Nyboder – ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse

Ideen er fra Augsburg. Der var også skipperboligerne. Ikke alle kongens planer blev til nogen. Det gjaldt også for Christianshavn. Han var aktiv med stor virketvang. Han tjekkede selv kvaliteten. Der var egen skarpretter og vægtere. Gaderne var fulde af mødding. Ikke alle gader var brolagte. Regelmæssig natrenovation først i 1768. Beboerne skulle selv ligge vandledning. Bager fik eneret. Bodernes ruin var nær forestående i 1721. Officerer fik dobbeltbolig. Kongen holdt øje med beboerne. Og så eksploderede ”Krudtbrænderens hus”. Og det skete også anden gang. Nyboders piger skulle ikke undervises i skrivning og regning. Man fik nyt sygehus. Og 87 huse gik til håndværkerstokken. Der var kongelig jagt efter græsenker. Kammerherre Meldahl og Johannes V. Jensen brød sig ikke om Nyboder. Så fik man dog en søkadetskole. Kommandanten kæmpede for Nyboders bevarelse.

 

Ide fra Augsburg  

Nej, Nyboder var bestemt ikke hans egen opfindelse. Hele anlægget minder påfaldende meget om den ”Fuggerske fattigstiftelse” i Augsburg stiftet i 1567. Det var heller ikke de første tjenesteboliger for flådens folk i København.

 

Skipperboligerne

Allerede 100 år før havde hans farfar, Christian den Tredje, ladet bygge sine tilsvarende ”boder” på et areal ”hos Sankte Nicolaj kirkegård”. Det var toetagers rækkehuse. Det blev i alt 130 boliger.

Men disse boliger rakte nu ikke langt. I længden var det kun tjenesteboliger for ”skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre Hans Majestæts skibsofficerer”. Skipperboderne kaldte man derfor efterhånden kvarteret.

 

Christianshavns planer

Under Christian den Anden indvandrede mange hollændere, og dette bar Christianshavn også præg af. Her hik kanalen også tværs gennem bygrunden. Jo 924 små byggepladser på hver 24 gange 24 alen blev her opmålt.

Det var den sikkert fra Holland stammende Johan Sem, der havde udarbejdet projektet. Men det har sikkert været den ofte selvrådige og selvkloge monarks egne bestemte direktiver. Men Johan Sem måtte dog lynhurtig lave en ny plan.

 

Kongen var ikke tilfreds med bevillingerne

Christian den Fjerde var bange for, at bådsfolket ville søge udenlands. Nu ville han så udbyde ”Baadsmends friij wohnung”. Men det krævede, at der blev bygget meget mere. Nu blev der krævet afgifter på ”alle skibe, krejerter, skulder og færger” i kongens rige og lande, såvel som af de fremmede fartøjer, der passerede sund og bælt.

Christian den Fjerde var ikke tilfreds med bevillingens størrelse. Der ville jo gå menneskealdre inden ”de boder til søfolket” blev færdige. Han bad admiralen bevæge rigsrådet til at stille større midler til rådighed. Men rigsrådet ville ikke love noget. De mente, at kongen bare kunne bygge mere, end der kom penge ind til, år for år.

Allerede den følgende sommer var man gået i gang. De nye bådsmandsboder blev rejst et godt stykke uden for byen på den anden side Rosenborg, der endnu dengang lå som en lille isoleret befæstning uden for Østervold.

 

Aktiv med stor virketvang

Christian den Fjerde var jo ikke alene en konge med meget aktiv virketrang. Han var også en meget impulsiv personlighed. Der var stor planer også med Sankt Annæ by. Og på sin vis er Sank Annæ skanse identisk med Kastellet.

I første omgang var Christian den Fjerde selv både bygherren og entreprenøren, der leverede de nødvendige materialer til de forskellige håndværksmestre, mens voldmesteren Thomas Hansen, sørgede for transporten af både mursten, kalk og tømmer, såvel som for opfyldningen og planeringen af de enkelte byggepladser.

 

Kongen havde penge til gode

Men fra 1636 var der truffet aftale med bygmestre, at de skulle lave boliger opbygge for 220 rigsdaler pr. stk. Men det var ikke let for kongen at få sine penge, således måtte han tage selveste Børsen i pant for 50.000 rigsdaler.

20 år efter Christian den Fjerde’ s død havde enken og hans øvrige arvinger 120.000 rigsdaler til gode. Ved hendes død resterede der stadig 50.000 rigsdaler.

 

Kongen tjekkede selv kvaliteten

Boligerne skulle naturligvis synes og besigtiges, inden de blev afleveret ”om de ere så godt bygt som forbemeldte og de forrige våninger ere, Vi selv hidtil haver ladet bygge”. Ja sådan stod der nederst på kontrakten.

Nu var kongen ikke selv entreprenør mere, men nu kiggede han håndværkerne gennem fingrene, endnu mens arbejdet stod på. Han havde jo ikke langt til byggepladsen fra sit yndlingssted Rosenborg.

Allerede i juni måned konstaterede han, at kalken ”intet blev slagen” men kun rørt om, så det lå hel i baljen. Det måtte ikke finde sted, ”ellers bliver der skarn af alt ded, der gøres”. Og siden opdagede han så mange fejl, ”fauther”, som han skrev, udvendig på bygningerne, at han nok kunne tvivle om, hvordan de så ud indvendig.

En række håndværksmestre skulle derfor tages i ed, om de ”uden nogen passion ville besigtige de sidste bådmandsboliger, om de ere med velslagen kalk såsom ded egner og vel muret, så at ded kan passere i alle måder”.

Den kongelige bygmester, Hans ”Steennuynchell” (Steenvinkel) skulle følge med og siden afgive sin betænkning over ”hvad penning dem, som sig denne bygning påtaget haver, bør kvittere for deres forseelse”.

År efter år rejste der sig række efter række af nye boder. I de første fem år, da kongen selv stod for byggeriet, var der i alt kun bygget 178. Men i 1639 var der bygget 600 boliger i Chrisitian den Fjerdes Nyboder, et par snese huslænger, der tilsammen målte 700 alen eller en god halv mil.

 

Gader og stræder skulle have navne

På Koldinghus udtalte Christian den Fjerde i 1641, da arbejdet var gået i stå:

• Der skal tænkes på navn til alle gader og stræder, som de søfolk nu ibor og i fremtiden kommer at bo i.

Vest for Adelgade blev alle gaderne benævnt med plantenavne, velsagtens på urter, som han yndede i datiden:

• Merian, Timian, Salvie, Tulipan, Krusemynte, Nellike og et Rosenstræde fandtes også.

Men imellem Adelgade og Store Kongensgade blev der brugt dyrenavne, eksotiske som nordiske, nærmest anbragt hulter til bulter uden system i rækkefølgen:

• Mellem Elefantstræde og Kamelstræde lå Harestræde og Kattestræde mellem Elsdyrstræde og Pindsvinestræde. Men i midten, ja centralt i hele anlægget, lå gaden opkaldt efter et dyr uden for virkelighedens verden, Enhjørningen.

 

Planer blev ikke alle til virkelighed

De var ret brede disse stræder, 23-25 alen. Ja og så var det jo også lige den anseligt og mærkelige kirke, der skulle opføres. Den skulle være tolvkantet of have en diameter på 100 alen. Det hvælvede loft skulle hvile på 48 fritstående søjler. Sank Annæ Rotunda skulle være sognekirke for den nye bydel. Matroskirken kaldte kongen den også. Ja kirken blev også kaldt Sankt Annæ kirke.

Da byggeriet af kirken gik i gang var der ikke flere penge til boder. Men næppe var kirkebyggeriet gået i gang, da man manglede penge andetsteds, og det var til Københavns forsvar. Christian den Fjerde havde sin ide om skansearbejdet, men fagkundskaben havde en anden mening. Den udvalgte prins Christian tvivlede på sin kongelige faders sagkundskab:

• Det var godt, om man hørte manges mening, som forstod det

Det var anden gang Christian den Fjerdes planer måtte skrinlægges. Første gang var det Christianshavn og nu Ny-København.

 

En fribolig kunne godt friste

Husene i Nyboder var grundmurede, og der var små haver til. Der var bjælkelofter og grønlig glas i de mange blyindfattede småruder. Væggene var kalkede og gulvene var af stampet ler. Rummeligt var det åbne loft under tagspærene. Jo sådan en fribolig kunne nok friste folk til at forblive i kongelig Majestæts tjeneste.

Nyboder-folket var unddraget den almindelige, borgerlige retspleje. De sorterede ikke under borgmester og råd. De var underlagt Holmens admiral, der havde fået sin embedsbolig i nabolaget, Admiralgården ved Adelgade. Ja det var meget tæt på Nyboder.

 

Egen skarpretter og vægtere

Ja man havde endda også egen skarpretter, det vil sige, at man måtte dele denne med Christianshavn. Nyboder fik sine egne vægtere. Og de holdt deres egen tappenstreg, der startede fra vagtbygningerne. Jo det var tre vægtere med lange lanser og trommeslager. De var gerne ledsaget af en flok hujende unger.

Hvad skulle man også på gaden, når klokken var slagen ni. Der var ikke en lygte, at finde i de første mange år af Nyboders tilværelse. Ikke før omkring år 1800 kom der et par matte, søvnigt lysende tranlygter.

 

Gaderne var fulde af mødding

I de første af Nyboders tilværelse var det ikke videre fremkommeligt. Gaderne var nærmest en sammenhængende mødding. Man smed slet og ret fejeskarnet uden for gadedøren.

Først en snes år ind i 1700erne blev også gaderne i Nyboder underlagt hovedstadens almindelige renovationsordning. Så nogenlunde da. Der skulle regelmæssigt fejes og skarnet køres bort, dog ikke fra de gader, som endnu ikke var brolagt! Efter et kraftig regnskyl, stod disse gader fulde af vand. Og mange af gaderne var ”lange og nedrige dalstrøg”.

 

Ikke alle gader var brolagte

Efter 1760 begyndte man endelig at brolægge de forskellige gader i Nyboder. Men ikke alle gader fik den kærlige hånd, som de trængte til. Man mente ikke, at der var så meget færdsel her, at det kunne betale sig.

 

De kunne ikke nå at feje

Politimester Fedder mente, beboerne skulle feje til et bestemt klokkeslæt. Men Nyboder-folket skulle møde meget tidligt på arbejde. Og ”deres koner var syge eller døde” Så var der ingen tilbage, for de måtte ikke holde tjenestefolk. Man blev så enige om, at man kunne nøjes med at feje gaderne i Nyboder to gange om ugen. Til gengæld måtte der godt være urenheder på gaderne de andre dage.

 

Regelmæssig natrenovation

Omkring 1768 var der etableret regelmæssig natrenovation. Spandens uhumske indhold var dog ikke smidt på gaden. Man nøjedes med at bære den hen på Grønland, som var den åbne plads, der lå mellem boderne og volden. Man skulle dog ikke have for sart en lugtesans i de dage.

 

Man skulle selv hjælpe til med at lægge vandledning

Først fra 1732 blev der tale om regulær vandforsyning. Og her var det tale om vandposter. De stod dog ret langt fra hinanden. Beboerne måtte slæbe fyldte spande hen ved 100 alen. Det første til, at konerne helst ville stå og vaske ved selve pumpen. Derved tog de pladsen op for andre.

Beboerne havde ellers selv måttet virke med etableringen:

• Det er rimeligt, at de arbejdede, som havde nytte deraf.

Ja derved sparede den kongelige kasse for en del af udgifterne. Der var lagt en ledning fra den store ”park” eller dam inde i Rosenborg Have med spildevand i overlødighed.

 

Bager fik eneret

Den bager, der først bosatte sig i Nyboder fik eneretten:

• Belangende vore bådsmands boder uden Østerport dèr anordningen at gøre med bagen og bagere, som des nødtørft udkræver

Man skulle kunne levere fornødent og velbagt brød, ”så der ingen klage efter kommer”. Ja den brygger, der bosatte sig her, fik også eneretten.

Men efterhånden som der kom nye naboer kunne man ikke fastholde denne eneret. Der kom en lang række brændevinskipper og øltapperier, værtshuse m.m.

 

Bodernes ruin var nær forestående

”Bodernes ruin” var nær forestående, hævdede generalbygmester Ernst i 1721, da de sparsomme midler, som havde været bevilliget til istandsættelse, havde været helt inddraget under den nordiske krig.

Vedligeholdelsen inden døre påhvilede beboerne. Husrækkerne havde aldeles ikke det ensartede udseende som før. Hvert hus kunne have sin mere eller mindre stærke kulør, alt efter beboernes forgodtbefindende. Man kunne se, at reparationer var foretaget af efterladenskaber fra ophuggede skibe.

De nødtørftige reparationer kunne godt give anledning til tvistigheder, når boderne skulle skifte ejere. I praksis kom man overens med en rimelig betaling.

 

Officerer fik dobbeltbolig

Officerer var der efterhånden også kommet til at bo i Nyboder. De måtte selvsagt kræve mere plads og i det hele taget bedre forhold end de menige og de underordnede befalingsmænd. Oprindelig fik en officersfamilie hver for sig tildelt hele to Nyboder-huse. Men det endte med, at man lod opføre særlige officersboliger. De er fra Frederik den Femte og Christian den Syvendes tid.

Fra Christian den Fjerdes tid står kun den lave længe i Sankt Pauls Gade tilbage. Resten af de bevarede Nyboder-huse er fra yngre dato. Hen mod år 1700 begyndte man at slå to huse sammen til et, for at skabe bedre forhold.

 

Kongen holdt øje med beboerne

Christian den Fjerde holdt øje med hvem der boede i Nyboder. Således skrev han til sin svigersøn Corfitz Ulfeld:

• Ded lader mig anse, at der bor en part folk i mine boder, som intet meget duer-hvorfor de alle skal befales at møde morgen tidlig på Holmen, så jeg kan se dem.

Han ville ikke have nogen boende i Nyboder, som:

• Os intet vedkommer.

Som beboer var man tvunget til at leje værelser ud til søens folk. En del bebyggelse var blevet solgt fra kronen. Men de blev efterhånden købt tilbage. I 1765 besluttede man på en omfattende udvidelse af Nyboder.

 

”Krudtbrænderens hus” eksploderede

Under svenskernes belejring skete det, at ”krudtbrænderens hus” ved Rigensgade viste sig at være et farligt naboskab. Efter en brand i 1658 sprang det i luften og tillige:

• Opfløj en del af samme boder og nogle mennesker bleve skamferede

Det gik navnlig ud over Tulipanstræde, hvor kun to boder var beboelige, resten ganske ”spoleret” Et minde om denne ulykke var i næsten 200 år en lille åben plads for enden af Merian- og Krusemyntegade, der trods sin lidenhed blev kaldt for ”Nyboders Torv”.

 

”Grønland” brugt til dueller

Grev Danneskjold Samsø var i 1743 var manden bag store ændringer i Nyboder. Også store planer var det for Christianshavn, men man kom ikke rigtig videre med de planer.

Den åbne plads, Grønland mellem Østerport og Kastellet blev et stykke tid beslaglagt af landetaten og brugt som eksercerplads. Her mødtes garnidonens officerer også til forbudte dueller. Det var også her, at såkaldte ”misædere” måtte af med livet.

 

Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler

Man byggede små karreer mellem Hundestræde, Tigergade og Leopardstræde ud til Store Kongensgade, og i Suensonsgade og Gernersgade. Man byggede i stokværk. Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler. Men så besluttede man også at forsyne boligerne med kælder. Dette kostede så 250 rigsdaler ekstra.

I 1758 blev også den åbne plads Grønland bebygget. Men en masse byggeprojekter blev nu iværksat de kommende år.

 

Krudttårnet sprang igen i luften

For anden gang skete der en frygtelig eksplosionsulykke i Nyboder. Krudttårnet på Østervold sprang i luften i 1779. Ca. 50 mennesker blev slået ihjel, men der skete også betydelig materiel skade. Over hele Nyboder så man spor af eksplosionen. Værst var det naturligvis gået ud over boderne nærmest krudttårnet, som havde ligge ud til Hjertensfrydgade.

Også Tulipan-, Elsdyr- og Haregaden gik det ud over. Husene var spolerede. Hovedmurene her og der var revnede og sunket. Skorstene var dels knækket og revnet, alle skillerum var væltet. Lofter var spalten, nogle af bjælkerne var knækkede. Døre var blæst væk. Tagene til gården og gaden var afblæst og mange lægter var spoleret. Man anslog at skaderne ville koste 40.800 rigsdaler at udbedre.

 

Ikke nødvendig at undervise piger i læsning og skrivning

Et nyt sprøjtehus blev etableret. Murermester Petermann havde i en periode åbenbart eneret som bygmester i Nyboder. Således skulle han etablere fem nye skolehuse i 1786. i forvejen var der en drengeskole på hjørnet af Løvgade og Borgergade.

Hver af de nye skoler skulle kunne rumme 100 børn. Disse skoler var blot ”læse- og skriveskoler”. Og det var igen kun for drenge. Man fandt det ikke nødvendigt, at give Nyboders piger undervisning i disse fag.

Men i 1798 kom der dog en pigeskole, hvor der blev undervist i religion og moral, såvel som håndarbejde. Man begyndte med spinding, Knytning og syning.

 

Hovedvagt og lokummer for de nye huse

Men atter engang skulle der etableres nye bygning i Nyboder. En ny hovedvagt og ”lokummer for de nye huse”. Ja så skulle 46 gamle huse indrettes til barakker for de ”indrullerede”. Med andre ord en virkelig kaserne til flådens værnepligtige mandskab.

 

Nyt sygehus

1807 kom også til at betyde en masse for Nyboder. De sårede som hørte hjemme i Nyboder havde endnu efter Slaget på Reden måtte indlægges på Søkvæsthuset, fælles for hele flådens udkommanderede mandskab. Men i 1807 stod det nye Søetatens hospital parat til at modtage de kvæstede Nyboder-folk. Det var bygget mellem Kokke- og Balsamgaden, i stedet for en af bydelens ældste og mest forfaldne længer.

Manglen på et godt sygehus for marinens faste mandskab havde hidtil været ”en meget væsentlig ufuldkommenhed” ved Hans kongelige majestæts søetat. Vel lønnede majestæten både diverse kirurger og underkirurger samt gav penge til medikamenter. Men disse kirurger blev nødt til at have privatpraksis ved siden af.

 

87 huse til håndværkerstokken

I 1807 blev en del af flådens faste mandskab fyret. Naturligvis var det i første omgang:

• Forsømmelige, liderlige og uordentlige folk.

Det blev bestemt, at de 87 halve huse, som blev ledige til Mikkelsdag 1811, skulle afgives til håndværkerstokken fra divisionerne:

• Fra hvilke de i hvert fald en tid lang godt kunne undværes.

 

Kongelig jagt efter græsenker

Nyboders nedgangsperiode startede i det første fredsår efter 1848. Man sagde, at hans kongelige højhed gik efter de unge græsenker i Nyboder. Ja og en spækhøker foreslog, at samle alle Københavns letlevende damer i en længe, der lå længst ude mod porten og volden.

Ja man siger, at hans kongelige højhed fik en endefuld af en af enkerne. Men en anden af Nyboders døtre, Bente Rafsted blev installeret af højheden i et hus ved Toldbodvej som Frederikke Benedikte Danemand.

 

Byggematador fik gade opkaldt efter sig

I 1853 blev karreen mellem Kattegade og Pindsvinegadestillet til aktion. Den blev købt af en kendt bygherre, grosserer H.P. Lorentzen. Han lod opføre større kaserner på grunden. Og så blev Pindsvinegade omdøbt til Lorenzensgade trods kommunalbestyrelsens modtand. Men Frederik den Syvende havde personligt lovede ham det.

Men dette navn er forsvundet ligesom så mange andre af Nyboders ældste navne. Det er stadskonduktør, ingeniør Krak-vejviserens grundlægger, der har ansvaret i den forbindelse.

 

Kammerherre Meldal havde ikke meget til overs for Nyboder

Efterhånden blev flere og flere af husrækkerne solgt. I 1865 så de ud som om Nyboders skæbnetime var inde. Der var nedsat en kommission, der skulle forberede bydelens fuldstændige sanering. Blandt medlemmerne var den nok så kendte arkitekt, kammerherre Meldal. Han havde ikke noget til overs for Nyboder. Han mente at hele kvarteret skulle forsvinde.

Men helt så galt gik det dog ikke. Ensformigheden blev brudt ved opførelsen af Skt. Pauls kirke og frimurerlogen i Klerkegade.

 

Søkadetskolen

Allerede i 1864 havde Nyboder fået et nyt etablissement. Det var Søkadetskolen, som blev installeret i den tidligere pigeskole i Nyboder. Og sandelig om ikke, at der i 1886 blev taget en af de nye længer i brug. Det var i Skt. Paulsgade, lige over for Nyboders ældste bygning ved mindestuerne.

 

Fare for fuldstændig sanering

De nye huse var på sin vis opført efter det gamle skema, men mere rummelige, bedre udstyrede med gas og vand. I 1901 blev der på rigsdagen fremsat forslag om opførelsen af ny arbejderboliger for Søværnet ude på Holmen, på Arsenaløen. Men dette forslag forudsatte en fuldstændig rasering af Nyboder.

 

Johannes V. Jensen kunne heller ikke lide Nyboder

Der var mange, der mente, at Nyboder skulle rives ned. Man sagde spøgefuldt, at rotterne ikke stammede fra Asien men fra Nyboder. Johannes V. Jensen havde heller ikke meget til overs for Nyboder:

• Nyboder-hvad skåner man de gamle, sure, ubeboelige huse for? Gaderne er fuldstændig ens, lejlighederne den samme type, om man fredede et eneste af dem, var det mere end nok.
• Resten af Christian den Fjerdes gamle slaveby burde man rive ned og opføre et moderne kvarter på grunden. Om man føjede Borgergade- og Adelgadekvarteret til, gjorde man en god gerning.

 

Kommandant kæmpede for Nyboder

Nyboders befolkning udgjorde i slutningen af det 18. århundrede cirka 15.000 mennesker. Den 7. september 1940 udtalte Nyboders kommandant, kommandør I.C.D. Bloch:

• Nu drager der sorte skyer op over Nyboders hidtil så klare himmel, mægtige stemmer siger: ”Vi har ikke længer råd til at lade de langer brede sig på den store grund. Den er 6 millioner kroner værd, og staten får ingen renter af denne værdi, da den beskedne husleje, der kan kræves af Nyboders befolkning, kun dækker administrationen, vedligeholdelsen og beskedne forbedringer
• Vi herude spørger nu det danske folk: ”Kan vi give afkald på den indtægt for at bevare den mest karakteristiske bydel i landet, der afgiver bolig for en befolkning, som gør sit bedste for her at slægte sine forgængere på som statens gode tjener” Lad os håbe, det bliver bevaret, med et: ”Jo, vi kan”

Men ”Den Gamle Redaktør” glæder sig hver gang han cykler forbi Nyboder.

 

• Kilde:
• Mogens Lebech: Nyboder i opgang og nedgang
• D. Lind: Kristian den Fjerde og hans Baadsmandsboder
• D. Lind: Nyboder og dets beboere
• Orla Alstrup, Charles Christensen: Nyboderfolket
• København Før og Nu (bd. 3)

 

 

• Hvis du vil vide mere: Her på dengang.dk kan du læse følgende:
• Kastellet
• Nyboder-dengang
• Livet i Nyboder og på Østerbro
• Nyboders historie

 

• Hvis du vil vide mere: Om Christianshavn, så kan du på dengang.dk læse følgende:

 

• Christianshavn fra A-Å

Christianshavn-for længe siden

Gamle Huse på Christianshavn

Anekdoter fra det gamle Christianshavn

Christianshavn – dengang