Livet i København – dengang

Foredrag den 29. november på Solgavehjemmet, Vigerslev Allé. Hvordan var livet dengang? Hvordan tilbragte man fritiden? Hvordan boede man? Hvordan blev man transporteret? Værtshuse, fuldskab, forskel på rig og fattig. De latrinære forhold, Den store badedag, Når borgerskabet havde komsammen? Hvordan så vi på dem, der var anderledes? I døden var man ikke ens. Hvordan var begravelserne dengang? Stavefejl og druk på kirkegården. Og måske når vi at få et spøgelse med på kirkegården.

 

Værtshuse

Fra år 1200 til 1600 drak danskerne store mængder af øl. Grunden var sikkert, at man kun levede af kød og fisk. Ja så var det også sundere end at drikke vand.

Ja selv kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter øl om dagen.

 

Fuldskab var ingen skam

Selv nonnerne drak øl

Fuldskab var ingen skam. Man skulle bare lige huske, at være ædru, når man mødte op i kirken. Ellers var det at drikke sig fuld, tegn på at man var brav, flink, hæderlig og en mand af den rette støbning.

De første værtshuse var ølboder, hvor ølkoner købte øl og solgte det. Det kunne også være, at de selv bryggede det. Senere var det mest gamle soldater, der selv bryggede. Nu var kvaliteten på dansk øl ikke særlig godt. De fleste fortrak tysk øl.

Gennem historien var det også tradition for fulde konger.

I byen var det oceaner af værtshuse af forskellig kvalitet. I 1687 var der 140 bryggerier med gårde til.

Men efterhånden drak københavnerne mere og mere brændevin. Men det bekymrede nu ikke så meget magistraten. Tænk engang, i 1698 var der i hovedstaden 245 brændevinsbrændere.

 

Vinkælder

Under Rådhuset var der en vinkælder, som tilhørte Magistraten. Jo, det var lidt finer at komme i en vinkælder. Dem var der også mange af efterhånden.

På vinstuerne drak man foruden vin enten rom eller Arrakpunch. Og denne kunne enten nydes kold eller varm.

 

Gæstehuse

Det var steder, der var list finer på det. Her kunne man også få noget at spise. Og her blev i den grad drukket. Således fik de danske myndigheder på et tidspunkt besøg af en russisk gesandt, der havde 10 gæster med. De nøde livet på Gæste Huset Store Lækkerbisken. De blev i 1 ½ måned. I den tid havde russerne drukket:

• 720 potter Rhinskvin
• 162 potter forsk. Akvavitter
• 58 potter brændevin
• 32 tønder øl

Dertil kom oceaner af sukkerkandis, puddersukker, muskat og citron.

 

Drikkevaner

Rompunchen blev afløst af cognac – toddyen. Denne blev afløst af den fra Sverige stammende cognac og sodavand.

I midten af 1880erne blev det whisky med soda, der blev det store hit. Det første sted man nød denne drik var i Wiener – Cafeen i Hotel Kongen af Danmark.

 

Badestuer

De mere velhavende besøgte badestuer. Det var nu ikke så eget for hygiejnens skyld. Men her kunne man få en passiar med ligesindede og få god tysk øl. Efterhånden kunne man også på nogle af disse badestuer nyde selskab af smukke piger.

 

Traktørsteder

Såkaldte traktørsteder dukkede op. De havde navne som Vodrufgård, Ladegården, Ravnsborg m.m. Ude i Classens Have var det Kongens Fiskehus. Ja det var Østerbros første gourmet – restaurant.

 

Dansehaller

Særlig på Vesterbro opstød en masse dansehaller. Belysningen var ikke særlig god. Og musikken bestod for det meste kun af en violin og en klarinet. Der var ingen ventilation og duft af madrester og brændevin.

 

Andre forlystelsessteder

De rige tog på Bakken, og de fattige tog til Østerbro i De Fattiges Dyrhave. Ude på Frederiksberg kom der mange lystigheder. Men hvis disse skulle oprettes på en kongevej skulle de godkendes af hoffet.

På Frederiksberg kom også forlystelsesstedet Alhambra, efter at Tivoli var åbnet.

Et anden uvæsen dukkede op, sangerindeknejper.

 

Udflugtssteder

Da Frederiksberg Have blev åbnet var det et tilløbsstykke. Tænk man kunne møde kongen ro i kanalerne. Men det var nu ikke alle, der måtte komme ind. Mange blev afvist af vagterne. Og dem fra Nyboder måtte slet ikke vise sig her.

Og tænk, engang måtte man ikke køre med barnevogne på fortovet på kongevejen på Frederiksberg. Der måtte jo være grænser.

 

Hvem gik på værtshus?

Stort set alle gik på værtshus. Mange arbejdere drak hele deres løn op her. På et tidspunkt indrettede fabrikker selv værtshuse, og udbetalte lønnen her. Det var en god forretning for fabriksejerne, men ikke for arbejderfamilierne.

Militære personer måtte ikke sidde på værtshus efter tappenstreg, men det gjorde de nu alligevel.

Det hed sig også, at tjenere og tjenestepiger efter at de havde pakket herskabet i seng, også gik i byen.

 

Sporten breder sig

Der var kommet gang i svømningen ved kysterne. Her kom sandelig også badeanstalter. Og her var forskellige regler, hvordan man skulle opføre sig og man skulle være tækkelig klædt på.

Ja der kom også forskellige sportsarter. Nogle var mere ansete end andre. Sejl – og rosport ved Langelinje var nok det mest ypperlige. Ja også ridesport og vædeløb ude på Fælleden kunne gå an. Og tænk, det overværede de kongelige også en gang imellem.

Skydning havde længe været populær, og det var altid en ære, at blive optaget i en skyde klub. Og for længe siden, ja da skød man efter papegøjen.

 

Cykelsporten

Men uha, så bredte cykelsporten sig. Og det var en skændsel, at se kvinder på sådan et kørertøj. Det kunne man bare ikke. Cykelsporten startede omkring 1870. Det startede med en model, man kaldte Velocipide. Den næste model kom omkring 1880. Det var den model med kolossal forhjul og lille baghjul.

En tysk håndbog angav 24 måder, at stige op på den. I et cykelblad var det gode råd til, hvad man skulle gøre, hvis man fik for meget fart på den. Ja så skulle man køre ind i en hæk.

Så kom Safety – modellen med kædetræk. En sommerdag i 1891 talte man i bomhuset ved Hellerup om 885 cyklister.

I bladene kunne man læse at den kvindelige bicyklist var en parodi på ryttersken. Jo ridning blev betragtet som nobel og ædel.

 

Fodbold var for halvgamle individer

Fodbold var heller ikke noget for de borgerlige. De foretrak fjerbold. Fodbold var for halvgamle individer. De rendte rundt på fællederne. En af de første store helte dengang, var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 skød 10 af Danmarks i alt 17 mål.

De fleste sportsudøvere blev nærmest betragtet som gøglere.

Gymnastik var ikke særlig populær i skolen. Og det vakte i den grad anstød, at kvinderne begyndte at dyrke motion.

 

Mænd og kvinder hver for sig

Der var jo også alle søbade anstalterne. Her kunne man også få svømmeundervisning. Men som regel foregik badningen særskilt, Mænd for sig og kvinder for sig.

Om vinteren havde vi så skøjteløb. De fine inklusive kongefamilien løb i Kastelgraven. Men ungdommen foretrak nu alligevel søerne.

 

For meget ødselhed

Man skulle passe på for meget ødselhed. Gennem historien er der kommet mange forordninger omkring dette. Man skulle ikke offentlig vise for meget flothed, at man så alligevel gjorde det, ja det var noget andet.

På et tidspunkt måtte man kun invitere 30 gæster og servere 5 retter.

Omkring år 1800 kunne de rige få sig endnu en ridehest. Regeringen forsøgte sig med endnu en forordning mod ødselheden:

• Ingen måtte bære sølv – og guld galoner eller broderede klæder
• Damernes knapper skulle være af tøj eller kamelhår
• Brugen af pelsværk var forbudt
• Tjenestepiger måtte ikke bære silke

 

Mode

Omkring 1800 gik borgerskabet også meget op i mode. Den berømte digter, filosof og læge, Tode sagde:

• Ingen kamæleon skifter så ofte farve som mandfolk skifter mode

Ja han sagde følgende om damemoden:

• Alene kjolens længde i 36 år er stegen og falden som kviksølvet i et termometer

Muffen skulle være samme farve som kåben. Og så var det den berømte amazondragt. Man skulle også have en fjerbusk samt en tynd spadserestok.  

 

Jakker i alle mulige farver

Frakkerne var ikke nødvendigvis sorte. Nej, de var sandelig også blå, kaffebrune og røde. Brandgule og lysegrønne kunne ses om sommeren. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Og så gjaldt om at vise sig så meget på Strøget som muligt – bare for at man kunne blive set.

 

Moden havde taget overhånd

Ja så blev der dannet Ny Dansk Fruentimmerselskab. Her blev der besluttet, at moden havde taget overhånd. Nu skulle man gå i hjemgjort tøj. Men åh skræk, det kom til at betyde, at nu kom man til at ligne tjenestepigerne.

Så blev det besluttet, at tjenestepigerne ikke måtte gå i bestemte klædningsstykker.

 

Man banede vej til privilegier

Titler og adel banede sig vej til privilegier som almindelige borger ikke kunne få. Kundskab og dygtighed var ikke altid nødvendig.

 

Parykkerne forsvandt

Efterhånden forsvandt parykkerne. Frisørerne oplevede en storhedstid. Høje toupeer og kunstige nakker erstattede så mane mangler. Og så brugte mænd også bunkevis af puder ligesom kvinderne. Også dette vidundermiddel kunne dække så mange en mangel.

Under en retssag, når man så en mand med sit eget hår, vidste man, at han var fra den laveste arbejderklasse. Der var parykker til alle formål. Man bar kort paryk til daglig og bølgende Algoneparyk til galla.

 

Prestige betød meget

Det var prestige at eje kinesisk porcelæn. Jo, de rigeste bestilte det endda med københavner – motiver.

Det var prestige, at have egen vogn med fire heste foran, og have så mange tjenestefolk som muligt.

Hos Baron Rodsten, der døde i 1714 havde kammertjeneren ikke fået løn i 15 år. En af de 8 lakajer havde ikke fået løn i 8 år. Det hjalp så, når gæsterne gav drikkepenge.

 

Når Borgerskabet holdt selskab

Når borgerskabet skulle holde selskab, startede man klokken 18. Først skulle forskellige klædningsstykker aflægges. Kvinderne og mændene blev nu adskilt.

Damerne havde deres arbejdsposer med. Og så gik passionen ellers med opskrifter, sladder, rygter. Der blev serveret the og kammerjunker. Man skulle da også smage på, hvad huset havde frembragt af diverse marmelader.

Til herrerne var der opstillet diverse spillebord. Så gik der ellers gang i L’hombre og Boston. Whist kom først meget senere.

Mændene blev trakteret med snaps cognac eller rom.

 

Klokken 21 var der serveret

Præcis klokken 21 gjorde husmoderen tegn til, at man skulle afbryde, for nu var der serveret i spisestuen. Masser af lys blev båret ind. Blomster hørte ikke med til bordpyntningen før meget senere. Der var kun en blomsterhandler i hele København. Den lå i det skæve hjørne ved Nyhavn og Store Strandstræde.

Hovedretten var forloren skildpadde, skinke eller oksesteg. Efter den varme ret blev der serveret afskårne kager og til sidst æblekage.

Til kagerne drak man rompunch.

Normal sang man ved bordet dengang. Enten af en sangbog eller små visehefter. Og fædrelandssangen var obligatorisk.

Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget med øre og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i 1808. Skulle en af deltagerne have fået for meget, var det ikke særlig velset i disse kredse.

 

Drosker

Når man så skulle hjem havde man bestilt drosker. De københavnske droskekuske var opvokset på stenbroen. Det var absolut forbudt at ryge på bukken. Og at efterlade Lotte eller Lise foran et værtshus uden opsyn, ja det gjorde man bare ikke.

Betalingsspørgsmålet var dog det, der kunne bringe kusken ud af fatning. Kusken kunne godt finde på, at lægge meget på, når det var sent. Fælles takster kom først senere.

 

480 drosker

 

Hele 480 drosker kørte rundt i København. Dem med hvide numre havde fast holdeplads. Det havde dem med gule numre ikke. Der var mange regler. Og den årlige politiinspektion kunne give problemer for kusken. Ja politiinspektøren kunne fratage ham sit levebrød.

Efterhånden overtog droske – automobilerne trafikken. I begyndelsen var kunderne dog lidt bekymret for farten.

Automobilerne bredte sig. Og en ny automobillov forbød, at man kørte på Strandvejen.

 

Motorbåde

I havnen afløste motorfærger de gemytlige gamle færgemænd og de læderbetrukne robåde.

Og når Amerika – færgerne dampede af, var der altid begravelsesstemning.

 

Sporvognene

Før der blev oprettet egentlige sporvogne, var der fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder i oplandet. Men det var dog kun de bedre stillede, der havde råd til denne transportform.

Hestesporvognene blev afløst af de berygtede syrevogne. Disse opgav man efter utallige klager.

De elektriske sporvogne åbenbarede en helt ny verden. Store ruder og elektrisk lys var det nu i sporvognene. Men disse vogne måtte også kæmpe for at blive accepteret. De mange luftledninger vansirrede Københavns gader, mente man.

 

En stor succes

Man jamrede over den larm, de lavede. Og så klagede man over, at man ikke som i gamle dage kunne få sporvognene til at stoppe, hvor man ville. Nu var det faste stoppesteder. Også her var man bange for den store hastighed, som disse uhyrer kunne frembringe.

Sporvognene blev en kæmpe succes. Vognstyrerne måtte have gode nerver. Folk klagede konstant over overfyldte vogne. Åh skræk i 1907 var der sporvognsstrejke i fire dage. Det faste personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer. Vognstyreren måtte arbejde i 55 timer.

 

Jernbanen

To af de største problemer med at anlægge jernbanen, var kapital og arbejdskraft. Der blev kun solgt for 250.000 kr. aktier. De danske arbejdere sivede væk, da høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik en eller anden opfattelse af, at den danske vinter var hård, og tog allerede hjem i juli. Og svenskerne blev syge af den danske mad.

De håndværkere man skulle bruge var underlagt af en række bestemmelser. Disse bestemmelser måtte regeringen sætte ud af kraft, for ellers kunne man slet ikke bygge jernbanen.

 

Banegården en stor succes

Banen blev færdig til det rigtige tidspunkt. Og Christian den Niende fik den også indviet. Men selve banegården var nærmest et stort træskur. Og det var vanskeligt at få billetter. Men vognene blev dog overfyldte og det kom ofte til skærmydsler.

I 1852 besluttede man at føre jernbanen videre fra Roskilde til Korsør.

 

Hvordan boede man?

Boligspekulanter havde fri tøjler. Udnyttelsesgraden var ekstrem højt. Der opstod et system af side – mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden. Gårdspladsen var minimal.

Nogle steder var lufthøjden ikke mere end 1,80 – 2 meter. Der var vel kun 3 kvadratmeter til hver. Følgen var sygdom både hos børn og voksne. Børnedødeligheden var enorm. Lysforholdene var dårlige. Husene var fugtige og mange af lejlighederne blev betragtet som direkte usunde.

 

Overholdt ikke sundhedsvedtægt

Selv om man fik en sundhedsvedtægt i 1886, så fortsatte boligspekulanterne uanfægtet. De fleste lejligheder bestod af to rum uden køkken. Der var kakkelovn eller petroleumsovn, hvor maden blev lavet.

Der var ikke meget privatliv gennem de tynde vægge. Skænderi, barnegråd, drukkenbolte m.m. gjorde livet lidt surt.

Vægge og tage skvattede sammen under stormvejr. Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Man kunne knap nok åbne vinduerne. Plankeværket mellem de snævre gåde og lokummer var faldefærdige.

 

Spisekammeret var tomt

Spisekammeret var som regel tom. Det eneste man kunne få, var en sukkermad. I stuen kunne man kun se baggårdens lugter, hvis baggården da havde sådan nogle. Ved mørkets frembrud var det lygtemanden, der tændte disse med sine lange stang.

De fattige boede til højre med udsigt til gården. De fattige havde udsigt til gaden.

Når det var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Eller når købmanden ville give kredit, ja så anvendte man sammenpressede avisbriketter.

 

Den store badedag

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt over en gryde på gassen. Men det var kun koldt skyldevand.

Hver lørdag eller hver anden lørdag gik hele familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen, hvis det var vinter. Ellers foregik det i køkkenet. Vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev dog kun fyldt en gang, så måtte alle bruge det samme vand. De små måtte vente til sidst, da de risikerede at tisse i det.

Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjet, ellers gik det galt.

 

At have lus og andet

Så blev det ellers kæmmet med den store tættekam.

At have lus, var ikke godt. Det var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Det var et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

Mere uheldigt var det, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var godt irriterende. Så måtte alle børn i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde et stykke tid. Efter endt opblødning, blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig.

Lejlighederne kunne være en lopperedde. Pludselig følte man det krible og kravle over det hele. Gulve og paneller blev smurt ind i salmiakspiritus. Dette kunne holde utøjet i skak et stykke tid, inden de igen begyndte at kravle gennem gulve, vægge og loft.

Havde far ingen penge måtte han aflevere sit pæne tøj hos lånekontoret. Om fredagen, når han igen fik løn kunne han så indløse gælden med renter og få sit tøj igen.

 

Konkurrence om at rapse

I baggården opstod der konkurrence i at rapse. Ja det skulle man for at blive anerkendt.

Dullen fra Kommunen kunne risikere at komme på besøg. Ofte havde hun spisebilletter med til Folkekøknet. Men det var ikke lige altid godt for børn, der ikke var vant til at spise særlig meget, at få Brunkål med Flæsk eller gule ærter. Det kunne være en barsk omgang for de unge.

Men så kunne far jo bytte disse spisebilletter til flere bajere og cigaretter. Så kunne børnene bare få et par sukkermadder ekstra.

 

Drikkevand

Mange brønde blev ikke gravet dyb nok. Store dele af København er opbygget på affald. Afløb fra gårde og kloaker sivede ned i utætte brønde. Vandet var ildelugtende og smagte ikke godt. Det var også usundt.

Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men det navn kunne man jo ikke have. Så den fik lige den modsatte betegnelse, nemlig Krystalgade.

 

Politimesteren klagede          

I 1702 klagede politimester Claus Rask over at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde en mudret og rådden smag.

Nu er det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet end vand.

 

Meget svingende kvalitet

Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Der flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker. Vandløb i hovedstaden var meget ulækre.

Vandledninger gik uhyggelig tæt på diverse latringruber og mange steder var disse vandledninger utætte.

Spildevand fra garverier, farverier, kreaturvanding, lokumsaffald, døde hunde og andre ådsler udgjorde en stor fare for sundheden.

 

De latrinære forhold

I slutningen af 1800 – tallet udviklede Smith og Mygind på Nørrebro den såkaldte Mavebælte – pissoirer. Som navnet anfører så dækkede pissoireret kun mandens torso. De stod i hvert sit rum adskilt af en skillevæg.

Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det der var nødvendigt.

En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring blev også fremstillet på fabrikken. Jo denne fabrik blev også kaldt De Myginske ekvipager.

Kvindernes Fremtidsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentationen, at kvinderne også havde behov for et offentligt nødtørftsanstalt.

Der kom da også til at ligge et sådant et på Grøntorvet. Men den lignede nærmest en bondegård.

 

Latriner overlevet i næsten 300 år

Latriner med afføring har overlevet i næsten 300 år. Det kan man se og lugte, nu hvor Metroen bliver anlagt. Men også sådan noget studerer forskerne. For her kan man jo se, hvad man har levet af.

Tænk engang i Middelalderen gik det kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man så var trængende kaldte man på ham. Denne mand indhyllede så både mand og spand i sin frakke, indtil nødtørften så var forrettet.

 

Inden toiletpapiret

Toiletpapir blev fremstillet til den kinesiske kejser. Men det blev først massefremstillet i USA fra 1857. Inden da havde man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med.

Inden de såkaldte retirader kom i København var toiletterne anbragt i små skure i gården over en grubbe, som kun blev tømt et par gange om året.

Hygiejne – Kommissionen havde fundet ud af, at i Ryesgade 156A og Ryesgade 156 B var der 72 mennesker, der havde brugt det samme toiletsæde.

 

Ikke høj status at være pølsedreng

Hvem ville gå ned med natpotten fra fjerdesal til de mørke retirader eller med toiletspanden. Som regel var det den ældste søn, der havde den ære. Men man havde ikke særlig høj status nede i gården, hvis man var lokumstømmer. Pølsedrenge blev de også kaldt, når de skulle bære den skvulpende masse.

 

En ”dejlig” duft

Ofte blev indholdet også tømt i vasken, så det kunne risikere at dukke op hos naboen. Det var bestemt ikke rart en varm sommerdag.

Retirader, pissoirer og skarnbøtteopsamlinger lå direkte op til vinduerne. Særlig en sommerdag var stanken ulidelig.  I 1900 havde Københavns 150.000 lejligheder kun 2.000 wc’ er.

Mange steder var der åbne latriner. Et sådant depot lå ved Nørrebros Runddel. Når politiet skulle gå vagt og vinden var i en bestemt retning foregik det i løb til Lyngbyvejen, ellers var det ikke til at holde ud.

 

Latrin – depot

DSB havde fået en god indtægt ved at transportere latrin. En række nordsjællandske stationer havde fået den tvivlsomme ære, at opbevare et latrindepot.

Station Lersøen havde fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til latrinstation. Til stationen hørte også en lille have på 365 kvadratalen. Her havde bestyreren så gødning lige ved hånden. Denne station åbnede i 1891.

Seks gange i pinsen i en varm sommer eksploderede der chokoladevogne på Hovedbanegården, ja også på Nørrebro Station.

Disse Latrin – eller chokoladevogne var nu ikke lige tætte. De efterlod en lille brun stribe, som Nørrebros hunde havde glæde af.

 

En speciel holdning til åndsvage

Samfundet havde dengang en speciel holdning til åndsvage eller idioter som de hed dengang. Og løsagtige piger blev sendt til Sprogø. Der kunne de risikere, at blive i op til syv år.

 

Johan Keller og hans filosofi

I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civile samfund.

Johan Keller blev betragtet som en slags ekspert på området. Hans far var fængselsinspektør på Christianshavns Straffeanstalt. Han var vant til at se lidt af hvert. Han skelnede mellem to hovedgrupper:

 

1. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
2. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet

 

Det var ikke tilladt, men heller ikke forbudt

På et tidspunkt indførte man kastration og sterilisation på forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og mennesker med maniodepressive psykoser.

Det var egentlig ikke forbudt, men det var heller ikke blevet tilladt.

Først i 1950erne begyndte man at tvivle på denne Keller – filosofi.

Men man fortsatte så i anden boldgade, nemlig med Det hvide snit. I perioden 1939 til 1983 fik 4.500 foretaget dette indgreb. Og det var verdensrekord. Medierne bakkede op om dette. Ingen kunne jo tvivle på folk i en hvid kittel.

Først i 1982 begyndte man at tvivle på denne metode.

 

I døden var ikke alle lige

Den kendte gejstlige C. Bastholm mente, at man skulle opbygge en mere betryggende kontrol ved ligsyn. Og så fandt man ud af, at der skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte finde sted.

Endnu en resolution blev udsendt. Nu måtte der ikke jordes nogen før tydelige tegn som forrådnelsespletter havde vist sig. Først da måtte kistelågen hamres på.

 

Begravelsesanstalter

Der kom forskellige forslag til, hvordan man skulle indrette begravelsesanstalter, hvor lig kunne ligge til observation. Og de skulle indlægges i to kategorier. En til rige og en til fattige. De rige skulle betale 10 Rdl. Men så var det også med klokkesystem og spejl. Det sidste var for at tjekke om vedkommende trak vejret.

Dr. Bastholm havde et meget praktisk forslag. Man skulle da bare spille trompet foran de døde. Så kunne man så se, om de skar ansigt.

 

Jeg er kun skindød

Også på Assistens Kirkegården havde man i graverhuset et system med snor til et klokkesystem. Vi skal også huske på, at H.C. Andersen altid havde et skilt med, hvor der stod:

• Jeg er kun skindød.

I en resolution så sent som i 1898 vedr. Graverboligen på Assistens Kirkegården stod følgende:

• I Ligstuen anvendes en Klokke, som gaar til Graverens Værelse. Klokkestrengen vedhæftes den dødes Hænder, således at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i Gang med at give Lyd. Over Liget anbringes tvende store Bøjler og over disse et stærkt Næt, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, og om det kom til Live og dog kan have fri Bevægelse derunder. Midt i Loftet er et Trærør, hvormed Ligdunsterne kunne fare frit ud gennem Husets Gavl.

 

Ligene hældt på gaden

I 1711 – 12 rasede pesten. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere. De afdødes pårørende smed ligene ud på gaden. Ligbærerne blev væk.

Frederik den Fjerde bad studerende fra Regensen om at melde sig. Gennem tiden sikrede de studerende sig en massiv indtægt.

 

Bedemanden var ilde set

Bedemanden var ilde set, for en forordning fra 26. juni 1818 påbød, at enhver, der brugte en ligvogn til en takst over 1 Rdl. skulle bruge en bedemand. En sådan en kunne godt koste 50 Rdl. Han kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Alene dette kostede 9 Rdl.

Ja en almindelig begravelse kunne sagtens løbe op i 300 Rdl. Efterhånden opstod der lig selskaber, som kunne gøre det væsentlig billigere.

 

Losseplads på kirkegården

I indre by, blev der oprettet 5 assistens – kirkegårde. Disse blev indrettet mellem husene. Og hvis der var huse med vinduer ud til kirkegårdene, blev affaldet fra husene bare smidt ud af disse vinduer. Efterhånden lignede disse kirkegårde lossepladser.

Havde konen mistet hendes mænd var det sædvane i de finere kredse, at hun skulle lægge sig i en sort paradeseng i paradesorg for at tage imod.

 

Den første adelsmand på kirkegården

Egentlig udviklede kirkegården ude på Nørrebro sig som fattigkirkegård, men så var det jo lige, at Johan Samuel Augustin fra Slottet i Augustenborg lod sig begrave derude på Assistens Kirkegård ude på Nørrebro. Og så var der pludselig mange flere af de rige, der lod sig begrave herude. Augustin skrev for øvrigt i sit testamente:

• At han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle ej heller påføre nogen andre skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.

 

Inddelt efter rang

 

Men det med tildækningen tog man nu ikke så tungt. Og det havde områdets hunde så gavn af.

Nu var det jo sådan, at man også havde indrettet begravelserne efter, hvem man var. Som bekendt er man ikke ens i døden. Rangfølgen var således:

 

1. Grever
2. Gehejmeråd og Friherrer
3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed ske i Kongens tjeneste til lands og til vands.
4. Andre af rangen til landsdommere
5. Øvrige rangspersoner og adelige
6. Gejstlige og anden verslig øvrighed, præster og graduerede personer
7. Andre personer.

 

Grever kunne opsætte monumenter over de afdøde – efter deres egen Lyst.

Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække kisterne med fløjl. Man måtte bruge seks heste foran, og så måtte man bruge tre stuer til sorgstuer, og det vil sige klæde dem i sort.

De andre af rangen til Landsdommere måtte kun bruge 4 heste, og kun to stuer til sorgstuer.

De øvrige måtte kun bruge to heste og kun overtrække en stue som sorgstue. Og således skulle man rette sig efter, at det blev mere og mere simpelt jo lavere stand man havde.

I meget fine kredse malede man panelerne sorte og også vindueskarmene.

 

Sørgearrangementet gik lystigt for sig

Når en velstående borger døde, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være i egetræ. Ved denne ceremoni var der et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt. Og der manglede sandelig ikke noget.

Alle var klædt i sørgeklædder også tyendet.

Ofte var der våben og skjolde, som vedkommende i levende live ikke måtte bære lagt på kisten. Og dette accepterede kirken. Men de accepterede ikke arbejdernes røde faner.

Ofte gik sådan et sørgearrangement lystigt for sig. Man spillede og blev som allerede skrevet trakteret efter alle kunstens regler.

Det var ikke usædvanligt, at liget stod 10 uger over jorden. Ligkisten havde ofte en indskrift. Når begravelsen fandt sted om aftenen var der masser af lys. Også kirken var fuld af vokslys.

 

De uærlige ville ingen begrave

Men for nogen kneb det med at blive begravet. Det kneb med at finde ligbærere til de såkaldte uærlige. Og disse var Skarprettere, natmanden, hestegnidere, svinegnidere, skorstensfejere, renovationsmedarbejdere og til tider også jordemødre.

 

110 kareter med til begravelse

I 1805 var det slut for de fine, at blive begravet i kirken.

Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste, med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og to politibetjente. Efter signende skulle der have været 110 kareter med i ligtoget.

De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Ville man begraves tæt på muren på Assistens Kirkegården måtte man betale væsentlig mere.

Man forsøgte i en sørgeforordning af 1724 at begrænse sorgen for de rige, så de ikke overdrev. Men det blev slet ikke overholdt. De rige ville behandles anderledes. Der var og blev forskel på de rige og fattige i døden.

 

Usømmelig adfærd

Den store socialdemokrat, smed Adam Petersen havde ellers frabedt sig en præstelig begravelse. Pastoren havde ment, at det var usømmelig adfærd at nogle af smedens kammerater ville sige nogle bevingede ord ved begravelsen.

Og politiassistent Rantzau og nogle af hans lidelsesfælder var med for at forsvare Pastor Steen’ s filosofi. Men om de egentlig havde kunnet stille noget op imod de 10.000 arbejdere, der var med, ja det er godt spørgsmål.

 

Stavefejl og druk

Men ak og ved. På kirkegården opdagede man stavefejl på stenene. Og der var druk og fest. De hjemløse holdt hver aften og nat sammenskudsgilde her. Opsynsmændene solgte de dødes tøj og sprit.

Man mente, at der var offentlig værtshus i Benhuset.

Man udsendte godt nok en resolution, men lige meget hjalp det:

 

• Det er forbudt, at Æde – og Drikkevarer faldbydes eller fortæres paa Kirkegaarden eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed.

 

På et tidspunkt var der nogle, der mente, at der skulle opbygges tribuner på Assistens Kirkegård, så alle kunne følge med. Men det kunne også blive for festlig, derfor skulle rødhårede ikke have adgang. Så overvejede man også at forlange entre.

 

Spøgelset på kirkegården

Ved midten af forrige århundrede boede der over for Assistens Kirkegård på Nørrebro en norsk student. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at få røgen til at trække ud.

Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:

• Se der

I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afklædte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen.

Danskeren sagde med munter latter:

• Dette skal vi såmænd have lidt grin af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne, og stiller vi os her og ser, hvad fyren vil tage sig til.

Da nordmanden ikke rigtig brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til graven, hvor han tog et klædningsstykke – en silkestrømpe.

Han tog den med op i værelset og lagde den på bordet. De to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede. Den bøjede sig sagte, som om den fulgte et spor imod huset, og gik ind ad porten.

Døren blev åbnet, og den hvidklædte trådte ind. Den kåde student var ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet. Den vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd mod højre side. Han var blevet lam i højre side og forblev krøbling resten af sit liv.

Moralen i den historie er:

• Lad være med at drille spøgelser.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk