Livet på Assitens Kirkegård

Assitens Kirkegård er ikke helt almindelig. Det er mange af de personer, der ligger der, heller ikke. De ansatte der engang arbejdede der, havde store problemer, med at skaffe orden. De ville have politiskilt. Moral og etik fyldte også meget. Datidens medier var efter kirkegården. Rødhårede måtte heller ikke overvære en begravelse. Tilstrømningen har altid været enorm. Man talte om at indføre entre og bygge en tribune, så alle, der havde lyst, kunne overvære en begravelse.

26. maj 1757 forelå der en kongelig forordning om oprettelse af den ny Assistens Kirkegård til afløsning af de gamle. Kirkerne skulle besørge vedligeholdelsen af grundstykket, som hurtig var blevet beplantet og indhegnet med Philip de Langes mur af Flensborg mursten.

Assitens Kirkegård blev dog først indviet den 6. november 1760. Med kongens tilladelse fandt indvielsen sted i al tarvelighed. ”Disciple” fra Frue Skole sang en salme som meget passende hed ”pengene, som Judas slængte”.

Den ny kirkegård blev en vigtig indtægtskilde. Hver tøddel jordbærmarmelade blev anvendt, og samtidig blev der sparet på veje og stier, så for at komme til et bestemt gravsted, måtte man vade over et andet.

Den første rige på Assitens

I begyndelsen ansås den for en kirkegård for fattige. Men en adelsmand fra Sønderjylland, ændrede på dette. Egentlig var Johan Samuel Augustin født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var kancelliråd i krigsministeriet. Siden har kirkegården været kult.

Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet noget i sit levende liv. Hans døde legeme, skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.

Augustins oprindelige gravmæle fandtes ved muren og er nu forsvundet. Man mener, at ved kirkegårdens omlægning i 1824, blev alle de ligsten, hvortil ingen ejer meldte sig, solgt ved auktion.

Stavefejl og censur

Snart fandt man ud af, at der manglede bygninger på kirkegården. Et benhus til opgravede knogler, og et ligkapel til jordpåkastelser.

Snart ville man overgå hinanden i monumenter. ”Kiøbenhavnerbladet” klager over dette fænomen i 1804, og foreslår, at der bør fastsættes en vis størrelse for monumenter, om end af moralske grunde:

Det var dog tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter Døden skulde friste denne Skiebne”

Ja kirkegården var sandelig i datidens medier. I 1805 klagede bladet Politivennen over stavefejl på gravstenene. På monument, der havde kostet mange hundrede Dalere, stod der Ægtefælde med d. Andre eksempler. Det er Aften før – du ved Hold dig. Jeg Laa Paa Moders Brøst og Blev af Hende Amedt, Nu er min Siæl forløst. Og Diær Trøst af Lamedt.

Nu er det faktisk lidt svært at forholde sig til dette i dag. Det danske sprog har forandret sig. Hvad var forkert og hvad var rigtigt, ja det er svært, at se.

I 1818 var den ældre kirkegård så gyselig at se på at Poltivennen ligefrem ville have en kunstner til, for kommunens regning, at bo derude og istandsætte gravmælerne. Dette gjaldt også ældre, forfaldne monumenter, mens censuren skulle tage hensyn til de nyes smagløshed. Især var det slemt, at de i høj grad kopierede hinanden. De samme attributter gik igen fra grav til grav. Urner, tårekrukker, gravlamper og slukkede fakler symboliserede døden., foruden naturligvis leen, neget og den brudte søjle. Hunden, den trofaste, hvilende vad gravmælets fod, men også duerne var begyndt at slå sig ned, som symbol på Helligånden.

Den afdødes virke betegnedes med skibsror, passer og vinkel, håndværkerens redskaber og handelsmandens symboler., alias Merkur i samtale med Neptun. Endelig var der sommerfuglen og slangen, der bider i sin egen hale, sindbilleder på henholdsvis udødelighed og evighed.

Poesi på Kirkegården

Det kneb i begyndelsen med at få refunderet udgifterne fra de andre kirker, Særlig efter 1852, hvor det var forbudt at begrave borgere inde i byen. Snart måtte kirkegården igen udvides.

Biskop Frederik Plum begik et lille digt. Indledningen lød således:
Her i disse landlig simple grave
Lagdes mangen værdig Borger ned.

Ja, det er virkelig skrevet meget om Kirkegården. Således skrev Viggo Stuckenberg blandt andet
Jeg har staaet her ved Vintertide
Set saa mangen Kiste bæres ud
Set dens Blomsterdække skælve, stride,
Vejre Dødens Gru i Vinterens Slud.

Graverne ville have politiskilt

Graverne følte sig magtesløse over for det der skete på kirkegården. De ville gerne forsynes med et politiskilt, så de kunne sætte sig i respekt.

Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordner på Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individer, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseels. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres prydelser eller side spisende og drikkende paa de skønneste Steder på kirkegaardene, henkastede Levininger hist og her, tillade vi kun at anføre et Par enkelte Tilfælde, som ville være tilstrækkelige til at give en Idee om Gravenes stilling, når de, overholdene den givne Instruks, søge at afværge stedfindende Uordener. Uordnerne skyldes især Folk, under Paaskud, af at holde Gravsteder ved lige gør sig skyldige i Tyverier. Sådan lød en klage fra graverne i 1851.

Det blev ikke taget hensyn til gravernes besværligheder. I 1858 fremsendes en ny klage

En anden Uorden som finder Sted på Kirkegaarden kun paa en Trediedel, er omgivet med Mur, mens den øvrige Del, saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en Mængde Individer af den laveste Klasse (f.Eks. Ladegaardslemmer) saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad der møder dem på deres Vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til skandale og til en dyb Bekymring for den Nedbøjede, der også søger didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.

Men der kom også klager over gravernes elendige selvjustits. Snart var der opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det gravene, som ikke var gjort færdige til begravelserne, snart var det den lurvede påklædning, graverne mødte op i.

Rødhårede – ingen adgang

I 1805 kunne man på et skilt ved Runddelen læse følgende

Hvilested for de afdøde, medlem af den kristne menighed i Kjøbenhavn.

Det var lidt svært for befolkningen, for hvad skulle stedet hedde? Mange forslag fremkom blandt andet Gravløkken, Mindemarken, Fredslunden, Fædremarken.

I bladet Politivennen kunne man læse at kirkegården var at sammenligne med Offentligt værtshus i benhuset. Der kom da også en forordning, hvor i der stod anført Der må ikke foretages noget, som ligner lystighed.

Ja det var sågar en, der mente, at rødhårede skulle farve deres hår. Det er upassende at møde op med så festligt et hår. Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men hvad med lugten?

Ja, det beskæftigede digteren og lægen J.Cl. Tode sig også med. Han mente, at tilmurede begravelser var de farligst, fordi de holder på dunsterne, så når graven åbnes på ny, for at indsætte den næste, udbreder en forfærdelig giftatmosfære. Tode ville have, at kirkegårdene skulle ligge langt ud for byen, frit og højt, hvor vinden kan blæse det syge og usunde langt bort.

Johann Clemens Tode var en elskelig læge og en munter poet. Han vandt et stort publikum både ved sine viser og ved sine forskrifter for en sund levevis, populære lægeråd, som han lod fremkomme i tidsskrifter. Han var stifter af Medicinsk Selskab.

Efter hans død, samlede hans venner ind til et gravmæle. Hele 107 med den sindssyge Christian den syvende i spidsen, meldte sig. 769 rdl. Og 29 i skiver. Blev det til, så var det også inklusive bankrenter.

Man overholdt måske ikke altid alle retningslinier, når ligene skulle lægges i jorden. De tre alen, blev ikke overholdt. Så sultne herreløse hunde kunne finde på at nappe sig en bid på kirkegården.

Krybskytteri – ikke tilladt

I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De serverede sprit til gæsterne. Mange havde også hugget de dødes tøj. Det tjente de faktisk ret godt på.

Og i 1820 var det igen galt. Der var omfattende krybskytteri på harer og agerhøns.

Samme problem var det i 1848. der kom en klage fra Distrikts jæger Fonseca i Valby, der selvfølgelig ikke klagede, fordi denne sport var usømmelig på kirkegården, men fordi Kongens Vildtbane derved tilføjes ikke ringe skade. Der blev holdt forhør i den anledning, men da Fonseca imidlertid var draget i krigen med det ridende frivillige jægerkorps, kunne han ikke afhøres, og sagen blev ikke belyst nærmere.

Kirkegården under vand

I 1833 klagede man over at kisterne stod i vand.. man måtte ikke lede vandet ned i Ladegårdsåen. Det blev nemlig også brugt som drikkevand.

I 1874 fortæller stadslægen, at der må øses 30 – 40 spande af gravene. Sandelig meddeler Blade fra Kirkegården i 1879, at flertallet af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at noget af kirkegårdsvandet alligevel var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af dette vand.

Kirkegården var lavtliggende, og et fast lerlag forhindrede vandet i at synke. Man foreslog, at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen helt ud til stranden. Men en sådan anordning ville koste 15.000 rigsdaler. Og det ville man ikke ofre.

Standsmæssig begravelse

Man kunne købe sig til en fin begravelse. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler og så skulle man betale 4 rigsdaler for jordpåkastelsen. Benyttede man ligvognen til 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 3 rigsdaler. Og valgte man ligvognen til 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 2 rigsdaler, men så var kvaliteten også derefter. Murede gravsteder kostede en halv gang mere. Og fint sand kostede også mere end jord. De velbjærgede købte flere gravsteder af gangen.

Ville man begraves i nærheden af muren, ja så var prisen højere. Det bedre borgerskab skulle kunne beundres selv i døden.

Ved pesten i 1711 fik studenterne privilegium til at bære lig til graven, men dette privilegium var siden overtaget af Kommunitetet, mod en årlig afgift. Det viste sig, at være et lukrativt foretagende. Her kan nævnes. Skulle Metropolitanskolens elever synge, krævede skolen betaling. Enhver der benyttede de bedre ligvogne, skulle i tilgift betale for en bedemand. Ligbærerne skal have obligatoriske handskepenge o.s.v. o.s.v.

Intet under at småkårsfolk måtte danne formelige forsikringsselskaber, eller lig – Societeter, for at klare disse udgifter, der vedblev langt op i tiden.

Ligbærerspørgsmålet havde voldt kvaler forud for indvielsen af Assitens Kirkegård, for man kunne jo ikke forlange, at studenterne skulle bære ligene helt herud, men på den anden side. Hvad så med den kære fortjeneste? Man ordnede det således at studenterne, når præsten i hjemmet havde foretaget jordpåkastelsen, skulle bære kisten ud til ligvognen. På kirkegården trådte så andre ligbærere i funktion.

Ved begravelseskontorets oprettelse i 1861 blev det bestemt, at ligvogne skulle bestilles på dette kontor. Halvt modstræbende bevarede bystyret indtil videre forskellige klasser af ligvogne og forskellige takster for ligbærere. Man mente, at såfremt ens betaling blev indført, ville den nemt blive så lav, at begravelseskontoret ikke kunne klare sig. Også jordpriserne var fortsat forskellige. Fra 192o var ligbærerne fastansatte og bar samme uniform som kirkegårdens opsynsmænd. Samme år indførte man ”normalbegravelser”, således at visse goder automatisk fulgte med enhver begravelse, såsom orgelspil, træer, kandelabre o.s.v.

Madkurve – fænomenet

Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen havde lagt mærke til det. I en af sine sidste eventyr Portnøglen fra 1872 skriver han. Hvæsende lirekasser, og snævrende klarinetter – spisende folk blandt gravstenene. Det var netop det, det eventyret handlede om Madkurve – fænomenet på Assistens Kirkegård.

Det var i Kong Frederik den Sjettes tid. Kjøbenhavn havde dengang ingen Gas., den havde Tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino, ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Der var Smaat med fornøielser imod hvad det nu er. Om Søndagen gik man sig en Tour ud af Porten til Assistens – Kirkegaarden, læste Indskrifterne på Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Madkurv og drak sin Snaps til; eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran Slottet var Regiments – Musik.

Den meget omtalte F.J. Meyer beskrev forholdene på kirkegården sådan her;

Det er et samlingssted for alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den forkasteligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som på Søn – og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredvis liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker, spisende, smøgende, tryllende sig fulde af Øl og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasser eller snærende Klarinetter.

Entre ønskes

Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man snakkede om at indføre entre. Taksten skulle være 4 – 8 skilling, eller 8 – 10 skilling om hverdagen, og gratis om søndagen. Det vil sige, det kun skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.

Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med plakat, nej der skulle en vagtpost til, eller en grav omkring muren.

Pas på de skinddøde

I 1867 indrettedes et lokale for eventuelt skindøde. Det bør erindres, at der før 1829 ingen dødsattest krævedes. I 1808 havde man faktisk indrettet et lighus, hvor de afdøde kunne henstilles, bl.a. med snor om håndleddet, således at snoren var forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken lød, var der fare på færre.

Beskyldninger om magtmisbrug

I 1879 udkom der et lille skrift, som vi tidligere omtalte, Blade fra Kirkegaarden, Organ for Assitents – Kirkegaardens Historie, Orden og Arbeidsforhold. Det blev udgivet af en forening ved Niels Johansen, der var gartner og boede på Nørrebrogade 110. Dette blad var rettet mod graverne på kirkegården, der kaldtes egennyttige privilligerede Arbeidsherrer, der anse Kirkegaarden, som deres Domaine, der er blevet til for deres Skyld. Bladets mål var at kæmpe for enhvers frie Ret til at udføre eller lade udføre ved sit Gravsted, hvad der ikke er til Vansir, men forskjønnelse af Kirkegaarden. Man fik blandt andet at vide, at graverne har indtil en snes hjælpere med Messingskilt i Panden, som de rige arbejdsherrer lønner så let, at de kun ved fuskeri, drikkepenge og lignende kan slå sig igennem om sommeren, endsige da om vinteren.

Bladet beskyldte graveren i den store graverbolig for at drive formelig butikshandel til gravsteder inde på selve kirkegården. Intet under, at bladet kun udkom tre gange.

Bladet fortalte også, at en familie købte et gravsted for 207 kroner, mens kirkegården kun havde givet 32 øre for det, eller måske ingenting, da gravstedet tidligere havde været udlagt som vej.

Byens smukkeste sted

En anekdote beretter om to udlændinge, der, som ubekendte med København, lejede en droske, og bad kusken køre dem til byens allersmukkeste sted, hvorpå han omgående kørte dem ud på Assitens.

Ofte var der ballade, i 1903 var de oprør blandt de 15 – 20 årige. Spritterne og vagabonderne holdt også til her. Om natten holdt de sammenskudsgilde på kirkegården.

Syd for hovedvejen fra Kappelvej – porten løber en sti, ved hvilken Søren Gyldendals gravsted findes. Ifølge Provst Fr. Schmidt er portrætrelieffet temmelig idealiseret og ingenlunde nogen tro Afbildning af hans Jyde – Fjæs. Det var dog en temmelig kontant udmelding.

I 1907 var kirkegården i ugemagasinet Hjemmet. Magasinet skrev. Den romersk – katolske kirkegård præges af mange fællesgraver for nonner. At dømme efter gravene, bliver nonner sjældent gamle i Danmark.

I 1911 var der på kommunens kirkegårde 60.000 forsømte grave, så man så sig nødsaget til at forhøje priserne på familiegravsteder af 1. klasse til vederlag for, hvad der ryddes og beplantes.

I 1914 blev der skrevet en roman, der handlede om kirkegården. Den hed Rotterne. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter holdt sig skjult en hel måned i en åben grav.

Inspektøren meddelte, at der i 1914 forekom fem tilfælde af opklaret blomstertyveri og en mængde uopklarede, desuden tyveri af en zinkplade fra et gravsted, af en jerntaburet og af to håndtasker. Ti gange har berusede personer måtte fjernes, og en gang er et par blevet anholdt for uterlighed på kirkegården.

De kendte på kirkegården

Som man kan læse mange stede ligger der mange kendte på Assistens Kirkegård. Det er stadig kult, at blive begravet her. En af dem er H.C. Andersen. Han havde altid et skilt med, når han var ude at rejse, på det stod, Jeg er kun skindød.

Kierkegaard ligger her også, og de to forfattere kunne hvis ikke rigtig lide hinanden. Da Kierkegaard anmeldte Andersens første bog, var det ikke særlig smigrende, og Andersen måtte efter denne forskrækkelse melde sig syg i 14 dage.

I øvrigt boede der i 70 `erne en Søren Kierkegaard på Kappelvej. Han havde faktisk meget svært ved at bestille en taxa.

Det var stor ballade, da Kierkgaard skulle begraves. Han havde jo kritiseret de kirkelige handlinger. Man besluttede, at broderen P.C. Kierkegaard, som den afdøde ikke ville se, skulle tale over ham i Vor Frue kirke. Afdødes søstersøn, læge Henrik Lund protesterede også. En retssag fulgte, og Lund måtte pænt sige undskyld til Stiftsprovst Tryde.

Men man så en del pjaltede skikkelser, der hamrede på kisten og gav udtryk for, at Kierkegaard var en af deres egne.

Kæmpe tilstrømning

Tilstrømningen til kirkegården har altid været stor. På et tidspunkt diskuterede man, om man skulle bygge en tribune. Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter med fra Nyhavn til Nørrebro. Da Johan Leonhard Fix, direktør for Assiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt. Fløjels Ligvogn med 4 Heste, med kusk, biløber, 8 ligbærere, 9 vogne til sørgeparrene, 25 tjenere og 2 politibetjente.

Mange historier på kirkegården

Kirkegården har virkelig mange historier, at fortælle. Benyt dig af en rundtur med Gitte og de andre dygtige guider på Assitens Kirkegård. Man bliver hele tiden overrasket og chokeret. Døden har mange ansigter. Kirkegården fortæller både Danmarks – og kulturhistorie. Kirkegården er stadig et tilløbsstykke for de kendte. Mange vil stadig have monumenter, se blandt andet rocker – monumentet, men også som kontrast Dan Turrels beskedne gravmæle.