Man taler ofte nedladende om Udkants – Danmark. Vi skal besøge en af områderne. Men kigger man på historien, så var området til tider forgang inden for åndslivet og nye måder at tænke på. Også på det sociale
område kunne der bydes på nytænkning. Et besøg på Fattighuset bliver det også til. Vi skal besøge så eksotiske steder som Døstrup, Mjolden og Skast. Men vi laver også afstikkere til Højer, Emmerlev, Ballum, Tønder, Trøjborg og Randerup. Vi skal møde Knud Knudsen, Brorson, Christen Kold, Pastorerne Schmidt, Wedel og Koch  og mange andre.

Tre eksotiske steder

Vi skal i denne artikel ude vest på, til sådanne eksotiske steder som Døstrup og Skast og Mjolden Ja de to steder ligger nu ikke så langt fra hinanden. Vi er nord for Ballum og syd for Skærbæk ude vest på.

Således er Døstrup den sidste stationsby før Skærbæk.

 

Sognet føder selv de fattige

Frederik den Fjerde havde i 1708 udsendt en forordning om, at de fattige skulle forsørges af det offentlige. Og pastor Nissensius Wedel gik i gang med krum hals. En efterfølger til ham skrev:

• Han var den første præst, der fik det i stand, at sognet selv føder sine fattige.

Men ordningen varede ikke så længe. De forskellige sogne i herredet kunne ikke enes. Omkring 1720 steg fattigdommen og antallet af tiggere steg i uhyggelig grad. Fra Mikkelsdag 1726 trådte en ny ordning i kraft i Døstrup Sogn. Denne ordning gik ud på, at de fattige blev opskrevne. Man sagde, at der tillagdes dem Almisser efter deres Trang. Det bestemtes simpelthen, hvem der skulle yde det fornødne til hver sin trængende.

 

Det sociale arbejde – dengang

Øverst på denne liste var en enke med flere børn, der af ni bønder skulle modtage 16 skp. mel, 3 1/2 skp. malt og 3/4 skp. malt. og 3/4 skp. gryn.

Desuden blev der af De Fattiges Bøsse givet rede penge. Man sørgede også for, at de husvilde fik husly. I 1728 blev der bygget et par fag til skolen. Den var blevet opført allerede i 1693. Her blev der plads til fire enlige enker eller piger. Selvfølgelign sørgede man også for brændsel til dem, der trængte.

 

Drukkenskab forværrede situationen

Fattigdommen blev større ude på landet. Det blev svært at få arbejde hos bønderne. Her fik man hjælp af børnene. Nogle af bønderne måtte også opgive og gå fra deres gårde. Selv om det var strafbart voksede antallet af tiggere. Drukkenskab forværrede situationen. Hele familier måtte nøjes med et enkelt værelse.

Omkring 1820 var der ca. 60 personer, der i Døstrup Sogn fik fattighjælp. Det vil sige, at hver 14. indbygger var trængende.

Hjælpen bestod hovedsagelig af naturalier som rug til brød og malt til øl. Ud over penge til husleje, blev der ydet så lidt kontant hjælp som muligt. Erfaringen viste, at dette blev omsat i brændevin.

Det var den energiske sognepræst Gabriel Koch, der var formand for Fattigforstanderskabet. Han foreslog oprettelse af et fattighus for Døstrup Sogn. Forslaget gik ud på, at ejendommen skulle være så stort, at man kunne holde 3 – 4 køer. Huset skulle være på 13 fag foruden stald, og der skulle optages indtil 30 beboere. Formålet med dette skulle være, at give de fattige husly, varme klæder, vask og tarvelig men tilstrækkelig føde.

Man skulle selvfølgelig også arbejde. Og et passende arbejde kunne være at karte, spinde, kniple, sy, strikke, flette kurve og stråmåtter m.m.

 

Nyt fattighus blev opført

Forslaget blev vedtaget og i 1826 blev der bygget et 13 fags hus med stald på  en mark øst for Døstrup under Vinum Ejerlav. Arealet var købt ag godsejer Holst på Trøjborg for 533 rdb. 32 m. sølv. Byggeomkostningerne beløb sig til 829 rbd. Og anskaffelse af det nødvendige inventar løb op i 107 rbd.

Den 4. oktober 1826 blev anstalten taget i brug. Det første år blev der optaget 30 personer, deraf 17 børn under 11 år. Det må have været trange forhold. Bygningen indeholdt også køkken og opholdsstue til opsynsmanden. I årene 1834 og 1835 har der været hele 56 personer i huset.

 

Strenge forordninger

Huset blev administreret af Fattigkommissionen og en bestyrer. Fire medhjælpere stod for den daglige drift. Der blev ansat en opsynsmand, hvis kone skulle stå for madlavningen. Denne stilling har ikke været særlig eftertragtet. Den første, der blev ansat, var en underofficer, der på grund af drukkenskab var afskediget fra hæren. Indtil 1882 har der været fem forskellige opsynsmænd. Efter dette årstal blev fattighuset bortforpagtet, idet der var sket en forbedring i de økonomiske forhold.

For at opretholde nogenlunde orden, var der meget strenge regler, som alumnerne skulle overholde. De måtte således ikke forlade huset uden opsynsmandens tilladelse. Overtrædelser af reglementet blev straffet på forskellige måder. Det kunne ske ved tab af et måltid mad og udgangsforbud én eller flere søndage.

Bortgang i flere dage, eller opsætsighed mod opsynsmanden kunne straffes med indsættelse i et kammer, der var indrettet som arrest. Indsættelsen kumme vare op til 14 dage.

 

Madplanen

• Forplejningen foregik efter bestemte regler. Her er spisesedlen:
• Søndag og torsdag: Kål med sul eller kødsuppe
• Mandag og fredag: Grød
• Tirsdag: Øllebrød – kartofler og meldyppelse
• Onsdag og lørdag: Vælling – kartofler med meldyppelse.

Morgen og aften var der varmt øl eller mælk med brød i. Hver anden dag, et halvt stykke tørt kage, og hver anden dag, et halvt stykke brød med svinefedt på til davren. Når der var rigeligt med smør, blev
der også givet et halvt stykke brød med smør hver anden dag.

Den ugentlige tildeling skete ved at bestyreren eller en af medhjælperne:

• Til tvende Maaltider til 32 Personer, Børn der i blandt, er følgende
  Kvantum Kød og Flæsk passende – Kjød af Lagen uden Flæsk: 20 Pund,
• Kjød tørret, uden Flæsk 17 Pund.
• Kjød og Flæsk begge af Lagen, 12 Pund
• Kjød + 6 1/4 pund Flæsk,
• Kjød og Flæsk begge tørrede 10 Pund
• Kjød og 3 3/4 Pund Flæsk.

-Til en Gang Grød til 32 Personer, Boghvedegrød, 3 Kander, Byggryn 3 Kander, til Vælling, det halve.

Der førtes nøjagtigt regnskab over forbruget for hver uge. Kødet og flæsket blev for det meste opbevaret i præstegården for en uge ad gangen. Brødet blev naturligvis bagt i huset i et dertil indrettet ovn-hus.

 

60 par strømper – det første år

Tanken med oprettelsen af fattighuset var, at det skulle være et fattig – og arbejdshus, så almisselemmerne ved et passende arbejde kunne tjene noget til støtte for økonomien. Mændene, der alle var ældre
folk med ringe arbejdsevne, blev beskæftiget i haven og ved lidt tørvegravning. Der var der også indrettet en rebslagerbane, hvor de snoede reb. Kvinderne, der for det meste var yngre – i 30 – 40 års alderen, måtte kniple, spinde og strikke. Der blev strikket strømper til eget forbrug. Det første år blev der produceret hele 60 par.

Børnene måtte hjælpe til. De lærte at kniple og strikke.

 

Indberetning

Pastor Koch afgav en indberetning til Ribe Stift og Kancelliet i København:

• Den økonomiske Virkning har været fordelagtig for Sognets Fattigkasse. Otte Personer, som hidtil stadig havde nydt Fattighjælp, foretrak at ernære sig selv og har siden klaret sig uden Understøttelse. Indtil
  Stiftelsens oprettelse var Sognet oversvømmet med Tiggere, der kostede Sognets Beboere ca. 700 rdb. årligt. Men da Sognets fattige ikke længere strejfer om i fremmede Sogne, er Sognets Beboere blevne enige om, at rette sig efter Politiets gavnlige Foranstaltninger imod Betleriet, man ser aldrig Betlere her. De Fattige befinder sig i fysisk Henseende langt bedre. Den Almisse, der før blev dem tildelt, blev for det meste brugt paa den forkerte Maade, ofte til berusende Drikke. De levede nogen Tid herlig på deres vis, men til en anden udsultet og i almindelighed en sundhedsforstyrrende Maade. Nu nyder de huslig Varme, de fornødne Klæder, Medicin i Sygdomstilfælde og fuld Forplejning. Angaaende de Fattiges Børn, der før saa og lærte de Laster, der gik i svang i Hjemmene, men som nu, under Fattigvæsnets daglige Tilsyn, bliver opdraget til Orden, renlighed og passende Sysselsættelse, haabedes, at de ville blive nyttige Medlemmer af Samfundet.

Om sommeren blev børnene fra deres 10. år bortlejet til omegnens bønder. Børnene blev under kommissionens formynderskab indtil 1 1/2 år efter deres konfirmation.

Lønnen var lille. Omkring 1830 fik mænd fra 5 til 10 rdl. for et år. Børn fik fra 7 – 10 mark og dertil et par træsko. Omkring 1850 steg lønnen. En dreng i 11 års alderen fik da 18 mark i sommerløn, og en konfirmeret
pige 12 rdl. for et år.

 

Værdier blev inddraget af Fattigvæsnet

Når en af sognets beboere kom i trang, men ejede et hus eller andet af værdi, overtog Fattigkassen huset. Bohavet blev registreret, så vedkommende ikke selv kunne disponere over det. Ville en af fattighusets beboere eller mand have kone og børn ud af huset for at klare sig selv, forlangtes der garanti for, at der ikke efter kort tids forløb blev behov for, at de vendte tilbage.

 

Besøg af Stiftamtmanden

Åbenbart fungerede tiltagene. I den gamle protokol skriver provst Koch den 28. 6. 1828:

• D.d. ankom hertil Stiftamtmanden Herr Kammerherre Carstenskjold for at bese Fattighuset og gøre sig bekendt med den der anvendte Forsørgelsesmetode, han fandt til meget Tilfredshed.
• Under den 3. juli mødte jeg tillige Herredsfogeden i Fattighuset for at modtage Hr. Stiftamtmanden, som da igen indfandt sig der med herr Etatsråd og Kancelli-deputeret Lange fra København for at fremvise Fattighuset m.m. Etatsråd Lange ytrede Ønske om at faa en Indstilling til Kancelliet om Stiftelsens økonomiske og moralske Følger.

Nu mens vi er herude, så vil vi da også kigge på andre tiltag. Det er ikke hver dag, man kom til Døstrup og omegn. Det var det heller ikke, da vi boede i Tønder. Det var faktisk kun, når vi skulle nord på med toget, så holdt vi på Døstrup Station.

 

Et forsamlingshus

Selvfølgelig var det også et forsamlingshus i byen. Det startede med et møde på Døstrup Skole den 28. februar 1894. Da blev Døstrup Sogns Foredragsforening oprettet. Man købte en grund af smed Olsen og opførte et hus ved siden af smedjen. Ja, det blev indviet i 1894 med dans for både unge og ældre.

Forsamlingshuset blev flittig brugt, en masse foreninger var opstået i landsbyen og de lejede sig ind i huset.

 

Sognefogeden skulle være til stede

Omkring århundredeskiftet var der i området Gymnastikforening, Ungdomsforening, Skytteforening, Husflidsforening, Afholdsforening og Missionsforening.

I 1902 blev det dog pålagt Gymnastikforeningen, at de skulle betale 25 øre for hvert vindue, de havde glemt at lukke. Og så skulle de betale hele 10 kr. hver gang de havde glemt at slukke lamperne, når de forlod huset.

I 1927 blev der forbudt to unge mænd fra Stenild i at deltage i Ungdomsforeningens baller. Efter en del tumulter blev det besluttet, at sognefogeden skulle være til stede ved disse baller.

I 1903 var der blevet bygget en ny skole, og den var i brug helt til 1961, hvor byen igen fik en ny.

 

Sparekassen ville ikke modtage checken

Og sandelig i 1935 fik byen et nyt forsamlingshuse, der var mere tidssvarende. Dette hus blev beslaglagt af tyskerne den 17. marts 1945. Her blev i første omgang indkvarteret russiske krigsfangere, senere fulgte tyske flygtninge.

Det var nu ikke de bedste forhold, disse flygtninge blev tilbudt. De måtte ligge på halm i den store sal. Nogle retirader blev bygget øst for forsamlingshuset. Huset led en del skader under dette. Stiftsamtet betalte 3.050,25 i erstatning. Da tyskerne forlod huset betalte tyskerne 900,- kr. på en check. Men Sparekassen nægtede at indfri beløbet.

I 1952 blev gaden gennem Døstrup renoveret med asfalt og fortov. En parkeringsplads ved forsamlingshuset blev anlagt. Nu var det slut med hestekøretøjer. Med frivillig arbejdskraft lykkedes det at renovere huset.

 

Døstrup – en Center – by

Lige syd for kirken ligger to markante gårde, gamle slægtsgårde fra henholdsvis 1858 og 1717. Men ellers var husene i byen opført i billigt materiale, som bevirkede, at de ofte var utætte. Dette bevirkede, at de var usunde at bo i. I nogle genrationer var børnedødeligheden også stor, og især ældre mennesker led af gigt.

Døstrup var en center-by. Herfra foregik der masser af handel og håndværk. Man havde de nødvendige håndværkere og butikker, samt sparekasse og posthus. Det var også den 8. september 1847, at Christian den Ottende på sin vej hjem fra ferie ønskede at besøge provst Koch og Døstrup Kirke. Dette besøg har vi tidligere berettet om.

Ligesom andre steder i Sønderjylland skete der også i Døstrup  Sogn ved Lovrup en opdyrkning af hede-areal. Døstrup Sogn blev også ramt af den omfattende epidemi, der prægede landsdelen i midten af 1600 – tallet. Man mener, at en tredjedel af sognets befolkning døde. Det var fremmede tropper, der havde slæbt epidemien til landsdelen.

 

Mjolden gamle præstegård

Lidt længere vest på, kommer vi forbi Mjolden gamle præstegård. I den nuværende skikkelse stammer den tilbage fra 1830. Den blev genopført efter en påsat brand. En retarderet tjenestepige var skyld i ildspåsættelsen. Den gamle præstegård havde en historie, der gik yderligere mange år tilbage. Kigger man på præstetavlen, ja så stammer den fra reformationen og stopper i 1979. Mange præstefamilier
har boet her. Netop i 1979 blev Mjolden Pastorat blev slået sammen Døstrup Pastorat.

Gården er som mange andre ude i marsken,  bygget på et værft. For dem, der ikke ved, hvad det er, kan oplyses, at det er en lille bakke, for at forhindre oversvømmelser, dels fra bagvandet fra Brede Å og dels fra havet.

 

Pigen blev helbredt

I 1279 omtales byen som Mieolden. Samme år gav ridderen Jens Pave, der tjente Ribe – bispen jord på Mjolden Mark til Løgum Kloster. Det siges om denne ridder, at han var en meget from mand. Han fik sig en
bryggerkone fra Tiset. Hun havde en blind datter. Og Jens Pave og bryggerkonen bedte til Erik Plovpenning, der blev dyrket som helgen om pigens helbredelse. Pigen fik sit syn tilbage.

 

Nye tanker i præstegården

Mange vil sikkert kalde stedet for udkants – Danmark. Men her på præstegården er der udsprunget mange tanker og ideer. Vi kan nævne pietismen, som med Hans Adolf Brorson havde sit tyngdepunkt i sognene Mjolden, Randerup, Løgumkloster og Ribe.

Det var nu ikke den berømte præst, der selv boede på præstegården men hans bror, Broder Brorson. Salmedigteren var selv præst i nærheden, nemlig i Randerup. Men han kom meget her på præstegården.

 

Brødrene Brorson

De tre Brorson – brødre fik alle en karriere i kongeriget. Nicolai Brorson havde først embede i Bedsted. I 1735 flyttede han til Frederiksborg, hvor han blev slotspræst. Efter nogle år blev han hofpræst hos den sidste hertug  i Nordborg. Siden blev han sognepræst i Havnbjerg.

Hans Adolph Brorson blev i 1737 provst og senere biskop i Ribe. Broder Brorson blev efter ti år i Mjolden i 1737 biskop i Ålborg.

 

De falske profeter

Egentlig var det præstesønnen Enewald Ewald, der var blandt pionererne. I sit fødesagn i Højst afholdt han fra 1718 gudelige forsamlinger i hjemmene med bibellæsning og salmesang. Dette blev efterlignet i nabosognene  i Løgumkloster, Ravsted, Bedsted og særlig Burkal. I Døstrup var det præstesønnen, Søren Ewald, der gik i gang.

I 1722 vente han hjem fra Halle. Om søndagen samledes ungdommen rundt om i landsbyerne til læsning og overhøring fra katekismen. Man brugte lærerbøger og salmebøger fra Halle. Det tyske sprog var ingen
problem.

Fornyelserne gik ikke stille af sig. Den unge Søren Vedel fra Døstrup kunne således berette over for sin lærer fra Halle, at nabopræsterne blæste storm fra prædikestolene. De advarede mod de falske profeter fra Halle.

I 1840’erne skete der igen noget åndeligt i Mjolden Kirke og Præstegård. Christen Kold var kommet til egnen. Han var ansat som huslærer hos en rig bonde i Forballum. Vi har i tidligere artikler berettet om dette. Det varen folkelig vækkelse og en hel ny pædagogik, der havde Christen Kolds bevågenhed. Hans tanker dannede grundlag for højskole og friskolevirksomheden.

 

Kold interesseret i kirkelig vækkelse

Det var også Kold’ s interesse i den kirkelige vækkelse, der førte ham til Mjolden Præstegård. Her var Daniel Hass præst. Men der kom ikke rigtig gang i vækkelsen, mente præsten og sammen med Christen Kold tog de på en fælles missionær – udsendelse som blev virkeliggjort i 1842.

De fleste gårde i Mjolden er opført i 1800 -tallet. De er bygget i traditionel vestslesvigsk stil og oprindelig var de alle med stråtag. I henhold til reglementet fra 1803, skulle der oprettes et fattighus i hver sogn. Vi har tidligere besøgt den i Døstrup. I Mjolden lå den på Præstegårdsvej 17.

I 1839 købte sognet gården, Nørregård fra 1740 og ombyggede den til Fattiggård. Her modtog man også folk, der var uarbejdsdygtige på grund af sygdomme, samt åndssvage og sindssyge. Fattiggården eksisterede
helt til 1930. Præstegårdsvej 45 har tidligere fungeret som skole. Det var sognets degn, de ri 1757 overtager ejendommen og flytter skolen hertil.

 

Rester af fæstningsanlægget

I Mjolden Skov kan der endnu ses rester, af det fæstningsanlæg, som tyskerne opførte tværs over Sønderjylland. Fra anlægget førte en stibane til Døstrup Station. Efter Genforeningen forsøgte man at sprænge
fæstningsanlægget i luften, men ruinerne er blevet tilbage.

 

Udvandring

Mellem 1868 og 1885 udvandrede 70.000 mennesker fra Sønderjylland. Fra Mjolden skønnes at hver fjerde udvandrede.´Det var især til USA og andre oversøiske lande. Man ville bryde den sociale arv og have foden under egen jord. Også den tre årige preussiske værnepligt spillede en rolle.

 

En bispe – borg

Endnu længere vest på, ja vi kan ikke komme længere lå Ribe – bispens borg Brink. Denne har vi også tidligere berettet om. Hvem skulle tro, at der her i slutningen af 1300 – tallet havde ligget en ret stor borg. Helt nøjagtig lå den i Ballum Østerende. Borgen forsvandt helt i 1562.

 

En præst kom til Skast

Vi slutter vores lille rundtur ude mod vest i Skast. Denne by omtales første gang i 1292. Ja egentlig fandtes der også en by, der hed Ndr. Skast. Men den forsvandt i 1300 – tallet. I tidsskriftet Museum fra 1890 finder vi en beretning om Pastor C.N. Smiths indtog i byen. Han beskriver forholdene fra 1850 – 1857. Den unge præst tog fra Flensborg via Tønder til Højer, hvor man mødte apoteker Nagel, som var danskhedens absolutte bannerfører på disse kanter.

Præstegården havde for længe siden trængt til en ombygning. Indgangen var gennem køkkenet, fra den ene side gik man ind i dagligstuen, fra den anden gik man ind i stalden til kvæget. Det var normalt dengang i marsken, at beboelseslejlighed, lade og stald var i samme længe.

Sdr. Skast Kirke ligger synligt hævet over landskabet. Fra vest kan man dog næsten ikke se den. Kirken er sandsynligvis bygget omkring 1250. Sagnet fortæller, at det var ejerinden af en herregård, der lå på Borrevoldshøjen i en mose, der havde betalt for opførelsen af kirken. En anden herregård Bobensmark (Bavnsmark) skal også have ligget i sognet.

 

En vugge i snedriver

En vintermorgen vågnede præstefamilien ved, at der var snedriver omkring barnets vugge. Sneen var hverken kommet ind gennem vinduet eller panelet, men gennem væggen ved fospanellet. Året efter byggede den lille menighed et smukt stuehus, dog ydede præsten et ikke ringe bidrag til dette.

Præsten beklager sig over, at skulle spise vælling fem dage om ugen. Han kunne også risikere at skulle spise pandekager eller æbleskiver fem gange om ugen. Åbenbart var det den tidligere præstefrue Fru Prahl, der stod for husholdingen i begyndelsen. Hendes mand, de havde været præst i Skast fra 1826, havde i 1850 tiltrådt en ny stilling i Hatsted ved Husum.

 

Barnedåb – Barnet ventes snarest

I marsken blev der ikke svaret tiende. Præsterne var henvist til at ernære sig af deres avl og at leve under den strengeste økonomi. Straks efter sin ankomst, blev Pastor Schmidt pålagt at vikariere i nabokaldet Hjerpsted. Her var præsten blevet beskikket af den ulovlige regering. Derfor blev han også afskediget af den danske regering. Han blev sendt til Keitum på Sild.

En dag stod pastoren så i Hjerpsted for at tage mod Skast, da degnen på sin højtidelige måde sagde, at han skulle tøve en liden stund. Hvorfor, svarede pastor Schmidt. Jo, for der var et barn, at døbe, svarede degnen. Pastoren ville straks begive sig til dette, men degnen kunne så melde, at barnet skam ikke var født endnu. Men jordemoderen havde meddelt, at dette straks ville ske.

 

Tilløb til barnedåb i kirken

Skikken var dengang, at børnene blev døbt straks efter fødslen. Og det skete da også i dette tilfælde. Blot en halv time efter denne verdensborgers ankomst blev han døbt. Det var kun uægte børn, der blev døbt i kirken. Da pastor Schmidt lod sin førstefødte døbe i kirken, var der et stort tilløb.

Grunden til hjemmedåb var, at præsterne i Tønder Provsti ikke fik offer, hverken for dåben eller dens kundgørelse. Denne skik eller snarere uskik var et arv fra fortiden.

 

Gudsfrygt og fromhed

Skast Sogn var let at overskue fra præstegården. Ved folketællingen 1855 var den kun på 415. Der fandtes 70 mere eller mindre formuende gårdmænd. Sognets 50 husmænd var derimod mere eller mindre fattige. Men de var alle flittige kirkegængere. Der var tillige megen gudsfrygt og fromhed, som overalt ved vestkysten.

 

Født uden for ægteskab

Herrnhuterne havde en del indflydelse. Hvert år kom en kolportør fra Christiansfeld. Præsten hørte aldrig en ed i Skast, ikke engang det lille sgu. Derimod kunne man undertiden høre det ældgamle hedenske Ravne (Odins navne) om jeg gør eller Raune Taie mæ. Sædeligheden var ifølge pastoren ret høj i Skast. Således blev der i pastorens embedstid kun født et eneste uægte barn. Moderen var enke og fattiglem.
Faderen var en udensogns landstryger.

Ligeledes var ædrueligheden stor. Pastoren havde ikke set nogen beruset ved gilderne, skønt der var overflod af drikkevarer.

 

Ærlighed og redelighed

Pastoren fremhævede beboernes ærlighed og redelighed. Når de har givet hinanden håndsalg på en handel, ligegyldig om lille eller stor, står de ved deres ord, selv om det fortryder dem eller volder dem Tab.

At nogen skulle gå fra sit ord eller bryde sit løfte, er utænkeligt, og den mand, som gjorde det, ville ikke kunne færdes iblandt dem, men ville være moralsk død. De låner hinanden store pengesummer uden at fordre pant eller bevis.

Ifølge pastoren fandtes der ikke bedragere og kæltringer på Slesvigs vestkyst. Ærligheden  mand i mand i mellem var mønsterværdig. Det var ikke indenlandske tyve, der drev deres spil, men organiserede tyvebander fra Holsten eller måske rettere fra Hamborg. De gjorde røveriske overfald i det ubeskyttede land.

 

Svært at forstå dialekten

Pastor Schmidt havde i begyndelsen svært ved at forstå den vestslesvigske mundart. Ja han havde svært ved at forstå, hvad befolkningen fortalte ham. Tyskheden havde efterladt sig spor i befolkningen, også
så langt mod nord som tre mil fra Tønder. En mand var køn af Gesicht og stor af Gestalt. En mand havde ikke et embede men et Amt.

 

Skolegangens slette tilstand

Skolelæreren i Skast var blevet undervist på Det Tyske Gymnasium i Tønder. Han var en gammel skikkelig og god dansk mand født i Øster Løgum. Men han havde aldrig lært at bruge kønnet rigtig i det danske sprog og havde ikke spor kendskab til dansk litteratur. Skolegangens slette tilstand var pastorens eneste klagepunkt i Skast. Drengene gik hver dag hele dagen i skole fra deres 10. eller 11. år, så fik de tjeneste som hyrder hos bønderne. Så gik de ikke i skole fra Mortensdag til Pedersdag (Per’ s Dag – Per’ s Daw – Per’ s Awten)  den 22. februar.

 

Døtre sat til skrinet

Husmændenes døtre blev så tidlig som muligt sat til skrinet. De lærte at kniple de kendte Tønder kniplinger hos nogle ældre kniplerske. Otteårige begyndte allerede at tjene penge ved dette. Og det gik også ud over skolegangen. Gårdmands – døtre lærte ikke at kniple. de passede også deres skolegang. Præstens formaninger om at passe skolen, hjalp ikke, tvært imod, det skabte en misstemning.

I Sønderjylland blev drengene først konfirmeret, når de var 16 år gamle, pigerne når de var 15 år.

 

Danskhed i Skast

At Skast trods sine tyske præster dog var dansk, skyldtes at en betydelig del af sognet, der i blandt den store Skastgård, hørte under Schackenborg, Lø Herred, og derfor havde dansk øvrighed og retsprog. Desuden havde sognet livlig forbindelse med den nærliggende ivrig dansksindede Ballum Sogn.

 

Brød med Ribe Bispestol

I Højer var bønderne ivrige tyskere, mens mange småfolk var dansksindede. Men havde Højer ikke kappet forbindelsen til Ribe Bispestol, så havde Højer måske været lige så dansksindet som Møgeltønder.

Og så var det Hjerpsted, hvis danskhed ikke var værdsat på vestkysten grundet at nogle af bønderne var tysksindet. Dette sogn lå kun en halv mil fra Skast. Men Hjerpsted lå lige op til Vesterhavet. Dets beboere kom kun til Skast for at grave tørv i mosen. De havde også løsrevet sig fra Ribe Bispestol. I mange år havde de også kun haft tyske præster.

 

Den danske præst i Skast var en lystig fyr

Kort efter pastor Schmidts ankomst til Skast stiftede han bekendtskab med egnens flittige bønder. På kongens fødselsdag samledes man på Højkro. Stemningen var jublende. Ved bordet udbragtes en stor skål for kongen, hærens, flådens, Danmarks og Dannebrogs ære.

Pastor Schmidt dansede en engelsk dans og en sagte vals. Det var bælgmørkt og regnvejr samt vejene var meget dårlige. Derfor blev alle til den lyse morgen. Det betød, at et tysk blad gav pastor Schmidt følgende skudsmål:

• Den nye danske præst i Skast er en lystig fyr. Han svirer og danser i krostuer hele natten igennem til den lyse dag.

 

En solid kost hos friserne

De mange husmænd, som også kaldtes Kådnere fandt en god indtjening i at grave tørv i den store mose ved Skast. Men også for bønderne var det en vigtig indtægtskilde. Om vinteren tog mange af husmændene til
marsken for at tærske korn hos friserne. Næsten al halmen blev brugt som brændsel. Friserne havde masser af det udmærkede hø til deres kvæg. Hos friserne fik Kådnere en solid kost. Morgen, middag og aften
var der bønner og flæsk, altid det samme. De fik alt det te, som de ville have.

De stakkels husmænd var vant til melspise. de tog rigelig for sig af retterne, men i begyndelsen kunne de ikke tåle den solide kost.

Det var småt med avlsbruget i Skast, men driften var dog solid og god. Bønderne såede aldrig et større areal, end de kunne magte. Det meste af jorden var dog udlagt til græs. Der var fenner, som lå til græsning i 40 – 50 år.

 

To store gårde i Skast

Til sognets to største gårde, Skastgård og Aasgård indkøbtes årlig 3 – 400 td. sæd til hver gård. Men på hver gård var der foruden køer og kvier 80 stude på fede-stald om vinteren. De fuldt-fedede sendtes til Hamborg og straks erstattet med nye magre. De store bønder var meget formuende. De blev også ved med at opkøbe nyt jord i marsken. Der var to førere i Skast. Den ene var Claus Beyer til Aasgård, den anden var Thøger Hansen Nikolajsen til Skastgård.

Beyer besad sin fædrene gård nedarvet gennem århundrede, mens Thøger Hansen var en ny mand i sognet. Han tilhørte den ansete slægt, Nikolajsen i Ballum. Så det var intet i vejen for, at han ægtede egnens rigeste arving. På den måde blev han ejermand af Skastgård.

 

Egen eksport/import

Skastgård er en firefløjet gård, der ligger midt i byen. Særdeles store avlsbygninger liger øst for selve gårdene. Den var oprindelig opført i 1606. En regnskabsbog fortæller, at i 1658 havde man en særdeles stor handel med stude. I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgård egenhændig varer så langt som til Holland. Det var hovedsagelig stude, som han eksporterede. Og det var varer som krydderier og tobak, som han importerede. Disse varer solgte han rundt omkring på landet.

I gården var en stue med runde vinduer og et hvælvet loft, som hvilede på piller. Sagnet gik, at den var blevet brugt til gudstjeneste. På  en sten var der følgende inskription:

• Af Haab til Gud, er dette Hus 1606 bygt hos Brødrene Hans og Knud Absen, og derefter beboet af Anders Andersen, Peder Beyer og Peder Pedersen Deyer, som Stenen 1751 til amindelse opreiste.

Thøger Hansen Nikolajsen var en begavet mand. Han havde kundskab og indsigt i meget, som man ikke kunne vente sig i hans stilling. Han og Claus Beyer styrede som kirkeværger sognets kommunale anliggender. Man kan sige, at de dannede sognets offentlige mening.

Den statslige Åsgård er opført lidt syd for byen. Stuehuset er et 13 – fags hus fra 1856. Men gården er omtalt allerede i 1498. Gården blev fredet i 1991.

 

Jeg sender titlen retur

I Vestslesvig var det et slags Demokratisk Aristokrati. Det var storbønderne, der bestemte. Det fortælles, at den kendte Knudsen på Trøjborg, der startede som en lille studepranger, men af god familie i bondearistokratiet havde tilgiftet sig til en stor gård i Forballum, af kammerherre Neergårds dødsbo, havde købt overnævnte herregård med gods, og var blevet udnævnt til kammerråd. Men bønderne gjorde nar
af denne titel.

Da han efter nogen tid mødtes med mange af dem til kvægmarked i Tønder og de siden forsamledes ved bordet på Humlekærren, sagde en bonde til ham:

• Skal vi kalde dig kammerråd Knud, eller Knud Kammerråd, for Kammerråd skal du jo hedde

Men Knud svarede:

• I skal kalde mig, hvad I altid har kaldt mig, for Kammerråd vil jeg ikke hedde, og titlen sender jeg tilbage, hvor den kom fra.

Han var klog nok til ikke at skille sig fra standsfæller.

 

Konegilde

Pastor Schmidt mødte en ejendommelighed i Skast. Således blev der efter en kones nedkomst afholdt det såkaldte konegilde. Konerne mødtes om eftermiddagen til kaffe. Ingen mand var til stede, bortset fra barnefaderen. Hans pligt var det nu at skænke i for konerne af de forskellige gode drikkevarer, han havde anskaffet. Konernes pligt var at nippe til alle slags.

 

Skinke med sødsuppe

Ved bryllupper var det den skik, at de velhavende gav to sølvskeer og en børste. Den anden dag var bordene besat med skinke i kogt tilstand. Det blev spist sammen med sødsuppe. Det var en velsmagende sammensætning.

 

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil læse mere: 

• www.dengang.dk indeholder1.859 artikler
• Under Sønderjylland finder du 215 artikler 

 

Under Sønderjylland:

• Ballum – dengang
• Det Vestlige Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland 1- 2
• Indre Mission, Baptister og andre

 

Under Tønder: (295 artikler)

• Tønder – egnen 1814 – 1848
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Brorson – en præst fra Tønder
• De stakkels kniplepiger
• Tønderkniplinger
• Tønder Kniplinger – endnu mere
• Friserne – syd for Tønder
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Studehandel i Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken – under vand
• Åndens folk i Tønder
• Humlekærren i Tønder

 

Under Højer: (69 artikler)

• Apotekeren fra Højer
• Emmerlev Skole
• En vandretur mod vest – dengang
• Heltene i Vadehavet
• Stormflod ved Vestkysten
• Mellem Højer og Ballum ( og mange flere)

 

Redigeret 16.-08 – 2022