Egentlig startede forhistorien til Brødremenigheden allerede i 1457. Herrnhuter blev betragtet som farlig. Familien Struensee blev involveret. Menigheden fik en del privilegier. Der kom masser af skoler og opdragelsesanstalt. Ret hurtig opstod der masser af håndværk og industri. Byen fik åndelig betydning og mange kender byens honningkager.

 

Var historien sådan?

Herrnhuterne vandrede ind i landet, købte Tyrstrupgård og anlagde Christiansfeld. Den letfærdige Christian den Syvende tog med glæde imod de fromme brødre. Det var dem, som den fromme Christian den Sjette havde nægtet adgang.  Var historien virkelige sådan? Vi mangler hvis nogle nuancer i denne historie.

 

Grev Zinzendorf

Herrnhuternes store fører, Grev Zinzendorf, der var slægtning af dronning Sofie Magdalene kom på besøg ved hoffet i anledning af kongeparrets kroning i 1731.

 

Pietisterne og Herrnhuter

Det havde set ud, som om at Pietisterne og Herrnhuter skulle komme godt ud af det med hinanden. De var jo på en alle anden måde beslægtet. Begge havde forbindelser til fromhedstraditionen. Nogle vil kalde det som Brødremenigheden står for – for den glade pietisme.

 

Udviklede sig til fjendskab

Det viste det sig, at de to fromme retninger, som de to religiøse grupper havde tilfældes dækkede over store indre uoverensstemmelser. Pietisterne var strengt ortodokse og holdt på alle bestående traditioner inden for kirken. Herrnhuterne interesserede sig ikke synderligt for dogmerne. For dem var troens liv og inderlighed det eneste væsentlige. De havde derfor ikke noget til overs for den herskende kirke. De havde mest lyst til at danne deres egne menigheder. Det der begyndte med et venskab mellem Pietister og Herrnhuter udviklede sig til et fjendskab.

 

Det startede i Böhmen

Egentlig skal vi tilbage til landsbyen  Kunwald i det nordlige Böhmen, hvor en lille gruppe mennesker dannede Unitas Fratrum – Brødrenes fællesskab i 1457. Man var fra starten udsat for
forfølgelser fra katolikkernes side. Man fik egne kirker og egne præster.

 

Under Herrens varetægt

Den 8. juni 1722 begyndte en lille gruppe mennesker at opføre en by i Sachsen i Tyskland. Man kom i kontakt med forfulgte efterkommere af den tidligere Brødrekirke. Grev Zinzendorf havde samme vision. På hans jord, som de kaldte  Herrnhut – hvilket betyder ”under Herrens varetægt” byggede de en by.

Den 13. august 1727 regnes for den nye Brødrekirkes fødselsdag. Den fejres over alt i Verden, også i Christiansfeld.

 

Sendte børn til opdragelse

Det viste sig snart at Herrnhuter  havde slået sig ned mange steder i Danmark. I København var der i 1739 dannet en menighed. Her var fuldmægtig i rentekammeret Lorens Prætorius
forstander.

 

Forordninger

I menighederne sendte man børn ud af landet i herrnhutiske brødremenigheder til opdragelse. Regeringen mente, at nu skulle der skrides ind. Der udgik to forordninger mod herrnhuterne. I forordningen af 20. november 1744 hedder det:;

• Eftersom Vi ere kommen udi Erfaring, hvorledes udi Vore Riger og Lande hist og her skal findes nogle særsindede Folk, som udi vrang og falsk Indbildning om at forbedres og forfremmes udi deres Kristendoms Kundskab og faa kraftigere og klarere Oplysning om de Pligter, som høre til at føre et kristeligt Levned og en ustraffelig Vandel, holde det fornødent at rejse ud af Landet til andre Steder og især besøge Herrnhut, Marieborn eller slige for deres sære Meninger i adskillige Religionsposter for
  

Man forbød, at Herrnhuter kunne bestride et offentligt embede.

Den 29. januar 1745 blev der ligeledes udsendt en forordning. Heri blev det advaret om, at give penge til Herrnhuterne. Christian den Sjette mente, at han med disse forordninger kunne hindre Herrnhuternes  udbredelse i Danmark.

 

Et forsøg i Hertugdømmerne

Nogle år forinden havde de forsøgt at etablere en menighed i Hertugdømmerne. De kaldte den Pilgerruh og den lå i nærheden af Oldesloe. Men den blev opløst allerede i 1741. Brødrene havde ikke i tilstrækkelig grad fået en forståelse med regeringen om rettigheder og pligter.

 

Måtte etablere sig i kolonierne

Det mærkelig var, at regeringen tillod, at de nedsatte sig i kolonierne. De var således ene om at missionere på De Vestindiske Øer og Grønland. Embedsmændene mente, at bare de fik
kristendommen, så kunne det være lige meget på hvilken måde, de fik det.

 

Præster måtte ikke beskæftige sig med sekter

Allerede i Frederik den Femtes tid aftog Pietisternes magt. Man pålagde præsterne ikke at omgås sekterne.

 

Den store udenlandsrejse

I 1768 foretog Christian den Syvende sin store udenlandsrejse. Den 28. juni opholdt han sig i Utrecht. Her tog han ud af byen for at besøge den store herrnhutiske koloni Zeist. Han var meget tilfreds med, hvad han så. Her var orden og flid, sparsommelighed og stilfærdig jævnhed. Her var både vævere, garvere, lysestøbere, handskemagere, sæbe-sydere m.m.

 

Kongens livlæge og hans bror

Johan Frederik Struensee havde været kongens livlæge på rejsen. Han fulgte med til København og vandt mere og mere indflydelse. Efter at Bernstorff var blevet fyret, blev Struensee
den rådende statsmand. I 1771 kaldte han på sin bror, C.A. Struensee, der var professor i matematik. Det var ham, som  Herrnhuterne kunne takke for, at de fik lov til at komme til Danmark og oprette kolonier her.

 

Anbefaling til kongen

C.A. Struensee havde anbefalet kongen, at Herrnhuterne skulle have lov til at komme til  Danmark.  Det etablerede industri uden på nogen måde at lægge staten for last.   C.A. Struensee
indledte derefter forhandlinger med Lorens Prætorius .Denne var dog ikke så glad for de to tidligere omtalte forordninger, der stadig stod ved magt. Men man nåede dog til enighed.

 

Mange privilegier

De fik blandt andet lov til at anlægge egen kirke eller forsamlingshus. De fik også lov til at anlægge egen kirkegård. De blev desuden fritaget for militærtjeneste og indkvartering. Undtagelsen var de militærpligtige danske undersåtter, der meldte sig til brødrene. Gæstgiveri og apotek måtte indrettes, og de var fri for afgift de første ti år.

Der måtte i byen drives alle arter af fabrikker, håndværk og handel. Men brødrene skulle høre til laugene i Haderslev. I 10 år var importen af vare i byen toldfri. Dette gjaldt også de eksporterede varer.

Et særligt juridisk embede skulle indrettes. Hele koncessionen var meget frisindet. Og dette indebar også at de tidligere udsendte forordninger af 1744 og 1745 blev ophævet.

 

En kongelig gård

Det traf sig så heldigt, at den kongelige gård Tyrstrupgård mellem Kolding og Haderslev  skulle sælges ved en auktion den 23. september 1771. Johannes Prætorius og en ven af Herrnhuterne, branddirektør Jens Hansen tog ud ag kiggede på gården. Jens Hansen tilbød, at købe gården. Hvis det ikke blev til noget med Brødremenigheden ville han selv beholde gården.

I Christian den Fjerdes tid var gården en adelsgård.

 

Byen skulle hede Christiansfeld

Man besluttede, at den fremtidige by skulle hedde Christiansfeld.  Adam Struensee far til brødrene var bestemt ikke begejstret for disse Herrnhuter. Han mente, at de ville slæbe penge og gode undersåtter ud af landet. Han betegnede dem så fordækte.

 

Adam Struensee

Adam Struensee var hofprædikant hos grevinde Sayn – Wittgenstein i Berleburg  fra 1730 – 32. Her havde han lært den tidligere leder af Herrnhuterne, at kende. Som præst i Halle havde han også genvordigheder med Herrnhuterne. Men siden grevens død, havde Herrnhuterne udviklet sig til det bedre.  Adam Struensee var dog også begejstret når han senere besøgte Herrnhuterne i Christiansfeld.  Med udgangen af 1771 synes alt at være i orden, men mørke skyer trak op.

 

Kabinetministeren vakler

Den mægtige kabinetsminister J.F. Struensee vaklede. Og han trak sine hjælpere med i faldet. Herrnhuterne var bange for denne revolution. Ville deres fjender, nu have held til at jage dem ud? De havde bestemt også grund til frygt. I retsopgøret med J.F. Struensee  blev han også indgået spurgt om sin rolle i sagen om de Mähriske brødre. Og de samme spørgsmål blev stillet hans bror.

 

En anbefaling

Finanskollegiet og kongen godkendte den 11. juni 1772 købet af Tyrstrupgård og koncessionen. Hele sagen var nu i orden, og Herrnhuterne kunne nu endelig komme i gang med at udbygge deres by.  Gården blev taget i besiddelse den 1. maj 1772. Man købte den nærliggende grund. Briant blev menighedens første forstander, mens Prætorius blev den første præst.

 

Planlægning af byen

Slutningen af året 1772 og begyndelsen af 1773 gik med udmåling og afstikning af gader og byggepladser. Desuden skulle man tilvejebringe en del materiale. Endelig den 1. april 1773 kunne grunden lægges til de fire første huse i Christiansfeld.

En grundsten blev nedlagt i nærheden af det hus, der foreløbig skulle fungere som forsamlingshus. Det andet hus, der blev taget i anvendelse var Gæstgivergården.

 

Tilladelse hos præsten

I Menighedsordningen for Christiansfeld 1781 § 20 hedder det:

• Af samme grund må  ingen indbygger i byen give husly til udenbys personer, uden først at have søgt om tilladelse til det hos præsten. Ligeledes må  Gæstehusets vært til enhver tid meddele præsten om hvilke fremmede, der overnatter hos ham.

I løbet af 1773 kom der flere beboere til. I kirken vekslede man mellem dansk og tysk prædiken. På  det såkaldte kållager anlagde man i 1773 kirkegården. Den blev indviet i 1774.

 

Lindetræer – en foræring fra Sønderborg

Der blev plantet masser af lindetræer, som blev foræret af gartner Vothmann i Sønderborg. På kirkegården blev der indført den regel, at alle sten skulle være ens. Det skulle være en liggende sten., hvorpå navn, fødsels og dødsår blev angivet.

 

Opdragelsesanstalt

I 1774 byggedes Brødrehuset for ugifte mænd. Denne bygning blev senere udvidet flere gange. I 1775 byggedes en opdragelsesanstalt for drenge og en pensionsanstalt for piger. Her
gik de hjemmehørende børn også i skole.

I 1784 fandtes der allerede to opdragelsesanstalter i byen med plads til 60 børn, som ikke hørte hjemme i byen. De første børn der kom var brødrene Johannes og Christian Ewald, sønner af pastor Jochum Ewald i Hviding. Da pastor Ewald blev gammel, tog han sin afsked og flyttede selv til Christiansfeld.  Her døde han over 100 år gammel.

Man anser barnet som at være en skabning med individuelle behov. Naturen i barnet skal ikke holdes nede, men helliges og dannes. Lærerne blev ikke opfattet som nogen, der skulle undervise, men som opdragere. Legemlig tugtelse og korporlig afstraffelse var udelukket. Alt for meget moralisering skulle undgås.

I 1776 byggedes Søstre-huset for ugifte kvinder. Kirken, der var ret så tarvelig blev indviet den 13. august 1777. Indenfor var den helt uden udsmykning.

 

Kollegium og Menighedsråd

I året 1780 anså man byen forat være færdigbygget. I efterårsmånederne blev der oprettet en Ældste – konference, et opsyns – kollegium og et menighedsråd.  En folketælling fra 1787 kunne have vist forholdene i byen. Men sådan en optælling fra Hertugdømmerne opbevares ikke i Rigsarkivet. Heldigvis findes der et Skattemandtal  fra 1789. Den viser, at der var 327 personer, foruden 19 på Tyrstrupgård.

 

Mange ugifte

Den langt overvejende del af disse var ugifte. Alene i Søstre – , Brødre – , og Enkehusene boede der ca. 200 personer. Også blandt resten har det været en del ugifte personer. Det må anslås, at byen alt i alt havde et indbyggertal på ca. 500. Det var en meget hurtig vækst. Mange danske købstæder var dengang væsentlig mindre.

 

Håndværksvirksomheder

Mange håndværksvirksomheder i byen havde svende. Der blev også drevet en lille tobaksfabrik. Den voksede sig siden større. Spinderi og væveri blev efterhånden til en hel industri, som kom til at spille en rolle for Christiansfeld.

Søstrehuset blev en hel fabrik, hvor 70 piger var beskæftiget med at sy klæde, linned og bånd. Her blev der også broderet, hæklet, vævet og strikket.

Byen blev usædvanligt velforsynet med skoler. Oh kirkesalens størrelse tålte sammenligning med flere domkirker. Ja man påstår, at der kan være 1.800 i salen.

 

Vi kunne ikke bruge familien Struensee

Den positive udvikling har sikkert ikke forbigået C.A. Struensee. Han døde i 1804. Han blev i samme år som hans far, Adam døde i Rendsborg  i 1791, minister i Preussen. De kunne godt bruge ham. Det kunne vi ikke, og hans bror led jo en frygtelig død på Fælleden.

 

Åndelig betydning

Nogen stor by blev Christiansfeld aldrig. Men byens åndelige betydning var stor. I begyndelsen af det 19. århundrede var antallet af menighedsmedlemmer størst, omkring 700. Dette tal sank efterhånden. Således var man i 1872 nede på 422.

 

Honningkager

Brødrenes håndværks – og industrifrembringelser måtte vige pladsen for købstædernes frembringelser. Her var navnlig  Haderslev og Kolding de store konkurrenter. Men hvem kender ikke den dag i dag Christiansfelder Honningkager.

 

Dansk flertal

Christiansfeld vedblev med at være en tysk by. Men det viste sig i 1920, at den ikke kunne holde stand mod den kraftige danskhed i omegnen. Byen viste et lille dansk flertal.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler 

Om Struensee – Læs:

• Henrettet på Østerbro (under Østerbro)
• Østerbro, et kvarter i byen (under Østerbro)
• Fra Trianglen til Vibenshus (under Østerbro)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Pietister – Læs:

• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• Åndens Folk i Tønder (under Tønder)
• Løgumkloster – nordøst for Tønder (under Tønder)
• Carsten Richtsen og Digegrevens hus (under Tønder)
• Øst for Tønder (under Tønder)

Redigeret 11.11.2021