Nørrebro var skam ikke en bar mark fra 1650 – 1750. Der skete en masse. I 1645 boede der 137 familier plus en masse fattige her i bydelen. Men vi skal også høre om Ladegården, Blaagaarden, Ravnsborg, Solitude og Den Stærke Mands Have. Vi besøger også et stort gæstgiveri. Søerne fylder også meget. De blev renset og Skt. Jørgens Sø blev tømt på et tidspunkt. Og til stadighed var der problemer med vejene og broerne. Hver gang, kongen fik fornemt besøg, så blev vejene nødtørftig sat i stand.

 

Stadens ældste adgange

Roskildevejen var en af stadens ældste adgange. Den førte langs Skt. Jørgens Sø’s vestside direkte ind i Vesterport. Men da Vesterbrogade blev anlagt, blev Roskildevejen en kongevej. Den var udelukkende beregnet til kongens eget brug. Indtil i dag har vejen heddet Gammel Kongevej.

 

Forkyndelse fra prædikestolen

Mod syd var det Kjøgevejen. Og den tredje adgangsvej var den såkaldte Peblingedam mellem Sankt Jørgens Sø og Peblingesø. Oprindelig svingede vejen ind til Nørreport. Den fjerde vej var dæmningen mellem Sundet og Sortedamssøen.

Og så var det den ældgamle vej, der førte over Serridslev Mark, over Fælleden om ad Møllegade til Ladegårdsåen.

 

Vejene var ikke særlig gode. Mange gange ved stærk regn var de ufremkommelig. Men når kongen ventede en fornem gæst, blev de nødtørftig sat i stand. Kongevejene var spærret med bomme. I 1656 blev der fra prædikestolene forkyndt, at uvedkommende ikke måtte driste sig ud på disse veje.

 

Græsset tilhørte kommunen

I 1606 nævnes Peblingesøen som meget bredere i den vestlige del som nu. Den østlige del af Sortedamssøen synes, at være stærk tilgroet. Tilløbet kom fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen. Ved Hyltebro i nærheden af Lygten blev det overflødige vand fra Emdrup Sø optaget. Søerne tilhørte kommunen men i 1619 afstod de fiskerettighederne til kongen. Men ved en dom i 1656 blev det fastslået, at græsset i søen tilhørte kommunen.

 

Skanserne blev aldrig færdige

De mange skanser, der blev bygget ved søerne, Vartou, Ravnsborg og Ladegården kom aldrig til at spille en rolle i Københavns forsvar. De blev aldrig bygget færdig. Det ville have krævet langt flere mennesker til rådighed. Derfor blev skanserne også rømmet, da svenskerne nærmede sig.

 

Ladegården – atter engang

Vi har tidligere her på siden skrevet flere gange om Ladegården. Den blev anlagt i 1620, efter at Christian den Fjerde ved et mageskifte havde erhvervet Skt. Jørgens Gård. Den gamle by Nyby var blevet nedlagt. Ja man kan sige, at det meste af det nuværende Frederiksberg blev lagt under Ladegården.

Den første bygning, der blev opført var en kæmpe stor stald/lade. Den var 100 bindinger lang, 30 alen bred og 15 alen høj.

Her kunne der står 500 stykker kvæg, som stod i seks rækker. Vand i krybberne blev ført derhen via krybber. Hø og halm kom oppe fra, her lå laden nemlig oven over stalden. Jo Ladegården havde skam sit eget vandværk.

Men i 1628 blæste det hele omkuld efter et uvejr.

 

Herskabelig hovedbygning

Men i 1630 blev det hele genopbygget, en herskabelig hovedbygning i tre etager. En foged bestyrede gården. Kvæget blev malket tre gange om dagen, og når klokken ringede, blev kvæget ført hjem.

Produkterne blev brugt på hoffet, men en masse blev også solgt på torvet. Her var svinehave, og her brændtes brændevin. Og tænk, svinene fik grønkål i Hundedagene.

Men gården gav ikke rigtig overskud. Så i 1645 blev gården bortforpagtet til Peter Christensen, som tak for hans deltagelse i Kalmarkrigen.

 

Peder Svenske, som han blev kaldt skule årligt betale en afgift på 2.200 Rigsdaler og forpligte sig til at købe 100 læs brænde fra kongens skove.

I 1651 overlod Frederik den tredje Ladegårds – marken til 20 hollændere fra Amager.

 

Det ældste Nørrebro fra 1645

Det ældste Nørrebro lignede en landsby. Det var en mængde stræder med haver. Husene lå for sig selv og en del boder blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier foruden de fattige. Det var dengang Nørrebrogade blev kaldt for alfare Vei.

I 1658 blev det hele afbrændt, svenskerne var på vej, og der skulle være fri udsigt fra volden.

 

Skt. Jørgens Sø blev tørlagt

I 1662 fik Kristoffer Gabel skøde af kongen på Skt. Jørgens Sø med tilladelse til at gøre sig denne Plads saa nyttig, som han bedst vidste og kunde. Gabel købte også Teglgårdsvænget. Det var en mark, der lå langs Peblingesøen. Hans ide var at erhverve sig grundene omkring Ladegården.

Han fik tømt Skt. Jørgens Sø og udnyttede den som eng. Og da man så fandt ud af, at søen faktisk var en del af befæstningen fratog man Gabels arvinger skødet.

 

Vejene skulle gøres bekvem

Stadens veje var som nævnt i en sørgelig forfatning. Det klagede kongen over i 1663. Han skrev blandt andet til Magistraten, at de rejsende kun med stort besvær kunne komme frem. Kongen mente, at vejen uden for Nørreport, skulle gøres bekvem og brugelig til at føre hans store vogne og kareter. Den lange Stendam ved Hyltebro var meget brøstfældig.

I 1676 blev stenbroen over Nørre Fælled istandsat.

 

Befolket med ænder og svaner

Søerne havde en større udstrækning end i dag. Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen var kun skilt fra hinanden af en smal landtange. Og sådan en skilte dem også fra fæstningsgraven. Skt. Jørgens Sø var i mange år kun en eng, men blev i 1674 opdæmmet for Befæstningens Skyld. Peblingesøen skulle efter Holger Jacobæus` udsagn befolket med svaner og ænder.

Peblingebroen var en gammel og brøstfældig plankebro. I 1684 besluttede Magistraten, at den skulle renoveres. Ja denne bro nævnes i 1562 for Fjellebroen og i 1570 som Langebro.

 

Oprindelig var Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø en stor sø.

Over Ladegårdsåen, som man kaldte den onde bæk ved Skt. Jørgen var en bro.

 

Store Ravnsborg

Uden for Nørreport fik Johan Merhof i 1661 anvist en plads ved Sortedamssøen med tilladelse til at bygge et hus, hvor han kunne udtappe dansk og fremmed øl til vejfarende.

Grunden stødte op til Store Ravnsborg. Denne grund købte oversekretær Erik Krag i 1662 af Hans Nielsen og borgmester Kristoffer Hansen, der her havde anlagt fiskedamme. I 1665 var det rådmand Peter Holmer, der erhvervede grunden. På grunden havde der også boet en gartner. I 1699 var det så kammerjunker Vind, der ejede grunden.

 

I 1691 købte borgmester Bartholomæus Jensen en grund mellem Sortedamssøen og Fælledvejen langs den nuværende Skt. Hansgade.

 

Søen blev renset

I 1705 lod vandvæsnet søerne rense. Men allerede i 1724 blev dette igen foretaget. Ved dette arbejde fik søerne omtrent den udformning, som de har i dag.

Ved begge ender af Sortedamssøen, blev der opsat stendiger. Men i 1729 var der nogle, der havde pløjet for tæt ved søen, så nu blev der også anlagt kampsten.

 

Blaagaard – en kæmpe grund

Blaagaarden havde tidligere tilhørt Christoffer Gabel, derpå statholder Gyldenløve.

Blaagaard havde sin glansperiode, men denne faldt efterhånden, da kongens bror, prins Carl overtog det. Han boede her sammen med sin søster Sophie Hedvig en del af året. Han opførte den nye hovedbygning, der var tækket med blå skifer, som var årsag til stedets navn.

 

Grunden strakte sig fra Peblingesøen næsten helt op til Ladegårdsåen

Prins Carl anlagde en buegang, tækket med kobber og indvendig smykket med malerier ned til Peblingesøen. Haven havde adskillige prægtige lindealleer ved siden af de tilklippede pyramider. Der var masser af billedhuggearbejde og springvand. Vandet førtes gennem render ned til Peblingsøen, mens afløbet blev ført til Skt. Jørgens Sø.

 

I 1706 havde han fæstet og i 1713 havde han købt grunden på byens side ned til Peblingesøen. Nu kunne han hindre uvedkommende adgang til søen, da han nu også ejede denne.

 

I hovedbygningen havde prins Carl indrettet en bedesal, smykket med 35 historier fra bibelen. Men disse lod han nedtage i 1716 af frygt for zar Peter. De blev ført til Vemmetofte.

 

Dueller på Nørrebro

Hvem skulle tro, at der to steder på Nørrebro blev udkæmpet dueller, for at afgøre stridsspørgsmål. Således berettes det om Fuglestangen ved Tagens Hus og ved Ravnsborg. Således skriver Politimester Ernst den 23. juni 1720:

 For Nørreport og Gamle Ravnsborg paa Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet, at de, som havde Tvistighe indbyrdes og ville overse E.K.M’s Lov og Forordning imod Dueller, sammsteds samle sig for at afgære deres Trætte med Kaarde i Haanden.

 

Ville ikke arve Blaagaarden

Da prins Carl døde i 1729, arvede søster Sofie Hedvig gården/slottet, Blaagaarden. På sit dødsleje testamenterede hun herligheden Prinds Carls Hauge til kammerherre Carl Adolf Plessen. Denne nægtede dog i begyndelsen at tage imod gaven, men han måtte dog give efter for et Kongeligt Magtbud og Ønske.

 

Endnu i slutningen af århundredet omtaler Rahbek, hvis morbroder Knud Lyne ejede Blaagaarden, de sex dejlige gamle Linderader i haven, som de stoltelse aleer, han nogensinde havde set, og tilføjede, at der bestandig svævede en Art Nimbus om Stedet fra dets forrige kongelige Eiere.

 

På den modsatte side lå Ravnsborg, også med en meget smuk have. Her kunne man om sommeren bekommes al Slags Drik.

 

Ladegaarden som yndet traktørsted

Ladegaarden som efter at have været i Christoffer Gabels besiddelse, atter var kommet tilbage til kongen, og var blevet delvis restaureret. I hvert fald boede der her i 1683 en kongelig musikant i et forhåndværende kongeligt gemak. Også General – Konsumptionsforvalter, Justitsraad Edvard Kruse havde værelser her. Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegaarden med tilliggende Jord, Enghave og Fiskevand, fri for al Paalæg undtagen Kopskatten i ti år på den betingelse, at han skulle holde bygningerne vedlige paa egen Bekostning.

Stedet blev et yndet traktørsted.

 

I 1727 tilbødes til Leje et Hus her 200 Alen langt og 22 1/2 Alen bredt, enten til Anlæg af Manufaktur eller til Brug for en Traktør. Her blev også anlagt en mølle. Inden tilladelse blev givet, skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.

 

Ravnsborg og Mester Adams Have

Ravnsborg, der var delt i Lille og Store Ravnsborg blev i 1699 købt af kammerjunker Karl Vind for 600 Rdl. Det var så lige den klausul, at Vandvæsnet havde uhindret adgang til grunden for at reparere de vandrender, der lå på grunden. De førte vandet fra Esrum Sø ind til staden.

Grunden strakte sig fra Malkepladsen på Fælleden. Ved siden af lå en grund tilhørende voldmester Adam Hansen Trællov. Grunden hed Mester Adams Have, og det var en Beværtningshave.

 

I 1720 falbød aviserne denne sin skønne Lyst -, Frugt – og Køkkenhave, vel besat og indrettet med skønne Lystgange af mangfoldige Eske og andre Træer og Hækker. Er derfor et meget nærsomt sted.

Den blev også snart overtaget af Den Stærke Mand. Og selvfølgelig kom den til at hedde Den Stærke Mands Have.

 

Mester Adam havde klaget

Ved belejringen i 1700 blev både Ravnsborg og Mester Adams Have ødelagt. Mester Adam havde i 1704 klaget,

 at hans Frugthave ved Ravnsborg udi seneste Ruptur er blevet ruineret, da de store Træer saavel ved Ravnsborg og langs Blegdammen efter Befaling af de Deputerede udi Den Kongelige Raadstue bleve afhuggede, fordi de ganske borttoge Udsigten fra Volden til Fælleden.

 

Kongelig besøg på Solitude

I 1725 fik ejeren af Store Ravnsborg, Andreas Behrentz privilegium på at brygge øl og brændevin.

I 1727 falbød J.L. Hovgaard, Lille Ravnsborg:

 som til Værtskab er meget belejligt og med gode Staldrum indrettet.

 

Op til Blaagaarden lå Solitude. Den tilhørte assessor C. Braem, siden Grev U.A. Holstein til Holsteinborg, der indrettede gården som landsted. Da kronprins Christian og Sofie Magdalene holdt deres indtog den 18. december 1721, mødtes de nygifte med ministrene på Solitude.

Herfra gik der en højtidelig procession ind til byen.

 

Grev Sponneck på kant med Magistraten

Efter Holstein ejedes Solitude af Grev C. Danneskjold Samsø og efter ham med kroholdsrettighed af stadens kommandant Grev Sponneck. Denne skrev i 1728 til Magistraten, at han ønskede et sted, hvor han kunne indrette et lille menageri og undertiden trække frisk Luft. Derfor ønskede han en grund mellem Solitude og åen. En grund bag Ravnsborg hen imod Vejrmøllen, hvor vognmændene hidtil har haft deres losseplads, kunne han godt tænke sig.

Sponneck var på den tid på kant med Magistraten, så han holdt sit brev i en meget høflig tone, og sluttede med at han ikke ville volde besvær eller være til ulejlighed.

 

Året efter fik han tilladelse til på egen bekostning at flytte en fattig enkes hus med gammelt halmtag, der lå lige op til Solitude.

 

Et stort Gæstgiveri

På hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade lå et stort gæstgiveri, der i 1730 solgtes på aktion. Den havde tilhørt Lambrecht Scheel.

Den bestod af tre længer, meget vel indrettet til Gæstgiveri med Logementer, Køkken, Spisekammer og Staldrum til 36 Par Heste.

Omkring Gaarden er tre Frugthaver, udi hvilke en Mængde af gode og importante Frugttræer. Der foruden er en stor indelukt Plads til Keglebane eller anden Brug.

 

I 1718 søgte Konrad von Berg om fæstebrev på Lygten ved Hyltebro. Huset var nærmest en ruin. En del af huset var revet ned. Men dele af huset, som Konrad von Berg købte kan stamme fra 1679, hvor grunden blev bortfæstet til Jakob Rustmester.

 

Omkring Blegdammen

Da Sortedamssøen blev renset blev parkerne i Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derfor gav man i 1727 tilladelse til at grave en ny i 30 alens afstand fra søen. Den blev fyldt med vand, og via trærender kunne vandet løbe tilbage i søen.

På Blegdammen boede også andre folk end blegmænd. Et katuntrykkeri, der var anlagt af Daniel Pedro, men igen flyttet derfra før 1724.

 

Peblingebroen – nok engang

Peblingebroen, den nuværende Dronning Louises Bro var meget brøstfældig og krævede ofte reparation. Storm og højvande gjorde det bare værre. I 1721 ønskede Magistraten at bygge en bro af sten, men man ønskede, at kongen skulle betale for den.

Men i 1728 fik staden råd til at opmure en dæmning af kampsten. Træbolværket blev taget ned. Det kostede 2.542 Rdl. Vindelbroen i midten, der ej alene vil blive Zirat, men endog til Nytte for Byen. Denne bro blev opført af oberstløjtnant Heusser for 1.550 Rdl.

 

Nørre Fælled blev ødelagt

I 1711 blev der etableret en bom over denne vej for at hindre Fælledens ødelæggelse. De mange lejrsamlinger på Nørre Fælled ødelagde vejene. Således hedder det i Kæmnerregnskabet for 1708:

 Saasom en Del af velælde og velb. Magistraten mundtlig befalede den 27. Marts, da de senest vare ude ved Øster Sandgrave og besaa, hvorledes Soldater og Vognmænd fra Frederiksberg og Prins Karls Gaard havde uden Forespørgsel selvraadig efter Ernst Brandenborgs Ordinans ikke alene gravet og minimeret adskillige store Miner under Landevejen, men endog under den Kongevej, som løber fra Kastellet hen ad Vartov, og fordærvet begge Vejene og gjort dem farlige for den Rejsende, særdeles Herskabet, som der ofte passerer, og med Heste og Vogne, ridende eller kørende , uafvidende kunde falde ned af Minerne og komme til stor Skade, skal kontinuere med Grøfternes Gravning og de opløbende Miner igen at tilfylde, at de ej skulle grave under Vejen, kunde være god og uden Fare.

 

Hyltebroen brød sammen

I 1714 var Hyltebroen, broen ved Lygten faldet sammen, hvorefter der blev lavet en midlertidig bro, da man ikke kunne skaffe noget Egetømmer.

Og i 1717 afsluttede man en kontrakt med italieneren Mark Antoni Pelli, om at bygge en muret hvælvet bro i stedet for den gamle ubrugelige træbro. For dette skulle italieneren have 350 Rdl. Han betingede sig udtrykkeligt, at kun de halve Penge måtte være i sedler.

 

Lidt før 1728 blev en vej over Fælleden anlagt til Vibenshus. I regnskabet stod dette år:

 Pæle til Dæmning for den udi Aar paa Nørre Fælled midt for Blegdammen opkastede Jordvej.

 

Selve Blegdamsvejen er meget ældre. Den gik uden om den dam, der lå på Fælleden omtrent midt mellem Nørre – og Østerbro.

 

Mere ødelæggelse på Fælleden

Og det var ballade i 1710, da der i fire uger lå 15 – 16.000 soldater ude på Fælleden. Der blev ekserceret tre dage hver uge. I kæmnerens regnskab stod dette selvfølgelig også anført:

selvvraadigt opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig, og det meste unødig, alt til deres Hytter og Barakker. Og lod det i samme Stand ligge, da de brød op, som var Fælleden og Græsningen en ubodelig Skade, at den i mange Aar ikke igen skal komme sig, hvilken Skade Indvaanerne her i Staden med Vedmodighed vil erindre for den Nytte, de af Fælleden indtil denne Ruin have haft og nydt.  Hvorover jeg den 21. november efter velælde og velbydige Hr. Etatsråd og Præsident Nansens mundtlige Befaling, da han selv med andre havde set den store Desordre og Fælledens store Ruin, skulde igen fortfare med at planere den opgravede Tørv og Jord og befundet mange Hobe Hestemøg efter Kavalleriet, Tørven nogenledes igen at faa henlagt i den Sted, som den før laa, samt det efterladte Møg og Halm i Hullerne at lade bortføre. Ellers have samme Tropper til Stadens Fælles og Jordvejens Skade og Ruin opkastet Grøfterne for Nørre og Øster Fælleds Landeveje samt og til Kongevejen, saa over dem (Fællederne) overalt kunde køres.

 

Magistraten befalede at grøfterne skulle repareres. Man var bange for, at de rejsende ville lide skade, når de passerede Fælleden.

 

Under pesten i 1711 var soldaterne igen på Fælleden. Og soldaterne gravede videre uden omtanke. Problemet var også, at græsningsarealet blev formindsket.

Og da russerne i 1716 havde lejr samme sted led Fælleden endnu større skader,

 

Regimenter på Fælleden

Der skete noget på Fælleden også dengang. Regimenterne under Stadens Garnison optrådte foran kongen.

Men også ved Fuglestangen, som stod i nærheden af Tagenshus skete der mange aktiviteter.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Blaagaarden – på en anden måde
• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• De vilde – på Nørrebro
• Kampen på Fælleden
• Ladegården – dengang
• Nørrebro – i begyndelsen
• Solitude – en Lystgård på Nørrebro og mange flere