Gylden Høst er en grusom bog. Den indeholder nogle barske sandheder fra Polen. Man tror, at det er løgn. Landbefolkningen i Polen myrdede jøderne i stor stil. I byerne lavede de pengeafpresning mod jøderne Betalte de ikke, blev de angivet. Omkring dødslejerne opstod der rigdom, fordi de polske bønder gravede ligene op igen og søgte efter de værdier nazisterne ikke fandt. Polakkerne udnyttede jødernes tørst og sult inden de skulle i dødslejerne. De bestak vagterne med sex og solgte naturalier til jøderne for overpris.

 

Mange er grusomme

Når man beskæftiger sig med de grusomme år fra 1940 – 1945 og går lidt dybere, bliver man chokeret, over hvor grusom vi kan være. Og det er ikke kun de andre, der er grusomme. Det er heller ikke kun nazisterne, der kan være grusomme.

 

Trusler mod forlag

En lille ”grusom” bog blev sendt til mig fra Kristeligt Dagblads Forlag. Titlen er Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust. Den er skrevet af en professor ved Priceton, Jan T. Gross.

 

Bogen har vakt stor international debat. Og det forstår man godt. Da bogen udkom i Polen kom der trusler mod Gross polske forlag. Og det kan man enlig også godt forstå. For det, der bliver påstået i bogen er svær at sluge for polakkerne, ja og for den sags skyld også for os.

 

Sort kapitel i historien

Nazisternes grusomheder er jo så rigelig beskrevet overalt. Men det er et sort kapitel i historien, hvad der skete omkring dødslejrene. Det er stadig et tabu, her 70 år efter.

Udplyndringen af jøderne foregik både før og efter gaskamrene.

 

Var vi bedre i Danmark? Var der ikke en masse fiskere, der pludselig blev rige ved at smugle jøder over Øresund? I nogles øjne var det en heltebedrift, i andres øjne en udplyndring.

 

Hadet til et mindretal var stærkere end alt andet. Og forbrydelserne kunne ske med loven i hånden.

 

Seks millioner jøder dræbt

Vi ved godt at seks millioner europæiske jøder blev dræbt i Holocaust. Men chokerende er det at vide, at en sjette del af dem blev dræbt af den civile befolkning. Og endnu mere chokerende er det i denne bog at få at vide, at omkring dødslejrene i Polen befandt der sig en hidtil ukendt grad af massemordere.

Og omkring lejrene var levestandarden betydelig højere end i andre dele af Polen.

 

Et foto satte gang i historien

Egentlig kom forfatteren først på spor af dette, da han så et foto af klunserne i Treblinka. De lod sig fotografere med kranier og knogler foran sig, som om det var en picnic.

Fotografiet gjorde stor indtryk hos forfatteren.

 

Askebjergets klunsere

Og polske journalister troede heller ikke på fotoets ægthed.

Men klunserne sad oppe på Askebjerget, hvor 800.000 jøder blev gasset og brændt i udryddelseslejren Treblinka.

Bønderne gravede sig igennem alle disse lig på jagt efter alle de værdier, nazisterne havde overset.

 

Massemord af jøder

Denne bog handler om den totale forrådthed, naboernes svigt og lokalbefolkningens aktive delagtighed i forfølgelse. I Østeuropa havde jøderne ikke blot SS og værnemagten imod sig. De havde også lokalbefolkningen imod sig.

I landdistrikterne skete der massemord af jøder. I de polske byer var der masser af pengeafpresning. Bogen har så vidt muligt dokumenteret det hele. En stor ros til forlaget, der nu har gjort det muligt for os andre at få kendskab til denne nye dimension i krigens grusomheder.

 

Genbrug

Nazisterne fyldte godsvognene. Bunker af herretøj var sat i system, overfrakker, habitter, jakker, benklæder, børnetøj, dametøj, kjoler, bluser, gammelt og nyt tøj, hatte, herre – og dametøj. Det hele kunne bruges igen.

 

Ja selv i papkasser blev der sorteret barbergrej, barberknive, hårsakse, spejle, potter, pander og meget mere. Smykker og andre værdigenstande for længst blevet taget.

Nazisterne havde også egne smelterier. Og jødernes værdier blev sat ind i Den Tyske Nationalbank. Det skete i alt 75 gange under krigen.

 

Gravrøveri sat i systemet

Gravrøveriet var sat i system af polakkerne. Man brugte også spængstof for at splitte ligene. Ja det lignede ligefrem et månelandskab, når de var færdige. Ja gravearbejdet fortsatte i årtier inden nogen greb ind. Således berettes der om, at der endnu i 1958 foregik gravearbejde.

 

I landsbyerne omkring udryddelseslejre opstod der en sand guldfeber a la Det Vilde Vesten.

 

Koner og døtre i forvejen

Ofte blev koner og døtre sendt i forvejen, så de kunne fornøje sig med vagterne, så deres fædre og mænd kunne starte udgravningen som en belønning for den service vagterne fik.

Samme fremgangsmåde foregik det, når togene ventede for at blive tømt for jøder. Her tilbød de lokale bønder så mad og vand til tårnhøje priser til jøderne, mens vagtmandskabet havde andet at se til.

 

Polsk lokalbefolkning deltog

Polen blev delt mellem Stalin og Hitler i september 1939. Og nazisterne begyndte massemordene mod jøderne i juni 1941 efter angrebet mod Sovjet. Den polske lokalbefolkning tilsluttede sig disse Einsatzgruppen. Over 300.000 deltog i forskellige politikorps.

 

Hvor mange jøder, der blev dræbt af deres medborgere ved man ikke. Muligvis flere hundrede tusinde. Kun godt to hundrede er blevet dømt for det. I en hvis forstand deltog hele landsbyen i hver enkelt forbrydelse med skiftende grader af meddelagtighed.

 

Forbrydelser mod naboerne

Polakkerne begik forbrydelserne mod folk, man kendte, mod ens naboer. Ja, det var mod folk fra deres landsby. De blev normalt dræbt på stedet. Bønderne mente, at de ved at dræbe dem, kunne få del i deres rigdomme.

Efter ugerningen samlede man sig hos landsby – boerne og fejrede det med vodka hele natten.

 

Drab ved højlys dag

Drabene skete ved højlys dag med en hel folkemasse som tilskuer. Drabsmændene var normal folk med et godt omdømme.

De polske bønder voldtog kvinderne og torturerede deres mænd, så de kun røbe, hvor de havde gemt deres rigdomme.

 

Erindringer er velbevaret

Erindringerne om grusomhederne i den polske landbefolkning er velbevaret og går igen i fortællingerne til næste generation.

 

Landsby – beboerne samarbejdede omkring massemordene på jøderne. Der var både de mørkeblå politibetjente (før Statspolitiet)og civilister.

Udplyndringerne og mordene var almindelig anerkendt og en

social praksis. De polske bønder tilsluttede sig betingelsesløs nazisternes Judenjagt.

 

Stikkere

Fra oktober 1941 var det forbudt for de polske jøder, at bo uden for ghettoerne. Overtrædelse blev straffet med døden. Opdagede en polak en jøde i byerne, pressede han penge ud af ham, ellers truede han ham med at melde det til tyskerne.

Disse polakker blev kaldt for Schmaltzowniks. De sad og holdt vagt foran ghettoerne. For hvis de nu kunne opdage nogle jøder, der flygtede, ja så kunne de tjene en del penge.

 

Uskreven lov

Der var ellers en uskreven patriotisk lov, at man ikke hjalp besættelsesmagten med at forfølge ens egne medborgere. Men den regel gjaldt ikke i Polen og for den sags skyld også i en række andre lande.

 

Almindelige polakker begyndte også at presse penge ud af polakkerne ved enhver lejlighed.

 

Den katolske kirke vidste besked

Den katolske kirke i Polen kendte til massemordene, gravrøverierne og pengeafpresningerne, men de forholdt sig tavse.

 

Indfangede jøder

Det var ikke kun i Polen man kollektiv gik efter jøderne. Bogen viser også eksempler fra Korfu, hvor man indfangede jøderne.

Her mente man, at jødisk ejendom tilhørte staten og dermed hver eneste borger.

 

I Frankrig anså man det at frarøve jødisk ejendom som en ansvarlig og patriotisk handling.

 

Kneb med at få ejendele

De jøder, der vendte hjem efter krigen, blev modtaget meget uvenligt og uvelkommen. Og det var lige meget om man var i Thessalonikki eller Paris – i Prag eller Warszawa.

Naboerne havde allerede indrettet sig behageligt i jødernes ejendom og også på deres tidligere arbejdspladser.

Man behandlede jøderne som afdød på bevilliget udgang, som om, at de skulle dø før eller siden.

Da jøderne så kom hjem efter krigen, kneb det med at få udleveret værdierne.

 

Beslaglæggelse af jødisk ejendom

De europæiske jøders katastrofe skyltes at folkemordet efterhånden blev kernen i nazisternes besættelsespolitik, og det blev nærmest accepteret. Det viste sig i mange kredse i de besatte lande.

Der var ikke mange, der offentlig erklærede sig solidariske med jøderne.

Det var mange samfundsgrupper som direkte medvirkede til beslaglæggelse af jødisk ejendom, og i øvrigt støttede, at man fik dem til at forsvinde. Udplyndring af jødisk ejendom blev nærmest et europæisk anliggende.

 

En grusom og skræmmende bog

Læs denne grusomme og skræmmende bog, der giver en helt ny dimension af holocaust. Den viser en befolkning med forfærdelig griskhed. Og med den indstilling var det jødiske folk på vej til total udslettelse.

 

Jan T. Gross: Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust /Kristelig Dagblads Forlag.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.