Strejftog i København – dengang

Foredrag den 8. september 2016 på Solhjemmet i Valby. Vi tager en tur ned ad Strøget og Østergade, der var det fine shopping – center dengang. Så går vi lige en tur på Kongens Nytorv og skal selvfølgelig også på Nyhavn. Om vi når Frederiksstaden, det er et spørgsmål, for vi vil også gerne i Nyboder. Du kan opleve et mord, spøgelse og en, der rejser sig fra de døde. Vi skal opleve virkelige rige og meget fattige. Ja vi skal også se, hvad der var en delikatesse i Peder Madsens Gang. Måske når vi også en absurd svanejagt.

 

Historisk vandretur

Vi tager på en historisk vandretur rundt i København og besøger udvalgte steder. Men kunne selvfølgelig tage alle bygninger og fortælle, hvornår de var blevet bygget og så videre. Det gør vi også, men vi vil også gerne fortælle om livet dengang og de store kontraster, som hovedstaden bød på.

 

Ind ad Strøget

Vi tager lige først en tur ind af Strøget dengang. De første butikker var boder. Og det var en slags tilbygning til eksisterende bygninger. De fyldte meget i de smalle gader. Det var en stor hindring for færdslen og så var de meget brandfarlige. Derfor blev de forbudt i en forordning af 27. februar 1683.

 

Skilte

Det var ikke vinduerne, der trak dengang. Det var de forskellige skilte over indgangen til butikkerne. På Højbro Plads 21 kom nok butik, der skabte størst opmærksomhed.

Silke – og klædekræmmerne etablerede sig på hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade.

 

Spændende vinduesudstillinger

En vinduesudstilling i Købmagergade 25 vakte stor begejstring. Det så ud som om, at der var levende blomster, som var udstillet. Man havde nu indset, at vinduesudstillinger trak kunder til.

I 1828 var der røre omkring en fransk spækhøkerbutik i Købmagergade 3. Han havde tilladt sig at udstille tilberedt svinekød i sit vindue, ja han havde hængt pølser op. Der var så meget trafik foran butikken, at politiet flere gange måtte tilkaldes.

 

Armod og affald

Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var her, hvor armoden trivedes. Der kom mange klager til Magistraten, om at man blev snavset, hvis man bevægede sig rundt i byen og det havde regnet i flere dage.

Magistraten havde ellers sendt masser af forordninger ud, der skulle hindre, at byen flød med skrald, døde dyr og meget mere. Således blev der udsendt en forordning den 7. maj 1777, der bestemte, hvad man måtte smide på gaden:

• Affald fra køkkener, dødt fjerkræ og lignende må kun smides på gaden efter en bestemt fastsat tid. Derefter samles det i bunker og køres væk i skarnsvogne.

Men disse bestemmelser blev slet ikke overholdt. Alle bunker blev gennemrodet af fattigfolk. Vejr og vind sørgede for, at affaldet havnede i rendestenene. Og skarnsvognene dukkede aldrig op.

Rendestenene stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder lå mellem almindelige huse.

 

Vægterne sang falsk

Ja, Magistraten fik også klager over at vægterne sang falsk. Omkring 1784 havde man 150 vægtere i byen. De skulle forhindre Ildebrand, mord og tyveri. Og så skulle de synge hver time. Og det var åbenbart en jammer. De ejede ikke en tone i livet.

 

Pjalteproletariatet

De allerfattigste blev kaldt pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borgergade og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og det nu forsvundne Peder Madsens Gang. Men de boede også omkring Bordelkvarteret omkring Holmensgade.

Det var her H.C. Andersens moster, Christiane boede. Hun ærgrede sig over, at H.C. Andersen ikke blev en pige.

Her var masser af stalde og brændevinsbrændere. Her var masser af sygdomme. Men lægen kom her aldrig. De syge blev stuvet sammen på loftet.

En præst i 1808 skrev:

• Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se de usle huller, hvortil adgang for den fri luft er spærret. Djævelske dufter og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skrantning i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Pjaltenborg

Og tænk, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der opholdt sig på Pjaltenborg, som lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Der var en masse andre huse, der kunne tilbyde det samme. De hed:

• Helvede, Pøllen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybryd, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

Folk var stuvet sammen. En læge bemærkede om toiletforholdene:

• På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kunne benytte dette, når fornødent gøres, at de nødes at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Håndværkerne udnyttede situationen

Efter den store brand i 1795 boede en masse de hjemløse i parker, haver og gårde. Byggematadorer og håndværkere udnyttede situationen. De opførte skyndsomt tre etagers huse på hver en tomt. I kælderen kom der butikker, og ellers blev der bygget en masse små lejligheder. Og disse var meget små.

 

Rig og Fattig

Der var stor forskel på rig og fattig. En ung advokat kunne bo i en herskabslejlighed. Han kunne have 3 piger og en kusk ansat.

Grosserer Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde et tjenerskab bestående af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog overfaldet af folkemængden.

 

Kongens Nytorv

Lad os besøge byens hovedtorv, Kongens Nytorv. For enden lå de såkaldte sandkister. Det var en slags træskur med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det kom fra de skibe, der lagde til i Nyhavn.

Sandmændene med hest og vogn hentede sandet og kørte rundt i gaderne og tilbød det. Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen brugte man sand. Man kunne så skure gulvet blændende hvid.

Ved siden af sandkisten lå Gyldenløvs Slot (Charlottenborg Slot) Indtil 1870erne lå her en prægtig have.

Der hvor det Kongelige Teater nu ligger, lå det såkaldte Gjethus, hvor der havde været kanonstøberi. Senere blev det militær højskole.

 

Mange tilbud fra vinkælderen

Under Commediehuset lå en velduftende vinkælder. Ifølge adresseavisen kunne man her købe:

• Frisk tysk peberråd
• Røgede sild
• Bundtet Flamsk sild
• Kaffebønder
• Kinesisk Soya
• Italiensk citronsaft
• Mel, bankebyg,
• Vestindisk puddersukker

Jo her kunne man også købe kobberstik og bøger. Man kunne sandelig også købe billetter til Skipper Eskild Jensen’ s ture til Bergen.

Og stedet fungerede også som et salgs posthus. Her kunne man aflevere pakker, som så blev sendt med diverse skibe.

 

Varmtvandsbadeanstalt

På hjørnet ved Vingårdsstræde lå en tidligere grevelig ejendom, der nu var blevet til Converse Club.

Ja i 1811 blev der her oprettet varmtvandsbadeanstalt. Og et lignende anlæg blev der oprettet i Lille Strandstræde. Der var åbent fra klokken 5 om morgenen til klokken 10 om aftenen. Her blev serveret Bouillon, chokolade og likører.

 

Hotellet rummede mange ting

I 1828 indrettede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel de Nord. Det var nu ikke billigt. Hele 1 rigsdaler kostede det.

I hotellets kælder lå et tarveligt, men stærk besøgt danseetablissement som hed Torvet. Det var en af de mest besøgte dengang.

Og i det gamle hotel installerede Brødrene Nielsen, Københavns første flytte – omnibus – selskab.

 

Æbleskiver og konditori

På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade kom nu La Porta Konditori. Kigger man så i adresseavisen kan man se, at der her i kælderen havde været Sultani’ s æbleskiver – bageri.

 

Heiberg’ s forældre

På hjørnet af Kongens Nytorv 23 og Østergade 1 var ligeledes en ældre vinhandel og konditorejendom. Det var her Christian Heinrich Pätges arbejdede. Det var første gang han mødte sin hustru, Henriette Hartvig. Hvorfor er de to så vigtige. Jo de fik en meget berømt datter, Johanne Louise Heiberg. Ja det var sandelig en, der begik selvmord, fordi han ikke kunne få hendes gunst.

 

H.C. Lumbye

Første februar 1840 blev der inviteret til musikselskab på 20 personer. Det foregik på Hotel D’ Angletarre. Biletterne kostede 3 mark. De kunne købes for 3 mark hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade. Og musikselskabet var H.C. Lumbye.

 

Østergades noble butikker

Nede af Østergade havde adelen etableret sig. Her var masser af flotte haver. Men efterhånden måtte adelen trække sig. De handlende trængte sig på. Adelsgårde blev omdannet til købmandsgårde.

Her kom til at ligge de fineste og mest noble butikker. Jo kræmmerne havde virkelig etableret sig her. De kaldte sig efterhånden manufakturhandlere. Ja der opstod endda kvindedragende modebutikker.

 

Den krøllede kommis

En klæddekræmmersvend blev nu kaldt det fine ord, kommis. Inden da var det diskenspringer. Hans beklædning bestod af

• Blå spidsskjorte med forgyldte knapper
• Lys udvinget vest
• Ombøjede flipper
• Halstørklæde samt mørkfarvede pantalons

Jo pigerne drømte om den krøllede kommis. Dengang var det også prestige, at arbejde i butik. Det er det ikke mere.

 

Kongens Klub

Her på Østergade var der en Café med det fine navn Granelli. Sandelig var der en ølhalle i nummer 13. Den kom senere til hedde Rybbergs Kælder.

I nummer 12 lå Madam Frørups Frugtkælder. Og her var også et par cigarhandlere, der havde god omsætning hele natten.

Her lå også en meget fornem klub, der hed Kongens Klub. Og tænk, der lå en forening, der hed Læsernes Forening, hvor ikke en eneste læste. Det handlede nemlig om at få natbevilling. Ja, man kunne også få morgenbevilling.

 

En modehandler ved navn, Louise Rasmussen

Her vakte en ung modehandler også røre, fordi hun havde udstillet en mekanisk modeldukke. Det skabte en del røre, men mere røre skabte det dog, da hun havde en kongelig romance. Hun hed Louise Rasmussen eller bedre kendt som Grevinde Danner.

Jo tænk her i Østergade lå også to fiskehandlere. Og her boede også Greve Ahlefeldt. Det var ham, der bortførte skuespillerinde Rose’ s purunge datter Mette Marie Rose.

 

Brændevinsbrænderi med 21 køer

Svaneapoteket lå i nummer 18. Det var indrettet i en to – etagers bygning. Laboratoriet vendte ud mod den berygtede Peder Madsens Gang.

Gennem apotekets port gik en 3 meter bred gyde derind

Og i gydens nr. 5 lå et brændevinsbrænderi med et kohold på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet på flere etager. I samme ejendom i nummer 7 boede der 78 voksne plus børn.

 

Delikatesse til 4 skilling

Andre ejendomme i Peder Madsens Gang husede Nattens døtre eller Udydens præsterinder.

Her var også logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita. Her kom sjovere og lammedrivere.

De kom for at få deres yndlingsret, der var tilberedt af det af oksehovedet, man ikke kunne bruge til at koge suppe på, og det var mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Velbekomme.

Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte en naturlig tørst. Hele herligheden kostede kun 4 skilling.

Ja og disse stamgæster, der kom her, havde også eksotiske navne som Knuden og Sildehoved.

Let levende damer

Det var også her i Peder Madsens Gang de let levende damer holdt til. Ja behandlingerne af alle de kønssygdomme, der opstod var overladt til de såkaldte badskærere. Men på privat initiativ blev der i 1516 oprettet Skt. Anne Hospital som tog sig af fattige syfilis – patienter. Her fik man god kost rene senge og forstandige salver m.m. Ellers stod det på kviksølvskure, smørekure og svedekure.

Allerede i værket Flora Danica fra 1648 blev der givet råd til, hvordan man kom af med kønssygdomme.

 

Nyhavn

Det er ikke så langt hen til vores næste bestemmelsessted. Vi var det lige før ved Sandkisten. Vi er nu i Nyhavn. Det var her, at kongen befalede, at der skulle anlægges en kanal ind til Torvet.

 

De første ejere

Flere af kongens mænd følte sig tvunget til at købe grundene langs kanalen. De solgte dem så senere videre. I 1689 var der følgende ejere:

• To købmænd
• Seks skippere
• En havnefoged
• En smed
• En enke efter en hofsmed
• En øltapper
• En stenhugger
• En bødker
• En hjulmand

Hen ved år 1700 var de fleste grunde bebygget, og nogle af de hele gamle huse står endnu, sikkert renoveret et par gange.

 

Vrikkende piger

I kanalens første tid var det store tremasters skibe, der besøgte hele verden, der søgte herind. Købmandshuse og provianteringshuse opstod. Snart fulgte der også masser af værtshuse.

Op og ned af den muntre gade vrikkede prostituerede far 13 – 70 år. Mange baghuse blev brugt til bordeller.

En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv.

Efterhånden kunne de store skibe ikke mere anløbe Nyhavn. Det blev nu skonnerter og skuder. Men løjerne holdt ikke op. Og så blev man nødt til at oprette eget vægterkorps.

En sommerdag i 1800 – tallet udbrød der krig mellem marinere og almindelige matroser. Borgervæbningen blev tilkaldt, og skulle forsøge at skille partnerne fra hinanden.

 

Mange mord og selvmord

Der har været mange mord på Nyhavn. Om lidt skal vi høre om en af dem. Og kanalen har mindet om mange selvmord. Ofte var det ulykkelig kærlighed, der var årsagen. Her er blevet spillet, drukket og lokket. Godmodige sjæle er blevet snydt. Fulde svenskere er blevet rullet, og piger er gået i hundene.

Og H.C. Andersen har boet tre forskellige steder i Nyhavn.

 

Mølleren, der gik igen

I Nyhavn 15 var en møller og hans kæreste engang gæst. Efter tre dage havde mølleren hverken hest, vogn, møller eller kæreste mere. Mølleren mente nu nok, at værten havde spillet med falske terninger. Den tidligere møller lovede hævn over værten og kæresten.

Næste morgen fandt den tidligere kæreste ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter begyndte det at spøge. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Det standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.

Hver gang den tidligere kæreste forlod stedet begyndte det at rumstere. Ja, det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidt måtte værten betale den tidligere kæreste for at blive siddende deroppe på loftet.

Og sagnet slutter med at den tidligere kæreste dør af skræk.

Jo, det var for resten også her, at man kunne få lavet falsk pas, hvis tyskerne var efter en. De tyske soldater måtte ikke komme i Nyhavn, men det måtte Gestapo.

 

Franskbrødet, der forsvandt

Nyhavn 17 er nok det mest berømte sted. Lagde man her et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, kunne man være sikker på at det var væk om morgenen, spist af rotter.

Man sagde, at dette var de finske søfolks yndlingssted. Derfor lærte personalet finsk. Her lå også verdens første tatoo – butik. Tatovering var knyttet til Nyhavn.

I Salomonsens Leksikon blev der i 1929 fremført, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.  

 

Befri mig fra dette mørke sted

Vi skal da lige besøge Nyhavn 31. For her boede storkøbmanden og skibsredderen Andreas Bodenhof. Han døde ret ung i 1794, og blev begravet på Assistens Kirkegård. Og der blev hans unge hustru begravet fire år tidligere.

Hun hed Gertrud Bodenhof. Og hendes bror fortalte, at hun havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten. Natten efter, at hun var blevet begravet, kom to gravrøvere og ville hugge hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig fra kisten og råbte:

• Så befri mig dog fra dette mørke sted.

Og hun lovede dem guld og grønne skove og lovede dem en rejse til Amerika. Men de tog en spade og huggede hende rigtig ihjel. Og det er ganske vist, for det har en af gravrøverne fortalt til den senere biskop af Sjælland, da han lå på sit dødsleje på Frederiks Hospital.

 

Afholdsmænd skal holde sig væk

I Nyhavn 51 nede i kælderen lå Det gyldne lam. Her var sat et skilt op på væggen:

• Afholdsmænd og andre, der vil ødelægge glæden, bør ikke opholde sig i lokalet.

Datidens befordring var ikke så kompliceret. For adresseavisen, da kundgjorde Skipper Christoffer Holm:

• Den førende Galioth i Nyehavns Canal lige over for Madamme Tofte agter sidt i tilkommende Uge at afgaae til Christiania, hvorhen han medtager passagerer og Fragtgods, hvorom Vedkommende behager at melde sig ved Fartøjet eller hos Skipperen i bemeldte Madamme Tofte’ s Hus.

 

Der blev ikke guld

Nygade 59 blev kaldt Århus Domkirke. Det skyldtes, at på husets gavlkvist var der en Kristus figur. I dag kaldes huset for Guldmagerens Hus. Det skyldes, at husets bygherre, kobbersmed Henrik Ehm omgikkes alkymister.

En læge dr. C.V. Haquart betalte Ehm 600 rigsdaler for at lære kunsten at lave guld. Dette lykkedes dog ikke, men Ehm ville dog ikke tilbagebetale dette kursusgebyr. Men så gik lægen i retten, og Ehm kom til at betale.

 

Mordet på Jens Peter Tønder

I Nyhavn 65 boede i 1836 Jens Peter Tønder oppe på anden sal. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen. Han var teologisk kandidat, men egentlig kunne han slet ikke falde til nogen steder.

Han levede af at sælge et tidsskrift, som han selv udgav. Han underviste også i sprog. Men han havde penge på kistebunden og nægtede at få penge hjemmefra.

Og dette havde den 22 – årige Peter Worm fundet ud af. Selv havde han ingen penge, men han besluttede, at røve dem fra Tønder. Derfor meldte han sig til fransk undervisning.

Først forsøgte Worm at aflive Tønder med oversmurte opiums – kager. Da det heller ikke lykkedes anden gang, ja så besluttede Worm sig for at kvæle Tønder.

Men Worm blev arresteret, og i 1838 blev han over for en tusindtallig menneskemasse henrettet ude på Amager Fælled.

 

H.C. Andersen og hunden

I Nyhavn 67 boede H.C. Andersen. En dag da han kom ind i forstuen sprang familiens store godmodige hund hen imod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte forfærdet deroppe fra:

• Bed den mig?
• Bed den mig?

 

Frederiksstaden

Går vi nu fra Nyhavn op mod Kastellet, ja så kommer vi forbi et særdeles fornemt område, Frederiksstaden. Men sådan har det jo ikke altid været.

Et lille stykke uden for Vesterport, der hvor Hovedbanegården nu ligger, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave liggende. Men den blev ødelagt af svenskerne, da de kom på besøg. Da freden atter sænkede sig, måtte der findes en løsning.

 

Dronningens Have

I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne strækninger. Det var i dette landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade. Området strakte sig fra kysten ind til Bredgade.

Det var ganske vist meget sumpet og et være morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelig mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle år kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.

 

Et Lystslot – Sophie Amalienborg

Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Det fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.

 

En forestilling for den lavere rangklasse

Det var herude, at kongen valgte, at holde sin 44 – årige fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.

Også byens lavere rangklasse fik lov til at se den teaterforestilling, der blev vist i forbindelse med kongens fødselsdag. Det skete ved en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere oplevet en opera med sang og musik og store mængder af levende lys. Der var plads til 200 mennesker i den propfyldte teatersal.

 

Den dramatiske brand

Men ak og ved. En af de1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig og alle trængte mod den eneste udgangsdør.

Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet sig til en glødende askehop. Og det frygtelige var, at næsten alle 200 tilskuere omkom, for de kunne ikke komme ud.

Ilden fik så godt fat i slottet, at det heller ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges, blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Se således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.

 

Uberørt i seks år

Allerede i 1670 havde Christian den Femte haft planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men dette projekt blev aldrig ført ud i livet.

Efter den dramatiske brand lå stedet uberørt i seks år. Men da sidste rester endelig forsvandt, blev den del, der lå nærmest Sankt Annæ Plads igen udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns Garnison.

I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opholde sig, når han inspicerede sine tropper.

 

Et stort nyt slot

I 1728 oplevede vi den store brand. I 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Dette slot kom til at sluge trefjerdedel af nationens budget.

 

Fire palæer

Men ellers var der ingen, der interesserede sig for den del af byen, som vi nu står i. Men i 1743 bad Kongen om at tegne et palæ til Kronprinsen. Eigtved havde allerede dengang henvist til den nuværende slotsplads. Men det brød kongen sig ikke om.

Men så kom planerne om de fire palæer og Frederiksstaden.

 

Den absurde svanejagt

Når vi nu er ved de kongelige skal vi dog lige høre om en speciel interesse, som de kongelige havde fået.

Det var jo sådan, at Christian den Anden havde kaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere have indført en ny sport, som Hoffet havde taget til sig.

Sporten gik ud på at jage unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene, og derfor ikke kunne flyve.

Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby.

Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, virker det helt absurd. Dyreværnsfolk, hvis man havde det dengang, ville have råbt højt.

Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roet af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.

Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter samt ikke mindre end 39 andre både. Både ministre og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste havde løsnet et skud.

I forvejen var der indfanget en stor mængde svaner omkring sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, så undslap der adskillige hundrede.

3 – 400 svaner var dog tilbage, da jagten blev indledt. Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave for at ingen svaner undveg.

Man havde ikke hunde med, som man plejede. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til selskabets ubestridte glæde.

Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Paulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.

 

En uofficiel vejviser

I 1757 udkom, der en vejviser, der var basseret på sladder. Den blev kaldt Barkhow’ s vejviser, og den er basseret på sladder og også tredjehånds oplysninger. Men den giver os et udmærket indblik i bylivet dengang:

• Kaptajn – Løjtnant Bank’ s enke. Han slået ihjel af en skorsten i Præstø. Hun pension.

 

• En bødker Brock. Den gamle lever endnu. En præst ved navn, Skibsted siges at ligge i med konen

 

 

• En hyrekusk Gregers. Lige ved Brodersens bagport. Hun spiser aldrig med ham
• To gamle folk, som lever af deres midler. Manden hedder Rostborg. Vært hos Grav Friis. Han lever som i et kloster
• Feddersen, urtekræmmer er 50 år. Han har en søsterdatter hos sig. Hun er en køn pige, passabel, skal vel have Anders.
• I stuen er værtshus. Manden er en hattemagersvend i arbejde. Konen har før været meget prober. Her logerer Madam Winding.

 

• Højesteretsadvokat og meget mere Brun. Det var før Wickmands gård. Er hjørnehuset. Porten vender ud til Admiralgade. Får prygl af sin kone.
• Suhm er på Holmen. En store horehund. Konen græmmer sig, har 8 børn, de to er krøblinge. Den halte skal giftes. Den tredje er forlovet med hans karl. Sønnen er gift.

 

• En glarmester. Der logerer Jessen på Rentekammeret. Nok en jomfru. Her går to jomfruer ind med løjtnat Kalkreuter.
• En stolemager Pipgras. Fattig har mange børn. Hans døtre er Grev Rantzows Maitresser. Han spadserer med dem.
• Schürtz. Han har to døtre. De kan begge to spille kort.

 

• Det hus, hvor konsul Brandt logerte. Hun var enke. Hun har haft en matros. Nu har hun en kvartermester. En ung mand som altid er hjemme hos hende. Her logerer også den gode islænding Bensen.
• Brygmand, som har Klaumanns datter, sur, styg, en ligger i med Walther og han praler af det.

 

• Jæger, vintapperen, hjørnehus, en gal mand. Datteren besovet (besvangret) af Kaptajn Meier. Barnet født. Hun er død.
• En som handler med kina – varer, hedder Sivertsen, gal. Konen er sammen med en sergent ved brandfolket

 

• Bogbinder Graae, har børn, en voksen datter, som er smuk.

 

Og sådan kunne vi blive ved. Der var især gode beskrivelser af pigerne. Men også beskrivelser af, hvem der var sammen med hvem. Ja et par mistanker om mord får man også.

 

Ekstra told

Der møder os nu en række hyggelige gule huse. Men det har de ikke altid været. Men der er ikke så mange tilbage af disse Nyboder – huse.

Det gik langsomt med at få bygget disse 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel. Dokumenter fra 1629 viser, at det hele kostede 132.000 Rdl. I 1631 blev der udsendt en forordning om, at der skulle opkræves ekstra told af skibe for at få alle penge skrabet sammen.

Der fandtes allerede skipperboder ved Holmen.

 

18 gader og stræder blev anlagt

Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Und mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst gik Nyboder helt ned til stranden. Mod vest strakte den nye bydel sig til Rigensgade.

En stor plads opstod i området. Den fik navnet Grønland. Den blev brugt som militærplads og rettersted.

 

Ingen almindelig retspleje

Og den kontrakt, som man fik, kaldte man et husbrev. Og i de små ejendomme på 45 km2 kunne godt huse op til 16 personer. Selv om lejlighederne var beregnet til søens folk, var der dog også andre, der boede her.

Nyboder – folket dannede grundstammen på mange skibsbesætninger. De var også med ved mange søslag. Her var nationalfølelsen stor. Når kongefamilien fejrede noget, blev der udleveret lys, som skulle sættes i vinduet.

Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen betragtede stedet som sit private område. Magistraten skulle ikke blande sig.

 

En mærkelig skæbne

Skipperboderne dannede i hvert fald i 50 år bolig for de højere ansete inden for søens folk. Det var skippere, styrmænd, hans majestæts skibsofficerer. Ja og tænk engang, så boede også Rigsadmiralen her også. Man skulle tro, at det var lidt lille for denne standsperson.

Efter Svenskerkrigene var der uorden i rigets finanser. Boligerne blev solgt til beboerne eller pantsat for manglende lønninger. Til slut i 1694 blev resten solgt på auktion.

 

6.000 søfolk bukkede under

I 1705 måtte Grenader – korpset og Livgarden træde til for at skabe ro, da der var ballade. Og der var ofte kampe mellem marinere og matroser her i bydelen. Og marinerne trængte ind i husene og voldtog kvinderne. Jo det var både mange døde og sårede hver gang.

I 1710 bukkede 6.000 søfolk under i forrådnelsesfeber. De gik hårdt ud over Nyboder – folket. De brød sig ikke om sygehuse eller læger. De ville helst dø derhjemme.

 

Begravelse på Nyboder

På Nellikevej blev der dog etableret et sygehus. Når en var død dengang, strøg man sand og gran ud på vejen. Kisten blev stillet foran Nyboder – mandens hus, og så kom enken ud og lagde en krans på kisten.

Sørgetoget fortsatte uden enken. Det var overladt til mændene. Dem der ikke var i uniform, havde lejet sorte sørgeknapper. Efter begravelsen samledes man i de sørgendes hjem.

 

Jubel, da Struensee blev henrettet

Der var jubel i Nyboder, da Struensee’ s fjender sejrede i 1722. Nyboder – folkene blandede sig i oprøret bag efter og hvad med til at ødelægge cirka 60 virksomheder. Men dem, der så ham henrettet på Fælleden var dog lidt forknyt. Det havde været rædselsfuldt, at se på.

I 1757 besluttede man at opføre endnu 70 huse.

I 1779 sprang krudttårnet i luften. Det betød 7 døde og 47 kvæstede. Skader var der for 40.000 Rdl.

 

Nyboder – manden giftede sig tidlig

Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende skulle være af samme klasse. Men det krævede en friseddel af kompagnichefen. Og så skulle man så være gift senest 8 uger efter, at den var blevet udstedt. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten for Bremerholm’ s kirke.

Stadsmusikkeren skulle have 4 mark for at spille. Var det tale om fattigfolk kunne det dog gøre for 3 mark.

Lejen var ens for alle huse. Den blev trukket fra lønnen.

 

Man kunne blive smidt ud

Hvis ens kone snakkede for meget og sladrede om andre kunne hun få tildelt fidellen. Den var formet ligesom en violin som hun så skulle gå med til spot og spe for alle.

Man kunne også risikere, at blive smidt ud af Nyboder hvis man røg sig uklar med naboerne. Man måtte heller ikke holde et uskikkeligt hus med skælden og smælden og værre med eder og banden.

Nyboder – folket var uønsket i Frederiksberg Have. Fra 1750 måtte de ikke betræde voldene.

I 1756 begyndte man at bygge to – etagers huse. De sidste af den slags blev bygget i Ulvegade og Bjørnegade.

 

Skolen i Nyboder

I 1721 havde Nyboder Skole 50 elever. Undervisningen var gratis. Skolen bestod af tre Nyboder – huse. Det var frivillig skolegang, men mange forældre foretrak at holde børnene hjemme. Så kunne de hjælpe med at tigge om føden.

I 1786 var der hele fem skoler beregnet til 100 børn i Nyboder.

 

Man kæmpede i Clasens Have

Under belejringen i 1807 var der mange Nyboder – folk ude i Clasens Have for at kæmpe. Mange var også ude på søen for at kæmpe. Masser af bomber slog ned i Nyboder.

 

Man mente, at Nyboder skulle rives ned

I 1841 foreslog en københavnsk spækhøker, at alle Københavns letlevende damer skulle samles i Nyboder nede ved Volden.

Kammerherre og arkitekt Meldal foreslog i 1865, at hele Nyboder skulle jævnes med jorden. Forfatteren Johannes V. Jensen gav udtryk for det samme.

 

Kierkegaard kunne godt lide Nyboder – piger

Men Søren Kierkegaard kunne godt lide Nyboder og særlig deres piger. Han skrev:

• Nu følger hjertetropperne
• Nyboder – piger, mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden, muntre, glade, vævre, snaksomme, lidt kokette og frem for alt barhoved.

 

Nu blev husene gule

Ja og i 1860 skiftede alle huse fra den hvide til den gule farve. Så fik man i 1890 endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne forsvandt. Efterhånden fik vejene også nye navne.

Og så endelig i 1917 fik Nyboder elektrisk lys. Siden 1930, hvor man fyldte 300 år har de sidste rester af Nyboder været truet, selv om resterne nu er fredet.

Og se nu stopper vores strejftog, nu kan vi ikke gå længere. Og næste gang vil vi se nærmere på, hvordan københavnerne levede, hvad de spiste, hvordan de boede, om de gik på værtshus eller bordel, og hvad de mente om døden. Ja det sidste lyder drabelig, men det er nu ret sjovt.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: P.t. har www.dengang.dk

• 208 artikler fra Nørrebro
• 79       –       –  Østerbro
• 129 –       –  København
• 27       –       –  Nørrebro Handelsforenings Historie