Retsopgøret i Sønderjylland
Det skete en del mystiske ting. Officielt er alt opklaret. Det tyske Mindretal følte sig dårlig behandlet. I Fårhuslejren voksede hadet. Vi kigger på de forhold, som man blev dømt for. Desuden kigger vi lidt på straffeudmålingen. Medlemmer af Det Tyske Mindretal blev hovedsagelig dømt for tysk krigstjeneste, for at være medlem af Selbstschutz, Zeitfreiwillige og for at have gravet en skanse. Mange fra ledelsen var anklaget for højforræderi og Modstandsbevægelsen havde gerne set et par stykker dømt til døden. En del blev også anklaget for stikkeri.
Restopgøret blev betragtet som dybt uretfærdigt
Retsopgøret i Sønderjylland blev af mange betragtet som dybt uretfærdigt. Vi har i vore artikler også påvist nogle uretmæssige ting. Det skete mange mystiske ting. Efterhånden vil flere og flere af disse ting dukke op. I denne artikel vil vi forsøge at gengive den officielle situation.
Et held for dem, der skulle i krigsret
I Frøslevlejren gik budskabet om kapitulation som en løbeild fra barak til barak. Og på lejrens radio fik man bekræftet rygterne. Man fejrede begivenheden med erstatningste. Men man kunne ikke vide sig sikre, for hvad ville den tyske bevogtning finde på?
Dagmarhus havde den 4. maj om morgenen givet ordre til, at 17 Frøslev – fangere skulle bringes til København for at stilles for en krigsret. Men man kunne ikke finde de sidste tre. Men 14 fangere blev i løbet af dagen bragt til Padborg Station og anbragt i en fangevogn.
Næstkommanderende i den danske lejrledelse, øjenlæge Steffen Lund fik lov til at ringe til Dagmarhus. Her fandt han så ud af, at man havde nedlagt arbejdet. De 14 fanger kunne så transporteres tilbage til lejren.
Politimestrene gik først
Den danske lejrleder, kaptajn Digmann og politimester Brix gik til den tyske kommandant og krævede omgående løsladelse af lejrens fanger. Men dette ønske kunne kommandanten ikke efterkomme. Han afventede ordre fra højere sted.
Aftalen blev dog, at i alle tilfælde skulle løsladelse finde sted den 5. maj kl. 12. Men allerede kl. 10.30 forlod politimester Bøving, Brix, orlogskaptajn Greve samt den senere politimester Iver Møller, lejren.
Man ville have våben
Brix og Møller begik sig efter et kort ophold på den beskadigede politistation i Aabenraa ind i byen for at tale med den tyske kommandant. Man ville have udleveret våben til politi og modstandsfolk.
Anholdelsesret til 13. maj
Modstandsfolkene havde såkaldt anholdelsesret indtil 13. maj. De gik frem efter nøje udarbejdede anholdelseslister.
Var det en krigstilstand?
I forvejen var der i Straffelovens § 101 stk. 2 en regel, der siger:
– Den, der under krig eller truende udsigt hjælper fjenden, straffes med fængsel fra 1 til 12 år.
Men den regel kunne ikke anvendes i retsopgøret. For var de fem år virkelig en krigstilstand, eller var det først efter 29. august 1943?
Uenighed om afgrænsning
I slutningen af besættelsestiden udarbejdede Justitsministeriet nogle retningslinjer. I Frihedsrådet lavede man lovforslag med strafferegler. Men der herskede stor uenighed om afgrænsningen af disse regler og bestemmelser.
Frihedsrådet og modstandsbevægelsen ville gerne have, at medlemskab af en nazistisk forening skulle gøres strafbart. Men var dette blevet gennemført, ville dette have skabt uoverskuelige problemer i Sønderjylland. Men selv om ikke alle fra Det Tyske Mindretal blev straffet, blev de dog chikanret på mange måder. Det har vi tidligere berettet om.
Utilfredsheden brød ud i Fårhuslejren
Modsat, så mente medlemmer af Det Tyske Mindretal, at de fik alt for høj straf. De mente, at det som, de havde gjort ikke berettigede til den hårde straf, som de fik. Utilfredsheden brød i den grad ud blandt de indsatte i Fårhuslejren.
Med tilbagevirkende kraft
Langvarige drøftelser førte til, en retsplejebestemmelse, at sigtede skulle fængsles og forblive fængslet indtil straffen var udstået. Og dele af straffeloven blev indført med tilbagevirkende kraft. Desuden blev der indført en minimumsstraf og dødsstraf.
Ikke alle likvidationer blev undersøgt
En del likvidationer fandt sted. Og officielt nævnes det, at alle blev undersøgt til bunds. Men det har ikke sin rigtighed. Det har vi vist i et par artikler.
Hver 10. voksne mand blev anholdt
I Aabenraa Politikreds blev cirka hver 10. voksne mand anholdt. I begyndelsen havde modstandsbevægelsen og myndighederne svært ved at finde en afgrænsning for anholdelserne.
Det kneb med at overholde grundloven
I Aabenraa blev de anholdte bragt til det tyske gymnasium. Her blev de registeret og senere overført til Fårhuslejren (det nye navn for Frøslevlejren). I lejren forsøgte man at overholde lovgivningen m.h.t. afholdelse af grundlovsforhør, men det kneb. Man kunne kun nå cirka 30 om dagen.
Domsmandssager
De fleste af dem, der blev dømt, havde forrettet tysk krigstjeneste. Hyppigst var det tjeneste i Waffen SS. Men det var også Zeitfreiwillige, marinevægtere samt andre vagtmænd.
Man ønskede ikke sagerne behandlet som tilståelsessager, men førte domsmandssager. Man kunne nå fire til fem stykker om dagen. Og de, der først blev dømt, fik de strengeste straffe.
Straffen blev nedsat
I juni 1946 blev minimumsstraffen nedsat fra fire til to år med yderligere mulighed for strafnedsættelse. SS – sagerne ført– nu til et til to års fængsel, Zeitfreiwillige med halvanden til to års fængsel.
Det Tyske Mindretal: Regeringen havde godkendt det?
Behandlingen af Zeitfreiwillige – sagerne blev midlertidig sat i bero, da man fra Det Tyske Mindretal påstod, at den danske regering havde tilladt korpset. Det var chefen for Innere Verwaltung i det tyske gesandtskab i København, der havde oplyst dette. Men under en afhøring af denne, påstod han, at han hele tiden havde vist at korpset var ulovligt.
Havde brændt dokumenter
Sagerne mod Det Tyske Mindretal omhandlede også medlemmerne af Kleiner politischer Rat samt redaktører og bestyrelsesmedlemmer af den tyske avis. En særlig undersøgelseskommission blev nedsat for at finde beviser mod disse. Ligeledes blev der beslaglagt beviser i de sigtedes hjem. I diverse private arkiver fandt man også beviser.
I mindretallets højborg Dibbernhaus havde man i dagene inden kapitulationen brændt alt, der kunne synes, at være kompromitterende.
Omfattende afhøringer
Efterforskningen krævede afhøringer af besættelsestidens hovedpersoner, således Werner Best, Hermann v. Hanneken, Genral Lindemann, Politigeneral Pancke, Gestapochef Bovensiepen m.fl.
Afhøringerne foregik både herhjemme og i Tyskland. Men ofte var det besværligt at finde frem til alle, da en del endnu var på fri fod. Under afhøringerne var det heller ikke altid, at sandheden kom frem.
Fire hovedforhold
På et sent tidspunkt fik man adgang til et stort dokumentcenter i Berlin, som var i amerikanernes varetægt. Fra forsvarsministeriet i Pentagon fik man overdraget nogle dokumenter, så man kunne behandle ti spionsager ved retten i Tønder.
For alle medlemmer af Kleiner politischer Rat blev der rejst tiltale for fire hovedforhold:
1. Hvervning til tysk krigstjeneste
2. Oprettelse af Zeitfreiwillig – korpset
3. Oprettelse af Selbstschutz – korpset
4. Skansegravning (tværs over Sønderjylland)
88 retsdage
Desuden blev der rejst individuel tiltale over for dyrlæge Jens Møller og oberstløjtnant Peter Larsen. Disse anklager indbefattede højforræderi.
Hele 88 retsdage tog det, inden man kom til en afgørelse. Dommene blev afsagt den 10. september 1948.
– Jens Møller og Peter Larsen blev idømt 15 års fængsel
– Rudolf Stehr 10 års fængsel
– Otto Kortsch 12 års fængsel
– Lauritz Clausen 12 års fængsel
– Asmus Wilhelm Jürgensen (Asmus von der Heide) 10 års fængsel.
Modstandsbevægelsen var skuffet. De havde forlang dødsstraf over Jens Møller.
En del af de dømte ankede til Landsretten. Denne brugte så 66 retsdage til at nedsætte straffen. Men var straffeudmålingen retfærdig? Vi kigger lidt på de forhold, som dele af mindretallet blev dømt for.
Føreren forlangte, at man meldte sig til Waffen SS
I vintermånederne 1939 eller måske i marts 1940 blev ungdomsfører Jef Blume, Peter Larsen og Lauritz Clausen Kaldt til konference i Flensborg med SS – brigadefører Berger. Til stede var også overborgmester Kracht og SS – Sturmführer Meissner.
Det blev nævnt, at ifølge Der Führer’ s ordre, skulle der hverves folk til Waffen SS i de folketyske områder. Da det her var tale, om en direkte ordre fra Der Führer bøjede folkegruppens repræsentanter sig for dette ønske. De iværksatte underhånden ca. 100 kandidater. Det skete hovedsagelig gennem Schleswigsche Kameradschaft (S.K.) eller D.J.N. (Deutsche Jungenschaft Nordschleswig). Cirka 60 af disse blev fundet egnet.
S.K. var mindretallets halvmilitære organisation. Den bestod hovedsagelig af yngre mænd, der optrådte i uniform, lange støvler, ridebukser, hvid skjorte, skrårem og uniformshue.
Skulle tvinges til tysk indfødsret
Uddannelsen startede i Hamborg – Langenhorn. Efter to måneder fik de unge nordslesviger besked på, at de skulle erhverve sig tysk indfødsret. Det chokerede i den grad de unge. 30 – 35 ville bevare deres danske indfødsret. De blev så fyret af SS og sendt hjem. Resultat blev, at kun 17 forblev i tjenesten.
Hvervningen fortsatte
Efter drøftelser med dyrlæge Møller og Peter Larsen kort efter besættelsen fortsatte hvervningen. Og de fortsatte som egentlige mønstringer, hvor de fremmødte også blev lægeundersøgt.
Mistillid i Mindretallet
Det vakte dog en del mistillid i Mindretallet, at man brugte Wehrsport – kursus i Klagenfurt som lokkemad, hvorefter man pressede de unge ind i SS. Transporten over grænsen foregik i lastvogne med tildækkede presenninger.
Lauritz Clausen deltog selv i de fleste sessioner.
Schweinhunde
Desuden opfordrede han til møder, at de unge meldte sig som forbillede for den tyske ungdom. De fremmødte skulle stille sig på en række. Og dem, der meldte sig frivilligt, skulle gå tre skridt frem. Da en del blev stående tilbage, tilføjede han altid:
– Nur die Schweinhunde bleiben stehen.
Pres på Mindretallet
Der blev i den grad lagt pres på mindretallets ungdom. I en skrivelse af 29. januar 1942 kunne Peter Larsen fortælle, at der var hvervet 790 til Værnemagten og Waffen SS. På det tidspunkt stod 550 i Waffen SS.
Fra februar 1942 gik NSDAP officielt ind for hvervningen og organiseringen af denne. Flere gange var Jens Møller blevet kaldt til Berlin, hvor de hver gang havde forlangt langt flere frivillige.
Berlin var ikke tilfreds
Hvervekampagnen foregik med fuld kraft. Partiets bedste talere var i gang med agitationen. Den 21. april 1942 kunne Renthe – Fink meddele at 1.402 folketyskere havde meldt sig. Men Berlin var langt fra tilfreds. I NSDAP overvejede man at ekskludere dem, der ikke meldte sig frivillig.
I krigens allersidste periode etablerede ungdomsføreren, Thorius en ungdomshvervning blandt de helt unge. Det Lille Politiske Råd, ville ikke have med dette at gøre.
Zeitfreiwilligen fra 1943
Den egentlige Zeitfreiwilligendienst bestående af danske statsborgere inden for det tyske mindretal oprettedes i foråret 1943. I folkemunde på dansk side kaldte man det Heimwehr. Man har dog ikke fået ud af, hvem der egentlig oprettede dette korps. Noget tyder på, at det var von Hanneken. Men mindretallet bakkede op fra starten.
Jens Møller henvendte sig til Kannstein. Han ønskede, at de danske myndigheder skulle give tilladelse til denne organisation. Men ifølge Justitsministeriet har det aldrig foregået forhandlinger om dette.
Nogle kilder påstår, at det var Jens Møller, der stod for oprettelse af dette korps, for at forhindre at flere unge hjemmetyskere mistede livet ved fronten.
Oprettet i hemmelighed
Oprettelsen af dette korps foregik meget hemmelighedsfuldt. Det blev ikke engang omtalt i Nordschleswigsche Zeitung. Da politiet i Haderslev ville undersøge, hvad korpsets opgave var, blev de beskyldt for militær spionage. Hvervningen startede i januar 1943. Samtlige medlemmer af mindretallet mellem 17 og 60 år fik en indbydelse. Da dette ikke fik den ønskede virkning, fik alle en personlig henvendelse. I sidste halvdel af 1944 kom en partibefaling, at nu skulle alle tilmelde sig. I modsat fejl blev en eksklusion overvejet.
Ved korpsets opløsning i 1945 var der 1.300 – 1.400 medlemmer.
Troskab til Hitler
Uddannelsen foregik normalt søndag formiddag og som regel en aften midt i ugen. Den bestod i eksercits, riffelskydning, håndgranatkastning og gadekampe. Deltagerne var udstyret med militære uniformer.
Der blev ikke aflagt nogen egentlig ed, men en edslignende erklæring:
– Ich verplichtige mich dem Führer und obersten Befehlshaber der Wermacht Adolf Hitler treu zu sein und bin bereit, für ihn mein Leben einzusetzen.
Skulle sættes ind mod danske sabotører
I fortrolige skrivelser står også anført, at korpset skal sættes ind mod danske sabotagegrupper. Den 29 august 1943 blev korpset indkaldt i forskellige sønderjyske byer og indsat til at løse forskellige opgaver. Man skulle patruljere på gader og landeveje, vagttjeneste ved jernbanestationer, offentlige værker, posthuse, rådhuse og lignende. Desuden skulle man kontrollere legitimationskort. Man skulle foretage telefonaflytning m.m.
Optrådte stærkt provokerende
I Tønder var der indkaldt 150, der var bevæbnet med riffel og bajonet. De var optrådt meget provokerende. Omkring den 20. juli 1944 var medlemmer med til at anholde danskere, der havde optrådt fornærmende over for tyske soldater. I Haderslev var medlemmer med til at ransage danske politifolks hjem.
Selbstschutz
Deutscher Selbstschutz Nordschleswig blev oprettet efter Peter Larsens forklaring på grund af den stigende sabotage, terror og trusler mod tyske virksomheder.
Det var lederen af Liefergemeinschaft, Peter Hansen – Dam fra Sønderborg, der havde anmodet om beskyttelse. Og for dem, der ikke er klar over, hvad det er, så kan det oplyses at denne gruppe blev oprettet kort efter den 9. april 1940 med det formål at skaffe hjemmetyske erhvervsdrivende fordelagtige leverancer til værnemagten.
Korpset talte 400 – 450 medlemmer
Korpsets medlemmer blev hovedsagelig rekrutteret blandt SK – medlemmer. De anvendte desuden SK – uniformen. Korpset talte 400 – 450 medlemmer. Hen imod krigens slutning blev korpset forsynet med maskingeværer og håndgranater.
Mange gange tiltog dette korps, funktioner, de sikkert ikke var beregnet til. I Kruså anbragte man gidsler i den tyske skole. I Gråsten patruljerede man sammen med tysk militær. I Aabenraa og Gråsten visiterede man passanter.
Werner Best: Det danske politi svigtede
De beføjelser, som korpset tiltog sig, vakte bekymring i danske kredse. Efter en protest til Werner Best, svarede denne, korpset var oprettet, fordi det danske politi havde svigtet.
En skanse over Sønderjylland
I september 1944 bestemte Oberkommando der Wermacht, at der skulle etableres en skansegrav (tankspærring) tværs over Sønderjylland, fra Haderslev til Rejsby. Formålet skulle være at forhindre en invasionsstyrkes kampvogne i at rykke frem.
Von Hanneken mente, at arbejdet skulle udføres af
– Rigstysk arbejdskraft
– Arbejdere fra O.T. – firmaer
– Arbejdere fra den tyske folkegruppe i Sønderjylland.
O.T. stod for Organisation Todt. Det var dem, der påtog sig værnemagtens byggearbejder. Blandt disse var også adskillige danske firmaer, der påtog sig rollen som underentreprenører.
Trussel om tvangsarbejde
Igen var Det Tyske Mindretal under pres. Von Hanneken forlangte, at Jens Møller stillede med 5.000 mand. Såfremt dette ikke lykkedes, ville der blive udskrevet tvangsarbejde. 2.000 mand og 30 – 40 hestekøretøjer mødte op. Daglønnen var 20 kr.
Dette arbejde havde direkte krigsbetydning, og var derfor en overtrædelse af Straffelovstillægget § 16 stk. 1 nr. 8.
Det Tyske Mindretal accepterede ikke grænsen
Det Tyske Mindretal ville ikke affinde sig med den fastlagte grænse efter afstemningen den 10. februar 1920. Fastlæggelse af grænsen skete efter konferencen i Versailles. Det Tyske Mindretal mente, at det skulle have været forhandlinger direkte mellem Tyskland og Danmark.
Bismarck foreslog næsten den nuværende grænsedragning
Man kan så undre sig, for Bismarck forslog næsten den nuværende grænsedragning inden de store slag i 1864. Et ja kunne have sparet danskerne for mange døde og andre lidelser under den preussiske tid.
Hitler ville beholde den nuværende grænse
Under besættelsen brugte Jens Møller paroler som Führer macht uns frei og Heim ins Reich. En stor skuffelse var det for Det Tyske Mindretal, at grænsen ikke blev flyttet under besættelsen.
Fra rigstysk side gjorde man flere gange Det Tyske Mindretal opmærksom på, at grænsen ikke ville blive flyttet. Men Jens Møller fastholdt, at grænsen skulle være ved Kongeåen.
Hitler ville ikke flytte grænsen, fordi:
1. Sønderjylland var ikke rig på mineraler og indeholdt kun landbrugsjord
2. Ved grænseflytning ville man få besvær med en stor dansk folkedel
3. Man havde Flensborg By og Fjord, hvor den tyske flåde kunne søge tilflugt, hvis det blev ”for varmt” i Kiel.
Hitler mente også, at efter krigen ville Danmark og hele Norden alligevel tilslutte sig Tyskland.
Det Tyske Mindretal: Vi er udsat for overgreb
Fra Mindretallets side forsøgte man, at overbevise Berlin om, at man var udsat for overgreb fra dansk side, så derfor var det nødvendigt med en ny grænsedragning.
Det Tyske Mindretal accepterede den nuværende grænse efter en loyalitets – erklæring i 1945.
Kilde: Se
Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Læs
– www.dengang.dk indeholder 128 artikler om Besættelsestiden herunder
– Danskere i Hitlers tjeneste
– Landsforrædere og Landssvigere
– Overvåget – dengang
– Stikkerdrab
– Werner Best
– De Danske Nazister
– I Tysk krigstjeneste
– Den sønderjyske efterretningstjeneste
– Det Tyske Mindretal
– Mindretal i brændpunktet
– Jens Møller – en folkefører eller folkeforfører
– De fem lange år i Sønderjylland
– Knivsbjerg – nord for Aabenraa
– Frøslevlejren
– Fårhuslejren
– Det mystiske mord ved grænsen
– Nazister i Tønder
– Dødsdømte fra Tønder
– To skæbner i Kiskelund.
– Og mange flere