Hvem var han, vores tidligere statsminister? Var han nazist? Var han forræder? Han blev den mest forhadte politiker i nyere tid. Ingen gade eller vej er opkaldt efter ham. Men gemte de andre samarbejdspolitikere sig bag ham? Stauning bakkede ham op, men mente dog at han var utilregnelig. Samtidig kigger vi på Socialdemokratiets problemer under Besættelsen. De var imod modstandsbevægelsen, og dog. De ville gerne have kontrol med dem. Dette er blevet til en længere artikel, der også fortæller om nogle absurde hændelser under Besættelsen.

 

Vaklende ud af Anden Verdenskrig

Vi kom vaklende ud af Anden verdenskrig i en blanding af samarbejdspolitik og modstand. Vi havde ikke oprettet eksilregering i London. Danmark hørte ikke til det gode selskab. Og det er vel stadig et dilemma herhjemme.

 

Forbavselse og Beundring

Erik Scavenius havde som udenrigsminister manøvreret Danmark nogenlunde helskindet gennem 1. verdenskrig. Den såkaldte 8. juli regering skulle starte med en erklæring fra Scavenius om

De tyske sejre, der havde slået verden med forbavselse og beundring.

Allerede fra starten blev Scavenius betragtet som meget tyskervenlig. Men han havde et formål med det. Han ville skaffe Danmark så meget indflydelse som muligt. Endvidere ville han forhindre tysk selvtægt. Han ville komme tyskerne i forkøbet med forslag til steder, hvor man kunne samarbejde.

 

Krøb de andre i ly?

Men er sandheden ikke bare, at de andre politikere krøb i ly bag, og lod ham tage skraldet.

 

Mange regeringskriser

Det var en omtumlet tilværelse som regeringen fik. Der var masser af regerings – kriser. Det tyske gesandtskab krævede Staunings afgang. Men de måttes stille sig tilfreds med Hedtoft og H.C. Hansens nedlæggelse af deres politiske poster. Disse to havde åbenlyst vist antityske holdninger. Stauning ville dog gerne beholde sine to stjerner. Men så truede Scavenius med at gå, hvis han ikke ofrede dem. Alsing Andersen trådte ind som partiets formand.

Det kan da godt være at Stauning bakkede Scavenius op, men han har da også engang kaldt ham for Utilregnelig.

 

Hedtoft var tidlig ude

Når vi skal analysere Scavenius gøren og laden under besættelsestiden er det vigtigt at kigge på Socialdemokratiets holdninger, men selvfølgelig også de andre partiers holdninger. Men det må så komme i en senere anledning. I den forbindelse er det især interessant at kigge på Venstre og Konservative.

Hedtoft var allerede tidlig ude med sine antityske holdninger:

Den fjende, vi står overfor, har uhyre og uhyggelige magtmidler til sin rådighed. Jeg behøver ikke at sige, at den fjende, jeg taler om, ikke er Tyskland som folk eller stat. Jeg mener dermed Hitlers Tyskland og den nazistiske ideologi, som det jo nu er åbenbart, at man trods alle tidligere forsikringer om, at den ikke var nogen eksportvare – med vold og magt, med list og bedrag, vil gøre til europæisk religion. Det er en pest, som dræber, ensretter og mekaniserer. Sættes der ikke for alvor ind imod dem, knuser den langsomt, men sikkert selvstændigheden hos både enkeltpersoner, bevægelser, nationer.

 

Advarsel fra englænderne

Det tyske angreb i juni 1941 på Sovjet stillede regeringen over for nye udfordringer. Den Skjulte Ministerkrise opstod i juli 1941. Årsagen var Frikorps Danmark. Scavenius accepterede de tyske krav om dette korps skulle kæmpe på østfronten mod russerne.  En stærk advarsel fremkom fra englænderne, da Stauning og resten af regeringen udleverede de danske torpedobåde til tyskerne.

 

Henrik Kaufmann blev afskediget

Samme år forhandlede den danske gesandt i USA, Henrik Kaufmann i kongens navn, men uden ministrenes viden med amerikanerne om baser på Grønland. Dette bragte den danske regering i store vanskeligheder over for tyskerne. Erik Scavenius så sig nødsaget til at afskedige Kaufmann og retsforfølge ham.

 

Wilhelm Buhl bliver statsminister

Da Stauning døde i maj 1942 overtog Vilhelm Buhl regeringens ledelse. Det førte dog ikke til en afspænding mellem Scavenius linje. Denne ville hele tiden vinde goodwill hos besættelsesmagten.

 

Telegram – krisen

Gennem 1942 var der øgede spændinger i det dansk – tyske forhold. Den såkaldte telegram – krise blev udløst af, at Hitler blev fornærmet over et meget kortfattet telegram fra Christian den Tiende med tak for Førerens fødselsdagshilsen.

Berlin benyttede lejligheden til at udskifte den rigsbefuldmægtigede Renthe – Fink med SS – Generalen, Werner Best. Den brutale general von Hanneken overtog samtidig Værnemagten i Danmark. Den danske gesandt i Berlin fik samtidig at vide, at han var uønsket.

 

Maraton – forhandlinger

Den 2.11.1942 var Erik Scavenius blevet kaldt til Berlin. Han fik af von Ribbentrop at vide, at han skulle danne en regering sammen med nazister og nazi sympatisører. Men det afviste Scavenius. Og det gjorde han også under de fortsatte forhandlinger med Werner Best i København.

Ved flere lejligheder viste Scavenius civilcourage. Bedst som man troede, at han var underdanig over for tyskerne, hamrede han i bordet og sagde, at det var grænser for, hvor langt danskerne egentlig kunne gå. Han pointerede, at han under ingen omstændigheder ville se i en regering med nazister.

 

Fritz Clausen – ikke den store stjerne

Kigger man så i tyske arkiver, kan man se, at Scavenius ingen indflydelse havde på dette. I Berlin var Fritz Clausen ikke den store stjerne. Så når det kom til stykket ville tyskerne vel ikke engang have ham.

 

Eksporten steg til 75 pct.

Werner Best pointerede, at det var vigtigt, at efterkomme danskernes ønsker også af hensyn til fødevareleverancen fra Danmark til Tyskland. I 1939 gik 23 pct. af vores landbrugseksport til Tyskland. I 1941 var dette tal steget til hele 75 pct. Og disse tørre tal dækkede mellem 10 og 15 pct. af Tysklands samlede behov.

 

Opbakning til regeringen – og dog?

Men det vigtigste var, at Buhl trådte tilbage. Efter krav fra Best blev Scavenius – regeringen dannet. Ved folketingsvalget i 1943 var der åbenbart stor opbakning blandt befolkningen til samarbejdspolitikken med tyskerne. Der var en stemmeandel på 94,5 pct. til samarbejdspartierne. Man kan så diskutere, om denne tolkning er rigtig, for allerede efter et par måneder efter begyndte stemningen at skride.

 

Regeringen advarer mod sabotage

Regeringens konstante kampagne mod sabotage fortsatte. I regeringens øjne måtte denne sabotagevirksomhed bekæmpes med alle midler. Rigsdagens Samarbejdsudvalg udsendte en erklæring, hvori det sabotagen:

Betegner en meget farlig udvikling, der kan drage de alvorligste følger efter sig. Fortsættes disse sabotagehandlinger, og lykkes det ikke for de danske myndigheder at bringe disse lovstridige handlinger til standsning, kan alt, hvad vi i disse år har fastholdt og bevaret, kom i den alvorligste fare.

 

Regeringen ville ikke bryde med tyskerne

Regeringen ønskede ikke et brud med besættelsesmagten. Men det ville befolkningen. Regeringspartierne kæmpede imod til det sidste. Først da besættelsesmagten kæmpede hårdt mod hårdt og krævede dødsstraf, sagde regeringen fra.

 

Undtagelsestilstand

Officielt holdt regeringen op med at fungere. Værnemagten indførte undtagelsestilstand. Der var afvæbning af dansk militær og politi, jødeforfølgelse og tysk terror. Og denne terror havde som vi tidligere har beskrevet dansk deltagelse.

 

Samarbejdet fortsatte

Men samarbejdspolitikken fortsatte alligevel. Udenrigsministeriets direktør, Nis Svenningsen fik en koordinerende rolle i et såkaldt Nimandsudvalg. Det blev dog senere udvidet med fire mand. Samarbejdspolitikken var nu bragt ned på embedsmands – nivue.

 

Den rigtige side – med tilbagevirkende kraft

Kunsten var så i 1945 at være på den rigtige side med tilbagevirkende kraft. Auguststrejkerne i Danmark var vel også forårsaget af tilintetgørelse af den 6. tyske armé i Stalingrad i vinteren 1942 – 43 og måske mest de allieredes landgang på Sicilien samt Mussolinis fald. Nu troede danskerne, at krigslykken ville vende.

 

Forsvar meningsløst

Socialdemokratiet var under hele besættelsen bange for at tabe stemmer til DKP. Men kommunisterne var nærmest jagtet vildt både under og efter besættelsestiden.  I alt dette fungerede den mest udskældte minister i nyere tid, Erik Scavenius.

Socialdemokratiet bakkede op om udenrigsminister P. Munchs neutralitets – og tilpasningspolitik over for Tyskland i erkendelse af landets beskedne størrelse og udsatte position, der gjorde et reelt eksistensforsvar menigsløs. Partiet var vant til sammenhold og organisation. De frygtede uorganiseret politisk aktivitet, demonstrationer, kaos, sammenbrud og modstandsaktiviteter. Der var så meget at tabe, hvis man ikke holdt sig til sammenhold og disciplin.

Hvordan ville nazisterne reagerer over for de danske socialdemokrater. I Tyskland havde man sendt medlemmer af SPD i KZ – lejre eller simpelthen dræbt dem.

 

Majkrise – forliget

Tyskerne satte med deres besættelse en stopklods for den store eksport til England. I Socialdemokratiet frygtede man en massiv arbejdsløshed. Problemet for partiet var, at De Konservative og især Venstre tog sig særdeles godt betalt for at indgå i et samarbejde. Disse forhandlinger blev afsluttet i de første uger af maj 1940, og kaldes i historiebøgerne for Majkriseforliget. Samarbejdet var dog skrøbelig, men det lykkedes dog at holde de danske nazister fra magten. Kommunisterne var dog meget kradse over for socialdemokraterne. Det var det måske ikke noget at sige til, for Danmark oplevede en markant højredrejning.

 

Aktivistisk tilpasningspolitik

Scavenius førte en meget aktivistisk tilpasningspolitik over for tyskerne. Forhandlingerne om en dansk told – og møntunion var ved at udvikle sig til at blive særdeles forpligtende. Danmark var nærmest på vej ind i Det Stortyske Rige. Buhl var nok den skrappeste modstander af Scavenius. Han sagde lodret nej til planerne. Det var på det tidspunkt, at selv den gamle leder, Stauning troede på en tysk sejr.

 

Socialdemokratiet og DKP

Det var et meget anstrengt forhold, Socialdemokratiet havde til DKP. De troede vitterlig, at de ville omstyrte staten, når lejlighed bød sig. Man ville ikke forbyde dette parti, men det skulle under massiv overvågning. Besættelsesmagten krævede at ledende kommunister blev interneret og Rigsdagen efterkom dette ønske. Mange havde også afsky for disse kommunister, der støttede russerne i deres Finlands – krig. Klogelig afstod medlemmer af Socialdemokratiet dog at give udtryk for deres begejstring.

 

Brud på Grundloven

Det var i november 1941. Tyskerne stillede et ultimativt krav om Danmarks tilslutning til Antikomintern – pagten. Det var en overenskomst mellem bl.a. Tyskland, Japan og Italien om gensidig samarbejde mod den kommunistiske internationale.

Den danske regering var indstillet på at sige nej, men efter pres fra Erik Scavenius blev det til et ja med fire forbehold. Men den tyske udenrigsminister von Ribbentrop forsøgte at ignorere disse forbehold. Men under en natlig maratonforhandling lykkedes det for Erik Scavenius at forhindre dette.

Det var et klart brud mod grundloven, men de folkevalgte påberåbte sig, at det var en nødretsforanstaltning fremtvunget af de tyske krav.

 

Antisabotage – tale

Den 2. september 1942 holdt Buhl sin berømte Antisabotage – tale i radioen. Han kaldte det en handling mod sit fædrelands interesser og opfordrede befolkningen til at hjælpe i efterforskningen og angive sabotører til politiet.

Det var ikke under tysk pres, at Buhl holdt denne tale. Det var i overensstemmelse med samarbejdspolitikken. Kunne man ikke holde orden i egne rækker, ville tyskerne tage over. Den tidligere Konservative leder, Christmas Møller, var rejst til London. Han lod sin røst høre i de danske programmer fra BBC. Han opfordrede til:

Gør jer pligt – gør jer værk

 

130.000 Tysklands – arbejdere

I 1942 blev der også godt presset af Venstre vedtaget forringelser af socialpolitikken. Det var den socialdemokratiske socialminister Johannes Kjærbøl, de havde den tvivlsomme ære, at ligge navn til dette lovkompleks. Arbejdsløsheden faldt, men det skyldtes sikkert andre forhold. Således blev en masse beskæftiget med befæstningsarbejde for tyskerne. Og 130.000 danske arbejdere rejste til Tyskland for at tjene til det daglige brød. Ja man kan sige, at danskerne på den måde hjalp tyskerne i deres oprustning. De tyske arbejdere kunne dermed tage til fronten.

 

Buhl stod imod presset

Statsminister Buhl fik anerkendelse fordi han stod imod Scavenius pres. Men hans regeringstid kom kun til at vare seks måneder.

 

En mere tyskvenlig regering

Telegramkrisen havde sat sine spor. Fra tysk side ønskede man en mere tyskvenlig regering. Berlin havde ikke mere tillid til Buhl, og Scavenius blev indsat på posten. Buhl blev uformel leder af Nimandsudvalget. Scavenius blev mere og mere isoleret både i forhold til partierne og til befolkningen. Men han var det reelle centrum for den politiske magt.

Det var langt fra alle, der var begejstret for Scavenius som statsminister.

 

En skuffet Alsing Andersen

I august 1943 skruede tyskerne op for truslerne. Sabotageaktioner, strejker m.m. var blusset op overalt. Enten rydder I op ellers indfører vi dødsstraf sagde tyskerne. Scavenius ville bøje sig for de tyske krav, men Buhl sagde nej. Socialdemokratiet var i den grad frustreret. Alsing Andersen udsendte et cirkulære den 2. september 1943. Det blev holdt i en sjældent vred, bitter og forurettet tone. I den hed det, blandt andet, at besættelsespolitikken havde skånet landet for krigens ulykker og dermed bevist sin berettigelse. Og denne politik kunne have holdt helt til krigens afslutning:

Men denne vej frem er blevet underminiret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremskaffe en anden mentalitet i dele af befolkningen.

Efter befrielsen opstod der problemer for Alsing Andersen og Socialdemokratiet omkring dette cirkulære. I 1943 handlede det om at placere et ansvar for bruddet.

 

Stak kommunisterne noget til side

Undtagelsestilstanden, som tyskerne indførte varede i seks uger. Socialdemokratiet havde store vanskeligheder på dette tidpunkt. Modstandsbevægelsen fik større tag i befolkningen, og Frihedsrådet blev stiftet. Det gik forlydender om, at kommunisterne i modstandsbevægelsen stak våben til side for sig selv.

 

Bridgepartierne

De såkaldte Bridgepartier, der bestod af konservative og socialdemokrater forsøgte at etablere et samarbejde med henblik på, at skabe politisk stabilitet. De udgav også illegale blade som Danske Tidende og Den Danske Parole.

 

Den lille generalstab

Der var også tværpolitiske initiativer i gang for at strække kommunisterne og modstandsbevægelsens indflydelse i en befrielsessituation. Man ville prøve at infiltrere modstandsbevægelsen. Organet, hvorfra dette blev styret, blev kaldt Den lille generalstab.

 

Den københavnske Folkestrejke

Den Københavnske Folkestrejke i juni – juli 1944 havde stor opbakning blandt arbejderne. Politikernes advarsler blev overhørt. Frihedsrådets paroler blev fulgt. Målet for Socialdemokratiet var fortsat at kontrollere modstandsbevægelsen og undgå kamp mod besættelsesmagten. Ja Hedtoft sørgede via sine svenske forbindelser, at de socialdemokratisk kontrollerede modstandsgrupper fik tilført våben. Det var ikke noget Frihedsrådet brød sig om.

 

Modstandsbevægelsen måtte med

I de første måneder af 1945 gik det op for Socialdemokratiet, at en regering ikke kunne etableres uden deltagelse fra Modstandsbevægelsen. Lige før befrielsen blev Modstandsbevægelsen og politikerne enige om, at dele regerings – taburetterne. Partiet var udmærket klar over, at kom der til en kamp mellem tyskerne og Modstandsbevægelsen, ja så ville kommunisterne blive styrket.

Begejstringen for Modstandsbevægelsen var i befrielsesdagene enorm. Den socialdemokratiske ledelse deltog også i løjerne og besang den danske frihedskamp.

 

Befrielsesvalget

Befrielsesvalget i oktober 1945 blev en katastrofe for Socialdemokratiet. Partiet mistede 18 mandater. Det var så den tilsvarende andel som DKP vandt. Venstre gik frem og kunne danne regering med Knud Kristensen som statsminister. Socialdemokratiet generobrede regeringsmagten i efteråret 1947.

Socialdemokratiet måtte erkende, at de fejltrin, som de foretog sig under besættelsen havde befolkningen alligevel ikke glemt i 1945. Havde Danmark fulgt samarbejdspolitikkens og Socialdemokratiets linje, så havde man ikke givet noget som helst bidrag til de allieredes krigsførelse.

 

Kæmpe overraskelse

Vores hovedperson var en ud af syv sønner, som godsejer Carl Sophus Scavenius til Klintholm på Møn efterlod sig. Han mønstrede kadetskibet krydseren Ingolf, med dumpede i 1894 til Søofficer skolen. Han fortsatte dog en diplomat – karriere. Han blev i 1906 ledende legationssekretær i Berlin.

Det var en kæmpe overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt som udenrigsminister i Zahles første ministerium. Årsagen var sikkert, at han sympatiserede med Det Radikale Venstres syn på dansk forsvars – og sikkerhedspolitik. Han ville ikke forgifte forholdet til Tyskland. Han havde intet imod at melde sig ind i Det radikale Venstre. Her forblev han medlem indtil 1932, hvor P. Munch afløste ham som udenrigsminister. I 1912 var han gesant i Wien og Rom. Han var udenrigsminister i det andet Zahle – ministerium fra 1913 – 20.

 

Hældte han mod tyskerne

Under Første Verdenskrig blev han trods dansk neutralitetspolitik beskyldt for at hælde mod Tyskland. Den 5. august 1914 truede tyskerne med at ligge miner i de danske farvande. Erik Scavenius tilrådede, at minerne blev lagt ud af danske marinefartøjer.

 

Han opretholdte udenrigshandelen

Det lykkedes for Scavenius at opretholde udenrigshandelen med både England og Tysklands velsignelse. Det var sikkert via sit gode forhold til den tyske Brockdorf – Rantzau at det lykkedes for Scavenius at føre Danmark nogenlunde gennem Første Verdenskrig.

 

Alvorlige trusler

Tyskerne havde alvorlige planer om under Første Verdenskrig at besætte Danmark. Det skete i forbindelse med den uindskrænkede u – bådskrig. Men det lykkedes for Erik Scavenius at berolige tyskerne. Hans metoder var nok lidt alternative, nærmest som en enevældig monark.

 

Han gennemførte grænsedragningen

Da grænsedragningen skulle foregå i Sønderjylland i 1920 havde Scavenius ingen personlige følelser indblandet. På trods af voksende modstand fra oppositionen lykkedes det at gennemføre en grænsedragning. Han stod stejlt på, at en grænsedragning skulle ske på baggrund af afstemningsresultater. Han stod i direkte modsætning til Dannevirkebevægelsen.

 

Scavenius modtog anerkendelse

Egentlig modtog Scavenius en del anerkendelse for sin håndtering af det tyske diplomati under første verdenskrig, både hos Folketinget og kongen. Småstaten Danmark kunne forøge sin indflydelse over for stormagten.

 

Churchill er en farlig mand

Scavenius vargesandt i Stockholm og i en årrække var han formand for Politikkens bestyrelse. Han forsøgte at få dæmpet bladets tone over for nabolandet mod syd. Men med dette skridt voksede hans upopularitet. Hans fjender huskede hans gøremål under Genforeningen.  Den 28. april 1940 skrev Scavenius lederartiklen i Politiken under overskriften Churchill er en farlig mand. Han hyldede tyskerne og rejste en voldsom kritik af England og dets ledere. I løbet af få dage mistede Politiken, 15.000 abonnenter.

 

Stor uvilje mod Munch

Han var også tilknyttet den danske delegation ved Folkeforbundet i Geneve. Han fratrådte i 1937 kort før han fyldte 60 år og faktisk indstillet på at gå på pension. Sådan skulle det dog ikke gå. I Stauning – regeringen var det stor uvilje mod at P. Munch forblev i regeringen. Ja kongen nægtede at skrive under, hvis han forblev på listen.

 

Han truede konstant med afsked

Måske var det Scavenius fortjeneste, at tyskerne ikke var så hårde ved danskerne, som de var andre steder, hvor de havde besat landet. Men Scavenius måtte flere gange true med sin afsked for at få sin politik igennem.

Werner Best fik Hitler til at acceptere en regering med Scavenius som både Stats – og Udenrigsminister.

 

Et symbol på samarbejdspolitikken

I mange år og måske stadig står Scavenius som et symbol på samarbejdspolitikken og bliver udråbt som en sort plet i danmarkshistorien. Dette synspunkt blev også fremført af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men dette kan dog synes lidt mærkelig, når man ser Venstres rolle under besættelsestiden. Det kommer vi ind på i en senere artikel.

 

Havde regeringen opbakning?

I tiden efter valget i 1943 gav Scavenius flere gange udtryk for, at han ville forlade regeringen og politik. Men hverken fra dansk eller tysk side ville man tillade ham at gå. Man mente, at han var uundværlig. Nu brugte han også disse trusler i sin taktik velvidende, at tyskerne ikke ville af med ham.

Man glemmer hurtig, at Scavenius politik indtil 1943 nød bred opbakning i befolkningen. Og dog, opbakningen kunne jo også dække det forhold, at man ville holde DNSAP ude for indflydelse. En anden ting er, at valget i 1943 var uden Kommunisterne.

 

Lagt for had

Efter 1945 blev Scavenius lagt for had af den danske befolkning. Bladhusene var med til at slagte ham. Og andre politikere, der også plejede samarbejdet med tyskerne kom ham ikke til undsætning. Men man må sige, at han holdt hovedet koldt, og løb aldrig fra sit ansvar. Han gik også i forsvar for de embedsmænd i Udenrigsministeriet, der i retsopgøret kom i klemme. Men han følte dog også en stor bitterhed over, at han havde ført Danmark gennem en vanskelig tid uden de brutale ødelæggelser og tab af menneskeliv, som andre lande havde oplevet.

 

Udgav forsvarsskrift

I skuffelse trak han sig tilbage fra offentligheden, og levede et stille liv indtil 1962. I 1948 udgav han bogen, Forhandlingspolitikken under besættelsen. Det er et kontant forsvar for det han gjorde under besættelsen. I 1959 udgav han bogen, Dansk Udenrigspolitik under Første Verdenskrig.

Scavenius deltog overhovedet ikke i debatten efter besættelsen, bortset fra udgivelsen af sit forsvarsskrift.

 

Werner Best havde respekt for ham

Han blev gjort til den store syndebuk. Ingen ville have med ham at gøre. Det vil sige, at han havde kontakt med Werner Best, ligesom Jørn Møller. Ja Werner Best havde næsten sønlig respektfuld hengivenhed over for den lidt ældre danske diplomat. Denne hengivenhed varede helt til Scavenius død.

 

En god mand for danskerne?

Best gjorde ikke noget for sine blå øjnes skyld. Men han ville ikke sætte Scavenius respekt til. Og forbindelsen eller venskabet holdt. I hans celle i Horsens Statsfængsel havde Werner Best et billede stående af Scavenius.

Scavenius mente til det sidste, at Werner Best havde været en god mand for danskerne inklusive de danske jøder.

 

Ingen Rigsret

Han blev ligesom andre politikere ikke stillet for nogen rigsret. Han kunne med sin skarpe tunge og logiske sans vel sagtens have forsvaret sig, og det ville andre belastede politikere vel ikke risikere.

 

Hyldede han verdens største forbrydere?

Men det var som om Scavenius ikke opfattede nazismen og hvad den stod for. Han så og erkendte ikke barbariet. I hans vision så han slet ikke de andre stormagters rolle efter krigen. Spørgsmålet er så, om han hyldede nogle af verdens største forbrydere. Vi ved, at han beundrede Bismarck for hans diplomatiske evner og soleklare resultater.

 

Hitler var en troværdig partner?

Scavenius var ikke klar over, hvad nazismen gik ud på. Han troede, at han i Hitler havde en troværdig partner. Han havde det bedte indtryk af ham, og beundrede ham for hans dynamik og personlighed, der fuldstændig behersker alt og alle

Han kaldte det ikke for samarbejdspolitik, det som han udøvede sammen med tyskerne. H kaldte han for forhandlingspolitik.

 

Bestemt af øjeblikkets vanskeligheder

Scavenius mente, at Hitler efter sejren over Polen og Frankrig allerede i 1940 havde vundet krigen. Men Hitler knækkede halsen på sin togt mod russerne. Han lagde ikke sin politik efter en tysk sejr:

Mit Arbejde for dette Land var bestemt af Øjeblikkets Vanskeligheder.

Målet for Scavenius var i hvert tilfælde at undgå katastrofen.

 

Den forsonende rolle

Han var valgt for at føre en forsonende rolle over for tyskerne. Men mange mente, at han gik alt for vidt og ikke tog hensyn til folks nationale følelser. Men til de politikere, der kritiserede ham, sagde han at de var populistiske og ikke tænkte på landets reelle interesser.

 

Ministermøder udviklede sig til skænderier

Når nogen ikke var enig med ham, blev han sur og vred. Han havde ikke evnen til at komme folk i møde. Han havde et temperamentsfuld væsen, og havde svært ved at beskrive rammerne for det han foretog sig. Sårende bemærkninger over for hans fjender skabte endnu flere fjender. Scavenius havde ofte en bedrevidende facon, der ofte resulterede i, at ministermøder udviklede sig til skænderier. Han havde en evne til at komme igennem med sin politik, og havde Staunings fulde opbakning. Han havde foragt over for minister – kollegaer, der lyttede til folkestemningen.

Ja han blev beskrevet som kold og arrogant som kun troede på sin egen ego. Han var fuld af fordomme og følelser.

 

Vi riger bare til Gestapo – chefen

Scavenius blev gift anden gang i 1944 med en yngre kvinde. Ligesom alle andre af hans livs opgaver var ægteskabet ikke et, han selv søgte, men fik tilbudt. Fru Alice var egentlig ikke tyskervenlig. En nat under krigen var hun involveret i en skudepisode. Hun var i stand til at tilkalde selveste Gestapo – chefen, Karl Heinz Hoffmann personlig. Han klarede så ærterne.

 

Et forhold til Karl Heinz Hoffmann

Efter befrielsen tilbragte hun syv uger i internering. Siden besøgte hun ugentlig ofte sammen med hendes mand, Hoffmann – den øverste chef for toturen i Danmark i hans dødscelle. Men også Otto v. Bonsiepen, den sidste chef for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark havde hun kontakt.

Journalist Erik Høgh – Sørensen har fundet ud af, at Fru Alice havde et særdeles tæt forhold til Gestapo – chefen. Efter at hun i 1942 var blevet kæreste med Erik Scavenius, skaffede han hende et job ved telefonomstillingsbordet i Udenrigsministeriet. Her kunne hun følge med i ministeriets kommunikation. I 1944 tog hun sygeorlov efter at være blevet mobbet ud af kollegaerne, som mistænkte hende for at være spion.

 

Forbindelse til en stikkercentral

Hun havde forbindelser til forfatteren Jens Strøm, en tidligere socialdemokrat, som var skyhøjt lønnet af tyskerne efter datidens forhold. Via sit kontor rekrutterede Jens Strøm, tysklandsarbejdere og drev angiveligt en sikkerhedscentral.

 

Plejede omgang med interessante personer

Scavenius plejede omgang med interessante personer. Således professor Carl Ross, der ikke have helt stuerene interesser under besættelsen. Han plejede også omgang med Gudmund Hatt, der efter besættelsen blev dømt for, at have udvist nationalt uværdig adfærd. Også forfatteren Sven Fleuron tilbragte Scavenius og hans kone hyggelige stunder sammen med. Og forfatteren Thorvald Knudsen fungerede som en nyttig kurér mellem ham og Werner Best i Tyskland. Scavenius læste korrektur på Werner Bests erindringer og skrev forordet.

 

Man regnede ikke Danmark som allieret

Scavenius forsonende politik over for tyskerne var ikke noget, der vakte begejstring hos de allierede. Man regnede i lange tider ikke Danmark som allieret.

 

Bedst for Danmark?

Gav Scavenius mere end hvad tyskerne forlangte? Påtog han sig frivillig uriasposten? Var han unødigt fascineret af Hitlers Tyskland? Tog han forhastede og forkerte initiativer? Gjorde han alt dette, han bliver beskyldt for, fordi han mente, at det var hensigtsmæssigt for Danmark?

Scavenius var styret af det, som han mente var bedst for Danmark. Men den forståelse var ofte forkert. Scavenius gav hele tiden indrømmelser, for han frygtede, at der kom noget, der var værre. Han levede i frygt for disse trusler. Tyskland ville være den dominerende i Danmarks nærområde, og det måtte vi indrette os efter. Ja Scavenius mente, at Hitler var den nye Napoleon.

 

Politik basseret på fejlvurderinger

Var det ikke Jens Otto Krag, der skrev, at Scavenius politik under Anden Verdenskrig var basseret på fejlvurderinger.

 

Leverancer af dansk mandskab

Og skal vi ikke slutte med Wilhelm Buhls citat:

Danmark deltog direkte i krigen med leverancer af dansk mandskab til alskens fronter ødelagde sit image.

Først i 1955 blev der ophængt et officielt billede af Scavenius på Christiansborg. Men man turde alligevel ikke at opkalde en gade efter ham.

 

Besættelsestiden er efterrationalisering

Historien om besættelsestiden handler ofte om efterrationalisering:

Modstandsbevægelsen sikrede, at vi kom igennem med æren i behold. Samarbejdspolitikerne sikrede, at vi kom igennem med livet i behold.

Samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen var hinandens modsætningen, men egentlig nød de godt af hinanden. Og som vi kunne se i indledningen havde Socialdemokraterne også store problemer under besættelsen. Men det havde de andre partier også, og dem vender vi tilbage til i senere artikler.

 

Kilde: Se

• Besættelsestidens Litteratur A – L
• Besættelsestidens Litteratur M – Å
• Viggo Sjøquist: Erik Scavenius 1 – 2 (1973)
• Erik Scavenius: Forhandlingspolitikken under Første Verdenskrig (1948)
• Erik Scavenius: Forhandlingspolitikken under Besættelsen (1948)
• Jørgen Hæstrup: Til landets bedste (1966)
• Alice Scavenius: Kynikeren (1977)
• Alice Scavenius: Mit liv med Erik Scavenius (1980)
• Joachim Lund: Partier under pres (2013)
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1 – 3 (1978 – 79)
• Hans Kirchoff: Augustoprøret 1 – 3 (1979)
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet 1-3 (1947)
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum (2003)
• Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder ca. 120 artikler fra besættelsestiden.