Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær

I denne artikel kommer vi vidt omkring. Vi befinder os i det fredlige Rørkær. Byen er aldrig fredelig før forårsmarkedet i Tønder. Da fik knægtene fri fra skole. Og Tønder var på den anden ende ved disse markeder. Vi hører om Rørkærs originaler. Og så overtager Stöckler – familien værtsskabet for kroen. Familien havde været kendt for at være skarprettere. Og et sværd som var gået i arv fra bedstefaderen befandt sig dog også på kroen. Dette sværd kan sikkert fortælle om masser af henrettelser. Og en af byens sønner, kroværtens bror, Christian Stöckler er nærmest blevet udnævnt som helt efter hans dagbogsfortegnelser over SMS Dresdens sænkning og efterfølgende fire års internering på en chilensk ø.

Bedstefar var skarpretter

I mange år var der kroer i Rørkær. Det var Peter Boysens Kro og Nissens Kro. Men i 1864 fik Boysens Kro ny ejer. Det var opsynsmanden på Tønder Kirkegård, Christian Støckler overtog beværtningen.

Hans bedstefar var skarpretter, og det uhyggelige værktøj, som han havde brugt til dette, blev længe opbevaret på kroen.

Dagen før forårsmarkedet

Dagen før de store forårsmarkeder i Tønder var der travlhed i den ellers rolige by, Rørkær. Det var den sidste station, inden Tønder, så mange overnattede i byen. Så kunne de tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at kunne få en god plads på markedet. Drengene i byen fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der jo også kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.

Der blev drukket punche

Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker helt oppe fra Jejsing Banke. Når de svingede med kæppen blev det regnet som et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene lidt løsere i lommen og knægtene kunne måske tjene lidt ekstra. Et par mark kunne sagtens tjenes sådan en dag.

Midt imellem kroerne stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden så det hørtes over hele Tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden.

• Hvens er den ko? – Æ den soel – De æ Per Jensens.

Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i begge kostalde var der stuvende fuldt. Folk sad i højrystet samtale. Og der blev i den grad handlet og drukket puncher.

Byens mandfolk samlede sig på byens kroer, og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Handelsmanden gav en omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for god venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang, fordi de igen var blevet gode venner.

Stor handel

På sådan en markedsdag blev det selvfølgelig også tjent mere end sædvanlig hos byens små forretningsfolk. Julle, Ingeborg Friis, æ gammel skomache måtte af sted efter flere kavringe (tvebakker) og kavtibakker hos Ronnimos og æ Bækker å æ Mærkend.

August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.

Disse store drikkelag i kroen er forbi. Og det er også kun godt, hvis vi skal være lidt moralsk. Det førte til mange familiers ulykke. Man sagde dengang, at Klør Knægt var en slem herre. Således spillede Markus Alarm sig fra hus og hjem. Til sidst endte han i en mergelkule.

Masser af originaler i Rørkær

Som alle andre bysamfund var der også særlinge og originaler i Rørkær. De udgjorde en del af det gamle folkeliv. De var ikke ondsindede på nogen måde. Men de var lette at genkende i deres klædedragt, vaner og ejendommeligheder. Mange af dem havde morsomme indfald eller sjove ideer. De er for længst døde og borte. Men egentlig burde deres minde blive bevaret, for de ønskede jo dengang at blive bemærket. Så her følger nogle af Rørkærs originaler.

• Jes Karetmager var en mærkelig handelsmand. Hans kone, Hanne Marie Norske var altid med. Hun bar sit barn på ryggen i en pose. Det var et syn, der var ret sjældent dengang

Rundt med ”Kukkasten”

 

• Kejser boede i Sognehuset, som lå øst for Anton Jepsens Gård. Han gik rundt i byen med en ”Kukkasten” og sang dette ene vers:

 

 

• Mik, Muk ø Zigenbok

Så gik det med vor skrædder

Bok ø bok å bok, mæk ø mæk ø mæk,

Han drak så længe rundten om,

Som han kund´se en Flue,

Da han nich mehr nich trinken kund,

Så faldt han i en grue,

Hej vidi, hej vidi vum bum bum,

Så gik det med vor skrædder

 

• Johan Danser var lammet og gik rundt og tiggede

 

• Christian Dyrhus solgte Limer (koste) og skrubbørster
• Jens Dau Dreng gik med høj hat. Han blev ikke andet end en dreng, skønt han blev en gammel mand. Faderen havde slået ham som barn, så væksten og forstanden stod stille.

 

• Annå Bothillå var en ældre pige med et skævt hoved. Hun klædte sig altid mærkeligt. Af hatte havde hun en hel samling. Nogle af dem var ældre end hende selv. Hver søndag var hun iført en ny hat af sin samling.

 

Man fandt ham i en grøft

• Jørn Kok var en total drukkenbolt. Han havde altid nyt at fortælle. Han var hjemløs, men tiggede ikke. Folk gav ham brændevin, for at slippe af med ham hurtigst muligt, da han var ”uren”. Om vinteren søgte han til ”Armhusene” (Fattighuse). Til sidst fandt man ham liggende død i en grøft.

 

• Anne Vorbasse var ligeledes et forfaldent subjekt. Han tiggede kun efter brændevin.
• Birgittå var en lignende forfalden kvinde, som havde set bedre dage.

De lugtede en fest – på afstand

 

Forskelligt fra disse hjemlige folk var de fremmede bosser, som i disse dage var en ren plage. Var der gilde på en af de store gårde, så indfandt der sig altid så mange, der ikke rigtig var velkommen. De kunne lugte, at der var gilde på lang afstand.

Det var ikke alene gamle og svage, men også unge og arbejdsdygtige mænd. Tiggeri var i gamle dage ligefrem et håndværk, og de fleste stjal som ravne.

Amtsforstanderen i unåde

Året inden forsamlingshuset blev bygget, blev der i sognet etableret et blandet kor, som øvede i både Rørkær og Jejsing. I Jejsing blev der øvet hos den tyske vært i Stationskroen. Men det varede nu ikke så længe. Amtsforstanderen havde forbudt disse sammenkomster i hans lokale.

Der blev holdt et møde på Grøngård. Her blev der besluttet at bygge et forsamlingshis i Jejsing. I løbet af 14 dage havde man tegnet 30.000 mark. Man kan sige, at Amtsforstanderen forbud var startskuddet til forsamlingshuset.

Forbuddet blev fordømt af mange tyskere i området, der i blandt den tyske forenings formand, Lærer M. Denne var i grunden slet ikke tysk, skønt han var formand for den tyske forening.

Holger Danske på Jejsing Bjerg

Han havde evner som visesanger. Og han skrev da også en vise til Sangforeningen. Han skrev en sang, om at Holger Danske sidder i Jejsing Bjerg. De to sidste vers af denne sang lyder således:

• I kender ham, jeg vil ham nævne,

Han Holger Danske kaldes må

Hvad synes I, mon ej vi evne

Med ham en dyst, en kamp at slå?

Velan! Så dybt vi sætter spor

Når vi til Holger Danske går

 

• Ja runge skal vor sang, den kære

Så høres den skal fjern og nær,

Om, hvad vi er, hvad vi vil være,

Og et vi ønsker os især:

Den trænge gennem bjergets top,

Så Holger Danske vågne op!

Kejserens sidste kaperkrydser

Men kære læsere, vi skal tilbage til ejeren af Rørkær Kro, gæstgiver Eberhard Stöckler.

I forbindelse med slægtsforskning blev denne redaktør kontakten af en slægtning til denne familie. Og den er jo ikke kun kendt for at være bødler. Broderen til kroværten, Christian Stöckler var ved Første Verdenskrigs udbrud om bord på krydseren Dresden. Hans dagbogsoptegnelser er kendt af mange. Vi har også på denne sides Facebook gengivet masser af disse optegnelser. For Christian Stöckler skrev bogen Kejserens sidste Kaperkrydser, som også blev oversat til tysk. Ja der blev også skrevet et filmmanuskript ud fra dagbogen.

Til Mexico

Selv om Danmark ikke var direkte involveret i Første Verdenskrig så deltog der alligevel 30.000 danske sønderjyder i krigen. Og 6.000 faldt.

En af dem, der deltog var Christian Stöckler. Han blev indkaldt til den tyske flåde i 1913, som 19 – årig. Dengang åndede alt endnu fred og idyl.

Tyskerne ønskede at spille en rolle i storpolitikken. Og Chr. Stöckler og S.M.S. Dresden blev sendt til Mexico for at redde præsidenten. Missionen lykkedes. Og så troede besætningen, at nu skulle man hjem. Men nej. Englænderne indledte klapjagt på tyskernes kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle. Englænderne havde 70.

På jagt efter SMS Dresden

Ved et slag ved Falklandsøerne i december 1914 blev hele den tyske sydhavsflåde udraderet undtagen SMS Dresden.

Som et forjagtet og udmattet dyr krøb SMS Dresden i ly ved kysten i Chile. Den 14. marts 1915 var det dog slut med skibet. I resten af krigen levede han og de overlevende som internerede på den chilenske ø, Quiriqina .

Svært at være dansker

Først i 1920 lykkedes det ham, at komme hjem. Senere på året oplevede han at skifte nationalitet. Nu skulle han leve som dansker, og det var svært.

Han blev gift med Bertha Laurine Petersen, hvis far var post i Højen ved Gl. Skagen. De fik fire børn, hvoraf den første døde.

Lykkens smedje

Han forsøgte sig som cykelhandler. Men hans tanker dvælede hele tiden ved de mærkelige oplevelser i den tyske marine. Til sidst måtte han opgive sit egentlige arbejde. Han fik lov til at stille en lille kiosk op ude på Grenen

• En morsom, yndefuld, stråtækt hytte, hvori han kunne udføre sit arbejde og sælge sine smukke håndgjorte ting. Han har kaldt den Lykkens Smedje.

Til sidst måtte han dog opgive sit arbejde. I de sidste år levede han som invalidepensionist. Hans oplevelser havde sat sine spor.

Fremragende fortæller

Chr. Stöckler havde en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hefter, der senere i 1933 blev samlet i en bog. Og denne er den dag i dag, fremragende læsning. En overgang var der planer om, at lave en film ud af disse erindringer, men så vidt vides blev det aldrig til virkelighed.

I Skagen Avis kunne man i 1936 læse, at han var inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklandsslaget. Ved den lejlighed blev han også hædret for sine erindringer.

Sværd og hverv gik i arv

Det har sikkert gennem historien været svært for familien at komme ud i samfundet. En bøddel – familie blev betragtet som uærlige. Og når man skulle giftes, ja så blev det ofte med bødler fra andre familier.

Det gamle sværd som gik i arv fra far til søn, skal familien have taget med til Rørkær. Det fortælles, at den kendte gårdmand, Andreas Toft i Rørkær engang fik det med hjem. Men så vidt vides er sværdet, som har været med til adskillige henrettelser i dag forsvundet.

Men skal vi prøve at kigge på denne familie, der endte med at blive berømt. Vi skal lige huske at henvise til nedenstående artikler om henrettelser. Her kan interesserede læse mere om familien.

Skarprettere med mere sving

Ved indførelsen af enevælden i Danmark (1660) forsvandt betegnelsen, Bøddel. Nu blev betegnelsen Skarpretter eller Mester. Nu kom et ny type, som viste mere selvbevidsthed og mere sving over sig. Vi hørte nu om Skarpretter – familier, der hed:

• Asthausen, Lieberknecht, Wagner, Büchmner, Bröckner, Conrad, Hösker, Biberg o.s.v.

Hvervet gik i arv. Og den førstefødte var den retsmæssige arving til faderens sværd og embede.

I 1729 blev som skarpretter i Tønder antaget Johann Christopher Stöckler. Han stammede fra Arnstadt i Schwartzburg. Han var gift med Anna Cathrina Asthausen, en datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.

Sorg over fejlhug førte til død

Om denne fortælles der, at han i 1703 skulle halshugge en morder i Hamborg, da han huggede galt to gange. Dette rystede ham så meget, at han nedbrudt gik hjem og lagde sig i sin seng. Han rejste sig aldrig mere. Tre uger efter var han død.

Sønnen kunne endnu ikke overtage embedet. Men enken Anna Catharina fortsatte forretningen ved hjælp af en svend, der hed H.C. Röseler, som var gift med hendes datter. Denne Röseler passede også skarprettergerningen i Aabenraa efter skarpretter Sollwedel’s død i året 1740, da det ansås for ufornødent at antage en skarpretter,

Tønders sidste skarpretter

Eberhardt Stöckler var vistnok den sidste skarpretter i Tønder. Han døde i 1846. Han var gift 1. med Meta Marie Christensen 2. med Susanna Jeppesdatter. I første ægteskab var der tre børn: Christopher, Joachim og Ligvognsfører Christian Stöckler.

I påsken 1864 fratrådte han efter eget ønske denne stilling. Han var hvis nok også opsynsmand og gift med Johanne Matzen.

Kroejere i Rørkær

Slægten fortsatte nu i Rørkær, hvor gæstgiver Eberhard Stöckler var blevet født i 1837. Den 21. december 1862 bliver han gift med Christine Rix fra Nortorf i Holsten. Det var så i 1862, at han overtog den gamle kro i Rørkær. Den var i mange år ejet af familien Boysen, men den sidste ejer hed Thomas Nissen. Efter Eberhard Stöckler’ s død fortsatte enken i mange år indtil sønnen med samme navn overtog kroen.

Eberhard Stöckler den Yngre var født den 27. januar 1866 og døde den 5. september 1928. Han var gift med Martha Haase fra Tønder.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgivelser)
• denstorekrig1914-1918.dk
• Christen P. Christensen: Kejserens sidste Kaperkrydser (Martins Forlag 1934)
• Christen P. Christensen: Fire Aar paa Quiriquina (Martins Forlag 1935)
• (Letzte Kaperfahrt nach Quiriquina) (Drei Masken Vertlag 1936)

Hvis du vil vide mere: Om egnen:

• Så er der post til Rørkær
• Grøngård – et forsvundet jagtslot
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Øst for Tønder
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og Omegn
• Langs Grænsen og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om Bødler og henrettelse:

• Henrettelse på Østerbro
• Henrettet i Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Henrettet i Tønder
• Riber Ret (3)
• Ribe – og Hekseafbrænding (2) og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om Kvægmarked i Tønder:

• Studehandel i Tønder og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om originaler på Tønder – egnen

• Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder