Man skulle bevare den kongelige allés værdighed. Her måtte man ikke holde kro for bønder og almuefolk. Det skulle være for ”folk af kondition”. Gartneren i Slotshaven skulle kontrollere damerne i sodavandsboderne. Og så kunne Opsynsmanden danse med en mekanisk Amagerpige i Vokskabinettet. Læs her om Alhambra, Monigatis, Bakkehuset, Josty, Valhalla, Alléenberg, ægte og uægte tyrolere og meget mere. Ja og så blev portene lukket i kirketiden.
Overdådige fester
Ved officielle lejligheder holdtes der overdådige fester på Frederiksberg Slot. Ofte blev disse afsluttet med et overdådigt fyrværkeri. Omkring 1735 blev der også affyret fyrværkeri i Frederiksberg Have på kongens og dronningens fødselsdage. Fyrværkeriet begyndte og sluttede med 21 skud og 81 raketter, som udstrålede en mangfoldighed af lys i alle mulige farver. Kongens og dronningens navnetræk kunne man betragte i en hel time skiftende i forskellige farver.
Et cirkus i sig selv
Og når kongeparret skulle ind til hovedstaden var det jo et helt cirkus i sig selv. De var ikke alene omgivet af Hejdukker og Lakajer med dragne kårder, men også en hel afdeling gardere, der beskyttede de kongelige vogne. Selv om det kun var en prinsesse, der kørte sig en tur, var det som regel 18 heste i gang, 6 for hver af de tre vogne, der var nødvendig til det store følge, selv ved en almindelig køretur.
Portene var lukket i kirketiden
Det var ikke så meget folkeliv i Frederiksberg Have i Christian den Fjerdes tid. Haven var godt nok åben for skikkelige folk. Men heri regnede man ikke Holmens mænd med koner og soldater i uniform, da matroserne ofte opførte sig dårligt. Men den omstændighed, at Københavns byporte om søndagen var lukket under gudstjeneste, afholdt mange fra at lægge en søndagstur til Frederiksberg.
Portene blev åbnet
Christian den Syvende følte sig hjemme på Frederiksberg Slot. En januar – aften indfandt den 16 årige drenge – konge sig pludselig sammen med sin kongelige bedstemor og hele hoffet. Det var fest, da den unge konge den 3. november 1766 første sin kusine den 15 årige Caroline Mathilde ind på slottet. I tre dage var det festligheder på slottet. Alt tegnede lyst. Men det var vel ikke helt uforståeligt at hun faldt i armene på Grev Johann Friedrich Struensee, kongens livlæge.
Under Frederik den Femte var adgangen til haven gjort lettere for Københavns befolkning, fordi byportene ikke længere blev lukket om søndagen.
Bakkehuset
Slottet og Slotshaven tiltrak et utal af københavnere. Og Bakkehuset tiltrak det åndelige liv i begyndelsen af det 19. århundrede. Bakkehuset har sit navn fra et gammelt Vangehus, der lå oppe på Valby Bakke. I 1646 blev det flyttet ned på skråningen under bakken. Så det levede ikke rigtig op til sit navn. Det har sikkert ikke været ret stort, for omkring 1720 erklærede
den daværende ejer, at det dengang var, en slet uanselig hytte, lidt bedre end et snart forfaldent landsbyhus. Senere byggede han det om, så det blev af nogenlunde skikkelighed. Efter Frederik den Fjerdes ønske opførte han en bygning, som både afgav plads til gardens heste, når kongen opholdt sig på Frederiksberg Slot, og til nogle officerer og menige. Af hensyn til dem fik han kort efter en krobevilling og ret til selv at fremstille øl og brændevin, når det blev drukket på stedet.
Gæsteri
Men da Roskilde Landevej blev anlagt i 1776 mistede kroen sin søgning, fordi færdslen ikke mere gik der forbi. Stedet som egentlig fik navnet Gl. Bakkehus. Stedet fortsatte som gæsteri, idet det om sommeren lejedes ud til landliggere, og det var netop derved, Rahbek kom i berøring med det.
Prinsegården
Prinsegården tiltrak den jævne befolkning. Her kunne det være, at man kunne få et glimt af de kongelige. Afstanden til København var ikke større end man godt kunne tolerere dårlige veje. I pengeknappe tider kunne foretage korte udflugter herud.
30 ”sorte” kroer
Kroerne kan føres tilbage til Solbjerg – tiden. I 1731 skal der således have været ca. 30 kroer herude. Myndighederne mente, at lystigheden tog overhånd og forbød hjemmebrygning og hjemmebrænding Derved gik fortjenesten ned, og de fleste kroer måtte lukke.
Restauratørerne i hovedstaden ville ikke tillade, at man på Frederiksberg bare fremstillede deres eget øl og brændevin. De overbeviste toldvæsenet om, at spritten skulle købes inde i byen.
Men både Frederik den Fjerde og Christian den Sjette holdt hånden over hjemmebrygningen.
Møddinger på Allégade
Nu var ikke alt fryd og gammen. Godt nok stod der i Pontoppidans Atlas at Frederiksberg blev anset som
- om ikke som en Kjøbstad, saa dog som en skjøn Flek og langt anseligere end andre Landsbyer.
Men Allégade havde nogle af de skavanker, som prægede almindelige landsbyer, således fremgår det af en samtidig klage over, at gaden på den ene side skæmmedes af plankeværker og
på den anden side af møddinger.
Til ”Folk af kondition”
En gård i Allégade som den fornemme mand Gerhard Kobrow havde fået lov til indrette skulle være et traktørsted for Folk af Kondition. Men nu afløste slottet Prinsegården så en masse almindelige folk myldrede også til Frederiksberg.
Arnestedet for Frederiksbergs lystigheder
Den gamle hovedgade, Allégade levede op, og blev arnestedet for Frederiksbergs Lystigheder. Men Frederiksberg Allé fulgte godt med. Det var i Allégade, Lars Mathiesen havde sit største og mest populære traktørsted. Det kom senere til at hedde Lorry. Begyndelsen var overtagelsen af Allégade 7, og i 1804 havde det navnet Haabet. Han fik bevilling til:
- de Rejsende samt dem af Staden Københavns Indvaanere og andre, som sig dér ville forlyste, efter Forlangende med Logementer, samt Spise – og Drikkevare til Nødtørftighed og for en billig Betaling betjene.
Da Rahbek var på besøg
Lars Mathiesen blev hurtig kendt på grund af sin folkelighed og slagfærdighed. Der gik mange anekdoter om ham. Ikke alle var korrekte. En af de mest kendte fortæller, at Rahbek kom ind til Lars Michelsen for at få en lykønskning, da han var blevet Ridder af Dannebrog. I stedet for at ønske ham tillykke, spurgte Lars ham i stedet:
- Ved du, hvad forskel der er på dig og et æsel?
Da Rahbek ikke svarede, fortsatte Lars Mathiesen:
- Jo, du bærer dit kors på Brystet, et æsel bærer sit på ryggen.
Men Rahbek, lod sig ikke sådan slå ud. Lidt efter spurgte han:
- Lars hvad er forskel på dig og et æsel.
Lars kløede sig bag ørerne og erklærede omsider, at det vidste han ikke.
- Det ved jeg såmænd heller ikke
Så havde Rahbek fået betalt tilbage.
Lorry Feilberg
Da Lars døde, solgte hans enke forretningen. Men traktørstedet havde mistet sin ejendommelige tiltrækningskraft. Lorry Feilberg købte nytårsaften 1913 de to naboejendomme 9 og 11.
I slutningen af 1870erne havde en af brødrene Kehlet overtaget sangerinde – pavillonen, Allégade 9. Under Kehlets ledelse blev det et meget søgt forlystelsessted, der fik sit litterære navn ved, at Drachmann på det sted mødte en af sangerinderne Edith, som i den grad inspirerede ham. Citater fra Drachmann blev placeret på det tunge bjælkeloft. Men det var citater fra Lorry Feilberg, der fik overtaget:
- Æbleskiver, som vor Mor bagte dem.
Og tænk nu bliver der lavet TV i Landsbyen – TV Lorry.
Der var gang i nummer 10
Lige overfor havde en foretagsom mand iagttaget, hvad der skete på den modsatte side af vejen. Det var Jens Andersen Halleby. Han var både vognmand, bager og restauratør. Det var ham, der første gang kørte omnibus på Frederiksberg. Jo det var faktisk også gang i nummer 10.
Fest ved Frederiksbergs Runddel
I Prinsegårdens tid var der gang på Frederiksberg Runddel. Her ved Ridebanen var der mange forskellige fornøjelser. Her viste Ny Hollænderne deres fastelavnsløjer. Hoffets kavalerer havde deres store fester med Dystridt. Dette blev overværet af kongefamilien og en masse mennesker fra hovedstaden.
Damerne viste deres ”toiletter”
En gang imellem blev Alléen lukket, når der var underholdning. Men ellers blev Alléen også brugt til et yndet sted for damerne, at vise deres nyeste Toiletter. Når man en sommerdag havde
vandret helt inde fra hovedstaden på den solhede og støvede vej og endelig nået Frederiksberg Runddel, trængte man til en Vederkvægelse.
Spritten skulle købes i byen
Værtshusholder Ratz havde fået øje for dette, og i året 1784 søgte han om bevilling som traktør på hjørnet af Allégade og Frederiksberg Allé. Når nogen fik sådan en bevilling, var det altid
på betingelse af, at man lovede ikke selv, at fremstille øl og brændevin. Man skulle købe det inde i København. Hofmarskallatet gav ham tilladelse med den tilføjelse, at han ikke måtte holde kro for bønder og almuefolk.
Den kongelig allés værdighed
Hensigten var, at Ratzenborg skulle være en finere restauration, svarende til den kongelige allés værdighed. Men ak og ved. Et halv år efter hedder det, at opvarterne som regel var Bondekarle med tvivlsomt hvide Forklæder og med hænder, der åbenbarede stor afsky for vaskevand. Intet under, at gæsterne blev derefter. Det var først, da restauratør Thorup i midten af det nittende århundrede forandrede både traktørstedet og navnet, at der kom i den rigtige gænge.
Ægte og uægte tyroler
Fra den tid hed det officielt Sommerlyst. Men folk ville nu helst kalde det for Thorups Have. De syntes, at netop det navn passede til det folkelige forlystelsessted, hvor både ægte og uægte tyrolere jodlede, mens kæmpekvinder viste deres muskuløse korpus og karrusellen drejede rundt til klangen af en lirekasse. Det blev under skiftende ejere et ret søgt etablissement.
Aleènberg
Side om side med Sommerlyst lå Aléenberg. Det var et ret godt traktørsted med en smuk sal for borgerskabet, hvori der også koncerteres. Berømt var Madam Lynge for hendes helt fortrinlige advarer. Priserne var så høje, at det blev et traktørsted for de fine. Men det var først, da en af de tre restaurant – brødre, Kehlet overtog, at det rigtig kom gang i Aléenberg.
Da Tivoli åbnede i 1843 ansøgte han straks Hofmarskallatet om tilladelse til at oplyse Frederiksberg Allè – forårs og efterårsaftener. Dengang henlå Frederiksberg nærmest i mørke, bortset
fra Aléenberg, der havde sit eget gasanlæg. Senere gik det tilbage for etablissementet. Nu var det nærmest kun Nørrebros befolkning, der søgte hertil, når de søndag aften tog sporvognen over til Frederiksberg Runddel.
Sommerlyst og Alléenberg havde en stor søgning af konfirmander. De søgte de to etablissementer på deres Spadseredag.
Konfirmander
De unge Herrer kom ofte med deres lige så unge damer i vogn inde fra byen. Herrerne kunne man kende på deres paraply, sorte skindhandsker og Ravrør. Damerne kunne kendes på deres lange kjoler, som de ikke var vant til. De havde deres hyre, når de skulle op ad en trappe. På den østlige side af Værnedamsvej lå for et par hundrede år siden et traktørsted, der blev ejet af en mand, der hed Werner Dam. Og hans navn blev bevaret i gadens navn.
Valhalla
Cirka et hundrede år senere opstod der på den vestlige side af Værnedamsvej, et kendt forlystelsessted, Rosenlund. Og det var en af de tre kendte brødre Kehlert, der blev ejer. I midten af det 19. århundrede kunne man, hvis man kom fra Vesterbrogade og kørte ind på Frederiksbergs Allé på højre side opleve Møllers Vokskabinet. På venstre side lå sangerinde – pavillonen Valhalla, der i en årrække var københavnernes mest yndede sangerinde – knejpe.
Vokskabinettet
I vokskabinettet kunne man stå ansigt til ansigt med berygtede mordere og storforbrydere, der nok kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen. Så var det mere humor over den mekaniske Amagerpige, der efter at være trukket op, kunne udføre en dans sammen med opsynsmanden. Men en ildebrand gjorde den 1. august 1870 ende på herlighederne. I en gadevise fra dengang hed det sig:
- Det hele Møllerske Kabinet
- I Vejret gik som en Raket
- Og alle Figurer hver og en
- Græd Taarer af Voks som Potteben
Josty
Fra 1826 til 1856 lå på den såkaldte lille Runddel lå Monigattis Pavillon. Monigatti var konditor og schweitzer. Da Josty fik lov til at drive konditori i Frederiksberg Have, følte Monigatti sig forbigået. Som erstatning fik han lov til at rejse sin pavillon og drive traktør – virksomhed på de sædvanlige betingelser.
Monigattis
Fint skulle det være. Monigattis sangerinder stod langt over den almindelige syngepige – type, og mange fremmede sangere gjorde stormende lykke. Ved Monigattis død gik det tilbage og i
1856 blev pavillonen nedrevet.
Kopperne blev gemt
Schweizeren Anton Josty fik konditoriet i 1824, og det blev i slægten helt til 1937. Og da blev stedet omdannet til hotel under navn af Slotsgaarden. Og Jostys slægt værnede om minderne
fra Frederik den Sjettes tid. Selv de kopper, kongen og prinsesse Wilhelmine plejede at drikke chokolade af, værnede man om. Og tænk, helt op til 1840erne var det faktisk forbud mod hunde, barnevogne og tobaksrydning i Frederiksberg Have. Det blev vist ikke helt overholdt. Fordi både haven og Josty blev et yndet tilholdssted for netop familier med småbørn og hunde.
Alhambra
Længere op i Allèen ved den nuværende Alhambravej rejste Tivolis skaber, Carstensen et stort forlystelsessted. Det var stort terræn mellem Gammel Kongevej og Frederiksberg. Hovedbygningen var i maurisk stil. Forbilledet var jo netop Tivoli. Her var fremmedartede planter, lysthuse, småpavilloner, pladser til artistoptræden, fyrværkeri m.m. I hovedbygningen var teater, koncertsal, restaurant og basarer. Men det gik ikke. Sommeren 1869 blev den sidste. Det hele måtte sælges ved tvangsauktion.
Frederiksberg Morskabsteater
Længere nede af Frederiksberg Allé lå Frederiksberg Morskabsteater. Det var begyndt med et koncertlokale, siden blev det varieté. Men da man begyndte med revyer, ja så kom der gang i
den. Det var skuespiller som Gerner og Frederik Jensen, der trak folk til. Senere overtog den talentfulde skuespillerinde, Betty Nansen, teatret.
Gartneren skulle aflægge rapport
Ja så var det Kurvekonerne og sodavandsboderne. Konerne fik lov til at stå ved bestemte træer og sælge brød og frugt fra kurve. Men konerne skulle være pæne, eller gik det ikke. Og staderetten kunne tages fra dem. Det var gartneren i Frederiksberg Have, der skulle aflægge rapport over for Hofmarskallatet. Han lagde ikke fingrene imellem, således kunne der ud for sælgerkonernes navne og pladsnumre stå Ej det bedste Rygte eller endda Slet Rygte.
Drikkehallerne
Denne ordning fra midten af det 19. århundrede afløstes af Drikkehallerne i Frederiksberg Allé, som i 1873 åbnede en række træboder, hvor der udskænkedes sodavand med eller uden saft, for en pris af henholdsvis 8 og 4 øre pr. glas.
Den første biograf
Og Frederiksbergs første biograf blev indrettet i en kælder på hjørnet af Allégade Og Frederiksberg Allé. Billetprisen var 10 eller 15 øre. Undertiden blev der uddelt gratis billetter på Runddelen, når der ikke var udsolgt.
Beværtningshaver
I Pileallé har vi de morsomme gamle Beværtningshaver. Oprindelig kaldte man dem for Pusterørene. Og det var en bevilling, som funktionærerne til Frederiksberg Slot blev bevilliget. Egentlig var det kaffe og te, der måtte serveres, og så vand på maskine. Senere blev der tilføjet Bayersk Øl. Spiritus i haverne måtte kun nydes i haverne, når gæsterne selv tog det med.
Kilde:
- Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
- www.dengang.dk – diverse artikler
– Hvis du vil vide mere
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Under København og omegn finder du 191 artikler :
- Det var på Frederiksberg
- Flere Gader og Veje på Frederiksberg ( K – Å)
- Frederiksberg Slot
- Frederiksberg – dengang
- Gader og Veje på Frederiksberg (A – J)
- Solbjerg, Nyby og Ny Amager
Redigeret 6 – 10 – 2021