at kaste et blik over skulderen – knivene sad løst i de interne magtkampe. Fangerne havde det selvsagt ikke lettere. Også i Shell – Huset fandtes stikkere og folk, der udgav sig for andre end dem de var.

Den mest påfaldende var den berygtede torturbøddel Ib Birkedal Hansen. Han stod for de mest grusomme mishandlinger af fanger under besættelsen og var efter krigen den sidste landsforræder, der blev henrettet.

 

Bovensieben – en farlig mand

Ifølge Børge Outze var Otto Bovensieben en farlig mand. Han var begavet, alvidende, direkte, arbejdede i det skjulte og langt farligere end Günther Pancke. Han kom til Danmark i begyndelsen af 1944. Han havde et ret stort alkoholforbrug. Men han var en dynamisk og selvstændig organisator. I Berlin var dybt impliceret i deportering af 30.000 jøder. Bovensiebens navn er direkte forbundet med terror.

Godt nok fandt de første likvideringer sted under Mildner, men de blev i høj grad forstærket under Bovensieben.

 

Hans Hermannsen – den gode Gestapo – mand!

Vi skal vel også nævne Hans Hermannsen. Han var ikke så begejstret for nazismen. Han var hovedaktør i bekæmpelsen af tyske socialdemokrater og kommunister i Danmark. Man anså ham for at være for blødsøen, for gammel og for danskervenlig.

Kommunisterne var ikke så glade for ham. Han kom fra en stilling i Flensborg var han holdt øje med de dansksindede i Sydslesvig.

Efter krige skrev han 41 maskinskrevne sider om sit arbejde. Og hans danske kontakt Viggo Christensen kunne med en beretning fra 1947 på 41 sider samt dennes stilehefte med navne på 258 arresterede danskere og deres skæbne dokumentere Hermansens hjælp. Viggo Christensen var udstationeret som tolder i Padborg før besættelsen. Denne mente, at Hermannsen ganske åbent modarbejdede det tyske terrorregime.

 

Fik løslast 122 fangere

Med personlig risiko lykkedes det at få løsladt danske fangere i koncentrationslejre, Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Samarbejdet inkluderede også breve, besøg, ekstra forplejning og yderligere lempelser.

Også svært belastede modstandsfolk fik han frigivet. Viggo Christensen kunne dokumentere, at Hans Hermannsen havde medvirket til 122 løsladelser. Ja han forsøgte endda også at advare mod Operation Möwe (Politianholdelserne)

Mod krigens afslutning kunne han overraskende informere modstandsbevægelsen om navnene på sine medhjælpere. Hermannsen fik også løsladt nogle af de mange kommunister, der blev anholdt.

 

Hoffmann – den kultiverede nazist

Karl Heinz Hoffmann var overbevist nazist. Han var ansvarlig for tortur mod danske modstandsfolk. Han foretrak ideologiske diskussioner med prominente fanger. Og så plejede han i den grad sociale netværk især med kvinder. Han var chef for Gestapo i Danmark fra 1943 – 1945.

Han blev sendt til Danmark i 1943 for at komme den tiltagende danske modstand til livs. Hans ordre kom direkte fra Hitler.

Drab på tyske soldater blev hævnet med såkaldte clearingsdrab på tilfældige danskere. Hoffmann sad med til møderne, hvor det blev vedtaget, hvem der skulle myrdes. Han gav personlig ordre til, at modstandsfolk og andre blev udsat for ”skærpet forhør”. Jo det var et raffineret ord for tortur.

Det praktiske arbejde som at uddele pisk og cigaretbrændemærker overlod han dog til andre som f.eks. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal.

 

Som Dr. Jekyll og mr. Hyde

Han holdt sig helst på ti skridts afstand fra uhyrlighederne. Han var aldrig til stede ved tortur. Men han var selvfølgelig klar over, at det fandt sted. Gennem sit stikkersystem var han årsag til, at hundreder af modstandsgrupper blev rullet op, og at talløse mistænkte eller virkelige modstandsfolk blev underkastet tortur på Shell – Huset.

I filmen ”Flammen & Citronen” bliver Hoffmann portrætteret som en gal nazist, skaldet, sadistisk og kold. Men han var i virkeligheden et komplekst og sammensat menneske.

Han havde glimt i øjet med et stort velplejet hår. Han var et meget kultiveret menneske. Hans intelligens var betydeligt over gennemsnittet.

Han var et sammensat menneske. Han holdt sig bag en maske af beherskelse og korrekthed. Han var ikke direkte følelseskold, men alt som havde med varme og menneskelig forståelse ar gøre, kom altid i anden række. Han var venlig, imødekommende og korrekt. Men han var nok en af krigstidens uhyggelige, dobbelttydige skikkelser – en slags Dr. Jekyll og mr. Hyde.

 

Et kynisk dobbeltspil

Man sagde godt nok, at han distancerede sig for mange af de ting, der foregik på Gestapo-kontorerne. Han har givetvis været en charmerende jurist og han plejede i den grad omgang med overklasse-damer, bl.a. statsminister Scavenius kone, Alice.

Blandt de mange damer, han faldt for, var den billedskønne fotograf og modejournalist Ketty Selmer. Vedholdene rygter hævdede også, at han havde et forhold til en kendt skuespiller, men det er aldrig blevet bekræftet.

Ligesom den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best kørte han et kynisk dobbeltspil i Danmark. Han kunne være venlig og imødekommende over for bestemte danskere. Han havde vel en ambition om at redde sit eget skind, når sandhedens time kom.

 

Scavenius besøgte ham i fængslet

Egentlig var han flygtet ud af Danmark den 5. maj 1945, men han meldte sig senere til de danske myndigheder.

Han blev dømt til døden i 1949 i Københavns Byret. Men året efter blev dette ændret til 20 års fængsel. Men som alle andre tyske krigsforbrydere i Danmark blev han løsladt få år efter.

Efter krigen besøgte Erik Scavenius og hans kone Alice Devantier, Hoffmann i Vestre Fængsel.

 

Hvad var det med Fru Scavenius og Gestapo – chefen?

Men hvad var det nu med Alice Devantier og Gestapo-chefen? Ja Alice var nær veninde med Erik Scavenius under besættelsen og senere gift med ham. Men hun havde også et nært forhold til Karl Heinz Hoffmann. Efter krigen sad hun varetægtsfængslet i over to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg.

Detaljerne fremgår af et notat fra Rigsadvokaten, der 22. december 1945 opgav at sigte Alice Devatier. Dog begik hun en ”klar overtrædelse” af våbenloven, men sigtelsen bortfaldt.

Alice og Erik Scavenius mødtes i 1937 og blev kærester senest i 1942. Han skaffede hende fra april 1942 job ved telefonbordet i udenrigsministeriet. Her kunne hun følge ministeriets kommunikation, men ved udgangen af 1944 havde hun taget sygeorlov på grund af de rygter, der verserede om hende. Hun kom dårligt ud af det med det øvrige personale.

 

En lærer fra Skt. Petri Skolen

Alice havde fået skoleundervisning i den tyske Skt. Petri Skole i Nørregade. En af skolens lærere, Hans Wäsche var hemmelig agent for det tyske militær og nazipartiet. Den tyske skole blev betragtet som særdeles aktiv spioncentral.

I 1936 kom Wäsche ind i SD (Sicherheitsdienst). Det var egentlig en efterretningstjeneste, som han ledede. Han skulle referere til Eberhard von Löv, der var opvokset i grænselandet. Det var ham, som Frits Clausen betroede sig til. Löv var leder af afdelingen for de besatte germanske lande under SD-Hovedkvarteret i Berlin.

 

Forbindelser til stikkercentral

Alice kom via sin søsters mand, den tyske direktør Gürtler i kontakt med Hoffmann. Ifølge notatet er der ingen beviser for, at hun gav oplysninger til Hoffmann. Der blev påpeget, at hun og søsteren forsøgte at hjælpe folk, der var fængslet af tyskerne.

Alice havde forbindelser til den tidligere socialdemokrat og forfatter Jens Strøm, der var skyhøj lønnet af tyskerne efter datidens forhold. Via sit kontor rekrutterede han tysklandsarbejdere og drev angivelig stikkercentral.

 

Hvad skete der egentlig i Charlottenlund?

At forholdet til Hoffmann var meget nært fremgår af en episode den 8. januar 1945. En ung mand bankede ved 21-tiden på hos Scavenius i Charlottenlund. Alice var alene hjemme og kun iført kimono. Hun besluttede alligevel at åbne.

Manden viste sig at være bevæbnet og forsøgte ifølge Alice at røve hendes pistol, men da Alice resolut begyndte at skyde løs, tog han flugten. I minutterne derefter var hun selv så oprevet, at hun flygtede selv af Lindegårdsvej hen til Alleteatret. Hun følte sig forrådt af et lokalt vagtværn og ringede herfra til Gestapo for at få beskyttelse.

Hoffmann rykkede personlig ud med sine styrker. Men skæbnen ville at det danske vagtværn ankom omtrent samtidig til Scavenius hjem. Danskerne valgte at gå igen.

Ja og så følger en af de største anekdoter i besættelseshistorien.  I sin ophidselse kom Alice ved et uheld til at affyre pistolen for fødderne af Gestapos øverste chef i Danmark. Andre ville være skudt på stedet. Men Hoffmann nøjedes i al venskabelighed at tage pistolen fra hende.

Hun erkendte at have skudt men nægtede at have skudt mod en flygtende mandsperson. Hun afviste også beskyldninger mod spionage.

 

Mystisk brev til fru Hoffmann

I et brev den 13. oktober 1950 havde hun sendt et brev til Hoffmanns mor, hvor hun anførte at danskerne havde provokeret besættelsesmagten. Hun skammede sig og det gjorde hendes mand også. Notatets ægthed er bekræftet.

Åbenbart er sagen svævet over diverse kontorborde. Og da der her var tale om en tidligere statsministers kone, er fløjlshandskerne taget frem.

Karl Heinz Hoffmann slog sig ned i Koblenz. Og han levede her som advokat i ind til sin død i 1975.

 

Krigsforbryderne blev hurtig benådet

Werner Best havde stor held med at bagatellisere Gestapos forbrydelser herhjemme. Opgøret med ledende nazister, der bevisligt stod bag krigsforbrydelser, ebbede ud i meget lidt. Bests næstkommanderende i Danmark, Otto Bovensiepen indrømmede at have beordret ”anvendelse af tortur i visse sager”. Men indrømmelsen forhindrede ikke en hurtig amnesti, og Bovensieben gjorde efterfølgende karriere som direktør for et vesttysk forsikringsselskab.

I 1946 blev SS, og dermed Gestapo erklæret for forbryderiske organisationer ved Nürnberg – processen. Herhjemme blev en masse tyske Gestapo – folk som allerede nævnt idømt lange fængselsstraffe men de blev forholdsvis hurtigt benådet.

 

Storstikkeren Grethe Bartram

Ja og også Gestapo folk havde givet ordre til danskere, der ikke blev benådet. 46 af dem blev henrettet og mange sad indespærret mange år efter, at de tyske krigsforbrydere kunne rejse hjem.

En af dem, der blev dødsdømt med ikke henrettet var Grethe Bartram. Hun var storstikker med 70 mennesker på samvittigheden. Hun var en gevinst for Gestapo. Mange af hendes ofre undergik månedlange forhør og tortur. 35 af dem blev sendt i KZ – lejr, ni af dem vendte aldrig tilbage.

Grethe havde svært ved at få pengene til at slå til efter at hendes mand havde været udsat for en arbejdsulykke. En dag så hun en annonce i en Århus – avis, hvor man tilbød 1.000 kr. i dusør til dem, der kunne give oplysninger til opklaring af en sabotagebrand.

Grethe havde sine oplysninger fra modstandsbevægelsen, hvor hun selv deltog. Hun kommer i forbindelse med en Gestapo-mand ved navn Rothenberg, der lovede hende flere penge, såfremt hun kunne skaffe flere oplysninger om modstandsbevægelsen. Og ved hjælp af Grethe bliver det meste af modstandsbevægelsen i Århus optrevlet. Særlig den 21. juni 1944 er en mærk dag i modstandsbevægelsens historie i Århus. Mere end 20 – 30 modstandsfolk bliver anholdt samtidig den dag. Ingen fatter mistanke til hendes dobbeltspil.

 

Celle – stikker i Frøslev

Efterhånden fatter man i toppen af modstandsbevægelsen mistanke til Grethe Bartram. Der bliver givet tilladelse til at likvidere hende. Det lykkedes dog for hende i første omgang at undslippe. I oktober 1944 arrangerer hun en skinanholdelse af sig selv. Gestapo bruger hende nu som celle – stikker i Frøslev. I december vender hun tilbage til Århus. Her bliver hun forsøgt likvideret. Efter en kort indlæggelse på lazarettet i Fredericia, fortsatte hun sit stikkeri for Gestapo i Kolding.

 

Erik Blodøkse

Ja rundt omkring i Danmark sad der Gestapo-bødler. I Aalborg var det det Franz Toft på den berygtede Gestapo – borg, Højskolehotellet. I den hektiske periode efter besættelsen var han en af dem, man helst ville have fat på. Han blev fanget under sin flugt og gennembanket af modstandsfolk. Det fortsatte de med indtil han sad i en fængselscelle.

Det krænkede ikke retsbevidstheden efter at han gennem en overmåde hård og nådesløs retshandling blev dømt til døden. Af dommer Erik Hansen blev han kaldt Erik Blodøkse. Han var en af Gestapos mest afskyelige håndlangere.

 

Staldgården i Kolding

Gestapo i Kolding måtte sammen med deres underafdelinger i Esbjerg og Aabenraa dække hele det sydlige Jylland. Og selv om andre politistyrker f.eks. det tyske ordenspoliti, der også var placeret i Kolding havde chefen på Staldgården 70 mand til rådighed i et område med over en kvart million indbyggere.

I efteråret 1944 var hovedparten på omkring 40 personer beskæftiget på Staldgården, hvor kernegruppen i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen bestod af kun 17 egentlige tyske Gestapo – folk.

Den øvrige del af personalet udgjordes af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale. Det meste af kontorpersonalet var dansk. Og de fleste var yngre kvinder. Endelig bestod personalet af omkring 10 danske tolke. Stillingen ”tolk” er dog mildt sagt misvisende. Betegnelsen omfattede ofte aktiv deltagelse i både tortur under forhør og i Gestapo – aktioner.

 

En enkelt stikker kunne skabe stor ulykke

Det er også en misforståelse at kalde disse tolke for stikkere, idet de var fastansatte, lønnede Gestapo – folk med arbejdsplads på Staldgården. Besættelsestidens begreb ”Stikker” dækker over en meget uensartet gruppe fra professionelle, velbetalte stikkere med snesevis af angivelser på samvittigheden til mennesker, der af frygt angav en bekendt.

Det er en myte at stikkere udgjorde tusinder. Men en enkelt stikker kunne forvolde enorm skade og sætte bølger af anholdelser i gang. I et lille bysamfund, hvor folk kendte hinanden, var der i forvejen sin sag at holde illegale aktiviteter skjult.

 

”Skærpet forhør”

Torturmetoderne var afstumpet brutal og primitiv. Men ofte var dette ikke nødvendig. Den psykiske tortur var mange gange nok. Her truede man med at anholde slægtninge eller sende vedkommende i KZ – lejr. Man knækkede de anholdte under psykisk pres.

Men man anvendte dog oftere og oftere begrebet ”Skærpet Forhør” særlig efter 1944. Her brugte man læderrem, pisk, brændende cigaretter og stokkeslag. Reglementet blev tydeligvis ikke overholdt.

Ib Birkedal Hansen indledte i maj 1944 sine ofte helt vilkårlige mishandlinger. Han brugte gummiknippel, hundepisk og en tung jernstang forsynet med en kugle i enden. Han brændte sit offer med cigaretter i næseborene, i knæhaserne og under fodsålerne. Så hejste han folk op i håndjern eller i armene. Dette foregik på Shell – Huset.

 

Cheferne på Staldgården

Den første Gestapo – chef på Staldgården var August Naujock. Han sad på posten fra september 1943 til juni 1944. Så blev han afløst Thes Burfeind. De kom begge fra Slesvig – Holsten.

Burfeind forlod for det meste forhørslokalet, når slagene og sparkene begyndte at hagle ned over fangerne. Naujock derimod tog ofte personlig del i mishandlingerne. Men de havde begge ansvaret for den tortur og de dødsfald, der skete.

 

De ”dygtige” danskere

Men det var danskere, der gik foran på Staldgården. Og det var Peter Bollerup, Peter Karl Brinkmand, Hans Kristian Kristensen (Smukke Hans), Johannes Rasmussen (Snogen) og Niels Ries. Disse deltog i et utal af mishandlinger og i flere hundreder af anholdelser.

Og de var effektive. Gang på gang blev modstandsbevægelsen i Sønderjylland optrevlet.

Ofte er disse beskrevet som desperadoer, kriminelle udskud og småbegavede individer. Men det giver deres baggrund slet ikke belæg for. Hvorfor disse fem valgte Gestapo, ja det må findes i en kombination af politiske og økonomiske forhold.

Gestapo – chefen på Staldgården rummede formentlig over nogle af de ”dygtigste” og mest initiativrige danske Gestapo – folk. Flere af dem blev indstillet til en tysk orden.

 

Jenny Holm

En af dem, der også arbejdede på Staldgården var Jenny Holm. Hun var i 1941 kommet til Hamborg, hvor hun hurtig skiftede fabriksarbejdet ud med beskæftigelse for Gestapo. Her fik hun desuden kontakt med den senere så berygtede danske terrorist Ib Birkedal Hansen, der skulle have taget hende med til København.

Men Jenny Holm var også i vigør for Gestapo i Kolding, Odense og Esbjerg.  Hun havde angivelser, anholdelser og sandsynligvis også medvirken i mishandlinger af fanger på samvittigheden.

Modstandsbevægelsen forsøgte af to omgange at få ram på hende, men uden held. En af gangene forgik i Vamdrup i januar 1945.

De tyske Gestapo – folk forsøgte at komme over den dansk – tyske grænse. De iførte sig ordinære værnemagtsuniformer og gled ind i strømmen af hjemvendte tyske soldater. Burgfeind blev anholdt i Niebüll den 16. maj.

Naujock tog ophold hos sin kone i en forstad til Hamborg. Han meldte sig til briterne og sad i Neuengamme, før han i 1946 blev udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Jenny Holm vente 180 grader og begyndte at arbejde for briterne. Men i 1949 blev hun af Landsretten idømt 16 års fængsel.

 

Brinkmand slap for dødsdom

Brinkmand var stort set tavs om sit arbejde for Gestapo, mens andre led pludselige hukommelsestab. Men det anfægtede ikke retssagerne. De fem danskere på Staldgården, der medvirkede i tortur og mishandlinger blev dømt til døden. Ved Landsretten fik Bollerup dog nedsat sin straf til livsvarigt fængsel.

Og deres arbejdsgivere, der medvirkede til tortur og drab blev ligesom de øvrige tyske krigsforbrydere udvist i 1953. Burfeind slap for straf for at have deporteret såkaldte asociale i KZ – lejre.

 

Hvem var de danske Gestapo – arbejdere?

Egentlig var der 41 danske Gestapo – folk beskæftiget på tjenestesteder overalt i Danmark. 20 af dem havde været Tysklandsarbejdere, 22 af dem havde enten været i Frits Clausens DNSAP eller andre nationalsocialistiske grupperinger og 12 af dem havde været i Waffen SS.

I Nordschleswigsche Zeitung blev der annonceret efter arbejdskraft hos de forskellige tjenestesteder hos Gestapo.

 

Havde ikke lyst til at blive myrdet i egen seng

Gestapo-chefen i Helsingør var ikke ubetinget tilfreds med personalesituationen. Aflytningen af hans telefonsamtaler viser således, at han igen og igen efterlyser flere og ikke mindst bedre – folk.

På et tidspunkt i august 1944, hvor han tilsyneladende er nervøs for hovedkvarterets fysiske sikkerhed siger han i telefonen, at:

• Han ikke har lyst til at blive myrdet i sin egen seng.

Han ville også gerne have ombyttet nogle af sine folk til folk, der ikke var bange for noget. Og så ville han gerne have bedre våben.

I begyndelsen af september 1944 ringede Gestapo – chef John fra Helsingør til hovedkvarteret i København, at han havde brug for 7 – 8 tolke. Der var masser af pligtforsømmelser og en enkelt, der ellers var blevet rost for sin iver begik bankrøveri i sin tjenestetid.  Der var masser af afdelinger langs kysten. Her kontrollerede man våben og de personer, der forsøgte at flygte til Sverige.

 

Ventede i 10 måneder på sin henrettelse

I rapporterne fra aflytningscentralen i Helsingør nævnes adskillige stikkere, der havde deres jævnlige gang hos Gestapo.

En punkteret hjul på en lastbil nær Ringsted efterfulgt af yderligere tilfældigheder satte Gestapo på sporet af hele modstandsorganisationen i Nordsjælland i november 1944.

Det var ikke kun telefonen, der blev aflyttet. Ved et indbrud på et posthus lykkedes det også at tage Gestapos post. Og en modstandsmand, Erik G. Andersen blev ansat i Hermannsens kartoteksafdeling. Han kunne give værdifulde oplysninger. Men ved en razzia fandt tyskerne nogle af deres agne papirer, som afslørede Erik Andersen. Han blev anholdt og dødsdømt. Efter 10 måneder blev han henrettet den 21. februar 1945.

 

De danske terror – korps

Vi skal jo hellere ikke glemme Gestapos forskellige hjælpekorps. Det var Schalburgkorpsen og Hipo – korpset med hele 550 mand i København. Ja og Lorenzen – gruppen, der selvstændig foretog 600 – 800 anholdelser. Så var det Schiølergruppen og Lille – Jørgen gruppen.

 

10.000 danskere blev interneret

Tysk politi kunne deponere mere end 3.000 modstandsfolk til tyske fængsler og koncentrationslejre, mens op imod 7.000 blev interneret i det tyske politis fangelejr i Danmark (Frøslevlejren). 1.600 af disse blev senere sendt syd på i kz – lejre. Dertil henrettede besættelsesmagten 101 modstandsfolk.

Men nu er den danske modstand ikke en statistisk masse, så ”regnskabet” kan vel næppe gøres op.

Den 29. september 1944 påbegyndte Gestapo en ny repressalieform med officielle sprængninger af ejendomme, som havde fungeret som våbenlagre.

Af de 6.100 danskere, der endte i koncentrationslejre, blev over 5.000, hvoraf halvdelen var modstandsfolk, deponeret fra midten af september 1944 til marts 1945.

 

Barsk modterror i Norge

I Norge anvendte tyskerne mere barsk form for modterror. I Telavåg, et isoleret fiskeleje sydvest for Bergen med 400 beboere i april 1942 jævnet med jorden. Alle mænd mellem 16 og 65 år blev anholdt og deporteret til tyske kz-lejre, hvor op imod halvdelen omkom.

Kvinder, børn og ældre, 268 mennesker blev tvangsforflyttet og sad i arrest til maj 1944. Som yderlige repressalier blev 18 Gestapo – fanger uden tilknytning til Telavåg henrettet.

 

Hitler beordrede modterror

Best, Hanneken og Pancke var den 30. december 1943 beordret til møde i førerens hovedkvarter ”Ulveskansen” i Østpreussen. En vred Hitler gav trioen en utvetydig ordre om at iværksætte modterror i Danmark. Hver sabotage skulle gengældes med modsabotager. Et hvert drab på en tysk soldat skulle modsvares med fem gengældelsesdrab på fremtrædende danskere. Førerordren var startskuddet til den tyske modterror i Danmark.

 

Masser af modterror

100 clearingsdrab og 131 schalburgtager kan tilskrives Peter – gruppen. Peter – Gruppens danske indslag bestod af folk fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste ET med Henning Brøndum, Kai Bothildsen Nielsen og Ib Nedermark Hansen i spidsen. Det var også Gestapo – folk tilknyttet gruppen. Instrukserne modtog man fra Bovensieben. Omkring midten af 1944 opstod der en fast aflægger af Petergruppen i Jylland.

Den såkaldte ”Bombenat” den 19. – 20. april 1945 blev arrangeret af de danske terrorgrupper som hævn for modstandsbevægelsens likvidering af ET – chefen Erik V. Petersen. Og hævnen kom til at bestå af 12 drab, 3 drabsforsøg og 30 bombeattentater. Den højere SS – og politifører Pancke havde godkendt aktionen.

Den 8. oktober gik det ud over uskyldige, kvinder og børn. Det var de to danske terrorister Henning Brøndum og Ib Nedermark Hansen, der havde placeret bomber i et tog. Lige nord for Hobro sprang den ene af bomberne. Den dræbte ti tilfældige mennesker og sårede andre ni alvorligt.

Attentatet var med al sandsynlighed gengæld for en jernbanesabotage mod et tysk militærtog ved Rødekro dagen før. Den dræbte 7 soldater og sårede 42.

I januar og februar 1945 tog Peter – gruppen på en ny terrorturne i provinsen. De foranstaltede sprængninger i blandt andet Guldsmedegadekvarteret i Århus. Syv uskyldige mennesker blev dræbt, og der var omfattende skader.

Efter jernbanesabotager i februar 1945, hvor 24 tyskere mistede livet udførte Peter – gruppen et nyt attentat mod et DSB – eksprestog, hvor ni blev dræbt og mange flere sårede.

Det er i grunden forfærdeligt, at en stor del af tyskernes modterror er udført af danskere mod deres landsmænd!

 

Asociale og vaneforbrydere

Natten til den 27. september 1944 fortog det tyske sikkerhedspoliti en stor razzia i København. 166 danskere blev arresteret og uden nogen form for rettergang sendt i tysk koncentrationslejr. To dage efter forlød det i dagbladene, at aktionen var rettet mod ”asociale og vaneforbrydere”.

Aktionen i København var startskuddet til en række razziaer, der sendte 421 i koncentrationslejr, hvor 62 døde, mens 51 fik varige fysiske men. Dette er et glemt kapitel indtil fornyelig, hvor der kom bog om hændelserne. Deres lavstatus kunne også ses i deres behandling i Frøslevlejren. Heller ikke de andre danske fangere ville vide af dem.

 

Efter besættelsen: 40.000 anholdte

Straks efter den tyske kapitulation begyndte den størst bølge af anholdelser i besættelsestiden overhovedet. De første 22.000 anholdelser blev gennemført af modstandsbevægelsen og ikke af dansk politi, der først den 13. maj atter kunne overtage politifunktionerne i Danmark. I tiden derefter anholdt politiet 18.000 personer.

Begrundelsen for, at det var 40.000 anholdte var, at man ville forhindre lynchninger af landsforrædere. Hertil kom at interneringerne skulle virke præventivt.

 

Kun 13.500 blev dømt

Blandt de anholdte var mange ældre, som bestemt ikke udgjorde nogen form for sikkerhedsrisiko. Men interneringerne var nu også en del af Frihedsrådets efterkrigsprogram ”Naar Danmark atter er frit” fra 1943.

Landssvigere blev de alle kaldt, hvad enten de havde vasket tøj for tyskerne eller været beskæftiget i Gestapo. Men dertil skal nok også lægges den nervøse og oppiskede stemning, der var efter besættelsen. Blot 13.500 af de anholdte blev dømt.

Mange af anholdelserne var vilkårlige og fandt sted i en elektrisk, hadefuld og kaotisk atmosfære. Både skyldige og uskyldige røg med. Mindst 25 blev dræbt under anholdelserne, herunder en uskyldig 17 – årig dreng.

 

Lokalbefolkningen blev opildnet

Mange af de 40.000 blev kørt rundt på åbne lastbiler og bevogtet til spot og spe. Terror og tortur resulterede i raseri og had. Både skyldige og uskyldige måtte løbe spidsrod gennem hujende og spyttende mængder. Flere gange var der optræk til offentlige lynchninger, når sager blev opgivet og de internerede løsladt.

Pludselig blev uskyldige udnævnt som stikkere, fordi man havde et personlig opgør med vedkommende. Mange steder gjorde modstandsfolk brug af en retorik, der opildnede lokalbefolkningen.

Mange har kaldt brugen af pisk og tæsk af internerede i efterkrigsdagene for opspind, men det var det nu ikke. Det var fakta. Ja i Aarhus blev nogle af internerede banket bevidstløse. Der var masser af selvtægtsaktioner.

Befrielsesdagenes hårdhændende behandling af speciel Gestapo – og Hipofolkene var ikke kun udtryk for blindt raseri, hævn og mistillid. En del af brutaliteten var tilsigtet og foregik med modstandsledernes accept.

 

Drama i Aalborg

I Ålborg kørte der fra Højskolehotellet tidlig om morgenen en kortege med 6 – 7 biler med Gestapo – og SD – folk mod Brønderslev. De medbragte tre fanger, der var så svært mishandlede, den lokale Gestapo – chef ikke ville overgive dem til Røde Kors. I stedet ville man slette alle sporene ved at likvidere fangerne. Men undervejs forulykkede bilen med de tre fanger, og de blev sat på fri fod.

Ankommet til Brønderslev iførte de fleste Gestapo-folk sig værnemagtsuniformer og blev udstyret med de fornødne soldaterpapirer. De delte sig i mindre grupper. Tre Gestapo – folk valgte at begå selvmord. Andre klædte sig i civil og cyklede mod syd.

Fritz Bolle og en del af sine underordnede slap over Sæd Grænse ved Tønder.

 

Drikkegilder i Aalborg

I starten af oktober 1944 blev styrken i Aalborg kraftig udvidet. I slutningen af 1944 var der vel 50 Gestapo – folk her. Kriminalrat, Hauptsturmführer Bolle var ankommet fra Frankrig. Med sig havde han ca. 100 mand. De fleste var fra SS. En af disse blev fordelt til Gestapos øvrige afdelinger ud over landet.

Ved sin tiltrædelse udtalte han, at nu ville der blæse en anden vind i det nordjyske. Han var selv meget fordrukken og udpræget sadist. Bolle holdt store drikkegilder om natten, og der blev skudt rundt om i lokalerne. Jævnligt blev der tilkaldt murere og malere for at reparere efter Bolle og hans folks sindssyge vildskab. Hvis Bolle opdagede, at andre Gestapo – folk havde piger med hjem, trængte han ind på dem og tog pigerne fra dem.

Nogle af fangerne blev bundet op af en glohed radiator. Mishandlingerne fortsatte til fangerne besvimede. Nogle gange var tre folk til forhørene.

Til Frederikshavn sendte Bolle de folk, der ikke var i drikkelag med ham og så dem han ikke kunne lide. I Frederikshavn og Hjørring blev mange anholdt.

 

Tyskerne svigtede en aftale med de allierede

Egentlig havde værnemagten af de britiske myndigheder i forbindelse med aftalerne om de tyske troppers rømning af Danmark allerede den 5. maj om aftenen fået ordre til at internere Gestapo – og SD – folk. Fire dage senere blev det pålagt værnemagten at udlevere dansk personale og Hipofolk til danske myndigheder. Men mange Gestapo – folk flygtede alligevel som personalet fra Ålborg, for den ordinære ”flugtrute gik netop gennem strømmen af hjemvendte ordinære tyske soldater over grænsen i Sønderjylland.

 

Hans Hermannsen advarede modstandsbevægelsen

Hans Hermannsen blev ikke straffet i Danmark. Efter kapitulationen hjalp han de allierede med at opspore de gamle kollegaer. Men helt uskyldig var han dog ikke. Han var en central aktør mod deportationer af kommunister.

H.C. Andersen havde via Hermannsen fået en liste over alle danske medarbejdere hos Gestapo. Derfor blev antallet af likvideringer så store i april og maj 1945. I det illegale blad Information havde man den 23. april 1945 en længere artikel. Her blev kredsen af dem, der var i fare for at blive likvideret udvidet. Her var Hipo-folk, Gestapos danske chauffører, tolke, ja alle der arbejde på Gestapos kontorer.

Gestapo vidste udmærket besked med modstandsbevægelsens opbygning. Det skete ved arrestationen af oberstløjtnant E. Tiemroth den 26. februar 1945. Hermannsen underrettede øjeblikkelig Viggo Christensen, så modstandsbevægelsen kunne tage deres forholdsregler.

 

Angrebet mod Shell – Huset

Den truende optrevling fik SOE – lederen i Danmark til at appellere til Royal Air Force om at bombe Shellhuset. Den 21. marts satte RAF et præcisionsangreb ind og bombede Shell – huset fra siden og ikke ovenfra. For her havde tyskerne anbragt prominente fangere som værn mod luftangreb.

På mirakuløsvis vis overlevede mange af de fængslende modstandsfolk angrebet. Shell – Huset var godt ødelagt. Blandt de dræbte var 26 tyskere og 25 – 30 danske hjælpere. Det store kartotek var ødelagt. Men den tyske ledelse var intakt. Pancke, Bovensieben og Hoffmann var til begravelse. Også Hermannsen overlevede.

 

Likvideringerne tog fart

Likvideringerne tog i den grad en stigning. I modstandsbevægelsen var der tilfredshed med at antal af likvideringer efterhånden havde oversteget egne tab.

En Gestapo – mand Josef Eckl tilbød, at få løsladt frihedskæmpere for et beløb på 150.000 kr. Åbenbart blev der indgået en eller anden aftale for midt i april 1945 blev 8 fangere løsladt fra Vestre Fængsel.

 

Mange forblev ustraffet

Den flygtende Fritz Bolle forblev ustraffet, skønt han var eftersøgt for forbrydelser i både Danmark og Frankrig. En tolk hos en amerikansk efterforskningsenhed i Marburg i Tyskland genkendte i april 1947 en person på et foto over eftersøgte danskere. Det var Ib Birkedal Hansen. Han blev tidligt om morgenen den 20. juli 1950 henrettet ved skydning.

Heller ikke Rudolf Mildner blev straffet. Han var vidne under Nürnberg – processen. Men dernæst forsvandt han nærmest fra jordens overflade. Åbenbart har han plejet omgang med Eichmann i Argentina. Men ifølge Wiesenthal, der havde ham med på sin liste, havde han i 1963 forladt Argentina og bosat sig i Egypten.

En anden omstridt person var Erich Bunke. Han havde siddet i undersøgelsesret siden 1960. Efter vesttysk lov havde Bunke ikke et selvstændigt ansvar for f.eks. nedskydningen af de elleve modstandsfolk ved Roskilde – eller mordene på syv mænd i København den 23. februar 1945, hvor Bunke planlagde og ledede aktionen samt udvalgte både medlemmerne af dødspatruljen og ofrene. Hertil kom andre tiltaler mod den tidligere Kriminalrat i Gestapo.

En sag mod Bunke i Danmark var på forhånd udelukket, eftersom Vesttyskland ikke udleverede statsborgere til retsforfølgelse i andre lande.

 

Skyldig i 15 drab – forblev ustraffet

En del krigsforbrydere fra besættelsestiden har klaret frisag på at holde sig skjult i så lang tid, at deres sag er blevet forældet. Og her var man så naiv, at man troede, at mord ikke blev forældet.

Walter Carl Rasmussen anses for at være skyldig i 15 drab på modstandsfolk. Men der er aldrig rejst nogen sag mod ham. Han deltog i massenedskydningen af 11 modstandsfolk på landevejen mellem Roskilde og Ringsted den 9. august 1944. Han var også med til andre forbrydelser sammen med sin chef Erich Bunke.

Walter Carl Rasmussen var i efterkrigstiden med i ”Kameradenwerk Korps Steiner”. Det var et af de kendteste og mest effektive netværk for tidligere Waffen – SS – Folk.

 

 

Kilde:

• Henrik Lundtofte: Gestapo – tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
• Niels Birger Danielsen, Suzanne Wowern Rasmussen: Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann
• Frank Macdonough: Gestapo – Myter og sandheder om Hitlers hemmelige politi
• politiken.dk den 4. maj 2005
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede
• Henrik Lundtofte: Gestapo på Staldgården
• Hans Kirchhof: Augustoprøret
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Erik Nørgaard: Krig og slutspil
• Jørgen Hæstrup: Til landets bedste
• Andreas Monrad Petersen: Schalburgkorpset
• Bjarne Wagner Augustenborg: De vildfarne
• Jørgen Røjel: Da freden brød ud
• John T. Lauridsen: Dansk nazisme
• Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 47
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Stefan Emkjer: Stikkerdrab
• Per Øvig Knudsen: Efter drabet
• Matlok: Dänemark in Hitlers Hand
• Knud Sørensen: En befrielse
• Hartvig Frisch m.fl. Danmark Besat og Befriet
• Jørgen Trolle: Syv maaneder uden politi
• Claus Bryld m.fl.: Retsopgøret 40 år efter
• Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse, Odense 1940 – 45
• Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945
• La Cour (red.): Danmark under besættelsen 1 – 3
• Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring
• Henrik Dethlefsen m.fl.: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid
• John T. Lauridsen: Samarbejde og modstand. Danmark under tysk besættelse 1940 – 45
• Frank Bøgh: De dødsdømte
• Frank Bøgh: Petergruppen
• Gads Leksikon – Hvem var hvem 1940 – 1945
• Erik Høgh – Rasmussen: Forbrydere uden straf
• Erik Nørgaard: Jane Horney
• Diverse artikler på dengang.dk

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 216 artikler om Besættelsestiden før, under og efter herunder;

• Varulveangreb eller drengestreger
• Sommerkorpset
• B. Martinsen – et portræt af en foræder
• Krigens købmænd
• Flugt gennem Danmark
• Politiet under besættelsen
• Kan man stole på Centralkartoteket?
• Befrielsesdage
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Udleveret til tyskerne
• Waffen SS – engang en elitehær
• Jagten på krigsforbrydere
• De danske varulve
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Petri – en skole med fortid
• Flugten over Øresund
• Landsforrædere og Landssvigere
• Stikkerdrab
• Duckwitz – den gode tysker
• I en lovløs tid
• Scavenius – Samarbejdets kunst eller forrædere
• Flere sabotager på Østerbro
• Sabotører og Stikkere på Østerbro
• Nørrebro – flere sabotager
• Sabotage på Nørrebro
• Sommeren 1944 – på Nørrebro
• Varehuset Buldog
• En stikker fra Sønderjylland
• Modstand i Kolding
• Stikkeren, mord uden samvittighed
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Modstand i Tinglev
• Modstand i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Dagligliv i Frøslevlejren
• En sønderjyde krydser sine spor
• KZ – Ladelund
• Frøslevlejren
• Straffelejren
• Sabotage i Tønder
• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Aabenraa under besættelsen
• Østerbro under besættelsen 1 – 4
• Nørrebro under besættelsen 1 – 5
• Skud i Vordingborggade og mange flere