Sønderjyske Årbøger 2015 – forsøg på anmeldelse

Vi kigger på nyeste udgave af Sønderjyske Årbøger, og forsøger at anmelde den. Hvert år får vi masser af gode informationer i en flot årbog. Ind imellem får vi også 5 flotte hefter, og har muligheder for at købe historiske bøger, og de gamle af disse til en uhørt lavpris. I årbogen skal vi heller ikke glemme alle anmeldelser af de bøger, der er udkommet i årets løb med relevans for Sønderjylland. Ja selv 15 lokalhistoriske årbøger gennemgås. Kan man ønske sig mere. Men se lige her, hvad den ”Gamle Redaktør” mener om den nyeste årbog (2015)

 

Det er billigt

Hvert år til jul glæder vi os. Da kommer Sønderjyske Årbøger. I forvejen vi 5 hefter i løbet af året. Og det får vi for et meget billigt kontingent. Udgiver er Historisk Samfund for Sønderjylland.

Det koster at lave dette store arbejde. Og det skal et hvis antal medlem for at det kan løbe rundt.

 

334 sider med masser af historier

Den store flotte årbog indeholder foruden nogle flotte artikler også en anmeldelse af 4 stk. 1864 – bøger og yderligere 21 sønderjyske bøger. Ja sågar en film bliver anmeldt.

Her er også kig på arkiver, museer og forskningsinstitutter. Og så bliver 15 lokalhistoriske hefter/bøger omtalt. Hele 334 sider er Årbogen på.

 

Også en sten til ære for den danske indsats

På forsiden finder vi et foto af Folke Bernadotte. Det er fra Mindeparken i Kruså. Dette billede er bragt i forbindelse med hovedartiklen i årsskriftet. På ti – årsdagen for Danmarks Befrielse afslørede den norske udenrigsminister en norsk mindesten sat til ære for den danske hjælp til norske KZ – fanger. Denne sten blev flyttet over til østsiden på grund af vejregulering.

 

De hvide busser i et sønderjysk perspektiv af Henrik Skov Kristensen:

Vi kommer i artiklen hovedsagelig ind i krigens sidste måneder. På Brundlund Slot mødes Folke Bernadotte, Walther Schellenberg og amtmand Refslund Paulsen.

Hverken Schellenberg eller Bernadotte fortæller så meget om dette ophold i deres erindringer. Men det gør Refslund Thomsens kone, Ingeborg. Ifølge hende rejste Schellenberg og Bernadotte til Lübeck for at drøfte kapitulationen med Himmler.

Himmler håbede på nåde fra vesten. Derfor forhandlede han med Bernadotte. Til gengæld hadede Kaltenbrünner, chef for det tyske sikkerhedspoliti greven fra Sverige.

 

Amtmanden var vært

Egentlig ved vi ikke så meget om disse forhandlinger. Det lå uden for amtmandens område. Lokale journalister var underlagt censur, men de vidste godt, at der foregik noget på Brundlund Slot, men ikke rigtig hvad der blev forhandlet om.

De danske og norske myndigheders rolle spillede i slutningen af krigen en langt vigtigere rolle, end det, der fremgår af Folke Bernadottes erindringer.

 

6.100 danskere blev deporteret syd på

I artiklen gør Henrik Skov Kristensen opmærksom på, at 6.100 danskere blev depoteret syd på til KZ – lejre eller tugthuse. Vi hører også om de første deportationer fra Frøslevlejren. Det startede den 15. september 1944. Og den velkendte start på De hvide busser på dansk og norsk initiativ berettes der også om.

 

Kruså – Padborg var knudepunkt

Kruså – Padborg området var et knudepunkt i hele evakueringen. I artiklen har forfatteren gengivet flere beretninger af Merete Granzow. Disse beretninger efterlader et stærkt indtryk og en god forståelse for indsatsen dengang. Den frivillige indsats var imponerende dengang. Også diverse institutioners indsats må ikke glemmes.

Henrik Skov Kristensen har fornuftigt taget disse beretninger med, og de efterlader et meget stærkere indtryk end de gensidige høfligheds – breve mellem amtmanden og Folke Bernadotte.

Også den hidtil udkommende litteratur om De Hvide Busser gennemgås.

 

Spøgelsestog

Da de Hvide Bussers eventyr var over, var det ikke slut med den sønderjyske hjælpeindsats. De Hvide Busser måtte indstille deres arbejde grundet de allieredes stigende beskydning.

Det sidste spøgelsestog ankom til Padborg den 2. maj 1945. Det medførte 2.800 kvinder – halvnøgne og hylende af sult. Da dørene blev åbnet, kastede de sig over, alt hvad der kunne minde om mad.

De lokale mødte op og kastede brød og andet spiseligt til dem. De sloges som vilde dyr over dette mad.

Toget kom ganske uanmeldt, men lynhurtigt blev der etableret hjælp. Da kvinderne havde fået mad og var faldet til ro, gik turen videre den 3. maj om aftenen til Sverige i andre togvogne.

Henrik Skov Kristensens artikel er også en hyldest til karantænestationerne i Kruså og Padborg og til den kæmpemæssige sønderjyske indsats dengang.

 

En øredøvende Fuckfinger til de politiske opgavestillere – Nogle (efter)tanker om TV – serien 1864 af Jens Ole Christensen

Årbogen indledes med denne spøjse overskrift. Forfatteren siger fra starten, at han følger sig dybt provokeret af produktet. Jens Ole Christensen havde troet, at serien skulle gøre os klogere på historien, og at vi fik den bearbejdet.

 

Drama eller kommedie

Forventningerne var tårnhøje i betragtning af, at prisen var oppe på 173 millioner kroner. PR – arbejdet før det første afsnit blev sendt var noget tvetydigt. Forfatteren til artiklen kalder sproget for cirkus – Jysk. D.G. Monrad fremstilles som en lallende nar. Han dæmoniseres og latterliggøres.

Jens Ole Christensen ved ikke om det er et drama eller en komedie. Resultat er ufrivillig komisk. Det hele drukner i klicheer. Det bliver aldrig det drama, som man havde glædet sig til.

 

”Jeg er kunstner, jeg skal ikke stå skoleret for nogen”

Man må give forfatteren ret i, at DR havde påpeget at projektet var historisk korrekt, men det var det langt fra. Jens Ole Christensen mener, at det er en helgardering, når instruktøren Ole Bornedal udtrykker følgende:

• Jeg er kunstner, jeg skal ikke stå skoleret for nogen

Man kan vel også påpege, at anmeldelserne var forudsigelige. Politiken var begejstret. Berlingske Tidende og Jyllands Posten anmeldelser var mere lunkne. Lars Olsen rammer måske plet, når han siger:

• Serien ser datiden med nutidens øjne.

 

Blev vi ikke klogere?

Jens Ole Christensen konkluderer, at vi ikke blev klogere på hverken krigen 1864 eller krig som fænomen.

Det som forfatteren til artiklen så glemmer, det er den voldsomme diskussion, der blev sat i værk. Vi fik netop fokus på krigen fra alle vinkler. Alle skulle pludselig ytre sig. Og Danmark fandt pludselig ud af alle de meningsløse dødsfald i en krig, der var tabt på forhånd. Over skærmen på DR – K og DR 2 kommer der ret så mange dokumentarfilm om 1864. Men det fremgik hvis ikke så tydelig, at Sønderjylland var under prøjsisk/tysk styre fra 1864 til 1920.

Som drama var det netop en fantastisk film. Men som historiefortælling?

 

Krigen 1864 i dansk og tysk billedkunst af Inge Adriansen

Inge Adriansen præsenterer en række danske og tyske historiemalerier fra 1864 – krigen. På forunderlig vis gennemgås en række malerier med tydelig historisk viden og forklaring.

 

Historiemaleriet

Vi ser hovedpersonerne og bestemte begivenheder i forbindelse med krigen. En af de mest kendte malerier er nok Niels Simonsen: Danske infanterister trækker en kanonlavet ved tilbagetoget fra Dannevirkestillingen 1864. Dette motiv er gengivet i talløse reproduktioner.

I historiemaleriet ser vi kun sjældent civile i flugt fra krigens gru. Nogle historiemalere gengiver udelukkende danske soldaters mod og udholdenhed.

Slaget ved Helgoland, der med rimlighed kan tolkes som en dansk sejr blev skildret af mange malere.

 

Mange glorificerer historien

Andre malerier fra 1864 var rene bestillingsarbejder. Og mange malerier glorificerer triumfen. Og måske var ikke alle lige gode til at skildre krigens barske realiteter.

Erik Henningsen beskriver menige soldater som anonyme helte i hans skildring af et tilbagetog i isnende kulde. I siderne ligger der masse lig, frosset ihjel. Også satiriske malerier og tegninger er gengivet, hvor motiverne er hentet fra 1864.

De viste billedeksempler er præget af heroiske anstrøg. Vi ser masser af eksempler på mandsmod, udholdenhed og dødsforagt. Fælles for alle de viste eksempler er de rummer et fængslende og holdningsskabende fortællerunivers.

En underholdende og troværdig artikel af Inge Adriansen.

 

Jens Munkgaard – Strandtidslen er min blomst af Mogens Rostgaard Nielsen

Den frisiske sprogforsker, Jens Munkgaard fra Keitum på Sild kom på kant med regimet. Derfor måtte han i KZ – lejr. Han døde den 13. februar 1940 efter en sværd lungebetændelse. Han udåndede på en stråsæk i Barak 27 i KZ – lejren Sachsenhausen. Lejrchefen nægtede ham lægehjælp.

Han blev beskrevet som den største af de frisiske digtere. Han døde ulykkeligt, familiemæssigt, socialt og politisk.

 

Familien kom fra Sønderjylland

Familien kom egentlig fra Rejsby i Sønderjylland. Navnet kommer fra gården med det selvsamme navn. Men oldefaderen flyttede dog til Sild. Her ernærede han sig som landand og fisker. Bedstefaderen giftede sig med en pige fra Gallehus.

Jens ville gerne til søs, men det nægtede forældrene. I stedet kom han på landbrugsskole.

Og nu nærmer vi os et drama, der næsten er en film værdig. Jens, der var en driftig og dygtig landmand, blev nærmest tvunget til at gifte sig med Anne Marie. Hun føder i 1910 et dødfødt søn, som Jens ikke er far til. Det var ikke et lykkeligt ægteskab og 1934 bliver de skilt.

 

Regimets Fjende

Efter nazisternes overtagelse bliver han erklæret som regimets fjende. Og det hele startede med, at han overførte nogle penge til Tønder Landmandsbank. Efterhånden blev han anset for at udgøre en fare for Det Tredje Rige. Hans forhold til sin far var yderst anstrengt. Han boede sammen med ham og Anne Marie på gården. Flere antydede, at han var faderen til flere af Anne Maries børn. Det var en offentlig hemmelighed i byen og efterhånden blev Jens skubbes ud af fællesskabet.

Nazisterne anholdte ham flere gange, og nu begyndte han at skrive ironiske digte om nazismen, og efterhånden blev det til kritiske digte. Han skrev dem på frisisk.

 

Strandtidslen

Den 23. december blev han hentet af Gestapo og ikke siden løsladt. Han havde en nær forbindelse til flere institutioner i Danmark. De havde fået alt, hvad han havde produceret.

Hans datter Elisabeth var den eneste, han bibeholdt kontakten med. Hun blev også gjort til enearving. Hun søgte i 1956 erstatning for hans anholdelse. Men dette blev afslået. Hun har forsøgt at rejse sin fars eftermæle

Denne gengivelse er meget kortfattet. Den rigtige skal læses i årbogen. Vi kan passende afslutte med Jens Munkgaards egen digt:

• Strandtidslen er min blomst

Strandtidsel kaldes også jeg

Den gror i klitsand

Som jeg på livets strand

Og tårne har vi begge to

 

Dramaet kunne filmatiseres

Det var en aldeles fremragende artikel. Den Gamle Redaktør kom til at tænke på, at de kunne blive en dramatisk film. Tænk bare på filmatiseringen af Deutschstunde (Tysktime) af Siegfried Lenz.

 

Løjtnant – oprøret i Tønder 1926: Drama, tragedie eller farce af Nikolaj Petersen

Måske er det ikke så mange, der kender denne historie? I 1926 blev tre yngre officerer tiltalt for forbrydelser mod statsforvaltningen.

 

De blev pure frifundet

De konkrete anklager gik ud på, at de tre officerer havde henholdsvis medvirket til oprør ved at have udsendt en skrivelse til et antal officerer med opfordring til at deltage i en ikke nærmere defineret aktion mod det parlamentariske system.

Løjtnanterne blev pure frifundet ved et nævningeting i Søndre Landsret i Sønderborg den 17. januar 1927.

 

Rebellen, Cornelius Petersen var indblandet

De tiltalte havde handlet på opfordring af den karismatiske bondefører Cornelius Petersen. Han stod i spidsen for en såkaldt selvstyrerbevægelse i Nordslesvig. Bevægelsens mål var at komme det betrængte landbrug til livs.

 

”Et stor stykke Fantast”

Den ene af de sigtede, Højmark Jensen havde glimrende soldaterpapirer. En forholdsattest fra 1925 karakteserede ham som en myndig og alvorlig personlighed med en naturlig autoritet. Kommandanten i Tønder oberst Obel betegnede ham som begavet nok men også som et stort stykke af en Fantast.

Tre andre anholdte havde ikke direkte forbindelse til selvstyrerbevægelsen. Den ene af disse blev dog ikke tiltalt.

 

Sønderjyske medier: Barnlige planer

Cornelius Petersen og hans gruppe havde planer om at overtage hele administrationen i Sønderjylland for så at diktere Fredsbestemmelserne. Kupmagerne havde kun et at frygte, nemlig det sønderjyske militær.

Berlingske Tidende antydede, at der blev kæmpet på liv og død i Sønderjylland. Den sønderjyske presse var mere nøgtern og kaldte planerne for barnlige.

Den 18. januar 1927 bragte Flensborg Avis en helsides artikel:

• Statskupssagen fra Tønder for Nævningetinget

Alle tre hovedpersoner havde været suspenderet fra tjenesten. Men nu kunne de genoptage deres karriere.

 

Det danske mindretals engagement i mindretalssamarbejdet i Weimarrepublikken af Jana Prose

 

I 1924 sluttede de forskellige mindretal sig sammen i Weimarrepublikken i Forbundet af Nationale Mindretal. Året efter begyndte man at udgive bladet Kulturwille. Året efter blev bladet omdøbt og fik navnet Kulturwehr.

Den prøjsiske regering forsøgte hele tiden at fortyske mindretallene. Og det var da heller ikke kun positive ting, der kom ud af samarbejdet. Mindretalsforbundet blev ikke opløst ved den nazistiske magtovertagelse. Men kontakten blev dog svundet ind. Og tidsskriftet var det eneste synlige produkt af samarbejdet. Men man holdt ved til et godt stykke tid ind i Det Tredje Rige.

 

Stolligaffæren 1936 – 1940 af Hans Schultz Hansen

I 1937 udtalt de fremtrædende nazist, Chr. Paysen:

• Stollig er for os blevet vor kamps symbol

Også udenlandsk presse interesserede sig efterhånden for begivenhederne på Løjt. Mindst 10 retssager fulgte. En enkelt tvangsaktion fremkaldte alle disse voldsomme reaktioner.

 

Skuepladsen er nord for Aabenraa

Igen i år har Hans Schultz Hansen berørt et emne omkring besættelsestiden. Sidste år var det mordet på Asmus Jensen i Padborg/ mordet på fru Sasse i Løgumkloster/ det såkaldte varulveangreb mod sheriffen fra Tinglev, der var på dagsorden. Om det skyldes denne sides afsløringer og efterfølgende presseomtale, skal være usagt.

Men i år er det så en absurd affære nord for Aabenraa. Her refererer vi kun til sagen i kort form. For at få det fulde udbytte skal artiklen læses i årsskriftet. Det er en interessant og veldokumenteret artikel af Hans Schultz Hansen.

 

Konkurs 17. april 1936

Baggrunden for dette års historie er at det var ilde set, at en dansk landmand solgte til en tysksindet eller omvendt. Vi har tidligere berettet om den omfattende jordkamp, som fandt sted i Sønderjylland.

I 1824 erhvervede Jes Jørgensen Moos en gård i Stollig. Vi følger ejendommens historie, indtil den unge Pørksen pludselig kommer til at sidde økonomisk meget hårdt i det. Som tysksindet havde han mindst tre gange søgt Vogelgesang om hjælp. Sønderjyllands Kreditforening begærede ham konkurs den 17. april 1936.

 

Afskyelig klapjagt

Mads Warming havde givet et købstilbud. Han boede over ved vestkysten, men gården ville være et fint sted for hans søn. Fra tysk side blev alle kræfter nu sat ind for at bevare gården på tyske hænder. Og det lykkedes første gang at udsætte tvangsaktionen.

Den 10. oktober 1936 fandt anden tvangsaktion så sted. Gården tilfaldt familien Warming. De tilhørte et udpræget dansk hjem. Jep Schmidt skrev et hamdirrende brev i Nordschlewigsche Zeitung:

• Afskyelig klapjagt på ældgammel avegård

Man holdt sig ikke helt til de historiske fakta. I diverse andre tyske skrifter fulgte også hamdirrende beretninger og trusler mod den nye ejer.

 

Højesteret – første gang

Ved en slags happening mødte den tidligere ejer nu op medbringe seng og sengetøj i og indtog gårdens forstue. Han nægtede at forlade ejendommen. Politiet bad Pørksen om at forlade gården øjeblikkelig. Det gjorde han modstræbende efter en times tid. Men møblementet blev ikke afhentet. Det afleverede Warming på hittegodskontoret i Aabenraa.

I den tyske avis blev episoden overdrevet. Den nye ejer fandt ud af, at der var uberettiget solgt korn fra ejendommen mellem første og anden. Der fulgte nu flere og gentagende hærværk mod ejendommen i Stollig.

 

Overfaldet

Politiets efterforskning førte til anholdelse af Jep Schmidt og Thomas Pørksen. Men chikanerne fortsatte. Flere retssager fulgte Sagen gik helt til Højesteret. Og her blev de involveret højest overraskende frikendt.

 

Højesteret – anden gang

Flere gange blev den nye ejer overfaldet. Og han blev udelukket fra Stollig Andelsmejeri. Sagen spredte sig ud til hele Landsdelen. Atter engang endte sagen i Højesteret. Nu blandede det tyske udenrigsministerium sig også.

Og pjecer mod ejeren fra Stollig blev også spredt:

• Oliepletten fra Stollig.

 

Historisk Samfund udgiver også bøger

Fin artikel, og så kommer Den Gamle Redaktør også til at tænke på sagen fra Aabenraa Statsskole, med den kan I få en anden gang.

Vi fik hvis ikke fortalt, at Historisk Samfund for Sønderjylland udgiver flotte bøger. Og de ældre bøger kan købes til udsalgspris.

Dette års artikler var interessant læsning og indeholdt også en masse nyt for Den Gamle Redaktør. Der er kun et at gøre for dig, kære læser. Meld dig ind, hvis du ikke allerede er medlem.

• Sønderjyske Årbøger 2015 (Historisk Samfund for Sønderjylland)

 

Hvis du vil vide mere: Se her – artikler med relevans for overstående artikel:

• Løjt – mellem dansk og tysk
• En rebel og hans gård
• Den dansk/tyske sameksistens
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• De Fem lange år i Sønderjylland
• De sidste hertuger i Sønderjylland
• Det Tyske Mindretal
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Sandheden om de hvide busser
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Frøslevlejren
• Vogelgesang og Domænegårde
• Fårhuslejren og mange flere