Hvornår kirken er bygget, er der ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen. En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste. Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig krønike over Bov Kommune.

 

Dengang – på Jernbanegade

Sidste gang jeg var i Bov Kirke, må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo, der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed, som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.

Og med gammel dansk i blodet fyrede han også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade i Padborg.

 

Mange registre på Præstegården

Kigger vi på præstegården i Bov ser vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne, Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse af Bov før 1754. Men det har ikke været muligt at finde dette.

Flere af præsterne har været særdeles omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister. (Deprecation betyder afbeden).

Dem, der måtte bede om tilgivelse, skulle først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden 1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.

I 1740 begyndte man en registrering af skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar. Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.

 

Drama i troen

Vi kan se at pastor Jessen fik foræret en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund.  I 1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed med alterlysene.

I slutningen af 1700’tallet var det galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.

 

Kosakkerne stjal sølvtøjet

Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820) fortæller om en episode fra Kosaktiden:

• 10 Maradører kom plyndrende til Præstegaarden og forlangte Sølvtøj. Præsten som havde hørt om deres Agtelse for hans Stand, trak sin Præstekjole paa, men de frugtede ikke. Degnens Medhjælpere kom Præstekonen til Hjælp, aftog hende Forklædet med Sølvtøjet og trakterede Kosakkerne med Brændevin og Brød, indtil de slap i Søvn. Saa snart Fruen, som var syg af nældefeber, var kommet sig, flygtede Præsten med hende, Pigen og seks Børn over Kollund til Lyksborg.
• Her fandt de Husly, først hos Provst Jakobsen, hvis Hus var fyldt med flygtende, men som dog sagde til dem:
  – ”Saa længe jeg har Brød, har De det ogsaa”.

 

En meget aktiv præst

Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer – Jensen i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede de 12.

Han var meget interesseret i fortiden, og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje og sendte de fundne sager til København.

 

Måtte ikke holde danske gudstjenester

Nu blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering ilde op. Især efter at han havde erklæret:

• Hele mit liv har jeg virket for Udbredelse og Kendskab til det danske Sprog ved Undervisning og Skrift og vil vedblive at virke for det, så længe mine Kræfter, tillader det, uden dog at træde det tyske Sprog for nær.

Pastoren måtte søge sin afsked. Han havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket og anbefalede at man læste Dannevirke.

Det at skulle bære liget omkring kirken ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten om han ikke også skrev danske lærebøger.

 

Æ Backhus Præst

Efterfølgeren Andreas Hansen (1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.

Han lejede en lejlighed (æ Backhus) hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live. Han gik under navnet Æ Backhus Præst.

 

Bov Sognekrønike

En anden præst, der her skal nævnes var Pastor E.C. Th. Rønnau. Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov Sognekrønike. Og den var meget omfattende.

I denne fortælles at sognet i 1875 havde 2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.

I 1873 havde kirke-byen Bov 29 større og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet var der 62 beboelseshuse.

 

Bov var Die Metropole

Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen (Die Metropole) for her boede:

• præst, degn, lærer, amts – og kommunefarstander, en døegraver, en jordemoder, fire syersker, to hattemagerske, en strygerske, tre købmænd, en sadelmager, en bager, en skomager, en maler – og glarmester, en karetmager, en soldmager, to snedkere, tre murere, en smed, en skrædder, en slagter, en træskomager, en tagtækker og en gæstgiver.

 

Endelig et kirketårn

Rønnau fik gennemført bygningen af kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode. Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn. Men han fik lov til at holde indvielsestalen den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk:

• und so könnte es jetz heissen: I Guds Navn bygged’ de ved Bov Kirke et Taarn

 

Man beholdt Clausen

Efterfølgeren, Pastor Clausen fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet hos pastoren.  Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.

Ved genforeningen i 1920 valgte man at beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk. Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.

Clausen var en meget bestemt mand. Det sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem i præstegården.

Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer i præstegården.

 

Tavle med præster

På våbenhusets øst-væg i Bov Kirke hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset ophængt med præstens navne efter 1929.

 

Kirken ved Hærvejen

Hvornår den første kirke er bygget, vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250. Kirken var katolsk og viet til Jomfru Maria. Der var kun kirkeskib og kor. Gulvet var dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

I 1300 tallet var Europa plaget af Den sorte død – pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten. I krigstider blev kirken brugt til lazaret. Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket kirken og det omgivende samfund.  I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.

 

Taget blev stjålet

Antagelig har kirken været udsat for krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.

 

Masser af udsmykning

Selvfølgelig er der våbenskjold fra Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken. Prædikestolen er fra 1626 og stammer fra Flensborg. På plattysk fortælles der at

• Gud til ære og denne Kirke til Prydelse har denne agtværdige og vise kongelige Majestæts Herredsfoged i Vis Herred til Oldemorstoft, Nis Asmussen
  og hans Hustru Catharina skænket denne Prædikestol Anno 1626.

Men det sjove er, at Nis Asmussen er død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn, Herredsfoged Lorentz Nissen, der har skænket stolen, som har kostet 230 mark.

 

Man betalte leje for stolene

I kirken lægger man mærke til Jesu dåbsgruppe fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme. Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader, som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje fra 1735 til 1842.

Indtil 1817 havde kirken to indgange. Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene

 

En klokke til krigsbrug

I 1840 tilbød en borger i sognet at betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet, for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen. Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt. Inden da var der en klokkestabel.

En klokke fra 1616 måtte man i 1917 aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke op.

En tidlig døbefont fra 1715 udført i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift:

• Jürgen Friderick Jensen aus Tundern

På himlens nedre frise findes en reliefindskrift:

• Zu Gottes Ehren und meiner lieben sel. Frauen zu Gedechnis ist diese Taufe aufgerichtet. Anno 1715. Heinrich Hinrichsen zu Bauw. Sl. Catharina Hinrichs zu Bauw.

Med gaven fulgte en betingelse, nemlig at blive begravet i selve kirken.

Våbenhuset er fra 1817. På vest-vægen er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.

Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet af billedhugger Fr. Windekilde, Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120 mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.

Den gamle altertavle brændte som tidligere nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark.   På alteret står der to gamle alterstager fra omkring 1650. På foden står der en indskrift:

• 1715 Peter Clausen, Calund

Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar af Frederik den Tredje’ s bibel fra 1589. Den er skænket af en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.

Angiveligt skulle kirken have fået foræret en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen. Men det er ikke den, der er i brug i dag.

 

Mindesten for ”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig

For enden af Bov Kirke står to mindesten. Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig Knud Chr. Bonde. Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.

Gravstederne på den gamle kirkegård omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for Padborgvej blev anlagt i 1857 – 58.

I første verdenskrig mistede 6.000 unge sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle, som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra Marcussen i Aabenraa.

Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn, men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på faldne fra Frøslev.

 

Vinduer ødelagt af trykbølge

I Bov Kommune mærkede man tydelig 2. verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber, ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat.  Men fuglene synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte. I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.

 

Besøg af de kongelige

I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet en mønt fra Kong Hans’ s tid (ca.
1490). Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset ses en messingplade med følgende inskription:

• Den 8. august 1965 overværede Deres Majestæter Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid, Tronfølgeren prinsesse Margrethe og prinsesse Benedikte genåbningen af Bov Kirke.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Bov/Kruså

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

Redigeret 22. – 02. – 2022