Varulve-angreb eller drengestreger?

Man mente, at det var et Varulveangreb i Tinglev. Men det mente Rigspolitiet nu ikke. Det var et hævntogt. Det var ikke uden grundt, at han hed ”Sheriffen fra Tinglev”. Resolut skød han en tysk officer. Der blev aldrig skrevet en rapport om hændelsen. Man krævede dødsstraf. Der var mange rygter. Horst Issel blev anholdt. CIA forsøgte at hindre udlevering til Danmark. Man erhvervede huse og savværk. Der kom penge fra Berlin og Werner Best. Politiet holdt opdagelser hemmeligt. Et våbendepot blev gravet ned mellem Bov og Padborg. En tilfældig oprydning på Politigården afslørede en masse hemmeligheder om Varulve.  

 

Man mente bestemt at det var varulve-angreb

Efter krigen var det en betydelig frygt i det danske samfund, om der var elementer i det danske samfund, som kæmpede for den nazistiske sag. Man affærdigede det med, at det var noget værre vås. Der var mange artikler om temaet.

Men så den 1. april 1946 skete der et attentat mod politistationen i Tinglev. En håndgranat blev smidt ind gennem vinduet. Der var heldigvis ingen døde eller sårede. Man mente helt bestemt, at var et varulve-angreb.

 

Otto ”Varulv”

Man mente, at der rundt omkring i virksomheder, sad folk til at komme i gang. Både datidens medier og befolkning krævede, at politiet kom i gang med at undersøge aktionen i Tinglev.

Dette pres kunne Rigspolitiet ikke sidde overhørig. Siden april 1945 havde Otto Olsen beskæftiget sig med varulve. Blandt kollegaer blev han kaldt ”Otto Varulv”. Han tog til Tinglev og sammen med det lokale politi gik man i gang med undersøgelserne.

Sideløbende var modstandsbevægelsen gået i gang med deres undersøgelse. De var ikke i tvivl. Episoden var et varulveangreb.

 

Ikke uden grund ”Sheriffen fra Tinglev”

Den lokale politibetjent Jens Peter Egebjerg Andersen blev ikke uden grund kaldt for Sheriffen fra Tinglev. Han var i den grad blevet forhadt af de tysksindede. Med stor nidkærhed kontrollerede han den tyske udrejse.

 

Sheriffen skød resolut

Den 18. december 1945 kom en gruppe på 900 Luftwaffe-soldater igennem Tinglev. 50 danske soldater var udkommanderet sammen med det lokale politi at foretage en visitation af de tyske soldater.

Omkring klokken 22 blev de tyske soldater kommanderet ud af togvognen til visitation. En tysk løjtnant modsatte sig på det kraftigste, idet han hævdede at de tyske soldater var under englændernes beskyttelse.

Landbetjent Andersen tog løjtnantens indvendinger meget ilde op. Han beordrede derfor officeren ind på stationskontoret. Han trak sin pistol og fortalte officeren, at han ville tælle til tre, hvis tyskeren ikke inden den tid var faldet til ro, ville han skyde ham.

Løjtnanten nægtede imidlertid fortsat at makke ret, og Andersen afsikrede derfor resolut sin pistol og skød uden yderligere varsel.

 

Ingen rapport

Udenfor blev de tyske soldater noget ophidsede, og flere protesterede meget voldsomt. Dette løste han ved at skyde over hovedet på dem.

Efterfølgende blev der ikke lavet nogen officiel rapport over sagsforløbet. Hjemmetyskerne blev rasende over dette. Flere gange rejste de sagen blandt andet i Der Nordschleswiger.

 

Det var et hævntogt

Det var særligt dette forhold Otto Olsen undersøgte. Og opmærksomheden rettede sig mod en ung mand fra Løgumkloster-området ved navn Nicolaj Westergaard. Hans forældre var på en meget hårdhændet måde blevet interneret i Faarhuslejren.

Denne unge mand havde fundet 13 yngre mænd og kvinder, hvoraf var tre nazister. De havde planlagt dette hævntogt mod ”Sheriffen fra Tinglev”.

 

Man krævede dødsstraf

Anklagemyndigheden forlangte dødsstraf, men Tønder Ret gav ham 12 års fængsel. Det blev senere nedsat til 6 års fængsel. Man fandt yderligere en gruppe i Tønder på syv mand. Man havde siddet i den tyske roklub og planlagt hævntogter mod en masse, der var imod det tyske mindretal. Men det havde ikke noget med varulveangreb, at gøre.

Gruppen fra Løgumkloster havde dog adgang til pistoler, karabiner og håndgranater. Dem havde de fået indsamlet fra hjemrejsende tyske tropper. Våbnene blev nedgravet i kasser i kasser i en skov ved Løgumkloster.

 

Mange rygter

Den dag i dag kan man læse, at angrebet var et varulveangreb. Således skulle en nazigodsejer på Sorø-kanten og tidligere Hipo-løjtnant være leder af en varulvegruppe ved navn Edelweiss. Og han skulle rekruttere løsladte fra Fårhuslejren.

Om den havde eksisteret vides ikke. Det eneste, der tydede i den retning var et trusselsbrev til PET-lederen, Ernst Brix:

• Vi meddeler Dem hermed, at vi har oprettet et Forbund! Lad os i Ro! Vi lader Dem i Ro! Ærbødigst 46 Warulvorg. Aabenraa.

Nu skal det dertil siges, at Brix også var forhadt af det tyske mindretal med hans overvågnings-aktiviteter efter besættelsen nede i Sønderjylland.

Et andet rygte gik på, at Varulvebevægelsen skulle have købt et savværk et sted i Midtjylland. Rigspolitiet undersøgte også dette forhold men fandt ikke noget konkret.

Så gik der rygter om, at varulve i Sønderborg. Her skulle man have investeret i forskellige kørertøjer, så man kunne fragte folk hurtigt over grænsen.

 

1948: Ingen samlet varulveorganisation i Sønderjylland

I 1948 kunne man fra Rejseholdet konstatere, at der ikke fandtes en samlet varulveorganisation i Sønderjylland. Så faldt det lidt mere ro over det. Men i 1949 skete der noget, der satte gang i det igen.

 

Der skulle opbygges en varulvebevægelse

Horst Issel, der var blevet indsat som leder af Peter-Gruppen blev pågrebet i Tyskland og sendt til Danmark. Så kan det godt være at kriminalfolk spærrede både øjne og ører op, da man forhørte ham.

Han var oprindelig sendt til Danmark for at opbygge en varulvebevægelse. Åbenbart havde Hitler udtalt, at såfremt tyskerne tabte skulle alt gå under i terror-såvel i Tyskland som i de besatte lande.

 

Skulle være parat med terror

Når de allierede tropper efterhånden befriede landet skulle varulvene begynde deres arbejde med drab og ødelæggelser af enhver art. Handlingerne skulle fortrinsvis rettes mod ledende personer og livsvigtige mål.

Øverste leder af Varulvebevægelsen inden for SS blev SS-brigadefører Walter Schellenberg. Otto Skorzeny blev beordret til at forestå det praktiske arbejde. Ifølge Horst Issel var Varulvebevægelsen inddelt i fire Jagdverbände, nord, øst, sydøst og sydvest.

To af besættelsestidens største terrorister, Kai Henning Bothildsen og Henning Brøndum var med i bevægelsen, der udgjorde 80 medlemmer. De 70 havde været på partisanuddannelse i Tyskland. En anden kendt terrorist var Erik V. Petersen fra ET. Han sørgede for falske ID til Varulvene.

 

Erhvervede huse og savværk

Man erhvervede sig et par huse, hvor man placerede radioudstyr. Man havde også erhvervet et savværk. Midt mellem Svenborg og Nyborg lå et sprængningsdepot. Og forskellige depoter med levnedsmidler blev også nedgravet.

Grupperne i Kolding og Århus havde deres egne biler. Ellers brugte man taxaselskaber eller private bilfirmaer.

 

Penge fra Berlin og Werner Best

Til finansiering af alt dette fik man penge anvist fra København. Enkelte beløb havde man dog fået fra Werner Best selv.

Horst Issel havde også fået falske pund og dollarsedler. Ved kapitulationen stod han tilbage med 12.000 kr. som han uddelte til medlemmerne af varulveorganisationerne og enkelte hjemmetyskere i Sønderjylland. De falske penge brændte han.

 

CIA forsøgte at hindre udlevering

Der er måske stadig nogle varulve rundt om i Danmark. De fleste har dog taget deres hemmelighed med i graven. Og Horst Issel, ja han var efter krigen blevet ansat som CIA-agent. Og fra den side havde man forsøgt at hindre udleveringen til Danmark.

 

Politiet holdt tingene hemmelig

Issel blev idømt en straf på 20 års fængsel, men blev allerede løsladt i 1953. Issel nævnte aldrig placeringerne på huse eller navne på personer og gik heller ikke i detaljer. Politiet holdt tingene hemmelig. De havde også nok at se til med Edderkoppesagen og Dobbeltmordet på Peter Bangsvej. De ville også undgå mediehysteri.

 

Gravet ned mellem Bov og Padborg

Der var en speciel uddannelseslejr i Neustrelitz. Den tog specielt sigte på varulvevirksomhed i Danmark. Der var erklæret dødsstraf for overtrædelse af de givne instrukser om tavshed vedrørende enhedens formål og uddannelse.

Efter endt uddannelse blev den danske gruppe den 3. maj 1945 udstyret med civilt tøj, penge, identitetskort og et større våbenarsenal, herunder plastisk sprængstof, håndgranater og forskellige våben.

Alt dette blev samme aften ført over grænsen i en hestevogn og gravet ned mellem Bov og Padborg. Opgaven for varulvene var nu at glide ind i samfundet som civilister. Deres ordre lød på, at de i dagene mellem den 8. og 10. maj skulle se efter en annonce i en bestemt avis med ordlyden:

• Tjen penge i fritiden, dygtige bogsælgere søges –billet Mrk.

Efter at have indlagt billet på annoncen ville de blive kontaktet og modtage videre ordrer. Se dette er noget af det, der fremgår af retsopgøret.

 

Hårdt anslag mod gruppen

Befrielsen 5. maj kom imidlertid i vejen for gruppens videre aktiviteter. De fleste blev hurtigt interneret. Men ingen af dem har så vidt vides udført militære aktioner. Åbenbart skulle den største celle have ligget i Tønder. Men fra amerikansk side har man påpeget, at de danske formodninger om antal m.m. er stærkt overdrevne.

Måske havde situationen set anderledes ud, hvis russerne var kommet først. Men åbenbart var der ingen varulve på Bornholm.

 

En tilfældig oprydning

Den 19. april 1945 blev Varulve-lederen Erik V. Petersen likvideret af Holger Danske-modstandsfolk, hvilket har været et hårdt anslag for gruppen.

Pludselig dukkede der materiale frem i forbindelse med kriminalbetjent Erland Leth Petersens tilfældige oprydning i mellemgangen over sit kontor på Politigården. Det viste sig at være materiale, der hidrørte fra efterforskningen af Varulvebevægelsen. Man fandt uudfyldte vielsesattester fra Kolding, dåbsattester, folkeregistre og en kirkebog fra Hostrup Sogn. Der var også soldaterbøger og passtempler.

Nederst i bunken findes 20 kort med nedgravningssteder på sprængstof- og våbendepoter uden for Kolding. Hvert kort har detaljerede beskrivelser af, hvad der ligger, springstoffer, maskinpistoler, håndgranater, tændblyanter med videre.

Der var våben og sprængstoffer mindst 130 steder i Danmark.

 

Kilde:

• Frederik Strand, Ove Kryger Rasmussen: Rejseholdets Historie
• Mikkel Kirkebæk: Beredt for Danmark
• Tamm: Retsopgøret efter Besættelsen
• Erland Leth Petersen: De Danske Varulve

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 203 artikler fra Besættelsestiden før, under og efter, herunder:

 

• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Sheriffen fra Tinglev
• De dødsdømte fra Tinglev
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Mindretal i Brændpunktet