Foredrag den 21. august 2014 i Frihavnskirken i anledning af 90 års dagen for anlæggelse af den nuværende Classens Have. Vi skal kigge på Østerbros første gourmet – restaurant. Classen lavede et lille sidespring. Og vi skal høre om udfaldet i 1807. Fru Heiberg sørgede for hvide svaner. Holstein blev sur, og H.C. Andersen jagtede gratis middage. Lig var ikke engelske soldater, og så kunne fru Heiberg ikke lide hendes naboer. Hvem boede på Østerbro, og så hører vi om den sidste blodbøg. Til sidst var der ikke mere udsigt over Øresund på grund af plankeværker.

 

Vi besøger også naboerne

Ja egentlig skal vi i aften høre om, hvad der er foregået inden for rammerne af Rosenvængets Alle, Gefionsgade, Classensgade og Østerbrogade. Men sådan bliver det dog ikke helt. Vi skal også høre, om nogle af de gader, der ligger inden for den ramme, og høre, hvorfor de har fået de historiske navne. Men vi går da også lidt ud over disse grænser, for vi skal også høre om livet dengang på Østerbro.

 

Tilbage til 1658

Vi skal langt tilbage i historien. I 1658 benævnes haven som Verner Klaumans Have. Senere blev det til Laurvigens have og Ahlefeldts Have.

I 1659 er haven omtalt i Resens Atlas. Her talte man om en inddeling i fire dele. Mod øst grænsede den ned til Sundet. Mod nord var det til afløbet fra Vartovs voldgrave. Hele vejen rundt var den markeret med levende hegn. Midt i haven var der et tårn med buede side r og løgkuplet tag med flag på toppen.

I 1679, da den pensionerede jæger John Danzer, byggede et udskænkningssted på rester af fæstningsværk. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin samt oprettelse af en skydebane.

 

Holberg fik inspiration

Allerede i 1682 var huset overgået til Niels Grøn. Og det var herfra, at Holberg fik inspiration til Jacob von Tyboe. Der var opstået problemer med naboen. Han havde forhindret afløb fra fiskedammene.

Allerede i 1707 var stedet anerkendt som traktørsted. Ejeren hed Melchior Verhagen. Han skulle tituleres med kok og gæstgiver. Da hans kone, Sara Cornisdatter bukkede under for pesten, overvejede han at sælge. Han fandt sig dog en ny kæreste, Johanne Borgvad, som overlevede ham. Dengang talte man om et bygningsværk på 12 fag.

 

En stor bygning

I 1722 var der her et bygningsværk på 19 fag i bindingsværk. Her var to køkkener med murstensgulv, spisekammer og 2 stuer betrukken med spånmåtter. Her var en stald med plads til 13 heste.

Her var sandelig to fiskehuse, der ikke lå langt fra hinanden. Og den vi her taler om, er Kongens Fiskerhus. Gad godt nok vide, om det er Østerbros første gourmet – restaurant. I 1722 blev der averteret:

Liebhavere herefter for en billig Betaling vorde akkomoderede efter enhvers Stand og Begæring med vederbørligt Traktemente af en Traktør som tillige under sine Gæster den Fornøjelse at betjene sig af den derved beliggende smukke Have.

 

To Fiskehuse

Som sagt var der to fiskehuse. Det ene var et lille opsynshus. Den blev også kaldt for Røverborgen og var en del af fæstningsværket Vartov. Jo her boede den kongelige fiskemester og holdt øje med, at alt gik ordentlig til, helt fra Holbergs tid. Og det sjove, at huset lå der, hvor Holsteinsgade 27 i dag ligger.

 

Her kom de fine

Kokken i 1728 i Fiskehuset hed Kristian Hansen. Han havde af ejeren Andreas Høyer lejet stedet. Han serverede Fisk og Vildt over fornemme Liebhavere, men alligevel for en civil Pris.

Året før havde man talt om en stor have med 218 frugttræer, og fem fiskedamme.

Jo her kom de fine. I 1738 holdt kongefamilien taffel i Grev Laurvigs Have. Ja og sandelig så boede her også Peter den Store.

 

Alt godt kommer fra Sønderjylland

Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og det gjorde generalmajor J.F. Classen også. Det vil sige, at hans far kom fra Sønderborg. Han var organist, men udvandrede til Norge, og her kom vores hovedperson til verden. Nu var det heldigt, at han tog navneforandring, for ellers ville haven have heddet Clausens Have og kvarteret, Clausens Kvarter. Navneforandringen skete af to omgange. Det var sikkert ikke fint nok med et S i Clasen, så derfor blev det til 2 S’er som i Classen.

Det var den bagerste del af Rosenvænget, der i 1726 var blevet solgt til direktør i det vestindisk guinesiske kompagni, Frederik Anton Daneskjold – Laurvigen. Efter dennes død i 1754, blev ejendommen solgt til Classen.

 

J.F. Classen havde talent for handel

Johan Frederik forsøgte at uddanne sig til præst. Men ak, det egnede han sig ikke til. Men han var god til handel. Og efter diverse handelsselskaber etablerede han i 1756 et krudtværk og kanonstøberi i Frederikssund sammen med Just Fabritius. Ja egentlig blev Frederikssund, Danmarks første industriby. De blev kæmpeleverandør af krigsmateriel. Man sagde noget om, at Classen snød sig til større leverancer. Men undersøgelser afslørede ikke kriminelle handlinger.

J.F. Classen var tæt tilknyttet kongen. Med årene kom han også til at eje vandmølle, teglværk, vognfabrik, voksdugsfabrik, fajanceovnsfabrik, vokslysefabrik, gørtlerværksted, guldsmedeværksted og rebslagerbane. Han havde rådighed over bøndergårde i fire landsbyer. Han grundlagde fiskelejet, Liseleje. Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede et bibliotek, der ved hans død omfattede 20.000 bind.

 

Mere ejendommeligt end smagsfuldt

Classen havde egentlig købt en lystgård med det tilgrænsende fiskehus. Han byggede så et ny lystgård, Justinenborg, opkaldt efter sin brors hustru. Det var et lidt mærkelig bygningsværk. Huset var udstyret med romerske søjler på forsiden. På bagsiden forstillede bygningsværket et kloster. I den ene ende var det i maurisk stil og i den anden ende var den i gotisk stil eller nærmest en engelsk borg. Men denne stilforvirring var højeste mode dengang.

Mange mente, at ejendommen var mere ejendommelig end smagfuld. Classen etablerede også en norsk hytte med stråtag, som han kaldte Antonienborg. Det var nærmere et større lysthus. Et mindre lysthus, som blev kaldt Segesta mere i klassisk stil, blev etableret.

 

Gik meget op i landbrug

Denne Classen kom til mange penge, fik mange godser, og gik meget op i landbrug. I hans testamente den 28. januar 1789 bestemte han:

At hans bønders hoveri skal bestemmes på de allersømmerste og lemfældigste Maade, endog Mildere, end Love og Forordinger foreskrive.

Det sikkert ikke mange, der ved, at han oprettede en agerdyrkningsskole i Classens Have. Han oprettede også et glasværk i 1754 på Østerbro. Men det måtte han lukke igen. Året efter anlagde en fajancefabrik i bydelen.

 

Et sidespring

Vore hovedperson var trofast og gavmild over for sine venner. Men han var nu også temmelig hård over for sin fæstebønder og arbejdere, selv om han skabte en del forbedringer for dem. Han nød formentlig sit liv som ungkarl.

Men en dag så han en ung smuk pige ude i marken, som var datter af en af hans fæstebønder. Han bad bonden sende sin datter op til ham på godset. Og hun kom som herren havde befalet. Forbindelsen førte til, at hun blev gravid og fødte Classen en søn, som han dog aldrig vedstod sig fadderskabet til.

 

Et kort ægteskab

Classen blev gift i en alder af 58 år gift med Anna Elisabeth Iselin – enke efter en af Classens venner og forretningsforbindelser. Brylluppet fandt sted i 1783 i Garnisons Kirken.

Det var et lykkeligt ægteskab men ak og ve. Det varede kun 2 ½ år, så blev hustruen syg og døde. Selv døde han i 1792.

 

Romantisk og stemningsfuldt

Hvordan så det ud dengang, ja i 1801 boede der kun 659 indbyggere på Østerbro. Det var aldeles landeligt herude. Vejen gennem Kastellet til Kalkbrænderiet var romantisk og stemningsfuldt. Fra en af datidens turistguide hedder det således:

Hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendes af Faa, men hvorfra en henrivende Udsigt over Sundet.

I samme guide kunne man læse, at der lå en meget pyntelig ejendom, det såkaldte Hvide Hus med en prægtig Classens Have, som dog ikke nåede helt ud på Østerbrogade. Rester af det gamle traktørsted Fiskehuset kunne stadig beses. Det lå på hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Her var en fantastisk udsigt over Sundet. Haven beskrives som en park med kanaler, øer og fiskedamme. I 1806 beskrives der hele 12 af disse.

I haven var der også et Orangehus.

 

En strandpromenade blev anlagt

Langs stranden anlagde J.F Classen en strandpromenade, som blev lukket med bomme for enderne, og kun var åben for fodgængere. Mellem promenaden og haven los han grave en kanal. Selv om haven var privat, så tænkte Classen på københavnerne: Det var et yndet udflugtsmål for borgerskabet at vandre langs promenaden ud til Kalkbrænderierne. Og det gjorde de i massevis. Det var masser at se på. Alene ude i Øresund passerede 10.000 skibe. Denne udsigt blev så ødelagt i løbet af det 19. århundrede ødelagt af diverse badeanstalter og havneanlæg.

Hverken Classens Have eller Rosenvænget nåede helt ud til Østerbrogade, så her blev plads til lidt småbebyggelse, værtshuse og endda et bryggeri.

 

En grundskole blev opført

Ved hjørnet af Classensgade/Østerbrogade lod Classen opføre en skole med klassisk ydre. Den var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet og på resten af Østerbro. Her fik 100 eleverne gratis undervisning.

 

Et flot stykke natur blev ødelagt

Men ak og ve. 1807 betød, at alle bygningsværker i haven samt en masse træer måtte brændes af. Det var for at kunne holde øje med englænderne. Et flot stykke natur blev ødelagt faktisk inden englænderne kom.

 

Den danske hær var i Holsten

Kysten fra Kastellet og nord på til Svanemøllen blev i august 1807 skueplads for det engelske angreb både fra sø – og landsiden. Foruden hovedflåden af linjeskibe bestod flåden af 40 korvetter, brigger og morterfartøjer. Den engelske flåde gik i land i Vedbæk den 16. august. De nåede hurtig frem til Vibenhus og lagde batterier ved Svanemøllen og Kalkbrænderiet. Trods mange advarsler kom angrebet som en overraskelse.

Den danske hær befandt sig i Holsten. Den danske flåde var slet ikke mobiliseret. Danskerne havde samlet sig i en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere. De stod med 11.000 mand mod englændernes 30.000 mand.

 

Kamphandlingerne satte sine spor

Begivenhederne i Classens Have er i den grad blevet dyrket i Danmarks – Historien. Masser af gadenavne i området er opkaldt efter denne begivenhed i 1807. Danskernes eneste sejr.

Det var den 31. august, at man rykkede ind i haven, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne var blevet fældet, så man ikke senere kunne bruge den som skjulested.

 

Den burde have truffet mig i hjertet

Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de fik også støtte fra kanoner og mortérer fra Kastellet. Fra søsiden havde man fået hjælp af tre rokanonfartøjer. Det var her, at den 70 årige Peymann blev skudt i foden. Men ak, han blev ikke hædret. Han udtrykte de berømte ord:

Åh det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.

Han blev gjort ansvarlig for det danske nederlag. I løbet af tre timer havde danskerne ryddet området. Men historien melder ikke noget om, at englænderne delvis frivilligt ryddede området.

 

Officererne blev belønnet

Livjægerne gav navn til Livjægergade. Medlemmerne var ulønnede. De skulle selv betale for deres uniformer. Men kongen gav dem dog våben og krudt. De opnåede fuld respekt efter det berømte slag i Classens Have. Og officererne fik lov til at kalde sig von.

 

Englænderne sejlede hjem med 400 skibe

Men ak. Englænderne sejlede den 21. og 22. oktober hjem med 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe. I alt 400 skibe stævnede mod England. Danmarks rolle som flådenation var besejlet. Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men den ordre nåede ikke frem.

 

Den lille Markis

Man talte i 1830 om, at man gik fra Rosendals velfriserede mark til Classens urskov. På Rosendahl gik den Lille Markis og passede på sin kostbare roser, som hed Arabella og Tausendschöhn og meget mere. Jo der var stil over den gamle, som bar hvid paryk og hvide strømper. Det hvide Hus blev den gang ejet af snedkermester Grandberg.

 

Latter og bægerklang

Inde fra Heldts Beværtning lød kuglernes rumlen fra keglebanen og keglemesterens meldinger. Fra Jespersens Beværtning lidt længere op i alleen høres latter og bægerklang. Måske er det gravøls – gæsterne.

Hos slikmutter foran Holmens Kirkegård kan der købes kandistænger. Her kan der også købes en ny og sørgelig vise, om matrosen, der myrdede sin kæreste, fordi hun kom vand i brændevinen. Ja og så lå Soldaterkirkegården lige overfor.  

 

Kongebørn på glatis

Haven lå som et vildnis i et par år. En af de første villaer, der blev opført efter udstykningen var Aggersborg. Ja villaen lå på en ø, og var ejet af vekslere H.C. Aggersborg.  Den blev opført i 1846 i meget idylliske omgivelser. I villaens park var endnu nogle af de kongelige fiskedamme, der var forbundet med kanaler, hvor fornemme københavnere løb på skøjter om vinteren, blandt andet Christian den Niendes børn. Og selvfølgelig skulle vi have en gade, der hed Aggersborggade.

 

Fru Heiberg havde sørget for svaner

De mange fiskedamme var blevet til en hel sø. Med små broer blev øerne, der havde dannet sig forbundet til fastlandet. Og sandelig om ikke Fru Heiberg sørgede for, at der kom svaner i søen.

Fra Husets Altaner var det med Undtagelse af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser laa saa et Hus med graamalet Træbeklædning og Udskæringer. I det hele Taget var der noget eventyragtigt over Hus ude og inde.

Vekselmægler Aggersborg var maleren P.C. Skovgaards morbror. Det var yndet tilhørssted for Skovgaard – børnene.

I 1895 døde Aggersborg. Tre år efter var ejendommen udstykket, søen og øerne forsvandt og erstattet af grimme grå huse.

 

Holstein blev sur

Officer, kammerherre Frederik Conrad von Holstein havde udmærket sig som leder af Livjægerkorpset ved udfaldet i haven. Han blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater. Det var ham, H.C. Andersen henvendte sig til, da han ville være skuespiller. Ja denne H.C. Andersen døde ikke langt herfra på Rolighed. Og den gode Holstein skulle selvfølgelig også have en gade opkaldt efter sig. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef på teatret. Han sendte vores ven, Holstein en fribillet – en ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine ben i Det Kongelig Teater igen.

 

H.C. Andersen: Søen stinker

Et år før han døde (1874) på Rolighed, skrev H.C. Andersen følgende:

Søen stinker, som var den opfyldt med Ådsler. Vejret var koldt og regnfyldt. Maven er daarlig. Nerverne angribes og Gigten faa saadan Overhaand, at det bliver besværligt at gaa.

En måned før han døde, havde han bestilt nyt tøj og 200 nye visitkort. Han havde tænkt sig at få bygget et hus ligesom fru Heibergs. Han udåndede den 4. august 1875. Han nåede dog at sige:

Jeg er saa urimlig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.

 

Rolighed fra 1791

Rolighed blev opført i 1791 – 1792 omtrent midt på det nuværende Gl. Kalkbrænderivej, Her boede blandt andet Søren Gyldendal, stifteren af Danmarks største forlag. De fleste, vil nok blive forbavset over at høre, hvor stor udstrækning ejendommen Rolighed med have udgjorde. Marstalgade, Hobrogade, Grenågade og en del af Nordre Frihavnsgade. Haven udgjorde en stor del af Gammel Kalkbrænderivej og Silkeborggade.

 

Steen Billes gade

Steen Billes Gade er navngivet efter Steen Andersen Bille, som var søofficer i flåden. Han var hvis ret hård over for personalet. Han blev også marinemester. Og det gik ikke stille for sig. Han blev anklaget for misbrug af statens penge. Han blev dog frifundet. Jo og denne gade skulle man i hvert fald ikke bevæge sig ud i eftermørkets fembrud i 1920erne. Da blev den kaldt Bøllernes Gade.

 

Willemoesgade

Willemoesgade er navngivet efter sekondløjtnant Peter Willemoes. Han var i centrum, da englænderne angreb 2. april 1801. Men ak og ved, ombord på Prins Christian Frederik fik han ved Sjællands Odde i 1808, som premierløjtnant bortskudt sin isse.

 

En tysk gartner

I 1809 blev alle Classens ejendomme, der gik under navnet Frederikslund forpagtet af broderen P.H. Classen. Han fik selv en ejendom i nærheden. Han fik ansat en tysk gartner, Neumann. Han stod for driften, og solgte frugt til hovedstaden fra haven. Hele fire – fem mand fik gang i haven. Men desværre kunne man ikke mere dyrke fisk i fiskedammene. Vandet var forurenet af Iselin og Tuteins Kattuntrykkeri.

 

Julie Sødrings erindringer

Midt i 1800 tallet skrev skuespillerinden Julie Sødring i sine erindringer om haven. Familien var i 1834 flyttede man fra Adelgade til Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade:

Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudeslør og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i disse nætters tid, nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kan sove.

Julie Sødring fortalte også om indretningen af Det Hvide Hus:

Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige ved Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal og nogle Værelser op i det høje Mansardtag. Tillige var der et herligt Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til Ejendommen hørte en prægtig Have, der strakte sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.

 

Vennero er lig med Classensgade 11

Det var et plankeværk i haven langs en lindealle, der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennero. Dennes store have stødte op til Classens Have og mod nord strakte Tuteins ejendom sig. Julie og hendes familie, Rosenkilde havde fået lov til at bevæge sig rundt i disse herligheder.

Landestedet Vennero skulle åbenbart på et tidspunkt have ligget inde i selve Classens Have. Og det blev også betegnet som Østerbros ældste bygning. Stedet kan helt nøjagtig fastsættes til Classensgade 11.

 

Udstykninger

Som vi tidligere har nævnt begyndte man at udstykke haven i 1846. Foreløbig var det kun langs stranden. Her blev der opført villaer, der hver fik en træbro over kanalen til promenaden.

Mod nord var det grosserer H.P. Halkiers villa. Den blev i 1880 købt af Langelinjes bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed den Sølund. Den forsvandt i 1898 til fordel for etagebyggeri.

Mellem Rosenvænget og Strandpromenaden hørte også en strimmel jord med til Classens Have. Den blev solgt til ejeren af Rosendal og deraf udstykket. Det var på den sydligste af disse, at Fru Heiberg lod opføre den røde villa.

 

Ikke et eneste træ blev bevaret

I 1880erne rykkede høje huse fem over dele af Classens Have. Holsteinsgade og Willemosegade blev udstykket. I grunden er det mærkeligt, at ikke et eneste af de historiske træer fra den oprindelige have er bevaret.

 

Classensvej

Classensvej blev navngivet i 1860, og ændret til Classensgade i 1889. Det vestlige stykke mellem Kastelsvej og Lille Triangel hed dog frem til 1889 Kastelsvej. Gaden dannede indgang til Kastellet fra nord. Ja en del af vejforløbet var adgangsvej til Justinenborg. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.

 

Masser af lig

Hvor den nuværende Classens Have ligger, var deromkring århundredeskiftet anlagt kolonihaver. Da man i 1920 fjernede disse, og gravede fundamentet ud til KAB’s kompleks, stødte man på skeletter. Det skulle angiveligt har været i tusindevis. Rygterne gik på, at det var kirkegård for britiske faldne efter 1807. Men de mistede dog ikke så mange soldater ved den lejlighed. Men det nok snarere rester af en pestkirkegård fra 1711. Da var København ramt af asiatisk byldepest.

 

Lille Ejegod

Den sidste Classen – arving var broderens søn, Michael. Han lod opføre Lille Ejegod nede ved Strandpromenaden. Denne blev i 1860 udlejet til en grosserer. I 1874 blev stedet udlejet til skibsbygger Lautrup som anlagde en havn her. Ja og en plads som han kaldte Ny ballast Plads anlagde han også.  

 

Rosenvænget

Lige i nabolaget lå et eksklusivt idyl. Her var det rene idyl for dem, der havde nok af penge. Her var man ikke plaget af patienterne fra Finsens Institut, i hvert fald ikke i begyndelsen. Jo det var Rosenvænget. Der var kun adgang gennem den røde låge gennem Rosenvængets Allé, hvis man havde fået udleveret en nøgle.

Men det var lidt malurt i bægeret, for en lille del af den stinkende Rosenå, løb langs Rosenvængets sydlige haver. Jo det var i 1857, at området der blev udstykket. Her boede foruden Fru Heiberg, malerne Marstrand, Aagaard og Skovgaard. Her boede politikere, vekselerere og fabrikanten William Wain (B&W).

 

Døssige af kulstøvet

Men også ak og ve for dette kvarter. For den nye Frihavn skabte store forandringer på Østerbro. Således berettede Politiken, at i villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel. De blev døssige af kulstøvet.

 

Ingen ølhaller i kvarteret  

Ak ja. I Illustreret Tidende kunne man i 1863 læse følgende:

Her kan der aldrig blive Tale om at henlægge Forlystelser eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.

 

H.C. Andersens jagt på gratis middage

I 1872 var de 49 grunde alle sammen solgt. Kun privilegerede personer, som H.C. Andersen kunne få udleveret nøgler.  Jo her kom han ofte for at sikre sig en gratis middag. Ofte var det hos Fru Heiberg, der havde den østligste villa. Men det var fast, at eventyrdigteren hver tirsdag skulle have middag hos højesteretssagfører Drewsen. Det var også her, at Andersen prøvede sine kunstige tænder i marts 1864. Ikke alle var lige begejstret for Andersens evige jagt på gratis middage. Til gengæld var Andersen ikke altid begejstret for, at han blev sat til at underholde børnene

 

Fru Heiberg brød sig ikke om alle

Det var bestemt ikke alle som fru Heiberg brød sig om. Det var ikke alle, der kunne indordne sig efter de specielle regler herude. Fru Heiberg brød sig i begyndelsen ikke om Drewsen og bestemt ikke om dennes børn.

Og så bredte Finsens Institut sig. Og borgerskabet var bange for, at hudsygdommene kunne smitte, og så kunne man ikke tåle at se de vansirrede ansigter. Patienterne blev hånlig omtalt. Men efterhånden havde instituttet overtaget en tredjedel af villaerne.

 

Tabte Højesteretssag

Og gisp i 1932 rejste der sig en 3 – etagers bygning i kvarteret. Beboerne påberåbte sig de særlige servitutter. Men Højesteretssagen gik beboerne imod.

 

Hvem boede i Lipkesgade 25?

Det var ikke hvem som helst, der boede her. På Livjægergades nordside boede enkegrevinde C. Shulin og senere fabrikant Goldschmidt. Men boede der ikke almindelig folk på Østerbro dengang. Jo da, lad os prøve at kigge på Lipkesgade 25 omkring 1885:

• I stuen boede urtekræmmer Petersen, som blev kaldet Lam, fordi han var lidt skæv i den ene side. Her boede også viceværten, murermester Rasmussen, som blev kaldt Kra – mor. Han havde et helt kammer med fodtøj, som han måtte overtage som byggehonorar.
• I ejendommen have de boende officerer, deres tjenesteheste opstillet. Derfor var der en hestestald tilknyttet ejendommen. I gården gik også en mængde høns, der blev fodret med rugbrødsskorper. Og det skete ofte, at knægtene havde dyppet dem i brændevin. Så pludselig fik man sjove høns at se.
• Det var også hernede, at man skulle gå på lokum. Ja sådan hed det. Alle havde privat lokumshus i gården.
• På førstesalen boede auditør Jacabæus og familien Pontoppidan. En farbror boede, der også, han var reserveofficer fra krigen.
• På 2. salen boede kulgrosserer Christensen og kaptajn N.M. Jensen (senere oberstløjtnant Ekdal). På tredjesalen boede tandlæge Haderup.
• På 4. salen boede oberst Thestrup. Hans kone var altid vredladen. Hun gik altid rundt med en botanisk have som have. Denne var ofte mål for knægtenes skyts.

 

Præget af militæret

Jo befolkningssammensætningen var præget af militæret. Standarden på bebyggelsen var væsentlig bedre end på Nørrebro. Dengang sad byggematadorerne selv i Borgerrepræsentationen. De var ikke interesseret i byggevedtægter. Men på Østerbro kom man lidt senere igen. Og nu var det pludselig stillet krav.

Jo det var sandelig handelsgartner, maler og tegner Alexis Lipke, der fik opkaldt en gade efter sig. Selv havde han en villa ved den nuværende Classensgade.

 

Den sidste blodbøg

Forandringerne kom hurtig. Heldts Beværtning blev til Rode – kontor. Og det flotte hvide hus blev til Sparekassen for København og Omegn. Ja forandringerne kan vel bedst illustreres med historien om Blodbøgen, fortalt af Benedicte Arnsen – Kall:

Til intet af disse Træer i Classens Have har jeg næret en sådan kærlighed som den store blodbøg med de historiske minder fra Livjægernes udfald i 1807. Dette træ, der havde trodset så mange omvæltninger, stod der endnu i fuld kraft og skønhed i 1885 som Danmarks ældste blodbøg. Fra et af mine mange vinduer i min mangeårig bolig på Citadelsvejen kunne jeg se det, og mange morgen har jeg hilst på det og takket det for, at det endnu stod der, at det endnu var et forbindelsesled mellem hin fjern barndomstid på det gamle Østerbro og alderdommens stille syslen med livets brogede og vekslende minder. Men heller ikke denne glæde skulle vare ved. En morgen 1885 måtte jeg fra mit vindue se på, at vandalske øksehug fældede det herlige træ.

Ejeren, en for nylig afdød handelsgartner, der i mane år havde kælet for det og selv kendte dets historiske betydning, var falden på, eller var blevet opfordret til, at udparcellere grunden til nogle kedelige snorlige kasernegader, der nu står som grimme og kedelige monumenter over al den svundne skønhed.

 

Resterne af De Fattiges Dyrhave

Ude ved Kalkbrænderiet lå der endnu omkring år 1900 et traktørsted, his indehaver hed Hammerich. Det var absolut den allersidste rest fra De Fattiges Dyrehave. Her kom var beboerne fra Nyboder også velkommen. Det var de ikke i den rigtige Dyrehave eller i Frederiksberg Have.

 

Store anlægsarbejder langs kysten

Mens der blev bygget på de flotte naturgrunde skete der også ting og sager langs den flotte strandpromenade. Et virvar af badeanstalter, pælebroer, lave bolværker, småhavne og tømmerpladser opstod. Duften af stillestående vand og rådden tang blandede sig med tjære. Udsigten over Sundet blev hæmmet af et hav af plankeværk. Langs kystlinjen kom der efterhånden store anlægsarbejder.

• Kalkbrænderierne stod der allerede fra 1700 – tallet
• Kryolitfabrikken stammer fra 1859
• Svineslagteriet fra 1866
• Østre Gasværk fra 1878
• Og så kom Frihavnen, Nordhavnen og jernbanen.

 

En time går hurtig

En time går alt for hurtig. Vi kunne have fået lidt mere, at vide om badeanstalterne og havnene langs kysten, om dengang, da Martin Andersen Nexø forsøgte, at snyde sig fra svømmeundervisning med en undskyldning, at han havde brok.

Vi kunne have fortalt om Griffenfeldts lidelser på Kastellet:

• Om dengang, da borgerskabet mente, at cykling ikke var smuk for en kvinde.
• Om dengang, da kapervogne ikke var noget for Damer uden mandelig selskab.
• Om dengang, da en bryggeriarbejder på Øresundshospitalet af lægerne blev beordret til i to år, at indtage kogt rødspætte og havregrød til morgenmad. Det hjalp, han blev 84 år.

 

Et tilbud fra en skarpretter

Vi kunne have fortalt, om dengang, da Struensee og Brandt blev henrettet. Egentlig var der en kort overgang et henrettelsessted lige i nærheden af Classens Have. Vi kunne måske kigge lidt i skarpretterens tilbuds – katalog fra 1698:

• Hoved – Haands – og Fingerafhugning
• Endvidere Steile og Hjul
• Knusning af Arme og Ben Partering
• Knibning med Gloende Tænger
• Brændemærkning, Kagstrygning
• Legemets afbrænding
• Navneopslag paa Galgen.

Alt dette kan du gå ind og læse på www.dengang.dk, og der kommer meget mere.

 

Tilbage til hovedpersonen

Men lad os lige slutte med vores hovedperson. Ham, som vi kan takke for, at det ikke hedder Clausens Have.

Classen efterlod sig en stor formue. Og denne skulle bruges:

• Til at danne nyttige mennesker til Statens Bedste
• Til at understøtte og befordre Vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendigste Dele af Landets Vel og
• Til at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed.

Classens Have indgik som værdi i fonden. I 1880erne blev der lagt planer for havens anvendelse og etagebyggerierne begyndte at tage fat.

 

En stor fond

I dag ejer og dyrker Fonden 1.700 hektar agerjord og 2.634 hektar skovbrug. Classen havde i mange lidt af gigt, og det var dagen før sin død, han fik lavet testamentet. Hans bror følte sig noget snydt. Der blev oprettet legater til fordel for hospitaler, skoler og stiftelser. Han bestemte også, at Frederiksværk skulle videreføres af sin gode ven Prins Carl af Hessen mod betaling af en særlig Frederiksværk – afgift.

 

Hvad med offentlige møder?

Tak for jeres opmærksomhed. Og så håber jeg, at vi også på Østerbro kan holde nogle store offentlige foredrag om vores bydels historie lige som på Nørrebro.

 

Kilde: Se

• Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

• På www.dengang.dk kan du læse 78 artikler om Det Gamle Østerbro