Det spøger på Gram Slot (1)

Kongen ejede 10 mark Guld i Gram i 1231. Vi skal høre om ”De vilde Skytter”, der jagtede smukke piger. Og så forsvandt Greven under et lag møg. Hvor blev ræven af? Der var ingen medlidenhed, kun benet var brækket. Den lidende havde ikke ondt i tænderne. Jo, der er noget på Gram, der hedder ”Feltherrens Hul”. Og så jagter Hans Schack ved midnatstid. Flere har set ham, bl.a. tre unge piger. Og så er der en masse om ”Den onde Grevinde” der også går igen. Hun gik med ”den lille mand”. Og så bandt hun pigen til kakkelovnen. Og i et værelse på Gram Slot kan man ikke fjerne blodet. Grevinden lod også søn halshugge. Der lød hundehyl over søen, man fandt et barnelig. Ja, og så den stakkels norske tømrer, der byggede laden. To lokale bønder fik 8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri på Gram. Men Grevinden gjorde også et par gode ting. Ja så var det også de to hvide jomfruer og den onde kornmåler. De går også igen. Åh ja og møllerens skønne datter. En greve spillede det hele væk til tre jøder. Og man fandt en skat til Valdemar Atterdag. Mon også Tramm fandt skat under egetræet. Man så ham der med en skovl.

 

Kongen ejede 10 mark Guld i Gram

Forleden var Prins Joachim på besøg hos Æ Synnejysk Ambassade. Her fortalte ha, at det spøger på Schackenborg Slot. Ja, det er ganske vist. Og det gør det sandelig også på Gram Slot.

I præsteindberetningen til Ole Worm 1638 meddeles, at Gram guldkølle formenes at ligge begravet på Gramgårds mark. Og i præsteindberetningen fra 1767 og 1768 oplyses det, at Gramgård menes at have sit navn og sin oprindelse af kong Gram.

Gården ”har i forrige ældgamle tider stået en fjerdingsvej vester og norden derfra i søndre side af skoven, som endnu kan ses nogle spor og kendetegn af, og det kaldes derfor endnu Gammel Gram, man hvad tid den er flyt, vides ej”.

Hertil kan føjes, at på en banke ved den nordre af Gram å skal det ældste Gram have ligget, og i venstre udkant af Storskoven er der rejst en mindestøtte på den plads, hvor en yngre Gramgård har stået. Ingen af stederne ses dog tydelige spor af et middelalderlige anlæg.

I Gram ejede kongen 1231 10 mark guld, i Enderup den halve mølle, l 1285 tildeles 12 otting i Gram til kongen. 1317 nævns Jonas Iversen Vind til Gram, og herefter ved man besked om det gamle herresædes ejere gennem tiderne.

 

De vilde skytter

I sagnleveringerne fortælles om to brødre eller fætre, der var i slægt med ejeren af Gram, som i den pågældende tid var Dionysius v. Pudewels (død 1647)

De to unge adelsmænd bestyrede Gram, og da de førte et vildt og tøjteløst liv, gik de under navnet ”Vildskytterne” eller ”De Vilde Skytter”.

Deres tragten gik især ud på at røve unge koner og piger og så en tid beholde dem på borgen. Derfor skjulte bonden Eskild, der boede på en gård midt i Fole, i 6 år sin meget smukke datter i en lille hjørnestue.

Ved et uheld fik vildskytterne nys om den indelukkede pige. De overfaldt gården og førte hende med magt til borgen. Eskild synes ifølge sagnet, at have været en betydelig mand. Han fik rejst en hær af folk fra Haderslev og Ribe.

Gram Slot blev belejret, indtaget og brændt, omtrent hele besætningen blev nedhugget. Begge vildskytterne blev dræbt. Om pigen var levende eller død, melder sagnet mærkeligt nok intet om.

Sagnet er antagelig en afglans af beretninger om forskellige voldsomme begivenheder i middelalderen og senere. Det er meget muligt, at gamle borgherrer har kigget efter egnens kønne piger.

 

Da Greven forsvandt under et læs møg

Da Hans Schack (1609-1676) i 1664 overtog Gram gods, var bygningerne på Gram i en ussel forfatning. Rigsfeltherren ønskede at have en ordentlig bolig på sit sønderjyske gods mellem Haderslev og Ribe, selv om han ikke opholdt sig her ret tit.

Derfor lod han omkring 1670 opføre hovedfløjen til det nuværende slot. Den fremragende feltherre nåede at gøre sig meget kendt i egnen omkring Gram. Derfor verserede der senere gennem århundreder flere sagn om ham.

Hans Schack modtog 1652 udnævnelse til overamtmand i Sachsen-Lauenborg, fra 1656 var han i staden Hamborgs tjeneste som kommandant og oberst (generalmajor) 6. januar 1658 trådte han i dansk tjeneste som generalløjtnant med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid. Og så var det, at han i 1659 udnævntes til feltmarskal.

Det er disse historiske begivenheder, der er forudsætningerne for et sagn, hvori det fortælles, at Hans Schack var feltherre ved den danske hær. Fra denne ville han have sin afsked, mens hæren stod i Hamborg. Men man ville beholde ham.

Han los sig da køre ud af Hamborg under et læs møg:

• Og kom her ned og købte Gram for 14.000 dalere, en søsling for hvert træ. Han var hård og tiltog sig landet til ejendom ned til chausseen og må derfor gå hjem. Han jager gennem luften ned ved Skjoldager sumpe. Otto Diderik hed han og havde kun en arm.

I dette sagn er Hans Schack og hans søn, Otto Didrik til Schackenborg (død 1683) blevet forvekslede. Otto Didrik Schack arvede 1676 Gram, men det var jo ikke ham, der købte denne herregård.

 

Der hvor Kronhjorten faldt, skulle der bygges

Ifølge overleveringen var Hans Schack en vældig jæger, der afholdt store jagter i skovene ved Gram gods. På en jagt forfulgte han en såret kronhjort. Ved den lejlighed lovede han sig selv og følget, at på det sted, hvor kronhjorten blev fældet, ville han opføre et nyt slot.

Nu skulle skæbnen, at hjorten i sin dødsangst løb ud i en sump, hvor den blev hængende, så jægerne kunne fælde den. Derfor skal øen, hvorpå Gram Slot er bygget, være fremstillet ved opfyldning af sumpen. Selve slottet skal være bygget på pæle, der er nedrammede side om side i undergrunden for at skaffe et fast byggefundament.

 

Hvor satan blev ræven af?

I et andet sagn fortælles ligeledes om Hans Schack som en ivrig jæger, der tilmed ofte red på jagt uden bøsse. Når hundene rejste en hare, satte han hesten i fart efter den og slog den ihjel med hundepisken.

En dag red han på jagt på Skjoldager Mark. Hundene rejste en ræv nedad mod engene. Feltherren satte efter den. Ræven så, der var fare på færde. Den løb ned mod åen. En bjælke var lagt over åen som overgang til Sønderskoven. Ræven for over bjælken. Åen var fuld af isdrift og vand, som skyllede over bjælken. Feltherren stoppede hesten. Den måtte forsøge overgangen. Men den gled efter få skridt. Både den og feltherren faldt i åen neden for bjælken.

Feltherren frigjorte sig for hesten. Han søgte at svømme i land. Men strømmen rev ham med sig. Den var fuld af løse isflager. Et par skovarbejdere var lige i nærheden. De stod i skovbrynet. Da hest og herre styrtede i vandet, tog de en lang gren, løb hen til åen og rakte den ud i vandet, hvor feltherren greb den. De halede ham i land, men han takkede dem ikke. Han så sig bare om til alle sider og spurgte arrigt:

• Hvor satan blev ræven af?

 

Jag troede, at han havde ondt i tænderne

En dag kom feltherren kørende nordfra til Gram. På vejen mellem skoven og Gram lå der en mand og klagede sig. Da vognen var kommet forbi, bød feltherren sin tjener at gå tilbage til manden og få at vide, hvad han fejlede. Tjeneren kom og fortalte, at manden var falden og havde brækket benet.

”Å skidt”, udbrød feltherren. ”er det noget at skabe sig sådan for. Jeg troede, han havde ondt i tænderne”- Det havde feltherren selv haft engang.

 

Feltherrens hul

Befolkningen mente, at Hans Schack efter sin død gik igen (han blev begravet i København). Han var ifølge med gloende hunde. Men så manede en Gram præst ham ned under en stor bøg i kanten af en dam, der kaldes ”Feltherrens hul”.

Hans hest står endnu i den lille skov ved slottet, men om dagen er det en bøg. Nogle alen overfor roden er træet bojet helt i vinkel, går så 4 alen vandret hen og derpå atter fuldstændig lige op, så det var et mærkeligt træ at se på.

Hans egen person står i en bøg nede ved vandet (åen). Førhen var hans ansigt så tydeligt, at enhver kunne se det, men nu er det lidt mere utydeligt. Hele figuren var dannet af mos. Han stod med en stor kappe på og med militærkasket. Hans hænder var bundne på ryggen og en stump af strikken hængte ned derfra. Ansigtet var bart, men øjnene var dannede af mospletter.

 

Men han gjorde ikke noget

Det andet træ som han var manet ned under, blæste ned for en del år siden med rod. En gammel gårdmand fortalte for mange år siden, at han to gange havde mødt Hans Schack i lunden ved midnatstid. ”Men han gjorde mig ikke noget”, sagde den gamle bondemand.

 

Hans Schack som nattejæger

I en optegnelse fra 1909 meddeles, at gamle folk omkring 1840 fortalte, at Hans Schack ved nattetid kom farende gennem luften i susende fart fulgt af tre sorte hunde og et stort jagtfølge, alt under stor larm. Hans vej gik fra Møgeltønder ad Gammel Gram til. Den førte østen om Tiset og østen om Gram by igennem lunden og over åen ud til Gammel Gram, hvis voldsted blev sløjfet og udjævnet af forpagter Hother Müffelmann på Gramgård i årene mellem 1851 og 1864.

 

Unge piger mødte greven

Der findes endnu en optegnelse om Hans Schack som nattejæger. I denne fortælles om nogle unge piger, der en aften på vej fra Gram til Skjoldager gik igennem slotsparken og lunden. Da de var omtrent ved det sted, hvor parken går over i skoven, ”lunden” ved en lille bro, hvor ”æ Bremena-at (promenaden) ender, hørte de en stærk susen i luften. Et øjeblik efter så de en stor skare ryttere komme i susende fart.

I spidsen red en meget stor og kraftig herre.  Alle var de på kulsorte heste. De havde bøssen hængende over skuldrene og fældede dyr ved deres sadler. Tre store sorte hunde fulgte jægerne. Farten var så stærk, at der såvel fra hestenes næsebor som fra hundenes åbne gab, hvoraf de røde tunger hængte ud, stod en stærk ånde, som i den stærke fart ligefrem glødede i luften.

 

Stammer fra oldtidssagn

Sagnene om Hans Schack som den vilde jæger, der om natten farer gennem luften, er lån fra sagnene om brodermorderen kong Abels vilde jagt, en parallel til de sjællandske sagn om kong Volmers vilde jagt om natten mellem Vordingborg og Gurre.

Disse middelalderlige kongesagn har til forudsætning de hedenske oldtidssagn om Odinsjægeren, Wons jæger, der- ligesom ”Asgårdreisen” i norsk folketro-for gennem luften. Naturgrundlaget for disse sagn er lyden af trækfuglesus og anden fugleflugt i mørke efterårsnætter.

 

Den onde grevinde

Efter greve Otto Didrik Schacks død 1683 arvede hans søn, Hans Schack, Gram. Han døde i 1719, hvorefter hans anden hustru, Anna Sophie, født Rantzau, overtog styret af godset, som hun beholdt til sin død 1760.

I denne lange enkestand kom hun mere end nogen anden til at kaste glans over Gram. Med iver tog den kun 30-årge enke sig af gård og gods. Hun byggede videre på slottet. Den store lade skal hun også have ladet opføre.

Den virksomme og foretagesomme enkegrevinde udfoldede i de 41 år, hun levede, som sådan, en stor og omfattende virksomhed. Hun blev en af det 18. århundredes store godssamlere i Danmark. Den meget energiske dame stillede store krav til sine bønder, som hun bebyrdede med øvet hoveriarbejde, og som hun også-som det synes-forsøgte at pålægge større afgifter ved en omlægning af betalingsmåden.

Bønderne holdt imidlertid stadig på deres ret og nedlagde til tider som protest hovarbejdet.  Grevinden på sin side anvendte de økonomiske og retslige magtmidler, hun havde i hænde som godsejer, men synes ikke at have grebet til voldelige foranstaltninger.

Bøndernes had til hende var dog blevet så stærkt, at hun efter sin død omtales som den onde grevinde, mens der tillagdes hende allehånde grusomheder. Hun havde bygget flere skoler for landsbybørnene på Gram gods. Men dette forsonede nu ikke bønderne.

 

Hun gik tur med ”Den lille mand”

Vi skal stifte bekendtskab med folkeoverleveringen om grevinde Anne Sophie, hvis eftermæle på Gramegnen blev det slettest mulige. En del ensartede sagn er optegnede om hende, og her er ikke mange lyspunkter.

Den ældste optegnelse hos Evald Tang Kristensen (fra omkring 1885) om en frue på Gram må have sit indhold knyttet til grevinde Anna Sophie, selv om hun var død, før David Grønlund i 1777 var blevet præst i Darum:

• Der var en frue på Gram, der hver aften gik en tur med den lille mand. På hendes spørgsmål, om der ikke var nogen, han var bange for, havde han svaret, at der måtte komme, hvem der komme ville, ingen skulle hindre ham i at følge med hende. Først når der kom en mand med et par rødblissede heste for, var han bange, at han ikke kunne stå sig.
• Dette havde pastor Grønlund i Darum, der ejede et par rødblissede heste, og som var dygtig til at mane og alt sligt, fået nye om, og han gik straks ud og bad karlen spænde for. Da de var spændt for, satte præsten sig op i vognen og sagde til karlen: ”Kør så”. Men han sagde ikke noget om, hvorhen. Imidlertid løb hestene af sig selv lige til Gram.
• Præsten stod af, gik ud i haven og traf ganske rigtig de lille mand, som gik med fruen. Præsten tog da et lys op af lommen, tændte det og spurgte manden, om han ville lade fruen i fred så længe, indtil det lys var udbrændt. Den lille mand svarede ja, hvorpå præsten slukkede lyset, kørte hjem igen og gik alene op i kirken, hvor han indmurede lyset i væggen.
• Men efter den tid kom der hvert år, så længe pastor Grønlund levede, en vogn med bøgebrænde savet og kløvet ligesom han kunne putte det i kakkelovnen, til Darum præstegård fra fruen på Gram.

Den lille mand er fanden, som grevinde Anne Sophie ifølge sagnene havde forskrevet sig til. Det er morsomt nok at erfare, at den kendte hekseforsker, præsten Davis Grønlund (1716-1784), der var præst i Darum (1777-1784) i folketraditionen er blevet sat i forbindelse med grevinden på Gram.

 

Pigen, der blev bundet til kakkelovnen

Det ældste af sagnoptagelserne i Evald Tang Kristensens værk Danske Sagn findes i bind 4 (1896) nr. 797. Sagnet er meddelt af Nicolaus Brix. Den indeholder flere motiver vedrørende sagnene om grevinde Anna Sophie Schack:

• Der var en grevinde på Gram, som var så grusom, at hun engang bandt en pige til den varme kakkelovn, mens hun selv gik i kirke, så pigen brændte helt op. Hun levede i et i et utilladeligt forhold til en kammerjunker, og hanpralede i et selskab, at han var sammen med grevinden.
• Da hun fik dette at høre, nægtede hun det. Sagen kom for retten og kammerjunkeren tabte sagen. Men hun blev frugtsommelig. Da hun skulle føde, gik hun ud i en eng tæt ved slottet og fødte et barn, som hun dræbte på stedet og nedgrav eller sænkede i en pøl.
• De to tjenere, der havde været vidner dertil, lod hun henrette på en høj mellem Gram og Gram by, og engen hedder Tagkjær. For den tings skyld kom fanden og ville tage hende. De to præster fra Gram og nabosognet formåede intet at gøre derved. Derpå hentede man en præst fra Ris (Rise) ved Aabenraa ved navn, Petersen. Han var en snild karl, som let kunne tage det op med fanden.
• Da han kom op til slottet til grevinden, brændte der to lys på bordet, og fanden var til stede og gjorde et stort spektakel. Nu foreslog præsten, at fruen skulle tilhøre ham, når de to lys var udbrændte. Det gik fanden ind på, og så pustede præsten lysene ud og lod dem indmure i kirken.
• Nu var hun frelst, men nogen tid efter brændte kirken. Grevinden løb i fortvivlelse der ud, men for silde, lysene var brændte, og hun måtte af sted.
• Da hun var død, skulle liget bringes til Sjælland, men midt på Storebælt opkom der en voldsom storm, og alt måtte kastes overbord, til sidst også liget. Så blev ”søen” rolig.

 

Man kan ikke fjerne blodet

I de fleste sagnoptagelser om grevinde Anna Sophie fortælles, hvorledes hun dræbte sin kammerpige, fordi hun ikke kunne gøre hende tilpas med hendes pynt, da grevinden ville i kirke. Pigen slog sig fordærvet på kamingitteret i troldkammeret, der havde fået navn efter den særlige begivenhed. Der var en blodpøl på gulvet, som de ikke senere kunne få væk:

• Den er vasket bort gang efter gang, men kommer altid igen. For nu at udslette sporet af, hvad hun havde gjort, puttede grevinden pigen ind i kaminen, så hun brændte helt op, og derefter drog hun i kirke. Siden blev der lavet et gitterværk for en del af værelset, nemlig for den del, hvor blodpletten fandtes.
• De troede vel at kunne holde spøgeriet inden for de grænser. Det var et trægitter og var vel på en plads, der var en 4 alen lang og 3 alen bred og lavet sådan i en runddel, det vil sige med afrundede hjørner. Det stod endnu i min barndomstid, og folk skyede det rum indenfor.
• Men nu er gitteret væk og alt er helt forandret. For en 40 år siden var Gram mølle, der ligger tæt ved slottet på den anden side vejen, under reparation i et par måneder. For nu at møllegæsterne kunne blive forsynede med mel imens, blev der malet en hel del på forlag, og det blev gemt på slottet i et værelse ved siden af troldkammeret. For at der ikke skulle blive stjålet noget, blev der sat vagt ved det om natten.
• Møllersvendene skulle skiftes til at holde vagt. Men de første to kom tilbage, da det var godt midnat. De turde ikke være der længere. De to næste kunne heller ikke være der i dagtimerne, for det var sådant spektakel og hurlumhej derinde. Siden har der ikke været vagt ved melet.

 

Vandresagn med bund i virkeligheden

Sagnet om den dræbte kammerjomfru hører til vandresagnenes store skare. De kendes fra andre herregårde og slotte. Historierne er nok vandret til sydfra. Det er så blevet fastholdt her og dem hvorfra man havde overlevering om et ondt herskab.

Da dette var tilfældet vedrørende Gram Slot, blev det knyttet til grevinde Anna Sophie. Sagnet er fremstået i et undertrykt miljø, i tyende og hovbønder-kredse. Her havde det med sit virkningsfulde indhold gode betingelser for at blive husket fra slægt til slægt.

Det er ingen tvivl om, at sagnet har sin forudsætning i en barbarisk virkelighed. Det er af oldtids- eller middelalderoprindelse ligesom sagnene om levende indemurede mennesker, der også kendes fra danske herregårde.

 

Grevinden lod søn halshugge

I en optegnelse meddeles, at den onde grevinde på Gram lod sin eneste søn, grev Otto Rantzau hemmelig halshugge. Husets stammoder viste sig for hende og lod hende forstå, at hun ikke skulle få ro i graven.

 

Hundehyl over søen

Grevinden kommanderede en stormfuld efterårsnat to tjenere til at undersøge, hvorfor der lød høje hundehyl over søen. De fandt da et barnelig, som hun bad dem kaste i søen. Det fortaltes, at grevinden havde født i løndom og for at skjule sin skam dræbte hun barnet.

 

Den stakkels tømrer

Til Gram er også knyttet et vandresagn om lade-bygning. Dette sagn, der også sættes i forbindelse med grevinde Anna Sophie hørte Rødding historiker, urmager A.J. Marcussen (1844-1922) i sin barndom fortalt af sin fadder. Der også er født i Rødding. A.J. Marcussen beretter, at bygmesteren fik ingen løn, hvis byggeriet ikke var færdigt til en bestemt dag. Da byggeriet skred godt fremad, forskrev den ugudelige og ryggesløse grevinde sig til den slemme mod at han forstyrrede arbejdet. Det gjorde han, og bygmestren hængte sig.

En anden version er fortalt til E. Tang Kristensen:

• Da Gram skulle bygges, blev der gjort akkord med en tømmermand oppe fra Norge om det, og den blev hugget til der oppe, og så blev tømmeret indskibet hertil. Mesteren var så sikker i sin sag med hensyn til alle de stykker, der skulle til, at han sagde, der fejlede ikke så meget som en nagle, alting var der.
• Det var den gale grevinde, der lod laden opføre, og da hun hørte det, spurgte hun, om han var sikker på det. Han sagde ja, ellers kostede det ingenting. Men så en nat stjal hun en nagle. Det var jo trænagler, de brugte dengang.
• Da han nu havde laden sat op, fejlede der jo en nagle, og laden var altså ikke fuldført. Han fik derfor ikke noget for arbejdet. Han blev jo ødelagt, stakkels mand, og havde vel kone og børn. Og så gik han og hængte sig. Der går en sort hund om natten inde i laden.
• Den går fra slottet til Gramgård og forsvinder så i laden.

 

8-10 års soldatertjeneste for krybskytteri

Også denne historie fortælles:

Krybskytteri er naturligvis blevet drevet i stor stil i de vidtstrakte skove ved Gram og folkemindet har da også lidt at fortælle herom. Grevinde Anna Sophie Schack var hård ved bønderne og befalede dem at møde hver dag ved hove:

 

• Der var to bønder i Skjoldager, der var fiffige nok og skød ænder, som lå om natten og plaskede i damstedet, og skød et dyr, når de havde lyst til det. Der blev så meldt til hende af skovbetjentene, at de Skjoldager-bønder skød hendes vildt og sager. Og hun sendte bud efter dem. De kom, og hun var venlig nok og bød dem et glas vin.
• Så siger hun, at de er dygtige til at bruge bøssen. Og nu havde hun skrevet til hendes mand om det, og han havde svaret, at hun skulle blot sende ham dem, så skulle de få lov til at bruge bøssen. De blev så soldater, og måtte være det i ti år.

I en anden optegnelse er det kun otte år, de to unge gårdmænd skulle springe soldat. Den onde grevinde siger til dem, at de kan gå hjem og gøre sig færdige til afrejsen og så komme igen. De var begge gifte folk og faldt nu på knæ og bad med grædende tårer om at blive fri, men det hjalp ingen kære moder, og afsted måtte de.

 

Afglans fra gamle tiders strenge tilstand

Sagnene fra Gram er en afglans fra gamle tiders strenge tilstand. Ondt herskab blev husket. Der går også adskillige historier om, at kirken skulle være i brand, og grevinden skulle have løbet iført en tøffet og udredt hår. Ja og så viste det sig, at det hele var falsk alarm. Hun ville redde det lys, der var indemuret. Måske er lyset der stadig?

Og man siger på Gram Slot, at grevinden hver nat går igen. Ja man har set hende bøje sig ned, der hvor kammerjomfruen blev dræbt, hvorpå grevinden under høje klageråb forsvandt.

 

Grevinden gjorde også gode ting

Men grevinden kunne også gøre noget godt. Det var en ældre pige fra Vester Lindet, som tit kom oppe på slottet, hvor hun havde kniplet for grevinden. Så n dag siger hun til pigen:

• Nu har du kniplet meget for mig, nu vil jeg gør dig noget godt. Du skal have den karl

Grevinden vidste, at det var en, som hun var gode venner med.

• Så skal I have den og den gård i Vester Lindet. Men da I ikke har noget at begynde med, så vil jeg også give dig 4 heste og kreaturer og andet ”værken”.

Der var også en gård i Brændstrup, hvor der var megen uheld med kreaturer og heste. Grevinden ynkedes over manden og gav ham kreaturer, så han kom på fode igen.

 

De to hvide jomfruer

Nu er grevinden ikke den eneste der går igen på Gram Slot. To hvide jomfruer med nøgne fødder går i vinteren i sneen uden for Gram Slot. De siger hele tiden ”Jeg fryser mine fødder”.

 

Den onde kornmåler

Præsten i Gram nedmanede en genganger, der hver nat vandrede omkring på kornloftet i den gård, han havde ejet. I levende live havde han været kornmåler på Gramgård. Dengang havde han begået mange bedragerier mod de fattige bønder, når de betalte tiende til greven.

I det sydvestligste hjørne af Gram Slot i den gamle fløj var der to fangehuller, hvori mange misædere gennem tiderne har siddet indespærret, adskillige inden de blev ført til retterstedet.

 

Møllerens smukke datter

Et sagn fortæller, at den ældste søn af en af greverne på Gram forelskede sig i møllerens smukke datter, hvem han trods faderens modstand ville ægte. Den gamle greve svor på, at han aldrig ville give lov til denne forbindelse. Da hørte den unge greve, at hvis han ville tilbringe nytårsnat på kirkegården i bøn ved en slægtnings grav, ville man få den at se, der i det kommende år skal jordfæstes.

Grevesønnen besluttede nu at tilbringe nytårsnat i bøn i familiebegravelsen. Den førstkommende nytårsnat gik han i kirken og steg ned i begravelsen, hvor han bad ivrigt i det håb, så snart det blev midnat at se sin far stige ned. Men da klokken slog 12, hørte han støj på kirkegården. Da han gik derud, så han sin elskede, møllerdatteren, der lagde sig i en ligkiste. Derover mistede han sin forstand, men hans brud døde virkelig samme år.

 

Greven spillede det hele væk til tre jøder

Den sidste af de gamle ejere af Gram, hvorom der findes folkesagn er greve Knud Bille Schack, der døde i 1821 som ejer af Gram. Den ugifte mand omtales som meget rig. En dag sad han ved møllen, blev han spurgt om, hvad han tænkte på.

Så sagde han, at han tænkte på, at når han nu fik hans sager og virke gjort op i penge, ville han gøre noget godt. Men han førte et vildt levned og var hengivet til spil, så den ene gård skred fra ham efter den anden.

En nat spillede han et helt gods i Holsten væk til tre jøder fra Hamborg. Han var ked af Gram Slot og yndede det gods i Holsten bedre. Men han havde ingen penge at købe det for. Så lånte han pengene her omkring ved folk og købte det i Holsten, der hed Perdøl.

Men det var det, han spillede væk til jøderne. Og nu kom han under administration. Knud Bille gik fattig i graven og godset gik over til hans søsters søn.

Den gale grevinde Anne Sophie Schack bestemte i sit testamente, at Gram og Nybøl skulle tilfalde hendes stedsøns yngste søn, Frederik Christian Schack (1736-1790) og tillige med Gieselgård, Spanager, Ottestrup og Juellund, alle på Sjælland.

 

En skat til Valdemar Atterdag

Endelig kan vi oplyse, at også til Gram Slot er der knyttet sagnet om en skat. I et noget udpyntet sagn berettes, at skatten skal være overgivet af en munk til Valdemar Atterdag, der brugte den store skat til at indløse pantsatte dele af riget med. Dette sagn er naturligvis ganske uhistorisk, og det er nævnt i forbindelse med andre lignende sagn om Gram slot.

 

Fandt Tramm en skat under egetræet?

Midt i Borggården på Gram Slot stod et mægtigt egetræ. I slutningen af 1700-tallet var Gramgård bortforpagtet til en tysker, der hed Tramm. Han havde svært ved at slå sig igennem. Han var ofte ved det store egetræ med en spade.

Da han havde været her i et par år opsagde han pludselig forpagtningen og købte et gods i Holsten, som han for størstedelen betalte kontant. Den almindelige mening mellem folk var derfor, at han havde fundet en mængde guld og sølv under den gamle eg. Derefter blev der på egnen brugt en talemåde om en mand, der var kommet til velstand, at nu er han bleven så rig som Tramm på Gram.

 

Det talte man om, dengang

Sagnene om Gram Slot giver os indtryk af, hvad det var, befolkningen på egnen førhen var optaget af og talte om.

Men se, hvis skal også have den sande historie om Gram Slot, og den får du i anden afdeling.

 

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjyske Månedsskrifter
• Trap Danmark
• Caroline E. Andersen: Grams Historie
• Sprogforeningens Almanak
• Evald Tang Kristensen: Danske Sagn
• Danske Slotte og Herregårde bd. 4
• Emil Lund: Sagn og skildringer fra Gram-egnen
• Thorvald Møller: Paa Strejftog i Amtet
• Danmarks Slotte og Herregårde bd. 16 Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om adel, slotte og herregårde, Se her på www.dengang.dk

• Det spøger på Gram Slot-endnu mere (2)
• En adelsslægt fra Aabenraa
• Historien om adelsslægten Akeleye 1-9
• De sidste hertuger i Augustenborg
• Brundlund Slot
• Gråsten – en flig af historien
• Ahlefeldt – fra Søgård til fald
• Ahlefeldt og Søgård
• Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
• Hertugen af Tønder
• En adelsborg fra Tørring
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Haderslev – historier (3)
• Et apotek i Haderslev
• Haderslev – Handel og Søfart
• Sønderborg i begyndelsen (1)
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Øst for Tønder
• Tønderhus, Slot, Borg og Fæstning
• En amtmandsbolig i Tønder
• Det gamle Tønder
• Trøjborg Slot, nord for Tønder
• Trøjborg, den fjerde historie
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Slottet Duborg i Flensborg
• Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
• Amalienborg
• Oprør i Møgeltønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Casper von Saldern-hvem var han?
• Kogsbøl – ved Emmerlev
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Møgeltønder dengang
• Solvig – en herredgård i Slogs Herred
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• De Kongerigske enklaver i Sønderjylland
• Avlsgården Grøngård – endnu mere (2)
• Grøngård – et forsvundet jagtslot
• Hvor ligger Tumbøl
• Bønder – syd for Aabenraa
• Et slot i Løgumkloster
• Mysteriet i Ensted og mange flere