Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

KZ – lejr Ladelund

December 26, 2012

Ikke langt fra Padborg og måske tættere på Tønder  lå  en KZ – lejr. Det var en afdeling af Neuengamme. Også den kigger vi på, samt Husum – Schwesing. De 3 lejre hørte sammen. En masse døde i de tre lejre på grund af grusomheder og sygdomme. Særlig galt forholdt det sig med hollænderne. Og også danskere var med til grusomhederne. Der er sat navne på ca. hundrede, men der har sikkert været flere. For lokalbefolkningen har det været svært, at mindes om de rædsler, der forekom dengang. Vi kigger også på nogle af de danske skurke. Bagerst i artiklen er en fortegnelse over artikler fra besættelsestiden.

 

Neuengamme

Det er sikkert ikke så  mange af de unge, der ved det. Men ikke langt fra Padborg og måske tættere på Tønder  lå en KZ – lejr, eller nærmere et Aussenlager, Ladelund. Og det er en af dengang.dk´s læsere, Inge, der har ansporet til, at vi skriver om lejren. Hun mener, at vide, at der i lejren var 10 – 20 vagtposter fra Det Tyske Mindretal. Og de var ikke bedre end de tyske vagtposter, berettes der.

 

Fotos fra Ladelund

Også  i artiklen En Sønderjyde krydser sit spor her på siden, beretter Sven Petersen om vagtposter fra Det Tyske Mindretal. Endda var der nogle fra hans fødeby, Bylderup Bov. Det
var også i Ladelund, at en frygtelig skæbne overgik nogle hollændere fra byen Putten. 540 beboere var blevet interneret. Kun 49 vente tilbage efter krigen. Men dette vender vi tilbage til.
Se også under vores fotogallery. Her har Sven Petersen taget nogle fotos.

 

Neuengamme

Lejren i Ladelund stammede tilbage fra 1939, men kun i en kort overgang fungerede den som Aussenlager. Vi skal kigge på et andet berygtet Aussenlager, nemlig Husum – Schwesing. Men først vender vi blikket mod Hauptlager Neuengamme, som havde en naturlig forbindelse til Ladelund og Husum – Schwesing.

 

En stank af rådne roer

KZ – lejren Neuengamme havde en karakteristisk, gennemtrængende stank af en blanding af rådne roer, menneskelige ekskrementer og uddunstninger, og lig-røgen fra krematoriet. Maden
bestod hovedsagelig af roer, som var puttet i en konsistens, som man kaldte for lejr – suppe. Der var dårlig hygiejne, underernæring og masser af sygdomme.

 

Bystyret støttede planerne

Oprindelig var det en arbejdslejr, der var bygget i et gammelt teglværk. Og det var under KZ – lejren Sachsenhausen. Beliggenheden var 30 kilometer sydøst for Hamborg. I foråret 1940 blev lejren udvidet. I den forbindelse blev der bygget et nyt teglværk. Og betegnelsen hoved-lejr var sikkert velanbragt, for den kunne nu sammen med de underlagte arbejdslejre rumme 40.000 fangere. Bystyret i Hamborg støttede fuldt ud planerne.

 

Direkte på gulvet

I begyndelsen sov fangerne direkte på gulvet. Til tider, da der kom senge, skulle 2 – 3 fanger dele en seng. Der var ikke muligheder for at vaske sig eller have nogen form for privatliv. Hele 1.000 fangere blev spærret ind på 400 m2. For at få bugt med diverse mider og dyr brugte man fra 1942 Cyklon B. Denne gift blev også anvendt på andre end skadedyr.

 

En arbejdsdag på 12 timer

Man blev vækket før daggry, hvorefter man fik en halv time til at vaske sig, ordne sovestedet og få sig en gang fluidum, som SS kaldte for kaffe. Herefter fulgte appellen. Det foregik oftest mellem 5.30 og 6.00 Så fulgte inddelingen af fanger i forskellige arbejdskommandoer. Den regulære arbejdstid var 10 – 12 timer i sommermånederne, med en times pause.

 

Medicinske eksperimenter

En afdeling i lejren beskæftigede sig med medicinske eksperimenter. Ofrene var jødiske børn og sigøjnerbørn. Men også lægelige eksperimenter på andre fanger blev gennemført. Man forsøgte sig med tuberkulose – infektioner og forurenet vand. 448 russiske krigsfangere blev i forbindelse med et forsøg forgiftet med Cyklon B. Men flere tusinder af fanger fik indsprøjtet giftfas.

 

De hvide busser

Cirka 5.500 danskere stiftede bekendtskab med denne KZ – lejr. Det var, fordi de var fra september 1944 var blevet deporteret hertil, eller fordi de kortvarig opholdt sig i lejren i forbindelse
med evakueringen med De Hvide Busser mod slutningen af krigen. De danske kommunister i Stutthof og jøderne fra Theresienstadt kom dog aldrig hertil.

 

Direkte fra Frøslevlejren

Men alene fra 15. september 1944 og frem til 4. april 1945 kom flere end 1.600 fangere fra Frøslevlejren til tyske KZ – lejre. De kom hovedsagelig til Neuengamme.

 

En dansk lejr – kommandant

96 udekommandoer blev det efterhånden til i det nordtyske område. Nogle af disse kom kun til at eksistere i ganske kort tid. I en af disse udekommandoer på Banterweg Fungerede danskeren Gustav Alfred Jespersen som stedfortrædende lejrkommandant. Han blev efter krigen dømt til døden af en britisk domstol.

 

Halvdelen overlevede ikke

Arbejdet
i hovedlejren i Neuengamme bestod hovedsagelig i produktion af mursten og bygningen af en kanal til at transportere mursten fra lejren. Der blev ikke taget hensyn til fangernes helbred eller vejrforhold. Man havde kun primitive redskaber til rådighed. I alt kom 100.000 mennesker til Neuengamme. Halvdelen overlevede ikke. Snart fandt den tyske krigsindustri ud af, at de indsatte på en eller anden måde kunne bruges i denne industri. 350 danskere døde i Neuengamme.

 

Forholdene i udelejrene ofte værre

Den menneskelig fornedrelse , mishandlingerne, afstraffelserne og henrettelserne var næsten ud over almindelig fatteevne. Og forholdene i udekommandoerne var ofte værre end i stamlejren.

 

Et bizart KZ – hierarki

Der herskede et bizart KZ – hierarki. SS – folkene havde udpeget såkaldte over – fanger, eller Kapo, som var med til at skabe en junglelov. Råhed og grænseløs egoisme rådede i lejrene. Det var en nådesløs og rå intern magt – og overlevelseskamp. Også  danske fangere var Kapoer. Det blev de senere dømt for.

 

Mange dødsfald

Dagligt blev man slået, druknet, hængt, skudt eller blev udsat for giftgas. Mange døde af sygdom. Således var der ikke noget, der hed vintertøj m.m. Ved overtrædelse af regulativer indførte man offentlig henrettelse på appelpladsen i overværelse af alle fangere.

 

Kamp om fødevarer

Fangerne var inddelt i forskellige kategorier, politiske, kriminelle, asociale, homoseksuelle, Jehovas Vidner osv. Kampen drejede sig blandt andet om de knappe fødevarer. Og som regel var det de politiske og kriminelle grupper, der var de stærkeste.

 

Undermennesker

Af andre undermennesker var polakker og jøder. Men her var også masser af asociale, som for eksempel vagabonder, alkoholikere, hjemløse, arbejdssky personer, sigøjnere og invalider.

 

Røde Kors pakker

Man kunne bestikke sig til højere status med tobak og madvarer. Og de danske fangere fik tilsendt Røde Kors pakker. Det skabte en særlig stemning omkring de danske fanger. De blev enten ombejlede, misundte og ofte forhadte. Blandt de internerede i Neuengamme var 141 deporterede danske grænsegendarmer.

 

30 danske SS’ere i Neuengamme

Minimum 30 danske medlemmer af SS, gjorde tjeneste i Neuengamme. En af disse var Carsten Christian Jensen fra Toftlund. På et tidspunkt arbejdede han ved Padborg Mølle. Jensen og familien blev i 1930erne medlem af det tyske mindretals organisationer, herunder NSDAP – N. Han var blandt andet blokfører. Det vil sige, at han havde myndighed til at uddele prygl, hvis han mente, at den enkeltes arbejdsindsats ikke var god nok.

 

Gamle og syge tævet af danskere

Fra oktober 1942 til 2. maj 1945 var han tilknyttet KZ Neuengamme. Han forsøgte at komme over grænsen til Danmark men blev afvist. Senere udgik der en arrestordre mod Jensen. Efter lang tids søgen fandt man ham hos borgmester Lorentzen i Handewitt. Han blev ført til Aabenraa og sat i arresten. Myndighederne fandt ud af, at han ofte og vilkårligt slog fangerne i hovedet med knyttede næver eller med et slagvåben lavet af gummi fra et bildæk. Han pryglede også krøblinger og gamle syge mænd, fordi de ikke tog huen af for ham. Vidner kunne berette om talrige overgreb. Også  ved hængning havde Jensen deltaget.

Jensen var i februar 1945 med til at overføre 30 hollandske fanger fra sygeblokken til eksekution i Arrestbunkeren. Angiveligt har han fra syv morgen til klokken 21 om aftenen gennembanket syv afkræftede KZ – fanger. To af fangerne døde efterfølgende. Han har desuden været involveret i en række andre dødsfald.

 

Konkurrence: Hvem var den mest brutale?

Et vidne havde i retten forklarede at Jensen konkurrerede sammen med andre SS’ ere, om at være den mest brutale. Ved Københavns Byret blev han den 24. maj 1949 idømt 14 års fængsel. Men allerede den 3. december 1952 blev han benådet af Frederik den Niende. Senere i 1969 efterforskede Statsadvokaturen ved Landgericht i Hamburg mod Carsten Christian Jensen for meddelagtighed i mord begået i KZ Neuengamme. Men sagen blev henlagt.

 

Anton fra Rends var også bøddel

Anton Peter Callesen fra Rens var også frygtet. Også han var medlem af NSDAP – N. I foråret 1943 havde han i Neuengamme skudt en flygtende fange. Han lod sig forflytte til en udelejr Hannover – Stöcken. I løbet af krigen var her 40 danske statsborgere, hvoraf fem døde. Senere kom han til Laagberg, hvor der i forvejen befandt sig en vagtmand fra Tønder – egnen.

Egentlig var det Callesen, der stod for ledelsen. Han slog fuldstændig uden grund fangerne med sin stok. Han blev hurtig frygtet for sin grusomhed. Spark og næveslag, særlig i kønsdelene
hørte til dagens orden. Talrige mord har han på sin samvittighed .

 

Livsvarig fængsel

Det lykkedes for Callesen at slippe over grænsen. Men han blev anholdt og interneret i Fårhuslejren. Den 28. januar 1950 blev Callesen idømt dødsstraf. Men to måneder efter blev han benådet og fik livsvarig fængsel. Han blev dog endelig benådet i 1960.

 

Brutalitet i Neuengamme

En anden, C.S. blev anholdt i Tønder den 29. januar 1946. Han blev idømt 4 års fængsel for sin medvirken til brutalitet i Neuengamme. Han blev dog benådet den 5. juni 1948.

 

Med de hvide busser

I marts og april 1945 blev skandinaviske fangere reddet af De Hvide Busser. Natten til den 18. marts 1945 kørte danske og norske fanger fra Sachsenhausen til opsamling i Neuengamme. Derefter gik turen til Frøslevlejren. Himmler havde først tilladt transport ud af Tyskland til april. Den 20. april blev over 4.000 norske og danske fanger bragt til Sverige.

 

7.000 endte i døden

Anderledes gik det de 10.000 der blev sendt i dødsmarch til Lübeck. De overlevende fra dødsmarchen blev bragt ombord på skibe, herunder Cap Acrona. Den 3. maj angreb engelske
flyvere skibene, vel vidende at det var fangere, skibene. Over 7.000 mistede livet ved dette angreb.

 

Kaotiske forhold

Man mener, at i alt i Tyskland døde 200.000 KZ – fanger i forbindelse med dødsmarcherne og de kaotiske forhold i krigens sidste tid. Fra 1945 brugte briterne Neuengamme som interneringslejr. Og fra 1948 indrettedes fængsel på dele af området. Først i 2006 lukkede de sidste dele af fængslet og hele området blev indrettet som mindesmærke og museum.

 

Fra 200 til 5.000 fangevogtere

Antallet af fangevogtere steg fra 200 mand i 1940 til 5.000 fangevogtere i 1945. Det var kun halvdelen, der var medlem af SS. 1.592 fangevogtere gjorde tjeneste i udelejrene

 

Ekstra mandskab til bevogtning

For bevogtningen af udekommandoerne blev der i 1944 indkaldt medlemmer af hæren, marinen, told, politi og Reichsbahn. Og disse var ikke nødvendigvis SS – soldater. De fik at vide, at der i lejrene sad frygtelige og gemene forbrydere, som skulle behandles meget hårdt.

 

De allierede nærmede sig

I marts 1945 var der 28.000 mænd og 12.000 kvinder i udekommandoerne. Mange af fangerne i udekommandoerne blev da, britiske og amerikanske tropper nærmede sig, til fods eller pr. jernbane flyttet til hoved-lejren eller til Bergen – Belsen, Sandbostel og Wöbbelin.

 

Krigsforbrydere fra Tønder

Fem beboere fra Tønder og området omkring Tønder fik dom for krigsforbrydelser. De havde deltaget i mishandlinger m.m. i KZ – lejre. Og i hvert fald mindst fire af disse havde tilknytning
til Det Tyske Mindretal.

 

Banket invalid dansk fange

Den danske statsborger, Johannes Wilhelm Wind blev den 12. juli 1946 idømt 18 års fængsel for krigsforbrydelser. Han blev benådet af kongen den 15. maj 1953. Han havde gået i tysk skole. I perioden 1936 – 1943 var han medlem af NSDAP – N. Vidner havde set hvordan han og andre fra vagtmandskabet skulle have tæsket løs på fanger, der var på vej i beskyttelsesrum. Ved en af disse aktioner var der omkommet 18 personer.

Han skulle ligeledes have banket en invalid dansk fange med gangbesvær til denne faldt livløs sammen. Et vidne mente,  at Wind havde forkærlighed for at slå på invalide.

 

Dansker med til hængning af 40 hollændere

Wind deltog i tidsrummet fra den 15. maj 1944 til april 1945 i et stort antal hængninger. En dag afhentede han i flettekommandoen sammen med andre SS’ere ca. 40 hollændere, som skulle
hænges.

 

Schmidt fra Aabenraa

Også Frederik Peter Andreas Schmidt havde tilknytning til Det Tyske Mindretal. Af arbejdskollegaer på havnen i Aabenraa lod han sig overtale til at melde sig ind i Sleswigsche Kameradenschaft – SK. Han sikrede sig endda en tillidspost. Men på grund af alkoholproblemer blev han degraderet til menigt medlem. Schmidt startede sin karriere som KZ – vagt i Sachsenhausen i 1943. Den 25. september 1944 overflyttedes Schmidt til Neuengamme. Her var han til midten af januar 1945. Han blev anholdt den 9. maj 1945 på sin bopæl i Aabenraa. Han blev idømt fire et halvt års fængsel.

 

Husum – Schwesing

Schwesing ligger nordøst for Husum. Her blev der i efteråret 1944 oprettet en arbejdslejr. Men allerede efter tre måneders forløb blev den lukket. Der var op til 2.500 fangere fra 14 lande. Over halvdelen var hollændere. Der var endvidere tyskere, franskmænd, russere, danskere og nordmænd i lejren.

 

Hårdt arbejde

Fangerne gravede pansergrave til forsvar mod invasion vest – og østfra ( Friservolden). Denne ekstremt usunde lejr blev anset at være den uhyggeligste arbejdslejr under NeuengammeOm
morgenen i de tidlige morgentimer gik fangerne i deres zebrastribede cellulds fangedragter gennem Husum ud i marsken. De fladbundede træ – lærredssko ydede absolut ingen beskyttelse mod vand. Arbejdet var hårdt i de vandfyldte grøfter kombineret med mangelfuld ernæring. Vabler udviklede sig til kødsår, som ikke kunne læges under de ugunstige forhold. Tæpperne
var klamme og snavsede af urin og afføring fra syge fanger

 

Ca. 100 danskere

Ja egentlig startede det den 25. september 1944, da 1.500 KZ – fanger blev overført hertil fra Neuengamme. Blandt disse var 80 danskere, der var overført fra Frøslevlejren til Neuengamme. Senere kom yderligere 18 danskere til lejren. Oprindelig var stedet opført som Reichsarbeitsdienst i 1938 – 1939. Der var almen arbejdspligt for alle unge tyskere i alderen 18 – 25 år. En regel, der blev indført i 1935.

 

Pigtrådshegn og vagttårne

Lokale beboere blev i september 1944 beordret til at forsyne lejren med pigtrådshegn og fire vagttårne. Den 28. september havde Førerkvarteret beordret at man skulle bygge den såkaldte Friesenwall med tilhørende spærrestillinger.

 

Friesenwall

Selve Friesenwall bestod af to forsvarslinjer med ca. ti kilometers afstand til hinanden. Den skulle beskytte den øst – nordfrisiske kyst mod angreb fra vest. Samtidig skulle der løbe spærrestillinger på tværs af Slesvig for at hindre et allieret fremstød mod hjertet af Tyskland, hvis det lykkedes for de allierede at udføre en succesfuld landgang på den danske vestkyst.I
alt opstod der 230 kilometer pansergrave.

Til bygningen af fæstningsanlæggene som hovedsagelig bestod af ca. fire – fem brede og ca. tre meter dybe pansergrave, maskingeværreder, skyttehuller m.m. rekrutterede man blandt andet den lokale civilbefolkning.

 

Et projekt, der skulle realiseres

Dertil kom så flere tusinde KZ – fanger. Tre udelejre under KZ – Neuengamme blev indrettet for at realisere dette projekt.:

  • Aurich – Engerhafe,
  • Husum – Schwesing,
  • Ladelund.

 

Fangerne kastede sig over møddingerne

I Husum – Schwesing var der ni træbarakker, inklusive fire utilstrækkelige toiletbarakker. Der var desuden lagerrum, skrædderi, skomagerværksted og et hvilerum for SS – personalet. Madrasserne var af en elendig kvalitet og gik hurtig i stykker. En gang om ugen fik fangerne 5 – 6 halvrådne kartofler. Sulten var så stor, at fangerne kastede sig over møddingerne fra kartoffel – og roeskrælleriet.

Det var tydeligt, at man fra ledelsens side brugte udhungringen, som et af midlerne til at komme af med Das Dritte Reichs fjender.

 

Frygtelige boligforhold

Der var frygtelige boligforhold og katastrofal sammenstuvning af mennesker, der førte til massiv smitteudsættelse. Selv om 1.000 af 2.500 fanger blev sendt videre til Ladelund i november, var forholdene umenneskelige. Midt i november var halvdelen syge af lunge – og hjertelidelser, alvorlig diarré, gigtfeber, difteritis og tuberkulose.

 

Mellem 300 og 500 døde

Mellem den 25. september 1944 og 29. december 1944 døde et sted mellem 300 og 500 KZ – fanger i Husum – Schwesing. 13 af 98 danskere omkom også her.

 

Ledelsen

Den overordnede ledelse havde SS – Untersturmführer Hans Hermann Griem og SS – folkene, Emanuel Eichler og Josef Klingler. I marts 1947 blev Klinger dømt til døden ved hængning
af en engelsk militærdomstol. Eichler blev idømt fem års fængsel.

 

Griem flygtede

Hans Hermann Griem flygtede, inden retssagen begyndte. Han døde i 1971 uden nogensinde at blive dømt for de krigsforbrydelser, som han begik i lejrene. Han var leder af både Husum og Ladelund. Først levede han under falsk navn, senere med sit rigtige navn. Han døde i Hamburg – Bergedorf. Statsanklageren i Hamborg rejste i slutningen af 1960′
erne en anklage mod Griem. Men han fastholdt sin uskyld. Utroligt var det, at der ikke for længst var blevet rejst anklage mod Griem. Han beslaglagde levnedsmidler, brugte sadistiske metoder og skød selv flere flygtninge. Mange blev skudt i drukkenskab.

 

14 alvorlige kvæstede ved appel

Således beretter den tidligere fange Abbé Pierre Jorrand om en appel:

  • En fløjte giver tegnet. Mændene kommer løbende. Kommandanten, der tydeligt har drukket sig fuld bemærker, at fangerne ikke er hurtige nok til at stille op i række og geled. Uden at tvivle lader han sin revolver og skyder uden mål ind i mængden. Tolv kammerater bliver alvorlig kvæstet. Han var ofte påvirket af spiritus og tilranede sig fødevarer.

 

Frieservolden blev opgivet

Projektet med Friservolden blev opgivet på grund af det totale sammenbrud i Tyskland. Lejren blev rømmet allerede den 21. december 1944, og fangerne sendt tilbage til Neuengamme.

 

Rasmussen blev til Mikkelsen

I foråret 1946 gik det op for de danske myndigheder, at der havde været en dansk SS – mand i lejren ved navn Rasmussen. Han havde flere gange mishandlet fanger. En hollandsk fange blev flere gange slået i hovedet med et afbrækket kosteskaft. Til sidst faldt fangen blødende om. Så beordrede Rasmussen andre fanger til at smide den nu døde fange i en vandfyldt grøft.

Rasmussen blev anholdt den 13. august 1946 og indsat i Fårhuslejren. Det viste sig, at han hed Mikkelsen. I september 1944 skulle han være overført til lejren i Husum. Tre vidner beskrev ham som hård og ubarmhjertig over for især asociale fanger. Københavns Byret idømte den 14. februar 1947 Kurt Niels Mikkelsen 14 års fængsel.

 

Præst oprettede mindested

På foranledning af Pastor Dethlefsen blev der i 1957 indrettet et mindested på Husumer Ostfriedhof.

 

Man glemte bevidst lejren

Gennem mange år forsøgte man at glemme lejrens eksistens. Man snakkede ikke om det, der var sket. Lokalbefolkningen ville også hurtigt glemme, hvad der var sket. En del må trods alt have kendt til, hvad der skete. Barakkerne blev efterhånden forfaldne og blev revet ned. Området kom på private hænder.

 

Oplysninger om lejren

Men en række danske eks – fangere var aktive omkring erindringen om lejren. Men en beboer, Klaus Bästlein faldt over oplysninger om lejren. Først i 1983 begyndte en arbejdsgruppe at planlægge et museum eller en mindelund. De fandt frem til to danske overlevende – den tidligere modstandsmand Benjamin Mørch og lægen Poul Thygesen. Sidstnævnte havde allerede i 1945 udgivet sine erindringer om Husum – Schwesing.

 

800 borgere mødte op

De to danskere skulle fortælle om deres erindringer på et møde i januar 1983. Og det blev lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindre end 800 mødte op.

 

297 røde metal – sten

Og dette lykkedes først den 27. november 1987 – 43 år efter grusomhederne. En informationsbrochure i fire sprog om lejren blev fremstillet. Ligeledes blev en informationstavle i forskellige sprog fremstillet. 297 røde metal – sten er rejst med navn på de ofre, man kender. Det er så cirka 200 mere, man ikke har navn på, der også er omkommet her.

Mindesmærket er blevet til i samarbejde med de overlevende fangere.

 

Denk – og Mahnmal

På tysk har man to begreber for de mindesmærker, der er opstillet for at mindes den fælles fortid. Man taler om Denkmal og Mahnmal. Et Denkmal sættes som minde over en
begivenhed eller en person, som man mindes med en hvis stolthed. Et Mahnmal opstilles derimod til erindring om noget, man håber, aldrig vil gentage sig. Et sådant Mahnmal blev opstillet i Husum – Schwesing i 1987.

 

Ladelund

Det var i Ladelund og andre steder i Nordtyskland at nazisterne har størst tilslutning. Men så skete det pludselig, at Ladelund også blev en del af KZ Neuengamme. I begyndelsen af november 1944 kom der så 2.000 fanger til den lille by. Egentlig var det kun plads til 200 i lejren. I slutningen af 1930erne havde beboerne ellers kunnet se unge mennesker vandre ud af lejren med spader.

 

Betonvejen fra Süderlügum til Flensborg

Det var blandt andet disse unge mennesker, der byggede betonvejen ved grænsen. Den blev bygget mellem Süderlügum og Flensborg. Strækningen var på 34 kilometer og blev også kaldt for Panzerstrasse. Denne vej kender vi alle, os der bor ved grænsen.

 

De blev behandlet som dyr

Tidlig om morgenen kunne egnens bønder se til når udmagrede mennesker blev pisket frem. De blev behandlet som dyr. Når fangerne kom hjem om aftenen, var der altid adskillige døde med. På blot to måneder var der 300 dødsfald i lejren. Det var ikke en decideret dødslejr med krematorieovne . Men forholdende var frygtelige. Ved juletid 1944 var gravearbejderne gennemført, og fangerne blev overført til en anden lejr og nye pinsler.

Vagtmandskabet bestod af folk fra SS Totenkopf og ældre marinesoldater. Men også folk fra Det Tyske Mindretal var en del af vagtmandskabet.  Disse soldater blev anbragt rundt om i landsbyen Ladelund. Det er ikke rigtig, at der ikke skulle være danske flygtninge i Ladelund. Det var det dog.

 

En dyb rystet præst

Præsten, Johannes Meyer fik pålagt at begrave de døde. Allerede dagen efter deres ankomst ringede SS – ledelsen til præsten. Der var fire døde. Præsten fik samtidig at vide, at han nok skulle regne med 30 – 40 døde de næste par uger. Kommandanten ønskede anonyme massebegravelser, men det nægtede præsten. Han ville have navn og data på hver enkelt død. Og han fandt også et stykke jord ved nordsiden af kirken.

Præsten var dybt rystet over det, han oplevede. I Ladelunds Krønike har pastor Meyer skrevet om de to grufulde måneder. Han havde dagligt begravelse, og havde en evig kamp med kommandanten, for at sikre en sømmelig begravelse:

  • Vel enhver med undtagelse af de 300 pct. nazister var dybt rystede. Man talte i landsbyen kun om lejren. I angst og bæven spurgte vi os selv, hvad fremtiden ville bringe.
  • Landsbyen vender efter denne oplevelse én gang for alle ryggen til nationalsocialismen. Som sjælesørger kender jeg min menigheds indstilling.

 

Et brev til førerkvarteret og Indenrigsministeriet

Meyer måtte på en eller anden måde gøre om med sin samvittighed. Men i datidens Tyskland var det sin sag at protestere mod ledelsen. Præsten skrev dog en beretning om rædslerne og konkluderede at begivenhederne ville følge Tyskland i lang tid. Og han fik noget så ret.

Han sendte beretningen både til Førerkvarteret og til Indenrigsministeriet. Han var klar over, at dette kunne føre til hans død. Han lagde brevene i toget, og prøvede på at spille de to instanser ud mod hinanden.

 

Ville ikke hjælpe med opklaringen

I Kirke – kronikken berettede han også om koncentrationslejren. Han var desuden i lang tid medlem af NSDAP. Allerede tidlig bekendte han sig til nazismen. Han frabad sig også at medvirke til, at de ansvarlige i Ladelund – lejren blev straffet.

 

Den hollandske tragedie

Af de 300 døde var ikke mindre end 117 hollændere. De var fra landsbyen Putten. Denne landsby fik en skæbne som Oradur i Frankrig. Der var i Putten blevet skudt i et par tyske officerer. Som hævn skulle landsbyen udslettes og alle mænd mellem 15 og 65 år deporteres. 675 mænd fra Putten kom i koncentrationslejre. Kun 37 af dem vendte tilbage.

 

Forbindelse mellem Putten og Ladelund

Lige efter krigen sørgede præsten for, at der blev skrevet til hver enkelt af de dødes pårørende. Siden er der skabt en nær forbindelse mellem Putten og Ladelund.

 

Mindet var i allerbedste hænder

Hollænderne ville have ligene af de afdøde hjem, men det modsatte Pastor Meyer sig. De døde efter hans mening optaget i menigheden. Derfor ville det være gravskænderi at flytte dem.

Der kom en komité til Ladelund for at forberede flytningen. Men efter et møde med Pastor Meyer og et besøg på kirkegården, blev hollænderne overbevist om, at gravene og mindet om de afdøde var i bedste hænder.

 

En mindesten

I 1945 – 1946 blev lejren brugt til lazaret for personer, der havde fået amputeret et ben eller en arm. Fra 1946 til 1959 opholdt der sig her flygtninge. I 1970 blev den sidste barak revet ned.I
1989 blev der bygget et hus, som blev kaldt Dokumentenhaus. I 2006 blev bygningen udvidet, så mindestedet kan rumme det stigende antal besøg. Der, hvor den sidste barak blev fjernet, blev der rejst en mindesten, men indskriften:

  • Die Würde des menschen ist untatbar KZ Neuengamme Aussenkommando Ladelund Nov – Dez. 1944.

 

Das Mahl

En stålskulptur blev i maj/juni 2002 rejst af unge. Den minder om den skæbne, der overgik fangerne i lejren. I 2010 blev der rejst et mindesmærke kaldet Das Mahl.

 

Er der flere skyldige?

War Crimes Investigation Unit behandlede  sager fra Ladelund, Husum/Schwesing, Dalum og Meppen. I en rapport fremgår det, at man havde beviser mod i alt nitten personer. Disse kunne anklages for mord og medskyldig i mord og mishandling på flere hundrede allierede statsborgere.

 

Heide fra Aabenraa

Danske myndigheder fandt frem til flere skyldige, som var danske statsborgere. Her i blandt var Carl Friedrich Robert Heide. Han var født i Aabenraa, og bekendte sig til Det Tyske Mindretal. Han blev tilknyttet Aussenlagager Meppen – Versen. Denne udelejr havde også 75 danske fanger. I perioden fra 15. januar 1945 til 25 marts 1945 døde her 150 fanger.

 

Omkommet på Cap Acrona

Sammen med en anden dansk SS – mand skulle Heide blandt andet sørge for indskibning i Lübeck. Han blev eftersøgt af både danske og britiske myndigheder efter krigen. Den 2. marts 1950 blev der udsendt en såkaldt dødsformodningsdom over Heide. Antagelig er han omkommet på Cap Arcrona.

 

Mandskabs – rotation

Vi kunne sikkert have nævnt adskillige andre danske statsborgere, som havde begået ulovligheder. Det var sådan, at de danske SS – mænd, hvad enten de tilhørte det egentlige Waffen SS eller Frikorps Danmark i SS – var med i organisationernes almindelige mandskabs – rotation. Viste en frivillig sig uegnet til en indsats ved fronten eller blev skadet, kunne man blive overflyttet til lettere tjeneste i baglandet. Det kunne så være, at blive vagtmand i en KZ – lejr. Opfyldte man ikke SS’ fysiske krav blev man sendt direkte til Totenkopf – enheder, der bevogtede KZ – lejre.

 

99 blev anklaget for grusomheder

Dennis Larsen fastslår i sin bog Fortrængt Grusomhed, at der kan fastslås og dokumenteres, at 99 danske statsborgere kunne anklages for konkrete forbrydelser. Andre som antagelig også har begået lignende grusomheder er kun anklaget som almindelig landssviger. Her mangler bevisets stilling. Dennis Larsen mener, at det reelle tal er væsentlig højere.

 

Tilhørte det Tyske Mindretal

Det er påfaldende, at et ret stort antal af de SS – vagter, som dokumenteret gjorde tjeneste i tyske KZ – lejre tilhørte Det Tyske Mindretal i Danmark.

 

Division Totenkopf

Himmler gav i 1942 på mindretallets foranledning ordre til at adskille de etnisk frivillige fra Danmark fra de etnisk danske. Det førte til at mindretals – tyskerne blev udskilt fra Frikorps Danmark og overflyttet til SS – Division Totenkopf. Ikke alle havde SS – tatoveringen 30 danske SS – vagter gjorde tjeneste i Neuengamme og dens udelejre.

Mange steder lykkedes det, at fjerne alle dokumenter. Og ikke alle danske SS – vagter havde den traditionelle tatovering.

 

Kilde: 

  • www.dengang.dk – diverse artikler
  • Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed
  • Claus Bundgård Christensen: Under Hagekors og Dannebrog
  • Hans Kirchhof: Gads Leksikon om dansk besættelsestid
  • Jörn – Peter Leppien: Konentrationslejren Ladelund
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Richard Andersen: Vandinger syd for grænsen
  • Rasmus Jørgensen: Deporteret
  • Peter Langwithz Smith: Neuengamme Koncentrationslejren 1938 – 1945
  • Thomas Steensen: Geschichte Nordfrislands 1918 bis in die Gegenwart
  • Uwe Danker m.fl.: Zwangsarbeitende im Kreis Nordfriesland 1939 – 1945
  • Pierre Jorand: Husum – Hier wird leben ausgerottet
  • Poul Thygesen: Artzt im Konzentrationslager
  • Olde Lorenzen: Macht ohne Moral

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

  • Mord i Padborg 1945 1 – 3
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Dramaet ved Viadukten
  • En Sønderjyde krydser sit spor
  • Frøslevlejren
  • Fårhuslejren
  • Harreslev – dengang
  • Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
  • Straffelejren
  • To skæbner i Kiskelund

 

Under Sønderjylland (207 artikler):

  • Danskeren, der ville dræbe Hitler
  • Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
  • Det Tyske Mindretal
  • En Stikker fra Sønderjylland
  • Holocaust – aldrig igen
  • Kampene 9. april 1940
  • Modstand i Kolding
  • Opgøret efter 1945
  • Stikkeren – mord uden samvittighed
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
  • Mindretal i brændpunktet

 

Under Aabenraa (169 artikler):

  • Aabenraa – under de to krige
  • Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Modstandsbevægelsen i Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa
  • Fritz, nazister og et kartotek

 

Under Tønder (282 artikler)

  • Bombeangreb mod Tønder
  • Da Tyskerne kom til Tønder
  • Flygtninge i Tønder
  • Historien om Jeppe K. Christensen
  • Nazister i Tønder
  • Obersten fra Tønder
  • Sabotage i Tønder
  • Sønderjylland, 9. april 1940
  • Tønder og Omegn 9. april 1940
  • Tønder under Besættelsen
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – Marskens hovedstad

 

Under Højer (77 artikler):

  • Baraklejren i Højer
  • Højer 1935 – 1945

 

Under København (191 artikler):

  • Overvåget dengang
  • De forfulgte jøder
  • Den Franske skole i bomberegn
  • Den Franske skole – nok engang
  • Flugten over Øresund
  • Humor under Besættelsen
  • Danmark var advaret 9. april
  • Landsforrædere og Landssvigere
  • Da krigen var forbi
  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Dengang – det var alvor
  • Holger Danske – Afdeling Eigild
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Tyske flygtninge
  • Stikkerdrab
  • Tyskerluder og Drageyngel

 

Under Nørrebro (304 artikler):

  • Besættelse på Nørrebro 1 – 5
  • Likvideret på Nørrebro
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
  • Nørrebro – flere sabotager
  • Nørrebrogade 156
  • Sabotage på Nørrebro
  • Varehuset Buldog på Nørrebrogade

 

Under Østerbro (101 artikler):

  • Mirjams flugt
  • Besættelsen på Østerbro 1 – 4
  • Flere sabotager på Østerbro
  • Hagekorset i Parken
  • Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942
  • Sabotører og stikkere på Østerbro
  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Drama i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

Under Besættelsestiden (før/under/Efter): (362 artikler)

Under “Grænsen er overskredet” (6 artikler)

Redigeret 16. – 10. – 2021

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov