Turen går til Haderslev i 1900 – tallet

Egentlig kunne denne historie være foregået i en hvilken som helst købstad i Sønderjylland. Hvad havde man på af Tøj. Det skulle ikke så meget til, inden man blev forarget. Og så skete der også en ændring i drikkevaner. Piger og drenge skulle være adskilt. Også i skolen. Man skulle vise respekt over for de ældre og over for lærerne. Hvis man blev taget på fersk gerning, så skulle man ikke klynke eller skrige under afstraffelsen. Det var ikke særlig mandigt. Jo ved begravelse var det også specielle regler, der skulle overholdes.

 

Billig sprut

Ved selskabeligheder kunne man godt tillade sig, at tage sig en lille en. De stærke varer var selv efter datidens beskedne indkomster ret billige. En flaske portvin kostede fra 1,15 – 1,75 Mark. En falske rom kunne fås for ca. 1,00 Mark og opefter.

Brændevin kostede kun få penning pr. liter. Man kunne med få penge genehme sig en.

Efter 1900 skete der hos den mere rige del af befolkningen en ændring i, hvad man drak. Det var især på landet, at der skete et skifte fra kaffepunch til bayersk øl og grog (toddy). Man vurderede ligefrem sammenkomstens standard efter de drikkevarer, der blev serveret. Et selskab blev omtalt efter Punch – eller Grogselskab.

 

De lange nederdele

Påklædningen både hos damer og herrer var noget anderledes end i dag. Typisk for damernes påklædning var de meget lange nederdele, så lange, at de hvirvlede støv og snavs op på fortovet, når damerne kom spadserende.

Forneden på nederdelen var der anbragt et kantebånd, der blev kaldt skoring. Det var vel en praktisk foranstaltning til at afværge slitage på nederdelen og tillige for at undgå platter på stoffet. En skoning kunne jo let og billig erstattes.

Men ak, det kunne jo hænde, at fræk slambert uden forsæt trådte på skoningen. Så lød der ellers et ritsj, ratsj. Var det tilskuere til hændelsen kunne det jo ikke undgås, at det blev grint lidt i smug.

 

Uha – en del af benet blev vist frem

De dristigste fremskridtsvenlige blandt kvinderne begyndte at lade sy fodfri nederdele. Men de konservative og anstændige blandt kvinderne protesterede mod dette. Tænk damerne lod en større del af benet vise neden for nederdelen.

Det var dem, der syntes, at dette var umoralsk Men flere og flere fulgte dog denne letsindige mode. Måske var det lidt vanskelig for damerne i den yderste del af det tyske rige, kun få kilometer fra landegrænsen at følge med.

 

De førende damer fik syet i udenbys

Heldigvis var det nogle af de førende damer i byen, der fik syet i København eller Hamborg. Når de så promenerede i Haderslev blev de nedstirret. Men mange forsøgte dog at efterligne disse førende damers påklædning.

 

At snøre damestøvler var bøvlet

Damerne på gaden gik med støvler, ikke sko. Det var snørestøvler med ret langt skaft. Det var lidt tidskrævende at få snøret disse støvler. Mændene havde også snørestøvler, men her gik det dog væsentlig hurtigere med at snøre.

 

Masser af tid til håret

Ingen af kvinderne havde kortklippet hår. Indtil konfirmationen havde man en eller to lange fletninger. Man gik også med udslået hår. Man gik aldrig med kunstigt krøllet håropsætning.

Det kunne gå lidt tid, når en mor skulle have to eller flere skolepiger af sted om morgenen. Hver pige skulle have håret redt godt igennem og derefter flettet. Åh de stakkels piger. Hvilke lidelser måtte de gå igennem den ene morgen efter den anden.

Der var egentlig ikke så mange damefrisører i Haderslev dengang. De allerfleste damer vaskede og krøllede selv håret med et gammeldags krøllejern, der blev opvarmet i komfuret, på gasapparatet, i kakkelovnen eller på et lille spritapparat.

 

Husk, at du kommer fra et pænt hjem

Indtil konfirmationen gik pigerne altid med korte nederdele, der dog selvfølgelig nåede neden for knæene. Først med konfirmationen fik man lange kjoler. Her kom der ofte en dyst mellem de unge og mødrene om, om længden på kjolen.

• Husk på, du kommer fra et pænt og respektabelt hjem. Vi kan ikke have vores pige rendende omkring som en tøjte.

Omkring 1900 var bomuldsstofferne dominerende. Uldstof var i almindelighed det fineste, man havde råd til at købe. Men silke, altså natursilke var kun for velhavere.

De allerfleste brude stod foran alteret i en smuk uldkjole. På landet var den oftest sort. I byerne var den efter 1900 ikke så sjælden i hvid.

Så kom kunstsilken

I årene efter 1900 kom kunstsilken på markedet. Nu kunne en mindre bemidlet kone tillade sig at gå i silke. Dette bidrog også til at standsforskellen i klædedragten blev formindsket. Som man sagde i Haderslev og sikkert også andre steder i Sønderjylland dengang:

• Ja en ka jo knap kind forskel mer å en dam å en tjenstpig i vor dav – vån ska det hele ænd!

 

Ikke fint, at være solbrændt

Vi må sandelig ikke glemme hovedbeklædningen, hattene. Man kunne ikke gå på gaden uden en hat på hovedet, hvis man var voksen.

Til en rigtig dames udstyr om sommeren hørte også en parasol. Dengang var det nemlig ikke så fint, at blive solbrændt:

• Hun ligne jo en målkpig fra æ land

 

Panama – hat og herrestøvler

Vi skal da også lige kigge på mandens påklædning. Lige som damerne gik han med støvler, ikke med sko. Det vil sige, at disse kun blev brugt ved finere selskabelighed og ved baller.

Årene efter 1900 var de store Panama – hattes storhedstid. Men mange foretrak også de flade stråhatte. Om sommeren gik man sjældent med filthatte.

Mange på landet og vel også i byerne havde en kasket på hovedet med læder – og papskygge foran.

 

Bindeslipset først i 1905 – 06

De fleste herrer gik med løst, hvidt kravebryst og høj stiv flip, både uden og med knæk. Førstnævnte var dog nok den fineste. De ældre bar sort tværslips bundet i nakken med et spænde. De yngre havde oftest et landeligt broget slips, ligeledes bundet i nakken. Bindeslipset kom først rigtigt på mode hen ad 1905 – 06.

Man gik med løse manchetter, der blev holdt sammen med metalknapper af sølv eller guld. Ligeledes var der i kravebrystet anbragt pynteknapper af metal. Da der altså var et stort behov for den slags knapper, fik drengene som konfirmationsgave ofte et eller flere par knapper og for det meste guldknapper.

Det store kravebryst fra en ældre tid sås efter 1900 kun sjældent i byen. Kun vestfra kom der en del ældre landboer med det sorte kravebryst. Bløde flipper og brogede skjorter var så at sige ukendte dengang.

Uha – Læreren havde brun skjorte

Man måtte sandelig ikke gå meget ved siden af, dengang. Således tillod en lærer i byen sig til at gå med en brunlig skjorte med ganske lav krave og med en lille sort strimmel, der skulle forestille en slips. Endda havde han den frimodighed at optræde sådan påklædt ved et stort læremøde på seminariet. Det fik en overskoleråd fra Slesvig til at omtale lærerens optræden i skolen og uden for skolen. Indirekte fik læreren en reprimande for sin noget skødesløse påklædning.

 

Diplomatfrakke, kjolesæt og silkehat

Så at sige alle voksne mænd ejede det såkaldte sorte tøj, diplomatfrakke. Herrernes kjolesæt var ret ukendt på landet.

Til diplomatjakken hørte selvfølgelig også en høj silkehat. Ved bryllupsfester, begravelser og ved altergang havde mændene alle det sorte tøj på. Også på konfirmationsdagen, når man enten selv havde børn, der skulle konformeres, eller når dette var tilfældet i den nære familie – og vennekreds.

 

Bowler og spadserestok

Til stilfuld påklædning på gaden hørte også en spadserestok og finde herrer havde endda sølvhåndtag.

Vi har allerede omtalt hovedbeklædningen, men vi har glemt bowleren. Dengang kalde man denne for den runde hat. Et tysk ord blev også brugt om denne genstand Kugelspint.

Selv ganske unge mennesker 17 – 18 år gammel gik med bowlere og spadserestok på gaden. Ja, og hvis det skulle være rigtig fint, gik man også mad handsker, selv om sommeren.

 

Først marchmusik på tilbagevejen

Til begravelse gik man aldrig med lys overfrakke. Damerne havde også mørk frakke og sort kjole på. De nærmest stående i følget gik med sørgeflor. Og dette gik man så med i mindst et halvt år. Damerne markerede deres sorg ved at gå med en sort hat beklædt med sort crepe,

Havde den afdøde været medlem af en eller anden veteran – eller embedsmandsforening, selvfølgelig en tysk forening, ja så var der sørgemusik i spidsen for følget. Der blev selvfølgelig spillet langsom sørgemusik.

På hjemvejen efter begravelsen marcherede man med fane og fanevagt og med fuld musik til samlingsstedet. Nu spillede man flotte marchmelodier.

 

”En hygle Sitzung”

Ofte samledes en del af afdødes kammerater og venner til ligøl på en restaurant. Det skete da også, at brave borgere blev ret så højrystede, når de efter et par timer vente hjem efter begravelse.

• Æ må sej, han kom godt i æ jorde, æ præst præket kønt, og vi haj sån hygle Sitzung.

 

Respekt for de ældre

Påklædning, sæder og skikke skifter i årenes løb. Men det var ikke blot i det ydre, at der var forskel mellem dengang og nu. Der var stor forskel i folks væremåde. Man var dengang mere formel, højtidelig og mere korrekt.

Dengang var der respekt hos de unge over for de ældre og over for forældrene. Man hilste meget ærbødigt på gaden, når man mødte ældre folk. Det var ikke bare et enkelt nik. Nej, hatten røg af, ikke kun 1 – 2 cm over håret.

Pigerne nejede eller kniksede. Ja det udtryk brugte man dengang. Læreren og lærerinden var de fornemste respektpersoner. Gud nåde én dagen derpå, hvis man gik forbi på gaden uden at have hilst.

 

Flirt – kun i hemmelighed

Selvfølgelig var der dengang som nu, flirt mellem de unge. Men man begyndte nu ikke så tidlig som i dag. Man sagde dengang:

• De pousserer mæ væander

Men man gjorde det kun i al hemmelighed, aldrig på byens gader og om dagen. I Haderslev foregik det nede ved Dammen.

At gå åbenlyst med en pige på gaden var umoralsk i mange menneskers øjne. Man hilste korrekt på pigen, når man mødte hende, og hun bøjede bly sit hoved. Men ellers hørte piger og drenge til i to vidt adskilte verdener.

 

Kamp mellem skolernes elever

I alle byens skoler var kønnene adskilt. Kun i Gammel Haderslev Skole gik piger og drenge sammen. Men i Haderslev blev denne skole også lidt ringagtet:

• Kun æ byndebørn, gåe dæe.

Forholdene mellem de enkelte skolers elever var nu heller ikke det bedste. Særligt mellem Latinskolens og Borgerskolens børn var der et anstrengt forhold. Latinskoleeleverne blev af modparten kaldet Sokker. Omvendt blev modparten kaldt for Knaster.

Det vankede brådne pander, når eleverne fra de to skoleformer mødtes i sidegaderne eller mere afsides liggende steder.

Men sådan var det også, når de enkelte gaders eller bydels drenge mødtes. Klosterkvarterets, Lille – og Store Slagtergades, Naffets og havneområdets ungdom udkæmpede store slag.

 

Drenge og piger hver for sig – i toget

Ja så var der også regler, når børnene kom med toget om morgenen eller skulle hjem efter endt skoletid. Pigerne skulle således sidde i Ikke Ryger kupeer, og drengene skulle sidde i Ryger – kupeer.

 

Damer røg skam ikke

Før konfirmationen var det strengt forbudt for drengene at ryge. Og piger, ja hele kvindekønnet røg ikke, hverken hjemme eller offentligt.

Hver voksen person havde lov til at påtale, hvis han eller hun så skolebørn på gaden. Samme ret havde togpersonalet. Men efter konfirmation måtte man gerne ryge – som hankøn.

 

Stakkels lærlinge

Men om de små lærlinge ved købmanden eller håndværkeren måtte ryge, ja det bestemte chefen.

Lærlingene stod under stram justits, både fra chefen og handelsmedhjælperne. De skulle vise respekt over for svenden. En lærling måtte ikke alene besøge et danselokale. Det var kun i ledsagelse af forældrene eller chefens familie.

 

Vis respekt for din lærer

Jo skolen havde også langt flere rettigheder over for eleverne. Læreren forlangte ubetinget lydighed fra eleverne. Skolens straffemidler var hårde. Uden for skoletiden havde en lærer således ret til at standse en dreng eller en pige, når han f.eks om aftenen ved 10 – tiden mødte ham eller hende alene på gaden, og spørge om de måtte have lov til at gå alene så sent ude.

Det vil sige, at pæne piger gik ikke ud, så sent om aftenen.

Ja så var det med opdragelse. Spanskrør eller stok spillede en stor rolle både i skole og i mange hjem. Nu var det sådan, at drengene tog deres straf uden at kny, for selvfølgelig lavede de spilopper. Og i skolen foragtede man den knægt, som klynkede eller direkte skreg under afstraffelsen.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Haderslev (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
• Sønderjysk Årsskrift (diverse udgaver)

 

Hvis du vil læse mere om Haderslev og omegn: Se her:

• Haderslev – i begyndelsen (1)
• Der var gang i Haderslev
• En adelsborg ved Tørning
• Da Skrydstrup fik sin flyveplads
• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917 – 18
• Haderslevs Historie(3)
• Et apotek i Haderslev
• Da Christiansfeld opstod