Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

April 3, 2007

Saneringen af Den Sorte Firkant på Nørrebro var ikke smart. Beboerne var fanget af politikerne i håbløse beslutninger. Området var en sammenstuvning af godt og skidt byggeri, mest skidt. Etagebyggerierne var ren spekulation, opført i midten af 1850’erne.

Den pæne side vendte ud til søerne, men det meste var gråt. Og allerede tidlig fik bydelen sin farve, da Anker Heegaard startede sit jernstøberi på Blågårds Plads. Den gav arbejde til tusinder, men svinede også.

Hvorfor hedder det Den Sorte Firkant

Som bekendt er det uenighed om det var denne begivenhed, der gav navn til kvarteret. Området fik først navnet mange år senere. Det var på grund af alle de mange sociale problemer i området, ja så satte man sorte kortnåle ned på et kort, og det dannede en firkant – Den sorte Firkant.

Masser af mennesker

Arbejderne strømmede til byen.

Befolkningsantallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på100.000 mellem de to verdenskrige, da havde Anker Heegard længe lukket og slukket. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.

På et tidspunkt lignede kvarteret et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.

Der var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kaustisk soda. Alt skulle pludselig afsyres, og det gik værkstederne i gang med.

I 60’erne lukkedes det for nogle af beboerne at flytte ud til græs

Ikke boligsanering – men menneskesanering

Allerede i 1954 havde Københavns kommune udråbt området til at være saneringsmoden. Men det gik hele tyve år før man gjorde noget ved det. I får ubetinget ret til at opføre alt i dette område, sagde overborgmester Urban Hansen.

Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerde del af kvarteret i grus i løbet af få uger. Men så gik det står, Der var pludselig ingen penge til at fortsætte.

Beboerne i de nedbrudte huse blev spredt for alle vinde. Dette er ikke boligsanering men beboersanering, var der mange, der sagde.

Kvarteret indbyggere var dybt skeptiske over for politikerne, og frygtede, at de ikke kunne betale de nye boliger. Kun få af de oprindelige beboere havde også råd til dette.

Nørrebro Handelsforening var også skeptisk

Nørrebro Handelsforening skrev til Københavns Kommune:

* Årsagen til vores henvendelse, er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (cirka 4.000 mennesker). Såfremt yderligere 2 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73 forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
* Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skal kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige at processen må kunne fungere etapevis.
* For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skal kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted (etaperne må ikke blive for store).
* Der må ikke blive mulighed for slumstormerne og narkomaner, at flytte ind i kondomerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.


Man ville have rigere skatteborgere til området.

Større, bedre og dyrere boliger kunne trække stærkere, bedre og rigere skatteydere til. Men aktivisterne var startet – et beboerhus, en lille park, et værtshus.

Nørrebro Beboeraktion havde set dagens lys.

Byggeren bliver opført

En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Midt under festen kører en lastbil med brædder, søm og værktøj ind på pladsen. I løbet af søndagen rejste beboerne Firkantens byggelegeplads, i daglig tale Byggeren.

Legepladsen blev hurtig populær blandt kvarterets børn. En undersøgelse viste at over en måned havde 185 børn brugt legepladsen, heraf var 1/3 indvandrerbørn.

Byggeprojekterne trak ud, og i 1974 anerkendte Borgerrepræsentationen Byggeren. Samtidig blev der bevilliget en halv million kroner, og der blev ansat pædagoger til at arbejde med børnene. Kommunen påpegede dog, at det var en midlertidig institution.

Nyt spekulationsbyggeri bliver underkendt.

I 1975 så det ud som om, at Københavns Kommune ikke havde lært af spekulationsbyggeriet. Boligministeriets ekspert sagde, at han ikke kunne godkende det planlagte projekt, da det manglede friarealer. Endvidere stred udnyttelsesgraden mod byplanvedtægten. Planen blev lagt i skuffen og Byggeren kunne fortsætte.

Egons plan

I februar 1977 fremlagde overborgmester Egon Weidekamp en såkaldt helhedsplan (Egon’s plan) for byfornyelsen af Indre Nørrebro.. Planen blev vedtaget i 1978, men allerede året inden havde Nørrebro Beboeraktion igangsat en kampagne imod.

Kampagnen ville hindre nybyggeriet og den fortsatte udsanering af området. I stedet skulle der sættes ind for mere lys og luft, bevarende modernisering og bedre institutionsdækning. Blandt andet var forslaget bygning af svømmehal, bibliotek og socialcenter.

Ideologisk besættelse

Det gjaldt om at være på de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter.

Det var tale om en kollektiv psykose. Den ideologiske besættelse var stærkest i de ekstreme miljøer. Holdningsdannelsen blev lammet i disse år.

Det er vanskeligt at gradbøje ordet ”revolutionær”. Skruen gik over gevind”. For nogle blev det simpelthen for meget, for grænseoverskridende. Andre løb sur i det og manglede luft, plads og nye udfordringer.

Hvad frygtede de? Storkapitalen og dens ondsindede lakajer? Den amerikanske imperialisme? Nej, det var at blive afsløret og konfronteret som klasseforrædere.

Solvognen

Vi hører om tillidsfolk, der samles i Nørrebrohallen. Om solvognen, der stormede Rebild Bakker med grumset griseblod.

Undertegnede, der skriver dette, har en Bodil statuette stående, som vidne på en af Solvognens bedrifter. Julemændenes indtog på Børsen. Samtidig en masse historier fra den tid.

Tvind – kultur på Nørrebro

I Tvind gik de rundt og holdt øje med hinanden, for hvem kunne man regne med. Og hvem ikke?. Hvem havde overgivet sig til den stærke Tvind – kultur?

Studerende på Tvind skulle finde arbejde på en fabrik, og finde sig en bolig på Nørrebros gå aktivt gå ind i det lokale boligarbejde i Den Sorte Firkant. Det tvindske rige overvågede stadig. Selv om Tvind måske var en dårlig oplevelse, så tog man ikke politisk afstand fra systemet og tænkningen på Tvind, og det program, der var lagt for en

.

Mobilisering af de lokale

Man havde pligt til at kritisere sine egne, men man skulle være imødekommende over for folket, altså de lokale Nørrebro – borgere.

Hele humlen med beboerarbejdet var at skabe et lokalt netværk, en organisation af folket. Det var ikke bare en kamp mod slum, det var også for at forhindre fupmoderniseringer, og stikke en kæp i hjulet for datidens berygtede bolighajer. Det handlede, at gøre de lokale beboere kritiske og aktive, samt at mobilisere dem.

De venstreorinterede forlag

Det var moderne, at være venstreorienteret. En masse veluddannede kom til Nørrebro. Det var trendy. Man læste bøger, der handlede om fabriksarbejdere, arbejdskampe og amerikansk imperialisme og undertrykte i den tredje verden. De udkom på forlag som Modtryk og Demos.

Det mere kønspolitiske og bevidsthedsorienterede stof kom fra forlag som Rhodos og Tiderne Skifter.

Nørrebro Beboeraktion i flere fraktioner

I praksis blev det Nørrebro Beboeraktion(NB), der et stykke tid, stod for fordelingen af ledige lejligheder i området. Til gengæld sørgede aktivisterne så for, at det ikke blev ballade, når de pågældende huse skulle rives ned. Men til gengæld havde NB så ”hånds og halsret” over dem, der fik anvist en bolig. I sine velmagtsdage havde beboeraktionen 350 aktive unge.

Snart dannede der sig to fraktioner – VSerne i Blågårdsgade og DKP i Tømrergade.

Begge fraktioner betragtede sig som de sande arvtagere, og som den der havde den sande kontakt til borgerne. DKP erne betragtede ikke nybyggeri som et evigt onde, det skabte jo job til håndværkerne. De stræbte derfor til et godt forhold til de lokale fra fagbevægelsen, VS erne stræbte efter, at få flere almindelige borgere med i aktionen. De mente, at der ikke skulle bygges nyt. Området skulle udvikles med åbne pladser, haver parker, legepladser og meget mindre trafik.

Nede i Blågårdsgade havde fraktionen deres egen butik.

Mange grupper

En gruppe holdt øje med fupmoderniseringer, hvor hurtige tiltag af dårlig kvalitet, fik lejen pustet kunstigt op.

Trafikgruppen arrangerede happenings, hvor Blågårdsgade blev afspærret, så folk ved selvsyn kunne opleve, hvilken gevinst det ville være for kvarteret, hvis den blev gjort til gågade, hvilket i sidste ende lykkedes.

Spørgsmålet er om det virkelig lykkedes. Engang var Blågårdsgade, Nørrebros indkøbsgade nr.2. det er den ikke mere. Det forsvandt, da trafikken forsvandt.

Andre grupper beskæftigede sig med kondemnering og genhusning. Mange ejendomme forfaldt og var misrøgtet. Specielt i Korsgade så det slemt ud. Ofte var ruderne i trappeopgangene knust, og ejendomme var rene brandfælder.

Ved en frygtelig brand i Stengade i 1975 indebrændte 20 beboere, og ejendommen brændte helt ned. NB havde da allerede skrevet til ejeren og påpeget, at det måtte forbedringer til.

Den gang var der ikke almindelig at have adgang til bad. Derfor var der adskillige offentlige badeanstalter i området. Nu er der kun en tilbage i Sjællandsgade.

Aktionen i Todesgade

En af aktionerne var besættelse af en daginstitution i Todesgade. Borgerrepræsentationen havde besluttet, at den skulle nedlægges. Flere gange forsøgte politiet at rømme bygningerne. Ved en af aktionerne mødte aktivisterne op med to – tre tusinde. Efter 8 timers kamp opgav betjentene og kommunen. 300 betjente var sat ind på opgaven.. Men den 10. januar 1978 var det slut. En endnu større politiaktion var sat i værk.

Der var betjente i alle baggårde op til Todesgade. Det var vogne til at køre børn og pædagoger bort i, og Falck fjernede parkerede biler i gaden, så de store kraner, der skulle løfte bygningerne væk, kunne komme til. Det var uhyre velorganiseret.

På kant med hinanden

De to fraktioner i Blågårdsgade og Tømrergade kom virkelig på kant med hinanden. Konflikterne spidsede til i sommeren 1976. Hadet og skellet mellem de to fraktioner var ikke blot politisk, men til dels også socialt og kulturelt. Blågårdsgade støttede Byggeren, mens Tømrergade var imod.

De få oprindelige beboere, som var tilbage efter årtier med slum og derefter kondemnering og genhusning var et meget nedslidt og fordrukkent og forhutlet udsnit af befolkningen. I den marxistiske terminologi kunne man højst tale om et pjalteproletariat. Arbejderklassen var flyttet ud til nye kvarterer som Nordvest, Bispebjerg og Brønshøj.

Vi har tidligere beskrevet, hvordan det gik detailhandelen på Indre Nørrebro. Nørrebro Handelsforening var selv aktiv i Nørrebro Beboeraktion, og blev også inviteret af Solvognen til et arrangement i Nørrebrohallen.

Farvel arbejderklasse

Det blev trendy for den politisk aktive middelklasse at flytte ind til Indre Nørrebro, og give revolutionen en håndsrækning for en stund. For på den måde blev de svageste beboere trængt ud af kvarteret. Farvel arbejderklasse.

Overborgmesteren bestemmer

Flere organisationer støttede et forslag om, at indpasse Bygeren i de kommende planer, blandt andet de lokale afdelinger af Socialdemokratiet, DKP og VS’ byplanborgmester Villo Sigurdsson indførte en klausul i byggetilladelsen. Men overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson muligheden. Han udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.

En prøveafstemning blandt de lokale, der viste at 80 % var tilhængere af Byggeren, gjorde heller ikke indtryk. Demokratiet er ikke baseret på dørklokkebesøg, sagde socialborgmester Pelle Jarmer.

En trist besked

Medarbejdere på Byggeren bliver i februar 1980 orienteret om, at legepladsens areal skal halveres senest den 28. marts, for at give plads til nybyggeriets første fase. Resten af Byggeren vil i så fald blive liggende til 1. april 1981. I modsat fald ville hele Byggeren blive ryddet senest 1. april 1980. Dette diktat blev afvist af medarbejdere og forældre.

Børnene kunne bare finde et andet sted at lege, de kunne jo bare gå i Fælledparken eller Valbyparken, mente Pelle Jarmer.

Pædagoger bliver fyret

Den 24. marts møder kommunen op med håndværkere for at gennemføre rydningen af Byggerens første halvdel, men mødes af blokade. Medarbejderne nægter at flytte i en nærliggende gymnastiksal i Gartnergade. 4 medarbejdere bliver fyret på grund af arbejdsvægring. Blokaden fortsætter gennem marts og april.

Aktivister i livsfare

Den 22. april foretages rydningen af legepladsens ene halvdel under beskyttelse af 800 betjente. Da politiet trækker sig tilbage, flytter flere hundrede børn og voksne, legeredskaberne tilbage på de ryddede områder og genetablerer Byggeren i dens fulde udstrækning.

Et øjenvidne fra dengang beretter:

* De to bulldozer speedede op og kørte gennem plankeværket Fra Stengadesiden og ind på byggelegepladsen. Den ene bulldozer kørte ind i stakittet til fodboldbanen, og skrabede det sammen foran sig. Dernæst troede jeg ikke mine egne øjne, for den fortsatte med at køre ind i de ca. 3 meter høje søjler, der bar taget på en scene. Oppe på dette tag befandt der sig 10 – 15 mennesker. Stolperne brasede sammen, taget skred, folk faldt ned, og løb for livet fra bulldozeren.
* Føreren af bulldozeren vendte nu og tog retning mod det tårn, hvor jeg befandt mig sammen med 8 – 10 andre personer. Chokeret begyndte jeg at fatte, at det jeg lige havde set, ville gentage sig.


Bål i gaderne

Den 29. april ankommer Midtjyllands nedrivningsselskab med et kæmpe politiudbud. Aktivisterne må springe for livet. Flere tusinder beboere og aktivister danner nu blokade, og spærrer Åboulevarden og Nørrebrogade. Selv om det er tale om fredelige aktioner, slår politiet hårdt til.

Cirka 70 personer anholdes og sigtes for gadeuorden eller vold mod embedsmand i funktion. Da politiet trækker sig tilbage, går beboerne atter igang med at genopbygge Byggeren.

De mest besindige mennesker havde mistet kontrollen. HT – busser blev kørt på tværs og punkteret. Lysreguleringer blev skudt i sænk, skurvogne blev væltet, vinduer blev smadret, og der var flammende bål i gaderne. Og i Ekstra Bladet kunne man i lederen læse

* Med barrikader, brosten og brodne pander rejser ghettoen sig i et vildt og desperat oprør mod alt muligt.

I et debatindlæg, kunne man læse

* Hvis demokratiet skal overleve ved hjælp af magt, så kræver det efter min mening, at denne magt benyttes med mere omtanke end det har været tilfældet i de seneste uger.


1.000 betjente i aktion

Under opdækning fra 1.000 betjente ryddes resten af Byggeren den 3. maj. Hele kvarteret eksploderer i vrede, og det kommer til konstante sammenstød mellem beboere og politi. Nu skal det ikke længere foretages arrestationer. Strategien er nu at beboerne skal jagtes med køller og politihunde. I radioavisen udtaler politiinspektør Anders Egetved, at nu er fløjlshandskerne lagt på hylden.

Politiet erklærer området i undtagelsestilstand. Opløb bliver splittet med magt.

Den 5. maj går 10.000 – 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. I protest mod rydning af Byggeren. Allerede den 6. maj går håndværkere i gang med byggeriet. I et desperat forsøg på at vende udviklingen, bliver hovedfærdselsårer og togdriften blokeret.. Men kampen er tabt og den 13 maj, ophæver Nørrebro Beboeraktion de sidste blokader.

Pøbelen og VS – politik skyld i balladen

Men overborgmesteren gav sig ikke, han udtalte i stedet.

* Det er VS – Blågårdsgade, der står bag disse aktioner, og jeg kan ikke se andet motiv, end at man gerne ville have disse protester og demonstrationer i gang af rent politiske årsager.

Socialborgmesteren holdt sig heller ikke tilbage. Han kaldte de aktionerende Nørrebro – borgere for pøbelen og gadens parlament, der spreder utryghed og usikkerhed.

Men i virkeligheden drejede det sig om følelsen af, at der ikke blev gjort noget i området for beboerne og at ingen beboere blev hørt.

Værktøjet blev leveret tilbage

Nørrebro Beboeraktion slikkede sårene ikke kun dem, de fik af politiet med også troen på demokratiet smuldrede.

I ugerne efter indkøbte man mukkerter og koben hos en isenkræmmer i Nørrebrogade, man ville i krig igen. Men disse blev senere bragt tilbage til isenkræmmeren med en undskyldning om , at man havde købt det forkerte værktøj. Man ville bytte varerne, og det kunne man, det blev til en kaffemaskine eller to.

Under aktionerne etablerede Nørrebro Beboeraktion også en indkøbsordning for de ældre, der ikke kunne forcerede barrikaderne

Weidekamp betragtede Bygger – sagen som en personlig sejr.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro